(1)

Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer i overensstemmelse med traktaterne. Kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. Forbuddet omfatter alle nationale foranstaltninger, som direkte eller indirekte, faktisk eller potentielt, kan hindre handelen med varer inden for Unionen. Den frie bevægelighed for varer på det indre marked sikres gennem harmoniseringen af regler på EU-plan, der fastsætter fælles krav til markedsføringen af visse varer, eller for så vidt angår varer eller aspekter af varer, som ikke fuldt ud er omfattet af EU-harmoniseringsregler, gennem anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse som fastlagt af Den Europæiske Unions Domstol (»EU-Domstolen«).

(2)

Et velfungerende princip om gensidig anerkendelse er et vigtigt supplement til harmonisering af regler på EU-plan, navnlig i betragtning af at mange varer har både harmoniserede og ikkeharmoniserede aspekter.

(3)

Der kan ulovligt skabes hindringer for den frie bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne, hvis en medlemsstats kompetente myndighed i mangel af EU-harmoniseringsregler for varer eller visse aspekter af varer anvender nationale regler på varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og i henhold til hvilke varerne skal opfylde visse tekniske forskrifter f.eks. hvad angår betegnelse, form, størrelse, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning eller emballage. Anvendelsen af sådanne regler på varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, kan være i modstrid med artikel 34 og 36 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), selv hvis disse regler finder anvendelse på alle varer uden forskelsbehandling.

(4)

Princippet om gensidig anerkendelse udspringer af EU-Domstolens retspraksis. Ifølge princippet kan medlemsstaterne ikke forbyde salg på deres område af varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, selv om disse varer er produceret efter andre tekniske forskrifter, herunder varer, der ikke er industrielt fremstillet. Princippet om gensidig anerkendelse er imidlertid ikke absolut. Medlemsstaterne kan begrænse markedsføring af varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, når sådanne restriktioner er begrundet i hensyn, der er omhandlet i artikel 36 i TEUF, eller i andre tvingende almene hensyn, som er anerkendt i EU-Domstolens retspraksis med hensyn til den frie bevægelighed for varer, og når disse restriktioner står i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål. Denne forordning indfører en forpligtigelse til tydeligt at begrunde, hvorfor markedsadgangen er blevet begrænset eller nægtet.

(5)

Begrebet »tvingende almene hensyn« er et begreb under udvikling, som EU-Domstolen har uddybet i sin retspraksis vedrørende artikel 34 og 36 i TEUF. Hvis der er legitime forskelle fra en medlemsstat til en anden, kan sådanne tvingende hensyn begrunde de kompetente myndigheders anvendelse af nationale tekniske forskrifter. Administrative afgørelser skal imidlertid altid behørigt begrundes, være legitime, passende og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og den kompetente myndighed skal træffe den mindst mulige restriktive afgørelse. Med henblik på at gøre det indre marked for varer mere velfungerende bør de nationale tekniske forskrifter være velegnede til formålet og ikke skabe uforholdsmæssige tekniske handelshindringer. Endvidere må administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang for varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, ikke alene baseres på den omstændighed, at de varer, der er under vurdering, opfylder det legitime offentlige mål, der forfølges af medlemsstaten, på en anden måde end varer i denne medlemsstat opfylder det pågældende mål. For at bistå medlemsstaterne bør Kommissionen udarbejde ikkebindende retningslinjer om EU-Domstolens retspraksis vedrørende begrebet tvingende almene hensyn og om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse skal anvendes. De kompetente myndigheder bør have mulighed for at bidrage til og give feedback på disse retningslinjer.

(6)

Rådet (konkurrenceevne) bemærkede i sine konklusioner fra december 2013 om politikken for det indre marked, at alle relevante instrumenter bør anvendes for at forbedre rammebetingelserne for virksomheder og forbrugere i det indre marked, herunder gensidig anerkendelse, hvor det er relevant. Rådet opfordrede Kommissionen til at aflægge rapport om tilfælde, hvor princippet om gensidig anerkendelse stadig ikke fungerer tilstrækkeligt eller uden problemer. Rådet (konkurrenceevne) opfordrede i sine konklusioner om politikken for det indre marked fra februar 2015 indtrængende Kommissionen til at tage skridt til at sikre, at princippet om gensidig anerkendelse anvendes effektivt, og til med henblik herpå at fremsætte forslag.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008 (3) blev vedtaget for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse ved fastsættelse af procedurer for at minimere risikoen for, at der skabes ulovlige hindringer for den frie bevægelighed for varer, der allerede markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Trods vedtagelsen af nævnte forordning giver anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse fortsat anledning til mange problemer. Den evaluering, der blev foretaget mellem 2014 og 2016, viste, at princippet om gensidig anerkendelse ikke fungerer, som det skal, og at forordning (EF) nr. 764/2008 kun i begrænset omfang har gjort det lettere at anvende dette princip. De redskaber og proceduremæssige garantier, der blev indført ved nævnte forordning, forfejlede målet om at forbedre anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Netværket af produktkontaktpunkter, der blev etableret for at informere erhvervsdrivende om de gældende nationale regler og anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, er f.eks. ret ukendt og anvendes næsten ikke af erhvervsdrivende. Nationale myndigheder samarbejder ikke tilstrækkeligt inden for netværket. Kravet om, at der skal gives underretning om administrative afgørelser, der begrænser eller nægter markedsadgang, overholdes sjældent. Der findes derfor fortsat hindringer for den frie bevægelighed for varer på det indre marked.

(8)

Forordning (EF) nr. 764/2008 har flere mangler og bør derfor revideres og styrkes. Af klarhedshensyn bør forordning (EF) nr. 764/2008 erstattes af nærværende forordning. Nærværende forordning bør fastsætte klare procedurer for at sikre den frie bevægelighed for varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og for at sikre, at den frie bevægelighed kun kan begrænses, hvis medlemsstater gør det af legitime almene hensyn, og restriktionen er begrundet og overholder proportionalitetsprincippet. Nærværende forordning bør også sikre, at eksisterende rettigheder og forpligtelser, der følger af princippet om gensidig anerkendelse, respekteres af både erhvervsdrivende og nationale myndigheder.

(9)

Denne forordning bør ikke være til hinder for yderligere harmonisering af betingelserne for markedsføring af varer med henblik på at forbedre det indre markeds funktion, hvor det er hensigtsmæssigt.

(10)

Det er også muligt, at der opstår handelshindringer som følge af andre typer foranstaltninger, som falder inden for anvendelsesområdet for artikel 34 og 36 i TEUF. Disse foranstaltninger kan f.eks. omfatte tekniske specifikationer, der er udarbejdet til procedurer for offentlige indkøb, eller krav om at anvende officielle sprog i medlemsstaterne. Sådanne foranstaltninger bør dog ikke udgøre nationale tekniske forskrifter i denne forordnings forstand og bør ikke falde inden for dens anvendelsesområde.

(11)

Nationale tekniske forskrifter gennemføres til tider i en medlemsstat ved hjælp af en procedure for forudgående godkendelse, hvor der skal indhentes en formel godkendelse fra en kompetent myndighed, før varerne kan markedsføres der. Eksistensen af en procedure for forudgående godkendelse begrænser i sig selv varernes frie bevægelighed. For at være berettiget under hensyn til det grundlæggende princip om varers frie bevægelighed inden for det indre marked skal en sådan procedure derfor forfølge almene hensyn, der er anerkendt i EU-retten, og stå i et rimeligt forhold til målet og være ikkediskriminerende. En sådan procedures overensstemmelse med EU-retten vurderes i lyset af overvejelserne i EU-Domstolens retspraksis. Administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, udelukkende fordi varerne ikke har en gyldig forudgående godkendelse, bør derfor udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Når der indgives en ansøgning om obligatorisk forudgående godkendelse af varer, bør enhver administrativ afgørelse om at afvise ansøgningen på grundlag af en national teknisk forskrift, der gælder i den pågældende medlemsstat, imidlertid kun træffes i overensstemmelse med denne forordning, således at ansøgeren kan drage fordel af den proceduremæssige beskyttelse, som denne forordning giver. Det samme gælder for frivillig forudgående godkendelse af varer, når en sådan findes.

(12)

Det er vigtigt at præcisere, at de typer af varer, der er omfattet af denne forordning, også omfatter landbrugsvarer. Udtrykket »landbrugsvarer« omfatter også fiskeriprodukter, jf. artikel 38, stk. 1, i TEUF. Med henblik på at hjælpe med at indkredse, hvilke typer varer der er omfattet af denne forordning, bør Kommissionen vurdere gennemførligheden af og fordelene ved at arbejde videre med en vejledende produktliste for gensidig anerkendelse.

(13)

Det er også vigtigt at præcisere, at udtrykket »producent« ikke kun omfatter fabrikanter af varer, men også personer, som producerer varer, der ikke er industrielt fremstillet, herunder landbrugsvarer, samt personer, der udgiver sig for at være producenter af varer.

(14)

Afgørelser truffet af nationale domstole i sager, hvorunder der foretages en vurdering af lovligheden i tilfælde, hvor varer lovligt markedsføres i én medlemsstat og på grund af anvendelsen af en national teknisk forskrift nægtes adgang til markedet i en anden medlemsstat, samt afgørelser truffet af nationale domstole, hvorved der pålægges sanktioner, bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde.

(15)

For at være omfattet af princippet om gensidig anerkendelse skal varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Det bør præciseres, at for at varer kan anses for at være lovligt markedsført i en anden medlemsstat, skal de overholde de relevante regler, der gælder i denne medlemsstat, og de skal være stillet til rådighed for slutbrugerne i denne medlemsstat.

(16)

For at øge de nationale myndigheders og de erhvervsdrivendes kendskab til princippet om gensidig anerkendelse bør medlemsstaterne overveje at fastsætte klare og utvetydige »bestemmelser for det indre marked« i deres nationale tekniske forskrifter for at lette anvendelsen af dette princip.

(17)

Den dokumentation, der kræves for at vise, at varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, varierer betydeligt fra en medlemsstat til en anden. Det medfører unødvendige byrder, forsinkelser og ekstra omkostninger for de erhvervsdrivende og forhindrer nationale myndigheder i at indhente de oplysninger, der er nødvendige for rettidigt at kunne vurdere varerne. Det kan hæmme anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Det er derfor vigtigt at gøre det lettere for erhvervsdrivende at dokumentere, at deres varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Erhvervsdrivende bør drage fordel af en egenerklæring, der giver de kompetente myndigheder alle nødvendige oplysninger om varerne og deres overholdelse af de gældende regler i denne anden medlemsstat. Anvendelse af frivillige erklæringer bør ikke forhindre de nationale myndigheder i at træffe administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, såfremt sådanne afgørelser står i et rimeligt forhold til målet, er begrundede og respekterer princippet om gensidig anerkendelse og er i overensstemmelse med denne forordning.

(18)

Det bør være muligt for producenten, importøren eller distributøren at udfærdige en erklæring om lovlig markedsføring af varer med henblik på gensidig anerkendelse (»erklæring om gensidig anerkendelse«). Producenten er bedst i stand til at levere oplysningerne i erklæringen om gensidig anerkendelse, da producenten kender varerne bedst og er i besiddelse af den dokumentation, der er nødvendig for at verificere oplysningerne i erklæringen om gensidig anerkendelse. Producenten bør kunne give en bemyndiget repræsentant fuldmagt til at udfærdige sådanne erklæringer på producentens vegne og ansvar. Hvis en erhvervsdrivende i erklæringen kun er i stand til at give oplysninger om lovligheden af markedsføringen af varerne, bør det dog være muligt for en anden erhvervsdrivende at give oplysning om, at varerne stilles til rådighed for slutbrugere i den pågældende medlemsstat, forudsat at den erhvervsdrivende påtager sig ansvaret for de oplysninger, som denne har givet i erklæringen om gensidig anerkendelse, og er i stand til at give den dokumentation, der er nødvendig for at verificere disse oplysninger.

(19)

Erklæringen om gensidig anerkendelse bør altid indeholde præcise og fuldstændige oplysninger om varerne. Erklæringen bør derfor holdes ajour for at afspejle ændringer, f.eks. ændringer i de relevante nationale tekniske forskrifter.

(20)

For at sikre, at de oplysninger, der gives i en erklæring om gensidig anerkendelse, er dækkende, bør der fastlægges en harmoniseret struktur for sådanne erklæringer til brug for erhvervsdrivende, der ønsker at afgive sådanne erklæringer.

(21)

Det er vigtigt at sikre, at erklæringen om gensidig anerkendelse udfyldes sandfærdigt og nøjagtigt. Det er derfor nødvendigt at stille krav om, at erhvervsdrivende er ansvarlige for de oplysninger, som de giver i erklæringen om gensidig anerkendelse.

(22)

For at øge effektiviteten og konkurrenceevnen for virksomheder, som er aktive på området for varer, der ikke er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning, bør det være muligt at drage fordel af nye informationsteknologier, så det bliver lettere at forelægge en erklæring om gensidig anerkendelse. Erhvervsdrivende bør derfor have mulighed for at gøre deres erklæringer om gensidig anerkendelse offentligt tilgængelige online, forudsat at erklæringen om gensidig anerkendelse er let tilgængelig og er i et pålideligt format.

(23)

Kommissionen bør sikre, at en skabelon til erklæringen om gensidig anerkendelse og retningslinjer for dens udfyldelse stilles til rådighed på den fælles digitale portal på alle Unionens officielle sprog.

(24)

Denne forordning bør også finde anvendelse på varer, hvoraf kun visse aspekter er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning. I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende i medfør af EU-harmoniseringslovgivning er forpligtet til at udfærdige en EU-overensstemmelseserklæring for at påvise overholdelse af denne lovgivning, bør det være tilladt for denne erhvervsdrivende at vedlægge erklæringen om gensidig anerkendelse omhandlet i denne forordning sammen med EU-overensstemmelseserklæringen.

(25)

Hvis erhvervsdrivende beslutter ikke at bruge erklæringen om gensidig anerkendelse, bør det være op til bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndigheder at fremsætte klart definerede anmodninger om specifikke oplysninger, som de finder nødvendige for vurderingen af varerne, for så vidt angår proportionalitetsprincippet.

(26)

Den erhvervsdrivende bør gives tilstrækkelig tid til at forelægge de dokumenter eller andre oplysninger, som bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed har anmodet om, eller til at fremsætte argumenter eller bemærkninger i forbindelse med vurderingen af de pågældende varer.

(27)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (4) stiller krav om, at medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater ethvert udkast til national teknisk forskrift vedrørende ethvert produkt, herunder enhver landbrugsvare eller ethvert fiskeriprodukt, samt grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan forskrift. Det er dog nødvendigt at sikre, at princippet om gensidig anerkendelse anvendes korrekt på bestemte varer i individuelle tilfælde efter vedtagelsen af en sådan national teknisk forskrift. Denne forordning bør fastsætte procedurer for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i individuelle tilfælde ved f.eks. at kræve, at medlemsstaterne angiver de nationale tekniske forskrifter, som den administrative afgørelse er baseret på, og de legitime almene hensyn, der ligger til grund for anvendelsen af den pågældende nationale tekniske forskrift for så vidt angår en vare, der er markedsført lovligt i en anden medlemsstat. Proportionaliteten af den nationale tekniske forskrift udgør grundlaget for påvisning af, at den administrative afgørelse, som er baseret på denne forskrift, står i et rimeligt forhold til målet. Midlet, der skal anvendes til at påvise proportionaliteten af den administrative afgørelse, bør dog bestemmes fra sag til sag.

(28)

Da administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang for varer, der allerede markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, bør være undtagelser fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed for varer, er det nødvendigt at sikre, at sådanne afgørelser overholder de eksisterende forpligtelser, der følger af princippet om gensidig anerkendelse. Der bør derfor fastsættes en klar procedure for at fastslå, om varerne markedsføres lovligt i den pågældende anden medlemsstat, og i så fald om de legitime almene hensyn, der er omfattet af den gældende nationale tekniske forskrift i bestemmelsesmedlemsstaten, er tilstrækkeligt beskyttede i overensstemmelse med artikel 36 i TEUF og EU-Domstolens retspraksis. En sådan procedure bør sikre, at enhver administrativ afgørelse, der træffes, står i et rimeligt forhold til målet og respekterer princippet om gensidig anerkendelse og er i overensstemmelse med denne forordning.

(29)

Når en kompetent myndighed vurderer varer, inden den træffer afgørelse om at begrænse eller nægte markedsadgang, bør denne myndighed ikke kunne træffe afgørelser, der suspenderer markedsadgang, undtagen hvis der kræves hurtig indgriben for at undgå, at menneskers sikkerhed eller sundhed eller miljøet lider skade, eller for at undgå, at varerne gøres tilgængelige i situationer, hvor tilgængeliggørelsen af sådanne varer generelt er forbudt af hensyn til den offentlige sædelighed eller den offentlige sikkerhed, herunder f.eks. forebyggelse af kriminalitet.

(30)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (5) indfører en akkrediteringsordning, som sikrer gensidig accept af overensstemmelsesvurderingsorganers kompetenceniveau. Medlemsstaters kompetente myndigheder bør derfor ikke afvise at acceptere prøvningsrapporter og certifikater, som er udstedt af et akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan, under henvisning til organets kompetence. For så vidt muligt at undgå gentagelse af prøvninger og procedurer, som allerede er blevet gennemført i en anden medlemsstat, bør medlemsstaterne ikke afvise at acceptere prøvningsrapporter og certifikater, som er udstedt af andre overensstemmelsesvurderingsorganer i overensstemmelse med EU-retten. Kompetente myndigheder bør tage behørigt hensyn til indholdet af de fremlagte prøvningsrapporter og certifikater.

(31)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (6) fastslår, at kun sikre produkter må markedsføres, og fastsætter forpligtelser for producenter og distributører med hensyn til produktsikkerhed. Det giver de kompetente myndigheder ret til at forbyde alle farlige produkter øjeblikkeligt eller til midlertidigt at forbyde produkter, som kan være farlige, så længe det er nødvendigt med henblik på gennemførelsen af diverse sikkerhedsvurderinger, -undersøgelser og -kontroller. Nævnte direktiv beskriver også den procedure, hvorved de kompetente myndigheder kan anvende passende foranstaltninger, hvis produkter udgør en risiko, såsom de foranstaltninger, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 8, stk. 1, og fastsætter ligeledes en forpligtelse for medlemsstaterne til at underrette Kommissionen og de andre medlemsstater om sådanne foranstaltninger. De kompetente myndigheder bør derfor fortsat kunne anvende nævnte direktiv, navnlig artikel 8, stk. 1, litra b)-f), og artikel 8, stk. 3, i nævnte direktiv.

(32)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (7) indfører bl.a. et system for hurtig varsling om direkte eller indirekte sundhedsrisici for mennesker på grund af fødevarer eller foder. Den stiller krav om, at medlemsstaterne via det hurtige varslingssystem straks underretter Kommissionen om enhver foranstaltning, de træffer, og som har til formål at begrænse markedsføringen af fødevarer eller foder eller at tilbagetrække eller tilbagekalde fødevarer eller foder for at beskytte menneskers sundhed, hvor det er nødvendigt at gribe hurtigt ind. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende nævnte forordning, navnlig nævnte forordnings artikel 50, stk. 3, og artikel 54.

(33)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (8) etablerer en harmoniseret EU-ramme for tilrettelæggelsen af offentlig kontrol og for tilrettelæggelsen af andre officielle aktiviteter end offentlig kontrol i hele agrofødevarekæden, under hensyntagen til de regler for offentlig kontrol, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (9) og i relevant EU-sektorlovgivning. Forordning (EU) 2017/625 fastsætter en specifik procedure for at sikre, at de erhvervsdrivende finder en løsning i tilfælde af manglende overholdelse af fødevare- og foderstoflovgivningen, dyresundhedsreglerne eller dyrevelfærdsbestemmelserne. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende forordning (EU) 2017/625, navnlig nævnte forordnings artikel 138.

(34)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 (10) etablerer en harmoniseret EU-ramme for udførsel af kontrol for så vidt angår forpligtelser, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (11), i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i forordning (EF) nr. 882/2004, og præciserer, at medlemsstaterne skal sikre, at alle aktører, der opfylder disse forpligtelser, er berettiget til at blive omfattet af en kontrolordning. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende forordning (EU) nr. 1306/2013, navnlig nævnte forordnings artikel 90.

(35)

Det bør fremgå af alle administrative afgørelser, der er truffet af medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til denne forordning, hvilke klagemuligheder der findes for erhvervsdrivende, således at en erhvervsdrivende i henhold til national ret kan påklage afgørelsen eller anlægge sag ved de kompetente nationale domstole. Den administrative afgørelse bør desuden henvise til erhvervsdrivendes mulighed for at anvende problemløsningsnettet for det indre marked (SOLVIT) og problemløsningsproceduren, som indføres ved denne forordning.

(36)

Effektive løsninger for erhvervsdrivende, der ønsker et erhvervsvenligt alternativ, når administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang anfægtes, er afgørende for at sikre en korrekt og konsekvent anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse. For at garantere sådanne løsninger og undgå retsomkostninger, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), bør erhvervsdrivende have adgang til en udenretslig problemløsningsprocedure.

(37)

SOLVIT er en tjeneste, som stilles til rådighed af de nationale myndigheder i hver enkelt medlemsstat, og som har til formål at finde løsninger for enkeltpersoner og virksomheder, når deres rettigheder er blevet krænket af offentlige myndigheder i en anden medlemsstat. Principperne for SOLVIT's funktionsmåde er fastsat i Kommissionens henstilling 2013/461/EU (12), ifølge hvilken hver medlemsstat skal have et SOLVIT-center med tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til at sikre, at SOLVIT-centret deltager i SOLVIT. Kommissionen bør øge kendskabet til SOLVIT's eksistens og fordele, navnlig blandt virksomheder.

(38)

SOLVIT er en effektiv udenretslig problemløsningsmekanisme, som stilles gratis til rådighed. Det arbejder med korte tidsfrister og leverer praktiske løsninger til enkeltpersoner og virksomheder, der oplever vanskeligheder med at få deres EU-rettigheder anerkendt hos de offentlige myndigheder. Hvis den erhvervsdrivende, det relevante SOLVIT-center og de involverede medlemsstater alle er enige om en passende løsning, bør der ikke kræves yderligere handling.

(39)

Hvis SOLVIT's uformelle fremgangsmåde ikke lykkes, og der fortsat er tvivl om, hvorvidt den administrative afgørelse er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse, bør Kommissionen dog have beføjelse til at undersøge sagen efter anmodning fra et af de involverede SOLVIT-centre. Efter Kommissionens vurdering bør den afgive en udtalelse, der gennem det relevante SOLVIT-center meddeles til den pågældende erhvervsdrivende og de kompetente myndigheder, og som der bør tages hensyn til i forbindelse med SOLVIT-proceduren. Kommissionen bør intervenere inden for en frist på 45 arbejdsdage, som ikke bør omfatte den tid, der er nødvendig for Kommissionen for at modtage eventuelle supplerende oplysninger og dokumenter, som den anser for at være nødvendige. Hvis sagen afsluttes inden for denne frist, bør Kommissionen ikke være forpligtet til at afgive en udtalelse. Sådanne SOLVIT-sager bør være genstand for en separat arbejdsgang i SOLVIT-databasen og bør ikke indgå i de regelmæssige SOLVIT-statistikker.

(40)

Kommissionens udtalelse vedrørende en administrativ afgørelse om at begrænse eller nægte markedsadgang bør kun tage stilling til, hvorvidt den administrative afgørelse er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse og kravene i denne forordning. Dette berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 258 i TEUF og medlemsstaternes pligt til at overholde EU-retten, når de håndterer konstaterede systemiske problemer i forbindelse med anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

(41)

Det er vigtigt for det indre marked for varer, at virksomhederne, især SMV'erne, kan indhente pålidelige og specifikke oplysninger om gældende ret i en given medlemsstat. Produktkontaktpunkter bør spille en væsentlig rolle, når det drejer sig om at lette kommunikationen mellem nationale myndigheder og erhvervsdrivende gennem formidling af oplysninger om specifikke produktregler og om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse anvendes på deres medlemsstats område. Det er derfor nødvendigt at styrke produktkontaktpunkternes rolle som de vigtigste leverandører af oplysninger om alle produktrelaterede regler, herunder nationale tekniske forskrifter, der er omfattet af gensidig anerkendelse.

(42)

For at lette den frie bevægelighed for varer bør produktkontaktpunkterne vederlagsfrit inden for rimelige grænser give oplysninger om deres nationale tekniske forskrifter og om anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Produktkontaktpunkterne bør være udstyret på passende vis og have tilstrækkelige ressourcer. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 (13) bør de stille sådanne oplysninger til rådighed via et websted, og de bør være underlagt kvalitetskriterierne i nævnte forordning. Produktkontaktpunkternes opgaver i tilknytning til at stille sådanne oplysninger til rådighed, herunder elektroniske kopier af eller onlineadgang til de nationale tekniske forskrifter, bør udføres med forbehold af nationale regler om distributionen af nationale tekniske forskrifter. Produktkontaktpunkterne bør endvidere ikke være forpligtet til at stille kopier af eller onlineadgang til standarder, der er omfattet af standardiseringsorganers eller -organisationers intellektuelle ejendomsrettigheder, til rådighed.

(43)

Samarbejde mellem de kompetente myndigheder er en forudsætning for, at princippet om gensidig anerkendelse kan fungere gnidningsløst, og at der kan skabes en kultur for gensidig anerkendelse. Produktkontaktpunkterne og de nationale kompetente myndigheder bør derfor samarbejde og udveksle oplysninger og ekspertise for at sikre en korrekt og konsekvent anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse og denne forordning.

(44)

Med henblik på underretning om administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, muliggørelse af kommunikation mellem produktkontaktpunkterne og sikring af administrativt samarbejde er det nødvendigt at give medlemsstaterne adgang til et informations- og kommunikations system.

(45)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (14).

(46)

Hvis det med henblik på denne forordning er nødvendigt at behandle personoplysninger, bør denne behandling foregå i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af personoplysninger. Enhver behandling af personoplysninger i medfør af denne forordning er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (15) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (16).

(47)

Der bør etableres pålidelige og effektive overvågningsmekanismer med henblik på at oplyse om anvendelsen af denne forordning og dens indvirkning på varernes frie bevægelighed. Sådanne mekanismer bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(48)

Med henblik på at øge kendskabet til princippet om gensidig anerkendelse og sikre, at denne forordning anvendes korrekt og konsekvent, bør der fastsættes bestemmelser om EU-finansiering af oplysningskampagner, uddannelse, træning, udveksling af embedsmænd og andre dertilhørende aktiviteter, der har til formål at øge og støtte tilliden og samarbejdet mellem de kompetente myndigheder, produktkontaktpunkter og erhvervsdrivende.

(49)

For at afhjælpe manglen på nøjagtige data om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse fungerer, og dets indvirkning på det indre marked for varer, bør Unionen finansiere indsamlingen af sådanne data.

(50)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder, tilbagesøgning af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne ved anvendelse af administrative og finansielle sanktioner.

(51)

Det er hensigtsmæssigt at udskyde anvendelsen af denne forordning for at give de kompetente myndigheder og erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at tilpasse sig dens krav.

(52)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning i lyset af de mål, der søges opnået med den. Kommissionen bør anvende de indsamlede data om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse fungerer, og princippets indvirkning på det indre marked for varer og oplysningerne i informations- og kommunikationssystemet til at evaluere denne forordning. Kommissionen bør have mulighed for at anmode medlemsstaterne om at fremsende yderligere oplysninger, der er nødvendige for evalueringen af denne forordning. I overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (17) bør evalueringen af denne forordning være baseret på omkostningseffektivitet, måleffektivitet, relevans, sammenhæng og merværdi og danne grundlag for konsekvensanalyser af muligheder for yderligere tiltag.

(53)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre en gnidningsløs, konsekvent og korrekt anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

(1)

Bruttonationalindkomsten i markedspriser (BNI) danner grundlag for beregningen af den største del af egne indtægter i Unionens almindelige budget. Det er derfor nødvendigt at gøre dette aggregat endnu mere sammenligneligt, pålideligt og fuldstændigt.

(2)

Der, hvor statistikker anvendes direkte til administrative formål og til udformning af politikker på EU-plan og nationalt plan, er det særlig vigtigt med statistisk integritet gennem overholdelse af principperne i adfærdskodeksen for europæiske statistikker som revideret og opdateret af Udvalget for det Europæiske Statistiske System (ESSC) den 16. november 2017 og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 (2).

(3)

Disse statistiske data er også et vigtigt analytisk redskab til koordinering af de nationale økonomiske politikker og til forskellige EU-politikker samt til forskningsaktiviteter.

(4)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, i Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom (3) forstås der ved BNI (til beregning af egne indtægter) en årlig BNI i markedspriser i henhold til den metode, som er fastlagt i bilag A til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 (4), der oprettede det reviderede europæiske nationalregnskabssystem (ENS 2010). I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i afgørelse 2014/335/EU, Euratom og med forbehold af artikel 10, stk. 2, i nævnte afgørelse blev Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom (5) ophævet.

(5)

Det er afgørende, at BNI-dataene er sammenlignelige på tværs af medlemsstaterne, og at de relevante definitioner og regnskabsregler i ENS 2010 overholdes. Med henblik herpå bør de beregningsmetoder og basisdata, der faktisk anvendes, muliggøre en korrekt anvendelse af definitionerne og regnskabsreglerne i ENS 2010.

(6)

Det er afgørende, at de kilder og metoder, der anvendes til udarbejdelse af BNI-data, er pålidelige. Det indebærer, at der så vidt muligt bør anvendes afprøvede metoder på robuste, egnede og opdaterede basisstatistikker.

(7)

Det er afgørende, at BNI-dataene er fuldstændige. Disse data bør derfor også omfatte uformelle og uregistrerede aktiviteter og transaktioner og andre aktiviteter og transaktioner, der ikke indberettes i statistiske undersøgelser eller til skattemyndighederne, socialmyndighederne og andre administrative myndigheder. En bedre BNI-dækning forudsætter udvikling af egnede statistiske grundlag og beregningsmetoder til at udarbejde pålidelige statistikker og, hvor dette er relevant, til at foretage de nødvendige tilpasninger, idet huller og dobbelttælling undgås.

(8)

Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 608/2014 (6) indeholder bestemmelser om kontrolbesøg i medlemsstaterne for at kontrollere egne indtægter. Med henblik på kontrol af BNI bør Kommissionen (Eurostat) kunne foretage BNI-informationsbesøg for at kontrollere kvaliteten af BNI-aggregaterne og deres bestanddele og for at kontrollere overholdelse af ENS 2010 samt for at sikre, at BNI-dataene er sammenlignelige, pålidelige og fuldstændige. Kommissionen (Eurostat) bør overholde reglerne om statistisk fortrolighed. Det har afgørende betydning, at repræsentanter for de nationale statistiske myndigheder deltager i BNI-informationsbesøg i andre medlemsstater for at øge gennemsigtigheden og kvaliteten i proceduren for kontrol af BNI.

(9)

For at sikre at BNI-dataene i overensstemmelse med ENS 2010 er pålidelige, fuldstændige og i videst muligt omfang sammenlignelige, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår listen over forhold, der skal behandles i hver kontrolcyklus. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(10)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning ved levering af BNI-aggregater til beregning af egne indtægter bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge strukturen og de nærmere regler for oversigten over de kilder og metoder, der anvendes til at udarbejde BNI-data og deres bestanddele, i overensstemmelse med bilag A til forordning (EU) nr. 549/2013, samt en tidsplan for opdatering og fremsendelse heraf, og de specifikke foranstaltninger, der har til formål at forbedre sammenligneligheden, pålideligheden og fuldstændigheden af medlemsstaternes BNI-data på grundlag af listen over forhold, som Kommissionen har fastlagt. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8).

(11)

ESSC, der er nedsat ved forordning (EF) nr. 223/2009, er i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 7 blevet bedt om at yde faglig rådgivning.

(12)

BNI-Udvalget, der er omhandlet i artikel 4 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 (9), har afgivet udtalelser for samt rådgivet og bistået Kommissionen med udøvelsen af dennes gennemførelsesbeføjelser. I henhold til strategien for en ny struktur for det europæiske statistiske system, der har til formål at forbedre koordineringen og partnerskabet i en klar pyramidestruktur inden for systemet, bør ESSC have en rådgivende rolle og bistå Kommissionen med udøvelsen af dennes gennemførelsesbeføjelser. Med henblik herpå bør BNI-Udvalget erstattes af ESSC for at bistå Kommissionen med udøvelsen af dens gennemførelsesbeføjelser i medfør af nærværende forordning. Ikke desto mindre bør Kommissionen oprette en formel ekspertgruppe, der kan bistå den i forbindelse med andre funktioner, som tidligere blev varetaget af BNI-Udvalget i henhold til forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, og som ikke vedrører bistand i forbindelse med udøvelsen af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser.

(13)

Ved Rådets direktiv 89/130/EØF, Euratom (10) og forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 indføres en procedure til kontrol og vurdering af bruttonationalproduktdataenes (BNP-dataenes) og bruttonationalindkomstdataenes (BNI-dataenes) sammenlignelighed, pålidelighed og fuldstændighed i BNP-Udvalget og BNI-Udvalget, hvor medlemsstaterne og Kommissionen arbejder tæt sammen. Denne procedure bør tilpasses således, at der tages hensyn til brugen af BNI-data i henhold til ENS 2010 ved beregningen af egne indtægter, den reviderede tidsplan for overdragelse af egne indtægter og den seneste udvikling inden for det Europæiske Statistiske System. Direktiv 89/130/EØF, Euratom og forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 bør derfor ophæves —

(1)

Topdomænet .eu blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 (3) og ved Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 (4). Siden vedtagelsen af disse forordninger har den politiske og lovgivningsmæssige kontekst i Unionen, onlinemiljøet og onlinemarkedet ændret sig betydeligt.

(2)

Den hurtige udvikling af markedet for topdomæner og det dynamiske digitale landskab kræver fremtidssikrede og fleksible reguleringsmæssige rammer. Topdomænet .eu er et af de største landekodetopdomæner. Topdomænet .eu anvendes af Unionens institutioner, agenturer og organer, herunder til europæiske projekter og initiativer. Formålet med topdomænet .eu er gennem god forvaltning at bidrage til at styrke Unionens identitet og fremme Unionens værdier online, såsom flersprogethed, respekt for brugernes privatliv og sikkerhed og respekt for menneskerettighederne, samt specifikke prioriteter online.

(3)

Topdomæner er en væsentlig del af den hierarkiske struktur i domænenavnesystemet (DNS), som sikrer et interoperabelt system af unikke identifikatorer, der er tilgængeligt i hele verden, via alle applikationer og alle netværk.

(4)

Topdomænet .eu bør fremme brugen af og adgangen til internettet i overensstemmelse med artikel 170 og 171 i TEUF ved at udbyde registrering, der supplerer eksisterende landekodetopdomæner og globale registreringer af generiske topdomæner.

(5)

Topdomænet .eu, som er en klar og letgenkendelig betegnelse, bør skabe en tydeligt identificerbar forbindelse til Unionen og den europæiske markedsplads. Det bør give virksomheder, organisationer og fysiske personer i Unionen mulighed for at registrere et domænenavn under topdomænet .eu. Det er vigtigt at have et sådant domænenavn for at styrke Unionens identitet online. Forordning (EF) nr. 733/2002 bør derfor ændres for at give unionsborgere mulighed for at registrere et .eu-topdomænenavn, uanset hvor de har bopæl, fra den 19. oktober 2019.

(6)

Domænenavne under topdomænet .eu bør tildeles berettigede parter, med forbehold af at de er tilgængelige.

(7)

Kommissionen bør fremme samarbejdet mellem topdomæneadministratoren, Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og andre EU-agenturer med henblik på at bekæmpe spekulation i og misbrug af registreringer af domænenavne, herunder cybersquatting, og sørge for enkle administrative procedurer, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

(8)

For at sikre bedre beskyttelse af parternes rettigheder til at indgå kontrakter med henholdsvis topdomæneadministratoren og registratorerne bør tvister vedrørende registrering af domænenavne under topdomænet .eu bilægges af organer beliggende i Unionen ved anvendelse af den relevante nationale ret, uden at det berører rettigheder og forpligtelser anerkendt af medlemsstaterne eller af Unionen som følge af internationale instrumenter.

(9)

Kommissionen bør på grundlag af en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende udvælgelsesprocedure og under hensyntagen til omkostningseffektivitet og administrativ forenkling udpege en topdomæneadministrator for topdomænet .eu. For at støtte det digitale indre marked, opbygge en europæisk onlineidentitet og tilskynde til grænseoverskridende onlineaktiviteter bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår kriterierne for registreringsberettigelse og udvælgelse og proceduren for udpegelsen af topdomæneadministratoren. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (5). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(10)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage listerne over medlemsstaternes reserverede og blokerede domænenavne, fastlægge de principper, der skal indgå i kontrakten mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren, og udpege topdomæneadministratoren i behørigt begrundede og særligt hastende tvingende tilfælde, navnlig for at sikre sig mod afbrydelser af driften. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6). Sådanne lister bør udarbejdes med forbehold af domænenavnenes tilgængelighed under hensyntagen til andenordensdomænenavne, som allerede er reserveret eller registreret af medlemsstaterne.

(11)

Kommissionen bør indgå en kontrakt med den udpegede topdomæneadministrator, som bør indeholde de detaljerede principper og procedurer, der gælder for topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu. Kontrakten bør være tidsbegrænset og bør kunne forlænges én gang, uden at der er behov for en ny udvælgelsesprocedure.

(12)

Principperne og procedurerne for funktionen af topdomænet .eu bør indgå som bilag til kontrakten mellem Kommissionen og den udpegede topdomæneadministrator.

(13)

Denne forordning berører ikke anvendelsen af konkurrencereglerne i artikel 101 og 102 i TEUF.

(14)

Topdomæneadministratoren bør overholde principperne om ikkediskrimination og gennemsigtighed og bør indføre foranstaltninger til at sikre fair konkurrence, som skal godkendes på forhånd af Kommissionen, navnlig når topdomæneadministratoren leverer tjenester til virksomheder, som den konkurrerer med på markederne i efterfølgende led.

(15)

Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN) har for øjeblikket ansvaret for at koordinere uddelegeringen af koder, der udgør landekode-topdomæner, til topdomæneadministratorerne. Topdomæneadministratoren bør indgå en passende kontrakt med ICANN, som muliggør uddelegering af .eu landekodetopdomænekoden under hensyntagen til de relevante principper, der er vedtaget af Det Mellemstatslige Rådgivende Udvalg (GAC).

(16)

Topdomæneadministratoren bør indgå en hensigtsmæssig deponeringsaftale for at sikre sig mod afbrydelser af driften og navnlig for at sikre muligheden for fortsat at kunne yde tjenester til de lokale internetbrugere med mindst mulig afbrydelse i tilfælde af redelegering eller andre uforudsete omstændigheder. Topdomæneadministratoren bør dagligt sende en elektronisk kopi af det aktuelle indhold i .eu-topdomænedatabasen til deponeringsinstituttet.

(17)

De alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der skal vedtages, bør overholde Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU (7) og tage hensyn til den bedste internationale praksis på området, navnlig de relevante henstillinger fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), således at spekulation i og misbrug af registreringer så vidt muligt undgås. Disse alternative tvistbilæggelsesprocedurer bør overholde ensartede procedureregler, som er i overensstemmelse med reglerne i ICANN's Uniform Domain Name Dispute-Resolution Policy.

(18)

Politikken vedrørende misbrug af registreringer af .eu-domænenavne bør indebære, at topdomæneadministratoren kontrollerer de oplysninger, som den modtager, herunder særligt oplysninger om identiteten af registranter, samt tilbagekaldelse og blokering af fremtidig registrering af domænenavne, som ved endelig afgørelse fra en medlemsstats ret betragtes som injurierende, racistisk eller på anden måde i strid med medlemsstatens ret. Topdomæneadministratoren bør udvise den største omhu med at sikre korrektheden af de oplysninger, den modtager og registrerer. Tilbagekaldelsesproceduren bør give domænenavnsindehaveren en rimelig mulighed for at afhjælpe enhver overtrædelse af kriterierne for registreringsberettigelse, registreringskravene eller udestående gæld, før tilbagekaldelsen skal have virkning.

(19)

Et domænenavn, der er identisk med eller til forveksling ligner et navn, for hvilket der er fastslået en rettighed i henhold til EU-retten eller national ret, og som er blevet registreret uden rettigheder eller legitim interesse i navnet, bør i princippet tilbagekaldes og om nødvendigt overføres til den retmæssige indehaver. Hvis det er konstateret, at et sådant domænenavn er blevet anvendt i ond tro, bør det altid tilbagekaldes.

(20)

Topdomæneadministratoren bør vedtage klare politikker, der har til formål at sikre rettidig identifikation af misbrug af registreringer af domænenavne, og bør om nødvendigt samarbejde med de kompetente myndigheder og andre offentlige organer, der er relevante for cybersikkerhed og informationssikkerhed, og som specifikt er involveret i bekæmpelsen af sådanne registreringer, såsom nationale IT-beredskabsenheder (CERT'er).

(21)

Topdomæneadministratoren bør understøtte de retshåndhævende myndigheder i kampen mod kriminalitet ved at gennemføre tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som har til formål at give kompetente myndigheder adgang til oplysninger hos topdomæneadministratoren med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgelse af kriminelle handlinger som fastsat i EU-retten eller national ret.

(22)

Denne forordning bør gennemføres i overensstemmelse med principperne om respekt for privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Topdomæneadministratoren bør overholde Unionens relevante databeskyttelsesregler, -principper og -retningslinjer, navnlig relevante sikkerhedskrav, principperne om nødvendighed, proportionalitet, formålsbegrænsning og en forholdsmæssig dataopbevaringsperiode. Endvidere bør beskyttelse af personoplysninger gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger indgå i alle databehandlingssystemer og databaser, der udvikles og vedligeholdes.

(23)

Topdomæneadministratoren bør for at sikre et effektivt, regelmæssigt tilsyn som minimum hvert andet år auditeres for egen regning af et uafhængigt organ med henblik på ved hjælp af en overensstemmelsesvurderingsrapport at bekræfte, at topdomæneadministratoren lever op til kravene i denne forordning. Topdomæneadministratoren bør fremsende denne rapport til Kommissionen i overensstemmelse med sin kontrakt med Kommissionen.

(24)

Kontrakten mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren bør indeholde procedurer til topdomæneadministratorens forbedring af organisationen, administrationen og forvaltningen af topdomænet .eu i overensstemmelse med Kommissionens instrukser, der hidrører fra Kommissionens tilsynsaktiviteter som fastsat i denne forordning.

(25)

Rådet bekræftede i sine konklusioner om internetforvaltning af 27. november 2014 Unionens engagement i at fremme multistakeholderforvaltningsstrukturer, som er baseret på en række sammenhængende globale internetforvaltningsprincipper. Inklusiv internetforvaltning omfatter udvikling og anvendelse af fælles principper, normer, regler, beslutningsprocedurer og programmer, som former udviklingen og anvendelsen af internettet hos regeringer, i den private sektor, i civilsamfundet, i internationale organisationer og i tekniske kredse, der alle handler i deres respektive roller.

(26)

Der bør oprettes en rådgivende multistakeholdergruppe for .eu med den opgave at rådgive Kommissionen med henblik på at styrke og udvide input til topdomæneadministratorens gode forvaltning. Gruppen bør afspejle en multistakeholdermodel for internetforvaltning, og dens medlemmer, bortset fra dem, der kommer fra medlemsstaternes myndigheder og internationale organisationer, bør udpeges af Kommissionen på grundlag af en åben, ikkediskriminerende og gennemsigtig procedure. Repræsentanten fra medlemsstaternes myndigheder bør udpeges på grundlag af et rotationssystem, der sikrer tilstrækkelig kontinuitet i deltagelsen i gruppen.

(27)

Kommissionen bør gennemføre en evaluering af effektiviteten og funktionen af topdomænet .eu. Evalueringen bør tage hensyn til den udpegede topdomæneadministrators arbejdsmetoder og relevansen af topdomæneadministratorens opgaver. Kommissionen bør endvidere regelmæssigt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet rapporter om, hvordan topdomænet .eu fungerer.

(28)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) som forankret i traktaterne, navnlig beskyttelsen af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden og forbrugerbeskyttelsen. Passende EU-procedurer bør iagttages, når det sikres, at bestemmelser i national ret, som berører denne forordning, er i overensstemmelse med EU-retten og navnlig chartret. Topdomæneadministratoren bør søge vejledning fra Kommissionen i tilfælde af tvivl med hensyn til overholdelse af EU-retten.

(29)

Målet for denne forordning, nemlig gennemførelsen af et paneuropæisk topdomæne i tillæg til de nationale landekodetopdomæner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(30)

For at begrænse eventuel risiko for forstyrrelse af tjenester leveret af topdomænet .eu ved gennemførelsen af den nye reguleringsmæssige ramme er der i denne forordning fastsat overgangsbestemmelser.

(31)

Forordning (EF) nr. 733/2002 bør derfor ændres og ophæves, og forordning (EF) nr. 874/2004 bør ophæves —

(1)

Siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 (4) og (EF) nr. 924/2009 (5) er gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro mellem medlemsstaterne i euroområdet faldet drastisk og er nu i langt de fleste tilfælde ubetydelige.

(2)

Grænseoverskridende betalinger i euro fra medlemsstater uden for euroområdet tegner sig dog for omkring 80 % af alle grænseoverskridende betalinger fra medlemsstater uden for euroområdet. Gebyrerne for sådanne grænseoverskridende betalinger er fortsat overdrevent høje i de fleste medlemsstater uden for euroområdet, selv om udbydere af betalingstjenester med hjemsted i medlemsstater uden for euroområdet har adgang til de samme effektive infrastrukturer til at behandle disse transaktioner med meget lave omkostninger til følge som udbydere af betalingstjenester med hjemsted i euroområdet.

(3)

Høje gebyrer for grænseoverskridende betalinger er fortsat en hindring for fuldstændig integration af virksomheder og borgere i medlemsstater uden for euroområdet i det indre marked, hvilket påvirker deres konkurrenceevne. Disse høje gebyrer er årsag til, at der fortsat findes to kategorier af brugere af betalingstjenester i Unionen: brugere af betalingstjenester, der drager fordel af det fælles eurobetalingsområde (»SEPA«), og brugere af betalingstjenester, for hvilke der er store omkostninger forbundet med grænseoverskridende betalinger i euro.

(4)

For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og for at fjerne ulighederne for brugere af betalingstjenester i medlemsstater i og uden for euroområdet i forhold til grænseoverskridende betalinger i euro, er det nødvendigt at sikre, at gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro inden for Unionen bringes på samme niveau som gebyrerne for tilsvarende nationale betalinger i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens udbyder af betalingstjenester har hjemsted. En udbyder af betalingstjenester anses for at have hjemsted i den medlemsstat, hvor denne udbyder sine tjenester til brugeren af betalingstjenester.

(5)

Vekselgebyrerne tegner sig for en betydelig del af de omkostninger, der er forbundet med grænseoverskridende betalinger, når der anvendes forskellige valutaer i betalerens medlemsstat og betalingsmodtagerens medlemsstat. I artikel 45 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (6) stilles der krav om, at gebyrer og den anvendte vekselkurs skal være gennemsigtige. Nævnte direktivs artikel 52, stk. 3, specificerer oplysningskravene med hensyn til betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale, og artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv omfatter oplysningskravene for parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet. Disse oplysningskrav har ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed og sammenlignelighed for så vidt angår vekselgebyrer i situationer, hvor der tilbydes alternative valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet. Denne mangel på gennemsigtighed og sammenlignelighed hindrer konkurrencen, som ville reducere vekselgebyrerne, og øger risikoen for, at betalerne vælger dyre valutaomregningsmuligheder. Det er derfor nødvendigt at indføre yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte forbrugerne mod overdrevent høje gebyrer for valutaomregningstjenester og sikre, at forbrugerne gives de informationer, som de har brug for til at vælge den bedste valutaomregningsmulighed.

(6)

For at sikre, at markedsaktørerne ikke konfronteres med behovet for at foretage uforholdsmæssigt store investeringer for at tilpasse deres betalingsinfrastruktur, udstyr og processer til at sikre øget gennemsigtighed, bør de foranstaltninger, der skal gennemføres, være passende, hensigtsmæssige og omkostningseffektive. I situationer, hvor betaleren står over for forskellige valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør de oplysninger, der gives, samtidig gøre det muligt at foretage en sammenligning, således at betaleren kan træffe et informeret valg.

(7)

For at opnå sammenlignelighed bør vekselgebyrer for alle kortbaserede betalinger udtrykkes på samme måde, nemlig som procentuelle avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har udstedt. Et avancetillæg skal muligvis baseres på en kurs, der beregnes ud fra to ECB-kurser i tilfælde af en omregning mellem to ikkeeurovalutaer.

(8)

I overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2015/2366 fastsatte generelle oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer, skal udbydere af valutaomregningstjenester offentliggøre oplysninger om deres vekselgebyrer, før betalingstransaktionen initieres. Parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør give oplysninger om deres gebyrer for sådanne tjenester på en klar og tilgængelig måde, f.eks. ved at angive deres gebyrer ved skranken eller digitalt på terminalen eller på skærmen i tilfælde af onlinekøb. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 bør disse parter, før betalingen initieres, give klare oplysninger om det beløb, der skal udbetales til betalingsmodtageren i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i. Det beløb, der skal betales i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, bør udtrykke prisen på de varer og tjenesteydelser, der skal købes, og kan angives ved kassen frem for på betalingsterminalen. Den valuta, som betalingsmodtageren anvender, er generelt den lokale valuta, men kan ifølge princippet om aftalefrihed i visse tilfælde være en anden EU-valuta. Det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i, bør bestå af prisen på varerne eller tjenesteydelserne og vekselgebyrerne. Begge beløb bør desuden dokumenteres på kvitteringen eller på et andet varigt medium.

(9)

Med hensyn til artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, hvor en valutaomregningstjeneste tilbydes i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør det være muligt for betaleren at afvise denne tjeneste og i stedet betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender.

(10)

For at give betalere mulighed for at sammenligne vekselgebyrmulighederne i en pengeautomat eller på salgsstedet bør betalernes betalingstjenesteudbydere ikke kun medtage fuldt sammenlignelige oplysninger om de gældende vekselgebyrer på de vilkår og betingelser, der er fastsat i deres rammeaftale, men bør også offentliggøre disse oplysninger på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform, navnlig på deres kundewebsteder, på deres websted for netbank og på deres mobilbankapplikation, på en let forståelig og tilgængelig måde. Dette ville gøre det muligt at udvikle sammenligningswebsteder for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne priser, når de rejser eller handler i udlandet. Betaleres betalingstjenesteudbydere bør desuden minde betalerne om de gældende vekselgebyrer, når en kortbaseret betaling foretages i en anden valuta, ved hjælp af bredt tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanaler såsom sms-beskeder, e-mails eller push-meddelelser via betalers mobilbankapplikation. Betalingstjenesteudbydere bør aftale den elektroniske kommunikationskanal, hvorigennem de vil tilvejebringe oplysninger om vekselgebyrer, med betalingstjenestebrugerne under hensyntagen til den mest effektive kanal til at nå ud til betaleren. Betalingstjenesteudbydere bør også acceptere anmodninger fra betalingstjenestebrugere om at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser, der indeholder oplysninger om vekselgebyrerne.

(11)

Regelmæssige påmindelser er passende i situationer, hvor betaleren opholder sig i udlandet i længere tid, f.eks. hvis betaleren er udstationeret eller studerer i udlandet, eller hvis betaleren jævnligt benytter et kort til onlinekøb i den lokale valuta. En forpligtelse til at sørge for sådanne påmindelser ville ikke kræve uforholdsmæssigt store investeringer for at tilpasse betalingstjenesteudbyderens eksisterende forretningsprocesser og betalingsbehandlingsinfrastrukturer og ville sikre, at betaleren informeres bedre, når denne overvejer de forskellige valutaomregningsmuligheder.

(12)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af reglen om udligning af omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger i euro med omkostningerne ved nationale transaktioner i nationale valutaer og effektiviteten af de oplysningskrav vedrørende valutaomregning, der er fastsat i denne forordning. Kommissionen bør også undersøge yderligere muligheder — og den tekniske gennemførlighed af disse muligheder — for at udvide reglen om lige gebyrer for alle EU-valutaer og for yderligere at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden af vekselgebyrer samt muligheden for at aktivere og deaktivere valgmuligheden for at acceptere den valutaomregning, der tilbydes af andre parter end betalerens betalingstjenesteudbyder.

(13)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af betalingernes grænseoverskridende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

De beskrivelser af køretøjer i klasse T1 og T2, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 167/2013 (3), kræver afklaring vedrørende placeringen af akslen nærmest føreren for traktorer med vendbar førerplads og vedrørende metoden til beregning af højden af tyngdepunktet. Med henblik på præcis og ensartet fastsættelse af højden af tyngdepunktet for køretøjer i klasse T2 bør der henvises til internationalt gældende normer, som bestemmer tyngdepunktet for en traktor.

(2)

En nøjagtig definition af landbrugstraktorers forskellige egenskaber baseret på en analyse af deres tekniske karakteristika er af største betydning for en korrekt og fuldstændig gennemførelse af denne forordning og af de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der vedtages i henhold hertil. I betragtning af, at drøftelserne vedrørende definitionerne af klasserne finder sted i de relevante internationale fora, som Unionen er part i, bør Kommissionen tage hensyn til dette arbejde for at undgå uforholdsmæssige og negative virkninger for anvendelsen af tekniske krav og prøvningsprocedurer samt negative virkninger for fabrikanterne, navnlig af højt specialiserede traktorer.

(3)

I forordning (EU) nr. 167/2013 bør det gøres klart, at udtrykket »udskifteligt materiel« betyder »udskifteligt udstyr«, hvorved det sikres, at terminologien anvendes konsekvent i hele den nævnte forordning.

(4)

I forordning (EU) nr. 167/2013 kræves det, at importørerne opbevarer et eksemplar af typeattesten for produkter, der ikke er i overensstemmelse med nævnte forordning, eller som udgør en alvorlig risiko. Det bør gøres klart, at det, der henvises til, er en EU-typegodkendelsesattest. Nævnte forordning bør derfor ændres, således at der henvises til det korrekte dokument.

(5)

Forordning (EU) nr. 167/2013 kræver, at en EU-typegodkendelsesattest indeholder prøvningsresultaterne som et bilag. Det bør gøres klart, at det, der henvises til, er prøvningsresultatarket. Nævnte forordning bør derfor ændres, således at der henvises til det korrekte bilag.

(6)

Forordning (EU) nr. 167/2013 tillagde Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i en periode på fem år, som udløb den 21. marts 2018. Eftersom der til stadighed er behov for at opdatere de forskellige elementer af den typegodkendelsesprocedure, som er fastsat ved nævnte forordning og de retsakter, der er vedtaget i henhold hertil, navnlig for at tilpasse dem til den tekniske udvikling eller for at indføre berigtigelser, bør fristen for udøvelsen af de delegerede beføjelser også forlænges med muligheden for yderligere stiltiende forlængelser.

(7)

Forordning (EU) nr. 167/2013 henviser til ophævelsen af Rådets direktiv 74/347/EØF (4), når den i stedet burde henvise til ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/2/EF (5), som kodificerede det tidligere direktiv. Det er derfor nødvendigt at korrigere den relevante henvisning i forordning (EU) nr. 167/2013.

(8)

Denne forordning ændrer forordning (EU) nr. 167/2013 uden at udvide dens retlige indhold, og målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(9)

Forordning (EU) nr. 167/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF (4) er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Det er ønskværdigt at opnå en udbredt anvendelse af elektroniske vejafgiftssystemer i medlemsstaterne og i nabolandene og så vidt muligt at indføre pålidelige, brugervenlige og omkostningseffektive systemer, der kan tilpasses den fremtidige udvikling i vejafgiftspolitikken på EU-plan og den fremtidige tekniske udvikling. Det er derfor nødvendigt at gøre elektroniske vejafgiftsbetalinger interoperable for at reducere de omkostninger og den byrde, der er forbundet med betaling af vejafgift i hele Unionen.

(3)

Interoperable elektroniske vejafgiftssystemer bidrager til gennemførelsen af de målsætninger, der er fastlagt i EU-retten om vejafgifter.

(4)

Manglen på interoperabilitet er et væsentligt problem i elektroniske vejafgiftssystemer, hvor den skyldige vejafgift er knyttet til den afstand, som køretøjet tilbagelægger (afstandsbaserede afgifter), eller til køretøjets passage gennem et bestemt punkt (f.eks. en betalingsring). Bestemmelserne vedrørende elektroniske vejafgiftssystemers interoperabilitet bør derfor kun finde anvendelse på disse systemer og ikke på systemer, hvor den skyldige vejafgift er knyttet til den tid, som køretøjet har tilbragt på den afgiftsbelagte infrastruktur (f.eks. tidsbaserede systemer såsom vignetter).

(5)

Den grænseoverskridende håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter i Unionen er et væsentligt problem i alle typer systemer, uanset om de er baseret på afstand, baseret på betalingsring eller tid, eller om der er tale om elektroniske eller manuelle systemer. Med henblik på at imødegå problemet med grænseoverskridende håndhævelse som følge af manglende betaling af en vejafgift bør bestemmelserne vedrørende grænseoverskridende informationsudveksling derfor finde anvendelse på alle disse systemer.

(6)

I national ret kan den overtrædelse, det er at undlade betaling af en vejafgift, klassificeres som et administrativt anliggende eller som en strafbar handling. Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset hvordan overtrædelsen klassificeres.

(7)

Eftersom parkeringsafgifter ikke klassificeres ensartet i hele Unionen, og de indirekte er forbundet med brugen af infrastruktur, bør de holdes uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(8)

Elektroniske vejafgiftssystemers interoperabilitet kræver harmonisering af den anvendte teknologi og af grænsefladerne mellem interoperabilitetskomponenterne.

(9)

Harmoniseringen af teknologier og grænseflader bør understøttes gennem udvikling og opretholdelse af passende åbne og offentlige standarder, der stilles til rådighed for alle systemleverandører uden forskelsbehandling.

(10)

Udbyderne af den europæiske elektroniske vejafgiftstjeneste (EETS) bør for med deres køretøjsudstyr at kunne bruge de påkrævede kommunikationsteknologier gives mulighed for at gøre brug af og forbinde til andre hardware- og softwaresystemer, som allerede befinder sig i køretøjet, f.eks. satellitbaserede navigationssystemer eller håndholdt udstyr.

(11)

De særlige karakteristika ved elektroniske vejafgiftssystemer, som anvendes på nuværende tidspunkt for lette køretøjer, bør tages i betragtning. Da ingen elektroniske vejafgiftssystemer i øjeblikket bruger satellitbaseret positionsbestemmelse eller mobilkommunikation, bør EETS-udbydere gives mulighed for i en begrænset tidsperiode at give brugere af lette køretøjer køretøjsudstyr, som alene er egnet til brug med 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi. Denne fravigelse bør ikke berøre medlemsstaternes ret til at gennemføre satellitbaseret opkrævning af vejafgift for lette køretøjer.

(12)

Vejafgiftssystemer baseret på teknologi med automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR) kræver mere manuel kontrol af vejafgiftstransaktioner i backofficeadministrationssystemet end systemer, der anvender køretøjsudstyr. Systemer, der anvender køretøjsudstyr, er mere effektive for store elektroniske betalingsområder, og systemer, der anvender ANPR-teknologi, er mere egnede til små områder, f.eks. vejafgifter i byer, hvor brugen af køretøjsudstyr ville medføre omkostninger eller administrative byrder, der ikke står i rimeligt forhold til formålet. ANPR-teknologi kan navnlig være nyttig, når det kombineres med andre teknologier.

(13)

Med henblik på den tekniske udvikling, der er forbundet med løsninger, der er baseret på ANPR-teknologi, bør standardiseringsorganer tilskyndes til at definere de nødvendige tekniske standarder.

(14)

EETS-udbydernes specifikke rettigheder og forpligtelser bør finde anvendelse på enheder, der godtgør, at de har opfyldt visse krav og er registreret som EETS-udbydere i etableringsmedlemsstaten.

(15)

Rettighederne og forpligtelserne for de vigtigste EETS-aktører, dvs. EETS-udbydere, vejafgiftsopkrævere og EETS-brugere, bør defineres klart for at sikre, at markedet fungerer retfærdigt og effektivt.

(16)

Det er særlig vigtigt at beskytte visse rettigheder for EETS-udbyderne, såsom retten til at beskytte forretningsmæssigt følsomme data, og at dette sker, uden at kvaliteten af de tjenester, som leveres til vejafgiftsopkræverne og EETS-brugerne, påvirkes negativt. Navnlig bør det påkræves af vejafgiftsopkræveren ikke at videregive forretningsmæssigt følsomme data til nogen af EETS-udbyderens konkurrenter. Mængden og typen af data, som EETS-udbydere giver vejafgiftsopkrævere med henblik på beregning eller opkrævning af vejafgift eller for at kontrollere beregningen af de vejafgifter, som EETS-udbyderne har pålagt EETS-brugernes køretøjer, bør begrænses til et absolut minimum.

(17)

EETS-udbyderne bør pålægges at samarbejde fuldt ud med vejafgiftsopkræverne i deres håndhævelsesbestræbelser, således at de elektroniske vejafgiftssystemers samlede effektivitet øges. Vejafgiftsopkræverne bør derfor i situationer, hvor det antages, at føreren af et køretøj har undladt at betale en vejafgift, have lov til at anmode EETS-udbyderen om oplysninger vedrørende køretøjet og køretøjets ejer eller indehaveren af køretøjet, der er kunde hos EETS-udbyderen, forudsat at disse oplysninger ikke anvendes til andet end i håndhævelsesøjemed.

(18)

For at give EETS-udbyderne mulighed for at konkurrere på en ikkediskriminerende måde om alle kunder i et givent EETS-område er det vigtigt, at de får mulighed for at blive akkrediteret til det pågældende område tilstrækkeligt tidligt, til at de kan tilbyde tjenester til brugerne fra den første dag, vejafgiftssystemet er i drift.

(19)

Vejafgiftsopkræverne bør give EETS-udbyderne adgang til deres EETS-område på ikkediskriminerende vilkår.

(20)

For at sikre gennemsigtighed og ikkediskriminerende adgang til EETS-områderne for alle EETS-udbydere bør vejafgiftsopkræverne offentliggøre alle nødvendige oplysninger om adgangsrettigheder i en EETS-områdeerklæring.

(21)

Alle nedslag i eller rabatter på betalinger af vejafgift for brugere af køretøjsudstyr, der tilbydes af en medlemsstat eller af en vejafgiftsopkræver, bør være gennemsigtige, offentliggjorte og tilgængelige på de samme betingelser for EETS-udbydernes kunder.

(22)

EETS-udbyderne bør være berettiget til en rimelig aflønning, beregnet på grundlag af en gennemsigtig, ikkediskriminerende og identisk metode.

(23)

Vejafgiftsopkræverne bør have lov til at fratrække de relevante omkostninger, som de har afholdt med henblik på at tilvejebringe, drive og vedligeholde de EETS-specifikke elementer i det elektroniske vejafgiftssystem, fra EETS-udbydernes aflønning.

(24)

EETS-udbyderne bør betale vejafgiftsopkræveren alle betalinger af vejafgift, som deres kunder skylder. EETS-udbyderne bør dog ikke drages til ansvar for betalinger af vejafgift, som deres kunder ikke har betalt, når sidstnævnte er udstyret med køretøjsudstyr, som er erklæret ugyldigt over for vejafgiftsopkræveren.

(25)

Såfremt en retlig enhed, der er en udbyder af vejafgiftstjenester, også har andre funktioner i et elektronisk vejafgiftssystem eller andre aktiviteter, der ikke er direkte forbundet med elektronisk opkrævning af vejafgift, bør den pålægges at føre regnskaber, der gør det muligt at skelne klart mellem udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenester og udgifter og indtægter vedrørende andre aktiviteter, samt pålægges at tilvejebringe oplysninger om udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenesten til det relevante forligsorgan eller den relevante judicielle myndighed. Der bør ikke være mulighed for krydssubsidiering mellem aktiviteter, der udøves i rollen som udbyder af vejafgiftstjenester og andre aktiviteter.

(26)

Brugerne bør have mulighed for at tilmelde sig EETS gennem en hvilken som helst EETS-udbyder uanset deres nationalitet, bopælsmedlemsstat eller medlemsstat, hvor køretøjet er registreret.

(27)

For at undgå dobbeltbetaling og give brugerne retssikkerhed bør betaling af vejafgift til en EETS-udbyder anses for at opfylde brugerens forpligtelser over for den pågældende vejafgiftsopkræver.

(28)

De kontraktlige forhold mellem vejafgiftsopkræverne og EETS-udbyderne bør bl.a. sikre, at vejafgifterne betales på korrekt vis.

(29)

Der bør indføres en mæglingsprocedure med henblik på at afgøre tvister mellem vejafgiftsopkrævere og EETS-udbydere under kontraktforhandlinger og i forbindelse med deres kontraktforhold. Søges en tvist om retten til ikkediskriminerende adgang til EETS-områder bilagt, bør vejafgiftsopkræverne og EETS-udbyderne konsultere nationale forligsorganer.

(30)

Forligsorganerne bør have bemyndigelse til at kontrollere, at de kontraktlige betingelser, der pålægges enhver EETS-udbyder, er ikkediskriminerende. De bør navnlig have bemyndigelse til at kontrollere, at den aflønning, som vejafgiftsopkræveren tildeler EETS-udbyderne, overholder principperne fastsat i dette direktiv.

(31)

Trafikdata fra EETS-brugerne udgør væsentlige input for forbedring af medlemsstaternes transportpolitikker. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at anmode om sådanne data fra alle udbydere af vejafgiftstjenester, herunder EETS-udbyderne, med henblik på at udforme transportpolitik og forbedre trafikstyringen eller til anden statslig ikkekommerciel brug i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler.

(32)

Der er behov for rammer for fastsættelse af procedurerne for akkreditering af EETS-udbyderne i et EETS-område, som sikrer retfærdig adgang til markedet, samtidig med at det passende serviceniveau garanteres. EETS-områdeerklæringen bør i detaljer fastlægge proceduren for akkreditering af en EETS-udbyder til EETS-området og navnlig proceduren til vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed. Proceduren bør være den samme for alle EETS-udbydere.

(33)

For at sikre nem adgang til oplysninger fra EETS-markedsaktørerne bør medlemsstaterne pålægges at samle og offentliggøre alle vigtige data vedrørende EETS i offentligt tilgængelige nationale registre.

(34)

For at give mulighed for teknologiske fremskridt er det vigtigt, at vejafgiftsopkræverne har mulighed for at afprøve nye teknologier eller koncepter til opkrævning af vejafgift. Sådanne prøvninger bør dog være begrænsede, og EETS-udbyderne bør ikke pålægges at deltage i dem. Kommissionen bør have mulighed for at afvise at tillade sådanne prøvninger, hvis de kan være til skade for det almindelige elektroniske vejafgiftssystems eller EETS' korrekte funktion.

(35)

Store forskelle i de tekniske specifikationer for elektroniske vejafgiftssystemer kan gøre det vanskeligt at opnå EU-dækkende interoperabilitet for så vidt angår elektronisk betaling af vejafgift og dermed bidrage til at fastholde den nuværende situation, hvor brugerne har brug for flere former for køretøjsudstyr for at kunne betale vejafgifter i Unionen. Denne situation skader transportsystemets effektivitet og navnlig vejafgiftssystemernes omkostningseffektivitet og opfyldelsen af de transportpolitiske mål. De problemer, der ligger til grund for denne situation, bør derfor behandles.

(36)

Selv om interoperabiliteten på tværs af grænserne bliver bedre og bedre i hele Unionen, består det mellem- og langsigtede mål i at gøre det muligt at rejse i hele Unionen med kun et enkelt stykke køretøjsudstyr. For at undgå administrative byrder og omkostninger for trafikanter er det derfor vigtigt, at Kommissionen opstiller en køreplan for at nå dette mål og for at fremme den frie bevægelighed for personer og varer i Unionen, uden at det påvirker konkurrencen på markedet negativt.

(37)

EETS er en markedsbaseret tjeneste, og derfor bør EETS-udbydere ikke være tvunget til at tilbyde tjenesten overalt i Unionen. I brugernes interesse bør EETS-udbyderne imidlertid dække alle EETS-områder i enhver medlemsstat, hvor de beslutter sig for at levere deres tjeneste. Endvidere bør Kommissionen vurdere, om det råderum, som EETS-udbyderne gives, fører til, at mindre eller fjerntliggende EETS-områder udelukkes fra EETS og, såfremt den finder, at dette er tilfældet, om nødvendigt træffe foranstaltninger i denne henseende.

(38)

EETS-områdeerklæringen bør i detaljer beskrive rammeværket for de kommercielle betingelser for EETS-udbyderes handlinger i det pågældende EETS-område. Den bør navnlig beskrive den metode, der anvendes til beregning af aflønningen af EETS-udbydere.

(39)

Hvis et nyt elektronisk vejafgiftssystem lanceres eller et eksisterende system ændres væsentligt, bør vejafgiftsopkræveren offentliggøre de nye eller ajourførte EETS-områdeerklæringer i tilstrækkelig god tid til, at EETS-udbydere har mulighed for at blive akkrediteret eller akkrediteret på ny i systemet senest en måned før dagen for systemets operationelle lancering. Vejafgiftsopkræveren bør udforme og følge proceduren for henholdsvis akkreditering eller fornyet akkreditering af EETS-udbydere på en sådan måde, at proceduren kan afsluttes senest en måned før den operationelle lancering af det nye eller det væsentligt ændrede system. Vejafgiftsopkræverne bør overholde deres del af den planlagte procedure som fastlagt i EETS-områdeerklæringen.

(40)

Vejafgiftsopkrævere bør ikke anmode om eller opkræve nogen form for specifik teknisk løsning fra EETS-udbydere, der kan bringe interoperabiliteten med andre EETS-områder og med EETS-udbyderens eksisterende interoperabilitetskomponenter i fare.

(41)

EETS har potentiale til i betydelig grad at reducere de administrative omkostninger og byrder, der er forbundet med internationale vejtransportoperatører og -førere.

(42)

EETS-udbydere bør have tilladelse til at udstede fakturaer til EETS-brugere. Vejafgiftsopkræverne bør dog have mulighed for at anmode om, at fakturaer fremsendes på deres vegne og i deres navn, eftersom fakturering direkte i EETS-udbyderens navn kan have ugunstige administrative og skattemæssige konsekvenser inden for visse EETS-områder.

(43)

Hver medlemsstat med mindst to EETS-områder bør udpege et kontaktkontor for EETS-udbydere, der ønsker at udbyde EETS på deres område, for at lette deres kontakter med vejafgiftsopkræverne.

(44)

Applikationer til elektronisk betaling af vejafgift og andre tjenester, såsom kooperativ ITS (C-ITS), bruger lignende teknologier og tilgrænsende frekvensbånd til kortdistancekommunikation mellem køretøjer indbyrdes og mellem køretøjer og infrastruktur. I fremtiden fortjener potentialet for at anvende andre fremspirende teknologier på elektronisk betaling af vejafgift at blive undersøgt efter en grundig vurdering af omkostninger, fordele, tekniske hindringer og mulige løsninger. Det er vigtigt, at der træffes foranstaltninger til at beskytte de eksisterende investeringer i 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi mod interferens fra andre teknologier.

(45)

Uden at det berører statsstøtte- og konkurrenceretten, bør medlemsstaterne have mulighed for at udarbejde foranstaltninger til fremme af elektronisk vejafgiftsopkrævning og -fakturering.

(46)

Når standardiseringsorganer tager standarder af relevans for EETS op til revision, bør der være passende overgangsordninger for at sikre EETS' kontinuitet og kompatibiliteten med vejafgiftssystemerne for interoperabilitetskomponenter, der allerede er i brug på det tidspunkt, hvor standarderne revideres.

(47)

EETS bør tillade den fortsatte udvikling af intermodalitet, samtidig med at der sikres overensstemmelse med principperne om, at »brugeren betaler«, og at »forureneren betaler«.

(48)

Problemer med at identificere ikkehjemmehørende lovovertrædere, der ikke overholder reglerne for betaling til de elektroniske vejafgiftssystemer, hæmmer den videre ibrugtagning af sådanne systemer og den mere udbredte anvendelse af principperne om, at »brugeren betaler«, og at »forureneren betaler«, på Unionens vejnet, og det er derfor nødvendigt at finde en måde, hvorpå disse personer kan identificeres, og deres personoplysninger kan behandles.

(49)

Af hensyn til sammenhængen og en effektiv brug af ressourcer bør systemet til udveksling af oplysninger om personer, der ikke betaler vejafgifter, og om deres køretøjer bruge de samme værktøjer som det system, der bruges til at udveksle oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser som fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413 (5).

(50)

I visse medlemsstater konstateres en manglende betaling af en vejafgift først, når brugeren er blevet underrettet om forpligtelsen til at betale vejafgiften. Eftersom dette direktiv ikke harmoniserer national lovgivning i denne henseende, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende dette direktiv til at identificere brugere og køretøjer med henblik på underretning. En sådan udvidet anvendelse bør imidlertid kun være tilladt, hvis visse betingelser er opfyldt.

(51)

Proceduren for opfølgning affødt af en manglende betaling af en vejafgift er ikke harmoniseret i hele Unionen. Ofte får den identificerede trafikant mulighed for at betale den skyldige vejafgift eller et fast erstatningsbeløb direkte til den enhed, der er ansvarlig for opkrævningen af vejafgiften, før medlemsstaternes myndigheder indleder en administrativ eller strafferetlig sag. Det er vigtigt, at sådan effektiv procedure med henblik på at bringe den manglende betaling af en vejafgift til ophør er tilgængelig på samme vilkår for alle trafikanter. Medlemsstaterne bør med henblik herpå have mulighed for at give den enhed, som er ansvarlig for at opkræve vejafgiften, de oplysninger, som er nødvendige for at kunne identificere det køretøj, for hvilket der var en manglende betaling af en vejafgift, og identificere køretøjets ejer eller indehaver, forudsat at der sikres et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau. I den forbindelse bør medlemsstaterne sikre, at overholdelsen af den betalingsordre, der er udstedt af den pågældende enhed, bringer den manglende betaling af en vejafgift til ophør.

(52)

I visse medlemsstater anses manglende køretøjsudstyr eller funktionsfejl i forbindelse med køretøjsudstyr for at være en manglende betaling af en vejafgift, når sådanne gebyrer kun kan betales ved hjælp af køretøjsudstyr.

(53)

Medlemsstaterne bør forelægge Kommissionen de oplysninger og data, der er nødvendige for at vurdere, i hvor høj grad systemet til udveksling af oplysninger om personer, der ikke betaler vejafgifter, er effektivt og virkningsfuldt. Kommissionen bør vurdere de opnåede data og oplysninger og om nødvendigt foreslå ændringer af dette direktiv.

(54)

Samtidig med at Kommissionen analyserer mulige foranstaltninger for yderligere at lette den grænseoverskridende håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter i Unionen, bør den i sin rapport også vurdere behovet for gensidig bistand mellem medlemsstaterne.

(55)

Håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter, identificering af det køretøj og af ejeren eller indehaveren af det køretøj, for hvilket en manglende betaling af en vejafgift blev fastslået, og indsamling af oplysninger om brugeren med det formål at sikre, at vejafgiftsopkræveren opfylder sine forpligtelser over for skattemyndighederne, indebærer behandling af personoplysninger. Denne behandling skal foretages under overholdelse af EU-regler, som findes i bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (7) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (8). Retten til beskyttelse af personoplysninger er udtrykkeligt anerkendt i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(56)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til at fastsætte deres afgiftsordninger for vejbenyttelse og regler om skatte- og afgiftsspørgsmål.

(57)

For at lette udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om køretøjerne og ejerne eller indehaverne af de køretøjer, for hvilke der blev konstateret en manglende betaling af vejafgifter, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår ændring af bilag I til afspejling af ændringer i EU-retten. Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF bør delegeres til Kommissionen også for så vidt angår fastsættelse af detaljerne for klassificeringen af køretøjer med henblik på at fastlægge de gældende satsstrukturer, yderligere at definere EETS-brugernes forpligtelser med hensyn til levering af data til EETS-udbyderen og anvendelsen og håndteringen af køretøjsudstyr, fastsættelse af krav til interoperabilitetskomponenter vedrørende sikkerhed og sundhed, pålidelighed og tilgængelighed, miljøbeskyttelse, teknisk kompatibilitet, sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred samt drift og forvaltning, fastsættelse af generelle infrastrukturkrav til interoperabilitetskomponenter og af minimumskriterier for støtteberettigelse for bemyndigede organer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (9). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(58)

Gennemførelsen af dette direktiv kræver ensartede betingelser for anvendelsen af tekniske og administrative specifikationer for ibrugtagningen i medlemsstaterne af procedurerne og grænsefladerne, der involverer EETS-aktørerne, for at lette interoperabiliteten og sikre, at de nationale markeder for opkrævning af vejafgift reguleres af ækvivalente regler. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv og for at fastsætte disse tekniske og administrative specifikationer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(59)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B, angivne frister for gennemførelse af direktiverne i national ret.

(60)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig hvad angår beskyttelsen af personoplysninger.

(61)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (11) —