(1)

Den fælles fiskeripolitik som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (3) har til målsætning at sikre, at havets biologiske ressourcer udnyttes på en miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtig måde.

(2)

Unionen er kontraherende part i den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (»ICCAT-konventionen«).

(3)

På det årlige møde for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (»ICCAT«) i Vilamoura, Portugal, i 2016 anerkendte de kontraherende parter i ICCAT-konventionen og samarbejdende ikkekontraherende parter, enheder eller fiskerienheder behovet for at tage hånd om den alarmerende situation for sværdfisk (Xiphias gladius) i Middelhavet (»middelhavssværdfisk«), der er blevet overfisket i de sidste 30 år. Med henblik herpå vedtog ICCAT henstilling 16-05 om en flerårig genopretningsplan for middelhavssværdfisk (»ICCAT-genopretningsplanen«), bl.a. for at undgå, at bestanden kollapsede, og efter at have analyseret den videnskabelige rådgivning fra Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik (SCRS). I betragtning af at den nuværende biologi, struktur og dynamik i bestanden af middelhavssværdfisk ikke kan sikre et biomasseniveau, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY) på kort sigt, selv hvis der blev vedtaget drastiske og hurtige forvaltningsforanstaltninger, såsom et totalt forbud mod fiskeri, skal ICCAT-genopretningsplanen dække perioden 2017-2031. ICCAT's henstilling 16-05 trådte i kraft den 12. juni 2017 og er bindende for Unionen.

(4)

I december 2016 bekræftede Unionen ved skrivelse til ICCAT's sekretariat, at nogle af foranstaltningerne fastlagt i ICCAT-henstilling 16-05 skulle træde i kraft i Unionen i januar 2017, navnlig hvad angår forbudsperioden fra den 1. januar til den 31. marts og tildelingen af kvoter for fiskeri efter middelhavssværdfisk. Alle andre foranstaltninger fastlagt i ICCAT-henstilling 16-05, sammen med nogle af de allerede gennemførte foranstaltninger, bør integreres i genopretningsplanen fastsat i denne forordning.

(5)

I henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013 skal den holdning, Unionen indtager i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, baseres på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning for at sikre, at fiskeriressourcerne forvaltes i overensstemmelse med målsætningerne for den fælles fiskeripolitik, navnlig målsætningen om gradvis genopretning og opretholdelse af populationerne af fiskebestande over det biomasseniveau, der kan give MSY, selv om den dato, hvor denne målsætning senest skal opfyldes, i dette særlige tilfælde er 2031, samt målsætningen om at sikre de rette betingelser for et økonomisk leve- og konkurrencedygtigt fiskerierhverv i både fangst- og forarbejdningsleddet og landbaserede fiskerirelaterede aktiviteter. Samtidig tages der hensyn til artikel 28, stk. 2, litra d), i forordning (EU) nr. 1380/2013, der fastsætter, at lige vilkår for EU-operatører i forhold til tredjelandsoperatører skal fremmes.

(6)

ICCAT-genopretningsplanen tager hensyn til kendetegnene ved de forskellige fiskeredskabstyper og fangstmetoder. Ved gennemførelsen af ICCAT-genopretningsplanen bør Unionen og medlemsstaterne bestræbe sig på at fremme det kystnære fiskeri samt forskningen i og anvendelsen af fiskeredskaber og fangstmetoder, som er selektive med henblik på at reducere bifangster af sårbare arter, og som har nedsat indvirkning på miljøet, herunder redskaber og metoder, der anvendes inden for traditionelt og ikkeindustrielt fiskeri, og dermed bidrage til at sikre de lokale økonomier en rimelig levestandard.

(7)

Forordning (EU) nr. 1380/2013 indfører begrebet bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser. ICCAT-konceptet for mindstestørrelser bør gennemføres i EU-retten som bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser for at sikre konsekvens.

(8)

Ifølge ICCAT-henstilling 16-05 skal middelhavssværdfisk, som er fanget og er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, smides ud. Det samme gælder fangster af middelhavsværdfisk, der overstiger de grænser for bifangster, som medlemsstaterne har fastsat i deres årlige fiskeriplaner. Med henblik på Unionens opfyldelse af sine internationale forpligtelser i henhold til ICCAT fastsætter artikel 5a i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/98 (4) undtagelser fra landingsforpligtelsen for middelhavssværdfisk som fastlagt i artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013. Den delegerede forordning (EU) 2015/98 gennemfører visse af bestemmelserne i ICCAT-henstilling 16-05, der fastlægger kravet om udsmidning af middelhavssværdfisk om bord på fartøjer, der overskrider deres tildelte kvote eller den højest tilladte bifangst. Anvendelsesområdet for denne delegerede forordning omfatter fartøjer, der udøver rekreativt fiskeri.

(9)

I lyset af at den i denne forordning fastsatte genopretningsplan gennemfører ICCAT-henstilling 16-05, bør bestemmelserne om middelhavssværdfisk i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2107 (5) udgå.

(10)

Der er tidligere sket en voldsom stigning i fiskeriet med drivgarn, hvad angår fiskeriindsatsen og manglen på tilstrækkelig selektivitet. Den ukontrollerede stigning i denne type aktivitet medførte en alvorlig risiko for målarten, og det blev med Rådets forordning (EF) nr. 1239/98 (6) forbudt at bruge drivgarn til at fange stærkt vandrende fisk, herunder sværdfisk.

(11)

Der er blevet vedtaget EU-lovgivning til oprettelse af en ordning for kontrol, inspektion og håndhævelse, der omfatter bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU), for at sikre overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik. Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (7) indeholder navnlig en EU-ordning for kontrol, inspektion og håndhævelse med en global og integreret tilgang, således at der sikres overensstemmelse med reglerne i den fælles fiskeripolitik. Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 (8) fastsættes der gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1224/2009. Ved Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 (9) oprettes der en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri. Disse forordninger indeholder allerede bestemmelser, der omfatter en række af de foranstaltninger, der er indeholdt i ICCAT-henstilling 16-05. Det er derfor ikke nødvendigt at tage disse bestemmelser med i nærværende forordning.

(12)

I ordninger om chartring af fiskerfartøjer hersker der ofte uklarhed, hvad angår forholdet mellem ejeren, befragteren og flagstaten. Nogle fiskere, der udøver IUU-aktiviteter, unddrager sig kontrol ved at misbruge disse ordninger. Chartring er forbudt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1627 (10) i forbindelse med fiskeri efter almindelige tun. Som en forebyggende foranstaltning er det hensigtsmæssigt at beskytte en bestand, der er under genopretning, og at vedtage et lignende forbud i den genopretningsplan, der er fastsat i nærværende forordning, for at sikre overensstemmelse med EU-retten.

(13)

EU-lovgivningen bør gennemføre ICCAT-henstillinger for at give EU-fiskere og fiskere fra tredjelande lige vilkår og for at sikre, at reglerne kan accepteres af alle.

(14)

For hurtigt at kunne gennemføre kommende ICCAT-henstillinger, der ændrer eller supplerer ICCAT-genopretningsplanen, i EU-retten, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår ændring af bilagene til denne forordning og visse bestemmelser i denne forordning om fristerne for indberetning af oplysninger, forbudsperioder, den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, tolerancetærskler for utilsigtede fangster og bifangster, tekniske specifikationer for fiskeredskaber, procentdelen for anvendelse af kvoter med henblik på at underrette Kommissionen, samt oplysninger, der skal indgives om fiskefartøjer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (11). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(15)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår formatet for årsrapporten om gennemførelsen af denne forordning, som forelægges af medlemsstaterne. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

(16)

De delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i denne forordning, bør ikke berøre gennemførelsen af fremtidige ICCAT-henstillinger i EU-retten gennem den almindelige lovgivningsprocedure.

(17)

I henhold til bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 (13) er det højest tilladt at sætte eller medføre 3 500 kroge om bord på fartøjer, der fisker målrettet efter middelhavssværdfisk, mens det højeste antal er 2 500 kroge i ICCAT-henstilling 16-05. Forordning (EF) nr. 1967/2006 bør tilpasses, således at henstillingen kan gennemføres korrekt i EU-retten.

(18)

Afsnit 2 i kapitel III i forordning (EU) 2017/2107 indeholder tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger for middelhavssværdfisk. De foranstaltninger, der er fastlagt i ICCAT's henstilling 16-05, og som er gennemført i EU-retten ved nærværende forordning, er mere restriktive eller mere præcise, således at bestanden kan blive genoprettet. Afsnit 2 i kapitel III i forordning (EU) 2017/2107 bør derfor udgå og erstattes med de relevante foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning —

(1)

Unionens fælles visumpolitik har været en integrerende del af oprettelsen af et område uden indre grænser. Visumpolitikken bør fortsat være et vigtigt middel til at fremme turisme og erhvervsliv, samtidig med at den skal være med til at bekæmpe sikkerhedsrisici og risikoen for irregulær migration til Unionen. Den fælles visumpolitik bør bidrage til at skabe vækst og være i overensstemmelse med andre EU-politikker såsom politikkerne vedrørende eksterne forbindelser, handel, uddannelse, kultur og turisme.

(2)

Unionen bør anvende visumpolitikken i forbindelse med sit samarbejde med tredjelande og til at sikre en bedre balance mellem hensynet til migrations- og sikkerhedsspørgsmål, økonomiske overvejelser og eksterne forbindelser generelt.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 (3) fastsættes procedurerne og betingelserne for udstedelse af visa til forventede ophold på medlemsstaternes område i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.

(4)

Konsulaterne eller undtagelsesvist de centrale myndigheder bør behandle og træffe beslutning om visumansøgningerne. Medlemsstaterne bør sikre, at konsulaterne og de centrale myndigheder har tilstrækkeligt kendskab til de lokale forhold til at sikre visumprocedurens integritet.

(5)

Ansøgningsproceduren bør være så let som mulig for ansøgerne. Det bør være klart, hvilken medlemsstat der har kompetence til at behandle en ansøgning, navnlig hvor ansøgeren forventer at besøge flere medlemsstater. Hvor det er muligt, bør medlemsstaterne give mulighed for at udfylde og fremsende ansøgningsskemaer elektronisk. Det bør også være muligt for ansøgere at underskrive ansøgningsskemaet elektronisk, hvis elektronisk signatur anerkendes af den kompetente medlemsstat. Der bør fastsættes frister for de enkelte trin i proceduren, navnlig for at give rejsende mulighed for at planlægge frem i tiden og undgå spidsbelastningsperioder på konsulaterne.

(6)

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til fortsat at give mulighed for at indgive ansøgninger direkte på konsulatet de steder, hvor en ekstern tjenesteyder er blevet bemyndiget til at indsamle ansøgninger på konsulatets vegne, uden at dette berører de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (4), særlig artikel 5, stk. 2.

(7)

Visumgebyret bør sikre, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til at dække udgifterne til behandlingen af ansøgninger, herunder til passende strukturer og til tilstrækkeligt personale til at sikre kvaliteten og integriteten i forbindelse med behandlingen af ansøgninger samt overholdelse af fristerne. Visumgebyrets størrelse bør revideres hvert tredje år på grundlag af objektive vurderingskriterier.

(8)

Tredjelandsstatsborgere, der er visumpligtige, bør kunne indgive deres ansøgning i deres bopælsland, selv om den kompetente medlemsstat ikke har noget konsulat med henblik på at indsamle ansøgninger og ikke repræsenteres af en anden medlemsstat i det pågældende tredjeland. Med henblik herpå bør medlemsstaterne bestræbe sig på at samarbejde med eksterne tjenesteydere, som bør kunne opkræve et servicegebyr. Dette servicegebyr bør i princippet ikke være højere end visumgebyret. Hvis dette beløb ikke er tilstrækkeligt til at yde en fuld service, bør den eksterne tjenesteyder dog kunne opkræve et højere servicegebyr, under overholdelse af den grænse, der er fastsat i denne forordning.

(9)

Repræsentationsordninger bør strømlines og lettes, og hindringer for indgåelse af sådanne ordninger mellem medlemsstaterne bør undgås. Den repræsenterende medlemsstat bør være ansvarlig for hele visumproceduren uden inddragelse af den repræsenterede medlemsstat.

(10)

Hvis jurisdiktionen for den repræsenterende medlemsstats konsulat omfatter mere end værtslandet, bør det være muligt for repræsentationsordningerne at omfatte disse tredjelande.

(11)

For at begrænse den administrative byrde for konsulater og lette rejse for personer, der rejser meget eller regelmæssigt, bør der efter objektivt fastsatte fælles kriterier udstedes visa til flere indrejser med lang gyldighed til ansøgere, der opfylder indrejsebetingelserne i hele gyldighedsperioden for det udstedte visum, og disse visa bør ikke være begrænset til særlige rejseformål eller til særlige kategorier af ansøgere. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse være særligt opmærksomme på personer, der rejser med det formål at udøve deres erhverv såsom forretningsfolk, søfarende, kunstnere og idrætsudøvere. Det bør være muligt at udstede visa til flere indrejser med en kortere gyldighedsperiode, hvis der er rimelig grund dertil.

(12)

I lyset af forskellene i de lokale forhold, navnlig med hensyn til de migrations- og sikkerhedsrelaterede risici, samt de forbindelser, Unionen har med specifikke lande, bør konsulater på de enkelte lokaliteter vurdere, om der er behov for at tilpasse reglerne for udstedelse af visum til flere indrejser med henblik på at muliggøre en mere gunstig eller en mere restriktiv anvendelse heraf. I forbindelse med mere gunstige tilgange til udstedelse af visa til flere indrejser med lang gyldighed bør der navnlig tages hensyn til handelsaftaler, som omfatter mobilitet for forretningsfolk. På grundlag af denne vurdering bør Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage regler om betingelserne for udstedelse af sådanne visa, som skal finde anvendelse i hver jurisdiktion.

(13)

Hvis visse tredjelande ikke samarbejder om tilbagetagelse af de af deres statsborgere, som er blevet afsløret i at befinde sig i en irregulær situation, og disse lande ikke samarbejder effektivt i forbindelse med tilbagesendelsesprocessen, bør visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 810/2009 anvendes restriktivt og midlertidigt på grundlag af en gennemsigtig mekanisme, der er baseret på objektive kriterier, for at forbedre et givet tredjelands samarbejde om tilbagetagelse af irregulære migranter. Kommissionen bør regelmæssigt og mindst en gang om året vurdere tredjelandes samarbejde med hensyn til tilbagetagelse og bør undersøge alle medlemsstaternes underretninger vedrørende samarbejdet med et tredjeland med hensyn til tilbagetagelse af irregulære migranter. I sin vurdering af, om et tredjeland samarbejder i tilstrækkelig grad, og om der er behov for at iværksætte tiltag, bør Kommissionen tage hensyn til det pågældende tredjelands overordnede samarbejde på migrationsområdet, navnlig med hensyn til grænseforvaltning, forebyggelse og bekæmpelse af migrantsmugling samt forebyggelse af irregulære migranters transit gennem dens område. Hvis Kommissionen finder, at tredjelandet ikke samarbejder i tilstrækkelig grad, eller hvis den bliver underrettet af et simpelt flertal af medlemsstaterne om, at et tredjeland ikke samarbejder i tilstrækkelig grad, bør Kommissionen forelægge Rådet et forslag til vedtagelse af en gennemførelsesafgørelse og samtidig fortsætte sine bestræbelser på at forbedre samarbejdet med det pågældende tredjeland. Hvis Kommissionen for så vidt angår graden af et tredjelands samarbejde med medlemsstaterne om tilbagetagelse af irregulære migranter, vurderet på grundlag af relevante og objektive data, finder, at et tredjeland samarbejder i tilstrækkelig grad, bør Kommissionen kunne forelægge Rådet et forslag til vedtagelse af en gennemførelsesafgørelse med en eller flere visumlempelser vedrørende ansøgere eller kategorier af ansøgere, der er statsborgere i det pågældende tredjeland og ansøger om et visum på det pågældende tredjelands område.

(14)

Med henblik på at sikre, at der tages passende hensyn til alle relevante faktorer og mulige virkninger af anvendelsen af foranstaltningerne til at forbedre et tredjelands samarbejde vedrørende tilbagetagelse, bør Rådet under hensyntagen til sådanne foranstaltningers særligt følsomme politiske karakter og deres horisontale virkninger for medlemsstaterne og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, tillægges gennemførelsesbeføjelser efter forslag fra Kommissionen. Ved at tillægge Rådet sådanne gennemførelsesbeføjelser tages der passende hensyn til den potentielt politisk følsomme karakter af gennemførelsen af foranstaltningerne til at forbedre et givet tredjelands samarbejde vedrørende tilbagetagelse, også på baggrund af de lempelsesaftaler, som medlemsstaterne har med tredjelande.

(15)

Ansøgere, der har fået afslag på visum, bør have ret til at påklage afgørelsen. Meddelelsen om afslaget bør indeholde nærmere oplysninger om begrundelsen for afslaget og klageprocedurerne. Under klageprocedurerne bør ansøgerne i overensstemmelse med national ret gives adgang til alle relevante oplysninger om deres sag.

(16)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de rettigheder og principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den tilstræber navnlig at sikre fuld respekt for retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til respekt for privatliv og familieliv, barnets rettigheder og beskyttelsen af sårbare personer.

(17)

Det lokale Schengensamarbejde er af afgørende betydning for en harmoniseret anvendelse af den fælles visumpolitik og en passende vurdering af de migrations- og sikkerhedsrelaterede risici. Inden for dette samarbejde bør medlemsstaterne vurdere den operationelle anvendelse af specifikke bestemmelser i lyset af de lokale forhold og migrationsrelaterede risici. Samarbejdet og udvekslingerne mellem konsulater på de enkelte lokaliteter bør koordineres af EU-delegationerne.

(18)

Medlemsstaterne bør nøje og regelmæssigt føre tilsyn med den måde, hvorpå eksterne tjenesteydere arbejder, for at sikre overholdelsen af det juridiske instrument, der regulerer de ansvarsområder, der er overdraget til dem. Medlemsstaterne bør hvert år aflægge rapport til Kommissionen om samarbejdet og tilsynet med de eksterne tjenesteydere. Medlemsstaterne bør sikre, at tilsynet med hele proceduren for behandling af ansøgninger og samarbejdet med de eksterne tjenesteydere føres af udsendt personale.

(19)

Der bør indføres fleksible regler for at give medlemsstaterne mulighed for på bedst mulig vis at dele ressourcer og øge den konsulære dækning. Samarbejdet mellem medlemsstaterne (»Schengenvisumcentre«) kan antage en hvilken som helst form tilpasset de lokale forhold for at øge den geografiske konsulære dækning, nedbringe medlemsstaternes omkostninger, øge Unionens synlighed og yde bedre service til ansøgere.

(20)

Elektroniske ansøgningssystemer er et vigtigt middel til at lette ansøgningsprocedurerne. Der bør i på et senere tidspunkt udvikles en fælles løsning, der sigter mod digitalisering og derved fuld udnyttelse af den seneste udvikling på det retlige og teknologiske område, således at ansøgninger kan indgives online for at imødekomme ansøgernes behov og tiltrække flere besøgende til Schengenområdet. Enkle og strømlinede proceduremæssige garantier bør styrkes og anvendes ensartet. Desuden kan samtaler, hvor det er muligt, gennemføres med anvendelse af moderne digitale værktøjer og fjernkommunikationsmidler såsom tale- eller videoopkald via internettet. Under processen bør ansøgernes grundlæggende rettigheder sikres.

(21)

For at gøre det muligt at ændre beløbet på de visumgebyrer, der er fastsat i denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedrørende ændring af denne forordning for så vidt angår beløbet på visumgebyrerne. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (5). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(22)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af forordning (EF) nr. 810/2009 bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6).

(23)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(24)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (7). Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(25)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (8). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(26)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (10).

(27)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (11), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (12).

(28)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (13), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (14).

(29)

For så vidt angår Cypern udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(30)

For så vidt angår Bulgarien og Rumænien udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005.

(31)

For så vidt angår Kroatien udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011.

(32)

Forordning (EF) nr. 810/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Divergerende lovgivningsmæssige og tilsynsmæssige tilgange vedrørende grænseoverskridende distribution af alternative investeringsfonde (AIF'er), som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (3), herunder europæiske venturekapitalfonde (EuVECA) som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 345/2013 (4), europæiske sociale iværksætterfonde (EuSEF) som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 (5) og europæiske langsigtede investeringsfonde (ELTIF) som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760 (6), såvel som institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (7), fører til fragmentering og hindringer for markedsføring af og adgang til AIF'er og investeringsinstitutter på tværs af grænserne, hvilket igen kan forhindre dem i at blive markedsført i andre medlemsstater. Et investeringsinstitut kan administreres eksternt eller internt afhængigt af dets retlige form. Enhver bestemmelse i denne forordning vedrørende administrationsselskaber for et investeringsinstitut bør finde anvendelse på både et selskab, hvis almindelige virksomhed er administration af et investeringsinstitut og på ethvert investeringsinstitut, der ikke har udpeget et administrationsselskab for et investeringsinstitut.

(2)

For at styrke regelsættet for kollektive investeringsinstitutter og for bedre at beskytte investorer bør markedsføringsmateriale rettet mod investorer i AIF'er og investeringsinstitutter fremstå som sådant, og bør beskrive risici og fordele ved at købe andele eller aktier i en AIF og et investeringsinstitut på en måde, der er lige fremtrædende. Derudover bør alle oplysningerne i markedsføringsmateriale rettet mod investorer præsenteres på en måde, der er fair, tydelig og ikke vildledende. For at sikre beskyttelse af investorerne og sikre lige vilkår for AIF'er og investeringsinstitutter bør standarderne for markedsføringsmateriale gælde for markedsføringsmateriale for AIF'er og investeringsinstitutter.

(3)

Markedsføringsmateriale rettet mod investorer i AIF'er og investeringsinstitutter bør præcisere, hvor, hvordan og på hvilket sprog investorerne kan skaffe sig sammenfattende oplysninger om investorrettigheder, og de bør klart angive, at FAIF'en, EuVECA-forvalteren, EuSEF-forvalteren eller administrationsselskabet for et investeringsinstitut (under ét: »forvaltere af kollektive investeringsvirksomheder«) har ret til at opsige de aftaler, der er indgået med henblik markedsføring.