(1)

Ved en klage fra Bund der Energieverbraucher e.V. (den tyske sammenslutning af energiforbrugere) af 28. november 2011, en klage fra GWS Stadtwerke Hameln GmbH af 8. december 2011 og adskillige klager indgivet af borgere siden december 2011 blev Kommissionen gjort opmærksom på, at Tyskland siden 2011 havde indrømmet visse energiintensive virksomheder en fuldstændig fritagelse for netafgifter. Ved brev af 29. juni 2012 fremsendte Tyskland supplerende oplysninger til Kommissionen vedrørende denne støtteordning.

(2)

Ved brev af 6. marts 2013 (herefter »åbningsafgørelsen«) meddelte Kommissionen Tyskland, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«) over for denne støtteordning. Tyskland fremsendte sine bemærkninger til åbningsafgørelsen den 8. april 2013.

(3)

Åbningsafgørelsen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende den omhandlede støtteordning.

(4)

Kommissionen videresendte de modtagne bemærkninger fra interesserede parter til Tyskland, som dermed fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Kommissionen modtog Tysklands bemærkninger ved brev af 5. november 2013.

(5)

I forbindelse med et møde den 17. oktober 2013 og ved brev af 7. april 2015, 20. juli 2016, 6. juli 2017, 18. september 2017, 3. oktober 2017 og 23. oktober 2017 anmodede Kommissionen Tyskland om at stille yderligere oplysninger til rådighed.

(6)

Tysklands svar på denne anmodning om oplysninger blev modtaget af Kommissionen den 6. december 2013, 28. maj 2015, 15. september 2015, 14. oktober 2016, 3. august 2017, 20. september 2017, 24. oktober 2017 og 26. oktober 2017. De oplysninger, der blev anmodet om, blev fremsendt den 11. december 2017.

(7)

Netafgiftssystemet i Tyskland reguleres af Energiewirtschaftsgesetz (lov om energiforsyning, herefter »EnWG«). I forbindelse med denne afgørelse anvendes udelukkende EnWG i den ved artikel 1 i Gesetz zur Neuregelung energiewirtschaftsrechtlicher Vorschriften (lov om ændring af energiforsyningsretlige bestemmelser) af 26. juli 2011 (3) (herefter »lov af 26. juli 2011«) ændrede version (herefter »EnWG 2011«), som endnu ikke indeholder ændringerne ved artikel 1 i lov af 26. juli 2016 (4).

(8)

I henhold til § 21 i EnWG 2011 skal de netafgifter, som netoperatørerne (5) fakturerer slutbrugerne være rimelige, ikkediskriminerende og gennemsigtige og beregnes på grundlag af omkostningerne til en effektiv netdrift. § 24 i EnWG 2011 giver forbundsregeringen bemyndigelse til ved udstedelse af bekendtgørelser at fastlægge detaljerede bestemmelser om metoden til fastsættelse af netafgifter. Med § 24, første punktum, nummer 1, i EnWG 2011 bemyndiges forbundsregeringen til at fastlægge den generelle metode til fastsættelse af netafgifter. I første punktum, nummer 3, får den overdraget bemyndigelsen til at regulere, i hvilke særlige tilfælde af netanvendelse der kan gives tilladelse til individuelle netafgifter.

(9)

Den på grundlag af § 24 i EnWG 2011 udstedte Stromnetzentgeltverordnung (6) (herefter »elnetsbekendtgørelsen«) indeholder detaljerede bestemmelser om fastsættelse af netafgifter. I § 3, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen præciseres det, at med betalingen af netafgiften udlignes anvendelsen af netniveauet for den pågældende operatør af det elforsyningsnet, som netbrugeren er tilsluttet, og alle primære netniveauer. § 16, stk. 1, i elnetsbekendtgørelsen indeholder det ledende princip, der fastsætter, at netafgifterne skal afspejle de omkostninger, som netbrugerne faktisk forårsager.

(10)

I overensstemmelse med den bemyndigelse, der gives i § 24, første punktum, nummer 1, i EnWG 2011 er der derfor i elnetsbekendtgørelsen fastlagt den generelle beregningsmetode, som netoperatørerne skal anvende ved fastsættelsen af netafgifterne. Denne beregningsmetode er fastsat i §§ 4-14 i elnetsbekendtgørelsen 2011.

(11)

Ved denne metode beregnes først de enkelte årlige omkostningselementer for samtlige elnet. Det handler i den sammenhæng om de omkostninger, der er forbundet med etableringen af elnettet (transmissions- og distributionsledningen, transformerniveau osv.), vedligeholdelses- og driftsomkostningerne samt omkostningerne i forbindelse med systemydelser (primær og sekundær reserve samt minutreserven (7), belastningsomfordeling (8) samt energi til kompensation af systemtab (9)). De årlige omkostninger beregnes på grundlag af de enkelte netoperatørers resultatopgørelser (§ 4 i elnetsbekendtgørelsen 2011). De omfatter ikke kun materiale- og personaleomkostninger, men også renteudgifter for fremmedkapital (§ 5 i elnetsbekendtgørelsen 2011), afskrivninger (§ 6 i elnetsbekendtgørelsen 2011), forrentningen af den af netoperatørerne anvendte egenkapital (§ 7 i elnetsbekendtgørelsen 2011) samt skatter (§ 8 i elnetsbekendtgørelsen 2011). Indtægter såsom nettilslutningsomkostninger og tilskud skal fratrækkes netomkostningerne (§ 9 i elnetsbekendtgørelsen). Til dækning af måleomkostninger, som ikke er indeholdt i netomkostningerne, opkræves en særskilt afgift. De omkostninger, der er forbundet med køb af balanceringsenergi (10), er heller ikke indeholdt i netomkostningerne; de opkræves særskilt af de brugere, der er ansvarlige for den pågældende ubalance.

(12)

Nettets samlede årlige omkostninger bliver derefter fordelt på de enkelte netniveauer (højspændingsnet, transformerniveau, mellemspændingsnet, lavspændingsnet). Bilag 2 i elnetsbekendtgørelsen 2011 indeholder en liste over disse netniveauer.

(13)

Det næste skridt ved fastsættelsen af netafgifterne består i at fastsætte netafgifterne på grundlag af nettets samlede årlige omkostninger. De beregnes for hvert spændingsniveau (spændende fra højspænding til lavspænding). Først beregnes de såkaldte specifikke årlige omkostninger for det højeste spændingsniveau på baggrund af forholdet mellem de samlede årlige omkostninger og det samtidige årlige spidsforbrug for dette niveau, idet det årlige spidsforbrug betragtes som et væsentligt omkostningselement. De specifikke årlige omkostninger udtrykkes i EUR/kW. Ved hjælp af den i betragtning 14 beskrevne samtidighedsfunktion overføres de specifikke årlige omkostninger for de enkelte netniveauer til en pris pr. udtrækningspunkt (i EUR/kW) og en pris pr. enhed forbrugt el (i EUR/kWh). For de næste spændingsniveauer anvendes samme fremgangsmåde. De årlige samlede omkostninger på det næste spændingsniveau består imidlertid af dette niveaus oprindelige omkostninger og de overvæltede omkostninger fra det forudgående spændingsniveau. De overvæltede omkostninger svarer til de samlede omkostninger på det forudgående spændingsniveau fratrukket de netafgifter, som netbrugerne (slutbrugere og leverandører af elektricitet, der er sluttet direkte til dette spændingsniveau) har betalt. Nedenstående figur 1 illustrerer denne overvæltning af omkostninger. I et net, hvor elektriciteten strømmer fra det højeste til det laveste spændingsniveau, skal netbrugerne således bære omkostningerne for det netniveau, til hvilket de er tilsluttet, samt en del af omkostningerne for de forudgående net, da disse net også anvendes ved transmission af elektricitet til dem.

Figur 1

Overvæltning af netomkostningerne i forbindelse med fastsættelsen af netafgifterne (1)

Revenues of the level

HS

HS/MS

MS

MS/NS

NS

Costs of the level

Rolled-over costs

(14)

Med henblik på ved fordelingen af omkostninger på de enkelte netbrugere at kunne afspejle de faktisk af disse forårsagede omkostninger — som det kræves i § 16, stk. 1, i elnetsbekendtgørelsen — anvendes samtidighedsfunktionen for det pågældende spændingsniveau. Den samtidighedsfunktion, der er nævnt i betragtning 13, beskrives i § 16, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen og bilag 4 til elnetsbekendtgørelsen 2011. Denne funktion tildeler hver individuelle udtrækning en samtidighedsgrad på mellem 0 og 1. Samtidighedsgraden, der er baseret på historiske data, gengiver sandsynligheden for, at denne brugers individuelle udtrækning yder et bidrag til det pågældende netniveaus årlige spidsforbrug. Nettets samtidige årlige spidsforbrug er en væsentlig drivkraft for netomkostningerne, fordi det er relevant for dimensioneringen af nettet, hvor elektriciteten strømmer fra det højeste til det laveste spændingsniveau. Samtidighedsfunktionen skal sikre, at netbrugere, der med højere sandsynlighed deltager i det årlige spidsforbrug, betaler en højere effektpris. Som brugere af det pågældende netniveau forstås både de netniveauer, der er direkte tilsluttet højspændingsniveauet, og de sekundære netniveauer. I et koordinatsystem angives samtidighedsgraderne for alle netbrugere på det pågældende netniveau (Y-aksen) i forhold til det pågældende antal brugstimer (X-aksen). Samtidighedsfunktionen bliver: Denne kontinuerlige funktion består af to lineære afsnit, som skærer hinanden på et punkt (knækpunkt) (11)) ved et årligt forbrug på 2 500 timer (12). Af samtidighedsfunktionen kan der udledes en pris pr. udtrækningspunkt (effektpris) (13) (i EUR/kW) og en pris pr. enhed forbrugt el (kWh-tarif) (14) (i EUR/kWh).

(15)

Ved fastsættelsen af netafgifter skal netoperatørerne også tage hensyn til den pågældende maksimale indtægtsgrænse, som Bundesnetzagentur har fastsat for dem (se også betragtning 43 vedrørende den tilladte maksimale indtægtsgrænse). I praksis medfører den maksimale indtægtsgrænse, der fastsættes ved hjælp af en benchmarking med andre netoperatører, at høje omkostninger på grund af ineffektivitet ikke kan udlignes via netafgifterne. Formålet hermed er således at øge netoperatørernes effektivitet. Ved en ændring af det maksimale indtægtsniveau, hvilket ville resultere i en sænkning af netafgifterne, er netoperatøren forpligtet til at tilpasse sine netafgifter (§ 17, stk. 2, i forordning om incitamentsregulering af energiforsyningssystemer (herefter »ARegV 2011« (15)).

(16)

Den metode, der er beskrevet ovenfor i betragtning 11-15, anvendes til at fastsætte netafgifterne for flertallet af netbrugerne i henhold til princippet om omkostningsafspejling. § 19 i elnetsbekendtgørelsen regulerer, hvilke netafgifter såkaldte atypiske netbrugere, hvis købs- og lastprofil adskiller sig markant fra de andre brugeres, skal betale i henhold til princippet om omkostningsafspejling (§ 24, første punktum, nummer 3, i EnWG 2011). § 19 i elnetsbekendtgørelsen har overskriften »Særlige former for netanvendelse«.

(17)

I § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen defineres to grupper atypiske netbrugere: For det første brugere, hvis maksimale lastbidrag forventes at afvige betydeligt fra det samtidige årlige spidsforbrug for alle andre netbrugere, der er tilsluttet det samme netniveau (§ 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen). I den forbindelse er der normalt tale om netbrugere, som systematisk bruger elektricitet uden for spidsbelastningsperioderne, fordi de eksempelvis har apparater kørende om natten. Denne første kategori af atypiske netbrugere betegnes i det følgende som »elkunder i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen«. For det andet netbrugere med et årligt elforbrug på mindst 7 000 brugstimer (16) og over 10 gigawatttimer (GWh) (§ 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen). Denne anden kategori af atypiske netbrugere betegnes i det følgende som »båndlastbrugere«.

(18)

Inden ændringen ved artikel 7 i lov af 26. juli 2011, som beskrives detaljeret i afsnit 2.2, fastsatte § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen i den ved lov af 3. september 2010 ændrede udgave (herefter »elnetsbekendtgørelsen 2010« (17)), at både elkunder i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen og båndlastbrugere skulle betale individuelle netafgifter, hvilket også udtrykkeligt er fastlagt i bemyndigelsesgrundlaget i § 24, første punktum, nummer 3, i EnWG 2011 (se betragtning 7).

(19)

Disse individuelle netafgifter bør tage hensyn til de atypiske netbrugeres købsadfærd. I henhold til § 19, stk. 2, tredje punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2010 skulle den individuelle netafgift afspejle den atypiske netbrugers bidrag til en sænkning eller undgåelse af en forhøjelse af netomkostningerne. Til dette formål har Bundesnetzagentur i 2010 offentliggjort en vejledning (18), hvori der gives en beskrivelse af »metoden om den fysiske vej« til bestemmelse af de omkostninger, som båndlastbrugerne forårsager, og dermed af de individuelle netafgifter, som de skal betale. Den fysiske vej tjener til beregning af en bestemt netbrugers enkeltstående omkostninger. I den forbindelse beregnes omkostninger til en fiktiv direkte linje på allerede eksisterende ruter fra nettilslutningspunktet til et egnet referencekraftværk på basis af kapital- og driftsomkostningerne for den del af nettet, der anvendes ved tilslutningen af båndlastbrugeren til det nærmeste kraftværk, der kan dække båndlastbrugerens samlede behov. Dertil kommer omkostninger i forbindelse med båndlastbrugeres eventuelle anvendelse af systemydelser (19).

(20)

§ 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2010 foreskriver imidlertid, at både elkunder i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen og båndlastbrugere skulle betale en minimumsafgift på 20 % af den offentliggjorte netafgift, dvs. den individuelle netafgift, der blev beregnet på grundlag af den atypiske netbrugers bidrag til en sænkning eller undgåelse af en forhøjelse af netomkostningerne, som ikke måtte beløbe sig til mindre end 20 % af den offentliggjorte netafgift. Tyskland har forklaret, at denne minimumsafgift skal sikre, at også atypiske netbrugere betaler en minimumsafgift for driften af det offentlige net, hvortil de er tilsluttet. Navnlig med hensyn til båndlastbrugere har Tyskland henvist til, at de netafgifter, der beregnes ved hjælp af metoden om den fysiske vej for en båndlastbruger, der er placeret i umiddelbar nærhed af et grundlastkraftværk (20), kan fastsættes til nul. Disse båndlastbrugere profiterer imidlertid af det almindelige forsyningsnet og den hermed forbundne sikre elforsyning. Mindsteafgiften tager hensyn til den kendsgerning, at den fysiske vej kun muliggør en tilnærmelse af de individuelle netomkostninger.

(21)

Efter ændringen ved artikel 7 i lov af 26. juli 2011, som trådte i kraft den 4. august 2011, men dog var gældende med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011 (herefter »elnetsbekendtgørelsen 2011« (21)), blev de individuelle netafgifter for båndlastbrugere afskaffet og erstattet af en fuldstændig netafgiftsfritagelse. De individuelle netafgifter for elkunder i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen blev bibeholdt ligesom forpligtelsen til betaling af mindst 20 % af den offentliggjorte netafgift.

(22)

I henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen skulle slutbrugere fritages for netafgifterne, hvis deres årlige elkøb fra nettet mindst udgør 7 000 brugstimer og overstiger 10 GWh. Denne fritagelse (herefter »den fuldstændige fritagelse«) er både genstand for åbningsafgørelsen og nærværende afgørelse.

(23)

Tærskelværdien på 7 000 brugstimer er for så vidt karakteristisk for båndlastbrugere, idet den kun kan opnås, hvis slutbrugeren næsten kontinuerligt er tilsluttet nettet med den samme belastning. Brugstiden (i fulde brugstimer) er defineret i § 2, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen som forholdet mellem årligt arbejde og det årlige spidsforbrug for den pågældende netbruger

(24)

I henhold til § 19, stk. 2, tredje punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 måtte den i andet punktum forankrede fritagelse først indrømmes, hvis den kompetente regulerende myndighed (enten Bundesnetzagentur (22) eller en regulerende delstatsmyndighed) havde kontrolleret, at de relevante retlige kriterier var opfyldt. Så snart denne kontrol var afsluttet, udstedte Bundesnetzagentur eller den regulerende delstatsmyndighed en tilladelse, med hvilken båndlastbrugeren fra den 1. januar 2011 (såfremt alle kriterier var opfyldt på denne skæringsdato) på ubestemt tid (så længe alle kriterier fortsat var opfyldt) blev fuldstændig fritaget for betalingen af netafgifter.

(25)

Den fuldstændige fritagelse medførte et fald i netoperatørernes indtægter. Dette økonomiske tab blev fra 2012 udlignet af en særlig afgift (se afsnit 2.4). I 2011 var der imidlertid ingen særlig afgift, og det økonomiske tab i 2011 blev båret af netoperatørerne.

(26)

Den fuldstændige fritagelse blev afskaffet den 1. januar 2014 ved en ændring (23) af elnetsbekendtgørelsen.

(27)

Tyskland har fremlagt en foreløbig liste over virksomheder, som havde krav på en fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011. På grundlag af disse oplysninger blev mere end 200 virksomheder i perioden 2011-2013 indrømmet fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 for betaling af netafgifter. Langt størstedelen af disse virksomheder stammede fra forskellige brancher inden for fremstillingssektoren, navnlig fra den kemiske industri (herunder også producenter af industrigasser) samt fra papir-, tekstil-, stål-, non-ferro-, mineralolie- og glasindustrien. Kun i få tilfælde blev virksomheder i servicesektoren (f.eks. inden for området webhosting) indrømmet fuldstændig fritagelse. I forbindelse med disse virksomheder var der tale om virksomheder med store datacentre.

(28)

Ifølge de skøn, som Tyskland har fremsendt, beløber de indtægtstab, som netoperatørerne har lidt på grund af den fuldstændige fritagelse i perioden 2011-2013 i forhold til en situation, hvor båndlastbrugerne ville have betalt den normale afgift, sig til ca. 900 mio. EUR. Tabet er imidlertid sandsynligvis lavere, idet netoperatørerne ved beregningen af netafgifterne for 2011 havde taget almindeligt hensyn til, at båndlastbrugerne i henhold til § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen 2010 kom i betragtning til individuelle netafgifter. Et skøn vanskeliggøres imidlertid af den kendsgerning, at den tærskel, fra hvilken en virksomhed kom i betragtning til en individuel netafgift, blev ændret den 1. januar 2011 (nu 7 000 brugstimer i stedet for 7 500 brugstimer), og at de individuelle netafgifter for visse båndlastbrugere måske ikke var attraktive nok, idet de afhængigt af placering og andre faktorer, som påvirker beregningen af de individuelle netafgifter, ikke ville have medført nogen væsentlig formindskelse af de netafgifter, som de skulle betale.

(29)

Da de båndlastbrugere, der er fritaget for netafgifter, var tilsluttet forskellige netniveauer, medførte fritagelsen indtægtstab hos både transmissionssystemoperatørerne (»TSO'erne«) og hos distributionssystemoperatørerne (»DSO'erne«). § 19, stk. 2, sjette punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 forpligtede TSO'erne til at kompensere DSO'erne for de indtægtstab, der skyldtes den fuldstændige fritagelse. Af de årsager, der er beskrevet i afsnit 2.4.3, fandt en sådan kompensation de facto først sted fra 2012. I 2011 blev tabene båret af TSO'erne og DSO'erne, til hvis net båndlastbrugerne, der var fritaget for netafgifter, var tilsluttet.

(30)

Desuden skulle TSO'erne i henhold til § 19, stk. 2, syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 udligne summen af deres betalinger til DSO'erne og deres egne indtægtstab mellem hinanden via en økonomisk modregning. Med hensyn til de præcise regler om modregningsmetoden henviste § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen 2011 til § 9 i den på daværende tidspunkt gældende Kraft-Wärme-Kopplungsgesetz (24) (lov om fremme af kraftvarmeproduktion, herefter »KWKG«), som tilsvarende skulle finde anvendelse. Formålet med modregningen var at fordele den økonomiske byrde på de enkelte TSO'ere, således at den enkelte DSO målt på den elmængde, som denne (direkte eller indirekte) leverer til slutbrugere, der er tilsluttet dennes netområde, bar den samme økonomiske byrde. I § 9 i KWKG, som § 19, stk. 2, syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 henviste til, var den ordning fastlagt, i henhold til hvilken TSO'erne via det såkaldte kraftvarmetillæg modtog en kompensation for de yderligere omkostninger, som skyldtes deres i KWKG-forankrede forpligtelser. I henhold hertil skal TSO'erne betale operatører af kraftvarmeanlæg, der er tilsluttet deres net, et tillæg og kompensere DSO'erne for de omkostninger, som opstod for dem i forbindelse med betalingen af tillæg til operatører af kraftvarmeanlæg, der er tilsluttet deres net (25). Som følge af den analoge anvendelse af § 9 i KWKG måtte netoperatørerne indføre en afgift for at få kompensation for deres indtægtstab i forbindelse med den fuldstændige fritagelse; indtægterne fra denne afgift skal overføres fra DSO'erne til TSO'erne (26).

(31)

Derudover hed det i § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen 2011, at § 20 i elnetsbekendtgørelsen 2011 finder tilsvarende anvendelse. I henhold til § 20 i elnetsbekendtgørelsen 2011 skulle netoperatørerne, inden de offentliggør deres elnetafgifter, påvise, at indtægterne fra afgifterne rakte til at dække de forventede omkostninger.

(32)

Siden ikrafttrædelsen af ARegV, hvorved der blev etableret et reguleringssystem, som skal give netoperatører incitamenter til en mere effektiv netforvaltning, er det ikke længere nødvendigt med en tilladelse fra Bundesnetzagentur i forbindelse med netafgifterne (§ 23a i EnWG). I stedet herfor hedder det i § 32, stk. 1, nummer 1, i ARegV 2011, at Bundesnetzagentur fastsætter den maksimumsindtægt, som en netoperatør må have fra netafgifterne. I henhold til § 17 i ARegV 2011 skal der tages hensyn til disse maksimale indtægter ved fastsættelsen af netafgifterne.

(33)

Netoperatørerne er imidlertid fortsat forpligtet, inden de offentliggør deres elnetafgifter, til at påvise, at indtægterne fra afgifterne rækker til at dække de forventede omkostninger (og samtidig ikke overskrider det maksimale indtægtsniveau).

(34)

Som det er beskrevet i afsnit 2.4.2, har Bundesnetzagentur vedtaget en afgørelse med henblik på en detaljeret regulering af afgiftssystemet, der blev etableret i 2012. Imidlertid blev bestemmelserne i § 19, stk. 2., sjette og syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 ikke gennemført i 2011, hvorfor den enkelte netoperatør måtte bære sine egne omkostninger (se afsnit 2.4.3).

(35)

De lovgivningsmæssige rammer for kompensationen og modregningen af de indtægtstab, der er resultatet af den fuldstændige fritagelse, blev fastlagt ved Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011 (27) (herefter »Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011«), der var vedtaget på grundlag af § 29, stk. 1, i EnWG og § 30, stk. 2, nummer 6, i elnetsbekendtgørelsen 2011 (28). Med afgørelsen blev DSO'en forpligtet til at opkræve en afgift af slutbrugerne — den såkaldte § 19-tillægsafgift. Derudover blev DSO'en forpligtet af Bundesnetzagentur til månedligt at overføre indtægterne fra denne afgift til TSO'en (jf. også § 9, stk. 5, i KWKG, hvortil der henvises i § 19, stk. 2, syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011).

(36)

Formålet med § 19-tillægsafgiften var at tilvejebringe en finansieringsordning, med hvilken den økonomiske byrde, der er resultatet af anvendelsen af § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen 2011, fordeles gennemsigtigt og jævnt, således at der skabes de samme betingelser for alle elkunder i hele Tyskland.

(37)

Størrelsen af § 19-tillægsafgiften blev ikke beregnet af Bundesnetzagentur, men måtte hvert år beregnes af TSO'erne på grundlag af den metode, som Bundesnetzagentur har fastlagt. Det vil sige, at TSO'erne på den ene side skulle fastsætte de forventede indtægtstab som følge af fritagelsen i forhold til de fulde netafgifter, og på den anden side det forventede forbrug med henblik på at kunne beregne § 19-tillægsafgiften pr. kWh. For det første gennemførelsesår (dvs. 2012) fastsatte Bundesnetzagentur det beløb, der skulle dækkes af § 19-tillægsafgiften, til 440 mio. EUR. Dette beløb tjente som grundlag for beregningen af afgiften. Heraf skulle 300 mio. EUR tilbagebetales som kompensation for indtægtstabene på grund af den fuldstændige fritagelse. De resterende 140 mio. EUR var bestemt til at dække de indtægtstab, som var resultatet af de individuelle netafgifter, der blev indrømmet i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011.

(38)

Inden ændringerne af elnetsbekendtgørelsen ved artikel 7 i lov af 26. juli 2011 blev de indtægtstab, der skyldes de individuelle netafgifter for atypiske netbrugere, udlignet via netafgifterne, såfremt der for netoperatørens vedkommende var tale om en effektiv virksomhed, der således i henhold til ARegV kunne dække sine samlede omkostninger. Da netoperatørerne allerede på forhånd vidste, at enkelte brugere ville betale mindre, kunne de allerede tage hensyn hertil ved fastsættelsen af netafgifter i henhold til elnetsbekendtgørelsens § 20. I henhold til § 19, stk. 2, sjette og syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, skulle netoperatørernes indtægtstab, der skyldes de individuelle netafgifter for elkunder i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen og båndlastbrugernes fuldstændige fritagelse, udlignes via en særlig tillægsafgift.

(39)

Endvidere skulle TSO'erne i henhold til afgørelsen fra Bundesnetzagentur af 14. december 2011 hvert år undersøge, hvor stort det faktiske finansieringsbehov for det foregående år var. Hvis indtægterne fra § 19-tillægsafgiften overstiger det beløb, der faktisk var nødvendigt for at kompensere TSO'erne for de indtægtstab, som skyldes den fuldstændige fritagelse og udligningen til DSO'erne, skulle afgiften i det følgende år reduceres med forskellen. Hvis indtægterne ikke var tilstrækkelige, blev afgiften forhøjet tilsvarende.

(40)

I Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011 blev det udtrykkeligt konstateret, at indtægtstabene i 2011 ikke blev dækket via den kompensations- og modregningsordning, der er beskrevet i betragtning 30.

(41)

Derfor havde DSO'erne ikke krav på en udligning fra TSO'erne af de i 2011 opståede tab. Både DSO'erne og TSO'erne måtte dække disse indtægtstab af egne midler.

(42)

De kunne bogføre disse tab på deres udligningskonti, der var etableret i henhold til ARegV.

(43)

Som det er nævnt i betragtning 32, blev der med ARegV etableret et reguleringssystem, som skal tilskynde netoperatørerne til at drive nettet mere effektivt, da disse er underlagt en maksimal indtægtsgrænse, der er fastlagt af Bundesnetzagentur. Det maksimale indtægtsniveau fastsættes for en reguleringsperiode på maksimalt fem år. Inden starten på reguleringsperioden skal netoperatørerne med henblik på fastsættelsen af det maksimale indtægtsniveau forsyne Bundesnetzagentur med forskellige regnskabsdata (herunder omkostninger og indtægter). Maksimumsgrænsen for de indtægter, som en netoperatør må opnå fra netbrugernes afgifter, ændrer sig i løbet af den femårige reguleringsperiode under hensyntagen til netoperatørernes ineffektivitet for at give dem et incitament til at øge deres effektivitet. Det vil sige, at det fastsatte maksimale indtægtsniveau falder i løbet af reguleringsperioden. Netoperatørernes effektivitet bestemmes inden starten på den pågældende reguleringsperiode ved hjælp af en effektivitetssammenligning, som gennemføres af Bundesnetzagentur. Den første reguleringsperiode varede fra 2009 til 2013. Die anden reguleringsperiode startede i 2014 og slutter i 2018.

(44)

Den positive eller negative forskel (29) mellem det tilladte maksimale indtægtsniveau og de faktiske indtægter bogføres på en særlig udligningskonto (§ 5 i ARegV), et af Bundesnetzagentur administreret forvaltningsværktøj, for at tilskynde netoperatørerne til at drive nettet mere effektivt.

(45)

Ved afslutningen af den femårige reguleringsperiode fra 2009 til 2013 blev merindtægterne modregnet i forhold til indtægtstabene. Den heraf resulterende positive eller negative saldo blev overført til den næste reguleringsperiode (§ 5, stk. 4, i ARegV 2011) og fordelt over de fem år i den anden reguleringsperiode i form af tillæg eller fradrag til den gældende maksimale indtægtsgrænse.

(46)

Hvis indtægterne i et bestemt år i reguleringsperioden imidlertid oversteg det tilladte maksimale indtægtsniveau med mere end 5 %, skulle de pågældende netoperatører tilpasse deres netafgifter (for at undgå forekomsten af en sammenlignelig situation i det følgende år og forhindre, at sænkningen af netafgifterne udskydes til den næste reguleringsperiode). Hvis indtægterne i et bestemt år i reguleringsperioden underskred det tilladte maksimale indtægtsniveau med mere end 5 %, havde den pågældende netoperatør ret til at tilpasse sine netafgifter (for at undgå forekomsten af en sammenlignelig situation i det følgende år og forhindre en hurtig stigning i netafgifterne i den næste reguleringsperiode). I sidstnævnte tilfælde kunne netoperatøren imidlertid selv bestemme, om han ville tilpasse netafgifterne eller ej.

(47)

På denne baggrund skulle der ske udligning af netoperatørernes indtægtstab i 2011, som skyldes den fuldstændige fritagelse. På tidspunktet for kontrollen (30) for 2011 (der blev gennemført i 2010) kendte man endnu ikke noget til den fuldstændige fritagelse. Dermed kunne der heller ikke tages hensyn hertil ved fastsættelsen af netafgifterne for 2011. Som Tyskland bekræftede i en e-mail af 24. oktober 2017, kunne indtægtstabene i 2011 (dvs. forskellen mellem de tilladte indtægter og de faktisk opnåede indtægter) ikke udlignes på grundlag af den på daværende tidspunkt gældende ARegV 2011 ved at tilpasse de netafgifter, der blev opkrævet i 2011, idet netafgifterne skulle fastlægges på forhånd i forbindelse med kontrollen i henhold til § 20 i elnetsbekendtgørelsen og ikke kunne tilpasses i løbet af året. Således var netoperatørerne forpligtet til at udligne disse tab med overskud fra andre år i reguleringsperioden. Dette er også årsagen til, at netoperatørerne har anfægtet fritagelsen i 2011 og Bundesnetzagenturs afgørelse.

(48)

De indtægtstab, der var opstået hos netoperatørerne på grundlag af den fuldstændige fritagelse, kunne heller ikke udlignes ved hjælp af en forhøjelse af netafgifterne i 2012, da netafgifterne for 2012 kun måtte baseres på de for 2012 estimerede omkostninger. Indtægtstabene skulle — hvis de ikke allerede blev udlignet af effektivitetsfordele i 2011 — bogføres på udligningskontoen. Hvis indtægtstabene i 2011 blev udlignet ved afslutningen af den første reguleringsperiode med merindtægter fra andre år i reguleringsperioden, blev der ikke foretaget nogen tabsudligning. Kun hvis indtægtstabene ikke kunne udlignes ved hjælp af merindtægter i den reguleringsperiode, der slutter i 2013, kunne indtægtstabene i 2011 føre til en indirekte udligning i form af en mindre forhøjelse af det tilladte maksimale indtægtsniveau. Men selv i et sådant tilfælde ville der normalt ikke blive tale om en fuldstændig kompensation, idet det i henhold til ARegV ikke er de samlede omkostninger, men kun en effektiv operatørs omkostninger, som godtgøres.

(49)

Af begrundelsen i elnetsbekendtgørelsen 2011 fremgår, at båndlastbrugernes fuldstændige fritagelse var blevet indført på grund af disse brugeres angiveligt netstabiliserende virkning (31).

(50)

I beslutningen om at indlede proceduren konkluderede Kommissionen, at den fuldstændige fritagelse har givet båndlastbrugere med et årligt elforbrug på mindst 7 000 brugstimer og mere end 10 GWh en selektiv fordel. Endvidere nåede Kommissionen frem til det resultat, at der med hensyn til den § 19-tillægsafgift, der blev indført i 2012, var tale om statsmidler, og at TSO'erne var blevet udpeget til at forvalte den, i hvilken forbindelse de blev overvåget af Bundesnetzagentur via udligningskontoen. Hvad angår 2011, udtrykte Kommissionen bekymring for, at den fuldstændige fritagelse allerede før indførelsen af § 19-tillægsafgiften kunne have været finansieret af statsmidler. Kommissionen henviste til, at forekomsten af statsmidler kan udledes af det faktum, at netoperatørerne i henhold til § 9 i KWKG kunne opkræve en afgift af netbrugerne, hvis indtægter blev forvaltet af TSO'erne. Endvidere mente Kommissionen, at de indtægtstab, der var resultatet af den fuldstændige netafgiftsfritagelse i 2011, muligvis kunne være blevet udlignet via den udligningskonto, der overvåges af Bundesnetzagentur.

(51)

Kommissionen fandt desuden, at Tyskland ikke havde anført nogen grunde til støttens forenelighed med det indre marked, men derimod kun havde påberåbt sig den netstabiliserende virkning uden at kvantificere denne. Kommissionen indledte derfor den formelle undersøgelsesprocedure.

(52)

Da netoperatørerne ikke blev garanteret, at de ville kunne udligne indtægtstabene i 2011, som skyldes den fuldstændige fritagelse, anfægtede nogle af dem de pågældende afgørelser fra Bundesnetzagentur og konkret afgørelsen af 14. december 2011. I sin afgørelse af 8. maj 2013 konkluderede Oberlandesgericht Düsseldorf (32), at den fuldstændige fritagelse i perioden 2011-2013 var ulovlig, og tilbagekaldte den fritagelse, som den pågældende virksomhed var blevet indrømmet. Oberlandesgericht fastslår, at den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen ikke holder sig inden for grænserne af bemyndigelsesgrundlaget i § 24 i EnWG 2011, som kun giver forbundsregeringen bemyndigelse til at fastlægge reglerne for beregningen af individuelle netafgifter, men ikke til en fuldstændig fritagelse for netafgifter. Derudover fastslog Oberlandesgericht, at der i forbindelse med netafgifterne var tale om en modydelse for en leveret tjenesteydelse (dvs. netadgangen og netanvendelsen), og at den fuldstændige fritagelse hverken skal betragtes som en individuel netafgift eller som en modydelse for en leveret tjenesteydelse, men snarere som et privilegium, dvs. en undtagelse fra princippet om, at der skal betales en passende netafgift til netoperatøren for anvendelse af nettet. Båndlastbrugernes netstabiliserende virkning kan i bedste fald begrunde en sænkning af netafgifterne, men imidlertid ikke en fuldstændig fritagelse, idet også båndlastbrugerne anvender nettet. Afslutningsvis fastslog Oberlandesgericht, at § 19-tillægsafgiften ikke er nogen netafgift, men en afgift, der opkræves som et supplement til netafgifterne; det handler i den forbindelse ikke om en modydelse for anvendelsen af nettet, men derimod kun om en afgift, der blev indført for at kompensere for de indtægtstab, som netoperatørerne har haft som følge af den fuldstændige fritagelse.

(53)

Ved afgørelse af 6. oktober 2015 (33) bekræftede Bundesgerichtshof afgørelsen fra Oberlandesgericht Düsseldorf af 8. maj 2013. Bundesgerichtshof bekræftede, at den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 ikke holder sig inden for grænserne af bemyndigelsesgrundlaget i § 24 i EnWG 2011, som kun giver forbundsregeringen bemyndigelse til at fastlægge reglerne for beregningen af individuelle netafgifter, men ikke til en fuldstændig fritagelse for netafgifter. Bundesgerichtshof fastslår desuden, at § 24, stk. 1, første og tredje punktum, i EnWG 2011 hviler på den forudsætning, at netoperatørerne kunne kræve en modydelse for anvendelsen af deres net, og at båndlastbrugernes netstabiliserende virkning ikke kan betragtes som en modydelse til netoperatøren for anvendelse af dennes net, idet denne netstabiliserende virkning ikke er en modydelse for anvendelsen af nettet, men derimod blot et resultat af netanvendelsen. Bundesgerichtshof fastslog endvidere, at denne netstabiliserende virkning ganske vist er af økonomisk interesse for netoperatørerne og kan begrunde reducerede netafgifter, men imidlertid ikke automatisk begrunder en fuldstændig fritagelse alene på grundlag af antallet af brugstimer, fordi også båndlastbrugerne ydede et bidrag til spidsforbruget. I forbindelse med indrømmelse af afgiftsnedsættelser skulle der også tages hensyn til hver enkelt båndlastbrugers specifikke indvirkning på nettet. Afslutningsvis bekræftede Bundesgerichtshof, at § 19-tillægsafgiften ikke er nogen netafgift, men en afgift, der opkræves som et supplement til netafgifterne. Det handler i den forbindelse ikke om en modydelse for anvendelsen af nettet, men derimod kun om en afgift, der blev indført for at kompensere for de indtægtstab, som netoperatørerne har haft som følge af den fuldstændige fritagelse.

(54)

Både Oberlandesgericht Düsseldorf og Bundesgerichtshof erklærede den fuldstændige fritagelse for ugyldig i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 og de på grundlag heraf tildelte individuelle netafgiftsfritagelser. I henhold til den tyske forvaltningsret kunne den tyske stat imidlertid på grund af forældelsesbestemmelserne de facto ikke kræve nogen tilbagebetaling fra modtagerne. Derudover hedder det i den nye § 32, stk. 7, i elnetsbekendtgørelsen 2014, som det er beskrevet i betragtning 55, at beslutninger om fuldstændig fritagelse, der blev truffet på grundlag af § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, først ville være ugyldige fra den 1. januar 2014.

(55)

Ved forordning af 14. august 2013 (34) afskaffede Tyskland den fuldstændige fritagelse fra den 1. januar 2014 og genindførte fra denne dato individuelle netafgifter for slutbrugere med et årligt elforbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer. Bundesnetzagentur blev i henhold til elnetsbekendtgørelsen i den version, der er ændret ved artikel 1 i forordning af 14. august 2013 (herefter »elnetsbekendtgørelsen 2014«), forpligtet til at fastlægge detaljerede bestemmelser om metoden til beregningen af de individuelle netomkostninger. Med henblik herpå genindførte Bundesnetzagentur metoden om den fysiske vej ved afgørelse (35) i henhold til § 29 i EnWG. Også selv om den blev ændret ubetydeligt, svarer metoden i det væsentlige til metoden om den fysiske vej, der var blevet anvendt til beregning af de individuelle netafgifter i henhold til elnetsbekendtgørelsen 2010 (se betragtning 19 i denne afgørelse). Bundesnetzagenturs afgørelse vedrørende metoden om den fysiske vej blev bekræftet ved Bundesgerichtshofs afgørelse af 13. december 2016 (36). Heri anerkender Bundesgerichtshof udtrykkeligt, at metoden om den fysiske vej muliggør en beregning efter forårsageren-betaler-princippet af de netomkostninger, som den enkelte båndlastbruger forårsager.

(56)

Såvel afgørelsen af 8. maj 2013 fra Oberlandesgericht Düsseldorf som Bundesgerichtshofs afgørelse af 6. oktober 2015 havde kun indvirkning på sagens parter og medførte ikke nogen generel ophævelse af alle afgørelser om den fuldstændige fritagelse. Derudover hedder det i § 32, stk. 7, i elnetsbekendtgørelsen 2014, at afgørelser om fuldstændig fritagelse, der blev truffet af en regulerende myndighed på grundlag af § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, først ville være ugyldige fra den 1. januar 2014. I forbindelse med udestående ansøgninger om fritagelser i henhold til § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen 2011 samt i tilfælde, hvor en afgørelse om en fuldstændig fritagelse blev ophævet ved en retsafgørelse, anvendes (med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2012) § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2014. For 2011 fandt elnetsbekendtgørelsen anvendelse i sådanne tilfælde ligesom før indførelsen af den fuldstændige fritagelse (dvs. i givet fald de individuelle netafgifter, der er beregnet på grundlag af metoden om den fysiske vej).

(57)

Ved afgørelse af 12. april 2016 (37) ophævede Bundesgerichtshof Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011 (jf. betragtning 35-39). Bundesgerichtshof fastslog i denne afgørelse, at Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011 ikke er dækket af bemyndigelsesgrundlaget i § 24 i EnWG. I forlængelse af dommen ændrede den tyske lovgiver § 24 i EnWG og afhjalp således med tilbagevirkende kraft det manglende bemyndigelsesgrundlag for § 19-tillægsafgiften (38).

(58)

Kommissionen modtog bemærkninger fra følgende virksomheder: Ahlstrom GmbH, AlzChem AG, Aurubis AG, Bender GmbH, Fitesa Germany GmbH, Evonik Industries AG, Hans Adler OHG, Linde Gas Produktionsgesellschaft, Norske Skog Walsum GmbH, Oxxynova GmbH, Ruhr Oel GmbH, Saalemühle Alsleben GmbH, Sasol Wax GmbH, SETEX-Textil GmbH, Bundesverband der Energieabnehmer e.V., Currenta GmbH & Co. KG, Air Liquide Deutschland GmbH, InfraServ GmbH & Co. KG, Naturin Viscofan GmbH, Wirtschaftsvereinigung Stahl, Wirtschaftsvereinigung Metalle, Hydro Aluminium Rolled Products GmbH, Norsk Hydro ASA, Papierfabrik Scheufelen GmbH & Co. KG, ThyssenKrupp Steel Europe AG, Trimet Aluminium AG, UPM GmbH, Verband der Chemischen Industrie e.V., Verband der Industriellen Energie- und Kraftwirtschaft e.V. samt Xstrata Zink GmbH/Glencore. I alle modtagne bemærkninger gøres gældende, at den fuldstændige fritagelse ikke udgør statsstøtte. De argumenter, der er fremført i bemærkningerne med henblik på bekræftelse af dette standpunkt, er sammenfattet i nedenstående betragtninger.

(59)

De interesserede parter mener, at den fuldstændige fritagelse ikke har givet de fritagne båndlastbrugere en fordel. Den er snarere en modydelse for båndlastbrugernes bidrag til elnettets generelle stabilitet. En interesseret part mener, at den fuldstændige fritagelse udgør en udligning for en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse i medfør af Altmark-dommen (39). Det påpeges navnlig, at køb af båndlast, som muliggør en fuldstændig fritagelse, er en forudsætning for en kontinuerlig elproduktion i kraftværker med synkronmotorer. Disse kraftværker er meget vigtige for netstabiliteten, idet de bidrager til at undgå frekvensspring. Nogle interesserede parter henviser i denne sammenhæng til en undersøgelse af 20. januar 2012 med henblik på beregning af den tekniske mindsteproduktion for den konventionelle (40) kraftværkspark til sikring af systemstabiliteten i de tyske transmissionssystemer ved høj tilførsel fra vedvarende energikilder (41) (herefter »undersøgelsen fra 2012«). Nogle interesserede parter betragter ikke fordelen som selektiv, men for at være begrundet i opbygningen og arten af netafgifterne i Tyskland. De forklarer i denne sammenhæng, at forudsigeligheden af båndlastbrugernes købsadfærd medfører en væsentlig reduktion af netomkostningerne, idet der derved er behov for mindre balanceringsenergi og reserver. Derudover blev netanlæggenes kontinuerlige drift opretholdt længere i kraft af den stabile købsadfærd, hvilket reducerede materialeomkostningerne. Disse omkostninger skulle i modsat fald bæres af TSO'erne inden for rammerne af deres i § 11 i EnWG fastlagte opgaver. Nogle interesserede parter hævder også, at båndlastbrugerne ydede et bidrag til spændingsstabiliteten og til undgåelse af strømsvigt, og at den fuldstændige fritagelse udgør en kompensation herfor. Desuden gives der i bemærkningerne udtryk for den opfattelse, at det for netafgifter fritagne båndlastkøb garanterer tilførslen af el fra svingende vedvarende energikilder. Dermed ville både omkostningerne til netudvidelsen og kompensationsbetalingerne blive reduceret inden for rammerne af Erneuerbare-Energien-Gesetz (loven om vedvarende energi (42), (herefter »EEG-loven«)).

(60)

Derudover mente de interesserede parter, at den fuldstændige fritagelse ikke er blevet finansieret af statsmidler. § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 har været en del af det generelle netafgiftssystem, og dermed var der tale om en ren prisregulering. Det forhold, at den fuldstændige fritagelse var afhængig af en tilladelse fra Bundesnetzagentur, betragtes af de interesserede parter som et rent formelt aspekt, der i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå en finansiering ved hjælp af statsmidler.

(61)

Navnlig fremførte de interesserede parter, at den fuldstændige fritagelse efter indførelsen af § 19-tillægsafgiften i 2012 ikke længere kan betragtes som værende finansieret af statsmidler. § 19-tillægsafgiften er en del af det almindelige netafgiftssystem. Derfor afviser de interesserede parter kategoriseringen af § 19-tillægsafgiften som en skattelignende afgift. De fremfører, at størrelsen af § 19-tillægsafgiften ikke fastsættes af staten, men derimod beregnes af netoperatørerne på grundlag af de indtægtstab, som de har haft som følge af den fuldstændige fritagelse. § 19-tillægsafgiften tjener udelukkende til at fordele den økonomiske byrde, der er resultatet af den fuldstændige fritagelse, på alle netbrugere i Tyskland. Dertil kommer, at indtægterne fra § 19-tillægsafgiften hverken ville tilføres statens budget eller være under statslig kontrol. I denne henseende forklarede de interesserede parter, at TSO'erne har skønsbeføjelser med hensyn til anvendelsen af indtægterne fra § 19-tillægsafgiften. De afviste argumentet om, at TSO'erne ville centralisere indtægterne fra § 19-tillægsafgiften og dermed handler ligesom en fond. De forklarer, at den fælles projektgruppe »Horisontal belastningsudligning« (PG HoBA), som der henvises til i åbningsafgørelsen, er blevet etableret på frivillig basis og udelukkende tjener til teknisk koordinering mellem TSO'erne.

(62)

De interesserede parter gør desuden gældende, at § 19-tillægsafgiften ikke nødvendigvis skulle anvendes til finansieringen af den fuldstændige fritagelse. Også uden § 19-tillægsafgiften ville den fuldstændige fritagelse have medført en fordel; de som følge af den fuldstændige fritagelse opståede indtægtstab skulle imidlertid i så fald bæres af netoperatørerne. Den kompensationsordning, der er beskrevet i afsnit i denne afgørelse, skal betragtes uafhængigt af den fordel, som båndlastbrugerne er blevet indrømmet. Uden kompensationsordningen ville netoperatørerne ganske enkelt have ladet indtægtstabene indgå i beregningen af netafgifterne for de ikke fritagne virksomheder, således som det var tilfældet i 2011.

(63)

Derudover bemærker de interesserede parter, at den fuldstændige fritagelse hverken har fordrejet konkurrencen eller påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne negativt, idet den kun har reduceret den økonomiske byrde og ugunstige konkurrencestilling, der var et resultat af de i forhold til andre medlemsstater betydeligt højere netafgifter i Tyskland.

(64)

Kun få interesserede parter hævder, at den fuldstændige fritagelse er forenelig med det indre marked. Deres argumenter vedrører i det væsentlige båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten og dermed til forsyningssikkerheden i Europa. Derudover bemærker de, at den fuldstændige fritagelse i overensstemmelse med EU's klimapolitik styrker energiintensive virksomheder og dermed forhindrer udflytning af deres aktiviteter til tredjelande, hvilket ville have negative konsekvenser for EU's økonomi, idet den f.eks. ville medføre et tab af værdikæder og øge EU's afhængighed af import.

(65)

Endelig gør et begrænset antal interesserede parter gældende, at en eventuel tilbagesøgning ville være i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. I denne sammenhæng anfører de, at Kommissionen ved at fastslå, at den fuldstændige fritagelse blev finansieret med statsmidler, afviger fra den fortolkning af begrebet statsstøtte, der fandt anvendelse såvel inden den fuldstændige fritagelse som i dens egen afgørelsespraksis og i Domstolens retspraksis. Dette gælder navnlig for fortolkningen af begrebet statsmidler i PreussenElektra-dommen.

(66)

Efter udløbet af fristen for indgivelse af bemærkninger modtog Kommissionen bemærkninger fra yderligere to interesserede parter (Wacker Chemie AG og Koehler Kehl GmbH). Wacker Chemie AG tog stilling til metoden om den fysiske vej, der blev udviklet af Bundesnetzagentur med henblik på fastsættelse af de individuelle netafgifter for båndlastbrugere og anvendt fra 2014. Wacker mente, at metoden om den fysiske vej ikke er egnet til fastsættelse af individuelle netafgifter, da netafgiften er afhængig af, om båndlastbrugeren er placeret i nærheden af grundlastkraftværket eller ej. Wacker kritiserede også, at vandkraftværker ikke betragtes som grundlastkraftværker, og at det pågældende kraftværk skal være i stand til at dække hele båndlastbrugerens potentielle elforbrug. Den fuldstændige fritagelse har været et mere enkelt princip, som afspejler båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten. Virksomheden fremsatte imidlertid ingen argumenter, som kunne dokumentere båndlastbrugernes stabiliserende virkning. Koehler Kehl GmbH fremsendte en bemærkning til en rapport fra Bundesnetzagentur af 20. marts 2015 (43) og refererede til oplysninger i rapporten, som bekræfter båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten i perioden 2011-2013. På dette grundlag mente Koehler Kehl GmbH, at der ikke var tale om nogen selektiv fordel, hvis båndlastbrugere blev behandlet anderledes end andre slutbrugere. Virksomheden udtrykte imidlertid tvivl med hensyn til rigtigheden af det argument, der fremføres i evalueringsrapporten, om, at et mere stabilt båndlastkøb bliver mindre relevant for netstabiliteten. Den metode, der anvendes ved udarbejdelsen af rapporten, er fejlbehæftet, idet der f.eks. medtages udtalelser fra operatører af lavspændingsnet, til hvis net der ikke er tilsluttet nogen båndlastbrugere. Derfor indeholder rapporten ikke nogen relevant udtalelse, som kunne afkræfte båndlastkøbets påståede stabiliserende virkning. Derudover blev det i bemærkningerne hævdet, at der er et vedvarende behov for grundlastkraftværker og dermed for båndlastbrugere for at opnå en netstabilisering.

(67)

Tyskland er af den opfattelse, at der i forbindelse med den fuldstændige fritagelse, der er genstand for åbningsafgørelsen, ikke har været tale om statsstøtte, idet den hverken har medført en selektiv fordel eller er finansieret af statsmidler. Subsidiært anser Tyskland den fuldstændige fritagelse for forenelig med det indre marked. I denne sammenhæng betoner Tyskland nødvendigheden af at sikre lige konkurrencevilkår for energiintensive virksomheder i Europa i forbindelse med udbygningen af elproduktionen fra vedvarende energikilder.

(68)

Den fuldstændige fritagelse er i overensstemmelse med logikken i netafgiftssystemet i Tyskland og navnlig princippet om, at netafgifterne (omkostningerne) skal være rimelige og ikkediskriminerende. Tyskland gør gældende, at det i § 16, stk. 1, i elnetsbekendtgørelsen forankrede princip om omkostningsafspejling samt det i § 17, stk. 1, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen indeholdte krav om, at netafgifterne skal orientere sig efter det relevante antal brugstimer, gjorde det nødvendigt at behandle båndlastbrugere anderledes end andre slutbrugere. Tyskland tilføjede, at den fuldstændige fritagelse bør betragtes som en passende modydelse for båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten.

(69)

Ifølge Tyskland adskiller båndlastbrugere sig markant fra »typiske brugere«. Mens typiske brugere havde et svingende forbrug, som ikke kan estimeres præcist, købte båndlastbrugere altid den samme elmængde fra nettet På grund af den gode forudsigelighed i båndlastbrugernes elkøb blev behovet for balanceringsenergi, reserver og belastningsomfordeling mindre. Som regel gjorde den gode forudsigelighed netplanlægningen nemmere og medførte en effektiv udnyttelse af kraftværksparken (såfremt kraftværksparken overvejende består af konventionelle kraftværker). Hvis båndlastbrugerne skulle betale de netafgifter, der er beregnet i henhold til §§ 16 og 17 i elnetsbekendtgørelsen, skulle de yde et fuldt bidrag til alle disse omkostninger, også selv om de ikke forårsager disse. Da båndlastbrugere normalt er placeret i nærheden af elproduktionsanlæg, ville de kun udnytte en mindre del af nettet, og der ville være færre systemtab forbundet med deres forbrug. Derudover bidrog de båndlastbrugere, der var fritaget for netafgifterne, ikke til et øget netudvidelsesbehov (medmindre de selv er årsagen til netudvidelsen), idet der i forbindelse med netudvidelsen kun ville blive taget hensyn til forbrugssvingninger, som ligger over den konstante båndlast. Båndlastbrugere ville have en positiv indflydelse på frekvensstabiliteten, idet en jævn efterspørgsel af en vis størrelsesorden kan afbøde frekvensudsving, hvorved netoperatørernes reaktionstider ville blive forlænget.

(70)

Tyskland bemærker desuden, at det generelle netafgiftssystem ikke i tilstrækkelig grad afspejler forholdet mellem de netomkostninger, som forårsages af de fritagne båndlastbrugere, og de omkostninger, som elkunder med svingende forbrug forårsager. Samtidighedsfunktionen er baseret på historiske data, men den garanterer imidlertid ikke, at elkunder med svingende købsadfærd køber el på samme tidspunkt, som det var tilfældet tidligere. Selv om elkunder med svingende forbrug med et lavere antal brugstimer empirisk også er kendetegnet ved en lavere samtidighedsgrad, kan deres elforbrug alligevel (på grund af den dårlige forudsigelighed af deres forbrug) svinge med det årlige spidsforbrug. Dette tvinger netoperatørerne til at tage hensyn til en sikkerhedsmargen ved dimensioneringen af nettet. For båndlastbrugere er denne sikkerhedsmargen ikke nødvendig. I samtidighedsfunktionen ville de omkostninger, som er forårsaget af båndlastbrugere, følgelig blive overvurderet i forhold til de omkostninger, der forårsages af elkunder med svingende forbrug.

(71)

Endelig bemærkede Tyskland, at en stor og stabil belastning medfører stordriftsfordele, som der ikke ville blive taget hensyn til ved beregningen af netafgifterne på grundlag af samtidighedsfunktionen. Ved fastsættelsen af netafgifterne på grundlag af samtidighedsfunktionen ville de netafgifter, som båndlastbrugerne skal betale, derfor blive fastsat for højt.

(72)

Angående dette punkt konkluderer Tyskland, at båndlastbrugere i forhold til elkunder med svingende købsadfærd bidrog til en række omkostningssænkninger og -besparelser, som kom alle netbrugere til gode. Det er vanskeligt nøjagtigt at sætte tal på disse besparelser, men de vil dog indirekte kunne kvantificeres via en medregning af de omkostninger, som den enkelte båndlastkunde individuelt forårsager (meromkostninger).

(73)

Tyskland mener, at det retlige krav om et elforbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer er begrundet og kohærent, idet det sikrer et stabilt og signifikant elkøb (båndlast). Med henblik på at opnå 7 000 brugstimer ville en slutbruger 80 % af året for hvert kvarter skulle aftage det årlige spidsforbrug fra nettet. De 7 000 brugstimer afhænger således ikke af den forbrugte elmængde, men derimod af stabiliteten i forbruget. Med andre ord kan de 7 000 brugstimer kun opnås, hvis brugeren i mindst 80 % af året aftager nøjagtig den samme elmængde. Tyskland bemærker endvidere, at kravet om mere end 10 GWh er indført, fordi netbrugere fra og med en vis elmængde ville overveje at forlade systemet med de generelle netafgifter (44).

(74)

For så vidt angår den potentielle anvendelse af statsmidler mener Tyskland, at staten ikke udøver kontrol med finansieringen af den fuldstændige fritagelse. Den regulerende myndigheds godkendelse af den fuldstændige fritagelse er ikke alene tilstrækkeligt til at fastslå en sådan kontrol.

(75)

Endvidere mener Tyskland ikke, at § 19-tillægsafgiften har udgjort en afgift i medfør af dommen i Essent (45)-sagen. Med henblik på bekræftelse af dette argument henviser Tyskland til, at størrelsen af § 19-tillægsafgiften ikke er fastsat af staten, men derimod af TSO'erne, i hvilken forbindelse der primært er tale om private virksomheder. Ydermere ville eventuelle overskud fra § 19-tillægsafgiften — i modsætning til tilfældet i Essent-sagen — ikke blive overført til staten. TSO'erne ville frit kunne træffe beslutning om anvendelsen af indtægterne fra § 19-tillægsafgiften.

(76)

Tyskland anfører også, at alene den kendsgerning, at § 19-tillægsafgiften blev indført af Bundesnetzagentur, i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå en statslig kontrol. § 19-tillægsafgiften er indført for at sikre en jævn fordeling af den økonomiske byrde, som den fuldstændige fritagelse medfører. En sådan kompensation for hele Tyskland er nødvendig på grund af de særlige lovgivningsmæssige karakteristika i Tyskland, idet det tyske transmissionssystem er inddelt i fire systemområder, som administreres af fire TSO'er. Alternativet ville have været at forhøje netafgifterne for de ikkefritagne slutbrugere inden for et bestemt netområde, hvilket imidlertid ville have medført regionale forskelle i den økonomiske byrde. Størrelsen af den økonomiske byrde ville således have været afhængig af omfanget af de fuldstændige fritagelser i det pågældende netområde.

(77)

For så vidt angår 2011 bemærker Tyskland, at indtægtstabene i 2011 ikke kunne udlignes med de i 2011 opkrævede netafgifter, idet netafgifterne skal fastlægges på forhånd. De kunne heller ikke udlignes i 2012, da netafgifterne skal beregnes på grundlag af de estimerede netomkostninger. Følgelig er de indtægtstab, der skyldes den fuldstændige fritagelse, i mangel af § 19-tillægsafgiften — hvis overhovedet — kun delvist — blevet udlignet via udligningskontoen i henhold til de bestemmelser, der er fastlagt i § 5 i ARegV. Hvis indtægtstabene har resulteret i en negativ forskel mellem de faktiske indtægter og det tilladte maksimale indtægtsniveau, er denne forskel bogført på udligningskontoen. En negativ balance ved afslutningen af reguleringsperioden ville have medført en forhøjelse af det tilladte maksimale indtægtsniveau i den næste reguleringsperiode. I denne sammenhæng bemærker Tyskland, at udligningskontoen hverken er ejet af den kompetente regulerende myndighed eller er under dennes kontrol. Formålet med udligningskontoen er udelukkende at udligne indtægterne fra de netafgifter, som overstiger det tilladte maksimale indtægtsniveau, i løbet af reguleringsperioden i overensstemmelse med det system, der er beskrevet i betragtning 41. I overensstemmelse hermed ville der ikke blive bogført nogen likvide midler på udligningskontoen, som ville kunne anvendes til finansiering af de indtægtstab, der skyldes den fuldstændige fritagelse.

(78)

Tyskland mener desuden, at den fuldstændige fritagelse ikke medfører nogen yderligere udgifter på statsbudgettet. Navnlig ville TSO'erne ikke kunne sidestilles med staten. Ved koordineringen af deres procedurer for administrationen af § 19-tillægsafgiften ville de med hensyn til effektiviteten og gennemsigtigheden ikke have handlet som en fond.

(79)

Derudover mente Tyskland ikke, at den fuldstændige fritagelse har medført en fordrejning af konkurrencen i det indre marked. I denne forbindelse henviste Tyskland til de høje elomkostninger, som belaster de energiintensive virksomheder i Tyskland hårdere end deres konkurrenter i andre medlemsstater. I denne sammenhæng gjorde Tyskland gældende, at medlemsstaterne bør have mulighed for at træffe foranstaltninger til bevarelse af den europæiske industris konkurrenceevne, navnlig for de energiintensive brancher, og henviste til, at Tyskland i forhold til andre medlemsstater forfølger en meget ambitiøs politik på området vedvarende energikilder, som nødvendiggør betydelige netinvesteringer. Dette medfører højere netafgifter. En begrænsning af de omkostninger, der er forbundet med udviklingen af vedvarende energi, er nødvendig for at sikre lige konkurrencevilkår i forhold til virksomheder i andre medlemsstater eller i tredjelande. Uden en sådan begrænsning ville den tyske industri være truet.

(80)

Tyskland bemærker endvidere, at selv hvis den fuldstændige fritagelse udgjorde statsstøtte, ville den under alle omstændigheder være forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b) eller c), i TEUF, idet den i perioden 2011-2013 gældende fuldstændige fritagelse har været nødvendig for at tilvejebringe incitamenter for en købsadfærd, som var befordrende for nettet og netstabiliteten. Ifølge Tyskland var den fuldstændige fritagelse også påkrævet for at holde båndlastbrugerne inden for det almindelige elforsyningssystem og forhindre, at de skiftede til egenproduktion eller etablerede en direkte linje til et kraftværk, hvilket ville have en negativ indvirkning på netstabiliteten. Dermed har den fuldstændige fritagelse bidraget til målet om forsyningssikkerhed. Båndlastbrugernes stabile og forudsigelige købsadfærd gjorde en sikker netforvaltning nemmere. Tyskland understregede desuden, at det for netafgifter fritagne båndlastkøb er en forudsætning for den mindsteproduktion, der er nødvendig til sikring af netstabiliteten, og henviste i den sammenhæng til undersøgelsen fra 2012. I perioden 2011-2013 er energimikset i Tyskland stadigvæk præget af konventionelle kraftværker og har endnu ikke været fleksibelt. Konventionelle kraftværker med synkronmotorer ville ikke kunne have været kontinuerligt i drift og levere de samme hjælpefunktioner (46) uden et højt båndlastkøb. I lyset af den stigende andel af elproduktionen, som stammer fra svingende vedvarende energikilder, og beslutningen efter Fukushima-ulykken om at nedlægge otte kernekraftværker, er dette aspekt særligt relevant. Uden de konventionelle kraftværker med synkrongeneratorer ville netoperatørerne have været nødsaget til at træffe andre netstabiliserende foranstaltninger, hvilket igen ville have medført en stigning i de generelle netomkostninger. Tyskland mener derfor, at formålet med den fuldstændige fritagelse var i overensstemmelse med det i § 1 i EnWG fastlagte mål om en sikker, billig og effektiv elforsyning. Den fuldstændige fritagelse har været nødvendig for at fremme udviklingen af vedvarende el, idet fritagelsen gav garanti for, at der til enhver var afsætning for den vedvarende el Uden båndlastbrugere ville der være risiko for, at der ville blive produceret el i perioder, hvor der ikke var nogen efterspørgsel efter el. I sådanne tilfælde ville netoperatørerne være nødsaget til at indføre begrænsninger i forhold til anlæg, der producerer elektricitet baseret på vedvarende energikilder, og betale dem en kompensation, hvorved omkostningerne til fremme af el fra vedvarende energi ville være steget.

(81)

Tyskland fremfører, at formålet med den fuldstændige fritagelse også var at gennemføre artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 (47) samt betragtning 32 og artikel 32, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF (48), i henhold til hvilke netafgifterne skal anvendes uden forskelsbehandling. Den fuldstændige fritagelse har sikret, at forskellene mellem de omkostninger, der forårsages af båndlastbrugerne og af normale brugere, afspejles i netafgifterne.

(82)

Nedenstående vurdering er baseret på en undersøgelse af de lovgivningsmæssige rammer, markedssituationen, energimikset og netsituationen i perioden 2011-2013 og er begrænset hertil.

(83)

Efter artikel 107, stk. 1, i traktaten er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne (49).

(84)

Fordelsbegrebet i den i traktatens artikel 107, stk. 1, anførte betydning omfatter ikke blot positive ydelser såsom tilskud, men ligeledes indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (50).

(85)

Elkunder skal normalt betale en afgift for at benytte elnettet. Denne afgift afspejler de netomkostninger, som de pågældende brugere har forårsaget. Følgelig udgør netafgifterne for virksomheder, som anvender elnettet, en del af deres normale produktionsomkostninger. Med den fuldstændige fritagelse af båndlastbrugere med et årligt elforbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 blev disse fritaget for en finansiel byrde, som de normalt skulle have båret. Dermed har § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 givet de båndlastbrugere, som opfyldte de relevante kriterier, en fordel.

(86)

Nogle interesserede parter gør gældende, at fritagelsen ikke udgør nogen fordel, fordi der her er tale om en modydelse for en leveret tjenesteydelse (stabilt elkøb) til markedsvilkår (i overensstemmelse med markedsøkonomiprincippet) eller kompensation for leveringen af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

(87)

I sin Altmark-dom (51) har Domstolen præciseret, at alle fire nedenstående kriterier skal være opfyldt for, at en kompensation for udførelsen af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse ikke udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF:

(88)

Det konstateres imidlertid, at disse fire kumulative kriterier ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. For det første er der i den tyske lovgivning hverken defineret en tjeneste af almindelig økonomisk interesse, som ville bestå i et stabilt elkøb, og båndlastbrugerne har ej heller fået overdraget opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste (52). For det andet indeholder retsforskrifterne ingen parametre, på grundlag af hvilke omkostningerne skulle beregnes for at undgå en overkompensation. For det tredje svarer et årligt elkøb på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer ganske enkelt til mange båndlastbrugeres normale købsprofil og forårsager ingen særlige omkostninger. Den fuldstændige fritagelse medfører i sådanne tilfælde nødvendigvis en overkompensation, idet den ligger udover den kompensation, som ville være nødvendig til dækning af de meromkostninger, der er opstået på grund af den påståede forpligtelse til offentlig tjeneste. Desuden blev virksomhederne ikke udvalgt inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, og størrelsen af den fuldstændige fritagelse blev ikke fastsat på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitlig, veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomhed ville have haft i forbindelse med opfyldelsen af disse forpligtelser under hensyntagen til de herved opnåede indtægter og en rimelig fortjeneste. I modsætning hertil har Tyskland understreget, hvor vanskeligt det er at kvantificere værdien af et stabilt elkøb for nettet.

(89)

Med hensyn til argumentet om, at den fuldstændige fritagelse svarer til en betaling, som en markedsøkonomisk investor ville have betalt for den omhandlede tjenesteydelse, kan det konstateres, at der ikke blev fremført noget overbevisende argument, som påviser, at værdien af den fuldstændige fritagelse svarer til den pris, som netoperatørerne — uden § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 — ville have været parat til at betale for denne af båndlastbrugerne angiveligt leverede tjenesteydelse.

(90)

For det første viser den kendsgerning, at netoperatørerne har anfægtet den fuldstændige fritagelse ved nationale domstole (se betragtning 52 og 53), at netoperatørerne ikke på eget initiativ ville have købt den omhandlede tjenesteydelse mod indrømmelse af en fuldstændig fritagelse, som overstiger de individuelle netafgifter (se afsnit 5.1.2). Inden for rammerne af Bundesnetzagenturs evalueringsrapport af 30. marts 2015 om konsekvenserne af § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen for driften af elektricitetsforsyningsnet (herefter »evalueringsrapport fra 2015«) (53), der er baseret på oplysninger fra perioden 2011-2013, gennemførte Bundesnetzagentur en spørgeundersøgelse blandt netoperatørerne. I denne rapport bliver det tydeligt, at netoperatørerne, til hvis net der er tilsluttet båndlastbrugere, har delte meninger om båndlastbrugernes netstabiliserende virkning. Nogle fremførte, at båndlastbrugerne i perioden 2011-2013 forårsagede mindre netomkostninger end andre netbrugere med variable og ikkeforudsigelige belastninger (men vel at mærke stadigvæk forårsagede omkostninger), andre fandt, at fleksible belastninger ville være mere relevante med henblik på at kunne reagere på volatilitet (54). En TSO mente, at båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten afhænger af den pågældende netsituation (55). Nogle netoperatører havde konstateret, at de pågældende båndlastbrugere allerede inden indførelsen af den fuldstændige fritagelse havde en identisk købsadfærd, hvorfor fritagelsen ikke har været nødvendig for at sikre, at de ændrede deres adfærd. Tjenesteydelsen ville følgelig også være leveret uden foranstaltningen. Dette bekræfter, at netoperatørerne ikke alle på eget initiativ ville have »købt« båndlastbrugernes stabile elkøb og ingen af dem til prisen for en fuldstændig fritagelse for netafgifter.

(91)

For det andet ville netoperatørerne, selv hvis de i nogle tilfælde ville have købt den omhandlede tjenesteydelse på eget initiativ, kun have gjort dette i det for netforvaltningen nødvendige omfang og til en pris, som tager hensyn til det differentierede bidrag til netstabiliteten. Den fuldstændige fritagelse indrømmes derimod båndlastbrugere, hvis årlige elforbrug mindst udgør 7 000 brugstimer og mere end 10 GWh uden i den forbindelse at tage højde for, til hvilket netniveau de er tilsluttet, hvilket bidrag de reelt yder til netstabiliteten (56), eller om der muligvis allerede er nok båndlastbrugere til at sikre en stabil netforvaltning. Hvis det først og fremmest er en stabil efterspørgsel (og ikke en reduktion af omkostningerne), der er afgørende for en sikker netforvaltning, er der ingen grund til at udelukke brugere med et stabilt elkøb på mindre end 10 GWh fra den fuldstændige fritagelse.

(92)

For det tredje er det fastslået, at nogle tyske domstole ligeledes er nået til den konklusion, at den fuldstændige fritagelse ikke kan betragtes som modydelse for en leveret tjenesteydelse, idet »tjenesteydelsen« for mange båndlastbrugere blot svarer til deres normale købsadfærd, og fordi der i forbindelse med den fuldstændige fritagelse ikke tages hensyn til den konkrete forøgelse af netstabiliteten. Efter disse domstoles opfattelse ville det kun have været berettiget med en nedsættelse, som havde taget hensyn til den konkrete virkning af de enkelte båndlastbrugeres adfærd (se betragtning 52 og 52).

(93)

En del af de interesserede parter støttede argumentet på undersøgelsen fra 2012 om, at den fuldstændige fritagelse svarer til en betaling, som en markedsdeltager ville skulle betale for båndlastbrugernes tjenesteydelse (se betragtning 59).

(94)

For det første bør det bemærkes, at fritagelsen blev indført ved en retsakt udstedt af staten i sin egenskab af regulerende myndighed. Med hensyn til dette aspekt skal Domstolens nyeste retspraksis lægges til grund i sagen EDF mod Kommissionen (57). I overensstemmelse hermed skal medlemsstaten, hvis den henholder sig til markedsøkonomiprincippet, dokumentere, at den har truffet reguleringsafgørelsen som aktionær og ikke som offentlig myndighed. I det foreliggende tilfælde har Tyskland (på forbundsplan) ingen ejerandele i netoperatørerne. Tyskland har i hvert fald ikke fremlagt nogen dokumenter, hvoraf det fremgik, at det har taget hensyn til regionale eller lokale myndigheders ejerandele i netoperatører. Hverken Tyskland eller de interesserede parter har fremsendt dokumenter fra denne periode, hvori der gøres kommercielle overvejelser. Desuden blev undersøgelsen udarbejdet efter vedtagelsen af Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011. Følgelig kan markedsøkonomiprincippet ikke anvendes i det foreliggende tilfælde.

(95)

For det andet skal det bemærkes, at selv om markedsøkonomiprincippet ville være anvendeligt (hvilket imidlertid ikke er tilfældet), blev undersøgelsen fra 2012 først udarbejdet efter indførelsen af fritagelsen. Dermed ville en markedsøkonomisk investor ikke kunne have støttet sin beslutning om indførelsen af fritagelsen på dette.

(96)

Selv hvis undersøgelsen fra 2012 ville være relevant for anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip (hvilket ikke er tilfældet), underbygger den ikke de fremførte argumenter. Efter de interesserede parters opfattelse er det en forudsætning for sikringen af den nødvendige mindsteproduktion fra sådanne kraftværker, at der er en stabil og stærk efterspørgsel, da denne sikrer de pågældende kraftværkers rentabilitet og forhindrer nedlæggelsen heraf. Det skal dog bemærkes, at undersøgelsen fra 2012 overhovedet ikke kommer ind på båndlastbrugernes betydning for opretholdelsen af den mindsteproduktion fra konventionelle kraftværker i Tyskland, der er nødvendig for en sikker netforvaltning. Dette er ikke temaet for undersøgelsen, og derfor nævnes båndlastbrugerne heller ikke heri. I undersøgelsens sammenfatning af resultater (58) understreges det imidlertid, at den mindsteproduktion, der er nødvendig i Tyskland for at sikre en sikker netforvaltning, blev beregnet på grundlag af den i Tyskland eksisterende efterspørgsel. Dermed afhænger den mindsteproduktion, der er nødvendig for en sikker netforvaltning, af forbruget, men også af typen af den belastning, der skal dækkes. Ved en lavere efterspørgsel, eller hvis det ikke ville være nødvendigt med en grundlastproduktion til dækning af grundlastefterspørgslen, ville den nødvendige mindsteproduktion i Tyskland være fastsat anderledes. Båndlastbrugerne bidrager til, at det er nødvendigt med produktionskapacitet i dette omfang. Derfor kan deres efterspørgsel næppe betragtes som tjenesteydelse. Gennem båndlastbrugere alene er det ikke muligt at sikre, at de pågældende kraftværker forbliver på markedet. Udslagsgivende herfor er i sidste ende den pris, som elektriciteten sælges til. Ved for lave priser kan grundlastværket ikke forblive på markedet. Desuden spiller omfanget af elproduktionen fra vedvarende energikilder også en vigtig rolle. Hvis efterspørgslen er lav, men der blev produceret store mængder vedvarende el, har anlæg til produktion af vedvarende el forrang ved lastfordeling og prioriteret netadgang i forhold til kraftværker, der anvender fossile brændsler. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at der i forbindelse med en del af de konventionelle kraftværker, der nævnes i undersøgelsen fra 2012, ikke er tale om grundlastkraftværker, men om konventionelle kraftværker, der (ligesom f.eks. gasturbinekraftværker) hurtigt kan startes. For sådanne kraftværker udgør båndlastbrugere ingen tilskyndelse til at blive på markedet, fordi deres rentabilitet afhænger af muligheden for at opnå højere priser i en vanskelig forsyningssituation.

(97)

Nogle interesserede parter har også gjort gældende, at fritagelsen er begrundet på grund af båndlastbrugernes deltagelse i TSO'ernes femtrinsplan for belastningsreduktion, som har til formål at undgå netsvigt, når systemet er overbelastet. Denne plan er beskrevet i Transmission Code 2007 (net- og systemregler for de tyske transmissionssystemoperatører). Disse interesserede parter gør desuden gældende, at båndlastbrugerne deltager i belastningsreduktionen uden kontrakt og uden kompensation af nogen art, og at den fuldstændige fritagelse udgør en kompensation for deres bidrag til forsyningssikkerheden.

(98)

Med hensyn hertil blev det i første omgang konstateret, at disse påstande strider imod Transmission Code 2007. Afsnit 7.3.4, stk. 6 i Transmission Code 2007 fastsætter eksplicit, at muligheden for reduktion sikres ved hjælp af aftalemæssige ordninger med netkunderne. Desuden er der ingen sammenhæng mellem den fuldstændige fritagelse og belastningsreduktionen, da deltagelsen i femtrinsplanen for belastningsreduktion ikke er en forudsætning for anvendelsen af den fuldstændige fritagelse. Med hensyn hertil anerkender de interesserede parter, at deres stabile forbrug kun gør sandsynligheden for deres deltagelse i planen større. Også brugere, der ikke er lastbrugere, ville kunne deltage i planen. I realiteten skal femtrinsplanen for belastningsreduktion også indbefatte andre brugere end båndlastbrugere. Således deltager mellem 35 % og 50 % af netbelastningen (efter aflastning af pumper) (59). I henhold til de af Tyskland indsendte oplysninger opnår de virksomheder, der er fuldstændig fritaget for netafgifterne, i alt en spidslast på 3,5 GW, hvilket svarer til ca. 4,2 % af spidslasten i Tyskland i 2013 (60). Følgelig ville fritagelsen — selv om det antages, at den ville kunne udgøre en afgift for deltagelse i femtrinsplanen — stadig give en selektiv fordel, idet den kun blev indrømmet båndlastbrugere og ikke kom i betragtning i forhold til alle andre brugere, der deltog i femtrinsplanen for belastningsreduktion.

(99)

Enkelte interesserede parter synes at gå ud fra, at båndlastbrugere opfylder specifikke tekniske specifikationer ved nettilslutningen og til dette formål skal investere i anlæg til forbedring af netstabiliteten, idet de producerer reaktiv effekt (61) uden at få kompensation herfor.

(100)

Alligevel skal det bemærkes, at den fuldstændige fritagelse ikke kan betragtes som en afgift, som en markedsøkonomisk investor ville have betalt for denne påståede tjenesteydelse. De faktiske omstændigheder, som de interesserede parter beskriver, udgør ingen tjenesteydelse, som netoperatørerne ville betale en afgift for. I den forbindelse er der derimod tale om en teknisk specifikation, som brugerne skal overholde for at kunne blive tilsluttet til nettet. De skal navnlig sørge for, at deres forskydningsfaktor forbliver inden for et område på – 0,9 til + 0,9. Det kan således på grund af de konkrete forhold være nødvendigt, at brugeren investerer i et specielt anlæg, som sikrer, at forskydningsfaktoren forbliver inden for de foreskrevne værdier. Dette kan imidlertid ikke betragtes som en nettjenesteydelse, men snarere som en forbyggende foranstaltning mod større netforstyrrelser. Såfremt brugerne (også båndlastbrugerne) ikke overholder denne tekniske specifikation, ville de være ansvarlige for væsentlige forstyrrelser af netspændingen. Interesserede parter har selv indrømmet, at denne specifikation er nødvendig for at sikre en sikker netforvaltning. Desuden gælder de tekniske specifikationer for alle brugere, som ønsker en tilslutning til det pågældende net, og ikke kun for båndlastbrugere. Derfor ville fritagelsen, selv hvis den kunne betragtes som afgift (hvilket imidlertid ikke er tilfældet), stadigvæk udgøre en selektiv fordel, idet den var begrænset til båndlastbrugere og alle andre brugere, der skal opfylde det samme krav, ikke kom på tale til fritagelsen.

(101)

Såvel de interesserede parter som Tyskland har gjort gældende, at den fuldstændige fritagelse ikke udgør nogen selektiv fordel, idet den er begrundet i netafgiftssystemets art og opbygning i Tyskland. De henviser til, at netafgiftssystemet i Tyskland er baseret på princippet om omkostningsafspejling, men at båndlastbrugernes købs- og lastprofil adskiller sig markant fra en typisk netbrugers, hvis elforbrug og brugerbelastning er variabel og uforudsigelig. Den fuldstændige fritagelse er efter deres opfattelse berettiget, fordi båndlastbrugere bidrager til reduktionen af forskellige netomkostninger.

(102)

Den fuldstændige fritagelse kan kun udgøre statsstøtte, såfremt den giver båndlastbrugerne en selektiv fordel. Med henblik på at fastslå, om en fordel er selektiv, skal Kommissionen dokumentere, at en foranstaltning sondrer mellem erhvervsdrivende, som med hensyn til referencesystemets formål befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation, og at en sådan differentiering ikke kan begrundes af referencesystemets art eller opbygning (62).

(103)

Med henblik på at undersøge, om den fuldstændige fritagelse på grundlag af den relevante lovgivning giver visse virksomheder en selektiv fordel i forhold til andre virksomheder, som med hensyn til målet om regulering befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, skal der først fastlægges en referenceramme, som den pågældende foranstaltning indgår i (63).

(104)

Kommissionen er enig i, at det tyske netafgiftssystem er den relevante referenceramme for nærværende afgørelse. Dette system er baseret på princippet om, at netafgifterne skal være omkostningsorienterede og ikkediskriminerende. I henhold til § 21 i EnWG skal netafgifterne være rimelige, ikkediskriminerende og gennemsigtige (se betragtning 7 i nærværende afgørelse). Princippet om omkostningsafspejling er forankret i § 16 i elnetsbekendtgørelsen og implicit indeholdt i § 3 i elnetsbekendtgørelsen, hvori det hedder, at netanvendelsen udlignes med betalingen af netafgifterne. Elnetsbekendtgørelsen indeholder detaljerede bestemmelser om metoden til den omkostningsorienterede beregning af netafgifter.

(105)

§ 24 i EnWG 2011 giver forbundsregeringen bemyndigelse til ved udstedelse af bekendtgørelser at fastlægge metoden til bestemmelse af de generelle netafgifter. Som det er beskrevet i betragtning 7 i denne afgørelse, sondres der i § 24 i EnWG i denne henseende mellem de almindelige brugere og atypiske netbrugere, som der kan beregnes en individuel netafgift for. Elnetsbekendtgørelsen gennemfører denne sondring og indeholder i overensstemmelse hermed to metoder til afgiftsberegning: Den på typiske netbrugere anvendelige metode (§ 15, 16 og 17 i elnetsbekendtgørelsen) og den på atypiske netbrugere anvendelige metode (se betragtning 17-20 i nærværende afgørelse).

(106)

Den generelle metode til beregning af netafgifterne er fastlagt i § 15, 16 og 17 i elnetsbekendtgørelsen. Denne metode blev beskrevet i betragtning 10 og 14 i nærværende afgørelse. Ved hjælp af den samtidighedsfunktion, der er beskrevet i § 16, stk. 2, og bilag 4 i elnetsbekendtgørelsen kan netomkostningerne fordeles på de forskellige netbrugere svarende til sandsynligheden for, at den pågældende brugers elforbrug bidrager til det årlige spidsforbrug Tyskland har gjort gældende, at det årlige spidsforbrug i et net, hvor elektriciteten føres »oppefra og ned«, er et af de vigtigste omkostningselementer.

(107)

Ikke desto mindre har Tyskland dokumenteret, at denne generelle metode ganske vist muliggør en pålidelig bestemmelse af de netomkostninger, som flertallet af slutbrugerne forårsager, men at de omkostninger, som båndlastbrugerne forårsager i perioden 2011-2013, imidlertid de facto ville blive overvurderet, hvis samtidighedsfunktionen blev anvendt ens på alle netbrugere. Dette forklares med, at de samlede netomkostninger ved den beregningsmetode, der er baseret på samtidighedsfunktionen, fordeles på alle brugere, selv om disse også indeholder omkostninger, som i perioden 2011-2013 ikke eller i væsentligt mindre omfang blev forårsaget af båndlastbrugerne. Navnlig de omkostninger, der er forbundet med udligningen af forbrugssvingninger, forårsages ikke af båndlastbrugere, idet deres forbrug er forudsigeligt og væsentligt mere konstant. Det samme gælder for foranstaltninger, der skal træffes for at opretholde netfrekvensen til trods for belastningsvariationer.

(108)

I virkeligheden bidrager båndlastbrugerne ligesom alle andre netbrugere til den spidslast, der er relevant for dimensioneringen af nettet, og dermed er en omkostningsfaktor i forbindelse med netomkostningerne. Spidslasten er imidlertid ikke relevant for fordelingen af andre netomkostninger, f.eks. omkostningerne til tilrådighedsstillelse af reserver, som benyttes til levering af balanceringsenergi. Såfremt alle netbrugere havde en uforudsigelig og variabel købsadfærd, ville en fordeling af disse omkostninger i henhold til den samme nøgle, dvs. svarende til deres bidrag til spidslasten, være hensigtsmæssig. Båndlastbrugeres købsadfærd er imidlertid forudsigelig og væsentligt mere stabil. I perioden 2011-2013 forårsagede båndlastbrugere på grund af energimikset et væsentligt lavere behov for systemydelser end andre netbrugere. Følgelig kunne der inden for rammerne af et netafgiftssystem, der er baseret på princippet om omkostningsafspejling, ikke ske fordeling af omkostninger til systemydelser, som ikke anvendes til båndlastbrugere, på disse elkunder i henhold til den samme fordelingsnøgle, som anvendes i forbindelse med netbrugere med variable og ikkeforudsigelige belastninger.

(109)

Desuden tages der ved beregningen af netafgifter på grundlag af samtidighedsfunktionen ikke hensyn til stordriftsfordele. Hvis et net konstant er fuldt udnyttet, er omkostningerne pr. enhed væsentligt lavere end ved svingende udtrækning, hvor det samme net kun fra tid til anden er fuldt udnyttet, men dog normalt kun udnyttes op til 30 % af dets kapacitet. På grund af brugernes generelt svingende og svært forudsigelige forbrug skal netoperatørerne fastsætte en sikkerhedsmargen ved dimensioneringen af nettet. Samtidighedsgraden er kun et udtryk for sandsynligheden for en individuel udtrækning på tidspunktet for det årlige spidsforbrug, men kan ikke garantere denne. For båndlastbrugere er en sådan sikkerhedsmargen imidlertid ikke nødvendig i samme udstrækning (hvis overhovedet). Følgelig ville beregningen af båndlastbrugernes netafgifter på grundlag af samtidighedsfunktionen også resultere i en overvurdering.

(110)

Kommissionen mener derfor, at den i § 24 i EnWG 2011 fastsatte mulighed for at fastlægge individuelle afgifter for atypiske brugere såsom båndlastbrugerne er i overensstemmelse med principperne om omkostningsspejling og ikkeforskelsbehandling. Den skal betragtes som en væsentlig bestanddel af referencesystemet, idet den udgør et korrektiv til hensyntagen til de omkostninger, som atypiske netbrugere såsom båndlastbrugerne faktisk forårsager.

(111)

Kommissionen mener desuden, at den bestemmelse, i henhold til hvilken de individuelle netafgifter for atypiske netbrugere ikke må ligge under 20 % af de offentliggjorte netafgifter, er en væsentlig bestanddel af reglerne for individuelle netafgifter i henhold til elnetsbekendtgørelsen. For det første blev denne mindsteafgift gennemgående krævet af gruppen af atypiske netbrugere, som § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen tager hensyn til, og var navnlig anvendelig i perioden 2011-2013 (se betragtning 21 i nærværende afgørelse). For det andet kunne den i henhold til elnetsbekendtgørelsen 2010 også anvendes på båndlastbrugere (se betragtning 20). Ifølge Tyskland (se betragtning 20) udgør den mindsteafgift på 20 %, som atypiske slutbrugere såsom båndlastbrugerne skal betale, et sikkerhedsnet, som sikrer, at de atypiske brugere betaler et mindstebidrag som kompensation for den fordel, de opnår via nettilslutningen. I forbindelse med båndlastbrugere tages der med mindsteafgiften på 20 % hensyn til, at metoden om den fysiske vej ganske vidst temmelig nøjagtigt afspejler de netomkostninger, som båndlastbrugerne forårsager, men alligevel indebærer en vis tilnærmelse.

(112)

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at den fuldstændige fritagelse, der blev indført ved loven af 26. juli 2011, ikke er i overensstemmelse med det koncept om individuelle netafgifter, der er forankret i § 24, første punktum, nummer 3, i EnWG 2011, i henhold til hvilket der kunne beregnes individuelle netafgifter i forbindelse med særlige former for netanvendelse.

(113)

I henhold til princippet om omkostningsafspejling og princippet om, at netafgifter skal være rimelige og ikkediskriminerende, fastsættes de individuelle netafgifter på grundlag af de individuelle netomkostninger, der kan tildeles den pågældende netoperatør. Den fuldstændige fritagelse for netafgifterne er følgelig kun i overensstemmelse med disse principper, hvis det påvises, at båndlastbrugere ikke forårsager nogen netomkostninger. Men der blev ikke fremlagt dokumentation herfor. Derimod forårsager båndlastbrugere netomkostninger, navnlig når der skal foretages ny tilslutning til et eksisterende net, idet deres tilslutning vil kunne nødvendiggøre en udvidelse af netkapaciteten. Desuden ville et endnu ikke eksisterende net skulle dimensioneres således, at det i det mindste kunne dække båndlastbrugernes efterspørgsel. Dette forhold blev også anerkendt af forskellige tyske domstole og Bundesgerichtshof. Disse har udtrykkeligt fastslået, at den fuldstændige fritagelse er i strid med § 24 i EnWG 2011 (se betragtning 52 og 52 i nærværende afgørelse). Det skal endvidere fastslås, at den anden gruppe atypiske brugere, der er nævnt i § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen, fortsat skulle betale individuelle netafgifter, som blev beregnet på grundlag af den pågældende brugers individuelle lastprofil i perioden 2011-2013 (se betragtning 21 i nærværende afgørelse). Med den fuldstændige fritagelse af båndlastbrugerne blev der således indført en forskelsbehandling af de andre atypiske netbrugere, som fortsat skulle betale individuelle netafgifter, samt alle andre slutbrugere, idet den fuldstændige fritagelse afveg fra principperne om netafgifternes omkostningsafspejling og proportionalitet.

(114)

Det bemærkes, at båndlastbrugerne inden indførelsen af den fuldstændige fritagelse i 2011 skulle betale individuelle netafgifter, i hvilken forbindelse der blev taget hensyn til deres bidrag til henholdsvis en sænkning eller undgåelse af en forhøjelse af netomkostningerne. Disse individuelle netafgifter måtte imidlertid ikke udgøre mindre end 20 % af de offentliggjorte netafgifter. Med henblik på beregning af disse omkostninger havde Bundesnetzagentur etableret metoden om den fysiske vej (se betragtning 19). Efter Kommissionens opfattelse muliggør denne metode på baggrund af elmarkedets daværende karakteristika en pålidelig tilnærmelse til de omkostninger, som båndlastbrugerne forårsagede i perioden 2011-2013. Ved denne metode beregnes netafgifterne på grundlag af de omkostninger, der kan henføres til båndlastbrugeren, dvs. ved hjælp af kapitalomkostningerne og de faste driftsomkostninger for den del af nettet, via hvilken båndlastbrugeren er tilsluttet til det nærmeste grundlastkraftværk, som de facto kan dække dennes samlede forbrug. Denne metode fører — som en interesseret part har kritiseret — til differentierede netafgifter, som afhænger af placeringen af den båndlastbruger, der er tilsluttet nettet, men dette er også netop hensigten med individuelle netafgifter, nemlig at afspejle de netomkostninger, som den enkelte båndlastbruger individuelt forårsager. Hvis afstanden fra en båndlastbruger til et grundlastkraftværk er større, betyder det også, at denne vil anvende en betydelig større del af nettet for at få overført el fra det kraftværk, der kan dække dennes efterspørgsel. Det er også berettiget, at den fysiske vej beregnes til et kraftværk, der kan dække båndlastbrugerens samlede efterspørgsel. Hvis kraftværket nemlig kun ville kunne dække en del af dennes efterspørgsel, ville båndlastbrugeren igen anvende flere dele af nettet til dækning af sin efterspørgsel og ville således også forårsage højere netomkostninger. Hvad angår den kendsgerning, at vandkraftværker efter metoden om den fysiske vej ikke anerkendes som grundlastkraftværker, kan det konstateres, at vandkraftværker i Bundesnetzagenturs vejledning fra 2010 (se betragtning 19) er medtaget som grundlastkraftværker. Desuden tages der ved metoden om den fysiske vej hensyn til systemtab, og hvorvidt båndlastbrugeren har anvendt systemydelser. Rimeligheden af metoden om den fysiske vej til bestemmelse af de omkostninger, som båndlastbrugerne forårsager, blev bekræftet af Bundesgerichtshof i 2016 (64).

(115)

Kommissionen mener derfor, at den forskellige behandling af atypiske brugere (dvs. brugere i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen, og båndlastbrugerne) og andre brugere er en fast bestanddel af referencesystemet og afspejler sig i opbygningen heraf, så længe den baseres på konceptet om netomkostninger, der kan henføres til individuelle og bestemte brugere.

(116)

Den fuldstændige fritagelse i perioden 2011-2013 udgør imidlertid en afvigelse fra atypiske netbrugeres individuelle netafgifter, idet den ikke er baseret på en individuel bestemmelse af de omkostninger, som båndlastbrugerne har forårsaget. Selv om brugerne i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen og båndlastbrugerne med hensyn til netafgiftssystemets formål befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (de er atypiske brugere, for hvem de i perioden fra 2011 til 2013 offentliggjorte netafgifter ikke ville have været årsagsmæssigt korrekte), blev de behandlet forskelligt.

(117)

Endvidere afviger den fuldstændige fritagelse for så vidt fra referencesystemet, idet båndlastbrugere ikke som andre atypiske brugere (brugere i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen) mindst skal betale 20 % af de offentliggjorte netafgifter. Den forskellige behandling udgør forskelsbehandling, idet der ikke er nogen grund til, at båndlastbrugere bør fritages for denne pligt. Navnlig er der ingen grund til, at der i forbindelse med de individuelle netafgifter for brugere i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen bør være et sikkerhedsnet, men ikke ved netafgifterne for båndlastbrugere, for båndlastbrugere profiterer ligesom brugere i henhold til § 19, stk. 2, første punktum, i elnetsbekendtgørelsen af deres nettilslutning. Desuden indebærer de individuelle netafgifter, der beregnes i henhold til metoden om den fysiske vej, en vis tilnærmelse.

(118)

Støttebegrebet omfatter ikke foranstaltninger, der indfører en differentiering mellem virksomheder med hensyn til byrder, når denne differentiering følger af den pågældende byrdeordnings art eller opbygning (65). Bevisbyrden for sidstnævnte ligger hos medlemsstaten.

(119)

Det kan konstateres, at Tyskland ikke har dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse er berettiget i kraft af netafgiftssystemets art eller opbygning i Tyskland. Ifølge Tyskland kan den fuldstændige fritagelse bidrage til forsyningssikkerheden, idet den sikrer eksistensen af de konventionelle kraftværker, der er nødvendige for forsyningssikkerheden, og også muliggør fremme af vedvarende energi. Disse mål er imidlertid ikke en fast bestanddel af netafgiftssystemet og skal derfor vurderes nærmere i forbindelse med vurderingen af foreneligheden i lyset af Domstolens retspraksis (66) (se afsnit 3.3.1).

(120)

Den fuldstændige fritagelse kan for så vidt ikke begrundes med netafgiftssystemets opbygning i Tyskland, idet den er mere vidtgående end en nedsættelse af de offentliggjorte netafgifter, som afspejler båndlastbrugernes bidrag til en sænkning eller undgåelse af en forhøjelse af netomkostningerne. Den fuldstændige fritagelse udgør navnlig en ubegrundet undtagelse fra referencesystemet, fordi båndlastbrugerne fritages for de omkostninger, som referencesystemet ville have tildelt, dvs. for de individuelle omkostninger, som beregnes på grundlag af metoden om den fysiske vej og ikke må udgøre mindre end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

(121)

Kommissionen konkluderer derfor, at den fuldstændige fritagelse af båndlastbrugerne for så vidt ikke svarer til referencesystemets indre opbygning og indrømmer en selektiv fordel, idet båndlastbrugerne blev fritaget for afgifter, der lå ud over de netomkostninger, som skyldes deres forbrug, eller, hvis disse omkostninger udgjorde mindre end mindstebidraget på 20 % af de offentliggjorte netafgifter, fra dette mindstebidrag.

(122)

Den fuldstændige fritagelse blev indført med artikel 7 i lov af 26. juli 2011 (se betragtning 21 i nærværende afgørelse) og gennemført ved forvaltningsakter, med hvilke fritagelsesansøgningerne blev godkendt (se betragtning 24 i nærværende afgørelse). Den kan derfor tilskrives staten.

(123)

Også § 19-tillægsafgiften, med hvilken fritagelsen blev finansieret, skal tilregnes staten. § 19-tillægsafgiften blev indført med artikel 7 i lov af 26. juli 2011 (se betragtning 21 i nærværende afgørelse, og gennemført af en offentlig myndighed, Bundesnetzagentur (se afsnit 2.4.2 og fodnote 22 i nærværende afgørelse). Konklusionen ændres ikke af, at netafgifterne beregnes af private institutioner, som har fået den fornødne bemyndigelse hertil af staten, for de private institutioner — TSO'erne — har i forbindelse med gennemførelsen af denne opgave ingen skønsbeføjelser og blev pålagt opgaven af staten inden for rammerne af overdragelsen heraf i henhold til § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen. Desuden kan Bundesnetzagentur inden for rammerne af sine tilsynsbeføjelser over TSO'erne fremsende en bindende afgørelse til TSO'en, hvis denne ikke overholder sine forpligtelser (§§ 29 og 54 i EnWG 2011). For 2012 har Bundesnetzagentur direkte fastsat det samlede beløb, der skal udlignes via § 19-tillægsafgiften (se betragtning 37 i nærværende afgørelse).

(124)

En selektiv fordel udgør en støtte i medfør af artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvis den ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler. Begrebet »indgreb ved hjælp af statsmidler« omfatter således ud over fordele ydet direkte af staten også fordele, der ydes af offentlige eller private institutioner, der er udpeget eller oprettet af staten med henblik på at forvalte støtten (67). I overensstemmelse hermed omfatter artikel 107, stk. 1, i TEUF alle økonomiske midler, som den offentlige sektor faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af statens formue (68).

(125)

Derfor er den omstændighed, at fordelen ikke finansieres direkte af statsbudgettet, ikke tilstrækkelig til at udelukke muligheden for, at statsmidler er involveret. Det fremgår af Domstolens retspraksis, at det ikke i hvert enkelt tilfælde skal fastslås, at der blev overført midler fra statsbudgettet eller en offentlig institutions budget for, at en fordel, der er indrømmet en eller flere virksomheder, kan anses for at være statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1 (69).

(126)

Desuden er den omstændighed, at midlerne oprindeligt er af privat karakter, ikke til hinder for, at de anses for at udgøre statsmidler i den forstand, hvori udtrykket anvendes i traktatens artikel 107, stk. 1 (70). Det mindede Retten om i sagen Frankrig mod Kommissionen (71), hvor den konkluderede, at det afgørende for vurderingen af, om der er tale om statsmidler, ikke er de pågældende midlers oprindelse, men derimod i hvilket omfang den offentlige myndighed har indflydelse på fastlæggelsen af de omhandlede foranstaltninger og deres finansieringsordning. Den omstændighed, at en støtteordning til fordel for bestemte økonomiske aktører i en given sektor, helt eller delvist finansieres af bidrag, som den offentlige myndighed har pålagt og opkrævet af de berørte økonomiske aktører, er ikke alene tilstrækkelig til at fratage denne ordning dens karakter af statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (72). Også den kendsgerning, at midlerne på intet tidspunkt er statens ejendom, er heller ikke til hinder for, at de anses for at udgøre statsmidler, såfremt de er under statens kontrol (73). Konceptet om støtte ydet ved hjælp af statsmidler omfatter ikke alene støtte ydet direkte af staten, men også støtte ydet af offentlige eller private institutioner, der er udpeget eller oprettet af staten, jf. traktatens artikel 107, stk. 1 (74).

(127)

Denne argumentation blev også lagt til grund i Essent (75)-sagen. I denne sag skulle Domstolen vurdere en lov, i henhold til hvilken operatørerne af et nederlandsk elnet lægger en afgift på private elkunders forbrug, og hvor de samtidig skal overføre de via afgiften opnåede indtægter til SEP, de fire elproducenters fælles datterselskab, med henblik på at kompensere SEP for såkaldte strandede omkostninger. Netoperatørerne skulle overføre afgiften til SEP, som samler indtægterne og måtte anvende disse op til en ved lov fastsat grænse til dækning af »strandede omkostninger«. Domstolen fastslog, at SEP ved lov var blevet bemyndiget med forvaltningen af statsmidler (76). Domstolen fandt, at der i forbindelse med den nederlandske ordning blev anvendt statsmidler (77).

(128)

På grundlag af denne retspraksis kan det konkluderes, at der i forbindelse med tilskud, der finansieres via skattelignende afgifter eller af staten pålagte bidrag, og som forvaltes og fordeles i henhold til den relevante lovgivning, sker overførsel af statsmidler, selv om midlerne ikke administreres af myndigheder, men af institutioner, der er udpeget af staten.

(129)

Dette blev bekræftet af Domstolen i sagen Vent de Colère (78), hvor den navnlig fastslog, at støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, ikke alene kunne udelukkes på grund af, at en del af de opkrævede beløb ikke blev ledt via Caisse des Dépôts et Consignations, men derimod blev beholdt af de virksomheder, der var forpligtet til at købe vedvarende el til leveringstariffer.

(130)

Domstolen udelukkede kun overførslen af statsmidler under meget specifikke omstændigheder: Den fandt eksempelvis, at en national myndigheds afgørelse om, at en aftale, med hvilken der indføres et bidrag inden for rammerne af en af den nationale myndighed anerkendt brancheorganisation og dermed erklæres for obligatorisk, skal udvides til alle branchemedlemmer for at muliggøre gennemførelsen af visse foranstaltninger i forbindelse med offentlighedsarbejde og fremme af salg, ikke udgør statsstøtte (79). I denne sammenhæng fastslog Domstolen, at foranstaltningen ikke blev finansieret af statsmidler, idet det ikke er staten, men derimod brancheorganisationen, der afgør anvendelsen af disse midler, som fuldt ud er forbeholdt formål, den selv har fastsat. Følgelig var midlerne ikke under konstant offentlig kontrol, og de var ikke tilgængelige for de offentlige myndigheder.

(131)

I PreussenElektra-sagen fastslog Domstolen, at Stromeinspeisungsgesetz (80) (lov om tilførsel af strøm fra vedvarende energi til det offentlige net) i den udgave, der var gældende i 1998, ikke fastsatte nogen oprettet eller udpeget institution med henblik på at forvalte støtten (81). Denne konklusion var baseret på den konstatering, at Stromeinspeisungsgesetz indførte en ordning, som pålagde elforsyningsvirksomhederne og operatører en direkte forpligtelse til at købe elektricitet fra vedvarende energikilder til en fastsat pris, men ikke udpegede noget organ, der skulle forestå betalingsafviklingen (82). Stromeinspeisungsgesetz vedrørte en lang række bilaterale forhold mellem producenter af vedvarende el og leverandører af el. Dengang var der ingen af staten fastlagt tillægsafgift som kompensation for den økonomiske byrde, som elleverandørerne blev pålagt som følge af leveringspligten. Derfor var der ingen, som havde fået til opgave at forvalte en sådan afgift og de relevante kapitalstrømme.

(132)

I sagen Vent de Colère mente Domstolen derimod, at den franske støtte på to måder adskilte sig fra de faktiske omstændigheder i PreussenElektra-sagen I PreussenElektra-sagen var de private virksomheder ikke udpeget af medlemsstaten til at forvalte statsmidler, men var bundet af en købsforpligtelse for deres egne økonomiske midler. Derudover var der i PreussenElektra-sagen ingen ordning, som blev etableret og reguleret af staten med henblik på kompensation af de meromkostninger, som skyldes købsforpligtelsen, og med hvilken staten garanterede de private leverandører, der var omfattet af købsforpligtelsen, fuldstændig dækning af deres meromkostninger (83).

(133)

Domstolen har for nylig bekræftet denne differentierede tilgang til vurderingen af forekomsten af statsmidler. I sagen ENEA S.A. fastslog den, at en national foranstaltning, som forpligter private og offentlige virksomheder til at købe el fra kraftvarmeproduktion, ikke udgør nogen statslig foranstaltning eller en foranstaltning finansieret ved hjælp af statsmidler, hvis de meromkostninger, som skyldes købsforpligtelsen, ikke fuldstændig kan overvæltes på slutbrugerne, hvis der til finansieringen heraf ikke opkræves en bindende af staten pålagt afgift, og der ikke er nogen ordning til fuldstændig kompensation herfor (84).

(134)

Under hensyntagen til disse principper skal der ved vurderingen af, om der i forbindelse med finansieringen af den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 anvendes statsmidler, sondres mellem finansieringen af den fuldstændige fritagelse i 2011 og finansieringen af fritagelsen i 2012 og 2013 — dvs. efter indførelsen af § 19-tillægsafgiften.

(135)

På grundlag af den i afsnit 2.4 beskrevne kompensationsordning i henhold til § 19, stk. 2, sjette og syvende punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 forpligtede Bundesnetzagentur ved afgørelse af 14. december 2011 DSO'erne til at opkræve § 19-tillægsafgiften fra slutbrugerne og overføre disse indtægter månedligt til TSO'erne.

(136)

Kommissionen forklarede i betragtning 49-84 i åbningsafgørelsen, hvorfor den fuldstændige fritagelse efter dens opfattelse blev finansieret af statsmidler. Dens begrundelse var:

(137)

Kommissionen er ikke enig med Tyskland og de interesserede parter i, at den fuldstændige fritagelse kan betragtes som en foranstaltning, der ikke er finansieret af statsmidler, fordi midlerne til finansiering af fritagelsen ikke går over statsbudgettet. Som det er beskrevet i betragtning 125 til 129, har Domstolen gentagne gange fastslået, at begrebet statsmidler også er opfyldt, hvis støtten finansieres af private midler, der skal betales på grund af en af staten pålagt pligt, og den forvaltet og fordeles i henhold til bestemmelserne i den pågældende retsakt. Ifølge Domstolen må det antages, at en sådan finansieringsordning omfatter overførsel af statsmidler, selv om midlerne ikke administreres af myndigheder, men af institutioner, der er udpeget af staten.

(138)

Kommissionen mener, at indtægtstabene, som skyldes den fuldstændige fritagelse i 2012 og 2013, helt blev væltet over på slutbrugerne via en omfattende kompensationsordning, der blev finansieret ved hjælp af en afgift, der blev pålagt slutbrugerne af staten.

(139)

Som det fremgår af betragtning 35 til 39, fastsatte den i 2012 og 2013 gældende lovgivning en finansieringsordning, med hvilken indtægtstabene blev udlignet for den netoperatør, til hvis net de fritagne båndlastbrugere var tilsluttet. TSO'erne skulle kompensere DSO'erne for indtægtstabene og foretage en udligning indbyrdes af denne yderligere økonomiske byrde. I henhold til Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011, der blev vedtaget på grundlag af § 29, stk. 1, i EnWG og § 30, stk. 2, nummer 6, i elnetsbekendtgørelsen 2011, modtog TSO'erne via § 19-tillægsafgiften en udligning for denne økonomiske byrde.

(140)

§ 19-tillægsafgiften var en skattelignende afgift, der blev opkrævet fra slutbrugerne. Den var derfor ikke en del af det generelle netafgiftssystem, som det er anført i de interesserede parters bemærkninger. Bundesnetzagentur bemærkede i sin afgørelse af 14. december 2011, at § 19-tillægsafgiften har et særligt formål (udligning af TSO'ernes indtægtstab), og at den således ikke udgør nogen generel netafgift, men derimod en »anden afgift« i medfør af artikel 17, stk. 8, i elnetsbekendtgørelsen, som skal opkræves separat i forhold til de generelle netafgifter. Dette blev bekræftet af forskellige tyske domstole: Bundesgerichtshof konkluderede navnlig, at § 19-tillægsafgiften ikke er en netafgift, men derimod en afgift, med hvilken de indtægtstab, som skyldes den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, skal dækkes (se betragtning 52 til 53 i nærværende afgørelse).

(141)

§ 19-tillægsafgiften er en afgift, der er pålagt af staten. Den blev fastsat i elnetsbekendtgørelsen 2011 og derefter indført med Bundesnetzagenturs bindende afgørelse. Denne forbundsmyndighed varetager forvaltnings- og tilsynsopgaver og er underlagt tilsyn fra økonomi- og energiministeriet. Dens formand og næstformænd udnævnes af ministeren, mens det rådgivende udvalg består af repræsentanter for Forbundsrådet og Forbundsdagen (85).

(142)

Netoperatørerne blev udpeget til at opkræve og forvalte § 19-tillægsafgiften i overensstemmelse med den gældende lovgivning. I denne sammenhæng skal det erindres, at Domstolen flere gange har afgjort, at en privat institution også kan udpeges til at forvalte statsmidler. Endvidere viser dommen i Essent-sagen, at flere virksomheder også kan udpeges til at forvalte afgiften.

(143)

For det første var DSO'erne og TSO'erne forpligtet til at opkræve § 19-tillægsafgiften af slutbrugerne, og DSO'erne skulle derefter overføre denne til TSO'erne.

(144)

For det andet kunne TSO'erne kun anvende indtægterne fra § 19-tillægsafgiften til kompensation for de indtægtstab, der skyldes båndlastbrugernes fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, og til indbyrdes udligning (jf. betragtning 35 i nærværende afgørelse). Dette tydeliggøres af, at størrelsen af § 19-tillægsafgiften blev tilpasset til størrelsen af de midler, som der på grund af den fuldstændige fritagelse er behov for. Navnlig førte alle indtægter i et år x, som oversteg det beløb, der var nødvendigt for kompensationen af denne økonomiske belastning, til en formindskelse af afgiften i år x+2 (se betragtning 39). Kommissionen deler derfor ikke Tysklands og de interesserede parters opfattelse, ifølge hvilken netoperatørerne selv kan beslutte, hvordan de vil disponere over § 19-tillægsafgiften.

(145)

I betragtning af det ovenstående kan det fastslås, at indførelsen af § 19-tillægsafgiften gav netoperatørerne garanti for en fuldstændig kompensation for de indtægtstab, som skyldes den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011; følgelig foreligger der her andre faktiske omstændigheder end i PreussenElektra-sagen og ENEA (86)-sagen, hvor de købsforpligtede virksomheder måtte finansiere forpligtelsen af egne midler og ikke kunne overvælte omkostningerne på deres kunder.

(146)

Desuden afvises de interesserede parters påstand om, at indtægterne fra § 19-tillægsafgiften ikke nødvendigvis skulle anvendes til finansieringen af den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen. Den fuldstændige fritagelse kunne nemlig fra 2012 kun finansieres via § 19-tillægsafgiften, som blev beregnet således, at størrelsen heraf nøjagtigt svarede til det finansielle behov, der skyldes fritagelsen.

(147)

Derfor fastholder Kommissionen sin konklusion om, at den fordel, der er indrømmet båndlastbrugerne, i form af en fuldstændig fritagelse i 2012 og 2013, skal betragtes som en fordel, der er finansieret af statsmidler.

(148)

Mens den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 var gældende fra den 1. januar 2011, trådte § 19-tillægsafgiften først i kraft den 1. januar 2012 (se betragtning 40). Derfor var Kommissionen i åbningsafgørelsen i tvivl om, hvorvidt de fritagelser, der blev indrømmet i 2011, også blev finansieret af statsmidler, og opfordrede Tyskland til at stille yderligere oplysninger om finansieringen af den fuldstændige fritagelse i 2011 til rådighed.

(149)

På baggrund af de af Tyskland fremsendte supplerende oplysninger og under hensyntagen til bemærkninger fra interesserede parter mener Kommissionen ikke, at der blev benyttet statsmidler i forbindelse med den i 2011 anvendte finansieringsordning.

(150)

Som Tyskland bemærkede (se betragtning 77) og Bundesnetzagentur eksplicit konstaterede i sin afgørelse af 14. december 2011, blev der ikke anvendt nogen kompensations- og clearingsordning i 2011. Dengang kunne navnlig sjette og syvende punktum i § 19, stk. 2, i elnetsbekendtgørelsen endnu ikke finde anvendelse. Følgelig blev de tab i 2011, som skyldes den fuldstændige fritagelse, ikke overvæltet på slutbrugerne via en omfattende kompensationsordning eller — da der ikke blev opkrævet nogen § 19-tillægsafgift i 2011 — via en af staten pålagt afgift.

(151)

Derimod skulle DSO'erne og TSO'erne, som det er fastlagt i Bundesnetzagenturs afgørelse af 14. december 2011, dække de indtægtstab i 2011, som skyldes den fuldstændige fritagelse, af egne midler.

(152)

Disse tab kunne de bogføre som omkostninger på deres udligningskonti, der var etableret på grundlag af ARegV 2011. Som det er nævnt i betragtning 47, kunne indtægtstabene i 2011 imidlertid ikke udlignes ved hjælp af en tilpasning af de i 2011 opkrævede netafgifter, da netafgifterne skal fastlægges på forhånd og ikke kan tilpasses i løbet af året. Indtægtstabene skulle, hvis de ikke blev udlignet af andre merindtægter (dvs. TSO'ernes og DSO'ernes egne midler) i 2011, bogføres på udligningskontoen. Hvis indtægtstabene i 2011 blev udlignet ved afslutningen af reguleringsperioden i 2013 med merindtægter fra andre år i reguleringsperioden, blev der ikke foretaget nogen tabsudligning, og tabene blev dækket af TSO'ernes og DSO'ernes egne midler. Kun hvis indtægtstabene ikke kunne udlignes ved hjælp af merindtægter i den reguleringsperiode, der slutter i 2013, kunne indtægtstabene i 2011 føre til en udligning i den næste reguleringsperiode. Men selv i dette tilfælde var der ingen garanti for en fuldstændig kompensation. Kompensationens størrelse afhang derimod af andre faktorer, navnlig af DSO'ernes og TSO'ernes effektivitet (eller utilstrækkelige effektivitet), idet ARegV ikke er baseret på faktiske omkostninger, men derimod en effektiv virksomheds ideelle omkostninger.

(153)

Netoperatørerne havde derfor ingen garanti for, at deres indtægtstab, som skyldes den fuldstændige fritagelse i 2011, ville blive udlignet. Således måtte netoperatørerne finansiere den fuldstændige fritagelse 2011 af deres egne midler.

(154)

Kommissionen konkluderer derfor, at den fordel, der blev indrømmet båndlastbrugerne med den fuldstændige fritagelse for netafgifterne i 2011, blev finansieret af netoperatørernes egne midler og ikke af statsmidler (87).

(155)

Det følger af Domstolens faste retspraksis, at det med henblik på en national foranstaltnings kvalificering som statsstøtte ikke skal godtgøres, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, men alene undersøges, om støtten kan påvirke denne samhandel (88). Særlig når en støtte, der er ydet af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (89).

(156)

Som det er beskrevet ovenfor, er de fleste berørte virksomheder aktive inden for den kemiske industri (herunder også producenter af industrigasser), papir-, tekstil-, stål-, non-ferro-, mineralolieforarbejdnings- og glasindustrien. Nogle støttemodtagere driver også datacentre og leverer relevante tjenesteydelser. I alle disse brancher er der handel mellem medlemsstater og en grænseoverskridende udveksling af goder. Da de berørte virksomheder blev fritaget for omkostninger (netafgifter), som en virksomhed fra samme branche, der opererer i en anden medlemsstat, normalt skal bære, styrkede den fuldstændige fritagelse de fritagne virksomheders handelsmæssige position i forhold til deres konkurrenter inden for EU. Dermed vil den fuldstændige fritagelse kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(157)

En statslig foranstaltning betragtes som en foranstaltning, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, hvis det er sandsynligt, at den vil forbedre modtagerens konkurrenceposition i forhold til konkurrenterne (90).

(158)

I brancherne inden for fremstillingssektoren, hvor de for afgifter fritagne virksomheder normalt er aktive, og på markedet for datacentre er der konkurrence. I mange af disse brancher udgør elomkostningerne en stor del af produktionsomkostningerne, hvilket Tyskland har bekræftet i sit brev af 6. december 2013 til papir-, cement-, kemi- og aluminiumsindustrien samt andre metalbrancher. Den fuldstændige fritagelse reducerer de fritagne virksomheders produktionsomkostninger. Den er derfor egnet til at forbedre de fritagne virksomheders konkurrenceposition i forhold til deres konkurrenter i andre medlemsstater. Desuden vil den formentlig forbedre deres konkurrenceposition i forhold til virksomheder fra samme branche, som ikke opnår et årligt elforbrug på 10 GWh og 7 000 brugstimer. Således truer den fuldstændige fritagelse med at fordreje konkurrencen.

(159)

Det konkluderes, at der med argumentet om, at elomkostningerne er højere i Tyskland end i andre medlemsstater, hverken kan udelukkes virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne eller en fordrejning af konkurrencen. I henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 blev båndlastbrugerne fuldstændig fritaget for netafgifterne. Følgelig opstod der for disse brugere ingen økonomisk byrde på grund af anvendelsen af elnettet, mens konkurrenterne i andre medlemsstater skulle betale netafgifter. Desuden har Domstolen allerede fastslået, at det forhold, at en medlemsstat gennem ensidige foranstaltninger søger at tilnærme konkurrencevilkårene i en bestemt økonomisk sektor med vilkårene i andre medlemsstater, ikke kan fjerne de omhandlede foranstaltningers karakter af støtte (91).

(160)

Den fuldstændige fritagelse i 2012 og 2013 for båndlastbrugere med et årligt elforbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer udgør dermed for så vidt støtte, idet båndlastbrugerne blev fritaget for de netomkostninger, som skyldes deres elforbrug, og mindstebidraget på 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

(161)

Den fuldstændige fritagelse i 2011 blev ikke finansieret af statsmidler og udgør derfor ikke statsstøtte.

(162)

Da Tyskland inden gennemførelsen undladte at anmelde foranstaltningen til Kommissionen med henblik på godkendelse, var den i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF. Dermed udgør foranstaltningen ulovlig statsstøtte.

(163)

Nedenstående vurdering af foreneligheden vedrører kun den fuldstændige fritagelse for båndlastbrugere i 2012 og 2013 under forudsætning af, at der er tale om statsstøtte (se betragtning 160).

(164)

I åbningsafgørelsen tvivlede Kommissionen på, om den fuldstændige fritagelse for båndlastbrugere kan erklæres for forenelig med det indre marked. Derfor anmodede Tyskland om supplerende bemærkninger for så vidt angår foreneligheden af den fuldstændige fritagelse med det indre marked.

(165)

Tyskland har gjort gældende, at den fuldstændige fritagelse på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra b) eller c), i TEUF kan anses for at være forenelig med det indre marked, fordi nedenstående mål ville blive forfulgt hermed:

(166)

Generelt var det også Tysklands opfattelse, at den fuldstændige fritagelse styrker den europæiske industris konkurrenceevne og er i overensstemmelse med EU's mål om en reindustrialisering af Europa.

(167)

Hvad angår det første argument, med hvilket Tyskland begrunder foreneligheden, skal det bemærkes, at den fuldstændige fritagelse ikke er knyttet til et specifikt og konkret »vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse«. Tyskland har ikke beskrevet et sådant projekt, som skulle støttes ved hjælp af den fuldstændige fritagelse. Ydermere har Tyskland ikke fremlagt nogen oplysninger, som kunne dokumentere, at den fuldstændige fritagelse afhjælper en alvorlig forstyrrelse i Tysklands økonomi. Dermed kan den fuldstændige fritagelse ikke begrundes på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF.

(168)

I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er statsstøtte i EU principielt forbudt. Kommissionen kan imidlertid erklære en støtteforanstaltning forenelig med det indre marked direkte på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF, hvis foranstaltningen tjener et klart defineret mål af fælles interesse (92) og bidrager til opnåelsen heraf, hvis den er nødvendig for at virkeliggøre dette mål, har en tilskyndelsesvirkning, er rimelig, og hvis de positive virkninger med henblik på at nå et fælles mål opvejer den negative indvirkning på konkurrence og samhandel.

(169)

Dokumentationen for foranstaltningens forenelighed med det indre marked skal fremlægges af medlemsstaten (93).

(170)

Da Tyskland har gjort gældende, at den fuldstændige fritagelse bidrager til fremme af produktionen af vedvarende el og forsyningssikkerheden, har Kommissionen undersøgt, om støtten falder ind under anvendelsesområdet for EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (94) (herefter »miljøbeskyttelsesretningslinjerne«). Miljøbeskyttelsesretningslinjerne indeholder imidlertid ingen forenelighedskriterier for foranstaltninger til opretholdelse af forsyningssikkerheden. Hvad angår fremme af el fra vedvarende energi, indeholder miljøbeskyttelsesretningslinjerne kun kriterier for foreneligheden af støtte til el fra vedvarende energikilder (afsnit 1.5.6 i miljøbeskyttelsesretningslinjerne). Disse kriterier vedrører imidlertid ikke foranstaltninger såsom den omhandlede foranstaltning, hvor elkunder fritages for netafgifter for at tilskynde dem til at forblive tilsluttet til nettet, således at sandsynligheden ville være større for, at brugerne, hvis der produceres vedvarende el, også forbruger denne. Miljøbeskyttelsesretningslinjerne kan dermed ikke anvendes i forbindelse med den omhandlede foranstaltning. Kommissionen har derfor undersøgt foreneligheden af den fuldstændige fritagelse direkte på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(171)

Hvad angår dette argument, henvises til konklusionerne i betragtning 85 til 121. Her påvises det, at den fuldstændige fritagelse, der blev indrømmet de støtteberettigede båndlastbrugere mellem 2011 og 2013, gav de pågældende brugere en selektiv fordel, idet de også blev fritaget for de netomkostninger, som deres elforbrug forårsagede. Dette er hverken i overensstemmelse med målet i artikel 14 i forordning (EU) nr. 714/2009 om, at netafgifterne skal afspejle de faktiske omkostninger, eller med princippet om ikkeforskelsbehandling. Derfor er Kommissionen ikke enig med Tyskland i, at den fuldstændige fritagelse bidrager til disse mål eller ville være nødvendig i henhold til EU-lovgivningen.

(172)

Tyskland gør gældende, at den fuldstændige fritagelse har bidraget til forsyningssikkerhed og fremme af el fra vedvarende energi på tre måder (se betragtning 165):

(173)

Det bemærkes generelt, at den tilstræbte sikring af forsyningssikkerheden og fremme af el fra vedvarende energi blev anerkendt som mål af fælles interesse (96).

(174)

Det er imidlertid fastslået, at det ikke blev klart dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse ydede et direkte bidrag til den tilstræbte forsyningssikkerhed og fremme af el fra vedvarende energi og var egnet til opnåelse af disse mål. Tyskland har navnlig ikke dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse kunne bidrage til opnåelsen af disse mål og var egnet hertil. Som det fremgår af det følgende, har den fuldstændige fritagelse medført indbyrdes modstridende resultater med hensyn til de mål, der skal opnås, og muligvis udgjort en hindring for opnåelsen heraf.

(175)

Med henblik på at dokumentere, at den fuldstændige fritagelse i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011 i perioden fra 2011 til 2013 kunne bidrage til forsyningssikkerheden og var egnet til gennemførelse af dette mål, har Tyskland anført en række af båndlastbrugernes karakteristika, som gør systemforvaltningen nemmere og kommer alle netbrugere til gode. På grund af deres stabile og forudsigelige købsadfærd er der behov for færre kompensationsforanstaltninger, reserver og mindre belastningsomfordeling. Da de i reglen er placeret tættere på kraftværker, vil der være et lavere transportspild forbundet hermed og mindre behov for reaktivt kraftkompensationsudstyr.

(176)

Det kan fastslås, at disse karakteristika kan reducere netomkostningerne og gøre netforvaltningen nemmere, således at de indirekte vil kunne gøre det nemmere for TSO'erne at overholde forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden. Hvis det antages, at der endnu engang kunne tages hensyn til de samme karakteristika, som allerede er anvendt til at begrunde individuelle netafgifter, med henblik på, at det kan fastslås, at fritagelsen opfylder et mål af fælles interesse, ville fritagelsen under alle omstændigheder hverken være nødvendig, have en yderligere tilskyndelsesvirkning eller sikre støttens proportionalitet (jf. afsnit 5.3.2.2 til 5.3.2.4). Som det fremgår af det følgende, kan fritagelsen og de forudsætninger, under hvilke den indrømmes, også lægge forhindringer i vejen for de balanceringsforanstaltninger, som Tyskland har indført i 2013 til fremme af forsyningssikkerheden (betragtning 179), og betyde en stigning i omkostningerne til fremme af el fra vedvarende energi (betragtning 181). Derfor kan fritagelsen ikke betragtes som egnet med henblik på opnåelsen af målene om forsyningssikkerhed og fremme af anvendelsen af vedvarende energi.

(177)

Tyskland og de interesserede parter bemærker, at den fuldstændige fritagelse har positive virkninger for frekvens- og spændingsstabiliteten.

(178)

Derimod er det fastslået, at frekvens- og spændingsstabiliteten ikke er en tjenesteydelse, der leveres af båndlastbrugerne, men derimod en ydelse, som leveres af de konventionelle kraftværker, hvilket både Tyskland og de interesserede parter indrømmer i deres bemærkninger. De fremfører som argument, at båndlastbrugerne bruges til opretholdelse af konventionelle kraftværkers rentabilitet. Dette argument undersøges i betragtning 183 til 188, og Kommissionen henviser til sine undersøgelsesresultater i denne henseende. Hvad angår femtrinsplanen for belastningsreduktion, henviser Kommissionen til sin konklusion i betragtning 97, i henhold til hvilken den fuldstændige fritagelse ikke kan betragtes som en afgift for deltagelsen i femtrinsplanen for belastningsreduktion. For så vidt angår de anlæg, som båndlastbrugerne skal installere for at forskydningsfaktoren som krævet skal forblive mellem + 0,9 og – 0,9, blev det allerede fastslået, at denne forpligtelse skal sikre en sikker og normal netforvaltning og ikke kun pålægges båndlastbrugerne, men også alle andre brugere, som ønsker adgang til nettet (se betragtning 99 ff.). Derfor kan dette næppe betragtes som begrundelse for en fritagelse af båndlastbrugerne.

(179)

Endvidere skal det bemærkes, at den fuldstændige fritagelse ifølge Tysklands oplysninger kun ydede et bidrag til forsyningssikkerheden i en overgangsperiode (2011-2013), indtil der blev indført forskellige foranstaltninger, som skulle gøre elsystemet mere fleksibelt. Tyskland vedtog allerede i 2012 forordningen om aftaler vedrørende afbrydelig belastning (97) (herefter »AbLaV«), som med henblik på en fleksibilisering af efterspørgslen skal muliggøre købet af 3 gigawatt (herefter »GW«) afbrydelig belastning. AbLaV, der er baseret på § 13, stk. 4a, i EnWG 2011, trådte i kraft i 2013 (dvs. i det sidste år af den fuldstændige fritagelse). Formålet med AbLaV er at gøre afbrydelig belastning tilgængelig for netoperatører, med hvilken de kan reagere på en for høj efterspørgsel i forhold til den producerede elmængde. I systemer med en høj markedsandel af (svingende) vedvarende energikilder forekommer der hyppigere en sådan situation, idet produktionen falder hurtigt ved pludseligt aftagende vind eller mindre solindstråling. Desuden produceres der i mange situationer mindre vind- og solbaseret el end det kunne forventes ifølge vejrudsigten. Det bør imidlertid fastslås, at den fuldstændige fritagelse for båndlastbrugere udgør en tilskyndelse til ikke at tilbyde afbrydelig belastning på grundlag af AbLaV, idet de ellers ikke ville nå op på 7 000 brugstimer. Dermed er fritagelsen i strid med målene i en anden foranstaltning om at sikre forsyningssikkerheden. I 2013 udgjorde den fuldstændige fritagelse således en hindring for en anden foranstaltning om at sikre forsyningssikkerheden, idet den fratog båndlastbrugernes tilskyndelse til at tilbyde afbrydelig belastning.

(180)

Tyskland anførte også, at de fritagne båndlastbrugere bidrog til fremme af el fra vedvarende energi, idet de reducerede omkostningerne til fremme heraf. Båndlastbrugernes stabile elkøb sikrer, at vedvarende el altid forbruges, når den produceres. Dette har bidraget til, at det først senere blev nødvendigt med begrænsninger af elektricitet fra vedvarende energikilder, og anlæggene til produktion af vedvarende energi måtte indrømmes mindre kompensation for disse produktionsbegrænsninger.

(181)

Det skal bemærkes, at eksistensen af båndlastbrugere indirekte kunne reducere sandsynligheden for begrænsninger af elektricitet fra vedvarende energikilder, idet der i perioden 2011-2013 ikke var nogen lagerfaciliteter, som var forbundet med anlæg til produktion af vedvarende energi, ingen regulerbare belastninger og ingen incitamenter til et højere forbrug, hvis der var store mængder vedvarende energi til rådighed. Fritagelsen kunne derfor betragtes som midler til fremme af el fra vedvarende energi. Alligevel kunne fritagelsen også forhøje omkostningerne til fremme af el fra vedvarende energi. Hvis der ved pludseligt aftagende vind eller mindre solindstråling ikke var nogen vedvarende el til rådighed, skulle der på baggrund af båndlastbrugernes manglende fleksibilitet i kølvandet på fritagelsen muligvis opstartes konventionelle kraftværker (højest sandsynligt stenkulfyrede eller gasfyrede gaskraftværker) for at dække båndlastbrugernes behov. Dette kunne betragtes som en forhøjelse af omkostningerne til fremme af el fra vedvarende energi.

(182)

Endvidere er det fastslået, at fritagelsen blev tildelt uafhængigt af båndlastbrugernes placering. Det fremgår imidlertid af undersøgelsen fra 2012 (afsnit 2.3), at nettet under visse forhold kan være overbelastet, fordi der f.eks. nordpå produceres mere el, end der kan overføres med den eksisterende kapacitet til forbrugspunktet sydpå. En sådan overbelastning kunne eksempelvis være forårsaget af stærk vind. Undersøgelsen fra 2012 indeholder et scenarie (billede 2.3), hvor der simuleres en situation med stærk vind for at beregne eventuelle netkapacitetsbegrænsninger. I sådanne situationer skal kraftværker, der ligger før kapacitetsbegrænsningen, reducere deres produktion, og kraftværker, der ligger efter kapacitetsbegrænsningen, øge deres produktion. Ved belastningsomfordeling kompenseres både de kraftværker, der måtte reducere deres produktion, og de kraftværker, der måtte øge deres produktion. Båndlastbrugere, hvis placering ligger efter kapacitetsbegrænsningen, reducerer ikke omkostningerne til fremme af el fra vedvarende energi, men øger dem Da den fuldstændige fritagelse ikke var placeringsafhængig og blev indrømmet uden hensyntagen til netkapacitetsbegrænsninger, kan den have forhøjet omkostningerne til udbygningen af vedvarende el.

(183)

Tyskland har gjort gældende, at fritagelsen (indirekte) ville bidrage til sikring af forsyningssikkerheden, da den sikrer et konstant forbrug, som i sig selv er en forudsætning for den konventionelle produktion, som Tyskland ikke alene betragtede som nødvendig for leveringen af netstabiliserende tjenesteydelser, men også til dækning af elforbruget på et marked, som i stadigt større udstrækning er præget af fleksible og decentrale anlæg til produktion af el fra vedvarende energikilder. Tyskland og flere interesserede parter har gjort gældende, at konventionelle kraftværker (med synkrongeneratorer) udfører en række vigtige systemydelser for netdriften. I den forbindelse er der primært tale om spændings- og frekvensstabiliteten. De påpeger, at købet af disse systemydelser ville være vanskeligere og under alle omstændigheder dyrere (f.eks. fordi det ville være nødvendigt med en større reserve), hvis konventionelle kraftværker ikke ville være kontinuerligt i drift. Konventionelle kraftværker ville imidlertid kun kunne være kontinuerligt i drift, hvis der er tilstrækkelig kontinuerlig efterspørgsel efter den el, som de producerer. Ifølge Tyskland viser undersøgelsen fra 2012 navnlig, at Tyskland i de kommende år har behov for 8-25 GW konventionel kraftværkskapacitet med henblik på at opnå en sikker netdrift. Med henblik på at bevare disse konventionelle kraftværker er det påkrævet med en konstant og stabil efterspørgsel.

(184)

Først skal det bemærkes, at undersøgelsen fra 2012 blev gennemført efter indrømmelsen af den fuldstændige fritagelse og derfor ikke kan angives som dokumentation for nødvendigheden af den fuldstændige fritagelse med henblik på sikring af rentabiliteten for de berørte konventionelle kraftværker. Som det fremgår af det følgende, er fritagelsens bidrag til forsyningssikkerheden heller ikke påvist.

(185)

Desuden indeholder undersøgelsen fra 2012 ikke nogen udtalelse om, hvorvidt det er nødvendigt at sikre et vist konstant mindsteforbrug, og Tyskland har heller ikke oplyst noget om sammenhængen mellem båndlastforbruget og den nødvendige mindsteproduktion fra konventionelle kraftværker. Tyskland har blot hævdet, at båndlastbrugerne i kraft af deres kontinuerlige elkøb fra konventionelle kraftværker havde et incitament til at forblive på markedet. Undersøgelsen fra 2012 sondrer mellem konventionelle grundlastkraftværker (dvs. kernekraftværker, strømkraftværker og brunkulfyrede kraftværker) og konventionelle kraftværker, der er mere fleksible. Kravene om mindsteproduktion vedrører begge produktionstyper. Hverken Tyskland eller de interesserede parter foretager imidlertid en sådan sondring i deres bemærkninger og har heller ikke redegjort for, i hvilken grad grundlastforbruget forholder sig til de to produktionstyper. For så vidt de angår konventionelle kraftværker, synes de at vedrøre grundlastkraftværker, idet de henviser til en konstant produktion og nødvendigheden af et ligeså konstant forbrug. Undersøgelsen fra 2012 viser derimod, at den nødvendige konventionelle produktion ikke kun kan være grundlastproduktion. I undersøgelsen fra 2012 fremhæves det derimod, at der i forbindelse med systemet er behov for fleksibilitet, og at det med tiden er nødvendigt at ændre og tilpasse produktionen til udsving. Hvordan disse fleksible kraftværker og båndlastbrugere er forbundet med hinanden, er mindre tydeligt. Som det allerede i nævnt i betragtning 96, udgør grundlastbrugere ingen tilskyndelse for hurtigt startende konventionelle kraftværker som f.eks. gasturbinekraftværker til at forblive på markedet, fordi deres rentabilitet er forbundet med muligheden for at opnå højere elpriser, når systemet er anspændt.

(186)

Desuden er argumentet om, at fritagelsen bidrager til forsyningssikkerheden, fordi den sikrer eksistensen af konventionelle (grundlast)kraftværker, baseret på en cirkelslutning. Da båndlastbrugere har brug for en kontinuerlig elforsyning, er de selv ansvarlige for en del af den nødvendige mindsteproduktion, der er beregnet i undersøgelsen. Det af Tyskland og de interesserede parter fremførte argument om, at båndlastbrugere blev brugt med henblik på opretholdelse af kraftværksdriften, er for så vidt en cirkelslutning, idet grundlastkraftværker bruges til dækning af netop disse brugeres efterspørgsel. Dette er ingen gyldig begrundelse for opfattelsen af, at den fuldstændige fritagelse var egnet til at sikre forsyningssikkerheden.

(187)

Endvidere skal det bemærkes, at det argument, der fremføres af Tyskland og de interesserede parter, er baseret på antagelsen om, at båndlastbrugerne er afgørende for køb af den el, der produceres i disse anlæg, og for deres rentabilitet.

(188)

Af undersøgelsen fra 2012 fremgår imidlertid, at eksistensen af båndlastbrugere ikke er tilstrækkelig til at sikre det kontinuerlige køb af el fra grundlastkraftværker (herunder konventionelle grundlastkraftværker) og deres rentabilitet. På side 1 i undersøgelsen forklares det, at udvidelsen af anlæggene til produktion af el fra vedvarende energikilder og deres ret til at have forrang ved lastfordeling medfører en reduceret tilførsel fra konventionelle produktionsanlæg. Tyskland indrømmer selv, at båndlastbrugerne i tider med lavere efterspørgsel og stort udbud af vedvarende el i stedet for den el, som normalt ville være blevet leveret af konventionelle grundlastkraftværker, ville forbruge vedvarende el, fordi anlæggene til fremstilling af vedvarende el har forrang ved lastfordeling og prioriteret netadgang. Dette viser, at båndlastbrugernes køb af elektricitet hverken vil sikre de konventionelle grundlastkraftværkers rentabilitet eller gøre foranstaltningen til sikring af systemstabiliteten (f.eks. højere krav til reserver, hurtigstart af kraftværker ved faldende elproduktion fra vedvarende energi) overflødig, som ifølge Tyskland og de interesserede parter ville kunne spares ved en gennemgående drift af konventionelle kraftværker.

(189)

Derfor konkluderer Kommissionen, at Tyskland ikke har dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse enten kunne bidrage til forsyningssikkerhed eller indirekte til fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder eller var egnet til gennemførelse af disse målsætninger.

(190)

Selv om det antages, at den fuldstændige fritagelse af båndlastbrugerne for netafgifter var egnet til at bidrage til den tilstræbte forsyningssikkerhed og indirekte til udvidelsen af elproduktionen fra vedvarende energikilder, er der fortsat behov for at vurdere, om den fuldstændige fritagelse var nødvendig for opnåelsen af disse målsætninger, havde en tilskyndelsesvirkning, var rimelig og om foranstaltningens negative virkninger var mindre end dens positive virkninger. I det følgende påvises det, at disse kriterier ikke er opfyldt. Denne begrundelse er en delvis begrundelse, idet støtten efter Kommissionens opfattelse allerede alene af den grund, at den i virkeligheden ikke kunne bidrage til opfyldelsen af et mål af fælles interesse, ikke kan erklæres for at være forenelig med det indre marked.

(191)

Tyskland betoner, at beslutningen om at udfase kerneenergi og forhøje andelen af vedvarende el medfører højere elomkostninger (både elproduktions- og transmissionsomkostninger), som navnlig er en ulempe for virksomheder i elintensive brancher såsom papir-, cement-, kemi- og aluminiumsindustrien samt andre non-ferro-metalbrancher i forhold til konkurrenterne i andre medlemsstater, som skal bære væsentligt lavere omkostninger i forbindelse med fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder. Med den fuldstændige fritagelse ville der blive skabt lige konkurrencevilkår.

(192)

Derimod er det fastslået, at den fuldstændige fritagelse hverken skaber lige konkurrencevilkår eller er forbundet med omkostningerne til fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder. Med den fuldstændige fritagelse for netafgifterne, som er en fritagelse for båndlastbrugernes individuelle omkostninger, fritages tyske båndlastbrugere for deres samlede netomkostninger, herunder omkostningerne til deres netforbindelse til det nærmeste grundlastkraftværk. Disse omkostninger har intet at gøre med fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder og svarer til de omkostninger, som konkurrenter i andre medlemsstater bærer som en del af deres normale produktionsomkostninger, og som brugere og konkurrenter i Tyskland skal udligne via § 19-tillægsafgiften.

(193)

Endvidere skal det bemærkes, at de fuldstændige fritagelser, der skal forbedre de pågældende brugeres konkurrenceevne, er i modstrid med artikel 14 i forordning (EF) nr. 714/2009 og artikel 32 i direktiv 2009/72/EF, idet de hverken er omkostningsorienterede eller tager hensyn til princippet om ikkeforskelsbehandling. Desuden måtte netafgiftsfritagelser, der var besluttet af lovgiveren eller regeringen, ikke være i overensstemmelse med artikel 37, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/72/EF, i henhold til hvilken tarifferne principielt skal fastsættes af den regulerende myndighed.

(194)

Derfor konkluderer Kommissionen, at den fuldstændige fritagelse, som svarer til de individuelle omkostninger, der kan henføres til de pågældende båndlastbrugere, for så vidt som den fuldstændige fritagelse er rettet mod at styrke støttemodtagernes konkurrenceevne, ikke kan yde noget bidrag til et mål af fælles interesse.

(195)

Som det er beskrevet i det følgende (betragtning 197 til 199), og selv om det antages, at Tyskland ville have dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse indirekte kunne bidrage til målene om fremme af vedvarende el og sikring af forsyningssikkerheden og var egnet til opnåelsen heraf, blev det imidlertid ikke godtgjort, at den fuldstændige fritagelse i 2012-2013 var nødvendig for at opnå disse mål. Dette ville kun have været tilfældet, hvis Tyskland havde påvist, at den fuldstændige fritagelse var nødvendig for at opretholde båndlastforbruget og forhindre, at båndlastbrugerne forlader nettet.

(196)

Som det er nævnt i det følgende, har Tyskland imidlertid ikke påvist, at båndlastbrugerne ville have forladt det offentlige net uden den fuldstændige fritagelse og enten ville have etableret en direkte linje til et kraftværk eller være skiftet til egenproduktion. Desuden har Tyskland ikke godtgjort, at modtagerne uden den fuldstændige fritagelse ville have ændret deres forbrugsadfærd og antaget en variabel og uforudsigelig lastprofil.

(197)

Tyskland har ikke påvist, at de båndlastbrugere, der er fritaget for netafgifter, hvis de fortsat skulle have betalt individuelle netafgifter, som det normalt ville have været tilfældet i henhold til § 24 i EnWG, ikke længere ville have bidraget til et mål af fælles interesse (stabilisering af nettet og fremme af el fra vedvarende energi), idet de ville have etableret en direkte linje til kraftværket.

(198)

Dette synes at være højst usandsynligt, idet de individuelle netafgifter beregnes i henhold til metoden om den fysiske vej, hvor omkostningerne i forbindelse med linjeanvendelsen beregnes fra båndlastbrugerens nettilslutningspunkt (forbrugspunktet) til det nærmest egnede produktionsanlæg. Således afspejler de individuelle netafgifter de omkostninger, som ville være resultatet af etableringen af en direkte linje til det nærmeste grundlastkraftværk, som kan dække båndlastbrugerens efterspørgsel. Med samme omkostninger vil en båndlastbruger hellere forblive tilsluttet til nettet end gennemgå en langvarig godkendelsesprocedure med uvis udgang. Da en direkte linje i mange tilfælde måtte gå gennem fast ejendom, som ikke tilhører båndlastbrugeren, ville det være påkrævet med forskellige tilladelser og bevillinger, som er vanskelige at få, fordi offentligheden ofte er imod elledninger. Desuden skulle de individuelle netafgifter som oftest ligge under omkostningerne til etableringen af en direkte linje. En direkte linje ville for de berørte båndlastbrugere medføre betydelige investeringsomkostninger og desuden nødvendiggøre langvarige og omkostningstunge godkendelsesprocedurer i forbindelse med etableringen af linjen. En enkelt bruger ville skulle bære alle de faste omkostninger i forbindelse med linjen, mens denne ved metoden om den fysiske vej kun skal overtage sin andel af de faste omkostninger.

(199)

Tyskland har heller ikke godtgjort, at der ville være risiko for, at de fritagne virksomheder ville være skiftet til egenproduktion, hvis de skulle have betalt de i henhold til § 24 i EnWG normalt forfaldne individuelle netafgifter. Tyskland har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at båndlastbrugere på grund af de høje individuelle netafgifter i stigende grad ville være skiftet til egenproduktion inden indførelsen af den fuldstændige fritagelse. Af de oplysninger, som Tyskland har fremsendt, fremgår, at den fuldstændige fritagelse ikke havde nogen indflydelse på båndlastbrugernes beslutning om at skifte til egenproduktion. Tyskland har fremlagt oplysninger for de ti virksomheder med det største elforbrug, der var fritaget for netafgiften, for perioden 2013-2015 (dvs. den periode, som omfatter det sidste år med fuldstændig fritagelse og to år, hvor der skulle betales individuelle netafgifter). Af disse data fremgår, at seks ud af disse ti virksomheder i 2013 hverken havde egenproduktionsanlæg eller købte et sådant anlæg efter genindførelsen af de individuelle netafgifter (98). Dataene vedrørende de fire andre virksomheder (99) viser, at en af disse virksomheder overfører hele sin elproduktion til nettet. De øvrige tre virksomheder havde allerede i 2013 egenproduktionsanlæg, som de også anvendte gennemgående i perioden 2013-2015. En enkelt af disse virksomheder anvendte sit egenproduktionsanlæg mindre, hvorimod en anden anvendte det mere end tidligere. For den tredje virksomhed var anvendelsen af anlægget forholdsvis uændret. Dette bekræfter, at den fuldstændige fritagelse ikke var nødvendig for at forhindre omstillingen til egenproduktion, og at båndlastbrugerne valgte egenproduktionsmodeller på grund af andre faktorer. Tyskland har bekræftet dette i sine bemærkninger i statsstøttesag SA.46526 (2017/N) (100), hvor Tyskland først gjorde gældende, at formålet med energiintensive virksomheders egenproduktionsløsninger (101) er opnåelse af synergieffekter i brancher med stort varmeforbrug samt i brancher, hvor der forekommer forbrændingsgasser og restprodukter, og ikke er motiveret af muligheden for at omgå betalingen af EEG-afgiften (som tyske elkunder skal betale til fremme af anvendelsen af el fra vedvarende energikilder) (102). Tyskland tilføjede, at egenproduktionen i de fire brancher, hvor den anvendes i størst udstrækning (papir, kemi, stål, mineralolieforarbejdning) i perioden 2010-2014 til trods for en væsentlig forhøjelse af EEG-afgiften i perioden 2011-2014 (hvor EEG-afgiften fra 2013 lå over detailhandelsprisen for el), forblev stabil (103).

(200)

Med henblik på at begrunde den fuldstændige fritagelse har Tyskland henvist til båndlastforbrugets stabilitet og forudsigelighed, som gør netforvaltningen væsentligt nemmere og dermed også indirekte bidrager til forsyningssikkerheden.

(201)

Det er imidlertid konstateret, at der allerede tages højde for disse aspekter ved beregningen af de individuelle netafgifter, idet den enkelte båndlastbruger kun tildeles omkostningerne for netforbindelsen til det nærmeste grundlastkraftværk, der kan dække dennes behov. Hverken i netafgifterne i almindelighed eller i de individuelle netafgifter tages der hensyn til de omkostninger, der er forbundet med køb af balanceringsenergi. Omkostningerne til reserver og belastningsomfordeling er ikke indeholdt i de individuelle netafgifter. De energitab, der opstår i forbindelse med eltransmission, allokeres forholdsmæssigt til den anvendte del af nettet. Også det mindre behov for reaktivt kraftkompensationsudstyr medtages i beregningen af de individuelle netafgifter, idet der kun tages hensyn til disse anlæg, hvis de ligger mellem grundlastkraftværkerne og båndlastbrugerne.

(202)

Da den enkelte båndlastbruger i den forbindelse kun tildeles omkostningerne for den del af nettet, der ligger mellem denne og det grundlastkraftværk, der kan dække dennes behov, burde de individuelle netafgifter tage rimeligt hensyn til de positive indvirkninger af båndlastforbruget på netforvaltningen og indirekte på forsyningssikkerheden. Derfor er der ikke behov for støtte i form af en fuldstændig fritagelse, og Tyskland har ikke påvist, at modtagerne skulle være blevet til elkunder med en variabel og uforudsigelig forbrugsprofil på grund af netafgifter, der er baseret på individuelle omkostninger (eksempelvis ved hjælp af den fysiske vej).

(203)

Tyskland har heller ikke påvist, at den fuldstændige fritagelse for netafgifterne har en tilskyndelsesvirkning. En støtte har en tilskyndelsesvirkning, hvis den medfører, at de pågældende virksomheder ændrer deres adfærd og iværksætter yderligere aktiviteter, som de ikke ville have iværksat uden støtten eller ville have iværksat i mere begrænset omfang eller på en anden måde.

(204)

I disse dokumenter er der adskillige beviser for, at båndlastbrugere i mange tilfælde blev indrømmet en fuldstændig fritagelse for en købsadfærd, som svarede til deres normale købsadfærd, idet deres produktionsproces nødvendiggør et kontinuerligt elforbrug. Der har eksisteret individuelle netafgifter for båndlastbrugere siden 2005. I starten kunne de kun anvendes af båndlastbrugere med mindst 7 500 forbrugstimer. I det mindste skete der hos båndlastbrugere, som allerede var blevet indrømmet individuelle netafgifter inden for rammerne af den oprindelige ordning, således ingen ændring af deres adfærd som følge af den fuldstændige fritagelse i forhold til deres adfærd under anvendelsen af individuelle netafgifter. Dermed havde den fuldstændige fritagelse ingen tilskyndelsesvirkning. Derudover ligger antallet af båndlastbrugere, som blev indrømmet individuelle netafgifter i 2014, meget tæt på antallet af båndlastbrugere, der blev indrømmet en fritagelse i perioden 2011-2013, og med hensyn til ansøgerne er der ofte tale om de samme virksomheder. Også dette bekræfter, at de fleste båndlastbrugere ikke har opført sig anderledes på grund af den fuldstændige fritagelse end ved individuelle netafgifter. Dette forhold er ligeledes fastslået af forskellige tyske domstole (jf. betragtning 52). Desuden har flere netoperatører ifølge evalueringsrapporten fra 2015 iagttaget, at de pågældende båndlastbrugere allerede inden indførelsen af den fuldstændige fritagelse havde en tilsvarende købsadfærd (104).

(205)

Selv om det antages, at den fuldstændige fritagelse var egnet for nogle båndlastbrugere og nødvendig for opnåelsen af et mål af fælles interesse samt havde en tilskyndelsesvirkning, skal det bemærkes, at den fuldstændige fritagelse ikke var proportionel, og at støttens negative virkninger er større end dens hypotetiske positive virkninger.

(206)

For at have været proportionel skulle den fuldstændige fritagelse have været begrænset til det beløb, der havde været nødvendigt for, at den pågældende båndlastbruger ændrer sin adfærd på en sådan måde, at det er befordrende for forsyningssikkerheden eller fremme af el fra vedvarende energi

(207)

Tyskland har imidlertid hverken påvist, at den fuldstændige fritagelse var begrænset til det nødvendige beløb, som ville have givet båndlastbrugeren tilskyndelse til ændring af sin købsadfærd, eller at den var det instrument, som var forbundet med de færreste konkurrencefordrejninger for at animere båndlastbrugerne til at fortsætte deres bidrag til systemstabilitet og forsyningssikkerhed. I denne sammenhæng har nogle interesserede parter påstået, at deres medarbejdere for at være sikre på, at de 7 000 brugstimer nås, måtte bruge en del af deres tid på overvågning af forbruget, og at et kontinuerligt forbrug også indebærer en kontinuerlig produktion, hvilket ved en faldende efterspørgsel efter et produkt har resulteret i større lagerbeholdninger. Alligevel indrømmer den samme interesserede part, at disse omkostninger varierede fra virksomhed til virksomhed. Selv om det antages, at der ville være opstået yderligere omkostninger for nogle båndlastbrugere for at nå op på 7 000 brugstimer, var der ingen garanti for, at fritagelsen i alle tilfælde svarede til det beløb, der var nødvendigt til dækning af disse meromkostninger, og Tyskland har heller ikke fremlagt nogen dokumentation herfor.

(208)

Det konkluderes tillige, at bidraget til fremme af forsyningssikkerheden ikke ligger udover det bidrag, der allerede er taget hensyn til ved beregningen af de individuelle netafgifter. Der blev ikke fremlagt nogen dokumentation for et yderligere bidrag. Tyskland og de interesserede parter indrømmer imidlertid, at det ikke kan kvantificeres.

(209)

Desuden er det fastslået, at — selv hvis det antages, at båndlastbrugernes bidrag til forsyningssikkerheden ligger udover den stabilisering af nettene, der allerede er taget hensyn til ved fastsættelsen af de individuelle netafgifter, og båndlastbrugerne indirekte også bidrager til fremme af el fra vedvarende energi — Tyskland ikke har godtgjort, at støtten er begrænset til det, der er nødvendigt for at opnå disse positive virkninger. I sin evalueringsrapport fra 2015 konstaterede Bundesnetzagentur, at en del af de netoperatører, til hvis net der var tilsluttet båndlastbrugere, havde den opfattelse, at båndlastbrugere ydede et positivt bidrag til netstabiliteten, mens andre mente, at der ikke var nogen netstabiliserende virkning forbundet hermed (se figur 6 og 7 og konklusionerne på s. 38 i rapporten). Da der ikke blev foretaget nogen tilsvarende sondring i rapporten, er det ikke klart, hvorvidt de netoperatører, der har konstateret stabiliserende virkninger, havde den opfattelse, at disse virkninger lå udover de virkninger, hvortil der allerede var taget hensyn ved beregningen af de individuelle netafgifter. En TSO mente, at båndlastbrugernes bidrag til netstabiliteten altid afhænger af den pågældende netsituation. I perioder med svag belastning truede båndlastbrugerne netstabiliteten, i perioder med stærk belastning bidrog de derimod hertil. Derfor er det først og fremmest optimalt med fleksible belastninger (105). Båndlastbrugere repræsenterer imidlertid ikke i sig selv fleksible belastninger, men derimod stabile og ufleksible belastninger. Hvis båndlastbrugere skulle levere balanceringsydelser (f.eks. reducere forbruget efter netoperatørernes ønske), ville de ikke længere opfylde definitionen af begrebet båndlastbrugere, idet de ikke længere ville nå op på 7 000 brugstimer. Dette bekræfter i det mindste, at båndlastbrugernes yderligere stabilitetsbidrag — såfremt båndlastbrugerne under visse omstændigheder bidrager kraftigere til netstabiliteten, end der allerede er taget hensyn til i netafgifterne — afhænger af forholdene i det enkelte tilfælde og ikke principielt kan antages ved enhver båndlastbruger med et forbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer. Desuden kan der ikke gås ud fra, at en fuldstændig fritagelse var berettiget i alle tilfælde.

(210)

Derudover skal det bemærkes, at Tysklands og de interesserede parters argument om, at fritagelsen sikrer grundlastkraftværkernes eksistens, som i vid udstrækning leverer systemydelser, er baseret på den antagelse, at den nødvendige mindsteproduktion, der er beregnet i undersøgelsen fra 2012, forbliver konstant uafhængigt af efterspørgslen i Tyskland, hvilket imidlertid ikke er tilfældet. Derimod understreges det i undersøgelsen fra 2012 på side (i) i sammenfatningen af resultater, at omfanget af den nødvendige mindsteproduktion er stærkt afhængig af den aktuelle situation, navnlig produktionen af vedvarende energi, men også af forbrugsbelastningen (se betragtning 93). Tyskland har ikke fremført nogen argumenter, som underbygger, at den fuldstændige fritagelse er begrænset til det grundlastforbrug, der formentlig vil være nødvendigt for at sikre eksistensen af konventionelle kraftværker, eller at den med tiden ville blive tilpasset til ændrede behov.

(211)

Tyskland gør gældende, at samhandelsvilkårene ikke ville blive fordrejet i urimelig grad, fordi indflydelsen på konkurrencen er begrænset, idet foranstaltningen yder et væsentligt bidrag til forsyningssikkerheden og næsten ikke har nogen indflydelse på konkurrencen med virksomheder i andre medlemsstater, fordi elpriserne i Tyskland er meget høje sammenlignet med andre medlemsstater.

(212)

Ikke desto mindre fremgår det af afsnit 5.3.2.1 til 5.3.2.4, at det ikke er dokumenteret, at den fuldstændige fritagelse hverken var egnet til eller nødvendig for opnåelsen af målsætningerne om forsyningssikkerhed og fremme af el fra vedvarende energi eller havde en tilskyndelsesvirkning. Som det desuden er nævnt i betragtning 205-210, er støtten ikke begrænset til det for opnåelse af målsætningerne nødvendige beløb og medfører en overfinansiering. De hypotetiske positive virkninger af støtten er derfor ekstremt begrænsede eller ikkeeksisterende.

(213)

Derimod synes den fuldstændige fritagelse ikke at være i overensstemmelse med artikel i direktiv 2009/72/EF og artikel 14 i forordning (EF) nr. 714/2009.

(214)

Kommissionen er ikke enig med Tyskland i, at fordrejningen af konkurrencen med virksomheder fra andre medlemsstater ville være ubetydelig. For det første fritages støttemodtagerne fuldstændig for netafgifterne, mens alle deres konkurrenter i henhold til den gældende EU-lovgivning fortsat skal betale netafgifter i deres medlemsstater. Dette kan fordreje konkurrencen markant, da de fleste modtagere ifølge Tysklands oplysninger er energiintensive virksomheder. Elomkostninger er derfor en vigtig faktor for deres konkurrenceevne. For det andet blev det ikke dokumenteret, at elpriserne i Tyskland er høje og udgør en stor belastning af produktionsomkostningerne for elkunder med stort forbrug i Tyskland. Kommissionen bemærker derimod, at Tyskland i perioden 2011-2013 har indrømmet elkunder med stort forbrug nedsættelser af elektricitetsafgiften, EEG-afgiften og kraftvarmetillægget.

(215)

Derfor konkluderer Kommissionen, at støttens negative virkninger er større end det hypotetiske positive bidrag, som den muligvis ydede til fremme af el fra vedvarende energi eller til forsyningssikkerheden.

(216)

Den støtte, der er ydet i perioden 2012 og 2013, er ikke forenelig med det indre marked.

(217)

I overensstemmelse med TEUF og Domstolens faste retspraksis har Kommissionen kompetence til at beslutte, at den pågældende medlemsstat skal ophæve eller ændre støtten, når den har konstateret, at den er uforenelig med det indre marked (106). Domstolen har ligeledes konsekvent statueret, at formålet med en medlemsstats forpligtelse til at ophæve støtteforanstaltninger, som Kommissionen anser for uforenelige med det indre marked, er at genoprette den tidligere situation (107).

(218)

I den forbindelse har Domstolen bestemt, at dette mål er nået, når støttemodtageren har tilbagebetalt de beløb, der er modtaget i ulovlig støtte og således mister sin fordel i forhold til sine konkurrenter på markedet, og situationen forud for støtteudbetalingen bliver genoprettet (108).

(219)

I overensstemmelse med retspraksis fastsætter artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (109) følgende: »I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]«.

(220)

Da den omhandlede støtte blev gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF og er uforenelig med det indre marked, skal den tilbagesøges fra modtagerne for at genoprette situationen på markedet inden tildelingen af støtten. Tilbagesøgningen bør finde sted fra det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnåede fordelen, dvs. det tidspunkt, hvor støtten blev stillet til rådighed for støttemodtageren, og frem til tilbagebetalingen; der pålægges renter for denne periode.

(221)

Hvad angår argumenter fra nogle interesserede parter om, at tilbagesøgningen ville være i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, skal der henvises til, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder for enhver med begrundede forventninger, som en fællesskabsinstitution har givet anledning til, og som er begrundet i præcise forsikringer, der er givet ham. Men når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig et sådant princip, når foranstaltningen er vedtaget (110). På baggrund af denne retspraksis kunne PreussenElektra-dommen ikke begrunde nogen berettigede forventninger, idet den ikke har sat spørgsmålstegn ved muligheden for at overdrage forvaltningen af en støtteordning til private institutioner og betragte skatter og afgifter som statsmidler. Den vedrørte nemlig en nærmere afgrænset situation, som allerede var fastslået i Van Tiggele (111)-sagen.. Desuden har Kommissionen fastslået i forbindelse med talrige foranstaltninger, som finansieres via en af staten pålagt afgift, at der foreligger statsstøtte (112).

(222)

Ikke desto mindre præciserede Domstolen i Essent (113)-sagen grænsen for PreussenElektra-dommen og gentog sin konklusion fra tidligere sager om, at der også er tale om statsmidler i forbindelse med en fordel, der finansieres af en af staten pålagt afgift, og forvaltes af en institution, der er udpeget af staten.

(223)

Fortolkningen af begrebet statsmidler i nærværende afgørelse er i overensstemmelse med Domstolens faste retspraksis og Kommissionens praksis. Da en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende kunne have forudset dette, ville en tilbagebetaling ikke være i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger.

(224)

I betragtning af konklusionerne ovenfor (navnlig i betragtning 216) skulle støtten tilbagebetales, fordi den ikke er forenelig med det indre marked, og de tilbagebetalingspligtige beløb tilskrives rente fra den dato, hvor de blev stillet til rådighed for modtagerne, indtil de er tilbagebetalt.

(225)

Tilbagebetalingen skal udelukkende omfatte den fuldstændige fritagelse for netafgifter i perioden fra 1. januar 2012 til 31. december 2013 og fastlægges på grundlag af de individuelle netafgifter, som skulle have været betalt uden fritagelsen, idet det kun er denne del, der udgør statsstøtte.

(226)

Tilbagebetalingsbeløbene bør for hvert af de pågældende år være de individuelle netafgifter, som modtagerne skulle have betalt uden den fuldstændige fritagelse.

(227)

De i ovenstående betragtning nævnte individuelle netafgifter bør beregnes på grundlag af metoden om den fysiske vej, som Bundesnetzagentur har beskrevet i sin vejledning af 26. oktober 2010 om godkendelse af individuelle netafgiftsaftaler i henhold til § 19, stk. 2, første og andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen.

(228)

De tilbagebetalingspligtige beløb skal for hvert af de pågældende år mindst svare til 20 % af det beløb, som modtageren ville have betalt, hvis han skulle have betalt de offentliggjorte netafgifter.

(229)

Såfremt den samlede støtte, en modtager er blevet tildelt, er mindre end 200 000 EUR, og støtten opfylder alle de andre kriterier i enten Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (114) eller Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 (115), skal støtten ikke anses for at udgøre statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1, og skal derfor ikke kræves tilbagebetalt.

(230)

Det fastslås, at Tyskland fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2013 ulovligt har iværksat støtte i form af en fuldstændig fritagelse af båndlastbrugere med et årligt elforbrug på mere end 10 GWh og mindst 7 000 brugstimer i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(231)

Statsstøtten svarer til de netomkostninger, som de fritagne båndlastbrugere forårsagede i 2012 og 2013, eller, hvis netomkostningerne lå under mindsteafgiften på 20 % af de offentliggjorte netafgifter, denne mindsteafgift. Derfor afviger den fuldstændige fritagelse, der indrømmes i henhold til § 19, stk. 2, andet punktum, i elnetsbekendtgørelsen 2011, fra det daværende referencesystem. Statsstøtten beløber sig dermed til værdien af de individuelle netafgifter, som ikke blev betalt af båndlastbrugerne i perioden 2012-2013, og svarer mindst til 20 % af de i de pågældende år offentliggjorte netafgifter.

(232)

Statsstøtten falder ikke ind under nogen af de i traktatens artikel 107, stk. 2 og 3, fastsatte undtagelser og kan heller ikke af andre grunde betragtes som forenelig med det indre marked. Derfor er den ikke forenelig med det indre marked.

(233)

I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2015/1589 skal Kommissionen kræve, at den pågældende medlemsstat træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge støtte fra modtageren. Den bør derfor kræve, at Tyskland tilbagesøger den uforenelige støtte.

—

»Elnetsbekendtgørelsen 2010« betegner den udgave af elnetsbekendtgørelsen, der er ændret ved artikel 6 i lov af 3. september 2010 (BGBl. I, s. 2074).

—

»Elnetsbekendtgørelsen 2011« betegner den udgave af elnetsbekendtgørelsen, der er ændret ved artikel 7 i lov af 26. juli 2011 (BGBl. I, s. 1554).

—

»Elnetsbekendtgørelsen 2014« betegner den udgave af elnetsbekendtgørelsen, der er ændret ved artikel 1 i forordning af 14. august 2013 (BGBl. I, s. 3250).

—

»ARegV 2011« betegner den udgave af ARegV, der er ændret ved artikel 5 i lov af 28. juli 2011 (BGBl. I, s. 1690).

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

2.1.

»godkendelse af et køretøj«: godkendelse af en køretøjstype med hensyn til antallet af og monteringen af lygter og lyssignaler

2.2.

»køretøjstype, for så vidt angår montering af lygter og lyssignaler«: køretøjer, der ikke adskiller sig fra hinanden på de i punkt 2.2.1-2.2.4 nævnte væsentlige områder.

Følgende betragtes ikke som »andre køretøjstyper«: køretøjer, der adskiller sig fra hinanden på de i punkt 2.2.1-2.2.4 nævnte områder, uden at dette medfører ændringer af de for den pågældende køretøjstype foreskrevne lygters art, antal, placering, geometriske synlighed og nærlysfald, samt køretøjer med eller uden valgfrie ekstralygter:

2.3.

»tværplan«: et lodret plan vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen

2.4.

»ulastet køretøj«: et køretøj uden fører, mandskab, passagerer og last, men med fuld brændstoftank, reservehjul og værktøj, der normalt medføres

2.5.

»lastet køretøj«: køretøjet lastet til den teknisk tilladte totalmasse, der er angivet af fabrikanten, der også skal fastsætte fordelingen af denne masse på akslerne i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i bilag 5

2.6.

»anordning«: et element eller kompleks af elementer, som skal udføre en eller flere funktioner

2.7.

»lygte«: en anordning, der har til formål at belyse vejbanen eller at afgive et lyssignal til andre trafikanter. Også nummerpladelygter og refleksanordninger betragtes som lygter. For så vidt angår dette regulativ betragtes lysemitterende bagnummerplader og lyssystemer ved udstigningsdøre i henhold til bestemmelserne i regulativ nr. 107 vedrørende køretøjer i klasse M2 og M3 ikke som lygter.

2.8.

»lysemitterende flade«: på en »belysningsanordning«, en »lyssignalanordning« eller en refleksanordning: overfladen som angivet på tegningen i fabrikantens ansøgning om typegodkendelse, jf. bilag 3 (f.eks. del 1 og 4).

Disse angives i overensstemmelse med en af følgende betingelser:

2.9.

»lysflade«: (se bilag 3)

2.10.

»synlig overflade«: i en bestemt iagttagelsesretning — efter fabrikantens eller dennes bemyndigede repræsentants valg —

2.11.

»referenceakse«: lygtens særegne akse, der bestemmes af (lygte)fabrikanten og benyttes som retningsreference (H = 0°, V = 0°) for vinkler for fotometriske målinger og lygtens montering på køretøjet

2.12.

»referencecentrum«: skæringspunktet mellem referenceaksen og den ydre lysemitterende flade; referencecentret angives af lygtefabrikanten

2.13.

»vinkler for geometrisk synlighed«: de vinkler, der afgrænser området inden for den mindste rumvinkel, hvori lygtens synlige overflade skal kunne ses. Rumvinklens område bestemmes af de afsnit, den skærer af en kugle med centrum i referencecentret og storcirkel parallelt med jorden. Disse afsnit bestemmes ud fra referenceaksen. De vandrette vinkler β svarer til længde, og de lodrette vinkler α svarer til bredde

2.14.

»yderste kant«: på hver side af køretøjet, et plan parallelt med køretøjets midterplan i længderetningen, som berører sidens yderkant, idet følgende fremspring lades ude af betragtning:

2.15.

»udvendige mål«: afstanden mellem de to i punkt 2.14 ovenfor definerede lodrette planer

2.16.

»enkeltlygter og sammensatte lygter«:

2.17.

»afstanden mellem to lygter«, som vender i samme retning: den korteste afstand mellem de to synlige overflader i referenceaksens retning. Er det åbenbart, at afstanden mellem lygterne opfylder regulativets forskrifter, behøver de synlige overfladers kanter ikke at bestemmes nøjagtigt

2.18.

»funktionskontrol«: et lys- eller lydsignal (eller et tilsvarende signal), der viser, at anordningen er tændt, og om den fungerer korrekt eller ikke

2.19.

»tilslutningskontrol«: et lyssignal (eller tilsvarende signal), der viser, at anordningen er tændt, men ikke, om den fungerer korrekt

2.20.

»valgfri ekstralygte«: en lygte, som bilfabrikanten kan montere efter eget valg

2.21.

»jorden«: den flade, køretøjet står på. Den skal stort set være vandret

2.22.

»bevægelige komponenter«: karrosseripaneler eller andre vogndele, der kan ændre stilling ved at vippes, drejes eller forskydes uden brug af værktøj. De omfatter ikke førerhuse på lastvogne, som kan vippes fremover

2.23.

»bevægelige komponenters normale brugsstilling«: den bevægelige komponents af fabrikanten angivne stilling(er) i forbindelse med køretøjets normale brugs- og parkeringstilstand

2.24.

»køretøjets normale brugstilstand«:

2.25.

»køretøjets parkeringstilstand«:

2.26.

»kurvelys«: en lygtefunktion, der giver en forbedret belysning i kurver

2.27.

»par«: et sæt lygter med samme funktion i køretøjets venstre og højre side

2.28.

»nødbremsesignal«: et signal, der viser andre trafikanter bag køretøjet, at køretøjet er påført en kraftig nedbremsningskraft i forhold til vejforholdene

2.29.

farven på lyset fra en anordning

2.30.

natfarven af det lys, der retroreflekteres fra en anordning, bortset fra retroreflekterende dæk i henhold til regulativ nr. 88

2.31.

dagfarven på lyset reflekteret fra en anordning

2.32.

dagfarven på fluorescens fra en anordning

2.33.

»advarselssignal for påkørsel bagfra« (RECAS — Rear-end collision alert signal): et automatisk signal, der afgives af det forankørende køretøj til det bagvedkørende køretøj. Det advarer om, at det bagvedkørende køretøj skal træffe nødforanstaltninger for at undgå påkørsel.

2.34.

»gonio(foto)metersystem«: (hvis ikke andet er angivet i et særskilt regulativ) et system, der anvendes til de fotometriske målinger, der angives af vinkelkoordinaterne i grader på en kugle med en lodret polakse, jf. CIE-publikation nr. 70, Wien 1987, dvs. svarende til et gonio(foto)metersystem med en vandret akse (»højdeakse«) fastgjort til jorden og en anden, bevægelig akse (»rotationsakse«) vinkelret på den faste vandrette akse (jf. bilag 14 til dette regulativ).

Bemærk: I ovennævnte CIE-publikation angives en procedure til korrektion af vinkelkoordinaterne, såfremt der anvendes et alternativt gonio(foto)metersystem

2.35.

»H-plan«: det horisontale plan, der omfatter lygtens referencecentrum

2.36.

»sekventiel aktivering«: en elektrisk forbindelse, hvor de enkelte lyskilder i lygten er forbundet på en sådan måde, at de aktiveres i en forudbestemt sekvens.

3.2.1.

en beskrivelse af køretøjstypen for så vidt angår de punkter, der er nævnt i punkt 2.2.1-2.2.4 ovenfor med angivelse af grænserne for køretøjets belastning, navnlig den største tilladte last i bagagerummet

3.2.2.

en liste over de anordninger, der ifølge fabrikantens angivelser indgår i belysnings- og lyssignalsystemet. Listen kan omfatte flere typer til hver funktion. Hver type skal være behørigt identificeret (komponent, typegodkendelsesmærke, fabrikantens navn osv.), og listen kan desuden med hensyn til hver funktion indeholde den supplerende anmærkning »eller tilsvarende anordninger«

3.2.3.

en tegning af belysnings- og lyssignaludstyret som helhed med angivelse af de forskellige anordningernes placering på køretøjet

3.2.4.

tegning(er) af de enkelte lygter, som viser den i punkt 2.9 definerede lysflade, den i punkt 2.8 definerede lysemitterende flade, den i punkt 2.11 definerede referenceakse og det i punkt 2.12 definerede referencecentrum, såfremt disse tegninger er nødvendige for at kontrollere belysnings- og lyssignalsystemets overensstemmelse med dette regulativs forskrifter; disse oplysninger er ikke nødvendige for bagnummerpladelygten (punkt 2.7.13)

3.2.5.

ansøgningen skal indeholde en erklæring om den metode, der er benyttet til bestemmelse af den synlige overflade (jf. punkt 2.10)

3.2.6.

hvis et adaptivt forlygtesystem (AFS) er monteret på køretøjet, skal ansøgeren indsende en detaljeret beskrivelse indeholdende følgende oplysninger:

3.2.7.

for køretøjer i klasse M og N en beskrivelse af strømforsyningsbetingelserne for de anordninger, der er angivet i punkt 2.7.9, 2.7.10, 2.7.12, 2.7.14 og 2.7.15 ovenfor, herunder evt. oplysninger om særligt udstyr til styring af strømforsyning/elektronisk lyskilde og variabel intensitetsregulering.

4.4.1.

en cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (9)

4.4.2.

nummeret på dette regulativ fulgt af bogstavet »R«, en bindestreg og typegodkendelsesnummeret til højre for cirklen, der er beskrevet i punkt 4.4.1.

5.5.1.

være anbragt symmetrisk i forhold til køretøjets midterplan i længderetningen (bestemt efter lygtens geometriske form, ikke efter den i punkt 2.9 definerede lysflades kant)

5.5.2.

være indbyrdes symmetriske i forhold til køretøjets midterplan i længderetningen; dette krav gælder ikke lygtens indre opbygning

5.5.3.

opfylde samme kolorimetriske krav og have stort set samme fotometriske egenskaber; dette gælder ikke for et afstemt par klasse F3-tågeforlygter

5.5.4.

have stort set samme fotometriske egenskaber.

5.7.1.3.1.

Ingen horisontal eller vertikal ret linje, der går igennem projektionen af disse funktioners synlige overflade på et plan vinkelret på referenceaksen, må imidlertid skære mere end to grænselinjer til tilstødende områder med anden farve.

5.7.1.3.2.

Deres synlige overflader i referenceaksens retning, baseret på de områder, der afgrænses af deres lysemitterende overflader, må ikke overlappe hinanden.

a)

Enten skal det samlede område af projektionen af en særskilt del på et plan, der tangerer den udvendige overflade på det yderste lygteglas og er vinkelret på referenceaksen, mindst dække 60 % af det mindste rektangel, hvormed den nævnte projektion kan omskrives, eller

b)

den mindste afstand mellem kanterne af de to tilstødende/tangentielle særskilte dele må ikke være over 75 mm, når den måles vinkelret på referenceaksen.

a)

Enten skal den synlige overflade projekteret i referenceaksens retning for de to lygter eller refleksanordninger dække mindst 60 % af det mindste rektangel, hvormed de nævnte synlige overflader projekteret i referenceaksens retning kan omskrives, eller

b)

den mindste afstand mellem kanterne af de tilstødende synlige overflader i referenceaksens retning for de to lygter eller to separate refleksanordninger må ikke være mere end 75 mm, når den måles vinkelret på referenceaksen.

a)

i forhold til det omgivende lys

b)

som følge af aktiveringen af andre lygter, eller

c)

hvis lygterne anvendes til at udføre en anden belysningsfunktion,

5.10.1.

For så vidt angår synlighed af rødt lys fremad, bortset fra røde, bagudrettede sidemarkeringslygter, må den synlige overflade af en rød lygte ikke være direkte synlig, når køretøjet iagttages, mens man bevæger sig inden for zone 1, som angivet i bilag 4.

5.10.2.

For så vidt angår synlighed af hvidt lys bagud, bortset fra baklygter og hvid synlighedsmærkning på siden, må den synlige overflade af en hvid lygte ikke være direkte synlig, når køretøjet iagttages, mens man bevæger sig inden for zone 2 i et tværplan 25 m bag køretøjets bageste ende (jf. bilag 4).

5.10.3.

Set fra iagttagerens synsvinkel afgrænses zone 1 og 2 således i de forskellige planer:

5.11.1.1.

når positionslygterne fortil og baglygterne er tændt som parkeringslys sammen med sidemarkeringslygter, når disse er kombineret eller gensidigt indbygget med nævnte lygter, eller

5.11.1.2.

når sidemarkeringslygterne blinker sammen med retningsviserne, eller

5.12.1.1.

de elektriske forbindelser er udført således, at positionslygterne fortil ved svigt at en af disse lysanordninger automatisk reaktiveres, og

5.12.1.2.

de lygter/funktioner, der erstatter positionslygterne, for de pågældende lygter opfylder forskrifterne vedrørende:

5.12.1.3.

prøvningsrapporterne for de lygter, der erstatter positionslygten, på tilfredsstillende vis godtgør overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.12.1.2 ovenfor.

5.18.1.

hvis lygterne i alle de bevægelige komponenters indstillinger opfylder alle forskrifterne for disse lygter med hensyn til position, geometrisk synlighed fotometri

5.18.2.

hvis de funktioner, der omhandlet i punkt 5.18, opnås ved hjælp af en enhed af to »D«-mærkede lygter (jf. punkt 2.16.1), behøver kun den ene lygte opfylde kravene til placering, geometrisk synlighed og fotometri for disse lygter i alle den bevægelige komponents faste stillinger, eller

5.18.3.

hvis supplerende lygter er monteret for ovennævnte funktioner og er aktiveret, når den bevægelige komponent er i en hvilken som helst fast åben stilling, forudsat at disse yderligere lygter opfylder alle de forskrifter for placering, geometrisk synlighed og fotometriske egenskaber, der gælder for de lygter, der er monteret på den bevægelige komponent.

5.18.4.

Hvis de funktioner, der er omhandlet i punkt 5.18, opnås ved hjælp af et samvirkende lygtesystem, finder en af de to følgende betingelser anvendelse:

5.21.1.

skal supplerende lygter, der opfylder alle de forskrifter for placering, geometrisk synlighed, kolorimetriske og fotometriske egenskaber, der gælder for de ovenfor anførte lygter, aktiveres, når disse lygters synlige overflade i referenceaksens retning er mere end 50 % skjult af den bevægelige komponent, eller

5.21.2.

andre myndigheder skal ved en bemærkning i meddelelsesformularen i bilag 1, punkt 10.1, underrettes om, at mere end 50 % af den synlige overflade i referenceaksens retning kan blive skjult af bevægelige komponenter, og

en meddelelse i køretøjet skal fortælle brugeren, at andre trafikanter ved en bestemt stilling/bestemte stillinger af de bevægelige komponenter skal advares om køretøjets tilstedeværelse på vejen; f.eks. ved hjælp af en advarselstrekant eller anden anordning i henhold til nationale forskrifter for brug på vej.

5.21.3.

Punkt 5.21.2 finder ikke anvendelse på refleksanordninger.

5.27.1.

Den spænding, der tilføres terminalerne på anordninger, som ifølge deres typegodkendelsesdokumentation er blevet prøvet ved anvendelse af specielt kontroludstyr for strømforsyning/elektronisk lyskilde, eller i en sekundær driftsmodus eller ved en spænding, som ansøgeren har anmodet om, må ikke overskride den spænding, der er specificeret for de relevante anordninger eller funktioner, sådan som disse er blevet godkendt.

5.27.2.

I alle tilfælde, hvor strømtilførselsbetingelserne ikke er omfattet af punkt 5.27.1, må spændingen ved anordningen/anordningernes eller funktionen/funktionernes terminaler ikke overstige 6,75 V (6 volt-systemer), 13,5 V (12 volt-systemer) eller 28 V (24 volt-systemer) med mere end 3 procent. Midlerne til at styre den maksimale spænding ved anordningens terminaler kan for nemheds skyld placeres inde i anordningens hus.

5.27.3.

Bestemmelserne i punkt 5.27.1 og 5.27.2 gælder ikke anordninger, hvor en styringsanordning for en elektronisk lyskilde eller en variabel intensitetsregulering indgår som en del af anordningen.

5.27.4.

Godkendelsesdokumentationen skal vedlægges en rapport, der beskriver de metoder, der er anvendt til at påvise overensstemmelse, og de opnåede resultater.

a)

omgivende lysforhold

b)

det lys, der udsendes af forlygteanordninger og forreste lyssignalanordninger på modkørende køretøjer

c)

det lys, der udsendes af de bageste lyssignalanordninger på forankørende køretøjer.

6.1.9.3.1.

Det sensorsystem, der anvendes til at styre den automatiske aktivering og deaktivering af fjernlyslygterne som beskrevet i punkt 6.1.7.1, skal opfylde følgende forskrifter:

6.1.9.3.2.

Overgangen fra fjernlys til nærlys og omvendt, jf. betingelserne i punkt 6.1.7.1 ovenfor, kan foretages automatisk og må ikke genere, distrahere eller blænde.

6.1.9.3.3.

Den automatiske styrings samlede ydelse kontrolleres:

6.1.9.3.4.

Styringen af nærlyslygterne kan være således, at nærlyslygterne kun tændes automatisk, når:

6.1.9.3.5.

Såfremt nærlyslygterne tændes automatisk, skal de slukke automatisk, når modkørende køretøjer, jf. punkt 6.1.7.1 ovenfor, detekteres inden for de felter og afstande, der er angivet i punkt 6.1.9.3.1.1 og 6.1.9.3.1.2.

Desuden skal de automatisk slukke, når lysstyrken fra de omgivende lysforhold overstiger 7 000 lx.

Opfyldelse af denne forskrift skal påvises af ansøgeren ved simulation eller anden kontrolmetode, der accepteres af den typegodkendende myndighed. Om nødvendigt skal lysstyrken måles på en horisontal flade med en cosinuskorrigeret sensor på samme højde som monteringsstedet for sensoren på køretøjet. Dette kan påvises af fabrikanten ved tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde, som accepteres af den godkendende myndighed.

α = 15° opad og 10° nedad

β = 45° udad og 10° indad.

h < 0,8

0,8 < h < 1,0

eller efter bilfabrikantens valg

Ansøgningen om typegodkendelse af køretøjet skal i så fald indeholde oplysninger om, hvilket af de to alternativer der skal benyttes.

h > 1,0

a)

i tilfælde, hvor hele strålen eller knækket på afskæringens albue forskydes for at frembringe kurvelys, eller

b)

hvis et eller flere LED-moduler anvendes til at frembringe hovednærlysstrålen, bortset fra når disse er forbundet på en sådan måde, at svigt i ét af LED-modulerne får alle modulerne til at ophøre med at udsende lys.

a)

hvis der opstår en fejl med hensyn til forskydningen af knækket på afskæringens albue, eller

b)

hvis et eller flere LED-moduler anvendes til at frembringe hovednærlysstrålen, bortset fra når disse er forbundet på en sådan måde, at svigt i ét af LED-modulerne får alle modulerne til at ophøre med at udsende lys.

Minimum

:

Mindst 250 mm over jorden.

Maksimum

:

For køretøjer i klasse M1 og N1: Højst 800 mm over jorden.

For alle andre køretøjsklasser bortset fra N3G (terrængående) (16) køretøjer: højst 1 200 mm over jorden.

For køretøjer i klasse N3G: Maksimumhøjden kan øges til 1 500 mm.

α = 5° opad og nedad

β = 45° udad og 10° indad.

6.3.6.1.2.1.

Såfremt lyskildens lysstrøm ikke er større end 2 000 lumen:

6.3.6.1.2.2.

Såfremt lyskildens lysstrøm ikke er større end 2 000 lumen:

a)

forlygterne og tågeforlygterne anvendes som del af en anden lysfunktion i et AFS-system; tænding af tågeforlygtefunktionen skal dog have forrang frem for funktioner, hvor tågeforlygter indgår som en del, eller

b)

Tågeforlygterne må ikke lyse samtidigt med eventuelle andre lygter, som de er gensidigt indbygget i som angivet ved det relevante symbol (»/«), jf. punkt 10.1 i bilag 1 til regulativ nr. 19.