(1)

Som følge af forskellige nationale værdipapir- og insolvenslove, som ikke er harmoniseret på EU-plan, er der for finansielle instrumenter, der opbevares i depot af tredjemand for kunder hos alternative investeringsfonde (»AIF'er«), en forskel i niveauet af beskyttelse mod insolvensrisici. Med henblik på at sikre en stærk beskyttelse af kundernes aktiver som fastsat i direktiv 2011/61/EU og samtidig give plads til mere robuste nationale lovgivningskrav i forbindelse med disse ikkeharmoniserede områder, er det nødvendigt at præcisere de forpligtelser vedrørende opbevaring af aktiver, som er fastsat i direktiv 2011/61/EU.

(2)

De kompetente myndigheder og branchen anvender i øjeblikket de krav om adskillelse af aktiver, der er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 231/2013 (2), forskelligt. Depositarer, som udgør første trin i en opbevaringskæde, er forpligtet til at tilvejebringe en individuel konto til opbevaring af finansielle instrumenter for hver AIF-kunde, men det er imidlertid nødvendigt at præcisere, at hvis opbevaringsfunktionen delegeres til en tredjemand, bør sidstnævnte kunne opbevare aktiver tilhørende én af depositarens kunder, herunder aktiver for AIF'er og institutter for kollektiv investering i værdipapirer (»UCITS'er), på en samlekonto. Denne samlekonto bør altid udelukke depositarens egne aktiver og tredjemandens egne aktiver samt aktiver, der tilhører tredjemandens andre kunder. Tilsvarende bør underdepotforvalteren i de tilfælde, hvor opbevaringsfunktionen er yderligere videredelegeret, kunne opbevare aktiver tilhørende den delegerende depotforvalters kunder på en samlekonto. Denne samlekonto bør altid udelukke underdepotforvalterens egne aktiver og den delegerende depotforvalters egne aktiver samt aktiver, der tilhører underdepotforvalterens andre kunder. Dette er nødvendigt for at opnå en sund balance mellem markedseffektivitet og investorbeskyttelse.

(3)

For at minimere risikoen for tab af aktiver, der af tredjemænd, til hvem opbevaringsfunktionen er delegeret, opbevares på samlekonti for finansielle instrumenter, bør afstemninger mellem kontiene for finansielle værdipapirer og registrene hos en AIF-kundes depositar og tredjemandens konti og registre eller mellem tredjemændenes konti og registre, hvis opbevaringen er blevet yderligere videredelegeret til niveauer længere nede i opbevaringskæden, foretages med en hyppighed, der sikrer en rettidig fremsendelse af relevante oplysninger til depositaren. Endvidere bør hyppigheden af disse afstemninger afhænge af bevægelser på den pågældende samlekonto, herunder transaktioner vedrørende aktiver, der tilhører depositarens andre kunder, og som opbevares på samme samlekonto som AIF'ens aktiver.

(4)

Depositaren bør kunne fortsætte med at udføre sine opgaver effektivt, hvis opbevaringen af aktiver, der tilhører depositarens AIF-kunder, er delegeret til en tredjemand. Det er derfor nødvendigt at stille krav om, at depositaren på sin konto for finansielle instrumenter, som denne har oprettet i sin AIF-kundes navn eller i navn af den FAIF, der handler på AIF'ens vegne, fører et register, der viser, at de aktiver, der af tredjemand opbevares i depot, tilhører den pågældende AIF.

(5)

For at styrke depositarernes stilling i forhold til tredjemænd, til hvem opbevaringen af aktiver er delegeret, bør dette forhold være dokumenteret ved en skriftlig delegeringsaftale. Denne aftale bør gøre det muligt for depositaren at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de aktiver, der opbevares i depot, er tilstrækkelig beskyttet, og at tredjemanden til stadighed overholder delegeringsaftalen og alle krav i direktiv 2011/61/EU og delegeret forordning (EU) nr. 231/2013. Desuden bør depositaren og tredjemanden formelt aftale, om tredjemanden må videredelegere opbevaringsfunktionerne yderligere. I så fald bør aftalen mellem den delegerende tredjemand og den tredjemand, til hvem opbevaringsfunktioner er yderligere videredelegeret, være underlagt de samme rettigheder og forpligtelser som dem, der er fastlagt mellem depositaren og den delegerende tredjemand.

(6)

For at gøre det muligt for depositaren at varetage sine funktioner er det nødvendigt at styrke depositarernes tilsyn med tredjemænd, uanset om de er hjemmehørende inden eller uden for EU. Det bør kræves, at depositarer kontrollerer, om AIF'ers finansielle instrumenter er korrekt registreret i en tredjemands regnskaber, og at de førte registre er tilstrækkelig nøjagtige, således at arten og placeringen af aktiverne, der opbevares i depot, og hvem der har ejendomsret til dem, kan fastslås. For at fremme en effektiv udførelse af depositarernes opgaver bør tredjemænd forsyne dem med en oversigt, når der sker en ændring, som berører de aktiver, der opbevares i depot for depositarernes AIF-kunder.

(7)

Som en del af depositarers forpligtelser til at udvise fornøden omhu og due diligence i tilfælde af delegering af opbevaringsfunktioner bør depositaren, før denne delegerer denne funktion til en tredjemand, som er hjemmehørende uden for Unionen, modtage en uafhængig juridisk udtalelse med en vurdering af insolvenslovgivningen i det tredjeland, hvor den pågældende tredjemand er hjemmehørende, som omfatter en vurdering af det beskyttelsesniveau, som adskilte konti for finansielle instrumenter sikrer i den pågældende jurisdiktion. Udtalelsen, der afgives for de enkelte jurisdiktioner af relevante brancheforeninger eller advokatfirmaer til fordel for flere depositarer, bør kunne accepteres. Desuden bør depositaren sikre, at en tredjemand, som er hjemmehørende uden for Unionen, underretter denne om enhver ændring i omstændighederne eller i det pågældende tredjelands insolvenslovgivning, der kan påvirke status for aktiver tilhørende depositarens AIF-kunder.

(8)

For at give depositarer tid til at tilpasse sig de nye krav, der er indeholdt i denne forordning, bør den dato, hvorfra denne forordning finder anvendelse, udskydes til 18 måneder efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning, er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (3).

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra ekspertgruppen under Det Europæiske Værdipapirudvalg.

(11)

Delegeret forordning (EU) nr. 231/2013 bør derfor ændres —

(1)

Som følge af forskellige nationale værdipapir- og insolvenslove, som ikke er harmoniseret på EU-plan, er der for finansielle instrumenter, der opbevares i depot for kunder hos visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS), en forskel i niveauet af beskyttelse mod insolvensrisici. Med henblik på at sikre en stærk beskyttelse af kundernes aktiver som fastsat i direktiv 2009/65/EF og samtidig give plads til mere robuste nationale lovgivningskrav i forbindelse med disse ikkeharmoniserede områder, er det nødvendigt at præcisere de forpligtelser vedrørende opbevaring af aktiver, som er fastsat i direktiv 2009/65/EF.

(2)

De kompetente myndigheder og branchen anvender i øjeblikket de krav om adskillelse af aktiver, der er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/438 (2), forskelligt. Depositarer, som udgør første trin i en opbevaringskæde, er forpligtet til at tilvejebringe en individuel konto til opbevaring af finansielle instrumenter for hver UCITS-kunde, men det er imidlertid nødvendigt at præcisere, at hvis opbevaringsfunktionen delegeres til en tredjepart, bør sidstnævnte kunne opbevare aktiver tilhørende én af depositarens kunder, herunder aktiver for UCITS'er og alternative investeringsfonde (»AIF'er«), på en samlekonto. Denne samlekonto bør altid udelukke depositarens egne aktiver og tredjepartens egne aktiver samt aktiver, der tilhører tredjepartens andre kunder. Tilsvarende bør underdepotforvalteren i de tilfælde, hvor opbevaringsfunktionen er yderligere videredelegeret, kunne opbevare aktiver tilhørende den delegerende depotforvalters kunder på en samlekonto. Denne samlekonto bør altid udelukke underdepotforvalterens egne aktiver og den delegerende depotforvalters egne aktiver samt aktiver, der tilhører underdepotforvalterens andre kunder. Dette er nødvendigt for at opnå en sund balance mellem markedseffektivitet og investorbeskyttelse.

(3)

For at minimere risikoen for tab af aktiver, der af tredjeparter, til hvem opbevaringsfunktionen er delegeret, opbevares på samlekonti for finansielle instrumenter, bør afstemninger mellem kontiene for finansielle værdipapirer og registrene hos en UCITS-kundes depositar og tredjepartens konti og registre eller mellem tredjeparternes konti og registre, hvis opbevaringen er blevet yderligere videredelegeret til niveauer længere nede i opbevaringskæden, foretages med en hyppighed, der sikrer en rettidig fremsendelse af relevante oplysninger til depositaren. Endvidere bør hyppigheden af disse afstemninger afhænge af bevægelser på den pågældende samlekonto, herunder transaktioner vedrørende aktiver, der tilhører depositarens andre kunder, og som opbevares på samme samlekonto som UCITS'ens aktiver.

(4)

Depositaren bør kunne fortsætte med at udføre sine opgaver effektivt, hvis opbevaringen af aktiver, der tilhører depositarens UCITS-kunder, er delegeret til en tredjepart. Det er derfor nødvendigt at stille krav om, at depositaren på sin konto for finansielle instrumenter, som den har oprettet i en UCITS' navn eller i navn af det administrationsselskab, der handler på UCITS'ens vegne, fører et register, der viser, at de aktiver, der af en tredjepart opbevares i depot, tilhører den pågældende UCITS.

(5)

For at styrke depositarernes stilling i forhold til tredjeparter, til hvem opbevaringen af aktiver er delegeret, bør dette forhold være dokumenteret ved en skriftlig delegeringsaftale. Denne aftale bør gøre det muligt for depositaren at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de aktiver, der opbevares i depot, er tilstrækkelig beskyttet, og at tredjeparten til stadighed overholder delegeringsaftalen og alle krav i direktiv 2009/65/EF og delegeret forordning (EU) 2016/438. Desuden bør depositaren og tredjeparten formelt aftale, om tredjeparten må videredelegere opbevaringsfunktionerne yderligere. I så fald bør aftalen mellem den delegerende tredjepart og den tredjepart, til hvem opbevaringsfunktioner er yderligere videredelegeret, være underlagt de samme rettigheder og forpligtelser som dem, der er fastlagt mellem depositaren og den delegerende tredjepart.

(6)

For at gøre det muligt for depositaren at varetage sine funktioner er det nødvendigt at styrke depositarernes tilsyn med tredjeparter, uanset om de er hjemmehørende inden eller uden for EU. Det bør kræves, at depositarer kontroller, om UCITS'ers finansielle instrumenter er korrekt registreret i disse tredjeparters regnskaber. De registre, der føres af tredjeparter, bør være tilstrækkeligt nøjagtige, således at arten og placeringen af aktivet, og hvem der har ejendomsret til det, kan fastslås. For at fremme en effektiv udførelse af depositarernes opgaver bør tredjeparter forsyne dem med en oversigt, når der sker en ændring, som berører de aktiver, der opbevares i depot for depositarers UCITS-kunder.

(7)

For at forbedre klarheden og retssikkerheden i delegeret forordning (EU) 2016/438 er det nødvendigt at ændre visse interne henvisninger, der ikke er korrekte. Delegeret forordning (EU) 2016/438 bør derfor ændres.

(8)

For at give depositarer tid til at tilpasse sig disse nye krav bør anvendelsesdatoen udskydes til atten måneder efter offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning, er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (3).

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra ekspertgruppen under Det Europæiske Værdipapirudvalg.

(11)

Delegeret forordning (EU) 2016/438 bør derfor ændres —

(1)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 (2) bør ændres for at bringe den i tættere overensstemmelse med internationale standarder og fremme en mere effektiv likviditetsstyring hos kreditinstitutterne.

(2)

Med henblik på at tage passende hensyn til de aktiviteter, der udføres af kreditinstitutter, som er aktive uden for Unionen, bør der navnlig undtages fra ethvert minimumskrav til emissionsstørrelse for likvide aktiver, som besiddes af et datterselskab i et tredjeland, således at sådanne aktiver kan medtages i forbindelse med konsolidering I modsat fald kan moderinstituttet komme til at mangle likvide aktiver på koncernniveau, eftersom det likviditetskrav, et datterselskab i et tredjeland afstedkommer, ville indgå i det konsoliderede likviditetskrav, mens de aktiver, datterselskabet besidder til opfyldelse af likviditetskravet i det pågældende tredjeland, ikke ville indgå i det konsoliderede likviditetskrav. Imidlertid bør et tredjelandsdatterselskabs aktiver kun medtages i et omfang svarende til værdien af de stressede udgående nettopengestrømme, som det pågældende datterselskab afstedkommer, og som er i samme valuta som den valuta, aktiverne er denomineret i. Som for alle andre tredjelandsaktiver bør aktiverne endvidere kun medtages, hvis de anerkendes som likvide aktiver i henhold til den nationale lovgivning i det pågældende tredjeland.

(3)

Det anerkendes, at centralbanker kan stille likviditet til rådighed i deres egen valuta, og at centralbankers kreditvurdering er mindre relevant i likviditetsøjemed end i solvensøjemed. Som følge heraf og med henblik på at tilpasse bestemmelserne i delegeret forordning (EU) 2015/61 til de internationale standarder samt for at skabe lige vilkår for internationalt aktive kreditinstitutter bør reserver, der besiddes af et tredjelandsdatterselskab eller en tredjelandsfilial til et EU-kreditinstitut i centralbanken i et tredjeland, som ikke er tildelt en kreditvurdering på kreditkvalitetstrin 1 af et udpeget eksternt kreditvurderingsinstitut, kunne anerkendes som likvide aktiver på niveau 1, når visse betingelser er opfyldt Nærmere bestemt bør sådanne reserver kunne anerkendes, hvis kreditinstituttet har tilladelse til til enhver tid at hæve dem i stressperioder, og betingelserne for hævning af dem er fastsat i en aftale mellem tredjelandets tilsynsmyndighed og den centralbank, hvor reserverne opbevares, eller i tredjelandets relevante regler. Sådanne reserver bør dog kun kunne anerkendes som aktiver på niveau 1 til at dække udgående nettopengestrømme i samme valuta som den valuta, reserverne er denomineret i.

(4)

Der bør tages hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 (3). Nævnte forordning indeholder kriterier til bestemmelse af, om en securitisering kan betegnes som en simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS). Eftersom disse kriterier sikrer, at STS-securitiseringer er af høj kvalitet, bør de også anvendes til at bestemme, hvilke securitiseringer der skal regnes som likvide højkvalitetsaktiver i beregningen af likviditetsdækningskravet. Securitiseringer bør derfor anerkendes som aktiver på niveau 2B i forbindelse med delegeret forordning (EU) 2015/61, hvis de — ud over de øvrige kriterier, der allerede er fastsat ved delegeret forordning (EU) 2015/61, og som specifikt vedrører deres likviditetskarakteristika — opfylder alle kravene i forordning (EU) 2017/2402.

(5)

Implementeringen af delegeret forordning (EU) 2015/61 forventes ikke at komme i vejen for en effektiv transmission af pengepolitikken til økonomien. Transaktioner med ECB eller en medlemsstats centralbanker kan forventes at blive fornyet i alvorlige stresssituationer. De kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at kunne indrømme undtagelse fra anvendelsen af afviklingsmekanismen til beregning af likviditetsbufferen for sikrede transaktioner med ECB eller en medlemsstats centralbank, hvis transaktionerne involverer likvide højkvalitetsaktiver på mindst ét ben i hver transaktion, og de transaktionerne forfalder inden for de næste 30 kalenderdage. Før de kompetente myndigheder indrømmer undtagelsen, bør de være forpligtet til at rådføre sig med den centralbank, der er modpart i transaktionen, samt med ECB, hvis centralbanken er en centralbank i Eurosystemet. Derudover bør undtagelsen være betinget af passende garantier med det formål at forhindre muligheder for regelarbitrage eller negative incitamenter for kreditinstitutter. Med henblik på i højere grad at afstemme EU-reglerne med den internationale standard, der er fastlagt af BCBS, bør sikkerhed stillet i derivattransaktioner fjernes fra afviklingsmekanismen.

(6)

Endvidere bør behandlingen af udgående og indgående pengestrømme for genkøbsaftaler (genkøbstransaktioner), omvendte genkøbsaftaler (omvendte genkøbstransaktioner) og transaktioner med swaps af sikkerhedsstillelse (sikrede swaptransaktioner) bringes helt i overensstemmelse med tilgangen i den internationale standard for likviditetsdækningsgraden som fastlagt af Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS). Nærmere bestemt bør beregningen af udgående pengestrømme være direkte forbundet med den andel af transaktionen, der forlænges (svarende til det haircut på sikkerhedsstillelsen, der anvendes på kontantforpligtelsen, i overensstemmelse mi overensstemmelse med BCBS-standarden), frem for med likviditetsværdien af den underliggende sikkerhed.

(7)

I lyset af de forskellige fortolkninger, der er fremkommet, er det vigtigt at præcisere en række bestemmelser i delegeret forordning (EU) 2015/61, især med hensyn til opfyldelsen a likviditetsdækningskravet, muligheden for i bufferen at anerkende aktiver, som befinder sig i en pulje forvaltet af centralbanken, og som er tilgængelige til optagelse af finansiering inden for ikkebevilgede kreditrammer, og muligheden for at anerkende CIU'er og indskud og anden finansiering i samarbejdsnetværk og institutsikringsordninger, beregningen af supplerende udgående pengestrømme for andre produkter og tjenester, indrømmelsen af præferencebehandling for koncerninterne kredit- og likviditetsfaciliteter, behandlingen af korte positioner og medtagelsen af skyldige beløb fra værdipapirer, der forfalder inden for de næste 30 kalenderdage.

(8)

Delegeret forordning (EU) 2015/61 bør derfor ændres —

(1)

For at kunne fastsætte de mængder skummetmælkspulver, der er omfattet af den licitationsprocedure, som blev indledt ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080 (3), fastsættes der i nævnte forordnings artikel 1 en frist for, hvornår skummetmælkspulveret senest skal være indkommet til offentlig oplagring.

(2)

I betragtning af den nuværende situation på markedet for mælk og mejeriprodukter med hensyn til prisfremgang og den omfattende lagerbeholdning på interventionslagrene bør der åbnes for salg af en yderligere mængde skummetmælkspulver ved at ændre datoen for indlagring.

(3)

Gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080 bør derfor ændres.

(4)

For at skummetmælkspulveret straks kan udbydes til salg, bør denne forordning træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

(1)

Bilag II til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (2), som ændret ved delegeret forordning (EU) 2017/698 (3), indeholder en liste over kombinationer af aktivstof og produkttype, der var omfattet af undersøgelsesprogrammet for eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter pr. 3. februar 2017.

(2)

For så vidt angår en række kombinationer af aktivstof og produkttype, der er opført på denne liste, har alle deltagere rettidigt trukket deres støtte tilbage.

(3)

For så vidt angår en række aktivstoffer, der er genereret in situ, er betegnelsen for de aktivstoffer og deres prækursorer, der støttes i undersøgelsesprogrammet, blevet yderligere præciseret. Dette har i visse tilfælde ført til en omdefinering af aktivstoffet i overensstemmelse med artikel 13 i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014.

(4)

Der er offentliggjort en invitation til personer, der ønsker at støtte de kombinationer af aktivstof og produkttype, der er blevet omdefineret og på nuværende tidspunkt ikke støttes, herunder generering in situ af aktivstofferne for de produkttyper, der er opført i bilag II til delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014, til at overtage hvervet som deltager.

(5)

For nogle kombinationer af aktivstof og produkttype er der ikke blevet forelagt en anmeldelse, eller anmeldelsen er blevet forelagt og afvist, jf. artikel 17, stk. 4 eller 5, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014.

(6)

I overensstemmelse med artikel 20 i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014 bør disse kombinationer af aktivstof og produkttype ikke godkendes til brug i biocidholdige produkter.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

(1)

Den 28. september 2017 anmodede Frankrig Kommissionen om at afgøre, hvorvidt bakterier af slægten Wolbachia (i det følgende benævnt »bakterierne«), præparater, der indeholder bakterierne, til podning på myg, og myg, der er inficeret med bakterierne på ikke-naturlig vis (i det følgende benævnt »ikke-naturligt inficerede myg«), og som anvendes til vektorbekæmpelsesformål, er biocidholdige produkter i den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning eller behandlede artikler i den i samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra l), omhandlede betydning eller ingen af delene.

(2)

Ifølge de oplysninger, som Frankrig har fremlagt, overføres disse intracellulære bakterier vertikalt, og de arves maternelt og forekommer naturligt i omkring 40 % af alle leddyr. Inficering af myg med bakterierne kan hos en række myg reducere evnen til at overføre visse patogene virus og parasitter ved at interferere med disse patogener i myggene og fremmer reproduktionen af inficerede hunmyg og spredningen af bakterierne i myggepopulationen. Da hanmyg inficeret med bakterien ydermere ikke er kompatible med lokale hunner, reducerer introduktionen af sådanne inficerede hanner i målpopulationen dens reproduktionspotentiale. Vektorbekæmpelseskampagner er derfor baseret på udsætning af ikke-naturligt inficerede myg i en population af myg for at styre populationsstørrelsen og/eller at reducere myggenes evne til at overføre visse patogener til mennesker.

(3)

Ifølge de oplysninger, som Frankrig har fremlagt, inficeres ikke alle myggearter eller individuelle myg inden for en art naturligt med de bakterier eller med en stamme af de bakterier, der kan udnyttes til vektorbekæmpelsesformål. Der skal derfor foretages inficering på ikke-naturlig vis under laboratorieforhold for at skabe ikke-naturligt inficerede myg med en egnet stamme af bakterierne. Dette kan opnås ved hjælp af forskellige inficeringsteknikker, herunder podning af bakterierne på voksne hunmyg eller på myggeægs cytoplasma.

(4)

Med henblik på bestemmelserne i artikel 3, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012 er det derfor relevant at vurdere, dels hvilken status bakterierne og præparater, der indeholder bakterierne, til podning på myg har, dels hvilken status ikke-naturligt inficerede myg har, uanset den anvendte inficeringsteknik.

(5)

Bakterierne er mikroorganismer i den i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning.

(6)

Myg er skadegørere i den i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning, da deres tilstedeværelse kan være uønsket eller de kan være skadelige for mennesker eller dyr.

(7)

Bakterierne har en indirekte virkning på myggepopulationen, enten ved at styre dens størrelse eller ved at reducere evnen til at overføre bestemte patogener, og bør derfor betragtes som et aktivstof i den i artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning

(8)

Produkttype 18, insekticider, acaricider og produkter til bekæmpelse af andre leddyr, som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012, omfatter produkter til bekæmpelse af leddyr på anden vis end ved afskrækkelse eller tiltrækning. Da bakterierne podes på myg i den hensigt at holde myggepopulationer under kontrol, falder anvendelsen heraf ind under beskrivelsen af produkttype 18.

(9)

Bakterierne eller præparater, der indeholder bakterierne, holder myg under kontrol på anden vis end blot ved fysisk eller mekanisk påvirkning.

(10)

Med henblik på artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012 bør bakterierne eller præparater, der indeholder bakterierne, betragtes som hhv. et stof eller en blanding, der består af eller indeholder et aktivstof. Derfor er bakterierne eller præparater, der indeholder bakterierne, som de leveres til den bruger, der foretager podningen på myg, et biocidholdig produkt i den i artikel 3, stk. 1, litra a), første led, i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning og omfattet af produkttype 18.

(11)

Ikke-naturligt inficerede myg er ikke mikroorganismer i den i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning.

(12)

Ikke-naturligt inficerede myg er ikke et stof eller en blanding i den i artikel 3, hhv. nr. 1) og 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (2) omhandlede betydning. De er derfor heller ikke hverken et stof eller en blanding med henblik på forordning (EU) nr. 528/2012, jf. artikel 3, stk. 2, litra a) og b), i samme forordning.

(13)

Følgelig er ikke-naturligt inficerede myg ikke et aktivstof i den i artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning. Derfor kan ikke-naturligt inficerede myg ikke være et biocidholdigt produkt i den i samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), første led, omhandlede betydning.

(14)

Ikke-naturligt inficerede myg er ikke artikler i den i artikel 3, nr. 3), i forordning (EF) nr. 1907/2006 omhandlede betydning. De betragtes derfor heller ikke som artikler med henblik på forordning (EU) nr. 528/2012, jf. artikel 3, stk. 2, litra c), i samme forordning. Følgelig kan ikke-naturligt inficerede myg ikke betragtes som behandlede artikler i den i artikel 3, nr. 1), litra l), i forordning (EU) nr. 528/2012 omhandlede betydning.

(15)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —