(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2018/385 (2) blev protokollen til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Kirgisiske Republik på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (»protokollen«) undertegnet den 6. februar 2018 med forbehold af indgåelse af protokollen.

(2)

For så vidt angår anliggender, der henhører under Det Europæiske Atomenergifællesskabs kompetence, er indgåelsen af protokollen omfattet af en særskilt procedure.

(3)

Protokollen bør godkendes på vegne af Unionen og medlemsstaterne —

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1484/95 (3) er der fastsat gennemførelsesbestemmelser til ordningen for tillægsimporttold og repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin.

(2)

Det fremgår af den regelmæssige kontrol af de data, som fastsættelsen af de repræsentative priser for fjerkrækød og æg samt ægalbumin er baseret på, at de repræsentative priser for importen af visse produkter bør ændres under hensyntagen til prisudsving alt efter oprindelse.

(3)

Forordning (EF) nr. 1484/95 bør derfor ændres.

(4)

For at foranstaltningen kan finde anvendelse så hurtigt som muligt, efter at de ajourførte data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080 (3) indledes der en procedure for salg af skummetmælkspulver ved licitation.

(2)

På grundlag af de bud, der er modtaget i forbindelse med den 33. dellicitation, bør der fastsættes en minimumssalgspris.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter—

(1)

Det Forenede Kongerige har deltaget i Rådets forordning (EF) nr. 377/2004 (1) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 493/2011 af 5. april 2011 (2).

(2)

Den 1. oktober 2018 meddelte Det Forenede Kongerige inden for den påkrævede frist på tre måneder formanden for Rådet, at det ikke ønsker at deltage i vedtagelsen af det forslag til omarbejdet forordning (EF) nr. 377/2004, som Kommissionen fremsatte den 16. maj 2018, og som Rådet modtog i alle de nødvendige sprogudgaver den 2. juli 2018.

(3)

Forordning (EF) nr. 377/2004 har til formål at forbedre samarbejdet mellem indvandringsforbindelsesofficerer, der er udsendt til tredjelande, navnlig gennem en forpligtelse til at oprette lokale eller regionale netværk mellem indvandringsforbindelsesofficerer, gennem bestemmelser, som skal fremme anvendelsen af et særligt e-værktøj til regelmæssig udveksling af oplysninger inden for de lokale netværk, og gennem etablering af et system til rapportering om aktiviteter inden for netværk af indvandringsforbindelsesofficerer i form af halvårlige rapporter til formandskabet, uden at der kræves anvendelse af operationelle systemer eller direkte samspil med bestemmelser i andre retlige instrumenter, som indgår i Schengenreglerne.

(4)

Forslaget af 16. maj 2018 til omarbejdet forordning (EF) nr. 377/2004 har til formål at øge koordinationen og optimere anvendelsen af indvandringsforbindelsesofficerer, herunder de nye europæiske forbindelsesofficerer, der er indsat i tredjelande, for at kunne reagere mere effektivt på Unionens prioriteter på migrationsområdet; samtidig er det, får så vidt angår dets specifikke samspil med andre dele af Schengenreglerne, som sådan ikke forskelligt fra den nuværende forordning (EF) nr. 377/2004.

(5)

Forslaget til omarbejdet forordning (EF) nr. 377/2004 kan derfor lige som den nuværende forordning (EF) nr. 377/2004 anses for en selvstændig foranstaltning inden for Schengenreglerne uden nogen form for operationelt samspil med andre retlige instrumenter, som indgår i disse regler.

(6)

I denne særlige situation og i lyset af den selvstændige status, som den nuværende forordning (EF) nr. 377/2004 har inden for Schengenreglerne, kan der anlægges den betragtning, at det vil sikre Det Forenede Kongeriges videst mulige deltagelse i Schengenreglerne, uden at det alvorligt berører den praktiske gennemførelse af de andre dele af disse regler, og samtidig med at sammenhængen mellem reglernes forskellige dele respekteres, hvis Det Forenede Kongerige ikke længere deltager i den nuværende forordning eller senere ændringer hertil, men fortsat deltager i den øvrige del af de Schengenregler, hvori det på nuværende tidspunkt deltager i henhold til Rådets afgørelse 2000/365/EF (3).

(7)

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i protokol nr. 19 bør artikel 8, stk. 2, i afgørelse 2000/365/EF derfor ophøre med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland for så vidt angår den nuværende forordning (EF) nr. 377/2004 og senere ændringer hertil, herunder forslaget til en omarbejdning af forordning (EF) nr. 377/2004 med virkning fra den dato, hvor den foreslåede omarbejdning af forordning (EF) nr. 377/2004 træder i kraft.

(8)

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i protokol nr. 19 bør nr. 6) i bilag I til Rådets afgørelse 2004/926/EF (4) følgelig også ophøre med at finde anvendelse for så vidt angår forordning (EF) nr. 377/2004 fra den dato, hvor den foreslåede omarbejdning træder i kraft —

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der har til formål at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende lande og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem et land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af et land, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Den Dominikanske Republik deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 11. august 2004. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Den Dominikanske Republik den 1. november 2004.

(11)

Alle medlemsstater med undtagelse af Østrig, Cypern, Kroatien, Danmark, Luxembourg, Portugal, Rumænien og Det Forenede Kongerige har allerede accepteret Den Dominikanske Republiks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Den Dominikanske Republik konkluderes det, at Østrig, Cypern, Kroatien, Luxembourg, Portugal, Rumænien og Det Forenede Kongerige er villige til i Unionens interesse at acceptere Den Dominikanske Republiks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Østrig, Cypern, Kroatien, Luxembourg, Portugal, Rumænien og Det Forenede Kongerige bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af Den Dominikanske Republiks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige medlemsstater i Unionen, som allerede har accepteret Den Dominikanske Republiks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der har til formål at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende lande og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem et land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af et land, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Ecuador deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 22. januar 1992. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Ecuador den 1. april 1992.

(11)

Alle berørte medlemsstater med undtagelse af Østrig og Danmark har allerede accepteret Ecuadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Ecuador har accepteret Bulgariens, Cyperns, Estlands, Letlands, Litauens, Maltas, Polens, Sloveniens og Rumæniens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Ecuador konkluderes det, at Østrig er villig til i Unionens interesse at acceptere Ecuadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Ukraine deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 2. juni 2006. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Ukraine den 1. september 2006.

(13)

Alle medlemsstater med undtagelse af Østrig og Danmark har allerede accepteret Ukraines tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Ukraine konkluderes det, at Østrig er villig til i Unionens interesse at acceptere Ukraines tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(14)

Østrig bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere sin erklæring om accept af Ecuadors og Ukraines tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige medlemsstater i Unionen, som allerede har accepteret Ecuadors og Ukraines tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(15)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(16)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der har til formål at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende lande og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem et land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af et land, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Honduras deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 20. december 1993. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Honduras den 1. marts 1994.

(11)

Alle berørte medlemsstater med undtagelse af Østrig, Danmark og Rumænien har allerede accepteret Honduras' tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Honduras har accepteret Bulgariens, Cyperns, Estlands, Letlands, Litauens, Maltas og Sloveniens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Honduras konkluderes det, at Østrig og Rumænien er villige til i Unionens interesse at acceptere Honduras' tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Østrig og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af Honduras' tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige medlemsstater i Unionen, som allerede har accepteret Honduras' tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der har til formål at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende lande og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem et land, der tiltræder konventionen, og de kontraherende lande, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af et land, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Hviderusland deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 12. januar 1998. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft i Hviderusland den 1. april 1998.

(11)

Alle berørte medlemsstater med undtagelse af Østrig, Danmark, Luxembourg og Rumænien har allerede accepteret Hvideruslands tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Hviderusland har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens og Maltas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Hviderusland konkluderes det, at Østrig, Luxembourg og Rumænien er villige til i Unionens interesse at acceptere Hvideruslands tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Usbekistan deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 31. maj 1999. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Usbekistan den 1. august 1999.

(13)

Alle medlemsstater med undtagelse af Østrig, Danmark, Luxembourg og Rumænien har allerede accepteret Usbekistans tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Usbekistan har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens og Maltas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. På baggrund af en vurdering af situationen i Usbekistan konkluderes det, at Østrig, Luxembourg og Rumænien er villige til i Unionens interesse at acceptere Usbekistans tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(14)

Østrig, Luxembourg og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af Hvideruslands og Usbekistans tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige medlemsstater i Unionen, som allerede har accepteret Hvideruslands og Usbekistans tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(15)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(16)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

Ved artikel 193 i direktiv 2006/112/EF fastsættes det, at det som hovedregel påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en levering af varer eller tjenesteydelser, at betale merværdiafgiften (momsen) til afgiftsmyndighederne.

(2)

Ved brev registreret i Kommissionen den 16. oktober 2018 anmodede Litauen om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 193 i direktiv 2006/112/EF, for at anvende ordningen for omvendt betalingspligt på leveringer af harddiskdrev (»den særlige foranstaltning«).

(3)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 19. november 2018 de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 20. november 2018 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(4)

Litauen har konstateret svig i forbindelse med forsvundne forhandlere inden for Fællesskabet for så vidt angår sektoren for elektronikvarer såsom bærbare computere, mobiltelefoner, tablets og harddiskdrev. Omfanget og rækkevidden af denne praksis har en direkte og meget negativ indvirkning på statsbudgettet.

(5)

Litauen har truffet en række foranstaltninger for at bekæmpe og forebygge denne type momssvig. Ifølge Litauen er disse foranstaltninger imidlertid ikke tilstrækkelige til at forebygge momssvig i forbindelse med levering af elektronikvarer.

(6)

Litauen har til hensigt at indføre ordningen for omvendt betalingspligt for elektroniske produkter på grundlag af artikel 199a i direktiv 2006/112/EF. Harddiskdrev falder uden for nævnte artikels anvendelsesområde.

(7)

For at indføre en mere omfattende ordning for omvendt betalingspligt, som ikke kun vil gælde for de elektroniske produkter, der allerede er omfattet af artikel 199a i direktiv 2006/112/EF, men også for harddiskdrev, anmoder Litauen om tilladelse til at indføre den særlige foranstaltning.

(8)

I betragtning af den mulige positive indvirkning af denne særlige foranstaltning på bekæmpelsen af momssvig, som Litauen har konstateret, bør fravigelsen indrømmes for en begrænset periode fra den 1. marts 2019 til den 28. februar 2022.

(9)

Fravigelser indrømmes normalt for en begrænset periode, således at det kan vurderes, om de særlige foranstaltninger er hensigtsmæssige og effektive. Fravigelser giver medlemsstaterne tid til at indføre andre konventionelle foranstaltninger til at håndtere de konkrete problemer, inden de særlige foranstaltninger udløber, således at det ikke bliver nødvendigt at forlænge fravigelsen. Fravigelser, som gør det muligt at anvende ordningen for omvendt betalingspligt, indrømmes kun undtagelsesvis inden for særlige områder, hvor svig forekommer og en sådan foranstaltning er en sidste udvej. Litauen bør derfor indtil udløbet af den særlige foranstaltning indføre andre konventionelle foranstaltninger for at bekæmpe og forebygge momssvig for så vidt angår handel med harddiskdrev og bør følgelig derefter ikke længere have brug for at fravige artikel 193 i direktiv 2006/112/EF, hvad angår sådanne leveringer.

(10)

Den særlige foranstaltning får ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms —

(1)

Ved brev registreret hos Kommissionen den 15. maj 2018 anmodede Polen om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 226 i direktiv 2006/112/EF for at anvende en ordning for opdelte betalinger (»den særlige foranstaltning«). Den særlige foranstaltning bør kræve medtagelse af en særlig erklæring om, at moms skal indbetales til en lukket momskonto hos leverandøren på fakturaer, der udstedes ved levering af varer og tjenesteydelser, som kan være udsat for svig og generelt er omfattet af omvendt betalingspligt og solidarisk hæftelse i Polen. Polen anmodede om den særlige foranstaltning for et tidsrum på tre år fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021.

(2)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen ved breve af 3. september 2018 Polens anmodning til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 4. september 2018 meddelte Kommissionen Polen, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(3)

Polen har allerede truffet en lang række foranstaltninger til bekæmpelse af svig. Det har indført bl.a. den omvendte betalingspligt og solidarisk hæftelse for leverandøren og kunden, »Standard Audit File«, strammere regler for registrering og afregistrering af momspligtige personer, et øget antal revisioner. Imidlertid finder Polen alligevel, at disse foranstaltninger er utilstrækkelige til at udelukke momssvig.

(4)

Polen er af den opfattelse, at anvendelsen af den særlige foranstaltning vil fjerne momssvig. Da ordningen for opdelte betalinger betyder, at moms, der indsættes på en særskilt momskonto hos leverandøren (den afgiftspligtige person), kun kan anvendes til begrænsede formål, nemlig til betaling af moms til skattemyndighederne eller til betaling af moms på fakturaer, der er modtaget fra leverandører, sikres det bedre, at skattemyndighederne får hele det momsbeløb, som bør overføres af den afgiftspligtige person til den polske statskasse.

(5)

Polen indførte den frivillige ordning for opdelte betalinger den 1. juli 2018. Polen finder, at den særlige foranstaltning bør indføres på områder, der er særligt udsat for momssvig. Disse områder er økonomiske sektorer såsom stål, skrot, elektronik, guld, ikkejernholdige metaller, brændstoffer og plast. Disse områder er generelt omfattet af omvendt betalingspligt og solidarisk hæftelse for leverandøren og kunden i Polen.

(6)

Den særlige foranstaltning vil gælde for leveringer mellem afgiftspligtige personer af varer og tjenesteydelser, der er anført i bilaget, i forbindelse med B2B-leveringer og kun dække elektroniske bankoverførsler.

(7)

I tilfælde af overskydende indgående moms i forhold til udgående moms indberettet af leverandøren i momsangivelsen som et refusionsberettiget beløb sker tilbagebetalingen normalt inden for 60 dage til leverandørens almindelige konto. Polen har imidlertid oplyst Kommissionen, at betalingen for de transaktioner, der er omfattet af den særlige foranstaltning, på anmodning af en leverandør, der råder over en lukket momskonto, skal finde sted inden for 25 dage.

(8)

Leverandører skal ikke afholde omkostninger ved åbning og brug af momskontoen, da momskontoen skal være fri for eventuelle provisioner og gebyrer fra bankens side.

(9)

Den særlige foranstaltning skal gælde for alle leverandører, herunder leverandører, som ikke er etableret i Polen, idet de skal have en bankkonto, som føres i henhold til polsk lov. I denne henseende bekræftede Polen, at leverandørerne ikke vil pådrage sig yderligere omkostninger i forbindelse med forpligtelsen til at åbne en bankkonto i Polen, da det vil være gratis for disse leverandører at åbne og bruge bankkontoen til momsbetalinger i Polen.

(10)

Den planlagte særlige foranstaltning i Polen vil medføre væsentlige ændringer for leverandører. Systemet har allerede været anvendt på frivillig basis siden den 1. juli 2018, og afgiftspligtige personer har haft mulighed for at gøre sig bekendt med det.

(11)

Kommissionen er af den opfattelse, at den særlige foranstaltning for leveringer af varer og tjenesteydelser, som kan være udsat for svig, sandsynligvis vil give effektive resultater i kampen mod momssvig. Fravigelser indrømmes normalt for en begrænset periode. Den særlige foranstaltning bør derfor tillades fra den 1. marts 2019 til den 28. februar 2022.

(12)

På grund af den særlige foranstaltnings nyhedsværdi og brede anvendelsesområde er det vigtigt at sikre den nødvendige opfølgning. Navnlig må sådanne opfølgninger fokusere på den særlige foranstaltnings virkning på omfanget af momssvig samt på afgiftspligtige personer, bl.a. med hensyn til refusionen af moms, den administrative byrde, omkostningerne for afgiftspligtige personer. Polen bør derfor fremlægge en rapport om virkningen af den særlige foranstaltning 18 måneder efter den særlige foranstaltnings ikrafttræden i Polen.

(13)

Den særlige foranstaltning påvirker ikke de samlede indtægter fra moms, der opkræves i det endelige forbrugsled, negativt, og den har ingen negativ indvirkning på Unionens egne indtægter fra moms —

(1)

Rådet vedtog den 18. september 2015 og den 1. oktober 2015 afgørelse (EU, Euratom) 2015/1600 (1) og (EU, Euratom) 2015/1790 (2) om beskikkelse af medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg for perioden fra den 21. september 2015 til den 20. september 2020. Den 16. februar 2016 trådte Arne GREVSEN i stedet for Marie-Louise KNUPPERT som medlem, jf. Rådets afgørelse (EU) 2016/229 (3).

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, efter at Bernt FALLENKAMPs mandatperiode er udløbet.

(3)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, efter at Arne GREVSENs mandatperiode er udløbet —

—

Dorthe ANDERSEN, Head of Danish Trade Union EU Office,

—

Bente SORGENFREY, 1. vice president FH - Danish Trade Union Confederation.

(1)

Den 15. april 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/219/FUSP (1) om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Mali (EUCAP Sahel Mali).

(2)

Den 11. januar 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/50 (2), der forlængede EUCAP Sahel Mali indtil den 14. januar 2019. Den 7. december 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/2264 (3), der fastsatte et finansielt referencegrundlag for EUCAP Sahel Mali indtil den 14. januar 2019.

(3)

Den 25. juni 2018 understregede Rådet i sine konklusioner om Sahel/Mali betydningen af regionaliseringen af FSFP i Sahel med det formål, hvor det er hensigtsmæssigt, at styrke den civile og militære støtte til grænseoverskridende samarbejde, de regionale samarbejdsstrukturer — især G5 Sahels — og G5-landenes kapacitet og ejerskab til at tackle de sikkerhedsmæssige udfordringer i regionen.

(4)

Den 25. oktober 2018 anbefalede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité efter den strategiske revision af EUCAP Sahel Mali, at EUCAP Sahel Mali forlænges indtil den 14. januar 2021.

(5)

I afventning af Rådets godkendelse af planlægningsdokumenterne om regionaliseringen i Sahel vedtog Rådet den 17. december 2018 afgørelse (FUSP) 2018/2008 (4), der forlængede EUCAP Sahel Mali og fastsatte et finansielt referencegrundlag for den indtil den 28. februar 2019.

(6)

Afgørelse 2014/219/FUSP bør derfor forlænges indtil den 14. januar 2021.

(7)

EUCAP Sahel Mali vil blive gennemført under forhold, som muligvis vil blive forværret og kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union —

1)

I artikel 14, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUCAP Sahel Mali mellem den 1. marts 2019 og den 14. januar 2021 udgør 66 930 000 EUR.«

2)

Artikel 18, andet punktum, affattes således:

»Den finder anvendelse indtil den 14. januar 2021.«

(1)

Den 14. maj 2018 forelagde leverandøren SEG Automotive Germany GmbH en ansøgning om godkendelse af den højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer til N1-køretøjer som miljøinnovation. Ansøgningen er blevet vurderet i henhold til artikel 12 i forordning (EU) nr. 510/2011 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 427/2014 (2).

(2)

48 V-motorgeneratoren er en reversibel maskine, der kan fungere som enten en elektrisk motor, der omdanner elektrisk energi til mekanisk energi, eller som en generator, der omdanner mekanisk energi til elektrisk energi som en standardvekselstrømsgenerator. I den forelagte ansøgning fokuseres der på komponentens genereringsfunktion.

(3)

Ansøgeren foreslog to forskellige metoder til bestemmelse af systemets samlede virkningsgrad, hvor 48 V-motorgeneratorens virkningsgrad kombineres med 48 V/12 V-jævnstrømsomformerens virkningsgrad. Ved den første metode beregnes 48 V-motorgeneratorens og 48 V/12 V-jævnstrømsomformerens virkningsgrad hver for sig, mens motorgeneratorens og omformerens virkningsgrad beregnes sammen ved den anden metode (kombineret metode). Begge prøvningsprocedurer er i overensstemmelse med de tekniske retningslinjer for forberedelse af ansøgninger om godkendelse af innovative teknologier i henhold til forordning (EU) nr. 510/2011.

(4)

Ifølge oplysningerne i ansøgningen er betingelserne og kriterierne i artikel 12 i forordning (EU) nr. 510/2011 og i artikel 2 og 4 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 427/2014 opfyldt for begge de foreslåede casestudier. SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer, der anvendes i N1-køretøjer, bør derfor godkendes som miljøinnovation.

(5)

De prøvningsmetoder, der anvendes med henblik på bestemmelse af CO2-besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer, bør godkendes. Det er kun emissionsbesparelser, som er certificeret på grundlag af en af de to prøvningsmetoder fastsat i denne afgørelse, der kan tages i betragtning ved bestemmelse af en fabrikants specifikke præstationsnormer i henhold til forordning (EU) nr. 510/2011.

(6)

For at kunne bestemme CO2-besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer er det nødvendigt at definere den basisteknologi, som generatorens virkningsgrad skal sammenholdes med. Det er under hensyntagen til sagkundskabens vurdering hensigtsmæssigt at overveje at anvende en vekselstrømsgenerator med en virkningsgrad på 67 % som basisteknologi ved bestemmelse af CO2-besparelserne i henhold til denne afgørelse.

(7)

Hvad angår hybride N1-køretøjer er prøvningsmetoderne baseret på visse betingelser, der kun gælder for køretøjer, for hvilke det er tilladt at anvende ukorrigerede målinger såsom brændstofforbrug eller CO2-emissioner målt under type 1-prøvning, jf. bilag 8 til FN/ECE-regulativ nr. 101. Derfor gælder anvendelsesområdet for denne afgørelse for alle N1-køretøjer med forbrændingsmotor, men kun for visse typer af hybride N1-køretøjer.

(8)

Besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer kan delvis påvises ved hjælp af den prøvning, der er omhandlet i bilag XII til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (3). Prøvningsmetoden for CO2-besparelser fra motorgeneratoren bør således tage højde for denne delvise dækning.

(9)

Hvis typegodkendelsesmyndigheden finder, at SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer ikke opfylder betingelserne for certificering, bør ansøgningen om certificering af besparelserne afvises.

(10)

Denne afgørelse bør til og med 2020 anvendes i relation til den prøvningsprocedure, der er omhandlet i bilag XII til forordning (EF) nr. 692/2008. Fra 1. januar 2021 skal innovative teknologier vurderes i relation til den prøvningsprocedure, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1151 (4).

(11)

Med henblik på fastsættelse af den generelle miljøinnovationskode, der skal anvendes i de relevante typegodkendelsesdokumenter i overensstemmelse med bilag I, VIII og IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (5), bør der fastsættes en individuel kode, der skal anvendes til SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer —

(1)

Den 14. maj 2018 forelagde leverandøren SEG Automotive Germany GmbH en ansøgning om godkendelse af den højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer til M1-køretøjer som miljøinnovation. Ansøgningen er blevet vurderet i henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 443/2009 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 (2).

(2)

48 V-motorgeneratoren er en reversibel maskine, der kan fungere som enten en elektrisk motor, der omdanner elektrisk energi til mekanisk energi, eller som en generator, der omdanner mekanisk energi til elektrisk energi som en standardvekselstrømsgenerator. I den forelagte ansøgning fokuseres der på komponentens genereringsfunktion.

(3)

Ansøgeren foreslog to forskellige metoder til bestemmelse af systemets samlede virkningsgrad, hvor 48 V-motorgeneratorens virkningsgrad kombineres med 48 V/12 V-jævnstrømsomformerens virkningsgrad. Ved den første metode beregnes 48 V-motorgeneratorens og 48 V/12 V-jævnstrømsomformerens virkningsgrad hver for sig, mens motorgeneratorens og omformerens virkningsgrad beregnes sammen ved den anden metode (kombineret metode). Begge prøvningsprocedurer er i overensstemmelse med de tekniske retningslinjer for forberedelse af ansøgninger om godkendelse af innovative teknologier i henhold til forordning (EF) nr. 443/2009. Sammenlignet med prøvningsmetoden som fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/785 (3) om godkendelse af effektive 12-volts-motorgeneratorer, indebærer prøvningsmetoderne for 48 V-motorgeneratorer en anden spænding og prøvestrøm, som tager højde for 48 V-motorgeneratorens særlige kendetegn.

(4)

Ifølge oplysningerne i ansøgningen er betingelserne og kriterierne i artikel 12 i forordning (EF) nr. 443/2009 og i artikel 2 og 4 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 opfyldt for begge de foreslåede casestudier. SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer, der anvendes i M1-køretøjer, bør derfor godkendes som miljøinnovation.

(5)

De prøvningsmetoder, der anvendes med henblik på bestemmelse af CO2-besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer, bør godkendes. Det er kun emissionsbesparelser, som er certificeret på grundlag af en af de to prøvningsmetoder fastsat i denne afgørelse, der kan tages i betragtning ved bestemmelse af en fabrikants specifikke præstationsnormer i henhold til forordning (EF) nr. 443/2009.

(6)

For at kunne bestemme CO2-besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer er det nødvendigt at definere den basisteknologi, som generatorens virkningsgrad skal sammenholdes med. Det er under hensyntagen til sagkundskabens vurdering hensigtsmæssigt at overveje at anvende en vekselstrømsgenerator med en virkningsgrad på 67 % som basisteknologi ved bestemmelse af CO2-besparelserne i henhold til denne afgørelse.

(7)

Hvad angår hybride M1-køretøjer er prøvningsmetoderne baseret på visse betingelser, der kun gælder for køretøjer, for hvilke det er tilladt at anvende ukorrigerede målinger såsom brændstofforbrug eller CO2-emissioner målt under type 1-prøvning, jf. bilag 8 til FN/ECE-regulativ nr. 101. Derfor gælder anvendelsesområdet for denne afgørelse for alle M1-køretøjer med forbrændingsmotor, men kun for visse typer af hybride M1-køretøjer.

(8)

Besparelserne ved SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer kan delvis påvises ved hjælp af den prøvning, der er omhandlet i bilag XII til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (4). Prøvningsmetoden for CO2-besparelser fra motorgeneratoren bør således tage højde for denne delvise dækning.

(9)

Hvis typegodkendelsesmyndigheden finder, at SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer ikke opfylder betingelserne for certificering, bør ansøgningen om certificering af besparelserne afvises.

(10)

Denne afgørelse bør til og med 2020 anvendes i relation til den prøvningsprocedure, der er omhandlet i bilag XII til forordning (EF) nr. 692/2008. Fra 1. januar 2021 skal innovative teknologier vurderes i relation til den prøvningsprocedure, der er fastsat i Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 (5).

(11)

Med henblik på fastsættelse af den generelle miljøinnovationskode, der skal anvendes i de relevante typegodkendelsesdokumenter i overensstemmelse med bilag I, VIII og IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (6), bør der fastsættes en individuel kode, der skal anvendes for den innovative teknologi til SEG Automotive Germany GmbH's højeffektive 48 V-motorgenerator (BRM) med 48 V/12 V-jævnstrømsomformer —

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater, hvor der har været bekræftede tilfælde af sygdommen hos tamsvin eller vildtlevende svin (i det følgende benævnt »de berørte medlemsstater«). I del I-IV i bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse afgrænses og listeopføres visse områder i de berørte medlemsstater, og områderne er opdelt efter risikoniveauet under hensyntagen til den epidemiologiske situation for så vidt angår den pågældende sygdom. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU er blevet ændret flere gange med henblik på at tage hensyn til de ændringer i den epidemiologiske situation for så vidt angår afrikansk svinepest i Unionen, der bør afspejles heri.

(2)

Risikoen for spredning af afrikansk svinepest blandt vildtlevende dyr hænger sammen med den naturlige langsomme spredning af sygdommen blandt populationer af vildtlevende svin og med menneskelig aktivitet, således som det fremgår af den nylige epidemiologiske udvikling i sygdommen i Unionen, og som dokumenteret af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »EFSA«) i den videnskabelige udtalelse fra Ekspertpanelet for Dyrs Sundhed og Velfærd, som blev offentliggjort den 14. juli 2015, i EFSA's videnskabelige rapport om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i de baltiske lande og Polen, som blev offentliggjort den 23. marts 2017, i EFSA's videnskabelige rapport om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i de baltiske lande og Polen, som blev offentliggjort den 8. november 2017, og i EFSA's videnskabelige rapport om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i Den Europæiske Union, som blev offentliggjort den 29. november 2018 (5).

(3)

Siden datoen for vedtagelsen af den sidste ændring af bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU har der været nye tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i Bulgarien og Belgien og tamsvin i Rumænien, der skal være afspejlet i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(4)

Der blev i februar 2019 konstateret et tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin i regionen Varna i Bulgarien uden for områder opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Dette område i Bulgarien, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor opføres i del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(5)

I februar 2019 blev der konstateret et tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin i regionen Luxembourg i Belgien i et område, der på nuværende tidspunkt er opført på listen i del I i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Dette område i Belgien, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor opføres i del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(6)

I februar 2019 blev der konstateret et udbrud af afrikansk svinepest hos tamsvin i Botoșani amt i Rumænien i et område, der på nuværende tidspunkt er opført på listen i del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette udbrud af afrikansk svinepest hos tamsvin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Dette område i Rumænien, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor opføres i del III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(7)

For at tage hensyn til den seneste epidemiologiske udvikling vedrørende afrikansk svinepest i Unionen og for at bekæmpe de risici, der er forbundet med spredning af sygdommen, på en proaktiv måde bør der for Bulgarien, Belgien og Rumænien afgrænses nye højrisikoområder af en tilstrækkelig størrelse, som på behørig vis bør opføres i del I, II og III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —