ISSN 1977-0634 |
||
Den Europæiske Unions Tidende |
L 34 |
|
Dansk udgave |
Retsforskrifter |
59. årgang |
|
|
|
(1) EØS-relevant tekst |
DA |
De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode. Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk. |
II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
AFGØRELSER
10.2.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 34/1 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/151
af 1. oktober 2014
om Tysklands statsstøtte SA.31550 (2012/C) (ex 2012/NN) til Nürburgring
(meddelt under nummer C(2014) 3634)
(Kun den tyske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),
efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i henhold til ovennævnte bestemmelser (1), under hensyntagen til deres bemærkninger og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
1.1. FORMEL UNDERSØGELSESPROCEDURE
(1) |
I perioden 2002-2012 gennemførte Tyskland en række støtteforanstaltninger til fordel for den tyske racerbane Nürburgring, herunder støtteforanstaltninger til opførelse af en forlystelsespark, hoteller og restauranter samt til afholdelse af Formel 1-løb. Nürburgring-kompleksets ejere var de statsejede virksomheder Nürburgring GmbH (»NG«), Motorsport Resort Nürburgring GmbH (»MSR«) og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH (»CMHN«). |
(2) |
I juli 2010 fremsendte Eifelpark GmbH (»Eifelpark«), ejer af en forlystelsespark i den tyske Eifelregion, oplysninger til Kommissionen om påstået statsstøtte til finansiering af forlystelsesanlæggene i tilknytning til Nürburgring-racerbanen som led i »Nürburgring 2009«-projektet. I april 2011 modtog Kommissionen endnu en klage over statsstøtte fra den tyske motorsportsforening »Ja zum Nürburgring e.V.«. Foreningen udtrykte bekymring over, at »Nürburgring 2009«-projektet — der angiveligt kørte med underskud — udgjorde en trussel mod den egentlige drift af racerbanen. |
(3) |
Ved brev af 21. marts 2012 (»afgørelsen af 21. marts 2012«) underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedrørende støtteforanstaltning 1-17, der er beskrevet i afsnit 2 i denne afgørelse (»den formelle undersøgelsesprocedure«) (2). Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til foranstaltningerne. |
(4) |
Den 15. maj 2012 gennemførte Tyskland yderligere støtteforanstaltninger (foranstaltning 18 og 19), der er beskrevet i afsnit 2, og anmeldte dem til Kommissionen den 25. maj 2012. Ved brev af 7. august 2012 (»afgørelsen af 7. august 2012«) underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at udvide undersøgelsesproceduren til også at omfatte de nye støtteforanstaltninger (4). Kommissionens beslutning om at udvide proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (5). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til foranstaltningerne. |
(5) |
Den 23. april 2012, 15. juni 2012, 18. juli 2012, 20. juli 2012, 17. august 2012, 7. september 2012 og 18. januar 2013 modtog Kommissionen kommentarer fra Tyskland. Ni interesserede parter fremsendte mellem den 9. august 2012 og den 18. oktober 2012 bemærkninger til Kommissionen vedrørende afgørelsen af 21. marts 2012. Den 18. oktober 2012 og 23. oktober 2012 fremsendte Kommissionen bemærkningerne fra de interesserede parter til Tyskland. Tyskland svarede den 15. november 2012. Kommissionen modtog mellem den 5. november 2012 og den 30. november 2012 bemærkninger fra tre interesserede parter vedrørende afgørelsen af 7. august 2012. Den 3. december 2012 fremsendte Kommissionen bemærkningerne fra de interesserede parter til Tyskland. Tyskland svarede den 2. januar 2013. |
(6) |
Den 29. januar 2013, 4. juni 2014 og 5. juni 2014 anmodede Kommissionen Tyskland om yderligere oplysninger; Tyskland svarede henholdsvis den 15. april 2013, 4. juni 2014 og 6. juni 2014. |
1.2. INSOLVENSBEHANDLING OG SALG AF AKTIVER
(7) |
Den 24. juli 2012 traf Amtsgericht Bad Neuenahr-Ahrweiler bestemmelse om foreløbig bevarelse af rådighed over aktiverne (vorläufige Eigenverwaltung des Vermögens) i Nürburgrings ejerselskaber (NR, MSR og CMHN). Insolvensbehandlingen i form af bevarelse af rådighed over aktiverne (Eigenverwaltung des Vermögens) blev efterfølgende indledt af Amtsgericht den 1. november 2012. Siden da er driften af NG, MSR og CMHN blevet varetaget af den såkaldte »Eigenverwalter« eller »Sanierungsgeschäftsführer« og af kuratoren (Sachverwalter) (i det følgende er begge benævnt »kuratorerne«). Ingen af dem er bundet af instrukser fra kapitalejerne. NG, MSR og CMHN beholdt under insolvensbehandlingen revisionsfirmaet KPMG AG (»KPMG«) som den eneste finansielle rådgiver, der på deres vegne skulle organisere salget af deres aktiver og havde ansvaret for alle kontakter med interesserede bydende. |
(8) |
Siden oktober 2012 har Kommissionen drøftet de statsstøtteretlige problemer, der kunne opstå som følge af salget af NG's, MSR's og CMHN's aktiver, med Tyskland og kuratorerne. |
(9) |
Siden den 1. november 2012 er hele komplekset blevet drevet af Nürburgring Betriebsgesellschaft mbH (»NBG«), et helejet datterselskab af NG, der blev oprettet af kuratorerne. NBG erstattede det tidligere driftsselskab Nürburgring Automotive GmbH (»NAG«) (6). |
(10) |
På baggrund af NG's, MSR's og CMHN's insolvens påbegyndte kuratorerne fra maj 2013 salget af disses aktiver. Den 15. maj 2013 blev der iværksat en budprocedure med henblik på salget af aktiverne. Ved to breve af 23. maj 2013 tilsendte Kommissionens tjenestegrene Tyskland og kuratorerne en udtalelse vedrørende de forskellige muligheder for at sælge aktiverne, der ville være i overensstemmelse med statsstøttereglerne (7). |
(11) |
Vedrørende salget af aktiverne tilhørende NG, MSR og CMHN fremsendte Tyskland oplysninger den 10. april 2013, 15. april 2013, 30. april 2013, 9. oktober 2013, 27. februar 2014 og — på grundlag af Kommissionens begæringer om oplysninger af 13. marts 2014, 23. maj 2014, 4. juli 2014 og 7. juli 2014 — den 23. april 2014, 26. maj 2014 og 10. juli 2014. Den 18. oktober 2012, 7. marts 2013, 11. oktober 2013 og 26. februar 2014 fandt der samtaler sted mellem Kommissionen, Tyskland og kuratorerne i Bruxelles. Kommissionen modtog desuden yderligere bemærkninger fra interesserede parter. |
(12) |
Den 23. december 2013 fremsendte »Ja zum Nürburgring e.V.« (»klager 1«) (8) og den 2. januar 2014 den tyske automobilklub ADAC e.V., der havde deltaget i budproceduren (»klager 2«), breve, hvori de gjorde gældende, at kuratorernes igangværende salg af Nürburgrings aktiver var i strid med statsstøttereglerne. Den 4. februar 2014 opfordrede klager 1 Kommissionen til at suspendere salgsproceduren og fremlagde nye oplysninger. Som svar på et brev fra Kommissionen af 13. januar 2014 fremsendte Tyskland sine bemærkninger til de påstande, der var gjort gældende i brevet fra de to klagere af 10. februar 2014. Klager 1 fremsendte yderligere oplysninger den 8. juli 2014, som Tyskland fremsatte bemærkninger til den 14. juli 2014. |
(13) |
Den 10. april 2014 indgav [bydende 3], Inc. (»klager 3« eller »[bydende 3]«), der havde deltaget i budproceduren, klage over salgsproceduren til Kommissionen. Den 17. april 2014 indgav Meyrick Cox (»klager 4«), som indgik i det bydende konsortium [bydende 2] (»[bydende 2]«), bestående af [bydende 2] European Capital Partners LLP, Meyrick Cox, Marcus Graf von Oeynhausen-Sierstorpff og Wadell & Reed, Inc.), klage over salgsproceduren til Kommissionen. Disse klager blev videresendt til Tyskland henholdsvis den 16. april 2014 og den 17. april 2014. Den 25. april 2014 fremsendte Tyskland sine bemærkninger til den klage, som klager 4 havde indgivet. Den 5. maj 2014 fremsendte Tyskland sine bemærkninger til den klage, som klager 3 havde indgivet. Den 19. maj 2014 fremsendte klager 3 yderligere argumenter. Den 22. maj 2014 fremsendte Tyskland sine bemærkninger til disse yderligere argumenter. Klager 3 fremsendte den 23. maj 2014 yderligere oplysninger, som Tyskland fremsatte bemærkninger til den 10. juli 2014; klager 3 fremsendte yderligere bemærkninger den 16. juni 2014 og 7. juli 2014, som Tyskland fremsatte bemærkninger til den 11. juli 2014. Den 29. juli, 20. august, 8. september og 12. september 2014 fremsendte Tyskland yderligere oplysninger, hvori også bemærkningerne fra klager 3 og 4 af 21. august, 3. september og 12. september 2014 blev behandlet. Endvidere fandt der to møder sted i Bruxelles henholdsvis den 22. juli og 5. september 2014 mellem Kommissionens tjenestegrene og repræsentanter for Tyskland, kuratorerne og KPMG. |
(14) |
Da den formelle undersøgelsesprocedure i givet fald kunne afsluttes med en negativ afgørelse fra Kommissionen med krav om tilbagebetaling af uforenelig støtte har Tyskland anmodet Kommissionen om at bekræfte, at en tilbagebetalingsforpligtelse, der er pålagt NG, MSR og CMHN, ikke ville være gældende for køberen af aktiverne eller dennes datterselskab, der optræder som driftsselskab, og at tilbagebetalingsforpligtelsen ikke ville være til hinder for NBG's drift af Nürburgring i 2014-sæsonen, hvorefter der skulle ske likvidation af dette selskab. |
2. BESKRIVELSE AF STØTTEFORANSTALTNINGERNE
2.1. STØTTEGIVERNE
(15) |
Der er fem støttegivere: 1) delstaten Rheinland-Pfalz (9) (»delstaten«), 2) den offentligt ejede bank Investitions- und Strukturbank Rheinland-Pfalz GmbH (»ISB«), 3) Rheinland-Pfälzische Gesellschaft für Immobilien und Projektmanagement GmbH (»RIM«), et helejet datterselskab af ISB, 4) Landkreis Ahrweiler og 5) NG (10). |
2.2. DE PÅSTÅEDE STØTTEMODTAGERE
(16) |
Indtil den 30. april 2010 ejede og drev NG Nürburgring-komplekset (11). |
(17) |
Den 1. maj 2010 fandt der en omstrukturering sted af Nürburgring-kompleksets ejerforhold og drift. NG havde fortsat ejerskabet til racerbanen og forlystelsesparken og erhvervede via en kapitalinteresse på 93,3 % i MSR (12) indirekte ejerskab til hotellerne og restauranterne og erhvervede indirekte 93,3 % af ejerskabet til CMHN (13) (MSR og CMHN var fortsat de direkte ejere af hotellerne og restauranterne). Driften af racerbanen, forlystelsesparken samt hotellerne og restauranterne blev overdraget til NAG på grundlag af en driftsforpagtningskontrakt (14), se foranstaltning 10 (15). |
(18) |
Som allerede nævnt er støttemodtagerne NG, MSR og CMHN under insolvensbehandling. Andre støttemodtagere, som der er indledt insolvensbehandling over for, er IPC Gesellschaft für internationale Projektcoordination mbH (»IPC«) (16), Weber Projektierungs- und Realisierungs GmbH (»Weber«) (17) og Cash Settlement and Ticketing GmbH (»CST«) (18). |
(19) |
De støttemodtagere, som viderefører deres aktiviteter og ikke er under insolvensbehandling, er Mediinvest GmbH, i mellemtiden omdøbt til Return Projektmanagement GmbH (»Mediinvest«) (19), Geisler & Trimmel General Contractor GmbH (»Geisler & Trimmel«) (20), NAG og Fahrsicherheitszentrum am Nürburgring GmbH & Co. KG (»FSZ«) (21). De støttemodtagere, der ikke længere eksisterer, er Erlebnispark Nürburgring GmbH & Co. KG (»EWN«) (22), Motorsport Akademie Nürburgring GmbH & Co. KG (»MAN«) (23), Test & Training International GmbH (»TTI«) (24), Bike World Nürburgring GmbH (»BWN1«) (25), BikeWorld Nürburgring Besitz (»BWNB«), BikeWorld Nürburgring GmbH (»BWN2«), Camp 4 Fun GmbH & Co. KG (»Camp4Fun«) (26) og MI-Beteiligungs- und Verwaltungs GmbH (»MIB«) (27). |
2.3. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE
(20) |
Denne undersøgelsesprocedure omfatter finansiering af opførelse og drift af faciliteter i tilknytning til racebanen og turismefaciliteterne inden »Nürburgring 2009«-projektet, opførelse af alle disse faciliteter som led i »Nürburgring 2009«-projektet og afholdelse af Formel 1-løb. Med »Nürburgring 2009«-projektet skulle racerbanen forbedres med forskellige attraktioner for at gøre den mere attraktiv hele året. »Nürburgring 2009«-projektet omfattede et delområde I (hovedsagelig tribune- og underholdningsfaciliteter) og et delområde II (hovedsagelig hotelfaciliteter) (28). |
a) Foranstaltninger omfattet af afgørelsen af 21. marts 2012
(21) |
Foranstaltning 1 (delstatens og Landkreis Ahrweilers tilvejebringelse af kapital til NG i form af overførsler til kapitalreserven og kapitalforhøjelser): Delstaten stillede kapital til rådighed for NG i form af overførsler til kapitalreserven (29) på 2 179 000 EUR (30) den 1. maj 2002 og på 22 839 241 EUR (31) den 21. december 2004. Endvidere forhøjede delstaten og Landkreis Ahrweiler NG's kapital med 4 887 000 EUR (32) den 31. august 2004 og med 10 000 000 EUR den 4. september 2007. Delstaten og Landkreis Ahrweiler foretog i perioden 2002-2007 kapitaltilførsler til NG på i alt 39 905 241 EUR. |
(22) |
Foranstaltning 2 (kapitalejerlån fra NG til dets datterselskaber inden påbegyndelsen af »Nürburgring 2009«-projektet): Uafhængigt af »Nürburgring 2009«-projektet ydede NG sine datterselskaber de kapitalejerlån på i alt 11 176 953,14 EUR, der er anført i tabel 1-4. Rentesatsen blev aftalt til 6 %, og der blev ikke stillet sikkerhed. Tabel 1 Kapitalejerlån ydet af NG til EWN, FSZ, MAN, TTI og Camp4Fun
Tabel 2 Lån ydet af NG til BWNB inden dets navneændring
Tabel 3 Lån ydet af NG til BWN1 inden dets fusion med BWNB
Tabel 4 Lån ydet af NG til BWN2 after dets fusion med BWNB og BWNB's navneændring
|
(23) |
Foranstaltning 3 (lån, som delstaten har stillet til rådighed for NG via likviditetspuljen): Denne foranstaltning omfatter lån, som delstaten har ydet NG fra sin såkaldte likviditetspulje (38). I forbindelse med Formel 1-løb og »Nürburgring 2009«-projektet (39) har NG deltaget i delstatens likviditetspulje siden henholdsvis 2003 og 2008 (40). ISB deltager ligeledes i likviditetspuljen. Likviditetspuljen har til formål at optimere likviditeten inden for delstatens forskellige holdingvirksomheder, fonde og offentlige virksomheder. Grundlaget for de forskellige virksomheders og fondes deltagelse i likviditetspuljen er en aftale mellem den pågældende virksomhed/fond og delstatens finansministerium. I tilfælde af, at efterspørgslen efter likviditet inden for puljen overstiger de midler, der er til rådighed, finansieres likviditetsmanglen på kort sigt på kapitalmarkedet. I perioden fra 30. juni 2003 til 11. maj 2010 ydede delstaten lån til NG på i alt 399 805 370 EUR (herunder de lån på 53 443 493 EUR, som delstaten ydede til NG i perioden fra 30. juni 2003 til 30. juni 2009 til Formel 1-løb, og de lån på 170 mio. EUR, som delstaten ydede til NG i perioden fra 23. juni 2008 til 30. juni 2010 til »Nürburgring 2009«-projektet) (41). NG er støttemodtager. Nærmere oplysninger findes i tabel 5. Tabel 5 Lån udbetalt til NG fra delstatens likviditetspulje (42)
|
(24) |
Foranstaltning 4 (lån fra NG til MSR): I forbindelse med »Nürburgring 2009«-projektet ydede NG den 27. december 2007 et lån på 300 000 EUR til MSR til en rentesats på 7 %. Der blev ikke stillet sikkerhed. |
(25) |
Foranstaltning 5 (lån, hensigtserklæring og efterstilling af fordringer fra NG til fordel for CST): I perioden fra 27. august 2008 til 18. april 2011 ydede NG lån på i alt 11 032 060 EUR til CST til en rentesats på 6 % (43). Tabel 6 Lån ydet af NG til CST
|
(26) |
For at forhindre CST's insolvens afgav NG den 23. december 2009 en hensigtserklæring (Patronatserklärung) til fordel for CST, som udløb den 31. december 2011. Heri forpligtede NG sig over for CST til at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for at afværge CST's insolvens. Hensigtserklæringen blev udnyttet. Den 13. december 2010 afgav NG erklæring om efterstilling af sine fordringer (Rangrücktritt) på 10,4 mio. EUR mod CST. |
(27) |
Foranstaltning 6 (betaling af vederlag fra NG til IPC og lån til MSR via PNG): I perioden 2006-2008 modtog IPC fra NG i alt 640 000 EUR som vederlag for selskabets tjenester, da der skulle findes private investorer. Desuden ydede NG den 15. oktober 2008 et lån på 3 mio. EUR til Pinebeck Nürburgring GmbH (»PNG«) til en rentesats på 6 %. Den 15. oktober 2008 udnyttede PNG dette lån til at yde et lån på 3 mio. EUR til MSR til en rentesats på 6 %, idet PNG dog kun udbetalte et lån på 2 941 000 EUR (44). Der var stillet sikkerhed for begge lån for 3 mio. EUR til fordel for NG. |
(28) |
Foranstaltning 7 (overdragelse af fordringer fra MIB til NG): Den 17. april 2009 overdrog MIB sine lånefordringer mod CST på 1 476 830,88 EUR (45) til NG. For disse lån betalte NG et beløb på 1 476 830,88 EUR til MIB. MIB's fordringer kunne herved tilbagebetales fuldt ud af NG, som på sin side blev CST's kreditor (46). |
(29) |
Foranstaltning 8 (ISB-lån til NG, MSR og CMHN): For at spare finansieringsomkostninger og sikre finansieringen på lang sigt blev der den 28. juli 2010 foretaget en fuldstændig omstrukturering af finansieringsaftalerne. Forpligtelserne over for delstatens likviditetspulje (foranstaltning 3), et lån på […] EUR fra Bank für Tirol und Vorarlberg AG til CMHN (47), et lån på […] EUR fra Kreissparkasse Ahrweiler til MSR (48) og de lån på 85 512 000 EUR, som RIM ydede til MSR via RIM's passive kapitalindskud i Mediinvest, samt Mediinvests efterfølgende lån til MSR (foranstaltning 11) blev omstruktureret til et enkelt lån på 325 265 000 EUR, som ISB ydede til NG, MSR og CMHN inden for rammerne af det af delstaten udstedte kreditmandat (49). Omstruktureringen af de pågældende finansieringsaftaler er en selvstændig foranstaltning ved siden af de underliggende lån. Dette resulterer i et nyt lån til fordel for NG, MSR og CMHN. Lånet er opdelt i fire trancher: tranche 1 på 96 574 200 EUR til fordel for NG til infrastruktur, tranche 2 på 113 590 800 EUR til fordel for NG til øvrige investeringer (50), tranche 3 på 92 000 000 EUR til fordel for MSR til øvrige investeringer og tranche 4 på 23 100 000 EUR til CMHN til øvrige investeringer. Tranche 1 til faciliteterne i tilknytning til Nürburgring blev ydet rentefrit. Tranche 2-4 vedrører foranstaltningerne til fremme af turisme (se tabel 7). Sikkerhedsstillelsen for ISB-lånet i form af pant i fast ejendom svarer til 93 658 000 EUR, idet den stillede sikkerhed for tranche 2-4 har forrang for sikkerhedsstillelsen for tranche 1. I tabel 7 er vilkårene for ISB-lånet anført sammen med den basisrentesats, der var gældende på daværende tidspunkt. Tabel 7 Finansieringsvilkår for ISB-lånet
|
(30) |
Foranstaltning 9 (delstatens garantierklæring over for ISB vedrørende foranstaltning 8: ISB-lån til NG, MSR og CMHN): Den 28. juli 2010 afgav delstaten over for ISB en ubetinget og uigenkaldelig garanti- og fritagelseserklæring (100 %-dækning af forpligtelserne) vedrørende NG's, MSR's og CMHN's dækning af alle forpligtelser i forbindelse med ISB-lånet. Hverken NG, MSR eller CMHN betalte et gebyr for garantien. Ligesom ISB-lånet (foranstaltning 8) vedrører garantierklæringen både Nürburgring-faciliteterne og foranstaltningerne til fremme af turisme. |
(31) |
Foranstaltning 10 (bortforpagtning af Nürburgring-komplekset til NAG): I forbindelse med omstruktureringen i 2010 bortforpagtede NG, EWN, Nürburgring Adventure GmbH (52), Camp4Fun, MSR og CMHN fra den 1. maj 2010 racerbanen, forlystelsesparken og andre faciliteter for en periode på 20 år (53) til NAG (54). Der blev i den forbindelse ikke gennemført en udbudsprocedure. Forpagtningen omfattede faciliteterne og driften af Nürburgring og foranstaltningerne til fremme af turisme. Afholdelsen af Formel 1-løb var dog genstand for en særskilt koncessionskontrakt (foranstaltning 17) og således ikke omfattet af forpagtningen. Minimumsforpagtningsafgiften pr. år blev fastsat til 0 EUR for perioden fra 1. maj 2010 til 30. april 2011, til 5 mio. EUR for perioden fra 1. maj 2011 til 30. april 2012, til 11,5 mio. EUR for perioden fra 1. maj 2012 til 30. april 2012, såfremt byggefejl er afhjulpet inden 30. april 2012, i modsat fald til 10 mio. EUR, og til 15 mio. EUR for perioden fra 1. maj 2013 (55). I perioden fra 1. maj 2010 til 31. oktober 2012 betalte NAG en forpagtningsafgift på […] EUR (56). Forpagtningskontrakten blev bragt til ophør med tilbagevirkende kraft fra 31. oktober 2012 på grundlag af den forligsaftale (Vergleichsvertrag), der blev indgået den 27. november 2012 mellem NG, MSR, CMHN, CST og NBG samt kuratoren på den ene side og NAG, Mediinvest og andre virksomheder på den anden side. |
(32) |
Foranstaltning 11 (lån fra RIM til MSR via Mediinvest som formidler og — med hensyn til ét af lånene — via PNG): Mellem den 29. maj 2008 og den 7. juli 2009 ydede RIM elleve lån til Mediinvest på i alt 85 512 000 EUR i form af passive kapitalindskud til finansiering af delområde II (hoteller) af »Nürburgring 2009«-projektet (57). I samme periode anvendte Mediinvest, der optrådte som formidler mellem RIM (støttetildelende organ) og MSR (støttemodtager), disse midler til at yde lån til MSR til en højere rentesats (se nedenfor) (58). Med hensyn til de passive kapitalindskud blev der foruden den faste rente aftalt en variabel rente på 2 %, som principielt enten var afhængig af salgsprovenuet af MSR's andel af Mediinvest eller Mediinvests årsoverskud i 2009. Endvidere blev der stillet sikkerhed. En oversigt over de passive kapitalindskud findes i tabel 8: Tabel 8 Passive kapitalindskud fra RIM til Mediinvest
|
(33) |
I perioden fra 27. maj 2008 til 7. juli 2009 ydede Mediinvest ni lån til MSR på i alt 75 484 000 EUR til en rentesats på 7 % (5,1 % fra 1. november 2009); der blev ikke stillet sikkerhed. En oversigt over de passive kapitalindskud findes i tabel 9: Tabel 9 Lån ydet af Mediinvest til MSR
|
(34) |
Derudover ydede Mediinvest den 12. november 2008 et lån til PNG på 10 mio. EUR til en rentesats på 6 % (indtil 31. december 2009), og sidstnævnte ydede samme dag et lån til MSR på samme beløb og til samme rentesats. |
(35) |
Foranstaltning 12 (delstatens garantierklæring over for ISB vedrørende foranstaltning 11: passive kapitalindskud fra RIM til Mediinvest): I forbindelse med ISB's lån til RIM, som af RIM blev anvendt til lån til Mediinvest (foranstaltning 11), stillede delstaten en garanti til rådighed for ISB for opfyldelse af betalingsforpligtelser på op til 140 mio. EUR (100 %-dækning af forpligtelserne) (59). Der blev ikke betalt noget gebyr for garantien. Efter Kommissionens opfattelse er modtageren af den omhandlede foranstaltning MSR, da denne virksomhed også er modtager af foranstaltning 11. |
(36) |
Foranstaltning 13 (indtægter fra en kasinoafgift, som delstaten overførte til NG): I februar 2009 blev Rheinland-Pfalz' lov om kasinoer (Spielbankgesetz) ændret, således at dele af indtægterne fra en kasinoafgift kunne overføres til NG. De overførte skatteindtægter var øremærket til fremme af turisme. Der blev overført 1,6 mio. EUR den 29. december 2009, 3,2 mio. EUR den 29. oktober 2010 og igen 3,2 mio. EUR den 29. marts 2011, dvs. i alt 8 mio. EUR. |
(37) |
Foranstaltning 14 (kapitalejerlån fra delstaten til NG og efterstilling af fordringer til fordel for »Nürburgring 2009«-projektet): Til forberedelsen og gennemførelsen af »Nürburgring 2009«-projektet modtog NG følgende rentefrie lån uden fast løbetid fra delstaten: 20 mio. EUR den 21. august 2007, 10 mio. EUR den 22. december 2009, 4,65 mio. EUR den 28. december 2010 og 3,2 mio. EUR den 26. april 2011 (60). Desuden ydede delstaten den 9. december 2011 endnu et lån til NG på 4,95 mio. EUR. For at forhindre NG's insolvens afgav delstaten endvidere den 29. august 2007 en erklæring om efterstilling af fordringer med hensyn til hele det ovennævnte lån på 20 mio. EUR. |
(38) |
Foranstaltning 15 (overførsel af andele i MSR fra Mediinvest og Geisler & Trimmel til NG og fra Weber til RIM): Med kontrakt af 25. marts 2010 blev Mediinvests (49,5 %) og Geisler & Trimmels (33,8 %) andele i MSR overført til NG, som allerede besad 10 % af andelene. Webers andele i MSR (6,7 %) blev ved samme dokument overført til RIM. Købsprisen udgjorde 1 EUR pr. andel (dvs. i alt 3 EUR) (61). |
(39) |
Foranstaltning 16 (kapitalejerlån og tilskud fra delstaten til NG til Formel 1-løb): Endvidere ydede delstaten den 11. januar 2011 et rentefrit lån uden fast løbetid til NG på 40 405 000 EUR til dækning af underskud i forbindelse med Formel 1, som i første omgang blev midlertidigt finansieret via likviditetspuljen. Desuden ydede delstaten i juli 2011 et tilskud på 13,5 mio. EUR til afholdelse af Formel 1-løb i 2011. |
(40) |
Foranstaltning 17 (Formel 1-koncessionskontrakt): Den 13. december 2010 blev der indgået en koncessionskontrakt mellem NG og NAG om afholdelse af Formel 1-løb (62). I denne koncessionskontrakt overdrager NG afholdelsen af Formel 1-løb til NAG og forpligter sig til gengæld til at betale en kompensation (63). Ifølge Tyskland skulle NAG på grundlag af denne kontrakt modtage finansielle midler, som ikke ville blive taget i betragtning ved beregningen af forpagtningsafgiften i forbindelse med den driftsforpagtningskontrakt, der blev indgået mellem NG og NAG, men der har ikke fundet overførsler af midler sted mellem NG og NAG. Koncessionen blev bragt til ophør på grundlag af den forligsaftale, der blev indgået den 27. november 2012 mellem NG, MSR, CMHN, CST og NBG samt kuratoren på den ene side og NAG, Mediinvest og andre virksomheder på den anden side. |
b) Foranstaltninger omfattet af afgørelsen af 7. august 2012
(41) |
Foranstaltning 18 (henstand med rentebetalinger i forbindelse med et ISB-lån til fordel for NG, MSR og CMHN): Den 15. maj 2012 gav ISB henstand med renter på 2,98 mio. EUR, som skulle have været betalt den 30. april 2012, indtil den 15. november 2012 (herunder henstand med kompensationen på 48 913,78 EUR for den manglende optagelse af den uudnyttede del af lånet). Med hensyn til de pågældende beløb blev der beregnet en årlig rente på 8,17 %. Denne rentehenstand fordeler sig på de enkelte kapitalejere på følgende måde: NG tegner sig for 1,473 mio. EUR, MSR for 1,205 mio. EUR og CMHN for 303 000 EUR. |
(42) |
Foranstaltning 19 (efterstilling af fordringer og fritagelseserklæring): Den 15. maj 2012 afgav delstaten erklæring om efterstilling af fordringer med hensyn til lån på op til 254 mio. EUR, som ISB havde ydet til NG, MSR og CMHN som en del af lånet på 325 265 000 EUR (foranstaltning 8). Med hensyn til tilbagebetalingen af disse lån fra 2014 erklærede delstaten endvidere den 15. maj 2012, at såfremt NG, MSR og CMHN ikke kunne opfylde deres betalingsforpligtelser, ville de blive fritaget for deres betalingsforpligtelser, og at delstaten ville indløse sin garanti til fordel for ISB (foranstaltning 9). |
2.4. BAGGRUNDEN FOR INDLEDNINGEN OG UDVIDELSEN AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
(43) |
Kommissionen nåede i sine afgørelser af 21. marts 2012 og 7. august 2012 til den foreløbige konklusion, at alle 19 foranstaltninger udgjorde statsstøtte, og udtrykte tvivl om, hvorvidt de var forenelige med TEUF. |
2.5. BUDPROCEDURE OG SALG AF AKTIVER
(44) |
Budprocedurens indledning blev meddelt den 14. maj 2013 i en pressemeddelelse fra kuratoren. Den 15. maj 2013 offentliggjorde KPMG i Financial Times, i Handelsblatt og på Nürburgrings websted en indkaldelse af interessetilkendegivelser. I forbindelse med budproceduren havde KPMG på sælgernes vegne kontakt med ca. 300 investorer. De interesserede blev anmodet om at afgive en interessetilkendegivelse (ca. 70 virksomheder tilkendegav interesse); efter at disse havde fået stillet en række dokumenter vedrørende Nürburgring til rådighed, blev de anmodet om at afgive et vejledende bud inden den 26. september 2013. Ved brev af 19. juli 2013 informerede sælgerne alle interesserede investorer om følgende: »All parties that intend to participate in next stage of the process are invited to submit an Indicative Offer by 5:00 pm (CET) on 12 September 2013. Offer handed in after the deadline will also be considered« (64). Den nævnte frist den 12. september 2013 for afgivelse af et vejledende bud blev pr. brev af 12. september 2013 forlænget til den 26. september 2013: »The Vendors have decided to extend the deadline for Indicative Offers, in order to enable potential investors to complete their analysis of the provided material. The updated deadline now ends at 5 p.m. CET on 26 September 2013. Offers handed in after the deadline will also be considered« (65). Ved brev af 17. december 2013 blev fristen for at indgive bekræftende bud af sælgerne forlænget fra 11. december 2013 til 17. februar 2014. »In order to enable potential investors to complete their analysis of the provided information material and to provide a final offer that fully reflects the value potential of the Nürburgring, the timeline which used to end at 5 p.m. CET on 11 December 2013 now ends at 5 p.m. CET on 17 February 2014. For the sake of clarity, offers handed in after that timeline will, in principle, also be considered provided that the terms of the offer qualify for the further process. Any disadvantage caused by the delay will not be compensated for and will have to be fully borne by the investor. Please note that the Vendors may choose the parties which will qualify for the further process shortly after the updated timeline ends« (66). |
(45) |
Kuratorerne fastlagde og gennemførte følgende strukturering til salget af aktiverne tilhørende NG, MSR og CMHN. |
(46) |
I forbindelse med budproceduren blev NG's, MSR's og CMHN's aktiver opdelt i 11 aktivenheder (67). I den offentliggjorte indkaldelse af interessetilkendegivelser hedder det: »The Vendors intend to sell the assets to one or more investors (»Project RING«). Investors will have the opportunity to acquire all assets, defined asset clusters (»Proposed Asset Clusters«) or individual assets. The Proposed Asset Clusters have been defined based on the separability of assets and related costs. It is intended that the transaction will be structured as an asset deal. All third party and financing liabilities will remain with the insolvent legal entities allowing a new start on a clean balance sheet.« [»Sælgerne har til hensigt at sælge aktiverne til én eller flere investorer (»Projekt RING«). Investorer har mulighed for at erhverve alle aktiver, definerede enheder (»udbudte aktivenheder«) eller enkelte aktiver. Aktivenhederne er blevet defineret på grundlag af aktivernes og de dermed forbundne omkostningers udskillelighed. Det er hensigten, at transaktionen skal struktureres som »asset deal«. Alle finansieringsforpligtelser og forpligtelser over for tredjepart forbliver hos de insolvente selskaber. Transaktionen giver derved mulighed for en ny start på grundlag af en »ren balance«] (68). Endvidere hed det i procesbrevet af 19. juli 2013 til de interesserede investorer: Investors will have the opportunity to acquire all assets, defined asset clusters (»Proposed Asset Clusters«) or individual assets. The Proposed Asset Clusters have been defined based on the separability of assets and related costs. [Investorer har mulighed for at erhverve sælgernes aktiver i deres helhed, i definerede enheder (»udbudte aktivenheder«) eller enkelte aktiver. De udbudte aktivenheder blev defineret på grundlag af Nürburgrings og de dermed forbundne omkostningers udskillelighed«] (69). |
(47) |
Kuratorerne stillede ingen betingelser med hensyn til aktivernes fremtidige anvendelse. Eventuelle begrænsninger for denne anvendelse skyldes byggeretlige eller miljøbeskyttelsesmæssige bestemmelser samt den offentlige adgang til Nürburgring, der er garanteret ved delstatslov. |
(48) |
Ifølge de procesbreve af 19. juli 2013 og af 17. oktober 2013, der blev sendt til de interesserede investorer, ville investorerne blive udvalgt på grundlag af følgende kriterier: a) værdimaksimering med hensyn til alle aktiver og b) forventet transaktionssikkerhed (70). Disse udvælgelseskriterier blev i detaljer beskrevet på følgende måde: »Value for the assets in scope of the respective offer; Potential value implications for those assets that are not included in the respective offer, if any; Costs for further separation of the assets in scope of the respective offer, if any; Costs to fulfil key assumptions and conditions of the respective offer; Closing probability«. [»Budpris for de aktiver, der er omfattet af det pågældende bud; mulige værdimæssige konsekvenser for de aktier, der ikke er omfattet af buddet, hvis relevant; omkostninger til den yderligere udskillelse af de aktiver, der er omfattet af det pågældende bud, hvis relevant; omkostninger til gennemførelsen af væsentlige antagelser og betingelser i det pågældende bud samt sandsynlighed for afslutning«]. Endvidere var følgende anført: »the closing probability will be assessed by taking into consideration the (i) outstanding due diligence requirements, (ii) secured financing for the transaction, supported by confirmation of financing partners, (iii) required steps for the regulatory clearance, (iv) required internal approval steps until the transaction could be consummated and (v) strategic rationale for the acquisition or future plans for the assets of the NG, MSR and CMHN and the likelihood of their realisation«. [»Sandsynligheden for afslutning vurderes under hensyntagen til i) de udestående due diligence-krav, ii) finansieringssikkerheden for transaktionen, der støttes af en bekræftelse fra finansieringspartneren, iii) de nødvendige skridt til en administrativ godkendelse, iv) de nødvendige interne godkendelser indtil transaktionens gennemførelse og v) det strategiske rationale for erhvervelsen eller de fremtidige planer for aktiverne tilhørende ejerselskaberne NG, MSR og CMHN og sandsynligheden for deres gennemførelse.«] Det bemærkes, at miljøbeskyttelseshensyn ikke indgik i kriterierne for udvælgelsen af det endelige bud. |
(49) |
Ved procesbreve af 17. oktober 2013 og af 17. december 2013 blev de bydende, der havde afgivet et kvalificeret bud, informeret om følgende: a) vejledende eller endelige bud ville også blive taget i betragtning, hvis de blev modtaget efter udløbet af den pågældende budfrist, såfremt buddene opfyldt betingelserne for den næste runde, b) ulemperne ved en fristoverskridelse ville fuldt ud blive båret af den pågældende bydende, og c) sælgerne ville muligvis træffe udvælgelsesbeslutningen allerede kort tid efter budfristen. Ifølge kuratorerne blev alle bydende informeret om, at de kunne forbedre deres bud eller afgive et nyt bud mellem budfristen og indgåelsen af købskontrakten. |
(50) |
24 interesserede (71) afgav et vejledende bud indtil begyndelsen af februar 2014. Af disse interesserede kvalificerede 18 sig til due diligence-fasen (72), og 13 bydende afgav bekræftende bud på alle eller enkelte aktivenheder, idet følgende fire bydende afgav bud på alle aktiver: 1) Capricorn Automotive GmbH og Capricorn Holding GmbH (»Capricorn«), 2) [bydende 2], 3) [bydende 3] og 4) [bydende 4]. Grundlaget for udvælgelseskriterierne var a) målet om værdimaksimering med hensyn til alle aktiver og b) målet om transaktionssikkerhed (73). De bud, der opfyldte disse kriterier, blev taget i betragtning i salgsprocessens sidste fase. Der var i denne forbindelse tale om samlede bud på alle aktivenheder. Af disse bydende fremlagde Capricorn og [bydende 2] dokumentation for deres evne til at finansiere transaktionen: Den 7. marts 2014 fremsendte [bydende 2] en bindende skriftlig bekræftelse af 24. februar 2014, hvorved KPMG blev informeret om dennes finansieringsevne; den 11. marts 2014 fremsendte Capricorn sælgerne en til Capricorn rettet bindende skrivelse fra […] af 10. marts 2014, hvori […] giver Capricorn tilsagn om at dække erhvervelsen af de pågældende aktiver med et lån på [41-49] mio. EUR. På grundlag af de bekræftende bud blev kontrakterne forhandlet parallelt med de to ovennævnte bydende. Kontrakterne blev oprettet for notar den 7. marts 2014 med hensyn til [bydende 2] og den 10. marts 2014 med hensyn til Capricorn. |
(51) |
Den 11. marts 2014 godkendte de insolvente selskabers kreditorudvalg salget til Capricorn (nærmere bestemt til capricorn NÜRBURGRING Besitzgesellschaft GmbH), da Capricorn havde afgivet det entydigt bedste bud, herunder finansieringsdokumentation. Capricorns bud omfattede overtagelse af alle aktivenheder til en pris af 77 mio. EUR, mens buddet fra [bydende 2] lå på [47-52] mio. EUR. Købskontrakten med Capricorn blev undertegnet af NG, MSR og CMHN den 11. marts 2014 og af kuratoren den 13. marts 2014 (74). |
(52) |
Efter den beskrevne budprocedure blev NG's, MSR's og CMHN's aktiver (alle materielle og immaterielle aktiver, herunder jord og fast ejendom, mærker, handelsbetegnelser og rettigheder til internetdomæner) erhvervet af Capricorn, men ingen forpligtelser og finansielle aktiver. Capricorns kapitalejere er Capricorn HOLDING GmbH (75) med 67 % af andelene og GetSpeed GmbH & Co KG (76) med 33 % af andelene. |
(53) |
Efter tysk ret (77) og ifølge retspraksis ved tyske arbejdsretter (78) overgår de ansættelsesforhold, der er forbundet med aktivenhederne, automatisk til køberen af aktiverne, dvs. det nye ejerselskab; i tilfælde af insolvens kan køberen imidlertid anmode kuratoren om at opsige ansættelseskontrakterne. I den foreliggende sag er det fastsat i købskontrakten, at NBG (Nürburgring-kompleksets nuværende driftsselskab) bringer ansættelseskontrakterne til ophør i 2014 efter anmodning fra Capricorn. Capricorn nåede nemlig til den konklusion, at virksomheden kun havde brug for 253 af de i alt 297 ansatte til en økonomisk rentabel drift af de erhvervede aktiver (fra begyndelsen af 2014); Capricorn anmodede derfor NBG om at bringe 44 beskæftigedes ansættelsesforhold til ophør. Fra den 1. januar 2015 (påbegyndelse af Capricorns drift af de erhvervede aktiver) vil 85 % af den samlede medarbejderstab hos de insolvente selskaber derfor være beskæftiget hos Capricorn. |
(54) |
Parterne i købskontrakten er først forpligtet til at gennemføre kontrakten, når Kommissionen har vedtaget en afgørelse, hvori den fastslår, at hverken køberen eller dennes driftsselskab kan betragtes som modtagere af den omhandlede støtte og derfor heller ikke hæfter for et tilbagesøgningskrav, og når a) enten fristen for at anlægge sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse er udløbet uden appel, eller b) der i tilfælde af en appel er afsagt en endelig dom, som bekræfter Kommissionens afgørelse. Denne betingelse skulle afhjælpe diskrepansen mellem købsprisen for aktiverne på 77 mio. EUR og den hermed forbundne risiko for, at der på grundlag af Kommissionens afgørelser af 21. maj 2012 og 7. august 2012 om henholdsvis indledning og udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure kunne tilbagesøges støtte på 456 mio. EUR. |
(55) |
2014-sæsonen vil blive gennemført af NBG. Derefter afvikles NBG. NBG's cashflow i 2014 (6 mio. EUR) forbliver hos sælgerne og modregnes skønsmæssigt i købsprisen med henblik på en lettere afvikling af kontrakten. Hvad angår låntagerne NG, MSR og CMHN, har de i forbindelse med insolvensbehandlingen definitivt indstillet alle deres aktiviteter og råder ikke over noget personale. Samtidig har kuratorerne fået til opgave via retlige procedurer efter tysk insolvensret at afvikle alle virksomhedernes fordringer og forpligtelser under insolvensbehandlingen. Så snart disse fordringer og forpligtelser er afviklet, og insolvensretten godkender den endelige likvidation, kan virksomhederne slettes i handelsregistret. |
(56) |
For at kunne gennemføre 2015-sæsonen vil køberen (Capricorn) oprette et driftsselskab, som vil blive drevet under navnet Capricorn NÜRBURGRING GmbH (»OpCo«) og indgå kontrakter for 2015-sæsonen. Kommissionen fik tilsagn om, at det med nedenstående foranstaltninger ville blive sikret, at støttemodtagerne definitivt træder ud af markedet: Såfremt der endnu ikke foreligger en endelig kommissionsafgørelse i begyndelsen af 2015, vil de solgte aktiver inden den 1. januar 2015 blive overført til en ny virksomhed (»NewCo«), hvori køberen vil besidde 95,1 % og en uafhængig administrator 4,9 % af andelene. Administratoren vil handle i kreditorernes og ikke i de insolvente støttemodtageres interesse, dog uden at være bundet af instrukser fra kreditorerne. Endvidere vil der blive indgået en driftsforpagtningskontrakt mellem NewCo og OpCo, som udløber på datoen for købskontraktens ikrafttræden. OpCos aktiviteter vil blive udført i eget navn på grundlag af dets egen forretningsplan og med ansatte, som det selv har valgt (se betragtning 53). Den forpagtningsafgift på i alt [4,6-5,1] mio. EUR pr. år, der skal betales til NewCo, vil indgå i Nürburgring-virksomhedernes insolvensbo (alle betalinger til fordel for insolvensboet overføres til kuratorernes forvaltningskonti udelukkende med henblik på at blive udbetalt til kreditorerne). Så snart Kommissionens afgørelse bliver effektiv, overfører administratoren alle sine andele i NewCo til køberen. Hvis køberen imidlertid ikke opfylder sine kontraktlige betalingsforpligtelser, kan administratoren sælge aktiverne. Såfremt Kommissionens afgørelse annulleres, vil aktiverne igen overgå til kuratorerne, der så omgående skal sælge disse, da likvidationspligten efter tysk insolvensret selv i et sådant tilfælde fortsat består. Der er ingen mulighed for, at NewCo kan videreføre Nürburgring-virksomhedernes aktiviteter. Kommissionen bemærker, at dette ikke ændrer noget ved de grundlæggende betingelser for salget (herunder købsprisen og betalingsbetingelserne) (79). |
3. BEMÆRKNINGER FRA TYSKLAND
3.1. KRISERAMTE VIRKSOMHEDER
(57) |
I bemærkninger til den formelle undersøgelsesprocedure har Tyskland anført, at NG ikke kunne betragtes som en kriseramt virksomhed den 1. juli 2008 (80) eller den 28. juli 2010, dvs. på det tidspunkt, hvor ISB-lånet på 325 265 mio. EUR blev ydet (81). Med hensyn til NG's, MSR's og CMHN's situation i perioden fra maj 2012 til juli 2012 og udvidelsen af den formelle undersøgelsesprocedure har Tyskland gjort gældende, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til, at NG's, MSR's og CMHN's insolvens var en irreversibel konsekvens af den afgørelse, som den havde truffet på grundlag af den foreløbige undersøgelse (82), om ikke at godkende redningsstøtten, og at Kommissionen dermed havde tilsidesat proportionalitetsprincippet (83). Tyskland har endvidere gjort gældende, at NG gennemførte opførelsen af infrastruktur og navnlig afholdelsen af Formel 1- og Superbike-løb på vegne af det offentlige (84), og at der derfor ikke skulle have været taget hensyn til dette i forbindelse med undersøgelsen af selskabets økonomiske situation, kvalificeringen som kriseramt virksomhed og anvendelsen af princippet om »engangsstøtte« (85). |
3.2. STATSMIDLER OG TILREGNELSE TIL STATEN
(58) |
Med hensyn til NG's foranstaltninger har Tyskland erkendt, at midlerne kan tilregnes staten (86). |
3.3. ØKONOMISK VIRKSOMHED
(59) |
Efter Tysklands opfattelse udgør opførelsen af tribunen og multifunktionshallerne, adgangsfaciliteterne samt attraktionerne til uddannelse og underholdning (delområde I (87) af »Nürburgring 2009«-projektet) ikke økonomisk virksomhed, da dommen i Flughafen Leipzig/Halle-sagen (88) ikke kan finde anvendelse på opførelsen af generel (regional og sports-) infrastruktur (89). Opførelsen vedrører faciliteter, som opfylder kriterierne i Kommissionens hvidbog om idræt fra 2007 (multifunktionel anvendelse, ikke-diskriminerende adgang osv.). Desuden har Tyskland anført, at ingen privat investor ville gennemføre et sådant projekt, og at racerbaner normalt ikke anlægges af private på grund af den manglende rentabilitet (90). |
(60) |
Da Formel 1-arrangementer efter Tysklands opfattelse principielt er strukturelt underskudsgivende, kan de ikke betragtes som NG's normale aktiviteter; da gennemførelsen af dem selv med offentlig støtte førte til et negativt resultat for NG, havde virksomheden ikke tilrettelagt disse arrangementer uden tilsagn om offentlig finansiering. Tyskland besluttede at finansiere Formel 1-arrangementerne via NG på armslængdebetingelser af regionalpolitiske grunde (91). Tyskland har derfor gjort gældende, at afholdelsen af disse arrangementer ikke kan betragtes som NG's økonomiske virksomhed. Hvis finansieringen af disse foranstaltninger imidlertid kvalificeres som støtte, er kriterierne for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI) efter Tysklands opfattelse opfyldt. |
3.4. SELEKTIVITET
(61) |
Tyskland har anført, at selv hvis finansieringen af foranstaltningerne skulle blive betragtet som økonomisk virksomhed, er den ikke selektiv, da kriterierne i hvidbogen om idræt fra 2007 er opfyldt (flere brugere, ikke-diskriminerende adgang, multifunktionel anvendelse og udlejning til rimelige markedsbaserede priser; infrastrukturen stilles ikke til rådighed af markedet, da den ikke er rentabel; offentlige myndigheders ansvar). |
3.5. FORDEL
a) Foranstaltninger omfattet af afgørelsen af 21. marts 2012
(62) |
Tyskland har erkendt, at der ikke blev fundet en langsigtet privat investor, som var rede til at investere i »Nürburgring 2009«-projektet. |
(63) |
Vedrørende foranstaltning 1 (indbetalinger til kapitalreserven og kapitalforhøjelser i august 2004, december 2004 og september 2007) har Tyskland anført, at spørgsmålet om en eventuel fordel var uden betydning, da foranstaltningen ikke sigtede mod økonomisk virksomhed. |
(64) |
Vedrørende foranstaltning 2 har Tyskland anført, at renteniveauet i forbindelse med de lån, som NG havde ydet til sine datterselskaber (6 %), ikke gav datterselskaberne en fordel, da der var tale om en normal markedsrente. |
(65) |
Med hensyn til foranstaltning 3 blev de foranstaltninger, der blev finansieret ved hjælp af 170 mio. EUR (92) fra likviditetspuljen, ifølge Tyskland gennemført på normale markedsvilkår, da a) puljen blev anvendt af delstaten på samme måde som med en markedsøkonomisk holdingvirksomhed (93), b) NG betalte de påløbne renter behørigt, og c) finansieringen blev tilbagebetalt fuldt ud i forbindelse med foranstaltning 8. Tyskland har endvidere anført, at de lån, der blev ydet til ISB fra delstatens likviditetspulje, udelukkende sigtede mod en refinansiering af ISB med hensyn til dens egne lån til NG (se også betragtning 70), og at delstatens markedsvilkår i forbindelse med likviditetspuljetransaktionerne ikke blev videregivet til NG som låntager. |
(66) |
Vedrørende foranstaltning 4 (lån fra NG til MSR) har Tyskland anført, at rentesatsen på 7 % synes at være markedskonform. |
(67) |
Foranstaltning 5 (støtte ydet af NG til CST) er ifølge Tyskland markedskonform: Efter NG's og MIB's indledende paritetiske finansiering af projektet var MIB senere ikke i stand til at tilvejebringe de nødvendige kapitalejerlån i samme størrelsesorden som NG. Da en tilbagetrækning fra projektet fra NG's side ville påvirke den rettidige tilrådighedsstillelse af billetsystemet og højst sandsynligt gøre NG's tidligere investering værdiløs, var det mere fordelagtigt for NG at videreføre det planlagte projekt på ændrede vilkår, især da forretningsplanen gav forventning om en rimelig forrentning, og NG modtog sikkerhed fra NG. |
(68) |
Med hensyn til foranstaltning 6 (betalinger til IPC samt lånet ydet til MSR via PNG) har Tyskland gjort gældende, at modtagerne modtog de respektive betalinger som vederlag for ydelser og som lån på markedsvilkår. |
(69) |
Med hensyn til foranstaltning 7 (overdragelse af MIB's fordringer mod CST til NG) har Tyskland ikke behandlet spørgsmålet om en eventuel fordel. |
(70) |
Vedrørende foranstaltning 8 (ISB-lån til NG, MSR og CMHN) har Tyskland anført, at ISB ikke handlede uafhængigt (efter armslængdeprincippet) som (selvstændig) virksomhed, men i sin egenskab af erhvervsfremmende bank på vegne af og som en del af delstaten Rheinland-Pfalz' forvaltning (94). Efter Tysklands opfattelse finder principperne i aftale II anvendelse på refinansieringen af ISB-lånet (95) gennem ISB's deltagelse i likviditetspuljen. Denne deltagelse udgør derfor ikke støtte til fordel for ISB (96). |
(71) |
Vedrørende foranstaltning 9 (delstatens garanti over for ISB vedrørende foranstaltning 8) har Tyskland gjort gældende, at den pågældende garanti- og fritagelseserklæring alene vedrører risikofordelingen i forholdet indadtil mellem delstaten og ISB og ikke indebærer en fordel for låntagerne (NG, MSR og CMHN), da den ikke førte til bedre lånevilkår for disse (97). |
(72) |
Vedrørende foranstaltning 10 (forpagtningskontrakt af 25. marts 2010) fremlagde Tyskland en af delstaten indhentet ekspertvurdering af 29. september 2011 om forpagtningsafgiften for Nürburgring, hvori der var fastsat en række minimums- og maksimumsværdier for markedskonforme årlige forpagtningsafgifter. Tyskland har anført, at de forventede forpagtningsindtægter ifølge ekspertvurderingen lå 20 % over den maksimale markedspris og således dækkede 330 mio. EUR af forpagterens anlægsomkostninger og muliggjorde en rimelig fortjeneste (98). |
(73) |
Hvad angår lånene i forbindelse med foranstaltning 11 (lån fra RIM til MSR via Mediinvest og PNG), hvorved delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet blev finansieret, har Tyskland gjort gældende, at disse var i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor og ikke udgjorde en fordel, da de anvendte rentesatser lå over den gældende referencerentesats (med undtagelse af to lån af 12. november 2008 og 22. december 2008). |
(74) |
Vedrørende foranstaltning 12 (delstatens garanti vedrørende lån fra RIM til MSR via Mediinvest på grundlag af foranstaltning 11) har Tyskland gjort gældende, at delstatens garanti kun indebar en fordel for modtagerne af lånene, men ikke en fordel for ISB eller RIM, da denne garanti var en forudsætning for at yde lånene. |
(75) |
Med hensyn til foranstaltning 13 og 14 (indtægter fra en kasinoafgift med henblik på fremme af turisme (99) og kapitalejerlån fra delstaten) har Tyskland ikke gjort gældende, at de er i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor. Med hensyn til kasinoafgiften har Tyskland betegnet foranstaltningen som kompensation for infrastrukturomkostninger i forbindelse med fremme af turisme. Vedrørende efterstillingen af fordringer har Tyskland anført, at denne har en rent deklaratorisk virkning i forbindelse med kapitalejerlån, da hvert kapitalejerlån under alle omstændigheder bliver efterstillet under insolvensbehandlingen, at efterstillingen derfor også kun medfører en potentiel byrde for det offentlige budget og således ikke udgør en fordel (100). |
(76) |
Vedrørende foranstaltning 15 (NG's og RIM's overtagelse af andele i MSR) har Tyskland gjort gældende, at dette ikke gav Mediinvest, Geisler & Trimmel og Weber en økonomisk fordel af følgende grunde: a) Overtagelsen skete til en symbolsk købspris på kun 1 EUR pr. andel, b) den var ikke forbundet med andre fordele såsom en opsigelse af kapitalejerlån eller kapitalejernes garantier, c) NG og RIM overtog andelene i MSR for at forene ejerskabet til delområde II og delområde I i »Nürburgring 2009« og derved muliggøre et fælles driftskoncept, og d) spørgsmålet, om MSR muligvis var en kriseramt virksomhed på overførselstidspunktet, indvirkede ikke på denne vurdering, da MSR var et anpartsselskab (GmbH), dvs. kapitalejernes ansvar var dermed under alle omstændigheder begrænset til selskabskapitalen. |
(77) |
Med hensyn til foranstaltning 16 (delstatens finansiering af NG's underskud i forbindelse med Formel 1-løb) har Tyskland gjort gældende, at der ikke er tale om økonomisk virksomhed, og at finansieringen af Formel 1-arrangementer normalt er underskudsgivende. |
(78) |
Vedrørende foranstaltning 17 (Formel 1-koncessionskontrakt) har Tyskland anført, at denne er knyttet til vilkårene i driftsforpagtningskontrakten. Da forpagtningsafgiften lå langt (dvs. […] %) over markedsniveauet, vil de to kontrakter ifølge Tyskland samlet set opveje hinanden (herunder NAG's fordele på grundlag af koncessionskontrakten) (101). |
b) Foranstaltninger omfattet af afgørelsen af 7. august 2012 (102)
(79) |
Foranstaltning 18 (gældsomlægning) var ifølge Tyskland nødvendig for at undgå en umiddelbar insolvens; en privat kapitalejer havde ligeledes truffet foranstaltningen. |
(80) |
Foranstaltning 19 (efterstilling af fordringer og fritagelseserklæring) udgør ifølge Tyskland ikke engang en potentiel byrde for det offentlige budget, og en privat kapitalejer havde handlet på samme måde. Desuden havde efterstillingen af fordringer ingen konsekvenser for kapitalejerne, da andre kreditorer ikke havde væsentlige fordringer. |
3.6. FORDREJNING AF KONKURRENCEVILKÅRENE OG PÅVIRKNING AF SAMHANDELEN
(81) |
Tyskland har anført, at foranstaltningerne til fordel for hotellerne og restauranterne ikke risikerer at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (103). |
3.7. FORENELIGHED MED DET INDRE MARKED
a) Faciliteter i tilknytning til racerbanen
(82) |
Tyskland har anført, at Nürburgring er af afgørende betydning for økonomien og beskæftigelsen i Eifelregionen, at den er en vigtig infrastruktur for amatør-/breddeidrætten, at den er en del af den tyske motorsportshistorie og kultur og således en del af EU's kulturarv, at Nürburgring spiller en stor rolle for færdselssikkerheden i hele verden, da biler, der er testet her, eksporteres til hele verden, at det køretekniske anlæg tilbyder sikkerhedstræning, og at de undersøgte foranstaltninger ikke vedrører racerbanen som sådan, men derimod sportsinfrastrukturen og den ikke-sportsrelaterede infrastruktur, som ikke er direkte knyttet til racerbanen og afholdelsen af Formel 1-løb. |
b) Støttens forenelighed med artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF
(83) |
Tyskland har anført, at opførelsen af sportsfaciliteter kan betragtes som fælles mål i henhold til artikel 165 i TEUF (104), og at foranstaltninger, der giver adgang til sport, er støtteberettigede (105). Nürburgring anvendes ikke kun til nogle få professionelle arrangementer, men også til amatørkonkurrencer og træning af unge motorsportsudøvere. Desuden anvendes Nürburgring også til andre sportsbegivenheder såsom cykling (Rad&Run), løb (Fisherman's Friend StrongmanRun) og triathlon (Green Hell Triathlon). |
(84) |
Efter Tysklands opfattelse er foranstaltningerne nødvendige af følgende grunde: Ud af i alt […] arrangementsdage anvendes Nürburgring kun i […] dage udelukkende til professionel sport, i […] dage udelukkende til amatør-/breddeidræt og i […] dage både til amatør-/breddeidræt og professionel sport. Af de sportsudøvere, der deltager i arrangementerne, er over […] % udøvere af amatør-/breddeidræt ([…] professionelle sportsudøvere over for […] amatørsportsudøvere). De professionelle sportsbegivenheder er Formel 1-løb, det tyske Touring Car Championship, Superbike World Championship, musikarrangementet Rock am Ring og testkørslerne for bilfabrikanterne. Udøvere af breddeidræt kan anvende deres eget køretøj på banen. I weekenden arrangerer de store tyske motorsportsforeninger (såsom ADAC) løbsserier for amatører. I løbet af ugen anvender enkelte klubber banen til træningsformål eller til amatørkonkurrencer. Inden for motorsporten findes der ingen forskellige infrastrukturer til henholdsvis den professionelle sport og amatør-/breddeidrætten. Desuden havde de undersøgte foranstaltninger til formål at afhjælpe et markedssvigt. Der kan ikke forventes et investeringsafkast (return on investment) i forbindelse med sådanne foranstaltninger. I modsætning til multiarenaer finder der her kun en eller to løbsserier sted om året Derfor havde ingen privat investor været rede til at opføre eller finansiere en sådan infrastruktur. Det mislykkedes at få private virksomheder til at deltage i finansieringen af delområde I i »Nürburgring 2009«-projektet. Det offentlige engagement havde derfor også en tilskyndelsesvirkning. Uden delstatsregeringens udtrykkelige politiske vilje havde NG ikke foretaget moderniseringen og udvidelsen af sportsinfrastrukturen i samme omfang. Desuden har Tyskland gjort gældende, at finansieringen af foranstaltningerne var forholdsmæssig. Det havde ikke været muligt at nå målene med en lavere støtte fra det offentlige. Anlæggene var forældede og krævede modernisering. Der var ikke tale om duplikation af infrastrukturer i den forbindelse. I modsætning til Kommissionens sager vedrørende multiarenaer (106) vedrører de undersøgte foranstaltninger hverken nyopførelse af sportsinfrastruktur eller en væsentlig kapacitetsudvidelse. |
(85) |
Efter Tysklands opfattelse er påvirkningen af samhandel og konkurrence lille og ikke i strid med den fælles interesse. Som Oberlandesgericht Koblenz (107) fastslog, er Nürburgring med Nordschleife unik. Fordelingen af de forskellige internationale og nationale arrangementer på de forskellige racerbaner har udviklet sig over en lang periode, således at støtten til sportsinfrastrukturen i tilknytning til Nürburgring ikke medfører en flytning af arrangementer til Nürburgring. Desuden finder der kun nogle få internationale arrangementer sted på Nürburgring. |
c) Støttens forenelighed med artikel 107, stk. 3, litra d), i TEUF
(86) |
Tyskland har anført, at Nürburgring — verdens længste permanente racerbane med det ældste pit-område, der stadig findes i verden — er en del af EU's kulturarv (108). Dele af ringowerk (en blanding af museum og science center) har museumskarakter. Foranstaltningerne til fremme af motorsportskulturen var nødvendige, da disse skaber en fælles kulturel identitet i Tyskland og i EU, og en privat finansiering af delområde I i »Nürburgring 2009«-projektet mislykkedes. Foranstaltningen var også forholdsmæssig, da der ikke fandt nogen overkompensation sted af denne foranstaltning. Samhandels- og konkurrencevilkårene på området kulturfaciliteter var som følge af støtteforanstaltningerne ikke ændret i et omfang, der strider mod de fælles interesser. Kulturfaciliteterne i tilknytning til Nürburgring konkurrerer med andre regionale og overregionale kulturfaciliteter, således at deres markedsandel er lav. |
d) Støttens forenelighed med artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF
(87) |
Tyskland har endvidere gjort gældende, at NG's anvendelse af lån fra likviditetspuljen og ISB's deltagelse i likviditetspuljen (foranstaltning 3) er forenelig med artikel 107, stk. 3, litra b) i TEUF, da det var praktisk umuligt at optage lån på markedet på grund af interbankmarkedets sammenbrud. |
e) Støttens forenelighed med artikel 106, stk. 2, i TEUF
(88) |
Tyskland har gjort gældende, at en del af investeringsforanstaltningerne til fremme af turisme opfyldte de SGEI-krav, der var gældende på daværende tidspunkt (109), og at der ikke lå en åbenlys fejl til grund for denne klassificering. Tyskland har nærmere henvist til, at dele af ringowerk (navnlig motorsportsudstilling, Grüne Hölle-multimedieteater, ringomeister og testocentre) har museumskarakter og tjener den offentlige interesse i form af (kulturel) uddannelse. Warsteiner Event Centre tjener som multifunktionel kongres-, messe- og konferencefacilitet, og parkeringshuset er ikke fuldt udnyttet på dage uden store arrangementer. Tyskland har gjort gældende, at ingen virksomhed, der handler under normale markedsvilkår, havde foretaget investeringerne i disse tre faciliteter uden offentlig finansiering. Den mislykkede private finansiering af delområde I af »Nürburgring 2009«-projektet viser, at der ikke var noget marked for tilvejebringelsen af sådanne foranstaltninger. |
(89) |
Tyskland har anført, at afholdelsen af Formel 1-arrangementer betragtes som SGEI, da de også modtager offentlige tilskud i andre lande. Desuden er dette forbundet med en enorm prestige samt samfundsøkonomiske effekter og en identitetsskabende virkning for den pågældende medlemsstat og EU som helhed. |
f) Midlertidige EU-rammebestemmelser
(90) |
Tyskland har anført, at tranche 2-4 af ISB-lånet (foranstaltning 8) er forenelig med det indre marked i henhold til meddelelsen fra Kommissionen — Midlertidige EU-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise (110) (midlertidige EU-rammebestemmelser). Selv hvis Kommissionen konkluderede, at NG skulle betragtes som en kriseramt virksomhed pr. 1. juli 2008, og de midlertidige EU-rammebestemmelser ikke kunne anvendes på tranche 2-4 af ISB-lånet, ville kun forskellen mellem den rente, der skulle betales på markedet, og den faktisk betalte rente, men ikke hele lånebeløbet, udgøre støtten til fordel for NG, MSR og MHN (111). |
3.8. SALG AF AKTIVER
(91) |
I sine bemærkninger har Tyskland fastholdt, at salgsstrukturen ikke indebærer statsstøtte til fordel for køberen af aktiverne. Desuden har Tyskland gjort gældende, at salgsproceduren indebar en afbrydelse af den økonomiske kontinuitet med hensyn til NG, MSR og CMHN. Såfremt den formelle undersøgelsesprocedure skulle føre til en negativ afgørelse fra Kommissionen og krav om tilbagebetaling af den uforenelige støtte, ville de dermed forbundne tilbagebetalingsforpligtelser for NG, MSR og CMHN ikke være gældende for køberen af de pågældende aktiver. Med hensyn til betingelsen om, at salget af Nürburgring-aktiverne først gennemføres, når der foreligger en endelig kommissionsafgørelse, hvori det fastslås, at statsstøtte ikke vil blive tilbagesøgt fra køberen af aktiverne, har Tyskland gjort gældende, at denne betingelse ikke udgør en hindring for afviklingen af støttemodtagerne og heller ikke en videreførelse af aktiviteterne eller en fordel for køberen. |
(92) |
Med hensyn til afbrydelsen af den økonomiske kontinuitet har Tyskland anført følgende:
|
(93) |
Med hensyn til betingelsen om, at salget af Nürburgring-aktiverne først gennemføres, når der foreligger en endelig kommissionsafgørelse, hvori det fastslås, at statsstøtte ikke vil blive tilbagesøgt fra køberen af aktiverne, har Tyskland gjort følgende gældende:
|
(94) |
Efter Tysklands opfattelse er det sikret gennem denne procedure, at der ikke er nogen økonomisk kontinuitet mellem NG, MSR og CMHN og de aktiver, der sælges i forbindelse med budproceduren. Derfor vil statsstøtte til NG, MSR og CMHN, der potentielt er uforenelig med det indre marked, skulle tilbagesøges fra disse selskaber på grundlag af en relevant kommissionsafgørelse og ville ikke vedrøre køberen af de aktiver, der skal sælges. Endvidere har Tyskland gjort gældende, at den suspensive betingelse i købskontrakten mellem sælgerne og køberen hverken er en hindring for likvidationen af Nürburgring-virksomhederne eller for tilbagesøgningen af tidligere statsstøtte fra disse virksomheder. Støttemodtagerne vil definitivt træde ud af markedet. Såfremt salget til Capricorn skulle blive annulleret, vil aktiverne alligevel blive solgt og sælgerne afviklet. |
(95) |
Tyskland informerede Kommissionen om salgsstrukturen for at opnå retssikkerhed for, at salget af aktiverne ikke indeholder elementer af statsstøtte, og at den eller de udvalgte bydende ikke hæfter i tilfælde af tilbagesøgning af uforenelig statsstøtte. |
(96) |
Tyskland gav endvidere tilsagn om at aflægge rapport for Kommissionen om forløbet af salgsproceduren. Rapporterne blev fremsendt regelmæssigt. Det blev bekræftet heri, at salgsproceduren blev gennemført efter de principper, der var drøftet med Kommissionen. De indeholdt desuden oplysninger om de bydende, deres bud, den endelige købspris og andre relevante spørgsmål. |
4. KLAGER OVER SALGET AF AKTIVER
4.1. KLAGE FRA JA ZUM NÜRBURGRING E.V. (KLAGER 1)
a) Klage
(97) |
Klager 1 har gjort gældende, at budprocedurens udformning i forbindelse med salget af aktiverne tilhørende NG, MSR og CMHN (dvs. salget af racerbanen med hotellerne og forlystelsesparken som helhed) ikke kunne fjerne konkurrencefordrejninger på de relevante markeder, da målet med proceduren bestod i en uændret drift af komplekset og en overførsel af størstedelen af NG's, MSR's og CMHN's medarbejdere til køberen af aktiverne. Klager 1 har endvidere gjort gældende i sin klage, at de insolvente virksomheder under insolvensbehandlingen inden for rammerne af bevarelse af rådighed selv forestår salget kun under tilsyn af en kurator (113), at de bydende ikke skal afgive bud på de enkelte aktivenheder, og at bud på alle aktiver er mulige. |
(98) |
Endvidere har klager 1 gjort gældende, at støtten blev overført til køberen af aktiverne, da alle aktiver, ca. 300 ansatte og NBG's driftsaktiviteter blev solgt til en enkelt bydende, og at der derved var økonomisk kontinuitet mellem den gamle og den nye ejer/operatør. Klager 1 har desuden hævdet, at sælgerne som følge af kriteriet om værdimaksimering med hensyn til alle aktiver foretrak bud på alle aktiver, og at bud på enkelte aktiver derved blev stillet ringere. |
(99) |
Endvidere har klager 1 kritiseret, at budproceduren var kendetegnet ved manglende gennemsigtighed med hensyn til tildelingskriterierne og de finansielle nøgletal vedrørende NG's overskud, og at de bydende ikke blev behandlet lige, navnlig da adgangen til det virtuelle datarum var begrænset til fem bydende. Klager 1 har endvidere gjort gældende, at sælgerne kun sendte meddelelsen om forlængelsen af fristen til midten af februar 2014 for afgivelse af bindende bud til de bydende, der havde afgivet bud på alle aktiver og havde fået adgang til det virtuelle datarum. Bydende, der som klager 2 kun havde afgivet bud på enkelte aktivenheder, blev derimod ikke informeret om forlængelsen af fristen. Endvidere har klager 1 anført, at delstaten og Capricorn var repræsenteret ved det samme advokatfirma. |
(100) |
Klager 1 har anmodet om, at den nuværende budprocedure suspenderes og indledes på ny med klare tildelingskriterier, og at racerbanen klassificeres som SGEI og sælges adskilt fra hotellerne og forlystelsesparken. |
(101) |
Derudover har klager 1 gjort gældende, at NBG havde modtaget ny ikke-anmeldt støtte, der ikke var forenelig med det indre marked, da selskabet fra det insolvente NG modtog kapital til driften af aktiviteterne i tilknytning til Nürburgring i form af en overførsel på 2 239 243 EUR til den frie kapitalreserve, at driften var baseret på en ny forpagtningskontrakt mellem NG, MSR, CMHN og NBG, der ikke blev sendt i udbud, at NBG ikke betalte nogen forpagtningsafgift, og at NBG ikke bestræbte sig på at øge omsætningen eller mindske omkostningerne, da selskabet havde beholdt alle ansatte og afholdt omkostningerne til afholdelsen af Formel 1. Klager 1 har endvidere gjort gældende, at det med hensyn til NBG's overtagelse af NAG-medarbejderes ansættelsesforhold på grundlag af den overenskomst, der var indgået med Vereinigte Dienstleistungsgewerkschaft (ver.di) den 26. juli 2013, er fastsat, at der på grundlag af overtagelsen ikke må opstå økonomiske, sociale eller retlige ulemper for arbejdstagerne, og at det fremgik heraf, at der blev opretholdt en forretningsmodel, der var opbygget med ulovlig støtte. |
b) Bemærkninger fra kuratorerne, der er fremsendt af Tyskland
(102) |
Efter kuratorernes opfattelse bør klagen afvises, da den ikke viser, at den omhandlede salgsproces afviger fra en normal salgsproces på markedet. |
(103) |
I en åben, ubetinget og gennemsigtig budprocedure kan bud på alle aktiver ikke udelukkes på forhånd. Hvis et sådant bud er højere end summen af de bud, der samlet set er modtaget på enkelte aktiver, ville en markedsøkonomisk ejer tildele kontrakten til buddet på alle aktiver. Under disse omstændigheder kan kun prisen på buddet på alle aktiver gælde som markedsprisen (114). Endvidere bemærkes det, at den af klagerne krævede udelukkelse af bud på alle aktiver i forbindelse med et salg under en insolvensbehandling ville indebære et indgreb i insolvenskreditorernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsret, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. |
(104) |
Der var ikke tale om, at bud på alle aktiver blev foretrukket. Klager 2 havde ikke fået adgang til datarummet alene af den grund, at købsbuddet ikke havde været tilstrækkeligt højt. |
(105) |
Budproceduren var blevet gennemført som en flerleddet procedure. De bydende kvalificerede sig kun til den næste fase i proceduren, hvis der var tilstrækkelig sandsynlighed for indgåelse af en kontrakt. Dette havde den fordel, at de følsomme virksomhedsdata ikke behøvede at blive gjort tilgængelige for flere bydende end nødvendigt, og at omkostningerne i forbindelse med due diligence (detaljeret virksomhedsundersøgelse) kunne reduceres for både sælgeren og de bydende, der havde afgivet utilstrækkelige købsbud. De bydende havde i hver fase af budproceduren fået stillet tilstrækkelige oplysninger til rådighed. |
(106) |
Vurderingskriterierne var defineret klart og entydigt. Tildelingskriteriet var det sandsynlighedsvægtede samlede provenu, som var yderligere specificeret ved hjælp af underkriterier. |
(107) |
Datarummet var ikke begrænset til fem bydende af tekniske grunde. Antallet af adgange var resultatet af vurderingen af buddene. |
(108) |
Ifølge kuratorerne blev NBG oprettet og udstyret som instrument for den midlertidige drift af Nürburgrings aktiviteter forud for salget. Driftsaktiviteterne blev tidligere forestået af NAG. Selskaberne NG, MSR og CMHN havde siden forpagtningen af Nürburgring til NAG kun været rene ejerselskaber uden driftsaktiviteter. Ifølge kuratorerne kunne NG, MSR og CMHN ikke overtage driftsaktiviteterne, da en opdeling af driftsaktiviteterne mellem de tre selskaber for det første ville kræve særskilte koncepter, og dette for det andet ikke ville være i overensstemmelse med aktivenhederne, som sigtede mod en økonomisk hensigtsmæssig anvendelse af den faste ejendom. Desuden var indgåelsen af kontrakter med insolvente selskaber ikke i overensstemmelse med mange virksomheders interne complianceregler, således at driftsaktiviteterne skulle videreføres i et datterselskab, der ikke var insolvent, for at Nürburgrings kunder havde en acceptabel kontrahent. Endvidere kunne det ikke kræves af medarbejderne, at de skiftede fra NAG til insolvente selskaber. NBG var ikke blevet oprettet og udstyret som en langsigtet redningsløsning. I modsætning til de aktiviteter i Nürburgring, som selskabet forvaltede, var det heller ikke til salg. Endvidere har kuratorerne anført, at kapitaliseringen af NBG blev foretaget med henblik på salget (undgåelse af lavere provenu i forbindelse med ikke-operationelle enheder) ud fra udelukkende økonomiske overvejelser, at NG's aktiver blev øget og ikke reduceret af NBG (115), at ovennævnte kapitalisering ikke gav NBG en fordel, og at oprettelsen og kapitaliseringen af NBG ikke kunne tilregnes staten, men derimod kuratorerne. |
(109) |
Overenskomsten mellem NBG og ver.di var også blevet indgået for at kunne videreføre driftsaktiviteterne i NBG indtil salget og ikke for at opretholde Nürburgring som økonomisk enhed derefter. Denne overenskomst var blevet indgået med NBG, ikke med sælgerne. Ansættelseskontrakterne overgik fra NAG til NBG i overensstemmelse med § 613a i BGB og ikke på grundlag af overenskomsten. I henhold til artikel 7 og 9 i TEUF og Rådets direktiv 2001/23/EF (116) må konkurrencemæssige hensyn ikke føre til omgåelse eller forringelse af de sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder. For NBG som midlertidig løsning var det vigtigt, at de medarbejdere, der var nødvendige til driftsaktiviteterne, og som hovedsagelig var ansat hos NAG, men også hos NG (20 ansatte), var indforstået med at overgå til NBG. Det var nødvendigt for NBG at forhindre, at de resterende kvalificerede medarbejdere skulle erstattes i overgangsperioden. Mellem begyndelsen af 2011 og slutningen af 2012 var antallet af medarbejdere blevet reduceret med 114 fuldtidsækvivalenter (fra 402 til 288 fuldtidsækvivalenter). I begyndelsen 2013-sæsonen blev der igen ansat 290 fuldtidsækvivalenter. De bydende var blevet informeret om, at de havde mulighed for at tilpasse transaktionens omfang til deres senere forretningskoncept. Overtagelsen af ansatte betød ikke, at der blev holdt fast ved en forretningsmodel. |
(110) |
Efter Tysklands opfattelse er det hverken påkrævet i statsstøttereglerne eller acceptabelt på grundlag af den europæiske sociale model, at en køber af aktiver i en virksomhed, der er under insolvensbehandling, skulle se sig foranlediget til at undgå at overtage den insolvente virksomheds ansættelseskontrakter og indgå nye ansættelseskontrakter stillet over for truslen om ansvar for at tilbagebetale støtte, der tidligere var ydet til den pågældende virksomhed. |
4.2. KLAGE FRA ADAC e.V. (KLAGER 2)
a) Klagen
(111) |
Klager 2 har anført, at den blev underrettet af sælgerne om, at dens bud ikke kunne tages i betragtning i den næste runde af salget, da den tilbudte pris var væsentligt lavere end prisen i andre bud, og buddet desuden kun vedrørte en del af aktiverne, mens der med proceduren blev tilstræbt en værdimaksimering med hensyn til alle aktiver. |
(112) |
Klager 2 har hævdet, at salgsproceduren tog sigte på en økonomisk kontinuitet af Nürburgrings aktiviteter og markedsposition i den nuværende form og derfor ikke var egnet til at forhindre, at fordelen ved den allerede tildelte støtte blev overført til køberen. Klager 2 har gjort gældende, at kun et salg af Nürburgrings forskellige aktiver og aktiviteter til flere bydende kunne bryde den økonomiske kontinuitet, at sælgerne foretrak at sælge alle aktiver som en samlet pakke til en enkelt investor i stedet for at sælge aktiverne enkeltvis, at det de facto ikke var muligt at købe enkelte aktiver, at der ikke fandtes vurderingskriterier for bud på dele af aktiverne i forhold til bud på alle aktiver, og at kun bud på alle aktiver blev taget i betragtning i den anden fase af proceduren. |
(113) |
Klager 2 har desuden gjort gældende, at det af kuratorerne gennemførte salg ikke var i overensstemmelse med statsstøttereglerne, navnlig på grund af manglende gennemsigtighed og ikke-diskrimination, og at det derfor ikke var egnet til at opnå den faktiske markedspris. Klager 2 har hævdet, at der i udbudsmaterialet manglede oplysninger om NG's finansielle situation, der var relevante for budpriserne, hvilket førte til for høje vejledende bud, således at det var sandsynligt, at disse måtte nedjusteres efter datarumsfasen. Klager 2 har anført, at overskudsforventningerne for 2013 blev betydeligt nedjusteret i forhold til de oplysninger, som de bydende tidligere havde fået, uden at de bydende blev informeret herom og fik mulighed for at foretage en ny vurdering. Endvidere har klager 2 gjort gældende, at oplysningerne om NBG's finansielle situation og de nødvendige investeringer på mellemlang og lang sigt ikke blev offentliggjort tilstrækkeligt fyldestgørende, og at det fremgik af salgsmaterialet, at der var tale om langvarige kontraktforhold, selv om kontrakterne med klager 2 kun blev forlænget med ét år (2014). Derudover blev der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til kriteriet om transaktionssikkerhed, da den potentielle køber La Tene Capital Limited i modsat fald ikke havde fået adgang til datarummet med et urealistisk højt bud og uden finansieringsbekræftelse. |
b) Bemærkninger fra kuratorerne, der er fremsendt af Tyskland
(114) |
Kuratorernes svar i betragtning 102-106 på bemærkningerne fra klager 1 gælder også for indsigelserne fra klager 2. |
4.3. KLAGE FRA [BYDENDE 3] (KLAGER 3)
a) Klagen
(115) |
Klager 3 har gjort gældende, at kontrakten ikke blev tildelt det højeste bud, men derimod en foretrukken lokal bydende. Ifølge klager 3 ville ikke-økonomiske betragtninger, såsom regionale målsætninger eller industripolitiske forhold, som ikke ville være acceptable for en markedsøkonomisk invester, i givet fald ikke blive taget i betragtning i forbindelse med en lavere pris, men derimod tyde på statsstøtte (117). Klager 3 har gjort gældende, at kontrakten var blevet tildelt Capricorn, selv om klager 3's eget købsbud på 150 mio. EUR (118) var betydeligt højere. Endvidere har klager 3 anført, at et lavere bud kun undtagelsesvis kan tildeles kontrakten, hvis det er klart, at salget til den bydende med det højeste bud ikke er muligt (transaktionssikkerhed), dvs. hvis køberen ikke er i stand til at betale købsprisen (119). Ifølge klageren var dette ikke tilfældet af nedenstående grunde: 1) Klager 3 havde fremsendt et bindende finansieringstilsagn fra en private equity-fond på 30 mio. EUR, og 2) det havde ikke været muligt at få et bindende finansieringstilsagn for yderligere trancher af købsprisen, da sælgerne havde fremsendt oplysninger for sent eller overhovedet ikke. Klager 3 havde informeret sælgerne om, at de udestående finansieringstilsagn kunne fremsendes inden den 31. marts 2014. Klager 3 har anført, at det med virkning fra klagens dato (10. april 2014) havde været muligt at tilvejebringe et finansieringstilsagn på 110 mio. EUR; klager 3 havde imidlertid forelagt Kommissionen en hensigtserklæring af 26. marts 2014 fra Jupiter Financing Group, Inc. (»Jupiter Financial Group«) rettet til klager 3, hvori Jupiter Financial Group underrettede klageren om sit bindende forslag til finansieringen af købet af Nürburgring-aktiverne (se fodnote 105 vedrørende de finansielle komponenter af dette forslag). Dette finansieringsforslag var bl.a. betinget af en for Jupiter Financial Group tilfredsstillende afslutning af due diligence-proceduren. |
(116) |
Klager 3 har desuden gjort gældende, at af Capricorns købsbud på Nürburgring på i alt 77 mio. EUR blev 6 mio. EUR finansieret af 2014-sæsonen og yderligere 11 mio. EUR først betalt i årene 2015-2018, således at den faktiske kontante købspris ville beløbe sig til 60 mio. EUR; dette var 50 mio. EUR mindre end den kontante købspris på 110 mio. EUR, som klager 3 havde tilbudt. Hvis man derudover tog hensyn til de fremtidige kontantbetalinger, fremkom en forskel på 73 mio. EUR mellem Capricorns bud og klager 3's bud. Endelig har klager 3 gjort gældende, at Capricorn havde modtaget støtte på mindst 73 mio. EUR, dvs. forskellen mellem den købspris, som klager 3 havde tilbudt som den bydende med det højeste bud, og den købspris, der var tilbudt af den bydende, som kontrakten blev tildelt. Hvis man endvidere tog hensyn til støtten til fordel for nabokommunerne, ville støtten stige med 200 mio. EUR til i alt 273 mio. EUR. |
(117) |
Klager 3 har endvidere gjort gældende, at Capricorns bud ikke var ubetinget, da det indeholdt den betingelse, at der skulle foreligge en endelig kommissionsafgørelse, hvoraf det fremgik, at tilbagesøgningspåbuddet ikke ville blive udvidet. Dette udgjorde en afvigelse fra de offentliggjorte principper for salgsproceduren og dermed en tilsidesættelse af udbudsproceduren, da de andre parter (såsom klager 3) ikke var blevet informeret om sådanne justeringer. |
(118) |
Endvidere har klager 3 hævdet, at salget af aktiverne ikke fandt sted på grundlag af en åben, gennemsigtig og ubetinget budprocedure. Klager 3 har navnlig gjort følgende gældende:
|
(119) |
Klager 3 har gjort gældende, at salget var forbundet med ressourcer, som kunne tilregnes staten (125), at der forelå ny statsstøtte til fordel for Capricorn, og at et eventuelt tilbagesøgningspåbud med hensyn til støtte, der var tildelt sælgerne i forbindelse med aktiverne, skulle udvides til at omfatte Capricorn (126). Endelig har klager 3 gjort gældende, at købskontrakten var ugyldig på grund af tilsidesættelsen af standstill-klausulen i artikel 108, stk. 3, i TEUF. |
(120) |
Endelig har klager 3 anført, at Capricorn ikke havde betalt den anden rate af købsprisen, der forfaldt i slutningen af juli, hvilket tydede på, at Capricorn ikke havde afgivet et gennemfinansieret bud. Efterfølgende blev finansieringsbetingelserne for erhvervelsen af Nürburgrings aktiver ændret til fordel for Capricorn i klar strid med de regler, der var fastsat af sælgerne og fremsendt til de bydende i procesbrevet, hvilket kunne udgøre yderligere støtte til fordel for Capricorn. |
b) Bemærkninger fra kuratorerne, der er fremsendt af Tyskland
(121) |
Ifølge kuratorerne har klager 3 ikke fremlagt et bindende finansieringstilsagn på 30 mio. EUR, hverken sammen med sit bekræftende bud af 17. februar 2014 (der henviste til et bindende finansieringstilsagn fra […] på 30 mio. EUR) eller sammen med klagen. Klager 3's oplysning om, at finansieringsdokumentationen kunne fremsendes på et senere tidspunkt, var ikke engang blevet understøttet af ikke-bindende erklæringer fra tredjeparter. I modsætning til de bekræftende bud fra Capricorn og [bydende 2] opfyldte det bekræftende bud fra klager 3 ikke de krav til finansieringen, der var fastsat i procesbrevet af 17. oktober 2013. Den 11. marts 2014 havde sælgerne derfor ingen grund til at tildele kontrakten til klager 3. Risikoen for, at antallet af bydende blev reduceret til én eller nul, hvis man ventede på finansieringsdokumentation fra klager 3, var ikke acceptabel for sælgerne af følgende grunde: a) [bydende 2] havde insisteret på, at ejerskiftet fandt sted den 3. april 2014, og b) der var ikke opnået fremskridt med hensyn til underbygningen af buddet fra klager 3, selv om denne allerede havde indgivet sin interessetilkendegivelse den 17. maj 2013 og sit vejledende bud den 30. september 2013, således at sandsynligheden for indgåelse af en kontrakt med klager 3 var blevet mindre. Det angivelige finansieringstilsagn fra Jupiter Financial Group af 26. marts 2014 var ikke blevet stillet til rådighed for sælgerne, mens et ikke-underskrevet brev fra investeringsbank- og konsulentfirmaet […] dateret den 31. marts 2014 var betinget af en tilfredsstillende afslutning af due diligence-proceduren. Udviklingsfonden på 200 mio. EUR til Nürburgrings nabokommuner var ikke kommet sælgerne til gode. |
(122) |
Ifølge kuratorerne var alle bydende blevet informeret om, at udvælgelsen af den valgte bydende muligvis ville finde sted allerede kort tid efter udløbet af fristen for afgivelse af bud den 17. februar 2014. De oplysninger, som sælgerne havde givet, kunne ikke give forventning om, at proceduren ville blive forlænget. Det hed i den pressemeddelelse, som klager 3 nævnte, at kuratorerne havde til hensigt at indgå en kontrakt i første kvartal af 2014. Kuratorerne har anført, at det ikke var korrekt, at kuratoren havde erklæret offentligt, at det var hensigten at træffe en beslutning i slutningen af marts, at Capricorn allerede inden afslutningen af mødet i kreditorudvalget var blevet informeret om tildelingen af kontrakten, og at der den 9. marts 2014 var blevet offentliggjort en pressemeddelelse fra Capricorn. |
(123) |
Kuratorerne har anført, at transaktionsstrukturen (salg af enkelte aktiver, flere aktiver sammen eller alle aktiver, uden overførsel af andele eller forpligtelser) ikke var blevet ændret i løbet af budproceduren. Udtrykket »clean balance sheet« betød ikke andet, end at det var udelukket at overføre forpligtelser i forbindelse med salget. Den omstændighed, at sælgerne var ejerselskaberne, og at NBG forestod driftsaktiviteterne, var allerede blevet meddelt alle interesserede i den teaser, der var blevet sendt til klager 3 den 17. maj 2013. Hvis klager 3 faktisk — som påstået — først fik kendskab til NBG's aktivitet under due diligence-proceduren, kan det ifølge kuratorerne heraf kun konkluderes, at klager 3 ikke havde sat sig tilstrækkeligt ind i det omfangsrige materiale, der var stillet til rådighed med henblik på afgivelse af det vejledende bud. Sælgerne havde på intet tidspunkt krævet, at køberen skulle overtage NBG's kontrakter. Køberens overtagelse af forpagtningskontrakten mellem sælgerne og NBG var under ingen omstændigheder overvejet af kuratorerne på grund af NBG's særlige situation med hensyn til, at salget var planlagt fra begyndelsen. Kuratorerne har gjort gældende, at klager 3 meget sent havde erkendt, at man i tilfælde af en overtagelse af aktiverne pr. 1. januar 2014 ville få en i vidt omfang »tom« Nürburgring, og at de tilstræbte nye kontrakter med kunder og sponsorer først ville føre til (øgede) indtægter i 2015-sæsonen på grund af forberedelsestiden i forbindelse med (løbs)arrangementer. Desuden havde sælgerne gentagne gange understreget, at de bydende selv frit kunne definere købsgenstanden. |
(124) |
Med hensyn til erstatningskravene fra tredjeparter havde sælgerne gjort klager 3 opmærksom på, at det næppe ville være muligt for denne at indgå nye kontrakter med NBG's kunder på vilkår, der — for kunden — var dårligere end de løbende kontrakter, så længe spørgsmålet om erstatning for den manglende overholdelse af kontrakterne med NBG ikke var afklaret. Der skulle tages højde for den risiko, at køber og kontrahent indgår en ny kontrakt med den betingelse, at kontrahenten betaler et højt vederlag, gør forskellen i forhold til størrelsen af det gamle vederlag gældende som erstatning for manglende opfyldelse og betaler et markant lavere vederlag i senere år, hvor der ikke var nogen kontrakt med NBG. Sælgernes krav om en fritagelse er på ingen måde usædvanligt i forbindelse med »asset deals«, som fører til virksomhedslukning, og gør det muligt at sikre den bedst mulige realisering i kreditorernes interesse. |
(125) |
Fristen for afgivelse af de bekræftende bud blev ifølge kuratorerne forlænget ved brev af 17. december 2013, da andre bydende heller ikke endnu havde afgivet et tilfredsstillende bud. Det var gentagne gange blevet gjort klart over for de bydende, at NBG først havde overtaget driftsaktiviteterne efter 2012-sæsonen og dermed i det væsentlige havde måttet opfylde NAG's gamle kontrakter, og at der derfor (endnu) ikke fandtes pålidelige rapporteringsprocedurer for driftsaktiviteterne. Ifølge kuratorerne påhvilede det de potentielle købere at tage højde for de dermed forbundne risici. |
(126) |
Kuratorerne har anført, at klager 3 den 6. marts 2014 fremsendte en mark-up version af købskontrakten til sit bekræftende bud. Det udkast til købskontrakt, der blev forhandlet den 13. februar, stammede fra sælgerne. Der var derfor klart, at det næste udkast skulle udarbejdes af klager 3. |
(127) |
Ifølge kuratorerne havde alle bydende, der kvalificerede sig til den respektive fase af udvælgelsesproceduren, de samme dokumenter til rådighed i datarummet. De dokumenter, der var anført i klagen, havde på et tidligere tidspunkt heller ikke været til rådighed for sælgerne og navnlig heller ikke for andre bydende, alle bydende havde haft samme mulighed for at gennemgå dokumenterne i datarummet, og andre bydende havde afsluttet due diligence-proceduren med de samme dokumenter. Alle bydende var tilstrækkeligt tidligt blevet informeret om, at selskabernes rapporteringsprocedurer havde klare mangler. Næsten alle sælgernes og NBG's dokumenter i datarummet var på tysk, og sælgerne var ikke forpligtet til at stille alle dokumenter til rådighed på engelsk. |
(128) |
Endvidere har kuratorerne anført, at den periode, der var afsat til afgivelse af bud og fremsendelse af finansieringsdokumentation, havde været tilstrækkelig. Klager 3 havde haft ti måneder (fra 8. april 2013 som tidspunkt for den første kontakt mellem [bydende 3] og sælgerne indtil 17. februar 2014) til at fremsende finansieringsdokumentationen og næsten fire måneder (fra 23. oktober 2013 indtil 17. februar 2014) til due diligence-proceduren. Kuratorerne var dermed gået videre end de krav, der kunne udledes af Kommissionens afgørelsespraksis (127). |
(129) |
Forhandlingerne om den nye kontrakt om levering af øl og med »Rock am Ring« var ikke blevet ført af Capricorn, men af NBG, og de relevante dokumenter var blevet indlagt i datarummet. Der var ingen forbindelse til Capricon som påstået af klager 3. |
(130) |
Sælgerne havde ikke indført nogen miljøkriterier i budproceduren for udvælgelsen af det endelige bud. De eneste kriterier i budproceduren for udvælgelsen af det endelige bud var: a) maksimering af det samlede provenu for alle aktiver og b) den forventede transaktionssikkerhed. Buddet fra klager 3 kunne ikke udvælges på grund af manglende transaktionssikkerhed, da klager 3 ikke havde fremlagt nogen finansieringsbekræftelse ved afgivelsen af sit bekræftende bud. Samtidig havde sælgerne ført samtaler med [bydende 2] og i slutfasen af salgsforhandlingerne med [bydende 2] og Capricorn, da [bydende 2] havde fremlagt et bud på [32-39] mio. EUR (se tabel 10 nedenfor), og der var forhandlinger i gang mellem Capricorn og […], som resulterede i bankens finansieringstilsagn af 10. marts 2014. På grund af den manglende finansieringsbekræftelse for det bekræftende bud var der med hensyn til klager 3 stor risiko for, at der ikke ville blive indgået en kontrakt. Endvidere havde kuratorerne på grundlag af yderligere omstændigheder i klager 3's forretningsmodel, som kunne tale for en realisering af transaktionen, forsøgt at vurdere chancerne for, at finansieringen alligevel kunne tilvejebringes. Klager 3's forretningsmodel var baseret på […] og på […]. Da de støjkrav, der var gældende for Nürburgring, var til hinder for […], og der ikke fandtes […], kunne en gennemførelse af konceptet ikke forventes på kort sigt. Klager 3's koncept blev derfor betragtet som et indicium for en betydelig risiko med hensyn til indgåelse af kontrakten eller i det mindste for et betydeligt tids- og forhandlingsbehov. Konceptets forenelighed med støjkravene i forbindelse med Nürburgring var ikke et udvælgelseskriterium. |
(131) |
Med hensyn til klager 3's påstand om, at Capricorns bud ikke var ubetinget, da det afhang af en endelig kommissionsafgørelse, hvoraf det fremgik, at tilbagesøgningspåbuddet ikke kunne udvides, har kuratorerne og Tyskland anført, at klager 3's mark-up-kontrakt indeholdt lignende betingelser. Efter de relevante bestemmelser i de mark-up-kontrakter, som kuratorerne og Tyskland havde forelagt, havde sælgeren og/eller køberen ret til at træde tilbage fra kontrakten, hvis Kommissionen ikke havde truffet en positiv afgørelse inden den 15. juli 2014 (i henhold til udkastet til kontrakt af 14. januar 2014) eller inden den 31. december 2014 (i henhold til mark-up-udkastet af 14. februar 2014). |
(132) |
Efter kuratorernes opfattelse er den omstændighed, at ingen de to bydende, der havde afgivet et kvalificeret bud, fuldt ud opfyldte kravet om en sikret finansiering (garanti for betaling af købsprisen eller indbetaling af købsprisen på en særlig konto), og at sælgerne derfor faktisk gav afkald på dette krav uden at underrette klager 3, ikke bevis for en uigennemsigtig procedure. Klager 3 var ikke berørt, da denne ikke havde afgivet et bekræftende bud med finansieringsdokumentation. En underretning af alle bydende om det angivelige afkald havde ikke påvirket budproceduren. Afkaldet var desuden ikke årsagen til, at klager 3 ikke havde fremlagt nogen finansieringsbekræftelse, og det svarede til den adfærd, som en hypotetisk privat sælger ville udvise. |
(133) |
Kuratorerne har gjort gældende, at kuratorernes og kreditorudvalgets foranstaltninger ikke kunne tilregnes staten, og at der ikke var tale om en fordel for Capricorn, da sælgerne havde gennemført udvælgelsesproceduren efter kriteriet om den markedsøkonomiske aktør. |
(134) |
Med hensyn til påstanden om, at Capricorn ikke havde afgivet et gennemfinansieret bud, fordi virksomheden ikke havde betalt den anden rate af købsprisen, og muligvis havde modtaget yderligere støtte til fordel for Capricorn gennem ændringen af finansieringsbetingelserne for erhvervelsen af Nürburgrings aktiver, har Tyskland fremført følgende argumenter: a) Capricorn havde ikke fået en fordel, da den anden tranche blev refinansieret med en rentesats på 8 % og en tinglig sikkerhed (se fodnote 72), b) refinansieringen af den anden tranche indeholdt ingen statsstøtte, da beslutningen om refinansieringen ikke kunne tilregnes staten, men blev truffet af kuratorerne alene uden delstatens medvirken, og c) der var ikke tale om nogen fravigelse af de regler, som var fastsat af sælgerne, og det procesbrev, som var fremsendt til de bydende, fordi sælgerne under budproceduren ikke havde fremsat nogen krav med hensyn til trancherne af købsprisen inden afslutningen, hvorfor et muligt ønske fra en bydende om at erstatte kontantsikkerheder for købsprisen med andre værdifaste sikkerheder ikke havde haft nogen indvirkning på vurderingen af buddene. |
(135) |
Efter kuratorernes opfattelse bør klagen afvises som ubegrundet. Klager 3's ubegrundede antydninger vedrørende finansieringen var ikke forenelige med en fornuftig markedsdeltagers eller kurators adfærd. |
4.4. KLAGE FRA MEYRICK COX (KLAGER 4)
a) Klagen
(136) |
Klager 4 har anført, at Capricon ikke fik tildelt kontrakten for det økonomisk mest fordelagtige bud, men fordi der var tale om en tysk virksomhed, og sælgerne ikke ønskede at sælge til et konsortium ledet af en holdingvirksomhed. Klager 4 har endvidere anført, at Capricorn havde indgivet et bud, der med hensyn til flere kriterier var lavere end buddet fra [bydende 2]. Klager 4 har navnlig gjort følgende gældende:
|
(137) |
Klager 4 har endvidere hævdet, at Capricorn ikke havde betalt den anden rate af købsprisen, der forfaldt i slutningen af juli, og at Capricorn havde fået tildelt yderligere statsstøtte gennem afkaldet på boden på 25 mio. EUR for udestående betalinger samt på morarenter på 8 %. Dette rejste også spørgsmål med hensyn til de oplysninger, som kreditorudvalget fik af KPMG og kuratorerne i forbindelse med budproceduren og, viste, at Capricorns finansielle resultater ikke blev fremstillet korrekt. |
(138) |
Klager 4 er endvidere af den opfattelse, at der aldrig havde foreligget en underskrevet finansieringsaftale mellem […] og Capricorn, men kun en vilkårsaftale (term sheet), hvorfor Capricorn ikke havde nogen finansieringsaftale, da kreditorudvalget holdt møde. |
(139) |
Endelig har klager 4 konkluderet, at det fremgår af de fremsendte oplysninger, at Capricorn ved salget af Nürburgrings aktiver opnåede en fordel, at denne fordel var resultatet af en beslutning, som ikke var forenelig med den måde, hvorpå en kommerciel sælger havde gennemført proceduren og vurderet buddene på grundlag af tildelingskriterierne, at en sådan kommerciel sælger ikke var nået til det resultat, at Capricorns bud generelt var økonomisk mere fordelagtigt end buddet fra [bydende 2], og at der skulle indledes en ny procedure, hvor der med henblik på en åben, fair og ubetinget budprocedure blev anvendt en række ensartede kriterier, blev opstillet og overholdt en klar tidsplan, og de bydendes identitet blev beskyttet i forhold til kreditorudvalget. |
b) Bemærkninger fra kuratorerne, der er fremsendt af Tyskland
(140) |
Kuratorerne har anført, at klager 4 som medlem af [bydende 2] kun var indirekte berørt. De har foreslået at afvise klagen, da budproceduren havde været åben, gennemsigtig og ubetinget, og aktiverne var blevet solgt til den bydende, der havde afgivet det bedste bud, med henblik på maksimering af det samlede provenu. |
(141) |
Kuratorerne har afvist påstanden om, at medlemmerne af kreditorudvalget havde støttet salget til Capricorn, da der var tale om en tysk virksomhed og ikke om et konsortium ledet af en holdingvirksomhed. |
(142) |
Ifølge kuratorerne medfører buddet fra Capricorn et væsentligt højere salgsprovenu i sammenligning med buddet fra [bydende 2], og med hensyn til transaktionssikkerheden var der ingen afgørende forskelle mellem de to bud, som ville begrunde, at det væsentligt lavere bud fik tildelt kontrakten (i forbindelse med begge bud var transaktionssikkerheden tilfredsstillende, men ikke på højeste niveau). [Bydende 2] havde heller ikke været rede til at stille en bankgaranti for købsprisen eller indbetale denne på en særlig konto, selv om dette udtrykkeligt var krævet i procesbrevet af 17. oktober 2013. Trods gentagne anmodninger havde hverken […] (det medlem af [bydende 2], som skulle have tilvejebragt ekstern kapital) eller et andet medlem af [bydende 2] afgivet en retligt bindende erklæring, hvorved de ville være forpligtet til at stille de nødvendige midler til rådighed. I modsætning hertil havde Robertino Wild, kapitalejer i Capricorn, stillet omfattende sikkerhed, og Capricorns eksterne finansiering var dokumenteret ved en almindelig finansieringsbekræftelse fra […]. Kuratorerne havde undersøgt denne finansieringsbekræftelse og meddelt kreditorudvalget resultatet af denne undersøgelse, nemlig at finansieringsbekræftelsen ikke indeholdt usædvanlige forbehold eller betingelser. Ikke kun egenfinansieringen på [14-17] mio. EUR, men også den eksterne finansiering på [41-49] mio. EUR var sikret med en bod på [22-27] mio. EUR, som køberen skulle betale, hvis sælgerne skulle træde tilbage fra kontrakten på grund af udestående betalinger. Boden var også dækket af sikkerhedsstillelse. Kreditorudvalget fulgte kuratorernes vurdering. |
(143) |
Med hensyn til up-front-betalingerne har kuratorerne anført, at buddet fra [bydende 2] havde fordele (inden 31. marts 2014 betaling af [30-33] mio. EUR med hensyn til [bydende 2], betaling af [4,6-5,1] mio. EUR med hensyn til Capricorn) og ulemper: Med undtagelse af en tranche på [7,1-7,6] mio. EUR skulle de midler, der var stillet til rådighed af [bydende 2], forblive på en spærret konto indtil en endelig kommissionsafgørelse og overføres til sælgerne senest den 31. marts 2015, enten hvis der forelå en endelig kommissionsafgørelse, eller hvis køberen ikke trådte tilbage fra kontrakten, selv om der ikke forelå en endelig afgørelse (i hvilket tilfælde en forlængelse af tilbagetrædelsesfristen ikke var udelukket). Hvis der forelå en endelig kommissionsafgørelse i 2014, ville sælgerne med hensyn til [bydende 2] have adgang til [30-33] mio. EUR og med hensyn til Capricorn til [58-63] mio. EUR (plus ca. 6 mio. EUR fra NBG's cashflow). |
(144) |
En sammenligning mellem buddene fra Capricorn og [bydende 2] viste, at Capricorns bud havde den højeste nominelle købspris og ville give det bedste økonomiske resultat: Tabel 10 Sammenligning mellem buddene fra Capricorn og [bydende 2]
|
(145) |
Medlemmerne af [bydende 2's] gode dokumenterede resultater og deres større erfaring med transaktioner inden for fusioner og overtagelser kunne ikke begrunde, at kontrakten blev tildelt til buddet med den væsentligt lavere købspris. Konsortiepartnernes kompetence blev ikke bestridt af sælgerne, men var ikke et tildelingskriterium. Omfanget af investeringerne i tilknytning til Nürburgring efter købet var heller ikke et tildelingskriterium. |
(146) |
Kuratorerne havde ikke forskelsbehandlet nogen bydende, og det fremgik ikke af klagen, hvilke af deres handlinger der skulle have medført, at [bydende 2] havde afgivet et lavere bud end Capricorn. Kuratorerne har tilbagevist klager 4's argumenter om, at de involverede personer ikke havde været til rådighed, og at salgsprocessen var blevet forlænget for at gøre det muligt for Capricorn at afgive et bud. [Bydende 2] var udtrykkeligt blevet informeret om, at der ville finde yderligere forhandlinger sted med andre bydende indtil mødet i kreditorudvalget den 11. marts 2014. |
(147) |
Kuratorerne har endvidere anført, at deres foranstaltninger og kreditorudvalgets tilslutning ikke kunne tilregnes staten, og at der ikke var tale om nogen fordel under salgsprocessen, da den var i overensstemmelse med almindelig markedsadfærd. |
(148) |
Med hensyn til klager 4's påstand om, at der aldrig havde foreligget en finansieringsaftale mellem […] og Capricorn, gjorde Tyskland gældende, at […] havde bekræftet sit finansieringstilbud efter en omfattende retlig og finansiel due diligence og aldrig havde annulleret sin finansieringsbekræftelse. |
(149) |
Med hensyn til klager 4's påstand om, at Capricorn ikke havde betalt den anden rate af købsprisen, har Tyskland fremført de argumenter, der er anført i betragtning 134. |
5. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE
(150) |
I denne afgørelse skal der først tages stilling til, om NG og dets datterselskaber MSR og CMHN på det tidspunkt, hvor foranstaltning 1-19 blev truffet, var kriseramte virksomheder som omhandlet i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (134) (»rammebestemmelserne«). Kommissionen vil derefter undersøge, om de pågældende foranstaltninger udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, og afslutningsvis, om denne støtte i så fald er forenelig med TEUF. |
5.1. NG'S, MSR'S OG CMHN'S VANSKELIGHEDER
(151) |
Hvis foranstaltning 1-19 udgør statsstøtte, og hvis NG, MSR og CMHN var kriseramte virksomheder på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, er det artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF og navnlig rammebestemmelserne, der er grundlaget for vurderingen af, om disse foranstaltninger er forenelige med det indre marked. Det er derfor et af de centrale spørgsmål, om NG, MSR og CMHN var kriseramte virksomheder. Kommissionen har konkluderet, at de havde økonomiske vanskeligheder på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, og derfor ikke havde været i stand til at rejse midler på det private lånemarked. |
(152) |
Nedenstående vurdering er baseret på punkt 9-11 i rammebestemmelserne. Kommissionen henviser til sin vurdering i betragtning 202-206 i afgørelsen af 21. marts 2012, hvor det foreløbigt ikke blev udelukket, at NG kunne betragtes som kriseramt virksomhed som omhandlet i rammebestemmelserne den 1. juli 2008 (se også betragtning 46 og 47 i afgørelsen af 7. august 2012). Endvidere fastslog Kommissionen i betragtning 6-13 i afgørelsen af 7. august 2012, at NG, MSR og CMHN var kriseramte virksomheder. |
(153) |
Kommissionen er af den opfattelse, at den skal vurdere hver virksomhed som helhed, omfattende alle aktiviteter. Det kan ikke accepteres, at Tyskland ikke medtager de underskudsgivende aktiviteter, dvs. Formel 1-løbene og »Nürburgring 2009«-projektet, i vurderingen af de finansielle nøgletal. Det er endvidere klart, at virksomhederne ikke havde adgang til eksterne finansieringskilder. |
(154) |
De vigtigste finansielle nøgletal for NG i perioden 2001-2011 er følgende: Tabel 11 Vigtigste finansielle nøgletal for NG 2001-2011 (i mio. EUR)
|
(155) |
I henhold til rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), betragtes en virksomhed som kriseramt, »hvis der er tale om et selskab med begrænset ansvar, når over halvdelen af den tegnede kapital er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste tolv måneder«. Denne bestemmelse afspejler den antagelse, at en virksomhed, der oplever et massivt tab af sin tegnede kapital, ikke vil være i stand til at standse de tab, som næsten med sikkerhed vil medføre virksomhedens ophør på kort eller mellemlang sigt (som anført i rammebestemmelsernes punkt 9). |
(156) |
Kommissionen bemærker videre, at en virksomhed i henhold til rammebestemmelsernes punkt 11 kan anses for kriseramt, »hvis de sædvanlige tegn på, at en virksomhed er kriseramt, er til stede, såsom voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overskudskapacitet, faldende cash flow, stigende gældsætning, stigende finansieringsudgifter og faldende eller opbrugt nettoformue.« I denne henseende henviser Retten til, at en negativ egenkapital »kan betragtes som en vigtig indikator for, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk vanskelig situation« (137). |
(157) |
Ifølge NG's årsregnskaber for årene 2001-2011 var ikke mere end halvdelen af den tegnede kapital gået tabt. Virksomhedens egenkapital var imidlertid negativ i perioden 2006-2011. I tidligere sager har Kommissionen antaget, at den omstændighed, at en virksomhed fremstår med en negativ egenkapital, indebærer de facto, at hele virksomhedens tegnede kapital er tabt, og at det umiddelbart må antages, at kriterierne i rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), er opfyldt (138). |
(158) |
Med hensyn til NG bemærker Kommissionen, at grunden til, at ikke mere end halvdelen af den tegnede kapital gik tabt, formentlig er, at virksomheden ikke traf passende forholdsregler. Sådanne passende forholdsregler havde taget sigte på at vende virksomhedens egenkapital fra negativ til positiv og samtidig forhøje den til et passende niveau. Dette kunne enten ske i form af aktivering af underskudsfremførsler eller en kapitalforhøjelse eller begge dele. |
(159) |
I denne forbindelse antager Kommissionen, at en aktivering af underskudsfremførsler ville have medført tab af virksomhedens samlede tegnede kapital, da de akkumulerede underskud var højere end den tegnede kapital. Kommissionen mener derfor, at kriterierne i rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), har været opfyldt i det foreliggende tilfælde siden 2006. |
(160) |
Under henvisning til rammebestemmelsernes punkt 11 er Kommissionen desuden af den opfattelse, at NG allerede siden 2002 har været kriseramt af følgende grunde: a) NG's årsomsætning faldt i denne periode med 80 % til i alt 89,4 mio. EUR, og virksomheden havde underskud i næsten alle år i denne periode, b) i hele referenceperioden havde NG en meget stor gældsætning, der steg fra 119 % af omsætningen i 2002 til 4 150 % af omsætningen i 2011, c) endog i 2004 og 2005, hvor virksomhedens gæld faldt til under 100 % af omsætningen, var gældsætningen på ca. 70 % af omsætningen fortsat meget høj, og også i disse år oplevede virksomheden en nedgang i omsætningen og årlige år underskud, d) NG havde en negativ egenkapital i størstedelen af perioden (2006-2011). |
(161) |
De vigtigste finansielle nøgletal for MSR i perioden 2007-2011 er følgende: Tabel 12 Vigtigste finansielle nøgletal for MSR 2007-2011 (i mio. EUR)
|
(162) |
De vigtigste finansielle nøgletal for CMHN i perioden 2008-2011 er følgende: Tabel 13 Vigtigste finansielle nøgletal for CMHN 2008-2011 (i mio. EUR)
|
(163) |
Kommissionen bemærker, at MSR og CMHN ikke har fremsendt nogen dokumenter, som viser disse virksomheders rentabilitetsudsigter. |
(164) |
Under henvisning til rammebestemmelsernes punkt 11 antager Kommissionen, at MSR og CMHN har været kriseramte allerede siden henholdsvis 2007 og 2008, da de havde minimale indtægter, betydelige årlige underskud og stigende gældsætning, som langt oversteg deres årlige omsætninger. |
(165) |
Kommissionen kan ikke støtte Tysklands argument om, at NG, MSR og CMHN ikke var kriseramte virksomheder, da opførelsen af infrastruktur og afholdelsen af Formel 1- og Superbike-løb blev gennemført på vegne af det offentlige, og der derfor ikke skulle have været taget hensyn til dette i forbindelse med undersøgelsen af deres finansielle situation. |
(166) |
For det første bemærker Kommissionen, at opførelsen af infrastruktur til motorsport, fritidsaktiviteter, hoteller og restauranter samt afholdelsen af motorsportsbegivenheder ikke kan betragtes som særlige effekter uden for NG's, MSR's og CMHN's almindelige aktiviteter. Der var snarere tale om disse virksomheders kerneaktivitetsområder. Selv om både kapitalejerne og ledelsen betragtede NG, MSR og CMHN som et instrument til at lade sportsinfrastrukturen »Nürburgring« forblive offentligt ejet og gennemføre urentable sportsbegivenheder, som ikke var blevet udbudt uden det offentliges dækning af underskuddene, måtte kapitalejerne og ledelsen ikke tillade, at forpligtelserne udviklede sig på en så ineffektiv og underskudsgivende måde, som det fremgår af ovenstående finansielle nøgletal for disse virksomheder, uden at der udarbejdes en solid og realistisk forretningsplan. De nævnte aktiviteter skal derfor indgå i vurderingen af den finansielle situation. |
(167) |
For det andet er Kommissionen af den opfattelse, at den omstændighed, at opførelsen af den nævnte infrastruktur og afholdelsen af motorsportsbegivenheder sagtens kan have bidraget til NG's, MSR's og CMHN's vanskeligheder, ikke i sig selv ændrer på den konklusion, at NG viste de sædvanlige tegn på en kriseramt virksomhed allerede inden påbegyndelsen af »Nürburgring 2009«-projektet. En sund virksomhed ville skulle tilpasse sine omkostninger til sådanne aktiviteter for at kunne overleve. I 2008 og 2009 havde NG, MSR og CMHN underskud og stigende gældsætning (stigning på henholdsvis 537 % i perioden 2002-2011, 4 052 % i perioden 2007-2011 og 443 % i perioden 2008-2011). Selv om »Nürburgring 2009«-projektet var afsluttet i 2010, tyder NG's, MSR's og CMHN's efterfølgende finansielle resultater på, at deres vanskeligheder varede ved. |
(168) |
Kommissionen er derfor nået til den konklusion, at NG, MSR og CMHN var kriseramte som omhandlet i rammebestemmelserne på det tidspunkt, hvor foranstaltning 1-19 blev truffet, og at deres vanskeligheder var så alvorlige, at de ikke kunne opnå finansiering på markedet. |
5.2. STATSSTØTTE
(169) |
I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. |
a) Statsmidler og tilregnelse til staten
(170) |
En del af foranstaltning 1 (forhøjelser af egenkapital), der blev gennemført af delstaten og Landkreis Ahrweiler, samt en anden del af foranstaltning 1 (overførsler til kapitalreserven) og foranstaltning 3, 9, 16 og 19, som blev gennemført af delstaten alene, stammer entydigt fra statsmidler og kan tilregnes staten. |
(171) |
Med hensyn til NG's foranstaltninger (foranstaltning 2, 4, 5, 6, 7, 10, 12, 13, 14, 15 — med hensyn til overførsel af andele i MSR til NG — og 17) har Tyskland udtrykkeligt erkendt, at midlerne kan tilregnes staten. Derudover kan det konstateres, at NG's bestyrelse repræsenterede delstaten og Landkreis Ahrweiler som kapitalejere i NG. I denne forbindelse erklærede bestyrelsesnæstformanden på mødet den 28. august 2005, at kontrakten kun kunne tildeles til private investorer, hvis risikoen for delstaten var lav (139). Endvidere bemærkede han på en bestyrelsesworkshop den 20. december 2005, at det nye kabinet efter landdagsvalget skulle træffe beslutning om en investering fra NG (140). Endvidere bebudede delstatsregeringen i regeringserklæringen af 30. maj 2006, at investeringen Erlebnisregion Nürburgring ville blive realiseret, og ministerrådet noterede sig den 19. september 2006, at NG's bestyrelse havde til hensigt at gennemføre projektet med omfattende deltagelse af en privat tredjepart (141). Desuden udarbejdede delstatens ministerium for økonomi, transport, landbrug og vinavl samt dens finansministerium kontinuerligt udtalelser, bemærkninger og instrukser vedrørende »Nürburgring 2009«-projektet (142), som blev præsenteret for offentligheden den 2. december 2009. Efter Kommissionens opfattelse er også det lån, som NG ydede til MSR via PNG som formidler (foranstaltning 6), en foranstaltning fra NG og kan derfor tilregnes staten. |
(172) |
Hvad angår ISB-lånet (foranstaltning 8) og henstanden med rentebetalinger (foranstaltning 8), har Tyskland erkendt, at ISB havde ydet lånet efter instruks fra delstaten. Med hensyn til lånene fra RIM til MSR via Mediinvest og PNG som formidlere (foranstaltning 11) og overførslen af andele i MSR til RIM (del af foranstaltning 15) bemærker Kommissionen, at RIM er en offentlig myndighed, som har til opgave at støtte delstatens erhvervs- og strukturpolitik (143). Med henblik på de nævnte foranstaltninger medvirkede ISB og RIM derfor på statens vegne ved gennemførelsen af delstatspolitikken, hvilket viser, at ISB's og RIM's aktiviteter kan tilregnes staten, hvad angår disse foranstaltninger. Alle disse foranstaltninger involverer derfor midler, som kan tilregnes staten. |
b) Økonomisk virksomhed
(173) |
I analogi med dommen i sagen Flughafen Leipzig/Halle (144) kan opførelsen af infrastruktur betragtes som økonomisk virksomhed, hvis den umiddelbart er forbundet en kommerciel udnyttelse, hvilket er tilfældet her. |
(174) |
Driften af sportsfaciliteter (herunder racerbaner og offroad-parker), forlystelsesparker (145), hoteller og restauranter, køretekniske anlæg, køreskoler, multifunktionshaller og kontantløse betalingssystemer samt forpagtningen heraf til professionelle og ikke-professionelle formål (146) udgør økonomisk virksomhed for både ejeren og operatøren. Opførelsen eller renoveringen af infrastruktur, som er uløseligt forbundet med disse aktiviteter, udgør derfor også økonomisk virksomhed. Som ikke-økonomisk virksomhed betragtes derimod bl.a. ikke-professionelle brugeres anvendelse af en sportsfacilitet (147) og professionelle sportsklubbers ungdomstræning, såfremt regnskabet for disse aktiviteter holdes adskilt fra regnskabet for den økonomiske virksomhed (148). I betragtning at den uløselige forbindelse mellem infrastrukturen og den økonomiske virksomhed, som den anvendes til, er opførelsen, udbygningen eller driften af Nürburgrings sports- og turismeinfrastruktur økonomisk virksomhed for både investorerne og operatørerne, selv hvis indtægterne fra driften af infrastrukturen ikke dækker omkostningerne ved opførelsen heraf, og over 90 % af sportsaktiviteterne i tilknytning til Nürburgring kan klassificeres som amatørsport. Denne omstændighed spiller kun en rolle på brugerniveau: Ikke-professionelle brugere er ikke virksomheder. Nürburgrings sports- og turismeinfrastruktur er ikke en generel infrastruktur som f.eks. en offentlig vej, der stilles til rådighed til offentlig brug. Statsstøttereglerne gælder derfor for finansieringen af opførelsen af den omhandlede infrastruktur (via lånene fra likviditetspuljen og kapitalejerlån og senere via ISB-lånet). |
(175) |
Med hensyn til afholdelsen af Formel 1- eller andre motorsportsløb er der tale om levering af tjenesteydelser på markedet for professionel sport, som i vidt omfang profiterer af senderettigheder. Den omstændighed, at Formel 1- og andre motorsportsarrangementer er strukturelt underskudsgivende eller tjener regionalpolitiske mål, er ikke tilstrækkelig som grund til, at finansieringen heraf kan udelukkes fra statsstøttereglernes anvendelsesområde. Kommissionen mener derfor, at Formel 1- og andre motorsportsløb udgør økonomisk virksomhed. |
(176) |
Fremme af turisme, udvikling af projekter, opførelse af ejendomme, virksomhedsledelse og handel med biler eller motorcykler betragtes ligeledes som økonomisk virksomhed. |
c) Selektivitet
(177) |
Kommissionen er af den opfattelse, at foranstaltningerne er selektive på operatørniveau (NG med hensyn til foranstaltning 1, 3, 8, 9, 13, 14, 16, 18 og 19, EWN, FSZ, MAN, TTI, BWN, BWNB og Camp4Fun med hensyn til foranstaltning 2, MSR med hensyn til foranstaltning 4, 5, 8, 9, 11, 12, 18 og 19, CST med hensyn til foranstaltning 5, MIB med hensyn til foranstaltning 7, CMHN med hensyn til foranstaltning 8, 9, 18 og 19, NAG med hensyn til foranstaltning 10 og 17, Mediinvest, Geisler & Trimmel og Weber med hensyn til foranstaltning 15), da de indebærer en fordel for disse operatører. Endvidere var overdragelen af opførelsen og driften af infrastrukturen ikke gennemsigtig, ikke-diskriminerende og i overensstemmelse med udbudsreglerne. På brugerniveau er foranstaltningerne imidlertid ikke selektive, da der er sikret en gennemsigtig og ikke-diskriminerende adgang for amatørsportsklubber og den brede offentlighed. |
d) Fordrejning af konkurrencevilkårene og påvirkning af samhandelen
(178) |
Som følge af foranstaltning 1-19 fordrejes konkurrencevilkårene på markederne for driften af racerbaner, offroad-parker, forlystelsesparker, hoteller og restauranter, køretekniske anlæg, køreskoler, multifunktionshaller og kontantløse betalingssystemer samt på markederne for fremme af turisme, udvikling af projekter, opførelse af ejendomme, virksomhedsledelse og handel med biler eller motorcykler, da støtten til Nürburgrings infrastruktur og Formel 1-arrangementerne fremmer anvendelsen af denne infrastruktur. Afholdelsen af Formel 1- og andre motorsportsarrangementer fremmer tilstrømningen af kunder til disse arrangementer. |
(179) |
De omhandlede foranstaltninger gjorde det muligt for NG, MSR og CMHN at fortsætte driften, således at de i modsætning til andre konkurrenter, som havde finansielle vanskeligheder, ikke var nødt til at drage de konsekvenser, som normalt skulle have været draget af deres svage finansielle resultater. Dette fordrejer konkurrencevilkårene, for så vidt som andre virksomheder, der opererer på de samme markeder, må sikre deres drift uden statsstøtte. |
(180) |
Med hensyn til påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne konkurrerer Nürburgring med sine Formel 1-arrangementer og det tyske Touring Car Championship (DTM) med andre racerbaner i EU, som afholder motorsportskonkurrencer på topplan, og det kan ikke udelukkes, at forlystelsesparken i tilknytning til Nürburgring også tiltrækker besøgende fra Belgien (hvis grænse til Tyskland ligger ca. 50 km fra Nürburgring). I denne forbindelse skal det erindres, at der er modtaget en klage fra den konkurrerende forlystelsesparkoperatør Eifelpark (se betragtning 2). Det kan heller ikke udelukkes, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes med hensyn til driften af offroad-parker, hoteller og restauranter, køretekniske anlæg, køreskoler, multifunktionshaller og kontantløse betalingssystemer samt inden for områderne fremme af turisme, udvikling af projekter, opførelse af ejendomme, virksomhedsledelse og handel med biler eller motorcykler. |
e) Fordel
(181) |
Vurderingen af, hvorvidt en transaktion mellem et statsligt organ og en virksomhed udgør statsstøtte, skal i henhold til Kommissionens faste praksis, som er bekræftet i retspraksis, foretages på grundlag af princippet om den markedsøkonomiske investor (149). Ifølge dette princip skal staten, hvis den er aktiv på markedet som erhvervsdrivende, agere som en privat markedsdeltager. I modsat fald kunne der være tale om statsstøtte. Når princippet om den markedsøkonomiske investor finder anvendelse, er det således udslagsgivende for, hvorvidt der foreligger statsstøtte, om en privat markedsdeltager havde handlet på samme måde i en lignende situation. Ved anvendelsen af dette princip kan der udelukkende tages hensyn til økonomiske betragtninger som begrundelse for at yde støtteforanstaltninger. Som fastslået i den relevante retspraksis kan statslige foranstaltninger ikke ses isoleret, men skal undersøges i forbindelse med andre støtteforanstaltninger (150). |
(182) |
Ved undersøgelsen af spørgsmålet, om ejerne eller operatørerne (NG, MSR og CMHN indtil 30. april 2010 og også NAG fra 1. maj 2010 indtil 31. oktober 2012) opnåede en fordel, skal princippet om den markedsøkonomiske investor derfor anvendes. Det bemærkes indledningsvis, at foranstaltning 1-19 ikke er pari-passu-transaktioner (151), da Tyskland ikke havde fundet en privat investor, som ville være rede til at investere på tilsvarende vilkår (f.eks. i område I af »Nürburgring 2009«-projektet). To lån blev ganske vist ydet af private långivere, men de pågældende beløb var små i forhold til de offentlige investeringer, lånene vedrørte kun delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet (dvs. hovedsagelig hotellerne) (152), og de blev ikke ydet til NG eller en anden støttemodtager, men kun til CMHN og MSR. Tabel 14 Lån ydet af private finansielle institutioner til CMHN/MSR
|
(183) |
Under alle omstændigheder har Tyskland erkendt, at der heller ikke blev fundet en langsigtet privat investor til delområde II af projektet. |
(184) |
Desuden modtog Kommissionen forretningsplaner for »Nürburgring 2009«-projektet og for NG for perioden 2006-2010: Tabel 15 Forretningsplaner for »Nürburgring 2009«-projektet (i mio. EUR)
|
(185) |
Det fremgår klart af tabel 15, at de forventede omkostninger steg støt i forberedelsesfasen af »Nürburgring 2009«-projektet, mens dets overskud (resultat før skat) faldt markant, fra et overskud på 22 mio. EUR i planen fra december 2005 til et underskud på 35 mio. EUR i planen fra december 2009. En privat investor havde ikke accepteret en så voldsom stigning i omkostningerne og et betydeligt fald i overskuddet i projektforberedelsesfasen mellem december 2005 og december 2009 (ifølge de foreliggende oplysninger var hovedfinansieringen til opførelsen ydet fra maj 2008 til juni 2010). |
(186) |
Under alle omstændigheder har Kommissionen ved undersøgelsen af de pågældende forretningsplaner, som den har taget hensyn til ved anvendelse af princippet om den markedsøkonomiske investor, fastslået følgende:
|
(187) |
Af disse grunde kan Kommissionen ikke konkludere, at den omstændighed, at NG som kriseramt virksomhed fik tildelt offentlig støtte (se afsnit 5.1), der sigtede mod finansiering af dens driftsaktiviteter på daværende tidspunkt (drift af racerbanen) eller i fremtiden (drift af racerbanen samt nye hoteller), kan anses for at være markedskonform på grundlag af de pågældende forretningsplaner. |
(188) |
Med hensyn til princippet om den markedsøkonomiske investor kan følgende anføres vedrørende de enkelte foranstaltninger: |
(189) |
Vedrørende foranstaltning 1 (delstatens og Landkreis Ahrweilers tilvejebringelse af kapital til NG i form af overførsler til kapitalreserven og kapitalforhøjelser) bemærker Kommissionen, at analysen af de fremlagte forretningsplaner er relevant. Ingen privat investor havde stillet kapital til rådighed for NG i 2004 og i de efterfølgende år. Den kapital, som NG den 1. maj 2002 (2 179 000 EUR) og den 21. december 2004 (22 839 241 EUR) fik tilført af delstaten, og den kapital, som NG den 31. august 2004 (4 887 000 EUR) og den 4. september 2007 (10 000 000 EUR) fik tilført af delstaten og af Landkreis Ahrweiler, udgør derfor støtte svarende til det fulde beløb af den tilførte kapital. |
(190) |
Vedrørende foranstaltning 2 (kapitalejerlån fra NG inden påbegyndelsen af »Nürburgring 2009«-projektet) bemærker Kommissionen på grundlag af de finansielle nøgletal, som Tyskland har fremsendt, at EWN, Camp4Fun og TTI havde årlige underskud og en negativ egenkapital, da de modtog deres respektive del af foranstaltning 2 (se tabel 1-4). Samtidig havde BWN1, BWNB og BWN2, der havde modtaget lån i perioden 2004-2007, i samme periode årlige underskud og i 2005, 2006 og 2007 også en negativ egenkapital. Endelig havde MAN både akkumulerede og årlige underskud, da virksomheden modtog sin del af foranstaltning 2. Under henvisning til rammebestemmelsernes punkt 11 er Kommissionen derfor af den opfattelse, at disse virksomheder var kriseramte på tidspunktet for foranstaltning 2. Derimod bemærker Kommissionen på grundlag af de finansielle nøgletal, som Tyskland har fremsendt, at FSZ ikke var kriseramt, da virksomheden modtog sin del af foranstaltning 2, da dens finansielle nøgletal ikke dokumenterede nogen af tegnene i rammebestemmelsernes punkt 11. Ydelsen af lån til virksomheder i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, navnlig da disse virksomheder tilhørte en virksomhed, som selv havde alvorlige finansielle vanskeligheder (NG), indebar en fordel for disse virksomheder svarende til lånenes størrelse. Lånene fra NG til dets datterselskaber EWN (6 195 170,02 EUR), BWN/BWNB (3 760 000 EUR), Camp4Fun (450 000 EUR), MAN (100 000 EUR) og TTI (25 000 EUR) er derfor ikke forenelige med princippet om den markedsøkonomiske investor. I denne forbindelse bemærkes det, at størrelsen af lånene til MAN og TTI lå under de minimis-loftet, men at Tyskland hverken har gjort gældende eller dokumenteret, at alle betingelser i Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 (157) var opfyldt. Denne forordning kunne imidlertid anvendes i tilbagesøgningsfasen, såfremt Tyskland dokumenterer, at alle relevante betingelser er opfyldt. Endvidere bemærker Kommissionen, at lånene til FSZ (646 738,12 EUR) ikke indebar en fordel for denne virksomhed, da den anvendte rentesats på 6 % er markedskonform, fordi den svarer til den tyske basissats på ydelsestidspunktet (5,06 % i april 2002, 4,8 % i marts 2003 og 5,19 % i marts 2008) (158) plus de (100) basispoint, der skal tillægges på grundlag af FSZ' finansielle situation, under hensyntagen til, at FSZ ved modtagelsen af lånene ikke viste nogen af symptomerne i rammebestemmelsernes punkt 11 (159). Lånene til FSZ udgør derfor ikke statsstøtte. |
(191) |
Med hensyn til foranstaltning 3 (lån fra delstatens likviditetspulje til NG) har Tyskland ikke fremlagt dokumentation for, at NG ikke drog fordel af rentesatser, som var mere fordelagtige i sammenligning med dets konkurrenters vilkår. Desuden er det vanskeligt at forestille sig, at der ville være finansiering til rådighed på markedet for en virksomhed i lignende finansielle vanskeligheder som NG, uanset rentesats. Endvidere finder den endelige tilbagebetaling af midlerne og renterne i forbindelse hermed først sted på et senere tidspunkt og kendes ikke på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne træffes; dette aspekt kan derfor ikke tages i betragtning ved undersøgelsen af princippet om den markedsøkonomiske investor. De foranstaltninger, der blev finansieret ved hjælp af likviditetspuljen, blev derfor ikke gennemført på markedsvilkår. Ydelsen af lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, indebar en fordel for virksomheden svarende til lånenes størrelse. De lån, som NG modtog fra delstaten mellem den 30. juni 2003 og den 11. maj 2010 (se oversigten over lån i tabel 5), indeholdt støtte på i alt 399 805 370 EUR. |
(192) |
Efter undersøgelse af det nævnte princip når Kommissionen til samme konklusion med hensyn til foranstaltning 4 (lån fra NG til MSR). Det er nemlig utænkeligt, at der på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet (december 2007), ville være finansiering til rådighed på markedet for en virksomhed i lignende finansielle vanskeligheder som MSR (se tabel 12 og betragtning 155), uanset rentesats. Ydelsen af et lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, indebar en fordel for virksomheden svarende til lånets størrelse. Den fordel, som MSR opnåede på grundlag af lånet på 300 000 EUR, som NG ydede den 27. december 2007, udgør derfor 300 000 EUR. |
(193) |
Støtten ydet af NG til CST (foranstaltning 5) er ikke i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor. Kommissionen bemærker nemlig på grundlag af de finansielle nøgletal, som Tyskland har fremsendt, at CST havde årlige underskud og en negativ egenkapital i perioden 2008-2011 og endvidere trådte i likvidation i 2009. Under henvisning til rammebestemmelsernes punkt 11 er Kommissionen derfor af den opfattelse, at CST var kriseramt, da virksomheden modtog lånene i forbindelse med foranstaltning 5 (i årene 2008-2011, se tabel 6). Ydelsen af lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, navnlig da CST tilhørte en virksomhed, som selv havde alvorlige finansielle vanskeligheder (NG), indebar en fordel for denne virksomhed svarende til lånenes størrelse. Den fordel, som CST opnåede på grundlag af lånene på i alt 11 032 060 EUR, som NG ydede mellem den 27. august 2008 og den 18. april 2011, svarer derfor til lånenes størrelse. |
(194) |
I den hensigtserklæring, som NG afgav den 23. december 2009 til fordel for CST, gav NG tilsagn om at finansiere opfyldelsen af de finansielle forpligtelser, som CST ikke selv kunne indfri. Med henblik på finansieringen af disse finansielle forpligtelser ville NG yde CST lån til en rentesats på 6 %. Tilsagnet omfattede også en efterstilling af NG's fordringer i forbindelse med de lån, som NG havde finansieret på grundlag af hensigtserklæringen af 23. december 2009, hvorefter NG's relevante fordringer mod CST bliver efterstillet alle andre kreditorers fordringer mod CST. I denne forbindelse er Kommissionen af den opfattelse, at en markedsøkonomisk kreditor ikke havde givet tilsagn om at finansiere ikke-tilbagebetalte lån ydet til en virksomhed i alvorlige vanskeligheder og ikke havde afgivet erklæring om efterstilling af eksisterende fordringer mod en virksomhed i alvorlige vanskeligheder, da en sådan foranstaltning de facto ville medføre tab af fordringerne. Derfor udgør hensigtserklæringen, som omfattede ovennævnte tilsagn om finansiering af de ikke-tilbagebetalte lån og efterstillingen af fordringer i denne forbindelse, efter Kommissionens opfattelse en fordel. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at hensigtserklæringen udgør en foranstaltning, som blev truffet ved siden af lånene fra årene 2008-2011 (se betragtning 182), af følgende grunde: a) den blev ikke iværksat på samme tidspunkt som disse lån, b) den var hverken fastsat eller foreskrevet i kontrakterne om de tilgrundliggende lån, c) den blev vedtaget af NG efter eget skøn med henblik på at afværge CST's insolvens. Foranstaltningens omfang svarer til det samlede beløb af de lån, som NG finansierede på grundlag af hensigtserklæringen af 23. december 2009, men som ikke er forelagt Kommissionen. |
(195) |
Endelig blev efterstillingen af fordringer aftalt mellem NG og CST den 13. december 2010 og vedrører ifølge kontrakten de lån på i alt 10,4 mio. EUR, der var ydet indtil 30. november 2010 (dvs. de første 13 af de i alt 15 lån, der er anført i tabel 6). Denne efterstilling medførte, at NG's fordringer mod CST bliver efterstillet alle andre kreditorers fordringer mod CST. I denne forbindelse er Kommissionen af den opfattelse, at en markedsøkonomisk kreditor ikke havde accepteret en sådan efterstilling af eksisterende fordringer mod en virksomhed i alvorlige vanskeligheder, da en sådan foranstaltning de facto ville medføre tab af fordringerne. Derfor udgør efterstillingen af fordringer efter Kommissionens opfattelse en fordel. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at efterstillingen af fordringer fra 2010 udgør en foranstaltning, som blev truffet ved siden af de tilgrundliggende lån, af følgende grunde: a) den blev ikke vedtaget på samme tidspunkt som disse lån, b) den var hverken fastsat eller foreskrevet i kontrakterne om de tilgrundliggende lån, c) den blev vedtaget af NG efter eget skøn med henblik på at afværge CST's insolvens. Foranstaltningens omfang svarer til det samlede beløb af de efterstillede lån, dvs. 10,4 mio. EUR. |
(196) |
Med hensyn til NG's betalinger til IPC (foranstaltning 6) noterer Kommissionen sig, at Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed konstaterede, at en agtpågivende erhvervsdrivende ikke havde udvalgt de pågældende virksomheder til at levere tjenesteydelser, og at NG ikke med den fornødne omhu havde undersøgt disse virksomheders tidligere aktiviteter med henblik på at fastslå, om de havde de nødvendige kvalifikationer, og om de vilkår for finansieringen af »Nürburgring 2009«-projektet, som de havde tilbudt, var realistiske (160). I denne forbindelse er Kommissionen af den opfattelse, at udvælgelsen af IPC til at levere disse særlige tjenesteydelser indebar en fordel for virksomhederne. Foranstaltningen udgør derfor statsstøtte svarende til de betalinger på i alt 640 000 EUR, der er foretaget til disse virksomheder. |
(197) |
Endvidere er Kommissionen af den opfattelse, at lånet på 3 mio. EUR fra NG til PNG og lånet på 2 941 000 EUR fra PNG til MSR sammen udgør en foranstaltning, hvor PNG kun optrådte som formidler og modtog et gebyr på […] EUR herfor. Modtageren af foranstaltningen var MSR, som i sidste instans modtog lånet på et tidspunkt, hvor virksomheden var i sådanne finansielle vanskeligheder, at den ikke kunne opnå finansiering på markedet. Ydelsen af et lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, indebar en fordel for virksomheden svarende til lånets størrelse. Den fordel, som MSR opnåede på grundlag af NG's lån af 15. oktober 2008, udgør derfor 2 941 000 EUR. |
(198) |
Med hensyn til foranstaltning 7 overdrog MIB sine fordringer mod CST, der modtog de pågældende lån, til NG, som betalte MIB en nominel pris plus renter herfor. Da CST var kriseramt (se betragtning 184), bemærker Kommissionen, at det ikke var sandsynligt, at MIB ville kunne realisere sine fordringer mod CST. Derfor kom denne foranstaltning MIB til gode, som kunne realisere sine fordringer og blev erstattet af NG som kreditor til en kriseramt virksomhed. I mangel af en rentabilitetsplan for CST, som kunne sandsynliggøre, at virksomheden igen ville blive rentabel, og at der dermed også var udsigter til, at den tilbagebetalte sin gæld, er denne foranstaltning ikke forenelig med princippet om den markedsøkonomiske investor. Overdragelsen af MIB's fordringer på 1 476 830,88 EUR til NG udgør derfor støtte svarende til købsprisen på 1 476 830,88 EUR. |
(199) |
Vedrørende foranstaltning 8 (lån på 325 265 000 EUR fra ISB til NG, MSR og CMHN) bemærkes, at ydelsen af lån uden en tilhørende garanti (foranstaltning 9) til virksomheder i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, kunne indebære en fordel for virksomhederne svarende til lånenes størrelse. I dette særlige tilfælde består støtten imidlertid ikke i lånet (foranstaltning 8), men kun i garantien (foranstaltning 9), da Kommissionen ikke kan udelukke, at en privat kreditor kunne have ydet lån til NG, MSR og CMHN på tilsvarende vilkår på grund af delstatens garanti (foranstaltning 9). |
(200) |
Foranstaltning 9, dvs. garantien for ISB-lånet på 325 265 000 EUR (foranstaltning 8), var ikke forenelig med princippet om den markedsøkonomiske investor. Der var i denne forbindelse nemlig tale om en regionalpolitisk foranstaltning truffet af offentlige myndigheder; en markedsøkonomisk investor ville ikke træffe sådanne foranstaltninger til fordel for kriseramte virksomheder og til betydelig ulempe for egne finansielle interesser. Endvidere bemærker Kommissionen, at regionaludviklingspolitikken ikke sigter mod at genoprette kriseramte virksomheders rentabilitet. Desuden er Kommissionen af den opfattelse, at betingelserne i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier (161) (»garantimeddelelsen«), som ville udelukke eksistensen af statsstøtte, ikke er opfyldt. Modtagerne var nemlig kriseramte virksomheder, garantien dækkede 100 % af lånet, og der blev ikke betalt garantipræmie for delstatens dækning af risikoen for misligholdelse af det garanterede lån. I betragtning af modtagernes (NG, MSR og CMHN) alvorlige vanskeligheder på tidspunktet for den pågældende garantistillelse (se tabel 11-13), antager Kommissionen, at ingen markedsøkonomisk kreditor havde stillet en garanti til modtagerne under disse betingelser. Kommissionen har ingen oplysninger om, at garantien blev udnyttet. Derfor udgør foranstaltning 9 efter Kommissionens opfattelse statsstøtte. Størrelsen af den støtte, som blev ydet til NG, MSR og CMHN på grundlag af delstatens garanti, svarer til de respektive lånebeløb (foranstaltning 8), dvs. 96 574 200 EUR og 113 590 800 EUR med hensyn til NG, 92 000 000 EUR med hensyn til MSR og 23 100 000 EUR med hensyn til CMHN. |
(201) |
Vedrørende foranstaltning 10 (bortforpagtning af Nürburgring-komplekset til NAG) bemærker Kommissionen, at en budprocedure generelt kan udelukke, at en forpagter opnår en fordel. I den foreliggende sag blev der imidlertid ikke iværksat et udbud med henblik på udvælgelse af operatøren af det moderniserede Nürburgring-kompleks. Bortset fra de første tre forpagtningsår (dvs. fra 1. maj 2010 til 30. april 2013) lå den minimumsforpagtningsafgift, der var fastsat i forpagtningskontrakten, dog inden for det interval af minimums- og maksimumsværdier for markedskonforme årlige forpagtningsafgifter, der var anført i ekspertvurderingen af 29. september 2011. EBITDA-forpagtningsafgiften lå endog over den maksimale markedskonforme årlige forpagtningsafgift, der var anført i ekspertvurderingen, bortset fra det andet forpagtningsår. Kommissionen bemærker derfor, at minimumsforpagtningsafgiften på 15 mio. EUR fra 1. maj 2013 kunne betragtes som markedskonform i henhold til ekspertvurderingen af 29. september 2011, da den lå inden for intervallet af markedskonforme forpagtningsafgifter og derfor ikke indebar en selektiv fordel for NG. Forpagtningskontrakten var imidlertid faktisk kun gældende fra 1. maj 2010 til 31. oktober 2012. Den minimumsforpagtningsafgift, der var fastsat i ekspertvurderingen og i forpagtningskontrakten for de første tre forpagtningsår, er anført i tabel 16. Tabel 16 Minimumsforpagtningsafgift for Nürburgring-komplekset
Af disse grunde er Kommissionen af den opfattelse, at den forpagtningsafgift, der blev opkrævet i perioden fra 1. maj 2010 til 31. oktober 2012, gav NAG en selektiv fordel, som svarer til forskellen mellem a) den forpagtningsafgift, der skulle have været opkrævet ifølge ekspertvurderingen, og b) den forpagtningsafgift, der var fastsat i forpagtningskontrakten. Kommissionen konkluderer, at der foreligger støtte på 9 mio. EUR, dvs. forskellen mellem de nævnte beløb a) og b) (for det tredje år beregnes kun halvdelen af forskellen, da forpagtningskontrakten udløb den 31. oktober 2012, dvs. i midten af det tredje år) (162). |
(202) |
Vedrørende foranstaltning 11 (lån fra RIM til MSR via Mediinvest som formidler og — med hensyn til ét lån — også via PNG som formidler) har Tyskland selv anført, at det ikke var muligt at finde private investorer til finansieringen af delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet. Desuden fremgår det af udtalelsen fra Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, at de potentielle investorer ikke anså projektet for at være rentabelt på markedsvilkår. Flere private operatører af forlystelsesparker afviste at deltage i projektet. Uden en tilhørende garanti (foranstaltning 12) kunne ydelsen af et lån til virksomheder i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, have indebåret en fordel for virksomhederne svarende til lånenes størrelse. I dette særlige tilfælde består støtten imidlertid ikke i lånene (foranstaltning 11), men kun i garantien (foranstaltning 12), da Kommissionen ikke kan udelukke, at en privat kreditor havde ydet lån til MSR på tilsvarende vilkår på grund af delstatens garanti (foranstaltning 12). Kommissionen bemærker, at Mediinvest og PNG ikke var de egentlige modtagere af støtten, men kun optrådte som formidlere, for at lånene fra RIM nåede frem til MSR. Med denne tjenesteydelse opnåede endvidere kun Mediinvest en fortjeneste, der svarede til en renteforskel på højst 4,3 % (mellem de lån, som RIM modtog, og de lån, der blev ydet til MSR), mens PNG ikke drog fordel af forskellige rentesatser (for det lån, som Mediinvest modtog, var samme rentesats gældende som for det lån, der blev ydet til MSR). Desuden kan Kommissionen i betragtning af de data, der er gengivet i betragtning 32-34 og i tabel 14, ikke konkludere, at Mediinvest og PNG ikke havde beregnet normale markedsrenter for deres tjenesteydelser, eller at renteforskellene (højst 4,3 % med hensyn til Mediinvest, 0 % med hensyn til PNG) lå over markedsniveauet. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at Mediinvest og PNG ikke kan betragtes som modtagere af foranstaltning 11. |
(203) |
Med hensyn til foranstaltning 12, dvs. delstatens garanti til ISB for RIM's passive kapitalindskud i Mediinvest (foranstaltning 11) er Kommissionen af den opfattelse, at denne konstruktion skulle gøre det muligt for MSR at opnå de lån, der er beskrevet som foranstaltning 11. På tidspunktet for lånet befandt MSR sig i en meget dårlig finansiel situation. Ingen privat investor havde stillet en garanti til rådighed for en virksomhed i en så dårlig finansiel situation. Kommissionen har ingen oplysninger om, at garantien blev udnyttet. Derfor udgør foranstaltning 12 efter Kommissionens opfattelse statsstøtte. Det støttebeløb, der blev ydet til MSR på grundlag af delstatens garanti, svarer til beløbet af det pågældende lån (foranstaltning 11), dvs. 85 484 000 EUR. |
(204) |
Med hensyn til foranstaltning 13 (delstatens tilvejebringelse af indtægter fra kasinoafgiften med henblik på fremme af turisme til fordel for NG) er Kommissionen af den opfattelse, at der er tale om en turismepolitisk foranstaltning truffet af offentlige myndigheder; en markedsøkonomisk investor ville ikke træffe sådanne foranstaltninger til fordel for kriseramte virksomheder og til betydelig ulempe for egne finansielle interesser. Endvidere bemærker Kommissionen, at turismepolitikken ikke sigter mod at genoprette kriseramte virksomheders rentabilitet. I betragtning af NG's dårlige finansielle situation er Kommissionen af den opfattelse, at NG opnåede en fordel svarende til hele beløbet af de omhandlede foranstaltninger. De indtægter fra kasinoafgiften på 1,6 mio. EUR i 2009 og 3,2 mio. EUR i hvert af årene 2010 og 2011, som delstaten stillede til rådighed for NG, udgør således støtte til fordel for NG. |
(205) |
Bemærkningerne vedrørende foranstaltning 13 med hensyn til turismepolitik gælder også for foranstaltning 14 (lånene fra delstaten og efterstilling af fordringer). Desuden indebar ydelsen af et lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, en fordel for virksomheden svarende til lånets størrelse. Lånene på 20 mio. EUR af 21. august 2007, 10 mio. EUR af 22. december 2009, 4,65 mio. EUR af 28. december 2010 og 3,2 mio. EUR af 26. april 2011 samt et yderligere lån på 4,95 mio. EUR af 9. december 2011, som blev ydet til NG af delstaten, udgør derfor støtte svarende til lånenes størrelse. |
(206) |
Som følge af den efterstilling af fordringer, som delstaten afgav erklæring om den 29. august 2007 med hensyn til det nævnte lån på 20 mio. EUR med henblik på at afværge NG's insolvens, er delstatens fordringer mod NG efterstillet alle andre kreditorers fordringer mod NG. På denne baggrund udgør efterstillingen af fordringer (del af foranstaltning 14) efter Kommissionens opfattelse en særskilt fordel for lånet på 20 mio. EUR med hensyn til foranstaltning 14, da den i vidt omfang mindskede delstatens muligheder for at opkræve dens fordringer mod NG. Foranstaltningens omfang svarer til beløbet af det efterstillede lån, da den gjorde det muligt for NG at undlade at tilbagebetale det efterstillede lån på 20 mio. EUR. |
(207) |
Vedrørende foranstaltning 15 (NG's og RIM's overtagelse af andele i MSR) bemærkes, at MSR var kriseramt, dvs. var underskudsgivende, på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet. Dette betyder også, at det beløb, der blev indtjent i forbindelse med virksomhedens aktiviteter og stillet til rådighed for kapitalejerne, var negativt. I denne henseende blev MSR's negative driftsresultater afspejlet i en negativ værdi af de enkelte andele. Med andre ord havde en potentiel investor faktisk krav på et beløb svarende til MSR's underskud i forbindelse med dets aktiviteter, som afspejler sig i andelene. Ved at købe MSR ønskede NG og RIM klart at støtte virksomheden. Ejerskiftet som sådant indeholder imidlertid ingen støtte til MSR. Det er snarere foranstaltningerne i tilknytning hertil (f.eks. NG's lån til MSR), der kunne udgøre støtte til MSR. På grund af MSR's selskabsform hæfter kapitalejerne ikke for virksomhedens gældsforpligtelser, og i forbindelse med de tidligere ejeres salg af MSR til NG og RIM blev der kun betalt en symbolsk pris svarende til købsprisen på 3 EUR til sælgerne. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at prisen på 1 EUR pr. andel ikke udgør en økonomisk fordel for sælgerne af MSR-andelene, dvs. Mediinvest, Geisler & Trimmel og Weber. |
(208) |
Foranstaltning 16 omfatter et kapitalejerlån og et tilskud fra delstaten til NG til Formel 1-løb. Fra sin likviditetspulje stillede delstaten mellem 2003 og 2007 24 978 808 EUR og i 2009 15 426 562 EUR til rådighed for NG (foranstaltning 3). Til refinansiering af disse beløb ydede delstaten et rentefrit lån på 40 405 000 EUR til NG i 2011. Endvidere modtog NG i juli 2011 et tilskud på 13,5 mio. EUR fra delstatsbudgettet. Den fordel, som disse offentlige tilskud udgør for NG, ligger lige for, da NG blev fritaget for en byrde, som virksomheden normalt selv skulle have båret. Lånet er ikke foreneligt med princippet om den markedsøkonomiske investor. Ydelsen af et lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet finansiering til rådighed, uanset rentesats, indebar en fordel for virksomheden svarende til lånets størrelse. Den fordel, som NG opnåede på grundlag af lånet på 40 405 000 EUR, som delstaten ydede den 11. januar 2011, udgør derfor 40 405 000 EUR. Den fordel, som NG opnåede på grundlag af lånet på 13,5 mio. EUR, som delstaten ydede i juli 2011, udgør 13,5 mio. EUR. |
(209) |
Vedrørende Formel 1-koncessionskontrakten (foranstaltning 17) har Tyskland anført, at afholdelsen af Formel 1-løb udgør en støtteforanstaltning, der er forenelig med det indre marked i henhold til bestemmelserne om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI). Tyskland har imidlertid ikke gjort gældende, at foranstaltningen er en kompensation, der ikke indebærer statsstøtte, og som opfylder alle kriterier i Altmark-dommen. Endelig har Tyskland ikke dokumenteret, at koncessionsafgiften på grundlag af en ekspertvurdering eller en markedsanalyse svarede til en normal markedsafgift, eller at koncessionen havde været i udbud. I mangel af dokumentation for, at foranstaltningen var markedskonform, er Kommissionen derfor af den opfattelse, at koncessionskontrakten gav NAG en fordel. I forbindelse med denne foranstaltning svarede støttebeløbet i princippet til forskellen mellem koncessionsafgiften og koncessionens markedsværdi. Da der imidlertid ifølge Tyskland ikke blev foretaget betalinger på grundlag af kontrakten, er den statsstøtte, der er indeholdt deri, ikke gennemført, og der kan ikke fastslås et støttebeløb. |
(210) |
I modsætning til Tyskland er Kommissionen af den opfattelse, at henstanden med rentebetalinger (foranstaltning 18) ikke er forenelig med princippet om den markedsøkonomiske investor og derfor navnlig i betragtning af NG's, MSR's og CMHN's finansielle situation udgør en økonomisk fordel. NG, MSR og CMHN befandt sig nemlig, som forklaret ovenfor, i en meget dårlig finansiel situation på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet. Henstanden med rentebetalinger for et lån til en virksomhed i sådanne vanskeligheder, at ingen privat investor havde stillet et lån til rådighed, uanset rentesats, indebar en fordel for virksomheden svarende til det udestående beløb af det omlagte lån. Henstanden på 1,473 mio. EUR med hensyn til NG, 1,205 mio. EUR med hensyn til MSR og 303 000 EUR med hensyn til CMHN, som blev ydet af ISB den 15. maj 2012, udgør derfor støtte svarende til det udestående beløb af det omlagte lån. |
(211) |
Med hensyn til delstatens fritagelseserklæring og efterstillingen af fordringer (foranstaltning 19) bemærker Kommissionen følgende: a) statsgarantien fra 2012 for fordringer på op til 254 mio. EUR (til et lån på 325 265 000 EUR) blev ydet på grundlag af en erklæring fra delstaten med henblik på at afværge insolvens for NG, MSR og CMHN, der på dette tidspunkt havde alvorlige vanskeligheder. På denne baggrund er Kommissionen af den opfattelse, at foranstaltningen ikke opfyldte betingelserne i garantimeddelelsen, derfor gav modtageren en fordel og dermed udgør statsstøtte, b) delstatens efterstilling fra 2012 af dens fordringer på grundlag af den nævnte fritagelseserklæring medførte, at delstatens fordringer bliver efterstillet alle andre kreditorers fordringer mod NG, MSR og CMHN. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at en markedsøkonomisk kreditor ikke havde accepteret en sådan efterstilling af eksisterende fordringer mod virksomheder i alvorlige vanskeligheder, da en sådan foranstaltning de facto ville medføre tab af fordringerne. Derfor udgør efterstillingen af fordringer efter Kommissionens opfattelse en fordel. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at fritagelseserklæringen og efterstillingen af fordringer fra 2012 udgør en foranstaltning, som blev truffet ved siden af garantien fra 2010. Fritagelseserklæringen og efterstillingen af fordringer fra 2012 var nemlig hverken fastsat eller foreskrevet i garantien fra 2010, men blev vedtaget af myndighederne efter eget skøn med henblik på at afværge NG's, MSR's og CMHN's insolvens i 2012. Foranstaltningens omfang svarer til beløbet af den gæld, der dækkes af fritagelseserklæringen og efterstillingen af gæld fra 2012, dvs. 254 mio. EUR. |
(212) |
De nævnte foranstaltninger vedrører efter Kommissionens opfattelse driften af et kompleks, der ikke er en del af den generelle infrastruktur, og blev ikke truffet i forventning om, at delstatens bidrag ville give et normalt markedsafkast. Der foreligger derfor statsstøtte til opførelsen og driften af de nævnte faciliteter, som kommer deres operatør, dvs. navnlig NG, til gode. |
(213) |
Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at statsstøtten består i forskellen mellem en rimelig markedspris for lånet eller garantien og den pris, der faktisk blev betalt for foranstaltningen; da støttemodtagerne var i så alvorlige vanskeligheder, at de ikke kunne opnå finansiering på markedet, svarer fordelen til det fulde omfang af de omhandlede foranstaltninger. |
f) Konklusion med hensyn til, om der foreligger statsstøtte
(214) |
Af disse grunde konkluderer Kommissionen, at en del af foranstaltning 2 (NG's lån til FSZ) samt foranstaltning 8, 11 og 15 ikke udgør statsstøtte, mens foranstaltning 1, en del af foranstaltning 2 (NG's lån til EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, BWN1, BWNB og BWN2) samt foranstaltning 3-7, 9, 10, 12-14 og 16-19 udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. |
5.3. ULOVLIG STØTTE
(215) |
Foranstaltning 1, en del af foranstaltning 2 (NG's lån til EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, BWN1, BWNB og BWN2) samt foranstaltning 3-7, 9, 10, 12-14 og 16-19 blev truffet under tilsidesættelse af anmeldelseskravet og standstill-forpligtelsen i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF. Kommissionen betragter derfor disse foranstaltninger som ulovlig statsstøtte. |
5.4. STØTTENS FORENELIGHED MED DET INDRE MARKED
(216) |
For så vidt som visse foranstaltninger udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal deres forenelighed med det indre marked undersøges på grundlag af undtagelsesbestemmelserne i denne artikels stk. 2 og 3. |
(217) |
Ifølge Domstolens retspraksis er det medlemsstatens opgave at anføre mulige grunde til foreneligheden med det indre marked og vise, at betingelserne herfor er opfyldt (163). |
(218) |
Da foranstaltningerne udgør statsstøtte, og da NG, MSR og CMHN har været kriseramte virksomheder siden henholdsvis 2002, 2007 og 2008, bemærker Kommissionen, at de omhandlede foranstaltningers forenelighed med det indre marked udelukkende skal vurderes på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF og navnlig rammebestemmelserne. I henhold til rammebestemmelsernes punkt 20 kan »en kriseramt virksomhed ikke betragtes som et velegnet instrument til at fremme andre politiske mål, før der er skabt sikkerhed for dens levedygtighed. Derfor mener Kommissionen, at støtte til kriseramte virksomheder kun kan bidrage til at fremme udviklingen af bestemte erhvervsgrene uden at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, hvis betingelserne i disse rammebestemmelser er opfyldt.« I modsætning til, hvad Tyskland har gjort gældende, finder undtagelsen i henhold til artikel 107, stk. 2, i TEUF ikke anvendelse i den foreliggende sag, da de støttede tjenesteydelser ikke er tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, men økonomisk virksomhed i konkurrenceudsatte erhvervssektorer. Undtagelsen i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF finder heller ikke anvendelse i denne støttesag, da det projekt og de virksomheder, der blev støttet ved hjælp af de undersøgte foranstaltninger, ikke kan betragtes som et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, og der ikke var en alvorlig forstyrrelse i Tysklands økonomi. Undtagelsen i henhold til artikel 107, stk. 3, litra d), i TEUF finder heller ikke anvendelse, da de støttede aktiviteter klart ikke sigter mod fremme af kulturen eller bevarelse af kulturarven. |
(219) |
I den foreliggende sag er de relevante betingelser i afsnit 3.1 og 3.2 ikke opfyldt. Foranstaltningerne blev nemlig ikke afsluttet efter seks måneder, og Tyskland anmeldte ikke en omstruktureringsplan i overensstemmelse med rammebestemmelserne. Desuden er det ikke dokumenteret, at støtten var begrænset til det nødvendige minimum, navnlig via et betydeligt eget bidrag fra støttemodtagerne. Myndighederne har heller ikke indsendt en likvidationsplan. |
(220) |
Kommissionen kan ikke identificere andre mulige grunde til foranstaltningernes forenelighed med det indre marked (164). I den foreliggende sag var støttemodtagerne nemlig kriseramte på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet, og det eneste grundlag, der kan anvendes til forenelighedsanalysen, er derfor rammebestemmelserne. |
(221) |
Af disse grunde betragter Kommissionen foranstaltning 1, en del af foranstaltning 2 (NG's lån til EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, BWN1, BWNB og BWN2) samt foranstaltning 3-7, 9, 10, 12-14 og 16-19 som uforenelige med TEUF. |
5.5. TILBAGESØGNING
(222) |
I overensstemmelse med TEUF og Domstolens faste retspraksis har Kommissionen kompetence til at beslutte, at den pågældende medlemsstat skal ophæve eller ændre støtten, når den har konstateret, at den er uforenelig med det indre marked (165). Det er ligeledes Domstolens faste retspraksis, at en medlemsstats forpligtelse til at ophæve en støtte, som Kommissionen har fundet uforenelig med det indre marked, har til formål at genoprette den oprindelige situation (166). I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at dette mål er nået, når modtageren har tilbagebetalt de beløb, der blev ydet som ulovlig støtte. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte genoprettes (167). |
(223) |
I overensstemmelse med retspraksis gælder i henhold til artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (168) følgende: »I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […].« |
(224) |
Eftersom de foreliggende foranstaltninger i strid med artikel 108 i TEUF ikke blev anmeldt til Kommissionen og dermed udgør ulovlig og uforenelig støtte, skal støtten tilbagebetales for at genoprette markedssituationen fra før ydelsen af støtten. Tilbagesøgningen bør finde sted fra det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnåede fordelen, dvs. det tidspunkt, hvor støtten blev stillet til rådighed for støttemodtageren, og frem til tilbagebetalingen; de beløb, der skal tilbagesøges, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor de blev udbetalt til støttemodtageren, og frem til tilbagebetalingen. |
(225) |
Kommissionen bemærker, at visse støttemodtagere (NG, MSR, CMHN, CST (169), IPC) er under insolvensbehandling (170). Ifølge fast retspraksis har det forhold, at en støttemodtager er insolvent eller under insolvensbehandling, ingen indvirkning på modtagerens forpligtelse til at tilbagebetale ulovlig og uforenelig støtte (171). Samtidig er det i de fleste tilfælde med en insolvent støttemodtager ikke muligt at få tilbagebetalt det fulde beløb af udbetalt ulovlig og uforenelig støtte (med renter), da modtagerens aktiver ikke er tilstrækkelige til at efterkomme samtlige kreditorers krav. Det vil derfor ikke være muligt på traditionel vis at genoprette den situation, der bestod forud for støttetildelingen. Da det overordnede formål med tilbagesøgningen er at bringe konkurrencefordrejningen til ende, har Domstolen statueret, at afvikling af modtagervirksomheden kan anses for at være en acceptabel mulighed for tilbagebetaling i sådanne sager (172). Det er derfor Kommissionens opfattelse, at en afgørelse, der pålægger medlemsstaten at tilbagesøge ulovlig og uforenelig støtte fra en insolvent modtager, kan anses for at være behørigt gennemført, enten hvis støtten tilbagebetales fuldt ud, eller i tilfælde af delvis tilbagebetaling, når den fordring, som tilbagebetalingen af støtte vedrører, er opført på listen over anmeldte fordringer, virksomheden afvikles og aktiverne sælges på markedsvilkår, hvilket indebærer en definitiv indstilling af dens aktiviteter. Generelt skal det sikres, at ingen erhvervsdrivende drager fordel af ulovlig og uforenelig støtte efter støttemodtagerens forsvinden. |
(226) |
Tilbagesøgningspåbuddet vedrører også støttemodtagere, der ikke er under insolvensbehandling: NAG, og BikeWorld GmbH for BWN1, BWNB og BWN2 (efter BWNB's overtagelse af BWN1 blev virksomheden omdøbt til BWNB2; denne virksomhed ændrede senere navn til BikeWorld GmbH). |
(227) |
Kommissionen bemærker, at visse støttemodtagere — EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, MIB — ikke længere eksisterer på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse. |
(228) |
EWN, MAN og Camp4Fun blev opløst henholdsvis den 6. september 2011, 29. august 2013 og 1. marts 2010. Der var ingen formel likvidation. Der er økonomisk kontinuitet mellem disse tre støttemodtagere og deres tilbageværende kapitalejer NG. Som tilbageværende kapitalejer i disse støttemodtagere hæfter NG for deres gæld, herunder gæld, der følger af statsstøtte. Da NG er under likvidationsbehandling, skal det sikres, at fordringen vedrørende tilbagebetalingen af støtten opføres behørigt på listen over anmeldte fordringer, og at NG definitivt indstiller sine aktiviteter. Endvidere skal det sikres, at ingen erhvervsdrivende drager fordel af ulovlig og uforenelig støtte efter NG's forsvinden. Kommissionen konkluderer derfor, at NG som støttemodtagernes økonomiske efterfølger skal tilbagebetale den støtte, der er ydet til dem. Da NG ydede støtten og samtidig er økonomisk efterfølger til støttemodtagerne, skal støtten tilbagesøges af staten. |
(229) |
MIB blev ikke likvideret, men fusioneret med NAG den 6. september 2013, således at virksomheden ikke længere eksisterer som juridisk person. NAG er derfor, som anført i handelsregistret, i henhold til § 2, stk. 1, i den tyske lov om virksomhedsomdannelser (Umwandlungsgesetz) økonomisk efterfølger til MIB. Som økonomisk efterfølger til MIB skal NAG tilbagebetale støtten. |
(230) |
TTI blev likvideret den 4. december 2007 i henhold til den tyske lov om anpartsselskaber (Gesetz betreffend die Gesellschaften mit beschränkter Haftung). TTI var et anpartsselskab (Gesellschaft mit beschränkter Haftung), som blev opløst på grundlag af en beslutning truffet af kapitalejerne om likvidation. Derefter var TTI's eneste formål at gennemføre afviklingen. I henhold til § 70 i loven om anpartsselskaber skulle likvidatoren »afslutte den løbende drift, opfylde det opløste selskabs forpligtelser, opkræve dette selskabs fordringer og omsætte selskabets aktiver til likvide midler …«. De resterende likvide midler blev derefter fordelt mellem kapitalejerne. På dette tidspunkt var selskabet allerede opløst. Ifølge Tyskland var der ingen succession på grundlag af kriteriet om økonomisk kontinuitet, da kapitalejerne modtog størstedelen af de likvide midler, der ikke længere var aktiviteter, og kapitalejerne ikke fik overført aktiviteterne eller overtog gældsforpligtelserne. Tyskland har endvidere anført, at TTI's aktiver ikke blev solgt i en budprocedure, da de ved indledningen af likvidationen af TTI den 12. marts 2004 kun omfattede slutbalancen på 19 777,39 EUR, skatterefusionskrav på 1 222,01 EUR og renter fra en bankkonto på 30,69 EUR. Da TTI som nævnt blev likvideret, havde virksomheden ingen økonomisk efterfølger, især da der efter likvidationen ikke blev udøvet økonomisk virksomhed, og kapitalejerne ikke modtog aktiver eller operative elementer fra TTI, men kun meget få likvide midler. På denne baggrund og da TTI's aktiviteter ikke blev overdraget til nogen, er Kommissionen af den opfattelse, at støtten som følge af den omhandlede foranstaltning ikke blev overført til nogen. Virksomheden er allerede blevet fuldstændig likvideret, og et tilbagesøgningskrav vil være uden genstand, da støttemodtageren ikke længere eksisterer og ikke har nogen økonomisk efterfølger. |
6. VURDERING AF DEN ØKONOMISKE KONTINUITET MELLEM DE INSOLVENTE VIRKSOMHEDER OG KØBEREN AF AKTIVERNE
6.1. FOREKOMST AF STATSSTØTTE TIL KØBEREN AF AKTIVERNE
(231) |
Når Kommissionen træffer en negativ afgørelse på grundlag af artikel 107 og 108 i TEUF med påbud om tilbagesøgning af uforenelig støtte, skal den pågældende medlemsstat tilbagesøge den uforenelige støtte. Tilbagesøgningspligten kan udvides til at omfatte en ny virksomhed, til hvem den pågældende virksomhed har overført eller solgt sine aktiver, hvis det kan sluttes på grundlag af overførsels- eller salgsstrukturen, at der er økonomisk kontinuitet mellem de to virksomheder. Statsstøtte til køberen kan også bero på, at aktiverne er solgt til under deres markedsværdi (selv hvis der ikke foreligger økonomisk kontinuitet). |
(232) |
For at afgøre, om køberen af aktiverne begunstiges af statsstøtte, skal Kommissionen undersøge, om aktiverne blev solgt til deres markedspris, og undersøge andre kriterier, der behandles nedenfor. |
(233) |
Ifølge Domstolens dom i sagen Italien og SIM 2 mod Kommissionen (173), som Kommissionen baserede sine beslutninger på i Olympic Airlines-, Alitalia- og SERNAM-sagerne (174), foretages undersøgelsen af økonomisk kontinuitet mellem den »gamle« virksomhed og de nye strukturer på grundlag af en række indikatorer. I den forbindelse kan følgende faktorer tages i betragtning: salgets genstand (aktiver og passiver, personalets forbliven, bundlede aktiver), købspris, køberens/købernes identitet, tidspunktet for salget (efter indledningen af den foreløbige undersøgelse, den formelle undersøgelsesprocedure eller efter den endelige afgørelse) og transaktionens økonomiske følgerigtighed. Disse indikatorer lagde Retten også til grund i sin dom af 28. marts 2012 i sagen Ryanair mod Kommissionen (175), som bekræfter Alitalia-beslutningen. |
6.1.1. Salgets genstand
(234) |
Kommissionen bemærker, at de aktiver, som Capricorn har overtaget, omfatter alle aktiver tilhørende de insolvente selskaber NG, MSR og CMHN og har relation til disse selskabers vigtigste aktiviteter. NG's, MSR's og CMHN's aktiver blev imidlertid opdelt i 11 aktivenheder i forbindelse med budproceduren, og alle bydende kunne afgive bud på én, flere eller alle aktivenheder (se afsnit 2.5). Opdelingen af aktivenhederne blev foretaget under hensyntagen til aktivernes forventede økonomiske nytteværdi, investorinteressen og udskillelsesomkostningerne. Kuratorerne stillede ingen betingelser med hensyn til aktivernes fremtidige anvendelse. Kommissionen bemærker, at beslutningen om at sælge alle aktiver til en enkelt virksomhed ikke blev truffet af kuratorerne, men af markedskræfterne (dvs. af de markedsaktører, der afgav et bud på aktiverne). Alle bydende havde mulighed for at afgive bud på én af de 11 aktivenheder, på alle eller visse aktiver. Af markedsmæssige grunde lå værdien af buddene på enkelte aktiver eller aktivenheder under værdien af det højeste bud på alle aktiver. Dette må antages at være en konsekvens af den indbyrdes økonomiske afhængighed mellem aktivenhederne: Uden racerbanen ville hotellerne ikke være rentable, og uden hotellerne ville det være vanskeligere at drive racerbanen rentabelt med professionelle løb, rockkoncerter og andre aktiviteter med stor publikumsdækning. |
(235) |
Med hensyn til de ansatte indeholder hverken udbudsmaterialet eller købskontrakten forpligtelser til, at den nye ejer skal overtage ansættelseskontrakterne, der går videre end de gældende tyske bestemmelser (f.eks. en beskæftigelsesgaranti). Efter tysk ret overgår ansættelsesforholdene automatisk til køberen af aktiverne. Ifølge retspraksis ved den tyske forbundsarbejdsret (176) kan køberen kræve af kuratoren, at ansættelseskontrakterne bringes til ophør. Køberen kunne derfor principielt selv bestemme, hvilke ansatte der skulle tilbydes nye kontrakter. I den foreliggende sag undersøgte Capricorn sit behov med henblik på at opnå en rentabel drift af de erhvervede aktiver og valgte ikke at overtage sælgernes samlede medarbejderstab, men kun 85 % heraf (dvs. 253 af de i alt 297 ansatte) pr. 1. januar 2015 (frist for påbegyndelsen af driften af de erhvervede aktiver). Da Capricorn kunne træffe en uafhængig beslutning om, hvorvidt virksomheden ville overtage de ansatte, medfører den bekræftede ansættelse af eksisterende personale ikke, at aktiviteterne videreføres. Desuden skal ledelse og personale efter planen fuldstændig omstruktureres i 2014. |
(236) |
Endvidere bemærker Kommissionen, at de arrangementskontrakter, der præger de løbende aktiviteter, for langt hovedpartens vedkommende vil være bragt til ophør efter 2014-sæsonen. De nye kontrakter for perioden fra 1. januar 2015 vil blive forhandlet og indgået med kunderne og leverandørerne af det driftsselskab, der er oprettet af køberen. I den forbindelse vil der også blive rettet henvendelse til nye kontrahenter. Capricorn har til hensigt selv at afholde en række arrangementer i stedet for at udleje racerbanen til eksterne arrangører. |
(237) |
Kommissionen bemærker, at genstanden for Capricorns fremtidige aktiviteter vil adskille sig betydeligt fra Nürburgring-koncernens aktiviteter (se nedenfor, navnlig afsnit 6.1.5.). |
6.1.2. Købsprisen
(238) |
For at udelukke økonomisk kontinuitet skal aktiverne være solgt til deres markedsværdi ved budproceduren. |
(239) |
Markedsværdien er den pris, som en privat investor, der handler under normale konkurrencevilkår, kunne have fastsat (177). |
(240) |
Tyskland solgte aktiverne ved en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure til den bydende, der havde indgivet det højeste bud med en sikret finansiering |
(241) |
For det første indeholdt indkaldelsen af interessetilkendegivelser i forbindelse med Nürburgring-aktiverne ingen begrænsning med hensyn til de bydende, således at enhver kunne indgive et bud i forbindelse med budproceduren. |
(242) |
For det andet bemærkes med hensyn til gennemsigtighedsprincippet, at sælgerne gav alle bydende tilstrækkelig tid til en fyldestgørende vurdering af aktiverne og stillede alle nødvendige og detaljerede oplysninger til rådighed. Ifølge procesbrevet »Project RING — procedures for the submission of a final offer«, som KPMG sendte til de interesserede investorer den 17. oktober 2013, ville de bydende, der kunne dokumentere en sikret finansiering af den pris, der var indeholdt i deres vejledende bud, få omfattende adgang til et elektronisk datarum og kunne deltage i et møde med NBG's ledelse og i en struktureret Q&A-proces. Derimod ville bydende, der ikke kunne afgive det nævnte tilsagn og fremlægge dokumentation for, at den nødvendige finansiering var til rådighed, kun få begrænset adgang til det elektroniske datarum og til sælgernes Financial Fact Book (FFB); de kunne møde medlemmerne af det team, der udarbejdede FFB, deltage i et besøg på stedet og i et møde med henblik på forudgående drøftelse af udkastet til købskontrakt. |
(243) |
Desuden stod sælgerne (KPMG) og alle bydende, der havde kvalificeret sig til den pågældende fase af budproceduren, vedvarende i kontakt med hinanden via breve og e-mails fra juli 2013 til april 2014, for at disse bydende kunne få alle relevante oplysninger og præciseringer. Inden for disse rammer blev disse bydendes spørgsmål besvaret, eller der blev reageret på deres påstande, og de fik alle oplysninger vedrørende de yderligere faser i budproceduren. KPMG fremsendte således eksempelvis følgende breve og e-mails til de bydende: a) brev af 19. juli 2013, hvorved de bydende blev informeret om proceduren med hensyn til indgivelse af et vejledende bud, b) brev af 12. september 2013, hvorved de bydende blev informeret om forlængelsen af fristen for indgivelse af vejledende bud, c) e-mail af 19. september 2013, hvorved én af de bydende ([bydende 5]) fik nyere oplysninger om Nürburgrings finansielle resultater, d) brev af 17. oktober 2013, hvorved én af de bydende ([bydende 3]) blev informeret om proceduren for indgivelse af et endeligt bud, e) e-mail af 28. oktober 2013, hvorved én af de bydende ([bydende 2]) blev informeret om de foreløbige tidspunkter for møderne med interessenter, f) brev af 3. december 2013, hvorved én af de bydende ([bydende 6]) blev informeret om, at den bydendes vejledende bud ikke længere blev taget i betragtning, da finansieringspartnerne havde trukket sig, og der ikke var nævnt andre, hvorfor finansieringen af buddet blev betragtet som ikke sikret, og sandsynligheden for afslutning blev vurderet som utilstrækkelig, g) brev af 11. december 2013 med omfattende og klare bemærkninger til de problemer og påstande, som én af de bydende ([bydende 3]) havde fremført i et brev af 9. december 2013 (to dage tidligere), h) brev af 18. december 2013 med omfattende og klare bemærkninger til de problemer og påstande, som én af de bydende ([bydende 3]) havde fremført i et brev af 11. december 2013 (syv dage tidligere), i) e-mail af 18. februar 2014, hvorved én af de bydende ([bydende 3]) blev anmodet om visse præciseringer og bekræftelser vedrørende dennes endelige bud, der var fremsendt pr. e-mail af 17. februar 2014 (en dag tidligere), og opfordret til bl.a. at fremlægge dokumentation for sit endelige finansieringstilsagn, f.eks. i form af en bindende skriftlig bekræftelse, og nærmere at angive, hvornår den bydende forventede at opnå de udestående finansieringstilsagn og endeligt at fastsætte de forretningsmæssige vilkår for buddet, j) e-mail af 9. april 2014, hvorved én af de bydende ([bydende 3]) som svar på sin (syv dage tidligere fremsendte) e-mail af 2. april 2014 blev informeret om, at KPMG endnu ikke havde modtaget nærmere oplysninger om den af denne bydende planlagte finansieringsstruktur eller skriftlig bekræftelse fra tredjeparter om støtte til den bydendes bud. |
(244) |
For det tredje fremgår det af dokumenter, som Tyskland har fremsendt, at bydende ikke var blevet forskelsbehandlet i nogen fase af budproceduren. Som anført i betragtning 235 modtog alle bydende oplysninger og præciseringer vedrørende de udvælgelseskriterier, regler og procedurer, der lå til grund for budproceduren, fristerne for indgivelse af vejledende og endelige bud, forlængelsen af sådanne frister, Nürburgrings finansielle situation, de oplysninger, der manglede i de bydendes vejledende eller endelige bud, og eventuelle spørgsmål fra de bydende. Samtidig blev bydende, der opfyldte udvælgelseskriterierne i forbindelse med budproceduren (navnlig fremlæggelse af en bekræftelse af finansieringen af buddene fra finansieringspartnere), ikke udelukket fra forhandlingerne. Kommissionen bemærker endvidere, at der ikke blev ført eneforhandlinger med nogen bydende, og at der også inden for en rimelig tidsfrist blev forhandlet med bydende, hvis endelige bud ikke indeholdt den nævnte finansieringsbekræftelse, da en sådan bekræftelse stadig kunne fremsendes. |
(245) |
Som beskrevet i betragtning 54 indeholder købskontrakten en klausul, hvorefter parterne først er forpligtet til at gennemføre kontrakten, når: 1) Kommissionen vedtager en endelig afgørelse, hvoraf det fremgår, at hverken køberen eller dennes driftsselskab kan betragtes som modtager af den her undersøgte støtte, og at eventuelle krav om tilbagebetaling derfor hverken skal rettes til køberen eller driftsselskabet, og 2a) fristen for at anlægge sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse er udløbet uden iværksættelse af appel, eller 2b) der efter iværksættelse af appel er afsagt endelig dom, som stadfæster Kommissionens afgørelse. Tyskland har forklaret, at denne klausul skyldes de bydendes manglende vilje til at påtage sig risikoen for en hæftelse for at tilbagebetale statsstøtte, at sælgerne havde accepteret denne klausul for at kunne sælge aktiverne, og at sælgerne, som det også var anført i det første udkast til købskontrakten, fra begyndelsen af budproceduren havde gjort de bydende opmærksom på, at de var rede til at tale med de bydende om følgerne af statsstøttesagen (178). Tyskland har endvidere anført, at en afgørelse fra Kommissionen om statsstøtten til Nürburgring blev stillet som betingelse i mark up-versionerne fra Capricorn, [bydende 2] og [bydende 3] til købskontrakten. |
(246) |
For det fjerde blev der ikke fastsat nogen betingelser for de bydende bortset fra de lovbestemte begrænsninger, hvilket klart fremgår af indkaldelsen af interessetilkendegivelser og KPMG's brev til de bydende. |
(247) |
Heraf følger, at denne udvælgelsesprocedure i sig selv er tilstrækkelig til at sikre, at prisen for de aktiver, der er solgt til køberen, svarer til markedsværdien. Kommissionen konkluderer derfor, at aktiverne blev solgt til markedspris, da de blev solgt ved en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure til den bydende, der havde indgivet det højeste bud med en sikret finansiering. |
6.1.3. Køberens identitet
(248) |
Kommissionen skal fastslå, at der ikke er nogen forbindelser mellem den nye ejer af aktiverne og NG, MSR og CMHN, for at det kan udelukkes, at den nye ejer hæfter for en eventuel tilbagebetaling af uforenelig statsstøtte. |
(249) |
Capricorn har hverken selskabsretlige eller personlige direkte eller indirekte forbindelser med NG, MSR, CMHN eller disses kapitalejere eller de hidtidige forpagtere af Nürburgring. Der er derfor ingen forbindelser mellem Nürburgring-koncernen og dens ejere på den ene side og den nye ejer og dennes kapitalejere på den anden side. |
(250) |
Kommissionen konkluderer derfor, at køberen er en af NG, MSR og CMHN uafhængig virksomhed. |
6.1.4. Tidspunktet for salget
(251) |
Kommissionen skal undersøge, om tidspunktet for budproceduren kan føre til, at en kommissionsafgørelse om tilbagebetaling af uforenelig statsstøtte omgås. |
(252) |
I den foreliggende sag bemærker Kommissionen, at insolvensbehandlingen var indledt og kuratorerne udpeget af den kompetente tyske Amtsgericht i 2012, efter at den formelle undersøgelsesprocedure var udvidet til at omfatte de foranstaltninger, der var anmeldt til Kommissionen som redningsstøtte. Salget af aktiverne blev iværksat af kuratorerne i maj 2013, inden Kommissionen havde truffet afgørelse om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure. Da køberen insisterer på, at overførslen først finder sted, når en endelig afgørelse fra Kommissionen ikke længere kan anfægtes for domstolene, træder købskontrakten først i kraft efter vedtagelsen af denne afgørelse om tilbagebetaling, og insolvensbehandlingen afsluttes også først derefter. Betalingen af den første rate af købsprisen fandt sted inden vedtagelsen af denne afgørelse. I henhold til købskontrakten er overførslen af aktiverne først effektiv på den dag, hvor denne afgørelse bliver endelig. |
(253) |
Den omstændighed, at salget blev indledt af de af den kompetente Amtsgericht udpegede kuratorer, og at beslutningen om overførsel af aktiverne blev truffet inden vedtagelsen af denne kommissionsafgørelse, peger i den foreliggende sag efter Kommissionens opfattelse ikke så entydigt på økonomisk kontinuitet, som det ville være tilfældet, hvis beslutningen om salget blev truffet af støttemodtagerne selv, eller hvis salgsprocessen først var blevet indledt efter vedtagelsen af denne afgørelse. |
6.1.5. Transaktionens økonomiske følgerigtighed
(254) |
Kriteriet om økonomisk følgerigtighed sigter mod at vurdere, om køberen af aktiverne vil anvende dem på samme måde som den tidligere ejer eller til en anden aktivitet eller strategi. |
(255) |
Efter Kommissionens opfattelse vil den nye ejer have mulighed for at udøve sine aktiviteter på andre betingelser end NG, MSR og CMHN og anvende sin egen forretningsmodel. |
(256) |
Sælgernes forretningskoncept bliver ikke overtaget af køberen. De to eksisterende racerbaner (Grand Prix-banen og Nordschleife) bliver i fremtiden anvendt […], hvilket muliggør […]. Med henblik herpå har Capricorn planer om at opføre yderligere faciliteter og forsyne […]. En del af de faciliteter, der blev opført i forbindelse med delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet, bliver lukket (f.eks. […]). Ringoracer vil blive solgt og ringocard afskaffet som betalingssystem. I ringoboulevard bliver […]. |
(257) |
Desuden vil Nürburgring ifølge køberens planer blive omdannet fra en turistattraktion til en teknologiklynge og industripool. Racerbanernes anvendelse til […] og […] skulle blive en vigtig del af aktiviteterne i tilknytning til Nürburgring. Desuden skal ved hjælp af […] hæves. Køberen planlægger desuden […] i tilknytning til Nürburgring og vil […]. |
(258) |
Køberen vil derfor ikke anvende aktiverne på samme måde som de insolvente selskaber. Capricorn vil derimod integrere de erhvervede aktiver i sit eget forretningskoncept og skabe synergier, hvilket begrunder dens interesse i at købe aktiverne. Sammenlignet med den nuværende forretningsmodel har Capricorn udviklet et nyt koncept for anvendelsen af aktiverne. Desuden var driften af nogle af aktiverne strukturelt underskudsgivende, og der kunne derfor være behov for yderligere omstrukturerings- og optimeringsforanstaltninger. |
(259) |
De nævnte aspekter viser, at den økonomiske følgerigtighed af Capricorns bud ikke består i en videreførelse af Nürburgring-koncernens økonomiske virksomhed, men i en integration af visse aktiver og en del af Nürburgring-koncernens personale i en koncern, der følger sin egen økonomiske logik. |
(260) |
Kommissionen konkluderer derfor, at den økonomiske følgerigtighed af driften består i at gøre det muligt for den nye ejer at anvende NG's, MSR's og CMHN's aktiver på andre betingelser og ikke i at videreføre disse virksomheders strategi. |
6.1.6. Konklusion vedrørende økonomisk kontinuitet mellem NG, MSR og CMHN og køberen af aktiverne
(261) |
Aktiverne blev solgt til den bydende, som indgav det højeste bud med en sikret finansiering, ved en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure til den derigennem fastsatte markedsværdi. Tyskland har informeret Kommissionen om, at køberen ikke har nogen økonomiske eller selskabsretlige forbindelser med NG, MSR eller CMHN. Beslutningen om salget blev truffet inden en eventuel negativ afgørelse fra Kommissionen i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure. Den nye ejer vil anvende aktiverne på andre betingelser og efter en anden forretningsmodel end NG, MSR og CMHN; genstanden for dennes aktiviteter vil adskille sig betydeligt fra Nürburgring-koncernens aktiviteter. |
(262) |
I betragtning heraf konkluderer Kommissionen, at der ikke foreligger økonomisk kontinuitet mellem NG, MSR og CMHN og køberen af aktiverne, Capricorn, eller dennes driftsselskab, som derfor ikke hæfter for eventuel statsstøtte, der skal tilbagesøges hos støttemodtagerne. |
6.1.7. Kontraktgennemførelsens afhængighed af en kommissionsafgørelse
(263) |
Købskontrakten mellem sælgerne og Capricorn indeholder en klausul, hvorefter salget af Nürburgrings aktiver først træder i kraft, når der foreligger en endelig kommissionsafgørelse om, at støtten ikke vil blive tilbagesøgt fra køberen af aktiverne. Som allerede anført i betragtning 56 vil de solgte aktiver, såfremt der endnu ikke foreligger en endelig kommissionsafgørelse i begyndelsen af 2015, inden den 1. januar 2015 blive solgt til NewCo, hvori køberen vil besidde 95,1 % og en uafhængig administrator 4,9 % af andelene. Administratoren handler i kreditorernes og ikke i de insolvente støttemodtageres interesse, dog uden at være bundet af instrukser fra kreditorerne. Endvidere vil der blive indgået en driftsforpagtningskontrakt mellem NewCo og OpCo, som udløber på datoen for købskontraktens ikrafttræden. OpCos aktiviteter vil blive udført i eget navn på grundlag af dets egen forretningsplan og med ansatte, som det selv har valgt. NewCo modtager fra OpCo en årlig forpagtningsafgift på i alt [4,6-5,1] mio. EUR, som vil indgå i Nürburgring-virksomhedernes insolvensbo (alle betalinger til fordel for insolvensboet overføres til kuratorernes forvaltningskonti udelukkende med henblik på at blive udbetalt til kreditorerne). Så snart Kommissionens afgørelse bliver endelig, overfører administratoren alle sine andele i NewCo til køberen. Hvis køberen imidlertid ikke opfylder sine kontraktlige betalingsforpligtelser, kan administratoren sælge aktiverne. Såfremt Kommissionens afgørelse annulleres, vil aktiverne igen overgå til kuratorerne, der så omgående skal sælge disse, da likvidationspligten efter tysk insolvensret selv i et sådant tilfælde fortsat består. Der er ingen mulighed for, at NewCo kan videreføre Nürburgring-virksomhedernes aktiviteter. |
(264) |
Kommissionen bemærker følgende i relation til denne fremgangsmåde:
|
(265) |
Kommissionen bemærker endvidere, at buddene fra andre bydende, der nåede eller næsten nåede budprocedurens slutfase, indeholdt lignende betingelser (179). Kommissionen konkluderer derfor, at en omgåelse af et tilbagesøgningspåbud ikke var formålet i den foreliggende sag, og at der heller ikke var risiko herfor, og at den omhandlede fremgangsmåde kun har til formål at sikre en velordnet likvidation. |
6.2. KLAGER OVER SALGET AF AKTIVERNE
6.2.1. Klager fra klager 1 og 2
(266) |
På grundlag af oplysningerne fra kuratorerne og klager 1-4 anser Kommissionen ikke de af klager 1 og klager 2 fremførte indsigelser for at være begrundede. Nürburgrings aktiver blev opdelt i 11 aktivenheder. På grundlag af den dokumentation, der blev fremlagt af kuratorerne og klager 1-4, er Kommissionen nået til den opfattelse, at de bydende kunne afgive bud på ét, flere eller alle aktiver i en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udvælgelsesprocedure. Selv om Capricorn som den bydende, der afgav det højeste bud med sikret finansiering, i sidste instans fik tildelt kontrakten vedrørende alle aktiver, er dette i sig selv intet bevis på økonomisk kontinuitet (se også afsnit 6.2.7). Kommissionen antager i denne forbindelse, at det for klager 1 og 2 snarere var målet at forhindre, at racerbanen blev overført til en privat investor. |
(267) |
De bydende, der som klager 2 kun afgav bud på enkelte aktivenheder, blev først informeret om forlængelsen af fristen for indgivelse af bindende bud den 17. februar 2014, fordi deres vejledende bud ikke kom i betragtning til den anden fase af udvælgelsesproceduren på grund af deres lave værdi. Efter Kommissionens opfattelse udgør dette imidlertid ikke en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet, da disse bydende blev informeret om, at de til enhver tid inden tildelingen af kontrakten kunne forhøje deres vejledende bud, og det må antages, at kuratorerne i dette tilfælde ville informere de bydende om forlængelsen af fristen i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. |
(268) |
Kommissionen anser det for fornuftigt og effektivt, at kun de bydende, hvis bud havde en tilstrækkelig høj værdi, fik adgang til detaljerede oplysninger om aktiverne (på grundlag af hvilke de bl.a. kunne vurdere det fremtidige investeringsbehov). I betragtning af de oplysninger, der blev givet i de forskellige faser af proceduren, er Kommissionen desuden af den opfattelse, at de bydende fik tilstrækkelige oplysninger til at udarbejde deres bud. Desuden har klager 1 og 2 ikke nævnt konkrete oplysninger, som havde hindret dem i at afgive bud. |
(269) |
Med hensyn til de langvarige kontraktforhold, der angiveligt fremgår af materialet til budproceduren, bemærker Kommissionen, at ansættelses- og lejekontrakterne i det foreliggende tilfælde af overførsel af aktiver kun overføres i de lovbestemte tilfælde, at arrangementskontrakterne principielt kun kan videreføres, hvis begge kontrahenter er enige herom, og at arrangementskontrakterne ikke nødvendigvis har stor økonomisk betydning for overførslen af aktiverne. Vedrørende spørgsmålet, om der blev ydet ny støtte i forbindelse med driften af NBG, bemærker Kommissionen, at NBG blev oprettet af kuratorerne kun som et instrument indtil udgangen af 2014 til den midlertidige drift af aktiverne under insolvensbehandlingen og budproceduren. Det er efter tysk ret tilladt at lade en insolvent virksomheds midlertidigt eksisterende datterselskab varetage driftsaktiviteterne under insolvensbehandlingen, og kuratorerne kan ikke forbydes at gøre dette. I det foreliggende tilfælde fremlagde kuratorerne også en økonomisk begrundelse for NBG's eksistens for NG, MSR og CMHN, da oprettelsen af NBG efter kuratorernes opfattelse øgede værdien af NG's, MSR's og CMHN's aktiver og dermed likvidationens genstand. Kommissionen noterer sig dog omstændighederne i forbindelse med NBG's oprettelse, dvs. at NBG er et datterselskab af støttemodtagerne NG, MSR og CMHN og deres efterfølger, da det har modtaget samtlige aktiver og passiver i disse selskaber, at NBG har fået disse aktiver og passiver vederlagsfrit og ikke på grundlag af en budprocedure eller vurderingsrapport, beskæftiger nøjagtigt de samme medarbejdere og viderefører deres aktiviteter. På denne baggrund konkluderer Kommissionen, at der er økonomisk kontinuitet mellem NBG og støttemodtagerne NG, MSR og CMHN, hvorfor uforenelig statsstøtte til fordel for NG, MSR og CMHN ligeledes skal tilbagesøges hos NBG. |
(270) |
Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at overenskomsten mellem NBG og fagforeningen ver.di blev indgået for at videreføre driftsaktiviteterne i NBG indtil salget af aktiverne og ikke for at opretholde økonomiske kontinuitet i forhold til Nürburgring efter salget. Ansættelseskontrakterne overgår fra NBG til Capricorn på grundlag af tysk arbejdsret og ikke på grundlag af overenskomsten. Da der ikke er økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og Capricorn, er det efter Kommissionens opfattelse kun relevant, at Capricorn efter eget skøn kan bestemme, hvilke ansættelseskontrakter der overtages fra NBG, og at Capricorn har til hensigt ikke at overtage ca. 20 % af disse kontrakter. |
(271) |
Kommissionen afviser derfor klager 1's og 2's klage som ubegrundet, da de pågældende aktiver blev solgt til den bydende, der i en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure afgav det højeste bud med finansieringsdokumentation. |
6.2.2. Klage fra klager 3
(272) |
Kommissionen bemærker, at det vejledende og det endelige bud fra klager 3 ikke indeholdt dokumentation for dennes finansieringsevne. Klager 3 blev informeret herom af sælgerne ved breve af 17. oktober 2013, af 11., 17. og 18. december 2013 og ved e-mails af 18. februar 2014 og 9. april 2014. Indtil kreditorudvalgets tildeling af kontrakten den 11. marts 2014 havde klager 3 ikke, og heller ikke efterfølgende, fremlagt dokumentation for finansiering af sit bud, som kunne begrunde, at sælgerne ikke tildeler kontrakten til nogen af de to bud med dokumenteret finansiering, men venter på, at der fremlægges finansieringsdokumentation for buddet fra klager 3. I denne forbindelse bemærkes følgende: a) I sin e-mail af 21. februar 2014 anførte klager 3, at denne var overbevist om at ville modtage alle bindende finansieringstilsagn inden for de kommende 2-5 uger, b) i sit brev af 11. marts 2014 anførte klager 3, at denne ville være i stand til at fremlægge alle bindende finansieringstilsagn senest den 31. marts 2014, og c) i et ikke-underskrevet brev af 31. marts 2014 fra […] (investeringsbank og konsulentfirma), som klager 3 fremlagde for KPMG den 2. april 2014, hedder det, at en potentiel investor vil stille […] mio. EUR til rådighed for klager 3 til finansiering af købet af Nürburgring. Denne angivelige finansiering var imidlertid betinget af bl.a. en for alle parter tilfredsstillende afslutning af due diligence-proceduren samt udarbejdelse og fremsendelse af endelig dokumentation; navnet på den potentielle køber blev ikke nævnt. Kommissionen bemærker derfor, at klager 3, end ikke efter tildelingen af kontrakten vedrørende Nürburgring-aktiverne til Capricorn, fremsendte et førstehåndstilsagn fra en specifik finansieringspartner til sælgerne med henblik på købet af Nürburgring. I stedet fremsendte klager 3 kun følgende til sælgerne: a) et endeligt bud, som henviste til et finansieringstilsagn for 30 mio. EUR, men ikke indeholdt nogen dokumentation for dette tilsagn (f.eks. i form af en bindende skriftlig bekræftelse fra den pågældende finansieringspartner) og ingen nærmere oplysninger om, hvornår klager 3 forventede at opnå de udestående finansieringstilsagn og fastsætte de forretningsmæssige vilkår for buddet, b) et ikke-underskrevet brev, hvori der blev henvist til finansieringen fra en unavngiven investor, som imidlertid var betinget af en tilfredsstillende afslutning af due diligence-proceduren samt fremsendelse af endelig dokumentation (brev fra […] af 31. marts 2014). Efter Kommissionens opfattelse er det ikke godtgjort, at det angivelige finansieringstilsagn fra Jupiter Financial Group af 26. marts 2014 nogen sinde blev fremsendt til sælgerne. Kommissionen bemærker endvidere, at sælgerne ikke forlængede fristen for fremlæggelse af finansieringsdokumentationen fra klager 3, da meget talte for, at [bydende 2] ville trække sit bud tilbage i tilfælde af en forlængelse af fristen. [Bydende 2] havde f.eks. anført i en e-mail af 13. januar 2014 fra repræsentanten for [bydende 2] til KPMG, at alle betingelser for salget skulle foreligge inden den 3. april 2014, da [bydende 2] i modsat fald ville trække sit bud tilbage. Endvidere tog sælgerne i betragtning, at aktivernes værdi også kunne falde senere, da køberens indflydelse på aktiviteterne blev mindre i 2014-sæsonen, og arbejdet med at indgå kontrakter for 2015 skulle påbegyndes. Kommissionen bemærker, at klager 3 ikke var hindret i at fremlægge finansieringsdokumentationen for sit bekræftende bud i slutfasen af salgsprocessen, så længe der ikke var undertegnet en endelig købskontrakt. Efter Kommissionens opfattelse er sælgernes adfærd derfor i overensstemmelse med en markedsøkonomisk sælgers adfærd. Vurderingen af buddet fra klager 3 er derfor markedskonform. |
(273) |
Samtidig bemærker Kommissionen, at sælgerne førte drøftelser med [bydende 2] og i slutfasen af salgsforhandlingerne med [bydende 2] og Capricorn, da [bydende 2] havde fremlagt et bud på 35 mio. EUR (se tabel 10), og at bekræftede forhandlinger mellem Capricorn og […] resulterede i bankens finansieringstilsagn af 10. marts 2014. Med hensyn til vurderingen af buddet fra Capricorn bemærker Kommissionen, at Capricorn fremlagde et finansieringstilsagn fra sin finansieringspartner […] for et lån på 45 mio. EUR. Dette tilsagn af 10. marts 2014 blev fremlagt for sælgerne den 11. marts 2014, dvs. på dagen for kreditorudvalgets møde, hvor dette skulle træffe beslutning om tildelingen af kontrakten vedrørende Nürburgring. Capricorn fremlagde et tilsagn om en højere finansiering end [bydende 2], da finansieringstilsagnet til [bydende 2] var gældende for et beløb på [32-39] mio. EUR. Endvidere noterer Kommissionen sig, at Capricorns bud på alle aktiver på 77 mio. EUR lå over buddet fra [bydende 2] på [47-52] mio. EUR. Med hensyn til buddet på alle aktiver fra [bydende 2] skulle der betales [30-33] mio. EUR i 2014, hvoraf [22-27] mio. EUR imidlertid skulle forblive på en spærret konto indtil marts 2015; de resterende [16,5-18] mio. EUR skulle betales i 2016, 2017 og 2018. |
(274) |
Med hensyn til gennemførelsesbetingelsen for den købskontrakt, der blev indgået mellem sælgerne og Capricorn, hvorefter salget af Nürburgrings aktiver først er gennemført, når der foreligger en endelig kommissionsafgørelse, hvori det fastslås, at støtten ikke vil blive tilbagesøgt fra køberen af aktiverne, bemærker Kommissionen, at køberen og sælgeren efter bestemmelserne i de relevante dele af klager 3's mark up-kontrakter, som kuratorerne og Tyskland havde fremlagt, havde ret til at træde tilbage fra kontrakten, hvis Kommissionen ikke havde truffet en positiv afgørelse inden den 15. juli 2014 (i henhold til udkastet til kontrakt af 14. januar 2014) eller inden den 31. december 2014 (i henhold til udkastet til kontrakt af 14. februar 2014). Denne tilbagetrædelsesret var ikke tidsbegrænset. |
(275) |
Med hensyn til klager 3's yderligere påstande bemærker Kommissionen følgende:
|
(276) |
Kommissionen afviser derfor klager 3's klage som ubegrundet, da de pågældende aktiver blev solgt til den bydende, der på grundlag af en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure afgav det højeste bud med finansieringsdokumentation. |
6.2.3. Klage fra klager 4
(277) |
Ifølge sammenligningen i tabel 10 medfører buddet fra Capricorn højere indtægter ved salget i forhold til buddet fra [bydende 2]. |
(278) |
Med hensyn til klager 4's påstande bemærker Kommissionen følgende:
|
(279) |
Kommissionen har derfor ikke fundet bevis for forskelsbehandling af [bydende 2] under budproceduren. Indsigelsen om, at [bydende 2] var blevet behandlet dårligere end andre bydende, herunder Capricorn, er derfor ikke begrundet. I denne forbindelse bemærkes det, at [bydende 2] afgav et bekræftende bud, forhandlede kontrakten og som næsthøjst bydende med sikret finansiering fik lov til at undertegne det endelige udkast til kontrakt. Med hensyn til kriteriet om en endelig kommissionsafgørelse bemærkes, at med undtagelse af en tranche på [7,1-7,6] mio. EUR skulle de midler, der var stillet til rådighed af [bydende 2], forblive på en spærret konto og overføres til sælgerne senest den 31. marts 2015, enten hvis der forelå en endelig kommissionsafgørelse, eller hvis køberen ikke trådte tilbage fra kontrakten, selv om der ikke forelå en endelig afgørelse (i hvilket tilfælde en forlængelse af tilbagetrædelsesfristen ikke var udelukket). |
(280) |
Kommissionen afviser derfor klager 4's klage som ubegrundet, da de pågældende aktiver blev solgt til den bydende, der i en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure afgav det højeste bud med finansieringsdokumentation. |
6.2.4. Konklusion
(281) |
På baggrund af ovenstående og på grundlag af de tilgængelige oplysninger har Kommissionen ikke fundet bevis for en tilsidesættelse af princippet om en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure i forbindelse med salget af aktiver tilhørende NG, MSR og CMHN eller for et bud med sikret finansiering, der ligger over Capricorns bud. |
7. KONKLUSION
(282) |
Kommissionen fastslår, at en del af foranstaltning 2 (lån til FSZ) samt foranstaltning 8, 11 og 15 ikke udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1. |
(283) |
Kommissionen fastslår, at Tyskland ulovligt har gennemført foranstaltning 1, en del af foranstaltning 2 (lån fra NG til EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, BWN1, BWNB og BWN2) samt foranstaltning 3-7, 9 og 10, 12-14 og 16-19 i strid med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. |
(284) |
Kommissionen er nået til den konklusion, at foranstaltning 1, en del af foranstaltning 2 (lån fra NG til EWN, MAN, TTI, Camp4Fun, BWN1, BWNB og BWN2) samt foranstaltning 3-7, 9 og 10, 12-14 og 16-19 til fordel for Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH, Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH, Cash Settlement and Ticketing GmbH, Nürburgring Automotive GmbH, Erlebnispark Nürburgring GmbH & Co. KG, Motorsport Akademie Nürburgring GmbH & Co. KG, Test & Training International GmbH, Bike World Nürburgring GmbH, BikeWorld Nürburgring Besitz GmbH, BikeWorld Nürburgring GmbH, Camp 4 Fun GmbH & Co. KG og henholdsvis IPC Gesellschaft für internationale Projektcoordination mbH og MI-Beteiligungs- und Verwaltungs GmbH udgjorde statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, og ikke er forenelige med det indre marked, da de relevante betingelser i rednings- og omstruktureringsrammebestemmelserne ikke er opfyldt, og der ikke er fundet andre grunde til forenelighed. |
(285) |
Kommissionen konkluderer endvidere følgende:
|
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Følgende foranstaltninger, der er gennemført af Tyskland, udgør ikke statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF:
|
Del af foranstaltning 2
|
|
Foranstaltning 8
|
|
Foranstaltning 11
|
|
Foranstaltning 15
|
Artikel 2
Følgende statsstøtte, som Tyskland i form af nedenstående foranstaltninger ulovligt har ydet i strid med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er uforenelig med det indre marked:
|
Foranstaltning 1
|
|
Del af foranstaltning 2
|
|
Foranstaltning 3
|
|
Foranstaltning 4
|
|
Del af foranstaltning 5
|
|
Foranstaltning 6
|
|
Foranstaltning 7
|
|
Foranstaltning 9
|
|
Foranstaltning 10
|
|
Foranstaltning 12
|
|
Foranstaltning 13
|
|
Foranstaltning 14
|
|
Foranstaltning 16
|
|
Foranstaltning 17
|
|
Foranstaltning 18
|
|
Foranstaltning 19
|
Artikel 3
1. Tyskland tilbagesøger den uforenelige støtte, der er ydet ved de i artikel 2 omhandlede foranstaltninger, fra støttemodtagerne, herunder Nürburgring Betriebsgesellschaft mbH som økonomisk efterfølger til Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH.
2. En eventuel tilbagesøgning af uforenelig statsstøtte vil ikke berøre køberen af de på grundlag af budproceduren solgte aktiver, capricorn NÜRBURGRING Besitzgesellschaft GmbH, og selskabets datterselskaber.
3. Den støtte, der skal tilbagesøges, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er tilbagebetalt. Tyskland oplyser de præcise tidspunkter for delstatens tildeling af støtte, som ikke er nævnt i denne afgørelse.
4. Beløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (181) og Kommissionens forordning (EF) nr. 271/2008 (182) om ændring af forordning (EF) nr. 794/2004.
5. Tyskland indstiller med virkning fra vedtagelsen af denne afgørelse enhver resterende udbetaling af den i artikel 2 omhandlede støtte.
Artikel 4
1. Tilbagesøgningen af den i artikel 2 omhandlede støtte iværksættes omgående og effektivt.
2. Tyskland sikrer, at denne afgørelse efterkommes senest fire måneder efter meddelelsen heraf.
Artikel 5
1. Senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse sender Tyskland Kommissionen følgende oplysninger:
a) |
det samlede beløb (hovedstol og renter), som hver enkelt støttemodtager skal tilbagebetale |
b) |
en detaljeret beskrivelse af allerede trufne eller planlagte foranstaltninger med henblik på at efterkomme denne afgørelse |
c) |
dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten. |
2. Tyskland holder Kommissionen underrettet om udviklingen i de foranstaltninger, der på nationalt plan træffes for at efterkomme denne afgørelse, indtil den i artikel 2 omhandlede støtte er fuldt tilbagebetalt. Efter anmodning fra Kommissionen fremsender Tyskland omgående oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt for at efterkomme afgørelsen. Tyskland giver tillige detaljerede oplysninger om de støttebeløb og renter, støttemodtageren allerede har tilbagebetalt.
Artikel 6
Denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.
Bruxelles, den 1. oktober 2014
På Kommissionens vegne
Joaquín ALMUNIA
Næstformand
(1) Sag SA.31550 (2012/C) (EUT C 216 af 21.7.2012, s. 14), og sag SA.34890 (2012/C) (EUT C 333 af 30.10.2012, s. 1).
(2) Ved afgørelse af 20. juni 2012 tilsendte Kommissionen Tyskland en berigtigelse til afgørelsen af 21. marts 2012.
(3) EUT C 216 af 21.7.2012, s. 14.
(4) Den 22. august 2012 blev sag SA.34890 (2012/C), der var indledt ved afgørelsen af 7. august 2012 om udvidelsen af den formelle undersøgelsesprocedure, administrativt lagt sammen med sag SA.31550 (2012/C).
(5) EUT C 333 af 30.10.2012, s. 1.
(6) Grundlaget herfor var forligsaftalen (Vergleichsvertrag) mellem NG, NAG og NBG af 27. november 2012.
(7) Kommissionens tjenestegrene gjorde navnlig opmærksom på følgende: 1) såfremt racerbanen ikke blev solgt ved en budprocedure, kunne det ikke udelukkes, at der forelå yderligere statsstøtte til fordel for køberen og overførsel af »gammel« støtte, 2) racerbanens tilgængelighed for offentligheden — med undtagelse af anvendelsen af Nürburgring-racerbanen til kommercielle formål såsom testkørsler for bilindustrien — kunne under visse betingelser anses som et neutralt element i den verserende statsstøttesag, 3) med hensyn til en beskæftigelsesgaranti for arbejdstagerne indtil udgangen af 2016 skulle der tages hensyn til Kommissionens afgørelse i sagen vedrørende SERNAM (Kommissionens afgørelse af 4. april 2012, sag SA.34547 — Frankrig — Reprise des actifs du groupe SERNAM dans le cadre de son redressement judiciaire), 4) salget skulle ikke a priori føre til en overførsel af statsstøtte, der muligvis skulle tilbagesøges, fra ejerne af aktiverne til den eller de eventuelle købere af aktiverne.
(8) Efter opsigelsen af forpagtningskontrakten mellem NG og NAG i februar 2012 opgav klager 1, den ene af de to første klagere, sin negative holdning til statsstøtten til racerbanen og anførte, at de foranstaltninger, der i 2012 var blevet anmeldt som redningsstøtte, burde godkendes, at racerbanen ikke selv havde modtaget støtte og derfor ikke skulle omfattes af undersøgelsesproceduren, og at driften af Nürburgring var tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI).
(9) »Land Rheinland-Pfalz«.
(10) Formålet med NG er at fremme automobilsektoren og motorsporten samt fremme turismen i Eifelregionen. 90 % af NG ejes af delstaten og 10 % af Landkreis Ahrweiler. Delstaten og Landkreis Ahrweiler er som kapitalejere repræsenteret i NG's bestyrelse.
(11) En beskrivelse af Nürburgring-komplekset findes i afsnit 2.1 i afgørelsen af 21. marts 2012.
(12) Formålet med MSR er projektudvikling og opførelse af ejendomme, ferieanlæg, hoteller og resorts samt deltagelse i virksomheder, der deltager i projektudviklingen i tilknytning til Nürburgring. Siden den 25. marts 2010 har NG ejet 93,3 % og RIM 6,7 % af MSR. Inden den 25. marts 2010 var Mediinvest GmbH (49,5 %), Geisler & Trimmel General Contractor GmbH (33,8 %), NG (10 %) og Weber Projektierungs- und Realisierungs GmbH (6,7 %) kapitalejere i MSR.
(13) Formålet med CMHN er opførelse og drift af hoteller, ferieejendomme og resorts. CMHN er et helejet datterselskab af MSR.
(14) Formålet med NAG er drift af Nürburgrings racerbaner, hotellerne, det køretekniske anlæg, racerkøreskolen, multifunktionshallerne, ringowerk samt alle andre destinationer i tilknytning til Nürburgring. Kapitalejerne i NAG er Mediinvest GmbH og Lindner Unternehmensgruppe GmbH & Co Hotel KG med hver 50 %.
(15) Hotellerne og restauranterne blev drevet af Lindner Hotels AG på grundlag af en kontrakt med NAG.
(16) Afviklingen af IPC blev registreret i handelsregistret den 4. december 2008. Afslutningen af afviklingen er endnu ikke blevet meddelt handelsregistret.
(17) Weber stod for opførelsen af hotellerne og restauranterne. Den 23. november 2010 blev afviklingen af Weber indledt.
(18) Formålet med CST var drift af et kontantløst betalingssystem, hvor kunderne kunne anvende et kort (ringocard) til at betale for deres besøg på alle attraktioner i tilknytning til Nürburgring-komplekset. Kapitalejerne i CST var indtil den 1. november 2012 NG og MIB med 50 % hver. Den 19. december 2012 påbegyndte NG afviklingen som 100 %-ejer. Aktiverne blev overført til NG. Ifølge Tyskland blev virksomheden slettet i handelsregistret den 22. maj 2014.
(19) Formålet med Mediinvest er formidling af indgåelse af grund- og bygningskontrakter, projektudvikling samt opførelse af ejendomme, ferieanlæg og resorts. Mediinvest ejes 100 % af Kai Richter. Den 18. juni 2013 blev Mediinvest omdøbt til Return Projektmanagement GmbH.
(20) Geisler & Trimmel stod for opførelsen af hotellerne og restauranterne.
(21) Formålet med FSZ er opførelse, ejerskab og drift af et køreteknisk anlæg. NG ejede 41 % af selskabet. I oktober 2013 solgte majoritetsejerne kapitalinteressen i NG.
(22) Formålet med EWN var drift af oplevelsesparken »Erlebniswelt« med motorsportsorienterede attraktioner i tilknytning til Nürburgring. Den 31. marts 2011 blev selskabet omdøbt til ringowerk GmbH & Co. KG; NG var eneejer indtil den 24. august 2011 — på dette tidspunkt blev aktiverne i EWN overført til NG, og selskabets ophør uden formel afvikling blev registreret i handelsregistret.
(23) Formålet med MAN var fremme af tysk motorsport gennem drift af et uddannelsesakademi. NG var eneejer. Virksomheden blev afviklet og slettet i handelsregistret den 11. december 2013. De samlede aktiver blev overført til NG.
(24) Formålet med TTI var fremme, lancering, opførelse og drift af køretekniske anlæg. NG ejede 26 % af virksomheden, mens de resterende 74 % var ejet af Brands Hatch Leisure Group Limited, Fawkham Longfield, Kent/Det Forenede Kongerige (26 %), Test & Training Gesellschaft mbH, Teesdorf/Østrig (26 %) og Tilke GmbH, Aachen (22 %). Virksomheden blev afviklet. Den 4. december 2007 blev virksomheden slettet i handelsregistret.
(25) Formålet med BWN var handel med nye og brugte motorcykler samt fremme af motorcykelturisme i Eifelregionen. Med virkning pr. 6. september 2005 sluttede Bike World Nürburgring GmbH (»BWN«) sig sammen med BikeWorld Nürburgring Besitz GmbH (»BWNB«). Købervirksomheden BWNB blev efterfølgende omdøbt til BikeWorld Nürburgring GmbH (»BWN2«). Den 15. maj 2007 solgte NG sin andel på 49 % i sidstnævnte virksomhed til Norbert Brückner og Jörg Jovy og gav afkald på tilbagebetalingen af sine lån. BWN2 ophørte med sine aktiviteter i tilknytning til Nürburgring i 2008. Ifølge Tyskland blev BWN2 omdøbt til BikeWorld GmbH, og virksomhedens hjemsted blev flyttet til St. Ingbert i Saarland.
(26) Formålet med Camp4Fun var drift af en offroad-park. Indtil den 18. oktober 2010 var NG enekommanditist i selskabet, hvorefter dets aktiver blev overført til NG, og selskabets ophør uden formel likvidation blev registreret i det tyske handelsregister.
(27) Formålet med MIB var deltagelse i andre virksomheder og overtagelse af disses drift. Kai Richter ejede 80 % og Klaus König 20 % af MIB. Den 18. juni 2013 blev MIB og NAG fusioneret.
(28) En udførlig beskrivelse af delområde I og II af Nürburgring-projektet findes i afsnit 2.2 i afgørelsen af 21. marts 2012.
(29) Kapitalreserver er supplerende kapitalindskud fra kapitalejerne, som ikke er tegnet kapital. Begrebet opføres i balancer ofte som en del af et aktieselskabs egenkapital. Kapitalreserven skal dække den del af egenkapitalen, som i forbindelse med en kapitalforhøjelse overstiger den nominelle værdi af aktierne (ordinære aktier). De udstedte og indbetalte ordinære aktier plus kapitalreserven udgør tilsammen det samlede beløb, som investorerne betalte for aktierne ved udstedelsen.
(30) Overførsel på 2 179 000 EUR til kapitalreserven gennem eftergivelse af forfaldne renter i 1999 for et lån, som delstaten havde overtaget fra Forbundsrepublikken Tyskland i 1981 (»Altdarlehen Bund«).
(31) Overførsel på 22 839 241 EUR til kapitalreserven gennem eftergivelse af fordringer med hensyn til et lån, som delstaten havde overtaget fra Forbundsrepublikken Tyskland i 1981 (»Altdarlehen Bund«).
(32) I beløbet 4 887 000 EUR indgår et bidrag fra delstaten gennem eftergivelse af fordringer med hensyn til et lån på 4 398 300 EUR, som delstaten havde overtaget fra Forbundsrepublikken Tyskland i 1981 (»Altdarlehen Bund«) og et bidrag fra Landkreis Ahrweiler gennem en likviditetstilførsel på 488 700 EUR.
(33) Siden 2002 er lånene til EWN blevet tilbagebetalt med 722 264,49 EUR.
(34) Siden 2002 er lånene til FSZ blevet tilbagebetalt bortset fra et beløb på […] EUR, der blev udlignet i forbindelse med en kompensation på […] EUR i tilknytning til NG's udelukkelse fra Fahrsicherheitszentrum am Nürburgring Verwaltungs GmbH og ophøret af NG's deltagelse i FSZ.
(35) MAN tilbagebetalte lånet fuldt ud den 28. november 2005.
(36) Camp4Fun tilbagebetalte lånet fuldt ud den 18. december 2003.
(37) […]: Oplysningerne i skarpe parenteser er omfattet af tavshedspligt.
(38) Som led i »Nürburgring 2009«-projektet stillede delstaten følgende beløb til rådighed for ISB: 285 265 000 EUR den 30. juli 2010, 5 mio. EUR den 30. september 2010, 5 mio. EUR den 31. december 2010, 5 mio. EUR den 31. marts 2011, 5 mio. EUR den 31. maj 2011 og 10 mio. EUR den 31. juli 2011. I perioden fra 31. juli 2010 til 31. oktober 2011 anvendte ISB et beløb på 315 265 000 EUR fra delstatens likviditetspulje til refinansiering af det lån på 325 265 000 EUR (foranstaltning 8), som ISB havde ydet til NG, MSR og CMHN. Indtil den fuldstændige tilbagebetaling af lånene i november 2011 blev rentesatsen fastsat dagligt. Renterne udgjorde i alt 2 326 680 EUR og blev betalt rettidigt ved udgangen af den følgende måned.
(39) »Nürburgring 2009«-projektet består af delområde I og II: Delområde I omfatter tribune, welcomeocenter, ringoarena (til op til 5 100 besøgende) og adgangsfaciliteter, ringoboulevard (indkøbscenter med verdens største multitouch-videovæg), WARSTEINER Eventcenter (til op til 1 500 besøgende), Autowelten (udstillings- og salgsarealer for bilfabrikanter), ringowerk (indendørs attraktioner såsom et multimedieteater, en historisk udstilling, interaktive anvendelser og ringoracer, verdens hurtigste rutsjebane) samt ringokartbahn (en indendørs gokartbane). Delområde II består af to hoteller (herunder et kasino), 100 ferieboliger, fem restauranter, et diskotek og en merchandising-butik.
(40) Med hensyn til problemerne i forbindelse med forvaltningen og finansieringen af likviditetspuljen henvises til årsberetningen for 2011 fra delstaten Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, del II, s. 7-15, som findes på http://www.rechnungshof-rlp.de/Jahresberichte/.
(41) Lånene fra likviditetspuljen blev tilbagebetalt fuldt ud (se tabel 6). Renterne på i alt 5 059 174,46 EUR blev betalt.
(42) Disse udbetalinger fandt sted på grundlag af en aftale indgået mellem delstaten og NG den 20. februar 2003 om likviditetspuljen. Renterne på de pågældende lån svarede til den dagsrente, delstaten opnåede på markedet. Renterne blev beregnet for hver enkelt dag (gældende rentesats/360).
(43) Den 31. december 2010 blev der tilbagebetalt et beløb på 3 589 297,04 EUR. Med hensyn til problemerne i forbindelse med driften og finansieringen af CST henvises til årsberetningen for 2011 fra delstaten Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, del II, s. 16-21, som findes på http://www.rechnungshof-rlp.de/Jahresberichte/
(44) Lånet var fuldt ud tilbagebetalt den 22. januar 2009; der blev betalt renter på 48 500 EUR. Tyskland har imidlertid anført, at lånet blev tilbagebetalt af Geisler & Trimmel til NG, ikke af MSR til PNG og af PNG til NG.
(45) 1 450 000 EUR plus renter på 26 830,88 EUR.
(46) I 2010 modregnede NG lånet i sine fordringer over for CST på 1 439 297,04 EUR. CST's resterende forpligtelser over for NG på 37 533,84 EUR blev nedbragt i forbindelse med afviklingen af CST og overførslen af selskabets aktiver til NG.
(47) Den 25. maj 2008 ydede Bank für Tirol und Vorarlberg AG et lån på […] EUR til CMHN.
(48) Den 18. januar 2010 ydede Kreissparkasse Ahrweiler et lån på […] EUR til MSR.
(49) På grundlag af det af delstaten udstedte kreditmandat foretog ISB ikke de almindelige kreditvurderinger.
(50) Med hensyn til tranche 2 udnyttede NG ikke 4 735 000 mio. EUR af det lån på 118 325 800 EUR, der var optaget, således at delstaten betalte 113 590 800 EUR til NG; i denne forbindelse betalte NG en kompensation på 141 835,54 EUR til ISB.
(51) Med hensyn til den gennemsnitlige EONIA-sats pr. 28. juli 2010 henvises til www.global-rates.com/interest-rates/eonia/2010.aspx.
(52) På tidspunktet for undertegnelsen af den pågældende driftsforpagtningskontrakt var Nürburgring GmbH eneaktionær i Nürburgring Adventure GmbH. Den 25. oktober 2010 fusionerede Nürburgring Adventure GmbH med NG.
(53) Da forpagtningskontrakten blev undertegnet den 25. marts 2010, var NAG's navn stadig GrundKapital Management GmbH.
(54) Hvor NAG ensidigt har mulighed for at forlænge forpagtningskontrakten med 5 år to gange.
(55) Forpagtningskontrakten omfatter: a) en minimumsforpagtningsafgift og b) en forpagtningsafgift, der afhænger af det resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger (EBITDA), som forpagteren opnår (EBITDA-forpagtningsafgift): fra 1. maj 2010 til 30. april 2011 90 % af forpagterens EBITDA, fra 1. maj 2011 til 30. april 2012 90 % af forpagterens EBITDA, dog mindst 5 mio. EUR, fra 1. maj 2012 til 30. april 2013: såfremt byggefejl er afhjulpet inden 30. april 2012: 85 % af forpagterens EBITDA, dog mindst 11,5 mio. EUR, i modsat fald 90 % af forpagterens EBITDA, dog mindst 10 mio. EUR, og fra den 1. maj 2013 årligt 85 % af forpagterens EBITDA, dog mindst 15 mio. EUR. En kritisk vurdering af forpagtningsafgiftens størrelse findes i årsberetningen for 2012 fra delstaten Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, s. 98-102, som findes på www.rechnungshof-rlp.de/Jahresberichte
(56) Forpagtningsafgift på […] EUR plus […] på grundlag af forligsaftalen.
(57) Lånene i form af de passive kapitalindskud blev fuldt ud tilbagebetalt til RIM den 30. juli 2010. Mediinvest betalte renter til RIM på i alt […] EUR. Tyskland præciserede ikke, om MSR har tilbagebetalt de lån, som Mediinvest havde ydet til selskabet.
(58) Ifølge delstatens revisionsmyndighed udgør Mediinvests rentefordel som følge af de forhøjede rentesatser i alt […] EUR (sagkyndig udtalelse fra delstaten Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed af 15. juni 2010, del II, s. 20).
(59) Garantien på op til 50 mio. EUR af 28. august 2008 blev den 17. december 2008 forhøjet til 80 mio. EUR og efterfølgende den 26. maj 2009 til 140 mio. EUR.
(60) Det erklærede mål med lånene af 28. december 2010 og 26. april 2011 var — som det fremgår af rapporten fra Ernst & Young af 9. september 2010 — at dække det negative cashflow i forbindelse med NG's planlægning på mellemlang sigt for perioden 2010-2030.
(61) NG besidder således nu 93,3 % og RIM 6,7 % af andelene i MSR. Sælgerne blev ikke fritaget for deres ansvar på grundlag af salgskontrakten, og hverken NG eller RIM påtog sig finansielle forpligtelser.
(62) En kritisk vurdering af kompensationens størrelse findes i årsberetningen for 2012 fra delstaten Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, s. 103-107, som findes på www.rechnungshof-rlp.de/Jahresberichte
(63) Den kontraktligt aftalte kompensation, som NAG modtog, indeholdt et fast beløb på […] EUR for de solgte billetter, […] % af provenuet fra salget af de billetter, som sælges efter de første […] billetter, samt provenuet fra […] solgte billetter i 2011 og fra […] solgte billetter i de efterfølgende år. For gennemførelsen af Formel 1-arrangementet i 2011 udgjorde beløbet principielt mindst […] EUR; såfremt provenuet fra salget af billetter lå under […] EUR, faldt kompensationen med […] EUR pr. […] EUR, som provenuet lå under […] EUR (eksempel: Ved et provenu fra salget af billetter på […] EUR udgjorde kompensationen […] EUR). Der blev dog aftalt en mindstekompensation på […] EUR. De gebyrer, der skulle betales til arrangørerne af og kørerne i Formel 1-løbene, samt omkostningerne til vedligeholdelse af banen med henblik på en grade-1-licens fra Féderation Internationale de l'Automobile (»FIA«) blev betalt fuldt ud af NG og var ikke omfattet af NAG's forpligtelser.
(64) Procesbrev af 19. juli 2013, »Project RING — information and procedures for the submission of an indicative offer«, s. 3, afsnit »Indicative Offer«.
(65) Procesbrev af 12. september 2013, »Project RING — Project RING — Extension of the timeline for the submission of indicative offers«, s. 1, afsnit »Extension of the Deadline for the Indicative Offers«.
(66) Procesbrev af 17. december 2013, »Project RING — Extension of the timeline for the submission of final offers«, s. 1, afsnit »Extension of the timeline for the final offers«.
(67) 1A. Grand Prix-bane, 1B. Nordschleife, 2. 4-stjernet hotel, 3. Eifel-landsby »Grüne Hölle« med 3-stjernet hotel, 4. Feriepark Drees, 5. Bebyggelsesret på arealet Dorint, 6. Offroad-park, 7. Personalehus Adenau, 8. Beboelsesejendom Balkhausen, 9. Hus Licht, 10. Øvrige grønne områder.
(68) Afsnittet om salg af Nürburgrings aktiver i indkaldelsen af interessetilkendegivelser.
(69) Procesbrev af 19. juli 2013, »Project RING — information and procedures for the submission of an indicative offer«, s. 1, afsnit »Indicative Offer«.
(70) Udvælgelseskriterierne er beskrevet på side 4 i procesbrevet af 19. juli 2013, »Project RING — information and procedures for the submission of an indicative offer«, og på side 6 i procesbrevet af 17. oktober 2013, »Project RING — procedures for the submission of a final offer«.
(71) 9 bud vedrørte alle aktivenheder, 3 bud vedrørte racerbanen og 11 bud andre aktivenheder eller enkelte aktiver.
(72) Buddet på alle aktiver med den højeste pris blev fastsat til 100 %. Der blev afgivet i alt 6 vejledende bud på alle aktiver, som bød mere end 25 % af det bedste bud. Buddene på alle aktiver, som ikke nåede op på 25 % af det bedste bud, blev i første omgang ikke taget yderligere i betragtning på grund af købsprisens størrelse. Det samme var gældende for buddene på racerbanen, som sammen med de enkelte bud på de øvrige aktiver i alt ikke nåede op på 25 % af det bedste bud. Da fem af de seks kvalificerede bud på alle aktiver på tidspunktet for afgivelsen af de vejledende bud stadig havde en uklar finansiering, blev disse opfordret til at dokumentere deres evne til at finansiere transaktionen.
(73) Se fodnote 60.
(74) Ifølge Tyskland fordeles købsprisen på 77 mio. EUR mellem de tre insolvente selskaber i overensstemmelse med tysk insolvens- og skatteret.
(75) Capricorn Group er en tysk koncern, som er aktiv på internationalt plan inden for produktion af komponenter til racersporten, test af racerbiler og vedligeholdelse af historiske racerbiler. Alle andele i capricorn HOLDING GmbH besiddes af Robertino Wild.
(76) GetSpeed GmbH & Co KG er en tysk motorsportsvirksomhed. Blandt virksomhedens ydelser er værkstedstjenester, afholdelse af racerløb og coaching af kørere. 99 % af andelene besiddes af Axel Heinemann og 1 % af Adam Osieka.
(77) § 613a i BGB.
(78) Dom afsagt af den tyske forbundsarbejdsret (Bundesarbeitsgericht, BAG) den 19. december 2013 — 6 AZR 790/12; BAG's dom af 20. marts 2003 — 8 AZR 97/02.
(79) Kuratorerne og køberen aftalte den 13. august 2014, at den anden tranche af købsprisen skal betales den 31. oktober 2014 i stedet for den 31. juli 2014 med en rente på 8 %, og at der stilles tinglig sikkerhed (som træder i stedet for den kontante sikkerhedsstillelse på [3-9] mio. EUR) i form af: a) Capricorn-andele, der besiddes af Robertino Wild, indehaver af kapitalandele i Capricorn, b) alle fordringer mellem virksomhederne i Capricorn-koncernen, c) krav på grundlag af en (endnu ikke indgået) købskontrakt vedrørende »Campus«-projektet og d) Robertino Wilds kunstsamling. Delstaten deltog ikke i forhandlingen af førnævnte kontrakt.
(80) De tyske rammebestemmelser for lavtforrentede lån (»foreløbige rammebestemmelser«), som Kommissionen godkendte den 19. februar 2009 i sag C 38/2009, gælder for virksomheder, der ikke var kriseramte pr. 1. juli 2008. Virksomheder, der ikke var kriseramte på dette tidspunkt, men derefter blev kriseramte som følge af den globale finansielle og økonomiske krise, kan omfattes af støtteordningen.
(81) Tyskland har gjort gældende, at NG ikke opfyldte de hårde kriterier i henhold til punkt 10 i rednings- og omstruktureringsrammebestemmelserne, at der med hensyn til de bløde kriterier i henhold til rammebestemmelsernes punkt 11 ikke fremgår noget entydigt billede, og at den generelle bestemmelse i rammebestemmelsernes punkt 9 heller ikke blev opfyldt.
(82) Tyskland har anført, at udvidelsen af den formelle undersøgelsesprocedure var i strid med formålet med redningsstøtte; støtten skulle have ført til, at NG's, MSR's og CMHN's umiddelbare insolvens var blevet undgået, og givet selskaberne seks måneder til at udarbejde en omstruktureringsplan. Desuden var kapitalejerne rede til at godkende visse mål i omstruktureringsplanen, som bl.a. også omfattede salget af aktiverne og den efterfølgende likvidation af NG, MSR og CMHN. Da der ikke hidtil var truffet en afgørelse om tilbagebetaling mod NG, kriterierne i retspraksis fra Deggendorf-sagen ikke var opfyldt, og der i denne forbindelse var tale om en engangsforeteelse, ville en godkendelse af redningsstøtten ikke skabe præcedens.
(83) Tyskland henviser her til Rettens kendelse af 8. december 2000, BP Nederland m.fl. mod Kommissionen, sag T-237/99, Sml. 2000 II, s. 3849, præmis 37; Domstolens dom af 11. maj 2005, Saxonia Edelmetalle GmbH, sag T-111/01, Sml. 2001 II, s. 2335, præmis 26, Domstolens dom af 13. juni 1989, Publishers Association mod Kommissionen, sag C-56/89, Sml. 1989, s. 1693, præmis 39; Rettens kendelse af 12. januar 1993, SPO m.fl. mod Kommissionen, sag T-29/92 (R), Sml. 1992 II, s. 2161, præmis 38 ff.
(84) Tyskland henviser her til Rettens dom af 24. september 2008, Kahla/Thüringen Porzellan GmbH mod Kommissionen, sag T-20/03, Sml. 2008 II, s. 2305, præmis 124 ff. Tyskland har anført, at disse foranstaltninger i støtteretlig henseende bør anses som særlige effekter og ikke som en del af NG's almindelige økonomiske virksomhed, og at både kapitalejerne og NG's ledelse betragtede NG som et instrument til at lade sportsinfrastrukturen »Nürburgring« forblive offentligt ejet og gennemføre urentable sportsbegivenheder, som ikke ville være blevet udbudt uden det offentliges indeståelse for disse underskud. Uden denne grundlæggende forståelse havde hverken kapitalejerne eller NG's ledelse tilladt, at forpligtelserne havde udviklet sig på denne måde. Omkostningerne for disse særlige effekter måtte derfor ikke indgå i vurderingen af den finansielle situation.
(85) Vedrørende begrebet »engangsstøtte« henvises til afsnit 3.3 i rednings- og omstruktureringsrammebestemmelserne.
(86) De pågældende foranstaltninger skulle godkendes af NG's bestyrelse, hvis medlemmer udpeges af delstaten og Landkreis Ahrweiler.
(87) Investeringerne i forbindelse med delområde I udgør 215 mio. EUR (185 mio. EUR fra likviditetspuljen og 30 mio. EUR fra et kapitalejerlån fra delstaten).
(88) Rettens dom af 24. marts 2011, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt (sag T-443/08) og Mitteldeutsche Flughafen AG og Flughafen Leipzig-Halle GmbH (sag T-455/08) mod Europa-Kommissionen, Sml. 2011 II, s. 1311, stadfæstet under appel, se Domstolens dom af 19. december 2012, Mitteldeutsche Flughafen AG og Flughafen Leipzig-Halle GmbH mod Europa-Kommissionen, sag C-288/11, Sml. 2012 I, s. 0000.
(89) Tyskland har anført, at en sådan ændring af Kommissionens afgørelsespraksis er i strid med hvidbogen om idræt og retssikkerhedsprincippet. En sådan ændring kan kun finde anvendelse på fremtidige tilfælde, men ikke på opførelsen af sportsinfrastrukturen i tilknytning til Nürburgring, der allerede blev afsluttet i 2011. Et forbud mod støtte til finansiering af opførelsen og driften af sportsinfrastrukturen ville indebære en forskydning af kompetencefordelingen mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne og dermed være i strid med nærhedsprincippet.
(90) Tyskland har anført, at af 11 racerbaner, der blev anlagt på verdensplan mellem 1999 og 2011, blev 8 opført ved hjælp af statsmidler. Der henvises i den forbindelse til undersøgelsen Formula Money fra Communication & Network Consulting fra 2011, s. 145.
(91) Tyskland har anført, at Formel 1 er forbundet med betydelige samfundsøkonomiske effekter i de lande, hvor de afholdes (forholdet mellem tilskuddene og disse effekter er angiveligt 1:5).
(92) Tyskland har gjort gældende, at anvendelsen af midler fra likviditetspuljen til projektet udgjorde et undtagelsestilfælde, som ikke svarede til den sædvanlige udnyttelse af puljen. Finansieringen via likviditetspuljen fandt sted midlertidigt med henblik på forfinansiering af de løbende projektforanstaltninger, indtil finansieringen ville blive overtaget af en langsigtet investor.
(93) Tyskland har anført, at formålet med likviditetspuljen er at optimere cashflowet mellem delstaten og dens forskellige datterselskaber på en økonomisk hensigtsmæssig måde, navnlig for at nedbringe holdingvirksomhedens finansieringsomkostninger, at kortsigtede behov bliver dækket af delstaten på kapitalmarkedet, at renten for midler fra likviditetspuljen svarer til de dagssatser, der kan opnås på det frie marked, at der ikke opstår renteudgifter for delstaten, at delstatens markedsvilkår bliver videregivet i forholdet 1:1 til deltagerne i likviditetspuljen, og at delstatens finansministerium kun fungerer som afviklingsplatform.
(94) Med henvisning til betragtning 137 i afgørelsen af 21. marts 2012 har Tyskland anført, at der i forbindelse med erhvervsfremmende banker (særlige kreditinstitutter) kunne være tale om modtagere på to niveauer, for det første de særlige kreditinstitutter og for det andet de virksomheder, der modtager finansiering fra særlige kreditinstitutter. De garantimæssige fordele for særlige kreditinstitutter er forankret i aftale II (Verständigung II) fra 2002. I afgørelsen af 21. marts 2012 lægges det til grund, at særlige kreditinstitutters udlånsvirksomhed er begrænset til situationer, hvor låntageren ikke ville opnå et lån på samme vilkår på markedet. Tyskland har derimod gjort gældende, at erhvervsfremmende banker absolut kan yde lån på markedsvilkår (særlige kreditinstitutters virksomhed er ikke begrænset til at yde støtte), og at der derfor skal foretages en vurdering på grundlag af statsstøttereglerne i hvert enkelt tilfælde.
(95) Med hensyn til ISB-lånet (foranstaltning 8) har Tyskland anført, at fordelen højst svarer til forskellen mellem markedsrenten og den faktisk betalte rente, men under ingen omstændigheder hele lånebeløbet. Såfremt Kommissionen nærer tvivl om dette, bør der efter Tysklands opfattelse indhentes en ekspertvurdering.
(96) Tyskland har gjort gældende, at Kommissionen med aftale II gik med til at bibeholde garantimæssige fordele til fordel for retligt selvstændige særlige kreditinstitutter, i det omfang deres virksomhed er begrænset til en nøje defineret særlig offentlig opgave. Under disse betingelser er f.eks. anvendelsen af garantier som »Gewährträgerhaftung«, »Anstaltslast« og refinansieringsgarantier forenelig med statsstøttereglerne. Tyskland har endvidere anført, at Kommissionen anerkendte i sin afgørelse af 16. juni 2004 i sag N 179/04 — garantier til finske kommuner — at særlige kreditinstitutter ikke udgør virksomheder, så længe de kun nyder gavn af offentlig finansiering med hensyn til deres offentlige opgave.
(97) Tyskland har anført, at lånevilkårene blev fastlagt udførligt og uafhængigt i delstatens kreditmandat; ISB havde således ikke noget spillerum i denne henseende. Beslutningen om ydelse af lånet og de dermed forbundne risici forblev således hos delstaten, som desuden på grundlag af kreditmandatet fuldt ud hæfter for lånet som garant i henhold til BGB.
(98) Tyskland har endvidere anført, at det er af mindre betydning, om opførelsesomkostningerne kan dækkes af en senere forpagtning eller ej, da investeringsomkostningerne udgør »sunk costs«, som ikke har nogen indflydelse på en fornuftig investors fremtidige beslutninger. Selv hvis investeringsomkostningerne skulle dækkes af forpagtningsafgiften, skulle der tages udgangspunkt i de planlagte investeringer uden uforudsete omkostningsstigninger. De forventede projektomkostninger udgjorde oprindeligt 215 mio. EUR (135 mio. EUR til delområde I af »Nürburgring 2009«-projektet og 80 mio. EUR til delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet), mens de faktiske omkostninger udgjorde 330 mio. EUR (215 mio. EUR til delområde I af »Nürburgring 2009«-projektet og 115 mio. EUR til delområde II af »Nürburgring 2009«-projektet). Derfor ville selv minimumsforpagtningsafgiften på ca. 280 mio. EUR amortisere de planlagte investeringer.
(99) Tyskland har anført, at midlerne skulle dække NG's underskud i forbindelse med investeringer med henblik på at tiltrække flere turister til Nürburgring som led i »Nürburgring 2009«-projektet, hvis mål var at gøre Nürburgring mere attraktiv hele året og derved fremme den struktursvage Eifelregion ved at styrke turismen.
(100) Tyskland henviser her til sag C-72/91, Sloman Neptun.
(101) Tyskland har endvidere anført, at dette system sigtede mod at tiltrække flest mulige besøgende, hjælpe delstaten med at gøre de positive samfundsøkonomiske effekter størst mulige og dække NG's betydelige omkostninger (licensafgift, FIA-grade-1-licens til racerbanen).
(102) Tyskland har anført, at Kommissionens vurdering af, at NG pr. 1. juli 2008 var en kriseramt virksomhed, ikke var korrekt, at anvendelsen af princippet om engangsstøtte på den anmeldte redningsstøtte var forkert, at udvidelsen af den formelle undersøgelsesprocedure ikke var forholdsmæssig, og at foranstaltningerne ikke omfattede støtte.
(103) Tyskland har gjort gældende, at de internationale gæster ikke kom på grund af hotellerne eller restauranterne, men på grund af racerbanen. Tyskland konkluderer derfor, at de pågældende foranstaltninger ikke indvirker på turismestrømmene.
(104) Tyskland henviser her til Kommissionens afgørelse i sag SA.33728 — Finansiering af en ny multiarena i København, betragtning 33.
(105) Tyskland henviser her til Kommissionens afgørelse i sag SA.31722 — Skattefordele til fremme af den ungarske sportssektor, betragtning 86 ff., og sag SA.33952 — Deutscher Alpenvereins klatreanlæg, betragtning 68.
(106) Tyskland henviser her til sag SA.33168 — Uppsala Arena — og sag SA.33728 — Finansiering af en ny multiarena i København.
(107) Oberlandesgericht Koblenz' dom af 13.12.2012 i sag U 73/12 Kart.
(108) Tyskland henviser til sag N 158/2010 — Fussballmuseum Dortmund — og sag N 164/2010 — Leipziger Reit- und Rennverein Scheibenholz. Tyskland har imidlertid ikke godtgjort, at racerbanen er beskyttet som kulturelt mindesmærke efter tysk ret.
(109) Tyskland har gjort følgende gældende: Den offentlige interesse lå i samfundsøkonomiske eller regionaløkonomiske effekter og fremme af sport og kultur, der var tale om et markedssvigt, da foranstaltningerne ikke var mulige uden offentlig støtte, NG's omsætning lå i de tre år inden foranstaltningerne under 100 mio. EUR og støtten under 30 mio. EUR pr. år; NG's vedtægter og en godkendelse fra NG's bestyrelse, der var dækket af en afgørelse truffet af delstatsregeringen, udgjorde overdragelsesakten, parametrene til beregning af kompensationen kunne udledes af de opdaterede forretningsplaner. Tyskland har endvidere anført, at SGEI-pakken først trådte i kraft i slutningen af 2006, at der i den forudgående periode ikke havde været yderligere bestemmelser med hensyn til overdragelsesaktens form, og at en klassificering som eksisterende støtte i den efterfølgende periode er hensigtsmæssig.
(110) EUT C 6 af 11.1.2011, s. 6.
(111) Tyskland henviser her til Kommissionens afgørelser i sag C 38/2005, Biria-gruppen, betragtning 93, sag C-51/06, Arcelor Huta Warszawa, betragtning 111 ff., sag C 43/2001, Chemischen Werke Piesteritz, betragtning 107 ff., og Rettens dom af 3. marts 2010, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, forenede sager T-102/07 og T-120/07 Sml. 2010 II, s. 585, præmis 218.
(112) Første del af den tyske lov om insolvens (InsO).
(113) Klager 1 fremlagde et brev fra den kompetente Amtsgericht af 29. januar 2014, hvori retten forklarede, at insolvensretten og kuratoren i forbindelse med bevarelse af rådighed (Eigenverwaltung) ikke forestår salget af aktiverne, men kun overvåger processen, således at der efter rettens opfattelse ikke var noget grundlag for nogen aktivitet fra insolvensrettens side i forbindelse med salget af aktiverne.
(114) Kuratorerne henviser her til Domstolens dom af 16. december 2010, Seydaland, sag C-239/09, Sml. 2010 I, s. 13083, præmis 34.
(115) NBG afsluttede regnskabsåret 2013 med et godt resultat med et EBITDA (inden forpagtningsafgift) på 2 920 000 EUR. I 2013 betalte NBG en forpagtningsafgift på 2 661 000 EUR.
(116) Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16).
(117) Klager 3 henviser til Kommissionens beslutning af 30. april 2008 om Østrigs statsstøtte til privatiseringen af Bank Burgenland og til Domstolens dom af 24. oktober 2013, forenede sager C-214/12P, C-215/12 og C-223/12 P, (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).
(118) Ifølge klageren bestod det omhandlede bud af følgende: 1) 90 mio. EUR i kontanter ved indgåelsen, 2) 20 mio. EUR pr. 31. marts 2014 og 3) et beløb på højst 40 mio. EUR som resultatafhængig betaling på 20 % af Nürburgring-kompleksets respektive årlige EBITDA efter klager 3's erhvervelse heraf. Derudover havde klager 3 forpligtet sig til at oprette en udviklingsfond på 200 mio. EUR til Nürburgrings nabokommuner.
(119) Klager 3 henviser til Kommissionens beslutning af 30. april 2008 om Bank Burgenland.
(120) På grundlag af det materiale, som sælgerne havde stillet til rådighed, havde klager 3 antaget, at erhvervelsen af aktiverne og påbegyndelsen af aktiviteterne ville være mulig på grundlag af en »ren balance« (»clean balance sheet«), dvs. uden gamle eller løbende gældsforpligtelser og forpligtelser på grundlag af eksisterende kontraktforhold, at man ville forhandle nye kontrakter med kunderne og sponsorerne på nye vilkår for på denne måde delvis at refinansiere sine investeringer, at det så imidlertid viste sig, at alle gældende aftaler vedrørende driften af Nürburgring var indgået med en tredjepart (NBG) på grundlag af en ny forpagtningskontrakt med sælgerne, og at dette i sidste instans ville have betydet, at klageren — efter at være blevet tildelt kontrakten vedrørende aktiverne — havde været tvunget til at overtage både forpagtningskontrakten og en række andre aftaler mellem NBG og tredjeparter, at andre aftaler, som NBG havde indgået, ikke var overgået automatisk til klager 3, men skulle overholdes af denne, navnlig da sælgerne angiveligt havde krævet, at klager 3 skulle påtage sig det fulde finansielle ansvar i forbindelse med skadeserstatningssager (på grund af NBG's manglende tilrådighedsstillelse af Nürburgring-anlæggene), og at klager 3 derfor angiveligt havde været nødt til at ændre sin forretningsmodel: Mens klager 3 oprindeligt havde planlagt at sikre den midlertidige finansiering af erhvervelsen af Nürburgring — delvis — ved at indgå tilpassede aftaler med Nürburgrings kunder og sponsorer, var klager 3 blevet tvunget til at tage hensyn til de eksisterende kontrakter eller i det mindste overholde dem i økonomisk henseende.
(121) Klager 3 har på den ene side gjort gældende, at der var berettiget tvivl med hensyn til, at Capricorn kunne tilvejebringe et bindende finansieringstilsagn for hele købsprisen den 17. februar 2014, dvs. fristen for afgivelse af bud, og at man derfor havde ventet med at træffe afgørelse om, hvem der skulle have tildelt kontrakten for det bedste bud, indtil Capricorn havde opfyldt alle formelle kriterier; på den anden side havde klager 3, som anført i det endelige bud, været i stand til at fremlægge et bindende finansieringstilsagn for 90 mio. EUR.
(122) Klager 3 har endvidere anført, at også andre bydende end klager 3 havde fået forkerte oplysninger, at klager 3 havde planlagt at indlede forhandlinger med sine egne foretrukne leverandører i foråret 2014 for yderligere at kunne afstemme enkelte detaljer i sit købsbud på Nürburgring-aktiverne, og at sælgerne imidlertid havde fortalt, at kontrakten om levering af øl ikke længere kunne ændres i 2014, da klager 3 i modsat fald ville være ansvarlig i tilfælde af erstatningskrav på grund af manglende opfyldelse af NBG's kontraktlige forpligtelser over for den aktuelle ølleverandør. Ifølge klager 3 beviste skiftet fra Warsteiner til Bitburger, at de oplysninger, som klager 3 havde fået, var forkerte, og at klager 3 som bydende bevidst var blevet ført bag lyset.
(123) Klager 3 har gjort gældende, at det blev krævet i procesbrevet af 17. juni 2013, at der blev stillet en garanti for betalingen af købsprisen, som skulle kunne indløses ved første begæring og være udstedt af en velrenommeret europæisk bank, at Capricorn ikke havde fremlagt en garanti for den samlede købspris, og at sælgerne måtte have ændret deres egne betalingsbetingelser for at sikre, at kontrakttildelingen var i overensstemmelse med de offentliggjorte tildelingskriterier.
(124) Klager 3 har gjort gældende, at buddet blev indgivet med fuldt kendskab til og under overholdelse af de lovmæssige støjkrav.
(125) Klager 3 henviser til Domstolens dom af 16. maj 2002, Stardust Marine, sag C-482/99, Sml. 2002 I, s. 4397, præmis 54-55, og til Kommissionens afgørelser i sag Georgsmarienhütte (EFT C 199 af 14.7.2001, s. 4), betragtning 27, i sag Flughafen Dortmund (EUT C 217 af 15.9.2007, s. 25), betragtning 54-55, og i sag N 510/2008, Alitalia.
(126) Klager 3 henviser til Kommissionens afgørelser i sag CDA af 16. december 2000, betragtning 117, og i sag Biria Group af 14. december 2010, betragtning 79-80, samt til Rettens dom af 13. september 2010, Olympic Airways, sag T-415/05, Sml. 2010 II, s. 4749, præmis 157, og Rettens dom af 28. marts 2012, Ryanair mod Kommissionen, sag T-123/09, præmis 135 (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).
(127) Kuratorerne henviser til Kommissionens beslutning af 30. april 2008 i sag C-56/06 — Privatisering af Bank Burgenland — og til Kommissionens afgørelse af 19. juni 2013 i sag SA.36197 — Privatisering af ANA — Aeroportos de Portugal — samt til Kommissionens meddelelse om salg af jord.
(128) Klager 4 har anført, at Capricorn under proceduren angiveligt havde kontaktet flere virksomheder med henblik på at få hjælp til finansieringen af sit bud, at Capricorn havde fremstillet sin finansieringsstøtte til sælgerne forkert i en tidlig fase af proceduren, at ejerstrukturen i GetSpeed, som ejede en tredjedel af andelene i Capricorn-konsortiet, ikke var helt klar, at kreditorudvalget ikke var fuldt ud informeret om […]'s finansiering af Capricorns bud, og at Capricorn offentligt havde erkendt, at virksomheden ikke havde finansieringen til sin bebudede investering på 25 mio. EUR i Nürburgrings aktiver. Desuden havde kreditorudvalget ikke haft tilstrækkelig tid til at undersøge betingelserne for […]'s finansieringsbekræftelse for Capricorns bud.
(129) Klager 4 har anført, at buddet fra [bydende 2] omfattede en up-front-betaling på 32,5 mio. EUR i begyndelsen af april 2014, mens buddet fra Capricorn kun indeholdt up-front-betalinger på 5 mio. EUR i marts 2014, 5 mio. EUR i juli 2014 og 5 mio. EUR i december 2014.
(130) Klager 4 har gjort gældende, at afslutningen allerede var fastsat til april 2014 i hans bud, at betalingerne fra [bydende 2] var garanteret eller afhængig af aktiviteternes rentabilitet, at medlemmerne af [bydende 2] var væsentlige, solidt funderede virksomheder med gode dokumenterede resultater inden for fusioner og overtagelser, mens buddet fra Capricorn tidligst ville blive effektivt den 1. januar 2015, at yderligere betalinger fra Capricorn først ville forfalde efter bl.a. afslutningen af Kommissionens undersøgelse af eksisterende statsstøtte og eventuelle sager for EU's retsinstanser, at sælgerne i tilfælde af, at Kommissionens undersøgelse ikke blev afsluttet inden den 1. januar 2015, ville give Capricorn mulighed for at forpagte Nürburgrings aktiver fra dette tidspunkt indtil afslutningen af undersøgelsen, at Capricorn var en lille virksomhed med lav kapital, ringe erfaring inden for fusioner og overtagelse og i de seneste år en række ikke-afsluttede projekter.
(131) Klager 4 har anført, at [bydende 2] havde erfaring som ejer og operatør af flere store racerbaner, operatør af hoteller og forlystelsesanlæg og arrangør af festivaler, og at [bydende 2] var den største investor i Formel 1 og investerede i store bilfabrikanter og forlystelsesvirksomheder, mens Capricorn endnu ikke havde erfaringer med driften af racerbaner eller hoteller, afholdelse af festivaler, fremme af racersporten eller lancering af produkter på markedet.
(132) Klager 4 har anført, at [bydende 2] havde haft mindre mulighed for kontakter med sælgerne end Capricorn, at fristen for det endelige bud først blev forlænget fra 11. december 2013 til 17. februar 2014 og derpå blev afbrudt den 11. marts 2014, få timer efter modtagelsen af Capricorns bud, og at [bydende 2] ikke havde fået mulighed for at forhøje eller ændre sit bud.
(133) NBG's cashflow ved valg af Capricorn 2014 (6 mio. EUR) og de resultatafhængige betalinger ved valg af [bydende 2] for årene 2015 — 2017 (15 mio. EUR) afhænger af driftsresultaterne af de pågældende aktiviteter. I modsætning til, hvad der gælder for Capricorns vedkommende, har sælgerne ingen indflydelse på [bydende 2]s aktiviteter.
(134) EUT C 244 af 1.10.2004, s. 2.
(135) Resultat før skat (Earnings before taxes — EBT)
(136) Stigning i underskud hovedsagelig på grund af en betydelig stigning i udgifterne til arrangementer fra 21,2 mio. EUR i 2005 til 44,0 mio. EUR i 2006.
(137) Rettens dom af 3. marts 2010, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, sag T-102/07, og MB Immobilien og MB System mod Kommissionen, sag T-120/07, Sml. 2010 II, s. 585, præmis 106.
(138) Kommissionens beslutning i sag C 38/2007, Arbel Fauvet Rail (EUT L 238 af 5.9.2008, s. 27), stadfæstet af Retten, Rettens dom af 12. maj 2011, forenede sager T-267/08 og T-279/08, Sml. 2011 II, s. 1999, præmis 141; Kommissionens afgørelse i sag C 27/2010, United Textiles (EUT L 279 af 12.10.2012, s. 30).
(139) Udtalelse fra Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed af 15. juni 2010, del I, s. 14.
(140) Se fodnote ovenover.
(141) Udtalelse fra Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed af 15. juni 2010, del I, s. 15.
(142) Udtalelse fra Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed af 15. juni 2010, del I og II.
(143) Se beskrivelsen af RIM på http://test.isb.rlp.de/de/die-isb/beteiligungen/rheinland-pfaelzische-gesellschaft-fuer-immobilien-und-projektmanagement/
(144) Rettens dom af 24 marts 2011, Freistaat Sachsen, Flughafen Leipzig/Halle m.fl. mod Kommissionen, forenede sager T-443/08 og T-455/08, Sml. 2011 II, s. 1311, stadfæstet under appel ved Domstolens dom af 19. december 2012, Mitteldeutsche Flughafen AG og Flughafen Leipzig-Halle GmbH mod Europa-Kommissionen, sag C-288/11 P (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).
(145) Sag C 53/2002, Space Park Development.
(146) Sag SA.35440, Arena Jena. Med hensyn til infrastruktur til professionel sport se sag SA.31722, Ungarsk ordning for skattelempelser. Vedrørende driften af sportscentre til den brede offentlighed, som opkræver entré, se sag SA.33952, Deutscher Alpenvereins klatreanlæg.
(147) Sag SA.33618, Uppsala Arena, sag SA.35135, Arena Erfurt og sag SA.35440, Arena Jena.
(148) Sag N 118/2000, Offentligt tilskud til professionelle idrætsklubber.
(149) Se f.eks. Domstolens dom af 21. marts 1991, Italien mod Kommissionen (»Alfa Romeo«), sag C--305/89, Sml. 1991 I, s. 1603, præmis 18 og 19, Førsteinstansrettens dom af 30. april 1998, Cityflyer Express mod Kommissionen, sag T-16/96, Sml. 1998 II, s. 757, præmis 51, Førsteinstansrettens dom af 21. januar 1999, Neue Maxhütte Stahlwerke og Lech-Stahlwerke mod Kommissionen, forenede sager T-129/95, T-2/96 og T-97/96, Sml. 1999 II, s. 17, præmis 104, Rettens dom af 28. februar 2012, Land Burgenland og Østrig mod Kommissionen, forenede sager T-268/08 og T-281/08, Sml. 2012 II, s. 0000, præmis 48.
(150) Domstolens dom af 19. marts 2013, Bouygues SA og Bouygues Télécom SA mod Kommissionen, forenede sager C-399/10 P og C-401/10 P (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), Førsteinstansrettens dom af 15. september 1998, BP Chemicals mod Kommissionen, sag T-11/95, Sml. 1998 II, s. 3235, præmis 171.
(151) En pari passu-transaktion er en transaktion, som gennemføres på samme betingelser og vilkår (og derfor med samme risici og fordele) af både offentlige organer og private markedsaktører i en sammenlignelig situation.
(152) De lån, som MSR's to minoritetsdeltagere ydede til MSR (Geisler & Trimmel: […] mio. EUR, Weber: […] mio. EUR, begge usikrede med en rentesats på […] %), er ikke relevante, da disse virksomheder stod for opførelsen af infrastrukturen og ikke kan tages i betragtning som deltagere med egne interesser i projektet.
(153) Projektets betegnelse var »Erlebnisregion Nürburgring« og omfattede også et hotel.
(154) Basisscenarie (hverken »worst case«- eller »best case«-scenarie).
(155) Resultat for perioden 2010-2030.
(156) Worst case-scenarie.
(157) Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (EUT L 379 af 28.12.2006, s. 5).
(158) Se http://ec.europa.eu/competition/state_aid/legislation/reference_rates.html.
(159) Se meddelelse fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EUT C 14 af 19.1.2008, s. 6).
(160) Se årsberetningen for 2009 fra Rheinland-Pfalz' revisionsmyndighed, s. 3 og 4, som findes på http://www.landtag.rlp.de/landtag/drucksachen/4741-15.pdf
(161) EUT C 155 af 20.6.2008, s. 10.
(162) Støtten svarer til følgende beløb (i mio. EUR): 1,6 + 12 + (12,3/2) – [0 + 5 + (11,5/2)] = 9.
(163) Domstolens dom af 28. april 1993, Italien mod Kommissionen, sag C-364/90, Sml. 1993 I, s. 2097, præmis 20.
(164) I denne forbindelse bemærkes det, at Landkreis Ahrweiler heller ikke er opført som støtteberettiget område påi regionalstøttekortet for 2007-2013.
(165) Se Domstolens dom af 12. juli 1973, Kommissionen mod Tyskland, sag C-70/72, Sml. 1973, s. 813, præmis 13.
(166) Se Domstolens dom af 14. september 1994, Spanien mod Kommissionen, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Sml. 1994 I, s. 4103, præmis 75.
(167) Se Domstolens dom af 17. juni 1999, Belgien mod Kommissionen, sag C-75/97, Sml. 1999 I, s. 30671, præmis 64-65.
(168) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).
(169) Ifølge Tyskland blev virksomheden slettet i handelsregistret den 22. maj 2014.
(170) NG, MSR og CMHN har siden 1. november 2012 været under henholdsvis likvidations- og insolvensbehandling. Efter tysk ret ændres virksomhedens kommercielle mål med indledningen af likvidations- eller insolvensbehandlingen: Virksomheden er ikke længere fuldt ud aktiv, men et rent afviklingsselskab, som bringes til ophør efter tysk ret; indtil afslutningen af insolvens- eller likvidationsbehandlingen skal virksomheden som afviklingsselskab imidlertid anvende aktiverne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.
(171) Domstolens dom af 14. september 1994, Spanien mod Kommissionen (»Merco«), sag C-42/93, Sml. 1994 I, s. 4175.
(172) Domstolens dom af 15. januar 1986, Kommissionen mod Belgien, sag C-52/84, Sml. 1986, s. 89.
(173) Domstolens dom af 8. maj 2003, Den Italienske Republik og SIM 2 Multimedia SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, forenede sager C-328/99 og C-399/00, Sml. 2003 I, s. 4035.
(174) Kommissionens beslutning af 17. september 2008, statsstøttesag N 321/2008, N 322/2008 og N 323/2008 — Grækenland — Vente de certains actifs d'Olympic Airlines/Olympic Airways Services, Kommissionens beslutning af 12. november 2008, statsstøttesag N 510/2008 — Italien — Sale of assets of Alitalia, Kommissionens afgørelse af 4. april 2012, sag SA.34547 — Frankrig — Reprise des actifs du groupe SERNAM dans le cadre de son redressement judiciaire.
(175) Rettens dom af 28. marts 2012, Ryanair Ltd. mod Kommissionen, sag T-123/09, ECLI:EU:T:2012:164.
(176) Dom afsagt af Bundesarbeitsgericht (BAG) den 19. december 2013 (6 AZR 790/12); dom afsagt af Bundesarbeitsgericht den 20. marts 2003 (8 AZR 97/02).
(177) Domstolens dom af 16. december 2010, Seydaland, sag C-239/09, Sml. 2010 I, s. 13083, præmis 34.
(178) Den pågældende passage i det første udkast til købskontrakten har følgende ordlyd: »Den bydende er bekendt med, at der på nuværende tidspunkt verserer en undersøgelsesprocedure for Europa-Kommissionen, som vedrører lovligheden af statsstøtte, der er ydet til Nürburgring, og den eventuelle tilbagesøgning heraf. Sælgerne står i regelmæssig kontakt med den ansvarlige tjenestegren i Europa-Kommissionen og tilstræber i den forbindelse at opnå en formel afgørelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionen ikke kræver tilbagebetaling af støtten fra køberen. De er åbne over for en konstruktiv drøftelse med den bydende om, hvordan denne omstændighed skal håndteres i forbindelse med salget af enkelte af eller alle Nürburgrings aktiver og i en eventuel overgangsperiode indtil en afgørelse fra Kommissionen.«
(179) I buddet fra [bydende 2] var det navnlig fastsat, at den tilbudte købspris først skulle betales, når der forelå en endelig kommissionsafgørelse om, at støtten ikke ville blive tilbagesøgt fra køberen af aktiverne. Buddet fra [bydende 3] indeholdt den klausul, at køberen efter eget skøn kunne træde tilbage fra købet, også selv om der forelå en kommissionsafgørelse.
(180) Den pågældende del af brevet af 17. december 2013 har følgende ordlyd: »For the sake of clarity, offers handed in after that timeline will, in principle, also be considered provided that the terms of the offer qualify for the further process. Any disadvantage caused by the delay will not be compensated for and will have to be fully borne by the investor. Please note that the Vendors may choose the parties which will qualify for the further process shortly after the updated timeline ends.«
(181) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1).
(182) Kommissionens forordning (EF) nr. 271/2008 af 30. januar 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 794/2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 82 af 25.3.2008, s. 1).
10.2.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 34/68 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/152
af 1. oktober 2014
om statsstøtte SA 27339 (12/C) (ex 11/NN) iværksat af Tyskland til Zweibrücken lufthavn og luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen
(meddelt under nummer C(2014) 5063)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit (1),
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a)
efter at have opfordret interesserede parter til i overensstemmelse med nævnte artikler (2) at fremsætte bemærkninger, under hensyntagen til disse bemærkninger, og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
(1) |
I skriftlig forespørgsel af december 2008 rejste medlem af Europa-Parlamentet Hiltrud Breyer spørgsmålet om den offentlige finansiering af Zweibrücken lufthavn (3). Hun hævdede, at delstaten Rheinland-Pfalz (herefter »delstaten«) i perioden 2005-2006 havde bevilget Flugplatz GmbH Aeroville Zweibrücken (herefter »FGAZ«) 2,4 mio. EUR, som FGAZ derefter anvendte til at finansiere dets 100 % ejede datterselskab, Flughafen Zweibrücken GmbH (herefter »FZG«). Hun hævdede videre, at anlægsarbejder i lufthavnen til et beløb af 6,96 mio. EUR i samme periode blev betalt fuldt ud af delstaten. |
(2) |
Den parlamentariske forespørgsel blev besvaret af kommissær Antonio Tajani den 6. januar 2009. Ydermere blev der registreret en klage med sagsnummer CP 5/2009. Kommissionen anmodede de tyske myndigheder om yderligere oplysninger den 22. januar 2009, 24. september 2010 og 15. marts 2011. Tyskland besvarede disse anmodninger og fremsendte yderligere oplysninger den 23. marts 2009, 27. januar 2011 og 19. maj 2011. |
(3) |
Kommissionen anmodede også luftfartsselskabet Ryanair om yderligere oplysninger den 8. april 2008. Disse oplysninger blev fremsendt den 15. juli 2011. En tysk oversættelse af oplysninger blev videresendt til Tyskland den 18. august 2011, og Tyskland erklærede den 26. september 2011, at det ikke havde til hensigt at kommentere Ryanairs oplysninger på daværende tidspunkt. |
(4) |
Ved brev af 22. februar 2012 informerede Kommissionen Tyskland om, at den havde truffet afgørelse om at indlede den procedure, der er fastlagt i artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »åbningsafgørelsen«), med hensyn til den offentlige støtte til operatøren af Zweibrücken lufthavn og incitamenter til fordel for luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen. |
(5) |
Ved brev af 24. februar 2012 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger efter åbningsafgørelsen. Tyskland indgav sine bemærkninger til åbningsafgørelsen den 4. maj 2012 og besvarede Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger den 16. april 2012. |
(6) |
Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (4) . Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger vedrørende den påståede støtte. |
(7) |
Kommissionen modtog bemærkninger fra fire interesserede parter, Ryanair, Airport Marketing Services (herefter »AMS«), Germanwings og TUIFly. Den videresendte disse til Tyskland, som fik mulighed for at reagere inden for en måned. Kommissionen modtog Tysklands bemærkninger hertil ved brev af 26. oktober 2012. |
(8) |
Kommissionen modtog desuden yderligere bemærkninger fra Ryanair den 20. december 2013, 17. januar 2014 og 31. januar 2014. Disse bemærkninger blev videresendt til Tyskland, der ikke ønskede at kommentere dem. |
(9) |
Ved brev af 6. november 2013, 14. marts 2014 og 2. april 2014 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Tyskland besvarede Kommissionens anmodninger om yderligere oplysninger den 16. december 2013, 15. januar 2014, 5. april 2014, 15. april 2014, 24. april 2014, 11. juni 2014 og 27. juni 2014. |
(10) |
Ved brev af 25. februar 2014 oplyste Kommissionen Tyskland om vedtagelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 (5) den 20. februar 2014 og meddelte, at disse retningslinjer ville finde anvendelse på den omhandlede sag fra tidspunktet for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Kommissionen gav Tyskland en frist på 20 arbejdsdage efter offentliggørelsen af retningslinjerne i Den Europæiske Unions Tidende til at fremsætte bemærkninger til retningslinjerne og deres anvendelse. |
(11) |
Ved brev af 24. februar 2014 oplyste Kommissionen også tredjeparter om vedtagelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 den 20. februar 2014 og meddelte, at disse retningslinjer ville finde anvendelse på den omhandlede sag fra tidspunktet for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Kommissionen gav tredjeparterne en frist på 20 arbejdsdage efter offentliggørelsen af retningslinjerne i Den Europæiske Unions Tidende til at fremsætte bemærkninger til retningslinjerne og deres anvendelse. |
(12) |
Retningslinjerne for luftfart fra 2014 blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 4. april 2014. De erstattede luftfartsretningslinjerne fra 1994 (6) og luftfartsretningslinjerne fra 2005 (7). |
(13) |
Den 15. april 2014 blev der offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvori medlemsstater og interesserede parter opfordredes til inden en måned efter offentliggørelsen af meddelelsen at fremsætte bemærkninger til anvendelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 i denne sag (8). |
(14) |
Bemærkninger om anvendelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 blev modtaget fra Tyskland den 8. maj 2014. Tyskland accepterede anvendelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 i denne sag. Tredjeparterne fremsatte ingen bemærkninger. |
(15) |
Ved brev af 17. juli 2014 gav Tyskland undtagelsesvis tilsagn om at give afkald på sin ret ifølge traktatens artikel 342 og artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1/1958 (9) og lade nærværende afgørelse vedtage og offentliggøre i henhold til traktatens artikel 297 på engelsk. |
2. BAGGRUND FOR UNDERSØGELSEN OG FORANSTALTNINGERNES SAMMENHÆNG
2.1. ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVNS HISTORIE OG UDVIKLING
(16) |
Zweibrücken lufthavn var en militær flyveplads indtil 1991, hvor den blev forladt af det amerikanske militær. Fra 1992-1999 var flyvepladsen genstand for et ombygningsprojekt samfinansieret af Unionen (10). EU-finansieringen blev anvendt til at gøre flyvepladsen tilgængelig for civil luftfart, og de nødvendige foranstaltninger omfattede fjernelse af hindringer, modernisering og opførelse af tårn og dræning af start- og landingsbanen. Projektets private investorer planlagde også efterfølgende at opføre en erhvervspark, en multimediepark og fritidsfaciliteter. |
(17) |
Fra 2000 til 2006 blev flyvepladsen generelt ikke anvendt til kommerciel luftfart. Den blev anvendt af militære og fly, til ferieflyvninger og kun lejlighedsvis til kommercielle flyvninger. De fleste passagerer, der fløj til og fra Zweibrücken lufthavn, blev transporteret med militære fly, mens resten anvendte virksomhedsejede fly eller taxifly. Forsøg på at tiltrække kommercielle operatører mislykkedes. Det skyldtes delvist eksistensen af et NATO-område til flykampøvelser (POLYGONE), der alvorligt begrænsede de civile operatørers muligheder for at afgå fra eller lande i Zweibrücken, når øvelsesområdet var i brug. |
(18) |
Først efter etableringen af en kontrolzone (CTR Zweibrücken), der regulerer de civile og militære flys anvendelse af luftrummet, var det muligt at tiltrække en kommerciel operatør. Kommerciel luftfart med rute- og charterflyvninger blev indledt med Germanwings' første flyvning til Berlin den 15. september 2006. Charterselskabet TUIFly indledte sine aktiviteter den 30. marts 2007. Ryanair drev sin eneste rute fra Zweibrücken (til London-Stansted) fra den 28. oktober 2008 til den 22. september 2009 og indstillede derefter sine aktiviteter i Zweibrücken lufthavn. |
(19) |
Zweibrücken lufthavn har en årlig kapacitet på ca. 700 000 passagerer, men kan nå op på 1 million passagerer med den eksisterende kapacitet med hensyn til start- og landingsbane og håndteringsområder. |
(20) |
Tabel 1 viser lufthavnens udvikling med hensyn til antal passagerer og flyvninger fra 2006-2012. Tabel 1 Passagertal 2006-2012 (11)
|
2.2. ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVNENS GEOGRAFISKE PLACERING
(21) |
Zweibrücken lufthavn ligger 4 km sydøst for byen Zweibrücken i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. De nærmeste (12) øvrige lufthavne er:
|
(22) |
I henhold til undersøgelse udført af »Desel Consulting« og »Airport Research GmbH« i 2009 (13) kommer ca. 15 % af passagererne i gennemsnit hvert år fra andre medlemsstater (Luxembourg og Frankrig). De øvrige passagerer kommer fra Tyskland, primært fra regionen Landkreises Südwestpfalz, byen Saarbrücken, byen Saarlouis og regionen Saarpfalz-Kreis. |
2.3. DE LOVGIVNINGSMÆSSIGE OG ØKONOMISKE RAMMER FOR ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVN
(23) |
Zweibrücken lufthavn ejes og drives af FZG. FZG er et datterselskab, der ejes 100 % af FGAZ, med hvem det har indgået en aftale om overførsel af over- og underskud. Aftalen om overførsel af over- og underskud sikrer, at alle FZG's underskud dækkes af FGAZ, og at alle dets overskud overføres til FGAZ. |
(24) |
FGAZ er til gengæld medejer. Delstaten Rheinland-Pfalz ejer 50 % af aktierne, mens de resterende 50 % ejes af Zweckverband Entwicklungsgebiet Flugplatz Zweibrücken (herefter »ZEF«), en sammenslutning af offentlige lokalenheder i Rheinland-Pfalz. De offentlige ejere af FGAZ dækker dets finansieringsbehov gennem årlige kapitalindsprøjtninger. Ifølge Tyskland udfører FGAZ ikke selv luftfartsaktiviteter. Med hensyn til luftfart overfører FGAZ blot den offentlige finansiering til FZG. FGAZ udfører dog en række aktiviteter vedrørende markedsføring af jordlodder i nærheden af lufthavnen. |
3. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE OG ÅRSAGERNE TIL AT INDLEDE PROCEDUREN
(25) |
Kommissionen undersøgte flere foranstaltninger vedrørende Zweibrücken lufthavn. Kommissionen vurderede, om de pågældende foranstaltninger udgjorde statsstøtte, og om en sådan statsstøtte kunne betragtes som forenelig med det indre marked. |
(26) |
Følgende foranstaltninger blev undersøgt som mulig statsstøtte til FGAZ og FZG:
|
(27) |
Følgende foranstaltninger blev undersøgt som mulig statsstøtte til forskellige luftfartsselskaber, som opererer i Zweibrücken lufthavn.
|
3.1. DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' OG ZEF'S OFFENTLIGE FINANSIERING AF ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVN
3.1.1. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN
(28) |
Den offentlige finansiering af Zweibrücken lufthavn skete på to måder. Delstaten Rheinland-Pfalz og ZEF støttede for det første FZG's specifikke infrastrukturinvesteringer via direkte tilskud. Ejerne af FGAZ indskød for det andet hvert år kapital i FGAZ. Formålet med disse kapitalindsprøjtninger, der dækker FGAZ' egne underskud, er at sætte FGAZ i stand til at overholde selskabets forpligtelser i henhold til aftalen om overførsel af over- og underskud, hvorefter FGAZ skal dække FZG's underskud. |
(29) |
De direkte tilskud til specifikke infrastrukturinvesteringer i perioden 2000-2005 og perioden 2006-2009 er anført i tabel 2 og tabel 3. Tabel 2 Investeringer i infrastruktur 2000-2005
Tabel 3 Investeringer i infrastruktur 2006-2009
|
(30) |
Det samlede investeringsbeløb i perioden 2000-2009 beløb sig til 27 987 281 EUR, mens det samlede beløb af tilskud fra delstaten beløb sig til 21 588 534 EUR. De største enkeltinvesteringer var udvidelsen af start- og landingsbanen i 2001/2003 ([…] EUR), moderniseringen af terminalen i 2006 ([…] EUR) og moderniseringen af start- og landingsbanen i 2008/2009 ([…] EUR). |
(31) |
Med hensyn til delstaten Rheinland-Pfalz'/ZEF's kapitalindsprøjtninger i FGAZ og FGAZ' dækning af FZG's underskud fremgår de relevante data af tabel 4. |
(32) |
Selv om delstaten og ZEF begge ejede 50 % af aktierne i perioden 2000-2009 og i princippet ydede lige store dele af kapitalindsprøjtningerne, skal det videre bemærkes, at delstaten i realiteten subsidierede ZEF's andel. Indtil udgangen af 2005 dækkede delstaten ud over sin egen andel på 50 % af de dækkede kapitalindsprøjtninger også 90 % af ZEF's andel. Delstaten nedsatte derefter sidstnævnte procentdel først til 80 % i 2006 og derefter til 60 % fra og med 2007. Som følge deraf dækkede delstaten mellem 95 % (indtil 2005) og 80 % (fra og med 2007) af FGAZ' årlige underskud. Tabel 4 Kapitalindsprøjtninger og resultater af forretningsaktiviteter
|
3.1.2. BEGRUNDELSER FOR ÅBNING AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
(33) |
I åbningsafgørelsen skelnes der mellem offentlig finansiering af investeringer i infrastruktur i Zweibrücken lufthavn og offentlig finansiering af lufthavnens driftsomkostninger. |
3.1.2.1. Investeringer i infrastruktur
Forekomst af statsstøtte
(34) |
Det hed først med hensyn til investeringer i lufthavnsinfrastrukturen i åbningsafgørelsen, at FZG er en virksomhed i den forstand, der er fastsat i traktatens artikel 107, stk. 1. Det bemærkedes, at Retten i sin dom i sagen om Leipzig/Halle lufthavn (15) bekræftede, at en enhed, der etablerer og driver lufthavnsinfrastruktur, og som samtidig opkræver en afgift hos brugerne, udfører en økonomisk aktivitet. Den eneste undtagelse hertil er visse aktiviteter, der kan betegnes som udøvelse af offentlig myndighed. Sådanne aktiviteter anses for at være af ikkeøkonomisk karakter og er derfor ikke underlagt statsstøttereglerne. I åbningsafgørelsen anmodedes Tyskland også om at indgive yderligere oplysninger om, hvilke aktiviteter der kan anses for at være af ikkeøkonomisk karakter. |
(35) |
I åbningsafgørelsen bemærkedes det også, at FGAZ ikke selv udførte lufthavnsrelaterede aktiviteter, men blot overførte den modtagne offentlige støtte til FZG. Det bemærkedes imidlertid, at FGAZ udførte visse økonomiske aktiviteter vedrørende jordlodder beliggende i nærheden af lufthavnen. Som følge af disse aktiviteter er FGAZ ifølge åbningsafgørelsen også en virksomhed i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1. |
(36) |
Eftersom de direkte tilskud til investeringsprojekterne var finansieret af delstatens budget, og kapitalindsprøjtningerne til FGAZ (og i sidste ende FZG) kom fra delstatens og ZEF's offentlige budget, konkluderedes det i åbningsafgørelsen, at foranstaltningerne var finansieret via offentlige midler. |
(37) |
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt FGAZ og FZG opnåede en fordel, bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at offentlig finansiering ikke udgør en fordel, hvis det offentlige organ, der ydede finansieringen, handlede som en markedsøkonomisk operatør. I åbningsafgørelsen bemærkedes det, at Tyskland ikke havde fremlagt dokumentation for, at det handlede som en markedsøkonomisk operatør, da det ydede den offentlige finansiering. Det fremgik i stedet, at de offentlige myndigheder i modsætning til en privat investor ydede den offentlige finansiering ud fra regional- og socialpolitiske hensyn. Da det derfor ikke kunne konkluderes, at de offentlige myndigheder handlede som en markedsøkonomisk operatør, konkluderedes det foreløbigt i åbningsafgørelsen, at den offentlige finansiering gav FGAZ/FZG en fordel. |
(38) |
Dernæst bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at den offentlige finansiering kun blev ydet til FGAZ/FZG, hvilket betød, at den var selektiv. |
(39) |
Endelig forklaredes det i åbningsafgørelsen, at en fordel, der blev givet Zweibrücken lufthavn, kunne fordreje konkurrencen, fordi konkurrencen mellem de regionale lufthavne var stigende. Der henvistes navnlig til Saarbrücken lufthavn, der ligger kun 39 km ad vej fra Zweibrücken lufthavn. Med udgangspunkt i prognoserne for trafikudviklingen for Zweibrücken lufthavn bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at fordelen sandsynligvis vil have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstater. |
(40) |
I åbningsafgørelsen konkluderedes det, at den offentlige finansiering af infrastrukturinvesteringer i Zweibrücken lufthavn udgjorde statsstøtte, idet alle de krævede betingelser var opfyldt. |
Forenelighed
(41) |
I åbningsafgørelsen bemærkedes det, at retningslinjerne for luftfart fra 2005 udgør rammerne for vurderingen af foreneligheden af investeringer i infrastruktur. De fastsætter en række kriterier, som Kommissionen skal tage i betragtning ved vurderingen af forenelighed i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). I henhold til punkt 61 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 er sådan offentlig finansiering forenelig, når:
|
(42) |
Ud over at være forenelig med det indre marked skal statsstøtte til lufthavne i lighed med alle andre statsstøtteforanstaltninger have en tilskyndelsesvirkning og være nødvendig og stå i rimeligt forhold til målene. |
(43) |
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt opførelsen og driften af infrastrukturen opfylder et veldefineret mål af fælles interesse, bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at Zweibrücken lufthavn forbedrer tilgængeligheden af den del af delstaten Rheinland-Pfalz, hvori den er beliggende. Den fremhævede videre den tyske påstand om, at lufthavnen fremmer den økonomiske udvikling i regionen. I åbningsafgørelsen bemærkedes det også, at lufthavnen først begyndte at tilbyde lufthavnstjenester til kommerciel luftfart i 2006, og at andre lufthavne, primært Saarbrücken lufthavn, er beliggende i dens nærområde og sikrer regionens forbindelsesmuligheder. På grundlag af sidstnævnte konstatering udtryktes der i åbningsafgørelsen tvivl om, hvorvidt den offentlige finansiering af Zweibrücken lufthavnens infrastruktur opfyldte et mål af fælles interesse eller blot duplikerede den allerede tilgængelige infrastruktur i regionen. |
(44) |
Med hensyn til nødvendigheden og proportionaliteten af infrastrukturen havde Tyskland oplyst, at der kun var foretaget de investeringer, der var nødvendige for at sikre, at lufthavnen overholdt alle de relevante sikkerhedsstandarder. Det bemærkedes dog i åbningsafgørelsen, at Zweibrücken lufthavn var beliggende så tæt på Saarbrücken lufthavn, at den måtte antages at konkurrere med den. Andre lufthavne kan også være direkte konkurrenter til Zweibrücken lufthavn, især med hensyn til fragt- og ferieflyvninger. Under disse omstændigheder udtryktes der i åbningsafgørelsen tvivl om, hvorvidt infrastrukturen ved Zweibrücken var nødvendig og forholdsmæssig med hensyn til det anførte mål. |
(45) |
Med hensyn til udsigterne for infrastrukturen henvistes der i åbningsafgørelsen til Tysklands oplysning om, at passagertallene forventedes at stige til omkring 335 000 i 2015 og muligvis til over 1 000 000 inden 2025. Tyskland havde også oplyst, at Zweibrücken forventede at blive rentabel inden 2015. I åbningsafgørelsen bemærkedes det imidlertid, at Zweibrücken lufthavn havde haft stadig stigende underskud, siden det begyndte at tilbyde lufthavnstjenester til kommerciel luftfart i 2006, hvilket sår tvivl om lufthavnens kapacitet til at generere overskud i fremtiden. Denne tvivl bekræftes af den korte afstand til Saarbrücken lufthavn, som kunne konkurrere med Zweibrücken om de samme passagerer. På denne baggrund udtryktes der i åbningsafgørelsen tvivl med hensyn til de mellemlangsigtede udsigter for anvendelsen af lufthavnsinfrastrukturen. |
(46) |
Endelig udtryktes der i åbningsafgørelsen tvivl med hensyn til, om alle potentielle brugere på lige vilkår og uden forskelsbehandling havde adgang til infrastrukturen. Den rejste også tvivl om, hvorvidt udviklingen i samhandelen ville blive berørt i et omfang, der stred mod Unionens interesser, navnlig i lyset af nærheden til Saarbrücken lufthavn. |
3.1.2.2. Driftsstøtte
Forekomst af statsstøtte
(47) |
I åbningsafgørelsen blev det først gentaget, at både FGAZ og FZG er virksomheder i den forstand, der er fastsat i traktatens artikel 107, stk. 1. Det understregedes ligeledes, at kapitalindsprøjtningerne udgjorde en overførsel af statsmidler og kunne tilregnes staten, eftersom de var tilført direkte fra offentlige myndigheder. Eftersom driftsstøtte letter modtageren for visse udgifter i forbindelse med virksomhedens drift, gav kapitalindsprøjtningerne FGAZ og FZG en økonomisk fordel, som de ikke ville have opnået på normale markedsbetingelser. Endelig blev det anført, at driftsstøtte kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne på samme måde som offentlig finansiering af infrastrukturinvesteringer. Det konkluderedes, at driftsstøtte i form af kapitalindsprøjtninger til fordel for FGAZ og FZG udgjorde statsstøtte. |
Forenelighed — beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse
(48) |
Tyskland havde gjort gældende, at Zweibrücken lufthavn havde fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og at driftsstøtte var fritaget for anmeldelse og var forenelig med det indre marked på grundlag af beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005 (16). Efter en bemærkning om, at Zweibrücken lufthavn betjente under 1 000 000 passagerer om året og derfor opfyldte betingelsen i artikel 2, stk. 1, litra d), i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005, blev der i åbningsafgørelsen sat spørgsmålstegn ved, om driften af lufthavnen udgør en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. |
(49) |
I åbningsafgørelsen afvistes navnlig Tysklands argument om, at et bidrag til regionens regionale og økonomiske udvikling var tilstrækkeligt til at klassificere driften af lufthavnen som helhed som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. I åbningsafgørelsen blev det understreget, at regionen allerede betjenes godt af andre lufthavne, og at det derfor ikke var indlysende, hvorfor det var nødvendigt at overdrage Zweibrücken lufthavn en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse for at levere lufthavnstjenester. |
(50) |
Ud fra de foreliggende oplysninger var det ifølge åbningsafgørelsen ikke klart, om betingelserne i artikel 4 i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005 var opfyldt. Den generelle forpligtelse til at drive lufthavnen, som er anført i § 45 i Luftverkehrs-Zulassungs-Ordnung (bekendtgørelsen om godkendelsesordninger i forbindelse med luftfart, herefter »LuftVZO«), opfyldte ikke betingelserne i artikel 4 i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005, og denne betingelse ville under alle omstændigheder forsvinde, hvis det blev besluttet at lukke lufthavnen. Det blev videre bemærket, at Kommissionen som følge af mangel på oplysninger ikke havde kunnet vurdere, om artikel 5 i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005 var overholdt. |
(51) |
Endelig bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at enhver støtte til Zweibrücken lufthavn skulle anmeldes til Kommissionen for perioden fra og med den 31. januar 2014, selv om den blev anset for at være i overensstemmelse med beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005, da kun statsstøtte til lufthavne med færre end 200 000 passagerer i henhold til afgørelsen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2012 (17) var fritaget for anmeldelse. |
Forenelighed — retningslinjerne for luftfart fra 2005
(52) |
I åbningsafgørelsen blev det anført, at driftsstøtte generelt ikke er forenelig med det indre marked, og at driftsstøtte kun kan erklæres for forenelig med det indre marked under ekstraordinære omstændigheder og særlige betingelser. I henhold til punkt 27 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 kan driftsstøtte kun erklæres for forenelig for lufthavne, der er beliggende i Unionens fattigste regioner, dvs. regioner, der er omfattet af traktatens artikel 107, stk. 3, litra a), og regionerne i EU's yderste periferi og tyndt befolkede regioner. Det bemærkedes, at Zweibrücken lufthavn ikke var beliggende i et af disse områder, og at støtten derfor ikke kunne anses for forenelig i henhold til punkt 27 i retningslinjerne. |
(53) |
Med hensyn til muligheden for at erklære driftsstøtten for forenelig i henhold til afsnit 4.2 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 påpegedes det i åbningsafgørelsen, at forenelighedskriterierne i dette afsnit svarer til de kriterier, der er anført i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005. Da Kommissionen indledningsvis havde konkluderet, at betingelserne i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005 ikke var blevet opfyldt, nåede den frem til samme konklusion vedrørende betingelserne i retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
(54) |
I åbningsafgørelsen bemærkedes det endelig, at bestemmelserne i afsnit 4.2 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 siden den 31. januar 2012 har været suppleret af rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste fra 2012 (18). Det betyder, at offentlig støtte, der er omfattet af beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005, men ikke afgørelsen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2012, fra den 31. januar 2014 skulle opfylde både kravene i afsnit 4.2 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 og rammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste fra 2012. |
Forenelighed — rammebestemmelserne for redning og omstrukturering
(55) |
Åbningsafgørelsen indeholdt endelig en vurdering af støttens mulige forenelighed i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering (19). Det bemærkedes, at lufthavnen, eftersom den først indledte sine kommercielle aktiviteter i 2006, kunne anses for en »ny virksomhed« som omhandlet i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, hvilket derfor udelukkede deres anvendelse. Det bemærkedes videre, at der ikke var blevet fremlagt en omstruktureringsplan, der kunne lægges til grund for en eventuel støtte. |
(56) |
På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderedes det derfor, at driftsstøtten til FZG/FGAZ ikke kunne erklæres for forenelig med det indre marked. |
3.2. POTENTIEL STØTTE I FORBINDELSE MED ET BANKLÅN OG DELTAGELSE I DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' INTERNE LIKVIDITETSPULJE
3.2.1. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN
(57) |
Den 20. oktober 2009 fik FZG et lån på […] mio. fra Sparkasse Südwestpfalz. Renten var fastsat til 2,05 % årligt indtil den 15. oktober 2012, hvorefter parterne kunne genforhandle betingelserne. Delstaten Rheinland-Pfalz ydede FZG en garanti på 100 % for lånet uden modkrav om gebyr eller sikkerhed. |
(58) |
Siden den 26. februar 2003 har FGAZ også haft ret til at deltage i en »likviditetspulje« (dvs. en finansieringspulje), der er etableret af delstaten Rheinland-Pfalz' finansministerium. Likviditetspuljen er en refinansieringsordning, der kan benyttes af virksomheder, hvori delstaten ejer mindst 50 % af aktierne. |
(59) |
Det maksimale lånebeløb, som FGAZ kunne opnå fra likviditetspuljen, var fastsat til 3,5 mio. EUR fra den 16. januar 2009 og blev forhøjet til 6 mio. EUR den 1. oktober 2009. FGAZ skal ikke stille sikkerhed, renten er dag-til-dag-renten, og lånene betales tilbage, når FGAZ har den fornødne likviditet. |
(60) |
Tyskland forklarede, at likviditetspuljen fungerer på følgende måde: FGAZ anmoder om midler fra likviditetspuljen for at sikre sin likviditet, og delstaten yder disse midler fra likviditetspuljen. Den opkrævede rente er den markedsbaserede dag-til-dag-rente. Hvis saldoen i likviditetspuljen er negativ, udligner delstaten den ved at optage nye lån på markedet i sit eget navn. Tyskland forklarede videre, at delstaten grundlæggende anvender de betingelser, den selv opnår på kapitalmarkedet over for deltagerne i likviditetspuljen, således at deltagerne, dvs. de virksomheder, hvori delstaten har aktiemajoriteten, kan refinansiere sig selv på samme betingelser som delstaten selv. |
(61) |
Tyskland oplyste, at FGAZ' saldo i likviditetspuljen indtil maj 2006 altid var positiv og først derefter begyndte at blive negativ. Tyskland fremlagde de data, der er anført i tabel 5 vedrørende FGAZ' saldo i likviditetspuljen i perioden 2006-2009. Tabel 5 FGAZ' saldo i likviditetspuljen i perioden 2006-2009
|
3.2.2. BEGRUNDELSER FOR INDLEDNING AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
3.2.2.1. Forekomst af statsstøtte
(62) |
I åbningsafgørelsen blev det først anført, at både FGAZ og FZG er virksomheder i den forstand, der er fastsat i traktatens artikel 107, stk. 1. Det bemærkedes derefter, at det var klart, at garantien og likviditetspuljen kunne tilregnes staten og var finansieret med statsmidler. Med hensyn til selve lånet blev Tyskland i åbningsafgørelsen anmodet om yderligere oplysninger om, hvorvidt ydelsen af lånet fra Sparkasse Südwestpfalz, en offentligt ejet bank, kunne tilregnes staten. |
(63) |
Med udgangspunkt i markedsøkonomiprincippet vurderede åbningsafgørelsen, om lånet, garantien eller likviditetspuljen havde givet FZG/FGAZ en fordel. Det bemærkedes, at det med hensyn til lånet og likviditetspuljen skulle vurderes, om de begge overholdt de betingelser, der er anført i Kommissionens meddelelse om referencesatser fra 2008 (20). Da der ikke var blevet fremlagt oplysninger om den relevante referencerente, anmodede Kommissionen Tyskland om at fremlægge alle de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere, om lånet og likviditetspuljen overholdt betingelserne i Kommissionens meddelelse om referencesatser fra 2008. |
(64) |
Med hensyn til garantien fra delstaten Rheinland-Pfalz bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at det skulle vurderes, om garantien udgjorde statsstøtte, på grundlag af garantimeddelelsen (21). Eftersom der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger, blev Tyskland i åbningsafgørelsen anmodet om at levere alle de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere garantien i henhold til garantimeddelelsen. |
(65) |
Eftersom lånet, garanti og likviditetspuljen kun var tilgængelige for FGAZ/FZG, blev det dernæst i åbningsafgørelsen anført, at de var selektive. Som for den offentlige finansiering af infrastruktur og driftsstøtte blev det vurderet, at det ikke kunne udelukkes, at lånet, garantien og likviditetspuljen fordrejede konkurrencen. |
(66) |
På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderedes det følgelig i åbningsafgørelsen, at lånet, den offentlige garanti og likviditetspuljen udgjorde statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. Muligheden for, at disse foranstaltninger var forenelige blev ikke vurderet. |
3.3. RABATTER PÅ LUFTHAVNSAFGIFTER TIL RYANAIR, GERMANWINGS OG TUIFly
3.3.1. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN
(67) |
Den afgiftsplan, som Tyskland fremlagde, trådte i kraft den 1. oktober 2005. I henhold til denne plan fastlægges landingsafgifterne ud fra flyets højeste tilladte startvægt (MTOW) og antallet af passagerer om bord. For ruteflyvninger med over 50 passagerer opkræves der dog et fast beløb på 6 EUR pr. passager. Dette faste beløb dækker alle lufthavnsafgifter, herunder sikkerhedsafgiften på 3,58 EUR. |
(68) |
Der indrømmes forskellige rabatter, hvis bestemte betingelser er opfyldt:
|
3.3.1.1. Afgifter betalt af Germanwings
(69) |
I august/september 2006 indgik Germanwings og FZG en aftale vedrørende etablering af ruten Zweibrücken — Berlin-Schönefeld fra september 2006. I henhold til aftalen skulle der betales en afgift på […] EUR pr. passager, som omfattede landings-, parkerings-, passager- og sikkerhedsafgifter. Der blev indrømmet en rabat på […] på afgifterne i det første driftsår. Fra den 16. september 2007 betalte Germanwings […] EUR pr. passager. Fra den 1. januar 2008 blev dette beløb dog nedsat til […] EUR pr. passager. Den 9. januar 2011 indstillede Germanwings sine flyvninger til og fra Zweibrücken. |
3.3.1.2. Afgifter betalt af TUIFly
(70) |
Tyskland fremlagde en aftale indgået mellem FZG og TUIFly, hvorefter TUIFly skulle betale et fast beløb på […] EUR pr. passager, som dækkede alle relevante afgifter. Tyskland oplyste dog også, at TUIFly var fritaget for afgifter for de første […] passagerer. Efter at dette passagertal var nået den 1. august 2010, betalte TUIFly et fast beløb på […] EUR pr. passager. |
3.3.1.3. Afgifter betalt af Ryanair
(71) |
Ryanair betjente ruten Zweibrücken — London-Stansted fra den 28. oktober 2008 til den 22. september 2009. For det første driftsår havde FZG og Ryanair indgået aftale om […]. Til gengæld forpligtede Ryanair sig til at nå op på mindst […] passagerer om året. I henhold til Tyskland betalte Ryanair […]. |
3.3.1.4. Tjenester modtaget af Germanwings, TUIFly og Ryanair
(72) |
Aftalerne mellem FZG og de forskellige luftfartsselskaber indeholder alle et afsnit om yderligere tjenester og afgifter. Tabel 6 indeholder en sammenligning af de vigtigste yderligere tjenester og de beløb, luftfartsselskaberne skal betale for disse. Tabel 6 Yderligere tjenester og afgifter
|
3.3.2. BEGRUNDELSER FOR ÅBNING AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
3.3.2.1. Forekomst af statsstøtte
(73) |
Det hed først i åbningsafgørelsen, at FZG, som gav de forskellige luftfartsselskaber rabat på lufthavnsafgifterne, ejes og kontrolleres af staten, og at disse rabatter derfor skulle anses for at være blevet indrømmet ved at give afkald på statsmidler. Det blev endvidere konstateret, at staten med stor sandsynlighed havde været involveret i den faktiske indgåelse af aftalerne med de forskellige luftfartsselskaber, og at den relevante tilsynsmyndighed skulle godkende lufthavnens afgiftsplan, hvilket betød, at indrømmelsen af rabatter på lufthavnsafgifter til forskellige luftfartsselskaber kunne tilregnes staten. |
(74) |
For at besvare spørgsmålet om, hvorvidt rabatterne gav de pågældende luftfartsselskaber en fordel, anførtes det i åbningsafgørelsen, at det skulle vurderes, om FZG handlede som en markedsøkonomisk operatør, da det indrømmede rabatterne. For at overholde markedsøkonomiprincippet skulle det påvises, at beslutningen om at indrømme rabatterne var baseret på forsvarlige økonomiske principper og forbedrede lufthavnens rentabilitet. Lufthavnens indtægter i forbindelse med en aftale med et bestemt luftfartsselskab måtte desuden ikke være lavere end omkostningerne til at levere lufthavnstjenester til det pågældende luftfartsselskab. |
(75) |
I åbningsafgørelsen bemærkedes det, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at Tyskland havde sammenlignet de forventede omkostninger og indtægter, mens aftalerne med de forskellige luftfartsselskaber var gældende. Tyskland havde kun fremlagt en mellemlangsigtet forretningsplan for perioden 2011-2015. På denne baggrund var det tvivlsomt, om indtægterne fra aftalerne med luftfartsselskaberne var tilstrækkelige til at dække omkostningerne til at levere lufthavnstjenester til dem. Det bemærkedes, at FZG havde genereret stadig større underskud, siden det indledte sine kommercielle aktiviteter, og at aftalerne ikke omfattede en bestemmelse, der sædvanligvis indgår i aftaler, og som gav FZG mulighed for at få tilbagebetalt rabatterne, hvis luftfartsselskaberne besluttede at indstille deres flyvninger fra Zweibrücken. |
(76) |
Hvis Zweibrücken lufthavn havde handlet som en markedsøkonomisk operatør, ville den ifølge åbningsafgørelsen have været nødt til at overveje, om det ville være billigere at lukke lufthavnen end at fortsætte driften. Tyskland blev anmodet om at fremlægge oplysninger om omkostningerne til at lukke lufthavnen sammenlignet med omkostningerne til dens fortsatte drift. Endelig bemærkedes det i åbningsafgørelsen, at rabatterne tilsyneladende omfattede de sikkerhedsafgifter, som FZG skulle betale til sikkerhedstjenesten. Det bemærkedes, at ethvert beløb, der blev pålagt luftfartsselskaberne, som ikke gav FZG mulighed for at geninddrive disse omkostninger, udgjorde en fordel for luftfartsselskaberne. Endelig udtryktes der i åbningsafgørelsen alvorlig tvivl med hensyn til overensstemmelsen af rabatterne til de forskellige luftfartsselskaber med det markedsøkonomiske princip. |
(77) |
Eftersom luftfartsselskaberne var aktører på et konkurrencepræget marked, og eftersom enhver fordel, som de opnåede, gav dem mulighed for at styrke deres position på dette marked, vurderedes det i åbningsafgørelsen, at rabatter på afgifterne med sandsynlighed ville påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og ville fordreje eller true med at fordreje konkurrencen. |
(78) |
Det konkluderedes foreløbigt i åbningsafgørelsen, at de nedsatte afgifter udgjorde statsstøtte til de pågældende (Germanwings, TUIFly og Ryanair). |
3.3.2.2. Forenelighed
(79) |
I åbningsafgørelsen analyseredes det, om de nedsatte afgifter kunne være forenelig startstøtte i henhold til afsnit 5 i retningslinjerne for luftfart fra 2005. I sin vurdering satte Kommissionen spørgsmålstegn ved, om de forskellige betingelser for forenelighed af startstøtte var opfyldt. |
(80) |
Især hed det i åbningsafgørelsen, at:
|
(81) |
Endelig konkluderede Kommissionen foreløbigt, at de nedsatte rabatter ikke kunne anses for forenelig startstøtte, og at de derfor ikke opfyldte alle betingelserne i afsnit 5 i retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
3.4. MARKEDSFØRINGSAFTALERNE MED RYANAIR OG AMS
3.4.1. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN
(82) |
Der var indgået to markedsføringsaftaler med Ryanair og dets datterselskab AMS. I henhold til den første aftale indgået mellem Ryanair og FZG betalte sidstnævnte […] EUR til Ryanair for forskellige markedsføringsaktiviteter udført af Ryanair. |
(83) |
En anden aftale blev indgået den 6. oktober 2008 mellem delstaten Rheinland-Pfalz, repræsenteret ved ministeriet for økonomi, trafik, landbrug og vinavl, og AMS. Hverken FGAZ eller FZG er part i denne aftale. I henhold til aftalen varetog AMS forskellige markedsføringsaktiviteter, f.eks. indsættelse af link til websteder udpeget af delstaten og korte tekster om delstaten Rheinland-Pfalz på Ryanairs websted. I løbet af det første år betalte delstaten AMS i alt […] EUR, mens tjenesterne var reduceret for det andet år, hvor delstaten skulle have betalt […] EUR. |
(84) |
Da Ryanair indstillede sine ruter til og fra Zweibrücken efter mindre end ét år, blev markedsføringsaftalen for det andet år i sidste ende ophævet, og prisen for det første år blev nedsat til […] af det aftalte beløb. I praksis betalte delstaten Rheinland-Pfalz derefter i alt 320 833 EUR til AMS for markedsføringstjenester. AMS udførte tilsyneladende alle de aftalte aktiviteter. |
3.4.2. BEGRUNDELSER FOR ÅBNING AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
3.4.2.1. Forekomst af statsstøtte
(85) |
I åbningsafgørelsen bemærkedes det indledningsvis, at delstaten Rheinland-Pfalz' betalinger til AMS/Ryanair involverer statsmidler og kan tilregnes staten. For så vidt som den pris, som Rheinland-Pfalz betalte, oversteg den økonomiske værdi af de tjenester, som AMS/Ryanair leverede, udgør dette forhold et tab af statsmidler. |
(86) |
For at vurdere, om markedsføringsaftalerne gav AMS/Ryanair en fordel, skulle Kommissionen igen anvende det markedsøkonomiske princip. Den bemærkede, at i Zweibrücken lufthavn havde kun Ryanair modtaget markedsføringsstøtte i et sådant omfang, at betalingerne tilsyneladende ikke var betinget af, at markedsføringsforanstaltningerne havde en målelig virkning (f.eks. en stigning i passagertallet), og det fremgik ikke, om delstaten Rheinland-Pfalz havde kontrol over leveringen af markedsføringstjenester fra AMS/Ryanair. Det bemærkedes videre i åbningsafgørelsen, at markedsføringsaftalen klart var knyttet til ruten Zweibrücken — London-Stansted, således at den kunne betragtes som et incitament for den nye rute, som Ryanair åbnede i oktober 2008. Eftersom Ryanair opnåede direkte fordele ved markedsføringsaktiviteterne, konkluderedes det, at Ryanair i det mindste burde have afholdt en del af de tilknyttede omkostninger. Endelig var det ifølge Kommissionen tvivlsomt, om delstaten Rheinland-Pfalz havde handlet som en markedsøkonomisk operatør og dermed havde givet AMS/Ryanair en fordel. |
(87) |
Da markedsføringsstøtten kun blev givet til AMS/Ryanair, var det klart, at foranstaltningen var selektiv. Af de samme grunde som anført for de nedsatte lufthavnsafgifter konstateredes det i åbningsafgørelsen, at foranstaltningen påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen. Det konkluderedes derfor, at markedsføringsstøtten udgjorde statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. |
3.4.2.2. Forenelighed
(88) |
I åbningsafgørelsen analyseredes det, om markedsføringsstøtten til AMS/Ryanair kunne være forenelig startstøtte i henhold til afsnit 5 i retningslinjerne for luftfart fra 2005. I sin vurdering satte Kommissionen spørgsmålstegn ved, om de forskellige betingelser for forenelighed af startstøtte var opfyldt. Begrundelserne var i det væsentlige de samme som anført i betragtning 80 til denne afgørelse vedrørende foreneligheden af de nedsatte afgifter. Kommissionen konkluderede følgelig, at markedsføringsstøtten ikke udgør forenelig startstøtte. |
4. BEMÆRKNINGER FRA TYSKLAND
4.1. DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' OG ZEF'S OFFENTLIGE FINANSIERING AF ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVN
4.1.1. INFRASTRUKTUR
4.1.1.1. Forekomst af statsstøtte
Økonomisk aktivitet og fordel
(89) |
De tyske myndigheder anførte for det første, at de ikke var enige med Kommissionen i, at opførelsen af lufthavnsinfrastruktur er en økonomisk aktivitet. Tyskland påpegede, at Kommissionen primært har lagt Rettens dom i Leipzig/Halle-sagen til grund, og bemærkede, at en appel af denne dom stadig verserede for Domstolen, og forbeholdt sig sin holdning, indtil Domstolen har truffet sin afgørelse. |
(90) |
De tyske myndigheder gjorde for det andet gældende, at ingen af de infrastrukturinvesteringer, der var foretaget inden 2006, hvor Zweibrücken lufthavn indledte sine kommercielle aktiviteter, var underlagt statsstøttereglerne. Indtil 2006 var lufthavnen kun blevet anvendt til almene og militære luftfartsformål, og de tyske myndigheder hævdede, at levering af lufthavnstjenester til sådanne formål ikke udgør en økonomisk aktivitet. Tyskland hævdede, at eventuel statslig finansiering under ingen omstændigheder fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen og ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne som følge af det begrænsede omfang af aktiviteterne i Zweibrücken lufthavn indtil 2006 (der var aldrig mere end 30 000 passagerer om året indtil 2006). |
(91) |
De tyske myndigheder anførte for det tredje, at de fleste investeringer, der modtog offentlige tilskud, henhørte under det offentlige myndighedsområde. De understregede, at størstedelen af disse investeringer var nødvendige for at garantere operationssikkerheden i lufthavnen (især efter et påbud fra den relevante tilsynsførende sikkerhedsmyndighed og klager fra pilotsammenslutningen »Cockpit«). Alle de foranstaltninger, der havde til formål at garantere operationssikkerhed i lufthavnen, henhørte derfor under det offentlige myndighedsområde. |
(92) |
Tyskland anfægtede på det kraftigste den opfattelse, at foranstaltninger, der henhører under det offentlige myndighedsområde, kan give den pågældende lufthavn en fordel, hvis samme finansiering ikke blev ydet på ikkediskriminerende vilkår til alle andre lufthavne i medlemsstaten. Tyskland anførte, at finansiering til foranstaltninger, der henhører under det offentlige myndighedsområde, ikke udgør statsstøtte, uanset om en eller alle lufthavne skal afholde omkostningerne til sådanne foranstaltninger. I denne henseende bør begrebet »det offentlige myndighedsområde« fortolkes ensartet, navnlig i lyset af de forskellige måder, hvorpå medlemsstaterne definerer begrebet. |
(93) |
Tyskland fremlagde en liste over investeringer, der var foretaget inden for det offentlige myndighedsområde i perioden 2006-2009 (til sammenligning beløb den samlede investering sig til 22 476 812 EUR i denne periode). Tabel 7 Oversigt over omkostninger, der henhører under det offentlige myndighedsområde, fremlagt af Tyskland (22)
|
(94) |
Leveringen af sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnen er ifølge Tyskland underlagt § 8 i Luftsicherheitsgesetz (lov om luftfartssikkerhed), mens foranstaltninger vedrørende driftssikkerhed, flyvekontrol og luftfartssikkerhed er underlagt § 27c, stk. 2, i Luftverkehrsgesetz (lov om luftfart). Meteorologiske tjenester og brandvæsen henhører under det offentlige myndighedsområde, uanset om der er tale om investeringer eller driftsudgifter. |
(95) |
Med hensyn til flyvekontrol- og luftfartssikkerhedsforanstaltninger skal finansieringen af disse aktiviteter ses i lyset af § 27c, stk. 2, i Luftverkehrsgesetz. Der skelnes i denne bestemmelse mellem visse lufthavne, hvor finansieringen af disse sikkerhedsforanstaltninger på forbundsplan anses for at være nødvendig af hensyn til sikkerheden og transportpolitiske interesser, og andre lufthavne, hvor sådanne foranstaltninger ikke anses for at være strengt nødvendige ud fra et forbundsperspektiv. Det er derfor begrundet, at delstaten offentligt finansierer flyvekontrol- og sikkerhedsforanstaltninger i regionale lufthavne, som f.eks. Zweibrücken, da lufthavnen ellers selv skulle afholde disse omkostninger. Finansieringen af flyvekontrol- og flyvesikkerhedsforanstaltninger er derfor i alle tilfælde ifølge Tyskland en del af det offentlige myndighedsområde, hvad enten de finansieres direkte af staten på forbundsniveau eller af delstaterne. |
(96) |
Endvidere reguleres omkostninger til brandvæsenet ifølge Tyskland ikke på forbundsniveau, men hører under delstaternes kompetence, og derfor finansieres brandvæsenet ikke af staten i alle lufthavne. Forskelsbehandlingen er ifølge Tyskland forankret i både historiske og objektive årsager. Det ligger især i lufthavnsvirksomhedens karakter, at mindre regionale lufthavne ikke kan bære de store faste omkostninger, som et brandvæsen skaber, og at disse derfor skal bæres af den respektive delstat. |
(97) |
Med hensyn til renoveringen af start- og landingsbanen anførte Tyskland, at de tilknyttede foranstaltninger henhører under det offentlige myndighedsområde, da de var tvingende nødvendige, for at Zweibrücken lufthavn kunne anvendes sikkert. Tyskland hævdede i denne henseende, at lufthavnen uden disse foranstaltninger end ikke kunne anvendes til militære formål. Renoveringen var derfor nødvendig for at sikre, at lufthavnen overhovedet kunne anvendes til militære og almene formål. Tyskland hævder følgelig, at omkostningerne til renovering ikke alene er knyttet til kommerciel luftfart. |
(98) |
I denne henseende anførte Tyskland, at selve renoveringen og de dermed forbundne omkostninger skyldtes lufthavnens tidligere militære anvendelse. Ifølge Tyskland indebar dette arbejde en række farer, da tilstedeværelsen af ueksploderede bomber fra krigen ikke kunne udelukkes. Der blev faktisk fjernet to ueksploderede bomber under renoveringen. |
(99) |
Ellers omfattede renoveringsarbejdet bl.a. tilpasning af start- og landingsbanen til moderne standarder med hensyn til bredde, fornyelse af drænsystem, navigations- og varselslys, skilte, nødstrømforsyning med parallelt net og forlængelse af hegn og rullevej. Klager fra pilotsammenslutningen »Cockpit« indeholdt anmodninger om renovering af lys, skilte og rullevej. En anden vigtig del af renoveringen var omorganiseringen af lufthavnssikkerheden, herunder nye hegn, døre, videoovervågning og samtaleanlæg, installation af skydedøre, kabelkanaler osv. |
(100) |
Endelig hævder Tyskland, at lukning af Zweibrücken lufthavn aldrig var blevet anset for en mulig løsning, da den fortsatte drift af lufthavnen var nødvendig af hensyn til de militære og almene luftfartsformål, den også blev anvendt til. I denne henseende hævdede Tyskland videre, at en lukning og nedbrydning af lufthavnen ville medføre ubegrundede omkostninger, der langt oversteg de investerede omkostninger. Tyskland fremlagde dog ingen estimater over omkostningerne i forbindelse med en lukning eller en sammenligning mellem disse omkostninger og omkostningerne til dens fortsatte drift. |
(101) |
På den baggrund anførte Tyskland, at levering af lufthavnstjenester til kommerciel luftfart er rentabel. Tyskland hævdede, at størstedelen af omkostningerne under alle omstændigheder skulle afholdes for at levere lufthavnstjenester til militære og almene luftfartsbrugere (infrastruktur osv.), således at der kun opstår begrænsede yderligere omkostninger ved også at betjene kommerciel luftfart, som samtidig generere yderligere indtægter. |
Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen
(102) |
Tyskland hævdede, at den offentlige finansiering af infrastrukturen i Zweibrücken lufthavn ikke fordrejer konkurrencen og ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Tyskland hævdede videre, at hverken en fordrejning af konkurrencen eller en påvirkning af handelen alene kunne udledes af det forhold, at der findes andre lufthavne i nærheden af Zweibrücken. Tyskland hævdede, at Zweibrücken lufthavn ikke konkurrerer med de lufthavne, der er anført i åbningsafgørelsen, først og fremmest ikke med Saarbrücken lufthavn. |
(103) |
Med hensyn til forholdet mellem Zweibrücken lufthavn og Saarbrücken lufthavn anførte Tyskland, at de to lufthavne supplerer hinanden snarere end konkurrerer mod hinanden. Tyskland forklarede, at de to lufthavne har forskellige profiler, fordi de har hver deres infrastruktur: Saarbrücken lufthavns passagerinfrastruktur er af højere kvalitet (f.eks. en moderne terminalbygning), og den har fokus på ruteflyvninger og forretningsrejsende. Zweibrücken lufthavn har på den anden side en længere start- og landingsbane med højere vægtkapacitet, så den er mere velegnet til tungere fly, der flyver lange distancer eller transporterer fragt. Ifølge Tyskland har Zweibrücken lufthavn derfor fokus på charterflyvninger og fragt. |
(104) |
På grundlag af opfattelsen af komplementaritet mellem lufthavnene i Zweibrücken og Saarbrücken er der ifølge Tyskland planer om et tættere samarbejde mellem de to lufthavne. De respektive delstatsregeringer har ifølge Tyskland allerede besluttet at samarbejde tættere i fremtiden og har planer om at skabe en fælles lufthavn (»Saar-Pfalz lufthavn«) med to lokaliteter (Saarbrücken og Zweibrücken). Samarbejdet ventes at føre til synergieffekter og besparelser. Endelig fremhævede Tyskland efterspørgslen efter luftfartstjenester i regionen (de to lufthavne har tilsammen har allerede 750 000 passagerer) og oplyste, at Saarbrücken og Zweibrücken kun i samarbejde kan opfylde denne efterspørgsel i tilstrækkelig grad, især fordi de øvrige nabolufthavne ikke kan tjene som erstatninger. Ifølge Tyskland vil den nye »Saar-Pfalz lufthavn« derfor ikke konkurrere med nabolufthavnene, som f.eks. Luxembourg, Metz-Nancy-Lorraine og Frankfurt-Hahn. |
4.1.1.2. Forenelighed
(105) |
Selv om den offentlige finansiering af infrastrukturforanstaltninger blev anset for at udgøre statsstøtte, er den ifølge Tyskland forenelig med det indre marked, da den er i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i punkt 61 i retningslinjerne for luftfart fra 2005. Inden Tyskland gennemgik hvert krævet element, fremhævede det, at investeringerne i infrastruktur i Zweibrücken var relativt beskedne i forhold til investeringer, der er blevet anset for forenelige med det indre marked i andre offentligt finansierede regionale lufthavne, og kun havde til formål at omdanne eksisterende militær infrastruktur til civil anvendelse. |
Opførelse og drift af infrastruktur opfylder et veldefineret mål af fælles interesse
(106) |
Tyskland anførte for det første, at den offentlige støtte til infrastrukturinvesteringer opfylder et veldefineret mål af fælles interesse: Infrastrukturinvesteringerne blev foretaget i et område, der modtager støtte under Samhørighedsfonden, med det formål at forbedre de regionale økonomiske strukturer. Tyskland påpegede, at EU-finansiering (som blev ydet fra og med 1991 gennem programmerne Konver I, Konver II og Perifra) blev anvendt til at omdanne militær infrastruktur til civile formål, herunder f.eks. modernisering og etablering af et tårn og dræning af start- og landingsbanen. Tyskland kunne angiveligt ikke forstå, hvorfor Kommissionen nærer i tvivl med hensyn til målet af fælles interesse, når den har deltaget i finansieringen af ombygningen af den tidligere militære flyveplads. |
(107) |
I en historisk sammenhæng medførte tilbagetrækningen af de amerikanske væbnede styrker fra flyvebasen i Zweibrücken i 1991 betydelige strukturproblemer i området omkring Zweibrücken, f.eks. en ledighedsprocent på 20 % i byen Zweibrücken. Tyskland anførte, at omdannelsen af flyvepladsen til en civil lufthavn derfor havde til formål at skabe arbejdspladser og forbedre den regionale økonomiske infrastruktur. Tyskland oplyste videre, at de tjenester, lufthavnen leverer, er uundværlige for regionen, og at den regionale økonomi i høj grad er afhængig af en lettilgængelig luftfartsinfrastruktur. |
(108) |
Tyskland hævdede, at Kommissionens eneste grund til at tvivle på overensstemmelsen med dette kriterium tilsyneladende igen var nærheden af og den påståede konkurrence med Saarbrücken lufthavn. Tyskland anførte som svar herpå igen, at de to lufthavne supplerer hinanden og således ikke konkurrerer med hinanden. Nærheden til andre regionale lufthavne havde ifølge Tyskland desuden ingen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den støttede infrastruktur opfylder et mål af fælles interesse. Tyskland anførte videre, at den eneste relevante faktor var delstaten Rheinland-Pfalz' interesse, da den ønskede at tjene de fælles interesser inden for dens eget område uden at være afhængig af infrastruktur, der er beliggende i andre regioner. |
Infrastrukturen er nødvendig og står i forhold til målet
(109) |
Tyskland forklarede, at infrastrukturen er nødvendig og står i forhold til det fastlagte mål. Infrastrukturinvesteringerne blev ifølge Tyskland i alle tilfælde foretaget for at supplere og udvide eksisterende infrastruktur uden at opføre unødvendigt omfattende eller dyre ekstra faciliteter. Tyskland understregede, at der ikke blev opført en ny lufthavn i Zweibrücken, men at en tidligere militær lufthavn blot blev ombygget til civil anvendelse. Tyskland understregede videre, at infrastrukturen er nødvendig for at skabe arbejdspladser. I delstaten Rheinland-Pfalz blev der ifølge Tyskland skabt omkring 5 000 arbejdspladser direkte eller indirekte i forbindelse med Zweibrücken lufthavn. Ud af disse 5 000 arbejdspladser blev de 2 708 skabt direkte og indirekte ved lufthavnen eller i det omkringliggende område indtil 2011. Disse arbejdspladser hjalp med at sænke de sociale udgifter (25 mio. EUR om året) og generere skatteindtægter. Tyskland anførte videre, at arbejdspladser er særligt vigtige i dette område, hvor ledigheden, som i øjeblikket er 2 %, ligger over gennemsnittet for delstaten. Ifølge Tyskland er betydningen af lufthavnen for den regionale økonomi fremhævet i to ekspertudtalelser (23). |
(110) |
Tyskland understregede igen, at nærheden til Saarbrücken lufthavn ikke undergraver nødvendigheden og proportionaliteten af infrastrukturen i Zweibrücken. Ifølge Tyskland er infrastrukturen i Zweibrücken nødvendig for store og tunge fly, fordi de kun kan lande i Zweibrücken, da start- og landingsbanen i Saarbrücken ikke har den nødvendige længde. Tyskland anførte videre, at Zweibrücken også giver mulighed for natflyvninger, hvilket er vigtigt for fragtflyvninger. |
Tilfredsstillende udsigter for anvendelse af infrastrukturen på mellemlang sigt
(111) |
Tyskland anførte, at der er tilfredsstillende udsigter for anvendelse af infrastrukturen på mellemlang sigt. Passagertallet for Zweibrücken lufthavn steg fra kun 17 732 passagerer i 2005 til 223 165 passagerer i 2011. Tyskland forklarede, at kun de forventede passagertal er relevante under dette kriterium, og at der ifølge de relevante prognoser er et stigende behov i regionen. Med henvisning til prognoseundersøgelse foretaget af »Desel Consulting« og »Airport Research GmbH« i 2009 hævdede Tyskland, at der inden 2025 kan forventes en stigning til mindst 1 350 000 passagerer i Zweibrücken lufthavn. |
(112) |
Tyskland understregede igen, at nærheden af Saarbrücken lufthavn ikke forringede Zweibrückens udsigter for anvendelse på mellemlang sigt. Tyskland fremlagde prognoser, der viser, at Saarbrücken lufthavn også kunne forvente stigende passagertal, og at det planlagte samarbejde mellem de to lufthavne ville sikre, at de fremover ikke kommer til at konkurrere om de samme passagerer. |
Adgang til infrastrukturen på lige vilkår og uden forskelsbehandling
(113) |
Tyskland anførte, at alle potentielle brugere på lige vilkår og uden forskelsbehandling har adgang til infrastrukturen. Afgiftsplanen fra 2005 gælder i princippet på samme måde og på lige vilkår for alle brugere af lufthavnen. Tyskland oplyste, at der i praksis var indgået aftaler om visse afvigelser fra den officielle afgiftsplan for rute- og charterflyvninger, men fastholdt, at de nedsatte afgifter for det første år og rabatterne på lige vilkår blev tilbudt alle luftfartsselskaber med sammenlignelige kvoter. |
Udviklingen i samhandelen påvirkes ikke i et omfang, der strider mod Unionens interesse; de generelle principper om nødvendighed og proportionalitet
(114) |
Tyskland forklarede, at udviklingen i samhandelen ikke påvirkes i et omfang, der strider mod den fælles interesse, på grundlag af de allerede fremsatte argumenter. Ifølge Tyskland var foranstaltningerne nødvendige, fordi Zweibrücken lufthavn ikke kan erstattes af Saarbrücken lufthavn. Tyskland anførte videre, at infrastrukturinvesteringerne alene vedrørte foranstaltninger, der var nødvendige af hensyn til lufthavnens driftssikkerhed. Tyskland understregede, at moderniseringen af start- og landingsbanen i denne sammenhæng ville have været nødvendig, selv om lufthavnen ikke var blevet gjort tilgængelig for kommerciel luftfart. |
4.1.2. DRIFTSSTØTTE
4.1.2.1. Forekomst af statsstøtte
(115) |
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt drift af en lufthavn er en økonomisk aktivitet, gentog Tyskland, at lufthavnen blev anvendt til almene og militære luftfartsformål, inden lufthavnen begyndelse af levere tjenester til kommerciel luftfart i 2006. I denne henseende anførte Tyskland, at finansiering af driften af lufthavnen med hensyn til disse aktiviteter ikke udgør en økonomisk aktivitet. |
(116) |
Tyskland hævdede videre, at størstedelen af FZG's underskud, som dækkes af FGAZ via aftalen om overførsel af over- og underskud, kan tilskrives FZG's varetagelse af opgaver, der henhører under det offentlige myndighedsområde. Betaling af omkostninger, der er forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed, kan ifølge Tyskland ikke udgøre statsstøtte. |
(117) |
Med hensyn til de øvrige elementer af definitionen af statsstøtte i traktatens artikel 107, stk. 1, henviste Tyskland til de argumenter, det har fremsat i denne henseende, for så vidt angår foranstaltningerne vedrørende infrastrukturinvesteringer, og anførte, at de også gælder her. |
4.1.2.2. Forenelighed
Beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005
(118) |
Tyskland hævdede, at de årlige betalinger, som dækker FZG's underskud, er i overensstemmelse med principperne i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005. Tyskland anførte, at lufthavnens driftslicens, der pålægger den at levere lufthavnstjenester, udgør en overdragelsesakt. Lufthavnen har ifølge Tyskland i hvert tilfælde »faktisk« fået til opgave at levere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Selv om Kommissionen konkluderer, der ikke findes en overdragelsesakt, er driftsstøtten til lufthavnen ifølge Tyskland alligevel i overensstemmelse med reglerne for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og skal derfor anses for forenelige med det indre marked. |
(119) |
Tyskland afviste desuden Kommissionens påstand om, at pligten til at drive lufthavnen i henhold til lufthavnens driftslicens automatisk ophører, hvis lufthavnen indstiller sin drift. Den finansielle støtte, der er ydet til lufthavnen, har ifølge Tyskland til formål at sætte den i stand til at fortsætte driften og dermed opfylde sin pligt til at drive lufthavnen, dvs. til at levere den tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, den har fået overdraget. Tyskland hævdede videre, at en afgørende del af pligten til at drive lufthavnen er at forhindre, at den lukkes. |
(120) |
Med henvisning til medlemsstaternes vide beføjelser til at definere, hvad der udgør en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, påpegede Tyskland, at det faktisk havde beføjelse til at fastsætte nødvendigheden og omfanget af den tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, det pålagde lufthavnen. For så vidt som Kommissionen havde henvist til nærheden af Saarbrücken lufthavn, understregede Tyskland igen, at regionen uden de to lufthavne ville lide under en alvorlig underforsyning af lufthavnstjenester, hvilket gjorde det nødvendigt at pålægge begge lufthavne en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. |
Afsnit 4.2 og 4.3 i retningslinjerne for luftfart fra 2005
(121) |
Selv om driftsstøtten blev anset for ikke at være fritaget for anmeldelse i henhold til beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005, ville den ifølge Tyskland være forenelig med retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
(122) |
Fra begyndelsen understregede Tyskland, at en stor del af de dækkede underskud skyldes det forhold, at lufthavnen udførte aktiviteter, der henhører under det offentlige myndighedsområde. Tyskland påpegede desuden, at aftalen om overførsel af over- og underskud ikke dækker omkostninger, som en lufthavnsoperatør »normalt« skal afholde. I denne sammenhæng kan en stor del af de omkostninger, der ikke vedrører gennemførelsen af aktiviteter, der henhører under det offentlige myndighedsområde, ifølge Tyskland tilskrives Zweibrücken lufthavns særlige historie og er i denne forstand ikke »normale omkostninger«. Tyskland oplyste, at lufthavnen har pligt til at levere almindelige luftfartstjenester og havde pådraget sig omkostninger i forbindelse med ombygningen af den eksisterende militære infrastruktur. |
(123) |
Tyskland hævdede, at betingelserne i afsnit 4.2 og 4.3 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 under alle omstændigheder »faktisk« var opfyldt. Tyskland anførte, at tilstedeværelsen af overkompensation kan udelukkes, eftersom kun de faktiske underskud dækkes. |
4.2. POTENTIEL STØTTE I FORBINDELSE MED ET BANKLÅN OG DELTAGELSE I DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' INTERNE LIKVIDITETSPULJE
(124) |
Med hensyn til banklånet anførte Tyskland, at Sparkasse Südwestpfalz, som ydede lånet, er en almindelig kommerciel bank og handlede som sådan, da den ydede lånet. Det betyder, at beslutningen om at yde lånet ikke kan tilregnes staten. Tyskland anførte videre, at FZG, da det optog lånet, sammenlignede tilbud fra forskellige banker, og at lånet fra Sparkasse var i overensstemmelse med markedsvilkår. |
(125) |
Med hensyn på delstatens fulde garanti for lånet anførte Tyskland, at det er normal kommerciel praksis, at en aktionær stiller garanti for de lån, dens datterselskaber optager. Tyskland hævdede, at lånet under alle omstændigheder alene blev anvendt til moderniseringen af start- og landingsbanen, som var nødvendig af hensyn til sikkerheden og derfor henhørte under det offentlige myndighedsområde. Da den foranstaltning, der blev finansieret af lånet, derfor ikke var underlagt reglerne om statsstøtte, udgør delstatens garanti ifølge Tyskland heller ikke støtte. Selv om Kommissionen fandt, at garantien var omfattet af reglerne om statsstøtte, opnåede FZG ifølge Tyskland ingen fordele, da renten på det garanterede lån var højere end tilsvarende lån, som FGAZ blev ydet uden sikkerhedsstillelse. |
(126) |
Med hensyn til den interne likviditetspulje hævdede Tyskland, at delstatens interne likviditetspulje er en normal ordning, der anvendes i forholdet mellem moderselskaber og datterselskaber. Tyskland anførte, at likviditetspuljen er et finansielt instrument, som delstaten etablerede i 2002. Delstatens institutioner og privatretlige organer, hvori delstaten har en andel på mere end 50 %, kan deltage i likviditetspuljeordningen. Tyskland forklarede, at den daglige saldo i likviditetspuljen forvaltes af delstatens »Landeshauptkasse«. |
(127) |
Likviditetspuljen finansieres ifølge Tyskland ikke direkte ud af delstatens budget, men af deltagernes overskydende likviditet. Tyskland forklarede videre, at et likviditetsoverskud i likviditetspuljen investeres på kapitalmarkederne. På samme måde dækkes et underskud af lån indhentet på kapitalmarkedet. Tyskland anførte derfor, at finansiel støtte fra likviditetspuljeordningen ikke ydes via statsmidler og heller ikke kan tilregnes staten. |
(128) |
Selv om der ikke kræves sikkerhed fra de virksomheder, der nyder godt af likviditetspuljen, er de ifølge Tyskland under delstatens tilsyn, og som hovedaktionær i FGAZ kan delstaten altid anmode om sikkerhed. |
(129) |
Det er efter Tysklands vurdering økonomisk fornuftigt, at moderselskabet sætter sine datterselskaber i stand til at finansiere sig selv til renter, der svarer til de renter, som moderselskabet — i dette tilfælde delstaten Rheinland-Pfalz — selv kan opnå. Finansieringen via likviditetspuljen kan derfor ifølge Tyskland ikke sammenlignes med et klassisk lån. Tyskland hævdede endelig, at delstaten aldrig har indskudt midler fra sit almindelige budget i likviditetspuljen, men i stedet efter behov har indhentet den nødvendige kapital på markedet. |
(130) |
Tyskland anførte, at lånet, garantien og likviditetspuljen ikke udgør statsstøtte og fremsatte ingen argumenter vedrørende deres forenelighed. |
4.3. RABATTER PÅ LUFTHAVNSAFGIFTER TIL RYANAIR, GERMANWINGS OG TUIFly
(131) |
Tyskland hævdede, at aftalerne mellem Zweibrücken lufthavn og de forskellige luftfartsselskaber ikke indebærer statsstøtte, da de ikke kan tilregnes staten. FZG var ifølge Tyskland ansvarlig for at forhandle og indgå disse aftaler, som alene vedrørte kommercielle opgaver. Aftalerne blev drøftet i FZG's tilsynsråd, men delstaten Rheinland-Pfalz blev ifølge Tyskland kun indirekte inddraget via dens repræsentanter i FGAZ' tilsynsråd. Tyskland anførte videre, at delstaten ikke direkte deltog i forhandlingerne om rabatter med luftfartsselskaberne. Tyskland anførte endelig, at tilregnelse ikke kunne ske, blot fordi afgiftsplanen skulle godkendes af en offentlig tilsynsmyndighed i henhold til § 43a i LuftVZO, der er et generelt lovkrav, som gælder for både offentlige og private lufthavne. |
(132) |
Tyskland fandt videre, at de rabatter, der blev indrømmet de forskellige luftfartsselskaber, ikke gav dem en selektiv fordel, da rabatterne var tilgængelige for alle interesserede luftfartsselskaber på lige vilkår. Rabatterne ville ifølge Tyskland kun indebære en selektiv fordel, hvis de ikke var tilgængelige på lige vilkår, og hvis et luftfartsselskab havde betalt højere eller lavere afgifter end de øvrige, uden at der havde været en objektiv begrundelse for en sådan forskel. |
(133) |
Indrømmelsen af rabatter var ifølge Tyskland samtidig økonomisk fordelagtig for FZG, da dette gav luftfartsselskaberne mulighed for at etablere sig i en lufthavn, der netop var åbnet for kommerciel luftfart. Tyskland anførte, at lufthavnen ved at indrømme rabatterne fordelte risikoen i forbindelse med åbning af en ny rute mellem sig selv og luftfartsselskaberne, samtidig med at det gav begge parter mulighed for at opnå gevinst via de forøgede passagertal. Tyskland hævdede, at luftfartsselskaberne uden rabatterne ikke ville have etableret sig i Zweibrücken. |
(134) |
Tyskland anførte, at rabatterne til luftfartsselskaberne skulle anses for en mulighed for at generere yderligere indtjening til FZG, da de faste omkostninger til drift af lufthavnen under alle omstændigheder skulle afholdes (for at levere tjenester til almene og militære luftfartsformål), mens etableringen af nye luftfartsselskaber kun medfører meget marginale variable ekstraomkostninger. Fordi betjeningen af nye luftfartsselskaber ikke medførte bemærkelsesværdige højere omkostninger, var det ifølge Tyskland ikke nødvendigt på forhånd at udarbejde forretningsplaner for at afgøre, om en aftale med et luftfartsselskab ville sikre bedre rentabilitet. |
(135) |
De nedsatte lufthavnsafgifter er ifølge Tyskland ikke selektive, fordi de blev indrømmet på lige vilkår. Tyskland fandt derfor, at der ikke var tale om fordrejning af konkurrencen. Tyskland hævdede, at luftfartsselskaberne ikke kunne opnå en stærkere position på markedet ved hjælp af disse rabatter. |
(136) |
Tyskland anførte, at rabatterne til de forskellige luftfartsselskaber ikke udgør statsstøtte, og fremsatte ingen argumenter vedrørende deres forenelighed. |
4.4. MARKEDSFØRINGSAFTALERNE MED RYANAIR OG AMS
(137) |
Tyskland understregede, at markedsføringsaftalerne mellem delstaten og AMS er indgået uafhængigt af FZG. Formålet med markedsføringsaftalerne var ifølge Tyskland at indkøbe markedsføringstjenester til markedspris, som primært ville promovere delstaten Rheinland-Pfalz som destination for turisme og erhvervsaktiviteter. Da markedsføringsaftalen ikke specifikt havde til formål at promovere lufthavnen, er der ifølge Tyskland ingen forbindelse mellem markedsføringsforanstaltningerne og passagertallene. Tyskland anførte, at markedsføringsforanstaltningerne tilfældigvis også havde til formål at promovere Zweibrücken lufthavn. |
(138) |
Tyskland understregede, at delstaten ved at indgå markedsføringsaftalen blot indkøbte markedsføringstjenester til markedspris, og at aftalen ikke indebar statsstøtte og ikke skulle vurderes som en støtteforanstaltning til fordel for et luftfartsselskab i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
5. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER
5.1. RYANAIR
5.1.1. NEDSATTE LUFTHAVNSAFGIFTER
(139) |
Ryanair hævdede, at de rabatter, som FZG indrømmede forskellige luftfartsselskaber, ikke indebar statsstøtte, da de var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske princip. Når det markedsøkonomiske princip anvendes på forholdet mellem lufthavn og luftfartsselskaber, burde det ifølge Ryanair kun undersøges, om aftalen sikrede lufthavnen bedre rentabilitet. Ryanair fandt, at alle infrastrukturomkostninger og faste driftsomkostninger skulle behandles som irreversible omkostninger (»sunk costs«). Ifølge Ryanair burde Kommissionen ved vurderingen af, om aftalen var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske princip, derfor udelukkende tage de ekstraomkostninger, som knytter sig direkte til lufthavnens levering af lufthavnstjenester til det pågældende luftfartsselskab, i betragtning og undersøge, om de samlede indtægter, som følger af aftalen, overstiger disse ekstraomkostninger. I denne sammenhæng understregede Ryanair, at ingen af infrastrukturomkostningerne var opstået i forbindelse med aftalen mellem Ryanair og FZG, og at de derfor ikke burde medregnes som meromkostninger i forbindelse med denne aftale. |
(140) |
Ved vurderingen af indtægterne skulle Kommissionen ifølge Ryanair også tage hensyn til eksterne netværksvirkninger, der kunne forventes at gøre sig gældende, når FZG og Ryanair indgik aftalen om lufthavnstjenester i 2008. Det forhold, at disse eksterne netværksvirkninger i sidste ende ikke gjorde sig gældende, kunne ifølge Ryanair ikke forudses og er derfor ikke relevant. |
(141) |
Ryanair forklarede videre, at rabatterne ikke selektivt begunstigede Ryanair. Ryanair hævdede, at den rabat, der blev givet i det første driftsår, blev indrømmet som anerkendelse af den betydelige kommercielle risiko, selskabet påtog sig, da det planlagde ruter året rundt til en lufthavn, der på daværende tidspunkt var ukendt. I forbindelse med Zweibrücken havde Ryanair ingen grund til at påtage sig en sådan kommerciel risiko uden incitamentsmekanismer. |
(142) |
Ryanair anførte desuden, at lignende mekanismer blev tilbudt andre luftfartsselskaber, dvs. at rabatten på lufthavnsafgifter i det første driftsår blev indrømmet alle luftfartsselskaber, der åbnede nye ruter fra Zweibrücken. Ryanair understregede navnlig, at dets aftale med FZG indeholdt en klausul om, at »[D]enne aftale indgås på et ikke-eksklusivt grundlag. Parterne er enige om, at de betingelser, der gives Ryanair i henhold til aftalen, også på et gennemsigtigt og ikkediskriminerende grundlag er tilgængelige for andre luftfartsselskaber, der forpligter sig til et tilsvarende omfang af luftfartsaktiviteter i lufthavnen« (24). |
(143) |
Ryanair anførte, at aftalerne mellem selskabet og FZG under ingen omstændigheder indebærer statsstøtte, da de ikke kan tilregnes staten. Ryanair hævdede, at de beviser, Kommissionen havde anvendt til at påvise tilregnelse til staten, ikke er tilstrækkelige, da de afspejler de offentlige myndigheders interesse i lufthavnens forretningsforbindelser og fremtid, men ikke påviser, at de offentlige myndigheder rent faktisk har været involveret i FZG's forhandlinger og aftaler med Ryanair. |
(144) |
Ryanair fremlagde endvidere en række notater udarbejdet af Oxera og en analyse foretaget af professor Damien P. McLoughlin. |
Notat 1 fra Oxera — Fastsættelse af referencemarkedsværdien i den komparative analyse med henblik på overholdelse af markedsøkonomiprincippet Statsstøttesager vedrørende Ryanair, udarbejdet for Ryanair af Oxera, 9. april 2013
(145) |
Oxera fandt, at Kommissionens fremgangsmåde, som består i kun at acceptere referencelufthavne, som ligger inden for det samme forretningsområde som den lufthavn, undersøgelsen drejer sig om, er forkert. |
(146) |
Oxera hævdede, at markedsreferencepriserne hos referencelufthavnene ikke påvirkes af den statsstøtte, der er tildelt de omkringliggende lufthavne. Det er derfor muligt at anslå en pålidelig referencemarkedsværdi i forbindelse med vurderingen af markedsøkonomiprincippet. |
(147) |
Ifølge Oxera:
|
Notat 2 fra Oxera — Principper, som ligger til grund for rentabilitetsanalysen i forbindelse med undersøgelser af markedsøkonomiprincippet. Statsstøttesager vedrørende Ryanair, udarbejdet for Ryanair af Oxera, 9. april 2013
(148) |
Oxera hævdede, at rentabilitetsanalysen, som det har foretaget i sine rapporter, der er blevet forelagt Kommissionen, følger de principper, som en fornuftig privat investor ville vælge, og afspejler den tilgang, som udspringer af Kommissionens tidligere afgørelser. |
(149) |
Følgende principper understøtter rentabilitetsanalysen:
|
Analyse udarbejdet af professor Damien P. McLoughlin — Brand building: why and how small brands should invest in marketing, for Ryanair, 10. april 2013
(150) |
Denne rapport har til formål at beskrive den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for de regionale lufthavnes beslutninger om at købe annonceplads på Ryanair.com fra AMS. |
(151) |
I henhold til rapporten findes der et stort antal meget stærke, kendte og ofte anvendte lufthavne. Svagere konkurrenter skal overvinde forbrugernes statiske indkøbsadfærd for at udvide deres virksomhed. De mindre, regionale lufthavne skal finde en blivende måde at viderebringe budskabet om deres mærke til så stort et publikum som muligt. De traditionelle former for markedsføringskommunikation kræver udgifter, som overstiger deres midler. |
Notat 3 og 4 fra Oxera — »How should AMS Agreements be treated within the profitability analysis as part of the market operator test?«, 17. og 31. januar 2014
(152) |
Ryanair indgav yderligere rapporter udarbejdet af dets rådgiver Oxera. I disse rapporter beskrev Oxera de principper, der ifølge luftfartsselskabet bør tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af opfyldelsen markedsøkonomiprincippet i rentabilitetsanalysen af på den ene side aftalen om lufthavnstjenester mellem Ryanair og lufthavne og på den anden side markedsføringsaftalerne mellem AMS og de samme lufthavne (25). Ryanair understregede, at disse rapporter ikke på nogen måde ændrer selskabets holdning, ifølge hvilken aftalerne om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalerne bør vurderes i særskilte vurderinger af markedsøkonomiprincippet. |
(153) |
I henhold til disse rapporter bør de af AMS genererede indtægter opføres på indtægtssiden med henblik på en analyse under ét af rentabiliteten, og AMS' udgifter bør opføres på udgiftssiden. Til dette formål foreslås det i rapporterne at anvende en pengestrømsbaseret metode, hvor udgifterne vedrørende AMS behandles som supplerende driftsudgifter. |
(154) |
I rapporterne understreges det, at markedsføringsaktiviteterne er med til at skabe og styrke varemærkets værdi, hvilket kan forventes at skabe aktivitet og udbytte, ikke blot i markedsføringsaftalens løbetid, men også efter dens udløb. Det er bl.a. tilfældet, når en aftale indgået med Ryanair får andre luftfartsselskaber til at etablere sig i lufthavnen, hvilket igen tiltrækker forretninger og dermed øger lufthavnens indtægter, der ikke er luftfartsindtægter. Ifølge Ryanair skal dette udbytte tages i betragtning, hvis Kommissionen foretager en samlet analyse af rentabiliteten, idet udgifterne vedrørende AMS skal opfattes som supplerende driftsudgifter, og det supplerende udbytte skal beregnes efter fradrag af AMS-betalingerne. |
(155) |
Ryanair mener desuden, at der kan indregnes en endelig værdi i det supplerende udbytte, der kan forventes ved udløbet af aftalen om lufthavnstjenester, for at tage højde for den værdi, der skabes efter aftalens udløb. Den endelige værdi kan beregnes med udgangspunkt i en »fornyelsessandsynlighed«, der måler forventningen om, at udbyttet opnås efter udløbet af aftalen med Ryanair, eller hvis der indgås aftaler med andre luftfartsselskaber på tilsvarende vilkår. Der kan ifølge Ryanair på denne måde beregnes en nedre grænse for det udbytte, som aftalen med AMS og aftalen om lufthavnstjenester genererer tilsammen, idet der tages højde for uvisheden omkring det supplerende udbytte efter aftalen om lufthavnstjenesters udløb. |
(156) |
Denne tilgang understøttes i ovennævnte rapporter af et sammendrag af undersøgelsesresultater vedrørende markedsføringskampagners indvirkning på et varemærkes værdi. Disse undersøgelser bekræfter, at markedsføringskampagner kan øge værdien af et varemærke og yderligere hjælpe med at fastholde kunderne. Ifølge rapporterne forbedrer reklamer på Ryanair.com navnlig mærkets synlighed, når der er tale om en lufthavn. I rapporterne tilføjes det, at de mindre regionale lufthavne, der ønsker at øge luftfarten, bl.a. kan styrke værdien af deres varemærke ved at indgå markedsføringsaftaler med AMS. |
(157) |
Endelig er en pengestrømsbaseret tilgang ifølge rapporterne at foretrække frem for en kapitaliseringstilgang, hvor udgifterne vedrørende AMS behandles som kapitaludgifter under immaterielle anlægsaktiver (dvs. værdien af lufthavnens varemærke) (26). En kapitaliseringstilgang tager kun højde for den andel af markedsføringsudgifterne, der kan tilregnes en lufthavns immaterielle anlægsaktiver. Markedsføringsudgifterne opføres som immaterielle anlægsaktiver og afskrives derefter over aktivets økonomiske levetid, idet der fastsættes en restværdi ved det forventede udløb af aftalen om lufthavnstjenester. Denne tilgang ville dog ikke tage højde for det supplerende udbytte, som indgåelsen af aftalen om lufthavnstjenester med Ryanair bibringer lufthavnen, og det ville ligeledes være vanskeligt at vurdere værdien af det immaterielle anlægsaktiv som følge af udgifterne i forbindelse med varemærket og aktivets økonomiske levetid. Den pengestrømsbaserede tilgang er mere hensigtsmæssig end en kapitaliseringstilgang, da sidstnævnte ikke tager højde for det udbytte, lufthavnen forventes at opnå ved at indgå en aftale om lufthavnstjenester med Ryanair. |
5.1.2. MARKEDSFØRINGSAFTALER
(158) |
Ryanair understregede, at AMS' markedsføringsaftaler er isolerede i forhold til Ryanairs aftaler med lufthavne og bør vurderes separat, da de ikke kan betragtes som én støttemodtager. Aftalerne blev forhandlet uafhængigt, vedrørte forskellige tjenester og var uden en sammenhæng, som kan berettige, at de betragtes som en enkelt kilde til påstået statsstøtte. Indgåelsen af en markedsføringsaftale med AMS er ikke en betingelse for, at Ryanair kan drive flyruter til og fra en lufthavn. Ryanair understregede, at AMS' markedsføringsaftale blev indgået med ministeriet, som var medejer af lufthavnen, og begunstigede lufthavnen, men havde ikke til formål at forbedre belægningsfaktoren på eller afkastet af Ryanairs ruter. |
(159) |
For så vidt angår markedsføringens værdi, hævdede Ryanair, at markedsføringspladsen på Ryanairs websted er en knap ressource, og at efterspørgslen efter denne plads er stor, bl.a. fra andre virksomheder end lufthavne. Selv veletablerede luftfartsselskaber har i dag indset værdien af deres websteder til markedsføring og reklame. Ryanair anførte, at lufthavne vælger at opbygge et varemærke ved at annoncere på Ryanair.com eller andre luftfartsselskabers websteder. Ryanair anførte videre, at lufthavnene kan opnå mange fordele, som gensidigt forstærker og supplerer hinanden, hvis deres varemærke er mere kendt. Zweibrücken lufthavn er på internationalt plan en langt mindre kendt lufthavn end Aéroport de Paris eller Heathrow Airport, og den skal derfor investere i reklamer for at styrke anerkendelsen af dens varemærke og maksimere antallet af ankommende passagerer. Ryanair konkluderede, at delstaten havde to formål med at indgå markedsføringsaftalen med AMS: for det første et rent kommercielt formål, da det ejede 50 % af operatøren af Zweibrücken lufthavn, og for det andet som en del af delstatens pligt til at fremme turisme og erhvervsmuligheder i delstaten. Ryanair mener derfor, at delstaten købte værdifulde markedsføringstjenester til markedspris. |
5.2. AIRPORT MARKETING SERVICES (AMS)
(160) |
AMS fremførte, at Kommissionen i modsætning til, hvad der er angivet i åbningsafgørelsen, ikke bør behandle FZG's aftale med Ryanair og delstatens markedsføringsaftale med AMS som forbundet med hinanden, men som to særskilte forretningstransaktioner. AMS anførte, at det er et datterselskab af Ryanair, at det har sit eget konkrete kommercielle formål, og at det blev oprettet med henblik på at udvikle en aktivitet, som ikke hører til Ryanairs hovedaktivitet. AMS præciserede, at Ryanair benytter selskabet som mellemmand til at sælge reklameplads på sit websted. AMS fremførte også, at AMS' markedsføringsaftaler med lufthavne i princippet forhandles og indgås uafhængigt af Ryanairs aftaler med de samme lufthavne. Ifølge AMS indebærer aftalen mellem AMS og delstaten ingen fordele for Ryanair. Ryanair presser ikke sine partnere til at indgå markedsføringsaftaler med AMS, og Ryanairs passagertal er generelt de samme på ruter til lufthavne med en AMS-markedsføringsaftale og til lufthavne uden en sådan aftale. |
(161) |
AMS har videre anført, at FZG ved at købe markedsføringstjenester handlede i overensstemmelse med markedsøkonomiprincippet, da annoncering på Ryanair.com angiveligt har en høj realværdi for delstaten, og da AMS' pris for disse tjenester var markedsprisen. AMS hævdede, at AMS i sine priser for reklameplads og i de mængder af reklameplads, der sælges, ikke skelner mellem offentlige og private annoncører. AMS anførte endvidere, at offentlige og private organer konkurrerer om at få adgang til den begrænsede reklameplads på Ryanair.com. Det betyder ifølge AMS, at AMS' aftaler med offentlige lufthavne ikke indebærer statsstøtte, da AMS lige så nemt kunne sælge pladsen på webstedet til en privat virksomhed til en tilsvarende pris. |
(162) |
AMS understregede også, at det er logisk, at en lille regional lufthavn køber markedsføringstjenester fra AMS. AMS anførte, at disse lufthavne normalt har behov for at gøre deres varemærke mere kendt, og at annoncering på et luftfartsselskabs websted kan øge antallet af udenlandske passagerer (udenlandske passagerer resulterer i flere ikke luftfartsrelaterede indtægter end afrejsende passagerer, som kommer fra den region, hvor lufthavnen er beliggende). AMS understregede, at delstaten ikke kun handlede som medejer af lufthavnsoperatøren med direkte interesse i styrkelsen af dens varemærke og indtjening, men også som den myndighed, der er ansvarlig for på forskellige måder at promovere turisme og erhvervsmuligheder i delstaten Rheinland-Pfalz, herunder reklame. |
5.3. GERMANWINGS
(163) |
Germanwings forklarede indledningsvis, hvorfor det havde besluttet at åbne flyvninger fra Zweibrücken. Det oplyste, at det valgte Zweibrücken frem for Saarbrücken på grund af Zweibrückens bedre start- og landingsbane, idet det påpegede, at topografien for start- og landingsbanen i Saarbrücken var vanskelig. Det forklarede videre, at Zweibrücken i 2006, da Germanwings besluttede at flyve fra Zweibrücken, var bedre udstyret til instrumentlanding (CAT-system), og at flyvetiden til Berlin var lidt kortere. Germanwings hævdede, at det som følge af den manglende rentabilitet af Berlinruten besluttede at indstille flyvningerne fra Zweibrücken i 2011. |
(164) |
Germanwings hævdede, at dets aftaler med FZG ikke indebærer statsstøtte, fordi de ikke kan tilregnes staten. Det hævdede, at forskellige pressemeddelelser fra politikere ikke kan bruges til at påvise, at staten deltog i forhandlingen eller indgåelse af disse aftaler, og at kravet om, at afgiftsplanen skulle godkendes af en offentlig tilsynsmyndighed i henhold til § 43a i LuftVZO, ikke fandt anvendelse på individuelle aftaler. |
(165) |
Germanwings hævdede for det andet, at FZG i forbindelse med indgåelsen af de forskellige aftaler handlede som en markedsøkonomisk operatør. Det understregede, at markedsøkonomiprincippet ikke kræver, at en investor ikke pådrager sig underskud på kort sigt, men at dette kan være et led i en almindelig forretningsstrategi om at opnå rentabilitet på mellemlang til lang sigt. Idéen om, at en lufthavn ikke kan pålægge afgifter, som ikke dækker dens omkostninger, der efter Germanwings' opfattelse fremgår af åbningsafgørelsen, følger angiveligt af traktatens artikel 102 og finder kun anvendelse i forbindelse med kartelsager og gælder således ikke for statsstøttesager. |
5.4. TUIFly
(166) |
TUIFly forklarede indledningsvis, hvorfor det i første omgang valgte at flytte sine flyvninger fra Saarbrücken lufthavn til Zweibrücken lufthavn. TUIFly anførte, at det flyttede til Zweibrücken lufthavn på grund af sikkerheden i Saarbrücken lufthavn. Ved dårligt vejr betød infrastrukturen og topografien ved Saarbrücken lufthavn ifølge TUIFly, at et fuldt lastet TUIFly-fly af B737-800-typen ikke kunne lande sikkert i lufthavnen og måtte omdirigeres til Zweibrücken lufthavn, allerede inden denne lufthavn indledte sine kommercielle aktiviteter. Bortset fra forsinkelser og gener for passagerer medførte disse omdirigeringer ifølge TUIFly meromkostninger og organisatoriske problemer for luftfartsselskabet. TUIFly hævdede, at alvorlige sikkerhedsproblemer i Saarbrücken lufthavn gjorde det umuligt for selskabet at gennemføre dets flyvninger fra denne lufthavn og nødvendigt at flytte til Zweibrücken lufthavn. Det bemærkede, at den korte start- og landingsbane i Saarbrücken desuden betød, at visse fuldt lastede fly ikke kunne starte derfra. Det betød, at mellemdistanceflyvninger (f.eks. til De Kanariske Øer) måtte starte med halvfyldte brændstoftanke og stoppe for optankning i Spanien eller Portugal. |
(167) |
TUIFly hævdede, at dets aftale med FZG ikke indebar statsstøtte, og at TUIFlys afgifter var i overensstemmelse med markedssatserne. Det hævdede, at forholdene i Zweibrücken lufthavn og den omkringliggende region er af en sådan karakter, at lave lufthavnsafgifter er nødvendige, hvis et luftfartsselskab skal kunne drive en rentabel virksomhed fra Zweibrücken. TUIFly henviste navnlig til forholdene for passagererne i Zweibrücken lufthavn, manglen på passende offentlig transport (jernbane) til og fra lufthavnen, lufthavnens beliggenhed i en region med lav købekraft, start- og landingsbanens indledningsvise dårlige tilstand, manglen på indlogering til besætninger osv. TUIFly anførte også, at Zweibrücken lufthavn i modsætning til Saarbrücken lufthavn (og andre lufthavne, hvor TUIFly har aktiviteter) ikke har status som »fortoldningslufthavn«, hvilket betyder, at TUIFly skal betale en »toldafgift« på mellem […] EUR og […] EUR pr. flyvning. Ifølge TUIFly indebærer dette en meromkostning på ca. […] EUR pr. passager og forøger TUIFlys samlede driftsomkostninger med mere end […] EUR om året. |
6. KOMMENTARER FRA TYSKLAND TIL BEMÆRKNINGERNE FRA INTERESSEREDE PARTER
6.1. KOMMENTARER TIL RYANAIRS BEMÆRKNINGER
(168) |
Tyskland glædede sig over, at Ryanairs bemærkninger bekræfter Tysklands holdning, ifølge hvilken hverken Zweibrücken lufthavn eller de luftfartsselskaber, der flyver fra Zweibrücken, har modtaget statsstøtte. Det er også enig i, at aftalen mellem delstaten Rheinland-Pfalz og AMS skal vurderes isoleret fra aftalen mellem FZG og Ryanair, at førstnævnte sikrede delstaten reel værdi, og at den blev indgået til markedspris. Tyskland understregede navnlig turismens betydning for regionen og fastholdt, at aftalen med AMS havde til formål at fremme turismen. |
6.2. KOMMENTARER TIL AMS' BEMÆRKNINGER
(169) |
Da AMS bekræftede Tysklands holdning, ifølge hvilken aftalen mellem AMS og delstaten Rheinland-Pfalz ikke indebar statsstøtte, undlod Tyskland at kommentere de enkelte bemærkninger i detaljer. |
6.3. KOMMENTARER TIL GERMANWINGS' BEMÆRKNINGER
(170) |
Som svar på Germanwings' bemærkninger indgav Tyskland kun kommentarer til en række faktuelle oplysninger fremlagt af Germanwings. Tyskland understregede, at der — i modsætning til det, der tilsyneladende fremgår af Germanwings' bemærkninger — ikke var konkurrence mellem Zweibrücken og Saarbrücken, men at de to lufthavne altid selv har betragtet sig som supplementer til hinanden. Tyskland hævdede, at et luftfartsselskabs valg af den ene eller den anden lufthavn er resultatet af dette luftfartsselskabs strategiske beslutning, som Tyskland ikke kunne kommentere. |
7. VURDERING
(171) |
I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er »… statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«. |
(172) |
Kriterierne i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er kumulative. Så med henblik på at vurdere, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, skal følgende betingelser alle være opfyldt. Den økonomiske støtte skal:
|
7.1. DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' OG ZEF'S OFFENTLIGE FINANSIERING AF ZWEIBRÜCKEN LUFTHAVN
7.1.1. FOREKOMST AF STATSSTØTTE
7.1.1.1. Økonomisk aktivitet og begrebet virksomhed
(173) |
I henhold til retspraksis skal Kommissionen først fastslå, hvorvidt FGAZ og FZG er virksomheder i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1. Virksomhedsbegrebet omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (27). Enhver aktivitet, der består i at udbyde varer eller tjenester på et givet marked, betragtes som en økonomisk aktivitet (28). |
(174) |
I sin dom i sagen om Leipzig/Halle lufthavn bekræftede Domstolen, at driften af en lufthavn med kommercielt sigte og etablering af lufthavnens infrastruktur udgør en økonomisk aktivitet (29). Når en lufthavnsoperatør udøver økonomiske aktiviteter ved at tilbyde lufthavnstjenester mod betaling, uanset dens juridiske status og finansieringsform, betragtes den som en virksomhed i henhold til betydningen i traktatens artikel 107, stk. 1, og traktatens bestemmelser om statsstøtte kan derfor medføre fordele for den pågældende lufthavnsoperatør, der indrømmes af staten eller med statslige midler (30). |
(175) |
For så vidt angår det tidspunkt, hvorfra opførelsen og driften af en lufthavn bliver til en økonomisk virksomhed, minder Kommissionen om, at den gradvise udvikling af markedskræfterne i lufthavnssektoren ikke gør det muligt at fastsætte en præcis dato. Dog har Domstolen erkendt udviklingen i lufthavnsaktiviteternes karakter, og i sin dom i sagen Leipzig/Halle lufthavn fastslog Retten, at anvendelsen af statsstøtteregler på finansiering af lufthavnsinfrastruktur siden 2000 ikke længere har kunnet udelukkes. Derfor skal drift og opførelse af lufthavnsinfrastruktur fra den dato, hvor der blev afsagt dom i Aéroports de Paris-sagen (12. december 2000) (31), anses for at være en økonomisk virksomhed, der er omfattet af statsstøttereglerne. |
Én økonomisk enhed
(176) |
Inden karakteren af de aktiviteter, der udføres af FGAZ og FZG, undersøges, fremhæver Kommissionen dog, at to separate juridiske enheder kan anses for at udgøre én økonomisk enhed, for så vidt angår anvendelsen af statsstøttereglerne. Denne økonomiske enhed betragtes i så fald som den relevante virksomhed. |
(177) |
Som Domstolen har fastslået skal »[b]egrebet virksomhed […] i en konkurrenceretlig kontekst forstås som en økonomisk enhed […], også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer« (32). Domstolen har i den henseende fastslået, at flere enheder under visse omstændigheder kan anses for at udøve en økonomisk aktivitet sammen og derved udgøre én økonomisk enhed (33). |
(178) |
For at afgøre, om flere enheder udgør én økonomisk enhed, undersøger Domstolen, om der findes kontrollerende andele eller funktionelle, økonomiske og organisatoriske forbindelser mellem enhederne (34). |
(179) |
I denne sag er FGAZ og FZG ifølge Kommissionen så nært forbundne, at de må anses for at udgøre én økonomisk enhed, for så vidt angår statsstøttereglerne. FZG er for det første et datterselskab, der ejes 100 % af FGAZ, hvilket giver FGAZ mulighed for at kontrollere FZG via generalforsamlingen. FGAZ og FZG er desuden forbundet via en aftale om overførsel af over- og underskud, der ifølge Tyskland medfører, at de to enheder behandles som én økonomisk enhed i henhold til den tyske skattelovgivning. Medlemmerne af FZG's tilsynsråd er i medfør af selskabets vedtægter altid de samme som medlemmerne af FGAZ' tilsynsråd. I både FGAZ og FZG udpeges ledelsen af selskabets tilsynsråd (der som allerede anført er det samme for begge enheder). I praksis var […] på alle relevante tidspunkter administrerende direktør for både FGAZ og FZG (en administrerende vicedirektør blev desuden udpeget for kun FZG, men ikke for FGAZ). Som eneste administrerede direktør for FGAZ repræsenterede […] derfor FGAZ på generalforsamlingen i FZG, hvor FGAZ var eneaktionær. |
(180) |
I praksis viser de foreliggende oplysninger, at vigtige beslutninger vedrørende Zweibrücken lufthavn sædvanligvis træffes på FGAZ' niveau, mens instrukser overføres til FZG. De oplysninger, som Tyskland har fremlagt vedrørende beslutningsprocessen i forbindelse med moderniseringen af start- og landingsbanen i 2008/2009, er nyttige i denne henseende. FGAZ' tilsynsråd besluttede indledningsvis at modernisere start- og landingsbanen. FGAZ' generalforsamling pålagde derefter FGAZ' ledelse at indkalde FZG's generalforsamling. FGAZ' ledelse repræsenterede FGAZ som eneaktionær på FZG's generalforsamling og pålagde FZG's ledelse at gennemføre FGAZ' beslutning om at modernisere start- og landingsbanen. |
(181) |
Endelig finder Kommissionen, at forbindelserne mellem FGAZ og FZG er tilstrækkeligt tætte til, at de to enheder skal behandles som én økonomisk enhed. FZG er økonomisk og juridisk fuldstændigt afhængig af FGAZ og har ikke selv forretningsmæssig beslutningsdygtighed. Med hensyn til anvendelsen af EU's statsstøtteregler udgør FGAZ/FZG derfor én virksomhed. |
Økonomisk aktivitet
(182) |
FGAZ/FZG beskæftiger sig med opførelse, vedligeholdelse og drift af Zweibrücken lufthavn. FGAZ/FZG tilbyder lufthavnstjenester, pålægger brugerne — kommercielle luftfartsselskaber og ikke-kommercielle almene luftfartsbrugere — afgifter for anvendelsen af lufthavnens infrastruktur og udnytter dermed infrastrukturen kommercielt. Ifølge den retspraksis, der er citeret i betragtning 174-175, må det derfor konkluderes, at FGAZ/FZG udførte en økonomisk aktivitet fra og med den dato, der er fastsat i overensstemmelse med dommen i sagen Aéroports de Paris (dvs. 12. december 2000). |
(183) |
I denne sammenhæng understreger Kommissionen, at FGAZ/FZG's økonomiske aktiviteter ikke først blev indledt, da de kommercielle luftfartsaktiviteter i Zweibrücken blev indledt i 2006. |
(184) |
Det fremgår for det først tydeligt af Tysklands bemærkninger, at Zweibrücken allerede tidligere — fejlslagent — havde forsøgt at tiltrække kommerciel luftfart til lufthavnen, hvilket viser, at man havde til hensigt at komme ind på dette marked. |
(185) |
Hvis det accepteres, at opførelse og drift af en lufthavn kun er en økonomisk aktivitet, når man har tiltrukket kommerciel luftfart, ville det føre til uacceptable konklusioner: Den forberedende virksomhed, der består i at anlægge eller udvide en infrastruktur, kan ikke adskilles fra den efterfølgende kommercielle anvendelse heraf. Karakteren af udviklingsvirksomheden bestemmes afhængigt af, om den efterfølgende anvendelse af den opførte infrastruktur udgør en økonomisk aktivitet (35). I sin dom i Leipzig/Halle Lufthavn-sagen præciserede Retten, at drift af en lufthavn er en økonomisk aktivitet (»økonomisk virksomhed«), og at bygning af lufthavnsinfrastrukturer indgår som en uadskillelig del heraf. |
(186) |
Endelig skal det påpeges, at det at tilbyde lufthavnstjenester til almene luftfartsformål også udgør en økonomisk aktivitet. Det samme gælder for levering af lufthavnstjenester til militære brugere mod betaling (36). FGAZ/FZG udførte derfor en økonomisk aktivitet allerede inden 2006. |
(187) |
Det konkluderes derfor, at FGAZ/FZG fra den 12. december 2000 udførte en økonomisk aktivitet og udgør som én økonomisk enhed en virksomhed i den forstand, der er fastsat i traktatens artikel 107, stk. 1. |
Det offentlige myndighedsområde
(188) |
Mens FGAZ/FZG derfor skal anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, må det erindres, at ikke alle en lufthavnsejers og -operatørs aktiviteter nødvendigvis er af økonomisk art (37). |
(189) |
Domstolen (38) har fastslået, at aktiviteter, der normalt hører under statens ansvarsområde i forbindelse med udøvelsen af dens officielle beføjelser som offentlig myndighed, ikke er af økonomisk karakter og ikke falder inden for rammerne af reglerne om statsstøtte. Sådanne aktiviteter omfatter f.eks. sikkerhed, flyvekontrol, politi, toldvæsen, osv. Finansieringen skal nøje begrænses til at godtgøre de omkostninger, som de giver anledning til, og må ikke i stedet anvendes til at finansiere andre økonomiske aktiviteter (39). |
(190) |
Finansiering af aktiviteter, der hører under rammerne for den offentlige politik, eller af infrastruktur, der hænger direkte sammen med disse aktiviteter, udgør derfor normalt ikke statsstøtte (40). I en lufthavn anses aktiviteter, såsom flyvekontrol, politi, toldvæsen, brandbekæmpelse, aktiviteter, der er nødvendige for at beskytte den civile luftfart imod handlinger, der udgør ulovlig indgriben, og investeringer vedrørende infrastrukturen og udstyr, der er nødvendigt for udførelsen af disse aktiviteter, normalt for at være af ikke-økonomisk art (41). |
(191) |
Imidlertid må offentlig finansiering af ikkeøkonomiske aktiviteter, der nødvendigvis hænger sammen med udøvelsen af en økonomisk aktivitet, ikke føre til ubehørig forskelsbehandling af luftfartsselskaber og lufthavnsoperatører. Det er fast retspraksis, at der foreligger en fordel, når offentlige myndigheder fritager virksomheder for omkostninger i tilknytning til deres økonomiske aktiviteter (42). Hvis det derfor i et givet retssystem er almindeligt, at luftfartsselskaber eller lufthavnsoperatører afholder omkostningerne til bestemte tjenester, mens nogle luftfartsselskaber eller lufthavnsoperatører, der leverer de samme tjenester på vegne af de samme offentlige myndigheder ikke skal afholde disse omkostninger, kan sidstnævnte opnå en fordel, selv om disse tjenester i sig selv anses for at være af ikkeøkonomisk karakter. Der skal derfor udføres en analyse af den gældende juridiske ramme for lufthavnsoperatøren for at vurdere, hvorvidt luftfartsselskaber eller lufthavnsoperatører under den pågældende juridiske ramme skal dække omkostningerne ved leveringen af visse aktiviteter, der i sig selv kan være ikkeøkonomiske, men som hænger sammen med udøvelsen af deres økonomiske aktiviteter. |
(192) |
Ifølge Tyskland henhører omkostningerne til følgende aktiviteter (både som investeringsomkostninger og driftsudgifter) under det offentlige myndighedsområde: sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnen i henhold til § 8 i Luftsicherheitsgesetz (lov om luftfartssikkerhed, herefter: »LuftSiG«), foranstaltninger vedrørende driftssikkerhed, flyvekontrol og luftfartssikkerhed i henhold til § 27c, stk. 2, i Luftverkehrsgesetz (lov om luftfart, herefter: »LuftVG«), meteorologiske tjenester og brandvæsen. |
(193) |
Kommissionen finder, at foranstaltninger i henhold til § 8 i LuftSiG, foranstaltninger i henhold til § 27c, stk. 2, i LuftVG (herunder meteorologiske tjenester) og brandvæsen i princippet og i henhold til analyse i betragtning 195 ff. nedenfor udgør aktiviteter, der henhører under det offentlige myndighedsområde. |
(194) |
Med hensyn til foranstaltninger, som udelukkende vedrører driftssikkerhed, mener Kommissionen dog, at det er en normal del af den økonomiske virksomhed, det er at drive en lufthavn, at sørge for operationssikkerhed i lufthavnen (43). Med forbehold for en mere detaljeret gennemgang af de enkelte aktiviteter og omkostninger finder Kommissionen, at foranstaltninger, som har til formål at garantere lufthavnens driftssikkerhed, ikke udgør aktiviteter, der henhører under det offentlige myndighedsområde. Enhver virksomhed, som ønsker at drive en lufthavn, skal sørge for sikre faciliteter, såsom baner og forpladser. |
(195) |
Med hensyn til de juridiske rammer har Tyskland påpeget, at der for brandvæsenet ikke findes nogen retsregler, der utvetydigt pålægger lufthavnsoperatøren disse omkostninger. Kommissionen bemærker endvidere, at dækningen af omkostninger til brandvæsenet henhører under delstatens kompetence, og disse omkostninger dækkes normalt af de relevante regionale myndigheder. Dækningen af disse omkostninger er begrænset til det, der er nødvendigt til at dække omkostningerne. |
(196) |
For så vidt angår flyvekontrol og meteorologiske tjenester, bemærker Kommissionen, at det fastsættes i § 27d og § 27f i LuftVG, at omkostningerne i forbindelse med foranstaltningerne i § 27c i LuftVG dækkes af staten for en række specifikke lufthavne. Kommissionen skal i denne sag ikke afgøre, om bestemmelsen kan indebære en fordel for de lufthavne, der modtager statslig finansiering i henhold til § 27d og § 27f i LuftVG, men det er klart, at alle andre lufthavne i henhold til loven selv skal afholde de relevante omkostninger. På denne baggrund må omkostninger vedrørende flyvekontrol og meteorologiske tjenester anses for normale driftsomkostninger for i hvert tilfælde de lufthavne, der ikke er omhandlet i § 27d og § 27f i LuftVG. |
(197) |
Med hensyn til foranstaltninger i henhold til § 8 i LuftSiG mener Tyskland tilsyneladende, at alle omkostninger i forbindelse med de deri foreskrevne foranstaltninger kan afholdes af de relevante offentlige myndigheder. Kommissionen bemærker imidlertid, at det i henhold til § 8, stk. 3, i LuftSiG kun er omkostninger til anlæg og vedligeholdelse af de nødvendige områder og lokaler til gennemførelse af de aktiviteter, der er anført i § 8, stk. 1 og 2, i LuftSiG, som kan dækkes. Alle øvrige omkostninger skal afholdes af lufthavnsoperatøren. I det omfang offentlig finansiering ydet til FGAZ/FZG har fritaget den pågældende virksomhed for omkostninger, den skulle afholde i henhold til § 8, stk. 3, i LuftSiG, er den offentlige finansiering ikke fritaget for kontrol ifølge EU's statsstøtteregler. |
Konklusioner vedrørende det offentlige myndighedsområde
(198) |
I lyset af ovennævnte overvejelser finder Kommissionen det passende at drage mere specifikke konklusioner vedrørende investeringsomkostninger og driftsudgifter, der angiveligt henhører under det offentlige myndighedsområde. |
(199) |
Med hensyn til driftsudgifter, der er afholdt i perioden 2000-2009, accepterer Kommissionen, at driftsudgifter i forbindelse med brandvæsenet betegnes som omkostninger ved varetagelsen af offentlige opgaver, for så vidt som dækningen af disse omkostninger er strengt begrænset til det, der er nødvendigt for at forfølge disse aktiviteter. Med hensyn til driftsomkostninger til foranstaltninger, der træffes i henhold til § 8 i LuftSiG, finder Kommissionen, at kun de omkostninger, lufthavnsoperatøren har ret til at få dækket i henhold til § 8, stk. 3, i LuftSiG, kan betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. Med hensyn til foranstaltninger vedrørende flyvekontrol og luftfartssikkerhed samt meteorologiske tjenester i henhold til § 27c, stk. 2, i LuftVG, og i betragtning af, at Zweibrücken ikke er en af de lufthavne, for hvilke forbundsregeringen i henhold til § 27d, stk. 1, og § 27f, stk. 1, i LuftVG har anerkendt et tilsvarende behov, finder Kommissionen, at driftsomkostningerne i forbindelse med foranstaltninger vedrørende flyvekontrol og luftfartssikkerhed samt meteorologiske tjenester ikke kan betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. Driftsomkostninger til sikring af lufthavnens driftssikkerhed kan heller ikke betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. |
(200) |
Med hensyn til investeringer foretaget i perioden 2000-2009 accepterer Kommissionen, at investeringer, der er direkte forbundet med brandvæsenet, kan betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. De relevante myndigheders dækning af disse omkostninger var desuden begrænset til det, der var nødvendigt til at dække omkostningerne. Med hensyn til investeringer, der vedrører foranstaltninger, som træffes i henhold til § 8 i LuftSiG, finder Kommissionen, at kun de omkostninger, lufthavnsoperatøren har ret til at få dækket i henhold til § 8, stk. 3, i LuftSiG, kan betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. Med hensyn til investeringer, der vedrører flyvekontrol og luftfartssikkerhed samt meteorologiske tjenester i henhold til § 27c, stk. 2, i LuftVG, og i betragtning af, at Zweibrücken ikke er en af de lufthavne, for hvilke forbundsregeringen i henhold til § 27d, og § 27f, i LuftVG har anerkendt et tilsvarende behov, finder Kommissionen, at investeringerne vedrørende flyvekontrol og luftfartssikkerhed samt meteorologiske tjenester ikke kan betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. Investeringer i sikring af lufthavnens driftssikkerhed kan heller ikke betegnes som omkostninger ved varetagelse af offentlige opgaver. Det betyder navnlig, at investeringerne i moderniseringen og udvidelsen af start- og landingsbanen samt installation af varselslys osv. ikke kan betegnes som en offentlig opgave. |
(201) |
Uanset om de pågældende omkostninger juridisk klassificeres som en offentlig opgave eller ej, er det under alle omstændigheder påvist, at de skal afholdes af lufthavnsoperatøren i henhold til den gældende lovgivning. Skulle staten betale for disse omkostninger, ville lufthavnsoperatøren derfor være fritaget for en omkostning, som den pågældende normalt skulle have afholdt. |
Økonomiske aktiviteter og militærets anvendelse
(202) |
Kommissionen bemærker, at Zweibrücken lufthavn også anvendes af det tyske militær og andre militære styrker, herunder til øvelsesformål. Dette gør selv gældende, selv om Zweibrücken ikke er en militær flyveplads, men en civil lufthavn (44). |
(203) |
Kommissionen finder, at leveringen af lufthavnstjenester til militæret, herunder af civile lufthavne, i princippet kan udgøre en aktivitet, der henhører under det offentlige myndighedsområde. Det er dog ikke klart, hvorvidt Tyskland er af den opfattelse, at den offentlige finansiering af lufthavnen blot dækker de omkostninger, der opstår i forbindelse med militærets behov for lufthavnstjenester. Især med hensyn til driftsomkostningerne bemærker Kommissionen, at Tyskland ikke har anført, at de omkostninger, der opstår som følge af militærets tilstedeværelse, henhører under det offentlige myndighedsområde. Det samme gælder i princippet for investeringer, hvor Tyskland ikke påpeger investeringer, som alle vedrører de militære brugere af lufthavnen. |
(204) |
Tyskland hævder dog, at militærets fortsatte anvendelse af lufthavnen er en af grundene til, at investeringerne i lufthavnens sikkerhed (start- og landingsbane osv.) var absolut nødvendige, og at lukning af lufthavnen ikke var en mulighed. |
(205) |
I denne sammenhæng bemærker Kommissionen, at Zweibrücken lufthavn øjensynligt tilbyder lufthavnstjenester til militæret mod betaling. Referat af møde i tilsynsrådet for FGAZ af 2. oktober 2006 gengiver en drøftelse af militærøvelser i Zweibrücken. Ledelsen understreger, at en af begrundelserne for at tillade, at sådanne øvelser gennemføres i lufthavnen, er de indtægter, dette genererer, hvilket angiver, at leveringen af lufthavnstjenester til militæret fra FGAZ/FZG's synspunkt er en økonomisk aktivitet. Drøftelsen berører også spørgsmålet om, hvorvidt FZG fremover bør tillade militærøvelser i Zweibrücken, hvilket antyder, at det er FGAZ/FZG, som afgør, om militæret skal betjenes. |
(206) |
Kommissionen finder yderligere, at Tysklands manglende angivelse af særlige omkostninger, der er påløbet, enten med hensyn til investeringer eller driftsomkostninger, specifikt vedrørende de militære brugere af lufthavnen, kan udlægges som en indikation af, at militæret netop blot er endnu en kunde i Zweibrücken lufthavn. |
(207) |
Endelig finder Kommissionen, at leveringen af lufthavnstjenester til militæret er en økonomisk aktivitet i Zweibrücken lufthavn, idet den navnlig bemærker, at der ikke er udpeget omkostninger, som særligt vedrører militærets tilstedeværelse i Zweibrücken lufthavn og FGAZ/FZG's (delvist) økonomiske begrundelse for at betjene militæret. |
(208) |
Selv i det alternative scenarie — dvs. hvis Kommissionen havde konkluderet, at de omkostninger, der opstår som følge af militærets tilstedeværelse, kunne dækkes af staten, da de henhørte under det offentlige myndighedsområde — skulle det bemærkes, at det ikke kan tillades, at den offentlige finansiering af lufthavnens ikkeøkonomiske aktivitet vedrørende betjening af militæret fører til en krydssubsidiering af lufthavnens økonomiske aktiviteter. Hele investeringen i aktiver, der også anvendes af militæret (start- og landingsbane osv.), eller faste driftsomkostninger kan ikke anses for at henhøre under det offentlige myndighedsområde. |
7.1.1.2. Statsmidler og tilregnelse til staten
(209) |
For at udgøre statsstøtte skal de pågældende foranstaltninger finansieres af statsmidler, og beslutningen om at bevilge foranstaltningen skal kunne tilregnes staten. |
(210) |
Begrebet statsstøtte gælder enhver fordel, der tildeles ved hjælp af statsmidler af staten selv eller gennem ethvert mellemliggende organ, som handler i henhold til de beføjelser, det har fået overdraget (45). Lokale myndigheders midler er med henblik på anvendelse af traktatens artikel 107 statsmidler (46). |
(211) |
I denne sag blev de relevante foranstaltninger — dvs. direkte investeringsstøtte til FZG og årlige kapitalindsprøjtninger til fordel for FGAZ/FZG — ydet direkte fra de lokale myndigheders budget. Investeringsstøtten kom direkte fra delstaten Rheinland-Pfalz, mens kapitalindsprøjtningerne blev finansieret i fællesskab af delstaten og ZEF, en sammenslutning af offentlige lokalenheder. |
(212) |
Kommissionen mener derfor, at investeringerne finansieres med statsmidler og kan tilregnes staten. |
7.1.1.3. Økonomisk fordel
(213) |
En fordel i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er en økonomisk fordel, som en virksomhed ikke ville have opnået på normale markedsbetingelser, dvs. uden statslig indgriben (47). Det er kun foranstaltningens indvirkning på virksomheden, der er relevant, ikke årsagen til eller formålet med statens indgriben (48). Hver gang en virksomheds finansielle situation forbedres som følge af statslig indgriben, er der tale om en fordel. |
(214) |
Kommissionen erindrer videre om, at »den kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke kan anses for statsstøtte« (49). Med henblik på at fastslå, om den offentlige finansiering af Zweibrücken lufthavn giver FGAZ/FZG en fordel, som de ikke ville have fået under normale markedsvilkår, skal Kommissionen i denne sag sammenligne den adfærd, der udvises af de offentlige myndigheder, som yder den direkte investeringsstøtte og indskyder kapital, med den adfærd, der udvises af en markedsøkonomisk operatør, som styres af udsigterne til rentabilitet på lang sigt (50). |
(215) |
Ved vurderingen skal der ses bort fra eventuelle positive virkninger på økonomien i den region, hvor lufthavnen ligger, eftersom Domstolen har præciseret, at det relevante spørgsmål ved anvendelse af det markedsøkonomiske princip er, om »om en privat virksomhed ud fra udsigterne til rentabel drift under lignende omstændigheder ville have foretaget en sådan kapitalforhøjelse, idet der herved skal ses bort fra ethvert socialt, politisk eller regionalt hensyn til den pågældende sektor« (51). |
(216) |
I sagen Stardust Marine fastslog Domstolen, at »[…] der ved bedømmelsen af, om en stat har iagttaget en handlemåde, som en fornuftig investor ville have fulgt under markedsøkonomiske vilkår, og af, om statens handlemåde er økonomisk rationel, skal foretages en vurdering af situationen, som den var på det tidspunkt, da de finansielle støtteforanstaltninger blev truffet, og at der ikke må tages hensyn til omstændighederne, som de har udviklet sig sidenhen« (52). |
(217) |
I sagen EDF fastslog Domstolen endvidere, at »[…] økonomiske vurderinger foretaget efter tildelingen af nævnte fordel, den efterfølgende konstatering af, at den af den pågældende medlemsstat foretagne investering reelt var rentabel, eller efterfølgende begrundelser for valget af den fremgangsmåde, som blev fulgt, ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at denne medlemsstat forud for eller samtidigt med denne tildeling har truffet en sådan beslutning i sin egenskab af aktionær« (53). |
(218) |
Kommissionen må for at kunne anvende markedsøkonomiprincippet gå tilbage til de tidspunkter, hvor hver enkelt beslutning om at give offentlige midler til FGAZ/FZG blev truffet. Kommissionen skal også basere sin vurdering på de oplysninger og de antagelser, som de relevante lokale myndigheder havde adgang til på det tidspunkt, hvor beslutningen om finansieringsordningen for de pågældende infrastrukturforanstaltninger blev truffet. |
Direkte investeringsstøtte
(219) |
Kommissionen bemærker, at den direkte investeringsstøtte dækkede en andel af de investeringsomkostninger, FGAZ/FZG havde pådraget sig i forbindelse med sin økonomiske aktivitet. Operatøren af en lufthavn skal normalt bære alle omkostninger vedrørende opførelsen og driften af lufthavnen (med undtagelse af de omkostninger, der henhører under det offentlige myndighedsområde, og som generelt ikke skal afholdes af lufthavnsoperatøren under de gældende regler), herunder investeringsomkostningerne, således at dækningen af disse omkostninger fritager FGAZ/FZG for en byrde, lufthavnen ellers skulle bære. |
(220) |
Tyskland hævdede ikke udtrykkeligt, at den direkte investeringsstøtte var i overensstemmelse med markedsøkonomiprincippet. I stedet oplyste Tyskland, at lukning af lufthavnen aldrig var en realistisk mulighed for de lokale myndigheder, og at det som følge af nødvendigheden af at drive lufthavnen var økonomisk fornuftigt også at åbne den for kommerciel luftfart. I andre henseender hævdede Tyskland, at investeringerne i lufthavnen var motiveret af ønsket om at skabe økonomisk fremgang i regionen, og at offentlig støtte var nødvendig, da indtjeningen fra den kommercielle anvendelse af lufthavnen ikke ville være tilstrækkelig til at dække de tilknyttede omkostninger. |
(221) |
Tyskland understregede også, at infrastrukturen er nødvendig for at skabe arbejdspladser (i alt ca. 5 000 i delstaten Rheinland-Pfalz, hvoraf 2 708 arbejdspladser er direkte og indirekte afhængige af lufthavnen), sænke de sociale udgifter (25 mio. EUR om året) og generere skatteindtægter. Tyskland anførte videre, at arbejdspladser er særligt vigtige i dette område, hvor ledigheden, som i øjeblikket er 2 %, ligger over gennemsnittet for delstaten. Ifølge Tyskland er betydningen af lufthavnen for den regionale økonomi fremhævet i to ekspertudtalelser (54). |
(222) |
Sociale og regionale hensyn kan dog ikke inddrages, når det vurderes, om markedsøkonomiprincippet overholdes. Selv om Kommissionen tog disse sociale og regionale hensyn i betragtning, viser de undersøgelser, som Tyskland har fremlagt, at FZG i juni 2012 kun tegnede sig for 115 arbejdspladser i selve lufthavnen i Zweibrücken. Disse undersøgelser bekræfter, at erhvervsområdet omkring den ombyggede lufthavn tegner sig for i alt 2 708 direkte og indirekte arbejdspladser. Ud af disse har kun 7,8 %, dvs. 210 arbejdspladser, direkte tilknytning til transport og oplagring, dvs. aktiviteter, der er direkte forbundet med tilstedeværelsen af en lufthavn. |
(223) |
Det kunne i princippet accepteres, at selv støtte, som ikke skal tilbagebetales, til en virksomhed, der er 100 % statsejet, betegnes som markedskonforme investeringer, men Tyskland har ikke fremlagt en forretningsplan eller en forhåndsberegning vedrørende den forventede rentabilitet af investeringsstøtten. De eneste prognoser, der er fremlagt, er en undersøgelse fra 2003, der skitserer det antal passagerer, der er nødvendigt, for at den kommercielle luftfart kan opnå rentabilitet, og prognosen for 2010 af de forventede årlige resultater for perioden 2011-2015. I henhold til sidstnævnte ville FZG først blive rentabelt i 2015, såfremt passagertallet ville stige til mere end 500 000 passagerer om året. |
(224) |
Infrastrukturinvesteringerne i Zweibrücken lufthavn medfører betydelige omkostninger (se opgørelsen af investeringsomkostninger i tabel 2 og tabel 3, fratrukket investeringer, der henhører under det offentlige myndighedsområde som anført i betragtning 198-200, og investeringer, der blev foretaget inden den 12. december 2000), og en lang periode med underskud (sandsynligvis mindst indtil 2015). |
(225) |
På trods af de iboende og betydelige usikkerheder, der er forbundet med projektet, som f.eks. dets langsigtede karakter, er der ikke på forhånd udarbejdet en forretningsplan eller en sensitivitetsanalyse af de bagvedliggende antagelser med hensyn til rentabilitet. Dette er ikke i overensstemmelse med den analyse, som en forsigtig investor ville have foretaget for et projekt af denne størrelsesorden. |
(226) |
Endelig bemærker Kommissionen, at FGAZ/FZG siden 2000 har haft underskud hvert år, og at det har været stigende siden 2005. |
(227) |
Den direkte investeringsstøtte skulle for det første ikke betales tilbage og gav intet investeringsafkast. Tyskland har for det andet ikke fremlagt dokumentation for, at investeringsstøtten blev stillet til rådighed for FZG på markedsvilkår. Tyskland overholder for det tredje ikke markedsøkonomiprincippet. Kommissionen finder derfor, at delstatens direkte investeringsstøtte til fordel for FZG, som blev ydet efter den 12. december 2000, gav FZG en økonomisk fordel (for så vidt som investeringsstøtten ikke alene vedrørte aktiviteter henhørende under det offentlige myndighedsområde som konkluderet i betragtning 198-200). |
Årlige kapitalindsprøjtninger
(228) |
De årlige kapitalindsprøjtninger, som delstaten Rheinland-Pfalz og ZEF har foretaget, havde til formål at dække FGAZ' årlige underskud, som igen næsten alene skyldtes FZG's årlige underskud (se tabel 4). I sidste ende havde de årlige kapitalindsprøjtninger derfor til formål at dække en del af FGAZ/FZG's almindelige investerings- og driftsomkostninger, hvorved virksomheden blev fritaget for en økonomisk byrde, den ellers skulle have båret. |
(229) |
Af den grund, der også er anført i betragtning 222-228 vedrørende direkte investeringsstøtte til FZG, finder Kommissionen, at de årlige kapitalindsprøjtninger til fordel for FGAZ/FZG ikke blev ydet på normale markedsvilkår. Tyskland har navnlig ikke godtgjort, at kapitalindsprøjtningerne var normale markedsinvesteringer. Tyskland har ikke fremlagt dokumentation for en forhåndsanalyse af rentabiliteten og har ikke forklaret, hvorfor en markedsøkonomisk operatør ville fortsætte med at indskyde kapital i en virksomhed, der til stadighed genererer underskud. På den baggrund må det konkluderes, at de årlige kapitalindsprøjtninger giver FGAZ/FZG en økonomisk fordel. |
Konklusion
(230) |
I lyset af ovennævnte er det Kommissionens opfattelse, at en markedsøkonomisk operatør, eftersom der ikke på forhånd er udarbejdet en forretningsplan eller andre forsigtige rentabilitetsanalyser, ikke ville have valgt at deltage i dette investeringsprojekt og år efter år dække FGAZ/FZG's stigende underskud. Delstaten Rheinland-Pfalz' og ZEF's beslutning om at yde disse foranstaltninger giver derfor FGAZ/FZG en økonomisk fordel, virksomheden ikke kunne have opnået på normale markedsvilkår. |
7.1.1.4. Selektivitet
(231) |
For at være omfattet af traktatens artikel 107, stk. 1, skal en statslig foranstaltning »begunstige visse virksomheder eller visse produktioner«. Derfor er kun foranstaltninger, der begunstiger virksomheder, og som giver en fordel på en selektiv måde, omfattet af begrebet statsstøtte. |
(232) |
I den foreliggende sag er den direkte investeringsstøtte og de årlige kapitalindsprøjtninger kun til fordel for FGAZ/FZG. Begge foranstaltninger er derfor selektive som defineret i traktatens artikel 107, stk. 1. |
7.1.1.5. Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen
(233) |
Når støtte, der ydes af en medlemsstat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen på det indre marked, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (55). Den økonomiske fordel, som den direkte investeringsstøtte og de årlige kapitalindsprøjtninger i dette tilfælde giver lufthavnsoperatøren, styrker dennes økonomiske stilling, eftersom lufthavnsoperatøren vil kunne etablere sin forretning uden at skulle afholde de dermed forbundne investerings- og driftsomkostninger. |
(234) |
Som det vurderes i betragtning 173 ff., er drift af en lufthavn en økonomisk aktivitet. På den ene side konkurrerer lufthavnene om at tiltrække luftfartsselskaber og den tilhørende flytrafik (passagerer og fragt), og på den anden side konkurrerer lufthavnsselskaberne indbyrdes om at få overdraget administrationen af en bestemt lufthavn. Især med hensyn til lavprisflyselskaber og charterselskaber kan også lufthavne, som ikke ligger i det samme opland og endog i forskellige medlemsstater, konkurrere om at tiltrække de pågældende luftfartsselskaber. |
(235) |
Som anført i punkt 40 i rammebestemmelserne for statsstøtte til luftfartssektoren fra 2005 og bekræftet i punkt 45 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 er det ikke muligt at holde selv små lufthavne uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 107, stk. 1. Punkt 45 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 anfører udtrykkeligt: »Den omstændighed, at det kun er et lille støttebeløb, eller at den virksomhed, der modtager offentlig støtte, er relativt lille, udelukker ikke i sig selv, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan blive påvirket«. |
(236) |
Zweibrücken lufthavn betjener i øjeblikket ca. 242 000 passagerer om året og har tidligere betjent op til ca. 340 000 om året. Ifølge prognoserne fra Tyskland forventes passagertallet at stige til mere end 1 million passagerer om året i 2025. Som bemærket i betragtning 21 ligger lufthavnen i umiddelbar nærhed af Saarbrücken lufthavn (39 km) og inden for to timers kørsel fra seks andre lufthavne. I henhold til flytrafikprognoserne fra Tyskland kommer i gennemsnit 15 % af de passagerer, der bruger Zweibrücken lufthavn, fra andre medlemsstater (Frankrig og Luxembourg). Der er internationale flyvninger fra Zweibrücken lufthavn til destinationer som Mallorca eller Antalya. Start- og landingsbanen i Zweibrücken er tilstrækkeligt lang (3 000 m) og giver luftfartsselskaber mulighed for at betjene internationale mellemdistancedestinationer. På baggrund af disse forhold finder Kommissionen, at offentlig finansiering til FGAZ/FZG fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og har i hvert fald en potentiel virkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. |
(237) |
Bortset fra disse generelle overvejelser finder Kommissionen også, at Zweibrücken lufthavn er eller i hvert fald har været i direkte konkurrence med Saarbrücken lufthavn. For det første skal det bemærkes, at TUIFly, som tidligere var Saarbrücken lufthavns største kunde, forlod lufthavnen og flyttede til Zweibrücken i 2007. For det andet blev der i en længere periode sideløbende tilbudt flyvninger til Berlin fra både Zweibrücken (Germanwings) og Saarbrücken (Air Berlin og Luxair), hvilket viser konkurrence både mellem lufthavnene og luftfartsselskaberne. I henhold til FZG's aftale om lufthavnstjenester med Germanwings skulle der endda betales højere tjenesteafgifter til FZG, hvis Air Berlin lukkede sin Berlinrute fra Saarbrücken. |
(238) |
Ud over disse indikatorer for konkurrence mellem lufthavnene i Zweibrücken og Saarbrücken er der også — på trods af de officielle bemærkninger fra Tyskland om, at de to lufthavne aldrig har betragtet sig som i direkte konkurrence — bevis for, at embedsmænd fra delstaten Rheinland-Pfalz klart har opfattet, at der var konkurrence. I to interne notater fra delstatsregeringen i Rheinland-Pfalz skrevet i 2003 er holdningen hos forfatterne, at samarbejde mellem Zweibrücken og Saarbrücken lufthavn ikke var muligt/tilrådeligt på det pågældende tidspunkt. Det forklares i et notat, at så længe FRAPORT AG var involveret i Saarbrücken lufthavn, ville forholdet mellem de to lufthavne være konkurrencepræget (56). Det hedder yderligere i notaterne, at »det set fra Rheinland-Pfalz kan forventes, at Zweibrücken lufthavn på længere sigt vil vinde den konkurrence« (57). Disse udtalelser viser, at forholdet mellem de to lufthavne i hvert tilfælde i 2003 blev opfattet som konkurrencepræget. |
(239) |
På den baggrund skal den offentlige finansiering, som ydes FGAZ/FZG, anses for at kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
7.1.1.6. Konklusion
(240) |
På baggrund af betragtning 173-239 finder Kommissionen, at den offentlige finansiering, der blev ydet til FGAZ/FZG i form af direkte investeringsstøtte og årlige kapitalindsprøjtninger i perioden 2000-2009, udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. |
7.1.2. STØTTENS LOVLIGHED
(241) |
I henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, skal medlemsstaterne underrette Kommissionen om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, og de må ikke gennemføre de planlagte foranstaltninger, før Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse derom. |
(242) |
Da støtten allerede er blevet stillet til rådighed for FGAZ/FZG, finder Kommissionen, at Tyskland ikke har overholdt forbuddet i traktatens artikel 108, stk. 3 (58). |
7.1.3. FORENELIGHED
7.1.3.1. Anvendelse af retningslinjerne for luftfart fra 2005 og 2014
(243) |
Der fastsættes i traktatens artikel 107, stk. 3, visse undtagelser fra den generelle regel i traktatens artikel 107, stk. 1, om, at statsstøtte ikke er forenelig med det indre marked. Den pågældende støtte kan vurderes på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), hvori det hedder, at: »støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse« kan anses for at være forenelig med det indre marked. |
(244) |
I denne henseende udgør retningslinjerne for luftfart fra 2014 et grundlag for vurderingen af, hvorvidt støtte til lufthavne kan erklæres forenelig i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). |
(245) |
Ifølge retningslinjerne for luftfart fra 2014 finder Kommissionen, at Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (59) gælder for ulovlig investeringsstøtte til lufthavne. Hvis der blev bevilget ulovlig investeringsstøtte før den 4. april 2014, vil Kommissionen i den forbindelse anvende de forenelighedsbestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, investeringsstøtten blev ydet. I overensstemmelse hermed vil Kommissionen anvende de principper, der er fastlagt i retningslinjerne for luftfart fra 2005, i tilfælde af at der er ydet ulovlig investeringsstøtte til lufthavne før den 4. april 2014 (60). |
(246) |
I overensstemmelse med retningslinjerne for luftfart fra 2014 finder Kommissionen, at bestemmelserne i Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte gælder for ulovlig investeringsstøtte til lufthavne og ikke bør anvendes på den aktuelle sag vedrørende ulovlig driftsstøtte til lufthavne, som er ydet før den 4. april 2014. Kommissionen vil i stedet anvende de principper, som er omhandlet i retningslinjerne for luftfart fra 2014, på alle sager vedrørende driftsstøtte (udestående anmeldelser og ulovlig uanmeldt støtte) til lufthavne, selv hvor støtten blev ydet før den 4. april 2014 og overgangsperiodens begyndelse (61). |
(247) |
Kommissionen har allerede i betragtning 242 konkluderet, at de direkte og årlige kapitalindsprøjtninger udgør ulovlig statsstøtte ydet før den 4. april 2014. |
7.1.3.2. Sondring mellem investeringsstøtte og driftsstøtte
(248) |
På baggrund af bestemmelserne i retningslinjerne for luftfart fra 2014, jf. betragtning 245 og 246, skal Kommissionen fastslå, om den pågældende foranstaltning udgør ulovlig investerings- eller statsstøtte. |
(249) |
Ifølge punkt 25, litra r), i retningslinjerne for luftfart fra 2014 defineres investeringsstøtte som »støtte til finansiering af anlægsaktiver, især med henblik på at dække behovet for finansiering af kapitalomkostninger«. I henhold til punkt 25, litra r), i retningslinjerne kan investeringsstøtte både omfatte et beløb, som i sin helhed udbetales som forhåndsudbetalinger (til dækning af de første investeringsomkostninger) og støtte udbetalt i periodiske rater (til dækning af kapitalomkostninger vedrørende årlige afskrivninger og finansieringsomkostninger). |
(250) |
Driftsstøtte vedrører derimod dækning af alle eller dele af en lufthavns driftsomkostninger defineret som »de underliggende omkostninger ved en lufthavns levering af lufthavnsydelser, herunder udgiftsposter som personaleomkostninger, udliciterede tjenesteydelser, kommunikationsydelser, affaldshåndtering, energi, vedligeholdelse, husleje og administration, men ikke kapitalomkostninger, markedsføringsstøtte eller andre incitamenter, som en lufthavn yder luftfartsselskaber, eller omkostninger, der kan betragtes som offentlige, falder ind under det offentlige myndighedsområde« (62). |
(251) |
I lyset af disse definitioner kan det konkluderes, at de direkte kapitalindsprøjtninger, som alle vedrørte bestemte investeringsprojekter, udgør investeringsstøtte til fordel for FGAZ/FZG. |
(252) |
I modsætning dertil udgør den del af de årlige kapitalindsprøjtninger, som blev anvendt til at dække FGAZ/FZG's årlige driftsunderskud (63) minus de omkostninger, der er omfattet af EBITDA, og som falder ind under det offentlige myndighedsområde, jf. betragtning 198-200, og de omkostninger, der er afholdt inden den 12. december 2000, driftsstøtte til fordel for FGAZ/FZG. |
(253) |
Endelig udgør den del af de årlige kapitalindsprøjtninger, som dækker FGAZ/FZG's underskud, og som ikke allerede er inkluderet i EBITDA (dvs. den årlige afskrivning af aktiver, finansieringsomkostninger osv.), minus de omkostninger, der hører under det offentlige myndighedsområde som fastsat i betragtning 198-200, og de omkostninger, der er afholdt inden den 12. december 2000, investeringsstøtte. |
7.1.3.3. Investeringsstøttens forenelighed
(254) |
I henhold til punkt 61 i retningslinjerne for luftfart fra 2005 skal Kommissionen undersøge, om følgende kumulative betingelser er opfyldt:
|
(255) |
Ud over at være forenelig med det indre marked skal statsstøtte til lufthavne i lighed med alle andre statsstøtteforanstaltninger have en tilskyndelsesvirkning og være nødvendig og stå i rimeligt forhold til målene. |
(256) |
Investeringsstøtten til FGAZ/FZG opfylder ifølge Tyskland alle forenelighedskriterierne i retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
a) Bidrag til et veldefineret mål af fælles interesse
(257) |
Kommissionen minder om, at der i retningslinjerne for luftfart fra 2005 ikke fastsættes præcise kriterier, der skal lægges til grund for vurderingen af, om investeringsstøtte til en lufthavn bidrager til et veldefineret mål af fælles interesse. En simpel duplikering af eksisterende lufthavnsinfrastruktur kan dog ikke anses for at opfylde et mål af fælles interesse. |
(258) |
I denne henseende skal Kommissionen derfor først vurdere, om Zweibrücken lufthavn duplikerer eksisterende lufthavnsinfrastruktur i regionen. |
Duplikering: Overlapning mellem Zweibrücken lufthavn og Saarbrücken lufthavn
(259) |
Kommissionen fremhæver, at Zweibrücken lufthavn ligger umiddelbart i nærheden af Saarbrücken lufthavn. I lige linje er afstanden mellem de to lufthavne ca. 20 km, og ad vej er afstanden ca. 39 km. Der er ca. 30 minutters kørsel i bil mellem de to lufthavne. Der findes desuden mindst seks andre lufthavne inden for mindre end to timers kørsel fra Zweibrücken lufthavn. |
(260) |
Den korte afstand mellem de to lufthavne betyder, at de begge betjener faktisk de samme oplandsområder. De forskellige undersøgelser, som Tyskland har fremlagt i denne sag (64) og i den parallelle formelle undersøgelsesprocedure vedrørende Saarbrücken lufthavn (65), bekræfter, at de fleste af de passagerer, der bruger de to lufthavne, kommer fra den vestlige del af Rheinland-Pfalz og Saarland. |
(261) |
Profilerne for Saarbrücken lufthavn og Zweibrücken lufthavn ligner også hinanden. Da Zweibrücken blev åbnet for kommerciel luftfart i 2006, var den første kunde Germanwings, som tilbød en rute til Berlin. Samme rute blev fløjet fra Saarbrücken af Luxair og fra 2007 af Air Berlin. Zweibrückens anden største kunde var TUIFly, som tilbød forskellige feriedestinationer, primært i Middelhavet. Inden Zweibrücken blev åbnet, havde TUIFly været en af Saarbrücken lufthavns største kunder. |
(262) |
Zweibrücken forsøgte også mere bredt at komme ind på lavprismarkedet ved at indgå aftale med Ryanair, som dog kun betjente London-Stansted-ruten i mindre end ét år. I sidste ende opgav også Germanwings lufthavnen, hvilket betød, at Zweibrücken lufthavn ved udgangen af 2011 næsten udelukkende koncentrerede sig om charterferieflyvninger og fragt. |
(263) |
Charterferieflyvninger tilbydes (og blev også tidligere tilbudt) dog også fra Saarbrücken. De primære destinationer for flyvninger fra Zweibrücken betjenes i mange tilfælde også fra Saarbrücken, hvilket er vigtigt. Flyveplanen for sommeren 2014 viser f.eks., at de to destinationer med hyppigste afgange fra Zweibrücken er Antalya og Palma de Mallorca, som tegner sig for hele 70 % af de ugentlige flyvninger. Samtidig betjenes begge destinationer også fra Saarbrücken med tilsvarende hyppighed: I ugen fra den 16. juni 2014 til den 23. juni 2014 var der 16 afgange fra Zweibrücken til Antalya eller Palma de Mallorca, mens der var 18 afgange til de samme destinationer fra Saarbrücken. |
Duplikering: kapacitet, passagertal og årlige resultater
(264) |
Efter at Zweibrücken lufthavn trådte ind på markedet for kommerciel luftfart, steg passagertallet hurtigt fra 78 000 passagerer i 2006 til 338 000 passagerer i 2009. Efter denne periode med hurtig vækst begyndte tallet at falde og faldt til 242 000 passagerer i 2012. Eftersom kapaciteten i Zweibrücken er 700 000 passagerer, har lufthavnen aldrig udnyttet mere end 50 % af sin tilgængelige kapacitet og drives i øjeblikket ved ca. 35 % af den tilgængelige kapacitet. |
(265) |
Til sammenligning var passagertallene i Saarbrücken generelt stabile med omkring 450 000 passagerer om året, indtil Zweibrücken trådte ind på markedet for kommerciel luftfart, hvor passagertallet faldt fra 487 000 passagerer i 2005 til 350 000 passagerer i 2007. Efter at have tilpasset lufthavnsafgifterne lykkedes det for Saarbrücken lufthavn at tiltrække Air Berlin i 2007, hvilket førte til fornyet vækst og stigende passagertal, som nåede sit maksimum på 518 000 passagerer i 2008. I 2012 benyttede 425 000 passagerer Saarbrücken lufthavn. Eftersom Saarbrückens kapacitet i dag også er 700 000 passagerer om året, udnyttes kun 50-75 % af lufthavnens tilgængelige kapacitet. I den forbindelse skal det bemærkes, at Saarbrücken lufthavns kapacitet kunne være højere (750 000-800 000 passagerer om året), hvis den ikke var begrænset af det antal sikkerhedskontroller af passagerer, som lufthavnen kan håndtere hver time. Denne begrænsning skyldes det forhold, at Saarbrücken lufthavn i øjeblikket kun har to sikkerhedsskannere til rådighed. |
(266) |
Kommissionen bemærker også, at både Saarbrücken lufthavn og Zweibrücken lufthavn led underskud i den periode, der er genstand for undersøgelse (2000-2009). I begge lufthavne steg det årlige underskud drastisk fra 2006, da Zweibrücken trådte ind på markedet for kommerciel luftfart. |
Duplikering: dokumentation for direkte konkurrence mellem de to lufthavne
(267) |
Kommissionen har allerede i betragtning 237 og 238 bemærket, at der er visse tegn på, at Zweibrücken lufthavn anser sig selv for at være i direkte konkurrence med Saarbrücken lufthavn. Det skal for det første igen bemærkes, at TUIFly, som tidligere var Saarbrücken lufthavns største kunde, forlod lufthavnen og flyttede til Zweibrücken i 2007 (66). For det andet blev der i en længere periode sideløbende tilbudt flyvninger til Berlin fra både Zweibrücken (Germanwings) og Saarbrücken (Air Berlin og Luxair), hvilket viser, at der var konkurrence både mellem lufthavnene og luftfartsselskaberne. I henhold til FZG's aftale om lufthavnstjenester med Germanwings skulle der endda betales højere tjenesteafgifter til FZG, hvis Air Berlin lukkede sin Berlinrute fra Saarbrücken. |
(268) |
Ud over de yderligere indikatorer, der allerede er nævnt (se betragtning 238), henviser Kommissionen også til referatet af møde afholdt i FGAZ' tilsynsråd den 26. juni 2009. I referatet gives et sammendrag af ledelsens beretning, og der gøres rede for et møde mellem FGAZ' ledelse, Ryanair og Rheinland-Pfalz' økonomiministerium i referat. På dette møde, der omhandlede fremtiden for Ryanairs samarbejde med Zweibrücken, påpegede repræsentanten for ministeriet over for Ryanair »at regeringen i Rheinland-Pfalz ville finde det stærkt beklageligt, hvis Ryanair begyndte at betjene Saarbrücken«. I stedet for at påvise, at de to lufthavne supplerer hinanden, viser dette referat snarere, at de to lufthavne konkurrerede om kunder. |
Duplikering: fragt
(269) |
Kommissionen bemærker videre, at Zweibrücken lufthavn også beskæftiger sig med håndtering af luftfragt. Fragt er ikke en vigtig del af aktiviteter i Saarbrücken lufthavn, men det er et centralt element i Frankfurt-Hahn lufthavns forretningsmodel. Som anført i betragtning 21 ligger Frankfurt-Hahn lufthavn kun ca. 128 km eller ca. 84 minutters kørsel i bil fra Zweibrücken. Fragt håndteres desuden også i Luxemburg lufthavn, som ligger ca. 145 km eller ca. 86 minutters kørsel i bil fra Zweibrücken (se betragtning 21). |
(270) |
I denne henseende bemærker Kommissionen, at fragt sædvanligvis er mere mobil end passagertransport (67). Generelt vurderes oplandet for fragtlufthavne at have en radius på mindst 200 km og to timers kørsel. I et vist omfang er en halv dags kørsel i lastbil (dvs. op til 12 timers kørsel med lastbil) ifølge branchen generelt acceptabel (68). |
(271) |
Eftersom oplandet for fragt typisk er meget større for fragt end for passagerer, sikrer Frankfurt-Hahn lufthavn og Luxemburg lufthavn regionen tilstrækkelig luftfragtkapacitet. |
Duplikering: drøftelse af resultater
(272) |
På grundlag af overvejelserne i betragtning 259-270 finder Kommissionen, at Zweibrücken lufthavn duplikerer den lufthavnsinfrastruktur, der findes i Saarbrücken lufthavn. Kommissionen finder navnlig, at regionen allerede inden Zweibrückens indtræden på det kommercielle luftfartsmarked havde gode forbindelser via de eksisterende lufthavne, primært Saarbrücken lufthavn, og at Zweibrücken lufthavn ikke forøger regionens forbindelsesmuligheder. |
(273) |
Enhver efterspørgsel efter luftfartstjenester, der ikke opfyldes af Saarbrücken lufthavn, kan nemt opfyldes af de andre seks lufthavne, der kan nås inden for en rejsetid på højst to timer. Med hensyn til ferieflyvninger accepteres almindeligvis en rejsetid på op til to timer. Det samme gælder for efterspørgslen efter luftfragttjenester. |
(274) |
Tyskland har ikke fremlagt dokumentation for, at de forudsagte passagertal krævede, at Zweibrücken lufthavn trådte ind på markedet. Zweibrücken lufthavn trådte ind på det kommercielle luftfartsmarked i 2006, men den tidligste prognose for passagertallet er fra september 2009 (69). Det kan derfor ikke hævdes, at den offentlige finansiering siden 2000 har haft til formål at opfylde en efterspørgsel efter luftfartstjenester, der ellers ikke ville blive opfyldt. |
(275) |
Kommissionen bemærker også, at Saarbrücken lufthavn i 1997 forudsagde, at lufthavnens passagertal ville stige til 676 000 inden 2010 (70). Da Zweibrücken lufthavn på daværende tidspunkt endnu ikke var trådt ind på det kommercielle luftfartsmarked, kan det antages, at denne prognose var den mest pålidelige prognose for passagertal for regionen. Da Saarbrücken har en kapacitet på 700 000-800 000 passagerer om året, er det klart, at de passagertal, der blev forudsagt i 1997, kunne betjenes af Saarbrücken lufthavn alene i en betydelig periode. |
(276) |
Kommissionen finder endvidere, at selv de faktiske passagertal Zweibrücken lufthavn og Saarbrücken lufthavn ikke viser, at Saarbrückens kapacitet ikke er tilstrækkelig til at opfylde efterspørgslen i regionen. Det er korrekt, at de kombinerede passagertal i Saarbrücken og Zweibrücken nåede op på ca. 850 000 passagerer i 2008 og 810 000 i 2009, hvilket overstiger Saarbrücken lufthavns maksimale kapacitet. Kommissionen finder samtidig, at disse tal giver et noget forvrænget billede af den reelle efterspørgsel i regionen: De høje passagertal forekommer for det første at være drevet af den direkte konkurrence mellem de Berlinruter, der tilbydes fra Zweibrücken og Saarbrücken (og henholdsvis Germanwings og Air Berlin/Luxair), som midlertidigt tiltrak yderligere passagerer. Da Germanwings lukkede sin urentable rute til Berlin, faldt efterspørgslen på ruten. Kommissionen finder for det andet (se afsnit 7.3), at Germanwings, TUIFly og Ryanair alle blev begunstiget af uforenelig statsstøtte, som de modtog fra FGAZ/FZG. For så vidt som dette er blevet omsat til lavere billetpriser, er det tvivlsomt, om de således statsstøttede passagertal i Zweibrücken repræsenterede den reelle efterspørgsel i regionen. Endelig skal det bemærkes, at de samlede passagertal er faldet siden 2009: Det samlede passagertal for Zweibrücken og Saarbrücken var ca. 670 000 i 2012, hvilket er under Saarbrücken lufthavns maksimale kapacitet. |
(277) |
Kommissionen kan desuden ikke godtage Tysklands argument om, at de to lufthavne kun supplerer hinanden og ikke konkurrerer med hinanden. Til trods for at de to lufthavnes forretningsmodeller til en vis grad ser ud til at være forskellige, er det for det første klart, at Zweibrücken lufthavns kernevirksomhed (ferieflyvninger, især til Antalya/Palma de Mallorca) også tilgodeses af Saarbrücken. Ganske vist koncentrerer Saarbrücken sig ellers om ruteflyvninger til større byer som Luxembourg, Berlin og Hamborg. Dette ændrer dog ikke ved, at Zweibrücken kun ser ud til at have et begrænset forretningsområde, som ikke betjenes eller ikke kunne betjenes fra Saarbrücken. |
(278) |
Kommissionen finder endvidere, at forskellene med hensyn til infrastruktur mellem de to lufthavne ikke påvirker dens konklusion om, at Zweibrücken lufthavn duplikerer lufthavnsinfrastruktur, der allerede var etableret i Saarbrücken. Det er igen korrekt, at Zweibrücken har en længere start- og landingsbane, så denne lufthavn er bedre egnet til langdistanceflyvninger og tunge fragtfly, men disse forskelle er ikke tilstrækkelige til at begrunde to lufthavne så tæt på hinanden. Som forklaret i betragtning 269 og 270 opfyldes efterspørgslen efter luftfragt tilstrækkeligt af Frankfurt-Hahn lufthavn og Luxemburg lufthavn, hvor der så vidt Kommissionen er orienteret ikke er nogen relevante begrænsninger med hensyn til flyenes vægt. Tyskland har for det andet ikke godtgjort, at et betydeligt antal af de kommercielle passagerflyvninger, der afgår fra Zweibrücken, ikke kunne afgå fra Saarbrücken. |
(279) |
Eftersom Saarbrücken lufthavn tilsyneladende kunne opfylde den efterspørgsel efter luftfartstjenester, der nu delvist er overtaget af Zweibrücken, inden sidstnævnte trådte ind på markedet, begrunder forskellene i infrastruktur endelig ikke duplikeringen af infrastruktur, der allerede fandtes i Saarbrücken. |
Konklusion
(280) |
I lyset af de fakta og omstændigheder, der er fremlagt og omhandlet i betragtning 255-279, finder Kommissionen, at investeringsstøtten til fordel for FGAZ/FZG havde til formål at etablere eller vedligeholde infrastruktur, der blot duplikerer den (urentable) lufthavn i Saarbrücken. Investeringsstøtten kan derfor ikke anses for at bidrage til et mål af fælles interesse. |
(281) |
Da de angivne forenelighedskriterier (i betragtning 254) er kumulative, behøver Kommissionen ikke vurdere de øvrige forenelighedskriterier. For så vidt investeringsstøtten udgør statsstøtte, bør den ikke anses for forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). |
(282) |
Da Tyskland ikke har fremført, og Kommissionen ikke har identificeret alternative begrundelser for forenelighed, konkluderes det følgelig, at investeringsstøtten til FGAZ/FZG, for så vidt som den udgør statsstøtte, er uforenelig med det indre marked. |
7.1.3.4. Forenelighed af driftsstøtte i henhold til reglerne for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse
(283) |
Offentlig finansiering af driftsstøtte til FGAZ/FZG skal ifølge Tyskland anses for forenelig med det indre marked som kompensation for leveringen af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse i henhold til traktatens artikel 106, stk. 2. |
(284) |
Traktatens artikel 106, stk. 2, fastsætter følgende: »Virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler, er underkastet traktaternes bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Udviklingen af samhandelen må ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Unionens interesse«. |
(285) |
Denne artikel tillader en (delvis) undtagelse fra forbuddet mod statsstøtte i traktatens artikel 107, stk. 1, i det omfang støtten er nødvendig og proportional med hensyn til at sikre udførelsen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse under acceptable økonomiske forhold. |
(286) |
Inden den 31. januar 2012 repræsenterede rammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste fra 2005 (71) og beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005 Kommissionens politik med hensyn til anvendelsen af undtagelsen i traktatens artikel 106, stk. 2. |
(287) |
Kommissionen bemærker, at begge disse instrumenter kræver, at virksomheden får overdraget at udføre en egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Overdragelsen til lufthavnsoperatøren af forpligtelser til offentlig tjeneste skal være »omfattet af en eller flere officielle akter«, der bl.a. angiver »den nøjagtige art af forpligtelsen til offentlig tjeneste« (72). |
Egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse
(288) |
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt driften af Zweibrücken lufthavn udgør en egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, minder Kommissionen for det første om, at en aktivitet for at udgøre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse skal være kendetegnet ved visse elementer sammenlignet med almindelige økonomiske aktiviteter, og at det mål af almindelig interesse, der forfølges, ikke blot kan være udvikling af bestemte økonomiske aktiviteter eller økonomiske områder som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 3, litra c) (73). På denne baggrund er det Kommissionens opfattelse, at dette kun kan være tilfældet, hvis en del af det område, som lufthavnen kan betjene, uden denne lufthavn ville være isoleret fra resten af Unionen i en sådan grad, at det ville påvirke områdets sociale og økonomiske udvikling negativt (74). |
(289) |
Der er desuden efter Kommissionens vurdering en vis overlapning mellem den korrekte definition af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse og spørgsmålet om, hvorvidt den offentlige finansiering af en lufthavn (både investerings- og driftsomkostninger) bidrager til et veldefineret mål af fælles interesse. Kommissionen har i betragtning 257 ff. anført, at offentlig finansiering, der fører til duplikering af lufthavnsinfrastruktur i en region, ikke kan anses for at bidrage til et mål af fælles interesse (se også betragtning 294 ff.). Kommissionen minder også om, at den overordnede forvaltning af en lufthavn kun kan anses for at udgøre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, »hvis en del af det område, som lufthavnen kan betjene, uden lufthavnen ville være isoleret fra resten af Unionen i en sådan grad, at det ville påvirke dens sociale og økonomiske udvikling negativt« (75). På denne baggrund finder Kommissionen ligeledes, at driften af en lufthavn, der duplikerer en anden lufthavn i samme region, ikke kan anses for at udgøre en egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (76). |
(290) |
Kommissionen har konkluderet, at den offentlige finansiering af infrastrukturen i Zweibrücken lufthavn, for så vidt den udgør statsstøtte, er uforenelig med det indre marked, fordi den duplikerer eksisterende infrastruktur. Kommissionen er således af den opfattelse, at driften af Zweibrücken lufthavn ikke udgør en egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. For så vidt som Tyskland finder, at driften af Zweibrücken lufthavn udgør en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, har det derfor begået en grundlæggende fejl i definitionen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse (77). |
Overdragelsesakt
(291) |
Kommissionen finder for det andet, at FGAZ/FZG ikke korrekt fik overdraget driften af Zweibrücken lufthavn som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Som relevante overdragelsesakter har Tyskland kun nævnt lufthavnens almindelige driftslicens og dens »forpligtelse til at drive lufthavnen«, som er anført i § 45 i LuftVZO. Kommissionen bemærker, at forpligtelsen til at drive lufthavnen ifølge Tyskland var resultatet af opgraderingen af Zweibrücken lufthavn fra en »flyveplads« til en »lufthavn« i den forstand, der er fastlagt i § 49 og § 38 i LuftVZO (78). Denne opgradering fandt dog først sted i begyndelsen af 2010, hvilket betyder, at der for den undersøgte periode (2000-2009) ikke kan udledes en overdragelsesakt af § 45 i LuftVZO. |
(292) |
Tyskland anfører videre, at »[e]n generel officiel overdragelse til FZG af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse skete ikke, bortset fra driftslicensen og inddragelsen i Rheinland-Pfalz' ombygningsprojekt«. Eftersom Tyskland ikke har forklaret, hvordan driftslicensen i sig selv kan udgøre en overdragelsesakt, der opfylder kravene i betragtning 287, eller hvordan inddragelse i ombygningsprojektet udgør en egentlig overdragelse, har FGAZ/FZG efter Kommissionens opfattelse ikke fået overdraget en egentlig tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. |
(293) |
Af de grunde, der er anført i betragtning 288 ff., konkluderes det derfor, at offentlig finansiering ydet til FGAZ/FZG, som udgør driftsstøtte, ikke kan anses for kompensation for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der er forenelig med det indre marked. |
7.1.3.5. Forenelighed af driftsstøtte i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2014
(294) |
I afsnit 5.1 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 fastlægges de kriterier, Kommissionen vil anvende ved vurdering af driftsstøttens forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). I overensstemmelse med punkt 172 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 vil Kommissionen anvende disse kriterier på alle sager vedrørende driftsstøtte, herunder udestående anmeldelser og ulovlige, uanmeldte støttesager. |
(295) |
Ulovlig driftsstøtte ydet før offentliggørelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2014 kan erklæres for forenelig for hele det beløb, der svarer til de udækkede driftsomkostninger, hvis følgende betingelser (79) er opfyldt:
|
a) Bidrag til et veldefineret mål af fælles interesse
(296) |
I henhold til punkt 114 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 bidrager »duplikering af urentable lufthavne i samme område […] ikke til et mål af fælles interesse«. De argumenter, der er anført i betragtning 259 ff. vedrørende forenelighed af investeringsstøtte til FGAZ/FZG i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2005, er efter Kommissionens opfattelse tilsvarende relevante for foreneligheden af driftsstøtte i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2014. Kommissionen finder af den grund, at driftsstøtten til FGAZ/FZG blot duplikerer en urentabel lufthavn og derfor ikke bidrager til et veldefineret mål af fælles interesse. For så vidt driftsstøtten til FGAZ/FZG udgør statsstøtte, kan den derfor ikke anses for forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). |
Konklusion
(297) |
Kommissionen konkluderer, at driftsstøtten til FGAZ/FZG ikke er forenelig med det indre marked i henhold til hverken traktatens artikel 106, stk. 2, eller traktatens artikel 107, stk. 3, litra c). Da Tyskland ikke har fremført, og Kommissionen ikke har identificeret alternative begrundelser for forenelighed, konkluderes det følgelig, at investeringsstøtten til FGAZ/FZG, for så vidt som den udgør statsstøtte, er uforenelig med det indre marked. |
7.2. POTENTIEL STØTTE I FORBINDELSE MED ET BANKLÅN OG DELTAGELSE I DELSTATEN RHEINLAND-PFALZ' INTERNE LIKVIDITETSPULJE
7.2.1. FOREKOMST AF STATSSTØTTE
7.2.1.1. Økonomisk aktivitet og begrebet virksomhed
(298) |
Af de grunde, der er anført i betragtning 173 ff., skal FGAZ/FZG anses for at udgøre en virksomhed som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. |
7.2.1.2. Statsmidler og tilregnelse til staten
(299) |
For at udgøre statsstøtte skal de pågældende foranstaltninger finansieres af statsmidler, og beslutningen om at bevilge foranstaltningen skal kunne tilregnes staten. |
(300) |
Begrebet statsstøtte gælder enhver fordel, der tildeles ved hjælp af statsmidler af staten selv eller gennem ethvert mellemliggende organ, som handler i henhold til de beføjelser, det har fået overdraget (85). Lokale myndigheders midler er med henblik på anvendelse af traktatens artikel 107 statsmidler (86). |
Statsgaranti på 100 %
(301) |
En offentlig garanti indebærer altid et potentielt tab af statsmidler. Da statsgarantien på 100 % blev udstedt direkte af delstaten Rheinland-Pfalz, blev den ydet med statsmidler og kan således tilregnes staten. |
Delstatens likviditetspulje
(302) |
Tyskland anførte, at delstaten Rheinland-Pfalz' likviditetspulje ikke er direkte finansieret af delstatens offentlige budget. Tyskland hævder, at alle midler i likviditetspuljen kommer fra de deltagende virksomheder eller tilvejebringes i form af lån på kapitalmarkedet. |
(303) |
Kommissionen vurderer, at staten i den omhandlede sag på alle relevante tidspunkt udøvede direkte eller indirekte kontrol over midlerne i likviditetspuljen, hvilket betyder, at de udgjorde statsmidler. For det første kan kun virksomheder, hvori delstaten Rheinland-Pfalz har en andel på mindst 50 %, deltage i likviditetspuljen. Som følge af delstatens bestemmende ejerandel er de deltagende virksomheder uden tvivl offentlige virksomheder som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens direktiv 2006/111/EF (87). Da alle de deltagende virksomheder således er offentlige virksomheder, udgør deres midler statsmidler. Dette forhold alene viser, at midlerne i likviditetspuljen, for så vidt som de består af indskud fra de deltagende virksomheder, udgør statsmidler. |
(304) |
Hvis de deltagende virksomheders indskud i likviditetspuljen ikke er tilstrækkelige til at dække en deltagers likviditetsbehov, fremskaffer delstaten Rheinland-Pfalz for det andet kortsigtet finansiering på det finansielle marked i sit eget navn og overfører disse midler til de virksomheder, der deltager i likviditetspuljen. Da delstaten optager de fornødne lån i sit eget navn, må de midler, der fremskaffes på denne måde, anses for også at udgøre statsmidler. |
(305) |
Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den finansiering, der ydes af likviditetspuljen, er finansieret af statsmidler, da både de deltagende virksomheders indskud og de lån, der optages af delstaten for at dække likviditetsmangel i likviditetspuljen, udgør statsmidler. |
(306) |
Det er desuden klart, at delstaten havde vidtrækkende kontrol over forvaltningen af likviditetspuljen, hvilket betyder, at finansieringen til de deltagende virksomheder kan tilregnes staten. Kommissionen bemærker først, at aftalen om deltagelse i likviditetspuljen indgås mellem delstaten og de involverede virksomheder. Beslutningen om at give en virksomhed mulighed for at deltage i likviditetspuljen træffes således direkte af delstaten. Delstaten fastsætter også det maksimale beløb, som en deltagende virksomhed kan modtage fra likviditetspuljen i form af en kreditbevilling. Delstaten Rheinland-Pfalz forvalter desuden de daglige transaktioner i likviditetspuljen gennem »Landeshauptkasse«, som er en institution under delstaten Rheinland-Pfalz' finansministerium. »Landeshauptkasse« er også officiel repræsentant for delstaten, når den optager lån på markedet for at dække likviditetsmangler i likviditetspuljen. |
(307) |
På dette grundlag kan staten tilsyneladende direkte kontrollere aktiviteterne i likviditetspuljen, herunder mest centralt spørgsmålet om, hvilke virksomheder der kan deltage, og hvilken kredit der skal bevilges hver deltagende virksomhed. Beslutninger vedrørende deltagelse i likviditetspuljen og omfanget af denne deltagelse kan således tilregnes staten. |
Lån ydet af Sparkasse Südwestpfalz
(308) |
Med hensyn til selve lånet anerkender Kommissionen, at Sparkasse Südwestpfalz er en selvstændig bank, der på eget ansvar træffer beslutning om bevilling af lån. Det er ingen tegn på, at beslutningen om at bevilge lånet til FGAZ/FZG kan tilregnes staten. Kommissionen finder derfor, at denne foranstaltning ikke kan tilregnes staten. |
7.2.1.3. Økonomisk fordel
Statsgaranti på 100 %
(309) |
I henhold til punkt 3.2 i garantimeddelelsen er en individuel statsgaranti ikke støtte, når følgende betingelser er opfyldt: »a) Låntageren er ikke en kriseramt virksomhed. […] b) Garantiens størrelse kan måles korrekt på det tidspunkt, hvor garantien ydes. […] c) Garantien dækker højst 80 % af de enkelte udestående lån eller andre finansielle forpligtelser […]. d) Der betales markedspris for garantien […]«. |
(310) |
I dette tilfælde ydede delstaten Rheinland-Pfalz en garanti på 100 % som sikkerhed for et lån bevilget til FGAZ/FZG. Det betyder, at garantien overstiger tærsklen på 80 % af det udestående lån. Som forklaret nedenfor betales der desuden ikke markedspris for garantien. Garantien indebærer derfor en klar fordel. |
(311) |
I henhold til punkt 4.2, andet afsnit, i garantimeddelelsen kan fordelen beregnes som differencen mellem den markedsrente, FGAZ/FZG skulle have betalt uden garantien, og den rente, der er opnået som følge af statsgarantien, efter fradrag af eventuelle betalte præmier. |
(312) |
Med hensyn til den garanti, der var udstedt af delstaten, bemærker Kommissionen, at FGAZ/FZG fik denne garanti på 100 % uden beregning og uden at stille sikkerhed. Det er klart, at FGAZ/FZG under normale markedsforhold skulle have betalt en præmie for at få en garanti for sine lån hos tredjemand. |
(313) |
Da FGAZ/FZG ikke skulle betale en præmie, opnåede virksomheden en økonomisk fordel, der ellers ikke er tilgængelig på markedet. Beløbet for denne fordel svarer til den præmie, som FGAZ/FZG skulle have betalt under normale markedsforhold. |
Delstatens likviditetspulje
(314) |
Med hensyn til FGAZ/FZG's deltagelse i likviditetspuljen har Tyskland forklaret, at likviditetspuljen fungerer på følgende måde: FGAZ anmoder om midler fra likviditetspuljen for at sikre sin likviditet, og delstaten yder disse midler fra likviditetspuljen. Den opkrævede rente er den markedsbaserede dag-til-dag-rente, som også er tilgængelig for delstaten selv. Når de deltagende virksomheders indskud ikke er tilstrækkelige til at dække anmodningen, udligner delstaten likviditetspuljen ved at optage nye lån i sit eget navn. Tyskland forklarer videre, at delstaten grundlæggende anvender de betingelser, den selv opnår på kapitalmarkedet over for deltagerne i likviditetspuljen, således at deltagerne, dvs. delstatens datterselskaber, kan refinansiere sig selv på samme betingelser som delstaten selv, uden at deres kreditværdighed vurderes. Kommissionen bemærker endvidere, at denne finansiering er tilgængelig for virksomhederne i ubegrænset tid. |
(315) |
I lyset af denne mekanisme gives der en fordel til FGAZ, hvor de betingelser, hvorpå delstaten yder lån fra likviditetspuljen, er gunstigere end de betingelser, FGAZ ellers kan opnå på markedet. Betingelserne for at optage lån fra likviditetspuljen er de samme som de betingelser, der gælder for delstaten, når den skal refinansiere sig selv. Eftersom delstaten, som offentlig myndighed, kan optage lån til meget gunstige renter (da der ikke er nogen reel risiko for misligholdelse), er den rente, hvortil FGAZ kan optage lån fra likviditetspuljen, efter Kommissionens vurdering gunstigere end den rente, virksomheden ellers kan opnå. FGAZ skal desuden ikke stille sikkerhed for disse lån, og virksomhedens finansielle situation eller kreditværdighed tages ikke i betragtning. Ved at give FGAZ mulighed for at deltage i likviditetspuljen gav delstaten derfor virksomheden FGAZ/FZG en økonomisk fordel (88). |
7.2.1.4. Selektivitet
(316) |
Da garantien på 100 % og retten til at deltage i likviditetspuljen kun blev indrømmet FGAZ/FZG (og med hensyn til likviditetspuljen andre virksomhed, hvori delstaten er hovedaktionær), må begge foranstaltninger betegnes som selektive. |
7.2.1.5. Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen
(317) |
Af de grunde, der er anført i betragtning 233 ff., er Kommissionen af den opfattelse, at enhver selektiv økonomisk fordel, der indrømmes FGAZ/FZG, kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
7.2.1.6. Konklusion
(318) |
Kommissionen konkluderer, at delstaten ydede statsstøtte til FGAZ/FZG ved uden beregning at yde FGAZ/FZG en garanti på 100 % for et banklån og give FGAZ mulighed for at deltage i delstatens likviditetspulje. |
(319) |
Kommissionen konkluderer desuden, at lånet fra Sparkasse Südwestpfalz ikke udgør statsstøtte. |
7.2.2. FORENELIGHED
(320) |
Kommissionen finder, at bemærkningerne vedrørende forenelighed i betragtning 248 ff. og 283 ff. med hensyn til statsstøtte i form af direkte investeringsstøtte og årlige kapitalindsprøjtninger er tilsvarende relevante for statsstøtte i form af en garanti og deltagelse i likviditetspuljen. Kommissionen finder derfor, at den statsstøtte, som FGAZ/FZG modtog i form af en garanti på 100 % uden beregning og mulighed for at deltage i delstatens likviditetspulje, er uforenelig med det indre marked. |
7.3. RABATTER PÅ LUFTHAVNSAFGIFTER OG MARKEDSFØRINGSAFTALE MED RYANAIR
7.3.1. FOREKOMST AF STATSSTØTTE
7.3.1.1. Økonomisk aktivitet og begrebet virksomhed
(321) |
Ved at levere lufttransportydelser udøver luftfartsselskaber en økonomisk aktivitet og udgør derfor virksomheder i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1. Det skal derfor analyseres, om aftalerne mellem luftfartsselskaberne og den pågældende lufthavn, hvis de kan tilregnes staten og medfører overførsel af statsmidler, medførte en økonomisk fordel for disse luftfartsselskaber. |
7.3.1.2. Statsmidler og tilregnelse til staten
(322) |
Foranstaltningen skal kunne tilregnes staten og være finansieret gennem statsmidler. I sin dom i Stardust Marine-sagen (89) fastslog Domstolen, at midler, der tilhører en virksomhed, som er et selskab oprettet på privatretligt grundlag, hvis aktiemajoritet ejes af staten, udgør statsmidler. I denne henseende anser Kommissionen sædvanligvis, at alle midler, der tilhører en offentligt ejet virksomhed, uanset om den giver underskud eller overskud, for statsmidler (90). |
(323) |
Hvad angår tilregnelse til staten, fastslog Domstolen i Stardust Marine-dommen, at alene det forhold, at staten eller en statslig enhed er eneaktionær eller har aktiemajoriteten i en virksomhed, ikke er tilstrækkeligt til, at en overførsel af ressourcer foretaget af den pågældende virksomhed kan tilregnes de offentlige aktionærer (91). Domstolen fastslog, at selv om staten kan kontrollere en offentligt ejet virksomhed og udøve dominerende indflydelse på dens transaktioner, kan det ikke automatisk antages, at denne kontrol faktisk udøves i en konkret sag, da en offentlig virksomhed kan handle mere eller mindre selvstændigt alt afhængigt af den udstrækning, hvori staten tillader dette. |
(324) |
Følgende er ifølge Domstolen indikationer på, at en støtteforanstaltning kan tilregnes staten (92):
|
Statsmidler
(325) |
Kommissionen bemærker, at FGAZ/FZG er et 100 % offentligt ejet, nemlig 50 % af delstaten Rheinland-Pfalz og 50 % af ZEF. FGAZ/FZG skal derfor anses for at være offentlige virksomheder i henhold til definitionen i artikel 2, litra b), i direktiv 2006/111/EF. Staten kan som eneaktionær i FGAZ/FZG og ved at udpege (identiske) tilsynsråd for FGAZ/FZG (som igen udpeger ledelsen) antages at have dominerende indflydelse på FGAZ/FZG og kontrol over dens midler. Enhver fordel, der indrømmes ved brug af FGAZ/FZG's midler, indebærer derfor et tab af statsmidler, hvilket udgør en overførsel af statsmidler. |
Tilregnelse til staten
(326) |
Tyskland anførte, at indgåelsen af aftaler mellem luftfartsselskaber og FZG ikke kan tilregnes staten, men medgav samtidig, at staten — repræsenteret ved delstaten Rheinland-Pfalz og ZEF — er indirekte involveret, nemlig via dens repræsentanter i tilsynsrådet for FZG's moderselskab, FGAZ. I henhold til FGAZ' og FZG's vedtægter sammensættes de to enheders tilsynsråd alene af repræsentanter udpeget af offentlige myndighed, dvs. delstaten og ZEF. En repræsentant udpeget af delstaten er automatisk formand for begge tilsynsråd. Tilsynsrådene udpeger FGAZ' og FZG's ledelse. For begge enheder skal tilsynsrådene godkende alle transaktioner, der har en værdi på mere end […] EUR, hvilket giver dem bred kontrol over de økonomiske aktiviteter i FGAZ/FZG. |
(327) |
Referaterne af møder i FGAZ' tilsynsråd viser dernæst, at tilsynsrådet blev orienteret og konsulteret om forhandlingen og indgåelsen af aftaler med luftfartsselskaber. Det fremgår desuden af referaterne, at FGAZ/FZG's ledelse skulle tage hensyn til de offentlige myndigheders krav ved indgåelsen af aftalerne. Referatet af tilsynsrådets møde den 13. juli 2006 viser f.eks., at tilsynsrådets formand efter ledelsens orientering om den vellykkede indgåelse af aftalen med Germanwings udtalte, at delstaten glædede sig over udviklingen, da dette kunne medvirke til at skabe arbejdspladser og sikre lufthavnens økonomiske berettigelse. Formanden udtalte navnlig, at disse positive virkninger — skabelsen af arbejdspladser og økonomisk berettigelse for lufthavnen — kunne føre til en forlængelse af aftalen om overførsel af over- og underskud mellem FGAZ og FZG. Eftersom FZG var absolut afhængig af aftalen om overførsel af over- og underskud for at få dækket sit driftsunderskud, og eftersom delstaten og ZEF havde mulighed for ikke at forlænge denne aftale eller standse de kapitalindsprøjtninger, der muliggjorde dens drift, er det klart, at FGAZ/FZG's ledelse var nødt til at tage de offentlige myndigheders krav i betragtning, hvis virksomheden ønskede at sikre sin egen økonomiske overlevelse. |
(328) |
Referatet af tilsynsrådets møde den 13. juli 2006 viser også, at en militærøvelse, der var afholdt i Zweibrücken lufthavn, havde ført til klager over støj fra lokalbefolkningen. Ledelsen påpegede, at det nederlandske flyvevåbens militærøvelse havde sikret betydelig indtjening. Formanden anførte dog, at ledelsen i fremtiden nøje burde overveje, om militærøvelser burde afholdes, og på forhånd burde informere lokalbefolkningen. Ovennævnte viser, at de offentlige myndigheder var involveret i de daglige ledelsesbeslutninger vedrørende FGAZ/FZG og godkendte dem. |
(329) |
Referatet af tilsynsrådets møde den 26. juni 2009 viser endvidere, at staten repræsenteret ved delstaten Rheinland-Pfalz var direkte involveret i forhandlinger med luftfartsselskaber. I referatet gengives ledelsens beretning til tilsynsrådet, og der nævnes et møde mellem ledelsen, en repræsentant for Rheinland-Pfalz' økonomiministerium og Ryanair i London. På dette møde drøftede man forholdet mellem Ryanair og Zweibrücken. Ministeriets aktive deltagelse kan, bortset fra den blotte tilstedeværelse af en repræsentant i disse forretningsmæssige forhandlinger, udledes af ministerrepræsentantens påmindelse til Ryanair om, at Rheinland-Pfalz' regering ville finde det stærkt beklageligt, hvis Ryanair begyndte at betjene Saarbrücken. |
(330) |
Fremtiden for Ryanairs engagement i Zweibrücken blev efterfølgende drøftet i tilsynsrådet, som støttede forslaget om at afbryde samarbejdet, hvis der ikke skete en markant forbedring af Ryanairs flyveplan, og i betragtning af Ryanairs krav om betaling (93). I betragtning af Ryanairs krav om betaling, der ville have krævet tilsynsrådets godkendelse af en ny aftale, og de offentlige myndigheders tidligere inddragelse i forhandlingerne er det klart, at tilsynsrådet havde vidtrækkende kontrol over ledelsens forretningsmæssige beslutninger. Dette kan ses som en yderligere indikation af, at ledelsen skulle tage hensyn til de offentlige myndigheders krav i sine beslutninger, og det viser omfanget af den kontrol og indflydelse, som tilsynsrådet udøvede over FGAZ/FZG's forretningsmæssige beslutninger. |
(331) |
På denne baggrund finder Kommissionen, at der er tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at indgåelsen af aftaler om lufthavnstjenester mellem FGAZ/FZG og de forskellige luftfartsselskaber kan tilregnes staten. |
7.3.1.3. Økonomisk fordel
(332) |
For at vurdere, om en aftale mellem en offentligt ejet lufthavn og et luftfartsselskab medfører en økonomisk fordel for luftfartsselskabet, er det nødvendigt at analysere, hvorvidt aftalen opfylder markedsøkonomiprincippet. Når det undersøges, om markedsøkonomiprincippet er blevet fulgt i forbindelse med en aftale mellem en lufthavn og et luftfartsselskab, skal det vurderes, om en forsigtig operatør under markedsøkonomiske vilkår på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, ville have forventet, at den ville medføre en større fortjeneste end den, der ellers ville have kunnet opnås. Denne større fortjeneste skal måles som forskellen mellem de ekstraindtægter, som aftalen forventes at skabe (dvs. forskellen mellem indtægterne, hvis aftalen indgås, og indtægterne, hvis aftalen ikke indgås), og de ekstraudgifter, som ventes at opstå som følge af aftalen (dvs. forskellen mellem udgifterne, hvis aftalen indgås, og udgifterne, hvis aftalen ikke indgås), med passende diskontering af de deraf følgende pengestrømme. |
(333) |
I forbindelse med denne analyse skal der tages hensyn til alle relevante ekstraindtægter og -udgifter, som er forbundet med aftalen. De forskellige elementer (rabatter på lufthavnsafgifter, markedsføringstilskud, andre økonomiske incitamenter) må ikke vurderes særskilt. Følgende fremgår af Charleroi-dommen: »Ved anvendelsen af kriteriet om den private investor er det nødvendigt at vurdere den kommercielle transaktion (…) i sin helhed for at afgøre, om det statslige organ og det organ, som kontrolleres heraf, vurderet under ét, har handlet som rationelle erhvervsdrivende på markedsøkonomiske vilkår. Kommissionen er således forpligtet til ved vurderingen af de omtvistede foranstaltninger at gennemgå alle de relevante forhold og disses sammenhæng […]« (94). |
(334) |
De forventede ekstraindtægter skal navnlig omfatte indtægterne fra lufthavnsafgifter under hensyntagen til både rabatterne, den trafik, som aftalen forventes at skabe, og de ikke luftfartsrelaterede indtægter, som den øgede trafik ventes at skabe. De forventede ekstraudgifter skal navnlig omfatte de ekstra drifts- og investeringsudgifter, som ikke ville være opstået uden aftalen, samt udgifterne til markedsføringsstøtte og andre finansielle incitamenter. |
(335) |
Kommissionen konstaterer også, at prisdifferentiering (herunder markedsføringsstøtte og andre incitamenter) er normal forretningspraksis. En sådan prisdifferentiering skal dog være begrundet i forretningsmæssige hensyn (95). |
Anvendelse af markedsøkonomiprincippet på de pågældende aftaler, navnlig med Ryanair
(336) |
Med hensyn til anvendelsen af dette princip og i betragtning af de faktiske forhold i denne sag finder Kommissionen, at følgende spørgsmål først bør besvares:
|
(337) |
Når disse spørgsmål er besvaret, skal Kommissionen anvende markedsøkonomiprincippet på de forskellige omhandlede foranstaltninger. |
a) Vedrørende analyse af markedsføringsaftalen og aftalen om lufthavnstjenester under ét
(338) |
Kommissionen finder, at to typer foranstaltninger, som er omfattet af den formelle undersøgelse af denne sag, dvs. aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalerne, bør underkastes en fælles vurdering som en enkelt foranstaltning. Denne tilgang vedrører aftalen om lufthavnstjenester indgået mellem Ryanair og FZG på den ene side og markedsføringsaftalerne mellem FZG og Ryanair samt AMS og delstaten Rheinland-Pfalz på den anden. Ryanair bestrider ikke, at den markedsføringsaftale, som blev indgået direkte mellem Ryanair og FZG, bør vurderes sammen med aftalen om lufthavnstjenester. Det samme gælder efter Kommissionens opfattelse for markedsføringsaftalen med AMS. |
(339) |
Der er flere indikationer på, at disse aftaler skal vurderes som en enkelt foranstaltning, da de er indgået inden for rammerne af en enkelt transaktion. |
(340) |
Aftalerne blev for det første indgået af de reelt samme parter på næsten samme tidspunkt:
|
(341) |
I første punkt under overskriften »Aftalens formål« i markedsføringsaftalen med AMS anføres det for det andet, at aftalen »udspringer af Ryanairs forpligtelse til at drive en rute mellem Zweibrücken og London«. Denne formulering viser, at der er en utvetydig forbindelse mellem aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalen, idet den ene ikke var blevet indgået uden den anden. Markedsføringsaftalen er baseret på indgåelse af aftalen om lufthavnstjenester og de tjenester, som Ryanair leverer. I indledningen til markedsføringsaftalen anføres det direkte, at delstaten Rheinland-Pfalz har til hensigt at promovere turisme og erhvervsmuligheder i regionen og navnlig Zweibrücken lufthavn som destination direkte over for Ryanairs passagerer. |
(342) |
I indledningen til markedsføringsaftalen anføres det for det tredje, at delstaten Rheinland-Pfalz har besluttet »aktivt at promovere Zweibrücken lufthavn som et feriemål for internationale flyrejsende og også som et attraktivt erhvervscentrum«. Dette indikerer, at indgåelsen af markedsføringsaftalen primært og specifikt har til formål at promovere netop Zweibrücken lufthavn (og den omkringliggende region). |
(343) |
I markedsføringsaftalen anføres det for det fjerde specifikt, at der skal indsættes to link i højre side på siden for destinationen Zweibrücken og fem punkter under »Top Five Things To Do« på siden for destinationen Zweibrücken på Ryanair.com. Af disse bestemmelser kan det udledes, at aftalen har til formål at støtte Zweibrücken lufthavn specifikt og ikke delstaten Rheinland-Pfalz som helhed. |
(344) |
Aftalen kan for det femte omgående opsiges af Rheinland-Pfalz, hvis Ryanair indstiller ruten mellem Zweibrücken og London. Det viser igen, at markedsføringsaftalen og aftalen om lufthavnstjenester hænger uløseligt sammen. |
(345) |
Det konkluderes, at den markedsføringsaftale, der er indgået mellem Rheinland-Pfalz og AMS, hænger uløseligt sammen med den aftale om lufthavnstjenester, der er indgået mellem Ryanair og FZG. Det fremgår af ovenstående, at markedsføringsaftalen ikke ville være blevet indgået uden aftalen om lufthavnstjenester. Det anføres udtrykkeligt i markedsføringsaftalen, at den udspringer af Ryanairs rute Zweibrücken-London og grundlæggende omhandler markedsføringstjenester, der har til formål at promovere denne rute. Samtidig var indgåelsen af aftalen om lufthavnstjenester tilsyneladende afhængig af markedsføringsaftalen: Aftalen om lufthavnstjenester blev indgået på et tidligere tidspunkt, men den forpligtede ikke Ryanair til at åbne en rute fra Zweibrücken. I stedet anføres det udtrykkeligt, at »såfremt ruten ikke åbnes inden den 28. oktober 2008, bortfalder denne aftale uden ansvar for parterne«. Ryanair åbnede faktisk først sin rute fra Zweibrücken, efter at aftalen med AMS var blevet indgået. |
(346) |
Kommissionen finder derfor, at aftalen om lufthavnstjenester af 22. september 2008 og markedsføringsaftalen af 6. oktober 2008 bør analyseres under ét for at afgøre, om de udgør statsstøtte. |
b) Vedrørende det udbytte, som en markedsøkonomisk operatør kunne forvente at få af markedsføringsaftalerne, og den pris, en sådan operatør ville være villig til at betale for disse tjenester
(347) |
For at kunne anvende markedsøkonomiprincippet i denne sag skal FGAZ/FZG's og delstatens adfærd som underskrivere af aftalen om lufthavnstjenester med Ryanair og markedsføringsaftalen med AMS sammenlignes med adfærden for en hypotetisk markedsøkonomisk operatør med ansvar for driften af Zweibrücken lufthavn. |
(348) |
Analysen af den omhandlede transaktion skal omfatte en vurdering af det udbytte, som denne hypotetiske markedsøkonomiske operatør, der handler med rentabilitet for øje, kunne forvente af markedsføringstjenesterne. I denne forbindelse skal der ikke som sådan tages højde for disse tjenesters generelle virkning på turismen og den økonomiske aktivitet i regionen. Kun tjenesternes virkning på lufthavnens rentabilitet skal tages i betragtning, da den er en hypotetisk markedsøkonomisk operatørs eneste hensyn. |
(349) |
Markedsføringstjenesterne skulle således stimulere passagerantallet på de ruter, der er omfattet af markedsføringsaftalerne og de tilsvarende aftaler om lufthavnstjenester, da disse tjenester har til formål at promovere disse ruter. Selv om denne virkning først og fremmest er en fordel for det pågældende luftfartsselskab, kan den også være en fordel for lufthavnsoperatøren. For lufthavnsoperatøren kan en stigning i passagertallet føre til en stigning i indtægterne fra visse lufthavnsafgifter og fra anden virksomhed end luftfart, f.eks. fra parkeringsafgifter, restauranter og andre forretninger. |
(350) |
En markedsøkonomisk operatør, som skulle drive Zweibrücken lufthavn i stedet for FGAZ/FZG og delstaten, ville uden tvivl have taget denne positive virkning i betragtning under sine overvejelser vedrørende markedsføringsaftalen og den tilsvarende aftale om lufthavnstjenester. Den markedsøkonomiske operatør ville have vurderet den pågældende flyrutes indvirkning på de fremtidige indtægter og udgifter og ville i denne sammenhæng have anslået antallet af passagerer, som ville rejse på denne rute, hvilket ville afspejle markedsføringstjenesternes positive virkning. Derudover ville virkningen være blevet vurderet for hele den planlagte driftsperiode for de pågældende ruter som anført i aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalen. |
(351) |
Når en lufthavnsoperatør indgår en aftale om promovering af visse flyruter, anslår vedkommende sædvanligvis belægningsgraden (eller belægningsfaktoren) (97) for de pågældende ruter og lægger den til grund for vurderingen af de fremtidige indtægter. Kommissionen er enig med Ryanair på dette punkt, dvs. at markedsføringsaftaler ikke kun genererer udgifter for lufthavnsoperatøren, men også giver dem fordele. |
(352) |
Det bør i øvrigt fastslås, om en hypotetisk markedsøkonomisk operatør, som skulle drive Zweibrücken lufthavn i stedet for FGAZ/FZG og delstaten, med rimelighed kunne forvente og ville sætte tal på andre fordele end dem, der kan henføres til den positive indvirkning på passagertallet på de flyruter, der er omfattet af markedsføringsaftalen i den driftsperiode, der er fastsat for de pågældende ruter i markedsføringsaftalen eller aftalen om lufthavnstjenester. |
(353) |
Visse tredjeparter, bl.a. Ryanair i undersøgelsen af 17. januar 2014, støtter denne tese. Undersøgelsen af 17. januar 2014 tager udgangspunkt i en idé om, at de markedsføringstjenester, som en lufthavnsoperatør (f.eks. FGAZ/FZG og delstaten) modtager, styrker lufthavnens image og dermed varigt øger antallet af passagerer, der benytter lufthavnen, også på andre flyruter end dem, der er omfattet af markedsføringsaftalen og aftalen om lufthavnstjenester, i hele den driftsperiode, der er fastsat i disse aftaler. Ryanair konstaterede i denne undersøgelse, at markedsføringstjenester kan have varig positiv indvirkning på passagertrafikken i lufthavnen, også efter udløbet af markedsføringsaftalen. |
(354) |
I denne forbindelse bør det først og fremmest bemærkes, at hverken lufthavnsoperatøren eller delstaten overhovedet overvejede eller kvantificerede den mulige positive virkninger, som markedsføringsaftalen kunne have for andre flyruter end de ruter, der er omhandlet af aftalen, eller muligheden for, at disse virkninger fortsat ville gøre sig gældende efter aftalens udløb. Tyskland foreslog desuden ikke en metode til at anslå den værdi, som en hypotetisk markedsøkonomisk operatør, som skulle drive Zweibrücken lufthavn i stedet for FGAZ/FZG og delstaten, kunne have tillagt sådanne virkninger, når vedkommende skulle vurdere, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt at indgå aftalerne i 2008. |
(355) |
Den varige karakter af disse virkninger kan desuden ikke vurderes på grundlag af de foreliggende oplysninger. Promoveringen af Zweibrücken og regionen på Ryanairs websted kan muligvis have tilskyndet de besøgende på webstedet til at købe Ryanair-billetter til Zweibrücken, da reklamen først blev vist, eller kort tid derefter. Det er dog meget usandsynligt, at de besøgende på Ryanairs websted, som har set denne reklame, husker den, og at den stadig efter et par uger påvirker deres køb af flybilletter. En reklamekampagne vil sandsynligvis have varig virkning, når reklametiltagene iværksættes gennem et eller flere medier, hvor forbrugerne ofte møder dem i den givne kampagneperiode. En reklamekampagne på populære radio- og tv-kanaler, velbesøgte websteder og/eller en række reklameskilte opsat udenfor eller på offentlige steder kan f.eks. have en sådan varig virkning, hvis forbrugerne gentagne gange har passiv adgang til disse medier. Der er til gengæld kun ringe sandsynlighed for, at et reklamefremstød, som er begrænset til Ryanairs websted, har en virkning, der holder lang tid efter kampagnens ophør. |
(356) |
Det er yderst sandsynligt, at de fleste besøgende på Ryanairs websted ikke besøger webstedet hyppigt nok til, at det alene får dem til at huske en region, der er blevet markedsført på webstedet, gennem længere tid. Denne bemærkning underbygges i væsentlig grad af to elementer. For det første bestod markedsføringen af Zweibrücken-regionen på Ryanairs websted i henhold til markedsføringsaftalen kun i fem punkter på 150 ord under »Top Five Things To Do« på siden for destinationen Zweibrücken, visning i en meget kort periode (16 dage) af et simpelt link på startsiden for www.ryanair.com, der førte til et websted, som delstaten stillede til rådighed, og visningen af to simple link på siden for destinationen Zweibrücken, som igen førte til et websted, som delstaten stillede til rådighed. Såvel arten af disse reklamefremstød (et link med begrænset reklamemæssig værdi) som deres kortvarighed kan i høj grad have begrænset tiltagenes tidsmæssige virkning efter deres afslutning, især da de var begrænset til Ryanairs websted og ikke blev genoptaget i andre medier. For det andet vedrørte de øvrige markedsføringstiltag, der var omfattet af aftalen med AMS, kun den side på webstedet, der omhandlede destinationen Zweibrücken. Der er stor sandsynlighed for, at de fleste besøgende på siden ikke besøger siden særligt hyppigt. Hvis og når de besøger den igen, er det kun, fordi de i forvejen var interesseret i destinationen. |
(357) |
Selv om markedsføringstjenesterne stimulerede passagertallet på de flyruter, der var omfattet af markedsføringsaftalen, i den periode, hvor tjenesterne blev leveret, er der stor sandsynlighed for, at virkningen var ikkeeksisterende eller ubetydelig efter denne periodes ophør, og at virkningen var tilsvarende ubetydelig for andre ruter. |
(358) |
Det fremgår i øvrigt af Ryanairs undersøgelser af 17. og 31. januar 2014, at opnåelsen af fordele, der rækker ud over de flyruter, der er omfattet af markedsføringsaftaler, eller består efter deres gennemførelse for disse ruter, som fastsat i markedsføringsaftalen og aftalen om lufthavnstjenester, er ekstremt usikkert, og at der ikke kan sættes tal på, der er tilstrækkeligt pålidelige for en rationel markedsøkonomisk operatør. |
(359) |
Ifølge undersøgelsen af 17. januar 2014»er et fremtidigt gradvist stigende udbytte efter udløbet af aftalen om lufthavnstjenester i sagens natur usikkert«. Denne undersøgelse omfatter to metoder til forhåndsevaluering af en markedsføringsaftales positive virkninger, nemlig en pengestrømsbaseret tilgang (»cash flow«) og en kapitaliseringstilgang. |
(360) |
Den pengestrømsbaserede tilgang består i at vurdere udbyttet af markedsføringsaftalerne og aftalerne om lufthavnstjenester i form af fremtidige indtægter for lufthavnsoperatøren, som stammer fra markedsføringstjenesterne og aftalen om lufthavnstjenester med fradrag af de tilsvarende udgifter. Ved kapitaliseringstilgangen indregnes lufthavnens forbedrede image i kraft af markedsføringstjenesterne som et immaterielt anlægsaktiv, der er købt for den pris, der er fastsat i markedsføringsaftalen. |
(361) |
I undersøgelsen understreges dog de store vanskeligheder, der er forbundet med kapitaliseringstilgangen, herunder den manglende pålidelighed af metodens resultater, og den pengestrømsbaserede tilgang foretrækkes frem for kapitaliseringstilgangen. I undersøgelsen konstateres følgende: »Kapitaliseringstilgangen bør kun tage højde for den del af markedsføringsudgifterne, der kan tilskrives grundlaget for en lufthavns immaterielle anlægsaktiv. Det kan imidlertid være vanskeligt at identificere den del af markedsføringsudgifterne, der har til formål at generere indtægter for lufthavnen i fremtiden (dvs. en investering i grundlaget for lufthavnens immaterielle anlægsaktiv), i forhold til dem, der genererer indtægter for lufthavnen på indeværende tidspunkt.« Det understreges ligeledes, at: »For at anvende kapitaliseringstilgangen er det nødvendigt at vurdere, i hvor lang tid en lufthavn i gennemsnit er i stand til at fastholde en kunde i kraft af AMS' markedsføringskampagne. Det ville i praksis være særdeles vanskeligt at vurdere, i hvor lang tid en kundekreds kan fastholdes i kraft af en AMS-kampagne, da der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger herom.« |
(362) |
I undersøgelsen af 31. januar 2014 foreslås en praktisk anvendelse af den pengestrømsbaserede tilgang. Ifølge denne tilgang tager det udbytte af markedsføringsaftaler og aftaler om lufthavnstjenester, der måtte opstå efter udløbet af markedsføringsaftalen, form af en »slutværdi«, som beregnes på aftalens udløbsdato. Denne slutværdi beregnes med udgangspunkt i det gradvist stigende udbytte, der kan forventes af aftalerne om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalerne i aftalen om lufthavnstjenester. Dette udbytte fortsætter i den efterfølgende periode, hvis varighed svarer til løbetiden for aftalen om lufthavnstjenester, idet det reguleres i forhold til vækstraten på det europæiske luftfartsmarked og en sandsynlighedsfaktor, der skal afspejle muligheden for, at aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftaler bidrager til lufthavnens udbytte efter deres udløb. Denne mulighed for at give varigt udbytte er ifølge undersøgelsen af 31. januar 2014 et resultat af en række faktorer, »herunder større anseelse og et stærkere varemærke samt positive eksterne virkninger og tilbagevendende passagerer«, uden yderligere præcisering heraf. Derudover tager denne metode højde for en diskonteringssats, som afspejler kapitalomkostningerne. |
(363) |
For så vidt angår sandsynlighedsfaktoren, foreslås i undersøgelsen en sats på 30 %, der opfattes som forsigtig. Den meget teoretiske undersøgelse indeholder imidlertid ingen seriøs kvantitativ eller kvalitativ begrundelse på dette punkt. Den underbygger ikke denne sats på 30 % med faktuelle oplysninger om selve Ryanairs virksomhed eller om luftfartsmarkedet eller markedet for lufthavnstjenester. Den etablerer ikke nogen forbindelse mellem denne sats og de faktorer, der nævnes meget kort (anseelse, stærkt varemærke, positive eksterne virkninger og tilbagevendende passagerer), og som skulle forlænge udbyttet af aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalen til efter deres udløb. Endelig baserer undersøgelsen sig på ingen måde på det specifikke indhold af de markedsføringstjenester, der er omfattet af de forskellige aftaler med AMS, for at analysere, i hvilket omfang disse tjenester kunne indvirke på ovenstående faktorer. |
(364) |
Derudover påviser den på ingen måde, at det udbytte, som lufthavnsoperatøren har opnået via aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalen i det sidste aftaleår, vil fortsætte med en bestemt sandsynlighed efter aftalens udløb. Den påviser heller ikke relevansen af at anvende vækstraten på det europæiske luftfartsmarked til at vurdere virkningerne af en aftale om lufthavnstjenester og en markedsføringsaftale for en given lufthavn. |
(365) |
Det ville således være særdeles usandsynligt, at en forsigtig markedsøkonomisk operatør, som skulle vurdere interessen i at underskrive en aftale, ville tage højde for en slutværdi beregnet efter den metode, som Ryanair foreslår. |
(366) |
Af undersøgelsen af 31. januar 2014 fremgår det dermed, at den pengestrømsbaserede metode på lige fod med kapitaliseringsmetoden ville give meget usikre og meget lidt pålidelige resultater. |
(367) |
Hverken Tyskland eller andre interesserede tredjeparter har fremlagt dokumentation for, at den metode, som Ryanair foreslår i undersøgelsen af 31. januar 2014, eller en hvilken som helst anden metode, som har til formål at sætte tal på udbytte opnået efter udløbet af aftaler om lufthavnstjenester og markedsføringsaftaler, er blevet anvendt af operatører af regionale lufthavne svarende til Zweibrückens operatør. Tyskland har ikke fremsat bemærkninger til undersøgelserne af 17. og 31. januar 2014. |
(368) |
En slutværdi beregnet efter den metode, som Ryanair foreslår, er desuden kun positiv (og har dermed kun en positiv indvirkning på den forventede rentabilitet af aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftalen), når det forventede gradvist stigende udbytte af disse aftaler i det sidste år for aftalen om lufthavnstjenester er positivt. Hvis det er negativt, vil rentabiliteten af aftalerne normalt blive lavere, hvis slutværdien indregnes. Det påvises i det følgende (se betragtning 378 ff.), at aftalerne fra 2008 førte til negative pengestrømme. |
(369) |
Som anført ovenfor (se betragtning 341 ff.) målrettes markedsføringstjenesterne klart mod personer, der med sandsynlighed vil benytte den rute, der er omfattet af markedsføringsaftalen. Hvis aftalen om denne rute ikke fornys ved udløbet af aftalen om lufthavnstjenester, er det usandsynligt, at markedsføringstjenesterne fortsat vil have positive virkninger på lufthavnens passagerantal efter aftalens udløb. Sandsynligheden for, at et luftfartsselskab ønsker at fortsætte beflyvningen af en rute efter udløbet af den periode, i hvilken det har forpligtet sig til at beflyve ruten i aftalen om lufthavnstjenester, er særdeles vanskelig at vurdere for en lufthavnsoperatør. Med hensyn til åbning og lukning af ruter har især lavprisflyselskaberne vist, at de reagerer meget reagerer på de ofte skiftende markedsforhold. Ved gennemførelse af en transaktion som den, der undersøges i denne sag, vil en forsigtig markedsøkonomisk operatør derfor ikke forlade sig på, at luftfartsselskabet vil fortsætte beflyvningen af den pågældende rute efter aftalens udløb. |
(370) |
I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at det eneste håndgribelige udbytte, en forsigtig markedsøkonomisk operatør ville forvente af en markedsføringsaftale og tage højde for ved at sætte tal på det i forbindelse med vurderingen af interessen i at indgå en sådan aftale i tilknytning til en aftale om lufthavnstjenester, ville være markedsføringstjenesternes potentielt positive indvirkning på det antal passagerer, der benytter de ruter, der er omfattet af de pågældende aftaler i den driftsperiode, der er fastsat for de pågældende ruter i aftalerne. Andre former for udbytte er ifølge Kommissionen for usikre til, at de kan kvantificeres og tages i betragtning. |
c) Mulighed for at sammenligne Zweibrücken lufthavn med andre europæiske lufthavne
(371) |
I henhold til de nye retningslinjer kan det med henblik på anvendelsen af det markedsøkonomiske princip som udgangspunkt udelukkes, at der ydes støtte til et luftfartsselskab, der benytter en lufthavn, hvis den pris, der opkræves for lufthavnstjenesterne, svarer til markedsprisen, eller det kan dokumenteres med en forhåndsanalyse, dvs. at analysen tager udgangspunkt i de oplysninger, der er tilgængelige på tidspunktet for foranstaltningens gennemførelse, og den udvikling, der kan forventes på dette tidspunkt, at aftalen mellem lufthavnen og luftfartsselskabet vil give lufthavnen et positivt, gradvist stigende dækningsbidrag (98). Med hensyn til den første fremgangsmåde (en sammenligning med »markedsprisen«) tvivler Kommissionen dog på, at man på nuværende tidspunkt kan udpege et passende benchmark for fastsættelse af den rigtige markedspris for de tjenester, som lufthavne leverer. Kommissionen finder derfor, at en forhåndsanalyse af den gradvist stigende rentabilitet er det mest relevante kriterium for vurdering af aftaler, som lufthavne har indgået med de enkelte luftfartsselskaber (99). |
(372) |
Det bemærkes, at anvendelsen af det markedsøkonomiske princip på grundlag af en gennemsnitlig pris på andre lignende markeder i almindelighed kan være en hjælp, hvis en sådan pris kan fastsættes med rimelig sikkerhed eller beregnes på grundlag af andre markedsindikatorer. Denne metode er dog ikke relevant for lufthavnstjenester, da omkostnings- og indtægtsstrukturen normalt varierer meget mellem forskellige lufthavne. Det skyldes, at omkostninger og indtægter afhænger af lufthavnens udviklingsgrad, antallet af luftfartsselskaber, som anvender lufthavnen, lufthavnens passagertrafikkapacitet, infrastrukturens tilstand og investeringssituationen, de gældende regler, som kan variere mellem de enkelte medlemsstater, samt eventuelle gældsposter eller forpligtelser, som lufthavnen tidligere har pådraget sig (100). |
(373) |
Endvidere komplicerer liberaliseringen af lufttransportmarkedet enhver strengt komparativ analyse. Som det fremgår af denne sag, er lufthavnes og luftfartsselskabers forretningspraksis ikke altid udelukkende baseret på offentliggjorte afgiftsplaner. Disse forretningsforbindelser er derimod meget forskellige. De indebærer en risikodeling med hensyn til passagerantal og en deling af de tilhørende erhvervsmæssige og finansielle ansvarsområder, en generalisering af incitamentsmekanismer samt en varierende risikofordeling i løbet af aftalernes løbetid. Følgelig kan transaktioner ikke sammenlignes med hinanden på grundlag af en turnaround-pris eller en pris pr. passager. |
(374) |
Selv om det på grundlag af en relevant sammenlignende analyse kunne fastslås, at »prisen« for de forskellige transaktioner, som er omfattet af denne vurdering, svarer til eller overstiger de »markedspriser«, som er blevet fastsat på grundlag af et sammenligneligt udsnit af transaktioner, kan Kommissionen ikke på dette grundlag fastslå, at disse transaktioner opfylder markedsøkonomiprincippet, hvis det viser sig, at lufthavnsoperatøren ved prisfastsættelsen havde forventet, at de ville skabe ekstraudgifter, som overstiger ekstraindtægterne. En markedsøkonomisk operatør vil således ikke have noget incitament til at tilbyde varer eller tjenesteydelser til »markedsprisen«, hvis dette fører til øgede tab |
(375) |
Under sådanne omstændigheder mener Kommissionen ikke, at der på baggrund af alle tilgængelige oplysninger er belæg for at fravige den tilgang, der anbefales i retningslinjerne for luftfart fra 2014, med henblik på anvendelsen af markedsøkonomiprincippet på forbindelserne mellem lufthavne og luftfartsselskaber, dvs. en forhåndsanalyse af den gradvist stigende rentabilitet. |
7.3.1.4. Vurdering af ekstraudgifter og -indtægter
Tidshorisont
(376) |
En markedsøkonomisk operatør vil ved sin vurdering af interessen i at indgå en aftale om lufthavnstjenester og/eller en markedsføringsaftale vælge en tidshorisont for vurderingen på grundlag af løbetiden for de pågældende aftaler eller den løbetid, der er fastsat i hver enkelt aftale. Han vil med andre ord vurdere de gradvist stigende indtægter og udgifter i aftaleperioden. |
(377) |
Der er øjensynligt ingen begrundelse for at vælge en længere periode. På datoen for underskrivelsen af aftalerne vil en forsigtig markedsøkonomisk operatør ikke regne med, at aftalerne fornys, når de er udløbet, hverken på samme eller nye vilkår. En generelt forsigtig operatør ville desuden være bekendt med, at lavprisflyselskaber, såsom Ryanair, altid har været og er kendt for hurtigt at reagere over for markedets udvikling, både når de åbner og lukker ruter, og når de forsøger eller sænker antallet af afgange. |
Vurdering
(378) |
Tyskland hævder, at FGAZ/FZG ikke på forhånd udarbejdede forretningsplaner, inden de indgik individuelle aftaler om lufthavnstjenester med de forskellige luftfartsselskaber. Eftersom størstedelen af lufthavnens omkostninger ville være faste omkostninger, og en udvidelse af de kommercielle aktiviteter ikke ville føre til betydelige meromkostninger, var der ifølge Tyskland ikke behov for sådanne forretningsplaner. |
(379) |
Efter Kommissionens anmodning udarbejdede Tyskland imidlertid en oversigt over de meromkostninger og -indtægter, der kunne forventes, da de omhandlede aftaler blev indgået. Tyskland opstillede disse data for hver af de aftaler, der blev indgået med luftfartsselskaber i den undersøgte periode, dvs. 2000-2009. Disse data er opsummeret i tabel 8. Tabel 8 Gradvist stigende rentabilitet af aftaler med Germanwings, TUIFly og Ryanair
|
(380) |
Tyskland har lagt følgende til grund for oplysningerne i tabel 8:
|
(381) |
Tyskland har efter Kommissionens opfattelse benyttet en fornuftig metode til at anslå passagertallet og beregne de deraf følgende forventede merindtægter fra luftfart og anden virksomhed end luftfart. Det samme gælder diskonteringssatserne. |
(382) |
Kommissionen bemærker videre, at Tyskland ved beregningen af merindtægterne kun er uenig med hensyn til aftalens løbetid, idet langsigtede gevinster ikke indregnes. Kommissionen henviser i den forbindelse til sit ræsonnement i betragtning 376 og 377, hvorefter de meromkostninger og -indtægter, der genereres i hele aftalens løbetid, bør medregnes. |
(383) |
Kommissionen bemærker også, at Tyskland har anført, at markedsføringsaftalen ikke kun bør anses for at generere omkostninger, men bør også anses for at generere indtægter. Tyskland har ikke foreslået en metode til at vurdere de specifikke merindtægter, der genereres af markedsføringsaftalen, bortset fra øget trafik (og dermed også indtægter fra anden virksomhed end luftfart) i lufthavnen. Kommissionen har under alle omstændigheder allerede fastslået i betragtning 347 ff., at en markedsøkonomisk operatør kun ville indregne lufthavnens merindtægter i sin vurdering af de positive virkninger af markedsføringsaftalen. |
(384) |
Med hensyn til de trinvist stigende driftsomkostninger må Kommissionen nødvendigvis tage udgangspunkt i de oplysninger, som Tyskland og FGAZ/FZG har fremlagt, så længe disse forekommer rimelige, da den ikke selv har mulighed for at estimere disse omkostninger. Det samme gælder i princippet for de trinvist stigende investeringsomkostninger, da Tyskland og FGAZ/FZG har bedre mulighed for at estimere, hvilke investeringer der kan føres direkte tilbage til en bestemt aftale om lufthavnstjenester. Efter at have analyseret de oplysninger, som Tyskland har fremlagt, accepterer Kommissionen den generelle beregning af meromkostningerne. |
(385) |
Det forekommer endvidere rimeligt, at ansættelsen af yderligere personale til håndtering af Germanwings og de indledende investeringer i renoveringen af terminalen føres tilbage til den første aftale med Germanwings, da denne aftale var den udløsende faktor for udviklingen af kommerciel luftfart i Zweibrücken. |
Konklusion
(386) |
Da det forventede diskonterede resultat er negativt for den første Germanwings-aftale og for TUIFly- og Ryanair-aftalerne, handlede FGAZ/FZG efter Kommissionens opfattelse ikke som markedsøkonomisk operatør ved indgåelsen af disse aftaler. Lufthavnen kunne ikke have forventet at kunne dække i det mindste meromkostningerne ved nogen af disse aftaler. Da FGAZ/FZG således ikke handlede som en markedsøkonomisk operatør, gav virksomhedens beslutning om at indgå aftaler på disse vilkår Germanwings, TUIFly og Ryanair en økonomisk fordel. |
(387) |
Det kunne derimod forventes, at den anden aftale med Germanwings ville føre til et positivt diskonteret resultat. Ved at indgå denne aftale gav FGAZ/FZG derfor ikke Germanwings en økonomisk fordel. |
7.3.1.5. Selektivitet
(388) |
Den økonomiske fordel, der er anført i betragtning 376 ff., blev indrømmet på et selektivt grundlag, da kun luftfartsselskaber, der flyver fra Zweibrücken lufthavn, kunne opnå den. |
(389) |
I den sammenhæng må Kommissionen afvise Tysklands argument om, at de rabatter på lufthavnsafgifter, der blev indrømmet luftfartsselskaber, som fløj fra Zweibrücken, ikke var selektive. Tyskland hævdede, at rabatterne var åbne for alle luftfartsselskaber, der ønskede at flyve fra Zweibrücken, hvilket angiveligt betød, at de ikke var selektive. |
(390) |
Som svar på dette bemærker Kommissionen for det første, at de individuelle aftaler, der er indgået med luftfartsselskaberne, afviger fra afgiftsplanen og fra hinanden (se betragtning 67-72) og indeholder således individuelt forhandlede betingelser. Den præcise fordel, der er indrømmet, er derfor selektiv med hensyn til hvert luftfartsselskab. |
(391) |
Selv om afgiftsplanen var blevet anvendt på samme måde over for alle luftfartsselskaber, der ønskede at flyve fra Zweibrücken, bemærker Kommissionen for det andet, at enhver fordel, der blev indrømmet i medfør af denne plan, stadig må anses for selektiv. Som generaladvokat Mengozzi anførte i sit forslag til afgørelse i sagen Deutsche Lufthansa AG mod Flughafen Frankfurt-Hahn GmbH, ville en accept af Tysklands argumentation hovedsageligt føre til »at de betingelser, som en offentlig virksomhed anvender i forbindelse med udbuddet af sine tjenesteydelser, som udgangspunkt ikke kan kvalificeres som statsstøtte, såfremt disse betingelser anvendes uden forskel på alle virksomhedens kontraherende parter« (104). Generaladvokat Mengozzi bemærker videre følgende: »Som Kommissionen efter min opfattelse med rette har bemærket, er en sådan fritagelse hverken på linje med Domstolens praksis, hvorefter også offentlige støtteforanstaltninger, som anvendes uden forskel på alle operatører i en bestemt økonomisk sektor, kan være selektive, eller flere domme, i hvilke Domstolen har fastslået den selektive karakter af fordele, der følger af, at offentlige (eller private) virksomheder leverer varer eller tjenesteydelser ved anvendelse af identiske takster eller betingelser på alle operatører, som udøver en specifik aktivitet« (105). |
7.3.1.6. Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen
(392) |
En foranstaltning, der ydes af en medlemsstat, anses for at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, hvis det er sandsynligt, at den vil forbedre modtagerens konkurrencemæssige stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer imod (106). Af praktiske grunde antages der således at være tale om konkurrencefordrejning, når staten giver en virksomhed en økonomisk fordel i en liberaliseret sektor, hvor den er eller kan være i konkurrence. I henhold til EU-domstolenes faste retspraksis kan støtte, som begunstiger virksomheder, der er aktive på det indre marked, påvirke samhandelen mellem medlemsstater (107). |
(393) |
Siden ikrafttrædelsen af den tredje pakke om liberalisering af luftfarten den 1. januar 1993 (108), har luftfartsselskaber frit kunnet beflyve forbindelser inden for Europa. Domstolen har bemærket følgende: »Når der er tale om en virksomhed inden for en sektor […], hvor der består en effektiv konkurrence mellem producenter fra forskellige medlemsstater, kan enhver støtte fra de offentlige myndigheder til en sådan virksomhed påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og begrænse konkurrencen i det omfang, virksomhedens kunstige opretholdelse på markedet forhindrer konkurrenterne fra de andre medlemsstater i at forøge deres markedsandel og begrænser deres mulighed for at øge deres eksport.« (109) |
(394) |
Kommissionen finder, at FGAZ/FZG og delstaten Rheinland-Pfalz indrømmede Germanwings, TUIFly og Ryanair en selektiv fordel. Disse luftfartsselskaber er aktive på et konkurrencepræget marked, der dækker hele Unionen, og den fordel, som de opnåede, kunne forbedre deres konkurrencemæssige stilling på dette marked. Kommissionen konkluderer derfor, at den fordel, som Germanwings, TUIFly og Ryanair blev indrømmet, vil kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
7.3.1.7. Konklusion
(395) |
Af ovennævnte grunde er det Kommissionens opfattelse, at Germanwings, TUIFly og Ryanair har modtaget statsstøtte til et omtrentligt beløb af henholdsvis 1 054 985 EUR, 232 781 EUR og 464 879 EUR. |
7.3.2. FORENELIGHED
(396) |
Kommissionen bemærker, at Tyskland ikke har fremsat argumenter for, at den støtte, der er ydet til TUIFly, Germanwings og Ryanair, er forenelig med det indre marked. |
(397) |
Kommissionen minder om, at det i overensstemmelse med Domstolens praksis (110) tilkommer Tyskland at angive det retsgrundlag, hvorefter en statsstøtteforanstaltning kan erklæres forenelig med det indre marked, og at påvise, at alle de krævede betingelser er opfyldt. I åbningsafgørelsen anmodede Kommissionen Tyskland om at fremlægge oplysninger om, hvorvidt forenelighed kunne påvises i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2005. Tyskland har dog ikke fremlagt oplysninger med henblik på at godtgøre, at de relevante betingelser for forenelig startstøtte i retningslinjerne for luftfart fra 2005 er opfyldt. De interesserede parter, der har indgivet bemærkninger, har heller ikke fremsat argumenter vedrørende foreneligheden af statsstøtteforanstaltningen med det indre marked. |
(398) |
Kommissionen vil dog kort vurdere, om den pågældende statsstøtte kan anses for forenelig startstøtte. |
7.3.2.1. Den gældende retlige ramme
(399) |
Med hensyn til startstøtte anføres følgende i retningslinjerne for luftfart fra 2014: »Kommissionen vil i forbindelse med startstøtte til luftfartsselskaber anvende principperne i disse retningslinjer på al anmeldt startstøtte, som den skal tage stilling til efter den 4. april 2014, selv hvor foranstaltningerne blev anmeldt inden denne dato. I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte vil Kommissionen i forbindelse med ulovlig startstøtte til luftfartsselskaber anvende de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Den vil derfor ikke anvende principperne i disse retningslinjer på ulovlig startstøtte til luftfartsselskaber, som er ydet inden den 4. april 2014« (111). |
(400) |
I retningslinjerne for luftfart fra 2005 anføres til gengæld følgende: »Kommissionen undersøger foreneligheden af […] startstøtte, som ydes uden bemyndigelse og dermed i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, [nu traktatens artikel 108, stk. 3] på grundlag af nærværende retningslinjer, hvis man er begyndt at yde støtten, efter at retningslinjerne er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende«. |
(401) |
Da aftalerne med Germanwings, TUIFly og Ryanair blev indgået efter offentliggørelsen af retningslinjerne for luftfart fra 2005 i Den Europæiske Unions Tidende den 9. december 2005, udgør disse retningslinjer retsgrundlaget for vurderingen af deres forenelighed med det indre marked. |
7.3.2.2. Vurdering af forenelighed i henhold til retningslinjerne for luftfart fra 2005
(402) |
Eftersom de betingelser for forenelighed af startstøtte, der er anført i punkt 79 i retningslinjerne for luftfart fra 2005, er kumulative, er det efter Kommissionens opfattelse kun nødvendigt at påvise, at en af disse betingelser ikke er opfyldt, for at erklære, at støtten til luftfartsselskaberne ikke er forenelig. Kommissionen indleder sin analyse med den betingelse, der er anført i punkt 79, litra d), i retningslinjerne for luftfart fra 2005. |
(403) |
I henhold til punkt 79, litra d), i retningslinjerne for luftfart fra 2005 må støttebeløbet pr. år ikke overstige 50 % af de støtteberettigede omkostninger i det pågældende år og for hele støtteperioden ikke nå op over gennemsnitligt 30 % af de støtteberettigede omkostninger. Støtteberettigede omkostninger defineres som »ekstra startomkostninger, der er forbundet med lanceringen af en ny rute eller indsættelsen af en ny afgang, og som operatøren ikke længere skal afholde senere i forløbet« (112). |
(404) |
I åbningsafgørelsen bemærkede Kommissionen, at aftalerne med Germanwings, TUIFly og Ryanair ikke omhandlede en forbindelse med den ydede støtte og de støtteberettigede omkostninger. Tyskland blev derfor anmodet om at fremlægge oplysninger om forbindelsen mellem støtten og de støtteberettigede omkostninger. Hverken Tyskland eller de tredjeparter, der har indgivet bemærkninger til åbningsafgørelsen, har fremlagt sådanne oplysninger. På denne baggrund, og eftersom aftalerne med de pågældende luftfartsselskaber ikke henviser til luftfartsselskabernes omkostninger, endsige deres støtteberettigede omkostninger, er den betingelse for forenelighed, der er anført i punkt 79, litra d), i retningslinjerne for luftfart fra 2005, efter Kommissionens opfattelse ikke opfyldt. |
(405) |
Støtten til luftfartsselskaberne kan således ikke anses for at udgøre forenelig startstøtte, da mindst én af betingelserne for forenelighed ikke er opfyldt. Statsstøtten til Germanwings, TUIFly og Ryanair udgør derfor ulovlig og uforenelig statsstøtte, der skal betales tilbage. |
8. TILBAGESØGNING
(406) |
I overensstemmelse med traktaten og Domstolens faste praksis har Kommissionen kompetence til at beslutte, at den berørte medlemsstat skal afskaffe eller ændre støtten (113), når den har fundet støtten uforenelig med det indre marked. Domstolen har ligeledes konsekvent statueret, at formålet med en stats forpligtelse til at ophæve støtteforanstaltninger, som Kommissionen anser for uforenelige med det indre marked, er at genoprette den tidligere situation (114). I den sammenhæng har Domstolen fastslået, at dette mål er nået, når modtageren har tilbagebetalt de beløb, der er tildelt som ulovlig støtte, hvorved den fordel fortabes, som den pågældende har haft i forhold til sine konkurrenter på markedet, og den situation, der herskede på markedet, før støtten blev ydet, genskabes (115). |
(407) |
I tråd med ovennævnte retspraksis bestemmer artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (116), at »i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«. |
(408) |
Ovennævnte statsstøtte (se betragtning 282, 297, 318, 320, 395 og 405, under hensyntagen til betragtning 198-200) skal derfor tilbagebetales til Tyskland, i det omfang den er blevet udbetalt. |
(409) |
I tabel 9 vises de omtrentlige beløb, der skal betales tilbage. Tabel 9 Oplysninger om omtrentlige støttebeløb, der er modtaget, skal tilbagebetales og allerede er tilbagebetalt
|
(410) |
For at indregne den faktiske fordel, som luftfartsselskabet og dets datterselskaber har modtaget i medfør af aftalerne, vil beløbene i tabel 9 eventuelt blive justeret afhængigt af den dokumentation, der fremlægges af Tyskland, på grundlag af i) differencen mellem på den ene side de faktiske betalinger som efterfølgende dokumenteret, som luftfartsselskabet har foretaget i form af lufthavnsafgifter (herunder landingsafgift, passagerafgift og afgifter for lufthavnshåndtering i henhold til aftalen om lufthavnstjenester), og på den anden side de estimerede pengestrømme for de indtægtselementer, som fremgår af tabel 8, og ii) differencen mellem på den ene side de faktiske markedsføringsbetalinger som efterfølgende dokumenteret, som er betalt til luftfartsselskabet eller dets datterselskaber i henhold til markedsføringsaftaler, og på den anden side de estimerede markedsføringsomkostninger svarende til de beløb, der er anført i tabel 8 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Statsstøtten, som Tyskland ulovligt har gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til fordel for Flugplatz GmbH Aeroville Zweibrücken (herefter »FGAZ«) og Flughafen Zweibrücken GmbH (herefter »FZG«) i perioden 2000-2009 i form af direkte investeringsstøtte, årlige kapitalindsprøjtninger, indrømmelse af en garanti på 100 % for et banklån uden beregning og mulighed for FGAZ til at deltage i delstaten Rhineland-Pfalz' likviditetspulje, er uforenelig med det indre marked.
2. Statsstøtten, som Tyskland ulovligt har gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til fordel for Germanwings, TUIFly og Ryanair/AMS gennem aftaler om lufthavnstjenester og markedsføringsaftaler indgået den 15. september 2006 (Germanwings), den 1. april 2008 (TUIFly) og den 22. september 2008/6. oktober 2008 (Ryanair/Airport Marketing Services (herefter »AMS«)), er uforenelig med det indre marked.
Artikel 2
1. Lånet ydet til FZG af Sparkasse Südwestpfalz udgør ikke statsstøtte.
2. Aftalen om lufthavnstjenester indgået af FZG med Germanwings den 30. juni 2008 udgør ikke statsstøtte.
Artikel 3
1. Tyskland tilbagesøger den i artikel 1 omhandlede uforenelige støtte fra støttemodtagerne.
2. FGAZ og FZG hæfter solidarisk for tilbagebetalingen af statsstøtte, som en af dem måtte have modtaget.
3. Ryanair og AMS hæfter solidarisk for tilbagebetalingen af statsstøtte, som en af dem måtte have modtaget.
4. Følgende beløb tilbagebetales:
a) |
med hensyn til den direkte investeringsstøtte ydet af delstaten Rheinland-Pfalz og ZEF til FZG: 20 564 170 EUR ydet mellem den 12. december 2000 og den 31. december 2009, minus omkostningerne til brandvæsenet og de omkostninger, som lufthavnsoperatøren har ret til at få godtgjort i henhold til § 8, stk. 3, i Luftsicherheitsgesetz, for så vidt som de er blevet dækket af den direkte investeringsstøtte |
b) |
med hensyn til de årlige kapitalindsprøjtninger ydet af delstaten Rheinland-Pfalz og ZEF til FGAZ: 26 629 000 EUR ydet i perioden 2000-2009, minus omkostningerne til brandvæsenet og de omkostninger, som lufthavnsoperatøren har ret til at få godtgjort i henhold til § 8, stk. 3, i Luftsicherheitsgesetz, for så vidt som de er blevet dækket af de årlige kapitalindsprøjtninger, og minus de beløb, der blev ydet inden den 12. december 2000 |
c) |
med hensyn til garantien på 100 % for lån ydet af delstaten Rheinland-Pfalz til FZG: den tilsvarende kontantværdi af garantien, der bestemmes i henhold til Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier |
d) |
med hensyn til FGAZ' deltagelse i delstaten Rheinland-Pfalz' likviditetspulje: den tilsvarende kontantværdi af de fordelagtige lånebetingelser, der bestemmes i henhold til meddelelse fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten af 12. december 2007, minus eventuel fordel, som er opnået af lån, der er anvendt til at dække omkostningerne til brandvæsenet og de omkostninger, som lufthavnsoperatøren har ret til at få godtgjort i henhold til § 8, stk. 3, i Luftsicherheitsgesetz |
e) |
med hensyn til aftalen om lufthavnstjenester indgået mellem Germanwings og FZG den 15. september 2006: den uforenelige støtte |
f) |
med hensyn til aftalen om lufthavnstjenester indgået mellem TUIFly og FZG den 1. april 2008: den uforenelige støtte |
g) |
med hensyn til aftalen om lufthavnstjenester og markedsføringsaftaler indgået mellem Ryanair og FZG den 22. september 2008 og mellem AMS og delstaten Rheinland-Pfalz den 6. oktober 2008: den uforenelige støtte. |
5. De beløb, der skal inddrives, tilskrives rente fra den dato, hvor de blev stillet til rådighed for modtagerne, indtil de er tilbagebetalt.
6. Tyskland skal oplyse de nøjagtige datoer, hvor statens støtte blev stillet til rådighed for de respektive støttemodtagere.
7. Rentebeløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (119).
8. Tyskland indstiller alle udestående betalinger af den i artikel 1 omhandlede støtte med virkning fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.
Artikel 4
1. Tilbagesøgningen af den i artikel 1 omhandlede støtte iværksættes øjeblikkeligt og effektivt.
2. Tyskland sikrer, at denne afgørelse efterkommes senest fire måneder efter meddelelsestidspunktet.
Artikel 5
1. Senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse sender Tyskland følgende oplysninger:
a) |
det samlede støttebeløb modtaget af støttemodtagerne, herunder:
|
b) |
det samlede beløb (hovedstol og renter), der skal tilbagesøges fra hver støttemodtager |
c) |
en detaljeret beskrivelse af allerede trufne og planlagte foranstaltninger med henblik på at efterkomme denne afgørelse |
d) |
dokumentation for, at støttemodtageren har fået påbud om at tilbagebetale støtten. |
2. Tyskland underretter Kommissionen om udviklingen i de foranstaltninger, der træffes for at efterkomme denne afgørelse, indtil den i artikel 1 omhandlede støtte er fuldt tilbagebetalt. Tyskland indsender på Kommissionens anmodning straks oplysninger om, hvilke foranstaltninger der allerede er truffet eller planlagt for at efterkomme afgørelsen. Tyskland giver tillige detaljerede oplysninger om de støttebeløb og renter, støttemodtagerne allerede har tilbagebetalt.
Artikel 6
Denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. oktober 2014.
På Kommissionens vegne
Joaquín ALMUNIA
Næstformand
(1) Med virkning fra 1. december 2009 er EF-traktatens artikel 87 og 88 blevet til henholdsvis artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«). De to sæt artikler er indholdsmæssigt identiske. I nærværende afgørelse skal henvisninger til artikel 107 og 108 i TEUF efter omstændighederne forstås som henvisninger til EF-traktatens artikel 87 og 88. I TEUF blev der også foretaget visse terminologiske ændringer, bl.a. blev »Fællesskabet« erstattet af »Unionen«, og »fællesmarkedet« af »det indre marked«. Terminologien i TEUF vil blive benyttet i hele denne afgørelse.
(2) EUT C 216 af 21.7.2012, s. 56.
(3) Skriftlig forespørgsel E-6470/08 af 2. december 2008 af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen vedrørende delstaten Rheinland-Pfalz' støtte til lufthavnen Zweibrücken.
(4) EUT C 216 af 21.7.2012, s. 56.
(5) Kommissionens meddelelse om retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber (EUT C 99 af 4.4.2014, s. 3).
(6) Anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 og EØS-aftalens artikel 61 på statsstøtte i luftfartssektoren (EFT C 350 af 10.12.1994, s. 5).
(7) EF-retningslinjer for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne (EUT C 312 af 9.12.2005, s. 1).
(8) EUT C 113 af 15.4.2014, s. 30.
(9) Forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58).
(10) Kommissionens afgørelse af 22. december 1993 — K (93) 3964/6 — Konver I — og Kommissionens afgørelse af 21. december 1995 — K (95) 3208 — Konver II. For Rheinland-Pfalz omfattede ombygningsprojekterne den militære flyveplads i Zweibrücken. Unionens finansiering beløb sig til 9 mio. EUR.
(11) http://www.flughafen-zweibruecken.de/de/wir-ueber-uns-de/daten-und-fakten-de
(12) Alle afstande er angivet i vejkilometer baseret på den hurtigste vej. Kilde: maps.google.com, pr. 25. juni 2014.
(13) Desel Consulting und Airport Research Center GmbH, »Fluggast- und Flugbewegungsprognose für den Flughafen Zweibrücken bis zum Jahr 2025«, Gutachten im Auftrag der Flughafen Zweibrücken GmbH, september 2009, s. 56.
(14) er omfattet af tavshedspligt.
(15) Forenede sager T-443/08 og T-455/08, Mitteldeutsche Flughafen AG og Flughafen Leipzig Halle GmbH mod Kommissionen (herefter: »Leipzig/Halle-dommen«), Sml. 2011 II, s. 1311, især præmis 93-94, bekræftet af sag C-288/11 P, Mitteldeutsche Flughafen og Flughafen Leipzig-Halle mod Kommissionen, Sml. 2012, ECLI:EU:C:2012:821.
(16) Kommissionens beslutning 2005/842/EF af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 312 af 29.11.2005, s. 67).
(17) Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3).
(18) Kommissionens meddelelse om Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011) (EUT C 8 af 11.1.2012, s. 15).
(19) Meddelelse fra Kommissionen: Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (2004) (EUT C 244 af 1.10.2004, s. 2).
(20) Meddelelse fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (12.12.2007) (EUT C 14 af 19.1.2008, s. 6).
(21) Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier (EUT C 155 af 20.6.2008, s. 10).
(22) Indgivet som bilag 8 til Tysklands bemærkninger af 27. januar 2011.
(23) Prof. Dr. Heuer und Prof. Dr. Klophaus, unter Mitarbeit von Dr. Berster and Wilken, Deutsches Zentrum für Luft — und Raumfahrt, januar 2006, »Regionalökonomische Bedeutung und Perspektiven des Flugplatzes Zweibrücken«, s. 146, Desel Consulting und lufthavn Research Center GmbH, »Fluggast- und Flugbewegungsprognose für den Flughafen Zweibrücken bis zum Jahr 2025«, Gutachten im Auftrag der Flughafen Zweibrücken GmbH, september 2009, s. 85.
(24) Aftale om lufthavnstjenester mellem Ryanair og FZG af 22. september 2008, afsnit 3.
(25) Oxera, »How should AMS agreements be treated within the profitability analysis as part of the market economy operator test?« udarbejdet for Ryanair den 17. januar 2014.
(26) Oxera, »How should AMS agreements be treated within the profitability analysis as part of the market economy operator test? — Practical application« udarbejdet for Ryanair, 31. januar 2014.
(27) Sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. 1998 I, s. 3851, sag C-41/90, Höfner og Elser, Sml. 1991 I, s. 1979, sag C-244/94, Fédération Française des Sociétés d'Assurances mod Ministère de l'Agriculture et de la Pêche, Sml. 1995 I, s. 4013, og sag C-55/96, Job Centre, Sml. 1997 I, s. 7119.
(28) Sag 118/85, Kommissionen mod Italien, Sml. 1987, s. 2599, sag 35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. 1998 I, s. 3851.
(29) Dom Leipzig/Halle, især præmis 93-94, bekræftet af sag C-288/11 P, Mitteldeutsche Flughafen og Flughafen Leipzig-Halle mod Kommissionen, Sml. 2012, ECLI:EU:C:2012:821. Se også sag T-128/89, Aéroports de Paris mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 3929, bekræftet af sag C-82/01 P, Aéroports de Paris mod Kommissionen, Sml. 2002 I, s. 9297, og sag T-196/04, Ryanair mod Kommissionen (»Charleroi-dommen«), Sml. 2008 II, s. 3643.
(30) Sag C-159/91 og C-160/91, Poucet mod AGV og Pistre mod Cancave, Sml. 1993 I, s. 637.
(31) Dom Leipzig-Halle, præmis 42-43.
(32) Sag C-170/83, Hydrotherm, Sml. 1984 I, s. 2999, præmis 11. Se også sag T-137/02, Pollmeier Malchow mod Kommissionen, Sml. 2004 II, s. 3541, præmis 50.
(33) Fælles udøvelse af en økonomisk aktivitet vurderes sædvanligvis ved, at man ser på, om der er funktionelle, økonomiske og organisatoriske forbindelser mellem enhederne. Se eksempelvis sag C-480/09 P, AceaElectrabel Produzione SpA mod Kommissionen, Sml. 2010 I, s. 13355, præmis 47-55, sag C-222/04, Ministero dell'Economia e delle Finanze mod Cassa di Risparmio di Firenze SpA m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 112.
(34) Sag C-480/09 P, Acea Electrabel Produzione SpA mod Kommissionen, Sml. 2010 I, s. 13355, præmis 47-55, og sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze SpA m.fl., Sml. 2006 I, s. 289, præmis 112.
(35) Leipzig/Halle-dommen, præmis 95. Se i denne retning også sag C-205/03 P, FENIN mod Kommissionen, Sml. 2006 I, s. 6295, præmis 26.
(36) Se referat af møde i FGAZ' tilsynsråd, den 2. oktober 2006, som viser, at lufthavnen modtager betaling for leveringen af tjenester til militære brugere.
(37) Sag C-364/92, SAT Fluggesellschaft mod Eurocontrol, Sml. 1994 I, s. 43.
(38) Sag 118/85, Kommissionen mod Italien, Sml. 1987, s. 2599, præmis 7 og 8, og sag C-30/87, Bodson mod Pompes funèbres des régions libérées, Sml. 1988 I, s. 2479, præmis 18.
(39) Sag C-343/95, Cali & Figli mod Servizi ecologici porto di Genova, Sml. 1997 I, s. 1547, Kommissionens beslutning N309/02 af 19. marts 2003 og Kommissionens beslutning N438/02 af 16. oktober 2002, subsidier til havnemyndighederne for udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed (EFT C 284 af 21.11.2002).
(40) Kommissionens beslutning N309/02 af 19. marts 2003.
(41) Se navnlig sag C-364/92, SAT/Eurocontrol, Sml. 1994 I, s. 43, præmis 30, og sag C-113/07 P, Selex Sistemi Integrati mod Kommissionen, Sml. 2009 I, s. 2207, præmis 71.
(42) Se bl.a. sag C-172/03, Wolfgang Heiser mod Finanzamt Innsbruck, Sml. 2005 I, s. 1627, præmis 36, og den nævnte retspraksis.
(43) Kommissionens afgørelse af 20. februar 2014 i sag om statsstøtte SA.35847 (2012/N) — Den Tjekkiske Republik — Ostrava lufthavn, endnu ikke offentliggjort i EUT, betragtning 16.
(44) Zweibrücken er ikke opført i »Military Aeronautical Information Publication Germany« (MIL AIP Germany), som er en liste over alle militære lufthavne i Tyskland.
(45) Sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen (»Stardust Marine«), Sml. 2002 I, s. 4397.
(46) Forenede sager T-267/08 og T-279/08, Nord-Pas-de-Calais, Sml. 2011, ECLI:EU:T:2011:209, præmis 108.
(47) Sag C-39/94, Syndicat français de l'Express international (SFEI) m.fl. mod La Poste m. fl., Sml. 1996 I, s. 3547, præmis 60, og sag C-342/96, Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 1999 I, s. 2459, præmis 41.
(48) Sag 173/73, Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 1974, s. 709, præmis 13.
(49) Sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen (Stardust Marine), Sml. 2002 I, s. 4397, præmis 69.
(50) Sag C-305/89, Italien mod Kommissionen (»Alfa Romeo«), Sml. 1991 I, s. 1603, præmis 23, og sag T-296/97, Alitalia mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 3871, præmis 84.
(51) Sag 40/85, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1986 I, s. 2321.
(52) Stardust Marine-dommen, præmis 71.
(53) Sag C-124/10 P, Europa-Kommissionen mod Électricité de France (EDF), Sml. 2012, ECLI:EU:C:2012:318, præmis 85.
(54) Se fodnote 22.
(55) Sag T-214/95, Het Vlaamse Gewest mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 717.
(56) Vorlage für den Ministerrat, Gemeinsame Kabinettssitzung der Regierung des Saarlandes und der Landesregierung von Rheinland-Pfalz am 27. Mai 2003, Ministerium für Wirtschaft, Verkehr, Landwirtschaft und Weinbau, 15. maj 2003.
(57) Einschätzung der rheinland-pfälzischen Innenministeriums, 15. maj 2003.
(58) Sag T-109/01, Fleuren Compost mod Kommissionen, Sml. 2004 II, s. 127.
(59) EFT C 119 af 22.5.2002, s. 22.
(60) Punkt 173 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(61) Punkt 172 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(62) Punkt 25, litra v), i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(63) Udtrykt i resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger (»EBITDA«).
(64) Desel Consulting und Airport Research Center GmbH, »Fluggast- und Flugbewegungsprognose für den Flughafen Zweibrücken bis zum Jahr 2025«, Gutachten im Auftrag der Flughafen Zweibrücken GmbH, september 2009, Intraplan Consult GmbH, »Luftverkehrsprognose Flughafen Saarbrücken — Vorgehensweise und Ergebnisse«, oktober 2010.
(65) Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2014 i statsstøttesag SA.26190 — Tyskland — Saarbrücken lufthavn, endnu ikke offentliggjort i EUT.
(66) Kommissionen bemærker, at TUIFly oplyste, at dets beslutning om at forlade Saarbrücken og flytte til Zweibrücken blev truffet af sikkerhedshensyn vedrørende Saarbrückens start- og landingsbane. Tyskland har på den anden side inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure i sag SA.26190 tilkendegivet, at luftfartsselskabernes beslutninger om at forlade Saarbrücken aldrig var begrundet med henvisninger til Saarbrückens infrastruktur. Kommissionen kan ikke spekulere i TUIFlys præcise motiver til at flytte fra Saarbrücken til Zweibrücken.
(67) Leipzig/Halle lufthavn konkurrerede f.eks. med Vatry lufthavn (Frankrig) om etableringen af det europæiske DHL-center. Se Leipzig/Halle-dommen, præmis 93.
(68) Svar fra Liege lufthavn i offentlig høring vedrørende retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(69) Desel Consulting und Airport Research Center GmbH, »Fluggast- und Flugbewegungsprognose für den Flughafen Zweibrücken bis zum Jahr 2025«, Gutachten im Auftrag der Flughafen Zweibrücken GmbH, september 2009.
(70) Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2014 i statsstøttesag SA.26190 — Tyskland — Saarbrücken lufthavn, endnu ikke offentliggjort i EUT.
(72) Retningslinjerne for luftfart fra 2005, punkt 66. Se også artikel 4 i beslutningen om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse fra 2005.
(73) Se beslutning N 381/04 — Frankrig, Projekt vedrørende højhastigheds-telekommunikationsnet i Pyrénées-Atlantiques (DORSAL) (EUT C 162 af 2.7.2005, s. 5).
(74) Se retningslinjerne for luftfart fra 2014, punkt 72.
(75) Punkt 72 i retningslinjerne for luftfart fra 2014. Se også punkt 34 i retningslinjerne for luftfart fra 2005.
(76) Se også sag T-79/10, Colt Télécommunications France mod Kommissionen, Sml. 2013, ECLI:EU:T:2013:463, præmis 150-151, 154, 158 og 166.
(77) Ibid., præmis 92 og 119.
(78) Indsendelse af oplysninger fra Tyskland, 27. januar 2011, s. 17: »Aus der Aufstufung des Flughafens [vom Verkehrslandeplatz zum Verkehrsflughafen] folgt des Weiteren eine Betriebspflicht des Flughafens«.
(79) Ifølge punkt 137 i retningslinjerne for luftfart fra 2014 gælder ikke alle betingelserne i retningslinjernes afsnit 5.1 for driftsstøtte, der er ydet tidligere.
(80) Punkt 137, 113 og 114 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(81) Punkt 137 og 116 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(82) Punkt 137 og 124 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(83) Punkt 137 og 125 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(84) Punkt 137 og 131 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(85) Sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen (»Stardust Marine«), Sml. 2002 I, s. 4397.
(86) Forenede sager T-267/08 og T-279/08, Nord-Pas-de-Calais, Sml. 2011, ECLI:EU:T:2011:209, præmis 108.
(87) Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder (EUT L 318 af 17.11.2006, s. 17).
(88) Virkningen af likviditetspuljen svarer til en garanti på 100 % ydet til FGAZ/FZG uden opkrævning af en præmie eller krav om sikkerhedsstillelse. Delstaten bærer risikoen for, at FGAZ/FZG misligholder lånet, uden at modtage kompensation herfor.
(89) Stardust Marine-dommen, præmis 51 ff.
(90) Jf. eksempelvis Kommissionens beslutning C 41/2005, Ungarske strandede omkostninger (EUT C 324 af 21.12.2005, s. 12), med yderligere henvisninger.
(91) Stardust Marine-dommen, præmis 51 ff.
(92) Ibid.
(93) Under mødet tilbød Ryanair at opretholde ruten mellem London og Zweibrücken om vinteren »for EUR […]«, og oplyste, at det var villigt til at åbne to nye ruter (Barcelona og Alicante) fra Zweibrücken »for […] EUR«.
(94) Sag T-196/04, Ryanair mod Kommissionen, Sml. 2008 II, s. 3643, præmis 59.
(95) Se Kommissionens afgørelse 2011/60/EU af 27. januar 2010 om statsstøtte C-12/08 (tidligere NN 74/07) — Slovakisk — Aftale mellem Bratislava lufthavn og Ryanair (EUT L 27 af 1.2.2011, s. 24).
(96) Se http://corporate.ryanair.com/investors/biographies/, 23. juni 2014.
(97) Belægningsgraden (eller belægningsfaktoren) defineres som andelen af besatte sæder på de fly, der benyttes på den pågældende flyrute.
(98) Se punkt 53 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(99) Se punkt 59 og 61 i retningslinjerne for luftfart fra 2014.
(100) Se fodnote 94.
(101) […]
(102) […]
(103) […]
(104) Generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse, sag C-284/12, Lufthansa mod Flughafen Frankfurt-Hahn, Sml. 2013, endnu ikke offentliggjort, punkt 50.
(105) Ibid. (interne fodnoter udeladt). Se også ibid., punkt 51-52.
(106) Sag 730/79, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 267, præmis 11, og forenede sager T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 til 607/97, T-1/98, T-3/98 til T-6/98 og T-23/98, Alzetta Mauro m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 2325, præmis 80.
(107) Sag 730/79, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 2671, præmis 11 og 12, og sag T-214/95 Het Vlaamse Gewest (Flemish Region) mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 717, præmis 48-50.
(108) Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber (EFT L 240 af 24.8.1992, s. 1), Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet(EFT L 240 af 24.8.1992, s. 8) og Rådets forordning (EØF) nr. 2409/92 af 23. juli 1992 om billetpriser og rater inden for luftfart (EFT L 240 af 24.8.1992, s. 15).
(109) Sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, Sml. 1991 I, s. 1603, præmis 26.
(110) Se navnlig sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, Sml. 1993 I, s. 2097, præmis 20.
(111) Retningslinjerne for luftfart fra 2014, punkt 174.
(112) Retningslinjerne for luftfart fra 2005, punkt 79, litra e).
(113) Sag C-70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1973, s. 813, præmis 13.
(114) Forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Sml. 1994 I, s. 4103, præmis 75.
(115) Sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 3671, præmis 64-65.
(116) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om den Europæiske unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).
(117) De beløb, der skal tilbagebetales af FGAZ/FZG, skal beregnes ved hjælp af den formel, der er anført i artikel 3, og kan ikke anføres omtrentligt i denne fase.
(118) Eftersom støtten løbende er stillet til rådighed for luftfartsselskaberne i den omhandlede periode, kan den dato, hvorfra tilbagebetalingsrente skal betales, fastsættes til den sidste dato i den periode, for hvilken støttebeløbet er beregnet (f.eks. den 31. december, hvis denne periode er et kalenderår, eller den 31. oktober, hvis denne periode begynder den 1. januar og slutter den 31. oktober). Ved at vælge den sidste dag i den omhandlede periode benytter Kommissionen i denne henseende den tilgang, der er mest gunstig for støttemodtagerne.
(119) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1).
10.2.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 34/132 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/153
af 2. juli 2015
om de foranstaltninger, SA.31883 — 2015/N, 2011/C, som Østrig har ydet og planlægger at yde til Österreichische Volksbanken-AG og sammenslutningen af industriandelsbanker, og om ændring af afgørelse 2013/298/EU
(meddelt under nummer C(2015) 4635)
(Kun den tyske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),
efter at have opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (1),
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
(1) |
Den 9. december 2008 (2) (herefter »afgørelsen fra 2008«) godkendte Kommissionen den østrigske bankpakke, som efterfølgende blev forlænget fire gange (3) og udløb den 30. juni 2011. |
(2) |
I april 2009 fik Österreichische Volksbanken-AG (herefter »ÖVAG«) tilført 1 mia. EUR inden for rammerne af den østrigske bankpakke. Derudover foretog den inden for rammerne af bankpakken den 9. februar, den 18. marts og den 14. september 2009 tre statsgaranterede emissioner på hver 1 mia. EUR. Østrig ydede disse støtteforanstaltninger under den forudsætning, at ÖVAG var en sund bank, og fremlagde den 29. september 2009 en rentabilitetsplan. |
(3) |
I sin vurdering af denne statsstøtte konkluderede Kommissionen imidlertid, at banken i henhold til kriterierne i bilaget til meddelelsen fra Kommissionen — Rekapitalisering af pengeinstitutter under den aktuelle finanskrise: Støttens begrænsning til det nødvendige minimum og sikkerhedsforanstaltninger mod uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger (4) (herefter »rekapitaliseringsmeddelelsen«) på det tidspunkt, hvor den modtog kapitalindskuddet, ikke kunne betragtes som sund i henhold til rekapitaliseringsmeddelelsen. Østrig var ganske vist fortsat af den opfattelse, at ÖVAG havde været en sund bank, men fremlagde den 2. november 2010 en omstruktureringsplan for ÖVAG. |
(4) |
Ved skrivelse af 9. december 2011 (5) underrettede Kommissionen Østrig om sin beslutning om at indlede en procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«) på grund af det kapitalindskud på 1 mia. EUR og den garanti på 3 mia. EUR, som Østrig havde ydet til ÖVAG, og anmodede Østrig om at fremlægge en ændret omstruktureringsplan. Den endelige udgave af den nye omstruktureringsplan blev fremlagt den 4. september 2012 (herefter »omstruktureringsplanen fra 2012«). |
(5) |
Den 19. september 2012 afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure med en afgørelse (2013/298/EU), med hvilken den erklærede omstruktureringsstøtten til ÖVAG inklusive de foranstaltninger, der er nævnt i betragtning 2 i nærværende afgørelse, kapitalindskuddet på 250 mio. EUR i form af stamaktier og en aktivgaranti, som bevirkede en forhøjelse af kapitalen med 100 mio. EUR, for forenelig med det indre marked (herefter »afgørelsen fra 2012«). (6) Til grund for denne afgørelse lå omstruktureringsplanen fra 2012 og tilsagnskataloget i bilaget til afgørelsen fra 2012 (herefter »tilsagnskataloget fra 2012«). |
(6) |
Afgørelsen fra 2012 var baseret på en omstrukturering af sammenslutningen af industri-andelsbanker i Østrig (herefter »sammenslutningen«) som hæftelsesfællesskab. Dette hæftelsesfællesskab omfatter 51 uafhængige primærbanker og ÖVAG. Mens primærbankerne kun hæftede begrænset over for ÖVAG, hæftede ÖVAG som centralt institut inden for rammerne af sammenslutningsmodellen for alle sammenslutningens forpligtelser. (7) |
(7) |
Det fremgik af den af Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed gennemførte tilbundsgående undersøgelse (herefter »ECB's og EBA's omfattende vurdering«), hvis resultater blev offentliggjort den 26. oktober 2014, at der både i basisscenariet og i stressscenariet på sammenslutningsniveau (som også omfatter ÖVAG) i forbindelse med tier-1-kernekapital (herefter »CET1«) er et kapitalunderskud. |
(8) |
Østrig erklærede offentligt, at det ikke ville stille yderligere midler til rådighed for sammenslutningen. De foranstaltninger, som sammenslutningen på daværende tidspunkt tog i betragtning for at dække kapitalunderskuddet (navnlig salget af alle datterselskaber, der ikke tilhørte kernesegmentet, og en yderligere reduktion af de risikovægtede aktiver (herefter »RVA«)), ville alene ikke have været tilstrækkeligt til at dække kapitalunderskuddet inden for den frist, som den fælles tilsynsmekanisme (Single Supervisory Mechanism, (herefter »SSM«)) havde fastsat. |
(9) |
Den 23. december 2014 fandt der en ekstraordinær generalforsamling sted i ÖVAG, hvor det blev besluttet at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afvikle ÖVAG som afviklingsselskab under forbehold af, at dette godkendes af de nationale reguleringsmyndigheder, SSM og Kommissionen. ÖVAG's kernefunktioner som central organisation for sammenslutningen ville i henhold til omstruktureringsplanen (herefter »ny omstruktureringsplan«) for sammenslutningen, som indeholder en fælles finansiel beskyttelse af alle medlemmernes kreditorer (Haftungsverbund), blive overdraget til en af primærbankerne. |
(10) |
Den nye omstruktureringsplan udgør en væsentlig ændring i forhold til omstruktureringsplanen fra 2012 og kræver, at Kommissionen træffer en ændringsbeslutning. |
(11) |
I perioden fra oktober 2014 til juni 2015 drøftede Kommissionen, Østrig, SSM og sammenslutningen den nye omstruktureringsplan i forbindelse med en række telefonkonferencer og skriftlig kommunikation. Den 18. december 2014 mødtes Kommissionen med repræsentanter fra ÖVAG og Østrig og den 7. maj 2015 med repræsentanter fra sammenslutningen. |
(12) |
Den 28. maj 2015 godkendte ÖVAG's generalforsamling overdragelsen af virksomhedens kernefunktioner til Volksbank Wien-Baden (herefter »VBWB«) og for de resterende funktioner etableringen af et afviklingsselskab i henhold til den østrigske lov om sanering og afvikling af banker (herefter »BaSAG«). |
(13) |
Den 29. maj 2015 godkendte VBWB's generalforsamling overdragelsen af ÖVAG's kernefunktioner og en kapitalforhøjelse på 113 mio. EUR. |
(14) |
Den 29. maj 2015 havde de regionale industri-andelsbanker, som udgør 97,83 % af sammenslutningens RVA, allerede underskrevet sammenslutningsaftalen og samarbejdsaftalen. |
(15) |
Sammenslutningen fremsendte den endelige udgave af den nye omstruktureringsplan den 23. juni 2015. |
(16) |
Den 25. juni 2015 fremsendte Østrig en tilsagnspakke, der findes i bilaget til denne beslutning. |
(17) |
Da denne afgørelse træffes på grundlag af Kommissionens beføjelser på statsstøtteområdet, berører den på ingen måde eventuelle forpligtelser i forbindelse med den fusionskontrol, som muligvis måtte gælde for de parter, der er involveret i transaktionen. |
2. DETALJERET BESKRIVELSE AF DE TRUFNE FORANSTALTNINGER OG FORANSTALTNINGER, DER SKAL TRÆFFES
2.1. STØTTEMODTAGEREN OG DENNES VANSKELIGHEDER
(18) |
Sammenslutningen omfatter i øjeblikket i) 51 i juridisk henseende selvstændige primærbanker (41 regionale andelsbanker, fem specialbanker, fire andelskasser og en byggesparekasse), ii) den centrale organisation ÖVAG samt iii) det lovbestemte indskudsgarantiorgan Volksbank Haftungsgenossenschaft eG. ÖVAG er sammenslutningens centrale organisation og leverer som sådan ydelser til primærbankerne i form af centraliserede forvaltnings- og likviditetsstyringsaktiviteter. Primærbankerne er små banker (balancesum mellem 65 mio. EUR og 3 600 mio. EUR), som i det væsentlige leverer serviceydelser til privat- og erhvervskunder på lokalt og regionalt plan. |
(19) |
Sammenslutningen har en markedsandel på ca. 6 % i Østrig og tæller omkring 900 000 privatkunder og 80 000 erhvervskunder. Primærbankerne råder over mere end 500 filialer med 4 900 medarbejdere. Den samlede volumen af tilgodehavender hos kunder beløber sig til ca. 30 mia. EUR, og den samlede volumen af indlån fra kunder til ca. 27 mia. EUR. |
(20) |
Sammenslutningens medlemmer er samlet i et hæftelsesfællesskab og et likviditetsfællesskab (reguleret overførsel af likviditet) på basis af en sammenslutningsaftale. Inden for rammerne af det nuværende system hæfter den centrale organisation (ÖVAG) ubegrænset for primærbankerne, mens primærbankernes hæftelse for den centrale organisation er begrænset, idet en primærbanks egenkapitalandel ikke må falde under de lovpligtige minimumskrav. |
(21) |
51,6 % af ÖVAG er i øjeblikket ejet af primærbanker via holdingselskabet Volksbanken Holding eGen. Den østrigske stat ejer 43,3 % af ÖVAG. Andre betydende aktionærer er DZ Bank AG (3,8 %) og Raiffeisen Zentralbank (0,9 %), mens 0,4 % er ejet af andre aktionærer. |
(22) |
Sammenslutningens vigtigste geografiske marked er Østrig. Derudover var ÖVAG imidlertid aktiv i en række mellem- og østeuropæiske lande, hvor den dog — med undtagelse af Rumænien — kun havde en lille markedsandel. |
(23) |
ÖVAG's problemer skyldtes flere forhold: bankens engagement i mellem- og østeuropæiske lande via dens datterselskaber, der leverer detailbankydelser, under VB International AG (herefter »VBI«), dens aktiviteter inden for områderne kommunal finansiering og finansiering af infrastruktur, dens aktiviteter inden for fast ejendom, den omstændighed, at investeringsporteføljen bl.a. indeholder instrumenter udstedt af Lehman Brothers og islandske banker, og dens afhængighed af refinansieringer på interbankmarkedet. (8) Disse faktorer medførte betydelige tab for ÖVAG fra og med 2008, og at Østrig i 2009 ydede støtteforanstaltninger til banken. (9) På grund af de store tab i 2011 blev der truffet yderligere statslige foranstaltninger. (10) Til trods for omstruktureringsbestræbelserne i 2014 var der ifølge ECB's og EBA's omfattende vurdering fra 2014 et yderligere kapitalunderskud på sammenslutningsniveau (inklusive ÖVAG), som først og fremmest skyldtes ÖVAG's risici og svagheder. (11) |
2.2. STØTTEFORANSTALTNINGER I 2009 OG DEN EFTERFØLGENDE OMSTRUKTURERING
Støtteforanstaltningerne
(24) |
I april 2009 tegnede Østrig kapitalbeviser (Partizipationsscheine) i ÖVAG på 1 mia. EUR (herefter »kapitalindskud i 2009«). Staten får ingen stemmerettigheder med de tegnede kapitalbeviser, men en udbyttekupon og en konverteringsret. Kapitalbeviserne gælder på ubestemt tid og bogføres som tier 1-kapital (kernekapital). Endvidere dækker kapitalbeviserne tab i forhold til den samlede kapital til dækning af tab. ÖVAG havde til enhver tid ret til at indløse kapitalbeviserne, enten fuldstændigt eller i trancher. Staten havde ret til at konvertere kapitalbeviserne til ÖVAG-stamaktier. Der blev imidlertid ikke gjort brug af denne konverteringsret. |
(25) |
Desuden modtog ÖVAG inden for rammerne af den østrigske bankpakke statsgarantier og foretog i 2009 statsgaranterede emissioner på 3 mia. EUR med udløb i 2012 og 2013. |
Omstrukturering
(26) |
ÖVAG havde allerede i 2009 indledt en omstruktureringsproces, som bl.a. havde til formål at adskille banken fra de aktiviteter, som var hovedårsag til dens problemer. Men i 2011 skabte visse af risiciene fra den gamle portefølje igen problemer for banken. Det drejede sig især om følgende risici:
|
2.3. STØTTEFORANSTALTNINGER I 2012 OG DEN EFTERFØLGENDE OMSTRUKTURERING
Støtteforanstaltningerne
(27) |
Størrelsen af ÖVAG's tab i 2011 gjorde det nødvendigt med yderligere statslige støtteforanstaltninger bestående af et kapitalindskud fra staten på 250 mio. EUR i form af stamaktier (herefter »kapitalindskud i 2012«) og en aktivgaranti. |
(28) |
Kapitalindskuddet i 2012 blev gennemført i to faser. Først blev bankens kapital reduceret med 70 % for at kompensere for de akkumulerede tab. Med denne kapitalnedsættelse skete der også en reduktion af de kapitalbeviser, som Østrig indførte i 2009, således at der kun var statslig kapital i form af kapitalbeviser på 300 mio. EUR tilbage i ÖVAG. I næste fase modtog ÖVAG ny kapital på i alt 484 mio. EUR. 250 mio. EUR heraf blev tegnet af Østrig, resten af Volksbanken Holding eGen. Prisen pr. aktie var 2,181 EUR. |
(29) |
Som følge heraf steg statens andel i ÖVAG til 43,4 %. Staten er dermed næst efter Volksbanken Holding eGen (på daværende tidspunkt 50,2 %) den andenstørste aktionær. De øvrige aktionærers andele blev udvandet, da disse ikke deltager i kapitalindskuddet, til følgende værdier på daværende tidspunkt: DZ BANK: 3,8 %, ERGO: 1,5 %, RZB: 0,9 %, frit omløb: 0,1 %. |
(30) |
Med aktivgarantien, der blev anvendt til at dække tab fra den forsikrede portefølje af de nødlidende lån, blev ÖVAG's kapital øget med 100 mio. EUR. ÖVAG kan kun gøre brug af garantien under helt bestemte forudsætninger, som kontrolleres den 31. december 2015. (12) Aktivgarantien forrentes med 10 % p. a. (dvs. som et kapitaltilskud) og udløber den 1. januar 2016. |
Omstrukturering
(31) |
I forbindelse med støtteforanstaltningerne i 2012 reviderede ÖVAG sin oprindelige omstruktureringsplan og besluttede sig for en mere omfattende omstrukturering. Foranstaltningerne blev godkendt ved afgørelsen fra 2012. Omstruktureringsplanen fra 2012, som afgørelsen fra 2012 var baseret på, fastsatte bl.a. følgende punkter:
|
(32) |
I perioden 2012-2014 lykkedes det ÖVAG at afvikle sin balancesum og RVA i både ikke-kernesegmentet og kernesegmentet hurtigere, end det var blevet fastlagt i afgørelsen fra 2012. Pr. 31. december 2014 beløb ÖVAG's balancesum sig til 15,1 mia. EUR, og RVA havde en volumen på 8,7 mia. EUR. ÖVAG's kernekapitalandel udgjorde 6,21 % den 31. december 2014. |
2.4. ECB'S OG EBA'S OMFATTENDE VURDERING
(33) |
I 2014 udførte Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) en omfattende vurdering, hvor 130 af de største banker i euroområdet blev undersøgt med hensyn til kvaliteten af deres balancer og deres finansielle modstandsdygtighed. Resultaterne af den omfattende vurdering blev offentliggjort den 26. oktober 2014. I den forbindelse blev sammenslutningen på et konsolideret grundlag (herunder ÖVAG) undersøgt i overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (13) og artikel 30 i den østrigske lov om bankvæsen. (14) Sammenslutningen var en af 25 banker, som ikke opfyldte minimumskravet til egenkapitalprocenter i de undersøgte scenarier. Således lå sammenslutningens beregnede CET1 for 2016 i basisscenariet på 7,2 % (tærskelværdi: 8 %) og i stressscenariet på 2,1 % (tærskelværdi: 5,5 %). Den maksimale forskel på testresultatet og tærskelværdien svarer til et yderligere kapitalbehov på 865 mio. EUR i CET1-kapital. |
(34) |
ECB har givet sammenslutningen en frist indtil den 26. juli 2015 til at dække dette kapitalbehov og opnå en CET1 på 14,63 %. |
2.5. DEN NYANMELDTE OMSTRUKTURERINGSPLAN FOR 2015
(35) |
Som følge af de nævnte vanskeligheder har sammenslutningen med Østrigs samtykke taget fat på en omfattende omstrukturering. Denne omstruktureringsplan er baseret på følgende grundprincipper:
|
(36) |
Foranstaltningerne i omstruktureringsplanen, navnlig afviklingen af ÖVAG med aflevering af banklicensen og dekonsolidering fra sammenslutningen, vil gøre det muligt for sammenslutningen at opnå en CET1 på [9-11] (15) % med det samme. Endvidere har sammenslutningen iværksat supplerende tiltag, der skal frigøre egenkapital. Dette omfatter bl.a. afvikling af risikopositioner inden for området store virksomheder og fast ejendom (akkumuleret CET1-effekt fra januar 2014 til december 2017 på [100-200] mio. EUR), salg af produktselskaber ([100-200] mio. EUR) og salg af værdipapirer ([50-100] mio. EUR). Imidlertid kan der ved hjælp af disse foranstaltninger kun opnås en egenkapitalnedsættelse på [450-550] mio. EUR inden udgangen af 2017, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at dække kapitalunderskuddet på 865 mio. EUR. |
Overdragelse af den centrale organisations funktion
(37) |
VBWB overtager funktionen som sammenslutningens centrale organisation, som ÖVAG hidtil har haft. De for denne funktion nødvendige aktiver overføres sammen med tilsvarende passiver fra ÖVAG til VBWB den 30. juni 2015 med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2015. I alt overføres der aktiver og passiver på knap 8,6 mia. EUR. Dette beløb omfatter alle de aktiviteter, der i afgørelsen fra 2012 hører til kernesegmentet, med undtagelse af tre mindre andele (VB Factoring, VB Mobilienleasing og VB Investments), som forbliver i ÖVAG og udgør mindre end 10 % af det samlede beløb. |
Dekonsolidering og afvikling af ÖVAG
(38) |
Efter overdragelsen af funktionen som sammenslutningens centrale organisation og de tilsvarende aktiver og passiver sættes ÖVAG under afvikling den 4. juli 2015 og omdannes til et afviklingsselskab i henhold til § 162 i BaSAG. Instituttets navn ændres til immigon portfolioabbau ag (herefter »Immigon«). De resterende aktiver på 7,4 mia. EUR afvikles inden den 31. december 2017. De omfatter alle de aktiviteter, der i afgørelsen fra 2012 hører til ikke-kernesegmentet, samt de i betragtning 37 nævnte andele i VB Factoring, VB Mobilienleasing og VB Investments. |
(39) |
Indtægterne fra afviklingen rækker i henhold til den aktuelle plan til at betale de resterende forpligtelser fuldstændigt. I forbindelse med afviklingen reduceres ÖVAG's egenkapital samt kapitalbeviser med 96,65 %. Denne reduktion vedrører også den resterende statslige kapital i form af kapitalbeviser på 300 mio. EUR. |
(40) |
Den eksisterende aktivgaranti forbliver i ÖVAG/Immigon, dog med ændringer. Ifølge den nuværende ordning skal alle krav i forhold til aktiver anmeldes inden den 31. december 2015. Summen af de heraf resulterende krav udlignes derefter inden den 31. juli 2016. Efter den ændrede aftale er den 31. december 2015 fortsat skæringsdato for anmeldelse af krav. Der kan til enhver tid kræves udligning af disse krav inden for tidsperioden mellem den 31. december 2015 og afviklingsforløbets afslutning i 2017. Samtidig sænkes tærsklen for, hvornår ÖVAG/Immigon kan kræve udligning af kravene, nemlig fra en kernekapitalandel (CET) på 10 % til en egenkapitalandel på 0, hvilket betyder, at krav på baggrund af garantien kun kan udlignes, hvis ÖVAG/Immigon måtte gå konkurs i afviklingsforløbet. Garantigebyret beløber sig også i den udvidede udligningsperiode til 10 % pr. år. |
(41) |
Sammenslutningen skal træffe to vigtige foranstaltninger for, at de positive kapitaleffekter af denne omstrukturering kan realiseres:
|
(42) |
Den 10. december 2014 underskrev ÖVAG en aftale med den rumænske bank Banca Transilvania om salg af sin andel på 51 % i VBRO. Dermed blev der ryddet en væsentlig hindring af vejen for afleveringen af banklicensen. Handelen blev afsluttet den 7. april 2015. Dermed opfyldte ÖVAG samtidig en bestemmelse i omstruktureringsplanen fra 2012. Derudover afsluttede ÖVAG i september 2014 salget af VB Malta og besluttede at afvikle IK Malta. Den levede således op til betingelserne i afgørelsen fra 2012. |
(43) |
For at kunne dekonsolidere Immigon skal sammenslutningen reducere sin andel i Immigon til en minoritetsandel. Til dette formål overfører sammenslutningen 8,5 % af den aktiekapital på 51,6 %, som Volksbanken Holding eGen er i besiddelse af, til en af sammenslutningen uafhængig tredjepart, nemlig SPV-selskabet GPVAUBEOE Beteiligungen GmbH. |
(44) |
I forbindelse med overdragelsen af den centrale organisations funktion overgår en stor del af ÖVAG's forpligtelser over for sammenslutningen til VBWB. Ikke desto mindre vil sammenslutningen efter spaltningen have en risikoposition på [700-800] mio. EUR i forhold til Immigon i form af forskellige finansielle instrumenter, der blev anvendt til finansiering af ÖVAG. |
(45) |
For at neutralisere risikoen i forbindelse med de resterende positioner i forhold til Immigon træffer sammenslutningen følgende foranstaltninger:
|
Omstruktureringen af sammenslutningen
(46) |
Sammenslutningen omfatter i øjeblikket 51 primærbanker. Inden for rammerne af omstruktureringsplanen vil disse 51 institutter fusionere til ti større banker. Det drejer sig her om otte regionalbanker med balancesummer på mellem 1,9 mia. EUR og 5,3 mia. EUR, der opererer i forskellige dele af Østrig, samt to specialbanker, Sparda Bank Austria (0,8 mia. EUR) og Ärzte-/Apothekerbank (1,1 mia. EUR). De nødvendige fusioner vil finde sted inden udgangen af 2017. Sammenslutningens byggesparekasser, der er samlet i start:bausparkasse, bliver sandsynligvis solgt. |
(47) |
Relationerne mellem primærbankerne i sammenslutningen reguleres af to aftaler, nemlig sammenslutningsaftalen i henhold til § 30a i BWG og samarbejdsaftalen. |
(48) |
Sammenslutningsaftalen indgås mellem den centrale organisation i skikkelse af VBWB, sammenslutningens primærbanker og Volksbank Haftungsgenossenschaft eG og fastsætter i det væsentlige følgende:
|
(49) |
Samarbejdsaftalen regulerer de områder, der ikke er dækket af sammenslutningsaftalen. Aftaleparter er primærbankerne i sammenslutningen og Volksbank Haftungsgenossenschaft eG. Formålet med samarbejdsaftalen er at udnytte synergier i sammenslutningen via gennemførelsen af de planlagte fusioner samt at øge samarbejdet mellem medlemmerne. Beslutningsbeføjelserne for de emneområder, der er omfattet af samarbejdsaftalen, overdrages til Volksbank Haftungsgenossenschaft eG. De beslutninger, som direktionen i Volksbank Haftungsgenossenschaft eG træffer, er bindende for aftaleparterne. Samarbejdsaftalen regulerer navnlig områderne markedsføring, fælles salgsstrategi, produktpolitik inklusive rammeaftaler med tredjeparter, salgskontrol, optimering og standardisering af driftsprocesser, it-indkøb og juridisk rådgivning. |
(50) |
I tilfælde af tvister afgør den centrale organisation, om der ved en foranstaltning i henhold til samarbejdsaftalen gribes uretmæssigt ind i dens opgaveområder i henhold til sammenslutningsaftalen. I tilfælde af lovgivningsmæssige ændringsbestemmelser vedrørende sammenslutningsaftalen indeholder samarbejdsaftalen en »åbningsklausul«, som også muliggør en tilsvarende tilpasning af samarbejdsaftalen. |
(51) |
Omstruktureringsplanens mål er at tilvejebringe en kombination af otte slagkraftige regionalbanker, den centrale organisation og to specialbanker. De lokale filialer vil koncentrere sig om salg og rådgivning af kunderne på stedet, mens administrationen i regionalbankerne og i den centrale organisation er koncentreret. |
(52) |
Sammenslutningen vil fokusere på kunder i Østrig, hvor forretninger med små og mellemstore virksomheder og liberale erhverv, forretninger med privatkunder, boligfinansiering og rådgivning af formuende kunder vil være i centrum. |
Finansieringsplanlægning
(53) |
På basis af den nye omstruktureringsplan har sammenslutningen fremsendt budgetter til Kommissionen for den forventede udvikling i vigtige finansielle nøgletal i de kommende fem år. Disse beregninger blev gennemført for to scenarier, et basisscenario og et stressscenario. |
(54) |
Den fremsendte finansieringsplanlægning inkorporerer virkningerne af neutraliseringen af risikoen i forbindelse med Immigon-positionerne (16) og de forventede betalinger for Østrigs brugsret inden for rammerne af tilsagnskataloget. |
(55) |
Basisscenariet er baseret på antagelsen om en moderat økonomisk vækst på kernemarkedet Østrig, som nominelt udgør 0,8 % (2015), 1,5 % (2016) og i de følgende år indtil 2019 1,7 %. De årlige inflationsrater ligger på mellem 1,1 % og 2,2 %, og den 3-måneders Euribor-rentesats stiger fra 0,1 % i 2015 til 1,9 % i 2019. Under disse antagelser forventer sammenslutningen et tab for regnskabsåret 2015, men en positiv egenkapitalforretning (Return on Equity — (RoE)) på [8-9] % for regnskabsåret 2019. CET1 skal stige fra [9-11] % i 2015 til [11-13] % i 2019. Udviklingen i andre nøgletal fremgår af følgende tabel. Tabel 1 Finansielle data i basisscenariet […] |
(56) |
Stressscenariet beror på antagelsen om en kreditstramning udløst af svagheder i den europæiske banksektor, som ikke kan afhjælpes af udenlandske investorers aktiviteter eller ECB. Den reale økonomiske vækst er let negativ med en langsom forbedring fra og med 2017. I 2015 og 2016 er inflationsraten negativ, hvorefter den i de følgende år er let positiv. Rentesatserne vil fortsat være usædvanligt lave, og schweiziske franc opskrives yderligere i forhold til euroen. Under disse antagelser forventer sammenslutningen en negativ egenkapitalforretning (RoE) for regnskabsårene 2015 og 2016, som dog stiger til [5-8] % i 2019. CET1 skal stige fra [8-10] % i 2015 til [10-12] % i 2019. Udviklingen i andre nøgletal fremgår af følgende tabel. Tabel 2 Finansielle data i stressscenariet […] |
Nye tilsagn og foranstaltninger som kompensation til Østrig
(57) |
Østrig har afgivet en række tilsagn i forbindelse med gennemførelsen af den nye omstruktureringsplan. Disse er anført i et særskilt dokument, der er vedlagt som bilag til denne afgørelse. |
(58) |
I henhold til afsnit 5 i omstruktureringsmeddelelsen skal der regelmæssigt fremlægges rapporter, så Kommissionen kan undersøge, om den nye omstruktureringsplan bliver gennemført korrekt. Østrig vil udpege en tilsynsadministrator, der skal bistå Kommissionen med at opfylde dens pligt til at kontrollere, at beslutningen gennemføres korrekt. Tilsynsadministratoren vil fremlægge en tilsynsrapport hvert halve år. Den første rapport skal fremlægges senest et halvt år efter godkendelse af omstruktureringsplanen. Kommissionen mener derfor, at der er sikret et korrekt tilsyn med gennemførelsen af omstruktureringsplanen. |
Myndighedsgodkendelse af omstruktureringsplanen
(59) |
Den nye omstruktureringsplan, der blev anmeldt til Kommissionen, svarer til den kapitalforøgelsesplan, som blev fremsendt til henholdsvis ECB og SSM. Formålet hermed er at omstrukturere sammenslutningen, således at det egenkapitalunderskud, der blev identificeret i ECB's og EBA's omfattende vurdering, kan blive dækket. |
(60) |
SSM har foreskrevet et lovpligtigt egenkapitalkrav på 14,63 %, som skal overholdes fra og med den 26. juli 2015. På det tidspunkt vil SSM kontrollere det lovpligtige egenkapitalkrav igen og i den forbindelse også tage gennemførelsen af den nye omstruktureringsplan i betragtning Gennemførelsesprocessen begynder med registreringen af de i betragtning 35 litra a), b) og c) nævnte foranstaltninger i det østrigske handelsregister. SSM har som kompetent tilsynsmyndighed godkendt ændringerne, således at der kan foretages registrering i det østrigske handelsregister. |
3. DEN FORMELLE PROCEDURE
(61) |
Kommissionen minder om, at den har indledt en formel undersøgelsesprocedure, og at afgørelsen fra 2012 (2013/298/EU) er truffet på baggrund heraf. I overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/99 (17) er det blevet nødvendigt at ændre den nævnte afgørelse. |
4. BEMÆRKNINGER FRA ØSTRIG
(62) |
Østrig har i offentlige erklæringer udelukket enhver ny støtte til sammenslutningen. Derfor mener Østrig også, at der i forbindelse med den fremlagte omstruktureringsplan ikke er tale om ny støtte. |
(63) |
Østrig anerkender imidlertid, at der i forbindelse med den nye omstruktureringsplan er tale om en væsentlig ændring af omstruktureringsplanen fra 2012, og at en ændringsbeslutning fra Kommissionen er påkrævet inden gennemførelsen heraf. I overensstemmelse hermed har Østrig anmeldt den nye omstruktureringsplan til Kommissionen. |
(64) |
Østrig anerkender ligeledes, at sammenslutningen set fra et støtteretligt synspunkt skal betragtes som ÖVAG's efterfølger og således også er adressat for denne ændringsbeslutning. |
(65) |
Samtidig gør Østrig gældende, at den nye omstruktureringsplan med den tilsvarende liste af tilsagn opretholder balancen i afgørelsen fra 2012 og således også bevarer støttens oprindelige forenelighed. |
5. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE
5.1. STATSSTØTTE
Forekomst af statsstøtte og økonomisk efterfølger
(66) |
For så vidt angår de foranstaltninger, som Kommissionen havde godkendt i 2009 og 2012 som omstruktureringshjælp til ÖVAG, har Kommissionen allerede konkluderet, at disse foranstaltninger udgør statsstøtte. Følgelig er det ikke nødvendigt i denne afgørelse at foretage en fornyet undersøgelse af disse foranstaltninger for forekomsten af statsstøtte. |
(67) |
Et centralt element i omstruktureringsplanen fra 2012, som afgørelsen fra 2012 refererer til, bestod i ÖVAG's genfokusering på sin funktion som central organisation som en del af et hæftelsesfællesskab med primærbankerne. Inden for rammerne af dette system hæftede ÖVAG som central organisation ubegrænset for primærbankerne, mens primærbankernes hæftelse for den centrale organisation var begrænset, da en primærbanks egenkapitalandel ikke måtte falde under de lovpligtige minimumskrav. |
(68) |
Enkelte af Østrigs tilsagn fra 2012 vedrørte også primærbankerne. Bestemte dele af ÖVAG's indtægter som centralt institut blev afdækket (tilsagn 9) og primærbankerne forpligtet til, »i det omfang de lovbestemte minimumskrav tillader det«, at medvirke til tilbagebetalingen af kapital i form af kapitalbeviser i ÖVAG (tilsagn 11.2). Disse tilsagn var nødvendige på grund af de særlige hæftelsesaftaler i sammenslutningen, således at støtten kunne erklæres forenelig med det indre marked. I forbindelse med de særlige hæftelsesaftaler gav disse tilsagn Kommissionen mulighed for at behandle ÖVAG og sammenslutningen adskilt. |
(69) |
I henhold til den nye omstruktureringsplan videreføres ÖVAG's kerneforretninger af VBWB, en af primærbankerne. Således overtager VBWB ÖVAG's rolle som central organisation for sammenslutningen med samtidig overdragelse af ÖVAG's funktioner og aktiver til VBWB. I alt overføres der aktiver og passiver på 8,6 mia. EUR. Dette beløb omfatter alle de aktiviteter, der i afgørelsen fra 2012 hører til kernesegmentet, med undtagelse af tre mindre andele — VB Factoring (med en balancesum på 86 mio. EUR), VB Mobilienleasing (700 mio. EUR) og VB Investments (30 mio. EUR), som forbliver i afviklingsselskabet Immigon. |
(70) |
I modsætning til den tidligere asymmetriske hæftelsesstruktur mellem primærbankerne og den centrale organisation integreres sammenslutningen efter den nye omstruktureringsplan i ét samlet hæftelsessystem. I forbindelse med andre strukturelle ændringer i sammenslutningen (jf. betragtning 49) kan den nye centrale organisation, VBWB, ikke længere betragtes adskilt i forhold til primærbankerne. Denne opfattelse bekræftes også af SSM's konsoliderede tilgang i den omfattende vurdering samt af den kendsgerning, at egenkapitalkravet blev formuleret på aggregeret niveau (sammenslutningen). |
(71) |
På dette grundlag mener Kommissionen, at sammenslutningen skal betragtes som ÖVAG's økonomiske efterfølger, hvilket blev bekræftet i afgørelsen fra 2012. Sammenslutningen er derfor modtager af den eksisterende støtte. |
Ingen ny statsstøtte til ÖVAG, Immigon, VBWB eller sammenslutningen
(72) |
Kommissionen skal foruden spørgsmålet om overførslen af den eksisterende støtte til den økonomiske efterfølger undersøge, om der er ny statsstøtte forbundet med den nye omstruktureringsplan. |
(73) |
Kommissionen fastholder, at der ifølge Østrig ikke indrømmes nogen ny statsstøtte i forbindelse med gennemførelsen af den nye omstruktureringsplan. |
(74) |
I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«. En foranstaltning udgør således støtte efter artikel 107, stk. 1, hvis følgende betingelser alle er opfyldt: a) den kan tilregnes staten og er finansieret ved hjælp af statsmidler, b) den giver modtageren en fordel, c) fordelen er selektiv, og d) den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
(75) |
Den nye omstruktureringsplan giver hverken ÖVAG eller Immigon en ny fordel. ÖVAG afvikles, dens kernesegment og tilsvarende passiver overdrages til VBWB, og de resterende aktiver afvikles gennem afviklingsselskabet Immigon. I henhold til den nuværende omstruktureringsplan vil egenkapitalen næsten blive opbrugt fuldt ud i forbindelse med afviklingen af Immigon, uden at det har været nødvendigt at anvende aktivgarantien. Det kan derfor forventes, at de risici, der er forbundet med ÖVAG's CET1-instrumenter, vil indtræde, bl.a. tabet i forbindelse med Østrigs andel i ÖVAG på 250 mio. EUR og den fortsat udestående kapital i form af kapitalbeviser på nominelt 300 mio. EUR. |
(76) |
Aktivgarantien forbliver også fremover i ÖVAG/Immigon. I henhold til de aktuelle aftaler kan der kun trækkes på garantien den 31. december 2015 for krav, der er anmeldt inden denne dato, og kun op til det beløb, der er nødvendigt for at opnå en CET1 på 10 %. Ifølge Østrig overstiger de værdipapirer, for hvilke der blev anmeldt et krav om kompensation, tilsammen allerede aktivgarantien, der er begrænset til 100 mio. EUR. Mens der først træffes afgørelse om berettigelsen af anmeldte krav den 31. december 2015, har ledelsen i Immigon i henhold til dens lovbestemte forpligtelse til beskyttelse af ejernes interesser intet andet valg end at anmelde alle mulige krav inden udgangen af 2015. |
(77) |
Pr. 31. december 2015 vil Immigon som afviklingsselskab ikke længere skulle opfylde nogen kapitalkrav, hvorfor det er vanskeligt at vurdere en betingelse om udbetaling under garantien, der er knyttet til overholdelsen af en CET1-procent. Da det alene tilkommer den nationale ret at foretage denne vurdering, accepterer Kommissionen Østrigs bemærkninger, i henhold til hvilke Østrig er af den opfattelse, at overførslen af ÖVAG til et afviklingsselskab i henhold til § 162 i BaSAG ikke har nogen indflydelse på den fortsatte eksistens af statens opfyldelsesgaranti. På grundlag af bemærkningerne fra Østrig og i lyset af den kendsgerning, at kapitalen i Immigon pr. 31. december 2015 allerede er reduceret til 96,65 %, må den betingelse, der er knyttet til en CET1 på 10 %, anses for opfyldt. I overensstemmelse hermed ville det være nødvendigt med en fuldstændig udbetaling af alle krav, der pr. 31. december 2015 betragtes som berettiget kvalificerede. |
(78) |
Under disse betingelser reducerer ændringerne i garantiaftalen — a) en forlængelse af overholdelsesperioden for betalingerne under garantien uden tilladelse til at anmelde yderligere krav efter den 31. december 2014 og b) en begrænsning for betalinger under garantien til det tilfælde, hvor Immigons kapital ellers ville falde til under nul — garantistillerens risiko for, at der foretages betalinger under garantien. Desuden forlænges godtgørelsen for garantien med en betaling på 10 % pr. år med to år. Derfor styrker ændringerne alene garantistillerens position og giver ikke ÖVAG/Immigon nogen yderligere fordel. |
(79) |
Heller ikke sammenslutningen, herunder den nye centrale organisation VBWB, opnår nogen ny fordel af den nye omstruktureringsplan. Som det er beskrevet ovenfor (18), er sammenslutningen modtager af den eksisterende støtte. I henhold til afgørelsen fra 2012 skulle primærbankerne medvirke til den tilbagebetaling, der skal finde sted frem til udgangen af december 2017, af den resterende statslige kapital på 300 mio. EUR i form af kapitalbeviser, såfremt de lovpligtige minimumskrav til egenkapitalgrundlaget tillod dette. Det skal bemærkes, at der i den omfattende vurdering ikke alene blev konstateret et kapitalunderskud på ÖVAG-niveau, men også på sammenslutningsniveau som helhed. |
(80) |
Mens den risikobærende kapital i form af kapitalbeviser anvendes i forbindelse med afviklingen af ÖVAG/Immigon, er der i Østrigs nye tilsagn fastsat en betaling fra sammenslutningen til Østrig på 300 mio. EUR (nemlig via indrømmelse af en brugsret til Østrig). Sammenslutningen har givet tilsagn om frem til udgangen af [2020-2025] at udbetale i alt 300 mio. EUR, i hvilken forbindelse der for […], […] og […] er fastsat kumulative betalingstærskelværdier. |
(81) |
Med det nye bindende tilsagn om en betaling på 300 mio. EUR til Østrig genetablerer sammenslutningen kravet til et niveau, der svarer til det oprindelige tilbagebetalingsbeløb. Dette oprindelige krav går tabt i forbindelse med afviklingen af ÖVAG, idet risici indeholdt i kapitalen i form af kapitalbeviser indtræder. Også selv om den nye betalingsplan i forhold til det oprindelige tilsagn er forbundet med væsentlige restancer, skal det tages i betragtning, at både i tilfælde af en enkel afvikling af ÖVAG og i den kontrafaktiske situation, hvor hele sammenslutningen afvikles, ville alle statens fordringer, egenkapital og kapital i form af kapitalbeviser gå tabt. |
(82) |
Derudover er dette nye tilsagn fra sammenslutningen nu bindende for denne, hvorfor udlodning af udbytte på brugsretten forbliver overskudsafhængig. Samtidig er det i tilsagnene sikret, at disse betalinger er højere rangerende end alle andre udbytteudlodninger. Endvidere modtager Østrig — foruden udbytter fra brugsretten — en kompensationsbetaling, der er på størrelse med udlodningens beløb, for eventuelle udbytteudlodninger til parter uden for den konsoliderede sammenslutning. |
(83) |
Desuden får Østrig en andel i VBWB på 25 % + 1 aktie som sikkerhed for brugsretsbetalingerne. Hvis en af disse betalingstærskler ikke overholdes, overfører VBWB-aktionærerne gratis yderligere aktier til Østrig, som øger Østrigs kapitalandel i VBWB til [26-40] %. Derudover kan Østrig på dette tidspunkt realisere sikkerheden. |
(84) |
Også selv om det nye tilsagn med hensyn til visse aspekter afviger fra det oprindelige tilsagn, er det ligeværdigt med det oprindelige tilsagn. Det giver derfor ikke ÖVAG, Immigon, VBWB eller sammenslutningen nogen fordel. |
(85) |
Bortset fra det nye tilsagn om at betale ydelse for en ny brugsret i VBWG med et beløb svarende til den oprindelige værdi af kapitalen i form af kapitalbeviser i ÖVAG, er der ingen andre væsentlige ændringer i forholdet til Østrig, der ville kunne betragtes som en fordel for VBWB eller sammenslutningen. |
(86) |
Da den nye omstruktureringsplan således hverken giver ÖVAG, Immigon, VBWB eller sammenslutningen nogen fordel, er det ikke nødvendigt med en vurdering af de øvrige kumulative kriterier for statsstøtte. På dette grundlag mener Kommissionen, at de foranstaltninger, der er fastsat i den nye omstruktureringsplan, ikke opfylder forudsætningerne i artikel 107, stk. 1, i TEUF og derfor ikke udgør nogen ny støtte til ÖVAG, Immigon, VBWB eller sammenslutningen i henhold til denne artikel. |
5.2. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNES JURIDISKE FORENELIGHED
(87) |
Som nævnt i afsnit 5.1 indeholder den nye omstruktureringsplan ingen ny støtte. Den i afgørelsen fra 2012 godkendte støtte til fordel for ÖVAG overgår imidlertid til sammenslutningen som økonomisk efterfølger for ÖVAG. |
(88) |
På baggrund af afgørelsen fra 2012 skal Kommissionen derfor undersøge, om støtteforanstaltningerne i 2012 også i henhold til den nye omstruktureringsplan og tilsagnskataloget er forenelige med det indre marked. Denne undersøgelse skal foregå på det for afgørelsen fra 2012 gældende retsgrundlag, dvs. på grundlag af rekapitaliseringsmeddelelsen og forlængelsesmeddelelsen fra 2011 (19) samt omstruktureringsmeddelelsen. (20) |
(89) |
Betragtning 83-92 i afgørelsen fra 2012, hvor foreneligheden af støtten fra 2012 undersøges på grundlag af rekapitaliseringsmeddelelsen og forlængelsesmeddelelsen fra 2011, forbliver fuldt gældende. Det kapitalindskud på 250 mio. EUR, der er ydet til ÖVAG, og den resterende kapital i form af kapitalbeviser på 300 mio. EUR forbliver hos Immigon og opbruges ifølge planen fuldt ud i forbindelse med likvidationen inden 2017. |
(90) |
Som nævnt i betragtning 93 i afgørelsen fra 2012 er omstruktureringen af en bank under den aktuelle krise ifølge omstruktureringsmeddelelsen kun forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF, hvis den genopretter bankens langsigtede rentabilitet, indeholder et passende eget bidrag og en passende byrdefordeling samt omfatter tilstrækkelige foranstaltninger til begrænsning af konkurrencefordrejninger. Med hensyn til disse tre elementer skal Kommissionen undersøge, hvorvidt de fremlagte ændringer i omstruktureringsplanen og tilsagnskataloget bevarer den forenelighed af foranstaltningerne, der blev fundet i afgørelsen fra 2012. |
Rentabilitet i basisscenariet
(91) |
Som konstateret i betragtning 71 overgår støtten fra 2012 til sammenslutningen, som også i sin helhed bliver omfattet af den nye omstruktureringsplan. Her skal det vurderes, om sammenslutningens langsigtede rentabilitet i sin nye form kan genskabes under den nye omstruktureringsplan frem til 2019. |
(92) |
Til dette formål har Østrig indsendt en finansieringsplanlægning frem til 2019, som omfatter både et basisscenario og et stressscenario for hele sammenslutningen, og på baggrund af hvilken Kommissionen har gennemført sin analyse. |
(93) |
Omstruktureringen af sammenslutningen i kraft af fusioneringen af de lokale primærbanker til regionalt orienterede pengeinstitutter kan for så vidt betragtes som fordelagtig, idet der vil ske en vis udligning af eksisterende forskelle inden for sammenslutningen med hensyn til kapitalgrundlag og egenkapitalforrentning med mulighed for opnåelse af stordriftsfordele og udnyttelse af synergipotentiale. Nedenstående diagram viser tydeligt den reducerede spredning i kapitalgrundlag (CET1) og egenkapitalforrentning (RoE) i den »gamle« og »nye« sammenslutning i forhold til hinanden.
|
(94) |
Kommissionen glæder sig over, at potentielle synergier kun indgår i finansieringsplanlægningen på den i forhold til indtægterne lettere kvantificerbare omkostningsside, og at disse kun blev ansat til [70-80] % af det allerede identificerede potentiale. Med mindre end [10-20] % pr. år på personale- og mindre end [5-10] % pr. år på materialeomkostningssiden mener Kommissionen, at der blev valgt en mere forsigtig tilgang, og at der udover de synergier, der allerede er indkalkuleret i finansieringsplanlægningen, kunne være yderligere potentielle synergier. |
(95) |
Sammenslutningens forretningsstrategi i sin nye form forbliver i det væsentlige uændret. Fokus ligger klart på lokale og regionale kunder på såvel privat- som erhvervskundeområdet samt på SMV-området. Disse forretningsområder udgør allerede i dag den væsentligste del af porteføljen, er rentable og er heller ikke blevet anset for problematiske i afgørelsen fra 2012. I basisscenariet vokser beholdningen af rentebærende aktiver på disse områder frem til 2019 med ca. [5-7] % og dermed med mindre end halvdelen af den anslåede vækst i realøkonomien på ca. 15 % i samme tidsrum. (21) Kun inden for særlige forretningsområder, f.eks. i forbindelse med serviceydelser, der vedrører investering i værdipapirer, tilstræbes højere vækstrater. I lyset af disse områders meget begrænsede omfang synes antagelserne omkring en højere vækst at være berettiget. |
(96) |
På passivsiden skal fremhæves den særlige relevans af forretningen med indlån fra privatkunder (ca. 80 % af alle passiver). Denne form for finansiering kategoriseres under Basel III som særligt pålidelig og indgår derfor med høje værdier ved beregningen af finansielle nøgletal såsom Liquidity Coverage Ratio og Net Stable Funding Ratio. Desuden har sammenslutningen leveret dokumentation for indlånsforretningens særlige stabilitet også under krisen, således at Kommissionen betragter sammenslutningens finansielle situation som en særlig styrke. Også i indlånsforretningen ligger væksten frem til 2019 med ca. [5-7] % mere end 50 % lavere end den anslåede vækst i realøkonomien. |
(97) |
Også risikoantagelserne vedrørende de forskellige låneporteføljer synes at være plausible. I basisscenariet svarer de forventede værdier for risikodækningen og værdiforringelserne til standardrisikoomkostningssatser på omkring [7-15] basispoint for privatkundeområdet og [30-45] basispoint for erhvervskundeområdet. Disse antagelser synes at være passende i forhold til den økonomiske situation i den østrigske udlånsvirksomhed, om end ikke konservative. |
(98) |
Planen i basisscenariet fører sammenslutningen fra en negativ RoE ved en CET1 på [9-11] % i 2015 til en RoE på [8-9] % efter skat ved en CET1 på [11-13] % i 2019. I betragtning af den moderate risikoprofil i sammenslutningens forretningsmodel kan den planlagte RoE efter skat anses for at være en rimelig kapitalforrentning. |
(99) |
På baggrund af overvejelserne i betragtning 94-98 vedrørende finansieringsplanlægningen med hensyn til vækst, likviditet, omkostninger, risikostyring og rentabilitet konkluderer Kommissionen, at planlægningen er solid og udarbejdet på basis af princippet om forsigtige antagelser og er egnet til at sikre sammenslutningens langsigtede rentabilitet og dermed evnen til at operere på de finansielle markeder. |
Rentabilitet i stressscenariet
(100) |
Denne vurdering af den langsigtede rentabilitet og levedygtighed bekræftes også af stressscenariet. Her tages der udgangspunkt i simultan stress i form af a) et længerevarende lavrentemiljø, end det planlægges i øjeblikket, samt b) en kreditkrise. Mens et længerevarende lavt renteniveau lægger pres på rentemarginalen, skal kreditkrisen finansieres via højere risikodækning og værdiforringelser samt via en generelt højere risikovægtning i låneporteføljerne, hvilket medfører øgede egenkapitalkrav. |
(101) |
I kraft af den negativt påvirkede indtægtssituation og det yderligere opståede behov for risikodækning og værdiforringelser ville der for sammenslutningen i 2015 opstå betydelige og i 2016 yderligere mindre tab. Det bliver imidlertid klart, at disse tab selv uden modforanstaltninger såsom et omkostningsbesparelsesprogram eller tilpasning af prismargenen kunne dækkes via den aktuelle kernekapitalandel og kun i begrænset omfang påvirker sammenslutningens langsigtede indtægtsposition. Kernekapitalandelen i dette scenario falder ikke under [8-10] %, og sammenslutningen opnår til trods herfor en rentabilitet efter skat på [5-8] % i 2019. |
Tilsynskrav
(102) |
Som følge af det kapitalunderskud, der blev påvist i tilsynsmyndighedens omfattende vurdering fra 2014, har sammenslutningen i øjeblikket en målsætning om at opnå en CET1 på 14,63 % inden den 26. juli 2015. Denne målsætning nås ikke i finansieringsplanlægningens nuværende form. |
(103) |
Kommissionen fastholder endvidere, at sammenslutningens foranstaltninger vil medføre en neutralisering af eksponeringen mod positioner i forhold til Immigon (22) og have en negativ indvirkning på CET1 på ca. [0-2] %. Desuden er det fremsendte budget baseret på den antagelse, at disse positioner […] og […] kan reduceres yderligere ved hjælp af salg. Disse salg ville medføre forventede tab på [0-200] mio. EUR med en yderligere tabsrisiko på [0-100] mio. EUR, hvis de planlagte salg ikke kan gennemføres, og tabstranchen på [0-200] mio. EUR forfalder fuldt ud. Yderligere tab på [0-100] mio. EUR ville reducere CET1 med yderligere [0-2] procentpoint. |
(104) |
I forhold hertil har sammenslutningen som supplement til den nye omstruktureringsplan identificeret yderligere foranstaltninger for at reducere sine RVA i videre omfang end fastsat i budgettet. Andre mulige foranstaltninger omfatter en securitisationsstruktur for en låneportefølje af små og mellemstore virksomheder og et salg af start:bausparkasse og IMMO-Bank, hvis gennemførelse ville betyde en øget kernekapitalandel på op til [10-15] % under inddragelse af de fastsatte tærskelværdier for betalinger på Østrigs brugsret. Kommissionen fastholder, at den samtidige gennemførelse af alle disse foranstaltninger — om nødvendigt — vil have negative konsekvenser for bankens fremtidige rentabilitet. |
(105) |
Kommissionen finder imidlertid i betragtning af risicienes begrænsede størrelse og omfanget af de nævnte RVA-foranstaltninger, at budgettet giver tilstrækkeligt spillerum til at begrænse de negative konsekvenser for rentabiliteten. Denne opfattelse understøttes af SSM's positive vurdering af foranstaltningerne i betragtning 35 litra a), b) og c) med hensyn til deres registrering i det østrigske handelsregister. Denne positive vurdering fra SSM er baseret på det samme budget, som også ligger til grund for nærværende afgørelse. Kommissionen går derfor ud fra, at også SSM vil kunne konstatere — også under inddragelse af eventuelle risici i planen, at sammenslutningen er i stand til at opfylde de lovpligtige kapitalkrav, der er gældende efter kontrollen den 26. juli 2015. |
Eget bidrag og byrdefordeling
(106) |
Kommissionen skal sørge for, at det nye tilsagnskatalog kan erstatte tilsagnskataloget fra 2012, og sikre, at den eksisterende støtte til sammenslutningen, den økonomiske efterfølger og ÖVAG er forenelig med det indre marked. I den forbindelse skal det undersøges, om egetbidrag og byrdefordeling er passende. |
(107) |
For så vidt angår egetbidraget og byrdefordelingen, indeholdt det tilsagnskatalog, der var vedlagt som bilag til afgørelsen fra 2012, bestemmelser om forrentning og tilbagebetaling a) af aktivgarantien og b) af kapital i form af kapitalbeviser samt et forbud mod udbytteudlodninger. |
(108) |
Hvad angår ændringerne i aktivgarantien, beror den aktuelle afviklingsplan ikke på kontante betalinger under garantien i forbindelse med en solvent afvikling. Hvis alle antagelser skulle vise sig at holde, og afviklingsselskabet forbliver solvent uden anvendelse af garantien, ville en i juli 2016 forekommende kontant udbetaling af hele summen af alle berettigede krav under garantien kun bidrage til at forhøje afviklingsmassen i Immigon, som dermed ved afviklingsforløbets afslutning ville have alle indskydere af kapital i form af kapitalbeviser samt egenkapitalindskydere til rådighed. Den aktuelle plan, som indebærer, at udbetaling under garantien kun sker i tilfælde af Immigons truende konkurs, reducerer risikoen for, at statsstøtte anvendes til at kompensere ejere af egenkapitalinstrumenter, til et minimum. |
(109) |
Ifølge tilsagnskataloget fra 2012 skal ÖVAG inden udgangen af 2017 tilbagebetale 300 mio. EUR i form af kapitalbeviser, i hvilken forbindelse sammenslutningen, såfremt de lovpligtige minimumskrav tillader det, skal medvirke til tilbagebetalingen. (23) Formuleringen gør det klart, at det i forbindelse med dette tilsagn snarere handler om en hensigtserklæring end om en juridisk bindende forpligtelse. |
(110) |
I det nye tilsagnskatalog er der her en ny bindende forpligtelse for sammenslutningen. Konkret har sammenslutningen forpligtet sig til at stille et nyt finansielt instrument til rådighed for Østrig (en brugsret) til en nominelt ubetydelig værdi med krav om at modtage overskudsafhængigt udbytte på dette instrument, idet det er højere rangerende end alle andre hybrid- eller udbytteudlodninger og i alt frem til [2020-2025] vil udgøre 300 mio. EUR med fradrag for eventuelle modtagne betalinger fra ÖVAG's afviklingsmasse. |
(111) |
De betalingsstrømme, der svarer til brugsretten, afdækkes yderligere som følger: Østrig får en andel i VBWB på 25 % + 1 aktie (en spærreminoritet) som sikkerhed samt retten til at udpege halvdelen af alle bestyrelsesmedlemmer i VBWB. |
(112) |
I den forbindelse forsynes brugsretten med følgende kumulative betalingstærskelværdier: [0-50] mio. EUR i […], [0-100] mio. EUR i […], [0-200] mio. EUR i […] og 300 mio. EUR i [2020-2025]. Hvis en af disse tærskler ikke overholdes, har Østrig ret til at realisere sin som sikkerhed stillede aktieandel, som ellers efter modtagelse af hele beløbet på 300 mio. EUR igen overgår til at være ejet af sammenslutningen. I tilfælde af manglende overholdelse af en af disse betalingstærskler modtager Østrig yderligere [1-15] % af aktierne i VBWB og retten til at realisere disse sikkerheder. Desuden skal sammenslutningen fremlægge en ny omstruktureringsplan, som Østrig derefter skal anmelde til Kommissionen. |
(113) |
Kommissionen har undersøgt en sådan ny tilbagebetalingsordnings indflydelse på omstruktureringsplanen og er nået til den konklusion, at omstruktureringsplanen er solid nok til at kunne klare tilbagebetalingen som planlagt uden at belaste kernekapitalandelen urimeligt. Tærsklen på [0-50] mio. EUR for […] forbliver mulig selv i det fremlagte stressscenario. Kommissionen bemærker imidlertid, at den samtidige gennemførelse af alle identificerede RVA-reducerende foranstaltninger (24) ville have negativ indflydelse på bankens rentabilitet, hvilket igen kunne bringe tilbagebetalingsplanen i fare. |
(114) |
Efter Kommissionens opfattelse sikrer det nye tilsagn med hensyn til tilbagebetalingen af støtten den fortsatte forenelighed af den eksisterende støtte af følgende årsager:
|
(115) |
Det relevante tilsagn, der er vedlagt afgørelsen fra 2012 som bilag, vedrørende forbuddet mod udbytteudlodninger (26) gælder fortsat i den ændrede form. I henhold til det nye tilsagn kan der udloddes udbytte til eksterne investorer, såfremt
|
(116) |
Kommissionen bemærker, at kombinationen af den højere prioritering af tilbagebetalingsforpligtelsen, kompensationsbetalingen og rejsningen af ny tier 1-kernekapital er tilstrækkelig til at sikre, at støtten ikke anvendes til forrentning af kapital, og at eventuelle udbytter udelukkende betales af overskud. |
(117) |
Samlet konstaterer Kommissionen, at det nye tilsagnskatalog sikrer den eksisterende støttes forenelighed med hensyn til egetbidrag og byrdefordeling. |
Foranstaltninger, der begrænser konkurrencefordrejninger
(118) |
Kommissionen skal vurdere, om det nye tilsagnskatalog i rimelig grad erstatter tilsagnskataloget fra 2012 og kan sikre den fortsatte forenelighed af den eksisterende støtte til sammenslutningen. Følgelig skal det undersøges, om eventuelle konkurrencefordrejninger i forbindelse med støtten begrænses til et minimum. |
(119) |
Tilsagnskataloget fra 2012 indeholder en række foranstaltninger, der har direkte relation til ÖVAG med det formål at minimere konkurrencefordrejninger: i) Reduktion af balancesum og RVA, ii) begrænsning af ÖVAG's forretningsaktiviteter til sammenslutningsrelaterede forretninger i dens egenskab af sammenslutningens centrale organisation, iii) forbud mod opkøb, iv) forbud mod prislederskab via ÖVAG's datterselskab Livebank (forretningsområdet online banking), v) forbud mod at reklamere med støtten, og vi) adfærdsregler vedrørende aflønning og risikostyring. |
(120) |
Det nye tilsagnskatalog, der er vedlagt som bilag til denne afgørelse, opretholder balancen med hensyn til at begrænse støtterelaterede konkurrencefordrejninger. Således sker reduktionen af balancesum og RVA i forbindelse med afviklingen af ÖVAG, mens fokuseringen på funktionerne i sammenslutningens centrale organisation afklares ved overdragelsen af disse funktioner til VBWB. Det nye tilsagnskatalog holder fast i forbuddene vedrørende prislederskab, opkøb og reklamering med modtagelse af statsstøtte og har også overtaget de andre adfærdsregler. |
(121) |
I forbindelse med forbuddet mod prislederskab må Livebank ikke tilbyde kunder bedre rentebetingelser (for alle løbetider) end konkurrenten med de tredjebedste betingelser på det østrigske marked for direkte online banking. |
(122) |
For sammenslutningen gælder der et forbud mod at foretage opkøb, dvs. at sammenslutningen hverken må erhverve kontrollerende kapitalandele eller minoritetsinteresser eller bundter af aktiver. De eneste undtagelser er a) opkøb, der skal foretages med henblik på at opretholde den økonomiske stabilitet og/eller stabiliteten i sammenslutningen eller for at sikre en effektiv konkurrence, hvis det på forhånd er godkendt af Kommissionen, og b) opkøb, der med henblik på forvaltning af eksisterende forpligtelser over for kunder med betalingsproblemer hører til en banks normale løbende forretninger. |
(123) |
Endvidere gælder der et reklameforbud for sammenslutningen, dvs. at sammenslutningen ikke må reklamere med modtagelsen af støtteforanstaltninger eller med de heraf resulterende fordele. |
(124) |
De øvrige adfærdsregler fastsætter, at sammenslutningen skal sørge for tilstrækkelige godtgørelses- og risikostyringssystemer. Således skal sammenslutningens godtgørelsessystemer være gennemsigtige og bygge på incitamenter, der forhindrer indgåelsen af urimelige risici, samt være rettet mod bæredygtige og langsigtede mål. Sammenslutningen udbygger sin risikostyring og fører en forsigtig, solid virksomhedspolitik baseret på bæredygtighedsprincippet. |
(125) |
Derfor er det Kommissionens opfattelse, at det nye tilsagnskatalog i rimelig grad begrænser de konkurrencefordrejninger, der opstår i kraft af den eksisterende støtte til fordel for ÖVAG — |
VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. De foranstaltninger, der er indeholdt i omstruktureringsplanen af 23. juni 2015, og det dermed forbundne tilsagnskatalog udgør ingen ny statsstøtte.
2. Foranstaltningerne i omstruktureringsplanen af 23. juni 2015 og det dermed forbundne tilsagnskatalog er af en sådan form, at de foranstaltninger, som artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2013/298/EU henviser til, fortsat er forenelige med det indre marked.
Artikel 2
1. Artikel 2 i afgørelse 2013/298/EU får følgende ordlyd:
»Artikel 2
Østrig sikrer, at den omstruktureringsplan, der blev fremsendt den 23. juni 2015, gennemføres fuldt ud, herunder tilsagnene i bilaget til denne afgørelse.«
2. Bilaget til afgørelse 2013/298/EU indeholder ordlyden til bilaget i denne afgørelse.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Republikken Østrig.
Udfærdiget i Bruxelles, den 2. juli 2015.
På Kommissionens vegne
Margrethe VESTAGER
Medlem af Kommissionen
(1) EUT C 46 af 17.2.2012, s. 3.
(2) Kommissionens beslutning af 9. december 2008 i sag N 557/2008 — Foranstaltninger i henhold til lov om stabilitet på finansmarkederne (Finanzmarktstabilitätsgesetz) og lov om styrkelse af interbankmarkedet (Interbankmarktstärkungsgesetz) for kreditinstitutter og forsikringsselskaber i Østrig (EUT C 3 af 8.1.2009, s. 2).
(3) Den første forlængelse af støtteordningen, herunder visse ændringer, blev godkendt den 30. juni 2009 (EUT C 172 af 24.7.2009, s. 4), den anden forlængelse den 17. december 2009 (EUT C 28 af 4.2.2010, s. 6), den tredje forlængelse den 25. juni 2010 (EUT C 250 af 17.9.2010, s. 4), og den fjerde forlængelse den 16. december 2010 (EUT C 20 af 21.1.2011, s. 3).
(4) Se punkt 13 og bilaget til Kommissionens meddelelse (EUT C 10 af 15.1.2009, s. 2).
(5) Kommissionens beslutning af 9. december 2011 i sag SA.31883 (2011/C) (ex N 516/2010)– Omstrukturering af Österreichische Volksbanken-AG (EUT C 46 af 17.2.2012, s. 3).
(6) Jf. Kommissionens afgørelse af 19. september 2012 om statsstøtte SA.31883 (2011/C) (ex N 516/2010), som Østrig har ydet og planlægger at yde til Österreichische Volksbanken-AG (EUT L 168 af 20.6.2013, s. 30).
(7) Sammenslutningen er beskrevet nærmere i betragtning 18 ff.
(8) Jf. betragtning 13 og 14 i afgørelsen fra 2012.
(9) Jf. betragtning 24 og 25.
(10) Yderligere oplysninger fremgår af betragtning 27-30 og afgørelsen fra 2012.
(11) Dette kapitalunderskud er beskrevet nærmere i betragtning 33.
(12) Yderligere oplysninger fremgår af betragtning 24-29 i afgørelsen fra 2012.
(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 6486/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
(14) Lov om bankvæsen (Bankwesengesetz (herefter »BWG«)).
(15) Fortrolige oplysninger.
(16) Jf. betragtning 45.
(17) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).
(18) Jf. betragtning 66 og 71.
(19) Jf. betragtning 82 i afgørelsen fra 2012.
(20) Jf. betragtning 93 i afgørelsen fra 2012.
(21) Alle antagelser omkring økonomisk vækst og inflation fremgår af Kommissionens forårsberetning 2015.
(22) Jf. betragtning 45.
(23) Punkt 11.2 i tilsagnskataloget i bilaget til afgørelsen fra 2012.
(24) Disse foranstaltninger er beskrevet nærmere i betragtning 100.
(25) Jf. betragtning 115.
(26) Jf. punkt 9.3 i tilsagnskataloget, der er vedlagt afgørelsen fra 2012 som bilag.
BILAG
»BILAG
TILSAGNSPAKKE I SAG SA.31883 ÖSTERREICHISCHE VOLKSBANKEN-AG
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER
Ved Kommissionens afgørelse af 19. september 2012 blev statsstøtte SA.31883 (2011/C), som Østrig ydede til fordel for Österreichische Volksbanken AG (ÖVAG), anset for at være forenelig med det indre marked.
I forbindelse med den nyligt nødvendige omstrukturering af industri-andelsbanksektoren blev det foreliggende tilsagnskatalog udarbejdet under hensyntagen til det hidtidige tilsagnskatalog og den tilgrundliggende omstrukturerings- og afviklingsplan (»omstruktureringsplan«) for ÖVAG. Bestemmelserne i det hidtidige tilsagnskatalog som bilag til Kommissionens afgørelse af 19. september 2012 ophører.
Den ændrede omstruktureringsplan fastsætter ingen yderligere statslige støtteforanstaltninger for ÖVAG. Reduktionen af ÖVAG's aktiekapital, herunder Østrigs andel på 43,3 % (svarende til omkring 250 mio. EUR), og den samtidige reduktion af Østrigs kapital på 300 mio. EUR i form af kapitalbeviser med 96,65 % udgør ingen ny støtte i henhold til artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (1).
Østrig fremsætter følgende tilsagn for så vidt angår Österreichische Volksbanken-Aktiengesellschaft (»ÖVAG«) og sammenslutningen af industri-andelsbanker, repræsenteret ved Volksbank Wien-Baden AG (»VBWB«) som sammenslutningens nye centrale organisation, således at Kommissionen ved afgørelse i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kan konstatere, at den til ÖVAG ydede støtte er forenelig med det indre marked.
Denne tekst skal fortolkes i overensstemmelse med den overordnede EU-lovgivning og i medfør af forordning (EF) nr. 659/1999 samt under hensyntagen til den afgørelse, som tilsagnene er vedføjet som tilsagn og/eller betingelser og forpligtelser.
1. Generelt
1.1. Østrig sikrer, at den omstruktureringsplan, der er indgivet i slutningen af juni 2015 for ÖVAG, gennemføres korrekt og fuldt ud.
1.2. Østrig sikrer, at tilsagnene (»tilsagn«) nedenfor overholdes fuldt ud i forbindelse med gennemførelsen af omstruktureringsplanen.
1.3. Omstruktureringsfasen slutter på tidspunktet for generalforsamlingen i VBWB, som tager stilling til årsregnskabet for 2019, dog senest den 30. juni 2020. Nedenstående tilsagn finder anvendelse i omstruktureringsfasen, såfremt andet ikke fremgår af det pågældende tilsagn.
2. Omstrukturerings- og afviklingsplan
2.1. ÖVAG's aktiekapital på 577 328 623,46 EUR (herunder Østrigs andel på 43,3 %) reduceres til 19 335 951,23 EUR. Den statslige kapital i form af kapitalbeviser på 300 mio. EUR reduceres i samme forhold med 96,65 %.
2.2. ÖVAG's funktion som central organisation og centralt institut overdrages med tilbagevirkende kraft med skæringsdato den 31. december 2014 fra denne som overdragende selskab til VBWB som overtagende selskab under videreførelse af det overdragende selskab mod vederlag i form af aktier.
2.3. Den 4. juli 2015 udtræder ÖVAG af sammenslutningen med den kompetente tilsynsmyndigheds (ECB) godkendelse, drives efter tilsynsmæssig tilladelse som afviklingsselskab i henhold til § 162 i BaSAG og råder som sådan ikke længere over nogen banklicens i henhold til § 1 i BWG. Afviklingsselskabet Immigon skifter navn til »immigon portfolioabbau ag«.
2.4. Statens anvendelse af aktivgarantien på 100 mio. EUR er i henhold til aftale om en opfyldelsesgaranti af 15. marts 2013 i udkastet til tillægsaftalen af 25. juni 2015 tilladt fra og med den 31. december 2015 til og med datoen for udarbejdelsen af ÖVAG's årsregnskab for 2017.
2.5. Forudsætningen for anvendelsen af aktivgarantien er tilfælde, hvor ÖVAG's fordringer helt eller delvist ikke kan inddrives, skyldnerens formelle konkurs, eller hvor det måtte vise sig nødvendigt for at afværge en eksisterende eller truende insolvens i ÖVAG, forudsat at de øvrige forudsætninger er opfyldt i henhold til ovennævnte tillægsaftale. Skæringsdatoen for vurderingen af de sikrede fordringer i fordringspuljen er den 31. december 2015 i henhold til bilag./1 til aftalen om en opfyldelsesgaranti af 15. marts 2013, jf. ovennævnte tillægsaftale. Der accepteres ingen yderligere krav efter denne skæringsdato.
2.6. Afviklingsplanen for ÖVAG har til formål at afvikle aktiverne inden den 31. december 2017. Desuden fremgår det af afviklingsplanen for ÖVAG, at der vil være et positivt likvidationsprovenu. Som delvis kompensation for reduktionen af den aktiekapital i ÖVAG, som ejes af Østrig, afstår sammenslutningen og Volksbanken Holding eGen fra deres krav på likvidationsprovenu i ÖVAG til Østrig. Endvidere blev der af sammenslutningen afgivet et tilsagn om, at man tilstræber, at også andre aktionærer i ÖVAG overdrager deres rettigheder til Østrig.
3. Salg af andele i ÖVAG
ÖVAG vil i forbindelse med gennemførelsen af det foreliggende udkast til omstruktureringsaftalen med Østrig af 23. juni 2015 (»omstruktureringsaftalen«) afhænde alle andele i RZB fuldstændigt inden den 31. december 2017 (»signing«).
4. RZB's foranstaltninger
Østrig sikrer, at de planlagte foranstaltninger fra Raiffeisen Zentralbank Österreich AG (RZB) til aflastning af ÖVAG's egenkapital, som det er fastlagt i omstruktureringsaftalen af 26. april 2012, gennemføres inden den […] i den resterende størrelse på [0-20] mio. EUR.
5. Udbytteudlodning fra sammenslutningen (ny)
5.1. Udbytteudlodninger fra den konsoliderede sammenslutning af industri-andelsbanker i henhold til § 30a, stk. 1, i BWG, til tredjemand (naturlige eller juridiske personer) er principielt kun tilladt, hvis betingelserne i punkt 5.2. til 5.6. i denne aftale er opfyldt.
5.2. Ydelsen for Østrigs brugsret betales i henhold til omstruktureringsaftalen. Navnlig berettiger manglende overholdelse af de heri fastsatte tærskelværdier Østrig til at disponere over sine til VBWB overførte aktier i henhold til omstruktureringsaftalen.
5.3. Ydelsen for Østrigs brugsret i henhold til omstruktureringsaftalen betales med fortrinsret med et beløb, der som minimum svarer til udlodningsbeløbet.
5.4. Summen af alle udbytteudlodninger er begrænset til [5-8] mio. EUR p.a.
5.5. Østrig modtager en kompensationsbetaling, der er uafhængig af punkt 5.3., og som er på størrelse med udbytteudlodningen. Udlodninger af udbytte på elementer af kapitalgrundlaget, som blev tegnet efter den 29. juni 2015 til styrkelse og sanering af sammenslutningen, udløser ingen kompensationsbetaling til Østrig.
5.6. Sammenslutningen rejser ny tier 1-kernekapital (netto, efter fradrag af indløsninger), der som minimum dækker beløbet til årlige udbytteudlodninger samt kompensationsbetalinger (kompensation for manglende udlodning).
6. ÖVAG's forbud mod udlodning af udbytte
ÖVAG betaler ikke udbytte indtil afviklingsforløbets afslutning. Betalingerne til forrentning af støtten berøres ikke heraf, hvis der kan skelnes retligt.
7. Forbud mod prislederskab
På indlånsområdet vil Livebank indtil afviklingsforløbets afslutning ikke uden Kommissionens forudgående samtykke tilbyde bedre rentebetingelser (for alle løbetider) end konkurrenten med de tredjebedste betingelser på det østrigske marked for direkte online banking.
8. Østrigs andel i Volksbank Wien-Baden AG som sammenslutningens centrale organisation
8.1. Østrig modtager vederlagsfrit via sammenslutningen med virkning fra spaltningen af ÖVAG og overdragelsen af funktionen som sammenslutningens centrale organisation til VBWB en andel på 25 % plus en aktie (»25 % + 1«).
8.2. I tilfælde af manglende opfyldelse af tilbagebetalingen i henhold til punkt 9.3. i denne aftale modtager Østrig vederlagsfrit via sammenslutningen yderligere aktier i VBWB op til en andel på i alt [26-40] %. Desuden får Østrig råderetten over sine aktier i henhold til bestemmelserne i omstruktureringsaftalen.
8.3. Østrig sikres via sammenslutningen en ret til at udpege halvdelen af de medlemmer af bestyrelsen i VBWB, der skal udnævnes af ejerne.
9. Forrentning af støtte
9.1. Aktivgarantien på 100 mio. EUR fra Østrig forrentes fortsat med en præmie på 10 % p.a, der er uafhængig af overskuddet.
9.2. I henhold til omstruktureringsaftalen indrømmer VBWB Østrig en brugsret som kompensation for den i forbindelse med spaltningen reducerede statslige kapital i form af kapitalbeviser i ÖVAG på 300 mio. EUR. Fra ydelsen for brugsretten skal der ske fradrag af den statslige kapital i form af kapitalbeviser, som i forbindelse med spaltningen forbliver hos ÖVAG og kompenseres forskriftsmæssigt.
9.3. Betalingen på brugsretten skal være sket med årsregnskabet for VBWB […] til et beløb af mindst [0-50] mio. EUR og med årsregnskabet for VBWB […] til et beløb af mindst [0-100] mio. EUR. I tilfælde af en underskridelse af en af disse to tærskler skal der anmeldes en ny omstruktureringsplan. Det bemærkes, at omstruktureringsaftalen med årsregnskabet for VBWB […] fastsætter en omklassifikation på mindst [0-200] mio. EUR og med årsregnskabet for VBWB [2020-2025] en fuldstændig omklassifikation.
10. Øvrige adfærdsregler
10.1. ÖVAG og sammenslutningen forpligter sig til et forbud mod at foretage opkøb. Det gælder både erhvervelse af virksomheder, der fremtræder som selvstændige juridiske personer, og andele i virksomheder samt bundter af aktiver, der repræsenterer en transaktion eller driftsgren. Undtaget herfra er opkøb, der skal foretages med henblik på at opretholde den økonomiske stabilitet og/eller stabiliteten i sammenslutningen eller for at sikre en effektiv konkurrence, hvis disse opkøb på forhånd er godkendt af Kommissionen. Undtaget er endvidere opkøb, der med henblik på forvaltning af eksisterende forpligtelser over for kunder med betalingsproblemer hører til en banks normale løbende forretninger.
10.2. ÖVAG og sammenslutningen vil ikke reklamere med modtagelsen af støtteforanstaltninger eller med de heraf resulterende fordele.
10.3. ÖVAG og sammenslutningen skal gennemgå tilskyndelseseffekten og rimeligheden af sine godtgørelsessystemer og inden for rammerne af de civilretlige muligheder sikre, at disse ikke tilskynder til indgåelse af urimelige risici, og at de er rettet mod bæredygtige og langsigtede mål og er gennemsigtige.
10.4. Sammenslutningen udbygger sin risikoovervågning og fører en forsigtig, solid virksomhedspolitik baseret på bæredygtighedsprincippet.
11. Tilsynsadministrator
11.1. Østrig sikrer, at en uafhængig og tilstrækkeligt kvalificeret tilsynsadministrator, der er underlagt tavshedspligt, løbende overvåger, at ÖVAG's og sammenslutningens omstruktureringsplan gennemføres fuldstændigt og korrekt, og at alle tilsagn i denne tilsagnspakke opfyldes fuldstændigt og korrekt.
11.2. Den i bilaget »Tilsynsadministrator« beskrevne procedure finder anvendelse på tilsynsadministratorens udpegelse, opgaver, forpligtelser og frigørelse.
11.3. Østrig sikrer, at Kommissionen og tilsynsadministratoren i forbindelse med gennemførelsen af afgørelsen har ubegrænset adgang til alle oplysninger, som er nødvendige for at overvåge gennemførelsen af denne afgørelse. Kommissionen og tilsynsadministratoren kan anmode om forklaringer og præciseringer fra ÖVAG og sammenslutningen. Østrig, ÖVAG og sammenslutningen samarbejder fuldt ud med Kommissionen og tilsynsadministratoren med hensyn til alle forespørgsler i forbindelse med overvågningen af gennemførelsen af denne afgørelse.«
(1) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).
10.2.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 34/152 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/154
af 22. juli 2015
om statsstøtte SA.13869 (C 68/2002) (ex NN 80/2002) Konvertering af skattefrie regnskabsmæssige henlæggelser til kapital med henblik på fornyelse af det franske højspændingsnet (Réseau d'Alimentation Générale) iværksat af Frankrig til fordel for EDF
(meddelt under nummer C(2015) 4959)
(Kun den franske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit (1),
efter at have opfordret de interesserede parter til at fremkomme med deres bemærkninger i medfør af ovennævnte artikel (2),
under hensyntagen til disse bemærkninger, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved beslutning af 16. oktober 2002 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF (»indledningsbeslutningen«) vedrørende de fordele, som den offentlige erhvervsvirksomhed »Electricité de France (E.D.F.), Service National« (»EDF« — der ultimo 2004 blev til aktieselskabet Electricité de France SA) opnåede ved sin manglende betaling af den skyldige selskabsskat, og som opstod ved omstruktureringen af selskabets balance i 1997 på en del af de skattefrie regnskabsmæssige henlæggelser til udskiftning af højspændingsforsyningsnettet (»RAG«), der blev konverteret til kapital. |
(2) |
I deres bemærkninger til Kommissionen ved brev af 11. december 2002 bestred de franske myndigheder, at EDF havde fået en skattemæssig fordel, og gjorde bl.a. gældende, at den supplerende kapitaltilførsel afhjalp en underkapitalisering og derfor var begrundet. |
(3) |
Ved brev af 21. januar 2003 fremsendte Kommissionen de eneste bemærkninger fra en berørt part, den havde modtaget, til Frankrig og udbad sig de franske myndigheders kommentarer. Frankrig fremsendte ingen kommentarer til disse bemærkninger. |
(4) |
Der blev den 12. februar 2003 afholdt et teknisk møde mellem Kommissionen og de franske myndigheder, hvorefter Kommissionen den 4. juli 2003 fremsendte en anmodning om oplysninger. |
(5) |
Den 11. november 2003 fremsendte Frankrig nye oplysninger. Den 17. november 2003 afholdtes et nyt teknisk møde mellem Kommissionen, de franske myndigheder og repræsentanter for EDF. De franske myndigheder fremlagde supplerende oplysninger den 20. november 2003. |
(6) |
Ved beslutning af 16. december 2003 (3) erklærede Kommissionen støtteordningerne for EDF uforenelige med det indre marked og krævede støtten tilbagebetalt med renter. Støtten blev tilbagebetalt i februar 2004. |
(7) |
Ved dom af 15. december 2009 annullerede Retten Kommissionens beslutning (4). Frankrig refunderede EDF det støttebeløb, som selskabet havde tilbagebetalt i 2004. |
(8) |
Ved dom af 5. juni 2012 forkastede Domstolen den appel, som Kommissionen havde iværksat med påstand om ophævelse af Rettens dom (5). |
(9) |
Ved afgørelse af 2. maj 2013 udvidede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure (»udvidelsesafgørelsen«) (6). |
(10) |
De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger til Kommissionen den 1. juli 2013. |
(11) |
Ved brev af 13. august 2013 fremsendte Kommissionen en enkelt berørt parts bemærkninger af 29. juli 2013, nemlig EDF's, til Frankrig og udbad sig de franske myndigheders kommentarer. Den 11. oktober 2013 fremsendte Frankrig sine kommentarer til EDF's bemærkninger. |
(12) |
Den 18. oktober 2013 sendte EDF Kommissionen en undersøgelse udarbejdet af en konsulent (Oxera) og dateret 15. oktober 2013. Den 22. oktober 2013 sendte Kommissionen denne undersøgelse videre til de franske myndigheder og udbad sig deres kommentarer. Kommissionen tog imidlertid det forbehold, at undersøgelsen var blevet fremsendt over to en halv måned efter den frist, der var blevet fastsat i udvidelsesafgørelsen, og desuden at den var blevet udarbejdet, efter at den beslutning om at investere i EDF, som Frankrig påberåbte sig, var blevet truffet. Den 6. november 2013 fremsendte Frankrig sine kommentarer til undersøgelsen. |
(13) |
Der blev holdt et møde mellem Kommissionen og de franske myndigheder den 14. november 2013. Den 15. november 2013 sendte Kommissionen en anmodning om nye oplysninger og præciseringer af de bemærkninger, som Frankrig havde fremsendt den 23. december 2013. |
(14) |
Den 22. november 2013 sendte EDF Kommissionen en juridisk udtalelse, der var rekvireret af EDF til at supplere og støtte EDF's bemærkninger af 29. juli 2013. |
(15) |
På anmodning fra EDF blev der blev holdt et møde med Kommissionen med deltagelse af de franske myndigheder den 12. marts 2014. |
(16) |
Den 13. maj 2014 udbad Kommissionen sig Frankrigs eventuelle kommentarer til den juridiske udtalelse, der var fremsendt af EDF, samt præciseringer og supplerende oplysninger, som de franske myndigheder fremsendte pr. brev af 19. juni 2014. |
1. UDFØRLIG BESKRIVELSE AF STØTTEFORANSTALTNINGEN
1.1. STØTTEMODTAGER: EDF — UDVIKLING I SELSKABETS STATUS OG KAPITAL
(17) |
EDF blev stiftet ved lov nr. 46-628 af 8. april 1946 om nationalisering af el og gas (»lov nr. 46-628«), i henhold til hvis artikel 1 produktion, transport, distribution, import og eksport af elektricitet i Frankrig blev nationaliseret. Ved denne lov overdroges ledelsen af de nationaliserede elektricitetsvirksomheder til en national offentlig erhvervsvirksomhed under navnet »Electricité de France (E.D.F.), Service National«. |
(18) |
Ifølge artikel 16 i lov nr. 46-628 udgjorde nettoværdien af de formuegoder, rettigheder og forpligtelser, der blev overdraget til EDF, EDF's egenkapital, tilhørte nationen, var uafhændelig og skulle ved tab på driften dækkes gennem resultaterne i senere regnskabsår. I henhold til artikel 1 i dekret nr. 56-493 af 14. maj 1956 vedrørende kapitaltilførslerne til EDF var disse underlagt de regler, der var fastlagt i artikel 16 i førnævnte lov. I henhold til artikel 2 i samme dekret skulle staten have renter og udbytte af disse tilførsler. |
(19) |
I medfør af lov nr. 46-628 havde EDF siden stiftelsen været og var stadig i 1997 en national offentlig erhvervsvirksomhed, som ikke var omfattet af bestemmelserne om aktieselskaber. En offentlig erhvervsvirksomhed har ikke en selskabskapital i modsætning til et offentligretligt aktieselskab, som ejes af sine aktionærer (7). Trods ordene »kapital« og »kapitaltilførsel«, der anvendes i de relevante tekster, havde EDF som offentligretlig juridisk person ikke en selskabskapital. Ifølge lov nr. 2004-803 af 9. august 2004 om den offentlige elektricitets- og gastjeneste og om elektricitets- og gasvirksomheder (»lov nr. 2004-803«) ville denne status blive ændret på sigt. I lov nr. 2004-803, artikel 24, blev det præciseret, at EDF, som staten skulle eje en kapitalandel i på 70 %, skulle være reguleret af gældende lovgivning for aktieselskaber, medmindre andet var fastsat i lovgivningen. Ifølge artikel 47 i denne lov skulle den offentlige erhvervsvirksomhed EDF desuden med tiden omdannes til et aktieselskab, med forbehold af bekendtgørelsen af et dekret om den nye status. I artikel 46 blev det præciseret, at selskabet EDF's balance pr. 31. december 2004 skulle opgøres på grundlag af den offentlige erhvervsvirksomhed EDF's balance pr. 31. december 2003 og resultatopgørelse for regnskabsåret 2004. |
(20) |
Omdannelsen af EDF til aktieselskab trådte i kraft i medfør af dekret nr. 2004-1224 af 17. november 2004 om aktieselskabet Electricité de Frances vedtægter. Ifølge vedtægterne, der var bilag til dekretet, skulle EDF fremover være et aktieselskab reguleret af de love og regler, der var gældende for kommercielle selskaber, bl.a. code de commerce, for så vidt som det ikke var undtaget herfra i kraft af mere specifikke bestemmelser, herunder dets egne vedtægter. |
(21) |
Ifølge artikel 6 i EDF's vedtægter, blev selskabets selskabskapital, som staten oprindelig ejede fuldt ud, fastsat til 8,129 mia. EUR fordelt på 1 625 800 000 aktier a 5 EUR. Det nye aktieselskab EDF's selskabskapital blev i november 2004 fastsat til det samme beløb som summen af den kapital og de kapitaltilførsler, som den offentlige erhvervsvirksomhed EDF havde akkumuleret indtil da, nemlig 8,1 mia. EUR. Denne værdi af kapital og kapitaltilførsler var opnået ved anvendelse af lov nr. 97-1026 af 10. november 1997 om forskellige foranstaltninger af økonomisk og kommerciel karakter (»lov nr. 97-1026«) og forblevet uændret siden 1997. |
(22) |
I henhold til lov nr. 2004-803 og EDF's vedtægter ejede — og ejer — staten til hver en tid 70 % af selskabskapitalen. I november 2005 blev der udstedt nye EDF-aktier i en åben emission, som blev optaget til handel på Euronext, hvilket således reelt åbnede EDF's kapital over for andre aktionærer end staten. |
1.2. OPRETTELSE AF REGNSKABSMÆSSIGE HENLÆGGELSER MED HENBLIK PÅ FORNYELSE AF HØJSPÆNDINGSFORSYNINGSNETTET
(23) |
I henhold til artikel 36 i lov nr. 46-628 fik EDF overdraget samtlige nationaliserede elektricitetskoncessioner. Ifølge lovens artikel 37 skulle koncessionshaver overholde en standardiseret specifikation for disse koncessioner. I 1958 blev de forskellige koncessioner, som staten således havde overdraget til EDF, samlet i én enkelt koncession, der benævntes »højspændingsforsyningsnettet« (réseau d'alimentation générale, herefter »RAG«). |
(24) |
I mangel af specifikke regnskabsregler for koncessionerne havde EDF siden 1946 anset sig selv som ejer af de formuegoder, der indgik i RAG, og bogført dem under aktiver på sin balance. I medfør af artikel 8 i specifikationen, som blev godkendt ved dekret nr. 56-1225 af 28. november 1956, var EDF pligtig til for egen regning at udføre alle de vedligeholdelses- og fornyelsesarbejder, som var nødvendige for at vedligeholde de af koncessionen omfattede anlæg i driftsmæssig god stand. |
(25) |
I 1987 — efter en ændring i 1982 af den generelle kontoplan i form af specifikke regler om formuegoder, der skulle føres tilbage til staten efter koncessionens udløb — ændrede EDF sin regnskabspraksis vedrørende aktiverne i RAG, som indtil da havde været anset for selskabets egne formuegoder og bogført på balancen som et aktiv under posten »Biens mis en concession« (aktiver under koncession). For disse aktiver anvendte EDF herefter de særlige franske regnskabsregler for koncessionerede aktiver, som skal tilbagegives til staten efter koncessionens udløb, og foretog skattefri henlæggelser til fornyelse af RAG. |
(26) |
I en rapport fra 1994 (8) fandt den franske revisionsret, at det i en sådant tilfælde med en fast enekoncessionshaver for staten, som var udpeget ved lov, f.eks. EDF, var vanskeligt at betragte de aktiver, som udgjorde RAG, som værende af den type, der skulle tilbagegives til staten ved koncessionens udløb i modsætning til EDF's egne formuegoder i RAG. Med andre ord fandt revisionsretten ikke den regnskabsmæssige ændring, som EDF indførte i 1987, og som udmøntede sig i oprettelsen af skattefri henlæggelser, berettiget. EDF og ressortmyndighederne iværksatte hurtigt et samarbejde om at normalisere EDF's situation. |
(27) |
I 1997 omfattede EDF's regnskaber to typer af skattefri henlæggelser til fornyelse af RAG: endnu ikke anvendte henlæggelser til et beløb af 38,5 mia. FRF og koncessionsafgifter svarende til allerede gennemførte fornyelser til et beløb af 18,345 mia. FRF. |
1.3. KONVERTERING AF REGNSKABSMÆSSIGE HENLÆGGELSER
(28) |
Lov nr. 97-1026 klarlagde status for de formuegoder, der udgjorde RAG. Denne lovs artikel 4 har følgende ordlyd:
|
(29) |
Loven skulle finde anvendelse på alle transaktioner vedrørende EDF's kapital. Ifølge ordlyden i artikel 16 i lov nr. 46-628, der var gældende i 1997, var EDF's kapital da også uafhændelig og tilhørte nationen. Således faldt kapitaltilførslerne til EDF, der hidrørte fra omposteringen af henlæggelserne til fornyelse af RAG, ind under fransk ret. |
(30) |
Lov nr. 97-1026 fastlægger ejerskabet til de af RAG omfattede aktiver. EDF's balance blev derfor ændret ved lov nr. 97-1026. De henlæggelser, som EDF foretog mellem 1987 og 1996 til fornyelse af RAG med henblik på tilbageførsel af disse aktiver til staten, uanset om de blev udnyttet eller ikke, mistede deres formål, hvis aktiverne i RAG blev betragtet som EDF's ejendom. |
(31) |
I bilag 1 til et brev fra økonomi-, finans- og industriministeriet, budgetministeren og industriministeren til EDF af 22. december 1997 (»brevet fra økonomiministeren«) gøres der rede for omposteringen på EDF's balance i medfør af artikel 4 i lov nr. 97-1026:
|
(32) |
I forbindelse med omposteringerne på EDF's balance fulgte de franske myndigheder udtalelse nr. 97-06 af 18. juni 1997 fra Conseil national de la comptabilité vedrørende ændring af regnskabsmetoder, ændring af skønsmetoder, ændring af skattemæssige muligheder og fejlkorrektion (»udtalelsen fra Conseil national de la comptabilité«), hvori det fastslås, at korrektioner for bogføringsfejl, som pr. definition vedrører bogføring af gennemførte transaktioner, »bogføres under resultatet for det regnskabsår, hvor de konstateres«. |
(33) |
I henhold til lov nr. 97-1026 og brevet fra økonomiministeren blev opskrivningsbeløbene flyttet til afsnittet »Egenkapital« uden skattemæssige konsekvenser, idet de svarede til en skattefri værditilvækst opnået ved opskrivning eller efter en skattemæssigt neutral ordning ifølge reguleringslovene af 1959 og 1976. |
1.4. DEN SKATTEMÆSSIGE KONSEKVENS AF KONVERTERINGEN AF DE REGNSKABSMÆSSIGE HENLÆGGELSER
(34) |
I bilag 3 til brevet fra økonomiministeren fastslås ligeledes de skattemæssige konsekvenser af omposteringerne på EDF's balance. Der konstateres et nettoudsving i aktiverne med omposteringen til overførsler af uudnyttede henlæggelser til fornyelse på 38,5 mia. FRF, som beskattes med en selskabsskatteprocent på 41,66 %, som var gældende i 1997. De endnu uudnyttede henlæggelser på 38,5 mia. FRF blev således beskattet af de franske myndigheder på normal vis. Til gengæld blev den del af henlæggelserne, som ligeledes blev oprettet skattefrit og konsolideret som kapitaltilførsel svarende til koncessionsafgifterne, ikke beskattet. |
(35) |
I et notat fra Direction générale des impôts af 9. april 2002, som de franske myndigheder fremsendte til Kommissionen, anføres det, at »koncessionsafgifterne vedrørende RAG udgør en ikke forfalden gæld, som uretmæssigt er fritaget for skat gennem opførelsen under kapitaltilførsel«, og at »denne reserve forud for opførelsen under kapitaltilførsel skulle have været overført fra passiverne i den virksomhed, hvor den fejlagtigt figurerede, til en egenkapitalpost, hvilket ville have medført en forøgelse af de skattepligtige nettoaktiver i henhold til artikel 38-2« i Code général des impôts. De franske myndigheder konstaterer, at »den således opnåede skattefordel [for EDF i 1997] kan ansættes til 5,88 mia. FRF (14,119 × 41,66 %)«. |
2. INDLEDNINGSBESLUTNINGEN
(36) |
I sin indledningsbeslutning konkluderede Kommissionen, at de ulovlige supplerende henlæggelser til fornyelse af RAG i perioden 1987-1996 havde givet EDF en fordel efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. Denne manøvre havde sikret EDF en selektiv økonomisk fordel i form af forskellen mellem den kapitaliserede værdi af den selskabsskat, som EDF ikke betalte af henlæggelserne i den pågældende periode, og værdien af den selskabsskat, som EDF betalte i 1997 efter ikrafttrædelsen af artikel 4 i lov nr. 97-1026. |
(37) |
Trods det forhold, at EDF drev virksomhed i Frankrig på en række markeder, der var omfattet af monopollovgivningen før ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF (9) om liberalisering af elsektoren, mente Kommissionen, at de omhandlede støtteforanstaltninger til fordel for EDF havde fordrejet eller truet med at fordreje konkurrencen og påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. Det skyldtes især, at der trods de enerettigheder, som EDF havde til udøvelsen af visse aktiviteter i Frankrig, alligevel foregik en vis grad af samhandel mellem medlemsstaterne på disse markeder. Desuden var der fri konkurrence på de tilhørende markeder, hvortil EDF allerede havde diversificeret sine aktiviteter ud over disse enerettigheder, både geografisk og sektormæssigt. Disse virkninger var allerede til stede længe inden liberaliseringen af elsektoren. |
(38) |
Kommissionen konkluderede også, at det drejede sig om ny støtte, som på dette tidspunkt ikke syntes at tillade den konklusion, at betingelserne i artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF var opfyldt. I øvrigt havde de franske myndigheder ikke påberåbt sig anvendelsen af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i TEUF. |
3. BEMÆRKNINGER FRA EN BERØRT TREDJEMAND
(39) |
Ved brev af 6. januar 2003 fremsendte Syndicat National des Producteurs Indépendants d'Electricité Thermique (SNPIET) sine bemærkninger til Kommissionen i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure. Ifølge disse bemærkninger til EDF's manglende betaling af selskabsskat i 1997 på en del af de skattefrie henlæggelser til udskiftning af RAG har EDF ved udøvelsen af sine aktiviteter ikke overholdt gældende regler for industri- og handelsselskaber og dermed handlet i strid med bestemmelserne i lov nr. 46-628 af 8. april 1946. |
4. FRANKRIGS BEMÆRKNINGER TIL BESLUTNINGEN OM AT INDLEDE DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
(40) |
De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger til Kommissionen ved brev af 11. december 2002. De bestrider, at EDF's manglende betaling i 1997 af selskabsskat af en del af de skattefri regnskabsmæssige henlæggelser til fornyelse af RAG havde karakter af statsstøtte. |
(41) |
Indledningsvis anfægter de franske myndigheder det beløb for henlæggelserne til fornyelse af RAG, som Kommissionen angiver. De franske myndigheder fastholder endvidere, at selv hvis der ikke var blevet foretaget henlæggelser til fornyelse af RAG, havde EDF ikke kunnet betale selskabsskat fra 1987 til 1996 som følge af skattemæssig overførsel af store tab. Endvidere mente de franske myndigheder, idet staten både var ejer af EDF og koncessionsgiver til RAG, at koncessionsafgifterne reelt ikke udgjorde en forfalden gæld til staten. Ved omposteringerne på EDF's balance i 1997 blev disse koncessionsafgifter derfor bogført som EDF's egenkapital for at korrigere for underkapitaliseringen, men uden at de blev pålignet selskabsskat. |
(42) |
Efter de franske myndigheders opfattelse kan de regnskabsmæssige omposteringer i 1997 fortolkes som en supplerende kapitaltilførsel på et beløb svarende til den delvise skattefritagelse, hvis formål også var at korrigere for underkapitaliseringen. EDF og staten har ønsket at bogføre denne kvasiegenkapital som kapital, uanset selskabsskatten. Det blev vurderet, at det ville være mere effektivt og neutralt at bogføre koncessionsafgifterne direkte som egenkapital med det samlede beløb herfor frem for at foretage den tilsvarende konkrete transaktion, som ville have bestået i at bogføre et nettobeløb efter selskabsskat som kapital, anmode EDF om at betale selskabsskatten af ændringen i nettoaktiverne og endelig foretage en supplerende kapitaltilførsel på et beløb svarende til den erlagte skat. |
(43) |
De franske myndigheder vurderer, at en sådan supplerende tilførsel var begrundet i prognoserne for EDF's rentabilitet i 1997, som i øvrigt blev opfyldt i de følgende år. Ifølge de franske myndigheder ville en fornuftig privat markedsøkonomisk investor under sammenlignelige omstændigheder have foretaget en sådan kapitaltilførsel. |
(44) |
De franske myndigheder afviser endvidere, at betalingerne til staten skulle være reduceret uforholdsmæssigt mellem 1987 og 1996 som følge af de pågældende henlæggelser. De anfører, at selv om nettoresultatet havde været højere, ville betalingerne til staten ikke være blevet højere, idet betalingernes størrelse i denne periode ikke nåede op på en forud defineret procentdel af virksomhedens nettoresultat. Dette niveau blev fastsat skønsmæssigt af staten som en absolut værdi og skulle ikke nødvendigvis fastsættes i henhold til virksomhedens økonomiske situation. Desuden blev betalingerne ikke nødvendigvis taget fra nettooverskuddet i de enkelte regnskabsår. På baggrund heraf og i lyset af overførslerne af EDF's underskud understreger de franske myndigheder, at staten endelig opkrævede en dividende fra 1987 til 1996, hvis niveau lå betydeligt over det, der var fastsat i selskabsretten. |
(45) |
De franske myndigheder skønner desuden, at selv om henlæggelserne til fornyelse af RAG udløste en fordel, ville denne fordel være at betragte som udlignet af den forhøjede selskabsskat, der blev betalt i 1997. De vurderer ligeledes, at EDF i perioden 1987-1996 samlet betalte et større beløb i selskabsskat til staten end et kommercielt selskab, som ikke havde foretaget henlæggelser til fornyelse af RAG, og som havde udbetalt dividende til sin aktionær svarende til 37,5 % af nettoresultatet efter skat. |
(46) |
De franske myndigheder finder i øvrigt, at selv om der var konstateret en uberettiget fordel, ville der være tale om eksisterende støtte og ikke om ny støtte på grund af den 10-årige forældelsesfrist i henhold til artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (10), som løb fra tildelingen af den første støtte. Eftersom Kommissionens første anmodning om oplysninger er dateret den 10. juli 2001, ville eventuel støtte tildelt før 1991 være forældet. De franske myndigheder skønner ikke, at lovgivningsindgrebet i 1997 havde opsættende virkning på denne forældelsesfrist, idet kun foranstaltninger truffet af Kommissionen kan have denne virkning. Endelig mener de franske myndigheder, at der under alle omstændigheder ville være tale om eksisterende støtte, idet den blev tildelt forud for liberaliseringen af elmarkedet. |
(47) |
I deres brev af 20. november 2003 gentager de franske myndigheder deres argumenter vedrørende opskrivningsbeløbene, der er medregnet i beløbet for koncessionsafgifterne i selskabets regnskaber, og vedrørende anvendelsen af forældelsesreglen. Endvidere hævder de, at selskabsskattesatsen, som skulle have været anvendt på omposteringerne på EDF's balance, er satsen fra 1996 (36,67 %) og ikke fra 1997 (41,66 %). De anser nemlig denne ompostering for at være foretaget på grundlag af en selvangivelse indgivet den 23. december 1997, dvs. efter afslutningen af regnskabsåret 1996, men inden regnskabsåret 1997. |
(48) |
De franske myndigheder afviser således Kommissionens påstand om, at EDF blev tildelt en fordel i 1997 som følge af den manglende betaling af selskabsskat af en del af de skattefrie henlæggelser til fornyelse af RAG. |
5. AFGØRELSER TRUFFET AF DEN EUROPÆISKE UNIONS RETSINSTANSER
(49) |
Ved dom af 15. december 2009 annullerede Retten Kommissionens beslutning af 16. december 2003 med den begrundelse, at det påhvilede Kommissionen at verificere, om en fornuftig privat markedsøkonomisk investor under lignende omstændigheder ville have foretaget en beløbsmæssigt sammenlignelig investering. Retten vurderede, at Kommissionen burde have kontrolleret, om transaktionen opfyldte kriteriet om det markedsøkonomiske investorprincip. Retten fandt således, at Kommissionen havde begået en retlig fejl og overtrådt artikel 107 i TEUF. |
(50) |
Ved dom af 5. juni 2012 forkastede Domstolen den appel, som Kommissionen havde iværksat med påstand om ophævelse af Rettens dom. Domstolen fandt navnlig, at Rettens konstatering af, at der bestod en forpligtelse for Kommissionen til at undersøge, om kapitalen var tilført af staten under omstændigheder, der svarede til normale markedsvilkår, uanset under hvilken form denne kapital var blevet til tilført, ikke var behæftet med en retlig fejl. Domstolen skønnede også, at Rettens vurdering af, at det markedsøkonomiske investorprincip også kan være gældende, selv om der er anvendt midler af skattemæssig art, heller ikke er behæftet med en retlig fejl. |
6. AFGØRELSE OM AT UDVIDE DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
(51) |
Som følge af annulleringen af beslutningen af 16. december 2003 skal Kommissionen vedtage en ny afgørelse i medfør af artikel 266 i TEUF og artikel 13 i forordning (EF) nr. 659/1999 for at afslutte proceduren, idet den efterlever de retlige spørgsmål, der blev endeligt afgjort ved Domstolens dom. Da beslutningen af 16. december 2003 var blevet annulleret, skulle Kommissionen på ny undersøge spørgsmålene om artikel 3 og 4 i denne beslutning. |
(52) |
Dels vurderede hverken Domstolen eller Retten, at indledningsbeslutningen var behæftet med uregelmæssigheder. Den kan derfor danne grundlag for en ny endelig afgørelse. Dels har Domstolen klart udstukket kriterier for anvendelighed og anvendelse af det markedsøkonomiske investorprincip. Disse kriterier støtter sig navnlig på eksistensen af objektiv og verificerbar dokumentation for, at medlemsstaten ganske rigtigt besluttede at foretage en investering i den kontrollerede offentlige virksomhed på grundlag af økonomiske vurderinger, som var sammenlignelige med dem, som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville have fået udarbejdet inden investeringen for at fastslå dens fremtidige rentabilitet (11). |
(53) |
I afgørelsen om at udvide den formelle undersøgelsesprocedure bemærkede Kommissionen, at der på dette tidspunkt i den administrative procedure ikke fandtes beviser, dokumentation eller dokumenter til støtte for de franske myndigheders påstand om, at den regnskabsmæssige ompostering i 1997 udgjorde en supplerende kapitaltilførsel på et beløb svarende til den delvise skattefritagelse. I modsætning til de franske myndigheders opfattelse fremgik det heller ikke, at en sådan supplerende kapitaltilførsel ikke skulle være en støtte, men en investering, som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor under sammenlignelige omstændigheder ville have foretaget på baggrund af prognoserne for EDF's rentabilitet i 1997, som i øvrigt blev opfyldt i de følgende år. |
(54) |
Derfor præciserede Kommissionen i udvidelsesafgørelsen på baggrund af de tilgængelige oplysninger og dokumenter sin foreløbige analyse af den eventuelle økonomiske fordel, som opstod ved EDF's manglende betaling i 1997 af selskabsskatten på den del af henlæggelserne, der svarede til de 14,119 mia. FRF i koncessionsafgifter, som blev konverteret til kapitaltilførsler. |
(55) |
I den henseende syntes den overordnede bedømmelse af de foreliggende omstændigheder at være den, at denne foranstaltning udgik fra en offentlig myndighed, og at det markedsøkonomiske investorprincip dermed ikke var anvendeligt. Til støtte for deres påstand havde de franske myndigheder da heller ikke fremlagt oplysninger eller en forretningsplan udarbejdet før eller samtidig med beslutningen om ikke at opkræve skat hos EDF, som kunne bevise rentabiliteten i en sådan operation. I faktisk henseende bemærkede Kommissionen med hensyn til de kriterier, som Domstolen fremførte, at Frankrig passende kunne fremlægge behørig dokumentation for dateringen af de fremlagte dokumenter og bevis for, at de var blevet gennemgået af de kompetente ministre og embedsmænd og af det franske parlaments to kamre før vedtagelsen af den anfægtede beslutning. |
(56) |
I mangel af denne dokumentation forekommer Frankrig i stedet som ligningsmyndighed at have undtaget omposteringen på EDF's balance fra selskabsbeskatning, hvad angår konverteringen af henlæggelserne af koncessionsafgifter i henhold til artikel 4 i lov nr. 97-1026. Der var ingen udtrykkelig budgetbestemmelse, ifølge hvilken disse skatterelaterede midler på forhånd var tildelt EDF, ej heller var der taget regler eller kontroller angående investeringer i anvendelse for at sikre et retsgrundlag for den påståede investering. |
(57) |
Ligeledes bemærkede Kommissionen subsidiært i sin udvidelsesafgørelse, at selv om det markedsøkonomiske investorprincip havde kunnet anvendes, kunne anvendelsen af det på det tidspunkt føre til den konklusion, at en privat investor ikke ville have investeret 5,88 mia. FRF i kapitaltilførslen til EDF i 1997. I mangel af dokumentation fra de franske myndigheder forekom det udelukket, at en privat aktionær på normale markedsvilkår ville have foretaget den påståede investering uden på forhånd at have undersøgt, hvad der måtte være af objektive og pålidelige undersøgelser, fortrinsvis udført af en upartisk investeringsrådgiver, snarere end f.eks. modtagervirksomheden, som bl.a. kunne påvise forrentningen af den investerede kapital, prognosen for investeringsafkastet og de iboende risici både i absolut forstand og set i forhold til forrentningsvilkårene for en sådan investering. |
(58) |
I den henseende føjede Kommissionen til de faktorer, som en fornuftig privat investor ville have undersøgt før sin investering, dels usikkerheden, hvad angik summen af og udviklingen i de pensionsfinansieringsomkostninger, som EDF skulle afholde i 1997 ifølge sin egen ordning, dels den vurdering, som en investor kunne foretage heraf på det pågældende tidspunkt. |
(59) |
Under disse omstændigheder forekom den delvise fritagelse for selskabsskat i 1997 ikke at være en produktiv investering fra den statslige aktionærs side, men snarere en undtagelsesforanstaltning af skattemæssig art, som kunne have sikret EDF en økonomisk fordel. |
(60) |
Det fremgik i øvrigt, at den manglende opkrævning af skyldig selskabsskat hos EDF indebar statslige midler og kunne påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed opfylde de øvrige betingelser for anvendelse af artikel 107, stk. 1, i TEUF. |
(61) |
I mangel af et retsgrundlag til støtte for, at en driftsstøtte, der styrkede EDF's stilling i forhold til konkurrenterne, kunne være forenelig med det indre marked, udtrykte Kommissionen i sin afgørelse af 2. maj 2013 tvivl om støttens forenelighed med det indre marked. Den havde allerede udtrykt lignende tvivl i sin indledningsbeslutning. |
7. BEMÆRKNINGER FRA TREDJEMAND
(62) |
Ved brev af 29. juli 2013 fremlagde EDF sine bemærkninger til udvidelsesafgørelsen. EDF kritiserer på tre hovedpunkter det ræsonnement, som denne afgørelse bygger på, nemlig i) at der i afgørelsen ikke tages hensyn til indholdet af Rettens dom, og at man ikke anerkender, at der reelt er tale om en rekapitalisering af EDF fra statens side, ii) at afgørelsen er overdrevet formalistisk, idet det fejlagtigt postuleres, at det er nødvendigt med en forretningsplan i tilknytning til investeringen, mens rekapitaliseringen er resultatet af nøje og modne overvejelser, hvilket bevises af de utallige dokumenter fra den pågældende periode, og iii) at det i afgørelsen udokumenteret og i strid med den dokumentation, som EDF vedlægger til støtte for sine bemærkninger, postuleres, at ingen investor i en situation, der var sammenlignelig med statens, ville have foretaget en sammenlignelig investering. |
(63) |
Ifølge EDF fortsætter Kommissionen således med at analysere den foranstaltning, som den franske stat traf i 1997, alene ud fra de påståede skattemæssige konsekvenser heraf, mens Retten klart afviste denne tilgang. Som Retten udtalte, udgør den foranstaltning, som staten iværksatte, da den omposterede koncessionsafgifterne som kapitaltilførsel, en rekapitalisering af EDF, som skulle afhjælpe underskuddet på EDF's balance med henblik på liberaliseringen af energimarkederne. Brevet fra økonomiministeren af 22. december 1997 indeholder ikke en særskilt skattemæssig beslutning i forhold til 1997-loven, men blot en konstatering af de skattemæssige konsekvenser. Det er ene og alene denne rekapitaliseringsforanstaltning, der skal undersøges, og ikke de påståede skattemæssige konsekvenser, som kunstigt adskilles herfra i afgørelsen om udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure. |
(64) |
Ifølge EDF fastlægger retspraksis ingen formalia på området og kræver heller ikke en specifik forretningsplan i tilknytning til investeringen, kun objektiv og verificerbar dokumentation, der ligger forud for eller samtidig med den undersøgte foranstaltning. I øvrigt ville en sådan forretningsplan ikke have været nødvendig for staten i 1997. Staten rådede over fem repræsentanter i EDF's bestyrelse, havde siden 1946 været eneejer af EDF og kendte på det pågældende tidspunkt virksomheden fuldt ud og tog del i dens ledelse og fastlæggelsen af dens langsigtede strategi. Ifølge EDF var et sådant langsigtet perspektiv særlig relevant i EDF's tilfælde på grund af aktiviteternes kapitalintensitet og anlægsaktivernes lange levetid på 30 til 75 år i visse tilfælde. |
(65) |
Ifølge EDF var det som aktionær og ikke som offentlig myndighed, at staten foretog en investering på baggrund af præcise prognoser og vurderinger af fremtiden, sådan som det også fremgår af de mange dokumenter fra daværende periode. Allerede i 1995 blev der således iværksat samarbejde mellem EDF og virksomhedens ressortministerier for at drage konsekvenserne af revisionsrettens udtalelse som nævnt i betragtning 26. Dette samarbejde gjaldt således navnlig omposteringerne på virksomhedens balance og kapitalens rentabilitet. Samarbejdet udmøntede sig i underskrivelsen den 8. april 1997 af serviceaftalen mellem staten og EDF for perioden 1997-2000 og i den samtidige fremsættelse, nemlig den 2. april 1997, af et lovforslag om forskellige bestemmelser af økonomisk og finansiel art, hvoraf artikel 45 var en gentagelse af bestemmelserne i artikel 4 i lov nr. 97-1026. Lovgivningsarbejdet i begge det franske parlaments kamre og sågar loven i sig selv viser ifølge EDF, at staten med sin disposition optrådte som en aktionær, nemlig ved at foretage en kapitaltilførsel, der rekapitaliserede EDF. |
(66) |
Som det fremgår af ca. 40 dokumenter fra den pågældende periode, som EDF har bilagt sine skriftlige bemærkninger, havde staten i sine analyser og overvejelser fire primære hensyn at tage:
|
(67) |
Endelig er det markedsøkonomiske investorprincip ifølge EDF ikke alene anvendeligt som følge af de nævnte hensyn, men i øvrigt også opfyldt i det foreliggende tilfælde, eftersom staten handlede, som en privat investor ville have gjort. Efter EDF's mening drejede det sig ifølge Domstolen (præmis 78 og 89 i dommen) om at fastslå, om EDF kunne have opnået den samme fordel, som virksomheden fik ved hjælp af de statslige midler, på normale markedsvilkår, og om denne fordel på grund af sine virkninger kunne fordreje eller true med at fordreje konkurrencen. |
(68) |
Det vil her atter fremgå af mange dokumenter fra den daværende periode, at staten faktisk undersøgte og beregnede rentabiliteten af sin investering, sådan som en eneaktionær ville have gjort med en investering i sin virksomhed i et langsigtet perspektiv. Det er på dette grundlag, at staten fastsatte sin betaling i serviceaftalen med EDF for 1997-2000 på et niveau, som dengang svarede til den forrentning, som aktionærer i sammenlignelige selskaber opnåede. De beløb, som EDF skulle betale til staten fra 1997 til 2000, blev således ansat af staten forud for indgåelsen af aftalen. |
(69) |
I øvrigt nævnte EDF i sine bemærkninger fra juli 2013 en undersøgelse bestilt hos Oxera, hvis resultat endnu ikke forelå, da EDF fremsendte sine bemærkninger. EDF hævdede, at Oxera-undersøgelsen ville sammenligne den forventede interne forrentning af statens investering i 1997 og det afkast, som kapitalmarkederne krævede for en lignende investering, og vise, at en privat investor ville have foretaget investeringen ifølge de betingelser, der var fastlagt i serviceaftalen for 1997-2000. |
(70) |
EDF fremsendte den 18. oktober 2013 denne Oxera-undersøgelse dateret den 15. oktober 2013 (12) til Kommissionen uden yderligere bemærkninger. Som EDF forventede ifølge sine bemærkninger fra juli 2013, konkluderede Oxera, at en fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville have investeret i forhøjelsen af kapitaltilførslens beløb til EDF. Denne konklusion bygger på, at rentabiliteten (den interne forrentning), som en sådan investor kunne have håbet på i 1997, lå i spændet mellem 35 % og 15 % og på 27 % i gennemsnit over fem år samt under alle omstændigheder højere end den rentabilitet på 12,7 %, som en sådan investor ville have krævet. Forrentningen beregnes under hensyntagen til værdien primo og ultimo af salget af statens rettigheder i EDF. |
(71) |
EDF mener, at EDF grundlæggende var økonomisk sund i 1997 på nær den svage egenkapital, som også analytikerne dengang bemærkede, idet de ikke tvivlede på virksomhedens finansielle levedygtighed eller forretningsmuligheder på det tidspunkt, hvor staten foretog sin investering. EDF's rating var glimrende (Aaa hos Moody's i 1992-1997, AAA hos Standard & Poor's i 1996-1997) og ville være fortsat sådan, selv om man havde måttet sætte den et par niveauer ned for at tage højde for den statsgaranti, som EDF nød godt af som offentlig erhvervsvirksomhed. Det fremgår af flere dokumenter fra perioden, at forrentningen for den franske stat af EDF i form af afgifter var sammenlignelig med forrentningen i form af udbytte fra selskaberne i CAC40 (afkast på 4,5 % til 5 %) og virksomhederne i den europæiske energisektor (anslået 4,7 % og 5,27 % i henholdsvis 1996 og 1997). Det viser i øvrigt ifølge EDF, at EDF kunne have opnået samme kapitalsum på kapitalmarkederne, og dermed at foranstaltningen ikke kunne fordreje konkurrencen som følge af sine virkninger. |
(72) |
Navnlig mener EDF, at en privat investor, der er ejer af hele et datterselskabs kapital, under sammenlignelige omstændigheder ville have kunnet foretage en lignende investering i det pågældende datterselskab ved at konvertere en fordring mod dette til kapital uanset fordringens art. Denne analyse støttes af en juridisk udtalelse, der er afgivet på EDF's anmodning. I sit forsøg på at afhjælpe den finansielle strukturs ubalance mellem en svag egenkapital og gældsætningen kunne staten også have tilladt virksomheden at konkurrere mod andre af sektorens store aktører i EU. Den samme aktionær ville derfor ikke bevidst have ladet en betydelig uligevægt fortsætte med at belaste balancen hos sit datterselskab, som grundlæggende var økonomisk sundt, hvis vedkommende havde adgang til en nem måde at afhjælpe ubalancen på ved at konvertere en fordring til kapital. |
(73) |
Ifølge EDF er det således rimeligt at mene, at en privat investor i en situation, der er så sammenlignelig med statens som muligt, nemlig virksomhedens eneaktionær, der arbejder i et langsigtet perspektiv i et kapitalintensivt marked, der er på vej mod liberalisering, ville have foretaget den samme investering. |
8. FRANKRIGS BEMÆRKNINGER TIL AFGØRELSEN OM AT UDVIDE DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
(74) |
De franske myndigheder mener primært, at staten handlede som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor, da den konverterede koncessionsafgifterne til en kapitaltilførsel til EDF, som var fritaget for selskabsskat. De franske myndigheder mener i modsætning til, hvad der fremlægges i indledningsbeslutningen af 16. oktober 2002 og udvidelsesafgørelsen af 2. maj 2013, at den foranstaltning, som Kommissionen vil analysere, er en enkeltstående foranstaltning til rekapitalisering af EDF gennem vedtagelse af artikel 4 i lov nr. 9-1026 og ikke den foranstaltning i form af skattefritagelse ydet i forbindelse med konverteringen af koncessionsafgifter til kapitaltilførsel, som er uafhængig af bestemmelserne i nævnte lov. De støtter sig til oplysningerne i en række dokumenter fra 1996 og 1997, der er vedlagt deres bemærkninger, og som ifølge dem bekræfter dette udsagn. Disse dokumenter er nævnt i betragtning 87-108. Ifølge de franske myndigheder støtter andre dokumenter fremlagt af EDF i øvrigt Frankrigs bemærkninger. |
(75) |
De franske myndigheder minder subsidiært om, at de bestrider støttebeløbet, og gentager deres bemærkninger af 20. november 2003 om, at satsen for den pågældende selskabsskat skulle være den, der var gældende i 1996 og ikke i 1997, jf. betragtning 47. |
Anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip
(76) |
De franske myndigheder bestrider, at den anfægtede skattefritagelse er et resultat af Frankrigs egenskab af offentlig myndighed, hvilket gør det markedsøkonomiske investorprincip uanvendeligt. De mener ikke, at Domstolen kræver, at medlemsstaten fremlægger en reel forretningsplan i tilknytning til den anfægtede foranstaltning. |
(77) |
I den henseende minder de for det første om, at EDF i 1997 var en offentlig erhvervsvirksomhed under statens ansvar, som derfor havde et solidt kendskab til virksomheden og dens virksomhedsstrategi og finansielle perspektiver. De vurderer derfor, at de oplysninger og evalueringer, som staten rådede over, før den traf den anfægtede foranstaltning, og som viser investeringens rentabilitet, bør tages i betragtning. Kommissionen skal foretage en overordnet analyse af bl.a. denne dokumentation samt ethvert andet relevant bevis. |
(78) |
For det andet mener de franske myndigheder i lyset af arten af og genstanden for artikel 4 i lov nr. 97-1026, at staten handlede i egenskab af aktionær, da den ydede skattefritagelse af konverteringen af henlæggelserne af koncessionsafgifter. Der blev således forud for denne lov underskrevet en serviceaftale den 8. april 1997 mellem staten og EDF for perioden 1997-2000, hvis gennemførelse var betinget af vedtagelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger til omstrukturering af EDF's balance. Før da havde ressortmyndighederne i et brev af 12. juli 1996 meddelt EDF, at denne aftale skulle indeholde et ambitiøst mål om forrentning til staten. Men ifølge afsnit III i aftalen var forrentningen til staten resultatet af to elementer, nemlig i) et afkast af kapitaltilførslerne til en fast rentesats af 3 % og ii) en supplerende forrentning svarende til 40 % af EDF's nettoresultat, idet det samlede beløb af de to elementer dog ikke kunne overstige 6 % af summen af kapitaltilførslerne. |
(79) |
Staten undersøgte denne forrentning som en udsigt til udbytte, som den, hvad angår den supplerende forrentning, kvantificerede til 3,5 mia. FRF med mulighed for at nå op på 6 mia. FRF i løbet af perioden, hvilket bekræftes af brevet af 22. april 1997 fra EDF's ressortmyndigheder. Denne vurdering byggede på de økonomiske og finansielle perspektiver, som EDF havde meddelt finansministeriet den 19. februar 1997, og på serviceaftalens hypoteser. Ordførerens rapport fra september 1997 til senatet om lov nr. 97-1026 indeholdt også analyser fra ministeriet om den forventede forrentning til staten som aktionær i 1998, nemlig 2,6 mia. FRF, hvoraf 1,5 mia. FRF var fast rente og 1,1 mia. FRF var supplerende forrentning. Staten havde derfor beregnet de fremtidige forrentningsudsigter, før den traf beslutning om den omhandlede foranstaltning, i lighed med enhver aktionær, der ønsker at deltage i kapitalforhøjelsen af sin virksomhed. |
(80) |
For det tredje mener de franske myndigheder, at konverteringen af henlæggelserne af koncessionsafgifter og mere generelt omstruktureringen af EDF's balance og styrkelsen af egenkapitalen afbødede svagheden i virksomhedens finansielle struktur. Hvis denne svaghed havde bestået, ville EDF sandsynligvis have måttet imødese en forhøjelse af renten på sin gæld og være kommet i vanskeligheder i forholdet til sine forretningsforbindelser på grund af en negativ opfattelse af modpartsrisikoen. Denne bekymring hos staten som aktionær udspringer af begrundelsen for artikel 4 i lovforslaget, som blev til lov nr. 97-1026, og af den kompetente ministers tale, da han fremlagde lovforslaget for senatet den 2. oktober 1997. |
(81) |
I rapporterne om lovforslaget fra de to kamres ordførere til deres respektive kammer understreges i øvrigt den positive virkning af omstruktureringen af EDF's balance for forholdet mellem gæld og egenkapital, idet den første rapport bedømte dette forhold (24,2 mia. FRF) til at være utilstrækkeligt i henseende til lånegælden (131,9 mia. FRF) og nettoaktiverne (696,4 mio. FRF), og at styrkelsen af egenkapitalen gav EDF en balancestruktur, som var i bedre overensstemmelse med nettonutidsværdien, og gjorde det samtidig muligt at foretage mere relevante sammenligninger med de europæiske konkurrenter, mens den anden rapport desuden lagde vægt på den positive virkning for EDF af en forøget troværdighed i finanssektorens og sine potentielle samarbejdspartneres øjne. Men ifølge de franske myndigheder svarer styrkelsen af den finansielle struktur i en virksomhed til en fornuftig privat markedsøkonomisk investors overvejelser i en sammenlignelig situation. |
(82) |
Det følger heraf ifølge de franske myndigheder, at det markedsøkonomiske investorprincip var anvendeligt, eftersom staten handlede i egenskab af aktionær, da den foretog den skattefrie konvertering af henlæggelserne af koncessionsafgifter til kapitaltilførsel til EDF. |
Anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip
(83) |
Først og fremmest minder de franske myndigheder om, at serviceaftalen mellem staten og EDF indeholdt en bestemmelse om en forrentning til staten sammensat af to elementer, nemlig i) et afkast af kapitaltilførslerne til en fast rentesats af 3 % og ii) en supplerende forrentning svarende til 40 % af EDF's nettoresultat, hvilket viste, at staten havde oplysninger om den forventede forrentning af den investerede kapital. Som det i øvrigt bekræftes af rapporten fra medlemmet af Assemblée nationale på baggrund af den faste sats for kapitaltilførslerne, har konverteringen til kapital af henlæggelserne af koncessionsafgifter bevirket en stigning i den absolutte værdi af forrentningen til staten på grund af udvidelsen af beregningsgrundlaget. |
(84) |
Desuden mener de franske myndigheder, at rentabiliteten af investeringen i EDF i 1997 skulle ses i et langsigtet perspektiv med hensyn til de fremtidige betalinger til staten og udsigten til virksomhedens værdistigning. Men foruden det positive nettoresultat efter skat og afregning til staten (1,4 mia. FRF oven i de 2,5 mia. FRF i 1998 i forrentning til staten) blev der genereret betydelige midler i perioden 1997-2000, henved 70 mia. FRF, som bestemt i serviceaftalen. Som EDF i sit brev af 19. februar 1997 understreger, havde staten fastsat et mål om vækst på dette beløb i virksomhedens nettonutidsværdi som følge af gældsreduktionen, opbygningen af aktiver og udviklingsinvesteringer, der gav forventninger om en stigning i værdien af EDF's kapital. |
(85) |
Endelig havde staten i risikovurderingen af investeringen som aktionær taget hensyn til de særlige træk ved EDF's fremherskende aktivitet, som primært foregik i Frankrig, på basis af et princip om lovbestemt prissætning til dækning af virksomhedens omkostninger. Disse karakteristika mindskede risikoen ved investeringen og derfor kravet om rentabilitet. Et notat fra EDF af 27. juli 1996 sendt til senatet den 15. september 1997 viste i øvrigt, at forrentningen til aktionærerne i udenlandske virksomheder varierede betydeligt alt efter det institutionelle og lovgivningsmæssige klima i sektoren i det enkelte land. |
(86) |
Det følger heraf ifølge de franske myndigheder, at staten handlede som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor, da den foretog konverteringen af henlæggelserne af koncessionsafgifter til kapitaltilførsel til EDF uden at opkræve selskabsskat. Denne konklusion bekræftes i øvrigt af EDF's bemærkninger, herunder de undersøgelser og analyser, som virksomheden støtter sig til, jf. betragtning 62-73. Især hvad angår Oxeras økonomiske undersøgelse, som EDF har fremsendt, mener de franske myndigheder, at Kommissionen skal foretage den samme analyse for at fastslå, hvorvidt statens rekapitalisering af EDF i 1997 har karakter af en fornuftig investering. |
De dokumenter, som Frankrig har fremsendt til støtte for sine bemærkninger
(87) |
Til støtte for deres svar på udvidelsesafgørelsen fremsendte de franske myndigheder ni dokumenter til Kommissionen som bilag til deres bemærkninger af 1. juli 2013. Disse ni dokumenter fremlægges til støtte for deres påstand, der allerede er indeholdt i bemærkningerne af 11. december 2002 om, at en supplerende kapitaltilførsel svarende til provenuet af den ikkeopkrævede skat var berettiget i kraft af udsigten i 1997 til rentabilitet for EDF, som i øvrigt holdt stik i de følgende år. Uanset det, som Frankrig dokumenterer i sine bemærkninger, skal der foretages en systematisk analyse af de primære beviser indeholdt i disse dokumenter. |
(88) |
Dokumenterne angår dels forberedelsen eller gennemførelsen af serviceaftalen mellem staten og EDF for perioden 1997-2000, dels drøftelsen af lovforslaget, som blev til lov nr. 97-1026. Det drejer sig om dokumenter fra 1996-1997, som derfor er samtidige med den påståede investeringsbeslutning. Nærmere betegnet er disse dokumenter serviceaftalen for 1997-2000 (13), breve fra virksomhedens ressortministre (14), breve fra virksomheden til ministeriets eller senatets forvaltninger (15) samt dokumenter og to rapporter fra Assemblée nationale og senatet som forberedelse til drøftelsen af lovforslaget (16). Indholdet af dokumenterne er yderligere beskrevet i det følgende. |
(89) |
Ved brev af 12. juli 1996 til bestyrelsesformanden for EDF glæder ressortministrene sig over resultaterne af planaftalen for 1993-1996 mellem EDF og staten og tager i lyset af udløbsdatoen den 31. december 1996 hul på forberedelsen af planaftalen for 1997-2000. I øvrigt præciseres det i brevet, at den finansielle balance i planaftalen for 1997-2000 skulle defineres i henhold til en ny ramme, der normaliserede EDF's regnskabs- og skattemæssige situation som følge af det arbejde, der var udført siden 1995. I dette brev krævede man samarbejde og drøftelser igangsat mellem de ansvarlige forvaltninger og EDF og meddelte samtidig EDF de tre primære mål, der skulle tages hensyn til i den kommende aftale.
|
(90) |
Undervejs i forberedelserne af aftalen sendte EDF's finansdirektør den 19. februar 1997 et notat fra EDF til direktionen for Trésor dateret den 18. februar 1997. Notatet indeholdt de primære hypoteser for det finansielle scenarie, der var knyttet til serviceaftalen mellem EDF og staten for perioden 1997-2000, herunder især de årlige resultatopgørelser og oversigter over det forventede finansieringsbehov i perioden. |
(91) |
Det fremgik af notatet, at man forventede en faldende tendens i prisen hvert år (– […] (17) %, – […] %, - […] %, – […] %), investeringer i industriel udvikling på […] FRF, heraf […] FRF internationalt rettet, og investeringer for […] FRF i den primære aktivitet i perioden 1997-2000. Der nævnes også en skattefradragsberettiget forrentning af kapitaltilførslerne på 3 % af et anslået grundlag på 50 mia. FRF efter omstrukturering af balancen og på 40 % af resultatet efter afregning af fast forrentning og selskabsskat. Gælden ultimo skulle også falde fra […] FRF ultimo 1996 til […] FRF ultimo 2000. Ligeledes skulle differencen mellem gæld og aktiver mindskes fra […] FRF ultimo 1996 til […] FRF ultimo 2000. |
(92) |
Blandt de dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt som bilag til deres bemærkninger, er notatet fra EDF af 18. februar 1997 og fremsendt til ressortmyndighederne dagen efter, det eneste, der indeholder systematiske og kvantificerede prognoser og fremskrivninger om EDF's økonomiske og finansielle driftsresultater. På grundlag af disse prognoser fra februar 1997 kunne staten som aktionær regne med et afkast på den investerede kapital på 2,1 mia. FRF i 1997, 2,5 mia. i 1998, 2,4 mia. i 1999 og 2,4 mia. i 2000 eller 2,35 mia. FRF i gennemsnit om året. EDF's forventede resultatopgørelse for 1997-2000 så i notatet ud som følger: Tabel 1 Forventet resultatopgørelse for EDF 1997-2000 (mia. FRF i løbende priser)
|
(93) |
Som præciseret i notatet fra EDF var forrentningen til staten fradragsberettiget. Dette udgør en undtagelse fra princippet om, at selskabsskat opkræves på baggrund af virksomhedens resultat efter afskrivninger og renter, hvilket nedbringer nettoresultatet og dermed det beløb, der måtte være afsat til udbetaling af udbytte. Denne ad hoc-undtagelse forøgede potentielt det afkast, som staten som aktionær skulle have udbetalt, men formindskede tilsvarende det skatteprovenu, som staten som skatteudskrivningsmyndighed skulle modtage. I deres svar af 23. december 2013 præciserer de franske myndigheder, at forrentningen af kapitaltilførslerne fra 2001 blev betragtet som et almenretligt udbytte, hvorfor man fjernede skattefradragsberettigelsen fra denne forrentning. Denne opfattelse af forrentningen blev anvendt på koncernaftalen mellem EDF og staten for perioden 2001-2003, som afløste serviceaftalen for 1997-2000. |
(94) |
Den 8. april 1997 blev der indgået en serviceaftale mellem staten og EDF for perioden 1997-2000, som blev undertegnet af ressortministrene og EDF's PDG (bestyrelsesformand og generaldirektør). I aftalen blev de hovedlinjer, som EDF skulle følge på mellemlang sigt, angivet sammen med underskrivernes gensidige forpligtelser, om hvilke det blev præciseret, at de var indgået ud fra bredt anlagte hypoteser og kun kunne revideres på baggrund af en betydelig forandring i virksomhedens miljø. Aftalen indeholdt diverse forpligtelser i tre afsnit: I) fokus på den offentlige virksomheds grundlæggende opgaver, II) forberedelse nu af virksomhedens fremtid og III) bringe virksomheden ind i en ny finansiel og institutionel ramme. I to bilag til aftalen beskrives resultatindikatorerne for aftalens udførelse (bilag I) og udviklingen i prissætningen pr. år fra 1997 til 2000 (bilag II). |
(95) |
De primære forpligtelser og hovedlinjer ifølge aftalen set i relation til genstanden for nærværende afgørelse er som følger:
|
(96) |
Et brev fra de ministre, der var medunderskrivere af serviceaftalen, til bestyrelsesformanden for EDF af 22. april 1997 bekræfter enigheden om og den endelige karakter af de referencehypoteser og finansielle prognoser, som fremgik af notatet fra EDF af 18. februar 1997, der understøttede serviceaftalen 1997-2000. Brevet henviser da også udtrykkeligt til det forudgående samråd mellem EDF og de offentlige myndigheder om udarbejdelsen af det finansielle scenarie. Også målet om en gennemsnitlig nedsættelse af EDF's priser med […] % over fire år nævnes i brevet. |
(97) |
Brevet af 22. april 1997 henviser til bestemmelserne i dekret af 14. maj 1956 som ændret og bestemmelserne om afregning af forrentning til staten som nævnt i afsnit III i serviceaftalen. I overensstemmelse med disse bestemmelser præciseres det i brevet, at »der af referencescenariet fremgik en supplerende forrentning til et beløb af 3,5 mia. FRF i perioden« 1997-2000, og at disse betingelser gjorde det muligt at nå et samlet afregningsbeløb til staten på 5,1 mia. FRF i 1997 ved at inkludere den faste rente og acontoafregning af selskabsskatten. Disse beløb svarer til dem, der fremgår af notatet fra EDF af 18. februar 1997. Overensstemmelsen mellem beløbene for den supplerende forrentning beregnet ud fra virksomhedens resultat bekræfter, at alle typer beløb (indtægter, udgifter, nettoresultat osv.) på EDF's forventede driftsopgørelse for perioden 1997-2000 er blevet undersøgt, valideret og noteret af ressortmyndighederne. |
(98) |
Brevet fra ressortministrene af 22. april 1997 understreger også, at aftalens finansielle ligevægt bundede i den regnskabs- og skattemæssige ramme for omstruktureringen af EDF's balance, som skulle træde i kraft den 1. januar 1997 med forbehold af vedtagelsen af de nødvendige lovbestemmelser. I denne henseende præciseres det i brevet, at »de nærmere bestemmelser om iværksættelsen af denne omstrukturering såvel regnskabsmæssigt som skattemæssigt skal drøftes yderligere mellem ressortmyndighederne og virksomheden på basis af det vedtagne skema«. |
(99) |
Regeringen havde da også kort før affattelsen af dette brev forelagt Assemblée nationale et lovforslag, som blev vedtaget af ministerrådet den 5. april 1997, om forskellige bestemmelser af økonomisk og finansiel art, hvoraf artikel 45 omhandlede konverteringen af regnskabsmæssige henlæggelser hos EDF. I begrundelsen for dette lovforslag forklaredes det, at de forventede regnskabsmæssige justeringer ville gøre det muligt for EDF at opnå en balance, som var i bedre overensstemmelse med virksomhedens reelle økonomiske situation, og et niveau for dens egenkapital, som svarede til aktivitetsniveauet. Som følge af opløsningen af Assemblée nationale den 21. april 1997 blev lovforslaget ikke behandlet. |
(100) |
Efter overførslen til parlamentet af lovforslaget om akutte skatte- og finansforanstaltninger, som senere blev vedtaget som lov nr. 97-1026, udpegede Assemblée nationale og senatet hver sin ordfører. Rapport nr. 204 fra Assemblée nationale beskriver historikken bag nødvendigheden af at præcisere ejendomsretten til EDF's elektricitetstransportanlæg, som ugyldiggør den regnskabspraksis, som revisionsretten anfægtede i sin særberetning nr. 1993 af 10. oktober 1994 om EDF's koncessioner. De regnskabsmæssige ændringer, der blive nødvendige, forklares, og konsekvenserne heraf for de forskellige poster på balancen angives med anslåede værdier som følger: Tabel 2 Virkningerne af omposteringerne af EDF's egenkapital som følge af artikel 4 i MUFF-loven for regnskabet for 1996 (mia. FRF)
|
(101) |
Rapporten fra Assemblée nationale fremhæver virkningerne af lovforslaget for opnåelsen af mere relevante sammenligninger med andre europæiske konkurrenters gældsgrad (Østrig, Det Forenede Kongerige, Sverige, Spanien og Tyskland), idet forholdet mellem nettogæld og egenkapital efter omstruktureringen af EDF's balance falder fra 480 % til 148 %. |
(102) |
I øvrigt understreger Assemblée nationales rapport ændringerne i det finansielle forhold mellem staten og EDF. Den forklarer den juridiske ordning og forrentningen af kapitaltilførslerne til EDF i henhold til dekret nr. 56-493 af 14. maj 1956 som ændret ved dekret nr. 86-1360 af 30. december 1986. Denne ordning omfattede en forrentning til en fast sats på højst 8 % og en supplerende forrentning på basis af EDF's resultat efter skat og fast rente. EDF's betalinger for perioden 1991-1996 nåede ifølge rapporten op på 3,41 mia. FRF om året i gennemsnit i denne periode. Sat i forhold til egenkapitalen ultimo 1996 har disse betalinger udløst en gennemsnitlig løbende rentabilitet på 14,1 % for staten som aktionær (20). Disse betalinger er angivet i nedenstående tabel: Tabel 3 Det finansielle forhold mellem staten og EDF (mio. FRF i løbende priser)
|
(103) |
I rapporten fra Assemblée nationale præciseres det angående de forventede ændringer i EDF's balance, at »da kapitaltilførslerne udgør beregningsgrundlaget for den faste rente, risikerede kapitalforøgelsen som følge af denne artikel at øge opkrævningerne hos EDF. Der er derfor påtænkt en ændring af forrentningsbetingelserne i serviceaftalen mellem virksomheden og staten for 1997-2000 underskrevet den 8. april 1997. Den faste rentesats nedsættes til 3 % for at kompensere for virkningen af det forøgede beregningsgrundlag«. Rapporten angiver i øvrigt, at EDF trods overskud siden 1990 ikke havde betalt selskabsskat, og at stigningen i henlæggelser i forbindelse med RAG-koncessionen gjorde det muligt på én gang at afvikle de akkumulerede regnskabsmæssige og skattemæssige negative overførsler. Derfor opgøres det i rapporten, at den offentlige virksomhed (EDF) ifølge ressortministeriet skal betale 3 mia. FRF i 1997 og 2,5 mia. FRF i 1998 i selskabsskat. |
(104) |
Rapporten fra Assemblée nationale nævner undersøgelsen af en ændring fra parlamentets side af lovens ordlyd, der blev fremlagt og afvist på udvalgsplan. Ændringen gjaldt en præcisering af, at de omposterede regnskabsmæssige henlæggelser skulle konverteres til egenkapital ved en bogføring uden om EDF's resultatopgørelse for at undgå, at der fremkom en meget stor gevinst, som staten kunne være fristet til at opkræve en del af. Med dette for øje skulle ændringen bestå i at indskrive regnskabsproceduren i loven og præcisere, at staten ikke kunne foretage yderligere opkrævning hos EDF i anledning af overførslen af ejendomsretten til RAG-aktiverne. I rapporten berettes det, at »indskrivelsen i loven af regnskabsproceduren for konvertering af henlæggelserne til egenkapital blev afvist på foranledning af Conseil d'Etat, da den ikke havde karakter af lovgivning«. Rapporten indeholder flere parlamentsudtalelser om, at staten burde kunne foretage andre opkrævninger hos EDF, at virksomheden burde betale skat af sit overskud, og at det reelle spørgsmål var, »hvor meget regeringen ville opkræve hos EDF og hvordan«. |
(105) |
På sin side præciserer senatet i sin rapport, der blev udarbejdet med henblik på drøftelsen af lovforslaget, den manglende berettigelse af de regnskabsmæssige henlæggelser, der siden 1987 var foretaget til udskiftning af RAG. Ressortministeren fremhæver i sin tale i senatet den 2. oktober 1997 i forbindelse med fremlæggelsen af lovforslaget den »fiktive« karakter af EDF's tab i skattemæssig henseende og af den manglende betaling af selskabsskat, som disse henlæggelser medførte. Ministeren forsikrede i sin tale senatet om, at bestemmelsen på ingen måde berørte EDF's monopolstilling. I senatets rapport præsenteres konsekvenserne af den undersøgte artikel for posterne på EDF's balance før og efter omposteringen af henlæggelserne ifølge en beregning, der svarer til den beregning, der blev undersøgt i Assemblée nationales rapport, jf. tabel 2 ovenfor. Rapporten præciserer, at »sminkningen« af EDF's balance gjorde det lettere at sammenligne den med konkurrenternes. Det gav EDF en større troværdighed i finanssektoren, så meget mere som prisen for at genforhandle gælden især afhang af forholdet mellem virksomhedens nettogæld og egenkapital. |
(106) |
Som »klarlægning« af EDF's finansielle forhold til staten præciserer rapporten fra senatet, at »serviceaftalen, der blev underskrevet den 8. april 1997 for perioden 1997-2000, til gengæld for skatteprovenuet, som den offentlige virksomhed herefter skulle sikre staten, omfattede en lettere nedsættelse af EDF's betalinger til staten«. Som følge af den positive tilskrivning af henlæggelsen til fornyelse på 38,5 mia. FRF, som gjorde EDF selskabsskattepligtig, blev »det finansielle forhold mellem staten og EDF nedbragt« ifølge senatets rapport. |
(107) |
Endelig omfatter de andre dokumenter, som Frankrig har fremlagt, et følgebrev med bilag fra EDF's finansdirektør til senatets forvaltning af 15. september 1997. Brevet fra EDF indeholdt en tabel med en kvantificering af virkningerne af artikel 4 i lovforslaget og virkningerne for balancen, en kopi af instruksen af 27. juli 1993 om elforsyningskoncessionerne og et internt notat fra EDF om udenlandske erfaringer med afkast til aktionærer i elsektoren af 27. juli 1996. Sidstnævnte dokument forklarer de væsentlige principper for afkast til aktionæren, forskellene og tallene for rentabiliteten i sektoren for visse virksomheders vedkommende: 60-80 % af overskuddet i USA, 40 % for National Power og Power Gen, 78 % for Union Fenosa og 30 % for Endesa, som sikrede Spanien en rentabilitet på 28 % i perioden 1991-1996 under hensyntagen til udbytterne og stigningen i aktiekursen. |
(108) |
Trods de to andre dokumenter, som EDF sendte til senatet i sit brev af 15. september 1997, blev principperne, tallene og anvendelsen af disse på EDF's forrentning til aktionæren, som præsenteret i notatet af 27. juli 1996, hverken analyseret eller medtaget i senatets rapport. Tværtimod præciserer senatets rapport i lighed med rapporten fra Assemblée nationale, at den påtænkte nedsættelse af den forrentning, som EDF skulle betale til staten af de kapitaltilførsler, som staten som aktionær havde foretaget, blev gennemført »for at tage højde for stigningen i kapitaltilførslerne, som nærværende artikel havde til formål at udvirke«. |
9. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE: FOREKOMST AF STATSSTØTTE
(109) |
Det bestemmes i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde: »Bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.« Anvendelsen af disse kumulative betingelser på den skattefritagelse, som Frankrig indrømmede EDF, undersøges i det følgende. |
9.1. SELEKTIV FORDEL FOR EN VIRKSOMHED
(110) |
Idet det ved lov nr. 97-1026 bestemtes, at EDF skulle betragtes som ejer af RAG, som virksomheden havde fået koncession til, bør det kontrolleres, hvorvidt denne lov indebærer en overdragelse af ejendomsretten til RAG. |
(111) |
Ifølge oplysningerne fra de franske myndigheder kan EDF med rimelighed betragtes som ejer af RAG før nævnte lovs ikrafttræden. Denne konklusion bygger på følgende: kendetegnene ved de forskellige typer af koncessionsaftaler i fransk ret, de særlige kendetegn ved den oprindelige koncession til EDF, som ikke indeholdt nogen præcis bestemmelse om tilbagelevering, anskaffelsesproceduren for de pågældende aktiver, for hvilke EDF skulle betale en afgift svarende til en eksproprieringserstatning, samt betingelserne for finansiering af vedligeholdelsen og udbygningen af RAG på EDF's regning. Derfor synes »klarlægningen« af ejendomsretten til RAG i lov nr. 97-1026 ikke i sig selv at udgøre en økonomisk fordel for EDF. |
(112) |
Det skal derfor undersøges, om man i lov nr. 97-1026 tog alle de skattemæssige konsekvenser af denne »klarlægning« af ejendomsretten til RAG, og i modsat fald om der var tale om en skattemæssig fordel for EDF. |
9.1.1. Statens afkald på at opkræve den skyldige skat hos EDF udgør umiddelbart en selektiv fordel
(113) |
I perioden 1987-1996 foretog EDF skattefrie henlæggelser til udskiftning af RAG, som den franske revisionsret fandt i strid med reglerne. Med vedtagelsen af artikel 4 i lov nr. 97-1026, ifølge hvilken EDF betragtes som ejer af RAG, blev grundlaget for disse henlæggelser fjernet, og de måtte omposteres under andre poster på balancen. |
(114) |
Brevet fra økonomiministeren, hvori de skattemæssige konsekvenser af omposteringerne på EDF's balance beskrives, viser, at de franske myndigheder har pålignet de uudnyttede henlæggelser til udskiftningen af RAG selskabsskat med den gældende sats i 1997 på 41,66 %. |
(115) |
Til gengæld blev den del af disse henlæggelser, der svarede til de allerede udførte udskiftningsarbejder, også kaldet koncessionsafgifter, omposteret som kapitaltilførsler til en værdi af 14,119 mia. FRF. Denne ompostering af henlæggelserne blev ikke pålignet selskabsskat. Skatteforvaltningen erkender den ulovlige karakter af denne disposition, som det fremgår af notatet fra det franske skattedirektorat af 9. april 2002, der blev sendt til Kommissionen og gengives i betragtning 35. |
(116) |
I henhold til udtalelsen fra Conseil national de la comptabilité skal fejlkorrektioner bogføres på resultatopgørelsen for det regnskabsår, hvor de konstateres. Hvis de uudnyttede henlæggelser, der var oprettet skattefrit for et beløb af 38,5 mia. FRF, var blevet pålignet selskabsskat til satsen på 41,66 % i 1997, er der på den anden side ingen objektiv begrundelse for ikke at have beskattet den anden del af de skattefrie henlæggelser til samme sats. |
(117) |
Koncessionsafgifterne skulle have været beskattet samtidig og til samme sats som de øvrige regnskabsmæssige, skattefrie henlæggelser. Dette betyder, at de 14,119 mia. FRF i koncessionsafgifter skulle have været lagt til de 38,5 mia. FRF i uudnyttede henlæggelser og beskattet til den sats på 41,66 %, som blev anvendt til omposteringerne på EDF's balance. Ved ikke at betale hele den skyldige selskabsskat ved omposteringerne på sin balance har EDF sparet 5 882 849 762 FRF i skat. |
(118) |
Den skattemæssige foranstaltning begunstigede EDF i 1997, idet skattefritagelsen på 5,88 mia. FRF, der var indeholdt i de 14,119 mia. FRF, blev bogført på EDF's balance som koncessionsafgifter og af staten omposteret, da lov nr. 97-1026 trådte i kraft med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 1997. Der gøres rede for lovens skattemæssige konsekvenser i brevet fra økonomiministeren med virkning fra samme dato, 1. januar 1997. |
(119) |
De franske myndigheder hævder, at selv hvis der ikke var blevet foretaget henlæggelser til fornyelse af RAG, havde EDF ikke kunnet betale selskabsskat fra 1987 til 1996 som følge af de skattemæssige overførsler af tab. Dette argument er irrelevant. Skattefordelen stammer fra 1997 og ikke de tidligere år. I øvrigt udløste de ulovlige henlæggelser de skattemæssige overførsler af tab. De skattemæssige overførsler forsvandt gradvis fra 1987 til 1996, således at EDF's skyldige skattebeløb i 1997 ville have været klart større, end det blev, selv uden at tage hensyn til den manglende betaling af skat på omposteringen af koncessionsafgifterne. |
(120) |
De franske myndigheder mener ligeledes, at selv om henlæggelserne til udskiftning af RAG var blevet til en fordel, ville denne være at betragte som ophævet af den forhøjede selskabsskat, der blev betalt i 1997. Men som de franske myndigheder selv anfører i deres notat af 9. april 2002, jf. betragtning 35, blev koncessionsafgifterne — selv om de uudnyttede henlæggelser til udskiftning blev beskattet normalt — omposteret til kapitaltilførsler uden at blive pålignet selskabsskat. I 1997 betalte EDF således en lavere skat end den normalt skyldige skat. |
(121) |
De franske myndigheder vurderer ligeledes, at EDF i perioden 1987-1996 samlet betalte et større beløb i selskabsskat til staten end et kommercielt selskab, som ikke havde foretaget henlæggelser til fornyelse af RAG, og som havde udbetalt dividende til sin aktionær svarende til 37,5 % af nettoresultatet efter skat. I øvrigt er selskabsskattesatsen, som skulle have været anvendt på omposteringerne på EDF's balance, den, der gjaldt i 1996 og ikke i 1997. |
(122) |
På den ene side, som nævnt i betragtning 32 og 116, mener Conseil national de la comptabilité, at bogføringsfejl skal rettes i løbet af det regnskabsår, hvor de konstateres. Da henlæggelserne til udskiftning af RAG mistede deres grundlag ved lov nr. 97-1026 af 10. november 1997, er det da også i regnskabsåret 1997, at de burde være omposteret og dermed beskattet med den gældende selskabsskattesats i dette regnskabsår. På den anden side anvendte de franske myndigheder selv selskabsskattesatsen for 1997 på den del af henlæggelserne, der er blevet beskattet, jf. betragtning 34. |
(123) |
EDF's manglende betaling i 1997 af 5 882 849 762 FRF i selskabsskat udgør en økonomisk fordel for denne virksomhed. EDF har kunnet anvende dette beløb til at forøge sin egenkapital uden at gøre brug af eksterne finansielle midler. Hvis den skyldige skat faktisk var blevet betalt, og stigningen i egenkapitalen var blevet finansieret af virksomhedens driftsresultat, ville virksomheden have måttet skære ned på sine udgifter, øge sine indtægter eller undlade investeringer. Ved at kunne disponere over beløb, som burde være betalt til den franske stat som selskabsskat, blev EDF enemodtager af en foranstaltning, som begunstigede denne virksomhed frem for andre franske virksomheder i en lignende situation, som måtte betale selskabsskat af omposteringer af uretmæssige henlæggelser i medfør af artikel 38-2 i Code général des impôts, som var gældende i 1997, jf. betragtning 35. |
(124) |
Men Frankrig henviste i sine bemærkninger af 11. december 2002 til anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip. Som EU's retsinstanser minder om, især i de afgørelser, der nævnes i betragtning 7 og 8, begunstiger en supplerende kapitaltilførsel til fordel for EDF svarende til den skyldige skat i det foreliggende tilfælde ikke den virksomhed, som modtager den, ved at give den en økonomisk fordel efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvis det kan fastslås, at en hypotetisk privat aktionær ville have investeret et tilsvarende beløb i EDF på samme vilkår og under lignende omstændigheder ifølge det markedsøkonomiske investorprincip. |
(125) |
Domstolen præciserede i præmis 99 i førnævnte dom af 5. juni 2012, at Retten i den appellerede dom hverken havde foregrebet anvendeligheden i det foreliggende tilfælde af det markedsøkonomiske investorprincip eller resultatet af den eventuelle anvendelse af dette princip. Derfor skal først anvendeligheden og dernæst anvendelsen af dette princip på det foreliggende tilfælde undersøges under hensyntagen til bl.a. de kriterier, som Domstolen har opstillet. |
9.1.2. Anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip
(126) |
For at bestemme den eventuelle anvendelighed af det markedsøkonomiske investorprincip skal det fastslås ved en overordnet vurdering, om skattefritagelsen blev ydet af Den Franske Republik i egenskab af aktionær eller som offentlig myndighed. Domstolen præciserer i sin dom af 5. juni 2012 en række faktorer, der bør tages i betragtning i denne overordnede vurdering. Disse faktorer, som undersøges nærmere nedenfor i lyset af omstændighederne i det foreliggende tilfælde, er følgende:
|
(127) |
I deres bemærkninger af 11. december 2002, jf. betragtning 42, hævdede de franske myndigheder, at det ville have været anset for mere effektivt og neutralt for EDF at postere koncessionsafgifterne direkte under egenkapitalen med det samlede beløb uden at betale selskabsskat. Men ingen af de dokumenter, der lå forud for eller samtidig med den påståede beslutning om ikke at opkræve skat, og som Frankrig eller EDF fremsendte til støtte for deres bemærkninger til afgørelsen om udvidelse af proceduren, indeholder direkte eller indirekte henvisning til den påståede investeringsbeslutning, dens konsekvenser, fordele og ulemper eller den analoge beslutning om at øge summen af kapitaltilførsler ved ikke at opkræve skat. De dokumenter, som er fremsendt af de franske myndigheder og nævnt i betragtning 87-108, indeholder ingen henvisning til endsige en analyse af fordelene og ulemperne for staten ved beslutningen om ikke at opkræve selskabsskat af en del af henlæggelserne af koncessionsafgifterne, som blev omposteret til kapitaltilførsel til EDF i medfør af lov nr. 97-1026 af 10. november 1997. |
(128) |
Det påhviler Frankrig i tilfælde af tvivl om anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip, sådan som Kommissionen har udtrykt det, entydigt og på grundlag af objektiv og verificerbar dokumentation at fastslå, at det er i egenskab af aktionær, at den har iværksat foranstaltningen. Men set i lyset af de fremlagte beviser forekommer det, at beslutningen om at investere ved at undlade at opkræve den skat, som EDF i princippet skyldte, skal anses for at være truffet stiltiende uden udfærdigelse af et begrundet juridisk dokument, der kunne gøre det muligt at få kendskab til eller kontrollere det præcise indhold af denne beslutning, grundene hertil, retsgrundlaget herfor, hvilken kompetent myndighed der traf den, og på hvilken dato det skete. Med hensyn til de faktorer, som Domstolen fremhæver til kontrol af anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip, nemlig nødvendigheden af at råde over objektiv og verificerbar dokumentation, en faktisk iværksat foranstaltning eller forudgående økonomiske vurderinger, skal fraværet af henvisninger eller faktiske beviser opfattes som det første tegn på, at dette princip ikke er anvendeligt. |
(129) |
I mangel af dokumentation for den påståede beslutning må den eventuelle investeringsforanstaltning, som den franske stat skal have iværksat, beskrives. I det foreliggende tilfælde mener Domstolen, at kriteriet om den fornuftige private markedsøkonomiske investor skal gøre det muligt at fastslå, om en privat aktionær under lignende omstændigheder ville have tilført 5,88 mia. FRF til en virksomhed, som befandt sig i en situation, som kunne sammenlignes med den situation, som EDF befandt sig i. En investering foretaget af Frankrig ville indebære undladelse af at inddrive dette beløb med det formål at opnå en gevinst, som oversteg de oprindeligt anvendte midler. Det er således i forhold til det skyldige selskabsskattebeløb, at analysen skal foretages. |
(130) |
I den henseende gør manglen på specifikke undersøgelser, henvisninger og analyser af rentabiliteten af investeringen på det skattefrie beløb det vanskeligt blandt de oplysninger, som Frankrig og EDF har fremsendt, at isolere virkningerne af den påståede investering. Denne vanskelighed kan overvindes, hvis man af hensyn til analysen af de fleste relevante faktorer for at kontrollere anvendeligheden og anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip anser den yderligere kapitaltilførsel til EDF i form af det ikkeopkrævede skattebeløb som værende omfattet af de samme bestemmelser som resten af tilførslerne. Tilførslerne blev således forrentet til en bestemt sats, og satsen skulle være og blev reelt også anvendt på det ikkeopkrævede skattebeløb. I de tilfælde, hvor det er den yderligere virkning, der omtales, giver de oplysninger, som Frankrig og EDF har fremsendt, til gengæld ikke mulighed for ved første øjekast at illustrere virkningen af at have øget kapitaltilførslerne med et beløb svarende til det ikkeopkrævede skattebeløb. |
(131) |
Den manglende opkrævning af skatten bevirkede, at kapitaltilførslen til EDF og dermed EDF's egenkapital steg med yderligere 5,88 mia. FRF oven i det samlede beløb på 14,119 mia. FRF i omposterede henlæggelser. Disse henlæggelser, som ikke svarede til en forudgående tilførsel af friske penge fra staten som aktionær, blev omposteret til kapitaltilførsler under den tilhørende post på EDF's balance blandt de øvrige egenkapitalposter (jf. tabel 2). Uden skattefritagelsen ville EDF's egenkapital, som skulle nå op på 79,8 mia. FRF i 1997, have været på 72,1 mia. FRF ifølge de dokumenter, der blev undersøgt på daværende tidspunkt (jf. betragtning 100, tabel 2). I stedet for 50,7 mia. FRF blev statens kapitaltilførsler til EDF fastlagt til 44,8 mia. FRF. |
(132) |
Som de franske myndigheder understreger, blev for det første den absolutte værdi af forrentningen til staten forøget med værdien af skattefritagelsen (jf. betragtning 83), eftersom tilførslen af det ubetalte skattebeløb øgede summen af tilførslerne, og idet denne sum blev forrentet til et fast sats (3 %). Imidlertid udmøntede stigningen i kapitaltilførslen svarende til skattefritagelsen sig ikke i en forholdsmæssig stigning i forrentningen til staten. Det står i denne henseende fast, at forrentningen af statens kapitaltilførsler til EDF har været bestemt siden dekret nr. 56-1360 af 30. december 1956 (jf. betragtning 18 og 103). Der har således været fastlagt en forrentning (til varierende satser) i de serviceaftaler, som lå forud for og efter den gældende aftale for perioden 1997-2000, jf. betragtning 93 og 102. Princippet om forrentning var fastlagt inden den påståede beslutning og blev fastholdt efterfølgende. |
(133) |
I øvrigt viser undersøgelsen af fakta, at den omhandlede skattefritagelse har kunnet bevirke et fald i forrentningen af statens investering. Rapporten, som Assemblée nationale udfærdigede i september 1997, viser utvetydigt, at stigningen i tilførslens samlede beløb er årsag til en nedsættelse af forrentningen heraf for ikke at »øge opkrævningerne hos EDF« (jf. betragtning 103). Rapporten fra senatet understøtter denne bevidste nedsættelse fra de offentlige myndigheders side (jf. betragtning 108). |
(134) |
Fra 1991 til 1996 betalte EDF en bedre forrentning til staten af en mindre sum af kapitaltilførsler set i forhold til det, der var planlagt mellem 1997 og 2000 for en større sum. Den gennemsnitlige årlige forrentning i absolut værdi på 3,41 mia. FRF for perioden 1991-1996, hvor summen af tilførsler var 36,6 mia. FRF, var noget større end de 2,35 mia. FRF, som var påtænkt for en større sum på 50,7 mia. FRF i perioden 1997-2000 (jf. betragtning 92 og 102-103, tabel 3). Det følger heraf, at den ekstra forrentning i løbende priser af stigningen i summen af kapitaltilførsler på 5,88 mia. FRF, som staten som aktionær håbede på for perioden 1997-2000, derfor kunne analyseres som værende negativ for perioden 1991-1996. |
(135) |
De franske myndigheder havde da også sørget for, at den absolutte og relative forrentning, der blev betalt til den franske stat af kapitaltilførslen, blev mindre i absolut og relativ værdi, jo større summen af tilførsler blev, sådan som rapporterne fra Assemblée nationale og senatet entydigt viser. Det følger heraf, at med forøgelsen af tilførslernes samlede sum, der blev ringere forrentet end den tilførselssum, der fandtes før lov nr. 97-1026, forekommer beslutningen om at yde en skattefritagelse ikke nødvendigvis at udgøre en investering. |
(136) |
For det andet er måden at planlægge og fastsætte forrentningen af stigningen i kapitaltilførsler på ikke den, som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor kunne vælge. |
(137) |
Som henvisningerne i såvel ressortministrenes breve som i parlamentsrapporterne viser, jf. betragtning 97, 103 og 106, tog de franske myndigheder i undersøgelsen i 1997 af den franske stats forrentning efter omposteringerne på EDF's balance faktisk både hensyn til den forfaldne forrentning af kapitaltilførslerne til staten som aktionær i snæver forstand og de skattebeløb, som staten håbede at opkræve fra 1997 efter flere år med overførsler til det følgende år af tab og dermed ingen skattebetalinger til staten som skatteudskrivningsmyndighed. Som det vises i betragtning 93, var forrentningen af tilførslerne fradragsberettiget med hensyn til selskabsskat gennem en undtagelse fra almindelig ret. |
(138) |
Den ordning, som de franske myndigheder undersøgte og godkendte i 1997, var således en samlet opkrævning hos EDF af skat og forrentning til aktionæren. Summen af den samlede skat, der blev opkrævet hos EDF, selv ud over den omstridte fritagelse, som er skattemyndighedens privilegium, og forrentningen, der blev betalt til staten som aktionær, fortaber sig i de dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt. De mener imidlertid, at dokumenterne viser, at der findes en investeringsbeslutning. Tværtimod tyder denne konstante hensyntagen til EDF's betaling af skyldig skat til staten som skatteudskrivningsmyndighed, herunder gennem normalisering og afvikling af den ikkeopkrævede skat før lov nr. 97-1026 med henblik på at undersøge og fastsætte forrentningen til staten som aktionær, på, at den anfægtede skattefritagelse blev indrømmet af staten som offentlig myndighed og ikke som investor. |
(139) |
Denne indikation styrkes i øvrigt af arten af de mål, der blev sat for EDF af staten i 1997 af hensyn, der må tilskrives en offentlig myndighed og ikke en aktionær. Disse hensyn kommer til udtryk i fastsættelsen af EDF's priser som aftalt i serviceaftalen for 1997-2000, hvoraf forrentningen til staten som aktionær afhang. Staten krævede da også, at EDF skulle bidrage til styrkelsen af fransk erhvervslivs konkurrenceevne og de franske husholdningers købekraft. Det er hensyn, som ikke blot ville være fremmede for en fornuftig privat markedsøkonomisk investor, men også i strid med denne hypotetiske investors finansielle interesser. Det samme gælder det mål, der blev sat for EDF i serviceaftalen for 1997-2000, om at føre en ambitiøs politik for økonomisk aktivitet og beskæftigelse ved at stille sig til rådighed for lokale forvaltningsmyndigheder (jf. betragtning 89 og 95). |
(140) |
Serviceaftalen mellem staten og EDF underskrevet den 8. april 1997 indeholdt forhåndsevalueringer af finansieringsscenariet med prognoser for afkastet til staten som aktionær af dens investering i form af kapitaltilførsler til EDF (jf. betragtning 92). Disse dokumenter og analyser, som de franske myndigheder har fremlagt, vedrører de forventede virkninger af omposteringen af alle de henlæggelser, som EDF foretog, uanset om de var blevet beskattet eller ikke, og om de var resultatet af lov nr. 97-1026 eller ikke. Den eneste systematiske evaluering, som de franske myndigheder har fremlagt, nemlig i notatet fra EDF af 18. februar 1997 (jf. betragtning 92), er generel og begrænset til den lovbestemte forrentning, der anvendes på kapitaltilførslerne, herunder dem, der lå forud for omposteringerne på EDF's balance, men eksklusive f.eks. forrentningen af anden kapital end tilførsler eller forrentningen af egenkapitalen. |
(141) |
Intet dokument fremsendt af Frankrig eller EDF viser, at den påståede investeringsbeslutning om at yde en større kapitaltilførsel til EDF ved ikke at opkræve skat af omposteringen har været genstand for nogen specifik gennemgang, undersøgelse eller analyse. Under indtryk af de omhandlede beløb havde en fornuftig privat markedsøkonomisk investor dog sandsynligvis ladet foretage en finansiel og økonomisk investeringsanalyse, før han traf beslutningen, hvis beløbet på 5,88 mia. FRF i skattefritagelse i henhold til den lovbestemte rentabilitet af kapitaltilførslerne var nødvendigt, for at virksomheden kunne sikre den langsigtede rentabilitet af den samlede investering, og for at aktionæren kunne få et tilstrækkeligt afkast. Denne type forudgående økonomisk undersøgelse, som Domstolen nævner i præmis 84 i sin dom blandt de faktorer, der tillader den at konkludere til fordel for anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip, forefindes ikke. |
(142) |
Det er særlig bemærkelsesværdigt, at der ud over den forrentning, der skulle ydes til staten i perioden 1997-2000, ikke er foretaget nogen undersøgelse af forrentning eller afkast på langt sigt, selv om Frankrig netop påstår at have foretaget en langsigtet investering. Men en fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville ikke have undladt at foretage en analyse af rentabiliteten af sin investering i perioden efter 2000. |
(143) |
Hvis det er rimeligt at mene, at en fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville have taget højde for virkningerne af nedsættelsen af EDF's gældsgrad, må det konstateres, at EDF's fordel ved at låne til en lavere omkostning takket være en bedre gældsgrad nævnes i generelle vendinger i visse dokumenter fremsendt af Frankrig (jf. betragtning 101 og 105) og af EDF. Imidlertid nævnes intetsteds fordelene og rentabiliteten for staten som aktionær ved en mindre låneomkostning for EDF eller en lavere gældsgrad. Ifølge de daværende kvantifikationer, der præsenteres i betragtning 101, skulle forholdet mellem EDF's nettogæld og egenkapital nå ned på 148 % med den fulde nye kapitaltilførsel, der beløb sig til 50,7 mia. FRF inklusive den omtvistede skattefritagelse på 5,88 mia. FRF. Uden skattefritagelsen ville gældsgraden har været ca. 163 % eller ca. en tredjedel af de 480 % fra før lov nr. 97-1026. Betragtet isoleret fra de øvrige virkninger af omposteringen af diverse henlæggelser har bidraget fra skattefritagelsen til forbedringen af gældsgraden kun beskeden betydning, og det er højst tvivlsomt, om den har udmøntet sig konkret i mindre låneomkostninger for EDF (betragtning 170-172). Under alle omstændigheder indeholder de dokumenter, som de franske myndigheder har fremlagt, hverken udsagn om eller analyser af, at gevinsten for aktionæren ved en gældsgrad på 148 %, eller på 163 % for den sags skyld, udgjorde en investering. På dette punkt findes der ingen forudgående økonomisk evaluering, der er sammenlignelig med den, som en fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville have ladet foretage, som nævnt i præmis 84 i Domstolens dom. |
(144) |
I denne henseende beviser den økonomiske undersøgelse, som EDF fremlægger til støtte for sine bemærkninger (jf. betragtning 69-70), ikke, at Frankrig har handlet som investor og ikke som offentlig myndighed. Undersøgelsen blev foretaget efter den påståede investeringsbeslutning, der blev truffet i 1997, og blev ikke gennemgået af de kompetente myndigheder med henblik på at træffe en sådan beslutning. Alene af denne grund kan undersøgelsen ikke accepteres som bevis i henhold til Domstolens angivelser (jf. betragtning 126, præmis 104 i dommen af 5. juni). At undersøgelsen er foretaget ud fra autentiske data, der var til rådighed på daværende tidspunkt, kan ikke ændre ved denne konklusion. Undersøgelsen blev bestilt som følge af udvidelsen af undersøgelsesproceduren i maj 2013, og undersøgelsens konklusioner var tilsyneladende kendt af EDF i juli 2013, mens undersøgelsen daterer sig til oktober 2013. Der er i øvrigt yderligere grunde, der gør undersøgelsens kvantificerede resultater ugyldige og dermed fjerner grundlaget for de konklusioner, som EDF drog af den til støtte for sine bemærkninger, nemlig:
|
(145) |
Domstolen understreger, at arten af den trufne foranstaltning er en af de relevante faktorer, der skal tages i betragtning for at konkludere til fordel for anvendeligheden af det markedsøkonomiske investorprincip (jf. præmis 86 i dommen). Beslutningen om at tilføre et ekstra beløb i kapitaltilførsel til EDF ved ikke at opkræve skat på omposteringen af de ulovlige henlæggelser til RAG er både en beslutning af regnskabsmæssig art om ompostering mellem poster på EDF's balance (jf. betragtning 100 og 105) og en beslutning af skattemæssig art, eftersom de kompetente myndigheder vurderer, at selskabsskatten skulle pålignes før omposteringen (jf. betragtning 35), mens skatten blev betalt af andre omposterede regnskabsmæssige henlæggelser. I modsætning til, hvad de franske myndigheder påstår, er det derfor ikke fastslået, at den regnskabsmæssige og den skattemæssige side af beslutningen er uløseligt knyttet til hinanden i en enkelt foranstaltning indført ved lov nr. 97-1026 af 10. november 1997. |
(146) |
Ifølge artikel 4, stk. 2, i loven skulle modværdien af de af RAG omfattede koncessionerede aktiver, som er opført på passivsiden på EDF's balance, efter fradrag af de dertil svarende opskrivningsbeløb opføres under posten »Kapitaltilførsler« (jf. betragtning 28). Det kunne udledes heraf, at loven bestemte, at ud over eventuelle op- eller nedskrivninger måtte ingen regnskabsmæssig eller skattemæssig tilpasning reducere den modværdi, der skulle bogføres som kapitaltilførsel til EDF. Imidlertid falder beslutningen om, hvorvidt EDF skulle pålignes skat, i medfør af artikel 34 i Frankrigs forfatning ikke ind under loven, og lov nr. 97-1026 kunne ikke indeholde en gyldig bestemmelse om dette spørgsmål. Denne artikel begrænser parlamentets lovgivningsbeføjelser på skatteområdet til fastsættelse af beskatningsgrundlaget, satsen og de nærmere bestemmelser om inddrivelse af skatter og afgifter. EDF betalte således selskabsskat af visse regnskabsmæssige henlæggelser, men ikke af andre som følge af den samme ompostering, der fulgte af loven. |
(147) |
De forberedende dokumenter fremsendt af de franske myndigheder, som nævnes i betragtning 104, viser i øvrigt, at Conseil d'Etat i 1997 var af den opfattelse, at bestemmelser af ikkelovgivningsmæssig karakter skulle fjernes fra teksten i lovforslaget. Desuden blev et ændringsforslag fra regeringen til lovforslaget om at begrænse de opkrævninger, som staten kunne foretage hos EDF i kraft af loven, også afvist. Endelig mente ressortministrene i april 1997, at de nærmere bestemmelser om iværksættelsen af omstruktureringen hos EDF både regnskabsmæssigt og skattemæssigt skulle drøftes yderligere mellem ressortmyndighederne og virksomheden (jf. betragtning 98). |
(148) |
Disse faktorer, som blev præciseret og kvantificeret i brevet om iværksættelse, der blev sendt af ressortministrene til EDF den 22. december 1997, efter vedtagelsen af loven (jf. betragtning 31), viser, at de skattemæssige aspekter af iværksættelsen kan adskilles fra bestemmelserne i lov nr. 97-1026 af 10. november 1997. Disse ministre forklarer i deres brev til EDF omstruktureringen af EDF's balance ved anvendelse af artikel 4 i lov nr. 97-1026 af 10. november 1997 og synes stiltiende at beslutte de skattemæssige konsekvenser af denne omstrukturering, uden at der i loven er tale om nogen rentabel investering af nogen art eller obligatoriske bestemmelser. |
(149) |
Hvad angår baggrunden for foranstaltningen, som Domstolen fremhæver som en relevant faktor blandt andre i bedømmelsen af den eventuelle anvendelighed af det markedsøkonomiske investorprincip, viser de forberedende møder og støttedokumenter for perioden, som førte til serviceaftalen mellem staten og EDF, der blev underskrevet den 8. april 1997, at omposteringen af henlæggelserne blev foretaget på baggrund af udsigten til delvis liberalisering af elektricitetsmarkedet i EU, som var besluttet i 1996. Desuden fremgår hensigten om mere internationalisering af EDF's aktiviteter af serviceaftalen for 1997-2000 og de forberedende dokumenter foruden af parlamentets dokumenter. Serviceaftalen forudsætter selv, at der træffes en lovgivningsforanstaltning om normalisering som den, der er bestemt i lov nr. 97-1026, hvilket de facto knytter aftalens og lovgiverens mål sammen. Imidlertid tages der hverken i aftalen fra april 1997 eller i de forberedende dokumenter eller korrespondancen med EDF's ressortmyndigheder stilling til det præcise skattebeløb. |
(150) |
Denne baggrund, som Frankrig beskriver i sine bemærkninger, gør det imidlertid ikke muligt at fastslå med sikkerhed, at foranstaltningen kan henføres til en aktionærs adfærd i forbindelse med en investering. Nødvendigheden af at afhjælpe de uregelmæssigheder, som Cour des comptes konstaterede i oktober 1994, indgår også i denne baggrund. Selv om det på den ene side drejede sig om at afhjælpe en regnskabsmæssig uregelmæssighed, som havde gjort det muligt for EDF ikke at betale selskabsskat i årevis, understregede de franske myndigheder, at ordningen ikke såede tvivl om EDF's monopol (jf. betragtning 105), og at den stabile ramme, som liberaliseringen af markedet tillod, skulle fastholdes (jf. betragtning 95). Liberaliseringen åbnede ganske vist muligheder for udvidelse på andre medlemsstaters nationale markeder, og der var planlagt visse tiltag i serviceaftalen for 1997-2000, for at EDF kunne ekspandere mere internationalt. Men det står alligevel fast, at de offentlige myndigheders hensigt om at begunstige de nationale virksomheder gennem finansielle støtteforanstaltninger ved udsigten til liberalisering ikke begrænser sig til offentlige virksomheder eller er betegnende for adfærden hos en fornuftig aktionær i en offentlig virksomhed. |
(151) |
Endelig angiver Domstolen, at det er relevant at undersøge de regler, som den omstridte foranstaltning er omfattet af, for at kunne fastslå, om den har karakter af investering foretaget af staten som aktionær eller udspringer af en offentlig myndigheds beføjelser. Om foranstaltningen hører til i den ene eller anden kategori, kan derfor afgøres under overholdelse af de regler, der gælder for foranstaltningen. Derfor skal de regler, der gælder for investering af skattemidler i virksomheder som EDF, undersøges. Uden den omhandlede foranstaltning ville provenuet af den ikkeopkrævede selskabsskat være gået ind blandt indtægterne på den franske stats generelle budget i 1997. Som det blev bestemt i artikel 18 i anordning nr. 59-2 af 2. januar 1959 om en styringslov for finanslovene, der gjaldt i den omhandlede periode, tilskrives samtlige indtægter, der skal dække samtlige udgifter, alle statens indtægter og alle statens udgifter én og samme konto kaldet det generelle budget. Således indbetales skatteprovenuet til fordel for staten og bogføres på dens budget og ikke til fordel for offentlige virksomheder. |
(152) |
Dette budget er underlagt princippet om bruttoopgørelse, ifølge hvilket samtlige indtægter og udgifter bogføres som to adskilte poster, uden at der knyttes nogen særlig forbindelse imellem dem, f.eks. mellem en selskabsskatteindbetaling og en anvendelse af midler som f.eks. en kapitaltilførsel til fordel for en offentlig virksomhed som EDF. Ganske vist er det muligt i fransk ret på forhånd at afsætte skattemidler til en anden juridisk person end staten eller til investering, forudsat at denne anvendelse er udtrykkeligt bestemt. Ifølge artikel 18 i anordning nr. 59-2 er det således en undtagelse, at statens midler, ud over bl.a. udlån og forskud, tildeles andre modtagere, og det kan kun ske på regeringens initiativ ved en bestemmelse i finansloven. |
(153) |
Men lov nr. 97-1026 af 10. november 1997 var ikke en finanslov og kunne derfor ikke danne grundlag for at afsætte skattemidler direkte til EDF's kapital. I øvrigt fremgår det ikke, at der var vedtaget specifikke bestemmelser på regeringens initiativ i finansloven om budgettet for 1997 om en forudgående bestemmelse af provenuet af den skat, som EDF skyldte, til den franske stats udgifter i forbindelse med en investering i EDF's kapital over samme budget. Denne regel, som muliggør investeringen af skattemidler indbetalt til staten i en anden juridisk person end staten som f.eks. EDF, synes derfor ikke at have været udnyttet. |
(154) |
De allerfleste af ovennævnte faktorer viser klart, at Frankrig hverken før eller samtidig med tildelingen af den økonomiske fordel gennem den manglende indbetaling af selskabsskat traf beslutning om ved skattefritagelse at foretage en investering i EDF. Derfor forekommer det markedsøkonomiske investorprincip ikke at være anvendeligt på denne foranstaltning. Nedenstående overvejelser om anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip har derfor subsidiær karakter. |
9.1.3. Anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip
(155) |
I sin dom af 5. juni 2012 i nærværende sag vurderede Domstolen, at anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip skal gøre det muligt at fastslå, om en privat investor ville have tilført et beløb svarende til den skyldige skat på lignende vilkår til en virksomhed, som befandt sig i en situation, som kunne sammenlignes med den situation, som EDF befandt sig i (jf. præmis 95 i dommen). Den eventuelle forskel mellem investeringsomkostningen, som den private investor henholdsvis staten som aktionær bærer, kan også tages i betragtning for at fastslå, om de betingelser, der er fastlagt ifølge dette princip, er opfyldt (jf. præmis 96 i dommen). |
(156) |
Vurderingen sker ud fra objektiv og verificerbar dokumentation og de evalueringer, der kunne foretages fremadrettet på tidspunktet for beslutningstagningen (jf. præmis 102 og 105 i dommen). Ved denne vurdering skal der kun tages hensyn til de fordele og forpligtelser, som er forbundet med statens situation i dens egenskab af aktionær, og ikke dem, som er forbundet med dens egenskab af offentlig myndighed (jf. præmis 79 i dommen). |
(157) |
I betragtning af den situation og de karakteristika, der kendetegnede EDF som offentlig virksomhed, der i over 50 år havde været kontrolleret fuldt ud af den franske stat, er det passende at vælge perspektivet med en investor, der forfølger et mål om langsigtet rentabilitet, og foretage en nærmere undersøgelse af de oplysninger, som Frankrig har fremsendt, jf. betragtning 87-108. Det er da også disse oplysninger, som de franske myndigheder påberåber sig som grundlag for deres egen beslutning i 1997. |
(158) |
I første omgang skal den rentabilitet, som EDF tilbød sin aktionær i 1997, undersøges. Denne rentabilitet skal sammenlignes med referenceværdier. I 1997 lå den gennemsnitlige rente på langfristede franske obligationer (30 år) på 6,35 %. Selv for løbetider, der var kortere (10 år) end levetiden for EDF's installationer, var den gennemsnitlige rente på franske statsobligationer 5,58 % (32). Disse værdier repræsenterer på samme tid afkastet på et finansielt aktiv, der anses for temmelig sikkert, og statens langsigtede finansieringsomkostninger på det pågældende tidspunkt. En investering i en virksomhed som EDF i 1997 udgjorde en mere risikabel investering end besiddelse af statsobligationer i samme periode. Derfor ville en fornuftig privat markedsøkonomisk investor have krævet en større rentabilitet end den, han kunne få af statsobligationer. |
(159) |
Men undersøgelsen af den løbende rentabilitet, som den franske stat kunne regne med i 1996-1997, sådan som den fremgår af dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt, gør det ikke muligt at konkludere, at investeringen opfylder det markedsøkonomiske investorprincip. |
(160) |
De berørte myndigheder har fremsendt den forventede resultatopgørelse for EDF for perioden efter omstruktureringen af balancen, som den blev undersøgt i 1997 af de berørte myndigheder (jf. betragtning 92, tabel 1). Skønnene i tabellen understøttes af andre dokumenter fra dengang (jf. betragtning 96-97 og 103). Disse skøn over EDF's referencescenario for den følgende periode var blevet godkendt af de statslige myndigheder (jf. betragtning 97). På grundlag af denne resultatopgørelse og de summer, som staten forventedes at investere i EDF (jf. betragtning 100, tabel 2), er det muligt at beregne den rentabilitet, som staten kunne regne med på henholdsvis kapitaltilførslerne til EDF, EDF's samlede kapital (oprindelig og tilførsler) og EDF's egenkapital (samlet kapital, opskrivningsbeløb, lovpligtige reserver og overførsler) (33) ifølge tabel 4. Tabel 4 Forventet forrentning af kapitalposterne på EDF's balance 1997-2000 (mia. FRF)
|
(161) |
Det fremgår af de dokumenter, som de franske myndigheder nævner og har fremsendt, at staten som aktionær i 1997 forventede en forrentning fra EDF i den fulde periode 1997-2000 på 9,4 mia. FRF, heraf 6 mia. FRF i form af den faste andel på 3 % og 3,4 mia. FRF for hele perioden i form af den supplerende andel efter omposteringerne som følge af lov nr. 97-1026. Ud fra de skøn, der blev godkendt dengang, var den løbende gennemsnitlige rentabilitet, som staten som aktionær kunne håbe på fremover, 2,94 % af EDF's samlede egenkapital, 4,41 % af den samlede kapital investeret af staten i EDF og 4,64 % af summen af kapitaltilførsler. Denne forrentning, som gjaldt for beløbet for skattefritagelsen, som blev omposteret som kapitaltilførsel, lå langt under de 6,35 % på de obligationer, som den franske stat udstedte i 1997 med henblik på sin egen langsigtede finansiering. En fornuftig privat markedsøkonomisk investor ville have ment, at den forventede løbende rentabilitet af et beløb på 5,88 mia. FRF svarende til skattefritagelsen var utilstrækkelig til at berettige investeringen. |
(162) |
I øvrigt vurderede Domstolen i præmis 96 i sin dom af 5. juni 2012, at det er muligt i forbindelse med anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip at tage højde for forskellen mellem den investeringsomkostning, som henholdsvis en privat investor og staten bærer. Det indebærer en sammenligning mellem den rentabilitet, som ifølge de franske myndigheder berettigede omposteringerne af henlæggelserne af koncessionsafgifter med beløbet for skattefritagelsen, og den rentabilitet, som en privat aktionær ville have opnået ved at foretage den samme rekapitalisering af en virksomhed, der på alle punkter kan sammenlignes med EDF, bortset fra beføjelsen til at fritage kapitaltilførslen for selskabsskat, som ikke er en privat investor beskåret. |
(163) |
En sådan virksomhed, hvis aktionær havde haft 5,88 mia. FRF til en rekapitalisering heraf på vilkår, der var identiske med EDF's, ville have haft udsigt til en forrentning på 4,64 % årligt af den yderligere kapital, som aktionæren havde investeret, nemlig 272 mio. FRF om året, uden hensyntagen til selskabsskatten. Ved at anvende selskabsskattesatsen på 41,66 %, der var gældende i 1997, blev den forventede forrentning 159 mio. FRF om året for samme kapitaltilførsel eller en årlig nominel forrentning på 2,7 %. Denne sats for en andel af kapitalen i en virksomhed med de risici, der knytter sig til en sådan investering, skal sammenlignes med 6,35 % ydet på franske statsobligationer i samme periode. Den lave forrentning ville derfor have skræmt en privat investor væk, som ikke havde statens skattemæssige beføjelser. Med så beskedne rentabilitetsudsigter for den investerede kapital synes det udelukket, at en fornuftig privat investor, hvis virksomhed var pligtig at betale selskabsskat af kapitaltilførslerne, ville have deltaget i kapitalstigningen i EDF i 1997 i statens sted. |
(164) |
Det skal derfor undersøges, om de dokumenter og oplysninger, der var samtidige med beslutningen om at ompostere henlæggelserne uden at påligne skat, som Frankrig har fremsendt, indeholder yderligere indikationer, som kunne have overbevist en fornuftig privat investor om at foretage den påståede investering uanset den tilsyneladende meget beskedne rentabilitet. Disse indikationer kan bl.a. vedrøre EDF's kapacitet til at i) øge sine driftsindtægter på langt sigt, ii) forbedre sine driftsresultater gennem effektivisering, iii) øge nettoværdien af virksomhedens produktionsaktiver eller iv) levere en konstant og tilstrækkelig forrentning til sin aktionær. Det er faktorer, som potentielt kan skabe værdi på langt sigt for aktionæren på baggrund af positive prognoser, men være ødelæggende for værdien med negative prognoser. |
(165) |
I denne henseende indeholder ingen af de dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt, en kvantificering, endsige en kvalitativ evaluering af en eventuel værdiskabelse for aktionæren, som de franske myndigheder har undersøgt og taget i betragtning for perioden 1997-2000 og derefter. Der findes kun generelle generiske referencer til en bedre hensyntagen til statens interesser som aktionær. Det tyder på, at virksomhedens værdistigning som investering for staten som aktionær ikke blev taget i betragtning for at træffe den påståede beslutning. Under alle omstændigheder gør undersøgelsen af de fire faktorer, der potentielt kan skabe værdi for aktionæren, det ikke muligt at konkludere ud fra de data, der var tilgængelige i 1997, bl.a. den forventede resultatopgørelse for 1997-2000 for EDF og prognoserne for det finansieringsscenarie, som ressortmyndighederne havde valgt (jf. betragtning 92, tabel 1, betragtning 96), at der kunne forventes en vækst. |
(166) |
Hvad angår EDF's samlede indtægter, kunne staten som aktionær forvente en meget beskeden vækst på 0,64 %. Der er stort set tale om en stagnation, som kan forklares ved det mål, som staten havde fastsat for EDF om at »bidrage til fransk erhvervslivs konkurrenceevne og den hjemlige forbrugers øgede købekraft«, hvilket udmøntede sig i en gennemsnitlig nedsættelse på […] % af EDF's priser over fire år (jf. betragtning 89 og 95-96) eller en årlig nedbringelse på […] %. EDF udøvede den væsentligste del af sin virksomhed i Frankrig, idet det var bestemt for perioden 1997-2000, at over 89 % af EDF's indtægter skulle komme fra det franske marked. Derfor afhang størstedelen af disse indtægter af de valg, som staten traf med hensyn til prissætning på elektricitet. En fornuftig privat investor ville ikke have undladt at notere sig den begrænsende karakter, som fastsættelsen af offentlige politiske målsætninger, der var i strid med hans interesser som aktionær, ville have for hans formueinteresser. Ingen fornuftig privat investor ville have accepteret en nedsættelse af forrentningen af sin investering til fordel for franske virksomheders konkurrenceevne. |
(167) |
Posten på den forventede resultatopgørelse for 1997-2000, der viste resultaterne af EDF's primære virksomhed, skulle også falde med 29 % i løbet af perioden fra 9,3 mia. FRF i 1997 til 6,6 mia. FRF i 2000. Driftsomkostningerne skulle stige med 2,2 % på grund af især stigningen i de løbende driftsudgifter, idet de finansielle omkostninger, afskrivninger og renter bortset fra kapitalforrentning skulle falde. Med tillæg af afskrivninger og finansielle omkostninger til resultatet af den primære virksomhed var den forventede udvikling for 1997-2000 også negativ, eftersom denne sum skulle falde fra 62,6 mia. FRF til 53,9 mia. FRF, dvs. et fald på 13,9 %. Men det er udviklingen i resultatet af den løbende virksomhed før afskrivninger og renter, som på sigt afgør virksomhedens kapacitet til at generere værdi og positive pengestrømme. Ud over den forventede nedsættelse havde staten i sin forfølgelse af økonomipolitiske målsætninger fastsat det mål for EDF, at virksomheden skulle anvende sine eventuelle effektiviseringsgevinster og produktivitetsstigninger til en yderligere nedsættelse af priserne, før den anvendte dem til en bedre forrentning til aktionæren (jf. betragtning 95). Det følger heraf, at EDF's løbende drift, tynget af statens økonomipolitiske målsætninger, ikke kunne give forventning om en tilfredsstillende fremtidig forrentning. |
(168) |
Som Kommissionen nævnte i sin udvidelsesafgørelse ville en fornuftig privat investor have taget højde for usikkerheden, hvad angik summen af og udviklingen i de pensionsfinansieringsomkostninger, som EDF skulle afholde i 1997 i henhold til den særlige ordning for el- og gassektoren. I EDF's tilfælde i 1997 repræsenterede pensionsudgifterne og desuden de tilhørende ikkebalanceførte forpligtelser et pant, der foregreb yderligere dræn i virksomhedens allerede beskedne nettoresultat. |
(169) |
Mens EDF's pensionsmasse repræsenterede 12,2 mia. FRF i 1997, skulle pensionsmassen ved uændret lovgivning stige betydeligt i løbet af de følgende år for hele ordningen (herunder GDF og ikkenationaliserede virksomheder) til 20 mia. FRF i 2010 og 25 mia. FRF i 2020 (34). Ved at bruge en fordelingsnøgle for EDF på 78,4 %, som afspejler EDF's del af lønmodtagermassen i den branche, der er omfattet af ordningen, ville EDF's andel af pensionsmassen ved uændret lovgivning (35) være 15,7 mia. FRF i 2010 og 19,6 mia. FRF i 2020, endda uden at tage højde for en eventuel hensættelse til fremtidige forpligtelser. Den forventelige stigning i pensionsudgifterne var derfor større end det nettoresultat efter forrentning til staten og skat, der forventedes for perioden 1997-2000 som vist i tabel 1. Derfor ville den evaluering, som i 1997 kunne foretages af en fornuftig privat markedsøkonomisk investor, som i lighed med den franske stat ville have haft et solidt kendskab til virksomhedens situation, have fået vedkommende til at forhøje virksomhedens fremtidige udgifter og tilsvarende nedsætte sine forventninger til investeringens rentabilitet. |
(170) |
I øvrigt kunne en fornuftig privat investor forvente en betydelig reduktion af EDF's gæld, som skulle falde fra […] FRF til […] FRF over fire år (jf. betragtning 91 og 95). Imidlertid står det fast, at EDF beholdt en rating på Aaa hos kreditvurderingsbureauet Moody's fra 1992 til 1996 med en gældsgrad på 480 %. De franske myndigheder nævner også i temmelig vage vendinger, at EDF genererede midler for 70 mia. FRF i perioden 1997-2000 (jf. betragtning 84). Imidlertid skulle EDF's gældsætning og dens mekaniske virkning for værdien af virksomhedens nettoaktiver ikke give sig udslag i en forbedring af forrentningen til den franske stat i samme periode, men tværtimod i en gældsnedbringelse i forhold til perioden 1991-1996 (jf. betragtning 134). |
(171) |
Som EDF selv angiver, ville EDF have haft en glimrende rating, selv efter en eventuel nedsættelse heraf hos bureauer som Moody's og Standard & Poor's (jf. betragtning 71). I øvrigt nævnes EDF's gældsnedbringelse på […] FRF blandt de mål, der blev fastsat for 1997-2000. Gældsnedbringelsen skulle resultere i en betydelig nedbringelse af EDF's samlede renteudgifter. Derfor ville hverken nedbringelsen af EDF's samlede gæld eller omkostningen herved eller de eventuelle fordele for staten som aktionær være blevet svækket af en mindre kapitaltilførsel på 44,8 mia. FRF i stedet for 50,7 mia. FRF. En gældsgrad på 163 % i stedet for de 148 %, som ventedes på grund af skattefritagelsen, ville ikke have været begrænsende for aktionærens interesser. I denne henseende findes der ikke nogen optimal finansiel struktur, og rapporten fra Assemblée nationale (jf. betragtning 100) viser gældsgrader i sektoren fra 250 % (Verbund, Østrig) til 10-15 % (Veba, Tyskland, og PowerGen, Det Forenede Kongerige). |
(172) |
Gældsætningen gjorde det muligt for EDF at finansiere sin vækst og sine resultater uden ekstra kapital fra aktionæren, idet rentabiliteten af den kapital, som staten allerede have investeret, steg ved hjælp af gældens gearingseffekt. Men gældsnedbringelsen blev prioriteret, selv om EDF havde en glimrende rating før den planlagte gældsnedbringelse (jf. betragtning 71). I øvrigt er den glimrende rating, der afspejler EDF's kapacitet til at betale sine kreditorer før 1996, ikke uforenelig med en beskeden forrentning til aktionæren. Tværtimod ville kreditvurderingen af de gældsbeviser, som EDF udstedte, være desto bedre, fordi aktionærens betaling var beskeden. Med tidshorisonten i de prognoser, som de franske myndigheder har fremsendt, ville den forventelige nedbringelse af gearingseffekten og under alle omstændigheder skattebeløbets beskedne indvirkning på gældsgraden have fået en fornuftig privat markedsøkonomisk investor til enten at sænke sine forventninger til investeringens rentabilitet eller til ikke at vurdere, at investeringen i egenkapital med skattebeløbet var begrundet i nødvendigheden af at forbedre EDF's gældssituation i 1997. |
(173) |
Endelig ville en fornuftig privat investor sandsynligvis have baseret sin investeringsbeslutning på evalueringen af virksomhedens kapacitet til at garantere ham en stabil og tilstrækkelig forrentning. I den henseende forekommer den forrentning, som staten som aktionær forventede for perioden 1997-2000 jf. de franske myndigheders oplysninger meget ringere end de 6,35 %, der blev ydet på franske statsobligationer i samme periode. Desuden kunne denne forrentning de facto nedskrives med den skat, der blev betalt til staten som skatteudskrivningsmyndighed (jf. betragtning 103 og 106). Forrentningen til aktionæren var også betydeligt udhulet på det tidspunkt, hvor staten foretog den påståede investering. Enhver aktionær ville have noteret sig det pludselige og meget store fald i forrentningen af kapitaltilførslerne negativt. Denne forrentning skulle falde fra reelt 9,32 % i gennemsnit i perioden 1991-1996 til forventet 4,64 % i perioden 1997-2000, dvs. en nedsættelse med over halvdelen. Sat i forhold til egenkapitalen faldt rentabiliteten fra 14,1 % i gennemsnit ultimo 1996 til forventet 2,94 % i perioden 1997-2000 (jf. betragtning 92 og 102, tabel 1 og 3). |
(174) |
En fornuftig privat investor kan ganske vist acceptere en nedsættelse af sin løbende forrentning ved udsigten til en vækst i virksomheden, der enten giver sig udslag i en bedre fremtidig forrentning eller en stigning i virksomhedens værdi, som vil kunne generere en merværdi ved salg af dens aktiver som udtryk for en ejendomsret til virksomheden. I den henseende ville den løbende rentabilitet, som kunne forventes i 1997, dels ikke have gjort det muligt at kompensere for den pludselige nedsættelse af rentabiliteten. Dels gør undersøgelsen af de fire faktorer, der potentielt kan skabe værdi for aktionæren, jf. betragtning 164-173, det ikke muligt på baggrund af de tilgængelige oplysninger i de dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt, at konkludere, at aktionæren kunne forvente en vækst i virksomhedens værdi. |
(175) |
I øvrigt giver den tilgængelige dokumentation ikke mulighed for at konkludere, at en fornuftig privat investor, der handlede i den franske stats sted i 1997, på baggrund af de tilgængelige oplysninger kunne have satset på en merværdi af kapitalen til at kompensere for den beskedne løbende forrentning til staten. De franske myndigheder har ikke foretaget undersøgelser af EDF's værdi før og efter omposteringerne af henlæggelserne i 1997. |
(176) |
Oven i købet havde EDF i 1997 i over 50 år været en offentlig erhvervsvirksomhed og ikke et aktieselskab. I medfør af artikel 16 i lov nr. 46-628 tilhørte dens kapital den franske nation og kunne ikke afhændes (jf. betragtning 18). I øvrigt må det konstateres, at selv efter omstruktureringen af EDF's balance i kraft af lov nr. 97-1026 var EDF's samlede nettogæld i 1997 på ca. 118 mia. FRF og dermed langt større end dens egenkapital, som var på 79,8 mia. FRF (jf. betragtning 101, tabel 2). |
(177) |
I ingen af de dokumenter, der har belyst de franske myndigheders påståede investeringsbeslutning, gøres der rede for et eventuelt forslag til privatisering af EDF gennem salg af hele eller dele af statens kapital heri. Det ville have krævet på forhånd, at det blev vedtaget at lade EDF forlade sin status af offentlig erhvervsvirksomhed og i stedet få status af aktieselskab. Tværtimod var den eneste henvisning til EDF's status i disse dokumenter statens bekræftelse af sin vilje til at opretholde EDF's specifikke status, som »skulle forblive en stabil reference i den fremtidige udvikling« i det indre marked for elektricitet (betragtning 95). Det er med støtte i disse oplysninger, at Frankrig hævder, at investeringsbeslutningen blev truffet. Disse fakta skal derfor forblive referencerammen for analysen af den påståede beslutning. |
(178) |
På disse betingelser ville det ikke have været rimeligt og fornuftigt af en investor at håbe på en merværdi af kapitalen, som ville have været betinget af den lovgivende magts indgreb imod dels lovbestemmelserne, som disse var vedtaget af de franske myndigheder i 1946 og siden havde været uafbrudt gældende, dels statens udtrykkelige vilje som bekræftet af den ansvarlige minister for statens kapitalandele i 1997 til at opretholde EDF's specifikke juridiske status i det indre marked for energi, der blev liberaliseret på EU-plan. De hypoteser, der ligger til grund for EDF's konklusioner vedrørende den rentabilitet af investeringen, som en fornuftig privat investor ville håbe på, og som bygger på den oprindelige og fremtidige værdi af aktier i EDF i 1997 (jf. betragtning 69 og 70), tager ikke højde for EDF's status i 1997 og modsiges af de dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt, og som henviser dertil. |
(179) |
Som de franske myndigheder understreger, havde EDF som offentlig erhvervsvirksomhed i 1997 ingen selskabskapital i modsætning til f.eks. et aktieselskab, hvis kapital ejes af aktionærerne (jf. betragtning 19), som til hver en tid kan sælge deres aktier. Derfor ville referenceinvestoren i 1997 bl.a. have skullet bestemme et vist antal faktorer eller opstille en række hypoteser, der nødvendigvis gav anledning til bekymring, i henseende til i) til hvilken værdi staten ville fastlægge et fremtidigt aktieselskabs selskabskapital, f.eks. ved at inkludere eller ekskludere kvasiegenkapital, som er afgørende for selskabets evne til at sikre et stabilt udbytte, ii) hvor mange aktier denne kapital ville blive opsplittet i, velvidende at aktiens pålydende beløb har betydning for dens tiltrækningskraft på markedet, iii) hvilken form en åbning af kapitalen gennem udstedelse af nye aktier eventuelt ville få, og hvor stor emissionen i så fald ville være, hvilket er afgørende for graden af mulig udvanding af investorens andel, og endelig iv) hvornår transaktionen ville finde sted, hvilket set i lyset af de beskedne perspektiver om værditilvækst i henhold til resultatprognosen for EDF frem til 2000 (jf. betragtning 167) ikke kunne forventes i en nær fremtid. Intet i de oplysninger, som de franske myndigheder har fremsendt om perioden før den påståede investering, gør det muligt at mene, at disse spørgsmål kunne være blevet besvaret i 1997. |
(180) |
På disse betingelser ville den eventuelle stigning i værdien af den rettighed, som staten havde i EDF's kapital som følge af den omtvistede kapitaltilførsel, hvis man antager, at den var etableret (hvilket klart ikke er tilfældet), have forudsat, at en fornuftig investor sluttede sig til mindst fire væsentlige faktorer, som han i modsætning til lovgiveren og tilsynsmyndigheden hverken ville have haft indflydelse på endsige gyldige tilgængelige oplysninger om i 1997. En fornuftig privat investor ville ikke have været uvidende om den stort set manglende likviditet i sin investering. Det følger heraf, at en fornuftig privat investor ville have taget højde for denne omstændighed, da han traf beslutning om at investere eller ikke. Denne mangel på likviditet kan gøre en eventuel stigning i virksomhedens værdi mindre interessant. |
(181) |
I øvrigt skal, som det er angivet i betragtning 144, det markedsøkonomiske investorprincip primært testes ved hjælp af de oplysninger og dokumenter, der fremsendes af medlemsstaten i en situation, hvor beslutningen allerede er truffet, eftersom det er medlemsstaten, som hævder, at det er denne dokumentation og ikke andre hypotetiske elementer eller endda oplysninger, som er i strid med det fremsendte, som medlemsstaten har taget i betragtning. Men Domstolen kræver, at anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip støtter sig på de evalueringer, der kunne foretages fremadrettet på tidspunktet for beslutningstagningen (jf. præmis 105 i dommen af 5. juni 2012). Således hævdede de franske myndigheder i 1997, at EDF's status, som ikke tillod udstedelse og salg af aktier i EDF, ville blive opretholdt som en stabil reference, herunder i et liberaliseret indre marked (jf. betragtning 95). At anvende hypoteser, der strider mod de franske myndigheders påstand, er det samme som at foretage testen i en situation, som ikke er den mest sammenlignelige med den, som medlemsstaten befinder sig, hvilket er i strid med, hvad der kræves ifølge retspraksis (jf. betragtning 126). |
(182) |
Selv om man antager af hensyn til analysen, at en fornuftig privat investor i sin beslutning om at foretage den påståede investering havde kunnet tage højde for en fremtidig værdistigning af sin investering på en ukendt dato oven i den normalt tilbudte rentabilitet, ville investoren ikke desto mindre som hypotese have valgt virksomhedens kapacitet til at generere udbytte på langt sigt og dermed have fulgt den tidshorisont, der gjaldt for den franske stat som ejer af EDF siden 1946. For at vurdere værdien af sin ejendomsret i EDF ville den fornuftige private investor have fravalgt den regnskabsmæssige værdi af virksomhedens nettoaktiver, selv om han fokuserede på gældsnedbringelsen og genereringen af midler, som de franske myndigheder fremhæver (jf. betragtning 84). Værdien af aktiverne, investeringsbeløbene eller gældsnedbringelsen falder ikke nødvendigvis sammen med den reelle økonomiske værdi med henblik på at fastsætte en transaktionspris. Man bør således ikke hæfte sig ved, at den fulde tilbagebetaling af EDF's gæld i 1997 ville have krævet beløb, som langt oversteg EDF's egenkapital (jf. betragtning 177). På langt sigt er en virksomheds værdi et resultat af dens evne til at generere værdi for aktionæren i form af udbytter eller en værdiforøgelse af kapitalen snarere end den regnskabsmæssige værdi af dens aktiver eller ejendom. |
(183) |
Blandt de forskellige metoder, der anvendes inden for finansiering til at vurdere offeromkostningen ved eller den nødvendige rentabilitet af en omsættelig ejendomsret i en virksomheds kapital, er den hyppigst anvendte den såkaldte MEDAF (model for evaluering af finansielle aktiver, på engelsk Capital Asset Pricing Model »CAPM«) (36). Som vist i tabel 5 opnår man ved anvendelse af MEDAF på en investering i EDF's kapital i 1997 en målværdi for den nødvendige rentabilitet på ca. 12 % (der kan komme op på 13,4 %) for et likvidt aktiv som en EDF-aktie. Men denne målværdi bør ses som en minimumsværdi. Den forudsætter, at en ejendomsret i EDF såsom en aktie ikke blot var mulig og kunne overdrages, men også at der var et likvidt marked, mens staten ejede 100 % af kapitalen, og EDF ikke kunne udstede aktier. Til den nødvendige rentabilitet for et likvidt aktiv skal der lægges en præmie på mellem 0,5 og 1,5 % (37) for at afspejle den store usikkerhed, som udspringer af de faktorer, der blev undersøgt i betragtning 179 og 180 med hensyn til EDF-papirernes likviditet, og som kunne præge en fornuftig privat investor i 1997. |
(184) |
Under alle omstændigheder er gyldigheden af størrelsesordenen 12 % uden likviditetspræmie tæt på om end mindre end den løbende rentabilitet af egenkapitalen på 14 %, som EDF ydede til den franske stat mellem 1991 og 1996 (jf. betragtning 102, tabel 3). Det er normalt af den reelt opnåede rentabilitet, at forventningen om den fremtidige rentabilitet udspringer. Gyldigheden af denne størrelsesorden på 12 % underbygges også af anvendelsen af andre parametre ud fra tilgængelige tal fra daværende periode, herunder dem, som blev brugt til undersøgelsen, der blev udført for EDF's regning jf. betragtning 70, som fastsætter en målværdi inden for et spænd på mellem 11,9 % og 13,5 % med et gennemsnit på 12,7 %. Når resultaterne af analysen ikke ændrer sig med en likviditetspræmie på over målrentabiliteten på ca. 12 % eller ved anvendelse fra 1997 og frem af de 14 % i reel rentabilitet fra den nærmeste fortid, er det ikke nødvendigt at tage højde for denne præmie og den reelle rentabilitet. Tabel 5 Nødvendig målrentabilitet for en investering i aktier i EDF i 1997: beregningsværdier
|
(185) |
For at træffe sin investeringsbeslutning i 1997 ville en fornuftig privat investor i en situation, som var så tæt som muligt på de franske myndigheders, have valgt de systematiske skøn over EDF's fremtidige resultater, som var godkendt af de kompetente myndigheder og valgt som finansieringsscenarie, sådan som de fremgår af EDF's forventede resultatopgørelse for perioden 1997-2000 (jf. betragtning 90-92, tabel 1, betragtning 97). Skattefritagelsen repræsenterede 11 % af EDF's kapital og kapitaltilførsler på 53,3 mia. FRF i 1997 efter omstruktureringen af balancen. Det kan derfor formodes, at investeringen gav ret til at modtage 11 % af udbytterne (forrentning af kapitaltilførslerne som anslået i tabel 1 og 4) og værdien af EDF. Til at fastslå denne værdi skal der anvendes en model til beregning af en virksomheds værdi på langt sigt, nemlig dividendemodellen, på engelsk dividend discount model »DDM« (38). |
(186) |
Resultaterne af DDM-analysen af en investering på 5,88 mia. FRF på basis af de dividender, der forventes ifølge EDF's forventede resultatopgørelse 1997-2000 (forrentning af kapitaltilførsler og supplerende forrentning i tabel 1) præsenteres i tabel 6 med angivelse af den interne forrentning (IF) af pengestrømmene og en nettonutidsværdi (NNV) for målrentabiliteten på 12 %, 6,35 % og 5,58 % (39). Disse resultater er beregnet for et referencescenarie baseret på aktuel analysepraksis (tabel 6.1) med tre mindre plausible følsomhedsanalyser, som løsner referencescenariets hypoteser og dermed simulerer en større rentabilitet for aktionæren end referencescenariet (tabel 6.2, 6.3 og 6.4). Tabel 6 Skøn over rentabiliteten (NNV) af en investering på 5,88 mia. FRF ved hjælp af DDM-modellen på basis af EDF's forventede resultatopgørelse 1997-2000 (tabel 1) (mia. FRF) 6.1. Centralt scenarie (Forventet vækst i dividenderne ultimo perioden 1999-2000)
6.2. Følsomhed 1 (ɗ dividender = 4,51 % i årlig sats 1997/2000)
6.3. Følsomhed 2 (Centralt scenarie + tilføjelse af 11 % kvasiegenkapital)
6.4. Følsomhed 3 (Følsomhed 1 + tilføjelse af 11 % kvasiegenkapital)
|
(187) |
Det fremgår af skønnene i tabel 6, at hvis beløbet på 5,88 mia. FRF i påstået investering havde give ret til at disponere over en forholdsmæssig andel af dividenden og værdien af EDF, havde transaktionen vist en meget negativ nettonutidsværdi (– 3,43 mia. FRF). For at investeringen kunne have finansiel interesse for en privat markedsøkonomisk investor med den hyppigst valgte hypotese (tabel 6.1), ville det have været nødvendigt, at en fornuftig privat investor var tilfreds med en forrentning, som var meget lavere end en offeromkostning ved kapitalen på 12 % for en investering i likvide aktier i EDF, endda også lavere end renten på franske 30-årige (6,35 %) og 10-årige (5,58 %) statsobligationer i 1997. Men en fornuftig privat investor ville åbenlyst ikke have foretaget investeringen på disse vilkår. |
(188) |
Disse konklusioner ændrer sig ikke kvalitativt ved anvendelse — for at teste følsomheden — af andre hypoteser, der, om end de er mindre plausible, yderligere fremmer den påståede investering (tabel 6.2-6.4) (40). Under alle omstændigheder er den tilbudte rentabilitet lavere end 12 %, endda også lavere end renten i 1997 på franske statsobligationer med 30 års og 10 års løbetid. Endelig ville en undersøgelse af andre tilgængelige variabler over EDF's forventede resultatopgørelse såsom prognoser for indtægter, resultater af primær virksomhed eller nettoresultat (jf. betragtning 166-168) ikke have gjort det muligt for en fornuftig privat investor at forvente en fuldstændig ændret tendens i retning af bedre forrentning eller værdistigninger for staten som aktionær. Disse tendenser, der i 1997 var forudsigelige og forventede, understøtter atter konklusionerne og udvidelsen heraf til perioden efter 2000, som en fornuftig privat investor kunne forvente i 1997 ud fra de oplysninger, som de franske myndigheder har fremsendt. |
(189) |
Selv under antagelse af, at den fornuftige private investor havde håbet på en kapitalgevinst oven i EDF's regelmæssige rentabilitet, hvilket intet tyder på i de oplysninger og dokumenter, som de franske myndigheder har fremsendt, og som det oven i købet ville have været for risikabelt at håbe på i betragtning af EDF's status i 1997, er det udelukket, at denne investor havde foretaget den påståede investering. Under disse omstændigheder viser anvendelsen af testen af det markedsøkonomiske investorprincip, at selv om skattefritagelsen på 5,88 mia. FRF i realiteten havde været en investeringsbeslutning truffet af staten som aktionær, ville denne transaktion ikke være blevet gennemført af en fornuftig privat investor, der havde de oplysninger til sin rådighed, som de franske myndigheder har fremført. |
(190) |
I denne henseende modsiger fakta EDF's bemærkninger (jf. betragtning 71) om, at skattefritagelsen ikke havde nogen begrænsende virkning for konkurrencen eller gav EDF en fordel, eftersom EDF under alle omstændigheder kunne have fundet tilsvarende finansiering på kapitalmarkederne Det står fast, at EDF ikke kunne udstede aktier til salg på markederne for at skaffe sig det omhandlede beløb. Selv om EDF uden tvivl kunne have fundet en udlåner, ville lånet eller den tilsvarende obligationsemission efter al sandsynlighed have skullet forrentes til en højere sats end den, som den franske stat regnede med for kapitaltilførslerne til EDF i perioden 1997-2000, og højere end satsen for den tilsvarende refinansieringsomkostning ved statsobligationerne i 1997. Hvis EDF havde kunnet disponere over et tilsvarende beløb som hovedstol, ville de afholdte finansieringsomkostninger have været større end finansieringsomkostningerne ved den påståede investering. Selv da og uden at tage højde for en indløsning af hovedstolen, som EDF ikke var forpligtet til med beløbet for skattefritagelsen eller det tilsvarende beløb i kapitaltilførsel i 1997, ville foranstaltningen have givet EDF en økonomisk fordel ved at nedbringe virksomhedens finansieringsomkostninger. |
(191) |
Selv om det markedsøkonomiske investorprincip havde været anvendeligt, er det ud fra anvendelsen af testen af det markedsøkonomiske investorprincip på grundlag af den dokumentation, som de franske myndigheder har fremsendt til belysning af udsigterne for rentabiliteten og de risici, der er knyttet til den påståede investering i form af skattefritagelse, muligt at konkludere, at en fornuftig privat investor ikke ville have investeret et beløb lig med den skyldige skat i kapitalforhøjelsen i EDF i 1997. |
(192) |
EDF's manglende betaling af 5,88 mia. FRF i selskabsskat forekommer ikke at være en produktiv investering foretaget af staten som aktionær ved anvendelse af det markedsøkonomiske investorprincip. Den forekommer snarere at være en undtagelsesvis og enkeltstående skattefritagelsesforanstaltning, som har skaffet EDF en økonomisk fordel svarende til beløbet for den ubetalte skat. En sådan fordel styrker nødvendigvis EDF's stilling i forhold til virksomhedens konkurrenters, eftersom egenkapitalbeløbet blandt andre faktorer bestemmer en virksomheds kapacitet og eksterne finansieringsvilkår, mens de således sparede midler i øvrigt har kunnet bruges til andre formål såsom bl.a. investeringen i Frankrig eller andre medlemsstater, hvor konkurrenterne drev virksomhed i 1997. |
(193) |
Den økonomiske fordel medfører dermed en fordrejning af konkurrencen i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF. Fordelen er selektiv, idet den manglende betaling af selskabsskat af en del af de regnskabsmæssige henlæggelser udgør en undtagelse i forhold til den normale skattemæssige behandling af en sådan transaktion, og denne undtagelse i det foreliggende tilfælde blev anvendt alene på EDF. |
9.2. STATSMIDLER
(194) |
Støttebegrebet dækker ikke kun positive ydelser som tilskud, men ligeledes ethvert indgreb fra de offentlige myndigheders side, der lemper de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget, og hvis virkninger kan sidestilles med støtte (41). Ifølge Domstolens faste retspraksis (42) sidestilles statens manglende opkrævning af skyldig skat med forbrug af statsmidler. |
(195) |
Denne manglende opkrævning af den samlede skyldige selskabsskat for regnskabsåret 1997 udspringer direkte af skattemæssige bestemmelser, der er vedtaget af de franske myndigheder til gennemførelse af en statslig akt, nemlig lov nr. 97-1026 af 10. november 1997. |
9.3. KONKURRENCEFORDREJNING OG INDVIRKNING PÅ SAMHANDELEN MELLEM MEDLEMSSTATERNE
(196) |
Siden sin oprettelse i 1946 og frem til direktiv 96/92/EF trådte i kraft, har EDF nydt godt af en monopolsituation på det franske marked med eneret på transport, distribution samt import og eksport af elektricitet. Imidlertid var EDF allerede i konkurrence med producenter fra andre medlemsstater før ikrafttrædelsen af direktiv 96/92/EF. Desuden var der fri konkurrence på de tilhørende markeder, som ikke var omfattet af enerettigheder, og hvortil EDF allerede havde diversificeret sine aktiviteter ud over sine enerettigheder, både geografisk og sektormæssigt. Der var således tale om påvirkning af konkurrencen og samhandelen længe inden liberaliseringen i henhold til direktiv 96/92/EF. |
(197) |
Medlemsstaternes samhandel med elektricitet var omfattende og stigende, og EDF var en aktiv deltager. Denne samhandel blev styrket med vedtagelsen af Rådets direktiv 90/547/EØF (43) og fandt sted på grundlag af handelsaftaler mellem de forskellige operatører på medlemsstaternes højspændingsnet. I de europæiske OECD-lande steg importen af elektricitet med gennemsnitligt 7 % om året mellem 1980 og 1990. Fra 1981 til 1989 forøgede EDF overskuddet på sin handelsbalance for elektricitet med faktor 9 og nåede op på en nettoeksport på 42 TWh svarende til 10 % af den samlede produktion. I 1985 eksporterede EDF allerede 19 TWh til andre medlemsstater. |
(198) |
Før direktiv 96/92/EF trådte i kraft i februar 1999, havde nogle medlemsstater allerede ensidigt indført foranstaltninger med henblik på at åbne deres elmarkeder. Navnlig havde Det Forenede Kongerige åbnet sit marked 100 % for store industrikunder i 1990. Sverige åbnede sit marked 100 % i 1996, Finland begyndte at åbne sit marked i 1995 og nåede 100 % i 1997, Tyskland åbnede sit marked 100 % i 1998, og Nederlandene åbnede sit marked helt for industrikunder i 1998. Allerede forud for den i direktivet fastsatte dato for indførelsen af fri konkurrence kunne statsstøtte til virksomheder med en monopolstilling i en medlemsstat, der deltog aktivt i samhandelen inden for EU, hvilket var tilfældet for EDF, i denne situation påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. |
(199) |
I sin årsberetning for 1997 anførte EDF, at virksomheden befandt sig »blandt de førende internationale operatører inden for elsektoren med investeringer på over 13 mia. FRF uden for Frankrig, en produktionspark, hvis installerede effekt udgør tæt på 11 % af den franske park og mere end 8 mio. kunder«. I årsberetningen understregedes det ligeledes, at EDF i 1997 havde »mangedoblet og styrket sine investeringer i Europa gennem en udbygning af sin tilstedeværelse i Østrig og Polen« og »eksporteret mere end 70 TWh til Europa«. Denne eksport blev leveret i konkurrence med alternative leverandører på de berørte markeder. |
(200) |
I henhold til serviceaftalen 1997-2000, som staten og EDF underskrev den 8. april 1997, skulle EDF bruge omkring 12-13 mia. FRF på internationale investeringer, hvor regionerne i Europa var blandt hovedprioriteterne. Mellem 2000 og 2002 havde EDF købt en tredjedel af kapitalen i den tyske virksomhed EnBW, øget produktions- og distributionskapaciteten i sit britiske datterselskab London Electricity, overtaget den direkte kontrol med den italienske virksomhed Fenice og indgået et partnerskab med Fiat om køb af Montedison (som nu er blevet til Edison). |
(201) |
I 1997 samlede SDS, et datterselskab 100 % ejet af EDF, sine aktiviteter vedrørende levering af tjenesteydelser til privatkunder, virksomheder og lokale myndigheder. SDS drev virksomhed inden for affaldsbehandling, gadebelysning og andre tjenesteydelser vedrørende energi og ydede et bidrag til omsætningen svarende til 685 mio. EUR i 1998 mod 650 mio. EUR i 1997. I 2000 etablerede EDF et partnerskab med Veolia Environment gennem selskabet Dalkia, som er førende i Europa inden for energitjenesteydelser til virksomheder og lokale myndigheder. Selskabet tilbyder konstruktions- og anlægstjenesteydelser samt vedligeholdelse på energiområdet, forvalter varmeanlæg og tekniske tjenester vedrørende driften af bygninger og varetager driften af varmenet, kraftvarmenet samt produktionsenheder til energi og industrielle væsker. |
(202) |
EDF har ligeledes udviklet sine aktiviteter på markedet for vedvarende energikilder. I 1997 samlede holdingselskabet CHART, et datterselskab 100 % ejet af EDF, sine aktiviteter på området for vedvarende energikilder som jordvarme og vindenergi. Selskabets bidrag til koncernomsætningen var da på 70 mio. EUR. |
(203) |
Endelig har EDF som producent og distributør af elektricitet været og er stadig i konkurrence med leverandører af andre erstatningsenergikilder som kul, olie og gas, både på det nationale og på de internationale markeder. I Frankrig har EDF f.eks. haft succes med en kampagne, der skal tilskynde til øget brug af elektricitet til opvarmning. EDF har således øget sin markedsandel i forhold til sine konkurrenter, som leverer erstatningsenergikilder som olie eller gas. Inden for stålsektoren konkurrerer elektriske ovne med gas- eller oliefyrede ovne. Det følger heraf, at en foranstaltning som den omhandlede kan fordreje den konkurrence, der foregik med de alternative leverandører, f.eks. Gaz de France. |
(204) |
EDF optog således en vigtig plads i elektricitetshandelen mellem medlemsstaterne i 1997, mens elektricitetsmarkedet i Frankrig i dag er helt åbent med masser af europæiske leverandører til stede. Det lader således til, at EDF allerede i 1997 var veletableret på visse markeder i andre medlemsstater, og at støtten som følge af EDF's manglende betaling af selskabsskat på en del af de skattefrie regnskabsmæssige henlæggelser til udskiftning af RAG nødvendigvis måtte påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
(205) |
Ovenstående overvejelser blev fremlagt i udvidelsesafgørelsen. Hverken Frankrig eller EDF bestred i deres bemærkninger, at støtten kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. |
(206) |
For så vidt som de fire kriterier i artikel 107, stk. 1, i TEUF er opfyldt, udgør EDF's manglende betaling af selskabsskat af en del af de skattefrie regnskabsmæssige henlæggelser til udskiftning af højspændingsforsyningsnettet statsstøtte. Herefter skal støttens forenelighed med det indre marked undersøges. |
10. VURDERING AF STØTTENS FORENELIGHED MED DET INDRE MARKED
(207) |
I artikel 107, stk. 1, i TEUF hedder det, at støtte, der opfylder de deri definerede kriterier, i princippet er uforenelig med det indre marked. Ifølge fast retspraksis tilkommer det medlemsstaten at fremføre enhver type grund til og dokumentation for, at en statsstøtte er forenelig med det indre marked (44). I det foreliggende tilfælde har Den Franske Republik hverken gjort nogen grund gældende eller fremlagt nogen dokumentation i den henseende. |
(208) |
Undtagelserne i artikel 107, stk. 2, i TEUF kan ikke finde anvendelse i denne sag på grund af støttens art, idet den ikke har til formål at forfølge de mål, der nævnes i dette stykke. |
(209) |
Den omhandlede støtte opfylder heller ikke betingelserne for undtagelserne i artikel 107, stk. 3, litra a) og c), i TEUF om støtte til udviklingen af bestemte områder, da der oven i købet er tale om driftsstøtte. Den er da heller ikke betinget af investeringer eller skabelse af arbejdspladser som krævet i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (45). |
(210) |
I artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF bestemmes ligeledes en undtagelse for støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. I den foreliggende sag falder den undersøgte støtte ikke inden for rammerne af denne undtagelse. Denne undtagelse fra gældende skatteret, som kun gavner en enkelt virksomhed, kan ikke anses for at fremme udviklingen af en erhvervsgren. Dens eneste formål er således at hjælpe en virksomhed ved at reducere dens driftsudgifter. |
(211) |
Med hensyn til undtagelserne i artikel 107, stk. 3, litra b) og d), i TEUF har den omhandlede støtte ikke til formål at fremme virkeliggørelsen af et projekt af fælles interesse eller at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af den franske økonomi eller at fremme kulturen og bevare kulturarven. |
(212) |
Dermed er kriterierne for forenelighed med det indre marked i artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF ikke opfyldt. Hvad angår kompensation for omkostninger til offentlig tjeneste, har de franske myndigheder i øvrigt ikke påberåbt sig anvendelsen af artikel 106, stk. 2, i TEUF i forbindelse med skattefordelen, men de har understreget, at EDF leverer offentlige tjenesteydelsesopgaver. De franske myndigheder har imidlertid ikke fremlagt nogen vurdering af EDF's udgifter som følge af disse opgaver. Kommissionen kan således ikke fastslå, hvorvidt den pågældende skattefordel kompenserer for den eventuelle meromkostning ved leveringen af de offentlige tjenesteydelsesopgaver, som virksomheden er pålagt. Selv om den manglende skattebetaling skulle betragtes som kompensation for levering af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, er det under alle omstændigheder ikke fastslået, at en sådan kompensation var blevet defineret på forhånd ifølge gennemsigtige og objektive kriterier og beregnet ud fra en effektivt drevet virksomheds omkostninger. |
(213) |
I den foreliggende sag er det således ikke muligt at undersøge, hvorvidt betingelserne i Altmark-dommen (46), som giver mulighed for at holde sig ude af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF, er overholdt, eller at undersøge kriterierne for anvendelse af artikel 106, stk. 2, i TEUF, som de franske myndigheder i øvrigt ikke påberåber sig. |
(214) |
På grundlag af ovenstående betragtninger forekommer det, at den undersøgte støtte udgør driftsstøtte, hvilket indebærer en styrkelse af EDF's konkurrencesituation i forhold til konkurrenterne. På disse betingelser er den uforenelig med det indre marked. |
(215) |
Desuden finder Kommissionen i modsætning til de franske myndigheder ikke, at forældelsesbestemmelsen finder anvendelse på det foreliggende tilfælde. EDF har ganske vist foretaget skattefrie henlæggelser mellem 1987 og 1996. Det skal imidlertid på den ene side bemærkes, at fejlkorrektioner, som pr. definition vedrører bogføringen af tidligere transaktioner, ifølge Conseil national de comptabilité skal bogføres i resultatet for det regnskabsår, hvor de konstateres, og på den anden side, at loven om, at koncessionsafgifter skal omposteres som kapitaltilførsel og fritages for selskabsskat, stammer fra den 10. november 1997. Skattefordelen stammer således fra 1997, og forældelsen finder ikke anvendelse på ny støtte, der udbetales på denne dato, idet Kommissionens første akt om denne foranstaltning stammer fra 10. juli 2001. I medfør af artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 afbryder den formelle undersøgelsesprocedure i øvrigt forældelsesfristen. |
11. KONKLUSION
(216) |
Kommissionen fastslår, at Frankrig ulovligt har iværksat den omhandlede støtte i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF. Kommissionen mener, at fritagelsen for betaling af en selskabsskat på 5 882 849 762 FRF i forbindelse med omposteringen til kapitaltilførsel i henhold til lov nr. 97-1026 af regnskabsmæssige henlæggelser svarende til allerede gennemførte udskiftningsarbejder i højspændingsforsyningsnettet for 14 119 065 335 FRF udgør en ulovlig støtte, der er uforenelig med det indre marked. |
(217) |
I medfør af artikel 108, stk. 2, i TEUF har Kommissionen, så snart den fastslår, at en støtte er uforenelig med det indre marked, beføjelse til at pålægge den berørte medlemsstat at afskaffe eller ændre den pågældende støtte. I artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 bestemmes: »I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, i det følgende benævnt »beslutning om tilbagebetaling«. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen«. |
(218) |
Ved at kræve, at den pågældende medlemsstat tilbagesøger den støtte, der er uforenelig med det indre marked, søger Kommissionen at genoprette den oprindelige situation (47). I denne forbindelse mener Domstolen, at målet er nået, når støttemodtagerne har tilbagebetalt den ulovligt ydede støtte og dermed har mistet den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne. Således genoprettes situationen, som den var før udbetalingen af støtten (48). |
(219) |
I den foreliggende sag er tilbagesøgning af den således konstaterede ulovlige støtte ikke i modstrid med et generelt princip i EU-retten. Hverken Frankrig eller interesserede tredjeparter har fremsat argumenter i den henseende. |
(220) |
Det følger heraf, at Frankrig skal træffe alle nødvendige forholdsregler til tilbagesøgning hos EDF af den ulovligt udbetalte støtte i form af fritagelsen for betaling af en selskabsskat på 5 882 849 762 FRF i forbindelse med omposteringen til kapitaltilførsel af en del af henlæggelserne på 14 119 065 335 FRF. |
(221) |
I forbindelse med denne tilbagesøgning skal de franske myndigheder i øvrigt til støttebeløbet føje løbende tilbagesøgningsrente fra den dato, den omhandlede støtte blev stillet til rådighed for virksomheden, nemlig forfaldsdatoen for betaling af selskabsskat af regnskabsåret 1997, og indtil den faktiske tilbagebetaling er sket (49), i overensstemmelse med kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (50). |
(222) |
Ifølge forpligtelsen til loyalt samarbejde, der påhviler Frankrig i forbindelse med tilbagesøgningsproceduren, skal dette beløb bestemmes nærmere i løbet af proceduren på grundlag af den dokumentation, som fremsendes af de franske myndigheder, og som bl.a. skal tage højde for vekselkurserne mellem ECU/EUR og franske francs (FRF), der eventuelt gjaldt for EDF's betalinger af selskabsskat i løbet af 1997 og for tilbagebetalingen til EDF af støtte efter annullationen af den første negative afgørelse i 2009. I det foreliggende tilfælde påløber der da heller ikke renter i den periode, hvor støtten ikke længere var til virksomhedens rådighed, nemlig perioden mellem EDF's faktiske tilbagebetaling af støtten til Frankrig og refusionen til EDF. De eventuelle renter, som Frankrig har betalt til EDF, skal dog tages i betragtning. |
(223) |
De franske myndigheder skal tilbagesøge ovennævnte beløb inden for en frist på fire måneder at regne fra datoen for nærværende afgørelses meddelelse. |
(224) |
Ifølge fast retspraksis kan en medlemsstat, der støder på uforudsete eller uforudsigelige problemer eller opdager virkninger, som Kommissionen kan have overset, fremlægge disse problemer for Kommissionen sammen med forslag til passende ændringer, så Kommissionen kan overveje dem. I så fald skal Kommissionen og den berørte medlemsstat samarbejde i god tro med henblik på at finde en løsning under fuld iagttagelse af bestemmelserne (51) i TEUF. |
(225) |
Kommissionen beder derfor Frankrig om straks at forelægge den ethvert problem, der måtte opstå under efterlevelsen af nærværende afgørelse. |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Fritagelsen fra betaling af selskabsskat, som blev ydet til Electricité de France for et beløb af 5 882 849 762 franske francs, og som vedrørte omposteringen som kapital af henlæggelser svarende til modværdien af de af RAG omfattede koncessionerede aktiver, udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.
2. Den i stk. 1 nævnte støtte, som Den Franske Republik ulovligt har iværksat, er uforenelig med det indre marked.
Artikel 2
1. Den Franske Republik har pligt til at tilbagesøge modværdien i euro af den i artikel 1 omhandlede støtte hos støttemodtageren.
2. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er tilbagebetalt.
3. Beløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EF) nr. 794/2004.
Artikel 3
1. Tilbagesøgningen af den i artikel 1 omhandlede støtte iværksættes omgående og effektivt.
2. Den Franske Republik sikrer, at denne beslutning efterkommes senest fire måneder efter meddelelsestidspunktet.
Artikel 4
1. Senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning sender Den Franske Republik Kommissionen følgende:
a) |
det samlede beløb (hovedstol og renter), som støttemodtageren skal tilbagebetale |
b) |
en detaljeret beskrivelse af, hvilke foranstaltninger der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme denne afgørelse, og |
c) |
dokumentation for, at støttemodtageren har fået påbud om at tilbagebetale støtten. |
2. Den Franske Republik holder Kommissionen underrettet om udviklingen i de foranstaltninger, der på nationalt plan træffes for at efterkomme denne beslutning, indtil den støtte, der er tildelt i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, er fuldt tilbagebetalt. Frankrig indsender på Kommissionens anmodning straks oplysninger om de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme afgørelsen, samt meddeler yderligere detaljer vedrørende de støttebeløb og renter, som modtageren allerede har tilbagebetalt.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til Den Franske Republik.
Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2015.
På Kommissionens vegne
Margrethe VESTAGER
Medlem af Kommissionen
(1) Med virkning fra 1. december 2009 er EF-traktatens artikel 87 og 88 blevet til henholdsvis artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«). De to sæt bestemmelser er i det væsentlige identiske. I denne afgørelse skal henvisninger til artikel 107 og 108 i TEUF efter omstændighederne forstås som henvisninger til EF-traktatens artikel 87 og 88. Med TEUF er der også indført visse terminologiske ændringer, f.eks. er »Fællesskab« erstattet med »Union«, »fællesmarkedet« med »det indre marked« og »Retten i Første Instans« med »Retten«. Det er TEUF-terminologien, der anvendes i denne afgørelse.
(2) EFT C 280 af 16.11.2002, s. 8.
(3) EUT L 49 af 22.2.2005, s. 9.
(4) Rettens dom af 15. december 2009 i sag T-156/04, EDF mod Kommissionen, Sml. 2009 II, s. 4503.
(5) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318.
(6) EUT C 186 af 28.6.2013, s. 73.
(7) De franske myndigheders svar af 23. december 2013, punkt 71 og 72.
(8) Særrapport om EDF's koncessioner nr. 1993 af 10. oktober 1994.
(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EFT L 27 af 30.1.1997, s. 20).
(10) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).
(11) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 84.
(12) »Does the 1997 recapitalisation of EDF by the French State meet the private investor test? (Opfylder den franske stats rekapitalisering af EDF i 1997 det markedsøkonomiske investorprincip?«). Endelig rapport af 15. oktober 2013.
(13) Serviceaftale mellem staten og EDF for 1997-2000, underskrevet den 8. april 1997.
(14) Brev af 12. juli 1996 fra økonomi- og finansministeren og industri-, post- og telekommunikationsministeren til EDF's bestyrelsesformand, brev af 22. april 1997 fra økonomi- og finansministeren, den delegerede budgetminister og industri-, post- og telekommunikationsministeren til EDF's bestyrelsesformand.
(15) Brev fra EDF's finansdirektør til chefen for afdelingen for finansiering og kapitalandele under Trésor (finansministeriet) af 19. februar 1997, analysenotat fra EDF af 27. juli 1996 om forrentning til aktionæren, fremsendt til senatet den 15. september 1997.
(16) Begrundelse for artikel 45 i lovforslaget om diverse bestemmelser af økonomisk og finansiel art, vedtaget i ministerrådet den 5. april 1997, rapport fra Assemblée nationales finans-, økonomi- og planudvalg forelagt af medlem Didier Migaud, af 10. september 1997 om lovforslag nr. 201 om akutte skatte- og finansforanstaltninger (forkortet MUFF), rapport fra senator Alain Lambert om lovforslaget om akutte skatte- og finansforanstaltninger fremlagt den 24. september 1997, tale af økonomi-, finans- og industriministeren ved fremlæggelsen af MUFF-lovforslaget for senatet den 2. oktober 1997.
(17) Oplysning, som er omfattet af tavshedspligt.
(18) Aftalen henviser til direktiv 96/92/EF. Dette direktiv rummede i lighed med det efterfølgende direktiv ingen regler om selskabsstatus for det indre markeds producenter, transportører eller distributører af elektricitet.
(19) Ændringerne vedrørende overførsel er strengt taget ikke en del af virkningerne af artikel 4, men blot en logisk konsekvens.
(20) Rentabiliteten for staten som aktionær forklares ved det beskedne kapitalgrundlag på 36 mia. FRF (nævneren i gældsgraden) og størrelsen af de regnskabsmæssige henlæggelser. Efter bogføringen af disse og indtil 1996 blev EDF's årlige nettoresultat negativt. Den negative overførsel på resultatopgørelsen gav sig udslag i et indhug i egenkapitalen på balancen på 24,2 mia. FRF (jf. tabel 2, kolonnen »Ultimo 1996«, som viser, hvordan EDF's egenkapital blev udhulet af en negativ overførsel på 20,2 mia. FRF før ændringen, der blev indført ved artikel 4 i lov nr. 97-1026). Eftersom der ikke blev opkrævet skat af de negative resultater, opstod den meget positive rentabilitet for staten som aktionær på bekostning af staten som skatteudskrivningsmyndighed.
(21) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 82.
(22) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 83.
(23) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 84.
(24) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 104.
(25) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 86.
(26) Dom i sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF, EU:C:2012:318, præmis 95.
(27) Oxera-undersøgelsen, punkt 3.3, 3.24-3.25.
(28) Oxera-undersøgelsen, tabel A2.2.
(29) Oxera-undersøgelsen, punkt 3.3
(30) Oxera-undersøgelsen, punkt 3.3, 3.15, tabel 3.2, tabel 3.8 for beta-koefficienten og bilag 5.
(31) Oxera-undersøgelsen, punkt 3.5, 3.13, 3.20 til 3.23.
(32) Årligt gennemsnit for den daglige toneangivende rente på 30-årige og 10-årige franske statsobligationer, kilde Banque de France: referencesats på skatkammerbeviser (bons du Trésor) og ombyttelig statsobligation (OAT), http://www.banque-france.fr/economie-et-statistiques/changes-et-taux.
(33) Relevansen af at beregne rentabiliteten af virksomhedens samlede egenkapital i anlægsaktiver i forhold til den kapital, der var investeret i form af kapitaltilførsler, bekræftes af det forhold, at man i aftalen mellem staten og EDF for perioden 2001-2003 begrænsede forrentningen til staten, der var fastlagt i procent (37,5 %) af nettoresultatet, til et interval mellem minimum 1,5 % og maksimum 4,5 % af egenkapitalen som beregningsgrundlag. Svar fra de franske myndigheder af 23. december 2013, punkt 53.
(34) EDF's årsrapport 1997, s. 103.
(35) Ved artikel 2 i beslutningen af 16. december 2003 (C(2003) 4637fin) (EUT L 49 af 22.2.2005, s. 9), besluttede Kommissionen ikke at fremsætte indvendinger mod reformen af den pensionsordning, som gjaldt for el- og gassektoren, og som EDF var underlagt. Denne reform bevirkede en overførsel til det generelle socialsikringssystem af pensionsudgifterne og -forpligtelserne i den særlige ordning for EDF's personale og personalet i andre virksomheder under ordningen.
(36) Denne model vurderer målrentabiliteten, som en investor kræver af en virksomheds kapital (k), som resultatet af, at der til rentabiliteten af et finansielt aktiv, der anses for risikofrit eller lavrisikabelt, nemlig en statsobligation på et referencefinansmarked (rf), føjes en markedsrisikopræmie, der afspejler den mere risikable karakter af en investering i aktier (Km – rf) multipliceret med en specifik risikokoefficient for aktien i den pågældende virksomhed (β), som helst skal være virksomheden selv og ellers sammenlignelige virksomheder, der bruges som reference. Parameter β skal vurderes for en virksomhed uden gæld (gearing) for at måle den iboende risiko ved virksomheden(s aktie) i forhold til markedet. Modellen er k = rf + β × (Km – rf). Kommissionen anvendte MEDAF til at vurdere den nødvendige rentabilitet af kapitalinvesteringerne i en virksomhed, godkendt af Den Europæiske Unions Ret i sag T-319/12, Spanien mod Kommissionen, »Ciudad de la Luz«, EU:T:2014:604, præmis 48-66. En fyldigere beskrivelse findes i Vernimmen et alii, »Corporate Finance«, John Wiley & Sons ed. 2. udgave, 2009, kap. 22; resultaterne af undersøgelserne af frekvensen af anvendelsen af evalueringsmetoderne jf. s. 460. Det teoretiske grundlag og en numerisk anvendelse af MEDAF på det foreliggende tilfælde er også med i Oxera-undersøgelsen, som EDF betalte (jf. betragtning 70), se navnlig bilag I.
(37) Vernimmen et alii, »Corporate Finance«, John Wiley & Sons ed. 2. udgave, 2009, s. 433-434.
(38) DDM repræsenterer værdien af virksomheden ud fra (senest) udbetalt dividende (Dt), stigningsgraden i dividenderne (ɗD) og målforrentningen eller offeromkostningerne ved kapitalen (K) ifølge formlen Vr = Dt (1 + ɗD)/(K – ɗD). DDM bruges også i Oxera-undersøgelsen, der blev udført for EDF's regning (punkt 3.27-3.31, tabel 3.4), men med andre og for visses vedkommende meget urealistiske værdier. Oxera-undersøgelsen bruger en stigningsgrad i dividenderne på 9,3 % om året. Stigningsgrader for dividende forbindes med virksomhedens vækst i en livstidsberegning som DDM. Stigningsgrader på 9,3 %, som er langt over inflationen og væksten i BNP på langt sigt, indebærer, at EDF på sigt lagde beslag på hele det franske bruttonationalprodukt.
(39) En negativ nettonutidsværdi for en given rentesats (aktualisering-finansiering) tyder på, at investeringen ikke er rentabel til denne rentesats. Den interne forrentning (positiv — IF) angiver den effektive rentesats, til hvilken de forventede pengestrømme forrenter en investering.
(40) Hypotesen om, at EDF-dividenden ville vokse med 4,51 % (følsomhed 1, tabel 6.2), forekommer optimistisk. Den er opnået ved udjævning af den forventede stigningsgrad over de fire år 1997-2000. Foruden at den valgte stigning i dividenderne efter sædvanlig praksis er den, der gælder ultimo perioden (centralt scenarie), skulle de dividender, der skulle betales af EDF, reelt falde i 1997-2000 i forhold til 1991-1996 og i 1999 og 2000 i forhold til 1998. Under alle omstændigheder er en livstidssats på 4,51 % høj i absolut værdi. Hypotesen (følsomhed 2, tabel 6.3) om, at aktionæren ville tilføje — eller køberen ville betale — (en proratadel af) EDF's kvasiegenkapital, som denne var anslået i 1997 til den objektive værdi af EDF som beregnet, tager ikke højde for, at visse former for egenkapital (reserver) var lovbestemte. Denne hypotese kombineret med DDM-modellen er også optimistisk, idet den svarer til at tildele aktionæren (en proratadel på 11 % af) kvasiegenkapitalen (ud over tegnet kapital), som tillader virksomheden at absorbere eventuelle tab og på langt sigt at være i stand til at yde en regelmæssig dividende og forrentning til aktionæren. Hypotesen forudsætter, at EDF's kvasiegenkapital fastsat i 1997-2000 ville forblive disponibel, mens DDM-modellen ser bort fra andre kilder til afkast end dividende. Det er derfor en lidet begrundet hypotese. Når de to hypoteser (følsomhed 3, tabel 6.4) anvendes samlet, bliver deres respektive ulemper eller svagheder mange gange mindre og gør beregningsresultaterne endnu mere usandsynlige og risikable.
(41) Dom i sag 30/59, Gezamenlijke Steenkolenmijnen mod Den Høje Myndighed, EU:C:1961:2, dom i sag C-387/92, Banco de Crédito Industrial, EU:C:1994:100, dom i sag C-39/94, SFEI, EU:C:1996:285, dom i sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, EU:C:1996:353, og dom i sag T-106/95, FFSA mod Kommissionen, EU:T:1997:23.
(42) Jf. bl.a. dom i sag T-67/94, Ladbroke mod Kommissionen, EU:T:1998:7, præmis 109.
(43) Rådets direktiv 90/547/EØF af 29. oktober 1990 om transit af elektricitet gennem de overordnede net (EFT L 313 af 13.11.1990, s. 30).
(44) Sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, EU:C:1993:157, præmis 20.
(45) Retningslinjer for regionalstøtte (EUT C 209 af 23.7.2013, s. 1).
(46) Sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, EU:C:2003:415.
(47) Dom i sag C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, EU:C:1994:325, præmis 75.
(48) Dom i sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, EU:C:1999:311, præmis 64-65.
(49) Se artikel 14, stk. 2, i førnævnte forordning (EF) nr. 659/99.
(50) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1).
(51) Dom i sag C-94/87, Kommissionen mod Tyskland, EU:C:1989:46, præmis 9, og dom i sag C-348/93, Kommissionen mod Italien, EU:C:1995:95, præmis 17.