21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/1

(1)

Ved Rådets beslutning 2009/831/EF (1), der blev vedtaget på grundlag af artikel 299, stk. 2, i EF-traktaten (nu artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), blev Portugal bemyndiget til at anvende en reduceret punktafgiftssats i den selvstyrende region Madeira på rom og likører, der fremstilles og forbruges lokalt, og i den selvstyrende region Azorerne på likører og brændevin, der fremstilles og forbruges lokalt, som kan være lavere end den mindstesats, der er angivet i Rådets direktiv 92/84/EØF (2), men højst 75 % lavere end den normale nationale punktafgiftssats på alkohol.

(2)

Den 30. juli 2013 anmodede de portugisiske myndigheder Kommissionen om at stille et forslag til Rådets afgørelse om forlængelse af beslutning 2009/831/EF på uændrede betingelser indtil den 31. december 2020. Denne anmodning blev ændret den 19. november 2013, da Portugal anmodede om en forlængelse på seks måneder af beslutning 2009/831/EF indtil den 30. juni 2014 for at skabe sammenfald med de nuværende retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte, der skulle efterfølges af en ny forlængelse for perioden fra den 1. juli 2014 til den 31. december 2020.

(3)

Det er berettiget at imødekomme ansøgningen om en ny bemyndigelse for at undgå, at udviklingen i disse regioner i den yderste periferi bringes i fare. På grund af vanskeligheder med at eksportere disse produkter til lande uden for regionen kan de kun afsættes på de regionale markeder.

(4)

Landbrugsråvarerne er dyrere end under normale produktionsvilkår i de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne, da landbrugsbedrifterne er små og opsplittede og kun har indført begrænset mekanisering. I Madeiras tilfælde er mængden af sukker, der stammer fra forarbejdningen af sukkerrør, desuden lavere end i andre regioner i den yderste periferi som følge af øens topografi, klima og jordbundsforhold samt de traditionelle fremstillingsmetoder. Transporten til øerne af bestemte råvarer og emballagematerialer, der ikke fremstilles lokalt, fører også ekstraomkostninger med sig sammenlignet med transporten af blot det færdige produkt. I Azorernes tilfælde antager deres status som øsamfund en ekstra dimension, idet øerne er spredt over store afstande. Udgifterne til transport og installationen af udstyr i disse fjerntliggende insulære regioner medfører yderligere ekstraomkostninger. Det samme gælder udgifterne til visse nødvendige rejser og forsendelser til fastlandet. Der opstår ligeledes ekstraudgifter til lagring af færdige produkter, fordi det lokale forbrug ikke er tilstrækkeligt stort til at absorbere dem, efterhånden som de produceres, men fordeler sig over hele året. Det regionale markeds beskedne størrelse medfører, at produktionsprisen pr. enhed forøges på forskellige måder, navnlig via det ugunstige forhold mellem faste udgifter og den producerede mængde, både med hensyn til udstyr og de omkostninger, der følger af forskellige miljøkrav. Desuden skal romproducenter på Madeira behandle affaldet fra forarbejdningen af sukkerrør, mens producenter i andre regioner kan genanvende affaldsprodukterne. Endelig rammes de pågældende producenter af samme ekstraomkostninger som resten af de lokale økonomier, herunder især højere arbejdsomkostninger og energiomkostninger.

(5)

Af de detaljerede beregninger i de rapporter, som der henvises til i artikel 4 i beslutning 2009/831/EF ses det, at en reduktion på 75 % af punktafgiftssatsen ikke helt modvirker den konkurrencemæssige ulempe, der er knyttet til fremstilling af destillerede alkoholiske drikke på Madeira og Azorerne, som resultat af højere produktions- og markedsføringsomkostninger. Derfor bør det fortsat bemyndiges at reducere punktafgiftssatsen i overensstemmelse med anmodningen.

(6)

En omhyggelig undersøgelse af situationen viser, at det er nødvendigt at efterkomme Portugals anmodning, for at sikre, at alkoholindustrien bliver bevaret i de pågældende regioner i den yderste periferi.

(7)

Eftersom afgiftsfordelen er begrænset til, hvad der er nødvendigt for at kompensere for ekstraomkostningerne, og eftersom afgiftsfordelen kun vil tilgodese begrænsede mængder og kun omfatter det lokale forbrug, underminerer foranstaltningen ikke integriteten og sammenhængen i EU-retten.

(8)

Der bør stilles krav om, at der udarbejdes en midtvejsrapport, så Kommissionen kan vurdere, om de betingelser, der ligger til grund for indrømmelsen af en sådan undtagelse, fortsat er opfyldt.

(9)

Denne afgørelse berører ikke en eventuel anvendelse af artikel 107 og 108 i TEUF —

1.

på Madeira

2.

på Azorerne

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/4

(1)

I henhold til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet, under hensyntagen til den strukturelle sociale og økonomiske situation i regionerne i den yderste periferi, som forværres af deres fjerne beliggenhed, status som øsamfund, lille areal, vanskelige topografiske og klimatiske forhold og deres økonomiske afhængighed af nogle få varer, særlige foranstaltninger, der navnlig tager sigte på at fastsætte betingelserne for anvendelsen af traktaterne i de pågældende regioner, herunder fælles politikker.

(2)

Der bør derfor vedtages særlige foranstaltninger for at fastsætte betingelserne for anvendelsen af TEUF i disse regioner. Sådanne foranstaltninger skal vedtages under hensyn til de særlige karakteristika og begrænsninger i disse regioner, uden at de underminerer EU-rettens, herunder det indre markeds og de fælles politikkers, integritet og sammenhæng.

(3)

Det væsentligste handicap påvist på De Kanariske Øer er deres økonomiske afhængighed af servicesektoren, navnlig turisme, sammen med industrisektorens meget beskedne andel i De Kanariske Øers BNP.

(4)

For det andet er der øgruppens isolerede beliggenhed, der hæmmer den fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser. Afhængigheden af visse transportformer, luft- og søtransport, forøges som følge af, at det drejer sig om transportformer, der endnu ikke er liberaliseret i fuldt omfang. Produktionsomkostningerne er endvidere større, fordi disse transportformer er mindre effektive og dyrere end vej- eller jernbanetransport.

(5)

Som en yderligere følge af denne isolerede beliggenhed fører afhængigheden af råvarer og energi, nødvendigheden af at opbygge lagre og vanskelighederne forbundet med levering af produktionsudstyr, også til højere produktionsomkostninger.

(6)

Markedets ringe størrelse og den ringe udbygning af eksportsektoren tillige med det forhold, at der er tale om en geografisk fragmenteret øgruppe, samt forpligtelsen til at opretholde diversificerede, men små produktionslinjer for at opfylde et lille markeds behov begrænser mulighederne for at opnå stordriftsfordele.

(7)

Det er i mange tilfælde vanskeligere eller dyrere at erhverve specialiserede tjenesteydelser og vedligeholdelsesarbejder og at videreuddanne mellemledere og teknikere, og det samme gælder mulighederne for at give opgaver i underentreprise eller ekspandere uden for De Kanariske Øer. Desuden giver de begrænsede distributionsmuligheder anledning til opbygning af for store lagre.

(8)

På miljøområdet medfører bortskaffelsen af industriaffald og behandlingen af giftigt affald højere miljøomkostninger. Disse omkostninger er højere, fordi der kun findes genbrugsanlæg for visse varer, fordi affald skal fragtes over til kontinentet og fordi giftigt affald skal behandles uden for De Kanariske Øer.

(9)

På baggrund af ovenstående og de spanske myndigheders anmeldelse til Kommissionen den 4. marts 2013 bør bemyndigelsen til at anvende en særlig afgiftsordning for bestemte industrivarer, for hvilke der kan indrømmes fritagelser til fordel for lokale varer, forlænges.

(10)

Ved Rådets beslutning 2002/546/EF (1), der blev vedtaget på basis af EF-traktatens artikel 299, blev Spanien bemyndiget til indtil den 31. december 2011 at indrømme fritagelser for eller nedsættelser af afgiften »Arbitrio sobre Importaciones y Entregas de Mercancías en las Islas Canarias« (»AIEM«) for visse varer, der produceres lokalt på De Kanariske Øer. Bilaget til nævnte beslutning indeholder en liste over varer, for hvilke der kan indrømmes fritagelse for eller nedsættelse af afgiften. Forskellen mellem afgiftssatsen på lokalt producerede varer og afgiftssatsen på andre varer må, afhængigt af, hvilken vare det drejer sig om, ikke overstige 5, 15 eller 25 procentpoint.

(11)

Rådets afgørelse nr. 895/2011/EU (2) ændrede beslutning 2002/546/EF og forlængede dens anvendelsesperiode til den 31. december 2013.

(12)

Rådets afgørelse nr. 1413/2013/EU (3) ændrede beslutning 2002/546/EF yderligere og forlængede dens anvendelsesperiode til den 30. juni 2014.

(13)

AIEM-afgiften er led i målsætningerne om en autonom udvikling af industriproduktionen på De Kanariske Øer og en diversificering af De Kanariske Øers økonomi.

(14)

De maksimale fritagelser, der kan opereres med for de pågældende industrivarer, ligger på mellem 5 % og 15 % alt efter sektor og vare.

(15)

Den maksimale fritagelse, der gælder for tobaksvarer, er imidlertid højere, da tobaksindustrien udgør et særligt tilfælde. Tobaksindustrien, som er ekspanderet kraftigt på De Kanariske Øer, har oplevet en markant nedgang i nogle år. De traditionelle handicap som følge af den fjerne beliggenhed som nævnt ovenfor er den primære årsag til nedgangen i den lokale tobaksproduktion på De Kanariske Øer. Der er grund til at fastholde en væsentlig afgiftsfritagelse for tobaksvarer. Denne afgiftsfritagelse har direkte tilknytning til målet om at opretholde produktionsvirksomheden på De Kanariske Øer.

(16)

Målsætningerne om at fremme den socioøkonomiske udvikling på De Kanariske Øer afspejles på nationalt plan i formålet med afgiften og fordelingen af afgiftsprovenuet. Det er en juridisk forpligtelse at indregne provenuet af denne afgift i De Kanariske Øers økonomiske og skattemæssige system og anvende den til en strategi for økonomisk og social udvikling gennem fremme af lokale aktiviteter.

(17)

Fritagelserne for eller nedsættelserne af AIEM-afgiften bør finde anvendelse i 6 1/2 år. Det vil dog være nødvendigt at evaluere resultaterne af sådanne fritagelser eller nedsættelser. Følgelig bør de spanske myndigheder senest den 30. september 2017 forelægge Kommissionen en rapport om fritagelserne for eller nedsættelserne af AIEM-afgiften med henblik på at bedømme virkningen af de trufne foranstaltninger og deres bidrag til fremme eller opretholdelse af lokale økonomiske aktiviteter under hensyntagen til de handicap, som regionerne i den yderste periferi lider under. På dette grundlag vil deres anvendelsesområde og de i henhold til EU-reglerne bemyndigede fritagelser om nødvendigt blive taget op til revision.

(18)

Den skattemæssige fordel forbundet med AIEM-afgiften skal stå i et rimeligt forhold til målet for ikke at undergrave integriteten og sammenhængen i EU's retsorden og hindre en fordrejning af konkurrencen i det indre marked og statsstøttepolitikken.

(19)

Denne afgørelse gælder med forbehold af en eventuel anvendelse af artikel 107 og 108 TEUF —

a)

5 % for de varer, der er opført i bilagets afsnit A

b)

10 % for de varer, der er opført i bilagets afsnit B

c)

15 % for de varer, der er opført i bilagets afsnit C

d)

25 % for de varer, der er opført i bilagets afsnit D. De spanske myndigheder kan dog fastsætte en minimumsafgift på cigaretter på højst 18 EUR pr. 1 000 cigaretter, der kun gælder, hvis den AIEM-afgift, der følger af anvendelsen af almindelige beskatningsformer, er lavere end dette tal.

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/9

(1)

Rådets beslutning 2004/162/EF (1) giver Frankrig bemyndigelse til at indrømme fritagelser for eller nedsættelser af særafgiften »octroi de mer« for varer, der er lokalt fremstillet i de franske oversøiske departementer, og som er anført i bilaget til beslutningen. Afhængigt af den pågældende vare må afgiftsforskellen mellem lokalt producerede varer og andre varer ikke overstige 10, 20 eller 30 procentpoint. Disse fritagelser eller nedsættelser udgør særlige foranstaltninger, der tager sigte på at kompensere for de særlige begrænsninger nævnt i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som områderne i Unionens yderste periferi er konfronteret med, og som bevirker, at lokale virksomheders produktionsomkostninger forøges, og at deres varer står ringe i konkurrencen med tilsvarende varer importeret fra det franske hovedland og andre medlemsstater eller tredjelande. Disse fritagelser for eller nedsættelser af afgifterne for den lokale produktion støtter skabelsen, vedligeholdelsen og udviklingen af lokal produktion. I henhold til beslutning 2004/162/EF er de franske myndigheder bemyndiget til at anvende disse fritagelser og nedsættelser indtil den 1. juli 2014.

(2)

Frankrig mener, at de ugunstige vilkår for de franske områder i Unionens yderste periferi er vedblivende og har anmodet Kommissionen om at fastholde et differentieret skattesystem svarende til det nuværende fra den 1. juli 2014 til den 31.december 2020.

(3)

Gennemgangen af listerne over varer, for hvilke de franske myndigheder har anmodet om at anvende en differentieret beskatning, kræver et omfattende stykke arbejde for hver vare for at kontrollere berettigelsen til differentieret beskatning og dens størrelse og sikre, at en sådan beskatning ikke underminerer EU-rettens integritet og sammenhæng, herunder det indre marked og fælles politikker.

(4)

Sådan analyse er endnu ikke færdiggjort på grund af det store omfang af involverede varer og den informationsmængde, der skal indhentes, særligt vedrørende beregning af de højere produktionsomkostninger, som stiller de lokale varer ugunstigt, og vedrørende de berørte markedsstrukturer.

(5)

Hvis der ikke vedtages et forslag inden den 1. juli 2014, kunne det medføre et juridisk tomrum, eftersom anvendelse af differentieret beskatning i de franske områder i Unionens yderste periferi efter den 1. juli 2014 ville være udelukket.

(6)

En yderligere frist på seks måneder er nødvendig for at færdiggøre analysen af de varer, for hvilke Frankrig har anmodet om at anvende en differentieret beskatning, og for at give Kommissionen tid til at fremsætte et afbalanceret forslag, der tager hensyn til de forskellige interesser, der er involveret.

(7)

Beslutning 2004/162/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/11

(1)

Maksimalgrænseværdierne for restkoncentrationer (i det følgende benævnt »MRL«) af farmakologisk virksomme stoffer, som i Unionen er bestemt til anvendelse i veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion eller i biocidholdige produkter, der anvendes i husdyrbrug, skal fastsættes i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 470/2009.

(2)

Bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 37/2010 (2) indeholder en liste over farmakologisk virksomme stoffer og disses klassifikation med hensyn til MRL i animalske fødevarer.

(3)

Rafoxanid er for øjeblikket opført i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 som et stof, der tillades anvendt til muskel, fedt, lever og nyre fra kvæg og får, med undtagelse af dyr, hvis mælk anvendes til konsum.

(4)

Der er indgivet en anmodning til Det Europæiske Lægemiddelagentur om en udtalelse med henblik på udvidelse af de eksisterende bestemmelser om rafoxanid til også at omfatte komælk.

(5)

Udvalget for Veterinærlægemidler har anbefalet, at der fastsættes en midlertidig MRL for rafoxanid, der skal gælde for ko- og fåremælk, og at forbuddet mod at anvende dette stof til dyr, hvis mælk anvendes til konsum, ophæves.

(6)

Bestemmelserne om rafoxanid i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 bør derfor ændres, således at den anbefalede midlertidige MRL for stoffet i ko- og fåremælk tilføjes, og det eksisterende forbud mod at anvende stoffet til dyr, hvis mælk anvendes til konsum, udgår.

(7)

Den midlertidige MRL for rafoxanid, der er fastsat i tabellen, bør være gældende indtil den 31. december 2015.

(8)

Der bør indrømmes de berørte parter en rimelig frist til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at overholde den nye MRL.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Veterinærlægemidler —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/14

(1)

Der bør i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 470/2009 fastsættes en maksimalgrænseværdi for restkoncentrationer (herefter benævnt »MRL«) af farmakologisk virksomme stoffer, som i Den Europæiske Union er bestemt til anvendelse i veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion eller i biocidholdige produkter, der anvendes i husdyrbrug.

(2)

Bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 37/2010 (2) indeholder en liste over farmakologisk virksomme stoffer og disses klassifikation med hensyn til MRL'er i animalske fødevarer.

(3)

Closantel er for øjeblikket medtaget i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 som et stof, der for kvæg og får tillades anvendt til muskel, fedt, lever, nyre og mælk. De midlertidige maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af dette stof, som er fastsat for ko- og fåremælk, udløb den 1. januar 2014.

(4)

Yderligere data er blevet forelagt og vurderet af Udvalget for Veterinærlægemidler, som på grundlag heraf anbefalede, at de midlertidige maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af closantel i ko- og fåremælk fastsættes som definitive.

(5)

Bestemmelserne om closantel i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Veterinærlægemidler —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/17

(1)

Der bør i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 470/2009 fastsættes en maksimalgrænseværdi for restkoncentrationer (herefter benævnt »MRL«) af farmakologisk virksomme stoffer, som i Den Europæiske Union er bestemt til anvendelse i veterinærlægemidler til dyr bestemt til fødevareproduktion eller i biocidholdige produkter, der anvendes i husdyrbrug.

(2)

Bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 37/2010 (2) indeholder en liste over farmakologisk virksomme stoffer og disses klassifikation med hensyn til MRL'er i animalske fødevarer.

(3)

Clorsulon er for øjeblikket medtaget i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 som et stof, der for kvæg tillades anvendt til muskel, lever, nyre og mælk. De midlertidige maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af dette stof, som er fastsat for komælk, udløb den 1. januar 2014.

(4)

Yderligere data er blevet forelagt og vurderet af Udvalget for Veterinærlægemidler, som på grundlag heraf anbefalede, at de midlertidige maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af clorsulon i komælk fastsættes som definitive.

(5)

Bestemmelserne om clorsulon i tabel 1 i bilaget til forordning (EU) nr. 37/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Veterinærlægemidler —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/20

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for udstedelse af en sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om godkendelse af canthaxanthin. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« af et præparat af canthaxanthin som fodertilsætningsstof til avlshøner.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 12. december 2012 (2), at præparatet af canthaxanthin under de foreslåede betingelser for anvendelse ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet, og at dets anvendelse kan stabilisere avlshøners reproduktive ydelse. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Autoriteten har ligeledes gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det i henhold til forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af det pågældende præparat af canthaxanthin viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af præparatet godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/23

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (3) er der fastsat specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer, der er opført i bilag II og III til forordning (EF) nr. 1333/2008.

(3)

Disse lister kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008, enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(4)

Den 13. september 2011 blev der indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende polyethylenglycol podet på polyvinylalkohol (PVA-PEG-graft-copolymer) i vandopløselige straksfrigivende filmovertræk til kosttilskud. Ansøgningen er blevet forelagt medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008.

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har vurderet sikkerheden ved PVA-PEG-graft-copolymer, når det anvendes som fødevaretilsætningsstof, og har konkluderet, at anvendelsen heraf i filmovertræk til kosttilskud ikke udgør et sikkerhedsproblem i forbindelse med de foreslåede anvendelsesformål (4).

(6)

PVA-PEG-graft-copolymer er bestemt til anvendelse i vandopløselige straksfrigivende filmovertræk til kosttilskud. Stoffet beskytter mod ubehagelig smag eller lugt, forbedrer produkters udseende, gør tabletter lettere at sluge, giver produkter et karakteristisk udseende og beskytter følsomme aktive ingredienser. En særlig egenskab ved stoffet er, at det er ekstremt elastisk, har lav viskositet og hurtigt opløses i både sure, ph-neutrale og basiske medier. Det bør derfor være tilladt at anvende PVA-PEG-graft-copolymer som overfladebehandlingsmiddel i kosttilskud i fast form, og stoffet bør tildeles E-nummeret E 1209.

(7)

Specifikationerne for PVA-PEG-graft-copolymer bør indarbejdes i forordning (EU) nr. 231/2012, når det optages på EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 for første gang.

(8)

Forordning (EF) nr. 1333/2008 og (EU) nr. 231/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/27

(1)

Forordning (EF) nr. 1924/2006 foreskriver, at ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger skal sendes til den nationale kompetente myndighed i de respektive medlemsstater. Den nationale kompetente myndighed skal videresende ansøgningerne til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), i det følgende benævnt »autoriteten«. Autoriteten skal afgive udtalelse om den pågældende sundhedsanprisning og sende den til Kommissionen, som skal træffe beslutning vedrørende eventuel godkendelse af sundhedsanprisningen under hensyntagen til autoritetens udtalelse.

(2)

I henhold til artikel 16, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1924/2006 kan en positiv udtalelse fra autoriteten, hvorefter en sundhedsanprisning kan godkendes, indeholde særlige betingelser for anvendelse af anprisningen.

(3)

Godkendelsen af sundhedsanprisninger kan ændres efter anmodning fra ansøgeren eller brugeren i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1924/2006 eller på baggrund af en udtalelse fra autoriteten, afgivet på dennes eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat eller Kommissionen i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1924/2006.

(4)

Som opfølgning på udtalelsen fra autoriteten, afgivet efter anmodning fra Kommission og en lignende anmodning fra Frankrig, om muligheden af at angive en målbar effekt i sundhedsanprisninger vedrørende den reducerende effekt af plantesteroler/plantestanolestere på blodets LDL-kolesterol (spørgsmål nr. EFSA-Q-2009-00530 og Q-2009-00718)  (2) ændrede Kommissionen ved forordning (EU) nr. 376/2010 (3) betingelserne for anvendelse af to sundhedsanprisninger vedrørende den reducerende effekt af plantesteroler og plantestanolestere på kolesterolindholdet i blodet som fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 983/2009 (4), derved at der blev angivet en målbar effekt. På grundlag af den samme udtalelse fra autoriteten godkendte Kommissionen desuden, ved forordning (EU) nr. 384/2010 (5), en sundhedsanprisning vedrørende den reducerende effekt af plantesteroler/plantestanolestere på blodets LDL-kolesterol, idet den fastsatte anvendelsesbetingelser vedrørende angivelse af en målbar effekt.

(5)

Som opfølgning på en ansøgning, som Raisio Nutrition Ltd. indgav i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1924/2006, skulle autoriteten afgive udtalelse om en sundhedsanprisning vedrørende den reducerende effekt af plantestanoler som plantestanolestere på blodets LDL-kolesterol (spørgsmål nr. EFSA-Q-2011-00851)  (6). Den af ansøgeren foreslåede anprisning havde følgende ordlyd: »Et dagligt indtag af 3 g plantestanoler på esterform har vist sig at reducere kolesterolindholdet i blodet med 12 %. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom«. Ansøgeren anmodede også om, at angivelsen af, hvor længe der som minimum skal gå, inden virkningen opnås, sættes til 1-2 uger, og at der gives tilladelse til at anvende anprisninger for en bredere vifte af fødevarer, herunder smørbare gule fedtstoffer, mejeriprodukter, ost, rugbrød, havregryn, fermenterede produkter baseret på sojamælk (produkter af yoghurttypen bestemt til at blive drukket eller indtaget med ske) og mælkedrikke baseret på havre.

(6)

På grundlag af de fremlagte oplysninger konkluderede autoriteten i sin udtalelse, som Kommissionen og medlemsstaterne modtog den 16. maj 2012, at plantestanolestere ved et dagligt indtag på 3 g (interval: 2,7-3,3 g) sænker LDL-kolesterolet i blodet med 11,4 % (med et konfidensinterval på 95 %: 9,8-13,0), og at der som minimum skal gå 2-3 uger, inden man opnår den maksimale reducerende effekt af plantestanolestere på blodets LDL-kolesterol. Autoriteten konkluderede også, at mens plantestanolestere, der tilsættes til fødevarer såsom smørbare produkter af margarinetypen, mayonnaise, salatdressinger og mejeriprodukter, såsom mælk, yoghurt — herunder fedtfattig yoghurt — og ost, konsekvent har vist sig at sænke indholdet af LDL-kolesterol i blodet, er den kolesterolsænkende virkning af plantestanoler, når de tilsættes til andre fødevareemner, mindre veldokumenteret.

(7)

Unilever PLC og Unilever NV indgav en ansøgning i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 1924/2006 om ændring af betingelserne for anvendelse af sundhedsanprisningerne vedrørende den reducerende effekt af plantesteroler og plantestanoler på blodets LDL-kolesterol (spørgsmål nr. EFSA-Q-2011-01241)  (7). Ændringen vedrører omfanget af den reducerende effekt på blodets LDL-kolesterol (7-12 %) ved et dagligt indtag af plantesteroler og plantestanoler på 1,5-3 g. Ansøgeren anmodede også om, at angivelsen af, hvor længe der som minimum skal gå, inden virkningen opnås, sættes til 1-2 uger.

(8)

På grundlag af de fremlagte oplysninger konkluderede autoriteten i sin udtalelse, som Kommissionen og medlemsstaterne modtog den 16. maj 2012, at plantesteroler og plantestanolestere ved et dagligt indtag på 3 g (interval: 2,6-3,4 g) sænker LDL-kolesterolet i blodet med 11,3 % (med et konfidensinterval på 95 %: 10,0-12,5), og at der som minimum skal gå 2-3 uger, inden man opnår den maksimale reducerende effekt af plantesteroler og plantestanoler på LDL-kolesterolet. Autoriteten påpegede i sin vurdering tillige, at plantesteroler og plantestanoler ved et dagligt indtag på mellem 1,5 og 3 g har en lignende reducerende effekt på blodets LDL-kolesterol.

(9)

I henhold til betingelserne for anvendelse af de tilladte sundhedsanprisninger af plantesteroler, plantestanolestere og plantesteroler/plantestanolestere som fastsat i forordning (EF) nr. 983/2009 og (EU) nr. 384/2010 kan der henvises til omfanget af disse stoffers kolesterolsænkende virkning for visse kategorier af fødevarer. Det følger af betingelserne, at forbrugerne, når der henvises til omfanget af den kolesterolsænkende virkning, skal oplyses om, at LDL-kolesterolet i blodet ved et dagligt indtag af plantesteroler og/eller plantestanolestere på 1,5-2,4 g sænkes med 7-10 % inden for 2-3 uger. Eftersom ny evidens har vist, at en yderligere virkning opnås med højere indtag af disse stoffer — på op til 3 g pr. dag — er det nødvendigt at ændre disse anvendelsesbetingelser for så vidt angår oplysningerne til forbrugerne om virkningens omfang og det nødvendige daglige indtag, under hensyntagen til EFSA's videnskabelige udtalelser.

(10)

For at sikre, at anprisningerne, der er godkendt ved forordning (EF) nr. 983/2009 og (EU) nr. 384/2010, ikke forvirrer eller vildleder forbrugerne, bør anvendelsesbetingelserne for så vidt angår oplysningerne til forbrugerne om omfanget af den kolesterolsænkende virkning være sammenhængende. Da plantesteroler og plantestanoler ved et dagligt indtag på mellem 1,5 og 3 g har en tilsvarende effekt, bør der angives samme omfang af virkningen for plantesteroler, plantestanolestere og plantesteroler/plantestanolestere. Det følger af Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (8), at indtag på over 3 g plantesteroler og plantestanoler bør undgås. Der bør af samme grund i anvendelsesbetingelserne angives en indtagsmængde (intervaller) på op til 3 g.

(11)

Forordning (EF) nr. 983/2009 og (EU) nr. 384/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

De bemærkninger fra ansøgerne og medlemmer af offentligheden, som Kommissionen har modtaget i overensstemmelse med artikel 16, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1924/2006, er taget i betragtning ved fastsættelsen af foranstaltningerne i nærværende forordning.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

1)

I første række (vedrørende sundhedsanprisningen »Plantesteroler har vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom«) foretages følgende ændringer:

2)

I anden række (vedrørende sundhedsanprisningen »Plantestanolestere har vist sig at sænke/reducere kolesterolindholdet i blodet. Et højt kolesteroltal er en risikofaktor i forhold til udvikling af koronar hjertesygdom«) foretages følgende ændringer:

a)

Teksten i femte kolonne (betingelserne for anvendelsen af anprisningen) affattes således:

»Forbrugerne informeres om, at den gavnlige effekt opnås ved et dagligt indtag på 1,5-3 g plantesteroler/plantestanoler. Kun for følgende kategorier af fødevarer må der henvises til omfanget af den anpriste virkning: smørbare gule fedtstoffer, mejeriprodukter, mayonnaise og salatdressinger. Hvor der henvises til omfanget af den anpriste virkning, skal forbrugerne oplyses om spektret herfor, dvs. »7-10 %« for fødevarer, der giver et dagligt indtag på 1,5-2,4 g plantesteroler/plantestanoler, eller »10-12,5 %« for fødevarer, der giver et dagligt indtag på 2,5-3 g plantesteroler/plantestanoler, samt om, at der går »2-3 uger«, inden virkningen opnås«.

b)

Teksten i syvende kolonne (henvisninger til EFSA-udtalelser) affattes således:

»Q-2008-779

Q-2009-00530 og Q-2009-00718

Q-2011-01241«.

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/31

(1)

Erfaringerne med anvendelsen af Kommissionens forordning (EU) nr. 185/2010 (2) har vist, at der er behov for at ændre gennemførelsesbestemmelserne for visse fælles grundlæggende normer.

(2)

Visse specifikke luftfartssikkerhedsforanstaltninger bør afklares, harmoniseres eller forenkles for at forbedre den juridiske klarhed, undgå afvigende fortolkninger af lovgivningen og for yderligere at sikre den bedst mulige gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for luftfartssikkerhed.

(3)

Ændringerne vedrører gennemførelsen af et begrænset antal foranstaltninger i relation til forbudte genstande, luftfartøjers sikkerhed og sikkerhedskontrol af fragt, post, forsyninger til flyvningen og lufthavnsleverancer samt sikkerhedsudstyr.

(4)

Kommissionen bør i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 272/2009 (3) anerkende ækvivalensen af luftfartssikkerhedsnormer i tredjelande og andre lande og territorier, for hvilke afsnit VI i TEUF ikke finder anvendelse, når kriterierne i samme forordning er overholdt.

(5)

Kommissionen har verificeret, at lufthavne i Guernsey, Isle of Man og Jersey opfylder kriterierne i afsnit E i bilaget til forordning (EF) nr. 272/2009.

(6)

Forordning (EU) nr. 185/2010 indeholder i sit bilag tredjelande og andre lande og territorier, for hvilke afsnit VI i TEUF ikke finder anvendelse, som følger sikkerhedsnormer, der er anerkendt som værende ækvivalente med de fælles grundlæggende normer, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 272/2009.

(7)

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (4) og forordning (EU) nr. 185/2010 fastsætter begge nogenlunde enslydende sikkerhedskrav for enheder inden for fragt- og postforsendelser.

(8)

Der bør skabes større sammenhæng mellem sikkerhedskravene i programmet for sikkerhedsgodkendte fragtagenter og kendte befragtere på luftfartssikkerhedsområdet, som er defineret i forordning (EU) nr. 185/2010, og sikkerhedskravene i programmet for autoriserede økonomiske operatører på toldområdet, som er defineret i forordning (EØF) nr. 2454/93, for at give mulighed for gensidig anerkendelse og derved lette vilkårene for det berørte erhvervsliv og de offentlige myndigheder, samtidig med at de nuværende sikkerhedsniveauer opretholdes.

(9)

Forordning (EU) nr. 185/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/47

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/49

(1)

Stoffet tris(2-chlorethyl)phosphat (TCEP), CAS-nr. 115-96-8, er en phosphatester, der bruges som en flammehæmmende blødgører i polymerer. De vigtigste industrier, hvor TCEP bruges, er bygge- og anlægsindustrien samt møbel- og tekstilindustrien. TCEP er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2 og som reproduktionstoksisk i kategori 1B i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (2).

(2)

Direktiv 2009/48/EF fastsætter generelle krav til stoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (CMR) i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008. Sådanne stoffer må ikke bruges i legetøj, legetøjsdele eller i mikrostrukturelt forskellige legetøjsdele, medmindre børn ikke kan komme i kontakt med dem, de er tilladt ved en kommissionsafgørelse eller findes i enkeltkoncentrationer, der svarer til eller er mindre end de relevante koncentrationer fastsat for klassificeringen af blandinger, der indeholder dem som CMR'er. I fravær af specifikke krav kan legetøj derfor indeholde TCEP i koncentrationer, der svarer til eller er mindre end den relevante koncentration fastsat for klassificeringen af blandinger, der indeholder det som CMR'er, nemlig henholdsvis 0,5 % fra den 20. juli 2013 og 0,3 % fra den 1. juni 2015.

(3)

TCEP blev fuldstændigt vurderet i 2009 i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer (3). I risikovurderingsrapporten med titlen »European Union Risk Assessment on TCEP« vises det, at TCEP let migrerer og ved indtagelse resulterer i toksicitet i nyrerne, leveren og hjernen, hvilket leder til sundhedsskader og muligvis kræft.

(4)

Det fremgår også af risikovurderingsrapporten, at der siden 2001 ikke har været nogen produktion i EU af TCEP. Dets brug i EU er også mindsket, idet TCEP gradvist er blevet erstattet af andre flammehæmmere. Ikke desto mindre kan TCEP's tilstedeværelse i legetøj ikke udelukkes, da det meste legetøj på EU's marked er importeret og dermed fremstillet uden for EU.

(5)

For at vurdere sundhedsvirkningerne af TCEP i legetøj, og hvor passende direktiv 2009/48/EF's generiske grænseværdier for TCEP som et CMR-stof er, anmodede Kommissionen Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM) om en udtalelse. VKSM bemærkede i sin udtalelse, der blev vedtaget den 22. marts 2012 med titlen »Opinion on tris(2-chloroethyl)phosphate (TCEP) in toys«, at sundhedsvirkninger (specielt virkninger på nyrerne) er blevet konstateret efter gentagen eksponering for 12 mg TCEP/kg kropsvægt pr. dag. VKSM bemærkede desuden, at TCEP-indholdet, som Danmarks Miljøstyrelse (Miljøstyrelsen) fandt i legetøj (0,5-0,6 %), jf. Miljøstyrelsens rapport »Survey and risk assessment of perfume and flavours in toys and childcare articles. Survey of chemical substances in consumer products«, udgør en risiko for børn, selv uden at overveje andre eksponeringer. Efter at have taget TCEP-eksponering fra andre kilder end legetøj (f.eks. luft og støv) i betragtning konkluderede VKSM, at ingen yderligere eksponering fra legetøj kan anses for at være sikker, og anbefalede at fastsætte grænseværdien for TCEP i legetøj til påvisningsgrænsen for en tilstrækkeligt følsom analysemetode.

(6)

I lyset af de ovenstående betragtninger må de generiske grænseværdier på 0,5 % og 0,3 %, der henvises til i direktiv 2009/48/EF, anses for at være uhensigtsmæssige for beskyttelsen af børns sundhed. Efter at have hørt interessenterne er påvisningsværdien for en tilstrækkeligt følsom analysemetode for TCEP 5 mg/kg. Denne grænse er ikke baseret på en toksikologisk tilgang, da den henviser til et påvisningsniveau.

(7)

Ud over TCEP vurderede VKSM i samme udtalelse af 22. marts 2012 også TCEP's halogenerede alternativer, nemlig tris[2-chlor-1-(chlormethyl)ethyl]phosphat (TDCP), CAS-nr. 13674-87-8, og tris(2-chlor-1-methylethyl)phosphat (TCPP), CAS-nr. 13674-84-5. Disse alternativer blev vurderet i 2008 i henhold til forordning (EØF) nr. 793/93.

(8)

VKSM er i sin udtalelse enig med konklusionen på risikovurderingerne af alternativerne, at der er tilstrækkelige oplysninger fra strukturerne, de fysisk-kemiske egenskaber, toksikokinetik og de mutageniske profiler af TCEP, TDCP og TCPP til at støtte en kvalitativ analogislutning, hvilket kan give anledning til bekymring for, at TCPP er kræftfremkaldende gennem en ikke-genotoksisk mekanisme. Ifølge VKSM ligger det i analogislutningen, at overvejelserne omkring TCEP også gælder for dets halogenerede alternativer, hvis de bliver brugt i legetøjsfremstilling.

(9)

TDCP er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2 i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008, og VKSM har påpeget en mulig grund til bekymring for, at TCPP er kræftfremkaldende, selv om det ikke er klassificeret. I tråd med ovennævnte betragtninger om TCEP og VKSM's udtalelse bør grænseværdierne for TDCP og TCPP derfor også fastsættes til 5 mg/kg.

(10)

Det fremgår af direktiv 2009/48/EF, at for yderligere at beskytte børns helbred kan særlige grænseværdier fastsættes for kemikalier, såfremt det er relevant, for legetøj, der er beregnet til børn under tre år, eller andet legetøj, der er beregnet på at blive puttet i munden.

(11)

Direktiv 2009/48/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 47 i direktiv 2009/48/EF —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/52

(1)

På grundlag af den første gennemgang i henhold til artikel 10 i direktiv 2006/118/EF, findes der ikke tilstrækkelige oplysninger om alle forurenende stoffer til at fastsætte nye kvalitetskrav for grundvand i bilag I til nævnte direktiv, men der bør foretages tekniske tilpasninger i direktivets bilag II i overensstemmelse med artikel 8 i nævnte direktiv.

(2)

Der skal anvendes fælles principper for bestemmelse af baggrundsniveauet med henblik på at forbedre sammenligneligheden af tærskelværdierne.

(3)

Der er en betydelig risiko for forekomsten af kvælstof og fosfor i grundvandet, som kan udgøre en eutrofieringsrisiko for tilknyttet overfladevand og direkte afhængige terrestriske økosystemer. Ud over nitrater, der allerede er optaget i bilag I til direktiv 2006/118/EF, bør ammonium, som er optaget i bilag II til nævnte direktiv, nitrit som bidragyder til det totale kvælstofindhold og den totale mængde fosfor, enten særskilt eller som fosfater, også tages i betragtning af medlemsstaterne, når de fastsætter tærskelværdier.

(4)

Behovet for at indhente og reagere på nye oplysninger om andre stoffer, der udgør en potentiel risiko, bør anerkendes. Der bør derfor udarbejdes en observationsliste for forurenende stoffer i grundvandet i den fælles gennemførelsesstrategi for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (2) for at øge tilgængeligheden af overvågningsdata vedrørende stoffer, som udgør en risiko eller en potentiel risiko for grundvandsforekomster, og derved lette identifikationen af stoffer, herunder nyligt fremkomne forurenende stoffer, for hvilke der bør fastsættes kvalitetskrav for grundvand eller tærskelværdier.

(5)

Oplysningerne fra medlemsstaterne om de forurenende stoffer og indikatorer, for hvilke der er fastsat tærskelværdier, navnlig hvad angår metoder vedrørende vurdering af grundvandets kemiske tilstand, har i de første vandområdeplaner vist sig utilstrækkelige til at sikre en korrekt forståelse og sammenligning af resultaterne. De relevante krav med hensyn til de oplysninger, der skal indhentes, bør præciseres og suppleres for at sikre gennemskueligheden af en sådan vurdering. De givne oplysninger vil også lette en sammenligning af resultaterne fra vurderingen af den kemiske tilstand på tværs af medlemsstaterne og bidrage til en mulig fremtidig harmonisering af metoder til opstilling af tærskelværdier for grundvandet.

(6)

Direktiv 2006/118/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 9 i direktiv 2006/118/EF —

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/56

21.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/61

(1)

Den Europæiske Union har vedtaget et nyt direktiv om transportabelt trykbærende udstyr (1), og Schweiz har ændret sine love, forskrifter og administrative bestemmelser, der i henhold til artikel 1, stk. 2, i aftalen anses for at være i overensstemmelse med ovennævnte EU-lovgivning.

(2)

Kapitel 6, Trykapparater, i bilag 1 bør ændres for at afspejle denne udvikling.

(3)

Den Europæiske Union har vedtaget en ny forordning om byggevarer (2) (i det følgende benævnt »byggevareforordningen«).

(4)

Den schweiziske lovgivning om byggevarer (forbundslov og bekendtgørelse om byggevarer) er ved at blive revideret; dog er den schweiziske bekendtgørelse om akkreditering og udpegelse (3), hvormed fastsættes de relevante rammebestemmelser for akkreditering og udpegelse af schweiziske overensstemmelsesvurderingsorganer, allerede trådt i kraft.

(5)

Kapitel 16, Byggevarer, i bilag 1 bør i første omgang ændres for at tage hensyn til EU's vedtagelse af byggevareforordningen, og for, indtil vedtagelsen af en tilsvarende schweizisk lovgivning, at give parterne mulighed for i en overgangsperiode gensidigt at anerkende overensstemmelsesvurderingsresultater, der påviser overensstemmelse med byggevareforordningen; når først den schweiziske lovgivning, der svarer til byggevareforordningen, er vedtaget, skal parterne erstatte denne ændring med en anden, der afspejler vedtagelsen af både byggevareforordningen og den reviderede tilsvarende schweiziske lovgivning. Det skal præciseres, at denne afgørelse har til formål at sikre kontinuitet i overensstemmelsesvurderingsorganernes aktiviteter i denne overgangsperiode, og at den ikke berører anvendelsen af principperne i aftalens artikel 1.

(6)

I aftalens artikel 10, stk. 5, fastsættes det, at udvalget efter forslag fra en af parterne kan beslutte at ændre bilagene til aftalen —

1.

Kapitel 6, Trykapparater, i bilag 1 til aftalen ændres i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg A til denne afgørelse.

2.

Det Schweiziske Forbund skal acceptere overensstemmelsesvurderingsresultaterne fra EU's anerkendte overensstemmelsesvurderingsorganer, der foretager overensstemmelsesvurdering i overensstemmelse med kravene i byggevareforordningen. Den Europæiske Union skal acceptere overensstemmelsesvurderingsresultater fra anerkendte schweiziske overensstemmelsesvurderingsorganer, der foretager overensstemmelsesvurdering i overensstemmelse med kravene i byggevareforordningen, indtil kapitel 16 ændres som følge af vedtagelsen af tilsvarende schweiziske bestemmelser.

Kapitel 16, Byggevarer, i bilag 1 til aftalen ændres i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg B til denne afgørelse og finder anvendelse i overgangsperioden frem til en sådan ændring.

3.

Bilag 1 til aftalen ændres i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg C til denne afgørelse.

4.

Afgørelsen, der er udfærdiget i 2 eksemplarer, undertegnes af parternes repræsentanter i udvalget, som er bemyndiget til at handle på parternes vegne. Denne afgørelse får virkning fra datoen for den sidste undertegnelse.