13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/1

(1)

Den 18. juni 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger om en protokol til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet på den anden side (1) vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet om de generelle principper for Den Demokratiske Folkerepublik Algeriets deltagelse i EU-programmerne (i det følgende benævnt »protokollen«).

(2)

Forhandlingerne er afsluttet.

(3)

Formålet med protokollen er at fastlægge de finansielle og tekniske regler, der gør det muligt for Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet at deltage i visse EU-programmer. Den i protokollen fastsatte horisontale ramme udgør en foranstaltning til økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde, der giver adgang til bistand, navnlig finansiel bistand, der ydes af Unionen i medfør af EU-programmerne. Denne ramme finder kun anvendelse på EU-programmer, som de til grund for programmerne liggende retsakter giver Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet mulighed for at deltage i. Undertegnelsen og den midlertidige anvendelse af protokollen medfører således ikke udøvelse af de beføjelser inden for rammerne af de forskellige sektorpolitikker, som forfølges med programmerne, da disse beføjelser udøves ved programmernes oprettelse.

(4)

Protokollen bør undertegnes på Unionens vegne og anvendes midlertidigt, indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/3

(1)

Algeriet har indgået en Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Algeriet på den anden side (herefter benævnt »aftalen«), som trådte i kraft den 1. september 2005.

(2)

Det Europæiske Råd noterede sig på sit møde i Bruxelles den 17.-18. juni 2004 med tilfredshed Kommissionens forslag til en europæisk naboskabspolitik (ENP) og godkendte Rådets konklusioner af 14. juni 2004.

(3)

Rådet har ved flere andre lejligheder gentagne gange i sine konklusioner tilsluttet sig denne politik.

(4)

Rådet gav den 5. marts 2007 udtryk for sin støtte til den generelle og globale tilgang, der er beskrevet i Europa-Kommissionens meddelelse af 4. december 2006, og som skal gøre det muligt for partnerlandene i den europæiske naboskabspolitik at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer afhængigt af deres egne resultater og af, om retsgrundlaget giver mulighed for det.

(5)

Algeriet har udtrykt ønske om at deltage i en række af EU-programmer.

(6)

De nærmere regler og specifikke betingelser for Algeriets deltagelse i hvert enkelt EU-program, navnlig det finansielle bidrag og rapporterings- og evalueringsprocedurer, bør fastsættes i en aftale mellem Europa-Kommissionen og de kompetente myndigheder i Algeriet,

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/7

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Italiens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Pecorino Toscano«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1263/96 (2) som ændret ved forordning (EU) nr. 306/2010 (3).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (4).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/9

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Italiens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede geografiske betegnelse »Ciliegia di Vignola« der er registreret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1032/2012 (2).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (3).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/10

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Det Forenede Kongeriges ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede geografiske betegnelse »Welsh Beef«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2066/2002 (2) som ændret ved forordning (EU) nr. 97/2011 (3).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (4).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/11

(1)

Ved forordning (EF) nr. 798/2008 (3) er der fastsat krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat ved import til og transit, herunder oplagring under transit, gennem Unionen af fjerkræ og fjerkræprodukter (i det følgende benævnt »varerne«). Varerne må kun importeres til og føres i transit gennem Unionen fra tredjelande, områder, zoner og segmenter, der er opført i kolonne 1 og 3 i skemaet i del 1 i bilag I.

(2)

Ved forordning (EF) nr. 798/2008 er der også fastsat betingelser for, hvornår et tredjeland, et område, en zone eller et segment kan betragtes som fri(t) for højpatogen aviær influenza (i det følgende benævnt »HPAI«).

(3)

Canada er opført i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 som et tredjeland, hvorfra import til og transit gennem Unionen af varer, der er omfattet af den nævnte forordning, er tilladt fra visse dele af dets område, afhængigt af tilstedeværelsen af udbrud af HPAI. Denne regionalisering blev anerkendt ved forordning (EF) nr. 798/2008, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/198 (4), som følge af udbrud af HPAI i provinsen British Columbia.

(4)

En aftale mellem Unionen og Canada (5) giver mulighed for en hurtig, gensidig anerkendelse af regionaliseringsforanstaltninger i tilfælde af sygdomsudbrud i EU eller i Canada (i det følgende benævnt »aftalen«).

(5)

Den 8. april 2015 bekræftede Canada et udbrud af HPAI af subtype H5N2 i fjerkræ i provinsen Ontario. Veterinærmyndighederne i Canada suspenderede øjeblikkeligt udstedelsen af veterinærcertifikater for sendinger af varer bestemt for eksport til Unionen fra hele landet. Canada har også gennemført sanering med henblik på at bekæmpe HPAI og begrænse spredning heraf.

(6)

Som følge af dette udbrud i provinsen Ontario har Canada indsendt oplysninger om den epidemiologiske situation i landet og de foranstaltninger, det har truffet for at forhindre yderligere spredning af HPAI, og Kommissionen har nu evalueret disse oplysninger. På grundlag af denne evaluering samt de forpligtelser, der er fastsat i aftalen, og de garantier, der er blevet stillet af Canada, er det rimeligt at konkludere, at det burde være tilstrækkeligt til at dække de risici, der er forbundet med indførsel af varerne til Unionen, at restriktionerne for indførsel af varerne til Unionen begrænses til varer fra det område, der er berørt af HPAI, og for hvilket Canada har indført restriktioner på grund af udbruddene af HPAI i provinserne British Columbia og Ontario.

(7)

Canada har yderligere meddelt, at det har afsluttet rengørings- og desinfektionsforanstaltninger efter sanering af bedrifter, hvor der blev konstateret udbrud fra december 2014 til februar 2015 i provinsen British Columbia. Der bør derfor angives datoer for, hvornår de dele af landet, for hvilke der er indført veterinære restriktioner i forbindelse med disse udbrud, igen kan betragtes som frie for HPAI og import til Unionen af visse fjerkræprodukter hidrørende fra disse områder bør tillades på ny.

(8)

Oplysningerne vedrørende Canada i listen i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres for at tage højde for den nuværende epidemiologiske situation i dette tredjeland.

(9)

Bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/17

(1)

Ved beregning af de direkte omkostninger kan der tages hensyn til behovet for en optrappet fornyelse eller vedligeholdelse som følge af mere intensiv anvendelse af nettet, for så vidt som det sikres, at der kun medtages omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften.

(2)

Infrastrukturforvalterne er forpligtet til at drive nettene, også når restriktioner hæmmer effektiv forvaltning og omkostningsstyring. Derfor bør medlemsstaterne have mulighed for at fastsætte de direkte omkostninger som omkostningerne ved en effektiv jernbanedrift.

(3)

En fastsættelse af sporadgangsafgifter til de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, bør ikke betyde, at infrastrukturforvalteren lider et økonomisk nettotab eller får en økonomisk nettogevinst som resultat af jernbanedriften.

(4)

Historiske aktivværdier bør baseres på de beløb, som infrastrukturforvalteren har betalt for at erhverve aktiverne, forudsat at infrastrukturforvalteren forbliver ansvarlig for sådanne beløb.

(5)

Infrastrukturforvalteren bør ikke kunne få dækket omkostningerne til investering i et aktiv, hvis vedkommende ikke har pligt til at tilbagebetale omkostningerne.

(6)

Da bestemmelserne for beregningen af omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, bør anvendes i hele EU, bør de være forenelige med de eksisterende regnskabssystemer for infrastrukturomkostninger og med de omkostningsdata, som infrastrukturforvalterne anvender.

(7)

Hvis der benyttes forventede omkostninger og præstationsniveauer, bør det under normale forretningsvilkår ikke give anledning til højere direkte omkostninger og sporadgangsafgifter og dermed ineffektiv anvendelse af nettet. Derfor bør der anvendes historiske aktivværdier, og kun i tilfælde, hvor sådanne værdier ikke er tilgængelige, eller hvor de aktuelle værdier er lavere, kan de aktuelle værdier tages i betragtning. Alternativt kan der anvendes skønsmæssige værdier eller genanskaffelsesværdier, forventede omkostninger og forventede præstationsniveauer anvendes, forudsat at infrastrukturforvalteren over for tilsynsorganet redegør for, hvordan de er fastsat, og at de er fastsat på objektiv vis.

(8)

Ved beregning af deres direkte omkostninger bør det kun være infrastrukturforvalterne tilladt at inddrage omkostninger, som de på objektiv og fyldestgørende vis kan påvise hidrører fra jernbanedriften. F.eks. er sliddet på signaler langs strækningen og kommandoposter ikke afhængigt af trafikken og bør derfor ikke regnes med blandt de direkte omkostninger (2). Derimod vil dele, såsom sporskifter og sporskæringer m.m., blive udsat for slid som følge af jernbanedrift og bør derfor delvist medregnes blandt de direkte omkostninger. Da sensorer i stigende omfang anvendes på tog og i infrastruktur, kan de give yderligere oplysninger om det faktiske slid, som skyldes jernbanedriften.

(9)

Domstolen har afsagt en dom om beregning af omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften (3). Denne forordning tager hensyn til dommen.

(10)

Elforsyningsudstyr såsom kabler og transformatorer er som regel ikke genstand for slid som følge af jernbanedriften. De er hverken udsat for friktion eller anden påvirkning, som skyldes jernbanedriften. Derfor bør beregningen af omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, ikke omfatte omkostninger til disse former for elforsyningsudstyr. Tog, der anvender elektrisk trækkraft, slider dog på kontaktmediet (køreledningerne eller strømskinnerne), da disse tog forårsager friktion og elektriske lysbuer. Derfor kan en del af omkostningerne til vedligeholdelse og fornyelse af disse kontaktmedier anses for at påløbe direkte som følge af jernbanedriften. Også andre komponenter i køreledningsudstyret kan blive slidt som direkte følge af trafikken, der forårsager elektrisk og mekanisk spænding, og dermed forårsage omkostninger til vedligeholdelse og fornyelse.

(11)

Omfanget af de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, varierer, alt afhængigt af køretøjernes og jernbanestrækningernes konstruktionsegenskaber. Medlemsstaterne kan tillade deres infrastrukturforvaltere at modulere de gennemsnitlige direkte omkostninger i overensstemmelse med bl.a. bedste internationale praksis for at afspejle sådanne forskelle.

(12)

Det er et veletableret økonomisk princip, at den tilgængelige infrastrukturkapacitet udnyttes mest effektivt, når brugerafgifterne er baseret på marginalomkostninger. Derfor kan infrastrukturforvalterne beslutte at beregne de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, på grundlag af et skøn over marginalomkostningerne.

(13)

Desuden er der på grundlag af bedste internationale praksis (4) fastlagt metoder og modeller såsom økonometrisk og teknisk modellering til at beregne marginalomkostningerne ved anvendelse af infrastrukturen. Bedste internationale praksis vil fortsat blive videreudviklet, i takt med at der foretages yderligere uafhængige analyser og forskning, der verificeres uafhængigt af infrastrukturforvalteren, f.eks. af tilsynsorganet, herunder analyser og forskning, som kan være specifik for en enkelt medlemsstat grundet særlige infrastrukturkarakteristika. Infrastrukturforvalteren bør derfor have mulighed for at anvende sådanne modeller til at beregne de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften.

(14)

Forskellige former for økonometrisk eller teknisk modellering kan give en mere præcis beregning af de direkte omkostninger eller marginalomkostningerne ved anvendelse af infrastrukturen. Omkostningsmodellering kræver dog en højere datakvalitet og større ekspertise end metoder, der er baseret på at trække visse omkostningskategorier, der ikke kan komme i betragtning, fra de samlede omkostninger. Desuden er tilsynsorganerne muligvis endnu ikke i stand til at kontrollere, at bestemmelserne i direktiv 2012/34/EU er overholdt ved den konkrete beregning. Derfor bør infrastrukturforvalteren, når disse højere krav er opfyldt, have ret til at beregne de direkte omkostninger på grundlag af økonometrisk eller teknisk modellering eller en kombination heraf.

(15)

Tilsynsmyndighederne bør kunne kontrollere, om de forskellige afgiftsprincipper anvendes i overensstemmelse med de oplysninger, som infrastrukturforvalterne har forelagt dem. Derfor pålægger bilag IV til direktiv 2012/34/EU infrastrukturforvalteren at give en detaljeret beskrivelse i netvejledningen af metoden og reglerne og, hvor det er relevant, skalaer, hvad angår både omkostninger og afgifter.

(16)

De direkte enhedsomkostninger er blevet beregnet i internationale undersøgelser (5) i nært samarbejde med infrastrukturforvalterne. Selvom der i disse undersøgelser blev analyseret forskellige metoder, der anvendes i medlemsstaterne for forskellige flådesammensætninger og forskellige destinationer, lå mange af værdierne for direkte omkostninger for et tog på 1 000 ton på under 2 EUR pr. togkilometer (i 2005-priser og -vekselkurser ved anvendelse af et passende prisindeks). For at lette tilsynsorganernes administrative byrde bør der ikke kræves samme detaljeringsgrad for beregningen af direkte omkostninger, når værdien ligger under dette niveau.

(17)

Af forskellige årsager, såsom produktivitetsforøgelse, udbredelsen af nye teknologier eller en bedre forståelse af, hvad der forårsager omkostningerne, bør beregningen af de direkte omkostninger ajourføres eller revideres regelmæssigt, bl.a. i overensstemmelse med bedste internationale praksis.

(18)

Da jernbanevirksomhederne har behov for et forudsigeligt afgiftssystem og har rimelige forventninger til udviklingen af infrastrukturafgifterne, bør infrastrukturforvalteren, såfremt tilsynsorganet kræver det, fremlægge en indfasningsplan for jernbanevirksomheder, hvis jernbanedrift kan blive udsat for væsentlige afgiftsstigninger som følge af en revision af gennemførelsen af de eksisterende beregningsmetoder.

(19)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 62, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU —

a)

omkostninger til personale, der er nødvendigt for at holde et bestemt strækningsafsnit åbent, hvis en ansøger anmoder om at drive en specifik togtjeneste uden for den pågældende stræknings almindelige åbningstid

b)

den del af omkostningerne til sporskifter og sporskæringer m.m., som er udsat for slid som følge af jernbanedriften

c)

den del af omkostningerne til fornyelse og vedligeholdelse af køreledningerne eller strømskinnerne eller begge samt køreledningsudstyret, som påløber direkte som følge af jernbanedriften.

d)

omkostningerne til personale, som er nødvendigt til at forberede kanaltildeling og køreplaner, i det omfang omkostningerne påløber direkte som følge af jernbanedriften.

a)

faste omkostninger, der er forbundet med at stille et strækningsafsnit til rådighed, også selv om der ikke er nogen togbevægelser

b)

omkostninger, der ikke vedrører betalinger, som infrastrukturforvalteren har foretaget. Omkostninger eller omkostningscentre, der ikke er direkte forbundet med at stille minimumsadgangsydelserne til rådighed eller med adgangen til infrastruktur, der forbinder servicefaciliteter

c)

omkostninger til erhvervelse, salg, demontering, dekontaminering, genopdyrkning eller udlejning af jord eller andre anlægsaktiver

d)

generalomkostninger for hele nettet, herunder generalomkostninger til lønninger og pensioner

e)

finansieringsomkostninger

f)

omkostninger i forbindelse med teknologiske fremskridt eller forældelse

g)

omkostninger til immaterielle aktiver

h)

omkostninger til sensorer langs strækningen og kommunikations- og signaludstyr langs strækningen, hvis omkostningerne ikke påløber som direkte følge af jernbanedriften

i)

omkostninger til information, kommunikationsudstyr, der ikke befinder sig langs strækningen, eller telekommunikationsudstyr

j)

omkostninger i forbindelse med enkelttilfælde af force majeure, ulykker og driftsafbrydelser med forbehold af artikel 35 i direktiv 2012/34/EU

k)

omkostninger til elforsyningsudstyr til kørestrøm, hvis omkostningerne ikke påløber direkte som følge af jernbanedriften. Omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, til tog, der ikke anvender elforsyningsudstyr, omfatter ikke omkostninger til anvendelsen af elforsyningsudstyr

l)

omkostninger i forbindelse med tilvejebringelse af de oplysninger, der er omhandlet i punkt 1, litra f), i bilag II til direktiv 2012/34/EU, medmindre de påløber som følge af jernbanedriften

m)

administrative omkostninger, der følger af ordninger om differentierede afgifter, jf. artikel 31, stk. 5, og artikel 32, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU

n)

afskrivning, som ikke er fastsat på grundlag af faktisk slid på infrastrukturen som følge af jernbanedriften

o)

den del af omkostningerne til vedligeholdelse og fornyelse af civil infrastruktur, som ikke påløber direkte som følge af jernbanedriften.

a)

togets længde og/eller antallet af køretøjer i toget

b)

togets masse

c)

køretøjstype, særlig dets uaffjedrede masse

d)

togets hastighed

e)

den motoriserede enheds trækkraft

f)

akseltryk og/eller antallet af aksler

g)

det registrerede antal hjulflader eller den faktiske anvendelse af udstyr til at forhindre hjulspind

h)

køretøjernes stivhed i længderetningen og vandrette kræfter, der påvirker sporet

i)

forbrugt og målt elektrisk energi eller strømaftagernes eller kontaktskoenes dynamik som parameter til beregning af afgiften for slid på køreledningerne eller strømskinnen

j)

sporparametrene, særlig radier

k)

ethvert andet omkostningsrelateret parameter, for hvilket infrastrukturforvalteren kan påvise over for tilsynsorganet, at værdierne for hvert af disse parametre, herunder afvigelser fra ethvert sådant parameter, er målt og registreret på objektiv vis.

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/23

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/25

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2007/777/EF (2) er der fastsat dyre- og folkesundhedsmæssige bestemmelser for import til samt transit og oplagring i Unionen af sendinger af kødprodukter og behandlede maver, blærer og tarme (i det følgende benævnt »varerne«).

(2)

Del 1 i bilag II til beslutning 2007/777/EF indeholder en beskrivelse af de områder i tredjelande, for hvilke indførsel i Unionen af varerne er begrænset af dyresundhedsmæssige grunde, og for hvilke regionalisering finder anvendelse. Del 2 i bilaget indeholder en liste over tredjelande eller dele af tredjelande, hvorfra det er tilladt at indføre varerne til Unionen, forudsat at de er blevet underkastet den relevante behandling, jf. del 4 i bilaget.

(3)

Canada er opført i del 2 i bilag II til beslutning 2007/777/EF som et tredjeland, fra hvilket import til og transit gennem Unionen af sendinger af varer hidrørende fra fjerkræ, opdrættet fuglevildt og vildtlevende fuglevildt er tilladt fra hele Canadas område eller visse dele af området. Regionaliseringen af Canada blev anerkendt ved beslutning 2007/777/EF, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/204 (3), som følge af udbrud af HPAI i fjerkræ i provinsen British Columbia i Canada. Beslutning 2007/777/EF giver mulighed for, at varer fra det berørte område kan indføres til Unionen efter at være blevet underkastet behandling »D« som beskrevet i del 4 i bilag II til beslutning 2007/777/EF (i det følgende benævnt »behandling D«).

(4)

Canada bekræftede et nyt udbrud af HPAI i fjerkræ i provinsen Ontario i april 2015. Veterinærmyndighederne i Canada suspenderede øjeblikkeligt udstedelsen af veterinærcertifikater for sendinger af varer bestemt til indførsel til Unionen fra hele Canadas område som følge af dette nye udbrud. Canada har også gennemført sanering med henblik på at bekæmpe HPAI og begrænse spredning heraf.

(5)

En aftale mellem Unionen og Canada (4) giver mulighed for en hurtig, gensidig anerkendelse af regionaliseringsforanstaltninger i tilfælde af sygdomsudbrud i Unionen eller i Canada (i det følgende benævnt »aftalen«).

(6)

På grundlag af det nye udbrud af HPAI i Canada i provinsen Ontario bør varer hidrørende fra fjerkræ, opdrættet fuglevildt og vildtlevende fuglevildt fra de dele af den nævnte provins, for hvilke veterinærmyndighederne i Canada har indført restriktioner, underkastes mindst »behandling D« for at forhindre indslæbning af HPAI-virus til Unionen.

(7)

I forbindelse med udbrud af HPAI i British Columbia blev der ved Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (5), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/198 (6) og (EU) 2015/908 (7), også anerkendt regionalisering af Canadas område for import af visse fjerkræprodukter, der falder inden for anvendelsesområdet for samme forordning.

(8)

Af konsekvenshensyn bør beskrivelsen af områderne i del 1 i bilag II til beslutning 2007/777/EF henvise til regionaliseringen som beskrevet i tredje kolonne i tabellen i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008, for hvilke slut- og startdato i kolonne 6A og 6B i nævnte tabel er gældende.

(9)

Del 1 i bilag II til beslutning 2007/777/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/28

(1)

Ifølge Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/493/EU (2) omfatter den 21. region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til visuminformationssystemet (VIS) for alle ansøgninger skal starte, Andorra, Den Hellige Stol, Monaco og San Marino; den 22. region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til VIS for alle ansøgninger skal starte, omfatter Irland og Det Forenede Kongerige; og den 23. region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til VIS for alle ansøgninger skal starte, omfatter Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Schweiz.

(2)

Medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, at de har truffet de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger til indsamling og fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 767/2008, til VIS for alle ansøgninger i disse regioner, herunder foranstaltninger til indsamling og/eller fremsendelse af oplysninger på vegne af en anden medlemsstat.

(3)

Da betingelsen i artikel 48, stk. 3, første punktum, i forordning (EF) nr. 767/2008 således er opfyldt, er det nødvendigt at fastsætte datoen for VIS' idriftsættelse i den 21., 22. og 23. region.

(4)

Da forordning (EF) nr. 767/2008 bygger på Schengenreglerne, har Danmark besluttet at gennemføre forordning (EF) nr. 767/2008 i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(5)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (3). Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(6)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4). Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(7)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(8)

For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(9)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(10)

For så vidt angår Cypern udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011.

(11)

Da der i meget nær fremtid skal fastsættes en dato for idriftsættelsen af VIS i den 21., 22. og 23. region, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/30

(1)

Ifølge Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/493/EU (2) omfatter den 20. region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til visuminformationssystemet (VIS) for alle ansøgninger skal starte, Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka.

(2)

Medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, at de har truffet de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger til indsamling og fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 767/2008, til VIS for alle ansøgninger i denne region, herunder foranstaltninger til indsamling og/eller fremsendelse af oplysninger på vegne af en anden medlemsstat.

(3)

Da betingelsen i artikel 48, stk. 3, første punktum, i forordning (EF) nr. 767/2008 således er opfyldt, er det nødvendigt at fastsætte datoen for VIS' idriftsættelse i den 20. region.

(4)

Da forordning (EF) nr. 767/2008 bygger på Schengenreglerne, har Danmark besluttet at gennemføre forordning (EF) nr. 767/2008 i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(5)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (3). Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(6)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4). Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(7)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(8)

For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(9)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(10)

Denne afgørelse udgør en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011.

(11)

Da der i meget nær fremtid skal fastsættes en dato for idriftsættelsen af VIS i den 20. region, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/32

(1)

Det Europæiske Råd fremhævede på sit ekstraordinære møde den 23. april 2015, hvor alvorlig situationen i Middelhavsområdet er, og indtog det klare standpunkt, at Unionen bør mobilisere alle bestræbelser med henblik på at forhindre yderligere tab af menneskeliv på havet og på at tage hånd om de grundlæggende årsager til den humanitære nødsituation. Det Europæiske Råd gav endvidere tilsagn om at ville oprette et første frivilligt pilotprojekt om genbosætning i hele Unionen, hvorved der fremskaffes opholdssteder til personer, der er berettiget til beskyttelse (1).

(2)

I sin beslutning af 29. april 2015 opfordrede Europa-Parlamentet medlemsstaterne til at yde et større bidrag til eksisterende programmer for genbosætning og understregede behovet for at sikre en sikker og lovlig adgang til Unionens asylsystem (2).

(3)

Der er i øjeblikket stor forskel på medlemsstaterne med hensyn til at forpligte sig til at genbosætte personer. Kun 15 medlemsstater og 3 associerede stater har et genbosætningsprogram (yderligere én medlemsstat har bebudet et genbosætningsprogram), 3 medlemsstater og en associeret stat har foretaget genbosætning på ad hoc-basis, mens de øvrige ikke deltager i genbosætning overhovedet.

(4)

I 2014 nåede antallet af asylansøgere i EU op på 626 000, mens 6 380 tredjelandsstatsborgere med behov for international beskyttelse, blev genbosat i Unionen (3). Antallet af flygtninge, asylansøgere og internt fordrevne på verdensplan nåede i 2013, for første gang siden anden verdenskrig, op over 50 mio. mennesker (4).

(5)

Rådet (retlige og indre anliggender) erkendte i sine konklusioner af 10. oktober 2014, at »(…) henset til den indsats, der gøres af de medlemsstater, der er berørt af migrationsstrømme, bør alle medlemsstater give deres bidrag til [genbosætning] på en retfærdig og afbalanceret måde« (5).

(6)

Den 13. maj 2015 præsenterede Kommissionen en omfattende europæisk dagsorden for migration (6), som bl.a. fastlægger en række øjeblikkelige foranstaltninger, der er skræddersyet til at imødegå den menneskelige tragedie i hele Middelhavsområdet.

(7)

For at undgå, at fordrevne personer, der har behov for beskyttelse, må ty til kriminelle netværk af menneskesmuglere og menneskehandlere, opfordres Den Europæiske Union med denne dagsorden til at intensivere sine bestræbelser på genbosætningsområdet. I overensstemmelse hermed fremsætter Kommissionen denne henstilling, som foreslår en EU-genbosætningsordning, hvorved der stilles 20 000 pladser til rådighed på grundlag af en fordelingsnøgle.

(8)

Hvis associerede stater beslutter at deltage, vil fordelingsnøglen og tildelinger pr. medlemsstat og deltagende associeret stat blive tilpasset i overensstemmelse hermed.

(9)

På baggrund af tidligere drøftelser på et særligt møde i forummet om genbosætning og flytning den 25. november 2014 bør fordelingsnøglen baseres på a) befolkningens størrelse (40 % vægtning), b) det samlede BNP (40 % vægtning), c) det gennemsnitlige antal spontane asylansøgninger og antallet af genbosatte flygtninge pr. million indbyggere i perioden 2010-2014 (10 % vægtning), og d) arbejdsløsheden (10 % vægtning).

(10)

Medlemsstaterne skal give i alt 20 000 personer adgang til Unionen i løbet af ordningens to-årige gennemførelsesperiode. Ansvaret for at huse sådanne personer bør ligge udelukkende hos de deltagende stater i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og internationale regler. Dette imødekommer anmodningen fra De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der opfordrede de europæiske lande til i højere grad at forpligte sig til at modtage flygtninge ved hjælp af bæredygtige genbosætningsprogrammer, og støttede kampagnen under ledelse af Den Internationale Organisation for Migration og fem ikke-statslige organisationer.

(11)

Situationen i nabolandene og de nuværende migrationsstrømme, navnlig forbindelse med de regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer i Mellemøsten, Nordafrika og Afrikas Horn, bør tages i betragtning ved indkredsningen af de prioriterede regioner.

(12)

UNHCR og andre organer med relevant erfaring og ekspertise, herunder Det Europæiske Asylstøttekontor, bør opfordres til at bidrage til gennemførelsen af genbosætningsordningen.

(13)

Der bør træffes foranstaltninger for at undgå sekundære bevægelser af genbosatte personer fra genbosætningsstaten til andre medlemsstater og associerede stater, som deltager i ordningen.

(14)

Kommissionen agter at bidrage til ordningen ved at stille yderligere 50 mio. EUR til rådighed i årene 2015 og 2016 inden for rammerne af Unionens genbosætningssprogram, således som dette er fastsat i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 (7). Med henblik på at optimere anvendelsen af de finansielle incitamenter vil Kommissionen tilpasse de faste beløb og de prioriteter, der er fastsat i det pågældende program i form af en delegeret retsakt, som omhandlet i artikel 17, stk. 4 og 10, i forordning (EU) nr. 516/2014. Hvis de associerede lande beslutter at deltage i genbosætningsordningen, kan de ikke drage fordel af de i forordning (EU) nr. 516/2014 omhandlede faste beløb som kompensation for deres tilsagn —

1.

Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne genbosætter 20 000 mennesker med behov for international beskyttelse, på grundlag af de betingelser og den fordelingsnøgle, der er fastsat i denne henstilling.

2.

Ved »genbosætning« forstås overførsel af fordrevne enkeltpersoner med et klart behov for international beskyttelse efter anmodning fra De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge, fra et tredjeland til en medlemsstat og efter aftale med sidstnævnte, med henblik på beskyttelse imod refoulement og på at give tilladelse til indrejse og ret til ophold og andre rettigheder, som er sammenlignelige med dem, der indrømmes en person under international beskyttelse.

3.

Den europæiske genbosætningsordning skal omfatte alle medlemsstater.

4.

Ordningen skal omfatte et samlet europæisk tilsagn om 20 000 genbosætningspladser. Ordningen skal vare i to år fra datoen for vedtagelsen af henstillingen.

5.

Det samlede antal genbosættelsespladser, som der er givet tilsagn om, bør fordeles mellem medlemsstaterne efter fordelingsnøglen i bilaget. Hvis associerede stater beslutter at deltage i ordningen, vil fordelingsnøglen blive tilpasset i overensstemmelse hermed.

6.

Der vil først og fremmest blive modtaget personer til genbosætning fra prioritetsregionerne Nordafrika, Mellemøsten og Afrikas Horn, og navnlig fra de lande, hvor der i øjeblikket gennemføres regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer.

7.

Medlemsstaterne og de associerede stater bør fortsat have ansvaret for individuelle indrejsetilladelser efter passende medicinsk og sikkerhedsmæssig kontrol, mens De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge bør forestå vurderingen af genbosætningskandidaterne i de prioriterede regioner og for at fremsætte forslag om genbosætning i medlemsstaterne og de associerede stater.

8.

Når en genbosat person får indrejsetilladelse i en medlemsstat eller en associeret stat, som deltager i ordningen, skal denne stat gennemføre en formel procedure med henblik på international beskyttelse, herunder optagelse af fingeraftryk. Denne procedure skal gennemføres hurtigt og i overensstemmelse med relevant lovgivning, særlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 (8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (9), Rådets direktiv 2005/85/EF (10), Rådets direktiv 2003/9/EF (11) og, fra den 20. juli 2015, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (12) og 2013/33/EU (13).

9.

Efter denne proces, hvor en medlemsstat har tildelt international beskyttelse eller national beskyttelsesstatus til en genbosat person, bør denne person i den medlemsstat, som personen er genbosat i, nyde de rettigheder, der gælder for personer under international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, eller tilsvarende rettigheder, som er sikret ved national lovgivning. I denne forbindelse bør fri bevægelighed inden for Unionen underkastes de samme betingelser og begrænsninger, der gælder for andre tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i medlemsstaterne. I tilfælde af deltagende associerede stater, bør tilsvarende national lovgivning finde anvendelse.

10.

Kandidater til genbosætning bør informeres om deres rettigheder og forpligtelser under genbosætningsordningen samt inden for rammerne af den relevante EU-lovgivning og nationale lovgivning, inden deres indrejse i de deltagende medlemsstater eller associerede stater, især om konsekvenserne af sekundære bevægelser i EU og/eller deltagende associerede stater, og om, at de kun har krav på de rettigheder, der er knyttet til international beskyttelse eller national beskyttelsesstatus i den stat, hvor de genbosættes.

11.

Genbosatte personer, som uden tilladelse rejser ind i en anden medlemsstat eller deltagende associeret stat end den stat, hvor de er blevet genbosat, enten før afslutningen af den formelle internationale beskyttelsesprocedure eller efter tildeling af international beskyttelse, sendes tilbage til den stat, hvor de er blevet genbosat, i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 (14) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (15).

12.

Inddragelsen af Det Europæiske Asylstøttekontor i gennemførelsen af ordningen bør sikres, navnlig med henblik på at yde særlig støtte til de medlemsstater og deltagende associerede stater, som ikke har tidligere erfaring med genbosætning. Det Europæiske Asylstøttekontor bør overvåge gennemførelsen af ordningen og regelmæssigt aflægge rapport herom.

13.

Medlemsstaterne bør have ret til at modtage en finansiel tildeling i forhold til antallet af personer, der er blevet genbosat på deres område i overensstemmelse med de faste beløb, der er fastsat i artikel 17 i forordning (EU) nr. 516/2014, som tilpasset ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. xxx/2015 (16).

14.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

13.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 148/38

(1)

Aftalen blev undertegnet den 21. juni 1999 og trådte i kraft den 1. juni 2002.

(2)

Aftalens bilag III (Gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer) blev erstattet ved afgørelse nr. 2/2011 fra Det Blandede Udvalg EU-Schweiz (2) og bør ajourføres, så det afspejler nye retsakter, der siden den dato er vedtaget af Den Europæiske Union og Schweiz —