23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/1

(1)

Der bør foretages en række ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF (3). Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Direktiv 2008/95/EF har harmoniseret centrale bestemmelser i den materielle varemærkelovgivning, som på tidspunktet for vedtagelsen blev anset for på den mest direkte måde at påvirke det indre markeds funktionsmåde ved at hindre den frie bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser i Unionen.

(3)

Varemærkebeskyttelsen i medlemsstaterne fungerer parallelt med den beskyttelse, der findes på EU-plan gennem EU-varemærker, som har ensartet karakter og er gyldige i hele Unionen som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (4). Sameksistensen og afbalancering af varemærkesystemer på nationalt plan og EU-plan er i realiteten en hjørnesten i Unionens tilgang til beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret.

(4)

I forlængelse af Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for industriel ejendomsret har Kommissionen gennemført en omfattende evaluering af, hvordan varemærkesystemet fungerer i Europa som helhed, på EU-plan og på nationalt plan samt de indbyrdes forbindelser mellem disse.

(5)

I sine konklusioner af 25. maj 2010 vedrørende den kommende revision af varemærkeordningen i Den Europæiske Union opfordrede Rådet Kommissionen til at forelægge forslag til revision af forordning (EF) nr. 207/2009 og direktiv 2008/95/EF. Revisionen af nævnte direktiv bør omfatte foranstaltninger til at opnå større overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009, hvilket således vil reducere antallet af divergerende områder i varemærkesystemet i Europa som helhed, idet national varemærkebeskyttelse samtidig bevares som en attraktiv mulighed for ansøgere. I denne sammenhæng bør komplementariteten mellem EU-varemærkesystemet og de nationale varemærkesystemer sikres.

(6)

Kommissionen konkluderede i sin meddelelse af 24. maj 2011 med titlen: »Et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder«, at det for at leve op til det stadig stærkere krav fra de berørte parters side om hurtigere, bedre og mere strømlinede varemærkeregistreringssystemer, som også er mere konsistente, brugervenlige, offentligt tilgængelige og teknisk up-to-date, er nødvendigt at modernisere varemærkesystemet i hele Unionen samt at tilpasse det til internettidsalderen.

(7)

Det fremgår af en høring og evaluering, der har fundet sted inden for rammerne af dette direktiv, at der på trods af den tidligere delvise harmonisering af national ret fortsat findes områder, hvor yderligere harmonisering kan have en positiv indvirkning på konkurrenceevnen og væksten.

(8)

For at opfylde målet om at fremme og skabe et velfungerende indre marked og for at lette erhvervelse og beskyttelse af varemærker i Unionen til gavn for europæiske virksomheders, navnlig små og mellemstore virksomheders, vækst og konkurrenceevne er det nødvendigt at gå ud over den begrænsede indbyrdes tilnærmelse, som blev opnået på grundlag af direktiv 2008/95/EF, og udvide den indbyrdes tilnærmelse til andre aspekter af den materielle varemærkeret, der gælder for varemærker, som er beskyttet ved registrering i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009.

(9)

For at gøre det nemmere at opnå og administrere registrering af varemærker i hele Unionen er det vigtigt ikke blot at tilnærme de materielle retsregler, men også procedurereglerne. Derfor bør de vigtigste procedureregler for registrering af varemærker i medlemsstaterne og i EU-varemærkesystemet tilpasses hinanden. Hvad angår procedurer i henhold til national ret, er det tilstrækkeligt at fastlægge de generelle principper, hvormed det overlades til medlemsstaterne at fastsætte nærmere regler.

(10)

Det er af afgørende betydning at sikre, at registrerede varemærker nyder samme beskyttelse under alle medlemsstaternes retssystemer. I tråd med den omfattende beskyttelse, der ydes til velkendte EU-varemærker i Unionen, bør der også på nationalt plan gives omfattende beskyttelse til alle registrerede velkendte varemærker i den pågældende medlemsstat.

(11)

Dette direktiv bør ikke gribe ind i medlemsstaternes fortsatte mulighed for at beskytte de ved brug erhvervede varemærker, men kun indeholde bestemmelser om disse varemærker, for så vidt angår deres forhold til de ved registrering erhvervede varemærker.

(12)

Virkeliggørelsen af målene for denne indbyrdes tilnærmelse af lovgivning forudsætter, at et registreret varemærkes erhvervelse og bevarelse i princippet underkastes de samme betingelser i samtlige medlemsstater.

(13)

Med henblik herpå bør der udarbejdes en liste med eksempler på tegn, der kan udgøre et varemærke, hvis de kan anvendes til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders. For at opfylde målene for varemærkeregistreringssystemet, nemlig at opnå retssikkerhed og sikre god forvaltning, er det også vigtigt at kræve, at det pågældende tegn er af en sådan art, at det kan gengives på en måde, der er klar, præcis, kan stå alene, let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv. Det bør derfor være tilladt at gengive et tegn på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi og således ikke nødvendigvis med grafiske midler, så længe gengivelsen giver tilstrækkelige garantier i den henseende.

(14)

Hindringer for registrering eller ugyldighedsgrunde, for så vidt angår selve varemærket, herunder at det mangler det fornødne særpræg, eller for så vidt angår konflikter mellem varemærket og ældre rettigheder, bør desuden angives på udtømmende vis, også selv om visse af disse grunde blot nævnes som en mulighed for medlemsstaterne, der således kan bevare eller medtage dem i deres lovgivning.

(15)

For at sikre, at de forskellige niveauer af beskyttelse af geografiske betegnelser i medfør af EU-lovgivningen og national ret anvendes på ensartet og udtømmende vis ved undersøgelsen af de absolutte og de relative hindringer for registrering i hele Unionen, bør dette direktiv omfatte de samme bestemmelser vedrørende geografiske betegnelser som forordning (EF) nr. 207/2009. Det er desuden hensigtsmæssigt at sikre, at omfanget af absolutte hindringer udvides til også at omfatte beskyttede traditionelle benævnelser for vin og garanterede traditionelle specialiteter.

(16)

Den af det registrerede varemærke ydede beskyttelse, hvis funktion navnlig er at sikre varemærkets funktion som angivelse af oprindelse, bør være fuldstændig i tilfælde af, at der er sammenfald mellem varemærket og det tilhørende tegn samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Beskyttelsen bør ligeledes gælde i tilfælde af lighed mellem varemærket og tegnet samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Det er nødvendigt at fortolke begrebet lighed på baggrund af risikoen for forveksling. Det bør være en udtrykkelig betingelse for beskyttelsen, at der er risiko for forveksling, hvilket må vurderes på grundlag af adskillige faktorer, herunder navnlig i hvor høj grad varemærket er kendt på markedet, den association, som det anvendte eller registrerede tegn fremkalder, lighedsgraden mellem varemærket og tegnet samt mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser. Spørgsmålet om, hvordan en risiko for forveksling kan konstateres, navnlig bevisbyrden i den forbindelse, bør henhøre under de nationale retsplejeregler, som direktivet ikke bør berøre.

(17)

For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med prioritetsprincippet, i henhold til hvilket et registreret ældre varemærke har forrang for senere registrerede varemærker, er det nødvendigt at fastsætte, at håndhævelsen af rettigheder, der er knyttet til varemærket, ikke bør berøre indehaverrettigheder, der er erhvervet inden varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato. En sådan tilgang er i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder af 15. april 1994 (»TRIPS-aftalen«).

(18)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at en krænkelse af et varemærke kun kan konstateres, hvis det etableres, at det krænkende mærke eller tegn anvendes i erhvervsmæssigt øjemed med henblik på at adskille varer eller tjenesteydelser. Anvendelse af tegnet med henblik på andet end at adskille varer eller tjenesteydelser bør være underlagt bestemmelserne i national ret.

(19)

Begrebet krænkelse af et varemærke bør også omfatte anvendelse af tegnet som et handelsnavn eller lignende betegnelse, når en sådan anvendelse foretages med henblik på at adskille varer eller tjenesteydelser.

(20)

For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med særlig EU-lovgivning er det hensigtsmæssigt at fastsætte, at indehaveren af et varemærke bør have ret til at forbyde tredjemand at bruge et tegn i sammenlignende reklame, når denne sammenlignende reklame er i strid med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF (5).

(21)

For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt og i overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel om transitfrihed og, med hensyn til generiske lægemidler, »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedtaget af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001, bør indehaveren af et varemærke have ret til at forhindre, at tredjemand i erhvervsmæssigt øjemed fører varer ind i den medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer.

(22)

Med henblik herpå bør det være tilladt for varemærkeindehavere at forhindre indførsel af krænkende varer og placering heraf i alle toldsituationer, herunder navnlig transit, omladning, oplagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, også når sådanne varer ikke er bestemt til at blive markedsført i den pågældende medlemsstat. Ved udførelsen af toldkontroller bør toldmyndighederne anvende de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 (6), også på anmodning af rettighedshaverne. Toldmyndighederne bør navnlig udføre den relevante kontrol på grundlag af risikoanalysekriterier.

(23)

For at forlige behovet for at sikre en effektiv håndhævelse af varemærkerettigheder med behovet for at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer bør varemærkeindehaverens rettigheder bortfalde, hvis klarereren eller ihændehaveren af varerne under den efterfølgende retssag ved den retlige myndighed eller anden myndighed, der er kompetent til at træffe en materiel afgørelse om, hvorvidt det registrerede varemærke er blevet krænket, kan bevise, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige bestemmelsesland.

(24)

Artikel 28 i forordning (EU) nr. 608/2013 fastsætter, at en rettighedshaver er erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af varerne, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.

(25)

Der bør træffes hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre en smidig transit af generiske lægemidler. Hvad angår internationale fællesnavne (INN) som globalt anerkendte generiske navne for aktive stoffer i farmaceutiske præparater, er det afgørende at tage behørigt hensyn til de eksisterende begrænsninger af varemærkerettighedernes virkning. Indehaveren af et varemærke bør derfor ikke have ret til at forhindre tredjemand i at bringe varer ind i en medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at disse overgår til fri omsætning dér, baseret på ligheder mellem det pågældende INN for det virksomme stof i lægemidlerne og varemærket.

(26)

For at give indehavere af registrerede varemærker mulighed for at bekæmpe forfalskning mere effektivt, bør de have ret til at forbyde anbringelse af et krænkende varemærke på varer og visse forberedende handlinger, der udføres forud for en sådan anbringelse.

(27)

De enerettigheder, der er knyttet til et varemærke, bør ikke give indehaveren ret til at forbyde tredjemands brug af tegn eller angivelser, der anvendes på loyal vis og således i overensstemmelse med god markedsføringsskik. For at skabe lige vilkår for handelsnavne og varemærker i betragtning af, at handelsnavne regelmæssigt gives ubegrænset beskyttelse i forhold til yngre varemærker, bør en sådan anvendelse kun anses for at omfatte anvendelse af tredjemands personnavn. Denne anvendelse bør endvidere i almindelighed tillade anvendelsen af deskriptive eller ikkedistinktive tegn eller angivelser. Indehaveren bør desuden ikke have ret til at forhindre den loyale og redelige brug af mærket med henblik på at identificere eller henvise til de pågældende varer eller tjenesteydelser som værende indehaverens varer eller tjenesteydelser. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på at henlede forbrugerens opmærksomhed på videresalg af ægte varer, der oprindelig blev solgt af eller med samtykke fra indehaveren af varemærket i Unionen, bør anses for loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på kunstneriske udtryk bør anses for loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Desuden bør dette direktiv anvendes på en måde, som sikrer fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden.

(28)

Det følger af princippet om fri bevægelighed for varer, at indehaveren af et varemærke ikke bør have ret til at forbyde tredjemand at anvende varemærket i forbindelse med varer, der af indehaveren eller med dennes samtykke er bragt i omsætning i Unionen under dette varemærke, medmindre indehaveren har en rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af de pågældende varer.

(29)

Det er af hensyn til retssikkerheden vigtigt at fastsætte, uden at præjudicere indehaveren af et ældre varemærkes interesser, at indehaveren af et ældre varemærke ikke længere kan anmode om, at et varemærke, der er yngre end dennes varemærke, erklæres ugyldigt, eller modsætte sig anvendelsen af dette varemærke, hvis den pågældende indehaver bevidst i en længere periode har tålt, at dette anvendes, medmindre der er ansøgt om registrering af det yngre varemærke i ond tro.

(30)

For at opnå retssikkerhed og beskytte lovligt erhvervede varemærkerettigheder er det hensigtsmæssigt og nødvendigt— med forbehold af princippet om, at det yngre varemærke ikke kan håndhæves over for det ældre varemærke— at fastsætte, at indehavere af ældre varemærker ikke bør have ret til at opnå afslag på eller ugyldiggørelse af eller modsætte sig anvendelsen af et yngre mærke, hvis dette yngre varemærke er erhvervet på et tidspunkt, hvor det ældre varemærke kunne erklæres ugyldigt eller fortabes, f.eks. fordi det endnu ikke havde opnået særpræg gennem indarbejdelse, eller hvis det ældre varemærke ikke ville kunne håndhæves mod det yngre varemærke, fordi de nødvendige betingelser ikke var til stede, f.eks. når det ældre varemærke endnu ikke er velkendt.

(31)

Varemærker opfylder kun deres formål, som er at adskille varer eller tjenesteydelser og give forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg, når de faktisk anvendes på markedet. Kravet om brug, er også nødvendigt for at reducere antallet af varemærker, der registreres og beskyttes i Unionen, og derved også antallet af konflikter imellem disse. Det er derfor særdeles vigtigt at kræve, at de registrerede varemærker rent faktisk bruges i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke de er registreret, eller at de kan fortabes, hvis de ikke bruges i den forbindelse inden for en frist på fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning.

(32)

Et registreret varemærke bør derfor kun beskyttes, for så vidt det faktisk anvendes, og et registreret ældre varemærke bør ikke give indehaveren ret til at gøre indsigelse mod eller ugyldiggøre et yngre varemærke, hvis den pågældende indehaver ikke rent faktisk har anvendt sit varemærke. Medlemsstaterne bør endvidere fastsætte bestemmelse om, at et varemærke ikke på gyldig vis kan påberåbes i en sag om varemærkekrænkelse, hvis det som følge af en påstand fastslås, at varemærket kan fortabes, eller, når sagen anlægges mod en senere rettighed, kunne fortabes på det tidspunkt, hvor den senere rettighed blev opnået.

(33)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte, at når der sker påberåbelse af anciennitet for et nationalt mærke eller et varemærke, der er registreret i henhold til internationale ordninger med retsvirkning i medlemsstaten, i forhold til et EU-varemærke, og der efterfølgende er blevet givet afkald på det mærke, der danner grundlag for påberåbelsen af anciennitet, eller det er ladet bortfalde, vil gyldigheden af det pågældende mærke stadig kunne anfægtes. En sådan anfægtelse bør begrænses til situationer, hvor mærket kunne være blevet erklæret ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor det blev slettet af registret.

(34)

For at sikre sammenhæng og for at fremme den erhvervsmæssige udnyttelse af varemærker i Unionen bør de gældende regler for varemærker som genstand for ejendomsret i det omfang, det er hensigtsmæssigt, bringes på linje med dem, der allerede er indført for EU-varemærker, og de bør indeholde regler om tildeling og overdragelse, licens, tingslige rettigheder og tvangsfuldbyrdelse.

(35)

Kollektivvaremærker har vist sig at være et nyttigt redskab for at fremme varer eller tjenesteydelser med specifikke fælles egenskaber. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at nationale kollektivvaremærker er omfattet af regler svarende til de regler, der gælder for EU-kollektivmærker.

(36)

For at forbedre og fremme adgangen til varemærkebeskyttelse og for at øge retssikkerhed og retlig forudsigelighed bør proceduren for registrering af varemærker i medlemsstaterne være effektiv og gennemsigtig, ligesom den bør foretages efter regler svarende til dem, der gælder for EU-varemærker.

(37)

For at opnå retssikkerhed med hensyn til beskyttelsesomfanget for varemærkerettigheder og fremme adgangen til varemærkebeskyttelse bør angivelsen og klassificeringen af varer og tjenesteydelser, der er omfattet af en varemærkeansøgning, følge de samme regler i alle medlemsstater, ligesom de bør rettes ind efter dem, der gælder for EU-varemærker. For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og de økonomiske aktører at fastslå omfanget af den varemærkebeskyttelse, der søges, alene på grundlag af ansøgningen, bør angivelsen af varer og tjenesteydelser være tilstrækkelig klar og præcis. Generelle begreber bør fortolkes således, at de kun omfatter varer og tjenesteydelser, som tydeligt er omfattet af ordene i deres bogstavelige forstand. Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret i samarbejde med hinanden bestræbe sig på at udarbejde en liste, som afspejler deres respektive administrative praksis med hensyn til klassificering af varer og tjenesteydelser.

(38)

For at sikre en effektiv varemærkebeskyttelse bør medlemsstaterne give adgang til en effektiv administrativ indsigelsesprocedure, der som minimum giver indehaveren af ældre varemærkerettigheder og enhver person, der i henhold til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører fra en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, mulighed for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke. For desuden at give adgang til effektive midler til at opnå fortabelse af varemærker eller erklære dem ugyldige bør medlemsstaterne indføre en administrativ procedure for fortabelse eller ugyldiggørelse inden for gennemførelsesperioden på syv år efter dette direktivs ikrafttræden.

(39)

Det er ønskeligt, at medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret samarbejder med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret vedrørende alle aspekter af registreringen og administrationen af varemærker for at fremme konvergens mellem praksis og redskaber, såsom udarbejdelse og ajourføring af fælles eller forbundne databaser og portaler for høring og søgning. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at deres kontorer samarbejder med hinanden og med Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret inden for alle andre områder af deres aktiviteter, der er relevante for beskyttelse af varemærker i Unionen.

(40)

Dette direktiv bør ikke udelukke, at varemærkerne underkastes andre af medlemsstaternes retsregler end varemærkeretten, såsom bestemmelser om illoyal konkurrence, erstatningsansvar eller forbrugerbeskyttelse.

(41)

Medlemsstaterne er bundet af Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret (»Pariserkonventionen«) og TRIPS-aftalen. Det er nødvendigt, at dette direktiv er i fuldstændig overensstemmelse med denne konvention og denne aftale. De af medlemsstaternes forpligtelser, der er en følge af denne konvention og denne aftale, bør ikke berøres af dette direktiv. I givet fald bør artikel 351, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finde anvendelse.

(42)

Målene for dette direktiv, nemlig at fremme og skabe et velfungerende indre marked og at lette registreringen, administrationen og beskyttelsen af varemærker i Unionen til gavn for væksten og konkurrenceevnen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(43)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (7) regulerer den behandling af personoplysninger, der udføres i medlemsstaterne inden for rammerne af nærværende direktiv.

(44)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (8) og afgav en udtalelse den 11. juli 2013.

(45)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af det tidligere direktiv.

(46)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til direktiv 2008/95/EF med hensyn til fristen for gennemførelse af Rådets direktiv 89/104/EØF (9) i national ret som fastsat i bilag I, del B, til direktiv 2008/95/EF —

a)

adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og

b)

blive gengivet i registret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.

a)

tegn, som ikke kan udgøre et varemærke

b)

varemærker, som mangler fornødent særpræg

c)

varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne

d)

varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne

e)

tegn, som udelukkende består af

f)

varemærker, som strider mod den offentlige orden eller sædelighed

g)

varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse

h)

varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås eller ophæves i henhold til artikel 6b i Pariserkonventionen

i)

varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller national ret i den pågældende medlemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller den pågældende medlemsstat er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser

j)

varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af traditionelle benævnelser for vin

k)

varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle specialiteter

l)

varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, der er registreret i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller national ret i den pågældende medlemsstat eller internationale aftaler, i hvilke Unionen eller den pågældende medlemsstat er part, og som giver beskyttelse af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede arter.

a)

brugen af dette varemærke kan forbydes i henhold til anden lovgivning end varemærkeretten i den pågældende medlemsstat eller Unionen

b)

varemærket omfatter et tegn af stor symbolsk værdi, navnlig et religiøst symbol

c)

varemærket omfatter andre tegn, emblemer og våben end de i artikel 6b i Pariserkonventionen omhandlede, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af den kompetente myndighed efter medlemsstatens ret.

a)

det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er ansøgt om registrering af eller er registreret, er identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet

b)

der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.

a)

varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før datoen for ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende til støtte for disse varemærker:

b)

EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009 med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de i litra a), nr. ii) og iii), omhandlede varemærker, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er ladet bortfalde

c)

ansøgninger om de under litra a) og b) omhandlede varemærker med forbehold af deres registrering

d)

varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller, i givet fald, om den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af varemærket, er »vitterlig kendt« i den pågældende medlemsstat i den i Pariserkonventionens artikel 6a angivne betydning.

a)

det er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre varemærke er velkendt i den medlemsstat, for hvilken der ansøges om registrering, eller i hvilken varemærket er registreret, eller i tilfælde af et EU-varemærke, er velkendt i Unionen, og brugen af det yngre varemærke uden rimelig grund ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé

b)

varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre for sin handling

c)

og i det omfang, i henhold til EU-lovgivningen eller den pågældende medlemsstats ret, som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,

a)

der er erhvervet rettigheder til et ikkeregistreret varemærke eller til et andet i erhvervsmæssigt øjemed anvendt tegn før datoen for ansøgning om registrering af det yngre varemærke eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af det yngre varemærke, og der til det ikkeregistrerede varemærke eller til det andet tegn er knyttet en ret for indehaveren til at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke

b)

der kan nedlægges forbud mod brug af varemærket på grundlag af en anden ældre rettighed end de i stk. 2 og i nærværende stykkes litra a) omhandlede rettigheder, herunder navnlig:

c)

varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, forudsat at ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.

a)

det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), c) eller d), endnu ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i artikel 4, stk. 4

b)

begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 1, litra b), og det ældre varemærke endnu ikke havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for forveksling i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b)

c)

begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 3, litra a), og det ældre varemærke endnu ikke havde opnået et renommé, jf. artikel 5, stk. 3, litra a).

a)

tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er registreret

b)

tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, hvis der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling; risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket

c)

tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er registreret, når varemærket er velkendt i medlemsstaten, og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.

a)

at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage

b)

at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under tegnet

c)

at importere eller eksportere varerne under tegnet

d)

at anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn

e)

at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed

f)

at anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med direktiv 2006/114/EF.

a)

at anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes

b)

at udbyde eller markedsføre, eller oplagre med disse formål, eller at importere eller eksportere emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.

a)

modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, eller

b)

kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.

a)

tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person

b)

tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne

c)

varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

a)

brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret, uanset om varemærket også er registreret i indehaverens navn i den form, hvori det anvendes

b)

anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage i den pågældende medlemsstat udelukkende med eksport for øje.

a)

som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for en vare eller tjenesteydelse, for hvilken varemærket er registreret

b)

som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.

a)

dens gyldighedsperiode

b)

den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen

c)

arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet

d)

det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller

e)

kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser.

a)

indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre anvendelse af mærket på en måde, som er uforenelig med de betingelser for mærkets anvendelse, der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er indført i registret

b)

godkendte personer har anvendt mærket på en sådan måde, at det vil kunne vildlede offentligheden, jf. artikel 31, stk. 2

c)

en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i registret i strid med artikel 33, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i nævnte artikel.

a)

en anmodning om registrering

b)

oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet

c)

en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering

d)

en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i artikel 3, litra b).

a)

varemærket burde ikke have været registreret, fordi det ikke opfylder kravene i artikel 4

b)

varemærket burde ikke have været registreret på grund af eksistensen af en ældre rettighed, jf. artikel 5, stk. 1-3.

a)

for så vidt angår stk. 2 og stk. 3, litra a), enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslutning eller ethvert organ, som er oprettet med henblik på at repræsentere fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, og som har retsevne ifølge den ret, der finder anvendelse på dem

b)

for så vidt angår nærværende artikels stk. 3, litra b), indehaveren af et i artikel 5, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, litra a), omhandlet ældre varemærke og den person, der i henhold til den relevante lovgivning er berettiget til at udøve de rettigheder, som følger af en i artikel 5, stk. 3, litra c), omhandlet beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse.

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/27

(1)

Unionen har beføjelse til at vedtage foranstaltninger til bevarelse af marinebiologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik og til at indgå aftaler med tredjelande og med internationale organisationer.

(2)

Unionen er i henhold til Rådets afgørelse 98/392/EF (2) kontraherende part i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982. Nævnte konvention forpligter alle medlemmer af det internationale samfund til at samarbejde om at bevare og forvalte de levende marinebiologiske ressourcer.

(3)

Unionen er i henhold til Rådets afgørelse 98/414/EF (3) kontraherende part i aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande.

(4)

Den 1. december 2009 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til på vegne af Unionen at søge om en ændring af konventionen om bevarelse af sydlig tun (»konventionen«), således at Unionen kunne blive kontraherende part.

(5)

Da forhandlingerne om ændringen af konventionen ikke har ført til noget resultat, ændrede Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) på sit 20. møde i oktober 2013 resolutionen om oprettelse af en udvidet kommission for bevarelse af sydlig tun (»CCSBT's udvidede kommission«) for at gøre det muligt for Unionen at blive medlem af CCSBT's udvidede kommission i kraft af en aftale i form af brevveksling.

(6)

Den 20. april 2015 gav Rådet bemyndigelse til undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) om Unionens medlemskab af den udvidede kommission for konventionen om bevarelse af sydlig tun (»aftalen i form af brevveksling«).

(7)

Da fartøjer, der fører EU-medlemsstaters flag, fisker i udbredelsesområdet for sydlig tun, er det i Unionens interesse at spille en reel rolle i konventionens gennemførelse.

(8)

Medlemskab af CCSBT's udvidede kommission vil desuden fremme konsekvensen i Unionens bevarelsesstrategi på tværs af oceanerne og styrke Unionens tilsagn om bevarelsen på lang sigt og bæredygtig anvendelse af fiskeressourcerne på verdensplan.

(9)

Aftalen i form af brevveksling bør derfor godkendes —

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/29

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at bringe udsmid til ophør i alle fiskerier i EU, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til ved en delegeret retsakt at vedtage planer for udsmid for en periode på højst tre år på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(3)

Belgien, Irland, Spanien, Frankrig, Nederlandene og Det Forenede Kongerige har direkte interesser i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i de nordvestlige farvande. Disse medlemsstater har efter høring af Det Rådgivende Råd for De Nordvestlige Farvande indgivet en fælles henstilling til Kommissionen. Videnskabelige bidrag blev indhentet fra relevante videnskabelige organer og gennemgået af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF). Foranstaltningerne i den fælles henstilling er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 og bør derfor i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i samme forordning indgå i denne forordning.

(4)

For så vidt angår de nordvestlige farvande kommer landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013 til at gælde for de arter, der karakteriserer de fiskerier, som er omfattet af fangstbegrænsninger senest fra den 1. januar 2016. I overensstemmelse med den fælles henstilling bør udsmidsplanen fra den 1. januar 2016 omfatte fiskerier, som er karakteriseret ved meget blandet fiskeri efter torsk, kuller, hvilling og sej, fiskeri efter jomfruhummer (Nephrops), blandet fiskeri efter almindelig tunge og rødspætte og fiskeri efter kulmule.

(5)

I den fælles henstilling blev det foreslået, at indføre en undtagelse for landingsforpligtelsen for jomfruhummer, der er fanget med tejner, fælder eller kurve i ICES-afsnit VIa og ICES-underområde VII, som ifølge den videnskabelige dokumentation udviser en høj overlevelsesrate under hensyntagen til redskabernes specifikationer, fangstpraksis og økosystemet. STECF konkluderede, at fritagelsen var begrundet. Derfor bør denne begrundelse indgå i denne forordning.

(6)

Den fælles henstilling omfatter desuden syv de minimis-undtagelser fra landingsforpligtelsen for visse fiskerier og op til visse niveauer. STECF har gennemgået den dokumentation, der blev modtaget fra medlemsstaterne, og konkluderede generelt, at den fælles henstilling indeholdt velbegrundede argumenter for, at yderligere forbedringer i selektiviteten er vanskelige at opnå og/eller at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af uønskede fangster, i nogle tilfælde underbygget med en kvalitativ vurdering af omkostningerne. På baggrund af ovenstående og i mangel af videnskabelige oplysninger, der viser det modsatte, bør der fastsættes en de minimis-undtagelse i overensstemmelse med den procentsats, der er foreslået i den fælles henstilling, og på niveauer, der ikke overstiger dem, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(7)

De minimis-undtagelsen for almindelig tunge på op til højst 3 % i 2016-2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender garn og toggergarn ved fiskeri efter tunge i ICES-afsnit VIId, VIIe, VIIf og VIIg, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF konkluderede, at undtagelsen er veldefineret og derfor bør undtagelsen indgå i denne forordning.

(8)

De minimis-undtagelsen for hvilling på op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til højst 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl med en maskestørrelse på under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-afsnit VIId og VIIe, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF konkluderede, at der foreligger tilstrækkelige beviser til støtte for undtagelsen, men at der bør indhentes yderligere oplysninger med henblik på at evaluere de minimis-mængden. Derfor kan denne undtagelse kun medtages i forordningen med en bestemmelse, der pålægger de berørte medlemsstater at forelægge yderligere data for Kommissionen, så STECF kan vurdere det nuværende udsmidsniveau i forhold til den de minimis-mængde, der anmodes om.

(9)

De minimis-undtagelsen for hvilling på op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til højst 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl med en maskestørrelse på ikke under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-afsnit VIIb-VIIj, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF konkluderede, at der foreligger tilstrækkelige beviser til støtte for undtagelsen, men at der bør indhentes yderligere oplysninger med henblik på at evaluere de minimis-mængden. STECF bemærkede, at der pågik yderligere undersøgelser af selektiviteten. Derfor medtages denne undtagelse i forordningen med en bestemmelse, der pålægger de berørte medlemsstater at forelægge yderligere data for Kommissionen, så STECF fuldt ud kan vurdere det nuværende udsmidsniveau i de berørte fiskerier.

(10)

De minimis-undtagelsen for hvilling på op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til højst 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl med en maskestørrelse på under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-afsnit VII (bortset fra VIIa, VIId og VIIe), er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF bemærkede, at grundlaget for denne undtagelse kun indeholder få kvantificerede oplysninger om selektiviteten. STECF konkluderede, at der bør indhentes yderligere oplysninger med henblik på at evaluere denne de minimis-undtagelse. Derfor kan denne undtagelse kun medtages i forordningen med en bestemmelse, der pålægger de berørte medlemsstater at forelægge yderligere data for Kommissionen, så STECF bedre kan vurdere oplysningerne, der begrunder denne undtagelse.

(11)

De minimis-undtagelsen for jomfruhummer på op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til højst 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der er forpligtet til at lande jomfruhummer i ICES-underområde VII, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF konkluderede, at fritagelsen var begrundet. Derfor bør denne begrundelse indgå i denne forordning.

(12)

De minimis-undtagelsen for jomfruhummer på op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til højst 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der er forpligtet til at lande jomfruhummer i ICES-afsnit VIa, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet og at der foreligger kvantificerede oplysninger, som begrunder, at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af uønskede fangster. STECF konkluderede, at fritagelsen var begrundet. Derfor bør denne begrundelse indgå i denne forordning.

(13)

De minimis-undtagelsen for tunge på op til højst 3 % i 2016-2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender fiskeredskaber, som øger selektiviteten i ICES-afsnit VIId, VIIe, VIIf og VIIg, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF bemærkede, at formålet med undtagelsen skal være at kompensere for anvendelsen af mere selektive redskaber, og at den ønskede de minimis-undtagelse skal dække resterende udsmid. Derfor bør denne begrundelse indgå i denne forordning.

(14)

Eftersom foranstaltningerne i denne forordning har en direkte indvirkning på de økonomiske aktiviteter i forbindelse med og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. Den bør anvendes fra den 1. januar 2016 for at overholde den frist, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013. I henhold til artikel 15, stk. 6, i nævnte forordning, bør denne forordning ikke anvendes længere end tre år —

a)

for almindelig tunge (Solea solea) op til højst 3 % i 2016, 2017 og 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender garn og toggergarn ved fiskeri efter tunge i ICES-afsnit VIId, VIIe, VIIf og VIIg

b)

for hvilling (Merlangius merlangus) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til maksimum 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl på under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-afsnit VIId og VIIe

c)

for hvilling (Merlangius merlangus) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til maksimum 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl på ikke under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-afsnit VIIb-VIIj

d)

for hvilling (Merlangius merlangus) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til maksimum 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bundtrawl på under 100 mm ved fiskeri efter hvilling i ICES-underområde VII, bortset fra ICES-afsnit VIIa, VIId og VIIe

e)

for jomfruhummer (Nephrops norvegicus) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til maksimum 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der er forpligtet til at lande jomfruhummer i ICES-underområde VII

f)

for jomfruhummer (Nephrops norvegicus) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og op til maksimum 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der er forpligtet til at lande jomfruhummer i ICES-afsnit VIa

g)

for almindelig tunge (Solea solea) op til højst 3 % i 2016, 2017 og 2018 af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender fiskeredskaber, som øger selektiviteten (bomtrawl, maskestørrelse 80-199 mm) i ICES-afsnit VIId, VIIe, VIIf og VIIg.

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/36

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at bringe udsmid til ophør i alle fiskerier i EU, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 tillægges Kommissionen beføjelser til ved delegerede retsakter at vedtage planer vedrørende udsmid for en periode på højst tre år på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(3)

Belgien, Spanien, Frankrig, Nederlandene og Portugal har en direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i de sydvestlige farvande. Disse medlemsstater har indsendt en fælles henstilling til Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Råd for Middelhavet. Videnskabelige bidrag blev indhentet fra relevante videnskabelige organer og gennemgået af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF). De foranstaltninger, som den fælles henstilling omfatter, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013, og de bør derfor i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i samme forordning omfattes af nærværende forordning.

(4)

Når det gælder de sydvestlige farvande, kommer landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013 til at gælde for de arter, der karakteriserer fiskeriet, senest fra den 1. januar 2016. I overensstemmelse med den fælles henstilling bør udsmidsplanen dække fiskeriet efter almindelig tunge, kulmule og jomfruhummer (kun inden for bestandenes udbredelsesområde, også kaldet »funktionelle enheder«) i ICES-afsnit VIIIa, VIIIb, VIIId og VIIIe, jomfruhummer i ICES-afsnit VIIIc og IXa (kun inden for funktionelle enheder), almindelig tunge og rødspætte i ICES-afsnit IXa og kulmule i ICES-afsnit VIIIc og IXa.

(5)

I den fælles henstilling foreslås en undtagelse fra landingsforpligtelsen for jomfruhummer, der fanges med trawl i ICES-underområde VIII og IX, da eksisterende videnskabelig dokumentation viser mulige høje overlevelsesrater under hensyntagen til egenskaberne ved de redskaber, der anvendes til at fange denne art, samt fangstmetoderne og økosystemet. I sin konklusion vurderer STECF, at der er behov for flere undersøgelser for at understøtte de eksisterende resultater, og bemærker, at sådanne undersøgelser er i gang og planlagt. Derfor bør undtagelsen medtages i forordningen for år 2016 med en bestemmelse om, at de berørte medlemsstater skal indsende yderligere oplysninger til Kommissionen for at give STECF mulighed for fuldt ud at vurdere begrundelsen for undtagelsen.

(6)

Den fælles henstilling omfatter tre de minimis-undtagelser fra landingsforpligtelsen for visse fiskerier og op til visse niveauer. STECF vurderede den dokumentation, som medlemsstaterne indsendte. STECF konkluderer, at den fælles henstilling indeholdt rimelige begrundelser vedrørende de vanskeligheder, der er forbundet med at øge selektiviteten, kombineret med uforholdsmæssigt høje omkostninger til håndtering af uønskede fangster. I lyset af ovenstående bør der fastsættes de minimis-undtagelser i overensstemmelse med procentsatserne i den fælles henstilling og på niveauer, som ikke overstiger dem, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(7)

De minimis-undtagelsen for almindelig tunge op til højst 5 % af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der fisker efter denne art i ICES-afsnit VIIIa og VIIIb med bomtrawl og bundtrawl, er baseret på, at det er særdeles vanskeligt at opnå levedygtige forøgelser af selektiviteten. STECF vurderede, at de supplerende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der ansøges om. Denne undtagelse bør derfor indgå i nærværende forordning.

(8)

De minimis-undtagelsen for almindelig tunge op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der fisker efter denne art i ICES-afsnit VIIIa og VIIIb med toggergarn og garn, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF vurderede, at de supplerende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der ansøges om. Denne undtagelse bør derfor indgå i nærværende forordning.

(9)

De minimis-undtagelsen for kulmule op til højst 7 % i 2016 og 2017 og 6 % 2018 af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der fisker efter denne art i ICES-underområde VIII og IX med trawl, er baseret på, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. Den eksisterende dokumentation, der er forelagt, viser, at øget selektivitet i de berørte fiskerier ville føre til tab af salgbare fisk, hvorved fiskerier kunne blive urentable. Desuden påpegede STECF, at dokumentationen bør suppleres af yderligere undersøgelser om selektiviteten i de pågældende fiskerier. Derfor bør undtagelsen medtages i forordningen med en bestemmelse om, at de berørte medlemsstater skal indsende yderligere oplysninger til Kommissionen for at give STECF mulighed for fuldt ud at vurdere begrundelsen for undtagelsen.

(10)

Idet de foranstaltninger, der er fastsat i nærværende forordning, indvirker direkte på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. For at overholde de frister, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013, bør den anvendes fra den 1. januar 2016. I henhold til artikel 15, stk. 6, i nævnte forordning, bør den anvendes i højst tre år —

a)

for almindelig tunge (Solea solea) op til højst 5 % af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der anvender bomtrawl (redskabskoder: TBB) og bundtrawl (redskabskoder: OTB, OTT, PTB, TBN, TBS, TB, OT, PT og TX), og som fisker efter denne art i ICES-afsnit VIIIa og VIIIb

b)

for almindelig tunge (Solea solea) op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der anvender toggergarn og garn (redskabskoder: GNS, GN, GND, GNC, GTN, GTR og GEN), og som fisker efter denne art i ICES-afsnit VIIIa og VIIIb

c)

for kulmule (Merluccius merluccius) op til højst 7 % i 2016 og 2017 og 6 % i 2018 af de samlede årlige fangster af denne art med fartøjer, der anvender trawl (redskabskoder: OTT, OTB, PTB, OT, PT, TBN, TBS, TX, SSC, SPR, TB, SDN, SX og SV), og som fisker efter denne art i ICES-underområde VIII og IX.

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/42

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at bringe udsmid til ophør i alle fiskerier i EU, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 tillægges Kommissionen beføjelser til ved delegerede retsakter at vedtage planer vedrørende udsmid for en periode på højst tre år på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(3)

Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige har en direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i Nordsøen. Disse medlemsstater har indsendt en fælles henstilling til Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Råd for Nordsøen og Det Rådgivende Råd for det Åbne Hav/Højsøflåden. Videnskabelige bidrag blev indhentet fra relevante videnskabelige organer og gennemgået af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF). De foranstaltninger, som den fælles henstilling omfatter, er i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(4)

Med henblik på forordning (EU) nr. 1380/2013 omfatter Nordsøen ICES-afsnit IIIa og IV. Da nogle demersale bestande med relevans for den foreslåede udsmidsplan også findes i EU-farvande i ICES-afsnit IIa, anbefaler medlemsstaterne, at udsmidsplanen omfatter dette afsnit.

(5)

For så vidt angår Nordsøen, kommer landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013 til at gælde for de arter, der karakteriserer de fiskerier, som er omfattet af fangstbegrænsninger senest fra den 1. januar 2016, i blandet fiskeri efter torsk, kuller, hvilling og sej, i fiskeri efter jomfruhummer, i blandet fiskeri efter almindelig tunge og rødspætte, i fiskeri efter kulmule og i fiskeri efter dybhavsreje. I henhold til artikel 15, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes det i udsmidsplanen, hvilke arter der skal landes fra den 1. januar 2016. Disse arter er sej, kuller, jomfruhummer, almindelig tunge, rødspætte, kulmule og dybhavsreje. Med udsmidsplanen fastsættes der desuden en forpligtelse til at lande bifangster af dybhavsreje.

(6)

I den fælles henstilling foreslås det, at to undtagelser finder anvendelse på jomfruhummer, der fanges med tejner og med visse bundtrawl (OTB TBN (3)) i ICES-afsnit IIIa. På grundlag af den videnskabelige dokumentation, der er fremlagt i den fælles henstilling, og som STECF har gennemgået, og under hensyntagen til redskabernes specifikationer, fangstmetoderne og økosystemet, mener Kommissionen, at disse undtagelser bør medtages i nærværende forordning. Medlemsstaterne bør fremsende yderligere data, således at STECF kan foretage en yderligere vurdering af overlevelsesraterne for jomfruhummer, der fanges med de pågældende trawl, og Kommissionen kan revidere den pågældende undtagelse efter 2016.

(7)

Den fælles henstilling omfatter fem de minimis-undtagelser fra landingsforpligtelsen for visse fiskerier og op til visse niveauer. STECF har gennemgået den dokumentation, der blev modtaget fra medlemsstaterne, og konkluderede generelt, at den fælles henstilling indeholdt velbegrundede argumenter for, at yderligere forbedringer i selektiviteten er vanskelige at opnå, og/eller at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af uønskede fangster, i nogle tilfælde underbygget med en kvalitativ vurdering af omkostningerne. Da denne konklusion i modsiges af videnskabelige oplysninger, der viser det modsatte, bør der indføres en de minimis-undtagelse i overensstemmelse med de procentsatser, der foreslås i den fælles henstilling og på niveauer, der ikke overstiger dem, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 5, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(8)

Den de minimis-undtagelse, der foreslås i den fælles henstilling for almindelig tunge og kuller tilsammen, på op til højst 2 % af de samlede årlige fangster af jomfruhummer, tunge og kulmule i fiskeri efter jomfruhummer med fartøjer, der anvender bundtrawl med artsselektiv rist i ICES-afsnit IIIa, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF vurderede, at de underbyggende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der ansøges om. Derfor bør den pågældende undtagelse medtages i denne forordning.

(9)

Den de minimis-undtagelse, der foreslås i den fælles henstilling for almindelig tunge på op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender garn og toggergarn ved fiskeri efter almindelig tunge i ICES-afsnit IIIa, ICES-underafsnit IV og EU-farvande i ICES-afsnit IIa, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF vurderede, at de underbyggende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der ansøges om. Derfor bør den pågældende undtagelse medtages i denne forordning.

(10)

Den de minimis-undtagelse, der foreslås i den fælles henstilling for almindelig tunge under 19 cm på op til 3,7 % af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bomtrawl med en maskestørrelse på 80-90 mm i ICES-underområde IV syd for 55/56 °N, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet, og at der foreligger kvantitative oplysninger om uforholdsmæssigt høje omkostninger i forbindelse med håndtering af uønskede fangster. Kommissionen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at medtage undtagelsen i denne forordning. Medlemsstaterne bør indsende yderligere oplysninger, for så vidt angår de pågældende omkostninger, således at Kommissionen kan revidere undtagelsen efter 2016.

(11)

Den de minimis-undtagelse, der foreslås i den fælles henstilling for almindelig tunge på op til højst 7 % af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bomtrawl med øget selektivitet i ICES-underområde IV, er begrundet i, at det er meget vanskeligt at opnå øget selektivitet. STECF vurderede, at de underbyggende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der foreslås. Derfor bør den pågældende undtagelse medtages i denne forordning.

(12)

Den de minimis-undtagelse, der foreslås i den fælles henstilling for jomfruhummer, der er mindre end den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, op til højst 6 % af de samlede årlige fangster af denne art, fanget af fartøjer der anvender visse bundtrawl i ICES-underområde IV og EU-farvande i ICES-afsnit IIa, er baseret på, at der foreligger kvantitative oplysninger, der begrunder, at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering og bortskaffelse af uønskede fangster. STECF vurderede, at de underbyggende oplysninger er tilstrækkelige til at begrunde den undtagelse, der foreslås. Derfor bør den pågældende undtagelse medtages i denne forordning.

(13)

Med henblik på at vedtage udsmidsplaner og for de arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen, tillægges Kommissionen ved artikel 18a i forordning (EF) nr. 850/98 beføjelser til at fastsætte en bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser med det formål at sikre beskyttelse af unge marine organismer. Den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse kan, hvor det er hensigtsmæssigt, afvige fra de størrelser, der er fastsat i bilag XII til samme forordning. I øjeblikket er der i nævnte bilag XII fastsat en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse for jomfruhummer på 130 cm. På grundlag af videnskabelig rådgivning fra STECF kan den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse for jomfruhummer fastsættes til 105 cm. Navnlig konkluderede STECF, at den foreslåede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse ligger over den gennemsnitlige størrelse for kønsmodne jomfruhummere, og at risikoen for populationen ved at mindske den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse i ICES-afsnit IIIa er begrænset.

(14)

Udsmidsplaner kan også omfatte tekniske foranstaltninger vedrørende fiskeri eller arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen. For at øge redskabernes selektivitet og mindske antallet af uønskede fangster i Skagerrak er det hensigtsmæssigt at fastsætte et antal tekniske foranstaltninger, som blev aftalt mellem Unionen og Norge i 2011 (4) og 2012 (5).

(15)

For at sikre passende kontrol bør der fastsættes specifikke krav til medlemsstaterne om at opstille lister over fartøjer, der er omfattet af nærværende forordning.

(16)

Idet foranstaltningerne i denne forordning indvirker direkte på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. For at overholde de frister, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013, bør den anvendes fra den 1. januar 2016. Denne forordning bør i overensstemmelse med samme forordnings artikel 15, stk. 6, højst anvendes i en periode på et år —

a)

fangster taget med tejner (FPO)

b)

fangster i ICES-afsnit IIIa taget med bundtrawl (OTB, TBN), der har en maskestørrelse på mindst 70 mm og er forsynet med artsselektiv rist med højst 35 mm mellem tremmerne, og

c)

fangster i ICES-afsnit IIIa taget med bundtrawl, (OTB, TBN), der har en maskestørrelse på mindst 90 mm og er forsynet med et overpanel med en maskestørrelse på mindst 270 mm (diamantmaske) eller mindst 140 mm (kvadratmaske).

a)

for almindelig tunge og kuller tilsammen op til højst 2 % af de samlede årlige fangster af jomfruhummer, almindelig tunge og kuller i fiskeri efter jomfruhummer med fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB, TBN) med en maskestørrelse på mindst 70 mm og forsynet med en artsselektiv rist med højst 35 mm mellem tremmerne i ICES-afsnit IIIa

b)

for almindelig tunge op til højst 3 % af de samlede årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender garn og toggergarn (GN, GNS, GND, GNC, GTN, GTR, GEN, GNF) i ICES-afsnit IIIa, ICES-underområde IV og EU-farvande i ICES-afsnit IIa

c)

for almindelig tunge under 19 cm op til højst 3,7 % af de årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bomtrawl (TBB) med en maskestørrelse på 80-90 mm i den sydlige del af Nordsøen (ICES-underområde IV syd for 55/56 °N)

d)

for almindelig tunge under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse op til højst 7 % af de årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bomtrawl (TBB) med en maskestørrelse på 80-119 mm med en øget maskestørrelse i forlængelsen af bomtrawlet i ICES-underområde IV

e)

for jomfruhummer under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse op til højst 6 % af de årlige fangster af denne art taget af fartøjer, der anvender bomtrawl (OTB, TBN, OTT, TB) med en maskestørrelse på 80-99 mm i ICES-underområde IV og EU-farvande i ICES-afsnit IIa.

a)

samlet længde 105 mm

b)

rygskjoldslængde 32 mm.

a)

et kvadratmasket panel på mindst 140 mm

b)

et diamantmaskepanel på mindst 270 mm, der er placeret i et afsnit med fire paneler og monteret med hver tre masker med en maskestørrelse på 90 mm på en maske med maskestørrelse på 270 mm eller

c)

en sorteringsrist med en afstand mellem tremmerne på højst 35 mm.

—

mindst 3 m langt

—

placeret højst 4 m fra fangstposen og

—

dækker trawlets overvinges fulde bredde (dvs. fra sømline til sømline).

a)

trawl med kvadratmasker, hvis fangstpose har en maskestørrelse på mindst 70 mm, og som er forsynet med en sorteringsrist med højst 35 mm mellem tremmerne

b)

trawl med en maskestørrelse på under 70 mm, når der fiskes efter pelagiske arter og industriarter, forudsat at fangsterne består af over 80 % af en eller flere pelagiske arter eller industriarter

c)

trawl, hvis fangstpose har en maskestørrelse på mindst 35 mm, når der fiskes efter dybhavsrejer, forudsat at trawlet er forsynet med en sorteringsrist med højst 19 mm mellem tremmerne.

—

konstrueret med et kvadratmasket overpanel med en maskestørrelse på mindst 120 mm

—

mindst 3 m lang og

—

mindst lige så bred som sorteringsristen.

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/49

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev en række internationale standarder og fortolkningsbidrag, der fandtes pr. 15. oktober 2008, vedtaget.

(2)

Den 12. august 2014 offentliggjorde International Accounting Standards Board en række ændringer til IAS 27 Separate årsregnskaber med titlen Den indre værdis metode i separate årsregnskaber. Formålet med ændringerne er at tillade virksomheder at anvende den indre værdis metode, som beskrevet i IAS 28 Investeringer i associerede virksomheder og joint ventures, til regnskabsmæssig behandling af deres investeringer i dattervirksomheder, joint ventures og associerede virksomheder i deres separate årsregnskaber.

(3)

Ændringerne af IAS 27 indebærer konsekvensændringer af IFRS 1 og IAS 28 for at sikre en logisk sammenhæng mellem de internationale regnskabsstandarder.

(4)

Ændringerne til IAS 27 indeholder en række henvisninger til IFRS 9, som for øjeblikket ikke kan anvendes, da IFRS 9 endnu ikke er blevet vedtaget af Unionen. Derfor bør enhver henvisning til IFRS 9, der forekommer i bilaget til denne forordning, læses som en henvisning til IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling.

(5)

Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe bekræfter, at ændringerne til IAS 27 opfylder kriterierne for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002.

(6)

Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —

a)

IFRS 1 Førstegangsanvendelse af IFRS ændres som anført i bilaget til denne forordning.

b)

IAS 27 Separate årsregnskaber ændres som anført i bilaget til denne forordning

c)

IAS 28 Investeringer i associerede virksomheder og joint ventures ændres som anført i bilaget til denne forordning.

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/54

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/56

(1)

Ifølge artikel 464, stk. 3 og 4, i associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (1) (»aftalen«) kan dele af aftalen anvendes midlertidigt.

(2)

I artikel 3 i Rådets afgørelse 2014/492/EU (2) fastlægges det, hvilke af aftalens bestemmelser, der skal anvendes midlertidigt.

(3)

I aftalens artikel 462 fastsættes det, at anvendelsen af aftalens afsnit V (Handel og handelsrelaterede anliggender) på de områder i Republikken Moldova, som Republikken Moldovas regering ikke udøver faktisk kontrol over, begynder, når Republikken Moldova har sikret en fuldstændig gennemførelse og håndhævelse af afsnit V på hele sit område.

(4)

I aftalens artikel 462 fastsættes det, at associeringsrådet skal træffe en afgørelse om, hvornår den fuldstændige gennemførelse og håndhævelse af aftalens afsnit V er sikret på hele Republikken Moldovas område.

(5)

Republikken Moldova har underrettet Kommissionen om, at den vil kunne sikre fuldstændig gennemførelse og håndhævelse af aftalens afsnit V med virkning fra den 1. januar 2016.

(6)

Det er nødvendigt at overvåge og regelmæssigt undersøge anvendelsen af aftalens afsnit V på hele Republikken Moldovas område.

(7)

Det er nødvendigt at fastsætte den holdning, der skal indtages på Unionens Vegne vedrørende anvendelsen af aftalens afsnit V på hele Republikken Moldovas område —

23.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/59

(1)

Ved forordning (EU) nr. 652/2014 fastsættes bl.a. bestemmelser vedrørende forvaltning af udgifter i tilknytning til fødevarekæden, dyresundhed og krav til forelæggelsen og indholdet af de nationale programmer for udryddelse, bekæmpelse og overvågning af dyresygdomme og zoonoser.

(2)

I henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 652/2014 skal medlemsstaterne senest den 31. maj hvert år forelægge Kommissionen de nationale programmer, som skal iværksættes i det følgende år, og som de ønsker at ansøge om tilskud til.

(3)

Kommissionens beslutning 2008/425/EF (2) indeholder bestemmelser om, at medlemsstater, som ansøger om EU-tilskud til nationale programmer for udryddelse, overvågning og bekæmpelse af visse dyresygdomme, skal indsende ansøgninger, der som minimum indeholder de oplysninger, der er anført i bilag I-V til beslutningen.

(4)

Efter vedtagelsen af forordning (EU) nr. 652/2014 bør standardbestemmelserne for indholdet og medlemsstaternes forelæggelse af nationale programmer, jf. artikel 9 i nævnte forordning, ændres med henblik på fuldt ud at opfylde kravene i forordningens artikel 12.

(5)

Derudover bør standardbestemmelserne for indholdet og medlemsstaternes forelæggelse af nationale programmer, jf. artikel 9 i forordning (EU) nr. 652/2014, overholde de kriterier for nationale udryddelses-, bekæmpelses- og overvågningsprogrammer, der er fastsat ved Kommissionens beslutning 2008/341/EF (3).

(6)

For at være i tråd med udviklingen i EU-lovgivningen bør de elektroniske standardmodeller, som findes online på Kommissionens websted, anvendes for visse sygdomme, således at man lettere kan foretage fornødne ændringer eller medtage yderligere oplysninger. Kommissionen vil underrette medlemsstaterne om alle fornødne ændringer af de elektroniske standardmodeller og drøfte disse med dem inden for rammerne af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder. De ændrede elektroniske standardmodeller vil blive udsendt til samtlige medlemsstater senest i begyndelsen af marts måned i det pågældende år.

(7)

Vedrørende andre sygdomme, som ikke omfattes af de elektroniske standardmodeller, og vedrørende akvakulturdyresygdomme anses anvendelsen af ikke-elektroniske standardmodeller som et egnet værktøj til forelæggelse af nationale programmer i betragtning af det begrænsede antal forelæggelser de seneste år, hvilket ikke berettiger, at der udarbejdes særlige elektroniske modeller herfor.

(8)

Af hensyn til klarheden bør beslutning 2008/425/EF derfor ophæves og afløses af nærværende afgørelse.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —