(1)

Vækstpotentialet for e-handel i Unionen er endnu ikke blevet fuldt udnyttet. Strategien for et digitalt indre marked i EU tager på en helhedsorienteret måde hånd om de største hindringer for udvikling af grænseoverskridende e-handel i Unionen for at frigøre dette potentiale. Hvis forbrugere sikres bedre adgang til digitalt indhold og digitale tjenester, og det gøres lettere for virksomhederne at levere digitalt indhold og digitale tjenester, kan det bidrage til at sætte skub i Unionens digitale økonomi og stimulere væksten generelt.

(2)

Artikel 26, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Unionen skal vedtage foranstaltninger med henblik på oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion, og at det indre marked indebærer et område uden indre grænser, hvor den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser er sikret. Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked. Dette direktiv sigter mod at finde den rette balance mellem at opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og at fremme virksomhedernes konkurrenceevne, samtidig med at nærhedsprincippet respekteres.

(3)

Visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester bør harmoniseres med udgangspunkt i et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at opnå et ægte digitalt indre marked, øge retssikkerheden og mindske transaktionsomkostningerne, navnlig for små og mellemstore virksomheder (»SMV'er«).

(4)

Virksomheder, navnlig SMV'er, pådrager sig ofte ekstraomkostninger på grund af forskelle i de nationale ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler og retlig usikkerhed, når digitalt indhold eller digitale tjenester udbydes på tværs af grænserne. Det koster også virksomhederne penge at skulle tilpasse deres aftaler til bestemte ufravigelige regler for levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, der allerede anvendes i adskillige medlemsstater, hvilket fører til forskelle for så vidt angår anvendelse og indhold mellem de bestemte nationale regler, der gælder for sådanne aftaler.

(5)

Forbrugere er ikke altid trygge ved grænseoverskridende køb og især ikke når det gøres online. En af de væsentligste årsager til forbrugeres manglende tryghed er usikkerheden om deres vigtigste aftaleretlige rettigheder og manglen på en klar aftalemæssig ramme for digitalt indhold eller digitale tjenester. Mange forbrugere har problemer med kvaliteten eller tilgængeligheden af digitalt indhold eller digitale tjenester. Det kan f.eks. være, de har fået forkert eller mangelfuldt digitalt indhold eller forkerte eller mangelfulde digitale tjenester, eller at de ikke kan få adgang til det pågældende digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste. På den måde lider forbrugere økonomisk og ikke-økonomisk skade.

(6)

For at afhjælpe sådanne problemer bør både virksomheder og forbrugere kunne forlade sig på fuldt ud harmoniserede aftaleretlige rettigheder på visse af de vigtigste områder inden for levering af digitalt indhold eller digitale tjenester i hele Unionen. En fuldstændig harmonisering af visse nøgleaspekter af lovgivningen ville give forbrugere og virksomhederne væsentligt større retssikkerhed.

(7)

Harmoniserede forbrugeraftaleretlige regler i alle medlemsstaterne ville gøre det nemmere for virksomheder, i særdeleshed SMV'er, at levere digitalt indhold eller digitale tjenester i hele Unionen. De ville give virksomhederne stabile aftaleretlige regler at holde sig til ved levering af digitalt indhold eller digitale tjenester i andre medlemsstater. De ville også afhjælpe den juridiske fragmentering, der ellers ville opstå ved ny national lovgivning, som specifikt gælder digitalt indhold og digitale tjenester.

(8)

Forbrugere bør have gavn af harmoniserede rettigheder med et højt beskyttelsesniveau, hvad angår levering af digitalt indhold og digitale tjenester. De bør have klare ufravigelige rettigheder ved køb og brug af digitalt indhold eller digitale tjenester, uanset hvor i Unionen dette sker. At have sådanne rettigheder bør øge deres tryghed, når de erhverver digitalt indhold eller digitale tjenester. Det bør desuden bidrage til at reducere den skade, som forbrugere udsættes for i øjeblikket, fordi der ville være et sæt klare rettigheder, der vil gøre det muligt for dem at tage hånd om de problemer, de oplever, i forbindelse med digitalt indhold eller digitale tjenester.

(9)

Dette direktiv bør fuldt ud harmonisere visse vigtige regler, der hidtil ikke er blevet reguleret på EU-niveau eller på nationalt niveau.

(10)

Dette direktiv bør definere sit anvendelsesområde på en klar og utvetydig måde og fastsætte klare materielle regler for det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der hører ind under dets anvendelsesområde. Såvel dette direktivs anvendelsesområde som dets materielle regler bør være teknologineutrale og fremtidssikrede.

(11)

Dette direktiv bør fastsætte fælles regler om visse krav til aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste. I dette øjemed bør regler om digitalt indholds eller en digital tjenestes overensstemmelse med aftalen, beføjelser i tilfælde af manglende sådan overensstemmelse eller manglende levering og metoderne for at udøve disse beføjelser samt om ændring af digitalt indhold eller en digital tjeneste harmoniseres fuldt ud. Fuldstændigt harmoniserede regler om visse centrale elementer i forbrugeraftaleretten ville gøre det nemmere for virksomheder, i særdeleshed SMV'er, at udbyde deres produkter i andre medlemsstater. Ved fuld harmonisering af centrale regler ville forbrugere nyde godt af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og en øget forbrugervelfærd. Medlemsstaterne er inden for dette direktivs anvendelsesområde forhindret i at fastsætte yderligere formelle eller materielle krav. Medlemsstaterne bør f.eks. ikke fastsætte regler om omvendt bevisbyrde, som adskiller sig fra de regler, der er fastsat i dette direktiv, eller om, at forbrugeren har pligt til at advisere den erhvervsdrivende om en manglende overensstemmelse inden for en bestemt periode.

(12)

Dette direktiv bør ikke berøre national ret, i det omfang bestemmelserne deri ikke reguleres af dette direktiv, såsom nationale regler om aftalers indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger eller lovligheden af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Dette direktiv bør heller ikke bestemme den retlige karakter af aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, og spørgsmålet om, hvorvidt sådanne aftaler bør betragtes som f.eks. en købsaftale, en tjenesteydelsesaftale, en lejeaftale eller en sui generis-aftale, bør overlades til national ret. Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for aftalens indgåelse, dvs. nationale bestemmelser, som kan fastsætte specifikke regler for den erhvervsdrivendes ansvar for skjulte fejl. Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler om forbrugerens ikkeaftalebestemte beføjelser over for personer i tidligere led af transaktionskæden eller andre personer, der opfylder sådanne personers forpligtelser, i tilfælde af det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse.

(13)

Det står også medlemsstaterne frit for f.eks. at lovgive om erstatningskrav fra en forbruger mod en tredjemand, som ikke er en erhvervsdrivende, der leverer eller påtager sig at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, såsom en udvikler, der ikke samtidig er den erhvervsdrivende i henhold til dette direktiv.

(14)

Det bør ligeledes stå medlemsstaterne frit for f.eks. at lovgive om følgerne af manglende levering eller manglende overensstemmelse af digitalt indhold eller en digital tjeneste, hvor en sådan manglende levering eller manglende overensstemmelse skyldes en hindring, som er uden for den erhvervsdrivendes kontrol, og hvor den erhvervsdrivende ikke kunne forventes at have undgået eller overvundet denne hindring eller konsekvenserne heraf, såsom i tilfælde af force majeure.

(15)

Det bør ligeledes stå medlemsstaterne frit at kunne lovgive om parters ret til at undlade at opfylde deres forpligtelser helt eller delvist, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser. Medlemsstaterne bør f.eks. frit kunne lovgive om, hvorvidt en forbruger i tilfælde af manglende overensstemmelse skal have ret til at tilbageholde betaling af prisen eller en del deraf, indtil den erhvervsdrivende har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller om den erhvervsdrivende skal have ret til at tilbageholde en eventuel tilbagebetaling til forbrugeren ved ophævelse af en aftale, indtil forbrugeren opfylder forpligtelsen fastsat i dette direktiv til at tilbagelevere det fysiske medium til den erhvervsdrivende.

(16)

Det bør ligeledes stå medlemsstaterne frit at udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, eller på anden måde at regulere sådanne aftaler. Medlemsstaterne bør f.eks. fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte juridiske eller fysiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.

(17)

Definitionen af en forbruger bør omfatte fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons erhverv, og hvor det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør det imidlertid ligeledes stå medlemsstaterne frit at bestemme, om og under hvilke omstændigheder den pågældende person også bør betragtes som forbruger.

(18)

Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren. Udbydere af platforme kan betragtes som værende erhvervsdrivende i henhold til dette direktiv, hvis de handler som led i deres egen forretning og som den direkte aftalepartner for forbrugeren med henblik på levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste. Det bør fortsat stå medlemsstaterne frit at vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til også at omfatte udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene for at blive betragtet som en erhvervsdrivende i henhold til dette direktiv.

(19)

Dette direktiv bør afhjælpe problemer inden for forskellige kategorier af digitalt indhold, digitale tjenester og levering heraf. For at tage højde for den hurtige teknologiske udvikling og for at tilgodese fremtidssikringen af begrebet digitalt indhold eller digital tjeneste bør dette direktiv bl.a. omfatte EDB programmer, applikationer, videofiler, lydfiler, musikfiler, digitale spil, e-bøger og andre e-publikationer, og også digitale tjenester, der muliggør generering af, behandling af, adgang til eller lagring af data i digital form, herunder Software-as-a-Service såsom billed- og lyddeling og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet, og sociale medier. Da der findes mange måder, hvorpå digitalt indhold eller digitale tjenester kan leveres, såsom overførsel til et fysisk medium, download af forbrugere til deres anordninger, webstreaming, adgang til faciliteter til lagring af digitalt indhold eller adgang til brug af sociale medier, bør dette direktiv finde anvendelse, uanset hvilket medium der benyttes til overførslen af eller til at give adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Dette direktiv bør imidlertid ikke finde anvendelse på internetadgangstjenester.

(20)

Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 (3) bør supplere hinanden. Hvor nærværende direktiv fastsætter regler om visse krav vedrørende aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, fastsætter direktiv (EU) 2019/771 regler om visse krav vedrørende aftaler om salg af varer. For at imødekomme forbrugeres forventninger og sikre en tydelig og enkel retlig ramme for erhvervsdrivende, der sælger digitalt indhold, bør nærværende direktiv derfor også finde anvendelse på digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, såsom dvd'er, CD'er, USB-nøgler og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske medium udelukkende fungerer som bærer af det digitale indhold. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (4) om forpligtelser vedrørende levering af varer og beføjelser i tilfælde af manglende levering bør dog finde anvendelse i stedet for bestemmelserne i nærværende direktiv om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere og om forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende levering. Desuden bør bestemmelserne i direktiv 2011/83/EU, om f.eks. fortrydelsesret og karakteren af aftalen, i henhold til hvilken varerne leveres, også fortsat finde anvendelse på et sådant fysisk medium og det digitale indhold, der leveres på det. Nærværende direktiv berører heller ikke distributionsrettigheden for de pågældende varer i henhold til ophavsretten.

(21)

Direktiv (EU) 2019/771 bør finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer. Begrebet varer med digitale elementer bør henvise til varer, der har integreret eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste vil forhindre varerne i at opfylde deres funktion. Digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varer på denne måde, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/771, hvis det eller den leveres sammen med varerne i henhold til en købsaftale for disse varer. Hvorvidt leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, udgør en del af købsaftalen med sælgeren, bør afhænge af denne aftales indhold. Det bør omfatte digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i aftalen. Det bør også omfatte de købsaftaler, der kan forstås som omfattende leveringen af bestemt digitalt indhold eller en bestemt digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af samme type, og forbrugeren med rimelighed kan forvente dette i betragtning af varernes karakter og i betragtning af eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten. Hvis f.eks. et smart-TV blev annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation, ville denne videoapplikation betragtes som en del af købsaftalen. Dette bør gælde, uanset om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal downloades efterfølgende på en anden enhed og kun er indbyrdes forbundet med varen.

En smartphone kunne f.eks. leveres med en standardiseret forudinstalleret applikation i henhold til købsaftalen, såsom en alarmapplikation eller en kameraapplikation. Et andet muligt eksempel er et smart-ur. I et sådant tilfælde er det selve uret, der betragtes som varen med digitale elementer, som kun kan fungere med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen, men som skal downloades af forbrugeren til en smartphone; applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digitale element. Dette bør også gælde, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leveres i henhold til købsaftalen af en tredjemand. For at undgå usikkerhed for både erhvervsdrivende og forbrugere, bør direktiv (EU) 2019/771 finde anvendelse i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste indgår i købsaftalen. Desuden bør konstateringen af, om der eksisterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og forbrugeren, som leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varen, er en del af, ikke påvirkes af det forhold, at forbrugeren skal afgive sit samtykke til en licensaftale med en tredjemand for at kunne nyde godt af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(22)

Modsætningsvis, hvis fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, ikke forhindrer varerne i at udføre deres funktioner, eller hvis forbrugeren indgår en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, som ikke indgår i en købsaftale vedrørende varer med digitale elementer, bør denne aftale betragtes som værende adskilt fra aftalen om salg af varerne, selv om sælgeren fungerer som formidler af denne anden aftale med den erhvervsdrivende tredjemand, og kunne være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Hvis forbrugeren f.eks. downloader et spil til sin smartphone fra en appstore, er aftalen om levering af spillet adskilt fra aftalen om salg af selve smartphonen. Direktiv (EU) 2019/771 bør derfor kun finde anvendelse på købsaftalen for smartphonen, mens leveringen af spilapplikationen kunne være omfattet af nærværende direktiv, hvis betingelserne i nærværende direktiv er opfyldt. Et andet eksempel ville være, hvor det udtrykkeligt aftales, at forbrugeren køber en smartphone uden et specifikt styresystem, og hvor forbrugeren efterfølgende indgår en aftale om levering af et styresystem fra en tredjemand. I et sådant tilfælde ville leveringen af styresystemet, som er købt særskilt, ikke være en del af købsaftalen og derfor ikke være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/771, men kunne være omfattet af anvendelsesområdet for nærværende direktiv, hvis betingelserne i nærværende direktiv er opfyldt.

(23)

Digitale udtryk for værdi, såsom elektroniske kuponer eller e-kuponer, anvendes af forbrugere til at betale for forskellige varer eller tjenesteydelser på det digitale indre marked. Sådanne digitale udtryk for værdi får stadig større betydning i forbindelse med levering af digitalt indhold eller digitale tjenester og bør derfor betragtes som en betalingsmåde i henhold til dette direktiv. Digitale udtryk for værdi bør også forstås som omfattende virtuelle valutaer, i det omfang sådanne er anerkendt i national ret. Differentiering alt efter betalingsmåde kunne give anledning til forskelsbehandling og give virksomhederne et uberettiget incitament til at gå i retning af at udbyde digitalt indhold eller digitale tjenester mod digitale udtryk for værdi. Da digitale udtryk for værdi ikke har andet formål end at fungere som betalingsmåde, bør de imidlertid ikke i sig selv betragtes som digitalt indhold eller en digital tjeneste i henhold til dette direktiv.

(24)

Digitalt indhold eller digitale tjenester leveres også ofte på en sådan måde, at forbrugeren ikke betaler en pris, men afgiver personoplysninger til den erhvervsdrivende. Sådanne forretningsmodeller benyttes i forskellige former på en betydelig del af markedet. Selv om dette direktiv fuldt ud anerkender, at beskyttelse af personoplysninger er en grundlæggende rettighed, og at personoplysninger derfor ikke kan betragtes som en vare, bør det sikre, at forbrugere i forbindelse med sådanne forretningsmodeller er berettiget til aftalemæssige retsmidler. Dette direktiv bør derfor finde anvendelse på aftaler, hvor den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger, og forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger. Personoplysningerne kunne afgives til den erhvervsdrivende, enten på det tidspunkt hvor aftalen indgås, eller på et senere tidspunkt, såsom når forbrugeren afgiver samtykke til, at den erhvervsdrivende kan anvende de personoplysninger, som forbrugeren måtte uploade eller generere ved anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. EU-retten om beskyttelse af personoplysninger indeholder en udtømmende liste over retsgrundlag for lovlig behandling af personoplysninger. Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende. Dette direktiv bør f.eks. finde anvendelse, hvor forbrugeren åbner en konto på et socialt medie og opgiver sit navn og e-mailadresse, der anvendes til andre formål end blot levering af digitalt indhold eller digitale tjenester eller overholdelse af retlige krav. Det bør ligeledes finde anvendelse, hvor forbrugeren afgiver samtykke til, at materiale, der udgør personoplysninger, såsom fotografier eller opslag, som forbrugeren uploader, bearbejdes af den erhvervsdrivende med henblik på markedsføring. Det bør dog stå medlemsstaterne frit for at afgøre, om betingelserne for indgåelse, eksistensen og gyldigheden af en aftale i henhold til national ret er opfyldt.

(25)

Hvis digitalt indhold og digitale tjenester ikke leveres mod betaling af en pris, bør dette direktiv ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende indsamler personoplysninger udelukkende med henblik på at levere digitalt indhold eller digitale tjenester eller udelukkende med henblik på at opfylde retlige krav. Sådanne situationer kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor registreringen af forbrugeren er påkrævet i henhold til gældende ret af hensyn til sikkerhed og identifikation. Dette direktiv bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata, såsom oplysninger om forbrugerens anordning eller browsinghistorik, medmindre denne situation betragtes som en aftale i henhold til national ret. Det bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren, uden at have indgået en aftale med den erhvervsdrivende, udsættes for reklamer udelukkende for at få adgang til digitalt indhold eller en digital tjeneste. Medlemsstaterne bør dog stadig frit kunne udvide anvendelsen af dette direktiv til også at omfatte sådanne situationer eller på anden måde regulere sådanne situationer, som er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde.

(26)

Dette direktiv bør finde anvendelse på aftaler vedrørende udvikling af digitalt indhold, der er skræddersyet til forbrugerens specifikke krav, herunder skræddersyet software. Dette direktiv bør også finde anvendelse på leveringen af elektroniske filer, der er nødvendige i forbindelse med 3D-printning af varer, i det omfang sådanne filer er omfattet af definitionen af digitalt indhold eller digitale tjenester i henhold til dette direktiv. Dette direktiv bør dog ikke regulere nogen rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med varer, der er produceret ved hjælp af 3D-printteknologi.

(27)

Eftersom dette direktiv bør finde anvendelse på aftaler, der vedrører levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, bør det ikke finde anvendelse på aftaler, hvis hovedformål er levering af erhvervsmæssige tjenester såsom oversættelsestjenester, arkitekttjenester, juridiske tjenester eller andre erhvervsmæssige rådgivningstjenester, som ofte udføres personligt af den erhvervsdrivende, uanset om den erhvervsdrivende anvender digitale midler til at frembringe resultatet af tjenesten eller til at levere eller overføre det til forbrugeren. Tilsvarende bør dette direktiv ikke finde anvendelse på offentlige tjenester såsom socialsikringstjenester eller offentlige registre, hvor de digitale midler udelukkende anvendes til overførsel eller kommunikation af tjenesten til forbrugeren. Dette direktiv bør heller ikke finde anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og andre notarialakter, uanset om de udføres, registreres, reproduceres eller overføres ved hjælp af digitale midler.

(28)

Markedet for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som ikke har forbindelse til offentlige nummerressourcer, udvikler sig hurtigt. I de senere år har fremkomsten af nye digitale tjenester, der muliggør interpersonel kommunikation via internettet, såsom webbaserede e-mail- og onlinemeddelelsestjenester, fået flere forbrugere til at benytte sådanne tjenester. Af sådanne årsager er det nødvendigt at sørge for en effektiv forbrugerbeskyttelse for så vidt angår sådanne tjenester. Dette direktiv bør derfor også finde anvendelse på nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

(29)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på sundhedsydelser som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU (5). Udelukkelsen af »sundhedsydelser« fra dette direktivs anvendelsesområde bør derfor også finde anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der udgør medicinsk udstyr som defineret i Rådets direktiv 93/42/EØF (6), 90/385/EØF (7) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF (8), hvor det medicinske udstyr ordineres eller leveres af en sundhedsprofessionel som defineret i direktiv 2011/24/EU. Dette direktiv bør imidlertid finde anvendelse på alt digitalt indhold eller alle digitale tjenester, der udgør medicinsk udstyr, som f.eks. sundhedsapplikationer, som forbrugeren kan anskaffe sig, uden at det bliver ordineret eller leveret af en sundhedsprofessionel.

(30)

EU-retten vedrørende finansielle tjenesteydelser indeholder talrige regler om forbrugerbeskyttelse. Finansielle tjenesteydelser som defineret i gældende ret for denne sektor, særlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF (9), omfatter også digitalt indhold og digitale tjenester, der vedrører eller giver adgang til finansielle tjenesteydelser, og er derfor omfattet af beskyttelsen i EU-retten om finansielle tjenesteydelser. Aftaler vedrørende digitalt indhold eller digitale tjenester, der udgør en finansiel tjenesteydelse, bør derfor undtages fra dette direktivs anvendelsesområde.

(31)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der leveres til et offentligt publikum som en del af en kunstnerisk optræden eller et andet arrangement, som f.eks. en digital filmforevisning eller en audiovisuel teaterforestilling. Dette direktiv bør dog finde anvendelse, hvis digitalt indhold eller en digital tjeneste leveres til et offentligt publikum ved hjælp af signaloverførsel, såsom ved hjælp af digitale TV-tjenester.

(32)

Free and Open Source Software, hvor kildekoden deles frit, og hvor brugerne frit kan få adgang til, anvende, ændre og videreformidle softwaren eller ændrede versioner heraf, kan bidrage til forskning og innovation på markedet for digitalt indhold og digitale tjenester. For at undgå at lægge hindringer i vejen for en sådan markedsudvikling bør dette direktiv heller ikke finde anvendelse på Free and Open Source Software, forudsat at det ikke leveres mod betaling af en pris, og at forbrugerens personoplysninger udelukkende anvendes til at forbedre softwarens sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet.

(33)

Digitalt indhold og digitale tjenester er ofte kombineret med levering af varer eller andre tjenester og tilbydes forbrugeren inden for samme aftale, som omfatter en pakke af forskellige elementer, såsom levering af digitalt TV og køb af elektronisk udstyr. I sådanne tilfælde omfatter aftalen mellem en forbruger og en erhvervsdrivende elementer af en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, men også elementer af andre aftaletyper, såsom aftaler om salg af varer eller tjenester. Dette direktiv bør kun finde anvendelse på de elementer i den samlede aftale, der består i levering af digitalt indhold eller digitale tjenester. De øvrige elementer i aftalen bør være underlagt de regler, der finder anvendelse på sådanne aftaler i henhold til national ret eller i givet fald anden EU-ret vedrørende en specifik sektor eller et specifikt spørgsmål. Ligeledes bør de eventuelle virkninger, som ophævelse af et element i pakkeaftalen kunne have på de andre dele af pakkeaftalen, reguleres af national ret. For at sikre overensstemmelse med de sektorspecifikke bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (10), der regulerer disse pakkeaftaler, hvor en erhvervsdrivende som defineret i nævnte direktiv udbyder digitalt indhold eller en digital tjeneste i kombination med en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste eller en internetadgangstjeneste, bør bestemmelserne i dette direktiv om ændringen af digitalt indhold ikke finde anvendelse på pakkens element af digitalt indhold eller digital tjeneste. De relevante bestemmelser i direktiv (EU) 2018/1972 bør i stedet finde anvendelse på alle elementer i pakken, herunder det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(34)

Bestemmelserne i dette direktiv om pakkeaftaler bør kun finde anvendelse i de tilfælde, hvor de forskellige elementer i pakken tilbydes af den samme erhvervsdrivende til den samme forbruger i henhold til en enkelt aftale. Dette direktiv bør ikke berøre nationale regler, som regulerer de betingelser, hvorunder en aftale om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester kan anses for at være forbundet med eller tilknyttet en anden aftale, som forbrugeren har indgået med den samme eller en anden erhvervsdrivende, de beføjelser, der kan udøves i henhold til hver aftale, eller den indvirkning som ophævelsen af den ene aftale vil få på den anden aftale.

(35)

Handelspraksis med at knytte tilbud om digitalt indhold eller digitale tjenester sammen med levering af varer eller andre tjenesteydelser er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (11) om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked. Sådant pakkesalg er ikke i sig selv forbudt i henhold til direktiv 2005/29/EF. Pakkesalg er dog forbudt, hvis det anses for urimeligt, efter en vurdering i hvert enkelt tilfælde i henhold til de kriterier, der er fastsat i ovennævnte direktiv. EU-konkurrenceretten giver også mulighed for at gribe ind over for kombinations- og pakkesalgspraksis, når denne påvirker konkurrencen og skader forbrugere.

(36)

Dette direktiv bør ikke berøre anden EU-ret vedrørende en specifik sektor eller et specifikt spørgsmål, såsom telekommunikation, e-handel og forbrugerbeskyttelse. Det bør heller ikke berøre EU-retten og national ret om ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder retten til at overføre onlineindholdstjenester.

(37)

Udøvelsen af aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv, kunne omfatte behandling af personoplysninger. EU-retten fastlægger en omfattende ramme for beskyttelse af personoplysninger. Navnlig berører dette direktiv ikke forordning (EU) 2016/679 (12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (13). Denne ramme finder anvendelse på alle personoplysninger, der behandles i forbindelse med de aftaler, som er omfattet af dette direktiv. Følgelig bør personoplysninger kun indsamles eller på anden måde behandles i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. I tilfælde af en uoverensstemmelse mellem dette direktiv og EU-retten om beskyttelse af personoplysninger bør sidstnævnte have forrang.

(38)

Dette direktiv bør ikke regulere betingelserne for lovlig behandling af personoplysninger, da dette spørgsmål er reguleret navnlig ved forordning (EU) 2016/679. Som følge heraf er enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med en aftale, der er omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde, kun lovlig, hvis den er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) 2016/679 for så vidt angår lovlige grunde for behandling af personoplysninger. Hvor behandling af personoplysninger bygger på samtykke, navnlig i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2016/679, finder de specifikke bestemmelser i nævnte forordning, herunder bestemmelserne vedrørende betingelserne for at vurdere, hvorvidt samtykke er afgivet frit, anvendelse. Dette direktiv bør ikke regulere gyldigheden af det samtykke, der er afgivet. Forordning (EU) 2016/679 indeholder også omfattende rettigheder med hensyn til sletning af oplysninger og dataportabilitet. Dette direktiv bør ikke berøre disse rettigheder, der finder anvendelse på alle personoplysninger, som forbrugeren afgiver til den erhvervsdrivende, eller som den erhvervsdrivende indsamler i forbindelse med enhver aftale, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og når forbrugeren ophævede en aftale i overensstemmelse med dette direktiv.

(39)

Retten til sletning og forbrugerens ret til at trække sit samtykke til behandling af personoplysninger tilbage bør også gælde fuldt ud i forbindelse med de aftaler, der er omfattet af dette direktiv. Forbrugerens ret til at ophæve en aftale i henhold til dette direktiv berører ikke forbrugerens ret til i henhold til forordning (EU) 2016/679 at tilbagetrække ethvert samtykke, der er afgivet til behandling af forbrugerens personoplysninger.

(40)

Dette direktiv bør ikke regulere virkningerne for aftaler, der er omfattet af dette direktiv, såfremt forbrugeren trækker sit samtykke til behandlingen af sine personoplysninger tilbage. Sådanne virkninger bør fortsat være et spørgsmål, som henhører under national ret.

(41)

Den erhvervsdrivende kan levere digitalt indhold eller digitale tjenester til forbrugere på forskellige måder. Det er hensigtsmæssigt at fastlægge enkle og klare regler for ordningerne og tidsfristerne for denne leveringsforpligtelse, der er den erhvervsdrivendes primære aftalemæssige forpligtelse, ved at tilgængeliggøre eller stille det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren. Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør anses for at være tilgængeliggjort eller stillet til rådighed for forbrugeren, når det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller midler, der egner sig til at få adgang til eller downloade det eller den, har nået forbrugerens sfære, og der ikke kræves yderligere foranstaltninger fra den erhvervsdrivendes side for at gøre det muligt for forbrugeren at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen. I betragtning af at den erhvervsdrivende i princippet ikke er ansvarlig for handlinger eller undladelser fra en tredjemand, der driver en fysisk eller virtuel facilitet, f.eks. en elektronisk platform eller en cloudlagringsfacilitet, som forbrugeren har valgt til at modtage eller lagre det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør det være tilstrækkeligt for den erhvervsdrivende at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste til denne tredjemand.

Den fysiske eller virtuelle facilitet kan dog ikke anses for valgt af forbrugeren, hvis den kontrolleres af den erhvervsdrivende eller er aftalemæssigt forbundet med den erhvervsdrivende, eller hvor forbrugeren valgte den pågældende fysiske eller virtuelle facilitet til at modtage det digitale indhold eller den digitale tjeneste, men det valg var det eneste, der blev tilbudt af den erhvervsdrivende til at modtage eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Hvor den fysiske eller virtuelle facilitet ikke kan anses for at være valgt af forbrugeren, bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke betragtes som opfyldt, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres til den fysiske eller virtuelle facilitet, men forbrugeren ikke kan modtage eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med dette direktiv. I sådanne tilfælde bør forbrugeren have de samme beføjelser, som hvis den erhvervsdrivende havde undladt at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Hvad angår leveringstidspunktet, bør det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med markedspraksis og de tekniske muligheder og for at sikre en vis grad af fleksibilitet leveres uden unødig forsinkelse, medmindre parterne aftaler andet for at tage højde for andre leveringsmodeller.

(42)

Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør opfylde de krav, der er aftalt mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i aftalen. Det eller den bør navnlig svare til den beskrivelsen, den mængde, f.eks. antallet af tilgængelige musikfiler, den kvalitet, f.eks. billedopløsningen, det sprog og den version, der fremgår af aftalen. Det eller den bør også have den sikkerhed, funktionalitet, kompatibilitet, interoperabilitet og de andre egenskaber, som kræves i aftalen. Aftalekravene bør omfatte de krav, der følger af oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, som i overensstemmelse med direktiv 2011/83/EU er en integreret del af aftalen. Disse krav kunne også fastsættes i en serviceniveauaftale, hvor en sådan type aftale i henhold til gældende national ret udgør en del af aftaleforholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.

(43)

Begrebet funktionalitet bør forstås som en henvisning til de måder, hvorpå digitalt indhold eller en digital tjeneste kan bruges. F.eks. kunne fraværet eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger såsom beskyttelse ved hjælp af Digital Rights Management (DRM) eller områdekodning have en indvirkning på det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til udføre alle sine funktioner i betragtning af dets eller dens formål. Begrebet interoperabilitet vedrører, hvorvidt og i hvilket omfang digitalt indhold eller digitale tjenester er i stand til at fungere sammen med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne kunne f.eks. omfatte det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udveksle oplysninger med et sådant andet software eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger.

(44)

I betragtning af, at digitalt indhold og digitale tjenester konstant udvikler sig, kan erhvervsdrivende aftale med forbrugere at levere opdateringer og funktioner, efterhånden som de bliver tilgængelige. Det digitale indholds eller de digitale tjenesters overensstemmelse bør derfor også vurderes i relation til, hvorvidt det digitale indhold eller den digitale tjeneste opdateres på den måde, der er fastsat i aftalen. Undladelse af at foretage opdateringer, som er blevet fastsat i aftalen, bør betragtes som manglende overensstemmelse for så vidt angår det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Derudover bør fejlbehæftede eller ufuldstændige opdateringer også betragtes som manglende overensstemmelse for så vidt angår det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eftersom dette ville indebære, at sådanne opdateringer ikke foretages på den måde, der er fastsat i aftalen.

(45)

For at være i overensstemmelse og for at sikre, at forbrugere ikke fratages deres rettigheder, f.eks. i tilfælde, hvor aftalen fastsætter meget lave standarder, bør det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke blot være i overensstemmelse med de subjektive krav til overensstemmelse, men bør desuden være i overensstemmelse med de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. Overensstemmelsen bør vurderes bl.a. ud fra det formål, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges til. Det bør også besidde de egenskaber og funktioner, som er normale for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som forbrugere med rimelighed kan forvente i betragtning af det digitale indholds eller den digitale tjenestes art og under hensyntagen til eventuelle offentlige udsagn om det digitale indholds eller den digitale tjenestes specifikke egenskaber, som er fremsat af eller på vegne af den erhvervsdrivende eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden.

(46)

Rimelighedsstandarden for så vidt angår enhver henvisning i dette direktiv til, hvad en person med rimelighed kan forvente, bør fastslås objektivt under hensyntagen til arten af og formålet med det digitale indhold eller den digitale tjeneste, de konkrete omstændigheder samt de berørte parters sædvane og praksis. Navnlig bør det objektivt fastslås, hvad der skal betragtes som rimelig tid til at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, under hensyntagen til karakteren af den manglende overensstemmelse.

(47)

I den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente, bør den erhvervsdrivende forsyne forbrugeren med opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, for at sørge for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste er i overensstemmelse og sikker(t). For så vidt angår digitalt indhold eller digitale tjenester, hvis formål er tidsbegrænset, bør forpligtelsen til at levere opdateringer f.eks. være begrænset til den pågældende periode, mens perioden, hvor der bør leveres opdateringer til forbrugeren til andre typer af digitalt indhold eller digitale tjenester, kunne svare til den periode, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse, eller kan strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer. Forbrugeren bør være frit stillet med hensyn til at vælge at installere de opdateringer, der leveres. Hvis forbrugeren beslutter ikke at installere opdateringerne, bør forbrugeren imidlertid ikke forvente, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste vedbliver med at være overensstemmende. Den erhvervsdrivende bør oplyse forbrugeren om, at forbrugerens beslutning om ikke at installere opdateringer, som er nødvendige for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste bliver ved at være overensstemmende, herunder sikkerhedsopdateringer, vil påvirke den erhvervsdrivendes ansvar for overensstemmelsen af de egenskaber, der er forbundet med det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som de pågældende opdateringer forventes at opretholde i overensstemmelse. Dette direktiv bør ikke berøre forpligtelser til at levere sikkerhedsopdateringer i henhold til EU-retten eller national ret.

(48)

Forordning (EU) 2016/679 eller enhver anden EU-ret om databeskyttelse bør finde fuld anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med en aftale, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Derudover bør dette direktiv ikke berøre de rettigheder, forpligtelser og ikke-aftaleretlige retsmidler, som er fastsat i forordning (EU) 2016/679. Kendsgerninger, der fører til manglende overholdelse af kravene i forordning (EU) 2016/679, herunder centrale principper såsom kravene om dataminimering, indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger, kan – afhængigt af omstændighederne i det enkelte tilfælde – også anses for at udgøre manglende overensstemmelse mellem det digitale indhold eller den digitale tjeneste og subjektive eller objektive krav til overensstemmelse i dette direktiv. Ét eksempel kunne være, hvor en erhvervsdrivende udtrykkeligt påtager sig en forpligtelse i aftalen, som også er knyttet til den erhvervsdrivendes forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2016/679, eller hvor aftalen kan fortolkes på denne måde. I dette tilfælde kan en sådan aftaleretlig forpligtelse indgå i de subjektive krav til overensstemmelse. Et andet eksempel kunne være, hvor manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til forordning (EU) 2016/679 på samme tid kunne gøre, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste bliver uegnet til sit tilsigtede formål og derfor udgør manglende overensstemmelse med de objektive krav til overensstemmelse, som kræver, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal være egnet til det formål, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges til.

Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende, der leverer krypteringssoftware, ikke gennemfører passende foranstaltninger som krævet i forordning (EU) 2016/679 for at sikre, at den er designet på en sådan måde, at personoplysninger ikke videregives til uautoriserede modtagere, hvorved krypteringssoftwaren bliver uegnet til det tilsigtede formål, som er sikker overførsel af data fra forbrugeren til den tiltænkte modtager. Endelig kunne der være tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2016/679 også kan udgøre manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste med det objektive krav til overensstemmelse, som kræver, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste har de egenskaber, der er normale for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente. Hvis en erhvervsdrivende med en onlineindkøbsapplikation f.eks. undlader at træffe de foranstaltninger, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679 vedrørende sikkerheden i forbindelse med behandling af forbrugerens personoplysninger, og forbrugerens kreditkortoplysninger derfor er udsat for malware eller spyware, kan denne undladelse også udgøre manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til dette direktiv, da forbrugeren med rimelighed ville kunne forvente, at en sådan applikation normalt ville have egenskaber, der forhindrer udlevering af betalingsoplysninger. Hvor de kendsgerninger, der fører til manglende overholdelse af kravene i forordning (EU) 2016/679, også udgør manglende overensstemmelse mellem det digitale indhold eller den digitale tjeneste og subjektive eller objektive krav til overensstemmelse som fastsat i dette direktiv, bør forbrugeren have ret til de beføjelser ved manglende overensstemmelse, som er fastsat i dette direktiv, medmindre aftalen allerede er ugyldig eller kan anfægtes i henhold til national ret.

(49)

For at sikre tilstrækkelig fleksibilitet bør det være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse. En sådan fravigelse bør kun være mulig, hvis forbrugeren var gjort tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde. Begge betingelser kunne f.eks. opfyldes ved at afkrydse en rubrik, trykke på en knap eller aktivere en tilsvarende funktion.

(50)

Når erhvervsdrivende anvender reglerne i dette direktiv, bør de anvende standarder, åbne tekniske specifikationer, god praksis og adfærdskodekser, herunder i forbindelse med almindeligt anvendte og maskinlæsbare dataformater til download af indhold, bortset fra personoplysninger som brugeren har afgivet eller genereret ved anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og herunder om sikkerheden af informationssystemer og digitale miljøer, uanset om disse er fastlagt på internationalt plan, på EU-plan eller i en specifik branche. I denne forbindelse kunne Kommissionen anmode brancheforeninger og andre repræsentative organisationer om at udvikle internationale og EU-standarder og udarbejde en adfærdskodeks, der kan understøtte en ensartet gennemførelse af dette direktiv.

(51)

Mange typer digitalt indhold eller digitale tjenester leveres fortløbende over en periode, såsom adgang til cloudtjenester. Det er derfor nødvendigt at sikre, at det digitale indhold eller de digitale tjenester er i overensstemmelse i hele aftaleperioden. Kortvarige afbrydelser i leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste bør behandles som tilfælde af manglende overensstemmelse, når disse afbrydelser er mere end uvæsentlige eller indtræffer flere gange. I lyset af den hyppige forbedring af digitalt indhold eller digitale tjenester, navnlig gennem opdateringer, bør den version af digitalt indhold eller digitale tjenester, der leveres til forbrugeren, endvidere være den nyeste tilgængelige på tidspunktet for indgåelse af aftalen, medmindre parterne har aftalt andet.

(52)

For at fungere ordentligt er den digitale indhold eller den digitale tjeneste nødt til at være korrekt installeret i en forbrugers hardware- og softwaremiljø. Det digitale indholds eller de digitale tjenesters manglende overensstemmelse som følge af forkert installation bør betragtes som manglende overensstemmelse af selve det digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvor det eller den blev installeret af den erhvervsdrivende eller på dennes vegne eller af forbrugeren i henhold til den erhvervsdrivendes installationsvejledning, og den forkerte installation skyldes fejl i den krævede installationsvejledning såsom ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør installationsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbruger.

(53)

Begrænsninger af forbrugerens brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med dette direktiv kunne skyldes begrænsninger pålagt af indehaveren af immaterielle rettigheder i overensstemmelse med immaterialretten. Sådanne begrænsninger kan følge af slutbrugerens licensaftale, i henhold til hvilken det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres til forbrugeren. Dette kan være tilfældet, når f.eks. aftalen om slutbrugerlicens forbyder forbrugeren at gøre brug af visse egenskaber i forbindelse med det digitale indholds eller den digitale tjenestes funktionalitet. En sådan begrænsning kunne betyde, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste er i strid med de objektive krav til overensstemmelse, som er fastlagt i dette direktiv, hvis den vedrørte egenskaber, der sædvanligvis findes i digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente. I sådanne tilfælde bør forbrugeren kunne gøre brug af de beføjelser, der er fastsat i dette direktiv, for den manglende overensstemmelse over for den erhvervsdrivende, der har leveret det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Den erhvervsdrivende bør kun kunne undgå et sådant ansvar ved at opfylde betingelserne for fravigelse af de objektive krav til overensstemmelse, der er fastlagt i dette direktiv, dvs. kun hvis den erhvervsdrivende, inden aftalen indgås, specifikt oplyser forbrugeren om, at en bestemt egenskab ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste afviger fra de objektive krav til overensstemmelse, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har accepteret denne afvigelse.

(54)

Juridiske mangler er et særligt vigtigt anliggende for digitalt indhold eller digitale tjenester, der er omfattet af immaterielle rettigheder. Begrænsninger af forbrugerens brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste i overensstemmelse med dette direktiv kunne skyldes en krænkelse af tredjemands rettigheder. En sådan krænkelse kan reelt forhindre forbrugeren i at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller nogle af deres egenskaber, f.eks. når forbrugeren slet ikke kan få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller ikke kan gøre dette lovligt. Dette kan være, fordi tredjemanden med rette tvinger den erhvervsdrivende til at standse overtrædelsen af disse rettigheder og ophøre med at tilbyde det pågældende digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller at forbrugeren ikke kan bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden at overtræde loven. I tilfælde af en krænkelse af tredjemands rettigheder, som resulterer i en begrænsning, der forhindrer eller begrænser brugen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, bør forbrugeren være berettiget til beføjelserne ved manglende overensstemmelse, medmindre der i henhold til national ret er mulighed for at erklære aftalen ugyldig eller for ophævelse heraf, f.eks. på grund af krænkelse af en garanti vedrørende ejendomsret.

(55)

Den erhvervsdrivende bør være ansvarlig over for forbrugeren i tilfælde af manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste og for manglende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Eftersom digitalt indhold eller digitale tjenester kan leveres til forbrugere gennem en eller flere enkeltstående leveringer eller løbende over en periode, er det passende, at det relevante tidspunkt for at fastslå, om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er i overensstemmelse, skal fastsættes i lyset af disse forskellige typer levering.

(56)

Digitalt indhold eller digitale tjenester kan leveres til forbrugere ved en enkelt levering, f.eks. når forbrugere downloader en e-bog og lagrer den på deres personlige enhed. Ligeledes kan leveringen bestå af en række sådanne enkeltstående leveringer, f.eks. når forbrugere modtager et link, hvorfra de kan downloade en ny e-bog hver uge. Det karakteristiske element i denne kategori af digitalt indhold eller digitale tjenester er, at forbrugere derefter har mulighed for at få adgang til og bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden tidsbegrænsning. I sådanne tilfælde bør det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse vurderes på leveringstidspunktet, og den erhvervsdrivende bør derfor kun være ansvarlig for manglende overensstemmelse på det tidspunkt, hvor den enkelte levering eller hver af de enkeltstående leveringer finder sted. Af hensyn til retssikkerheden bør erhvervsdrivende og forbrugere kunne henholde sig til en harmoniseret minimumsperiode, i hvilken den erhvervsdrivende bør holdes ansvarlig for manglende overensstemmelse. I forbindelse med aftaler, der omfatter en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør medlemsstaterne sikre, at erhvervsdrivende er ansvarlige i mindst to år fra leveringstidspunktet, hvis den erhvervsdrivende i henhold til deres respektive nationale ret kun er ansvarlig for manglende overensstemmelse, der viser sig inden for en periode efter leveringen.

(57)

Digitalt indhold eller digitale tjenester kunne også leveres til forbrugere løbende over en periode. Løbende levering kan omfatte tilfælde, hvor den erhvervsdrivende stiller en digital tjeneste til rådighed for forbrugere for en bestemt eller ubestemt periode, såsom en toårig cloudlagringsaftale eller et tidsubestemt medlemskab af en social medieplatform. Det karakteristiske element i denne kategori er det forhold, at det pågældende digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste kun er til rådighed eller tilgængelig(t) for forbrugere i den fastsatte aftaleperiode, eller så længe den tidsubestemte aftale er i kraft. Det er derfor berettiget, at den erhvervsdrivende i sådanne tilfælde kun er ansvarlig for manglende overensstemmelse, der viser sig i løbet af denne periode. Elementet af løbende levering bør ikke nødvendigvis kræve langsigtet levering. Tilfælde såsom webstreaming af et videoklip bør betragtes som løbende levering over en periode, uanset den reelle varighed af den audiovisuelle fil. Tilfælde, hvor bestemte elementer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste stilles til rådighed med jævne mellemrum eller ved flere lejligheder under aftalens fastsatte varighed eller i den periode, hvor aftalen på ubestemt tid er gældende, bør også betragtes som løbende levering over en periode, f.eks. hvor aftalen fastsætter, at en kopi af antivirussoftware kan anvendes i et år og automatisk opdateres den første dag i hver måned i denne periode, eller at den erhvervsdrivende automatisk vil foretage opdateringer, når der foreligger nye elementer af et digitalt spil, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste kun er tilgængelig(t) for forbrugerne under aftalens fastsatte varighed eller er tilgængelig for forbrugerne, så længe den tidsubestemte aftale er i kraft.

(58)

Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne lovgive om nationale forældelsesfrister. Sådanne forældelsesfrister bør imidlertid ikke forhindre forbrugere i at udøve deres rettigheder i hele den periode, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse. Selv om dette direktiv derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det ikke desto mindre sikre, at sådanne frister fortsat tillader forbrugere at udøve deres beføjelser for enhver manglende overensstemmelse, der bliver åbenbar i det mindste i den periode, hvori den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse.

(59)

Som følge af digitalt indholds og digitale tjenesters særlige karakter og store kompleksitet og den erhvervsdrivendes større kendskab og adgang til sagkundskab, teknisk information og højteknologisk assistance har den erhvervsdrivende sandsynligvis bedre forudsætninger end forbrugeren for at vide, hvorfor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke bliver leveret eller ikke er i overensstemmelse. Den erhvervsdrivende har sandsynligvis også bedre forudsætninger for at vurdere, om den manglende levering eller den manglende overensstemmelse skyldes manglende kompatibilitet mellem forbrugerens digitale miljø og det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske krav. I tilfælde af uenighed bør det derfor, selv om det er op til forbrugeren at dokumentere, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke er i overensstemmelse, ikke være op til forbrugeren at bevise, at den manglende overensstemmelse eksisterede på det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste blev leveret – eller i tilfælde af løbende levering, i hele aftalens løbetid.

Det bør i stedet være op til den erhvervsdrivende at bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse på det pågældende tidspunkt eller i den pågældende periode. Denne bevisbyrde bør påhvile den erhvervsdrivende i tilfælde af manglende overensstemmelse, der viser sig inden for et år efter leveringstidspunktet, hvor aftalen omfatter en enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer og i aftalens løbetid, hvor aftalen indeholder bestemmelser om løbende levering over en bestemt periode. Hvis den erhvervsdrivende imidlertid kan bevise, at forbrugerens digitale miljø ikke er kompatibelt med de tekniske krav, som den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde informerede forbrugeren om inden aftalens indgåelse, bør det være forbrugeren, der har bevisbyrden for, at det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse eksisterede på leveringstidspunktet, hvor aftalen omfatter en enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer, eller, hvor aftalen fastsætter bestemmelse om løbende levering over en periode, i hele aftalens løbetid.

(60)

Med forbehold for forbrugerens grundlæggende ret til privatlivets fred, herunder ret til beskyttelse af fortrolige oplysninger og personoplysninger, bør forbrugeren samarbejde med den erhvervsdrivende, således at den erhvervsdrivende får mulighed for at vurdere, om årsagen til den manglende overensstemmelse ligger i forbrugerens digitale miljø, ved hjælp af den teknisk tilgængelige metode, som er mindst forstyrrende for forbrugeren. Dette kan ofte ske ved f.eks. at udlevere automatisk genererede hændelsesrapporter eller detaljer om forbrugerens internetforbindelse til den erhvervsdrivende. Kun under exceptionelle og behørigt begrundede omstændigheder, hvor der på trods af brug af alle andre midler ikke er anden mulighed, kan forbrugere være nødt til at give virtuel adgang til deres digitale miljø. Hvor forbrugeren imidlertid ikke samarbejder med den erhvervsdrivende, og forbrugeren var blevet informeret om konsekvenserne af manglende samarbejde, bør det være forbrugeren, der skal bevise, ikke bare at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke er i overensstemmelse, men også at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse, da det digitale indhold eller den digitale tjeneste blev leveret, hvor aftalen omfatter en enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer, eller, hvor aftalen fastsætter bestemmelse om løbende levering over en periode, i hele aftalens løbetid.

(61)

Hvor den erhvervsdrivende ikke har leveret det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren anmode den erhvervsdrivende om at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste. I sådanne tilfælde bør den erhvervsdrivende reagere uden unødig forsinkelse eller inden for en yderligere periode, som parterne udtrykkeligt er blevet enige om. I betragtning af at digitalt indhold eller en digital tjeneste leveres i digital form, bør leveringen i de fleste tilfælde ikke kræve yderligere tid for at stille det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren. I sådanne tilfælde bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden unødig forsinkelse derfor betyde, at levering skal ske omgående. Hvis den erhvervsdrivende derefter ikke leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren have ret til at ophæve aftalen. Under særlige omstændigheder, såsom hvor det står klart, at den erhvervsdrivende ikke vil levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller hvis et bestemt leveringstidspunkt er af afgørende betydning for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til at ophæve aftalen uden først at anmode den erhvervsdrivende om at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(62)

I tilfælde af manglende overensstemmelse bør forbrugere have ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstemmelse, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve aftalen.

(63)

Afhængigt af det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske karakteristika bør den erhvervsdrivende have lov til at vælge en bestemt måde at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, f.eks. ved at frigive opdateringer eller stille en ny kopi af det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren.

(64)

I lyset af digitalt indholds og digitale tjenesters forskelligartede natur er det ikke hensigtsmæssigt at sætte faste frister for udøvelsen af rettigheder eller opfyldelsen af forpligtelser relateret til digitalt indhold eller digitale tjenester. Sådanne frister ville ikke kunne tage hensyn til denne forskelligartethed og kunne enten være for korte eller for lange i et givet tilfælde. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at kræve, at digitalt indhold og digitale tjenester bringes i overensstemmelse inden for en rimelig frist. Et sådant krav bør ikke forhindre parterne i at nå til enighed om en bestemt frist for at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse. Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør bringes i overensstemmelse gratis. Navnlig skal forbrugeren friholdes for omkostninger forbundet med udviklingen af en opdatering til det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(65)

Hvor det er retligt eller faktisk umuligt at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor den erhvervsdrivende afviser at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, fordi dette ville medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for den erhvervsdrivende, eller hvor den erhvervsdrivende ikke har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist, gratis og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til afhjælpning i form af et afslag i prisen eller ophævelse af aftalen. I visse situationer er det berettiget, at forbrugeren bør have ret til at få et afslag i prisen eller ophæve aftalen omgående, f.eks. hvor det tidligere ikke er lykkedes den erhvervsdrivende at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor forbrugeren ikke kan forventes fortsat at have tiltro til den erhvervsdrivendes evne til at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse på grund af den alvorlige karakter af den manglende overensstemmelse. Forbrugeren bør f.eks. have ret til umiddelbart at anmode om afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, hvis forbrugeren får leveret antivirussoftware, der selv er inficeret med virus og ville udgøre en sådan alvorlig manglende overensstemmelse. Det samme bør gøre sig gældende, hvor det står klart, at den erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

(66)

I et tilfælde, hvor en forbruger har ret til afslag i den pris, der er betalt for det digitale indhold eller den digital tjeneste, som leveres over en periode, bør beregningen af prisafslaget tage hensyn til det digitale indholds eller den digitale tjenestes værdiforringelse på grund af både den manglende overensstemmelse og den periode, hvor forbrugeren ikke var i stand til at gøre brug af overensstemmende digitalt indhold eller en overensstemmende digital tjeneste.

(67)

Hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres mod betaling af en pris, bør forbrugeren kun kunne ophæve aftalen, hvis den manglende overensstemmelse ikke er uvæsentlig. Hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste imidlertid ikke leveres mod betaling af en pris, men forbrugeren afgiver personoplysninger, bør forbrugeren også have ret til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor den manglende overensstemmelse er uvæsentlig, eftersom afhjælpning i form af et afslag i prisen ikke er tilgængelig for forbrugeren. I tilfælde, hvor forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger, bør forbrugeren have alle tilgængelige beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse. Forbrugeren bør navnlig, forudsat at alle andre betingelser er opfyldt, have ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstemmelse, til at få afslag i prisen i forhold til det beløb, der er betalt for det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller til at få aftalen ophævet.

(68)

Hvor forbrugeren ophæver aftalen, bør den erhvervsdrivende tilbagebetale det beløb, som forbrugeren har betalt. Det er imidlertid nødvendigt at afveje forbrugeres og erhvervsdrivendes legitime interesser i de tilfælde, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres over en periode, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste kun var i overensstemmelse i en del af denne periode. Derfor bør forbrugeren, når aftalen ophæves, kun have ret til den del af den betalte pris, der svarer til og står i forhold til den tid, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse. Forbrugeren bør også være berettiget til en eventuel del af den pris, der måtte være betalt forud, for en eventuel periode, der ville have bestået efter aftalens ophævelse.

(69)

Hvis forbrugeren afgiver personoplysninger til den erhvervsdrivende, bør den erhvervsdrivende overholde forpligtelserne i henhold til forordning (EU) 2016/679. Sådanne forpligtelser bør også overholdes i de tilfælde, hvor forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger. Når en aftale ophæves, bør den erhvervsdrivende også afholde sig fra at bruge nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret. Et sådant indhold kunne omfatte digitale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder. Den erhvervsdrivende bør dog være berettiget til fortsat at anvende det indhold, forbrugeren har afgivet eller genereret, i tilfælde, hvor et sådant indhold enten ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret, udelukkende vedrører forbrugerens aktivitet, er sammenlagt med andre data af den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun ved en uforholdsmæssigt stor indsats, eller er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan anvende det.

(70)

Forbrugeren kunne blive afskrækket fra at gøre brug af sine beføjelser i forbindelse med digitalt indholds eller en digital tjenestes manglende overensstemmelse, hvis forbrugeren fratages adgang til andet indhold end personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. For at sikre, at forbrugeren er effektivt beskyttet i forhold til retten til at ophæve aftalen, bør den erhvervsdrivende derfor på forbrugerens anmodning gøre dette indhold tilgængeligt for forbrugeren efter ophævelse af aftalen.

(71)

Forbrugeren bør have ret til at downloade indholdet inden for en rimelig frist uden hindringer fra den erhvervsdrivende, i et almindeligt, maskinlæsbart dataformat og gratis, bortset fra omkostninger, som skyldes forbrugerens eget digitale miljø, f.eks. omkostningerne til en netværksforbindelse, da disse ikke er specifikt knyttet til download af indholdet. Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at gøre dette indhold tilgængeligt bør imidlertid ikke gælde, hvis indholdet kun kan bruges inden for rammerne af anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, udelukkende vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller er sammenlagt med andre data af den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun ved en uforholdsmæssigt stor indsats. I sådanne tilfælde har indholdet ikke nogen væsentlig praktisk anvendelse eller interesse for forbrugeren, idet der også tages hensyn til den erhvervsdrivendes interesser. Derudover bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til efter ophævelse af aftalen at give forbrugeren adgang til enhver form for indhold, som ikke er personoplysninger, og som er afgivet eller genereret af forbrugeren, ikke berøre den erhvervsdrivendes ret til ikke at offentliggøre visse former for indhold i henhold til gældende ret.

(72)

Hvor aftalen er ophævet, bør forbrugeren ikke have pligt til at betale for brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste for en eventuel periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse, eftersom dette ville fratage forbrugeren den reelle beskyttelse. Forbrugeren bør imidlertid også afholde sig fra at bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det til rådighed for tredjemand, f.eks. ved at slette det digitale indhold eller eventuelle brugbare kopier eller på anden vis gøre det digitale indhold utilgængeligt eller den digitale tjeneste utilgængelig.

(73)

Princippet om den erhvervsdrivendes ansvar er et væsentligt element i aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester. Forbrugeren bør derfor være berettiget til at kræve erstatning for ulempe som følge af manglende overensstemmelse eller manglende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Erstatningen bør bringe forbrugeren så tæt som muligt på den position, som forbrugeren ville have været i, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste var blevet behørigt leveret og havde været i overensstemmelse. Da en sådan ret til erstatning allerede findes i alle medlemsstater, bør dette direktiv ikke berøre nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af disse regler.

(74)

Dette direktiv bør også omfatte ændringer, såsom opdateringer og opgraderinger, som erhvervsdrivende foretager af det digitale indhold eller den digital tjeneste, der leveres til eller stilles til rådighed for forbrugeren over en periode. I betragtning af den hurtige udvikling inden for digitalt indhold og digitale tjenester kan sådanne opdateringer, opgraderinger eller lignende ændringer være nødvendige og er ofte til fordel for forbrugeren. Nogle ændringer, f.eks. dem, der kan være fastsat som opdateringer i aftalen, kan indgå i de aftalemæssige forpligtelser. Andre ændringer kan være nødvendige for at opfylde de objektive krav til digitalt indholds eller en digital tjenestes overensstemmelse som fastsat i dette direktiv. Andre ændringer, som ville afvige fra de objektive krav til overensstemmelse, og som er forudsigelige på tidspunktet for aftalens indgåelse, ville udtrykkeligt skulle godkendes af forbrugeren, når aftalen indgås.

(75)

I tillæg til de ændringer, som har til formål at sikre overensstemmelse, bør den erhvervsdrivende på visse betingelser have ret til at ændre egenskaber ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste, forudsat at aftalen giver en gyldig grund til en sådan ændring. Sådanne gyldige grunde kunne omfatte tilfælde, hvor ændringen er nødvendig for at tilpasse det digitale indhold eller den digitale tjeneste til et nyt teknisk miljø eller til et stigende antal brugere eller er nødvendig af andre vigtige driftsmæssige grunde. Sådanne ændringer er ofte til forbrugerens fordel, da de forbedrer det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Aftaleparterne bør derfor kunne lade aftalen indeholde bestemmelser, der tillader den erhvervsdrivende at foretage ændringer. For at skabe balance mellem forbruger- og erhvervsinteresser bør en sådan mulighed for den erhvervsdrivende kombineres med en ret for forbrugeren til at ophæve aftalen, hvis sådanne ændringer har negativ indvirkning på anvendelsen af eller adgangen til det digitale indhold eller den digitale tjeneste på mere end kun en uvæsentlig måde. Det omfang, i hvilket ændringer har negativ indvirkning på en forbrugers anvendelse af eller adgang til digitalt indhold eller en digital tjeneste, bør fastslås objektivt under hensyntagen til arten af og formålet med det pågældende digitale indhold eller den pågældende digitale tjeneste og til den kvalitet, funktionalitet, kompatibilitet samt de øvrige hovedegenskaber, der er almindelige for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type. De regler, der er fastlagt i dette direktiv, for sådanne opdateringer, opgraderinger eller lignende ændringer bør dog ikke vedrøre situationer, hvor parterne indgår en ny aftale om levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, f.eks. som følge af udsendelse af en ny version af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(76)

Forbrugere bør informeres om ændringer på en klar og forståelig måde. Hvor en ændring på mere end en uvæsentlig måde har negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren informeres på en måde, der gør det muligt, at oplysningerne lagres på et varigt medium. Et varigt medium bør sætte forbrugeren i stand til at lagre oplysningerne så længe, som det er nødvendigt at beskytte forbrugerens interesser som følge af vedkommendes forhold til den erhvervsdrivende. Sådanne medier bør navnlig omfatte papir, DVD'er, CD'er, USB-nøgler, hukommelseskort eller harddiske samt e-mail.

(77)

Hvor en ændring på mere end en uvæsentlig måde har negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren som følge af en sådan ændring have ret til at ophæve aftalen gratis. Alternativt kan den erhvervsdrivende beslutte at give forbrugeren mulighed for at opretholde adgangen til det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden yderligere omkostninger, uden ændringen og i overensstemmelse, i hvilket tilfælde forbrugeren ikke bør have ret til at ophæve aftalen. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende gjorde det muligt for forbrugeren at opretholde, imidlertid ikke længere er i overensstemmelse med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, bør forbrugeren kunne påberåbe sig de beføjelser i forbindelse med manglende overensstemmelse, som er fastsat i dette direktiv. Hvis kravene til en sådan ændring som anført i dette direktiv ikke er opfyldt, og ændringen medfører manglende overensstemmelse, bør det ikke berøre forbrugerens ret til at få bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, få afslag i prisen eller ophæve aftalen som fastsat i dette direktiv. Tilsvarende, hvis det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse opstår efter en ændring og ikke er forårsaget af ændringen, bør forbrugeren fortsat have ret til at påberåbe sig sine beføjelser som fastsat i dette direktiv ved manglende overensstemmelse i relation til dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste.

(78)

Den manglende overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ved leveringen til forbrugeren skyldes ofte én af transaktionerne i en kæde, der forbinder den oprindelige udvikler med den endelige erhvervsdrivende. Selv om den endelige erhvervsdrivende bør være ansvarlig over for forbrugeren i tilfælde af manglende overensstemmelse, er det vigtigt at sikre, at den erhvervsdrivende har tilstrækkelige rettigheder over for de forskellige personer i transaktionskæden med henblik på at kunne dække ansvaret over for forbrugeren. Sådanne rettigheder bør begrænses til kommercielle transaktioner, og de bør derfor ikke omfatte situationer, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for den manglende overensstemmelse af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der består af eller bygger på software, som er blevet leveret uden betaling af en pris i henhold til en Free and Open Source-licens af en person i tidligere led i transaktionskæden. Det bør dog være op til medlemsstaterne i henhold til deres den gældende nationale ret at identificere de personer i transaktionskæden, som den endelige erhvervsdrivende kan gøre regres mod, og de ordninger og betingelser, der gælder for sådanne tiltag.

(79)

Personer eller organisationer, der i henhold til national ret anses for at have en legitim interesse i at beskytte forbrugeraftaleretlige og databeskyttelsesretlige rettigheder, bør have ret til at indbringe sager for at sikre, at de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, finder anvendelse, enten for en domstol eller for en myndighed med kompetence til at påkende klager eller til at indlede relevante retssager.

(80)

Intet i dette direktiv bør være til hinder for anvendelsen af internationalprivatretlige regler, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (14) og (EU) nr. 1215/2012 (15).

(81)

Bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2017/2394 (16) bør ændres, således at det indeholder en henvisning til dette direktiv med henblik på at fremme det grænseoverskridende samarbejde om håndhævelsen af nærværende direktiv.

(82)

Bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (17) bør ændres, således at det indeholder en henvisning til nærværende direktiv for at sikre, at de i nærværende direktiv fastlagte kollektive forbrugerinteresser beskyttes.

(83)

Forbrugere bør kunne nyde godt af deres rettigheder i henhold til dette direktiv, så snart de tilsvarende nationale gennemførelsesforanstaltninger begynder at finde anvendelse. Disse nationale gennemførelsesforanstaltninger bør derfor også finde anvendelse på aftaler af ubegrænset eller tidsbegrænset varighed, som er indgået før anvendelsesdatoen, og som omfatter levering af digitalt indhold eller digitale tjenester over en periode, enten løbende eller gennem en række af enkeltstående leveringer, men kun for så vidt angår digitalt indhold eller en digital tjeneste, der leveres fra datoen for anvendelsen af de nationale gennemførelsesforanstaltninger. For at sikre en balance mellem forbrugeres og erhvervsdrivendes legitime interesser bør de nationale foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv om ændring af det digitale indhold eller den digitale tjeneste og retten til regres kun gælde for aftaler, der er indgået efter anvendelsesdatoen i henhold til dette direktiv.

(84)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (18) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. For så vidt angår dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(85)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (19) og afgav en udtalelse den 14. marts 2017 (20).

(86)

Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion ved på en ensartet måde at håndtere aftaleretlige hindringer for levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, samtidig med at juridisk fragmentering undgås, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan ved at sikre den overordnede sammenhæng mellem de nationale love gennem harmoniserede aftaleretlige regler, der også vil fremme koordinerede håndhævelsestiltag bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(87)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og friheder og overholder de principper, der navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder dem, der er forankret i chartrets artikel 16, 38 og 47 —

(1)

For at forblive konkurrencedygtig på de globale markeder er Unionen nødt til at forbedre det indre markeds funktion og klare de mange udfordringer, som en stadig mere teknologistyret økonomi skaber i dag. Strategien for det digitale indre marked fastlægger en omfattende ramme, der fremmer integrationen af en digital dimension i det indre marked. Den første søjle i strategien for det digitale indre marked håndterer fragmenteringen af den indbyrdes EU-handel ved at se på alle de største hindringer for udviklingen af grænseoverskridende e-handel, der tegner sig for langt størsteparten af virksomhedernes grænseoverskridende salg af varer til forbrugere.

(2)

Artikel 26, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Unionen vedtager foranstaltninger med henblik på oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion, og at det omfatter et område uden indre grænser, hvor den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser er sikret. Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked. Dette direktiv sigter mod at finde den rette balance mellem at opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og fremme virksomhedernes konkurrenceevne, samtidig med at nærhedsprincippet respekteres.

(3)

Visse aspekter af aftaler om salg af varer bør harmoniseres med udgangspunkt i et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at opnå et ægte digitalt indre marked, øge retssikkerheden og mindske transaktionsomkostningerne, navnlig for små og mellemstore virksomheder (»SMV'er«).

(4)

E-handel er en hoveddrivkraft for vækst i det indre marked. Men e-handlens vækstpotentiale er imidlertid langtfra udnyttet til fulde. For at styrke Unionens konkurrenceevne og skabe vækst er Unionen nødt til at handle hurtigt og tilskynde de økonomiske aktører til at frigøre det indre markeds fulde potentiale. Det indre markeds fulde potentiale kan kun frigøres, såfremt alle markedsdeltagere har let adgang til grænseoverskridende salg af varer, herunder e-handelstransaktioner. De aftaleretlige regler, som ligger til grund for markedsdeltagernes transaktioner, er blandt de vigtigste faktorer, der påvirker virksomhedernes beslutninger om, hvorvidt de skal udbyde varer på tværs af grænserne. Disse regler har desuden betydning for, hvorvidt forbrugere er villige til at tage denne form for køb til sig og have tillid til den.

(5)

Den teknologiske udvikling har ført til et voksende marked for varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller digitale tjenester. På grund af det stigende antal af denne form for udstyr og deres hurtigt voksende udbredelse blandt forbrugere er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at sikre, at der er et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, og at øge retssikkerheden med hensyn til de regler, der finder anvendelse for aftaler om salg af sådanne produkter. Forøgelse af retssikkerheden vil hjælpe til at styrke forbrugeres og sælgeres tillid.

(6)

EU-reglerne for salg af varer er stadig fragmenterede, selv om reglerne om leveringsbetingelser og hvad angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen og fortrydelsesret allerede er fuldt ud harmoniserede ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (3). Andre vigtige kontraktforhold, såsom betingelser for overensstemmelse, beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de væsentligste regler for udøvelse af disse beføjelser, er i dag underlagt minimumsharmonisering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF (4). Medlemsstaterne har haft mulighed for at være mere vidtgående end EU-standarderne og indføre eller opretholde regler, der sikrer, at et endnu højere forbrugerbeskyttelsesniveau opnås. I denne forbindelse har de tilpasset forskellige forhold i forskelligt omfang. Dermed er der i dag væsentlige forskelle i de nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 1999/44/EF, for så vidt angår centrale forhold, såsom fraværet eller tilstedeværelsen af et hierarki af beføjelser.

(7)

De nuværende forskelle kan være til skade for virksomheder og forbrugere. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (5) skal erhvervsdrivende, der retter deres virksomhed mod forbrugere i andre medlemsstater, tage højde for de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler på det sted, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted. Da der er forskel på disse regler i medlemsstaterne, kan virksomhederne stå over for yderligere omkostninger. Derfor kan mange virksomheder foretrække blot at drive handel indenlands eller kun at eksportere til en eller to medlemsstater. Dette valg, der mindsker eksponeringen for omkostninger og risici i forbindelse med grænseoverskridende handel, resulterer i forspildte muligheder for at udvide virksomheden og for stordriftsfordele. Dette berører især SMV’er.

(8)

Selv om forbrugere som følge af forordning (EF) nr. 593/2008 nyder en høj grad af beskyttelse, når de foretager køb i udlandet, har den juridiske fragmentering desuden en negativ indvirkning på forbrugeres tillid til grænseoverskridende transaktioner. Om end der er flere faktorer, der bidrager til denne mistillid, er usikkerheden om de vigtigste aftalemæssige rettigheder en af de største bekymringer for forbrugere. Denne usikkerhed gør sig gældende, uanset om forbrugere er beskyttet af de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler i deres egen medlemsstat, når sælgere retter deres grænseoverskridende virksomhed mod dem, eller om forbrugere indgår grænseoverskridende aftaler med sælgere, uden at den pågældende sælger udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i forbrugerens medlemsstat.

(9)

Selv om onlinesalg af varer tegner sig for langt størstedelen af de grænseoverskridende salg i Unionen, har forskellene i nationale aftaleregler samme betydning for detailhandlende, der beskæftiger sig med fjernsalg, som for detailhandlende, der beskæftiger sig med direkte salg, og de forhindrer dem i at udvide på tværs af grænserne. Dette direktiv bør omfatte alle salgskanaler for at skabe lige forretningsvilkår for alle virksomheder, som sælger varer til forbrugere. Ved at fastlægge ensartede regler for alle salgskanaler bør dette direktiv sikre, at der ikke opstår forskelle, der kan påføre det stigende antal detailhandlende i Unionen, som opererer via flere kanaler, en urimelig byrde. Behovet for sammenhængende regler for salg og garantier uanset salgskanal blev bekræftet i forbindelse med Kommissionens kvalitetskontrol af forbruger- og markedsføringslovgivning offentliggjort den 29. maj 2017, og som også omfattede direktiv 1999/44/EF.

(10)

Dette direktiv bør omfatte regler for salg af varer, herunder varer med digitale elementer, udelukkende i forbindelse med de centrale aftaleforhold, der er nødvendige for at overvinde aftaleretlige hindringer på det indre marked. I den forbindelse bør reglerne om krav til overensstemmelse, forbrugeres beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de vigtigste regler for udøvelse af disse beføjelser harmoniseres fuldt ud, og forbrugerbeskyttelsesniveauet bør øges i forhold til direktiv 1999/44/EF. Fuldt ud harmoniserede regler om nogle centrale forhold i forbrugeraftaleretten vil gøre det nemmere for virksomheder, i særdeleshed SMV’er, at udbyde deres produkter i andre medlemsstater. Ved fuld harmonisering af centrale regler vil forbrugere få et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og øget forbrugervelfærd.

(11)

Dette direktiv supplerer direktiv 2011/83/EU. Hvor direktiv 2011/83/EU primært fastsætter bestemmelser vedrørende oplysningskrav forud for indgåelsen af aftaler, fortrydelsesret ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted samt regler om levering af varer og risikoens overgang, indfører nærværende direktiv regler vedrørende varernes overensstemmelse, forbrugernes beføjelser i tilfælde af mangler og regler for deres udøvelse.

(12)

Dette direktiv bør kun gælde for løsøregenstande, der er varer som omhandlet i dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor frit kunne regulere aftaler om salg af fast ejendom, såsom beboelsesejendomme, og de vigtigste bestanddele heraf, som er beregnet til at udgøre en stor del af den pågældende faste ejendom.

(13)

Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (6) bør supplere hinanden. Hvor direktiv (EU) 2019/770 fastsætter regler om visse krav vedrørende aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, fastsætter nærværende direktiv regler om visse krav vedrørende aftaler om salg af varer. For at imødekomme forbrugeres forventninger og sikre en tydelig og enkel retlig ramme for erhvervsdrivende for digitalt indhold og digitale tjenester, finder direktiv (EU) 2019/770 anvendelse på levering af digitalt indhold og digitale tjenester, herunder digitalt indhold der leveres på et fysisk medium, såsom DVD'er, CD'er, USB-nøgler og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske medium udelukkende fungerer som formidler af det digitale indhold. I modsætning hertil bør nærværende direktiv finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, der kræver digitalt indhold eller en digital tjeneste for at fungere.

(14)

Udtrykket »varer« som fastsat i dette direktiv bør anses for at omfatte »varer med digitale elementer« og derfor også henvise til alt digitalt indhold eller alle digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med sådanne varer på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste vil forhindre varerne i at fungere. Digitalt indhold, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, kan være enhver form for data, der er produceret og leveret i digital form, såsom styresystemer, programmer og andet software. Digitalt indhold kan være forudinstalleret på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen eller kan, hvor det fastsættes i nævnte aftale, installeres efterfølgende. Digitale tjenester, der er indbyrdes forbundet med en vare, kan omfatte tjenester, der muliggør generering, behandling eller lagring af data i digital form eller adgang dertil, såsom software-as-a-service, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet, løbende levering af trafikdata i et navigationssystem eller løbende levering af individuelt tilpassede træningsprogrammer i forbindelse med smarture.

(15)

Dette direktiv bør finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, hvor fraværet af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, vil forhindre varerne i at fungere, og hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres sammen med varerne i henhold til købsaftalen vedrørende disse varer. Hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, udgør en del af købsaftalen med sælgeren, bør afhænge af denne aftales indhold. Det bør omfatte digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i aftalen. Det bør også omfatte de købsaftaler, der kan forstås som omfattende leveringen af specifikt digitalt indhold eller en specifik digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af samme type, og forbrugeren med rimelighed kan forvente dette i betragtning af varernes karakter og i betragtning af eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten. Hvis f.eks. et smart-TV blev annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation, ville denne videoapplikation blive anset for at være en del af købsaftalen. Dette bør gælde, uanset om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal downloades efterfølgende på en anden enhed og kun er indbyrdes forbundet med varen. En smartphone kunne f.eks. leveres med standardiserede forudinstallerede programmer, der er leveret i henhold til købsaftalen, såsom et alarmprogram eller et kameraprogram. Et andet muligt eksempel er et smartur. I sådant et tilfælde er det selve uret, der anses for at være varen med digitale elementer, som kun kan fungere med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen, men som skal downloades af forbrugeren til en smartphone. Applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digitale element. Dette bør også gælde, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leveres i henhold til købsaftalen af en tredjemand. For at undgå usikkerhed for både sælgere og forbrugere bør reglerne i dette direktiv finde anvendelse i tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste er en del af købsaftalen. Konstatering af, at der eksisterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og forbrugeren, som leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, er en del af, bør desuden ikke berøres af det forhold, at forbrugeren skal give sit samtykke til en licensaftale med en tredjepart for at kunne bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(16)

Modsætningsvis, hvis fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, ikke forhindrer varerne i at udføre deres funktioner, eller hvis forbrugeren indgår en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, som ikke indgår i en købsaftale vedrørende varer med digitale elementer, bør denne aftale anses for at være adskilt fra aftalen om salg af varerne, selv om sælgeren fungerer som formidler af denne anden aftale med den leverende tredjemand, og kunne være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/770, hvis nævnte direktivs betingelser er opfyldt. Hvis en forbruger f.eks. downloader et spil til sin smartphone fra en appstore, er aftalen om levering af spillet adskilt fra aftalen om salg af selve smartphonen. Nærværende direktiv bør derfor kun finde anvendelse på aftalen om salg af smartphonen, mens leveringen af spillet bør være omfattet af direktiv (EU) 2019/770, hvis betingelserne i nævnte direktiv er opfyldt. Et andet eksempel ville være en situation, hvor det udtrykkeligt aftales, at forbrugeren køber en smartphone uden et specifikt styresystem, og hvor forbrugeren efterfølgende indgår en aftale om levering af et styresystem fra en tredjepart. I et sådant tilfælde ville leveringen af styresystemet, som er købt særskilt, ikke være en del af købsaftalen og derfor ikke være omfattet af anvendelsesområdet for nærværende direktiv, men kunne være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/770, hvis betingelserne i nævnte direktiv er opfyldt.

(17)

For den juridiske klarheds skyld bør dette direktiv fastlægge en definition af en købsaftale og også klart definere dets anvendelsesområde. Dette direktivs anvendelsesområde bør også omfatte aftaler om varer, der endnu ikke er fremstillet eller frembragt, herunder efter forbrugerens specifikationer. Installation af varerne kan endvidere være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, hvis installationen er en del af købsaftalen og skal udføres af sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis en aftale indeholder elementer med både salg af varer og levering af tjenester, bør det overlades til national ret at fastsætte, om hele aftalen kan klassificeres som en købsaftale som omhandlet i dette direktiv.

(18)

Dette direktiv bør ikke berøre nationalret, i det omfang de pågældende spørgsmål ikke er reguleret af dette direktiv, navnlig for så vidt angår varernes lovlighed, erstatning og generelle aftaleretlige aspekter såsom indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger af aftaler. Det samme bør gælde for konsekvenserne af at ophæve aftalen og for visse aspekter angående afhjælpning og omlevering, som ikke er reguleret af dette direktiv. I forbindelse med reguleringen af parters ret til at undlade at opfylde deres forpligtelser eller en del deraf, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, bør medlemsstaterne stadig frit kunne regulere betingelserne og reglerne for, at forbrugeren kan tilbageholde betalingen af prisen. Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugerens ret til erstatning for skader, de har lidt som følge af sælgerens overtrædelse af dette direktiv. Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, nemlig nationale bestemmelser, som fastlægger specifikke regler for sælgerens ansvar for skjulte fejl. Dette direktiv bør heller ikke berøre national lovgivning om forbrugerens ikkeaftalebestemte beføjelser i tilfælde af mangler ved varen over for personer i tidligere led i transaktionskæden, f.eks. fabrikanter eller andre personer, der opfylder forpligtelserne for sådanne personer.

(19)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved varerne kort tid efter levering, nemlig nationale bestemmelser, der fastlægger forbrugerens ret til at afvise mangelfulde varer og behandle aftalen som ophævet eller anmode om øjeblikkelig omlevering inden for en kort periode efter varernes levering, som ikke bør overskride 30 dage.

(20)

Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren i forbindelse med aftalens indgåelse eller sælgerens pligt til at advare forbrugeren om f.eks. visse egenskaber ved varen, egnetheden af de materialer, som forbrugeren har leveret, eller mulige ulemper som følge af specifikke anmodninger fra forbrugeren, f.eks. en anmodning fra forbrugeren om at anvende et særligt stof til skræddersyning af en selskabskjole.

(21)

Medlemsstaterne bør også frit kunne udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, eller for på anden måde at regulere sådanne aftaler. Medlemsstaterne bør f.eks. fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.

(22)

Definitionen af en forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons erhverv, og hvor det erhvervsmæssige formål er marginalt i forbindelse med aftalen, bør medlemsstaterne imidlertid også stadig frit kunne bestemme, om og under hvilke omstændigheder den pågældende person ligeledes bør betragtes som en forbruger.

(23)

Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor sælgeren overdrager eller påtager sig at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren. Udbydere af platforme kan anses for at være sælgere i henhold til dette direktiv, hvis de handler som led i deres egen forretning og som direkte aftalepartner for forbrugeren med henblik på salg af varer. Medlemsstaterne bør stadig frit kunne vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene til at blive anset for en sælger i henhold til dette direktiv.

(24)

For at finde en balance mellem behovet for retssikkerhed og en rimelig fleksibilitet med hensyn til retsreglerne bør der ved enhver henvisning i dette direktiv til, hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås, hvad der med rimelighed kan forventes. Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og parternes sædvane og praksis.

(25)

For at gøre det klart, hvad forbrugeren kan forvente af varen, og hvad sælgeren er ansvarlig for i tilfælde af, at denne ikke kan levere, hvad der forventes, er det afgørende at harmonisere reglerne for, hvorvidt varerne er i overensstemmelse, fuldt ud. Enhver henvisning til overensstemmelse i dette direktiv bør henvise til varernes overensstemmelse med købsaftalen. For at beskytte de legitime interesser hos begge parter i en købsaftale bør overensstemmelsen vurderes på grundlag af både subjektive og objektive krav til overensstemmelse.

(26)

Derfor bør varerne opfylde de krav, der er aftalt mellem sælgeren og forbrugeren i købsaftalen. Sådanne krav kan bl.a. omfatte kvantitet, kvalitet, type og beskrivelse af varerne, deres egnethed til et specifikt formål og levering af varerne med det aftalte tilbehør og eventuelle vejledninger. Kravene i købsaftalen bør omfatte de krav, der følger af oplysninger forud for aftaleindgåelse, som i overensstemmelse med direktiv 2011/83/EU er en integreret del af købsaftalen.

(27)

Begrebet »funktionalitet« bør anses for at henvise til, hvordan varerne kan udføre deres funktioner under hensyntagen til formålet hermed. Begrebet »interoperabilitet« vedrører, hvorvidt og i hvilket omfang varer er i stand til at fungere sammen med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som varer af samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne kan f.eks. omfatte varers evne til at udveksle oplysninger med en sådan anden software eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger.

(28)

I betragtning af at det digitale indhold eller de digitale tjenester, der er integreret eller indbyrdes forbundet med varer, hele tiden udvikler sig, kan sælgere aftale med forbrugere at levere opdateringer til disse varer. Opdateringer af varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement kan i henhold til købsaftalen foretages med henblik på forbedring og optimering, udvidelse af funktionerne, tilpasning til den tekniske udvikling, beskyttelse mod nye sikkerhedstrusler eller andre formål. Overensstemmelsen for varer med digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor også vurderes med hensyn til, hvorvidt varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement opdateres i overensstemmelse med købsaftalen. Manglende levering af opdateringer, som er aftalt i købsaftalen, bør betragtes som en mangel ved varerne. Derudover bør fejlbehæftede eller ufuldstændige opdateringer også betragtes som en mangel ved varen, henset til, at dette indebærer, at sådanne opdateringer ikke foretages på den måde, der er fastsat i købsaftalen.

(29)

For at være i overensstemmelse bør varerne ikke alene opfylde de subjektive krav til overensstemmelse, men bør endvidere opfylde de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. Overensstemmelsen bør vurderes bl.a. ud fra det formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til, om de leveres med det tilbehør og de vejledninger, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage, eller om de svarer til den vareprøve eller model, som sælgeren har gjort tilgængelig for forbrugeren. Varerne bør også have de egenskaber og funktioner, der er sædvanlige for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varernes art og i givet fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i et tidligere led i transaktionskæden.

(30)

Ud over opdateringer, der er fastsat i aftalen, bør sælgeren også levere opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, for at sikre, at varer med digitale elementer bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgerens forpligtelse bør være begrænset til opdateringer, der er nødvendige for, at disse varer kan opretholde deres overensstemmelse med de objektive og subjektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. Medmindre parterne har fastsat andet i aftalen, bør sælgeren hverken være forpligtet til at levere opgraderede versioner af varernes digitale indhold eller digitale tjeneste eller forbedre eller udvide varernes funktioner ud over overensstemmelseskravene. Hvis en opdatering, som leveres af sælgeren eller af en tredjemand, der leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, medfører en mangel ved varen med digitale elementer, bør sælgeren være ansvarlig for at bringe varen i overensstemmelse igen. Forbrugeren bør være frit stillet med hensyn til at vælge at installere de opdateringer, der leveres. Hvis forbrugeren beslutter ikke at installere de opdateringer, der er nødvendige for varen med digitale elementer for at sikre, at de bliver ved med at være i overensstemmelse, bør forbrugeren imidlertid ikke forvente, at disse varer bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgeren bør oplyse forbrugeren om, at forbrugerens beslutning om at undlade at installere opdateringer, som er nødvendige for, at varer med digitale elementer bliver ved at være i overensstemmelse, herunder sikkerhedsopdateringer, vil have indflydelse på sælgerens ansvar for overensstemmelsen af de egenskaber, der er forbundet med varerne med digitale elementer, som de pågældende opdateringer forventes at holde i overensstemmelse. Dette direktiv bør ikke berøre forpligtelser til at levere sikkerhedsopdateringer i henhold til anden EU-ret eller national ret.

(31)

Ved varer med digitale elementer, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren i princippet kun være ansvarlig for mangler, der foreligger på leveringstidspunktet. Forpligtelsen til at levere opdateringer bør imidlertid afspejle det forhold, at det digitale miljø for en sådan vare ændrer sig hele tiden. Derfor er opdateringer et nødvendigt redskab for at sikre, at varerne fungerer lige så godt som på leveringstidspunktet. I modsætning til traditionelle varer er varer med digitale elementer endvidere ikke fuldstændig adskilt fra sælgeren, eftersom sælgeren eller en tredjeperson, der leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, kan fjernopdatere varerne, som regel via internettet. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren derfor være ansvarlig for at levere de opdateringer, der er nødvendige for at sikre, at varerne med digitale elementer forbliver i overensstemmelse i den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente, selv hvis varerne var i overensstemmelse på leveringstidspunktet. Den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage opdateringer, bør vurderes på grundlag af varernes og de digitale elementers type og formål og under hensyntagen til omstændighederne ved og arten af købsaftalen. En forbruger vil normalt forvente at modtage opdateringer som minimum i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler, mens forbrugerens rimelige forventning i nogle tilfælde kan strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer. I andre tilfælde, f.eks. i forbindelse med varer med digitale elementer, hvis formål er tidsbegrænset, vil sælgerens forpligtelse til at foretage opdateringer normalt være begrænset til nævnte tidsrum.

(32)

Det er vigtigt at sikre en længere holdbarhed af varer for at opnå mere bæredygtige forbrugsmønstre og en cirkulær økonomi. Det er også meget vigtigt at holde fejlbehæftede produkter ude af Unionens marked ved at styrke markedsovervågningen og give de økonomiske aktører de rigtige incitamenter, så tilliden til det indre markeds funktionsmåde kan øges. I den forbindelse er produktspecifik EU-lovgivning den mest hensigtsmæssige måde at indføre holdbarhedskrav og andre produktrelaterede krav til særlige former for eller grupper af produkter ved hjælp af tilpassede betingelser. Dette direktiv bør derfor være komplementært i forhold til målsætningerne, der forfølges i en sådan produktspecifik EU-lovgivning og bør omfatte holdbarhed som et objektivt kriterium for vurderingen af varers overensstemmelse. Ved holdbarhed bør der i dette direktiv forstås varernes evne til at bevare deres påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug. For at varer er i overensstemmelse, bør de have en holdbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til de specifikke varers art, herunder det eventuelle behov for rimelig vedligeholdelse af varer som f.eks. den regelmæssige kontrol og udskiftning af filtre i en bil og i givet fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af personer, der udgør en forbindelse i transaktionskæden. Vurderingen bør også tage hensyn til alle andre relevante omstændigheder såsom varernes pris samt den intensitet eller hyppighed, hvormed forbrugeren anvender varerne. For så vidt som specifikke holdbarhedsoplysninger angives i en erklæring forud for aftalens indgåelse, som er en del af købsaftalen, bør forbrugeren endvidere kunne regne med disse oplysninger som en del af de subjektive krav til overensstemmelse.

(33)

Sælgeren bør i henhold til dette direktiv være forpligtet til at levere forbrugeren varer, som på leveringstidspunktet er i overensstemmelse. Det er muligt, at sælgere vil gøre brug af reservedele for at opfylde deres forpligtelse til at afhjælpe varer i tilfælde af en mangel, der forelå på leveringstidspunktet. Selv om dette direktiv ikke bør pålægge en forpligtelse for sælgere til som et objektivt krav til overensstemmelse at sikre tilgængeligheden af reservedele i en hel periode, bør det ikke berøre andre bestemmelser i national ret, der forpligter sælgeren, producenten eller andre personer, der udgør et led i transaktionskæden, til at sikre, at reservedele er tilgængelige, eller til at underrette forbrugere om en sådan tilgængelighed.

(34)

En lang række varer skal installeres, før de kan bruges på en effektiv måde af forbrugeren. Ved varer med digitale elementer er det desuden som regel nødvendigt at installere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, før forbrugeren kan anvende disse varer i overensstemmelse med deres tiltænkte formål. Enhver mangel, der skyldes forkert installation af varerne, herunder forkert installation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor betragtes som en mangel, hvis installationen er udført af sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis varerne skal installeres af forbrugeren, bør en mangel, der skyldes forkert installation, betragtes som en mangel ved varerne, uanset om installationen er udført af forbrugeren eller af en tredjepart på forbrugerens vegne, hvis den forkerte installation skyldes mangler i installationsvejledningen såsom ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør installationsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbruger.

(35)

Manglende overensstemmelse bør omfatte både materielle og retlige mangler. Begrænsninger, der skyldes krænkelse af tredjemands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, kan eventuelt hindre eller begrænse brugen af varerne i overensstemmelse med aftalen. Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugeren i disse tilfælde har ret til de i dette direktiv fastsatte beføjelser i tilfælde af mangler, medmindre national ret indeholder bestemmelser om ugyldighed af aftalen eller om dens ophævelse i sådanne tilfælde.

(36)

For at sikre, at der er tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne, f.eks. i forbindelse med salg af brugte genstande, bør det være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. En sådan fravigelse bør kun være mulig, hvis forbrugeren gøres tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde.

(37)

En øget retssikkerhed for både forbrugere og sælgere kræver en klar angivelse af, hvornår varernes overensstemmelse bør vurderes. Det relevante tidspunkt for at vurdere varernes overensstemmelse bør være det tidspunkt, hvor varerne leveres. Dette bør også gælde for varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er leveret ved en enkelt levering. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres løbende i en periode, bør det relevante tidspunkt med henblik på at fastslå, om det digitale indholds- eller digitale tjenesteelement er i overensstemmelse, imidlertid ikke være et tidspunkt, men nærmere en periode, der begynder på leveringstidspunktet. Af hensyn til retssikkerheden bør denne periode være lig med den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler.

(38)

Dette direktiv bør ikke regulere betydningen af »levering«, hvilket bør overlades til national ret, navnlig spørgsmålet om, hvad sælgeren skal gøre for at opfylde sin forpligtelse til at levere varerne. Desuden bør henvisninger til leveringstidspunktet i dette direktiv ikke berøre reglerne om risikoens overgang som fastsat i direktiv 2011/83/EU og i overensstemmelse hermed gennemført i medlemsstaternes ret.

(39)

Varer med digitale elementer bør anses for at være leveret til forbrugeren, når både varernes fysiske komponent er leveret, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret ved en enkelt levering, eller den løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode er begyndt. Dette betyder, at sælgeren også bør gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste tilgængelig for forbrugeren på en sådan måde, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller andre midler, der er egnede til at downloade eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste, er modtaget af forbrugeren, og at ingen yderligere handling kræves af sælgeren, for at forbrugeren kan anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen, f.eks. ved hjælp af et link eller en downloadmulighed. Det relevante tidspunkt for at fastslå, om varen er i overensstemmelse, bør derfor være det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres, hvis den fysiske komponent blev leveret tidligere. Som et resultat heraf kan det sikres, at ansvarsperioden for den fysiske komponent på den ene side og for det digitale element på den anden side begynder at løbe på samme tidspunkt. I mange tilfælde kan forbrugeren endvidere ikke opdage en fejl i den fysiske komponent, før det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret.

(40)

Når varer skal installeres af sælgeren, kan forbrugeren i visse tilfælde ikke anvende varerne eller opdage fejlen, før installationen er afsluttet. Når varerne i henhold til købsaftalen skal installeres af sælgeren eller på sælgerens vegne, bør varerne derfor anses for at være leveret til forbrugeren, når installationen er afsluttet.

(41)

For at sikre sælgernes retssikkerhed og forbrugernes generelle tillid til den grænseoverskridende handel er det nødvendigt at fastsætte en periode, hvor forbrugeren har ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel, der foreligger på det relevante tidspunkt, til at fastslå, om varen er i overensstemmelse. I betragtning af at hovedparten af medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 1999/44/EF har fastsat en periode på to år, og at denne periode i praksis betragtes som rimelig af markedsdeltagerne, bør denne periode bevares. Den samme periode bør gælde i tilfælde af varer med digitale elementer. Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, bør forbrugeren imidlertid have ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel i det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som opstår eller konstateres inden for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen. For at sikre, at medlemsstaterne har fleksibilitet til at øge forbrugerbeskyttelsesniveauet i deres nationale ret, bør de frit kunne fastsætte længere tidsfrister for sælgerens ansvar end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(42)

Af hensyn til sammenhængen med de eksisterende nationale retssystemer bør medlemsstaterne frit kunne bestemme enten, at sælgere er ansvarlige for en mangel, der konstateres inden for en specifik periode, eventuelt kombineret med en forældelsesfrist, eller at forbrugeres beføjelser kun afhænger af en forældelsesfrist. I det første tilfælde bør medlemsstaterne sikre, at perioden for sælgerens ansvar ikke omgås af en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser. Selv om dette direktiv derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det sikre, at sådanne forældelsesfrister ikke begrænser forbrugernes ret til at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for manglende overensstemmelse. I sidstnævnte tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at nøjes med at bevare eller indføre en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser, uden at indføre en specifik periode, inden for hvilken den manglende overensstemmelse skal konstateres, for at sælgeren bliver ansvarlig. For at sikre, at forbrugere også i sådanne tilfælde er beskyttet i lige så høj grad, bør medlemsstaterne sikre, at hvis der kun gælder en forældelsesfrist, bør den stadig give forbrugere mulighed for at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig som minimum i den periode, der er fastsat som forældelsesfrist i dette direktiv.

(43)

Med hensyn vil visse aspekter kan en anden behandling af brugte varer være berettiget. Selv om en ansvarsperiode eller en forældelsesfrist på to år eller derover sædvanligvis er i både sælgerens og forbrugerens interesse, er dette ikke nødvendigvis tilfældet i forbindelse med brugte varer. Medlemsstaterne bør derfor kunne give parterne mulighed for at aftale en forkortet ansvarsperiode eller forældelsesfrist for sådanne varer. At overlade dette spørgsmål til en aftale mellem parterne, øger aftalefriheden og sikrer, at forbrugeren både skal underrettes både om varens art som brugt vare og den forkortede ansvarsperiode eller forældelsesfrist. En sådan i aftalen fastsat periode eller frist bør imidlertid ikke være kortere end ét år.

(44)

Dette direktiv bør ikke regulere, under hvilke betingelser ansvarsperioden som omhandlet i dette direktiv eller en forældelsesfrist kan ophæves eller afbrydes. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte regler om ophævelse eller afbrydelse af ansvarsperioden eller forældelsesfristen, f.eks. i tilfælde af afhjælpning, omlevering eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med henblik på en mindelig ordning.

(45)

I en periode på ét år eller i en periode på to år, hvis medlemsstaterne vælger at indføre en periode på to år, bør forbrugeren blot bevise, at der er en mangel ved varen, uden også at skulle bevise, at manglen faktisk forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse. For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at manglen ikke forelå på det pågældende tidspunkt. I nogle tilfælde kan antagelsen om, at en mangel forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse, desuden være uforenelig med varernes art eller manglens art. Det første kan være tilfældet med varer, der efter art forringes, såsom letfordærvelige produkter, f.eks. blomster, eller varer, der udelukkende er beregnet til engangsbrug. Et eksempel på sidstnævnte ville være en mangel, der kun kan være et resultat af en handling fra forbrugerens side eller en åbenlys ekstern årsag, der er indtruffet, efter at varen er leveret til forbrugeren. I tilfælde af varer med digitale elementer, hvor aftalen foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren ikke skulle bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse i løbet af den pågældende periode for fastslåelse af overensstemmelse. For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse i den pågældende periode.

(46)

Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre bestemmelser om, at forbrugeren for at kunne benytte sine rettigheder skal underrette sælgeren om en mangel inden for en periode på mindst to måneder fra den dato, hvor forbrugeren opdagede manglen. Medlemsstaterne bør kunne sikre, at forbrugere har et højere beskyttelsesniveau, ved ikke at indføre en sådan forpligtelse.

(47)

For at øge retssikkerheden og fjerne en af de største hindringer, der står i vejen for det indre marked, bør dette direktiv fuldt ud harmonisere de beføjelser, som forbrugere har adgang til i tilfælde af en mangel ved varerne, og betingelserne for udøvelse af sådanne beføjelser. I tilfælde af mangler bør forbrugere navnlig have ret til at få varen bragt i overensstemmelse, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve aftalen.

(48)

Med hensyn til at bringe varerne i overensstemmelse bør forbrugere kunne vælge mellem afhjælpning eller omlevering. Forbrugeres mulighed for at kræve afhjælpning bør fremme et bæredygtigt forbrug og kan bidrage til, at produkterne får en længere holdbarhed. Forbrugerens valg mellem afhjælpning og omlevering bør kun begrænses, hvis den valgte mulighed vil være juridisk eller faktuelt umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger i forhold til den anden tilgængelige mulighed. Det ville f.eks. være uforholdsmæssigt at kræve omlevering af et produkt på grund af en mindre ridse, hvor en sådan omlevering ville medføre betydelige omkostninger og ridsen let ville kunne afhjælpes.

(49)

Sælgeren bør have mulighed for at afvise at bringe varerne i overensstemmelse, hvis både afhjælpning og omlevering er umulig, eller de vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Det samme bør gælde, hvis enten afhjælpning eller omlevering er umulig, og den alternative beføjelse vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis varerne befinder sig et andet sted end der, hvor de oprindeligt blev leveret, kan omkostningerne ved porto og fragt f.eks. blive uforholdsmæssigt store for sælgeren.

(50)

Når der konstateres en mangel, bør forbrugeren underrette sælgeren herom for at give sælgeren mulighed for at bringe varen i overensstemmelse. Sælgeren bør gøre dette inden for en rimelig periode. Forbrugeren bør derfor i princippet ikke omgående have ret til afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, men bør give sælgeren rimelig tid til at afhjælpe eller omlevere den mangelfulde vare. Hvis sælgeren ikke har afhjulpet eller omleveret varen inden for dette tidsrum, bør forbrugeren have ret til at kræve og opnå et afslag i prisen eller ophævelse af aftalen uden yderligere ventetid.

(51)

Hvis afhjælpning eller omlevering ikke har været en tilstrækkelig beføjelse for udbedring af manglen for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til et afslag i prisen eller til at ophæve aftalen. Dette bør navnlig være tilfældet, hvis sælgeren ikke har tilendebragt afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis sælgeren har afvist at bringe varerne i overensstemmelse, fordi det er umuligt at afhjælpe eller omlevere varerne, eller det vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger.

(52)

I visse tilfælde kan det være berettiget, at forbrugeren bør have ret til omgående at få afslag i prisen eller ophæve den pågældende aftale. Hvis sælgeren har taget skridt til at bringe varerne i overensstemmelse, men der efterfølgende konstateres en mangel, bør det objektivt fastslås, om forbrugeren bør acceptere yderligere forsøg fra sælgerens side på at bringe varerne i overensstemmelse, under hensyntagen til alle sagens omstændigheder såsom varernes type og værdi og manglens art og betydning. Navnlig for dyre eller komplekse varer kan det være berettiget at give sælgeren endnu et forsøg på at afhjælpe manglen. Det bør også tages i betragtning, om forbrugeren kan forventes at bevare tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse eller ej, f.eks. hvis det samme problem opstår to gange. På samme måde kan en mangel i visse situationer have en så alvorlig karakter, at forbrugeren ikke kan bevare tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse, såsom når manglen i alvorlig grad berører forbrugerens evne til at anvende varerne på sædvanlig måde, og forbrugeren ikke kan forventes at have tillid til, at sælgerens afhjælpning eller omlevering vil udbedre problemet.

(53)

For at bevare en balance mellem rettigheder og forpligtelser mellem aftaleparterne bør forbrugeren kun have ret til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor manglen ikke er uvæsentlig.

(54)

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte de betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks. de betingelser, hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en vare kan varetages af forbrugeren eller en tredjemand for sælgerens regning.

(55)

For at beskytte forbrugere mod risikoen for lange forsinkelser bør enhver afhjælpning eller omlevering afsluttes med succes inden for en rimelig tid. Hvad der betragtes som en rimelige tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering, bør svare til den kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage afhjælpningen eller omleveringen. Denne tid bør fastsættes objektivt under hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art og alvor og den indsats, der er nødvendig for at foretage afhjælpning eller omleveringen. Ved gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne kunne fortolke begrebet rimelig tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering ved at fastsætte de faste tidsrum, der generelt anses for rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke produktkategorier.

(56)

Dette direktiv bør ikke fastlægge bestemmelser om, hvor debitors forpligtelser skal opfyldes. Dette direktiv bør derfor hverken fastsætte leveringsstedet eller foreskrive, hvor afhjælpningen eller omleveringen skal finde sted; sådanne spørgsmål bør overlades til national ret.

(57)

Hvis sælgeren bringer en vare i overensstemmelse ved omlevering, bør forbrugeren ikke være forpligtet til at betale for den sædvanlige brug af varerne, inden de er omleveret. Brug af varerne bør anses for at være sædvanlig, når den er i overensstemmelse med varernes art og formål.

(58)

For at udøve retten til at ophæve aftalen i praksis i situationer, hvor forbrugeren har købt flere varer, og manglen kun berører nogle af de produkter, der er leveret i henhold til aftalen, bør forbrugeren ligeledes have ret til at ophæve aftalen for så vidt angår de andre varer, der er købt sammen med de mangelfulde varer, selv om disse andre varer er i overensstemmelse, hvis forbrugeren ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de varer, der er i overensstemmelse.

(59)

Hvis forbrugeren ophæver aftalen på grund af en mangel, bør dette direktiv udelukkende fastsætte regler om de væsentligste virkninger af samt reglerne vedrørende retten til at ophæve aftalen, navnlig parternes forpligtelse til at tilbagelevere, hvad de har modtaget. Dermed bør sælgeren være forpligtet til at refundere det beløb, som forbrugeren har betalt, og forbrugeren bør tilbagelevere varen.

(60)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i dette direktiv, såsom. konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at fastsætte de nærmere regler for tilbagebetaling af prisen til forbrugeren, f.eks. reglerne vedrørende de midler, der skal anvendes til denne tilbagebetaling, eller vedrørende mulige omkostninger og afgifter, der er påløbet i forbindelse med tilbagebetalingen. Medlemsstaterne bør f.eks. også have frihed til at fastsætte visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes tilbagelevering.

(61)

Princippet om sælgers ansvar for skader er et væsentligt element i købsaftaler. Forbrugere bør derfor have ret til at kræve erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder dette direktiv, herunder for skader som følge af manglende overensstemmelse. En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i overensstemmelse. Da eksistensen af en sådan ret til erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, bør dette direktiv ikke berøre nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af disse regler. Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpningen eller omleveringen har medført en væsentlig ulempe eller blev forsinket.

(62)

For at sikre, at der er gennemsigtighed, bør der fastsættes visse krav for så vidt angår de handelsmæssige garantier, sideløbende med oplysningskravene forud for indgåelsen af aftalen om de handelsmæssige garantier, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og betingelserne herfor. For at forbedre retssikkerheden og undgå, at forbrugere vildledes, bør dette direktiv desuden bestemme, at de vilkår, der er mest fordelagtige for forbrugeren, bør finde anvendelse, hvis betingelserne for den handelsmæssige garanti, der er fastsat i dertil hørende reklamer er mere fordelagtige end de vilkår, der er fastsat i garantierklæringen. Endelig bør direktivet fastlægge regler for indholdet af garantierklæringen, samt for hvordan den bør stilles til rådighed for forbrugere. Garantierklæringen bør f.eks. indeholde betingelserne for den handelsmæssige garanti og anføre, at den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti, og gøre det klart, at betingelserne for den handelsmæssige garanti udgør en forpligtelse ud over den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse. Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte regler om andre aspekter af handelsmæssige garantier, som ikke er omfattet af dette direktiv, f.eks. om at tilknytte andre debitorer end garantigiveren til den handelsmæssige garanti, forudsat at disse regler ikke fratager forbrugere den beskyttelse, de nyder takket være dette direktivs fuldt ud harmoniserede bestemmelser om handelsmæssige garantier. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne kræve, at handelsmæssige garantier ydes gratis, men bør sikre, at enhver handling fra sælgerens eller producentens side, der er omfattet af definitionen af handelsmæssige garantier som fastsat i dette direktiv, er i overensstemmelse med direktivets harmoniserede regler.

(63)

I betragtning af at sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for eventuelle mangler ved varerne, der skyldes en handling eller en undladelse begået af sælgeren eller tredjemand, bør sælgeren have ret til at rejse krav over for den ansvarlige person i tidligere led i transaktionskæden. Sådanne beføjelser bør omfatte beføjelser i tilfælde af mangler, der er et resultat af undladelsen af en opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som ville have været nødvendig, for at varen med digitale elementer blev ved med at være i overensstemmelse. Dette direktiv skal imidlertid ikke berøre aftalefriheden mellem sælgeren og andre parter i transaktionskæden. Medlemsstaterne bør oplyse de nærmere detaljer vedrørende udøvelsen af denne ret, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, mod hvem og hvordan sælgeren kan rejse krav, og om beføjelserne er obligatoriske. Spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren også kan gøre et krav gældende direkte over for en person i et tidligere led i transaktionskæden, bør ikke reguleres af dette direktiv, undtagen i de tilfælde hvor en producent tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for varerne.

(64)

Personer eller organisationer, der i henhold til national ret anses for at have en legitim interesse i at beskytte forbrugeraftaleretlige rettigheder, skal have ret til at anlægge sag, enten ved en domstol eller ved en myndighed med kompetence til at påkende klager eller til at indlede relevante retssager.

(65)

Intet i dette direktiv er til hinder for anvendelsen af regler i den internationale privatret, navnlig forordning (EF) nr. 593/2008 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (7).

(66)

Direktiv 1999/44/EF bør ophæves. Ophævelsesdatoen bør svare til nærværende direktivs gennemførelsesdato. For at sikre, at de love og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne skal gennemføre for at være i overensstemmelse med nærværende direktiv, anvendes ensartet for så vidt angår aftaler, der indgås fra gennemførelsesdatoen og derefter, bør dette direktiv ikke finde anvendelse på aftaler, der er indgået før gennemførelsesdatoen.

(67)

Bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (8) bør ændres, således at den indeholder en henvisning til nærværende direktiv med henblik på at fremme det grænseoverskridende samarbejde om håndhævelsen af dette direktiv.

(68)

Bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (9) bør ændres, således at det indeholder en henvisning til nærværende direktiv for at sikre, at de i dette direktiv fastlagte kollektive forbrugerinteresser beskyttes.

(69)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(70)

Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion ved på en konstruktiv måde at håndtere aftaleretlige hindringer for salg af varer på tværs af grænserne i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, eftersom hver medlemsstat ikke er i stand til på egen hånd at håndtere den nuværende fragmenterede retlige ramme ved at sikre, at dens retsregler stemmer overens med de øvrige medlemsstaters retsregler, men kan ved at afskaffe de største aftaleretlige hindringer gennem en fuldstændig harmonisering bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(71)

Det er hensigtsmæssigt, at Kommissionen tager anvendelsen af dette direktiv op til revision fem år efter dets ikrafttræden, herunder navnlig bestemmelserne om beføjelser, bevisbyrden — også med hensyn til brugte varer samt varer, som sælges på offentlige auktioner — og producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed. Kommissionen bør også vurdere, om anvendelsen af dette direktiv og direktiv (EU) 2019/770 sikrer en konsekvent og sammenhængende retlig ramme med hensyn til levering af digitalt indhold eller digitale tjenester og varer med digitale elementer.

(72)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og friheder og overholder de principper, der navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder dem, der er indeholdt i chartrets artikel 16, 38 og 47 —