BILAG

Bilagsnummer	Bilagstitel	Side
I	Krav til andre specificerede brændstoffer, brændstofblandinger eller brændstofemulsioner
II	Foranstaltninger til sikring af produktionens overensstemmelse
III	Metode til tilpasning af laboratorieprøvningsresultaterne for emission til også at omfatte forringelsesfaktorer
IV	Krav vedrørende emissionsbegrænsningsstrategier, NOx-kontrolforanstaltninger og partikelkontrolforanstaltninger
V	Målinger og prøvninger vedrørende området, der er knyttet til den stationære ikke-vejgående prøvningscyklus
VI	Betingelser, metoder, procedurer og apparater til foretagelse af prøvninger og til emissionsmåling og prøvetagning
VII	Metode til evaluering og beregning af data
VIII	Præstationskrav og prøvningsmetoder for dual-brændstofmotorer
IX	Tekniske specifikationer for referencebrændstoffer
X	Detaljerede tekniske specifikationer og betingelser for levering en motor adskilt fra sit system til efterbehandling af udstødningen
XI	Detaljerede tekniske specifikationer og betingelser for midlertidigt at bringe i omsætning med henblik på driftsprøvning
XII	Detaljerede tekniske specifikationer og betingelser for motorer til særlige formål
XIII	Accept af ækvivalente motortypegodkendelser
XIV	Nærmere detaljer om de relevante oplysninger og instruktioner for så vidt angår originaludstyrsfabrikanter (OEM)
XV	Nærmere detaljer om de relevante oplysninger og instruktioner for så vidt angår slutbrugere
XVI	Præstationsstandarder og vurdering af tekniske tjenester
XVII	Specifikationer for de stationære og transiente prøvningscyklusser

BILAG I

Krav til andre specificerede brændstoffer, brændstofblandinger eller brændstofemulsioner

1.   Krav til motorer, der fungerer med flydende brændstoffer

1.1.   Fabrikanter kan ved ansøgning om EU-typegodkendelse vælge en af følgende valgmuligheder med hensyn til motorens brændstofsområde:

a)	motor med standardbrændstof i overensstemmelse med kravene i punkt 1.2, eller

b)	brændstofspecifik motor i overensstemmelse med kravene i punkt 1.3.

1.2.   Krav til motorer med standardbrændstof (diesel, benzin)

En motor med standardbrændstof skal opfylde kravene i punkt 1.2.1 til 1.2.4.

1.2.1.   Stammotoren skal opfylde de relevante grænseværdier i bilag II til forordning (EU) 2016/1628 og kravene i nærværende forordning, når motoren fungerer med de referencebrændstoffer, der er specificeret i afsnit 1.1 eller 2.1 i bilag IX.

1.2.2.   I mangel af en standard fra Den Europæiske Standardiseringsorganisation (»CEN-standard«) for ikke-vejgående gasolie eller en tabel over brændstofegenskaber for ikke-vejgående gasolie i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF (1) skal dieselreferencebrændstoffet (ikke-vejgående gasolie) i bilag IX repræsentere kommercielle ikke-vejgående gasolier med et svovlindhold på højst 10 mg/kg, et cetantal på mindst 45 og et indhold af fedtsyremethylestere (FAME) på højst 7,0 % v/v. Bortset fra de i punkt 1.2.2.1, 1.2.3 og 1.2.4 tilladte tilfælde, skal fabrikanten i overensstemmelse med kravene i bilag XV udarbejde en tilsvarende erklæring til slutbrugerne om, at driften af motoren på ikke-vejgående gasolie er begrænset til brændstoffer med et svovlindhold på højst 10 mg/kg (20 mg/kg ved endelig levering), et cetantal på mindst 45 og et FAME-indhold på højst 7,0 % v/v. Fabrikanten kan valgfrit specificere andre parametre (f.eks. smøreevne).

1.2.2.1.   Motorfabrikanten skal ikke i forbindelse med EU-typegodkendelsen angive, at en motortype eller motorfamilie kan drives i Unionen på andre kommercielle brændstoffer end dem, som opfylder kravene i dette punkt, medmindre fabrikanten derudover også opfylder kravene i punkt 1.2.3.

a)	I tilfælde af benzin: direktiv 98/70/EF eller CEN-standard EN 228: 2012. Der kan tilføjes smøreolie i henhold til fabrikantens specifikationer.

b)	I tilfælde af diesel (bortset fra ikke-vejgående gasolie): Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF eller CEN-standard EN 590: 2013.

c)	I tilfælde af diesel (ikke-vejgående gasolie): direktiv 98/70/EF samt både et cetantal på mindst 45 og et FAME-indhold på højst 7,0 % v/v.

1.2.3.   Hvis fabrikanten tillader, at motoren drives på andre kommercielle brændstoffer end dem, der er anført i punkt 1.2.2, f.eks. B100 (EN 14214: 2012 + A1:2014), B20 eller B30 (EN16709:2015) eller på særlige brændstoffer, brændstofblandinger eller brændstofemulsioner, skal fabrikanten træffe alle nedenstående foranstaltninger foruden at opfylde kravene i punkt 1.2.2.1:

a)	i oplysningsskemaet som angivet i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav (2) oplyse specifikation af de kommercielle brændstoffer, brændstofblandinger eller emulsioner, som motorfamilien kan anvende

b)	påvise, at stammotoren er i stand til at opfylde kravene i denne forordning om de angivne brændstoffer, brændstofblandinger eller emulsioiner

c)

være forpligtet til at opfylde kravene om overvågning efter ibrugtagning, som omhandlet i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/655 om overvågning af ibrugtagne motorer (3), vedrørende de angivne brændstoffer, brændstofblandinger eller emulsioner, herunder eventuelle blandinger mellem de angivne brændstoffer, brændstofblandinger eller emulsioner og de relevante kommercielle brændstoffer, der er identificeret i punkt 1.2.2.1.

1.2.4.   For SI-motorer skal brændstof/smøreolieforholdet være det af fabrikanten anbefalede. Olieprocenten i brændstof/smøremiddel blandingen skal angives i oplysningsskemaet som angivet i gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

1.3.   Krav til en brændstofspecifik motor (ED 95 eller E 85)

En brændstofspecifikmotor (ED 95 eller E 85) skal opfylde kravene i punkt 1.3.1 til 1.3.2.

1.3.1.   For ED 95 skal stammotoren opfylde de relevante grænseværdier i bilag II til forordning (EU) 2016/1628 og kravene i nærværende forordning, når motoren fungerer med det referencebrændstof, der er specificeret i afsnit 1.2 i bilag IX.

1.3.2.   For E 85 skal stammotoren opfylde de relevante grænseværdier i bilag II til forordning (EU) 2016/1628 og kravene i nærværende forordning, når motoren fungerer med det referencebrændstof, der er specificeret i afsnit 2.2 i bilag IX.

2.   Krav til motorer, der fungerer med naturgas/biomethan (NG) eller flydende gas (LPG), herunder dual-brændstofmotorer

2.1.   Fabrikanter kan ved ansøgning om EU-typegodkendelse vælge en af følgende valgmuligheder med hensyn til motorens brændstofsområde:

a)	brændstofubegrænset motor i overensstemmelse med kravene i punkt 2.3

b)	brændstofbegrænset motor i overensstemmelse med kravene i punkt 2.4

c)	brændstofspecifik motor i overensstemmelse med kravene i punkt 2.5.

2.2.   Tillæg 1 indeholder tabeller, der sammenfatter kravene til EU-typegodkendelse af NG-drevne motorer, LPG-drevne motorer og dual-brændstofmotorer.

2.3.   Krav til brændstofubegrænsede motorer

2.3.1.   For motorer, der fungerer med naturgas/biomethan, herunder dual-brændstofmotorer, skal fabrikanten påvise, at stammotoren er i stand til at tilpasse sig til enhver naturgas/biomethanbrændstofsammensætning, som kan optræde på markedet. Denne påvisning skal foretages i henhold til dette afsnit 2 og, hvis der er tale om dual-brændstofmotorer, desuden i henhold til de supplerende bestemmelser om brændstoftilpasningsproceduren som fastsat i punkt 6.4 i bilag VIII.

2.3.1.1.   For motorer, der fungerer med komprimeret naturgas/biomethan (CNG), er der sædvanligvis to brændstoftyper med henholdsvis høj brændværdi (H-gas) og lav brændværdi (L-gas), men med en betydelig spredning inden for begge områder de afviger betydeligt med hensyn til energiindhold, udtrykt ved Wobbe-indeks, og med hensyn til λ-forskydningsfaktor (Sλ). Naturgasser med en λ-forskydningsfaktor mellem 0,89 og 1,08 (0,89 ≤ Sλ ≤ 1,08) regnes for at være H-gasser, medens naturgasser med en λ-forskydningsfaktor mellem 1,08 og 1,19 (1,08 ≤ Sλ ≤ 1,19) regnes for at være L-gasser. Referencebrændstoffernes sammensætning afspejler ekstreme variationer i Sλ.

Stammotoren skal opfylde kravene i nærværende forordning til referencebrændstofferne GR (brændstof 1) og G25 (brændstof 2) som foreskrevet i bilag IX eller til de tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som foreskrevet i tillæg 1 til bilag IX, uden nogen manuel rejustering af motorbrændstofsystemet mellem de to prøvninger (selvtilpasning er påkrævet). En tilpasningskørsel er tilladt efter skift af brændstof. Tilpasningskørslen skal bestå i at udføre prækonditionering på følgende emissionsprøvninger i henhold til den pågældende prøvningscyklus. I tilfælde af motorer prøvet ved stationære ikke-vejgående prøvningscyklusser (NRSC), hvor prækonditioneringscyklussen ikke er egnet til selvtilpasning af motorens brændstofsystem, kan der forud for motorens prækonditionering foretages en tilpasningskørsel som specificeret af fabrikanten.

2.3.1.1.1.   Fabrikanten kan foretage prøvning af motoren på et tredje brændstof (brændstof 3), hvis λ-forskydningsfaktoren (Sλ) ligger mellem 0,89 (dvs. det nedre område for GR) og 1,19 (dvs. det øvre område for G25), f.eks. når brændstof 3 er et kommercielt brændstof. Resultaterne af denne prøvning kan danne grundlag for vurderingen af produktionens overensstemmelse.

2.3.1.2.   For motorer, der fungerer med flydende naturgas/flydende biomethan (LNG), skal stammotoren opfylde kravene i denne forordning til referencebrændstofferne GR (brændstof 1) og G20 (brændstof 2) som foreskrevet i bilag IX eller til de tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som foreskrevet i tillæg 1 til bilag IX, uden manuel rejustering af motorbrændstofsystemet mellem de to prøvninger (selvtilpasning er påkrævet). En tilpasningskørsel er tilladt efter skift af brændstof. Tilpasningskørslen skal bestå i at udføre prækonditionering på følgende emissionsprøvninger i henhold til den pågældende prøvningscyklus. I tilfælde af motorer prøvet i NRSC-cyklus, hvor prækonditioneringscyklussen ikke er egnet til selvtilpasning af motorens brændstofsystem, kan der forud for motorens prækonditionering foretages en tilpasningskørsel som specificeret af fabrikanten.

2.3.2.   For motorer, som fungerer med komprimeret naturgas/biomethan (CNG), er selvtilpassende dels inden for H-gasområdet, dels inden for L-gasområdet, og som kan omstilles mellem H-området og L-området ved hjælp af en omskifter, skal stammotoren afprøves i begge omskifterens positioner på det relevante referencebrændstof som foreskrevet i bilag IX for hvert område. Brændstofferne er GR (brændstof 1) og G23 (brændstof 3) for H-gasområdet og G25 (brændstof 2) og G23 (brændstof 3) for L-gasområdet eller tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som specificeret i tillæg 1 til bilag IX. Stammotoren skal opfylde kravene i denne forordning ved begge omskifterpositioner, uden at der foretages rejustering af brændstoftilførslen mellem de to prøvninger ved hver omskifterposition. En tilpasningskørsel er tilladt efter skift af brændstof. Tilpasningskørslen skal bestå i at udføre prækonditionering på følgende emissionsprøvninger i henhold til den pågældende prøvningscyklus. I tilfælde af motorer prøvet i NRSC-cyklus, hvor prækonditioneringscyklussen ikke er egnet til selvtilpasning af motorens brændstofsystem, kan der forud for motorens prækonditionering foretages en tilpasningskørsel som specificeret af fabrikanten.

2.3.2.1.   Fabrikanten kan foretage prøvning af motoren på et tredje brændstof i stedet for G23(brændstof 3), hvis λ-forskydningsfaktoren (Sλ) ligger mellem 0,89 (dvs. det nedre område for GR) og 1,19 (dvs. det øvre område for G25), f.eks. når brændstof 3 er et kommercielt brændstof. Resultaterne af denne prøvning kan danne grundlag for vurderingen af produktionens overensstemmelse.

2.3.3.   For motorer, der fungerer med naturgas/biomethan, bestemmes emissionsforholdet »r« for hvert forurenende stof som følger:

eller

og

2.3.4.   For motorer, der fungerer med LPG, skal fabrikanten påvise stammotorens evne til at tilpasse sig til enhver brændstofsammensætning, som kan optræde på markedet.

Der er for motorer, der fungerer med LPG, variationer i C3/C4-sammensætningen. Disse variationer afspejler sig i referencebrændstofferne. Stammotoren skal opfylde emissionskravene for referencebrændstofferne A og B som foreskrevet i bilag IX, uden at der foretages rejustering af brændstoftilførslen mellem de to prøvninger. En tilpasningskørsel er tilladt efter skift af brændstof. Tilpasningskørslen skal bestå i at udføre prækonditionering på følgende emissionsprøvninger i henhold til den pågældende prøvningscyklus. I tilfælde af motorer prøvet i NRSC-cyklus, hvor prækonditioneringscyklussen ikke er egnet til selvtilpasning af motorens brændstofsystem, kan der forud for motorens prækonditionering foretages en tilpasningskørsel som specificeret af fabrikanten.

2.3.4.1.   For hvert forurenende stof bestemmes emissionsforholdet »r« som følger:

2.4.   Krav til brændstofbegrænsede motorer

En brændstofbegrænset motor skal opfylde kravene i punkt 2.4.1 til 2.4.3.

2.4.1.   For motorer, der fungerer med CNG og er konstrueret til at køre på gas i enten H-området eller L-området

2.4.1.1.   Stammotoren skal prøves på det relevante referencebrændstof som foreskrevet i bilag IX for det relevante område. Brændstofferne er GR (brændstof 1) og G23 (brændstof 3) for H-gasområdet og G25 (brændstof 2) og G23 (brændstof 3) for L-gasområdet eller tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som specificeret i tillæg 1 til bilag IX. Stammotoren skal opfylde kravene i denne forordning uden at der foretages rejustering af brændstoftilførslen mellem de to prøvninger. En tilpasningskørsel er tilladt efter skift af brændstof. Tilpasningskørslen skal bestå i at udføre prækonditionering på følgende emissionsprøvninger i henhold til den pågældende prøvningscyklus. I tilfælde af motorer prøvet i NRSC-cyklus, hvor prækonditioneringscyklussen ikke er egnet til selvtilpasning af motorens brændstofsystem, kan der forud for motorens prækonditionering foretages en tilpasningskørsel som specificeret af fabrikanten.

2.4.1.2.   Fabrikanten kan foretage prøvning af motoren på et tredje brændstof i stedet for G23(brændstof 3), hvis λ-forskydningsfaktoren (Sλ) ligger mellem 0,89 (dvs. det nedre område for GR) og 1,19 (dvs. det øvre område for G25), f.eks. når brændstof 3 er et kommercielt brændstof. Resultaterne af denne prøvning kan danne grundlag for vurderingen af produktionens overensstemmelse.

2.4.1.3.   For hvert forurenende stof bestemmes emissionsforholdet »r« som følger:

eller

og

2.4.1.4.   Motoren skal ved levering til kunden være forsynet med en mærkat som foreskrevet i bilag III til forordning (EU) 2016/1628, som angiver, hvilket gasområde motoren er EU-typegodkendt til.

2.4.2.   For motorer, der benytter naturgas eller LPG og er konstrueret til at køre på en specifik brændstofsammensætning

2.4.2.1.   Stammotoren skal opfylde emissionskravene for referencebrændstofferne GR og G25 eller for tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som specificeret i tillæg 1 til bilag IX i tilfælde af CNG, for referencebrændstofferne GR og G20 eller for tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved blandinger af rørledningsgas med andre gasser som specificeret i tillæg 2 til bilag VI i tilfælde af LNG, eller for referencebrændstofferne A og B i tilfælde af LPG som specificeret i bilag IX. Det er tilladt at foretage finindstilling af brændstofsystemet mellem prøvningerne. Denne finindstilling består i rekalibrering af brændstofsystemets database uden ændring hverken af den grundlæggende reguleringsstrategi eller grundlæggende struktur af databasen. Eventuel nødvendig udskiftning af dele, som direkte vedrører brændstofgennemstrømningen (såsom indsprøjtningsdyser), er tilladt.

2.4.2.2.   For motorer, der fungerer med CNG, kan fabrikantens afprøve motoren på referencebrændstofferne GR og G23 eller referencebrændstofferne G25 og G23 eller de tilsvarende brændstoffer, der er fremstillet ved anvendelse af blandinger af rørledningsgas med andre gasser som specificeret i tillæg 1 til bilag IX, i hvilket tilfælde EU-typegodkendelsen kun er gyldig for gasser i henholdsvis H-gasområdet eller L-gasområdet.

2.4.2.3.   Motoren skal ved levering til kunden være forsynet med en mærkat som specificeret i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav, som angiver, hvilken brændstofsammensætning motoren er kalibreret til.

2.5.   Krav til brændstofspecifik motor, der fungerer med flydende naturgas/flydende biomethan (LNG)

En brændstofspecifik motor, der fungerer med flydende gas/flydende biomethan, skal opfylde kravene i punkt 2.5.1 til 2.5.2.

2.5.1.   Brændstofspecifik motor, der fungerer med flydende naturgas/flydende biomethan (LNG)

2.5.1.1.   Motoren skal kalibreres til en specifik LNG-gassammensætning, der resulterer i en λ-forskydningsfaktor, som ikke afviger mere end 3 % fra λ-forskydningsfaktoren for brændstof G20 som specificeret i bilag IX, og hvis ethanolindhold ikke overstiger 1,5 %.

2.5.1.2.   Er kravene i punkt 2.5.1.1 ikke opfyldt, skal fabrikanten ansøge om en brændstofubegrænset motor i overensstemmelse med specifikationerne i punkt 2.1.3.2.

2.5.2.   Brændstofspecifik motor, der fungerer med flydende naturgas (LNG)

2.5.2.1.   For en dual-brændstofmotorfamilie skal motorerne kalibreres til en specifik LNG-gassammensætning, der resulterer i en λ-forskydningsfaktor, der ikke afgiver mere end 3 % fra λ-forskydningsfaktoren for det i bilag IX specificerede G20-brændstof, og hvis ethanindholdet ikke overstiger 1,5 %, og stammotoren skal kun afprøves på G20-referencebrændstoffet, eller på det tilsvarende brændstof, der er fremstillet ved anvendelse af en blanding af rørledningsgas med andre gasser, som specificeret i tillæg 1 til bilag IX.

2.6.   EU-typegodkendelse af et medlem af en motorfamilie

2.6.1.   Bortset fra i det punkt 2.6.2 omhandlede tilfælde skal EU-typegodkendelsen af en stammotor uden yderligere prøvning udvides til at gælde alle medlemmer af motorfamilien, gældende for enhver brændstofsammensætning inden for det område, hvortil stammotoren er EU-typegodkendt (i tilfælde af de i punkt 2.5 beskrevne motorer) eller samme brændstofområde (i tilfælde af de i punkt 2.3 eller 2.4 beskrevne motorer), hvortil stammotoren er EU-typegodkendt.

2.6.2.   Finder den tekniske tjeneste, at den indgivne ansøgning for den valgte stammotor ikke fuldt ud repræsenterer den motorfamilie, som er defineret i bilag IX til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav, kan den tekniske tjeneste vælge og afprøve en alternativ og om nødvendigt en supplerende referenceprøvningsmotor.

2.7.   Supplerende krav til dual-brændstofmotorer

For at opnå EU-typegodkendelse af en dual-brændstofmotor eller -motorfamilie skal fabrikanten:

a)	udføre prøvningerne i overensstemmelse med tabel 1.3 i tillæg 1

b)	ud over kravene i afsnit 2 påvises, at dual-brændstofmotorerne er underlagt de prøvninger og overholder de krav, der er fastsat i bilag VIII.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF (EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58).

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 af 19. december 2016 om fastsættelse af de administrative krav vedrørende emissionsgrænser og typegodkendelse af forbrændingsmotorer til mobile ikke-vejgående maskiner i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1628 (se side 364 i denne EUT).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/655 af 19. december 2016 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1628 vedrørende overvågning af emission af forurenende luftarter fra ibrugtagne forbrændingsmotorer, der er monteret i mobile ikke-vejgående maskiner (se side 334 i denne EUT).

BILAG II

Foranstaltninger til sikring af produktionens overensstemmelse

1.   Definitioner

I dette bilag forstås ved:

1.1.   »kvalitetsstyringssystem«: en række elementer, som er indbyrdes forbundne eller påvirker hinanden gensidigt, og som anvendes af organisationer til at styre og kontrollere, hvordan kvalitetspolitikker gennemføres og kvalitetsmål opnås

1.2.   »audit«: indsamling af dokumentation, som anvendes til at evaluere, hvordan auditkriterierne anvendes; den bør være objektiv, upartisk og uafhængig, og auditprocessen bør være både systematisk og dokumenteret

1.3.   »afhjælpende foranstaltninger«: problemløsningsproces med efterfølgende skridt, som tages for at fjerne årsagerne til den manglende overensstemmelse eller uønskede situation, og som er udformet med henblik på at forhindre gentagelse heraf

2.   Formål

2.1.   Proceduren vedrørende produktionens overensstemmelse har til formål at sikre, at hver enkelt motor er i overensstemmelse med specifikations-, præstations- og mærkningskravene til den godkendte motortype eller motorfamilie.

2.2.   Procedurerne omfatter, som uadskillelige elementer, vurdering af kvalitetsstyringssystemer, som benævnes »indledende vurdering«, jf. afsnit 3, samt verificering og produktrelateret kontrol, som benævnes »ordninger til sikring af produkternes overensstemmelse«, jf. afsnit 4.

3.   Indledende vurdering

3.1.   Inden der meddeles EU-typetypegodkendelse skal den godkendende myndighed efterprøve, at der foreligger tilfredsstillende ordninger og procedurer, som er fastsat af fabrikanten til sikring af effektiv kontrol, således at motorerne under produktionen er i overensstemmelse med den godkendte motortype eller motorfamilie.

3.2.   De retningslinjer for audit af kvalitets- og/eller miljøstyringsystemer, som er fastsat i standard EN ISO 19011:2011, finder anvendelse på den indledende vurdering.

3.3.   Den godkendende myndighed skal kunne godtage den indledende vurdering og sikringen af produkternes overensstemmelse, jf. afsnit 4, idet der tages hensyn til en af de i punkt 3.3.1-3.3.3 beskrevne ordninger eller en kombination af disse ordninger eller dele deraf.

3.3.1.   Den indledende vurdering og/eller kontrol af ordninger til sikring af produkternes overensstemmelse udføres af den godkendende myndighed, der meddeler typegodkendelse, eller af et udpeget organ, der handler på vegne af den godkendende myndighed.

3.3.1.1.   Ved vurderingen af omfanget af den indledende vurdering, der skal foretages, kan den godkendende myndighed tage hensyn til de tilgængelige oplysninger vedrørende fabrikantens certificering, som ikke er blevet accepteret under punkt 3.3.3.

3.3.2.   Den indledende vurdering og/eller kontrol af ordningerne til sikring af produkternes overensstemmelse kan også udføres af den godkendende myndighed i en anden medlemsstat eller det organ, som den godkendende myndighed har udpeget til dette formål.

3.3.2.1.   I sådanne tilfælde skal den godkendende myndighed i den anden medlemsstat afgive en erklæring med angivelse af, hvilke områder og produktionsfaciliteter der er omfattet, og som er relevante for de motorer, som skal EU-typegodkendes.

3.3.2.2.   Når den godkendende myndighed i en anden medlemsstat modtager en anmodning om overensstemmelseserklæring fra den godkendende myndighed i en medlemsstat, som meddeler EU-typegodkendelse, skal den straks fremsende en sådan overensstemmelseserklæring eller meddele, at den ikke er i stand til at levere en sådan erklæring.

3.3.2.3.   Overensstemmelseserklæringen skal mindst indeholde følgende:

3.3.2.3.1.

koncern eller virksomhed (f.eks. XYZ industri)

3.3.2.3.2.

nærmere angivelse af organisationen (f.eks. europæisk afdeling)

3.3.2.3.3.

fabrik/produktionsanlæg (f.eks. motorfabrik 1 (Det Forenede Kongerige) — motorfabrik 2 (Tyskland))

3.3.2.3.4..

berørte motortyper/-familier

3.3.2.3.5.

områder, som er vurderet (f.eks. motorsamling, prøvning af motorer og efterbehandling)

3.3.2.3.6.

gennemgåede dokumenter (f.eks. virksomhedens og produktionsanlæggets kvalitetshåndbog og arbejdsprocedurer)

3.3.2.3.7.

dato for vurderingen (f.eks. audit udført 18.-30.5.2013)

3.3.2.3.8.

kontrolbesøg planlagt til (f.eks. oktober 2014).

3.3.3.   Den godkendende myndighed skal også acceptere fabrikantens passende certificering efter den harmoniserede standard EN ISO 9001:2008 eller en tilsvarende harmoniseret standard som opfyldende kravene i forbindelse med den indledende vurdering i punkt 3.3. Fabrikanten skal oplyse alle enkeltheder om certificeringen og forpligte sig til at underrette den godkendende myndighed om eventuelle ændringer i certificeringens gyldighed eller omfang.

4.   Foranstaltninger til sikring af produkternes overensstemmelse

4.1.   Enhver motor, der er EU-typegodkendt i henhold til forordning (EU) 2016/1628, denne delegerede forordning, delegeret forordning (EU) 2017/655 og gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav, skal være således fremstillet, at den er i overensstemmelse med den godkendte motortype eller motorfamilie, idet den opfylder forskrifterne i dette bilag, forordning (EU) 2016/1628 og ovennævnte delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.

4.2.   Inden der meddeles EU-typetypegodkendelse i henhold til forordning (EU) 2016/1628 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør af nævnte forordning, skal den godkendende myndighed kontrollere, at der findes passende foranstaltninger og dokumenterede kontrolplaner, som fastlægges i samråd med fabrikanten for hver enkelt godkendelse, og som består i, at der med bestemte tidsintervaller gennemføres sådanne prøvninger eller tilhørende kontroller, som er nødvendige for at verificere den fortsatte overensstemmelse med den godkendte motortype eller motorfamilie, herunder de prøvninger, der er specificeret i forordning (EU) nr. 2016/1628 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør af nævnte forordning.

4.3.   EU-typegodkendelsens indehaver skal:

4.3.1.

sørge for, at der findes procedurer for effektiv kontrol med motorernes overensstemmelse med den godkendte type, og at disse procedurer anvendes

4.3.2.

have adgang til prøvnigsudstyr eller andet passende udstyr, der er nødvendigt for at kunne kontrollere overensstemmelsen med hver godkendt motortype eller motorfamilie

4.3.3.

sørge for, at prøvningsresultater og kontroldata arkiveres, og at tilhørende dokumenter er tilgængelige i et tidsrum på op til 10 år, der fastsættes i samråd med den godkendende myndighed

4.3.4.

for motorkategorierne NRSh og NRS, undtagen NRS-v-2b og NRS-v-3, sikre, at der for hver motortype mindst foretages den kontrol og de prøvninger, der er foreskrevet i forordning (EU) 2016/1628 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør af nævnte forordning. For andre kategorier kan der ved aftale mellem fabrikanten og den godkendende myndighed foretages prøvninger med passende kriterier af en komponent eller samling af komponenter.

4.3.5.

analysere resultaterne af enhver type prøvning eller kontrol med henblik på at kontrollere og sikre, at produktets egenskaber er stabile inden for en industriproduktions normale variation

4.3.6.

sikre, at alle stikprøveserier eller prøveemner, som tyder på manglende overensstemmelse med den pågældende type, medfører yderligere prøvetagning og yderligere prøvninger eller kontroller.

4.4.   Anses den yderligere audit eller kontrol, jf. punkt 4.3.6, ikke for at være tilfredsstillende i henhold til den godkendende myndighed, skal fabrikanten sikre, at produktionens overensstemmelse genoprettes så hurtigt som muligt ved hjælp af korrigerende foranstaltninger til den godkendende myndigheds tilfredshed.

5.   Løbende kontrolforanstaltninger

5.1.   Den myndighed, der har meddelt EU-typegodkendelse, kan når som helst og ved periodiske audits inspicere de metoder, der anvendes til kontrol af produktionens overensstemmelse på de enkelte produktionsanlæg. Fabrikanten skal til dette formål give adgang til produktions-, inspektions- og prøveanlæg samt lagerfaciliteter og distributionsanlæg og skal fremlægge alle de nødvendige oplysninger for så vidt angår dokumentation og rapporter vedrørende kvalitetsstyringssystemet.

5.1.1.   Den normale fremgangsmåde i forbindelse med sådanne periodiske audits er at overvåge den fortsatte effektivitet af de procedurer, der er fastlagt i afsnit 3 og 4. (foranstaltinger til indledende vurdering og sikring af produkternes overensstemmelse).

5.1.1.1.   Tilsynsaktiviteter, der udføres af de tekniske tjenester (kvalificerede eller anerkendte som anført i punkt 3.3.3), skal anses for at opfylde kravene i punkt 5.1.1 for så vidt angår de procedurer, der er fastlagt ved den indledende vurdering.

5.1.1.2.   Hyppigheden af verificeringer (ud over dem, som er omhandlet i punkt 5.1.1.1) til sikring af, at de relevante kontroller af produktionens overensstemmelse, der foretages i henhold til afsnit 3 og 4, efterprøves over en periode, der er tilpasset den tillid, indehaveren af typegodkendelsen nyder hos den godkendende myndighed, skal være mindst én gang hvert andet år. Imidlertid skal yderligere verificering udføres af den godkendende myndighed afhængigt af den årlige produktion, resultaterne af tidligere vurderinger, nødvendigheden af at overvåge korrigerende foranstaltninger og efter en begrundet anmodning fra en anden godkendende myndighed eller enhver markedsovervågningsmyndighed.

5.2.   Ved hver inspektion skal journaler om prøvninger, kontrol samt produktionsjournaler, især journaler om de prøvninger eller kontroller, der er dokumenteret som påkrævet i punkt 4.2, være tilgængelige for inspektøren.

5.3.   Inspektøren kan udvælge stikprøveemner, som prøves i fabrikantens laboratorium eller i den tekniske tjenestes anlæg, idet der i så fald udelukkende udføres fysiske prøvninger. Det mindste stikprøveantal kan fastsættes under hensyntagen til resultaterne af fabrikantens egen verificering.

5.4.   Hvis kontrolniveauet ikke forekommer tilfredsstillende, eller hvis det synes nødvendigt at verificere validiteten af de prøvninger, der er udført i henhold til punkt 5.2, eller på grundlag af en begrundet anmodning fra en anden godkendende myndighed eller enhver markedsovervågningsmyndighed, udtager inspektøren stikprøver til prøvning i fabrikantens laboratorium eller til indgivelse til den tekniske tjeneste, hvor der foretages fysiske prøvninger i overensstemmelse med kravene i afsnit 6, forordning (EU) 2016/1628 og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til denne forordning.

5.5.   Findes der utilfredsstillende resultater af den godkendende myndighed ved en inspektion eller ved et efterprøvningstilsyn, eller af den godkendende myndighed i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 39, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1628, skal den godkendende myndighed påse, at der træffes alle nødvendige forholdsregler for at genoprette produktionens overensstemmelse så hurtigt som muligt.

6.   Overensstemmelse af produktionsprøvningskrav i tilfælde af et utilfredsstillende niveau af produktoverensstemmelseskontrol som omhandlet i punkt 5.4

6.1.   I tilfælde af et utilfredsstillende niveau af produktoverensstemmelseskontrol som omhandlet i punkt 5.4 eller 5.5 skal produktionens overensstemmelse kontrolleres ved emissionsprøvning på grundlag af beskrivelsen i EU-typegodkendelsesattesterne i bilag IV til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

6.2.   Medmindre andet er fastsat i punkt 6.3 finder følgende procedure anvendelse:

6.2.1.   Der udtages tre motorer og, hvis det er relevant, tre systemer til udstødningsefterbehandling på tilfældig vis til inspektion fra serieproduktionen af den pågældende motortype. Yderligere motorer udtages i det omfang, det er nødvendigt for at nå frem til afgørelsen »bestået« eller »forkastet«. For at nå frem til afgørelsen »bestået« skal mindst fire motorer prøves.

6.2.2.   Fabrikanten skal ikke foretage nogen justering af de udvalgte motorer, efter at de er blevet udvalgt af inspektøren.

6.2.3.   Motorerne underkastes emissionsprøvning i overensstemmelse med kravene i bilag VI, eller, når der er tale om dual-brændstofmotorer, tillæg 2 til bilag VIII, og skal underkastes de prøvningscyklusser, der er relevante for motortypen i overensstemmelse med bilag XVII.

6.2.4.   De relevante grænseværdier er fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628. I tilfælde af motorer med efterbehandling, der foretager ikke-hyppig regeneration, jf. punkt 6.6.2 i bilag VI, skal hvert emissionsresultat for forurenende luftarter eller forurenende partikler justeres med den relevante faktor for den pågældende motortype. I alle tilfælde skal hvert emissionsresultat for forurenende luftarter og forurenende partikler justeres ved at benytte de relevante forringelsesfaktorer (DF) for den pågældende motortype som bestemt i overensstemmelse med bilag III.

6.2.5.   Prøvningerne udføres på nyproducerede motorer.

6.2.5.1.   Prøvningerne kan på fabrikantens anmodning udføres på motorer, som er kørt til i højst 2 % af emissionsvarigheden eller højst 125 timer, alt efter hvad der er kortest. I dette tilfælde foretages tilkørslen af fabrikanten, som forpligter sig til ikke at foretage nogen justering af disse motorer. Har fabrikanten specificeret en tilkørselsprocedure i punkt 3.3 i oplysningsskemaet som fastsat i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav, foretages tilkørslen i henhold til denne procedure.

6.2.6.   På grundlag af prøvning af motoren ved stikprøvetagning som fastsat i tillæg 1anses serieproduktionen af de pågældende motorer for at være i overensstemmelse med den godkendte type, når afgørelsen »godkendt« er opnået for alle de forurenende stoffer, og for ikke at være i overensstemmelse med den godkendte type, når afgørelsen »forkastet« er opnået for ét forurenende stof, i henhold til de prøvningskriterier, der finder anvendelse i tillæg 1 og vist i figur 2.1.

6.2.7.   Når afgørelsen »godkendt« er truffet for ét forurenende stof, må denne afgørelse ikke ændres som følge af resultatet af en eventuel supplerende prøvning, som udføres med henblik på en afgørelse vedrørende de øvrige forurenende stoffer.

Hvis ikke samtlige forurenende stoffer opnår afgørelsen »godkendt«, og hvis intet forurenende stof fører til afgørelsen »forkastet«, foretages prøvning af endnu en motor.

6.2.8.   Nås ingen afgørelse, kan fabrikanten til hver en tid beslutte at standse prøvningen. I dette tilfælde registreres dette som afgørelsen »forkastet«.

6.3.   Som en undtagelse fra punkt 6.2.1 gælder følgende procedure for motortyper med en salgsmængde i EU på under 100 enheder pr. år:

6.3.1.

Der udtages én motor og, hvis det er relevant, ét system til udstødningsefterbehandling på tilfældig vis fra serieproduktionen af den pågældende motortype med henblik på inspektion.

6.3.2.

Hvis motoren opfylder de krav i punkt 6.2.4, træffes afgørelsen »bestået«, og ingen yderligere prøvning er nødvendig.

6.3.3.

Hvis prøvningen ikke opfylder de krav, der er beskrevet i punkt 6.2.4, anvendes den procedure, der er skitseret i punkt 6.2.6 til 6.2.9.

6.4.   Alle disse prøvninger kan foretages med de gældende kommercielle brændstoffer. Imidlertid kan de i bilag IX beskrevne referencebrændstoffer anvendes på fabrikantens anmodning. Dette indebærer prøvninger som beskrevet i tillæg 1 til bilag I med mindst to af referencebrændstofferne for hver gasdrevet motor, undtagen i tilfælde af en gasdrevet motor med en brændstofspecifik EU-typegodkendelse, hvor kun et referencebrændstof er påkrævet. Anvendes mere end ét gasformigt referencebrændstof, skal det fremgå af resultaterne, at motoren opfylder grænseværdierne med hvert brændstof.

6.5.   Manglende overensstemmelse af gasdrevne motorer

Ved eventuel tvist vedrørende en manglende overensstemmelse af gasdrevne motorer, herunder dual-brændstofmotorer, ved brug af et kommercielt brændstof, skal der udføres prøvninger med hvert referencebrændstof, som stammotoren er blevet afprøvet på, og på fabrikantens anmodning med et eventuelt supplerende tredje brændstof som er omhandlet i punkt 2.3.1.1.1, 2.3.2.1 og 2.4.1.2 i bilag I, og som stammotoren kan have været afprøvet på. Når det er relevant skal resultatet konverteres ved en beregning ved anvendelse af de relevante faktorer »r«, »r a« eller »r b« som beskrevet i punkt 2.3.3, 2.3.4.1 og 2.4.1.3 i bilag I. Hvis r, r a eller r b er mindre end 1, foretages ingen korrektion. Det skal fremgå af de målte resultater og i givet fald de beregnede resultater, at motoren opfylder grænseværdierne med alle de relevante brændstoffer (f.eks. brændstof 1, 2 og i givet fald det tredje brændstof for naturgas-/biomethandrevne motorer, og brændstof A og B for LPG-drevne motorer).

Figur 2.1

Diagram over prøvning af produktionens overensstemmelse

BILAG III

Metode til tilpasning af laboratorieprøvningsresultaterne for emission til også at omfatte forringelsesfaktorer

1.   Definitioner

I dette bilag forstås ved:

1.1.   »aldningscyklus«: den mobile ikke-vejgående maskin- eller motordrift (hastighed, belastning, effekt), som skal udføres under driftsprøveplanen

1.2.   »kritiske emissionsrelaterede komponenter«: systemet til udstødningsefterbehandling, den elektroniske motorstyringsenhed og de dermed forbundne følere og aktuatorer samt udstødningsgasrecirkulationen (EGR) med alle dermed forbundne filtre, kølere, styreventiler og rør

1.3.   »kritisk emissionsrelateret vedligeholdelse«: den nødvendige vedligeholdelse af kritiske emissionsrelaterede komponenter i motoren

1.4.   »emissionsrelateret vedligeholdelse«: den vedligeholdelse, som i væsentlig grad påvirker emissionen, eller som sandsynligvis vil påvirke emissionsforringelsen af den mobile ikke-vejgående maskine eller motor ved normal drift

1.5.   »Motorfamilie mht. efterbehandlingssystem«: fabrikantens gruppering af motorer, som opfylder definitionen på motorfamilie, men videreinddeles i en familie af motorfamilier, der anvender tilsvarende systemer til efterbehandling af udstødningen

1.6.   »ikke-emissionsrelateret vedligeholdelse«: vedligeholdelse, som ikke i væsentlig grad påvirker emissioner, og som ikke har varig indvirkning på forringelsen af den mobile ikke-vejgående maskines eller motors emissionspræstation ved normal brug, når der foretages vedligeholdelse

1.7.   »Driftsprøveplan«: ældningscyklussens og driftsprøveplanens periode til bestemmelse af forringelsesfaktorerne for motorens efterbehandlingssystemfamilie

2.   Generelt

2.1.   Dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af procedurerne til udvælgelse af motorer til prøvning i en driftsprøveplan med henblik på at bestemme forringelsesfaktorer ved EU-typegodkendelse af motortype eller -familie og vurdering af produktionens overensstemmelse. Forringelsesfaktorerne skal anvendes på de emissioner, der måles i overensstemmelse med bilag VI og beregnes i overensstemmelse med bilag VII i overensstemmelse med proceduren i henholdvis punkt 3.2.7 eller punkt 4.3.

2.2.   Den godkendende myndighed behøver ikke overvære de driftsakkumuleringsprøvninger eller emissionsprøvninger, som udføres til bestemmelse af forringelsen.

2.3.   Dette bilag indeholder også nærmere oplysninger om emissionsrelateret og ikke-emissionsrelateret vedligeholdelse, der bør eller kan udføres på motorer, der indgår i en driftsprøveplan. Sådan vedligeholdelse skal være i overensstemmelse med den vedligeholdelse, der udføres på ibrugtagne motorer, og skal meddeles slutbrugere af nye motorer.

3.   Motorer af kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLL, RLR, SMB og ATS og underkategori NRS-v-2b og NRS-v-3

3.1.   Udvælgelse af motorer til bestemmelse af forringelsesfaktorer for emissionsholdbarhedsperioden

3.1.1.   Der skal udvælges motorer fra den motorfamilie, der er defineret i afsnit 2 i bilag IX til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav til emissionsprøvning for at bestemme forringelsesfaktorer for emissionsholdbarhedsperioden.

3.1.2.   Motorer fra forskellige motorfamilier kan yderligere kombineres i familier på grundlag af den type efterbehandlingssystem til udstødningen, der anvendes. For at placere motorer med forskellige cylinderkonfigurationer men med tilsvarende tekniske specifikationer for og samme montering af systemerne til udstødningsefterbehandling i samme familie af motorefterbehandlingssystemer, skal fabrikanten give den godkendende myndighed oplysninger, der godtgør, at sådanne motorers emissionsbegrænsningspræstationer svarer til hinanden.

3.1.3.   Motorfabrikanten udvælger én motor, der er repræsentativ for motorefterbehandlingssystemets familie som bestemt i henhold til punkt 3.1.2, til prøvning i den driftsprøveplan, der er defineret i punkt 3.2.2, og dette indberettes til den godkendende myndighed før prøvningen påbegyndes.

3.1.4.   Hvis den godkendende myndighed bestemmer, at de mest ugunstige emissioner fra motorens familie af efterbehandlingssystemer bedre kan karakteriseres af en anden prøvningsmotor, udvælges prøvningsmotoren i fællesskab af den godkendende myndighed og motorfabrikanten.

3.2.   Fastlæggelse af forringelsesfaktorer for emissionsholdbarhedsperioden

3.2.1.   Generelt

De forringelsesfaktorer, der finder anvendelse på familien af motorefterbehandlingssystemer, udvikles ud fra de udvalgte motorer på grundlag af en driftsprøveplan, der omfatter periodisk prøvning af gas- og partikelemissioner under hver prøvningscyklus, der gælder for motorkategorien, jf. bilag IV til forordning (EU) 2016/1628. I tilfælde af transient ikke-vejgående prøvningscyklus for motorer af kategori NRE (»NRTC«) anvendes kun resultaterne af varmstartprøvninger af NRTC (»varmstarts NRTC«).

3.2.1.1.   På fabrikantens anmodning kan den godkendende myndighed tillade brugen af forringelsesfaktorer, der er fastsat ved anvendelse af alternative metoder til dem, der er angivet i punkt 3.2.2 til 3.2.5. I så fald skal fabrikanten på tilfredsstillende måde påvise over for den godkendende myndighed, at de anvendte alternative metoder ikke er mindre strenge end metoderne i punkt 3.2.2 til 3.2.5.

3.2.2.   Driftsprøvningsplan

Driftsprøvningsplaner kan efter fabrikantens valg gennemføres ved at lade en mobil ikke-vejgående maskine køre med den udvalgte motor gennem en »driftsprøvningsplan efter ibrugtagning« eller ved at lade den udvalgte motor gennemgå en »dynamometer-prøveplan«. Der er ikke noget krav om at anvende referencebrændstof for driftsprøveplanen mellem prøvningspunkterne for emissionsmåling.

3.2.2.1.   Driftsprøveplan efter ibrugtagning og dynamometer-prøveplan

3.2.2.1.1.   Fabrikanten bestemmer form og varighed af driftsprøveplan og ældningscyklus for motorer i overensstemmelse med god teknisk praksis.

3.2.2.1.2.   Fabrikanten bestemmer de prøvningspunkter, hvor gas- og partikelemissioner vil blive målt under de gældende cyklusser.

3.2.2.1.2.1.

Når driftsprøvningsplanen er kortere end emissionsholdbarhedsperioden i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.7, skal det mindste antal prøvningspunkter være tre, nemlig et i begyndelsen, et omtrent i midten og et i slutningen af driftsprøvningsplanen.

3.2.2.1.2.2.

Ved gennemførelsen af driftsprøveplanen indtil slutningen af emissionsholdbarhedsperioden skal det mindste antal testpunkter skal være to, én i begyndelsen og én i slutningen af driftsprøvningsplanen.

3.2.2.1.2.3.

Fabrikanten kan herudover foretage prøvning med jævnt fordelte mellemliggende punkter.

3.2.2.1.3.   Emissionsværdierne ved begyndelsespunktet og ved endepunktet for emissionsholdbarhedsperioden, der enten beregnes i overensstemmelse med punkt 3.2.5.1 eller måles direkte i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.2.2, skal ligge inden for de grænseværdier, der er gældende for motorfamilien. Individuelle emissionsresultater fra de mellemliggende prøvningspunkter kan dog overskride disse grænseværdier.

3.2.2.1.4.   For motorkategorier eller underkategorier, som er omfattet af en NRTC-cyklus, eller for motorkategorier eller -underkategorier NRS, som er omfattet af en ikke-vejgående transient prøvningscyklus for store motorer med gnisttænding (LSI-NRTC), kan fabrikanten anmode om den godkendende myndigheds accept til kun at gennemføre én prøvningscyklus (enten varmstarts NRTC- eller LSI-NRSC-cyklus, alt efter hvad der er relevant, eller NRSC-cyklus) ved hvert prøvningspunkt, og kun at gennemføre den anden prøvningscyklus ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøvningsplanen.

3.2.2.1.5.   I tilfælde af motorkategorier og underkategorier, for hvilke der ikke findes en ikke-vejgående transient cyklus i bilag IV til forordning (EU) 2016/1628, gennemføres kun NRSC-cyklussen ved hvert prøvningspunkt.

3.2.2.1.6.   Driftsprøveplanerne kan være forskellige for de forskellige familier af motorefterbehandlingssystemer.

3.2.2.1.7.   Driftsprøvningsplaner kan være kortere end emissionsholdbarhedsperioden, men må ikke være kortere end det, der svarer til mindst en fjerdedel af den relevante emissionsholdbarhedsperiode angivet i bilag V til forordning (EU) 2016/1628.

3.2.2.1.8.   Det er tilladt at foretage fremskyndet aldring ved justering af driftsprøveplanen på grundlag af brændstofforbrug. Justeringen skal baseres på forholdet mellem det typiske brændstofforbrug efter ibrugtagning og brændstofforbruget i aldringscyklussen, men brændstofforbruget i aldringscyklussen må ikke overstige det typiske brændstofforbrug efter ibrugtagning med mere end 30 %.

3.2.2.1.9.   Fabrikanten kan med den godkendende myndigheds accept anvende alternative metoder til accelereret ældning.

3.2.2.1.10.   Driftsprøvningsplanen skal beskrives fuldt ud i ansøgningen om EU-typegodkendelse og indberettes til den godkendende myndighed før påbegyndelse af prøvningen.

3.2.2.2.   Hvis den godkendende myndighed bestemmer, at der skal foretages yderligere målinger mellem de punkter, der er udvalgt af fabrikanten, meddeler den fabrikanten dette. Den reviderede driftsprøveplan skal udarbejdes af fabrikanten og godkendes af den godkendende myndighed.

3.2.3.   Motorprøvning

3.2.3.1.   Motorstabilisering

3.2.3.1.1.   Fabrikanten skal for hver familie af motorefterbehandlingssystemer fastsætte det antal driftstimer for den mobile ikke-vejgående maskin eller motor, der er nødvendige, for at motorefterbehandlingssystemet har stabiliseret sig. Hvis den godkendende myndighed anmoder herom, skal fabrikanten stiller de data og analyser, der er anvendt til denne fastsættelse, til rådighed. Som et alternativ kan fabrikanten vælge at lade motoren eller den mobile ikke-vejgående maskine køre i mellem 60 og 125 timer eller et tilsvarende tidsrum i aldringscyklussen for at stabilisere motorefterbehandlingssystemet.

3.2.3.1.2.   Afslutningen af den stabiliseringsperiode, der er bestemt i punkt 3.2.3.1.1, anses for at udgøre starten af driftsprøvningsplanen.

3.2.3.2.   Prøvning efter driftsprøvningsplan

3.2.3.2.1.   Efter stabilisering skal motoren køre i henhold til den driftsprøvningsplan, der er valgt af fabrikanten, som beskrevet i punkt 3.2.2. Motoren skal med de tidsintervaller i driftsprøveplanen, som er fastlagt af fabrikanten, og, når det er relevant, fastsat af den godkendende myndighed i overensstemmelse med punkt 3.2.2.2, prøves for gas- og partikelemissioner under de varmstarts NRTC- og NRSC-cyklusser, eller de LSI-NRTC- og NRSC-cyklusser, der finder anvendelse på motorkategorien, som fastsat i bilag IV til forordning (EU) 2016/1628.

Fabrikanten kan vælge at måle de forurenende emissioner før ethvert system til efterbehandling af udstødningen adskildt fra de forurenende emissioner efter ethvert system til efterbehandling af udstødningen.

Hvis det i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.4 er aftalt, at kun én prøvningscyklus (varmstarts NRTC, LSI-NRTC eller NRSC) skal gennemføres ved hvert prøvningspunkt, skal den anden prøvningscyklus (varmstarts NRTC, LSI-NRTC eller NRSC) gennemføres ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøveplanen.

I tilfælde af motorkategorier eller underkategorier, for hvilke der ikke findes en ikke-vejgående transient cyklus i bilag IV til forordning (EU) 2016/1628, gennemføres kun NRSC-cyklussen ved hvert prøvningspunkt, jf. punkt 3.2.2.1.5.

3.2.3.2.2.   Under driftsprøveplanen foretages vedligeholdelse af motoren i overensstemmelse med punkt 3.4.

3.2.3.2.3.   Der kan under driftsprøveplanen udføres ikke-planlagt vedligeholdelse af motoren eller den mobile ikke-vejgående maskine, f.eks. hvis fabrikantens normale diagnosticeringssystem har detekteret et problem, der ville have medført en fejlmelding til operatøren af den mobile ikke-vejgående maskine.

3.2.4.   Rapportering

3.2.4.1.   Resultaterne af alle emissionsprøvninger (varmstarts NRTC, LSI-NRTC og NRSC), der er gennemført under driftsprøveplanen, skal stilles til rådighed for den godkendende myndighed. Hvis en emissionsprøvning erklæres ugyldig, skal fabrikanten afgive årsagerne til, hvorfor prøvningen er blevet erklæret ugyldig. I sådanne tilfælde skal der gennemføres en ny række emissionsprøvninger inden for de følgende 100 driftstimer.

3.2.4.2.   Fabrikanten skal opbevare alle oplysninger om de emissionsprøvninger og den vedligeholdelse, der er udført på motoren under driftsprøveplanen. Disse oplysninger skal indsendes til den godkendende myndighed sammen med resultaterne af emissionsprøvningerne, der gennemføres under driftsprøveplanen.

3.2.5.   Bestemmelse af forringelsesfaktorer

3.2.5.1.   Ved gennemførelse af en driftsprøveplan i henhold til punkt 3.2.2.1.2.1 eller punkt 3.2.2.1.2.3 skal der for hvert forurenende stof, der måles i varmstarts NRTC-, LSI-NRTC- og NRSC-cyklusser ved hvert prøvningspunkt i driftsprøveplanen, foretages en »best fit« lineær regressionsanalyse på grundlag af alle prøvningsresultater. Resultaterne af hver prøvning for hvert forurenende stof skal udtrykkes med samme antal decimaler som grænseværdien for det pågældende forurenende stof som gældende for motorfamilien, plus endnu en decimal.

Hvis der i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.4 eller punkt 3.2.2.1.5 kun er gennemført én prøvningscyklus (varmstarts NRTC, LSI-NRTC eller NRSC) ved hvert prøvningspunkt, foretages regressionsanalysen kun på grundlag af resultaterne af prøvningscyklussen gennemført ved hvert prøvningspunkt.

Fabrikanten kan anmode om forudgående accept fra den godkendende myndighed til at foretage en ikke-lineær regression.

3.2.5.2.   Emissionsværdierne for hvert forurenende stof ved starten af driftsprøveplanen og ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden, der gælder for den motor, der prøves, skal enten:

a)	fastlægges ved ekstrapolering af regressionsligningen i punkt 3.2.5.1 ved gennemførelse af en driftsprøveplan i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.2.1 eller punkt 3.2.2.1.2.3, eller

b)	måles direkte ved gennemførelse af en driftsprøveplan i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.2.2.

Hvis emissionsværdier anvendes for motorfamlier inden for samme motorefterbehandlingsfamilie men med forskellige emissionsholdbarhedsperioder, bestemmes emissionsværdierne ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden igen for hver emissionsholdbarhedsperiode ved ekstrapolering eller interpolering af regressionsligningen som bestemt i punkt 3.2.5.1.

3.2.5.3.   Forringelsesfaktoren (DF) for hvert forurenende stof er defineret som forholdet mellem de anvendte emissionsværdier ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden og ved starten af driftsprøveplanen (multiplikativ forringelsesfaktor).

Fabrikanten kan anmode om forudgående accept fra den godkendende myndighed til at anvende en supplerende forringelsesfaktor (DF) for hvert forurerende stof. Den additive forringelsesfaktor (DF) defineres som forskellen mellem de beregnede emissionsværdier ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden og ved starten af driftsprøveplanen.

Et eksempel på bestemmelse af forringelsesfaktorer (DF) ved hjælp af lineær regression er vist i figur 3.1 for NOx-emission.

Anvendelse af både multiplikative og additive forringelsesfaktorer (DF) på samme sæt af forurenende stoffer er ikke tilladt.

Hvis beregningsresultatet er en værdi på mindre end 1,00 for en multiplikativ forringelsesfaktor, eller mindre end 0,00 for en additiv forringelsesfaktor, fastsættes forringelsesfaktoren til henholdsvis 1,0 eller 0,00.

Hvis det i overensstemmelse med punkt 3.2.2.1.4 er aftalt, at kun én prøvningscyklus (varmstarts NRTC, LSI-NRTC eller NRSC) skal gennemføres ved hvert prøvningspunkt, og at den anden prøvningscyklus (varmstarts NRTC, LSI-NRTC eller NRSC) kun skal gennemføres ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøveplanen, skal den forringelsesfaktor, der er beregnet for den gennemførte prøvningscyklus ved hvert prøvningspunkt, også være gældende for den anden prøvningscyklus.

Figur 3.1

Eksempel på bestemmelse af forringelsesfaktor (DF)

3.2.6.   Tildelte forringelsesfaktorer

3.2.6.1.   Som et alternativ til at anvende en driftsprøveplan til bestemmelse af DF kan motorfabrikanter vælge at bruge følgende tildelte multiplikative forringelsesfaktorer som anført i tabel 3.1.

Tabel 3.1

Tildelte forringelsesfaktorer

Prøvningscyklus	CO	HC	NOx	PM	PN
NRTC og LSI-NRTC	1,3	1,3	1,15	1,05	1,0
NRSC	1,3	1,3	1,15	1,05	1,0

Der gives ingen tildelte additive forringelsesfaktorer (DF). Den tildelte multiplikative forringelsesfaktor (DF) skal ikke omdannes til supplerende forringelsesfaktor (DF).

Der kan, for PN, anvendes enten en additiv forringelsesfaktor (DF) på 0,0 eller en multiplikativ forringelsesfaktor (DF) på 1,0 sammenholdt med resultaterne af tidligere DF-prøvning, hvormed der ikke blev fastsat en PN-værdi, hvis begge de følgende betingelser er opfyldt:

a)	den foregående DF-prøvning blev gennemført med en motorteknologi, der ville være kvalificeret til indregning i den samme familie af motorefterbehandlingssystemer, jf. punkt 3.1.2., som den motorfamilie, hvorpå det er hensigten at anvende de pågældende forringelsesfaktorer og

b)	prøvningsresultaterne er blevet benyttet i en tidligere typegodkendelse meddelt før den relevante EU-typegodkendelsesdato, der angives i bilag III til forordning (EU) 2016/1628.

3.2.6.2.   Når der anvendes tildelte DF'er, skal fabrikanten forelægge den godkendende myndighed solid dokumentation for, at emissionsbegrænsningskomponenterne med rimelighed kan forventes at have den emissionsholdbarhed, der hører sammen med disse tildelte faktorer. Denne dokumentation kan baseres på en konstruktionsanalyse, prøvninger eller en kombination heraf.

3.2.7.   Anvendelse af forringelsesfaktorer

3.2.7.1.   Motorerne skal overholde de respektive emissionsgrænser for hvert forurenende stof, som gælder for motorfamilien, efter anvendelse af forringelsesfaktorerne på de prøvningsresultater, der er målt i overensstemmelse med bilag VI (cyklusvægtet specifik emission af partikler og af de enkelte gasser). Afhængig af typen af forringelsesfaktor (DF) finder følgende bestemmelser anvendelse:

a)	Multiplikativ: (cyklusvægtet specifik emission) × DF ≤ emissionsgrænseværdi

b)	Additiv: (cyklusvægtet specifik emission) + DF ≤ emissionsgrænseværdi

Cyklusvægtet specifik emission kan omfatte justeringen for ikke-hyppig regenerering, hvor dette er relevant.

3.2.7.2.   For en multiplikativ forringelsesfaktor NOx + HC fastlægges særskilte forringelsesfaktorer for HC og NOx, og disse finder særskilt anvendelse ved beregning af de forringede emissionsniveauer ud fra et emissionsprøvningsresultat, før de resulterende forringede NOx- og HC-værdier kombineres for at fastslå, om emissionsgrænseværdierne er overholdt.

3.2.7.3.   Fabrikanten kan overføre de forringelsesfaktorer (DF), der er fastsat for en familie af motorefterbehandlingssystemer, til en motor, som ikke falder ind under samme familie af motorefterbehandlingssystemer. I sådanne tilfælde skal fabrikanten over for den godkendende myndighed påvise, at den motor, for hvilken familien af motorefterbehandlingssystemer oprindeligt blev prøvet, og den motor, som forringelsesfaktorerne (DF) overføres til, har tilsvarende tekniske specifikationer og monteringskrav på den mobile ikke-vejgående maskine, og at emissionerne fra en sådan motor er tilsvarende.

Hvis forringelsesfaktorer (DF) overføres til en motor med en anden emissionsholdbarhedsperiode, skal disse forringelsesfaktorer (DF) beregnes igen for den pågældende emissionsholdbarhedsperiode ved ekstrapolering eller interpolering af regressionsligningen som bestemt i punkt 3.2.5.1.

3.2.7.4.   Forringelsesfaktorerne for hver af de prøvningscyklusser, der skal anvendes, skal registreres i prøvningsrapporten som fastsat i tillæg 1 til bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

3.3.   Kontrol af produktionens overensstemmelse

3.3.1.   Produktionens overensstemmelse med hensyn til opfyldelse af emissionskravene kontrolleres på grundlag af afsnit 6 i bilag II.

3.3.2.   Fabrikanten kan måle de forurenende emissioner før et system til udstødningsefterbehandling, samtidig med at EU-typegodkendelsesprøvningen foretages. Fabrikanten kan til dette formål udvikle uformelle forringelsesfaktorer (DF) særskilt for motor uden efterbehandlingssystem og for det efterbehandlingssystem, som kan anvendes af fabrikanten til kontrol ved produktionslinjens afslutning.

3.3.3.   Det er for så vidt angår EU-typegodkendelse kun de forringelsesfaktorer (DF), der er bestemt i henhold til punkt 3.2.5 eller 3.2.6, der skal registreres i prøvningsrapporten som fastsat i tillæg 1 til bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

3.4.   Vedligeholdelse

For så vidt angår driftsprøveplanen udføres vedligeholdelse i henhold til fabrikantens vejledning til service og vedligeholdelse.

3.4.1.   Planmæssig emissionsrelateret vedligeholdelse

3.4.1.1.   Planmæssig emissionsrelateret vedligeholdelse under motordrift, der foretages med henblik på at gennemføre en driftsprøvningsplan, skal finde sted med intervaller, der svarer til dem, der er specificeret i fabrikantens vejledning til vedligeholdelse til den mobile ikke-vejgående maskines eller motors slutbruger. Vedligeholdelsesplanen kan opdateres efter behov igennem hele driftsprøveplanen, såfremt ingen vedligeholdelsesoperation slettes fra vedligeholdelsesplanen, efter at operationen er blevet udført på prøvemotoren.

3.4.1.2.   Justering, adskillelse, rengøring eller udskiftning af kritiske emissionsrelaterede komponenter på regelmæssig basis inden for emissionsholdbarhedsperioden til forebyggelse af fejlfunktion på motoren må kun finde sted i det omfang, det er teknisk nødvendigt for at sikre korrekt funktion af emissionsbegrænsningssystemet. Behovet for regelmæssig udveksling inden for driftsprøveplanen og efter en for motoren given driftsperiode af kritiske emissionsrelaterede komponenter ud over dem, der betragtes som komponenter til rutinemæssig udskiftning, bør undgås. I denne forbindelse betragtes forbrugsmaterialer til vedligeholdelse, der udskiftes regelmæssigt, eller komponenter, der kræver rengøring efter en given driftsperiode, som komponenter til rutinemæssig udskiftning.

3.4.1.3.   Eventuelle krav om planlagt vedligeholdelse skal godkendes af den godkendende myndighed, inden en EU-typegodkendelse udstedes og medtages i instruktionsbogen. Den godkendende myndighed kan ikke afvise at godkende sådanne vedligeholdelseskrav, som er rimelige og teknisk nødvendige, herunder, men ikke begrænset til dem, der er angivet i punkt 1.6.1.4.

3.4.1.4.   Motorfabrikanten skal for driftsprøveplanerne specificere enhver justering, rengøring, vedligeholdelse (hvor dette er nødvendigt) og planmæssig udskiftning af følgende dele:

—	filtre og kølere i udstødningsgasrecirkulationen (EGR)

—	ventil i aktiv krumtaphusventilation, hvis relevant

—	brændstofinjektorspidser (kun rengøring er tilladt)

—	brændstofinjektorer

—	turbolader

—	elektronisk motorstyringsenhed og tilhørende følere og aktuatorer

—	partikelefterbehandlingssystem (inkl. tilhørende komponenter)

—	NOx-efterbehandlingssystem (inkl. tilhørende komponenter)

—	udstødningsgasrecirkulation (EGR), inklusive alle tilhørende reguleringsventiler og rør

—	ethvert andet efterbehandlingssystem for udstødningen.

3.4.1.5.   Der foretages kun kritisk emissionsrelateret vedligeholdelse, hvis det er et krav at gøre dette under drift og dette krav meddeles motorens eller den mobile ikke-vejgående maskines slutbruger.

3.4.2.   Ændringer af planmæssig vedligeholdelse

Fabrikanten skal indsende en anmodning til den godkendende myndighed om godkendelse af enhver ny planmæssig vedligeholdelse, som han ønsker at udføre under driftsprøveplanen og bagefter anbefale over for slutbrugere af mobile ikke-vejgående maskiner og motorer. Anmodningen skal ledsages af data til begrundelse for behovet for den nye planmæssige vedligeholdelse og vedligeholdelsesintervallet.

3.4.3.   Ikke-emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse

Ikke-emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse, som er rimelig og teknisk nødvendig (f.eks. olieskift, udskiftning af oliefilter, udskiftning af brændstoffilter, udskiftning af luftfilter, vedligeholdelse af kølesystem, justering af tomgangshastighed, regulator, motorboltsdrejningsmoment, ventilslør, injektorslør, tidsjusteringer, justering af drivremme osv.), kan udføres på motorer eller mobile ikke-vejgåede maskiner udvalgt til driftsprøveplanen ved de mindst hyppige intervaller anbefalet af fabrikanten over for slutbrugeren (dvs. ikke ved de anbefalede intervaller for større service).

3.5.   Reparation

3.5.1.   Reparationer af komponenter i en motor, der er udvalgt til prøvning i en driftsprøveplan, må kun udføres som følge af, at en komponent svigter, eller at der er en fejlfunktion i motoren. Reparation af selve motoren, emissionsbegrænsningssystemet eller brændstofsystemet er kun tilladt i det omfang, der er fastsat i punkt 3.5.2.

3.5.2.   Hvis selve motoren, dens emissionsbegrænsningssystem eller brændstofsystem svigter i løbet af driftsprøveplanen, anses driftsperioden for ugyldig, og en ny driftsperiode startes med en ny motor.

Forrige afsnit finder ikke anvendelse, når de svigtende komponenter erstattes med tilsvarende komponenter, der alle har været genstand for et tilsvarende antal timers driftsperiode.

4.   Motorkategorier og underkategorier NRSh og NRS, undtagen NRS-v-2b og NRS-v-3

4.1.   Den relevante kategori af emissionsholdbarhedsperiode (EDP) og den tilsvarende forringelsesfaktor (DF) bestemmes i overensstemmelse med dette afsnit 4.

4.2.   En motorfamilie anses for at være i overensstemmelse med de grænseværdier, der kræves for en motorunderkategori, når emissionsprøvningsresultaterne for at alle motorer, der repræsenterer motorfamilien, efter justering ved multiplikation med den forringelsesfaktor, der er fastsat i afsnit 2, er lavere eller lig med de grænseværdier, der kræves for den pågældende underkategori. Når et eller flere emissionsresultater for en eller flere motorer, der repræsenterer motorfamilien, efter justering ved multiplikation med den forringelsesfaktor, der er fastsat i afsnit 2, er højere end en eller flere enkelte emissionsgrænseværdier, der kræves for den pågældende underkategori, skal denne motorfamilie dog ikke anses for at være i overensstemmelse med de grænseværdier, der kræves for den pågældende underkategori.

4.3.   Forringelsesfaktorerne fastsættes som følger:

4.3.1.

På mindst én prøvemotor, som repræsenterer den konfiguration, der udvælges som den mest tilbøjelige til at overskride HC + NOx-emissionsgrænserne, og som er konstrueret til at være repræsentativ for producerede motorer, skal der udføres (fuld) prøvningsprocedure med emissionsprøvning som beskrevet i bilag VI efter det antal timer, som repræsenterer stabiliserede emissioner.

4.3.2.

Afprøves flere end én motor, beregnes resultaterne som gennemsnittet af resultaterne for alle de prøvede motorer, afrundet til samme antal decimaler som i den relevante grænseværdi, angivet med yderligere ét signifikant ciffer.

4.3.3.

Sådan emissionsprøvning gentages efter ældning af motoren. Ældningsproceduren skal være udformet således, at den giver fabrikanten mulighed for på passende vis at forudsige den forværrede emission under drift, som forventes i løbet af motorens emissionsholdbarhedsperiode, idet der tages hensyn til den type slid og andre nedbrydningsmekanismer, som forventes typisk brug, og som kan påvirke emissionspræstationerne. Afprøves flere end én motor, beregnes resultaterne som gennemsnittet af resultaterne for alle de prøvede motorer, afrundet til samme antal decimaler som i den relevante grænseværdi, angivet med yderligere ét signifikant ciffer.

4.3.4.

Emissionerne ved emissionsholdbarhedsperiodens slutning (i givet fald gennemsnitsemissionerne) for hvert af de regulerede forurenende stoffer divideres med de stabiliserede emissioner (i givet fald gennemsnitsemissionerne), og der afrundes til to signifikante cifre. Det heraf følgende tal udgør forringelsesfaktoren, medmindre det er mindre end 1,00, idet forringelsesfaktoren i så fald sættes til 1,00.

4.3.5.

Fabrikantens kan vælge at planlægge supplerende emissionsbegrænsningspunkter mellem kontrolpunktet for stabiliserede emissioner og afslutningen af emissionsholdbarhedsperioden. Er der planlagt mellemliggende kontroller, skal kontrolpunkterne være jævnt fordelt over emissionsholdbarhedsperioden (plus/minus 2 timer), og et af kontrolpunkterne skal være placeret midt i den fulde emissionsholdbarhedsperiode (plus/minus 2 timer).

4.3.6.

For hvert af de forurenende stoffer HC + NOx og CO lægges en ret linje gennem målepunkterne, idet den indledende kontrol sættes til at have fundet sted ved time nul og ved anvendelse af mindste kvadraters metode. Forringelsesfaktorerne er de emissionsværdier, der beregnes ved holdbarhedsperiodens slutning divideret med de beregnede emissioner i time nul. Forringelsesfaktorerne for hvert forurenende stof for den relevante prøvningscyklus, skal registreres i prøvningsrapporten som fastsat i tillæg 1 til bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

4.3.7.

De beregnede forringelsesfaktorer kan omfatte familier ud over dem, de er beregnet for, forudsat at fabrikanten forelægger en begrundelse, som kan godtages af den godkendende myndighed forud for EU-typegodkendelsen, for, at de berørte motorfamilier med rimelighed kan forventes at have tilsvarende emissionsforringelsesegenskaber baseret på den anvendte konstruktion og teknologi. En ikke-udtømmende fortegnelse over konstruktionsmæssig og teknologisk inddeling er givet i det følgende: — konventionelle totaktsmotorer uden efterbehandlingssystem — konventionelle totaktsmotorer med katalysator af samme aktive materiale og størrelse og med samme antal celler pr. cm2 — totaktsmotorer med lagdelt skylningssystem — totaktsmotorer med lagdelt skylningssystem med en katalysator af samme aktive materiale og størrelse og med samme antal celler pr. cm2 — firetaktsmotorer med katalysator med samme ventilteknologi og identisk smøresystem — firetaktsmotorer uden katalysator med samme ventilteknologi og identisk smøresystem.

4.4.   Kategorier af emissionsholdbarhedsperiode

4.4.1.   For disse motorkategorier i tabel V-3 eller V-4 i bilag V til forordning (EU) 2016/1628, og som har alternative værdier for emissionsholdbarhedsperiode (EDP), skal fabrikanten angive den relevante kategori af emissionsholdbarhedsperiode for hver motorfamilie på EU-typegodkendelsestidspunktet. Denne kategori skal være den kategori fra tabel 3.2, som kommer nærmest på den forventede levetid af det udstyr, i hvilket motorerne forventes monteret som bestemt af motorfabrikanten. Fabrikanterne skal opbevare data, som på passende vis dokumenterer deres valg af kategori af emissionsholdbarhedsperiode for hver motorfamilie. Sådanne data skal på anmodning forelægges den godkendende myndighed.

Tabel 3.2

Kategorier af emissionsholdbarhedsperiode

Kategori af emissionsholdbarhedsperiode	Anvendelse af motor
Kat. 1	Forbrugerprodukter
Kat. 2	Halvprofessionelle produkter
Kat. 3	Professionelle produkter

4.4.2.   Fabrikanten skal til den godkendende myndighed tilfredshed godtgøre, at den angivne kategori af emissionsholdbarhedsperiode er passende. Dokumentation til støtte for fabrikantens valg af kategori emissionsholdbarhedsperiode for en given motorfamilie kan omfatte, men er ikke begrænset til:

—	undersøgelser af levetiden af det udstyr, hvori de pågældende motorer er monteret

—	tekniske vurderinger af motorer, som er ældet i almindelig brug, for at fastslå, hvornår motorpræstationerne nedsættes til et punkt, hvor anvendeligheden og/eller driftssikkerheden er påvirket i en sådan grad, at det er nødvendigt at foretage hovedreparation eller udskiftning

—	garantierklæringer og garantiperioder

—	markedsføringsmateriale vedrørende motorens levetid

—	indberetninger om svigt fra købere af motorer, og

—	tekniske vurderinger af levetiden, i timer, af nærmere bestemte motorteknologier, -materialer eller -konstruktioner.

BILAG IV

Krav vedrørende emissionsbegrænsningsstrategier, NOx-kontrolforanstaltninger og partikelkontrolforanstaltninger

1.   Definitioner, forkortelser og generelle krav

1.1.   I dette bilag forstås ved:

1)   »diagnosefejlkode« (DTC): en numerisk eller alfanumerisk angivelse, som identificerer eller kategoriserer en NOx-kontrolfejl (NCM) og/eller en partikelkontrolfejl (PCM)

2)   »bekræftet og aktiv diagnosefejlkode (DTC)«: en diagnosefejlkode (DTC), som lagres i det tidsrum, hvor NCD- og/eller PCD-systemet konstaterer fejlforekomst

3)   »NCD-motorfamilie«: en fabrikants inddeling af motorer i grupper, som anvender samme metode til overvågning/diagnosticering af NCM-fejl

4)   »NOx-kontroldiagnosesystem (NCD)«: et internt system (on-board) i motoren, som kan

a)	detektere en NOx-kontrolfejl

b)	identificere den sandsynlige årsag til NOx-kontrolfejl ved hjælp af oplysninger lagret i computer-hukommelsen og/eller ved ekstern (off-board) kommunikation af sådanne oplysninger

5)   »fejlfunktion i NOx-kontrolsystemet« (NCM): et forsøg på manipulation med motorens NOx-kontrolsystem eller en fejlfunktion, som påvirker systemet, og som kan skyldes manipulation, og som ifølge denne forordning kræver, at der udløses et advarsels- eller ansporingssystem, når fejlen detekteres

6)   »diagnosticeringssystem for partikelkontrol« (PCD): et internt system (on-board) i motoren, som kan

a)	detektere en partikelkontrolfejl

b)	identificere den sandsynlige årsag til partikelkontrolfejl ved hjælp af oplysninger lagret i computer-hukommelsen og/eller ved ekstern (off-board) kommunikation af sådanne oplysninger

7)   »fejlfunktion i partikelkontrolsystemet« (PCM): et forsøg på manipulation med motorens partikelefterbehandlingssystem eller en fejlfunktion, som påvirker partikelefterbehandlingssystemetog som kan skyldes manipulation, og som ifølge denne forordning kræver, at der udløses en advarsel, når fejlen detekteres

8)   »PCD-motorfamilie«: en fabrikants inddeling af motorer i grupper, som anvender samme metode til overvågning/diagnosticering af PCM-fejl

9)   »scanningsværktøj«: et stykke eksternt prøvningsudstyr, der anvendes til ekstern (off-board) kommunikation med NCD- og/eller PCD-systemet

1.2.   Omgivelsestemperatur

Uanset artikel 2, nr. 7, finder nedenstående bestemmelser anvendelse, når der henvises til omgivelsestemperatur i forbindelse med andre omgivelser end laboratorieomgivelserne:

1.2.1.

For en motor monteret i en prøvebænk skal omgivelsestemperaturen være temperature af forbrændingsluften, der tilføres motoren, før nogen del af den motor, der prøves.

1.2.2.

For en motor monteret i en mobil ikke-vejgående maskine skal omgivelsesstemperaturen være luftens temperatur umiddelbart uden for grænserne af den mobile ikke-vejgående maskine.

2.   Tekniske krav for emissionsbegrænsningsstrategier

2.1.   Dette afsnit 2 finder anvendelse på elektronisk styrede motorer i kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLL og RLR, der opfylder »trin V«-emissionsgrænserne som fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628, og som anvender elektronisk styring til bestemmelse af både brændstofmængde og indsprøjtningstidspunkt, eller som anvender elektronisk styring til at aktivere, deaktivere eller justere det emissionsbegrænsningssystem, som anvendes til at reducere NOx.

2.2.   Krav til den grundlæggende emissionsbegrænsningsstrategi

2.2.1.   Den grundlæggende emissionsbegrænsningsstrategi skal være udformet således, at motoren under normale driftsforhold opfylder forskrifterne i denne forordning. Normale driftsforhold er ikke begrænset til de kontrolbetingelser, som er angivet i punkt 2.4.

2.2.2.   Grundlæggende emissionsbegrænsningsstrategier er, men ikke begrænset til, kort eller algoritmer til kontrol af:

a)	timing af brændstofindsprøjtning eller -tænding (motortiming)

b)	udstødningsgasrecirkulation (EGR)

c)	dosering af reagens til selektiv katalytisk reduktion (SCR).

2.2.3.   Enhver grundlæggende emissionsbegrænsningsstrategi, der kan skelne mellem motordrift i en standardiseret EU-typegodkendelsesprøvning og andre driftsbetingelser og i derefter reducere emissionsbegrænsningsniveauet, når motoren ikke kører under driftsbetingelser, der i det væsentlige indgår i EU-typegodkendelsesproceduren, er forbudt.

2.3.   Krav til den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi

2.3.1.   En understøttende emissionsbegrænsningsstrategi kan aktiveres af en motor eller en mobil ikke-vejgående maskine, såfremt den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi:

2.3.1.1.

ikke vedvarende reducerer emissionsbegrænsningssystemets effektivitet

2.3.1.2.

kun fungerer uden for de kontrolbetingelser, der er fastsat i punkt 2.4.1, 2.4.2 eller 2.4.3 for de i punkt 2.3.5 definerede formål, og ikke længere end disse formål kræver, jf. dog bestemmelserne i punkt 2.3.1.3., 2.3.2. og 2.3.4

2.3.1.3.

kun undtagelsesvis aktiveres under de kontrolbetingelser, der er fastsat i henholdsvis punkt 2.4.1, 2.4.2 eller 2.4.3, hvis det påvises at være nødvendigt til de formål, der er angivet i punkt 2.3.5, og godkendt af den godkendende myndighed, og ikke længere end disse formål kræver

2.3.1.4.

sikrer et præstationsniveau for emissionsbegrænsningssystemet, der ligger så tæt som muligt på niveauet for den grundlæggende emissionsbegrænsningsstrategi.

2.3.2.   Hvis den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi er aktiveret under EU-typegodkendelsesprøvningen, skal aktiveringen ikke være begrænset til at finde sted uden for de kontrolbetingelser, som er angivet i punkt 2.4, og formålet må ikke være begrænset til kriterierne i punkt 2.3.5.

2.3.3.   Hvis den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi ikke er aktiveret under EU-typegodkendelsesprøvningen, skal det påvises, at den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi kun er aktiv så længe, som det er nødvendigt til de formål, der er angivet i punkt 2.3.5.

2.3.4.   Drift ved lav temperatur

En understøttende emissionsbegrænsningsstrategi kan uanset kontrolbetingelserne i punkt 2.4 aktiveres på en motor udstyret med udstødningsgasrecirkulation (EGR), når omgivelsestemperaturen er under 275 K (2 °C), og hvis et af følgende to kriterier er opfyldt:

a)	temperaturen i indsugningsmanifolden er mindre end eller lig med den temperatur, der defineres ved følgende ligning: IMTC = PIM / 15,75 + 304,4, hvor: IMTC er den beregnede temperatur i indsugningsmanifolden, K og PIM er det absolutte tryk i indsugningsmanifolden i kPa

b)	kølevæsketemperaturen er mindre end eller lig med den temperatur, der defineres ved følgende ligning: ECTC = PIM / 14,004 + 325,8, hvor: ECTC er den beregnede kølervæsketemperatur, K og PIM er det absolutte tryk i indsugningsmanifolden i kPa.

2.3.5.   Bortset fra det, som er tilladt i punkt 2.3.2, kan en understøttende emissionsbegrænsningsstrategi kun aktiveres med henblik på følgende formål:

a)	af interne (on-board) signaler til beskyttelse af motoren (inklusive beskyttelse af lufthåndteringsaggregat) og/eller den mobile ikke-vejgående maskine, som motoren er monteret i, mod skader

b)	af hensyn til driftsikkerheden

c)	for at forebygge overdrevne emissioner ved koldstart eller opvarmning af motoren og ved standsning af motoren

d)

ved anvendelse til at slække på kontrollen med ét forurenende stof under specifikke omgivende betingelser eller driftsbetingelser for at sikre, at alle andre forurenende stoffer fortsat overholder de grænseværdier, som gælder for den pågældende motor. Formålet er at kompensere for naturligt forekommende fænomener på en måde, der giver en acceptabel kontrol af alle bestanddele i emissionen.

2.3.6.   Fabrikanten skal ved EU-typegodkendelsesprøvning over for den tekniske tjeneste påvise, at eventuelle understøttende emissionsbegrænsningsstrategier er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette afsnit. Påvisningen skal finde sted i form af en evaluering af den dokumentation, der er omhandlet i punkt 2.6.

2.3.7.   Enhver anvendelse af en understøttende emissionsbegrænsningsstrategi, der ikke er i overensstemmelse med punkt 2.3.1 til 2.3.5, er forbudt.

2.4.   Kontrolbetingelser

Kontrolbetingelser specificerer en højde, en omgivelsestemperatur og en kølevæskeområde, der afgør, hvorvidt understøttende emissionsbegrænsningsstrategier generelt eller kun undtagelsesvis kan aktiveres i overensstemmelse med punkt 2.3.

Kontrolbetingelserne specificerer et atmosfærisk tryk, der måles som absolut atmosfærisk statisk tryk (vådt eller tørt) (»atmosfærisk tryk«)

2.4.1.   Kontrolbetingelserne for motorer af kategorien IWP og IWA:

a)	en højde over havets overflade på højst 500 m (eller ækvivalent atmosfærisk tryk på 95,5 kPa)

b)	en omgivelsestemperatur inden for området 275-303 K (2-30 °C)

c)	en kølevæsketemperatur over 343 K (70 °C).

2.4.2.   Kontrolbetingelser for motorer af kategorien RLL:

a)	en højde over havets overflade på højst 1 000 m (eller ækvivalent atmosfærisk tryk på 90 kPa)

b)	en omgivelsestemperatur inden for området 275-303 K (2-30 °C)

c)	en kølevæsketemperatur over 343 K (70 °C).

2.4.3.   Kontrolbetingelser for motorer af kategorien NRE, NRG og RLR:

a)	Et atmosfæretryk, der er større end eller lig med 82,5 kPa

b)

en omgivelsestemperatur inden for følgende område: — lig med eller over 266 K (– 7 °C) — under eller lig med den temperatur, der bestemmes ved anvendelse af følgende ligning ved det specificerede atmosfæriske tryk: TC = – 0,4514 × (101,3 – Pb) + 311, hvor: TC er den beregnede omgivende lufttemperatur, målt i K, og Pb er det atmosfæriske tryk, målt kPa.

c)	en kølevæsketemperatur over 343 K (70 °C).

2.5.   Hvis motorens luftindtagstemperaturføler anvendes til at estimere den omgivende lufts temperatur, skal den nominelle udligning mellem de to målepunkter vurderes for en motortype eller motorfamilie. Når den anvendes, skal den målte luftindtagstemperatur justeres med en størrelse svarende til den nominelle udligning for at estimere omgivelsestemperaturen i et anlæg, som anvender den angivne motortype eller motorfamilie.

Evalueringen af udligningen foretages på grundlag af et velbegrundet teknisk skøn baseret på tekniske elementer (beregninger, simulationer, forsøgsresultater, data osv.), herunder:

a)	de typiske kategorier af mobile ikke-vejgående maskiner, hvori motortypen eller motorfamilien vil blive installeret og

b)	monteringsanvisningen fra fabrikanten til originaludstyrsfabrikanten (OEM).

En kopi af evalueringen skal stilles til rådighed for den godkendende myndighed på dennes anmodning.

2.6.   Dokumentationskrav

Fabrikanten skal opfylde dokumentationskravene i punkt 1.4 i del A i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav og tillæg 2 til dette bilag.

3.   Tekniske krav vedrørende NOx-kontrolforanstaltninger

3.1.   Dette afsnit 3 finder anvendelse på elektronisk styrede motorer i kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLL og RLR, der opfylder »trin V«-emissionsgrænserne som fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628, og som anvender elektronisk styring til bestemmelse af både brændstofmængde og indsprøjtningstidspunkt, eller som anvender elektronisk styring til at aktivere, deaktivere eller justere det emissionsbegrænsningssystem, som anvendes til at reducere NOx.

3.2.   Fabrikanten skal levere oplysninger, der fuldt ud beskriver NOx-kontrolforanstaltningernes funktionelle driftsdata ved hjælp af de dokumenter, der er angivet i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656.

3.3.   NOx-kontrolstrategi skal være funktionsdygtig under alle miljøforhold, der regelmæssigt forekommer på Unionens område, navnlig ved lave omgivelsestemperaturer.

3.4.   Fabrikanten skal påvise, at emissionen af ammoniak i den relevante emissionsprøvningscyklus i EU-typegodkendelsesproceduren, når der anvendes et reagens, ikke overstiger en middelværdi på 25 ppm for motorer af kategori RLL og 10 ppm for motorer af alle andre relevante kategorier.

3.5.   Hvis reagensbeholdere er monteret på eller tilsluttet en mobil ikke-vejgående maskine, skal der forefindes midler til udtagning af prøve af reagenset i beholderen. Prøvetagningspunktet skal være let tilgængeligt uden brug af specialværktøj eller særlige anordninger.

3.6.   Foruden kravene i punkt 3.2 til 3.5 gælder følgende:

a)	For motorer af kategori NRG de tekniske krav i tillæg 1.

b)

For motorer af kategori NRE: i) kravene i tillæg 2, når motoren udelukkende er beregnet til anvendelse i »trin V«-motorer af kategori IWP og IW i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) 2016/1628, eller ii) kravene i tillæg 1 for motorer, der ikke er omfattet af nr. i)

c)	For motorer af kategori IWP, IWA og RLR de tekniske krav i tillæg 2.

d)	For motorer af kategori RLL de tekniske krav i tillæg 3.

4.   Tekniske krav vedrørende partikelkontrolforanstaltninger

4.1.   Dette afsnit finder anvendelse på motorer i de underkategorier, der er omfattet af en PN-grænse i overensstemmelse med »trin V«-emissionsgrænserne i bilag II til forordning (EU) 2016/1628, der er udstyret med et partikelefterbehandlingssystem. I tilfælde, hvor NOx-kontrolsystemet og partikelkontrolsystemet har de samme fysiske komponenter (f.eks. samme substrat (SCR på filter), samme udstødningsgastemperatursensor), finder kravene i dette afsnit ikke anvendelse på komponenter eller fejl, hvor den godkendende myndighed på grundlag af en begrundet vurdering fra fabrikanten konkluderer, at en partikelkontrolfejl inden for rammerne af dette afsnit ville føre til en tilsvarende NOx-kontrolfejl inden for rammerne af afsnit 3.

4.2.   De detaljerede tekniske krav vedrørende kontrolforanstaltninger for forurenende partikler er fastsat i tillæg 4.

BILAG V

Målinger og prøvninger vedrørende området, der er knyttet til den stationære ikke-vejgående prøvningscyklus

1.   Generelle krav

Dette bilag finder anvendelse på elektronisk styrede motorer i kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLL og RLR, der opfylder »trin V«-emissionsgrænserne som fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628, og som anvender elektronisk styring til bestemmelse af både brændstofmængde og indsprøjtningstidspunkt, eller som anvender elektronisk styring til at aktivere, deaktivere eller justere det emissionsbegrænsningssystem, som anvendes til at reducere NOx.

I dette bilag fastsættes de tekniske krav for det område, der er forbundet med den relevante stationære ikke-vejgående prøvningscyklus, inden for hvilken den mængde, hvormed emissionerne tillades at overstige emissionsgrænserne, jf. bilag II, kontrolleres.

Foretages der prøvning af en motor som foreskrevet i prøvningsforskrifterne i afsnit 4, må de emissionsprøver, der er udtaget på et tilfældigt valgt punkt inden for det relevante kontrolområde som fastsat i afsnit 2, ikke overstige de relevante emissionsgrænseværdier i bilag II til forordning (EU) 2016/1628 ganget med en faktor på 2,0.

I afsnit 3 beskrives den tekniske tjenestes udvælgelse af yderligere målepunkter inden for kontrolområdet under prøvningen af emissioner på prøvebænk, med henblik på at påvise, at kravene i dette afsnit 1 er opfyldt.

Fabrikanten kan anmode om, at den tekniske tjeneste undtager driftspunkter fra et kontrolområde som beskrevet i afsnit 2 under den demonstration, der er omhandlet i afsnit 3. Den tekniske tjeneste kan bevilge denne udelukkelse, hvis fabrikanten kan påvise, at motoren aldrig er i stand til at arbejde ved sådanne punkter, uanset hvilken kombinationen af ikke-vejgående maskine det drejer sig om.

Monteringsvejledningen, som fabrikanten leverer til originaludstyrsfabrikanten (OEM) i overensstemmelse med bilag XIV, skal angive de øvre og nedre grænser for det gældende kontrolområde og skal omfatte en erklæring for at tydeliggøre, at originaludstyrsfabrikanten (OEM) ikke skal montere motoren på en sådan måde, at det indskrænker motoren til permanent kun at køre på hastigheds- og belastningsværdier uden for kontrolområdet for momentkurven svarende til den godkendte motortype eller motorfamilie.

2.   Motorkontrolområde

Det relevante kontrolområde til gennemførelse af motorprøvningen, skal være det område, der er fastsat i dette afsnit 2, som svarer til den relevante NRSC for den motor, der skal prøves.

2.1.   Kontrolområde for motorer, der prøves ved ikke-vejgående prøvningscyklus C1

Disse motorer fungerer med variabel hastighed og belastning. Der gælder forskellige undtagelser for kontrolområde afhængigt af motorens (under-) klasse og driftshastighed.

2.1.1.   Motorer med variabel hastighed af kategori NRE med en maksimal nettoeffekt ≥ 19 kW, motorer med variabel hastighed af kategori IWA med maksimal nettoeffekt ≥ 300 kW, motorer med variabel hastighed af kategori RLR og motorer med variabel hastighed af kategori NRG.

Kontrolområdet (se figur 5.1) defineres som følger:

øvre grænse for drejningsmoment: momentkurve ved fuld belastning

hastighedsområde: hastighed A til n hi

hvor:

hastighed A = n lo + 0,15 · (n hi – n lo)

n hi	=	høj hastighed (se artikel 1, nr. 12))
n lo	=	lav hastighed (se artikel 1, nr. 13)).

Følgende motordriftsforhold holdes uden for prøvning:

a)	punkter under 30 % af maksimalt drejningsmoment

b)	punkter under 30 % af maksimal nettoeffekt.

Hvis den målte motorhastighed A ligger inden for ± 3 % af den af fabrikanten angivne hastighed, anvendes de angivne motorhastigheder. Hvis nogen motorhastighed overskrider tolerancen, anvendes de målte motorhastigheder.

Mellemliggende prøvningspunkter inden for kontrolområdet bestemmes som følger:

%speed

hvor: n100% er 100 % hastighed for den pågældende prøvningscyklus.

Figur 5.1

Kontrolområde for motorer med variabel hastighed af kategori NRE med en maksimal nettoeffekt ≥ 19 kW, motorer med variabel hastighed af kategori IWA med maksimal nettoeffekt ≥ 300 kW og motorer med variabel hastighed af kategori NRG

Hastighed ( %)

2.1.2.   Motorer med variabel hastighed af kategori NRE med en maksimal nettoeffekt < 19 kW og motorer med variabel hastighed af kategori IWA med maksimal nettoeffekt < 300 kW

Det kontrolområde, der er specificeret i punkt 2.1.1. finder anvendelse, men med den supplerende udelukkelse af motorens driftsbetingelser i henhold til dette punkt og som illustreret i figur 5.2 og 5.3.

a)

kun for partikler, hvis hastigheden C er under 2 400 o/min, punkter til højre for eller under den linje, der dannes ved at forbinde punkterne på 30 % af det maksimale drejningsmoment eller 30 % af den maksimale nettoeffekt, alt efter hvad der er størst, ved hastigheden B og 70 % af den maksimale nettoeffekt ved høj hastighed

b)

kun for partikler, hvis hastigheden C er på eller over 2 400 o/min, punkter til højre for den linje, der dannes ved at forbinde punkterne på 30 % af det maksimale drejningsmoment eller 30 % af den maksimale nettoeffekt, alt efter hvad der er størst, ved hastigheden B, 50 % af den maksimale nettoeffekt ved 2 400 o/min, og 70 % af det maksimale drejningsmoment ved høj hastighed.

hvor:

hastighed B = n lo + 0,5 × (n hi – n lo)

hastighed C = n lo + 0,75 × (n hi – n lo)

n hi	=	høj hastighed (se artikel 1, nr 12))
n lo	=	lav hastighed (se artikel 1, nr 13)).

Hvis de målte motorhastigheder A, B og C ligger inden for ± 3 % af den af fabrikanten angivne motorhastighed, anvendes de angivne motorhastigheder. Hvis nogen motorhastighed overskrider tolerancen, anvendes de målte motorhastigheder.

Figur 5.2

Kontrolområde for motorer med variabel hastighed af kategori NRE med en maksimal nettoeffekt < 19 kW og motorer med variabel hastighed af kategori IWA med maksimal nettoeffekt < 300 kW, hastighed C < 2 400 o./min.

Symbolforklaring

1	Motorkontrolområde
2	Undtagelse (carve-out) for alle emissionen
3	PM-undtagelse
a	Procent af maksimal nettoeffekt
b	Procent af maksimalt drejningsmoment

Figur 5.3

Kontrolområde for motorer med variabel hastighed af kategori NRE med en maksimal nettoeffekt < 19 kW og motorer med variabel hastighed af kategori IWA med maksimal nettoeffekt < 300 kW, hastighed C ≥ 2 400 o./min.

Symbolforklaring

1	Motorkontrolområde
2	Undtagelse (carve-out) for alle emissionen
3	PM-undtagelse
a	Procent af maksimal nettoeffekt
b	Procent af maksimalt drejningsmoment

2.2.   Kontrolområde for motorer, der prøves ved ikke-vejgående prøvningscyklus D2, E2 og G2

Disse motorer drives hovedsagelig meget tæt på deres konstruerede driftshastighed, og kontrolområdet defineres således som følger:

hastighed	:	100 %
drejningsmomentområde	:	50 % af drejningsmomentet svarende til den maksimale effekt.

2.3.   Kontrolområde for motorer, der prøves ved ikke-vejgående prøvningscyklus E3

Disse motorer drives hovedsagelig en smule over og under en fast bladinsstilling. Kontrolområdet er relateret til bladets kurve og er udtryk for matematiske ligninger, der definerer afgrænsningen af kontrolområdet. Kontrolområdet defineres som følger:

Nedre hastighedsværdi	:	0,7 ×·n 100 %
Kurve for øvre grænse	:	% effekt = 100 ×·( % hastighed/90)3,5;
Kurve for nedre grænse	:	% effekt = 70 ×·( % hastighed/100)2,5
Øvre effektgrænse	:	Kurve for fuld belastning
Øvre hastighedsgrænse	:	Maksimal hastighed tilladt af regulator

hvor:

% effekt er procenten af den maksimale nettoeffekt

% hastighed er procenten af n100%

n100% er 100 %-hastigheden for den pågældende prøvningscyklus.

Figur 5.4

Kontrolområde for motorer, der prøves ved ikke-vejgående prøvningscyklus E3

Symbolforklaring

1	Nedre hastighedsværdi
2	Kurve for øvre grænse
3	Kurve for nedre grænse
4	Kurve for fuld belastning
5	Kurve for regulatorens maksimale hastighed
6	Motorkontrolområde

3.   Krav ved demonstration

Den tekniske tjeneste skal udtage tilfældige belastnings- og hastighedspunkter inden for kontrolområdet til prøvning. For motorer omfattet af punkt 2.1 udvælges op til tre punkter. For motorer omfattet af punkt 2.2 udvælges et punkt. For motorer omfattet af punkt 2.3 eller 2.4 udvælges op til to punkter. Den tekniske tjeneste skal også bestemme en tilfældig rækkefølge for prøvepunkterne. Prøvningen udføres i overensstemmelse med de overordnede krav for den stationære ikke-vejgående prøvningscyklus (NRSC), men hvert prøvepunkt evalueres særskilt.

4.   Prøvningskrav

Prøvningen skal udføres umiddelbart efter prøvningscyklusserne i diskret modus som følger:

a)

Prøvningen skal udføres umiddelbart efter NRSC-cyklusserne i diskret modus som beskrevet under litra a)-e) i punkt 7.8.1.2 i bilag VI, men før post-prøvningsprocedurerne i punkt f) eller efter RMC-prøvningen under litra a)-d) i punkt 7.8.2.3 i bilag VI, men før post-prøvningsprocedurerne i punkt e), afhængigt af hvad der er relevant

b)	prøvningerne skal udføres som foreskrevet under litra b)-e) i punkt 7.8.1.2 i bilag VI ved hjælp af flerfiltermetoden (et filter for hvert prøvepunkt) for hvert af de tre valgte prøvningspunkter i henhold til afsnit 3.

c)	en specifik emissionsværdi skal beregnes (i g/kWh eller #/kWh, alt efter hvad der er relevant) for hvert prøvningspunkt

d)	emissionsværdier kan beregnes på massebasis ved anvendelse af afsnit 2 i bilag VII eller på molbasis ved anvendelse af afsnit 3 i bilag VII, men skal være konsistente med den metode, der anvendes til NRSC-prøvning i diskret modus eller RMC-prøvning

e)	for gasser og PN, hvis relevant, summationsberegning, hvor Nmode i ligning (7-63) sættes til 1 og der anvendes en vægtningsfaktor på 1

f)	for partikelberegninger anvendes flerfiltermetoden for summationsberegning sættes Nmode i ligning (7-64) til 1 og der anvendes en vægtningsfaktor på 1.

BILAG VI

Gennemførelse af emissionsprøvninger og krav til måleudstyr

1.   Indledning

I dette bilag beskrives metoden til bestemmelse af emissionen af forurenende gasser og partikler fra den afprøvede motor og specifikationer vedrørende måleudstyret. Fra og med afsnit 6 er nummereringen i dette bilag i overensstemmelse med nummereringen i NRMM, gtr 11, og UN R 96-03, bilag 4B. Nogle punkter i NRMM, gtr 11, er dog ikke nødvendige i dette bilag, eller de er ændret i overensstemmelse med den tekniske udvikling.

2.   Generelt overblik

Dette bilag indeholder følgende tekniske bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre emissionsprøvning. Supplerende bestemmelser er anført i punkt 3.

—	Afsnit 5: Krav til ydeevne, herunder fastsættelsen af prøvningshastigheder

—	Afsnit 6: Prøvningsbetingelser, herunder metoden til opgørelse af emissionen af krumtaphusgasser, metoden til bestemmelse og opgørelse af kontinuerlig og ikke-hyppig regenerering af udstødningsefterbehandlingssystemer

—	Afsnit 7: Prøvningsprocedurer, herunder kortlægning af motorer, generering af prøvningscyklusser og proceduren for afvikling af prøvningscyklusser

—	Afsnit 8: Målemetoder, herunder kontrol af instrumentkalibrering og ydeevne og instrumentvalidering med henblik på prøvning

—	Afsnit 9: Måleudstyr, herunder måleinstrumenter, fortyndingsprocedurer, prøvetagningsmetoder og analytiske gasser og massestandarder

—	Tillæg 1: Procedure for PN-måling.

3.   Tilknyttede bilag

—	:	Dataevaluering og beregning	:	Bilag VII
—	:	Prøvningsprocedurer for dual-brændstofmotorer	:	Bilag VIII
—	:	Referencebrændstoffer	:	Bilag IX
—	:	Prøvningscyklusser	:	Bilag XVII

4.   Generelle krav

De motorer, der skal prøves, skal opfylde ydeevnekravene i afsnit 5, når de prøves i henhold til prøvningsbetingelserne i afsnit 6 og prøvningsprocedurerne i afsnit 7.

5.   Præstationskrav

5.1.   Emission af forurenende gasser og partikler og af CO2 og NH3

De forurenende stoffer udgøres af:

a)	Nitrogenoxider, NOx

b)	Carbonhydrider, udtrykt som de samlede carbonhydrider, HC eller THC

c)	Carbonmonoxid, CO

d)	Partikler, PM

e)	Partikelantal, PN.

De målte værdier for forurenende luftarter og partikler og for CO2, der udstødes af motoren, henviser til bremsespecifikke emissioner i gram pr. kilowatt-time (g/kWh).

De forurenende luftarter og partikler, der skal måles, er dem, for hvilke der gælder bestemte grænseværdier for den afprøvede motorunderkategori som fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628. Resultaterne, inkl. forringelsesfaktoren bestemt efter bilag III, må ikke overstige de gældende grænseværdier.

CO2 måles og rapporteres for alle motorunderkategorier, jf. artikel 41, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1628.

Den gennemsnitlige emission af ammoniak (NH3) skal yderligere måles, jf. afsnit 3 i bilag IV, når de NOx-kontrolforanstaltninger, der udgør en del af motorens emissionsbegrænsningssystem omfatter brug af et reagens, og må ikke overstige de værdier, der er fastsat i dette afsnit.

Emissionerne bestemmes ved arbejdscyklusser (stationære og/eller transiente) som beskrevet i afsnit 7 og i bilag XVII. Målesystemerne skal opfylde kalibrerings- og ydelseskontrollen i afsnit 8 med det måleudstyr, der er beskrevet i afsnit 9.

Andre systemer eller analysatorer kan godkendes af den godkendende myndighed, hvis det konstateres, at de giver ækvivalente resultater i henhold til punkt 5.1.1. Resultaterne beregnes i henhold til kravene i bilag VII.

5.1.1.   Ækvivalens

Bestemmelsen af systemækvivalens skal ske på grundlag af en korrelationsundersøgelse af 7 par (eller flere) stikprøver af det betragtede system og et af systemerne i dette bilag. Med »resultater« menes de specifikke, vægtede emissionsværdier målt under prøvningscyklussen. Korrelationsundersøgelsen, skal udføres på samme laboratorium og prøvningscelle og på samme motor, og skal helst finde sted sideløbende. Ækvivalensen af stikprøveparrenes gennemsnit bestemmes ved hjælp af den i tillæg 3 til bilag VII beskrevne F-test- og t-teststatistik, som er registreret under de ovenfor beskrevne laboratorie-, prøvningscelle- og motordriftsforhold. Afvigende resultater (outliers) skal bestemmes i overensstemmelse med ISO 5725 og elimineres fra databasen. De systemer, der anvendes til korrelationsundersøgelse, skal godkendes af den godkendende myndighed.

5.2.   Overordnet beskrivelse af prøvningscyklusserne

5.2.1.   EU-typegodkendelsesprøvningen skal foretages med den passende ikke-vejgående stationære cyklus (NRSC) og, når det er relevant, den ikke-vejgående transiente cyklus (NRTC eller LSI-NRTC) som angivet i artikel 24 og bilag IV til forordning (EU) 2016/1628.

5.2.2.   De tekniske specifikationer og karakteristika for NRSC-cyklusser er fastsat i bilag XVII, tillæg 1 (diskret modus NRSC) og tillæg 2 (ramped-modal NRSC). Efter fabrikantens valg kan en NRSC-prøvning gennemføres som en diskret modus NRSC, eller — hvor det er muligt — som en ramped-modal NRSC (RMC), jf. punkt 7.4.1.

5.2.3.   De tekniske specifikationer og karakteristika for NRTC- og LSI-NRTC-cyklusser er fastsat i tillæg 3 til bilag XVII.

5.2.4.   De prøvningscyklusser, der er specificeret i punkt 7.4 og i bilag XVII, er udformet på grundlag af procentdele af maksimalt drejningsmoment eller effekt og hastigheder, der skal fastsættes for at sikre en korrekt udførelse af prøvningscyklusserne:

a)	100 % hastighed (maksimal prøvningshastighed (MTS) eller mærkehastighed)

b)	Mellemhastighed(er) som specificeret i punkt 5.2.5.4

c)	Tomgangshastighed som specificeret i punkt 5.2.5.5

Bestemmelse af prøvningshastighederne er anført i punkt 5.2.5 og anvendelse af drejningsmoment og effekt i punkt 5.2.6.

5.2.5.   Prøvningshastigheder

5.2.5.1.   Maksimal prøvningshastighed (MTS)

Den maksimale prøvningshastighed (MTS) beregnes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.1.1 eller punkt 5.2.5.1.3.

5.2.5.1.1.   Beregning af MTS

Med henblik på beregning af MTS skal den transiente optegning af motorens karakteristik udføres i overensstemmelse med punkt 7.4. MTS bestemmes derefter ud fra de optegnede værdier af motorhastighed kontra effekt. MTS beregnes ved hjælp af ligningen (6-1), (6-2) eller (6-3):

a)	MTS = n lo + 0,95 · (n hi — n lo)	(6-1)
b)	MTS = n i	(6-2)

hvor:

n i	er gennemsnittet af de laveste og højeste hastigheder, hvor (n 2 norm i + P 2 norm i ) er lig med 98 % af den maksimale værdi af (n 2 norm i + P 2 norm i )

c)

Hvis der kun er en hastighed, hvor (n 2 norm i + P 2 norm i ) er lig med 98 % af den maksimale værdi af (n 2 norm i + P 2 norm i ): er MTS = n i (6-3) hvor: n i er hastigheden, hvor den maksimale værdi af (n 2 norm i + P 2 norm i ) forekommer. hvor: n = motorhastigheden i = indekseringsvariabel, som repræsenterer en registreret værdi i en motorkarakteristik n hi = den høje hastighed som defineret i artikel 2, nr. 12 n lo = den lave hastighed som defineret i artikel 2, nr. 13 n norm i = en motorhastighed, der er normaliseret ved division med n P norm i = en motoreffekt, der er normaliseret ved division med Pmax = er gennemsnittet af de laveste og højeste hastigheder, hvor effekten er lig med 98 % af P max. Der anvendes lineær interpolation mellem de optegnede værdier med henblik på at bestemme: a) hastighederne, hvor effekten er lig med 98 % af P max. Hvis der kun er en hastighed, hvor effekten er lig med 98 % af Pmax, er den hastighed, hvor Pmax forekommer; b) hastighederne, hvor (n 2 norm i + P 2 n orm i ) er lig med 98 % af den maksimale værdi af (n 2 norm i + P 2 n orm i ).

5.2.5.1.2.   Anvendelse af en erklæret MTS

Hvis den MTS, der beregnes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.1.1 eller 5.2.5.1.3, er inden for ± 3 % af den af fabrikanten opgivne MTS, kan den erklærede MTS anvendes til emissionsprøvning. Overskrides tolerancen, anvendes den målte MTS til emissionsprøvningen.

5.2.5.1.3.   Anvendelse af en justeret MTS

Hvis den faldende del af kurven for fuld belastning har en meget stejl kant, kan det give problemer for korrekt afvikling af hastighederne på 105 % af NRTC-prøvningscyklussen. I dette tilfælde er det tilladt med forudgående accept fra den tekniske tjeneste at anvende en anden værdi af MTS, der bestemmes ved hjælp af en af følgende metoder:

a)	MTS kan reduceres en smule (højst 3 %) for at sikre en så korrekt afvikling af NRTC som muligt.

b)	Beregn en alternativ MTS ved hjælp af ligningen (6-4): MTS = ((n max — n idle)/1,05) + n idle (6-4) hvor: n max = den motorhastighed, hvor en motorregulator styrer motorhastigheden med maksimalt førerkrav ved og med nulbelastning (»maksimal ubelastet motorhastighed«) n idle = er tomgangshastigheden

5.2.5.2.   Mærkehastighed

Mærkehastigheden er defineret i artikel 3, nr. 29, i forordning (EU) 2016/1628. Mærkehastigheden for motorer med variabel hastighed, der er genstand for en emissionsprøvning, skal bestemmes ud fra den gældende karakteristikoptegning som beskrevet i afsnit 7.6. Mærkehastigheden for motorer med konstant hastighed angives af fabrikanten i overensstemmelse med regulatorens karakteristika. Hvis en motortype, som udstyret med alternative hastigheder, jf. artikel 3, nr. 21, i forordning (EU) 2016/1628, er underlagt en emissionsprøvning, skal hver alternativ hastighed angives og afprøves.

Hvis den mærkehastighed, der bestemmes på grundlag af karakteristikoptegningen i afsnit 7.6, ligger inden for ± 150 o./min. af den værdi, der er angivet af fabrikanten for motorer af kategori NRS forsynet med regulator, eller inden for ± 350 o./min. eller ± 4 % for motorer af kategori NRS uden regulator, afhængigt af hvad der er mindst, eller inden for ± 100 o./min. for alle andre motorkategorier, kan den angivne værdi anvendes. Overskrides tolerancen, anvendes den mærkehastighed, der er fastsat ved karakteristikoptegningen.

For motorer af kategori NRSh skal 100 % af prøvningshastigheden skal være inden for ± 350 o./min. af mærkehastigheden.

Alternativt kan den maksimale prøvningshastighed anvendes i stedet for mærkehastigheden for enhver stationær prøvningscyklus.

5.2.5.3.   Hastighed ved største drejningsmoment for motorer med variabel hastighed

Hastigheden ved det største drejningsmoment, der fastsættes på grundlag af den maksimale momentkurve fra den gældende karakteristikoptegning for motoren i punkt 7.6.1 eller punkt 7.6.2, skal være en af følgende:

a)	Den hastighed, hvor det højeste drejningsmoment blev registreret, eller

b)	gennemsnittet af de laveste og højeste hastigheder, hvor drejningsmomentet er lig med 98 % af det maksimale drejningsmoment. Om nødvendigt anvendes lineær interpolation til at fastsætte de hastigheder, hvor drejningsmomentet er lig med 98 % af det maksimale drejningsmoment.

Hvis hastigheden ved det maksimale drejningsmoment, der fastsættes på grundlag af den maksimale momentkurve, er inden for ± 4 % af hastigheden ved det største drejningsmoment, der er angivet af fabrikanten for motorkategori NRS eller NRSh, eller ± 2,5 % af hastigheden ved det maksimale drejningsmoment, der er angivet af fabrikanten for alle andre motorkategorier, kan den angivne værdi anvendes med henblik på denne forordning. Overskrides tolerancen, anvendes hastigheden ved det maksimale drejningsmoment, der er fastsat ved den maksimale momentkurve.

5.2.5.4.   Mellemhastighed

Mellemhastigheden skal opfylde et af følgende krav:

a)	For motorer, der er beregnet til at fungere i et hastighedsområde med fuldbelastet momentkurve, er mellemhastigheden hastigheden ved det maksimale drejningsmoment, hvis dette indtræder ved mellem 60 % og 75 % af mærkehastigheden

b)	Hvis hastigheden ved det maksimale drejningsmoment er mindre end 60 % af mærkehastigheden, er mellemhastigheden 60 % af mærkehastigheden

c)	Hvis hastigheden ved det maksimale drejningsmoment er større end 75 % af mærkehastigheden, er mellemhastigheden 75 % af mærkehastigheden. Såfremt motoren kun kan fungere ved hastigheder på mere end 75 % af mærkehastigheden er mellemhastigheden den laveste hastighed, ved hvilken motoren kan fungere

d)	For motorer, der ikke er beregnet til at fungere i et hastighedsområde med fuldbelastet momentkurve i stationær driftsmåde, er mellemhastigheden mellem 60 % og 70 % af mærkehastigheden.

e)	For motorer, der skal prøves efter G1-cyklussen, undtagen for motorer af kategori ATS, er mellemhastigheden 85 % af mærkehastigheden.

f)	For motorer af kategori ATS, der prøves efter G1-cyklussen, er mellemhastigheden 60 % eller 85 % af mærkehastigheden afhængigt af, hvilken der er tættest på den aktuelle hastighed ved maksimalt drejningsmoment.

Når den maksimale prøvningshastighed (MTS) anvendes i stedet for mærkehastigheden for 100 % hastighedsprøvning, skal den maksimale prøvningshastighed (MTS) også erstatte mærkehastigheden ved bestemmelse af mellemhastigheden.

5.2.5.5.   Tomgangshastighed

Tomgangshastighed er den laveste motorhastighed med mindst mulig belastning (større end eller lig med 0), hvor en motorregulator styrer motorhastigheden. For motorer, hvis tomgangshastighed ikke styres af en regulator, betyder tomgangshastighed den af fabrikanten oplyste værdi for lavest mulige motorhastighed med minimal belastning. Bemærk, at varm tomgangshastighed er tomgangshastigheden af en varm motor.

5.2.5.6.   Prøvningshastighed for motorer med konstant hastighed

Regulatorer i motorer med konstant hastighed opretholder ikke altid fuldkommen konstant hastighed. Typisk kan hastigheden falde (0,1 til 10) % under hastigheden ved nulbelastning, således at den minimale hastighed indtræder omkring punktet for motorens maksimale effekt. Prøvningshastigheden for motorer med konstant hastighed kan styres ved hjælp af regulatoren, der er monteret i motoren, eller ved hjælp af en prøvebænkshastighed, hvis dette gør det ud for motorregulator.

Hvis regulatoren, der er monteret i motoren, anvendes, skal 100 % hastigheden være den motorstyrede hastighed som defineret i artikel 2, nr. 24.

Hvis en prøvebænks hastighedssignal anvendes til simulering af regulator, skal 100 % hastigheden ved nulbelastning være den ubelastede motorhastighed, der er angivet af fabrikanten for denne regulatorindstilling, og 100 % hastigheden ved fuld belastning skal være mærkehastigheden for denne regulatorindstilling. Der anvendes interpolation til at bestemme hastigheden for de øvrige prøvningstilstande.

Hvis regulatoren har isokron driftsmåde eller mærkehastigheden og nulbelastningshastigheden som angivet af fabrikanten afgiver mere end 3 %, kan en enkelt værdi, der angives af fabrikanten, anvendes som 100 % hastighed ved alle belastningspunkter.

5.2.6.   Drejningsmoment og effekt

5.2.6.1.   Drejningsmoment

Tallene for drejningsmoment, der angives i prøvningscyklusserne, repræsenterer, for en given prøvningstilstand, en af følgende:

a)	Forholdet mellem det nødvendige drejningsmoment og det maksimalt muligt drejningsmoment ved den foreskrevne prøvningshastighed (alle cyklusser undtagen D2 og E2)

b)	Forholdet mellem det nødvendige drejningsmoment til det drejningsmoment, der svarer til den af fabrikanten angivne nettomærkeeffekt (cyklus D2 og E2).

5.2.6.2.   Effekt

Effektværdierne, der angives i prøvningscyklusserne, er procentværdier, der repræsenterer, for en given prøvningstilstand, en af følgende:

a)	For prøvningscyklus E3 er effektværdierne procentværdier for den maksimale nettoeffekt ved 100 % hastighed, da denne cyklus er baseret på en teoretisk propelkarakteristikkurve for fartøjer, der drive af motorer til tungt arbejde uden begrænsning af længden.

b)	For prøvningscyklus F er effektværdierne procentværdier af den maksimale nettoeffekt ved en bestemt prøvningshastighed, undtagen for tomgangshastighed, hvor det er en procentdel af den maksimale nettoeffekt ved 100 % hastighed.

6.   Prøvningsbetingelser

6.1.   Laboratorieprøvningsundersøgelser

Den absolutte temperatur (Ta) af motorluften ved motorens luftindtag, der udtrykkes i Kelvin, og det tørre atmosfæretryk (ps), der udtrykkes i kPa, måles, og parameteren fa bestemmes efter følgende anvisninger og ved hjælp af ligningen (6-5) eller (6-6). Hvis det atmosfæriske tryk måles i en kanal, skal der sikres mod mindre tryktab mellem atmosfæren og målestedet, og der skal redegøres for ændringer i kanalens statiske tryk som følge af gennemstrømningen. På flercylindrede motorer med flere separate grupper af indsugningsmanifolder, f.eks. V-motorer, måles gennemsnitstemperaturen for de separate grupper. Parameteren fa skal meddeles sammen med undersøgelsesresultaterne.

Motorer med naturlig indsugning og mekanisk trykladning:

(6-5)

For trykladede motorer med eller uden køling af motorens indgangsluft:

(6-6)

6.1.1.   For at en prøvning kan betragtes for gyldig, skal følgende betingelser være opfyldt:

a)	f a skal være inden for området 0,93 ≤ f a ≤ 1,07, undtagen som tilladt i punkt 6.1.2 og 6.1.4

b)	Indsugningsluftens temperatur skal opretholdes til 298 ± 5 K (25 ± 5 °C), målt opstrøms for enhver motorkomponent, undtagen som tilladt i punkt 6.1.3 og 6.1.4 og som krævet i punkt 6.1.5 og 6.1.6.

6.1.2.   Hvis det laboratorium, hvor motoren afprøves, ligger mere end 600 m over havets overflade, kan f a, med fabrikantens accept, overstige 1,07 på betingelse af, at p s ikke er under 80 kPa.

6.1.3.   Hvis effekten af den motor, der afprøves, er større end 560 kW, kan maksimumsværdien af indsugningsluftens temperatur, med fabrikantens accept, overstige 303 K (30 °C) på betingelse af, at den ikke overstiger 308 K (35 °C).

6.1.4.   Hvis det laboratorium, hvor motoren afprøves, ligger mere end 300 m over havets overflade, og effekten af den motor, der afprøves, er større end 560 kW, kan f a, med fabrikantens accept, overstige 1,07 på betingelse af, at p s ikke er mindre end 80 kPa, og den maksimale værdi for indsugningsluftens temperatur kan overstige 303 K (30 °C) på betingelse af, at den ikke overstiger 308 K (35 °C).

6.1.5.   I tilfælde af en motor af kategori NRS med en motoreffekt under 19 kW, der udelukkende består af motortyper til anvendelse i sneslynger, skal indsugningsluftens temperatur opretholdes mellem 273 K og 268 K (0 oC og – 5 °C).

6.1.6.   For motorer af kategori SMB skal indsugningsluftens temperatur opretholdes til 263 ± 5 K (– 10 ± 5 °C), undtagen som tilladt i punkt 6.1.6.1.

6.1.6.1.   For motorer af kategori SMB udstyret med elektronisk brændstofindsprøjtning, der justerer brændstoftilførslen til indsugningsluftens temperatur, kan indsugningsluftens temperatur, efter fabrikantens valg, alternativt fastholdes på 298 ± 5 K (25 ± 5 °C).

6.1.7.   Det er tilladt at anvende:

a)

et apparat til måling af atmosfæretryk, hvis aflæsning anvendes som det atmosfæriske tryk for et helt prøvningsanlæg, som har mere end ét prøvningsrum med dynamometerapparat, sålænge udstyret til håndtering af indsugningsluft opretholder et omgivende tryk, hvor motoren prøves, inden for ± 1 kPa af det delte atmosfæriske tryk

b)

et apparat til måling af fugtighed til at måle indsugningsluftens fugtighed for et helt prøvningsanlæg, som har mere end ét prøvningsrum med dynamometerapparat, sålænge udstyret til håndtering af indsugningsluft opretholder dugpunktet, hvor motoren prøves, inden for ± 0,5 K af den delte fugtighedsmåling

6.2.   Motorer med ladeluftkøling

a)

Der anvendes et ladeluftkølesystem med en samlet indsugningsluftkapacitet, der er repræsentativt for det på ibrugtagne produktionsmotorer anvendte system. Der skal konstrueres et laboratorieladeluftkølesystem med henblik på at minimere akkumuleringen af kondensat. Akkumuleret kondensat skal udtømmes, og alle udtømningsafløb lukkes fuldstændigt før emissionsprøvning. Afløbene holdes lukket under emissionsprøvningen. Kølervæskeforholdene opretholdes som følger: a) der fastholdes en kølervæsketemperatur på mindst 20 °C ved indtaget til ladeluftkøleren under under hele prøvningen b) ved mærkehastigheden og fuld belastning indstilles kølervæskens strømningshastighed, således at der efter ladeluftkølerens afgang opnås en lufttemperatur inden for ± 5 °C af den værdi, som fabrikanten har fastsat. Luftens udgangstemperatur måles på det sted, der er angivet af fabrikanten. Dette indstillingspunkt for kølervæsken anvendes under hele prøvningen. c) Hvis motorfabrikanten har specificeret grænser for trykfald i ladeluftkølesystemet, skal det sikres, at trykfaldet i ladeluftkølesystemet ved de af fabrikanten specificerede motorbetingelser er begrænset til de(n) af fabrikanten angivne grænseværdi(er). Trykfaldet måles på de af fabrikanten angivne steder. Når den maksimale prøvningshastighed (MTS) som omhandlet i punkt 5.2.5.1 anvendes i stedet for mærkehastigheden at gennemføre prøvningscyklussen, kan denne hastighed anvendes i stedet for mærkehastigheden ved indstilling af ladelufttemperatur. Målet er at frembringe emissionsresultater, som er repræsentative for driften. Hvis det ud fra et velbegrundet teknisk skøn fremgår, at specifikationerne i dette afsnit fører til ikke-repræsentativ prøvning (f.eks. overkøling af indsugningsluft), kan der anvendes mere avancerede punkter og kontroller af ladelufttrykfald, kølervæsketemperatur og strømningshastighed for at opnå mere repræsentative resultater.

6.3.   Motoreffekt

6.3.1.   Grundlag for emissionsmåling

Grundlaget for specifik emissionsmåling er ukorrigeret nettoeffekt som defineret i artikel 3, nr. 23, i forordning (EU) 2016/1628.

6.3.2.   Tilbehør, der skal monteres

Under prøvningen skal det tilbehør, der er nødvendigt for motorens funktion, monteres i prøvebænken i henhold til kravene i tillæg 2.

Hvis det nødvendige tilbehør ikke kan være monteret ved prøvningen, skal den effekt, som det optager, bestemmes og trækkes fra den målte motoreffekt.

6.3.3.   Tilbehør, der skal afmonteres

Visse former for tilbehør, hvis definition er knyttet til driften af mobile ikke-vejgående maskiner, og som kan monteres på motoren, afmonteres før prøvningen.

Hvis tilbehør ikke kan afmonteres, kan den effekt, som det optager i ubelastet tilstand, bestemmes og lægges til den målte motoreffekt (se note g i tillæg 2). Hvis denne værdi er større end 3 % af maksimaleffekten ved prøvningshastigheden, kan det bekræftes af den tekniske tjeneste. Den effekt, der optages af tilbehør, skal anvendes til at justere de indstillede værdier og beregne motorens ydelse under prøvecyklussen i overensstemmelse med punkt 7.7.1.3 eller 7.7.2.3.1.

6.3.4.   Bestemmelse af effekt optaget af tilbehør

Den af tilbehøret/udstyret optagne effekt behøver kun bestemmes:

a)	hvis det i henhold til tillæg 2 krævede tilbehør/udstyr ikke er monteret på motoren og/eller

b)	hvis tilbehør/udstyr, der ikke kræves i henhold til tillæg 2, er monteret på motoren.

Værdierne for effekt optaget af tilbehør og målings-/beregningsmetoderne til bestemmelse af effekt optaget af tilbehør skal forelægges motorens fabrikant for hele prøvningscyklussernes driftsområde og godkendes af den godkendende myndighed.

6.3.5.   Motorens udførte arbejde

Beregningen af referencearbejde udført og faktisk arbejde udført (jf. punkt 7.8.3.4) baseres på motoreffekten i henhold til punkt 6.3.1. I dette tilfælde har P f og P r i ligning (6-7) værdien nul, og P er lig med P m.

Hvis der er monteret tilbehør/udstyr i henhold til punkt 6.3.2 og/eller 6.3.3, anvendes den af tilbehøret/udstyret optagne effekt til korrektion af hver enkelt øjeblikkelig effektværdi P m,i ved hjælp af ligningen (6-8):

P i = P m,i – P f,i + P r,i	(6-7)
P AUX = P r,i — P f,i	(6-8)

Hvor:

P m,i	er den målte motoreffekt, kW
P f,i	er effekten optaget af det tilbehør/udstyr, som skal være monteret ved prøvningen, men som ikke var monteret, kW
P r,i	er effekten optaget af det tilbehør/udstyr, som skal afmonteres ved prøvningen, men som var monteret, kW

6.4.   Motorens indsugningsluft

6.4.1.   Indledning

Der anvendes det på motoren monterede indsugningsluftssystem eller et system, som er repræsentativt for en typisk ibrugtaget motorkonfiguration. Dette omfatter systemer til ladeluftkøling og udstødningsrecirkulation (EGR).

6.4.2.   Indsnævring af luftindtag

Der skal anvendes et motorluftindtagssystem eller et prøvningslaboratoriesystem med en indsnævring af luftindtaget, der højst afviger ± 300 Pa fra den maksimale værdi, der er angivet af fabrikanten for et rent luftfilter ved mærkehastighed og fuld belastning. Hvis dette ikke er muligt på grund af udformningen af prøvningslaboratoriets lufttilførselssystem, skal der efter forudgående accept fra den tekniske tjeneste tillades en indsnævring, der ikke overskrider den værdi, der er angivet af fabrikanten for et snavset filter. Trykindsnævringens statiske differentialtryk måles på et sted og ved en hastighed og et drejningsmoment, som angives af fabrikanten. Hvis fabrikanten ikke angiver et målested, måles dette tryk opstrøms for en eventuel turbolader eller system til udstødningsrecirkulation (EGR) med tilslutning til luftindtagssystemet.

Når den maksimale prøvningshastighed (MTS) som omhandlet i punkt 5.2.5.1 anvendes i stedet for mærkehastigheden til at gennemføre prøvningscyklussen, kan denne hastighed anvendes i stedet for mærkehastigheden ved indstilling af luftindtagsindsnævring.

6.5.   Motorens udstødningssystem

Der anvendes det på motoren monterede udstødningssystem eller et system, som er repræsentativt for en ibrugtaget motor. Udstødningssystemet skal opfylde kravene til udtagning af prøver af udstødningsgas som angivet i punkt 9.3. Der skal anvendes et motorudstødningssystem eller et prøvningslaboratoriesystem med et statisk modtryk i udstødningssystemet, der højst afviger 80-100 % fra den maksimale udstødningsindsnævring ved mærkehastighed og fuld belastning. Udstødningsindsnævringen kan være indstillet ved hjælp af en ventil. Hvis den maksimale udstødningsindsnævring er på 5 kPa eller mindre, skal indstillingsværdien ikke være mere end 1,0 kPa fra maksimum. Når den maksimale prøvningshastighed (MTS) som omhandlet i punkt 5.2.5.1 anvendes i stedet for mærkehastigheden til at gennemføre prøvningscyklussen, kan denne hastighed anvendes i stedet for mærkehastigheden ved indstilling af udstødningsindsnævring.

6.6.   Motor med system til udstødningsefterbehandling

Har motoren et system til udstødningsefterbehandling, som ikke er monteret direkte på motoren, skal udstødningsrøret have samme diameter som det, der anvendes ved drift mindst fire rørdiametre opstrøms for den udvidelse, som indeholder efterbehandlingsenheden. Afstanden fra udstødningsmanifoldflangen eller turboladerudgangen til udstødningsefterbehandlingssystemet skal være den samme som i den mobile ikke-vejgående maskinkonfiguration eller inden for de afstandsspecifikationer, fabrikanten har angivet. Når specificeret af fabrikanten, skal røret være isolerede for at opnå en efterbehandlingsindgangstemperatur inden for fabrikantens specifikationer. Hvis andre monteringskrav er specificeret af fabrikanten, skal disse også overholdes i prøvningsopstillingen. Udstødningens modtryk eller indsnævring skal indstilles i henhold til punkt 6.5. For udstødningsefterbehandlingsanordninger med variabel udstødningsindsnævring defineres den maksimale udstødningsindsnævring, der anvendes i punkt 6.5, ved den efterbehandlingstilstand (degreening/aldring og regenerering/ladeniveau), der foreskrives af fabrikanten. Efterbehandlingsbeholderen kan være afmonteret under blindprøvning og under optegning af motorens karateristik og kan erstattes med en tilsvarende beholder med inaktiv katalysatorbærer.

De under prøvningscyklussen målte emissioner skal være repræsentative for emissionerne i praksis. Er motoren forsynet med et system til udstødningsefterbehandling, der forbruger et reagens, skal fabrikanten oplyse, hvilket reagens der anvendes til alle prøvningerne.

Ved motorer af kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLR, NRS, NRSh, SMB og ATS, der er udstyret med systemer til udstødningsefterbehandling med sjælden (periodisk) regenerering, jf. punkt 6.6.2, justeres emissionsresultaterne således, at der tages højde for regenereringer. I dette tilfælde afhænger middelværdierne for emission af regenereringernes frekvens med hensyn til brøkdele af prøvningsforløbet, hvor regenerering forekommer. Efterbehandlingssystemer med en regereringsproces, der finder sted enten på vedholdende vis eller mindst én gang i løbet af den pågældende transiente prøvningscyklus (NRTC eller LSI-NRTC) eller RMC-cyklus (»kontinuerlig regenerering«) i henhold til punkt 6.6.1, kræver ingen særlig prøvningsprocedure.

6.6.1.   Kontinuerlig regenerering

Er der tale om et system til udstødningsefterbehandling, der er baseret på en kontinuerlig regenereringsproces, måles emissionerne på et efterbehandlingssystem, der er stabiliseret, således at der opnås repeterbare emissionsresultater. Regenereringsprocessen skal finde sted mindst én gang under varmstarts NRTC-, LSI-NRTC- eller NRSC-prøvning, og fabrikanten skal angive de normale betingelser, under hvilke regenerering finder sted (sodbelastning, temperatur, modtryk i udstødningssystemet osv.). For at påvise, at regenereringsprocessen er kontinuerlig, skal der gennemføres mindst 3 varmstarts NRTC-, LSI-NRTC- eller NRSC-prøvninger. I tilfælde af varmstarts NRTC-prøvning skal motoren varmes op i overensstemmelse med punkt 7.8.2.1 og fordampe i henhold til punkt 7.4.2.1, b), hvorefter den første varmstarts NRTC-prøvning gennemføres.

Efterfølgende varmstarts NRTC-prøvning gennemføres efter fordampning (soak) i henhold til punkt 7.4.2.1, litra b). Under disse prøvninger registreres udstødningstemperaturer og -tryk (temperatur før og efter udstødningsefterbehandlingssystemet, modtryk i udstødningssystemet osv.). Udstødningsefterbehandlingssystemet betragtes som tilfredsstillende, hvis de betingelser, der er angivet af fabrikanten, forekommer under prøvningen i et tilstrækkeligt tidsrum, og emissionsresultaterne ikke er spredt med mere end ± 25 % eller 0,005 g/Kwh, alt efter hvad der er størst.

6.6.2.   Ikke-hyppig regenerering

Denne bestemmelse finder kun anvendelse på motorer, der er udstyret med et system til udstødningsefterbehandling med ikke-hyppig regenerering, typisk mindre end 100 timers normal motordrift. For disse motorer skal der fastsættes enten additive eller multiplikative faktorer for op- og nedjustering som omhandlet i punkt 6.6.2.4. (»justeringsfaktor«)

Prøvning og udvikling af justeringsfaktorer kræves kun for én relevant transient (NRTC eller LSI-NRTC) prøvningscyklus eller RMC-prøvningscyklus. De faktorer, der er blevet udviklet, kan anvendes på resultaterne af de andre prøvningscyklusser, herunder diskret modus NRSC.

Hvis der ikke foreligger nogen egnede justeringsfaktorer efter prøvning med transient (NRTC eller LSI-NRTC) prøvningscyklus eller RMC-prøvningscyklusser, fastsættes justeringsfaktorerne ved hjælp af en NRSC-prøvning i diskret modus. Faktorer, der er udviklet ved hjælp af en NRSC-prøvningscyklus i diskret modus, skal kun anvendes til NRSC-prøvningscyklusser i diskret modus.

Det er ikke påkrævet at foretage prøvning og udvikle justeringsfaktorer på både RMC og NRSC i diskret modus.

6.6.2.1.   Krav til fastsættelse af justeringsfaktorer ved hjælp af NRTC-, LSI-NRTC- eller RMC-prøvning,

Emissionerne måles i mindst tre varmstarts NRTC-, LSI-NRTC- eller RMC-prøvninger, én med regenerering og de to andre uden regenerering, på et stabiliseret udstødningsefterbehandlingssystem. Regenereringsprocessen skal finde sted mindst én gang under NRTC-, LSI-NRTC- eller RMC-prøvningen med en regenerering. Hvis regenerering varer længere end en NRTC-, LSI-NRTC- eller RMC-prøvning, udføres der konsekutive NRTC-, LSI-NRTC- eller RMC-prøvninger, og emissionen måles fortsat uden slukning af motoren, indtil regenereringen er fuldført, og gennemsnittet af prøvningerne beregnes. Hvis regenerering fuldføres i løbet af en af prøvningerne, fortsættes hele prøvningen i fuld længde.

Der fastsættes en passende justeringsfaktor for en fuld cyklus ved af ligningerne (6-10) til (6-13).

6.6.2.2.   Krav til fastsættelse af justeringsfaktorer ved hjælp af NRSC-prøvning i diskret modus

Der startes med et stabiliseret efterbehandlingssystem, og emissionerne måles på mindst tre gennemkørsler i hver prøvningsfunktionsmåde af den relevante NRSC i diskret modus, hvor betingelserne for regenerering kan opfyldes, én med regenerering og de to andre uden regenerering. PM-måling foretages ved anvendelse af flerfiltermetoden, der er beskrevet i punkt 7.8.1.2, litra c). Hvis regenerering er påbegyndt, men ikke afsluttet ved udgangen af prøvetagningsperioden for en specifik prøvningsfunktionsmåde, forlænges prøvetagningsperioden, indtil regenereringen er fuldført. Hvis der er flere gennemkørsler for samme tilstand beregnes et gennemsnitligt resultat. Processen gentages for hver prøvningsfunktionsmåde.

En passende justeringsfaktor beregnes ved hjælp af ligning (6-10) til (6-13) for de funktionsmåder af de relevante cyklusser, hvor der sker regenerering.

6.6.2.3.   Overordnet procedure for udarbejdelse af faktorer for ikke-hyppig regenereringsjustering (IRAF-faktorer)

Fabrikanten skal angive de normale parameterbetingelser, under hvilke regenereringsprocessen finder sted (sodbelastning, temperatur, modtryk i udstødningssystemet osv.). Fabrikanten skal også oplyse regenereringshyppigheden i form af antallet af prøvninger, hvor regenerering forekommer. Den nøjagtige procedure til bestemmelse af denne hyppighed aftales med den typegodkendende eller certificerende myndighed på grundlag af velbegrundet teknisk skøn.

Fabrikanten skal med henblik på regenereringsprøvning levere et udstødningsefterbehandlingssystem, der er blevet ladet. Regenerering må ikke finde sted i motorens konditioneringsfase. Fabrikanten kan vælge at køre konsekutive prøvninger af den relevante cyklus, indtil uudstødningsefterbehandlingssystemet er ladet. Der kræves ikke emissionsmåling ved alle prøvninger.

Gennemsnitsværdier for emissioner mellem regenereringsfaserne bestemmes ud fra den aritmetiske middelværdi af flere prøvninger af den relevante cyklus foretaget med omtrent ens intervaller. Der skal foretages mindst én relevant cyklus så kort tid som muligt før en regenereringsprøvning og relevant cyklus umiddelbart efter en regenereringsprøvning.

Under regenereringsprøvningen registreres alle de data, der er nødvendige for at detektere regeneration (CO- eller NOx-emissioner, temperatur før og efter udstødningsefterbehandlingssystemet, modtrykket i udstødningssystemet osv.). Under regenereringsprocessen kan de gældende emissionsgrænser overskrides. Prøvningsproceduren er vist skematisk i figur 6.1.

Figur 6.1

Diagram over ikke-hyppig (periodisk) regenerering med n-antal målinger og nr -antal målinger under regenerering.

Den gennemsnitlige specifikke emissionsgrad i forbindelse med prøvningerne, der er udført i overensstemmelse med punkt 6.6.2.1 eller 6.6.2.2. [g/kWh eller #/kWh] vægtes ved hjælp af ligning (6-9) (se figur 6.1):

(6-9)

Hvor:

n	antal prøvninger, hvor der ikke forekommer regenerering
n r	antal prøvninger, hvor der forekommer regenerering (mindst én prøvning) e r
	den gennemsnitlige specifikke emission fra en prøvning, hvor der ikke forekommer regenerering [g/kWh eller #/kWh]
	den gennemsnitlige specifikke emission fra en prøvning, hvor der forekommer regenerering [g/kWh eller #/kWh]

Justeringsfaktoren for regenerering k r, som udtrykker den gennemsnitlige emissionsgrad, kan efter fabrikantens valg og baseret på et velbegrundet teknisk skøn beregnes enten multiplikativt eller additivt for alle forurenende stoffer, og, når der er en gældende grænseværdi for PM og PN, ved hjælp af ligning (6-10) til (6-13):

Multiplikativt (opjusteringsfaktor) (6-10) (nedjusteringsfaktor) (6-11)

Additivt k ru,a = e w — e (opjusteringsfaktor) (6-12) k rd,a = e w — e r (nedjusteringsfaktor) (6-13)

6.6.2.4.   Anvendelse af justeringsfaktorer

Opjusteringsfaktorerne multipliceres med eller lægges til de målte emissionsgrader for alle prøvninger, hvor der ikke forekommer regenerering. Nedjusteringsfaktorer multipliceres med eller lægges til de målte emissionsgrader for alle prøvninger, hvor der forekommer regenerering. Forekomsten af regenerering skal identificeres således, at den fremgår tydeligt ved al prøvning. Hvis der ikke identificeres nogen regenerering, anvendes opjusteringsfaktoren.

Med henvisning til bilag VII og tillæg 5 til bilag VII om bremsespecifik emissionsberegning ved bremset effekt, skal justeringsfaktoren for regenerering:

a)	når den er fastsat for en fuld vægtet cyklus, anvendes på resultaterne af den pågældende vægtede NRTC-, LSI-NRTC- og NRSC-prøvning

b)

når den er fastsat specifikt for de enkelte funktionsmåder af den relevante NRSC-cyklus i diskret modus, anvendes på resultaterne af disse funktionsmåder af de relevante NRSC-cyklusser i diskret modus, for hvilke regenerering finder sted forud for beregningen af cyklusvægtet emissionsresultat. I dette tilfælde anvendes flerfiltermetoden til PM-måling

c)	Kan udvides til andre motorer i den samme motorfamilie

d)

Kan udvides til andre motorfamilier inden for samme familie af efterbehandlingssystem som defineret i bilag IX til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav efter forudgående godkendelse fra den godkendende myndighed på grundlag af teknisk dokumentation fra fabrikanten, som godtgør, at emissionerne er tilsvarende.

Der findes følgende muligheder:

a)

En fabrikant kan vælge at undlade justeringsfaktorer for en eller flere af sine motorfamilier (eller motorkonfigurationer), fordi virkningen af regenereringen er lille, eller fordi det ikke er praktisk muligt at bestemme, hvornår regenerering forekommer. I så fald anvendes ingen justeringsfaktor, og fabrikanten er ansvarlig for overensstemmelse med grænseværdierne for emission i alle prøvninger, uanset om der forekommer regenerering.

b)

På fabrikantens anmodning kan den godkendende myndighed tage højde for regenereringen på en anden måde end anført i ovenstående litra a). Denne mulighed gælder dog kun for regenereringer, der forekommer meget sjældent, og som det ikke er praktisk muligt at tage højde for ved hjælp af de i litra a) beskrevne justeringsfaktorer.

6.7.   Kølesystem

Der skal anvendes et motorkølesystem med en tilstrækkelig kapacitet til at holde motorens driftstemperatur på den af fabrikanten angivne normalværdi (inklusive temperaturen på indsugningsluft, olie, kølervæske, motorblok og topstykke). Laboratoriets hjælpekølere og -ventilatorer kan anvendes.

6.8.   Smøreolie

Smøreolien skal være specificeret af fabrikanten og være repræsentativt for smøreolie, der findes på markedet. Specifikationerne for den ved prøvningen anvendte smøreolie skal registreres og angives sammen med prøvningsresultaterne.

6.9.   Specifikationer for referencebrændstoffet

De referencebrændstoffer, der skal anvendes til prøvning, er anført i bilag IX.

Brændstoftemperaturen skal være i overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger. Brændstoftemperaturen skal måles ved brændstofindsprøjtningspumpens indtag eller som angivet af fabrikanten, og målestedet registreres.

6.10.   Emissioner fra krumtaphus

Dette afsnit finder anvendelse på motorer af kategori NRE, NRG, IWP, IWA, RLR, NRS, NRSh, SMB og ATS, der opfylder trin V-emissionsgrænserne som fastsat i bilag II til forordning (EU) 2016/1628.

Emissioner fra krumtaphus, der udledes direkte i den omgivende atmosfære, skal lægges til udstødningsemissionerne (enten fysisk eller matematisk) under hele emissionsprøvningen.

Fabrikanter, der benytter sig af denne undtagelse, skal montere motorerne således, at alle emissioner fra krumtaphuset kan ledes ind i emissionsprøvetagningssystemet. I denne forbindelse betragtes emissioner fra krumtaphuset, der ved al drift føres direkte til udstødningen opstrøms for udstødningsefterbehandlingssystemet, ikke som udledt direkte til den omgivende atmosfære.

Åbne emissioner fra krumtaphuset skal ledes ind i udstødningssystemet med henblik på emissionsmåling på følgende måde:

a)	Ledningsmaterialet skal have glatte overflader, være strømførende og må ikke reagere med emissioner fra krumtaphuset. Ledningernes længde skal begrænses så meget som muligt

b)	Antallet af bøjninger i labaratoriekrumtaphusets ledninger skal minimeres, og radius i enhver uundgåelig bøjning maksimeres.

c)	Labotoriekrumtaphusets udstødningsledninger skal opfylde motorfabrikantens specifikationer vedrørende modtryk i krumtaphus

d)

Krumtaphusets udstødningsledninger skal føres til den ufortyndede udstødning nedstrøms for et eventuelt udstødningsefterbehandlingssystem, nedstrøms for en eventuel installeret udstødningsindsnævring og tilstrækkeligt opstrøms for enhver prøvetagning til at sikre fuld opblanding med motorudstødningen før prøvetagning. Krumtaphusets udstødningsledning skal kunne nå ind i den frie udstødningsstrøm for således at undgå »boundary-layer«-virkninger og fremme opblanding. Krumtaphusets udstødningsledninger kan have en hvilken som helst retning i forhold til strømmen af ufortyndet udstødning.

7.   Prøvningsprocedurer

7.1.   Indledning

I dette kapitel beskrives bestemmelsen af bremsespecifikke emissioner af forurenende gasser og partikler fra de prøvede motorer. Prøvningsmotoren skal være stammotorkonfigurationen for motorfamilien som angivet i bilag IX til gennemførelsesforordning (EU) 2017/656 om administrative krav.

En laboratorie-emissionsprøvning består i at måle emissioner og andre parametre for de prøvningscyklusser, der er beskrevet i bilag XVII. Følgende aspekter behandles:

a)	Laboratoriekonfigurationerne til emissionsmåling (punkt 7.2)

b)	Verifikationsprocedurer før og efter prøvning (punkt 7.3)

c)	Prøvningscyklusser (punkt 7.4)

d)	Generel prøvningssekvens (punkt 7.5)

e)	Motorens karakteristikoptegning (punkt 7.6)

f)	Prøvningscyklusgenerering (punkt 7.7)

g)	Specifik procedure for afvikling af prøvningscyklusser (punkt 7.8).

7.2.   Principper for emissionsmåling

Til måling af bremsespecifikke emissioner skal motoren gennemgå de i punkt 7.4 beskrevne relevante prøvningscyklusser. Målingen af bremsespecifikke emissioner kræver bestemmelse af massen af forurenende stoffer i udstødningen (dvs. HC, CO, NOx og PM), partikalantallet i udstødningen (dvs. PN), massen af CO2 i udstødningen og det tilsvarende motorarbejde.

7.2.1.   Bestanddelenes masse

Den samlede masse af hver bestanddel bestemmes under den relevante prøvningscyklus ved hjælp af følgende metoder:

7.2.1.1.   Kontinuerlig prøvetagning

Ved kontinuerlig prøvetagning måles bestanddelens koncentration kontinuerligt i den ufortyndede eller fortyndede udstødning. Denne koncentration multipliceres med den kontinuerlige (ufortyndede eller fortyndede) udstødningsstrømhastighed ved prøvetagningsstedet med henblik på bestemmelse af bestanddelens massestrømshastighed. Emissionen af bestanddelen opsummeres kontinuerligt gennem hele prøvningsintervallet. Denne sum er den samlede masse for den emitterede bestanddel.

7.2.1.2.   Batch-prøvetagning

Ved batch-prøvetagning udtages en prøve af ufortyndet eller fortyndet udstødning kontinuerligt og lagres til senere måling. Den udtagne prøve skal være proportionel i forhold til strømningshastigheden for den ufortyndede eller fortyndede udstødning. Som eksempler på batch-sampling kan nævnes indsamling af fortyndede forurenende luftafter i en sæk og PM-indsamling i et filter. I princippet er metoden for emissionsberegning som følger: De indsamlede batch-koncentrationer multipliceres med den samlede masse eller massestrøm (ufortyndet eller fortyndet), de blev udtaget fra under prøvningscyklussen. Dette produkt er den samlede masse eller massestrøm for den emitterede bestanddel. Til beregning af PM-koncentrationen divideres de PM, der er afsat på et filter, fra proportionelt udtaget udstødning med mængden af filtreret udstødningsgas.

7.2.1.3.   Kombineret prøvetagning

Enhver kombination af kontinuerlig og batch-prøvetagning er tilladt (f.eks. PM med batch-prøvetagning og forurenende luftarter med kontinuerlig prøvetagning).

Figur 6.2 viser de to aspekter af prøvningsprocedurerne for emissionsmåling: udstyret med prøvetagningsledningerne i ufortyndet og fortyndet udstødningsgas og de nødvendige foranstaltninger til beregning af de forurenende emissioner i stationære og transiente prøvningscyklusser.

Figur 6.2

Prøvningsprocedurer for emissionsmåling

7.2.2.   Bestemmelse af arbejdet

Arbejdet bestemmes i løbet af prøvningscyklussen ved synkront at multiplicere hastighed og bremsemoment til beregning af de øjeblikkelige værdier for motoreffekt. Motoreffekten integreres over prøvningscyklussen for at bestemme det samlede arbejde.

7.3.   Verifikation og kalibrering

7.3.1.   Procedurer forud for prøvningen

7.3.1.1.   Prækonditionering

For at opnå stabile betingelser prøkonditioneres prøvetagningssystemet og motoren, før en prøvningssekvens påbegyndes som beskrevet i dette punkt.

Hensigten med prækonditionering af motoren er at opnå repræsentative emissioner og emissionsbegrænsning i løbet af arbejdscyklussen og reducere distortion med henblik på at opfylde stabilitetsvilkårene for den efterfølgende emissionsprøvning.

Emissionerne kan måles under prækonditioneringscyklusser, så længe et forudbestemt antal prækonditioneringscyklusser udføres og målesystemet er blevet indledt i henhold til kravene i punkt 7.3.1.4. Omfanget af prækonditionering skal angives af fabrikanten, inden prækonditioneringen påbegyndes. Prækonditionering udføres som følger, idet de specifikke cyklusser for prækonditionering, er de samme som dem, der anvendes til emissionsprøvning.

7.3.1.1.1.   Prækonditionering for koldstarts NRTC

Motoren skal prækonditioneres ved at udføre mindst én varmstarts NRTC. Umiddelbart efter hver prækonditioneringscyklus skal motoren slukkes og varmefordampningsperioden efter motorslukning (»engine off hot-soak period«) afsluttes. Umiddelbart efter afslutningen af det sidste prækonditioneringscyklus skal motoren slukkes og motornedkøling som beskrevet i punkt 7.3.1.2 påbegyndes.

7.3.1.1.2.   Prækonditionering for varmstarts NRTC eller LSI-NRTC

I dette punkt beskrives den prækonditionering, der skal foretages, når formålet er at udtage emissionsprøver fra varmstarts NRTC uden at foretage koldstart af NRTC (»koldstarts-NRTC«) eller for LSI-NRTC. Motoren skal prækonditioneres ved at udføre mindst én varmstarts NRTC eller LSI-NRTC, alt efter hvad der relevant. Umiddelbart efter hver prækonditioneringscyklus skal motoren slukkes, hvorefter den næste cyklus startes så snart det er praktisk muligt. Det anbefales, at den næste prækonditioneringscyklus skal påbegyndes senest 60 sekunder efter afslutning af den forrige prækonditioneringscyklus. Hvor det er relevant skal en passende fordampningsperiode (hot-soak) (varmstarts NRTC) eller nedkølingsperiode (cool-down) (LSI-NRTC) finde anvendelse, før motoren startes til emissionsprøvning. Anvendes der ingen fordampningsperiode (hot-soak) eller afkølingsperiode (cool down), anbefales det, at emissionsprøvningerne påbegyndes inden for 60 sekunder efter afslutning af den sidste prækonditioneringscyklus.

7.3.1.1.3.   Prækonditionering for NRSC i diskret modus

For motorer af andre kategorier end NRS og NRSh skal motoren varmes op og køre indtil motortemperaturerne (kølevand og smøreolie) er blevet stabiliseret på 50 % hastighed og 50 % drejningsmoment for enhver anden NRSC-prøvningscyklus i diskret modus end type D2, E2 og G, eller nominel motorhastighed og 50 % drejningsmoment for enhver NRSC-prøvningscyklus D2, E2 eller G i diskret modus. Hastigheden på 50 % beregnes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.1 i tilfælde af en motor, hvis MTS anvendes til generering af prøvningshastigheder, og i alle andre tilfælde beregnes den i overensstemmelse med punkt 7.7.1.3. Drejningsmomentet på 50 % defineres som 50 % af det maksimale drejningsmoment ved denne hastighed. Emissionsprøvningen startes uden at standse maskinen.

For motorkategori NRS og NRSh skal motoren varmes op i henhold til fabrikantens anbefalinger og velbegrundet teknisk skøn. Inden emissionsprøvetagningen kan påbegyndes, skal motoren køre i funktionsmåde 1 i den pågældende prøvningscyklus, indtil motortemperaturerne er blevet stabiliseret. Emissionsprøvningen startes uden at standse maskinen.

7.3.1.1.4.   Prækonditionering for RMC

Motorfabrikanten skal udvælge én af følgende prækonditioneringssekvenser a) eller b). Motoren skal prækonditioneres i henhold til den valgte sekvens.

a)

Motoren skal prækonditioneres ved at køre i mindst den anden halvdel af RMS-cyklussen på basis af antallet af prøvningsfunktionsmåder. Motoren må ikke kunne standse mellem cyklusser. Umiddelbart efter hver prækonditioneringscyklus skal den næste cyklus (inklusive emissionsprøvning) startes så snart det er praktisk muligt. Det anbefales, at den næste prækonditioneringscyklus så vidt muligt påbegyndes senest 60 sekunder efter afslutning af den forrige prækonditioneringscyklus.

b)

Motoren skal være varmet op og køre indtil motortemperaturer (kølevand og smøreolie) er blevet stabiliseret på 50 % hastighed og 50 % drejningsmoment for enhver anden RMC-prøvningscyklus end type D2, E2 eller G, eller nominel motorhastighed og 50 % drejningsmoment for enhver RMC-prøvningscyklus D2, E2 eller eller G. 50 % hastighed beregnes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.1 i tilfælde af en motor, hvis MTS anvendes til generering af prøvningshastigheder, og beregnes i overensstemmelse med punkt 7.7.1.3, i alle andre tilfælde. Drejningsmomentet på 50 % defineres som 50 % af det maksimale drejningsmoment ved denne hastighed.

7.3.1.1.5.   Motornedkøling (NRTC)

Der kan anvendes en naturlig eller kunstig nedkølingsprocedure. Ved kunstig nedkøling skal der i overensstemmelse med god teknisk praksis etableres systemer til at sende køleluft hen over maskinen, sende køleolie gennem motorens smøresystem, bortlede varme fra kølemiddelet gennem motorens kølesystem og aflede varme fra udstødningsefterbehandlingssystemet. Ved kunstig nedkøling af et efterbehandlingssystem, må køleluften først tilføres, før udstødningsefterbehandlingssystemet er nedkølet til under den temperatur, hvor katalysen aktiveres. En køleprocedure, der fører til ikke-repræsentative emissioner, er ikke tilladt.

7.3.1.2.   Verificering af HC-kontaminering

Hvis der er en formodning om, at der forekommer en væsentlig HC-kontaminering af udstødningsgassens målesystem, kan kontamineringen kontrolleres med en nulstillingsgas, og påvirkningen kan således korrigeres. Hvis omfanget af kontaminering af målesystemet og HC-baggrundssystemet skal kontrolleres, skal det ske højst 8 timer før påbegyndelse af hver prøvningscyklus. Værdierne registreres med henblik på senere korrektion. Før denne kontrol gennemføres kontrol for utætheder, og FID-analysatoren kalibreres.

7.3.1.3.   Forberedelse af måleudstyr til prøvetagning

Følgende trin gennemføres, inden emissionsprøvetagningen indledes:

a)	Kontrol for utætheder udføres højst 8 timer forud for emissionsprøvetagningen i henhold til punkt 8.1.8.7.

b)	Ved batch-sampling tilsluttes rene opbevaringsmedier, såsom sække, der er udsuget, eller filtre, der er korrigeret for tara.

c)	Alle måleinstrumenter skal opstartes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger og god teknisk praksis.

d)	Fortyndingssystemerne, prøvetagningspumperne, køleventilatorerne og dataindsamlingssystemet startes op.

e)	Prøvestrømshastigheden justeres til det ønskede niveau ved omledning, hvis dette ønskes.

f)	Varmevekslere i prøvetagningssystemet forvarmes eller forkøles til deres driftstemperaturintervaller ved prøvning.

g)	Opvarmede eller afkølede komponenter såsom prøvetagningsledninger, filtre, kølere og pumper, skal have mulighed for at stabiliseres ved deres driftstemperaturer.

h)	Udstødningsfortyndingssystemstrømmen skal slås til mindst 10 minutter før en prøvningssekvens.

i)	Kalibrering af gasanalysatorer og nulstilling af kontinuerlige analysatorer udføres i henhold til proceduren i næste punkt 7.3.1.4.

j)	Elektroniske integreringsanordninger skal forud for ethvert prøvningsinterval nulstilles eller gennulstilles.

7.3.1.4.   Kalibrering af analyseapparater

Der vælges passende funktionsområder for gasanalysatorerne. Det er tilladt at anvende emissionsanalysatorer med automatisk eller manuelt områdeskift. Under en prøvning, hvor der anvendes transiente (NRTC eller LSI-NRTC) prøvningscyklusser eller RMC, og i en periode for prøvetagning af forurenende luftarter i slutningen af hver funktionsmåde for NRSC-prøvning i diskret modus, må emissionsanalysatorernes område ikke omskiftes. Desuden må forstærkningsindstillingerne i en analysators analoge operationelle forstærker(e) ikke ændres i løbet af prøvningscyklussen.

Alle kontinuerlige analysatorer skal nulstilles og kalibreres ved hjælp af internationalt sporbare gasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. FID-analysatorer skal kalibreres på basis af kulstofnummeret 1 (C1).

7.3.1.5.   Prækonditionering og tarakorrektion af PM-filter

De i punkt 8.2.3 beskrevne procedurer for prækonditionering og tarakorrektion af PM-filter følges.

7.3.2.   Procedurer efter prøvning

Følgende procedurer gennemføres efter fuldendt prøvetagning:

7.3.2.1.   Verificering af proportional prøvetagning

For enhver proportionel batch-prøve, såsom en sækkeprøve eller en PM-prøve, skal det verificeres, at der er observeret proportional prøvetagning i henhold til punkt 8.2.1. For enkeltfiltermetoden og den diskrete stationære prøvningscyklus beregnes den effektive PM-vægtningsfaktor. Prøver, der ikke opfylder kravene i punkt 8.2.1, kasseres.

7.3.2.2.   PM-konditionering og -vejning efter prøvning

Brugte PM-prøvefiltre placeres i dækkede eller forseglede beholdere, eller filterholderne lukkes med henblik på at beskytte prøvetagningsfiltrene mod kontaminering fra omgivelserne. Således beskyttede bringes de fyldte filtre tilbage til konditioneringskammeret eller -rummet for PM-filtrene. PM-prøvefiltrene konditioneres og vejes herefter i overensstemmelse med punkt 8.2.4. (Procedurerer for postkonditionering og samlet vejning af PM-filter).

7.3.2.3.   Analyse af batchprøvetagning af gasser

Så snart det er praktisk muligt, udføres følgende:

a)	Alle gasanalysatorer til batchprøvetagning nulstilles og kalibreres senest 30 minutter efter afslutning af prøvningscyklussen eller under fordampningsperioden (soak), hvis det er praktisk muligt at kontrollere, om gasanalysatorerne stadig er stabile.

b)	Alle konventionelle batchprøvetagninger af gasser skal analyseres senest 30 minutter efter, at varmstarts NRTC-cyklussen er gennemført, eller under fordampningsperioden (soak).

c)	Baggrundsprøverne analyseres senest 60 minutter efter gennemførelsen af varmstarts NRTC-cyklussen.

7.3.2.4.   Kontrol af forskydning

Efter kvantificering af udstødningsgas kontrolleres forskydning som følger:

a)

For gasanalysatorer til batchanalyse eller kontinuerlig analyse registreres middelanalyseværdien efter stabilisering af en nulstillingsgas til analysatoren. Stabilisering kan omfatte tid til at rense analysatoren for en eventuel prøvegas samt eventuelle yderligere tid til at tage højde for analysatorens respons.

b)	Middelanalyseværdien registreres efter stabilisering af justeringsgassen til analysatoren. Stabilisering kan omfatte tid til at rense analysatoren for en eventuel prøvegas samt eventuelle yderligere tid til at tage højde for analysatorens respons.

c)	Disse data anvendes til at validere og korrigere for forskydning som beskrevet i 8.2.2.

7.4.   Prøvningscyklusser

EU-typegodkendelsesprøvningen skal foretages med den passende ikke-vejgående stationære cyklus (NRSC) og, når det er relevant, den ikke-vejgående transiente cyklus (NRTC eller LSI-NRTC) som angivet i artikel 23 og bilag IV til forordning (EU) 2016/1628. De tekniske specifikationer og karakteristika af NRSC, NRTC og LSI-NRTC er fastsat i bilag XVII, og metoderne til bestemmelse af belastnings- og hastighedsindstillinger for disse prøvningscyklusser er fastsat i afsnit 5.2.

7.4.1.   Stationære prøvningscyklusser

De ikke-vejgående stationære prøvningscyklusser (NRSC) er angivet i tillæg 1 og 2 til bilag XVII som en liste over diskrete modi NRSC (driftspunkter), hvor hvert driftspunkt har én hastighedsværdi og én drejningsmomentværdi. En NRSC-cyklus måles med en opvarmet motor i drift i henhold til fabrikantens specifikationer. Der kan efter fabrikantens valg foretages en NRSC-cyklus som en NRSC-cyklus i diskret modus eller en RMC-cyklus som beskrevet i punkt 7.4.1.1 og 7.4.1.2. Det er ikke påkrævet at gennemføre en emissionsprøvning i henhold til både punkt 7.4.1.1 og 7.4.1.2.

7.4.1.1.   NRSCi diskret modus

NRSC-cyklussen i diskret modus består af varme driftscyklusser, hvor målingen af emissionen påbegyndes, efter motoren er startet, opvarmet og kører som angivet i punkt 7.8.1.2. Hver cyklus består af et antal hastigheds- og belastningsfunktionsmåder (med relevante vægtningsfaktorer for hver funktionsmåde), som indbefatter det typiske driftsområde for den specificerede motorkategori.

7.4.1.2.   NRSCi ramped funktionsmåde

RMC-cyklussen består af varme driftscyklusser, hvor målingen af emissionen påbegyndes, efter motoren er startet, opvarmet og kører som angivet i punkt 7.8.2.1. Motoren kontrolleres løbende af prøvebænkens kontrolenhed under RMC-cyklussen. Gas- og partikelemissionerne måles og prøvetages løbende under RMC-cyklussen på samme måde som i den transiente (NRTC eller LSI-NRTC) prøvningscyklus.

En RMC-cyklus har til formål at tilvejebringe en metode til gennemførelse af en stationær prøvning på pseudo-transient vis. Hver RMC-cyklus består af en række stationære funktionsmåder med en lineær overgang mellem dem. Den relative .samlede tid ved hver funktionsmåde og den forudgående overgang svarer til vægtningen af NRSC-cyklussen i diskret modus Ændringen i motorhastighed og belastning fra én funkionsmåde til den næste skal kontrolleres lineært i 20 ± 1 s. Funktionsmådens skiftetid indgår i den nye funktionsmåde (herunder den første funktionsmåde). I visse tilfælde gennemføres funktionsmåder ikke i samme rækkefølge som NRSC-cyklussen i diskret modus eller de er delt for at undgå ekstreme temperaturskift.

7.4.2.   Transiente (NRTC og LSI-NRTC) prøvningscyklusser

Den ikke-vejgående transiente cyklus for motorer af kategori NRE (NRTC) og den ikke-vejgående transiente cyklus for store motorer med gnisttænding af kategori NRS (LSI-NRTC) er begge specificeret i tillæg 3 til bilag XVII som en sekund-for-sekund sekvens af normaliserede hastigheds- og drejningsmomentværdier. For at udføre prøvningen på en motorprøvningscelle skal de normaliserede værdier konverteres til deres ækvivalente referencesværdier for den enkelte motor, der skal prøves, på grundlag af specifikke værdier for hastighed og drejningsmoment som fastlagt i motorkarakteristikken. Denne konvertering betegnes denormalisering, og den resulterende prøvningscyklus er NRTC- eller LSI-NRTC-referenceprøvningscyklussen for den motor, der skal prøves (jf. punkt 7.7.2).

7.4.2.1.   Prøvningssekvens for NRTC

Det normaliserede NRTC-dynamometerskema er vist grafisk nedenfor i figur 6.3.

Figur 6.3

Dynamometerskema for NRTC-cyklus

NRTC-cyklussen skal gennemføres to gange efter afsluttet prækonditionering (jf. punkt 7.3.1.1.1) i overensstemmelse med følgende procedure:

a)

koldstart, efter at motoren og udstødningsefterbehandlingssystemerne er kølet ned til rumtemperatur efter naturlig motornedkøling eller koldstart efter tvunget nedkøling, og temperaturen på motor, kølervæske og olie, udstødningsefterbehandlingssystemer og alle motorstyringsanordninger er stabiliseret mellem 293 K og 303 K (20 oC og 30 oC). Måling af koldstartsemission indledes samtidigt med, at den kolde motor startes.

b)	Fordampningsperioden (hot soak) skal begynde umiddelbart efter afslutning af koldstartsfasen. Motoren skal slukkes og konditioneres til kørsel med varmstart ved at lade den fordampe i 20 minutter ± 1 minut.

c)

Varmstarten indledes umiddelbart efter fordampningsperioden ved motortørning. Gasanalysatorerne tændes mindst 10 sekunder før fordampningsperiodens (soak) udløb for at undgå spidssignaler ved tænding. Målingen af emissioner indledes parallelt med påbegyndelsen af varmstarts NRTC inklusive motortørningen.

Bremsespecifkke emissioner udtrykt i (g/kWh) skal bestemmes ved anvendelse af procedurerne i dette afsnit for både koldstarts og varmstarts NRTC. Sammensatte vægtede emissioner skal beregnes ved at vægte resultaterne ved koldstart med 10 % og resultaterne for varmstart med 90 % som beskrevet i bilag VII.

7.4.2.2.   Prøvningssekvens for LSI-NRTC

LSI-NRTC-cyklussen skal gennemføres én gang som en varmstarts kørsel efter afsluttet prækonditionering (jf. punkt 7.3.1.1.2) i overensstemmelse med følgende procedure:

a)	Motoren startes og betjenes i de første 180 sekunder af arbejdscyklussen, hvorefter den skal køre i tomgang uden belastning i 30 sekunder. Emissionerne måles ikke i løbet af denne opvarmningssekvens.

b)	Ved udgangen af de 30 sekunders tomgangsperiode startes emissionsmåling og motoren skal køre i hele arbejdscyklussen fra begyndelsen (tid 0 sekund).

De bremsespecifikke emissioner udtrykt i (g/kWh) bestemmes ved anvendelse af procedurerne i bilag VII.

Hvis motor allerede var i drift før prøvningen, skal motoren i henhold til god teknisk praksis nedkøles tilstrækkeligt, således at de målte emissioner præcist afspejler de emissioner, der måles ved en motor, der starter ved rumtemperatur. Hvis for eksempel en motor, der starter ved rumtemperatur bliver varm nok på tre minutter til at starte i sløjfedrift (closed-llop) og opnå fuld katalysatoraktivitet, så er den mindste motorkøling nødvendig, inden den næste prøvning påbegyndes.

Motoropvarmningsproceduren kan med den tekniske tjenestes accept omfatte op til 15 minutters drift over prøvningscyklussen.

7.5.   Generel prøvningssekvens

For at måle motoremissionerne udføres følgende trin:

a)	Prøvningshastigheder og prøvningsbelastninger skal defineres for den motor, der skal prøves, ved at måle det maksimale drejningsmoment (for motorer med konstant hastighed) eller den maksimale momentkurve (for motorer med variabel hastighed) som funktion af motorhastigheden.

b)	Normaliserede prøvningscyklusser skal denormaliseres med de drejningsmomenter (for motorer med konstant hastighed) eller hastigheder og drejningsmomenter (for motorer med variabel hastighed), der er angivet i punkt 7.5, litra a).

c)	Motor, udstyr og måleinstrumenter skal på forhånd være forberedt til følgende emissionsprøvning eller prøvningsserier (koldstarts og varmstarts cyklus).

d)	Der gennemføres procedurer forud for prøvningen for at kontrollere, at visse analysatorer og andet udstyr fungerer korrekt. Alle analysatorer skal kalibreres. Alle data forud for disse procedurer skal registreres.

e)	Motoren startes (NRTC) eller holdes i gang (stationær cyklus og LSI-NRTC) ved prøvningscyklusens indledning og prøvetagningssystemerne startes samtidig.

f)	Emissioner og andre påkrævede parametre måles eller registreres under prøvetagningen (for NRTC, LSI-NRTC og RMC i hele prøvningscyklussen).

g)	Der gennemføres procedurer efter prøvningen for at kontrollere, at visse analysatorer og andet udstyr fungerer korrekt.

h)	PM-filter/-filtre prækonditioneres, vejes (tomvægt), lastes, genkonditioneres og genvejes (lastet vægt), og derefter vurderes prøverne efter de forudgående (punkt 7.3.1.5) og efterfølgende (punkt 7.3.2.2) procedurer.

i)	Resultaterne af emissionsprøvningen vurderes.

Figur 6.4 giver en oversigt over de procedurer, der er nødvendige for at kunne gennemføre NRMM-prøvningscyklusser med måling af udstødningsemissioner.

Figur 6.4

Prøvningssekvens

7.5.1.   Motorstart og -genstart

7.5.1.1.   Motorstart

Motoren startes:

a)	som anbefalet i slutbrugerens instruktionsbog ved hjælp af en startmotor fra produktionen eller et trykluftstartsystem og enten et tilstrækkeligt opladet batteri, en passende strømforsyning eller en passende trykluftkilde, eller eller

b)

ved at bruge dynamometeret til at tørne motoren, indtil den starter. Typisk skal motoren tørnes inden for ± 25 % af dens normale startomdrejningstal efter ibrugttagning, eller den startes ved lineært at øge dynamometerhastigheden fra nul til 100 min– 1 under laveste tomgangshastighed, men kun indtil motoren starter.

Tørning skal ophøre inden for 1 sekund efter motorstart. Hvis motoren ikke starter efter 15 sekunders tørning, indstilles startforsøget ved tørning og grunden til, at motoren ikke starter, undersøges, medmindre det af slutbrugerens instruktionsbog eller servicehåndbogen fremgår, at en længere starttid er normal.

7.5.1.2.   Motorstop

a)	Hvis motoren på noget tidspunkt i løbet af koldstarts NRTC-cyklussen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres.

b)

Hvis motoren på noget tidspunkt i løbet af koldstarts NRTC-cyklussen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres. Motoren skal henstå med fordampningsemission i overensstemmelse med punkt 7.4.2.1, litra b), og varmstartsprøvningen gentages. I dette tilfælde er det ikke nødvendigt at gentage koldstartsprøvningen.

c)	Hvis motoren på noget tidspunkt i løbet af LSI-NRTC-cyklussen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres.

d)

Hvis motoren på noget tidspunkt under NRTC-cyklussen (diskret eller ramped) går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres, og prøvningen gentages og indledes med motoropvarmningsproceduren. I tilfælde af PM-måling efter flerfiltermetoden (et prøvetagningsfilter for hver driftsfunktionsmåde) fortsættes prøvningen ved at stabilisere motoren i den foregående funktionsmåde med henblik på konditionering af motortemperaturen, hvorefter der påbegyndes måling i den funktionsmåde, hvori motoren gik i stå.

7.5.1.3   Motordrift

»Operatøren« kan være en person (manual betjening) eller en regulator (automatisk betjening), der mekanisk eller elektronisk sender et input med krav om motorydelse. Input kan komme fra en speederpedal eller et speedersignal, fra en gasspjældsreguleringsarm eller et gasspjældsreguleringssignal, fra en brændstofreguleringsarm eller et brændstofreguleringssignal, fra en hastighedskontrolarm eller et hastighedskontrolsignal eller fra en regulatorindstilling eller et regulatorindstillingssignal.

7.6.   Optegning af motorkarakteristik

Før optegningen af motorkarakteristikken påbegyndes, opvarmes motoren, idet den mod slutningen af opvarmningen køres i mindst 10 minutter ved maksimal effekt eller i henhold til fabrikantens anbefalinger og velbegrundet teknisk skøn for at stabilisere temperaturen i motorens kølervæske og olie. Når motoren er stabiliseret, optegnes motorkarakteristikken.

Hvis fabrikanten agter at anvende det momentsignal, der udsendes af den elektroniske styreenhed, i motorer, der er udstyret hermed, under overvågningsprøvning efter ibrugtagning i henhold til delegeret forordning (EU) 2017/655 om overvågning af emissioner fra ibrugtagne motorer, skal verifikation som fastsat i tillæg 3 tillige udføres under motorens karakteristikoptegning.

Med undtagelse af motorer med konstant hastighed optegnes motorkarakteristikken med fuldt åbnet gasspjæld eller regulator, idet der anvendes diskrete hastigheder i stigende rækkefølge. Minimal og maksimal hastighed for karakteristikoptegning fastlægges således:

Minimal karakteristikhastighed	=	varm tomgangshastighed
Maksimal hastighed for karakteristikoptegning	=	n hi × 1,02, dog højst den hastighed, hvor drejningsmomentet ved maksimalt drejningsmoment går mod nul.

Hvor:

n hi er den høje hastighed som defineret i artikel 2, nr. 12.

Hvis den højeste hastighed er usikker eller ikke-repræsentativ (f.eks. for uregulerede motorer), foretages der optegning af motorkarakteristikken efter velbegrundet teknisk skøn op til den højeste sikre eller repræsentative hastighed.

7.6.1.   Optegning af motorkarakteristik for NRSC med variabel hastighed

Ved optegning af motorkarakteristik for en NRSC med variabel hastighed (kun for motorer, der ikke skal gennemgå NRTC- eller LSI-NRTC-cyklussen), udvælges der på grundlag af velbegrundet teknisk skøn et tilstrækkeligt antal jævnt fordelte indstillingspunkter. Ved hvert indstilllingspunkt skal hastigheden være stabiliseret, og drejningsmomentet skal have mulighed for at stabilisere sig i mindst 15 sekunder. Den gennemsnitlige hastighed og det gennemsnitlige drejningsmoment registreres ved hvert indstillingspunkt. Det anbefales, at den gennemsnitlige hastighed og det gennemsnitlige drejningsmoment beregnes ved hjælp af data fra de sidste 4-6 sekunder. Om nødvendigt bestemmes hastighederne og drejningsmomenterne for NRSC-cyklussen ved hjælp af lineær interpolation. Når motorerne også skal gennemføre en NRTC- eller LSI-NRTC-cyklus, anvendes NRTC-motorkarakteristikken til at bestemme hastighederne og momenterne til den stationære prøvning.

Der kan efter fabrikantens alternativt foretages optegning af motorens karakteristik i henhold til proceduren i punkt 7.6.2.

7.6.2.   Optegning af motorkarakteristik for NRTC- og LSI-NRTC-cyklussen

Motorkarakteristikken optegnes efter følgende procedure:

a)

Motoren skal være ubelastet og køre med tomgangshastighed. i) For motorer med regulator for lav hastighed sættes operatørkrav til minimum, og dynamometeret eller anden belastningsanordning anvendes til at tilstræbe et drejningsmoment på nul ved motorens primære udgangsaksel, og der gives mulighed for, at motoren kan regulere hastigheden. Denne tomgangshastighed i varm tilstand måles. ii) For motorer uden regulator for lav hastighed sættes dynamometeret til at tilstræbe et drejningsmoment på nul ved motorens primære udgangsaksel, og operatørkrav sættes til at styre hastigheden til den af fabrikanten oplyste lavest mulige motorhastighed med minimumsbelastning (også kaldet fabrikantangiven varm tomgangshastighed). iii) Det af fabrikanten oplyste tomgangsmoment kan anvendes for alle motorer med variabel hastighed (med eller uden regulator for lav hastighed), hvis et tomgangsmoment på over nul er repræsentativt for drift efter ibrugtagning.

b)

Operatørkrav sættes til maksimum, og motorhastigheden styres til mellem varm tomgangshastighed og 95 % af varm tomgangshastighed. For motorer med referencedriftscyklusser, hvis laveste hastighed er højere end den varme tomgangshastighed, kan optegningen påbegyndes mellem den laveste referencehastighed og 95 % af den laveste referencehastighed.

c)

Motorhastigheden skal øges med en hastighed på gennemsnitligt 8 ± 1 min– 1/s, eller motorens karakteristik optegnes ved hjælp af en kontinuerlig jævn hastighedsstigning, således at det tager 4-6 minutter at nå fra minimal til maksimal karakteristikhastighed. Hastighedsområdet for optegningen indledes mellem varm tomgang og 95 % af varm omgang og afsluttes ved den højeste hastighed over den maksimale effekt, hvor mindre end 70 % af den maksimale effekt indtræder. Hvis denne højeste hastighed er usikker eller ikke-repræsentativ (f.eks. for uregulerede motorer), anvendes der et velbegrundet teknisk skøn til at optegne motorkarakteristikken op til den højeste sikre eller repræsentative hastighed. Motorens hastigheds- og drejningsmomentpunkter skal registreres med en målefrekvens på mindst 1 Hz.

d)

Anser en fabrikant ovennævnte teknikker til optegning af karakteristik for sikkerhedsmæssigt utilfredsstillende eller dårligt repræsentative for en given motor, kan alternative teknikker til optegning af karakteristik anvendes. Sådanne alternative teknikker skal opfylde den angivne karakteristikoptegningsprocedures formål, som er at bestemme det maksimale drejningsmoment, der er til rådighed ved alle motorhastigheder, som gennemløbes under prøvningscyklussen. Hvis der afviges fra de teknikker til optegning af karakteristik, som er foreskrevet i dette afsnit med begrundelse i sikkerhed eller repræsentativitet, skal sådanne afvigende teknikker godkendes af den godkendende myndighed tillige med begrundelsen for deres anvendelse. Dog må momentkurven under ingen omstændigheder gennemkøres med faldende motorhastigheder i forbindelse med regulerede eller turboladede motorer.

e)

Der behøver ikke optages karakteristik af motoren før hver eneste prøvningscyklus. En motor skal genoptegnes, hvis: i) der er gået urimelig lang tid siden sidste optegning, vurderet på grundlag at et velbegrundet teknisk skøn, eller ii) der er foretaget fysiske ændringer eller rekalibreringer af motoren, som muligvis kan have indflydelse på motorens ydevne eller iii) det atmosfæriske tryk nær motorens luftindtag ikke ligger inden for ± 5 kPa af den værdi, der registreres på tidspunktet for den seneste motorkarakteristik.

7.6.3.   Optegning af motorkarakteristik for NRSC med konstant hastighed

Motoren kan styres med en produktionsregulator for konstant hastighed, eller en sådan regulator kan simuleres ved at styre motorhastigheden med et styringssystem med operatørkrav. Afhængigt af, hvad der er relevant, anvendes enten isokron- eller hastighedsfaldsregulering (speed-droop).

7.6.3.1.   Kontrol af mærkeeffekt for motorer, der skal prøves efter cyklus D2 eller E2

Der foretages følgende kontrol:

a)	Med den regulatorstyrede eller den simulerede regulatorstyring af hastigheden og anvendelse af operatørkrav drives motoren ved mærkehastighed og mærkeeffekt, så længe, som det er nødvendigt for at opnå stabil drift.

b)

Drejningsmomentet øges, indtil motoren ikke er i stand til at opretholde den regulerede hastighed. Effekten på dette punkt skal registreres. Før denne kontrol gennemføres, skal metoden til sikkert at afgøre, hvornår dette punkt er nået, aftales mellem fabrikanten og den tekniske tjeneste, der foretager kontrollen, afhængigt af regulatorens karakteristika. Den effekt, der er registreret i litra b), må ikke overstige mærkeeffekten som defineret i artikel 3, nr. 25, i forordning (EU) nr. 2016/1628, med mere end 12,5 %. Hvis denne værdi overskrides, skal fabrikanten ændre den angivne mærkeeffekt.

Hvis den specifikke motor, der prøves, ikke er i stand til at udføre denne kontrol på grund af risiko for skader på motoren eller dynamometer, skal fabrikanten forelægge den godkendende myndighed solid dokumentation for, at maksimumseffekten ikke overstiger mærkeeffekten med mere end 12,5 %.

7.6.3.2.   Procedure for karakteristikoptegning for NRSC med konstant hastighed

a)	Med den regulatorstyrede eller den simulerede regulatorstyring af hastigheden og anvendelse af operatørkrav drives motoren ved reguleret ubelastet hastighed (ved høj hastighed, ikke lav tomgang) i mindst 15 sekunder, medmindre den specifikke motor ikke er i stand til at udføre denne opgave.

b)

Ved hjælp af dynamometeret øges drejningsmomentet jævnt. Optegningen foretages således, at det tager højst 2 minutter at nå fra den regulatorstyrede ubelastede hastighed til et drejningsmoment svarende til mærkeeffekt for motorer, der skal prøves efter cyklus D2 eller E2, eller et maksimalt drejningsmoment i tilfælde af andre prøvningscyklusser med konstant hastighed. Under optegning af motorkarakteristikken registreres den faktiske hastighed og det faktiske drejningsmoment med mindst 1 Hz

c)	I tilfælde af en motor med konstant hastighed med en regulator, der kan indstilles til alternative hastigheder, skal motoren prøves ved hver relevant konstant hastighed.

For motorer med konstant hastighed skal der på grundlag af et velbegrundet teknisk skøn og med den godkendende myndigheds accept anvendes andre metoder til at registrere maksimalt drejningsmoment og maksimal effekt ved de(n) fastlagte driftshastighed(er).

For motorer, der prøves på andre cyklusser end D2 eller E2, når både målte og angivne værdier er tilgængelige for maksimalt drejningsmoment, kan den angivne værdi anvendes i stedet for den målte værdi, hvis den er mellem 95 og 100 % af den målte værdi.

7.7.   Generering af prøvningscyklus

7.7.1.   Generation af NRSC

Dette punkt anvendes til at generere den motorhastighed og belastning, hvormed motoren skal drives under stationære prøvninger med NRSC-cyklusser i diskret modus eller RMC-prøvning.

7.7.1.1.   Generering af NRSC-prøvningshastigheder for motorer, der prøves med både NRSC eller enten NRTC eller LSI-NRTC.

For motorer, som prøves med enten NRTC- eller LSI-NRTC-cyklus ud over en NRSC-cyklus, skal den MTS, jf. punkt 5.2.5.1, tjene som 100 % hastighed for både transiente og stationære prøvninger.

MTS skal anvendes i stedet for mærkehastigheden ved bestemmelse af mellemhastigheden i overensstemmelse med punkt 5.2.5.4.

Tomgangshastigheden bestemmes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.5.

7.7.1.2.   Generering af NRSC-prøvningshastigheder for motorer, der udelukkende prøves med NRSC-cyklus

For motorer, der ikke prøves med en transient (NRTC eller LSI-NRTC) prøvningscyklus, skal mærkehastigheden som specificeret i punkt 5.2.5.3 anvendes som 100 % hastighed.

Mærkehastigheden anvendes til at bestemme mellemhastigheden i overensstemmelse med punkt 5.2.5.4. Hvis der for NRSC-cyklussen specificeres yderligere hastigheder som en procentdel, skal de beregnes som en procentdel af mærkehastigheden.

Tomgangshastigheden bestemmes i overensstemmelse med punkt 5.2.5.5.

MTS kan med forudgående accept fra den tekniske tjeneste anvendes i stedet for mærkehastighed for generering af prøvningshastigheder i forbindelse med dette punkt.

7.7.1.3.   Generering af NRSC-belastning for hver prøvningsfunktionsmåde

Belastningsprocenten for hver prøvningsfunktionsmåde i den valgte prøvningscyklus skal tages fra den relevante NRSC-tabel i tillæg 1 eller 2 til bilag XVII. Afhængigt af prøvningscyklussen udtrykkes belastningsprocenten i disse tabeller enten som effekt eller drejningsmoment i overensstemmelse med punkt 5.2.6 og i fodnoterne for hver tabel.

Værdien på 100 % ved en given prøvningshastighed skal være den målte eller angivne værdi taget fra den karakteristikkurve, der genereres i henhold til henholdsvis punkt 7.6.1, 7.6.2 eller 7.6.3, udtrykt i maskineffekt (kW).

Motorens indstilling for hver prøvningsfunktionsmåde skal beregnes ved hjælp af ligningen (6-14):

(6-14)

Hvor:

S	er dynamometerets indstilling (kW)
P max	er den observerede eller angivne maksimale effekt ved prøvningshastigheden under prøvningsbetingelserne (som oplyst af fabrikanten) i kW
P AUX	er den angivne samlede effekt absorberet af tilbehøret som defineret i ligning (6-8) (jf. punkt 6.3.5) ved den specificerede prøvningshastighed i kW
L	er %-drejningsmoment

Et minimalt varmt drejningsmoment, der er repræsentativt for drift ved ibrugtagning, kan angives og anvendes for ethvert belastningspunkt, der ellers ville falde ind under denne værdi, hvis motortypen normalt ikke vil fungere under dette minimale drejningsmoment, f.eks. fordi det vil være tilsluttet mobile ikke-vejgående maskiner, der ikke opererer under et vist minimalt drejningsmoment.

For så vidt angår cyklusserne E2 og D2 skal fabrikanten angive mærkeeffekten, og disse anvendes som 100 % effekt ved generering af prøvecyklus.

7.7.2.   Generering af NRTC og LSI-NRTC-hastighed og -belastning for hvert prøvningspunkt (denormalisering)

Dette punkt anvendes til at generere de tilsvarende motorhastigheder og belastninger, hvormed motoren skal drives under NRSC- eller LSI-NRTC-prøvning. I tillæg 3 til bilag XVII defineres de relevante prøvningscyklusser i normaliseret format. En normaliseret prøvningscyklus består i en sekvens af parrede procentværdier for hastighed og %-drejningsmoment.

Normaliserede værdier for hastighed og drejningsmoment skal transformeres ved følgende konventioner:

a)	Den normaliserede hastighed transformeres til en sekvens af referencehastigheder, n ref, i overensstemmelse med punkt 7.7.2.2.

b)

Det normaliserede drejningsmoment udtrykkes som procentdel af det optegnede drejningsmoment fra den kurve, der genereres i henhold til punkt 7.6.2 ved den tilsvarende referencehastighed. Disse normaliserede værdier transformeres til en sekvens af referencedrejningsmomenter, T ref, i overensstemmelse med punkt 7.7.2.3.

c)	Værdierne for referencehastighed og referencedrejningsmoment udtrykt i sammenhængende enheder multipliceres for at beregne referenceeffektværdierne.

7.7.2.1.   Reserveret

7.7.2.2.   Denormalisering af motorhastighed

Motorhastigheden denormaliseres ved hjælp af ligning (6-15):

(6-15)

Hvor:

n ref	er referencehastigheden
MTS	er den maksimale prøvningshastighed
n idle	er tomgangshastigheden
% hastighed	er værdien af NRTC eller LSI-NRTC normaliserede hastighed i henhold til tillæg 3 til bilag XVII.

7.7.2.3.   Denormalisering af motorens drejningsmoment

Drejningsmomentværdierne i dynamometerskemaet i tillæg 3 til bilag XVII er normaliseret til det maksimale drejningsmoment ved den pågældende hastighed. Referencecyklussens drejningsmomentværdier denormaliseres ved hjælp af den karakteristikkurve, der er fastlagt i henhold til punkt 7.6.2, med ligningen (6-16):

(6-16)

for den respektive referencehastighed som bestemt i punkt 7.7.2.2.

Hvor:

T ref	er referencedrejningsmomentet for den respektive referencehastighed
max.torque	er det maksimale drejningsmoment for den respektive prøvningshastighed fra motorens karakteristikoptegning, der er opnået i overensstemmelse med punkt 7.6.2. i givet fald justeret i overensstemmelse med punkt 7.7.2.3.1.
%torque	( %drejningsmoment ) er værdien af NRTC eller LSI-NRTC normaliserede drejningsmoment i henhold til tillæg 3 til bilag XVII.

a)   Det angivne minimale drejningsmoment

Der kan angives et minimalt drejningsmoment, der er repræsentativt for drift ved ibrugtagning. Hvis motoren f.eks. typisk er forbundet med mobile ikke-vejgående maskiner, der ikke opererer under et vist minimalt drejningsmoment, kan dette drejningsmoment angives og anvendes for ethvert belastningspunkt, der ellers ville falde under denne værdi.

b)   Tilpasning af motorens drejningsmoment på grund af tilbehør monteret ved emissionsprøvning

Hvis tilbehør er monteret i overensstemmelse med tillæg 2, må der ikke foretages justering til det maksimale drejningsmoment for den respektive prøvningshastighed, der er taget fra motorens karakteristikoptegning, som udføres efter punkt 7.6.2.

Hvis tilbehør, der er nødvendigt i henhold til punkt 6.3.2 eller 6.3.3, og som burde have været monteret med henblik på prøvningen, ikke er blevet monteret, eller hvis tilbehør, der burde have været afmonteret med henblik på prøvningen, er monteret, skal værdien af T max justeres ved hjælp af ligning (6-17)

T max = T map — T AUX

(6-17)

hvor:

TAUX = Tr — Tf

(6-18)

hvor:

T map	er det ujusterede maksimale drejningsmoment for den respektive prøvningshastighed, der er taget fra motorens karakteristikoptegning, der er opnået i overensstemmelse med punkt 7.6.2.
T f	er det drejningsmoment, der kræves for at drive tilbehør, som burde have været monteret, men som ikke blev installeret med henblik på prøvning
T r	er det drejningsmoment, der kræves for at drive tilbehør, som burde have været afmonteret med henblik på prøvning, men som blev installeret med henblik på prøvning

7.7.2.4.   Eksempel på denormaliseringsprocedure

Som eksempel vises, hvordan følgende prøvningspunkt denormaliseres:

% hastighed = 43 %

% drejningsmoment = 82 %

Følgende værdier er givet:

MTS = 2 200 min– 1

n idle = 600 min– 1

resulterende i

hvor det maksimale drejningsmoment, aflæst på karakteristikkurven ved 1 288 min– 1, er 700 Nm

7.8.   Procedure for afvikling af specifik prøvningscyklus

7.8.1.   Emissionsprøvningssekvens for NRSC i diskret modus

7.8.1.1.   Opvarmning af motor til stationær NRSC i diskret modus

Procedurerne forud for prøvningen, herunder analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1. Motoren skal varmes op ved prækonditioneringssekvensen i punkt 7.3.1.1.3. Prøvningscyklussens målinger påbegyndes umiddelbart efter dette motorkonditioneringspunkt.

7.8.1.2.   Gennemførelse af NRSC i diskret modus

a)	Prøvningen foretages i opstigende nummerrækkefølge for funktionsmåde som angivet for prøvningscyklussen (jf. tillæg 1 til bilag XVII).

b)

Hver funktionsmåde skal have en længde på mindst 10 minutter, undtagen ved prøvning af motorer med gnisttænding ved anvendelse af cyklus G1, G2 eller G3, hvor hver funktionsmåde skal have en varighed på mindst 3 minutter. Motoren skal i hver funktionsmåde stabiliseres i mindst 5 minutter, og der skal udtages emissioner i 1-3 minutter for forurenende luftarter, og, når der foreligger en relevant grænseværdi, PN ved udgangen af hver funktionsmåde, undtagen ved prøvning af motorer med gnisttænding ved anvendelse af cyklus G1, G2 eller G3, hvor der udtages emissioner i mindst de sidste 2 minutter af den pågældende prøvningsfunktionsmåde. Det er tilladt at forlænge prøvetagningstiden for at forbedre PM-udtagningens nøjagtighed. Varigheden af den pågældende funktionsmåde skal registreres og angives i rapporten.

c)

PM-udtagning foretages enten ved enkeltfiltermetoden eller flerfiltermetoden. Da metoderne kan give let afvigende resultater, skal den anvendte metode angives sammen med resultaterne. Anvendes metoden med enkeltfilter, skal de i prøvningscyklussen angivne vægtningsfaktorer og den faktiske udstødningsgasstrøm tages i betragtning ved prøveindsamlingen gennem tilsvarende indstilling af prøvestrømshastighed og/eller prøvetagningstid. Den effektive vægtningsfaktor for PM-udtagning skal ligge inden for ± 0,005 af vægtningsfaktoren for den pågældende funktionsmåde. Prøvetagning skal finde sted senest muligt i hver funktionsmåde. I forbindelse med enkeltfiltermetoden skal afslutningen af PM-udtagningen inden for ± 5 sekunder være sammenfaldende med afslutningen af målingen af forurenende luftarter. Prøvetagningstiden skal for hver funktionsmåde være mindst 20 sekunder for metoden med enkeltfilter og mindst 60 sekunder for flerfiltermetoden. For systemer uden mulighed for omføring skal prøvetagningstiden pr. funktionsmåde være mindst 60 sekunder for enkelt- og flerfiltermetoden.

d)

Motorens hastighed og belastning, indsugningsluftens temperatur, brændstofstrømmen og i givet fald luft- eller udstødningsgasstrømmen skal måles i hver funktionsmåde med samme tidsinterval som for måling af gasformige koncentrationer. Eventuelle yderligere data, som er nødvendige for beregningen, registreres.

e)

Hvis motoren går i stå, eller emissionsprøvetagningen afbrydes efter påbegyndelse af emissionsprøvetagning for en NRSC i diskret modus og enkeltfiltermetoden, kasseres prøvningsresultaterne, og prøvningen gentages med motoropvarmningsproceduren. I tilfælde af PM-måling efter flerfiltermetoden (et prøvetagningsfilter for hver driftsfunktionsmåde) fortsættes prøvningen ved at stabilisere motoren i den foregående funktionsmåde med henblik på konditionering af motortemperaturen, hvorefter der påbegyndes måling i den funktionsmåde, hvori motoren gik i stå.

f)	Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2.

7.8.1.3.   Valideringskriterier

I de enkelte funktionsmåder af den givne stationære prøvningscyklus efter den indledende overgangsperiode må den målte hastighed højst afvige fra referencehastigheden i ± 1 % af mærkehastigheden, dog ikke over ± 3 min– 1, med undtagelse af tomgang, der skal være inden for de af fabrikanten angivne tolerancer. Det målte drejningsmoment må ikke afvige fra referencedrejningsmomentet i mere end ± 2 % af det maksimale drejningsmoment ved prøvningshastigheden.

7.8.2.   Emissionsprøvningssekvens for RMC-cyklus

7.8.2.1.   Motoropvarmning

Procedurerne forud for prøvningen, herunder analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1. Motoren skal varmes op ved prækonditioneringssekvensen i punkt 7.3.1.1.4. Umiddelbart efter denne konditionering af motoren, og hvis motorhastighed og drejningsmoment ikke allerede er indstillet for prøvningens første funktionsmåde, ændres motorhastighed og drejningsmoment i en lineær rampe på 20 ± 1 sekund til prøvningens første funktionsmåde. Prøvningscyklussens målinger påbegyndes mellem 5 og 10 sekunder efter afslutningen af rampen.

7.8.2.2.   Gennemførelse af RMC-cyklus

Prøvningen foretages i nummerrækkefølgen for funktionsmåde som angivet for prøvningscyklussen (jf. tillæg 2 til bilag XVII). Hvis der ikke findes nogen RMC-cyklus for den specificerede NRSC-cyklus anvendes proceduren for NRSC i diskret modus som fastsat i punkt 7.8.1.

Motoren skal fungere i det foreskrevne tidsrum i hver funktionsmåde. Overgangen fra én funktionsmåde til den næste skal foregå lineært i 20 s ± 1 s efter de tolerancer, der er foreskrevet i punkt 7.8.2.4.

For RMC-cyklus genereres værdierne for referencehastighed og drejningsmoment med en minimumsfrekvens på 1 Hz, og denne sekvens af punkter anvendes til kørsel af cyklussen. I overgangsfasen mellem funktionsmåder skal værdierne for denormaliseret referencehastighed og -drejningsmoment stige lineært mellem funktionsmåder for at generere referencepunkter. De normaliserede værdier for referencedrejningsmoment må ikke stige lineært mellem funktionsmåder og derefter denormaliseres. Hvis hastigheds- og drejningsmomentstigningen løber gennem et punkt over motorens momentkurve, fortsættes den for at styre referencedrejningsmomenterne, og operatøren tillades af fortsætte til maksimum.

Gennem hele RMC-cyklussen (i hver funktionsmåde og inklusive stigningerne mellem funktionsmåder) måles koncentrationen af hver forurenende luftart, og der foretages PM- og PN-udtagning, hvis der findes en relevant grænseværdi. De forurenende luftarter kan måles ufortyndet eller fortyndet og registreres løbende. Hvis de fortyndes, kan de også indsamles i en prøvetagningssæk. Partikelprøven fortyndes med konditioneret og ren luft. Der tages én prøve over hele prøvningproceduren og i tilfælde af PM opsamles den på et enkelt PM-udtagningsfilter.

For at beregne de bremsespecifikke emissioner beregnes det faktiske arbejde i cyklussen ved at integrere den faktiske motoreffekt over hele cyklusforløbet.

7.8.2.3.   Emissionsprøvningssekvens

a)	Gennemførelsen af RMC, udtagningen af udstødningsgasser, dataregistreringen og integreringen af de målte værdier påbegyndes samtidigt.

b)	Hastighed og drejningsmoment styres til den første funktionsmåde i prøvningscyklussen.

c)	Hvis motoren på noget tidspunkt i løbet af RMC-cyklussen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres. Motoren prækonditioneres og prøvningen gentages.

d)

Ved afslutning af RMC-cyklussen fortsættes prøvetagningen, dog ikke for PM-udtagning, idet alle systemer er i drift indtil udløbet af systemets responstid. Herefter standses al prøvetagning og registrering, herunder registrering af baggrundsprøver. Endelig standses eventuelle integreringsanordninger, og afslutningen af prøvningscyklussen anføres i de registrerede data.

e)	Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2.

7.8.2.4.   Valideringskriterier

RMC-prøvninger skal valideres ved hjælp af regressionsanalyse som beskrevet i punkt 7.8.3.3 og 7.8.3.5. De tilladte RMC-tolerancer er anført i følgende tabel 6.1. Bemærk, at RMC-tolerancerne er forskellige fra NRTC-tolerancerne i tabel 6.2. Ved prøvning af motorer med en nettoeffekt, der er større end 560 kW, kan regressionslinjetolerancerne i tabel 6.2 og punktsletningen i tabel 6.3 anvendes.

Tabel 6.1

RMC-regressionslinjetolerancer

	Hastighed	Drejningsmoment	Effekt
Standardfejl på estimat (SEE) af y på x	maksimalt 1 % af mærkehastighed	maksimalt 2 % af maksimalt motordrejningsmoment	maksimalt 2 % af maksimalt motorhastighed
Regressionslinjens hældning, a 1	0,99-1,01	0,98-1,02	0,98-1,02
Determinationskoefficient, r 2	minimum 0,990	minimum 0,950	minimum 0,950
skæring med regressionslinjens y-akse, a 0	± 1 % af mærkehastighed	± 20 Nm, dog mindst 2 % af maksimalt drejningsmoment	± 4 kW, dog mindst 2 % af maksimal effekt

Hvis RMC-prøvningen ikke udføres på en transient prøvebænk, når sekundvis tilgængelige værdier for hastighed og drejningsmoment ikke er tilgængelige, anvendes følgende valideringskriterier.

For hver funktionsmåde er kravene til hastighed og drejningsmoment opgivet i punkt 7.8.1.3. For de 20 sekunders lineære hastigheds- og momentovergange mellem de stationære RMC-prøvningsfunktionsmåder (punkt 7.4.1.2.) gælder følgende tolerancer for hastighed og belastning for stigningen:

a)	hastigheden skal holdes lineært inden for ± 2 % af mærkehastigheden

b)	drejningsmomentet skal holdes lineært inden for ± 5 % af det maksimale drejningsmoment ved mærkehastighed.

7.8.3.   Transiente (NRTC og LSI-NRTC) prøvningscyklusser

Kommandoer for referencehastigheder og -drejningsmomenter skal foretages sekventielt med henblik på gennemførelse af NRTC- og LSI-NRTC-cyklus. Kommandoer for hastighed og drejningsmoment foretages med en frekvens på mindst 5 Hz. Fordi referenceprøvningscyklussen er angivet til 1 Hz, skal de mellemliggende hastigheds- og drejningsmomentkommandoer interpoleres lineært fra de referenceværdier for drejningsmoment, som genereres ved cyklusgenerering.

Små denormaliserede hastighedsværdier tæt på den varme tomgangshastighed kan medføre, at regulatoren for lav tomgangshastighed aktiveres, og at motorens drejningsmoment overskrider referencedrejningsmomentet, selv ved et minimalt operatørkrav. I sådanne tilfælde anbefales det at styre dynamometeret, således at det prioriterer referencedrejningsmomentet frem for referencehastigheden, og lade motoren styre hastigheden.

Motorerne kan under koldstartsforhold anvende en forbedret tomgangsanordning til hurtig opvarmning af motoren og udstødningsefterbehandlingssystemet. Under sådanne forhold vil meget lave normaliserede hastigheder generere referencehastigheder, der er lavere end en sådan øget tomgangshastighed. I sådanne tilfælde anbefales det at styre dynamometeret, så det prioriterer opnåelsen af referencedrejningsmomentet, og lade motoren styre hastigheden, når operatørkravet er minimalt.

Under emissionsprøvning registeres referencehastighederne, referencedrejningsmomenterne og feedback-værdierne for hastighed og drejningsmoment med en mindste frekvens på 1 Hz, men helst 5 Hz eller endda 10 Hz. Denne større registreringsfrekvens er vigtig, fordi den hjælper med til at minimere den skævhed, der skyldes tidsforsinkelsen mellem referenceværdierne og de målte feedbackværdier for hastighed og drejningsmoment.

Reference- og feedback-værdier for hastighed og drejningsmoment kan registreres ved lavere frekvenser (så lavt som 1 Hz), hvis gennemsnitsværdierne i tidsintervallerne mellem de registrerede værdier registreres. Gennemsnitsværdierne beregnes på grundlag af feedback-værdier ajourført ved en frekvens på mindst 5 Hz. De registrerede værdier skal anvendes til at beregne godkendelsesstatistik for cyklussen og det samlede arbejde.

7.8.3.1.   Gennemførelse af NRTC -prøvning

Procedurerne forud for prøvningen, herunder prækonditionering, nedkøling og analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1.

Prøvning påbegyndes på følgende måde:

Prøvningssekvensen påbegyndes umiddelbart efter, at motoren er startet fra nedkølet tilstand som specificeret i punkt 7.3.1.2, hvis der er tale om koldstarts NRTC-prøvning, eller fra varm soak-tilstand, hvis der er tale om varmstarts NRTC-prøvning. Sekvensen i punkt 7.4.2.1 skal følges.

Datalogging, udtagning af udstødningsgasser og integrering af de målte værdier påbegyndes samtidigt med motorstart. Prøvningscyklussen påbegyndes, når motoren starter, og gennemføres i henhold til planen i tillæg 3 til bilag XVII.

Ved afslutning af cyklussen fortsættes prøvetagningen, idet alle systemer er i drift indtil udløbet af systemets responstid. Herefter standses al prøvetagning og registrering, herunder registrering af baggrundsprøver. Endelig standses eventuelle integreringsanordninger, og prøvningscyklussens afslutning anføres i de registrerede data.

Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2.

7.8.3.2.   Gennemførelse af LSI-NRTC-prøvning

Procedurerne forud for prøvningen, herunder prækonditionering, nedkøling og analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1.

Prøvning påbegyndes på følgende måde:

Prøvningen skal begynde i henhold til sekvensen i punkt 7.4.2.2.

Datalogging, prøvetagning af udstødningsgasser og integrering af de målte værdier påbegyndes samtidigt med indledningen af LSI-NRTC-cyklussen ved udgangen af tomgangsperioden på 30 sekunder som specificeret i punkt 7.4.2.2, litra b). Prøvningscyklussen gennemføres i henhold til planen i tillæg 3 til bilag XVII.

Ved afslutning af cyklussen fortsættes prøvetagningen, idet alle systemer er i drift indtil udløbet af systemets responstid. Herefter standses al prøvetagning og registrering, herunder registrering af baggrundsprøver. Endelig standses eventuelle integreringsanordninger, og prøvningscyklussens afslutning anføres i de registrerede data.

Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2.

7.8.3.3.   Kriterier for cyklusvalidering for transiente (NRTC og LSI-NRTC) prøvningscyklusser

For at kontrollere en prøvnings validitet anvendes kriterierne for cyklusvalidering i dette punkt på reference- og feedback-værdierne for hastighed, drejningsmoment, effekt og samlet arbejde.

7.8.3.4.   Beregning af det udførte cyklusarbejde

Før beregning af det udførte cyklusarbejde udelades alle hastigheds- og drejningsmomentværdier registreret under start af motoren. Punkter med negative drejningsmomentværdier skal registreres som nul arbejde. Det faktisk udførte cyklusarbejde W act (kWh) beregnes ved hjælp af feedback-værdier for motorhastighed og drejningsmoment. Referenceværdien for cyklusarbejde W ref (kWh) beregnes ved hjælp af referenceværdier for motorhastighed og drejningsmoment. Det faktiske cyklusarbejde W act benyttes til sammenligning med referenceværdien for cyklusarbejde W ref og til beregning af bremsespecifikke emissioner (jf. punkt 7.2).

W act skal være mellem 85 % og 105 % af W ref.

7.8.3.5.   Valideringsstatistikker (jf. tillæg 2 til bilag VII)

Den lineære regression mellem referenceværdierne og feed-backværdierne for hastighed, drejningsmoment og effekt beregnes.

For at minimere den skævhed, der skyldes tidsforsinkelsen mellem værdierne for reference- og feedback-cyklussen, kan hele sekvensen af feedback-signaler for motorhastighed og drejningsmoment fremskyndes eller forsinkes i forhold til sekvensen af referencesignaler for motorhastigheds og drejningsmoment. Hvis feedbacksignalerne forskydes, skal både hastighed og drejningsmoment forskydes lige meget i samme retning.

Der anvendes mindste kvadraters metode, med bedste tilnærmelse med den form, der er fastsat i ligningen (6-19):

y= a 1 x + a 0

(6-19)

hvor:

y	er feedback-værdien for hastighed (min-1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW)
a 1	er regressionslinjens hældning
x	er referenceværdien for hastighed (min-1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW)
a 0	er regressionslinjens skæring med y-aksen

For hver regressionslinje beregnes standardfejlen på estimatet (SEE) af y på x og determinationskoefficienten (r2 ) i overensstemmelse med tillæg 3 til bilag VII.

Det anbefales, at denne analyse foretages ved 1 Hz. For at en test kan anses for gyldig, skal kriterierne i tabel 6.2 være opfyldt.

Tabel 6.2

Regressionslinjernes tolerancer

	Hastighed	Drejningsmoment	Effekt
Standardfejl på estimat (SEE) af y på x	≤ 5,0 % af maksimal prøvningshastighed	≤ 10,0 % af maksimalt optegnet drejningsmoment	≤ 10,0 % af maksimalt optegnet hastighed
Regressionslinjens hældning, a 1	0,95 til 1,03	0,83 — 1,03	0,89 — 1,03
Determinationskoefficient, r 2	minimum 0,970	minimum 0,850	minimum 0,910
skæring med regressionslinjens y-akse, a 0	≤ 10 % af tomgang	± 20 Nm, dog mindst± 2 % af maksimalt drejningsmoment	± 4 kW, dog mindst± 2 % af maksimal effekt

Inden der foretages regressionsberegning, og alene til brug ved regressionsanalysen, tillades sletning af punkter som anført i tabel 6.3. Disse punkter må dog ikke slettes ved beregning af cyklusarbejde og emissioner. Ved et tomgangspunkt forstås et punkt med et normaliseret referencedrejningsmoment på 0 % og en normaliseret referencehastighed på 0 %. Punktsletning kan anvendes på hele eller end del af cyklussen. Punkter omfattet af det slettede punkt skal specificeres.

Tabel 6.3

Punkter, som det er tilladt at slette af regressionsanalysen

Hændelse	Betingelser (n = motorhastighed, T = drejningsmoment)	Tilladt punktsletning
Minimalt operatørkrav (tomgangspunkt)	n ref = n idle og T ref = 0 % og T act > (T ref — 0,02 T maxmappedtorque) og T act < (T ref + 0,02 T maxmappedtorque)	hastighed og effekt
Minimalt operatørkrav	n act ≤ 1,02 n ref og T act > T ref eller n act > n ref og T act ≤ T ref' eller n act > 1,02 n ref og T ref < T act ≤ (T ref + 0,02 T maxmappedtorque)	effekt og enten drejningsmoment eller hastighed
Maksimalt operatørkrav	n act < n ref og T act ≥ T ref eller n act ≥ 0,98 n ref og T act < T ref eller n act < 0,98 n ref og T ref > T act ≥ (T ref — 0,02 T maxmappedtorque)	effekt og enten drejningsmoment eller hastighed

8.   Målingsprocedurer

8.2.   Kalibrering og præstationskontrol

8.2.1.   Indledning

I dette afsnit beskrives den påkrævede kalibrering og verifikation af målesystemerne. Se punkt 9.4 for specifikationer, der gælder for de enkelte instrumenter.

Kalibrering eller verifikation foretages generelt gennem hele målekæden.

Hvis der ikke specificeres kalibrering eller verifikation af en del af et målesystem, kalibreres denne del af systemet, og dens præstation verificeres med en frekvens i overensstemmelse med måleudstyrsfabrikantens anbefalinger og i henhold til god teknisk praksis.

For at opfylde de specificerede tolerancer for kalibrering og verifikation anvendes standarder, der kan henføres til de internationale standarder for måling.

8.2.2.   Sammenfatning af kalibrering og verifikation

I tabel 6.4 vises et sammendrag af den kalibrering og verifikation, der er beskrevet i afsnit 8, og hvornår de skal foretages.

Tabel 6.4

Sammenfatning af kalibrering og verifikation

Type kalibrering eller verifikation	Minimal frekvens (1)
8.1.3.: Nøjagtighed, repeterbarhed og støj	Nøjagtighed: Ikke påkrævet, men anbefales for første opstilling Repeterbarhed: Ikke påkrævet, men anbefales for første opstilling Støj: Ikke påkrævet, men anbefales for første opstilling
8.1.4.: Verifikation af linearitet	Hastighed: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. Drejningsmoment: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. Indsugningsluft, fortyndingsluft og fortyndede udstødningsgasstrømme og prøvestrømshastigheder for batch-prøve: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse, medmindre strømmen verificeres ved propankontrol eller ved carbon- eller oxygenbalance. Ufortyndet udstødningsgasstrøm: Efter første opstilling, inden for 185 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse, medmindre strømmen verificeres ved propankontrol eller ved carbon- eller oxygenbalance. Gasdeleapparater: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. Gasanalysatorer (medmindre andet er angivet): Efter første opstilling, inden for 35 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. FTIR-analysator: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. PM-vægt: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. Stand-alone-tryk og -temperatur: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse.
8.1.5.: Verifikation af løbende systemrespons fra gasanalysatoren og af registrering af opdatering — for gasanalysatorer uden løbende kompensation for andre gasarter	Efter første opstilling eller efter systemændringer, der påvirker responsen.
8.1.6.: Verifikation af løbende systemrespons fra gasanalysatoren og af registrering af opdatering — for gasanalysatorer med løbende kompensation for andre gasarter	Efter første opstilling eller efter systemændringer, der påvirker responsen.
8.1.7.1.: Drejningsmoment	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.7.2.: Tryk, temperatur, dugpunkt	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.8.1.: Brændselsstrøm	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.8.2.: Indsugningsstrøm	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.8.3.: Udstødningsgasstrøm	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.8.4.: Fortyndet udstødningsgasstrøm (CVS og PFD)	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.8.5.: Verifikation af CVS/PFD og batch-prøveudtager (2)	Efter første opstilling, inden for 35 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. (Propankontrol)
8.1.8.8.: Vakuum utæthed	Efter opstilling af prøvetagningssystem. Før hver laboratorieprøvning i henhold til punkt 7.1: senest 8 timer før starten på det første prøvningsinterval for hver arbejdscyklussekvens og efter vedligeholdelse, f.eks. udskiftning af forfilter.
8.1.9.1.: Interferens fra CO2 NDIR H2O	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.9.2.: Interferens fra CO NDIR CO2 og H2O	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.10.1.: Kalibrering af FID Optimering af HC FID og verifikation af HC FID	Kalibrer, optimer og bestem CH4-respons: Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse. Verificer CH4-respons: Efter første opstilling, inden for 185 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse.
8.1.10.2.: FID O2 interferens med den ufortyndede udstødningsgas	For alle FID-analysatorer: Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse. For THC FID-analysatorer: Efter første opstilling, efter større vedligeholdelse og efter FID-optimering i overensstemmelse med 8.1.10.1.
8.1.11.1.: CLD CO2 og H2O dæmpning	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.11.3.: NDUV HC og H2O interferens	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.11.4.: Kølebad, NO2-penetration (køler)	Efter første opstilling og efter større vedligeholdelse.
8.1.11.5.: Konversion af NO2-til-NO-konverter	Efter første opstilling, inden for 35 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse.
8.1.12.1.: Verifikation af prøvetørreren	For termiske proceskøleanlæg: Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. For osmotiske membraner: Efter opstilling, inden for 35 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse.
8.1.13.1.: PM-vægt og -vejning	Uafhængig verifikation: Efter første opstilling, inden for 370 dage før prøvning og efter større vedligeholdelse. Verifikation af nulstilling, justering og referenceprøve: Senest 12 timer før vejning og efter større vedligeholdelse.

8.1.3.   Verifikation af nøjagtighed, repeterbarhed og støj

Præstationsværdierne for de enkelte instrumenter, som er angivet i tabel 6.8, danner udgangspunkt for bestemmelse af instrumentets nøjagtighed, repeterbarhed og støj.

Verifikation af instrumentets nøjagtighed, repeterbarhed eller støj er ikke påkrævet. Det kan imidlertid være nyttigt at overveje en sådan verifikation for at definere en specifikation for et nyt instrument, verificere et nyt instruments præstation efter levering eller for at løse problemer med et eksisterende instrument.

8.1.4.   Verifikation af linearitet

8.1.4.1.   Omfang og hyppighed

Der foretages en linearitetskontrol af hvert målesystem i fortegnelsen i tabel 6.5 mindst så hyppigt som angivet i tabellen og efter anvisningerne fra målesystemfabrikanten og i overensstemmelse med god teknisk praksis. Hensigten med linearitetskontrol er at konstatere, om et målesystem fungerer forholdsmæssigt i hele det relevante måleområde. En linearitetsverifikation skal bestå i at indføre en række på mindst 10 referenceværdier i målesystemet, medmindre andet er angivet. Målesystemet kvantificerer hver referenceværdi. De målte værdier sammenholdes samlet set med referenceværdierne ved lineær regression efter mindste kvadraters metode og linearitetskriterierne i tabel 6.5.

8.1.4.2.   Præstationskrav

Hvis et målesystem ikke opfylder de gældende linearitetskriterier i tabel 6.5, korrigeres fejlen via rekalibrering eller vedligeholdelse eller udskiftning af komponenter om nødvendigt. Linearitetsverifikationen gentages efter fejlkorrektion for at sikre, at målesystemet opfylder linearitetskriterierne.

8.1.4.3.   Procedure

Der anvendes følgende protokol for linearitetsverifikation:

a)	Målesystemet skal anvendes ved de foreskrevne temperaturer, tryk og strømme.

b)	Instrumentet nulstilles som før emissionsprøvning ved at indføre et nulsignal. Til gasanalysatorer anvendes en nulstillingsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og den indføres direkte ved analysatorporten.

c)	Instrumentet justeres som før emissionsprøvning ved at indføre et justeringssignal. Til gasanalysatorer anvendes en justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og den indføres direkte ved analysatorporten.

d)	Efter justering af instrumentet, kontrolleres nul med det samme signal, som blev anvendt i litra b) i dette punkt. Ud fra nulaflæsningen afgøres det ud fra et velbegrundet teknisk skøn, hvorvidt instrumentet skal nulstilles eller justeres igen, inden næste trin påbegyndes.

e)

I overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis udvælges for alle målte mængder de referenceværdier, y ref i , der dækker hele den værdirække, som forventes under emissionsprøvning, hvorved behovet for at ekstrapolere ud over disse værdier undgås. Der vælges et nulreferencesignal som en af referenceværdierne i linearitetsverifikationen. Til linearitetsverifikation af stand-alone-tryk og temperatur vælges mindst tre referenceværdier. Til al anden linearitetsverifikation vælges mindst ti referenceværdier

f)	På grundlag af instrumentfabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis udvælges den rækkefølge, hvori referenceværdierne vil blive indført.

g)	Der genereres og indføres referencemængder som beskrevet i punkt 8.1.4.4. Til gasanalysatorer anvendes gaskoncentrationer, som vides at opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1, og de indføres direkte ved analysatorporten.

h)	Instrument skal gives tid til at stabilisere sig, mens det måler referenceværdien.

i)	Med en registreringsfrekvens, som mindst har den i tabel 6.7 angivne minimumsfrekvens, måles referenceværdien i 30 sekunder, og den aritmetiske middelværdi af de registrerede værdier, registreres.

j)	Trinene i litra g) til i) i dette punkt gentages, indtil alle referencemængderne er målt.

k)

De aritmetiske middelværdier , og referenceværdierne, y ref i , anvendes til at beregne parametrene for lineær regression efter mindste kvadraters metode og de statistiske værdier med henblik på sammenligning med de minimumskriterier for præstation, som er angivet i tabel 6.5. De beregninger, der er beskrevet i tillæg 3 til bilag VII anvendes.

8.1.4.4.   Referencesignaler

I dette punkt beskrives de anbefalede metoder til generering af referenceværdier til protokollen for linearitetsverifikation i punkt 8.1.4.3. Der anvendes referenceværdier, som simulerer faktiske værdier, eller der indføres og måles en faktisk værdi med et referencemålesystem. I sidstnævnte tilfælde er referenceværdien den værdi, der afgives af referencemålesystemet. Referenceværdier og referencemålesystemer skal være internationalt sporbare.

For temperaturmålesystemer med sensorer, som f.eks. termoelementer, RTD'er og termistorer, kan linearitetsverifikatione udføres ved at fjerne sensoren fra systemet og i stedet anvende en simulator. Hvis det er relevant, anvendes en simulator, som er uafhængigt kalibreret og koldterminalkompenseret. Usikkerheden i den internationalt sporbare simulator i forhold til temperaturen skal være under 0,5 % af den maksimale driftstemperatur T max. Hvis denne mulighed anvendes, er det nødvendigt at anvende sensorer, som ifølge leverandørens oplysninger har en nøjagtighed, som er bedre end 0,5 % af T max sammenlignet med standardkalibreringskurven.

8.1.4.5.   Målesystemer, som kræver linearitetsverifikation

Tabel 6.5 viser, hvilke målesystemer der kræver linearitetsverifikation. For denne tabel gælder følgende bestemmelser:

a)	Der skal foretages hyppigere linearitetsverifikation, hvis det anbefales af instrumentfabrikanten eller findes nødvendigt ud fra velbegrundet teknisk skøn.

b)	Ved »min« forstås den mindste referenceværdi, der anvendes under linearitetsverifikation. Bemærk, at denne værdi kan være nul eller negativ afhængigt af signalet.

c)

Ved »max« forstås den maksimale referenceværdi, der anvendes under linearitetsverifikation. F.eks. er x max for gasdeleapparater den udelte, ufortyndede koncentration af justeringsgas. Følgende er særlige tilfælde, hvor »max« refererer til en anden værdi: i) Ved verifikation af PM-vægtens linearitet refererer m max til et PM-filters typiske masse. ii) Ved linearitetsverifikation af drejningsmomentet, referer T max til den af fabrikanten oplyste højeste værdi for motordrejningsmoment for den motor, der har det højeste drejningsmoment af de motorer, der skal prøves.

d)	De angivne intervaller er inklusive. F.eks. skal der ved et angivet interval på 0,98-1,02 for hældningen a 1 forstås 0,98 ≤ a 1 ≤ 1,02.

e)

Disse linearitetsverifikationer er ikke påkrævet for systemer, der består verifikationen af strømningshastighed for fortyndet udstødningsgas som beskrevet i punkt 8.1.8.5 for propankontrol eller for systemer, der er overensstemmende inden for ± 2 % på baggrund af den kemiske carbon- eller oxygenbalance i indsugningsluften, brændstoffet og udstødningsgassen.

f)	a 1-kriterierne for disse mængder skal kun overholdes, hvis mængdens absolutte værdi er påkrævet, i modsætning til et signal, der kun er lineært proportionelt med den faktiske værdi.

g)

Stand-alone-temperaturer omfatter motortemperaturer og omgivende forhold af relevans for indstilling eller efterprøvning af motordriftsforhold, temperaturer anvendt til at indstille eller efterprøve vigtige forhold i prøvningssystemet, og temperaturer, der anvendes til emissionsberegninger: i) Disse linearitetsverifikationer af temperaturen er påkrævet: Luftindtag, efterbehandlingsbænk(e) (for motorer, der prøves med efterbehandlingssystemer i cyklusser med koldstartskriterier), fortyndingsluft til PM-udtagning (CVS, dobbelt fortynding og delstrømsfortyndingssystemer), PM-prøve og kølerprøve (for gasformige prøvetagningssystemer, der anvender kølere til tørring af prøverne). ii) Følgende linearitetsverifikation er kun påkrævet, hvis specificeret af motorfabrikanten: brændstoftilførsel, udgang på prøvningsrummets ladeluftkøler (for motorer, der prøves med varmeveksler i prøvningsrummet for at simulere en mobil ikke-vejgående motors ladeluftkøler), indgang til kølervæske til prøvningsrummets ladeluftkøler (ved motorer, der prøves med varmeveksler i prøvningsrummet for at simulere en mobil ikke-vejgående motors ladeluftkøler), og oliesump, kølervæske før termostaten (ved væskekølede motorer).

h)

Stand-alone-tryk omfatter motortryk og omgivende forhold af relevans for indstilling eller efterprøvning af motordriftsforhold, temperaturer anvendt til at indstille eller efterprøve vigtige forhold i prøvningssystemet, og tryk, der anvendes til emissionsberegninger: i) Den påkrævede linearitetsverifikation af trykket er: indsnævring af luftindtag, udstødningsgastryk, barometer, CVS-indgangsmålertryk (hvis målt via CVS), kølerprøve (til gasformige prøvetagningssystemer, som bruger kølere til tørring af prøverne). ii) Følgende linearitetsverifikation af tryk er kun påkrævet, hvis den er specificeret af motorfabrikanten: Tryktab i prøvningsrummets luftkøler og i dets tilslutningsrør (ved turboladede motorer, der prøves med en varmeveksler i prøvningsrummet for at simulere en mobil ikke-vejgående maskines ladeluftkøler), brændstofindtag og brændstofafgang.

Tabel 6.5

Målesystemer, som kræver linearitetsverifikation

Målesystem	Mængde	Mindste verifikationshyppighed	Linearitetskriterier
				α	SEE	r 2
Motorhastighed	n	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 0,05 % n max	0,98-1,02	≤ 2 % n max	≥ 0,990
Drejningsmoment	T	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % T max	0,98-1,02	≤ 2 % T max	≥ 0,990
Brændstoffets strømningshastighed	qm	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % qm , max	0,98-1,02	≤ 2 % qm , max	≥ 0,990
Indsugningsluft Strømningshastighed (1)	qV	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % qV , max	0,98-1,02	≤ 2 % qV , max	≥ 0,990
Fortyndingsluft strømningshastighed (1)	qV	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % qV , max	0,98-1,02	≤ 2 % qV , max	≥ 0,990
Fortyndet udstødningsgas strømningshastighed (1)	qV	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % qV , max	0,98-1,02	≤ 2 % qV , max	≥ 0,990
Ufortyndet udstødningsgas strømningshastighed (1)	qV	Inden for 185 dage før prøvning	≤ 1 % qV , max	0,98-1,02	≤ 2 % qV , max	≥ 0,990
Batch-prøvetager strømningshastigheder (1)	qV	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % qV , max	0,98-1,02	≤ 2 % qV , max	≥ 0,990
Gasdeleapparater	x/x span	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 0,5 % x max	0,98-1,02	≤ 2 % x max	≥ 0,990
Gasanalysatorer	x	Inden for 35 dage før prøvning	≤ 0,5 % x max	0,99-1,01	≤ 1 % x max	≥ 0,998
PM-vægt	m	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % m max	0,99-1,01	≤ 1 % m max	≥ 0,998
Stand-alone-tryk	p	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % p max	0,99-1,01	≤ 1 % p max	≥ 0,998
Analog-digital konvertering af stand-alone-temperatursignaler	T	Inden for 370 dage før prøvning	≤ 1 % T max	0,99-1,01	≤ 1 % T max	≥ 0,998

8.1.5.   Verifikation af kontinuerlig respons fra gasanalysatorsystemet og opdatering/registrering

I dette afsnit beskrives den generelle verifikationsprocedure for kontinuerlig respons fra gasanalysatorsystemet og registrering af opdatering. Se punkt 8.1.6 for verifikationsprocedurer for analysatorer af kompensationstypen.

8.1.5.1.   Omfang og hyppighed

Denne verifikation skal udføres efter montering eller udskiftning af en gasanalysator, der anvendes til kontinuerlig prøvetagning. Denne verifikation skal også foretages, hvis systemet er blevet omkonfigureret på en måde, der kan ændre systemresponsen. Denne verifikation er nødvendig for kontinuerlige gasanalysatorer, der anvendes til transient (NRTC og LSI-NRTC) prøvningscyklusser eller RMC-cyklus, men er ikke nødvendig for batchgasanalysesystemer eller kontinuerlige gasanalysatorsystemer, der kun anvendes til NRSC-prøvning i diskret modus.

8.1.5.2.   Måleprincip

Med denne prøve kontrolleres det, at opdaterings- og registreringshyppigheden er tilpasset den overordnede systemrespons ved en hurtig ændring i værdien af koncentrationerne i prøvetagningssonden. Gasanalysatorsystemer skal optimeres, således at deres overordnede respons på en pludselig ændring i koncentrationen opdateres og registreres med en passende frekvens for at forhindre tab af information. Ved prøven kontrolleres det også, at kontinuerlige gasanalysatorsystemer opfylder kravet til en minimumsresponstid.

Systemets indstillinger til evaluering af responstid skal være nøjagtigt de samme som under måling i prøvningsforløbet (dvs. tryk, strømningshastigheder, filterindstillinger på analysatorerne og alle andre ting, der har indflydelse på responstiden). Bestemmelse af responstiden skal ske med gasomstilling direkte til prøvetagningssondens indgang. Gasomskiftningen skal være specificeret til at kunne foretage skift på under 0,1 sekund. De gasser, der anvendes til prøvningen, skal forårsage en koncentrationsændring på mindst 60 % fuldskalavisning (FS).

Koncentrationssporet for hver enkelt gaskomponent registreres.

8.1.5.3.   Systemkrav

a)

Systemets responstid skal være ≤ 10 sekunder med en indsvingningstid på ≤ 5 sekunder for alle målte komponenter (CO, NOx, 2 og HC) og alle anvendte koncentrationsområder. Alle data (koncentration, brændstof- og luftstrømning) skal forskydes med den målte responstid, før emissionsberegningerne i bilag VII foretages.

b)

For at påvise acceptabel opdatering og registrering for så vidt angår systemets overordnede respons, skal det opfylde et af følgende kriterier: i) Produktet af den gennemsnitlige stigningstid og den frekvens, hvormed systemet registrerer en opdateret koncentration, skal være mindst 5. Under alle omstændigheder må den gennemsnitlige stigningstid højst være 10 sekunder. ii) Den frekvens, hvormed systemet registrerer koncentration, skal være mindst 2 Hz (se også tabel 6.7).

8.1.5.4.   Procedure

Følgende procedure benyttes til verifikation af responsen fra det enkelte gasanalysatorsystem:

a)

De anvisninger for opstart og brug af instrumentet, som fabrikanten af gasanalysatorsystemet har givet, skal følges. Målesystemet skal justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen. Verifikationen foretages med analysatoren i samme driftstilstand som ved emissionsprøvning. Hvis analysatoren deler sit prøvetagningssystem med andre analysatorer, og hvis gasstrømmen til de andre analysatorer vil påvirke systemets responstid, opstartes og betjenes de andre analysatorer, mens denne verifikationsprøvning udføres. Denne verifikation kan gennemføres på flere analysatorer, der deler det samme prøvetagningssystem på samme tid. Hvis der anvendes analoge eller digitale realtidsfiltre under emissionsprøvningen, bør disse filtre anvendes på samme måde under verifikationen.

b)

For udstyr, der anvendes til at validere systemets responstid, anbefales det at anvende minimale gasledningslængder mellem alle forbindelser; der forbindes en nulluftkilde til én indsugning på en hurtigtfungerende 3-vejsventil (2 indsugninger, 1 afgang) for at styre strømmen af nulstillingsgas og blandet justeringsgas til prøvetagningssystemets indsugningssonde eller et T-stykke tæt på sondens afgang. Normalt er gasstrømmens hastighed højere end sondens prøvestrømshastighed, og overløbet sker ved sondens indgang. Hvis gassens strømningshastighed er lavere end sondens, justeres gaskoncentrationerne, så der tages højde for fortynding fra den omgivende luft, der suges ind i sonden. Der kan anvendes binære justeringsgasser eller justeringsgasser bestående af flere gasser. Der kan anvendes en gasblander eller -mikser til at blande justeringsgasserne. En gasblander eller -mikser anbefales, når justeringsgasser fortyndet i N2 skal blandes med justeringsgasser fortyndet med luft. Ved hjælp et gasdeleapparat blandes en justeringsgas af NO–CO–CO2–C3H8–CH4 (resten N2) ligeligt med en justeringsgas af NO2, resten renset syntetisk luft. Hvis det er relevant, kan der anvendes standard binære justeringsgasser i stedet for justeringsgasblanding af NO-CO-CO2-C3H8-CH4, resten N2. I så fald skal der foretages separate responsprøvninger for hver analysator. Gasdeleapparatets udgang skal være forbundet til 3-vejsventilens anden indgang. Ventilens udgang skal være tilsluttet en overstrømsventil på gasanalysesystemets sonde eller en overstrømsanordning mellem sonden og overføringsledning til alle de analysatorer, der skal verificeres. Der skal anvendes en opstillingsmetode, der forhindrer trykudsving forårsaget af standsning af strømmen gennem gasblanderanordningen. Hvis nogen af disse gasbestanddele ikke er relevante for den pågældende analysatorverifikation, udelades de. Som alternativ tillades brug af gasflasker med enkeltgasser og separat måling af responstider.

c)

Dataindsamlingen foretages således: i) Ventilen indstilles, så den starter strømmen af nulstillingsgas. ii) Stabilisering sikres, idet der tages højde for transportforsinkelser og fuld respons fra den langsomste analysator. iii) Dataregistreringen påbegyndes med den frekvens, der anvendes under emissionsprøvningen. Hver registreret værdi skal være en unik opdateret koncentration, målt af analysatoren. Der må ikke foretages interpolation eller filtrering for at ændre de registrerede værdier. iv) Ventilen indstilles, så de blandede justeringsgasser strømmer mod analysatorerne. Denne tid registreres som t 0. v) Der tages højde for transportforsinkelser og fuld respons fra den langsomste analysator. vi) Ventilen indstilles, så nulstillingsgassen strømmer mod analysatoren. Denne tid registreres som t 100. vii) Der tages højde for transportforsinkelser og fuld respons fra den langsomste analysator. viii) Trinnene i litra c), nr. iv)-vii), i dette punkt gentages indtil der er registreret syv fulde cyklusser, som afsluttes med, at der strømmer nulstillingsgas til analysatorerne. ix) Registreringen ophører.

8.1.5.5.   Evaluering af ydeevne

Oplysningerne i punkt 8.1.5.4, litra c), anvendes til beregning af den gennemsnitlige stigningstid for hver af analysatorerne.

a)

Hvis det vælges at påvise overensstemmelse med punkt 8.1.5.3, litra b), nr. i), skal følgende procedure anvendes: Stigningstiderne (i sekunder) ganges med deres respektive registreringsfrekvenser i Hertz (1/s). Værdien for hvert resultat skal mindst være 5. Hvis værdien er mindre end 5, forhøjes registreringsfrekvensen eller strømningerne justeres eller prøvetagningssystemet ændres, således at stigningstiden øges efter behov. Desuden kan der konfigureres digitale filtre, som øger stigningstiden.

b)	Hvis det vælges at påvise overensstemmelse med punkt 8.1.5.3, litra b), nr. ii), er det tilstrækkeligt at påvise overensstemmelse med kravene i punkt 8.1.5.3, litra b), nr. ii).

8.1.6.   Verifikation af responstid for analysatorer af kompensationstypen

8.1.6.1.   Omfang og hyppighed

Denne verifikation foretages for at bestemme en kontinuerlig gasanalysators respons, hvor én gasanalysators respons kompenseres af en andens med henblik på at kvantificere de forurenende luftarter. I forbindelse med denne verifikation skal vanddamp betragtes som en gasformig bestanddel. Denne verifikaton er påkrævet for kontinuerlige gasanalysatorer, der anvendes til transient (NRTC og LSI-NRTC) prøvning eller RMC-prøvning. Denne verifikation er ikke nødvendig for gasanalysatorer til batchprøvetagning eller for kontinuerlige gasanalysatorer, som kun anvendes til NRSC-prøvning i diskret modus. Denne verifikation finder ikke anvendelse på korrektion for vand, der er fjernet fra prøven ved efterbehandlng. Denne verifikation foretages efter første opstilling (dvs. efter ibrugtagning af prøvningsrum). Efter større vedligeholdelsesindgreb kan den ensartede respons verificeres som beskrevet i punkt 8.1.5, forudsat at der på et tidspunkt er foretaget fugtmættet ensartet responsverifikation af eventuelle udskiftede komponenter.

8.1.6.2.   Måleprincip

Ved hjælp af denne procedure verificeres tidsjusteringen og den ensartede respons ved kontinuerlige kombinerede gasmålinger. I den forbindelse er det nødvendigt at sikre, at alle kompensationsalgoritmer og fugtighedskorrektioner er aktiveret.

8.1.6.3.   Systemkrav

De generelle krav til responstid og stigningstid angivet i punkt 8.1.5.3, litra a), gælder også for analysatorer af kompensationstypen. Hvis registreringsfrekvensen afviger fra opdateringsfrekvensen for det kontinuerligt kombinerede/kompenserede signal, skal det laveste af de to frekvenser anvendes til den påkrævede verifikation i punkt 8.1.5.3, litra b), nr. i).

8.1.6.4.   Procedure

Alle procedurer, der er fastsat i punkt 8.1.5.4, litra a)-c), skal anvendes. Desuden måles også responstid og stigningstid for vanddamp, hvis der anvendes en kompensationsalgoritme, som er baseret på målt vanddamp. I så fald skal mindst én af de anvendte kalibreringsgasser (men ikke NO2) fugtmættes som følger:

Hvis systemet ikke anvender en prøvetørrer til at fjerne vandindholdet i gasprøven, fugtmættes justeringsgassen ved at sende gasblandingen gennem en lukket beholder, som fugtmætter gassen til det anslåede højeste prøvedugpunkt under emissionsprøvetagningen, idet den bobles igennem destilleret vand. Hvis systemet anvender en prøvetørrer under prøvningen, der har bestået verifikationskontrollen for prøvetørrere, kan den fugtmættede gasblanding indføres nedstrøms for prøvetørreren ved at boble den gennem destilleret vand i en lukket beholder ved 298 ± 10 K (25 ± 10 oC) eller en temperatur over dugpunktet. I alle tilfælde skal den fugtmættede gas nedstrøms for beholderen fastholdes på en temperatur, som ligger mindst 5 K (5 oC) over dens lokale dugpunkt. Bemærk, at det er muligt at udelade en hvilken som helst af disse gasbestanddele, hvis de ikke er relevante for analysatorerne i den pågældende verifikation. Hvis nogen af gasbestanddelene ikke er modtagelige for vandkompensation, kan responskontrollen for disse analysatorer foretages uden fugtmætning.

8.1.7.   Måling af motorparametre og omgivende forhold

Motorfabrikanten skal anvende interne kvalitetsprocedurer, der kan henføres til anerkendte nationale eller internationale standarder. I modsat fald finder følgende procedurer anvendelse.

8.1.7.1.   Kalibrering af drejningsmoment

8.1.7.1.1.   Omfang og hyppighed

Alle systemer til måling af drejningsmoment, herunder måletransducere til dynamometeret og systemer, kalibreres efter opstilling og efter større vedligeholdelse, bl.a. ved hjælp af referencekraft eller vippearmslængde sammenholdt med dødvægt. Kalibreringen gentages ved anvendelse af god teknisk praksis. Anvisningerne fra fabrikanten af momenttransducerne skal følges for at linearisere drejningsmomentsensorens output. Andre kalibreringsmetoder tillades.

8.1.7.1.2.   Dødvægtskalibrering

Ved denne teknik anvendes en kendt kraft, idet kendte vægte hænges i en kendt afstand langs en vippearm. Det skal sikres, at vægtenes vippearm er vinkelret på tyngdepunktet (dvs. horisontal) og vinkelret på dynamometerets rotationsakse. Der anvendes mindst seks kombinationer af kalibreringsvægte for hvert relevant momentmåleområde, idet vægtmængden fordeles ligeligt i hele området. Dynamometeret oscilleres eller roteres under kalibreringen for at reducere statisk friktionshysterese. Kraften af den enkelte vægt bestemmes ved at multiplicere den internationalt sporbare masse med den lokale acceleration af jordens tyngdekraft.

8.1.7.1.3.   Kalibrering af trykføler eller prøvering

Ved denne teknik påføres kraft enten ved at hænge vægte på en vippearm (disse vægte og deres vippearmslængde indgår ikke i bestemmelsen af referencemomentet) eller ved at betjene dynamometeret ved forskellige momenter. Der anvendes mindst seks kraftkombinationer for hvert relevant momentmåleområde, idet kraftmængden fordeles nogenlunde ligeligt i hele området. Dynamometeret oscilleres eller roteres under kalibreringen for at reducere statisk friktionshysterese. I dette tilfælde bestemmes referencedrejningsmomentet ved at multiplicere kraft-output fra referencemeteret (f.eks. en trykmåler eller prøvering) med den effektive vippearmslængde, som måles fra det punkt, hvor kraftmålingen foretages til dynamometerets rotationsakse. Det skal sikres, at denne længde måles vinkelret på referencemeterets måleakse og vinkelret på dynamometerets rotationsakse.

8.1.7.2.   Kalibrering af tryk, temperatur og dugpunkt

Instrumenter skal efter opstilling kalibreres til måling af tryk, temperatur og dugpunkt. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.

Til temperaturmålesystemer med termoelement, RTD, eller termistorsensorer foretages kalibrering af systemet som beskrevet i punkt 8.1.4.4 for linearitetsverifikation.

8.1.8.   Strømningsrelateret måling

8.1.8.1.   Kalibrering af brændstofstrøm

Brændstofflowmetere kalibreres efter første opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.

8.1.8.2.   Kalibrering af indsugningsluftstrøm

Indsugningsluftsflowmetere kalibreres efter første opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.

8.1.8.3.   Kalibrering af udstødningsstrøm

Udstødningsflowmetere kalibreres efter første opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.

8.1.8.4.   Kalibrering af fortyndet udstødningsgasstrøm (CVS)

8.1.8.4.1.   Oversigt

a)	I dette afsnit beskrives, hvordan man kalibrerer flowmetere til udtagning af fortyndet udstødningsgas med konstant volumen (CVS).

b)

Denne kalibrering foretages, mens flowmeteret er monteret i dets permanente position. Denne kalibrering foretages, efter at en del af flowkonfigurationen opstrøms eller nedstrøms for flowmeteret er blevet ændret på en måde, der kan indvirke på flowmeterets kalibrering. Denne kalibrering udføres efter første opstilling af CVS-systemet, og når et korrigerende indgreb ikke udbedrer en fejl, der medfører manglende overholdelse af verifikationen for fortyndet udstødningsstrøm (dvs. propankontrol) i punkt 8.1.8.5.

c)

Et CVS-flowmeter kalibreres ved hjælp af et referenceflowmeter som f.eks. et flowmeter med subsonisk venturi, en måledyse med lang radius, en drøvleenhed med »smooth-approach«, et laminar flow-element, et sæt venturier med kritisk strømning eller et ultrasonisk flowmeter. Der anvendes et referenceflowmeter, som angiver internationalt sporbare mængder med ± 1 % usikkerhed. Dette referenceflowmeters respons på strømning anvendes som referenceværdi til kalibrering af CVS-flowmeter.

d)	Der må ikke anvendes opstrømsskærm eller anden trykbegrænsning, som kan påvirke strømningen foran referenceflowmeteret, medmindre flowmeteret er blevet kalibreret med en sådan trykbegrænsning.

e)	Den kalibreringssekvens, der er beskrevet i dette punkt 8.1.8.4, henviser til den molbaserede tilgang. For den tilsvarende sekvens, der anvendes i den massebaserede tilgang, henvises til punkt 2.5 i bilag VII.

f)

CFV eller SSV kan efter fabrikantens valg alternativt være fjernet fra den permanente kalibreringsposition, såfremt følgende krav er opfyldt ved installation i CVS: 1) Efter installation af CFV eller SSV i CVS skal det på grundlag af god teknisk praksis verificeres, at der ikke er opnået utætheder mellem CVS-indgangen og venturien. 2) Efter ex-situ venturi kalibrering skal alle kombinationer af venturi-gennemstrømninger kontrolleres for CFV'er eller på mindst 10 gennemstrømningspunkter for et SSV ved hjælp af propankontrol som beskrevet i punkt 8.1.8.5. Et resultat af propankontrollen for hver enkelt venturi-gennemstrømningspunkt må ikke overstige tolerancen i punkt 8.1.8.5.6. 3) For at verificere ex-situ kalibrering af en CVS med mere end en enkelte CFV foretages følgende verifikation: i) Der skal anvendes en anordning til konstant gennemstrømning for at levere en konstant propangennemstrømning til fortyndingstunnellen. ii) Carbonhydridkoncentrationerne måles på mindst 10 forskellige strømningshastigheder for et SSV-flowmeter eller ved alle mulige gennemstrømningskombinationer for et CFV-flowmeter, samtidig med at der fastholdes en konstant propanstrøm. iii) Koncentrationen af hydrogenbaggrund i fortyndingsluften måles ved prøvningens begyndelse og afslutning. Den gennemsnitlige baggrundskoncentration fra hver måling på hvert gennemstrømningspunkt skal fratrækkes før gennemførelse af regressionsanalysen i nr. (iv). iv) Der foretages effektregression ved hjælp af alle parrede værdier af gennemstrømningshastighed og korrigeret koncentration for at opnå et forhold i form af y = a × xb, ved at anvende koncentrationen som en uafhængig variabel og gennemstrømningshastigheden som afhængig variabel. For hvert datapunkt kræves der beregning af forskellen mellem den målte gennemstrømningshastighed og værdien af kurvetilpasningen. Forskellen ved hvert enkelt punkt skal være mindre end ± 1 % af den relevante regressionsværdi. Værdien af b skal ligge på mellem – 1,005 og – 0,995. Hvis resultaterne ikke opfylder disse grænseværdier, skal der træffes afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med punkt 8.1.8.5.1, litra a).

8.1.8.4.2.   PDP-kalibrering

En fortrængningspumpe (PDP) kalibreres for at bestemme ligningen for strømninghastighed i forhold til PDP-hastighed, som tager højde for strømningsutæthed i PDP'ens overfladetætninger som funktion af PDP-indgangstryk. Der bestemmes unikke koefficienter for hver hastighed, hvormed PDP'en betjenes. Et PDP-flowmeter kalibreres således:

a)	Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 6.5.

b)	Utætheder mellem kalibreringsflowmeteret og DPD'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede gennemstrømning ved det laveste kalibrerede gennemstrømningspunkt, f.eks. den højeste trykbegrænsning og det laveste PDP-hastighedspunkt.

c)	Mens PDP'en er i drift fastholdes en konstant temperatur ved PDP-indgangen på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in.

d)	PDP-hastigheden sættes til det første hastighedspunkt, hvor der skal kalibreres.

e)	Den variable begrænser indstilles til fuldt åben position.

f)

PDP'en betjenes i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. Ved kontinuerlig drift af PDP registreres derefter middelværdierne for mindst 30 sekunders prøvningsdata for hver af følgende mængder: i) Referenceflowmeterets middelstrømningshastighed, . ii) Middeltemperaturen ved PDP-indgangen, T in. iii) Det gennemsnitlige statiske absolutte tryk ved PDP-indgangen, p in. iv) Det gennemsnitlige statiske absolutte tryk ved PDP-udgangen, p out. v) Gennemsnitlig PDP-hastighed, n PDP.

g)	Begrænserventilen lukkes trinvis for at mindske det absolutte tryk ved PDP-indgangen, p in.

h)	Trinnene i punkt 8.1.8.4.2, litra f) og g) gentages for at registrere data ved mindst seks begrænserpositioner, der afspejler det fulde område for mulige tryk ved PDP-indgangen efter ibrugtagning.

i)	PDP'en kalibreres ved hjælp af de indsamlede data og ligningerne i bilag VII.

j)	Trinnene i litra f)-i) i dette punkt gentages for hver hastighed, som PDP'en betjenes med.

k)	Ligningerne i afsnit 3 i bilag VII (molbaseret tilgang) eller afsnit 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) anvendes til at bestemme ligningen for PDP-gennemstrømning til emissionsprøvning.

l)	Kalibreringen verificeres ved at foretage CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5.

m)	PDP'en må ikke anvendes under de laveste indgangstryk, der afprøves under kalibrering.

8.1.8.4.3.   CFV-kalibrering

En venturi med kritisk gennemstrømning (CFV) kalibreres for at verificere dens udladningskoefficient, C d, ved det lavest forventede statiske differenstryk mellem CFV-indgang og udgang. Et PDP-flowmeter kalibreres således:

a)	Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 6.5.

b)	Ventilatoren startes nedstrøms for CFV'en.

c)	Mens CFV'en er i drift fastholdes en konstant temperatur ved CFV-indgangen på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in.

d)	Utætheder mellem kalibreringsflowmeteret og CFV'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede gennemstrømning ved den højeste trykbegrænsning,

e)	Den variable begrænser indstilles til fuldt åben position. I stedet for en variabel begrænser kan trykket nedstrøms for CFV'en varieres ved at variere blæserhastigheden eller ved at frembringe en kontrolleret utæthed. Bemærk, at nogle blæsere har begrænsninger ved ubelastede forhold.

f)

CFV'en skal være i drift i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. CFV'en skal fortsat være i drift, hvorefter middelværdierne for mindst 30 sekunders prøvningsdata for hver af følgende mængder registreres: i) Referenceflowmeterets middelstrømningshastighed, . ii) Eventuelt middeldugpunktet for kalibreringsluften, T dew. Jf. bilag VII for tilladte antagelser ved emissionsmåling. iii) Middeltemperaturen ved venturi-indgangen, T in. iv) Det gennemsnitlige statiske absolutte tryk ved venturi-indgangen, p in. v) Det gennemsnitlige statiske differenstryk mellem CFV-indgang og -udgang, Δp CFV.

g)	Begrænserventilen lukkes trinvis for at mindske det absolutte tryk ved FV-indgangen, p in.

h)

Trinnene i litra f) og g) i dette punkt gentages for at registrere de gennemsnitlige data ved mindst ti begrænserpositioner, således at så stor en del som muligt af det praktiske område for Δp CFV, der forventes under prøvning, prøves. Det er ikke nødvendigt at fjerne kalibreringskomponenter eller CVS-komponenter for at kalibrere ved lavest mulige trykbegrænsninger.

i)	C d og det lavest tilladelige trykforhold r bestemmes som beskrevet i bilag VII.

j)	C d anvendes til at bestemme CFV-gennemstrømning under emissionsprøvning. CFV må ikke anvendes over det højst tilladelige r som bestemt i bilag VII.

k)	Kalibreringen verificeres ved at foretage CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5.

l)

Hvis CVS'en er konfigureret til parallelt at drive mere end én CFV ad gangen, kalibreres CVS'en på en af følgende måder: i) Enhver kombination af CFV'er kalibreres i henhold til dette afsnit og bilag VII. Jf. bilag VII for vejledning om beregning af gennemstrømningshastigheder for denne metode. ii) Hver CFV kalibreres i henhold til dette punkt og bilag VII. Jf. bilag VII for vejledning om beregning af gennemstrømningshastigheder for denne metode.

8.1.8.4.4.   SSV-kalibrering

En subsonisk venturi (SSV) kalibreres for at bestemme dens kalibreringskoefficient, C d, for det forventede indsugningstrykområde. Et SSV-flowmeter kalibreres således:

a)	Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 6.5.

b)	Blæseren startes nedstrøms for SSV'en.

c)	Utætheder mellem kalibreringsflowmeteret og SSV'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede gennemstrømning ved den højeste trykbegrænsning.

d)	Mens SSV'en er i drift fastholdes en konstant temperatur ved SSV-indgangen på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in.

e)

Den variable begrænser eller blæser med variabel hastighed indstilles på en gennemstrømningshastighed over den største hastighed, der forventes under prøvning. Gennemstrømningshastigheder må ikke ekstrapoleres ud over de kalibrerede værdier, så det anbefales at sikre, at et Reynoldsnummer, Re, ved SSV-halsen ved højeste kalibrerede gennemstrømningshastighed er større end det maksimale Re, der forventes under prøvning.

f)

SSV'en skal være i drift i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. SSV'en skal fortsat være i drift, hvorefter gennemsnittet for mindst 30 sekunders prøvningsdata for hver af følgende mængder registreres: i) Referenceflowmeterets middelstrømningshastighed, . ii) Eventuelt middeldugpunktet for kalibreringsluften, T dew. Jf. bilag VII for tilladelige antagelser. iii) Middeltemperaturen ved venturi-indgangen, T in. iv) Det gennemsnitlige statiske absolutte tryk ved venturi-indgangen, p in. v) Statisk differenstryk mellem det statiske tryk ved venturi-indgangen og det statiske tryk ved venturi-halsen, Δp SSV.

g)	Begrænserventilen lukkes trinvist, eller blæserhastigheden reduceres for at mindske gennemstrømningshastigheden.

h)	Trinnene i litra f) og g) i dette punkt gentages med henblik på at registrere data ved mindst ti gennemstrømningshastigheder.

i)	Der bestemmes en funktionel form af C d i forhold til Re ved hjælp af de indsamlede data og ligningerne i bilag VII.

j)	Kalibreringen efterprøves ved at foretage en CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5 ved brug af den nye ligning C d i forhold til Re.

k)	SSV'en må kun anvendes mellem de laveste og højeste kalibrerede gennemstrømningshastigheder.

l)	Ligningerne i afsnit 3 i bilag VII (molbaseret tilgang) eller afsnit 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) anvendes til at bestemme SSV-gennemstrømning ved prøvning.

8.1.8.4.5.   Ultralydskalibrering (reserveret)

Figur 6.5

Skematiske diagrammer for CVS-kalibrering af fortyndet udstødningsgasstrøm

8.1.8.5.   Verifikation af CVS'er og batchudtagning (propankontrol)

8.1.8.5.1.   Indledning

a)

Propankontrol fungerer som CVS-verifikation for at afgøre, hvorvidt der er en uoverensstemmelse i de målte værdier i den fortyndede udstødningsgasstrøm. Propankontrol fungerer også som en verifikation af batchprøveudtageren for at afgøre, hvorvidt der er en uoverensstemmelse i det prøvetagningssystem, som udtager en prøve fra CVS'en som beskrevet i litra f) i dette punkt. På baggrund af velbegrundet teknisk skøn og sikker praksis kan denne kontrol foretages ved brug af en anden gas end propan, som f.eks. CO2 eller CO. En ikke-bestået propankontrol kan indikere et eller flere problemer, som kan kræve korrigerende indgreb, herunder: i) Ukorrekt analysatorkalibrering. FID-analysatoreren skal genkalibreres, repareres eller udskiftes. ii) Der skal foretages kontrol for utætheder på CVS-tunnel, forbindelser, spænder og HC-prøvetagningssystemet i henhold til punkt 8.1.8.7. iii) Verifikationen af dårlig blanding foretages i henhold til punkt 9.2.2. iv) Verifikation af carbonhydridkontaminering i prøvetagningssystemet foretages som beskrevet i punkt 7.3.1.2. v) Kalibrering for ændring i CVS. Der foretages en in-situ-kalibrering af CVS-flowmeteret som beskrevet i punkt 8.1.8.4. vi) Andre problemer med verifikation af CVS eller prøvetagningshardware eller -software. CVS-systemet, CVS-verifikationshardware og -software undersøges for uoverensstemmelser.

b)

Ved propankontrol anvendes enten en referencemasse eller en referencegennemstrømningshastighed for C3H8 som sporgas i en CVS. Hvis der anvendes en referencegennemstrømningshastighed, skal der redegøres for en eventuel ikke-idéel C3H8-gasadfærd i referenceflowmeteret. Se afsnit 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) eller afsnit 3 i bilag VII (molbaseret tilgang), som beskriver, hvordan visse flowmetere kalibreres og anvendes. I forbindelse med punkt 8.1.8.5 og bilag VII må der ikke anvendes nogen antagelse om idéel gasadfærd. Ved propankontrol sammenlignes den beregnede masse af indsprøjtet CC3H8 ved hjælp af carbonhydridmålinger og målinger af CVS-gennemstrømningshastighed med referenceværdien.

8.1.8.5.2.   Metode til at indføre en kendt propanmængde i CVS-systemet.

Den samlede nøjagtighed CVS-prøvetagnings- og analysesystem bestemmes ved tilledning af en kendt masse af en forurenende luftart til systemet, mens dette er bragt til at fungere på normal måde. Den forurenende luftart analyseres, og massen beregnes efter bilag VII. Der skal anvendes en af følgende to teknikker:

a)

Der foretages gravimetrisk måling på følgende måde: Massen af en lille cylinder fyldt med enten carbonmonoxid eller propan bestemmes med en nøjagtighed på ± 0,01 g. CVS-systemet sættes i drift som under en normal udstødningsemissionsprøvning i mellem 5 og 10 minutter, idet der indsprøjtes carbonmonoxid eller propan i systemet. Den afgivne mængde ren gas bestemmes ved differentialvejning. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes.

b)

Måling med drøvleenhed med kritisk gennemstrømning foretages som følger: En kendt mængde ren gas (carbonmonoxid eller propan) ledes til CVS-systemet gennem en kalibreret drøvleenhed. Hvis indgangstrykket er tilstrækkelig højt, er strømningshastigheden, som justeres ved hjælp af den kritiske drøvleenhed, uafhængig af blændens afgangstryk (≡ kritisk gennemstrømning). CVS-systemet bringes til at fungere som ved en sædvanlig emissionsprøvning af udstødningsgas i 5 til 10 minutter. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes.

8.1.8.5.3.   Forberedelse af propankontrol

Propankontrollen forberedes på følgende måde:

a)	Hvis der anvendes en C3H8-referencemasse i stedet for en referencestrømningshastighed, skal der anvendes en cylinder fyldt med C3H8. Referencecylinderens C3H8-masse bestemmes med en præcision på ± 0,5 % af den mængde C3H8, der forventes anvendt.

b)	Der vælges passende strømningshastigheder for CVS og C3H8.

c)	Der vælges en C3H8-indsprøjtningsport i CVS-systemet. Portens placering vælges, så den er så tæt som muligt på det sted, hvor motorens udstødning indføres i CVS-systemet. C3H8-cylinderen forbindes til indsprøjtningssystemet.

d)	CVS-systemet sættes i drift og stabiliseres.

e)	Eventuelle varmevekslere i prøvetagningssystemet forvarmes eller forkøles.

f)	Opvarmede eller afkølede komponenter såsom prøvetagningsledninger, filtre, kølere og pumper, skal have mulighed for at stabiliseres ved deres driftstemperatur.

g)	Hvis det er relevant, foretages tæthedskontrol i HC-prøvetagningssystemets vakuumside som beskrevet i punkt 8.1.8.7.

8.1.8.5.4.   Forberedelse af HC-prøvetagningssystemet til propankontrol

Kontrollen af tætheden af HC-prøvetagningssystemets vakuumside kan foretages efter forskrifterne i litra g) i dette punkt. Hvis denne fremgangsmåde anvendes, kan proceduren for HC-kontaminering i punkt 7.3.1.2 anvendes. Hvis der ikke foretages tæthedskontrol i vakuumsiden i henhold til litra g), skal HC-prøvetagningssystemet nulstilles, justeres og verificeres for kontaminering på følgende måde:

a)	Der vælges det laveste HC-analysatorområde, der kan måle den forventede C3H8-koncentration for CVS- og C3H8-gennemstrømningshastigheder.

b)	HC-analysatoren nulstilles ved hjælp af nulstillingsluft, der indføres ved analysatorporten.

c)	HC-analysatoren justeres ved hjælp af C3H8-justeringsgas, der indføres ved analysatorporten.

d)	Nulstillingsluft tilføres ved overstrømning ved HC-sonden eller en samling mellem HC-sonden og overføringsledningen.

e)	HC-prøvetagningssystemets stabile HC-koncentration måles, mens der sker gennemstrømning af overstrøms-nulstillingsluft. For batch-HC-måling fyldes batch-beholderen (f.eks. en sæk), og HC-overstrømskoncentrationen måles.

f)	Hvis overstrømmens HC-koncentration er større end 2 μmol/mol, må proceduren ikke fortsætte, før kontamineringen er fjernet. Kontamineringskilden bestemmes, og der foretages korrigerende indgreb, såsom rensning af systemet eller udskiftning af kontaminerede dele.

g)	Når overstrømmens HC-koncentration ikke overstiger 2 μmol/mol, registreres denne værdi som x HCinit og anvendes til at korrigere for HC-kontaminering som beskrevet i afsnit 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) eller afsnit 3 i bilag VII (molbaseret tilgang).

8.1.8.5.5.   Udførelse af propankontrol

a)

Propankontrollen udføres på følgende måde: i) For batchprøvetagning af HC forbindes rene lagringsmedier som f.eks. sække, der er udsuget. ii) HC-måleinstrumenter betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. iii) Hvis der skal korrigeres for baggrundskoncentration af HC i fortyndingsluften, måles og registreres denne baggrundskoncentrationen af HC i fortyndingsluften. iv) Eventuelle integreringsanordninger nulstilles. v) Prøvetagningen begyndes, og eventuelle flowintegratorer startes. vi) C3H8 frigives ved den valgte hastighed. Hvis der anvendes en referencegennemstrømningshastighed for C3H8, påbegyndes integrationen af denne gennemstrømningshastighed. vii) Der frigives fortsat C3H8, indtil der er frigivet tilstrækkelig C3H8 til at sikre en præcis kvantificering af reference-C3H8 og den målte C3H8. viii) C3H8-cylinderen lukkes, og prøvetagningen fortsættes, indtil der er taget højde for forsinkelser, der skyldes prøvetransport og analysatorens respons. ix) Prøvetagningen indstilles, og eventuelle integratorer standses.

b)

Hvis der anvendes måling med kritisk drøvleenhed, kan følgende procedure benyttes til propankontrol som den alternative metode, der er nævnt i punkt 8.1.8.5.5, litra a). i) For batchprøvetagning af HC forbindes rene lagringsmedier som f.eks. sække, der er udsuget. ii) HC-måleinstrumenter betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. iii) Hvis der skal korrigeres for baggrundskoncentration af HC i fortyndingsluften, måles og registreres denne baggrundskoncentrationen af HC i fortyndingsluften. iv) Eventuelle integreringsanordninger nulstilles. v) Indholdet i C3H8-referencecylinderen frigives ved den valgte hastighed. vi) Prøvetagningen påbegyndes, og eventuelle gennemstrømningsintegratorer startes, efter at det er bekræftet, at HC-koncentrationen er stabil. vii) Cylinderindholdet frigives fortsat, indtil der er frigivet tilstrækkelig C3H8 til at sikre en præcis kvantificering af reference-C3H8 og den målte C3H8. viii) Eventuelle integratorer standses. ix) C3H8-referencecylinderen slukkes.

8.1.8.5.6.   Evaluering af propankontrollen

Proceduren efter prøvning er som følger:

a)	Hvis der er anvendt batch-prøvetagning, analyseres batchprøverne så snart, det er praktisk muligt.

b)	Efter analyse af HC korrigeres der for kontaminering og baggrund.

c)	Den samlede C3H8-masse baseret på CVS- og HC-data beregnes som beskrevet i bilag VII ved hjælp af molmassen af C3H8, M C3H8, i stedet for den effektive molmasse af HC, M HC.

d)

Hvis der anvendes en referencemasse (gravimetrisk måling), bestemmes cylinderens propanmasse med en præcision på ± 0,5 %, og C3H8-referencemassen bestemmes ved at trække den tomme cylinderpropanmasse fra den fulde cylinderpropanmasse. Hvis der anvendes en kritisk drøvleenhed (måling med kritisk strømning), bestemmes propanmassen som strømningshastigheden ganget med prøvningstiden.

e)	C3H8-referencemassen fratrækkes den beregnede masse. Hvis denne difference er inden for ± 3,0 % af referencemassen, har CVS-systemet bestået denne verifikation.

8.1.8.5.7.   Verifikation af sekundært PM-fortyndingssystem

Når propankontrollen skal gentages for at efterprøve det sekundære PM-fortyndingssystem, anvendes følgende procedure i litra a)-d) med henblik på denne verifikation.

a)

HC-prøvetagningssystemet konfigureres for at udtage en prøve i nærheden af batch-prøveudtagerens lagringsmedium (f.eks. et PM-filter). Hvis det absolutte tryk ved dette sted er for lavt til at udtage en HC-prøve, kan der udtages HC fra batchprøveudtagerpumpens afgangsluft. Der skal udvises forsigtighed ved udtagning af prøver fra pumpes afgangsluft, fordi en ellers acceptabel utæthed i pumpen nedstrøms for et batch-prøveudtagerflowmeter vil medføre et falsk negativt resultat af propankontrollen.

b)	Propankontrol gentages som beskrevet i dette punkt, men HC udtages fra batchprøveudtageren.

c)	C3H8-massen beregnes, idet der tages højde for eventuel sekundær fortynding fra batchprøveudtageren.

d)	C3H8-referencemassen fratrækkes den beregnede masse. Hvis denne difference er inden for ± 5 % af referencemassen, har batchprøveudtageren bestået denne verifikation. Hvis ikke, skal der foretages et korrigerende indgreb.

8.1.8.5.8.   Verifikation af prøvetørreren

Hvis der anvendes en fugtighedssensor til kontinuerlig overvågning af dugpunktet ved prøvetørrerens udgang, finder denne kontrol ikke anvendelse, så længe det sikres, at fugtigheden ved tørrerens udgang er under de minimumværdier, der gælder ved kontrol af dæmpning, interferens og kompensation.

a)

Hvis en prøvetørrer som tilladt i punkt 9.3.2.3.1 anvendes til fjernelse af vand fra prøvegassen, skal ydevnen i termiske kølere efterprøves efter montering og efter større vedligeholdelse. For tørrere med osmotisk membran efterprøves køleevnen efter montering, større vedligeholdelse og inden for 35 dage før prøvning.

b)

Vand kan hindre en analysators evne til at måle den relevante udstødningskomponent og fjernes således sommetider, før gasprøven når analysatoren. F.eks. kan vand negativt påvirke en CLD's NOx-respons gennem kollisionsdæmpning og påvirke en NDIR i positiv retning ved at fremkalde en respons, der ligner CO.

c)	Prøvetørreren skal opfylde de specifikationer, der er fastlagt i punkt 9.3.2.3.1 for dugpunkt, T dew, og absolut tryk, p total, nedstrøms for tørreren med osmotisk membran eller den termiske køler.

d)

Følgende verifikationsprocedure for prøvetørrere anvendes til at bestemme deres tørreydelse, eller der udvikles en anden protokol hertil ved anvendelse af god teknisk praksis: i) Der anvendes PTFE-rør (polytetrafluorethylen) eller rustfri stålrør til de nødvendige forbindelser. ii) N2 eller renset luft skal befugtes ved gennembobling i destilleret vand i en lukket beholder, som fugter gassen til det højest mulige dugpunkt som forventes under emissionsprøvningen. iii) Den befugtede gas indføres opstrøms for prøvetørreren. iv) Den befugtede gastemperatur nedstrøms for beholderen fastholdes ved mindst 5 °C over dugpunktet. v) Det befugtede gasdugpunkt, T dew, og trykket, p total, måles så tæt på prøvetørrerens indgang som muligt for at efterprøve, at dugpunktet er det højest forventede under emissionsprøvningen. vi) Det befugtede gasdugpunkt, T dew, og trykket, p total, måles så tæt som muligt på prøvetørrerens udgang. vii) Prøvetørreren består verifikationen, hvis resultatet af litra d), nr. vi), i dette afsnit er mindre end dugpunktet, der svarer til prøvetørrerens specifikationer som fastsat i punkt 9.3.2.3.1, plus 2 °C, eller hvis molbrøken af litra d), nr. vi), er mindre end de tilsvarende specifikationer for prøvetørreren plus 0,002 mol/mol eller 0,2 % vol. Bemærk, at for denne verifikation udtrykkes prøvedugpunktet som absolut temperatur, Kelvin.

8.1.8.6.   Periodisk kalibrering af delstrømsfortyndingssystemet for PM og dermed forbundne målesystemer for ufortyndet udstødningsgas.

8.1.8.6.1.   Specifikationer for differensflowmåling

For delstrømsfortyndingssystemer til udtagning af en en proportional prøve af ufortyndet udstødningsgas skal man især være opmærksom på nøjagtigheden af prøvningsstrømmen qm p, hvis den ikke måles direkte, men bestemmes ved differensflowmåling som fastsat i ligning (6-20):

q m p = q m dew — q m dw

(6-20)

Hvor:

qm p	er prøvemassens strømningshastighed af udstødningsgassen til delstrømsfortyndingssystemet
qm dw	er fortyndingsluftens massestrømshastighed (på våd basis)
qm dew	er den fortyndede udstødningsgas' massestrømshastighed på våd basis.

I dette tilfælde skal den maksimale fejl for forskellen være således, at nøjagtigheden af qm pligger inden for ± 5 %, når fortyndingsforholdet er mindre end 15. Den kan beregnes som den kvadratiske middelværdi af fejlene på de enkelte instrumenter.

Acceptable nøjagtigheder for q mp kan opnås med en af følgende metoder:

a)	Den absolutte nøjagtighed af qm dew og qm dw er ± 0,2 %, hvilket sikrer en nøjagtighed af qm p på ≤ 5 % ved et fortyndingsforhold på 15. Ved større fortyndingsforhold vil fejlen dog blive større.

b)	Kalibrering af qm dw i forhold til qm dew sker således, at der opnås samme nøjagtighed for qm p som i litra a). Nærmere detaljer findes i punkt 8.1.8.6.2.

c)	Nøjagtigheden af q mp bestemmes indirekte ud fra nøjagtigheden af fortyndingsforholdet som bestemt ved hjælp af en sporgas, f.eks. CO2. Der kræves nøjagtigheder, der svarer til metode litra a) for q mp.

d)	Den absolutte nøjagtighed af qm dew og qm dw er inden for ± 2 % af den fulde skala, den maksimale fejl i forskellen mellem qm dew og qm dw er inden for 0,2 %, og den lineære fejl er inden for ± 0,2 % af det højeste qm dew, der observeres under prøvningen.

8.1.8.6.2.   Kalibrering af differensflowmåling

Delstrømsfortyndingssystemet, der skal udtage en proportional prøve af ufortyndet udstødningsgas, kalibreres regelmæssigt med et nøjagtigt flowmeter, der kan henføres til nationale eller internationale standarder. Flowmeteret eller instrumenterne til flowmåling kalibreres efter en af nedenstående metoder, således at sondestrømmen qm p ind i tunnellen opfylder nøjagtighedskravene i punkt 8.1.8.6.1.

a)

Flowmeteret for qm dw skal serieforbindes med flowmeteret for qm dew, forskellen mellem de to flowmetre skal kalibreres for mindst 5 indstillingspunkter, med strømningsværdier ensartet fordelt mellem den laveste værdi af qm dw anvendt under prøvningen og værdien af qm dew anvendt under prøvningen. Strømmen kan ledes uden om fortyndingstunnelen.

b)

En kalibreret strømningsanordning skal serieforbindes til flowmeteret for qm dew, og nøjagtigheden skal kontrolleres for de værdier, der anvendes i prøvningen. Den kalibrerede strømningsanordning skal serieforbindes til flowmeteret for qm dw, og nøjagtigheden kontrolleres for mindst 5 indstillinger svarende til et fortyndingsforhold mellem 3 og 15, i forhold til qm dew anvendt under prøvningen.

c)

Overføringsledningen TL (jf. figur 6.7) frakobles udstødningen, og en kalibreret flowmeteranordning med et passende område til måling af qm p tilsluttes overføringsledningen. Derefter indstilles qm dew til den værdi, der anvendes under prøvningen, og qm dw indstilles sekventielt til mindst 5 værdier svarende til et fortyndingsforhold på mellem 3 og 15. Alternativt kan der etableres en særlig kalibreringsvej, som leder uden om tunnelen, mens den samlede strømning og strømningen af fortyndingsluft ledes gennem de tilsvarende målere som i selve prøvningen

d)

En sporgas ledes ind i overføringsledningen TL for udstødningen. Denne sporgas kan være en af udstødningsgassens komponenter, f.eks. CO2 eller NOx. Efter fortynding i tunnelen måles sporgaskomponenten. Dette udføres for 5 fortyndingsforhold mellem 3 og 15. Nøjagtigheden af prøvegasstrømmen bestemmes af fortyndingsforholdet r d ved hjælp af ligning (6-21): q m p = q m dew /r d (6-21)

Der skal tages hensyn til gasanalysatorernes nøjagtighed for at sikre nøjagtigheden af qm p.

8.1.8.6.3.   Særlige forskrifter for differensflowmåling

En carbonstrømskontrol med faktisk udstødningsgas kan stærkt anbefales til at identificere måle- og kontrolproblemer og efterprøve, at delstrømsfortyndingssystemet virker korrekt. Denne carbonstrømskontrol udføres mindst hver gang en ny motor monteres, eller der er sket en væsentlig ændring af prøvningsrummets konfiguration.

Motoren skal køre med maksimalt drejningsmoment og maksimal hastighed eller enhver anden stationær funktionsmåde, der frembringer 5 % CO2 eller mere. Delstrømsprøvetagningssystemet skal køre med en fortyndingsfaktor på ca. 15 til 1.

Hvis der gennemføres carbonstrømskontrol, anvendes den metode, der er beskrevet i tillæg 2 til bilag VII. Strømningshastighederne for carbon beregnes i overensstemmelse med ligningerne i tillæg 2 til bilag VII. Alle strømningshastigheder for carbon skal være i overensstemmelse inden for 5 %.

8.1.8.6.3.1.   Kontrol før prøvningen

Der foretages en forudgående kontrol inden for 2 timer før prøvningsforløbet på følgende måde:

Flowmeteres nøjagtighed kontrolleres ved samme metode som den, der anvendes til kalibrering (jf. punkt 8.1.8.6.2) for mindst to punkter, herunder strømningsværdier for qm dw, som svarer til fortyndingsforhold mellem 5 og 15 for den værdi af qm dew, der anvendes under prøvningen.

Hvis det kan påvises ved hjælp af registreringer fra kalibreringsproceduren i punkt 8.1.8.6.2, at flowmeterkalibreringen er stabil over en længere periode, kan kontrollen forud for prøvningen undlades.

8.1.8.6.3.2.   Bestemmelse af transformationstiden

Systemindstillingerne for evaluering af transformationstid skal være nøjagtigt de samme som ved måling under prøvningsforløbet. Transformationstiden som defineret i punkt 2.4 i tillæg 5 til dette bilag og figur 6-11, bestemmes ved følgende metode:

Et uafhængigt referenceflowmeter med et passende måleområde for sondestrømningen serieforbindes og tilsluttes sonden tæt. Dette flowmeter skal have en transformationstid på under 100 ms for den strømningstrinstørrelse, der anvendes ved måling af responstid, med strømningsbegrænsning tilstrækkelig lav til ikke at påvirke delstrømsfortyndingssystemets dynamiske funktion ud fra et velbegrundet teknisk skøn. Tilførslen af udstødningsgasstrømmen (eller luftstrømmen, hvis udstødningsgasstrømmen beregnes) til delstrømsfortyndingssystemet skal kunne reguleres trinvis fra en lav strømning til 90 % af fuld skalavisning. Udløseren for trinændring skal være den samme som den, der anvendes til at starte »look ahead«-styringen under selve prøvningen. Udstødningsgasstrømmens trinstimulering og flowmeterets respons skal registreres med en prøvetagningshastighed på mindst 10 Hz.

Ud fra disse data bestemmes transformationstiden for delstrømsfortyndingssystemet, hvilket er tiden fra igangsættelsen af trinstimuleringen til punktet for 50 % flowmeterrespons. På samme måde bestemmes transformationstiden af qmp-signalet (dvs. prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystemet) og qmew,i-signalet (dvs. udstødningsgassens massestrømshastighed på våd basis, der leveres af udstødningens flowmeter). Disse signaler anvendes i den regressionskontrol, som foretages efter hver prøve (jf. punkt 8.2.1.2).

Beregningen gentages for mindst 5 opadgående og nedadgående stimuli, og gennemsnittet af resultaterne beregnes. Fra denne værdi skal trækkes referenceflowmeterets interne transformationstid (< 100 ms). Dette er delstrømfortyndingssystemets »look ahead«-værdi, som anvendes i overensstemmelse med punkt 8.2.1.2.

8.1.8.7.   Tæthedskontrol i vakuumsiden

8.1.8.7.1.   Omfang og hyppighed

Efter opstilling af prøvetagningssystemet, efter større vedligeholdelse og inden for 8 timer før hver driftscyklussekvens kontrolleres det, at der ikke findes betydelige utætheder i vakuumsiden ved hjælp af en af de tæthedsprøver, der er beskrevet i dette afsnit. Denne kontrol finder ikke anvendelse på eventuelle fuldstrømsdele i et CVS-fortyndingssystem.

8.1.8.7.2.   Måleprincip

En utæthed kan påvises enten ved at måle en lille strømningsmængde, hvor der skulle være nulstrøm, ved at detektere fortyndingen af en kendt koncentration af justeringsgas, når den flyder gennem prøvetagningssystemets vakuumside eller ved at måle trykstigningen i et udsuget system.

8.1.8.7.3.   Tæthedskontrol ved lav strømning

Prøvetagningssystemet prøves for lavstrømsutætheder som følger:

a)	Systemet skal i sondens ende lukkes på en af følgende måder: i) Sondens ende lukkes eller tilproppes. ii) Overføringsledningen frakobles ved sonden, og overføringsledningen lukkes eller tilproppes. iii) En tæt ventil placeret på samme ledning mellem sonden og overføringsledningen lukkes.

b)

Alle vakuumpumper sættes i drift. Efter stabilisering kontrolleres det, at strømningen gennem prøvetagningssystemets vakuumside er under 0,5 % af systemets normale strømningshastighed ved brug. De typiske analysator- og omføringsstrømninger kan anslås ved tilnærmelse til systemets normale strømningshastighed ved brug.

8.1.8.7.4.   Tæthedskontrol ved fortynding af justeringsgas

Alle typer gasanalysatorer kan anvendes til prøvningen. Hvis der anvendes en FID til denne prøvning, skal enhver HC-kontaminering i prøvetagningssystemet korrigeres i henhold til afsnit 2 eller 3 i bilag VII om HC-bestemmelse. Misvisende resultater skal undgås ved udelukkende at anvende analysatorer med en repeterbarhed på 0,5 % eller bedre ved den koncentration af justeringsgas, der anvendes ved denne prøvning. Tæthedskontrol af vakuumsiden foretages som følger:

a)	En udstødningsgasanalysator forberedes som ved emissionsprøvning.

b)	Der leveres justeringsgas til analysatorporten, og det kontrolleres, at justeringsgassens koncentration er målt til at være inden for den forventede nøjagtighed og repeterbarhed.

c)

Overstrømsjusteringsgas ledes til en af følgende placeringer i prøvetagningssystemet: i) Prøvetagningssondens ende ii) Overføringsledningen frakobles ved sondetilkoblingen, og overløbet af justeringsgas sker ved overføringsledningens åbne ende. iii) En trevejsventil monteret på samme ledning mellem en sonde og dennes overføringsledning.

d)

Det kontrolleres, at koncentrationen af den målte overløbsjusteringsgas ligger inden for ± 0,5 % af justeringsgassens koncentration. Enhver målt værdi, som er mindre end forventet, indikerer en utæthed, mens en værdi, som er højere end forventet, indikerer et problem med justeringsgassen eller selve analysatoren. En værdi, som er højere end forventet, indikerer ikke en utæthed.

8.1.8.7.5.   Tæthedskontrol af vakuumsvækkelse

For at foretage denne prøvning dannes et vakuum i prøvetagningssystemets vakuumside, og systemets utæthedsgrad observeres som en svækkelse i det dannede vakuum. For at foretage denne prøvning skal volumen af prøvetagningssystemets vakuumside kendes med en nøjagtighed på ± 10 % af dets reelle volumen. Til denne prøvning anvendes også måleinstrumenter, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1 og punkt 9.4.

En tæthedsprøvning for vakuum-svækkelse foretages på følgende måde:

a)

Systemet skal i sondeenden og så tæt på sondeåbningen som muligt lukkes på en af følgende måder: i) Sondens ende lukkes eller tilproppes. ii) Overføringsledningen ved sonden frakobles, og overføringsledningen lukkes eller tilproppes. iii) En tæt ventil placeret på samme ledning mellem sonden og overføringsledningen lukkes.

b)	Alle vakuumpumper sættes i drift. Der skabes et vakuum, som er repræsentativt for normale driftsforhold. Hvis der anvendes prøvesække, anbefales det, at den normale udpumpning af prøvesækken gentages to gange for at minimere indespærrede mængder.

c)

Prøvetagningspumperne slukkes, og systemet lukkes. Det absolutte tryk af den indelukkede gas og eventuelt systemets absolutte temperatur måles og registreres. Der gives tilstrækkelig tid til, at eventuelle transienter kan sætte sig, og til at en utæthed på 0,5 % har forårsaget en trykændring på mindst 10 gange opløsningen i tryktransduceren. Trykket og eventuelt også temperaturen registreres igen.

d)

Utæthedens strømningshastighed beregnes på baggrund af en anslået værdi på nul for udpumpede sækkemængder og på baggrund af kendte værdier for prøvetagningssystemets volumen, begyndelses- og sluttrykket, temperaturer (eventuelt) og tidsforløb. Det kontrolleres ved hjælp af ligning (6-22), at utæthedens strømningshastighed i vakuumsvækkelsen er mindre end 0,5 % af systemets normale strømningshastighed ved brug: (6-22) Hvor: qV leak er vakuumsvækkelsens udsivningshastighed, mol/s V vac er den geometriske volumen af prøvetagningssystemets vakuumside, m3 R er den molare gaskonstanten, J/(mol · K) p 2 er vakuumsidens absolutte tryk på tidspunktet t 2, Pa T 2 er vakuumsidens absolutte temperatur på tidspunktet t 2, K p 1 er vakuumsidens absolutte tryk på tidspunktet t 1, Pa T 1 er vakuumsidens absolutte temperatur på tidspunktet t 1, K t 2 er tidspunktet for afslutningen af tæthedsprøvning for vakuumsvækkelse, s t 1 er tidspunktet for start af tæthedsprøvning for vakuumsvækkelse, s

8.1.9.   Måling af CO og CO2

8.1.9.1.   Kontrol af H2O-interferens for CO2-NDIR-analysatorer

8.1.9.1.1.   Omfang og hyppighed

Hvis NO2 måles med en NDIR-analysator, verificeres mængden af H2O-interferens efter den første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse.

8.1.9.1.2.   Måleprincip

H2O kan gennem interferens påvirke NDIR-analysatorens respons på CO2. Hvis NDIR-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af denne interferensverifikation, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af konpensationsalgoritmerne under analysatorinterferensverifikation.

8.1.9.1.3.   Systemkrav

En CO2-NDIR-analysator skal have en H2O-interferens, som ligger inden for 0,0 ± 0,4 mmol/mol (af den forventede gennemsnitlige CO2-koncentration).

8.1.9.1.4.   Procedure

Interferensverifikation foretages på følgende måde:

a)	CO2-NDIR-analysatoren startes, betjenes, nulstilles og justeres som før en emissionsprøvning.

b)

Der laves en befugtet prøvegas ved at boble nulstillingsluft, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, gennem destilleret vand i en tæt beholder. Hvis prøven ikke ledes gennem en tørreenhed, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det maksimale niveau, der forventes under prøvningen. Hvis prøven ledes gennem en tørreenhed under prøvningen, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 9.3.2.3.1 bestemte.

c)	Den befugtede prøvegastemperatur holdes på mindst 5 oK over dens dugpunkt nedstrøms for beholderen.

d)	Den befugtede prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den befugtede prøvegas kan indføres nedstrøms for en eventuel prøvetørrer, hvis en sådan anvendes ved prøvningen.

e)	Vandmolbrøken, x H2O, af den befugtede interferensprøvegas måles så tæt som muligt på analysatorens indgang. For eksempel måles dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk P total, for at beregne x H2O.

f)	Der anvendes et velbegrundet teknisk skøn for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2O måles til analysatoren.

g)	Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden skal der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons.

h)	Mens analysatoren måler prøvens koncentration, registreres 30 sekunders prøvedata. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes. Analysatoren opfylder interferenskontrollen, hvis denne værdi er inden for (0,0 ± 0,4) mmol/mol

8.1.9.2.   Kontrol af H2O- og CO2-interferens for CO-NDIR-analysatorer

8.1.9.2.1.   Omfang og hyppighed

Hvis CO måles med en NDIR-analysator, verificeres mængden af H2O- og CO2-interferens efter den første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse.

8.1.9.2.2.   Måleprincip

H2O og CO2 kan have en positiv interferens med en NDIR-analysator ved at forårsage en CO-lignende respons. Hvis NDIR-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af denne interferensverifikation, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af konpensationsalgoritmerne under analysatorinterferensverifikation.

8.1.9.2.3.   Systemkrav

En CO-NDIR-analysator skal have en kombineret H2O- og CO2-interferens, som ligger inden for ± 2 % af den forventede gennemsnitlige CO-koncentration.

8.1.9.2.4.   Procedure

Interferensverifikation foretages på følgende måde:

a)	CO-NDIR-analysatoren startes, betjenes, nulstilles og justeres som før en emissionsprøvning.

b)

Der laves en befugtet CO2-prøvningsgas ved at boble en CO2-justeringsgas gennem destilleret vand i en tæt beholder. Hvis prøven ikke ledes gennem en prøvetørrer, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det maksimale niveau, der forventes under prøvningen. Hvis prøven ledes gennem en tørreenhed under prøvningen, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 9.3.2.3.1.1 foreskrevne. Der anvendes en CO2-justeringsgaskoncentration, der er mindst lige så høj som der maksimalt forventes under prøvningen.

c)	Den befugtede CO2-prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den befugtede CO2-prøvegas kan indføres nedstrøms for en eventuel prøvetørrer, hvis en sådan anvendes ved prøvningen.

d)	Vandmolbrøken, x H2O, af den befugtede interferensprøvegas måles så tæt som muligt på analysatorens indgang. For eksempel måles dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk P total, for at beregne x H2O.

e)	Der anvendes et velbegrundet teknisk skøn for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2O måles til analysatoren.

f)	Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons.

g)	Mens analysatoren måler koncentrationen i prøven, registreres dens output i 30 sekunder. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes.

h)	Analysatoren opfylder interferensverifikationen, hvis resultatet af litra g) i dette punkt overholder tolerancen i punkt 8.1.9.2.3.

i)

Interferensprocedurerne for CO2 og H2O kan også følges separat. Hvis de anvendte CO2- og H2O-niveauer er højere end de forventede maksimumniveauer ved prøvningen, nedskaleres hver enkelt observeret interferensværdi ved at multiplicere den observerede interferens med forholdet mellem den maksimale forventede koncentration og den værdi, der anvendes ved proceduren. Separate interferensprocedurer med koncentrationer af H2O (ned til 0,025 mol/mol H2O-indhold) som er lavere end de forventede maksimumniveauer ved prøvningen, kan afvikles, men den observerede H2O-interferens skal opskaleres ved multiplicering af den observerede interferens med forholdet mellem den maksimale forventede H2O-koncentration og den værdi, der anvendes ved proceduren. Summen af de to skalerede interferensværdier skal overholde tolerancen i punkt 8.1.9.2.3.

8.1.10.   Carbonhydridmålinger

8.1.10.1.   FID-optimering og verifikation

8.1.10.1.1.   Omfang og hyppighed

For alle FID-analysatorer gælder, at FID-enheden skal kalibreres efter den første opstilling. Kalibreringen gentages efter behov, idet der anlægges et velbegrundet teknisk skøn. Følgende skridt følges for en FID-enhed, der måler HC:

a)	En FID-enheds respons på forskellige carbonhydrider optimeres efter første opstilling og efter større vedligeholdelse. FID-enhedens respons på propylen og toluen skal være mellem 0,9 og 1,1 i forhold til propan.

b)	En FID-enheds responsfaktor på methan (CH4) bestemmes efter første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4 i dette afsnit.

c)	Methanresponsen (CH4) skal være verificeret inden for 185 dage forud for prøvningen.

8.1.10.1.2.   Kalibrering

Ud fra et velbegrundet teknisk skøn udvikles en kalibreringsprocedure, som f.eks. er baseret på FID-analysatorfabrikantens anvisninger og den anbefalede FID-kalibreringsfrekvens. FID-enheden kalibreres ved hjælp af C3H8-kalibreringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. Den kalibreres på basis af carbonnummeret 1 (C1).

8.1.10.1.3.   Responsoptimering af HC-FID-enheden

Denne procedure er kun til FID-analysatorer, der måler HC.

a)

Fabrikantens anvisninger følges, og der anvendes god teknisk praksis i forbindelse med den første instrumentopstart og grundlæggende driftsjustering ved hjælp af FID-enhedens brændstof og nulstillingsluft. Opvarmede FID-enheder skal være inden for det påkrævede driftstemperaturområde. FID-enhedens respons optimeres, således at den opfylder kravene til responsfaktor for carbonhydrider og oxygeninterferenskontrol i overensstemmelse med punkt 8.1.10.1.1, litra a) og 8.1.10.2 i det mest almindelige analysatorområde, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig optimering af FID-enheden kan der anvendes et højere analysatorområde i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis det almindelige analysatorområde er lavere end det minimumsområde, som instrumentfabrikanten har specificeret.

b)

Opvarmede FID-enheder skal være inden for det påkrævede driftstemperaturområde. FID-enhedens respons skal optimeres ved det mest almindelige analyseområde, der forventes under emissionsprøvningen. Med brændstof- og luftstrømme indstillet i henhold til fabrikantens anvisninger tilføres analysatoren en justeringsgas.

c)

Med henblik på optimering følges skridt i)-iv) eller den af instrumentfabrikanten anviste procedure. De procedurer, der er skitseret i SAE nr. 770141, kan eventuelt anvendes til optimering. i) Responsen ved en given brændstoftilførsel bestemmes ud fra forskellen mellem responsen på justeringsgas og responsen på nulstillingsgas. ii) Brændstoftilførslen indstilles på trinvis højere og lavere værdier end fabrikantens specifikation. Responsen på justeringsgas og nulstillingsgas ved de pågældende værdier af brændstoftilførslen registreres. iii) Forskellen mellem responsen på justerings- og nulstillingsgassen afbildes i kurveform, og brændstoftilførslen indstilles, så den svarer til kurvens »fede« side. Der er her tale om begyndelsesindstillingen af strømningshastigheden, og det kan være nødvendigt med yderligere optimering, afhængigt af resultaterne af responsfaktorerne for carbonhydrid og kontrollen af oxygeninterferens i overensstemmelse med punkt 8.1.10.1.1, litra a) og 8.1.10.2. iv) Hvis oxygeninterferens eller responsfaktorerne for carbonhydrid ikke opfylder nedenstående specifikationer, justeres luftstrømmen trinvist over og under fabrikantens anvisninger, idet punkt 8.1.10.1.1, litra a) og 8.1.10.2 gentages for hver strøm.

d)	De optimale strømningshastigheder og/eller tryk for FID-enhedens brændstof og brænderluft bestemmes, og de måles og registreres med henblik på senere anvendelse.

8.1.10.1.4.   Bestemmelse af responsfaktoren HC FID CH4

Eftersom FID-analysatorer generelt reagerer forskelligt på CH4 i forhold til C3H8, bestemmes CH4-responsfaktoren, RF CH4[THC-FID], for hver HC-FID-analysator efter FID-optimering. Den seneste RF CH4[THC-FID], der er målt som foreskrevet i dette punkt, anvendes ved beregningen af HC som beskrevet i punkt 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) eller punkt 3 i bilag VII (molbaseret tilgang) for at kompensere for CH4-responsen. RF CH4[THC-FID] bestemmes som følger:

a)	Der vælges en C3H8-justeringsgaskoncentration til justering af analysatoren før emissionsprøvningen. Der vælges kun justeringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og C3H8-koncentrationen i gassen registreres.

b)	Der vælges en CH4-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og CH4-koncentrationen i gassen registreres.

c)	FID-analysatoren betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger.

d)	Det bekræftes, at FID-analysatoren er kalibreret ved hjælp af C3H8. Kalibrering foretages på basis af carbonnummeret 1(C1).

e)	FID-enheden nulstilles med en nulstillingsgas, der anvendes til emissionsprøvning.

f)	FID-enheden justeres med den valgte C3H8-justeringsgas.

g)	Den CH4-justeringsgas, der er valgt i overensstemmelse med litra b), indføres ved FID-analysatorens prøvetagningsport.

h)	Analysatorens respons stabiliseres. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af analysatoren og for analysatorens respons.

i)	Mens analysatoren måler CH4-koncentrationen, registreres 30 sekunders prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit af disse værdier beregnes.

j)	Den gennemsnitlige koncentration divideres med den registrerede justeringskoncentration af CH4-kalibringsgas. Resultatet er FID-analysatorens responsfaktor for CH4,RF CH4[THC-FID].

8.1.10.1.5.   Verifikation af HC-FID-enhedens respons på methan (CH4)

Hvis værdien af RF CH4[THC-FID] fra punkt 8.1.10.1.4 ligger inden for ± 5,0 % af den seneste tidligere bestemte værdi, består HC FID-enheden responsverifikationen.

a)

Det kontrolleres først, at tryk og/eller strømningshastigheden i FID-enhedens brændstof, brænderluft og prøve ligger inden for ± 0,5 % af den seneste tidligere registrerede værdi som beskrevet i punkt 8.1.10.1.3. Hvis disse strømningshastigheder skal justeres, bestemmes en ny RF CH4[THC-FID] som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4. Det kontrolleres, at den bestemte værdi afRF CH4[THC-FID] ligger inden for den i punkt 8.1.10.1.5 specificerede tolerance.

b)	Hvis RF CH4[THC-FID] ikke er inden for den i dette punkt 8.1.10.1.5 specificerede tolerance, optimeres FID-responsen påny som beskrevet i punkt 8.1.10.1.3.

c)	Der bestemmes en ny RF CH4[THC-FID] som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4. Denne nye værdi RF CH4[THC-FID] anvendes ved beregningen af HC som beskrevet i punkt 2 i bilag VII (massebaseret tilgang) eller punkt 3 i bilag VII (molbaseret tilgang).

8.1.10.2.   Verifikation af O2-interferens af FID-enheden ved ikke-støkiometrisk ufortyndet udstødningsgas

8.1.10.2.1.   Omfang og hyppighed

Hvis FID-analysatorer anvendes til måling af ufortyndet udstødningsgas, kontrolleres mængden af O2-interferens af FID-enheden efter første opstilling og større vedligeholdelse.

8.1.10.2.2.   Måleprincip

Ændringer i O2-koncentrationen i den ufortyndede udstødningsgas kan påvirke FID-enhedens respons ved at ændre dens flammetemperatur. FID-enhedens brændstof, brænderluft og prøvestrøm optimeres til at opfylde disse verifikationskrav. FID-enhedens ydeevne bekræftes med kompensationsalgoritmerne for FID-O2-interferens, som er aktiv under emissionsprøvningen.

8.1.10.2.3.   Systemkrav

En FID-analysator, der anvendes under prøvningen, skal opfylde verifikationskravene til FID-O2-interferens i overensstemmelse med proceduren i dette punkt.

8.1.10.2.4.   Procedure

FID-O2-interferens bestemmes som følger, idet det bemærkes, at der kan anvendes et eller flere gasdeleapparater til at lave de koncentrationer af referencegas, der er påkrævet for verifikationens gennemførelse.

a)

Der vælges tre referencejusteringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1 og indeholder den C3H8-koncentration, der anvendes til at justere analysatorerne før emissionsprøvning. Der udvælges CH4-justeringsreferencegasser til FID-enheder, der er kalibreret med CH4 med en non-methan-afskæring. De tre balancegaskoncentrationer vælges, således at koncentrationerne af O2 og N2 repræsenterer den minimums-, maksimums- og middelkoncentration af O2, der forventes under prøvningen. Der kan ses bort fra kravet om anvendelse af gennemsnitlig O2-koncentration, hvis FID-enheden kalibreres med justeringsgas, afbalanceret med den gennemsnitlige forventede oxygenkoncentration.

b)	Det skal bekræftes, at FID-analysatoren opfylder alle forskrifterne i punkt 8.1.10.1.

c)	FID-analysatoren startes og betjenes som før en emissionsprøvning. Uanset FID-brænderens luftkilde under prøvningen anvendes i forbindelse med denne verifikation nulstillingsluft som FID-brænderens luftkilde.

d)	Analysatoren nulstilles.

e)	Analysatoren justeres ved hjælp af en justeringsgas, som bruges under emissionsprøvningen.

f)

Nulresponsen kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Der fortsættes til næste trin, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt.

g)	Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have minimumskoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2minHC.

h)

FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt.

i)	Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have middelkoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2avgHC.

j)

FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt.

k)	Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have maksimumskoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2maxHC.

l)

FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt.

m)

Den procentvise difference mellem x O2maxHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den procentvise difference mellem x O2avgHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den procentvise difference mellem x O2minHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den maksimale procentvise difference mellem de tre bestemmes. Dette er O2-interferensen.

n)

Hvis O2-interferensen ligger inden for ± 3 %, består FID-enheden O2-interferensverifikationen. I modsat fald foretages et eller flere af følgende skridt for at korrigere fejlen: i) Verifikationen gentages for at bestemme, om der blev lavet fejl under proceduren. ii) Der udvælges nulstillings- og justeringsgasser til emissionsprøvningen, som indeholder højere eller lavere O2-koncentrationer, og verifikationen gentages. iii) FID-brænderens luft, brændstof og prøvestrømshastigheder justeres. Bemærk, at hvis disse strømningshastigheder justeres på en THC-FID-analysator for at opfylde O2-interferenskravene, nulstilles RF CH4 med henblik på den næste RF CH4-verifikation. O2-interferensverifikationen gentages efter justering, og RF CH4 bestemmes. iv) FID-enheden repareres eller udskiftes, og O2-interferensverifikationen gentages.

8.1.10.3.   Brøker for non-methan-afskæring (reserveret)

8.1.11.   NOx-målinger

8.1.11.1.   Verifikation af CLD-analysatorens CO2- og H2O-dæmpning

8.1.11.1.1.   Omfang og hyppighed

Hvis der anvendes en CLD-analysator til måling af NOx, kontrolleres mængden af H2O- og CO2-dæmpning efter opstilling af CLD-analysatoren og efter større vedligeholdelse.

8.1.11.1.2.   Måleprincip

H2O og CO2 kan påvirke en CLD-enheds NOx-respons i negativ retning på grund af kolliderende dæmpning, som hindrer den kemiluminescensreaktion, som CLD-enheden udnytter til at detektere NOx. Ved denne procedure og beregningerne i punkt 8.1.11.2.3 bestemmes dæmpningen, og dæmpningsresultaterne måles i forhold til den maksimale H2O-molbrøk og den maksimale CO2-koncentration, der forventes under emissionsprøvning. Hvis CLD-analysatoren anvender dæmpningskompensationsalgoritmer, der udnytter H2O- og/eller CO2-måleinstrumenter, skal dæmpningen evalueres med disse instrumenter i funktion og med anvendelse af kompensationsalgoritmerne.

8.1.11.1.3.   Systemkrav

Ved fortyndede målinger må en CLD-analysator ikke overstige en kombineret H2O- og CO2-dæmpning på ± 2 %. Ved ufortyndede målinger må en CLD-analysator ikke overstige en kombineret H2O- og CO2-dæmpning på ± 2,5 %. Kombineret dæmpning er summen af CO2-dæmpningen bestemt som beskrevet i punkt 8.1.11.1.4 og H2O-dæmpningen som bestemt i punkt 8.1.11.1.5. Hvis disse krav ikke er opfyldt, skal der foretages korrigerende indgreb i form af reparation eller udskiftning af analysatoren. Før der foretages emissionsprøvning, kontrolleres det, at analysatorens normale funktion er genoprettet gennem det korrigerende indgreb.

8.1.11.1.4.   Procedure for verifikation af CO2-dæmpning

Følgende metode eller den af instrumentfabrikanten anviste metode kan anvendes til at bestemme CO2-dæmpning ved at anvende et gasdeleapparat, som blander binære justeringsgasser med nulstillingsgas som fortyndingsmiddel og opfylder specifikationerne i punkt 9.4.5.6, eller der kan udvikles en anden protokol gennem god teknisk praksis:

a)	Der anvendes PTFE-rør eller rustfri stålrør til de nødvendige forbindelser.

b)	Gasdeleapparatet skal være konfigureret således, at næsten lige store mængder af justerings- og fortyndingsgas blandes med hinanden.

c)	Hvis CLD-analysatoren har en driftsform, hvor den udelukkende detekterer NO, i modsætning til samlet NOx, skal CLD-analysatoren betjenes i førstnævnte driftsform.

d)	Der anvendes en CO2-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der er ca. to gange den maksimale CO2-koncentration, der forventes under emissionsprøvningen.

e)

Der anvendes en NO-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der er ca. to gange den maksimale NO-koncentration, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret.

f)

CLD-analysatoren nulstilles og justeres. CLD-analysatoren justeres med NO-justeringsgassen fra litra e) i dette punkt gennem gasdeleapparatet. NO-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets fortynderport. En nulstillingsgas skal være forbundet til gasdeleapparatets fortynderport. Der anvendes samme nominelle blandingsforhold som valgt i litra b) i dette punkt. NO-koncentrationen ved gasdeleapparatets udgang anvendes til at justere CLD-analysatoren. Der foretages korrektion af gasegenskaberne i nødvendigt omfang for at sikre nøjagtig gasdeling.

g)	CO2-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets justeringsport.

h)	NO-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets fortynderport.

i)

Mens der strømmer NO og CO2 gennem gasdeleapparatet, stabiliseres gasdeleapparats udgang. CO2-koncentrationen fra gasdeleapparatets udgang bestemmes, idet der i fornødent omfang foretages korrektion af gasegenskaberne for at sikre en nøjagtig gasdeling. Koncentrationen, x CO2act, registreres og anvendes til verifikationsberegning af dæmpningen i 8.1.11.2.3. Som et alternativ til gasdeleapparatet kan der anvendes en anden simpel gasblanderanordning. I dette tilfælde anvendes en gasanalysator til at bestemme CO2-koncentrationen. Hvis der anvendes en NDIR-analysator sammen med en simpel gasblandingsanordning, skal den opfylde kravene i dette punkt, og den justeres med den CO2-justeringsgas, der er nævnt i litra d) i dette punkt. NDIR-analysatorens linearitet skal først kontrolleres inden for hele området op til det dobbelte af den maksimale CO2-koncentration, der forventes under prøvningen.

j)

NO-koncentrationen måles nedstrøms for gasdeleapparatet med CLD-analysatoren. Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. Mens analysatoren måler koncentrationen i prøven, registreres dens output i 30 s. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes, x NOmeas. x NOmeas registreres og anvendes til verifikationsberegning af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3.

k)	Den faktiske NO-koncentration beregnes ved gasdeleapparatets udgang, x NOact, på grundlag af justeringsgaskoncentrationerne og x CO2act ved hjælp af ligningen (6-24). Den beregnede værdi anvendes i til verifikationsberegning af dæmpningen ved hjælp af ligning (6-23).

l)	De værdier, der er registreret i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4 og 8.1.11.1.5 i dette afsnit, anvendes til beregning af dæmpningen som beskrevet i punkt 8.1.11.2.3.

8.1.11.1.5.   Procedure for verifikation af HO2-dæmpning

Følgende metode eller den af instrumentfabrikanten anviste metode kan anvendes til at bestemme H2O-dæmpning, eller der kan udvikles en anden protokol gennem god teknisk praksis:

a)	Der anvendes PTFE-rør eller rustfri stålrør til de nødvendige forbindelser.

b)	Hvis CLD-analysatoren har en driftsform, hvor den udelukkende detekterer NO, i modsætning til samlet NOx, skal CLD-analysatoren betjenes i førstnævnte driftsform.

c)

Der anvendes en NO-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der ligger tæt på den maksimale koncentration, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret.

d)	CLD-analysatoren nulstilles og justeres. CLD-analysatoren justeres med NO-justeringsgassen i litra c) i dette punkt, justeringsgassens koncentration registreres som x NOdry, og den anvendes til verifikationsberegning af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3.

e)

NO-justeringsgassen skal befugtes ved gennembobling i destilleret vand i en tæt beholder. Hvis den befugtede NO-justeringsgasprøve ikke går igennem en prøvetørrer i forbindelse med denne verifikationsprøvning, styres beholderens temperatur, således at der genereres et H2O-niveau, omtrent svarende til den maksimale molbrøk af H2O, der forventes under emissionsprøvningen. Hvis den befugtede NO-justeringsgasprøve ikke går igennem en prøvetørrer, skal den målte H2O-dæmpning i verifikationsberegningerne af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3 måles i forhold til den højeste molbrøk af H2O, der forventes under emissionsprøvningen. Hvis den befugtede NO-justeringsgas ledes gennem en tørreenhed under denne verifikationsprøvning, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 9.3.2.3.1 påkrævede. I dette tilfælde viser verifikationsberegningerne af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3 ikke den målte H2O-dæmpning

f)

Den befugtede NO-prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den kan indføres opstrøms eller nedstrøms for en prøvetørrer, der anvendes under emissionsprøvningen. Afhængigt af indføringsstedet vælges den relevante beregningsmetode i litra e) i dette punkt. Bemærk, at prøvetørreren skal opfylde verifikationen for prøvetørrere i punkt 8.1.8.5.8.

g)

Molbrøken af H2O i den befugtede NO-justeringsgas måles. Hvis der anvendes en prøvetørrer, måles molbrøken af H2O i den befugtede NO-justeringsgas nedstrøms for prøvetørreren, x H2Omeas. Det anbefales at måle x H2Omeas så tæt som muligt på CLD-analysatorens indgang. x H2Omeas kan beregnes ud fra målingerne af dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk, p total.

h)

Der anvendes god teknisk praksis for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2Omeas måles til analysatoren. Det anbefales, at systemet konstrueres, således at vægtemperaturerne i overføringslinjer, fittings og ventiler fra det punkt, hvor x H2Omeas måles til analysatoren, er mindst 5 K over dugpunktet for den lokale gasprøve.

i)

Koncentrationen af den befugtede NO-justeringsgas måles med CLD-analysatoren. Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. Mens analysatoren måler koncentrationen i prøven, registreres dens output i 30 s. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes, x NOwet. Koncentrationen, x NOwet, registreres og anvendes til verifikationsberegning af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3.

8.1.11.2.   Verifikationsberegning af CLD-dæmpningen

Kontrolberegning af CLD-dæmpningen foretages som beskrevet i dette punkt.

8.1.11.2.1.   Mængde vand, der forventes under prøvningen

Den maksimale forventede molbrøk af vand under emissionsprøvningen, x H2Oexp, estimeres. Dette estimat foretages, hvor den befugtede NO-justeringsgas blev indført, jf. punkt 8.1.11.1.5, litra f). I forbindelse med estimeringen af den maksimale forventede molbrøk af vand tages der højde for det maksimale forventede vandindhold i forbrændingsluften, forbrændingsprodukter fra brændstoffet samt eventuel fortyndingsluft. Hvis den befugtede NO-justeringsgas indføres i prøvesystemet opstrøms for en prøvetørrer under verifikationsprøvningen, er det ikke nødvendigt at estimere den maksimale forventede molbrøk vand, og x xH2Oexp sættes lig med x H2Omeas.

8.1.11.2.2.   Mængde CO2, der forventes under prøvningen

Den maksimale forventede CO2-koncentration under emissionsprøvningen, x CO2exp, estimeres. Denne estimering foretages ved det punkt i prøvetagningssystemet, hvor de blandede NO- og CO2 -justeringsgasser indføres som angivet i punkt 8.1.11.1.4, litra j). Når den maksimale forventede CO2-koncentration estimeres, tages der højde for det maksimale CO2-indhold i forbrændingsprodukter fra brændstof og fortyndingsluft.

8.1.11.2.3.   Beregning af kombineret H2O- og CO2-dæmpning

Den kombinerede H2O og CO2-dæmpning beregnes ved hjælp af ligning (6-23):

(6-23)

Hvor:

dæmpning =	mængde CLD-dæmpning
x NOdry	er den målte koncentration af NO opstrøms for en gennembobler i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.5, litra d)
x NOwet	er den målte koncentration af NO nedstrøms for en gennembobler i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.5, litra i)
x H2Oexp	er den maksimale forventede molbrøk af vand under emissionsprøvningen i overensstemmelse med punkt 8.1.11.2.1
x H2Omeas	er den målte molbrøk af vand under dæmpningsverifikationen i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.5, litra g)
x NOmeas	er den målte koncentration af NO, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4, litra j)
x NOact	er den faktiske koncentration af NO, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4, litra k) og beregnet ved hjælp af ligning (6-24)
x CO2exp	er den maksimale forventede koncentration af CO2 under emissionsprøvningen i overensstemmelse med punkt 8.1.11.2.2
x CO2act	er den faktiske koncentration af CO2, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4, litra i)

(6-24)

Hvor:

x NOspan	er NO-justeringsgaskoncentrationen i gasdeleapparatets indgang i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4, litra e)
x CO2span	er CO2-justeringsgaskoncentrationen i gasdeleapparatets indgang i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4, litra d)

8.1.11.3.   Verifikation af NDUV-analysatorens HC- og H2O-interferens

8.1.11.3.1.   Omfang og hyppighed

Hvis NOx måles med en NDUV-analysator, verificeres mængden af H2O-interferens og carbonhydridinterferens efter den første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse.

8.1.11.3.2.   Måleprincip

Carbonhydrider og H2O har en påvist interferens med NDUV-analysatorer, idet de forårsager respons i lighed med responsen for NOx. Hvis NDUV-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af interferensverifikationen, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af algoritmerne under analysatorinterferensverifikationen.

8.1.11.3.3.   Systemkrav

En NOx-NDUV-analysator skal have en kombineret H2O- og HC-interferens, som ligger inden for ± 2 % af den gennemsnitlige NOx-koncentration.

8.1.11.3.4.   Procedure

Interferensverifikation foretages på følgende måde:

a)	NOx-NDUV-analysatoren opstartes, betjenes, nulstilles og justeres i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anvisninger.

b)

Det anbefales, at der udtrækkes udstødningsgas fra motoren til denne verifikation. Der anvendes en CLD-analysator, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4 til kvantificering af NOx i udstødningen. CLD-responsen anvendes som referenceværdi. Desuden skal der måles HC i udstødningsgassen med en FID-analysator, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4. FID-responsen anvendes som referenceværdi for carbonhydrider.

c)	Motorens udstødning indføres i NDUV-analysatoren opstrøms for prøvetørreren, hvis en sådan anvendes ved prøvningen.

d)	Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons.

e)	Mens alle analysatorer måler prøvens koncentration, registreres 30 sekunders prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit for de tre analysatorer beregnes.

f)	CLD-gennemsnittet subtraheres fra NDUV-gennemsnittet.

g)

Denne difference multipliceres med forholdet mellem den forventede gennemsnitlige HC-koncentration og HC-koncentration, der er målt under verifikationen. Analysatoren opfylder interferenskontrollen i dette punkt, hvis dens resultat ligger inden for ± 2 % af den forventede NOx-koncentration ved standarden som angivet i ligning (6-25):

(6-25)

Hvor:

	er gennemsnitskoncentrationen af NOx målt af CLD-enheden [μmol/mol] eller [ppm]
	er gennemsnitskoncentrationen af NOx målt af NDUV-enheden [μmol/mol] eller [ppm]
	er gennemsnitskoncentration af målt HC [μmol/mol] eller [ppm]
	gennemsnitskoncentration af forventet HC ved standarden [μmol/mol] eller [ppm]
	gennemsnitskoncentration af forventet NOx ved standarden [μmol/mol] eller [ppm]

8.1.11.4   NO2-penetration i prøvetørrer

8.1.11.4.1.   Omfang og hyppighed

Hvis der anvendes prøvetørrer (køler) til at tørre en prøve opstrøms for et NOx-måleinstrument, men uden brug af NO2-til-NO-konverter opstrøms for prøvetørreren, skal denne verifikation foretages af kølebadets NO2-penetration. Denne verifikation foretages efter første opstilling og større vedligeholdelse.

8.1.11.4.2.   Måleprincip

En prøvetørrer fjerner vand, som ellers kan forårsage interferens ved NOx-målingen. Dog kan flydende vandrester i et ukorrekt udformet kølebad fjerne NO2 fra prøven. Hvis der anvendes en prøvetørrer uden en opstrøms NO2-til-NO-konverter, kan den således fjerne NO2 fra prøven før NOx-målingen.

8.1.11.4.3.   Systemkrav

Køleren skal tillade måling af mindst 95 % af den samlede NO2 ved maksimalt forventet NO2-koncentration.

8.1.11.4.4.   Procedure

Der anvendes følgende procedure til at verificere prøvetørrerens ydeevne:

a)	Instrumentopsætning. Fabrikantens anvisninger vedrørende opstart og betjening af analysatoren og prøvetørreren skal følges. Analysatoren og prøvetørreren justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen.

b)

Opstilling af udstyr og dataindsamling i) Den/de samlede NOx-gasanalysator(er) nulstilles og justeres som før emissionsprøvning. ii) Der vælges en NO2-kalibreringsgas (restgas eller tør luft), som har en NO2-koncentration, der ligger tæt på den maksimale forventede under prøvningen. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO2-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret. iii) Denne kalibreringsgas skal have overløb ved gasprøvetagningssystemets sonde eller overstrømsanordning. Der skal afsættes tid til stabilisering af den samlede NOx-reaktion, idet der kun tages højde for transportforsinkelser og instrumentrespons. iv) Gennemsnitsværdien for 30 sekunders registrerede samlede NOx-data beregnes, og denne værdi registreres som x NOxref. v) Strømmen af NO2-kalibreringsgas stoppes. vi) Derefter mættes prøvetagningssystemet ved at skabe overstrøm fra en dugpunktgenerators udgang, indstillet til et dugpunkt på 323 K (50 oC) til gasprøvetagningssystemets sonde eller overstrømsanordning. Dugpunktgeneratorens udgang sendes gennem prøvetagningssystemet og køleren i mindst 10 minutter, indtil prøvetørreren forventes at fjerne en konstant mængde vand. vii) Den indstilles omgående tilbage til at overstrømme den NO2-kalibreringsgas, der anvendes til at fastsætte x NOxref. Der skal afsættes tid til stabilisering af den samlede NOx-reaktion, idet der kun tages højde for transportforsinkelser og instrumentrespons. Gennemsnitsværdien for 30 sekunders registrerede samlede NOx-data beregnes, og denne værdi registreres som x NOxmeas. viii) x NOxmeas korrigeres til x NOxdry baseret på den resterende vanddamp, der passerede gennem prøvetørreren med dennes udgangstemperatur og -tryk.

c)	Evaluering af ydeevne. Hvis x NOxdry er mindre end 95 % af x NOxref, skal prøvetørreren eller udskiftes.

8.1.11.5.   Kontrol af NO2-til-NO-konverter

8.1.11.5.1.   Omfang og hyppighed

Hvis der anvendes en analysator, som udelukkende måler NO til at bestemme NOx, skal der benyttes en NO2-til-NO-konverter opstrøms for analysatoren. Denne verifikation skal foretages efter montering af konverteren, efter større vedligeholdelse og inden for 35 dage før en emissionsprøvning. Denne verifikation gentages med denne frekvens for at efterprøve, hvorvidt NO2-til-NO-konverterens katalytiske aktivitet er forringet.

8.1.11.5.2.   Måleprincip

Ved hjælp af en NO2-til-NO-konverter kan en analysator, som udelukkende måler NO, bestemme den samlede NOx ved at konvertere NO2 i udstødningen til NO.

8.1.11.5.3.   Systemkrav

En NO2-til-NO-konverter skal gøre det muligt at måle mindst 95 % af den samlede NO2 ved maksimalt forventet NO2-koncentration.

8.1.11.5.4   Procedure

Følgende procedure benyttes til verifikation af en NO2-til-NO-konverters ydelse.

a)	Instrumenterne opstilles efter anvisningerne for ibrugtagning og betjening fra fabrikanten af analysatoren og NO2-til-NO-konverteren. Analysatoren og konverteren justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen.

b)	En ozonisators indgang tilsluttes en nulluft- eller oxygenkilde, og dens udgang forbindes til én port i et 3-vejs T-stykke. En NO-justeringsgas tilsluttes en anden port, og NO2-til-NO-konverterens indgang forbindes til den sidste port.

c)

Der tages følgende skridt ved udførelse af denne kontrol: i) Ozonisatorens luft afbrydes, der slukkes for strømmen til ozonatoren, og NO2-til-NO-konverteren indstilles i bypass-indstilling (dvs. NO-indstilling). Der afsættes tid til stabilisering, idet der kun tages højde for transportforsinkelser og instrumentrespons. ii) Strømmen af NO-gas og nulstillingsgas justeres, således at NO-koncentrationen ved analysatoren ligger tæt på den højeste samlede NOx-koncentration, der forventes under prøvningen. NO2-indholdet i gasblandingen skal være under 5 % af NO-koncentrationen. NO-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NOref. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret. iii) Der tændes for ozonatorens O2-forsyning, og O2-strømningshastigheden justeres, således at den på analysatoren viste NO er omtrent 10 % lavere end x NOref. NO-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NO+02mix. iv) Ozonisatoren tændes, og ozongenereringshastigheden justeres, således at den NO, der måles af analysatoren, er omtrent 20 % af x NOref, mens der opretholdes mindst 10 % ureageret NO. NO-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NOmeas. v) NOx-analysatoren sættes i NOx-indstilling, og den samlede NOx måles. NOx-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NOxmeas. vi) Ozonisatoren skal være slukket, men gasstrømmen gennem systemet skal opretholdes. NOx-analysatoren vil angive NOx i NO + O2-blandingen. NOx-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NOx+O2mix. vii) O2-forsyningen skal være slukket. NOx-analysatoren vil angive NOx i NO-N2-blandingen. NOx-koncentrationen registreres ved at beregne gennemsnittet af 30 sekunders prøvedata fra analysatoren, og denne værdi registreres som x NOref. Denne værdi må ikke være mere end 5 % over x NOref-værdien.

d)	Evaluering af ydeevne. NOx-konverterens virkningsgrad beregnes ved at udskifte de koncentrationer, der fremkommer, i følgende ligning (6-26): (6-26)

e)	Hvis resultatet er mindre end 95 %, skal NO2-til-NO-konverteren repareres eller udskiftes.

8.1.12.   PM-målinger

8.1.12.1.   Verifikation af PM-vægt og af vejningsprocessen

8.1.12.1.1.   Omfang og hyppighed

I dette punkt beskrives tre verifikationer.

a)	Uafhængig verifikation af PM-vægtens ydelse foretaget inden for 370 dage før vejning af et partikelfilter.

b)	Nulstilling og justering af vægten inden for 12 timer før vejning af et partikelfilter.

c)	Verifikation af, at massebestemmelsen af referencefiltre før og efter vejning af filter overholder en bestemt tolerance.

8.1.12.1.2.   Uafhængig verifikation

Vægtens fabrikant (eller en repræsentant, der er godkendt af denne) skal verificere vejeydelsen inden for 370 dage efter prøvningen i overensstemmelse med de interne revisionsprocedurer.

8.1.12.1.3.   Nulstilling og justering

Vejeydelsen verificeres ved at nulstille og justere den med mindst én kalibreringsvægt, og alle anvendte vægte skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.2 i forbindelse med denne verifikation. Der anvendes en manuel eller automatiseret procedure:

a)	Ved en manuel procedure kræves, at der anvendes en vægt, som nulstilles og justeres med mindst én kalibreringsvægt. Hvis der opnås gennemsnitsværdier ved at gentage vejningsprocessen for at forbedre nøjagtigheden af PM-målinger, anvendes samme proces til at verificere vejeydelsen.

b)	Der foretages en automatisk procedure med interne kalibreringsvægte, som anvendes til automatisk at verificere vejeydelsen. Disse interne kalibreringsvægte skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.2 med henblik på denne verifikation.

8.1.12.1.4.   Vejning af referenceprøver

Alle masseaflæsninger under vejningen skal verificeres ved at veje PM-referenceprøvemedierne (f.eks. filtre) før og efter vejningen. En vejning kan vare så kort tid som ønsket, men må ikke vare længere end 80 timer og kan indbefatte masseaflæsninger både før og efter prøvning. Successive massebestemmelser af hvert PM-referenceprøvemedie skal give samme værdi inden for ± 10 μg eller ± 10 % af den forventede samlede PM-masse, afhængigt af hvad der er højest. Hvis det efter successive vejninger af PM-prøvefiltre viser sig, at dette kriterium ikke er overholdt, ugyldiggøres alle de enkelte mellemliggende aflæsninger af prøvefiltermasse. Disse filtre kan vejes på ny i forbindelse med en ny vejning. Hvis et filter efter prøvning ugyldiggøres, er prøvningsintervallet ugyldigt. Denne verifikation foretages på følgende måde:

a)	Der skal opbevares mindst to prøver af ikke-anvendte PM-prøvemedier i det PM-stabiliserende miljø. Disse anvendes som reference. Ubenyttede filtre af samme materiale og størrelse udvælges til referencebrug.

b)	Referencemedierne stabiliseres i det PM-stabiliserende miljø. Referencemedier skal anses for at være stabiliserede, hvis de har været i PM-stabiliserende miljø i mindst 30 min, og hvis det PM-stabiliserende miljø i mindst 60 min forud herfor har opfyldt specifikationerne i 9.3.4.4.

c)	Der udføres vejning med en referenceprøve flere gange uden registrering af værdierne.

d)	Vægten nulstilles og justeres. Der placeres en prøvemasse på vægten (f.eks. en kalibreringsvægt), som herefter fjernes, idet det sikres, at vægten vender tilbage til en acceptabel nulaflæsning inden for den normale stabiliseringstid.

e)

Hvert enkelt referencemedie (f.eks. filtre) vejes, og deres masse registreres. Hvis gennemsnitsværdierne normalt fås ved at gentage vejningsprocessen for at forbedre nøjagtigheden og præcisionen af referencemediernes (f.eks. filtrenes) masse, anvendes samme fremgangsmåde til at måle gennemsnitsværdierne af prøvemediernes (f.eks. filtrenes) masse.

f)	Vejningsmiljøets dugpunkt, omgivelsestemperatur og atmosfæriske tryk registreres.

g)	De registrerede omgivende forhold anvendes til at korrigere resultaterne for opdrift som beskrevet i punkt 8.1.13.2. Massen (korrigeret for opdrift) for hvert af referencemedierne registreres.

h)	Massen af de enkelte referencemedier (f.eks. filtre), korrigeret for opdrift, trækkes fra den tidligere målte og registrerede opdriftskorrigerede masse.

i)

Hvis nogen af de observerede masser for referencefiltrene afviger mere end tilladt i dette punkt, ugyldiggøres alle PM-massebestemmelser, som er foretaget før den sidste vellykkede validering af et referencemedies (f.eks. et filters) masse. Reference-PM-filtre kan kasseres, hvis kun ét af filtrenes masse har ændret sig mere end tilladt, og hvis der foreligger en med sikkerhed identificerbar årsag til det pågældende filters masseændring, som ikke ville kunne påvirke andre filtre, der anvendes i processen. Valideringen kan således anses for at være vellykket. I dette tilfælde skal der ses bort fra det kontaminerede medium ved vurdering af overensstemmelse med dette punkts litra j), men det berørte referencefilter skal kasseres og udskiftes.

j)

Hvis en af referencemasserne ændres mere end tilladt i henhold til punkt 8.1.13.1.4, ugyldiggøres alle PM-resultater, som blev bestemt mellem de to tidspunkter, inden for hvilke referencemasserne blev bestemt. Hvis der kasseres PM-prøvemedier i henhold til litra i) i dette punkt, skal mindst én referencemassedifferens, som opfylder kriterierne i dette punkt 8.1.13.1.4, være til rådighed. Ellers ugyldiggøres alle PM-resultater, som blev bestemt mellem de to tidspunkter, inden for hvilke referencemediernes (f.eks. filtrenes) masse blev bestemt.

8.1.12.2.   Korrektion for opdrift af PM-prøvefilter

8.1.12.2.1.   Generelt

PM-prøvefilteret skal korrigeres for dets opdrift i luft. Opdriftskorrektionen afhænger af prøvemediets og luftens massefylde og af massefylden af den kalibreringsvægt, der anvendes til at kalibrere vægten. Opdriftskorrektionen tager ikke hensyn til selve PM-opdriften, fordi PM-massen typisk kun tegner sig for 0,01 til 0,10 % af den samlede vægt. Korrektionen af denne lille brøkdel af massen ville højst udgøre 0,010 %. De opdriftskorrigerede værdier svarer til tarakorrektionen for PM-prøverne. Disse opdriftskorrigerede værdier for vejning af filteret før prøvning trækkes efterfølgende fra de opdriftskorrigerede værdier for vejning af det samme filter efter prøvning for at bestemme den PM-masse, der blev udledt under prøvningen.

8.1.12.2.2.   PM-prøvefilterets massefylde

Forskellige PM-prøvefiltre har forskellig massefylde. Den kendte massefylde for prøvemedierne eller en af massefylderne for flere almindelige prøvetagningsmedier anvendes som følger:

a)	For PTFE-coatet borsilicatglas anvendes en massefylde for prøvemedierne på 2 300 kg/m3.

b)	For PTFE-membranmedier (filmmedier) med en integreret støttering af polymethylpenten, der tegner sig for 95 % af mediernes masse, anvendes en massefylde for prøvemedierne på 920 kg/m3.

c)	For PTFE-membranmedier (filmmedier) med en integreret støttering af polymethylpenten anvendes en massefylde for prøvemedierne på 2 144 kg/m3.

8.1.12.2.3.   Luftens massefylde

Da PM-vejningsmiljøet skal styres til en præcis omgivende temperatur på 295 ± 1 K (22 ƒC ± 1) og et dugpunkt på 282,5 ± 1 K (9,5 ± 1 °C) er luftens massefylde primært en funktion af det atmosfæriske tryk. Derfor er der angivet en opdriftskorrektion, som udelukkende er en funktion af det atmosfæriske tryk.

8.1.12.2.4.   Kalibreringsvægtens massefylde

Der anvendes den oplyste massefylde for metalkalibreringsvægtens materiale.

8.1.12.2.5.   Korrektionsberegning

PM-prøvefilteret korrigeres for opdrift ved anvendelse af følgende ligninger (6-27):

(6-27)

Hvor:

m cor	er masse af PM-prøvefilter, korrigeret for opdrift
m uncor	er masse af PM-prøvefilter, ikke korrigeret for opdrift
ρ air	er luftens massefylde i vejningsmiljøet
ρ weight	er massefylde af kalibreringsvægt anvendt til justering af vægt
ρ media	er massefylde af PM-prøvefilter

hvor

(6-28)

Hvor:

p abs	er det absolut tryk i vejningsmiljøet
M mix	er molmasse for luften i vejningsmiljøet
R	er den molare gaskonstant
T amb	er absolut omgivende temperatur i vejningsmiljøet.

8.2.   Instrumentvalidering i forbindelse med prøvning

8.2.1.   Validering af proportional strømningsregulering for batchprøvetagning og minimumsfortyndingsforhold for PM-batchprøvetagning.

8.2.1.1.   Proportionalitetskriterier for CVS

8.2.1.1.1.   Proportionelle strømninger

For ethvert flowmeterpar anvendes den registrerede prøvestrømshastighed og den samlede strømningshastighed eller deres 1 Hz-gennemsnit i de statistiske beregninger i tillæg 3 til bilag VII. Middelfejlen på estimatet (SEE) for prøvestrømshastigheden i forhold til den samlede strømningshastighed bestemmes. For hvert prøvningsinterval skal det påvises, at SEE var mindre end eller lig med 3,5 % af den gennemsnitlige prøvestrømshastighed.

8.2.1.1.2.   Konstante strømme

For ethvert flowmeterpar anvendes den registrerede prøvestrømshastighed og den samlede strømningshastighed eller deres 1 Hz-gennemsnit til at påvise, at hver strømningshastighed var konstant inden for ± 2,5 % af den respektive gennemsnits- eller målhastighed. Følgende muligheder kan anvendes i stedet for at registrere de respektive strømningshastigheder for hver målertype:

a)

Venturi med kritisk strømning. For venturier med kritisk strømning anvendes de registrerede venturi-indgangsforhold eller deres 1 Hz-gennemsnit. Det skal påvises, at strømningsdensiteten ved venturiens indgang var konstant inden for ± 2,5 % af den gennemsnitlige densitet eller den tilstræbte densitet gennem hvert prøvningsinterval. For en CVS-venturi med kritisk strømning kan dette påvises ved at demonstrere, at den absolutte temperatur ved venturiens indgang var konstant inden for ± 4 % af den gennemsnitlige densitet eller af den tilstræbte absolutte temperatur gennem hvert prøvningsinterval.

b)

Fortrængningspumpe. Der anvendes de registrerede forhold ved pumpens indgang eller deres 1 Hz-gennemsnit. Det skal påvises, at strømningsdensiteten ved pumpens indgang var konstant inden for ± 2,5 % af den gennemsnitlige densitet eller den tilstræbte densitet gennem hvert prøvningsinterval. For en CVS-pumpe kan dette påvises ved at demonstrere, at den absolutte temperatur ved pumpens indgang var konstant inden for ± 2 % af den gennemsnitlige densitet eller af den tilstræbte absolutte temperatur gennem hvert prøvningsinterval.

8.2.1.1.3.   Påvisning af proportional prøvetagning

For enhver proportional batch-prøve, såsom en sæk eller et PM-filter, skal det påvises, at den proportionale prøvetagning blev fastholdt ved hjælp af et af følgende, idet dog op til 5 % af det samlede antal datapunkter kan udelades som afvigende:

Ved anvendelse af god teknisk praksis foretages en teknisk analyse af, at systemet til styring af den proportionale strømning sikrer proportional prøvetagning under alle de omstændigheder, der kan forventes under prøvningen. F.eks. kan CFV-systemer anvendes til både prøvestrøm og den samlede strømning, hvis det godtgøres, at de altid har samme indgangstryk og -temperatur, og at de altid opererer under kritiske strømningsbetingelser.

De målte eller beregnede strømninger og/eller sporgaskoncentrationer (f.eks. CO2) anvendes til at bestemme det mindste fortyndingsforhold for PM-batchprøvetagningen gennem prøvningsintervallet.

8.2.1.2.   Validering af delstrømsfortyndingssystemet

I forbindelse med kontrol af et delstrømsfortyndingssystems evne til at udtage en proportional prøve af ufortyndet udstødning er det nødvendigt, at systemet har en kort responstid. Det er delstrømsfortyndingssystemets hurtighed, der er definerende herfor. Systemets transformationstid bestemmes efter fremgangsmåden i punkt 8.1.8.6.3.2. Den egentlige kontrol af delstrømsfortyndingssystemet baseres på de aktuelt målte betingelser. Hvis den kombinerede transformationstid for målingen af udstødningsstrømmen og delstrømssystemet er ≤ 0,3 s, anvendes online-kontrol. Hvis transformationstiden er over 0,3 s, skal der anvendes look ahead-kontrol på grundlag af et allerede registret prøvningsforløb. I dette tilfælde skal den kombinerede stigningstid være ≤ 1 s, og den kombinerede forsinkelse ≤ 10 s. Den samlede systemrespons skal være konstrueret således, at den sikrer en repræsentativ partikelprøve, q mp, i (prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystem), som er proportional med udstødningsmassestrømmen. For at bestemme proportionaliteten gennemføres en regressionsanalyse af qm p,i i forhold til qm ew,i (udstødningsgassens massestrømningshastighed på våd basis) med en datafangsthastighed på mindst 5 Hz, og følgende kriterier skal være opfyldt:

a)	Korrelationskoefficienten r 2 i den lineære regression mellem q mp,i og q mew,i skal være mindst 0,95.

b)	Middelfejlen på estimatet for q mp,i på q mew,i må ikke være større end 5 % af q mp-maksimum.

c)	Regressionslinjens qmp -skæring må ikke være mere end ± 2 % af q mp-maksimum.

Look ahead-styring er påkrævet, hvis de kombinerede transformationstider for partikelsystemet, t 50,P, og udstødningsgassens massestrømsignal, t 50,F, er > 0,3 s. I et sådant tilfælde skal der foretages en forprøvning, og signalet svarende til udstødningsgassens massestrøm i forprøven anvendes til styring af prøvestrømmen ind i partikelsystemet. Der opnås en korrekt styring af delstrømsfortyndingssystemet, hvis tidssporet af forprøvningen qm ew,pre, som styrer qm p, forskydes med en look ahead-tid på t 50,P + t 50,F.

Til bestemmelse af korrelationen mellem q mp,i og qm ew,i skal anvendes data opnået ved den faktiske prøve, idet qm ew,i tidsmæssigt justeres ind af t 50,F i forhold til qm ew,i (intet bidrag fra t 50,P til tidsjusteringen). Tidsforskydningen mellem qm ew og qm p er forskellen i deres transformationstider, som bestemt i overensstemmelse med punkt 8.1.8.6.3.2.

8.2.2   Validering af gasanalysatorens område, forskydningsvalidering og forskydningskorrektion.

8.2.2.1.   Validering af område

Hvis der er tale om en analysator, som betjenes over 100 % af dens område på noget tidspunkt under prøvningen, skal følgende trin foretages:

8.2.2.1.1.   Batch-prøvetagning

I forbindelse med batch-prøvetagning skal prøven analyseres igen, idet der anvendes det laveste analysatorområde, som resulterer i en maksimal instrumentrespons på under 100 %. Resultatet opgives fra det laveste område for hvilket analysatoren fungerer under 100 % af dens område for hele prøvningen.

8.2.2.1.2.   Kontinuerlig prøvetagning

Ved kontinuerlig prøvetagning gentages hele prøvningen ved hjælp af det næste højere analyseområde. Hvis analysatoren igen fungerer over 100 % af dens område, gentages prøvningen med anvendelse af det næste højere område. Prøvningen gentages kontinuerligt, indtil analysatoren altid fungerer ved mindre end 100 % af dens område for hele prøvningen.

8.2.2.2.   Forskydningsvalidering og -korrektion

Hvis forskydningen er inden for ± 1 %, kan dataene enten godkendes uden nogen korrektion eller godkendes efter korrektion. Hvis forskydningen er over ± 1 %, beregnes to sæt bremsespecifikke emissionsresultater for hvert forurenende stof med en specifik emissionsgrænseværdi og for CO2,eller prøvningen erklæres ugyldig. Et sæt beregnes ved hjælp af data fra før forskydningskorrektion, og et andet sæt data beregnes efter korrektion alle data for forskydning, jf. punkt 2.6 i bilag VII og tillæg 1 til bilag VII. Sammenligningen skal udføres som procentdel af de ukorrigerede resultater. Forskellen mellem den ukorrigerede og de korrigerede bremsespecifikke emissionsværdier skal ligge inden for ± 4 % af de ukorrigerede bremsespecifikke emissionsværdier eller emissionsgrænseværdien, afhængigt af, hvad der er størst. I modsat fald erklæres hele prøvningen ugyldig.

8.2.3   PM-prøvetagningsmedier (f.eks. filtre) prækonditionering og tarakorrektion

Før emissionsprøvning, træffes der følgende foranstaltninger for at forberede en PM-prøvefiltermedium og udstyr til PM-måling.

8.2.3.1.   Regelmæssig verifikation

Det skal sikres, at vægten og det PM-stabiliserende miljø opfylder den periodiske verifikation i punkt 8.1.12. Referencefilteret vejes lige inden vejningen af prøvefiltrene for at fastsætte et passende referencepunkt (jf. nærmere herom i den i punkt 8.1.12.1 beskrevne procedure). Verifikationen af referencefiltrenes stabilitet skal foretages efter den stabiliseringsperiode, der efterfølger prøvningen, umiddelbart før vejningen efter prøvningen.

8.2.3.2.   Visuel inspektion

De ubenyttede prøvefiltermedier undersøges visuelt for defekter, og defekte filtre kasseres.

8.2.3.3.   Jordforbindelse

Der anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop ved håndtering af PM-filtre som beskrevet i punkt 9.3.4.

8.2.3.4.   Ubenyttede prøvemedier

Ubenyttede prøvemedier anbringes i en eller flere beholdere, der er åbne mod det PM-stabiliserende miljø. Hvis filtrene er brugte, kan de anbringes i nederste halvdel af en filterkassette.

8.2.3.5.   Stabilisering

Prøvemedierne skal stabiliseres i det PM-stabiliserende miljø. Et ubenyttet prøvemedium kan anses for at være stabiliseret, hvis det har været i det PM-stabiliserende miljø i en periode på mindst 30 min, hvor det PM-stabiliserende miljø har overholdt specifikationerne i punkt 9.3.4. Hvis en masse på 400 μg eller mere forventes, stabiliseres prøvemedierne i mindst 60 min.

8.2.3.6.   Vejning

Prøvemedierne vejes automatisk eller manuelt på følgende måde:

a)	I tilfælde af automatisk vejning forberedes prøverne til vejning som angivet af systemfabrikanten. Dette kan omfatte, at prøverne placeres i en særlig beholder.

b)	I tilfælde af manuel vejning anvendes god teknisk praksis.

c)	Der kan vælges vejning efter substitutionsmetoden (jf. punkt 8.2.3.10.).

d)	Når et filter er vejet, lægges det tilbage i petriskålen og overdækkes.

8.2.3.7.   Opdriftskorrektion

Den målte vægt skal korrigeres for opdrift som beskrevet i punkt 8.1.13.2.

8.2.3.8.   Gentagelse

Målingerne af filterets masse kan gentages for at bestemme filterets gennemsnitsmasse under anvendelse af god teknisk praksis og for at udelukke afvigende resultater fra beregningen af gennemsnittet.

8.2.3.9.   Tarakorrektion

Ubenyttede tarakorrigerede filtre lægges i de rene filterkassetter, og disse placeres i en lukket og forseglet beholder, før de bringes til prøvekammeret med henblik på prøvetagning.

8.2.3.10.   Vejning efter substitutionsmetoden

Vejning efter substitutionsmetoden er en mulighed, som, hvis den anvendes, indebærer vejning af en referencevægt før og efter hver vejning af et PM-prøvetagningsmedium (f.eks. et filter). Mens vejning efter substitutionsmetoden kræver flere målinger, korrigerer den for en vægts nulforskydning og er kun afhængig af vægtlinearitet i et mindre område. Dette er mest hensigtsmæssigt ved kvantificering af en samlet PM-masse, der udgør mindre end 0,1 % af prøvemediets masse. Denne metode er dog ikke altid hensigtsmæssig, hvis den samlede PM-masse udgør mere end 1 % af prøvemediets masse. Hvis der anvendes vejning efter substitutionsmetoden, skal denne metode også anvendes ved både vejning før og efter prøvning. Der anvendes samme substitutionsvægt til vejning før og efter prøvning. Substitutionsvægtens masse korrigeres for opdrift, hvis dens massefylde er mindre end 2.0 g/cm3. Følgende trin er et eksempel på vejning efter substitutionsmetoden:

a)	Der anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop som beskrevet i punkt 9.3.4.6.

b)	Der anvendes en statisk neutralisator som beskrevet i punkt 9.3.4.6 for at minimere statisk elektricitet på alle genstande, før de placeres på vægtskålen.

c)

Der vælges en substitutionsvægt, som opfylder specifikationerne for kalibreringsvægte i punkt 9.5.2. Substitutionsvægten skal også have samme massefylde som den vægt, der anvendes til at justere mikrovægten, og skal i masse svare til et ubenyttet prøvemedium (f.eks. et filter). Hvis der anvendes filtre, skal vægtens masse være på ca. 80-100 mg for typisk filtre med en diameter på 47 mm.

d)	Den stabile værdi aflæses og registreres, og kalibreringsvægten fjernes.

e)	Et uudnyttet prøvemedium (f.eks. et nyt filter) vejes, den stabile værdi aflæses og registreres, og vejningsmiljøets dugpunkt, den omgivende temperatur og det atmosfæriske tryk registreres.

f)	Kalibreringsvægten vejes igen, og den stabile værdi aflæses og registreres.

g)

Den aritmetiske middelværdi af de to kalibreringsvægtaflæsninger, som blev registreret umiddelbart før og efter vejning af den ubenyttede prøve, beregnes. Denne middelværdi fratrækkes aflæsningen af den ubenyttede prøve, og derefter tilføjes kalibreringsvægtens reelle masse som angivet på kalibreringsvægtens certifikat. Dette resultat registreres. Dette er den ubenyttede prøves taravægt uden korrektion for opdrift.

h)	Disse substitutionsvejningstrin gentages for de resterende ubenyttede prøvemedier.

i)	De anvisninger, der er beskrevet i punkt 8.2.3.7-8.2.3.9 i dette afsnit, følges, så snart vejningen er afsluttet.

8.2.4   PM-konditionering og vejning efter prøvning

Brugte PM-prøvefiltre placeres i dækkede eller forseglede beholdere, eller filterholderne lukkes med henblik på at beskytte prøvefiltrene mod kontaminering fra omgivelserne. Således beskyttede bringes de fyldte filtre tilbage til konditioneringskammeret eller -rummet for PM-filtrene. PM-prøvefiltrene konditioneres og vejes i overensstemmelse hermed.

8.2.4.1.   Regelmæssig verifikation

Det skal sikres, at vejningsmiljøet og det stabiliserende PM-miljø har opfyldt de periodiske verifikationer i punkt 8.1.13.1. Når prøvningen er afsluttet, bringes filtrene tilbage til vejningsmiljøet og det PM-stabiliserende miljø. Vejningsmiljøet og det PM-stabiliserende miljø skal opfylde kravene til omgivende betingelser i punkt 9.3.4.4. I modsat fald skal prøvefiltrene forblive tildækket, indtil de relevante betingelser er overholdt.

8.2.4.2.   Fjernelse fra forseglede beholdere

I det PM-stabiliserende miljø fjernes PM-prøverne fra de forseglede beholdere. Filtrene kan fjernes fra deres kassetter før eller efter stabilisering. Når et filter fjernes fra en kassette, skal den øverste halvdel af kassetten adskilles fra den nederste halvdel ved hjælp af en kassetteadskiller, der er fremstillet til formålet.

8.2.4.3.   Elektrisk jordforbindelse

Til håndtering af PM-prøver anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop som beskrevet i punkt 9.3.4.5.

8.2.4.4.   Visuel inspektion

De indsamlede PM-prøver og de filtermedier, som de stammer fra, inspiceres visuelt. Såfremt betingelserne for enten filteret eller den indsamlede PM-prøve forekommer at være misligholdt, eller hvis partiklerne har kontakt med andet end filterets overflade, må prøven ikke anvendes til bestemmelse af partikelemissioner. Hvis der har været kontakt med en anden overflade, skal den pågældende overflade renses, før proceduren fortsættes.

8.2.4.5.   Stabilisering af PM-prøver

For at stabilisere PM-prøverne, skal de placeres i en eller flere beholdere, der er åbne mod det PM-stabiliserende miljø, der er beskrevet i punkt 9.3.4.3. En PM-prøve stabiliseres i lige så lang tid, som den har været i det PM-stabiliserende miljø, i en periode af en af følgende varigheder, hvorunder det stabiliserende miljø har overholdt specifikationerne i punkt 9.3.4.3:

a)	Hvis det forventes, at et filters samlede PM-overfladekoncentration vil være større end 0,353 μg/mm2 ved at påføre pletarealet på et 38 mm-filter en belastning på 400 μg, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 60 minutter før vejningen.

b)	Hvis det forventes, at et filters samlede PM-overfladekoncentration vil være mindre end 0,353 μg/mm2, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 30 minutter før vejningen.

c)	Hvis den forventede samlede PM-overfladekoncentration for et filter er ukendt, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 60 minutter før vejningen.

8.2.4.6.   Bestemmelse af filtermasse efter prøvning

Procedurerne i punkt 8.2.3 gentages (punkt 8.2.3.6- 8.2.3.9) for at bestemme filtermassen efter prøvning.

8.2.4.7.   Samlet masse

Det enkelte filter, korrigeret for opdrift, fratrækkes dets respektive opdriftskorrigerede filtermasse efter prøvning. Resultatet er den samlede masse, m total, der skal anvendes i emissionsberegningerne i bilag VII.

9.   Måleudstyr

9.1.   Specifikationer for motordynamometer

9.1.1   Aksler

Der anvendes et motordynamometer, som er velegnet til udførelse af den relevante arbejdscyklus, herunder opfyldelse af de relevante kriterier for validering af cyklussen. Der kan anvendes følgende dynamometre:

a)	hvirvelstrøms- eller vandbremsedynamometre

b)	vekselstrøms- eller jævnstrømsmotordynamometre

c)	et eller flere dynamometre.

9.1.2.   Transiente prøvningscyklusser (NRTC og LSI-NRTC)

Der kan anvendes momentmåler af belastningscelle- eller in line-typen til måling af moment.

Når der anvendes en belastningscelle, skal momentsignalet overføres til motorens akse, og dynamometerets inertimoment medregnes. Det faktiske motordrejningsmoment er det på belastningscellen aflæste drejningsmoment, plus bremsens inertimoment ganget med vinkelaccelerationen. Styresystemet skal udføre denne beregning i realtid.

9.1.3   Motortilbehør

Der redegøres for funktioner udført af motortilbehør, som er nødvendigt for brændstoflevering, smøring, eller opvarmning af motoren, for cirkulation af flydende kølervæske til motoren eller for drift af efterbehandlingssystemer af udstødningen, og disse skal være monteret i overensstemmelse med punkt 6.3.

9.1.4.   Motorfastgørelse og drivakselsystem (kategori NRSh)

Hvis det er nødvendigt for korrekt prøvning af en motor i kategori NRSh, anvendes den motorfastgørelse til prøvebænken og den overføring af drivakslens kraft til dynamometerets roterende system, som er angivet af fabrikanten.

9.2.   Fortyndingsprocedure (hvis relevant)

9.2.1.   Fortynderforhold og baggrundskoncentrationer

Gasformige bestanddele kan måles ufortyndede eller fortyndet, mens PM-måling generelt kræver fortynding. Fortynding kan ske ved et fuld- eller delstrømsfortyndingssystem. Hvis der anvendes fortynding, kan udstødningsgassen fortyndes med den omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen. Ved måling af forurenende luftarter skal fortyndingsmidlet være mindst 288 K (15 oC). For PM-prøvetagning er fortyndingsmidlets temperatur specificeret i punkt 9.2.2 for CVS-systemet og 9.2.3 for PFD med varierende fortyndingsforhold. Fortyndingssystemet skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemerne. Er luftfugtigheden høj, kan det tillades, at fortyndingsluften tørres, inden den tilføres fortyndingssystemet. Fortyndingstunnelens vægge kan opvarmes eller isoleres i lighed med rørene for den samlede strøm nedstrøms for tunnelen for at forhindre udfældning af vandholdige bestanddele fra gasfase til flydende fase (»vandkondensering«).

Før et fortyndingsmiddel blandes med udstødningsgas, kan det prækonditioneres ved at øge eller reducere dets temperatur eller luftfugtighed. Der kan fjernes bestanddele fra fortyndingsmidlet for at reducere baggrundskoncentrationerne. Følgende bestemmelser gælder for fjernelse af bestanddele eller kortlægning af baggrundskoncentrationer:

a)	Koncentrationerne i fortyndingsmidlets bestanddele kan måles, og der kan kompenseres for baggrundsvirkninger på prøvningsresultaterne. Se bilag VII for beregninger, som kompenserer for baggrundskoncentrationer.

b)

Følgende ændringer til kravene i punkt 7.2, 9.3 og 9.4 er tilladt til måling af baggrundsforurenende luftarter eller partikler: i) Proportional prøvetagning er ikke påkrævet. ii) Der kan anvendes uopvarmede prøvetagningssystemer. iii) Kontinuerlig prøvetagning kan anvendes, uanset om der foretages batchprøvetagning af fortyndede emissioner. iv) Batchprøvetagning kan anvendes, uanset om der foretages kontinuerlig prøvetagning af fortyndede emissioner.

c)

Til kortlægning af baggrundspartikler kan følgende muligheder anvendes: i) Til fjernelse af baggrundspartikler skal fortyndingsmidlet filtreres med HEPA-filtre, som har en initial mindste udskillelsesgrad på mindst 99,97 % (se artikel 2, nr. 19, om procedurer vedrørende HEPA-filtrering). ii) Til korrektion for baggrundspartikler uden HEPA-filtrering må baggrundspartiklerne ikke bidrage med mere end 50 % af de nettopartikler, der er udskilt i prøvefilteret. iii) Det er tilladt uden trykbegrænsninger at foretage baggrundskorrektion for nettopartikler med HEPA-filtre.

9.2.2.   Fuldstrømssystem

Fuldstømsfortynding: Prøvetagning ved konstant volumen (CVS). Den fulde strøm af ufortyndet udstødningsgas fortyndes i en fortyndingstunnel. Der kan opretholdes en konstant strømning ved at fastholde temperaturen og trykket ved flowmeteret inden for grænserne. Ved ikke konstant strømning måles strømmen direkte med henblik på proportional prøvetagning. Systemet skal være udformet som følger (se figur 6.6):

a)	Der anvendes en tunnel med indvendig overflade af rustfrit stål. Hele fortyndingstunnelen skal være forbundet med jord Alternativt kan ikke-ledende materiale anvendes for motorkategorier, der hverken er underlagt grænseværdier for partikelmasse (PM) eller partikelantal (PN).

b)	Udstødningsgassens modtryk må ikke sænkes kunstigt af tilførselssystemet for fortyndingsluft. Det statiske tryk ved det punkt, hvor der indføres ufortyndet udstødningsgas i tunellen, skal holdes inden for ± 1,2 kPa af det atmosfæriske tryk.

c)	For at fremme blandingen indføres den ufortyndede udstødningsgas i tunellen ved at lede den nedstrøms langs tunnelens centerlinje. En brøkdel af fortyndingsluften kan indføres radialt fra tunnelens indre overflade for at mindske udstødningsgassens interaktion med tunnelvæggen.

d)	Fortyndingsmiddel. For partikeludtagning skal temperaturen af fortyndingsmidlerne (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen, som anført i punkt 9.2.1) fastholdes på mellem 293 K og 325 K (20 °C til 52 °C) i umiddelbar nærhed af indgangen til fortyndingstunnelen.

e)

Reynolds-tallet, Re, skal være mindst 4 000 for den fortyndede udstødningsgasstrøm, hvor Re er baseret på fortyndingstunnelens indvendige diameter. Re er defineret i bilag VII. Verifikation af blandingens tilstrækkelighed skal foretages, mens en prøvesonde trækkes gennem tunnelens diameter, lodret og vandret. Hvis analysatorens respons angiver en afvigelse på mere end ± 2 % af den gennemsnitlige målte koncentration, skal CVS-systemet betjenes ved en højere strømningshastighed, eller der skal monteres en blandeplade eller -drøvleenhed for at forbedre blandingen.

f)

Prækonditionering af strømningsmåling. Den fortyndede udstødningsgas kan konditioneres før måling af strømningshastigheden, forudsat at denne konditionering finder sted nedstrøms for de opvarmede HC- eller PM-sonder som følger: i) Der kan anvendes retteapparater, pulseringsdæmpere eller begge. ii) Der kan anvendes et filter. iii) Der kan anvendes en varmeveksler til at styre temperaturen opstrøms for et eventuelt flowmeter, men der skal tages skridt til at forhindre vandkondensering.

g)

Vandkondensering. Udfældning af vandholdige bestanddele fra en gasfase til en væskefase. Vandkondensering er en funktion af fugtindhold, tryk, temperatur og koncentrationer af andre bestanddele, f.eks. svovlsyre. Disse parametre kan variere som funktion af fugtindholdet i motorens indsugningsluft, fortyndingsluftens fugtindhold, motorens luft-/brændstofforhold og brændstofsammensætning — herunder omfanget af hydrogen og svovl i brændstoffet. For at sikre, at der måles en strømning, der svarer til en målt koncentration, skal vandkondensering enten forhindres mellem prøvetagningssondens placering og flowmeterets indgang i fortyndingstunnelen, eller der tillades vandkondensering og måles fugtighed ved flowmeterets indgang. Fortyndingstunnelens vægge eller bulk-strømrør nedstrøms for tunnelen må opvarmes eller isoleres for at forhindre vandkondensering. Vandkondensering skal forhindres i hele fortyndingstunnelen. Visse af udstødningsgassens komponenter kan fortyndes eller elimineres ved tilstedeværelsen af fugt. Ved PM-udtagning gennemgår den allerede proportionale strøm fra CVS-systemet en sekundær fortynding (en eller flere) for at opnå det totale ønskede fortyndingsforhold som vist i figur 9.2 og nævnt i punkt 9.2.3.2.

h)	Det minimale totale fortyndingsforhold skal være mellem 5:1 og 7:1, og mindst 2:1 for det indledende fortyndingsstadie baseret på maksimal motorudstødningsstrømningshastighed i prøvningscyklussen eller prøveintervallet.

i)	Den samlede opholdstid i systemet skal være mellem 0,5 og 5 s målt fra punktet for indførelsen af fortyndingsmidlet til filterholderen(-holderne).

j)	Opholdstiden i det sekundære fortyndingssystem, hvis et sådant anvendes, skal være mindst 0,5 s målt fra punktet for indførelsen af det sekundære fortyndingsmiddel til filterholderen(-holderne).

Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøvetagningssystem, et partikeludtagningsfilter, en gravimetrisk vægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.

Figur 6.6

Eksempler på konfigurationer til prøvetagning ved fuldstrømsfortynding.

9.2.3.   Delstrømsfortyndingssystem (PFD)

9.2.3.1.   Beskrivelse af delstrømssystemet

I figur 6.7 vises et diagram over et PFD-system. Det er et overordnet diagram, der viser principperne bag prøvetagning, fortynding og partikeludtagning. Det betyder ikke, at alle de komponenter, der er beskrevet i figuren, er nødvendige for andre mulige prøvetagningssystemer, der opfylder formålet med prøvetagningen. Andre konfigurationer, som ikke svarer til diagrammet, tillades på betingelse af, at de tjener det samme formål med prøvetagning, fortynding og PM-udtagning. Disse skal opfylde andre kriterier såsom punkt 8.1.8.6 (regelmæssig kalibrering) og 8.2.1.2 (validering) for PFD-systemer med varierende fortynding og punkt 8.1.4.5 samt tabel 8.2 (linearitetskontrol) og punkt 8.1.8.5.7 (kontrol) for PFD-systemer med konstant fortynding.

Som vist i figur 6.7 føres den ufortyndede udstødningsgas eller den primære fortyndede strøm fra udstødningsrøret (EP) eller CVS-systemet til fortyndingstunnelen DT gennem prøvesonden SP og overføringsledningen TL. Den samlede strøm gennem tunnelen justeres ved hjælp af en strømningsregulator og prøvetagningspumpen P i partikelprøvetagningssystemet (PSS). For proportionel udtagning af ufortyndet udstødning styres fortyndingsluftsstrømmen af en strømningsregulator FC1, som kan anvende q mew (udstødningsgassens massestrømshastighed på våd basis) eller q maw (indsugningsluftens massestrømshastighed på våd basis) og q mf (brændstoffets massestrømshastighed) som styresignal til den ønskede opdeling af udstødningsgassen. Fortyndingstunnelen DT's indgående prøvegasstrøm er forskellen mellem den samlede gennemstrømning og fortyndingsluftstrømmen. Fortyndingsluftens strømningshastighed måles af flowmeteret FM1, den samlede strømningshastighed af flowmeteret i partikelprøvetagningssystemet. Af de to strømningshastigheder beregnes fortyndingsforholdet. Til prøvetagning med et konstant fortyndingsforhold for ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forhold til udstødningsgasstrøm (f.eks. sekundær fortynding af PM-partikelprøvetagning) er fortyndingsluftens strømningshastighed sædvanligvis konstant og styret af strømningsregulatoren FC1 eller fortyndingsluftpumpen.

Fortyndingsluften (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen) filtreres med et højeffektivt PM-filter (HEPA).

Figur 6.7

Diagram over delstrømsfortyndingssystem (af typen med totalprøvetagning)

a	=	udstødningsgas fra motoren eller primær fortyndet strømning
b	=	valgfrit
c	=	PM-udtagning

Komponenter i figur 6.7:

DAF	:	Fortyndingsluftfilter
DT	:	Fortyndingstunnel eller sekundært fortyndingssystem
EP	:	Udstødningsrør eller primært fortyndingssystem
FC1	:	Strømningsregulator
FH	:	Filterholder
FM1	:	Flowmeteret til måling af fortyndingsluftens strømningshastighed
P	:	Prøvetagningspumpe
PSS	:	Partikeludtagningssystem
PTL	:	Partikeloverføringsledning
SP	:	Prøvetagningssonde til ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas
TL	:	Overføringsledning

Massestrømshastigheder, som kun gælder for PFD-systemet til proportionel udtagning af ufortyndet udstødning:

qm ew	er udstødningsgassens massestrømshastighed, våd basis
qm aw	er indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis.
qm f	er brændstoffets massestrømshastighed, kg/s.

9.2.3.2.   Fortynding

Temperaturen af fortyndingsmidlerne (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen, som anført i punkt 9.2.1) fastholdes på mellem 293 K og 325 K (20 oC til 52 oC) i umiddelbar nærhed af indgangen til fortyndingstunnelen.

Der tillades affugtning af fortyndingsluften før den tilføres fortyndingssystemet. Delstrømsfortyndingssystemet skal konstrueres til at udtrække en proportionel prøve fra udstødningsgasstrømmen, og således reagere på vandringer i udstødningens strømningshastighed, og indføre fortyndingsluft i denne prøve for at opnå en temperatur ved prøvningsfilteret som beskrevet i punkt 9.3.3.4.3. Det er her af afgørende betydning, at fortyndingsforholdet bestemmes så nøjagtigt, at kravene i punkt 8.1.8.6.1 er opfyldt.

For at sikre, at der måles en strømning, der svarer til en målt koncentration, skal vandkondensering enten forhindres mellem prøvetagningssondens placering og flowmeterets indgang i fortyndingstunnelen, eller der tillades vandkondensering og måles fugtighed ved flowmeterets indgang. PFD-systemet kan opvarmes eller isoleres for at forhindre vandkondensering. Vandkondensering skal forhindres i hele fortyndingstunnelen.

Det minimale fortyndingsforhold skal være mellem 5:1 og 7:1 baseret på maksimal motorudstødningsstrømningshastighed i prøvningscyklussen eller prøveintervallet.

Opholdstiden i systemet skal være mellem 0,5 og 5 s målt fra punktet for indførelsen af fortyndingsmidlet til filterholderen(-holderne).

Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøvetagningssystem, et partikeludtagningsfilter, en gravimetrisk vægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.

9.2.3.3.   Anvendelse

PFD-systemet kan anvendes til at udtrække en proportionel prøve af ufortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning af partikel- eller gasemission i en transient driftscyklus (NRTC og LSI-NRTC), en diskret modus NRSC- eller RMC-driftscyklus.

Systemet kan desuden anvendes til en tidligere fortyndet udstødningsgas, hvis en proportionel strømning allerede er fortyndet ved hjælp af et konstant fortyndingsforhold (se figur 9.2). Dette er metoden til foretagelse af sekundær fortynding fra en CVS-tunnel for at opnå det nødvendige samlede fortyndingsforhold til partikeludtagning.

9.2.3.4.   Kalibrering

I punkt 8.1.8.6 behandles kalibrering af PFD-systemet med henblik på at udtrække en proportional prøve af ufortyndet udstødningsgas.

9.3.   Prøvetagningsprocedurer

9.3.1   Generelle krav til prøvetagning

9.3.1.1.   Sondens design og konstruktion

En sonde er den første komponent i et prøvetagningssystem. Dens fremskudte placering i en ufortyndet eller fortyndet udstødningsstrøm gør, at dens indre og ydre overflader er i berøring med udstødningsgassen. Prøven transporteres ud af sonden ind i en øverføringsledning.

Der fremstilles prøvetagningssonder med indre overflader i rustfrit stål eller, til prøvetagning af udstødningsgas, i et ikke-reagerende materiale, som kan modstå temperaturerne i den ufortyndede udstødningsgas. Der skal placeres prøvetagningssonder, hvor der sker blanding af bestanddele for at til opnå den gennemsnitlige prøvekoncentration, og hvor interferens med andre sonder minimeres. Det anbefales, at alle sonder holdes fri for påvirkninger fra grænselag, bølger og hvirvelstrømme — navnlig i nærheden af udgangen af udstødningsrør med ufortyndet udstødningsgas, hvor der kan forekomme utilsigtet fortynding. Rensning eller retur-strømning af en sonde må ikke påvirke andre sonder under prøvningen. Der kan anvendes en enkelt sonde til at udtage en prøve af mere en én bestanddel, forudsat at sonden opfylder alle specifikationerne for hver bestanddel.

9.3.1.1.1.   Blandingskammer (kategori NRSh)

Der kan, hvis fabrikanten tillader det anvendes et blandingskammer ved prøvning af motorer i kategori NRSh. Blandingskammeret er en valgfri komponent i et system til prøvetagning af ufortyndet gas og er placeret i udstødningssystemet mellem lyddæmperen og prøvetagningssonden. Blandingskammerets form og dimensioner samt slanger før og efter kammeret skal være således, at der sikres en velblandet, homogen prøve på prøvetagningssondens placering, og således at kraftige udsving eller resonanser i kammeret, der påvirker emissionsresultaterne, undgås.

9.3.1.2.   Overføringsledninger

Overføringsledninger, som transporterer en udtaget prøve fra sonden til en analysator, et lagringsmedium eller fortyndings system skal gøres så korte som muligt ved at placere analysatorerne, lagringsmedierne og fortyndingssystemerne så tæt på sonderne som praktisk muligt. Antallet af bøjninger i overføringsledningerne skal minimeres, og radius i enhver uundgåelig bøjning maksimeres.

9.3.1.3.   Prøvetagningsmetoder

For kontinuerlig og batch-prøvetagning, jf. punkt 7.2, gælder følgende betingelser:

a)	Når der udtages ved konstant strømningshastighed, skal prøven også gennemføres ved konstant strømningshastighed.

b)	Når der udtages ved varierende strømningshastighed, skal prøvestrømmen varieres i forhold til den varierende hastighed

c)	Proportional prøvetagning skal valideres som beskrevet i punkt 8.2.1.

9.3.2   Gasudtagning

9.3.2.1.   Prøvetagningssonder

Der anvendes enten enkeltports- eller multiportssonder til udtagning af forurenende luftarter. Sonderne kan være orienteret i enhver retning i forhold til den ufortyndede eller fortyndede udstødningsgas. For nogle sonder skal prøvetemperaturen styres som følger:

a)	For sonder, der udtager NOx fra fortyndet udstødningsgas, skal sondens vægtemperatur styres, således at vandkondensering forhindres.

b)	For sonder, der udtager carbonhydrider fra den fortyndede udstødningsgas, anbefales det at holde sondens vægtemperatur på ca. 191 °C for at minimere kontaminering.

9.3.2.1.1.   Blandingskammer (kategori NRSh)

Når blandingskammeret anvendes som beskrevet i punkt 9.3.1.1.1, skal dets indre volumen være mindst 10 gange cylinderslagvolumen for den motor, der skal prøves. Blandingskammeret skal tilkobles så tæt som muligt på motorens lyddæmper og skal have en mindste indvendig overfladetemperatur på 452 K (179 °C). Fabrikanten kan angive udformningen af blandingskammeret.

9.3.2.2.   Overføringsledninger

Der anvendes overføringsledninger med en indre overflade i rustfrit stål, PTFE, Viton™ eller andre materialer, der har bedre egenskaber for emissionsprøvetagning. Der skal anvendes et ikke-reaktivt materiale, der kan modstå udstødningsgassens temperaturer. Der kan anvendes in-line-filtre, hvis filteret og filterhuset opfylder de samme temperaturkrav som overføringsledninger i overensstemmelse med følgende:

a)	For NOx-overføringsledninger opstrøms for enten en NO2-til-NO-konverter, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.5, eller en køler, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.4, fastholdes en prøvningstemperatur, som forhindrer vandkondensering.

b)

For THC-overføringsledninger fastholdes en vægtemperatur i hele ledningen på (191 ± 11) °C. Hvis der udtages prøver fra ufortyndet udstødningsgas, kan en uopvarmet isoleret overføringsledning forbindes direkte med en sonde. Overføringsledningens længde og isolering skal være konstrueret til at nedkøle den højest forventede temperatur af den ufortyndede udstødning til ikke under 191 oC, målt på overføringslednings afgangsåbning. For fortyndet prøvetagning tillades en overgangszone mellem sonden og overføringsledningen på op 0,92 m for at få vægtemperaturen ned på (191 ± 11) °C.

9.3.2.3.   Prøvekonditionering af komponenter

9.3.2.3.1.   Prøvetørrere

9.3.2.3.1.1.   Krav

Prøvetørrere anvendes til at fjerne fugt fra en prøve med henblik på at mindske virkningerne af vand på måling af emission af forurenende luftarter. Prøvetørrere skal opfylde kravene i punkt 9.3.2.3.1.1 og i punkt 9.3.2.3.1.2. Fugtindholdet på 0,8 volumenprocent anvendes i ligningen (7-13).

For den højeste forventede vanddampkoncentration H m skal vandfortrængningsteknikken opretholde en fugtighed på ≤ 5 g vand/kg tør luft (eller ca. 0,8 % vol. H2O), hvilket svarer til 100 % relativ fugtighed ved 277,1 K (3,9 °C) og 101,3 kPa. Denne fugtighedsspecifikation er også ækvivalent med ca. 25 % relativ fugtighed ved 298 K (25 °C) og 101,3 kPa. Det kan påvises ved at

a)	måle temperaturen ved udgangen af prøvetørreren

b)	måle fugtigheden i et punkt opstrøms lige før CLD-enheden.

foretage verifikationsproceduren i punkt 8.1.8.5.8.

9.3.2.3.1.2.   Tilladte typer af prøvetørrere og procedure for estimering af fugtindhold efter tørreren.

Begge de typer af prøvetørrere, der er beskrevet i dette punkt, kan anvendes.

a)

Hvis der anvendes en osmotisk membrantørrer opstrøms for en gasanalysator eller et lagringsmedium, skal den opfylde specifikationerne i punkt 9.3.2.2. Dugpunktet T dew og det absolutte tryk, p total nedstrøms for en osmotisk membrantørrer skal overvåges. Vandmængden opgøres som anført i bilag VII ved hjælp af de kontinuerligt registrerede værdier T dew og p total eller spidsværdierne herfor, som blev observeret under prøvningen, eller de fastsatte alarmpunkter. I mangel på en direkte måling gives p total af tørrerens laveste absolut tryk, der forventes under prøvningen.

b)

Der må ikke anvendes termisk køler opstrøms for et THC-målesystem for motorer med kompressionstænding. Hvis der anvendes en termisk køler opstrøms for en NO2-til-NO-konverter eller i tilfælde af et prøvetagningssystem uden NO2-til-NO-konverter, skal køleren opfylde den i punkt 8.1.11.4 angivne kontrol af NO2-tab. Dugpunktet T dew og det absolutte tryk, p total nedstrøms for en termisk køler skal overvåges. Vandmængden opgøres som anført i bilag VII ved hjælp af de kontinuerligt registrerede værdier T dew og p total eller spidsværdierne herfor, som blev observeret under prøvningen, eller de fastsatte alarmpunkter. I mangel på en direkte måling gives den nominelle p total af det laveste absolutte tryk af den termiske køler, der forventes under prøvningen. Hvis mætningsgraden i den termiske køler, T dew, gyldigt kan estimeres ud fra den kendte kølereffektivitet og kontinuerlig overvågning, kan kølertemperaturen, T chiller, beregnes. Hvis værdierne for T chiller ikke registreres kontinuerligt, kan dens spidsværdi, såfremt en sådan er observeret under prøvning, eller dens fastsatte alarmpunkt anvendes som konstant værdi til at bestemme en konstant vandmængde i henhold til bilag VII. Hvis det gyldigt kan antages, at T chiller er lig med T dew, kan T chiller anvendes i stedet for T dew i overensstemmelse med bilag VII. Hvis der gyldigt kan estimeres en konstant temperaturforskel mellem T chiller og T dew som følge af en kendt og fast genopvarmning af prøven mellem kølerens udgang og temperaturmålingens placering, kan denne estimerede temperaturforskel indregnes i emissionsberegninger. Validiteten af antagelser, der er tilladt ifølge dette punkt, skal demonstreres gennem teknisk analyse eller data.

9.3.2.3.2.   Prøvetagningspumper

Der anvendes prøvetagningspumper opstrøms for en analysator eller et lagringsmedium for alle gasser. Prøvetagningspumper med indre overflader af i rustfrit stål, PTFE eller andre materialer, der har bedre egenskaber for emissionsprøvetagning, skal anvendes. For nogle prøvetagningspumper skal prøvetemperaturen styres som følger:

a)	Hvis der anvendes en NOx-prøvetagningspumpe opstrøms for enten en NO2-til-NO-konverter, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.5, eller en køler, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.4, opvarmes den for at forhindre vandkondensering.

b)	Hvis der anvendes en THC-prøvetagningspumpe opstrøms for en THC-analysator, opvarmes dens indre overflade til en tolerance på 464 ± 11 K (191 ± 11 °C).

9.3.2.3.3.   Ammoniakvaskere

Ammoniakvaskere kan anvendes til en hvilken som helst eller alle gasformige prøvetagningssystemer til bekæmpelse af NH3-interferens, forurening af NO2-til-NO-konverteren, og belægninger i prøvetagningssystemet eller analysatorerne. Installation af ammoniakvaskere skal være i overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger.

9.3.2.4.   Prøvelagringsmedier

I tilfælde af opsamlingssække skal gasvolumen lagres i tilstrækkeligt rene beholdere, der minimerer off-gas eller tillader gasgennemsivning. Der anvendes god teknisk praksis ved fastsættelsen af de acceptable renheds- og gennemsivningstærskler for lagringsmedier. Ved rensning må en beholder gentagne gange gennemskylles og udsuges samt opvarmes. Der skal anvendes en fleksibel beholder (f.eks. en sæk) i et temperaturstyret miljø eller en temperaturstyret stiv beholder, som først udsuges eller har et rumfang, der kan forskydes, f.eks. et stempel- og cylinderarrangement. De anvendte beholdere skal opfylde specifikationerne i tabel 6.6 nedenfor.

Tabel 6.6

Beholdermaterialer til batchprøvetagning af forurenende luftarter

CO, CO2, O2, CH4, C2H6, C3H8, NO, NO2  (2)	Polyvinylfluorid (PVF) (3) f.eks. Tedlar™, polyvinylidenfluorid (3) f.eks. Kynar™, polytetrafluorethylen (4) f.eks. Teflon™, eller rustfrit stål (4)
HC	Polytetrafluorethylen (5) eller rustfrit stål (5)

9.3.3.   PM-udtagning

9.3.3.1.   Prøvetagningssonder

Der anvendes PM-sonder med en enkelt åbning i den ene ende. PM-sonderne skal drejes, så de vender direkte opstrøms.

PM-sonden kan være afskærmet i overensstemmelse med kravene i figur 6.8. I dette tilfælde anvendes præklassifikatoren i punkt 9.3.3.3 ikke.

Figur 6.8

Diagram over prøvetagningssonde med hatteformet præklassifikator

9.3.3.2.   Overføringsledninger

Det anbefales at anvende isolerede eller opvarmede overføringsledninger for at minimere temperaturforskellene mellem overføringsledninger og udstødningsgasbestanddele. Der anvendes overføringsledninger, som er inaktive med hensyn til PM og er elektrisk ledende på de indre overflader. Det anbefales at anvende PM-overføringsledninger af rustfrit står; alle andre materialer end rustfrit stål skal opfylde de samme prøvetagningspræstationer som rustfrit stål. PM-overføringsledningernes indre overflade skal være jordforbundet.

9.3.3.3.   Præklassifikator

Det er tilladt at benytte en PM-præklassifikator, som er monteret i fortyndingssystemet direkte før filterholderen, til at fjerne partikler med stor diameter. Der tillades kun én præklassifikator. Hvis der anvendes en hatteformet sonde (se figur 6.8), er det forbudt at anvende en præklassifikator.

PM-præklassifikatoren kan enten en inertiimpaktor eller en cyklonisk separator. Den skal være udført i rustfrit stål. Præklassifikatoren skal være opgivet til at fjerne mindst 50 % af PM ved en aerodynamisk diameter på 10 μm og højst 1 % af PM ved en aerodynamisk diameter på 1 μm ved de strømningshastigheder, som den bruges til. Præklassifikatorens udgang skal konfigureres med en anordning, der gør det muligt at omgå et PM-prøvefilter, således at præklassifikatorstrømmen kan stabiliseres, før prøvningen påbegyndes. PM-prøvefilteret skal være placeret højst 75 cm nedstrøms for præklassifikatorens udgang.

9.3.3.4.   Prøvefilter

Den fortyndede udstødningsgas skal prøveudtages ved hjælp af et filter, der opfylder kravene i punkt 9.3.3.4.1- 9.3.3.4.4 under prøvningssekvensen.

9.3.3.4.1.   Filterspecifikation

Alle filtertyper skal have en udskillelsesgrad på mindst 99,7 %. Fabrikantens målinger af prøvefilteret, som de afspejles i produktvurderingerne, kan anvendes til at demonstrere dette krav. Filtermaterialet skal være enten:

a)	glasfiber med fluorkulstofbelægning (PTFE) eller

b)	fluorkulstofmembran (PTFE).

Hvis den forventede netto PM-masse på filteret overstiger 400 μg, kan der anvendes et filter med en mindste initial opsamlingseffektivitet på 98 %.

9.3.3.4.2.   Filterstørrelse

Den nominelle filterstørrelse skal være 46,50 mm ± 0,6 mm i diameter (mindst 37 mm pletdiameter). Filtre med større diameter kan benyttes efter forudgående aftale med den godkendende myndighed. Proportionalitet mellem filter og pletareal anbefales.

9.3.3.4.3.   Fortynding og temperaturstyring af PM-prøver

PM-prøverne fortyndes mindst én gang opstrøms for overføringsledningerne, hvis der er tale om et CVS-system og nedstrøms, hvis der er tale om et PFD-system (jf. punkt 9.3.3.2 om overføringsledninger). Prøvens temperatur styres til 320 ± 5 K (47 ± 5 °C), målt på et vilkårligt sted inden for 200 mm opstrøms eller 200 mm nedstrøms for PM-lagringsmedierne. Det er hensigten, at PM-prøven primært opvarmes eller nedkøles ved fortyndingsforholdene som beskrevet i punkt 9.2.1, litra a).

9.3.3.4.4.   Filtreringshastighed

Filtreringshastigheden skal være mellem 0,90 og 1,00 m/s, idet mindre end 5 % af de registrerede strømningsværdier må overskride dette interval. Hvis den samlede PM-masse overstiger 400 μg, må filtreringshastigheden nedsættes. Gennemstrømningshastigheden måles som den volumetriske strømningshastighed i trykledningen opstrøms for filteret og filteroverfladens temperatur divideret med filterets eksponerede område. Trykket i udblæsningssystemet eller CVS-tunnelen anvendes til opstrømstryk, hvis trykfaldet gennem PM-prøveudtageren op til filteret er på under 2 kPa.

9.3.3.4.5.   Filterholder

For at minimere turbulent afsætning og for at afsætte PM jævnt på filteret, anvendes en keglevinkel på 12,5° (i forhold til centrum) som overgang fra overføringsledningens diameter til filteroverfladens eksponerede diameter. Til denne overgang anvendes rustfrit stål.

9.3.4.   PM-stabiliserende miljø og vejningsmiljø i forbindelse med gravimetrisk analyse

9.3.4.1.   Miljø til gravimetrisk analyse

I dette punkt beskrives de to miljøer, der er nødvendige for at stabilisere og veje PM ved gravimetrisk analyse: Det PM-stabiliserende miljø, hvor filtre opbevares før vejning; og det vejningsmiljø, som vægten befinder sig i. De to miljøer kan dele det samme område.

Både stabiliserings- og vejningsmiljøerne skal holdes fri for omgivende forurenende stoffer, såsom støv, aerosoler eller halvflygtige stoffer, som kan forurene PM-prøverne.

9.3.4.2.   Renhed

Det PM-stabiliserende miljøs renhed skal verificeres ved hjælp af referencefiltre som beskrevet i punkt 8.1.12.1.4.

9.3.4.3.   Temperaturen i vejerummet

Temperaturen af det vejerum (eller -lokale), hvor partikelfiltrene konditioneres og vejes, skal være inden for 295 ± 1 K (22 °C ± 1 °C) ved al konditionering og vejning af filtre. Luftfugtigheden skal holdes på et niveau svarende til et dugpunkt på 282,5 K ± 1 K (9,5 °C ± 1 °C) og en relativ fugtighed på 45 % ± 8 %. Hvis stabiliserings- og vejningsmiljøerne er separate, fastholdes stabiliseringsmiljøet ved en tolerance på 295 ± 3 K (22 °C ± 3 °C).

9.3.4.4.   Verifikation af omgivende forhold

Ved anvendelse af måleinstrumenter, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4, skal følgende omgivende forhold efterprøves:

a)	Dugpunktet og den omgivende temperatur registreres. Disse værdier skal anvendes til at bestemme om stabiliserings- og vejningsmiljøerne blev holdt inden for de tolerancer, som er angivet i punkt 9.3.4.3 i mindst 60 minutter før vejningen af filtrene.

b)

Det atmosfæriske tryk skal registreres fortløbende i vejningsmiljøet. Et acceptabelt alternativ er at bruge et barometer, som måler det atmosfæriske tryk uden for vejningsmiljøet, forudsat det kan sikres, at det atmosfæriske tryk ved vægten altid er inden for ± 100 Pa af det delte atmosfæriske tryk Der skal sikres en anordning til registrering af det seneste atmosfæriske tryk, når den enkelte PM-prøve vejes. Denne værdi anvendes til beregning af PM-opdriftskorrektionen i punkt 8.1.12.2.

9.3.4.5.   Opstilling af vægt

Vægten opstilles på følgende måde:

a)	Monteres på en vibrationsfri platform, der isolerer den fra ekstern støj og vibrationer.

b)	Afskærmet fra konvektive luftstrømme med et jordforbundet antistatisk skjold.

9.3.4.6.   Statiske ladninger

Statiske ladninger skal minimeres i vejningsmiljøet på følgende måde:.

a)	Vægten skal være jordforbundet

b)	Der anvendes pincet af rustfrit stål ved manuel håndtering af PM-prøver.

c)	Pincetten forbindes med jord ved jordforbindelsesstrop, eller operatøren forbindes med jordforbindelsesstrop, således at jordforbindelsesstroppen og vægten har fælles jordforbindelse.

d)	Der anvendes en anordning til neutralisering af den statiske elektricitet, som har fælles elektrisk jordforbindelse med vægten, for at fjerne statiske ladninger fra PM-prøver.

9.4.   Måleinstrumenter

9.4.1.   Indledning

9.4.1.1.   Anvendelsesområde

I dette afsnit beskrives måleinstrumenter og dermed forbundne systemkrav i forbindelse med emissionsprøvning. Dette indbefatter laboratorieinstrumenter til måling af motorparametre, omgivende forhold, strømningsrelaterede parametre, og emissionskoncentrationer (ufortyndede eller fortyndede).

9.4.1.2.   Instrumenttyper

Ethvert instrument, der er nævnt i denne forordning, skal anvendes som beskrevet i selve forordningen (se tabel 6.5 til for de målestørrelser, disse instrumenter leverer). Når et instrument, der er nævnt i denne forordning, anvendes på en ikke specificeret måde, eller når der anvendes et andet instrument i stedet, gælder ækvivalenskravene som foreskrevet i punkt 5.1.1. Hvis der er specificeret mere end ét instrument til en bestemt måling, vil den typegodkendende eller certificerende myndighed ved ansøgning udpege et af dem som reference med henblik på at vise, at en alternativ procedure er ækvivalent med den specificerede procedure.

9.4.1.3.   Overflødige systemer

Der kan med forudgående godkendelse fra den typegodkendende myndighed eller certificeringsmyndigheden anvendes data fra flere instrumenter til at beregne prøvningsresultaterne for en enkelt prøvning for alle de i dette punkt beskrevne instrumenter. Resultaterne af alle målinger skal registreres og rådata skal opbevares. Dette krav gælder, uanset om målingerne faktisk anvendes i beregningerne eller ej.

9.4.2.   Dataregistrering og kontrol

Prøvningssystemet skal kunne opdatere data, registrere data og kontrolsystemer, der vedrører operatørkrav, dynamometer, prøvetagningsudstyr og måleinstrumenter. Der skal anvendes datafangst- og kontrolsystemer, der kan registrere ved de angivne minimumsfrekvenser som vist i tabel 6.7 (tabellen gælder ikke for NRSC-prøvning i diskret modus).

Tabel 6.7

Dataregistrering og minimumskontrolfrekvens

Relevant punkt i prøvningsprotokollen	Målte værdier	Mindste styrings- og kontrolfrekvens	Mindste kontrolfrekvens
7.6.	Hastighed og drejningsmoment under motortrinkarakteristik	1 Hz	1 gennemsnitsværdi pr. trin
7.6.	Hastighed og drejningsmoment under motorhastighedskarakteristik	5 Hz	1 Hz gnst.
7.8.3.	Reference for transient NRTC-driftscyklus og NRTC-LSI-driftscyklus samt feedback-hastigheder og -drejningsmomenter	5 Hz	1 Hz gnst.
7.8.2.	Reference for RMC-driftscyklus og NRSC-driftscyklus i diskret modus samt feedback-hastigheder og -drejningsmomenter	1 Hz	1 Hz
7.3.	Kontinuerlige koncentrationer af ufortyndede analysatorer	Ikke relevant	1 Hz
7.3.	Kontinuerlige koncentrationer af fortyndede analysatorer	Ikke relevant	1 Hz
7.3.	Batchkoncentrationer af ufortyndede eller fortyndede analysatorer	Ikke relevant	1 gennemsnitsværdi pr. prøvningsinterval
7.6. 8.2.1.	Strømningshastighed af den fortyndede udstødningsgas fra et CVS-system med en varmeveksler opstrøms for strømningsmålingen	Ikke relevant	1 Hz
7.6. 8.2.1.	Strømningshastighed af den fortyndede udstødningsgas fra et CVS-system uden en varmeveksler opstrøms for strømningsmålingen	5 Hz	1 Hz gnst.
7.6. 8.2.1.	Indsugningsluftens eller udstødningens strømningshastighed (for ufortyndet transient måling)	Ikke relevant	1 Hz gnst.
7.6. 8.2.1.	Fortyndingsluft, hvis denne kontrolleres aktivt	5 Hz	1 Hz gnst.
7.6. 8.2.1.	Prøvestrøm fra et CVS-system med varmeveksler	1 Hz	1 Hz
7.6. 8.2.1.	Prøvestrøm fra et CVS-system uden varmeveksler	5 Hz	1 Hz gnst.

9.4.4.   Specifikationer for måleinstrumenter

9.4.3.1.   Oversigt

Prøvningssystemet skal som helhed opfylde alle de gældende kriterier for kalibrering, verifikation og prøvevalidering, der er angivet i punkt 8.1, herunder kravene til linearitetsverifikation i punkt 8.1.4 og 8.2. Instrumenter skal opfylde specifikationerne i tabel 6.7 for alle de områder, der anvendes under prøvningen. Desuden skal eventuel dokumentation fra instrumentfabrikanterne, der viser, at instrumenterne opfylder specifikationerne i tabel 6.7, opbevares.

9.4.3.2.   Komponentkrav

I tabel 6.8 ses specifikationerne for transducere for drejningsmoment, hastighed og tryk, følere for temperatur og dugpunkt samt andre instrumenter. Det samlede system til måling af den relevante fysiske og/eller kemiske mængde skal opfylde linearitetsverifikationen i punkt 8.1.4. For måling af forurenende luftarter kan der anvendes analysatorer med kompensationsalgoritmer, som er funktioner af andre målte forurenende luftarter og af brændstofegenskaberne for den relevante motorprøvning. En eventuel kompensationsalgoritme må kun give opvejningskompensation uden at påvirke forstærkningen (dvs. ingen systematiske fejl).

Tabel 6.8

Anbefalede specifikationer for måleinstrumenter

Måleinstrument	Symbol for målt mængde	Det komplette systems Stigningstid	Registreringens opdateringshyppighed	Nøjagtighed (3)	Repeterbarhed (3)
Motorhastighedstransducer	n	1 s	1 Hz gnst.	2,0 % af pt. eller 0,5 % af maks.	1,0 % af pt. eller 0,25 % af maks.
Drejningsmomentstransducer	T	1 s	1 Hz gnst.	2,0 % af pt. eller 1,0 % af maks.	1,0 % af pt. eller 0,5 % af maks.
Brændstofflowmeter (Brændstofsummation)		5 s (Ikke relevant)	1 Hz (Ikke relevant)	2,0 % af pt. eller 1,5 % af maks.	1,0 % af pt. eller 0,75 % af maks.
Måler for samlet fortyndet udstødningsgas (CVS) (Med varmeveksler før måleren)		1 s (5 s)	1 Hz gnst. (1 Hz)	2,0 % af pt. eller 1,5 % af maks.	1,0 % af pt. eller 0,75 % af maks.
Målere for fortyndingsluft, indsugningsluft, udstødning og prøvestrøm		1 s	1 Hz gnst. af 5 Hz-prøver	2,5 % af pt. eller 1,5 % af maks.	1,25 % af pt. eller 0,75 % af maks.
Kontinuerlig gasanalysator (ufortyndet)	x	5 s	2 Hz	2,0 % af pt. eller 2,0 % af meas.	1,0 % af pt. eller 1,0 % af meas.
Kontinuerlig gasanalysator (fortyndet)	x	5 s	1 Hz	2,0 % af pt. eller 2,0 % af meas.	1,0 % af pt. eller 1,0 % af meas.
Kontinuerlig gasanalysator	x	5 s	1 Hz	2,0 % af pt. eller 2,0 % af meas.	1,0 % af pt. eller 1,0 % af meas.
Batchgasanalysator	x	Ikke relevant	Ikke relevant	2,0 % af pt. eller 2,0 % af meas.	1,0 % af pt. eller 1,0 % af meas.
Gravimetrisk PM-vægt	m PM	Ikke relevant	Ikke relevant	Se afsnit 9.4.11.	0,5 μg
PM-inertivægt	m PM	5 s	1 Hz	2,0 % af pt. eller 2,0 % af meas.	1,0 % af pt. eller 1,0 % af meas.

9.4.4.   Måling af motorparametre og omgivende forhold

9.4.4.1.   Følere for hastighed og drejningsmoment

9.4.4.1.1.   Anvendelse

Måleinstrumenter til input og output under motordrift skal opfylde specifikationerne i dette punkt. Det anbefales at benytte følere, transducere og målere, der opfylder specifikationerne i tabel 6.8. De overordnede systemer til måling af input og output skal opfylde linearitetsverifikationerne i punkt 8.1.4.

9.4.4.1.2.   Aksler

Motorarbejde og -effekt beregnes ud fra outputtet fra transducere for hastighed og drejningsmomentet i henhold til punkt 9.4.4.1. Overordnede systemer til måling af hastighed og drejningsmoment skal opfylde kravene til kalibrering og verifikation i punkt 8.1.7 og 8.1.4.

Der skal i nødvendigt omfang og ud fra god teknisk praksis kompenseres for moment stammende fra inerti i accelerations- og decelerationskomponenter, der er forbundet til svinghjulet, herunder drivaksel og dynamometerets rotor.

9.4.4.2.   Tryktransducere, temperaturfølere, og dugpunktsfølere

Overordnede systemer til måling af tryk, temperatur og dugpunkt skal opfylde kravene til kalibrering i punkt 8.1.7.

Tryktransducere placeres i et temperaturstyret miljø, eller de skal kompensere for temperaturudsving i deres forventede driftsområde. Transducermaterialet skal være foreneligt med den væske, der skal måles.

9.4.5.   Strømningsrelateret måling

For alle typer flowmetere (til brændstof, indsugningsluft, ufortyndet udstødning, fortyndet udstødning, prøver) skal strømningen konditioneres i nødvendigt omfang for at forhindre bølger, hvirvelstrømme, cirkulationsstrømme eller strømningsudsving i at påvirke flowmeterets nøjagtighed og repeterbarhed. For nogle flowmetere kan dette opnås ved at anvende lige rør med en tilstrækkelig længde (f.eks. en længde på mindst 10 rørdiametre) eller ved at bruge specielt konstruerede rørbøjninger, udligningsfinner, mundingsplader (eller pneumatiske svingningsdæmpere til brændstofflowmeteret) til at sikre en stabil og forudsigelig hastighedsprofil opstrøms for flowmeteret.

9.4.5.1.   Brændstofflowmeter

Det overordnede system til måling af brændstofstrømning skal opfylde kalibreringskravene i punkt 8.1.8.1. I alle strømningsmålinger skal der redegøres for ethvert brændstof, som ledes uden om motoren, eller returløb fra motoren til brændstofbeholderen.

9.4.5.2.   Indsugningsflowmeter

Det overordnede system til måling af indsugningsluftsstrømning skal opfylde kalibreringskravene i punkt 8.1.8.2.

9.4.5.3.   Flowmeter til ufortyndet udstødning

9.4.5.3.1.   Komponentkrav

Det samlede system til måling af den ufortyndede udstødningsgasstrøm skal opfylde linearitetskravene i punkt 8.1.4. Et flowmeter for ufortyndet udstødning skal være konstrueret, så det på passende vis kompenserer for ændringer i den ufortyndede udstødnings termodynamiske og flydende tilstand og sammensætningstilstand.

9.4.5.3.2.   Flowmeterets responstid

Med henblik på at kunne styre et delstrømsfortyndingssystem til at udtrække en proportionel prøve af ufortyndet udstødningsgas kræves et flowmeter med en responstid, der er hurtigere end anført i tabel 9.3. For delstrømsfortyndingssystemer med onlinestyring skal flowmeterets responstid opfylde forskrifterne i punkt 8.2.1.2.

9.4.5.3.3.   Køling af udstødningsgassen

Dette punkt gælder ikke for køling af motorens udstødningsgas, der skyldes motorkonstruktionen, herunder, men ikke begrænset til, vandkølede udstødningsmanifolder eller turboladere.

Køling af udstødningsgas opstrøms for flowmeteret er tilladt med følgende begrænsninger:

a)	Der må ikke udtages partikler nedstrøms for kølingen.

b)	Hvis køling medfører, at udstødningsgastemperaturer på over 475 K (202 °C), nedkøles til under 453 K (180 °C), udtages der ikke HC nedstrøms for kølingen.

c)	Hvis køling medfører vandkondensering, må der ikke udtages NOx nedstrøms for kølingen, medmindre køleren opfylder ydelsesverifikationen i punkt 8.1.11.4.

d)	Hvis kølingen medfører vandkondensering, før strømmen når et flowmeter, måles dugpunktet T dew og trykket p total ved flowmeterets indgang. Disse værdier skal anvendes til emissionsberegninger i henhold til bilag VII.

9.4.5.4.   Fortyndingsluft og flowmetere til fortyndet udstødningsgas

9.4.5.4.1.   Anvendelse

De øjeblikkelige strømningshastigheder af fortyndet udstødningsgas i et prøvningsinterval bestemmes ved at anvende et flowmeter til fortyndet udstødning. Strømningshastigheder af ufortyndet udstødningsgas i et prøvningsinterval kan beregnes ud fra forskellen mellem et flowmeter til fortyndet udstødningsgas og en fortyndingsluftsmåler.

9.4.5.4.2.   Komponentkrav

Det overordnede system til måling af fortyndet udstødningsgasstrøm skal opfylde kravene til kalibrering og verifikation i punkt 8.1.8.4. og 8.1.8.5. Der skal anvendes følgende målere.

a)

Til prøvetagning ved konstant volumen (CVS) af den samlede strøm af fortyndet udstødningsgas, kan der anvendes en kritisk venturi (CFV) eller flere kritiske parallelle venturier, en fortrængningspumpe (PDP), en subsonisk venturi (SSV) eller et ultralydsflowmeter (UFM). I kombination med en opstrøms varmeveksler kan enten en CFV eller en PDP desuden fungere som passiv strømningsregulator ved at holde en konstant temperatur i den fortyndede udstødningsgas i et CVS-system.

b)

Til delstrømsfortyndingssystemet (PFD) kan en kombination af et flowmeter med et aktivt strømningsregulerende system til fastholdelse af proportional prøvetagning af udstødningsgassens bestanddele anvendes. Den samlede strømning af fortyndet udstødningsgas eller en eller flere prøvestrømninger eller en kombination af disse kan styres for at fastholde proportional prøvetagning.

Til andre fortyndingssystemer kan der anvendes et laminar flowelement, et ultralydsflowmeter, en subsonisk venturi, en kritisk venturi eller flere kritiske parallelle venturier, en fortrængningsmåler, en termisk massemåler, et gennemsnitligt pitotrør eller et varmetrådsanemometer.

9.4.5.4.3.   Køling af udstødningsgassen

Det er tilladt at nedkøles den fortyndede udstødningsgas opstrøms for et fortyndingsflowmeter, forudsat at alle de følgende forskrifter er opfyldt:

a)	Der må ikke udtages partikler nedstrøms for kølingen.

b)	Hvis køling medfører, at udstødningsgastemperaturer på over 475 K (202 °C), nedkøles til under 453 K (180 °C), udtages der ikke HC nedstrøms for kølingen.

c)	Hvis køling medfører vandkondensering, må der ikke udtages NOx nedstrøms for kølingen, medmindre køleren opfylder ydelsesverifikationen i punkt 8.1.11.4.

d)	Hvis kølingen medfører vandkondensering, før strømmen når et flowmeter, måles dugpunktet T dew og trykket p total ved flowmeterets indgang. Disse værdier skal anvendes til emissionsberegninger i henhold til bilag VII.

9.4.5.5.   Prøveflowmeter til batch-prøvetagning

Der anvendes et prøveflowmeter til at bestemme prøvestrømshastighed eller den samlede strøm ind i batchprøvetagningssystemet i prøveintervallet. Forskellen mellem to flowmetere kan anvendes til at beregne prøvestrømmen ind i en fortyndingstunnel f.eks. til partikelmåling ved delstrømsfortynding og partikelmåling ved sekundært fortyndingssystem. Specifikationerne for differensflowmåling med henblik på udtagning af proportional prøve af den ufortyndede udstødning er angivet i punkt 8.1.8.6.1, og kalibreringen af differensflowmålingen er angivet i punkt 8.1.8.6.2.

Det overordnede system til prøveflowmeteret skal opfylde kalibreringskravene i punkt 8.1.8.

9.4.5.6.   Gasdeleapparat

Der kan anvendes et gasdeleapparat til at blande kalibreringsgasserne.

Der anvendes et gasdeleapparat, som blander gasserne i overensstemmelse med specifikationerne i punkt 9.5.1 og i de koncentrationer, der forventes under prøvningen. Der kan anvendes gasdeleapparater med kritisk strømning, med flowkapillarrør eller med termisk massemåling. Der anvendes viskositetskorrektion i nødvendigt omfang (hvis dette ikke sker ved hjælp af gasdelerens interne software) for at sikre korrekt gasdeling. Gasdelersystemet skal opfylde linearitetskontrollen som angivet i punkt 8.1.4.5. Man kan vælge at kontrollere blandingsanordningen med et instrument af lineær art, f.eks. et som bruger NO-gas med CLD. Instrumentets justeringsværdi skal justeres med justeringsgassen direkte tilsluttet instrumentet. Blandingsanordningen skal kontrolleres ved de anvendte indstillinger, og den nominelle værdi skal sammenlignes med instrumentets målte koncentrationer.

9.4.6.   Måling af CO og CO2

Der anvendes en ikke-dispersiv infrarødanalysator (NDIR) til at måle CO- og CO2-koncentration i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.

Det NDIR-baserede system skal opfylde linearitetsverifikationen som angivet i punkt 8.1.8.1.

9.4.7.   Carbonhydridmålinger

9.4.7.1.   Flammeioniseringsdetektor

9.4.7.1.1.   Anvendelse

Der anvendes en HFID-analysator til at måle carbonhydridkoncentrationen i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning. Carbonhydridkoncentration skal bestemmes på basis af carbonnummeret 1 C1. Opvarmede FID-analysatorer skal fastholde alle overflader, der eksponeres for emissioner på en temperatur på 464 ± 11 K (191 ± 11 °C). For NG- og LPG-drevne motorer og motorer med gnisttænding kan der vælges en carbonhydridanalysator af typen ikke-opvarmet flammeionisationsdetektor (FID).

9.4.7.1.2.   Komponentkrav

Det FID-baserede system til måling af THC skal opfylde alle verifikationerne for carbonhydridmåling i punkt 8.1.10.

9.4.7.1.3.   FID-enhedens brændstof og brænderluft

FID-enhedens brændstof og brænderluft skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1. FID-enhedens brændstof og brænderluft må ikke blandes, inden tilføring til FID-analysatoren for at sikre, at FID-analysatoren opererer med diffuserflamme og ikke med færdigblandet flamme.

9.4.7.1.4.   Reserveret

9.4.7.1.5.   Reserveret

9.4.7.2.   Reserveret

9.4.8.   NOx-målinger

Der er specificeret to måleinstrumenter til NOx-måling, og hvert instrument kan anvendes, hvis det opfylder forskrifterne i henholdsvis punkt 9.4.8.1 eller 9.4.8.2. Kemiluminescensdetektoren anvendes som referencemetode til sammenligning med en eventuel foreslået alternerende målemetode, jf. punkt 5.1.1.

9.4.8.1.   Kemiluminescensdetektor

9.4.8.1.1.   Anvendelse

Der anvendes en kemiluminescensdetektor (CLD), sammenkoblet med en NO2-til-NO-konverter, til at måle NOx-koncentrationen i ufortyndet og fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.

9.4.8.1.2.   Komponentkrav

Det CLD-baserede system skal opfylde linearitetsverifikationen som angivet i punkt 8.1.11.1. Der kan anvendes en opvarmet eller uopvarmet CLD, som fungerer ved atmosfærisk tryk eller ved et vakuum.

9.4.8.1.3.   NO2-til-NO-konverter

Der placeres en intern eller ekstern NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationskravene i punkt 8.1.11.5 opstrøms for CLD-systemet, mens konverteren konfigureres med et omløb for at lette denne verifikation.

9.4.8.1.4.   Fugtvirkninger

Alle CLD-temperaturer skal fastholdes for at forhindre vandkondensering. For at fjerne fugt fra en prøve opstrøms for en CLD-enhed anvendes en af følgende konfigurationer:

a)	En CLD forbundet nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller køler, som er placeret nedstrøms for en NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5.

b)	En CLD forbundet nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller termisk køler, som opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.4.

9.4.8.1.5.   Responstid

Der kan anvendes en opvarmet CLD-enhed for at forbedre dennes responstid.

9.4.8.2.   Ikke-dispersiv ultravioletanalysator

9.4.8.2.1.   Anvendelse

Der anvendes en ikke-dispersiv ultravioletanalysator (NDUV) til at NOx-koncentrationen i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.

9.4.8.2.2.   Komponentkrav

Det NDUV-baserede system skal opfylde linearitetsverifikationen som angivet i punkt 8.1.11.3.

9.4.8.2.3.   NO2-til-NO-konverter

Hvis NDUV-analysatoren kun måler NO, placeres en intern eller ekstern NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5, opstrøms for NDUV-analysatoren. Konverteren konfigureres med et omløb for at lette denne verifikation.

9.4.8.2.4.   Fugtvirkninger

NDUV-temperaturen skal fastholdes for at forhindre vandkondensering, medmindre der anvendes en af følgende konfigurationer:

a)	En NDUV forbindes nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller køler, som er placeret nedstrøms for en NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5.

b)	En NDUV forbindes nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller termisk køler, som opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.4.

9.4.9.   O2-målinger

Der anvendes en paramagnetisk detektor (PMD) eller en magnetpneumatisk detektor (MPD) til måling af O2-koncentration i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.

9.4.10.   Måling af luft-/brændstofforholdet

Der kan anvendes en zirconia-analysator (ZrO2) til at måle luft-/brændstofforholdet i ufortyndet udstødningsgas i forbindelse med kontinuerlig prøvetagning. O2-målinger med indsugningsluft eller brændstofstrømmålinger kan anvendes til at beregne hastigheden af udstødningsgasstrømmen i overensstemmelse med bilag VII.

9.4.11.   Partikelmålinger med gravimetrisk vægt

Der anvendes en vægt til vejning af de nettopartikler, der er indsamlet i prøvefiltermedierne.

Minimumskravet til vægtopløsningen skal være lig med eller mindre end den repeterbarhed på 0,5 mikrogram, der anbefales i tabel 6.8. Hvis vægten benytter interne kalibreringsvægte til rutinemæssig justering og linearitetsverifikation, skal disse opfylde forskrifterne i punkt 9.5.2.

Vægten konfigureres til den optimale hviletid og stabilitet på det sted, den befinder sig.

9.4.12.   Ammoniakmålinger (NH3)

En FTIR-analysator (Fourier Transform Infrared), NDUV eller infrarød laseranalysator kan anvendes i overensstemmelse med instrumentleverandørens anvisninger.

9.5.   Analytiske gasser og massestandarder

9.5.1.   Analytiske gasser

Analytiske gasser skal opfylde kravene til nøjagtighed og renhedsspecifikationerne i dette punkt.

9.5.1.1.   Gasspecifikationer

Følgende gasspecifikationer skal tages i betragtning:

a)

Der anvendes rensede gasser til blanding med kalibreringsgasser og til justering af måleinstrumenter med henblik på at opnå en nulrespons efter en nulkalibreringsstandard. Der anvendes gasser med en kontaminering, der ikke overstiger den højeste af følgende værdier i gasflasken eller ved en nulgasgenerators udgang: i) 2 % kontaminering målt i forhold til den gennemsnitlige koncentration, der forventes ved standarden. Hvis der f.eks. forventes en CO-koncentration på 100,0 μmol/mol, ville det være tilladt at anvende en nulstillingsgas med en CO-kontaminering mindre end eller lig med 2 000 μmol/mol. ii) Kontaminering som angivet i tabel 6.9, gældende for ufortyndede og fortyndede målinger. iii) Kontaminering som angivet i tabel 6.10, gældende for ufortyndede målinger. Tabel 6.9 Kontamineringstærskler gældende for ufortyndede eller fortyndede målinger [μmol/mol = ppm (3,2)] Bestanddel Renset syntetisk luft (4) Renset N2  (4) THC (C1-ækvivalent) ≤ 0,05 μmol/mol ≤ 0,05 μmol/mol CO ≤ 1 μmol/mol ≤ 1 μmol/mol CO2 ≤ 1, μmol/mol ≤ 10 μmol/mol O2 0,205-0,215 mol/mol ≤ 2 μmol/mol NOx ≤ 0,02 μmol/mol ≤ 0,02 μmol/mol Tabel 6.10 Kontamineringstærskler gældende for ufortyndede målinger [μmol/mol = ppm (3,2)] Bestanddel Renset syntetisk luft (5) Renset N2  (5) THC (C1-ækvivalent) ≤ 1 μmol/mol ≤ 1 μmol/mol CO ≤ 1 μmol/mol` ≤ 1 μmol/mol CO2 ≤ 400 μmol/mol ≤ 400 μmol/mol O2 0,18-0,21 mol/mol — NOx ≤ 0,1 μmol/mol ≤ 0,1 μmol/mol

b)

Følgende gasser skal anvendes med en FID-analysator: i) FID-brændstoffet anvendes med en H2-koncentration på (0,39-0,41) mol/mol, He- eller N2-balance. Blandingen må højst indeholde 0,05 μmol/mol THC. ii) Der anvendes en FID-brænderluft, som opfylder specifikationerne for renset luft i litra a) i dette punkt. iii) FID-nulstillingsgas. Flammeioniseringsdetektorer nulstilles med renset gas, som opfylder specifikationerne i litra a) i dette punkt, bortset fra, at O2-koncentrationen i den rensede gas kan have en vilkårlig værdi. iv) Propankalibreringsgas til FID. FID-enhedens THC justeres og kalibreres med justeringskoncentrationer af propan (C3H8). Den kalibreres på basis af carbonnummeret 1 (C1). v) Reserveret

c)

Der anvendes følgende gasblandinger med gasser, der er sporbare inden for ±1,0 % af de internationale og/eller nationale anerkendte gasstandarders reelle værdi eller af andre godkendte gasstandarder: i) Reserveret ii) Reserveret iii) C3H8, renset syntetisk luft og/eller N2 (afhængigt af, hvad der er relevant) iv) CO, renset N2 v) CO2, renset N2 vi) NO, renset N2 vii) NO2, renset syntetisk luft viii) O2, renset N2 ix) C3H8, CO, CO2, NO, renset N2 x) C3H8, CH4, CO, CO2, NO, renset N2.

d)

Der kan anvendes andre gasarter end de i litra c) i dette punkt anførte (f.eks. methanol i luft, som kan anvendes til at bestemme responsfaktorer), forudsat at de er sporbare inden for ± 3,0 % af de internationalt og/eller nationalt anerkendte standarders reelle værdi og opfylder stabilitetskravene i punkt 9.5.1.2.

e)

Der kan genereres egne kalibreringsgasser ved hjælp af en præcis blandingsanordning, som f.eks. en gasdeler, til at forsyne gasser med renset N2 eller renset syntetisk luft. Hvis gasdeleapparater opfylder specifikationerne i punkt 9.4.5.6, og de blandede gasser opfylder kravene i litra a) og c) i dette punkt, kan de fremkomne blandinger anses for at opfylde kravene i dette punkt 9.5.1.1.

9.5.1.2.   Koncentration og udløbsdato

Koncentrationen i enhver kalibreringsgasstandard og dens udløbsdato som angivet af gasleverandøren skal registreres.

a)	En kalibreringsgasstandard må ikke anvendes efter dens udløbsdato, medmindre dette tillades i litra b) i dette punkt.

b)	Kalibreringsgasser kan mærkes om og anvendes efter deres udløbsdato, hvis den typegodkendende myndighed eller certificeringsmyndigheden på forhånd har godkendt dette.

9.5.1.3.   Gasoverføring

Gasser skal overføres fra deres kilde til analysatorerne ved hjælp af komponenter, der udelukkende er beregnet til at styre og overføre disse gasser.

For alle anvendte kalibreringsgasser skal holdbarhedsperioden overholdes. Den af fabrikanten for kalibreringsgassen angivne udløbsdato skal registreres.

9.5.2.   Massestandarder

Til PM-vægte anvendes kalibreringsvægte, som er certificerede som internationalt og/eller nationalt anerkendte standarder med en sporbarhed på 0,1 % usikkerhed. Kalibreringsvægte kan certificeres af ethvert kalibreringslaboratorium, som opfylder internalt og/eller nationalt anerkendte sporbarhedsstandarder. Det skal sikres, at den laveste kalibreringsvægt ikke har over ti gange massen af et ubenyttet PM-prøvemedium. Kalibreringsrapporten skal også angive massefylden af vægtene.

---

(1)  Foretag kalibreringer og verifikationer oftere i overensstemmelse med anvisningerne fra måleudstyrsfabrikanten og god teknisk praksis.

(2)  CVS-verifikation er ikke påkrævet for systemer, der er overensstemmende inden for ± 2 % på baggrund af den kemiske carbon- eller oxygenbalance i indsugningsluften, brændstoffet og den fortyndede udstødningsgas.

(1)  Der kan anvendes molær strømningshastighed i stedet for standardvolumenstrøm som udtryk for »mængde«. I dette tilfælde kan maksimal molær strømningshastighed anvendes i stedet for den maksimale standardvolumenstrøm i det tilsvarende linearitetskriterie.

(2)  Så længe der forhindres vandkondensering i lagringsbeholderen.

(3)  Op til 313 K (40 °C).

(4)  Op til 475 K (202 °C).

(5)  Ved 464 ± 11 K (191 ± 11 °C).

(3)  Både nøjagtighed og repeterbarhed bestemmes med samme indsamlede data som beskrevet i punkt 9.4.3 og baseret på absolutte værdier »pt« henviser til den samlede gennemsnitsværdi, der forventes ved emissionsgrænsen »maks.« henviser til den spidsværdi, der forventes ved emissionsgrænsen under prøvningscyklussen, ikke instrumentets maksimale område »meas.« henviser til det faktiske gennemsnit under hele prøvningscyklussen.

(4)  Det kræves ikke, at disse renhedsniveauer kan henføres til internationale og/eller nationale standarder.

(5)  Det kræves ikke, at disse renhedsniveauer kan henføres til internationale og/eller nationale standarder.