(1)

Den 25. september 2015 vedtog FN's Generalforsamling en ny global ramme for bæredygtig udvikling: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (»2030-dagsordenen«), der er centreret omkring målene for bæredygtig udvikling (SDG'erne). I Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 om de næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid knyttes SDG'erne til Unionens politikramme for at sikre, at alle EU-tiltag og ‐politikinitiativer, både inden for Unionen og globalt, fra starten tager hensyn til SDG'erne. I sine konklusioner af 20. juni 2017 bekræftede Rådet, at Unionen og medlemsstaterne er fuldt ud engageret i gennemførelsen af 2030-dagsordenen på en fuldstændig, sammenhængende, omfattende, integreret og effektiv måde og i tæt samarbejde med partnere og andre interessenter.

(2)

Omstilling til en kulstoffattig, mere bæredygtig, ressourceeffektiv og cirkulær økonomi i overensstemmelse med SDG'erne er afgørende for at sikre EU-økonomiens konkurrenceevne på lang sigt. Parisaftalen vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«), der blev godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (3), og som trådte i kraft den 4. november 2016, har til formål at styrke indsatsen over for klimaændringer ved bl.a. at bringe finansieringsstrømme i overensstemmelse med en tilgang hen imod lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling.

(3)

For at nå Parisaftalens mål og væsentligt reducere risiciene ved og virkningerne af klimaændringer er det overordnede mål at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (4), 2009/138/EF (5), 2011/61/EU (6), 2013/36/EU, (7) 2014/65/EU (8), (EU) 2016/97 (9) og (EU) 2016/2341 (10) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 345/2013 (11), (EU) nr. 346/2013 (12), (EU) 2015/760 (13) og (EU) 2019/1238 (14) deler det fælles mål at lette adgangen til og udøvelsen af virksomhed for institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS), kreditinstitutter, forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF'er), der forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde, herunder europæiske langsigtede investeringsfonde (ELTIF'er), forsikringsselskaber, investeringsselskaber, forsikringsformidlere, arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser (IORP'er), forvaltere af kvalificerede venturekapitalfonde (EuVECA-forvaltere), forvaltere af kvalificerede sociale iværksætterfonde (EuSEF-forvaltere) og leverandører af paneuropæiske personlige pensionsprodukter (PEPP-produkter). Nævnte direktiver og forordninger sikrer en mere ensartet beskyttelse af slutinvestorer og gør det lettere for dem at nyde godt af en lang række finansielle produkter, samtidig med at de fastsætter regler, der gør det muligt for slutinvestorer at træffe kvalificerede investeringsbeslutninger.

(5)

Oplysning til slutinvestorer om integration af bæredygtighedsrisici, om hensynet til negative bæredygtighedsvirkninger, om bæredygtige investeringsmål eller om fremme af miljømæssige eller sociale karakteristika i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser er ikke tilstrækkeligt udviklet, da sådan oplysning endnu ikke er underlagt harmoniserede krav.

(6)

Undtagelsen fra denne forordning for finansielle rådgivere, der har færre end tre ansatte, bør ikke berøre anvendelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører direktiv 2014/65/EU og (EU) 2016/97, navnlig reglerne om investerings- og forsikringsrådgivning. Selv om sådanne rådgivere ikke er forpligtet til at give oplysninger i overensstemmelse med denne forordning, er de derfor forpligtet til at overveje og tage hensyn til bæredygtighedsrisici i deres rådgivningsprocesser.

(7)

Enheder, der er omfattet af denne forordning, bør afhængigt af deres aktiviteters art overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere, hvor de producerer finansielle produkter, og bør overholde reglerne om finansielle rådgivere, hvor de yder investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning. Hvor sådanne enheder samtidig udøver aktiviteter som både finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere, bør sådanne enheder derfor betragtes som finansielle markedsdeltagere, hvor de handler som producenter af finansielle produkter, herunder porteføljepleje, og som finansielle rådgivere, hvor de yder investerings- eller forsikringsrådgivning.

(8)

Efterhånden som Unionen i stigende grad konfronteres med de katastrofale og uforudsigelige følger af klimaændringer, udtømning af ressourcer og andre bæredygtighedsrelaterede problemer, er der behov for en hasteindsats for at mobilisere kapital ikke blot gennem offentlige politikker, men også fra sektoren for finansielle tjenesteydelsers side. Derfor bør der stilles krav om, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere giver bestemte oplysninger vedrørende deres tilgange til integrationen af bæredygtighedsrisici og hensynet til negative bæredygtighedsvirkninger.

(9)

I mangel af harmoniserede EU-regler om bæredygtighedsrelaterede oplysninger til slutinvestorer, er det sandsynligt, at der fortsat vil blive vedtaget forskellige foranstaltninger på nationalt niveau, og at der i de forskellige sektorer for finansielle tjenesteydelser stadig vil anvendes forskellige tilgange. Sådanne forskellige foranstaltninger og tilgange ville fortsætte med at forårsage betydelige konkurrenceforvridninger som følge af væsentlige forskelle i oplysningsstandarder. Paralleludviklingen af markedsbaseret praksis, der er baseret på kommercielt drevne prioriteter, og som fører til forskellige resultater, forårsager endvidere i øjeblikket yderligere opsplitning af markedet og kunne endda forværre ineffektiviteten i det indre markeds funktion yderligere i fremtiden. Forskellige oplysningsstandarder og forskellig markedsbaseret praksis gør det meget vanskeligt at sammenligne forskellige finansielle produkter, skaber ulige vilkår for sådanne produkter og for distributionskanaler og opstiller yderligere hindringer inden for det indre marked. Sådanne forskelle kunne også være forvirrende for slutinvestorer og fordreje deres investeringsbeslutninger. Der er en risiko for, at medlemsstaterne i forbindelse med at sikre overholdelse af Parisaftalen vedtager forskellige nationale foranstaltninger, der kunne skabe hindringer for et velfungerende indre marked og være til skade for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere. Manglen på harmoniserede regler vedrørende gennemsigtighed gør det desuden vanskeligt for slutinvestorer effektivt at sammenligne forskellige finansielle produkter i forskellige medlemsstater med hensyn til deres miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici og bæredygtige investeringsmål. Det er derfor nødvendigt at imødegå eksisterende hindringer for et velfungerende indre marked og at øge sammenligneligheden af finansielle produkter med henblik på at undgå sandsynlige fremtidige hindringer.

(10)

Denne forordning tager sigte på at reducere informationsasymmetrien i forhold mellem principaler og agenter med hensyn til integration af bæredygtighedsrisici, hensyn til negative bæredygtighedsvirkninger, fremme af miljømæssige eller sociale karakteristika og bæredygtige investeringer ved at kræve, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere giver oplysninger til slutinvestorer forud for indgåelse af en aftale og løbende, når de handler som agenter for disse slutinvestorer (principaler).

(11)

Denne forordning supplerer oplysningskravene i direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341 og forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013, (EU) 2015/760 og (EU) 2019/1238 samt i national ret om personlige og individuelle pensionsprodukter. For at sikre et ordentligt og effektivt tilsyn med opfyldelsen af denne forordning bør medlemsstaterne gøre brug af de kompetente myndigheder, der allerede er udpeget i henhold til nævnte regler.

(12)

Denne forordning opretholder kravene til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at handle i slutinvestorernes bedste interesse, herunder, men ikke begrænset til, kravet om at udvise passende due diligence forud for foretagelse af investeringer, fastsat i direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341 og forordning (EU) nr. 345/2013 og (EU) nr. 346/2013 samt i national ret om personlige og individuelle pensionsprodukter. Med henblik på at opfylde deres forpligtelser i henhold til nævnte regler bør finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere i deres processer, herunder i deres due diligence-processer, integrere og løbende vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici, men også alle bæredygtighedsrisici, der kunne have en relevant væsentlig negativ indvirkning på det finansielle afkast af en investering eller rådgivning. Derfor bør finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere angive i deres politikker, hvordan de integrerer disse risici, og offentliggøre disse politikker.

(13)

Denne forordning kræver, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere, der yder investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning med hensyn til forsikringsbaserede investeringsprodukter (IBIP'er), uanset udformningen af de finansielle produkter og målmarkedet, offentliggør skriftlige politikker om integration af bæredygtighedsrisici og sikrer gennemsigtigheden af sådan integration.

(14)

Ved bæredygtighedsrisiko forstås en miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den indtræffer, kan have negativ væsentlig indvirkning på værdien af investeringen som angivet i sektorspecifik lovgivning, navnlig direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341, eller delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder vedtaget i medfør heraf.

(15)

Denne forordning bør ikke berøre reglerne om risikointegration i henhold til direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341 og forordning (EU) nr. 345/2013 og (EU) nr. 346/2013 samt i henhold til national ret om personlige og individuelle pensionsprodukter, herunder, men ikke begrænset til, de relevante gældende proportionalitetskriterier såsom størrelse, intern organisation og de pågældende aktiviteters art, omfang og kompleksitet. Nærværende forordning søger at opnå større gennemsigtighed med hensyn til, hvordan finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere integrerer bæredygtighedsrisici i deres investeringsbeslutninger og investerings- og forsikringsrådgivning. Hvor vurderingen af bæredygtighedsrisici fører til den konklusion, at der ikke er bæredygtighedsrisici, der anses for relevante for det finansielle produkt, bør der redegøres for årsagerne. Hvor vurderingen fører til den konklusion, at disse risici er relevante, bør der gives oplysninger om, i hvilket omfang disse bæredygtighedsrisici kunne indvirke på det finansielle produkts resultater, hvad angår enten kvalitet eller kvantitet. Finansielle markedsdeltageres vurderinger af bæredygtighedsrisici og videregivelse af oplysninger forud for indgåelse af en aftale i tilknytning hertil bør indgå i finansielle rådgiveres videregivelse af oplysninger forud for indgåelse af en aftale. Finansielle rådgivere bør, inden de yder rådgivning, oplyse, hvordan de tager hensyn til bæredygtighedsrisici i processen for udvælgelse af det finansielle produkt, der forelægges slutinvestorer, uanset slutinvestorernes bæredygtighedspræferencer. Dette bør ikke berøre anvendelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører direktiv 2014/65/EU og (EU) 2016/97, navnlig de forpligtelser, der påhviler finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere for så vidt angår produktstyring, egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurderinger samt testen af krav og behov.

(16)

Investeringsbeslutninger og -rådgivning kunne forårsage, bidrage til eller være direkte forbundet med konsekvenser for bæredygtighedsfaktorer, som er negative, er væsentlige eller sandsynligvis er væsentlige.

(17)

For at sikre, at denne forordning anvendes på sammenhængende og konsekvent vis, er det nødvendigt at fastlægge en harmoniseret definition af »bæredygtige investeringer«, i henhold til hvilken de virksomheder, der investeres i, følger god ledelsespraksis, og forsigtighedsprincippet om »ikke at gøre væsentlig skade« sikres, således at hverken det miljømæssige eller det sociale mål skades væsentligt.

(18)

Hvor finansielle markedsdeltagere under behørig hensyntagen til deres størrelse, arten og omfanget af deres aktiviteter samt typerne af de finansielle produkter, de udbyder, tager hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, hvad enten disse indvirkninger er væsentlige eller sandsynligvis er væsentlige, bør de i deres processer, herunder i deres due diligence-processer, integrere procedurerne for hensyntagen til de vigtigste negative indvirkninger på lige fod med de relevante finansielle risici og relevante bæredygtighedsrisici. Oplysningerne om sådanne procedurer kan beskrive, hvordan finansielle markedsdeltagere varetager deres bæredygtighedsrelaterede forvaltningsansvar eller andre forpligtelser over for aktionærer. Finansielle markedsdeltagere bør på deres websteder medtage oplysninger om disse procedurer og beskrivelser af de vigtigste negative indvirkninger. I denne forbindelse bør Det Fælles Udvalg af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), der er etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (15), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), der er etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (16), og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), der er etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (17), (»Det Fælles Udvalg«) og finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere tage hensyn til de due diligence-retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd, som er udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), og de principper for ansvarlige investeringer, der er støttet af De Forenede Nationer.

(19)

Hensyntagen til bæredygtighedsfaktorer i investeringsbeslutnings- og rådgivningsprocesser kan medføre fordele, der rækker ud over finansielle markeder. Det kan øge realøkonomiens modstandsdygtighed og det finansielle systems stabilitet. Derved kan det i sidste ende indvirke på finansielle produkters risiko og afkast. Det er derfor afgørende, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere leverer de oplysninger, som er nødvendig for, at slutinvestorer kan træffe kvalificerede investeringsbeslutninger.

(20)

Finansielle markedsdeltagere, som tager hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer, bør for hvert finansielt produkt forud for indgåelsen af en aftale give koncise oplysninger i kvalitative eller kvantitative termer om, hvordan der tages hensyn til sådanne indvirkninger, samt en erklæring om, at oplysninger om de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer er tilgængelige i den løbende rapportering. Ved vigtigste negative indvirkninger bør forstås de indvirkninger af investeringsbeslutninger og -rådgivning, som har negative konsekvenser for bæredygtighedsfaktorer.

(21)

Der er til dato udviklet bæredygtige produkter med forskellige grader af ambitionsniveau. Det er derfor med henblik på oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og oplysninger, der gives i periodiske rapporter, nødvendigt at sondre mellem krav til finansielle produkter, som fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika, og krav til finansielle produkter, der har en positiv indvirkning på miljøet og samfundet som mål. Følgelig bør finansielle markedsdeltagere for så vidt angår finansielle produkter med miljømæssige eller sociale karakteristika give oplysninger om, hvorvidt og hvordan det angivne indeks, bæredygtighedsindeks eller mainstreamindeks er tilpasset disse karakteristika, og, hvor der ikke anvendes et benchmark, oplysninger om, hvordan de bæredygtighedsrelaterede karakteristika for de finansielle produkter er opfyldt. For så vidt angår finansielle produkter, der har en positiv indvirkning på miljøet og samfundet som mål, bør finansielle markedsdeltagere give oplysninger om, hvilket bæredygtighedsbenchmark de anvender til at måle bæredygtighedsresultater, og, hvor der ikke anvendes et benchmark, redegøre for, hvordan bæredygtighedsmålet nås. Disse oplysninger bør gives i deres årlige rapporter.

(22)

Denne forordning berører ikke reglerne om aflønning eller vurdering af finansielle markedsdeltageres og finansielle rådgiveres personales resultater i henhold til direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341 og forordning (EU) nr. 345/2013 og (EU) nr. 346/2013 og ej heller gennemførelsesretsakter og national ret om personlige og individuelle pensionsprodukter, herunder, men ikke begrænset til, de relevante gældende proportionalitetskriterier såsom størrelse, intern organisation og de pågældende aktiviteters art, omfang og kompleksitet. Det er dog hensigtsmæssigt at opnå større gennemsigtighed, hvad angår kvalitative eller kvantitative termer, om finansielle markedsdeltageres og finansielle rådgiveres aflønningspolitikker for så vidt angår deres investerings- eller forsikringsrådgivning, der fremmer en sund og effektiv risikostyring med hensyn til bæredygtighedsrisici, mens aflønningsstrukturen ikke tilskynder til overdreven risikotagning med hensyn til bæredygtighedsrisici og er forbundet med risikojusterede resultater.

(23)

For at øge gennemsigtigheden og informere slutinvestorer bør adgangen til oplysninger om, hvordan finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere integrerer relevante bæredygtighedsrisici, hvad enten disse er væsentlige eller sandsynligvis er væsentlige, i henholdsvis deres investeringsbeslutningsprocesser, herunder sådanne processers organisatoriske aspekter, risikostyrings- og forvaltningsaspekter, og deres rådgivningsprocesser være reguleret ved at pålægge disse enheder at sikre, at koncise oplysninger om disse politikker opretholdes på deres websteder.

(24)

De nuværende oplysningskrav, der er fastsat i EU-retten, kræver ikke, at der gives alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne oplyse slutinvestorer ordentligt om den bæredygtighedsrelaterede indvirkning af deres investeringer i finansielle produkter med miljømæssige eller sociale karakteristika eller finansielle produkter, der forfølger bæredygtighedsmål. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte mere specifikke og standardiserede oplysningskrav for så vidt angår sådanne investeringer. Der bør f.eks. aflægges regelmæssig rapport om den samlede bæredygtighedsrelaterede indvirkning af finansielle produkter ved hjælp af indikatorer, som er relevante for måling af det valgte bæredygtige investeringsmål. Hvor et egnet indeks er blevet angivet som referencebenchmark, bør disse oplysninger også gives for dette angivne indeks og for et bredt markedsindeks for at muliggøre sammenligning. Hvor EuSEF-forvaltere stiller oplysninger til rådighed om den positive sociale indvirkning, som er målet for en given fond, om de opnåede generelle sociale resultater og om de metoder, der er anvendt i forbindelse hermed i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 346/2013, kan de, hvor det er hensigtsmæssigt, gøre brug af sådanne oplysninger med henblik på at give oplysninger i henhold til nærværende forordning.

(25)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (18) pålægges gennemsigtighedsforpligtelser, hvad angår miljømæssige, sociale og virksomhedsledelsesmæssige spørgsmål i forbindelse med ikkefinansiel rapportering. Den form og præsentation, der kræves i henhold til dette direktiv, egner sig imidlertid ikke altid til, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere kan gøre direkte brug heraf, når de har at gøre med slutinvestorer. Finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere bør med henblik på denne forordning have mulighed for, hvor det er hensigtsmæssigt, at gøre brug af oplysninger i ledelsesberetninger og ikkefinansielle redegørelser i overensstemmelse med nævnte direktiv.

(26)

For at sikre, at de oplysninger, der offentliggøres på finansielle markedsdeltageres og finansielle rådgiveres websteder, er pålidelige, bør sådanne oplysninger holdes ajour, og der bør tydeligt redegøres for enhver revision eller ændring af sådanne oplysninger.

(27)

Selv om denne forordning ikke omfatter nationale sociale sikringsordninger, der er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, bør medlemsstaterne i betragtning af, at de i stadig større grad åbner dele af administrationen af obligatoriske pensionsordninger inden for deres sociale sikringsordninger for finansielle markedsdeltagere eller andre privatretlige enheder, og i betragtning af, at sådanne pensionsordninger er udsat for bæredygtighedsrisici og kunne tage hensyn til negative bæredygtighedsvirkninger, fremme miljømæssige eller sociale karakteristika eller forfølge bæredygtige investeringer, have mulighed for at anvende nærværende forordning med henblik på at mindske informationsasymmetrier.

(28)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at en medlemsstat vedtager eller opretholder strengere bestemmelser om offentliggørelse af klimatilpasningspolitikker og om yderligere oplysninger til slutinvestorer vedrørende bæredygtighedsrisici, forudsat at de berørte finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere har deres hovedsæde på dens område. Sådanne bestemmelser bør dog ikke hindre den effektive anvendelse af denne forordning eller virkeliggørelsen af dens mål.

(29)

I henhold til direktiv (EU) 2016/2341 er IORP'er allerede forpligtet til at anvende ledelses- og risikostyringsregler på deres investeringsbeslutninger og risikovurderinger med henblik på at sikre kontinuitet og regelmæssighed. Investeringsbeslutninger bør træffes, og vurdering af relevante risici, herunder miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici, bør foretages, på en måde, der sikrer, at det sker i overensstemmelse med IORP-medlemmers og ‐begunstigedes interesser. EIOPA bør udstede retningslinjer for, hvordan IORP'er i deres investeringsbeslutninger og risikovurderinger nærmere skal tage hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici i henhold til nævnte direktiv.

(30)

EBA, EIOPA og ESMA (samlet »ESA'erne«) bør gennem Det Fælles Udvalg bemyndiges til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere indholdet af, metoderne for og præsentationen af oplysninger vedrørende bæredygtighedsindikatorer med hensyn til klima- og andre miljørelaterede negative indvirkninger, til sociale og personalemæssige spørgsmål, til respekt for menneskerettighederne og til bekæmpelse af korruption og bestikkelse samt for at præcisere præsentationen og indholdet af oplysninger med hensyn til fremme af miljømæssige eller sociale karakteristika og bæredygtige investeringsmål, som skal gives i finansielle markedsdeltageres dokumenter forud for indgåelse af en aftale, i deres årlige rapporter og på deres websteder, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010. Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage disse reguleringsmæssige tekniske standarder ved hjælp af delegerede retsakter, jf. artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010.

(31)

ESA'erne bør gennem Det Fælles Udvalg bemyndiges til at udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for at fastlægge standardpræsentationen af oplysninger om fremme af miljømæssige eller sociale karakteristika og bæredygtige investeringer i markedsføringskommunikation, Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, jf. artikel 291 i TEUF, og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.

(32)

Eftersom årlige rapporter i princippet sammenfatter de forretningsmæssige resultater for hele kalenderår, bør denne forordnings bestemmelser om gennemsigtighedskravene for sådanne rapporter ikke finde anvendelse før den 1. januar 2022.

(33)

Oplysningsreglerne indeholdt i nærværende forordning bør supplere bestemmelserne i direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF, 2011/61/EU, 2014/65/EU, (EU) 2016/97 og (EU) 2016/2341 og forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013, (EU) 2015/760 og (EU) 2019/1238.

(34)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt navnlig i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(35)

Målene for denne forordning, nemlig at styrke beskyttelsen af slutinvestorer og forbedre oplysningerne til dem, herunder i forbindelse med slutinvestorers grænseoverskridende handel, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at fastsætte ensartede oplysningskrav bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

Den 25. september 2015 vedtog FN's generalforsamling en ny global ramme for bæredygtig udvikling, nemlig 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (»2030-dagsordenen«), hvis kerne er målene for bæredygtig udvikling. I Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 om de næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid knyttes målene for bæredygtig udvikling til Unionens politiske ramme for at sikre, at der fra starten tages hensyn til målene for bæredygtig udvikling i alle Unionens foranstaltninger og politiske initiativer både i Unionen og globalt. I sine konklusioner af 20. juni 2017 bekræftede Rådet, at Unionen og medlemsstaterne er stærkt engageret i gennemførelsen af 2030-dagsordenen på en fuldstændig, sammenhængende, omfattende, integreret og effektiv måde og i tæt samarbejde med partnere og andre interessenter.

(2)

Parisaftalen, som blev vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«), og som blev godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (3) og trådte i kraft den 4. november 2016, har til formål at styrke indsatsen mod klimaændringer ved bl.a. at sikre, at de finansielle strømme fremmer lave drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling.

(3)

For at nå målene i Parisaftalen og i betydelig grad mindske risiciene og virkningerne af klimaændringer er det overordnede mål at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og bestræbe sig på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau.

(4)

Den 8. oktober 2018 offentliggjorde Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) en særberetning om en global opvarmning på 1,5 °C, hvori det blev anført, at en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C ville kræve hurtige, vidtrækkende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet, og at en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C sammenlignet med 2 °C kunne gå hånd i hånd med at sikre et mere bæredygtigt og retfærdigt samfund.

(5)

Bæredygtighed og overgangen til en kulstoffattig, klimaresistent og mere ressourceeffektiv og cirkulær økonomi er afgørende for at sikre Unionens økonomiske konkurrenceevne på lang sigt. Bæredygtighed har længe været centralt i EU-projektet, og traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) afspejler de sociale og miljømæssige aspekter heraf. Der er en begrænset mulighed for at ændre kulturen i finanssektoren i retning af bæredygtighed for at sikre, at den globale gennemsnitlige temperaturstigning forbliver et godt stykke under 2 °C. Det er derfor afgørende, at nye investeringer i infrastruktur er bæredygtige på lang sigt.

(6)

I sin meddelelse af 8. marts 2018 offentliggjorde Kommissionen sin handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst, der lancerede en ambitiøs og sammenhængende strategi for bæredygtig finansiering. Et af målene i denne handlingsplan er at omlægge kapitalstrømme i retning af bæredygtige investeringer for at opnå en bæredygtig og inklusiv vækst. Det er af helt afgørende betydning at have større fokus på at begrænse virkningerne af klimaændringer, da antallet af katastrofer udløst af uforudsigelige vejrforhold er vokset dramatisk.

(7)

I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU (4) blev der opfordret til en forøgelse af den private sektors finansiering af miljø- og klimarelaterede udgifter, navnlig gennem skabelsen af incitamenter og metoder, der tilskynder virksomheder til at måle de miljømæssige omkostninger ved deres virksomhed og det overskud, der opnås ved at anvende miljøtjenesteydelser.

(8)

Hvis Unionens mål for bæredygtig udvikling skal nås, skal kapitalstrømme kanaliseres i retning af bæredygtige investeringer. Det er vigtigt at udnytte potentialet på det indre marked fuldt ud for at nå disse mål. I denne forbindelse er det afgørende at fjerne hindringer for en effektiv flytning af kapital til bæredygtige investeringer i det indre marked og at undgå, at nye hindringer opstår.

(9)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (5) fastsættes ensartede regler for benchmarks i Unionen, og den omfatter forskellige typer af benchmarks. Et stigende antal investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af investeringsporteføljer. Fastsættelsen af EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks, som understøttes af en metodologi, der er knyttet til forpligtelserne fastsat i Parisaftalen vedrørende CO2-emissioner, vil bidrage til større gennemsigtighed og til at forebygge grønvaskning.

(10)

En bred vifte af indekser er i øjeblikket kategoriseret som lavemissionsindekser. Disse lavemissionsindekser anvendes som benchmarks for investeringsporteføljer og produkter, der sælges på tværs af grænserne. Kvaliteten og integriteten af benchmarks for lille CO2-effekt har indvirkning på den effektive funktion af det indre marked for en bred vifte af individuelle og kollektive investeringsporteføljer. Mange lavemissionsindekser, der anvendes til måling af resultater for investeringsporteføljer, navnlig for separat forvaltede investeringskonti og kollektive investeringsordninger, er udarbejdet i en medlemsstat, men anvendes af portefølje- og kapitalforvaltere i andre medlemsstater. Portefølje- og kapitalforvaltere afdækker desuden ofte deres CO2-eksponeringsrisici ved brug af benchmarks, der er udarbejdet i andre medlemsstater.

(11)

Forskellige kategorier af lavemissionsindekser med forskellige ambitionsniveauer er dukket op på markedet. Nogle benchmarks sigter mod at nedbringe en standardinvesteringsporteføljes CO2-fodaftryk, og andre benchmarks er udelukkende baseret på komponenter, der bidrager til at nå 2 °C-målet i Parisaftalen. På trods af de forskellige mål og strategier markedsføres mange af disse benchmarks ofte som benchmarks for lille CO2-effekt.

(12)

Forskellige tilgange til benchmarkmetodologier fører til fragmentering af det indre marked, da det ikke er klart for brugerne af benchmarks, hvorvidt et bestemt lavemissionsindeks er et benchmark, der er tilpasset målene i Parisaftalen, eller blot et benchmark, der tager sigte på at mindske en standardinvesteringsporteføljes CO2-fodaftryk. For at imødegå administratorernes potentielt uberettigede påstande om, at deres benchmarks er benchmarks for lille CO2-effekt, vil medlemsstaterne sandsynligvis vedtage deres egne regler for at beskytte investorer mod forvirring og tvetydighed omkring de mål og det ambitionsniveau, der ligger til grund for forskellige kategorier af såkaldte lavemissionsindekser, der anvendes som benchmarks for lavemissionsinvesteringsporteføljer.

(13)

I mangel af en harmoniseret ramme for at sikre nøjagtigheden og integriteten af hovedkategorierne af benchmarks for lille CO2-effekt, der bruges i individuelle eller kollektive investeringsporteføljer, er det sandsynligt, at de forskellige tilgange i medlemsstaterne vil skabe hindringer for et velfungerende indre marked.

(14)

Med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer effektivt til gavn for investorerne, for at forbedre det indre markeds funktion yderligere og for at sikre et højt niveau af forbruger- og investorbeskyttelse er det hensigtsmæssigt at ændre forordning (EU) 2016/1011 ved at indføre en reguleringsmæssig ramme, som fastlægger minimumskrav for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks på EU-plan. I den forbindelse er det særlig vigtigt, at sådanne benchmarks ikke i væsentlig grad bør skade andre miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) mål.

(15)

Indførelse af en klar sondring mellem EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks og udvikling af minimumsstandarder for hver af disse benchmarks ville bidrage til konsekvens på tværs af disse benchmarks. De Paristilpassede EU-benchmarks bør være i overensstemmelse med målene i Parisaftalen på indeksniveau.

(16)

Med henblik på at sikre, at mærkerne »EU-benchmark for klimaovergangen« og »Paristilpasset EU-benchmark« er pålidelige og let kan genkendes af investorer i hele Unionen, bør kun administratorer, der overholder kravene i denne forordning, være berettigede til at anvende disse mærker i forbindelse med markedsføring af EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks i Unionen.

(17)

Med henblik på at tilskynde virksomheder til at fremlægge troværdige mål for nedbringelse af CO2-emissioner bør administratoren af et EU-benchmark for klimaovergangen ved udvælgelse eller vægtning af underliggende aktiver tage hensyn til virksomheder, der har som mål at reducere deres CO2-emissioner i retning af tilpasning til målene i Parisaftalen. Sådanne mål bør være offentliggjorte og være troværdige i den forstand, at de indebærer en reel forpligtelse til dekarbonisering, og i den forstand at de er tilstrækkeligt detaljerede og teknisk levedygtige.

(18)

Brugere af benchmarks har ikke altid de nødvendige oplysninger om, i hvilket omfang der i benchmarkadministratorers metodologi tages højde for ESG-faktorer. Sådanne oplysninger er ofte spredte eller ikkeeksisterende og gør det ikke muligt at foretage en effektiv sammenligning på tværs af grænserne i investeringsøjemed. For at gøre det muligt for markedsdeltagerne at foretage velinformerede valg bør alle benchmarkadministratorer med undtagelse af administratorer af rente- og valutabenchmarks i deres benchmarkerklæring være forpligtet til at redegøre for, hvorvidt deres benchmarks eller benchmarkfamilier forfølger ESG-mål eller ej, og hvorvidt benchmarkadministratoren tilbyder sådanne benchmarks eller ej.

(19)

Med henblik på at informere investorerne om, i hvilken grad væsentlige egenkapital- og obligationsbenchmarks samt EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks bidrager til at nå målene i Parisaftalen, bør benchmarkadministratorer offentliggøre detaljerede oplysninger om, hvorvidt eller ej og i hvilket omfang der sikres en grad af overordnet tilpasning med målet om at reducere CO2-emissioner eller om at nå målene i Parisaftalen.

(20)

Administratorer af EU-benchmarks for klimaovergangen og administratorer af Paristilpassede EU-benchmarks bør også offentliggøre den metodologi, de anvender til beregningen af disse benchmarks. Disse oplysninger bør beskrive, hvordan de underliggende aktiver blev udvalgt og vægtet, hvilke aktiver, der blev udelukket, og hvorfor. Med henblik på at vurdere, hvordan benchmarket bidrager til miljømål, bør benchmarkadministratoren redegøre for, hvordan de underliggende aktivers CO2-emissioner blev målt, for deres respektive værdier, herunder benchmarkets samlede CO2-fodaftryk, og for den anvendte datatype og -kilde. Med henblik på at gøre det muligt for kapitalforvaltere at vælge det mest hensigtsmæssige benchmark for deres investeringsstrategi bør benchmarkadministratorer redegøre for baggrunden for parametrene for deres metodologi og forklare, hvordan benchmarket bidrager til miljømål. De offentliggjorte oplysninger bør også omfatte nærmere oplysninger om hyppigheden af gennemgangen og den anvendte procedure.

(21)

De metodologier, der anvendes i forbindelse med EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks, bør bygge på videnskabeligt baserede dekarboniseringsforløb eller på en generel tilpasning til målene i Parisaftalen.

(22)

Med henblik på at sikre, at det fastlagte mål om modvirkning af klimaændringer fortsat forfølges, bør administratorer af EU-benchmarks for klimaovergangen og administratorer af Paristilpassede EU-benchmarks regelmæssigt gennemgå deres metodologier og oplyse brugerne om de gældende procedurer for indførelse af eventuelle væsentlige ændringer af disse metodologier. Ved indførelse af en væsentlig ændring bør benchmarkadministratorerne oplyse om årsagerne til denne ændring og redegøre for, hvordan den pågældende ændring er i overensstemmelse med benchmarkets oprindelige mål.

(23)

Benchmarks, som ikke har underliggende aktiver, der har en indvirkning på klimaændringer, som det er tilfældet f.eks. for rente- og valutabenchmarks, bør være fritaget fra kravet om i deres benchmarkerklæring at oplyse, hvorvidt eller ej og i hvilket omfang der sikres en grad af overordnet tilpasning med deres mål om at reducere CO2-emissioner eller om at nå målene i Parisaftalen. Desuden bør det være tilstrækkeligt, at hvert benchmark eller, hvor det er relevant, hver benchmarkfamilie, som ikke forfølger CO2-emissionsmål, klart angiver i benchmarkerklæringen, at de ikke forfølger sådanne mål.

(24)

For at øge gennemsigtigheden og sikre en tilstrækkelig grad af harmonisering bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår fastlæggelse af mindsteindholdet af de oplysningsforpligtelser, som administratorer af EU-benchmarks for klimaovergangen og administratorer af Paristilpassede EU-benchmarks bør være underlagt, og for så vidt angår fastlæggelse af minimumsstandarder for harmonisering af metodologien for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks, herunder metoden til beregning af de CO2-emissioner, der er forbundet med de underliggende aktiver, under hensyntagen til metoderne vedrørende produkters miljøaftryk og organisationers miljøaftryk (Product and Organisation Environmental Footprint Method) som defineret i punkt 2, litra a) og b), i Kommissionens henstilling 2013/179/EU (6) og arbejdet i den tekniske ekspertgruppe om bæredygtig finansiering (TEG). Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante åbne og offentlige høringer under sit forberedende arbejde om hver af disse delegerede retsakter, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter, og de modtager referaterne fra alle møder i TEG.

(25)

Forordning (EU) 2016/1011 indførte en overgangsperiode, i hvilken en indeksproducent, som leverer et benchmark den 30. juni 2016, skal ansøge om godkendelse senest den 1. januar 2020. Ophør af et kritisk benchmark kunne have konsekvenser for markedernes integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien og finansieringen af husholdninger og virksomheder i medlemsstaterne. Ophør af et kritisk benchmark kunne også berøre gyldigheden af finansielle kontrakter eller finansielle instrumenter, og det kunne skabe forstyrrelser for både investorer og forbrugere med potentielt alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet. Såfremt inputdata for kritiske benchmarks ikke længere er tilgængelige, kunne det desuden undergrave de pågældende benchmarks repræsentative karakter, og det kunne have negative konsekvenser for et sådant benchmarks evne til at afspejle den underliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet. Derfor bør den maksimale varighed af obligatorisk administration af kritiske benchmarks og den maksimale varighed af obligatoriske bidrag til sådanne benchmarks forlænges til fem år. Kritiske benchmarks er for tiden i en reformproces. At skifte fra et eksisterende kritisk benchmark til en hensigtsmæssig efterfølgende sats kræver en overgangsperiode, således at alle retlige og tekniske ordninger, der er nødvendige for et sådant skifte, kan gennemføres uden afbrydelse. I denne overgangsperiode bør det eksisterende kritiske benchmark offentliggøres sammen med den efterfølgende sats. Det er derfor nødvendigt at forlænge den periode, hvori et eksisterende kritisk benchmark kan offentliggøres og anvendes, uden at dets administrator har ansøgt om tilladelse.

(26)

Forordning (EU) 2016/1011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Ved forordning (EU) 2017/625 er der fastsat regler for offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter, som medlemsstaternes kompetente myndigheder gennemfører for at verificere, at EU-lovgivningen er overholdt for så vidt angår blandt andet fødevaresikkerheden i alle produktions-, forarbejdnings- og distributionsled. Den indeholder særlige bestemmelser om offentlig kontrol i forbindelse med stoffer, hvis anvendelse kan medføre restkoncentrationer i fødevarer og foder.

(2)

I henholdsvis artikel 137 og 138 i forordning (EU) 2017/625 fastsættes de kompetente myndigheders forpligtelser med hensyn til tiltag, der skal iværksættes i tilfælde af mistanke om manglende overholdelse, og der gives en oversigt over de tiltag og foranstaltninger, der skal iværksættes i tilfælde af konstateret manglende overholdelse.

(3)

Ved forordning (EU) 2017/625 ophæves Rådets direktiv 96/23/EF (2) med virkning fra den 14. december 2019. Nævnte direktiv omfatter på nuværende tidspunkt kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf, og definerer specifikt, hvilke håndhævelsesforanstaltninger der skal træffes af de kompetente myndigheder i tilfælde af mistanke om eller konstateret manglende overholdelse i forbindelse med stoffer og restkoncentrationer inden for dets anvendelsesområde.

(4)

Reglerne i direktiv 96/23/EF sikrer harmoniseret håndhævelse af EU's lovgivning om fødevaresikkerhed i forbindelse med anvendelse og restkoncentrationer af farmakologisk virksomme stoffer. For at rationalisere og forenkle den overordnede lovramme er reglerne for offentlig kontrol på bestemte områder af EU-lovgivningen om agrofødevarekæden blevet integreret i rammen for offentlig kontrol som defineret i forordning (EU) 2017/625. For at sikre en fortsat og harmoniseret håndhævelse bør reglerne i direktiv 96/23/EF vedrørende opfølgning i tilfælde af manglende overholdelse integreres i den nye retlige ramme i henhold til forordning (EU) 2017/625.

(5)

Reglerne i nærværende forordning bør inden for rammerne af forordning (EU) 2017/625 sikre opretholdelse af kravene til opfølgning i tilfælde af mistanke om eller konstateret manglende overholdelse af reglerne vedrørende anvendelse eller restkoncentrationer af farmakologisk virksomme stoffer, der er tilladt i veterinærlægemidler eller som fodertilsætningsstoffer, eller af EU's regler vedrørende anvendelse eller restkoncentrationer af forbudte eller ikkegodkendte farmakologisk virksomme stoffer, bl.a. som fastlagt i:

(6)

Hvis der på grundlag af de i betragtning 5 omhandlede EU-regler påvises forbudte eller ikkegodkendte stoffer hos ikkeautoriserede personer, således at der opstår mistanke om ulovlig behandling og mulig indvirkning på fødevaresikkerheden, bør foranstaltningerne til officiel tilbageholdelse og undersøgelser i henhold til forordning (EU) 2017/625 og nærværende forordning finde anvendelse.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF (11) indeholder et regelsæt for markedsføring, fremstilling, import, eksport, levering, distribution, lægemiddelovervågning, kontrol og anvendelse af veterinærlægemidler. Farmakologisk virksomme stoffer, som ikke er tilladt i veterinærlægemidler, må ikke anvendes på dyr bestemt til fødevareproduktion, bortset fra anvendelse af stoffer, der er uundværlige til behandling af dyr af hestefamilien, jf. forordning (EF) nr. 1950/2006. Opfølgning af konstaterede eller formodede tilfælde af manglende overholdelse i forbindelse med anvendelsen af veterinærlægemidler, som mistænkes for at have eller har påvist indvirkning på fødevaresikkerheden, falder ind under anvendelsesområdet for forordning (EU) 2017/625 og nærværende forordning. Direktiv 2001/82/EF er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/6 om veterinærlægemidler (den nye forordning om veterinærlægemidler) (12), der skal anvendes fra den 28. januar 2022, og som bl.a. indeholder begrænsninger for anvendelsen af antimikrobielle veterinærlægemidler til dyr.

(8)

På baggrund af at forskellig håndhævelsespraksis kan føre til uensartet beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed, til forstyrrelser af det indre marked og til konkurrenceforvridning, bør forordning (EU) 2017/625 suppleres med særlige regler for gennemførelsen af offentlig kontrol af dyr og varer i alle led i produktionen, forarbejdningen, distributionen og anvendelsen, for så vidt angår mistanke om eller konstateret manglende regeloverholdelse i forbindelse med de relevante stoffer, og for de tiltag, som skal iværksættes efter denne offentlige kontrol.

(9)

På baggrund af de særlige forhold, der gør sig gældende for de tiltag og den kontrol, der skal gennemføres ved mistanke om eller konstateret manglende overholdelse af EU-reglerne for anvendelse af farmakologisk virksomme stoffer til dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, og for restkoncentrationer af disse stoffer, og med henblik på at sikre en ensartet anvendelse i hele EU af håndhævelsesforanstaltningerne bør det fastsættes, i hvilke tilfælde foranstaltningerne i artikel 137 og 138 i forordning (EU) 2017/625 skal træffes, så de tilpasses denne sektor.

(10)

I overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, litra c), i forordning (EU) 2017/625 bærer den operatør, der er ansvarlig for dyrene og varerne, omkostningerne til obligatoriske gebyrer eller afgifter i forbindelse med offentlig kontrol inden for rammerne af denne forordning.

(11)

I henhold til artikel 50 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (13) skal medlemsstaterne anmelde en direkte eller indirekte sundhedsrisiko for mennesker, der skyldes fødevarer eller foder, via det netværk, der er etableret til formålet. Manglende overholdelse i forbindelse med restkoncentrationer af farmakologisk virksomme stoffer, som udgør sådanne risici, bør derfor anmeldes. Hvis der konstateres manglende overholdelse i forbindelse med dyr eller animalske produkter med oprindelse i en anden medlemsstat, bør myndighederne i den medlemsstat, der har konstateret den manglende overholdelse, og oprindelsesmedlemsstaten benytte de bestemmelser om bistand, der er fastsat i forordning (EU) 2017/625, og træffe passende opfølgningsforanstaltninger som fastsat i nærværende forordning.

(12)

Da reglerne i direktiv 96/23/EF om opfølgning i specifikke tilfælde af konstateret manglende overholdelse eller mistanke om manglende overholdelse i forbindelse med stoffer og restkoncentrationer inden for dets anvendelsesområde ophæves med virkning fra den 14. december 2019, bør nærværende forordning finde anvendelse fra denne dato —

(1)

For at sikre, at de valutapar, der er omhandlet i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2015/2197 (2), fortsat afspejler den faktiske korrelation mellem de relevante valutaer, er det nødvendigt at opdatere listen over snævert forbundne valutaer.

(2)

Listen anvender den 31. marts 2018 som slutdato ved beregningen af de dataserier over tre og fem år, der kræves for at vurdere valutapar i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013.

(3)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt Kommissionen.

(4)

Da de nødvendige ændringer til gennemførelsesforordning (EU) 2015/2197 ikke indebærer væsentlige indholdsmæssige ændringer, jf. artikel 15, stk. 1, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3), har EBA ikke gennemført en åben offentlig høring, idet dette ikke ville stå i forhold til omfanget og virkningen af udkastet til gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

(5)

Gennemførelsesforordning (EU) 2015/2197 bør derfor ændres —

(1)

Den 6. december 2018 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til Den Europæiske Union (»Unionen«) af biodiesel med oprindelse i Indonesien på grundlag af artikel 10 i forordning (EU) 2016/1037 (»grundforordningen«).

(2)

Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) (»indledningsmeddelelsen«).

(3)

Kommissionen indledte undersøgelsen efter en klage, der blev indgivet den 22. oktober 2018 af European Biodiesel Board (»EBB« eller »klageren«) på vegne af en række producenter, som tegner sig for 32 % af den samlede EU-produktion.

(4)

Den 14. august 2019 indførte Kommissionen en midlertidig udligningstold på importen til Unionen af biodiesel med oprindelse i Indonesien ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1344 (3) (»forordningen om midlertidig told«).

(5)

Som anført i betragtning 13 i forordningen om midlertidig told omfattede undersøgelsen af subsidiering og skade perioden fra den 1. oktober 2017 til den 30. september 2018 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«), og undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2015 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(6)

Efter fremlæggelsen af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for indførelsen af midlertidig udligningstold (»den foreløbige fremlæggelse af oplysninger«), indgav EEB, den indonesiske regering (»GOI«) og alle fire indonesiske eksporterende producenter skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner.

(7)

Parter, der anmodede herom, fik mulighed for at blive hørt. Der blev afholdt høringer med EBB, GOI og alle fire indonesiske eksporterende producenter.

(8)

Kommissionen tog stilling til bemærkningerne fra de interesserede parter og behandlede dem som beskrevet i denne forordning.

(9)

Kommissionen orienterede samtlige interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der ligger til grund for hensigten om at indføre en endelig udligningstold på importen til Unionen af biodiesel med oprindelse i Indonesien (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«).

(10)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte EBB, GOI og tre af de fire indonesiske eksporterende producenter skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de endelige konklusioner. Kommissionen anførte, at redegørelserne fra GOI og to eksporterende producenter i enhver henseende var de samme, og i denne forordning vil disse bemærkninger vedrørende den endelige fremlæggelse af oplysninger blive sammenfattet som bemærkninger fra GOI.

(11)

Parter, der anmodede herom, fik mulighed for at blive hørt. Der blev afholdt høringer med EBB, GOI og to af fire indonesiske eksporterende producenter efter den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(12)

I deres bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde GOI og to af de eksporterende producenter gældende, at deres ret til forsvar ikke var blevet overholdt, navnlig hvad angår underbudsberegningerne og fremlæggelsen af oplysninger for de berørte parter af EU-erhvervsgrenens varekontrolnumre (»PCN'er«), der blev anvendt i beregningerne, de råstoffer, der blev anvendt i forbindelse med EU-erhvervsgrenens blandinger, og koldfilterpunktet (»CFPP«) (4) i EU-erhvervsgrenens salg.

(13)

GOI og to af de fire indonesiske eksporterende producenter anmodede om en høring under overværelse af høringskonsulenten, og denne høring fandt sted den 14. oktober 2019.

(14)

Alle disse punkter blev allerede behandlet i den endelige fremlæggelse af oplysninger og blev forklaret for GOI under de høringer, der fandt sted efter fremsendelsen af den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(15)

Kommissionen tog stilling til bemærkningerne fra de interesserede parter efter den endelige fremlæggelse af oplysninger og behandlede dem så detaljeret som i denne forordning.

(16)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om undersøgelsesperioden og den betragtede periode, bekræftes betragtning 13 i forordningen om midlertidig told.

(17)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told hævdede Wilmar Group (»Wilmar«), som er en eksporterende producent i Indonesien, at dens eksport af fraktionerede methylestere ikke burde betragtes som eksport af den pågældende vare. Wilmar gjorde gældende, at denne påstand var blevet fremsat inden for den fastsatte frist, da den er medtaget i bilag I til stikprøveskemaet.

(18)

Påstanden blev imidlertid ikke fremsat separat, og den blev derfor ikke bemærket af andre interesserede parter før modtagelsen af bemærkninger til forordningen om midlertidig told.

(19)

Kommissionen anførte, at samme påstand blev fremsat under den tidligere antidumpingundersøgelse vedrørende importen af biodiesel fra Indonesien af samme eksporterende producent på grundlag af de samme oplysninger, og den blev afvist både i forordningen om midlertidig told (5) og i forordningen om endelig told (6) (»den oprindelige undersøgelse«).

(20)

I denne undersøgelse afviste Kommissionen på ny anmodningen om udelukkelse fra varedækningen af de samme tre årsager som dem, der er anført i den foregående antidumpingforordning, ved at anføre følgende:

(21)

For det første er fraktionerede methylestere fedtsyremethylestere og kan anvendes til biodiesel. I denne forstand kan biodiesel, der er angivet til andet end brændstofbrug, anvendes til brændstof, da det har de samme fysiske og tekniske egenskaber.

(22)

For det andet er det vanskeligt at sondre mellem de enkelte fedtsyremethylestere uden kemisk analyse i importhavnen.

(23)

Fraktionerede methylestere, der ikke opfylder den europæiske standard (EN 14214) kan for det tredje blandes med andre typer biodiesel og således danne en blanding, der opfylder standarden.

(24)

Wilmar har også anmodet om, at Kommissionen bekræfter, at fraktionerede methylestere principielt kan drage fordel af toldproceduren for særligt anvendelsesformål (end-use), hvor der er toldfritagelse, hvis virksomheden over for den nationale toldmyndighed på tilfredsstillende vis kan godtgøre, at det endelige anvendelsesformål for de fraktionerede methylestere ikke er brændstof.

(25)

Kommissionen bemærkede, at denne toldsuspension forudsætter toldtilsyn med den særlige anvendelse over for en vis del af importen af fraktionerede methylestere, jf. Rådets forordning (EU) 2018/2069 (7). Denne fritagelse vedrører imidlertid kun de autonome toldsatser i den fælles toldtarif og berører ikke anvendelsen af udligningstolden. Kommissionen afviste derfor anmodningen om fritagelse i forbindelse med end-use, for så vidt angår anvendelsen af udligningstolden.

(26)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger genfremsatte Wilmar sin anmodning om fritagelse i forbindelse med end-use, for så vidt angår anvendelsen af udligningstold på virksomhedens eksport af fraktionerede methylestere. Der blev ikke fremlagt nye oplysninger om, eller begrundelser for, hvorfor fritagelsen i forbindelse med end-use skulle udvides til at omfatte fritagelse for udligningstold, og påstanden blev derfor afvist. Kommissionen fandt ikke nogen gyldig grund til at udelukke fraktionerede methylestere fra varedækningen. Den blotte anvendelse af fraktionerede methylestere fra Wilmars side til andre anvendelsesformål end brændstof betyder ikke, at en sådan varetype skal udelukkes fra denne undersøgelse.

(27)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende varedækningen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 31-37 i forordningen om midlertidig told.

(28)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der fandtes et finansielt bidrag til fordel for de eksporterende producenter.

(29)

GOI og alle de eksporterende producenter hævdede, at Oil Palm Plantation Fund (»OPPF«) udelukkende finansieres ved opkrævning af eksportafgiften på rå palmeolie og afledte produkter og i vid udstrækning af biodieselproducenterne selv. Desuden hævdede GOI, at eksportafgiften betales direkte af de eksporterende producenter til OPPF, inden varerne eksporteres. Ifølge GOI trækkes der derfor ingen penge ud af statens almindelige budget, og der er derfor ikke tale om et finansielt bidrag.

(30)

I denne forbindelse gentog Kommissionen, som anført i forordningen om midlertidig told i betragtning 56-61, at Oil Palm Plantation Fund Management Agency (forvaltningsorganet) fungerer som et offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med den relevante WTO-retspraksis. På det grundlag udgør de midler, der anvendes af forvaltningsorganet, offentlige midler.

(31)

Under kontrolbesøget hos GOI forsøgte Kommissionen endvidere at indhente og kontrollere beviser til støtte for GOI's påstand om, at OPPF's midler ikke indgår i statsbudgettet. GOI kunne dog ikke fremlægge sådanne beviser.

(32)

GOI fremlagde i stedet beviser for, at de eksporterende producenter rent faktisk betalte eksportafgiften inden eksport af deres varer. Den kunne imidlertid ikke på nogen måde godtgøre, at disse betalinger sker til en særlig OPPF-konto, som skulle adskille sig fra statens almindelige budget, og som dermed ville forhindre, at de betalinger, der blev opkrævet fra eksportafgiften på rå palmeolie og afledte produkter, ville blive overført til statens almindelige budget og anvendt til andre formål, som GOI måtte finde egnede. Desuden er der intet, der tyder på, at OPPF fører særskilte konti til opkrævning af eksportafgifter, der hidrører fra biodiesel og andre varer (herunder rå palmeolie). Dette indebærer, at de midler, der er til rådighed for forvaltningsorganet, ikke er afhængige af, at de eksporterende producenter af biodiesel først betaler afgiften, eftersom GOI allerede har opkrævet offentlige indtægter gennem indførelsen af eksportafgifter for andre varer. I mangel af yderligere beviser for det modsatte bekræftede Kommissionen således konklusionerne i betragtning 64 i forordningen om midlertidig told.

(33)

Kommissionen bemærkede endvidere, at betegnelsen af OPPF som offentligt organ ikke blev anfægtet, hverken af GOI eller nogen af de eksporterende producenter. Derfor og i betragtning af, at GOI har undladt at fremlægge overbevisende dokumentation for det modsatte, skal de midler, der er til rådighed for OPPF, betragtes som offentlige midler, som derfor tages fra statslige ressourcer (som f.eks. den obligatoriske eksportafgift).

(34)

GOI og alle de eksporterende producenter hævdede desuden, at Kommissionen begik en fejl ved særskilt at analysere OPPF-betalingerne og ikke som en del af den betaling, som GOI havde foretaget, da den indkøbte biodiesel. GOI og alle de eksporterende producenter hævdede også, at Kommissionen fejlvurderede ordningen som et tilskud, mens den højst kunne betegnes som en stats indkøb af varer mod et passende vederlag.

(35)

Af de i det efterfølgende anførte årsager afviste Kommissionen påstanden om, at den særskilt undersøgte betalingerne fra OPPF, og at ordningen skulle betragtes som et indkøb af varer (biodiesel) foretaget af GOI.

(36)

Kommissionen bemærkede, at GOI ikke indkøber biodieselen, som købes af udvalgte blandingsproducenter (Pertamina and AKR). GOI har via OPPF ingen kontraktlig købsrelation til biodieselproducenterne og modtager ikke nogen modydelse for de penge, den udbetaler til biodieselproducenterne. Det forhold, at GOI ikke har et kontraktforhold med biodieselproducenterne, er heller ikke gjort gældende af nogen af de interesserede parter i forbindelse med undersøgelsen.

(37)

Den gældende lovgivning forpligter de biodieselleverandører, der ønsker at deltage i denne ordning, til at levere palmemethylester (»PME«) til Petrofuel-virksomhederne (se betragtning 45 og 46 i forordningen om midlertidig told), Pertamina eller AKR, som derefter blander den med mineralsk diesel for at opnå diesel af typen B20. Den gældende lovgivning giver de biodieselproducenter, der deltager i denne ordning, ret til at modtage a) betalingen for biodiesel fra blandingsproducenterne og b) de yderligere midler fra OPPF. Der findes ingen kontraktforpligtelser for biodieselproducenterne hverken over for GOI eller OPPF, bortset fra forpligtelsen til at overholde det mandat, der er givet i overensstemmelse med de relevante bestemmelser, og for hvilket de får kompensation. I mangel af en gensidig kontraktforpligtelse er de penge, der udbetales af OPPF, således ikke en del af en kontrakt mod vederlag (som f.eks. statens indkøb af biodiesel mod betaling af en pris). Forenklet sagt forpligter GOI den enkelte biodieselproducent, der deltager i ordningen, til at sælge specifikke mængder af biodiesel til Pertamina eller AKR til en given pris (referencepris for mineralsk diesel), og GOI afsætter yderligere midler direkte til biodieselproducenterne. I betragtning af at formålet og konteksten i forbindelse med ordningen er at tilskynde til anvendelsen af biodiesel på hjemmemarkedet, køber GOI ikke biodiesel direkte og anvender den derefter til statslige formål eller videresælger den på markedet. GOI støtter snarere salget af biodiesel ved også at afsætte yderligere midler til biodieselproducenter i forbindelse med transaktioner, hvor private erhvervsdrivende (som f.eks. AKR) er involveret. Hverken GOI eller de eksporterende producenter fremlagde beviser for, at Pertamina og AKR er offentlige organer i denne henseende. De er erhvervsdrivende, som frivilligt deltager i denne ordning.

(38)

Kommissionen undersøgte derfor ordningen i denne kontekst og konstaterede, at OPPF's udbetaling til biodieselproducenterne ikke kan betegnes som betalinger, der foretages i henhold til en købsaftale mellem GOI og biodieselproducenterne, men udgør en direkte overførsel af midler, jf. betragtning 69 i forordningen om midlertidig told.

(39)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, Wilmar, PT Pelita Agung Agrindustri og PT Permata Hijau Palm Oleo (tilsammen »Permata Group«) og PT Ciliandra Perkasa, at betalingerne fra OPPF ikke kan betragtes som et finansielt bidrag. Ifølge GOI skyldes dette, at OPPF finansieres ved opkrævning af eksportafgiften på palmeolie og afledte produkter og derfor bør betragtes som privatfinansieret.

(40)

Kommissionen bemærkede, at denne påstand allerede var blevet fremsat af GOI efter de foreløbige foranstaltninger og var blevet behandlet af Kommissionen (betragtning 30-33). Parterne fremlagde ingen nye beviser til støtte for deres genfremsatte argumenter. Kommissionen bekræftede følgelig konklusionerne i disse betragtninger og afviste derfor denne påstand.

(41)

GOI, PT Ciliandra Perkasa og Permata Group hævdede desuden, at Kommissionen begik en fejl ved at bekræfte konklusionerne om, at OPPF-midlerne er offentlige og ikke private midler af de årsager, der er anført i betragtning 32. Ifølge GOI skyldes dette, at de gældende bestemmelser i finansministeriets bekendtgørelse nr. 133/2015 og præsidentiel bekendtgørelse nr. 66 fra 2018 fastlægger, 1) at OPPF udelukkende skal finansieres ved opkrævning af eksportafgiften og, 2) at disse midler kun skal anvendes til specifik udbetaling, herunder udbetalinger af tilskud til biodieselproducenterne.

(42)

Som forklaret i betragtning 31 anmodede Kommissionen GOI under kontrolbesøget om at dokumentere, hvordan betalingen af eksportafgiften bogføres i budgettet. GOI undlod at fremlægge beviser til støtte for sin påstand om, at midlerne fra OPPF ikke indgår i statsbudgettet.

(43)

Under alle omstændigheder er ovennævnte uden betydning for konklusionen om, at midlerne fra OPPF udgør offentlige midler, jf. forklaringen i betragtning 63 i forordningen om midlertidig told. Midlerne opkræves i henhold til en obligatorisk eksportafgift. I modsætning til en situation, hvor private erhvervsdrivende frit beslutter at opkræve private midler til en bestemt anvendelse, pålægger GOI således i den foreliggende sag visse producenter (herunder, men ikke begrænset til, biodieselproducenter) en forpligtelse til at betale eksportafgiften.

(44)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, PT Ciliandra Perkasa, Permata Group og Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved at klassificere betalingerne fra OPPF som et tilskud, mens de burde betragtes som indkøb af biodiesel. Ifølge respondenterne har Kommissionen også begået en fejl ved at hævde, at der ikke er noget kontraktforhold mellem biodieselproducenterne og OPPF. Til støtte for sin påstand fremlagde Wilmar også kopier af sine aftaler med OPPF. Ifølge GOI bør betalingerne fra OPPF betragtes som vederlag for køb af varer (dvs. biodiesel), eftersom Pertamina er en statsejet virksomhed, og derfor bør den behandles som en enkelt økonomisk enhed sammen med GOI, som er den endelige køber af biodieselen.

(45)

Kommissionen fandt, at kontrakterne burde have været fremlagt tidligere med henblik på en behørig kontrol. Selv om man anerkender, at der er gældende kontrakter mellem OPPF og biodieselproducenterne, bemærkede Kommissionen, at disse kontrakter ifølge oplysninger fra GOI ikke skaber en kontraktforpligtelse for biodieselproducenterne over for OPPF. Ifølge GOI fastsætter disse kontrakter snarere OPPF's retlige forpligtelse til at betale forskellen mellem den pris, der betales af blandingsproducenterne, og referenceprisen for biodiesel, når den relevante biodieselproducent leverer biodiesel til Pertamina. Det er vigtigt at bemærke, at det intetsteds i disse kontrakter er anført, at GOI indkøber biodiesel, og at betalingerne foretages af denne årsag. Tværtimod henviser den gældende kontrakt mellem OPPF og biodieselproducenterne ikke til GOI's indkøb af biodiesel, men indeholder snarere de betingelser, på grundlag af hvilke GOI udbetaler de såkaldte »midler til finansiering af biodiesel« til biodieselproducenterne. Nærmere bestemt fastsættes det i kontrakterne, at OPPF yder finansiering til biodieselproducenterne, efter at sidstnævnte har leveret biodiesel til en af blandingsproducenterne, og efter at denne levering er kontrolleret.

(46)

Kommissionen anførte, at den omstændighed, at der er indgået aftaler mellem OPPF og biodieselproducenterne, ikke ændrer ved Kommissionens konklusion om, at betalingerne af OPPF udgør et tilskud. Det skyldes, at de eneste kontrakter med gensidige forpligtelser (dvs. levering af varer og betaling af prisen) er de kontrakter, der er i kraft mellem Pertamina og biodieselleverandørerne. Derfor afviste Kommissionen denne påstand.

(47)

Af de årsager, der er anført nedenfor, fandt Kommissionen også, at påstanden om, at Pertamina og GOI bør betragtes som én enkelt økonomisk enhed, ikke kan accepteres.

(48)

Som nævnt i betragtning 53-54 er der, ud over at være en statsejet virksomhed, ikke noget andet bevis for, at Pertamina er et offentligt organ og dermed en del af regeringen. I sin påstand undlod GOI at nævne, at Pertamina ikke er den eneste blandingsproducent, der er omfattet af blandingsmandatet, men at også AKR var underlagt det samme mandat i undersøgelsesperioden. Samtidig er AKR som forklaret i betragtning 37 en privat virksomhed. Både AKR og Pertamina anvender blandingsmandatet i henhold til de samme retlige instrumenter og i samme system. I henhold til blandingsmandatet køber GOI derfor ikke biodiesel, medmindre GOI også er af den opfattelse, at AKR bør betragtes som værende en del af den samme økonomiske enhed.

(49)

I lyset af ovenstående fastholdt Kommissionen sin konklusion om, at Pertamina, selv om den er en statsejet virksomhed, fungerer som en markedsoperatør, der køber biodiesel hos biodieselproducenterne, for at blande den med mineralsk diesel, og som derefter sælges af Pertamina.

(50)

Kommissionen fastholdt derfor også sin konklusion om, at betalingerne foretaget af forvaltningsorganet i OPPF udgør et tilskud. Som forklaret af GOI er der hverken i den gældende lovgivning eller i kontrakterne mellem OPPF og blandingsproducenterne tale om gensidige forpligtelser. I hele sammensætningen af blandingsmandatet er de eneste gensidige forpligtelser snarere mellem biodieselproducenterne (som har pligt til at levere biodiesel) og blandingsproducenterne (som har pligt til at betale prisen). Efter Kommissionens opfattelse udbetaler forvaltningsorganet i OPPF derfor midlerne uden at forvente en modydelse. Udbetalingerne fra OPPF betragtes derfor som tilskud.

(51)

Wilmar, Permata Group og PT Ciliandra Perkasa, hævdede derudover, at Pertamina, der er 100 % statsejet, bør betragtes som et offentligt organ. Ingen af respondenterne fremlagde beviser til støtte for denne påstand.

(52)

Kommissionen konstaterede, at hvis Pertamina skulle have været opfattet som offentligt organ i forbindelse med denne undersøgelse (indkøb af biodiesel sammen med forvaltningsorganet i OPPF), burde GOI have rejst dette krav tidligt i undersøgelsesprocessen og burde have givet Pertamina instruks om at samarbejde og indgå i undersøgelsen.

(53)

Kommissionen fandt, at statsligt ejerskab i sig selv ikke svarer til begrebet »offentligt organ«. Som allerede forklaret i betragtning 55 i forordningen om midlertidig told fandt WTO's appelorgan i rapporten »US — Anti-Dumping and Countervailing Duties« (Kina), at udtrykket »offentligt organ« betegner en enhed, der »besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed« (8). Den blotte forekomst af formelle indicier for kontrol (som f.eks. statsligt ejerskab) er ikke tilstrækkelige til, at der kan drages en konklusion om et offentligt organ (9).

(54)

Ingen af parterne underbyggede deres påstande ved at uddybe, hvordan Pertamina har fået overdraget statslig myndighed. Kommissionen bemærker, at Pertamina analogt med AKR skal opfylde de forpligtelser, der følger af blandingsmandatet. Overholdelsen af et lovkrav betyder dog ikke, at en enhed har fået overdraget statslig myndighed. Desuden køber Pertamina (analogt med AKR) blot biodieselen og har ingen rolle i udbetalingen af støtten til biodieselproducenterne.

(55)

Endelig har Kommissionen bemærket, at AKR, der er en privat virksomhed, også indgår i samme mandat og har samme forpligtelser som Pertamina. Hvis man ville følge respondenternes krav, ville Kommissionen ikke have andet valg end at konstatere, at AKR også er et offentligt organ, der har fået overdraget statslig myndighed. Ikke desto mindre har ingen af respondenterne fremsat et sådant krav i modstrid med deres egen begrundelse. Faktisk har parterne ikke udtalt sig om, hvordan deres krav om fælles indkøb af biodiesel med Pertamina og OPPF stemmer overens med den ordning, der gælder for det privatejede AKR. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(56)

Desuden hævdede Wilmar, at blandingsproducenterne af GOI har fået overdraget og pålagt at købe biodiesel på regeringens vegne, og/eller at biodieselleverandørerne har fået overdraget eller pålagt at sælge biodiesel til blandingsproducenterne, selv om Pertamina ikke blev betragtet som et offentligt organ. Wilmar fremlagde ingen beviser til støtte for sin påstand. De foreliggende oplysninger viser snarere, at der i undersøgelsesperioden er indført en ordning, i henhold til hvilken blandingsproducenter og biodieselproducenter vælger at deltage i den kontekst, hvor GOI pålægger visse blandingskrav, og hvor GOI griber finansielt ind for at lette byrden som følge af blandingsmandatet.

(57)

Kommissionen bemærkede, at den blotte forekomst af en forpligtelse til at blande medfører en retlig forpligtelse til at købe biodiesel, men indebærer ikke, at GOI køber biodiesel på markedet. GOI fastlægger blot, hvilken procentdel af PME der skal blandes med mineralsk diesel. GOI køber ikke PME og agter ej heller at købe det.

(58)

Derfor afviste Kommissionen også denne påstand.

(59)

Alle eksporterende producenter hævdede, at selv om Kommissionen havde ret til at betegne de af OPPF modtagne betalinger som et tilskud, begik den en fejl ved at antage, at der er tale om en fordel.

(60)

Kort sagt hævdede de eksporterende producenter, at da OPPF udelukkende finansieres ved hjælp af den eksportafgift, der bl.a. betales af biodieselproducenterne, får sidstnævnte ikke nogen fordel, da de indbetaler mere til fonden end det, de modtager fra den. Ifølge de eksporterende producenter er OPPF privat finansieret, og derfor burde Kommissionen have fratrukket de beløb, der blev indbetalt til OPPF på koncernniveau. Desuden hævdede de eksporterende producenter, at Kommissionen burde have fratrukket den afgift, der blev betalt på eksporten af alle de produkter, der er omfattet af den, og ikke kun beløbet på den afgift, der blev betalt for eksporten af biodiesel.

(61)

Af nedennævnte årsager var Kommissionen uenig i denne påstand.

(62)

For det første har Kommissionen bemærket, at alle de virksomheder, der er involveret i værdikæden for rå palmeolie, herunder biodieselproducenterne, er forpligtet til at betale afgiften i kraft af en lovmæssig forskrift. Analogt med almindelig beskatning har de virksomheder, der er aktive i værdikæden for rå palmeolie, ikke nogen skønsbeføjelse med hensyn til, om de skal bidrage til OPPF, og det er derfor ikke hensigtsmæssigt at argumentere for, at sidstnævnte er privatfinansieret. OPPF finansieres i stedet via GOI's normale skattemæssige og offentlige opkrævning af indtægter. GOI har faktisk undladt at fremlægge beviser for, at de indtægter, der blev opkrævet via eksportafgiften, opføres direkte på en særlig OPPF-konto i modsætning til statens almindelige budget. Hvis man ville fratrække de eksportafgifter, der er betalt af biodieselproducenterne, for at fastslå, om der foreligger en fordel, ville det være lige så uhensigtsmæssigt, som hvis man fratrak alle skatter og afgifter, der er betalt af tilskudsmodtagerne.

(63)

For det andet har Kommissionen bemærket, at påstanden om, at biodieselproducenter har betalt mere til OPPF end det, de har modtaget, under alle omstændigheder er faktuelt forkert. Denne påstand er nemlig baseret på den samlede eksportafgift, der blev betalt på koncernniveau, og for alle de varer, der er omfattet af eksportafgiften. Ved kun at tage hensyn til den afgift, der betales af de eksporterende producenter (individuelt, ikke af gruppen) for biodiesel, er de beløb, der er indbetalt til OPPF, imidlertid lavere end det beløb, der er modtaget som tilskud fra OPPF.

(64)

GOI og de eksporterende producenter Wilmar, Permata Group og PT Ciliandra Perkasa gjorde endvidere gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at fastslå, at der ved denne ordning ydes en fordel til biodieselproducenterne. Det skyldes, at blandingsproducenterne uden betalingerne fra OPPF ville blive tvunget til at købe biodiesel til referenceprisen for biodiesel. Biodieselproducenterne ville således få det samme beløb, som de modtager i dag og står derfor ikke i en bedre situation, end de ellers ville have gjort.

(65)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Kommissionen konkluderede, at det korrekte kontrafaktiske scenarie ikke er, at blandingsproducenterne uden betaling fra OPPF ville skulle betale referenceprisen for biodiesel. Et af de politiske mål med OPPF og selve formålet med blandingsmandaterne er at fremme anvendelsen af biodiesel i Indonesien (i modsætning til anvendelsen af mineralsk diesel). Eftersom prisen på mineralsk diesel normalt er lavere end prisen på biodiesel, går GOI ind for at lette biodieselproducenternes salg af biodiesel. Samtidig bidrager disse betalinger til opfyldelsen af de obligatoriske krav til blandinger. Den blotte eksistens af OPPF-ordningen viser, at de normale markedsvilkår ikke ville støtte referenceprisen for biodiesel, som anvendes til at supplere transaktionerne mellem Pertamina/AKR og biodieselproducenterne. Uden blandingsmandaterne ville blandingsproducenterne ikke have et incitament til overhovedet at købe biodiesel. Uden OPPF og dens betalinger ville der ikke være noget hjemmemarkedssalg af biodiesel. Biodieselproducenterne ville skulle konkurrere med producenterne af mineralsk diesel. Men for OPPF og den af GOI indførte ordning ville biodieselproducenterne ikke modtage yderligere midler op til niveauet for den referencepris for biodiesel, der er fastsat af GOI.

(66)

Efter Kommissionens mening ville biodieselproducenterne ifølge det korrekte kontrafaktiske scenarie blive dårligere stillet end under og efter undersøgelsesperioden. For biodieselproducenterne betyder blandingsmandatet reelt, at de har en forudsigelig og pålidelig indtægtskilde i form af et garanteret salg. De samlede indtægter fra hjemmemarkedssalget, dvs. det beløb, der betales af blandingsproducenterne plus tilskuddet fra OPPF, fastsættes desuden på forhånd af GOI og beskytter i realiteten effektivt biodieselleverandørerne mod normale prisudsving, som de ellers ville stå over for på det frie marked, under antagelse af, at der findes et.

(67)

I den forbindelse fandt Kommissionen, at beregningen af den referencepris for biodiesel, der er betalt til uafhængige leverandører, ikke afspejler efterspørgsel og udbud på normale markedsvilkår uden statslig indgriben. Pertamina var, uanset om der var tale om en fordel, rent faktisk ikke villig til at betale biodiesel til referenceprisen, men kun til en lavere pris. Denne konklusion er også blevet bekræftet af GOI under kontrolbesøget, da den forklarede, at hvis Pertamina skulle købe biodiesel til referenceprisen for biodiesel, ville det være tabsgivende. Denne udtalelse var et bevis på, at markedsprisen for biodiesel under ikke-forvredne markedsvilkår ville være væsentligt lavere end den referencepris for biodiesel, som i øjeblikket fastsættes af GOI.

(68)

Kommissionen udledte af GOI's udtalelse, at ingen køber — analogt med Pertamina — ville være i stand til at drive forretning på en rentabel måde, hvis prisen på biodiesel var den referencepris, der var fastsat af GOI. Dermed ville der enten ikke blive solgt biodiesel i Indonesien og således ikke være nogen indtægter for biodieselproducenterne, eller biodieselpriserne ville være lavere end det niveau, der var fastsat af GOI. Da GOI i Indonesien indfører og gennemfører en blandingsforpligtelse (se betragtning 49 og 50 i forordningen om midlertidig told), er det første scenarie meget usandsynligt. Kommissionen fandt derfor, at det mest sandsynlige kontrafaktiske scenarie — hvis den undersøgte ordning ikke fandtes — var, at priserne på biodiesel ville være lavere.

(69)

Kommissionen bemærkede navnlig, at de referencepriser, der blev anvendt af GOI til at fastsætte det tilskud, der blev udbetalt af OPPF, ikke er udtryk for en markedspris, da formlen til beregning heraf ikke er baseret på ikke-forvredne markedsforhold. Dette skyldes på den ene side, at hele markedet i leverandør- og aftagerleddet er forvredet og derfor ikke kan være repræsentativt for normale konkurrencemæssige markedsvilkår. På den anden side fandt Kommissionen, at omkostningerne ved omarbejdning, der blev beregnet af GOI som en del af den formel, der blev anvendt til at beregne referenceprisen for biodiesel (den gennemsnitlige hjemmemarkedspris for rå palmeolie og et omarbejdningsgebyr på 100 USD pr. ton, der lægges til dette beløb), er for høje. Kommissionen kontrollerede de faktiske omkostninger ved omarbejdning hos nogle af de eksporterende producenter og bemærkede, at GOI's beregning overskred disse omkostninger. Disse faktiske omarbejdningsomkostninger beløb sig i gennemsnit til 60-80 USD pr. ton i undersøgelsesperioden (10).

(70)

Selv hvis Kommissionen godtog påstanden om, at de kombinerede betalinger fra blandingsproducenterne og OPPF udgjorde betaling af prisen på biodiesel — hvilket der ikke er tale om — ville Kommissionen således ikke desto mindre skulle konkludere, at den »pris«, der betales til leverandørerne af biodiesel, ville være for høj.

(71)

Kommissionen konkluderede derfor, at eksistensen af ordningen betyder, at biodieselproducenterne befinder sig i en bedre situation, end de ellers ville have gjort, og at det derfor giver dem en fordel.

(72)

GOI og alle de eksporterende producenter hævdede også, at selv om der var tale om en fordel, ville den blive videregivet fuldt ud til blandingsproducenterne (Pertamina og AKR). Dette skyldes, at biodieselproducenterne angiveligt får markedsprisen for biodiesel, mens blandingsproducenterne drager fordel af at købe den til en lavere pris (nemlig referenceprisen for mineralsk diesel).

(73)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Som allerede nævnt i betragtning 195-201 i forordningen om midlertidig told og også behandlet i betragtning 67, fandt Kommissionen, at der i Indonesien ikke findes nogen reel markedspris for biodiesel, da GOI regulerer og forvrider hele værdikæden for rå palmeolie og biodiesel. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at den eneste pris, der fandtes på markedet, er den pris, der blev betalt af blandingsproducenterne (dvs. referenceprisen for mineralsk diesel).

(74)

Med hensyn til påstanden om, at fordelen ved ordningen ligger hos de blandingsproducenter, der i sidste ende betaler en lavere pris for den biodiesel, de køber, bemærkede Kommissionen, at spørgsmålet om, hvorvidt Pertamina eller AKR (også) nyder godt af dette program, ikke er omfattet af denne undersøgelse, da de ikke er eksporterende producenter af den pågældende vare.

(75)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, PT Ciliandra Perkasa, Permata Group og Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved at fastslå, at OPPF medfører en fordel for biodieselproducenterne, fordi:

(76)

Kommissionen gennemgik det kontrafaktiske scenarie, der blev fremlagt i den endelige fremlæggelse af oplysninger, og som er nøje beskrevet i betragtning 65. Kommissionen fandt imidlertid, at den påstand, der blev fremsat af GOI, yderligere bekræfter, at OPPF medfører en fordel for biodieselproducenterne. GOI's argument bygger på 2 hovedelementer: 1) der er ingen retlig forpligtelse for biodieselproducenter til at sælge biodiesel på hjemmemarkedet og 2) biodieselproducenter er rationelle erhvervsdrivende, der stræber efter at maksimere deres fortjeneste.

(77)

Kommissionen anfægtede ikke de to elementer, som GOI havde fremført. Efter Kommissionens opfattelse er det forhold, at rationelle erhvervsdrivende som biodieselproducenterne beslutter at deltage i OPPF-ordningen, til trods for, at der ikke foreligger en retlig forpligtelse hertil, empirisk og ubestridelig dokumentation for, at dette er deres bedste mulighed for at drive virksomhed.

(78)

Hvis, som GOI hævdede og Kommissionen havde ikke nogen grund til at gøre indsigelse, »de privatejede biodieselproducenter (hvoraf mange indgår i multinationale koncerner), sigter mod at maksimere rentabiliteten« (11), betyder det, at det at indgå i OPPF-ordningen er den mest indbringende måde at drive virksomhed på. Således ville biodieselproducenterne i ethvert kontrafaktisk scenarie være dårligere stillet. Hvis det ikke ville være tilfældet, ville en rationel økonomisk aktør uden nogen juridisk begrænsning have valgt en mere rentabel løsning i stedet for at vælge at indgå i ordningen.

(79)

Kommissionen konkluderede derfor, at biodieselproducenterne er bedre stillet under denne ordning uanset det alternative kontrafaktiske scenarie. Kommissionen bekræftede derfor sin konklusion om, at OPPF medfører en fordel for biodieselproducenterne.

(80)

For så vidt angår GOI's påstand om, at de omarbejdningsomkostninger, der anvendes i formlen til beregning af referenceprisen for biodiesel, ikke er for høje, bemærkede Kommissionen, at den fandt, at OPPF's betalinger til biodieselproducenter udgør et tilskud og ikke indgår i vederlaget for indkøb af biodiesel. Efter Kommissionens opfattelse var det derfor uden betydning for fastlæggelsen af, om der foreligger en fordel, hvorvidt disse omarbejdningsomkostninger er for høje eller ej.

(81)

Selv hvis Kommissionen fulgte GOI's argumentation om, at der ikke foreligger nogen fordel i denne sag, da OPPF's betalinger udgør vederlag for indkøb af biodiesel, bemærkede Kommissionen under alle omstændigheder, at beløbet for omarbejdningsomkostninger ikke ændres regelmæssigt, og at det har været fastsat til 100 USD pr. ton siden den 21. marts 2016. Kommissionen anerkendte, at GOI under kontrolbesøget gjorde gældende, at omarbejdningsomkostningerne årligt tages op til revision. Kommissionen fandt imidlertid, at resultatet af en sådan revision ikke afspejler de faktiske markedsforhold, da beløbet for omarbejdningsomkostninger er højere end de faktiske omkostninger for biodieselproducenterne, jf. betragtning 69.

(82)

GOI hævdede også, at den anså den størrelsesorden for omstillingsomkostninger, som Kommissionen havde opkrævet, for ikke-repræsentativ. I den henseende bemærkede Kommissionen for det første, at GOI ikke fremlagde faktuelle beviser til støtte for sin påstand. For det andet bemærkede Kommissionen, at den kontrollerede disse omkostninger under kontrolbesøg hos nogle af biodieselproducenterne. Af hensyn til klarheden fradrog Kommissionen for at opnå disse omkostninger værdien af den glycerin, der udvindes i raffineringsprocessen fra rå palmeolie til biodiesel (12).

(83)

Selv hvis Kommissionen godtog GOI's påstand om, at OPPF's betalinger udgør vederlag for indkøb af biodiesel — hvilket ikke er tilfældet — ville det i lyset af ovenstående stadig være en fordel for biodieselproducenterne. Selv hvis blandingsmandatet ikke fandtes, ville biodieselproducenterne ikke opnå fuld kompensation fra OPPF.

(84)

Wilmar hævdede desuden, at den referencepris, der er fastsat for indenlandsk indonesisk biodiesel, afspejler en ikke-forvreden markedsdynamik og nøje følger denne. Kommissionen bemærkede, at det indonesiske hjemmemarked for biodiesel er fuldstændig reguleret, fra prisen på rå palmeolie til prisen på og efterspørgslen efter biodiesel. Biodieselleverandørerne skal sælge specifikke mængder til en bestemt pris, der er beregnet efter en på forhånd fastsat formel, og på grundlag af elementer, der ikke følger markedsrealiteten. Kommissionen fastholdt derfor sin konklusion om, at den referencepris, der er fastsat af GOI, ikke afspejler, hvad prisen ville være under ikke-forvredne markedsvilkår. Det skyldes navnlig efter Kommissionens opfattelse, at den eneste pålidelige indikator for en ikke-forvreden pris på hjemmemarkedet er den, som blandingsproducenterne betaler. Påstanden blev derfor afvist.

(85)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI og Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved at betragte det som irrelevant, at OPPF medfører en fordel også for biodieselproducenterne. Ifølge GOI skyldes dette selve den omstændighed, at OPPF er beregnet til at være en fordel (også) for blandingsproducenterne, og at den dermed ikke kan betegnes som et tilskud.

(86)

Som forklaret i betragtning 64-74 fandt Kommissionen, at det ikke er relevant for denne undersøgelse, om blandingsproducenterne opnåede en fordel ved den pågældende ordning. Det er ubestridt, at OPPF yder tilskud til biodieselproducenterne, hvilket ikke ville have været muligt uden ordningen. Påstanden blev derfor afvist.

(87)

Alle de eksporterende producenter hævdede, at Kommissionen begik en fejl ved beregningen af den beløbsmæssige størrelse af den fordel, som de eksporterende producenter havde modtaget, da den omfattede det beløb, som OPPF havde betalt som godtgørelse for transportomkostninger. Ifølge de eksporterende producenter er disse penge kun en godtgørelse af de omkostninger, som de allerede har afholdt, og derfor ikke en fordel. Derudover hævdede en eksporterende producent, at disse omkostninger skal betegnes som omkostninger, der påløber for at være støtteberettigede under støtteordningen, og at de derfor er udelukket i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a).

(88)

Af de efterfølgende årsager var Kommissionen uenig i denne påstand, da den ikke tager hensyn til de transportomkostninger, som biodieselproducenterne har afholdt, som »ethvert ansøgningsgebyr eller andre omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget eller opnå subsidier«.

(89)

For det første bemærkede Kommissionen, at retningslinjerne for beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med undersøgelser vedrørende udligningstold (»retningslinjerne«) præciserer, at »de eneste gebyrer eller omkostninger, som i almindelighed kan fratrækkes, er gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden. Det skal bevises, at sådanne betalinger er obligatoriske, før subsidierne kan ydes.Betalinger til private parter såsom sagførere eller bogholdere i forbindelse med ansøgningen om subsidier kan ikke fratrækkes« (13).

(90)

I modsætning til det, der er fastsat i retningslinjerne, betales de pågældende transportomkostninger ikke direkte til GOI, men til private virksomheder. Den eksporterende producent forklarede heller ikke, hvordan disse transportomkostninger er »obligatoriske« for at modtage subsidiet.

(91)

For det andet var Kommissionen af den opfattelse, at transportomkostningerne snarere er de omkostninger, der normalt afholdes af biodieselproducenterne i forbindelse med deres kommercielle transaktioner med blandingsproducenterne. Transportomkostningerne ville normalt være en del af indkøbsprisen/kontrakten, og Kommissionen ser derfor ingen objektiv begrundelse for en godtgørelse heraf. Det beløb, som OPPF har betalt som godtgørelse for transportomkostninger, udgør derfor en fordel.

(92)

På baggrund af ovenstående blev denne påstand afvist, og Kommissionen konkluderede, at godtgørelsen af de transportomkostninger, der blev afholdt af biodieselproducenterne, ikke skal trækkes fra beregningen af fordelen. De midler, forvaltningsorganet udbetaler til biodieselproducenterne, dækker ikke kun forskellen mellem referenceprisen for mineralsk diesel og referenceprisen for biodiesel, men også transportomkostningerne, som en del af det samme tilskud.

(93)

De eksporterende producenter hævdede også, at de har kreditomkostninger i forbindelse med OPPF-betalingerne. Ifølge biodieselproducenterne skyldes dette, at OPPF udbetaler tilskuddet flere måneder, efter at producenterne har sendt fakturaren til den relevante blandingsproducent.

(94)

Kommissionen var uenig i denne påstand, da den fastholdt sin konklusion om, at betalingerne fra OPPF udgør et tilskud og ikke er betaling for indkøb af varer. Kommissionen havde derfor opfattelsen af, at de eksporterende producenter slet ikke burde have modtaget disse tilskud, og at der ikke kunne knyttes nogen form for kreditomkostninger til disse tilskud.

(95)

På baggrund af ovenstående blev denne påstand afvist, og Kommissionen konkluderede, at de påståede kreditomkostninger, som biodieselproducenterne havde afholdt, ikke skal trækkes fra beregningen af fordelen.

(96)

Kommissionen fastholdt derfor sine konklusioner om, at GOI's støtte til biodieselindustrien gennem direkte overførsel af midler via »Biodiesel Subsidy Fund«, udgjorde et udligningsberettiget subsidie, jf. betragtning 80-83 i forordningen om midlertidig told.

(97)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, PT Ciliandra Perkasa, Permata Group og Wilmar, at Kommissionen begik en fejl, idet den afviste de eksporterende producenters påstand om, at Kommissionen burde have fratrukket transport- og kreditomkostninger fra beregningen af fordelen. Ifølge GOI skyldes dette, at disse omkostninger nødvendigvis påløber for at opnå udbetaling af tilskud.

(98)

Kommissionen har allerede behandlet denne påstand i betragtning 89. I tilgift til det allerede forklarede i betragtning 91 anførte Kommissionen, at ifølge retningslinjerne er de eneste gebyrer eller omkostninger, som i almindelighed kan fratrækkes, gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden. I dette tilfælde betales transportomkostningerne ikke til staten, men snarere til private parter og dernæst refunderes de af GOI. Kommissionen fastholder derfor sin konklusion om, at transportomkostningerne ikke kan betragtes som omkostninger, der kan fratrækkes i henhold til retningslinjerne. Påstanden blev derfor afvist.

(99)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at fradrage input til OPPF i beregningen af den fordel, der opstod i henhold til denne ordning. Imidlertid vedrørte disse input betaling af de eksportafgifter, der var fastsat af GOI i forbindelse med forskellige varer, der var baseret på rå palmeolie eksporteret fra Indonesien. Disse afgifter blev derfor opkrævet for mange andre varer end den undersøgte vare. Som forklaret i betragtning 64 i forordningen om midlertidig told og som yderligere forklaret i betragtning 62 ovenfor er disse afgifter offentlige ressourcer, Dette punkt er korrekt, uanset hvilket regeringsorgan der var ansvarligt for opkrævningen heraf. Det blev derfor konkluderet, at det ikke var hensigtsmæssigt at fratrække input til OPPF fra de modtagne fordele. Påstanden blev derfor afvist.

(100)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI også, at Kommissionen begik en fejl ved at anvende omsætningen af biodiesel til fastsættelsen af subsidiebeløbet. Påstanden gik på, at biodieselproducenternes samlede omsætning (og dermed også andre varer end biodiesel) burde have været anvendt. Men de subsidier, der blev bevilget af OPPF, skyldtes imidlertid alene, at producenterne havde solgt biodiesel. Kommissionen mente således, at den havde anvendt den korrekte omsætning i sin beregning, og denne påstand blev derfor afvist.

(101)

Kommissionen bemærkede, at GOI ikke fremsatte yderligere argumenter til støtte for sine påstande og bekræftede derfor sine konklusioner i betragtning 95.

(102)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI og de fleste af de eksporterende producenter, at Kommissionen begik en fejl, da den betegnede de eksportbegrænsninger, som GOI havde pålagt rå palmeolie og derivater heraf, som et udligningsberettiget subsidie. Ifølge GOI og de eksporterende producenter skyldes det, at det gentagne gange i WTO-retspraksis er fastslået, at eksportbegrænsninger ikke er udligningsberettigede subsidier.

(103)

Med hensyn til denne påstand bemærkede Kommissionen, at eksportbegrænsninger i sig selv ikke anses for udligningsberettigede subsidier i forordningen om midlertidig told. Kommissionen fandt snarere, at indførelsen af eksportbegrænsninger (såsom eksportskat og eksportafgift) er et af de midler eller værktøjer, som GOI har anvendt for at levere rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. Kommissionen konstaterede (jf. betragtning 172 i forordningen om midlertidig told), at under hensyntagen til de foreliggende beviser i denne undersøgelse og i overensstemmelse med EU- og WTO-retspraksis udgjorde levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag et udligningsberettiget subsidie.

(104)

Kommissionen vil nedenfor behandle de påstande, der er fremsat af de interesserede parter, for så vidt angår Kommissionens foreløbige konklusioner om, at GOI's støtte til biodieselindustrien gennem levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag udgør et finansielt bidrag i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), og/eller indkomst- eller prisstøtte i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra b). Kommissionen vil også behandle påstandene om fejl i fastsættelsen af fordelen.

(105)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI og Permata Group, at eksportbegrænsninger, der indføres af en regering, aldrig kan udgøre et finansielt bidrag. Kommissionen bemærkede i denne forbindelse, at denne påstand ikke er relevant i den foreliggende sag. Det skyldes, at Kommissionen konkluderede, at det finansielle bidrag, der blev ydet af GOI til fordel for de eksporterende producenter, stammer fra levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. Påstanden blev derfor afvist.

(106)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, Permata Group og Wilmar, at Kommissionen havde undladt at godtgøre, at der var tale om et finansielt bidrag. Ifølge respondenterne skyldes dette, at:

(107)

Med hensyn til påstanden under litra a) bemærkede Kommissionen, at eksportafgiften var gældende i undersøgelsesperioden og blev opkrævet. Således er GOI's påstand om, at der ikke blev opkrævet eksportbegrænsninger i undersøgelsesperioden, faktuelt forkert, da eksportafgiften var indført og havde en virkning i undersøgelsesperioden.

(108)

Kommissionen var uenig i den anden del af argumentet. Hvis GOI ikke længere havde til hensigt at pålægge eksportbegrænsninger for rå palmeolie og afledte produkter heraf, ville den have ophævet lovgivningen. Den midlertidige fastsættelse af eksportafgiften og eksportskatten til nul viser, at GOI stadig agter fremover at anvende disse begrænsninger. Denne konklusion kan også bekræftes af offentlige udtalelser fra medlemmerne af GOI. Eksempelvis er der i en avisartikel af 25. september 2019 anført følgende: »Regeringen har besluttet at suspendere en eksportskat på rå palmeolie og afledte produkter heraf indtil næste år for at lette den finansielle byrde for producenterne af palmeolie som følge af et fald i priserne på rå palmeolie på verdensmarkedet. Den økonomiske samordningsminister Darmin Nasution, udtalte tirsdag i Jakarta, at eksportskatten blev suspenderet indtil januar næste år, da regeringen officielt indleder gennemførelsen af sit obligatoriske biodieselprogram for B-30. Darmin udtrykte håb om, at gennemførelsen af biodieselpolitikken for B-30, som skulle øge efterspørgslen efter palmeolie betydeligt, ville være i stand til at presse priserne på palmeolie op på hjemmemarkedet. Han udtalte, at suspenderingen af eksportskatten var blevet godkendt af Præsident Joko »Jokowi« Widodo. På grundlag af en bekendtgørelse fra 2019 fra finansministeriet ville regeringen have pålagt en eksportskat på op til 25 USD pr. ton, hvis priserne lå på mellem 570 og 619 USD pr. ton og op til 50 USD, hvis de overstiger 619 USD pr. ton. Fra den 20. september var prisen på rå palmeolie på 574,9 USD pr. ton, og den forventes at falde en smule til 570 USD pr. ton inden udgangen af året. Ministeren opfordrede derfor til en revision af bekendtgørelsen for at gøre det muligt at suspendere eksportskatten, da den, hvis den var baseret på ovennævnte prisformel, stadig ville være gældende.« (14)

(109)

Ved denne udtalelse etableres der også en direkte forbindelse mellem indførelsen af eksportbegrænsninger (sammen med andre elementer, der skal tilskynde den specifikke adfærd hos leverandørerne af rå palmeolie) og det faktiske prisniveau på hjemmemarkedet. Den viser også, at GOI anvender disse instrumenter med henblik på at påvirke niveauet for disse priser.

(110)

På trods af GOI's og Wilmars påstand, der blev fremsat i svaret på den endelige fremlæggelse af oplysninger, konkluderede Kommissionen, at GOI i fremtiden agter at fortsætte med at anvende eksportafgiften og muligvis eksportskatten. Den omstændighed, at GOI midlertidigt ikke opkrævede skatter og afgifter, og også i betragtning af, at disse kun udgør nogle af de værktøjer, som GOI har anvendt i forbindelse med levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag, kan derfor ikke rejse tvivl om, at der foreligger et finansielt bidrag.

(111)

Ifølge alle eksporterende producenter er Kommissionens påstand om overdragelse eller pålæg baseret på den forkerte konklusion om, at eksportskatten og eksportafgiften på rå palmeolie og derivater deraf pålagt af GOI er beregnet til at støtte biodieselindustrien. Wilmar og Permata påstod endvidere, at Kommissionen med urette fastslog, at hjemmemarkedspriserne for rå palmeolie reelt er fastsat af PT Perkebunan Nusantara, som er en producent af rå palmeolie, der er 100 % ejet af GOI (»PTPN«).

(112)

Med hensyn til den første påstand præciserede de eksporterende producenter yderligere, at eksportskatten var fastsat til nul i undersøgelsesperioden og derfor ikke er relevant for vurderingen. Men eksportafgiften var derimod ikke fastsat til nul, og den var under ingen omstændigheder beregnet til at støtte biodieselindustrien, men til at finansiere OPPF.

(113)

Kommissionen erkendte i betragtning 88 i forordningen om midlertidig told, at eksportskatten var fastsat til nul i undersøgelsesperioden. Selv om eksportskatten ikke blev gennemført i undersøgelsesperioden som følge af de særlige markedsforhold, udgør den imidlertid et bevis på de værktøjer, som GOI har anvendt til at tilskynde leverandørerne af rå palmeolie til at levere den mod utilstrækkeligt vederlag. Kommissionen bemærkede endvidere, at GOI ikke har ophævet eksportskatten, selv om den var fastsat til nul i undersøgelsesperioden. Kommissionen bemærkede også, at det som nævnt i betragtning 117-121 i forordningen om midlertidig told ikke er blevet anfægtet, at GOI's hensigt med eksportskatten er at holde hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie kunstigt lave.

(114)

Med hensyn til eksportafgiften bemærkede Kommissionen, at mens lovgivningen om indførelsen af eksportafgift ikke udtrykkeligt nævner, at den er beregnet til at støtte biodieselindustrien ved at levere rå palmeolie til lavere priser, støtter de eksportafgifter, der indbetales til OPPF, reelt udelukkende biodieselindustrien i form af tilskuddene fra OPPF. I løbet af undersøgelsen kunne Kommissionen rent faktisk kontrollere, at OPPF til trods for et bredere formelt mandat næsten udelukkende har støttet biodieselindustrien i undersøgelsesperioden.

(115)

Desuden faldt GOI's indførelse af eksportafgiften i 2015 sammen med en periode, hvor de indonesiske priser på rå palmeolie var næsten identiske med verdensmarkedspriserne. I den forbindelse, og som det allerede er påvist i betragtning 64-68 i forordningen om midlertidig told, betragtes eksportafgiften ikke særskilt, men som led i en bredere vifte af foranstaltninger, der er beregnet til at støtte biodieselindustrien og regulere hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie.

(116)

Kommissionen bemærkede endvidere, at eksportafgiften i praksis har opfyldt det tilsigtede mål, nemlig at presse de nationale priser på rå palmeolie. Kommissionen kunne i sin analyse for det første konstatere en forskel mellem hjemmemarkedspriserne og eksportpriserne for den indonesiske rå palmeolie. Kommissionen fandt, at denne prisforskel kan forklares ved, at selve indførelsen af eksportafgiften trykkede hjemmemarkedspriserne ved kunstigt at holde den rå palmeolie i landet til de lave priser fastsat af GOI, og at disse rent faktisk blev overholdt af leverandørerne af rå palmeolie.

(117)

Det forhold, at GOI ikke ophævede eksportskatten, men kun fastsatte den til nul, viser klart, at den stadig agter at holde priserne på rå palmeolie på et lavt niveau. Efter at have indført to instrumenter med samme virkning på hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie, og efter at have opnået den ønskede virkning, havde GOI derfor truffet en rationel beslutning om at beholde det instrument med det bredest mulige omfang af ønskede virkninger (dvs. opretholdelse af lave priser på rå palmeolie og finansiering af OPPF), dvs. eksportafgiften.

(118)

Kommissionen bekræftede derfor, at den overordnede ordning for eksportbegrænsninger, der er indført af GOI, er beregnet til at gavne biodieselindustrien ved at holde hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie kunstigt lave (i modsætning til en simpel følgevirkning af en statslig foranstaltning til opkrævning af offentlige indtægter).

(119)

For så vidt angår påstanden om, at hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie de facto ikke er fastsat af GOI, hævdede Wilmar endvidere, at Kommissionens konklusion var forkert, fordi:

(120)

For så vidt angår påstanden i litra a) ovenfor, mindede Kommissionen om, at den, som anført i betragtning 91-99 og 126 i forordningen om midlertidig told, var nødt til at basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger i lyset af den manglende samarbejdsvilje hos leverandørerne af rå palmeolie og PTPN. I deres bemærkninger til forordningen om midlertidig told fremlagde ingen af de eksporterende producenter bevis for, hvordan de formulerer bud på rå palmeolie, bortset fra vage påstande om, at disse generelt er baseret på »internationale markedspriser«.

(121)

I mangel af verificerbare beviser til støtte for denne udtalelse afviste Kommissionen denne påstand. I stedet for at fastsætte deres priser uafhængigt på grundlag af internationale priser følger leverandørerne af rå palmeolie de priser, der er fastsat af PTPN.

(122)

Hvad angår påstanden i litra b) ovenfor, forklarede Kommissionen i betragtning 133 i forordningen om midlertidig told, at PTPN i realiteten ikke er forpligtet til at gentage udbudsproceduren til en højere pris, hvis de modtagne bud ligger under »prisidéen« for den pågældende dag. Under kontrolbesøget bekræftede Kommissionen faktisk, at PTPN regelmæssigt accepterede bud under en sådan pris.

(123)

Kommissionen bemærkede endvidere, at den, som forklaret i afsnit 3.3.2 i forordningen om midlertidig told, anvendte bestemmelserne i grundforordningens artikel 28, stk. 1, idet PTPN undlod at besvare tillæg B, der var vedhæftet antisubsidiespørgeskemaet (spørgeskema til leverandører af palmeolie) til alle producenter og distributører af palmeolie. Under kontrolbesøget hos GOI undlod PTPN desuden at forklare, hvordan virksomheden fastsatte den daglige »prisidé« for rå palmeolie. PTPN forklarede i stedet vagt, at den er baseret på internationale benchmark uden at give detaljerede oplysninger.

(124)

Kommissionen kunne derfor ikke fremskaffe noget bevis for, at »prisidéen« afspejler en markedspris, der er resultatet af en konkurrencebaseret udbudsprocedure. Kommissionen fandt tværtimod, at hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie var lavere end nogen af de påståede internationale benchmark (herunder den indonesiske eksportpris), som hævdedes at være grundlaget for PTPN's priser.

(125)

Med hensyn til påstanden i litra c) bemærkede Kommissionen, at PTPN ikke besvarede Kommissionens spørgeskema som nævnt ovenfor. Kommissionen anvendte derfor de foreliggende faktiske oplysninger. Under kontrolbesøget hos GOI fremlagde PTPN en kopi af sit reviderede regnskab for 2016 og 2017. Heraf fremgik det, at PTPN opererede med tab. På et senere tidspunkt og endog efter fristen for at fremsætte bemærkninger til brevet om, at Kommissionen ville anvende de foreliggende faktiske oplysninger, fremsendte PTPN yderligere oplysninger. GOI hævdede, at sådanne yderligere oplysninger burde ændre Kommissionens vurdering. Kommissionen bemærkede, at oplysningerne blev fremlagt meget sent og langt efter eventuelle frister. PTPN fremlagde ikke reviderede regnskaber for 2018. For så vidt angår den seneste periode, modtog Kommissionen derfor kun reviderede regnskaber for en fjerdedel af undersøgelsesperioden (sidste kvartal af 2017). De reviderede regnskaber, som Kommissionen modtog, viste, at PTPN opererede med tab. De for sent indgivne oplysninger fra GOI vedrørende perioden fra 2016 til undersøgelsesperioden (herunder navnlig en excel-tabel) forsøger at vise, at PTPN's forretningsaktiviteter i forbindelse med rå palmeolie (som tegner sig for størstedelen af virksomhedens aktiviteter) var rentable, og at virksomheden opnåede samme fortjeneste ved salg på hjemmemarkedet og ved eksportsalg. Disse oplysninger blev imidlertid ikke underbygget af reviderede regnskaber. I modsætning hertil bekræftede de oplysninger, der blev fremlagt på grundlag af reviderede regnskaber, at PTPN ikke opnåede fortjeneste ved salg af sin rå palmeolie og således undlod at handle som en rationel økonomisk aktør. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at oplysninger indgivet på et så sent tidspunkt (selv efter bemærkninger til forordningen om midlertidig told) ikke kan accepteres, da de ikke kan kontrolleres. Påstanden blev derfor afvist.

(126)

For så vidt angår påstanden under litra d) hævdede GOI og de eksporterende producenter også, at Kommissionen havde undladt at godtgøre, at adfærden hos leverandørerne af rå palmeolie var irrationel, da de opererede med fortjeneste. Denne påstand vedrører de leverandører af rå palmeolie, der besvarede Kommissionens spørgeskema samt PTPN (15).

(127)

Kommissionen var af den opfattelse, at begrebet irrationel adfærd ikke er begrænset til drift af en virksomhed med tab, men også omfatter handlinger, der indebærer en forretningsaktivitet, som er mindre fordelagtig (mindre rentabel). Kommissionen fastslog, at der var en klar prisforskel mellem hjemmemarkeds- og eksportpriserne i Indonesien på rå palmeolie, således at salg til eksport ville være mere rentabelt for leverandører af rå palmeolie, hvis ikke det var for eksportafgiften.

(128)

Dertil kommer, at konklusionen af, at ordningen for eksportbegrænsning, som GOI har indført, effektivt forhindrer de nationale producenter af rå palmeolie i at handle rationelt, bekræftes af det forhold, at eksporten forventes at stige som følge af ophævelsen af eksportafgiften. I en nylig offentlig avisartikel blev følgende bemærket: »Den indonesiske sammenslutning af palmeolieproducenter eller GAPKI forventede, at landets eksport af rå palmeolie kunne stige voldsomt med 10 % til 15 % efter en reduktion af eksportafgiften til nul, dvs. et fald fra 50 USD pr. ton, udtalte generalsekretær Togar Sitanggang. Togar Sitanggang anslog, at Indonesiens månedlige eksport af rå palmeolie allerede er steget til mellem 800 000 ton og 900 000 ton, hvilket er en stigning fra et gennemsnit på 700 000 ton. »Det ville ikke overraske, hvis den månedlige eksport af rå palmeolie ville ramme en million ton, såfremt der fortsat er en afgift på nul på eksporten«, tilføjede han. Indonesien har allerede eksporteret 6 mio. ton rå palmeolie i år, ca. en femtedel af dets samlede eksport af rå palmeolie og andre palmeoliederivater år-til-dato, ifølge skøn fra GAPKI« (16).

(129)

En anden avisartikel bekræfter yderligere den konklusion, at opkrævningen af eksportafgiften har til følge, at leverandører af rå palmeolie tilskyndes til at sælge på hjemmemarkedet i stedet for at sælge med henblik på større fortjeneste på eksportmarkedet. I denne artikel fandt en uafhængig analytiker, at »denne nyhed (dvs. fastsættelsen af eksportafgiften til nul) var positiv for planteavlere i leverandørleddet med eksponering over for Indonesien, da revisionen af eksportafgiftssatserne kunne medvirke til at støtte priserne på rå palmeolie på deres nuværende niveau. Ivy Ng forventer imidlertid ikke, at der på FY19F-20F opnås nettooverskud for planteavlere — og advarer om, at nyhederne er negative for indonesiske forarbejdningsvirksomheder i aftagerleddet, da den reviderede afgiftssats på lavere priser for rå palmeolie vil udhule fordelen i relation til margenen, som i øjeblikket er prisforskellen mellem rå palmeolie og forarbejdede palmeolieprodukter. »Vi fastholder vores synspunkt om, at afskaffelsen af eksportafgiften vil øge konkurrenceevnen hos de indonesiske eksportører af palmeolie, da de ville have sparet 20-50 USD pr. ton i eksportafgift ved en pris på rå palmeolie på under 570 USD pr. ton. Størstedelen af besparelserne vil sandsynligvis strømme tilbage til de indonesiske landmænd via højere hjemmemarkedspriser på rå palmeolie«« (17).

(130)

Sidstnævnte artikel bekræfter ligeledes den konklusion, at den tilsigtede virkning af eksportafgiften, nemlig at trykke hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie, blev opnået. Det forhold, at der er en vis eksport af rå palmeolie fra Indonesien, betyder ikke, at de foranstaltninger, som GOI har truffet med henblik på at holde rå palmeolie i Indonesien, ikke tilskyndede leverandørerne af rå palmeolie til at udvise en irrationel økonomisk adfærd. På baggrund af ovenstående afviste Kommissionen derfor disse påstande.

(131)

Endelig bemærkede Kommissionen med hensyn til påstanden i litra e), at Wilmar for at underbygge sin påstand om, at PTPN fungerer som pristager, kun delvist citerer betragtning 146 i forordningen om midlertidig told. Således gjorde Wilmar gældende, at Kommissionen nåede frem til en konklusion, som i realiteten var i modstrid med den konklusion, der blev draget i den pågældende betragtning. Nærmere bestemt bemærkede Kommissionen endvidere efter at have anført, at »undersøgelsen også viste, at markedet for så vidt angår forhandlingsstyrke, i høj grad er i betydelig ubalance til fordel for rå palmeolie«, hvilket var korrekt citeret af Wilmar, at »(…) I den forbindelse vil enhver opkøber have en betydelig købekraft, således at denne kan modstå ethvert forsøg fra leverandørens side på at sætte en højere pris end den, der er fastsat af GOI. Kommissionen konkluderede derfor, at GOI ved på gennemsigtig vis at kommunikere de daglige priser på rå palmeolie gennem PTPN faktisk fastsætter de daglige højestepriser på rå palmeolie i Indonesien.« Betragtning 146 i forordningen om midlertidig told nåede således frem til en konklusion, der var i modstrid med den, som Wilmar påberåbte sig. PTPN optræder faktisk som prissætter af rå palmeolie på markedet, da leverandørerne af rå palmeolie reelt følger en sådan pris på trods af markedsstrukturen (hvilket i princippet viser, at leverandørerne af rå palmeolie har en betydelig forhandlingsstyrke, som ikke bruges over for købere).

(132)

Ud over ovennævnte faktuelle fejl bemærkede Kommissionen yderligere, at Wilmars bemærkning ikke er underbygget af faktuelle beviser. I mangel af nye faktuelle beviser afviste Kommissionen denne påstand.

(133)

Wilmar hævdede endvidere, at Kommissionen ikke har godtgjort, at GOI tilskynder leverandørerne af rå palmeolie til at levere rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag.

(134)

Kommissionen bemærkede, at Wilmar ikke fremlagde noget bevis til støtte for påstanden om, at dette ikke er tilfældet. I den forbindelse minder Kommissionen om EBB's påstand vedrørende et begrænset antal svar på spørgeskemaet fra leverandører af rå palmeolie. I tilfælde af manglende samarbejde fra leverandørerne af rå palmeolie og på grundlag af elementer i forordningen om midlertidig told fandt Kommissionen, at der foreligger væsentlige beviser for, at leverandørerne af rå palmeolie har fået overdraget eller pålagt af GOI at levere rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag til støtte for GOI's politikmål om fremme af udviklingen af biodieselindustrien.

(135)

Kommissionen bemærkede desuden, at Wilmars påstand er i modstrid med de ubestridte faktiske resultater, med hensyn til at stort set alle indenlandske indkøb af rå palmeolie i Indonesien finder sted til de daglige PTPN-priser, justeret for de transportomkostninger, der er omhandlet i betragtning 168 i forordningen om midlertidig told. Hvis Wilmars påstand var korrekt, og leverandørerne af rå palmeolie handler helt uafhængigt af en regerings anvisninger, kunne en sådan fuldstændig tilpasning af priserne på rå palmeolie ikke forklares på et fragmenteret marked.

(136)

Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(137)

Wilmar hævdede også, at Kommissionen har undladt at godtgøre, at leverandørerne af rå palmeolie har fået overdraget eller pålagt at levere rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. Wilmars påstand er i det væsentlige baseret på, at 1) PTPN ikke er prissætter, og at der derfor ikke leveres rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag, og 2) at leverandørerne af rå palmeolie ikke forhindres i at sælge på eksportmarkedet.

(138)

Kommissionen behandlede og afviste allerede disse argumenter i betragtning 127-135. Kommissionen fandt derfor, at Wilmars påstand er baseret på forkerte forhold og ikke kan accepteres. Det fremgår af beviserne i denne undersøgelse, at PTPN handler som prissætter for rå palmeolie på markedet, og at evnen hos leverandørerne af rå palmeolie til at eksportere rå palmeolie undermineres af de foranstaltninger, der er truffet af GOI.

(139)

GOI, PT Intibenua Perkasatama og PT Musim Mas (»Musim Mas Group«) samt Permata har fremsat lignende påstande. I sine bemærkninger hævdede GOI, at priserne på rå palmeolie fastsættes af markedskræfterne, og at køberne sædvanligvis formulerer deres prisidéer baseret på internationale markedspriser.

(140)

Kommissionen har allerede behandlet lignende argumenter i betragtning 62-96 og konstateret, at de ikke kan accepteres. Den samme konklusion gælder for påstandene fra GOI. Kommissionen bemærkede igen, at GOI ikke fremlagde nye beviser til støtte for sin påstand.

(141)

GOI hævdede, at Kommissionen ikke godtgjorde, at der er en påviselig forbindelse mellem adfærden hos producenterne af rå palmeolie og GOI's foranstaltninger. Kommissionen anførte i den forbindelse endnu en gang konklusionen i betragtning 168 i forordningen om midlertidig told, der er gengivet i betragtning 137. Efter Kommissionens opfattelse er den omstændighed, at alle uafhængige leverandører af rå palmeolie stort set altid følger PTPN's priser et utvetydigt bevis på denne forbindelse (og endda i højere grad på et marked, der er fragmenteret med hensyn til antallet af leverandører af rå palmeolie og også geografisk set (en lang række øer)). Så meget desto mere i en situation, hvor hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie ikke afspejler, hvad der ville være en ikke-forvreden markedspris uden GOI's målrettede foranstaltninger.

(142)

I sit indlæg hævdede GOI også, at Kommissionen pålagde GOI og uafhængige leverandører af rå palmeolie at fremlægge detaljerede oplysninger, men ikke kontrollerede disse oplysninger. GOI hævdede endvidere, at Kommissionen fuldstændig lod disse oplysninger ude af betragtning, da den nåede frem til sine konklusioner. Endelig bemærkede GOI i denne forbindelse, at Kommissionen anvendte grundforordningens artikel 28 over for GOI, da GOI ikke yderligere havde bestræbt sig på at indhente flere af sådanne svar og ikke havde fået flere oplysninger fra PTPN.

(143)

I den forbindelse fandt Kommissionen, at denne påstand er faktuelt forkert. Kommissionen analyserede alle svarene fra leverandørerne af rå palmeolie. Kommissionen bemærkede imidlertid, at trods alle de påmindelser, der blev sendt, undlod alle undtagen én uafhængig leverandør af rå palmeolie at fremlægge en ikkefortrolig udgave af deres svar. I lyset af grundforordningens artikel 29, stk. 3, kan Kommissionen lade oplysninger ude af betragtning, som er blevet meddelt, men hvor den part, der meddeler oplysningerne, ikke har leveret et behørigt sammendrag. Desuden var langt størstedelen af svarene ufuldstændige, og mange af dem indeholdt ingen oplysninger om rentabilitet. Kommissionen kunne derfor ikke drage nogen konklusion af disse svar. Faktisk var det manglende samarbejde fra GOI såvel som fra leverandørerne af rå palmeolie endnu et tegn på, at leverandørerne af rå palmeolie handlede ud fra GOI's instrukser til støtte for biodieselproducenterne.

(144)

På samme måde er GOI's påstand om, at Kommissionen lod PTPN's svar ude af betragtning, ikke berettiget. Som tidligere nævnt har Kommissionen uden held ved flere lejligheder anmodet PTPN om at samarbejde. Som anført i betragtning 29 og 30 i forordningen om midlertidig told bemærkede Kommissionen, at PTPN, som er 100 % ejet af GOI, ikke besvarede tillæg B til GOI's spørgeskema inden for den fastsatte frist. Kommissionen sendte derfor et brev i henhold til artikel 28 til GOI, der var begrænset til de specifikke oplysninger, som de ikke havde forelagt. Som anført i betragtning 98 i forordningen om midlertidig told indgav GOI den 30. juni 2019 en besvarelse på tillæg B til PTPN. Dette var lang tid efter fristen for indgivelse af disse oplysninger (14. marts 2019) og efter kontrolbesøget hos GOI. Indgivelsen fandt derfor sted længe efter fristen, den kunne ikke kontrolleres, og GOI har ikke handlet efter bedste evne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28. Under alle omstændigheder anvendte Kommissionen alle de beviser, der var fremlagt af PTPN, og som kunne kontrolleres. Kommissionen har således vurderet oplysningerne fra PTPN korrekt sammen med de øvrige tilgængelige oplysninger om markedet for rå palmeolie i Indonesien.

(145)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, Permata Group og Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved at fastslå, at der var tale om overdragelse eller pålæg i forhold til leverandører af rå palmeolie, af følgende årsager:

(146)

Kommissionen bemærkede for det første, at eksportafgiften udtrykkeligt er beregnet til at støtte OPPF, og at OPPF er beregnet til at støtte palmeolieindustrien som helhed, men som forklaret i betragtning 76 og 77 i forordningen om midlertidig told støtter den reelt kun biodieselindustrien. Derudover konkluderede Kommissionen, at GOI's støtte af biodieselindustrien også opnås gennem levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. Dette mål nås ved hjælp af den kombinerede virkning af en række forskellige foranstaltninger, herunder eksportafgiften.

(147)

Kommissionen konkluderede derfor, at indførelsen af eksportafgiften har været genstand for to særskilte målsætninger siden dens indførelse: at finansiere OPPF og indgå som en del af en vifte af foranstaltninger, der skal sænke priserne på hjemmemarkedet. Efter Kommissionens opfattelse har GOI bevidst forsøgt (og har haft held med) at opnå denne virkning på markedet, og dette er ikke bare en følgevirkning af en regeringspolitik.

(148)

For så vidt angår påstanden om, at PTPN fastsætter sine priser via konkurrencebaserede udbud, og at resultatet derfor skal ses som en markedspris, gentager Kommissionen, at den, som anført i betragtning 91-99 og 126 i forordningen om midlertidig told, var nødt til at basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger i lyset af den manglende samarbejdsvilje hos leverandørerne af rå palmeolie og PTPN. I deres bemærkninger til forordningen om midlertidig told fremlagde ingen af de eksporterende producenter bevis for, hvordan de formulerer bud på rå palmeolie, bortset fra vage påstande om, at disse generelt er baseret på »internationale markedspriser«. Der forelå dog ikke nogen direkte dokumentation for, hvordan leverandørerne af rå palmeolie skulle fastsætte deres priser, de faktiske omstændigheder viser snarere en pristilpasning til den pris, der er fastsat af PTPN.

(149)

I den forbindelse fremhævede Wilmar i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at Kommissionens tjenestegrene under kontrolbesøget hos virksomheden stillede spørgsmål om, hvordan den når frem til beslutningen om den pris, der skal tilbydes på de enkelte udbud fra PTPN. Wilmar forklarede endvidere, at den efterfølgende besøgsrapport ikke indeholder bemærkninger om manglende oplysninger. Kommissionen har hertil bemærket, at Wilmar ikke anfægter, at de oplysninger, den havde fremlagt i sagen, havde været meget vage. Desuden bemærkede Kommissionen, at Wilmar ikke anså det for hensigtsmæssigt at give en mere detaljeret forklaring på denne mekanisme på noget tidspunkt i undersøgelsen, til trods for at Kommissionen gentagne gange nævnte dette.

(150)

I mangel af verificerbare beviser til støtte for denne udtalelse afviste Kommissionen denne påstand. I stedet for at fastsætte deres priser uafhængigt på grundlag af internationale priser følger leverandørerne af rå palmeolie de priser, der er fastsat af PTPN.

(151)

For så vidt angår påstanden om, at PTPN er rentabel, bemærkede Kommissionen, at ud over det, der allerede er forklaret i betragtning 125 og 144, indgav GOI for sent de reviderede regnskaber fra PTPN for 2018 efter den endelige fremlæggelse af oplysninger. Der blev dog kun modtaget en oversættelse af en del af disse regnskaber. Regnskaberne for 2018 ser ud til at vise, at PTPN var rentabel i 2018. Kommissionen kunne imidlertid ikke vurdere dette, fordi centrale dele af regnskaberne ikke var oversat, og fordi disse regnskaber omfattede alle varer og ikke kun indtægter fra salg af rå palmeolie. Som forklaret ovenfor blev dataene både for salg af rå palmeolie og for virksomheden som helhed fremlagt sent og kunne derfor ikke kontrolleres. Dette kommer oven i, at PTPN ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Kommissionen konkluderede således, at nøjagtigheden af den fremsatte påstand ikke kunne vurderes og måtte afvises. Hvad angår påstanden i litra b) ovenfor, forklarede Kommissionen i betragtning 133 i forordningen om midlertidig told, at PTPN i realiteten ikke er forpligtet til at gentage udbudsproceduren til en højere pris, hvis de modtagne bud ligger under »prisidéen« for den pågældende dag. Under kontrolbesøget bekræftede Kommissionen faktisk, at PTPN regelmæssigt accepterede bud under en sådan pris. Derudover bemærkede Kommissionen, at GOI kan påvirke PTPN's beslutninger om virksomhedens prispolitik, hvilket den også gør (18).

(152)

Med hensyn til påstanden om, at pristilpasningen hos leverandørerne af rå palmeolie til de daglige PTPN-priser er et tegn på et ikke-forvredent marked snarere end et tegn på overdragelse eller pålæg, har Kommissionen bemærket, at alle uafhængige leverandører af rå palmeolie tilbød priser, der er de samme som eller er lavere end PTPN-prisen på den pågældende dag. Efter Kommissionens opfattelse kan dette ikke være et tegn på en ikke-forvreden markedsdynamik: Det ville være ulogisk, hvis alle leverandører af rå palmeolie på et konkurrencepræget marked ikke ville sælge til en pris, der er højere end den pris, der er fastsat af en konkurrent (medmindre denne konkurrent faktisk fastsætter maksimumsprisen for den pågældende vare på markedet, og regeringen forpligter eller tilskynder alle andre aktører til at overholde dette loft).

(153)

Med hensyn til GOI's påstand om, at producenterne af rå palmeolie er rationelle erhvervsdrivende på markedet, idet 70 % af den rå palmeolie eksporteres, har Kommissionen anført, at ifølge offentlige kilder udgør hjemmemarkedsforbruget af rå palmeolie 30 % af produktionen (19). Det betyder, at producenter af rå palmeolie fuldt ud opfylder den indenlandske efterspørgsel, og at de først efter at have opfyldt denne efterspørgsel benytter sig af eksport. Det forhold, at 70 % af produktionen af rå palmeolie eksporteres, er derfor ikke i modstrid med konklusionen om, at leverandørerne af rå palmeolie fratages et rationelt valg, tværtimod. Hvis de indonesiske leverandører af rå palmeolie ville opføre sig rationelt, ville de ikke opfylde den indenlandske efterspørgsel, og de ville eksportere hele eller en væsentlig større del af deres produktion og dermed opnå en større fortjeneste. Denne potentielle ekstrafortjeneste fra eksport begrænses af de eksportbegrænsninger, der anvendes af GOI, og som skal tilskynde producenterne af rå palmeolie til at sælge på hjemmemarkedet og opfylde lokale behov. Den kendsgerning, at hele den indenlandske efterspørgsel er opfyldt, er derfor snarere et tegn på, at GOI opnåede sit mål om at købe på det indenlandske marked til priser, der er gunstige for biodieselproducenter.

(154)

I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar endvidere, at det forhold, at andelen af eksporten af rå palmeolie ikke steg efter fastsættelsen af eksportafgiften til nul, er et bevis for, at Kommissionen begik en fejl ved at konkludere, at eksportafgiften er beregnet til at holde den rå palmeolie i landet og trykke prisen på den.

(155)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at de data, som Wilmar havde fremlagt, viste, at hjemmemarkedsforbruget steg, og at det derfor udgjorde en større del af den samlede produktion af rå palmeolie. Det kunne støtte Wilmars påstand, hvis GOI havde givet udtryk for, at den havde til hensigt at bringe eksportbegrænsningsordningen til ophør. Som forklaret i betragtning 108 er det imidlertid ikke GOI's hensigt at bringe eksportbegrænsningsordningen til ophør. Det er derimod klart, at satsen for eksportbegrænsningsordningen ganske enkelt er på nul som reaktion på eksterne faktorer, dvs. det globale prisfald på rå palmeolie. Alle indonesiske producenter er helt bevidste om, at dette niveau kun er af midlertidig karakter, og foretrækker derfor fortsat først at imødekomme den indenlandske efterspørgsel.

(156)

Wilmar fremlagde også prisoplysninger i sit svar og gjorde gældende, at hjemmemarkedspriserne for rå palmeolie ikke steg væsentligt efter nulstillingen af eksportafgiften. Kommissionen analyserede disse oplysninger og anførte, at den ikke kunne fastsætte, hvilken kilde der var anvendt til Wilmars data, derfor kunne Kommissionen ikke kontrollere eller vurdere, om de var korrekte. Kommissionen anførte imidlertid, at hvis den valgte at henholde sig til disse oplysninger på trods af den midlertidige karakter af en eksportafgift på nul, ville de vise en tilnærmelse mellem hjemmemarkedspriserne og eksportpriserne. Nærmere bestemt fremgår det af Wilmars oplysninger i betragtning af, at den gennemsnitlige forskel mellem de to priser i undersøgelsesperioden var på ca. 50 USD pr. ton, at hjemmemarkedspriserne er steget og er tæt på eksportpriserne, og at forskellen nu er på under 20 USD pr. ton. Det forhold, at hjemmemarkedsprisen ikke er steget væsentligt i absolutte tal, skyldes blot, at verdensmarkedspriserne er faldet.

(157)

Efter Kommissionens opfattelse støtter dette dens konklusion om, at ordningen med eksportbegrænsninger bl.a. og sammen med de øvrige foranstaltninger er beregnet til at trykke hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie.

(158)

Med hensyn til GOI's påstand om, at Kommissionen ikke kontrollerede svarene fra de uafhængige leverandører af rå palmeolie, anfører Kommissionen, at dette er en faktuelt forkert påstand. Som allerede anført i betragtning 143 analyserede Kommissionen alle de modtagne svar behørigt, men bemærkede, at langt størstedelen af svarene var ufuldstændige, og en lang række af dem indeholdt ingen oplysninger om rentabilitet, og en lang række undlod at indgive ikkefortrolige udgaver af deres svar.

(159)

I tilgift til denne påstand fremførte GOI, at Kommissionens påstande i den endelige fremlæggelse af oplysninger, der er omtalt i betragtning 143, er forkerte, da det ikke var muligt at konstatere rykkere i det åbne dossier. Med henvisning til denne påstand bemærkede Kommissionen, at disse rykkere er en del af det fortrolige dossier, og at de kan findes på listen over de fortrolige dokumenter, der er til rådighed for interesserede parter. Ikke desto mindre fremlagde Kommissionen en liste med de relevante numre (»save numbers«) for GOI under en høring den 16. oktober 2019. Kommissionen bemærkede også, at spørgeskemaerne til uafhængige leverandører af rå palmeolie var en del af det spørgeskema, der blev sendt til GOI, og at det derfor påhvilede GOI at koordinere, indsamle og sikre rettidig fremsendelse af fuldstændige svar.

(160)

Med henvisning til ovenstående påstand under litra e) forklarede Kommissionen i betragtning 124-143 i forordningen om midlertidig told, hvordan GOI via PTPN handler som prissætter på det indonesiske hjemmemarked, og hvordan alle uafhængige leverandører af rå palmeolie følger disse prisangivelser. I sin bemærkning til den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte GOI, at det pågældende resultat er usandsynligt set i lyset af PTPN's begrænsede markedsandel. Kommissionen bemærkede imidlertid, at GOI undlod at fremlægge faktuelle beviser, der kunne støtte GOI's påstand og modsige Kommissionens konklusion.

(161)

I lyset af ovenstående afviste Kommissionen GOI's og de eksporterende producenters påstande og bekræftede sin konklusion om overdragelse og pålæg.

(162)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI og de eksporterende producenter, at Kommissionen havde undladt at godtgøre forekomsten af indkomst- og prisstøtte til fordel for biodieselproducenter i overensstemmelse med den standard, der er fastsat i henhold til WTO-retspraksis.

(163)

Kommissionen bemærkede i den henseende, at hverken GOI eller de eksporterende producenter fremlagde nye oplysninger eller beviser til støtte for en påstand om manglende indkomst- eller prisstøtte. De påstande, der er fremsat i denne forbindelse, afviger alene i den fortolkning af retspraksis, som Kommissionen har fulgt. Kommissionen fandt, at analysen i afsnit 3.3.3.7 i forordningen om midlertidig told opfylder kravet til bevisets styrke i grundforordningen, SCM-aftalen og WTO-retspraksis.

(164)

Da der manglede nye faktuelle elementer, som kunne udløse en fornyet vurdering, bekræftede Kommissionen konklusionen i afsnit 3.3.3.7 i forordningen om midlertidig told.

(165)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde GOI gældende, at Kommissionen begik en fejl i sin konklusion om indkomst- og prisstøtte, da det forudsætter en foranstaltning, der garanterer et bestemt resultat, og ikke en foranstaltning, der har en accessorisk virkning på priserne.

(166)

I den forbindelse har Kommissionen allerede forklaret i betragtning 153 og 160, at viften af foranstaltninger har til formål at regulere og trykke hjemmemarkedspriserne, og at det ikke blot er en følgevirkning af GOI's politik. Kommissionen bemærkede derudover, at hverken GOI eller de eksporterende producenter fremlagde nye oplysninger eller beviser til støtte for en påstand om manglende indkomst- eller prisstøtte.

(167)

Wilmar hævdede, at Kommissionen undlod at tage hensyn til virksomhedens påstande som svar på den foreløbige fremlæggelse af oplysninger og opfordrede Kommissionen til at gøre dette.

(168)

I modsætning til Wilmars påstand analyserede Kommissionen disse påstande og kunne som anført i betragtning 163 ikke finde noget nyt faktuelt element. Wilmar forklarer snarere, hvorfor den er uenig i Kommissionens fortolkning af WTO's retspraksis og de faktiske omstændigheder i sagen. I disse bemærkninger fremfører Wilmar også sin opfattelse af det korrekte kontrafaktiske scenarie.

(169)

Af hensyn til klarheden gentog Kommissionen, at den var uenig i Wilmars fortolkning af WTO's retspraksis og de faktiske forhold i sagen, som fastlagt i afsnit III.B.3 i bemærkningerne til forordningen om midlertidig told, og bekræftede fuldt ud konklusionen fra afsnit 3.3.3.7 i forordningen om midlertidig told.

(170)

I forordningen om midlertidig told fandt Kommissionen, at fob-priserne ved eksport af rå palmeolie fra Indonesien til resten af verden, som de fremgår af de indonesiske eksportstatistikker, er et passende benchmark, da de er fastsat i henhold til frie markedsprincipper, konkurrerer med andre varer på udenlandske markeder, afspejler de gældende markedsvilkår i Indonesien og ikke forvrides af statslig indgriben. Desuden fandt Kommissionen, at det benchmark, der blev anvendt, er det, som ligger tættest på en ikke-forvreden indonesisk hjemmemarkedspris i en situation uden GOI's indgriben. Kommissionen fandt også, at de fob-priser, der blev anvendt som benchmark, er i overensstemmelse med internationale priser (f.eks. cif-prisen, Rotterdam).

(171)

Kommissionen beregnede således det udligningsberettigede subsidiebeløb for hver enkelt eksporterende producent udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i undersøgelsesperioden. Kommissionen vurderede fordelen som summen af forskellene mellem de priser, der blev betalt på hjemmemarkedet for rå palmeolie, og benchmarkprisen på rå palmeolie beregnet pr. måned i undersøgelsesperioden.

(172)

GOI, Wilmar og Permata Group gjorde gældende, at Kommissionen havde begået en fejl 1) ved at betragte det pågældende benchmark som hensigtsmæssigt og 2) ved at beregne den samlede fordel. GOI, Wilmar og Permata Group har gjort gældende, at dette skyldes, at fob-eksportprisen omfatter eksportafgiften og derfor er forvredet. EBB fremsatte også en meget enslydende påstand.

(173)

Kommissionen bemærkede, at påstanden om, at eksportprisen er forvredet, i det væsentlige er et forsøg på at ændre argumentationen i sagen. Kommissionen fandt, at hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie er kunstigt lave, men eksportørerne gør gældende, at det er eksportpriserne (der stort set svarer til de internationale priser), der er for høje. Med andre ord gør eksportørerne gældende, at eksportafgiften medfører for høje eksportpriser. Det er dog hjemmemarkedsprisen, der er blevet forvredet blandt andet som følge af eksportafgiften. Endelig hævdede GOI selv, at eksportafgiften ikke er medtaget i den eksportpris, som Kommissionen anvendte i sine beregninger (20). Kommissionen tog denne påstand fra GOI til efterretning. Den fandt imidlertid, at virkningerne af eksportafgiften er blevet indregnet i fob-prisen. Kommissionen fandt faktisk, at sælgeren tager hensyn til forpligtelsen til at betale afgiften ved fastsættelsen af eksportprisen, som derefter meddeles de indonesiske myndigheder til statistiske formål.

(174)

Som anført i betragtning 198 i forordningen om midlertidig told anså Kommissionen desuden den månedlige fob-pris ved eksport, som er angivet i de indonesiske statistikker, for det mest egnede benchmark. Kommissionen fandt, at dette benchmark var egnet til individuelle købstransaktioner. Kommissionen var af den opfattelse, at incotermen fob for benchmarkprisen og incoterms for indenlandske købstransaktioner var sammenlignelige. Kommissionen modtog ingen bemærkninger i den henseende fra interesserede parter.

(175)

I tilgift til ovenstående hævdede Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved at beregne beløbsstørrelsen af den fordel, som den førstnævnte havde modtaget, da den burde have fratrukket de beløb fra beregningen af fordelen, hvormed købsprisen for rå palmeolie overstiger benchmarket. Hertil bemærkede Kommissionen, at den kun havde taget hensyn til de transaktioner, hvor der var opnået en fordel (med andre ord, hvor den pris, der blev betalt af de eksporterende producenter, lå under benchmark). Det er de transaktioner, hvor den pågældende ordning resulterer i fordele, der ydes de eksporterende producenter. Det ville derfor ikke give nogen mening at trække transaktioner fra der, hvor der ikke blev givet nogen fordel, eftersom disse var markedskonforme. I den henseende bemærkede Kommissionen, at WTO-panelet i sagen United States — Definitive Anti-Dumping and Countervailing Duties on Certain Products from China (21) i sin undersøgelse af, hvordan USDOC havde fastsat beløbsstørrelsen for den fordel, der var opnået ved det pågældende subsidie, der var omtalt som levering af »gummi« mod utilstrækkeligt vederlag (22), anførte, at de påståede subsidier »skal analyseres i relation til en bestemt periode for i sidste ende at komme frem til et overordnet subsidieringsbeløb for den undersøgte vare« (23), og at »SCM-aftalens artikel 14, litra d), ikke indeholder referencer til nogen form for modregning eller »negative fordele« eller udregning af et gennemsnit for hele undersøgelsesperioden for en bestemt vare« (24). Sammenligningen er en sammenligning af individuelle købstransaktioner med et individuelt benchmark for den pågældende transaktion. Kommissionen foretog en sammenligning af den enkelte transaktion med henblik på at fastslå, om der var tale om en ydelse og størrelsen af denne ydelse. Summen af de fordele, der er konstateret pr. transaktion, er subsidiebeløbet. Derfor blev denne påstand afvist.

(176)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI også, at Kommissionen havde undladt at bevise, at der forelå en fordel, da 1) det er ulogisk at finde en fordel i form af eksportbegrænsninger på et konkurrencedygtigt finansmarked, og 2) hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie følger den konkurrenceprægede markedsdynamik.

(177)

Hertil vil Kommissionen endnu en gang påpege, at fordelen i denne sag er levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. GOI's første påstand afvises derfor.

(178)

For så vidt angår GOI's påstand om, at de nationale priser for rå palmeolie følger den konkurrenceprægede og ikke-forvredne markedsdynamik, henviser Kommissionen til den analyse, der er foretaget, og navnlig til betragtning 151.

(179)

Kommissionen fastholdt derfor sin konklusion om, at denne ordning giver de eksporterende producenter en fordel.

(180)

GOI hævdede også, at Kommissionen havde identificeret det forkerte benchmark, hovedsagelig fordi det anvendte benchmark omfatter eksportafgiften, og at den burde trække eksportafgiften fra benchmarket.

(181)

Hertil anførte Kommissionen, at der var modstrid mellem denne erklæring og GOI's svar på mangelskrivelsen af 14. marts 2019. I dette svar anførte GOI, at: »GOI bekræfter, at eksportstatistikker til Den Europæiske Union kun omfatter biodiesel produceret i Indonesien. Den indberettede værdi af eksporten er i fob-priser, og eksportskatten/-afgiften er ikke medtaget.« Kommissionen anførte derudover, at GOI ikke fremlagde yderligere faktuelle beviser til støtte for sin påstand. Som forklaret i betragtning 173 var Kommissionen af den holdning, at den angivne fob-eksportpris reelt omfatter virkningerne af eksportafgiften.

(182)

Wilmar hævdede, at det benchmark, der blev anvendt til at beregne fordelen, var for højt, da der var anvendt et »eksternt« benchmark. Ved fastlæggelsen af det mest nøjagtige og det mest passende benchmark, der skal anvendes, skal det imidlertid erindres, at Kommissionen ikke benyttede »eksterne« benchmarks, som f.eks. dem, der findes for Malaysia eller Europa, f.eks. cif Rotterdam. De indonesiske eksportpriser blev anvendt, eftersom de er indonesiske (og i denne forstand er det interne priser), og eftersom de udgør et pålideligt markedsgrundlag til sammenligningsbrug. Denne påstand blev derfor afvist.

(183)

Kommissionen bekræftede derfor sin konklusioner i betragtning 172.

(184)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOI, at Kommissionen havde undladt at godtgøre ordningens specificitet. Ifølge GOI er et subsidie, der kun vedrører en enkelt erhvervsgren, specifikt.

(185)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Kommissionen bemærkede, at panelet i USA — Upland Cotton forklarede, at: »I henhold til teksten i SCM-aftalens artikel 2 er et subsidie »specifikt«, hvis det er specifikt for en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene (i SCM-aftalen benævnt« visse virksomheder«) under den støtteydende myndigheds jurisdiktion. (…)«. Panelet forklarede endvidere, at »(…) »specificitet« omfatter en gruppe erhvervsgrene, fordi udtrykket »visse virksomheder« defineres bredt i indledningen til artikel 2.1, som en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene.« (25)

(186)

Appelorganet i USA — Anti-Dumping and Countervailing Duties (China), behandlede betydningen af »visse virksomheder« i artikel 2: »Desuden er et subsidie specifikt i henhold til SCM-aftalens artikel 2.1, litra a), når den udtrykkelige begrænsning forbeholder adgangen til dette subside til »visse virksomheder«. I indledningen til artikel 2.1 hedder det, at udtrykket »visse virksomheder« henviser til »en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene«. Det bemærkes for det første, at udtrykket »visse« defineres som »[k]endte og specificerede, men ikke udtrykkeligt definerede: (med substantiv i ental) en bestemt (med substantiv i flertal) nogle særlige, nogle bestemte.« Udtrykket »gruppe« defineres til gengæld som »[et] antal personer eller ting, der anses for at udgøre en enhed eller en helhed på grund af en vis gensidig eller fælles tilknytning eller formål eller klassificeret sammen som følge af en vis grad af lighed«. Hvis man kigger på de substantiver, der betegnes med »visse« og »gruppe« kan man konstatere, at »virksomhed« kan defineres som »et firma, en virksomhed«, mens »erhvervsgren« betyder »[en] særlig form eller en bestemt gren af arbejdskraftens produktivitet, et håndværk eller en fabrikation.« Det bemærkes, at panelet i USA — Upland Cotton mente, at »en erhvervsgren eller en gruppe af erhvervsgrene« generelt kan betegnes ved den type varer, de producerer, at »begrebet »erhvervsgren« vedrører producenter af visse varer«, og at »bredden af dette begreb »erhvervsgren« kan afhænge af flere faktorer i en given sag«. Ovenstående tyder på, at udtrykket »visse virksomheder« henviser til en enkelt virksomhed eller erhvervsgren eller en kategori af virksomheder eller erhvervsgrene, der er kendte og specificerede. Vi er ikke desto mindre enige med Kina i, at dette begreb er behæftet med »en vis grad af ubestemthed«, og med udtalelsen fra panelrapporten i USA — Upland Cotton om, at enhver bestemmelse af, hvorvidt en række virksomheder eller erhvervsgrene udgør »visse virksomheder«, kun kan afgøres fra sag til sag« (26).

(187)

Kommissionen anførte derfor, at det i henhold til WTO's retspraksis ikke kræves, at et subsidie vedrører en enkelt erhvervsgren, for at det er specifikt, men at det snarere kan vedrøre »en kategori af virksomheder eller erhvervsgrene, der er kendte og specificerede«. I denne sag konkluderede Kommissionen i betragtning 202 i forordningen om midlertidig told, at viften af foranstaltninger er specifikke, da de er til gavn for de virksomheder, der er aktive i værdikæden for palmeolie. Kommissionen konkluderede derfor — i overensstemmelse med WTO's retspraksis — at viften af foranstaltninger er specifik, fordi de vedrører »en kategori af virksomheder eller erhvervsgrene, der er kendte og specificerede«. GOI's påstand afvises derfor.

(188)

Som anført i betragtning 237 i forordningen om midlertidig told beregnede Kommissionen fordelen for de eksporterende producenter ved fritagelsen for importtold på importerede maskiner som summen af den ikke betalte told fordelt på undersøgelsesperioden på grundlag af de underliggende aktivers levetid. De eksporterende producenter hævdede, at Kommissionen ved beregningen af de fordele, der var opnået som følge af fritagelse for importafgifter på importerede maskiner, burde have fordelt de modtagne beløb i forhold til de respektive virksomheders samlede omsætning og ikke kun omsætningen af den pågældende vare. De eksporterende producenter forklarede, at dette skyldes, at listen over maskiner, der blev importeret toldfrit, ikke kun omfatter maskiner, der anvendes til produktion af biodiesel, men også andre varer.

(189)

På det grundlag anmodede Kommissionen allerede i spørgeskemaet til eksporterende producenter virksomhederne om at fremlægge listen over maskiner og angive deres anvendelse. Kommissionen bemærkede, at ingen af de eksporterende producenter rejste spørgsmål om eventuel dobbelt anvendelse af bestemte maskiner inden kontrolbesøget på det tidspunkt, hvor det ville være muligt at kontrollere oplysningerne. Da det ikke var muligt at kontrollere denne påstand, blev den derfor afvist.

(190)

Hvad angår importen af maskiner til toldfrie områder, modtog Kommissionen efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told bemærkninger fra EBB om et delvist samarbejde fra Wilmars side i den forbindelse. EBB mindede om, at Wilmar ikke oplyste beløbet for de subsidier, der var modtaget under subsidieordningen vedrørende toldfrie områder. Endvidere bemærkede EBB, at den midlertidige told, der var blevet pålagt Wilmar, ikke er den højeste toldsats blandt de midlertidige toldsatser, der var blevet indført for denne ordning.

(191)

Hertil bekræftede Europa-Kommissionen, at den som følge af den delvise mangel på samarbejde med hensyn til data om toldfrie områder over for Wilmar har anvendt de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

(192)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede PT Ciliandra Perkasa, at Kommissionen begik en fejl, idet den afviste virksomhedens påstand om, at Kommissionen, burde have fordelt de modtagne beløb i forhold til de respektive virksomheders samlede omsætning og ikke kun i forhold til omsætningen af den pågældende vare. Ifølge PT Ciliandra Perkasa skyldes dette, at Kommissionen kunne have gættet sig frem ud fra listen om, hvorvidt hver enkelt maskine kun anvendes til biodiesel eller har dobbelt anvendelse.

(193)

Kommissionen bemærkede i betragtning 189, at ingen af de eksporterende producenter, herunder PT Ciliandra Perkasa, rejste spørgsmål om eventuel dobbelt anvendelse af bestemte maskiner inden kontrolbesøget på det tidspunkt, hvor det ville være muligt at kontrollere oplysningerne. Da det ikke var muligt at kontrollere denne påstand, blev den afvist.

(194)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at Kommissionen begik en fejl ved beregningen af subsidiebeløbene, da den havde gjort det gennem fordeling af omsætningen. Wilmar hævder, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, burde have beregnet subsidiebeløbet pr. enhed af den subsidierede vare og ikke for den enkelte ordning.

(195)

Kommissionen anførte, at der ikke blev ydet subsidier i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder. Derfor blev det samlede subsidiebeløb fordelt på den relevante omsætning for salget fra virksomhederne i Wilmar-Group i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, der har følgende ordlyd: »Ydes subsidier ikke på grundlag af de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder, fastsættes det udligningsberettigede subsidiebeløb ved efter omstændighederne at fordele værdien af de samlede subsidier i forhold til omfanget af produktionen, salget eller udførslen af den pågældende vare i undersøgelsesperioden vedrørende subsidier.«

(196)

Da ingen af disse subsidier er blevet ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder, er virksomhedens omsætning i forbindelse med salg den mest hensigtsmæssige nævner. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den pågældende omsætning blev fastlagt på et grundlag, der så vidt muligt afspejler salgsværdien af de varer, der blev solgt af modtagervirksomheden. Ethvert andet forslag til beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb ville være i strid med de pågældende bestemmelser i grundforordningen (artikel 7 og 15) og den administrative praksis, som Kommissionen anvender i antisubsidieundersøgelser til fastlæggelse af en hensigtsmæssig nævner/tæller til fordeling af det udligningsberettigede subsidiebeløb. Wilmars påstand afvises derfor.

(197)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte GOI bemærkninger til status vedrørende støtten til biodieselindustrien gennem direkte overførsel af midler via OPPF og gennem levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag. GOI bemærkede navnlig, at OPPF havde indstillet udbetalingen af midler til biodieseleksportører i september 2018, og at eksportafgiften på rå palmeolie havde været nul fra den 4. december 2018.

(198)

Som svar anførte Kommissionen, at begge ordninger fortsat er i kraft, og at de ikke formelt er blevet ophævet. I betragtning af den måde, de fungerer på, vil de fordele, der følger heraf for de eksporterende producenter, fortsætte i fremtiden. Betalingerne fra OPPF ophørte på grund af forskellen mellem referenceprisen for mineralsk diesel og referenceprisen for biodiesel, ikke fordi ordningen er blevet fjernet. Desuden blev OPPF-betalingerne genoptaget af biodieselproducenterne i december 2018. Kommissionen fandt derfor, at betingelserne i artikel 15, stk. 1, var opfyldt, og afviste denne påstand.

(199)

De endelige subsidiemargener i forbindelse med den vifte af foranstaltninger, der er beskrevet ovenfor, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

Tabel 1

De endelige subsidiesatser

(200)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told anmodede den indonesiske eksporterende producent Wilmar om at få oplyst, om Masol, en stikprøveudtaget spansk biodieselproducent, var en del af EU-erhvervsgrenen i betragtning af dennes tilknytning til den indonesiske eksporterende producent Musim Mas Group og i betragtning af, at den pågældende virksomhed både indkøber biodiesel og fremstiller det i Unionen.

(201)

Kommissionen fandt, at Masol falder ind under definitionen af EU-erhvervsgrenen, da den producerer biodiesel på sine fabrikker i Unionen. I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 1, litra a), kan Kommissionen desuden (men er ikke forpligtet til) medtage EU-producenter i definitionen af erhvervsgrenen, selv når de også importerer den pågældende vare. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at Masols økonomiske fokus også er i Unionen, da virksomhedens produktion i Unionen langt overstiger dens indkøb af biodiesel fra Indonesien eller andre lande.

(202)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede Wilmar igen om at få oplyst, om Masol burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen, da virksomheden er et helejet datterselskab af den indonesiske eksporterende producent Musim Mas Group.

(203)

Kommissionen behandlede dette spørgsmål, men konstaterede, at Masol fortsat er en del af EU-erhvervsgrenen som EU-producent af biodiesel. Ejerskabet af denne virksomhed er kun et af de elementer, der tages i betragtning i denne henseende, og er ikke afgørende for virksomhedens status som EU-producent i denne sag i betragtning af dens væsentlige andel af produktion i Unionen.

(204)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Wilmar også bemærkninger til EU-produktionen i tabel 3 i forordningen om midlertidig told og bemærkede, at hvis produktionen var steget med samme procentsats som forbruget (33 %) fra 2015 til undersøgelsesperioden, ville produktionen i undersøgelsesperioden have været større end forbruget i undersøgelsesperioden.

(205)

Kommissionen bemærkede, at denne sammenligning blev påvirket af en afrunding, da den præcise stigning i forbruget var på 32,58 % i den betragtede periode. Produktionen var lavere end EU-forbruget i 2015. Hvis begge tal stiger med samme procentsats, er det således matematisk umuligt, at det tal, der oprindeligt var lavest (produktion) overstiger det tal, der oprindeligt var højest (forbrug), hvis begge tal matematisk korrekt forhøjes med samme sats.

(206)

Endvidere påpegede Kommissionen, at erklæringen i betragtning 269 i forordningen om midlertidig told, hvori det bemærkes, at EU-erhvervsgrenens produktion ikke fulgte efterspørgslen, er faktuelt korrekt. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen i hele den betragtede periode havde den nødvendige uudnyttede kapacitet til at øge sin produktion og dække stigningen i forbruget, hvilket den dog ikke var i stand til på grund af den subsidierede import af biodiesel.

(207)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Wilmar på ny den samme bemærkning og anførte, at EU-produktionen var på næsten 100 % af EU-forbruget i 2015, og at EU-erhvervsgrenen derfor reelt ville monopolisere hele EU-forbruget, hvis Kommissionen forventede, at produktionen skulle stige i nøjagtig samme takt som forbruget.

(208)

I betragtning 269 i forordningen om midlertidig told anførtes det imidlertid blot, at EU-produktionen ikke kunne følge med efterspørgslen i Unionen, og at forskellen var importen af biodiesel til Unionen. Dette er stadig faktuelt korrekt. Det er desuden faktuelt forkert at tale om et monopol for EU-erhvervsgrenen. Som anført i betragtning 264 i forordningen om midlertidig told består EU-erhvervsgrenen af mere end 200 producenter, der konkurrerer med hinanden på EU-markedet. Det er derfor ikke relevant at tale om EU-erhvervsgrenens eventuelle monopol i denne sag.

(209)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende definitionen af EU-erhvervsgrenen og EU-produktionen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 264-269 i forordningen om midlertidig told.

(210)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger anførte den indonesiske eksporterende producent Wilmar, at Kommissionen i forbindelse med analysen af EU-forbruget ikke henviste til det andet direktiv om vedvarende energi (27) (»RED II«) eller Kommissionens delegerede forordning om råprodukter med høj risiko for ændringer i arealanvendelsen (28).

(211)

Kommissionen bemærkede, at disse to dokumenter vedrører det fremtidige og ikke det tidligere forbrug og er en fortsættelse af EU's politik om at fremme brugen af biodiesel i dieselmotorer, og Wilmars synspunkt om, at disse love kan begrænse forbruget af PME, har intet at gøre med det samlede EU-forbrug af biodiesel.

(212)

Desuden bekræftede Wilmar i sine bemærkninger til den foreløbige fremlæggelse af oplysninger, at forbruget af PME kan forblive på 2019-niveauet indtil udgangen af 2023 (29). Først efter den 31. december 2023 vil forbruget af råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen falde.

(213)

Desuden fremstiller EU-erhvervsgrenen i øjeblikket en væsentlig andel af PME. Importen fra Indonesien kan fortsætte med at stige på mellemlang sigt ved at erstatte den PME, der i øjeblikket fremstilles af EU-erhvervsgrenen.

(214)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende EU-forbruget, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 270-278 i forordningen om midlertidig told.

(215)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig modtog Kommissionen bemærkninger med hensyn til mængde og markedsandel for importen fra Indonesien i den betragtede periode fra indonesiske eksportører, Gunvor (en ikke forretningsmæssigt forbundet forhandler af biodiesel) og GOI.

(216)

De bemærkede, at analysen af importen fra Indonesien var mangelfuld, da den ikke omfattede perioden 2010-2012, dvs. før indførelsen af antidumpingtold i 2013.

(217)

Kommissionen tog disse bemærkninger til efterretning, men betragtning 279-282 i forordningen om midlertidig told omfatter en korrekt beskrivelse af de importerede mængder fra Indonesien, og Kommissionen præciserede i betragtning 281 og 282 virkningerne af den gældende antidumpingtold.

(218)

Kommissionen bemærkede også, at den betragtede periode starter i 2015, og derfor kan analysen af importmængden fra Indonesien ikke tilbagedateres til 2010-2012 uden at tilsidesætte overensstemmelsen med den betragtede periode i denne undersøgelse. Varigheden af den betragtede periode i denne undersøgelse er den normale periode, der anvendes i forbindelse med sådanne undersøgelser. Ser man på importmængderne fra Indonesien som fastsat i den antidumpingundersøgelse, der blev afsluttet i 2013, kan det under alle omstændigheder konstateres, at importmængderne fra Indonesien i 2010-2011 svarede til de eksisterende mængder i den nuværende undersøgelsesperiode samt de forventede mængder i den nærmeste fremtid, hvis der ikke indføres foranstaltninger (30).

(219)

Gunvor bemærkede også, at man ved kun at tage hensyn til importen fra Indonesien, ikke tager hensyn til importen fra Argentina i undersøgelsesperioden. Denne analyse blev imidlertid foretaget i forordningen om midlertidig told, afsnit 6, i betragtning 368-370.

(220)

Med hensyn til prisunderbud modtog Kommissionen efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger bemærkninger fra de indonesiske eksporterende producenter og GOI om, at underbudsberegningerne burde justeres eller yderligere præciseres.

(221)

Forordningen om midlertidig told fastlagde tre metoder til beregning af underbud mellem importen af biodiesel fra Indonesien og salget af biodiesel på EU-markedet. Kommissionen vil yderligere præcisere de tre metoder, der anvendes i denne undersøgelse, med henblik på at fastslå, om der forekommer et betydeligt underbud på grundlag af oplysningerne om de stikprøveudtagene eksporterende producenter.

(222)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte GOI bemærkninger til Kommissionens tre metoder til beregning af prisunderbud og anførte, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til forskellige domme afsagt af EU-Domstolen og Verdenshandelsorganisationen.

(223)

Kommissionen er ikke enig heri. De tre metoder, der er fremlagt nedenfor, indeholder en detaljeret analyse af den indonesiske biodieselimports underbud af priserne i Unionen, og de tre metoder resulterer alle i et underbud.

(224)

I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte GOI også nogle generelle bemærkninger vedrørende prisunderbud, som behandles her.

(225)

For det første sammenlignede GOI PME og rapsoliemethylester (»RME«) og bemærkede, at de har forskellige fysiske egenskaber (en har et koldfilterpunkt (»CFPP«) på +13C og den anden på -14C) og forskellige priser.

(226)

Kommissionen er enig med GOI, og Kommissionen foretog derfor ikke en direkte sammenligning mellem salget af PME og salget af RME.

(227)

For det andet citerer GOI betragtning 290 i forordningen om midlertidig told, hvoraf det fremgår, at PME normalt ikke anvendes i sin rene form, men som regel blandes med andre biodieselprodukter med henblik på at fremstille en blanding med et lavere koldfilterpunkt.

(228)

Det præciseres, at selv om PME normalt blandes med anden biodiesel, betyder dette ikke, at PME ikke blandes direkte med mineralsk diesel. En analyse af de stikprøveudtagne EU-producenters salg viste et betydeligt salg af ren PME direkte til raffinaderier af mineralsk diesel, som vil være i direkte konkurrence med importen af ren PME fra Indonesien.

(229)

Biodiesel er en homogen vare, der i overvejende grad anvendes til ét anvendelsesformål, nemlig som brændstof i dieselmotorer. Den fremstilles af forskellige ikke-fossile råstoffer. Afhængigt af råstoffet er der visse forskelle i fysiske egenskaber, nemlig CFPP. Markedet beskriver ofte biodiesel med et særligt CFPP som FAMEX (31), f.eks. FAME0 for biodiesel med et CFPP på 0 °C eller FAME5 for biodiesel med et CFPP på 5 °C.

(230)

De fleste typer biodiesel, herunder PME, sælges enten rene eller som en blanding med andre typer biodiesel. I denne forbindelse forstås ved »blanding« en blanding bestående af forskellige typer biodiesel, men ikke mineralsk diesel. Dette bør ikke forveksles med den »blanding«, som normalt sælges på tankstationer, som f.eks. i Unionen typisk normalt består af højst 10 % biodiesel og mindst 90 % mineralsk diesel.

(231)

Efterspørgslen efter biodiesel bestemmes af to væsentlige faktorer: forbruget af dieselbrændstof og indholdet af biodiesel i dette brændstof. Prisen på biodiesel har ingen mærkbar indvirkning på nogen af disse faktorer, hvilket navnlig skyldes, at biodieselprisen har en begrænset indvirkning på prisen på dieselbrændstof på tankstationer.

(232)

I modsætning til mange andre produkter er efterspørgslen efter biodiesel derfor uelastisk med hensyn til priser. Billig biodiesel fører typisk ikke til øget forbrug på biodieselmarkedet. Priskonkurrencen på biodieselmarkedet er derfor et nulsumsspil, hvor de mængder, der vindes af en markedsaktør, tabes på samme niveau af andre markedsoperatører.

(233)

Med en stabil efterspørgsel vil de stigende importmængder af subsidieret biodiesel til lave priser derfor have en indvirkning på balancen mellem udbud og efterspørgsel og føre til overforsyning på hele biodieselmarkedet. I en situation med overforsyning på biodieselmarkedet som helhed vil tilgængeligheden af en billigere vare, f.eks. den subsidierede import, også udøve et pristryk på biodieselmarkedet som helhed, hvilket har negative virkninger for alle biodieselproducenter, uanset de anvendte råstoffer.

(234)

I den første metode i betragtning 292-295 i forordningen om midlertidig told blev importen af PME fra Indonesien sammenlignet med salget af PME fremstillet i Den Europæiske Union. Underbudsmargenerne svingede mellem 6,0 % og 11,6 %.

(235)

For at præcisere beregningen efter anmodning fra de parter, der fremsatte bemærkninger, skete den nøjagtige sammenligning mellem PME med koldfilterpunkt (»CFPP«) +13 fra Indonesien og PME med koldfilterpunkt +10 fra EU-erhvervsgrenen (32). PME, der blev solgt med CFPP +10 blev ikke blandet for at nå frem til dette CFPP, men et tilsætningsstof til en pris på under 1 EUR pr. ton, dvs. kun ca. 0,1 % af produktionsomkostningerne, blev tilsat biodieselen. Kommissionen finder ikke, at det er nødvendigt at foretage en justering for dette tilsætningsstof, da det ikke vil have nogen indvirkning på beregningerne.

(236)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger bemærkede Wilmar, at Kommissionen i betragtning 287 i forordningen om midlertidig told burde forklare nærmere, hvordan den tog hensyn til det særlige tyske system med »dobbelttælling«.

(237)

For at præcisere metoden har Tyskland gennemført obligatoriske mål for drivhusgasemissioner, som alle olieselskaber skal opfylde. Som følge heraf tiltrækker transaktioner med lave CO2-emissionsniveauer en prispræmie. Salgstransaktioner til det tyske marked blev identificeret med indikatoren »2« i varekontrolnummeret, hvor det var relevant (emissioner under 9 g/MJ), således at Kommissionen kunne sammenligne disse transaktioner med tilsvarende indonesisk import til andre medlemsstater, hvor der er indført et system med dobbelttælling.

(238)

Kommissionen bemærkede, jf. betragtning 288 i forordningen om midlertidig told, at importen fra Indonesien uden et certifikat, som kræves i henhold til direktivet om vedvarende energi (»RED-certifikat«) blev sammenlignet med EU-erhvervsgrenens salg med et RED-certifikat. Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger anførte den eksporterende producent Wilmar og GOI, at biodiesel uden et RED-certifikat var billigere end biodiesel med et RED-certifikat, og anmodede om en justering.

(239)

Kommissionen bemærkede, at disse parter ikke anfægtede, at dette produkt var identisk med PME, der blev solgt med et RED-certifikat, og at de ikke fremlagde dokumentation for, at dette produkt ikke er i direkte konkurrence med PME fremstillet af EU-erhvervsgrenen. Kommissionen fandt derfor, at det ikke var nødvendigt at foretage en justering for prisforskellen, navnlig da der ikke var blevet fremlagt klare beviser for en sådan prisforskel i undersøgelsesperioden.

(240)

Kommissionen fandt derfor fortsat, at denne metode korrekt viser, at der er tale om underbud forårsaget af den type biodiesel, der blev importeret fra Indonesien. Under alle omstændigheder er den underbudsmargen, der blev fastsat for produkter uden RED-certifikat, væsentligt højere end den angivelige prisforskel, som Wilmar anførte. Selv om den justering, Wilmar havde krævet, var blevet foretaget, ville virkningen af en sådan justering derfor være moderat, og der ville stadig have været et betydeligt underbud for importen fra Indonesien.

(241)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede GOI og Wilmar begge om en justering for at tage højde for prisforskellen mellem CFPP10- og CFPP13-biodiesel.

(242)

Kommissionen konstaterede ikke en sådan prisforskel, og hverken GOI eller Wilmar fremlagde beviser herfor. Kommissionen fandt, at biodiesel blev solgt på markederne som rent RME, FAME0 og som rent PME. Priserne for rent PME henviser ikke til produktets egentlige CFPP, men kun til PME, hvilket støtter Kommissionens påstand om, at al PME sælges til meget ens priser, uanset det nøjagtige CFPP. Påstanden blev derfor afvist.

(243)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger modtog Kommissionen igen en anmodning fra Wilmar og GOI om en prisjustering med henblik på at sammenligne importen af PME uden et RED-certifikat med produktion af PME i Unionen med et RED-certifikat.

(244)

Kommissionen gentog sin holdning om, at en sådan justering ikke er nødvendig, og afviste anmodningen. I undersøgelsesperioden importeredes der store mængder af PME til Unionen fra Indonesien uden et RED-certifikat, og denne PME kan kun anvendes til blanding med mineralsk diesel, hvis den er vedlagt et RED-certifikat. Wilmar fremlagde ingen beviser for, at PME, der importeres uden et RED-certifikat, ikke konkurrerede med produktion af PME i Unionen med et RED-certifikat.

(245)

Den anden metode i betragtning 296-297 i forordningen om midlertidig told udvidede mængden af EU-produceret biodiesel, der blev sammenlignet med importen fra Indonesien, ved at medtage de stikprøveudtagne EU-producenters salg af FAME0-biodiesel i sammenligningen.

(246)

For at sammenligne EU-erhvervsgrenens salg af FAME0 og den samlede import af PME fra Indonesien blev prisen for EU-erhvervsgrenens salg af FAME0 justeret og følgelig reduceret til prisniveauet for EU-erhvervsgrenens salg af PME under hensyntagen til markedsværdien af forskellene i fysiske egenskaber.

(247)

Efter anmodning fra de parter, der fremsatte bemærkninger, skal beregningen præciseres, og den pris, der var genstand for ovennævnte reduktion, var på mellem 100 og 130 EUR pr. ton. Ligeledes for at præcisere beregningen indgår der i de 55 % af EU-erhvervsgrenens salg, der er omfattet af denne sammenligning, både PME og FAME0 (33).

(248)

Den landsdækkende underbudsmargen, der blev konstateret ved denne metode, var på 7,4 %.

(249)

Kommissionen anså denne beregning for at være et rimeligt skøn over virkningen af importen fra Indonesien på FAME0-prisen.

(250)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede den eksporterende producent Wilmar denne sammenligning med henvisning til konklusionerne i WTO's tvistbilæggelsessag European Union — Anti-Dumping Measures on Biodiesel from Indonesia (34), hvor Kommissionen foretog en tilsvarende justering. Panelet udtalte i afsnit 7.157:

»Selv om både PME fra Indonesien og en blanding af biodiesel med CFPP 0 kan konkurrere om salg til de virksomheder, der blander biodiesel med mineralsk diesel, vedrører dette punkt ikke den omstændighed, at EU's myndigheder ikke har forklaret, om sammenligningen mellem salget af PME og blandet biodiesel med CFPP 0 blev foretaget på et korrekt sammenligningsniveau, eftersom PME er et input til blandinger, herunder biodiesel med CFPP 0.«

(251)

Kommissionen bemærker, at EU-markedet har ændret sig siden den oprindelige undersøgelse af importen fra Indonesien. Panelet bemærkede, at på daværende tidspunkt kunne »PME kun anvendes i blandinger og udgør faktisk en del af de forskellige blandinger, der sælges til slutbrugere på EU-markedet« (35).

(252)

I den oprindelige undersøgelse over for Indonesien konstaterede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen ikke var i stand til at producere PME af importeret palmeolie, da prisen på PME faktisk var lavere end prisen på palmeolie. EU-erhvervsgrenen købte derfor ren PME fra Indonesien og blandede den med sin egen produktion af andre biodieselprodukter før videresalg (36).

(253)

I den nuværende undersøgelse fandt Kommissionen imidlertid, at PME fremstillet i Unionen blev solgt direkte til olieselskaberne, og markedsdynamikken har således ændret sig i denne henseende.

(254)

Kommissionen anfægter ikke, at der også importeres PME til Unionen, som blandes med andre biodieselprodukter for at fremstille f.eks. FAME0. Mængden af importeret PME afhænger imidlertid af prisen på denne import og dens fysiske egenskaber, og prisen på importeret PME udøver derfor også et pristryk på blandinger. PME er blandt de billigste former for biodiesel, der kan anvendes i blandinger som f.eks. FAME0 og FAME+5, der kan anvendes på en stor del af EU-markedet i løbet af året. Importen af PME konkurrerer således direkte med andre typer biodiesel produceret i Unionen, som ellers ville blive blandet i større mængder for at opnå det samme blandingsresultat.

(255)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger afviste GOI denne beregningsmetode og anførte, at den kun vedrørte en del af EU-markedet og ikke omfattede alle varetyper, der solgtes af EU-erhvervsgrenen. Kommissionen var uenig med den begrundelse, at den beregning, som GOI havde anmodet om, som ville omfatte alle de varetyper, der blev solgt af EU-erhvervsgrenen, er beskrevet nedenfor som metode 3.

(256)

I den tredje metode i betragtning 298-299 i forordningen om midlertidig told blev al import af biodiesel fra Indonesien sammenlignet med de stikprøveudtagne EU-producenters samlede salg af biodiesel. Den landsdækkende underbudsmargen, der blev konstateret ved denne metode, var på 17,1 % (37).

(257)

Kommissionen fandt, at denne beregning, der sammenligner al import af den pågældende vare fra Indonesien og de stikprøveudtagne EU-producenters salg af samme vare på EU-markedet, viser et betydeligt underbud fra Indonesien, selv når man sammenligner alle varetyper. Dette bekræftes også på grundlag af de foreliggende oplysninger, jf. betragtning 284 i forordningen om midlertidig told.

(258)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger henviste Wilmar til en uoverensstemmelse mellem de fremlagte salgsmængder for metode 2 og 3 og forholdet på 55 % af EU-erhvervsgrenens samlede salg, der indgik i metode 2.

(259)

Kommissionen fremhæver denne forskel ved den endelige fremlæggelse af oplysninger, idet det samlede beløb i metode 2 ikke udgør 55 % af det samlede beløb i metode 3, som anført i betragtning 296 i forordningen om midlertidig told.

(260)

Kommissionen præciserede, at dette skyldtes de forskellige kilder til beregning af underbud mellem de tre metoder, som blev fastsat i betragtning 292-299 i forordningen om midlertidig told.

(261)

Til metode 1 anvendtes de indonesiske eksporterende producenters transaktionsoversigter for hver enkelt transaktion med henblik på at beregne en enhedspris pr. ton for hvert varekontrolnummer, og derefter sammenlignedes denne enhedspris pr. ton ved hjælp af oplysningerne for hver enkelt transaktion om de stikprøveudtagne EU-producenters transaktionsoversigter.

(262)

Metode 2 omfattede de samme transaktionsoversigter for hver enkelt transaktion som for metode 1 for de indonesiske eksporterende producenter, og derefter tilføjedes salget af FAME0 fra de stikprøveudtagne EU-producenternes transaktionsoversigter.

(263)

Metode 3 blev imidlertid beregnet ved at sammenligne de indonesiske eksporterende producenters transaktionsoversigter for hver enkelt transaktion for metode 1 med de stikprøveudtagne EU-producenters enhedspris, som angivet i deres spørgeskemabesvarelser, i stedet for deres transaktionsoversigter. Dette skulle sikre, at den samlede dækning for metode 3 ikke omfattede den mængde, der blev købt og derefter videresolgt af EU-producenterne.

(264)

Derfor er de samlede tal for metode 1 og 2 ikke direkte sammenlignelige med de samlede tal for metode 3, da kilderne er forskellige.

(265)

Ingen af de interesserede parter foreslog en anden metode til beregning af underbud mellem importen fra Indonesien og EU-erhvervsgrenens salg, og ingen af de interesserede parter fremlagde beregninger, der ikke viste underbud i undersøgelsesperioden.

(266)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte Wilmar, at »den eneste korrekte måde at beregne prisunderbuddet på er at sammenligne varetype for varetype, idet der foretages justeringer for forskelle i fysiske egenskaber, som påvirker priserne... samtidig med at der tages hensyn til de komplekse forhold i forbindelse med prisernes sammenlignelighed som konstateret af WTO-panelet«.

(267)

Kommissionen noterede sig forslaget fra Wilmar om beregningen af prisunderbud med anvendelse af hele EU-erhvervsgrenens salg som ovenfor. Da virksomheden imidlertid ikke fremsatte forslag eller skøn vedrørende omfanget af justeringerne for forskelle i fysiske egenskaber, eller forslag til, hvordan man skal forholde sig til de komplekse forhold i forbindelse med prisernes sammenlignelighed, jf. WTO-panelets afgørelse, var det ikke muligt at behandle dette forslag yderligere.

(268)

Kommissionen foretog flere prissammenligninger for at tage højde for alle mulige sammensætninger af varetyper og dermed sikre fuld sammenlignelighed i det omfang, det var muligt. Kommissionen forklarede også, at markedssituationen i undersøgelsesperioden adskilte sig fra den situation, der blev undersøgt af WTO-panelet (nu med direkte salg af PME fremstillet af EU-producenter). Kommissionen undersøgte også samspillet og konkurrenceforholdet mellem importen af PME fra Indonesien og EU-salget og konkluderede, at PME, der er en af de billigste typer biodiesel, kan udøve et pristryk på EU-salget.

(269)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger beskrev GOI denne beregning som en sammenligning af indonesisk PME med CFPP13 og EU-produceret FAME0 og RME med CFPP -14, og anførte, at denne sammenligning i bund og grund er meningsløs uden justeringer for fysiske egenskaber (dvs. CFPP).

(270)

Kommissionen bemærkede, at denne beregning er sammenligningen mellem indonesisk PME med CFPP13 og hele EU-erhvervsgrenens salg i Unionen af erhvervsgrenens egen produktion, som også omfatter PME. For så vidt angår eventuelle justeringer blev der ikke fremsat underbyggede og kvantificerede krav om en sådan justering.

(271)

I betragtning af ovenstående konkluderede Kommissionen, at importen fra Indonesien i undersøgelsesperioden underbød EU-erhvervsgrenens salg i væsentlig grad under alle tre undersøgte metoder.

(272)

Den eksporterende producent Wilmar oplyste, at den justering, som Kommissionen anvendte for omkostninger påløbet efter importen på 8,50 EUR pr. ton, som blev fastlagt i den foregående antidumpingundersøgelse, var for lav, og fremlagde dokumentation for en justeret værdi på 14,50 EUR pr. ton.

(273)

De fremlagte oplysninger vedrørte en forsendelse, som ankom efter undersøgelsesperioden, og de fleste af omkostningerne vedrørte oplagring efter import, hvilket ikke burde være en del af importomkostningerne. Kommissionen fandt ikke, at dette var et mere pålideligt grundlag end det beløb, der tidligere var blevet fastslået ud fra oplysningerne fra en ikke forretningsmæssigt forbundet importør, og accepterede derfor ikke justeringen.

(274)

Biodieselforhandleren Gunvor ønskede at vide, om virksomhedens data var blevet anvendt til at fastsætte de importomkostninger, der blev anvendt i forbindelse med underbudsberegningerne. De omkostninger, der blev fremlagt af Gunvor i virksomhedens spørgeskemabesvarelse, omfattede et samlet tal for importomkostninger (som anvendes i forbindelse med beregningen af underbud) og omkostninger påløbet efter importen (som påløber mellem import og videresalg, og som ikke tages i betragtning ved beregningen af underbud).

(275)

Under kontrolbesøget fremlagde Gunvor reviderede tal på forskellige grundlag, hvorimod de endelige tal fra Gunvor blev baseret på skøn og ikke kunne kontrolleres. Som følge heraf besluttede Kommissionen at anvende importomkostningerne fra den undersøgelse, der førte til den antidumpingtold, der indførtes ved forordning (EU) nr. 1194/2013, som også blev anvendt i den foregående undersøgelse af importen fra Argentina (38). Kommissionen fandt, at disse omkostninger var mere pålidelige end dem, der blev fremlagt af Gunvor.

(276)

Da inflationen i euroområdet har været meget lav siden 2012 (ca. 6 % i alt mellem 2012 og 2018), fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at anvende disse importomkostninger uden at justere for inflationen. Under alle omstændigheder ville en eventuel justering i denne forstand ikke have nogen indvirkning på de endelige underbudsmargener.

(277)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende konklusionen om importen fra Indonesien, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 279-301 i forordningen om midlertidig told.

(278)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen betragtning 302-308 i forordningen om midlertidig told.

(279)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremsatte GOI og Wilmar bemærkninger til EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet og bemærkede den stigende produktion og kapacitet i den betragtede periode, men anfægtede ikke indikatorernes niveau eller udvikling. De fremførte, at disse stigninger viste, at den indonesiske biodiesel ikke var til skade for EU-erhvervsgrenen.

(280)

Disse argumenter blev behandlet i afsnit 6, årsagssammenhæng, i betragtning 368-370 i forordningen om midlertidig told.

(281)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 309-313 i forordningen om midlertidig told.

(282)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede GOI, at EU-erhvervsgrenens markedsandel i 2015 skyldtes, at erhvervsgrenen »næsten havde et absolut monopol uden fri konkurrence«.

(283)

Kommissionen bemærkede, at eftersom EU-erhvervsgrenen består af mere end 100 virksomheder, der konkurrerer med hinanden, kan dette ikke udgøre et monopol. Der blev ikke fremlagt beviser for EU-erhvervsgrenens monopollignende adfærd i forbindelse med undersøgelsen.

(284)

Eksportøren Wilmar og GOI anførte begge, at betragtning 317 i forordningen om midlertidig told var ukorrekt, da den ikke tog hensyn til importen af biodiesel fra Argentina til Unionen på samme tidspunkt.

(285)

Denne import blev taget i betragtning i afsnit 6, årsagssammenhæng, i betragtning 368-370 i forordningen om midlertidig told.

(286)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wilmar, at faldet i EU-erhvervsgrenens markedsandel efter 2015 ikke var en indikator for skade, »for så vidt som EU-erhvervsgrenen udgjorde et virtuelt monopol« på EU-markedet. Wilmar henviste også til den særlige situation, der blev skabt af den antidumpingtold, der blev indført som følge af den oprindelige undersøgelse.

(287)

Undersøgelsens omfang er begrænset til den betragtede periode, som er defineret i indledningsmeddelelsen. Desuden er virkningerne af annulleringen af antidumpingtolden anerkendt i betragtning 317 i forordningen om midlertidig told. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(288)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte GOI igen, at Kommissionen ikke havde taget stilling til deres argumenter vedrørende den argentinske biodieselimports negative indvirkning på EU-erhvervsgrenens resultater.

(289)

I den forbindelse henviste Kommissionen til afsnit 6.2.1 i forordningen om midlertidig told og afsnit i 6.2.1 denne forordning, hvor virkningen af importen fra Argentina på EU-erhvervsgrenen blev behandlet.

(290)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende salgsmængder og markedsandel, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 314-317 i forordningen om midlertidig told.

(291)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den eksporterende producent Wilmar, at EU-erhvervsgrenens resultater fra 2015 og fremefter burde ses i lyset af dens »virtuelle monopolstilling«. Som beskrevet i betragtning 283, blev der ikke fremlagt beviser for, at der var tale om en monopollignende situation.

(292)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 318 i forordningen om midlertidig told.

(293)

GOI fremsatte bemærkninger til de stigende tendenser, der er anført i tabel 10 i forordningen om midlertidig told, men anfægtede ikke selve niveauerne eller tendenserne. GOI hævdede, at disse stigende tendenser ikke viser tegn på væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

(294)

Da sagen er baseret på en trussel om skade, blev disse bemærkninger afvist.

(295)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende beskæftigelse og produktivitet, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 319-320 i forordningen om midlertidig told.

(296)

Den eksporterende producent Wilmar anførte i sine bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger, at Kommissionen ikke havde vurderet virkningen af importen af subsidieret argentinsk biodiesel i dette afsnit. Kommissionen bemærkede igen, at analysen af importen fra Argentina er gengivet i afsnittet om årsagssammenhæng, i betragtning 368-370 i forordningen om midlertidig told.

(297)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 321 og 324 i forordningen om midlertidig told.

(298)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger henviste GOI til udviklingen i enhedssalgspriserne og enhedsproduktionsomkostningerne og bemærkede, at begge indikatorer steg med næsten 10 % i den betragtede periode. GOI og den eksporterende producent Wilmar konstaterede en forbindelse mellem produktionsomkostningerne og salgsprisen, som Kommissionen ikke bestrider.

(299)

Den eksporterende producent Wilmar noterede sig Kommissionens bemærkning i betragtning 328 i forordningen om midlertidig told om, at biodiesel er en råvare, og at et prisunderbud på 10 % ville medføre et betydeligt pristryk. Wilmar er uenig og fremførte, at dette er i modstrid med Kommissionens egen udtalelse om, at der er begrænsninger for anvendelsen af PME på grund af dens CFPP-niveau.

(300)

Kommissionen fandt ingen konflikt mellem de to udtalelser. Wilmar har ikke oplyst, om grænsen for anvendelse af PME blev nået i undersøgelsesperioden. Selv om det antages, at denne grænse er nået, betyder det forhold, at PME kan anvendes alene eller i en blanding for at reducere prisen på en sådan blanding, at PME uundgåeligt har indvirkning på priserne. Kommissionen bemærkede denne blandingseffekt i betragtning 290 i forordningen om midlertidig told.

(301)

Wilmar bemærkede endvidere, at Kommissionen med urette fandt, at der var en forbindelse mellem pristrykket fra importen af PME og EU-erhvervsgrenens rentabilitet, jf. betragtning 329 i forordningen om midlertidig told, og henviste til EU-erhvervsgrenens situation i perioden mellem 2012-2013 og september 2017 som grundlag for denne påstand.

(302)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at konklusionen i betragtning 329 i forordningen om midlertidig told blev nået under hensyntagen til data fra den betragtede periode, som fastsættes ved undersøgelsens start uden henvisning til eksterne faktorer. Wilmar anfægtede som sådan ikke den forbindelse, der er konstateret mellem stigningen i produktionsomkostningerne og den utilfredsstillende fortjenstmargen på grund af pristrykket fra den pågældende import. Denne påstand blev derfor afvist.

(303)

Desuden anførte Wilmar, at der var markante forskelle i rentabiliteten, likviditeten og investeringsafkastet for forskellige stikprøveudtagne EU-producenter, hvilket understreger, at andre faktorer end pristrykket fra de indonesiske biodieselproducenter påvirker EU-producenternes fortjeneste og finansielle situation.

(304)

Kommissionen fandt, at de stikprøveudtagne producenter alle viser individuelle tendenser, men virkningen af individuelle afvigelser reduceres ved at fastlægge resultaterne på grundlag af stikprøven som helhed. Denne påstand blev derfor afvist.

(305)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Wilmar sine argumenter uden at fremlægge nye beviser for sine påstande. Virksomhedens påstande blev derfor afvist.

(306)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 325-329 i forordningen om midlertidig told.

(307)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 330 og 331 i forordningen om midlertidig told.

(308)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger henviste GOI til udviklingen i lagerbeholdningerne hos de stikprøveudtagne EU-producenter, men uden at anfægte Kommissionens konklusion i betragtning 333 i forordningen om midlertidig told.

(309)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 332 og 333 i forordningen om midlertidig told.

(310)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger fremsatte GOI bemærkninger til EU-erhvervsgrenens rentabilitet i den betragtede periode og dermed investeringsafkastet. GOI fremsatte bemærkninger om udviklingen i EU-erhvervsgrenens rentabilitet i forhold til importmængden fra Indonesien og fremførte, at den negative rentabilitet i 2015 ikke kunne tilskrives importen fra Indonesien, da den var ubetydelig i det pågældende år.

(311)

Dette punkt blev behandlet i afsnit 6, årsagssammenhæng, i forordningen om midlertidig told i betragtning 361-365. Den let negative rentabilitet i 2015 blev faktisk ikke tilskrevet importen af indonesisk biodiesel i forordningen om midlertidig told.

(312)

Den eksporterende producent Wilmar bemærkede, at konstateringen i betragtning 329 i forordningen om midlertidig told (nemlig at EU-erhvervsgrenen ikke kunne forbedre sin utilfredsstillende fortjenstmargen på grund af pristrykket fra den subsidierede import) er ubegrundet.

(313)

Wilmar anførte, at EU-erhvervsgrenens økonomiske situation ikke var god, da EU's biodieselindustri var beskyttet af de annullerede biodieselafgifter fra 2012-2013 til mindst september 2017, og at den manglende forbedring af erhvervsgrenens finansielle situation derfor kun kan forklares ved de mangler, der findes i erhvervsgrenen.

(314)

Kommissionen bemærkede, at som følge af den pludselige stigning i den subsidierede import af indonesisk biodiesel efter annulleringen af den eksisterende antidumpingtold i marts 2018 kunne EU-erhvervsgrenen ikke forbedre sin utilfredsstillende fortjenstmargen, som lå væsentligt under målfortjenesten på et gunstigt marked. Dette bekræfter således Kommissionens foreløbige konklusion.

(315)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog den eksporterende producent Wilmar sine bemærkninger fra den foreløbige fase, som er behandlet ovenfor. De hævdede også, at den lave fortjeneste ikke kunne kædes sammen med importen i betragtning af EU-erhvervsgrenens »virtuelle monopol« i begyndelsen af den betragtede periode.

(316)

Dette argument er ubegrundet, da EU-erhvervsgrenen bestod af mere end 200 producenter, der konkurrerer med hinanden på EU-markedet for biodiesel, og der er intet, der tyder på, at der er nogen form for hemmelige aftaler mellem EU-producenterne.

(317)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evnen til at tilvejebringe kapital, bekræftede Kommissionen konklusionerne i betragtning 334-340 i forordningen om midlertidig told.

(318)

Efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger konkluderede GOI på grundlag af indikatorerne i forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenen var »robust«.

(319)

Kommissionen var uenig heri og bemærkede, at en erhvervsgren, hvis rentabilitet ligger under 1 % af omsætningen, som mister næsten 15 procentpoint i markedsandele, og som ikke er i stand til at drage fordel af et marked, der stiger med 33 %, ikke er robust.

(320)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner vedrørende skade i betragtning 341-346 i forordningen om midlertidig told.

(321)

Med henblik på en yderligere undersøgelse af EU-erhvervsgrenens situation i forbindelse med konstateringen af trussel om skade sendte Kommissionen yderligere spørgsmål til og modtog svar fra de stikprøveudtagne EU-producenter vedrørende data for perioden oktober 2018 til juni 2019 (»perioden efter UP«). Dataene for perioden efter UP, jf. nedenfor, som f.eks. de mikroøkonomiske indikatorer, blev præsenteret som et vejet gennemsnit af de tre stikprøveudtagne EU-producenter.

(322)

For perioden efter UP kunne oplysningerne for visse makroøkonomiske indikatorer som f.eks. kapacitet, kapacitetsudnyttelse, produktion og salg kun analyseres for de stikprøveudtagne EU-producenter på grund af undersøgelsens tidsfrister. Tallene for undersøgelsesperioden er derfor ikke direkte sammenlignelige med tallene for perioden efter UP. Det er også sandt, at Kommissionen sammenligner de 12 måneder af undersøgelsesperioden med de 9 måneder i perioden efter UP, men at der på dette stadie af undersøgelsen endnu ikke foreligger data for en periode på 12 måneder efter UP.

(323)

Tallene giver ikke desto mindre mulighed for at analysere udviklingen i situationen for de stikprøveudtagne EU-producenter efter undersøgelsesperioden, og tallene er indekseret i forhold til hinanden på årsbasis.

(324)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede Wilmar igen Kommissionen om at indsamle data for 12 måneder i perioden efter UP (fra oktober 2018 til september 2019) og anmodede også Kommissionen om at indsamle data fra samtlige EU-producenter. Det var imidlertid ikke muligt at indsamle disse yderligere oplysninger på den tid, der var til rådighed. Anmodningen blev derfor afvist.

(325)

Produktionen, salget, enhedsomkostningerne og enhedssalgspriserne hos de stikprøveudtagne EU-producenter udviklede sig som følger:

Tabel 2

EU-erhvervsgrenen under og efter undersøgelsesperioden

(326)

Produktionen i perioden efter UP faldt lidt i forhold til i undersøgelsesperioden, hvorimod salget på EU-markedet forblev forholdsvis konstant.

(327)

Enhedsproduktionsomkostningerne for de stikprøveudtagne virksomheder faldt lidt efter UP, mens enhedssalgspriserne forblev stabile.

(328)

De stikprøveudtagne virksomheders fortjeneste blev beregnet ved hjælp af data fra spørgeskemaet vedrørende perioden efter UP, hvilket gav de stikprøveudtagne virksomheder en gennemsnitlig fortjeneste på 3,8 % i de ni måneder efter UP. De stikprøveudtagne virksomheder fremlagde månedlige omkostnings- og prisdata, som Kommissionen derefter sammenfattede til et gennemsnit pr. kvartal, som fremgår af tabel 3.

(329)

Når denne fortjeneste analyseres kvartal for kvartal, fremkommer der imidlertid en anden tendens:

Tabel 3

Fortjeneste i perioden efter UP

(330)

Det fremgår således af tabel 2 og 3, at Kommissionen i perioden efter UP konstaterede en relativt lille ændring i forhold til undersøgelsesperioden bortset fra de stikprøveudtagne producenters fortjeneste, som steg fra 0,8 % i undersøgelsesperioden til 3,8 % i perioden efter UP. Stigningen i fortjenesten i perioden efter UP skyldes udviklingen i fjerde kvartal 2018.

(331)

Den højere fortjeneste i vinteren 2018/19 var usædvanlig. Fortjenesten blev opnået af en stikprøveudtaget virksomhed, som kunne drage fordel af en usikker transportsituation i den region, hvor virksomheden er beliggende. Denne situation skabte en midlertidig forsyningsknaphed, der gjorde det muligt for virksomheden at øge priserne og dermed fortjenesten i denne periode, som påvirkede fjerde kvartal 2018 og dele af første kvartal 2019 (40).

(332)

Fortjenesten hos de andre stikprøveudtagne virksomheder var imidlertid stadig betydeligt lavere end målfortjenesten i samtlige kvartaler i perioden efter UP. I andet kvartal 2019, hvor en usikkerhed transportsituation var blevet løst, faldt de stikprøveudtagne EU-producenters fortjeneste til et tab på 5 %.

(333)

GOI fremførte, at den negative rentabilitet i andet kvartal 2019 skyldtes usædvanlige begivenheder hos Saipol i det pågældende kvartal. Selv om denne EU-producent ganske vist havde ekstraordinære vanskeligheder i perioden efter UP, påvirkede disse første kvartal 2019 og ikke andet kvartal 2019. Det konstateres derfor, at faldet i rentabiliteten skyldes de betydelige mængder af subsidieret import, der kommer ind på EU-markedet til meget lave priser.