19.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 156/1

(1)

Det Europæiske Råd godkendte i sine konklusioner af 23.-24. oktober 2014 om 2030-rammen for klima- og energipolitikken et bindende mål for en national reduktion af drivhusgasemissioner på mindst 40 % for økonomien som helhed i 2030 i forhold til 1990, og dette mål blev bekræftet i Det Europæiske Råds konklusioner af 17.-18. marts 2016.

(2)

Ifølge Det Europæiske Råds konklusioner af 23.-24. oktober 2014 bør emissionsreduktionsmålet på mindst 40 % nås kollektivt af Unionen på den mest omkostningseffektive måde med reduktioner i Den Europæiske Unions emissionshandelssystem (»EU ETS«) som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (4) og i ikke-ETS-sektorer svarende til henholdsvis 43 % og 30 % i 2030 sammenlignet med 2005, idet indsatsen fordeles på grundlag af det relative BNP pr. indbygger.

(3)

Denne forordning er et led i gennemførelsen af Unionens forpligtelser i henhold til Parisaftalen (5), der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»UNFCCC«). Parisaftalen blev indgået på Unionens vegne den 5. oktober 2016 ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 (6). Unionens forpligtelse til at opnå emissionsreduktioner for økonomien som helhed var fastsat i det tilsigtede nationalt bestemte bidrag, som Unionen og dens medlemsstater forelagde for sekretariatet for UNFCCC den 6. marts 2015 med henblik på Parisaftalen. Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016. Unionen bør fortsætte med at mindske sine drivhusgasemissioner og øge optaget i overensstemmelse med Parisaftalen.

(4)

Parisaftalen fastsætter bl.a. et langsigtet mål i overensstemmelse med målsætningen om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau. Skove, landbrugsjord og vådområder vil spille en central rolle i opfyldelsen af dette mål. I Parisaftalen anerkender parterne ligeledes den grundlæggende prioritering af fødevaresikkerhed og af at udrydde hungersnød inden for rammerne af bæredygtig udvikling og indsatsen for at udrydde fattigdom samt fødevareproduktionssystemers særlige sårbarhed over for de skadelige virkninger af klimaændringer, således at modstandsdygtigheden over for klimaændringer og en udvikling med lave drivhusgasemissioner fremmes på en måde, der ikke er til fare for fødevareproduktionen. For at nå målene i Parisaftalen bør parterne styrke deres kollektive bestræbelser. Parterne bør udarbejde, meddele og opretholde successive nationalt bestemte bidrag. Parisaftalen erstatter fremgangsmåden i Kyotoprotokollen fra 1997, som ikke fortsættes efter 2020. I Parisaftalen opfordres også til, at der i anden halvdel af dette århundrede opnås en balance mellem menneskeskabte emissioner fordelt på kilder og optaget heraf fordelt på dræn af drivhusgasser, og til, at parterne træffer foranstaltninger til at bevare og i givet fald forøger dræn og reservoirer for drivhusgasser, herunder skove.

(5)

Sektoren for arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (»LULUCF«) har potentiale til at bibringe langsigtede klimafordele og derved bidrage væsentligt til opfyldelsen af Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner samt til de langsigtede klimamål i Parisaftalen. LULUCF-sektoren leverer også biomaterialer, der kan erstatte fossil- eller kulstofintensive materialer, og spiller derfor en vigtig rolle ved overgangen til en økonomi med lave drivhusgasemissioner. Da LULUCF-optag er reversible, bør de behandles som en særskilt søjle i Unionens klimapolitiske ramme.

(6)

Ifølge Det Europæiske Råds konklusioner af 23.-24. oktober 2014 bør de forskellige målsætninger for landbrugs- og arealanvendelsessektoren med deres mindre reduktionspotentiale samt behovet for at sikre sammenhæng mellem Unionens mål for fødevaresikkerhed og klimaændringer anerkendes. Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at undersøge, hvordan en bæredygtig intensivering af fødevareproduktion bedst kan fremmes, samtidig med at sektorens bidrag til en reduktion af drivhusgasemissioner og kulstofbinding, herunder ved skovplantning optimeres, og til at udarbejde en politik for, hvordan »LULUCF« kan medtages i 2030-rammen for modvirkning af drivhusgasemissioner, så snart de tekniske betingelser tillader det og under alle omstændigheder inden 2020.

(7)

En bæredygtig forvaltningspraksis i LULUCF-sektoren kan bidrage til modvirkning af klimaændringerne på flere forskellige måder, navnlig ved at reducere emissioner og bevare og forbedre dræn og kulstoflagre. For at foranstaltninger, der navnlig sigter mod at øge kulstofbindingen, kan være effektive, er kulstofpuljers langsigtede stabilitet og tilpasningsevne af afgørende betydning. Desuden kan en bæredygtig forvaltningspraksis opretholde LULUCF-sektorens produktivitet, regenereringsevne og vitalitet og derved fremme den økonomiske og sociale udvikling og samtidig reducere denne sektors CO2-aftryk og økologiske fodaftryk.

(8)

Udviklingen af bæredygtig og innovativ praksis og teknologi, herunder agroøkologi og agroskovbrug, kan øge LULUCF-sektorens rolle i forbindelse med modvirkning af og tilpasning til klimaændringer og tillige styrke denne sektors produktivitet og modstandsdygtighed. Da LULUCF-sektoren er karakteriseret ved lange tidsrammer for afkast, er langsigtede strategier vigtige for at øge forskningsmidlerne til udvikling af og investering i bæredygtig og innovativ praksis og teknologi. Investeringer i forebyggende foranstaltninger som f.eks. bæredygtig forvaltningspraksis kan mindske de risici, der er forbundet med naturlige forstyrrelser.

(9)

Det Europæiske Råd bekræftede i sine konklusioner af 22.-23. juni 2017 Unionens og dens medlemsstaters fulde engagement i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, som bl.a. sigter mod at sikre, at skovforvaltningen er bæredygtig.

(10)

Foranstaltninger til reduktion af skovrydning og skovforringelse og til fremme af bæredygtig skovforvaltning i udviklingslandene er vigtige. I denne sammenhæng mindede Rådet i sine konklusioner af 21. oktober 2009 og 14. oktober 2010 om Unionens mål om at nedbringe bruttorydningen af tropisk skov med mindst 50 % i 2020 i sammenligning med de nuværende niveauer og standse tabet af jordens skovdække senest i 2030.

(11)

I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 529/2013/EU (7) er der fastsat regnskabsregler, der gælder for emissioner og optag fra LULUCF-sektoren, og den har dermed bidraget til den udvikling af politikker, der har ført til en medtagelse af LULUCF-sektoren i Unionens emissionsreduktionsforpligtelse. Denne forordning bør bygge på de eksisterende regnskabsregler, idet de opdateres og forbedres for perioden fra 2021 til 2030. Den bør fastsætte medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre disse regnskabsregler, og den bør også kræve, at medlemsstaterne sikrer, at den samlede LULUCF-sektor ikke genererer nettoemissioner og bidrager til formålet om at forbedre dræn på lang sigt. Den bør ikke fastsætte regnskabs- eller rapporteringsforpligtelser for private parter, herunder landbrugere og skovbrugere.

(12)

LULUCF-sektoren, herunder landbrugsjord, har en direkte og væsentlig indvirkning på biodiversiteten og økosystemtjenester. Derfor er det et vigtigt mål for politikker, der berører denne sektor, at sikre, at der er overensstemmelse med Unionens biodiversitetsstrategimål. Der bør træffes foranstaltninger til at gennemføre og støtte aktiviteter i denne sektor til både afbødning og tilpasning. Der bør også sørges for sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og denne forordning. Alle sektorer skal yde deres rimelige andel til reduktionen af drivhusgasemissionerne.

(13)

Vådområder er effektive økosystemer for opbevaring af kulstof. Beskyttelse og genoprettelse af vådområder vil derfor kunne reducere drivhusgasemissionerne i LULUCF-sektoren. Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringers (»IPCC«) finjustering af IPPC-retningslinjerne for de nationale drivhusgasopgørelser fra 2006 vedrørende vådområder bør tages i betragtning i denne sammenhæng.

(14)

For at sikre LULUCF-sektorens bidrag til opfyldelsen af Unionens mål for reduktion af emissioner på mindst 40 pct. og til de langsigtede mål i Parisaftalen er det nødvendigt med et robust regnskabssystem. For at opnå nøjagtige opgørelser af emissioner og optag i overensstemmelse med IPCC-retningslinjerne for de nationale drivhusgasopgørelser fra 2006 (»IPCC-retningslinjer«) bør de årlige rapporterede værdier i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (8) for arealanvendelseskategorier og omlægningen mellem kategorier for arealanvendelser benyttes, hvorved de anvendte metode i henhold til UNFCCC og Kyotoprotokollen strømlines. Arealer, der omlægges til en anden arealanvendelseskategori, bør anses for at være i overgang til denne kategori i den standardperiode på 20 år, der referereres til i IPCC-retningslinjerne. Medlemsstaterne bør alene kunne fravige denne standardperiode for skovrejsningsarealer og alene under begrænsede omstændigheder, der retfærdiggøres af IPCC-retningslinjerne. Ændringer af IPCC-retningslinjerne som vedtaget af UNFCCC-partskonferencen eller den partskonference, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen, bør i relevant omfang afspejles i rapporteringskravene, der er fastsat i nærværende forordning.

(15)

Det anføres i de internationalt aftalte IPCC-retningslinjer, at emissioner fra forbrændingen af biomasse kan opgøres som nul i energisektoren på den betingelse, at sådanne emissioner medregnes i LULUCF-sektoren. I Unionen opgøres emissioner fra biomasseforbrænding p.t. som nul i henhold til artikel 38 i Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 (9) og bestemmelserne i forordning (EU) nr. 525/2013, hvorfor overensstemmelse med IPCC-retningslinjerne kun ville blive sikret, hvis sådanne emissioner afspejles korrekt i nærværende forordning.

(16)

Emissioner og optag fra skovarealer afhænger af en række naturlige omstændigheder, dynamiske aldersrelaterede skovkarakteristika samt af nuværende og tidligere forvaltningspraksis, der varierer betydeligt mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af et basisår gør det ikke muligt at afspejle disse faktorer og heraf følgende cykliske virkninger på eller variationerne mellem forskellige år af emissioner og optag. De relevante regnskabsregler bør i stedet indeholde referenceniveauer, således at der ses bort fra virkningerne af naturlige og landespecifikke karakteristika. Skovreferenceniveauerne bør tage høje for eventuelle skæve aldersstrukturer i skovene og bør ikke unødigt begrænse fremtidig skovforvaltningsintensitet således at langsigtede kulstofdræn kan blive fastholdt eller forbedret. I betragtning af Kroatiens særlige historiske situation vil dets skovreferenceniveau også kunne tage hensyn til besættelsen af dets territorium, og krigstids- og efterkrigsomstændigheder, der påvirkede skovforvaltningen i referenceperioden. De relevante regnskabsregler tager hensyn til principperne for bæredygtig skovforvaltning, som vedtaget på ministerkonferencen om beskyttelse af skovene i Europa (»Forest Europe«).

(17)

Medlemsstaterne bør indgive nationale regnskabsplaner for skovbrug, herunder skovreferenceniveauer til Kommissionen. I mangel af en international revision under UNFCCC eller Kyotoprotokollen bør der indføres en kontrolprocedure for at sikre gennemsigtighed og forbedring af regnskabskvaliteten i denne kategori af forvaltede skovarealer.

(18)

Når Kommissionen vurderer de nationale regnskabsplaner for skovbrug, herunder de heri foreslåede skovreferenceniveauer, bør den bygge på god praksis og erfaring i forbindelse med eksperternes revision under UNFCCC, herunder deltagelse af eksperter fra medlemsstaterne. Kommissionen bør sikre, at eksperter fra medlemsstaterne inddrages i den tekniske vurdering af, hvorvidt de foreslåede skovreferenceniveauer er blevet fastsat i overensstemmelse med de kriterier og krav, der er fastsat i denne forordning. Resultaterne af den tekniske vurdering bør til information videresendes til den stående skovbrugskomité, der blev nedsat ved Rådets beslutning 89/367/EØF (10). Kommissionen bør også konsultere interessenter og civilsamfundet. De nationale regnskabsplaner for skovbrug bør offentliggøres i overensstemmelse med den relevante lovgivning.

(19)

Den øgede bæredygtige anvendelse af høstede træprodukter kan i væsentlig grad begrænse emissionerne gennem substitutionsvirkningen og øge optaget af drivhusgasser fra atmosfæren. Regnskabsreglerne bør sikre, at medlemsstaterne i deres LULUCF regnskaber angiver nøjagtigt og på en gennemsigtig måde ændringer i kulstofpuljen af høstet træ, når sådanne ændringer sker, for at anerkende og give incitament til øget brug af høstede træprodukter med lang livscyklus. Kommissionen bør vejlede om metodologiske spørgsmål, der er relateret til regnskabet for høstede træprodukter.

(20)

Naturlige forstyrrelser, såsom skovbrande, insekt- og sygdomsangreb, ekstremt vejr og geologiske forstyrrelser, som er uden for medlemsstaternes kontrol, og som disse ikke har nogen indflydelse på, kan medføre drivhusgasemissioner af midlertidig karakter i LULUCF-sektoren eller reversering af tidligere optag. Eftersom en sådan reversering også kan skyldes forvaltningsbeslutninger, såsom beslutninger om at høste eller plante træer, bør denne forordning sikre, at menneskeskabt reversering af optag altid afspejles nøjagtigt i LULUCF-regnskaberne. Desuden bør denne forordning give medlemsstaterne en begrænset mulighed for at udelukke emissioner fra forstyrrelser, der er uden for deres kontrol, fra deres LULUCF-opgørelser. Den måde, hvorpå medlemsstaterne administrerer disse bestemmelser, bør dog ikke føre til uretmæssigt lave regnskabsopgørelser.

(21)

Afhængigt af nationale præferencer bør medlemsstaterne kunne vælge hensigtsmæssige nationale politikker til opfyldelsen af deres forpligtelser i LULUCF-sektoren, herunder muligheden for at veje emissioner fra én arealopgørelseskategori op imod optag fra en anden arealopgørelseskategori. De bør også være i stand til at kumulere nettooptag i perioden fra 2021 til 2030. Overførsler mellem medlemsstaterne bør fortsat være tilgængeligt som en ekstra mulighed, og medlemsstaterne bør kunne anvende de årlige emissionstildelinger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (11) med henblik på at overholde kravene i nærværende forordning. Brugen af fleksibilitet fastsat i nærværende forordning vil ikke bringe det overordnede ambitionsniveau for Unionens drivhusgasreduktionsmål i fare.

(22)

Skove, der forvaltes på en bæredygtig måde, udgør normalt dræn, der bidrager til at modvirke klimaændringer. I referenceperioden fra 2000 til 2009 var det rapporterede årlige gennemsnitlige optag gennem dræn fra skovarealer 372 mio. ton CO2-ækvivalenter pr. år for Unionen som helhed. Medlemsstaterne bør sørge for at dræn og reservoirer, herunder fra skove, bevares eller om nødvendigt forøges med henblik på at opfylde Parisaftalens formål og nå Unionens ambitiøse mål for reduktion af drivhusgasemissioner i 2050.

(23)

Optag fra forvaltede skovarealer bør regnskabsføres i forhold til et fremadrettet skovreferenceniveau. Det projekterede fremtidige optag af dræn bør baseres på en fremskrivning af skovforvaltningspraksissen og intensiteten fra en referenceperiode. En reduktion af et dræn i forhold til referenceniveauet bør opgøres som emissioner. Særlige nationale forhold og særlig national praksis, f.eks. en lavere skovningsintensitet end normalt eller aldrende skove i referenceperioden, bør tages i betragtning.

(24)

Medlemsstaterne bør have en vis fleksibilitet til midlertidigt at øge deres skovningsintensitet i overensstemmelse med bæredygtig skovforvaltningspraksis, som er forenelig med målet i Parisaftalen, forudsat at de samlede emissioner i Unionen ikke overstiger det samlede optag i LULUCF-sektoren. I medfør af en sådan fleksibilitet bør alle medlemsstater tildeles en basismængde af kompensation, der beregnes på grundlag af en faktor udtrykt som en procentdel af deres rapporterede dræn i perioden fra 2000 til 2009, for at kompensere for de emissioner fra forvaltede skovarealer det har opgjort. Det bør sikres, at medlemsstaterne kun kan kompenseres op til det niveau, hvor deres skove ikke længere udgør dræn.

(25)

Medlemsstater med meget stort skovdække sammenlignet med EU-gennemsnittet, navnlig mindre medlemsstater med stort skovdække er mere afhængige end andre medlemsstater af forvaltede skovarealer for at opveje emissioner i andre arealopgørelseskategorier og vil derfor i højere grad blive berørt og vil have begrænsede muligheder for at øge deres skovdække. Kompensationsfaktoren bør derfor hæves på grundlag af skovdækket og landarealet, således at medlemsstater med et meget lille landareal og et meget stort skovdække sammenlignet med EU-gennemsnittet tildeles den højeste kompensationsfaktor i referenceperioden.

(26)

Rådet anerkendte i sine konklusioner af 9. marts 2012 de særlige forhold, som gør sig gældende i lande med store skovområder. Sådanne særlige forhold vedrører især de begrænsede muligheder for at skabe balance mellem emissioner og optag. I betragtning af at Finland er den medlemsstat, der har de største skovområder, og under hensyntagen til sine særlige geografiske forhold, står Finland over for særlige vanskeligheder i denne henseende. Finland bør derfor indrømmes begrænset yderligere kompensation.

(27)

For at overvåge medlemsstaternes fremskridt i retning af at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne forordning og for at sikre, at oplysninger om emissioner og optag er gennemsigtige, nøjagtige, konsekvente, fuldstændige og sammenlignelige, bør medlemsstaterne give Kommissionen de relevante data i drivhusgasopgørelsen i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 525/2013, og kontrol af overholdelsen i henhold til nærværende forordning bør tage disse rapporteringer i betragtning. Hvis en medlemsstat har til hensigt at anvende fleksibiliteten vedrørende forvaltede skovarealer fastsat i nærværende forordning, bør den i rapporten om overholdelsen angive den kompensationsmængde, som den agter at anvende.

(28)

Det Europæiske Miljøagentur bør bistå Kommissionen efter behov i overensstemmelse med agenturets årlige arbejdsprogram med systemet for årlig rapportering af drivhusgasemissioner og optag, vurderingen af oplysninger om politikker og foranstaltninger samt nationale fremskrivninger, evaluering af planlagte supplerende politikker og foranstaltninger og kontrol af overholdelsen, der udføres af Kommissionen i henhold til denne forordning.

(29)

For at sikre korrekt regnskabsføring af transaktioner i henhold til denne forordning, herunder anvendelse af fleksibilitet og sporing, og fremme øget brug af træprodukter med lang livscyklus bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår teknisk tilpasning af definitioner, herunder minimumsværdier for definitionen af skove, lister over drivhusgasser og kulstofpuljer, fastsættelsen af medlemsstaternes skovreferenceniveauer for perioderne henholdsvis fra 2021 til 2025 og fra 2026 til 2030, medtagelsen af nye kategorier af høstede træprodukter, revisionen af metode og oplysningskrav vedrørende naturlige forstyrrelser for at afspejle ændringerne i IPPC-retningslinjerne, og regnskabsføring af transaktioner gennem EU-registret. De nødvendige bestemmelser om regnskabsføring af transaktioner bør være indeholdt i et enkelt instrument, der kombinerer regnskabsbestemmelserne i henhold til forordning (EU) nr. 525/2013, forordning (EU) 2018/842, nærværende forordning og direktiv 2003/87/EF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (12). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(30)

Kommissionen bør også som led i sin regelmæssige rapportering i henhold til forordning (EU) nr. 525/2013 vurdere resultatet af den forberedende dialog i 2018 under UNFCCC (»Talanoa-dialogen«). Nærværende forordning bør revideres i 2024 og hvert femte år derefter for at vurdere, hvordan den generelt fungerer. Ved denne revision bør der lægges vægt på resultaterne af den Talanoa-dialogen og den globale statusopgørelse i henhold til Parisaftalen. Rammen for perioden efter 2030 bør være i overensstemmelse med de langsigtede mål og forpligtelserne i henhold til Parisaftalen.

(31)

For at sikre en effektiv, gennemsigtig og omkostningseffektiv rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner og optag samt rapportering af enhver anden nødvendige oplysning til vurdering af overholdelsen af medlemsstaternes forpligtelser bør der indsættes rapporteringskrav i forordning (EU) nr. 525/2013.

(32)

For at lette dataindsamlingen og metodeforbedringen bør arealanvendelse opgøres og rapporteres ved hjælp af geografisk sporing af hvert areal svarende til nationale dataindsamlingssystemer og EU-dataindsamlingssystemer. Eksisterende EU- og medlemsstatsprogrammer og -undersøgelser, herunder systemet til overvågning af arealanvendelse (LUCAS), Unionens jordobservations- og jordovervågningsprogram Copernicus og det europæiske satellitnavigationssystem Galileo til dataindsamling, bør udnyttes bedst muligt. Datastyring, herunder deling med henblik på rapportering, genbrug og formidling, bør være i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (13).

(33)

Forordning (EU) nr. 525/2013 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(34)

Afgørelse nr. 529/2013/EU bør fortsat finde anvendelse på regnskabs- og rapporteringsforpligtelserne i regnskabsperioden fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2020. Denne forordning finder anvendelse på regnskabsperioderne fra den 1. januar 2021.

(35)

Afgørelse nr. 529/2013/EU bør ændres i overensstemmelse hermed.

(36)

Målene for denne forordning, navnlig fastsættelsen af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende LULUCF sektoren, der bidrager til opnåelse af målene i Parisaftalen og opfyldelse af Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner for perioden fra 2021 til 2030, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten af Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

I perioderne fra 2021 til 2025 og fra 2026 til 2030:

i)   »nyplantede arealer«: arealanvendelse rapporteret som dyrkede arealer, græsarealer, vådområder, bebyggelse eller andre arealer, der er omlagt til skovarealer

ii)   »ryddede arealer«: arealanvendelse rapporteret som skovarealer omlagt til dyrkede arealer, græsarealer, vådområder, bebyggelse eller andre arealer

iii)   »forvaltede dyrkede arealer«: arealanvendelse rapporteret som:

iv)   »forvaltede græsarealer«: arealanvendelse rapporteret som:

v)   »forvaltede skovarealer«: arealanvendelse rapporteret som skovarealer, der bevares som skovarealer.

b)

Fra og med 2026: »forvaltede vådområder«: arealanvendelse rapporteret som:

a)

vådområder, der bevares som vådområder,

b)

bebyggelse eller andre arealer omlagt til vådområder, eller

c)

vådområder omlagt til bebyggelse eller andre arealer.

a)

papir

b)

træplader

c)

savskåret træ.

a)

forelægge Kommissionen oplysninger om baggrundsniveauet for de arealopgørelseskategorier, der er omhandlet i stk. 1, og om de data og metoder, der anvendes i henhold til bilag VI til Kommissionen, og

b)

udelukke alle efterfølgende optag på arealer, der påvirkes af naturlige forstyrrelser fra regnskaberne, indtil 2030.

a)

den generelle fleksibilitet, der er omhandlet i artikel 12, og

b)

fleksibiliteten for forvaltede skovarealer, der er fastsat i artikel 13, for at opfylde forpligtelsen i artikel 4.

a)

medlemsstaten i sin strategi, der er indgivet i henhold til artikel 4 i forordning (EU) nr. 525/2013, har medtaget igangværende eller planlagte konkrete foranstaltninger til at sikre bevarelse eller i givet fald forøgelse af dræn og reservoirer fra skove, og

b)

de samlede emissioner i Unionen ikke overstiger det samlede optag i de arealopgørelseskategorier, der er omhandlet i denne forordnings artikel 2, i den periode, for hvilken medlemsstaten har til hensigt at anvende kompensation. Når Kommissionen vurderer, om de samlede emissioner i Unionen overstiger det samlede optag, sørger den for, at dobbelttælling undgås af medlemsstaterne, navnligt i forbindelse med udøvelse af fleksibiliteten der er fastsat i denne forordning og forordning (EU) 2018/842.

a)

dræn regnskabsført som emissioner i forhold til dens skovreferenceniveau, og

b)

op til den maksimale kompensationsmængde for denne medlemsstat fastsat i bilag VII for perioden fra 2021 til 2030.

1)

I artikel 7, stk. 1, foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 13, stk. 1, litra c), tilføjes følgende nummer:

3)

I artikel 14, stk. 1, indsættes følgende litra:

4)

Følgende bilag indsættes:

1)

I artikel 3, stk. 2, udgår første afsnit.

2)

I artikel 6 udgår stk. 4.

19.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 156/26

(1)

Det Europæiske Råd godkendte i sine konklusioner af 23.-24. oktober 2014 om 2030-rammen for klima- og energipolitikken et bindende mål for en national reduktion af drivhusgasemissioner på mindst 40 % for økonomien som helhed i 2030 i forhold til 1990, og dette mål blev bekræftet i Det Europæiske Råds konklusioner af 17.-18. marts 2016.

(2)

Ifølge Det Europæiske Råds konklusioner af 23.-24. oktober 2014 bør emissionsreduktionsmålet på mindst 40 % nås kollektivt af Unionen på den mest omkostningseffektive måde med reduktioner i Den Europæiske Unions emissionshandelssystem (»EU ETS«) fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (4) og i sektorer uden for ETS på henholdsvis 43 % og 30 % senest i 2030 i forhold til 2005. Alle sektorer i økonomien bør bidrage til at nå disse reduktioner af drivhusgasemissionerne, og alle medlemsstater bør deltage i denne indsats, idet der sikres balance mellem retfærdigheds- og solidaritetshensyn. Metoden til fastsættelse af de nationale reduktionsmål for sektorerne uden for ETS under hensyntagen til alle de elementer, der anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF (5), bør videreføres indtil 2030, idet indsatsen fordeles på grundlag af det relative BNP pr. indbygger. Alle medlemsstater bør bidrage til den samlede EU-reduktion i 2030 med mål fra 0 % til – 40 % i forhold til 2005. De nationale mål for gruppen af medlemsstater med et BNP pr. indbygger over EU-gennemsnittet bør justeres forholdsmæssigt for at afspejle omkostningseffektivitet på en retfærdig og afbalanceret måde. Opnåelsen af disse reduktioner af drivhusgasemissionerne bør øge effektiviteten og innovationen i EU-økonomien og bør navnlig føre til forbedringer inden for byggeri, landbrug, affaldshåndtering og transport, for så vidt de falder ind under anvendelsesområdet for denne forordning.

(3)

Denne forordning er et led i gennemførelsen af Unionens bidrag i henhold til Parisaftalen (6), der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»UNFCCC«). Parisaftalen blev indgået på Unionens vegne den 5. oktober 2016 ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 (7). Unionens forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne for hele økonomien var indeholdt i det tilsigtede nationalt bestemte bidrag, som Unionen og dens medlemsstater i lyset af Parisaftalen forelagde sekretariatet for UNFCCC den 6. marts 2015. Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016 og afløser tilgangen i Kyotoprotokollen fra 1997, der ikke videreføres efter 2020.

(4)

Parisaftalen fastsætter bl.a. et langsigtet mål i overensstemmelse med målsætningen om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau. Den understreger også betydningen af at tilpasse sig til de skadelige virkninger af klimaændringerne og af at lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling. I Parisaftalen opfordres der også til, at der i anden halvdel af dette århundrede opnås en balance mellem menneskeskabte emissioner fordelt på kilder og optaget heraf fordelt på dræn af drivhusgasser, og til at parterne træffer foranstaltninger til at bevare eller eventuelt forøger dræn og reservoirer for drivhusgasser, herunder skove.

(5)

Det Europæiske Råd støttede i sine konklusioner af 29.-30. oktober 2009 et EU-mål om i forbindelse med de nødvendige reduktioner, som ifølge Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) skal foretages af de udviklede lande i fællesskab, at reducere deres drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050 i forhold til 1990.

(6)

De nationalt bestemte bidrag for parterne i Parisaftalen skal afspejle deres størst mulige ambition og udgøre et fremskridt over tid. Derudover bør parterne i Parisaftalen stræbe efter at formulere og kommunikere langsigtede udviklingsstrategier med henblik på at opnå lave drivhusgasemissioner under hensyntagen til målsætningerne i Parisaftalen. I Rådskonklusionerne af 13. oktober 2017 anerkendes betydningen af de langsigtede mål og de femårige cyklusser til gennemgang af gennemførelsen af Parisaftalen og fremhæves betydningen af langsigtede udviklingsstrategier for lave drivhusgasemissioner som et politikredskab til udvikling af pålidelige tilgange og de langsigtede politikændringer, der er nødvendige for at nå målene i Parisaftalen.

(7)

Overgangen til ren energi kræver en ændret investeringsadfærd og incitamenter på tværs af det politiske spektrum. Det er en topprioritet for Unionen at etablere en modstandsdygtig energiunion, der kan levere sikker, vedvarende, konkurrencedygtig og billig energi til sine borgere. For at opnå dette kræves, at den ambitiøse klimaindsats videreføres ved hjælp af denne forordning, og at der gøres fremskridt inden for andre dele af energiunionen som beskrevet i Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik«.

(8)

En række EU-foranstaltninger styrker medlemsstaternes evne til at opfylde deres klimaforpligtelser og er afgørende for at opnå de nødvendige reduktioner af drivhusgasemissioner i de sektorer, der er omfattet af denne forordning. Disse foranstaltninger omfatter lovgivning om fluorholdige drivhusgasser, CO2-reduktioner fra køretøjer, bygningers energimæssige ydeevne, vedvarende energi, energieffektivitet og den cirkulære økonomi samt Unionens finansieringsinstrumenter for klimarelaterede investeringer.

(9)

Det Europæiske Råd noterede sig i sine konklusioner af 19.-20. marts 2015, at Unionen er fast besluttet på at opbygge en energiunion med en fremadrettet klimapolitik på grundlag af Kommissionens rammestrategi, hvis fem dimensioner er tæt forbundne og styrker hinanden gensidigt. Begrænsning af energiefterspørgslen er en af de fem dimensioner i denne energiunionsstrategi. Forbedring af energieffektiviteten kan give væsentlige reduktioner af drivhusgasemissionerne. Det kan også være til gavn for miljø og sundhed, forbedre energisikkerheden, mindske energiomkostningerne for husstande og virksomheder, bidrage til at afhjælpe energifattigdom og skabe øget beskæftigelse og økonomisk aktivitet i økonomien som helhed. Foranstaltninger, der bidrager til en øget udbredelse af energibesparende teknologier i bygninger og inden for industri og transport, kan være en omkostningseffektiv måde til at hjælpe medlemsstaterne med at nå deres mål i henhold til denne forordning.

(10)

Anvendelse og udvikling af bæredygtige og innovative praksisser og teknologier kan styrke landbrugssektorens rolle med hensyn til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, navnlig ved at reducere drivhusgasemissioner og bevare og forbedre dræn og kulstoflagre. For at reducere landbrugssektorens CO2-aftryk og økologiske fodaftryk og samtidig bevare dens produktivitet, gendannelsesevne og vitalitet er det vigtigt at øge indsatsen for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer samt forskningsstøtten til udvikling af og investeringer i bæredygtige og innovative praksisser og teknologier.

(11)

Landbrugssektoren har direkte og betydelig indvirkning på biodiversiteten og økosystemerne. Det er derfor vigtigt at sikre sammenhæng mellem målet for denne forordning og Unionens øvrige politikker og målsætninger, såsom den fælles landbrugspolitik og målsætningerne i forbindelse med biodiversitetsstrategien, skovbrugsstrategien og strategien for den cirkulære økonomi.

(12)

Transportsektoren tegner sig for næsten en fjerdedel af Unionens drivhusgasemissioner. Det er derfor vigtigt også efter 2020 at reducere de drivhusgasemissioner og risici, der er forbundet med afhængighed af fossile brændstoffer i transportsektoren, gennem en samlet tilgang med henblik på at fremme reduktioner af drivhusgasemissioner og energieffektivitet på transportområdet, elektrisk transport, omstilling til mere bæredygtige transportformer samt bæredygtige og vedvarende energikilder på transportområdet. Omstillingen til lavemissionsmobilitet som led i den bredere omstilling til en sikker og bæredygtig lavemissionsøkonomi kan lettes ved at indføre gunstige betingelser og stærke incitamenter samt langsigtede strategier, der kan øge investeringerne.

(13)

Virkningen af Unionens og medlemsstaternes politikker og foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vurderes i overensstemmelse med overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (8).

(14)

Uden at det berører budgetmyndighedens beføjelser, bør metoden til integrering af klimaaspektet, som blev indført under den flerårige finansielle ramme for 2014-2020, hvor det er relevant, videreføres og forbedres med henblik på at tackle udfordringerne og investeringsbehovet i forbindelse med klimaindsatsen fra 2021 og fremefter. EU-støtten bør være i tråd med målsætningerne i Unionens 2030-ramme for klima- og energipolitikken og de langsigtede målsætninger, der fremgår af Parisaftalen, med henblik på at sikre, at de offentlige midler anvendes effektivt. Kommissionen bør udarbejde en rapport om virkningerne af EU-støtte ydet via EU-budgettet eller på anden måde i henhold til EU-retten om drivhusgasemissionerne i de sektorer, der er omfattet af denne forordning eller direktiv 2003/87/EF.

(15)

Nærværende forordning bør omfatte drivhusgasemissioner fra IPCC-kategorierne energi, industriprocesser og produktanvendelse, landbrug og affald som fastsat i henhold til forordning (EU) nr. 525/2013, bortset fra drivhusgasemissioner fra de aktiviteter, der er opført i bilag I til direktiv 2003/87/EF.

(16)

De oplysninger, der i dag indrapporteres i de nationale drivhusgasopgørelser og i de nationale registre og Unionens register, er ikke tilstrækkelige til, at man for de enkelte medlemsstater kan fastsætte de CO2-emissioner fra civil luftfart på nationalt plan, som ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF. Når Unionen vedtager rapporteringsforpligtelser, bør den ikke pålægge medlemsstaterne eller små og mellemstore virksomheder (SMV'er) byrder, der er uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte målsætninger. CO2-emissioner fra luftfart, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, udgør kun en meget begrænset del af de samlede drivhusgasemissioner, og det ville være urimeligt byrdefuldt at indføre et rapporteringssystem for disse emissioner i lyset af de eksisterende krav for sektoren som helhed i henhold til direktiv 2003/87/EF. Derfor bør CO2-emissioner fra IPCC-kildekategori »1.A.3.A civil luftfart« med henblik på denne forordning behandles som lig nul.

(17)

Hver enkelt medlemsstats reduktion af drivhusgasemissionerne i 2030 bør fastsættes i forhold til dens evaluerede drivhusgasemissioner for 2005, der er omfattet af denne forordning, med undtagelse af verificerede drivhusgasemissioner fra anlæg, der var i drift i 2005, og som først blev omfattet af EU ETS efter 2005. De årlige emissionstildelinger fra 2021 til 2030 bør fastsættes på grundlag af oplysninger, der indgives af medlemsstaterne og evalueres af Kommissionen.

(18)

Fremgangsmåden i beslutning nr. 406/2009/EF med årligt bindende nationale lofter bør fortsat anvendes i perioden fra 2021 til 2030. Reglerne for fastsættelse af de årlige emissionstildelinger for hver enkelt medlemsstat som fastlagt i denne forordning bør følge samme metode som for medlemsstater med negative lofter i henhold til nævnte beslutning, men således at beregningen af forløbet begynder fem tolvtedele inde i perioden fra 2019 til 2020 eller i 2020 på baggrund af de gennemsnitlige drivhusgasemissioner i perioden 2016-2018, og at forløbet slutter ved det loft for 2030, der er fastsat for hver enkelt medlemsstat. For at sikre passende bidrag til Unionens reduktionsmål for drivhusgasemissioner i perioden fra 2021 til 2030 bør startdatoen for forløbet for hver enkelt medlemsstat fastsættes på grundlag af, hvilken af disse datoer, der resulterer i den laveste tildeling. Medlemsstater, der både har et positivt loft i henhold til beslutning nr. 406/2009/EF og stigende årlige emissionstildelinger mellem 2017 og 2020 i henhold til Kommissionens afgørelse 2013/162/EU (9) og Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/634/EU (10), bør få den årlige emissionstildeling i 2021 tilpasset for at afspejle den øgede drivhusgasemissionskapacitet i de pågældende år.

Der bør indføres en yderligere tilpasning for visse medlemsstater, der er i den særlige situation, at de både har et positivt loft i henhold til beslutning nr. 406/2009/EF og enten de laveste drivhusgasemissioner pr. indbygger i henhold til nævnte beslutning eller den laveste andel af drivhusgasemissioner fra sektorer, der ikke er omfattet af nævnte beslutning, i forhold til deres samlede drivhusgasemissioner. Denne yderligere tilpasning bør kun dække en del af de reduktioner af drivhusgasemissionerne, der er nødvendige i perioden fra 2021 til 2029, for at fastholde incitamenterne til yderligere reduktioner af drivhusgasemissioner og for ikke at påvirke opfyldelsen af målet for 2030, idet der tages hensyn til brugen af andre tilpasnings- og fleksibilitetsmuligheder fastsat i denne forordning.

(19)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordnings bestemmelser om fastsættelse af medlemsstaternes årlige emissionstildelinger, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (11).

(20)

I sine konklusioner af 23.-24. oktober 2014 erklærede Det Europæiske Råd, at tilgængeligheden og anvendelsen af de eksisterende fleksibilitetsinstrumenter i sektorerne uden for ETS bør øges væsentligt for at sikre en omkostningseffektiv kollektiv EU-indsats og en indbyrdes tilnærmelse af drivhusgasemissionerne pr. indbygger senest i 2030. For at fremme den overordnede omkostningseffektivitet af de samlede reduktioner bør medlemsstaterne have mulighed for at henlægge og låne en del af deres årlige emissionstildelinger. De bør også have mulighed for at overføre en del af deres årlige emissionstildelinger til andre medlemsstater. Sådanne overførsler bør være gennemsigtige, og de bør udføres på en måde, der passer alle parter, herunder ved hjælp af auktionering, ved brug af mellemmænd, der opererer på agenturbasis, eller gennem bilaterale aftaler. Enhver sådan overførsel kan være resultatet af et projekt eller program til modvirkning af drivhusgasemissioner, der gennemføres i den sælgende medlemsstat og finansieres af den modtagende medlemsstat. Medlemsstaterne bør desuden have mulighed for at tilskynde til oprettelsen af offentlig-private partnerskaber i forbindelse med projekter som omhandlet i artikel 24a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF.

(21)

Der bør indføres en fleksibilitetsmulighed af engangskarakter for at gøre det lettere for medlemsstater, hvis nationale reduktionsmål ligger væsentligt over både EU-gennemsnittet og deres omkostningseffektive reduktionspotentiale, og for medlemsstater, der ikke har tildelt gratis EU ETS-kvoter til industrianlæg i 2013, at nå deres mål. Af hensyn til målet med markedsstabilitetsreserven oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 (12) om at håndtere strukturelle ubalancer mellem udbud og efterspørgsel i EU ETS bør de EU ETS-kvoter, der tages i betragtning i forbindelse med fleksibilitetsmuligheden af engangskarakter, betragtes som EU ETS-kvoter i omsætning ved fastsættelsen af det samlede antal EU ETS-kvoter i omsætning i et givet år. Kommissionen bør i sin første revision i henhold til nævnte afgørelse vurdere, om kvoterne fortsat skal betragtes som EU ETS-kvoter i omsætning.

(22)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (13) fastsætter regnskabsregler vedrørende drivhusgasemissioner og -optag i forbindelse med arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (»LULUCF«). Aktiviteter, der hører under nævnte forordnings anvendelsesområde, bør ikke være omfattet af nærværende forordning. Eftersom det miljømæssige resultat i medfør af denne forordning, hvad angår de opnåede niveauer af reduktioner af drivhusgasemissioner, påvirkes, når der tages højde for en mængde på op til summen af de samlede nettooptag og de samlede nettoemissioner fra nyplantede arealer, ryddede arealer, forvaltede dyrkede arealer, forvaltede græsarealer og på visse betingelser forvaltede skovområder samt, når det kræves i henhold til forordning (EU) 2018/841, forvaltede vådområder som defineret i nævnte forordning, bør en LULUCF-fleksibilitet for en maksimal mængde på 280 mio. ton CO2-ækvivalenter til dette optag fordelt på medlemsstaterne medtages i nærværende forordning som en ekstra mulighed for medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser, når det er nødvendigt. I denne samlede mængde og fordelingen heraf på medlemsstaterne bør der tages højde for landbrugs- og arealanvendelsessektorens mindre modvirkningspotentiale og et passende bidrag fra denne sektor til modvirkning af drivhusgasemissioner og kulstofbinding. Hertil kommer, at frivilligt afkald på årlige emissionstildelinger i henhold til nærværende forordning bør give mulighed for, at sådanne mængder kan tages i betragtning ved vurdering af medlemsstaternes overholdelse af kravene i forordning (EU) 2018/841.

(23)

Den 30. november 2016 fremlagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forvaltning af energiunionen (»forvaltningsforslaget«), der pålægger medlemsstaterne at udarbejde integrerede nationale energi- og klimaplaner i forbindelse med den strategiske planlægning af energi- og klimapolitikken vedrørende alle energiunionens fem nøgledimensioner. I henhold til forvaltningsforslaget skal de nationale planer for perioden fra 2021 til 2030 spille en central rolle i medlemsstaternes planlægning af deres overholdelse af nærværende forordning og forordning (EU) 2018/841. Med henblik herpå skal medlemsstaterne fastsætte politikker og foranstaltninger for at opfylde forpligtelserne i nærværende forordning og forordning (EU) 2018/841 med blik til det langsigtede mål om at opnå en balance mellem drivhusgasemissioner og optag i overensstemmelse med Parisaftalen. Disse planer skal også indeholde en vurdering af virkningerne af de politikker og foranstaltninger, der er planlagt for at opfylde målsætningerne. Ifølge forvaltningsforslaget bør Kommissionen have mulighed for at angive i sine henstillinger om udkastene til nationale planer, om ambitionsniveauet og den efterfølgende gennemførelse af politikker og foranstaltninger er passende. Den mulige anvendelse af LULUCF-fleksibiliteten til at overholde nærværende forordning bør tages i betragtning ved udarbejdelsen af disse planer.

(24)

Det Europæiske Miljøagentur sigter mod at understøtte den bæredygtige udvikling og hjælpe med at opnå betydelige og målbare forbedringer af miljøet ved at levere rettidige, målrettede, relevante og pålidelige oplysninger til politiske beslutningstagere, offentlige institutioner og offentligheden. Det Europæiske Miljøagentur bør, hvor det er relevant, bistå Kommissionen i overensstemmelse med agenturets årlige arbejdsprogram.

(25)

Eventuelle tilpasninger af inddragelsen som fastsat i artikel 11, 24, 24a og 27 i direktiv 2003/87/EF bør modsvares af en tilsvarende tilpasning af den maksimale mængde drivhusgasemissioner, der er omfattet af denne forordning. Når medlemsstaterne inddrager yderligere drivhusgasemissioner fra anlæg, der tidligere var omfattet af direktiv 2003/87/EF, i deres forpligtelser efter denne forordning, bør disse medlemsstater således gennemføre yderligere politikker og foranstaltninger i de sektorer, der er omfattet af denne forordning, for at reducere disse drivhusgasemissioner.

(26)

I anerkendelse af den indsats, som de medlemsstater, der i 2013 havde et BNP pr. indbygger på under EU-gennemsnittet, har gjort siden 2013, bør der oprettes en begrænset sikkerhedsreserve til særlige formål svarende til op til 105 mio. ton CO2-ækvivalenter, samtidig med at denne forordnings miljømæssige integritet og incitamenter til, at medlemsstaterne træffer tiltag ud over mindstebidragene efter denne forordning, opretholdes. Sikkerhedsreserven bør være til gavn for medlemsstater, hvis BNP pr. indbygger var under EU-gennemsnittet i 2013, hvis drivhusgasemissioner forbliver under deres årlige emissionstildelinger for perioden fra 2013 til 2020, og som har vanskeligt ved at nå deres drivhusgasemissionsmål for 2030, selv om de gør brug af andre fleksibilitetsmuligheder efter denne forordning. En sikkerhedsreserve af denne størrelse vil dække en væsentlig del af disse medlemsstaters estimerede samlede underskud i perioden fra 2021til 2030 uden yderligere politikker, samtidig med at incitamenterne til yderligere tiltag fastholdes. Sikkerhedsreserven bør være til rådighed for de pågældende medlemsstater i 2032 på visse betingelser, og forudsat at anvendelsen heraf ikke undergraver opfyldelsen af Unionens reduktionsmål for drivhusgasemissioner på 30 % for 2030 i de sektorer, der er omfattet af denne forordning.

(27)

For at tage hensyn til udviklingen inden for rammerne af forordning (EU) 2018/841 samt for at sikre en passende opgørelse efter nærværende forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår tilladelse til at anvende arealopgørelseskategorierne forvaltede skovarealer og forvaltede vådområder efter LULUCF-fleksibiliteten og med hensyn til opgørelsen af transaktioner efter nærværende forordning, herunder anvendelse af fleksibilitetsmuligheder, udførelsen af kontrol af overholdelsen og den korrekte udnyttelse af sikkerhedsreserven, via det register, der er indført i henhold til artikel 10 i forordning (EU) nr. 525/2013 (»EU-registret«). Oplysninger vedrørende opgørelser i henhold til denne forordning bør være offentligt tilgængelige. De nødvendige bestemmelser om opgørelse af transaktioner bør være indeholdt i et enkelt instrument, der kombinerer regnskabsbestemmelserne i forordning (EU) nr. 525/2013, forordning (EU) 2018/841, nærværende forordning og direktiv 2003/87/EF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører hensigtsmæssige høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (14). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(28)

Denne forordning bør revideres i 2024 og hvert femte år derefter for at vurdere, hvordan den fungerer generelt, navnlig for så vidt angår behovet for at stramme Unionens politikker og foranstaltninger. Revisionen bør bl.a. tage højde for udviklingen i de nationale forhold og baseres på resultaterne af den forberedende dialog i 2018 under UNFCCC (»Talanoa-dialogen«) og den globale statusopgørelse efter Parisaftalen. Som led i revisionen bør balancen mellem udbud af og efterspørgsel efter årlige emissionstildelinger også vurderes for at sikre, at forpligtelserne i denne forordning er tilstrækkelige. Endvidere bør Kommissionen som led i sin regelmæssige rapportering i henhold til forordning (EU) nr. 525/2013 senest den 31. oktober 2019 vurdere resultaterne af Talanoa-dialogen. Revisionen for perioden efter 2030 bør være i overensstemmelse med de langsigtede målsætninger og forpligtelserne i Parisaftalen og bør med henblik herpå afspejle en udvikling over tid.

(29)

For at sikre en effektiv, gennemsigtig og omkostningseffektiv rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner og af andre oplysninger, der er nødvendige for at vurdere fremskridtene inden for medlemsstaternes årlige emissionstildelinger, bør kravene til den årlige rapportering og evaluering i henhold til nærværende forordning kombineres med de relevante artikler i forordning (EU) nr. 525/2013. Nævnte forordning bør også sikre, at medlemsstaternes fremskridt med at reducere drivhusgasemissionerne fortsat evalueres årligt, idet der tages hensyn til udviklingen i Unionens politikker og foranstaltninger og oplysninger indhentet fra medlemsstaterne. Hver andet år bør evalueringen indeholde Unionens forventede fremskridt med at opfylde sine reduktionsmål samt medlemsstaternes forventede fremskridt med at opfylde deres forpligtelser. Anvendelsen af nedsættelser bør dog kun overvejes hvert femte år, så der kan tages hensyn til det potentielle bidrag fra nyplantede arealser, ryddede arealer, forvaltede dyrkede arealer og forvaltede græsarealer i medfør af forordning (EU) 2018/841. Dette berører ikke Kommissionens pligt til at sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i henhold til nærværende forordning, eller Kommissionens beføjelse til at indlede traktatbrudsprocedurer i den forbindelse.

(30)

Forordning (EU) nr. 525/2013 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(31)

Målene for denne forordning, navnlig at fastsætte forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til deres mindstebidrag for perioden fra 2021 til 2030 med henblik på opfyldelse af Unionens mål om at reducere sine drivhusgasemissioner og med henblik på at bidrage til at nå målsætningerne i Parisaftalen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde disse mål.

(32)

Denne forordning berører ikke strengere nationale målsætninger —

a)

for året 2021 henlægge den overskydende del af sin årlige emissionstildeling til de efterfølgende år frem til 2030, og

b)

for årene 2022-2029 henlægge den overskydende del af sin årlige emissionstildeling i en størrelsesorden på op til 30 % af sine årlige emissionstildelinger frem til det pågældende år til de efterfølgende år frem til 2030.

a)

den kumulative mængde, der tages i betragtning for den pågældende medlemsstat for alle årene i perioden fra 2021 til 2030 ikke overstiger den maksimale mængdesamlede nettooptag, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i nærværende forordnings bilag III

b)

denne mængde overstiger kravene for den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841

c)

medlemsstaten ikke fra andre medlemsstater har modtaget flere nettooptag i henhold til forordning (EU) 2018/841, end den har overført

d)

medlemsstaten har overholdt forordning (EU) 2018/841, og

e)

medlemsstaten har forelagt en beskrivelse af den påtænkte anvendelse af fleksibilitetsmuligheden i nærværende stykke i henhold til artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 525/2013.

a)

tage hensyn til bidraget fra arealopgørelseskategorien forvaltede skovarealer under overholdelse af den maksimale mængde samlede nettooptag for hver medlemsstat som omhandlet i nærværende forordnings bilag III, når delegerede retsakter, der fastlægger skovreferenceniveauerne, er vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 8 eller 9, i forordning (EU) 2018/841, og

b)

tage hensyn til bidraget fra arealopgørelseskategorien forvaltede vådområder under overholdelse af den maksimale mængde samlede nettooptag for hver medlemsstat som omhandlet i nærværende forordnings bilag III, når alle medlemsstater er forpligtet til at opgøre denne kategori i henhold til forordning (EU) 2018/841.

a)

yderligere foranstaltninger, som medlemsstaten skal gennemføre for at opfylde sine specifikke forpligtelser efter artikel 4 gennem nationale politikker og foranstaltninger og ved at gennemføre Unionens tiltag

b)

en stram tidsplan for gennemførelsen af sådanne tiltag, som gør det muligt at foretage en vurdering af de årlige fremskridt med gennemførelsen.

a)

til medlemsstatens drivhusgasemissionstal for det efterfølgende år lægges en mængde svarende til mængden i ton CO2-ækvivalenter af de overskydende drivhusgasemissioner ganget med en faktor på 1,08 i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 12, og

b)

medlemsstaten forbydes midlertidigt at overføre en del af sin årlige emissionstildeling til en anden medlemsstat, indtil den overholder artikel 4.

a)

tilpasninger af antallet af EU ETS-kvoter, der er udstedt i henhold til artikel 11 i direktiv 2003/87/EF, som følge af en ændring i de kilder, der er omfattet i henhold til nævnte direktiv, i overensstemmelse med Kommissionens afgørelser vedtaget i medfør af nævnte direktiv om den endelige godkendelse af de nationale tildelingsplaner for perioden fra 2008 til 2012

b)

tilpasninger af antallet af EU ETS-kvoter eller -kreditter, der er udstedt i henhold til henholdsvis artikel 24 og 24a i direktiv 2003/87/EF for reduktioner af drivhusgasemissioner i en medlemsstat, og

c)

tilpasninger af antallet af EU ETS-kvoter for drivhusgasemissioner fra anlæg, der er udelukket fra EU ETS i overensstemmelse med artikel 27 i direktiv 2003/87/EF, for det tidsrum, hvori de er udelukket.

a)

dens BNP pr. indbygger i markedspriser i 2013 som offentliggjort af Eurostat i april 2016 lå under EU-gennemsnittet

b)

dens kumulative drivhusgasemissioner for årene fra 2013 til 2020 i de sektorer, der er omfattet af denne forordning, er lavere end dens kumulative årlige emissionstildelinger for årene fra 2013 til 2020, og

c)

dens drivhusgasemissioner overstiger dens årlige emissionstildelinger i perioden fra 2026 til 2030, selv om

a)

årlige emissionstildelinger

b)

fleksibilitetsmuligheder udøvet i henhold til artikel 5, 6 og 7

c)

kontrol af overholdelsen i henhold til artikel 9

d)

tilpasninger i henhold til artikel 10, og

e)

sikkerhedsreserven i henhold til artikel 11.

1)

i artikel 7, stk. 1, foretages følgende ændringer:

2)

i artikel 13, stk. 1, litra c), indsættes følgende nummer:

3)

i artikel 14, stk. 1, indsættes følgende litra:

4)

i artikel 21, stk. 1, tilføjes følgende litra:

19.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 156/43

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (4) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv, hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for medlemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(2)

Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terrorgrupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere populære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra retlige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner, der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende forebyggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.

(3)

De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem organiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.

(4)

Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagelsen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF)) standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrangementer. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.

(5)

Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finansiering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er behov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklusioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foranstaltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.

(6)

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.

(7)

EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forpligtelser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195 (2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse UNSCR'er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvidelse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.

(8)

Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler, der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Unionens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.

(9)

Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i kriminelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt, fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU'er) være i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivillig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.

(10)

Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF (5), med det bredere begreb »midler« som defineret i artikel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (6), eller med pengeværdi lagret i instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anvendelser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i onlinekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle valutaer.

(11)

Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk, f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valutaer.

(12)

Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foranstaltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsforbindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af forretningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at forbedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foranstaltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risikobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller transaktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlemsstaterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til internationale aftaler.

(13)

I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfører, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger, der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomitéen for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.

(14)

Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til social og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af terrorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enheder har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU) 2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet overstiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklusion ikke hindres.

(15)

Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser.

(16)

FIU'er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner, navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efterretninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og terrororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standarder er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU'er er tillagt. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af finansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU's virksomhed, navnlig dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning, efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU'er bør i forbindelse med udøvelsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herunder gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kriminalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU'ernes effektivitet yderligere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.

(17)

FIU'er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU'ernes behov for at indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU'en af en mistænkelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU'ens egen undersøgelse, efterretninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU'er bør derfor som led i deres opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning. Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af FIU'ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingelser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.

(18)

Formålet med FIU'en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresultaterne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistanke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende forbrydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underliggende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU'erne har rapporteret, at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser, der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplysninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndigheder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU'er bør hurtigt, konstruktivt og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU'er i relation til hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle efterretningsenheder.

(19)

Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplysninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmekanismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør udvekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne, og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af mangel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig, da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank (ECB).

(20)

Når FIU'er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af overførsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU'er og andre kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette centrale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontohavere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale FIU'er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overveje at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssige, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplysninger af FIU'er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.

(21)

Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller systemer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæssigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der muliggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalagring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødvendigt (»need-to-know«).

(22)

Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifikation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (7), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder, hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til. Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikationsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for anerkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.

(23)

Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation, der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige hverv inden for den pågældende internationale organisation.

(24)

Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobaseret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det måske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.

(25)

Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende grad benyttet sig af.

(26)

Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvågningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer. På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkobling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.

(27)

De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår adgang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer, bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selskaber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennemførelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arrangementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.

(28)

Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør medlemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid, f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplysninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstaterne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert selskab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs formål.

(29)

Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fastsættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, såfremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kategorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til, at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen. Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enheder, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(30)

Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civilsamfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at bekæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lovovertrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.

(31)

Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendetegnede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende indflydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør betragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

(32)

Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig adgang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.

(33)

Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tredjeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.

(34)

Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgrebet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register, navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende stat, medmindre andet er anført.

(35)

Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødvendig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

(36)

Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholdsmæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem registrene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, andre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.

(37)

Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (8), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteristika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9). Medlemsstaterne bør under alle omstændigheder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og medlemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen heraf.

(38)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (10) finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger opbevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (11), og om de procedurer, der finder anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med oplysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.

(39)

I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU'er og kompetente myndigheder ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU'erne eller de kompetente myndigheder udskyde indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning ophører. FIU'erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstemmelse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.

(40)

Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behandler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.

(41)

Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat, bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

(42)

Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navnlig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for bekæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der gennemføres af NGO'er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes registre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de relevante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der bevilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en anden medlemsstat.

(43)

Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karakteriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveksling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespondentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende principperne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.

(44)

Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle, som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU'erne, de myndigheder, der har til opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myndigheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer, samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enheders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder, herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.

(45)

Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsynsmyndighed.

(46)

Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.

(47)

Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv, bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvågningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret tilsyn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.

(48)

Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af bistand.

(49)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(50)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efterforske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens fundamentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).

(52)

Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i chartret.

(53)

På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at opfylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlemsstaterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10. januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020. Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021. Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.

(54)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (13) og afgav en udtalelse den 2. februar 2017 (14).

(55)

Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2, stk. 1, nr. 3), ændres således:

2)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

4)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 10, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne forbyder deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter at have anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse. Medlemsstaterne skal i alle tilfælde kræve, at ejerne af bestående anonyme konti, anonyme bankbøger eller anonyme deponeringsbokse og modtagerne underkastes kundekendskabsprocedurer senest den 10. januar 2019 og under alle omstændigheder inden nogen form for anvendelse af kontiene, bankbøgerne eller deponeringsboksene.«

7)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

8)

Artikel 13, stk. 1, ændres således:

9)

I artikel 14 foretages følgende ændringer:

10)

I artikel 18 foretages følgende ændringer:

11)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 18a

1.   Ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2, kræver medlemsstaterne, at forpligtede enheder anvender følgende skærpede kundekendskabsprocedurer:

Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede enheder, når det er relevant, sikrer, at første betaling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om kundekendskabsstandarder, der ikke er mindre omfangsrige end dem, der er fastsat i dette direktiv.

2.   Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser pålægger medlemsstaterne, hvor det er muligt, forpligtede enheder at gennemføre en eller flere supplerende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med fysiske personer eller juridiske enheder, der gennemfører transaktioner, som involverer højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2. Disse foranstaltninger skal bestå i en eller flere af følgende:

3.   Udover de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, og i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser anvender medlemsstaterne, hvor det er muligt, en eller flere af følgende foranstaltninger i forhold til højrisikotredjelande identificeret i henhold til artikel 9, stk. 2:

4.   Medlemsstaterne tager i forbindelse med vedtagelsen eller anvendelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3, hvor dette er hensigtsmæssigt, hensyn til relevante evalueringer, vurderinger eller rapporter, der er udarbejdet af internationale organisationer og standardsættere med kompetencer inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, for så vidt angår de risici, som individuelle tredjelande udgør.

5.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen, inden de gennemfører eller anvender de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3.«

12)

I artikel 19, affattes indledningen således:

»Ved grænseoverskridende korrespondentforbindelser, der involverer gennemførelse af betalinger med et respondentinstitut fra et tredjeland, pålægger medlemsstaterne ud over de i artikel 13 fastsatte kundekendskabsprocedurer deres kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i forbindelse med etablering af en forretningsforbindelse at:«

13)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 20a

1.   Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste, som angiver de nøjagtige funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Medlemsstaterne anmoder en international organisation, der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige hverv inden for den pågældende internationale organisation, jf. artikel 3, nr. 9). Disse lister fremsendes til Kommissionen og kan offentliggøres.

2.   Kommissionen udarbejder og ajourfører listen over de nøjagtige funktioner, der udgør et højerestående offentligt hverv inden for rammerne af Unionens institutioner og organer. Denne liste skal også omfatte enhver funktion, der kan gives til repræsentanter for tredjelande, og for internationale organisationer, der er godkendt på EU-plan.

3.   Kommissionen sammensætter på grundlag af de lister, der er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne artikel, én enkelt liste over alle højerestående offentlige hverv, jf. artikel 3, nr. 9). Denne samlede liste offentliggøres.

4.   Funktioner, der er opført på den i nærværende artikels stk. 3 omhandlede liste, skal behandles i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 41, stk. 2.«

14)

Artikel 27, stk. 2, affattes således:

»2.   Medlemsstaterne sikrer, at forpligtede enheder, som kunden henvises til, træffer passende foranstaltninger til at sikre, at tredjemand omgående efter anmodning fremsender relevante kopier af identifikations- og kontroloplysninger, herunder, hvor det er muligt, data indhentet ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, relevante tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014, eller enhver sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de relevante nationale myndigheder.«

15)

I artikel 30 foretages følgende ændringer:

16)

Artikel 31 ændres således:

17)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 31a

Gennemførelsesretsakter

Hvor det er nødvendigt som supplement til de gennemførelsesretsakter, der vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2017/1132 og i overensstemmelse med anvendelsesområdet for artikel 30 og 31 i nærværende direktiv, vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske specifikationer og procedurer, der er nødvendige for sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre som omhandlet i artikel 30, stk. 10, og artikel 31, stk. 9, for så vidt angår:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 64a, stk. 2.

Kommissionen efterstræber i sine gennemførelsesretsakter at genbruge allerede afprøvet teknologi og praksis. Kommissionen sikrer, at de systemer, der skal udvikles, ikke medfører omkostninger ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at gennemføre dette direktiv. Kommissionens gennemførelsesretsakter skal være præget af gennemsigtighed og karakteriseret ved en udveksling af erfaringer og oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.«

18)

I artikel 32 tilføjes følgende stykke:

»9.   Med forbehold af artikel 34, stk. 2, skal hver FIU inden for rammerne af sine opgaver kunne anmode om, indhente og anvende oplysningerne fra enhver forpligtet enhed med henblik på stk. 1, selv hvis der ikke er foretaget en forudgående indberetning i henhold til artikel 33, stk. 1, litra a), eller artikel 34, stk. 1.«

19)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 32a

1.   Medlemsstaterne indfører centrale automatiske mekanismer, f.eks. centrale registre eller centrale elektroniske systemer for dataudtræk, som muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, som har eller kontrollerer betalingskonti og bankkonti, der identificeres ved IBAN, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 (*7), samt deponeringsbokse, som indehaves af et kreditinstitut på deres område. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om kendetegnene ved disse nationale mekanismer.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der lagres i de centrale mekanismer, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, er direkte tilgængelige på en hurtig og ufiltreret måde for nationale FIU'er. Oplysningerne skal også være tilgængelige for nationale kompetente myndigheder med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at alle FIU'er rettidigt kan give oplysninger, der opbevares i de centrale mekanismer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til andre FIU'er, jf. artikel 53.

3.   Følgende oplysninger skal være tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer, der er omhandlet i stk. 1:

—   vedrørende kundekontohaveren og enhver person, der foregiver at handle på kundens vegne: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a), eller individuelt identifikationsnummer

—   vedrørende den reelle ejer bag kundekontohaveren: navn, suppleret med øvrige oplysninger om enten identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra b), eller individuelt identifikationsnummer

—   vedrørende bankkonto eller betalingskonto: IBAN-nummer og dato for åbning og lukning af kontoen

—   vedrørende deponeringsbokse: lejerens navn, suppleret enten med øvrige oplysninger om identitet i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13, stk. 1, eller et individuelt identifikationsnummer og lejeperiodens varighed.

4.   Medlemsstaterne kan overveje at kræve, at andre oplysninger, der skønnes at være af afgørende betydning for FIU'er og kompetente myndigheder med henblik på opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv, gøres tilgængelige og søgbare gennem de centrale mekanismer.

5.   Senest den 26. juni 2020 forelægger Kommissionen for Parlamentet og Rådet en rapport, der vurderer betingelserne for og de tekniske specifikationer og procedurer til at garantere sikker og effektiv sammenkobling af de centrale automatiske mekanismer. Rapporten ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.

(*7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).«"

20)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 32b

1.   Medlemsstaterne giver FIU'er og kompetente myndigheder adgang til oplysninger, som muliggør rettidig identifikation af alle fysiske eller juridiske personer, der ejer fast ejendom, herunder gennem registre eller elektroniske systemer for dataudtræk, når sådanne registre eller systemer er tilgængelige.

2.   Senest den 31. december 2020 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der vurderer nødvendigheden af og proportionaliteten i forbindelse med at harmonisere oplysningerne i registrene og behovet for at sammenkoble disse registre. Denne rapport ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«

21)

I artikel 33, stk. 1, affattes litra b) således:

22)

I artikel 34 tilføjes følgende stykke:

»3.   Selvregulerende organer, der er udpeget af medlemsstaterne, offentliggør en årlig rapport med oplysninger om følgende:

23)

Artikel 38 affattes således:

»Artikel 38

1.   Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, herunder ansatte i og repræsentanter for den forpligtede enhed, som indberetter en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten internt eller til FIU'en, er juridisk beskyttet mod trusler, repressalier eller fjendtligsindede handlinger, og navnlig mod negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner, som udsættes for trusler, repressalier, fjendtligsindede handlinger eller negative eller diskriminerende ansættelsesrelaterede handlinger for at have indberettet en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme enten internt eller til FIU'en, har ret til at klage til de respektive kompetente myndigheder på en sikker måde. Uden at det berører fortroligheden af oplysninger indsamlet af FIU'en sikrer medlemsstaterne også, at sådanne enkeltpersoner har ret til effektive retsmidler med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af dette stykke.«

24)

Artikel 39, stk. 3, affattes således:

»3.   Forbuddet i denne artikels stk. 1 forhindrer ikke udveksling af sådanne oplysninger mellem kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra medlemsstaterne, forudsat at de tilhører samme koncern, eller mellem disse enheder og deres filialer og majoritetsejede datterselskaber etableret i tredjelande, forudsat at disse filialer og majoritetsejede datterselskaber fuldt ud overholder koncernens politikker og procedurer, herunder procedurer for udveksling af oplysninger inden for koncernen, i overensstemmelse med artikel 45, og at koncernens politikker og procedurer opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv.«

25)

I artikel 40, stk. 1, foretages følgende ændringer:

26)

Artikel 43 affattes således:

»Artikel 43

Behandling af personoplysninger på grundlag af dette direktiv med henblik på forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. artikel 1, betragtes som værende i samfundets interesse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*8).«

(*8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).«"

27)

Artikel 44 affattes således:

»Artikel 44

1.   Med henblik på at bidrage til udarbejdelsen af risikovurderinger i henhold til artikel 7 sikrer medlemsstaterne, at de er i stand til at føre tilsyn med effektiviteten af deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ved at føre omfattende statistikker over forhold, der er relevante for disse ordningers effektivitet.

2.   De i stk. 1 omhandlede statistikker omfatter:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at en årlig konsolideret oversigt over deres statistikker offentliggøres.

4.   Medlemsstaterne tilsender årligt Kommissionen de statistikker, der er omhandlet i stk. 2. Kommissionen offentliggør en årlig rapport, der sammenfatter og forklarer de i stk. 2 omhandlede statistikker, som skal gøres tilgængelig via dens websted.«

28)

Artikel 45, stk. 4, affattes således:

»4.   Medlemsstaterne og ESA'erne underretter hinanden om tilfælde, hvor et tredjelands nationale ret ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1. I sådanne tilfælde kan en løsning tilstræbes ved samordnede tiltag. I vurderingen af, hvilke tredjelande der ikke tillader gennemførelse af politikkerne og procedurerne som krævet i stk. 1, tager medlemsstaterne og ESA'erne hensyn til eventuelle retlige begrænsninger, der eventuelt kan hindre en korrekt gennemførelse af disse politikker og procedurer, herunder tavshedspligt, databeskyttelse og andre begrænsninger for udveksling af oplysninger, der kan være relevante for dette formål.«

29)

Artikel 47, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger registreres, og at valutavekslings- og checkindløsningskontorer samt udbydere af tjenester til truster eller selskaber er godkendte eller registrerede, og at udbydere af spiltjenester reguleres.«

30)

I artikel 48 foretages følgende ændringer:

31)

Artikel 49 affattes således:

»Artikel 49

Medlemsstaterne sikrer, at politiske beslutningstagere, FIU'ere, tilsynsførende og andre kompetente myndigheder, som deltager i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, samt skattemyndigheder og retshåndhævende myndigheder, når de handler inden for rammerne af anvendelsesområdet for dette direktiv, har effektive midler, der sætter dem i stand til at samarbejde og koordinere på nationalt plan i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af politikker og aktiviteter, som har til formål at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder med henblik på at opfylde deres forpligtelse i henhold til artikel 7.«

32)

I kapitel VI, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:

»Underafdeling IIa

Samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder

Artikel 50a

Medlemsstaterne må ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for udveksling af oplysninger eller bistand mellem kompetente myndigheder med henblik på dette direktiv. Navnlig skal medlemsstaterne sikre, at kompetente myndigheder ikke afslår anmodninger om bistand med henvisning til at:

33)

Artikel 53 ændres således:

34)

I artikel 54 tilføjes følgende stykke:

»Medlemsstaterne sikrer, at FIU'erne udpeger mindst én kontaktperson som ansvarlig eller ét kontaktpunkt som ansvarligt for at modtage forespørgsler om oplysninger fra FIU'er i andre medlemsstater.«

35)

Artikel 55, stk. 2, affattes således:

»2.   Medlemsstaterne sikrer, at forhåndsgodkendelsen fra den anmodede FIU til at formidle oplysningerne til kompetente myndigheder gives omgående og i videst muligt omfang, uanset typen af tilknyttet underliggende forbrydelse. Den anmodede FIU må ikke nægte at give sin godkendelse til en sådan formidling, medmindre dette ville falde uden for anvendelsesområdet for dens bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, eller ville kunne vanskeliggøre en efterforskning, eller på anden måde ville være i uoverensstemmelse med de grundlæggende principper i den pågældende medlemsstats nationale ret. Et eventuelt afslag på godkendelse begrundes behørigt. Disse undtagelser skal præciseres på en måde, der forhindrer misbrug og uretmæssige begrænsninger af formidlingen af oplysninger til kompetente myndigheder.«

36)

Artikel 57 affattes således:

»Artikel 57

Forskelle i de nationale retlige definitioner af underliggende forbrydelser, jf. artikel 3, nr. 4), må ikke vanskeliggøre FIU'ers mulighed for at yde bistand til en anden FIU og må ikke begrænse udvekslingen, formidlingen og anvendelsen af oplysningerne i henhold til artikel 53, 54 og 55.«

37)

I kapitel VI, afdeling 3, tilføjes følgende underafdeling:

»Underafdeling IIIa

Samarbejde mellem kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og andre myndigheder, der har tavshedspligt

Artikel 57a

1.   Medlemsstaterne kræver, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutters overholdelse af dette direktiv, og revisorer eller eksperter, der optræder på vegne af sådanne kompetente myndigheder, er underlagt tavshedspligt.

Uden at det berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, må de fortrolige oplysninger, som de i første afsnit omhandlede personer modtager i forbindelse med deres opgaver i henhold til dette direktiv, kun videregives i summarisk eller samlet form, på en sådan måde at de enkelte kredit- og finansinstitutter ikke kan identificeres.

2.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger mellem:

Senest den 10. januar 2019 indgår de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter i overensstemmelse med dette direktiv, og ECB, der handler i medfør af artikel 27, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 og artikel 56, stk. 1, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (*10), med støtte fra de europæiske tilsynsmyndigheder en aftale om de praktiske betingelser for udveksling af oplysninger.

3.   Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter og modtager fortrolige oplysninger i henhold til stk. 1, må udelukkende anvende disse oplysninger:

4.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, samarbejder med hinanden i videst muligt omfang i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, uanset deres respektive art eller status. Et sådant samarbejde skal også omfatte muligheden for inden for rammerne af den anmodede kompetente myndigheds beføjelser at foretage undersøgelser på vegne af en anmodende kompetent myndighed samt efterfølgende udveksling af de oplysninger, der fremkommer under en sådan undersøgelse.

5.   Medlemsstaterne kan bemyndige de nationale kompetente myndigheder, der fører tilsyn med kredit- og finansinstitutter, til at indgå samarbejdsaftaler vedrørende samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger med de kompetente myndigheder i tredjelande, der er modparter til disse nationale kompetente myndigheder. Sådanne samarbejdsaftaler skal være gensidige og kan kun indgås, såfremt de oplysninger, der videregives, er underlagt en garanti om krav om tavshedspligt, der mindst svarer til tavshedspligten omhandlet i stk. 1. Udvekslingen af fortrolige oplysninger inden for rammerne af sådanne samarbejdsaftaler skal have til formål at give de pågældende myndigheder mulighed for at udføre deres tilsynsopgaver.

Stammer de udvekslede oplysninger fra en anden medlemsstat, videregives de kun med udtrykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem, og i givet fald udelukkende til det formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.

Artikel 57b

1.   Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, og med forbehold af artikel 34, stk. 2, kan medlemsstaterne give tilladelse til udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i den samme medlemsstat eller i andre medlemsstater, mellem de kompetente myndigheder og myndigheder med ansvar for tilsyn med enheder i den finansielle sektor og fysiske eller juridiske personer under udøvelsen af deres erhverv, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), samt myndigheder, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder i forbindelse med udførelsen af disses respektive tilsynsopgaver.

De modtagne oplysninger er under alle omstændigheder underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.

2.   Uanset artikel 57a, stk. 1 og 3, kan medlemsstaterne ved bestemmelser i national ret give tilladelse til, at visse oplysninger videregives til andre nationale myndigheder, som ved lov er udpeget som ansvarlige for tilsyn med finansielle markeder, eller som er udpeget som ansvarlige for at bekæmpe hvidvask af penge eller efterforske hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.

Fortrolige oplysninger, der udveksles i henhold til nærværende stykke, må dog kun anvendes til det formål at varetage de pågældende myndigheders lovmæssige opgaver. Personer, der har adgang til sådanne oplysninger, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 57a, stk. 1.

3.   Medlemsstaterne kan give tilladelse til, at visse oplysninger i forbindelse med tilsyn med kreditinstitutters overholdelse af dette direktiv videregives til parlamentariske undersøgelsesudvalg, revisionsretter og andre enheder med ansvar for undersøgelser i deres medlemsstat på følgende betingelser:

(*9)  Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."

(*10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"

38)

I artikel 58, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at deres kompetente myndigheder, såfremt de identificerer overtrædelser, der er omfattet af strafferetlige sanktioner, underretter de retshåndhævende myndigheder rettidigt.«

39)

Artikel 61 ændres således:

40)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 64a

1.   Kommissionen bistås af Udvalget til Forebyggelse af Hvidvaskning af Penge og Finansiering af Terrorisme (»udvalget«) som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (*11). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011 (*12).

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

(*11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."

(*12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"

41)

Artikel 65 affattes således:

»Artikel 65

1.   Senest den 11. januar 2022, og hvert tredje år derefter, udarbejder Kommissionen en rapport om gennemførelsen af dette direktiv og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet.

Denne rapport skal navnlig omfatte:

Den første rapport, som offentliggøres senest den 11. januar 2022, ledsages om nødvendigt af passende lovgivningsmæssige forslag, herunder, hvis det er relevant, om virtuelle valutaer, beføjelse til at oprette og føre en central database, hvor de brugeridentiteter og tegnebogsadresser, som FIU'erne har adgang til, registreres, samt egenerklæringsblanketter til brugere af virtuelle valutaer og om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kontorer for inddrivelse af aktiver og en risikobaseret model for anvendelse af foranstaltningerne omhandlet i artikel 20, litra b).

2.   Senest den 1. juni 2019 vurderer Kommissionen rammerne for FIU'ernes samarbejde med tredjelande og hindringer og muligheder for at styrke samarbejdet mellem FIU'er i Unionen, herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme.

3.   Kommissionen udarbejder, hvor det er relevant, en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på at vurdere behovet for og proportionaliteten af en sænkelse af procentsatsen for identifikation af reelle ejere af juridiske enheder i lyset af eventuelle anbefalinger i denne henseende fra internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som følge af en ny vurdering og fremsætter om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag.«

42)

Artikel 67, affattes stk. 1, således:

»1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 26. juni 2017.

Medlemsstaterne anvender artikel 12, stk. 3, fra den 10. juli 2020.

Medlemsstaterne opretter de i artikel 30 omhandlede registre senest den 10. januar 2020, de i artikel 31 omhandlede registre senest den 10. marts 2020 og de i artikel 32a omhandlede centrale automatiske mekanismer senest den 10. september 2020.

Kommissionen sikrer den i artikel 30 og 31 omhandlede sammenkobling af registre i samarbejde med medlemsstaterne senest den 10. marts 2021.

Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de i dette stykke omhandlede love og bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen i medlemsstaterne indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«

43)

I bilag II, punkt 3, affattes indledningen således:

44)

I bilag III foretages følgende ændringer:

»iv)

de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*13), artikel 2, stk. 1, nr. 1 og 2, vedrørende overholdelse af dette direktiv

»g)

de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de forpligtede enheder, der er anført i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (*14), artikel 2, stk. 1, nr. 1) og 2), vedrørende overholdelse af dette direktiv.

19.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 156/75

(1)

Unionen er fast beslutte på at udvikle et bæredygtigt, konkurrencedygtigt, sikkert og dekarboniseret energisystem. Energiunionen og den klima- og energipolitiske ramme for 2030 fastsætter ambitiøse forpligtelser for Unionen til at reducere drivhusgasemissionerne yderligere med mindst 40 % senest i 2030 sammenlignet med 1990, øge andelen af vedvarende energi i energiforbruget, gennemføre energibesparelser i overensstemmelse med Unionens ambitionsniveau og forbedre Europas energisikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed.

(2)

For at nå disse målsætninger kombinerer revisionen af Unionens lovgivning om energieffektivitet i 2016 en revurdering af Unionens energieffektivitetsmål for 2030 som ønsket af Det Europæiske Råd i dets konklusioner i 2014, en revision af de centrale bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU (5) og en styrkelse af finansieringsrammen, herunder de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), hvilket i sidste ende vil forbedre de finansielle vilkår for investeringer i energieffektivitet på markedet.

(3)

I henhold til direktiv 2010/31/EU skulle Kommissionen senest den 1. januar 2017 foretage en gennemgang i lyset af de erfaringer og fremskridt, der er gjort under det nævnte direktivs anvendelse, og om nødvendigt fremsætte forslag.

(4)

For at forberede denne gennemgang tog Kommissionen en række skridt for at indsamle dokumentation for, hvordan direktiv 2010/31/EU var blevet gennemført i medlemsstaterne, med fokus på, hvad der fungerede, og hvad der kunne forbedres.

(5)

Resultatet af gennemgangen og af Kommissionens konsekvensanalyse viste, at en række ændringer er nødvendige for at styrke de gældende bestemmelser i direktiv 2010/31/EU og for at forenkle visse aspekter.

(6)

Unionen har forpligtet sig til at udvikle et bæredygtigt, konkurrencedygtigt, sikkert og dekarboniseret energisystem senest i 2050. For at opfylde dette mål har medlemsstaterne og investorerne brug for foranstaltninger, der sigter mod at nå det langsigtede mål for drivhusgasemissioner og som dekarboniserer bygningsmassen, der tegner sig for ca. 36 % af alle CO2-emissioner i Unionen, senest i 2050. Medlemsstaterne bør tilstræbe en omkostningseffektiv balance mellem dekarbonisering af energiforsyningen og reducering af det endelige energiforbrug. Med henblik herpå har medlemsstater og investorer brug for en klar vision, der kan være rettesnor for deres politikker og investeringsbeslutninger, hvilket omfatter vejledende nationale delmål og energieffektivitetstiltag med henblik på at nå de kortsigtede (2030), mellemfristede (2040) og langsigtede (2050) mål. I lyset af sådanne målsætninger og med tanke på Unionens overordnede ambitioner med hensyn til energieffektivitet er det vigtigt, at medlemsstaterne angiver de forventede resultater af deres langsigtede renoveringsstrategier og overvåger udviklingen ved at fastsætte indenlandske indikatorer for fremskridt under hensyntagen til nationale forhold og udvikling.

(7)

Parisaftalen fra 2015 om klimaændringer, som fulgte den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (COP 21), sætter skub i Unionens indsats for at dekarbonisere bygningsmassen. I betragtning af at opvarmning og afkøling tegner sig for næsten 50 % af Unionens endelige energiforbrug, hvoraf 80 % forbruges i bygninger, er opfyldelsen af Unionens energi- og klimamål forbundet med Unionens indsats for at renovere sin bygningsmasse gennem prioritering af energieffektivitet og anvendelse af princippet om »energieffektivitet først« samt overvejelser om at benytte vedvarende energikilder.

(8)

Bestemmelserne om langsigtede renoveringsstrategier i direktiv 2012/27/EU bør overflyttes til direktiv 2010/31/EU, hvor de passer bedre i sammenhængen. Medlemsstaterne bør kunne anvende deres langsigtede renoveringsstrategier til at imødegå brandsikkerhed og risici i forbindelse kraftig seismisk aktivitet, der påvirker energieffektive renoveringer og bygningers levetid.

(9)

For at opnå en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse og for at sikre at de langsigtede renoveringsstrategier leverer de nødvendige fremskridt hen mod omdannelsen af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger, navnlig gennem en stigning i gennemgribende renoveringer, bør medlemsstaterne etablere klare retningslinjer, skitsere målbare, målrettede tiltag såvel som fremme lige adgang til finansiering, herunder til de mindst energieffektive segmenter af den nationale bygningsmasse, til energifattige forbrugere, til socialt boligbyggeri og til husholdninger, der er ramt af dilemmaet med delte incitamenter, samtidig med at der tages hensyn til prisoverkommelighed. For yderligere at støtte de nødvendige forbedringer af deres nationale lejeboligmasse bør medlemsstaterne overveje at indføre eller fortsat at anvende krav om en vis grad af energimæssig ydeevne for udlejningsejendomme i overensstemmelse med energiattesterne.

(10)

Ifølge Kommissionens konsekvensanalyse bliver der behov for en gennemsnitlig årlig renoveringsprocent på 3 % for at nå Unionens ambitioner med hensyn til energieffektivitet på en omkostningseffektiv måde. I betragtning af at hver gang energibesparelserne øges med 1 %, mindskes gasimporten med 2,6 %, er klare ambitioner for renovering af den eksisterende bygningsmasse yderst vigtige. Derfor vil en indsats for at øge bygningers energimæssige ydeevne bidrage aktivt til Unionens uafhængighed på energiområdet, og vil desuden have et stort potentiale for jobskabelse i Unionen, særlig blandt små og mellemstore virksomheder. I den forbindelse bør medlemsstaterne tage hensyn til behovet for en klar forbindelse mellem deres langsigtede renoveringsstrategier og relevante initiativer til fremme af kompetenceudvikling og uddannelse inden for bygge- og energieffektivitetssektorerne.

(11)

Der bør tages hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom i overensstemmelse med kriterier, der er fastlagt af medlemsstaterne. Medlemsstaterne har ret til at fastlægge, hvad de betragter som relevante foranstaltninger, når de i deres renoveringsstrategier beskriver de nationale foranstaltninger, der bidrager til at afhjælpe energifattigdom.

(12)

Medlemsstaterne kan i deres langsigtede renoveringsstrategier og i forbindelse med planlægning af tiltag og foranstaltninger gøre brug af begreber som tærskelpunkt, dvs. tidspunkter i en bygnings livscyklus, der for så vidt angår omkostningseffektivitet eller driftsforstyrrelser er passende i forhold til gennemførelse af energieffektive renoveringer.

(13)

Med hensyn til indendørs luftkvalitet fremgår det af Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer fra 2009, at bygninger med en større ydeevne giver beboerne større komfort og velvære og forbedrer sundheden. Kuldebroer, utilstrækkelig isolering og utilsigtede luftstrømme kan resultere i overfladetemperaturer under luftens dugpunkt og i fugt. Det er derfor afgørende at sikre en fuldstændig og homogen isolering af bygningen, herunder altaner, vinduespartier, tage, vægge, døre og gulve, og der bør lægges særlig vægt på at hindre, at temperaturen på bygningens indendørs overflader falder til under dugpunkttemperaturen.

(14)

Medlemsstaterne bør støtte opgraderinger af den energimæssige ydeevne i eksisterende bygninger, der bidrager til et sundt indeklima, herunder ved fjernelse af asbest og andre skadelige stoffer, og derved forebygge ulovlig fjernelse af skadelige stoffer og lette overholdelsen af gældende lovgivningsmæssige retsakter som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/148/EF (6) og (EU) 2016/2284 (7).

(15)

Det er vigtigt at sikre, at foranstaltninger til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne ikke kun har fokus på klimaskærmen, men omfatter alle relevante elementer og tekniske systemer i en bygning såsom passive elementer, der indgår i passive teknikker, der har til formål at reducere energibehovet til opvarmning eller køling, energiforbruget til belysning og til ventilation og dermed forbedre den termiske og visuelle komfort.

(16)

Finansielle mekanismer, incitamenter og mobiliseringen af finansielle institutioner med henblik på energieffektive renoveringer i bygninger bør spille en central rolle i nationale langsigtede renoveringsstrategier og fremmes aktivt af medlemsstaterne. Sådanne tiltag bør omfatte fremme af energieffektivitetsrealkreditlån til certificerede energieffektive renoveringer af bygninger, fremme af offentlige investeringer i en energieffektiv bygningsmasse, f.eks. gennem offentlig-private partnerskaber eller frivillige kontrakter om energimæssig ydeevne, nedbringelse af den oplevede risiko ved en investering, sikring af tilgængelige og gennemsigtige rådgivningsværktøjer og støtteinstrumenter som one-stop-shops, der tilbyder integrerede energirenoveringstjenester, samt gennemførelse af andre foranstaltninger og initiativer såsom dem, der er omhandlet i Kommissionens initiativ om intelligent finansiering af intelligente bygninger.

(17)

Løsninger baseret på natur, såsom velplanlagt gadebeplantning, grønne tage og vægge, der giver isolering og skygge til bygninger, bidrager til at reducere efterspørgslen efter energi, idet de begrænser behovet for opvarmning og køling og forbedrer en bygnings energimæssige ydeevne.

(18)

Forskning i og forsøg med nye løsninger til forbedring af historiske bygningers og steders energimæssige ydeevne bør fremmes, samtidig med at kulturarven beskyttes og bevares.

(19)

I forbindelse med nye bygninger og bygninger, der gennemgår større renoveringer, bør medlemsstaterne tilskynde til installation af højeffektive alternative systemer, hvis det er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt, samtidig med at der også tages hensyn til forhold vedrørende sunde indendørs klimaforhold, brandsikkerhed og risici vedrørende kraftig seismisk aktivitet, i overensstemmelse med indenlandske sikkerhedsforskrifter.

(20)

For at opfylde målene om energieffektivitet for bygninger bør gennemsigtigheden af energiattester forbedres ved at sikre, at alle de nødvendige parametre til beregninger, for både attestering og mindstekrav til energimæssig ydeevne, fastsættes og anvendes på en ensartet måde. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger, der sikrer, at eksempelvis ydeevnen for installerede, udskiftede eller opgraderede tekniske bygningsinstallationer så som til rumopvarmning, luftkonditionering eller vandopvarmning dokumenteres med henblik på attestering af bygninger og kontrol af overholdelsen.

(21)

Installationen af selvregulerende enheder i eksisterende bygninger til separat regulering af temperaturen i hvert rum, eller, når dette er begrundet, i et angivet opvarmet område af bygningsenheden, bør overvejes, hvor dette er økonomisk muligt, f.eks. hvor omkostningerne i forbindelse hermed udgør under 10 % af de samlede udgifter til de udskiftede varmeproducerende enheder.

(22)

Innovation og ny teknologi gør det også muligt for bygninger at støtte den samlede dekarbonisering af økonomien, herunder transportsektoren. Eksempelvis kan bygninger bruges til at fremskynde udviklingen af den infrastruktur, der er nødvendig for intelligent opladning af elektriske køretøjer, og samtidig skabe et grundlag for medlemsstaterne til at anvende bilbatterier som en strømkilde, hvis de ønsker det.

(23)

Kombineret med vedvarende energikilders øgede andel af elproduktionen, producerer elektriske køretøjer færre CO2-emissioner, hvilket fører til bedre luftkvalitet. Elektriske køretøjer er et vigtigt element i overgangen til ren energi baseret på energieffektivitetsforanstaltninger, alternative brændstoffer, vedvarende energikilder og innovative forvaltningsløsninger vedrørende energifleksibilitet. Bygningsreglementer kan anvendes effektivt til indførelse af målrettede krav, der støtter etableringen af opladningsinfrastruktur i beboelsesejendommes og erhvervsbygningers parkeringsanlæg. Medlemsstaterne bør fastlægge foranstaltninger til forenkling af etableringen af opladningsinfrastruktur med henblik på at fjerne hindringer såsom delte incitamenter og administrative vanskeligheder, som de enkelte ejere møder, når de forsøger at opsætte en ladestander på deres parkeringsplads.

(24)

Kabelføringsinfrastruktur sikrer de rette betingelser for hurtig udrulning af ladestandere, hvis og hvor de er nødvendige. Medlemsstaterne bør sikre udviklingen af elektromobilitet på en afbalanceret og omkostningseffektiv måde. I særdeleshed bør der i forbindelse med større renovering, der berører elektrisk infrastruktur, sørges for relevant installering af kabelføringsinfrastruktur. Medlemsstaterne bør i forbindelse med gennemførelsen af kravene til elektromobilitet i national lovgivning tage behørigt hensyn til potentielle forskelligartede vilkår såsom ejendomsret til bygninger og de tilstødende parkeringspladser, offentlige parkeringspladser, der drives af private enheder, og bygninger, der har både en beboelses- og erhvervsmæssig funktion.

(25)

Hvis infrastrukturen er etableret, vil det mindske udgifterne til opsætning af ladestandere for de enkelte ejere og sikre, at brugere af elektriske køretøjer har adgang til ladestandere. Fastsættelse af krav til elektromobilitet på EU-plan vedrørende forberedelse af parkeringspladser og opsætning af ladestandere er en effektiv metode til at fremme elektriske køretøjer i nærmeste fremtid og samtidigt gøre den videre udvikling mulig til en lavere pris på mellemlangt til langt sigt.

(26)

Når medlemsstaterne fastsætter deres krav til opsætning af et mindste antal ladestandere i erhvervsbygninger med mere end 20 parkeringspladser, som skal gælde fra 2025, bør de tage hensyn til de relevante nationale, regionale og lokale forhold, samt mulige forskelligartede behov og omstændigheder på grundlag af areal, bygningstypologi, dækning med offentlig transport og andre relevante kriterier for at sikre den forholdsmæssige og passende udrulning af ladestandere.

(27)

Nogle særligt sårbare geografiske områder kan imidlertid have særlige problemer med at opfylde disse krav om elektromobilitet. Dette kan være tilfældet for regionerne i den yderste periferi som omhandlet i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) på grund af deres fjerne beliggenhed, deres status som øsamfund, deres lille areal og deres vanskelige topografiske og klimatiske forhold samt mikroisolerede systemer, hvis elnet måske skal udvikles for at kunne klare en yderligere elektrificering af lokal transport. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for ikke at anvende kravene om elektromobilitet. Uanset denne undtagelse kan elektrificering af transporten være et vigtigt redskab til håndtering af de problemer med luftkvalitet eller forsyningssikkerhed, som de nævnte regioner og systemer ofte står over for.

(28)

Når medlemsstaterne anvender de krav til elektromobilitetsinfrastruktur, der fremgår af ændringerne til direktiv 2010/31/EU som fastsat i nærværende direktiv, bør de overveje behovet for en samlet og sammenhængende byplanlægning samt fremme af alternative, sikre og bæredygtige transportformer og deres understøttende infrastruktur, f.eks. gennem en særlig parkeringsinfrastruktur, der tager hensyn til elektriske cykler og til køretøjer til bevægelseshæmmede personer.

(29)

Dagsordnerne for det digitale indre marked og energiunionen bør være afstemt efter hinanden og tjene fælles mål. Digitaliseringen af energisystemet er hurtigt ved at ændre energilandskabet, fra integrationen af vedvarende energikilder til intelligente net og bygninger, som er klar til installationer med intelligente funktioner. Med henblik på at digitalisere byggesektoren er Unionens konnektivitetsmål og ambitioner med hensyn til etableringen af kommunikationsnet med høj kapacitet vigtige for intelligente boliger og godt opkoblede samfund. Der bør gives målrettede incitamenter til at fremme systemer, der er intelligensparate, og digitale løsninger i det bebyggede miljø. Dette giver nye muligheder for energibesparelser ved at give forbrugerne mere nøjagtige oplysninger om deres forbrugsmønstre og ved at give systemoperatøren mulighed for at styre nettet mere effektivt.

(30)

Indikatoren for intelligensparathed bør anvendes til at måle bygningers evne til at udnytte informations- og kommunikationsteknologi og elektroniske systemer med henblik på at tilpasse driften af bygningerne til beboernes og nettets behov samt til at forbedre energieffektiviteten og den samlede ydeevne af bygninger. Indikatoren for intelligensparathed bør øge bygningsejeres og beboeres bevidsthed om værdien af bygningsautomatisering og elektronisk overvågning af tekniske bygningsinstallationer og bør skabe tillid hos beboere, hvad angår de reelle besparelser som følge af nævnte nye forbedrede funktioner. Anvendelse af ordningen for vurdering af bygningers intelligensparathed bør være frivillig for medlemsstaterne.

(31)

For at tilpasse direktiv 2010/31/EU til den tekniske udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere nævnte direktiv ved at etablere definitionen på indikatoren for intelligensparathed og en metode til dens beregning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (8). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i de af Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(32)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af direktiv 2010/31/EU, som ændret ved nærværende direktiv, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår de nærmere betingelser for etableringen af en frivillig fælles EU-ordning for vurdering af bygningers intelligensparathed. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(33)

For at sikre at finansielle foranstaltninger vedrørende energieffektivitet anvendes bedst muligt i forbindelse med bygningsrenovering, bør de sammenkædes med kvaliteten af renoveringsarbejdet i lyset af de planlagte eller opnåede energibesparelser. De pågældende foranstaltninger bør derfor sammenkædes med ydeevnen for det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, med installatørens certificerings- eller færdighedsniveau, med et energisyn eller med de forbedringer, der er opnået som følge af renoveringen, og som bør vurderes ved at sammenligne energiattester udstedt før og efter renoveringen, ved hjælp af standardværdier eller ved en anden gennemsigtig og forholdsmæssig metode.

(34)

De nuværende uafhængige kontrolsystemer for energiattester kan anvendes til kontrol af overholdelse og bør styrkes for at sikre, at attesterne er af god kvalitet. Når det uafhængige kontrolsystem for energiattester suppleres af en frivillig database, som går videre end kravene i direktiv 2010/31/EU som ændret ved nærværende direktiv, kan det anvendes med henblik på kontrol af overholdelsen og til at levere statistiske oplysninger om den regionale eller nationale bygningsmasse. Højkvalitetsdata om bygningsmassen er nødvendige og kan til dels genereres ud fra de databaser, som næsten alle medlemsstater er i færd med at udvikle og forvalte for energiattester.

(35)

Ifølge Kommissionens konsekvensanalyse blev bestemmelser vedrørende eftersyn af varme- og klimaanlæg vurderet til at være ineffektive, fordi de ikke i tilstrækkelig grad sikrede nævnte tekniske anlægs oprindelige og fortsatte ydeevne. Selv billige energieffektive tekniske løsninger med meget korte tilbagebetalingstider, såsom hydraulisk afbalancering af varmeanlægget og monteringen eller udskiftningen af termostatventiler, overvejes ikke i tilstrækkelig grad i dag. Bestemmelserne vedrørende eftersyn bør ændres for at sikre bedre eftersynsresultater. Nævnte ændringer bør have fokus på eftersyn af centralvarmeanlæg og klimaanlæg, herunder når de er kombineret med ventilationsanlæg. Nævnte ændringer bør udelukke små varmeanlæg såsom elektriske varmeovne og brændeovne, når de ligger under tærsklen for eftersyn i henhold til direktiv 2010/31/EU som ændret ved nærværende direktiv.

(36)

Ved udførelsen af eftersyn og for at opnå de tilsigtede forbedringer i bygningers energimæssige ydeevne i praksis bør målet være at forbedre den faktiske energimæssige ydeevne af varmeanlæg, klimaanlæg og ventilationsanlæg under reelle driftsforhold. Sådanne anlægs faktiske ydeevne er styret af energiforbruget under dynamisk varierende typiske eller gennemsnitlige driftsforhold. Disse forhold kræver for det meste kun en del af den nominelle effektkapacitet, og derfor bør eftersyn af varmeanlæg, klimaanlæg og ventilationsanlæg omfatte en vurdering af udstyrets relevante kapacitet til at forbedre anlæggenes ydeevne under varierende forhold, f.eks. driftsbetingelser ved delvis belastning.

(37)

Bygningsautomatisering og elektronisk overvågning af tekniske bygningsinstallationer har vist sig at være en effektiv erstatning for eftersyn, navnlig når det gælder store installationer, og rummer et stort potentiale til at levere omkostningseffektive og betydelige energibesparelser både for forbrugere og virksomheder. Montering af sådant udstyr bør betragtes som værende det mest omkostningseffektive alternativ til eftersyn i store erhvervsbygninger og ejendomme, der består af flere lejligheder og har en størrelse, som muliggør en tilbagebetalingsperiode på under tre år, da det gør det muligt at reagere på de leverede oplysninger og derved sikre energibesparelser over tid. For små installationer bør installatørernes dokumentation for systemets ydeevne støtte kontrollen med overholdelsen af de mindstekrav, der er fastsat for alle tekniske bygningsinstallationer.

(38)

Medlemsstaternes nuværende mulighed for at vælge foranstaltninger baseret på rådgivning som et alternativ til eftersyn af varmeanlæg, klimaanlæg, kombinerede varme- og ventilationsanlæg og kombinerede klima- og ventilationsanlæg skal bevares, forudsat at det i en rapport forelagt Kommissionen er blevet dokumenteret, at virkningen svarer til virkningen af eftersyn før anvendelsen af disse foranstaltninger.

(39)

Indførelsen af ordninger for regelmæssigt eftersyn af varme- og klimaanlæg i henhold til direktiv 2010/31/EU indebar betydelige administrative og finansielle investeringer for medlemsstaterne og den private sektor, herunder for uddannelsen og godkendelsen af eksperter, kvalitetssikring og -kontrol såvel som omkostningerne ved eftersyn. Medlemsstater, der har truffet de nødvendige foranstaltninger til at etablere regelmæssige eftersyn, og som har indført effektive eftersynsordninger, kan finde det hensigtsmæssigt at videreføre de pågældende ordninger, herunder for mindre varme- og klimaanlæg. I så fald bør medlemsstaterne ikke have pligt til at meddele disse strengere krav til Kommissionen.

(40)

Uden at dette berører medlemsstaternes valg, hvad angår anvendelsen af sættet af standarder vedrørende bygningers energimæssige ydeevne, udarbejdet under Kommissionens mandat M/480 til Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), vil anerkendelsen og udbredelsen af disse standarder i medlemsstaterne få en positiv indvirkning på gennemførelsen af direktiv 2010/31/EU som ændret ved nærværende direktiv.

(41)

I Kommissionens henstilling (EU) 2016/1318 (10) om næsten energineutrale bygninger blev det beskrevet, hvordan gennemførelsen af direktiv 2010/31/EU samtidigt kunne sikre omdannelsen af bygningsmassen og overgangen til en mere bæredygtig energiforsyning, der også støtter strategien for opvarmning og køling. For at sikre en korrekt gennemførelse bør de generelle rammebestemmelser for beregning af bygningers energimæssige ydeevne ajourføres, og der bør tilskyndes til en forbedret ydeevne af klimaskærme, understøttet af det arbejde, der er udført af CEN under mandat M/480 fra Kommissionen. Medlemsstaterne kan vælge at gå videre ved at indføre yderligere numeriske indikatorer, f.eks. for hele bygningens samlede energiforbrug eller drivhusgasemissioner.

(42)

Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at fastsætte mere ambitiøse krav til energimæssig ydeevne for bygninger og for bygningsdele, så længe sådanne krav er forenelige med EU-retten. Det er i overensstemmelse med målene i direktiv 2010/31/EU og 2012/27/EU, at nævnte krav under visse omstændigheder kan begrænse installationen eller brugen af produkter, der er omfattet af anden gældende EU-harmoniseringslovgivning, forudsat at sådanne krav ikke udgør en urimelig markedshindring.

(43)

Målet for dette direktiv, nemlig at reducere den mængde energi, der er nødvendig for at dække den energiefterspørgsel, som er forbundet med den typiske brug af bygninger, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den garanterede sammenhæng, hvad angår fælles målsætninger, forståelse og politisk vilje, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(44)

Dette direktiv respekterer fuldt ud medlemsstaternes særlige nationale forhold og forskelle og deres beføjelser i overensstemmelse med artikel 194, stk. 2, i TEUF. Endvidere er formålet med dette direktiv at gøre det muligt at dele bedste praksis for at lette overgangen til en yderst energieffektiv bygningsmasse i Unionen.

(45)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) forpligter medlemsstaterne sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv anser lovgiveren fremsendelse af sådanne dokumenter for at være begrundet.

(46)

Direktiv 2010/31/EU og 2012/27/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2 ændres således:

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

Langsigtet renoveringsstrategi

1.   Hver medlemsstat opstiller en langsigtet renoveringsstrategi for støtte til renovering af den nationale masse af såvel offentlige som private beboelsesejendomme og erhvervsbygninger med henblik på at gøre den til en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050 og lette den omkostningseffektive omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger. Hver langsigtet renoveringsstrategi skal forelægges i overensstemmelse med de gældende planlægnings- og indberetningsforpligtelser og skal omfatte:

2.   Hver medlemsstat fastsætter i sin langsigtede renoveringsstrategi en køreplan med foranstaltninger og indenlandsk fastsatte målbare indikatorer for fremskridt for - med henblik på det langsigtede mål for 2050 om at reducere drivhusgasemissionerne i Unionen med 80-95 % i forhold til 1990 - at sikre en yderst energieffektiv og dekarboniseret national bygningsmasse og at lette den omkostningseffektive omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger. Køreplanen skal indeholde vejledende delmål for 2030, 2040 og 2050 og redegøre for, hvordan de bidrager til at nå Unionens energieffektivitetsmål i overensstemmelse med direktiv 2012/27/EU.

3.   For at støtte mobiliseringen af investeringer i den renovering, der er nødvendig for at nå målene i stk. 1, letter medlemsstaterne adgangen til passende mekanismer til:

4.   Kommissionen indsamler og udbreder, som minimum til offentlige myndigheder, bedste praksis vedrørende vellykkede offentlige og private finansieringsordninger for energieffektiv renovering såvel som oplysninger om ordninger for sammenlægning af små energieffektivitetsrenoveringsprojekter. Kommissionen kortlægger og udbreder bedste praksis om finansielle incitamenter til renovering fra et forbrugerperspektiv under hensyntagen til forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til omkostningseffektivitet.

5.   For at støtte udviklingen af sin langsigtede renoveringsstrategi gennemfører hver medlemsstat en offentlig høring om sin langsigtede renoveringsstrategi forud for indgivelsen af den til Kommissionen. Hver medlemsstat medtager et sammendrag af resultaterne af sin offentlige høring som bilag til den langsigtede renoveringsstrategi.

Hver medlemsstat fastlægger de nærmere vilkår for høring på en inklusiv måde under gennemførelsen af sin langsigtede renoveringsstrategi.

6.   Hver medlemsstat medtager oplysningerne om gennemførelsen af sin seneste langsigtede renoveringsstrategi som bilag til sin langsigtede renoveringsstrategi, herunder om de planlagte politikker og foranstaltninger.

7.   Hver medlemsstat kan anvende sin langsigtede renoveringsstrategi til at tage højde for brandsikkerhed og risici i forbindelse med kraftig seismisk aktivitet, der påvirker energieffektive renoveringer og bygningers levetid.«

3)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

Nye bygninger

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at nye bygninger opfylder de mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 4.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de tekniske, miljømæssige og økonomiske muligheder for at benytte højeffektive alternative systemer, hvis sådanne er til rådighed, tages i betragtning, inden byggeriet af nye bygninger går i gang.«

4)

Artikel 7, stk. 5, affattes således:

»I forbindelse med bygninger, som gennemgår større renovering, tilskynder medlemsstaterne til at anvende højeffektive alternative systemer, for så vidt dette er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt, og tager hensyn til forhold vedrørende sunde indendørs klimaforhold, brandsikkerhed og risici i forbindelse med kraftig seismisk aktivitet.«

5)

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Tekniske bygningsinstallationer, elektromobilitet og indikator for intelligensparathed

1.   Med henblik på optimering af tekniske bygningsinstallationers energiforbrug fastsætter medlemsstaterne krav til installationer for så vidt angår den samlede energimæssige ydeevne, korrekt installering og passende dimensionering, indstilling og kontrol af de tekniske bygningsinstallationer, der er installeret i eksisterende bygninger.

Kravene til installationer fastsættes for tekniske bygningsinstallationer, som er nye, som udskiftes og som opgraderes, og anvendes for så vidt det er teknisk, økonomisk og funktionelt muligt.

Medlemsstaterne kræver, at nye bygninger, hvis det er teknisk og økonomisk muligt, udstyres med selvregulerende enheder til separat regulering af temperaturen i hvert rum eller, hvis det er begrundet, i et angivet opvarmet område af bygningsenheden. I eksisterende bygninger stilles der krav om installation af sådanne selvregulerende enheder, når varmeproducerende enheder udskiftes, såfremt det er teknisk og økonomisk muligt.

2.   For så vidt angår nye erhvervsbygninger og erhvervsbygninger, som gennemgår større renovering, og som har mere end ti parkeringspladser, sikrer medlemsstaterne, at der opsættes mindst én ladestander som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU (*3) og etableres kabelføringsinfrastruktur, dvs. rør til elektriske kabler, for mindst hver femte parkeringsplads, for at der på et senere tidspunkt kan opsættes ladestandere til elektriske køretøjer, hvor:

Kommissionen aflægger senest den 1. januar 2023 rapport til Europa-Parlamentet og til Rådet om det potentielle bidrag fra en EU-bygningspolitik i forhold til at fremme elektromobilitet, og foreslår, hvis det er relevant, foranstaltninger i den henseende.

3.   Medlemsstaterne fastsætter krav om opsætning af et minimum af ladestandere for alle erhvervsbygninger med mere end 20 parkeringspladser senest den 1. januar 2025.

4.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte eller anvende de krav, der er omhandlet i stk. 2 og 3, for bygninger, som ejes og benyttes af små og mellemstore virksomheder som defineret i afsnit I i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF (*4).

5.   For så vidt angår nye beboelsesejendomme og beboelsesejendomme, der gennemgår større renovering, og som har mere end ti parkeringspladser, sikrer medlemsstaterne, at der etableres kabelføringsinfrastruktur, dvs. rør til elektriske kabler for hver parkeringsplads, for at der på et senere tidspunkt kan opsættes ladestandere til elektriske køretøjer for hver parkeringsplads, hvor:

6.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 2, 3 og 5 på specifikke kategorier af bygninger, hvor:

7.   Medlemsstaterne fastlægger foranstaltninger med henblik på at forenkle udrulningen af ladestandere i nye og eksisterende beboelsesejendomme og erhvervsbygninger og håndtere eventuelle reguleringsmæssige hindringer, herunder tilladelses- og godkendelsesprocedurer, uden at dette berører medlemsstaternes ejendoms- og lejeret.

8.   Medlemsstaterne overvejer behovet for sammenhængende politikker for bygninger, blød og grøn mobilitet og byplanlægning.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at når en teknisk bygningsinstallation installeres, udskiftes eller opgraderes, vurderes den samlede energimæssige ydeevne for den ændrede del og, hvor det er relevant, for hele den ændrede installation. Resultaterne dokumenteres og videreformidles til bygningsejeren, således at de forbliver tilgængelige og kan anvendes til kontrol af overholdelsen af de mindstekrav, der er fastsat i henhold til stk. 1, og i forbindelse med udstedelse af energiattester. Uden at dette berører artikel 12, beslutter medlemsstaterne, om de vil kræve, at der udstedes en ny energiattest.

10.   Kommissionen vedtager senest den 31. december 2019 en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 23, der supplerer dette direktiv ved at fastsætte en frivillig fælles EU-ordning for vurdering af bygningers intelligensparathed. Vurderingen baseres på bygningens eller bygningsenhedens evne til at tilpasse driften til beboerens og elnettets behov og forbedre energieffektiviteten og den samlede ydeevne.

I overensstemmelse med bilag Ia skal den frivillige fælles EU-ordning for vurdering af bygningers intelligensparathed:

11.   Kommissionen vedtager senest den 31. december 2019, og efter høring af relevante interessenter, en gennemførelsesretsakt, der fastsætter de tekniske betingelser for en effektiv gennemførelse af den ordning, der er omhandlet i denne artikels stk. 10, herunder en tidsplan for en uforbindende testfase på nationalt plan, og præciserer, på hvilken måde ordningen er et supplement til de i artikel 11 omhandlede energiattester.

Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 26, stk. 3.

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (EUT L 307 af 28.10.2014, s. 1)."

(*4)  Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).«"

6)

Artikel 10, stk. 6, affattes således:

»6.   Medlemsstaterne sammenkæder deres finansielle foranstaltninger til energieffektivitetsforbedringer inden for renovering af bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser, som fastsættes ved hjælp af et eller flere af følgende kriterier:

6a.   Databaser til energiattester skal gøre det muligt at indsamle data om det målte eller beregnede energiforbrug i de omfattede bygninger, herunder som minimum offentlige bygninger, for hvilke der i henhold til artikel 12 er udstedt en energiattest som omhandlet i artikel 13.

6b.   Som minimum aggregerede anonymiserede data, der opfylder EU-krav og nationale krav til databeskyttelse, stilles til rådighed efter anmodning med henblik på statistiske og forskningsmæssige formål og for bygningsejeren.«

7)

Artikel 14 og 15 affattes således:

»Artikel 14

Eftersyn af varmeanlæg

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre regelmæssige eftersyn af de tilgængelige dele af varmeanlæg eller anlæg til kombineret rumopvarmning og ventilation med en nominel nytteeffekt på over 70 kW, som f.eks. varmeproducerende enheder, kontrolsystemer og cirkulationspumpe(r), der anvendes til opvarmning af bygninger. Eftersynet skal omfatte en vurdering af den varmeproducerende enheds effektivitet og dimensionering i forhold til bygningens opvarmningsbehov, og, hvis det er relevant, tage hensyn til varmeanlæggets eller anlægget til kombineret rumopvarmning og ventilations kapacitet til at optimere ydeevnen under typiske eller gennemsnitlige driftsforhold.

Hvis der ikke er foretaget ændringer i varmeanlægget eller i anlægget til kombineret rumopvarmning og ventilation eller i bygningens opvarmningsbehov, siden et eftersyn er blevet gennemført i henhold til dette stykke, kan medlemsstater vælge at undlade at kræve en ny vurdering af den varmeproducerende enheds dimensionering.

2.   Tekniske bygningsinstallationer, der udtrykkeligt er omfattet af et aftalt kriterium for energimæssig ydeevne eller af en kontraktlig ordning om et aftalt niveau for forbedring af energieffektiviteten, f.eks. en kontrakt om energimæssig ydeevne, eller som drives af en driftsansvarlig eller en netoperatør, og som derfor er underlagt foranstaltninger til overvågning af ydeevnen for så vidt angår installationer, er undtaget fra kravene i stk. 1, forudsat at den samlede virkning af en sådan tilgang svarer til virkningen af stk. 1.

3.   Som alternativ til stk. 1, og under forudsætning af at den samlede virkning svarer til virkningen af stk. 1, kan medlemsstaterne vælge at træffe foranstaltninger for at sikre rådgivning til brugerne vedrørende udskiftning af varmeproducerende enheder, andre ændringer af varmeanlægget eller af anlægget til kombineret rumopvarmning og ventilation og alternative løsninger til vurdering af effektiviteten og dimensioneringen af nævnte anlæg.

Inden anvendelse af de i dette stykkes første afsnit omhandlede alternative foranstaltninger dokumenterer hver enkelt medlemsstat i en rapport til Kommissionen ækvivalensen af disse foranstaltningers effekt i forhold til effekten af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1.

En sådan rapport forelægges i overensstemmelse med gældende planlægnings- og indberetningsforpligtelser.

4.   Medlemsstaterne fastsætter de krav, der skal sikre, hvis det er teknisk og økonomisk muligt, at erhvervsbygninger, der har varmeanlæg eller kombinerede rumopvarmnings- og ventilationsanlæg med en nominel nytteeffekt på over 290 kW, udstyres med bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer senest i 2025.

Bygningsautomatiserings- og kontrolsystemerne skal være i stand til:

5.   Medlemsstaterne kan fastsætte krav, der skal sikre, at beboelsesejendomme udstyres med:

6.   Bygninger, der opfylder kravene i stk. 4 eller 5, er undtaget fra kravene i stk. 1.

Artikel 15

Eftersyn af klimaanlæg

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre regelmæssige eftersyn af de tilgængelige dele af klimaanlæg eller kombinerede klima- og ventilationsanlæg med en nominel nytteeffekt på over 70 kW. Eftersynet skal omfatte en vurdering af klimaanlæggets effektivitet og dets dimensionering i forhold til bygningens kølebehov og, hvis det er relevant, tage hensyn til klimaanlæggets eller det kombinerede klima- og ventilationsanlægs kapacitet til at optimere ydeevnen under typiske eller gennemsnitlige driftsforhold.

Hvis der ikke er foretaget ændringer i klimaanlægget eller det kombinerede klima- og ventilationsanlæg eller i bygningens kølebehov, siden et eftersyn er blevet gennemført i henhold til dette stykke, kan medlemsstaterne vælge at undlade at kræve en ny vurdering af dimensioneringen af klimaanlægget.

Medlemsstater, der opretholder strengere krav i medfør af artikel 1, stk. 3, er fritaget for pligten til at meddele dem til Kommissionen.

2.   Tekniske bygningsinstallationer, der udtrykkeligt er omfattet af et aftalt kriterium for energimæssig ydeevne eller af en kontraktlig ordning om et aftalt niveau for forbedring af energieffektiviteten, f.eks. en kontrakt om energimæssig ydeevne eller som drives af en driftsansvarlig eller en netværksoperatør, og som derfor er underlagt foranstaltninger til overvågning af ydeevnen for så vidt angår installationer, er undtaget fra kravene i stk. 1, forudsat at den samlede virkning af en sådan metode svarer til virkningen af stk. 1.

3.   Som alternativ til stk. 1, og under forudsætning af at den samlede virkning svarer til virkningen af stk. 1, kan medlemsstaterne vælge at træffe foranstaltninger for at sikre rådgivning af brugere vedrørende udskiftning af klimaanlæg eller kombinerede klima- og ventilationsanlæg, andre ændringer af klimaanlæg eller kombinerede klima- og ventilationsanlæg og alternative løsninger til vurdering af disse anlægs effektivitet og passende størrelse.

Inden anvendelsen af de i dette stykkes første afsnit omhandlede alternative foranstaltninger dokumenterer hver enkelt medlemsstat i en rapport til Kommissionen ækvivalensen af disse foranstaltningers effekt i forhold til effekten af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1.

En sådan rapport skal desuden forelægges i overensstemmelse med de gældende planlægnings- og indberetningsforpligtelser.

4.   Medlemsstaterne fastsætter de krav, der skal sikre, hvis det er teknisk og økonomisk muligt, at erhvervsbygninger, der har et klimaanlæg eller et kombineret klima- og ventilationsanlæg med en nominel nytteeffekt på over 290 kW, udstyres med bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer senest i 2025.

Bygningsautomatiserings- og kontrolsystemerne skal være i stand til: