(1)

Euroen er som fælles mønt for medlemsstaterne i euroområdet blevet en vigtig faktor i Unionens økonomi og unionsborgernes hverdag. Forfalskning af euroen har imidlertid siden dens indførelse i 2002 medført finansielle tab på mindst 500 mio. EUR, idet det er en valuta, som organiserede kriminelle grupper, der er aktive inden for falskmøntneri, konstant har som mål. Det er i hele Unionens interesse at bekæmpe og retsforfølge enhver aktivitet, der vil kunne skabe tvivl om eurosedlers og -mønters ægthed på grund af forfalskning.

(2)

Falskmøntneri har betydelige negative virkninger for samfundet. Det skader borgerne og virksomhederne, som ikke får refunderet falske penge, selv om de modtog dem i god tro. Det kan føre til bekymring hos forbrugerne om, hvorvidt beskyttelsen af kontante penge er tilstrækkelig, og frygt for at modtage falske sedler og mønter. Det er derfor af grundlæggende betydning at sikre, at borgerne, virksomhederne og de finansielle institutioner i alle medlemsstater såvel som i tredjelande har tillid til, at sedler og mønter er ægte.

(3)

Det er vigtigt ved hjælp af virksomme og effektive strafferetlige foranstaltninger at beskytte euroen og andre valutaer, der er i lovligt omløb, på hensigtsmæssig vis i alle medlemsstater.

(4)

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 974/98 (4) er de medlemsstater, der har euroen som valuta, forpligtede til at fastsætte passende sanktioner mod eftergørelse og forfalskning af eurosedler og -mønter.

(5)

Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 (5) og (EF) nr. 1339/2001 (6) fastsætter de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, navnlig foranstaltninger med henblik på at tage falske eurosedler og -mønter ud af omløb.

(6)

Den internationale konvention til bekæmpelse af falskmøntneri, der blev undertegnet i Genève den 20. april 1929, og den dertil knyttede protokol (»Genèvekonventionen«) (7) fastsætter bestemmelser med henblik på effektivt at forebygge, retsforfølge og straffe falskmøntneri. Konventionen har særligt til formål at sikre, at der kan idømmes strenge strafferetlige sanktioner og andre sanktioner for falskmøntneri. Alle kontraherende parter til Genèvekonventionen skal efterkomme forbuddet mod forskelsbehandling i forhold til andre valutaer end deres nationale valuta.

(7)

Dette direktiv supplerer bestemmelserne i Genèvekonventionen og gør det lettere for medlemsstaterne at anvende konventionen. Med dette for øje er det vigtigt, at medlemsstaterne er parter i Genèvekonventionen.

(8)

Dette direktiv bygger videre på og ajourfører Rådets rammeafgørelse 2000/383/RIA (8). Det supplerer rammeafgørelsen med yderligere bestemmelser om sanktionernes niveau, om midler til efterforskning og om analyse, identifikation og opsporing af falske eurosedler og -mønter under retssager.

(9)

Dette direktiv bør beskytte alle sedler og mønter, der er i lovligt omløb, uanset om de er lavet af papir, metal eller et andet materiale.

(10)

For at beskytte euroen og andre valutaer bør der være en fælles afgrænsning af strafbare handlinger i forbindelse med falskmøntneri, samt fælles sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning, både for fysiske og juridiske personer. For at sikre overensstemmelse med Genèvekonventionen bør dette direktiv fastsætte, at de samme handlinger skal være strafbare som i Genèvekonventionen. Fremstilling og udbredelse af falske sedler og mønter bør derfor udgøre en strafbar handling. Vigtige forberedende handlinger i forbindelse med disse strafbare handlinger, f.eks. fremstilling af redskaber og komponenter til brug for forfalskning, bør straffes selvstændigt. Det fælles formål med disse afgrænsninger af de strafbare handlinger bør være at afskrække fra at håndtere falske sedler og mønter, redskaber og andre midler til brug for forfalskning.

(11)

Misbrug af autoriserede seddeltrykkeriers eller møntanstalters lovlige faciliteter eller materiale til fremstilling af uautoriserede sedler og mønter med henblik på bedragerisk brug bør også være en strafbar handling. Sådant misbrug dækker den situation, hvor en national centralbank eller en møntanstalt eller andre autoriserede virksomheder fremstiller sedler eller mønter, der overstiger den kvota, Den Europæiske Centralbank (ECB) har tilladt. Det dækker også den situation, hvor en arbejdstager i et autoriseret seddeltrykkeri eller en autoriseret møntanstalt misbruger faciliteterne til egne formål. Denne adfærd bør kunne straffes som en strafbar handling, selv om de tilladte mængder ikke er blevet overskredet, fordi de fremstillede sedler og mønter ikke vil kunne skelnes fra den autoriserede valuta, når de først er i omløb.

(12)

Sedler og mønter, som ECB eller de nationale centralbanker og møntanstalter formelt endnu ikke har udstedt, bør også omfattes af beskyttelsen i dette direktiv. Euromønter med nye nationale sider eller nye serier af eurosedler bør derfor beskyttes, inden de officielt sættes i omløb.

(13)

Anstiftelse af, medvirken og tilskyndelse til samt forsøg på at begå de væsentligste strafbare handlinger i forbindelse med forfalskning, herunder misbrug af lovlige faciliteter eller materialer og forfalskning af sedler og mønter, der endnu ikke er udstedt, men bestemt til at blive sat i omløb, bør også være strafbart. I henhold til dette direktiv kræves det ikke, at medlemsstaterne gør det strafbart at forsøge at begå en strafbar handling i forbindelse med et redskab eller en komponent til forfalskning.

(14)

Forsæt bør være en del af alle de elementer, der udgør de strafbare handlinger, der er fastlagt i dette direktiv.

(15)

Falskmøntneri er traditionelt en forbrydelse, der straffes hårdt i medlemsstaterne. Det skyldes forbrydelsens alvor og virkningerne heraf for borgerne og virksomhederne samt behovet for at bevare borgernes og virksomhedernes tillid til, at euroen og andre valutaer er ægte. Det gælder særligt for euroen, som er den fælles valuta for mere end 330 mio. borgere i euroområdet og den næstvigtigste internationale valuta.

(16)

Medlemsstaterne bør i deres nationale ret fastsætte strafferetlige sanktioner vedrørende EU-rettens bestemmelser om bekæmpelse af falskmøntneri. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til den strafbare handling, have afskrækkende virkning og omfatte frihedsstraf. Mindsteniveauet for den maksimale frihedsstraf, der er fastsat i dette direktiv for de heri omhandlede strafbare handlinger, bør finde anvendelse på i det mindste de groveste af disse strafbare handlinger.

(17)

Sanktionernes niveau bør være effektivt og virke afskrækkende, men bør ikke gå ud over, hvad der står i et rimeligt forhold til de strafbare handlinger. Selv om forsætlig videregivelse af falske penge, der er modtaget i god tro, vil kunne straffes med en anden type strafferetlige sanktioner, herunder bøde, i henhold til medlemsstaternes nationale ret, bør national ret omfatte frihedsstraf som maksimal sanktion. Frihedsstraf for fysiske personer vil virke stærkt afskrækkende over for potentielle lovovertrædere i hele Unionen.

(18)

Da dette direktiv fastsætter minimumsregler, kan medlemsstaterne selv indføre eller opretholde strengere regler for strafbare handlinger vedrørende falskmøntneri.

(19)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes almindelige strafferetlige regler og principper om idømmelse og fuldbyrdelse af domme under hensyn til de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag.

(20)

Da tilliden til, at sedler og mønter er ægte, også kan skades eller trues som følge af juridiske personers adfærd, bør juridiske personer kunne drages til ansvar for strafbare handlinger, der begås på deres vegne.

(21)

For at sikre en vellykket efterforskning og retsforfølgning af falskmøntneri bør de ansvarlige for efterforskningen og retsforfølgningen af disse strafbare handlinger have mulighed for at benytte effektive efterforskningsmidler såsom dem, der anvendes i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet og anden alvorlig kriminalitet. Sådanne midler vil, hvor det er relevant, kunne omfatte indgreb i meddelelseshemmeligheden, skjult overvågning, herunder elektronisk overvågning, og overvågning af bankkonti samt anden finansiel efterforskning. Under hensyntagen til bl.a. proportionalitetsprincippet bør brugen af sådanne midler i henhold til national lovgivning stå i rimeligt forhold til de efterforskede strafbare handlingers karakter og grovhed. Retten til beskyttelse af personoplysninger bør respekteres.

(22)

Medlemsstaterne bør fastlægge deres straffemyndighed på en måde, som er forenelig med Genèvekonventionen og bestemmelserne om straffemyndighed i anden EU-ret på det strafferetlige område, dvs. så den omfatter strafbare handlinger, der begås på deres område, og strafbare handlinger, der begås af deres statsborgere, idet strafbare handlinger generelt bedst håndteres af strafferetssystemet i den stat, hvor de begås.

(23)

Af hensyn til euroens fremtrædende økonomiske og samfundsmæssige rolle i Unionen og den særlige trussel mod euroen som en valuta af betydning på verdensplan, som kommer til udtryk ved tilstedeværelsen af et betydeligt antal seddeltrykkerier i tredjelande, bør der træffes yderligere foranstaltninger for at beskytte den. Der bør derfor fastlægges straffemyndighed for strafbare handlinger vedrørende euroen, som begås uden for en given medlemsstats område, hvis enten lovovertræderen befinder sig på den pågældende medlemsstats område og ikke udleveres eller falske eurosedler eller -mønter, som vedrører den strafbare handling, opspores i den pågældende medlemsstat.

På grund af den objektivt forskellige situation i de medlemsstater, der har euroen som valuta, er det hensigtsmæssigt, at forpligtelsen til at fastlægge en sådan straffemyndighed kun gælder for de pågældende medlemsstater. Med henblik på retsforfølgning af de strafbare handlinger, der er fastlagt i artikel 3, stk. 1, litra a), og i artikel 3, stk. 2 og 3, når de vedrører artikel 3, stk. 1, litra a), samt anstiftelse af, medvirken og tilskyndelse til samt forsøg på at begå sådanne strafbare handlinger bør straffemyndighed ikke være underlagt en betingelse om, at handlingerne er strafbare på det sted, hvor de blev begået. Medlemsstaterne bør, når de udøver en sådan straffemyndighed, tage højde for, om de strafbare handlinger håndteres af strafferetssystemet i den stat, hvor de fandt sted, og bør overholde proportionalitetsprincippet, navnlig hvad angår domme afsagt af tredjelande for samme adfærd.

(24)

Hvad angår euroen, foregår identifikationen af falske eurosedler og -mønter centralt i henholdsvis de nationale analysecentre og de nationale møntanalysecentre, som er udpeget eller oprettet i medfør af forordning (EF) nr. 1338/2001. Det bør også være muligt at analysere, identificere og opspore falske eurosedler og -mønter under en igangværende retssag for at fremskynde opsporingen af kilden til fremstilling af falske penge i en given strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning og undgå, at flere af disse typer falske penge kommer i omløb, eller forhindre, at de fortsætter med at være i omløb, under overholdelse af princippet om adgang til en retfærdig og effektiv rettergang. Det ville medvirke til at fremme en effektiv bekæmpelse af falskmøntneri og samtidig øge antallet af videresendelser af beslaglagte falske penge under verserende straffesager bortset fra få undtagelser, hvor der kun gives adgang til falske penge. Generelt bør de kompetente myndigheder tillade fysisk videresendelse af de falske penge til de nationale analysecentre og de nationale møntanalysecentre. Under visse omstændigheder, f.eks. hvis kun nogle få falske sedler eller mønter udgør bevismaterialet i en straffesag, eller hvis fysisk videresendelse kan indebære risiko for, at bevismateriale, f.eks. fingeraftryk, destrueres, bør de kompetente myndigheder i stedet kunne beslutte at give adgang til sedlerne og mønterne.

(25)

Der er et behov for at indsamle sammenlignelige data om de strafbare handlinger, der er fastlagt i dette direktiv. For at få et mere fuldstændigt billede af problemet med falskmøntneri på EU-plan og derigennem bidrage til at formulere et mere effektivt svar bør medlemsstaterne sende Kommissionen de relevante statistiske data over antallet af strafbare handlinger vedrørende forfalskning af sedler og mønter og antallet af retsforfulgte og dømte personer.

(26)

For at forfølge målet om at bekæmpe forfalskning af eurosedler og -mønter bør indgåelse af aftaler med tredjelande, navnlig dem, der anvender euroen som valuta, forfølges efter de relevante traktatprocedurer.

(27)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, erhvervsfriheden, retten til at arbejde og friheden til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsretten, retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, uskyldsformodningen og retten til forsvar, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf samt retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse. Dette direktiv søger at sikre fuld overholdelse af disse rettigheder og principper og bør gennemføres i overensstemmelse hermed.

(28)

Dette direktiv har til formål at ændre og udvide bestemmelserne i rammeafgørelse 2000/383/RIA. Eftersom antallet af og indholdet i de ændringer, der skal foretages, er betydeligt, bør rammedirektivet af klarhedshensyn erstattes i sin helhed for de medlemsstater, der er bundet af det.

(29)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte euroen og andre valutaer mod falskmøntneri, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkningerne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(30)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(31)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(32)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige —

a)

»penge«: sedler og mønter, der er lovligt i omløb, herunder eurosedler og -mønter, der er lovligt i omløb i henhold til forordning (EF) nr. 974/98

b)

»juridisk person«: enhver enhed, der har status som juridisk person i henhold til gældende ret, dog ikke stater eller offentlige organer i forbindelse med udøvelsen af offentligretlige beføjelser eller offentligretlige internationale organisationer.

a)

udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud

b)

midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed

c)

anbringelse under retsligt tilsyn

d)

tvangsopløsning efter retskendelse

e)

midlertidig eller varig lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå den strafbare handling.

(1)

Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik (herefter »Tunesien«) udvikles inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik (ENP). Euromedassocieringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Tunesien på den anden side (2) (herefter »associeringsaftalen mellem EU og Tunesien«) trådte i kraft den 1. marts 1998. Ifølge associeringsaftalen mellem EU og Tunesien tilendebragte Tunesien i 2008 afviklingen af tolden på industrivarer, hvorved Tunesien blev det første land beliggende i det sydlige Middelhavsområde, der indgik en frihandelsaftale med Unionen. Den bilaterale politiske dialog og det økonomiske samarbejde er blevet videreudviklet inden for rammerne af ENP-handlingsplaner, hvoraf den seneste dækker perioden 2013-2017.

(2)

Tunesiens økonomi er blevet hårdt ramt af de indenlandske hændelser i forbindelse med begivenhederne i det sydlige Middelhavsområde siden slutningen af 2010, kendt som »det arabiske forår«, og af den efterfølgende uro i området, navnlig i nabolandet Libyen. Disse begivenheder og det svage globale økonomiske klima, især recessionen i euroområdet, som er Tunesiens vigtigste handelsmæssige og finansielle partner, har haft meget negative virkninger for Tunesiens økonomi og har ført til en nedgang i væksten og skabt store eksterne og budgetmæssige finansieringsunderskud.

(3)

Efter at præsident Ben Ali blev afsat den 14. januar 2011, afholdt Tunesien sit første frie og demokratiske valg den 23. oktober 2011. Der blev herefter oprettet en national forfatningsgivende forsamling, og selv om den politiske overgang ikke har været problemfri, har de vigtigste politiske aktører gjort en fælles indsats for at gennemføre reformer med henblik på et fuldgyldigt demokratisk system.

(4)

Den forfatning, som den tunesiske nationale forfatningsgivende forsamling har vedtaget, indebærer fremskridt hvad angår individuelle rettigheder og frihedsrettigheder samt ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket leder Tunesien i retning af demokrati og retsstatsprincippet.

(5)

Siden det arabiske forår begyndte, har Unionen ved forskellige lejligheder givet tilsagn om at ville støtte Tunesien i landets økonomiske og politiske reformproces. Dette tilsagn blev bekræftet i november 2012 i konklusionerne fra mødet i Associeringsrådet mellem Unionen og Tunesien. Unionens politiske og økonomiske støtte til Tunesiens reformproces er i overensstemmelse med Unionens politik over for det sydlige Middelhavsområde som fastsat i forbindelse med ENP.

(6)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring, der blev vedtaget sammen med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU (3), bør makrofinansiel bistand fra Unionen være et ekstraordinært finansielt instrument til ubunden og uspecificeret betalingsbalancestøtte, hvis sigte er at genoprette en holdbar ekstern finansieringssituation for støttemodtageren, og som bør understøtte gennemførelsen af et politisk program, der indeholder stærke tilpasnings- og strukturreformforanstaltninger til forbedring af betalingsbalancesituationen, navnlig i løbet af programperioden, og styrke gennemførelsen af relevante aftaler og programmer med Unionen.

(7)

I april 2013 indgik de tunesiske myndigheder og Den Internationale Valutafond (IMF) en ikkeforebyggende treårig standbyaftale (herefter »IMF-programmet«) på 1 146 mio. SDR (særlige trækningsrettigheder) til støtte for Tunesiens økonomiske tilpasnings- og reformprogram. Formålet med IMF-programmet er i overensstemmelse med målsætningen for Unionens makrofinansielle bistand, nemlig at afhjælpe kortsigtede betalingsbalanceproblemer og gennemføre stærke tilpasningsforanstaltninger.

(8)

Unionen har under sit normale samarbejdsprogram stillet 290 mio. EUR til rådighed i gavebistand for perioden 2011-2013 til støtte for Tunesiens økonomiske og politiske reformdagsorden. Desuden er der under SPRING-programmet (støtte til partnerskaber, reformer og inklusiv vækst) bevilget 155 mio. EUR til Tunesien for perioden 2011-2013.

(9)

På grund af landets forværrede økonomiske situation og fremtidsudsigter anmodede Tunesien i august 2013 Unionen om makrofinansiel bistand.

(10)

Eftersom Tunesien er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, bør landet betragtes som berettiget til at modtage makrofinansiel bistand fra Unionen.

(11)

Da der stadig er et betydeligt resterende eksternt finansieringsunderskud på den tunesiske betalingsbalance, som overstiger de midler, der er stillet til rådighed af IMF og andre multilaterale institutioner, og på trods af Tunesiens gennemførelse af omfattende økonomiske stabiliserings- og reformprogrammer anses Unionens makrofinansielle bistand til Tunesien (herefter »Unionens makrofinansielle bistand«) under de nuværende ekstraordinære omstændigheder for at være et hensigtsmæssigt svar på Tunesiens anmodning om støtte til den økonomiske stabilisering i kombination med IMF-programmet. Unionens makrofinansielle bistand støtter Tunesiens økonomiske stabilisering og strukturreformdagsorden, idet den udgør et supplement til de midler, der stilles til rådighed som led i IMF's finansielle ordning.

(12)

Unionens makrofinansielle bistand bør sigte mod at støtte genoprettelsen af en holdbar ekstern finansieringssituation i Tunesien og derved støtte den økonomiske og sociale udvikling.

(13)

Fastsættelsen af beløbet for Unionens makrofinansielle bistand er baseret på en omfattende kvantitativ vurdering af Tunesiens resterende behov for ekstern finansiering og tager hensyn til landets evne til at finansiere sig selv med egne midler, navnlig med de internationale reserver, landet har til rådighed. Unionens makrofinansielle bistand bør supplere de programmer og midler, der stilles til rådighed af IMF og Verdensbanken. Fastsættelsen af bistandsbeløbet tager også højde for forventede finansielle bidrag fra multilaterale donorer og behovet for at sikre en retfærdig byrdefordeling mellem Unionen og andre donorer samt for den allerede eksisterende anvendelse af Unionens øvrige eksterne finansieringsinstrumenter i Tunesien og merværdien af Unionens samlede engagement.

(14)

Kommissionen bør sikre, at Unionens makrofinansielle bistand juridisk og indholdsmæssigt er i overensstemmelse med de vigtigste principper, mål og foranstaltninger, der træffes som led i de forskellige eksterne foranstaltninger og andre af Unionens relevante politikker.

(15)

Unionens makrofinansielle bistand bør støtte Unionens eksterne politik over for Tunesien. Kommissionens tjenestegrene og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør arbejde tæt sammen under hele den med makrofinansielle bistandsproces med henblik på at koordinere og sikre sammenhæng i Unionens udenrigspolitik.

(16)

Unionens makrofinansielle bistand bør understøtte Tunesiens tilslutning til fælles værdier med Unionen, herunder demokrati, retsstat, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom, samt landets tilslutning til principperne om åben, regelbaseret og fair handel.

(17)

Det bør være en forudsætning for at yde Unionens makrofinansielle bistand, at Tunesien respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem og retsstaten, samt sikrer respekt for menneskerettighederne. De specifikke målsætninger for Unionens makrofinansielle bistand bør samtidig styrke effektiviteten, gennemsigtigheden og ansvarligheden af de offentlige finansforvaltningssystemer i Tunesien og fremme strukturreformer, der har til formål at støtte en holdbar og inklusiv vækst, jobskabelse og finanspolitisk konsolidering. Kommissionen bør regelmæssigt føre kontrol med, at såvel forudsætningen opfyldes, som at disse målsætninger nås.

(18)

For at sikre, at Unionens finansielle interesser i forbindelse med dens makrofinansielle bistand beskyttes effektivt, bør Tunesien vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger for at forebygge og bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder i forbindelse med bistanden. Derudover bør det fastsættes, at Kommissionen gennemfører kontrol, og at Revisionsretten foretager den fornødne revision.

(19)

Unionens makrofinansielle bistand stilles til rådighed med forbehold af Europa-Parlamentets og af Rådets bemyndigelse.

(20)

Størrelsen af den hensættelse, der kræves til Unionens makrofinansielle bistand, bør være forenelig med budgetbevillingerne i den flerårige finansielle ramme.

(21)

Unionens makrofinansielle bistand bør forvaltes af Kommissionen. For at sikre, at Europa-Parlamentet og Rådet er i stand til at følge gennemførelsen af denne afgørelse, bør Kommissionen regelmæssigt informere dem om udviklingen i forbindelse med bistanden og forsyne dem med den relevante dokumentation.

(22)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne afgørelse bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4).

(23)

Unionens makrofinansielle bistand bør knyttes til økonomisk-politiske betingelser, som nedfældes i et aftalememorandum. For at sikre ens gennemførelsesbetingelser, samt af effektivitetshensyn, bør Kommissionen gives bemyndigelse til at forhandle disse betingelser med de tunesiske myndigheder under tilsyn af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011. I henhold til nævnte forordning bør rådgivningsproceduren som hovedregel finde anvendelse i alle tilfælde, medmindre andet er fastsat i forordningen. I betragtning af den potentielt store betydning af bistand på mere end 90 mio. EUR vil det være hensigtsmæssigt, at undersøgelsesproceduren anvendes for transaktioner over denne tærskel. I betragtning af størrelsen af Unionens makrofinansielle bistand til Tunesien bør undersøgelsesproceduren finde anvendelse på vedtagelsen af aftalememorandummet og på enhver reduktion, suspendering eller annullering af bistanden —

(1)

Artikel 8, stk. 3, i Rådets afgørelse 2013/34/FUSP af 17. januar 2013 om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (1) fastsættes, at detaljerede ordninger vedrørende tredjestaters deltagelse fastlægges i aftaler, der indgås i henhold til artikel 37 i traktaten om Den Europæiske Union og efter proceduren i artikel 218 i traktaten om oprettelse af Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(2)

Den 10. februar 2014 vedtog Rådet en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds deltagelse i Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (»aftalen«).

(3)

Aftalen bør godkendes —

—

Rådets afgørelse 2013/34/FUSP af 17. januar 2013 om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (1)

—

skrivelsen af 18. september 2013 fra chefen for Forbundsudenrigsministeriet i Det Schweiziske Forbund, hvori der tilbydes et bidrag til Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) begrænset til civil kapacitet

—

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse EUTM Mali/3/2013 af 12. november 2013 om accept af bidrag fra tredjelande til Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (2)

—

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse EUTM Mali/2/2013 af 12. november 2013 om nedsættelse af bidragyderkomitéen for Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (3)

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Den 22. maj 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/233/FUSP (1) om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya). Afgørelse 2013/233/FUSP udløber den 21. maj 2015. Det finansielle referencegrundlag dækker perioden fra den 22. maj 2013 til den 21. maj 2014.

(2)

Afgørelse 2013/233/FUSP bør ændres for at forlænge den periode, der er dækket af det finansielle referencegrundlag, indtil den 21. maj 2015.

(3)

EUBAM Libya vil blive gennemført i en situation, som kan blive forværret og vil kunne hindre opfyldelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten —

1)

Artikel 11, stk. 5, affattes således:

(*1)   EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1.«."

2)

Artikel 13, stk. 1, affattes således:

3)

I artikel 15, stk. 1 og 2, erstattes henvisningen til »afgørelse 2011/292/EU« af henvisningen til »afgørelse 2013/488/EU«.