(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 91/2003 (3) er blevet ændret væsentligt flere gange (4). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Jernbaner er en vigtig del af Unionens transportnet.

(3)

Statistikker over transport af gods og passagerer med jernbane er nødvendige for, at Kommissionen kan overvåge og udvikle den fælles transportpolitik samt de transportrelaterede dele af politikkerne vedrørende regionerne og de transeuropæiske net.

(4)

Det er også nødvendigt med statistikker over jernbanesikkerhed for, at Kommissionen kan udarbejde og overvåge Unionens aktiviteter med hensyn til transportsikkerhed. Den Europæiske Unions Jernbaneagentur indsamler data om ulykker i henhold til bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (5), for så vidt angår fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af omkostningerne ved ulykker.

(5)

Der er også brug for statistikker over jernbanetransport på EU-plan for at udføre de overvågningsopgaver, der er omhandlet i artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (6).

(6)

Der bør indsamles statistikker over alle transportformer på EU-plan på grundlag af fælles begreber og standarder med det formål at opnå størst mulig sammenlignelighed mellem transportformerne.

(7)

Det er vigtigt at undgå dobbeltarbejde og optimere brugen af eksisterende oplysninger, der kan anvendes til statistiske formål. Med henblik herpå og for at give EU-borgerne og andre interessenter lettilgængelige og brugbare oplysninger om sikkerhed ved jernbanetransport og interoperabilitet i jernbanesystemet, herunder jernbaneinfrastrukturen, bør der fastlægges passende samarbejdsaftaler om statistiske aktiviteter mellem Kommissionens tjenestegrene og relevante enheder, også på internationalt plan.

(8)

Der bør ved udarbejdelsen af europæiske statistikker være en balance mellem brugernes behov og den byrde, som pålægges respondenterne.

(9)

I sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om sine erfaringer med anvendelsen af forordning (EF) nr. 91/2003 henviste Kommissionen til, at udviklingen på længere sigt sandsynligvis vil føre til, at de data, der i forvejen indsamles i henhold til nævnte forordning, udelades eller forenkles, og til, at det er hensigten at afkorte dataindberetningsperioden for årlige data om jernbanepassagerer. Kommissionen bør fortsat med regelmæssige mellemrum fremlægge rapporter om gennemførelsen af nærværende forordning.

(10)

Sameksistensen af offentligt og privat ejede jernbanevirksomheder, som opererer på et kommercielt organiseret jernbanetransportmarked, kræver, at det klart fastlægges, hvilke statistiske oplysninger der skal leveres af alle jernbanevirksomheder og formidles af Eurostat.

(11)

Målet for denne forordning, nemlig fastsættelsen af fælles statistiske standarder, som gør det muligt at producere harmoniserede data, og som bør anvendes i hver medlemsstat under opsyn af de organer og institutioner, der er ansvarlige for udarbejdelse af officielle statistikker, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(12)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 (7) udgør referencerammen for de bestemmelser, der fastsættes ved denne forordning.

(13)

For at afspejle nye udviklingstendenser i medlemsstaterne og samtidig bibeholde en harmoniseret indsamling af jernbanetransportdata i hele Unionen og for at fastholde den høje kvalitet af de data, der indberettes af medlemsstaterne, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår ændring af denne forordning for at tilpasse de tekniske definitioner og indføre yderligere tekniske definitioner. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer udføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (8). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(14)

Kommissionen bør sikre, at disse delegerede retsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne en væsentlig yderligere byrde.

(15)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår fastlæggelsen af, hvilke nærmere oplysninger der skal leveres til brug for rapporterne om resultaternes kvalitet og sammenlignelighed, og ordningerne for Kommissionens (Eurostats) formidling af disse resultater. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(16)

Udvalget for det Europæiske Statistiske System er blevet hørt —

a)

jernbanevirksomheder, som udelukkende eller hovedsagelig opererer inden for industrianlæg og lignende anlæg, herunder havne

b)

jernbanevirksomheder, som hovedsagelig tilvejebringer lokale tjenesteydelser for turister, såsom bevarede historiske dampjernbaner.

a)

vurdere de udarbejdede statistikkers nytteværdi for Unionen, medlemsstaterne og leverandørerne og brugerne af de statistiske oplysninger i forhold til omkostningerne ved at udarbejde dem

b)

vurdere kvaliteten af de indberettede data, de anvendte dataindsamlingsmetoder og de udarbejdede statistikkers kvalitet.

(1)

De gældende takster for grænseoverskridende pakker og andre postforsendelser fra afsendere af små mængder, især små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og privatkunder, er stadig forholdsvis høje. Dette har en direkte negativ indvirkning på brugere, der ønsker at anvende grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, især i forbindelse med e-handel.

(2)

Artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fremhæver den plads, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, såsom posttjenester, indtager i Unionens fælles værdinormer, og den rolle, som de spiller med henblik på at fremme social og territorial samhørighed. I samme artikel hedder det, at der skal sørges for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver.

(3)

Protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og TEUF, understreger yderligere, at Unionens fælles værdier med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, jf. artikel 14 i TEUF, omfatter forskellene mellem brugernes behov og præferencer, der kan være et resultat af forskellige geografiske, sociale eller kulturelle situationer, såvel som et højt niveau af kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, ligebehandling og fremme af universel adgang og af brugernes rettigheder.

(4)

Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF.

(5)

Der er væsentlige forskelle medlemsstaterne imellem, når det drejer sig om beføjelser, der er tildelt de nationale forvaltningsmyndigheder med hensyn til markedsovervågning og myndighedstilsyn med pakkeleveringsvirksomheder. Nogle myndigheder har for eksempel mulighed for at pålægge udbyderne at fremlægge relevante prisoplysninger. Eksistensen af sådanne forskelle blev fremhævet i en fælles udtalelse udarbejdet af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation og Gruppen af Europæiske Forvaltningsmyndigheder for Posttjenester, hvori det konkluderedes, at de nationale forvaltningsmyndigheder skal have passende lovgivningsmæssige beføjelser til at gribe ind, og at disse beføjelser ikke synes at være til stede i alle medlemsstater. Disse forskelle medfører ekstra administrative byrder og efterlevelsesomkostninger for pakkeleveringsvirksomheder, der opererer på tværs af grænserne. Disse forskelle udgør derfor en hindring for grænseoverskridende pakkeleveringstjenester og har således en direkte indvirkning på det indre markeds funktion.

(6)

På grund af post- og pakkesektorens internationale karakter er den videre udvikling af europæiske og internationale tekniske standarder vigtig for at tilgodese brugerne og miljøet og for at udvide virksomhedernes markedsmuligheder. Endvidere nævner brugerne ofte, at der er problemer med kvaliteten af tjenesten i forbindelse med afsendelse, modtagelse eller returnering af grænseoverskridende pakker. Der er derfor et tilsvarende behov for yderligere forbedringer af kvaliteten af standarderne for disse tjenester og af interoperabiliteten mellem grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Begge bør prioriteres yderligere i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF (3) gennem Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og på anden måde. Derudover er der behov for yderligere fremskridt med hensyn til at gøre tjenesterne mere effektive, hvilket i særdeleshed bør tage hensyn til brugerinteresser.

(7)

Standardisering af posttjenester og forbedring af kvaliteten af disse tjenester til støtte for direktiv 97/67/EF er en strategisk prioritet for Unionen, der bør forfølges yderligere. Teknisk standardisering er en nødvendig forudsætning for bedre interoperabilitet mellem de nationale postnet og for eksistensen af en effektiv befordringspligt. I august 2016 indgav Kommissionen en fjerde standardiseringsanmodning til CEN med henblik på udarbejdelse af et arbejdsprogram og fremlæggelse af en endelig rapport i august 2020 (4). Dette arbejdsprogram bør i særdeleshed tage hensyn til brugerinteresser og miljømæssige overvejelser såvel som til produktivitet og bør bidrage til at fremme oprettelsen af et digitalt indre marked i Unionen.

(8)

Markedet for grænseoverskridende pakkeleveringstjenester er forskelligartet, komplekst og konkurrencepræget, med forskellige udbydere, der tilbyder forskellige tjenester og priser afhængigt af pakkernes vægt, størrelse og format, samt af deres destination, eventuelle merværdiskabende tillæg, såsom sporbarhedssystemer, og antallet af sendte pakker. I en række medlemsstater tegner de befordringspligtige virksomheder sig ikke for størstedelen af pakkeleveringsmarkedet. Denne mangfoldighed gør det vanskeligt for forbrugere og brugere at sammenligne pakkeleveringstjenester, der tilbydes af forskellige udbydere, med hensyn til kvalitet og pris, fordi de ofte ikke er klar over eksistensen af forskellige pakkeleveringsmuligheder, der tilbyder lignende tjenester, inden for grænseoverskridende e-handel. Adgangen til de relevante oplysninger bør især lettes for SMV'er og privatpersoner. Dertil kommer, at små og mellemstore e-detailhandlere har angivet bekymringer relateret til levering som en hindring, når de sælger på tværs af grænserne.

(9)

For at forbedre grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, især for privatpersoner, mikrovirksomheder og små virksomheder, herunder i fjerntliggende eller tyndt befolkede områder, og for personer med handicap eller nedsat mobilitet, er det nødvendigt at forbedre adgangen til og gennemsigtigheden af offentlige takstoversigter for et begrænset antal grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Hvis priserne for grænseoverskridende pakkeleveringstjenester gøres mere gennemsigtige og let sammenlignelige i hele Unionen, bør det føre til en nedsættelse af urimeligt store forskelle mellem taksterne, herunder, hvor det er relevant, af ubegrundede takstforskelle mellem indenlandske og grænseoverskridende pakkeleveringstjenester.

(10)

Enkeltstykspakketjenester er en del af befordringspligten i alle medlemsstater og er også de tjenester, der oftest anvendes af privatpersoner og små virksomheder. For den videre udvikling af e-handelen er det nødvendigt at sikre, at gennemsigtigheden af enkeltstykstakster forbedres, og at enkeltstykstakster er overkommelige.

(11)

Mange virksomheder, der sælger, tidligere har solgt eller har forsøgt at sælge online, opfatter høje leveringsomkostninger såvel som dyre klageprocedurer og garantier som et problem. Yderligere foranstaltninger er nødvendige for navnligt at sikre, at især SMV'er og privatpersoner i fjerntliggende områder fuldt ud drager fordel af problemfri, grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, som de har adgang til, og for at sikre at disse tjenester er prissat på en rimelig måde.

(12)

Termen »Befordringspligtige virksomheder« henviser til postvirksomheder, som udbyder en befordringspligtig posttjeneste eller dele deraf i en bestemt medlemsstat. En befordringspligtig virksomhed, der opererer i mere end én medlemsstat, bør kun klassificeres som en befordringspligtig virksomhed i den medlemsstat eller de medlemsstater, hvor den udbyder en befordringspligtig posttjeneste.

(13)

På nuværende tidspunkt reguleres posttjenester ved direktiv 97/67/EF. Dette direktiv fastsætter fælles bestemmelser vedrørende levering af posttjenester og opfyldelse af postbefordringspligten i Unionen. Det fokuserer hovedsageligt, men ikke udelukkende, på de nationale posttjenester, som er omfattet af befordringspligten, og behandler ikke myndighedstilsynet med pakkeleveringsvirksomheder. Overholdelsen af de minimumskrav, som dette direktiv fastlægger til befordringspligten, sikres af de nationale forvaltningsmyndigheder, som medlemsstaterne har udpeget. Nærværende forordning supplerer derfor bestemmelserne fastsat i direktiv 97/67/EF for så vidt angår grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Denne forordning berører ikke de rettigheder og garantier, der er fastsat i direktiv 97/67/EF, herunder navnlig den fortsatte levering af en befordringspligtig posttjeneste til brugerne.

(14)

Denne forordning ændrer ikke definitionen af postforsendelse i artikel 2, nr. 6), i direktiv 97/67/EF eller i definitioner i national ret baseret herpå.

(15)

Det anslås, at 80 % af de adresserede pakker, som stammer fra e-handel, i dag vejer mindre end to kilogram, og de behandles ofte som brevpost. Der mangler oplysninger om vægten af de pakker, der leveres ad andre veje. Det er vigtigt, at disse lettere forsendelser er underlagt denne forordning.

(16)

Med henblik på gennemførelsen af denne forordning er det vigtigt at give klare definitioner af pakker, pakkeleveringstjenester og pakkeleveringsvirksomheder og at specificere, hvilke postforsendelser der er omfattet af disse definitioner. Det antages, at postforsendelser, som er over 20 mm tykke, indeholder andre varer end brevforsendelser, hvad enten de håndteres af den befordringspligtige virksomhed eller ej. Postforsendelser, der kun indeholder brevforsendelser, bør ikke være omfattet af anvendelsesområdet for pakkeleveringstjenester. Denne forordning bør derfor i overensstemmelse med fast praksis omfatte pakker, der indeholder varer med eller uden kommerciel værdi, på op til 31,5 kg, eftersom tungere forsendelser ikke kan håndteres manuelt af en enkelt gennemsnitlig person uden mekaniske hjælpemidler, og denne aktivitet indgår i godstransport- og logistiksektoren.

(17)

Pakkeleveringsvirksomheder, der anvender alternative forretningsmodeller, eksempelvis dem, der deltager i den kollaborative økonomi og anvender e-handelsplatforme, bør være omfattet af denne forordning, hvis de varetager mindst én af etaperne i postleveringskæden. Indsamling, sortering og omdeling, herunder afhentningstjenester, bør betragtes som pakkeleveringstjenester, også når de udbydes af virksomheder, der leverer ekspres- og kurertjenester, og samlegodsspeditører i overensstemmelse med gældende praksis. Transport alene, der ikke foretages i forbindelse med én af disse etaper, bør falde uden for anvendelsesområdet for pakkeleveringstjenester, herunder når den udføres af underleverandører, hvad enten det sker som led i alternative forretningsmodeller eller ej, eftersom det i pågældende tilfælde bør antages, at denne aktivitet indgår i transportsektoren, medmindre den pågældende virksomhed eller en af dens dattervirksomheder eller tilknyttede virksomheder på anden vis henhører under denne forordnings anvendelsesområde.

(18)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på virksomheder, der kun er etableret i én medlemsstat, og som anvender indenlandske interne leveringsnetværk alene til effektuering af ordrer på varer, som de selv har solgt i henhold til en købsaftale i den i artikel 2, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (5) anvendte betydning. Virksomheder, som også anvender indenlandske interne leveringsnetværk til levering af varer, som er solgt af tredjemand, bør være omfattet af denne forordning.

(19)

Det minimum af fortrolige oplysninger, der bør videregives til de nationale forvaltningsmyndigheder, og procedurerne for, hvordan disse myndigheder sikrer, at de nationale operatørers kommercielle karakter respekteres, bør fastlægges, og der bør etableres sikre kanaler til deres formidling.

(20)

Det er nødvendigt for nationale forvaltningsmyndigheder at have viden og oplysninger til statistiske formål om de pakkeleveringsvirksomheder, som er aktive på markedet på basis af passende godkendelsesprocedurer eller andre retlige krav. På grund af sektorens arbejdskraftintensive karakter og for at begrænse den administrative byrde for små pakkeleveringsvirksomheder, som kun er aktive på et nationalt eller regionalt marked, bør der anvendes en tærskel på færre end 50 personer, baseret på antallet af personer, der arbejdede for virksomheden i løbet af det foregående kalenderår, og som var involveret i pakkeleveringstjenester i den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret, medmindre den pågældende virksomhed er etableret i mere end én medlemsstat. Denne tærskel er i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 2003/361/EF (6), afspejler sektorens arbejdskraftintensive karakter og opfanger størstedelen af pakkeleveringsmarkedet, især i lande med små mængder af pakkestrømme. Denne tærskel bør navnlig omfatte personer beskæftiget med pakkeleveringstjenester, såsom fuldtidsansatte, deltidsansatte, tidbegrænset ansatte og selvstændige, der arbejder for en pakkeleveringsvirksomhed. Opgørelser, der viser antallet af personer efter beskæftigelsesstatus, bør være i overensstemmelse med national ret i de berørte medlemsstater. I visse tilfælde bør den nationale forvaltningsmyndighed, idet den tager højde for den pågældende medlemsstats særlige forhold, kunne reducere tærsklen til 25 personer eller anmode den grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomhed om at lade fuldtidsansatte, deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte og selvstændige, der arbejder for dens underleverandører, omfatte af tærsklen med henblik på at øge gennemsigtigheden af de grænseoverskridende takster og af markedet som helhed.

(21)

Enhver indgivelse af oplysninger om antallet af personer, der arbejder for pakkeleveringsvirksomheden, til den nationale forvaltningsmyndighed bør være i overensstemmelse med etableret indberetningspraksis for virksomheder vedrørende statistiske oplysninger. Det er vigtigt, at der sikres sammenlignelighed af data, samtidig med at den administrative byrde for virksomhederne holdes på et minimum.

(22)

En udbyders etableringssted fastsættes i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols praksis. Når en udbyder er etableret flere steder, er det vigtigt at fastslå, fra hvilket etableringssted den pågældende tjeneste faktisk udføres.

(23)

Ved indgivelse af oplysninger til den nationale forvaltningsmyndighed bør pakkeleveringstjenesternes karakteristika omfatte de forskellige etaper i postleveringskæden (indsamling, sortering, transport og omdeling), der udføres af den pågældende leverandør, uanset om tjenesten ligger inden for eller uden for rammerne af befordringspligten, det geografiske omfang af tjenesten (regionalt, indenlandsk eller grænseoverskridende), og hvorvidt der tilbydes en merværdi.

(24)

Listen over postforsendelser, der er omfattet af foranstaltninger til sikring af prisgennemsigtighed, bør begrænses af sammenligningshensyn og for at minimere de administrative byrder for grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder og nationale forvaltningsmyndigheder. Standardtjenester og rekommanderede tjenester bør medtages, da de danner grundlaget for befordringspligten, og i betragtning af track and trace-funktionens betydning for e-handelen bør priserne for track and trace og rekommanderede pakker også medtages, uanset om de er omfattet af befordringspligten eller ej, således at der kan foretages sammenligninger i hele Unionen. Der bør fokuseres på lettere pakker, som udgør størstedelen af de postforsendelser, der leveres af pakkeleveringsvirksomheder, samt på priserne for postforsendelser med en tykkelse på over 20 mm, der behandles som breve. Kun styktakster bør være omfattet, da det er de priser, som afsenderne af de mindste postmængder betaler. De berørte typer postforsendelser bør klart angives i et bilag til denne forordning. Denne forordning pålægger ikke grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder at udbyde alle de typer af postforsendelser, der er opført i nævnte bilag. For at sikre nøjagtigheden af oplysningerne om takster bør de grænseoverskridende pakkeleveringsvirksomheder selv indgive disse. Disse takster bør offentliggøres af Kommissionen på et særligt websted, som er af neutral og ikkekommerciel karakter.

(25)

Når nationale forvaltningsmyndigheder foretager en objektiv vurdering af de grænseoverskridende befordringstakster, som de anser det for nødvendigt, at de vurderer, bør de basere sig på elementer såsom: indlandstakster og eventuelle andre relevante takster for sammenlignelige pakkeleveringstjenester i oprindelsesmedlemsstaten og i modtagermedlemsstaten; en eventuel anvendelse af en ensartet takst for to eller flere medlemsstater; bilaterale mængder, særlige transport- eller håndteringsomkostninger; andre relevante omkostninger og kvalitetsstandarder samt, hvor det er muligt uden uforholdsmæssige byrder, den sandsynlige virkning af de gældende grænseoverskridende takster for individuelle brugere og små og mellemstore virksomheder, herunder i fjerntliggende eller tyndt befolkede områder, og for individuelle brugere med handicap eller nedsat mobilitet. Disse fælles elementer kan suppleres med andre elementer af særlig relevans for begrundelsen for de pågældende takster, såsom spørgsmålet om, hvorvidt taksterne er omfattet af en særlig prisregulering i henhold til national lovgivning, eller hvorvidt et eventuelt misbrug af en dominerende markedsstilling er blevet påvist i overensstemmelse med den relevante gældende ret. Med henblik på at mindske den administrative byrde for de nationale forvaltningsmyndigheder og for pakkeleveringsvirksomheder, der er omfattet af befordringspligten, og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet kan de nationale forvaltningsmyndigheder desuden, når de udpeger, hvilke grænseoverskridende takster det er nødvendigt at vurdere, basere deres udpegning på et objektivt prævurderingsfilter.

(26)

Ensartede takster for grænseoverskridende levering til to eller flere medlemsstater kan være vigtige for at beskytte den regionale og sociale samhørighed. I den forbindelse bør der tages højde for nødvendigheden af at fremme e-handel og for at tilbyde nye muligheder i fjerntliggende eller tyndt befolkede områder for at deltage i online handel og for at fremme deres regionale økonomier.

(27)

Væsentlige forskelle mellem indenlandske og grænseoverskridende takster for pakkeleveringstjenester bør være begrundet i objektive kriterier såsom særlige transport- eller håndteringsomkostninger eller andre relevante omkostninger. Det kan være nødvendigt for den nationale forvaltningsmyndighed at indsamle dokumentation med henblik på at foretage vurderingen. Denne dokumentation, sammen med en eventuel begrundelse for de takster, der er til vurdering, bør på anmodning stilles til rådighed for den nationale forvaltningsmyndighed.

(28)

For at sikre gennemsigtighed i hele Unionen bør en ikkefortrolig udgave af den enkelte nationale forvaltningsmyndigheds vurdering offentliggøres af Kommissionen.

(29)

For at begrænse den administrative byrde bør pakkeleveringsvirksomheder, nationale forvaltningsmyndigheder og Kommissionen overføre data elektronisk og bør navnlig tillade brug af elektroniske signaturer som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (7).

(30)

Da markederne for pakkeposttjenester er under hastig forandring, bør Kommissionen revurdere effektiviteten af nærværende forordning under hensyntagen til udviklingen inden for e-handel og bør regelmæssigt forelægge en rapport herom for Europa-Parlamentet og for Rådet. Denne rapport bør om fornødent være vedlagt et lovgivningsmæssigt forslag til revision. Rapporten bør udarbejdes under inddragelse af alle relevante interessenter, herunder udvalget for den europæiske sociale dialog for posttjenester.

(31)

Kommissionen bør gøre brug af værdifuldt input fra Gruppen af Europæiske Forvaltningsmyndigheder for Posttjenester, der består af repræsentanter for de nationale forvaltningsmyndigheder.

(32)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at opstille et skema, som pakkeleveringsvirksomheder kan anvende til at indsende sådanne oplysninger til de nationale forvaltningsmyndigheder. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8).

(33)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og forordningen bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(34)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (10) finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af nærværende forordning.

(35)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og bør sikre, at de anvendes. Disse sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(36)

Målene for denne forordning, nemlig at fastlægge de reguleringsprincipper og -regler, der er nødvendige for at forbedre myndighedstilsynet, forbedre takstgennemsigtigheden og opstille visse principper for så vidt angår grænseoverskridende pakkeleveringstjenester, som bør støtte konkurrence, med det endelige mål at fremme bedre adgang for brugerne til grænseoverskridende pakkeleveringstjenester og dermed også øge forbrugernes tillid til grænseoverskridende e-handel, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre gennemføres på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

(1)

I sin hvidbog af 28. marts 2011 med titlen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« fastsætter Kommissionen en »nul-vision«, som betyder, at Unionen skal indtage en holdning efter hvilken, der er nær nul dødsulykker i trafikken i 2050.

(2)

Kommissionen foreslog i sin meddelelse om politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020 med titlen »På vej mod et europæisk trafiksikkerhedsområde: politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020« yderligere et mål om at halvere det samlede antal trafikofre i Unionen i 2020 startende fra 2010. Med henblik på at nå dette mål fastlagde Kommissionen syv strategiske mål, herunder forbedret uddannelse og skoling af trafikanterne og beskyttelse af sårbare trafikanter.

(3)

Det Europæiske Råd fastsatte på sit møde den 23.-24. oktober 2014 et bindende mål for den EU-interne reduktion af drivhusgasemissioner på mindst 40 % i forhold til 1990 senest i 2030. Dette mål for reduktion af emissioner vil bidrage til at opfylde de langsigtede mål i Parisaftalen, og alle økonomiske sektorer bør bidrage til at opnå denne. I transportsektoren er der behov for en omfattende tilgang til fremme af emissionsreduktioner og energieffektivitet. Der bør gøres fremskridt i retning af lavemissionsmobilitet, bl.a. gennem forskning og gennem indførelse af allerede tilgængelige teknologiske fremskridt. Det er nødvendigt, at chauffører er tilstrækkeligt uddannet til at køre på den mest effektive måde.

(4)

Efter at have evalueret gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF (3) identificerede Kommissionen en række mangler. De vigtigste identificerede mangler var vanskeligheder med og retsusikkerhed vedrørende fortolkningen af undtagelserne; indholdet af uddannelsen blev vurderet til kun at være delvist relevant for chaufførernes behov. Chaufførerne havde vanskeligt ved at opnå gensidig anerkendelse af fuldført eller delvist fuldført uddannelse gennemført i en anden medlemsstat. Og der var uoverensstemmelse mellem aldersgrænserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF og 2006/126/EF (4).

(5)

For at øge retssikkerheden i direktiv 2003/59/EF bør alle henvisninger til ophævede eller erstattede EU-retsakter fjernes eller ændres.

(6)

For at give sikkerhed og sammenhæng med andre EU-retsakter bør der foretages en række ændringer til undtagelserne i direktiv 2003/59/EF under hensyntagen til de tilsvarende undtagelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 (5). Nogle af disse undtagelser vedrører situationer, hvor kørsel ikke er chaufførens hovedaktivitet, og hvor det ville være en uforholdsmæssig stor byrde for chaufførerne at kræve, at de opfylder kravene i direktiv 2003/59/EF. Generelt anses kørsel ikke for at være chaufførens hovedaktivitet, hvis den udgør mindre end 30 % af den månedlige arbejdstid.

(7)

Hvis kørslen kun forekommer sjældent, finder sted i landdistrikter og udføres af chauffører, som foretager leverancer til deres egen virksomhed, bør der gælde undtagelser, forudsat at færdselssikkerheden fortsat sikres. På grund af de forskellige betingelser i landdistrikterne i Unionen med hensyn til geografi, klima og befolkningstæthed bør medlemsstaterne have skønsbeføjelser til at bestemme, om en sådan kørsel kan betragtes som lejlighedsvis, og om en sådan fritagelse har indvirkning på trafiksikkerheden, f.eks. på grundlag af vejtypen, trafikmængden eller tilstedeværelsen af bløde trafikanter.

(8)

Da de afstande, som personer, der arbejder inden for landbrugs-, gartneri-, skovbrugs-, opdræts- og fiskerivirksomheder, der er undtaget fra dette direktiv, er nødt til at dække i løbet af deres arbejdsdag, kan variere inden for Unionen, bør det overlades til medlemsstaterne i deres nationale lovgivning at fastsætte de maksimalt tilladte køreafstande beregnet fra basen for den virksomhed, som undtagelserne gælder for.

(9)

Chauffører, som er blevet undtaget fra det grundlæggende kvalifikationskrav, bør, på trods af at de er omfattet af denne undtagelse, ikke desto mindre være forpligtet til at gennemgå efteruddannelse for at sikre, at de kundskaber, som er væsentlige for deres arbejde, ajourføres.

(10)

Medlemsstaterne bør i samarbejde med Kommissionen elektronisk udveksle oplysninger om kvalifikationsbeviser. De bør udvikle den nødvendige elektroniske platform under hensyntagen til en cost-benefit-analyse fra Kommissionen, herunder muligheden for at udvide EU's kørekortnetværk, der er oprettet i henhold til direktiv 2006/126/EF. Blandt andre fordele vil dette gøre det muligt for medlemsstaterne at få let adgang til oplysninger om afsluttet uddannelse, som ikke er dokumenteret på førerens kørekort. Det er vigtigt, at medlemsstaterne og Kommissionen bestræber sig på at videreudvikle denne funktion med henblik på realtidsadgang under vejkontroller.

(11)

Under hensyntagen til udviklingen inden for uddannelse og undervisning samt for at forbedre det bidrag, som direktiv 2003/59/EF yder til trafiksikkerheden og relevansen af uddannelse af chauffører, bør emner vedrørende trafiksikkerhed styrkes i uddannelseskurserne, såsom genkendelse af farer, beskyttelse af sårbare trafikanter, navnlig fodgængere, cyklister og personer med nedsat mobilitet, brændstofeffektiv kørsel, kørsel i ekstreme vejrforhold og udførelse af særtransporter. I denne forbindelse bør kurserne også vedrøre intelligente transportsystemer, og de bør udvikle sig med henblik på at holde trit med den teknologiske udvikling.

(12)

Medlemsstaterne bør have en klar mulighed for at forbedre og modernisere deres uddannelsespraksis ved hjælp af værktøjer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), såsom e-læring og kombineret læring, for en del af uddannelsen, samtidig med at uddannelsens kvalitet sikres. I forbindelse med forbedringen og moderniseringen af uddannelsespraksis inden for IKT er det vigtigt at tage hensyn til, at nogle specifikke emner kræver praktisk uddannelse og ikke kan håndteres effektivt med disse læringsværktøjer, som f.eks. montering af snekæder eller sikring af lasten eller andre elementer, hvor den praktiske side er vigtig. Den praktiske uddannelse kan, men skal ikke nødvendigvis bestå af kørsel. En betydelig del af den uddannelse, der kræves i henhold til dette direktiv, bør gennemføres på et godkendt uddannelsescenter.

(13)

For at sikre sammenhæng mellem de forskellige former for uddannelse, der kræves i henhold til EU-retten, bør medlemsstaterne have mulighed for at kombinere forskellige typer af relevant uddannelse; f.eks. bør det være muligt for dem at kombinere uddannelse i transport af farligt gods, i handicapbevidstgørelse eller dyretransport med den uddannelse, som fremgår af direktiv 2003/59/EF.

(14)

For at forebygge at forskellig praksis i medlemsstaterne vanskeliggør gensidig anerkendelse og begrænser førernes ret til at gennemgå efteruddannelse i den medlemsstat, hvor de arbejder, bør medlemsstaternes myndigheder, hvis gennemført uddannelse ikke kan angives på kørekortet, forpligtes til at udstede chaufføruddannelsesbeviset i den i standardmodellerne foreskrevne form, som sikrer gensidig anerkendelse for alle chauffører, som opfylder kravene i direktiv 2003/59/EF.

(15)

Anvendelsen af førerattester for chauffører fra tredjelande som dokumentation for overholdelse af uddannelseskravene kan udgøre en hindring for chaufførerne, hvis transportvirksomhederne returnerer attesten til de udstedende myndigheder, navnlig hvis de pågældende chauffører ønsker at tage arbejde i en anden medlemsstat. For at undgå situationer, hvor chauffører under sådanne omstændigheder er nødt til at gentage deres uddannelse, når de tager nyt arbejde, bør medlemsstaterne tilskyndes til at samarbejde og udveksle oplysninger om chaufførers kvalifikationer.

(16)

For at sikre en gnidningsfri overgang bør gyldige førerattester og gyldige chaufføruddannelsesbeviser, der er udstedt i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før anvendelsen af de ved dette direktiv ændrede bestemmelser, anerkendes i perioden indtil deres udløbsdato. Disse ændringer gør ikke den gennemgåede uddannelse eller de kørekort, der er udstedt til bekræftelse heraf, ugyldige før anvendelsen af de pågældende ændringer.

(17)

For at sikre retssikkerhed og harmonisere aldersgrænserne for de formål, som fremgår af direktiv 2003/59/EF, bør direktiv 2006/126/EF indeholde en klar undtagelse, hvoraf det fremgår, at kørekort kan udstedes ved den aldersgrænse, som fremgår af direktiv 2003/59/EF. Denne præcisering vedrører den generelle aldersgrænse for visse køretøjskategoriers chauffører, der er i besiddelse af et kvalifikationsbevis, og ændrer ikke de eksisterende muligheder for at nedsætte eller fastsætte undtagelser fra disse aldersgrænsekrav.

(18)

Ændringerne af direktiv 2006/126/EF bør begrænses til ændringer, der er knyttet direkte til revisionen af direktiv 2003/59/EF og til at fremme anvendelsen af køretøjer, der bruger alternative brændstoffer. En grundigere analyse af gennemførelsen og anvendelsen af direktiv 2006/126/EF, herunder en afgrænsning mellem visse kategorier af køretøjer, forekommer ønskelig og bør indgå i den kommende revision af direktiv 2006/126/EF.

(19)

For at bidrage til reduktionen af drivhusgasemissioner og forbedringen af luftkvaliteten ved at fremme anvendelsen af køretøjer, der bruger alternative brændstoffer, bør medlemsstaterne have mulighed for på deres områder at tillade, at indehavere af et kategori B-kørekort har ret til at føre visse typer af køretøjer, der bruger alternative brændstoffer, hvor disses tilladte totalmasse overstiger 3 500 kg, men ikke overstiger 4 250 kg. Denne mulighed for at overskride 3 500 kg bør være betinget af, at den yderligere tilladte masse udelukkende skyldes den større masse, der følger af de alternative fremdriftssystemer, og bør være underlagt de begrænsninger og betingelser, som skal forhindre en negativ indvirkning på trafiksikkerheden.

(20)

Målet med dette direktiv, nemlig at forbedre EU-standarderne for grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den grænseoverskridende karakter af vejtransport og de emner, som dette direktiv skal tage hånd om, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(21)

Direktiv 2003/59/EF og 2006/126/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1 affattes således:

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (EUT L 403 af 30.12.2006, s. 18).« "

2)

Artikel 2 affattes således:

3)

Artikel 7 affattes således:

4)

Artikel 9, stk. 1, affattes således:

»Chauffører, jf. nærværende direktivs artikel 1, litra a), skal opnå de grundlæggende kvalifikationer som omhandlet i nærværende direktivs artikel 5 i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige bopæl som defineret i artikel 12 i direktiv 2006/126/EF.«

5)

Artikel 10 affattes således:

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (EUT L 300 af 14.11.2009, s. 72).« "

6)

Følgende artikel indsættes:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).« "

7)

Bilag I og II ændres som anført i bilaget til dette direktiv.

1)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 6, stk. 4, tilføjes følgende litra:

(*5)  Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (EFT L 235 af 17.9.1996, s. 59).« "

3)

Artikel 15 affattes således:

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413 af 11. marts 2015 om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser (EUT L 68 af 13.3.2015, s. 9)."

(*7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1)."

(*8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT L 8 af 12.1.2001, s. 1).« "

(1)

Personer, der leder efter beskæftigelse eller skal træffe beslutninger om læring, studier eller arbejde, har brug for adgang til oplysninger og vejledning om, hvilke muligheder der findes, om hvordan de skal vurdere deres færdigheder, og om hvordan de kan præsentere information om deres færdigheder og kvalifikationer.

(2)

Forskelle i definitioner, dokumentformater, sprog, samt metoder til vurdering og validering, indebærer alle betydelige udfordringer for personer, arbejdsgivere, kompetente myndigheder og organer. Disse udfordringer opstår primært, når personer flytter mellem lande, herunder tredjelande, men også når de leder efter et nyt job eller deltager i læring og karriereplanlægning. Det er vigtigt med klare og vidt udbredte oplysninger, en fælles forståelse og bedre gennemsigtighed af færdigheder og kvalifikationer for at overvinde sådanne udfordringer.

(3)

Den nye dagsorden for færdigheder i Europa, som Kommissionen vedtog den 10. juni 2016, opfordrer medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og andre aktører til at samarbejde om ti tiltag til at forbedre kvaliteten og relevansen af udviklingen af færdigheder, gøre færdigheder mere synlige og sammenlignelige og forbedre viden om færdigheder og navnlig udvekslingen af samme for at sikre bedre karrierevalg. En revision af Europass-rammen blev foreslået som et af de ti tiltag, der kan bane en vigtig vej for at nå og støtte disse mål.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2241/2004/EF (3) fastsatte en ramme med henblik på at overvinde udfordringerne med hensyn til jobsøgning, deltagelse i læring og karriereplanlægning. Formålet med denne beslutning var at sikre større gennemsigtighed for så vidt angår kvalifikationer og kompetencer ved oprettelse af en mappe af dokumenter, kaldet »Europass«, som personer kan anvende på frivillig basis. Ved denne beslutning blev der også oprettet nationale organer, kaldet nationale Europass-centre, med henblik på gennemførelse af Europass-rammen.

(5)

For at opnå sit hovedmål er Europass-rammen målrettet mod værktøjer til dokumentation af færdigheder og kvalifikationer. Disse værktøjer har vundet stor udbredelse via det internetbaseret informationssystem for Europass.

(6)

De nationale Europass-centre støtter brugerne og fremmer dokumentationen af færdigheder og kvalifikationer. Euroguidance-netværket, som fremmer den europæiske dimension i vejledning og leverer oplysninger af høj kvalitet om livslang vejledning og tværnational mobilitet i læringsøjemed, har også bidraget til udviklingen af oplysningskampagner om Unionens værktøjer vedrørende færdigheder og kvalifikationer. De nationale koordinationspunkter for den europæiske referenceramme for kvalifikationer støtter de nationale myndigheder i etableringen af henvisninger fra nationale kvalifikationsrammer eller -systemer til den europæiske referenceramme for kvalifikationer (»EQF«) og fokuserer på at bringe EQF tættere på enkeltpersoner og organisationer. Der bør sikres støtte til, og en bedre samordning af, disse nationale tjenester for at øge deres indvirkning, alt imens de nationale systemers forskellighed respekteres.

(7)

I sin rapport af 19. december 2013 til Europa-Parlamentet og Rådet om evalueringen af Europass konkluderede Kommissionen, at de nationale Europass-centres mission om at øge kendskabet til Europass og formidle de nødvendige oplysninger til interesserede parter var en tilfredsstillende model for gennemførelsen af Europass. Kommissionen konkluderede imidlertid endvidere, at de fleste Europass-værktøjer stadig ikke nåede ud til alle potentielle brugere og var ulige fordelt på geografiske områder og aldersgrupper, og at en bedre koordinering og integrering af tjenester til støtte for vejledning og mobilitet inden for Europass-rammen ville gøre det muligt at nå ud til flere potentielle brugere.

(8)

Undersøgelser viser, at Europass anvendes af socialgrupper med høje digitale færdigheder, mens mindre gunstigt stillede grupper, såsom personer med en lavere uddannelse, ældre eller langtidsarbejdsløse, ofte ikke er bevidste om Europass og dets værktøjer og derfor ikke kan drage fordel af det.

(9)

Europass-mappen er ét af en række værktøjer og instrumenter, der er blevet indført på EU-plan for at forbedre gennemsigtigheden og forståelsen af færdigheder og kvalifikationer.

(10)

Europass-mappen består af fem dokumentmodeller. Modellen for Europass-CV'et giver personer mulighed for at opstille deres CV'er ved brug af et standardformat. Siden Europass-CV'et først blev etableret i 2004, er der blevet oprettet over 100 mio. Europass-CV'er online. Med to modeller for kvalifikationstillæg, nemlig Europass-tillægget til eksamensbeviser og Europass-tillægget til erhvervsuddannelsesbeviser, kan der gives oplysninger om indholdet og læringsresultaterne af en kvalifikation og om uddannelsessystemet i det land, der har udstedt kvalifikationen. Europass-sprogpasset bruges til at beskrive sproglige færdigheder. I Europass-mobilitetsmodellen beskrives færdigheder, der er opnået i udlandet i forbindelse med mobilitetserfaringer i lærings- eller arbejdssammenhæng.

(11)

I Rådets henstilling af 22. maj 2017 (4) fastlægges en fælles referenceramme med henblik på at hjælpe enkeltpersoner og organisationer med at sammenligne forskellige kvalifikationssystemer og niveauerne af kvalifikationer fra nævnte systemer.

(12)

I Rådets henstilling af 20. december 2012 (5) blev medlemsstaterne opfordret til senest i 2018, i overensstemmelse med nationale omstændigheder og særlige forhold, og som de anser for passende, at have indført ordninger for validering af ikkeformel og uformel læring, der sætter den enkelte i stand til at få valideret deres viden, færdigheder og kompetencer, som er opnået igennem ikkeformel og uformel læring, og få anerkendt disse kvalifikationer helt, eller eventuelt delvist.

(13)

I Rådets resolution af 28. maj 2004 om styrkelse af politikker, systemer og praksis inden for livslang vejledning præciseres de centrale mål for en politik for livslang vejledning for alle Unionens borgere. I Rådets resolution af 21. november 2008 (6) fremhæves betydningen af vejledning for livslang læring.

(14)

Learning Opportunities and Qualifications in Europe-portalen giver adgang til oplysninger om læringsmuligheder og kvalifikationer, der tilbydes i andre uddannelsessystemer i Europa, og om sammenligningen af nationale kvalifikationsrammer, der er foretaget ved hjælp af EQF.

(15)

»EU Skills Panorama« giver oplysninger om færdigheder for forskellige erhverv og specifikke brancher, herunder efterspørgsel og udbud på nationalt plan.

(16)

Analysen af ledige job og af andre arbejdsmarkedstendenser er en anerkendt måde til at tilvejebringe viden om færdigheder med henblik på at forstå problemerne med færdighedskløfter og -mangler og med misforhold mellem kvalifikationer og behov.

(17)

Den flersprogede klassificering af europæiske færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (»ESCO«), som er udviklet og løbende ajourføres af Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstater og interessenter, har til formål at fremme gennemsigtigheden af færdigheder og kvalifikationer med henblik på uddannelses- samt arbejdsrelaterede formål. Efter tilstrækkelig testning og under behørig hensyntagen til medlemsstaternes holdning kunne ESCO anvendes af Kommissionen inden for Europass-rammen; medlemsstaternes brug af ESCO sker på frivillig basis efter testning og evaluering foretaget af medlemsstaterne.

(18)

Det Europæiske Arbejdsformidlingsnet (Eures), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/589 (7), er et samarbejdsnet for udveksling af information og fremme af interaktion mellem jobsøgende og arbejdsgivere. Det giver gratis assistance til jobsøgende, som ønsker at flytte til et andet land, og hjælper arbejdsgivere, der ønsker at rekruttere arbejdstagere fra andre lande. Synergier og samarbejde mellem Europass og Eures portalerne kunne styrke begge tjenesters virkning.

(19)

Arbejdsmarkedsprocesser, som f.eks. offentliggørelse af jobopslag, jobansøgninger, færdighedsvurderinger og rekruttering, håndteres i stigende grad online gennem værktøjer, der udnytter sociale medier, big data og andre teknologier. Udvælgelse af kandidater forvaltes ved brug af værktøjer og processer, der indhenter oplysninger om færdigheder og kvalifikationer opnået i formelle, ikkeformelle og uformelle sammenhænge.

(20)

Formel, ikkeformel og uformel læring finder nu også sted i nye former og sammenhænge og tilbydes af forskellige udbydere, især ved brug af digitale teknologier og platforme, fjernundervisning, e-læring, peer-to-peer-læring, omfattende åbne kurser på nettet og åbne uddannelsesressourcer. Færdigheder, erfaringer og læringsresultater anerkendes endvidere i forskellige former som f.eks. »Digital Open Badges«. Digitale teknologier anvendes også i forbindelse med færdigheder, der er opnået via ikkeformel læring, såsom ungdomsarbejde og frivilligt arbejde.

(21)

I denne afgørelse forstås færdigheder i bred forstand og dækker, hvad en person ved, forstår og kan gøre. Færdigheder henviser til forskellige typer af læringsresultater, herunder viden og kompetencer samt evnen til at anvende viden og knowhow til at udføre opgaver og løse problemer. Foruden den anerkendte vigtighed af faglige færdigheder er der en anerkendelse af, at tværgående eller bløde færdigheder, såsom kritisk tænkning, teamwork, problemløsning og kreativitet, digitale eller sproglige færdigheder, i stigende grad er afgørende og grundlæggende forudsætninger for personlig og faglig tilfredsstillelse og kan anvendes inden for forskellige områder. Personer kunne drage fordel af værktøjer til og vejledning i, hvordan de vurderer og beskriver disse og andre færdigheder.

(22)

Traditionelt har enkeltpersoner præsenteret oplysninger om deres opnåede færdigheder og kvalifikationer i et CV og i tilknyttede dokumenter, som f.eks. erhvervsuddannelsesbeviser eller eksamensbeviser. Nye værktøjer er nu tilgængelige, der kan gøre det lettere at præsentere færdigheder og kvalifikationer ved brug af forskellige onlineformater og digitale formater. De nye værktøjer kan også understøtte enkeltpersoners egen vurdering af deres færdigheder opnået i forskellige sammenhænge.

(23)

Europass-rammen bør imødekomme nuværende og fremtidige behov. Brugere har behov for værktøjer til at dokumentere deres færdigheder og kvalifikationer. Desuden kan værktøjer til vurdering af færdigheder og egenvurdering af færdigheder samt adgang til relevante oplysninger, herunder oplysninger om valideringsmuligheder og vejledning, være nyttig til at træffe beslutninger om beskæftigelses- og læringsmuligheder.

(24)

EU-værktøjer vedrørende færdigheder og kvalifikationer bør tilpasse sig skiftende praksis og teknologiske fremskridt for at sikre, at de forbliver relevante og nyttige for brugerne. Dette bør opnås ved bl.a. at skabe innovative elementer, såsom interaktive værktøjer, redigering og udformning af dokumenter, ved at søge at sikre mere omfattende, effektive og virkningsfulde værktøjer og forenkling samt forøget teknisk interoperabilitet og flere synergier mellem tilknyttede værktøjer, herunder dem, der er udviklet af tredjemand, og ved at tage hensyn til de særlige behov for personer med handicap. Derudover kunne autentifikationsforanstaltninger bruges til at understøtte verificeringen af digitale dokumenter om færdigheder og kvalifikationer.

(25)

Europass-rammen oprettet ved beslutning nr. 2241/2004/EF bør derfor afløses af en ny ramme, som imødekommer nye behov.

(26)

Den nye Europass-ramme bør opfylde behovene og forventningerne hos alle individuelle slutbrugere såsom lærende, jobsøgende, herunder arbejdsløse og arbejdstagere, samt andre relevante aktører som f.eks. arbejdsgivere (navnlig små og mellemstore virksomheder), handelskamre, civilsamfundsorganisationer, frivillige, vejledere, offentlige arbejdsformidlinger, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesudbydere, ungdomsorganisationer, udbydere af ungdomsarbejde, ansvarlige nationale myndigheder og politiske beslutningstagere. Den bør også tage hensyn til behovene hos tredjelandsstatsborgere, som ankommer til eller opholder sig i Unionen, for at støtte deres integration.

(27)

Europass-rammen bør videreudvikles, så det bliver muligt at beskrive forskellige former for læring og færdigheder og særligt dem, som erhverves gennem ikkeformel og uformel læring.

(28)

Europass-rammen bør udvikles gennem en brugercentreret tilgang baseret på feedback og gennem identificering af krav, herunder gennem undersøgelser og tests, med særlig vægt på nuværende og fremtidige behov hos Europass-målgrupper. Europass-elementerne bør navnlig afspejle medlemsstaternes og Unionens tilsagn om at sikre, at personer med handicap har lige adgang til arbejdsmarkedet og til informations- og kommunikationsteknologier og -systemer. Europass-værktøjer bør være opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste, således at de derved bliver mere tilgængelige for brugerne, navnlig personer med handicap.

(29)

Opdateringer og ændringer af Europass-rammen bør foretages i samarbejde med relevante interessenter såsom arbejdsformidlinger, vejledere, uddannelsesudbydere, arbejdsmarkedets parter såsom fagforeninger og arbejdsgiverforeninger og i fuld respekt for det igangværende politiske samarbejde som f.eks. Bologna-processen om det europæiske område for videregående uddannelse. Konstruktivt samarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de berørte parter er af afgørende betydning for en vellykket udvikling og gennemførelse af Europass-rammen.

(30)

Relevant EU-ret om beskyttelse af personoplysninger og nationale gennemførelsesforanstaltninger bør finde anvendelse på behandlingen af personoplysninger, der opbevares og behandles i medfør af nærværende afgørelse. Brugerne bør have mulighed for at begrænse adgangen til deres personoplysninger.

(31)

Deltagelse i rammen bør stå åben for lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og som ikke er medlemmer af den Europæiske Union, tiltrædende lande, kandidatlande og potentielle kandidatlande for tiltrædelse til Unionen, jf. deres mangeårige interesse for og samarbejde med Unionen på dette område. Deltagelse bør være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i de retsakter, der regulerer forholdet mellem Unionen og disse lande. Oplysninger om færdigheder og kvalifikationer, der gives gennem Europass-rammen, bør komme fra flere lande og uddannelsessystemer end de deltagende lande og afspejle migration fra og til andre dele af verden.

(32)

Kommissionen bør sikre en sammenhængende gennemførelse og overvågning af denne afgørelse gennem en rådgivende Europass-gruppe sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne og relevante interessenter. Den rådgivende gruppe bør navnlig udvikle en strategisk tilgang til gennemførelsen og den fremtidige udvikling af Europass og rådgive om udviklingen af webbaserede værktøjer, bl.a. gennem testning, og om oplysninger der gives gennem Europass-onlineplatformen, i samarbejde med andre grupper, hvor det er relevant.

(33)

Samfinansiering til gennemførelsen af denne afgørelse tilvejebringes bl.a. gennem EU-programmet Erasmus+, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 (8). Det udvalg, der blev nedsat i henhold til denne forordning, er involveret i strategiske drøftelser om fremskridtene med gennemførelsen af Europass og om den fremtidige udvikling.

(34)

Målet for denne afgørelse, nemlig oprettelse af en omfattende og interoperabel ramme for værktøjer og oplysninger, navnlig til tværnationale beskæftigelses- og læringsmobilitetformål, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af virkningerne af denne foranstaltning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(35)

Som hovedregel bør medlemsstaternes forpligtelser og administrative og finansielle byrder være afbalancerede med hensyn til omkostninger og fordele.

(36)

De aktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af denne afgørelse, bør understøttes af EU-agenturernes ekspertise, navnlig Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, inden for deres kompetenceområder.

(37)

Beslutning nr. 2241/2004/EF bør derfor ophæves, uden at dette berører gyldigheden af tidligere udstedte Europass-dokumenter eller deres status. Alle etablerede Europass-dokumentmodeller bør bibeholdes inden for den nye ramme, indtil de nødvendige ændringer eller opdateringer er foretaget i overensstemmelse med denne afgørelse. For at sikre en smidig overgang til Europass-onlineplatformen bør det internetbaserede Europass-informationssystem, der blev indført ved beslutning nr. 2241/2004/EF, fortsat være i drift, indtil Europass-onlineplatformen er oprettet og bliver operationel —