(1)

De idealer, principper og værdier, der er rodfæstet i Europas kulturarv, udgør en fælles kilde til erindring, forståelse, identitet, dialog, samhørighed og kreativitet for Europa. Kulturarv spiller en rolle i Den Europæiske Union, og i præamblen til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) anføres, at signatarerne har ladet sig inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv.

(2)

I artikel 3, stk. 3, i TEU anføres, at Unionen respekterer sin rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikrer, at Europas kulturarv beskyttes og udvikles.

(3)

Artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver Unionen opgaven at bidrage til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet den respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv. Unionen skal ved sin indsats fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt støtte og udbygge medlemsstaternes indsats, bl.a. på områderne for forbedring af kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur og historie og for bevarelse og beskyttelse af den kulturarv, der er af europæisk betydning.

(4)

Som Kommissionen fremhævede i sin meddelelse af 22. juli 2014 med titlen »På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa«, skal kulturarven betragtes som en fælles ressource og et fælles gode, der forvaltes for kommende generationer. Det er derfor et fælles ansvar for alle interessenter at beskytte kulturarven.

(5)

Kulturarven er af stor værdi for det europæiske samfund ud fra et kulturelt, miljømæssigt, socialt og økonomisk synspunkt. Dermed er en bæredygtig forvaltning heraf et strategisk valg for det 21. århundrede, som Rådet understregede i sine konklusioner af 21. maj 2014 (3). Kulturarvens bidrag til værdiskabelse, færdigheder og beskæftigelse samt livskvalitet er undervurderet.

(6)

Kulturarven er afgørende for den europæiske kulturdagsorden (4) og bidrager til dens mål, der er fremme af den kulturelle mangfoldighed og den interkulturelle dialog, fremme af kulturen som katalysator for kreativitet og fremme af kulturen som et afgørende element i Unionens eksterne forbindelser. Den er også en af de fire prioriteter for det europæiske samarbejde om kultur i perioden 2015-2018, jf. den aktuelle arbejdsplan på kulturområdet, som Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, vedtog den 25. november 2014 (5).

(7)

Rådet anførte i sine konklusioner af 21. maj 2014, at kulturarven består af et bredt spektrum af nedarvede ressourcer i alle former og aspekter, både håndgribelige, uhåndgribelige og digitale (digitale fra starten eller digitaliseret senere), herunder monumenter, lokaliteter, landskaber, kvalifikationer, praksis, viden og udtryk for menneskelig kreativitet samt samlinger, der bevares og forvaltes af offentlige og private organer som museer, biblioteker og arkiver. Kulturarven omfatter også filmarven.

(8)

Kulturarven er blevet til igennem århundreder gennem interaktionen mellem kulturelle udtryksformer fra de forskellige civilisationer, der har befolket Europa. Et europæisk år for kulturarv vil bidrage til at tilskynde til og fremme forståelse for vigtigheden af at beskytte og fremme de kulturelle udtryksformers mangfoldighed. En måde at opnå en sådan forståelse på er gennem uddannelsesprogrammer og programmer til styrkelse af den offentlige bevidsthed i overensstemmelse med forpligtelserne fastsat i UNESCO's konvention fra 2005 om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, som Unionen og dens medlemsstater er part i.

(9)

I overensstemmelse med artikel 30 i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, som Unionen og de fleste medlemsstater er part i, anerkender konventionens parter retten for personer med handicap til at tage del i kulturlivet på lige fod med andre, og de skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap blandt andet har adgang til steder med kulturelle forestillinger eller tilbud, såsom teatre, museer, biografer, biblioteker og turisttjenester, og så vidt muligt har adgang til mindesmærker og steder af national kulturel betydning.

(10)

Den europæiske tilgængelighedspris »Access City Award« har demonstreret, at det både er muligt og god praksis at gøre byernes kulturarv tilgængelig på måder, der respekterer dens natur og værdier, for personer med handicap, ældre og personer med nedsat mobilitet eller andre former for midlertidige funktionsnedsættelser.

(11)

Kulturarv spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i en tid med voksende kulturel mangfoldighed i de europæiske samfund. Seværdigheder, der er blevet tildelt det europæiske kulturarvsmærke, har en stærk europæisk dimension, eftersom de er blevet udvalgt på grund af deres rolle i europæisk historie. Sammen med de europæiske kulturhovedstæder forstærker disse seværdigheder fornemmelsen af at tilhøre et fælles europæisk rum. Derfor bør der tilstræbes komplementaritet med det europæiske år for kulturarv. Nye deltagerorienterede og interkulturelle tilgange til kulturarvspolitikker og uddannelsesinitiativer, som tillægger alle former for kulturarv lige værdighed, har potentialet til at øge tilliden, den gensidige anerkendelse og den sociale samhørighed, hvilket det internationale samarbejde inden for rammerne af Europarådet også har vist.

(12)

Kulturarvens betydning anerkendes også i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling (»2030-dagsordenen«), som anerkender globalt medborgerskab, kulturel mangfoldighed og interkulturel dialog som overordnede principper for bæredygtig udvikling. 2030-dagsordenenanerkender, at alle kulturer og civilisationer kan bidrage til og er afgørende katalysatorer for bæredygtig udvikling. Kultur er udtrykkeligt nævnt i flere af målene for bæredygtig udvikling i 2030-dagsordenen, navnlig mål 11 (byer-kulturarv) samt mål 4 (uddannelse) og i forbindelse med turisme mål 8 (bæredygtig vækst) og mål 12 (forbrugsmønstre).

(13)

Den stigende internationale anerkendelse af behovet for at gøre mennesker og menneskelige værdier til det centrale element i et udvidet og tværfagligt kulturarvsbegreb understreger nødvendigheden af at fremme bredere adgang til kulturarv, herunder i lyset af dens positive indvirkning på livskvaliteten. En sådan bredere adgang kan opnås ved at nå ud til forskellige publikumsgrupper og ved at gøre steder, bygninger, produkter og tjenesteydelser mere tilgængelige, idet der tages hensyn til særlige behov og følgerne af demografiske ændringer.

(14)

Politikker for vedligeholdelse, restaurering, bevarelse, genbrug, adgang til og fremme af kulturarv og relaterede tilbud er primært de nationale, regionale eller lokale myndigheders ansvar. Ikke desto mindre har kulturarv en klar europæisk dimension, der ud over i kulturpolitikken behandles gennem andre EU-politikker, såsom uddannelse, landbrug og udvikling af landdistrikterne, regional udvikling, social samhørighed, maritime anliggender, miljø, turisme, den digitale dagsorden, forskning og innovation samt kommunikation.

(15)

Året 2018 har en symbolsk og historisk betydning for Europa og dets kulturarv, eftersom det markerer en række betydningsfulde begivenheder, såsom 100-året for Første Verdenskrigs afslutning og for flere medlemsstaters uafhængighed såvel som 400-året for Trediveårskrigens begyndelse. Det europæiske år for kulturarv kan derfor give mulighed for bedre at forstå nutiden gennem en rigere og fælles forståelse af fortiden.

(16)

Det kræver en forvaltning, der er effektiv og deltagerorienteret (dvs. på flere niveauer og med forskellige interessenter), og øget tværsektorielt samarbejde at sikre, øge og forvalte kulturarven med henblik på fuldt ud at udnytte dens potentiale for de europæiske samfund økonomier, som anført af Rådets i sine konklusioner af 25. november 2014 (6). En sådan forvaltning og et sådant samarbejde berører alle interessenter, herunder offentlige myndigheder, kulturarvssektoren, private aktører og civilsamfundsorganisationer, såsom NGO'er og organisationer i den frivillige sektor.

(17)

Endvidere opfordrede Rådet i sine konklusioner af 25. november 2014 Kommissionen til at overveje at forelægge et forslag om et europæisk år for kulturarv.

(18)

Europa-Parlamentet anbefalede i sin beslutning af 8. september 2015 at udpege et europæisk år for kulturarv, helst allerede 2018.

(19)

Regionsudvalget glædede sig i sin udtalelse af 16. april 2015 (7) over Rådets opfordring til overvejelse af et europæisk år for kulturarv og fremhævede dets bidrag til at nå de fælles mål i paneuropæisk sammenhæng.

(20)

At udpege et europæisk år for kulturarv er en effektiv metode til at øge den offentlige bevidsthed, formidle oplysning om god praksis, fremme politisk debat, forskning og innovation og forbedre indsamlingen og analysen af kvalitativ dokumentation og kvantitative data, herunder statistikker, om kulturarvens sociale og økonomiske virkninger. Ved at skabe et miljø, hvor man fremmer disse mål samtidigt på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan, kan der opnås større synergieffekt og en bedre ressourceudnyttelse. Kommissionen bør i denne forbindelse levere rettidige oplysninger til og arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne, Regionsudvalget og de organer og foreninger, der er aktive på kulturarvsområdet på EU-plan. For at sikre en europæisk dimension i de aktiviteter, der udvikles til det europæiske år for kulturarv, tilskyndes medlemsstaterne desuden til at samarbejde med hinanden.

(21)

Kulturarven er også et indsatsområde i flere programmer på området for eksterne forbindelser, hovedsagelig, men ikke udelukkende, i Mellemøsten. Fremme af kulturarvens værdi er også en reaktion på den bevidste ødelæggelse af kulturskatte i konfliktområder, som det er fremhævet i den fælles meddelelse af 8. juni 2016 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen med titlen »En EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser«. Det er vigtigt at sikre komplementaritet mellem det europæiske år for kulturarv og alle de initiativer på området for eksterne forbindelser, der udvikles inden for de dertil hørende rammer. Tiltag, der skal beskytte og fremme kulturarv som led i relevante instrumenter for eksterne forbindelser, bør bl.a. afspejle den fælles interesse, der er forbundet med udveksling af erfaringer og værdier med tredjelande. Det europæiske år for kulturarv bør fremme gensidig viden om, respekt og forståelse for de respektive kulturer.

(22)

Kandidatlande og potentielle kandidatlande bør knyttes tæt til tiltag i forbindelse med det europæiske år for kulturarv. Lande, der er omfattet af anvendelsesområdet for den europæiske naboskabspolitik, og andre partnerlande bør også søges inddraget, hvor det er relevant. En sådan inddragelse kan ske inden for de relevante rammer for samarbejde og dialog, navnlig i forbindelse med civilsamfundsdialogen mellem Unionen og disse lande.

(23)

Sikring, bevarelse og udvidelse af Europas kulturarv hører ind under målene for eksisterende EU-programmer. Dermed kan et europæisk år for kulturarv gennemføres ved at anvende disse programmer i overensstemmelse med deres eksisterende bestemmelser og fastsætte prioriteter for finansiering på årsbasis eller flerårig basis. Programmer og politikker på områder som kultur, uddannelse, landbrug og udvikling af landdistrikterne, regional udvikling, social samhørighed, maritime anliggender, miljø, turisme, strategien for det digitale indre marked, forskning og innovation samt kommunikation bidrager direkte og indirekte til beskyttelse, opgradering, innovativ genbrug og fremme af Europas kulturarv og kan støtte det europæiske år for kulturarv i overensstemmelse med de respektive retlige rammer. Der kan overvejes nationale bidrag i tillæg til samfinansiering på EU-plan, herunder gennem fleksible finansieringsmekanismer, såsom offentlig-private partnerskaber eller crowdfunding, for at støtte målene for det europæiske år for kulturarv.

(24)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes gennem forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger igennem hele udgiftscyklussen, herunder forebyggelse, påvisning og undersøgelse af uregelmæssigheder, inddrivelse af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, anvendelse af administrative og økonomiske sanktioner.

(25)

Denne afgørelse fastlægger en finansieringsramme for hele varigheden af det europæiske år for kulturarv, som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (8), for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(26)

Målene for denne afgørelse, nemlig at fremme fællesskabet om og værdsættelsen af Europas kulturarv, øge bevidstheden om vores fælles historie og værdier og styrke følelsen af at være en del af et fælles europæisk rum, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne i betragtning af behovet for tværnational udveksling af oplysninger og formidling af god praksis i hele Unionen, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

Unionen deltog sammen med medlemsstaterne som observatør ved forhandlingerne om Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (»konventionen«), som blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 7. april 2011. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011.

(2)

I henhold til konventionens artikel 75 er den åben for Unionens undertegnelse.

(3)

Konventionen skaber en omfattende og mangesidet retlig ramme til beskyttelse af kvinder mod alle former for vold. Den sigter mod at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og piger samt vold i hjemmet. Den omfatter en lang række foranstaltninger fra indsamling af data og oplysningsaktiviteter til retlige foranstaltninger med henblik på at gøre forskellige former for vold mod kvinder strafbare. Den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af ofre og støttetjenester samt bekæmpelse af kønsbetinget vold i forbindelse med asyl og migration. Ved konventionen oprettes der en særlig overvågningsmekanisme, der skal sikre, at parterne effektivt gennemfører konventionens bestemmelser.

(4)

Undertegnelsen af konventionen på Unionens vegne vil bidrage til at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, hvilket er blandt Unionens centrale mål og værdier, som skal afspejles i alle dens aktiviteter, jf. artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og en ekstrem form for diskrimination, der skyldes ulighed mellem kønnene, og den er med til at fastholde og forværre denne ulighed. Ved sit tilsagn om at gennemføre konventionen bekræfter Unionen sin vilje til at bekæmpe vold mod kvinder på dens område og globalt og styrker sin nuværende politiske indsats og den gældende materielle retlige ramme inden for den del af strafferetsplejen, der har særlig relevans for kvinder og piger.

(5)

Både Unionen og dens medlemsstater er kompetente på de områder, der er omfattet af konventionen.

(6)

Konventionen bør undertegnes på Unionens vegne, for så vidt angår spørgsmål, der falder inden for Unionens kompetence, for så vidt konventionen kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. Dette vedrører navnlig visse bestemmelser i konventionen vedrørende retligt samarbejde i straffesager og bestemmelserne i konventionen vedrørende asyl og nonrefoulement. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence, for så vidt konventionen ikke berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde.

(7)

Unionen har også enekompetence til at acceptere de forpligtelser, der er fastsat i konventionen, for så vidt angår dens egne institutioner og offentlige forvaltning.

(8)

Eftersom Unionens kompetence og medlemsstaternes kompetencer hænger sammen, bør Unionen blive part i konventionen sammen med dens medlemsstater, således at de sammen kan opfylde de forpligtelser, der er fastsat i konventionen, og på samordnet vis udøve de rettigheder, som den giver dem.

(9)

Denne afgørelse vedrører bestemmelserne i konventionen vedrørende retligt samarbejde i straffesager, for så vidt disse bestemmelser kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. Den vedrører ikke artikel 60 og 61 i konventionen, som er omhandlet i en særskilt rådsafgørelse, der vil blive vedtaget parallelt med nærværende afgørelse.

(10)

Irland og Det Forenede Kongerige er bundet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (1) og 2011/93/EU (2) og deltager derfor i vedtagelsen af denne afgørelse.

(11)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(12)

Konventionen bør undertegnes —

(1)

Unionen deltog sammen med medlemsstaterne som observatør ved forhandlingerne om Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (»konventionen«), som blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 7. april 2011. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011.

(2)

I henhold til konventionens artikel 75 er den åben for Unionens undertegnelse.

(3)

Konventionen skaber en omfattende og mangesidet retlig ramme til beskyttelse af kvinder mod alle former for vold. Den sigter mod at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og piger samt vold i hjemmet. Den omfatter en lang række foranstaltninger fra indsamling af data og oplysningsaktiviteter til retlige foranstaltninger med henblik på at gøre forskellige former for vold mod kvinder strafbare. Den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af ofre og støttetjenester samt bekæmpelse af kønsbetinget vold i forbindelse med asyl og migration. Ved konventionen oprettes der en særlig overvågningsmekanisme, der skal sikre, at parterne effektivt gennemfører konventionens bestemmelser.

(4)

Undertegnelsen af konventionen på Unionens vegne vil bidrage til at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, hvilket er blandt Unionens centrale mål og værdier, som skal afspejles i alle dens aktiviteter, jf. artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og en ekstrem form for diskrimination, der skyldes ulighed mellem kønnene, og den er med til at fastholde og forværre denne ulighed. Ved sit tilsagn om at gennemføre konventionen bekræfter Unionen sin vilje til at bekæmpe vold mod kvinder på dens område og globalt og styrker sin nuværende politiske indsats og den gældende materielle retlige ramme inden for den del af strafferetsplejen, der har særlig relevans for kvinder og piger.

(5)

Både Unionen og dens medlemsstater er kompetente på de områder, der er omfattet af konventionen.

(6)

Konventionen bør undertegnes på Unionens vegne, for så vidt angår spørgsmål, der falder inden for Unionens kompetence, for så vidt konventionen kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. Dette vedrører navnlig visse bestemmelser i konventionen vedrørende retligt samarbejde i straffesager og bestemmelserne i konventionen vedrørende asyl og nonrefoulement. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence, for så vidt konventionen ikke berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde.

(7)

Unionen har også enekompetence til at acceptere de forpligtelser, der er fastsat i konventionen, for så vidt angår dens egne institutioner og offentlige forvaltning.

(8)

Eftersom Unionens kompetence og medlemsstaternes kompetencer hænger sammen, bør Unionen blive part i konventionen sammen med dens medlemsstater, således at de sammen kan opfylde de forpligtelser, der er fastsat i konventionen, og på samordnet vis udøve de rettigheder, som den giver dem.

(9)

Denne afgørelse vedrører kun artikel 60 og 61 i konventionen. Den vedrører ikke bestemmelserne i konventionen vedrørende retligt samarbejde i straffesager, som er omhandlet i en særskilt rådsafgørelse, der vil blive vedtaget parallelt med nærværende afgørelse.

(10)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af denne afgørelse.

(11)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(12)

Konventionen bør undertegnes —

(1)

Direktiv 2014/59/EU pålægger medlemsstaterne at sikre, at visse kategorier af aftaler beskyttes i forbindelse med delvis overførsel af aktiver, rettigheder og forpligtelser tilhørende et institut under afvikling. Den samme beskyttelse er påkrævet, når en afviklingsmyndighed med tvang ændrer vilkårene for en kontrakt, som det institut, der er under afvikling, er part i. Formålet med denne beskyttelse er, når der er foretaget en delvis overførsel eller en kontraktændring, at forhindre adskillelse af aktiver, rettigheder og forpligtelser, som er knyttet sammen i kraft af disse aftaler.

(2)

For at sikre en korrekt anvendelse af denne beskyttelse er det nødvendigt at indkredse præcist, hvilke typer af aftaler der er omfattet af hver af de kategorier, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU. Den mest hensigtsmæssige metode til denne indkredsning er at fastsætte detaljerede bestemmelser og definitioner i tillæg til dem, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU. Dette er at foretrække fremfor at fastlægge en liste over bestemte aftaler, som kan indgås i henhold til medlemsstaternes forskellige nationale lovgivninger, da en sådan liste ville være vanskelig at fuldstændiggøre og ville skulle ajourføres løbende. Således bør denne forordning præcisere, og om nødvendigt begrænse, anvendelsesområdet for de forskellige former for beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU for hver kategori af aftaler.

(3)

De forskellige kategorier af aftaler, der er fastsat i artikel 76, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, er præciseret i forskellig grad: Nogle kategorier er specificeret fuldt ud, mens andre er fastlagt i mere vage termer. Derudover henviser nogle kategorier til én type af kontraktligt forhold og forpligtelse eller til en begrænset række kontraktlige forhold og forpligtelser, mens andre dækker et større antal og et åbent felt af kontraktlige forpligtelser, transaktioner og forhold. Sidstnævnte kategorier kan potentielt omfatte alle retlige og kontraktlige forhold mellem et institut og en eller flere af dets modparter. Hvis disse kategorier af aftaler skulle beskyttes fuldstændigt, kunne det blive vanskeligt for afviklingsmyndigheder at gennemføre delvise overførsler, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Det er derfor på sin plads at undgå en overdreven beskyttelse, som potentielt kunne udbredes til alle aktiver, rettigheder og forpligtelser mellem et institut og dets modparter.

(4)

Nogle kategorier af beskyttede aftaler er defineret mere bredt i direktiv 2014/59/EU. For at øge sikkerheden for så vidt angår anvendelsesområdet, navnlig i forbindelse med sikkerhedsforanstaltninger, modregnings- og nettingaftaler og aftaler om struktureret finansiering, bør disse kategorier specificeres yderligere. Nærværende delegerede forordning bør ikke forhindre afviklingsmyndighederne i — i forbindelse med delvise overførsler — yderligere at præcisere de typer modregnings- og nettingaftaler, der skal beskyttes i forbindelse med individuelle delvise overførsler, hvis det anerkendes, at aftalerne i henhold til de gældende tilsynsregler har et risikoreducerende formål, og hvis beskyttelsen, navnlig ved ikke at give mulighed for adskillelse, er en betingelse for denne anerkendelse. Afviklingsmyndighederne bør kunne træffe afgørelse om sådan udvidet beskyttelse i individuelle afviklingssager.

(5)

Instituttets modparter kan enes om en såkaldt »catch-all«- eller »sweep-up«-modregningsaftale, der omfatter enhver form for rettigheder og forpligtelser mellem parterne. Som følge af denne type aftale ville alle forpligtelser mellem parterne være beskyttet mod at blive adskilt fra hinanden. Dette ville gøre en delvis overførsel for så vidt angår denne modpart uhåndterbar og ville overordnet set bringe anvendeligheden af hele dette værktøj i fare, idet afviklingsmyndighederne muligvis ikke engang ville være i stand til at skelne mellem, hvilke forpligtelser der er eller ikke er omfattet af disse aftaler. Det bør i så fald præciseres yderligere, at »catch-all«- eller »sweep-up«-netting- og modregningsaftaler omfattende enhver form for aktiver, rettigheder og forpligtelser mellem parterne, ikke bør kunne betragtes som beskyttede aftaler.

(6)

I henhold til artikel 80 i direktiv 2014/59/EU bør en eventuel begrænsning af definitionerne af beskyttede aftaler i henhold til artikel 76, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU ikke påvirke anvendelsen af betalings-, clearing- og afregningssystemer, i det omfang disse systemer er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF (2). Afviklingsmyndigheder bør derfor være forpligtet til at beskytte alle typer af aftaler, der henvises til i artikel 76, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, som er knyttet til en modparts aktivitet som central modpart. Dette omfatter, men behøver ikke være begrænset til, den aktivitet, der er omfattet af en misligholdelsesfond i henhold til artikel 42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (3).

(7)

Det samme gælder aktiver, rettigheder og forpligtelser i forbindelse med betalingssystemer eller værdipapirafviklingssystemer. Da nettingaftaler, som er omfattet af direktiv 98/26/EF, er beskyttet ved insolvens, bør de af hensyn til overensstemmelsen også være beskyttet i henhold til artikel 76 i direktiv 2014/59/EU. Det er imidlertid hensigtsmæssigt at udvide omfanget af beskyttelsen i henhold til nævnte direktivs artikel 76, stk. 2, til alle aftaler med betalingssystemer eller værdipapirafviklingssystemer og, hvor dette er relevant, de dertil hørende aktiviteter.

(8)

Behovet for at præcisere omfanget af den aftale, der i visse tilfælde har fordel af sikkerhedsforanstaltninger i henhold til artikel 76, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, bør generelt set ikke forhindre afviklingsmyndigheder i at beskytte nogen kategorier af aftaler, som kan indbefattes i en af kategorierne i nævnte artikel, og som i forbindelse med insolvensbehandling er beskyttet mod adskillelse af aktiver, rettigheder og forpligtelser, der hører ind under disse aftaler i henhold til den nationale insolvenslovgivning, herunder gennemførelsen i national lovgivning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF (4). Det er tilfældet, hvis en kreditor stadig har fordel af de rettigheder, der følger af aftalen, medmindre hele transaktionen er erklæret ugyldig i henhold til den nationale insolvenslovgivning. Dette gælder navnlig sikkerhedsforanstaltninger samt modregnings- og nettingaftaler, der er beskyttet i henhold til national insolvenslovgivning —

1)

»securitisering«: securitisering som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 61), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (5)

2)

»aftaler om netting« som defineret i artikel 295 i forordning (EU) nr. 575/2013.

1)

aftaler, der fastsætter kautioner, personlig sikkerhedsstillelse (»personal securities«) og garantier

2)

panterettigheder og andre tinglige sikkerhedsrettigheder

3)

værdipapirudlånstransaktioner, som ikke indebærer overførsel af det fulde ejerskab af sikkerhedsstillelsen, og som medfører, at den ene part (långiveren) udlåner værdipapirer til den anden part (låntageren) mod et gebyr eller rentebetaling, og i forbindelse med hvilke låntageren stiller sikkerhed til långiver i hele lånets løbetid.

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Tjenesteperioden for Szabolcs FAZAKAS udløb den 6. maj 2016.

(2)

Der bør derfor foretages en nyudnævnelse —