(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (3) fastsætter de fælles og generelle bestemmelser for de europæiske struktur- og investeringsfonde.

(2)

Med Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2019 (4) blev de samlede midler til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ændret ved at forhøje forpligtelsesbevillingerne til den specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i 2019 med 116,7 mio. EUR i løbende priser og forhøje samlede beløb for forpligtelsesbevillinger til den specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet for hele programmeringsperioden til 4 527 882 072 EUR i løbende priser.

(3)

For 2019 finansieres de supplerende midler på 99 573 877 EUR i 2011-priser af den samlede margen for forpligtelser inden for margenen for den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte specifikke foranstaltninger til at lette gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet på grund af det fremskredne stadium for gennemførelsen af de operationelle programmer for programmeringsperioden 2014-2020.

(5)

Da det haster med at ændre de programmer, der støtter ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med henblik på at medtage de supplerende midler til den specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet inden udgangen af 2019, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(6)

Forordning (EU) nr. 1303/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Luftfart spiller en afgørende rolle i Unionens økonomi og unionsborgernes dagligdag og er en af de mest dynamiske sektorer med de bedste resultater i europæisk økonomi. Den er en stærk drivkraft for økonomisk vækst, jobskabelse, handel og turisme samt transportforbindelser og mobilitet for både virksomheder og borgere, navnlig på Unionens indre marked for luftfart. I de seneste årtier har væksten i lufttransportydelser bidraget mærkbart til at forbedre transportforbindelserne i Unionen og til tredjelande, og den har været en betydelig drivkraft for Unionens økonomi.

(2)

EU-luftfartsselskaberne befinder sig centralt i et globalt net, der forbinder Europa internt og med resten af verden. De bør kunne konkurrere med tredjelandes luftfartsselskaber på grundlag af åben og loyal konkurrence. Dette er nødvendigt for at gavne forbrugerne, opretholde betingelser, som fremmer lufttransportforbindelser på et højt niveau i Unionen, og for at sikre gennemsigtighed, lige vilkår og fortsat konkurrenceevne for EU-luftfartsselskaber samt beskæftigelse af høj kvalitet i Unionens luftfartsindustri.

(3)

I forbindelse med øget konkurrence mellem lufttransportaktørerne globalt er loyal konkurrence et uomgængeligt princip generelt i forbindelse med driften af internationale lufttransportydelser. Princippet anerkendes navnlig af Chicagokonventionen angående international civil luftfart af 7. december 1944 (»Chicagokonventionen«), hvis præambel indeholder en anerkendelse af behovet for, at internationale lufttransportydelser skal bygge på lige vilkår. I Chicagokonventionens artikel 44 erklæres det endvidere, at Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) har som målsætning at fremme udviklingen af international lufttransport for derigennem at sikre, at enhver af de kontraherende stater får rimelig mulighed for at drive internationale luftruter, og undgå forskelsbehandling de kontraherende stater imellem.

(4)

Princippet om loyal konkurrence er veletableret i Unionen, hvor markedsforvridende praksis er underlagt EU-retten, som garanterer lige muligheder og loyale konkurrencevilkår for EU-luftfartsselskaber og luftfartsselskaber i tredjelande, der opererer i Unionen.

(5)

Trods Unionens og nogle tredjelandes kontinuerlige bestræbelser er principperne om loyal konkurrence dog endnu ikke blevet defineret ved hjælp af særlige multilaterale regler, navnlig inden for rammerne af ICAO-aftaler eller Verdenshandelsorganisationens aftaler (WTO-aftaler) såsom Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) og bilaget om lufttransportydelser hertil, fra hvis anvendelsesområde lufttransportydelser i vidt omfang er blevet udelukket.

(6)

Indsatsen bør derfor styrkes inden for rammerne af ICAO og WTO for aktivt at støtte udviklingen af internationale regler, som garanterer loyale konkurrencevilkår blandt alle luftfartsselskaber.

(7)

Loyal konkurrence mellem luftfartsselskaber bør fortrinsvis tages op inden for rammerne af lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser med tredjelande. De fleste lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser, der indgås mellem Unionen eller dens medlemsstater eller begge på den ene side og tredjelande på den anden, indeholder dog indtil videre ikke tilstrækkelige regler for loyal konkurrence. Indsatsen bør derfor styrkes for at forhandle om at få inddraget klausuler om loyal konkurrence i eksisterende og fremtidige lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser med tredjelande.

(8)

Loyal konkurrence mellem luftfartsselskaber kan også sikres via relevant EU-lovgivning såsom Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 (3) og Rådets direktiv 96/67/EF (4). I det omfang hensynet til loyal konkurrence forudsætter beskyttelse af EU-luftfartsselskaber mod visse former for praksis, der er indført af tredjelande eller tredjelandes luftfartsselskaber, blev dette tidligere reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 868/2004 (5). Forordning (EF) nr. 868/2004 har imidlertid vist sig at være ineffektiv med hensyn til den bagvedliggende generelle målsætning om loyal konkurrence. Dette er navnlig tilfældet for nogle af reglerne heri vedrørende definitionen af de pågældende former for praksis — bortset fra støtte — og kravene vedrørende iværksættelsen og gennemførelsen af undersøgelser. Dertil kommer, at forordning (EF) nr. 868/2004 ikke har givet komplementaritet med lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser, hvori Unionen er part. I lyset af antallet og betydningen af de ændringer, som ville være nødvendige for at tackle disse spørgsmål, bør forordning (EF) nr. 868/2004 erstattes af en ny retsakt.

(9)

Konkurrenceevnen i Unionens luftfartssektor afhænger af konkurrenceevnen i hver del af værdikæden i luftfartssektoren, og den kan kun fastholdes ved komplementære politikker. Unionen bør indgå i en konstruktiv dialog med tredjelande for at finde et grundlag for loyal konkurrence. I denne forbindelse er en effektiv, forholdsmæssig og afskrækkende lovgivning fortsat nødvendig med henblik på at opretholde betingelser, som fremmer transportforbindelser på et højt niveau i Unionen og sikrer loyal konkurrence med tredjelandes luftfartsselskaber. Kommissionen bør til dette formål gives beføjelse til at gennemføre en undersøgelse og om nødvendigt træffe foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger bør kunne anvendes, når konkurrenceforvridende praksis påfører EU-luftfartsselskaber skade.

(10)

Forskelsbehandling kan omfatte situationer, hvor et EU-luftfartsselskab er genstand for differentieret behandling uden objektiv begrundelse, navnlig differentieret behandling vedrørende priser på og adgang til groundhandlingydelser, lufthavnsinfrastruktur, luftfartsydelser, tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter, administrative procedurer såsom procedurer for tildeling af visa til udenlandske luftfartsselskabers personale, nærmere ordninger for salg og distribution af luftfartsydelser eller ethvert andet spørgsmål vedrørende forretningsvirksomhed såsom besværlige toldbehandlingsprocedurer eller enhver anden urimelig praksis af finansiel eller operationel art.

(11)

Sagsforløb bør afsluttes uden afhjælpende foranstaltninger i henhold til denne forordning, hvis vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger strider mod Unionens interesser, idet der tages særligt hensyn til deres indvirkning på andre personer, navnlig forbrugere eller virksomheder i Unionen, samt deres indvirkning på transportforbindelser på et højt niveau i hele Unionen. Ved vurderingen af Unionens interesser bør der udvises særlig opmærksomhed over for situationen i medlemsstater, der udelukkende eller i væsentlig grad er afhængige af lufttransport til deres transportforbindelser med resten af verden, og der bør sikres overensstemmelse med Unionens andre politikområder. Sagsforløb bør ligeledes afsluttes uden foranstaltninger, når forudsætningerne for sådanne foranstaltninger ikke eller ikke længere er opfyldt.

(12)

Ved fastlæggelsen af om vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger ville være imod Unionens interesse, bør Kommissionen tage højde for alle interesserede parters synspunkter. Med henblik på at tilrettelægge høringer med alle interesserede parter og give dem mulighed for at blive hørt, bør der i meddelelsen om undersøgelsens iværksættelse angives tidsfrister for fremsendelse af oplysninger eller for anmodning om en høring. Interesserede parter bør være bekendt med betingelserne for videregivelse af de oplysninger, de fremsender, og bør kunne reagere på andre parters bemærkninger.

(13)

For at holde Kommissionen tilstrækkeligt underrettet om mulige elementer, som gør det berettiget at iværksætte en undersøgelse, bør alle medlemsstater, EU-luftfartsselskaber eller sammenslutninger af EU-luftfartsselskaber kunne indgive en klage, som bør behandles inden for en rimelig frist.

(14)

Med henblik på at sikre forordnings effektivitet er det afgørende, at Kommissionen kan indlede et sagsforløb på grundlag af en klage, der fremlægger umiddelbare beviser for en trussel om skade.

(15)

I løbet af undersøgelsen bør Kommissionen tage højde for den konkurrenceforvridende praksis i den relevante kontekst. I betragtning af de mange forskellige mulige former for praksis kan en praksis og dens virkninger i nogle tilfælde være begrænset til lufttransportaktiviteter vedrørende en rute mellem to byer, mens det i andre tilfælde kan være relevant at vurdere en praksis og dens virkninger for det bredere lufttransportnet.

(16)

Det er vigtigt at sikre, at undersøgelsen kan udvides til det bredest mulige spektrum af relevante elementer. Til dette formål bør Kommissionen kunne foretage undersøgelser i tredjelande med forbehold af samtykke fra de berørte enheder i et tredjeland, og såfremt disse tredjelande ikke gør indsigelse. Af samme årsager og til samme formål bør medlemsstaterne have pligt til efter bedste evne at bistå Kommissionen. Kommissionen bør afslutte undersøgelsen på grundlag af den bedste tilgængelige dokumentation.

(17)

I løbet af undersøgelsen kan Kommissionen overveje, hvorvidt den konkurrenceforvridende praksis også udgør en tilsidesættelse af en international lufttransportaftale eller en international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part. I så fald kan Kommissionen overveje, om den konkurrenceforvridende praksis, som også udgør en tilsidesættelse af en international lufttransportaftale eller en international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part, mere hensigtsmæssigt kan reguleres ved anvendelse af de tvistbilæggelsesprocedurer, som den pågældende aftale fastlægger. I så fald bør Kommissionen kunne suspendere den undersøgelse, som er iværksat i henhold til denne forordning. Hvis anvendelsen af de tvistbilæggelsesprocedurer, som er fastlagt i den internationale lufttransportaftale eller den internationale aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part, ikke i tilstrækkelig grad afhjælper situationen, bør det være muligt for Kommissionen at genoptage undersøgelsen.

(18)

Luftfartsaftaler og denne forordning bør fremme dialogen med det berørte tredjeland for effektivt at løse tvister og genoprette loyal konkurrence. Vedrører Kommissionens undersøgelse operationer omfattet af en lufttransportaftale eller en aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, indgået med et tredjeland, og hvori Unionen ikke er part, bør det sikres, at Kommissionen handler med fuldt kendskab til ethvert sagsforløb, der påtænkes eller gennemføres af den medlemsstat, som berøres af en sådan aftale, og som vedrører den situation, der er genstand for Kommissionens undersøgelse. Medlemsstaterne bør derfor have pligt til at holde Kommissionen underrettet i overensstemmelse hermed. I så fald bør alle berørte medlemsstater have ret til at underrette Kommissionen om, at det er deres hensigt udelukkende at imødegå den konkurrenceforvridende praksis i henhold til de tvistbilæggelsesprocedurer, der er fastsat i deres respektive lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, indgået med et tredjeland, som Unionen ikke er part i. Hvis alle de berørte medlemsstater underretter Kommissionen, og der ikke er gjort indsigelse, bør Kommissionen suspendere sin undersøgelse.

(19)

Hvis de berørte medlemsstater agter at imødegå den konkurrenceforvridende praksis udelukkende ved hjælp af de tvistbilæggelsesprocedurer, der gælder i henhold til de lufttransportaftaler, aftaler om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, som de har indgået med det pågældende tredjeland, for at opfylde deres forpligtelser i henhold til disse aftaler, bør medlemsstaterne tilstræbe hurtigt at gennemføre de bilaterale tvistbilæggelsesprocedurer, og de bør fuldt ud orientere Kommissionen herom. Hvis den konkurrenceforvridende praksis varer ved, og Kommissionen genoptager undersøgelsen, bør de opnåede resultater ved anvendelsen af en sådan lufttransportaftale eller aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, tages i betragtning for at sikre, at loyal konkurrence genoprettes snarest muligt.

(20)

Resultater, der opnås under anvendelse af tvistbilæggelsesprocedurerne i henhold til en international lufttransportaftale eller international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen eller en medlemsstat er part, bør tages i betragtning.

(21)

Af hensyn til den administrative effektivitet og i lyset af en mulig indstilling af en undersøgelse uden foranstaltninger bør det være muligt at suspendere et sagsforløb, når det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet har taget afgørende skridt til at eliminere den pågældende konkurrenceforvridende praksis eller den deraf følgende skade eller trussel om skade.

(22)

En konstatering af skade eller trussel om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber bør afspejle en realistisk vurdering af situationen og bør derfor baseres på alle relevante faktorer, navnlig i relation til disse luftfartsselskabers situation og den generelle situation på det berørte lufttransportmarked.

(23)

Der bør fastlægges betingelser for, hvornår sagsforløb bør afsluttes med eller uden pålæggelse af afhjælpende foranstaltninger.

(24)

Afhjælpende foranstaltninger angående konkurrenceforvridende praksis tilsigter at udligne den skade, der er opstået som følge af disse former for praksis. De bør derfor tage form af finansielle forpligtelser eller andre foranstaltninger, som, idet de repræsenterer en kvantificerbar pengeydelse, er i stand til at skabe den samme virkning. For at overholde proportionalitetsprincippet bør alle former for foranstaltninger begrænses til, hvad der er nødvendigt for at udligne den påviste skade. Den afhjælpende foranstaltning bør tage hensyn til et velfungerende EU-luftfartsmarked og bør ikke medføre en uberettiget fordel for noget luftfartsselskab eller nogen luftfartskoncern.

(25)

Denne forordning har ikke til formål at pålægge tredjelandes luftfartsselskaber standarder, f.eks. for så vidt angår støtte, ved at indføre mere restriktive forpligtelser end dem, der finder anvendelse på EU-luftfartsselskaber.

(26)

Situationer, der undersøges i henhold til denne forordning, og deres potentielle indvirkning på medlemsstaterne kan afhænge af omstændighederne. Det bør derfor alt efter omstændighederne være muligt at anvende afhjælpende foranstaltninger over for et eller flere luftfartsselskaber i tredjelande, i et bestemt geografisk område eller i en bestemt periode eller at fastsætte en dato i fremtiden, fra hvilken de skal finde anvendelse.

(27)

De afhjælpende foranstaltninger bør ikke bestå i suspension eller begrænsning af trafikrettigheder, som en medlemsstat har tildelt et tredjeland.

(28)

I tråd med samme proportionalitetsprincip bør afhjælpende foranstaltninger vedrørende konkurrenceforvridende praksis kun forblive i kraft, så længe og i det omfang det er nødvendigt i lyset af en sådan praksis og den deraf følgende skade. Der bør derfor foretages en revision, når omstændighederne taler for dette.

(29)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6).

(30)

Kommissionen bør løbende og ved hjælp af en rapport orientere Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning. Denne rapport bør indeholde oplysninger om anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger, indstillingen af undersøgelser uden afhjælpende foranstaltninger, revisioner af afhjælpende foranstaltninger og samarbejde med medlemsstater, interesserede parter og tredjelande. Rapporten bør udarbejdes og behandles med passende fortrolighed.

(31)

Målet for denne forordning, nemlig en effektiv og ligelig beskyttelse for alle EU-luftfartsselskaber baseret på ensartede kriterier og procedurer mod skade eller trussel om skade for et eller flere EU-luftfartsselskaber forårsaget af konkurrenceforvridende praksis, som er indført af tredjelande eller enheder i tredjelande, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktat om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(32)

Eftersom denne forordning erstatter forordning (EF) nr. 868/2004, bør nævnte forordning ophæves —

(1)

Svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter udgør en sikkerhedstrussel, da det er en af indtægtskilderne for organiseret kriminalitet og således muliggør andre former for kriminalitet såsom terrorisme, narkotikahandel og menneskehandel.

(2)

Svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter udgør desuden en hindring for det digitale indre marked, da det undergraver forbrugernes tillid og medfører direkte økonomiske tab.

(3)

Der er behov for, at Rådets rammeafgørelse 2001/413/RIA (3) ajourføres og suppleres med det formål at medtage yderligere bestemmelser vedrørende lovovertrædelser, navnlig vedrørende it-relateret svig, og vedrørende sanktioner, forebyggelse, bistand til ofre og grænseoverskridende samarbejde.

(4)

Væsentlige mangler og forskelle i medlemsstaternes ret for så vidt angår svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter kan stå i vejen for forebyggelse, afsløring og straf af disse former for kriminalitet såvel som af andre former for grov og organiseret kriminalitet, der har forbindelse hertil eller muliggøres heraf, og det gør politisamarbejde og retligt samarbejde mere kompliceret og derfor mindre effektivt med negative konsekvenser for sikkerheden.

(5)

Svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter har en betydelig grænseoverskridende dimension, som fremhæves af en stigende digital komponent, hvilket understreger behovet for yderligere tiltag for at tilnærme den strafferetlige lovgivning på områderne svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter.

(6)

I de seneste år er der ikke alene sket en eksponentiel stigning i den digitale økonomi, der har også været en betydelig innovation på mange områder, herunder inden for betalingsteknologier. Nye betalingsteknologier indebærer brug af nye typer af betalingsinstrumenter, som, samtidig med at de åbner nye muligheder for forbrugere og virksomheder, også øger mulighederne for svig. I lyset af denne teknologiske udvikling er det derfor vigtigt at sikre, at den retlige ramme fortsat er relevant og tidssvarende med udgangspunkt i en teknologineutral tilgang.

(7)

Svig bruges ikke alene til at finansiere kriminelle grupper, men hæmmer også udviklingen af det digitale indre marked og gør borgerne mere tilbageholdende med at foretage onlinekøb.

(8)

Fælles definitioner på områderne svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter er vigtige for at sikre konsekvens i medlemsstaternes anvendelse af dette direktiv og for at fremme udveksling af oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder. Definitionerne bør omfatte nye typer af andre betalingsinstrumenter end kontanter, som giver mulighed for at overføre elektroniske penge og virtuelle valutaer. I definitionen af andre betalingsinstrumenter end kontanter bør der tages hensyn til, at et andet betalingsinstrument end kontanter kan bestå af forskellige elementer, der fungerer sammen, f.eks. en mobilbetalingsapplikation og en tilhørende autorisation (f.eks. et password). I dette direktiv bør anvendelsen af begrebet »et andet betalingsinstrument end kontanter« forstås således, at instrumentet reelt sætter indehaveren eller brugeren af instrumentet i stand til at overføre penge eller pengeværdier eller til at iværksætte en betalingsordre. Eksempelvis bør uretmæssig erhvervelse af en mobilbetalingsapplikation uden den nødvendige autorisation ikke blive betragtet som en uretmæssig erhvervelse af et andet betalingsinstrument end kontanter, da det ikke reelt sætter brugeren i stand til at overføre penge eller pengeværdier.

(9)

Dette direktiv bør kun finde anvendelse på andre betalingsinstrumenter end kontanter for så vidt angår instrumentets betalingsfunktion.

(10)

Dette direktiv bør kun omfatte virtuelle valutaer, i det omfang de typisk kan anvendes til at foretage betalinger. Medlemsstaterne bør tilskyndes til i national ret at sikre, at fremtidige valutaer af virtuel karakter, der er udstedt af deres centralbank eller andre offentlige myndigheder, nyder samme niveau af beskyttelse mod svigagtige lovovertrædelser, som andre betalingsmidler end kontanter generelt nyder. Elektroniske punge, der giver mulighed for at overføre virtuelle valutaer, bør være omfattet af dette direktiv i samme omfang som andre betalingsinstrumenter end kontanter. Definitionen af udtrykket »elektroniske omsætningsmidler« bør anerkende, at elektroniske punge til overførsel af virtuelle valutaer kan have, men ikke nødvendigvis har, form af et betalingsinstrument, og bør ikke udvide definitionen af et betalingsinstrument.

(11)

Afsendelse af falske fakturaer for at erhverve betalingsoplysninger bør betragtes som et forsøg på uretmæssig tilegnelse, som falder inden for dette direktivs anvendelsesområde.

(12)

Ved at anvende strafferetten til at give retlig beskyttelse af primært betalingsinstrumenter, som gør brug af særlige former for beskyttelse mod efterligning eller misbrug, er hensigten at tilskynde operatører til at sørge for en sådan særlig form for beskyttelse af de betalingsinstrumenter, som de udsteder.

(13)

Det er afgørende at have formålstjenlige og effektive strafferetlige foranstaltninger til at beskytte andre betalingsmidler end kontanter mod svig og forfalskning. Der er navnlig behov for en fælles strafferetlig tilgang med hensyn til fastlæggelsen af, hvilke konstituerende elementer af kriminel adfærd, der bidrager til eller baner vejen for den faktiske svigagtige anvendelse af andre betalingsmidler end kontanter. Adfærd såsom at indsamle og besidde betalingsinstrumenter med henblik på at begå svig, f.eks. ved phishing, skimming eller dirigering eller omdirigering af betalingstjenestebrugere til falske websteder, samt distribution af sådanne, f.eks. ved salg af kreditkortoplysninger på internettet, bør således gøres til selvstændige strafbare handlinger, uden krav om at der skal foreligge faktisk svigagtig anvendelse af andre betalingsmidler end kontanter. Sådan kriminel adfærd bør derfor omfatte situationer, hvor besiddelse, anskaffelse eller distribution ikke nødvendigvis fører til svigagtig anvendelse af sådanne betalingsinstrumenter. Hvor dette direktiv kriminaliserer besiddelse eller indehavelse, bør det dog ikke kriminalisere ren undladelse. Dette direktiv bør ikke straffe den legitime brug af et betalingsinstrument, herunder og i forbindelse med levering af innovative betalingstjenester, såsom tjenester der typisk udvikles af fintechvirksomheder.

(14)

For så vidt angår de strafbare handlinger, der er omhandlet i dette direktiv, finder begrebet »forsæt« anvendelse på alle de elementer, der udgør disse strafbare handlinger i overensstemmelse med national ret. Det er muligt at udlede en handlings forsætlige karakter samt den viden eller hensigt, der kræves som element i en lovovertrædelse, af objektive, faktiske forhold. Strafbare handlinger, som ikke kræver forsæt, bør ikke være omfattet af dette direktiv.

(15)

Dette direktiv omhandler klassiske former for adfærd, såsom svig, forfalskning, tyveri og uretmæssig tilegnelse, der allerede var formet af national ret inden digitaliseringsalderen. Dette direktivs udvidede anvendelsesområde til at omfatte ikkefysiske betalingsinstrumenter kræver derfor, at der formuleres definitioner for tilsvarende former for adfærd i den digitale verden, der supplerer og styrker Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU (4). Uretmæssig erhvervelse af et ikkefysisk andet betalingsinstrument end kontanter bør udgøre en strafbar handling, i det mindste hvis det indebærer, at der begås en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-6 i direktiv 2013/40/EU, eller uretmæssig anvendelse af et ikkefysisk andet betalingsinstrument end kontanter. »Uretmæssig anvendelse« bør forstås som en handling udført af en person, som har ansvar for et ikkefysisk andet betalingsinstrument end kontanter, hvorved vedkommende bevidst og retsstridigt bruger instrumentet til sin egen eller andres fordel. Anskaffelse af et sådant uretmæssigt erhvervet instrument med henblik på svigagtig anvendelse heraf bør være strafbar, uden at det er nødvendigt at fastslå alle de faktiske elementer i den uretmæssige erhvervelse og uden krav om tidligere eller samtidig domfældelse for den forudgående lovovertrædelse, der førte til den uretmæssige erhvervelse.

(16)

Dette direktiv omfatter også værktøjer, der kan anvendes til at begå de lovovertrædelser, der er omhandlet deri. Af hensyn til behovet for at undgå at kriminalisere værktøjer, der er fremstillet og bragt i omsætning til legitime formål, og som, trods det at de kan anvendes til at begå strafbare handlinger, derfor ikke i sig selv udgør en trussel, bør kriminalisering være begrænset til værktøjer, der hovedsagelig er udformet eller specifikt er tilpasset med henblik på at begå de lovovertrædelser, som er omhandlet i dette direktiv.

(17)

Sanktioner og straffe for svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning i hele Unionen. Dette direktiv berører ikke individualiseringen og idømmelsen af straffe og fuldbyrdelse af domme under hensyn til sagens omstændigheder og berører heller ikke de generelle nationale strafferetlige regler.

(18)

Eftersom dette direktiv fastsætter minimumsregler, står det medlemsstaterne frit for at vedtage eller opretholde strengere regler for strafbare handlinger for så vidt angår svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter, herunder en bredere definition af lovovertrædelser.

(19)

Der bør indføres strengere straffe i de tilfælde, hvor en forbrydelse begås inden for rammerne af en kriminel organisation, som defineret i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (5). Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fastsætte bestemte skærpende omstændigheder, hvis der i national ret er fastsat bestemmelser om særskilte strafbare handlinger, og dette kan føre til strengere straffe. Er en lovovertrædelse som omhandlet i dette direktiv begået af den samme person i forbindelse med en anden lovovertrædelse som omhandlet i dette direktiv, og udgør en af disse lovovertrædelser de facto et nødvendigt element i den anden, kan en medlemsstat i overensstemmelse med de generelle principper i national ret fastsætte, at en sådan adfærd betragtes som en skærpende omstændighed i forbindelse med hovedovertrædelsen.

(20)

Der bør indføres bestemmelser om kompetence for at sikre, at de lovovertrædelser, der er omhandlet i dette direktiv, retsforfølges effektivt. Generelt behandles lovovertrædelser bedst i det strafferetlige system i det land, hvor de finder sted. Hver medlemsstat bør derfor fastlægge kompetence med hensyn til lovovertrædelser, der begås på dens område, og lovovertrædelser, der begås af dens statsborgere. Medlemsstaterne kan også fastlægge kompetence med hensyn til lovovertrædelser, der forårsager skade på deres område. De opfordres kraftigt til at gøre det.

(21)

Med henvisning til forpligtelserne i henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA (6) og Rådets afgørelse 2002/187/RIA (7), opfordres de kompetente myndigheder til i tilfælde af kompetencekonflikter at benytte muligheden for at foretage direkte høringer med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust).

(22)

Eftersom der er behov for særlige værktøjer til effektivt at efterforske svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter og i betragtning af deres betydning for et velfungerende internationalt samarbejde mellem nationale myndigheder, bør de kompetente myndigheder i alle medlemsstaterne have adgang til de efterforskningsmidler, der typisk anvendes i sager vedrørende organiseret kriminalitet eller anden grov kriminalitet, hvis og i det omfang anvendelsen af disse værktøjer er hensigtsmæssig og står i rimeligt forhold til de i national ret fastlagte lovovertrædelsers karakter og grovhed. Endvidere bør de retshåndhævende myndigheder og andre kompetente myndigheder have rettidig adgang til relevante oplysninger med henblik på at efterforske og retsforfølge de lovovertrædelser, der er omhandlet i dette direktiv. Medlemsstaterne opfordres til at afsætte passende menneskelige og finansielle ressourcer til de kompetente myndigheder, således at de kan efterforske og retsforfølge de i dette direktiv omhandlede lovovertrædelser behørigt.

(23)

Nationale myndigheder, der efterforsker eller retsforfølger de i dette direktiv omhandlede lovovertrædelser, bør tillægges beføjelser til at samarbejde med andre nationale myndigheder i samme medlemsstat og de tilsvarende myndigheder i andre medlemsstater.

(24)

I mange tilfælde ligger kriminelle handlinger bag hændelser, om hvilke der bør ske underretning til de relevante kompetente myndigheder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (8). Der kan herske mistanke om, at sådanne hændelser er af kriminel karakter, selv hvis der ikke på dette stadie er tilstrækkeligt bevis for, at der er tale om en strafbar handling. I en sådan situation bør relevante operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester opfordres til at dele de underretninger, der kræves i henhold til direktiv (EU) 2016/1148, med de retshåndhævende myndigheder, således at der kan sættes effektivt og bredt ind, og således at det bliver nemmere at henføre handlingerne til gerningsmændene og drage dem til ansvar herfor. Hvis et sikkert, beskyttet og mere robust miljø skal fremmes, kræver det navnlig en systematisk anmeldelse af hændelser af en formodet alvorlig kriminel karakter til de retshåndhævende myndigheder. Endvidere bør de enheder, som er udpeget i henhold til direktiv (EU) 2016/1148 til at håndtere IT-sikkerhedshændelser, når det er relevant, inddrages i de retshåndhævende myndigheders efterforskninger med henblik på at give oplysninger, i det omfang det findes hensigtsmæssigt på nationalt plan, og også med henblik på at yde særlig faglig bistand om informationssystemer.

(25)

Større sikkerhedshændelser som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (9) kan skyldes kriminalitet. Betalingstjenesteudbydere bør, når det er relevant, opfordres til at dele de underretninger, de i henhold til direktiv (EU) 2015/2366 skal give de kompetente myndigheder i deres hjemland, med de retshåndhævende myndigheder.

(26)

Der findes adskillige instrumenter og mekanismer på EU-plan til at muliggøre udveksling af oplysninger mellem nationale retshåndhævende myndigheder med henblik på efterforskning og retsforfølgning af kriminalitet. For at skabe et smidigere og hurtigere samarbejde mellem nationale retshåndhævende myndigheder og sikre, at disse instrumenter og mekanismer udnyttes til fulde, bør dette direktiv lægge endnu større vægt på de operationelle kontaktpunkter, som blev indført ved rammeafgørelse 2001/413/RIA. Medlemsstaterne bør kunne beslutte at benytte de eksisterende netværk af operationelle kontaktpunkter såsom det, der er oprettet ved direktiv 2013/40/EU. Kontaktpunkterne bør yde effektiv bistand, f.eks. ved at lette udvekslingen af relevante oplysninger, yde teknisk rådgivning eller tilvejebringe juridiske oplysninger. For at sikre at netværket fungerer hensigtsmæssigt, bør hvert kontaktpunkt hurtigt kunne kommunikere med kontaktpunktet i en anden medlemsstat. Eftersom kriminalitet omfattet af dette direktiv har en betydelig grænseoverskridende dimension, og navnlig i betragtning af det elektroniske bevismateriales flygtige karakter, bør medlemsstaterne kunne reagere straks på hasteanmodninger fra netværket og give en tilbagemelding inden for otte timer. I meget hastende og alvorlige tilfælde bør medlemsstaterne underrette Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol).

(27)

Det er meget vigtigt ved bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter, at kriminalitet anmeldes til de offentlige myndigheder uden unødigt ophold, da det ofte er udgangspunktet for den strafferetlige efterforskning. Der bør træffes foranstaltninger til at tilskynde til anmeldelser fra fysiske og juridiske personer, navnlig fra finansielle institutioner, til de retshåndhævende og retlige myndigheder. Disse foranstaltninger kan bygge på forskellige typer tiltag, herunder lovgivningsmæssige retsakter, der indeholder en forpligtelse til at anmelde mistanke om svig, eller ikkelovgivningsmæssige tiltag, såsom etablering af eller støtte til organisationer eller ordninger, der fremmer udveksling af oplysninger, eller bevidstgørelse. Enhver sådan foranstaltning, der involverer behandling af personoplysninger, bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (10). Navnlig bør enhver videregivelse af oplysninger med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af lovovertrædelser vedrørende svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter ske i overensstemmelse med nævnte forordnings krav, navnlig retsgrundlaget for behandling.

(28)

For at gøre det lettere at anmelde kriminalitet omgående og direkte bør Kommissionen nøje overveje oprettelse af medlemsstaterne af effektive onlinesystemer til anmeldelse af svig og standardiserede indberetningsmodeller på EU-plan. Sådanne systemer kunne gøre det lettere at anmelde svig begået med andre betalingsmidler end kontanter, som ofte foregår online, og dermed styrke støtten til ofre, identificeringen og analysen af trusler fra cyberkriminalitet og de kompetente nationale myndigheders arbejde og grænseoverskridende samarbejde.

(29)

Lovovertrædelserne omhandlet i dette direktiv er ofte af grænseoverskridende karakter. Bekæmpelsen af disse lovovertrædelser afhænger derfor af et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne opfordres til, i det omfang det er hensigtsmæssigt, at sikre effektiv anvendelse af instrumenter om gensidig anerkendelse og retshjælp i forbindelse med lovovertrædelser, der er omfattet af dette direktiv.

(30)

Efterforskning og retsforfølgelse af alle former for svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter, herunder vedrørende små pengebeløb, er navnlig vigtig for at kunne bekæmpe dem effektivt. Indberetningsforpligtelser, udveksling af oplysninger og statistiske opgørelser er effektive måder til afsløring af svigagtig virksomhed, især lignende aktiviteter, der involverer pengebeløb, som isoleret set er små.

(31)

Svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter kan have alvorlige økonomiske og ikkeøkonomiske konsekvenser for ofrene. Hvis sådan svig f.eks. indebærer identitetstyveri, forværres konsekvenserne ofte som følge af omdømmemæssig og erhvervsmæssig skade, skade på en persons kreditvurdering samt alvorlig følelsesmæssig skade. Medlemsstaterne bør vedtage bistands-, støtte- og beskyttelsesforanstaltninger for at mindske sådanne konsekvenser.

(32)

Der kan ofte gå lang tid, før ofrene finder ud af, at de har lidt et tab som følge af svig og forfalskning. I denne periode kan der udvikle sig en spiral af indbyrdes forbundne forbrydelser, hvorved de negative konsekvenser for ofrene forværres.

(33)

Fysiske personer, som er ofre for svig i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter, er tillagt rettigheder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (11). Medlemsstaterne bør vedtage foranstaltninger til bistand og støtte til sådanne ofre, som bygger på de foranstaltninger, der kræves i medfør af nævnte direktiv, men som mere direkte tilgodeser de specifikke behov hos ofre for svig relateret til identitetstyveri. Sådanne foranstaltninger bør navnlig omfatte en liste over særlige institutioner, der dækker forskellige aspekter af identitetsrelateret kriminalitet og støtte til ofre, specialiseret psykologisk støtte og rådgivning om finansielle, praktiske og juridiske spørgsmål, samt hjælp til at få tilgængelig erstatning. Medlemsstaterne bør opfordres til at oprette et centralt nationalt onlineinformationsværktøj for at lette ofres adgang til bistand og støtte. Juridiske personer bør ligeledes tilbydes specifikke oplysninger og rådgivning om beskyttelse mod de negative konsekvenser af sådan kriminalitet.

(34)

Dette direktiv bør sikre juridiske personer retten til adgang til oplysninger i overensstemmelse med national ret om procedurerne for indgivelse af klager. Denne ret er navnlig nødvendig for små og mellemstore virksomheder og bør bidrage til at skabe et bedre erhvervsklima for små og mellemstore virksomheder. Fysiske personer er allerede sikret denne ret i henhold til direktiv 2012/29/EU.

(35)

Medlemsstaterne bør med bistand fra Kommissionen indføre eller skærpe politikker til forebyggelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter samt foranstaltninger til at nedbringe risikoen for, at sådanne lovovertrædelser forekommer, ved hjælp af oplysnings- og bevidstgørelseskampagner. I den forbindelse kunne medlemsstaterne udvikle og ajourføre et permanent bevidstgørelsesværktøj med praktiske eksempler på svigagtig praksis i et letforståeligt format. Dette værktøj kan være forbundet med eller være en del af det centrale onlineinformationsværktøj for ofre. Medlemsstaterne kan desuden indføre forsknings- og uddannelsesprogrammer. Der bør tages særligt hensyn til sårbare personers behov og interesser. Medlemsstaterne opfordres til at sikre, at der stilles tilstrækkelig finansiering til rådighed for sådanne kampagner.

(36)

Det er nødvendigt at indsamle statistiske data om svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsinstrumenter end kontanter. Medlemsstaterne bør derfor pålægges at sikre, at der findes et passende system til registrering, fremstilling og fremlæggelse af eksisterende statistiske data om de lovovertrædelser, der er omhandlet i dette direktiv.

(37)

Dette direktiv har til formål at ændre og udvide bestemmelserne i rammeafgørelse 2001/413/RIA. Da de ændringer, der skal foretages, er væsentlige både med hensyn til antal og art, bør rammeafgørelse 2001/413/RIA af klarhedshensyn erstattes i sin helhed for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv.

(38)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(39)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(40)

Målene for dette direktiv, nemlig at indføre strafferetlige sanktioner for svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, samt at forbedre og fremme grænseoverskridende samarbejde både mellem kompetente myndigheder og mellem fysiske og juridiske personer og kompetente myndigheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsretten, retten til adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf samt retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse. Dette direktiv søger at sikre fuld overholdelse af disse rettigheder og principper og bør gennemføres i overensstemmelse hermed —

(1)

Ifølge artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 211/2011 skal minimumstallet for underskrivere af et borgerinitiativ i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne svare til antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet for hver medlemsstat multipliceret med en faktor på 750. Disse minimumstal er fastsat i bilag I til nævnte forordning.

(2)

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (»Det Forenede Kongerige«), at det havde til hensigt at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke indgås, to år efter meddelelsen, dvs. den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige beslutter at forlænge fristen.

(3)

Den 28. juni 2018 vedtog Det Europæiske Råd afgørelse (EU) 2018/937 (2) om Europa-Parlamentets sammensætning. Afgørelsen, som trådte i kraft den 3. juli 2018, fastsætter antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet, der vælges i hver enkelt medlemsstat for valgperioden 2019-2024, som starter den 2. juli 2019.

Bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011 bør ændres, så det afspejler reglerne om minimumstallet for underskrivere, der er anført i bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011. Ændringen bør finde anvendelse fra den 2. juli 2019, hvor valgperioden 2019-2024 starter. Skulle den frist på to år, som er omhandlet i artikel 50, stk. 3, i traktaten om den Europæiske Union, imidlertid blive forlænget, bør ændringen først finde anvendelse efter udløbet af den forlængede frist. Af klarhedshensyn bør bilag I erstattes.

(4)

Det fastsættes i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 211/2011, at initiativtagere til et forslag til borgerinitiativ skal lade initiativet registrere i Kommissionen og indgive de oplysninger, der er fastsat i bilag II til samme forordning.

(5)

Ifølge artikel 9 i forordning (EU) nr. 211/2011 skal initiativtagerne anvende formularen i bilag VII til samme forordning, når de indgiver borgerinitiativet til Kommissionen.

(6)

Formularerne i bilag II og VII til forordning (EU) nr. 211/2011 indeholder en fodnote med oplysninger om, hvordan initiativtagernes og sponsorers personoplysninger behandles. Fodnoten bør indeholde færre og enklere oplysninger, således at der ikke skabes forvirring i forhold til den erklæring om databeskyttelse, der benyttes til den pågældende databehandling.

(7)

I fodnoterne henvises til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (3). Forordning (EF) nr. 45/2001 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) med virkning fra den 11. december 2018. Henvisningen til forordning (EF) nr. 45/2001 bør således udgå af fodnoterne.

(8)

Bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011 bør erstattes, og bilag II og VII til nævnte forordning bør ændres —