8.5.2014

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 466/2014/EU

af 16. april 2014

om en EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med finansieringstransaktioner til støtte for investeringsprojekter uden for Unionen

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209 og 212,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Foruden sin hovedopgave, der består i at finansiere investeringer i Den Europæiske Union, som fortsat er den vigtigste opgave og målsætning, gennemfører Den Europæiske Investeringsbank (EIB) finansieringstransaktioner uden for Unionen til støtte for Unionens politikker i forhold til tredjelande. Dette gør det muligt at supplere de af Unionens budgetmidler, der er tilgængelige for eksterne regioner, med EIB's finansielle styrke til fordel for de berørte tredjelande. EIB bidrager via disse finansieringstransaktioner indirekte til Unionens generelle principper og politiske målsætninger, der omfatter fattigdomsbekæmpelse gennem inklusiv vækst og bæredygtig økonomi, miljømæssig og social udvikling, og Unionens velstand i globale økonomiske omstændigheder i forandring.

(2)

Det fremgår af artikel 209, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) sammenholdt med artikel 208 i TEUF, at EIB på de betingelser, der er fastsat i dens vedtægter, skal bidrage til iværksættelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at forfølge målene i Unionens politik for udviklingssamarbejde.

(3)

Med henblik på at understøtte Unionens aktioner i forhold til tredjelande og sætte EIB i stand til at finansiere investeringer uden for Unionen uden at skade EIB's kreditværdighed har de fleste af EIB's transaktioner uden for Unionen været dækket af en EU-budgetgaranti (»EU-garanti«), som forvaltes af Kommissionen. Dette støtter yderligere EIB's kreditværdighed på de finansielle markeder, hvilket er af største betydning.

(4)

Den seneste EU-garanti for EIB-finansieringstransaktioner undertegnet i perioden 1. februar 2007 til 31. december 2013 blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1080/2011/EU (2). I forbindelse med den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 bør der indføres en EU-garanti for EIB-finansieringstransaktioner uden for Unionen til støtte for Unionens politikker.

(5)	Garantifonden for Aktioner i forhold til Tredjeland (»garantifonden«), der er oprettet ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 (3), udgør en likviditetsstødpude for EU's budget mod tab i forbindelse med EIB-finansieringstransaktioner og makrofinansiel bistand og Euratomlån uden for EU.

(6)	Der bør udarbejdes en liste over lande, der er potentielt støtteberettigede til EIB-finansiering under EU-garantien. Der bør ligeledes udarbejdes en liste over lande, der faktisk er berettigede til EIB-finansiering under EU-garantien.

(7)

I lyset af den seneste udvikling i Bhutan og Myanmar/Burma, som har givet Unionen mulighed for at åbne et nyt kapitel i sine relationer til disse lande, og for at støtte de igangværende politiske og økonomiske reformer, bør Bhutan opføres på listen over lande, der faktisk er berettigede til EIB-finansiering, og Myanmar/Burma bør opføres på begge disse lister.

(8)

For at afspejle væsentlige politiske udviklinger bør listen over lande, der faktisk er berettigede til EIB-finansieringstransaktioner under EU-garantien, ajourføres i nødvendigt omfang, og beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændringer af bilag III. Kommissionens ændringer af bilag III bør bygge på en samlet vurdering, der omfatter økonomiske, sociale, miljømæssige og politiske aspekter, navnlig aspekter vedrørende demokrati, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af alle relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(9)

For at tage hensyn til den potentielle udvikling i garantifondens faktiske kapitaltilførselsbehov i henhold til forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 bør EU-garantiens maksimale loft opdeles i et fast loft på højst 27 000 000 000 EUR og et fakultativt supplerende beløb på 3 000 000 000 EUR. Tilførslerne fra Unionens almindelige budget til garantifonden (budgetpost 01 03 06) sker efterfølgende på grundlag af resultatopgørelsen over udestående garanteret ekstern långivning ved udgangen af år n-2. På baggrund af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1638/2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument er tilbageførsler fra risikokapital og låneinvesteringer i Middelhavsområdet i forbindelse med transaktioner, der er afsluttet før 2007 med midler fra EU-budgettet, samlet på en forvaltningskonto, der er oprettet til Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab (FEMIP). En del af disse tilbageførsler bør anvendes til garantifonden som en undtagelsesforanstaltning til at sikre, at lofterne over EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse opretholdes på et passende niveau for perioden 2014-2020. De resterende midler bør føres tilbage til Unionens almindelige budget.

(10)

De spørgsmål, der skal overvejes ved aktiveringen af hele eller en del af det fakultative beløb, bør omfatte: EIB's fremskridt i gennemførelsen af denne afgørelse, særlig resultaterne af EIB's transaktioner på basis af oplysninger fra bl.a. rammerne for resultatmåling, herunder udviklingseffekten, garantifondens tilførselsbehov under hensyn til tidligere og fremtidige udestående beløb for alle aktiviteter, der er dækket af garantifonden, og den makroøkonomiske, finansielle og politiske situation i de finansieringsberettigede regioner og lande på tidspunktet for midtvejsevalueringen.

(11)

De beløb, der dækkes af EU-garantien i hver region, bør fortsat udgøre lofter for EIB's finansiering under EU-garantien og ikke mål, som EIB er forpligtet til at nå. Lofterne bør evalueres i forbindelse med den midtvejsevaluering, der er omhandlet i denne afgørelse, navnlig på baggrund af mulige ændringer i listen over regioner og lande, der faktisk er berettigede til EIB-finansiering.

(12)

EIB-finansieringstransaktioner bør være i overensstemmelse med modtagerlandets egne strategier. For at sikre større sammenhæng med og i højere grad fokusere EIB's eksterne finansieringsvirksomhed på tiltag, der understøtter Unionens politikker, og sikre modtagerne det størst mulige udbytte er der på denne baggrund i afgørelse nr. 1080/2011/EU fastsat målsætninger for EIB's finansieringstransaktioner i alle finansieringsberettigede regioner og lande, idet der blev taget udgangspunkt i EIB's komparative fordele på de områder, hvor den påviseligt har opnået gode resultater, f.eks. udvikling af den lokale private sektor, navnlig støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), udvikling af sociale og økonomiske infrastrukturer samt modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. Disse målsætninger bør opretholdes i denne afgørelse for at fremme bæredygtig vækst og jobskabelse yderligere.

(13)

For at sætte skub i den økonomiske udvikling og bekæmpe arbejdsløshed er det afgørende, at SMV'erne får bedre adgang til finansiering, herunder dem, der er etableret i Unionen, og som investerer i de regioner, der er omfattet af denne afgørelse. For effektivt at nå ud til SMV'erne bør EIB's finansieringstransaktioner være resultatorienterede. EIB bør om muligt investere i SMV'ers forskning og innovation som et middel til at støtte lokal udvikling. EIB bør samarbejde med lokale finansielle mellemled i de finansieringsberettigede lande, som bør integreres i den lokale økonomi, især for at sikre, at en del af de økonomiske fordele videregives til deres kunder, og at der skabes en merværdi i forhold til andre finansieringskilder. EIB bør også så vidt muligt øge diversificeringen af sine finansielle partnere i de lande, hvor den opererer. I forbindelse med due diligence-undersøgelsen bør EIB vurdere, om finansieringstransaktioner til støtte for SMV'er via finansielle mellemled er i overensstemmelse med de regionale tekniske operationelle retningslinjer, rammerne for resultatmåling og EIB-standarderne. EIB bør indføre en rapporteringsordning for at sikre, at de midler, der tildeles SMV'er, anvendes til gavn for dem. Som led i sit bidrag til midtvejsevalueringen bør EIB aflægge en konsolideret rapport om finansiering af SMV'er i henhold til denne afgørelse.

(14)

EU-garantiens dækning, som er begrænset til risici af statslig eller politisk karakter, kan ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sikre passende EIB-aktiviteter til støtte for mikrofinansiering. Disse aktiviteter bør derfor, når det er relevant, gennemføres i kombination med budgetmidler fra andre instrumenter og via mellemled, bl.a. på lokalt plan, som et middel til at fremme vækst og bidrage indirekte til fattigdomsbekæmpelse i fattigere lande.

(15)	EIB bør fortsat finansiere investeringsprojekter inden for sociale, miljømæssige og økonomiske infrastrukturer, herunder transport og energi, og bør overveje at skrue op for sine aktiviteter til støtte for sundheds- og uddannelsesinfrastrukturer i de tilfælde, hvor det skaber en klar merværdi.

(16)

For at styrke EU-garantiens klimadimension bør der indføres et overordnet mål for antallet af transaktioner og et system, der gør det muligt at foretage en forudgående vurdering af drivhusgasemissionerne for projekter, som støttes under EU-garantien. EIB-finansieringstransaktioner til støtte for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer bør udgøre mindst 25 % af EIB's samlede finansieringstransaktioner for yderligere at fremme EU's klimamål på globalt plan. EIB bør tilbyde teknisk ekspertise i samarbejde med Kommissionen for at støtte offentlige og private modparter, der er omfattet af EIB-finansieringstransaktioner, for at tackle klimaændringerne og udnytte den disponible finansiering bedst muligt. Der bør stilles koncessionelle midler til rådighed til modvirknings- og tilpasningsprojekter. EIB-finansieringstransaktioner bør, når det er muligt og relevant, suppleres med midler fra Unionens almindelige budget ved en effektiv og hensigtsmæssig kombinering af gavebistand og lån til klimafinansiering som led i EU's bistand til tredjelande. I denne henseende bør Kommissionens årlige rapport til Europa-Parlamentet og Rådet indeholde en detaljeret rapport om de finansielle instrumenter, der er anvendt til finansiering af disse projekter, idet beløbene til EIB-finansieringstransaktioner og de tilsvarende beløb til gavebistand identificeres.

(17)

På de områder, der er omfattet af de generelle målsætninger, bør regional integration blandt landene, herunder økonomisk integration mellem førtiltrædelseslande, naboskabslande og Unionen, udgøre et af de grundlæggende formål med EIB-finansieringstransaktionerne. I den forbindelse bør EIB ligeledes have mulighed for at støtte partnerlande på de områder, der er omfattet af de generelle målsætninger, gennem direkte udenlandske investeringer fra virksomheder i Unionen, som fremmer økonomisk integration i Unionen og bidrager til at fremme overførslen af teknologi og viden, forudsat at der i forbindelse med due diligence-undersøgelsen af investeringsprojektet er taget tilstrækkeligt hensyn til, at risikoen for, at EIB-finansieringstransaktionerne får negative følger for beskæftigelsen i Unionen, skal begrænses. EIB bør også opfordres til på egen risiko at støtte direkte udenlandske investeringer fra EU-virksomheder i partnerskabslande under hensyn til den risiko, EIB kan påtage sig.

(18)

EIB bør regelmæssigt foretage ex post- eller midtvejsevalueringer af de aktiviteter, der støttes i henhold til denne afgørelse, for at vurdere deres relevans, resultater og udviklingsvirkninger og identificere aspekter, der vil kunne forbedre fremtidige aktiviteter. Sådanne evalueringer bør bidrage til ansvarlighed og analyse af bæredygtighed.

(19)

De praktiske foranstaltninger til realisering af EU-garantiens generelle målsætninger fastsættes i de regionale tekniske operationelle retningslinjer. Sådanne retningslinjer bør være i overensstemmelse med Unionens bredere regionalpolitiske rammer, herunder differentieringsprincippet i den europæiske naboskabspolitik. De regionale tekniske operationelle retningslinjer bør revideres efter vedtagelsen af denne afgørelse og ajourføres yderligere efter midtvejsevalueringen for at blive tilpasset udviklingen i Unionens eksterne politik og prioriteter. Ved ajourføringen af de regionale tekniske operationelle retningslinjer bør der bl.a. tages hensyn til den relevante udvikling i de finansieringsberettigede lande.

(20)

I henhold til protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og TEUF, skal ansøgninger om gennemførelse af EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse, som forelægges EIB direkte, forelægges Kommissionen til udtalelse om overensstemmelsen med den relevante EU-lovgivning og de relevante EU-politikker. EIB-finansieringstransaktioner, der falder ind under denne afgørelse, bør ikke, hvis Kommissionen afgiver negativ udtalelse om dem, dækkes af EU-garantien.

(21)

Selv om EIB's styrke fortsat ligger i dens særlige model som en offentligt ejet investeringsbank, hvis mandat er at yde lange lån for at opfylde de politikmål, som dens aktionærer fastsætter, bør EIB's finansieringstransaktioner bidrage til de generelle principper for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i TEU, dvs. konsolidere og støtte demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og til gennemførelse af internationale forpligtelser og aftaler, bl.a. miljøaftaler, hvori Unionen er part. Navnlig bør EIB bidrage til økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande i henhold til artikel 212 i TEUF. Desuden bør EIB-aktioner være i overensstemmelse med international ret og bl.a. overholde principperne i De Forenede Nationers pagt. EIB-aktioner bør også være i overensstemmelse med konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa på relevante trin i projektcyklussen. I forhold til udviklingslandene bør EIB's finansieringstransaktioner navnlig fremme en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling, især i de dårligst stillede lande, samt deres gradvise og gnidningsløse integration i verdensøkonomien og overholdelse af de principper, som Unionen har tilsluttet sig inden for rammerne af De Forenede Nationer og andre relevante internationale organisationer. EIB bør, samtidig med at den i overensstemmelse med artikel 209, stk. 3, i TEUF bidrager til gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at forfølge målene i Unionens politik for udviklingssamarbejde, stræbe efter indirekte at støtte opfyldelsen af De Forenede Nationers årtusindudviklingsmål for 2015 og efter 2015 opfyldelsen af nye udviklingsmål, som måtte ændre eller træde i stedet for årtusindudviklingsmålene, i alle de regioner, hvor den er aktiv.

(22)

EIB's aktiviteter i forbindelse med denne afgørelse bør støtte gennemførelsen af den europæiske konsensus om udvikling, dagsordenen for forandring og principperne for bistandseffektivitet i Pariserklæringen fra 2005, Accrahandlingsplanen fra 2008 og Busanpartnerskabsaftalen fra 2011. Endvidere bør de være forenelige med EU's strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, som blev vedtaget af Rådet den 25. juni 2012, samt med internationale miljøaftaler, herunder forpligtelserne vedrørende biodiversitet. Dette bør udmøntes i praksis gennem en række konkrete foranstaltninger, især ved at forbedre EIB's evne til at vurdere investeringsprojekters miljømæssige, sociale og udviklingsmæssige aspekter, herunder menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og konfliktrelaterede risici, og ved at fremme lokale høringer af offentlige myndigheder og civilsamfundet. I den forbindelse bør EIB gennemføre og udbygge sine rammer for resultatmåling, som anvender et omfattende sæt resultatindikatorer til måling af de økonomiske, miljømæssige, sociale og udviklingsmæssige følger af dens finansieringstransaktioner i hele EIB-projektets løbetid. Gennemførelsen af rammerne for resultatmåling bør evalueres som led i den midtvejsevaluering, der er omhandlet i denne afgørelse. Når det er relevant og i overensstemmelse med Unionens sociale og miljømæssige principper og international bedste praksis samt EU-retten og den nationale ret i det finansieringsberettigede land, bør EIB i forbindelse med due diligence-undersøgelsen af et investeringsprojekt kræve, at projektlederen gennemfører lokale høringer og offentliggør resultaterne heraf for at tage hensyn til projekternes indvirkning på de relevante interessenter. EIB bør holde kontakt med projektledere og modtagere under hele programmeringsprocessen. Finansieringskontrakter, som undertegnes i den periode, der er omfattet af denne afgørelse, vedrørende EIB-finansieringstransaktioner med offentlige modparter bør eksplicit nævne muligheden for at suspendere udbetalingerne, hvis finansieringsberettigelsen i henhold til denne afgørelse af det land, hvor projektet gennemføres, tilbagekaldes.

(23)

I alle faser, dvs. lige fra den indledende strategiske planlægning til den efterfølgende projektudvikling, bør det sikres, at EIB's finansieringstransaktioner er forenelige med og understøtter Unionens eksterne politikker og de generelle målsætninger, der er fastsat i denne afgørelse. Med henblik på at øge sammenhængen i Unionens optræden udadtil bør dialogen vedrørende politik og strategi mellem Kommissionen og EIB samt med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) intensiveres yderligere, og Europa-Parlamentet og Rådet bør holdes behørigt orienteret. EIB's kontorer uden for Unionen bør så vidt muligt være beliggende i Unionens delegationskontorer, så der skabes et sådant samarbejde, samtidig med at driftsomkostningerne kan deles. Aftalememorandummet mellem Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank vedrørende samarbejde og koordinering i de regioner, der er omfattet af det eksterne mandat, som blev revideret i 2013 for at forbedre samarbejdet og sikre en tidlig gensidig udveksling af oplysninger mellem Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og EIB på operationelt niveau, bør fortsat finde anvendelse. Samarbejde inden for rammerne af aftalememorandummet bør især omfatte en regelmæssig gennemgang af anvendelsen af differentieringsprincippet i naboskabslande. Det er særlig vigtigt at sikre en tidlig og systematisk udveksling af synspunkter mellem Kommissionen og EIB samt eventuelt EU-Udenrigstjenesten i forbindelse med udarbejdelsen af relevante programmeringsdokumenter med det formål at skabe maksimal synergi mellem deres aktiviteter. Desuden bør samarbejdet i forbindelse med overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og forebyggelse af konflikter styrkes. EIB bør tilskyndes til at samarbejde med EU-delegationerne i hele EIB-projekternes løbetid.

(24)

Unionens eksterne forbindelser bør støttes af adskillige instrumenter, navnlig af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2014 (4). Med henblik på at styrke sammenhængen i den samlede EU-støtte i de pågældende regioner bør mulighederne udnyttes for eventuelt at kombinere EIB-finansiering med EU-budgetmidler i form af finansielle instrumenter som fastsat i afsnit VIII i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (5) og teknisk bistand til projektforberedelse gennem instrumentet til førtiltrædelsesbistand II oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.231/2014 (6), det europæiske naboskabsinstrument oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 (7), instrumentet for udviklingssamarbejde oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 (8), partnerskabsinstrumentet for samarbejde med tredjelande oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 234/2014 (9), finansieringsinstrumentet for demokrati og menneskerettigheder på verdensplan oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 235/2014 (10), instrument, der bidrager til stabilitet, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 230/2014 (11) og instrumentet for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område oprettet ved Rådets forordning (Euratom) nr. 237/2014 (12). I henhold til afgørelse nr. 1080/2011/EU har Kommissionen oprettet en EU-platform for samarbejde og udvikling med det formål at optimere mekanismerne til kombinering af gavebistand og lån uden for Unionen, navnlig i gennemførelsen af henholdsvis Unionens almindelige budget og EIB-lån, og udveksle bedste praksis om forvaltning og om evalueringskriterier på projektplan. EIB's og andre finansielle institutioners deltagelse i kombineringsordninger bør være helt i overensstemmelse med EU's eksterne målsætninger, bistandseffektivitet og gennemsigtighed.

(25)

EIB bør i forbindelse med finansieringstransaktioner uden for Unionen, der falder inden for rammerne af denne afgørelse, stræbe efter yderligere at styrke samarbejdet og koordineringen med de europæiske og internationale finansielle institutioner, navnlig dem, der deltager i EU-platformen for samarbejde og udvikling. Når det er relevant, omfatter dette samarbejde om sektorbetingelser og gensidig tillid til procedurer, brug af samfinansiering og deltagelse i globale initiativer, der f.eks. tager sigte på bedre koordinering og udnyttelse af støtten. Koordineringen og samarbejdet bør tilstræbe at mindske eventuelle dobbeltomkostninger og unødvendig overlapning. Samarbejdet bør bygge på princippet om gensidighed. Gensidig adgang for EIB til finansielle instrumenter, der er oprettet af andre europæiske og internationale finansielle institutioner, bør fremmes, når det er relevant. Trepartsaftalememorandummet mellem Kommissionen, EIB-gruppen og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) vedrørende samarbejde uden for Unionen, som giver EIB-gruppen og EBRD mulighed for at supplere hinanden ved at udnytte deres respektive komparative fordele, blev ajourført i 2012, så det også omfatter EBRD's udvidelse til at omfatte Middelhavsområdet, og bør fortsat finde anvendelse. Principperne i denne afgørelse bør også finde anvendelse, når EIB's finansiering gennemføres via samarbejdsaftaler med andre europæiske og internationale finansielle institutioner.

(26)

EIB bør tilskyndes til fortsat at finansiere transaktioner uden for Unionen for egen risiko, herunder også for at støtte Unionens økonomiske interesser, i lande og til fordel for investeringsprojekter med tilstrækkelig høj kreditværdighed i henhold til EIB's egen vurdering og under hensyntagen til dens egen risikoabsorptionsevne, så brugen af EU-garantien kan rettes mod de lande og investeringsprojekter, hvor EU-garantien skaber en merværdi på grundlag af EIB's egen vurdering, bl.a. med hensyn til bæredygtig økonomi og social og miljømæssig udvikling.

(27)

EIB bør udvide sit udbud af innovative finansieringsinstrumenter, bl.a. ved i højere grad at fokusere på udviklingen af garantiinstrumenter. Desuden bør EIB aktivt søge at deltage i instrumenter til risikodeling og kapitalmarkedsfinansiering af projekter med stabil og forudsigelig likviditet. Banken bør navnlig overveje at støtte instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering, der udstedes eller ydes til fordel for et investeringsprojekt i de finansieringsberettigede lande. Endelig bør EIB yde flere lån i lokale valutaer og udstede obligationer på lokale markeder, forudsat at modtagerlandene gennemfører de nødvendige strukturreformer, især inden for finanssektoren, og træffer andre foranstaltninger for at lette EIB's aktiviteter. I diversificeringen og udvidelsen af instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering bør der gøres en særlig indsats for at sikre, at disse instrumenter ikke fører til en risikabel finansiel praksis og til gældsætning, så de dermed vil kunne true den finansielle stabilitet.

(28)

Kommissionen bør hvert år aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten bør vurdere EIB's finansieringstransaktioner og deres overensstemmelse med denne afgørelse, deres merværdi og bidrag til EU's eksterne politikker, deres kvalitet og deres udviklingseffekt på grundlag af EIB's rammer for resultatmåling og de finansielle fordele, der overføres til modtagerne. Rapporten bør også indeholde oplysninger om EU-garantien, om klima- og biodiversitetsfinansiering i henhold til denne afgørelse, om opfølgningen af aftalememorandummet mellem EIB og Den Europæiske Ombudsmand og en beskrivelse af samarbejdet med Kommissionen og andre europæiske og internationale finansielle institutioner, herunder samfinansiering. Rapporten bør offentliggøres, så de relevante interessenter, bl.a. civilsamfundet, kan udtale sig.

(29)

EIB-finansieringstransaktioner til understøttelse af Unionens eksterne politikker bør fortsat gennemføres i overensstemmelse med principperne om forsvarlig bankpraksis. De bør fortsat forvaltes i henhold til EIB's egne regler og procedurer, der bør afspejle disse principper, herunder passende kontrolforanstaltninger og EIB's erklæring om sociale og miljømæssige normer, samt i henhold til de relevante regler og procedurer vedrørende Revisionsretten og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). EIB bør i forbindelse med sine finansieringstransaktioner gennemføre sine politikker over for svagt regulerede eller ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner, der er identificeret som sådanne af Unionen, De Forenede Nationer, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling eller Den Finansielle Aktionsgruppe, på korrekt vis med henblik på at bidrage til den internationale bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. Af hensyn til gennemsigtigheden bør EIB så vidt muligt opstille en liste over de endelige låntagere i samarbejde med de lokale finansielle mellemled.

(30)

Når transaktioner finansieres under EU-garantien, bør EIB træffe egnede foranstaltninger til at sikre, at Unionens finansielle interesser beskyttes, ved at anvende forebyggende foranstaltninger mod svig, korruption, hvidvaskning af penge og andre ulovligheder, og at OLAF bemyndiges til at gennemføre kontrol på stedet og inspektioner hos modtagerne. EIB bør i overensstemmelse med sin politik til forebyggelse og forhindring af forbudt adfærd i Den Europæiske Investeringsbanks aktiviteter (»EIB's politik til bekæmpelse af svig«), der blev vedtaget i 2008 og revideret i 2013, samarbejde tæt med de kompetente EU-myndigheder og nationale myndigheder for at styrke de gældende foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme og forbedre håndhævelsen heraf. I overensstemmelse med whistleblower-politikken bør EU også være særlig opmærksom på oplysninger fra whistleblowers om potentielle tilfælde af svig, korruption eller anden ulovlig virksomhed, så der kan sikres en korrekt opfølgning, feedback og beskyttelse mod gengældelse.

(31)	EIB's styrelsesorganer bør tilskyndes til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at tilpasse EIB's virksomhed, så den bidrager til EU's eksterne politikker på en effektiv måde og opfylder denne afgørelses krav —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

EU-garanti

1. Den Europæiske Union yder Den Europæiske Investeringsbank (EIB) en budgetgaranti for finansieringstransaktioner uden for Unionen (»EU-garanti«). EU-garantien ydes som en generel garanti til dækning af alle forfaldne, men udeblevne betalinger til EIB i forbindelse med lån, lånegarantier og instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering, der ydes eller udstedes til EIB-investeringsprojekter, der kan henføres under garantien i henhold til stk. 2.

2. Under EU-garantien kan henføres EIB-lån, lånegarantier og instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering, der ydes eller udstedes til investeringsprojekter i finansieringsberettigede lande i henhold til EIB's egne regler og procedurer, herunder EIB's erklæring om miljømæssige og sociale principper og standarder, samt til støtte for relevante målsætninger i EU's eksterne politikker, forudsat at EIB-finansieringen er ydet i henhold til en undertegnet aftale, der hverken er udløbet eller blevet opsagt (»EIB-finansieringstransaktioner«).

3. EIB-finansieringstransaktioner til understøttelse af Unionens eksterne politikker gennemføres fortsat i overensstemmelse med principperne om forsvarlig bankpraksis.

4. EU-garantien begrænses til 65 % af det samlede beløb, der er udbetalt og stillet inden for rammerne af EIB-finansieringstransaktioner, med fradrag af tilbagebetalte beløb og med tillæg af alle hermed forbundne beløb.

5. EU-garantien dækker EIB-finansieringstransaktioner, der er undertegnet i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020.

6. Hvis Europa-Parlamentet og Rådet ikke ved udløbet af den i stk. 5 omhandlede periode har vedtaget en afgørelse om at give EIB en ny EU-garanti til dækning af tab i forbindelse med sine finansieringstransaktioner uden for Unionen, forlænges perioden automatisk én gang med seks måneder.

Artikel 2

Lofter for EIB-finansieringstransaktioner under EU-garantien

1. Det maksimale loft for EIB-finansieringstransaktioner under EU-garantien i hele perioden 2014-2020 må ikke overstige 30 000 000 000 EUR. Beløb, der oprindelig var øremærket til finansieringstransaktioner, men som senere er annulleret, medregnes ikke i loftet.

Det maksimale loft opdeles i:

a)	et fast loft på maksimalt 27 000 000 000 EUR og

b)	et fakultativt supplerende beløb på 3 000 000 000 EUR.

Europa-Parlamentet og Rådet træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure om aktiveringen af hele eller en del af beløbet i litra b) og den regionale fordeling heraf efter en midtvejsevaluering, jf. artikel 19.

2. Det faste loft, jf. stk. 1, litra a), opdeles i regionale lofter og underlofter i overensstemmelse med bilag I. Inden for de regionale lofter sikrer EIB gradvis en ligelig fordeling af lande inden for de regioner, der dækkes af EU-garantien.

Artikel 3

Generelle målsætninger og principper

1. EU-garantien ydes udelukkende for EIB-finansieringstransaktioner, der har en merværdi på grundlag af EIB's egen vurdering, og som understøtter en eller flere af følgende generelle målsætninger:

a)	udvikling af den lokale private sektor, især støtte til SMV'er

b)	udvikling af sociale og økonomiske infrastrukturer, herunder transport-, energi- og miljøinfrastrukturer samt informations- og kommunikationsteknologi

c)	modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer.

2. Samtidig med at EIB's særlige karakter som en investeringsbank bevares, skal EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse bidrage til EU's generelle interesser, navnlig principperne for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i TEU, og medvirke til gennemførelsen af internationale miljøaftaler, hvori Unionen er part. EIB's styrelsesorganer tilskyndes til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at tilpasse EIB's virksomhed, så den bidrager til Unionens eksterne politikker på en effektiv måde og opfylder denne afgørelses krav.

3. Regional integration blandt lande, herunder især økonomisk integration mellem førtiltrædelseslande, naboskabslande og Unionen, er et af de underliggende formål med EIB-finansieringstransaktioner på områder, der er omfattet af de generelle mål i stk. 1. EIB gennemfører finansieringstransaktioner i finansieringsberettigede lande på områder, der er omfattet af de generelle målsætninger, ved at støtte udenlandske direkte investeringer, der fremmer den økonomiske integration i EU.

4. I udviklingslandene, jf. definitionen i fortegnelsen over modtagere af officiel udviklingsbistand, der er fastsat af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, skal EIB's finansieringstransaktioner indirekte bidrage til Unionens målsætninger med hensyn til politikken for udviklingssamarbejde, jf. artikel 208 og 209 i TEUF, f.eks. ved fattigdomsbekæmpelse gennem inklusiv vækst og bæredygtig økonomi og miljømæssig og social udvikling.

5. For at sikre, at investeringer i den private sektor får størst mulig udviklingseffekt, bestræber EIB sig på at styrke den lokale private sektor i de finansieringsberettigede lande ved at støtte lokale investeringer, jf. stk. 1, litra a). EIB-finansieringstransaktionerne til støtte for de generelle mål i stk. 1 skal tilstræbe også at omfatte støtte til investeringsprojekter, der gennemføres af SMV'er fra Unionen. For effektivt at overvåge brugen af midler til gavn for de pågældende SMV'er fastsætter EIB passende kontraktmæssige krav med finansielle mellemled, bl.a. standarder for modtagernes rapportering.

EIB samarbejder med finansielle mellemled, der kan støtte SMV'ernes specifikke behov i de lande, hvor transaktionerne gennemføres, og som ikke deltager i EIB-finansieringstransaktioner, der gennemføres i et finansieringsberettiget land med instrumenter i en fremmed ikkesamarbejdsvillig jurisdiktion, jf. artikel 13.

6. EIB-finansieringstransaktioner til støtte for de generelle mål i stk. 1, litra b), skal fortrinsvis støtte investeringsprojekter på områderne transport, energi, miljøinfrastruktur, informations- og kommunikationsteknologi, sundhed og uddannelse. Dette omfatter produktion og integration af energi fra vedvarende kilder, ændring af energisystemer til mindre kulstofintensive teknologier og brændstoffer, bæredygtig energisikkerhed og energiinfrastruktur, herunder til gasproduktion og transport til Unionens energimarked samt elektrificering af landdistrikter, miljøinfrastruktur såsom vand og sanitet og grøn infrastruktur og infrastruktur til telekommunikation og bredbåndsnet.

7. EIB-finansieringstransaktionerne til støtte for de generelle mål i stk. 1, litra c), skal støtte investeringsprojekter til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, som bidrager til opfyldelsen af den overordnede målsætning for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, navnlig ved inden for områderne vedvarende energikilder, energieffektivitet og bæredygtig transport at forhindre eller nedbringe drivhusgasemissioner eller ved at øge udsatte landes, sektorers og samfunds modstandsdygtighed over for de negative følger af klimaændringer. Berettigelseskriterierne for klimaprojekter er fastsat i EIB's klimastrategi, som skal opdateres inden udgangen af 2015. Med henblik herpå bør miljøvurderingsproceduren omfatte en analyse af CO2-fodaftrykket for at fastslå, om projektforslag giver de størst mulige forbedringer af energieffektiviteten. Disse transaktioner skal tegne sig for mindst 25 % af de samlede EIB-finansieringstransaktioner i den periode, der er omfattet af denne afgørelse.

8. I overensstemmelse med Unionens og internationale klimamål opdaterer EIB inden udgangen af 2015 i samarbejde med Kommissionen sin klimastrategi i forbindelse med EIB-finansieringstransaktioner. Denne opdatering skal bl.a. integrere konkrete aktioner, som skal sikre, at investeringsprojekter i henhold til denne afgørelse er i overensstemmelse med Unionens klimamål, og som skal øge indsatsen for at støtte vedvarende energikilder og energieffektivitet.

9. EU-garantien dækker udelukkende EIB-finansieringstransaktioner, der gennemføres i finansieringsberettigede lande, der har indgået en rammeaftale med EIB, som fastsætter de retlige betingelser, hvorunder sådanne transaktioner skal gennemføres.

Artikel 4

Omfattede lande

1. Listen over de lande, der er potentielt berettigede til EIB-finansiering under EU-garantien, er indeholdt i bilag II. Listen over de lande, der er berettigede til EIB-finansiering under EU-garantien, er indeholdt i bilag III og må ikke omfatte andre lande end de i bilag II opførte. For så vidt angår lande, der ikke er opført på listen i bilag II, vil deres berettigelse til EIB-finansiering under EU-garantien blive afgjort i hvert enkelt tilfælde efter den almindelige lovgivningsprocedure.

2. Kommissionen bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter vedrørende ændringer af bilag III i overensstemmelse med artikel 18. Kommissionen vedtager sine afgørelser på grundlag af en overordnet vurdering, der omfatter økonomiske, sociale, miljømæssige og politiske aspekter, navnlig vedrørende demokrati, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt de relevante beslutninger fra Europa-Parlamentet og Rådets afgørelser og konklusioner.

3. Delegerede retsakter om ændring af bilag III berører ikke EU-garantiens dækning af EIB-finansieringstransaktioner, der er undertegnet før ikrafttrædelsen af disse delegerede retsakter, jf. dog stk. 4.

4. Der foretages ikke udbetalinger for EIB-finansieringstransaktioner omfattet af en totalgaranti, jf. artikel 8, stk. 1, i lande, der ikke er omfattet af listen i bilag III.

5. EU-garantien dækker ikke EIB-finansieringstransaktioner i et bestemt land, hvis aftalen vedrørende sådanne transaktioner er blevet undertegnet, efter at landet har tiltrådt Unionen.

Artikel 5

EIB-finansieringstransaktioners bidrag til gennemførelse af EU-politikker

1. Kommissionen ajourfører sammen med EIB de eksisterende regionale tekniske operationelle retningslinjer for EIB-finansieringstransaktionerne senest et år efter denne afgørelses ikrafttræden.

De regionale tekniske operationelle retningslinjer skal være i overensstemmelse med Unionens bredere regionalpolitiske rammer, som er fastlagt i bilag IV. De regionale tekniske operationelle retningslinjer skal navnlig sikre, at EIB-finansieringen i henhold til denne afgørelse supplerer de tilsvarende politikker, programmer og instrumenter for EU-bistand i de forskellige regioner.

I forbindelse med ajourføringen af de regionale tekniske operationelle retningslinjer tager Kommissionen og EIB hensyn til relevante beslutninger fra Europa-Parlamentet og Rådets afgørelser og konklusioner. De regionale tekniske operationelle retningslinjer skal være i overensstemmelse med prioriteterne i de nationale eller regionale programmer, hvis de finansieringsberettigede lande har udarbejdet sådanne, under hensyntagen til en eventuel høring af det lokale civilsamfund under udarbejdelsen af disse programmer.

Kommissionen fremsender de ajourførte regionale tekniske operationelle retningslinjer til Europa-Parlamentet og Rådet, så snart de er fastlagt.

Inden for rammerne af de regionale tekniske operationelle retningslinjer definerer EIB tilsvarende finansieringsstrategier og sikrer, at de gennemføres.

EIB-finansieringstransaktioner skal være i overensstemmelse med de regionale tekniske operationelle retningslinjer og det finansieringsberettigede lands strategier.

De regionale tekniske operationelle retningslinjer revideres på baggrund af den i artikel 19 omhandlede midtvejsevaluering.

2. Inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i artikel 19 i protokol nr. 5, afgiver Kommissionen en udtalelse om EIB's finansieringstransaktioner. EIB-finansieringstransaktioner, der falder ind under denne afgørelse, dækkes ikke af EU-garantien, hvis Kommissionen afgiver negativ udtalelse.

Artikel 6

Samarbejde med Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten

1. Overensstemmelsen mellem EIB's eksterne aktiviteter og Unionens eksterne politikmålsætninger forstærkes yderligere med det formål at maksimere synergien mellem EIB-finansieringstransaktionerne og Unionens budgetmidler, særlig gennem ajourføring af de i artikel 5 nævnte regionale tekniske operationelle retningslinjer, for hvilke EU-Udenrigstjenesten konsulteres om politikspørgsmål, når det er relevant, og gennem en regelmæssig og systematisk dialog og tidlig udveksling af oplysninger om:

a)	strategidokumenter udarbejdet af Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten, alt efter hvad der er relevant, f.eks. landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter, vejledende programmer, handlingsplaner og førtiltrædelsesdokumenter

b)	EIB' strategiske planlægningsdokumenter, investeringsprojektplanlægning og EIB's årlige rapport til Kommissionen

c)	andre politiske og operationelle aspekter.

2. Samarbejdet gennemføres på regionsbasis, herunder på EU-delegationsniveau, under hensyntagen til EIB's rolle og Unionens politik i hver enkelt region.

Artikel 7

Samarbejde med andre europæiske og internationale finansielle institutioner

1. EIB-finansieringstransaktioner skal, hvor det er hensigtsmæssigt, gennemføres i samarbejde med andre europæiske multilaterale finansielle institutioner og medlemsstaternes finansielle institutioner (»europæiske finansielle institutioner«) og internationale finansielle institutioner, herunder regionale udviklingsbanker (»internationale finansielle institutioner«) for at maksimere synergieffekten, samarbejdet og effektiviteten, udvikle innovative finansielle instrumenter i fællesskab, sikre en forsigtig og rimelig risikodeling og sammenhængende investeringsprojekt- og sektorbetingelser og for at mindske eventuelle dobbeltomkostninger og unødvendig overlapning.

2. Det i stk. 1 omhandlede samarbejde fremmes ved koordinering mellem Kommissionen, EIB og de relevante europæiske og internationale finansieringsinstitutter, der opererer i de forskellige regioner, hvor det er relevant inden for rammerne af aftalememoranda eller andre EU-rammer for regionalt samarbejde.

Artikel 8

EU-garantiens dækning og betingelser

1. For EIB-finansieringstransaktioner, bortset fra dem, der består af instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering, som indgås med eller garanteres af en stat, samt for andre EIB-finansieringstransaktioner, der indgås med regionale eller lokale myndigheder eller statsejede eller statskontrollerede offentlige virksomheder eller institutioner, og hvor disse andre EIB-finansieringstransaktioner har en passende EIB-kreditrisikovurdering, der tager hensyn til kreditrisikoen i det pågældende land, dækker EU-garantien alle forfaldne, men udeblevne betalinger til EIB (»totalgaranti«).

2. Med henblik på stk. 1 repræsenteres Palæstina af Den Palæstinensiske Myndighed, og Kosovo (13) repræsenteres af Kosovos myndigheder.

3. For andre EIB-finansieringstransaktioner end de i stk. 1 nævnte dækker EU-garantien alle forfaldne, men udeblevne betalinger til EIB, hvor misligholdelsen skyldes forekomsten af en af følgende politiske risici (»garanti mod politiske risici«):

a)	ingen overførsel af valuta

b)	ekspropriation

c)	krig eller civile uroligheder

d)	nægtelse af adgang til domstolsprøvelse af kontraktbrud.

4. For EIB-finansieringstransaktioner, der består af instrumenter til kapitalmarkedsfinansiering, gælder kun garantien for politiske risici.

5. Finansieringsaftaler med individuelle projektledere vedrørende EIB-finansieringstransaktioner skal også indeholde passende miljømæssige og sociale bestemmelser i overensstemmelse med EIB's egne regler og procedurer.

6. I den i artikel 14 omhandlede garantiaftale fastsætter Kommissionen og EIB en klar og gennemsigtig tildelingspolitik, der gør det muligt for EIB, som led i sine eksterne aktiviteter, at udpege de transaktioner, der skal finansieres i henhold til denne afgørelse, med henblik på at sikre den mest effektive udnyttelse af EU-garantien. Tildelingspolitikken skal tage udgangspunkt i EIB-transaktionernes kreditværdighed på basis af EIB's egne vurderinger, lofterne som fastsat i bilag I, arten af modpart, om det er en stat, en offentlig myndighed omfattet af nærværende artikels stk. 1, eller en privat enhed, EIB's risikoabsorptionsevne og andre relevante kriterier, herunder EU-garantiens merværdi. Europa-Parlamentet og Rådet underrettes om tildelingspolitikken i overensstemmelse med artikel 14.

7. Når EU-garantien indfris, overdrager EIB i overensstemmelse med den i artikel 14 omhandlede garantiaftale alle relevante rettigheder til Unionen for så vidt angår enhver forpligtelse i forbindelse med EIB's finansieringstransaktioner.

Artikel 9

EIB-evaluering og -overvågning af investeringsprojekter

1. EIB gennemfører due diligence-undersøgelser og kræver, når det er relevant, at projektlederne afholder lokale offentlige høringer i overensstemmelse med Unionens sociale og miljømæssige principper med de relevante nationale og lokale interessenter og med civilsamfundet i projektplanlægningsfasen og gennemførelsesfasen om de aspekter af investeringsprojekter under EU-garantien, der vedrører sociale forhold, menneskerettigheder, miljø, økonomi og udvikling, og at de giver oplysninger, der er relevante for vurderingen af bidraget til opfyldelsen af EU's målsætninger for den eksterne politik og strategiske målsætninger.

I påkommende tilfælde skal denne evaluering også omfatte en vurdering af, hvordan kapaciteten hos modtagerne af EIB-finansiering kan forstærkes over hele projektforløbet ved hjælp af teknisk bistand. EIB's egne regler og procedurer skal omfatte de nødvendige bestemmelser om evaluering af de miljømæssige og sociale virkninger af investeringsprojekter og af aspekter vedrørende menneskerettigheder og konfliktforebyggelse for at sikre, at investeringsprojekter, der støttes i henhold til denne afgørelse, er bæredygtige i miljømæssig og social henseende.

2. Foruden den forudgående evaluering af de udviklingsrelaterede aspekter overvåger EIB gennemførelsen af finansieringstransaktionerne. Banken kræver navnlig, at projektlederne under gennemførelsen og indtil afslutningen af projektet foretager grundig kontrol af bl.a. investeringsprojektets økonomiske, udviklingsmæssige og sociale følger og indvirkning på miljøet og menneskerettighederne. EIB verificerer regelmæssigt de oplysninger, den modtager fra projektlederne, og offentliggør dem, hvis projektlederne giver deres samtykke. Når det er muligt, offentliggøres rapporterne om projektgennemførelsen vedrørende EIB's finansieringstransaktioner, dog med udeladelse af fortrolige oplysninger.

3. EIB's overvågning skal også så vidt muligt omfatte gennemførelsen af formidlede transaktioner og de finansielle mellemleds resultater til støtte for SMV'er.

4. EIB indfører et omfattende system til forudgående evaluering af de relative og absolutte drivhusgasemissioner med tilknytning til EIB-finansieringstransaktioner, når emissionerne overholder væsentlige tærskler, som defineret i en relevant metode, der er fastsat i EIB's klimastrategi, og der foreligger data.

5. Resultaterne af overvågningen offentliggøres så vidt muligt med forbehold af fortrolighedskrav og de relevante parters samtykke.

Artikel 10

Eksterne formålsbestemte indtægter for garantifonden

Tilbagebetalinger og indtægter til et beløb af 110 000 000 EUR fra transaktioner, der er afsluttet før 2007, bl.a. tilbagebetalinger af kapital, indfriede garantier og tilbagebetalinger af låns hovedstol, udbytte, kapitalgevinster, garantigebyrer og renter på lån og af indestående på forvaltningskonti, som tilbagebetales til den forvaltningskonto, der er oprettet til Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab, og som kan henføres til støtten fra Unionens almindelige budget, udgør eksterne formålsbestemte indtægter i overensstemmelse med artikel 21, stk. 4, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og skal anvendes til garantifonden.

Beløb på over 110 000 000 EUR, som er tilbagebetalt til den forvaltningskonto, der er oprettet til Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab, optages på Unionens almindelige budget efter fradrag af forvaltningsomkostninger og gebyrer.

Artikel 11

Årlig rapportering og regnskabsaflæggelse

1. Kommissionen rapporterer årligt til Europa-Parlamentet og Rådet om EIB-finansieringstransaktioner, der gennemføres i henhold til denne afgørelse. Rapporten offentliggøres og skal omfatte:

a)	en evaluering af EIB-finansieringstransaktionerne på projekt-, sektor-, lande- og regionsniveau og deres overensstemmelse med denne afgørelse

en samlet vurdering af EIB-finansieringstransaktionernes merværdi, anslåede ydelser, resultater og udviklingseffekt baseret på den årlige rapport om rammerne for EIB's resultatmåling. Med henblik herpå anvender EIB resultatindikatorer for så vidt angår de finansierede projekters udviklingsmæssige, miljømæssige og sociale aspekter, herunder menneskerettighedsaspekter under hensyntagen til de relevante indikatorer i Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet. Indikatorerne for projekternes miljøaspekter skal omfatte kriterier for »rene teknologier«, som i princippet er orienteret mod energieffektivitet og teknologier til nedbringelse af emissioner.

c)	en vurdering af EIB-finansieringstransaktionernes bidrag til opfyldelsen af Unionens eksterne politiske og strategiske målsætninger under hensyntagen til de i artikel 5 omhandlede regionale tekniske operationelle retningslinjer

d)	en vurdering af EIB-finansieringstransaktionernes samlede økonomiske fordele for modtagerne

e)	en vurdering af kvaliteten af EIB-finansieringstransaktionerne, og navnlig i hvilket omfang EIB har taget hensyn til den miljømæssige og sociale bæredygtighed i forbindelse med sin due diligence-undersøgelse og overvågning af finansierede projekter

f)	detaljerede oplysninger om træk på EU-garantien

oplysninger om størrelsen af finansieringen til klimaindsatsen og beskyttelse af biodiversiteten i henhold til denne afgørelse, den samlede indvirkning på de absolutte og relative drivhusgas emissioner, jf. artikel 9, stk. 4, samt antallet af projekter, der er evalueret med henblik på deres klimarisici

en beskrivelse af samarbejdet med Kommissionen og andre europæiske og internationale finansielle institutioner, herunder medfinansiering. Rapporten skal navnlig indeholde en udspecificering af Unionens finansielle midler og midler fra andre europæiske og internationale finansielle institutioner, der bruges i kombination med EIB-finansieringen, med henblik på at give et overblik over de samlede investeringer med støtte fra EIB-finansieringstransaktioner i forbindelse med denne afgørelse. Rapporten skal også omhandle indgåelse af nye aftalememoranda mellem EIB og andre europæiske eller internationale finansielle institutioner, som har betydning for EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse

i)	en opfølgning af, hvordan aftalememorandummet mellem EIB og Den Europæiske Ombudsmand fungerer, i det omfang dette memorandum vedrører EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse.

2. Med henblik på Kommissionens rapportering som omhandlet i stk. 1 forelægger EIB årligt Kommissionen rapporter om sine finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse, herunder med alle de oplysninger, som Kommissionen har brug for til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser i henhold til stk. 1. Endvidere kan EIB meddele Kommissionen yderligere oplysninger, der er relevante for, at Europa-Parlamentet og Rådet kan få et samlet overblik over EIB's eksterne aktiviteter.

3. EIB forsyner Kommissionen med de fornødne statistiske, finansielle og regnskabsmæssige data om hver af EIB's finansieringstransaktioner såvel som alle yderligere oplysninger, som Kommissionen har brug for til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser eller besvare henvendelser fra Revisionsretten, samt med en revisionserklæring om udestående beløb i EIB's finansieringstransaktioner. EIB forelægger ligeledes Kommissionen andre fornødne dokumenter i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

4. Med henblik på Kommissionens regnskabsføring og rapportering af de risici, der dækkes af EU-garantien, forelægger EIB Kommissionen EIB's risikovurdering og kreditvurderingsoplysninger vedrørende EIB's finansieringstransaktioner.

5. EIB forelægger mindst en gang om året Kommissionen en vejledende flerårig programmering af den planlagte mængde af undertegnede EIB-finansieringstransaktioner for at sikre overensstemmelse mellem EIB's forventede finansiering og lofterne i denne afgørelse, og således at Kommissionen kan sikre passende budgetplanlægning for tilførsel af kapital til garantifonden. Kommissionen tager hensyn til EIB's forventede finansiering, når den udarbejder forslaget til Unionens almindelige budget.

6. EIB forelægger regelmæssigt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen alle sine uafhængige evalueringsrapporter indeholdende en vurdering af de praktiske resultater af EIB's specifikke aktiviteter i henhold til denne afgørelse og andre eksterne mandater.

7. EIB tilvejebringer de i stk. 2-6 omhandlede oplysninger for egen regning. EIB offentliggør også generelt de i stk. 2, 3 og 6 omhandlede oplysninger, dog med undtagelse af eventuelle fortrolige oplysninger.

Artikel 12

Gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger

1. I henhold til sin egen politik om gennemsigtighed og Unionens principper om adgang til dokumenter og oplysninger samt gradvis i henhold til de internationale standarder for gennemsigtighed i bistand offentliggør EIB på sit websted oplysninger om følgende:

alle de EIB-finansieringstransaktioner, der gennemføres i henhold til denne afgørelse, efter projektgodkendelsesfasen, navnlig om et investeringsprojekt er dækket af EU-garantien, og hvordan det bidrager til at nå målsætningerne for EU's optræden udadtil, især de økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger

b)	ethvert aftalememorandum mellem EIB og andre europæiske eller internationale finansielle institutioner vedrørende EIB-finansieringstransaktioner i henhold til denne afgørelse, medmindre der er krav om fortrolighed

c)	når det er muligt og hensigtsmæssigt, gældende rammeaftaler mellem EIB og et modtagerland. Når EIB undertegner nye aftaler eller ændrer gældende aftaler, bestræber den sig på at sikre, at de kan offentliggøres

d)	EIB's tildelingspolitik.

2. Kommissionen offentliggør på sit websted specifikke oplysninger om alle inddrivelser i henhold til den i artikel 14 omhandlede garantiaftale og den i artikel 15, stk. 2, omhandlede aftale, der fastsætter de nærmere regler og procedurer vedrørende inddrivelse af fordringer, medmindre der er krav om fortrolighed.

Artikel 13

Ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner

I forbindelse med sine finansieringstransaktioner tolererer EIB ikke nogen former for ulovlige aktiviteter, herunder hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme, skattesvig og skatteunddragelse, korruption eller svig, der skader Unionens finansielle interesser. Navnlig deltager EIB ikke i nogen former for finansieringstransaktioner, der gennemføres i et finansieringsberettiget land via et udenlandsk instrument i en ikkesamarbejdsvillig jurisdiktion, der er identificeret som sådan af Unionen, De Forenede Nationer, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling eller Den Finansielle Aktionsgruppe.

I sine finansieringstransaktioner anvender EIB principperne og standarderne i de EU-retlige regler om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, herunder et krav om, at der træffes rimelige foranstaltninger til i givet fald at identificere de retmæssige ejere.

Artikel 14

Garantiaftale

Kommissionen og EIB indgår en garantiaftale, der fastsætter de nærmere bestemmelser og procedurer vedrørende den i artikel 8 omhandlede EU-garanti, og underretter Europa-Parlamentet og Rådet herom.

Artikel 15

Inddrivelse af betalinger foretaget af Kommissionen

1. Foretager Kommissionen en betaling under EU-garantien, påhviler det EIB i Kommissionens navn og på dennes vegne at inddrive fordringer vedrørende de udbetalte beløb.

2. Senest på datoen for undertegnelsen af den i artikel 14 omhandlede garantiaftale indgår Kommissionen og EIB en særskilt aftale, der fastsætter de nærmere bestemmelser og procedurer for inddrivelse af fordringer.

Artikel 16

Revisionsrettens revision

EU-garantien og betalinger og inddrivelser i henhold til denne, som kan henføres til Unionens almindelige budget, revideres af Revisionsretten.

Artikel 17

Forholdsregler mod svig

1. Hvis EIB i forbindelse med et EU-garanteret projekts forberedelse, gennemførelse eller afslutning har grunde til mistanke om eventuelle tilfælde af svig, korruption, hvidvaskning af penge eller anden ulovlig aktivitet, der kan skade Unionens finansielle interesser, underretter banken straks OLAF og giver OLAF de nødvendige oplysninger.

2. OLAF kan foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, i henhold til bestemmelserne og procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (14), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (15) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (16) for at beskytte Unionens finansielle interesser med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption, hvidvaskning af penge eller anden ulovlig aktivitet, der berører Unionens finansielle interesser i forbindelse med en finansieringstransaktion. OLAF kan tilsende de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater de oplysninger, som er fremkommet under undersøgelserne.

Når det er godtgjort, at der har været ulovlige aktiviteter, bidrager EIB til inddrivelsen i forbindelse med sine finansieringstransaktioner inden for sit ansvarsområde.

3. Finansieringsaftaler, der undertegnes i forbindelse med projekter, som støttes i henhold til denne afgørelse, skal indeholde klausuler om suspension af EIB-finansieringstransaktioner og om nødvendigt passende inddrivelsesforanstaltninger i tilfælde af svig, korruption eller anden ulovlig aktivitet. Beslutningen om, hvorvidt EIB-finansieringen skal suspenderes eller standses, træffes af EIB efter omhyggelig overvejelse af alle omstændigheder og risici.

4. EIB benytter fortsat sin kvikskranke for bekæmpelse af korruption og svig for EIB-personale og alle interessenter.

5. I sine finansieringstransaktioner gennemfører EIB sin udelukkelsesordning til at udelukke modparter, der har begået svig og korruption; ordningen omfatter udelukkelseskriterierne i Unionens centrale udelukkelsesdatabase, der sikrer, at alle parters rettigheder respekteres.

Artikel 18

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. i artikel 4, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 11. maj 2014.

3. Den i artikel 4 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 19

Midtvejsevaluering

Kommissionen forelægger senest den 31. december 2016, i samarbejde med EIB, Europa-Parlamentet og Rådet en midtvejsrapport, der indeholder en evaluering af de første års anvendelse af denne afgørelse samt, når det er relevant, et forslag til ændring heraf. Midtvejsrapporten skal bygge på en uafhængig ekstern evaluering med bidrag fra EIB.

Rapporten skal navnlig indeholde:

a)	en vurdering af anvendelsen af tildelingspolitikken

b)	en vurdering af EIB's rapportering og i givet fald henstillinger om, hvordan den kan forbedres

c)	en vurdering af rammerne for resultatmåling, herunder resultatindikatorer og kriterier og deres bidrag til opfyldelsen af denne afgørelses målsætninger

d)	en detaljeret redegørelse for de kriterier, der er overvejet i forbindelse med henstillingen om den potentielle aktivering af hele det fakultative supplerende beløb eller en del heraf.

Artikel 20

Endelig rapport

Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en endelig rapport om anvendelsen af denne afgørelse senest den 31. december 2021.

Artikel 21

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Strasbourg, den 16. april 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

D. KOURKOULAS

Formand

(1) Europa-Parlamentets holdning af 11.3.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.4.2014.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1080/2011/EU af 25. oktober 2011 om en EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med lån til og lånegarantier for projekter uden for Unionen og om ophævelse af afgørelse nr. 633/2009/EF (EUT L 280 af 27.10.2011, s. 1).

(3) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 af 25. maj 2009 om oprettelse af en garantifond for aktioner i forhold til tredjeland (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 10).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2014 af 11. marts 2014 om fælles regler og procedurer for gennemførelse af instrumenterne til finansiering af Unionens optræden udadtil (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 95).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 231/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA II) (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 11).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 27).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020 (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 44).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 234/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et partnerskabsinstrument for samarbejde med tredjelande (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 77).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 235/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et finansieringsinstrument for demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 85).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 230/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument, der bidrager til stabilitet og fred (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 1).

(12) Rådets forordning (Euratom) nr. 237/2014 af 13. december 2013 om oprettelse af et instrument for samarbejde om sikkerhed på det nukleare område (EUT L 77 af 15.3.2014, s. 109).

(13) Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 1999) og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

(14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(15) Rådets Forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).

(16) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).

BILAG I

REGIONALE LOFTER

A.	Førtiltrædelseslande: 8 739 322 000 EUR

Naboskabs- og partnerskabslande: 14 437 225 000 EUR fordelt på følgende vejledende underlofter:

i)	Middelhavslande: 9 606 200 000 EUR

ii)	Østeuropa, det sydlige Kaukasus og Rusland: 4 831 025 000 EUR

Asien og Latinamerika: 3 407 295 000 EUR fordelt på følgende vejledende underlofter:

i)	Latinamerika: 2 288 870 000 EUR

ii)	Asien: 936 356 000 EUR

iii)	Centralasien: 182 069 000 EUR

D.	Sydafrika: 416 158 000 EUR

Inden for det samlede faste loft kan EIB's styrelsesorganer efter høring af Kommissionen beslutte at omfordele op til 20 % af de subregionale lofter inden for regionerne og op til 10 % af de regionale lofter mellem regionerne.

BILAG II

POTENTIELT FINANSIERINGSBERETTIGEDE REGIONER OG LANDE

A. Førtiltrædelseslande

1.	Kandidatlande Island, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien, Tyrkiet

2.	Potentielle kandidatlande Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo

B. Naboskabs- og partnerskabslande

1.	Middelhavslande Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, Palæstina, Syrien, Tunesien

2.	Østeuropa, det sydlige Kaukasus og Rusland Østeuropa: Hviderusland, Republikken Moldova, Ukraine Det sydlige Kaukasus: Armenien, Aserbajdsjan, Georgien Rusland

C. Asien og Latinamerika

1.	Latinamerika Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Cuba, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Uruguay, Venezuela

Asien

Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Brunei, Cambodja, Kina (inkl. De Særlige Administrative Områder Hong Kong og Macao), Indien, Indonesien, Irak, Laos, Malaysia, Maldiverne, Mongoliet, Myanmar/Burma, Nepal, Pakistan, Filippinerne, Singapore, Sydkorea, Sri Lanka, Taiwan, Thailand, Vietnam, Yemen

3.	Centralasien Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan

D. Sydafrika

Sydafrika.

BILAG III

FINANSIERINGSBERETTIGEDE REGIONER OG LANDE

A. Førtiltrædelseslande

1.	Kandidatlande Island, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien, Tyrkiet

2.	Potentielle kandidatlande Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo

B. Naboskabs- og partnerskabslande

1.	Middelhavslande Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko, Palæstina, Tunesien

2.	Østeuropa, det sydlige Kaukasus og Rusland Østeuropa: Republikken Moldova, Ukraine Det sydlige Kaukasus: Armenien, Aserbajdsjan, Georgien Rusland

C. Asien og Latinamerika

1.	Latinamerika Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Uruguay, Venezuela

2.	Asien Bangladesh, Brunei, Bhutan, Cambodja, Kina (inkl. De Særlige Administrative Områder Hongkong og Macao), Indien, Indonesien, Irak, Laos, Malaysia, Maldiverne, Mongoliet, Myanmar/Burma, Nepal, Pakistan, Filippinerne, Singapore, Sydkorea, Sri Lanka, Thailand, Vietnam, Yemen

3.	Centralasien Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan

D. Sydafrika

Sydafrika.

BILAG IV

REGIONALPOLITISKE RAMMER

EIB's virksomhed i partnerskabslande, der deltager i førtiltrædelsesprocessen, foregår inden for de rammer, der er fastlagt i tiltrædelsespartnerskabsaftalerne og de europæiske partnerskabsaftaler, der indeholder prioriteringerne for kandidatlandene og de potentielle kandidatlande, som alle tjener til at tilnærme landene til Unionen og lægger rammerne for Unionens bistand. Stabiliserings- og associeringsprocessen udgør Unionens politiske ramme for Vestbalkan. Den er opbygget som et voksende partnerskab, inden for hvilket Unionen tilbyder handelsindrømmelser, økonomisk og finansiel bistand samt aftalebaserede forbindelser i form af stabiliserings- og associeringsaftaler. Finansiel førtiltrædelsesbistand hjælper kandidatlandene og potentielle kandidatlande med at forberede sig på de forpligtelser og udfordringer, der følger med medlemskabet af Unionen. Denne bistand understøtter reformprocessen, herunder forberedelserne til egentligt medlemskab. Der lægges vægt på opbygningen af institutioner, tilpasning til Unionens regelsæt, forberedelser vedrørende Unionens politikker og instrumenter og fremme af foranstaltninger til gennemførelse af økonomisk konvergens.

EIB's aktivitet i naboskabslandene foregår inden for rammerne af den nye europæiske naboskabspolitik, der er fastsat i den fælles meddelelse med titlen »En ny tilgang til nabolande i forandring«, der blev vedtaget af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen den 25. maj 2011, og Rådets konklusioner af 20. juni 2011, som især opfordrer til mere bistand til partnere, der er engageret i at opbygge demokratiske samfund og iværksætte reformer, i overensstemmelse med principperne »flere reformer, flere midler« og »gensidig ansvarlighed«, og som udgør de strategiske politiske rammer for Unionens forbindelse med nabolandene. EIB-finansieringen vil inden for rammerne af dette samarbejde og i henhold til denne afgørelse også fokusere på politikker, der fremmer inklusiv vækst og jobskabelse, og som bidrager til social stabilitet i tråd med en tilgang, der er baseret på incitamenter, og som støtter Unionens politikmål udadtil, herunder i forbindelse med migrationsspørgsmål.

For at nå disse mål gennemfører Unionen og Unionens partnere i fællesskab aftalte bilaterale handlingsplaner, hvori er fastlagt en række prioriteringer med hensyn til bl.a. politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, økonomiske og handelsmæssige anliggender, miljømæssige og sociale spørgsmål og integration af transport- og energinetværk.

Middelhavsunionen, det østlige partnerskab, Sortehavssynergien, EU-strategien for Donauområdet og EU-strategien for Østersøområdet er multilaterale og regionale initiativer, der tjener til at fremme samarbejdet mellem Unionen og de respektive grupper af naboskabspartnerlande, der står over for fælles udfordringer og/eller deler fælles geografiske omgivelser. Middelhavsunionen tager sigte på at genoptage Euro-Middelhavs-integrationsprocessen ved at støtte en gensidig økonomisk, social og miljømæssig udvikling af landene omkring Middelhavet og bidrager til en bedre socioøkonomisk udvikling, solidaritet, regional integration, bæredygtig udvikling og videnopbygning og understreger behovet for at udbygge det finansielle samarbejde og støtte regionale og transnationale projekter. Middelhavsunionen støtter navnlig etableringen af motorveje til sø- og landtransport, bekæmpelse af forurening af Middelhavet, solenergiplanen for Middelhavsområdet, initiativet for øget handel i Middelhavsområdet, civilbeskyttelsesinitiativer og Euro-Middelhavsuniversitetet.

Det østlige partnerskab tager sigte på at skabe de nødvendige betingelser for at sætte skub i den politiske associering og fremme den økonomiske integration mellem Unionen og de østlige partnerlande. Det østlige partnerskab vil sætte yderligere skub i partnerlandenes økonomiske, sociale og regionale udvikling. Det vil fremme god regeringsførelse, også i den finansielle sektor, fremme regional udvikling og social samhørighed og medvirke til at mindske partnerlandenes socioøkonomiske uligheder.

EU-strategien for Østersøområdet støtter et bæredygtigt miljø samt en optimal økonomisk og social udvikling i Østersøområdet. EU-strategien for Donauområdet understøtter bl.a. udvikling af transport, energiforbindelser og energisikkerhed, bæredygtigt miljø og den socioøkonomiske udvikling i Donauområdet. Det østlige partnerskab tager sigte på at skabe de nødvendige betingelser for at sætte skub i den politiske associering og fremme den økonomiske integration mellem Unionen og de østlige partnerlande. Rusland og Unionen har indgået et særskilt omfattende strategisk partnerskab uden for den europæiske naboskabspolitik, som kommer til udtryk gennem fælles rum og køreplaner. Disse suppleres på multilateralt plan af den nordlige dimension, der danner ramme for samarbejdet mellem Unionen, Rusland, Norge og Island (Hviderusland, Canada og USA er observatører i den nordlige dimension).

EIB's aktiviteter i Latinamerika foregår inden for rammerne af det strategiske partnerskab mellem Unionen, Latinamerika og Caribien. Som fremhævet i Kommissionens meddelelse fra 30. september 2009 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Den Europæiske Union og Latinamerika: et partnerskab mellem globale aktører« består Unionens prioriteringer i relation til samarbejdet med Latinamerika i at fremme den regionale integration og bekæmpe fattigdom og social ulighed med det formål at befordre en bæredygtig økonomisk og social udvikling. Disse politiske målsætninger vil blive søgt opfyldt under hensyntagen til, at de latinamerikanske lande ikke befinder sig på samme udviklingstrin. Den bilaterale dialog og samarbejdet vil blive ført videre på områder af fælles interesse for begge regioner, herunder miljø, klimaforandringer, katastroferisikobegrænsning og energi, videnskab, forskning, højere uddannelse, teknologi og innovation.

I Asien udbygger Unionen sine strategiske partnerskaber med Kina og Indien, og der sker fremskridt med forhandlingerne om nye partnerskabs- og frihandelsaftaler med lande i Sydøstasien. Unionens udviklingsstrategi for den asiatiske region tager sigte på at udrydde fattigdom ved at understøtte en bredt baseret bæredygtig økonomisk vækst, skabe et gunstigt klima og gunstige vilkår for handel og integration inden for regionen, øge regeringsførelsen, øge den politiske og sociale stabilitet og bidrage til at opfylde 2015-målene. I fællesskab udformes der politikker med henblik på at tackle de fælles udfordringer såsom klimaforandringer, bæredygtig udvikling, sikkerhed og stabilitet, governance og menneskerettigheder samt forebyggelse af og reaktion på naturkatastrofer og humanitære katastrofer.

Den EU-strategi for et nyt partnerskab med Centralasien, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007, har styrket den regionale og bilaterale dialog og Unionens samarbejde med centralasiatiske lande om en række vigtige problemer, som regionen er konfronteret med, f.eks. fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og stabilitet. I forbindelse med gennemførelsen af denne strategi er der gjort store fremskridt for så vidt angår menneskerettigheder, retsstaten, god regeringsførelse og demokrati, uddannelse, økonomisk udvikling, handel og investeringer, energi og transport og miljøpolitik.

EIB's aktiviteter i Sydafrika foregår inden for rammerne af EU-landestrategidokumentet for Sydafrika. I dette strategidokument fokuseres der især på jobskabelse og udvikling af kapacitet til levering af tjenesteydelser og social samhørighed. EIB's aktiviteter i Sydafrika har i høj grad suppleret Unionens udviklingssamarbejdsprogram, idet EIB fokuserer på støtte til den private sektor og investeringer i udbygning af infrastrukturer og sociale tjenester (boliger, elforsyning, rensning af drikkevand og kommunale infrastrukturer). I forbindelse med midtvejsevalueringen af EU-landestrategidokumentet for Sydafrika i 2009-2010 blev der stillet forslag om en intensivering af indsatsen på klimaforandringsområdet gennem aktiviteter til støtte for oprettelsen af grønne job. I perioden 2014-2020 forventes EIB's aktiviteter at yde supplerende støtte til Unionens eksterne samarbejdspolitikker, programmer og instrumenter ved fortsat at fokusere på de væsentligste områder af EU's og Sydafrikas samarbejde for at fremme retfærdig og bæredygtig økonomisk vækst, bidrage til jobskabelse og kapacitetsudvikling og støtte en bæredygtig levering af og ligelig adgang til basale infrastrukturer og tjenesteydelser.

8.5.2014

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/24

KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 2. maj 2014

om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til bearbejdede papirprodukter

(meddelt under nummer C(2014) 2774)

(EØS-relevant tekst)

(2014/256/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), særlig artikel 8, stk. 2,

efter høring af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	I henhold til forordning (EF) nr. 66/2010 kan produkter, hvis miljøbelastning er nedbragt gennem hele deres livscyklus, få tildelt EU's miljømærke.

(2)	Forordning (EF) nr. 66/2010 foreskriver, at der fastsættes specifikke EU-miljømærkekriterier for hver produktgruppe.

(3)

Da produkter med de bedste miljøpræstationer bør fremstilles på en måde, der mindsker udledningen af giftige eller eutrofierende stoffer i vandmiljøet, reducerer miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af energi (global opvarmning, forsuring, nedbrydning af ozonlaget, udtømning af ikke-vedvarende ressourcer) og reducerer miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af farlige kemikalier, bør der opstilles kriterier for tildeling af EU's miljømærke til produktgruppen »bearbejdede papirprodukter«.

(4)	De reviderede kriterier og de dertilhørende vurderings- og verifikationskrav bør gælde i tre år efter vedtagelsen af denne afgørelse, idet denne produktgruppes innovationscyklus tages i betragtning.

(5)	Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 16 i forordning (EF) nr. 66/2010 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Produktgruppen »bearbejdede papirprodukter« omfatter følgende produkter:

a)	kuverter og papirbæreposer, der består af mindst 90 vægtprocent papir, karton eller papirbaseret substrat

b)	kontorartikler af papir, der består af mindst 70 vægtprocent papir, karton eller papirbaseret substrat med undtagelse af underkategorierne hængemapper og mapper med lukkemekanismer i metal.

Hvad angår litra b) må plastkomponenten ikke overstige 10 %, dog undtaget almindelige ringordnere, øvehæfter, notesbøger, dagbøger og brevordnere, for hvilke den ikke må overstige 13 vægtprocent plast. Derudover må vægten af metal ikke overstige 30 g pr. produkt, dog undtaget hængemapper, mapper med lukkemekanismer i metal og ringordnere, hvor den kan være op til 50 g, og brevordnere, hvor den kan være op til 120 g.

2. Produktgruppen »bearbejdede papirprodukter« omfatter ikke følgende produkter:

a)	tryksager, der er omfattet af EU-miljømærket i henhold til Kommissionens afgørelse 2012/481/EU (2)

b)	emballeringsprodukter (med undtagelse af papirbæreposer).

Artikel 2

I denne afgørelse forstås ved:

1)	»papsubstrat«: karton eller pap, uden tryk og ikke bearbejdet med en basisvægt på mere end 400 g/m2

2)	»forbrugsvarer«: kemikalier, der anvendes i tryknings-, lakerings- og efterbehandlingsprocesserne, og som kan forbruges, destrueres, opløses, gå til spilde eller bruges op

»bearbejdet papirprodukt«: papir, karton eller papirbaseret substrat, med eller uden tryk, der generelt anvendes til at beskytte, håndtere eller opbevare artikler og/eller noter, for hvilke bearbejdningsprocessen er en afgørende del af produktionsprocessen, og som omfatter tre hovedkategorier af produkter: kuverter, papirbæreposer og kontorartikler af papir

4)	»kontorartikler af papir«: mapper, bind, notesbøger, blokke, notesblokke, øvehæfter, notesbøger med spiralryg, indbundne kalendere, dagbøger og løsark

5)	»bearbejdningsproces«: en proces, hvorved et materiale bliver til et bearbejdet papirprodukt. Denne proces kan omfatte trykning (repro, trykproces og efterbehandling)

6)	»halogeneret organisk opløsningsmiddel«: et organisk opløsningsmiddel, der indeholder mindst et brom-, chlor-, fluor- eller jodatom pr. molekyle

7)	»ikke-papirbaserede komponenter«: alle dele af et bearbejdet papirprodukt, der ikke består af papir, karton eller papirbaseret substrat

8)	»emballage«: alle produkter af hvilken som helst art og hvilket som helst materiale, der anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren og præsentation af varer, det være sig råvarer eller forarbejdede varer

9)	»papirbæreposer«: papirbaserede produkter, der anvendes til håndtering/transport af varer

10)

»genanvendelse«: enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål med undtagelse af energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer

11)

»genvundne fibre«: fibre, som er udtaget fra affaldsstrømmen i en produktionsproces, eller er frembragt af slutbrugere af produktet, og som ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål. Omfatter ikke genbrug af materialer, der er frembragt i en proces, og som kan oparbejdes inden for samme proces (fraskær — egen produktion eller indkøbt)

12)	»mapper«: omslag til løse papirark, såsom hængemapper, indeks og skilleblade, dokumentmapper, mapper med flapper og omslagsmapper

13)	»bind«: papirbaserede produkter, der består af et omslag typisk lavet af pap med ringe til at fastholde løse ark papir, såsom ringordnere og brevordnere

14)	»flygtige organiske forbindelser (VOC)«: enhver organisk forbindelse og den fraktion af creosot, hvis damptryk ved 293,15 K er mindst 0,01 kPa, eller som har en tilsvarende flygtighed under de særlige anvendelsesforhold

15)	»afvaskningsmidler«: kemikalier, der anvendes til afvaskning af trykforme og trykpresser for at fjerne trykfarve, papirstøv og lignende; rensemidler til efterbehandlingsmaskiner og trykkemaskiner; trykfarvefjernere, der anvendes til afvaskning af indtørret trykfarve

16)	»makulatur«: papir, der fremkommer under fremstillingen af færdige bearbejdede papirprodukter, og som ikke udgør en del af disse.

Artikel 3

For at få tildelt EU-miljømærket i medfør af forordning (EF) nr. 66/2010 skal et bearbejdet papirprodukt tilhøre produktgruppen »bearbejdede papirprodukter« som defineret i denne afgørelses artikel 1 og opfylde kriterierne og de tilhørende krav til vurdering og verifikation, der er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 4

Miljøkriterierne for produktgruppen »bearbejdede papirprodukter« og de krav til vurdering og verifikation, der er knyttet til disse kriterier, gælder i tre år fra vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 5

Til administrative formål er kodenummeret for »bearbejdede papirprodukter«»046«.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. maj 2014.

På Kommissionens vegne

Janez POTOČNIK

Medlem af Kommissionen

(1) EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1.

(2) Kommissionens afgørelse 2012/481/EU af 16. august 2012 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til tryksager (EUT L 223, 21.8.2012, s. 55).

BILAG

GENERELT

Sigtet med kriterierne

Kriterierne for EU-miljømærket afspejler de produkter på markedet for bearbejdede papirprodukter, der ud fra et miljømæssigt synspunkt præsterer bedst. Mens anvendelsen af kemiske stoffer og udledningen af forurenende stoffer er en del af produktionsprocessen, garanterer EU's miljømærke, at anvendelsen af sådanne stoffer i produkter, der bærer miljømærket, er blevet begrænset i det omfang, det er teknisk muligt, uden at det går ud over slutproduktets brugsegnethed. Brugen af farlige stoffer er udelukket, hvor det er muligt. Der indrømmes kun undtagelser, hvis der ikke eksisterer anvendelige alternativer på markedet, og sådanne farlige stoffer tillades kun i minimale koncentrationer.

KRITERIER

Kriterier for tildeling af EU-miljømærket til bearbejdede papirprodukter:

Substrat

2.	Fibre: bæredygtig skovforvaltning

3.	Stoffer og blandinger, der ikke må anvendes eller kun må anvendes i begrænset omfang

4.	Genanvendelighed

5.	Emissioner

Affald

Energi

8.	Uddannelse

9.	Brugsegnethed

10.	Oplysninger på emballagen

11.	Oplysninger på EU-miljømærket

Kriterierne gælder for alle de pågældende processer, der foregår på det eller de anlæg eller specifikke produktionslinjer, hvor det bearbejdede papirprodukt bearbejdes. Hvis der er bestemte bearbejdnings-, tryknings-, lakerings- og efterbehandlingsprocesser, der udelukkende anvendes til miljømærkede produkter, gælder kriterium 2, 4, 5, 6 og 7 kun for disse processer.

Miljøkriterierne omfatter ikke transport af råmaterialer, forbrugsvarer og færdige produkter.

Kriterium 1 gælder kun for substrater, der anvendes i det færdige bearbejdede papirprodukt.

Kriterium 4, 9, 10 og 11 gælder for det færdige bearbejdede papirprodukt.

Kriterium 3 gælder både for de ikke-papirbaserede komponenter i det bearbejdede papirprodukt, og for bearbejdning, trykning, laminering og efterbehandling af papirkomponenterne.

Kriterium 5, 6, 7 og 8 gælder kun for bearbejdning, trykning, lakering og efterbehandling af papirkomponenterne.

Der er for hvert kriterium anført specifikke vurderings- og verifikationskrav.

Alt tryk på og bearbejdning af det bearbejdede papirprodukt skal overholde kriterierne. Dele af produktet, der trykkes eller bearbejdes af en underkontrahent, skal således også overholde kravene. Ansøgningen skal indeholde en liste over alle trykkerier og underkontrahenter, der er involveret i fremstillingen af det bearbejdede papirprodukt, med angivelse af deres geografiske beliggenhed.

Ansøgeren skal fremlægge en liste over de kemiske produkter, der anvendes i trykkeriet til fremstillingen af det bearbejdede papirprodukt. Dette krav gælder for alle forbrugsvarer, der anvendes i bearbejdnings-, tryknings-, lakerings- og efterbehandlingsprocesserne. Den liste, som ansøgeren fremlægger, skal indeholde oplysninger om mængde, funktion og leverandør for hvert kemisk produkt, der anvendes, samt sikkerhedsdatabladet, der skal være opstillet i overensstemmelse med bilag II, punkt 10, 11 og 12, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (1).

Når ansøgeren skal fremlægge erklæringer, dokumentation, analyser, prøvningsrapporter eller andet belæg for, at kriterierne opfyldes, er det underforstået, at dette kan stamme fra ansøgeren og/eller dennes leverandør(er) og/eller deres leverandør(er) alt efter omstændighederne.

Der kan eventuelt anvendes andre prøvningsmetoder end dem, der er anført ved de enkelte kriterier, hvis disse accepteres som ligeværdige af det kompetente organ, der skal vurdere ansøgningen.

De kompetente organer skal fortrinsvis anerkende de test, der er akkrediteret efter ISO 17025, og verifikationer foretaget af organer, der er akkrediteret efter standard EN 45011 eller en tilsvarende international standard.

De kompetente organer kan om nødvendigt kræve supplerende dokumentation og foretage uafhængig verifikation.

Kriterium 1 — Substrat

Del A — Papirsubstrat

Det anvendte substrat skal være i overensstemmelse med kriterium 1, 2, 4 og 5 for EU-miljømærket som fastsat i Kommissionens afgørelse 2011/333/EU (2) om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til kopipapir og grafisk papir og Kommissionens afgørelse 2012/448/EU (3) om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til avispapir, og der skal påvises overensstemmelse med EU-miljømærkets kriterium 2 — Fibre: bæredygtig skovforvaltning som fastsat i Kommissionens afgørelse om bearbejdede papirprodukter.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge specifikationerne for de pågældende bearbejdede papirprodukter, der anvendes, herunder oplysninger om handelsnavne, mængder og vægt/m2. Oplysningerne skal også omfatte navnene på leverandørerne af det anvendte papir. Overensstemmelse med kriterium 1, 2, 4 og 5 for EU-miljømærket som fastsat i afgørelse 2011/333/EU og afgørelse 2012/448/EU bevises for hvert substrat i form af en kopi af et gyldigt EU-miljømærkecertifikat for det anvendte papir. Overensstemmelse med kriterium 2 — Fibre: bæredygtig skovforvaltning bevises for hvert substrat i form af et gyldigt FSC-, PEFC- eller lignende certifikat for det anvendte substrat, eller i form af en egenerklæring i tilfælde, hvor ansøgeren allerede har et gyldigt EU-miljømærkecertifikat for det anvendte substrat.

Del B — Papsubstrat

Kriterium B1 — Udledninger til vand og luft

COD, svovl, NOx og phosphor

For hver af disse parametre skal udledningen til luft og/eller vandmiljøet fra produktionen af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap udtrykkes i point (PCOD, PS, PNOx og PP), som angivet nedenfor.

Ingen af de point, der gives individuelt til PCOD, PS, PNOx og PP, må overstige 1,5.

Det samlede antal point (Ptotal = PCOD + PS + PNOx + PP) må ikke overstige 4,0.

PCOD beregnes på følgende måde (PS, PNOx og PP beregnes på præcis den samme måde).

For hver anvendt mængde papirmasse »i«, eller for hvert papir beregnet til kachering »i«, skal de dermed forbundne COD-emissioner (CODpapirmasse, i eller CODpapir beregnet til kachering, i, udtrykt i kg/ton lufttørret papirmasse/papir beregnet til kachering — ADT) vægtes i henhold til deres relative andele af hver mængde anvendt papirmasse eller papir beregnet til kachering (papirmasse »i«, eller papir »i«, for ton lufttørret papirmasse/papir) og lægges sammen. Den vægtede COD-emission for papirmasserne, eller papiret beregnet til kachering, lægges derefter sammen med den målte COD-emission fra papproduktionen for at give en samlet COD-emission, CODtotal.

Den vægtede COD-referenceværdi for produktionen af papirmasse og papir beregnet til kachering beregnes på samme måde som summen af de vægtede referenceværdier for hver anvendt papirmasse eller papir beregnet til kachering sammenlagt med referenceværdien for papproduktion for at give en samlet COD-referenceværdi, CODref total. Referenceværdierne for hver anvendt papirmassetype eller type papir beregnet til kachering og for papproduktionen er anført i tabel 1.

Til sidst divideres den samlede COD-emission med den samlede COD-referenceværdi således:

Tabel 1

Referenceværdier for emissioner fra forskellige papirmassetyper og fra papproduktion

Papirmassetype/Pap	Emissioner (kg/ADT) (4)
Papirmassetype/Pap	COD reference	S reference	NOx reference	P reference
Bleget kemisk papirmasse (undtagen sulfit)	18	0,6	1,6	0,045 (4)
Bleget kemisk papirmasse (sulfit)	25,0	0,6	1,6	0,045
Ubleget kemisk papirmasse	10,0	0,6	1,6	0,04
Kemisk/termomekanisk papirmasse (CTMP)	15,0	0,2	0,3	0,01
TMP/slibmasse	3,0	0,2	0,3	0,01
Papirmasse af genvundne fibre	2,0	0,2	0,3	0,01
Bleget kraftpapir beregnet til kachering	19	0,9	2,4	0,055
Ubleget kraftpapir beregnet til kachering	11	0,9	2,4	0,055
Genvundet papir beregnet til kachering	3	0,5	1,1	0,02
Papproduktion (ikke-integrerede papirmøller, hvor den anvendte papirmasse købes på markedet)	1	0,3	0,8	0,01
Papproduktion (integrerede papirmøller)	1	0,3	0,7	0,01

Ved kraftvarmeproduktion på samme anlæg kan NOx- og S-emissionerne fra elproduktion trækkes fra den samlede mængde. Følgende ligning kan anvendes til at beregne andelen af emissionerne fra elproduktion:

2 × (MWh(el))/[2 × MWh(el) + MWh(varme)]

Elektriciteten i denne beregning er den elektricitet, der produceres på kraftvarmeværket.

Varmen i denne beregning er nettovarmen fra kraftværket, der bruges til fremstilling af papirmasse/papir beregnet til kachering/pap.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, der viser, at dette kriterium overholdes, sammen med tilhørende dokumentation, bl.a. prøvningsrapporter på grundlag af følgende prøvningsmetoder: COD: ISO 6060; NOx: ISO 11564; S(oxid.): EPA no.8; S(red.): EPA nr. 16A; svovlindholdet i olie: ISO 8754; svovlindholdet i kul: ISO 351; P: EN ISO 6878, APAT IRSA CNR 4110 eller Dr Lange LCK 349.

Dokumentationen skal omfatte en angivelse af målehyppigheden og en beregning af point for COD, S og NOx. Den skal inddrage alle emissioner af S og NOx, som forekommer i forbindelse med fremstillingen af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, herunder damp, der genereres uden for produktionsstedet, med undtagelse af emissioner fra elproduktion. Målingerne skal omfatte genvindingskedler, kalkovne, dampkedler og afbrændingsovne til stærkt ildelugtende gasser. Emissioner fra diffuse kilder skal også inddrages. De indrapporterede emissionsmængder af svovl til luft skal omfatte emissioner af såvel oxiderede som reducerede svovlforbindelser (dimethylsulphid, methylmercaptan, hydrogensulphid og lignende). Svovlemissionerne fra kraftvarmeproduktion fra olie, kul og andre brændselstyper, hvor svovlindholdet er kendt, kan beregnes i stedet for at måles, og skal indregnes.

Målinger af udledninger til vandmiljøet skal foretages på ufiltrerede og ikke-bundfældede prøver, der udtages enten efter behandling ved produktionsanlægget eller efter behandling i et offentligt rensningsanlæg. Perioden for målingerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal målingerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Målingerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal emissionsværdierne for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, da det er vanskeligt at uddrage separate emissionstal for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, hvis der kun foreligger et samlet tal for fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap.

AOX

Den vægtede gennemsnitlige AOX-værdi, som udledes ved produktionen af den papirmasse, der anvendes i substratet, må ikke overstige 0,170 kg/ADT pap.

AOX-emissioner fra hver enkelt papirmasse anvendt i pappet må ikke overstige 0,250 kg/ADT papirmasse.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge prøvningsrapporter, hvor følgende prøvningsmetode er anvendt: AOX ISO 9562 ledsaget af udførlige beregninger, der viser, at dette kriterium overholdes, sammen med tilhørende dokumentation.

Målehyppigheden skal oplyses i den underbyggende dokumentation. AOX måles kun under processer, hvor der anvendes chlorforbindelser til blegning af papirmassen. Det er ikke nødvendigt at måle AOX i spildevandet fra ikke-integreret papproduktion eller i spildevandet fra papirmasseproduktion, hvor der ikke anvendes blegning, eller hvor blegningen udføres med chlorfrie stoffer.

Målingerne foretages på ufiltrerede og ikke-bundfældede prøver, der udtages enten efter behandling ved produktionsanlægget eller efter behandling i et offentligt rensningsanlæg. Perioden for målingerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal målingerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Målingerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

CO2

Emissionerne af kuldioxid fra ikke-vedvarende energikilder må ikke overstige 1 000 kg pr. ton fremstillet pap, inklusive emissioner fra elproduktion (uanset om den finder sted på eller uden for produktionsanlægget). Emissionerne fra ikke-integrerede papirmøller (hvor den anvendte papirmasse købes på markedet) må ikke overstige 1 100 kg pr. ton. Emissionerne beregnes som summen af emissionerne fra fremstillingen af papirmasse og pap.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, der viser, at dette kriterium overholdes, sammen med tilhørende dokumentation

Ansøgeren skal fremlægge data om emissionerne af kuldioxid til luft. Dataene skal omfatte alle konventionelle brændsler, der benyttes under papirmasse- og papproduktionen, herunder emissioner fra elproduktion (uanset om den finder sted på eller uden for anlægget).

Følgende emissionsfaktorer anvendes til beregning af CO2-emissioner fra brændsler:

Tabel 2

Brændstof	CO2 fossil emission	Enhed
Kul	95	g CO2 fossil/MJ
Råolie	73	g CO2 fossil/MJ
Brændselsolie 1	74	g CO2 fossil/MJ
Brændselsolie 2-5	77	g CO2 fossil/MJ
LPG	69	g CO2 fossil/MJ
Naturgas	56	g CO2 fossil/MJ
El fra elnettet	400	g CO2 fossil/kWh

Perioden for beregningerne eller massebalancerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal beregningerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Beregningerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

Ovennævnte tabelværdi for el fra elnettet (EU-gennemsnittet) skal anvendes, medmindre ansøgeren forelægger dokumentation for sine elleverandørers gennemsnitlige værdi (fra den leverandør, med hvem der er indgået kontrakt, eller det nationale gennemsnit); i så fald kan ansøgeren anvende denne værdi i stedet for tabelværdien.

Mængden af energi fra vedvarende energikilder (5), der er købt og anvendt til produktionsprocesserne, tages ikke i betragtning ved beregning af CO2-emissionerne: Ansøgeren skal fremlægge passende dokumentation for, at den form for energi faktisk anvendes i møllen eller indkøbes eksternt.

Kriterium B2 — Energiforbrug

Elektricitet

Elforbruget i relation til fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap udtrykkes i point (PE) som anført nedenfor.

Antallet af point PE skal være 1,5 eller derunder.

PE beregnes på følgende måde:

Beregning for fremstilling af papirmasse eller papir beregnet til kachering: For hver anvendt mængde papirmasse eller papir beregnet til kachering »i« beregnes det tilsvarende elforbrug (Epapirmasse eller papir beregnet til kachering, i udtrykt i kWh/ADT) således:

Epapirmasse eller papir beregnet til kachering, i

Intern elproduktion + købt el – solgt el

Beregning for fremstilling pap: Tilsvarende beregnes elforbruget til fremstilling af pap (Epap) således:

Epap

Intern elproduktion + købt el – solgt el

Endelig beregnes pointsummen for fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap (PE) på følgende måde:

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal elektricitetsværdierne for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, da det er vanskeligt at uddrage separate elektricitetstal for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, hvis der kun foreligger et samlet tal for fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap.

Brændsel (varme)

Brændselsforbruget i relation til fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap udtrykkes i point (PF) som anført nedenfor.

Antallet af point PF skal være 1,5 eller derunder.

PF beregnes på følgende måde:

Beregning for fremstilling af papirmasse eller papir beregnet til kachering: For hver anvendt mængde papirmasse eller papir beregnet til kachering »i« beregnes det tilsvarende brændselsforbrug (Fpapirmasse eller papir beregnet til kachering, i udtrykt i kWh/ADT) således:

Fpapirmasse eller papir beregnet til kachering, i

Intern brændselsproduktion + købt brændsel – solgt brændsel – 1,25 × intern elproduktion

Bemærk:

Fpapirmasse eller papir beregnet til kachering, i (og dettes bidrag til PF, papirmasse eller papir beregnet til kachering) behøver ikke blive beregnet for mekanisk papirmasse, medmindre det drejer sig om markedsført, lufttørret, mekanisk papirmasse, som indeholder mindst 90 % tørstof.

Mængden af brændsel anvendt til at fremstille den solgte varme føjes til termen »solgt brændsel« i ligningen ovenfor.

Beregning for fremstilling af pap: Brændselsforbruget til fremstilling af pap (Fpap udtrykt i kWh/ADT) beregnes på tilsvarende måde:

Fpap

Intern brændselsproduktion + købt brændsel – solgt brændsel – 1,25 × intern elproduktion

Endelig beregnes pointsummen for fremstilling af papirmasse og pap (PF) på følgende måde:

Formula

Tabel 3

Referenceværdier for el og brændsler

Papirmassetype	Brændsel kWh/ADT Freference	El kWh/ADT Ereference
Kemisk papirmasse	4 000 (Bemærk: For lufttørret markedsført papirmasse, der indeholder mindst 90 % tørstof (admp), kan denne værdi opskrives med 25 % af hensyn til energiforbruget til tørring)	800
Mekanisk papirmasse	900 (Bemærk: Denne værdi gælder kun for admp)	1 900
Kemisk/termomekanisk papirmasse (CTMP)	1 000	2 000
Papirmasse af genvundne fibre	1 800 (Bemærk: For admp kan denne værdi opskrives med 25 % af hensyn til energiforbruget til tørring)	800
Kraftpapir beregnet til kachering (bleget eller ubleget)	6 100	1 600
Genvundet papir beregnet til kachering	3 900	1 600
Papproduktion	2 100	800

Vurdering og verifikation (for både litra a) og b)): Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, der viser, at dette kriterium overholdes, sammen med al tilhørende dokumentation. De afgivne oplysninger skal derfor omfatte det samlede el- og brændselsforbrug.

Ansøgeren skal beregne alle energiinputs, opdelt på varme/brændsler og elektricitet, der anvendes under fremstilling af papirmasse og pap inklusive den energi, der bruges ved fjernelse af tryksværte fra affaldspapir til produktion af genvundet pap. Energiforbruget i forbindelse med transport af råmaterialer og til omdannelse og emballering skal ikke indregnes i beregningen af energiforbruget.

Det samlede varmeenergiforbrug omfatter alle indkøbte brændsler. Det omfatter også genvundet varmeenergi ved forbrænding af væsker og affald fra produktionsprocesser på stedet (f.eks. træaffald, savsmuld, væsker, affaldspapir og fraskær) såvel som varme, der genvindes ved intern elproduktion. Ansøgeren behøver dog kun at medregne 80 % af varmeenergien fra sådanne kilder ved beregning af den samlede varmeenergi.

Ved elenergi forstås netto importeret el stammende fra elforsyningsnettet og intern elproduktion målt som eleffekt. Der skal dog ikke redegøres for el, som anvendes til spildevandsrensning.

Når der genereres damp med el som varmekilde, skal dampens varmeværdi beregnes og dernæst divideres med 0,8 og lægges til det samlede brændselsforbrug.

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal brændsels(varme)værdierne for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, da det er vanskeligt at uddrage separate brændsels(varme)tal for papirmasse, papir beregnet til kachering og pap, hvis der kun foreligger et samlet tal for fremstilling af papirmasse, papir beregnet til kachering og pap.

Kriterium B3 — Stoffer og blandinger, der ikke må anvendes eller kun må anvendes i begrænset omfang

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en liste over de kemikalier, der er anvendt til fremstillingen af papirmasse og pap, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade). Denne liste skal omfatte mængde, funktion og leverandører af alle de stoffer, der anvendes i fremstillingsprocessen.

Farlige stoffer og blandinger

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 (6) må pappet ikke indeholde stoffer, der er nævnt i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006 eller stoffer eller blandinger, der opfylder kriterierne for klassifikation i nedenstående fareklasser eller -kategorier.

Liste over fare- og risikosætninger:

Faresætning (7)	Risikosætning (8)
H300 Livsfarlig ved indtagelse	R28
H301 Giftig ved indtagelse	R25
H304 Kan være livsfarligt, hvis det indtages og kommer i luftvejene	R65
H310 Livsfarlig ved hudkontakt	R27
H311 Giftig ved hudkontakt	R24
H330 Livsfarlig ved indånding	R26
H331 Giftig ved indånding	R23
H340 Kan forårsage genetiske defekter	R46
H341 Mistænkt for at forårsage genetiske defekter	R68
H350 Kan fremkalde kræft	R45
H350i Kan fremkalde kræft ved indånding	R49
H351 Mistænkt for at fremkalde kræft	R40
H360F Kan skade forplantningsevnen	R60
H360D Kan skade det ufødte barn	R61
H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn	R60, R61, R60-61
H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkt for at skade det ufødte barn	R60-R63
H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkt for at skade forplantningsevnen	R61-R62
H361f Mistænkt for at skade forplantningsevnen	R62
H361d Mistænkt for at skade det ufødte barn	R63

H361fd Mistænkt for at skade forplantningsevnen. Mistænkt for at skade det ufødte barn	R62-63
H362 Kan skade børn, der ammes	R64
H370 Forårsager organskader	R39/23, R39/24, R39/25, R39/26, R39/27, R39/28
H371 Kan forårsage organskader	R68/20, R68/21, R68/22
H372 Forårsager organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering	R48/25, R48/24, R48/23
H373 Kan forårsage organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering	R48/20, R48/21, R48/22
H400 Meget giftig for vandlevende organismer	R50
H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer	R50-53
H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R51-53
H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R52-53
H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer	R53
EUH059 Farlig for ozonlaget	R59
EUH029 Udvikler giftig gas ved kontakt med vand	R29
EUH031 Udvikler giftig gas ved kontakt med syre	R31
EUH032 Udvikler meget giftig gas ved kontakt med syre	R32
EUH070 Giftig ved kontakt med øjnene	R39-41
Der må ikke anvendes kommercielle farveformuleringer, farvestoffer, midler til overfladeefterbehandling, hjælpekemikalier og belægningsmaterialer i papirmasse eller pap, hvis disse på ansøgningstidspunktet er tildelt eller kan tildeles faresætning H317: Kan forårsage allergisk hudreaktion	R43

Anvendelse af stoffer eller blandinger, hvis egenskaber ændres af forarbejdningen på en sådan måde, at den identificerede fare ikke længere er til stede (f.eks. således, at de ikke længere er biotilgængelige, eller ved at de undergår en kemisk forandring), er undtaget fra ovenstående krav.

Koncentrationsgrænserne for stoffer eller blandinger, som kan tildeles eller er tildelt ovennævnte faresætninger eller risikosætninger, og som opfylder kriterierne for klassifikation i fareklasserne eller -kategorierne, og for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra a), b) eller c), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride de generiske eller specifikke koncentrationsgrænser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (9). Er der fastsat specifikke koncentrationsgrænser, går disse forud for de generiske koncentrationsgrænser.

Koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra d), e) eller f), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride 0,10 vægtprocent.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal påvise, at dette kriterium overholdes, ved at fremlægge data om mængden (kg/ADT fremstillet pap) af stoffer anvendt i processen, samt at de i kriteriet omhandlede stoffer ikke findes i slutproduktet ud over de anførte koncentrationsgrænser. Koncentrationen for stoffer og blandinger anføres i sikkerhedsdatabladene, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

Stoffer på den liste, der er omhandlet i artikel 59, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006

Der gøres ingen undtagelser fra forbuddet i artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 for så vidt angår stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på den i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006 omhandlede liste, og som findes i blandinger, i en artikel eller i en homogen del af en kompleks artikel i koncentrationer på over 0,10 %. Specifikke koncentrationsgrænser fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008 finder anvendelse, hvis koncentrationen er under 0,10 %.

Vurdering og verifikation: De stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på kandidatlisten som omhandlet i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006, kan findes her:

http://echa.europa.eu/chem_data/authorisation_process/candidate_list_table_en.asp

Der skal henvises til listen på ansøgningsdatoen.

Ansøgeren skal påvise, at dette kriterium overholdes, ved at fremlægge data om mængden (kg/ADT fremstillet pap) af stoffer anvendt i processen, samt at de i kriteriet omhandlede stoffer ikke findes i slutproduktet ud over de anførte koncentrationsgrænser. Koncentrationen anføres i sikkerhedsdatabladene, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

Chlor

Chlorgas må ikke anvendes som blegemiddel. Dette kriterium gælder ikke for chlorgas i forbindelse med produktion og anvendelse af chlordioxid.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra sin papirmasseproducent(er) om, at der ikke er anvendt chlorgas som blegemiddel. Bemærk: selv om dette krav også gælder for blegning af genvundne fibre, accepteres det, at sådanne fibre i deres forudgående livscyklus er blevet bleget med chlorgas.

APEO

Alkylphenolethoxylater eller alkylphenolderivater må ikke tilsættes vaskeaktive stoffer, afsværtningskemikalier, skumdæmpere, dispergeringsmidler eller bestrygningsmidler. Alkylphenolderivater defineres som stoffer, der danner alkylphenoler i forbindelse med nedbrydningen.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en eller flere erklæringer fra sine kemikalieleverandør(er) om, at der hverken er tilsat alkylphenolethoxylater eller alkylphenolderivater til disse produkter.

Restmonomerer

Den samlede mængde restmonomerer (med undtagelse af akrylamid), som kan tildeles eller er tildelt en eller flere af følgende risikosætninger (eller kombinationer heraf), og som findes i bestrygninger, retentionsfremmende midler, forstærkningsmidler, vandafvisende stoffer eller kemikalier, der anvendes til intern eller ekstern vandrensning, må ikke overskride 100 ppm (beregnet ud fra faststofindholdet):

Faresætning (10)	Risikosætning (11)
H340 Kan forårsage genetiske defekter	R46
H350 Kan fremkalde kræft	R45
H350i Kan fremkalde kræft ved indånding	R49
H351 Mistænkt for at fremkalde kræft	R40
H360F Kan skade forplantningsevnen	R60
H360D Kan skade det ufødte barn	R61
H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn	R60, R61, R60-61
H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkt for at skade det ufødte barn	R60-R63
H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkt for at skade forplantningsevnen	R61-R62
H400 Meget giftig for vandlevende organismer	R50
H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer	R50-53
H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R51-53
H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R52-53
H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer	R53

Akrylamid må ikke anvendes i bestrygninger, retentionsfremmende midler, styrkemidler, vandafvisende stoffer eller kemikalier, der anvendes til intern eller ekstern vandrensning, i koncentrationer på mere end 700 ppm (beregnet ud fra faststofindholdet).

Det ansvarlige organ kan tillade, at ansøgeren ikke opfylder disse krav med hensyn til de kemikalier, der anvendes til ekstern vandrensning.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium er opfyldt, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade).

Overfladeaktive stoffer anvendt til afsværtning

Alle overfladeaktive stoffer, der anvendes til afsværtning, skal være bionedbrydelige på lang sigt.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra sin kemikalieleverandør(er) om, at dette kriterium overholdes, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade) eller prøvningsrapporter for hvert overfladeaktivt stof. Dokumentationen skal indeholde oplysninger om prøvningsmetode, tærskelværdi og konklusion på grundlag af en af de følgende prøvningsmetoder og tærskelværdier: OECD 302 A-C (eller tilsvarende ISO-standarder) med en nedbrydningsprocent (inklusive adsorption) i løbet af 28 dage på mindst 70 % for 302 A og B og på mindst 60 % for 302 C.

Biocider

Den aktive komponent i biocider eller biostatiske stoffer, der anvendes til at bekæmpe slimdannende organismer i vandcirkuleringssystemer, som indeholder fibre, må ikke indebære risiko for bioakkumulering. Biocidernes bioakkumulationspotentiale er kendetegnet ved log Pow (log oktanol/vand-fordelingskoefficient) < 3,0 eller en eksperimentelt bestemt biokoncentrationsfaktor (BCF) ≤ 100.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra sin kemikalieleverandør(er) om, at dette kriterium overholdes, sammen med de pågældende materiale- og sikkerhedsdatablade eller prøvningsrapporter, hvori der skal redegøres for prøvningsmetode, tærskelværdier og konklusion på grundlag af følgende prøvningsmetoder: OECD 107, 117 eller 305 A-E.

Azofarvestoffer

Der må ikke benyttes azofarvestoffer, der kan spaltes til nogen af følgende aromatiske aminer, jf. bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006:

1.	4-aminobiphenyl

(92-67-1)

benzidin

(92-87-5)

3.	4-chlor-o-toluidin

(95-69-2)

4.	2-naphthylamin

(91-59-8)

5.	o-aminoazotoluen

(97-56-3)

6.	2-amino-4-nitrotoluen

(99-55-8)

7.	p-chloroanilin

(106-47-8)

8.	2,4-diaminoanisol

(615-05-4)

9.	4,4'-diaminodiphenylmethan

(101-77-9)

10.	3,3'-dichlorbenzidin

(91-94-1)

11.	3,3'-dimethoxybenzidin

(119-90-4)

12.	3,3'-dimethylbenzidin

(119-93-7)

13.	3,3'-dimethyl-4,4'-diaminodiphenylmethan

(838-88-0)

14.	p-cresidin

(120-71-8)

15.	4,4'-methylen-bis-(2-chloranilin)

(101-14-4)

16.	4,4'-oxydianilin

(101-80-4)

17.	4,4'-thiodianilin

(139-65-1)

18.	o-toluidin

(95-53-4)

19.	2,4-diaminotoluen

(95-80-7)

20.	2,4,5-trimethylanilin

(137-17-7)

21.	4-aminoazobenzen

(60-09-3)

22.	o-anisidin

(90-04-0)

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra sin kemikalieleverandør(er) om, at dette kriterium overholdes.

Metalkompleksfarvestoffer eller pigmenter

Farvestoffer eller pigmenter, der er baseret på bly, kobber, chrom, nikkel eller aluminium, må ikke anvendes. Kobberphthalocyaninfarvestoffer eller -pigmenter kan dog anvendes.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra sin kemikalieleverandør(er) om, at dette kriterium overholdes.

Ionformige urenheder i farvestoffer

Niveauerne for ionformige urenheder i de anvendte farvestoffer må ikke overstige følgende værdier: Ag 100 ppm; As 50 ppm; Ba 100 ppm; Cd 20 ppm; Co 500 ppm; Cr 100 ppm; Cu 250 ppm; Fe 2 500 ppm; Hg 4 ppm; Mn 1 000 ppm; Ni 200 ppm; Pb 100 ppm; Se 20 ppm; Sb 50 ppm; Sn 250 ppm; Zn 1 500 ppm.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

Kriterium B4 — Affaldshåndtering

Alle papirmasse- og papproducerende anlæg skal have et system til håndtering af affald (som fastlagt for de pågældende papirmasse- og papproduktionsanlæg af de kompetente myndigheder) og restprodukter fra produktionen af det miljømærkede produkt. Systemet skal dokumenteres eller beskrives i ansøgningen og mindst indeholde følgende punkter:

—	fremgangsmåder for adskillelse og anvendelse af genanvendelige materialer fra affaldsstrømmen

—	fremgangsmåder med henblik på at nyttiggøre materialer til anden brug, f.eks. forbrænding til dampproduktion, opvarmning eller til brug i landbrugsproduktion

—	fremgangsmåder med henblik på at håndtere farligt affald (som fastlagt for de pågældende papirmasse- og papproduktionsanlæg af de kompetente myndigheder).

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en detaljeret beskrivelse af fremgangsmåderne til affaldshåndtering for hvert af de pågældende anlæg og en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

Kriterium 2 — Fibre: bæredygtig skovforvaltning

Fiberråmaterialet i pappet kan være genvundne eller nye fibre.

Nye fibre skal være omfattet af gyldige certifikater, der borger for bæredygtig skovforvaltning og for kontrol af leverandørkæden, og som er udstedt af en uafhængig ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende.

I de tilfælde, hvor certificeringsordninger tillader blanding af certificeret, genvundet og ucertificeret materiale i et produkt eller en produktlinje, må andelen af ucertificeret råmateriale imidlertid ikke overstige 30 % af den samlede mængde fiberråmaterialer. Ucertificeret materiale skal være omfattet af en kontrolordning, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder eventuelle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Certificeringsorganer, der udsteder certifikater for skov og/eller leverandørkæden (chain of custody), skal være akkrediteret/anerkendt af den pågældende certificeringsordning.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge fyldestgørende dokumentation med angivelse af type, mængde og oprindelse for de fibre, der er anvendt i papirmassen og i papproduktionen.

Anvendes der nye fibre, skal produktet være omfattet af gyldige certifikater for bæredygtig skovforvaltning og for kontrol af leverandørkæden (chain of custody) udstedt af en uafhængig, ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende. Hvis produktet eller produktlinjen omfatter ucertificeret materiale, bør der fremlægges bevis for, at det ucertificerede materiale udgør mindre end 30 %, og at det er omfattet af en kontrolordning, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder eventuelle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Anvendes der genvundne fibre, skal ansøgeren fremlægge en erklæring med angivelse af den gennemsnitlige mængde genvundet papir, der er anvendt til produktet i overensstemmelse med standard EN 643 eller en tilsvarende standard. Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at der ikke er anvendt fraskær (egen produktion eller indkøbt) i forbindelse med beregningen af procenten.

Kriterier, der skal anvendes på bearbejdningsprocesser

Kriterium 3 — Stoffer og blandinger, der ikke må anvendes eller kun må anvendes i begrænset omfang

Farlige stoffer og blandinger

Forbrugsvarer, der kan forekomme i det færdige bearbejdede papirprodukt, og som indeholder stoffer og/eller blandinger, der opfylder kriterierne for klassificering efter nedenstående fare- eller risikosætninger i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008 eller Rådets direktiv 67/548/EØF (12), og stoffer, der er omhandlet i artikel 57 i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke anvendes til trykning, lakering og efterbehandling af de færdige bearbejdede papirprodukter.

Dette krav gælder ikke for toluen til brug i dybtrykprocesser, hvor der anvendes et lukket eller indkapslet anlæg eller genvindingssystem eller et tilsvarende system til kontrol og overvågning af fugitive emissioner, og hvor genvindingsgraden er mindst 92 %. Kravet gælder heller ikke for UV-lakker og UV-farver, der er klassificeret som H412/R52-53.

De ikke-papirbaserede komponenter, der er en del af det færdige bearbejdede papirprodukt, må ikke indeholde de stoffer, der er henvist til ovenfor.

Liste over fare- og risikosætninger:

Faresætning (13)	Risikosætning (14)
H300 Livsfarlig ved indtagelse	R28
H301 Giftig ved indtagelse	R25
H304 Kan være livsfarligt, hvis det indtages og kommer i luftvejene	R65
H310 Livsfarlig ved hudkontakt	R27
H311 Giftig ved hudkontakt	R24
H330 Livsfarlig ved indånding	R23 eller R26
H331 Giftig ved indånding	R23
H340 Kan forårsage genetiske defekter	R46
H341 Mistænkt for at forårsage genetiske defekter	R68
H350 Kan fremkalde kræft	R45
H350i Kan fremkalde kræft ved indånding	R49
H351 Mistænkt for at fremkalde kræft	R40
H360F Kan skade forplantningsevnen	R60
H360D Kan skade det ufødte barn	R61
H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn	R60, R61, R60/61
H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkt for at skade det ufødte barn	R60, R63
H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkt for at skade forplantningsevnen	R61, R62
H361f Mistænkt for at skade forplantningsevnen	R62
H361d Mistænkt for at skade det ufødte barn	R63
H361fd Mistænkt for at skade forplantningsevnen. Mistænkt for at skade det ufødte barn	R62-63
H362 Kan skade børn, der ammes	R64
H370 Forårsager organskader	R39/23, R39/24, R39/25, R39/26, R39/27, R39/28
H371 Kan forårsage organskader	R68/20, R68/21, R68/22
H372 Forårsager organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering	R48/25, R48/24, R48/23
H373 Kan forårsage organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering	R48/20, R48/21, R48/22
H400 Meget giftig for vandlevende organismer	R50
H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer	R50/53
H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R51/53
H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger	R52/53
H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer	R53
EUH059 Farlig for ozonlaget	R59
EUH029 Udvikler giftig gas ved kontakt med vand	R29
EUH031 Udvikler giftig gas ved kontakt med syre	R31
EUH032 Udvikler meget giftig gas ved kontakt med syre	R32
EUH070 Giftig ved kontakt med øjnene	R39/41

Ovenstående krav gælder ikke for stoffer eller blandinger, hvis egenskaber ændres af forarbejdningen på en sådan måde, at den identificerede fare ikke længere er til stede (f.eks. således, at de ikke længere er biotilgængelige, eller ved at de undergår en kemisk forandring).

Koncentrationsgrænserne for stoffer, som kan tildeles eller er tildelt ovennævnte faresætninger eller risikosætninger, eller som opfylder kriterierne for klassifikation i fareklasserne eller -kategorierne, og koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra a), b) eller c), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride de generiske eller specifikke koncentrationsgrænser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008. Er der fastsat specifikke koncentrationsgrænser, går disse forud for de generiske koncentrationsgrænser.

Koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra d), e) eller f), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride 0,10 vægtprocent.

Vurdering og verifikation: For stoffer, der ikke allerede er klassificeret i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1272/2008, skal ansøgeren dokumentere, at disse kriterier overholdes, ved at fremlægge: i) en erklæring om, at de ikke-papirbaserede komponenter, der indgår i det færdige produkt, ikke indeholder de stoffer, der er henvist til i disse kriterier, i en koncentration over den tilladte grænse; ii) en erklæring om, at ingen af de forbrugsvarer, der anvendes til trykning, lakering og efterbehandling af det færdige bearbejdede papirprodukt, indeholder de stoffer, der er henvist til i disse kriterier, i en koncentration over den tilladte grænse; iii) en liste over samtlige forbrugsvarer, der anvendes til trykning, lakering og efterbehandling af de bearbejdede papirprodukter. Denne liste skal indeholde oplysninger om mængde, funktion og leverandør for hver af de forbrugsvarer, der anvendes i fremstillingsprocessen.

Ansøgeren skal påvise, at dette kriterium overholdes, ved at forelægge en erklæring fra sin kemikalieleverandør(er) om, at ingen af de anvendte stoffer er klassificeret i nogen af de fareklasser, der er forbundet med de faresætninger, som er anført i ovenstående liste i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1272/2008, for så vidt som dette kan fastslås, som minimum ud fra de oplysninger, der opfylder kravene i bilag VII til forordning (EF) nr. 1907/2006. Denne erklæring skal underbygges af et resumé af de relevante kendetegn, der er forbundet med faresætningerne i ovennævnte liste, i en detaljeringsgrad som fastsat i punkt 10, 11 og 12 i bilag II til forordning (EF) nr. 1907/2006 (Krav til udarbejdelse af sikkerhedsdatablade).

Oplysninger om stoffers iboende egenskaber kan fremskaffes på anden måde end ved forsøg, for eksempel ved hjælp af alternative metoder som in vitro-metoder, ved hjælp af modeller for kvantitative struktur-aktivitets-relationer eller ved hjælp af kategorisering af stoffer og analogislutninger (»read-across«) i overensstemmelse med bilag XI til forordning (EF) nr. 1907/2006. Der tilskyndes på det kraftigste til, at relevante data stilles til rådighed for andre.

De forelagte oplysninger skal vedrøre de former eller fysiske tilstande, hvori stoffet eller blandingen forekommer i det færdige produkt.

For stoffer, der er opført i bilag IV og V til forordning (EF) nr. 1907/2006, og som er undtaget fra registreringspligten i henhold til samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra a) og b), er en erklæring herom tilstrækkelig til at opfylde ovennævnte krav.

Ansøgeren skal forelægge passende dokumentation for genvindingsgraden i det lukkede/indkapslede anlæg/genvindingssystem eller tilsvarende system, der anvendes for at gøre det forsvarligt at bruge toluen i dybtrykprocesser.

Stoffer på den liste, der er omhandlet i artikel 59, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006

Der gøres ingen undtagelser fra forbuddet i artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 for så vidt angår stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på den i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006 omhandlede liste, og som findes i blandinger i koncentrationer på over 0,10 %. Specifikke koncentrationsgrænser fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008 finder anvendelse, hvis koncentrationen er under 0,10 %.

Vurdering og verifikation: De stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på kandidatlisten som omhandlet i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006, kan findes her:

http://echa.europa.eu/chem_data/authorisation_process/candidate_list_table_en.asp

Der skal henvises til listen på ansøgningsdatoen.

Ansøgeren skal påvise, at dette kriterium overholdes, ved at fremlægge data om mængden af stoffer, der er anvendt til trykning af de bearbejdede papirprodukter, og en erklæring om, at de i kriteriet omhandlede stoffer ikke findes i det færdige produkt ud over de anførte koncentrationsgrænser. Koncentrationen anføres i sikkerhedsdatabladene, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

Biocider

Biocider, som anvendes i konserveringsøjemed og er klassificeret som H410/R50-53 eller H411/R51-53 i medfør af direktiv 67/548/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF (15) eller forordning (EF) nr. 1272/2008, er tilladt som enten en del af recepten eller en del af en blanding, der indgår i recepten, men kun hvis deres potentiale for bioakkumulation har en log Pow (log oktanol/vand-fordelingskoefficient) < 3,0 eller en forsøgsmæssigt bestemt biokoncentrationsfaktor (BCF) ≤ 100.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge kopier af sikkerhedsdatabladet for alle biocider, der anvendes i de forskellige produktionsfaser, samt dokumentation for koncentrationen af biociderne i det færdige produkt.

Afvaskningsmidler

Afvaskningsmidler, der anvendes til rengøring i trykningsprocesser og/eller delprocesser, og som indeholder aromatiske kulbrinter, må kun anvendes, hvis de overholder kriterium 3, litra b), og hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

i)	mængden af aromatiske kulbrinter i de anvendte afvaskningsmidler overstiger ikke 0,10 % (m/m)

ii)	den årligt anvendte mængde af afvaskningsmidler, der er baseret på aromatiske kulbrinter, overstiger ikke 5 % af den samlede mængde afvaskningsmidler, der anvendes i et kalenderår.

Dette kriterium gælder ikke for toluen, der anvendes som afvaskningsmiddel ved dybtryk.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge sikkerhedsdatabladet for hvert af de afvaskningsmidler, der anvendes i et trykkeri i det år, som det årlige forbrug vedrører. Leverandørerne af afvaskningsmidlerne skal fremlægge erklæringer om indholdet af aromatiske kulbrinter i afvaskningsmidlerne.

Alkylphenolethoxylater — halogenerede opløsningsmidler — phthalater

Følgende stoffer og præparater må ikke tilsættes til trykfarver, blæk, tonere, lime og afvaskningsmidler eller andre rengøringskemikalier, der anvendes til trykningen af det bearbejdede papirprodukt:

—	alkylphenolethoxylater og derivater deraf, der kan danne alkylphenoler i forbindelse med nedbrydningen

—	halogenerede opløsningsmidler, der på ansøgningstidspunktet er klassificeret i de fare- eller risikokategorier, der er opført under kriterium 3, litra a).

—	phthalater, der på ansøgningstidspunktet er klassificeret med risikosætningerne H360F, H360D, H361f i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1272/2008.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal erklære, at dette kriterium overholdes.

Trykfarve, toner, blæk, lak, folie og laminat

Følgende tungmetaller eller forbindelser heraf må ikke anvendes som trykfarve, farvestof, toner, lak, folie eller laminat (hverken som stof eller som del af et anvendt præparat): kadmium, kobber (bortset fra kobberphthalocyanin), bly, nikkel, chrom VI, kviksølv, arsen, opløseligt barium, selen, antimon. Kobolt må kun anvendes i en mængde på op til 0,10 % (m/m).

Det accepteres, at ingredienserne kan indeholde spor af disse metaller på op til 0,010 % (m/m), som stammer fra urenheder i råmaterialerne.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes, samt erklæringer fra leverandørerne af ingredienserne.

Metalkomponenter

Metaller må ikke overfladebehandles med kadmium, chrom, nikkel, zink, kviksølv, bly, tin eller forbindelser heraf.

Overfladebehandling af metaloverflader med nikkel eller zink kan accepteres for små dele (såsom nitter, snøreringe og flade mekanismer), der er nødvendige pga. hårdt fysisk slid.

Ved både fornikling og zinkgalvanisering skal der gøres brug af spildevandsrensning, ionbytteteknologi, membranteknologi eller lignende teknologier med henblik på så stor genanvendelse af de kemiske produkter som muligt.

Udledninger fra overfladebehandling genanvendes og destrueres. Systemet skal være lukket og må ikke have afløb med undtagelse af afløb til zink, for hvilken udledningen må være højst 0,50 mg/l.

De kemiske produkter, der anvendes til overfladebehandling skal overholde kriterium 3, litra c), Biocider, og kriterium 3, litra e), Alkylphenolethoxylater — halogenerede opløsningsmidler — phthalater.

Dette kriterium finder anvendelse på hver separat metaltypekomponent, der overstiger 10 vægtprocent af det færdige produkt i underkategorien hængemapper, mapper med lukkemekanismer, ringordnere og brevordnere.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal erklære, at dette kriterium overholdes.

Kriterium 4 — Genanvendelighed

Det bearbejdede papirprodukt skal være egnet til genanvendelse. De ikke-papirbaserede komponenter i det bearbejdede papirprodukt skal nemt kunne fjernes, så de ikke hæmmer genanvendelsesprocessen.

a)	Vådstyrkemidler må kun anvendes, hvis det kan bevises, at det færdige produkt er genanvendeligt.

b)	Ikke-opløselige lime må kun anvendes, hvis det kan bevises, at de kan fjernes.

c)	Lakker og kacheringsfolier, herunder polyethen og/eller polyethen/polypropylen, må kun anvendes til bind, mapper, øvehæfter, notesbøger og dagbøger.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge resultatet af prøvningen af genanvendelighed for vådstyrkemidler og af muligheden for at fjerne lime. Referenceprøvningsmetoderne er PTS-metode PTS-RH 021/97 (for vådstyrkemidler), INGEDE-metode 12 (for fjernelse af ikke-opløselige lime) eller ækvivalente prøvningsmetoder. Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at lakerede og kacherede bearbejdede papirprodukter er i overensstemmelse med kriterium 3, litra c). Hvis en del af et bearbejdet papirprodukt nemt kan fjernes (f.eks. en metalpind i en hængemappe, et plastomslag eller et genbrugeligt omslag til et øvehæfte), kan prøvningen af genanvendelighed udføres uden denne komponent. Det skal dokumenteres, at de ikke-papirbaserede komponenter nemt kan fjernes, i kraft af en erklæring fra papirindsamlingsvirksomheden, genanvendelsesvirksomheden eller en tilsvarende organisation. Der må også benyttes prøvningsmetoder, for hvilke en kompetent og uafhængig tredjepart har påvist, at de giver ækvivalente resultater.

Kriterium 5 — Emissioner

Emissioner til vand

Skyllevand, der indeholder sølv fra film- og trykformfremstilling samt fotokemikalier, må ikke udledes til et spildevandsrenseanlæg.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes, samt en beskrivelse af, hvordan skyllevand med fotokemikalier og sølv forvaltes på anlægget. Hvis film- eller trykformfremstilling udføres af en underkontrahent, skal denne fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes, samt en beskrivelse af, hvordan skyllevand med fotokemikalier og sølv forvaltes hos underkontrahenten.

Ved dybtryk må mængden af Cr og Cu, der udledes til et spildevandsrenseanlæg, ikke overstige henholdsvis 45 mg og 400 mg pr. m2 trykkecylinderoverflade, der anvendes i trykkeriet.

Vurdering og verifikation: Spillevand fra dybtrykanlæg, der indeholder Cr og Cu, skal kontrolleres efter behandlingen, før det udledes i kloakken. Der skal indsamles en repræsentativ prøve af Cr- og Cu-udledningerne hver måned. Mindst én gang om året skal et akkrediteret laboratorium gennemføre en analytisk prøvning for at fastslå indholdet af Cr og Cu i et repræsentativt udsnit af disse prøver. Overholdelsen af dette kriterium vurderes, ved at indholdet af Cr og Cu, som fastslået ved den årlige analytiske prøvning, divideres med den cylinderoverflade, der er anvendt i trykkeriet under trykningen. Den anvendte cylinderoverflade beregnes ved at gange cylinderoverfladen (= 2πrL, hvor r er radius og L er cylinderens længde) med antallet af trykordrer i løbet af et år (= antallet af forskellige trykopgaver). For Cr er referenceprøvningsmetoderne: EN ISO 11885 (Water quality. Determination of selected elements by inductively coupled plasma optical emission spectrometry (ICP-OES)) og EN 1233 (Water quality. Determination of chromium. Atomic absorption spectrometric methods), og for Cu er referenceprøvningsmetoden: EN ISO 11885 (Water quality. Determination of selected elements by inductively coupled plasma optical emission spectrometry (ICP-OES)).

Emissioner til luft

Flygtige organiske forbindelser (VOC)

Følgende kriterium skal overholdes:

(PVOC — RVOC)/Ppapir < 5 [kg/ton]

hvor:

PVOC	=	den samlede årlige mængde VOC i kg, der er indeholdt i de indkøbte kemiske produkter, som anvendes til den samlede årlige produktion af bearbejdede papirprodukter
RVOC	=	den samlede årlige mængde VOC i kg, der destrueres, genvindes fra trykningsprocesser og sælges eller genbruges
Ppapir	=	den samlede årlige mængde papir i ton, der indkøbes og anvendes til produktion af bearbejdede papirprodukter.

Hvis et trykkeri/bearbejdningsvirksomhed anvender forskellige teknologier til trykning, skal dette kriterium overholdes for hver teknologi for sig.

PVOC beregnes ud fra oplysningerne om VOC-indholdet på sikkerhedsdatabladet eller ud fra en tilsvarende erklæring fra kemikalieleverandøren.

RVOC beregnes ud fra erklæringen om indholdet af VOC i de kemiske produkter, der sælges, eller ud fra det interne register (eller tilsvarende dokument) over den årlige mængde VOC, der genvindes og genbruges i anlægget.

Særlige betingelser for heatsettryk:

For heatset-offsettryk med en integreret efterbrænder til tørringsenheden anvendes følgende beregningsmetode:

ii)

For heatset-offsettryk uden en integreret efterbrænder til tørringsenheden anvendes følgende beregningsmetode:

PVOC = 90 % af den årlige mængde VOC (i kg) i de fugtevandtilsætninger, der anvendes til den årlige produktion af bearbejdede papirprodukter, + 85 % af den årlige mængde VOC (i kg) i de afvaskningsmidler, der anvendes til den årlige produktion af bearbejdede papirprodukter, + 10 % af den årlige mængde VOC (i kg) i de trykfarver, der anvendes til den årlige produktion af bearbejdede papirprodukter.

Med hensyn til nr. i) og ii) kan der anvendes forholdsmæssigt lavere procentsatser end 90 % og 85 % i denne beregning, hvis det påvises, at mere end henholdsvis 10 % og 15 % af den samlede mængde VOC (i kg), der er indeholdt i de fugtevandtilsætninger eller afvaskningsmidler, som bruges til den årlige produktion af bearbejdede papirprodukter, fjernes i systemet til forbrænding af gasser fra tørringsprocessen.

Vurdering og verifikation: Kemikalieleverandøren skal fremlægge en erklæring om VOC-indholdet i alkoholer, afvaskningsmidler, trykfarver, fugtevandtilsætninger og andre lignende kemiske produkter. Ansøgeren skal fremlægge dokumentation for beregningen i overensstemmelse med ovennævnte kriterier. Perioden for beregningerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal beregningerne være baseret på mindst 3 måneders repræsentativ drift af anlægget.

Kriterium 6 — Affald

Affaldshåndtering

Anlægget, hvor de bearbejdede papirprodukter fremstilles, skal have et system til håndtering af affald, herunder restprodukter fra produktionen af de bearbejdede papirprodukter, som fastlagt af de relevante lokale og nationale myndigheder.

Systemet skal være dokumenteret eller beskrevet, og dokumentationen skal som minimum indeholde oplysninger om følgende procedurer:

i)	håndtering, indsamling, adskillelse og anvendelse af genanvendelige materialer fra affaldsstrømmen

ii)	genvinding af materialer til anden brug, f.eks. forbrænding til dampproduktion, opvarmning eller til brug i landbrugsproduktion

iii)	håndtering, indsamling, adskillelse og bortskaffelse af farligt affald som fastlagt af de relevante lokale og nationale myndigheder.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes, samt en beskrivelse af de gældende procedurer for affaldshåndtering. Hvis det er relevant, skal ansøgeren fremlægge den pågældende erklæring for den lokale myndighed hvert år. Hvis affaldshåndteringen udliciteres, skal underkontrahenten også fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

Makulatur

Mængden af makulatur »X« må ikke overstige:

—	20 % for kuverter

—	20 % for kontorartikler

—	10 % for papirbæreposer

hvor X = den årlige mængde makulatur i kg, der produceres under bearbejdningen (inklusive efterbehandlingsprocesser) af det miljømærkede bearbejdede papirprodukt, delt med den årlige mængde papir i ton, der indkøbes og anvendes til produktion af det miljømærkede bearbejdede papirprodukt.

Hvis trykkeriet udfører efterbehandlingsprocesser for et andet trykkeri, medtages mængden af makulatur fra disse processer ikke i beregningen af »X«.

Hvis efterbehandlingsprocesserne udliciteres til en anden virksomhed, beregnes og medtages mængden af makulatur, der produceres i forbindelse med de udliciterede opgaver, i beregningen af »X«.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en redegørelse for beregningen af mængden af makulatur samt en erklæring fra den kontrahent, der afhenter makulatur fra trykkeriet. Udliciteringsvilkårene og beregningerne af mængden af makulatur i forbindelse med efterbehandlingsprocesserne skal fremlægges. Perioden for beregningerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal beregningerne være baseret på mindst 3 måneders repræsentativ drift af anlægget.

Kriterium 7 — Energiforbrug

Trykkeriet/bearbejdningsvirksomheden skal oprette et register over alt energiforbrugende udstyr (herunder maskiner, lamper, klimaanlæg, afkøling) og et program for forbedring af energieffektiviteten.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge registeret over energiforbrugende udstyr samt forbedringsprogrammet.

Kriterium 8 — Uddannelse

Alle medarbejdere, der deltager i den daglige drift, skal bibringes den nødvendige viden for at sikre, at kravene til EU's miljømærke overholdes, og at standarden løbende forbedres.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes, sammen med nærmere oplysninger om uddannelsesprogrammet, indholdet af dette og en angivelse af, hvilke medarbejdere der har modtaget hvilken form for uddannelse og hvornår. Ansøgeren skal også fremlægge en prøve af uddannelsesmaterialet for det ansvarlige organ.

Kriterium 9 — Brugsegnethed

Produktet skal være brugsegnet.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge passende dokumentation for, at dette kriterium overholdes. Hvis det er relevant, kan ansøgeren benytte nationale eller kommercielle standarder til at dokumentere, at de bearbejdede papirprodukter er brugsegnede. For papirbæreposer er referenceprøvningsmetoden EN 13590:2003.

Kriterium 10 — Oplysninger på papirbæreposer

Følgende oplysninger skal være anført på papirbæreposer:

»Genbrug venligst denne pose«

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en prøve af papirbæreposens layout med de foreskrevne oplysninger.

Kriterium 11 — Oplysninger på EU-miljømærket

Det valgfrie mærke med tekstrubrik skal indeholde følgende tekst:

—	Dette produkt er egnet til genanvendelse.

—	Udledningen af kemiske stoffer i luft og vand under papirfremstilling, trykning og bearbejdning er begrænset.

For at undgå at der opstår forvirring vedrørende den EU-miljømærkede papirbærepose og dens ikke-EU-miljømærkede indhold, skal papirbæreposer være designet som åbne og beregnet til at fylde produkter i enten på salgsstedet eller efterfølgende, således at forbrugerne forstår, at EU-miljømærket kun gælder for papirbæreposen og ikke for de produkter, der fyldes i den. EU-miljømærket på papirbæreposen skal derfor indeholde følgende tekst: »EU-miljømærket papirbærepose«.

Retningslinjerne for brugen af det valgfrie mærke med tekstrubrikken foreligger i »Guidelines for use of the EU Ecolabel logo« på webstedet:

http://ec.europa.eu/environment/ecolabel/promo/pdf/logo%20guidelines.pdf

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en prøve af det bearbejdede papirprodukt, hvor mærket er vist, samt en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), og om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).

(2) Kommissionens afgørelse 2011/333/EU af 7. juni 2011 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til kopipapir og grafisk papir (EUT L 149 af 8.6.2011, s. 12).

(3) Kommissionens afgørelse 2012/448/EU af 12. juli 2012 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til avispapir (EUT L 202 af 28.7.2012, s. 26).

(4) Der gives undtagelse fra dette niveau op til niveau 0,1, hvis det kan påvises, at det højere P-niveau skyldes naturligt forekommende P i træmassen.

(5) Som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1).

(7) I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008.

(8) I henhold til Rådets direktiv 67/548/EØF.

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

(10) I henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008.

(11) I henhold til direktiv 67/548/EØF.

(12) Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (EFT P 196 af 16.8.1967, s. 1).

(13) I henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008.

(14) I henhold til direktiv 67/548/EØF.

(15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (EUT L 200 af 30.7.1999, s. 1).

8.5.2014

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/49

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING

Nr. 73/13/KOL

af 20. februar 2013

om 89. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte ved indføjelse af et nyt kapitel om statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet

EFTA-Tilsynsmyndigheden HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig artikel 61-63 og protokol 26,

under henvisning til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (2), særlig artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 24,

under henvisning til de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte, som tilsynsmyndigheden vedtog den 19. januar 1994, og (3)

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til artikel 24 i tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen skal tilsynsmyndigheden lade EØS-aftalens bestemmelser om statsstøtte træde i kraft.

I henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen skal tilsynsmyndigheden udstede meddelelser og retningslinjer for sager, der er behandlet i EØS-aftalen, hvis dette er udtrykkeligt fastsat i denne eller i tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen, eller hvis tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt.

Den 19. december 2012 vedtog Europa-Kommissionen en ny meddelelse om statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet (4).

Denne meddelelse er også relevant for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Der skal sikres en ensartet anvendelse af EØS-statsstøttereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Ifølge punkt II under overskriften »GENERELT« i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen skal tilsynsmyndigheden efter høring af Europa-Kommissionen vedtage retsakter, der svarer til dem, som Europa-Kommissionen vedtager.

Europa-Kommissionen og EFTA-staterne er blevet hørt —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Retningslinjerne for statsstøtte ændres ved indføjelse af et nyt kapitel om statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet. Det nye kapitel findes i bilaget til denne beslutning.

Artikel 2

Kun den engelske udgave er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. februar 2013.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Oda Helen SLETNES

Formand

Sabine MONAUNI-TÖMÖRDY

Medlem af Kollegiet

(1) »EØS-aftalen«.

(2) »Tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen«.

(3) Retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen og artikel 1 i protokol nr. 3 til tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen vedtaget og udstedt af tilsynsmyndigheden den 19. januar 1994 (offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994, s. 1, og EØS-tillæg nr. 32 af 3.9.1994, s. 1.) Herefter benævnt »statsstøtteretningslinjerne«. Den ajourførte udgave af retningslinjerne for statsstøtte er offentliggjort på tilsynsmyndighedens websted: http://www.eftasurv.int/state-aid/legal-framework/state-aid-guidelines/

(4) Meddelelse fra Kommissionen: EU-retningslinjer for statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet (EUT C 25 af 26.1.2013, s. 1.)

BILAG

STATSSTØTTEREGLERNES ANVENDELSE I FORBINDELSE MED HURTIG ETABLERING AF BREDBÅNDSNET (1)

1. INDLEDNING

(1)

Bredbåndsforbindelser er af strategisk betydning i Europa for vækst og innovation inden for alle økonomiske sektorer og for social og territorial samhørighed. Den Europæiske Unions Europa 2020-strategi (»EU2020«) understreger vigtigheden af at etablere bredbånd. Et af EU's flagskibsinitiativer, den digitale dagsorden for Europa (i det følgende benævnt »DDE«) (2), indeholder samme mål som EU2020, nemlig at alle europæere senest i 2013 har grundlæggende bredbåndsadgang, og det skal desuden sikre, i) at alle europæere i 2020 har adgang til meget højere internethastigheder på over 30 Mbps, og ii) at mindst 50 % af de europæiske husstande i 2020 har internetforbindelser på over 100 Mbps. På linje med EU2020 og DDE støtter EFTA-Tilsynsmyndigheden (i det følgende benævnt »tilsynsmyndigheden«) også, at alle europæiske borgere har udbredt adgang til bredbåndstjenester og adgang til højere internethastigheder.

(2)

Sektoren for elektronisk kommunikation har gennemgået en omfattende liberaliseringsproces og er nu underlagt sektorregulering. EØS' rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsmidler omfatter bl.a. harmoniseringsregler vedrørende bredbåndsadgang (3). Med hensyn til de bestående bredbåndsnet har engrosmarkederne hidtil været underlagt forhåndsregulering i de fleste af EØS-staterne. Yderligere etablering af bredbåndsnet og især næste generation af accessnet (i det følgende benævnt »NGA«) (4) kræver fortsat indgriben fra de nationale tilsynsmyndigheders side på grund af deres rolle i sektoren for elektronisk kommunikation.

(3)

Det er så meget desto vigtigere, at offentlige midler anvendes med forsigtighed inden for denne sektor, og at tilsynsmyndigheden sikrer, at statsstøtte ikke erstatter, men supplerer markedsaktørernes investeringer. Statsstøtte bør så vidt muligt begrænse risikoen for fortrængning af private investeringer, ændring af de kommercielle investeringsincitamenter og i sidste instans konkurrencefordrejninger, som strider mod EØS' fælles interesse.

(4)

Disse retningslinjer opsummerer principperne i tilsynsmyndighedens politik for EØS-aftalens anvendelse på foranstaltninger, som støtter etableringen af bredbåndsnet generelt (afsnit 2). De forklarer anvendelsen af disse principper ved vurderingen af støtteforanstaltninger, som har til formål at fremme en hurtig udrulning af basale bredbåndsnet og meget hurtige NGA (afsnit 3). Tilsynsmyndigheden vil anvende retningslinjerne ved vurderingen af statsstøtte til bredbånd. Det vil skabe større retlig sikkerhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen.

2. HOVEDPRINCIPPERNE I TILSYNSMYNDIGHEDENS POLITIK FOR STATSSTØTTE TIL BREDBÅND

(5)

I henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, »er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter«. Det følger heraf, at en foranstaltning udelukkende kan betragtes som statsstøtte, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a)	foranstaltningen skal være ydet ved hjælp af statsmidler

b)	den skal sikre virksomhederne en økonomisk fordel

c)	fordelen skal være selektiv og

d)	fordreje eller true med at fordreje konkurrencen

e)	foranstaltningen skal påvirke samhandelen inden for EØS.

2.1. EØS-aftalens artikel 61, stk. 1: Forekomst af støtte

(6)

Anvendelse af statsmidler: Overdragelse af statsmidler kan ske under mange forskellige former, som f.eks. direkte tilskud, skattelettelser (5), lån på lempelige vilkår eller andre typer fordelagtige finansieringsbetingelser. Der er også tale om statsmidler, hvis staten leverer naturalydelser, f.eks. investerer i opbygningen af (en del af) bredbåndsinfrastrukturen. Statsmidler kan anvendes (6) på nationalt, regionalt eller lokalt plan.

(7)

Virksomhed: Statslige foranstaltninger til støtte for bredbåndsinvesteringer vedrører sædvanligvis udøvelsen af en økonomisk aktivitet, såsom opbygning og drift af bredbåndsinfrastruktur og sikring af adgang dertil eller tilslutningsmulighed for slutbrugere. Staten kan også selv udøve en økonomisk aktivitet, når den driver og udnytter (dele af) en bredbåndsinfrastruktur, f.eks. gennem sit eget selskab eller som led i statsadministrationen. Opbygning af en bredbåndsnetinfrastruktur, som i fremtiden skal udnyttes kommercielt af staten eller tredjepartsoperatører, skal også betragtes som en økonomisk aktivitet. (7) Udrulning af bredbåndsnet, der ikke skal anvendes til kommercielle formål, vil muligvis ikke udgøre statsstøtte (8), fordi etableringen af nettet ikke favoriserer nogen virksomhed. (9) Hvis der senere gives bredbåndsinvestorer eller -operatører adgang til et sådant net, er det dog sandsynligt, at der er tale om statsstøtte (10).

(8)

Fordel: Støtten ydes normalt direkte til netinvestorerne, som i de fleste tilfælde udvælges på grundlag af en konkurrencebetinget udbudsprocedure. Når statens bidrag ikke ydes på normale markedsvilkår, og derfor må betragtes som statsstøtte i henhold til princippet om den markedsøkonomiske investor (se punkt 11) nedenfor), sikrer anvendelsen af en konkurrencebetinget udbudsprocedure, at eventuel støtte begrænses til det minimumsbeløb, der er nødvendigt til det pågældende projekt. Den udelukker dog ikke støtte, da den offentlige myndighed stadig vil støtte den, der ved udbuddet får tildelt kontrakten (f.eks. i form af »gap funding« eller støtte i naturalier), og formålet med en sådan procedure er netop at vælge støttemodtageren. Den finansielle støtte kan gøre det muligt for den, der ved udbuddet får tildelt kontrakten, at udøve de kommercielle aktiviteter på vilkår, som ellers ikke ville kunne opnås på markedet. Ud over den direkte støttemodtager kan tredjepartsoperatører, som opnår engrosadgang til den subsidierede infrastruktur, være indirekte støttemodtagere (11).

(9)

Selektivitet: Statslige foranstaltninger til støtte for etableringen af bredbåndsnet er af selektiv karakter, idet de er rettet mod bredbåndsinvestorer eller tredjepartsoperatører, som kun er aktive inden for visse segmenter af det samlede marked for elektroniske kommunikationstjenester. For så vidt angår de endelige erhvervsbrugere af det subsidierede net (12), er foranstaltningen formodentlig derimod ikke selektiv, så længe alle økonomiske sektorer har adgang til den subsidierede infrastruktur. Der er tale om selektivitet, hvis bredbåndsetableringen tager specielt sigte på bestemte erhvervsbrugere, f.eks. hvis statsstøtten er rettet mod etablering af et bredbåndsnet til fordel for forudbestemte virksomheder, som ikke udvælges på grundlag af de generelle kriterier, der gælder for hele det område, som den støtteydende myndighed er ansvarlig for (13).

(10)

Fordrejning af konkurrencen: Ifølge retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol (i det følgende benævnt »EU-Domstolen«) fordrejer finansiel støtte eller støtte i form af naturalydelser konkurrencen, for så vidt som den styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder (14). Statsstøtte til en konkurrent kan medføre, at de eksisterende operatører reducerer kapaciteten, eller at potentielle operatører beslutter ikke at trænge ind på et nyt marked eller et geografisk område. Det vil kunne forstærke konkurrencefordrejningen, hvis støttemodtageren har en stærk markedsposition. Når støttemodtageren allerede har en dominerende stilling på et marked, kan støtteforanstaltningen styrke denne dominans ved yderligere at svække det konkurrencemæssige pres, som konkurrenterne kan lægge.

(11)

Påvirkning af samhandelen: Endelig kan statens indgriben også påvirke samhandelen, for så vidt som den kan få virkninger for tjenesteudbydere fra andre EØS-stater (bl.a. ved at gøre det mindre attraktivt for dem at etablere virksomhed i den pågældende EØS-stat), da markederne for elektroniske kommunikationstjenester (engros- og detailmarkederne for bredbåndstjenester) er åbne for konkurrence mellem operatører og tjenesteudbydere (15).

2.2. Fravær af statsstøtte: Anvendelse af princippet om den markedsøkonomiske investor

(12)

Af EØS-aftalens artikel 125 fremgår det, at: »De ejendomsretlige ordninger i de kontraherende parter berøres ikke af denne aftale«. I henhold til EU-Domstolens retspraksis, som henviser til artikel 345 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »TEUF«), følger det af ligebehandlingsprincippet, at kapital som staten direkte eller indirekte stiller til rådighed for en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke kan anses for statsstøtte. En offentlig investors kapitalandel eller kapitalindskud, der ikke frembyder tilstrækkelige rentabilitetsmuligheder, end ikke på lang sigt, skal betragtes som støtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og dens forenelighed med EØS-aftalen skal vurderes alene ud fra de i denne bestemmelse fastlagte kriterier (16).

(13)

I sin Amsterdam-beslutning undersøgte Europa-Kommissionen (i det følgende benævnt »Kommissionen«) anvendelsen af princippet om den markedsøkonomiske investor på bredbåndsområdet (17). Som understreget i denne beslutning skal det påvises omhyggeligt og grundigt, at en offentlig investering er i overensstemmelse med markedsprincipperne, og det kan ske enten ved, at der er tale om en betydelig deltagelse fra private investorers side, eller ved at der foreligger en fornuftig forretningsplan, som viser et tilstrækkeligt investeringsafkast. Når private investorer deltager i projektet, er det en ufravigelig betingelse, at de påtager sig den erhvervsrisiko, der er forbundet med investeringen, på samme vilkår som den offentlige investor. Det gælder også for andre former for statsstøtte som lån på lempelige vilkår eller garantier (18).

2.3. Statsstøtte til bredbåndsetablering som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse — Altmark-dommen og støttens forenelighed efter EØS-aftalens artikel 59, stk. 2.

(14)

I nogle tilfælde kan EFTA-staterne være af den opfattelse, at etablering af et bredbåndsnet bør betragtes som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (i det følgende benævnt »SGEI«) som omhandlet i EØS-aftalens (19) artikel 59, stk. 2, og i retslæren fra Altmark-dommen (20), og yde offentlig støtte på dette grundlag. I disse tilfælde skal EFTA-staternes foranstaltninger vurderes på grundlag af tilsynsmyndighedens retningslinjer for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (21) og tilsynsmyndighedens rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (22) samt Kommissionens afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (23), og Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (24). Disse dokumenter (der under ét kaldes »SGEI-pakken«) finder helt klart også anvendelse på statsstøtte til etablering af bredbånd. Nedenstående skal blot illustrere anvendelsen af nogle af de principper, der er nærmere beskrevet i disse dokumenter, på finansiering af bredbånd i lyset af visse sektorspecifikke forhold.

SGEI-definitionen

(15)

Med hensyn til SGEI-definitionen har tilsynsmyndigheden allerede i generelle vendinger præciseret, at EFTA-staterne ikke kan knytte særlige forpligtelser til offentlig tjeneste til tjenester, som allerede udbydes, eller som kan udbydes på tilfredsstillende vis og på vilkår, herunder hvad angår pris, objektive kvalitetskrav, kontinuitet og adgang til tjenesten, der er i overensstemmelse med den offentlige interesse, således som defineret af staten, af virksomheder, der driver forretning på normale markedsvilkår. (25)

(16)

Når dette princip anvendes på bredbåndssektoren, er tilsynsmyndigheden af den opfattelse, at etableringen af en parallel konkurrencedygtig og offentligt støttet bredbåndsinfrastruktur i områder, hvor private investorer i forvejen har investeret i en bredbåndsinfrastruktur (eller er ved at udbygge nettet yderligere) og allerede leverer konkurrencedygtige bredbåndstjenester med en tilstrækkelig bredbåndsdækning, ikke kan betragtes som en SGEI efter EØS-aftalens artikel 59, stk. 2 (26). Når det kan påvises, at private investorer ikke i nærmeste fremtid (27) vil være i stand til at sikre samtlige borgere eller brugere tilstrækkelig bredbåndsdækning, og en stor del af befolkningen derfor ikke vil være tilsluttet, kan der dog ydes en kompensation for offentlig tjeneste til en virksomhed, som har fået overdraget at udføre en SGEI, forudsat at betingelserne i ovennævnte SGEI-meddelelse er opfyldt. I denne forbindelse bør de net, der skal tages i betragtning ved vurderingen af behovet for en SGEI, altid være af en tilsvarende type, nemlig enten basale bredbåndsnet eller NGA.

(17)

Etableringen og driften af en bredbåndsinfrastruktur kan desuden kun betragtes som en SGEI, hvis den giver alle brugere i et givet område generel mulighed for tilslutning, hvad enten der er tale om private brugere eller erhvervsbrugere. Støtte udelukkende til tilslutning af virksomheder vil ikke være tilstrækkelig (28).

(18)

SGEI-opgavens bindende karakter indebærer også, at den pågældende netudbyder ikke kan nægte engrosadgang til infrastrukturen på et skønsmæssigt og/eller diskriminerende grundlag (f.eks. fordi det måske ikke er kommercielt rentabelt at levere adgangstjenester til et givet område).

(19)

I betragtning af det konkurrenceniveau, der er opnået, siden markederne for elektronisk kommunikation i EØS blev liberaliseret, og især den konkurrence, der i dag findes på detailbredbåndsmarkedet, bør et offentligt finansieret net, der er oprettet i forbindelse med en SGEI, være tilgængeligt for alle interesserede operatører. Anerkendelse af en SGEI-opgave vedrørende etablering af bredbånd bør således forudsætte levering af en passiv (29), neutral (30) og åben infrastruktur. Et sådant net bør give adgangsinteresserede alle mulige former for netadgang og give mulighed for effektiv konkurrence på detailniveau og dermed sikre slutbrugerne konkurrenceudsatte og økonomisk overkommelige tjenester (31).

(20)

SGEI-opgaven bør derfor kun omfatte etablering af et bredbåndsnet, der giver mulighed for universel tilslutning og levering af de tilknyttede engrosadgangstjenester, og ikke detailkommunikationstjenester (32). Når udbyderen af SGEI-opgaven også er en vertikalt integreret bredbåndsoperatør, bør der træffes tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for at undgå interessekonflikter, urimelig forskelsbehandling og eventuelle andre skjulte indirekte fordele (33).

(21)

Da markedet for elektronisk kommunikation er fuldt liberaliseret, kan en SGEI-opgave vedrørende etablering af bredbånd ikke baseres på tildeling af en særlig eller eksklusiv rettighed til SGEI-udbyderen, som omhandlet i EØS-aftalens artikel 59, stk. 2.

Beregning af kompensation og tilbagebetaling

(22)

Med hensyn til beregning af SGEI-kompensation finder principperne i SGEI-pakken fuld anvendelse. I lyset af de særlige forhold i bredbåndssektoren er det dog hensigtsmæssigt at tilføje en nærmere beskrivelse af en SGEI, der skal dække kvarterer eller distrikter, hvor der ikke er dækning (såkaldte »hvide pletter«) inden for et større område, hvor visse operatører allerede har etableret deres egen netinfrastruktur eller planlægger at gøre det i nærmeste fremtid. I de tilfælde, hvor det område, i hvilket en operatør har fået overdraget at udføre en SGEI, ikke er begrænset til »hvide pletter« alene, kan SGEI-udbyderen på grund af områdernes størrelse eller beliggenhed være nødt til også at etablere en netinfrastruktur i de rentable områder, der allerede er dækket af kommercielle operatører. I denne situation bør en eventuel kompensation kun dække omkostningerne til udrulning af en infrastruktur inden for de urentable hvide pletter, idet der tages hensyn til de indtægter, der er forbundet hermed, og til en rimelig fortjeneste (34).

(23)

I mange tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at fastsætte kompensationen på forhånd på grundlag af det forventede finansieringsgab over en given periode i stedet for blot at fastsætte kompensationen i takt med, at udgifterne og indtægterne opstår. Den førnævnte model giver typisk virksomheden flere incitamenter til at holde igen med omkostningerne og udvikle forretningen over tid (35). Når en SGEI-opgave vedrørende etablering af et bredbåndsnet ikke er baseret på etablering af en offentligt ejet infrastruktur, bør der indføres tilstrækkelige kontrol- og tilbagebetalingsordninger, så det undgås, at SGEI-udbyderen opnår en urimelig fordel ved, at vedkommende bevarer ejendomsretten til et net, der blev finansieret med offentlige midler, når SGEI-koncessionen udløber.

2.4. Administrative og forskriftsmæssige foranstaltninger til støtte for udrulning af bredbånd, der falder uden for EØS' statsstøtteregler

(24)

EFTA-staterne kan vælge flere forskellige typer foranstaltninger for at fremskynde etableringen af bredbåndsnet og især af NGA ud over at yde virksomhederne direkte støtte. Disse foranstaltninger behøver ikke nødvendigvis at omfatte statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(25)

I betragtning af at en stor del af omkostningerne ved etablering af NGA generelt vedrører anlægsarbejder (36), kan EFTA-staterne i overensstemmelse med f.eks. rammebestemmelser for elektronisk kommunikation (37) vælge at lette erhvervelsen af anlægsrettigheder, stille krav om, at netoperatørerne koordinerer deres anlægsarbejder og/eller deler noget af deres infrastruktur. Tilsvarende kan EFTA-staterne også kræve, at der til alle nye anlæg (herunder nye vand-, energi-, transport- eller kloaknet) og/eller bygninger skal være etableret en forbindelse, der er egnet til NGA. Desuden kan tredjeparter for egen regning under alle omstændigheder etablere deres passive netinfrastruktur i forbindelse med udførelsen af almindelige offentlige bygge- og anlægsarbejder. Denne mulighed bør tilbydes alle interesserede operatører på en gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde og bør i princippet være åben for alle potentielle brugere og ikke blot operatører inden for elektronisk kommunikation (dvs. el-, gas- og vandforsyningsværker osv.) (38). En central opgørelse af den eksisterende (subsidierede og anden) infrastruktur, eventuelt inklusive planlagte anlægsarbejder, kunne være nyttig i forbindelse med udrulningen af kommercielt bredbånd (39). Den eksisterende infrastruktur vedrører ikke blot telekommunikationsinfrastruktur, såsom kablet, trådløs og satellitbaseret infrastruktur, men også andre branchers (såsom offentlige forsyningsvirksomheders) alternative infrastrukturer (kloakker, mandehuller osv.) (40).

2.5. Vurdering af støttens forenelighed på grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c)

(26)

I de tilfælde, hvor statsstøtten til etablering af bredbånd opfylder betingelserne i afsnit 2.1, vil tilsynsmyndigheden normalt vurdere dens forenelighed på grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c) (41). Regionale og lokale myndigheder har hidtil anvendt forskellige støtteformer. Der findes en ikke-udtømmende liste over støtteformerne i tillægget. Bortset fra de former for støtte, der er beskrevet i tillægget, kan de offentlige myndigheder også indføre andre former for støtte til etablering af bredbånd (42). For alle støtteformer gælder det, at alle forenelighedskriterier i nærværende retningslinjer skal anvendes (43).

(27)

Statsstøtteprojekter vedrørende etablering af bredbånd kan gennemføres i støtteberettigede områder, som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a) og c), og i de særlige regler for regionalstøtte (44). I disse tilfælde kan støtte til bredbånd eventuelt også betragtes som støtte til initialinvesteringer som omhandlet i regionalstøttereglerne. Når en foranstaltning falder ind under disse reglers anvendelsesområde, og en EFTA-stat påtænker at yde individuel ad hoc-støtte til en enkelt virksomhed eller støtte til et enkelt aktivitetsområde, er det den pågældende stats ansvar at påvise, at betingelserne i regionalstøttereglerne er opfyldt. Dette indebærer navnlig, at det pågældende projekt bidrager til en sammenhængende regionaludviklingsstrategi, og at det ikke, i kraft af sin art og sit omfang, vil resultere i uacceptable konkurrencefordrejninger.

2.5.1. Oversigt over de almindelige forenelighedsprincipper

(28)

Ved vurdering af en støtteforanstaltning efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), sikrer tilsynsmyndigheden, at foranstaltningens positive virkninger med hensyn til opfyldelsen af et mål af fælles interesse overstiger dens potentielle negative virkninger, såsom påvirkning af samhandelen og fordrejning af konkurrencevilkårene. Vurderingen foretages i to etaper.

(29)

Først skal enhver støtteforanstaltning opfylde de nødvendige betingelser nedenfor. Hvis en af følgende betingelser ikke er opfyldt, erklæres støtten uforenelig med EØS-aftalen.

1)	Støtten skal bidrage til opfyldelsen af mål af fælles interesse

2)	Markedet skal ikke kunne levere de ønskede tjenester på grund af markedssvigt eller væsentlige uligheder

3)	Statsstøtte skal være et velegnet politisk instrument

4)	Støtten skal have en tilskyndelsesvirkning

5)	Støtten skal være begrænset til det nødvendige minimum

6)	Støtten skal have begrænsede negative virkninger

7)	Støtten skal være gennemsigtig

(30)

Hvis alle de nødvendige betingelser er opfyldt, afvejer tilsynsmyndigheden dernæst støtteforanstaltningens positive virkninger med hensyn til opfyldelsen af et mål af fælles interesse mod dens potentielle negative virkninger.

(31)

De enkelte etaper i tilsynsmyndighedens vurdering på bredbåndsområdet beskrives nærmere i det følgende.

1) Støtten skal bidrage til opfyldelsen af mål af fælles interesse

(32)

Tilsynsmyndigheden vil vurdere, i hvilket omfang det planlagte indgreb vil bidrage til opfyldelsen af de mål af fælles interesse, der er forklaret ovenfor.

2) Markedet skal ikke kunne levere de ønskede tjenester på grund af markedssvigt eller væsentlige uligheder

(33)

Der er tale om »markedssvigt«, hvis ikke markederne af sig selv uden indgreb kan levere et effektivt resultat for samfundet. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis visse investeringer ikke bliver foretaget, selv om de økonomiske fordele for samfundet er større end omkostningerne (45). I sådanne tilfælde kan statsstøtte få positive virkninger, og den samlede effektivitet kan forbedres ved at tilpasse virksomhedernes økonomiske incitamenter. Inden for bredbåndssektoren er én form for markedssvigt knyttet til positive eksterne virkninger. Sådanne eksterne virkninger opstår, når markedsdeltagerne ikke internaliserer hele overskuddet af deres aktiviteter. Det forhold, at der er adgang til bredbåndsnet, baner f.eks. vejen for et større udbud af tjenesteydelser og for innovation, hvilket sandsynligvis vil være til gavn for flere mennesker end de direkte investorer og netabonnenterne. Markedsresultatet vil derfor ikke skabe tilstrækkelige private investeringer i bredbåndsnet.

(34)

Som følge af tæthedsfordele (economics of density) er etableringen af bredbåndsnet generelt mere rentabel de steder, hvor der er en større og koncentreret potentiel efterspørgsel, dvs. i tætbefolkede områder. På grund af de høje faste investeringsomkostninger stiger enhedsomkostningerne markant, når befolkningstætheden falder (46). Når bredbåndsnet etableres på kommercielle vilkår, dækker de således oftest kun en del af befolkningen på et rentabelt grundlag. Imidlertid skaber en bredt tilgængelig og økonomisk overkommelig bredbåndsadgang positive eksterne virkninger på grund af dens mulighed for at fremskynde vækst og innovation i alle økonomiske sektorer. Når markedet ikke sikrer en tilstrækkelig bredbåndsdækning, eller adgangsbetingelserne er utilstrækkelige, kan statsstøtte derfor bidrage til at afhjælpe sådanne markedssvigt.

(35)

Et andet muligt mål af fælles interesse er knyttet til lighedsprincippet. De offentlige myndigheder kan vælge at gribe ind for at korrigere sociale eller regionale uligheder som følge af et markedsresultat. I visse tilfælde kan statsstøtte til bredbånd også anvendes til at opfylde lighedsmålsætninger, dvs. som en måde, hvorpå man kan forbedre adgangen til et væsentligt kommunikationsmiddel, samfundsdeltagelse og udtryksfrihed for alle medlemmer af samfundet og derved forbedre den sociale og territoriale samhørighed.

3) Statsstøtte skal være et velegnet politisk instrument og foranstaltningen skal være udformet på passende vis

(36)

Der kan ydes offentlig støtte til bredbåndsnet på statsligt, regionalt eller kommunalt plan (47). Samordning af de forskellige indgreb er derfor væsentlig for at undgå overlapning og uoverensstemmelser. For at sikre ensartede og samordnede indgreb på lokalt plan, er det nødvendigt at sikre en betydelig gennemsigtighed i de lokale initiativer.

(37)

EFTA-staterne opfordres til så vidt muligt og under hensyn til kompetencer og specifikke forhold at udarbejde nationale ordninger, som omfatter de hovedprincipper, der ligger til grund for de offentlige initiativer, og at angive de mest relevante egenskaber ved de planlagte net (48). Nationale rammeordninger for udviklingen af bredbånd sikrer en ensartet anvendelse af offentlige midler, mindsker den administrative byrde for mindre støttetildelende myndigheder og fremskynder gennemførelsen af de individuelle støtteforanstaltninger. Desuden opfordres EFTA-staterne til at udstikke klare retningslinjer på centralt plan for gennemførelsen af statsstøttefinansierede bredbåndsprojekter.

(38)

De nationale tilsynsmyndigheder spiller en særlig vigtig rolle ved udformningen af en konkurrencefremmende statsstøtteforanstaltning vedrørende bredbånd. De nationale tilsynsmyndigheder har opnået teknisk viden og ekspertise som følge af, at sektorreguleringen har tildelt dem en væsentlig rolle (49). De er bedst i stand til at rådgive de offentlige myndigheder i forbindelse med statsstøtteordninger og bør konsulteres, når målområder skal afgrænses. De nationale tilsynsmyndigheder bør også konsulteres i forbindelse med fastsættelse af priser og betingelser for engrosadgang og løsning af tvister mellem adgangsinteresserede og den subsidierede infrastrukturoperatør. EFTA-staterne opfordres til at forsyne de nationale tilsynsmyndigheder med de midler, som er nødvendige for, at de kan tilbyde sådan rådgivning. EFTA-staterne bør om nødvendigt skabe et velegnet retsgrundlag for de nationale tilsynsmyndigheders medvirken ved statsstøtteprojekter vedrørende bredbånd. De nationale tilsynsmyndigheder bør i overensstemmelse med bedste praksis udstikke retningslinjer for de lokale myndigheder, herunder henstillinger om markedsanalyse, engrosadgangsprodukter og prissætningsprincipper under hensyn til rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation og tilsynsmyndighedens relevante henstillinger (50).

(39)

Foruden de nationale tilsynsmyndigheder vil også de nationale konkurrencemyndigheder kunne give nyttige råd, især i forbindelse med store rammeordninger, så der skabes lige konkurrencevilkår for de bydende operatører, og så det undgås, at en uforholdsmæssig stor andel af statsmidlerne øremærkes til en enkelt operatør og dermed styrker den pågældendes (måske i forvejen dominerende) markedsstilling (51). Ved siden af de nationale tilsynsmyndigheder har visse EØS-stater oprettet nationale kompetencecentre for at hjælpe små lokale myndigheder med at udforme passende statsstøtteforanstaltninger og sikre en ensartet anvendelse af statsstøttereglerne som specificeret i nærværende retningslinjer (52).

(40)

For at sikre at foranstaltningen udformes korrekt, kræver afvejningstesten desuden, at statsstøtten er et passende politisk instrument til at løse problemet. I denne henseende skal det bemærkes, at forhåndsregulering ganske vist i mange tilfælde har gjort det lettere at etablere bredbånd i byområder og mere tætbefolkede områder, men den er ikke nødvendigvis tilstrækkelig til at muliggøre leveringen af bredbåndstjenester, navnlig i underforsynede områder, hvor den iboende investeringsrentabilitet er lav (53). Tilsvarende kan foranstaltninger på efterspørgselssiden til fordel for bredbånd (f.eks. rabatkuponer til slutbrugere) ikke altid afhjælpe den manglende levering af bredbåndstjenester, selv om de kan bidrage positivt til bredbåndsdækningen (54) (55). I nogle situationer er der måske derfor intet alternativ til offentlig støtte, når det gælder afhjælpning af manglen på bredbåndsforbindelser. Støttetildelende myndigheder skal også tage højde for, om tildeling/omfordeling af frekvenser kunne føre til en udrulning af net i målområderne, der er i overensstemmelse med de støttetildelende myndigheders målsætninger, uden at der gives direkte tilskud.

4) Støtten skal have en tilskyndelsesvirkning

(41)

For så vidt angår foranstaltningens tilskyndelsesvirkning, skal det undersøges, om den pågældende investering i bredbåndsnet ikke ville være blevet foretaget inden for samme tidsramme uden statsstøtte. Når en operatør har fået pålagt visse forpligtelser til at dække målområdet (56), er denne operatør måske ikke berettiget til statsstøtte, da støtten ikke vil få tilskyndelsesvirkning.

5) Støtten skal være begrænset til det nødvendige minimum

(42)

Ved vurderingen af de anmeldte foranstaltningers proportionalitet vil tilsynsmyndigheden fremhæve en række nødvendige betingelser for at mindske den involverede statsstøtte og de potentielle konkurrencefordrejninger som forklaret nærmere i de følgende afsnit.

6) Støtten skal have begrænsede negative virkninger

(43)

Støttemodtagerens ændrede adfærd som følge af støtten kan dog også have negative virkninger for konkurrencen og samhandelen. Konkurrencefordrejningens betydning kan vurderes på grundlag af virkningerne for konkurrenterne. Hvis konkurrenterne oplever rentabiliteten af deres tidligere investeringer falde på grund af støtten, kan de beslutte at reducere deres egne fremtidige investeringer eller sågar trække sig helt fra markedet (57). Endvidere kan støtteforanstaltningen svække det konkurrencepres, som konkurrenterne kan udøve, hvis den støttemodtager, der med stor sandsynlighed vælges efter en konkurrencepræget udbudsprocedure, er en virksomhed, der allerede er markedsdominerende eller vil blive det takket være den statsfinansierede investering. Hvis en statsstøtteforanstaltning eller de betingelser, der er knyttet til den (herunder dens finansieringsmetode, når den udgør en integreret del af foranstaltningen), endvidere medfører en tilsidesættelse af EØS-retten, og denne tilsidesættelse ikke kan udskilles fra resten af støtteforanstaltningen, kan støtten ikke anses for forenelig med EØS-aftalen (58).

7) Støtten skal være gennemsigtig

(44)

Støtten skal tildeles på en gennemsigtig måde. Der skal i særdeleshed være sikkerhed for, at EFTA-staterne, de økonomiske aktører, den interesserede offentlighed og tilsynsmyndigheden har let adgang til alle relevante love og afgørelser og al relevant information om støtte ydet inden for rammerne heraf. Der findes nærmere oplysninger om gennemsigtighedskravene i punkt (74).

8) Den samlede afvejning og de forenelighedsbetingelser, der skal begrænse konkurrencefordrejningen

(45)

En omhyggeligt udarbejdet statsstøtteordning for bredbånd bør sikre, at foranstaltningen samlet set får positive virkninger.

(46)

I denne forbindelse kan statsstøtteforanstaltningens virkning beskrives som en ændring i aktiviteten sammenlignet med, hvad der ville være sket uden støtte. Støttens positive virkninger er direkte knyttet til ændringen i støttemodtagerens adfærd. Denne ændring bør give mulighed for at nå det ønskede mål af fælles interesse. I bredbåndssektoren medfører støtten udrulning af ny infrastruktur, som ellers ikke ville være blevet etableret, og som sikrer yderligere kapacitet og hastighed på markedet samt lavere priser og større valgmuligheder for forbrugerne, højere kvalitet samt innovation. Det vil også betyde, at forbrugerne får større adgang til onlineressourcer, hvilket sammen med øget forbrugerbeskyttelse på dette område sandsynligvis vil øge efterspørgslen.

(47)

Et subsidieret net ventes at kunne sikre en »trinvis ændring« med hensyn til bredbåndstilgængelighed. Der kan påvises en »trinvis ændring«, hvis det offentlige indgreb medfører, i) at den udvalgte tilbudsgiver foretager betydelige nye investeringer i bredbåndsnettet (59), og ii) at den subsidierede infrastruktur sikrer betydelige nye muligheder på markedet i form af tilgængelige bredbåndstjenester og -kapacitet (60), hastighed og konkurrence (61). Der skal ske en sammenligning af disse aspekter ved den trinvise ændring og ved eksisterende net samt konkrete planer om udrulning af net.

(48)

Endvidere skal en række betingelser være opfyldt i forbindelse med udformningen af støtteforanstaltningen for at sikre, at de negative virkninger for konkurrencen minimeres, som angivet i afsnit 3.4 nedenfor.

(49)

Tilsynsmyndigheden kan, for at sikre at konkurrencefordrejningen begrænses, kræve, at visse ordninger gøres tidsbegrænsede (til normalt fire år eller derunder), og at de underlægges et evalueringskrav, for at sikre, i) at de antagelser og betingelser, som har bidraget til at afgøre, at støtten er forenelig, er blevet opfyldt, ii) at støtteforanstaltningen i lyset at de på forhånd fastsatte mål er effektiv, iii) hvilke konsekvenser den har for markedet og konkurrencen, og at der under støtteordningens varighed ikke opstår urimelige fordrejninger, der er i strid med EØS' interesser (62). I betragtning af formålet hermed og for at undgå uforholdsmæssige byrder for EFTA-staterne og mindre støtteprojekter, gælder dette kun for nationale støtteordninger og støtteordninger med store budgetter eller nye karakteristika, eller hvor der ventes betydelige ændringer på markeder, i teknologi eller lovgivning. Evalueringen skal foretages af en ekspert, der er uafhængig af den støttetildelende myndighed, på grundlag af en fælles metode (63) og den skal offentliggøres. Evalueringen skal indgives til tilsynsmyndigheden i tilstrækkelig god tid til, at der kan foretages en vurdering af, om støtteforanstaltningen eventuelt kan forlænges, og under alle omstændigheder inden ordningens udløb. De nærmere vilkår og fremgangsmåder for denne evaluering fastlægges i afgørelsen om godkendelse af støtteforanstaltningen. Der skal tages hensyn til resultaterne af denne evaluering ved enhver efterfølgende støtteforanstaltning med et tilsvarende formål.

(50)

Hvis afvejningstesten viser, at de negative virkninger overstiger de positive virkninger, kan tilsynsmyndigheden forbyde støtten eller bede om at få problemet afhjulpet, enten ved at støttens udformning ændres, eller ved at den konkurrenceskadelige virkning ændres.

3. VURDERING AF STATSSTØTTE TIL BREDBÅND

3.1. De forskellige typer bredbåndsnet

(51)

I forbindelse med vurderingen af statsstøtte skelnes der i nærværende retningslinjer mellem basale net og NGA.

(52)

Flere forskellige teknologiplatforme kan betragtes som basale bredbåndsnet, bl.a. asymmetriske digitale abonnentlinjer (op til ADSL2+-net), ikke-udbyggede kabelnet (f.eks. DOCSIS 2.0), tredjegenerationsmobilnet (UMTS) og satellitsystemer.

(53)

På nuværende stadium i den markedsmæssige og teknologiske udvikling (64) betragtes NGA som accessnet, der helt eller delvis er afhængige af optiske elementer (65), og som er i stand til at levere bredbåndsadgangstjenester med forbedrede egenskaber sammenlignet med eksisterende basale bredbåndsnet (66).

(54)

NGA er generelt kendetegnet ved som minimum at i) levere stabile tjenester ved meget høj hastighed pr. abonnent gennem optiske (eller tilsvarende teknologi) backhaul-net, der er tilstrækkeligt tæt på brugeren til, at leveringen af meget høj hastighed reelt kan garanteres, ii) støtte en bred vifte af avancerede digitale tjenester, bl.a. konvergerede all-IP-tjenester og iii) have markant højere upload-hastigheder (sammenlignet med basale bredbåndsnet). På nuværende stadium i den markedsmæssige og teknologiske udvikling er NGA i) fiberbaserede accessnet (FTTx), (67) ii) avancerede opgraderede kabelnet (68) og iii) visse avancerede trådløse accessnet, der kan levere en stabil høj hastighed pr. abonnent (69).

(55)

Det er vigtigt at tage i betragtning, at NGA på længere sigt forventes at afløse de eksisterende basale bredbåndsnet og ikke blot at opgradere dem. For så vidt som NGA kræver en anden netarkitektur, der giver mulighed for bredbåndstjenester af betydelig bedre kvalitet end i dag og levering af tjenester, som ikke kan understøttes af de nuværende bredbåndsnet, er det sandsynligt, at der i fremtiden vil opstå markante forskelle mellem områder, som er dækket, og områder, som ikke er dækket af NGA (70).

(56)

EFTA-staterne kan frit vælge, i hvilken form deres indgreb skal ske, forudsat at statsstøttereglerne overholdes. EFTA-staterne kan i visse tilfælde beslutte at finansiere de såkaldte næstegenerationsnet (NGN), dvs. backhaul-net, som ikke når ud til slutbrugeren. Backhaul-net er et nødvendigt input for detailteleoperatører, for at de kan tilbyde adgangstjenester til slutbrugere. Disse typer net kan understøtte både basale net og NGA (71). Det er teleoperatørernes (investerings)valg, hvilken type infrastruktur for »den sidste kilometer« de ønsker at tilslutte til backhaul-nettet (72). De offentlige myndigheder kan også beslutte kun at påtage sig bygge- og anlægsarbejdet (såsom udgravning på offentligt område og anlæg af kabelkanaler) for at sætte de pågældende operatører i stand til hurtigere at etablere deres egne netelementer. Når det er relevant, kan offentlige myndigheder desuden også ønske at tage satellitløsninger i betragtning.

3.2. Sondringen mellem hvide, grå og sorte områder i forbindelse med basale bredbåndsnet

(57)

For at vurdere markedssvigt og lighedsmålsætninger kan der foretages en sondring mellem forskellige typer målområder. Denne sondring er forklaret i de følgende afsnit. Ved afgrænsningen af målområderne vil statsstøttevurderingen, når det offentlige indgreb er begrænset til nettets backhaul-del, tage hensyn til situationen på både backhaul-markederne og adgangsmarkederne (73).

(58)

De forskellige standarder for begrundelse for offentlig støtte i disse geografiske områder er beskrevet nedenfor.

(59)

Med henblik på at identificere de geografiske områder som hvide, grå eller sorte som beskrevet nedenfor er den støttetildelende myndighed nødt til at klarlægge, om der findes bredbåndsinfrastrukturer i det pågældende område. For endvidere at sikre, at det offentlige indgreb ikke kommer i vejen for private investeringer, bør de støttetildelende myndigheder også undersøge, om private investorer har konkrete planer om at etablere deres egen infrastruktur i nærmeste fremtid. Ved udtrykket »nærmeste fremtid« skal forstås en periode på tre år (74). Hvis den støttetildelende myndighed har en længere tidshorisont for etableringen af den subsidierede infrastruktur, bør den samme tidshorisont også anvendes ved vurderingen af, om der findes kommercielle investeringsplaner.

(60)

For at bekræfte, at ingen private investorer har planer om at etablere deres egen infrastruktur i nærmeste fremtid, bør den støttetildelende myndighed offentliggøre en kort beskrivelse af den planlagte støtteforanstaltning og opfordre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

(61)

Der er risiko for, at alene en »interessetilkendegivelse« fra en privat investor kan forsinke leveringen af bredbåndstjenester i målområdet, hvis en sådan investering alligevel ikke finder sted, og den offentlige støtte samtidig er stillet i bero. Den støttetildelende myndighed kunne derfor kræve visse tilsagn fra den private investor, inden den udsætter den offentlige støtteforanstaltning. Disse tilsagn skal sikre, at der gøres betydelige fremskridt med hensyn til dækning i den treårige periode eller i en længere periode, der er fastsat for den støttede investering. Den kan desuden anmode den pågældende operatør om at indgå en tilsvarende kontrakt, som skitserer tilsagnene om etablering af bredbånd. Denne kontrakt kan indeholde en række »milepæle«, som skal nås i den treårige periode (75) samt indberetning af, hvilke fremskridt der gøres. Hvis en milepæl ikke nås, kan den støttetildelende myndighed gå videre med sine planer om offentlig støtte. Denne regel gælder både for basale net og NGA.

3.2.1. »Hvide områder«: fremme af territoriale samhørighedsmål og de økonomiske udviklingsmål

(62)

Ved »hvide områder« forstås områder, hvor der ikke er nogen bredbåndsinfrastruktur, eller hvor en sådan sandsynligvis ikke vil blive udviklet i nærmeste fremtid. Tilsynsmyndigheden anerkender, at EFTA-staterne ved at stille finansiel støtte til rådighed for levering af bredbåndstjenester i områder, hvor der for øjeblikket ikke findes noget bredbånd, forfølger ægte samhørighedsmål og økonomiske udviklingsmål, og at deres indgriben derfor sandsynligvis vil være i overensstemmelse med den fælles interesse, såfremt betingelserne i afsnit 3.4 nedenfor er opfyldt (76).

3.2.2. »Grå områder«: en mere detaljeret vurdering nødvendig

(63)

»Grå områder« er de områder, hvor der findes en netoperatør, og hvor det er usandsynligt, at der udvikles et andet net (77) i nærmeste fremtid. Alene det forhold, at der findes en netoperatør (78), betyder ikke nødvendigvis, at der ikke foreligger markedssvigt eller et samhørighedsproblem. Hvis operatøren har markedsstyrke (monopol), vil den pågældende måske tilbyde borgerne en suboptimal kombination af kvalitet og priser. En række brugerkategorier vil måske ikke blive betjent tilstrækkeligt, eller detailpriserne kan, hvis der ikke findes regulerede takster for engrosadgang, være højere end dem, der forlanges for de samme tjenester, som tilbydes i mere konkurrenceudsatte, men ellers tilsvarende områder eller regioner i landet. Hvis der desuden kun er ringe udsigter til, at alternative operatører vil komme ind på markedet, kan finansieringen af en alternativ infrastruktur være en hensigtsmæssig foranstaltning (79).

(64)

På den anden side kan støtte til opbygning af et alternativt net i områder, hvor der allerede er en enkelt operatør af bredbåndsnet, fordreje markedets dynamik. Offentlig støtte til etablering af bredbåndsnet i »grå« områder er derfor kun berettiget, når det klart kan påvises, at der er tale om markedssvigt. Der er derfor behov for en mere detaljeret analyse og en omhyggelig vurdering af støttens forenelighed.

(65)

Grå områder kan være berettiget til statsstøtte, forudsat at forenelighedsbetingelserne i afsnit 3.4 er opfyldt, og hvis det bevises, at i) der ikke udbydes økonomisk overkommelige eller tilstrækkelige tjenester til at opfylde borgernes eller erhvervsbrugernes behov (80), og at ii) der ikke findes mindre fordrejende foranstaltninger (herunder forhåndsregulering) til at nå de samme mål.

(66)

For at påvise i) og ii) vil tilsynsmyndigheden navnlig vurdere:

a)	om de generelle markedsvilkår ikke er tilstrækkelige, ved bl.a. at se nærmere på de aktuelle bredbåndspriser, den type tjenester, der tilbydes slutbrugerne (private brugere og erhvervsbrugere), og de hertil knyttede betingelser

b)	om tredjeparter i tilfælde, hvor en national tilsynsmyndighed ikke har indført forhåndsregulering, ikke tilbydes en effektiv netadgang, eller adgangsbetingelserne ikke fremmer en effektiv konkurrence

c)	om generelle adgangsbarrierer er til hinder for andre e-kommunikationsoperatørers potentielle adgang (81), og

d)	om eventuelle foranstaltninger, der er truffet eller pålagt af den kompetente nationale tilsyns- eller konkurrencemyndighed med hensyn til den eksisterende netudbyder, ikke har været i stand til at overvinde sådanne problemer.

(67)

Kun grå områder, som opfylder kriterierne i ovennævnte afsnit, vil blive undersøgt ved den forenelighedstest, som er beskrevet i afsnit 3.4.

3.2.3. »Sorte områder«: statslig indgriben ikke nødvendig

(68)

Når der i et givet geografisk område er eller i nærmeste fremtid vil være mindst to basale bredbåndsnet fra forskellige operatører, og bredbåndstjenesterne leveres på konkurrencevilkår (infrastrukturbaseret konkurrence (82)), kan det antages, at der ikke foreligger markedssvigt. Der er derfor meget begrænsede muligheder for, at statslig indgriben kan medføre yderligere fordele. Tværtimod vil offentlig støtte til finansiering af opbygningen af et yderligere bredbåndsnet med tilsvarende muligheder i princippet medføre uacceptable konkurrencefordrejninger og fortrængning af private investorer. Hvis ikke der klart kan påvises markedssvigt, vil tilsynsmyndigheden derfor se negativt på foranstaltninger til finansiering af etableringen af en yderligere bredbåndsinfrastruktur i et »sort område« (83).

3.3. Sondringen mellem hvide, grå og sorte områder i forbindelse med NGA

(69)

Sondringen i afsnit 3.2 mellem »hvide«, »grå« og »sorte« områder er også relevant ved vurderingen af, om statsstøtte til NGA er forenelig med EØS-aftalen i henhold til artikel 61, stk. 3, litra c).

(70)

På nuværende tidspunkt kan nogle avancerede basale bredbåndsnet ved opgradering af det aktive udstyr også understøtte nogle bredbåndstjenester, som i fremtiden formentlig vil blive udbudt via NGA (såsom triple play). Der kan dog dukke nye produkter eller tjenester op, som er substituerbare ud fra et efterspørgsels- eller et udbudsperspektiv, og som vil kræve kapacitet, pålidelighed og markant højere upload- og downloadhastigheder, der overstiger den basale bredbåndsinfrastrukturs øvre fysiske grænser.

3.3.1. »Hvide NGA-områder«

(71)

Ved vurderingen af statsstøtte til NGA bør et område, hvor der ikke på nuværende tidspunkt findes NGA, og hvor sådanne formentlig ikke vil blive opbygget af private investorer inden for tre år i overensstemmelse med punkt 59) til 61), derfor betragtes som et »hvidt NGA«-område. Et sådant område er berettiget til statsstøtte til NGA, forudsat at forenelighedsbetingelserne i afsnit 3.4 og 3.5 er opfyldt.

3.3.2. »Grå NGA-områder«

(72)

Et område bør betragtes som et »gråt NGA«-område i de tilfælde, hvor der kun er etableret et enkelt NGA (84), eller kun etableres et enkelt NGA i de kommende tre år, og ingen operatør har planer om at etablere et NGA i de kommende tre år. Ved vurderingen af, om andre netinvestorer kunne etablere yderligere NGA i et givet område, bør der tages højde for eventuelle eksisterende regulerings- eller lovgivningsforanstaltninger, der kan have mindsket barriererne for etablering af sådanne net (adgang til kabelkanaler, delt brug af infrastruktur osv.). Tilsynsmyndigheden skal gennemføre en mere detaljeret analyse for at påvise, om der er behov for statsstøtte, fordi statsstøtte i sådanne områder indebærer en stor risiko for fortrængning af eksisterende investorer og fordrejning af konkurrencen. Tilsynsmyndigheden vil i den forbindelse foretage sin vurdering på grundlag af de forenelighedsbetingelser, der er fastsat i disse retningslinjer.

3.3.3. »Sorte NGA-områder«

(73)

Hvis der i et givet område findes eller inden for de kommende tre år vil blive etableret mindst to NGA fra forskellige operatører, bør et sådant område betragtes som et »sort NGA«-område. Tilsynsmyndigheden vil indtage det synspunkt, at statsstøtte til et tilsvarende offentligt støttet, konkurrerende NGA i det samme område vil kunne fordreje konkurrencen mærkbart og er uforenelig med EØS-aftalens funktion efter artikel 61, stk. 3, litra c).

3.4. Foranstaltningens udformning og behovet for at begrænse konkurrencefordrejningerne

(74)

Enhver statslig foranstaltning til støtte for etablering af bredbånd bør opfylde alle de forenelighedsprincipper, der er beskrevet i afsnit 2.5, herunder at foranstaltningen bl.a. skal opfylde mål af fælles interesse, der skal foreligge markedssvigt, foranstaltningen skal være velegnet, og den skal have tilskyndelsesvirkning. Med hensyn til at begrænse konkurrencefordrejning skal det dokumenteres, hvordan der opnås en »trinvis ændring« i alle tilfælde (i hvide, grå og sorte områder) (85), og følgende nødvendige betingelser skal være opfyldt som bevis på, at foranstaltningen står i rimeligt forhold til målet. Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, skal der foretages en nøje vurdering (86), som kan føre til den konklusion, at støtten ikke er forenelig med EØS-aftalens funktion.

Detaljeret kortlægning og dækningsanalyse: EFTA-staterne bør klart afgrænse, hvilke geografiske områder der vil være omfattet af den pågældende støtteforanstaltning (87), og så vidt muligt i samarbejde med de kompetente nationale organer. Det anbefales at konsultere de nationale tilsynsmyndigheder, men det er ikke obligatorisk. Eksempler på bedste praksis peger på etablering af en central database over den tilgængelige infrastruktur på nationalt plan, hvilket vil øge gennemsigtigheden og reducere omkostningerne ved gennemførelsen af mindre, lokale projekter. EFTA-staterne kan frit definere målområderne, men de opfordres til at tage hensyn til de økonomiske forhold ved afgrænsningen af relevante regioner, inden de iværksætter udbud (88).

Offentlig høring: EFTA-staterne bør i tilstrækkeligt omfang offentliggøre foranstaltningens vigtigste karakteristika og listen over målområder ved offentliggørelse af relevante oplysninger om projektet med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Offentliggørelse på et centralt nationalt websted vil principielt kunne sikre, at sådanne oplysninger stilles til rådighed for alle interesserede. Ved også at kontrollere resultaterne af kortlægningen i en offentlig høring mindsker EFTA-staterne fordrejningerne af konkurrencen med de eksisterende udbydere og dem, der allerede har investeringsplaner i nærmeste fremtid, og sætter disse investorer i stand til at planlægge deres aktiviteter (89). En detaljeret kortlægning og en grundig høring sikrer ikke blot en betydelig gennemsigtighed, men tjener også som et vigtigt redskab til afgrænsning af »hvide«, »grå« og »sorte« områder (90).

Konkurrencebetinget udvælgelsesprocedure: Når de støttetildelende myndigheder vælger en tredjepartsoperatør til at etablere og drive den subsidierede infrastruktur (91), skal udvælgelsesprocessen foregå i overensstemmelse med ånden og principperne i udbudsdirektiverne (92). Det skal sikre gennemsigtighed for alle investorer, som ønsker at byde på etableringen og/eller forvaltningen af det subsidierede projekt. Lige og ikke-diskriminerende behandling af alle bydende samt objektive vurderingskriterier er ufravigelige betingelser. Et konkurrencebetinget udbud er en metode til at reducere budgetomkostningerne og minimere den potentielle statsstøtte, og det mindsker samtidig foranstaltningens selektive karakter, for så vidt som valget af støttemodtager ikke kendes på forhånd (93). EFTA-staterne skal sikre en gennemsigtig proces (94) og et konkurrencepræget resultat (95) og skal benytte et specifikt centralt websted på nationalt plan til offentliggørelse af alle igangværende udbudsprocedurer vedrørende statsstøtte til bredbånd (96).

Det økonomisk set mest fordelagtige tilbud: Inden for rammerne af en konkurrencebetinget udbudsprocedure opstiller den støttetildelende myndighed kvalitative tildelingskriterier, som de indgivne tilbud skal vurderes på grundlag af. Som relevante tildelingskriterier kan f.eks. nævnes den opnåede geografiske dækning (97), den teknologiske metodes bæredygtighed eller den planlagte løsnings virkninger for konkurrencen (98). Sådanne kvalitative kriterier skal afvejes mod det ønskede støttebeløb. For at reducere det støttebeløb, der skal tildeles, bør den bydende, der på ensartede, om ikke identiske, kvalitetsvilkår anmoder om det laveste støttebeløb, i princippet prioriteres i forbindelse med den samlede vurdering af buddet. Den tildelende myndighed skal altid på forhånd angive, hvordan den vil vægte de valgte (kvalitative) kriterier i forhold til hinanden.

Teknologineutralitet: Da der findes forskellige teknologiske løsninger til levering af bredbåndstjenester, bør udbuddet ikke favorisere eller udelukke nogen bestemt teknologi eller netplatform. De bydende bør have ret til at foreslå levering af de ønskede bredbåndstjenester ved at anvende eller kombinere de teknologier, som de måtte finde mest egnede. På grundlag af de objektive udbudskriterier har den tildelende myndighed ret til at udvælge den bedst egnede teknologiske løsning eller blanding af teknologiløsninger. I princippet kan universel dækning af større målområder opnås med en blanding af teknologier.

Anvendelse af eksisterende infrastruktur: Da genanvendelse af eksisterende infrastruktur er en af de afgørende faktorer for omkostningerne ved etablering af bredbånd, bør EFTA-staterne tilskynde de bydende til at anvende en eventuelt eksisterende infrastruktur for at undgå unødigt ressourcespild og for at spare offentlige midler. Operatører, der ejer eller kontrollerer infrastruktur (uden hensyn til om den faktisk anvendes) i målområdet og ønsker at deltage i udbuddet, skal opfylde følgende betingelser: i) de skal underrette den støttetildelende myndighed og de nationale tilsynsmyndigheder om den pågældende infrastruktur under den offentlige høring, ii) de skal fremlægge alle relevante oplysninger og give andre bydende adgang på et sådant tidspunkt, at det giver sidstnævnte mulighed for at medtage den pågældende infrastruktur i deres bud. EFTA-staterne bør oprette en national database over den eksisterende infrastruktur, der kan genanvendes til etablering af bredbånd.

Engrosadgang: Det er en nødvendig komponent i enhver statslig foranstaltning til støtte for opbygningen af en ny bredbåndsinfrastruktur, at tredjeparter får effektiv engrosadgang til den subsidierede bredbåndsinfrastruktur. Engrosadgang giver navnlig tredjepartsoperatører mulighed for at konkurrere med den valgte bydende (når sidstnævnte også er aktiv i detailleddet), hvorved udvalget og konkurrencen i de områder, som foranstaltningen omfatter, styrkes, og det samtidig undgås, at der skabes regionale tjenestemonopoler. Da denne betingelse kun gælder for statsstøttemodtagere, afhænger den ikke af en forudgående markedsanalyse som omhandlet i rammedirektivets artikel 7 (99). Den type forpligtelser for engrosadgang, der pålægges et subsidieret net, bør tilpasses efter de samlede adgangsforpligtelser, som er fastlagt ved sektorreguleringen (100). Principielt bør subsidierede selskaber levere et bredere sortiment af engrosadgangsprodukter end dem, der har fået mandat af de nationale tilsynsmyndigheder ved sektorreguleringen, til operatører, som har en betydelig markedsstyrke (101), fordi støttemodtageren ikke blot anvender sine egne midler, men også skatteydernes penge til at etablere sin egen infrastruktur (102). En sådan engrosadgang bør gives så hurtigt som muligt, inden nettet tages i drift (103).

Effektiv engrosadgang til den subsidierede infrastruktur (104) bør tilbydes i mindst syv år. Hvis den nationale tilsynsmyndighed ved udløbet af syvårsperioden i henhold til de gældende rammebestemmelser fastslår, at den operatør, der driver den pågældende infrastruktur, har betydelig markedsstyrke på det specifikke relevante marked, skal adgangsforpligtelserne finde anvendelse i overensstemmelse med rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation (105). De nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente nationale organer opfordres til at offentliggøre en vejledning til de tildelende myndigheder om principperne for fastsættelse af engrosadgangsbetingelser og -takster. For at kunne sikre en effektiv adgang finder de samme adgangsbetingelser anvendelse på hele det subsidierede net, også de dele af et sådant net, hvor eksisterende infrastrukturer er blevet anvendt (106). Adgangsforpligtelserne skal håndhæves uden hensyn til ændringer i den subsidierede infrastrukturs ejerforhold, forvaltning eller drift.

Engrosadgangspriser: Benchmarking er et vigtigt redskab til at sikre, at den tildelte støtte vil tjene til at skabe samme markedsvilkår som dem, der gør sig gældende på andre konkurrenceudsatte bredbåndsmarkeder. Engrosadgangsprisen bør baseres på de prissætningsprincipper, der fastsættes af de nationale tilsynsmyndigheder, og på benchmarks og bør tage hensyn til den støtte, som netoperatøren har modtaget (107). Til benchmarket anvendes de gennemsnitlige offentliggjorte engrospriser, der er gældende i andre tilsvarende, mere konkurrenceudsatte områder i landet eller i EØS, eller, såfremt der ikke foreligger sådanne offentliggjorte priser, de priser, der allerede er fastsat eller godkendt af den nationale tilsynsmyndighed for de pågældende markeder og tjenester. Hvis der ikke foreligger offentliggjorte eller regulerede priser for en række engrosadgangsprodukter, der kan lægges til grund for benchmarket, bør prissætningen følge principperne om omkostningsægthed i henhold til den metode, der er fastsat i henhold til sektorrammebestemmelserne (108). Da det er kompliceret at foretage benchmarking af engrosadgangspriser, opfordres EFTA-staterne til at give den nationale tilsynsmyndighed et mandat og stille det nødvendige personale til rådighed for den, så den kan rådgive de støttetildelende myndigheder i sådanne spørgsmål. Der bør sendes en detaljeret beskrivelse af støtteprojektet til den nationale tilsynsmyndighed mindst to måneder inden anmeldelsen, for at den nationale tilsynsmyndighed har rimelig tid til at give udtalelse. Når den nationale tilsynsmyndighed har opnået en sådan kompetence, bør den støttetildelende myndighed rådføre sig med den nationale tilsynsmyndighed om fastsættelse af engrosadgangspriser og -betingelser. Benchmarkingkriterierne bør anføres klart i udbudsdokumenterne.

Tilsyns- og tilbagebetalingsordning: De tildelende myndigheder skal føre nøje tilsyn med gennemførelsen af bredbåndsprojektet under hele projektets varighed. Når operatøren vælges på grundlag af en konkurrencebetinget udbudsprocedure, er behovet for efterfølgende at føre tilsyn med udviklingen i projektets rentabilitet typisk mindre. I mange tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at fastsætte støttebeløbet på forhånd på grundlag det forventede udækkede finansieringsbehov over en given periode i stedet for blot at fastsætte støttebeløbet i takt med, at udgifterne og indtægterne opstår. Den førstnævnte model giver typisk virksomheden flere incitamenter til at holde igen med omkostningerne og blive mere effektiv over tid. Hvis udviklingen i de fremtidige udgifter og indtægter er præget af stor usikkerhed, og der er stor informationsasymmetri, vil de offentlige myndigheder muligvis ønske at anvende kompensationsmodeller, der ikke udelukkende bygger på det forventede udækkede finansieringsbehov, men på en blanding af forventede og faktisk udgifter og indtægter (f.eks. ved brug af tilbagebetaling, der giver mulighed for en afbalanceret deling af uventede fortjenester). For ikke at pålægge små, lokale projekter en urimelig stor byrde kan det berettiges at indføre en beløbsgrænse for, hvornår tilbagebetalingsordningen finder anvendelse. EFTA-staterne bør således kun anvende tilbagebetalingsordningen, hvis projektstøtten udgør over 10 mio. EUR (109). De tildelende myndigheder kan fastsætte, at ekstra fortjeneste, der kræves tilbagebetalt fra den udvalgte bydende, kan anvendes til yderligere udbygning af bredbåndsnettet inden for rammeordningen og på samme betingelser som den oprindelige støtteforanstaltning. Hvis den bydende, der får tildelt kontrakten, pålægges en forpligtelse til regnskabsadskillelse, hvad angår støtten, vil det gøre det lettere for de tildelende myndigheder at føre tilsyn med ordningens gennemførelse og en eventuel ekstra fortjeneste (110).

Gennemsigtighed: EFTA-staterne skal på et centralt websted offentliggøre mindst følgende oplysninger om statsstøtteforanstaltningerne: den fulde ordlyd i den godkendte støtteordning og dens gennemførelsesbestemmelser, navnet på støttemodtageren, støttebeløbet, støtteintensiteten og den anvendte teknologi. Disse oplysninger offentliggøres efter, at beslutningen om at tildele støtte er vedtaget, og skal være tilgængelige for offentligheden uden restriktioner i mindst ti år. Støttemodtageren er forpligtet til uden forskelsbehandling at give berettigede tredjeparter omfattende adgang til oplysninger om sin infrastruktur (herunder kabelkanaler, gadeskabe og fibre), som er etableret i henhold til en statsstøtteforanstaltning (111). Det vil sætte andre operatører i stand til let at vurdere muligheden for at få adgang til en sådan infrastruktur. Støttemodtageren skal desuden indgive alle relevante oplysninger om bredbåndsnettet til et centralt register over bredbåndsinfrastrukturer, hvis der findes en sådan database i EFTA-staten, og/eller til den nationale tilsynsmyndighed.

Indberetning: Fra det tidspunkt, hvor nettet tages i brug, og under støtteordningens varighed bør den støttetildelende myndighed hvert andet år indberette nøgleoplysninger om støtteprojekterne til EFTA-Tilsynsmyndigheden (112). I forbindelse med nationale eller regionale rammeordninger bør de nationale eller regionale myndigheder konsolidere oplysningerne om de enkelte foranstaltninger og indberette dem til tilsynsmyndigheden. Når tilsynsmyndigheden vedtager en afgørelse i henhold til disse retningslinjer, kan den kræve yderligere indberetning af den tildelte støtte.

3.5. Støtte til hurtig etablering af NGA

(75)

Som det er tilfældet i forbindelse med den politik, der følges med hensyn til etablering af basale bredbåndsnet, kan statsstøtte til etablering af NGA være et velegnet og berettiget instrument, forudsat at en række grundlæggende betingelser er opfyldt. Kommercielle operatører træffer deres beslutninger om at investere i NGA på grundlag af den forventede rentabilitet, hvorimod den offentlige myndighed desuden skal tage hensyn til den offentlige interesse i at finansiere en åben og neutral platform, hvor flere operatører kan konkurrere om at levere tjenester til slutbrugerne.

(76)

Enhver foranstaltning til støtte for etablering af NGA skal opfylde de forenelighedsbetingelser, der er omhandlet i afsnit 2.5 og 3.4. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt, idet der tages hensyn til de særlige situationer, hvor der vil være tale om offentlige investeringer i NGA.

Engrosadgang: Som følge af de økonomiske forhold omkring NGA er det vigtigt, at der sikres effektiv engrosadgang for tredjepartsoperatører. Det gælder især i områder, hvor der allerede findes konkurrerende operatører af basale bredbånd (113), hvor det skal sikres, at den konkurrencesituation, der var på markedet inden indgrebet, bevares. De adgangsbetingelser, der er beskrevet ovenfor i afsnit 3.4, er præciseret i det følgende. Det subsidierede net skal således give adgang på rimelige betingelser uden forskelsbehandling til alle operatører, som anmoder om det, og give dem mulighed for effektiv og fuldstændig ubundtet adgang (114). Tredjepartsoperatører skal desuden have adgang til passiv og ikke kun aktiv (115) netinfrastruktur (116). Bortset fra bitstrømsadgang og ubundtet adgang til de lokale abonnentledninger og abonnentledningsafsnit bør adgangsforpligtelsen derfor også omfatte retten til at anvende kabelkanaler og master, mørk fiber eller gadeskabe (117). Effektiv engrosadgang bør gives i mindst syv år, og adgangsretten til kabelkanaler eller master bør ikke gøres tidsbegrænset. Dette berører ikke eventuelle lignende regulerende forpligtelser, som den nationale tilsynsmyndighed måtte indføre på det specifikke relevante marked for at fremme en effektiv konkurrence, eller foranstaltninger, der er vedtaget under eller efter udløbet af den pågældende periode (118).

Det kan forekomme, at en forpligtelse til at understøtte alle typer adgangsprodukter kan øge investeringsomkostningerne urimeligt (119) uden at medføre væsentlige fordele i form af øget konkurrence (120), når der er tale om områder med ringe befolkningstæthed, hvor der kun er begrænsede bredbåndstjenester, eller når det drejer sig om små, lokale virksomheder. I en sådan situation kan man forestille sig, at adgangsprodukter, der nødvendiggør omkostningskrævende indgreb på den subsidierede infrastruktur, som ellers ikke var planlagt (f.eks. samlet placering på mellemliggende fordelingspunkter), kun tilbydes i tilfælde af en rimelig efterspørgsel fra en tredjepartsoperatør. Efterspørgslen anses for rimelig, hvis i) den adgangsinteresserede fremlægger en sammenhængende forretningsplan, som berettiger udviklingen af produktet på det subsidierede net, og ii) en anden operatør ikke i forvejen tilbyder et tilsvarende adgangsprodukt i samme geografiske område til priser, som svarer til de priser, der gælder i mere tætbefolkede områder (121).

Dette gælder derimod ikke, når der er tale om mere tætbefolkede områder, hvor man kan forvente en øget infrastrukturkonkurrence. I sådanne områder bør det subsidierede net derfor understøtte alle typer netadgangsprodukter, som operatørerne måtte ønske (122).

Fair og ikke-diskriminerende behandling: Den subsidierede infrastruktur skal kunne sikre slutbrugerne konkurrenceudsatte og økonomisk overkommelige tjenester fra konkurrerende operatører. Når netværksoperatøren er vertikalt integreret, skal der træffes tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre interessekonflikter, urimelig forskelsbehandling af adgangsinteresserede eller indholdsudbydere og eventuelle andre skjulte indirekte fordele. Tilsvarende bør tildelingskriterierne indeholde en bestemmelse om, at bydende, der tilbyder enten en engrosmodel eller en passiv model eller begge skal tildeles ekstra point.

(77)

Statsstøtteprojekter, hvis formål er at finansiere backhaulnet (123), eller som er begrænset til anlægsarbejder, der er åbne for alle operatører og teknologier, indeholder aspekter, der er særligt konkurrencefremmende. Der vil blive taget højde for dette i vurderingen af sådanne projekter.

3.6. Støtte til ultrahurtige bredbåndsnet

(78)

På baggrund af de mål, der henvises til i indledningen, især målet om, at mindst 50 % af de europæiske husstande skal have adgang til internetforbindelser på over 100 Mbps i 2020, og under hensyn til, at der navnlig i byområder kan være behov for en højere ydeevne sammenlignet med, hvad kommercielle investorer er villige til at tilbyde i nærmeste fremtid, kan offentlige indgreb, uanset punkt 73), undtagelsesvist være rettet mod NGA, der kan levere ultrahurtige hastigheder på godt over 100 Mbps.

(79)

I »sorte NGA-områder« kan sådanne indgreb kun godkendes, hvis den »trinvise ændring«, der kræves i henhold til punkt 47), påvises på grundlag af samtlige følgende kriterier:

a)	de eksisterende eller planlagte (124) NGA når ikke ud til slutbrugeren med fibernet (125)

b)	markedsudviklingen går ikke i retning af en konkurrencepræget levering af ultrahurtige tjenester (126) over 100 Mbps i nærmeste fremtid vurderet på grundlag af kommercielle operatørers investeringsplaner i overensstemmelse med punkt 59) til 61)

c)	der er en forventet efterspørgsel efter sådanne kvalitative forbedringer (127).

(80)

I den situation, der er beskrevet i forrige punkt, skal ethvert nyt subsidieret net overholde forenelighedsbetingelserne i punkt 74 og 76). Den støttetildelende myndighed skal desuden dokumentere, at:

a)	det subsidierede net har betydelige forbedrede teknologiske egenskaber og en betydeligt forbedret ydeevne sammenlignet med eksisterende eller planlagte nets bevislige egenskaber og ydeevne (128)

b)	det subsidierede net vil blive baseret på en åben arkitektur drevet udelukkende som et engrosnet, og

c)	støtten ikke medfører en urimelig fordrejning af konkurrencen med andre NGA-teknologier, der for nylig har været genstand for betydelige nye infrastrukturinvesteringer foretaget af markedsoperatører inden for de samme målområder (129).

(81)

Det er forudsætning, at disse yderligere betingelser er opfyldt, for at offentlig støtte til sådanne net kan anses for forenelig efter afvejningstesten. Med andre ord skal en sådan støtte medføre en væsentlig, bæredygtig, konkurrencefremmende og permanent teknologisk forbedring uden på urimelig vis at fjerne incitamentet til at foretage private investeringer.

Afsluttende bestemmelser

(82)

Disse retningslinjer vil blive anvendt fra den første dag efter vedtagelsen. Tilsynsmyndigheden vil anvende disse retningslinjer på alle anmeldte støtteforanstaltninger, som den skal træffe afgørelse om, efter at retningslinjerne er vedtaget, uanset om projekterne var anmeldt før dette tidspunkt.

(83)

I overensstemmelse med tilsynsmyndighedens gældende regler for vurdering af ulovlig statsstøtte (130) vil tilsynsmyndigheden i forbindelse med ulovlig statsstøtte anvende de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Den vil derfor anvende disse retningslinjer i tilfælde, hvor der ydes ulovlig støtte, efter at de er offentliggjort.

(84)

På grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, foreslår tilsynsmyndigheden hermed EFTA-staterne at træffe passende foranstaltninger og om nødvendigt ændre deres eksisterende støtteordninger for at bringe dem i overensstemmelse med bestemmelserne i disse retningslinjer senest tolv måneder efter, at de er blevet vedtaget.

(85)

EFTA-staterne bedes give deres eksplicitte ubetingede samtykke til disse foreslåede egnede foranstaltninger senest to måneder efter datoen for modtagelsen af foranstaltningerne. Modtager tilsynsmyndigheden ikke noget svar, vil den antage, at de pågældende EFTA-stater ikke kan tilslutte sig de foreslåede foranstaltninger.

(86)

Tilsynsmyndigheden vil tage de foreliggende retningslinjer op til revision i overensstemmelse med Kommissionens fremtidige revisioner af den tilsvarende meddelelse fra Kommissionen — EF-retningslinjer for statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet.

(1) Dette kapitel svarer til Meddelelse fra Europa-Kommissionen — EU-retningslinjer for statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet (EUT C 25 af 26.1.2013, s. 1).

(2) Meddelelse fra Europa-Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske Sociale Udvalg og Regionsudvalget (KOM(2010) 245 endelig), En digital dagsorden for Europa, som anerkendt i beslutning fra det 37. møde i Det Blandede EØS-parlamentarikerudvalg den 26. oktober 2011.

(3) Se artikel 12, stk. 4, i den retsakt, der henvises til i punkt 5cl i bilag XI til EØS-aftalen (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektiv) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33)) (EUT L 116 af 22.4.2004, s. 60 og EØS-tillæg nr. 20 af 22.4.2004, s. 14) ændret ved direktiv 2009/140/EF (direktivet om bedre regulering) (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 37) (endnu ikke indarbejdet i EØS-aftalen) og ved den retsakt, der henvises til i punkt 5cl i bilag XI til EØS-aftalen (forordning (EF) nr. 544/2009 (EUT L 167 af 29.6.2009, s. 12), EUT L 334 af 17.12.2009, s. 4 og EØS-tillæg nr. 68 af 17.12.2009, s. 4).

(4) Se den retsakt, der henvises til i punkt 261 i bilag XI til EØS-aftalen (Kommissionens henstilling af 20. september 2010 om reguleret adgang til næste generation af accessnet (»NGA«) (EUT L 251 af 25.9.2010, s. 35), EUT L 341 af 13.12.2012, s. 28 og EØS-tillæg nr. 70 af 13.12.2012, s. 32.

(5) Se f.eks. Kommissionen beslutning N 398/05 — Ungarn, Skattefordele ved etablering af bredbånd.

(6) Midler fra en offentlig virksomhed udgør statsmidler, jf. EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fordi de offentlige myndigheder kontrollerer disse midler. Sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 2002 I, s. 4397. I overensstemmelse med denne dom skal det desuden vurderes, om finansiering via en offentlig virksomhed kan tilregnes staten.

(7) Forenede sager T-443/08 og T-455/08, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 1311, præmis 93-95.

(8) Se f.eks. Kommissionens beslutning i sag NN 24/07 — Tjekkiet, Kommunalt trådløst netværk i Prag.

(9) På tilsvarende måde vil det under visse omstændigheder ikke indebære en fordel for virksomheder, når der etableres et net eller leveres bredbåndstjenester for at opfylde den offentlige forvaltnings egne behov. Se Kommissionens beslutning i sag N 46/07 — Det Forenede Kongerige, Netordning for den walisiske offentlige sektor.

(10) Kommissionens beslutning i sag SA.31687 (N 436/10) — Italien, Bredbånd i Friuli Venezia Giulia (Projekt Ermes) og i sag N 407/09 — Spanien, Xarxa Oberta.

(11) Selv om tredjepartsoperatører betaler et gebyr for engrosadgangen, er det sandsynligt, at fordelen ved støtten i hvert fald delvis vil komme dem til gode. Engrospriserne er nemlig ofte regulerede. Prisregulering medfører lavere priser i forhold til den pris, som grossisten ellers kunne opnå på markedet (eventuelt en monopolpris, hvis der ikke er nogen konkurrence med andre net). Hvis priserne ikke er regulerede, vil grossisten under alle omstændigheder skulle fastsætte sine priser på grundlag af gennemsnitspriserne i andre mere konkurrenceudsatte områder (se punkt 74h) nedenfor), hvilket sandsynligvis også medfører en lavere pris end den, grossisten ellers kunne have opnået på markedet.

(12) Støtte til privatbrugere falder uden for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(13) Som eksempel kan nævnes støtte til et handelscenter, se f.eks. Kommissionen beslutning i sag N 626/09 — Italien, NGA i industriområdet i Lucca.

(14) Sag nr. C-310/99, Den Italienske Republik mod Kommissionen, Sml. 2002 I. s. 02289, præmis 65.

(15) Se Kommissionens beslutning N 237/08 — Tyskland, Støtte til bredbånd i Niedersachsen.

(16) Sag C-303/88, Den Italienske Republik mod Kommissionen, Sml. 1991 I, s. 1433, præmis 20-22.

(17) Kommissionens beslutning af 11. december 2007 i sag C 53/06 — Nederlandene, Citynet Amsterdam — Amsterdams investering i fiber til hjemmet (FttH) (EUT L 247 af 16.9.2008, s. 27).

(18) Tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte i form af garantier (EUT L 274 af 26.10.2000 og EØS-tillæg nr. 48 af 26.10.2000, s. 45) ændret ved EUT L 105 af 21.4.2011, s. 32 og EØS-tillæg nr. 23 af 21.4.2011, s. 1.

(19) Ifølge retspraksis skal virksomheder, der har fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, have fået overdraget denne opgave fra en offentlig myndighed. I denne henseende kan en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse betros en erhvervsdrivende ved en koncession til offentlig tjeneste, se de forenede sager T-204/97 og T-270/97, EPAC (Empresa para a Agroalimentação e Cereais, SA) mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 2267, præmis 126, og sag T-17/02, Fred Olsen mod Kommissionen, Sml. 2005 II, s. 2031, præmis 186 og 188-189.

(20) Sag C-280/00, Altmark Trans GmbH og Regierungspräsidium Magdeburg mod Nahverkehrsgesellschaft Altmark GmbH, Sml. 2003 I, s.7747. I det følgende benævnt »Altmark-dommen«.

(21) Se http://www.eftasurv.int/media/state-aid-guidelines/Part-VI---Compensation-granted-for-the-provision-of-services-of-general-economic-interest.pdf (endnu ikke offentliggjort).

(22) Se http://www.eftasurv.int/media/state-aid-guidelines/Part-VI---Framework-for-state-aid-in-the-form-of-public-service-compensation.pdf (endnu ikke offentliggjort).

(23) Den retsakt, der henvises til i punkt 1h i bilag XV til EØS-aftalen, afgørelse nr. 66/2012 (EUT L 207 af 2.8.2012, s. 46 og EØS-tillæg nr. 43 af 2.8.2012, s. 56), (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3-10).

(24) Den retsakt, der henvises til i punkt 1ha af bilag XV til EØS-aftalen, se Det Blandede EØS-udvalgs beslutning nr. 225/2012 af 7. december 2012, endnu ikke offentliggjort.

(25) Se punkt 48 i tilsynsmyndighedens retningslinjer for kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og punkt 13 i rammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste.

(26) Se punkt 49 i tilsynsmyndighedens retningslinjer for kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

(27) Ved udtrykket »nærmeste fremtid« skal forstås en periode på tre år i overensstemmelse med punkt (59) i disse retningslinjer.

(28) I overensstemmelse med princippet i punkt 50 i tilsynsmyndighedens retningslinjer for kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Se også Kommissionens beslutning N 284/05 — Irland, Regionalt bredbåndsprogram: Byområdenet (Metropolitan Area Networks — »MAN«), fase II og III og N 890/06 — Frankrig, Støtte fra Sicoval til et højhastighedsnet.

(29) Den passive netinfrastruktur er i bund og grund nettets fysiske infrastruktur. Se definitionen i ordlisten.

(30) Et net bør være teknologineutralt og dermed gøre det muligt for de adgangsinteresserede at benytte en hvilken som helst af de tilgængelige teknologier til at levere tjenester til slutbrugerne.

(31) I overensstemmelse med punkt (74)g) i disse retningslinjer.

(32) Denne begrænsning er berettiget af, at markedskræfterne normalt er tilstrækkelige til at levere kommunikationstjenester til alle brugere til en konkurrencedygtig pris, så snart der er etableret et bredbåndsnet, som giver mulighed for generel tilslutning.

(33) Sådanne sikkerhedsforanstaltninger bør især omfatte en forpligtelse til regnskabsadskillelse og eventuelt også oprettelse af et selskab, der strukturelt og retligt er adskilt fra den vertikalt integrerede operatør. Et sådant selskab bør være eneansvarligt for at udføre den SGEI-opgave, det har fået pålagt.

(34) Det er EFTA-staterne, der i betragtning af de forhold, som kendetegner de enkelte sager, skal udarbejde den mest velegnede metode til at sikre, at kompensation kun dækker omkostningerne ved udførelsen af SGEI-opgaven inden for de hvide pletter, i tråd med principperne i SGEI-pakken og under hensyn til de indtægter, der er forbundet hermed, og til en rimelig fortjeneste. F.eks. kunne den kompensation, der ydes, baseres på en sammenligning mellem indtægterne fra den kommercielle udnyttelse af infrastrukturen i de rentable områder, der allerede er dækket af kommercielle operatører, og indtægterne fra den kommercielle udnyttelse inden for de hvide pletter. Eventuel overskydende fortjeneste, dvs. fortjeneste ud over virksomhedernes gennemsnitlige kapitalafkast ved etablering af en given bredbåndsinfrastruktur, kunne tildeles finansieringen af SGEI i de urentable områder, mens den resterende fortjeneste kunne udgøre en del af den udbetalte finansielle kompensation. Se Kommissionens beslutning i sag N 331/08, Frankrig — Højhastighedsnet i Hauts de Seine.

(35) Hvis udviklingen i de fremtidige udgifter og indtægter er præget af stor usikkerhed, og der er stor informationsasymmetri, vil de offentlige myndigheder muligvis ønske at anvende kompensationsmodeller, der ikke udelukkende bygger på det forventede udækkede finansieringsbehov, men på en blanding af forventede og faktiske udgifter og indtægter (f.eks. ved brug af tilbagebetaling, der giver mulighed for en afbalanceret deling af uventede fortjenester).

(36) F.eks. udgravning, nedlægning af kabler og intern kabelføring. Ved etablering af net med fiberforbindelse til hjemmet kan disse omkostninger udgøre op til 70-80 % af de samlede investeringsomkostninger.

(37) Se referencen ovenfor i fodnote 3.

(38) Se også Kommissionens afgørelse i sag N383/09 — Tyskland — Ændring af N 150/2008, Bredbånd i landdistrikterne i Sachsen. Denne sag vedrørte en situation, hvor bygge- og anlægsarbejder, såsom vedligeholdelse af veje, ikke udgjorde statsstøtte. De tyske myndigheders foranstaltninger udgjorde bygge- og anlægsarbejder, som staten ville have gennemført under alle omstændigheder til vedligeholdelsesformål. Muligheden for at placere kabelkanaler og bredbåndsinfrastruktur samtidig med vedligeholdelsen af veje — for operatørernes regning — blev offentligt bekendtgjort, og var ikke begrænset til eller afpasset efter bredbåndssektoren. Det kan dog ikke udelukkes, at offentlige midler til sådanne arbejder er omfattet af støttebegrebet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvis de er begrænset til eller tydeligvis rettet mod bredbåndsektoren.

(39) Se f.eks. den tyske tilsynsmyndigheds »infrastrukturatlas«, hvor operatørerne frivilligt udveksler oplysninger om de infrastrukturer, der er tilgængelige, og kan genanvendes.

(40) Det må ikke glemmes, at rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsmidler giver de kompetente nationale myndigheder mulighed for at pålægge virksomhederne at give dem de nødvendige oplysninger, for at de sammen med de nationale tilsynsmyndigheder kan opstille en detaljeret oversigt over netelementernes og -faciliteternes art, tilgængelighed og geografiske placering og stille dem til rådighed for interesserede parter. Se artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektiv) ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009.

(41) Se f.eks. tilsynsmyndighedens afgørelse nr. 231/11/KOL om hurtig etablering af NGA-net i landdistrikter i Tromsø kommune (EUT C 10 af 2.1.2012, s. 5 og EØS-tillæg nr. 2 af 12.1.2012, s. 13). En oversigt over alle de afgørelser på bredbåndsområdet, som Kommissionen har truffet på grundlag af statsstøttereglerne, findes på http://ec.europa.eu/competition/sectors/telecommunications/broadband_decisions.pdf.

(42) F.eks. kan lån (i modsætning til tilskud) være et nyttigt redskab til at modvirke utilstrækkelige kreditmuligheder i forbindelse med langsigtede infrastrukturinvesteringer.

(43) Dette berører ikke en eventuel anvendelse af tilsynsmyndighedens retningslinjer for regionalstøtte, som nævnt i punkt (27).

(44) Se tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte og en tidsmæssige begrænsning (f.eks. retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (EUT L 54 af 28.2.2008, s. 1 og EØS-tillæg nr. 11 af 28.2.2008, s. 1).

(45) Det forhold, at en bestemt virksomhed ikke er i stand til at gennemføre et projekt uden støtte, er imidlertid ikke et tegn på markedssvigt. Hvis en virksomhed f.eks. beslutter ikke at investere i et projekt med lav rentabilitet eller i en region med begrænset markedsefterspørgsel og/eller ringe konkurrencedygtighed, er det ikke nødvendigvis et tegn på markedssvigt, men snarere på et marked, der fungerer godt.

(46) Der er også enhedsomkostninger forbundet med satellitsystemer, men der er længere imellem dem, og satellitsystemer har derfor tendens til at være mindre afhængige af befolkningstætheden.

(47) Med hensyn til kommunal og regional finansiering henvises til Kommissionens afgørelser i sag SA 33420 (2011/N) — Tyskland, Bredbånd i Lohr am Main, og sag N699/09 — Spanien, Udvikling af telekommunikationsinfrastrukturprogrammet i den selvstyrende region Murcia.

(48) EU-medlemsstaterne har ofte anmeldt rammeprogrammer, som beskriver, på hvilke betingelser der kan ydes kommunale eller regionale midler til etablering af bredbånd. Se f.eks. N 62/10 — Finland, Støtte til etablering af højhastighedsbredbånd i tyndt befolkede områder i Finland, N 53/10 — Tyskland, Forbundsrammeprogram om støtte til etablering af kanalrør eller N 30/10 — Sverige, Statsstøtte til bredbånd inden for programmet for udvikling af landdistrikter.

(49) Se ovenfor i fodnote 3.

(50) Se f.eks. tilsynsmyndighedens henstilling af 5. november 2008 om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, som er underlagt forhåndsregulering i overensstemmelse med den retsakt, hvortil der henvises i punkt 5cl i bilag XI til EØS-aftalen (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester), (EUT C 156 af 9.7.2009, s. 18 og EØS-tillæg nr. 36 af 9.7.2009, s. 1). Dette vil øge gennemsigtigheden, lette de lokale myndigheders administrative byrde og kan betyde, at de nationale tilsynsmyndigheder ikke behøver at analysere hver enkelt statsstøttesag.

(51) Se f.eks. Avis n o 12-A-02 du 17.1.2012 relatif à une demande d'avis de la commission de l'économie, du développement durable et de l'aménagement du territoire du Sénat concernant le cadre d'intervention des collectivités territoriales en matière de déploiement des réseaux à très haut débit (De franske konkurrencemyndigheders udtalelse om etablering af meget hurtige bredbåndsnet).

(52) Se f.eks. Kommissionens afgørelser i sag N 237/08 Bredbåndsstøtte i Niedersachsen, Tyskland, eller i sag SA.33671 Levering af bredbånd i Det Forenede Kongerige, Det Forenede Kongerige.

(53) Se f.eks. Kommissionens beslutning N 473/07 — Italien, Bredbåndsforbindelse til Alto Adige, eller beslutning N 570/07 — Tyskland, Bredbånd i landdistrikterne i Baden-Württemberg.

(54) Især for at fremme anvendelsen af allerede tilgængelige bredbåndsløsninger, både lokalt tilgængelige jordbaserede faste eller trådløse net eller almindeligt tilgængelige satellitløsninger.

(55) Se f.eks. Kommissionens beslutning N 222/06 — Italien, Støtte til brobygning over den digitale kløft på Sardinien.

(56) Det kan f.eks. gælde mobile LTE- (long-term evolution) og LTE Advanced-operatører, hvis deres licensbetingelser omfatter dækningsmål i målområdet. Hvis en operatør med forsyningspligt modtager kompensation for den pålagte forpligtelse, kan der heller ikke ydes yderligere statsstøtte til finansiering af samme net.

(57) Denne type virkning kan betegnes som »fortrængning«.

(58) Se f.eks. sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 6857, præmis 78, og sag C-333/07, Régie Networks, Sml. 2008 I, s. 10807, præmis 94-116.

(59) F.eks. bør marginale investeringer, som kun vedrører opgradering af nettets aktive komponenter, ikke være statsstøtteberettigede. Selv om visse teknologier til forbedring af kobbernettet (såsom vektorisering) kan øge de eksisterende nets kapacitet, kræver de måske ingen væsentlige investeringer i ny infrastruktur og bør derfor ikke være statsstøtteberettigede.

(60) For eksempel en opgradering fra basale net til bredbånds-NGA. Visse opgraderinger af et NGA (såsom udvidelse af fiberforbindelser tættere på slutbrugeren) kan også udgøre en trinvis ændring. I de områder, hvor der allerede findes bredbåndsnet, bør den trinvise ændring sikre, at anvendelsen af statsstøtte ikke medfører overlapning af eksisterende infrastruktur. Det er også usandsynligt, at en mindre, gradvis opgradering af de eksisterende infrastrukturer, f.eks. fra 12 Mbps til 24 Mbps, vil medføre yderligere muligheder for tjenester (og den vil sandsynligvis give den eksisterende operatør en urimelig fordel).

(61) Det subsidierede net bør være konkurrencefremmende, dvs. give mulighed for effektiv adgang på infrastrukturens forskellige niveauer på den måde, der er angivet i punkt (74), og hvad angår støtte til etablering af NGA også i punkt (76).

(62) Se for eksempel Kommissionens afgørelse i sag SA.33671 Levering af bredbånd i Det Forenede Kongerige, Det Forenede Kongerige.

(63) Tilsynsmyndigheden vil muligvis fastlægge en sådan fælles metodologi.

(64) Som følge af den hurtige teknologiske udvikling kan andre teknologier i fremtiden muligvis også levere NGA-tjenester.

(65) Koaksiale, trådløse og mobile teknologier anvender i en vis udstrækning en fiberbaseret støtteinfrastruktur, hvilket betyder, at de konceptuelt minder om kablede net, hvor der anvendes kobber til at levere tjenesten »den sidste kilometer«, der ikke er dækket fibernet.

(66) Den endelig tilslutning af slutbrugeren kan ske ved hjælp af både kablede og trådløse teknologier. På grund af den hurtige udvikling af avancerede trådløse teknologier som LTE-Advanced og den intensiverende markedsetablering af LTE eller wifi kunne næste generation af faste trådløse accessnet (f.eks. baseret på eventuelt skræddersyet mobil bredbåndsteknologi) være et gyldigt alternativ til visse kablede NGA (f.eks. FTTCap), såfremt visse betingelser er opfyldt. Eftersom det trådløse medium er »delt« (afhænger hastigheden pr. bruger af antallet af tilsluttede brugere i det pågældende område) og generelt er udsat for varierende omgivende forhold, kan det være nødvendigt at etablere trådløse net relativt tæt og/eller med avancerede konfigurationer (f.eks. målrettede og/eller flere antenner), hvis den downloadhastighed, der pr. bruger som minimum kan forventes af et NGA, skal kunne leveres på stabil vis. Næste generation af trådløse accessnet baseret på skræddersyet mobil bredbåndsteknologi skal desuden sikre det nødvendige kvalitetsmæssige serviceniveau til brugere på et fast sted og samtidig betjene alle mobile abonnenter i det pågældende område.

(67) FTTx henviser til FFTC, FTTN, FTTP, FTTH og FTTB.

(68) Som mindst anvender »DOCSIS 3.0«-kabelmodemstandarden.

(69) Se for eksempel Kommissionens afgørelse i sag SA.33671 Levering af bredbånd i Det Forenede Kongerige, Det Forenede Kongerige.

(70) Hvis forskellene mellem et område, hvor kun smalbåndsinternet er tilgængeligt (dial-up), og et område, hvor der findes bredbånd, i dag betyder, at førstnævnte er et »hvidt« område, bør et område, som mangler næste generation af bredbåndsinfrastruktur, men stadig kan have en enkelt basal bredbåndsinfrastruktur, ligeledes betragtes som et »hvidt« NGA-område.

(71) Sammenlignet med andre net, som ikke når ud til slutbrugeren (som f.eks. FTTC), er en vigtig egenskab ved en NGN-backhaul-infrastruktur, at den er åben for samtrafik med andre net.

(72) Kommissionens afgørelse i sag N407/09 — Spanien, Optisk fiber i Catalonien (Xarxa Oberta).

(73) Kommissionens afgørelse i sag N 407/09 — Spanien, Optisk fiber i Catalonien (Xarxa Oberta) og SA. 33438 — Polen, Bredbåndsnet til det østlige Polen.

(74) Treårsperioden starter fra det tidspunkt, hvor den planlagte støtteforanstaltning offentliggøres.

(75) I den forbindelse bør en operatør kunne bevise, at den inden for treårsperioden vil dække en betydelig del af det pågældende område og den pågældende befolkning. F.eks. kan den støttetildelende myndighed anmode alle operatører, der tilkendegiver en interesse i selv at anlægge en infrastruktur i målområdet, om inden for en frist på to måneder at fremlægge en troværdig forretningsplan, dokumentation i form af f.eks. aftaler om banklån og en udførlig tidsplan for etableringen. Inden tolv måneder skal investeringen desuden være påbegyndt, og der skal være indhentet tilladelse til de fleste adgangsrettigheder, der er nødvendige for gennemførelsen af projektet. Der kan for hver seksmåneders periode aftales yderligere milepæle for, hvordan foranstaltningen skal skride frem.

(76) Se f.eks. Kommissionens beslutning i sag N 607/09 — Irland, Udbredelse af bredbånd i landdistrikter, eller N 172/09 — Slovenien, Udvikling af bredbånd i Slovenien.

(77) Det samme selskab kan drive særskilte faste og mobile net i samme område, men dette vil ikke ændre det pågældende områdes »farve«.

(78) Konkurrencesituationen vurderes på grundlag af antallet af eksisterende infrastrukturoperatører. I Kommissionens afgørelse N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud, blev det klarlagt, at det forhold, at der er tale om flere detailudbydere på samme net (herunder LLU (local loop unbundling)) ikke gør området til et sort område, men at området forbliver et gråt område, da der kun er én infrastruktur. Samtidig vil den omstændighed, at der findes flere konkurrerende operatører (på detailniveau), blive betragtet som et fingerpeg om, at det pågældende område, selv om det er gråt, ikke vil blive anset for problematisk i den forstand, at der kan blive tale om markedssvigt. Der skal fremlægges overbevisende dokumentation for adgangsproblemer eller tjenesternes kvalitet.

(79) I sag N 131/05 — Det Forenede Kongerige, FibreSpeed-bredbåndsprojekt i Wales, skulle Kommissionen i forbindelse med sin beslutning vurdere, om den finansielle støtte, som de walisiske myndigheder havde ydet til opbygning af et åbent lysledernet, der var uafhængigt af operatører, og som forbandt 14 erhvervsparker, stadig kunne betragtes som forenelig, selv om de pågældende lokaliteter allerede blev betjent af den etablerede netoperatør, som stillede prisregulerede faste kredsløb til rådighed. Kommissionen fandt, at de faste kredsløb, som den etablerede operatør tilbød, var meget dyre, næsten økonomisk uoverkommelige for SMV'er. Se også Kommissionens beslutning N 890/06 — Frankrig, Støtte fra Sicoval til et højhastighedsnet, og Kommissionens beslutning N 284/05 — Irland, Regionalt bredbåndsprogram: Byområdenet (Metropolitan Area Networks — »MANs«), fase II og III.

(80) Ud over indikatorerne i punkt 66) kan de støttetildelende myndigheder tage hensyn til bl.a.: udbredelsesgraden for tjenester med den højeste ydeevne, urimeligt høje priser for tjenester med høj ydeevne (herunder faste kredsløb for slutbrugere som beskrevet i forrige fodnote), der betyder, at udbredelsen og innovationen bremses, og e-forvaltningstjenester under udvikling, der kræver en højere ydeevne end den, der udbydes på det eksisterende net. Hvis en stor andel af borgerne og virksomhederne i målområdet allerede betjenes på tilfredsstillende vis, skal man sikre sig, at det offentlige indgreb ikke fører til en urimelig fortrængning af den eksisterende infrastruktur. Er det tilfældet, skal det offentlige indgreb begrænses til foranstaltninger, der alene »udfylder huller«.

(81) F.eks. om det bredbåndsnet, der allerede er etableret, blev opbygget på grundlag af privilegeret anvendelse/adgang til kabelkanaler, der ikke er tilgængelige for eller ikke deles med andre netoperatører.

(82) Hvis der kun er én infrastruktur, skal området betragtes som et konkurrenceudsat gråt område, også selv om denne infrastruktur — via ubundtet adgang (LLU) — anvendes af flere elektroniske kommunikationsoperatører. Det betragtes ikke som et »sort område« i henhold til disse retningslinjer. Se også Kommissionens beslutning i sag SA.31316 National program i forbindelse med det meget store underskud, Frankrig.

(83) Se Kommissionens beslutning af 19. juli 2006 om støtteforanstaltning C 35/05 (ex N59/05) — Nederlandene, Bredbåndsinfrastruktur i Appingedam, EUT L 86 af 27.3.2007, s. 1. I denne beslutning bemærkede Kommissionen, at der ikke var taget behørigt hensyn til konkurrencevilkårene på det specifikke marked. Kommissionen bemærkede især, at det nederlandske bredbåndsmarked var præget af en hastig udvikling, og at leverandørerne af elektroniske kommunikationstjenester, herunder kabelselskaberne og internettjenesteleverandørerne, var i gang med at indføre bredbåndstjenester med meget stor kapacitet uden offentlig støtte.

(84) Selv om det samme selskab driver særskilte faste og trådløse NGA i det samme område, ændrer det ikke det pågældende områdes »farve«.

(85) Se punkt 47) ovenfor.

(86) Den udførlige vurdering kan gøre det nødvendigt at indlede en procedure efter artikel 1, stk. 2 i del I i protokol 3 til tilsynsmyndigheds- og domstolsaftalen.

(87) Denne kortlægning foretages på grundlag af de husstande, der ligger i nærheden af en bestemt netinfrastruktur, og ikke på grundlag af det faktiske antal husstande eller kunder, der er tilsluttet som abonnenter.

(88) F.eks. vil målområder, der er for små, måske ikke give markedsaktørerne tilstrækkelige økonomiske incitamenter til at afgive bud for at opnå støtte, mens områder, der er for store, kan mindske udvælgelsesprocessens konkurrencemæssige virkninger. Flere udvælgelsesprocedurer giver også forskellige potentielle virksomheder mulighed for at modtage statsstøtte, hvorved det undgås, at en (i forvejen dominerende) operatørs markedsandel styrkes yderligere ved hjælp af statsstøtteforanstaltninger, som begunstiger store markedsaktører eller modvirker anvendelsen af teknologier, som fortrinsvis er konkurrencedygtige i mindre målområder.

(89) Hvis det kan påvises, at eksisterende operatører ikke har givet de offentlige myndigheder nogen relevante oplysninger i forbindelse med den nødvendige kortlægning, vil sådanne myndigheder kun kunne anvende de oplysninger, de eventuelt måtte have til rådighed.

(90) Se f.eks. Kommissionens afgørelse N 266/08 — Tyskland, Bredbånd i landdistrikterne i Bayern.

(91) Situationen er anderledes, når den offentlige myndighed beslutter at etablere og forvalte netværket selv (eller gennem en 100 %-statsejet virksomhed) som i Kommissionens beslutning i sag N330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud og SA.33807 (2011/N) — Italien, National bredbåndsplan. I sådanne tilfælde og af hensyn til resultaterne af den konkurrence, der er opnået, siden markederne for elektronisk kommunikation i Unionen blev liberaliseret, og især den konkurrence, der i dag findes på detailbredbåndsmarkedet, og når det drejer sig om offentligt forvaltede subsidierede net, gælder følgende: i) operatørerne af det offentligt ejede net skal begrænse deres virksomhed til de forudfastsatte målområder og må ikke udvide deres aktiviteter til andre kommercielt attraktive regioner; ii) den offentlige myndighed skal begrænse sin virksomhed til vedligeholdelse af den passive infrastruktur og til at give adgang til den, men må ikke i detailleddet konkurrere med kommercielle operatører; og iii) skal sikre regnskabsadskillelse mellem de midler, der anvendes til nettets drift, og de øvrige midler, som den offentlige myndighed har til rådighed.

(92) Retsakt nævnt i punkt 2 i bilag XVI til EØS-aftalen, (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114), OJ L 24 af 7.9.2006, s. 22 og EØS-tillæg nr. 44 af 7.9.2006, s. 18.

(93) Se f.eks. Kommissionens beslutning N475/07 — Irland, National bredbåndsordning (NBS) og beslutning N157/06 — Det Forenede Kongerige, Bredbåndsprojekt for en digital region i South Yorkshire.

(94) Når genstanden for en konkurrencebetinget udvælgelsesprocedure er en offentlig aftale, der er omfattet af EU's direktiver om offentlige aftaler, 2004/17/EF (den retsakt, der henvises til i punkt 4 i bilag XVI til EØS-aftalen, EUT L 245, 7.9.2006, s. 22 og EØS-tillæg nr. 44 af 7.9.2006, s. 18) eller 2004/18/EF (den retsakt, der henvises til i punkt 2 i bilag XVI til EØS-aftalen, EUT L 245 af 7.9.2006, s. 22 og EØS-tillæg nr. 44 af 7.9.2006, s. 18), skal udbudsbekendtgørelsen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende for at sikre EØS-dækkende konkurrence, som fastsat i disse direktiver. I alle andre tilfælde skal udbudsoplysningerne offentliggøres i hvert fald på nationalt plan.

(95) Hvis en konkurrencebetinget udvælgelsesprocedure ikke resulterer i tilstrækkeligt mange bydende, kan den omkostningsberegning, som indgives af den bydende, der tildeles kontrakten, kontrolleres af en ekstern revisor.

(96) Hvis det af tekniske årsager ikke er muligt at oprette et nationalt websted, bør der oprettes regionale websteder. Sådanne regionale websteder bør være indbyrdes forbundne.

(97) Afhængigt af det geografiske område, der er fastsat ved offentliggørelsen af den konkurrencebetingede udvælgelsesprocedure.

(98) F.eks. kan netværkstopologier, som giver mulighed for fuldstændig og effektiv ubundtet adgang, få flere points. Det skal bemærkes, at en punkt-til-punkt-topologi på dette trin i markedsudviklingen vil være mere konkurrencefremmende på lang sigt end en punkt-til-multipunkt-topologi, mens etableringsomkostningerne svarer til hinanden, især i byområder. Punkt-til-multipunkt-net vil først kunne sikre fuldstændig og effektiv ubundtet adgang, når WDM-PON-adgangen (»wavelength-division-multiplexed passive optical network«) er standardiseret og fastsat i de gældende forskrifter.

(99) Se referencen ovenfor i fodnote 3. Når EFTA-staterne vælger en forvaltningsmodel, hvor den subsidierede bredbåndsinfrastruktur kun tilbyder tredjeparter engrosadgangstjenester og ikke detailtjenester, reduceres de mulige konkurrencefordrejninger desuden yderligere, da en sådan netforvaltningsmodel bidrager til at undgå potentielt komplekse spørgsmål vedrørende avancepres og skjulte former for forskelsbehandling med hensyn til adgang. Se f.eks. SA.30317 — Portugal, Højhastighedsbredbånd.

(100) Når statsstøtteforanstaltningen omfatter finansiering af nye passive infrastrukturelementer, såsom kabelkanaler eller master, bør der også gives tidsubegrænset adgang til disse. Se f.eks. Kommissionens afgørelser i sag N 53/2010 — Tyskland, Føderalt rammeprogram for støtte til kabelkanaler, N 596/09 — Italien, Brobygning over den digitale kløft i Lombardiet, N 383/09 — Tyskland, Ændring af N 150/08 Bredbånd i landdistrikterne i Sachsen, og N 330/2010 — Frankrig, National program i forbindelse med det meget underskud.

(101) For NGA bør referencepunktet f.eks. være den liste over adgangsprodukter, der er anført i NGA-henstillingen.

(102) Hvis der ydes statsstøtte til finansiering af anlæg af kabelkanaler, skal disse kanaler være så store, at de kan omfatte flere kabelnet, og omfatte såvel punkt-til-multipunkt- som punkt-til-punkt-løsninger.

(103) I de tilfælde, hvor netoperatøren også leverer detailtjenester i overensstemmelse med NGA-henstillingen, betyder dette normalt, at der skal gives adgang mindst seks måneder inden, at sådanne detailtjenester iværksættes.

(104) Effektiv engrosadgang til den subsidierede infrastruktur kan sikres ved hjælp af de engrosadgangsprodukter, der er angivet udførligt i tillæg II.

(105) Se referencen ovenfor i fodnote 3.

(106) F.eks. kan tredjeparters engrosadgang ikke begrænses til detailbredbåndstjenester alene.

(107) Det kan variere, i hvor stor udstrækning støttebeløbet tages i betragtning, afhængig af konkurrencesituationen i den konkurrencebetingede udvælgelsesproces og i målområdet. Benchmarket vil derfor være engrosprisens maksimumgrænse.

(108) For at operatørerne ikke kunstigt oppuster deres omkostninger, opfordres EFTA-staterne til at benytte kontrakter, som giver virksomhederne incitament til med tiden at reducere deres omkostninger. I modsætning til kontrakter med dækning af omkostningerne plus et tillæg (»cost-plus«-kontrakter) vil en fastpriskontrakt give virksomheden et incitament til at reducere omkostningerne over tid.

(109) Tilbagebetalingsklausulen er ikke nødvendig i tilfælde af offentligt ejede infrastrukturer, som kun er engrosinfrastrukturer, og som forvaltes af den offentlige myndighed udelukkende med det formål at give alle operatører rimelig adgang uden forskelsbehandling, hvis betingelserne i fodnote 93 er opfyldt.

(110) Eksempler på bedste praksis taler for tilsyn og tilbagebetaling i mindst 7 år og et krav om, at et eventuelt ekstra overskud (dvs. overskud, der overstiger det, der er fastsat i den oprindelige forretningsplan, eller gennemsnittet i branchen) fordeles mellem støttemodtageren og de offentlige myndigheder i overensstemmelse med foranstaltningens støtteintensitet.

(111) Oplysningerne bør således opdateres regelmæssigt (f.eks. hver sjette måned) og være frit tilgængelige.

(112) Oplysningerne bør mindst omfatte: Oplysningerne bør som minimum omfatte de oplysninger, der allerede er blevet offentliggjort i henhold til punkt 74) j), samt det tidspunkt, hvor nettet tages i brug, engrosadgangsprodukter, antallet af adgangsinteresserede og tjenesteudbydere på nettet, antallet af tilsluttede husstande og udnyttelsesgraden.

(113) Herunder LLU-operatører.

(114) På dette trin i markedsudviklingen kan en punkt-til-punkt-topologi i praksis være ubundtet. En udvalgt udbyder, der etablerer et punkt-til-multipunkt-topologinet, skal have en klar forpligtelse til at sikre faktisk ubundtet adgang via WDM (wavelength division multiplexing), så snart adgangen er standardiseret og kommercielt til rådighed. Indtil den ubundtede WDM-adgang bliver effektiv, skal den valgte bydende pålægges at give adgangsinteresserede et virtuelt ubundtet produkt, der er så tæt på fysisk ubundtet adgang som muligt.

(115) Hvis tredjepartsoperatørerne er indirekte støttemodtagere, når de får engrosadgang, skal de muligvis selv give bitstrømsadgang. Til trods for, at støtten kun blev ydet til passiv infrastruktur, blev der også anmodet om aktiv adgang i f.eks. Kommissionens beslutning i sag N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud.

(116) Såsom terminaludstyr eller andet udstyr, der er nødvendigt for at drive nettet. Hvis det viser sig at være nødvendigt at opgradere visse dele af nettet for at sikre effektiv adgang, skal dette aspekt medtages i de støttetildelende myndigheders planer, f.eks. sikring af tilstrækkeligt store kabelkanaler, udvidelse af størrelsen af gadeskabe for at sikre effektiv ubundtet adgang osv.

(117) En forpligtelse til »stærk adgang« er så meget desto vigtigere for at løse problemet med hensyn til midlertidig substitution mellem de tjenester, der udbydes af eksisterende ADSL-operatører, og de tjenester, der udbydes af fremtidige NGA-operatører. Adgangsforpligtelsen vil sikre, at konkurrerende ADSL-operatører kan migrere deres kunder til et NGA, så snart et subsidieret net er etableret, og således påbegynde planlægningen af deres egne fremtidige investeringer uden at opleve et reelt konkurrencemæssigt handicap. Se f.eks. sag N 461/09 — Det Forenede Kongerige, Næste generation af bredbånd i Cornwall og på Isles of Scilly.

(118) I denne forbindelse bør det tages i betragtning, om de særlige vilkår, der berettigede støtten til den pågældende infrastruktur, stadig gør sig gældende.

(119) Den støttetildelende myndighed skal dokumentere den urimelige omkostningsstigning ved hjælp af detaljerede og objektive omkostningsberegninger.

(120) Se f.eks. Kommissionens afgørelse i sag N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud og i sag SA.33671 — Det Forenede Kongerige, Levering af bredbånd i Det Forenede Kongerige.

(121) Tilsynsmyndigheden kan acceptere andre betingelser i forbindelse med proportionalitetsanalysen i lyset af særlige forhold i sagen og den samlede afvejning. Se f.eks. Kommissionens afgørelse i sag N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud og i sag SA.33671 — Det Forenede Kongerige, Levering af bredbånd i Det Forenede Kongerige. Hvis betingelserne er opfyldt, bør der gives adgang inden for en frist, der er sædvanlig for det pågældende marked. I tilfælde af konflikt kan den støttetildelende myndighed rådføre sig med den nationale tilsynsmyndighed eller et andet kompetent nationalt organ.

(122) Med hensyn til passive faste net skal de f.eks. kunne understøtte både punkt-til-punkt- og punkt-til-multipunkt-topologier afhængigt af, hvad operatørerne vælger. Hvis de er berettiget til statsstøtte, vil det navnlig i mere tætbefolkede områder ikke blive anset for at være i den offentlige interesse at tildele støtte til investeringer i simple opgraderinger af eksisterende net, der ikke sikrer en trinvis ændring i bl.a. konkurrencemæssig henseende.

(123) Se punkt 56) ovenfor. Indgreb, der rækker ud over lokalcentralniveau, vil blive betragtet som NGA og ikke som NGN. Se Kommissions beslutning i sag SA.34031 — Næste generation af bredbånd i Valle d'Aosta.

(124) Baseret på troværdige investeringsplaner for den nærmeste fremtid, dvs. tre år, i overensstemmelse med punkt 59) til 61).

(125) NGA når f.eks. ikke ud til de endelige brugere med fiber i forbindelse med FTTN-net, hvor fiber kun installeres indtil knudepunkterne (skabene). Nogle kabelnet anvender også fiber indtil skabene og tilslutter de endelige brugere ved hjælp af koaksialkabler.

(126) Eksempelvis i et område, hvor der er et FTTC-net eller et tilsvarende net og et opgraderet kabelnet (mindst DOCSIS 3.0), vurderes det generelt, at markedsvilkårene er tilstrækkeligt konkurrencedygtige til, at udviklingen vil gå i retning af ultrahurtige tjenester, uden at der er behov for offentlige indgreb.

(127) Se f.eks. indikatorerne i fodnote 81 og 82.

(128) Se punkt 59) til 61) ovenfor.

(129) Det vil normalt være tilfældet, når markedsoperatører på grund af støtten ikke kan tjene infrastrukturinvesteringer, der er foretaget inden for en passende periode, ind igen under hensyn til en normal amortiseringsperiode. Der vil især blive taget højde for følgende (med hinanden forbundne) faktorer: investeringens størrelse, hvor ny den er, den periode, der som minimum er nødvendig for at opnå et passende afkast af investeringen, samt den forventede virkning af etableringen af det nye subsidierede ultrahurtige net på antallet af abonnenter på de eksisterende NGA og på de respektive abonnementspriser.

(130) EUT L 73 af 19.3.2009, s. 23, og EØS-tillæg nr. 15 af 19.3.2009, s. 1. Se http://www.eftasurv.int/?1=1&showLinkID=15119&1=1.

Tillæg I

Typiske indgreb til støtte for bredbånd

Kommissionen har i forbindelse med sin sagsbehandling noteret sig en række af de oftest anvendte støttemekanismer, som EU-medlemsstaterne benytter for at fremme etablering af bredbånd, og som er blevet vurderet i henhold til EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, svarende til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Følgende liste tjener til illustration og er ikke udtømmende, da de offentlige myndigheder kan udvikle forskellige modeller for støtte til etablering af bredbånd eller afvige fra de beskrevne modeller. Konstellationerne indebærer typisk statsstøtte, medmindre investeringen gennemføres i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip (se afsnit 2.2).

Finansielt tilskud (»gap funding« (1)): I de fleste af de sager, som Kommissionen har behandlet, yder EØS-staten (2) direkte finansielle tilskud til bredbåndsinvestorerne (3) til etablering, forvaltning og kommerciel udnyttelse af bredbåndsnet (4). Sådanne tilskud indebærer normalt statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, da tilskuddet finansieres ved hjælp af statsmidler og giver investor en fordel i den forstand, at vedkommende kan udøve en kommerciel aktivitet på betingelser, som ikke havde kunnet opnås på markedet. I så fald skal både de netoperatører, der modtager tilskud, og de udbydere af elektronisk kommunikation, som er interesserede i engrosadgang til det subsidierede net, betragtes som støttemodtagere.

Støtte i naturalier: I andre tilfælde støtter EØS-staterne etableringen af bredbånd ved at finansiere etableringen af et fuldstændigt bredbåndsnet (eller dele deraf), som senere stilles til rådighed for investorer i elektronisk kommunikation, som vil bruge disse netelementer til deres eget bredbåndsprojekt. Denne støtte kan antage mange former, og den mest almindelige er, at EØS-staterne leverer passiv bredbåndsinfrastruktur ved at udføre bygge- og anlægsarbejdet (f.eks. opgravning af en vej) eller ved at udlægge kabelkanaler eller mørk fiber (5). En sådan form for støtte medfører en fordel for både bredbåndsinvestorerne, fordi de sparer de respektive investeringsomkostninger (6), og for de udbydere af elektronisk kommunikation, som er interesserede i engrosadgang til det subsidierede net.

Statsdrevne bredbåndsnet eller dele deraf: Der kan også være tale om statsstøtte, hvis staten i stedet for at yde støtte til en bredbåndsinvestor, opfører (dele af) et bredbåndsnet og driver det direkte gennem en afdeling under den offentlige administration eller via sit eget selskab (7). Denne model består typisk i opbygning af en offentligt ejet passiv netinfrastruktur med henblik på at stille det til rådighed for bredbåndsoperatører ved at give engrosadgang til nettet uden forskelsbehandling. Drift af nettet og tildeling af engrosadgang til det mod vederlag er en økonomisk aktivitet som omhandlet i EØS-aftalen artikel 61, stk. 1. Opbygning af et bredbåndsnet med henblik på kommerciel udnyttelse er ifølge retspraksis en økonomisk aktivitet, dvs. at der allerede på det tidspunkt, hvor bredbåndsnettet etableres, kan være tale om statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalen artikel 61, stk. 1 (8). Udbydere af elektronisk kommunikation, som er interesserede i engrosadgang til det offentligt drevne net, vil også blive betragtet som støttemodtagere.

Bredbåndsnet, som forvaltes af en koncessionshaver: EØS-staterne kan også yde støtte til etablering af et bredbåndsnet, som forbliver offentligt ejet, men hvis drift vil blive udbudt ved en konkurrencepræget udbudsprocedure til en kommerciel operatør, som skal forvalte og udnytte det i engrosleddet (9). Da nettet etableres med henblik på udnyttelse kan foranstaltningen også i dette tilfælde udgøre statsstøtte. Den operatør, der forvalter og udnytter nettet, og tredjepartsudbydere af elektronisk kommunikation, der er interesserede i engrosadgang til nettet, vil også blive betragtet som støttemodtagere.

(1) Ved »gap funding« forstås forskellen mellem investeringsomkostningerne og det forventede overskud for private investorer.

(2) Eller enhver anden offentlig støttetildelende myndighed.

(3) Ved udtrykket »investorer« forstås virksomheder eller operatører af elektroniske kommunikationsnet, som investerer i opbygning og etablering af bredbåndsinfrastruktur.

(4) Eksempler på gap funding findes i Kommissionens beslutning i sag SA.33438 a.o — Polen, Projekt for bredbåndsbet i det østlige Polen, SA 32866 — Grækenland, Udvikling af bredbånd i Grækenlands landdistrikter, SA.31851 — Italien, Bredbånd i Marche, N 368/09 — Tyskland, Ændring af statsstøtteordning for bredbånd, N 115/08 — Tyskland, Bredbånd i Tysklands landdistrikter.

(5) Kommissionens afgørelse i sag N 53/3010 — Tyskland, Føderalt rammeprogram for støtte til kabelkanaler, N 596/09 — Italien, Brobygning over den digitale kløft Lombardiet. Se også N383/2010 — Tyskland, Ændring af N 150/08 Bredbånd i landdistrikterne i Sachsen.

(6) Bygge- og anlægsomkostningerne og andre investeringer i passiv infrastruktur kan udgøre op til 70 % af de samlede omkostninger ved et bredbåndsprojekt.

(7) Kommissionens afgørelse i sag N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud, som omfattede forskellige muligheder for støtte, bl.a. en løsning, hvor de lokale og regionale myndigheder selv kan drive bredbåndsnet som en statskontrolleret virksomhed.

(8) Forenede sager T-443/08 og T-455/08, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, Sml. 2011 II, s. 1311.

(9) Kommissionens afgørelse i sag N 497/2010 — Det Forenede Kongerige, SHEFA — 2 Interconnect, N 330/2010 — Frankrig, Nationalt program i forbindelse med det meget store underskud og N 183/09 — Litauen, Projekt RAIN.

Tillæg II

Liste over tekniske udtryk

I disse retningslinjer gælder følgende definitioner. Definitionerne kan blive ændret på baggrund af den fremtidige udvikling på det markedsmæssige, teknologiske og lovgivningsmæssige område.

Access-segment: »den sidste kilometer«, som forbinder backhaulnettet med slutbrugeren.

Backhaulnet: Den del af bredbåndsnettet, der udgør det mellemliggende led mellem backbone-nettet og accessnettet og transporterer data til og fra de globale net.

Bitstrømsadgang: Udbyderen af engrosadgang installerer en højhastighedsforbindelse til kunden og giver tredjeparter adgang til denne forbindelse.

Mørk fiber: Sort fiber uden tilsluttede transmissionssystemer.

Kabelkanal: Underjordisk rør eller kanal til kabelføring (fiber-, kobber- eller koaksialkabler) i et bredbåndsnet.

Fuldstændig ubundtet adgang (full unbundling): Fysisk ubundtet adgang giver adgang til slutbrugerens accesslinje og giver konkurrenten mulighed for at transmittere direkte via sine egne transmissionssystemer. I visse tilfælde kan virtuel ubundtet adgang vurderes at svare til fysisk ubundtet adgang.

FTTH: Fiber til hjemmenettet, som når ud slutbrugeren med fiber, dvs. et accessnet bestående af optiske fiberlinjer i både accessnettets feeder- og dropsegment (herunder nettet i bygningen).

FTTB: Fiber til bygningen, som når ud slutbrugeren med fiber, dvs. fiber føres ud til bygningen, mens kobberkabler, koaksialkabler eller LAN anvendes inde i bygningen.

FTTN: Fiber til knudepunkterne. Fibrene ender i et gadeskab op til flere kilometer væk fra kundens bygning, og den endelige tilslutning er et kobberkabel (i fiber til skabet/VDSL-net) eller et koaksialkabel (i kabel/DOCSIS 3-nettet). Fiber-til-knudepunkt betragtes ofte som et midlertidigt skridt hen imod fuld FTTH.

Neutrale net: Net, som kan understøtte alle typer nettopologier. Ved FTTH-net skal infrastrukturen kunne understøtte både punkt-til-punkt- og punkt-til-multipunkt-topologier.

Næste generation af accessnet: Accessnet, som helt eller delvist er afhængige af optiske elementer, og som er i stand til at levere bredbåndsadgangstjenester med forbedrede egenskaber i forhold til eksisterende basale bredbåndsnet.

Passivt net: Bredbåndsnet uden aktive komponenter. Omfatter typisk anlægsinfrastruktur, kabelkanaler, mørk fiber og gadeskabe.

Passiv engrosadgang: Adgang til et transmissionsmedium uden elektroniske komponenter.

Punkt-til-multipunkt: En netværkstopologi, der har specifikke individuelle kundelinjer til et mellemliggende passivt knudepunkt (f.eks. et gadeskab), hvor disse linjer aggregeres i en fælles linje. Aggregeringen kan være enten passiv (med splittere som f.eks. i en PON-arkitektur) eller aktiv (som f.eks. FTTC).

Punkt-til-punkt: Nettopologi, hvorved kundelinjerne er forbeholdt de enkelte kunder hele vejen fra kunden til det lokale opkoblingspunkt (Metropolitan Point of Presence).

Engrosadgangsprodukter: Giver en operatør mulighed for at få adgang til og anvende en anden operatørs faciliteter. Følgende engrosadgangsprodukter kan leveres over det subsidierede net:

— FTTH/FTTB-net: kabelkanaler, adgang, adgang til mørk fiber, ubundtet adgang til abonnentnettet (ubundtet adgang via WDM-PON eller ODF (optical distribution frame)) og bitstrømsadgang.

— Kabelnet: adgang til kabelkanaler og bitstrømsadgang.

— FTTC-net: adgang til kabelkanaler, ubundtet adgang til abonnentstrækninger og bitstrømsadgang.

— Passiv netinfrastruktur: adgang til kabelkanaler, adgang til mørk fiber og/eller ubundtet adgang til abonnentnettet. Når der er tale om en integreret operatør, skal adgangsforpligtelserne (som adskiller sig fra den passive infrastrukturadgang) pålægges i overensstemmelse med NGA-henstillingen.

— ADSL-baserede bredbåndsnet: ubundtet adgang til abonnentnettet og bitstrømsadgang.

— Mobile eller trådløse net: bitstrøm, fælles fysiske master og adgang til backhaulnettene.

— Satellitplatform: bitstrømsadgang.

		ISSN 1977-0634
Den Europæiske Unions Tidende		L 135

Dansk udgave	Retsforskrifter	57. årgang 8. maj 2014

Indhold		I Lovgivningsmæssige retsakter	Side
		AFGØRELSER
	*	Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 466/2014/EU af 16. april 2014 om en EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med finansieringstransaktioner til støtte for investeringsprojekter uden for Unionen	1

	II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
	FORORDNINGER
	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 467/2014 af 7. maj 2014 om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager	21
	AFGØRELSER
	2014/256/EU
*	Kommissionens afgørelse af 2. maj 2014 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU-miljømærket til bearbejdede papirprodukter (meddelt under nummer C(2014) 2774) ( 1 )	24

	III Andre retsaktern
	DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE
*	EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning Nr. 73/13/KOL af 20. februar 2013 om 89. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte ved indføjelse af et nyt kapitel om statsstøttereglernes anvendelse i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet	49

(EUR/100 kg)
KN-kode	Tredjelandskode (1)	Fast importværdi
0702 00 00	MA	41,8
	MK	101,4
	TN	43,5
	TR	74,0
	ZZ	65,2
0707 00 05	MK	51,1
	TR	124,7
	ZZ	87,9
0709 93 10	TR	106,4
0709 93 10	ZZ	106,4
0805 10 20	EG	49,6
	IL	58,8
	MA	47,3
	TN	68,6
	TR	54,5
	ZZ	55,8
0805 50 10	TR	87,3
0805 50 10	ZZ	87,3
0808 10 80	AR	95,8
	BR	84,2
	CL	101,2
	CN	126,1
	MK	26,2
	NZ	159,4
	US	160,8
	ZA	99,3
	ZZ	106,6


	(1) EØS-relevant tekst