ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 183

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

60. årgang
14. juli 2017


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1266 af 11. juli 2017 om ophævelse af forordning (EF) nr. 2494/96 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

1

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1267 af 11. juli 2017 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

3

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1268 af 11. juli 2017 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

6

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1269 af 13. juli 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 for så vidt angår tilbagetrækning af jordnødder (peanuts) fra USA fra listen over godkendt kontrol forud for eksport med hensyn til aflatoksiner ( 1 )

9

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

14.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1266

af 11. juli 2017

om ophævelse af forordning (EF) nr. 2494/96 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af visse varer.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2494/96 (3) tariferes »ark af polyethylenterephtalat med en tykkelse på højst 10 mikrometer, beklædt med termisk blæk og i ruller af en bredde på 62 cm« under pos. 3215 i den kombinerede nomenklatur som »Trykfarver, blæk, tusch og lignende farver, også koncentreret eller i fast form«. Tarifering af produktet under pos. 3215 var baseret på den almindelige tariferingsbestemmelse 3 b) vedrørende den kombinerede nomenklatur, men i begrundelsen gives der ikke detaljer med hensyn til de mulige KN-positioner, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af den almindelige tariferingsbestemmelse 3 b). Særligt mangler årsagerne til udelukkelsen af pos. 9612, som ud over stempelpuder dækker »Farvebånd med farve til skrivemaskiner, instrumenter og lign., også på spoler eller i kassetter«.

(3)

Forordning (EF) nr. 2494/96 vedrører såkaldte »jumboruller«, der ikke er brugsklare produkter, men ruller af betydelig længde, som ikke kan indføres i skrivemaskiner eller lignende maskiner uden et yderligere fremstillingstrin. Disse oplysninger mangler i produktbeskrivelsen i bilaget til forordning (EF) nr. 2494/96, og fraværet af disse oplysninger kan medføre forkert tarifering af brugsklare farvebånd. Brugsklare farvebånd skal tariferes under pos. 9612.

(4)

Eftersom den af forordning (EF) nr. 2494/96 omfattede vare ikke længere er tilgængeligt på markedet, skønnes samme forordning ikke længere at være nødvendig. De fleste farvebånd, der på nuværende tidspunkt er tilgængelige på markedet, selv af betydelig længde og bredde, kan tages direkte i brug ved indførelse i skrivemaskiner eller lignende maskiner uden et yderligere fremstillingstrin. Der vil desuden blive udarbejdet en forklarende bemærkning til KN-underpos. 9612 10 10 til 9612 10 80 med vejledning vedrørende tariferingen af farvebånd.

(5)

Forordning (EF) nr. 2494/96 bør derfor ophæves for at undgå potentielt divergerende tarifering af farvebånd og for at sikre ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur i Unionen.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 2494/96 ophæves.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2017.

På Kommissionens vegne

For formanden

Stephen QUEST

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2494/96 af 23. december 1996 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EUT L 338 af 28.12.1996, s. 38).


14.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1267

af 11. juli 2017

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Ved forordning (EØF) nr. 2658/87 er der fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2017.

På Kommissionens vegne

For formanden

Stephen QUEST

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering (KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Produkt i form af et fint, hvidt, lugtfrit pulver bestående af mikrokugler (partikelstørrelse < 10 μm) med en tæthed på ca. 2,1-2,5 g/cm3.

Mikrokuglerne består af nefelin eller nefelinsyenit, der er blevet opvarmet for at gøre materialet mere ellipseformet og for at afrunde de ru kanter. Som følge af denne proces danner nefelinet eller nefelinsyenitten en blank overflade. Nefelin og nefelinsyenit er natrium-kalium-aluminosilikater.

Produktet anvendes som tilsætningsstof i maling, belægninger og overtræk for at nedsætte mængden af flygtige organiske forbindelser, øge fyldstoffets tæthed, forbedre hårdheden og øge modstandsdygtigheden mod slibning, slid og afskrabning.

2842 10 00

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 2842 og 2842 10 00 .

Tarifering under pos. 2529 er udelukket, da nefelinets eller nefelinsyenittens blanke overflade er tegn på, at den krystallinske struktur er blevet ændret af opvarmningsprocessen (se bestemmelse 1 til kapitel 25 og forklarende bemærkninger til HS, kapitel 25, almindelige bemærkninger, andet afsnit).

Tarifering under pos. 2621 er udelukket, da produktet hverken er slagger eller aske og ej heller rester fra forbrænding af kommunalt affald.

Tarifering under pos. 3816 er udelukket, da der ikke er tilsat bindemiddel (se også de forklarende bemærkninger til HS, pos. 3816 , første afsnit).

Tarifering under pos. 3824 er udelukket, da positioner med den mest specifikke varebeskrivelse skal foretrækkes frem for positioner med en mere almindelig beskrivelse.

Tarifering under pos. 6806 er udelukket, da produktet ikke er et ekspanderet mineralsk stof.

Tarifering under pos. 6815 er udelukket, da produktet ikke er en færdig eller halvfærdig »vare af mineralske stoffer«, men derimod er et hjælpemateriale, der anvendes i fremstillingen af varer.

Derfor tariferes produktet under KN-kode 2842 10 00 som dobbelte eller komplekse silikater (herunder aluminosilikater, også når de ikke er kemisk definerede).


14.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/6


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1268

af 11. juli 2017

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2017.

På Kommissionens vegne

For formaden

Stephen QUEST

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering (KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Et produkt i form af fine, hvide voksperler, der er ca. 1 mm i diameter og udvundet af raffineret palmeolie.

Produktet består af:

hydrogeneret hård palmestearin

ikke-hydrogeneret hård palmestearin

et optisk blegemiddel (ca. 0,01 vægtprocent).

Palmestearin udvundet af palmeolie gennemgår en fraktionering i flere trin, og den hårde stearin (den faste fraktion) adskilles fra den bløde stearin. Dernæst udsættes en del af den hårde stearin for en hydrogeneringsproces, hvorefter den blandes med den ikke-hydrogenerede del af den hårde stearin og med et optisk blegemiddel. Efterfølgende udsættes produktet for en perledannelsesproces.

Produktet har en voksagtig karakter og bruges som råvarer til fremstilling af lys.

Dråbepunktet er 59,2 ± 0,5 °C, og viskositeten målt med et rotationsviskosimeter overstiger ikke 10 Pa.s ved en temperatur på 10 °C over dråbepunktet.

Produktet pakkes i poser med 25 kg.

3404 90 00

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 5, første afsnit, litra a), til kapitel 34 og teksten til KN-kode 3404 og 3404 90 00 .

Tarifering under pos. 1516 er udelukket, eftersom produktet er en blanding af hydrogeneret hård stearin og ikke-hydrogeneret hård stearin. Produktet er blevet forarbejdet ud over det tilladte i pos. 1516 og er hverken en olie eller et fedtstof. Desuden udelukker forekomsten af optisk blegemiddel, at produktet tariferes under pos. 1516 .

Tarifering under pos. 1517 er udelukket, eftersom produktet ikke er en spiselig blanding eller tilberedning omfattet af pos. 1517 .

Tarifering under pos. 1521 er udelukket, eftersom produktet primært består af palmestearin, som er et triglycerid.

I overensstemmelse med bestemmelse 5, første afsnit, litra a), til kapitel 34 er organiske produkter med en voksagtig karakter, uanset om de er vandopløselige eller ej, omfattet af pos. 3404 . Produktet opfylder også kriterierne for syntetisk voks (se også Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 3404 , afsnit A).

Varen tariferes derfor under KN-kode 3404 90 00 som syntetisk voks og tilberedt voks, andre varer.


14.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1269

af 13. juli 2017

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 for så vidt angår tilbagetrækning af jordnødder (peanuts) fra USA fra listen over godkendt kontrol forud for eksport med hensyn til aflatoksiner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (1), særlig artikel 23, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den kontrol forud for eksport, som visse tredjelande foretager af visse fødevarer vedrørende forekomst af visse mykotoksiner, er godkendt ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 (2).

(2)

I henhold til artikel 23 i forordning (EF) nr. 882/2004 kan særlig kontrol, som et tredjeland foretager af foderstoffer og fødevarer umiddelbart forud for eksport til Unionen med henblik på at verificere, om de eksporterede produkter opfylder EU-kravene, godkendes. Der kan kun gives godkendelse til et tredjeland, hvis det efter en EU-audit er påvist, at foderstoffer eller fødevarer, der er eksporteret til Unionen, opfylder EU-kravene eller tilsvarende krav, og at den kontrol, der foretages i tredjelandet forud for afsendelsen, anses for at være så effektiv, at den kan erstatte eller reducere dokumentkontrol, identitetskontrol og fysisk kontrol som foreskrevet i EU-lovgivningen. EU godkendte i 2008 sådan kontrol forud for eksport foretaget af USA med hensyn til aflatoksiner.

(3)

Det er siden midten af 2016 blevet konstateret, at reglerne for forekomst af aflatoksiner i jordnødder fra USA i stigende grad ikke overholdes. USA's myndigheder er blevet oplyst herom og har givet tilsagn om at afhjælpe situationen. Det kan imidlertid konstateres, at situationen ikke har forbedret sig.

(4)

Det kan derfor konkluderes, at de betingelser, der førte til godkendelsen af kontrollen forud for eksport, ikke længere er opfyldt, og jordnødder (peanuts) fra USA bør derfor fjernes fra listen over godkendt kontrol. Gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 bør derfor ændres.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 af 19. juni 2015 om godkendelse af den kontrol forud for eksport, som visse tredjelande foretager af visse fødevarer vedrørende forekomst af visse mykotoksiner (EUT L 156 af 20.6.2015, s. 2).


BILAG

I bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2015/949 udgår følgende:

Fødevare

KN-kode

Taric-underinddeling

Oprindelsesland

Mykotoksin

Hyppighed af fysisk kontrol (i %) ved import

»—

Jordnødder (peanuts), med skal

1202 41 00

 

USA

Aflatoksiner

< 1«

Jordnødder (peanuts), afskallede

1202 42 00

Jordnødder (peanuts), tilberedt eller konserveret på anden måde

2008 11 91 ; 2008 11 96 ; 2008 11 98