(1)

Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) konkluderede i sin udtalelse af 30. juli 2018 (2) (i det følgende benævnt »VKF's udtalelse«), at Phenylene Bis-Diphenyltriazine er sikkert til anvendelse som UV-filter i solbeskyttelsesprodukter og andre kosmetiske produkter med en koncentration på højst 5 %, og at anvendelse heraf kun er sikker i produkter, der påføres huden, og ikke i produkter, der kan medføre eksponering via indånding.

(2)

På baggrund af VKF's udtalelse og for at tage højde for den tekniske og videnskabelige udvikling bør anvendelsen af Phenylene Bis-Diphenyltriazine som UV-filter i kosmetiske produkter godkendes med en koncentration på højst på 5 %, undtagen i anvendelser, hvor slutbrugerens lunger kan blive eksponeret via indånding.

(3)

Bilag VI til forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor ændres.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Kosmetiske Produkter —

(1)

Stoffet 2-Chloro-p-Phenylenediamine samt sulfat- og dihydrochloridsalte heraf anvendes i formuleringer til farvning af øjenbryn og øjenvipper i en koncentration på højst 4,6 %. Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) fastslog i sin udtalelse af 19. september 2013 (2) (i det følgende benævnt »VKF's udtalelse«), at der ikke kunne udledes en tilstrækkelig sikkerhedsmargin for anvendelse af 2-Chloro-p-Phenylenediamine i oxidative hårfarveformuleringer til øjenbryn og øjenvipper i en koncentration på højst 4,6 %. VKF fastslog endvidere, at det ikke var muligt at drage en konklusion vedrørende det genotoksiske potentiale af 2-Chloro-p-Phenylenediamine på grundlag af de tilgængelige data og i mangel af en egnet in vivo-test for induktion af genmutation. VKF betragtede derfor ikke anvendelsen af 2-Chloro-p-Phenylenediamine som sikker for forbrugerne. VKF har efterfølgende præciseret, at den mener, at sulfat- og dihydrochloridsalte af 2-Chloro-p-Phenylenediamine bør håndteres med samme forsigtighed som 2-Chloro-p-Phenylenediamine, indtil det er bevist, at de er sikre, fordi de har samme kernestruktur, herunder samme genotoksiske potentiale, som 2-Chloro-p-Phenylenediamine. Endvidere har VKF præciseret, at anvendelsesområdet for VKF's udtalelse og konklusionen heri kan udvides til også at omfatte hovedhår (3).

(2)

I lyset af VKF's udtalelse og VKF's efterfølgende præcisering er anvendelsen af 2-Chloro-p-Phenylenediamine samt sulfat- og dihydrochloridsalte heraf i produkter til farvning af øjenbryn og øjenvipper forbundet med en potentiel risiko for menneskers sundhed. Med hensyn til produkter til farvning af hovedhår er eksponeringen for stoffet endnu højere, da disse produkter anvendes på en større overflade af kroppen. På det grundlag, og i lyset af VKF's præcisering, er anvendelsen af 2-Chloro-p-Phenylenediamine samt sulfat- og dihydrochloridsalte heraf i produkter til farvning af hovedhår ligeledes forbundet med en potentiel risiko for menneskers sundhed. 2-Chloro-p-Phenylenediamine samt sulfat- og dihydrochloridsalte heraf bør derfor forbydes i hårfarveprodukter, herunder produkter til farvning af øjenbryn, og i produkter til farvning af øjenvipper og tilføjes til listen over forbudte stoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009.

(3)

Der bør fastsættes rimelige tidsfrister, således at industrien kan tilpasse sig til det nye forbud. Ved fastsættelse af længden af disse frister bør de erhvervsdrivendes interesser vejes op imod de specifikke sundhedsrisikofaktorer, der er blevet identificeret.

(4)

Forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor ændres.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Kosmetiske Produkter —

(1)

Den 6. juni 2013 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Unionens vegne at deltage i forhandlingerne om moderniseringen af Europarådets konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med automatisk databehandling af personoplysninger (ETS nr. 108) (»konvention nr. 108«) og af vilkårene og fremgangsmåden for Unionens tiltrædelse af den ændrede konvention nr. 108.

(2)

Protokollen om ændring af konvention nr. 108 (»ændringsprotokollen«) blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 18. maj 2018.

(3)

Ændringsprotokollen tager sigte på at udvide konvention nr. 108's anvendelsesområde og at øge og forbedre effektiviteten af databeskyttelsen efter konventionen.

(4)

Den ændrede konvention nr. 108's bestemmelser omfatter både aktiviteter, der er omfattet af EU-retten, og aktiviteter, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, såsom national sikkerhed og forsvar.

(5)

Den ændrede konvention nr. 108's bestemmelser kan, i det omfang de finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med aktiviteter, der falder inden for EU-rettens anvendelsesområde, berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde, jf. traktatens artikel 3, stk. 2, da disse bestemmelser er baseret på de samme principper som dem, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (2).

(6)

Da den ændrede konvention nr. 108 vil indeholde garantier, der er baseret på de samme principper som dem, der er fastlagt i forordning (EU) 2016/679 og direktiv (EU) 2016/680, vil dens ikrafttræden bidrage til at fremme Unionens databeskyttelsesstandarder på globalt plan, fremme datastrømme mellem Unionen og tredjelande, der er parter i konvention nr. 108, sikre medlemsstaternes overholdelse af deres internationale forpligtelser efter konvention nr. 108 og gøre det muligt for Unionen at tiltræde konvention nr. 108 på et senere tidspunkt.

(7)

Unionen kan ikke undertegne eller ratificere ændringsprotokollen, fordi det fremgår af konvention nr. 108, at kun stater kan være parter heri.

(8)

Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til at ratificere ændringsprotokollen, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse, i det omfang bestemmelserne heri falder inden for Unionens enekompetence —

(1)

Europarådets konvention om en integreret tilgang til tryghed, sikkerhed og service i forbindelse med fodboldkampe og andre sportsbegivenheder (»konventionen«) blev udfærdiget den 3. juli 2016 og har været åben for undertegnelse og ratificering siden da.

(2)

Formålet med konventionen er at tilvejebringe et trygt, sikkert og imødekommende miljø ved fodboldkampe og andre sportsbegivenheder.

(3)

Artikel 11, stk. 2, 3 og 4, i konventionen, som vedrører nationale kontaktpunkter for fodboldinformation, kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), da disse bestemmelser falder sammen med visse forpligtelser, der er fastlagt i Rådets afgørelse 2002/348/RIA (2).

(4)

Unionens støtte til konventionen er vigtig for bekæmpelsen af vold i forbindelse med sportsbegivenheder og supplerer den indsats, der allerede gøres på dette område gennem støtte til projekter, der er omfattet af sportskapitlet i programmet Erasmus+, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 (3).

(5)

Da kun stater kan være part i konventionen, kan Unionen ikke blive part.

(6)

Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til at undertegne og ratificere konventionen, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse med hensyn til de dele af konventionen, der falder ind under Unionens enekompetence.

(7)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af afgørelse 2002/348/RIA og deltager derfor i vedtagelsen af denne afgørelse.

(8)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

I henhold til artikel 13 i forordning (EU) nr. 648/2012 bør der indføres en mekanisme, som skal sikre ensartethed mellem de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer, der er indført af Unionen og af tredjelande inden for de områder, der er omfattet af nævnte forordning. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage ækvivalensafgørelser, hvorved et tredjelands retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer erklæres for ækvivalente med de krav, der er fastsat i artikel 4, 9, 10 og 11 i forordning (EU) nr. 648/2012, således at modparter, der indgår i en transaktion, som er omfattet af nævnte forordning, hvis mindst én af modparterne er etableret i det pågældende tredjeland, bør anses for at have opfyldt disse krav, hvis de overholder de krav, der er fastsat i det pågældende tredjelands retlige system. I ækvivalenserklæringen undgås anvendelse af overlappende eller modstridende regler. Endvidere bidrager ækvivalenserklæringen til at nå det overordnede mål med forordning (EU) nr. 648/2012 om at begrænse systemiske risici og øge derivatmarkedernes gennemsigtighed ved at sikre en internationalt ensartet anvendelse af de principper, der er aftalt med tredjelandene, og som er fastsat i nævnte forordning.

(2)

Ved artikel 11, stk. 1, 2 og 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, suppleret med Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 149/2013 (2) og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/2251 (3), fastlægges Unionens retlige krav vedrørende rettidig bekræftelse af vilkårene for en OTC-derivataftale, gennemførelse af en porteføljekomprimering samt rammerne for at afstemme porteføljer i forbindelse med OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart (»CCP«). I de pågældende stykker fastlægges desuden værdiansættelsen og de tvistbilæggelsesforpligtelser, der finder anvendelse på disse aftaler (»operationelle risikobegrænsende teknikker«), samt forpligtelserne vedrørende udveksling af sikkerhedsstillelse (»marginer«) mellem modparter.

(3)

For at et tredjelands retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige system skal kunne anses for at være ækvivalent med Unionens system, for så vidt angår operationelle risikobegrænsende teknikker og marginkrav, skal det materielle resultat af de gældende retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer være ækvivalent med Unionens krav i henhold til artikel 11 i forordning (EU) nr. 648/2012, sikre en beskyttelse af forretningshemmeligheder, der er ækvivalent med den beskyttelse, der er fastsat i nævnte forordning. Derudover skal de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer anvendes effektivt og håndhæves på en retfærdig og ikke-forvridende måde, således at der sikres effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse i det pågældende tredjeland. Formålet med denne ækvivalensvurdering er derfor at kontrollere, om Japans retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer sikrer, at OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP og er indgået af mindst én modpart, der er etableret i nævnte tredjeland, ikke udsætter de finansielle markeder i Unionen for et forhøjet risikoniveau og følgelig ikke udgør en uacceptabelt stor systemisk risiko i Unionen.

(4)

Den 1. september 2013 modtog Kommissionen teknisk rådgivning fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (»ESMA«) om de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer i Japan (4), heriblandt de operationelle risikobegrænsende teknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP. ESMA fandt i sin tekniske rådgivning, at der ikke var nogen retligt bindende krav vedrørende rettidig bekræftelse af vilkårene for en OTC-derivataftale, rammerne for udførelse af porteføljeafstemning og porteføljekomprimering, værdiansættelse af en portefølje og forpligtelse til tvistbilæggelse eller udveksling af sikkerhedsstillelse mellem modparter i OTC-derivataftaler i Japan. ESMA bemærkede også, at ækvivalensen mellem ordningerne for bilaterale marginer ikke kunne vurderes på daværende tidspunkt, da der endnu ikke var blevet udarbejdet tekniske standarder, som præciserer reglerne for bilaterale marginer i Unionen.

(5)

Kommissionen har i sin vurdering taget hensyn til ESMA's tekniske rådgivning og har taget højde for den lovgivningsmæssige udvikling, der har fundet sted siden da. Denne afgørelse er ikke kun baseret på en sammenlignende analyse af de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige krav, der gælder i Japan, men også på en vurdering af resultatet af disse krav og af deres evne til at begrænse de risici, der følger af OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP, på en måde, der anses for at være ækvivalent med resultatet af kravene i forordning (EU) nr. 648/2012.

(6)

De retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer, der gælder for OTC-derivataftaler i Japan, er fastsat i Financial Instruments and Exchange Act (»FIEA«) nr. 25 af 1948 og omfatter Financial Instruments Business Operators (»FIBO'er«) og Registered Financial Institutions (»RFI'er«), som indbefatter regulerede banker, kooperativer, forsikringsselskaber, pensionsfonde og investeringsfonde. Japan Financial Services Agency (»JFSA«) har brede beføjelser til at gennemføre FIEA og har Cabinet Office Ordinance, Supervisory Guidelines og Public Notifications (under ét benævnt »Japans OTC-derivatregler«). JFSA har jurisdiktion over OTC-derivater som defineret i artikel 2, stk. 7, i forordning (EU) nr. 648/2012, dog med undtagelse af OTC-råvarederivater, der henhører under Japanese Ministry of Economy, Trade and Industry (»METI«) og Japanese Ministry of Agriculture, Forestry and Fisheries (»MAFF«).

(7)

De operationelle risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP, som fastsat i Japans OTC-derivatregler, er fortsat utilstrækkelige i forhold til forpligtelserne i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 648/2012 og i delegeret forordning (EU) nr. 149/2013 med hensyn til rettidig bekræftelse af vilkårene for en OTC-derivataftale, gennemførelsen af en porteføljekomprimering og de ordninger, hvorunder porteføljerne afstemmes. Denne afgørelse bør derfor kun omfatte de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer vedrørende værdiansættelsen og tvistbilæggelsesforpligtelserne som omhandlet i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 648/2012 og i delegeret forordning (EU) nr. 149/2013 samt bestemmelserne om marginkrav som omhandlet i artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 og i delegeret forordning (EU) 2016/2251.

(8)

For så vidt angår de krav vedrørende værdiansættelse af transaktioner og vedrørende tvistbilæggelse, der finder anvendelse på OTC-derivater, som ikke cleares af en CCP, indeholder Japans OTC-derivatregler forpligtelser svarende til dem, der er fastsat i artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 648/2012. Navnlig indeholder Section IV-2-4 i Supervisory Guidelines specifikke krav vedrørende tvistbilæggelse, der finder anvendelse på OTC-derivater, som ikke cleares af en CCP, og i artikel 123 i Cabinet Office Ordinance er der fastsat krav vedrørende udførelse af daglige værdiansættelser med henblik på marginudveksling.

(9)

Hvad angår marginerne for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP, består de retligt bindende krav i Japan af en række endelige forordninger vedtaget af JFSA, som blev offentliggjort den 31. marts 2016 og trådte i kraft den 1. september 2016. Disse forordninger omfatter Cabinet Office Ordinance on Financial Instrument Businesses nr. 52 af 6. august 2007, herunder Supplementary Provisions, Financial Services Agency Public Notices nr. 15, 16 og 17 af 31. marts 2016 og nr. 33 af 25. august 2017, de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision of Major Banks, etc., de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision of Small- and Medium-Sized and Regional Financial Institutions, de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision of Cooperative Banks, de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision of Financial Instruments Business Operators, etc., de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision of Insurance Companies og de reviderede Comprehensive Guidelines for Supervision with respect to Trust Companies, etc. De regler, der gælder for OTC-råvarederivater, der henhører under METI eller MAFF, afspejler den række endelige forordninger, som JFSA har vedtaget (under ét benævnt »Japans marginregler«).

(10)

I henhold til Japans marginregler skal finansielle institutioner, der i gennemsnit har en samlet notionel hovedstol for OTC-derivater i en bestemt periode på 300 mia. JPY eller derover, dagligt udveksle variationsmarginer i henhold til FIEA, hvorimod finansielle institutioner under denne tærskel skal udveksle variationsmarginer med tilstrækkelig hyppighed. Eftersom det i forordning (EU) nr. 648/2012 kræves, at alle modparter i en OTC-derivattransaktion, som ikke cleares af en CCP, dagligt udveksler variationsmarginer, bør denne afgørelse derfor være betinget af en daglig udveksling af variationsmarginer for transaktioner udført med FIBO'er og RFI'er, hvis den gennemsnitlige samlede notionelle hovedstol for OTC-derivater i en periode på ét år, regnet fra april to år inden det år, hvor beregning er påkrævet (eller ét år inden, hvis den blev beregnet i december), falder til under 300 mia. JPY.

(11)

I henhold til Japans marginregler og i lighed med kravene i delegeret forordning (EU) 2016/2251 skal alle finansielle institutioner, som aggregerer den notionelle værdi af ikke-clearede OTC-derivater, ikke-clearede OTC-råvarederivater, fysisk afregnede valutaforwards og valutaswaps i en konsolideret koncern, eksklusive koncerninterne transaktioner, for månederne marts, april og maj ét år inden det år, hvor beregningen overstiger 1,1 bio. JPY, udveksle detaljerede oplysninger om initialmarginen. Japans marginregler giver også mulighed for et kombineret mindste overførselsbeløb af initial- og variationsmarginer på 70 mio. JPY, mens tærsklen i artikel 25 i delegeret forordning (EU) 2016/2251 er på 500 000 EUR. Eftersom der kun er ringe forskel mellem disse valutaers værdi, bør beløbene anses for at være ækvivalente.

(12)

Japans marginregler finder anvendelse på næsten alle OTC-derivataftaler som defineret i artikel 2, stk. 7, i forordning (EU) nr. 648/2012, dog med undtagelse af fysisk afregnede valutaforwards og valutaswaps, som Japans marginregler ikke indeholder nogen krav om. Valutatransaktioner i tilknytning til udveksling af hovedstolen ved hjælp af cross-currency swaps er undtaget fra initialmarginkravene. Japans marginregler kræver heller ikke nogen specifik behandling af strukturerede produkter, heriblandt dækkede obligationer og securitiseringer. I henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 er kun kortfristede valutaswaps og valutaforwards undtaget fra initialmarginkravene, og kun derivater, der er knyttet til dækkede obligationer til afdækningsformål, er undtaget fra samtlige marginkrav. Denne afgørelse bør derfor kun finde anvendelse på OTC-derivataftaler, der er underlagt marginkrav i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 og Japans marginregler.

(13)

Kravene i Japans marginregler vedrørende beregning af initialmargin er ækvivalente med de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 648/2012. Ligesom den standardiserede metode til beregning af initialmarginen, der er fastsat i bilag IV til delegeret forordning (EU) 2016/2251, giver Japans marginregler mulighed for at anvende en standardiseret model, der er ækvivalent med den model, der er fastsat i ovennævnte bilag. Alternativt kan interne modeller eller tredjeparters modeller anvendes til beregning af initialmarginen, hvis disse modeller indeholder visse specifikke parametre, herunder mindste konfidensintervaller og marginrisikoperioder samt visse historiske data, herunder stressperioder. Modparterne skal meddele enten JFSA, METI eller MAFF — alt efter omstændighederne — deres hensigt om at anvende disse interne modeller eller tredjeparters modeller og skal angive eventuelle nødvendige antagelser, hypoteser og ændringer heraf.

(14)

Kravene i Japans marginregler om gyldig sikkerhedsstillelse og om, hvordan sikkerheden skal besiddes og holdes adskilt, er ækvivalente med de krav, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2016/2251. Japans marginregler indeholder også en ækvivalent liste over anerkendt sikkerhedsstillelse samt krav om, at FIBO'er og RFI'er med rimelighed diversificerer den sikkerhedsstillelse, som de opkræver, bl.a. ved at begrænse værdipapirer med lav likviditet for at undgå koncentration af sikkerhedsstillelse. De krav i Japans marginregler, der finder anvendelse på værdiansættelse af sikkerhedsstillelse, er ækvivalente med de krav, der er fastsat i artikel 19 i delegeret forordning (EU) 2016/2251.

(15)

Med hensyn til det ækvivalente niveau for beskyttelse af forretningshemmeligheder i Japan er oplysninger, som JFSA er i besiddelse af, underlagt JFSA Information Security Policy, og ansatte i JFSA er underlagt National Public Service Act, som forbyder arbejdstagere at videregive oplysninger, som de har fået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af deres hverv. Dermed giver både National Public Service Act og JFSA Information Security Policy garantier for beskyttelse af forretningshemmeligheder — herunder også forretningshemmeligheder, som kompetente myndigheder udveksler med tredjeparter — som er ækvivalente med dem, der er fastsat i afsnit VIII i forordning (EU) nr. 648/2012. National Public Service Act og JFSA Information Security Policy bør derfor tilsammen anses for at give samme niveau af beskyttelse af forretningshemmeligheder som det niveau, der er fastsat i forordning (EU) nr. 648/2012.

(16)

Og endelig, for så vidt angår effektiv anvendelse og håndhævelse på en retfærdig og ikke-forvridende måde, således at der sikres effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse i det pågældende tredjeland, har JFSA brede undersøgelses- og overvågningsbeføjelser til at foretage en vurdering af overholdelsen af marginkravene for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP. JFSA kan træffe en bred vifte af tilsynsforanstaltninger for at forhindre enhver tilsidesættelse af de gældende krav, såsom en forretningsforbedringsordre hjemlet i artikel 51 i FIEA og andre tilsynsforanstaltninger hjemlet i artikel 52 i FIEA. Disse foranstaltninger bør derfor anses for at sikre en effektiv anvendelse af de relevante retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer i henhold til Japans OTC-derivatregler på en retfærdig og ikke-forvridende måde, således at der sikres effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse.

(17)

Denne afgørelse er baseret på de retligt bindende krav vedrørende OTC-derivataftaler, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen. Kommissionen bør i samarbejde med ESMA fortsætte sin regelmæssige overvågning af udviklingen af de retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer for disse OTC-derivataftaler og den ensartede og effektive gennemførelse af dem med hensyn til rettidig bekræftelse, porteføljekomprimering og -afstemning, værdiansættelse, tvistbilæggelse og marginkrav for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP, på grundlag af hvilke denne afgørelse er truffet. Dette bør ikke berøre Kommissionens mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at foretage en særlig gennemgang, hvis relevant udvikling nødvendiggør, at Kommissionen revurderer ækvivalenserklæringen i nærværende afgørelse. En sådan revurdering kan føre til ophævelse af nærværende afgørelse, hvilket igen automatisk gør modparterne til genstand for alle de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 648/2012.

(18)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

(1)

Det samlede beløb for de årlige tilsynsgebyrer, som skal opkræves i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1163/2014 (ECB/2014/41), bør dække, men ikke overstige, de udgifter, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har afholdt i forbindelse med sine tilsynsopgaver i den relevante gebyrperiode. Disse udgifter består af omkostninger, som er direkte forbundet med ECB's tilsynsopgaver, f.eks. tilsyn med signifikante enheder, overvågning af tilsynet med de mindre signifikante enheder og udførelsen af horisontale og specialiserede opgaver. De omfatter også omkostninger, der er indirekte forbundet med ECB's tilsynsopgaver, f.eks. omkostninger til tjenesteydelser, som leveres af ECB's støtteforretningsområder, herunder bygningsforvaltning, personaleforvaltning, administrative tjenester, budgetlægning og styring, bogføring, juridiske tjenester, kommunikations- og oversættelselsestjenester, intern revision samt statistik- og IT-tjenester.

(2)

Med henblik på beregningen af de årlige tilsynsgebyrer, som skal betales af de signifikante enheder og signifikante koncerner under tilsyn og de mindre signifikante enheder og mindre signifikante koncerner under tilsyn, bør de samlede omkostninger fordeles på grundlag af de udgifter, der vedrører de relevante funktioner, som varetager det direkte tilsyn med signifikante enheder og signifikante koncerner under tilsyn og det indirekte tilsyn med mindre signifikante enheder og mindre signifikante koncerner under tilsyn.

(3)

Det samlede beløb for de årlige tilsynsgebyrer for 2019 bør beregnes som summen af: a) de anslåede årlige omkostninger til tilsynsopgaver i 2019, baseret på ECB's godkendte budget for 2019, under hensyntagen til udviklingen i de anslåede årlige omkostninger, som ECB forventes at afholde, og som var kendt på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse, og b) et eventuelt overskud eller underskud fra 2018.

(4)

Et eventuelt overskud eller underskud bør fastsættes ved at trække de faktiske årlige omkostninger afholdt i forbindelse med tilsynsopgaverne i 2018, som fremgår af ECB's årsregnskab for 2018 (3), fra de anslåede årlige omkostninger, som er blevet opkrævet i 2018 i overensstemmelse med bilaget til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2018/667 (ECB/2018/12) (4).

(5)

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1163/2014 (ECB/2014/41) bør der tages højde for eventuelle gebyrer vedrørende tidligere gebyrperioder, som ikke kunne inddrives, modtagne rentebetalinger i overensstemmelse med artikel 14 og modtagne eller tilbagebetalte beløb i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i den forordning, ved fastsættelsen af de forventede årlige omkostninger til afholdelse af tilsynsopgaverne i 2019 —