(1)

Det er vigtigt at fastlægge detaljerede regler om de elementer, der mindst skal være omfattet af en virksomhedsomlægningsplan, for at den kan godkendes, og om minimumsindholdet af de rapporter, som udarbejdes i tilfælde af omlægning af institutter og enheder, der er omfattet af bestemmelserne i direktiv 2014/59/EU.

(2)

De retningslinjer og meddelelser, Kommissionen har vedtaget, for så vidt angår vurderingen af overensstemmelse med Unionens statsstøtteregler i forbindelse med omstruktureringen af kriseramte virksomheder i den finansielle sektor, i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, kan give et nyttigt udgangspunkt for udarbejdelsen af virksomhedsomlægningsplanen, selv om der ikke er blevet ydet statsstøtte, da de i lighed med virksomhedsomlægningsplanen har til formål at genoprette instituttets eller enhedens levedygtighed på lang sigt.

(3)

I virksomhedsomlægningsplanerne bør der kunne anvendes oplysninger fra genopretningsplanen og afviklingsplanen, såfremt disse oplysninger stadig er relevante for genoprettelsen af levedygtigheden på lang sigt for de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutter og enheder og under hensyntagen til anvendelsen af bail-in-værktøjet.

(4)

I forbindelse med omstruktureringen af de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutter eller enheder og deres aktiviteter efter anvendelsen af bail-in-værktøjet bør årsagerne til deres sammenbrud behandles. Grundlaget for omlægningsstrategien bør derfor være de faktorer, der førte til påbegyndelse af et instituts eller en enheds afvikling. Denne strategi kan også tage hensyn til de kriseforebyggelses- og krisestyringsforanstaltninger, som henholdsvis den kompetente myndighed eller afviklingsmyndigheden har truffet og gennemført. Kilden til og omfanget af de vanskeligheder, som et sådant institut eller en sådan enhed står over for, kan illustreres ved at medtage oplysninger om opfyldelsen af de relevante reguleringsmæssige og tilsynsmæssige krav forud for afviklingen.

(5)

Selv om sammenbruddet af de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) og d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutter eller enheder kan være forårsaget af en række særlige grunde, kan sådanne institutter eller enheder have lidt under andre mangler, som ikke udløste sammenbruddet, men imidlertid kunne underminere deres levedygtighed på lang sigt. Omlægningen bør afhjælpe eventuelle mangler. En vellykket omlægningsstrategi bør baseres på en omfattende analyse af det institut eller den enhed, der er under omstrukturering, instituttets eller enhedens stærke og svage sider såvel som de relevante markeder, hvorpå det pågældende institut eller den pågældende enhed opererer, og de risici og muligheder, som disse giver. For at afviklingsmyndigheden og den kompetente myndighed kan anse en virksomhedsomlægningsplan for at være troværdig, bør den genoprette instituttets levedygtighed på lang sigt på grundlag af forsigtige antagelser.

(6)

Genoprettelse af levedygtigheden på lang sigt for de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) og d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutter eller enheder efter afvikling betyder, at senest ved afslutningen af omlægningsperioden, er instituttet eller enheden i stand til at opfylde kravene i deres proces til vurdering af den interne kapital og alle de relevante tilsynskrav og øvrige reguleringsmæssige krav på et fremadrettet grundlag, og at instituttet eller enheden har en levedygtig forretningsmodel, som også er bæredygtig på lang sigt.

(7)

Afviklingsmyndigheden og den kompetente myndighed bør gives tilstrækkeligt detaljerede oplysninger til at kunne vurdere virksomhedsomlægningsplanen og overvåge dens gennemførelse. I forbindelse med kravet om at forelægge sådanne oplysninger bør der tages hensyn til deres relevans for de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) og d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutters og enheders virksomhedsstruktur og deres relevans for omlægningen og deres pålidelighed, navnlig i tilfælde af en systemisk krise.

(8)

Udsving er en naturlig del af den økonomiske cyklus. Enhver forretningsplan bør derfor underkastes analyser af alternative scenarier med relevante ændringer i de centrale underliggende antagelser. Selv om levedygtigheden på lang sigt børl genoprettes i alle scenarier, ville udarbejdelsen af fuldstændige alternative omlægningsstrategier medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for de i artikel 1, stk. 1, litra b), c) og d), i direktiv 2014/59/EU omhandlede institutter eller enheder, mens alternative scenarier i princippet bør være mindre sandsynlige end basisscenariet.

(9)

Virksomhedsomlægningsplanen bør give afviklingsmyndigheden og den kompetente myndighed mulighed for at vurdere dens indvirkning på opfyldelsen af afviklingsmålene, herunder navnlig sikring af videreførelse af kritiske funktioner og undgåelse af betydelige negative virkninger for det finansielle system.

(10)

Hyppigheden af og detaljeringsgraden for overvågningen af gennemførelsen af virksomhedsomlægningsplanen bør give mulighed for tidlig påvisning af eventuelle afvigelser eller andre vanskeligheder. Kvartalsvis indberetning af data og resultater er en almindelig metode i den finansielle sektor og giver mulighed for sådanne rettidige iagttagelser. Virksomhedsomlægningsplanen bør også give mulighed for at foretage justeringer på grundlag af de milepæle og foranstaltninger, der oprindeligt er forudset heri, når omstændighederne berettiger dette.

(11)

Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt Kommissionen.

(12)

EBA har afholdt åbne offentlige høringer om de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (2) —

(1)

Direktiv 2014/59/EU giver afviklingsmyndighederne beføjelse til at nedskrive og konvertere passiver i et institut under afvikling.

(2)

Derivatkontrakter kan udgøre en betydelig andel af visse kreditinstitutters forpligtelsesstruktur. Værdiansættelsen af sådanne kontrakter er imidlertid en kompleks proces, eftersom deres værdi er forbundet med værdien af de underliggende instrumenter, aktiver eller enheder, som udvikler sig med tiden og kun kommer til konkret udtryk ved ophør eller afvikling.

(3)

Tidligere erfaringer har vist, at kompleksiteten ved at værdiansætte derivatpassiver ved en af modparternes sammenbrud kan gøre værdiansættelsesprocessen tidskrævende, indebære enorme omkostninger og give anledning til retssager.

(4)

Praksis viser endvidere, at derivatkontrakter kan indeholde forskellige metoder til fastlæggelse af det skyldige beløb mellem modparter ved afvikling, og nogle af dem lader det være helt op til den ikke-misligholdende modpart at fastsætte afviklingsbeløbet og/eller afviklingsdatoen.

(5)

For at undgå moralsk hasard og sikre effektiviteten af afviklingshandlingerne bør afviklingsmyndighederne følgelig vedtage og gennemføre passende metoder til værdiansættelse af passiver hidrørende fra derivatkontrakter inden for en tidsfrist, der er forenelig med den hastighed, hvormed afviklingsprocessen gennemføres, og baseret på objektive og, hvor det er muligt, let tilgængelige oplysninger. Det er vigtigt, at værdiansættelsesmetoden omfatter en række proceduremæssige bestemmelser om meddelelse af afviklingsmyndighedens afgørelser om afvikling samt om, hvordan der opnås genanskaffelseshandler med modparter, der er berørt af afslutningen.

(6)

Derivatkontrakter, der er omfattet af en nettingaftale, giver anledning til et engangsafviklingsbeløb i tilfælde af en kontrakts ophør før tid. Artikel 49 i direktiv 2014/59/EU bestemmer, at værdien af sådanne kontrakter fastlægges på nettobasis i overensstemmelse med aftalevilkårene. Afviklingsmyndigheden eller en uafhængig valuar bør derfor respektere nettinggrupper, der er defineret i nettingaftaler, uden at være i stand til at vælge bestemte kontrakter og udelukke andre.

(7)

I henhold til artikel 49 direktiv 2014/59/EU fastlægger afviklingsmyndigheden eller en uafhængig valuar værdien af derivataftaler som led i værdiansættelsen efter artikel 36 i samme direktiv. For så vidt angår derivatpassiver bør værdiansættelsen tilsigte at fastlægge værdien hurtigt og på forhånd med henblik på bail-in og samtidigt give afviklingsmyndigheden den nødvendige fleksibilitet til at foretage en efterfølgende justering af fordringsbeløbene.

(8)

Vurderingen af, hvorvidt der skal foretages bail-in, eller derivatpassiverne skal udelukkes fra anvendelsesområdet for bail-in i henhold til artikel 44, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU, bør foretages forud for afgørelsen om afslutning som led i værdiansættelsen i henhold til artikel 36 i samme direktiv.

(9)

Værdiansættelsen af derivatpassiver bør sætte afviklingsmyndighederne i stand til forud for afgørelsen om afslutning at vurdere det potentielle beløb, hvormed disse passiver muligvis kan blive genstand for bail-in efter afslutningen, samt det potentielle værditab, som kan opstå som følge af afviklingen.

(10)

Afviklingen af derivatkontrakter kan give anledning til yderligere tab, som ikke afspejles i going concern-værdiansættelsen, og som eksempelvis kan skyldes faktiske genanskaffelsesomkostninger, som modparten er blevet påført, og som vil øge de afviklingsomkostninger, som instituttet under afvikling skal betale, eller omkostninger, som instituttet under afvikling er blevet påført i forbindelse med genetablering af handler med eksponeringer, der er udsat for et åbent markeds risici som følge af afviklingen. Hvis de tab, der er lidt eller forventes at blive lidt i forbindelse med afviklingen af derivater, overstiger den andel af de tilsvarende passiver, som rent faktisk vil være til rådighed til bail-in, kan det overskydende tab øge byrden forbundet med bail-in for andre kreditorer i instituttet under afvikling. I sådanne tilfælde vil tabene, som vil blive dækket af passiver, der ikke hidrører fra derivatkontrakter, der indgår i bail-in, være større end de ville have været uden afviklingen og bail-in af derivatkontrakter, og derfor kan afviklingsmyndigheden overveje at undtage derivatkontrakter fra bail-in i overensstemmelse med artikel 44, stk. 3, litra d), i direktiv 2014/59/EU og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/860 (2), som er vedtaget i medfør af artikel 44, stk. 11, i samme direktiv. Enhver udøvelse af bail-in-beføjelsen i forbindelse med sådanne passiver bør være omfattet af undtagelserne i artikel 44, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU og de skønsmæssige undtagelser i artikel 44, stk. 3, i samme direktiv som specificeret i delegeret forordning (EU) 2016/860.

(11)

Da der er behov for en konsekvent fortolkning af artikel 49, stk. 3 og 4, i direktiv 2014/59/EU, bør metoderne og principperne for den værdiansættelse af derivater, der foretages af uafhængige valuarer og afviklingsmyndighederne, præciseres.

(12)

En værdiansættelsesmetode, der er baseret på faktiske eller hypotetiske genanskaffelsesomkostninger for de afviklede passiver, ville give resultater svarende til den fremherskende markedspraksis og ville være i overensstemmelse med de principper for værdiansættelse, der kræves i henhold til artikel 74 i direktiv 2014/59/EU, og som skal fastslå, hvorvidt aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været underlagt almindelig insolvensbehandling i overensstemmelse med princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere.

(13)

Ved anvendelsen af værdiansættelsesmetoden bør afviklingsmyndigheden kunne anvende forskellige datakilder, herunder datakilder, som instituttet under afvikling, modparter og tredjeparter stiller til rådighed. Det er ikke desto mindre hensigtsmæssigt at fastsætte principperne for de typer af data, der skal tages i betragtning i forbindelse med værdiansættelsen for at sikre en objektiv fastlæggelse af værdien.

(14)

Modparter i derivatkontrakter, som afvikles af afviklingsmyndighederne, kan vælge at indgå en eller flere genanskaffelseshandler for at erstatte deres eksponering efter afviklingen. Sådanne genanskaffelseshandler bør udgøre en privilegeret datakilde for værdiansættelsen, hvis de indgås på kommercielt rimelige vilkår pr. afviklingsdatoen eller så snart, det er praktisk muligt derefter. Afviklingsmyndighederne bør derfor, når de giver meddelelse om afgørelsen om afvikling, give modparterne mulighed for at forelægge dokumentation for kommercielt rimelige genanskaffelseshandler inden for en frist, der er forenelig med det forventede referencetidspunkt for værdiansættelsen. Hvis modparterne har forelagt sådan dokumentation inden for fristen, bør valuaren fastlægge afviklingsbeløbet til prisen ved disse genanskaffelseshandler. Hvis modparterne ikke har forelagt dokumentation for kommercielt rimelige genanskaffelseshandler inden for fristen, bør afviklingsmyndighederne kunne foretage deres værdiansættelse på grundlag af tilgængelige markedsoplysninger som f.eks. middelkurser og bid-offer spreads for at vurdere de hypotetiske genanskaffelsesomkostninger, dvs. det tab eller de omkostninger, der ville være påført som følge af genetableringen af en risikoafdækning eller en relateret handelsposition på grundlag af nettorisikoen.

(15)

Derivatprodukter og -markeder er meget uensartede, og det er umuligt at udpege en enkelt markedspraksis for indgåelse af genanskaffelseshandler. Derfor skal begrebet »kommercielt rimelige genanskaffelseshandler« defineres bredt for at give valuaren mulighed for at foretage den krævede vurdering i alle markedssammenhænge. Begrebet skal således forstås som en genanskaffelseshandel, der indgås på grundlag af nettorisikoen, på betingelser, der er i overensstemmelse med almindelig markedspraksis, og på grundlag af en rimelig indsats for at opnå de økonomisk mest fordelagtige vilkår. Valuaren bør blandt andre elementer navnlig tage hensyn til antallet af dealere, som modparten har henvendt sig til, antallet af bindende tilbud, der er opnået, og hvorvidt det prismæssigt bedste tilbud er blevet valgt. Afviklingsmyndigheden bør i afviklingsmeddelelsen også kunne specificere de kriterier, den vil anvende ved vurderingen.

(16)

Den EU-lovgivning, som er blevet vedtaget de seneste år, har i overensstemmelse med internationale standarder søgt at øge gennemsigtigheden og risikobegrænsningen på markedet for derivatkontrakter ved at fastsætte bestemmelser om obligatorisk clearing gennem centrale modparter for standardiserede OTC-derivater, værdiansættelses- og marginkrav for derivater, der er clearet via centrale modparter, og en bred vifte af OTC-derivater samt obligatorisk indberetning til transaktionsregistre for alle OTC-derivater.

(17)

Hvis en central modpart, som er et clearingmedlem, bringes under afvikling, og afviklingsmyndigheden afviklede derivatkontrakter forud for bail-in, kan det pågældende clearingmedlem betegnes som et misligholdende clearingmedlem, for så vidt angår den centrale modpart og i forbindelse med den eller de relevante nettinggrupper. De interne procedurer og mekanismer for et clearingmedlems misligholdelse (den centrale modparts procedurer i tilfælde af misligholdelse), som centrale modparter indførte på baggrund af kravene i Europa-Parlamnetets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (3), giver et pålideligt grundlag for fastlæggelse af værdien af den derivatforpligtelse, der opstår på tværs af nettinggruppen som følge af afviklingen — også i forbindelse med bail-in i en afviklingsproces.

(18)

Det kan vare adskillige dage efter den udløsende hændelse at gennemføre den centrale modparts procedurer i tilfælde af misligholdelse. I det særlige tilfælde, som afvikling udgør, kunne afventning af misligholdelsesprocedurernes afslutning over en meget lang periode med henblik på fastsættelse af derivaternes værdi underminere tidsplanen for afviklingen og målene og kunne medføre unødvendige forstyrrelser på finansmarkederne. Det er således nødvendigt, at afviklingsmyndigheden sammen med den centrale modpart og den centrale modparts kompetente myndighed aftaler en frist for fastlæggelse af beløbet ved førtidig opsigelse under hensyntagen til den centrale modparts såvel som afviklingsmyndighedens begrænsninger.

(19)

Beløbet ved førtidig opsigelse, som fastlægges af den centrale modpart i overensstemmelse med dennes procedurer i tilfælde af misligholdelse inden for den aftale frist, bør godkendes af valuaren. Hvis den centrale modpart ikke fastlægger beløbet ved førtidig opsigelse inden for den aftalte frist eller ikke anvender sine procedurer i tilfælde af misligholdelse, bør afviklingsmyndigheden have mulighed for at anvende sine egne skøn til fastsættelse af beløbet ved førtidig opsigelse. Afviklingsmyndigheden bør også kunne anvende en midlertidig fastlæggelse baseret på sine egne skøn, hvis en sådan handling er berettiget som følge af afviklingsprocessens hastende karakter, og forudsat at den ajourfører sin værdiansættelse efter den centrale modparts afslutning af sine procedurer i tilfælde af misligholdelse ved fristens udløb. Afviklingsmyndigheden bør kunne tage hensyn til oplysninger forelagt af den centrale modpart efter fristen i forbindelse med den efterfølgende endelige værdiansættelse, hvis sådanne er til rådighed på dette tidspunkt, og under alle omstændigheder når den foretager værdiansættelsen af forskel i behandlingen i henhold til artikel 74 i direktiv 2014/59/EU. Denne forordning bør være med forbehold af de procedurer i tilfælde af misligholdelse, som de centrale modparter gennemfører i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 648/2012.

(20)

Bestemmelserne i denne forordning bør ikke påvirke den centrale modparts interne procedurer for overdragelse af de aktiver og positioner, der er etableret mellem et misligholdende clearingmedlem og dets kunder, vedtaget i overensstemmelse med artikel 48, stk. 4, i forordning (EU) nr. 648/2012, og bør være forenelige med andre relevante bestemmelser eller vilkår i tilladelsen, som kan påvirke afviklingen af de relevante derivatkontrakter.

(21)

Tidspunktet for værdiansættelsen af derivatkontrakter bør afspejle værdiansættelsesprincippet, som tager hensyn til de faktiske eller hypotetiske genanskaffelsesomkostninger, som modparterne påføres. For at værdiansættelsen kan være så nøjagtig som muligt, bør værdiansættelsen foretages på afviklingsdatoen eller, hvis dette ikke er kommercielt rimeligt, på den første dag og det første tidspunkt, hvor en markedspris er tilgængelig for det underliggende aktiv. I de tilfælde, hvor beløbet ved førtidig opsigelse fastlægges af en central modpart eller fastlægges til prisen for genanskaffelseshandlerne, bør referencetidspunktet være tidspunktet for den centrale modparts fastlæggelse eller for genanskaffelseshandlerne.

(22)

Hvis afviklingsmyndigheden på grund af sagens hastende karakter beslutter at gennemføre en midlertidig værdiansættelse i henhold til artikel 36, stk. 9, i direktiv 2014/59/EU, bør afviklingsmyndigheden eller valuaren som en del af den midlertidige værdiansættelse forud for referencetidspunktet kunne fastlægge værdien af derivatpassiver midlertidigt på grundlag af værdiestimater og data, som er til rådighed på det pågældende tidspunkt. Hvis afviklingsmyndigheden foretager afviklingshandlinger på grundlag af den midlertidige værdiansættelse i overensstemmelse med artikel 36, stk. 12, i direktiv 2014/59/EU, vil den relevante markedsudvikling, der er blevet konstateret, eller dokumentation for faktiske genanskaffelseshandler på referencetidspunktet enten blive afspejlet i en efterfølgende midlertidig værdiansættelse eller i den endelige værdiansættelse, der foretages i medfør af artikel 36, stk. 10, i nævnte direktiv.

(23)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(24)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, hørt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4) —

a)

etableret i Unionen og har tilladelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 14 til 21 i forordning (EU) nr. 648/2012

b)

etableret i et tredjeland og er anerkendt i overensstemmelse med proceduren i artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012

(1)

Forordning (EF) nr. 1098/2007 indeholder bestemmelser om fastsættelse af fiskeriforbudsperioder for torskebestandene i Østersøen.

(2)

I henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1098/2007 kan Kommissionen udelukke ICES-underafsnit 27 og 28.2 fra fiskeriforbudsperiodens anvendelsesområde, hvis mængden af torsk, der blev fanget i ICES-underafsnit 27 og 28.2 i den seneste rapporteringsperiode, lå under en vis tærskel.

(3)

Under hensyntagen til rapporterne fra de relevante medlemsstater og rådgivningen fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri bør ICES-underafsnit 27 og 28.2 udelukkes fra fiskeriforbudsperiodens anvendelsesområde i 2016.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater. I del I, II, III og IV i bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse afgrænses og listeopføres visse områder i disse medlemsstater, og områderne er opdelt efter risikoniveauet under hensyntagen til den epidemiologiske situation. Listen omfatter visse områder i Polen.

(2)

I august 2016 forekom der to udbrud af afrikansk svinepest hos tamsvin i powiat bialski i Polen i et område, der på nuværende tidspunkt er opført på listen i del I i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Forekomsten af disse udbrud udgør — sammen med den nylige ændring i den epidemiologiske situation — en øget risiko, som det er nødvendigt at tage hensyn til. Visse områder i Polen, som er opført på listen i del I i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, bør nu opføres på listen i del III i samme bilag.

(3)

Kommissionen bemærker, at der er flere yderligere udbrud hos tamsvin, der på grundlag af foreløbig dokumentation kan henføres til menneskelig aktivitet i stedet for vildtlevende svin, og som derfor er omfattet af en særskilt kommissionsafgørelse. Når Polen har fremlagt bekræftende dokumentation med hensyn til de pågældende udbrud, bør bestemmelserne i nævnte afgørelse tages op til fornyet overvejelse for at udelukke risikoen for spredning af sygdommen hos vildtlevende svin.

(4)

Udviklingen i den nuværende epidemiologiske situation for afrikansk svinepest i de berørte populationer af vildtlevende svin i Unionen bør indgå i vurderingen af den dyresundhedsmæssige risiko, som denne situation udgør for så vidt angår den pågældende sygdom i Polen. For at målrette de dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger, jf. gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, og for at forhindre yderligere spredning af afrikansk svinepest, samt for at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, bør EU-listen over områder, der er omfattet af de dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger, der er fastlagt i bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse, ændres med henblik på at tage hensyn til ændringerne i den nuværende epidemiologiske situation for så vidt angår den pågældende sygdom i Polen.

(5)

Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Afrikansk svinepest er en infektiøs virussygdom, der rammer populationer af tamsvin og vildtlevende svin og kan have alvorlige konsekvenser for svineproduktionens rentabilitet, og som forårsager forstyrrelser i samhandelen i Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

Ved et udbrud af afrikansk svinepest er der risiko for, at sygdomsagensen spredes til andre svinebedrifter og til vildtlevende svin. Sygdomsagensen kan således sprede sig fra én medlemsstat til en anden eller til tredjelande via handel med levende svin eller produkter fremstillet heraf.

(3)

Ved Rådets direktiv 2002/60/EF (3) er der fastsat minimumsforanstaltninger, der skal gennemføres i Unionen til bekæmpelse af afrikansk svinepest. I henhold til artikel 9 i direktiv 2002/60/EF skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af udbrud af sygdommen, hvor de i samme direktivs artikel 10 og 11 nævnte foranstaltninger skal anvendes.

(4)

Polen har underrettet Kommissionen om den nuværende situation med hensyn til afrikansk svinepest i landet og har i henhold til artikel 9 i direktiv 2002/60/EF oprettet beskyttelses- og overvågningszoner, hvori de i samme direktivs artikel 10 og 11 nævnte foranstaltninger anvendes.

(5)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen i Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt at identificere de områder i Polen, der er oprettet som beskyttelses- og overvågningszoner i forbindelse med afrikansk svinepest, på EU-plan i samarbejde med denne medlemsstat.

(6)

De områder, der identificeres som beskyttelses- og overvågningszoner i Polen, bør derfor opføres i bilaget til nærværende afgørelse, og varigheden af regionaliseringen bør fastsættes.

(7)

Der er forekommet seks udbrud hos tamsvin i powiat wysokomazowiecki, zambrowski, białostocki og bielski i august 2016. Da Polen har forelagt foreløbig dokumentation for, at disse udbrud er forbundet med menneskelig aktivitet, og da der er dokumentation for, at der ikke cirkulerer afrikansk svinefeber i populationerne af vildtlevende svin i de berørte områder, er det påkrævet at gennemføre specifikke og forholdsmæssige foranstaltninger, også i betragtning af at Polen forpligter sig til at gennemføre supplerende nationale foranstaltninger til kontrol af flytninger af dyr og til kontrol af markeder. Disse foranstaltninger bør bestå i gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat ved direktiv 2002/60/EF, navnlig med hensyn til den i direktivets artikel 10 og 11 omhandlede stærke begrænsning af flytning og transport af svin i områder, der er inddelt i to sammenhængende zoner som beskrevet i bilaget.

(8)

For at tage hensyn til den overordnede epidemiologiske situation og gennemføre passende foranstaltninger bør Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) ligeledes tages op til fornyet overvejelse. Når Polen har fremlagt bekræftende dokumentation med hensyn til de ovenfor beskrevne udbrud, bør de foranstaltninger, der er fastsat ved nævnte gennemførelsesafgørelse, tages op til fornyet overvejelse for at udelukke risikoen for spredning af sygdommen hos vildtlevende svin.

(9)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1367 (5) er der fastsat visse beskyttelsesforanstaltninger over for afrikansk svinepest i Polen. Siden vedtagelsen af nævnte gennemførelsesafgørelse har den epidemiologiske situation med hensyn til den pågældende sygdom ændret sig, og der er behov for at tilpasse foranstaltningerne. Af hensyn til klarheden bør gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1367 derfor ophæves og afløses af nærværende afgørelse.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —