(1)

Det påhviler Rådet at fastsætte lønninger, godtgørelser og pensioner for offentligt EU-ansatte på højt plan (»offentligt ansatte«), herunder formanden for Det Europæiske Råd (1), Kommissionens formand og medlemmer (2), Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, (3) Den Europæiske Unions Domstols præsidenter, dommere, generaladvokater og justitssekretærer (4), Revisionsrettens formand og medlemmer (5) og generalsekretæren for Rådet (6), samt alle godtgørelser, der træder i stedet for vederlag.

(2)

Det er hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes lønninger og andre ydelser afspejler deres store ansvar, og derfor kan sådanne lønninger og andre ydelser afvige fra dem, der er omhandlet i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (»personalevedtægten«).

(3)

Det er dog hensigtsmæssigt at foretage visse justeringer af offentligt ansattes nuværende lønninger og andre ydelser for at afspejle den institutionelle udvikling i Unionen og modernisere lønningsstrukturen, navnlig ved om nødvendigt at afspejle de ændringer, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 (7) (»personalevedtægten«). I lyset af reformen af personalevedtægten bør der foretages en række ændringer af forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom. Forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 (8) bør ligeledes ajourføres for at tage højde for reformen af personalevedtægten. I lyset af de væsentlige ændringer af både forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 og forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom om lønningsregulativ for forskellige offentligt ansatte er det hensigtsmæssigt at samle de to forordninger af hensyn til klarheden, gennemsigtigheden og god lovgivningsmæssig praksis.

(4)

Med henblik på at sikre balance mellem EU's ansatte og offentligt ansatte for så vidt angår lønninger er det hensigtsmæssigt at medtage foranstaltninger for at afstemme behandlingen af offentligt ansatte med behandlingen af EU-ansatte i situationer, hvor sidstnævnte har nydt godt af en moderniseret lønningsstruktur, f.eks. med hensyn til automatisk ajourføring af godtgørelser og muligheden for at tilslutte sig den fælles sygeforsikringsordning, herunder efter ophøret af et mandat.

(5)

Endvidere er det hensigtsmæssigt at justere den årlige pensionsbidragssats og tilpasse pensionsalderen til ændringerne af personalevedtægten og den gældende bidragssats, som skal fastsættes med henvisning til personalevedtægten, for at sikre automatisk tilpasning med hensyn til fremtidige ændringer af personalevedtægten.

(6)

Andre ændringer bør sikre, at tidligere offentligt ansatte har ret til den månedlige overgangsgodtgørelse i en periode, der svarer direkte til tjenesteperioden. Denne periode bør dog være på mindst seks måneder og højst to år, idet formålet med overgangsgodtgørelsen for offentligt ansatte er at sikre, at de i en begrænset periode efter deres tjenesteperiode har en vis grad af økonomisk sikkerhed indtil deres næste lønnede beskæftigelse med lignende vederlag eller andre indtægtskilder, f.eks. deres pension.

(7)

Det er også hensigtsmæssigt at tilpasse godtgørelser og godtgørelse af udgifter ved tiltræden og ved fratræden fra tjenesten til dem, der udbetales til tjenestemænd og øvrige ansatte i henhold til personalevedtægten, samtidig med at der gives mulighed for en vis fleksibilitet, når det er nødvendigt, særlig i tilfælde af godtgørelse af flytteudgifter, der tager hensyn til offentligt ansattes repræsentative funktioner.

(8)

Det er nødvendigt at bringe betingelserne for sygeforsikring for nuværende og tidligere offentligt ansatte i indbyrdes overensstemmelse ved at tilpasse dem til den forsikringsdækning, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i henhold til artikel 72 og 73 i personalevedtægten.

(9)

Da bestemmelserne i denne forordning skal erstatte bestemmelserne i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom og forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 samt afgørelse 2009/909/EU, 2009/910/EU og 2009/912/EU, med undtagelse af artikel 5 heri, bør disse retsakter af samme grund ophæves, idet de dog fortsat skal finde anvendelse på alle de offentligt ansatte, for hvem en eller flere af disse retsakter er gældende, og hvis mandater er igangværende på eller er udløbet inden datoen for denne forordnings ikrafttræden —

(1)

Ved direktiv 2003/71/EF harmoniseredes kravene vedrørende udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af prospekter. For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage hensyn til den tekniske udvikling på finansmarkederne er det nødvendigt at præcisere disse krav, navnlig hvad angår godkendelsesprocessen, offentliggørelsen og de formidlede oplysninger om udbuddet eller optagelsen til handel ud over prospektet, herunder annoncering.

(2)

Processen med gennemgang og godkendelse af prospektet er en iterativ proces, hvor den nationale kompetente myndigheds beslutning om at godkende prospektet omfatter gentagne runder af analyse og udarbejdelse af udkastet til prospekt foretaget af udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, med henblik på at sikre, at prospektet opfylder kravet om fuldstændighed, herunder om oplysningerne er sammenhængende og forståelige. For at give større sikkerhed om godkendelsesproceduren over for udstedere, udbydere eller personer, der anmoder om optagelse til handel, er det nødvendigt at præcisere, hvilke dokumenter der bør fremsendes til de nationale kompetente myndigheder på forskellige tidspunkter i prospektgodkendelsesforløbet.

(3)

Et udkast til prospekt bør altid indgives til den nationale kompetente myndighed i et søgbart elektronisk format og via elektroniske midler, som den pågældende myndighed kan acceptere. Eftersom et søgbart elektronisk format giver de nationale kompetente myndigheder mulighed for at søge efter specifikke termer eller ord i prospektet, fremmer det hurtigere kontrol og bidrager til en effektiv og hurtig gennemgang.

(4)

Med undtagelse af det første udkast til prospekt er det bydende nødvendigt, at hvert enkelt udkast til prospekt, der indgives til den nationale kompetente myndighed, klart viser de ændringer, der er foretaget i forhold til det tidligere indgivne udkast, og forklarer, hvordan sådanne ændringer afhjælper eventuelle mangler, som var meddelt af den kompetente nationale myndighed. Hver enkelt indgivelse af et udkast til prospekt til den kompetente nationale myndighed bør omfatte både en version, hvori alle ændringer i forhold til tidligere indgivne udkast er markeret, og en version, hvori sådanne ændringer ikke er markeret.

(5)

Hvis oplysninger, der er indeholdt i de relevante bilag til Kommissionens forordning (EF) nr. 809/2004 (2), ikke finder anvendelse eller, i betragtning af karakteren af udstedelsen eller udstederen, ikke er relevante for et specifikt prospekt, bør disse oplysninger påpeges over for den nationale kompetente myndighed med henblik på at minimere eventuelle forsinkelser i gennemgangen.

(6)

I tilfælde af at det bliver klart for den kompetente nationale myndighed, at udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel, ikke er i stand til at opfylde kravene i forbindelse med prospektordningen, bør den nationale kompetente myndighed, for at sikre en effektiv anvendelse af ressourcerne, have ret til at afslutte gennemgangen uden at godkende prospektet.

(7)

Elektronisk offentliggørelse af prospekter, herunder endelige vilkår, sikrer, at investorer får hurtig og let adgang til de deri indeholdte oplysninger. Et krav om, at investorerne er indforstået med en ansvarsfraskrivelse, der begrænser det retlige ansvar, betaler et gebyr eller går gennem en registreringsproces for at få adgang til prospektet, hindrer let tilgængelighed og bør ikke være tilladt. Filtre, der advarer om, hvilke jurisdiktioner et udbud fremsættes i, og som kræver, at investorerne skal oplyse om deres bopælsland eller angive, at de ikke er bosat i et bestemt land eller en bestemt jurisdiktion, bør ikke betragtes som en ansvarsfraskrivelse, der begrænser det retlige ansvar.

(8)

Annoncering i forbindelse med et udbud til offentligheden eller en optagelse til handel kan blive ukorrekt eller vildledende, hvis der opstår eller bemærkes en væsentlig ny omstændighed, materiel fejl eller ukorrekthed vedrørende oplysningerne i det pågældende prospekt. Der bør fastsættes krav for at sikre, at når annoncering bliver ukorrekt eller vildledende på grund af en sådan ny omstændighed, materiel fejl eller ukorrekthed, ændres den pågældende annoncering.

(9)

Da prospektet er den autoritative kilde til oplysninger om et udbud til offentligheden eller en optagelse til handel, bør alle oplysninger, der udbredes om sådanne udbud og optagelser til handel, uanset om det er til annoncering eller i andet øjemed, og uanset om det sker i mundtlig eller skriftlig form, stemme overens med oplysningerne i prospektet. Dette bør sikres ved at kræve, at alle oplysninger, der udbredes, ikke er i modstrid med eller henviser til oplysninger, som er i modstrid med indholdet af prospektet. Desuden bør det forhindres, at de oplysninger, der udbredes, i væsentlig grad giver en skæv opfattelse af de oplysninger, der er indeholdt i prospektet. Da alternative resultatopgørelsesmetoder kan påvirke investeringsbeslutningen uforholdsmæssigt, bør oplysninger om udbud til offentligheden eller optagelse til handel, der udbredes uden for prospektet, ikke kunne indeholde sådanne opgørelser, hvis de ikke er indeholdt i prospektet.

(10)

Forordning (EF) nr. 809/2004 indeholder bestemmelser om offentliggørelse af prospektet og annoncering. For at undgå overlapning af krav bør visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 809/2004 udgå.

(11)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har forelagt Kommissionen.

(12)

I overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (3) har ESMA afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i nævnte forordning —

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2). Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

(1)

Italiens ansøgning om registrering af betegnelsen »Pane Toscano« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(2)

Ved indsigelsesskrivelse af 12. november 2013 og begrundet indsigelse af 10. december 2013 har Det Forenede Kongerige i medfør af artikel 51, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012 gjort indsigelse mod registreringen. Ved indsigelsesskrivelse af 12. november 2013 indgået i Kommissionen den 19. november 2013 har Belgien i medfør af artikel 51, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012 gjort indsigelse mod registreringen. Meddelelsen om indsigelse fra Belgien indeholdt allerede alle de elementer, som skal indgå i en begrundet indsigelse. Ved skrivelse af 15. januar 2014 har Belgien i medfør af artikel 51, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012 fremsendt en mere omfattende begrundet indsigelse. De to indsigelser blev anset for at være antagelige.

(3)

Ved skrivelse af 24. januar 2014 og af 13. februar 2014 opfordrede Kommissionen Italien og Det Forenede Kongerige på den ene side og Belgien på den anden side til at indlede passende drøftelser med henblik på at finde en indbyrdes løsning i overensstemmelse med deres egne interne procedurer.

(4)

Der blev ikke indgået en aftale mellem parterne.

(5)

Da der ikke er opnået enighed, bør Kommissionen træffe afgørelse efter proceduren i artikel 52, stk. 3, litra b), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(6)

I henhold til artikel 10, stk. 1, litra a) og d), i forordning (EU) nr. 1151/2012 hævdede indsigerne, at registreringen af »Pane Toscano« som beskyttet oprindelsesbetegnelse er i strid med artikel 5 og artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012, og at betegnelsen »Pane Toscano« er en artsbetegnelse.

(7)

Indsigerne gør gældende, at de sorter af bløde hvede, der høstes i Toscana, er sorter, der er almindeligt dyrkede de fleste steder i landet. Disse sorter kan ikke betragtes som naturligt hjemmehørende sorter eller specifikke toscanske sorter. Forarbejdningen af kornet til fuldkornsmel af type »0«, som finder sted i det afgrænsede geografiske område, er typisk den samme som alle andre steder i Italien og i Europa generelt. Da det er nødvendigt at blande forskellige kvaliteter af blød hvede for at opnå den rette blanding, som er egnet til den tilsigtede brug af melet, er produktet kendetegnet ved melets forarbejdningsegenskaber og ikke ved den bløde hvedes oprindelse. Forarbejdningsegenskaberne for mel af blød hvede type »0«, der skal anvendes ved produktionen af »Pane Toscano«, er generiske og ikke specifikke for Toscana. Anvendelsen er i strid med punkt 5.2, hvori det anføres, at produktets høje næringsværdi og letfordøjelighed skyldes, at der anvendes en blanding af mel, hvorimod det anføres i punkt 3.3, at der kun anvendes mel af blød hvede type »0«. Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller kendetegn blev ikke dokumenteret i ansøgningen. Det bekræftes af det forhold, at man i enhedsdokumentet ser sig nødsaget til at henvise til »det håndværk, som bagerne udfører« og deres »grundlæggende viden«, der betragtes som »den vigtigste af alle disse faktorer, som indgår i et samspil«. Opbevaringen af melet i møllen i tilstrækkelig lang tid af hensyn til den såkaldte »maturazione«-proces er ikke specifik. Det er en almindelig udbredt praksis i hele EU. Den foreslåede betegnelse for registrering, »Pane Toscano«, er almindeligt anvendt i hele Toscana for flere typer brød, som formodentlig ikke fremstilles ved brug af den metode, der er anført i ansøgningen. I Italien anses betegnelsen »Pane Toscano« desuden for at være synonym med usaltet brød.

(8)

I forbindelse med opfølgningen på indsigelsesproceduren gjorde indsigerne ligeledes gældende, at varespecifikationen burde have omfattet oprindelsesregler for sæden, og at temperaturens indvirkning på melets kendetegn ikke er videnskabeligt dokumenteret, således som det hævdes af ansøgeren.

(9)

På trods af ovennævnte påstande, som er indsendt af indsigerne, er det hensigtsmæssigt at registrere betegnelsen »Pane Toscano« som beskyttet oprindelsesbetegnelse af følgende årsager.

(10)

Den betegnelse, der skal registreres, henviser til produktet »brød« og ikke til mel eller hvede. Der skal derfor være fokus på produktet »brød« ved vurderingen af, om det har den kvalitet og de kendetegn, der hovedsagelig eller fuldstændig kan tilskrives et bestemt geografisk miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer.

(11)

Der redegøres udførligt for kvaliteten af og kendetegnene for produktet med betegnelsen »Pane Toscano«, der hovedsagelig navnlig kan tilskrives et bestemt geografisk miljø, i enhedsdokumentet og varespecifikationen: dets holdbarhed, duften af ristede hasselnødder, krummens »neutrale«, dvs. usaltede smag, dets sprøde skorpe og krummens uregelmæssige huller og hvidlige elfenbensfarve, dets høje næringsværdi og letfordøjelighed, som skyldes, at der anvendes en blanding af mel med lavt glutenindhold, samt den oprindelige hvedekims næringsværdi (i modsætning til den normale praksis i dag, hvor hvedekimen tilsættes under fremstillingen), samt at salt historisk set aldrig har indgået i ingredienserne.

(12)

Disse specifikke kvaliteter og kendetegn kan hovedsagelig tilskrives de naturbetingede og menneskelige faktorer i det geografiske miljø i det afgrænsede geografiske område.

(13)

Som anført af ansøgeren ligger årsagssammenhængen mellem det geografiske område og kvaliteten og produktegenskaberne for »Pane Toscano« BOB i den lange fremstillingstid for brødet, hvor surdejen kan trække de komponenter frem i det usaltede fuldkornsmel, som giver det bagte brød dets typiske smag, udseende og holdbarhed. Hvedekimen, som er naturligt til stede i melet på grund af formalingsprocessen, der er udførligt beskrevet i varespecifikationen, påvirker både næringsværdien af »Pane Toscano« og hævningen, fordi hvedekim har et højt indhold af enzymer, som hjælper med til at nedbryde sukkerforbindelserne. Den kyndige brug af surdej skaber de rette betingelser for mælkesyregæringen og den sammensætning, der giver det bagte brød dets typiske duft og smag. Grundsurdejen skal navnlig virke sammen med mel med de specifikke egenskaber, som fremgår af varespecifikationen (lav hårdhed, lav W-værdi og mellemhøj P/L-værdi). På grund af et yderst specifikt klima findes disse egenskaber i mel fremstillet af hvedesorter, der er dyrket i Toscana, og ikke i naboområderne. Der anvendes ikke salt, hvilket ud over at have betydning for gæringen også er et tydeligt særkende for smagen. Det håndværk, som bagerne udfører, og deres viden, navnlig om kvalitetsparametrene, tilberedningen af surdejen og hævningen og bagningen, som er en af de faktorer, der indgår i et samspil, er af afgørende betydning. De naturbetingede og menneskelige faktorer er tæt forbundet og kombineret i en dynamisk struktur, der overordnet set udgør årsagssammenhængen mellem området og produktets kvalitet.

(14)

Indsigerne fremsatte på baggrund af ansøgerens ansøgning en række argumenter, som ikke var overbevisende og ikke kunne anfægte det velfunderede grundlag for ansøgningen.

(15)

Det forhold, at de sorter af blød hvede, der anvendes i produktionen af produktet med betegnelsen »Pane Toscano«, ikke er specifikke for Toscana og findes i andre italienske og europæiske regioner, er ikke relevant. De hvedesorter, der anvendes i produktionen af »Pane Toscano«, er ikke nævnt i varespecifikationen som en særlig egenskab i sig selv. Flere af de hvedesorter, der kan anvendes i melet til produktion af »Pane Toscano«, har rent faktisk deres oprindelse i Toscana, men det er ikke den afgørende faktor. Det anføres i varespecifikationen og enhedsdokumentet, at den vigtigste faktor er miljøets indvirkning på hveden. Selv om hvedesorter har de samme arvelige genetiske egenskaber, udvikler de specifikke egenskaber på grund af klimaforholdenes indvirkning. De samme sorter, som dyrkes i andre områder, selv i naboområderne til Toscana, har ikke samme produkt- og forarbejdningsegenskaber, som er nødvendige for at fremstille »Pane Toscano«. I dette særlige tilfælde resulterer de toscanske fænotyper af disse hvedesorter — på grund af klimaforholdenes indvirkning, herunder navnlig de minimale temperaturer — i mel med specifikke egenskaber (hårdhed, W-værdi og P/L-værdi), der er velegnet til produktion af »Pane Toscano«.

(16)

I lyset af ovenstående er påstanden om, at forarbejdningsegenskaberne for melet af blød hvede, der skal anvendes ved produktionen af »Pane Toscano«, og som ikke er fuldkornsmel som anført af indsigerne, men blot mel med hvedekim, er generiske, grundløs.

(17)

Definitionen af en beskyttet oprindelsesbetegnelse forudsætter ikke, at det pågældende produkt skal fremstilles ved brug af en proces, der er specifik for det afgrænsede geografiske område. I denne forbindelse kan formaling af kornet til mel og opbevaring af melet i møllen derfor ikke lægges til grund for en indsigelse. Disse processer beskrives i varespecifikationen, da det er nødvendigt at oplyse producenterne om de konkrete detaljer i disse processer. Formalingsprocessen er i dette særlige tilfælde under alle omstændigheder af særlig karakter, da den bidrager til et af slutproduktets vigtigste kvaliteter, der gør det muligt at bibeholde den oprindelige hvedekim i melet.

(18)

Bestemmelserne om blanding af hvedesorterne for at opnå den rette blanding til produktion af »Pane Toscano« ændrer ikke ved betydningen af hvedens oprindelse. Det kan tværtimod betragtes som en bekræftelse af, at sorterne ikke er relevante i sig selv. Viden om blanding af sorter er desuden en menneskelig faktor, der er en del af det geografiske miljø.

(19)

Der er ingen uoverensstemmelse i punkt 5.2 i enhedsdokumentet. Ordene »som skyldes, at der anvendes en blanding af mel med lavt glutenindhold« skal læses som »som skyldes, at der anvendes en blanding af hvedesorter«, hvilket fremgår klart af både enhedsdokumentet og varespecifikationen læst i deres helhed, herunder navnlig af punkt 5.1 i varespecifikationen.

(20)

Det er ikke korrekt, at det håndværk, som bagerne udfører, og deres viden er defineret som »den vigtigste« faktor i årsagssammenhængen. Der er rent faktisk tale om en oversættelsesfejl i den engelske version af enhedsdokumentet. Det anføres i enhedsdokumentet, at det håndværk, som bagerne udfører, og som er en af de faktorer, der indgår i et samspil, er af afgørende betydning. Det kan ikke anfægtes, at den menneskelige faktors store betydning for de kvalitetsmæssige egenskaber af et produkt omfattet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse og dens afgrænsede geografiske område er i overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(21)

Påstanden om, at den foreslåede betegnelse for registreringen af »Pane Toscano« er almindeligt anvendt i hele Toscana for flere typer brød, som formodentlig ikke fremstilles ved brug af den metode, der er anført i ansøgningen, er grundløs. Det forhold, at en betegnelse, for hvilken der er indgivet en ansøgning om registrering, også henviser til produkter, som ikke er omfattet af bestemmelserne i den foreslåede varespecifikation, er ikke til hinder for registreringen af denne betegnelse. Formålet med registreringen kan lovligt være at harmonisere produktionsmetoderne for et produkt markedsført under en bestemt betegnelse. Påstanden om, at betegnelsen »Pane Toscano« er synonym med usaltet brød i Italien, er ikke dokumenteret. Det skal desuden bemærkes, at der ikke blev gjort indsigelse mod registreringen af betegnelsen »Pane Toscano« som en beskyttet oprindelsesbetegnelse under den nationale indsigelsesprocedure.

(22)

Behovet for oprindelsesregler for sæden er ikke tilstrækkelig begrundet. Konklusionerne vedrørende temperaturens indvirkning på egenskaberne for hvede dyrket i Toscana hidrører fra en undersøgelse om klimavirkninger baseret på statistiske data indsamlet over 29 år. Indsigerne har ikke fremlagt positivt bevismateriale, som kunne tilbagevise denne undersøgelse.

(23)

På den baggrund bør betegnelsen »Pane Toscano« opføres i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser.

(24)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter —

(1)

Østrigs ansøgning om registrering af betegnelsen »Heumilch«/»Haymilk«/»Latte fieno«/»Lait de foin«/»Leche de heno« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(2)

Den 17. december 2014 modtog Kommissionen tre meddelelser om indsigelse fra Tyskland (indgivet af Naturland — Verband für ökologischen Landbau e.V., Gläeserne Molkerei GmbH og Bauernverband Mecklenburg-Vorpommern e.V.), som også indeholdt de respektive begrundede indsigelser. Den 30. december 2014 blev en meddelelse om indsigelse indgivet direkte til Kommissionen af den tyske sammenslutning VHM (Verband für handwerkliche Milchverarbeitung im ökologischen Landbau e.V.). Den 5. januar 2015 fremsendte Tyskland en anden indsigelse om meddelelse (indgivet af Deutsche Heumilchgesellschaft mbH) til Kommissionen.

(3)

Den indsigelsesprocedure, der er baseret på den meddelelse, der blev sendt direkte til Kommissionen af VHM, blev ikke iværksat. I henhold til artikel 51, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012, kan fysiske eller juridiske personer med en legitim interesse, der er etableret eller har bopæl i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvorfra ansøgningen er indgivet, indgive meddelelse om indsigelse over for den medlemsstat, hvor vedkommende er etableret. Derfor kunne VHM ikke indgive en meddelelse om indsigelse eller en indsigelsesskrivelse direkte til Kommissionen.

(4)

Indsigelsesproceduren på grundlag af den meddelelse, som Tyskland sendte den 5. januar 2015, blev ikke iværksat. I henhold til artikel 51, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal en meddelelse om indsigelse indgives inden for en frist på tre måneder fra datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. For den meddelelse om indsigelse, der indkom den 5. januar 2015, var denne frist overskredet.

(5)

Kommissionen undersøgte de tre indsigelser, som Tyskland havde sendt den 17. december 2014, og fandt, at de kunne antages. Ved brev af 19. februar 2015 opfordrede Kommissionen derfor de berørte parter til at indlede passende konsultationer med henblik på at finde en indbyrdes løsning i overensstemmelse med deres interne procedurer.

(6)

Indsigelsen på grundlag af den indsigelse, som Tyskland havde sendt den 17. december 2014 med henvisning til den indsigelse, som var indgivet af Naturland — Verband für ökologischen Landbau e.V., blev trukket tilbage.

(7)

Fristen for at indlede konsultationer blev forlænget med yderligere tre måneder.

(8)

Østrig og Tyskland indgik en aftale, som blev meddelt Kommissionen den 10. august 2015.

(9)

Eftersom den er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1151/2012 i EU-lovgivningen, bør indholdet i den indgåede aftale mellem Østrig og Tyskland tages i betragtning.

(10)

Visse oplysninger i varespecifikationen er blevet ændret. De vedrører muligheden for at adskille producerende bedrifter i særskilte enheder, medtagelse af supplerende former for foder i de 75 % obligatoriske grovfoder, som skal beregnes som et årligt gennemsnit, tilladelse til at anvende grøn kompost til gødskning og lempelse af betingelserne for fremstilling af fugtigt hø, fermenteret hø og produktion og opbevaring af ensilage.

(11)

Disse elementer udgør ikke en væsentlig ændring i henhold til artikel 51, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012. Den ændrede varespecifikation offentliggøres derfor ikke med henblik på indsigelse. Den bør imidlertid knyttes som bilag til denne forordning i informationsøjemed.

(12)

Den aftale, som blev indgået af de berørte parter, indebærer også, at der bør gives en overgangsperiode på to år til de nuværende producenter af produkter, der går under betegnelserne »Heumilch«/»Haymilk«/»Latte fieno«/»Lait de foin«/»Leche de heno«, så de har mulighed for gradvist at bringe dem i overensstemmelse med varespecifikationen. Herudover bør det være tilladt at bringe de produkter, som endnu ikke er markedsført på nævnte dato, i handelen, indtil lagrene er opbrugt.

(13)

Kommissionen er af den opfattelse, at beskyttelsen af garanterede traditionelle specialiteter bør gradueres under hensyntagen til den interesse, som producenterne og aktørerne, som hidtil har anvendt disse betegnelser lovligt, har heri. Derfor bør der under hensyntagen til ovennævnte konklusioner, som parterne er nået til enighed om, og målsætningerne i forordning (EU) nr. 1151/2012 på basis af artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012, som finder tilsvarende anvendelse for også garanterede traditionelle specialiteter, indrømmes en overgangsperiode på to år for producenterne til at anvende betegnelserne »Heumilch«/»Haymilk«/»Latte fieno«/»Lait de foin«/»Leche de heno« uden at opfylde bestemmelserne i varespecifikationen kombineret med tilladelsen til, efter at perioden på to år er udløbet, at fortsætte med at markedsføre produkter, som ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen, indtil lagrene er opbrugt, med henblik på mulighed for gradvis tilpasning til varespecifikationen. Sådanne produkter bør dog ikke markedsføres med teksten »garanteret traditionel specialitet«, forkortelsen »GTS« eller det tilknyttede EU-symbol.

(14)

På baggrund af ovenstående bør betegnelserne »Heumilch«/»Haymilk«/»Latte fieno«/»Lait de foin«/»Leche de heno« indføres i registret over garanterede traditionelle specialiteter.

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter —

(1)

I henhold til artikel 17 i forordning (EF) nr. 470/2009 skal der ved en forordning fastsættes en maksimalgrænseværdi for restkoncentrationer (herefter benævnt »MRL« — maximum residue limit) af farmakologisk virksomme stoffer, som i Unionen er bestemt til anvendelse i veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion eller i biocidholdige produkter, der anvendes i husdyrbrug.

(2)

Tabel 1 i bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 37/2010 (2) indeholder en liste over farmakologisk virksomme stoffer og disses klassifikation med hensyn til MRL'er i animalske fødevarer.

(3)

Gentamicin er allerede opført i denne tabel som et tilladt stof, der for kvæg og svin tillades anvendt til muskel, fedt, lever og nyre og i komælk.

(4)

I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i forordning (EF) nr. 470/2009 forelagde Kommissionen Det Europæiske Lægemiddelagentur (herefter benævnt »EMA«) en anmodning om at ekstrapolere de gældende MRL'er for gentamicin til andre arter eller væv.

(5)

På grundlag af en udtalelse fra Udvalget for Veterinærlægemidler har EMA anbefalet, at MRL'erne for gentamicin ekstrapoleres til alle pattedyrarter bestemt til fødevareproduktion og fisk.

(6)

Forordning (EU) nr. 37/2010 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Veterinærlægemidler —

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 881/2002 indeholder en liste over de personer, grupper og enheder, der ifølge forordningen er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer.

(2)

Den 29. februar 2016 besluttede Sanktionskomitéen under FN's Sikkerhedsråd at tilføje 11 fysiske personer og 1 enhed til listen over de personer, grupper og enheder, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer. Bilag I til forordning (EF) nr. 881/2002 bør derfor ajourføres.

(3)

For at sikre, at foranstaltningerne i denne forordning er effektive, bør denne forordning træde i kraft straks —

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Ved direktiv 2009/138/EF indføres der en risikobaseret tilsynsordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen. Direktiv 2009/138/EF finder fuldstændig anvendelse på forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen fra den 1. januar 2016.

(2)

I henhold til artikel 311 i direktiv 2009/138/EF kan Kommissionen vedtage delegerede retsakter som omhandlet i direktivet også inden dets anvendelsesdato.

(3)

Artikel 172 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilladelse i henhold til nævnte direktiv.

(4)

Artikel 227 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om ækvivalens, for så vidt angår tredjelandsforsikringsselskaber, der deltager i koncerner med hovedsæde i Unionen. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, kan sådanne koncerner, forudsat at fradrag og aggregering anvendes som konsolideringsmetode i forbindelse med deres indberetning på koncernniveau, tage hensyn til beregningen af kapitalkrav og disponibel kapital (kapitalgrundlag) i henhold til reglerne i den pågældende ikke-EU-jurisdiktion frem for at anvende direktiv 2009/138/EF ved beregning af koncernens solvenskrav og det anerkendte kapitalgrundlag.

(5)

Artikel 260 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om ækvivalens, for så vidt angår forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskabet har hovedsæde uden for Unionen. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, forlader medlemsstaterne sig i overensstemmelse med artikel 261, stk. 1, i direktiv 2009/138/EF på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i tredjelandet.

(6)

Et tredjelands regler anses for at være fuldt ud ækvivalente med de regler, der er fastsat ved direktiv 2009/138/EF, hvis de opfylder krav, som giver forsikringstagere og begunstigede et sammenligneligt omfang af beskyttelse.

(7)

Den 11. marts 2015 rådgav Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (2) Kommissionen om den gældende regulerings- og tilsynsordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner i Bermuda. Efter at Bermuda vedtog ændret forsikringslovgivning i juli 2015, vedtog EIOPA en ajourføring af sin rådgivning den 31. juli 2015. EIOPA's rådgivning er baseret på den relevante lovgivning i Bermuda, herunder Insurance Amendment (No 2) Act 2015 (i det følgende benævnt »loven«), der blev vedtaget i juli 2015, og som træder i kraft den 1. januar 2016, den adfærdskodeks for forsikringsvirksomhed (Insurance Code of Conduct), som er blevet ændret med virkning fra juli 2015, og de reviderede forsikringstilsynsregler, der er blevet vedtaget af Bermudan Monetary Authority (i det følgende benævnt »BMA«), og som træder i kraft den 1. januar 2016. Kommissionen har baseret sin vurdering på oplysningerne fra EIOPA.

(8)

Der skal i betragtning af bestemmelserne i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 (3), navnlig artikel 378, 379 og 380, samt EIOPA's rådgivning, lægges en række kriterier til grund for vurdering af ækvivalens i henhold til artikel 172, stk. 2, artikel 227, stk. 4, og artikel 260, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF.

(9)

Disse kriterier omfatter visse krav, som er fælles for to eller flere af artiklerne 378, 379 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35, som gælder for soloforsikrings- eller genforsikringsselskaber og for forsikrings- eller genforsikringskoncerner. Det præciseres således i denne retsakt, om forsikringsselskaber anskues individuelt (»solo«) eller på koncernniveau, idet soloselskaber ikke nødvendigvis indgår i en koncern. Kriterierne omfatter beføjelser, solvens, ledelse, gennemsigtighed, samarbejde mellem myndigheder og håndtering af fortrolige oplysninger samt afgørelsernes indvirkning på den finansielle stabilitet.

(10)

For så vidt angår redskaber, beføjelser og ansvar har det lokale tilsyn, BMA, beføjelse til reelt at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed og pålægge sanktioner eller træffe tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger, hvor det er nødvendigt, f.eks. tilbagekalde et selskabs erhvervslicens eller udskifte hele eller en del af dets ledelse. BMA råder over de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, den nødvendige ekspertise, kapacitet og det nødvendige mandat til effektivt at beskytte alle forsikringstagere og begunstigede.

(11)

For så vidt angår solvens bygger Bermudas vurdering (Bermuda Capital Solvency Requirement (BSCR)) af den finansielle situation for forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller -koncerner på fornuftige økonomiske principper, og solvenskravene er baseret på en økonomisk værdiansættelse af alle aktiver og passiver, den såkaldte Economic Balance Sheet. Dette sikrer sammenlignelighed mellem forsikringsselskaber. BSCR-reglerne kræver, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber har tilstrækkelige finansielle midler, og der opstilles kriterier for forsikringsmæssige hensættelser, investeringer, kapitalkrav (herunder minimumskapital) og kapitalgrundlag; BMA skal foretage indgreb rettidigt, hvis kapitalkravene ikke overholdes, eller hvis forsikringstagernes interesser trues. Kapitalkravene er risikobaserede med henblik på at dække kvantificerbare risici. Hovedkapitalkravet, det såkaldte Enhanced Capital Requirement (ECR), beregnes således, at det dækker uforudsete tab som følge af eksisterende forretningsvirksomhed. Hertil kommer, at det absolutte minimumskapitalkrav, kaldet Minimum Solvency Margin, ikke i øjeblikket er risikobaseret, men BMA vil ændre det og anvende en minimumsgrænse på 25 % af ECR for alle livsforsikringsselskaber med virkning fra den 1. januar 2017. BMA vil indføre disse krav til lovpligtig kapital og overskud fra udgangen af 2015 til alle kategorier af forsikringsselskaber, undtagen for captive forsikringsselskaber og special purpose-forsikringsselskaber. Hvad angår modeller kan forsikringsselskaber anvende en standardformel eller en intern model.

(12)

For så vidt angår ledelse kræver Bermudas solvensregler, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelsessystem, som indebærer, at de navnlig pålægges at have en klar organisationsstruktur, egnetheds- og hæderlighedskrav til de personer, der reelt driver selskaberne, og effektiv formidling af informationer inden for selskaberne og til BMA. Endvidere fører BMA et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter.

(13)

BSCR-reglerne kræver også, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber og -koncerner har risikostyrings-, compliance-, intern audit- og aktuarfunktioner. BCSR-reglerne pålægger dem at have et risikostyringssystem, der kan identificere, måle, overvåge, styre og indberette risici, og et effektivt internt kontrolsystem.

(14)

Den ordning, der er gældende i Bermuda, kræver, at ændringer i strategien for eller ledelsen af forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller -koncerner eller i kvalificeret deltagelse i sådanne selskaber eller koncerner er i overensstemmelse med sund og forsigtig ledelse. Navnlig indberettes erhvervelser og ændringer af forretningspolitik eller af kvalificeret deltagelse i forsikrings- eller genforsikringsskaber eller forsikringskoncerner til BMA, som kan pålægge passende sanktioner, hvis det er berettiget, f.eks. forbyde en erhvervelse. Loven indeholder bl.a. bestemmelser om udvidelse af kravene om, at aktionærer skal anmelde afhændelse af aktier i offentlige og private virksomheder.

(15)

For så vidt angår gennemsigtighed er forsikrings- eller genforsikringsselskaber og -koncerner forpligtet til at forelægge BMA de oplysninger, som er nødvendige for tilsynet, og til mindst én gang årligt at offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Den type kvalitative og kvantitative oplysninger, der skal offentliggøres, er i overensstemmelse med direktiv 2009/138/EF. Kravene om, at forsikringsselskaber og koncerner skal offentliggøre en rapport afspejler i vid udstrækning bestemmelserne i direktiv 2009/138/EF. Der kan indrømmes undtagelser, hvis videregivelse af oplysninger ville resultere i en konkurrencemæssig ulempe for selskaberne. Selv i et sådant tilfælde vil de væsentlige oplysninger om solvens og finansiel situation dog blive offentliggjort i henhold til Bermudas regler.

(16)

For så vidt angår tavshedspligt og samarbejde og udveksling af oplysninger bestemmer den ordning, der er gældende i Bermuda, at alle personer, der arbejder eller har arbejdet for BMA, herunder revisorer og eksperter, der handler på BMA's vegne, er underlagt tavshedspligt. Tavshedspligten indebærer også, at fortrolige oplysninger ikke må videregives, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, dog uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen. Endvidere anvender BMA kun fortrolige oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder i forbindelse med udøvelsen af sit hverv og til formål som fastsat i lovgivningen. Den ordning, der er gældende i Bermuda, kræver endvidere, at når et forsikringsselskab eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjeparter, der er involveret i forsøg på at redde genforsikringsselskabet, videregives. BMA må kun udveksle fortrolige oplysninger modtaget fra en anden tilsynsmyndighed med myndigheder, organer eller personer, som er underlagt tavshedspligt i Bermuda, med udtrykkelig tilladelse fra nævnte tilsynsmyndighed. Der er undertegnet aftalememoranda med Den Internationale Forsikringstilsynsorganisation og med alle EU-medlemsstaterne med henblik på at koordinere internationalt samarbejde, navnlig om udveksling af fortrolige oplysninger.

(17)

For så vidt angår indvirkningen af BMA's afgørelser er BMA og Bermudas øvrige myndigheder, som har til opgave at sikre velfungerende finansielle markeder, i stand til at vurdere, hvordan afgørelser vil indvirke på stabiliteten i finansielle systemer globalt, navnlig i nødsituationer, og til i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder at tage hensyn til deres mulige procykliske virkninger. I overensstemmelse med den ordning, der er gældende i Bermuda, finder der regelmæssigt møder sted mellem ovennævnte myndigheder med henblik på at udveksle oplysninger om risici for den finansielle stabilitet og koordinere tiltag. Det samme sker på internationalt plan, hvor Bermudas myndigheder f.eks. udveksler oplysninger med tilsynsmyndighederne i EU-medlemsstaterne og med EIOPA om spørgsmål vedrørende finansiel stabilitet.

(18)

I artikel 378 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35 opstilles der endvidere særlige ækvivalenskriterier for genforsikringsvirksomhed og for koncerntilsyn.

(19)

For så vidt angår de særlige kriterier for genforsikringsvirksomhed i artikel 378 i delegeret forordning (EU) 2015/35 er adgangen til at udøve genforsikringsvirksomhed betinget af en forudgående tilladelse fra BMA.

(20)

For så vidt angår de særlige kriterier for koncerntilsyn i artikel 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35 er BMA bemyndiget til at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet af tilsyn på koncernniveau, og til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern. BMA fører tilsyn med alle forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som et deltagende selskab, jf. artikel 212, stk. 1), litra a), i direktiv 2009/138/EF, udøver bestemmende eller betydelig indflydelse på.

(21)

BMA er i stand til at vurdere risikoprofilen samt den finansielle situation og solvensen for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern, samt den pågældende koncerns forretningsstrategi.

(22)

Indberetningsprocedurerne og de regnskabsmæssige procedurer gør det muligt at overvåge koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer, som forsikrings- eller genforsikringskoncerner mindst én gang årligt skal aflægge rapport om.

(23)

BMA begrænser anvendelsen af kapitalgrundlaget for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvis det ikke kan stilles til rådighed til dækning af kapitalkravet for det deltagende selskab, som koncernsolvensen beregnes for. Beregningen af koncernsolvensen giver et resultat, som mindst svarer til det resultat, der fås ved metoderne i artikel 230 og 233 i direktiv 2009/138/EF, uden dobbelt anvendelse af kapitalgrundlag og efter eliminering af den kapital, der er skabt inden for en koncern ved hjælp af indbyrdes finansiering.

(24)

Da ordningen derfor opfylder alle kriterierne i artikel 378, 379 og 380 i delegeret forordning (EU) 2015/35, bør det gældende regulerings- og tilsynssystem for forsikrings- eller genforsikringsselskaber og -koncerner i Bermuda anses for at opfylde kriterierne for fuldstændig ækvivalens i artikel 172, stk. 2, artikel 227, stk. 4, og artikel 260, stk. 3, i direktiv 2009/138/EF, bortset fra reglerne vedrørende captive forsikringsselskaber og special purpose-forsikringsselskaber, som er omfattet af et andet regelsæt.

(25)

Direktiv 2009/138/EF finder anvendelse fra den 1. januar 2016. Denne afgørelse bør derfor også tilkende ækvivalens fra nævnte dato til den solvens- og tilsynsordning, der er gældende i Bermuda.

(26)

Ved Kommissionens delegerede afgørelse (EU) 2015/2290 (4) blev der tilkendt midlertidig ækvivalens for så vidt angår solvensordninger, der er gældende i Australien, Bermuda, Brasilien, Canada, Mexico og USA. Af hensyn til retssikkerheden, og i lyset af at de solvensregler, der gælder i Bermuda for forsikrings- eller genforsikringsselskaber og -koncerner, opfylder kriterierne for fuld ækvivalens, med undtagelse af reglerne om captive forsikringsselskaber og special purpose-forsikringsselskaber, er det nødvendigt at ændre nævnte delegerede afgørelse —

1)

Titlen affattes således:

»Kommissionens delegerede afgørelse (EU) 2015/2290 af 5. juni 2015 om midlertidig ækvivalens for så vidt angår de solvensordninger, der er gældende i Australien, Brasilien, Canada, Mexico og USA, og som finder anvendelse på forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i disse lande«.

2)

Artikel 1 affattes således:

(1)

Ved direktiv 2009/138/EF indføres der en risikobaseret solvensordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen. Direktiv 2009/138/EF finder fuldstændig anvendelse på forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen fra den 1. januar 2016.

(2)

I henhold til artikel 311 i direktiv 2009/138/EF kan Kommissionen vedtage delegerede retsakter som omhandlet i direktivet også inden dets anvendelsesdato.

(3)

Artikel 172 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de solvensregler, som et tredjeland eller en tredje jurisdiktion anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente. Når det er blevet fastslået, at der foreligger ækvivalens, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med hovedsæde i den pågældende jurisdiktion på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har opnået tilladelse i henhold til nævnte direktiv.

(4)

Artikel 172, stk. 4, i direktiv 2009/138/EF omhandler fastsættelse af tidsbegrænset ækvivalens af bestemt varighed for tredjelande eller tredje jurisdiktioner, hvis solvensordninger på genforsikringsområdet opfylder visse kriterier. En afgørelse om tidsbegrænset ækvivalens er gyldig indtil 31. december 2020 med mulighed for forlængelse i højst et år som fastsat i artikel 172, stk. 5.

(5)

Artikel 227 i direktiv 2009/138/EF vedrører spørgsmålet om ækvivalens, for så vidt angår tredjelandsforsikringsselskaber, der deltager i koncerner med hovedsæde i Unionen. Når det er blevet godkendt, at der foreligger ækvivalens, kan sådanne koncerner, forudsat at fradrag og aggregering anvendes som konsolideringsmetode i forbindelse med deres indberetning på koncernniveau, tage hensyn til beregningen af kapitalkrav og disponibel kapital (kapitalgrundlag) i henhold til reglerne i den pågældende ikke-EU-jurisdiktion frem for at anvende direktiv 2009/138/EF ved beregning af koncernens solvenskrav og det anerkendte kapitalgrundlag.

(6)

Artikel 227, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF omhandler fastsættelse af midlertidig ækvivalens af bestemt varighed for tredjelande eller tredje jurisdiktioner, hvis solvensordninger på forsikringsområdet opfylder visse kriterier. Når det er blevet fastslået, at der foreligger midlertidig ækvivalens, gælder afgørelsen i en periode på 10 år med mulighed for forlængelse.

(7)

En række kriterier kan tages i betragtning for at vurdere tidsbegrænset ækvivalens i henhold til artikel 172, stk. 4, i direktiv 2009/138/EF og midlertidig ækvivalens i henhold til artikel 227, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF. Disse kriterier omfatter visse fælles krav, navnlig vedrørende den gældende solvensordning og beføjelser, ressourcer og ansvar, som tilsynsmyndigheden har. Andre af kriterierne er forskellige for de to typer af ækvivalens, navnlig dem, der vedrører konvergens hen imod en ordning, der er fuldstændig ækvivalent, udveksling af oplysninger med tilsynsmyndigheder samt tavshedspligt.

(8)

De japanske solvensregler er fastlagt i Insurance Business Act og Insurance Business Ordinance, senest ændret i 2010. Der findes en omfattende licensordning for godkendelse af forsikringsselskaber. For at kunne udøve forsikringsvirksomhed i Japan er det nødvendigt med en skadesforsikringslicens. Regler om ledelse, risikostyring og oplysningskrav er delvis fastsat i en tilsynsvejledning fra Financial Services Agency of Japan (JFSA). Tilsynsretningslinjerne har ikke retskraft, men overvåges på tæt hold af JFSA, som har beføjelser til at pålægge afhjælpende foranstaltninger, hvis den finder dem relevante.

(9)

I marts 2015 rådgav Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (2) Kommissionen om den gældende regulerings- og tilsynsordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber i Japan. EIOPA har efterfølgende også bistået Kommissionen og leveret supplerende input med hensyn til vurderingen af den japanske forsikringssektor i henhold til artikel 227, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF. Kommissionen har baseret sin vurdering på oplysningerne fra EIOPA.

(10)

Japan har en uafhængig forsikringstilsynsmyndighed, JFSA, som har de nødvendige beføjelser og ressourcer til at udføre sine opgaver. I 2013 havde JFSA ca. 100 ansatte, der på fuld tid tog sig af forsikringstilsyn, med mulighed for at inddrage flere fra andre steder i organisationen. Undersøgelsesbeføjelserne omfatter inspektioner på stedet og sanktioner, herunder forvaltningsafgørelser, der går så langt som til tilbagetrækning af licenser og individuelle sanktioner. JFSA kan også forelægge sager for de offentlige anklagere.

(11)

Forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber skal fremlægge omfattende rapporteringsmateriale for JFSA, og JFSA har vidtrækkende beføjelser til at omstrukturere eller afvikle nødlidende forsikrings- og genforsikringsselskaber, som er blevet anvendt til effektivt at håndtere en række livsforsikringsselskaber i alvorlige vanskeligheder i løbet af de seneste årtier.

(12)

JFSA har en række samarbejdsordninger med andre tilsynsmyndigheder i hele verden. Siden 2011 har JFSA været medunderskriver af Den Internationale Forsikringstilsynsorganisations multilaterale aftalememorandum om udveksling af oplysninger mellem forsikringstilsynene. JFSA har en række bilaterale eller multilaterale samarbejdsaftaler med andre tilsynsmyndigheder, herunder flere tilsynsmyndigheder i Unionen.

(13)

JFSA's personale er underlagt strenge krav om tavshedspligt. JFSA's regler og praksis beskytter i tilstrækkeligt omfang fortrolige oplysninger fra udenlandske tilsynsmyndigheder. Alt nuværende eller tidligere JFSA-personale er forpligtet til ikke at videregive oplysninger, som de modtager i forbindelse med udøvelsen af deres hverv. Uautoriseret videregivelse kan medføre disciplinære sanktioner, strafferetlige undersøgelser og straf. Oplysninger, der er modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder og angivet som fortrolige, behandles i overensstemmelse hermed og vil kun blive anvendt til de formål, der er aftalt med den udenlandske tilsynsmyndighed.

(14)

Værdiansættelsen af aktiver for både livs- og skadesforsikringsselskaber sker i overensstemmelse med Japans almindeligt anerkendte regnskabsprincipper. De fleste aktiver, men ikke alle, værdiansættes til dagsværdi. Under visse omstændigheder kan visse kategorier af aktiver (såsom obligationer og lån) værdiansættes til den bogførte værdi. Når aktiver værdiansættes på grundlag af de historiske omkostninger, tages de fleste af de urealiserede gevinster og tab i betragtning ved fastlæggelsen af det disponible kapitalgrundlag Forsikringsmæssige hensættelser til livsforsikring og langsigtet skadesforsikring diskonteres. Den diskonteringssats, der skal anvendes til diskontering af forsikringsmæssige hensættelser, fastsættes periodisk af JFSA. Fra aftalens startdato kan de forsikringsmæssige hensættelser kun opjusteres (de værdiansættes aldrig under den værdi, der fastlægges ved aftalens startdato). Der ses altså bort fra markedsmæssige og andre udviklinger, som ville medføre et fald i forsikringsmæssige hensættelser (f.eks. en stigning i rentesatserne). Forsikringsselskaberne skal også udføre analyser af fremtidige pengestrømme hvert regnskabsår med udgangspunkt i hensigtsmæssigheden af de forsikringsmæssige hensættelser, og de skal, hvis det skønnes nødvendigt, opbygge supplerende hensættelser.

(15)

For både livs- og skadesforsikringsselskaber kan tilsynsmæssige indgreb udløses ved tre forskellige tærskler defineret som forskellige »solvensmargenkvotienter« (»Solvency Margin Ratios« (SRM)) udtrykt som en procentdel af det dobbelte af kapitalgrundlaget divideret med et kapitalkrav benævnt »risiko i alt«. Tallet for »risiko i alt« omfatter forsikringsrisici, rente- og markedsrisici, operationelle risici og katastroferisici. Der accepteres interne modeller hvad angår katastrofe- og minimumsgarantirisici. JFSA har beføjelse til at pålægge visse afhjælpende foranstaltninger, selv hvis den højeste tærskel for tilsynsmæssige indgreb (SRM over 200 %) ikke overstiges, f.eks. ved at kræve, at forsikringsselskaberne træffer foranstaltninger med henblik på at forbedre deres rentabilitet, kreditrisiko, stabilitet eller likviditetsrisiko. Hvis SRM er under 0 %, kan JFSA foreskrive hel eller delvis suspension af virksomheden.

(16)

Via en virksomhedsrisikostyringsplan er de japanske forsikringsselskaber forpligtet til at styre risici individuelt og dækkende. Forsikringsselskaberne er forpligtet til at gennemføre passende risikostyring på en systematisk og dækkende måde. Dette omfatter bl.a., at de skal se på, om der tages hånd om relevante risici, verificere, om standarderne for kvantificering er objektive og hensigtsmæssige, og analysere fremtidige krav til kapitalgrundlag i lyset af spørgsmål vedrørende mellem- og langfristede forretningsstrategier og erhvervsklimaet. JFSA kræver også, at forsikringsselskaberne foretager en vurdering af egen risiko og solvens og aflægger rapport om resultaterne til bestyrelsen.

(17)

De japanske forsikringsselskaber er ved lov forpligtet til at indsende halvårlige og årlige forretningsrapporter til JFSA. Desuden skal forsikringsselskaberne hvert år udarbejde nogle forklarende dokumenter og stille dem til rådighed for offentligheden på deres hovedsæde.

(18)

De japanske solvensregler er under udvikling. Der blev indført solvenskrav på koncernplan i 2010. Siden begyndelsen af EIOPA's vurdering af det japanske tilsynssystems ækvivalens i forhold til artikel 172 i direktiv 2009/138/EF i 2011, har Japan været i gang med reformer, som vil forbedre landets solvensordning. Der er blevet udarbejdet adskillige rapporter og gennemført en række realafprøvninger i 2011, 2012 og 2014 vedrørende en balance baseret på økonomiske værdiansættelser. De ændringer, der er under behandling, giver grund til at antage, at den fremtidige udvikling af den japanske solvensordning vil føre til større konvergens med direktiv 2009/138/EF.

(19)

Ifølge denne vurdering bør Japans solvensordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber anses for at opfylde kriterierne for tidsbegrænset ækvivalens, der er fastsat i artikel 172, stk. 4, i direktiv 2009/138/EF, og for foreløbig ækvivalens, der er fastsat i artikel 227, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF.

(20)

Perioden for tidsbegrænset ækvivalens, der fastsættes i denne afgørelse, udløber den 31. december 2020, jf. artikel 172, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF.

(21)

Perioden for midlertidig ækvivalens, der fastsættes i denne afgørelse, bør være på ti år, jf. artikel 227, stk. 6, i direktiv 2009/138/EF —