6.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/1

(1)

Den 21. april 2015 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en aftale om genforsikring. Forhandlingerne blev afsluttet på vellykket vis ved brevveksling mellem chefforhandlerne den 12. januar 2017.

(2)

Den bilaterale aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om tilsynsregler vedrørende forsikring og genforsikring (»aftalen«) bør undertegnes.

(3)

Med henblik på nedsættelse af det blandede udvalg i henhold til denne aftale, som vil give Unionen og Amerikas Forenede Stater et forum for udveksling af oplysninger om korrekt gennemførelse af aftalen, og for at gøre det muligt for tilsynsmyndigheder i Unionen at gennemføre harmoniseret praksis for så vidt angår koncerntilsyn, hvilket allerede er muligt i henhold til Unionens nuværende retlige rammer på dette område, bør aftalens artikel 4 og 7 anvendes midlertidigt indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for indgåelse af aftalen —

6.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/3

(1)

Den 21. april 2015 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en aftale om genforsikring. Forhandlingerne blev afsluttet på vellykket vis ved brevveksling mellem chefforhandlerne den 12. januar 2017.

(2)

Aftalen bør undertegnes på vegne af Den Europæiske Union på engelsk med forbehold af senere indgåelse. Med henblik herpå bør afgørelse (EU) 2017/1792 (1) ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne samt til at forestå brevvekslingen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater vedrørende sprogordningen. Undertegnelsen af aftalen finder sted sammen med undertegnelsen vedrørende brevvekslingen.«

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

Aftalen undertegnes på engelsk. I henhold til EU-retten er aftalen også udfærdiget af Unionen på bulgarsk, dansk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Disse yderligere sprogversioner bør bekræftes ved udveksling af diplomatiske noter mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater. Alle bekræftede versioner har samme gyldighed.«

6.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/4

a)

fjernelse, på nærmere fastsatte betingelser, af krav om lokal tilstedeværelse, som en part eller dens tilsynsmyndigheder pålægger et overtagende forsikringsselskab, der har hovedkontor eller hjemsted i den anden part, som en betingelse for at indgå en genforsikringsaftale med et cederende forsikringsselskab, der har hovedkontor eller hjemsted på dens område, eller for at tillade det cederende forsikringsselskab at indregne fradrag for genforsikring eller fradrag for risikoreducerende virkninger af en sådan genforsikringsaftale

b)

fjernelse, på nærmere fastsatte betingelser, af krav om sikkerhedsstillelse, som en part eller dens tilsynsmyndigheder pålægger det overtagende genforsikringsselskab, der har hovedkontor eller hjemsted i den anden part, som en betingelse for at indgå en genforsikringsaftale med et cederende forsikringsselskab, der har hovedkontor eller hjemsted på dens område, eller for at tillade det cederende forsikringsselskab at indregne fradrag for genforsikring eller fradrag for risikoreducerende virkninger af en sådan genforsikringsaftale

c)

den rolle, som værts- og hjemtilsynsmyndighederne har hvad angår koncerntilsyn med en forsikrings- eller genforsikringskoncern, hvis verdensomspændende moderselskab befinder sig i hjemparten, herunder, på nærmere fastsatte betingelser, i) fjernelse for det verdensomspændende moderselskab af værtspartens tilsynskrav vedrørende forsikringssolvens samt vedrørende kapital, governance og indberetning og ii) det princip, at hjemtilsynsmyndigheden og ikke værtstilsynsmyndigheden, fører tilsyn med forsikringskoncernen på verdensplan, uden at dette berører værtspartens koncerntilsyn med forsikrings- eller genforsikringskoncernen på moderselskabsniveau på dens område, og

d)

parternes gensidige støtte til udveksling af oplysninger mellem hver parts tilsynsmyndigheder og anbefalede fremgangsmåder for en sådan udveksling.

a)

fastholde eller vedtage krav om at stille sikkerhedsstillelse i forbindelse med afståelser fra et cederende forsikringsselskab i værtsparten til et overtagende genforsikringsselskab i hjemparten og andre relaterede indberetningskrav, som kan henføres til sådan fjernet sikkerhedsstillelse, eller

b)

fastholde eller vedtage nye krav med overvejende samme reguleringsmæssige virkning for det overtagende genforsikringsselskab i hjemparten som de sikkerhedsstillelseskrav, der fjernes ved denne aftale, eller andre indberetningskrav, der kan henføres til sådan fjernet sikkerhedsstillelse,

a)

fastholde eller vedtage krav om at stille sikkerhedsstillelse i forbindelse med afståelser fra et cederende forsikringsselskab i værtsparten til et overtagende genforsikringsselskab i hjemparten og andre relaterede indberetningskrav, som kan henføres til sådan fjernet sikkerhedsstillelse, eller

b)

fastholde eller vedtage nye krav med overvejende samme reguleringsmæssige virkning for det overtagende genforsikringsselskab i hjemparten som de sikkerhedsstillelseskrav, der fjernes ved denne aftale, eller andre indberetningskrav, der kan henføres til sådan fjernet sikkerhedsstillelse,

a)

fastholde eller vedtage krav om, at et overtagende genforsikringsselskab i hjemparten har en lokal tilstedeværelse, eller

b)

fastholde eller vedtage nye krav med overvejende samme reguleringsmæssige virkning for det overtagende genforsikringsselskab i hjemparten som lokal tilstedeværelse,

a)

det overtagende genforsikringsselskab har og opretholder

b)

det overtagende genforsikringsselskab har og opretholder:

c)

det overtagende genforsikringsselskab indvilliger i hurtigt skriftligt at underrette og begrunde over for tilsynsmyndigheden på det cederende forsikringsselskabs område, hvis

d)

det overtagende genforsikringsselskab bekræfter skriftligt over for værtstilsynsmyndigheden, at det anerkender domstolenes jurisdiktion på det område, hvor det cederende forsikringsselskab har hovedkontor eller hjemsted, i overensstemmelse med det pågældende områdes relevante krav for afgivelse af sådan anerkendelse. Intet i denne aftale er til hinder for eller ændrer på nogen måde, at parterne i en genforsikringsaftale kan aftale alternative tvistbilæggelsesordninger

e)

når det er relevant i »forkyndelsesøjemed«, underetter det overtagende genforsikringsselskab skriftligt værtstilsynsmyndigheden om, at det anerkender, at den pågældende tilsynsmyndighed udpeges som befuldmægtiget med henblik på forkyndelse. Værtstilsynsmyndigheden kan kræve, at sådan anerkendelse forelægges for den og medtages i alle genforsikringsaftaler under dens jurisdiktion

f)

det overtagende genforsikringsselskab giver skriftligt samtykke til at betale alle endelige retsafgørelser, uanset hvor der begæres fuldbyrdelse, som et cederende forsikringsselskab har opnået, og som kan tvangsfuldbyrdes på det område, hvor retsafgørelsen er opnået

g)

det overtagende genforsikringsselskab indvilliger i enhver genforsikringsaftale, der er underlagt denne aftale, i at stille sikkerhedsstillelse for 100 procent af de af det overtagende genforsikringsselskabs forpligtelser, der kan henføres til genforsikring, der er cederet i henhold til den pågældende aftale, hvis det overtagende genforsikringsselskab modsætter sig fuldbyrdelse af en endelig retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i henhold til retten på det område, hvor den blev opnået, eller en voldgiftskendelse, der kan fuldbyrdes behørigt, uanset om den blev opnået af det cederende forsikringsselskab eller af dennes repræsentant i en afviklingsproces, hvis det er relevant

h)

det overtagende genforsikringsselskab eller dets retsforgænger eller -successor, hvis det er relevant, forelægger følgende dokumentation for værtstilsynsmyndigheden, hvis tilsynsmyndigheden anmoder herom:

i)

det overtagende genforsikringsselskab har en praksis for hurtig betaling af krav i henhold til genforsikringsaftaler. Der er tale om undladelse af hurtig betaling, hvis et eller flere af følgende kriterier er opfyldt:

j)

det overtagende genforsikringsselskab bekræfter, at det ikke for tiden deltager i en solvent frivillig akkord, der involverer overtagende genforsikringsselskaber i værtsparten, og indvilliger i at underrette det cederende forsikringsselskab og dets tilsynsmyndighed og i at stille 100 procent sikkerhedsstillelse over for det cederende forsikringsselskab i overensstemmelse med akkordens betingelser, hvis det overtagende genforsikringsselskab indtræder i sådan en ordning

k)

hvis det cederende forsikringsselskab bliver genstand for en retslig afviklingsproces, insolvensbehandling eller likvidationsbehandling, alt efter forholdene, kan det eller dets repræsentant søge og, hvis det af den domstol, hvor afviklingsprocessen, insolvensbehandlingen eller likvidationsbehandlingen foregår, vurderes at være hensigtsmæssigt, opnå et påbud til det overtagende genforsikringsselskab om at stille sikkerhedsstillelse for alle udestående cederede forpligtelser, og

l)

det overtagende genforsikringsselskabs hjemtilsynsmyndighed bekræfter årligt over for værtstilsynsmyndigheden, at det overtagende genforsikringsselskab overholder litra b).

a)

før værtstilsynsmyndigheden pålægger sådanne krav, kommunikerer den med det overtagende genforsikringsselskab og giver, undtagen i ekstraordinære tilfælde, hvor en kortere frist er nødvendig med henblik på at beskytte forsikringstagere og forbrugere, det overtagende genforsikringsselskab 30 dage fra den oprindelige meddelelse til at forelægge en plan om afhjælpning af manglen og 90 dage fra den oprindelige meddelelse til at afhjælpe manglen, og underretter hjemtilsynsmyndigheden

b)

kun i tilfælde, hvor værtstilsynsmyndigheden efter udløbet af denne frist på 90 dage eller mindre i ekstraordinære tilfælde, jf. litra a), finder, at det overtagende genforsikringsselskab ikke traf nogen foranstaltninger, eller at de trufne foranstaltninger var utilstrækkelige, kan værtstilsynsmyndigheden pålægge et eller flere af kravene i stk. 1-3, og

c)

når der pålægges et eller flere krav, jf. stk. 1-3, skal dette begrundes skriftligt og meddeles det pågældende overtagende genforsikringsselskab.

a)

Uden at dette berører litra c)-h) og deltagelse i tilsynskolleger, er en forsikrings- eller genforsikringskoncern i hjemparten kun omfattet af verdensomspændende forsikringskoncerntilsyn, herunder verdensomspændende koncerngovernance, solvens og kapital, og indberetning, alt efter hvad der er relevant, der foretages af dens hjemtilsynsmyndigheder, og er ikke omfattet af værtstilsynsmyndighedens koncerntilsyn med det verdensomspændende moderselskab for forsikrings- eller genforsikringskoncernen.

b)

Uanset litra a) kan værtstilsynsmyndigheder udøve tilsyn med hensyn til en forsikrings- eller genforsikringskoncern i hjemparten som fastsat i litra c)-h). Værtstilsynsmyndigheder kan udøve koncerntilsyn, når det er relevant, med hensyn til en forsikrings- eller genforsikringskoncern på moderselskabsniveau på dens område. Værtstilsynsmyndigheder udøver ikke på anden måde verdensomspændende koncerntilsyn med hensyn til en forsikrings- eller genforsikringskoncern i hjemparten, uden at dette berører koncerntilsyn med forsikrings- eller genforsikringskoncernen på moderselskabsniveau på værtspartens område.

c)

Når der anvendes et verdensomspændende risikostyringssystem, dokumenteret ved forelæggelse af en vurdering af en verdensomspændende koncerns egen risiko og solvens (Own Risk and Solvency Assessment, ORSA), på en forsikrings- eller genforsikringskoncern i henhold til gældende ret, forelægger den hjemtilsynsmyndighed, der kræver vurderingen, et sammendrag af den verdensomspændende koncerns vurdering:

Når der ikke anvendes en sådan vurdering af den verdensomspændende koncerns egen risiko og solvens på en forsikrings- eller genforsikringskoncern i hjemparten i henhold til gældende ret, forelægger tilsynsmyndighederne i den relevante amerikanske stat eller EU-medlemsstat tilsvarende dokumentation, der er udarbejdet i overensstemmelse med hjemtilsynsmyndighedens gældende ret, jf. nr. i) og ii) ovenfor.

d)

I sammendraget af vurderingen af den verdensomspændende koncerns egen risiko og solvens eller tilsvarende dokumentation, jf. litra c), skal følgende elementer indgå:

e)

Hvis sammendraget af vurderingen af den verdensomspændende koncerns egen risiko og solvens eller, hvor det er relevant, tilsvarende dokumentation, jf. litra c), afslører en alvorlig trussel mod forsikringstagerbeskyttelsen eller den finansielle stabilitet på værtstilsynsmyndighedens område, kan den pågældende værtstilsynsmyndighed uanset litra a) pålægge forebyggende eller korrigerende foranstaltninger eller andre former for modforanstaltninger med hensyn til forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber i værtsparten.

Før værtstilsynsmyndigheden pålægger sådanne foranstaltninger, skal den høre forsikrings- eller genforsikringskoncernens relevante hjemtilsynsmyndighed. Parterne tilskynder tilsynsmyndighederne til fortsat at behandle anliggender vedrørende forsikringskoncerntilsyn i tilsynskollegier.

f)

Indberetningskrav vedrørende forsikringskoncerntilsyn som fastsat i gældende ret på værtspartens område finder ikke anvendelse på forsikrings- eller genforsikringskoncernens verdensomspændende moderselskab, medmindre de direkte vedrører risikoen for alvorlige virkninger på forsikrings- eller genforsikringskoncernens selskabers evne til at betale krav på værtspartens område.

g)

En værtstilsynsmyndighed bevarer muligheden for at anmode om og indhente oplysninger fra et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udøver aktiviteter på dens område, og hvis verdensomspændende moderselskab har hovedkontor på hjempartens område, med henblik på forsikringskoncerntilsyn, når værtstilsynsmyndigheden vurderer, at sådanne oplysninger er nødvendige for beskyttelse mod alvorlig skade for forsikringstagerne eller en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet eller alvorlige virkninger for et forsikrings- eller genforsikringsselskabs evne til at betale krav på værtstilsynsmyndighedens område. Værtstilsynsmyndigheden baserer sådanne anmodninger om oplysninger på tilsynsmæssige kriterier og undgår, når det er muligt, byrdefulde og dobbelte anmodninger. Den bistandssøgende myndighed underetter tilsynskollegiet om en sådan anmodning.

Uanset litra a) kan et forsikrings- eller genforsikringsselskabs undladelse af at efterkomme en sådan anmodning om oplysninger medføre, at der pålægges forebyggende eller korrigerende foranstaltninger eller andre former for modforanstaltninger på værtstilsynsmyndighedens område.

h)

For en forsikrings- eller genforsikringskoncern i hjemparten, der driver virksomhed i værtsparten, og som er underlagt krav om en koncernkapitalvurdering i hjemparten, der opfylder følgende betingelser:

pålægger værtstilsynsmyndigheden ikke koncernkapitalvurdering eller -krav på verdensomspændende moderselskabsniveau for forsikrings- eller genforsikringskoncernen i overensstemmelse med gældende ret på dens område.

Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i hjemparten er underlagt et koncernkapitalkrav på hjempartens område, må værtstilsynsmyndigheden ikke pålægge et koncernkapitalkrav eller en koncernkapitalvurdering på niveauet for det verdensomspændende moderselskab for forsikrings- eller genforsikringskoncernen.

i)

Uanset bestemmelserne i denne aftale begrænser denne aftale ikke EU-tilsynsmyndighedernes evne og søger heller ikke at begrænse deres evne til at udøve tilsyns- eller reguleringsmæssig myndighed over enheder eller koncerner, der ejer eller kontrollerer kreditinstitutter i EU, driver bankvirksomhed i EU, eller hvis væsentlige finansielle vanskeligheder eller art, omfang, størrelse, volumen, koncentration, forbundethed eller sammensætning af aktiviteter er blevet vurderet som en potentiel trussel for EU's finansielle stabilitet, herunder gennem udøvelse af: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (CRD IV) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (CRR), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles

afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, eller anden relateret lovgivning.

Uanset bestemmelserne i denne aftale begrænser denne aftale ikke den relevante amerikanske tilsynsmyndigheds evne og søger heller ikke at begrænse dens evne til at udøve tilsyns- eller reguleringsmæssig myndighed over enheder eller koncerner, der ejer eller kontrollerer depotinstitutter i USA, driver bankvirksomhed i USA, eller hvis væsentlige finansielle vanskeligheder eller art, omfang, størrelse, volumen, koncentration, forbundethed eller sammensætning af aktiviteter er blevet vurderet som en potentiel trussel for USA's finansielle stabilitet, herunder gennem udøvelse of myndighed i henhold til Bank Holding Company Act (12 U.S.C. § 1841 et seq.), Home Owners' Loan Act (12 U.S.C. § 1461 et seq.), International Banking Act (12 U.S.C. § 3101 et seq.), Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act (12 U.S.C. § 5301 et seq.), eller anden relateret lovgivning.

a)

efter fælles overenskomst mellem parterne, hvis en part foreslår konsultation

b)

mindst én gang inden for 180 dage efter datoen for denne aftales ikrafttræden eller midlertidige anvendelse, alt efter hvad der kommer først, og én gang årligt herefter, medmindre parterne bestemmer andet

c)

hvis en part fremsætter skriftlig anmodning om obligatorisk konsultation, og

d)

hvis en part skriftligt meddeler, at den har til hensigt at opsige aftalen.

a)

spørgsmål vedrørende gennemførelsen af aftalen

b)

aftalens virkninger i parternes jurisdiktioner for forsikrings- og genforsikringsforbrugere og forsikrings- og genforsikringsselskabers kommercielle transaktioner

c)

forslag til ændringer af aftalen, der fremsættes af en part

d)

spørgsmål, der kræver obligatorisk konsultation

e)

meddelelse om hensigt til at opsige aftalen, og

f)

andre spørgsmål, som parterne måtte bestemme.

a)

nedbringelse, hvert år efter datoen for denne aftales ikrafttræden eller midlertidige anvendelse, af den sikkerhedsstillelse, der kræves af hver stat, for at tillade fuldt fradrag for genforsikring, med 20 procent af den sikkerhedsstillelse, som den amerikanske stat krævede pr. 1. januar før aftalens undertegnelse, og

b)

gennemførelse i amerikanske stater af relevant lovgivning om fradrag for genforsikring, i overensstemmelse med artikel 3, som metoden for vedtagelse af foranstaltninger i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 1 og 2.

a)

Den Europæiske Union anvender aftalens artikel 4 midlertidigt indtil aftalens ikrafttrædelsesdato og anvender derefter artikel 4 ved at sikre, at tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder følger de deri beskrevne praksisser, fra den syvende dag i måneden efter at parterne har underrettet hinanden om, at deres interne krav og procedurer, som er nødvendige for aftalens midlertidige anvendelse, er fuldført.

USA anvender aftalens artikel 4 midlertidigt indtil aftalens ikrafttrædelsesdato og anvender derefter artikel 4 ved at gøre sit bedste og tilskynde tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder til at følge de deri beskrevne praksisser, fra den syvende dag i måneden efter at parterne har underrettet hinanden om, at deres interne krav og procedurer, som er nødvendige for aftalens midlertidige anvendelse, er fuldført.

b)

På aftalens ikrafttrædelsesdato eller 60 måneder efter aftalens undertegnelse, alt efter hvad der er senest:

c)

Hvis de relevante amerikanske tilsynsmyndigheder i henhold til artikel 4, litra i), anvender foranstaltninger uden for USA's område på en forsikrings- eller genforsikringskoncern i EU, hvis vanskeligheder eller aktiviteter Financial Stability Oversight Council har bestemt kan udgøre en trussel for USA's finansielle stabilitet, gennem anvendelse af Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act (12 U.S.C. § 5301 et seq.), kan en part opsige aftalen under en fremskyndet obligatorisk konsultation og opsigelse. Hvis en EU-tilsynsmyndighed i henhold til artikel 4, litra i), anvender foranstaltninger uden for Den Europæiske Unions område på en amerikansk forsikrings- eller genforsikringskoncern i forbindelse med en trussel mod EU's finansielle stabilitet, kan en part opsige aftalen under en fremskyndet obligatorisk konsultation og opsigelse.

d)

Indtil den i litra b) omhandlede dato, og uden at det berører de deri omhandlede mekanismer, finder genforsikringsbestemmelserne i artikel 3, stk. 1 og 2, anvendelse med hensyn til et EU-genforsikringsselskab i en amerikansk stat på det tidligste af følgende tidspunkter:

e)

Fra datoen for midlertidig anvendelse, jf. litra a), og i 60 måneder derefter pålægger tilsynsmyndigheder i Den Europæiske Union ved anvendelsen af artikel 4, litra h), ikke et koncernkapitalkrav på niveauet for det verdensomspændende moderselskab for forsikrings- eller genforsikringskoncernen for så vidt angår en amerikansk forsikrings- eller genforsikringskoncern, der driver virksomhed i Den Europæiske Union.

f)

Fra datoen for undertegnelsen af denne aftale kan tilsynsmyndighederne i en part i den i litra b) omhandlede 60-månedersperiode efter obligatorisk konsultation pålægge en koncernkapitalvurdering eller et koncernkapitalkrav på niveauet for det verdensomspændende moderselskab for en forsikrings- eller genforsikringskoncern, der har hovedkontor eller hjemsted i den anden part, hvis den anden part ikke opfylder forpligtelserne i artikel 3 hvad angår krav vedrørende lokal tilstedeværelse.

g)

Artikel 3, stk. 3, skal gennemføres og finde anvendelse på EU's område senest 24 måneder fra datoen for undertegnelsen af denne aftale, forudsat at aftalen har fundet midlertidig anvendelse eller er trådt i kraft.

h)

Med forbehold af litra b) og d) skal artikel 3, stk. 1 og 2, gennemføres og finde fuld anvendelse på begge parters område senest 60 måneder fra datoen for begge parters undertegnelse af aftalen, forudsat at aftalen er trådt i kraft.

i)

Fra datoen for denne aftales ikrafttræden eller midlertidige anvendelse, alt efter hvad der er tidligst, anvender begge parter artikel 7, 11 og 12.

6.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/22

(1)

I artikel 3, stk. 1, litra a), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 906/2014 (2) er det fastsat, at de finansieringsomkostninger, som medlemsstaterne afholder, når de stiller midler til rådighed til opkøb af produkter, skal fastsættes i overensstemmelse med de beregningsregler, der er fastsat i bilag I til nævnte forordning.

(2)

Ifølge punkt I.1 i bilag I til delegeret forordning (EU) nr. 906/2014 beregnes de pågældende finansielle omkostninger på grundlag af en ensartet rentesats for EU, som Kommissionen fastsætter i begyndelsen af hvert bogføringsår. Denne rentesats svarer til gennemsnittet af Euribor-terminsrentesatserne for tre- og tolvmånederslån, der blev registreret i den af Kommissionen fastsatte referenceperiode på seks måneder, som går forud for medlemsstaternes indgivelse af den meddelelse, der er fastsat krav om i første afsnit i punkt I.2 i nævnte bilag, idet der tildeles dem et vægtgrundlag på henholdsvis en tredjedel og to tredjedele.

(3)

Med henblik på fastlæggelse af de rentesatser, der skal anvendes for et bogføringsår, fastsættes det i første afsnit i punkt I.2 i bilag I til delegeret forordning (EU) nr. 906/2014, at medlemsstaterne efter anmodning fra Kommissionen skal give meddelelse om den gennemsnitlige rente, som de rent faktisk har betalt i den i punkt I.1 i nævnte bilag omhandlede referenceperiode, inden udløbet af den frist, der er angivet i anmodningen.

(4)

Hvis en medlemsstat, jf. andet afsnit i punkt I.2 i bilag I til delegeret forordning (EU) nr. 906/2014, ikke har indgivet en meddelelse i den form og inden udløbet af den frist, der er angivet i første afsnit i nævnte punkt, anses denne medlemsstats rentesats for at være 0 %. Hvis en medlemsstat erklærer, at den ikke har afholdt renteomkostninger, fordi den i referenceperioden ikke havde landbrugsprodukter i offentlig oplagring, fastsætter Kommissionen nævnte rentesats i overensstemmelse med tredje afsnit i nævnte punkt.

(5)

I overensstemmelse med punkt I.3 i bilag I til delegeret forordning (EU) nr. 906/2014 skal den rentesats, som er fastlagt på grundlag af punkt I.2 i nævnte bilag, sammenholdes med den ensartede rentesats, som er fastsat på grundlag af punkt I.1 i nævnte bilag. Den rentesats, som fastsættes for hver medlemsstat, skal være den laveste af disse to rentesatser. For så vidt angår godtgørelse af medlemsstaternes udgifter kan negative rentesatser imidlertid ikke tages i betragtning.

(6)

Rentesatserne for bogføringsåret 2018 for EGFL bør fastsættes under hensyntagen til ovenstående faktorer.

(7)

For at undgå et juridisk tomrum med hensyn til den rentesats, der skal anvendes ved beregningen af finansieringsomkostninger i forbindelse med interventionsforanstaltninger, er det hensigtsmæssigt, at den nye sats anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 2017 —

6.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/24

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indledte den 7. juli 2016 en antidumpingundersøgelse vedrørende importen til Unionen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland, Serbien og Ukraine (i det følgende benævnt »de pågældende lande«) på grundlag af artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«). Kommissionen offentliggjorde en meddelelse om indledning i Den Europæiske Unions Tidende  (2) (i det følgende benævnt »indledningsmeddelelsen«).

(2)

Undersøgelsen blev indledt som reaktion på en klage, som var blevet indgivet den 23. maj 2016 af European Steel Association (i det følgende benævnt »Eurofer« eller »klageren«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for over 90 % af den samlede EU-produktion af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål.

(3)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at give sig til kende med henblik på at deltage i undersøgelsen. Kommissionen underrettede specifikt klageren, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter, de pågældende landes myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere og sammenslutninger, som den vidste, var berørt af indledningen af undersøgelsen, og opfordrede disse til at deltage.

(4)

De interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte skriftlige bemærkninger og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. Alle interesserede parter, der anmodede om at blive hørt, og som påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(5)

Kommissionen anførte i indledningsmeddelelsen, at den eventuelt ville udtage stikprøver blandt de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 17.

(6)

Kommissionen meddelte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog en stikprøve på grundlag af de største repræsentative produktions- og salgsmængder, samtidig med at der sikredes geografisk spredning. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve, men modtog ingen bemærkninger.

(7)

Følgelig bestod den endelige stikprøve af seks EU-producenter i fem forskellige medlemsstater. Disse producenter tegner sig for over 45 % af EU-produktionen.

(8)

Kommissionen anmodede en række ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at fremlægge de oplysninger, der var angivet i indledningsmeddelelsen, for derigennem at afgøre, hvorvidt det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald at udtage en stikprøve. Alle de syv importører, der gav sig til kende, var medlemmer af et konsortium ved navn »Consortium for Imports of Hot-Rolled Flats« (»konsortiet«). Dette konsortium er særligt oprettet med henblik på undersøgelsen af over 30 brugere og ikke forretningsmæssigt forbundne importører, hvoraf de fleste er beliggende i Italien og de fleste er SMV'er.

(9)

Stemcor London Ltd., som er medlem af konsortiet, tilbød at samarbejde fuldt ud ved at indsende en spørgeskemabesvarelse. Denne ikke forretningsmæssigt forbundne importør beliggende i London har i undersøgelsesperioden handlet med den pågældende vare til en værdi på over 30 mio. GBP. Der blev aflagt kontrolbesøg hos denne ikke forretningsmæssigt forbundne importør.

(10)

I betragtning af det ringe antal kendte eksporterende producenter i Iran, Rusland, Serbien og Ukraine blev det besluttet ikke at udtage nogen stikprøver for disse lande.

(11)

I betragtning af det potentielt høje antal eksporterende producenter i Brasilien anmodede Kommissionen samtlige eksporterende producenter i Brasilien om at fremlægge de oplysninger, der var angivet i indledningsmeddelelsen, for derigennem at afgøre, hvorvidt det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald at udtage en stikprøve. Kommissionen anmodede desuden Brasiliens repræsentation ved Den Europæiske Union om at navngive og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesserede i at deltage i undersøgelsen.

(12)

Heraf var der fem producenter, der fremlagde de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. Kommissionen konstaterede, at to af disse virksomheder var forretningsmæssigt forbundne, og anså dem derfor som værende én eksporterende producent (eller gruppe af eksporterende producenter).

(13)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af tre eksporterende producenter på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kunne undersøges inden for det tidsrum, der var til rådighed. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, blev alle kendte eksporterende producenter og de brasilianske myndigheder hørt om udtagelsen af stikprøven. Der indkom ikke nogen bemærkninger hertil.

(14)

Den udtagne stikprøve tegner sig for 97,3 % af den samlede eksport fra Brasilien til Unionen ifølge de oplysninger, som de fire samarbejdsvillige eksporterende producenter har indberettet.

(15)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til klageren, alle stikprøveudtagne EU-producenter, alle kendte eksporterende producenter i Iran, Rusland, Serbien og Ukraine, tre af de stikprøveudtagne producenter i Brasilien samt de brugere og importører, der havde givet sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(16)

Der indkom spørgeskemabesvarelser fra Eurofer, de seks stikprøveudtagne EU-producenter og deres forretningsmæssigt forbundne stålservicecentre, én bruger på vegne af konsortiet, én ikke forretningsmæssigt forbundet importør samt ni grupper af eksporterende producenter i de pågældende lande.

(17)

Derudover fremsatte konsortiet bemærkninger efter indledningen af denne procedure. En række andre brugere, overvejende fra Polen og de baltiske lande, den lettiske arbejdsgiverorganisation og den lettiske brancheorganisation for maskin- og metalindustri fremsatte ligeledes bemærkninger efter indledningen af proceduren.

(18)

Kommissionen indhentede og kontrollerede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at kunne træffe afgørelse om dumping, deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 16 hos følgende virksomheder:

(19)

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra 1. juli 2015 til 30. juni 2016 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af tendenser med relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra 1. januar 2013 til undersøgelsesperiodens slutning (»den betragtede periode«).

(20)

Klageren indgav den 11. oktober 2016 en anmodning om registrering af importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål fra de pågældende lande i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5. Den 21. november 2016 fremlagde klageren opdaterede importdata som støtte til sin anmodning om registrering. Efter en grundig analyse af anmodningen og de ledsagende data konkluderede Kommissionen, at betingelserne for registrering kun var opfyldt for så vidt angår importen fra Brasilien og Rusland.

(21)

Følgelig offentliggjorde Kommissionen den 6. januar 2017 sin gennemførelsesforordning, hvorved importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Rusland og Brasilien blev gjort til genstand for registrering (3) fra den 6. januar 2017 og fremefter.

(22)

Den 4. april 2017 meddelte Kommissionen gennem et oplysningsdokument (»oplysningsdokumentet«) alle de interesserede parter, at den ville fortsætte undersøgelsen uden at indføre midlertidige foranstaltninger på importen til Unionen af den pågældende vare med oprindelse i de pågældende lande. Oplysningsdokumentet indeholdt de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for Kommissionens beslutning om at fortsætte undersøgelsen uden at indføre midlertidige foranstaltninger.

(23)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet fremsatte de interesserede parter skriftlige bemærkninger til oplysningerne og undersøgelsesresultaterne. Der blev desuden afholdt høringer med interesserede parter, som anmodede herom.

(24)

Den 4. maj 2017 blev der afholdt en høring med klageren under overværelse af høringskonsulenten i handelsprocedurer. Den 15. maj 2017 blev der afholdt høringer med to russiske eksporterende producenter, nemlig MMK og PAO Severstal. Den 1. juni 2017 blev der afholdt en høring med konsortiet. Den 8. juni 2017 blev der afholdt yderligere en høring med klageren. Den 13. juni 2017 blev der afholdt en høring med den ukrainske eksporterende producent Metinvest Group.

(25)

Kommissionen tog stilling til alle de bemærkninger til oplysningsdokumentet, som de interesserede parter havde fremsat mundtligt eller skriftligt, inden den traf sin endelige afgørelse. Disse bemærkninger behandles i denne forordning.

(26)

Derudover anmodede Kommissionen de brugere, der havde givet sig til kende ved indledningen af proceduren, om at fremlægge yderligere data om maskinindustrien og andre sektorer for at give mulighed for at vurdere foranstaltningernes potentielle virkninger på andre sektorer i efterfølgende produktionsled end rør specifikt. Den opfordrede også de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger om, hvilken form for foranstaltninger, der eventuelt måtte være hensigtsmæssig.

(27)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet gav yderligere 18 brugere sig til kende og anmodede om at blive registreret som interesserede parter. 17 ud af disse 18 brugere blev indrømmet registrering som interesserede parter. Syv ud af disse 18 brugere anmodede om anonymitet, idet de frygtede repressalier. Denne anmodning blev indrømmet seks ud af de syv brugere. Den syvende bruger var ikke blevet registreret som interesseret part, da den trods flere påmindelser ikke havde begrundet sin anmodning om anonymitet.

(28)

Kommissionen fortsatte desuden med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen. Med henblik herpå fremsendte den supplerende spørgeskemaer vedrørende perioden efter undersøgelsesperioden til de seks stikprøveudtagne EU-producenter, 74 brugere (herunder medlemmer af konsortiet) og 12 brugersammenslutninger.

(29)

Der indkom spørgeskemabesvarelser vedrørende perioden efter undersøgelsesperioden fra alle de seks EU-producenter og fra 23 brugere. Derudover afgav to af de 12 brugersammenslutninger supplerende oplysninger. Endvidere blev klageren, én af EU-producenterne (4), og udvalgte brugere (primært (5) udvalgt på basis af geografisk spredning) underrettet om, at Kommissionens tjenestegrene agtede at aflægge kontrolbesøg.

(30)

Der blev efterfølgende aflagt yderligere fem kontrolbesøg i perioden fra den 29. maj til den 9. juni 2017 hos følgende interesserede parter i Den Europæiske Union:

(31)

Samtlige parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for Kommissionens beslutning om at indføre endelige antidumpingforanstaltninger. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af de endelige konklusioner.

(32)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger den 17. juli 2017 (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«) blev der den 27. juli 2017 afholdt yderligere en høring med klageren under overværelse af høringskonsulenten i handelsprocedurer. Under denne høring påpegede Eurofer et antal proceduremæssige og materielle forhold.

(33)

For så vidt angår de proceduremæssige forhold, hævdede parten, at Kommissionen ikke havde efterkommet de henstillinger, som høringskonsulenten i handelsprocedurer havde udstedt efter høringen den 4. maj 2017 (jf. betragtning (24)). Høringskonsulenten gav i sin rapport af 23. juni 2017 udtryk for den opfattelse, at tjenestegrenene bør fremlægge dumping- og skadesmargenerne, inden analysen af Unionens interesser foretages uden de faktiske data, der anvendes til beregningerne (6). Han opfordrede endvidere Kommissionens tjenestegrene til rettidigt at fremlægge det endelige dokument for de interesserede parter, således at disse gives tilstrækkelig tid til at fremsætte eventuelle bemærkninger (mindst 30 dage frem for den sædvanlige periode på 10 dage) (7).

(34)

Kommissionen bemærkede, at den havde modtaget anbefalingerne fra høringskonsulenten den 23. juni 2017, hvilket lå tæt på tidspunktet for fremlæggelsen af de endelige konklusioner (den 17. juli 2017). Med hensyn til skadesmargenen blev det vurderet, at det ville være uhensigtsmæssigt at fremlægge rådata uden de tilgrundliggende beregninger ved udgangen af juni som et ekstra trin, når de interesserede parter alligevel i den nærmeste fremtid ville modtage fuldstændige beregninger af skadesmargenen i forbindelse med den endelige fremlæggelse af fuldstændige oplysninger. Under høringen den 27. juli 2017 havde Eurofer sågar bekræftet, at den i dokumentet med fremlæggelsen af oplysninger havde modtaget fyldestgørende oplysninger om skadesmargenen, og at spørgsmålet ikke længere var relevant. Med hensyn til fristen for at fremsætte bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger er det i grundforordningens artikel 20, stk. 5, fastsat, at bemærkninger, der fremsættes efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, kun tages i betragtning, hvis de modtages inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i hvert enkelt tilfælde, og som skal være mindst 10 dage. Den endelige fremlæggelse af oplysninger for de interesserede parter fandt sted den 17. juli 2017, og fristen for at fremsætte bemærkninger var den 7. august 2017, dvs. tre uger senere. Selv om denne frist er kortere end de 30 dage, der anbefales af høringskonsulenten, er den trods alt dobbelt så lang som den lovbestemte minimumsfrist. Det anses derfor, at Kommissionen i alt væsentligt har efterlevet høringskonsulentens henstilling, nemlig at give »tilstrækkelig« tid til at fremsætte nyttige bemærkninger til et dokument, der i vidt omfang gengav de oplysninger, som Kommissionen allerede havde videregivet til parterne i oplysningsdokumentet af 4. april (se betragtning (22)).

(35)

For så vidt angår de materielle forhold, som var blevet rejst over for høringskonsulenten, besluttede Kommissionen at behandle disse nedenfor i de relevante dele af denne forordning, da de blev rejst på ny i de skriftlige bemærkninger, der blev modtaget efter den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(36)

Den 3. august 2017 blev der afholdt en høring med den iranske eksporterende producent, Mobarakeh Steel Company. Under høringen påpegede den iranske eksporterende producent en indtastningsfejl i sin dumpingberegning. Den eksporterende producent forklarede, at bestemte værdier ved en fejl var blevet afrundet, sandsynligvis på grund af deres længde.

(37)

Kommissionen analyserede denne påstand og konkluderede, at der vitterligt var sket en indtastningsfejl ved dumpingberegningen for den eksporterende producent i Iran, og at denne fejl skulle rettes. Det var således nødvendigt at beregne dumpingmargenen og derpå baserede beregninger på ny, hvilket gav følgende resultat: Den reviderede dumpingmargen og antidumpingtold for Mobarakeh Steel Company udgjorde 17,9 %, og den reviderede minimumsimportpris, justeret for stigningen i råvarepriserne, beløb sig dermed til 468,49 EUR pr. ton.

(38)

Samtlige parter blev underrettet om denne revidering gennem en et supplement til den endelige fremlæggelse af oplysninger den 4. august 2017 og blev opfordret til at fremsætte bemærkninger hertil.

(39)

Kommissionen tog stilling til alle de bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger og supplementet hertil, som de interesserede parter havde fremsat mundtligt eller skriftligt, inden den traf sin endelige afgørelse. Disse bemærkninger behandles i denne forordning, og, hvor det er relevant, er konklusionerne ændret i overensstemmelse hermed.

(40)

Varmvalsede flade produkter af stål fremstilles gennem varmvalsning. Dette er en metalforarbejdningsproces, hvorved det varme metal ledes igennem et eller flere par varme valser for at mindske og udjævne tykkelsen, og hvorunder metallets temperatur er højere end dets rekrystalliseringstemperatur. De kan leveres i flere forskellige former: i oprullet stand (olieret eller ikke olieret, dekaperet eller ikke dekaperet), i afskårne længder (plader) eller som smalt båndjern.

(41)

Varmvalsede flade produkter af stål anvendes primært til to formål. Det ene anvendelsesformål er som råmateriale til fremstilling af forskellige stålprodukter med en merværdi i efterfølgende produktionsled, begyndende med koldvalsede (8) flade og overtrukne produkter af stål. Det andet anvendelsesformål er som industrielt input, der købes af slutbrugerne til flere forskellige anvendelser, herunder inden for bygge- og anlægssektoren (fremstilling af stålrør), skibsbygning, gasbeholdere, biler, trykbeholdere og energirørledninger.

(42)

Kommissionen udelukkede værktøjsstål og hurtigstål fra varedækningen i sin antidumpingprocedure vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (9).

(43)

Idet der hverken blev fremsat nogen bemærkninger vedrørende varedækningen eller samme vare i forbindelse med denne undersøgelse, og for at kunne operere med samme varedækning i forskellige sager vedrørende visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, besluttede Kommissionen også at udelukke værktøjsstål og hurtigstål fra varedækningen i denne sag.

(44)

De interesserede parter blev underrettet om disse undtagelser gennem oplysningsdokumentet. Kommissionen har ikke modtaget nogen bemærkninger herom.

(45)

Den pågældende vare (»varmvalsede flade produkter«) defineres derfor som visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, også i oprullet stand (herunder afkortede produkter og smalt båndjern), kun varmvalsede, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine.

Den pågældende vare omfatter ikke:

Den pågældende vare er i øjeblikket henhørende under KN-kode 7208 10 00, 7208 25 00, 7208 26 00, 7208 27 00, 7208 36 00, 7208 37 00, 7208 38 00, 7208 39 00, 7208 40 00, 7208 52 10, 7208 52 99, 7208 53 10, 7208 53 90, 7208 54 00, 7211 13 00, 7211 14 00, 7211 19 00, ex 7225 19 10, 7225 30 90, ex 7225 40 60, 7225 40 90, ex 7226 19 10, 7226 91 91 og 7226 91 99.

(46)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

(47)

Idet der ikke blev fremsat nogen bemærkninger, fastslog Kommissionen, at den pågældende vare, der fremstilles og sælges i de pågældende lande, er samme vare som den, der produceres og sælges af EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(48)

I denne afdeling beskrives den overordnede metode, som Kommissionen har anvendt til dumpingberegningerne. Hvis det har været relevant, er eventuelle lande- eller virksomhedsspecifikke spørgsmål vedrørende beregningerne behandlet i respektive landespecifikke afsnit nedenfor.

(49)

Kommissionen undersøgte først, hvorvidt det samlede hjemmemarkedssalg for hver samarbejdsvillig eksporterende producent var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget er repræsentativt, når det samlede hjemmemarkedssalg af samme vare til uafhængige kunder på hjemmemarkedet for hver eksporterende producent udgør mindst 5 % af den samlede eksportsalgsmængde af den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden.

Den normale værdi for ikke-repræsentative varetyper (dvs. varetyper, for hvilke hjemmemarkedssalget udgjorde mindre end 5 % af eksportsalget til Unionen, eller varetyper, som slet ikke blev solgt på hjemmemarkedet) blev beregnet på grundlag af produktionsomkostningerne pr. varetype plus et beløb for salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste. Ved hjemmemarkedssalg i normal handel er fortjenesten pr. varetype anvendt for de pågældende varetyper. Ved alle øvrige transaktioner, som ikke har fundet sted i normal handel, er der anvendt en gennemsnitlig fortjeneste.

Kommissionen undersøgte efterfølgende, hvilke varetyper solgt på hjemmemarkedet der var identiske eller sammenlignelige med varetyper solgt med henblik på eksport til Unionen, og undersøgte, hvorvidt hjemmemarkedssalget for hver samarbejdsvillig eksporterende producent var repræsentativt for hver enkelt varetype i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget af en varetype er repræsentativt, hvis det samlede hjemmemarkedssalg af denne varetype til uafhængige kunder i undersøgelsesperioden udgør mindst 5 % af den samlede eksportsalgsmængde af den identiske eller sammenlignelige varetype til Unionen.

(50)

Kommissionen fastsatte dernæst andelen af det rentable salg til uafhængige kunder på hjemmemarkedet for hver enkelt varetype i undersøgelsesperioden for at afgøre, hvorvidt de faktiske salgspriser på hjemmemarkedet burde anvendes som grundlag for beregning af den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4.

(51)

Den normale værdi baseres på den faktiske hjemmemarkedspris pr. varetype, uanset om salgstransaktionerne har været rentable eller ej, hvis:

(52)

Den normale værdi udgjorde i dette tilfælde det vejede gennemsnit af priserne på det samlede hjemmemarkedssalg af den pågældende varetype i undersøgelsesperioden.

(53)

Den normale værdi er baseret på den faktiske hjemmemarkedspris pr. varetype for kun det rentable hjemmemarkedssalg af varetyperne i undersøgelsesperioden, hvis:

(54)

Hvis der var utilstrækkeligt eller intet salg af en varetype af samme vare i normal handel, eller hvis en varetype ikke blev solgt i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, beregnede Kommissionen den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6.

(55)

Den normale værdi blev beregnet ved at tilføje følgende til hver enkelt samarbejdsvillige eksporterende producents gennemsnitlige produktionsomkostninger for den samme vare i undersøgelsesperioden:

(56)

De eksporterende producenter eksporterede til Unionen enten direkte til uafhængige kunder eller gennem forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der fungerede som forhandlere og/eller importører.

(57)

I de tilfælde, hvor den eksporterende producent eksporterede den pågældende vare direkte til uafhængige kunder i Unionen, herunder gennem forhandlere, blev eksportprisen fastsat på grundlag af de priser, der faktisk blev betalt eller skulle betales ved eksportsalg til Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

(58)

I de tilfælde, hvor de eksporterende producenter eksporterede den pågældende vare til Unionen gennem en forretningsmæssigt forbundet virksomhed, der fungerede som importør, blev eksportprisen beregnet på grundlag af den importerede vares pris ved første videresalg til uafhængige kunder i Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. Eksportprisen blev i overensstemmelse med samme artikel også beregnet i tilfælde, hvor den pågældende vare ikke blev videresolgt i den tilstand, hvori den blev importeret. I sådanne tilfælde blev der foretaget justeringer af prisen for alle omkostninger, der var påløbet mellem import og videresalg, herunder SA&G-omkostninger, samt for fortjeneste.

(59)

Kommissionen sammenlignede de eksporterende producenters normale værdi og eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(60)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede priserne og deres sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(61)

Der var fem eksporterende producenter i Brasilien i undersøgelsesperioden. Efter udtagelsen af stikprøven forklarede én af de eksporterende virksomheder, Aperam Inox América do Sul, S.A., over for Kommissionen, at den ved en fejltagelse havde indberettet salg til Afrika som værende eksportsalg til Unionen, men at dette salg kun var i transit gennem Unionen. Denne virksomhed havde således ingen eksport af den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden. Virksomheden forklarede endvidere, at den har fælles aktiebeholdning med ArcelorMittal Brasil S.A. (»AMB«). På grundlag heraf besluttede Kommissionen at behandle disse to virksomheder som forretningsmæssigt forbundne.

Ligeledes havde Usinas Siderúrgicas de Minas Gerais S.A. (»Usiminas«) og Companhia Siderúrgica Nacional (»CSN«) fælles aktiebeholdning. Usiminas hævdede, at disse to virksomheder burde betragtes som ikke forretningsmæssigt forbundne, fordi der i øjeblikket verserer en sag hos den brasilianske konkurrencemyndighed, hvilket forhindrer CSN i at udøve nogen rettigheder i forbindelse med Usiminas. Kommissionen undersøgte påstanden og de beviser, der blev fremlagt af Usiminas, og konkluderede, at CSN ikke var i stand til at udøve sine rettigheder i forbindelse med Usiminas. Kommissionen godtog påstanden og behandlede de to virksomheder som ikke forretningsmæssigt forbundne. Ingen af de to virksomheder gjorde indsigelse, da Kommissionen meddelte sin afgørelse i det dokument, hvori den informerede virksomhederne om, at der ikke vil blive indført nogen midlertidige foranstaltninger. Afgørelsen om, hvorvidt de to virksomheder er forretningsmæssigt forbundne eller ej, kan eventuelt omgøres i forbindelse med efterfølgende undersøgelser, såfremt den brasilianske konkurrencemyndigheds fremtidige kendelse afviger fra denne afgørelse.

(62)

Samtlige eksporterende producenter solgte samme vare på hjemmemarkedet, både direkte og via forretningsmæssigt forbundne eller ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere. I de fleste tilfælde blev samme vare efter salget videreforarbejdet til en vare, som enten var samme vare eller en anden vare i efterfølgende produktionsled.

(63)

Usiminas eksporterede den pågældende vare direkte til uafhængige kunder i Unionen. De to andre eksporterende producenter eksporterede hovedsageligt uforarbejdede varer (ikke rullestansede) i oprullet stand, som enten blev videresolgt eller videreforarbejdet af deres forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen.

(64)

Den normale værdi for de tre eksporterende producenter blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.1 ovenfor.

(65)

For de tre eksporterende producenter, blev den normale værdi fastsat på grundlag af hjemmemarkedsprisen for henholdsvis 14 %, 35 % og 91 % af de varetyper, der blev eksporteret til Unionen, svarende til henholdsvis 54 %, 78 % og 99 % af den salgsmængde, der blev eksporteret til Unionen. Den normale værdi for de øvrige varetyper blev beregnet som beskrevet i betragtning (54) og (55).

(66)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet hævdede Usiminas, at beløbet for SA&G ikke var blevet beregnet ab fabrik, og at visse omkostninger ikke vedrørte den pågældende vare og derfor ikke burde være medregnet i beløbet for SA&G.

(67)

Kommissionen godtog denne påstand og ændrede beløbet for SA&G i overensstemmelse hermed.

(68)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet hævdede CSN, at den seneste version af tabellen med SA&G, som var blevet forelagt under kontrolbesøget, burde have været benyttet til at fastsætte beløbet for SA&G. Denne version er mere nøjagtig, idet visse eksportomkostninger kun er henført til eksportsalget og ikke til hjemmemarkedssalget.

(69)

Kommissionen afviste denne påstand, fordi metoden til omkostningsfordeling i den seneste version af tabellen med SA&G, som virksomheden havde fremlagt, ikke kunne efterprøves, idet den først blev fremlagt ved afslutningen af kontrolbesøget. I stedet beregnede Kommissionen beløbet for SA&G på grundlag af en tidligere version, som blev fremlagt i løbet af kontrolbesøget, og som kunne efterprøves. Denne version indeholdt imidlertid en række fejl, som Kommissionen rettede manuelt og videregav til CSN. CSN fremsatte ikke nogen yderligere bemærkninger til disse oplysninger. Kommissionen henførte ikke eksportomkostninger til hjemmemarkedssalg i sin beregning. Den metode til omkostningsfordeling, som Kommissionen benyttede, blev ikke anfægtet af CSN.

(70)

Eksportprisen for de tre eksporterende producenter blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.2 ovenfor.

(71)

For Usiminas, som solgte den pågældende vare direkte til uafhængige kunder i Unionen, blev eksportprisen fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8.

(72)

De to andre eksporterende producenter solgte den pågældende vare til Unionen via forretningsmæssigt forbundne parter. Ikke desto mindre blev eksportprisen også for disse to eksporterende producenter fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8, da Kommissionen kunne fastslå, at priserne mellem de forretningsmæssigt forbundne parter var på armslængdevilkår og afspejlede markedspriserne.

(73)

Kommissionen sammenlignede de eksporterende producenters normale værdi og eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(74)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for transport, forsikring, håndtering, lastning og dermed forbundne omkostninger (på mellem 3,4 % og 4,6 %, udtrykt i forhold til nettoomsætningen), rabatter, afslag og mængder (på mellem 0,2 % og 3,5 %, udtrykt i forhold til nettoomsætningen) samt kreditomkostninger (på mellem 1,8 % og 2,3 %, udtrykt i forhold til nettoomsætningen).

(75)

Samtlige eksporterende producenter fremsatte krav om justering for toldgodtgørelse i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), med den begrundelse, at tilstedeværelsen af en toldgodtgørelsesordning for visse råvarer indebærer, at hele deres hjemmemarkedssalg er omfattet af en indirekte afgift i forhold til eksportsalget.

(76)

De eksporterende producenter var imidlertid ikke i stand til at påvise, at den blotte tilstedeværelse af toldgodtgørelsesordningen havde påvirket prissammenligneligheden. Desuden havde de eksporterende producenter under kontrolbesøget bekræftet, at toldgodtgørelsesordningen ikke påvirkede salgsprisen. Denne påstand kunne derfor ikke imødekommes.

(77)

Usiminas fremsatte en påstand om justering for handelsled i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. i), med den begrundelse, at hele virksomhedens hjemmemarkedssalg var til slutbrugere, mens hele eksportsalget til Unionen var til forretningsmæssigt forbundne eller ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere.

(78)

Den eksporterende producent var imidlertid ikke i stand til at påvise nogen gennemgående eller markant prisforskel mellem forskellige handelsled hverken på hjemmemarkedet eller eksportmarkedet. Denne påstand kunne derfor ikke imødekommes.

(79)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet krævede Usiminas endvidere, at justeringen for kreditomkostninger også skulle fratrækkes ved beregningen af den normale værdi.

(80)

Kommissionen afslog dette krav, eftersom justeringen for kreditomkostninger er en justering af faktiske priser med det formål at afspejle den aftalte kredittid, uagtet den reelle betalingsdato. Der er tale om en ren prisjustering, hvilket ikke er berettiget, hvis den normale værdi er beregnet.

(81)

For de eksporterende producenter sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(82)

CSN hævdede i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at de reviderede cif-værdier, der var blevet anvendt til at beregne målprisunderbudsmargenen, også burde have været anvendt til at beregne dumpingmargenen. Denne påstand blev godtaget, og dumpingberegningen blev justeret i overensstemmelse hermed.

(83)

Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, blev beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 6. Denne margen blev fastsat på grundlag af de margener, der var fastsat for de tre stikprøveudtagne eksporterende producenter.

(84)

Graden af samarbejde i Brasilien var høj, idet eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde næsten 100 % af den samlede eksport fra Brasilien til Unionen i undersøgelsesperioden. På dette grundlag besluttede Kommissionen at fastsætte den landsdækkende dumpingmargen, der gælder for alle andre virksomheder, på samme niveau som det, der var fastsat for den stikprøveudtagne virksomhed, der havde den højeste dumpingmargen, dvs. Usiminas.

(85)

Dumpingmargenerne, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(86)

Der var kun én eksporterende producent af den pågældende vare i Iran, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen. Hovedparten af virksomhedens salg til Unionen var salg direkte til uafhængige kunder, mens en mindre andel foregik via en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Tyskland.

(87)

Den normale værdi for den eneste eksporterende producent blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.1 ovenfor. Som følge heraf blev den normale værdi for 61 % af varetyperne, svarende til 67 % af den salgsmængde, der blev eksporteret til Unionen af den eksporterende producent, fastsat på grundlag af hjemmemarkedsprisen i normal handel. For de øvrige varetyper blev den normale værdi beregnet. Men i tilfælde hvor den vejede gennemsnitspris for en varetype lå under produktionsomkostningerne pr. enhed, blev den normale værdi beregnet i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i betragtning (55).

(88)

Den eksporterende producent hævdede desuden, at Kommissionen havde anvendt en forkert sats for SA&G-omkostninger i forbindelse med salg i normal handel og ved beregningen af den normale værdi. Her var der ganske rigtig tale om en afrundingsfejl, som efterfølgende blev rettet. Denne ændring havde imidlertid ingen indvirkning på de dumpingmargener, der er fastsat i betragtning (98).

(89)

Eksportprisen blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.2 ovenfor, og navnlig i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8.

(90)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og den eneste eksporterende producents eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(91)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for transport, forsikring, håndtering og lastning og dermed forbundne udgifter (på mellem 1 % og 3 %), emballering (på mellem 0 % og 1 %), kreditomkostninger (på mellem 1 % og 3 %), provisioner (på mellem 0,1 % og 2 %), andre rabatter (på mellem 0 % og 0,5 %) samt øvrige faktorer (på mellem 0 % og 1 %). Der blev desuden foretaget en justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra i), for eksportsalget via den forretningsmæssigt forbundne forhandler i Unionen (på mellem 2 % og 6 %).

(92)

Klageren hævdede i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at disse justeringer forekom overdrevent høje, og opfordrede Kommissionen til at give en nærmere redegørelse for dem. Kommissionen kan ikke give nærmere oplysninger om disse justeringer uden at afsløre fortrolige forretningsoplysninger. Kommissionen analyserede og efterprøvede alle disse justeringer i overensstemmelse med sin forpligtelse i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6.

(93)

Den eksporterende producent hævdede i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet, at Kommissionen ved beregningen af den normale værdi ikke havde foretaget justeringer for omkostningerne. Denne påstand er faktuelt urigtig, idet Kommissionen rent faktisk foretog disse justeringer. Den eksporterende producent genfremsatte denne påstand i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen gjorde i denne forbindelse rede for sine metoder over for den eksporterende producent, som herefter ikke fremsatte nogen yderligere bemærkninger.

(94)

Ved vurderingen af justeringerne gennemgik Kommissionen den dokumentation, der var knyttet til justeringen baseret på toldgodtgørelsesordningen. Det fremgår af den dokumentation, som Kommissionen er i besiddelse af, at selv om den eksporterende producent modtog, hvad den hævdede, var en tilbagebetaling af told, foreligger der intet belæg for, at den overhovedet skulle have betalt nogen told, eftersom de oplysninger, som den eksporterende producent havde forelagt, viser, at alle de primære råmaterialer var indkøbt på hjemmemarkedet. Tolden var således ikke blevet pålagt »materialer, der fysisk indgår« i samme vare, som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), hvilket er en forudsætning for, at der kan foretages en justering. Der blev derfor ikke foretaget en sådan justering.

(95)

Kommissionen sammenlignede den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(96)

Den eksporterende producent påpegede i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger en indtastningsfejl i forbindelse med dumpingberegningen. Kommissionen rettede fejlen, som skyldtes unødvendig afrunding af visse lange talværdier, og ændrede følgelig sin beregning. Samtlige interesserede parter blev underrettet om denne ændring gennem en supplerende fremlæggelse af de endelige oplysninger.

(97)

Graden af samarbejde i Iran var høj, idet eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde næsten 100 % af den samlede eksport fra Iran til Unionen i undersøgelsesperioden. Kommissionen har på dette grundlag fastsat den landsdækkende dumpingmargen på samme niveau som for den eneste eksporterende producent.

(98)

Dumpingmargenerne, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(99)

Klageren hævdede i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet, at den dumpingmargen, der var beregnet på grundlag af de data, som klageren havde indsamlet, var betydeligt højere. Den pågældende interesserede part opfordrede Kommissionen til at give nærmere oplysninger om, hvorledes dumpingmargen for Iran var blevet beregnet.

(100)

Kommissionen havde baseret sin beregning på faktiske virksomhedesoplysninger, som blev efterprøvet ved kontrolbesøg. Den pågældende interesserede part havde ikke fået adgang til disse detaljerede oplysninger, hvilket muligvis kan forklare uoverensstemmelsen. Kommissionen kan ikke give nærmere oplysninger om beregningen, uden at afsløre fortrolige forretningsoplysninger vedrørende den eksporterende producent.

(101)

Klageren anmodede i sine bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger om yderligere oplysninger om denne afrundingsfejl og gjorde opmærksom på, at en reduktion af dumpingmargenen på 5 procentpoint næppe kan henføres til en afrundingsfejl.

(102)

Kommissionen kan ikke give nærmere oplysninger om dumpingberegningen til andre parter end den direkte involverede interesserede part, da dette ville afsløre fortrolige forretningsoplysninger. Som beskrevet ovenfor i betragtning (96) skyldtes fejlen unødvendig afrunding af visse lange talværdier på over 13 cifre (eksempelvis var tallet 112 769 871 468,69 i beregningen fejlagtigt blevet behandlet som 1,13). Disse lange talværdier indgik i de vigtigste eksporttransaktioner, der blev omregnet til den iranske valuta i forbindelse med dumpingberegningen. Dette forklarer således reduktionen af dumpingmargenen på 5,1 procentpoint.

(103)

Der var kun tre eksporterende producenter af den pågældende vare i Rusland, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen. Disse tegnede sig for næsten al import af den pågældende vare fra Rusland til Unionen i undersøgelsesperioden.

(104)

Den normale værdi for de tre eksporterende producenter blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.1 ovenfor. Som følge heraf blev den normale værdi for de fleste varetyper, der blev eksporteret til Unionen, for alle tre eksporterende producenter fastsat på grundlag af hjemmemarkedsprisen (henholdsvis 76 % svarende til 98,9 % af eksportmængden, 49 % svarende til 86,7 % af eksportmængden og 73 % svarende til 96,6 % af eksportmængden).

(105)

Den normale værdi for de øvrige varetyper blev beregnet i henhold til den metode, der er beskrevet ovenfor i betragtning (54) og (55), enten fordi der ikke var noget hjemmemarkedssalg, eller fordi de mængder, der blev solgt på hjemmemarkedet, var for lave til at kunne betragtes som repræsentative (under 75 ton pr. varetype).

(106)

De eksporterende producenter eksporterede til Unionen enten direkte til uafhængige kunder eller gennem forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører i Schweiz. De forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Schweiz købte den pågældende vare af de eksporterende producenter og solgte den videre til Unionen og til andre lande.

(107)

Eksportprisen blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.2 ovenfor.

(108)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet anfægtede Severstal anvendelsen af justeringerne for SA&G-omkostninger og fortjeneste i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, for salg via deres forretningsmæssigt forbundne forhandler/importør i Schweiz, SSE.

(109)

Justeringerne er efter Severstals opfattelse kun relevante for de specifikke transaktioner, for hvilke salgsbetingelserne kræver, at en given vare skal leveres efter fortoldning, dvs. transaktioner, hvor den forretningsmæssigt forbundne part fungerer som importør. Men for hovedparten af salget via deres forretningsmæssigt forbundne forhandler/importør i Schweiz krævede leveringsbetingelserne ikke, at forhandleren/importøren i Schweiz skulle fortolde varerne. Samtidig hævdede Severstal, at deres forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører i Schweiz burde betragtes som værende en del af producentens eksportnetværk og ikke som importører.

(110)

Kommissionen afviste påstanden. Det fremgik af undersøgelsen, at SSE rent faktisk havde varetaget importfunktioner for salg af den pågældende vare i undersøgelsesperioden. De uensartede internationale handelsbetingelser (cif, cfr, fob eller dap) ændrer ikke den kendsgerning, at SSE fungerede som forretningsmæssigt forbundet importør til EU-markedet. I betragtning af, at forhandleren/importøren er forretningsmæssigt forbundet med den eksporterende producent, indebærer grundforordningens artikel 2, stk. 9, at oplysninger fra en sådan forhandler/importør er upålidelige, og at en justering derfor var berettiget.

(111)

Kommissionen fandt endvidere, at SSE ikke kunne betragtes som værende en del af producentens eksportnetværk. Der foreligger ikke noget eksklusivforhold mellem moderselskabet og datterselskabet i Schweiz for så vidt angår salg til EU. Undersøgelsen viste, at der også fandtes andre salgsafdelinger inden for gruppen, som beskæftigede sig med eksport til EU. Nærmere bestemt drev moderselskabet i Rusland tre forskellige kanaler til eksport af den pågældende vare til EU, nemlig direkte salg, salg via sit forretningsmæssigt forbundne servicecenter i Letland og salg via sin forretningsmæssigt forbundne forhandler/importør i Schweiz.

(112)

Kommissionen konkluderede derfor, at der bør foretages justeringer for SG&A og fortjeneste for alle former for salgstransaktioner via den forretningsmæssigt forbundne forhandler/importør i Schweiz, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(113)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog Severstal sin kraftige indvending imod Kommissionens anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9. Derudover hævdede Severstal, at Kommissionen havde ageret inkonsekvent over for andre eksporterende producenter med forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører enten i eller uden for Unionen.

(114)

Kommissionen fastholdt sin holdning om, at forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører kan behandles i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, hvis de varetager importfunktioner, også selv om de befinder sig uden for Unionen. Som anført i betragtning (110) var dette tilfældet for SSE, hvorimod de forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører fra andre eksporterende producenter befandt sig i forskellige situationer, afhængigt af de pågældende virksomheders forskellige funktioner.

(115)

Desuden udtrykte Severstal utilfredshed med Kommissionens beslutning om, at SSE ikke kunne betragtes som værende en del af Severstals eksportnetværk. Kommissionen finder imidlertid ikke, at Severstals tilgrundliggende argumentation (såsom moderselskabets fulde kontrol over SSE og omfordelingen af overskud og tab til moderselskabet) opvejede de faktorer i betragtning (111), der viser det modsatte. SSE kan således ikke betragtes som værende Severstals interne eksportafdeling.

(116)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet anfægtede den eksporterende producent NLMK ligeledes anvendelsen af justeringerne for SA&G-omkostninger og fortjeneste i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, for salg via deres forretningsmæssigt forbundne forhandler/importør i Schweiz, datterselskabet Novex.

(117)

NLMK hævdede, at Novex ikke fungerede som forretningsmæssigt forbundet importør, i den forstand, at Novex ikke importerede den pågældende vare til Unionen. Eftersom anvendelsen af artikel 2, stk. 9, indebærer, at en forretningsmæssigt forbundet part skal fungere som importør, kan der ikke foretages nogen justering af Novex' eksportpris på grundlag af artikel 2, stk. 9.

(118)

Til støtte for denne påstand hævdede NLMK, at den systematisk sælger jern- og stålprodukter på eksportmarkederne via to forretningsmæssigt forbundne forhandlere, nemlig Novex i Schweiz og Novexco (Cyprus) Ltd. i Cypern. Novex er ansvarlig for eksportsalg til Unionen, mens Novexco sælger til resten af verden. Disse virksomheder fungerer som NLMK's eksportafdeling, og der findes ikke nogen afdeling inden for NLMK Group, der varetager dette eksportsalg. NLMK har ikke selv nogen direkte eksport af jern- og stålprodukter.

(119)

Novex og Novexco er datterselskaber helt og holdent ejet af NLMK, hvortil NLMK har overdraget sit eksportsalg ikke alene af den pågældende vare, men af alle sine varer. Disse to forretningsmæssigt forbundne virksomheder agerer under NLMK's økonomiske kontrol, både i kraft af NLMK Groups kapitalstruktur og i økonomisk henseende. Vel at mærke indkøbte Novex og Novexco udelukkende varer fra forretningsmæssigt forbundne virksomheder inden for NLMK Group. De driver således ikke nogen selvstændig økonomisk aktivitet, som ellers kunne drives uafhængigt uden for NLMK Group.

(120)

Mens hele NLMK's eksport af jern- og stålprodukter foregår via Novexco og Novex, fungerer disse forretningsmæssigt forbundne virksomheder normalt ikke som importører af disse produkter i EU eller andetsteds, dog med undtagelse af kornorienterede elektriske stålplader (GOES), der sælges på ddp-betingelser. Al eksport foretaget af Novex og Novexco er baseret på leveringsbetingelser, der ikke vedrører dem i egenskab af importører af de pågældende jern- og stålprodukter.

(121)

NLMK mente derfor, at Novex ikke kan betegnes som »importør« af de pågældende produkter, eftersom Novex ikke fortoldede dem eller varetog nogen andre importørfunktioner.

(122)

NLMK hævdede endvidere, at Novex' ansatte deltager i NLMK Groups strategiudvalg for salgsplanlægning og bidrager med sin indsigt i eksportmarkeder til gruppens salgsplanlægning og prissætning. Således er NLMK ikke blot fuldt vidende om Novex' pris ved salg til den første ikke forretningsmæssigt forbundne kunde, men denne pris fastsættes ovenikøbet i fællesskab af NLMK's og Novex' ansatte. Ligeledes er de største kunder i sektoren for den pågældende vare — i det mindste for så vidt angår NLMK's eksport til Unionen — handelsvirksomheder, som foretrækker selv at fortolde deres varer med henblik på at optimere omkostningerne. Hertil kommer, at køb af den pågældende vare på fob-betingelser, i eksporthavn, eller på cif-betingelser giver handelsvirksomheder muligheder for med kort varsel at sælge deres last til et hvilket som helst bestemmelsessted, der tilbyder den bedste pris, og ikke nødvendigvis i Unionen. Det er derfor af ringe værdi for forhandlerne at få varen fortoldet af leverandøren til Unionen.

(123)

Kort sagt mente NLMK, at GOES-varer hovedsagelig leveres direkte til forarbejdningsvirksomheder, hvorimod andre jern- og stålprodukter hovedsagelig leveres til ikke forretningsmæssigt forbundne forhandlere i Unionen. De forskellige kundetyper medfører forskellige internationale handelsbetingelser og dermed forskellige roller for Novexco og Novex. Dette medfører efter NLMK's opfattelse en situation, hvor GOES-undersøgelsen ikke er repræsentativ for den rolle, som Novex reelt har spillet, med hensyn til den pågældende vare eller andre jern- og stålprodukter. NLMK konkluderede, at Novex bør behandles som NLMK's interne salgsafdeling.

(124)

Kommissionen mindede om, at der ved vurderingen af, hvorvidt en producent og en forretningsmæssigt forbunden forhandler bør behandles som én økonomisk enhed og den forretningsmæssigt forbundne forhandler behandles som en intern salgsafdeling hos producenten, skal tages hensyn til den forretningsmæssigt forbundne forhandlers generelle funktioner og følgelig også til aktiviteter i forbindelse med andre varer end den pågældende vare (10).

(125)

Selvom undersøgelsen bekræftede, at Novex ikke varetog nogen importfunktioner for den pågældende vare i undersøgelsesperioden, skal følgende bemærkes vedrørende Novex' rolle i forbindelse med denne sag. Novex er etableret som forhandler i henhold til schweizisk lovgivning (11). Ifølge Novex' vedtægter er dens formål at købe, sælge, distribuere og handle med stålprodukter og -råvarer i Schweiz og i udlandet. Der foreligger ingen formel begrænsning med hensyn til leverandører af de varer, der forhandles. Derudover har NLMK og Novex undertegnet omfattende rammekontrakter, som regulerer køb og salg mellem parterne. Disse kontrakter fastlægger bl.a. detaljerede procedurer for krav vedrørende varer, som ikke opfylder kravene, og foreskriver sanktioner i tilfælde af forsinket betaling eller levering af varer samt tredjepartsmægling i tilfælde af tvister. Kommissionen bemærkede endvidere, at Novex' hovedaktiviteter ifølge årsregnskabet for 2015 er handel med stål (herunder eventuelle aktiviteter forbundet med renteindtjening), og at en væsentlig del af Novex' indkøb af stål var fra virksomheder i NLMK Group.

(126)

NLMK har desuden selv anerkendt i sit indlæg af 7. juni 2017, at Novex fungerer som forretningsmæssigt forbundet importør af GOES-varer, hvilket yderligere underbygger den konklusion, at Novex ikke er at betragte som NLMK's interne salgsafdeling.

(127)

På grundlag af ovenstående har Kommissionen konkluderet, at Novex' forhold til NLMK ikke havde karakter af en integreret og intern salgsafdeling, hvilket ville have medført, at de to juridiske enheder udgjorde én økonomisk enhed, men i stedet svarede til en agent, der opererer på provisionsbasis, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i).

(128)

NLMK genfremsatte efter den endelige fremlæggelse af oplysninger sin påstand om, at den sammen med sin forretningsmæssigt forbundne forhandler, Novex, udgjorde én økonomisk enhed. NLMK mente, at Kommissionen havde undladt at tage hensyn til den økonomiske virkelighed i forholdet mellem de to enheder. NLMK kritiserede navnlig Kommissionens behandling af Novex, som den anså for at være formalistisk og teoretiserende. Novex ikke var registreret som handelsvirksomhed, og manglen på formel begrænsning var uden betydning, da virksomheden i praksis ikke indkøbte varer andetsteds. Desuden ville der, selv hvis der fandtes en kontrakt mellem NLMK og Novex, være reel solidaritet mellem de to enheder. Novex' resultater var angiveligt fuldt ud konsolideret i gruppens årsregnskab.

(129)

Kommissionen afviste disse påstande. Ved vurderingen af forholdet mellem Novex og NLMK kan eksistensen af en rammekontrakt for køb og salg mellem de to enheder ikke affærdiges som værende teoretisk eller formel. Dette viser tværtimod, at de to enheder varetager forskellige funktioner, og at der ikke forelå noget underordnelsesforhold mellem dem. Hertil kommer, at det er usædvanligt, at en intern salgsafdeling varetager importfunktioner, sådan som Novex gjorde for mindst ét stålprodukt (nemlig GOES). Og endelig kunne Novex når som helst vælge at indkøbe varmvalsede flade produkter fra andre kilder, hvilket en integreret eksportsalgsafdeling ikke ville kunne. Kommissionen fastholdt derfor sit standpunkt om, at en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), var berettiget.

(130)

Også MMK anfægtede efter den endelige fremlæggelse af oplysninger for første gang anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 9, i relation til virksomhedens forretningsmæssigt forbundne forhandler, MMK Trade Steel AG. MMK fremførte samme juridiske argumentation som Severstal og anførte ligeledes, at moderselskabets fulde kontrol og fordelingen af overskud og tab til det russiske moderselskab viste, at MMK Trade Steel AG indgik i ét samlet eksportnetværk.

(131)

Kommissionen gentog sit juridiske standpunkt om, at forretningsmæssigt forbundne forhandlere/importører kan behandles i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, hvis de varetager importfunktioner, også selv om de befinder sig uden for Unionen. MMK Trade Steel AG faldt ind under denne kategori som allerede konstateret i undersøgelsen af koldvalsede flade produkter af stål fra Folkerepublikken Kina (12).

(132)

Følgelig kunne Kommissionen heller ikke godtage påstanden om, at MMK og MMK Trade Steel AG udgør én økonomisk enhed. Under alle omstændigheder drev MMK desuden sin egen eksportafdeling i Rusland og solgte en del af sit stål direkte til Europa. MMK Trade Steel AG kan således ikke betragtes som værende MMK's interne eksportafdeling.

(133)

Kommissionen sammenlignede de eksporterende producenters normale værdi og eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(134)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for fysiske egenskaber (på mellem 0 % og 2 %), transport, forsikring, håndtering og lastning og dermed forbundne udgifter (på mellem 1 % og 8 %), emballering (på mellem 0 % og 1 %), kreditomkostninger (på mellem 0 % og 2 %), provisioner (på mellem 0 % og 4 %) samt øvrige faktorer (på mellem 0 % og 1 %).

(135)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet hævdede Severstal, at nogle af justeringerne for SA&G-omkostninger var blevet foretaget forkert, nemlig justeringerne for finansieringsindtægter og transportomkostninger.

(136)

Ifølge virksomheden burde der være taget hensyn til finansieringsindtægterne ved fastsættelsen af procentsatsen for SA&G. Disse indtægter for det forretningsmæssigt forbundne datterselskab i Schweiz var samtidig en udgift for Severstal, som indberettet i G-PL-tabellen i virksomhedens spørgeskemabesvarelse, og dette var blevet taget i betragtning ved fastsættelsen af, hvorvidt salget på hjemmemarkedet fandt sted i normal handel.

(137)

Kommissionen afviste påstanden. Severstal fremstiller og sælger et bredt udvalg af varer og var ikke i stand til at påvise, at de pågældende finansindtægter, som er et almindeligt lån ydet af det schweiziske datterselskab til moderselskabet, havde tilknytning til den pågældende vare.

(138)

Severstal gentog efter fremlæggelsen af oplysninger sin påstand og fremførte, at ovennævnte finansindtægter var renter på lån ydet til at finansiere Severstals varer med lang produktionscyklus, herunder den pågældende vare. Endvidere anmodede Severstal om, at dette beløb skulle henføres til den pågældende vare alene. Kommissionen kunne imidlertid ikke godtage denne påstand på grund af manglende baggrundsoplysninger om den præcise sammenhæng mellem et almindeligt lån til »varer med lang produktionscyklus« og den pågældende vare.

(139)

Med hensyn til justeringerne for transportomkostninger hævdede Severstal, at Kommissionen havde fratrukket et forkert beløb for transportomkostninger som en del af SA&G.

(140)

Kommissionen godtog Severstals påstand vedrørende transportomkostninger og anvendte de faktiske transportomkostninger, som virksomheden havde indberettet, til beregningerne. For at undgå dobbelttælling blev disse omkostninger fastsat til nul, eftersom de allerede var medtaget ved beregningen af justeringer.

(141)

For de eksporterende producenter sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(142)

Graden af samarbejde i Rusland var høj, idet eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde næsten 100 % af den samlede eksport fra Rusland til Unionen i undersøgelsesperioden. På dette grundlag besluttede Kommissionen at fastsætte den landsdækkende dumpingmargen, der gælder for alle andre virksomheder, på samme niveau som det, der var fastsat for den virksomhed, der havde den højeste dumpingmargen, dvs. Public Joint Stock Company Magnitogorsk Iron & Steel Works (PJSC MMK) Group.

(143)

Dumpingmargenerne, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(144)

Der var kun én eksporterende producent af den pågældende vare i Serbien, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen. Hovedparten af virksomhedens salg til Unionen var direkte til uafhængige kunder, mens en mindre andel foregik via en forretningsmæssigt forbundet importør i Slovakiet.

(145)

Den normale værdi for den eneste eksporterende producent blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.1 ovenfor. Som følge heraf blev den normale værdi for 23 % af varetyperne, svarende til 71 % af den salgsmængde, der blev eksporteret til Unionen af den eksporterende producent, fastsat på grundlag af hjemmemarkedsprisen i normal handel. I de tilfælde, hvor det samlede hjemmemarkedssalg af en varetype til uafhængige kunder i undersøgelsesperioden udgjorde mindre end 5 % af den samlede eksportsalgsmængde af den identiske eller sammenlignelige varetype til Unionen, blev den normale værdi for denne varetype beregnet ved at anvende SA&G og fortjeneste for denne varetype frem for det vejede gennemsnit for SA&G og fortjeneste. Men i tilfælde hvor den vejede gennemsnitspris for en varetype lå under produktionsomkostningerne pr. enhed, blev den normale værdi beregnet i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i betragtning (55).

(146)

Eksportprisen blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.2 ovenfor, og navnlig i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8. For salg via den forretningsmæssigt forbundne importør blev eksportprisen beregnet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(147)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og den eneste eksporterende producents eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(148)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for transport, forsikring, håndtering og lastning og dermed forbundne udgifter (på mellem 5 % og 9 %), kreditomkostninger (på mellem 0 % og 1,5 %), bankgebyrer (på mellem 0 % og 1 %) samt provisioner (på mellem 0,5 % og 2 %).

(149)

Kommissionen sammenlignede den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(150)

Graden af samarbejde i Serbien var høj, idet eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde næsten 100 % af den samlede eksport fra Serbien til Unionen i undersøgelsesperioden. Kommissionen har på dette grundlag fastsat den landsdækkende dumpingmargen på samme niveau som for den eneste eksporterende producent.

(151)

Dumpingmargenerne, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(152)

Der var én gruppe bestående af tre forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter af den pågældende vare i Ukraine (i dette afsnit benævnt »den eksporterende producent« som samlebetegnelse), som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen. To af produktionsanlæggene var beliggende i Mariupol i Donetsk-regionen, som i løbet af undersøgelsen var et konfliktramt område. Efter anmodning fra den eksporterende producent besluttede Kommissionen at udelukke det ene af disse anlæg fra beregningerne, da der kun var tale om begrænsede eksportmængder til Unionen.

(153)

Klageren anmodede i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet Kommissionen om at gøre rede for sin beslutning om at udelukke en ukrainsk virksomhed fra beregningen af dumpingmargenen.

(154)

Kommissionen havde udelukket den pågældende virksomhed, fordi den ringe andel af salget i forhold til gruppens salg ikke ville have påvirket dumpingmargenen. Desuden umuliggjorde de militære aktiviteter i området efterprøvning af de relevante data. Kommissionen betragtede situationen som force majeure.

(155)

Den eksporterende producent solgte samme vare på hjemmemarkedet, både direkte og via en forretningsmæssigt forbundet forhandler.

(156)

Hele den eksporterende producents salg til Unionen foregik via en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Schweiz. Forhandleren solgte den pågældende vare til både forretningsmæssigt forbundne og ikke forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen.

(157)

Den normale værdi for den eksporterende producent blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.1 ovenfor. Den normale værdi for det ene af produktionsanlæggene var udelukkende fastsat på grundlag af hjemmemarkedspriserne i normal handel. Den normale værdi for de øvrige produktionsanlæg blev fastsat delvis på grundlag af hjemmemarkedspriserne i normal handel (for 38 % af varetyperne, svarende til 12 % af den samlede eksportmængde til Unionen fra det pågældende anlæg) og blev delvis beregnet. I de tilfælde, hvor det samlede hjemmemarkedssalg af en varetype til uafhængige kunder i undersøgelsesperioden udgjorde mindre end 5 % af den samlede eksportsalgsmængde af den identiske eller sammenlignelige varetype til Unionen, blev den normale værdi for denne varetype beregnet ved at anvende SA&G og fortjeneste for denne varetype frem for det vejede gennemsnit for SA&G og fortjeneste. Men i tilfælde hvor den vejede gennemsnitspris for en varetype lå under produktionsomkostningerne pr. enhed, blev den normale værdi beregnet i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i betragtning (55).

(158)

Den eksporterende producent krævede en justering af produktionsomkostningerne for ét af produktionsanlæggene i det konfliktramte område, nemlig Ilyich Iron and Steel Works of Mariupol (»Ilyich«) på grund af unormale produktionsomkostninger, der var direkte eller indirekte forårsaget af de militære operationer i området. Den eksporterende producent foreslog at fastsætte justeringen ved at sammenligne udviklingen i produktionsomkostningerne pr. enhed i Ilyich med udviklingen i produktionsomkostningerne pr. enhed i det produktionsanlæg, der ikke var berørt af konflikten, nemlig Integrated Iron and Steel Works Zaporizhstal (»Zaporizhstal«). For at forklare, hvad den eksporterende producent mente med »omkostningerne pr. enhed«, dividerede producenten omkostningerne for hvert af produktionsanlæggenes solgte varer med mængden af varmvalsede produkter af stål, der var fremstillet i det pågældende kalenderår. Den eksporterende producent fulgte dette mønster fra 2013 (inden konflikten brød ud) frem til 2015 og foreslog på dette grundlag, at Ilyich's omkostninger skulle nedjusteres med en given procentsats.

(159)

Efter omhyggelig overvejelse fandt Kommissionen, at den foreslåede metode til kvantificering af justeringen var uhensigtsmæssig. For det første modsvarede de nævnte »omkostninger pr. enhed« ikke omkostningerne for hver solgte enhed af varmvalsede flade produkter af stål, idet de omfattede omkostningerne for alle solgte varer, dvs. også for andre varer. Disse andre varer udgjorde en betydelig del af produktionen i Zaporizhstal og en endnu større del af produktionen i Ilyich. I metoden til kvantificering af justeringen er der slet ikke taget højde for udviklingen i produktionsomkostninger for de andre varer. Udviklingen i produktionsomkostninger for de andre varer er ikke forblevet konstant igennem hele den periode, som den eksporterende producent foreslog at anvende til metoden. Den eksporterende producent erkendte over for Kommissionen, at Ilyich ganske vist havde oplevet en betydelig stigning i produktionen af visse andre varer mellem 2012 og 2016. I metoden til kvantificering af justeringen blev denne stigning i omkostningerne tilskrevet den faldende produktion af varmvalsede flade produkter af stål, hvorved stigningen af de såkaldte »omkostninger pr. enhed« overdrives, potentielt i væsentlig grad. For det andet, selv hvis de omkostninger, som den eksporterende producent foreslog at anvende, var de faktiske omkostninger for produktionen af varmvalsede flade produkter af stål, indebar forslaget en sammenligning af produktionsmængden med salgsomkostningerne uden hensyntagen til lagerændringer. Den eksporterende producent burde enten have sammenlignet produktionsmængden med produktionsomkostningerne eller salgsmængden med salgsomkostningerne. For det tredje indebar metoden til kvantificering af justeringen en sammenligning af udviklingen frem til kalenderåret 2015, og forslaget indebar, at resultatet af denne beregning (altså en nedgang) skulle anvendes på datatene fra undersøgelsesperioden (fra den 1. juli 2015 til den 30. juni 2016). Dette er ikke korrekt, da metoden skulle have fulgt udviklingen frem til undersøgelsesperioden.

(160)

Den eksporterende producent undlod i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet at afhjælpe ovennævnte mangler ved metoden til kvantificering af justeringen. Producenten sammenlignede i stedet de to anlægs produktionsomkostninger pr. varetype i undersøgelsesperioden og gjorde gældende, at resultatet heraf svarede nogenlunde til resultatet af metoden til kvantificering af justeringen. Producenten bortså imidlertid fra den kendsgerning, at selve begrundelsen for at anvende metoden til kvantificering af justeringen var, at omkostningerne for de to anlæg ganske enkelt ikke uden videre kunne sammenlignes for et givent år, idet omkostningerne var forskellige allerede inden konflikten. Ifølge de data, der blev anvendt i kvantificeringsmetoden, lå omkostningerne pr. enhed i 2013 langt højere i Ilyich end i Zaporizhstal. Udtrykt som et forholdstal er denne forskel større end forskellen i produktionsomkostninger pr. varetype mellem de to anlæg i undersøgelsesperioden, som den eksporterende producent ønskede at anvende til støtte for metoden.

(161)

Den eksporterende producent fremførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at Kommissionen ikke var indgået i nogen konstruktiv dialog med den eksporterende producent ved at anmodede om eller præcisere, hvilke yderligere oplysninger Kommissionen måtte anse for nødvendige for en korrekt vurdering af påstanden. Den eneste gang Kommissionen havde præciseret, hvilke oplysninger og metoder der var nødvendige for at kunne vurdere påstanden, var ifølge den eksporterende producent i den endelige fremlæggelse af oplysninger den 17. juli 2017.

(162)

Kommissionen bemærkede, at denne påstand er faktuelt urigtig. Der blev fremsendt en udførlig redegørelse for manglerne ved den foreslåede justeringsmetode til den eksporterende producent den 4. april 2017 i bilag 4 til oplysningsdokumentet. Denne udførlige redegørelse var blevet medtaget i oplysningsdokumentet for at give den eksporterende producent mulighed for og tilstrækkelig tid til at afhjælpe disse mangler. Som nævnt i betragtning (160) above undlod den eksporterende producent at afhælpe manglerne.

(163)

Den eksporterende producent fremførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at de andre varer end varmvalsede produkter af stål, der er omhandlet i betragtning (159) above, ikke udgjorde en betydelig del af produktionen i hverken Zaporizhstal eller Ilyich. Til støtte for denne påstand henviste den eksporterende producent til de data om produktionsmængder i Ilyich, der var blevet indberettet til Kommissionen den 16. februar 2017.

(164)

Hertil bemærkede Kommissionen, at de data, som den eksporterende producent henviste til, først blev fremlagt efter kontrolbesøget og derfor ikke kunne efterprøves. Endvidere var dataene vedrørende produktionsmængde angivet i ton og vedrørte ikke omkostninger eller værdi. Produktionsmængden afspejler ikke produktionsomkostningerne, navnlig i betragtning af, at de andre varer omfatter varer med større merværdi og dermed højere omkostninger, heriblandt koldvalset og galvaniseret stål. Med hensyn til de data, som ligger til grund for Kommissionens påstande, indsendte den eksporterende producent i kraft af sin besvarelse af antidumpingspørgeskemaet data vedrørende hele stålværkets samlede omsætning, den relevante afdelings omsætning samt omsætningen i forbindelse med den pågældende vare. Disse data vedrørende omsætningen blev efterprøvet af Kommissionen under kontrolbesøget og blev anvendt som indikator for omkostningerne, hvorved det fremkom, at andre varer end varmvalsede produkter af stål udgjorde en betydelig del af produktionen i Ilyich.

(165)

Endvidere udtrykte den eksporterende producent i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger uenighed med Kommissionens bemærkning i betragtning (159) above med hensyn til stigningen i produktionen af andre varer end varmvalsede produkter af stål havde bevirket, at de »omkostninger pr. enhed«, der var anvendt i metoden, blev unødigt overdrevet. Den eksporterende producent hævdede, at den samlede stigning i de samlede omkostninger for de varer, der var solgt af Ilyich, modsiger Kommissionens logik om, at en stigning i produktionen af andre varer kunne bevirke, at de beregnede »omkostninger pr. enhed« for varmvalsede produkter af stål blev overdrevet.

(166)

Kommissionen var uenig i dette udsagn. Som nævnt ovenfor fastsatte den eksporterende producent »omkostningerne pr. enhed« ved at dividere de samlede omkostninger for de solgte varer (heriblandt også for andre varer end varmvalsede produkter af stål) med mængden af varmvalsede produkter af stål, der var produceret i anlægget i de pågældende perioder. Som den eksporterende producent selv har anerkendt, steg mængden af visse andre varer end varmvalsede produkter af stål betydeligt i den periode, der er omfattet af metoden. Den deraf følgende stigning i produktionsomkostninger for disse varer blev i den metode, som den eksporterende producent havde foreslået, tilskrevet varmvalsede produkter af stål, hvorved »omkostningerne pr. enhed« blev overdrevet (dvs. en yderligere forhøjelse af »omkostningerne pr. enhed« i hele den pågældende periode), og den eksporterende producent foreslog på dette grundlag at justere omkostningerne i Ilyich. Dette gælder, uanset om de samlede omkostninger for de varer, der blev solgt af stålværket, steg, faldt eller forblev konstante.

(167)

Med hensyn til Kommissionens bemærkninger i betragtning (159) om, at metoden burde have fulgt udviklingen helt frem til undersøgelsesperioden, påstod den eksporterende producent i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at den ikke var i stand til at fremlægge de data for undersøgelsesperioden, der skulle anvendes i metoden, idet det reviderede regnskab for 2016 først for nylig var blevet tilgængelig.

(168)

Som svar herpå påpegede Kommissionen, at den eksporterende producent havde været i stand til at indgive væsentlige dele af dataene for undersøgelsesperioden i forbindelse med sin besvarelse af antidumpingspørgeskemaet. Det står således uklart, hvorfor den eksporterende producent skulle være ude af stand til at fremlægge data for undersøgelsesperioden for at underbygge anvendelsen af den foreslåede metode. Så meget desto mere i betragtning af, at den eksporterende producent som nævnt i betragtning (162) above havde mulighed for og tid til at gøre dette.

(169)

Og endelig hævdede den eksporterende producent i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at forskellen i produktionsomkostninger pr. varetype i undersøgelsesperioden mellem de to produktionsanlæg, jf. betragtning (160) above, taler for at anvende justeringsmetoden, eftersom forskellen ligner den forskel, der fremkommer ved anvendelse af metoden.

(170)

Kommissionen var uenig i dette udsagn. Den eksporterende producent undlod i sine bemærkninger at kommentere den kendsgerning, at »omkostningerne pr. enhed« ifølge de data, der blev anvendt til kvantificeringsmetoden, i 2013 (dvs. under normale forhold, inden konfliktens udbrud) var meget højere i Ilyich end i Zaporizhstal. Udtrykt som et forholdstal er denne forskel større end forskellen i produktionsomkostninger pr. varetype mellem de to anlæg i undersøgelsesperioden. Dette betyder, at enten er forskellen mellem omkostningerne pr. enhed i Ilyich og Zaporizhstal faldet mellem 2013 og undersøgelsesperioden (dvs. omkostningerne pr. enhed i Ilyich er faldet i forhold til omkostningerne pr. enhed i Zaporizhstal), eller også er de »omkostninger pr. enhed«, der er anvendt i metoden, helt upålidelige. Som beskrevet ovenfor i betragtning (159) er i det mindste det andet af de to udsagn korrekt, idet de »omkostninger pr. enhed«, der er anvendt i metoden, er fordrejede som følge af, at de omfatter salgsomkostninger for andre varer, som har udviklet sig på forskellig måde i de to anlæg i den relevante periode. Det følger heraf, at forskellen i produktionsomkostninger pr. varetype i undersøgelsesperioden ikke underbygger nøjagtigheden af den metode, som den eksporterende producent har foreslået.

(171)

Af ovennævnte årsager blev påstanden afvist.

(172)

Zaporizhstal indberettede betydelige tab i deres regnskaber på grund af valutakursdifferencer, der var opstået ved omregning af transaktioner, som ikke var denomineret i ukrainske hryvnia. Den eksporterende producent fremførte, at eftersom disse omkostninger ikke var påløbet i normal handel, burde de fastlægges i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), og begrænses til et niveau, der højst svarer til normale driftsforhold for virksomheden.

(173)

Kommissionen var uenig i denne påstand. Tabene var behørigt bogført i producentens regnskaber og blev afholdt i undersøgelsesperioden. Kommissionen afviste derfor denne påstand og betragtede disse tab som en del af virksomhedens SA&G-omkostninger til driften og medtog dem i beregningen af den normale værdi.

(174)

Den eksporterende producent erkendte i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet, at de finansomkostninger, der blev anvendt til beregning af Zaporizhstals SA&G-omkostninger, var behørigt bogført i virksomhedens regnskaber og blev afholdt i undersøgelsesperioden. Den eksporterende producent genfremsatte derefter sin påstand om, at de pågældende SA&G-omkostninger burde have været fastsat på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), idet nogle af finansomkostningerne hverken vedrørte produktion eller salg af varerne. Til støtte for denne påstand fremlagde den eksporterende producent et nyt datasæt, dog en rum tid efter kontrolbesøget og efter, at påstanden oprindelig blev fremsat. Og endelig påpegede den eksporterende producent en række bestemmelser i grundforordningen, der regulerer beregning af SA&G-omkostninger, og som indeholder krav om, at sådanne beregninger skal være »rimelige«.

(175)

Kommissionen var uenig i denne analyse. I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, skal SA&G-omkostninger fastsættes på grundlag af faktiske tal vedrørende produktion og salg. Kun hvis disse beløb ikke kan fastsættes, kan artikel 2, stk. 6, litra c), finde anvendelse. Den eksporterende producent har anerkendt, at dataene vedrørende de faktiske SA&G-omkostninger foreligger i regnskabet og omfatter de pågældende finansomkostninger. Argumentet om, at visse af finansomkostningerne ikke vedrører produktion og/eller salg af varer, må derfor afvises. For det første kan de data, der blev fremlagt af den eksporterende producent til støtte for denne påstand, ikke efterprøves i denne fase af undersøgelsen. Den eksporterende producent havde rigelig tid til at fremkomme med disse oplysninger i forbindelse med efterprøvningen, men benyttede sig ikke af denne mulighed. For det andet beskæftiger Zaporizhstal sig kun med produktion og salg af sine produkter. Den eksporterende producent har hidtil ikke fremlagt nogen beviser for det modsatte. Henvisningen til kravet om, at beregningen af SA&G-omkostninger skal være rimelig, er uden relevans, idet Kommissionen ikke beregnede de pågældende SA&G-omkostninger, men derimod fastsatte disse i overensstemmelse med kravene i grundforordningens artikel 2, stk. 6. Denne påstand blev derfor afvist.

(176)

Den eksporterende producent fremførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at de pågældende udgifter vedrørte anlæggets overordnede drift, men ikke driften i forbindelse med produktion og salg af den pågældende vare. Den eksporterende producent fremførte endvidere, at Kommissionen ikke havde taget stilling til beviserne i forbindelse med producentens anmodning om at udelukke disse udgifter. Den eksporterende producent fremførte dernæst, at Kommissionen havde benægtet, at der overhovedet var fremlagt nogen beviser til støtte for påstanden, ved at anføre, at der ikke var fremlagt nogen beviser, der kan tilbagevise, at Zaporizhstal kun beskæftiger sig med produktion og salg af sine produkter. Og endelig anførte den eksporterende producent som reaktion på Kommissionens bemærkning om det nye datasæt, der var blevet fremlagt til støtte for en udelukkelse af nogle af finansomkostningerne, at denne påstand var fremsat i besvarelsen af antidumpingspørgeskemaet, og at de relevante data var indeholdt i det reviderede regnskab, der blev indsendt sammen med denne besvarelse.

(177)

Som svar på ovennævnte bemærkede Kommissionen, at den eksporterende producent havde fremsat to anmodninger vedrørende denne påstand. Den første anmodning, som blev fremsat i besvarelsen af antidumpingspørgeskemaet og derefter nærmere begrundet i meddelelsen af 5. januar 2017, var en anmodning om, at Zaporizhstals finansomkostninger skulle justeres til det tidligere niveau, der afspejler normale driftsforhold. Den anden anmodning, som blev fremsat for første gang i bemærkningerne til oplysningsdokumentet den 2. maj 2017, efter efterprøvning af Zaporizhstal, var en anmodning om, at SA&G-omkostningerne skulle justeres ved at udelukke udgifter, som hverken vedrørte til produktion eller salg af den pågældende vare.

(178)

Som beskrevet ovenfor i betragtning (175) kan Kommissionen ikke justere Zaporizhstals finansomkostninger til det tidligere niveau, der afspejler normale driftsforhold, idet SA&G-omkostninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6, skal fastsættes på grundlag af faktiske tal i forbindelse med produktion og salg. Disse tal var tilgængelige for Kommissionen og blev anvendt til de pågældende beregninger. Der blev ikke fremsat nogen yderligere argumenter herom i den eksporterende producents bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, og en nærmere redegørelse er derfor ikke nødvendig.

(179)

Med hensyn til den anden anmodning, nemlig anmodningen om at justere Zaporizhstals normale værdi ved at udelukke de udgifter, der angiveligt hverken vedrørte produktion eller salg af den pågældende vare, bemærkede Kommissionen, at det ikke tydeligt fremgår af bemærkningerne til oplysningsdokumentet, at disse udgifter hverken direkte eller indirekte vedrører produktion eller salg af den pågældende vare. Som nævnt ovenfor beskæftiger Zaporizhstal, så vidt det er Kommissionen bekendt, sig kun med produktion og salg af sine produkter. Zaporizhstals finansomkostninger vil således på den ene eller den anden måde generelt vedrøre disse aktiviteter. De udgiftsposter, som den eksporterende producent i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet hævdede, hverken vedrørte produktion eller salg af den pågældende vare, omfatter likviditet i forbindelse med investeringer, lån til råvareproducerende datterselskaber eller forpligtelser, der hidrører fra personaleydelser. Disse udgifter synes at være — i det mindste indirekte — knyttede til produktion og/eller salg af den pågældende vare.

(180)

Det var ikke muligt at foretage nogen nærmere efterprøvning af dette, eftersom anmodningen først blev indgivet den 2. maj 2017, og dermed lang tid efter det relevante kontrolbesøg den 24. november 2016. Den eksporterende producent anførte i sit indlæg af 5. januar 2017 (ligeledes efter kontrolbesøget), at nogle af finansomkostningerne til lån var til et overordnet formål og ikke vedrørte produktion eller salg af den pågældende vare. Der blev ikke på daværende tidspunkt fremlagt nogen nærmere oplysninger herom, eftersom den eksporterende producent ikke havde anmodet om udelukkelse af disse lån, men fastholdt sin anmodning om, at Zaporizhstals finansomkostninger skulle justeres til det tidligere niveau, der afspejler normale driftsforhold

(181)

Hertil hævdede den eksporterende producent i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at Kommissionen under sit kontrolbesøg på Zaporizhstal fik forevist en »komplet og udtømmende udgave af de reviderede regnskaber med en tydelig redegørelse af de ekstra finansomkostninger, der vedrørte produktion og salg af den pågældende vare«. Den eksporterende producent fremførte dernæst, at Kommissionen kunne have benyttet denne lejlighed til at efterprøve og, om nødvendigt, anmode om præciseringer med hensyn til de beviser, som Zaporizhstal var fremkommet med.

(182)

Kommissionen bemærkede først, at Zaporizhstals komplette årsberetninger, som påpeget af den eksporterende producent, ikke blev fremlagt før selve kontrolbesøget, selv om antidumpingspørgeskemaet indeholdt en anmodning herom. Kommissionen bemærkede dernæst, at formålet med besøget, som den eksporterende producent blev meddelt i brevet af 27. oktober 2016 forud for kontrolbesøget, var at efterprøve oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne ved at sammenligne dataene deri med kildedokumenter, opgørelser af omkostninger og finansielle regnskaber og reviderede regnskaber. Spørgsmålet om nogle af Zaporizhstals finansomkostninger, der angiveligt hverken vedrørte produktion eller salg af den pågældende vare, blev først rejst den 2. maj 2017 og blev kun flygtigt nævnt i indlægget af 5. januar 2017. Begge disse datoer ligger efter kontrolbesøget hos Zaporizhstal. Det var således ikke muligt for Kommissionen at undersøge spørgsmålet nærmere eller efterprøve de pågældende udgifter i forbindelse med selve besøget. Påstanden om, at spørgsmålet om finansomkostninger, der ikke er relateret til produktion eller salg, var blevet behandlet blot ved, at disse udgifter var opgjort i de reviderede regnskaber, strider mod formålet med kontrolbesøget og Kommissionens rolle heri, som var blevet meddelt den eksporterende producent i brevet forud for kontrolbesøget. Dette sammenholdt med den omstændighed, at det komplette reviderede regnskab først blev fremlagt under kontrolbesøget, og at det, som nævnt ovenfor, langt fra klart fremgår, at de pågældende udgifter ikke vedrører produktion og salg af den pågældende vare, må nødvendigvis medføre, at denne del af påstanden afvises.

(183)

Af ovennævnte årsager blev påstanden afvist.

(184)

Eksportprisen blev fastsat i overensstemmelse med den generelle metode, der er beskrevet i punkt 3.1.2 ovenfor, og navnlig i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8. For salg via de forretningsmæssigt forbundne importører blev eksportprisen beregnet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(185)

Den eksporterende producent hævdede, at den schweiziske forhandler, Metinvest International SA (»MISA«), blot fungerede som eksportafdeling for produktionsanlæggene, idet den ikke udførte fortoldning af de varer, der blev importeret til Unionen. Endvidere hævdede den eksporterende producent, at der ikke burde foretages noget fradrag for forhandlerens SA&G-omkostninger og fortjeneste (eller en nominel provision), da grundforordningens artikel 2, stk. 9, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, eftersom den pågældende forhandler ikke er etableret i Unionen.

(186)

Kommissionen beregnede ikke eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, for eksportsalg til uafhængige kunder via forhandleren i Schweiz. Men selv om ansvaret for fortoldning påhviler køberen, ændrer dette ikke ved det forhold, at salget blev udført af den forretningsmæssigt forbundne forhandler, som afholder SA&G-omkostninger, og som normalt søger at generere en fortjeneste fra sine ydelser. Som nævnt i betragtning (194) vurderede Kommissionen derfor, at en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), var berettiget.

(187)

Den eksporterende producent hævdede i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet, at MISA ikke er en profitdreven forhandler, men en forretningsmæssigt forbundet virksomhed, der har fået i opdrag at udføre opgaver, som normalt varetages af en intern eksportsalgsafdeling.

(188)

På grundlag af de forhåndenværende oplysninger var Kommissionen uenig i denne påstand. MISA er en profitdreven virksomhed, der efter eget udsagn søger at opnå den rette balance mellem rentabilitet, kundetilfredshed og risikostyring. MISA's aktiviteter omfatter ikke udelukkende salg af Metinvest-gruppens varer. MISA og produktionsanlæggene har ikke samme ejer. Og endelig indgår MISA udførlige salgs- og købskontrakter med produktionsanlæggene. Disse kontrakter indeholder bestemmelser om sanktioner for udebleven eller utilstrækkelig efterlevelse af parternes respektive forpligtelser samt tredjepartsmægling i tilfælde af tvister, hvilket er hyppigere forekommende i kontrakter mellem uafhængige forhandlere end internt mellem en virksomheds produktionsanlæg og salgsafdeling. Kommissionen konkluderer på grundlag af ovenstående, at MISA's relation til to produktionsanlæg snarere ligner en agent/repræsentant, end en integreret salgsafdeling. Som beskrevet ovenfor i betragtning (194) er den relevante justering berettiget, så snart MISA deltager i en transaktion.

(189)

Den eksporterende producent anførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at det ud fra anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 8, på salg via MISA kunne udledes, at Kommissionen anerkendte, at MISA fungerede som intern eksportsalgsafdeling i gruppen. Den eksporterende producent udtrykte på ny sin uenighed i anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), med den begrundelse, at MISA ikke fungerer som agent/repræsentant eller forhandler. For at understrege dette fremførte den eksporterende producent, at MISA kun sælger en ubetydelig vareandel og kun en nicheproduktion af varer, der ikke fremstilles af gruppen. Den eksporterende producent fremførte dernæst, at den omstændighed, at MISA søger at opnå den rette balance mellem rentabilitet, kundetilfredshed og risikostyring, eller at MISA indgår udførlige salgs- og købskontrakter med produktionsanlæggene, eller at MISA har sin egen ledelse og egne ansatte, separat fra stålværkerne i Ukraine, er resultater af efterlevelsen af obligatoriske lovkrav i Ukraine og Schweiz.

(190)

Som beskrevet ovenfor godtog Kommissionen ikke påstanden om, at MISA fungerede som intern eksportsalgsafdeling i gruppen. MISA fungerede som en forretningsmæssigt forbundet forhandler, og Kommissionen har derfor anvendt artikel 2, stk. 8, sammenholdt med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i). Hertil kommer, at MISA ikke kun sælger en ubetydelig vareandel eller en nicheproduktion af varer, der ikke fremstilles af gruppen, selv om dette i sig selv er af væsentlig betydning for afgørelsen. MISA sælger også betydelige mængder af tredjeparters varer til gruppen. For så vidt angår de beviser, der er beskrevet ovenfor i betragtning (188) above, fremførte den eksporterende producent blot, at disse elementer er fastsat ved lov, hvilket ikke negerer det forhold, at MISA fungerede som eksportafdeling. Der blev ikke fremlagt nogen nærmere oplysninger om, hvilke love der foreskriver hvilke krav. Den eksporterende producent gjorde heller ikke rede for, hvorledes omstændigheder såsom, hvorvidt en virksomhed er profitdreven (hvilket den eksporterende producent tidligere havde anfægtet i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet) eller har indgået kontrakter med bestemmelser om sanktioner for udebleven eller utilstrækkelig efterlevelse af parternes respektive forpligtelser samt tredjepartsmægling i tilfælde af tvister, ikke negerer det forhold, at MISA fungerede som eksportafdeling. Det er derfor ikke nødvendigt at fremsætte yderligere bemærkninger hertil.

(191)

Af ovennævnte årsager blev påstanden afvist.

(192)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og den eneste eksporterende producents eksportpris på grundlag af priserne ab fabrik.

(193)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for importgebyrer (på mellem 0,1 % og 0,7 %), transport, forsikring, håndtering og lastning og dermed forbundne udgifter (på mellem 1 % og 8 %), emballering (på mellem 0 % og 0,1 %), kreditomkostninger (på mellem 0 % og 0,7 %), omkostninger til kundeservice (på mellem 0,1 % og 0,4 %), bankgebyrer (på mellem 0 % og 0,3 %) samt provisioner (på mellem 0 % og 0,2 %).

(194)

Da alt salg til Unionen foregik via en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Schweiz, blev der desuden foretaget en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i).

(195)

Den eksporterende producent krævede en justering for forskelle i handelsled i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. i), ud fra det argument, at hjemmemarkedssalget af samme vare adskilte sig grundlæggende fra salget af den pågældende vare til Unionen, hvilket påvirkede prissammenligneligheden. Endvidere fremførte producenten, at der forelå vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til funktioner og priser for forskellige handelsled for hjemmemarkedssalget og eksportsalget til Unionen.

(196)

Den eksporterende producent påviste imidlertid ikke disse vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for forskellige handelsled på eksportlandets hjemmemarked. De data, som den eksporterende producent havde fremlagt, underbyggede ikke en sådan konklusion. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(197)

Den eksporterende producent udtrykte i sine bemærkninger til oplysningsdokumentet kraftig modstand imod denne begrundelse og betegnede begrundelsen som vilkårlig og udokumenteret. Alligevel fremlagde den eksporterende producent ikke nogen dokumentation for sin påstand om vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for forskellige handelsled på eksportlandets hjemmemarked. I stedet fokuserede producenten udelukkende på den første del af denne påstand og hævdede, at der var vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til funktioner og priser for forskellige handelsled på forskellige markeder og så bort fra kravet om, at dette skal påvises på hjemmemarkedet. Kommissionen efterprøvede sælgerens priser for de forskellige handelsled på hjemmemarkedet og var ude af stand til at konstatere nogen vedvarende og tydelige forskelle.

(198)

Den eksporterende producent fremførte, at hvis Kommissionen var af den opfattelse, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. i), ikke fandt anvendelse, burde Kommissionen have anvendt grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. ii). Foruden en vag henvisning til umiddelbare beviser fremkom den eksporterende producent ikke med et eneste argument til at underbygge sin påstand om, hvorfor denne bestemmelse burde finde anvendelse. De pågældende handelsled fandtes ikke på hjemmemarkedet, og det er ikke blevet klart påvist, at visse funktioner har relation til andre handelsled end det, der blev anvendt ved sammenligningen. Denne bestemmelse kan således ikke finde anvendelse i den foreliggende sag.

(199)

Den eksporterende producent fremførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at Kommissionen modsiger sig selv i sin argumentation ved at påpege, at selv om der er forskellige handelstrin på hjemmemarkedet, har den eksporterende producent ikke påvist nogen vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser på disse handelstrin.

(200)

Kommissionen ser ikke nogen selvmodsigelse i dette udsagn.

(201)

Endvidere hævdede den eksporterende producent, at den i sit indlæg af 5. januar 2017 vitterlig havde givet Kommissionen en analyse og sammenligning af de forskellige handelstrin på hjemmemarkedet, hvori disse blev identificeret og sammenlignet, og hvori der blev påvist vedvarende og tydelige prisforskelle mellem disse handelstrin.

(202)

Som svar herpå påpegede Kommissionen, at virksomheden i det pågældende indlæg havde sammenlignet forskellige salgskanaler på hjemmemarkedet — ikke handelsled — for ét af sine produktionsanlæg. Ud fra dette fejlagtige sammenligningsgrundlag fremførte den eksporterende producent videre, at den salgskanal, der er mest sammenlignelig med salgskanalen for EU-salg, er den direkte, dvs. den der ikke involverer virksomhedens indenlandske forhandler. Der blev ikke fremlagt nogen beviser for, hvorfor dette skulle være tilfældet, hvilket er særlig påfaldende i betragtning af, at hele virksomhedens salg til Unionen foregik via en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Schweiz, nærmere betegnet MISA. Kommissionen fastholdt derfor, at den eksporterende producent ikke havde påvist tilstedeværelsen af vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for forskellige handelsled på eksportlandets hjemmemarked.

(203)

Den eksporterende producent hævdede desuden i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, at Kommissionen ikke tog stilling til det forhold, at producenten havde indsendt en revideret fortegnelse over den forretningsmæssigt forbundne virksomhed MISA's eksportsalg. I denne fortegnelse havde den eksporterende producent reageret på Kommissionens bemærkning med hensyn til identifikation af handelsled for et større antal transaktioner, som var ukorrekt i den oprindelige besvarelse af antidumpingspørgeskemaet. Den eksporterende producent mente, at disse oplysninger ikke kan siges at være blevet fremlagt for sent i undersøgelsen, da Kommissionen om nødvendigt kunne have efterprøvet dem under kontrolbesøget hos virksomhedens forretningsmæssigt forbundne enheder i Unionen.

(204)

Kommissionen var uenig i denne påstand. De yderligere oplysninger om MISA's salgsfortegnelser blev fremlagt efter kontrolbesøget hos MISA. Det var netop med henblik på at sikre, at en sådan situation ikke opstår, at Kommissionen forud for sit kontrolbesøg hos MISA i sit brev af 17. januar 2017 havde mindet virksomheden om, at såfremt en påstand eller aspekter heraf kræver efterprøvning, skal de pågældende oplysninger fremlægges i rimelig tid forud for kontrolbesøget, således at sagsbehandlerne kan forberede den relevante del af besøget. Og endelig skal det bemærkes, at selv hvis Kommissionen havde været i stand til at efterprøve disse oplysninger under kontrolbesøget hos MISA, ville dette ikke ændre det forhold, at den eksporterende producent som nævnt ovenfor ikke kunne påvise, at der var tale om vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for forskellige handelsled på eksportlandets hjemmemarked.

(205)

Den eksporterende producent genfremsatte desuden i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger sin påstand om, at hvis Kommissionen mente, at de beviser, som virksomheden havde fremlagt til støtte for sin påstand om anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. i), ikke påviste nogen vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for forskellige handelsled på hjemmemarkedet, kunne Kommissionen have anvendt de samme beviser i forbindelse med anvendelsen af en særlig justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra d), nr. ii), dvs. i tilfælde, hvor »de pågældende led ikke findes på eksportlandets hjemmemarked«. Som nævnt ovenfor fandt Kommissionen, at de pågældende handelsled fandtes på hjemmemarkedet. Den eksporterende producent har ikke påvist nogen vedvarende og tydelige forskelle med hensyn til sælgerens funktioner og priser for disse led, men dette ændrer ikke det forhold, at disse led fandtes på hjemmemarkedet. Betingelserne for anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. ii), i var således ikke opfyldt.

(206)

Af ovennævnte årsager blev påstanden afvist.

(207)

Den eksporterende producent hævdede også, at for at sikre en retvisende sammenligning burde den normale værdi justeres for omkostninger til transport af samme vare mellem produktionsanlægget og den forretningsmæssigt forbundne indenlandske forhandler.

(208)

Der skal i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra e), justeres for forskelle i de omkostninger, der er direkte forbundet med den pågældende vares og/eller samme vares forsendelse fra den eksporterende producents forretningssted til en uafhængig køber, når sådanne omkostninger er indregnet i salgspriserne. Denne bestemmelse omfatter ikke omkostninger til transport mellem to forretningsmæssigt forbundne parter, hvis disse omkostninger ikke synes at være afspejlet i prisen ved salg til uafhængige købere. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(209)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet fremlagde den eksporterende producent et nyt datasæt for de forretningsmæssigt forbundne importørers salg. Efterfølgende blev dette datasæt efterprøvet af Kommissionen. Disse nye tal havde betydning for den oprindelige dumpingberegning i oplysningsdokumentet.

(210)

For den eksporterende producent sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(211)

Graden af samarbejde i Ukraine var høj, idet eksporten fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter udgjorde over 95 % af den samlede eksport fra Ukraine til Unionen i undersøgelsesperioden. Kommissionen har på dette grundlag fastsat den landsdækkende dumpingmargen på samme niveau som for den eneste eksporterende producent.

(212)

Dumpingmargenerne, udtrykt i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(213)

I Unionen fremlagde 17 virksomheder produktions- og salgsdata som led i gennemgangen af repræsentativiteten og anførte, at de i undersøgelsesperioden fremstillede samme vare. På baggrund af oplysningerne i klagen tegner disse 17 virksomheder sig for ca. 90 % af produktionen af samme vare i Unionen.

(214)

Ud over disse 17 virksomheder var der fem andre virksomheder, der i undersøgelsesperioden fremstillede samme vare.

(215)

Én af de interesserede parter hævdede, at medtagelsen af data vedrørende den italienske producent Ilva ville fordreje skadesanalysen for hele Unionens stålindustri i betragtning af denne virksomheds særlige situation (13), og at denne italienske producent derfor burde udelukkes. Imidlertid omfatter betegnelsen »EU-erhvervsgrenen« i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, samtlige producenter af samme vare i Unionen eller en betydelig del heraf. Idet Kommissionen ikke havde nogen grund til at begrænse sin undersøgelse til kun at omfatte en betydelig del, var den forpligtet til at analysere EU-erhvervsgrenen som helhed, herunder også Ilva. Denne påstand blev derfor afvist.

(216)

Den samlede EU-produktion i undersøgelsesperioden blev fastsat til ca. 72,9 mio. ton. Kommissionen fastsatte dette tal på grundlag af oplysninger fra klageren og fra alle kendte EU-producenter. Som anført i betragtning (7) blev der udtaget seks EU-producenter til at indgå i stikprøven, og disse tegnede sig for 45 % af den samlede EU-produktion af samme vare, hvilket blev anset som en repræsentativ stikprøve.

(217)

EU-producenterne har forskellige forretningsmodeller og forskellig grad af vertikal integration. Ikke desto mindre kan EU-erhvervsgrenen overordnet set betegnes som en sektor med en høj grad af vertikal integration, som nærmere forklaret i betragtning (219) nedenfor.

(218)

Som nævnt i betragtning (45) henhører den pågældende vare under en række KN-koder, der omfatter visse ex-koder. For ikke at undervurdere EU-forbruget og i betragtning af den tilsyneladende marginale indvirkning af sådanne koder på det samlede forbrug indgår importmængderne for KN-ex-koderne fuldt ud ved beregningen af EU-forbruget.

(219)

Eftersom EU-erhvervsgrenen fortrinsvis er vertikalt integreret, og den pågældende vare betragtes som et råmateriale til fremstilling af forskellige varer med en merværdi i efterfølgende produktionsled — begyndende med koldvalsede produkter — blev forbruget på det bundne og det frie marked analyseret separat.

(220)

Sondringen mellem det bundne og det frie marked er af betydning for skadesanalysen. Hertil kommer, at afregningspriserne fastsættes på det bundne marked inden for grupperne i henhold til diverse prispolitikker. Den produktion af varer, der er bestemt til det frie EU-marked, er derimod i direkte konkurrence med importen af den pågældende vare, og priserne er frie markedspriser.

(221)

For at give så fuldstændigt et billede af EU-erhvervsgrenen som muligt indhentede Kommissionen oplysninger om alle aktiviteter i forbindelse med samme vare og fastslog, om produktionen var bestemt til bunden anvendelse eller til det frie marked. Kommissionen fandt, at ca. 58 % af EU-producenternes samlede produktion i undersøgelsesperioden var bestemt til bunden anvendelse.

(222)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet bemærkede den eksporterende producent i Serbien, at forbruget af den pågældende vare på det frie marked mellem 2015 og undersøgelsesperioden faldt med over 1,2 mio. ton, og at dette fald afspejler en kraftig nedgang i EU-forbruget i andet halvår af 2015. Producenten anmodede derfor Kommissionen om at undersøge nærmere, hvorvidt de data for salg på det frie marked, som EU-erhvervsgrenen havde fremlagt, var nøjagtige.

(223)

Kommissionen analyserede de data for salg og forbrug, som EU-erhvervsgrenen havde fremlagt, og bekræftede, at dataene for forbrug på det frie marked, som EU-erhvervsgrenen havde fremlagt, var nøjagtige og pålidelige.

(224)

Kommissionen fastsatte det bundne forbrug i Unionen på grundlag af den bundne anvendelse og det bundne salg på EU-markedet for alle kendte producenter i Unionen. På dette grundlag udviklede det bundne forbrug på EU-markedet sig som følger:

Tabel 1

Det bundne forbrug på EU-markedet (ton)

(225)

Det bundne EU-forbrug på EU-markedet forblev i den betragtede periode stabilt.

(226)

Kommissionen fastsatte forbruget på det frie marked i Unionen på grundlag af a) salget på EU-markedet for alle kendte producenter i Unionen og b) importen til Unionen fra alle tredjelande, som oplyst af Eurostat, og tog samtidig højde for de oplysninger, der blev afgivet af de samarbejdsvillige eksporterende producenter i de pågældende lande. På dette grundlag udviklede forbruget på det frie marked i Unionen sig som følger:

Tabel 2

Forbruget på det frie marked (ton)

(227)

Forbruget på det frie marked i Unionen steg i den betragtede periode med ca. 5 %. Stigningen skyldtes hovedsagelig den økonomiske genopretning af aftagerindustrien.

(228)

Kommissionen undersøgte, hvorvidt importen af den pågældende vare med oprindelse i de pågældende lande skulle vurderes kumulativt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 4.

(229)

I denne bestemmelse er det fastsat, at import fra mere end ét land, kun skal vurderes kumulativt, hvis det fastslås, at:

(230)

De dumpingmargener, der er fastsat i forbindelse med importen fra de pågældende lande, er opført ovenfor under afsnit 3 (»Dumping«). Alle disse margener ligger over den bagatelgrænse, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 3.

(231)

Importmængden fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine blev vurderet til at være ikke ubetydelig, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4. Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine havde i undersøgelsesperioden en markedsandel på henholdsvis 1,79 %, 3,32 %, 4,29 % og 3,17 %, jf. tabellen i betragtning 3 nedenfor.

(232)

Importmængden fra Serbien blev derimod anset for at være ubetydelig, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4. Faktisk faldt importmængden fra Serbien fra 427 558 ton i 2015 til ca. 354 000 ton i undersøgelsesperioden, svarende til en markedsandel på blot 1,04 %. Det er Kommissionens faste praksis at betragte en markedsandel som »ubetydelig«, hvis den i den indledende fase ligger under tærsklen på 1 %, som er fastsat grundforordningen. I det konkrete tilfælde fandt Kommissionen imidlertid, at en andel på 1,04 % stadig er ubetydelig, idet 0,04 % bør betragtes som uvæsentlig, navnlig når importmængden fra Serbien i relative termer ligger betydeligt under importmængden fra hvert af de fire andre lande. Faktisk var importmængden fra Serbien næsten halvt så stor som importmængden fra Brasilien, som var det land, der havde den næstlaveste importmængde.

Tabel 3

Importmængde (ton) og markedsandel

(233)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger og under høringen den 27. juli 2017 fremførte klageren, at eksporten fra Serbien burde vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande, idet eksporten fra Serbien overskrider bagatelgrænsen på 1 %. Bagatelgrænsen på 1 % gælder efter klagerens opfattelse uden undtagelse, uanset hvor ringe den overskridende procentsats end måtte være.

(234)

Kommissionen afviste dette argument. Beslutningen om, hvorvidt import bør vurderes kumulativt, skal baseres på de kriterier, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 3. I grundforordningens artikel 3, stk. 4, tillægges ingen af disse individuelle kriterier nogen særlig stor vægt. Selv om det er korrekt, at importen fra et land ikke kan kumuleres, hvis importmængden er ubetydelig, indebærer det modsatte ikke automatisk, at den skal kumuleres. Desuden er der ikke fastsat nogen eksakte bagatelgrænser i grundforordningen. Selv om grundforordningens artikel 5, stk. 7, ganske vist kan tjene som vejledning vedrørende ubetydelige importmængder, henvises der ikke til disse bagatelgrænser i artikel 3, stk. 4. I stedet giver ordlyden Kommissionen tilstrækkelig fleksibilitet til at foretage en analyse fra sag til sag under hensyntagen til, at en »ekstra« mængde på 0,04 % var uvæsentlig.

(235)

Kommissionen fandt endvidere, at de serbiske eksportpriser var forskellige fra de fire andre pågældende landes af følgende årsager:

Tabel 4

Importpriser (EUR pr. ton)

(236)

Således tyder prissætningen kombineret med den ubetydelige mængde på, at den eksporterende producent i Serbien agerer som prisfølger snarere end prisfører for så vidt angår den pågældende vare. Dette illustreres yderligere ved den omstændighed, at prisfaldet mellem 2015 og undersøgelsesperioden var mindre i relative termer end prisfaldet i de fire andre pågældende lande.

(237)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede klageren under høringen den 27. juli 2017 (jf. betragtning 33) Kommissionens tjenestegrene om at fremlægge data vedrørende underbud og målprisunderbud for den eksporterende producent i Serbien, således at producenten fik mulighed for at gennemgå Kommissionens standpunkter i betragtning (235) og (236) om, at den eksporterende producent i Serbien agerer som prisfølger snarere end prisfører. Der er efter klagerens opfattelse intet belæg for, at Serbien agerer som prisfølger.

(238)

Kommissionen bemærkede, at den havde fremlagt en gennemsnitspris, der lå over gennemsnittet for de pågældende lande. Disse data viser, at de serbiske importpriser var de højeste i 2013 (EUR 468 pr. ton) og forblev de højeste i de følgende år frem til prisen i undersøgelsesperioden (EUR 365 pr. ton). Derudover viser indekset i tabel 4 ovenfor, at det relative fald i de serbiske priser udviklede sig fra 100 til 78, med 2013 som indekstal 100, mens prisfaldet i de fire andre pågældende lande var på 75 (Brasilien), 70 (Iran), 72 (Rusland) og 74 (Ukraine). Klageren fik således mulighed for ved selvsyn at gennemgå Kommissionens konklusion om, at den eksporterende producent i Serbien har ageret som prisfølger snarere end prisfører, både med hensyn til importpris og det relative fald mellem 2013 og undersøgelsesperioden. Kommissionen gjorde ikke brug af data vedrørende underbud eller målprisunderbud til denne vurdering, idet beregninger af underbud og målprisunderbud kun giver et øjebliksbillede i undersøgelsesperioden og således ikke giver mulighed for en sammenligning af prisudviklingen over en årrække. Eftersom klageren ikke fremkom med nogen yderligere begrundelse for sin anmodning om data vedrørende underbud eller målprisunderbud i den endelige fremlæggelse af oplysninger ud over den gennemgang af standpunkterne, der er anført i betragtning (235) og (236) ovenfor, afviste Kommissionen denne anmodning.

(239)

Eftersom klageren ikke har bestridt de tal, der er anført i tabel 4, har Kommissionen således bekræftet sin konklusion om, at eksportøren i Serbien blot fulgte en prisudvikling, som andre importører havde sat, snarere end at have ført en aggressiv prissætningsstrategi som prisførende virksomhed.

(240)

Kommissionen konkluderede derfor, at importen fra Serbien ikke burde vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande. Som følge af konstateringen af, at importen fra Serbien lå under bagatelgrænsen, er det ikke nødvendigt at træffe beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til importen af varmvalsede flade produkter med oprindelse i Serbien. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 2, bør proceduren afsluttes, for så vidt angår importen fra Serbien.

(241)

Kommissionen vurderede også konkurrencevilkårene mellem dumpingimporten fra de fire andre pågældende lande og konkurrencevilkårene mellem dumpingimporten og samme vare og konstaterede, at disse var de samme. De importerede varer konkurrerede nemlig dels med hinanden og dels med samme vare, der var fremstillet i Unionen. Varerne er indbyrdes udskiftelige og blev markedsført i Unionen via sammenlignelige salgskanaler og solgt til samme type slutkunder.

(242)

Efter indledningen af undersøgelsen fremsatte en række parter bemærkninger vedrørende den kumulative vurdering af virkningerne af importen fra de pågældende lande. Ukraines mission ved Den Europæiske Union, Ruslands handels- og industriministerium, én af de eksporterende producenter i Rusland samt to eksporterende producenter fra Brasilien anfægtede det hensigtsmæssige i en kumulativ vurdering af importen fra deres respektive lande med de øvrige undersøgte landes import og gjorde gældende, at importen fra deres lande ikke burde kumuleres hermed. Ukraines mission ved Den Europæiske Union fremførte, at importmængden fra Ukraine i modsætning til de andre lande var stabil i perioden 2011-2016, og at der en væsentlig forskel mellem den geografiske struktur i importen fra Ukraine på den ene side og importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Serbien på den anden side. Ruslands handels- og industriministerium mente, at det var nødvendigt at foretage en udtømmende evaluering af konkurrencevilkårene. Den eksporterende producent i Rusland fremførte, at dens import i den betragtede periode rent faktisk faldt, at en del af dens import bestod af bundne gruppeinterne leverancer, der som sådan ikke kom ind på det frie marked i Unionen, samt at de solgte varetyper var forskellige. Derudover fremførte én af de eksporterende producenter i Brasilien, at den ikke fulgte samme prisudvikling, og at de importerede varer blev distribueret ad andre salgskanaler end importen fra de fire andre pågældende lande. En anden af de eksporterende producenter i Brasilien fremførte, at importen fra Brasilien var ubetydelig og ikke fulgte samme udvikling som importen fra de fire andre pågældende lande med hensyn til mængde, markedsandel og pris.

(243)

Kommissionen afviste disse argumenter. Importen fra Rusland og Ukraine til Unionen steg i absolutte tal i den betragtede periode. Hertil kommer, at selv hvis importen var faldet i den betragtede periode, udgør dette ikke et kriterium til at fastslå, hvorvidt importmængden var ubetydelig, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4.

(244)

Konkurrencebetingelserne mellem dumpingimporten fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine og samme vare blev vurderet til at være ens af følgende årsager:

(245)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at betingelserne for at foretage en kumulativ vurdering af virkningerne af importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine var opfyldt. Denne import blev derfor undersøgt kumulativt med henblik på konstatering af skade.

(246)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet modtog Kommissionen adskillige bemærkninger vedrørende den kumulative vurdering af de pågældende lande. Disse bemærkninger er besvaret i nedenstående betragtninger.

(247)

Klageren gjorde gældende, at importen fra Serbien havde forvoldt EU-producenterne skade på samme måde som importen fra de fire andre lande. I denne forbindelse henviste klageren til, at importen fra Serbien i perioden mellem 2013 og undersøgelsesperioden blev fordoblet både i absolut mængde og i markedsandel, at priserne ligeledes faldt i denne periode samt at importen fra Serbien underbød EU-producenternes i væsentligt omfang i undersøgelsesperioden. Klageren hævdede også, at importen fra Serbien har en markedsandel på 1,04 %, hvilket er lige over tærsklen på 1 %, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 7. Klageren henviste endvidere til en potentiel risiko for omgåelse, da en afslutning af proceduren for så vidt angår Serbien ville give det kinesiske moderselskab for den eneste eksporterende producent i Serbien mulighed for at kunne sælge til Unionen via sit serbiske datterselskab.

(248)

Kommissionen afviste påstanden om, at importen fra Serbien havde forvoldt EU-producenterne skade på samme måde som importen fra de andre lande, med de begrundelser, der er anført nedenfor.

(249)

Hertil kommer, at to stikprøveudtagne eksporterende producenter i Brasilien hævdede, at den kumulative vurdering af importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine var uberettiget af de årsager, der fremgår af de to følgende betragtninger.

(250)

Den ene af disse producenter hævdede, at over en tredjedel af importen fra Brasilien ikke var i konkurrence med varer fra Iran, Rusland og Ukraine, hvilket således viser, at importen fra Brasilien foregik via andre salgskanaler end importen fra Iran, Rusland og Ukraine. Endvidere påstod den eksporterende producent, at de brasilianske priser i lighed med de serbiske lå betydeligt højere end gennemsnitspriserne for Iran, Rusland og Ukraine, og at de eksporterende producenter i Brasilien ligeledes agerede prisfølger snarere end prisfører. Og endelig fremførte producenten, at ingen af producenterne i Brasilien havde underbudt EU-erhvervsgrenens priser.

(251)

Den anden af de eksporterende producenter i Brasilien hævdede, at den kumulative vurdering var uhensigtsmæssig på grund den ubetydelige importmængde fra Brasilien (som det var tilfældet med Serbien) og forskellene i konkurrencevilkår. For så vidt angår de ubetydelige mængder hævdede den eksporterende producent i Brasilien, at Brasiliens markedsandel kun overskred tærsklen på 1 % fra 2015 og kun udgjorde 1,79 % i undersøgelsesperioden. Derudover var dens importmængde for ringe til at bidrage til nogen skade og var dermed ligeledes uvæsentlig. For så vidt angår forskellene i konkurrencevilkår henviste producenten til det forhold, at næsten 60 % af importen af den pågældende vare fra Brasilien i undersøgelsesperioden bestod af salg eller overførsel til forretningsmæssigt forbundne virksomheder i EU, som ikke kommer i direkte konkurrence med varer, der er bestemt for det frie marked, og dermed er underlagt andre konkurrencevilkår end disse varer. Desuden bestred producenten Kommissionens konklusion i oplysningsdokumentet om, at importen fra Brasilien og samme vare fremstillet i Unionen er indbyrdes udskiftelige. Producenten fremførte i denne forbindelse, at de eksporterende producenter i Brasilien hovedsagelig eksporterer handelstyper af varmvalsede flade produkter, som har andre fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og andre endelige anvendelsesformål end de varer, der sælges af EU-erhvervsgrenen, som hovedsagelig er typer af varmvalsede flade produkter af høj kvalitet. Desuden anfægtede producenten, at de eksporterende producenter i Brasilien benytter samme salgskanaler som eksporterende producenter fra de øvrige pågældende lande. Producenten gjorde gældende, at disse producenter primært sælger direkte til uafhængige kunder på det frie marked i Unionen i modsætning til hovedparten af importen fra Brasilien. Og endelig fremsatte producenten bemærkninger om priser svarende til de bemærkninger, der blev fremsat af den anden af de to eksporterende producenter i Brasilien.

(252)

Kommissionen afviste påstandene fra to de eksporterende producenter i Brasilien, som forklaret nedenfor.

(253)

For det første undersøgte Kommissionen med henblik på at definere forbruget den samlede import fra Brasilien, uanset om der i denne indgår gruppeinterne leverancer. Dette skyldes, at virksomhederne i mangel af en sådan import højst sandsynligt ville have købt varmvalsede flade produkter fra andre tilgængelige kilder på det frie marked i Unionen, der omfatter samme vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen.

(254)

For det andet er Brasiliens salgskanaler delvis de samme som dem, der benyttes af Iran, Rusland og Ukraine. Samtlige samarbejdsvillige producenter i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine benytter ens salgskanaler, enten ved direkte salg eller gennem en forretningsmæssigt forbundet forhandler/importør etableret i eller uden for Unionen. For så vidt angår argumentet om, at næsten 60 % af importen af den pågældende vare fra Brasilien i undersøgelsesperioden bestod af salg eller overførsel til forretningsmæssigt forbundne virksomheder i EU, som ikke kommer i direkte konkurrence med varer, der er bestemt for det frie marked, og dermed er underlagt andre konkurrencevilkår end disse varer, bemærkes følgende: En del af importen af den pågældende vare fra de eksporterende producenter i Rusland bestod også af salg til forretningsmæssigt forbundne virksomheder i EU, hvoraf en del blev videreforarbejdet af disse forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Følgelig er disse eksporterende producenter underlagt samme konkurrencevilkår.

(255)

For det tredje anerkendte Kommissionen, som anført i tabel 4, at de brasilianske priser er højere end gennemsnitspriserne for Iran, Rusland og Ukraine. Men tabel 4 viste ikke desto mindre, at de brasilianske priser gennemgående var lavere end de serbiske importpriser i den betragtede periode, dvs. i årene 2013, 2014 og 2015 samt i undersøgelsesperioden.

(256)

For det fjerde, for så vidt angår argumentet om, at de eksporterende producenter i Brasilien også agerede som prisfølgere snarere end prisførere, blev priserne for den eksporterende producent i Serbien vurderet i kombination med dens ubetydelige mængder. Der kan således ikke drages samme konklusion med hensyn til Brasilien.

(257)

For det femte, for så vidt angår mængden, jf. tabel 3, udgjorde importen fra Brasilien i undersøgelsesperioden 608 541 ton, mens importen fra Serbien udgjorde 354 145 ton. Importmængden af varmvalsede flade produkter fra Brasilien var dermed over 70 % højere end importen fra Serbien og udgjorde en markedsandel på 1,79 %, mens importen fra Serbien udgjorde 1,04 %. Som følge heraf blev denne import ikke anset for at være ubetydelig.

(258)

Og endelig, for så vidt angår påstanden om, at de eksporterende producenter i Brasilien udbød et andet varesortiment, var det tydeligt, at deres varer var i direkte konkurrence dels med varer fremstillet i EU og dels med varer fra andre eksporterende producenter. I modsætning til, hvad den eksporterende producent har gjort gældende, viste undersøgelsen, at alle typer af den pågældende vare — heriblandt også de varetyper, der blev solgt af de eksporterende producenter i Brasilien — også blev fremstillet og solgt af EU-producenterne. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at over 99,9 % af alle de varetyper, der blev solgt af de eksporterende producenter i Brasilien, også blev solgt af de stikprøvudtagne EU-producenter i undersøgelsesperioden. Endvidere foretages der en kumulativ landsdækkende vurdering, hvori der tages hensyn til den fulde varedækning for den pågældende vare og ikke kun for visse typer af den pågældende vare.

(259)

Den eksporterende producent i Brasilien CSN genfremsatte efter den endelige fremlæggelse af oplysninger sin påstand om, at salgskanalerne og priserne for importen fra Brasilien adskiller sig væsentligt fra salgskanalerne og priserne for importen fra Iran, Rusland og Ukraine. Med hensyn til salgskanalerne anførte CSN, at dens datterselskab Lusosider hverken er forhandler eller importør men blot en virksomhed, der anvender varmvalsede flade produkter. CNS gjorde gældende, at NLMK Europa i særdeleshed ikke var i samme situation som Lusosider. Producenten anførte desuden, at Lusosider ikke havde let adgang til de varmvalsede flade produkter, der blev solgt på EU-markedet. For så vidt angår importpriserne anførte producenten, at prisudviklingen for importen fra Brasilien udviste samme opadgående tendens som prisudviklingen for importen fra Serbien.

(260)

Kommissionen afviste disse påstande som ubegrundede. Med hensyn til salgskanalerne var der foruden NLMK andre russiske datterselskaber beliggende i Letland og Polen med et moderselskab i Rusland, som i undersøgelsesperioden delvis anvendte og i et vist omfang forarbejdede varmvalsede flade produkter, som de havde indkøbt fra deres moderselskab i Rusland. Hertil kommer, at uagtet påstanden om, at Lusosider ikke havde let adgang til de varmvalsede flade produkter, der blev solgt på EU-markedet, var Kommissionen under en høring blevet orienteret om, at Lusosider i undersøgelsesperioden fik sine leverancer fra andre kilder, heriblandt fra Tyrkiet, Taiwan og Rusland. Endvidere er Kommissionen ikke i besiddelse af belæg for, at EU-producenter ikke ønsker at levere til Lusosider, ligesom Lusosider heller ikke har fremlagt noget belæg herfor. Med hensyn til priserne, mindede Kommissionen om, at de brasilianske priser gennemgående var lavere end de serbiske importpriser i den betragtede periode, dvs. i årene 2013, 2014 og 2015 samt i undersøgelsesperioden, jf. (235). Kommissionen imødekom derfor ikke anmodningen fra den eksporterende producent i Brasilien om, at importen fra Brasilien ikke skulle vurderes kumulativt med importen fra de tre andre lande.

(261)

Kommissionen har derfor konkluderet, at alle kriterierne i grundforordningens artikel 3, stk. 4, er opfyldt for de fire andre lande, og importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine blev følgelig undersøgt kumulativt med henblik på konstatering af skade.

(262)

Importen til Unionen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine udviklede sig som følger:

Tabel 5

Importmængde (ton) og markedsandel

(263)

Tabellen ovenfor viser, at importen fra de pågældende lande i absolutte tal steg betydeligt i den betragtede periode. Sideløbende hermed steg den samlede markedsandel for landenes import til Unionen i den betragtede periode med over 5 procentpoint (fra 7,45 % i 2013 til 12,57 %, altså en stigning på 69 %).

(264)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af data fra Eurostat. Den vejede gennemsnitspris på importen til Unionen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine udviklede sig som følger:

Tabel 6

Importpriser (EUR pr. ton)

(265)

Gennemsnitsprisen på dumpingimporten fra de pågældende lande faldt fra 442 EUR pr. ton i 2013 til 323 EUR pr. ton i undersøgelsesperioden. Den gennemsnitlige enhedspris på dumpingimporten faldt i den betragtede periode med 27 %.

(266)

Kommissionen vurderede prisunderbuddet i undersøgelsesperioden ved at sammenligne:

(267)

Prissammenligningen blev foretaget for hver enkelt varetype for transaktioner i samme handelsled — med passende justeringer, hvor det var nødvendigt — og fratrukket nedslag og rabatter. Resultatet af sammenligningen blev udtrykt i procent af EU-producenternes omsætning i undersøgelsesperioden. Justeringerne var primært knyttede til leveringsomkostninger (på mellem 3,4 % og 8,9 % for hver af de stikprøveudtagne EU-producenter), kreditomkostninger (på mellem 0,1 % og 0,4 %) samt rabatter (på mellem 0,1 % og 2 %).

(268)

Som anført i betragtning (16) ovenfor indkom der kun en spørgeskemabesvarelse fra én ikke forretningsmæssigt forbunden importør. På grundlag af de beviser, der blev indsamlet under kontrolbesøget hos denne ikke forretningsmæssigt forbundne importør, blev der tilføjet omkostninger efter import på 7 EUR pr. ton.

(269)

På grundlag af ovenstående blev det konstateret, at dumpingimporten fra de fleste af de pågældende stikprøveudtagne eksporterende producenter underbød EU-erhvervsgrenens priser med mellem 8,45 % og 17,74 % som anført i nedenstående tabel. Der blev ikke konstateret underbud for nogen af de brasilianske virksomheder.

Tabel 7

Underbudsmargener

(270)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet bemærkede klageren og den eksporterende producent i Iran, at oplysningerne i oplysningsdokumentet ikke stemte overens med oplysningerne i ét af bilagene hertil. Hvor det i dokumentet var angivet, at der ikke var blevet konstateret underbud for den iranske virksomhed, viste et bestemt bilag tværtimod en underbudsmargen på 8,45 % for den iranske virksomhed.

(271)

Som svar på disse bemærkninger bekræftede Kommissionen, at tekstdelen af oplysningsdokumentet fejlagtigt henviste til den iranske virksomhed, og at underbudsmargenen i bilaget var korrekt.

(272)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede én af de eksporterende producenter i Brasilien, Usiminas, at grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, indeholder krav om, at Kommissionen skal foretage en korrekt analyse af dumpingimportens virkning på priserne og tage i betragtning, hvorvidt der har været tale om betydelige prisunderbud. En sådan undersøgelse bør ikke være begrænset til en simpel matematisk sammenligning, men bør også bestå af en dynamisk vurdering af prisudviklingen og udviklingen i forholdet mellem priserne på dumpingimporten og samme vare på hjemmemarkedet i perioden.

(273)

Kommissionen afviste denne påstand. Først fremlagde Kommissionen EU-producenternes vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser på det frie marked i Unionen i tabellen i betragtning (295). Derefter påpegede den, jf. betragtning (297), at EU-producenterne var nødt til at følge den nedadgående prisspiral og sænke deres salgspriser betydeligt, især i 2015 og i undersøgelsesperioden. Da den pågældende vare er en råvare, var EU-producenterne nødt til at følge den nedadgående prisspiral. Lignende bemærkninger fra Kommissionen findes i betragtning (387). Den henviser desuden til sin analyse af andre faktorer, som hverken samlet eller hver for sig kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten (jf. betragtning (390)). Kommissionens analyse var således ikke begrænset til en simpel matematisk sammenligning. Sidst, men ikke mindst, har den eksporterende producent i Brasilien ikke fremsat nogen begrundelse, ligesom Kommissionen heller ikke er bekendt med, hvordan en sådan yderligere analyse ville gøre underbudsanalysen mere relevant i betragtning af, at den pågældende vare er en råvare.

(274)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, omfattede undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for EU-erhvervsgrenen en vurdering af alle de økonomiske indikatorer, der havde en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(275)

De makroøkonomiske indikatorer (produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, lagerbeholdning, vækst, markedsandel, beskæftigelse, produktivitet og dumpingmargenernes størrelse) blev vurderet for hele EU-erhvervsgrenen. Vurderingen var baseret på oplysningerne fra klageren, som blev krydstjekket med data fra EU-producenter og tilgængelige officielle statistikker (Eurostat).

(276)

Analysen af mikroøkonomiske indikatorer (salgspriser, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast, evne til at rejse kapital, lønninger og produktionsomkostninger) blev foretaget for hver af de stikprøveudtagne EU-producenter. Analysen blev baseret på deres oplysninger, som blev behørigt efterprøvet.

(277)

For at give så fuldstændigt et billede af EU-erhvervsgrenen som muligt indhentede Kommissionen oplysninger om hele produktionen af den pågældende vare og fastslog, om produktionen var bestemt til bunden anvendelse eller til det frie marked. Ved visse skadesindikatorer for EU-erhvervsgrenen analyserede Kommissionen oplysningerne for det frie marked og det bundne marked hver for sig og foretog en sammenlignende analyse. Disse faktorer er: salg, markedsandel, enhedspriser, omkostninger pr. enhed, rentabilitet og likviditet. Andre økonomiske indikatorer kunne imidlertid kun med rimelighed undersøges ved at tage aktiviteten som helhed i betragtning, herunder EU-erhvervsgrenens bundne anvendelse. Disse faktorer er: produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, investeringer, investeringsafkast, beskæftigelse, produktivitet, lagerbeholdninger og arbejdskraftomkostninger. For disse faktorer kan Kommissionen kun foretage en relevant vurdering ved at tage EU-erhvervsgrenens samlede aktivitet i betragtning. Denne analyse er i overensstemmelse med fast retspraksis inden for både EU og WTO (14).

(278)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i EU udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 8

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(279)

EU-erhvervsgrenens produktionsmængde faldt svagt i den betragtede periode med ca. 1,7 mio. ton (-2 %).

(280)

De indberettede kapacitetstal vedrører den tekniske kapacitet, hvilket indebærer, at der er taget hensyn til de justeringer, der af erhvervsgrenen anses for rutinemæssige og omfatter installationsperioder, vedligeholdelse, flaskehalse og andre almindelige produktionsstandsninger. Produktionskapaciteten faldt i den betragtede periode på grund af reduktioner af produktionskapaciteten i bl.a. Belgien og Italien.

(281)

Kapacitetsudnyttelsesgraden forblev relativt stabil i den betragtede periode på mellem 74,1 % og 76,2 %.

(282)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel på det frie marked udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 9

Salgsmængde og markedsandel (på det frie marked)

(283)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde på det frie marked i Unionen faldt i den betragtede periode med 5 % fra 27,5 mio. ton til 26 mio. ton.

(284)

I den betragtede periode faldt EU-erhvervsgrenens markedsandel med hensyn til EU-forbruget med mere end 8 procentpoint, dvs. fra 85,1 % til 76,7 %. Faldet i salgsmængden på det frie marked i Unionen og tabet af EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt tidsmæssigt sammen med en stigning i forbruget på det frie marked i Unionen, som er en indikator for forringelsen af konkurrenceevnen blandt EU's stålproducenter.

(285)

For så vidt angår det bundne marked i Unionen udviklede salgsmængden og markedsandelen sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 10

Salgsmængde og markedsandel (på det bundne marked)

(286)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde på det bundne marked i Unionen (bestående af bundne overførsler og bundet salg) forblev relativt stabil i absolutte tal i den betragtede periode.

(287)

EU-erhvervsgrenens markedsandel af den bundne anvendelse (udtrykt i procent af den samlede produktion) steg svagt i den betragtede periode fra 56,9 % i 2013 til 58,2 % i undersøgelsesperioden.

(288)

Beskæftigelsen blev beregnet ved kun at medregne de ansatte, der er direkte beskæftigede med samme vare i EU-producenternes forskellige stålværker. Denne metode har frembragt nøjagtige data, der er forholdsvis lette at beregne.

(289)

Beskæftigelsen og produktiviteten udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 11

Beskæftigelse og produktivitet

(290)

EU-erhvervsgrenens beskæftigelse faldt betydeligt i den betragtede periode. Kommissionen konstaterede i forbindelse med undersøgelsen, at dette fald skyldtes behovet for at nedbringe produktionsomkostningerne og højne effektiviteten på baggrund af den tiltagende konkurrence fra dumpingimporten på markedet. Dette førte til en reduktion af arbejdsstyrken på 5 % i den betragtede periode (indirekte beskæftigelse ikke medregnet). Som følge heraf, og på trods af den svagt faldende produktionsmængde (– 2 %) i den betragtede periode, steg produktiviteten for EU-erhvervsgrenens arbejdsstyrke, målt som output pr. ansat pr. år, med 3 %. Dette viser, at EU-erhvervsgrenen forsøgte at tilpasse sig de ændrede markedsvilkår for at bibeholde sin konkurrenceevne.

(291)

EU-producenternes lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 12

Lagerbeholdninger

(292)

De fleste typer af samme vare fremstilles af EU-erhvervsgrenen efter specifikke ordrer fra brugerne. Derfor blev lagerbeholdninger ikke betragtet som en vigtig skadesindikator for denne erhvervsgren. Dette bekræftes også af analysen af udviklingen i slutlagrene i procent af produktionen. Som det fremgår af ovenstående, forblev denne indikator forholdsvis stabil med ca. 3,4 % til 3,7 % af produktionsmængden.

(293)

Alle dumpingmargenerne fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine lå betydeligt over bagatelgrænsen. Indvirkningen på EU-erhvervsgrenen af de faktiske høje dumpingmargener var ikke ubetydelig i betragtning af mængden af og priserne på importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine.

(294)

EU-forbruget (på det frie marked) steg i den betragtede periode med ca. 5 %, mens EU-erhvervsgrenens salgsmængde på det frie marked i Unionen faldt med ca. 5 %. EU-erhvervsgrenen oplevede dermed et tab i markedsandele, hvorimod markedsandelen for importen fra Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine steg betydeligt i den betragtede periode.

(295)

EU-producenternes vejede gennemsnitlige enhedssalgspriser på det frie marked i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 13

Salgspriser på det frie marked i Unionen

(296)

Ovenstående tabel viser udviklingen i enhedssalgspriserne på det frie marked i Unionen i forhold til de tilsvarende produktionsomkostninger. Salgspriserne lå i gennemsnit lavere end produktionsomkostningerne pr. enhed, med undtagelse af 2014, hvor EU-markedet begyndte at tage fart, og hvor markedsandelen for importen fra de fire pågældende lande var lavere end i undersøgelsesperioden.

(297)

Produktionsomkostningerne forblev generelt højere end de faldende salgspriser, med undtagelse af 2014. Med henblik på at begrænse tabet i markedsandele og eftersom den pågældende vare er en råvare, var EU-producenterne nødt til at følge den nedadgående prisspiral og sænke deres salgspriser betydeligt, især i 2015 og i undersøgelsesperioden. Da den pågældende vare er en råvare, var EU-producenterne nødt til at følge den nedadgående prisspiral.

(298)

Visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, der var beregnet til bunden anvendelse, blev overført eller solgt til overførselspriser imellem de stikprøveudtagne producenter med henblik på videreforarbejdning i efterfølgende produktionsled ved brug af forskellige prispolitikker (primært omkostninger for bundne overførsler og afregningspriser for bundne salg). Der kan derfor ikke drages nogen anvendelige konklusioner på grundlag af prisudviklingen for bunden anvendelse.

(299)

EU-producenternes gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 14

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

(300)

Den gennemsnitlige løn pr. ansat steg i den betragtede periode med 4 %.

(301)

EU-producenternes rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 15

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

(302)

Kommissionen beregnede EU-producenternes rentabilitet som nettounderskuddet før skat ved salg af samme vare på det frie marked i Unionen udtrykt i procent af omsætningen af et sådant salg.

(303)

Rentabiliteten faldt i den betragtede periode: der var tab i alle perioderne, med undtagelse af 2014. Selv om tabet i 2013 er delvis forbundet med eftervirkningerne af gældskrisen i euroområdet, kunne EU's stålproducenter delvist rejse sig i løbet af 2014 og første halvår af 2015. Som det fremgår af tabellen i betragtning (295) faldt enhedssalgsprisen med 23 % i den betragtede periode på grund af det kraftige pristryk fra dumpingimporten fra anden halvdel af 2015 og fremefter. Dette medførte et betydeligt fald på 7,8 % i undersøgelsesperioden, hvilket er det dårligste resultat i den betragtede periode.

(304)

Nettolikviditeten er udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Udviklingen for nettolikviditeten fulgte samme nedadgående tendens som rentabiliteten, blev negativ og faldt ned til et uholdbart niveau.

(305)

Trods tabene i den betragtede periode forblev investeringerne (herunder udskiftning af visse produktionsaktiver) på over 240 mio. EUR i alle årene i den betragtede periode. Investeringerne lå imidlertid på et forholdsvis lavt niveau i hele perioden, siden evnen til at rejse kapital blev påvirket af tabene i den betragtede periode (på nær en mindre fortjeneste i 2014).

(306)

Investeringsafkastet er fortjenesten (eller tabet) udtrykt i procent af investeringernes bogførte nettoværdi. På grund af tabene har investeringsafkastet været negativt i hele den betragtede periode, med undtagelse af 2014.

(307)

Efter fremlæggelsen af oplysningsdokumentet fremførte de russiske eksporterende producenter, MMK Group og Severstal Group, og Ruslands ministerium for økonomisk udvikling, at Kommissionen ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til den faktor, der udgøres af det bundne marked, i sin analyse af de mikroøkonomiske indikatorer. De russiske eksporterende producenter bemærkede, at Kommissionen kun havde analyseret de mikroøkonomiske indikatorer for det frie marked, som kun udgør et mindre markedssegment på mellem 41,8 % og 43,1 % af den samlede EU-produktion af den pågældende vare. Parterne hævdede, at en undersøgelse af de mikroøkonomiske indikatorer, der kun omfatter det frie marked i Unionen, sandsynligvis ville frembringe et mere negativt billede, end hvis den havde omfattet hele EU-markedet for samme vare. I denne forbindelse henviste de til resultaterne af WTO's appelorgans rapport i United States — Anti-Dumping Measures on Certain Hot-Rolled Steel Products from Japan  (15), som efter deres opfattelse kræver, at en afbalanceret, objektiv undersøgelse af de mikroøkonomiske indikatorer bør omfatte både det frie og det bundne marked.

(308)

Kommissionen afviste påstanden om, at den ikke har foretaget en afbalanceret og objektiv undersøgelse af de mikroøkonomiske indikatorer, som omfatter både det frie og det bundne marked.

(309)

For det første indeholder den metode, der er beskrevet i betragtning (277), en redegørelse af, hvordan og hvornår Kommissionen har skelnet mellem data vedrørende henholdsvis det frie og det bundne marked.

(310)

For det andet er påstanden om, at Kommissionen ikke har handlet i overensstemmelse med rapporten fra WTO's appelinstans, urigtig. Kommissionen så ikke bort fra det bundne marked i forbindelse med sin analyse. Kommissionen opgav tal for det bundne marked og tog hensyn til disse i sin analyse, når det var relevant (jf. betragtning (224) — (225) samt (285) — (287)).

(311)

For det tredje bestod hovedparten af det bundne marked i dette særlige tilfælde af bundne overførsler (næsten 87 % i undersøgelsesperioden), som det fremgår af nedenstående tabel:

Tabel 16

Fordeling mellem bundne overførsler og det bundne salg

(312)

Sådanne interne overførsler kommer ikke ind på det frie marked, eftersom varen anvendes af en integreret producent til videreforarbejdning, forarbejdning eller samling som led i en integreret proces. Disse interne overførsler er karakteriseret ved, at der i modsætning til ved bundet salg ikke udstedes handelsfakturaer, og at den integrerede producent/bruger ikke udgør en særskilt juridisk enhed. Følgelig findes der ingen salgspriser for bundne overførsler.

(313)

Det er desuden yderst vanskeligt at fastslå rentabilitet og afkast af investeringer for bundne overførsler, da disse varetyper (i forbindelse med bundne overførsler) bliver videreforarbejdet internt til forskellige stålprodukter i efterfølgende produktionsled, uden udstedelse af salgsfakturaer (hvilket er afgørende for at fastslå indkomsten og er et af de afgørende elementer for at kunne fastslå fortjeneste).

(314)

Som anført i betragtning (41) er de forskellige varetyper af varmvalsede flade produkter det primære materiale til fremstilling af stålprodukter med merværdi i efterfølgende produktionsled, begyndende med stålprodukter og koldvalsede flade (16) og overtrukne produkter af stål. Af den midlertidige forordning om koldvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation fremgår det, at EU-erhvervsgrenens situation på det frie marked forværredes betydeligt i den betragtede periode, da tabene begyndte at stige fra og med 2012. Salgsmængden på det frie marked i Unionen faldt således med 14 %, enhedssalgspriserne faldt med 19 %, mens produktionsomkostningerne kun faldt med 16 %. Derudover mistede EU-erhvervsgrenen markedsandele til importen fra de pågældende lande og måtte skære ned i investeringerne under hensyntagen til det fortsatte negative investeringsafkast. (17) Konklusionen i denne betragtning blev bekræftet i den endelige fase (18) og er fortsat gyldig. Undersøgelsesperioden i sagen om de koldvalsede flade produkter af stål (19) lå forud for undersøgelsesperioden i den aktuelle sag. Men selv efter denne anderledes undersøgelsesperiode viser ovennævnte indikatorer, svarende til det frie marked, et negativt billede for koldvalsede flade produkter af stål, dvs. for det første marked i efterfølgende produktionsled, hvor der anvendes bundne overførsler og salg af varmvalsede flade produkter.

(315)

Følgelig afviste Kommissionen på grundlag af ovennævnte argumenter de påstande, som de russiske eksporterende producenter og Ruslands ministerium for økonomisk udvikling havde fremført, og den bekræfter, at den har handlet med den fornødne omhu og har sikret, at begge markeder er blevet korrekt undersøgt.

(316)

Til trods for EU-erhvervsgrenens konkrete tiltag for at forbedre effektiviteten ved at skære i omkostningerne (som f.eks. nedbringelse af antallet af ugentlige arbejdstimer) og at sikre et stramt greb om produktionsomkostningerne i den betragtede periode, forværredes EU-erhvervsgrenens økonomiske situation betydeligt. Tabstallene ændrede sig fra – 2,7 % i 2013 til – 7,8 % i undersøgelsesperioden. Som følge heraf blev der oparbejdet tab i den betragtede periode, dog med undtagelse af 2014.

(317)

På trods af en stigning på 5 % i EU-forbruget på det frie marked faldt EU-erhvervsgrenens salgsmængde desuden med 5 %, enhedssalgspriserne faldt med over 20 % og produktionen faldt med 2 %. Endvidere blev beskæftigelsen reduceret med 5 %. Som følge heraf udviklede de andre skadesindikatorer sig også negativt.

(318)

Efterdønningerne fra gældskrisen i euroområdet i 2013 havde negative konsekvenser for rentabiliteten i 2013, efterfulgt af en beskeden stigning i 2014. Derefter, i betragtning af de særlige omstændigheder, solgte EU-producenterne hovedsagelig fra andet halvår af 2015 den pågældende vare til priser, der var lavere end omkostningerne, for at bevare deres markedsandele. Samtlige eksporterende producenter fra de fire pågældende lande solte til dumpingpriser, og deres priser underbød i de fleste tilfælde EU's stålproducenters priser, hvilket medførte et kraftigt pres på EU-erhvervsgrenens salgspriser.

(319)

På grund af de tab, der blev lidt i den betragtede periode som følge af de ovenfor beskrevne faktorer, fulgte de andre indikatorer som f.eks. likviditet og investeringsafkast samme tendens som rentabilitetsindikatoren.

(320)

De interesserede parter blev ved fremlæggelsen af oplysningsdokumentet underrettet om, at Kommissionen havde konkluderet, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

(321)

De russiske eksporterende producenter (MMK Group og Severstal Group) og Ruslands ministerium for økonomisk udvikling, hævdede, at det var umuligt for Kommissionen at fastslå væsentlig skade i den foreliggende procedure (20), da de kinesiske sager vedrørte nøjagtig den samme pågældende vare og de facto nøjagtigt de samme perioder for vurderingen af skade og årsagssammenhæng (frem til juni 2016 og endda helt til september 2016). De hævdede derfor, at den tætte sammenhæng mellem de to procedurer har ført til, at det er nødvendigt at tilpasse resultaterne vedrørende skade og årsagssammenhæng i begge procedurer.

(322)

Den brasilianske eksporterende producent Usiminas stillede også spørgsmålstegn ved, om EU-erhvervsgrenens situation overhovedet kunne forværres på kun seks måneder fra en situation, hvor der forelå en trussel om skade, til en situation med væsentlig skade set i lyset af, at undersøgelsesperioderne i den kinesiske og den aktuelle procedure begge omfattede andet halvår af 2015. Af samme årsager anmodede Ruslands ministerium for økonomisk udvikling også Kommissionen om at genoverveje sin konstatering af den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt i den aktuelle procedure.

(323)

Usiminas hævdede desuden, at en række indikatorer faktisk viste en stabil eller kun svagt negativ tendens, og at den skade, som EU-erhvervsgrenen angiveligt har lidt, således ikke kan betegnes som væsentlig. Denne eksporterende producent henviste i den forbindelse til den svage nedgang i produktion, salgsmængde og beskæftigelse i Unionen. Derudover påstod den eksporterende producent, at faldet i markedsandel, selv om det var større, stadig var begrænset set i lyset af den omstændighed, at EU-erhvervsgrenen bibeholdt en dominerende markedsandel på 76,7 % i undersøgelsesperioden.

(324)

Kommissionen erkendte, at den pågældende vare og samme vare var nøjagtig de samme i igangværende undersøgelse som i undersøgelserne vedrørende Kina.

(325)

Imidlertid omfatter den igangværende undersøgelse og undersøgelserne vedrørende Kina ikke de samme perioder, der er relevante for vurdering af tendenser i forbindelse med skade og årsagssammenhæng. For det første omfattede undersøgelsen af dumping og skade i den igangværende undersøgelse perioden fra den 1. juli 2015 til den 30. juni 2016. Undersøgelsen af tendenser med relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2013 til den 30. juni 2016. Undersøgelsen af dumping og skade i undersøgelserne vedrørende Kina omfattede perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2015. Undersøgelsen af tendenser med relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2012 til udgangen af 2015. Selv om det er rigtigt, at der er en overlapning på seks måneder mellem undersøgelsesperioderne for de to undersøgelser (perioden fra 1. juli 2015 til 31. december 2015), blev konstatering af dumping og skade gennemført på grundlag af en undersøgelsesperiode og en betragtet periode, som var forskellig i den igangværende undersøgelse og i undersøgelserne vedrørende Kina, og som allerede blev defineret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i grundforordningen og meddelt i indledningsmeddelelsen. Dette blev forklaret i betragtning 115 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/649 (21) (»den endelige forordning vedrørende Kina«), som har følgende ordlyd: »Kommissionen mente ikke, at det var muligt at kumulere dumpingimporten ved at slå de to undersøgelser sammen i denne sag. Det, at importen »samtidig [er] omfattet af antidumpingundersøgelser« i henhold til artikel 3, stk. 4, i grundforordningen, kræver enten import, som er omfattet af samme undersøgelse, eller import, der er omfattet af to forskellige undersøgelser, der kører samtidig, og som har samme eller stort set overlappende undersøgelsesperioder. I denne sag har begge undersøgelser forskellige undersøgelsesperioder og overlapper kun seks måneder med UP.«