ISSN 1977-0634 doi:10.3000/19770634.L_2014.088.dan |
||
Den Europæiske Unions Tidende |
L 88 |
|
Dansk udgave |
Retsforskrifter |
57. årgang |
Indhold |
|
II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter |
Side |
|
|
RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER |
|
|
* |
DA |
De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode. Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk. |
II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER
22.3.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 88/1 |
Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343/, der findes på adressen:
http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html
Regulativ nr. 96 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af motorer med kompressionstænding til montering i landbrugs- og skovbrugstraktorer og i mobile ikke-vejgående maskiner for så vidt angår emission af forurenende stoffer fra motoren
Omfattende al gældende tekst frem til:
Ændringsserie 04 — Ikrafttrædelsesdato: 13. februar 2014
INDHOLD
1. |
Anvendelsesområde |
2. |
Definitioner og forkortelser |
3. |
Ansøgning om godkendelse |
4. |
Godkendelse |
5. |
Forskrifter og prøvninger |
6. |
Montering på køretøjet |
7. |
Produktionens overensstemmelse |
8. |
Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse |
9. |
Ændring og udvidelse af godkendelsen af den godkendte type |
10. |
Endeligt ophør af produktionen |
11. |
Overgangsbestemmelser |
12. |
Navne og adresser på de tekniske tjenester, der er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøvningerne, og på de typegodkendende myndigheder |
BILAG
1A |
Oplysningsskema nr.... vedrørende typegodkendelse og foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner |
Tillæg 1 — |
Vigtigste specifikationer for (stam)motoren |
Tillæg 2 — |
Vigtigste specifikationer for motorfamilien |
Tillæg 3 — |
Vigtigste specifikationer for motortyper i for motorfamilien |
1B |
Specifikationer for motorfamilien og valg af stammotor |
2 |
Meddelelse |
Tillæg 1 — |
Prøvningsresultater |
3 |
Udformning af godkendelsesmærker |
4A |
Metode til bestemmelse af emission af forurenende luftarter og partikler |
Tillæg 1 — |
Måle- og prøvetagningsmetoder (NRSC, NRTC) |
Tillæg 2 — |
Kalibreringsmetode (NRSC, NRTC) |
Tillæg 3 — |
Dataevaluering og beregninger |
Tillæg 4 — |
Systemer til analyse og prøvetagning |
4B |
Prøvningsmetode for motorer med kompressionstænding til montering i landbrugs- og skovbrugstraktorer og i mobile ikke-vejgående maskiner med hensyn til emission af forurenende stoffer fra motoren |
Bilag A.1 |
(reserveret) |
Tillæg A.2 — |
Statistik |
Tillæg A.3 — |
1980 International gravity formula |
Tillæg 4 — |
Kontrol af carbonstrømmen |
Tillæg A.5 |
(reserveret) |
Tillæg A.6 |
(reserveret) |
Tillæg A.7 — |
Molekylebaserede emissionsberegninger |
Tillæg A.7.1 — |
Kalibrering, fortyndet udstødningsgasstrøm (CVS) |
Tillæg A.7.2 — |
Forskydningskorrektion |
Tillæg A.8 — |
Massebaserede emissionsberegninger |
Tillæg A.8.1 — |
Kalibrering, fortyndet udstødningsgasstrøm (CVS) |
Tillæg A.8.2 — |
Forskydningskorrektion |
5 |
Prøvningscyklusser |
6 |
Tekniske specifikationer for referencebrændstof, som foreskrives til godkendelsesprøvning og til kontrol produktionens overensstemmelse |
7 |
Monteringsforskrifter for udstyr og tilbehør |
8 |
Holdbarhedskrav |
9 |
Krav til sikring af NOx-kontrolforanstaltningernes korrekte funktion |
Tillæg 1 — |
Påvisningskrav |
Tillæg 2 — |
Beskrivelse af mekanismer til aktivering og deaktivering af advarsel og underretning af operatøren |
Tillæg 3 — |
Påvisning af den mindste acceptable reagenskoncentration CDmin |
10. |
Bestemmelse af CO2-emissioner |
Tillæg 1 — |
Bestemmelse af CO2-emissioner for motorer op til effektområde P |
Tillæg 2 — |
Bestemmelse af CO2-emissioner for motorer i effektområde Q og R |
1. ANVENDELSESOMRÅDE
Dette regulativ finder anvendelse på emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding:
1.1. |
i køretøjer i klasse T med en nettoeffekt på over 18 kW og højst 560 kW |
1.2. |
i mobile ikke-vejgående maskiner (1) med en nettoeffekt på over 18 kW og på højst 560 kW, der kører med variabel hastighed. |
1.3. |
i mobile ikke-vejgående maskiner (1) med en nettoeffekt på over 18 kW og på højst 560 kW, der kører med konstant hastighed. |
2. DEFINITIONER OG FORKORTELSER
2.1. I dette regulativ forstås ved:
2.1.1. »justeringsfaktorer«: additive (opjusteringsfaktor og nedjusteringsfaktor) eller multiplikative faktorer, der skal tages i betragtning under den periodiske (sjældne) regenerering
2.1.2. aldringscyklus: den maskin- eller motordrift (hastighed, belastning, effekt), der skal udføres under driftsprøveplanen
2.1.3. »gældende emissionsgrænse«: en emissionsgrænse for en motor
2.1.4. »godkendelse af en motor«: godkendelse af en motortype eller -familie hvad angår motorens emissionsniveau af forurenende luftarter og partikler
2.1.5. »vandkondensering«: udfældning af vandholdige bestanddele fra en gasfase til en væskefase. Vandkondensering er en funktion af fugtindhold, tryk, temperatur og koncentrationer af andre bestanddele, som f.eks. svovlsyre. Disse parametre kan variere som funktion af fugtindholdet i motorens indsugningsluft, fortyndingsluftens fugtindhold, motorens luft-/brændstofforhold og brændstofsammensætning - herunder omfanget af hydrogen og svovl i brændstoffet
2.1.6. »atmosfærisk tryk«: det våde, absolutte atmosfæriske statiske tryk. Bemærk, at hvis det atmosfæriske tryk måles i en kanal, skal der sikres mod mindre tryktab mellem atmosfæren og målestedet, og der skal redegøres for ændringer i kanalens statiske tryk som følge af strømmen
2.1.7. kalibrering: processen med at fastlægge et målesystems reaktion, så dets output er i overensstemmelse med en række referencesignaler. Skal ses i modsætning til »verifikation«
2.1.8. »kalibreringsgas«: en renset gasblanding, der anvendes til at kalibrere gasanalysatorer. Kalibreringsgasser skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1 i bilag 4B. Bemærk, at kalibreringsgasser og justeringsgasser (span gasses) kvalitativt er ens, men adskiller sig med hensyn til deres primære funktion. De forskellige resultatkontroller for gasanalysatorer og prøvehåndteringskomponenter kan indebære henvisninger til enten kalibreringsgasser eller justeringsgasser
2.1.9. »motor med kompressionstænding (KT-motor)«: en motor, der fungerer efter kompressionstændingsprincippet (f.eks. en dieselmotor)
2.1.10. bekræftet eller aktiv DTC: en DTC, som lagres i det tidsrum, hvor NCD-systemet konstaterer fejlforekomst
2.1.11. »motor med konstant hastighed«: en motor, hvis typegodkendelse eller certificering er begrænset til drift med konstant hastighed. En motor, hvis regulator for konstant hastighed er fjernet eller deaktiveret, betragtes ikke længere som en motor med konstant hastighed
2.1.12. »konstanthastighedsdrift«: drift af motorer med regulator, som automatisk reagerer på brugerens ønske om at fastholde motorhastigheden, selv ved skiftende belastning. Regulatorer fastholder ikke altid den konstante hastighed nøjagtigt. Typisk kan hastigheden falde (0,1 til 10) % under hastigheden ved nulbelastning, således at den mindste hastighed indtræder omkring punktet for motorens maksimale effekt
2.1.13. »kontinuerlig regenerering«: regenereringsprocessen for et system til efterbehandling af udstødningen, der forekommer enten på vedholdende vis eller mindst én gang i den pågældende transiente prøvningscyklus eller RMC-prøvning (ramped-modal cycle); skal ses i modsætning til periodisk (sjælden) regenerering
2.1.14. »konverteringseffektivitet af non-methan-afskæring (NMC) E«: effektiviteten af konverteringen af et NMC, der anvendes til fjernelse af non-methanholdige carbonhydrider fra prøvegassen ved oxidering af alle carbonhydrider bortset fra methan. Det ideelle er en konverteringsgrad på 0 % (ECH4 = 0) for methan og 100 % (EC2H6 = 100 %) for de andre carbonhydrider, repræsenteret ved ethan. For at få en nøjagtig måling af NMHC bestemmes de to virkningsgrader, og de anvendes dem til beregning af massestrømmen af NMHC-emissioner for methan og ethan. Skal ses i modsætning til »penetrationsfraktion«
2.1.15. »kritiske emissionsrelaterede komponenter«: de komponenter, som primært er konstrueret til emissionskontrol, dvs. et eventuelt efterbehandlingssystem til udstødningen, den elektroniske motorstyringsenhed og de dermed forbundne følere og aktuatorer og EGR-systemet med alle dermed forbundne filtre, kølere, styreventiler og rør
2.1.16. »kritisk emissionsrelateret vedligeholdelse«: den vedligeholdelse, der skal foretages af komponenter, der er forbundet med den kritiske emission
2.1.17. »forsinkelse«: det tidsrum, der forløber, fra der indtræder en ændring i komponenten, målt i dennes referencepunkt, til systemet fremviser en respons på 10 % af den endelige aflæsning (t 10), idet prøvetagningssonden defineres som referencepunktet. For så vidt angår gasformige komponenter er dette den målte komponents transporttid fra prøvetagningssonden til detektoren (jf. figur 3.1)
2.1.18. »DeNOx-system«: et system til efterbehandling af udstødningen, som er konstrueret til at reducere emissionen af nitrogenoxider (NO x ) (f.eks. findes der passive og aktive, magre NO x -katalysatorer (LNC), NO x -absorbere og selektive katalytiske reduktionssystemer (SCR)
2.1.19. »dugpunkt«: et mål for fugtighed, der er angivet som den ligevægtstemperatur, hvorved vand ved et givet tryk kondenserer fra fugtig luft med en given absolut luftfugtighed. Dugpunkt angives som en temperatur i °C eller K, og gælder kun for det tryk, ved hvilket det måles
2.1.20. diagnostikfejlkode (DTC): en numerisk eller alfanumerisk angivelse, som identificerer eller kategoriserer en NOx-kontrolfejl
2.1.21. »diskret modus«: en type prøvning ved stationær tilstand i diskret modus som beskrevet i punkt 7.4.1.1 i bilag 4B og i bilag 5
2.1.22. »forskydning«: forskellen mellem et nulstillings- eller kalibreringssignal og den respektive værdi ifølge et måleinstrument umiddelbart efter dets anvendelse i en emissionsprøvning, hvor instrumentet var blevet nulstillet og kalibreret umiddelbart før prøvningen
2.1.23. »elektronisk styreenhed«: en elektronisk anordning på en motor, der anvender data fra motorens sensorer til styring af motorparametrene
2.1.24. »emissionsbegrænsningssystem«: anordninger, systemer eller elementer, som begrænser eller reducerer emissionen af regulerede forurenende stoffer fra motoren
2.1.25. »emissionskontrolstrategi«: en kombination af emissionskontrolsystemer med én grundlæggende emissionskontrolstrategi og et sæt understøttende emissionskontrolstrategier integreret i den generelle konstruktion af en motor eller den mobile ikke-vejgående maskine, som motoren er monteret på
2.1.26. »holdbarhedsperiode«: det i bilag 8 anførte antal timer, der anvendes til at bestemme forringelsesfaktorerne
2.1.27. »emissionsrelateret vedligeholdelse«: vedligeholdelse, som hovedsageligt påvirker emissioner eller, som sandsynligvis har betydning for forringelsesen af køretøjets eller motorens emissionspræstation under normal anvendelse af køretøjet
2.1.28. »motorefterbehandlingssystemfamilie«: fabrikantens inddeling af motorer i grupper, som opfylder definitionen på motorfamilien, men som yderligere inddeles i en familie af motorfamilier, der anvender et lignende system til efterbehandling af udstødningen.
2.1.29. »motorfamilie«: en af fabrikanten opstillet gruppe af motorer, der som følge af deres konstruktion må forventes at svare til hinanden med hensyn til udstødningsemission, og som opfylder kravene i punkt 7 i dette regulativ
2.1.30. »reguleret motorhastighed«: den driftshastighed for motoren, hvor den styres af den monterede regulator
2.1.31. »motorsystem«: motoren, emissionsbegrænsningssystemet og kommunikationsgrænsefladen (hardware og meddelelser) mellem motorsystemets elektroniske styreenhed(er) (ECU) og eventuelle andre styreenheder for drivaggregater eller køretøj
2.1.32. »motortype«,: en kategori af motorer, som ikke afviger indbyrdes med hensyn til de væsentlige motorspecifikationer, der er beskrevet i punkt 1 til 4 i bilag 1A, tillæg 3 til dette regulativ
2.1.33. »system til efterbehandling af udstødningen«: en katalysator, partikelfilter, deNOx-system, kombineret deNOx-partikelfilter eller eventuelle andre emissionsbegrænsende anordninger, som er monteret nedstrøms for motoren. Denne definition omfatter ikke udstødningsgasrecirkulation (EGR) og turboladere, som betragtes som en integreret del af motoren
2.1.34. »udstødningsrecirkulation«: en teknologi, som mindsker emissionerne ved at lede udstødningsgasserne, som udstødes fra forbrændingskammeret, tilbage til motoren, hvor det blandes med indsugningsluft før og under forbrændingen. Anvendelse af ventilstyring til at øge mængden af residual udstødningsgas i forbrændingskammeret, der blandes med indsugningsluft før eller under forbrændingen, betragtes ikke som udstødningsrecirkulation i dette regulativ
2.1.35. »fuldstrømsfortyndingsmetode«: en proces, hvor den samlede udstødningsstrøm blandes med fortyndingsluft, før en fraktion af den fortyndende udstødningsstrøm udskilles til analyse
2.1.36. »forurenende luftarter«: carbonmonoxid, carbonhydrider (for hvilke der antages et forhold svarende til formlen (C1H1,85) og nitrogenoxider, idet sidstnævnte udtrykkes som nitrogenoxid-ækvivalenter (NO2)
2.1.37. »god teknisk praksis«: praksis i overensstemmelse med almindeligt accepterede videnskabelige og tekniske principper og relevante tilgængelige oplysninger
2.1.38. »HEPA-filter«: (High-Efficiency Particulate Air) højeffektivt partikelluftfilter, som er vurderet til at have en effektivitet for fjernelse af initialpartikler på mindst 99,97 % efter ASTM F 1471-93 eller tilsvarende standard
2.1.39. »carbonhydrid (HC)«: THC, NMHC alt efter, hvad der er relevant. Carbonhydrid refererer generelt til den gruppe af carbonhydrider for hver type brændstof og motor, som emissionsstandarderne er baseret på
2.1.40. »høj hastighed (nhi)«: den højeste motorhastighed, hvor motoren yder 70 % af mærkeeffekten (bilag 4A) eller sin maksimaleffekt (bilag 4B)
2.1.41. »tomgangshastighed«: den laveste motorhastighed med mindst mulig belastning (større end eller lig med 0), hvor en motorregulator styrer motorhastigheden. For motorer, hvis tomgangshastighed ikke styres af en regulator, betyder tomgangshastighed den af fabrikanten oplyste værdi for lavest mulige motorhastighed med minimal belastning. Bemærk, at varm tomgangshastighed er tomgangshastigheden af en varm motor
2.1.42. »mellemhastighed«: den motorhastighed, der opfylder et af følgende krav:
a) |
For motorer beregnet til at fungere med største drejningsmoment ved forskellige hastigheder er mellemhastigheden den specificerede hastighed ved største drejningsmoment, hvis dette indtræder ved mellem 60 % og 75 % af mærkehastigheden |
b) |
Såfremt den angivne hastighed ved største drejningsmoment er mindre end 60 % af mærkehastigheden, er mellemhastigheden 60 % af mærkehastigheden |
c) |
Er den angivne hastighed ved største drejningsmoment større end 75 % af mærkehastigheden, er mellemhastigheden 75 % af mærkehastigheden |
2.1.43. »linearitet«: den udstrækning, hvormed målte værdier er i overensstemmelse med de respektive referenceværdier. Linearitet beregnes ved lineær regression af målte værdipar og referenceværdier over en række værdier, der forventes eller observeres under prøvningen
2.1.44. »lav hastighed (nlo)«: den laveste motorhastighed, hvor motoren yder 50 % af mærkeeffekten (bilag 4B) eller sin maksimaleffekt (bilag 4B).
2.1.45. »maksimaleffekt (Pmax)«: den maksimale effekt i kW som angivet af fabrikanten.
2.1.46. »hastighed ved maksimalt drejningsmoment«: den motorhastighed, ved hvilken der opnås det maksimale drejningsmoment, som angivet af fabrikanten
2.1.47. »middelmængde«: baseret på strømvægtede middelværdier, middelmængden efter vægtning i forhold til den tilsvarende strømningshastighed
2.1.48. »NCD-motorfamilie«: en fabrikants inddeling af motorsystemer i grupper, som anvender samme metode til overvågning/diagnosticering af NCM-enheder
2.1.49. »nettoeffekt«: effekten i »ECE kW« bestemt i prøvebænk for enden af krumtapakslen eller tilsvarende del, målt efter den metode, der er beskrevet i regulativ nr. 120 om målingen af nettoeffekt, nettodrejningsmoment og specifikt brændstofforbrug for forbrændingsmotorer til landbrugs- og skovbrugstraktorer og mobile ikke-vejgående maskiner
2.1.50. »ikke-emissionsrelateret vedligeholdelse«: vedligeholdelse, som ikke væsentligt påvirker emissioner, og som ikke har varig indvirkning på forringelsen af maskinens eller motorens emissionspræstation ved normal brug, når der foretages vedligeholdelse
2.1.51. »non-methanholdige carbonhydrider (NMHC)«: summen af alle carbonhydrider bortset fra methan
2.1.52. »NOx-kontroldiagnosesystem (NCD)«: et system inbygget i motoren, som kan
a) |
detektere en fejlfunktion i NOx-kontrolsystemet |
b) |
identificere den sandsynlige årsag til NOx-kontrolfejl fejl ved hjælp af oplysninger lagret i computer-hukommelsen og/eller kommunikere sådanne oplysninger ud af køretøjet |
2.1.53. »fejlfunktion i NOx-kontrolsystemet«: et forsøg på manipulation af motorens NOx-kontrolsystem eller en fejlfunktion, som påvirker det pågældende system, som kan skyldes manipulation, og som ifølge dette regulativ skal udløse et advarselssystem eller en meddelelse, når den detekteres
2.1.54. »emissioner fra åbne krumtaphuse«: en strøm fra en motors krumtaphus, der udledes direkte i miljøet.
2.1.55. »førerkrav«: førerens input med henblik på kontrol af motorydelsen. Føreren kan være en person (manual betjening) eller en regulator (automatisk betjening), der mekanisk eller elektronisk sender et input med krav om motorydelse. Input kan komme fra en speederpedal eller et speedersignal, fra en gasspjældsreguleringsarm eller et gasspjældsreguleringssignal, fra en brændstofreguleringsarm eller et brændstofreguleringssignal, fra en hastighedskontrolarm eller et hastighedskontrolsignal eller fra en regulatorindstilling eller et regulatorindstillingssignal
2.1.56. »nitrogenoxider«: forbindelser, der udelukkende indeholder nitrogen og oxygen målt efter procedurerne i dette regulativ. Nitrogenoxider udtrykkes kvantitativt, som om NO er i formen NO2, således at der anvendes en effektiv molekylemasse for alle nitrogenoxider svarende til NO2
2.1.57. »stammotor«: en motor, der er udvalgt af en motorfamilie på en sådan måde, at dens emissionsegenskaber er repræsentative for den pågældende motorfamilie, og at den opfylder kravene i bilag 1B til dette regulativ.
2.1.58. »partialtryk«: det tryk, p, der kan tilskrives en enkelt gas i en gasblanding. For en ideel gas, skal partialtrykket divideret med det samlede tryk være lig med komponentens molekylekoncentration, x
2.1.59. »partikelefterbehandlingsanordning«: et system til efterbehandling af udstødningen, som er konstrueret med henblik på at reducere emission af forurenende partikler (PM) gennem en mekanisk, aerodynamisk, diffusions- eller enertimæssig separation
2.1.60. »delstrømsfortyndingssystem«: en proces, hvor en del af den samlede udstødningsstrøm udskilles og blandes med en passende mængde fortyndingsluft før partikeludskillelsesfilteret
2.1.61. »partikler«: materiale, der er indsamlet på et nærmere angivet filtermateriale efter fortynding af kompressionstændingsmotorens udstødningsgas med ren, filtreret luft, således at temperaturen ikke er over 52 °C (325 K)
2.1.62. »penetrationsfraktion PF«: afvigelsen fra en ideelt fungerende metode til afskæring af non-methan (se konverteringseffektivitet af non-methan-afskæring (NMC) E). En ideel non-methan-afskæring ville have en methanpenetrationsfraktion PFCH4 , på 1,000 (dvs. en methankonverteringseffektivitet ECH4 på 0), og penetrationsfraktionen for alle andre carbonhydrider ville være 0,000, som repræsenteret ved PFC2H6 (dvs. en ethankonverteringseffektivitet EC2H6 på 1). Forholdet er:
og ;
2.1.63. »% belastning«: den brøkdel af det maksimale drejningsmoment, der er til rådighed ved en given motorhastighed
2.1.64. »periodisk (eller sjælden) regenerering«: regenereringsprocessen for et system til efterbehandling af udstødningen, som foregår periodisk efter mindre end 100 timers normal motordrift. I forbindelse med regenereringscyklussen tillades overskridelse af emissionsgrænsen
2.1.65. »markedsføring«: at gøre et produkt, som er omfattet af dette regulativ, tilgængeligt på markedet - enten mod betaling eller gratis - i et land, som anvender dette regulativ, med henblik på distribution eller anvendelse i det pågældende land
2.1.66. »sonde«: den første del af overføringsledningen, der overfører prøven til næste komponent i prøvetagningssystemet
2.1.67. »PTFE«: polytetrafluorethylen, almindeligvis kendt som TeflonTM
2.1.68. »stationær prøvningscyklus med ramper (RMC)«: en prøvningscyklus med en sekvens af stationære motorprøvningsmodi med definerede kriterier for hastighed og drejningsmoment for hver modus og definerede hastigheds- og drejningsmomentramper mellem disse modi
2.1.69. »mærkehastighed«: den maksimale motorhastighed ved fuld belastning, som tillades af regulatoren ifølge fabrikantens angivelser, eller, hvis der ikke er en regulator, den hastighed ved hvilken motorens maksimale effekt opnås ifølge fabrikantens angivelser
2.1.70. »reagens«: ethvert medium, der er nødvendigt for og anvendes til at få systemet til efterbehandling af udstødningen til at fungere effektivt, og som forbruges eller ikke kan genvindes.
2.1.71. »regenerering«: en hændelse, under hvilken emissionsniveauet ændres, mens efterbehandlingssystemets ydelse automatisk genoprettes. Der kan forekomme to typer regenerering: kontinuerlig regenerering (se punkt 6.6.1 i bilag 4B) og sjælden (periodisk) regenerering (se punkt 6.6.2 i bilag 4A)
2.1.72. »responstid«: forskellen i tid mellem ændringen i en komponent, målt i dennes referencepunkt, og en systemrespons på 90 % af den endelige aflæsning (t90), idet prøvetagningssonden defineres som referencepunktet, hvorved ændringen i den målte komponent er på mindst 60 % fuldskalavisning (FS), og anordningerne til gasomskiftning specificeres til at udføre gasomskiftningen i løbet af mindre end 0,1 s. Systemets responstid omfatter systemets forsinkelse og dets stigningstid
2.1.73. »stigningstid«: den tid, der forløber fra den viste værdi stiger fra 10 % til 90 % af den endelige aflæsning (t90 – t10).
2.1.74. »scanningsværktøj«: et stykke eksternt prøvningsudstyr, der anvendes til off-board-kommunikation med NCD-systemet
2.1.75. »driftsprøveplan«: den aldringscyklus og driftsprøveperiode, der anvendes til bestemmelse af forringelsesfaktorerne for motorens efterbehandlingssystemfamilie
2.1.76. »apparat til måling af delt atmosfæretryk«: et trykmålingsapparat, hvis aflæsning anvendes som atmosfæretrykket for et helt prøvningsanlæg, som har mere end ét prøvningsrum med dynamometer
2.1.77. »delt fugtighedsmåling«: en luftfugtighedsmåling, der anvendes som fugtigheden for et helt prøvningsanlæg, som har mere end ét prøvningsrum med dynamometer
2.1.78. »nulstilling«: justering af et apparat, således at det reagerer korrekt på en kalibreringsstandard, der udgør mellem 75 % og 100 % af maksimalværdien inden for apparatets måleområde eller dets forventede driftsområde
2.1.79. »justeringsgas (span gas)«: en renset gasblanding, der anvendes til at justere gasanalysatorer. Justeringsgasser skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1. Bemærk, at kalibreringsgasser og justeringsgasser (span gasses) kvalitativt er ens, men adskiller sig med hensyn til deres primære funktion. De forskellige resultatkontroller for gasanalysatorer og prøvehåndteringskomponenter kan indebære henvisninger til enten kalibreringsgasser eller justeringsgasser
2.1.80. »specifikke emissioner«: masseemissioner udtrykt i g/kWh
2.1.81. »stand-alone«: som ikke er afhængigt af andet udstyr; det kan stå alene
2.1.82. »stationær tilstand«: vedrører emissionsprøvninger, hvor motorhastighed og -belastning fastholdes på et fast sæt nominelt konstante værdier. Prøvninger i diskret modus eller i rampe-modus (RMC) er stationære prøvninger
2.1.83. »støkiometrisk«: vedrører forholdet mellem luft og brændstof, således, at hvis brændstoffet var fuldt oxideret, ville der ikke være hverken brændstof eller ilt tilbage
2.1.84. »lagringsmedium«: et partikelfilter, en prøveopsamlingssæk eller et andet lagringsmedium, der anvendes ved batch-prøvetagning
2.1.85. »prøvningscyklus (eller arbejdscyklus)«: en sekvens af prøvningspunkter, der hver er karakteriseret ved en bestemt hastighed og et bestemt drejningsmoment, som motoren skal overholde henholdsvis i stationær funktionsmåde og i transient funktionsmåde. Arbejdscyklusser er specificeret i bilag 5. En enkelt arbejdscyklus kan bestå af et eller flere prøvningsintervaller
2.1.86. »prøvningsinterval«: en periode, i hvilken specifikke emissioner bestemmes. I tilfælde, hvor der forekommer flere intervaller i en arbejdscyklus, kan regulativet fastsætte yderligere beregninger, som afvejer og kombinerer resultaterne for at nå frem til sammensatte værdier, som kan sammenlignes med de gældende emissionsgrænseværdier
2.1.87. »tolerance«: det tidsrum, som 95 % af et sæt registrerede værdier af en vis mængde skal ligge indenfor, idet de resterende 5 procent af de registrerede værdier afviger fra tolerancen. De specificerede registreringsfrekvenser og tidsintervaller anvendes til at bestemme, om en mængde ligger inden for den relevante tolerance
2.1.88. »samlede carbonhydrider (THC)«: den kombinerede masse af organiske forbindelser, målt ved den angivne procedure for måling af samlede carbonhydrider, udtrykt som en carbonhydrid med et hydrogen-carbon-masseforhold på 1,85: 1
2.1.89. »transformationstid«: det tidsrum der forløber, fra der indtræder en ændring i komponenten, målt i dennes referencepunkt, til systemet fremviser en respons på 50 % af den endelige aflæsning (t50), idet prøvetagningssonden defineres som referencepunktet. Transformationstiden anvendes i forbindelse med indbyrdes justering af signalet fra forskellige måleinstrumenter. Se figur 3.1
2.1.90. »transient prøvningscyklus«: en prøvningscyklus med en sekvens af normaliseret hastigheds- og drejningsmomentværdier, der skifter relativt hurtigt med tiden (NRTC)
2.1.91. »typegodkendelse«: godkendelse af en motortype med hensyn til dens emissioner målt i overensstemmelse med de procedurer, der er beskrevet i dette regulativ.
2.1.92. »opdatering-registrering«: den frekvens, hvormed analysatoren giver nye, aktuelle og værdier
2.1.93. »levetid«: den relevante afstand/tid, i hvilken der skal sikres overholdelse af de relevante emissionsgrænser for forurenende luftarter og partikler.
2.1.94. »motor med variabel hastighed«: andre motorer end motorer med konstant hastighed
2.1.95. »verifikation«: en kontrol af, hvorvidt et målesystems resultater er i overensstemmelse med en række gældende referencesignaler og overholder en eller flere fastsatte tærskelværdier. Skal ses i modsætning til »kalibrering«
2.1.96. »nulstilling«: at justere et instrument, så det giver det giver nulrespons efter en nulkalibreringsstandard, såsom renset nitrogen eller renset luft til måling af emisionsbestanddelenes koncentration
2.1.97. »nulstillingsgas«: en gas, der giver en nulrespons i en analysator. Dette kan enten være renset nitrogen, renset luft eller en kombination af renset luft og renset nitrogen
Figur 1
Definition af systemrespons: forsinkelsestid (punkt 2.1.17) responstid (punkt 2.1.72) stigningstid (punkt 2.1.73) og transformationstid (punkt 2.1.89)
2.2. Symboler og forkortelser
2.2.1. Symboler
Symbolerne er forklaret i henholdsvis bilag 4A, punkt 1.4 og bilag 4B, punkt 3.2.
2.2.2. Symboler og forkortelser for kemiske komponenter
Ar: Argon
C1: Carbonhydridækvivalent med ét kulstofatom
CH4: Methan
C2H6: Ethan
C3H8: Propan
CO: Carbonmonoxid
CO2: Carbondioxid
DOP: Dioktylphthalat
H: Atomar hydrogen
H2: Molekylær hydrogen
HC: Carbonhydrider (hydrocarbon)
H2O: Vand
He: Helium
N2: Molekylær nitrogen
NMHC: Non-methanholdige carbonhydrider
NOx: Nitrogenoxider
NO: Nitrogenoxid
NO2: Nitrogendioxid
O2: Ilt
PM: Partikler
PTFE: Polytetrafluorethylen
S: Svovl
THC: Samlede carbonhydrider
2.2.3. Forkortelser
ASTM: American Society for Testing and Materials.
BMD: Sæk til minifortynder
BSFC: Specifikt brændstofforbrug ved bremset effekt
CFV: Venturi med kritisk strømning (Critical Flow Venturi)
CI: Kompressionstænding (Compression-ignition)
CLD: Kemiluminescensdetektor (Chemiluminescent Detector)
CVS: Prøvetagning med konstant volumen (Constant Volume Sampling)
DeNOx: NOx-efterbehandlingssystem
DF: Forringelsesfaktor
ECM: Elektronisk styresystem (Electronic Control Module)
EFC: Elektronisk stømningskontrol (Electronic Flow Control)
EGR: Udstødningsrecirkulation (Exhaust gas recirculation)
FID: Flammeiondetektor (Flame Ionization Detector)
GC: Gaskromatograf (Gas Chromatograph)
HCLD: Opvarmet kemiluminescensdetektor (Heated Chemiluminescent Detector)
HFID: Opvarmet flammeiondetektor (Heated Flame Ionization Detector)
IBP: Begyndelseskogepunkt (Initial Boiling Poing)
ISO: Den Internationale Standardiseringsorganisation
LPG: Flydende gas
NDIR: Ikke-dispersiv infrarødanalysator
NDUV: Ikke-dispersiv ultravioletanalysator
NIST: US National Institute for Standards and Technology
NMC: Enhed til non-methan-afskæring (Non-Methane Cutter)
PDP: Fortrængningspumpe (Positive Displacement Pump)
%FS: % af fuldt skalaudslag
PFD: Delstrømsfortynding (Partial Flow Dilution)
PFS: Delstrømssystem (Partial Flow System)
PTFE: Polytetrafluorethylen (almindeligvis kendt som Teflon™)
RMC: Modal cyklus med ramper (Ramped-modal cycle)
RMS: RMS-værdi (Root-mean square)
RTD: Modstandsdygtig temperaturføler (Resistive temperature detector)
SAE: Society of Automotive Engineers
SSV: Subsonisk venturi
UCL: Øvre konfidensgrænse
UFM: Ultralyd-flowmeter
3. ANSØGNING OM GODKENDELSE
3.1. Ansøgning om godkendelse af en motor som en separat teknisk enhed
3.1.1. |
Ansøgning om godkendelse af en motor eller en motorfamilie med hensyn til dennes niveau for emission af forurenende luftarter og partikler indgives af motorens fabrikant eller af en godkendt repræsentant. |
3.1.2. |
Ansøgningen skal ledsages af de nedenfor nævnte dokumenter i tre eksemplarer og af følgende oplysninger: En beskrivelse af motortypen med de angivelser, der er omhandlet i bilag 1A til dette regulativ og, hvis det er relevant, nærmere oplysninger om køretøjsfamilien som angivet i bilag 1B til dette regulativ. |
3.1.3. |
En motor, som er i overensstemmelse med motortypespecifikationerne i bilag 1A, stilles til rådighed for den tekniske tjeneste, der er ansvarlig for de i punkt 5 beskrevne prøvninger. Finder den tekniske tjeneste, at den indleverede motor ikke er fuldt repræsentativ for den motorfamilie, der er beskrevet i bilag 1A, tillæg 2, indgives en alternativ motor og, om nødvendigt, endnu en motor til prøvning i overensstemmelse med punkt 5. |
4. GODKENDELSE
4.1. |
Hvis den motor, der er indgivet til godkendelse i henhold til punkt 3.1 i dette regulativ, opfylder kravene i punkt 5.2 nedenfor, meddeles der godkendelse for den pågældende motortype eller motorfamilie. |
4.2. |
Hver godkendt type eller familie tildeles et godkendelsesnummer. Dette nummers to første cifre angiver den ændringsserie, som indeholder de seneste større tekniske ændringer, regulativet har været genstand for på godkendelsestidspunktet. Samme kontraherende part kan ikke tildele samme godkendelsesnummer til en anden motortype eller motorfamilie. |
4.3. |
Meddelelse om typegodkendelse eller udvidelse eller nægtelse af godkendelse af en motortype eller motorfamilie i henhold til dette regulativ meddeles parterne i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, ved hjælp af en formular svarende til den relevante model i bilag 2 til dette regulativ. De værdier, der er målt ved typeafprøvningen, skal også angives. |
4.4. |
På alle motorer, der er i overensstemmelse med en motortype og motorfamilie, der er godkendt i henhold til dette regulativ, skal der monteres et internationalt godkendelsesmærke med en iøjnefaldende og let tilgængelig placering, som består af:
|
4.5. |
Er motoren i overensstemmelse med en type eller familie godkendt i henhold til et eller flere andre af de til overenskomsten vedføjede regulativer i samme stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det foreskrevne symbol ikke gentages. I så tilfælde skal regulativet og godkendelsesnumrene, samt de ekstra symboler for alle de regulativer, efter hvilke godkendelsen er udstedt i henhold til dette regulativ, placeres i lodrette kolonner til højre for det symbol, der er foreskrevet i afsnit 4.4.2. |
4.6. |
Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den fabrikationsplade, fabrikanten har anbragt på den godkendte type. |
4.7. |
I bilag 3 til dette regulativ er givet eksempler på godkendelsesmærkets udformning. |
4.8. |
En motor, der er godkendt som teknisk enhed, skal foruden godkendelsesmærket være forsynet med:
|
4.9. |
Disse mærker skal være let læselige og må ikke kunne fjernes. |
5. FORSKRIFTER OG PRØVNINGER
5.1. Generelt
De komponenter, der må forventes at have indflydelse på emissionen af forurenende luftarter og partikler, skal være udformet, produceret og samlet på en sådan måde, at motoren ved normal brug opfylder bestemmelserne i dette regulativ trods de vibrationer, de måtte blive udsat for.
5.1.1. Fabrikanten træffer de nødvendige tekniske foranstaltninger til at sikre effektiv begrænsning af de nævnte emissioner i henhold til dette regulativ i hele motorens levetid og ved normal brug. Disse bestemmelser anses for at være opfyldt:
a) |
hvis bestemmelserne i punkt 5.2.1 og 7.2.2.1. er overholdt, og |
b) |
for motorer i effektområde L og derover, hvis disse desuden overholder bestemmelserne i punkt 5.3. |
5.1.2. For motorer med effektområde H og derover skal fabrikanten godtgøre motorens og, i givet fald, efterbehandlingssystemets holdbarhed i henhold til bilag 8.
5.1.3. Der tillades systematisk udskiftning af emissionsrelaterede komponenter efter en given motordriftsperiode. Justering, reparation, adskillelse, rensning eller udskiftning af motorkomponenter eller -systemer på regelmæssig basis til forebyggelse af fejlfunktion af motoren må kun finde sted i det omfang, det er teknisk nødvendigt for at sikre korrekt funktion af det emissionsbegrænsende system. På samme måde skal planlagt vedligeholdelse medtages i brugerhåndbogen og godkendes, inden der meddeles godkendelse. For motorer i effektområde L og derover skal yderligere oplysninger medtages i henhold til kravene i punkt 5.3.3.
5.1.4. Det tilsvarende uddrag af brugerhåndbogen vedrørende vedligeholdelse og udskiftning af efterbehandlingsenhed(er) skal indgå i informationspakken som angivet i tillæggene til dette regulativs bilag 1A.
5.2. Specifikationer for emission af forurenende stoffer
Forurenende luftarter og partikler, som udledes af den til prøvning indleverede motor, måles efter metoderne i bilag 4A for effektområder op til P, og efter metoderne i bilag 4B for effektområde Q og R. På fabrikantens anmodning og efter aftale med den typegodkendende myndighed kan de metoder, der er beskrevet i bilag 4B, anvendes for effektområder op til P.
5.2.1. De målte emissioner af carbonmonoxid, carbonhydrider, nitrogenoxider og af partikler må ikke overskride de i nedenstående tabel angivne værdier:
Effektområde |
Nettoeffekt (P) (kW) |
Carbonmonoxid (CO) (g/kWh) |
Carbonhydrider (HC) (g/kWh) |
Nitrogenoxider (NOx) (g/kWh) |
Partikler (PM) (g/kWh) |
E |
130 ≤ P ≤ 560 |
3,5 |
1,0 |
6,0 |
0,2 |
F |
75 ≤ P < 130 |
5,0 |
1,0 |
6,0 |
0,3 |
G |
37 ≤ P < 75 |
5,0 |
1,3 |
7,0 |
0,4 |
D |
18 ≤ P < 37 |
5,5 |
1,5 |
8,0 |
0,8 |
|
Nettoeffekt (P) (kW) |
Carbonmonoxid (CO) (g/kWh) |
Sum af carbonhydrider og nitrogenoxider (HC + NOx) (g/kWh) |
|
Partikler (PM) (g/kWh) |
H |
130 ≤ P ≤ 560 |
3,5 |
4,0 |
|
0,2 |
I |
75 ≤ P < 130 |
5,0 |
4,0 |
|
0,3 |
J |
37 ≤ P < 75 |
5,0 |
4,7 |
|
0,4 |
K |
19 ≤ P < 37 |
5,5 |
7,5 |
|
0,6 |
|
Nettoeffekt (P) (kW) |
Carbonmonoxid (CO) (g/kWh) |
Carbonhydrider (HC) (g/kWh) |
Nitrogenoxider (NOx) (g/kWh) |
Partikler (PM) (g/kWh) |
L |
130 ≤ P ≤ 560 |
3,5 |
0,19 |
2,0 |
0,025 |
M |
75 ≤ P < 130 |
5,0 |
0,19 |
3,3 |
0,025 |
N |
56 ≤ P < 75 |
5,0 |
0,19 |
3,3 |
0,025 |
|
|
|
Sum af carbonhydrider og nitrogenoxider (HC + NOx) (g/kWh) |
|
|
P |
37 ≤ P < 56 |
5,0 |
4,7 |
0,025 |
|
|
Nettoeffekt (P) (kW) |
Carbonmonoxid (CO) (g/kWh) |
Carbonhydrider (HC) (g/kWh) |
Nitrogenoxider (NOx) (g/kWh) |
Partikler (PM) (g/kWh) |
Q |
130 ≤ P ≤ 560 |
3,5 |
0,19 |
0,4 |
0,025 |
R |
56 ≤ P < 130 |
5,0 |
0,19 |
0,4 |
0,025 |
Grænseværdierne for effektområde H til R skal omfatte forringelsesfaktorer beregnet i henhold til bilag 8.
5.2.2. Når en motorfamilie dækker mere end ét effektområde som defineret i bilag 1B, skal emissionerne fra stammotoren (typegodkendelse) og fra alle motortyper i samme familie (COP) opfylde de strengere krav, der gælder for det højeste effektområde.
5.2.3. Desuden gælder følgende:
a) |
Holdbarhedskrav som angivet i bilag 8 til dette regulativ. |
b) |
Bestemmelser om motorkontrolområde som angivet i punkt 5.3.5 i dette regulativ i forbindelse med prøvning af motorer udelukkende i effektområde Q og R. |
c) |
CO2-oplysningskrav som fastsat i tillæg 1 til bilag 10 for så vidt angår prøvning i henhold til bilag 4A eller tillæg 2 til bilag 10 til dette regulativ for så vidt angår prøvning i henhold til bilag 4B til dette regulativ. |
d) |
De i punkt 5.3 anførte krav til elektronisk styrede motorer i effektområde L til R. |
5.3. Typegodkendelseskrav for effektområde L til R
5.3.1. Dette punkt finder anvendelse på typegodkendelse af elektronisk styrede motorer, som anvender elektronisk styring til bestemmelse af brændstofmængde og indsprøjtningstidspunkt (herefter »motor«). Dette punkt finder anvendelse, uanset hvilken teknologi der anvendes i sådanne motorer for at overholde emissionsgrænseværdierne i punkt 5.2.1 i dette regulativ.
5.3.2. Generelle krav
5.3.2.1. Krav til den grundlæggende emissionskontrolstrategi
5.3.2.1.1. Den grundlæggende emissionskontrolstrategi, aktiveret inden for hele motorens driftsområde med hensyn til hastighed og drejningsmoment, skal være konstrueret således, at motoren kan opfylde kravene i dette regulativ
5.3.2.1.2. Enhver grundlæggende emissionskontrolstrategi, der kan skelne mellem motordrift i en standardiseret typegodkendelsesprøvning og under andre driftsbetingelser og derefter reducere emissionskontrolniveauet, når motoren ikke kører under driftsbetingelser, der i det væsentlige indgår i typegodkendelsesproceduren, er forbudt.
5.3.2.2. Krav til den understøttende emissionskontrolstrategi
5.3.2.2.1. Der må anvendes en understøttende emissionskontrolstrategi i en motor eller en mobil ikke-vejgående maskine, hvis den understøttende emissionskontrolstrategi, når den er aktiveret, ændrer den grundlæggende emissionskontrolstrategi som reaktion på et bestemt sæt omgivende forhold/driftsbetingelser, men ikke vedvarende reducerer emissionskontrolsystemets effektivitet.
a) |
hvis den understøttende emissionskontrolstrategi er aktiveret under typegodkendelsesprøvningen, finder punkt 5.3.2.2.2 og 5.3.2.2.3 ikke anvendelse. |
b) |
hvis den understøttende emissionskontrolstrategi ikke er aktiveret under typegodkendelsesprøvningen, skal det påvises, at den understøttende emissionskontrolstrategi kun er aktiv så længe, som det er nødvendigt af de grunde, der er angivet i punkt 5.3.2.2.3. |
5.3.2.2.2. Kontrolbetingelserne for effektområde L til P og effektområde Q til R er som følger:
a) |
Kontrolbetingelserne for motorer i effektområde L til P:
Hvis den understøttende emissionskontrolstrategi aktiveres, når motoren er i drift under de kontrolbetingelser, der er anført i i), ii) og iii), må strategien kun aktiveres undtagelsesvis. |
b) |
Kontrolbetingelserne for motorer i effektområde Q til R:
Hvis den understøttende emissionsbegrænsningsstrategi aktiveres, når motoren er i drift inden for de kontrolbetingelser, som er angivet i punkt i), ii) og iii), skal strategien kun aktiveres, hvis den påvises at være nødvendig til de formål, der er angivet i punkt 5.3.2.2.3 og er godkendt af den typegodkendende myndighed. |
c) |
Drift ved lav temperatur Som en undtagelse fra kravene i punkt b) kan der anvendes en understøttende emissionsbegrænsningsstrategi på en motor udstyret med recirkulering af udstødningsgassen (EGR) i effektområde Q til R, når den omgivende temperatur er under 275 K (2 °C), og hvis en af de to følgende kriterier er opfyldt:
|
5.3.2.2.3. En understøttende emissionskontrolstrategi må navnlig aktiveres af følgende grunde:
a) |
af egendiagnosesignaler for at beskytte motoren (herunder beskyttelse af lufthåndteringsaggregat) og/eller den mobile ikke-vejgående maskine, som motoren er monteret i, mod skader |
b) |
af hensyn til driftsikkerheden |
c) |
for at forebygge overdrevne emissioner i forbindelse med koldstart eller opvarmning af motoren og ved standsning af motoren |
d) |
hvis den anvendes til at slække på kontrollen med ét forurenende stof under specifikke omgivende betingelser eller driftsbetingelser for at sikre, at alle andre forurenende stoffer fortsat overholder de grænseværdier, som gælder for den pågældende motor. Formålet er at kompensere for naturligt forekommende fænomener på en måde, der giver en acceptabel kontrol af alle bestanddele i emissionen. |
5.3.2.2.4. Fabrikanten skal ved godkendelsesprøvningen over for den tekniske tjeneste påvise, at eventuelle understøttende emissionsstrategier er i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 5.3.2.2. Påvisningen skal finde sted i form af en evaluering af den dokumentation, der er omhandlet i punkt 5.3.2.3.
5.3.2.2.5. Enhver anvendelse af en understøttende emissionskontrolstrategi, der ikke er i overensstemmelse med punkt 5.3.2.2, er forbudt.
5.3.2.3. Dokumentationskrav
5.3.2.3.1. Ved indgivelse af ansøgningen om typegodkendelse til den tekniske tjeneste skal fabrikanten vedlægge en informationsmappe, der sikrer, at der er adgang til alle konstruktionselementer og elementer i emissionskontrolstrategien og den måde, hvorpå den understøttende strategi direkte eller indirekte kontrollerer output-variablerne. Informationsmappen skal foreligge i to dele:
a) |
Dokumentationspakken, vedlagt som bilag til ansøgningen om typegodkendelse, skal indeholde en fuld oversigt over emissionskontrolstrategien. Det skal bevises, at enhver form for output, som tillades af en matrix inden for de individuelle inputenheders område, er identificeret. Beviserne skal være vedlagt informationsmappen som omhandlet i bilag 1 A. |
b) |
Yderligere materiale, der forelægges den tekniske tjeneste, men som ikke udgør bilag til ansøgningen om typegodkendelse, skal omfatte de parametre, der ændres i en understøttende emissionskontrolstrategi, og de grænseforhold, som strategien fungerer under, herunder navnlig:
|
5.3.2.3.2. Det yderligere materiale, der er omhandlet i afsnit b) i punkt 5.3.2.3.1, behandles som strengt fortroligt. Det stilles efter anmodning til rådighed for den typegodkendende myndighed. Den typegodkendende myndighed fortroligholder dette materiale.
5.3.3. Krav til NOx-begrænsningsforanstaltninger for motorer i effektområde L til P.
5.3.3.1. Fabrikanten skal levere oplysninger, der fuldt ud beskriver NOx-kontrolforanstaltningernes funktionelle driftsdata ved hjælp af de dokumenter, der er angivet i punkt 2 i tillæg 1 og punkt 2 i tillæg 3 til bilag 1A.
5.3.3.2. Hvis emissionskontrolsystemet kræver et reagens, skal dettes egenskaber, herunder type af reagens, oplysninger om koncentration af reagenset i opløsning, forhold vedrørende driftstemperatur og referencer til internationale standarder for sammensætning og kvalitet angives af fabrikanten i punkt 2.2.1.13 i tillæg 1 og i punkt 3.2.1.13 i tillæg 3 til bilag 1A.
5.3.3.3. Motorens emissionskontrolstrategi skal være funktionsdygtig under alle miljøforhold, der regelmæssigt forekommer på de kontraherende parters område, navnlig ved lave omgivelsestemperaturer.
5.3.3.4. Fabrikanten skal påvise, at emission af ammoniak i den gældende testcyklus i typegodkendelsesproceduren, når der anvendes et reagens, ikke overstiger en middelværdi på 25 ppm.
5.3.3.5. Hvis separate reagensbeholdere er monteret på eller tilsluttet en mobil ikke-vejgående maskine, skal der forefindes midler til udtagning af prøve af reagenset i beholderen. Prøveudtagningspunktet skal være let tilgængeligt uden brug af specialværktøj eller særlige anordninger.
5.3.3.6. Krav til anvendelse og vedligeholdelse
5.3.3.6.1. I overensstemmelse med punkt 5.1.3 er typegodkendelsen betinget af, at enhver operatør af en mobil ikke-vejgående maskine modtager skriftlige anvisninger omfattende følgende:
a) |
detaljerede advarsler, der forklarer mulige fejlfunktioner fremkaldt af ukorrekt betjening, anvendelse eller vedligeholdelse af den monterede motor, samt anvisninger til afhjælpning af fejlfunktionerne |
b) |
detaljerede advarsler om ukorrekt anvendelse af maskinen, der kan medføre fejlfunktioner i motoren, samt anvisninger til afhjælpning af fejlfunktionerne |
c) |
oplysninger om korrekt anvendelse af reagens samt anvisning vedrørende opfyldning af reagens mellem normale vedligeholdelsesintervaller |
d) |
en klar advarsel om, at typegodkendelsesattesten for den pågældende type motor kun er gyldig, hvis følgende betingelser er opfyldt:
|
Anvisningerne skal skrives på en klar og ikke-teknisk måde på samme sprog som i instruktionsbogen for den mobile ikke-vejgående maskine eller motoren.
5.3.3.7. Reagenskontrol (hvis relevant)
5.3.3.7.1. Typegodkendelsen gøres i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6.1 betinget af, at der findes indikatorer eller andre passende midler, afhængig af konfigurationen af den mobile ikke-vejgående maskine, der informerer operatøren:
a) |
om mængden af reagens i reagensbeholderen samt, ved hjælp af en andet specifikt signal, om at reagensbeholderen er mindre end 10 % fuld |
b) |
om at reagensbeholderen er tom eller næsten tom |
c) |
om at beholderens reagens ikke opfylder de karakteristika, der er angivet og noteret i punkt 2.2.1.13 i tillæg 1 og punkt 2.2.1.13 i tillæg 3 til bilag 1A, afhængig af det udstyr, der er monteret til at kontrollere dette. |
d) |
om at reagensdoseringsaktiviteten er afbrudt i andre tilfælde, end når motorens elektroniske styreenhed eller doseringsanordningen, der reagerer på driftsbetingelser for motoren, hvor dosering ikke er nødvendig, afbryder doseringen, forudsat at disse driftsbetingelser stilles til rådighed for den typegodkendende myndighed. |
5.3.3.7.2. Efter fabrikantens valg kontrolleres reagensets overensstemmelse med de angivne karakteristika og de derved forbundne NOx-emissionstolerancer på en af følgende måder:
a) |
direkte, f.eks. med sensor for reagenskvalitet |
b) |
indirekte, f.eks. ved hjælp af en NOx-sensor i udstødningen for at evaluere reagensets effektivitet |
c) |
ved en anden metode, forudsat at denne metode er mindst lige så effektiv, som effektiviteten af metoderne i a) og b), og de vigtigste krav i dette punkt opfyldes. |
5.3.4. Krav til NOx-begrænsningsforanstaltninger for motorer i effektområde Q til R
5.3.4.1. Fabrikanten skal levere oplysninger, der fuldt ud beskriver NOx-kontrolforanstaltningernes funktionelle driftsdata ved hjælp af de dokumenter, der er angivet i punkt 2 i tillæg 1 til bilag 1A og i punkt 2 i tillæg 3 til bilag 1A.
5.3.4.2. Motorens emissionskontrolstrategi skal være funktionsdygtig under alle miljøforhold, der regelmæssigt forekommer på de kontraherende parters område, navnlig ved lave omgivelsestemperaturer. Dette krav er ikke begrænset til de forhold, under hvilke der skal anvendes en grundlæggende emissionskontrolstrategi, som angivet i punkt 5.3.2.2.2.
5.3.4.3. Når der anvendes en reagens, skal fabrikanten godtgøre, at ammoniakemissionen i den varme NRTC- eller NRSC-cyklus i typegodkendelsesproceduren ikke overstiger middelværdien på 10 ppm.
5.3.4.4. Hvis reagensbeholdere er monteret på eller tilsluttet en mobil ikke-vejgående maskine, skal der forefindes midler til udtagning af prøve af reagenset i beholderen. Prøveudtagningspunktet skal være let tilgængeligt uden brug af specialværktøj eller særlige anordninger.
5.3.4.5. Typegodkendelsen gøres i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6.1 betinget af følgende:
a) |
At der til hver operatør af mobile ikke-vejgående maskiner leveres skriftlige vedligeholdelsesinstrukser som angivet i bilag 9 til dette regulativ. |
b) |
At der leveres OEM-installationsdokumenter for motoren, herunder det emissionsbegrænsende system, som udgør en del af den godkendte motortype. |
c) |
At der leveres OEM-instrukster for operatøradvarselssystemet, ansporingssystemet og (hvis relevant) frostbeskyttelse af reagens. |
d) |
Anvendelse af bestemmelserne om vejledning af operatører, installationsdokumenter, operatøradvarselssystem, ansporingssystem og frostbeskyttelse af reagens, som er angivet i bilag 9 til dette regulativ. |
5.3.5. Kontrolområde for effektområde Q til R
For motorer i driftsområde Q og R må de emissionsprøver, der er udtaget i det i punkt 5.3.5 definerede område, ikke overstige grænseværdierne for emissionerne i punkt 5.2.1 i dette regulativ med mere en 100 %.
5.3.5.1. Påvisningskrav
Den tekniske tjeneste skal udtage op til tre tilfældige belastnings- og hastighedspunkter inden for kontrolområdet til prøvning. Den tekniske tjeneste skal også bestemme en tilfældig rækkefølge for prøvepunkterne. Prøvningen udgøres i overensstemmelse med de overordnede krav i NRSC-cyklussen, men hvert prøvepunkt evalueres særskilt. Hvert prøvepunkt skal overholde grænseværdierne i punkt 5.3.5.
5.3.5.2. Prøvningskrav
Prøvningen udføres på følgende måde:
a) |
Prøvningen skal udføres umiddelbart efter prøvecyklusserne i diskret modus som beskrevet i punkt a)-e) i punkt 7.8.1.2 i bilag 4B til dette regulativ, men før prøvningsprocedurerne f) efter prøvning, eller alternativt efter RMC-prøvningen i punkt a)-d) i punkt 7.8.2.2 i bilag 4B til dette regulativ, men før prøvningsprocedurerne e) efter prøvning, afhængigt af hvad der er relevant. |
b) |
Prøvningerne skal foretages som foreskrevet i punkt b)-e) i punkt 7.8.1.2 i bilag 4B til dette regulativ ved hjælp af flerfiltermetoden (et filter for hvert prøvepunkt) for hvert af de tre valgte prøvningspunkter. |
c) |
Der beregnes en særlig emissionsværdi (i g/kWh) for hvert prøvepunkt. |
d) |
Emissionsværdierne kan beregnes på molbasis ved hjælp af tillæg A.7 eller på massebasis ved anvendelse af metoden i tillæg A.8 i bilag 4B til dette regulativ, men bør være i overensstemmelse med den valgte metode for diskret modus eller RMC-prøvning. |
e) |
Ved summationsberegning af gasser sættes Nmode til 1 og der anvendes en vægtningsfaktor på 1. |
f) |
Ved partikelberegninger anvendes flerfiltermetoden og til summationsberegning af gasser sættes Nmode til 1 og der anvendes en vægtningsfaktor på 1. |
5.3.5.3. Krav til kontrolområdet
5.3.5.3.1. Motorkontrolområde
Kontrolområdet (se figur 2) defineres som følger:
hastighedsområde: hastighed A til høj hastighed
hvor:
.
Der anvendes høj hastighed og lav hastighed som defineret i bilag 4B til dette regulativ.
Hvis den målte motorhastighed A ligger inden for ± 3 % af den af fabrikanten angivne motorhastighed, anvendes den af fabrikanten angivne motorhastighed. Hvis nogen motorhastighed overskrider tolerancen, anvendes de målte motorhastigheder.
5.3.5.3.2. Følgende motordriftsforhold holdes uden for prøvning:
a) |
punkter på under 30 % af det maksimale drejningsmoment |
b) |
punkter på under 30 % af den maksimale effekt. |
Fabrikanten kan kræve, at den godkendende myndighed udelukker funktioner fra kontrolområdet som defineret i punkt 5.5.1 til 5.5.2 i løbet af certificeringen/typegodkendelsen. Den godkendende myndighed kan bevilge denne udelukkelse, hvis fabrikanten kan påvise, at motoren aldrig er i stand til at arbejde ved sådanne værdier, uanset maskinkombination.
Figur 2
Kontrolområdet
5.3.6. Kontrol af krumtaphusgasser for køretøjer i effektområde Q til R.
5.3.6.1. Der må ikke udledes emissioner fra krumtaphuset direkte til den omgivende atmosfære, bortset fra de undtagelser, der er anført i punkt 5.3.6.3.
5.3.6.2. Motorer må udsende krumtaphusgasser i udstødningen optrøms for en eventuel efterbehandlingsanordning under al drift.
5.3.6.3. Motorer udstyret med turboladere, pumper, blæsere eller trykladere til luftindsugning må udlede krumtaphusgasser i den omgivende atmosfære. I så fald skal krumtaphusgasserne tilføjes til udstødningsemissionerne (enten fysisk eller matematisk) under al emissionsprøvning efter punkt 6.10 i bilag 4B til dette regulativ.
5.4. Valg af motoreffektkategori
5.4.1. Med henblik på bestemmelse af overensstemmelse af de variable hastigheder, der er defineret i punkt 1.1 og 1.2 i dette regulativ med emissionsgrænserne i punkt 5.2.1 i dette regulativ, tildeles de til driftsområderne på baggrund af den højeste værdi af nettoeffekten målt i overensstemmelse med punkt 2.1.49 i dette regulativ.
5.4.2. For andre motortyper anvendes mærkenettoeffekt.
6. MONTERING PÅ KØRETØJET
6.1. |
Motorens montering på køretøjet skal med hensyn til godkendelse af motoren opfylde følgende specifikationer: |
6.1.1. |
Motorens indsugningsvakuum må ikke overstige det, der er specificeret for den godkendte motor i bilag 1A, tillæg 1 eller 3 til dette regulativ. |
6.1.2. |
Modtryk fra udstødningen må ikke overstige det, der er specificeret for den godkendte motor i bilag 1A, tillæg 1 eller 3 til dette regulativ. |
6.1.3. |
Føreren skal underrettes om reagenskontrollen som defineret i punkt 5.3.3.7.1 eller bilag 9 til dette regulativ, hvis det er relevant. |
6.1.4. |
OEM skal leveres med installationsdokumentation og instrukser som angivet i punkt 5.3.4.5, hvis det er relevant. |
7. PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE
7.1. |
Procedurer til sikring af produktionens overensstemmelse skal opfylde bestemmelserne i aftalens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2), idet følgende forskrifter finder anvendelse: |
7.2. |
Den typegodkendende myndighed, som har meddelt typegodkendelse, kan til hver en tid efterprøve de metoder til overensstemmelsesprøvning, som anvendes på hvert produktionsanlæg. |
7.2.1. |
Ved hver inspektion skal prøvningsoptegnelser og produktionsjournaler forelægges den besøgende inspektør. |
7.2.2. |
Såfremt kvalitetsniveauet synes af være utilfredsstillende, eller det synes nødvendigt at kontrollere validiteten af de data, der er fremlagt i henhold til punkt 5.2, anvendes følgende procedure:
|
7.2.3. |
Den tekniske tjeneste, der har ansvaret for at efterprøve produktionens overensstemmelse med den godkendte type, udfører prøvninger på motorer, som er helt eller delvis tilkørt efter fabrikantens angivelser. |
7.2.4. |
Den normale inspektionshyppighed, der fastsættes af den typegodkendende myndighed, er en gang årligt. Er kravene i punkt 7.2.2.1 ikke opfyldt, drager den typegodkendende myndighed omsorg for, at der tages alle nødvendige skridt til genoprettelse af produktionens overensstemmelse snarest muligt. |
8. SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE
8.1. |
Godkendelser, som er meddelt for en motortype eller motorfamilie i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 7.2 ikke er overholdt, eller hvis motoren/motorerne ikke har bestået den i punkt 7.2.2.1 foreskrevne kontrol. |
8.2. |
Såfremt en af de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har udstedt, skal den straks underrette de øvrige parter i overenskomsten, som anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en formular svarende til modellen i bilag 2 til dette regulativ. |
9. ÆNDRING OG UDVIDELSE AF GODKENDELSEN AF DEN GODKENDTE TYPE
9.1. |
Enhver ændring af en godkendt type eller familie meddeles den typegodkendende myndighed, som har godkendt typen. Den typegodkendende myndighed kan så: |
9.1.1. |
skønne, at de foretagne ændringer næppe vil have mærkbar ugunstig virkning, og at den ændrede type stadig opfylder forskrifterne eller |
9.1.2. |
kræve en supplerende prøvningsrapport fra den tekniske tjeneste, der er ansvarlig for udførelsen af prøvningen. |
9.2. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, underrettes om bekræftelse eller nægtelse af godkendelse, med angivelse af ændringerne, ved den foreskrevne procedure. |
9.3. |
Den typegodkendende myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de andre parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelsesblanket svarende til modellen i bilag 2 til dette regulativ. |
10. ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN
Hvis indehaveren af godkendelsen endeligt ophører med at fremstille den type eller familie, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen. Efter modtagelse af den pågældende meddelelse underretter myndigheden de øvrige parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en meddelelsesformular svarende til modellen i bilag 2 til dette regulativ.
11. OVERGANGSBESTEMMELSER
11.1. |
Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 02 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.2. |
Med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 02 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde H, I, J og K, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.3. |
Med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 02 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde H, I, J og K, som ikke er godkendt efter dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.4. |
Med virkning fra den 1. januar 2010 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med konstant hastighed tilhørende effektområde H, I og K, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.5. |
Med virkning fra den 1. januar 2011 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med konstant hastighed tilhørende effektområde J, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.6. |
Med virkning fra den 1. januar 2011 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med konstant hastighed tilhørende effektområde H, I og K, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.7. |
Med virkning fra den 1. januar 2012 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med konstant hastighed tilhørende effektområde J, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 02. |
11.8. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kan som en undtagelse fra bestemmelserne i punkt 11.3, 11.6 og 11.7 udskyde de datoer, som er angivet i punkterne ovenfor i to år for så vidt angår motorer med en fabrikationsdato, der ligger tidligere end de nævnte datoer. |
11.9. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kan som en undtagelse fra bestemmelserne i punkt 11.3, 11.6 og 11.7 fortsat tillade markedsføring af motorer, der er godkendt på grundlag af en tidligere teknisk standard, forudsat at motorerne er beregnet som udskiftningsmotorer til montering i ibrugtagne køretøjer, og at det ikke er teknisk muligt for de pågældende motorer for at opfylde de nye krav i ændringsserie 02. |
11.10. |
Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 03 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.11. |
Med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 03 kan de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde L, M, N og P, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.12. |
Med virkning fra den 1. januar 2013 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde Q, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.13. |
Med virkning fra den 1. oktober 2013 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde R, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.14. |
Med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen for ændringsserie 03 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde L, M, N og P, som ikke er godkendt efter dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.15. |
Med virkning fra den 1. januar 2014 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med variabel hastighed tilhørende effektområde Q, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.16. |
Med virkning fra den 1. oktober 2014 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføring af motorer eller motorfamilier med variabel hastighed tilhørende effektområde R, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.17. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, udskyder som en undtagelse for bestemmelserne i punkt 11.14 til 11.16 de datoer, som er angivet i punkterne ovenfor i to år for så vidt angår motorer med en fabrikationsdato, der ligger tidligere end de nævnte datoer. |
11.18. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kan som en undtagelse fra bestemmelserne i punkt 11.14, 11.15 og 11.16 fortsat tillade markedsføring af motorer, der er godkendt på grundlag af en tidligere teknisk standard, forudsat at motorerne er beregnet som udskiftningsmotorer til montering i ibrugtagne køretøjer, og at det ikke er teknisk muligt for de pågældende motorer at opfylde de nye krav i ændringsserie 03. |
11.19. |
Som en undtagelse fra bestemmelserne i punkt 11.11 til 11.16 finder følgende overgangsbestemmelser fra 11.20 til 11.29 anvendelse for køretøjer i klasse T med følgende særlige karakteristika
|
11.20. |
Med virkning fra den 1. januar 2013 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde L og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.21. |
Med virkning fra den 1. januar 2014 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde M og N og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.22. |
Med virkning fra den 1. januar 2015 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde P og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.23. |
Med virkning fra den 1. januar 2016 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde Q og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.24. |
Med virkning fra den 1. oktober 2016 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde R og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.25. |
Med virkning fra den 1. januar 2014 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføringen af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde L og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.26. |
Med virkning fra den 1. januar 2015 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføringen af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde M og N og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.27. |
Med virkning fra den 1. januar 2016 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføringen af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde P og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.28. |
Med virkning fra den 1. januar 2017 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføringen af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde Q og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.29. |
Med virkning fra den 1. oktober 2017 kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte markedsføringen af motorer eller motorfamilier med vekslende hastighed tilhørende effektområde R og beregnet til montering i de i punkt 11.19 definerede køretøjer, som ikke er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 03. |
11.30. |
De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, udskyder som en undtagelse for bestemmelserne i punkt 11.25 til 11.29 de datoer, som er angivet i punkterne ovenfor i to år for så vidt angår motorer med en fabrikationsdato, der ligger tidligere end de nævnte datoer. |
12. NAVNE OG ADRESSER PÅ DE TEKNISKE TJENESTER, DER ER ANSVARLIGE FOR UDFØRELSE AF GODKENDELSESPRØVNINGERNE, OG PÅ DE TYPEGODKENDENDE MYNDIGHEDER
De kontraherende parter i 1958-aftalen, som anvender dette regulativ, meddeler De Forenede Nationers sekretariat navne og adresser på de tekniske tjenester, som udfører godkendelsesprøvninger, og på de typegodkendende myndigheder, som meddeler godkendelser, og hvortil meddelelser udstedt i andre lande om godkendelse eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelse skal sendes.
(1) som defineret i den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3) (ECE/TRANS/WP.29/78/rev.2, para. 2) - www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29resolutions.html
(2) Kendingsnumrene for de kontraherende parter i 1958-overenskomsten er angivet i bilag 3 til den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3), dokument ECE/TRANS/WP.29/78/Rev.2/Amend.1 www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29resolutions.html
(3) Traktorens tyngdepunkt i henhold til ISO 789-6:1982.
BILAG 1A
Oplysningsskema nr … vedrørende typegodkendelse og foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner
Stammotor/motortype (1): …
1. Generelt
1.1. |
Fabriksmærke (firmabetegnelse): … |
1.2. |
Type og handelsbetegnelse for stammotoren(-erne) og, i givet fald, motorfamilie: … |
1.3. |
Fabrikantens typekode som markeret på motoren(-erne): … |
1.4. |
Specifikation af den maskine, der skal fremdrives af motoren (2): … |
1.5. |
Fabrikantens navn og adresse: … Navn og adresse på fabrikantens eventuelle repræsentant: … |
1.6. |
Motornummerets placering, kodning og fastgørelse: … |
1.7. |
Godkendelsesmærkets placering og fastgørelse: … |
1.8. |
Adresse(r) på samlefabrik(ker): … |
Bilag:
1.1. |
Hovedspecifikationer for stammotoren(-motorerne) (jf. tillæg 1) |
1.2. |
Hovedspecifikationer for motorfamilien (jf. tillæg 2) |
1.3. |
Hovedspecifikationer for motortyperne i familien (se tillæg 3) |
2. Specifikationer for motorrelaterede dele af det mobile udstyr (hvis relevant)
3. Fotografier af stammotoren
4. Fortegnelse over eventuelle yderligere bilag
Dato, journalnummer
(1) Det ikke gældende overstreges.
(2) Tolerance angives.
Tillæg 1
Hovedspecifikationer for motoren/stammotoren
1. Beskrivelse af motoren
1.1. Fabrikant: …
1.2. Fabrikantens motorkode: …
1.3. Funktionsprincip: firetakts/totakts (1)
1.4. Boring: … mm
1.5. Slaglængde: … mm
1.6. Cylinderantal, cylinderarrangement: …
1.7. Motorens slagvolumen: … cm3
1.8. Mærkehastighed: …
1.9. Hastighed ved maksimalt drejningsmoment: …
1.10. Volumetrisk kompressionsforhold (2): …
1.11. Beskrivelse af forbrændingssystem: …
1.12. Tegning(er) af forbrændingskammer og stempeltop: …
1.13. Mindste tværsnitsareal af indsugnings- og udstødningsporte: …
1.14. Kølesystem
1.14.1. Flydende
1.14.1.1. Væskens art:…
1.14.1.2. Cirkulationspumpe(r): Ja/nej (1)
1.14.1.3. Specifikationer eller fabrikat(er) og type(r) (hvis relevant):…
1.14.1.4. Udvekslingsforhold (hvis relevant):…
1.14.2. Luft
1.14.2.1. Blæser: Ja/nej (1)
1.14.2.2. Specifikationer eller fabrikat(er) og type(r) (hvis relevant):…
1.14.2.3. Udvekslingsforhold (hvis relevant):…
1.15. Tilladt temperatur ifølge fabrikanten
1.15.1. Væskekøling: Maksimal temperatur ved fraløb: … K
1.15.2. Luftkøling: Referencepunkt:…
Højeste temperatur ved referencepunkt: … K
1.15.3. Maksimal temperatur ved afgang fra ladeluftkøler (i givet fald): … K
1.15.4. Største udstødningstemperatur ved det punkt i udstødningsrøret (-rørene), der støder op til udstødningsmanifoldens afgangsflange(r): … K
1.15.5. Brændstoftemperatur: … min: K
…maks. K
1.15.6 Temperatur af smøremiddel: … min: K
…maks: K
1.16. Tryklader: Ja/nej (1)
1.16.1. Mærke:…
1.16.2. Type:…
1.16.3. Beskrivelse af systemet (f.eks. maks. ladetryk, ladetrykventil, hvis relevant):…
1.16.4. Ladeluftkøling: Ja/nej (1)
1.17. Indsugningssystem: Størst tilladte indsugningsvakuum ved motorens mærkehastighed og 100 % belastning: … kPa
1.18. Udstødningssystem: Største tilladte udstødningsmodtryk ved motorens mærkehastighed og 100 % belastning: … kPa
2. Forureningsbegrænsende foranstaltninger
2.1. Anordning til recirkulation af krumtaphusgasser: Ja/nej (1)
2.2. Supplerende forureningsbekæmpende anordninger (hvis sådanne forefindes og ikke er omfattet af en anden rubrik)
2.2.1. Katalysator: Ja/nej (1)
2.2.1.1. Fabrikat(er):…
2.2.1.2. Type(r):…
2.2.1.3. Antal katalysatorer og katalysatorelementer:…
2.2.1.4. Katalysatorens (katalysatorernes) dimensioner og volumen:…
2.2.1.5. Type katalytisk virkning:…
2.2.1.6. Samlet mængde ædelmetaller:…
2.2.1.7. Relativ koncentration:…
2.2.1.8. Substrat (struktur og materiale):…
2.2.1.9. Celletæthed:…
2.2.1.10. Katalysatorbeholdertype(s):…
2.2.1.11. Katalysatorens (katalysatorernes) placering (sted(er) og mindste/største afstand(e) fra motoren):…
2.2.1.12. Normalt driftstemperaturområde (K):…
2.2.1.13. Reagens, der forbruges (i givet fald):…
2.2.1.13.1. Reagenstype og -koncentration, som er nødvendig for den katalytiske virkning:…
2.2.1.13.2. Reagensets normale driftstemperaturområde:…
2.2.1.13.3. International standard (i givet fald):…
2.2.1.14. NOx-sensor: Ja/nej (1)
2.2.2. Lambda-sonde: Ja/nej (1)
2.2.2.1. Fabrikat(er):…
2.2.2.2. Type:…
2.2.2.3. Placering:…
2.2.3. Lufttilførsel: Ja/nej (1)
2.2.3.1. Type (pulserende luft, luftpumpe, o.lign.):…
2.2.4. EGR: Ja/nej (1)
2.2.4.1. Karakteristika (kølet/ukølet, højtryk/lavtryk o.lign.)…
2.2.5. Partikelfilter: Ja/ nej (1)
2.2.5.1. Partikelfilterets dimensioner og volumen:…
2.2.5.2. Partikelfilterets type og konstruktion:…
2.2.5.3. Placering (sted(er) og mindste/største afstand(e) fra motoren):…
2.2.5.4. Regenereringsmetode eller -system, beskrivelse og/eller tegning:…
2.2.5.5. Normalt driftstemperaturområde (K) og trykområde (kPa):…
2.2.6. Andre systemer: Ja/ nej (1)
2.2.6.1. Beskrivelse og funktionsmåde:…
3. Brændstoftilførsel
3.1. Fødepumpe
Tryk- eller karakteristikdiagram (2):… kPa
3.2. Indsprøjtningssystem
3.2.1. Pumpe
3.2.1.1. Fabrikat(er):…
3.2.1.2. Type(r):…
3.2.1.3. Brændstofmængde: … mm3 pr. takt (2) eller cyklus ved en pumpehastighed på: … min–1 ved største indsprøjtningsmængde eller karakteristikdiagram.
Anvendt metode: På motor/i prøvebænk (1)
3.2.1.4. Indsprøjtningsforstilling
3.2.1.4.1. Indsprøjtningsforstillingskurve (2):…
3.2.1.4.2. Indsprøjtningsindstilling (2):…
3.2.2. Indsprøjtningsledninger
3.2.2.1. Længde: … mm
3.2.2.2. Indvendig diameter: … mm
3.2.3. Injektor(er):
3.2.3.1. Fabrikat(er):…
3.2.3.2. Type(r):…
3.2.3.3. Åbningstryk (2) eller karakteristikdiagram: … kPa
3.2.4. Regulator
3.2.4.1. Fabrikat(er):…
3.2.4.2. Type(r):…
3.2.4.3. Afskæringshastighed ved fuld belastning (2): … min–1
3.2.4.4. Maksimal hastighed, ubelastet (2): … min–1
3.2.4.5. Tomgangshastighed (2): … min–1
3.3. Koldstartsystem
3.3.1. Fabrikat(er):…
3.3.2. Type(r):…
3.3.3. Beskrivelse:…
4. Reserveret
5. Ventilindstilling
5.1. Maksimalt ventilløft og åbne- og lukkevinkler, angivet i forhold til dødpunkt, eller tilsvarende data:…
5.2. Reference- og/eller indstillingsområde (1)
5.3 Variabel ventilindstillilngssystem (hvis relevant og ved indsugning og/eller udstødning) (1)
5.3.1. Type: kontinuerlig eller tændt/slukket (1)
5.3.2. Kamvinkel ved faseskift: …
6. Reserveret
7. Reserveret
(1) Det ikke gældende overstreges.
(2) Tolerance angives.
Tillæg 2
Hovedspecifikationer for motorfamilien
1. Fælles parametre (1)
1.1. |
Forbrændingscyklus:… |
1.2. |
Kølemiddel:… |
1.3. |
Luftindtagstype:… |
1.4. |
Forbrændingskammerets type/konstruktion:… |
1.5. |
Ventiler og porte - arrangement, størrelse og antal:… |
1.6. |
Brændstofsystem:… |
1.7. |
Motorstyringssystemer… Bevis på identitet i henhold til tegningsnummer (-numre):…
|
1.8. |
System til efterbehandling af udstødning (3):… Bevis på identisk (eller for stammotoren laveste) forhold mellem: kapacitet og afgivet brændstofmængde pr. takt i henhold til nummer (numre) i diagram:… |
2. Fortegnelse over motorfamilien
2.1. |
Navn på motorfamilie:… |
2.2. |
Specifikation af motorer i denne familie:
|
2.3. |
Desuden skal de i bilag 1B, tillæg 3, krævede oplysninger for hver motortype i familien indsendes til den typegodkendende myndighed. |
(1) Det ikke gældende overstreges.
(2) Tolerance angives.
(3) Hvis ikke relevant angiv i.r.
(4) For full details see Appendix 1.
(5) For full details see Appendix 3.
Tillæg 3
Hovedspecifikationer for en motortype i motorfamilien
1. Beskrivelse af motoren
1.1. Fabrikant:…
1.2. Fabrikantens motorkode:…
1.3. Funktionsprincip: firetakts/totakts (1)
1.4. Boring: …mm
1.5. Slaglængde: …mm
1.6. Cylinderantal, cylinderarrangement:…
1.7. Motorens slagvolumen: …cm3
1.8. mærkehastighed:…
1.9. Hastighed ved maksimalt drejningsmoment:…
1.10. Volumetrisk kompressionsforhold (2):…
1.11. Beskrivelse af forbrændingssystem:…
1.12. Tegning(er) af forbrændingskammer og stempeltop:…
1.13. Mindste tværsnitsareal af indsugnings- og udstødningsporte:…
1.14. Kølesystem
1.14.1. Flydende
1.14.1.1. Væskens art:…
1.14.1.2. Cirkulationspumpe(r): Ja/ nej (1)
1.14.1.3. Specifikationer eller fabrikat(er) og type(r) (hvis relevant):…
1.14.1.4. Udvekslingsforhold (hvis relevant):…
1.14.2. Luft
1.14.2.1. Blæser: Ja/nej (1)
1.14.2.2. Specifikationer eller fabrikat(er) og type(r) (hvis relevant):…
1.14.2.3. Udvekslingsforhold (hvis relevant):…
1.15. Tilladt temperatur ifølge fabrikanten
1.15.1. Væskekøling: Maksimal temperatur ved fraløb: …K
1.15.2. Luftkøling: Referencepunkt: …
Højeste temperatur ved referencepunkt: …K
1.15.3. Maksimal temperatur ved afgang fra ladeluftkøler (i givet fald): …K
1.15.4. Største udstødningstemperatur ved det punkt i udstødningsrøret (-rørene), der støder op til udstødningsmanifoldens afgangsflange(r): …K
1.15.5. Brændstoftemperatur: …min: K
…maks. K
1.15.6. Temperatur af smøremiddel: …min: K
…maks. K
1.16. Tryklader: Ja/nej (1)
1.16.1. Mærke:…
1.16.2. Type:…
1.16.3. Beskrivelse af systemet (f.eks. maksimalt ladetryk, ladetrykventil, hvis relevant):…
1.16.4. Ladeluftkøling: Ja/ nej (1)
1.17. Indsugningssystem: Størst tilladte indsugningsvakuum ved motorens mærkehastighed og 100 % belastning: …kPa
1.18. Udstødningssystem: Største tilladte udstødningsmodtryk ved motorens mærkehastighed og 100 % belastning: …kPa
2. Forureningsbegrænsende foranstaltninger
2.1. Anordning til recirkulation af krumtaphusgasser: Ja/ nej (1)
2.2. Supplerende forureningsbekæmpende anordninger (hvis sådanne forefindes og ikke er omfattet af en anden rubrik)
2.2.1. Katalysator: Ja/ nej (1)
2.2.1.1. Fabrikat(er):…
2.2.1.2. Type(r):…
2.2.1.3. Antal katalysatorer og katalysatorelementer:…
2.2.1.4. Katalysatorens (katalysatorernes) dimensioner og volumen:…
2.2.1.5. Type katalytisk virkning:…
2.2.1.6. Samlet mængde ædelmetaller:…
2.2.1.7. Relativ koncentration:…
2.2.1.8. Substrat (struktur og materiale):…
2.2.1.9. Celletæthed:…
2.2.1.10. Katalysatorbeholdertype(s):…
2.2.1.11. Katalysatorens (katalysatorernes) placering (sted(er) og mindste/største afstand(e) fra motoren):…
2.2.1.12. Normalt driftstemperaturområde (K):…
2.2.1.13. Reagens, der forbruges (i givet fald):…
2.2.1.13.1. Reagenstype og -koncentration, som er nødvendig for den katalytiske virkning:…
2.2.1.13.2. Reagensets normale driftstemperaturområde:…
2.2.1.13.3. International standard (i givet fald):…
2.2.1.14. NOx-sensor: Ja/ nej (1)
2.2.2. Lambda-sonde: Ja/ nej (1)
2.2.2.1. Fabrikat(er):…
2.2.2.2. Type:…
2.2.2.3. Placering:…
2.2.3. Lufttilførsel: Ja/ nej (1)
2.2.3.1. Type (pulserende luft, luftpumpe, o.lign.):…
2.2.4. EGR: Ja/ nej (1)
2.2.4.1. Karakteristika (kølet/ukølet, højtryk/lavtryk o.lign.)…
2.2.5. Partikelfilter: Ja/ nej (1)
2.2.5.1. Partikelfilterets dimensioner og volumen:…
2.2.5.2. Partikelfilterets type og konstruktion:…
2.2.5.3. Placering (sted(er) og mindste/største afstand(e) fra motoren):…
2.2.5.4. Regenereringsmetode eller -system, beskrivelse og/eller tegning:…
2.2.5.5. Normalt driftstemperaturområde (K) og trykområde (kPa):…
2.2.6. Andre systemer: Ja/ nej (1)
2.2.6.1. Beskrivelse og funktionsmåde:…
3. Brændstoftilførsel
3.1. Fødepumpe
Tryk- eller karakteristikdiagram (2): …kPa
3.2. Indsprøjtningssystem
3.2.1. Pumpe
3.2.1.1. Fabrikat(er):…
3.2.1.2. Type(r):…
3.2.1.3. Praktisk gennemførelse: …mm3 pr. takt (2) eller cyklus ved en pumpehastighed på …min–1 ved største indsprøjtningsmængde eller karakteristikdiagram.
Anvendt metode: På motor/i prøvebænk (1)
3.2.1.4. Indsprøjtningsforstilling
3.2.1.4.1 Indsprøjtningsforstillingskurve (2):…
3.2.1.4.2. Indsprøjtningsindstilling (2):…
3.2.2. Indsprøjtningsledninger
3.2.2.1. Længde: …mm
3.2.2.2. Indvendig diameter: …mm
3.2.3. Injektor(er):
3.2.3.1. Fabrikat(er):…
3.2.3.2. Type(r):…
3.2.3.3. Åbningstryk (2) eller karakteristikdiagram: …kPa
3.2.4. Regulator
3.2.4.1. Fabrikat(er):…
3.2.4.2. Type(r):…
3.2.4.3. Afskæringshastighed ved fuld belastning (2): …min–1
3.2.4.4. Maksimal hastighed uden belastning (2) …min–1
3.2.4.5. Tomgangshastighed (2): …min–1
3.3. Koldstartsystem
3.3.1. Fabrikat(er):…
3.3.2. Type(r):…
3.3.3. Beskrivelse:…
4. Reserveret
5. Ventilindstilling
5.1. Maksimalt ventilløft og åbne- og lukkevinkler, angivet i forhold til dødpunkt, eller tilsvarende data:…
5.2. Reference- og/eller indstillingsområde (1)
5.3 Variabelt ventilindstillingssystem (hvis relevant og ved indsugning og/eller udstødning) (1)
5.3.1 Type: kontinuerlig eller tændt/slukket (1)
5.3.2 Kamvinkel ved faseskift: …
6. Rerserveret
7. Reserveret
(1) Det ikke gældende overstreges.
(2) Tolerance angives.
BILAG 1 B
SPECIFIKATIONER FOR MOTORFAMILIEN OG VALG AF STAMMOTOR
1. PARAMETRE, DER ER BESTEMMENDE FOR MOTORFAMILIEN
1.1. Generelt
En motorfamilie er karakteriseret ved dens konstruktionsparametre. Disse skal være fælles for alle motorer i familien. Motorfabrikanten kan bestemme, hvilke motorer der tilhører en motorfamilie, når blot de kriterier, der er anført i punkt 1.3, opfyldes. Motorfamilien skal godkendes af den typegodkendende myndighed. Fabrikanten skal levere den typegodkendende myndighed fyldestgørende oplysninger om emissionsniveauerne for de forskellige motorer i familien.
1.2. Særlige tilfælde
1.2.1. Interaktion mellem parametre
I visse tilfælde kan der være interaktion mellem parametrene, som kan forårsage emissionsændringer. Dette skal tages i betragtning, således at det sikres, at kun motorer med tilsvarende egenskaber med hensyn til udstødningsemission indgår i samme motorfamilie. Disse tilfælde skal identificeres af fabrikanten og meddeles den typegodkendende myndighed. Dette indgår så som et kriterium for oprettelse af en ny motorfamilie.
1.2.2. Anordninger eller karakteristika, som har stor indflydelse på emissionerne
I tilfælde af anordninger eller karakteristika, der ikke er anført i punkt 1.3, men som har stor indflydelse på emissionsniveauet, skal sådant udstyr identificeres af fabrikanten ud fra et velbegrundet teknisk skøn og meddeles den typegodkendende myndighed. Dette indgår så som et kriterium for oprettelse af en ny motorfamilie.
1.2.3. Supplerende kriterier
Ud over de parametre, der er anført i punkt 1.3, kan fabrikanten indføre yderligere kriterier, der gør det muligt at definere en motorfamilie af mere begrænset omfang. Disse parametre skal ikke nødvendigvis være parametre, der har indflydelse på emissionsniveauet.
1.3. Parametre, der er bestemmende for motorfamilien
1.3.1. Forbrændingscyklus:
a) |
totakts |
b) |
firtakts |
c) |
drejestempelmotor |
d) |
andet |
1.3.2. Cylindernes konfiguration
1.3.2.1. Cylindernes placering i blokken:
a) |
V |
b) |
række |
c) |
radialt |
d) |
andet (F, W osv.). |
1.3.2.2. Cylindernes relative placering
Motorer med samme blok kan tilhøre samme familie, hvis deres boringsmål (centrum til centrum) er de samme.
1.3.3. Vigtigste kølemiddel:
a) |
luft |
b) |
vand |
c) |
olie. |
1.3.4. De enkelte cylindres slagvolumen
Mellem 85 % og 100 % for motorer med en enhedsslagvolumen på ≥ 0,75 dm3 af den største slagvolumen i motorfamilien.
Mellem 70 % og 100 % for motorer med en enhedsslagvolumen på ≥ 0,75 dm3 af den største slagvolumen i motorfamilien.
1.3.5. Luftindtagstype:
a) |
naturlig |
b) |
trykladet |
c) |
trykladet med ladeluftkøler. |
1.3.6. Forbrændingskammerets type/konstruktion:
a) |
åbent kammer |
b) |
delt kammer |
c) |
for andre typer. |
1.3.7. Ventiler og porte:
a) |
arrangement |
b) |
antal ventiler pr. cylinder. |
1.3.8. Type brændstoftilførsel:
a) |
pumpe, (højtryks-)ledning og indsprøjtningsdyse |
b) |
in-line-pumpe eller fordelerpumpe |
c) |
enheds-injektor |
d) |
common rail. |
1.3.9. Forskellige anordninger
a) |
udstødningsrecirkulation (EGR) |
b) |
vandindsprøjtning |
c) |
luftindsprøjtning |
d) |
andet. |
1.3.10. Elektronisk styrestrategi
Tilstedeværelse eller fravær af en elektronisk styreenhed (ECU) på motoren anses for at være et grundlæggende familiekriterium.
Hvis der er tale om elektronisk styrede motorer, skal fabrikanten redegøre for de tekniske elementer, der forklarer samlingen af de pågældende motorer i samme familie, dvs. grundene til at de pågældende motorer kan forventes at opfylde samme krav med hensyn til emissioner.
Den elektroniske hastighedsregulering behøver ikke være af en anden familie end ved mekanisk regulering. Behovet for at adskille elektroniske motorer fra mekaniske motorer bør kun gælde for brændstofindsprøjtningsfunktionen, såsom indstilling, tryk, hastighed, form osv.
1.3.11. Efterbehandlingssystemer til udstødningen
Følgende anordningers funktion og kombination anses for tilhørskriterier til en motorfamilie:
a) |
oxidationskatalysator |
b) |
deNOx-system med selektiv reduktion af NOx (tilsætning af reduktionsmiddel) |
c) |
andre DeNOx-systemer |
d) |
partikelfilter med passiv regenerering |
e) |
partikelfilter med aktiv regenerering |
f) |
andre partikelfiltre |
g) |
andre anordninger. |
Når en motor er blevet certificeret uden efterbehandlingssystem, enten som stammotor eller som en motor i en motorfamilie, kan den, når den udstyres med en oxidationskatalysator (ikke med partikelfilter), indgå i samme motorfamilie, hvis den ikke kræver andre brændstofspecifikationer.
Hvis den kræver særlige specifikationer (f.eks. partikelfiltre, der kræver særlige tilsætningsmidler i brændstoffet for at sikre regenereringsprocessen), skal afgørelsen om at lade motoren indgå i samme familie baseres på tekniske elementer meddelt af fabrikanten. Disse elementer skal vise, at det forventede emissionsniveau for motoren forsynet med oxidationskatalysator overholder de samme grænseværdier som en motor, der ikke er udstyret med en sådan katalysator.
Når en motor er blevet certificeret med efterbehandlingssystem, enten som stammotor eller som en motor i en motorfamilie, hvis stammotor er udstyret med samme efterbehandlingssystem, kan den, når den ikke er monteret uden et efterbehandlingssystem, ikke indgå i samme motorfamilie.
2. VALG AF STAMMOTOR
2.1. |
Stammotoren til motorfamilien vælges primært efter kriteriet højeste brændstofforbrug pr. takt ved den angivne hastighed, som svarer til største drejningsmoment. Såfremt dette primære kriterium opfyldes af to eller flere motorer, skal stammotoren vælges efter de sekundære kriterier, nemlig højeste brændstofforbrug pr. takt ved mærkehastigheden. Under visse omstændigheder kan de godkendende myndigheder afgøre, at den værst tænkelige emission i motorfamilien bedst kan karakteriseres ved, at endnu en motor afprøves. De godkendende myndigheder kan således udvælge endnu en motor til afprøvning, baseret på egenskaber, der tilsiger, at denne kan tænkes at have det højeste forureningsniveau blandt motorerne i den pågældende familie. |
2.2. |
Såfremt nogle motorer i motorfamilien har egenskaber, der kan tænkes at påvirke udstødningsemissionen, skal disse egenskaber ligeledes fastlægges og tages i betragtning ved valg af stammotor. |
BILAG 2
MEDDELELSE
(største format: A4 (210 mm × 297 mm))
Tillæg 1
Prøvningsrapport for motorer med kompressionstænding
Prøvningsresultater (1)
Oplysninger vedrørende prøvemotoren
Motortype: …
Motorens identifikationsnummer: …
1. Oplysninger om prøvningens udførelse:
1.1. Referencebrændstof, der er anvendt ved prøvningen
1.1.1. Cetantal: …
1.1.2. Svovlindhold: …
1.1.3. Densitet: …
1.2. Smøremiddel
1.2.1. Fabrikat(er): …
1.2.2. Type(r): …
(angiv olieprocent i blandingen, hvis brændstoffet iblandes smøremidlet)
1.3. Eventuelt motordrevet udstyr
1.3.1. Liste og angivelse af detaljer til identifikation: …
1.3.2. Optagen effekt ved angivne motorhastigheder (som specificeret af fabrikanten):
|
Effekt optaget af motordrevet udstyr ved forskellige motorhastigheder (2) (3) under hensyntagen til bilag 7 |
||
Udstyr |
Mellemhastighed (i givet fald) |
Maksimal effekthastighed (hvis den afviger fra mærkehastighed) |
Mærkehastighed (4) |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Samlet: |
|
|
|
1.4. Motorydelse
1.4.1. Motorhastigheder:
Tomgang: …min–1
I mellemområdet: …min–1
Maks. effekt: …min–1
Nominel (5): … min–1
1.4.2. Motoreffekt (6)
|
Effektindstilling (kW) ved forskellige motorhastigheder |
||
Tilstand |
Mellemhastighed (i givet fald) |
Maksimal effekthastighed (hvis den afviger fra mærkehastighed) |
Mærkehastighed (7) |
Maksimaleffekt målt ved den opgivne prøvningshastighed (kW) (a) |
|
|
|
Total effekt optaget af motordrevet udstyr, jf. punkt 1.3.2 i dette tillæg underhensyntagen til bilag 7 (kW) (b) |
|
|
|
Motorens nettoeffekt som angivet i punkt 2.1.49 (kW) (c). |
|
|
|
|
|
|
|
2. Oplysninger om NRSC-prøvningens udførelse:
2.1. Dynamometerindstilling (kW)
|
Dynamometerindstilling (kW) ved forskellige motorhastigheder |
|
Belastning (%) |
I mellemområdet (i givet fald) |
Mærkehastighed (7) |
10 (i givet fald) |
|
|
25 (i givet fald) |
|
|
50 |
|
|
75 |
|
|
100 |
|
|
2.2. Emissionsresultater for motoren/stammotoren (8)
Forringelsesfaktor (DF): beregnet/fastsat (8)
Angiv DF-værdier og emissionsresultater i nedenstående tabel (7):
NRSC-prøve |
|||||
DF mult/add (8) |
CO |
HC |
NOx |
PM |
|
|
|
|
|
||
Emissioner |
CO (g/kWh) |
HC (g/kWh) |
NOx (g/kWh) |
PM (g/kWh) |
CO2 (g/kWh) |
Prøvningsresultat |
|
|
|
|
|
Endeligt resultat med DF |
|
|
|
|
|
Yderligere prøvepunkter i kontrolområdet (hvis relevant) |
||||||
Emissioner ved prøvepunkt |
Motorhastighed |
Belastning (%) |
CO (g/kWh) |
HC (g/kWh) |
NOx (g/kWh) |
PM (g/kWh) |
Prøvningsresultat 1 |
|
|
|
|
|
|
Prøvningsresultat 2 |
|
|
|
|
|
|
Prøvningsresultat 3 |
|
|
|
|
|
|
2.3. Prøvetagningssystem anvendt ved NRSC-prøve:
2.3.1. Emission af forurenende luftarter (9): …
2.3.2. PM (9): …
2.3.2.1. Methode (8): enkeltfilter/flerfilter
3. Oplysninger om NRSC-prøvningens udførelse (hvis relevant) (10):
3.1. Emissionsresultater for motoren/stammotoren (8)
Forringelsesfaktor (DF): beregnet/fastsat (8)
Angiv DF-værdier og emissionsresultater i nedenstående tabel (9):
Regenereringsrelaterede data angives for motorer i effektområde Q og R.
NRTC-prøve |
||||||
DF mult/add (8) |
CO |
HC |
NOx |
|
PM |
|
|
|
|
|
|
||
Emissioner |
CO (g/kWh) |
HC (g/kWh) |
NOx (g/kWh) |
HC+NOx (g/kWh) |
PM (g/kWh) |
|
Kold start |
|
|
|
|
|
|
Emissioner |
CO (g/kWh) |
HC (g/kWh) |
NOx (g/kWh) |
HC+NOx (g/kWh) |
PM (g/kWh) |
CO2 (g/kWh) |
Varm start uden regenerering |
|
|
|
|
|
|
Varm start med regenerering (8) |
|
|
|
|
|
|
k r,u (mult/add) (8) k r,d (mult/add) (8) |
|
|
|
|
|
|
Endeligt resultat med DF |
|
|
|
|
|
|
Endeligt resultat med DF |
|
|
|
|
|
Cyklusdrift til varm start uden regenerering kWh
3.2. Prøvetagningssystem anvendt ved NRTC-prøve:
Forurenende luftarter (9): …
PM (9): …
Metode (8): enkeltfilter/flerfilter
(1) Er der flere stammotorer, skal følgende angives for hver af disse.
(2) Det ikke relevante overstreges.
(3) Må ikke være over 10 % af den under prøven målte effekt.
(4) Indsæt værdier ved motorhastighed svarende til 100 % normaliseret hastighed, hvis denne anvendes til NRSC-prøvning.
(5) Indsæt motorhastighed svarende til 100 % normaliseret hastighed, hvis denne anvendes til NRSC-prøvning.
(6) Ukorrigeret effekt målt i overensstemmelse med punkt 2.1.49.
(7) Indsæt værdier ved motorhastighed svarende til 100 % normaliseret hastighed, hvis denne anvendes til NRSC-prøvning.
(8) Det ikke relevante overstreges.
(9) Angiv figurnumrene for det anvendte system som defineret i bilag 4A, tillæg 4, eller punkt 9 i bilag 4B til dette regulativ, afhængigt hvad der er relevant.
(10) I tilfælde af flere stammotorer angives hver enkelt af disse.
BILAG 3
UDFORMNING AF GODKENDELSESMÆRKER
Model A
(se punkt 4.4 i dette regulativ)
a = 8 mm min.
Ovenstående godkendelsesmærke, der er påmonteret en motor, viser, at den pågældende motortype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til regulativ nr. 96 (efter det niveau, der svarer til effektområde F som en motor med variabel hastighed som angivet ved bogstavet A) med godkendelsesnummeret 031857. Godkendelsesnummerets første to cifre angiver, at regulativ nr. 96 forelå i ændret udgave (ændringsserie 03) på det tidspunkt, da der blev meddelt godkendelse.
Model B
(se punkt 4.5 i dette regulativ)
a = 8 mm min.
Ovenstående godkendelsesmærke, der er påmonteret en motor, viser, at den pågældende motortype er godkendt i Nederlandene (E4) i henhold til regulativ nr. 96 (for det niveau, der svarer til effektområde F som en motor med variabel hastighed som angivet med bogstavet A) med godkendelsesnummeret 120. De to første cifre i godkendelsesnummeret angiver, at regulativ nr. 96 på godkendelsesdatoen forelå i ændret udgave (ændringsserie 03), og at regulativ nr. 120 forelå i sin oprindelige udgave.
BILAG 4A
METODE TIL BESTEMMELSE AF EMISSION AF FORURENENDE LUFTARTER OG PARTIKLER
1. INDLEDNING
1.1. I dette bilag beskrives metoden til bestemmelse af emission af forurenende luftarter og partikler fra den afprøvede motor.
Følgende prøvningscyklusser finder anvendelse:
|
NRSC (ikke-vejgående stationær cyklus) ved specifikation af det udstyr, som skal anvendes til måling af emissioner af carbonmonoxid, carbonhydrider, nitrogenoxider og partikler for alle effektområder på de motorer, der er beskrevet i punkt 1.1, 1.2 og 1.3 i dette regulativ, og NRTC (ikke-vejgående overgangscyklus), som skal anvendes til måling af emissioner af carbonmonoxid, carbonhydrider og nitrogenoxider og partikler for effektområde L og derover på de motorer, der er beskrevet i punkt 1.1 og 1.2 i dette regulativ. |
|
Forurenende luftarter og partikler afgivet af den til prøvning indleverede motor måles efter metoderne i bilag 4A, tillæg 4. |
|
Andre systemer eller analysatorer kan godkendes, forudsat at de giver tilsvarende resultater som følgende referencesystemer:
|
|
Vurderingen af systemets ækvivalens baseres på en korrelationsundersøgelse bestående af en 7-trins prøvningscyklus (eller større) til sammenligning af det betragtede system og et eller flere af ovennævnte referencesystemer. |
|
Som kriterium for ækvivalens anvendes ± 5 % overensstemmelse mellem de vægtede gennemsnit af emissionsværdierne for prøvningscyklussen. Der anvendes den i bilag 4A, punkt 3.6.1, beskrevne prøvningscyklus. |
|
For indførelse af et nyt system i regulativet baseres vurderingen af dets ækvivalens på beregninger af repeterbarhed og reproducerbarhed som beskrevet i ISO 5725. |
1.2. Ved prøvningen skal motoren være anbragt i prøvebænk og tilsluttet et dynamometer.
1.3. Måleprincip
De komponenter i motorens udstødning, som skal måles, er dels luftarter (carbonmonoxid, samlede carbonhydrider og nitrogenoxider), dels partikler. Desuden anvendes carbondioxid ofte som sporgas til bestemmelse af fortyndingsforholdet i delstrøms- og fuldstrømsfortyndingssystemer. God teknisk skik tilsiger rutinemæssig brug af carbondioxid-bestemmelse som et udmærket redskab til at opdage måleproblemer under prøvningen.
1.3.1. NRSC-prøve:
Under en foreskreven sekvens af kørebetingelser med varm motor skal mængderne af ovennævnte emissioner fra udstødningen måles kontinuerligt ved udtagning af en prøve af den rå udstødningsgas. Prøvningscyklussen består af en række hastigheds- og effektforløb, som dækker dieselmotorers typiske arbejdsområde. Under hver af disse sekvenser bestemmes koncentrationen af hver forurenende luftart, udstødningens strømningshastighed og den afgivne effekt, og de målte værdier vægtes (enten ud fra vægtede faktorer eller prøvetagningstidspunkt). Partikelprøven fortyndes med konditioneret omgivende luft. Gennem hele prøvningsproceduren tages én prøve, som opsamles på passende filtre.
Alternativt kan der for cyklusser i diskret modus udtages en prøve på separate filtre, en for hver sekvens, og vægtede resultater for cyklussen beregnes.
For hvert forurenede stof beregnes den emitterede mængde i gram pr. kilowatt-time som beskrevet i tillæg 3 til dette bilag.
1.3.2. NRTC-prøve
Overgangs-prøvningscyklussen, der nøje er baseret på driftsforholdene for dieselmotorer i ikke-vejgående maskiner, skal gennemføres to gange:
a) |
Første gang (ikke-opvarmet motor) efter at motoren har opnået stuetemperatur og motorens kølemiddel- og olietemperatur, systemer til efterbehandling og alle hjælpe-anordninger til emissionskontrol har stabiliseret sig på et niveau mellem 20 og 30 °C. |
b) |
Anden gang (opvarmet motor) efter en tyve minutters varm henståen (hot soak), der starter umiddelbart efter afslutningen af cyklussen for ikke-opvarmet motor. |
Under denne prøvningssekvens bestemmes ovennævnte forurenende stoffer. Prøvningssekvensen består af en cyklus for ikke-opvarmet motor efterfulgt af naturlig eller kunstig nedkøling af motoren, en periode med fordampningsemission (hot soak) og en cyklus for opvarmet motor, der fører til en samlet emissionsberegning. Ved hjælp af værdierne for motordrejningsmoment og -omdrejningstal registreret af motordynamometeret integreres effekten med hensyn til tiden for prøvningscyklussen. Resultatet er det arbejde, motoren har udført gennem prøvningscyklussen. Koncentrationerne af luftarterne bestemmes gennem hele cyklussen, enten i den rå udstødningsgas ved integration af signalet fra analysatoren efter tillæg 3 til dette bilag, eller i den fortyndede udstødningsgas i et CVS-fuldstrømssystem ved integration eller ved opsamling i sæk efter tillæg 3 til dette bilag. For partikler føres en proportional prøve af den fortyndede udstødningsgas gennem et filter af foreskreven type, enten ved delstrømfortynding eller fuldstrømfortynding. Alt efter den anvendte metode bestemmes strømningshastigheden af den fortyndede eller ufortyndede udstødningsgas gennem hele cyklussen med henblik på beregning af masseemissionen af forurenende stoffer. Sammen med det af motoren udførte arbejde benyttes masseemissionen af hvert forurenende stof til beregning af den emitterede mængde i gram pr. kilowatt-time.
Emissioner (g/kWh) måles gennem startcyklussen for både en ikke-opvarmet og en opvarmet motor. Emissioner, der vægtes sammen, beregnes ved at vægte resultaterne for en ikke-opvarmet motor med 10 % og resultaterne for en opvarmet motor med 90 %. Resultaterne fra de emissioner, der vægtes sammen, skal overholde grænseværdierne.
1.4. Symboler for testparametre
Symbol |
Enhed |
Udtryk |
Ap |
m2 |
Tværsnitsareal af isokinetisk prøvetagningssonde. |
AT |
m2 |
Udstødningsrørets tværsnitsareal. |
aver |
|
Vægtet gennemsnit af: |
|
m3/h |
volumenhastighed |
|
kg/h |
massestrøm |
|
g/kWh |
specifikke emission. |
α |
— |
Forholdet mellem hydrogen og carbon i brændstoffet |
C1 |
— |
Carbonhydridækvivalent med ét kulstofatom |
conc |
ppm |
Koncentration (med den pågældende % vol. komponent angivet som suffiks) |
concc |
ppm |
Baggrundskorrigeret koncentration. % vol. |
concd |
ppm |
Fortyndingsluftens koncentration % vol. |
DF |
— |
Fortyndingsfaktor. |
fa |
— |
Laboratoriets atmosfærefaktor. |
FFH |
— |
Brændstofspecifik faktor, der anvendes til beregning af våde koncentrationer fra tørre koncentrationer, forholdet mellem hydrogen og carbon. |
GAIRW |
kg/h |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis. |
GAIRD |
kg/h |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, tør basis. |
GDILW |
kg/h |
Fortyndingsluftens massestrømshastighed, våd basis. |
GEDFW |
kg/h |
Ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas, våd basis. |
GEXHW |
kg/h |
Udstødningsgassens massestrømshastighed, våd basis. |
GFUEL |
kg/h |
Brændstoffets massestrømshastighed. |
GTOTW |
kg/h |
Massestrømshastigheden af den fortyndede udstødningsgas, våd basis. |
HREF |
g/kg |
Referenceværdi af absolut fugtighed 10,71 g/kg til beregning af fugtighedskorrektionsfaktorer for NOx og partikler. |
Ha |
g/kg |
Indsugningsluftens absolutte fugtindhold. |
Hd |
g/kg |
Fortyndingsluftens absolutte fugtindhold. |
i |
— |
Indeks, som angiver den pågældende prøvningssekvens. |
KH |
— |
Fugtighedskorrektionsfaktor for NOx. |
Kp |
— |
Fugtighedskorrektionsfaktor for partikler. |
KW,a |
— |
Omregningsfaktor for indsugningsluft fra tør til våd basis. |
KW,d |
— |
Omregningsfaktor for fortyndingsluft fra tør til våd basis. |
KW,e |
— |
Omregningsfaktor for fortyndet udstødningsgas fra tør til våd basis. |
KW,r |
— |
Omregningsfaktor for ufortyndet udstødningsgas fra tør til våd basis. |
L |
% |
Drejningsmoment angivet som procent af største drejningsmoment for testhastigheden. |
mass |
g/h |
Indeks, som angiver massestrøm af emissioner. |
MDIL |
kg |
Masse af fortyndingsluftprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøver. |
MSAM |
kg |
Masse af fortyndingsluftprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve. |
Md |
mg |
Masse af opsamlede partikler fra fortyndingsluft. |
Mf |
mg |
Masse af opsamlede partikler |
pa |
kPa |
Mætningsdamptryk af motorens indsugningsluft (ISO 3046 psy = PSY prøvning, omgivende). |
pB |
kPa |
Totalt barometertryk (ISO 3046: Px=PX Omgivende tryk på prøvested Py=PY Omgivende totalt tryk under prøvning). |
pd |
kPa |
Mætningsdamptryk af fortyndingsluft. |
ps |
kPa |
Tørt atmosfæretryk. |
P |
kW |
Effekt, bremseukorrigeret. |
PAE |
kW |
Nominel total effekt optaget af hjælpeudstyr, der er monteret med henblik på prøvningen og ikke kræves efter punkt 2.1.49 i dette regulativ. |
PM |
kW |
Største målte effekt ved prøvningshastighed under prøvningsbetingelser (jf. bilag 1A). |
PM |
kW |
Effekt målt ved de forskellige prøvnings-modi. |
q |
— |
Fortyndingsforhold. |
r |
— |
Forhold mellem tværsnitsareal af isokinetisk sonde og udstødningsrør. |
Ra |
% |
Indsugningsluftens relative fugtighed. |
Rd |
% |
Fortyndingsluftens relative fugtighed. |
Rf |
— |
FID-responsfaktor. |
S |
kW |
Indstilling af dynamometer. |
Ta |
K |
Indsugningsluftens absolutte temperatur. |
TDd |
K |
Absolutte dugpunkt. |
TSC |
K |
Ladeluftens temperatur. |
Tref |
K |
Referencetemperatur (af forbrændingsluften 298 K (25 °C)). |
TSCRef |
K |
Ladeluftens referencetemperatur. |
VAIRD |
m3/h |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, tør basis. |
VAIRW |
m3/h |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis. |
VDIL |
m3 |
Volumen af fortyndingsluftprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøver. |
VDILW |
m3/h |
Volumenstrømshastighed, våd basis. |
VEDFW |
m3/h |
Ækvivalent volumenstrømshastighed af fortyndet udstødningsgas, våd basis. |
VEXHD |
m3/h |
Udstødningsgassens volumenstrømshastighed, tør basis. |
VEXHW |
m3/h |
Udstødningsgassens volumenstrømshastighed, våd basis |
VSAM |
m3 |
Masse af prøven, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve. |
VTOTW |
m3/h |
Volumenstrømshastighed af den fortyndede udstødningsgas, våd basis. |
WF |
— |
Vægtningsfaktor. |
WFE |
— |
Effektiv vægtningsfaktor. |
2. PRØVNINGSBETINGELSER
2.1. Generelle krav
Alle rumfang og volumenstrømshastigheder skal være henført til 273 K (0 °C) og 101,3 kPa.
2.2. Prøvningsbetingelser for motoren
2.2.1. Den absolutte temperatur Ta af motorens indsugningsluft i Kelvin samt det tørre atmosfæretryk ps i kPa måles, og heraf bestemmes parameteren fa som følger:
|
Motorer med naturlig indsugning og mekanisk trykladning:
|
|
For trykladede motorer med eller uden køling af motorens indgangsluft:
|
2.2.2. Prøvningens gyldighed
For at prøvningen kan anses for gyldig, skal det for parameteren fa gælde:
0,96 ≤ fa ≤ 1,06
2.2.3. Motorer med køling af motorens indgangsluft
Ladelufttemperaturen skal registreres og må ved den angivne nominelle hastighed og fuld belastning ikke afvige mere end ± 5 K fra den af fabrikanten foreskrevne maksimale ladelufttemperatur. Kølemidlets temperatur skal være mindst 293 K (20 °C).
Anvendes testsystem eller udvendig blæser, må ladelufttemperaturen ved motorhastigheden svarende til motorens mærkeeffekt og fuld belastning højst afvige ± 5 K fra den angivne maksimale ladelufttemperatur. Ladeluftkølerens kølemiddeltemperatur og kølemiddelstrømningshastighed, der er indstillet på ovennævnte værdier, må ikke ændres gennem hele prøvningscyklussen. Ladeluftkølerens volumen skal være baseret på god teknisk skik og typiske anvendelser af køretøj/maskine.
Om ønsket kan indstilling af ladeluftkøleren ske i henhold til SAE J 1937 som offentliggjort i januar 1995.
2.3. Motorens luftindtag
Prøvemotorens luftindtagssystem skal være forsynet med en forsnævring, der inden for ± 300 Pa svarer til den af fabrikanten angivne værdi for et rent luftfilter ved driftsbetingelser, der af fabrikanten angives at svare til maksimal luftindstrømning. Forsnævringerne indstilles ved mærkehastighed og fuld belastning. Der kan anvendes et testsystem, forudsat at dette svarer til motorens faktiske driftsbetingelser.
2.4. Motorens udstødningssystem
Prøvemotorens udstødningssystem skal have et modtryk, som hejst afviger ± 650 Pa fra den værdi der af fabrikanten angives at resultere i den specificerede maksimale effekt.
Har motoren anordning til efterbehandling af udstødningsgassen, skal udstødningsrøret have samme diameter som det, der anvendes mindst fire rørdiametre oven for indgangen til den udvidelse, som indeholder efterbehandlingsenheden. Afstanden fra udstødningsmanifoldflange eller turboladerudgang til efterbehandlingsenheden skal være den samme som i den udformning, som er opstillet af fabrikanten eller inden for de afstandsspecifikationer, han har angivet. Udstødningens modtryk eller indsnævring skal overholde samme kriterier som ovenfor angivet og kan være indstillet ved hjælp af en ventil. Efterbehandlingsbeholderen kan være afmonteret under forprøver og under registrering af motorens data og kan erstattes med en tilsvarende beholder med inaktiv katalysatorbærer.
2.5. Kølesystem
Kølesystemets kapacitet skal være tilstrækkelig til at holde motorens driftstemperatur på den af fabrikanten angivne normalværdi.
2.6. Smøreolie
Specifikationer for den ved prøvningen anvendte smøreolie skal registreres og angives sammen med prøvningsresultaterne.
2.7. Prøvebrændstof
Som brændstof benyttes det referencebrændstof, der er angivet i bilag 6 for det pågældende effektområde:
|
Bilag 6, tabel 1 for effektområde D til G |
|
Bilag 6, tabel 2 for effektområde H til K |
|
Bilag 6, tabel 3 for effektområde L til P |
|
Om ønsket kan det referencebrændstof, der er angivet i bilag 6, tabel 1, anvendes for effektområde H til K. |
|
Cetantal og svovlindhold af det ved prøvningen anvendte referencebrændstof skal angives i punkt 1.1 i tillæg 1 til bilag 2. |
Temperaturen af brændstoffet, målt ved indsprøjtningspumpens indtag, skal være 306-316 K (33-43 °C).
3. PRØVEKØRSEL (NRSC-PRØVNING)
3.1. Bestemmelse af dynamometerets indstilling
Grundlaget for måling af den specifikke emission er den ukorrigerede bremsede effekt i henhold til regulativ nr. 120.
Under prøvningen skal det udstyr, der er nødvendigt for motorens funktion, installeres i henhold til kravene i bilag 7.
For udstyr, som ikke er blevet afmonteret, skal den ved prøvningshastighederne optagne effekt bestemmes med henblik på beregning af dynamometerindstillingen, bortset fra motorer, hvor sådant udstyr indgår som en integrerende del af motoren (som f.eks. ventilatorer på luftkølede motorer).
Modstanden ved motorens luftindtag og modtrykket i udstødningsrøret skal være indstillet svarende til de af fabrikanten angivne øvre grænser i overensstemmelse med punkt 2.3 og 2.4.
De maksimale værdier af drejningsmomentet ved de foreskrevne afprøvningshastigheder findes eksperimentelt, således at størrelsen af drejningsmomentet ved de foreskrevne prøvningssekvenser kan beregnes. For motorer, der ikke er beregnet til at arbejde ved forskellige omdrejningshastigheder med største drejningsmoment, skal det maksimale drejningsmoment ved prøvningshastighederne angives af fabrikanten.
Motorens indstilling beregnes for hver prøvningssekvens ved hjælp af formlen:
Såfremt følgende betingelse er opfyldt:
kan størrelsen P AE kontrolleres af den godkendende myndighed, der meddeler typegodkendelse.
3.2. Klargøring af prøvetagningsfiltre
Mindst én time før prøvens gennemførelse skal hvert filter(par) anbringes i en lukket, men ikke tætnet petriskål og stilles til stabilisering i et vejerum. Efter forløbet af stabiliseringsperioden vejes hvert filter(par), og taravægten noteres. Det pågældende filter(par) opbevares derefter i en lukket petriskål eller filterholder, indtil det skal bruges til prøvning. Er det pågældende filter(par) ikke blevet anvendt inden for otte timer efter udtagning af vejerummet, skal det vejes igen før anvendelsen.
3.3. Montering af måleapparaturet
Instrumenter og prøvetagningssonder skal være monteret som angivet. Anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem til fortynding af udstødningsgassen, skal udstødningsrøret være tilsluttet systemet.
3.4. Start af fortyndingssystemet og motoren
Fortyndingssystemet og motoren startes og varmes op, indtil alle temperatur- og trykværdier har stabiliseret sig ved fuld belastning og mærkehastigheden (punkt 3.6.2).
3.5. Indstilling af fortyndingsforholdet
Systemet til partikeludskillelse startes; systemer med enkelt filter skal arbejde med omføring (bypass), medens systemer med flere filtre kan arbejde med omføring. Fortyndingsluftens baggrundskoncentration af partikler kan bestemmes ved, at fortyndet luft ledes gennem partikelfiltrene. Anvendes filtreret fortyndingsluft, kan der foretages en enkelt måling enten før, under eller efter prøvens udførelse. Hvis fortyndingsluften ikke filtreres, skal målingen foretages på én prøve, som udtages gennem hele testens varighed.
Fortyndingsluften indstilles således, at filteroverfladens temperatur er mellem 315 K (42 °C) og 325 K (52 °C) i hver prøvningssekvens. Det totale fortyndingsforhold skal være mindst fire.
Bemærk: For effektområder til og med K kan filterets temperatur ved hjælp af cyklusser i diskret modus holdes på den maksimale temperatur på 325 K (52 °C) eller derunder i stedet for at overholde temperaturområdet 42 °C-52 °C.
Til metoderne med enkelt filter og flere filtre skal massestrømmen af prøvegas gennem filteret holdes på en konstant andel af massestrømmen af fortyndet udstødningsgas, hvilket gælder fuldstrømsfortyndingssystemer i alle prøvningssekvenser. Dette masseforhold skal holdes inden for ± 5 % af gennemsnitsværdien for hver prøvningssekvens, for systemer uden mulighed for omføring (bypass), dog ikke de første 10 sekunder af hver prøvningssekvens. For delstrømsfortyndingssystemer med enkelt filter skal massestrømmen gennem filteret være konstant inden for ± 5 % af gennemsnittet for prøvningssekvensen, for systemer uden mulighed for omføring dog ikke de første 10 sekunder af hver prøvningssekvens.
For systemer reguleret af koncentrationen af CO2 eller NOx skal fortyndingsluftens koncentration af henholdsvis CO2 og NOx måles ved begyndelsen og slutningen af hver prøve. Ved måling af fortyndingsluftens baggrundskoncentration af CO2 eller NOx må start- og slutværdierne ikke afvige mere end henholdsvis 100 ppm og 5 ppm indbyrdes.
Anvendes et analysesystem med fortynding af udstødningsgassen, skal de relevante baggrundskoncentrationer bestemmes, ved at der udtages fortyndingsluft i en opsamlingssæk gennem hele prøvesekvensen.
Baggrundskoncentrationen kan måles kontinuerligt (uden prøveopsamlingssæk) i mindst tre punkter — ved begyndelsen, ved slutningen og nær midten af prøvningscyklussen — og gennemsnittet heraf beregnes. På fabrikantens begæring kan baggrundsmålinger udelades.
3.6. Kontrol af analysatorerne
Analysatorerne til emissionsbestemmelse skal være nulstillet og kalibreret.
3.7. Prøvningscyklus
3.7.1. Maskinspecifikation i henhold til punkt 1.1 til 1.3.:
3.7.1.1. Specifikation A
For motorer, der er omfattet af punkt 1.1 og 1.2 i dette regulativ, skal prøvemotoren underkastes den diskrete 8-sekvensers-cyklus (1) på dynamometeret, jf. bilag 5, punkt 1.1, afsnit a).
Om ønsket kan den tilsvarende modale 9-sekvensers-cyklus med ramper i bilag 5, punkt 1.2, afsnit a), anvendes. I så fald køres cyklussen i overensstemmelse med bilag 4B, punkt 7.8.2, i stedet for efter procedurerne i punkt 3.7.2 til 3.7.6.
3.7.1.2. Specifikation B
For motorer, der er omfattet af punkt 1.3 og 1.2 i dette regulativ, skal prøvemotoren underkastes den diskrete 5-sekvensers-cyklus (2) på dynamometeret, jf. bilag 5, punkt 1.1, afsnit a).
Om ønsket kan den modale 5-sekvensers-cyklus med ramper i bilag 5, punkt 1.2, afsnitb), anvendes. I så fald køres cyklussen i overensstemmelse med bilag 4B, punkt 7.8.2, i stedet for efter procedurerne i punkt 3.7.2 til 3.7.6.
Belastningstallene er angivet som procent af drejningsmomentet svarende til den primæreffekt, der er til rådighed under en sekvens med varierende effekt og kan afgives i et ubegrænset antal timer årligt mellem de angivne vedligeholdelsesterminer og under de angivne omgivelsesbetingelser, når vedligeholdelse udføres som foreskrevet af fabrikanten.
3.7.2. Klargøring af motoren
Motoren og systemet skal varmes op ved maksimal motorhastighed og største drejningsmoment for at stabilisere motorens driftsparametre efter fabrikantens anvisninger.
Bemærk: Hensigten med opvarmningsperioden er desuden at undgå, at belægninger i udstødningssystemet fra foregående prøver får indflydelse på resultaterne. Derudover kræves mellem testpunkterne en stabiliseringsperiode, der tjener til at minimere testpunkternes indbyrdes påvirkning til det mindst mulige.
3.7.3. Prøvningssekvens
Prøvningssekvensen påbegyndes. Rækkefølgen ved udførelse af prøverne skal svare til sekvensnumrene ved de ovenfor beskrevne prøvningscykler.
I de enkelte sekvenser i den givne prøvningscyklus skal den foreskrevne hastighed holdes med en nøjagtighed på ± 1 % af den nominelle hastighed, dog ikke over ± 3 min–1, med undtagelse af normal tomgang, der skal være inden for de af fabrikanten angivne tolerancer. Det foreskrevne drejningsmoment skal holdes således, at gennemsnittet over måleperioden er inden for ± 2 % af det største drejningsmoment ved prøvningshastigheden.
Til hvert målepunkt kræves et mindste tidsrum på ti minutter. Kræver prøvetagningen længere tid til indsamling af et tilstrækkeligt kvantum partikler på målefilteret, kan prøvningstidsrummet udvides efter behov.
Varigheden af det pågældende regime skal registreres og angives i rapporten.
Koncentrationerne af forurenende luftarter måles og registreres i de sidste tre minutter af den pågældende sekvens.
Partikelindsamlingen og målingen af forurenende luftarter må ikke begynde, før motoren er stabiliseret som fastlagt af fabrikanten, og de skal afsluttes samtidig.
Brændstoftemperaturen skal måles ved brændstofindsprøjtningspumpens indtag eller som angivet af fabrikanten, og målestedet skal registreres.
3.7.4. Analysatorernes respons
Analysatorernes målinger skal optegnes med båndskriver eller måles med et tilsvarende dataoptegningssystem, idet udstødningsgassen gennemstrømmer analysatorerne i mindst tre minutter i hver sekvens. Anvendes prøvetagningssække til måling af fortyndet CO og CO2 (se bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.4.4), skal der indsamles en prøve i de sidste tre minutter af hver sekvens, og prøvesækkens indhold analyseres og registreres.
3.7.5. Udtagning af partikelprøver
Prøver til bestemmelse af partikelindhold kan udtages ved hjælp af et enkelt eller flere filtre (bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.5). Da metoderne kan give let afvigende resultater, skal den anvendte metode angives sammen med resultaterne.
Anvendes metoden med enkelt filter, skal de i prøvningscyklussen angivne vægtningsfaktorer tages i betragtning ved prøveindsamlingen gennem tilsvarende indstilling af gennemstrømningshastighed og/eller prøvetagningstid.
Udtagning af prøverne skal finde sted senest muligt i hvert forløb. Prøvetagningstiden skal for hver sekvens være mindst 20 s for metoden med enkelt filter og mindst 60 s for flerfiltermetoden. For systemer uden mulighed for omføring skal prøvetagningstiden pr. sekvens være mindst 60 s for enkelt- og flerfiltermetoden.
3.7.6. Motorens tilstand
Motorens hastighed og belastning, indsugningsluftens temperatur, brændstofstrømmen og luft- eller udstødningsgasstrømmen skal måles i hver sekvens, efter at motoren er stabiliseret.
Er det ikke muligt at måle strømmen af udstødningsgas eller luft- og brændstofforbrug, kan den beregnes ved hjælp af kulstof- og iltbalancer (se bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.2.3).
Alle yderligere nødvendige data til beregningerne skal registreres (jf. bilag 4A, tillæg 3, punkt 1.1 og 1.2).
3.8. Efterkontrol af analysatorerne
Efter prøvningen gentages kontrollen med anvendelse af en nulstillingsgas og samme justeringsgas. Prøvningen anses for acceptabel, hvis forskellen mellem de to målinger er mindre end 2 %.
4. PRØVEKØRSEL (NRTC-PRØVNING)
4.1. Indledning
Den ikke-vejgående overgangscyklus (NRTC) er opført i bilag 5 som en sekundopdelt sekvens af normaliserede hastigheds- og drejningsmomentværdier, som gælder for alle dieselmotorer, der er omfattet af dette regulativ. For at prøven kan udføres på en motorprøvebænk skal de normaliserede værdier omregnes til faktiske værdier for den pågældende motor, baseret på motorens karakteristikkurve. Denne omregning betegnes denormalisering, og den beregnede testcyklus betegnes referencecyklussen for den prøvede motor. Med disse referencehastigheder og -drejningsmomenter køres prøvecyklussen i prøvebænken, og de opnåede hastigheds- og drejningsmomentværdier registreres. Til validering af prøvekørslen udføres en regressionsanalyse på referenceværdier og opnåede værdier af hastighed og drejningsmoment, når prøven er gennemført.
4.1.1. Der må ikke anvendes frakoblingsmekanismer eller irrationelle emissionskontrolstrategier.
4.2. Optegning af motorens karakteristik
Når NRTC udføres i prøvebænken, skal motorens hastigheds-/drejnings-momentkarakteristik bestemmes inden gennemførelse af prøvningscyklussen.
4.2.1. Bestemmelse af hastighedsområdet for motorkarakteristikken
Den minimale og den maksimale karakteristikhastighed er defineret således:
Minimal karakteristikhastighed |
= |
tomgangshastighed |
Maksimal karakteristikhastighed |
= |
n hi x 1,02, dog højst den hastighed, hvor drejningsmomentet ved fuld belastning går mod nul (hvor n hi er den høje hastighed, der fastlægges som den højeste motorhastighed, hvor motoren afgiver 70 % af mærkeeffekten). |
4.2.2. Motorkarakteristik
Motoren skal varmes op ved maksimal motoreffekt for at stabilisere motorens driftsparametre efter fabrikantens anvisninger og god teknisk skik. Når motoren er stabiliseret, optegnes motorens karakteristik efter følgende fremgangsmåde.
4.2.2.1. Overgangskarakteristik
a) |
Motoren skal være ubelastet og gå med tomgangshastighed. |
b) |
Motoren skal arbejde med indsprøjtningspumpen indstillet på fuld belastning ved den minimale karakteristikhastighed. |
c) |
Motorhastigheden øges med en hastighed på gennemsnitligt 8 ± 1 min–1/s fra den minimale til den maksimale karakteristikhastighed. Motorens hastigheds- og drejningsmomentpunkter skal registreres med en målefrekvens på mindst ét punkt i sekundet. |
4.2.2.2. Trinkarakteristik
a) |
Motoren skal være ubelastet og gå med tomgangshastighed. |
b) |
Motoren skal arbejde med indsprøjtningspumpen indstillet på fuld belastning ved den minimale karakteristikhastighed. |
c) |
Mens fuld last opretholdes, bliver den mindste karakteristikhastighed opretholdt i mindst 15 s, og det gennemsnitlige drejningsmoment i de sidste 5 s registreres. Kurven over det maksimale drejningsmoment fra mindste til største karakteristikhastighed bestemmes med trinvis hastighedsforøgelse, hvor hvert trin er højst 100 ± 20/min–1. Hvert prøvepunkt opretholdes i mindst 15 s, og det gennemsnitlige drejningsmoment i de sidste 5 s registreres. |
4.2.3. Generering af karakteristikkurve for motoren
Alle de under punkt 4.2.2 registrerede datapunkter forbindes ved lineær interpolation mellem punkterne. Den resulterende drejningsmomentkurve er motorens karakteristik og anvendes til at konvertere de normaliserede drejningsmomentværdier fra bilag 5 til faktiske drejningsmomentværdier for prøvningscyklussen som beskrevet i punkt 4.3.3.
4.2.4. Alternativ optegning af karakteristik
Anser en fabrikant ovennævnte teknikker til optegning af karakteristik for sikkerhedsmæssigt utilfredsstillende eller dårligt repræsentative for en given motor, kan alternative teknikker til optegning af karakteristik anvendes. Sådanne alternative teknikker skal opfylde den angivne karakteristikprocedures formål: at bestemme det maksimale drejningsmoment, der er til rådighed ved alle motorhastigheder, som gennemløbes under prøvningscyklussen. Hvis der med begrundelse i sikkerhed eller repræsentativitet afviges fra de i dette punkt foreskrevne teknikker til optegning af karakteristik, skal de pågældende afvigende teknikker godkendes af de berørte parter tillige med begrundelsen for deres anvendelse. Dog kan drejningsmomentkurve for regulerede eller turboladede motorer i intet tilfælde optegnes ved faldende motorhastighed.
4.2.5. Gentagelse af prøvninger
Der behøver ikke optages karakteristik af motoren før hver eneste prøvningscyklus. Der skal optegnes ny karakteristik af en motor før en prøvningscyklus, hvis:
a) |
der er gået urimelig lang tid siden sidste karakteristikoptegnelse, vurderet ud fra et teknisk skøn, eller |
b) |
der er foretaget fysiske ændringer eller rekalibrering af motoren, som muligvis kan have indflydelse på motorens præstationer. |
4.3. Generering af referenceprøvecyklussen
4.3.1. Referencehastighed
Referencehastigheden (n ref) svarer til de 100 % hastighedsværdier, der er angivet i dynamometerskemaet i tillæg 5. Den faktiske motorcyklus, der resulterer af denormalisering af referencehastigheden, afhænger hovedsagelig af valget af en passende referencehastighed. Referencehastigheden bestemmes ved følgende formel:
(Den høje hastighed defineres som den højeste motorhastighed, hvor motoren afgiver 70 % af mærkeeffekten, mens den lave hastighed defineres som den laveste motorhastighed, hvor motoren afgiver 50 % af mærkeeffekten).
Hvis den målte referencehastighed ikke afviger mere end ± 3 % af fra den af fabrikanten angivne hastighed, anvendes den angivne referencehastighed til emissionsprøvningen. Hvis tolerancen overskrides, anvendes den målte referencehastighed til emissionsprøvningen. (Dette er i overensstemmelse med standarden ISO 8178-11:2006).
4.3.2. Denormalisering af motorhastigheden
Hastigheden denormaliseres ved hjælp af følgende ligning:
4.3.3. Denormalisering af motorens drejningsmoment
Drejningsmomentværdierne i dynamometerskemaet i bilag 5 er normaliseret til det maksimale drejningsmoment ved den pågældende hastighed. Referencecyklussens drejningsmomentværdier denormaliseres ved hjælp af den karakteristik, der er fastlagt i henhold til punkt 4.2.2, på følgende måde:
for den pågældende faktiske hastighed, bestemt i punkt 4.3.2.
4.3.4. Eksempel på denormaliseringsmetode
Som eksempel vises, hvordan følgende testpunkter denormaliseres:
% hastighed= 43 %
% drejningsmoment= 82 %
Følgende værdier er givet:
referencehastighed= 2 200 min–1
tomgangshastighed= 600 min–1
resulterende i
hvor det maksimale drejningsmoment, aflæst på kurvebladet ved 1 288 min–1, er 700 Nm
4.4. Funktionsprøvestand
4.4.1. Når belastningscelle anvendes, skal drejningsmomentsignalet henføres til motorens akse, og dynamometerets inertimoment medregnes. Det faktiske motordrejningsmoment er det på belastningscellen aflæste drejningsmoment, plus bremsens inertimoment gange vinkelaccelerationen. Styresystemet skal udføre denne beregning i sand tid.
4.4.2. Prøves motoren med et hvirvelstrømsdynamometer, anbefales det, at antallet af punkter, hvor differencen er mindre end – 5 % af det maksimale drejningsmoment, ikke er over 30 (hvor T sp er det krævede drejningsmoment, n sp er differentialkvotienten af motorhastigheden, og ΘD er rotationsenergien af hvirvelstrømsdynamometeret).
4.5. Emissionsprøvens gennemførelse
Følgende diagram viser prøvens gennemførelse:
Efter behov kan der gennemføres en eller flere øvelsescyklusser til kontrol af motor, prøvebænk og emissionssystemer før målecyklussen.
4.5.1. Klargøring af prøvetagningsfiltre
Mindst én time før prøvningens gennemførelse skal hvert filter anbringes i en petriskål, som er beskyttet mod støvkontaminering og tillader luftudskiftning, og stilles til stabilisering i et vejerum. Efter forløbet af stabiliseringsperioden vejes hvert filter, og vægten noteres. Filteret opbevares derefter i en lukket petriskål eller tætsluttende filterholder, indtil det skal bruges til prøvning. Filteret skal anvendes senest otte timer efter udtagning af vejerummet. Taravægten noteres.
4.5.2. Montering af måleapparaturet
Instrumenter og prøvetagningssonder skal være monteret som angivet. Udstødningsrøret skal være tilsluttet fuldstrømsfortyndingssystemet til fortynding, hvis et sådant system anvendes.
4.5.3. Start af fortyndingssystemet
Fortyndingssystemet sættes i gang. Den totale fortyndede udstødningsgasstrøm af udstødningsgas for et fuldstrømsfortyndingssystem eller den totale strømningshastighed af fortyndet udstødningsgas gennem et delstrømsfortyndingssystem skal indstilles således, at kondensation af vand i systemet undgås og temperaturen af filteroverfladen er mellem 315 K (42 °C) og 325 K (52 °C).
4.5.4. Start af partikelprøvetagningssystemet
Systemet til partikeludskillelse startes og køres med omføring (bypass). Fortyndingsluftens baggrundskoncentration af partikler kan bestemmes ved, at der tages prøve af fortyndingsluften, før der ledes udstødningsgas ind i fortyndingstunnelen. Baggrundspartikelprøven bør fortrinsvis indsamles under overgangscyklussen, hvis man råder over et ekstra partikelindsamlingssystem. Ellers kan man anvende det partikelindsamlingssystem, der er anvendt til indsamling af partikler i overgangscyklussen. Anvendes filtreret fortyndingsluft, kan der foretages en enkelt måling enten før eller efter prøvningens udførelse. Hvis fortyndingsluften ikke filtreres, skal der måles ved cyklussens begyndelse og afslutning, og gennemsnittet heraf beregnes.
4.5.5. Kontrol af analysatorerne
Analysatorerne til emissionsbestemmelse skal være nulstillet og kalibreret. Anvendes sække til prøveudtagning, skal de være udsuget.
4.5.6. Krav til nedkøling
Der kan anvendes naturlig eller kunstig nedkøling. Ved kunstig nedkøling etableres i overensstemmelse med god teknisk praksis systemer til at sende køleluft hen over maskinen, sende køleolie gennem motorens smøresystem, bortlede varme fra kølemiddelet gennem motorens kølesystem og aflede varme fra udstødningens efterbehandlingssystem. Ved kunstig nedkøling af et efterbehandlingssystem, må køleluften først tilføres, når efterbehandlingssystemet er nedkølet til under den temperatur, hvor katalysen aktiveres. Køleprocedurer, der fører til ikke-repræsentative emissioner er ikke tilladt.
Udstødningsemissionsprøvningen for cyklussen med ikke-opvarmet motor må efter en nedkøling først begynde, når temperaturen for motorolie, kølemiddel og efterbehandling har været stabiliseret mellem 20 og 30 °C i mindst 15 minutter.
4.5.7. Kørsel af cyklus
4.5.7.1. Cyklus for ikke-opvarmet motor
Prøvningsforløbet starter med cyklussen for ikke-opvarmet motor efter nedkøling, når alle kravene i punkt 4.5.6 er opfyldt.
Motoren startes efter den af fabrikanten i instruktionsbogen anbefalede fremgangsmåde, enten ved hjælp af en startmotor fra produktionen eller dynamometeret.
Så snart det er konstateret, at motoren er startet, startes timingen af "fri tomgang". Man lader motoren køre frit i tomgang uden belastning i 23 ± 1 s. Den transiente motorcyklus begyndes, således at den første registrering efter tomgang finder sted ved 23 ± 1 s. Perioden med fri tomgang indgår i de 23 ± 1 s.
Prøvningen foretages i henhold til referencecyklussen som beskrevet i bilag 5. Styresignalerne for motorhastighed og drejningsmoment sættes til 5 Hz eller derover (10 Hz anbefales). Indstillingspunkterne beregnes ved lineær interpolation mellem referencecyklussens 1 Hz-indstillingspunkter. Feedbackværdierne for motorhastighed og drejningsmoment registreres mindst en gang i sekundet under testcyklussen, og signalerne kan filtreres elektronisk.
4.5.7.2. Analysatorernes respons
Måleudstyret skal starte samtidig med motoren:
a) |
påbegynd indsamling eller analyse af fortyndingsluft, hvis der anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem |
b) |
påbegynd indsamling eller analyse af ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas, afhængigt af den anvendte metode |
c) |
påbegynd måling af mængden af fortyndet udstødningsgas og de nødvendige temperatur- og trykmålinger |
d) |
påbegynd registrering af udstødningsgassens massestrømshastighed, hvis der anvendes analyse af den ufortyndede udstødningsgas |
e) |
påbegynd registreringen af feedbackværdier af hastighed og drejningsmoment fra dynamometeret. |
Hvis der anvendes målinger af ufortyndet udstødning, skal emissionskoncentrationerne (HC, CO and NOx) samt udstødningsgassens massestrømshastighed måles kontinuerligt og lagres ved mindst 2 Hz i et computersystem. Alle andre data kan registreres med en målefrekvens på mindst 1 Hz. For analoge analysatorer registreres responsen, og kalibreringsdata kan anvendes online eller offline under dataevalueringen.
Hvis der anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem, skal HC og NOx måles kontinuerligt i fortyndingstunnelen med en frekvens på mindst 2 Hz. Gennemsnitskoncentrationerne bestemmes ved integration af signalerne fra analysatorerne gennem testcyklussen. Systemets responstid må ikke være over 20 s og skal om nødvendigt koordineres med svingninger i CVS-strømmen og prøvetagningstid/prøvningscyklus. CO og CO2 bestemmes ved integration eller ved analyse af koncentrationerne i prøveopsamlingssækken, som er opsamlet gennem hele cyklussen. Koncentrationerne af forurenende luftarter i fortyndingsluften bestemmes ved integration eller ved opsamling i baggrundssækken. Alle andre parametre, der skal måles, registreres med mindst én måling i sekundet (1 Hz).
4.5.7.3. Udtagning af partikelprøver
Når motoren startes, skal partikelprøvetagningssystemet stilles om fra bypass til partikeludskillelse.
Hvis der anvendes et delstrømsfortyndingssystem, skal prøvetagningspumpen (-pumperne) indstilles således, at strømningshastigheden gennem prøvetagningssonden eller overføringsrøret holdes proportionalt med udstødningens massestrømshastighed.
Hvis der anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem, skal prøvetagningspumpen (-pumperne) indstilles således, at strømningshastigheden gennem partikelprøvesonde eller overføringsrør holdes på en værdi, der højst afviger ± 5 % fra den indstillede strømningshastighed. Hvis der anvendes strømningskompensation (dvs. proportionalregulering af prøvegasstrømmen), skal det være godtgjort, at forholdet mellem gennemstrømningen i hovedtunnelen og partikelprøvestrømmen højst ændrer sig ± 5 % fra den indstillede værdi (bortset fra de første 10 sekunders prøvetagning).
Bemærk: Anvendes dobbelt fortynding, er prøvestrømmen nettoforskellen mellem strømningshastigheden gennem prøvetagningsfiltre og strømmen af sekundær fortyndingsluft.
Gennemsnitstemperatur og -tryk ved gasmåleren (-målerne) eller flowmeterindgang skal registreres. Hvis den indstillede strømningshastighed ikke kan holdes over hele cyklussen med en nøjagtighed på ± 5 % på grund af stor partikelbelastning af filteret, skal prøvningsresultaterne kasseres. Prøvningen skal så gentages med mindre gennemstrømningshastighed og/eller større filterdiameter.
4.5.7.4. Motorstop (stall) under cyklussen for ikke-opvarmet motor
Hvis motoren går i stå (staller), uanset hvor i cyklussen for ikke-opvarmet motor det sker, skal motoren forkonditioneres, og derefter skal nedkølingsproceduren gentages; til sidst startes motoren igen, og prøvningen gentages. Hvis der optræder fejl i noget af det foreskrevne prøvningsudstyr under testcyklussen, skal prøvningsresultaterne kasseres.
4.5.7.5. Operationer efter cyklussen med ikke-opvarmet motor
Efter gennemførelsen af cyklussen for ikke-opvarmet motor standses målingen af udstødningens massestrømshastighed, rumfanget af den fortyndede udstødningsgas, gastilførslen til opsamlingssækkene samt partikelprøvepumpen. For integrerende analysesystemer skal prøvetagningen fortsætte til udløb af systemets responstider.
Koncentrationerne i opsamlingssækkene skal, hvis de bruges, analyseres snarest muligt og under ingen omstændigheder senere end 20 minutter efter afslutning af prøvecyklussen.
Efter emissionsprøvingen gentages kontrollen af analysatorerne med anvendelse af en nulstillingsgas og samme justeringsgas. Prøvningsresultatet anses for tilfredsstillende, hvis forskellen mellem resultatet før og efter prøvningen er mindre end 2 % af justeringsgassens værdi.
Partikelfilterne skal bringes tilbage til vejerummet senest én time efter afslutningen af prøvningen. De skal konditioneres i en petriskål, som er beskyttet mod støvkontaminering og tillader udskiftning af luft, i mindst 1 time og derefter vejes. Filternes bruttovægt registreres.
4.5.7.6. Henståen efter drift (hot soak)
Straks efter standsning af motoren, slukkes motorens køleventilator(er), hvis de er i brug, samt CVS-blæseren (eller udstødningssystemet kobles fra CVS), hvis den er i brug.
Motoren lades henstå i 20 ± 1 minutter. Motor og dynamometer gøres klar til prøvningen for opvarmet motor. Udsugede prøvetagningssække sættes til systemerne til prøvetagning af fortyndet udstødning og fortyndingsluft. CVS startes (hvis det bruges eller ikke allerede er tændt) eller udstødningssystemet tilsluttes til CVS (hvis frakoblet). Prøvetagningspumperne (bortset fra partikelprøvepumpen (-pumperne)), motorens køleventilator(er) og dataindsamlingssystemet startes.
CVS-prøveudtagerens varmeveksler (hvis i brug) og de opvarmede komponenter i eventuelle kontinuerlige prøvetagningssystemer (hvis relevant) forvarmes til deres angivne driftstemperaturer, før prøvningerne indledes.
Prøvestrømshastigheden justeres og CVS-systemets instrumenter til gasstrømmåling nulstilles. Der monteres omhyggeligt et rent partikelfilter i hver filterholder, og de samlede filterholdere monteres i prøvestrømslinjen.
4.5.7.7. Cyklus for opvarmet motor
Så snart det er konstateret, at motoren er startet, startes timingen af "fri tomgang". Man lader motoren køre frit i tomgang uden belastning i 23 ± 1 s. Den transiente motorcyklus begyndes, således at den første registrering efter tomgang finder sted ved 23 ± 1 s. Perioden med fri tomgang indgår i de 23 ± 1 s.
Prøvningen udføres i henhold til referencecyklussen beskrevet i bilag 5. Styresignalerne for motorhastighed og drejningsmoment sættes til 5 Hz eller derover (10 Hz anbefales). Indstillingspunkterne beregnes ved lineær interpolation mellem referencecyklussens 1 Hz-indstillingspunkter. Feedbackværdierne for motorhastighed og drejningsmoment registreres mindst en gang i sekundet under testcyklussen, og signalerne kan filtreres elektronisk.
Proceduren beskrevet ovenfor i punkt 4.5.7.2 og 4.5.7.3 gentages derefter.
4.5.7.8. Motorstop (stall) under cyklussen for opvarmet motor
Hvis motoren stopper (staller) på et hvilket som helst sted i cyklussen for opvarmet motor, kan motoren slukkes og lades henstå i en ny periode på 20 minutter (re-soak). Cyklussen for opvarmet motor kan derefter køres på ny. Fornyet henståen (re-soak) og fornyet start af cyklussen for opvarmet motor må kun finde sted én gang.
4.5.7.9. Operationer efter cyklussen for opvarmet motor
Efter gennemførelse af cyklussen for opvarmet motor standses målingen af udstødningens massestrømshastighed, rumfanget af den fortyndede udstødningsgas, gastilførslen til opsamlingssækkene samt partikelprøvepumpen. For integrerende analysesystemer skal prøvetagningen fortsætte til udløb af systemets responstider.
Koncentrationerne i opsamlingssækkene skal, hvis de bruges, analyseres snarest muligt og under ingen omstændigheder senere end 20 minutter efter afslutning af prøvecyklussen.
Efter emissionsprøvingen gentages kontrollen af analysatorerne med anvendelse af en nulstillingsgas og samme justeringsgas. Prøvningsresultatet anses for tilfredsstillende, hvis forskellen mellem resultatet før og efter prøvningen er mindre end 2 % af justeringsgassens værdi.
Partikelfilterne skal bringes tilbage til vejerummet senest én time efter afslutningen af prøvningen. De skal konditioneres i en petriskål, som er beskyttet mod støvkontaminering og tillader udskiftning af luft, i mindst 1 time og derefter vejes. Filternes bruttovægt registreres.
4.6. Kontrol af testforløbet
4.6.1. Dataforskydning
For at minimere den skævhed, der skyldes tidsforsinkelsen mellem feedback- og referencecyklus, kan hele sekvensen af feedback-signaler bestående af motorhastighed og drejningsmoment fremskyndes eller forsinkes i forhold til sekvensen af referencehastigheds- og drejningsmomentsignalerne. Hvis responssignalerne forskydes, skal hastighed og drejningsmoment forskydes lige meget i samme retning.
4.6.2. Beregning af det udførte arbejde i cyklussen
Det faktisk udførte arbejde under cyklussen W act (kWh) beregnes ved hjælp af hvert datapar bestående af feedback-værdierne for motorhastighed og drejningsmoment. Det faktiske arbejde W act benyttes til sammenligning med arbejdet W ref i referencecyklussen og til beregning af emissioner ved bremset effekt. Samme metode anvendes til integration af både referencemotoreffekt og faktisk motoreffekt. Til eventuel bestemmelse af værdier mellem tilstødende referenceværdier eller tilstødende måleværdier anvendes lineær interpolation.
Ved integration af referencearbejde og faktisk udført arbejde i cyklussen skal alle negative drejningsmomentværdier sættes lig nul og medindregnes. Hvis integrationen foretages med mindre frekvens end 5 Hz, og drejningsmomentet inden for et givet tidsafsnit skifter fortegn fra positivt til negativt eller omvendt, skal den negative del beregnes og sættes lig nul. Den positive del skal medregnes i den integrerede værdi.
W act skal ligge mellem – 15 % og + 5 % af W ref.
4.6.3. Statistiske beregninger til godkendelse af prøvningscyklussen
Der foretages lineær regressionsanalyse af feedback-værdierne på referenceværdierne for hastighed, drejningsmoment og effekt. Dette skal ske efter eventuel forskydning af feedback-data, hvis man vælger at foretage en sådan. Der anvendes mindste kvadraters metode, med bedste tilnærmelse repræsenteret ved en ligning med formen:
hvor:
y |
= |
feedback (faktisk) for hastighed (min–1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW) |
m |
= |
regressionslinjens hældning |
x |
= |
referenceværdien for hastighed (min–1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW) |
b |
= |
regressionslinjens skæring med y-aksen. |
For hver regressionslinje beregnes middelfejlen på estimatet (SE) af y på x og determinationskoefficienten (r2).
Det anbefales, at denne analyse foretages ved 1 Hz. For at en test kan anses for gyldig, skal kriterierne i tabel 1 være opfyldt.
Tabel 1
Regressionslinjernes tolerancer
|
Hastighed |
Moment |
Kraft |
Middelfejl på estimatet (SEE) af y på x |
maks. 100 min–1 |
maks. 13 % af maksimal motoreffekt på effektkarakteristik |
maks. 8 % af maksimal motoreffekt på effektkarakteristik |
Regressionslinjens hældning, m |
0,95 – 1,03 |
0,83 – 1,03 |
0,89 – 1,03 |
Determinationskoefficient, r2 |
min. 0,9700 |
min. 0,8800 |
min. 0,9100 |
Regressionslinjens skæring med y-aksen, b |
± 50 min–1 |
± 20 Nm, dog mindst ± 2 % af maksimalt drejningsmoment |
± 4 kW, dog mindst ± 2 % af maksimal effekt |
Alene til brug ved regressionsanalysen tillades sletning af punkter som anført i tabel 2, før regressionsberegningen foretages. Disse punkter må dog ikke slettes ved beregning af arbejde udført i cyklussen og emissioner. Et tomgangspunkt defineres som et punkt med et normaliseret referencedrejningsmoment på 0 % og en normaliseret referencehastighed på 0 %. Punktsletning kan anvendes på cyklussen eller enhver del af denne.
Tabel 2
Tilladt sletning af punkter ved regressionsanalysen (de slettede punkter skal specificeres)
Tilstand |
Hastigheds- og/eller drejningsmoment- og/eller effektpunkter, som kan slettes med henvisning til betingelserne i venstre kolonne |
Første 24 (± 1) s og sidste 25 s |
Hastighed, drejningsmoment og effekt |
Helt åbent gasspjæld, og drejningsmomentrespons < 95 % af referencedrejningsmoment |
Drejningsmoment og/eller effekt |
Helt åbent gasspjæld, og hastighedsrespons < 95 % af referencehastighed |
Hastighed og/eller effekt |
Lukket gasspjæld, hastighedsrespons > tomgangshastighed + 50 min–1, og drejningsmomentrespons > 105 % af referencedrejningsmoment |
Drejningsmoment og/eller effekt |
Lukket gasspjæld, hastighedsrespons ≤ tomgangshastighed + 50 min–1, og drejningsmomentrespons = det af fabrikanten fastsatte/målt tomgangsdrejningsmoment ± 2 % af maksimalt drejningsmoment |
Hastighed og/eller effekt |
Lukket gasspjæld og hastighedsrespons > 105 % referencehastighed |
Hastighed og/eller effekt |
(1) Identisk med C1-cyklus som beskrevet i punkt 8.3.1.1 i standarden ISO 8178-4:2007 (corr. 2008).
(2) Identisk med D2-cyklus som beskrevet i punkt 8.4.1 i standarden ISO 8178-4: 2007 (corr. 2008)
Tillæg 1
Måle- og prøvetagningsmetoder (NRSC, NRTC)
1. MÅLE- OG PRØVETAGNINGSMETODER (NRSC-PRØVNING)
Forurenende luftarter og partikler afgivet af den til prøvning indleverede motor måles efter metoderne i bilag 4A, tillæg 4. Heri beskrives de systemer i bilag 4A, tillæg 4, der anbefales til analyse af forurenende luftarter (punkt 1.1) og til fortynding og prøvetagning ved måling af forurenende partikler (punkt 1.2).
På anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den godkendende myndighed kan metoderne i bilag 4B, punkt 9, benyttes som et alternativ til bestemmelserne i punkt 1 i dette tillæg.
1.1. Dynamometerspecifikationer
Der skal anvendes et motordynamometer, der er velegnet til udførelse af den i bilag 4A, punkt 3.7.1, angivne prøvningscyklus. Instrumenterne til måling af drejningsmoment og hastighed skal gøre det muligt at bestemme akseleffekten inden for de givne grænser. Det kan være nødvendigt at foretage yderligere beregninger. Måleudstyrets nøjagtighed skal være tilstrækkelig til at sikre, at de for værdierne i punkt 1.3 angivne tolerancer ikke overskrides.
1.2. Udstødningsgasstrøm
Udstødningsgasstrømmen bestemmes efter en af de i punkt 1.2.1-1.2.4 angivne metoder.
1.2.1. Direkte måling
Direkte måling af udstødningsgasstrømmen med venturidyse eller tilsvarende målesystem (vedrørende nærmere enkeltheder henvises til ISO 5167:2000).
Bemærk: Direkte måling af gasstrømme er vanskelig. Der skal tages forholdsregler til undgåelse af målefejl, som giver anledning til fejl i emissionsværdier.
1.2.2. Metode til måling af luft- og brændstofstrømme
Måling af luft- og brændstofstrømme
Der skal anvendes luftflowmetre og brændstofflowmetre med den i punkt 1.3 angivne nøjagtighed.
Beregning af udstødningsgasstrømmen foretages ved brug af følgende formel:
(våd masse af udstødningsgas)
1.2.3. Kulstofbalancemetoden
Udstødningsgassens masse beregnes på grundlag af brændstofforbruget og koncentrationerne i udstødningsgassen ved hjælp af kulstofbalancemetoden (jf. bilag 4A, tillæg 3).
1.2.4. Måling ved hjælp af sporstoffer
I denne metode anvendes koncentrationsmåling af en sporgas i udstødningen. En kendt mængde inaktiv gas (f.eks. rent helium) indsprøjtes i udstødningsgasstrømmen som sporstof. Gassen blandes med og fortyndes af udstødningsgassen, men reagerer ikke i udstødningsrøret. Koncentrationen af gassen måles derefter i prøven af udstødningsgas.
For at sikre en fuldstændig blanding af sporgassen, anbringes prøvetagningssonden for udstødningsgas mindst 1 meter eller 30 gange udstødningsrørets diameter efter sporgassens indsprøjtningspunkt, afhængigt af hvilken afstand der er den største. Prøvetagningssonden kan placeres tættere på indsprøjtningspunktet, hvis det kontrolleres, at der finder en fuldstændig blanding sted, ved at sammenligne koncentrationen af sporgas med referencekoncentrationen, når sporgassen indsprøjtes før motoren.
Sporgassens strømningshastighed skal indstilles således, at koncentrationen af sporgas ved motorens tomgangshastighed efter blandingen er lavere end sporgasanalysatorens fulde skalaudslag.
Beregning af udstødningsgasstrømmen foretages ved brug af følgende formel:
hvor:
G EXHW |
= |
øjeblikkelig udstødningsmassestrøm (kg/s) |
G T |
= |
sporgasstrøm (cm3/min) |
conc mix |
= |
øjeblikkelig koncentration af sporgas efter opblanding (ppm) |
ρ EXH |
= |
Udstødningsgassens densitet (kg/m3) |
conc a |
= |
koncentration af sporgassen i indsugningsluften (ppm) |
Sporgassens baggrundskoncentration (conc a) kan bestemmes som gennemsnittet af baggrundskoncentrationen, målt henholdsvis umiddelbart før prøvekørslen og efter prøvekørslen.
Når baggrundskoncentrationen er mindre end 1 % af koncentrationen af sporgas efter blanding (conc mix) ved maksimal udstødningsstrøm, kan der ses bort fra baggrundskoncentrationen.
Det samlede system skal opfylde forskrifterne for udstødningsgasstrøm og skal kalibreres i henhold til tillæg 2, punkt 1.11.2.
1.2.5. Metode til måling af luftstrøm og luft/brændstofforhold
Denne metode indebærer beregning af udstødningsmasse af luftstrømmen og luft/brændstofforholdet. Beregningen af den øjeblikkelige udstødningsgasstrøm foretages ved brug af følgende formel:
med
hvor:
A/F st |
= |
støkiometrisk luft/brændstofforhold (kg/kg) |
λ |
= |
λ relativt luft/brændstofforhold |
conc CO2 |
= |
tør CO2-koncentration (%) |
conc CO |
= |
tør CO-koncentration (ppm) |
conc HC |
= |
HC-koncentration (ppm) |
Bemærk: Beregningen er baseret på et dieselbrændstof med et forhold H:C på 1,8.
Luftflowmeteret skal opfylde nøjagtighedsforskrifterne i tabel 3, den anvendte CO2-analysator skal opfylde forskrifterne i punkt 1.4.1, og det samlede system skal opfylde forskrifterne for udstødningsgasstrøm.
Om ønsket kan udstyr til måling af luft/brændstofforholdet, f.eks. en sensor af zirconiumdioxid-typen, anvendes til måling af luftoverskudsforholdet i henhold til forskrifterne i punkt 1.4.4.
1.2.6. Total fortyndet udstødningsgasstrøm
Anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem, måles den totale fortyndede udstødningsgasstrøm (G TOTW) med en fortrængningspumpe (PDP), kritisk venturi (CFV) eller subsonisk venturi (SSV) — (bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.2.). Nøjagtigheden heraf skal være i overensstemmelse med forskrifterne i bilag 4A, tillæg 2, punkt 2.2.
1.3. Nøjagtighed
Alle måleinstrumenters kalibrering skal kunne føres tilbage til nationale eller internationale standarder og opfylde forskrifterne i tabel 3.
Tabel 3
Måleinstrumenternes nøjagtighed
Nr. |
Måleinstrument |
Nøjagtighed |
1 |
Motorhastighed |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
2 |
Moment |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
3 |
Brændstofforbrug |
± 2 % af den maksimale værdi for motoren |
4 |
Luftforbrug |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
5 |
Udstødningsgasstrøm |
± 2,5 % af aflæsning, dog mindst ± 1,5 % af motorens højeste værdi |
6 |
Temperatur 600 K |
± 2 K absolut |
7 |
Temperatur > 600 K |
± 1 % af aflæsning |
8 |
Udstødningsgastryk |
± 0,2 kPa absolut |
9 |
Indsugningsluftens vakuum |
± 0,05 kPa absolut |
10 |
Atmosfæretryk |
± 0,1 kPa absolut |
11 |
Andre trykangivelser |
± 0,1 kPa absolut |
12 |
Absolut fugtindhold |
± 5 % af aflæsning |
13 |
Fortyndingsluftstrøm |
± 2 % af aflæsning |
14 |
Fortyndet udstødningsgasstrøm |
± 2 % af aflæsning |
1.4. Bestemmelse af gasformige komponenter
1.4.1. Generelle specifikationer for analysatorerne
Analysatorernes måleområde skal være passende i forhold til den foreskrevne nøjagtighed ved bestemmelse af koncentrationen af udstødningsgassens komponenter (punkt 1.4.1.1). Det anbefales, at analysatorerne benyttes således, at den målte koncentration er mellem 15 % og 100 % af fuld skalavisning.
Er fuld skalavisning 155 ppm (eller ppm C) eller derunder, eller har det anvendte udlæsningssystem (datamat eller datalogger) tilstrækkelig nøjagtighed og opløsningsevne ved værdier under 15 % af måleområdets øverste værdi, kan måling af værdier under 15 % af fuld skalavisning dog godtages. I så fald skal der foretages ekstra kalibreringer, der sikrer, at kalibreringskurverne er nøjagtige - bilag 4A, tillæg 2, punkt 1.5.5.2.
Udstyrets elektromagnetiske kompatibilitet (EMC) skal være således, at yderligere fejl mindskes til det mindst mulige.
1.4.1.1. Målefejl
Analysatorens afvigelse fra det nominelle kalibreringspunkt må intet sted i måleområdet afvige over ± 2 % af aflæsningen, og ikke over ± 0,3 % af fuldt skalaudslag.
Bemærk: I dette regulativ forstås ved »nøjagtighed« analysatorens afvigelse fra de nominelle kalibreringsværdier, når kalibreringsgas anvendes (≡ sand værdi)
1.4.1.2. Repeterbarhed
Repeterbarheden, defineret som 2,5 gange standardafvigelsen af ti gentagne målinger på en given kalibrerings- eller justeringsgas, må for måleområder over 155 ppm (eller ppm C) ikke være over ± 1 % af fuldt skalaudslag; for måleområder under 155 ppm (eller ppm C) må præcisionen ikke være over ± 2 %.
1.4.1.3. Støj
Analysatorens top-til-top respons på nulstillingsgas og justeringsgas må i et vilkårligt 10 sekunders interval ikke overstige 2 % af fuldt skalaudslag i noget måleområde.
1.4.1.4. Nulpunktsforskydning
Nulpunktsforskydningen skal inden for en periode på 1 time være mindre end 2 % af fuldt skalaudslag i det laveste anvendte måleområde. Ved nulpunktsrespons forstås gennemsnitsrespons, herunder støj, på en nulstillingsgas inden for et tidsrum af 30 sekunder.
1.4.1.5. Forskydning af respons på kalibreringsgas
Forskydningen skal inden for en periode på 1 time være mindre end 2 % af fuldt skalaudslag i det laveste anvendte måleområde. Ved relativ respons forstås forskellen mellem responsen på kalibreringsgas og responsen på nulstillingsgas. Ved responsen på justeringsgassen forstås gennemsnitsrespons, inklusive støj, på en justeringsgas inden for et tidsrum af 30 s.
1.4.2. Tørring af gassen
Anordningen til gastørring, der er frivillig, skal have minimal indvirkning på koncentrationen af de målte gasser. Der må ikke anvendes kemisk tørring til fjernelse af vand i prøven.
1.4.3. Analyseudstyr
De måleprincipper, der skal anvendes, er beskrevet i punkt 1.4.3.1 til 1.4.3.5 i dette tillæg. En detaljeret beskrivelse af målesystemerne findes i bilag 4A, tillæg 4.
Gasserne analyseres ved hjælp af de i det følgende angivne instrumenter. For ikke-lineære analysatorer tillades brug af lineariseringskredse.
1.4.3.1. Analyse af carbonmonoxid (CO)
Carbonmonoxidanalysatoren skal være et ikke-dispersivt infrarødabsorptionsapparat (NDIR).
1.4.3.2. Analyse af carbondioxid (CO2)
Carbondioxidanalysatoren skal være et ikke-dispersivt infrarødabsorptionsapparat (NDIR).
1.4.3.3. Analyse af carbonhydrid (HC)
Carbonhydridanalysatoren skal være forsynet med opvarmet flammeiondetektor (HFID); detektoren, ventiler, rørforbindelser osv. skal være opvarmet således, at der holdes en gastemperatur på 463 K (190 °C) ± 10 K.
1.4.3.4. Analyse af nitrogenoxid (NOx)
Måles der på tør basis, skal kvælstofoxid-analysatoren enten være med kemoluminiscensdetektor (CLD) eller opvarmet kemoluminiscensdetektor (HCLD) med NO2/NO konverter. Måles der på våd basis, skal der anvendes en HCLD med konverter, og konvertertemperaturen holdes over 328 K (55 °C), idet det er en forudsætning, at vanddæmpningsprøven (bilag 4A, tillæg 2, punkt 1.9.2.2) er tilfredsstillet.
For både CLD og HCLD skal prøvetagningsledningens vægtemperatur holdes på mellem 328 K og 473 K (55 °C til 200 °C) frem til konverteren ved tør måling, og frem til analysatoren ved våd måling.
1.4.4. Måling af luft-/brændstofforholdet
Til bestemmelse af luft/brændstofforholdet i udstødningsgasstrømmen som angivet i punkt 1.2.5 skal anvendes en luft/brændstofføler med stort følsomhedsområde eller en lambdasonde af zirconiumdioxidtypen.
Føleren skal monteres direkte på udstødningsrøret, hvor udstødningsgassens temperatur er høj nok til at forhindre vandkondensation.
Nøjagtigheden af føleren med indbygget elektronik skal ligge inden for:
|
± 3 % af den aflæste værdi for λ < 2 |
|
± 5 % af den aflæste værdi for 2 ≤ λ < 5 |
|
± 10 % af den aflæste værdi for 5 ≤ λ |
For at opfylde ovenstående krav til nøjagtighed, skal føleren kalibreres som angivet af instrumentfabrikanten.
1.4.5. Prøvetagning af emission af forurenende luftarter
Prøvetagningssonder til bestemmelse af forurenende luftarter skal være monteret i en afstand af mindst 0,5 m, dog mindst tre gange udstødningsrørets diameter, oven for udstødningsgassystemets afgang og tilstrækkelig tæt på motoren til at sikre en udstødningsgastemperatur på mindst 343 K (70 °C) ved sonden.
Er der tale om en flercylindret motor med forgrenet udstødningsmanifold, skal prøvetagningssondens indtag være placeret så langt nede, at det sikres, at prøven er repræsentativ for den gennemsnitlige udstødningsemission fra alle cylindrene. På flercylindrede motorer med flere separate udstødningsmanifolder, f.eks. V-motorer, kan det tillades, at der tages en prøve fra hver cylindergruppe og beregnes en gennemsnitsemission deraf. Andre metoder kan benyttes, hvis det er godtgjort, at de korrelerer med ovenstående metoder. Til beregning af emissionen fra udstødningen skal motorens samlede udstødningsmassestrøm anvendes.
Anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem til partikelbestemmelse, kan også emissionen af forurenende luftarter bestemmes i den fortyndede udstødningsgas. Prøvetagningssonderne skal være placeret nær partikelprøvesonden i fortyndingstunnelen (bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.2, fortyndingstunnel, og punkt 1.2.2, partikelprøvesonde). Om ønsket kan CO og CO2 også bestemmes ved opsamling i en sæk og efterfølgende måling af koncentrationen i prøvetagningssækken.
1.5. Partikelbestemmelse
Til bestemmelse af partikler kræves et fortyndingssystem. Fortynding kan ske ved et delstrømsfortyndingssystem eller et fuldstrømsfortyndingssystem. Fortyndingssystemet skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemer og holde temperaturen af den fortyndede udstødningsgas mellem 315 K (42 °C) og 325 K (52 °C) umiddelbart oven for filterholderne. Er luftfugtigheden høj, kan det tillades, at fortyndingsluften tørres, inden den tilføres fortyndingssystemet. Er temperaturen af den omgivende luft under 293 K (20 °C), anbefales forvarmning af fortyndingsluften til en temperatur over grænseværdien på 303 K (30 °C). Fortyndingsluftens temperatur må dog ikke være over 325 K (52 °C), før den tilføres udstødningsgassen i fortyndingstunnelen.
Bemærk: For effektområder til og med K kan filterets temperatur ved hjælp af cyklusser i diskret modus holdes på den maksimale temperatur på 325 K (52 °C) eller derunder i stedet for at overholde temperaturområdet 42 °C-52 °C.
For delstrømssystemer til fortynding skal partikelopsamlingssonden anbringes i nærheden af og oven for gasudtagningssonden som anført i punkt 4.4 og i overensstemmelse med bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.1, figur 4-12: EP og SP.
I delstrømsfortyndingssystemet opdeles udstødningsstrømmen i to delstrømme, af hvilke den mindste fortyndes med luft og derefter anvendes til partikelbestemmelse. Det vil heraf fremgå, at det er afgørende, at fortyndingsforholdet bestemmes meget nøje. Andre delingsmetoder kan anvendes, i hvilket tilfælde den anvendte type deling i vid udstrækning er bestemmende for det prøvetagningsudstyr og de prøvetagningsmetoder, der skal anvendes (bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.1).
Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøveudtagningssystem til partikelbestemmelse, partikelfiltre, en mikrogramvægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.
Til udtagning af prøver til partikelbestemmelse kan anvendes en af to følgende metoder:
a) |
Enkeltfiltermetoden med anvendelse af ét filterpar (punkt 1.5.1.3 i dette tillæg) til alle sekvenser i prøvningscyklussen. I prøvetagningsfasen skal prøvetagningstid og -strøm overvåges nøje. Til prøvningscyklussen kræves imidlertid kun ét filterpar. |
b) |
I flerfiltermetoden anvendes ét filterpar (punkt 1.5.1.3 i dette tillæg) til hver enkelt sekvens i prøvningscyklussen. Denne metode indebærer en bekvemmere prøvetagningsmetode, men øger forbruget af filtre. |
1.5.1. Partikelfiltre
1.5.1.1. Filterspecifikation
Til godkendelsesprøvning anvendes glasfiberfiltre med fluor-kulstofbelægning eller membranfiltre på fluor-kulstofbasis. Til særlige formål kan andre filtermaterialer anvendes. Alle filtertyper skal have en udskillelsesgrad på mindst 99 % for 0,3 μm DOP (dioktylphthalat) ved en lineær gasfiltreringshastighed på mellem 35 og 100 cm/s. Ved prøvning af overensstemmelsen af forskellige laboratorier eller mellem en fabrikant og en godkendende myndighed skal anvendes filtre af samme kvalitet.
1.5.1.2. Filterstørrelse
Partikelfiltrenes diameter skal være mindst 47 mm (pletdiameter 37 mm). Større filterdiameter kan godtages (punkt 1.5.1.5).
1.5.1.3. Hovedfiltre og ekstrafiltre
Prøven af den fortyndede udstødningsgas udtages under testsekvensen ved hjælp af et par filtre placeret i serie (et hovedfilter og et ekstrafilter). Det sekundære filter må højst være placeret 100 mm nedstrøms for det primære filter og må ikke berøre dette. Filtrene kan enten vejes enkeltvis eller parvis; i sidstnævnte tilfælde anbringes filtrene med pletsiderne mod hinanden.
1.5.1.4. Filtergennemstrømningshastighed
Gassens lineære hastighed gennem filteret skal være 35 til 100 cm/s. Stigningen i tryktabet fra prøvningens start til dens afslutning må ikke overstige 25 kPa.
1.5.1.5. Filterbelastning
Den anbefalede mindste filterbelastning for de almindeligste filterstørrelser er vist i tabellen nedenfor. For større filtre, skal den mindste filterbelastning være 0,065 mg/1 000 mm2 filterareal.
Filterdiameter (mm) |
Anbefalet pletdiameter (mm) |
Anbefalet mindstebelastning (mg) |
47 |
37 |
0,11 |
70 |
60 |
0,25 |
90 |
80 |
0,41 |
110 |
100 |
0,62 |
Ved brug af flerfiltermetoden anbefales, at den mindste filterbelastning for alle filtre tilsammen er lig produktet af den pågældende ovenfor anførte værdi og kvadratroden af antal prøvningssekvenser.
1.5.2. Specifikationer for vejerum og analysevægt
1.5.2.1. Vejerum
Temperaturen i det vejerum (eller -lokale), hvor partikelfiltrene konditioneres og vejes, skal være 295 K (22 °C) ± 3 K ved al konditionering og vejning af filtre. Luftfugtigheden skal holdes på et niveau svarende til et dugpunkt på 282,5 K (9,5 °C) ± 3 K og en relativ fugtighed på 45 ± 8 %.
1.5.2.2. Vejning af referencefiltre
Luften i vejerum (eller -lokale) skal være fri for kontaminanter (såsom støv), der kan sætte sig på partikelfiltrene, medens de stabiliseres. Forstyrrelser i vejerummets specifikationer i henhold til beskrivelsen i punkt 1.5.2.1 kan tillades, hvis forstyrrelsernes varighed ikke er over 30 minutter. Vejerummet skal opfylde de foreskrevne specifikationer, inden personer træder ind i vejerummet. Der vejes mindst to ubrugte referencefiltre eller -filterpar; dette finder sted højst 4 timer før eller efter vejning af prøvefiltrene, men helst samtidig dermed. Referencefiltrene skal være af samme størrelse og materiale som prøvefiltrene.
Såfremt gennemsnitsvægten af referencefiltre (eller -filterpar) i tidsrummet mellem vejning af prøvefiltrene ændrer sig med mere end 10 μg, skal alle prøvefiltre kasseres og emissionstesten gentages.
Er de i punkt 1.5.2.1 angivne betingelser med hensyn til vejerummets stabilitet ikke opfyldt, men referencefiltre (-filterpar) opfylder ovennævnte kriterier, kan motorfabrikanten vælge enten at godtage vejningen af prøvefiltrene eller at betragte prøvningsresultaterne som ugyldige, bringe vejerummets reguleringssystem i orden og gentage prøven.
1.5.2.3. Analysevægt
Til vejning af filtrene skal anvendes en vægt med en af vægtfabrikanten specificeret præcision (standardafvigelse) på 2 μg og en opløsning på 1 μg (1 ciffer = 1 μg).
1.5.2.4. Elimination af virkningerne af statisk elektricitet
For at eliminere virkningerne af statisk elektricitet skal filtrene neutraliseres før vejning, hvilket kan ske ved brug af en jordledning af polonium eller en anordning med tilsvarende virkning.
1.5.3. Supplerende specifikationer for partikelbestemmelse
Alle de dele af fortyndingssystem og prøvetagningssystem, der er placeret mellem udstødningsrør og filterholder og er i kontakt med ufortyndet og fortyndet udstødningsgas, skal være udformet således, at de giver anledning til mindst mulig afsætning eller ændring af partikler. Alle dele skal være fremstillet af elektrisk ledende materialer, der ikke reagerer med udstødningsgassens komponenter, og skal være jordforbundet, således at elektrostatiske virkninger undgås.
2. MÅLE- OG PRØVETAGNINGSMETODER (NRTC-PRØVNING)
2.1. Indledning
Forurenende luftarter og partikler afgivet af den til prøvning indleverede motor måles efter metoderne i bilag 4A, tillæg 4. Heri beskrives de systemer i bilag 4A, tillæg 4, der anbefales til analyse af forurenende luftarter (punkt 1.1) og til fortynding og prøvetagning ved måling af forurenende partikler (punkt 1.2).
2.2. Krav til dynamometer og prøvebænk
Til emissionsprøvning af motorer på motordynamometer skal følgende udstyr anvendes:
2.2.1. Motordynamometer
Der skal anvendes et motordynamometer, der er velegnet til udførelse af den i tillæg 4 til dette bilag angivne prøvningscyklus. Instrumenterne til måling af drejningsmoment og hastighed skal gøre det muligt at bestemme akseleffekten inden for de givne grænser. Det kan være nødvendigt at foretage yderligere beregninger. Måleudstyrets nøjagtighed skal være tilstrækkelig til at sikre, at de for værdierne i tabel 4 angivne maksimumtolerancer ikke overskrides.
2.2.2. Andre instrumenter
I nødvendigt omfang skal anvendes instrumenter til måling af brændstofforbrug, luftforbrug, temperatur af kølemiddel og smøremiddel, udstødningsgastryk og indsugningsmanifoldvakuum, udstødningsgastemperatur, indsugningslufttemperatur, atmosfæretryk, fugtindhold og brændstoftemperatur. Disse instrumenter skal opfylde kravene i tabel 4:
Tabel 4
Måleinstrumenternes nøjagtighed
Nr. |
Måleinstrument |
Nøjagtighed |
1 |
Motorhastighed |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
2 |
Moment |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
3 |
Brændstofforbrug |
± 2 % af den maksimale værdi for motoren |
4 |
Luftforbrug |
± 2 % af aflæsning, dog mindst ± 1 % af motorens højeste værdi |
5 |
Udstødningsgasstrøm |
± 2,5 % af aflæsning, dog mindst ± 1,5 % af motorens højeste værdi |
6 |
Temperatur 600 K |
± 2 K absolut |
7 |
Temperatur > 600 K |
± 1 % af aflæsning |
8 |
Udstødningsgastryk |
± 0,2 kPa absolut |
9 |
Indsugningsluftens vakuum |
± 0,05 kPa absolut |
10 |
Atmosfæretryk |
± 0,1 kPa absolut |
11 |
Andre trykangivelser |
± 0,1 kPa absolut |
12 |
Absolut fugtindhold |
± 5 % af aflæsning |
13 |
Fortyndingsluftstrøm |
± 2 % af aflæsning |
14 |
Fortyndet udstødningsgasstrøm |
± 2 % af aflæsning |
2.2.3. Ufortyndet udstødningsgasstrøm
For at beregne emissionerne i den ufortyndede udstødningsgas og for at regulere et delstrømsfortyndingssystem må man kende udstødningsgassens massestrømningshastighed. Til bestemmelse af udstødningsgassens massestrømningshastighed kan anvendes en af de i det nedenfor beskrevne metoder.
For så vidt angår emissionsberegninger skal responstiden for begge de metoder, der beskrives nedenfor, være lig eller mindre end kravet til analysatorernes responstid, som defineret i tillæg 2, punkt 1.11.1.
Til styring af et delstrømsfortyndingssystem er det nødvendigt, at systemet har en kortere responstid. For delstrømsfortyndingssystemer med onlineregulering kræves en responstid på ≤ 0,3 s. For delstrømsfortyndingssystemer med look ahead-regulering baseret på en i forvejen registreret prøvekørsel kræves en responstid af målesystemet for udstødningsgasstrøm på ≤ 5 s med en indsvingningstid på ≤ 1 s. Systemets responstid skal angives af instrumentets fabrikant. Kravene til kombineret responstid af systemer til udstødningsgasstrøms- og delstrømsfortyndingssystemer er angivet i punkt 2.4.
|
Direkte måling Direkte måling af den øjeblikkelige udstødningsstrøm kan anvendes i systemer som:
Der skal tages forholdsregler til undgåelse af målefejl, som giver anledning til fejl i bestemmelsen af forurenende stoffer. Sådanne forholdsregler omfatter omhyggelig montering af anordningen i motorens udstødningssystem i henhold til fabrikantens anvisninger og god teknisk praksis. Især må motorens ydelse og emissioner ikke påvirkes af monteringen af anordningen. Flowmetre skal opfylde nøjagtighedsforskrifterne i tabel 3. |
|
Metode til måling af luft- og brændstofstrømme Dette omfatter måling af luftstrøm og brændstofstrøm med passende flowmetre. Beregning af den øjeblikkelige udstødningsmassestrøm foretages således: (våd masse af udstødningsgas) Flowmetrene skal opfylde nøjagtighedsforskrifterne i tabel 3, men skal desuden være tilstrækkelig nøjagtige til at opfylde nøjagtighedsforskrifterne for udstødningsgasstrømmen. |
|
Måling ved hjælp af sporstoffer Dette omfatter måling af koncentrationen af sporgas i udstødningen. En kendt mængde inaktiv gas (f.eks. rent helium) indsprøjtes i udstødningsgasstrømmen som sporstof. Gassen blandes med og fortyndes af udstødningsgassen, men reagerer ikke i udstødningsrøret. Koncentrationen af gassen måles derefter i prøven af udstødningsgas. For at sikre en fuldstændig blanding af sporgassen, anbringes prøvetagningssonden for udstødningsgas mindst 1 meter eller 30 gange udstødningsrørets diameter efter sporgassens indsprøjtningspunkt, afhængigt af hvilken afstand der er den største. Prøvetagningssonden kan placeres tættere på indsprøjtningspunktet, hvis det kontrolleres, at der finder en fuldstændig blanding sted, ved at sammenligne koncentrationen af sporgas med referencekoncentrationen, når sporgassen indsprøjtes før motoren. Sporgassens strømningshastighed skal indstilles således, at koncentrationen af sporgas ved motorens tomgangshastighed efter blandingen er lavere end sporgasanalysatorens fulde skalaudslag. Beregning af udstødningsgasstrømmen foretages ved brug af følgende formel:
med
hvor:
Bemærk: Beregningen er baseret på et dieselbrændstof med et forhold H:C på 1,8. Luftflowmeteret skal opfylde nøjagtighedsforskrifterne i tabel 3, den anvendte CO2-analysator skal opfylde forskrifterne i punkt 2.3.1, og det samlede system skal opfylde forskrifterne for udstødningsgasstrøm. Om ønsket, kan udstyr til måling af luft/brændstofforholdet, f.eks. en sensor af zirconiumdioxid-typen, anvendes til måling af luftoverskudsforholdet efter forskrifterne i punkt 2.3.4. |
2.2.4. Fortyndet udstødningsgasstrøm
For at beregne emissionerne i den fortyndede udstødningsgas må man kende den fortyndede udstødningsgas' massetrømshastighed. Den totale fortyndede udstødningsgasstrøm i hele cyklussen (kg/test) beregnes af måleværdierne for hele cyklussen og de tilsvarende kalibreringsdata for flowmeteret (V 0 for PDP, K V for CFV, C d for SSV): De tilsvarende metoder, der er beskrevet i tillæg 3, punkt 2.2.1, skal anvendes. Hvis den samlede masse af udskilte partikler og forurenende luftarter udgør over 0,5 % af den totale CVS-strøm, skal CVS-strømmen korrigeres eller partikelprøvestrømmen returneres til CVS oven for flowmeteret.
2.3. Bestemmelse af gasformige komponenter
2.3.1. Generelle specifikationer for analysatorerne
Analysatorernes måleområde skal være passende i forhold til den foreskrevne nøjagtighed ved bestemmelse af koncentrationen af udstødningsgassens komponenter (punkt 1.4.1.1). Det anbefales, at analysatorerne benyttes således, at den målte koncentration er mellem 15 % og 100 % af fuld skalavisning.
Er fuld skalavisning 155 ppm (eller ppm C) eller derunder, eller har det anvendte udlæsningssystem (datamat eller datalogger) tilstrækkelig nøjagtighed og opløsningsevne ved værdier under 15 % af måleområdets øverste værdi, kan måling af værdier under 15 % af fuld skalavisning dog godtages. I så fald skal der foretages ekstra kalibreringer, der sikrer, at kalibreringskurverne er nøjagtige - bilag 4A, tillæg 2, punkt 1.5.5.2.
Udstyrets elektromagnetiske kompatibilitet (EMC) skal være således, at yderligere fejl reduceres til det mindst mulige.
2.3.1.1. Målefejl
Analysatorens afvigelse fra det nominelle kalibreringspunkt må intet sted i måleområdet afvige over ± 2 % af aflæsningen, og ikke over ± 0,3 % af fuldt skalaudslag.
Bemærk: I dette regulativ forstås ved »nøjagtighed« analysatorens afvigelse fra de nominelle kalibreringsværdier, når kalibreringsgas anvendes (≡ sand værdi)
2.3.1.2. Repeterbarhed
Repeterbarheden, defineret som 2,5 gange standardafvigelsen af 10 gentagne målinger på en given kalibrerings- eller justeringsgas, må for måleområder over 155 ppm (eller ppm C) ikke være over ± 1 % af fuldt skalaudslag; for måleområder under 155 ppm (eller ppm C) må præcisionen ikke være over ± 2 %.
2.3.1.3. Støj
Analysatorens top-til-top respons på nulstillingsgas og justeringsgas må i et vilkårligt 10 sekunders interval ikke overstige 2 % af fuldt skalaudslag i noget måleområde.
2.3.1.4. Nulpunktsforskydning
Nulpunktsforskydningen skal inden for en periode på 1 time være mindre end 2 % af fuldt skalaudslag i det laveste anvendte måleområde. Ved nulpunktsrespons forstås gennemsnitsrespons, herunder støj, på en nulstillingsgas inden for et tidsrum af 30 sekunder.
2.3.1.5. Forskydning af respons på kalibreringsgas
Forskydningen skal inden for en periode på 1 time være mindre end 2 % af fuldt skalaudslag i det laveste anvendte måleområde. Ved relativ respons forstås forskellen mellem responsen på kalibreringsgas og responsen på nulstillingsgas. Ved responsen på justeringsgassen forstås gennemsnitsrespons, inklusive støj, på en justeringsgas inden for et tidsrum af 30 s.
2.3.1.6. Stigningstid
Til analyse af ufortyndet udstødningsgas må indsvingningstiden af den i målesystemet monterede analysator ikke være over 2,5 s.
Bemærk: Det vil ikke ved en evaluering alene af analysatorens responstid kunne bestemmes, om systemet som helhed er egnet til transient prøvning. Systemets volumener, og især dødrum i hele systemet, vil ikke kun påvirke transporttiden fra sonde til analysator, men også indsvingningstiden. Desuden vil analysatorens interne transporttider blive defineret som responstid for analysatoren, ligesom det er tilfældet for konverter eller vandfælder i en NOx-analysator. Bestemmelse af responstiden af det samlede system er beskrevet i tillæg 2, punkt 1.11.1.
2.3.2. Tørring af gassen
Samme forskrifter som for NRSC-prøvningscyklussen finder anvendelse (punkt 1.4.2) som beskrevet nedenfor.
Anordningen til gastørring, der er frivillig, skal have minimal indvirkning på koncentrationen af de målte gasser. Der må ikke anvendes kemisk tørring til fjernelse af vand i prøven.
2.3.3. Analyseudstyr
Samme forskrifter som for NRSC-prøvningscyklussen finder anvendelse (punkt 1.4.3) som beskrevet nedenfor.
Gasserne analyseres ved hjælp af de i det følgende angivne instrumenter. For ikke-lineære analysatorer tillades brug af lineariseringskredse.
2.3.3.1. Analyse af carbonmonoxid (CO)
Carbonmonoxidanalysatoren skal være et ikke-dispersivt infrarødabsorptionsapparat (NDIR).
2.3.3.2. Analyse af carbondioxid (CO2)
Carbondioxidanalysatoren skal være et ikke-dispersivt infrarødabsorptionsapparat (NDIR).
2.3.3.3. Analyse af carbonhydrid (HC)
Carbonhydridanalysatoren skal være forsynet med opvarmet flammeiondetektor (HFID); detektoren, ventiler, rørforbindelser osv. skal være opvarmet således, at der holdes en gastemperatur på 463 K (190 °C) ± 10 K.
2.3.3.4. Analyse af nitrogenoxid (NOx)
Måles der på tør basis, skal kvælstofoxid-analysatoren enten være med kemoluminiscensdetektor (CLD) eller opvarmet kemoluminiscensdetektor (HCLD) med NO2/NO konverter. Måles der på våd basis, skal der anvendes en HCLD med konverter, og konvertertemperaturen holdes over 328 K (55 °C), idet det er en forudsætning, at vanddæmpningsprøven (bilag 4A, tillæg 2, punkt 1.9.2.2) er tilfredsstillet.
For både CLD og HCLD skal prøvetagningsledningens vægtemperatur holdes på mellem 328 K og 473 K (55 °C til 200 °C) frem til konverteren ved tør måling, og frem til analysatoren ved våd måling.
2.3.4. Måling af luft-/brændstofforholdet
Til bestemmelse af luft/brændstofforholdet i udstødningsgasstrømmen som angivet i punkt 2.2.3 skal anvendes en luft/brændstofføler med stort følsomhedsområde eller en lambdasonde af zirconiumdioxidtypen.
Føleren skal monteres direkte på udstødningsrøret, hvor udstødningsgassens temperatur er høj nok til at forhindre vandkondensation.
Nøjagtigheden af føleren med indbygget elektronik skal ligge inden for:
|
± 3 % af den aflæste værdi for λ < 2 |
|
± 5 % af den aflæste værdi for 2 ≤ λ < 5 |
|
± 10 % af den aflæste værdi for 5 ≤ λ |
For at opfylde ovenstående krav til nøjagtighed, skal føleren kalibreres som angivet af instrumentfabrikanten.
2.3.5. Prøvetagning af forurenende luftarter
2.3.5.1. Ufortyndet udstødningsgasstrøm
Samme forskrifter som for NRSC-prøvningscyklussen finder anvendelse (afsnit 1.4.4) som beskrevet nedenfor.
Prøvetagningssonder til bestemmelse af forurenende luftarter skal være monteret i en afstand af mindst 0,5 m, dog mindst tre gange udstødningsrørets diameter, oven for udstødningsgassystemets afgang og tilstrækkelig tæt på motoren til at sikre en udstødningsgastemperatur på mindst 343 K (70 °C) ved sonden.
Er der tale om en flercylindret motor med forgrenet udstødningsmanifold, skal prøvetagningssonden være placeret så langt nede, at det sikres, at prøven er repræsentativ for den gennemsnitlige emission fra alle cylindrene. På flercylindrede motorer med flere separate udstødningsmanifolder, f.eks. V-motorer, kan det tillades, at der tages en prøve fra hver cylindergruppe og beregnes en gennemsnitsemission deraf. Andre metoder kan benyttes, hvis det er godtgjort, at de korrelerer med ovenstående metoder. Til beregning af emissionen fra udstødningen skal motorens samlede udstødningsmassestrøm anvendes.
2.3.5.2. Fortyndet udstødningsgasstrøm
Anvendes et fuldstrømsfortyndingssystem, finder følgende forskrifter anvendelse:
Udstødningsrøret mellem motoren og fuldstrømsfortyndingssystemet skal opfylde forskrifterne i bilag 4A, tillæg 4.
Prøvetagningssonden (-sonderne) for emissioner af forurenende luftarter skal være placeret et sted i fortyndingstunnelen, hvor fortyndingsluft og udstødningsgas er godt opblandet og tæt på prøvetagningssonden for partikler.
Prøvetagningen kan generelt ske på to måder:
a) |
de forurenende stoffer udtages i en prøvetagningssæk i løbet af cyklussen og måles efter testens afslutning |
b) |
de forurenende stoffer udtages kontinuerligt og integreres i løbet af cyklussen; denne metode er obligatorisk for HC og NOx. |
Prøver af baggrundskoncentrationerne udtages oven for fortyndingstunnelen i en prøvetagningssæk og trækkes fra emissionskoncentrationen i henhold til tillæg 3, punkt 2.2.3.
2.4. Partikelbestemmelse
Til bestemmelse af partikler kræves et fortyndingssystem. Fortynding kan ske ved et delstrømsfortyndingssystem eller et fuldstrømsfortyndingssystem. Fortyndingssystemet skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemer og holde temperaturen af den fortyndede udstødningsgas mellem 315 K (42 °C) og 325 K (52 °C) umiddelbart oven for filterholderne. Er luftfugtigheden høj, kan det tillades, at fortyndingsluften tørres, inden den tilføres fortyndingssystemet. Er temperaturen af den omgivende luft under 293 K (20 °C), anbefales forvarmning af fortyndingsluften til en temperatur over den øvre grænseværdi på 303 K (30 °C). Fortyndingsluftens temperatur må dog ikke være over 325 K (52 °C), før den tilføres udstødningsgassen i fortyndingstunnelen.
Partikelprøvetagningssonden skal være placeret tæt ved prøvetagningssonden for forurenende luftarter, og installationen skal opfylde bestemmelserne i punkt 2.3.5.
Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøveudtagningssystem til partikelbestemmelse, partikelfiltre, en mikrogramvægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.
Forskrifter for delstrømsfortyndingssystemet
I delstrømsfortyndingssystemet opdeles udstødningsstrømmen i to delstrømme, af hvilke den mindste fortyndes med luft og derefter anvendes til partikelbestemmelse. Det er her af afgørende betydning, at fortyndingsforholdet bestemmes meget nøje. Andre delingsmetoder kan anvendes, i hvilket tilfælde den anvendte type deling i vid udstrækning er bestemmende for det prøvetagningsudstyr og de prøvetagningsmetoder, der skal anvendes (bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.1).
Til kontrol af et delstrømsfortyndingssystem er det nødvendigt, at systemet har en kort responstid. Systemets transformationstid bestemmes efter fremgangsmåden i tillæg 2, punkt 1.11.1.
Hvis den kombinerede transformationstid for målingen af udstødningsstrømmen (jf. det foregående afsnit) og delstrømssystemet er under 0,3 s, må der anvendes online-kontrol. Hvis transformationstiden er over 0,3 s skal der anvendes look ahead-kontrol på grundlag af et allerede registret prøvningsforløb. I så fald skal kombinationens stigningstid være ≤ 1 s og kombinationens forsinkelsestid ≤ 10 s.
Systemets respons som helhed skal kunne sikre en repræsentativ prøveudtagning af partikler, G SE, proportionelt med udstødningens massestrøm. For at bestemme proportionaliteten foretages en regressionsanalyse af G SE versus G EXHW med en datafangsthastighed på mindst 5 Hz, og følgende kriterier skal være opfyldt:
a) |
Korrelationskoefficienten r af den lineære regression mellem G SE og G EXHW skal være mindst 0,95. |
b) |
Middelfejl på estimatet for G SE på G EXHW må ikke være større end 5 % af G SE maksimum |
c) |
Regressionslinjens GSE-skæring må ikke være mere end ± 2 % af GSE maksimum. |
Man kan vælge at foretage en forprøvning, og forprøvningens massestrømningssignal kan anvendes til at styre prøvestrømmen ind i partikelsystemet (look ahead–styring). En sådan procedure er påkrævet, hvis transformationstiden for partikelsystemet t 50,P og/eller transformationstiden for massestrømningssignalet fra udstødningen er t 50,F er > 0,3 s. Der opnås en korrekt styring af delstrømsfortyndingssystemet, hvis tidssporet af forprøvningens G EXHW,pre, som styrer GSE, forskydes med en look ahead-tid på t 50,P + t 50,F.
Til bestemmelse af korrelationen mellem G SE og G EXHW skal anvendes data opnået ved den faktiske prøve, idet G EXHW tidsmæssigt justeres ind af t 50,F i forhold til G SE (intet bidrag fra t 50,P til tidsjusteringen). Dvs. tidsforskydningen mellem G EXHW og G SE er forskellen mellem deres respektive transformationstider, bestemt efter tillæg 2, punkt 2.6
For delstrømsfortyndingssystemer skal man især være opmærksom på nøjagtigheden af prøvningsstrømmen G SE, hvis den ikke måles direkte, men bestemmes ved differensflowmåling:
I dette tilfælde er en nøjagtighed på ± 2 % for G TOTW og G DILW ikke tilstrækkelig til at sikre en acceptabel nøjagtighed for G SE. Bestemmes gasstrømmen ved differensflowmåling, skal den maksimale fejl på differensen være af en sådan størrelse, at nøjagtigheden af G SE ligger inden for ± 5 %, når fortyndingsforholdet er mindre end 15. Den kan beregnes som den kvadratiske middelværdi af fejlene på de enkelte instrumenter.
Acceptable nøjagtigheder for G SE kan opnås med en af følgende metoder:
a) |
De absolutte nøjagtigheder for G TOTW og G DILW er ± 0,2 %, hvilket sikrer en nøjagtighed for G SE på ≤ 5 % ved et fortyndingsforhold på 15. Større fejl vil dog forekomme med højere fortyndingsforhold. |
b) |
Kalibrering af G DILW i forhold til G TOTW udføres således, at der opnås de samme nøjagtigheder for G SE som i punkt a). En nærmere beskrivelse af denne kalibrering findes i tillæg 2, punkt 2.6. |
c) |
Nøjagtigheden af G SE bestemmes indirekte ud fra nøjagtigheden af fortyndingsforholdet som bestemt ved hjælp af en sporgas, f.eks. CO2. Igen skal bestemmelsen af G SE ske med en nøjagtighed svarende til metode a). |
d) |
en absolutte nøjagtighed af G TOTWog G DILW ligger inden for ±2 % af fuld skalavisning, den maksimale fejl for forskellen mellem G TOTW og G DILW ligger inden for 0,2 %, og linearitetsfejlen ligger inden for ± 0,2 % af den højeste G TOTW observeret under prøvningen. |
2.4.1. Partikelfiltre
2.4.1.1. Filterspecifikation
Til godkendelsesprøvning anvendes glasfiberfiltre med fluor-kulstofbelægning eller membranfiltre på fluor-kulstofbasis. Til særlige formål kan andre filtermaterialer anvendes. Alle filtertyper skal have en udskillelsesgrad på mindst 99 % for 0,3 μm DOP (dioktylphthalat) ved en lineær gasfiltreringshastighed på mellem 35 og 100 cm/s. Ved prøvning af overensstemmelsen af forskellige laboratorier eller mellem en fabrikant og en godkendende myndighed skal anvendes filtre af samme kvalitet.
2.4.1.2. Filterstørrelse
Partikelfiltrenes diameter skal være mindst 47 mm (pletdiameter 37 mm). Større filterdiameter kan godtages (punkt 2.4.1.5).
2.4.1.3. Hovedfiltre og ekstrafiltre
Prøven af den fortyndede udstødningsgas udtages under testsekvensen ved hjælp af et par filtre placeret i serie (et hovedfilter og et ekstrafilter). Det sekundære filter må højst være placeret 100 mm nedstrøms for det primære filter og må ikke berøre dette. Filtrene kan enten vejes enkeltvis eller parvis; i sidstnævnte tilfælde anbringes filtrene med pletsiderne mod hinanden.
2.4.1.4. Filtergennemstrømningshastighed
Gassens lineære hastighed gennem filteret skal være 35 til 100 cm/s. Stigningen i tryktabet fra prøvningens start til dens afslutning må ikke overstige 25 kPa.
2.4.1.5. Filterbelastning
Den anbefalede mindste filterbelastning for de almindeligste filterstørrelser er vist i tabellen nedenfor. For større filtre, skal den mindste filterbelastning være 0,065 mg/1 000 mm2 filterareal.
Filterdiameter (mm) |
Anbefalet pletdiameter (mm) |
Anbefalet mindstebelastning (mg) |
47 |
37 |
0,11 |
70 |
60 |
0,25 |
90 |
80 |
0,41 |
110 |
100 |
0,62 |
2.4.2. Specifikationer for vejerum og analysevægt
2.4.2.1. Vejerum
Temperaturen af det vejerum (eller -lokale), hvor partikelfiltrene konditioneres og vejes, skal være 295 K (22 °C) ± 3 K ved al konditionering og vejning af filtre. Luftfugtigheden skal holdes på et niveau svarende til et dugpunkt på 282,5 K (9,5 °C) ± 3 K og en relativ fugtighed på 45 ± 8 %.
2.4.2.2. Vejning af referencefiltre
Luften i vejerum (eller -lokale) skal være fri for kontaminanter (såsom støv), der kan sætte sig på partikelfiltrene, medens de stabiliseres. Forstyrrelser i vejerummets specifikationer i henhold til beskrivelsen i punkt 2.4.2.1 kan tillades, hvis forstyrrelsernes varighed ikke er over 30 minutter. Vejerummet skal opfylde de foreskrevne specifikationer, inden personer træder ind i vejerummet. Der vejes mindst to ubrugte referencefiltre eller -filterpar; dette finder sted højst 4 timer før eller efter vejning af prøvefiltrene, men helst samtidig dermed. Referencefiltrene skal være af samme størrelse og materiale som prøvefiltrene.
Såfremt gennemsnitsvægten af referencefiltre (eller -filterpar) i tidsrummet mellem vejning af prøvefiltrene ændrer sig med mere end 10 μg, skal alle prøvefiltre kasseres og emissionstesten gentages.
Hvis de i punkt 2.4.2.1. angivne kriterier for stabilitet af vejerummet ikke er opfyldt, men referencefilteret (filterparret) opfylder ovenstående kriterier, står det motorfabrikanten frit at godtage de målte vægte af prøvefiltrene eller at kassere testresultaterne, bringe vejerummets reguleringssystem i orden og gentage testen.
2.4.2.3. Analysevægt
Til vejning af filtrene skal anvendes en vægt med en af vægtfabrikanten specificeret præcision (standardafvigelse) på 2 μg og en opløsning på 1 μg (1 ciffer = 1 μg).
2.4.2.4. Elimination af virkningerne af statisk elektricitet
For at eliminere virkningerne af statisk elektricitet skal filtrene neutraliseres før vejning, hvilket kan ske ved brug af en jordledning af polonium eller en anordning med tilsvarende virkning.
2.4.3. Supplerende specifikationer for partikelbestemmelse
Alle de dele af fortyndingssystem og prøvetagningssystem, der er placeret mellem udstødningsrør og filterholder og er i kontakt med ufortyndet og fortyndet udstødningsgas, skal være udformet således, at de giver anledning til mindst mulig afsætning eller ændring af partikler. Alle dele skal være fremstillet af elektrisk ledende materialer, der ikke reagerer med udstødningsgassens komponenter, og skal være jordforbundet, således at elektrostatiske virkninger undgås.
Tillæg 2
Kalibreringsprocedure (NRSC, NRTC (1) )
1. KALIBRERING AF ANALYSEAPPARATURET
1.1. Indledning
Hver analysator skal kalibreres så ofte som nødvendigt til opfyldelse af nøjagtighedskravene i dette regulativ. Til kalibrering af de i tillæg 1, punkt 1.4.3, nævnte analysatorer anvendes den i nærværende punkt beskrevne kalibreringsmetode.
På anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den godkendende myndighed kan metoderne i bilag 4B, punkt 8.1 og 8.2, benyttes som et alternativ til bestemmelserne i punkt 1 i dette tillæg.
1.2. Kalibreringsgasser
For alle anvendte kalibreringsgasser skal holdbarhedsperioden overholdes.
Den af fabrikanten for kalibreringsgassen angivne udløbsdato skal registreres.
1.2.1. Rene gasser
Renhedskravene til gasserne er fastlagt ved nedenstående kontamineringsgrænser. Følgende gasser skal være til rådighed til anvendelse ved prøvningen:
a) |
Renset nitrogen (Urenheder ≤ 1 ppm C1, ≤ 1 ppm CO, ≤ 400 ppm CO2, ≤ 0,1 ppm NO) |
b) |
Renset oxygen (Renhed > 99,5 % vol. O2) |
c) |
Hydrogen-helium blanding (40 ± 2 % hydrogen, resten helium) (Urenheder ≤ 1 ppm C, ≤ 400 ppm CO2) |
d) |
Renset syntetisk luft (Urenheder ≤ 1 ppm C1, ≤ 1 ppm CO, ≤ 400 ppm CO2, ≤ 0,1 ppm NO) (oxygenindhold mellem 18 og 21 % vol.) |
1.2.2. Kalibrerings- og justeringsgasser
Gasblandinger med følgende kemiske sammensætning skal være til rådighed:
a) |
C3H8 og renset syntetisk luft (se punkt 1.2.1) |
b) |
CO og renset nitrogen |
c) |
NO og renset nitrogen (indholdet af NO2 i denne kalibreringsgas må ikke være over 5 % af NO-indholdet) |
d) |
O2 og renset nitrogen |
e) |
CO2 og renset nitrogen |
f) |
CH4 og renset syntetisk luft |
g) |
C2H6 og renset syntetisk luft |
Bemærk: Andre gaskombinationer er tilladt, forudsat at gasserne ikke reagerer indbyrdes.
Den faktiske koncentration i en kalibrerings- eller justeringsgas må ikke afvige mere end ± 2 % fra den nominelle. Alle koncentrationer for kalibreringsgasser skal angives på volumenbasis (% vol. eller ppm v/v).
De til kalibrering og nulstilling anvendte gasblandinger kan også fremstilles med et gasdeleapparat, ved fortynding med renset N2 eller med renset syntetisk luft. Blanderens nøjagtighed skal være således, at koncentrationerne af de fortyndede kalibreringsgasser kan bestemmes med en nøjagtighed på ± 2 %.
Denne nøjagtighed betyder, at primære gasser anvendt til blanding skal kendes med en nøjagtighed på mindst ± 1 %, der kan henføres til nationale eller internationale gasstandarder. Kontrollen skal udføres ved mellem 15 og 50 % af fuld skalavisning for hver kalibrering, i hvilken indgår en blandingsanordning. Der kan udføres en yderligere kontrol med en anden kalibreringsgas, hvis den første kontrol ikke er lykkedes.
Man kan vælge at kontrollere blandingsanordningen med et instrument af lineær art, f.eks. et som bruger NO-gas med CLD. Instrumentets kalibreringsværdi skal justeres med justeringsgassen direkte tilsluttet instrumentet. Blandingsanordningen skal kontrolleres ved de anvendte indstillinger, og den nominelle værdi skal sammenlignes med instrumentets målte koncentrationer. Denne forskel skal i hvert punkt være inden for ± 1 % af den nominelle værdi.
Andre metoder, baseret på god teknisk skik, kan benyttes efter forudgående aftale mellem de berørte parter.
Bemærk: En gasfordeler med en nøjagtighed inden for ± 1 % anbefales til fastlæggelse af analysatorens kalibreringskurve. Gasfordeleren skal være kalibreret af instrumentets fabrikant.
1.3. Betjening af analysatorer og prøvetagningssystem
Ved betjening af analysatorer skal fabrikantens anvisninger for opstart og betjening følges. Minimumskravene i punkt 1.4 til 1.9 skal være overholdt.
1.4. Tæthedsprøvning
Systemet skal gennemgå en tæthedsprøve. Sonden afbrydes fra udstødningssystemet, og dens ende tilproppes. Analysatorens pumpe startes. Efter den indledende stabilisering skal alle strømningsmålere vise nul. Hvis de ikke gør det, kontrolleres prøvetagningsledningerne, og fejlen rettes. På vakuumsiden tillades en utæthed svarende til højst 0,5 % af strømmen under brug i den del af systemet, der kontrolleres. Størrelsen af den aktuelt anvendte gasstrøm kan skønnes ud fra størrelsen af strømmen gennem analysator og omledningsforbindelse.
En alternativ metode er at indføre en trinvis ændring af koncentrationen i begyndelsen af prøvetagningsledningen ved at skifte fra nulstillings- til justeringsgas.
Hvis der efter et passende tidsrum aflæses lavere koncentration end den tilførte koncentration, er det tegn på kalibreringsfejl eller utæthed.
1.5. Kalibreringsprocedure
1.5.1. Instrumentenhed
Instrumentenheden kalibreres, og kalibreringskurverne kontrolleres i forhold til standardgasser. Gasstrømningshastigheden skal være den samme som ved udtagning af prøve af udstødningsgassen.
1.5.2. Opvarmningstid
Opvarmningstiden skal være i overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger. Angives ingen opvarmningstid, anbefales en opvarmningstid på mindst to timer for analysatorerne.
1.5.3. NDIR- og HFID-analysator
NDIR-analysatoren indstilles om nødvendigt, og HFID-analysatorens forbrændingsflamme optimeres (punkt 1.8.1).
1.5.4. Kalibrering
Der kalibreres i hvert af de normalt anvendte måleområder.
Til nulstilling af analysatorer for CO, CO2, NOx, HC og O2 benyttes renset syntetisk luft (eller nitrogen).
De pågældende kalibreringsgasser tilføres analysatorerne, værdierne registreres, og kalibreringskurven optegnes i overensstemmelse med punkt 1.5.6.
Om nødvendigt gentages kontrollen af nulstillingen og kalibreringen.
1.5.5. Fastlæggelse af kalibreringskurven
1.5.5.1. Generelle retningslinjer
Analysatorens kalibreringskurve optegnes på grundlag af mindst seks kalibreringspunkter (nulpunktet ikke medregnet), der skal være så jævnt fordelt som muligt Den højeste nominelle koncentration skal svare til mindst 90 % af fuldt skalaudslag.
Kalibreringskurven beregnes ved hjælp af mindste kvadraters metode. Hvis der derved fremkommer et polynomium af højere end tredje grad, skal antal kalibreringspunkter (nulpunktet medregnet) mindst være lig polynomiets grad plus to.
Kalibreringskurven må højst afvige ± 2 % fra den nominelle størrelse af hvert kalibreringspunkt og højst ± 0,3 % af fuldt skalaudslag i nulpunktet.
Af kalibreringskurve og kalibreringspunkterne vil det kunne konstateres, om kalibreringen er korrekt udført. Analysatorernes specifikationer skal angives, navnlig:
a) |
måleområde |
b) |
følsomhed |
c) |
kalibreringsdato. |
1.5.5.2. Kalibrering ved mindre end 15 % af fuldt skalaudslag
Analysatorens kalibreringskurve optegnes på grundlag af mindst ti kalibreringspunkter (nulpunktet ikke medregnet), som er fordelt sådan, at 50 % af punkterne er beliggende i området under 10 % af fuldt skalaudslag.
Kalibreringskurven beregnes ved hjælp af mindste kvadraters metode.
Kalibreringskurven må højst afvige ± 4 % fra den nominelle størrelse af hvert kalibreringspunkt og højst ± 0,3 % af fuldt skalaudslag i nulpunktet.
1.5.5.3. Alternative metoder
Hvis det kan godtgøres, at tilsvarende nøjagtighed kan opnås med alternativ teknologi (f.eks. computer, elektronisk styret områdevælger osv.), kan sådanne alternativer benyttes.
1.6. Efterprøvning af kalibreringen
Før hver analyse skal hvert af de normalt anvendte måleområder efterprøves på følgende måde.
Kalibreringen kontrolleres ved hjælp af en nulstillingsgas og en justeringsgas med nominel koncentration på over 80 % af fuldt skalaudslag i det pågældende måleområde.
Afviger kontrolværdierne for de to nævnte punkter højst ± 4 % af fuldt skalaudslag fra den angivne referenceværdi, kan indstillingsparametrene ændres. I modsat fald udarbejdes en ny kalibreringskurve i overensstemmelse med punkt 1.5.4.
1.7. Kontrol af NOx-konverterens virkningsgrad
Virkningsgraden af konverteren, der anvendes til konvertering af NO2 til NO, kontrolleres som anført i punkt 1.7.1 til 1.7.8 (figur 1).
1.7.1. Prøveopstilling
Ved hjælp af prøveopstillingen vist i figur 1 (jf. også tillæg 1, punkt 1.4.3.5) og nedenstående fremgangsmåde kontrolleres konverterens virkningsgrad med en ozonisator.
Figur 1
Diagram over opstilling til kontrol af NO2-konverterens virkningsgrad
1.7.2. Kalibrering
CLD- og HCLD-apparaterne kalibreres i det mest anvendte arbejdsområde efter fabrikantens anvisninger ved hjælp af nulstillings- og justeringsgas (NO-indholdet deri skal være ca. 80 % af arbejdsområdet, og NO2-koncentrationen i gasblandingen under 5 % af NO-koncentrationen). NOx-analysatoren skal være stillet på NO, således at justeringsgassen ikke går gennem konverteren. Den viste koncentration registreres.
1.7.3. Beregning
NOx-konverterens virkningsgrad beregnes af følgende udtryk:
hvor:
a |
= |
NOx-koncentration i henhold til punkt 1.7.6. |
b |
= |
NOx-koncentration i henhold til punkt 1.7.7. |
c |
= |
NO-koncentration i henhold til punkt 1.7.4. |
d |
= |
NO-koncentration i henhold til punkt 1.7.5. |
1.7.4. Oxygentilførsel
Via en T-samling tilføres kontinuerligt oxygen eller nulstillingsluft til gasstrømmen, indtil den viste koncentration er ca. 20 % lavere end den kalibreringskoncentration, der er anført i punkt 1.7.2. (Analysatoren skal være indstillet på NO.)
Den viste koncentration c registreres. Ozonisatoren skal være ude af funktion under hele processen.
1.7.5. Aktivering af ozonisatoren
Ozonisatoren aktiveres derefter for at producere tilstrækkelig ozon til, at NO-koncentrationen bringes ned på ca. 20 % (minimum 10 %) af den i punkt 1.7.2 ovenfor anførte kalibreringskoncentration. Den viste koncentration d registreres. (Analysatoren skal være indstillet på NO.)
1.7.6. NOx-modus
NO-analysatoren stilles derefter om på NOx-modus, således at gasblandingen (bestående af NO, NO2, O2 og N2) nu ledes gennem konverteren. Den angivne koncentration a registreres. (Analysatoren skal være indstillet på NOx.)
1.7.7. Deaktivering af ozonisatoren
Ozonisatoren deaktiveres nu. Den i punkt 1.7.6 beskrevne gasblanding ledes gennem konverteren og til detektoren. Den viste koncentration b registreres. (Analysatoren skal være indstillet på NOx.)
1.7.8. NO-modus
Når der er skiftet om til NO, og ozonisatoren er deaktiveret, afbrydes også tilførslen af oxygen eller syntetisk luft. Den af analysatoren målte NOx-værdi må højst afvige ± 5 % fra den, der er målt i henhold til punkt 1.7.2. (Analysatoren skal være indstillet på NO.)
1.7.9. Prøvningsinterval
Konverterens virkningsgrad skal afprøves før hver kalibrering af NOx-analysatoren.
1.7.10. Krav til virkningsgraden
Konverterens virkningsgrad må ikke være under 90 %; en virkningsgrad på over 95 % må dog stærkt tilrådes.
Bemærk: Hvis der ved hjælp af ozonisatoren ikke kan opnås en reduktion fra 80 % til 20 % i overensstemmelse med punkt 1.7.5, når analysatoren er indstillet på det mest anvendte område, anvendes det højeste område, som giver denne reduktion.
1.8. Justering af flammeion-analysatoren (FID)
1.8.1. Optimering af detektorens respons
HFID-enheden indstilles som angivet af fabrikanten. Der anvendes en justeringsgas bestående af propan i luft til optimering af responsen i det mest anvendte måleområde.
Med brændstof- og luftstrømme indstillet i henhold til fabrikantens anvisninger tilføres analysatoren en justeringsgas på 350 ± 75 ppm C. Responsen på en given brændstoftilførsel bestemmes ud fra forskellen mellem responsen på justeringsgas og responsen på nulstillingsgas. Brændstoftilførslen indstilles på trinvis højere og lavere værdier end fabrikantens specifikation. Responsen på justeringsgas og nulstillingsgas ved de pågældende værdier af brændstoftilførslen registreres. Forskellen mellem responsen på justerings- og nulstillingsgassen afbildes i kurveform, og brændstoftilførslen indstilles, så den svarer til kurvens "fede" side.
1.8.2. Responsfaktorer for carbonhydrider
Analysatoren kalibreres med propan i luft og renset syntetisk luft som angivet i punkt 1.5.
Responsfaktorerne skal bestemmes, når en analyseenhed idriftsættes samt efter større serviceeftersyn. Responsfaktoren (R f) for et given carbonhydrid er forholdet mellem C1-udslaget på FID-analysatoren og gaskoncentrationen i cylinderen, angivet i ppm C1.
Prøvegassen skal have en koncentration, der giver en respons på ca. 80 % af fuldt skalaudslag. Regnet i volumen skal koncentrationen være bestemt med en nøjagtighed på ± 2 % i forhold til en gravimetrisk standard, udtrykt i volumenenheder. Desuden skal gascylinderen være konditioneret i 24 timer ved en temperatur på 298 K (25 °C) ± 5 K.
Nedenfor er angivet hvilke prøvegasser, der skal anvendes, og det anbefalede område for responsfaktoren:
Methan og renset syntetisk luft |
: |
1,00 ≤ R f ≤ 1,15 |
Propylen og renset syntetisk luft |
: |
0,90 ≤ R f ≤ 1,1 |
Toluen og renset syntetisk luft |
: |
0,90 ≤ R f ≤ 1,10 |
Værdierne er angivet i forhold til responsfaktoren (R f) på 1,00 for propan og renset syntetisk luft.
1.8.3. Kontrol af oxygeninterferens
Kontrol af oxygeninterferens skal finde sted, når en analysator idriftsættes, samt efter hovedserviceintervallerne.
Der vælges et område, hvor kontrolgasserne for oxygeninterferens falder i de øverste 50 %. Under prøvningen skal ovntemperaturen være indstillet som krævet.
1.8.3.1. Gasser til kontrol af oxygeninterferens
Kontrolgasser for oxygeninterferens skal indeholde propan med 350 ppmC til 75 ppmC carbonhydrider. Koncentrationsværdien skal bestemmes med tolerancerne for kalibreringsgas ved kromatografisk analyse af samlede carbonhydrider plus urenheder eller ved dynamisk blanding. Der anvendes nitrogen som hovedfortyndingsstof og oxygen for resten. Til prøvning af dieselmotorer skal anvendes følgende blandinger:
O2-koncentration |
Rest |
21 (20 to 22) |
Nitrogen |
10 (9 to 11) |
Nitrogen |
5 (4 to 6) |
Nitrogen |
1.8.3.2. Procedure
a) |
Analysatoren nulstilles. |
b) |
Analysatoren kalibreres med 21 % oxygenblandingen. |
c) |
Nulresponsen kontrolleres igen. Hvis den har ændret sig med mere end 0,5 % af fuldskalaværdien, gentages punkt a) og b). |
d) |
5 og 10 %-kontrolgasser for oxygeninterferens tilføres. |
e) |
Nulresponsen kontrolleres igen. Hvis den har ændret sig med mere end ± 1 % af fuldskalavirkningen, gentages prøvningen. |
f) |
Oxygeninterferensen (% O2I) beregnes for hver af blandingerne i d) på følgende måde:
|
g) |
Oxygeninterferensen (%O 2 I) skal være mindre end ± 3,0 % for alle de krævede kontrolgasser for oxygeninterferens før prøvningen. |
h) |
Er oxygeninterferensen over ± 3,0 %, justeres luftstrømmen trinvis i opad- og nedadgående retning i forhold til fabrikantens specifikationer, idet punkt 1.8.1 gentages for hver strømningshastighed. |
i) |
Er oxygeninterferensen større end ± 3,0 %, skal man først justere luftstrømmen, hvorefter man ændrer brændstofstrømmen og derefter prøvegasstrømmen, idet punkt 1.8.1 gentages for hver ny indstilling. |
j) |
Er oxygeninterferensen stadig større end ± 3,0 %, skal analysator, FID-brændstof eller brænderluft repareres eller udskiftes før prøvning. Dette punkt gentages derefter, når udstyr eller gasser er repareret eller udskiftet. |
1.9. Interferensvirkninger med infrarødabsorptions- (NDIR) og kemoluminiscens (CLD) analysatorer
Målingerne kan på flere måder påvirkes ved interferens fra andre gasser i udstødningen end den, der bestemmes. Positiv interferens forekommer i NDIR-enheder, hvor den interfererende gas giver samme virkning som den målte, blot i mindre grad. Negativ interferens forekommer ligeledes i NDIR-enheder, når den interfererende gas udvider absorptionsbåndet for den målte gas, samt i CLD-enheder, når den interfererende gas dæmper strålingen. Den i punkt 1.9.1 og 1.9.2 angivne interferenskontrol skal foretages inden første idriftsættelse af en analysator samt efter de vigtigste serviceintervaller.
1.9.1. CO-interferenskontrol for analysatorerne
Vand og CO2 kan interferere med CO-analysatorens resultater. Kontrol heraf foretages ved, at en CO2-justeringsgas med en koncentration svarende til 80 til 100 % af fuldt skalaudslag i det højeste under testningen anvendte måleområde bobles gennem vand ved rumtemperatur, og analysatorens respons registreres. For måleområder på 300 ppm eller derover må responsen ikke være over 1 % af fuldt skalaudslag; for måleområder under 300 ppm må responsen ikke være over 3 ppm.
1.9.2. Kontrol af dæmpning af NOx-analysatoren
De to gasser, der har interesse i forbindelse med analysatorer af typen CLD (og HCLD), er CO2 og vanddamp. Disse gassers dæmpningsvirkning er proportional med deres koncentration, hvorfor der kræves teknikker til bestemmelse af dæmpningen ved de højeste koncentrationer, der forventes at optræde under prøverne.
1.9.2.1. Kontrol af dæmpning fra CO2
En CO2-justeringsgas med en koncentration på 80 til 100 % af fuldskalaværdien i det maksimale måleområde ledes gennem NDIR-analysatoren, og CO2-værdien registreres som A. Derefter fortyndes den ca. 50 % med NO-justeringsgas og ledes gennem NDIR og (H)CLD, idet CO2- og NO-værdierne registreres som henholdsvis B og C. Der lukkes for CO2-tilførslen, og kun NO-justeringsgassen ledes gennem (H)CLD-enheden.
Dæmpningen beregnes på følgende måde:
og må ikke være større end 3 % af fuldt skalaudslag,
hvor:
A |
= |
ufortyndet CO2-koncentration, målt med NDIR, % |
B |
= |
fortyndet CO2-koncentration, målt med NDIR, % |
C |
= |
fortyndet NO-koncentration, målt med CLD, i ppm |
D |
= |
ufortyndet NO-koncentration, målt med CLD, i ppm. |
1.9.2.2. Kontrol af dæmpning fra vand
Denne kontrol finder kun anvendelse på gaskoncentrationsmålinger på våd basis. Ved beregning af dæmpningen fra vand skal der tages hensyn til fortyndingen af NO-justeringsgassen med vanddamp og tilpasning af blandingens vanddampkoncentration til den, der forventes under prøvningen. En NO-justeringsgas med en koncentration på 80 til 100 % af fuldt skalaudslag i det normale måleområde ledes gennem (H)CLD-enheden, og N0-værdien registreres som D. NO-gassen bobles igennem vand ved rumtemperatur og ledes gennem (H) CLD-enheden, og NO-værdien registreres som C. Vandtemperaturen bestemmes og registreres som F. Det mættede damptryk af blandingen svarende til gennemboblingskarrets vandtemperatur (F) bestemmes og registreres som G. Blandingens vanddampkoncentration (i %) beregnes som følger:
og registreres som H. Den forventede koncentration af den fortyndede NO-justeringsgas (i vanddamp) beregnes som følger:
og registreres som De. Idet atomforholdet H:C for dieselolie sættes til 1,8:1,0, beregnes den under prøven forventede maksimale vanddampkoncentration (i %) for diesel-udstødningsgas ud fra den maksimale CO2-koncentration i udstødningsgassen eller CO2-koncentrationen i ufortyndet justeringsgas (A, målt i punkt 1.9.2.1), som følger:
og registreres som Hm.
Dæmpningen fra vand beregnes således:
og må ikke være større end 3 % af fuldt skalaudslag,
De |
= |
Forventet fortyndet NO-koncentration (ppm) |
C |
= |
Fortyndet NO-koncentration (ppm) |
Hm |
= |
er den maksimale vanddampkoncentration, % |
H |
= |
er den faktiske vanddampkoncentration, % |
Bemærk: Det er vigtigt, at den til denne kontrol anvendte NO-justeringsgas indeholder mindst muligt NO2, da der i dæmpningsberegningerne ikke er taget hensyn til opløsning af NO2 i vand.
1.10. Kalibreringsintervaller
Kalibrering af analysatorerne som angivet i punkt 1.5 skal foretages mindst hver 3. måned samt hver gang, der er foretaget reparationer eller ændringer, som kan tænkes at påvirke kalibreringen.
1.11. Ekstra kalibreringskrav for måling af rå udstødningsgas gennem NRTC-prøven
1.11.1. Kontrol af analysesystemets responstid
Systemets indstillinger til evaluering af responstid skal være nøjagtigt de samme som under måling i prøvningsforløbet (dvs. tryk, strømningshastigheder, filterindstillinger på analysatorerne og alle andre ting, der har indflydelse på responstiden). Bestemmelsen af responstid skal finde sted med gasomskiftning direkte ved indgangen til prøvetagningssonden. Gasomskiftningen skal ske på under 0,1 sekund. De gasser, der anvendes til prøvningen, skal forårsage en koncentrationsændring på mindst 60 % fuldskalavisning (FS).
Koncentrationssporet for hver enkel gaskomponent registreres. Responstiden defineres som forskellen i tid mellem gasomstilling og den pågældende registrerede koncentrationsændring. Systemets responstid består (t 90) af forsinkelsestid til måledetektoren og detektorens stigningstid. Forsinkelsestid defineres som tiden fra ændringen (t 0) indtil responsen er 10 % af den endelige aflæste værdi (t 10). Stigningstiden defineres som den tid, der forløber, fra den viste værdi stiger fra 10 % til 90 % af den endelige aflæsning (t 90 – t 10).
Med hensyn til justering af analysator- og udstødningsstrømssignaler i tilfælde af ufortyndede målinger defineres transformationstiden som tiden fra ændringen (t 0), indtil responsen er 50 % af den endelige aflæste værdi (t 50)
Systemets responstid skal være ≤ 10 sekunder med en indsvingningstid på ≤ 2,5 sekunder for alle komponenter underkastet grænseværdier (CO, NOx, HC) og alle anvendte koncentrationsområder.
1.11.2. Kalibrering af sporgasanalysator til måling af udstødningsstrøm
Anvendes analysator til bestemmelse af sporgaskoncentrationen, skal den kalibreres ved hjælp af standardgassen.
Kalibreringskurven optegnes på grundlag af mindst 10 kalibreringspunkter (nulpunktet ikke medregnet), fordelt med halvdelen af punkterne placeret mellem 4 % og 20 % af fuldt skalaudslag på analysatoren, og resten mellem 20 % og 100 % af fuldt skalaudslag. Kalibreringskurven beregnes ved hjælp af mindste kvadraters metode.
Kalibreringskurven må højst afvige ± 1 % af fuld skalavisning fra den nominelle værdi i hvert kalibreringspunkt i området fra 20 % til 100 % af fuld skalavisning. Den må endvidere højst afvige ± 2 % af aflæsningen af den nominelle værdi i området fra 4 % til 20 % af fuld skalavisning.
Analysatoren indstilles på nul, og måleområdet bestemmes inden prøvningen ved hjælp af en nulstillingsgas og en justeringsgas med en nominel værdi på over 80 % af analysatorens fulde visning.
2. KALIBRERING AF SYSTEMET TIL PARTIKELBESTEMMELSE
2.1. Indledning
Hver komponent skal kalibreres så ofte som nødvendigt til opfyldelse af nøjagtighedskravene i dette regulativ. I dette punkt beskrives de kalibreringsmetoder, der skal anvendes til de i bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.5 og bilag 4 omhandlede komponenter.
På anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den godkendende myndighed kan metoderne i bilag 4B, punkt 8.1 og 8.2, benyttes som et alternativ til bestemmelserne i punkt 2 i dette tillæg.
2.2. Flowmålinger
Kalibrering af gasflowmålere eller flowmåleinstrumenter skal kunne henføres til nationale og/eller internationale standarder.
Den maksimale fejl på den målte værdi må ikke overstige ± 2 % af visningen.
For delstrømsfortyndingssystemer skal man især være opmærksom på nøjagtigheden af prøvningsstrømmen G SE, hvis den ikke måles direkte, men bestemmes ved differensflowmåling:
I dette tilfælde er en nøjagtighed på ± 2 % for GTOTW og G DILW ikke tilstrækkelig til at sikre en acceptabel nøjagtighed for G SE. Bestemmes gasstrømmen ved differensflowmåling, skal den maksimale fejl på differensen være af en sådan størrelse, at nøjagtigheden af G SE ligger inden for ± 5 %, når fortyndingsforholdet er mindre end 15. Den kan beregnes som den kvadratiske middelværdi af fejlene på de enkelte instrumenter.
2.3. Kontrol af fortyndingsforholdet
Ved anvendelse af partikelindsamlingssystemer uden gasanalysator (EGA) (bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.1) skal fortyndingsforholdet kontrolleres for hver ny motorinstallation mens motoren er i gang, idet der enten anvendes CO2- eller NOx-koncentrationsmålingen i den ufortyndede og fortyndede udstødningsgas.
Det målte fortyndingsforhold må højst afvige ± 10 % fra det, der er beregnet på grundlag af CO2- eller NOx-koncentrationsmålingerne.
2.4. Kontrol af delstrømsbetingelserne
Størrelsesområdet af udstødningsgashastighed og tryksvingninger skal i givet fald kontrolleres og korrigeres efter forskrifterne i bilag 4A, tillæg 4, punkt 1.2.1.1, EP.
2.5. Kalibreringsintervaller
Flowmåleinstrumenter skal kalibreres hver tredje måned, samt når der er foretaget systemændringer, der kan have betydning for kalibreringen.
2.6. Supplerende krav til kalibrering af delstrømsfortyndingssystemer
2.6.1. Periodisk kalibrering
Hvis prøvegasstrømmen bestemmes ved differensflowmåling, skal flowmeteret eller flowmåleinstrumentet kalibreres ved brug af en af følgende metoder, således at sondeflowet G SE ind i tunnelen opfylder nøjagtighedskravene i bilag 4A, tillæg 1, punkt 2.4:
Flowmeteret for G DILW skal serieforbindes med flowmeteret for G TOTW, forskellen mellem de to flowmetre skal kalibreres for mindst 5 punkter, med strømningsværdier ensartet fordelt mellem den laveste G DILW-værdi anvendt under prøvningen og værdien af G TOTWanvendt under prøvningen. Strømmen kan ledes uden om fortyndingstunnelen.
En kalibreret masseflowenhed serieforbindes med flowmeteret til G TOTW, og nøjagtigheden kontrolleres for den ved prøven anvendte værdi. Derefter forbindes det kalibrerede masseflowmeter med flowmeteret for G DILW, og nøjagtigheden kontrolleres for mindst 5 indstillinger svarende til fortyndingsforholdet mellem 3 og 50, i forhold til den under prøven anvendte G TOTW.
Overføringsrøret TT kobles fra udstødningen, og et kalibreret flowmeter med passende måleområde til måling af G SE tilsluttes overføringsrøret. Derefter indstilles G TOTW på den under prøven anvendte værdi, og G DILW indstilles sekventielt på mindst 5 værdier svarende til fortyndingsforhold q mellem 3 og 50. Alternativt kan der etableres en særlig kalibreringsvej, som leder uden om tunnelen, men med samme total- og fortyndingsluftstrøm gennem de pågældende flowmetre fastholdes som i den egentlige prøve.
En sporgas tilføres overføringsrøret TT. Denne sporgas kan være en af udstødningsgassens komponenter, f.eks. CO2 eller NOx. Efter fortynding i tunnelen måles sporgaskomponenten. Dette udføres for 5 fortyndingsforhold mellem 3 og 50. Nøjagtigheden af prøvegasstrømmen bestemmes af fortyndingsforholdet q:
Der tages hensyn til gasanalysatorernes nøjagtighed for at sikre nøjagtigheden af G SE.
2.6.2. Kontrol af carbonstrømmen
En kulstofstrømprøve med rigtig udstødningsgas kan stærkt anbefales til at identificere måle- og kontrolproblemer og efterprøve, at delstrømsfortyndingssystemet virker korrekt. Kontrollen af carbonstrømmen bør foretages mindst hver gang, en ny motor installeres, eller hvis der foretages en signifikant ændring i konfigurationen af prøvningsrummet.
Motoren skal køre med maksimalt drejningsmoment og maksimal hastighed eller enhver anden stabil modus, der frembringer 5 % CO2 eller mere. Delstrømsprøvetagningssystemet skal køre med en fortyndingsfaktor på ca. 15 til 1.
2.6.3. Kontrol før prøvningen
Inden for 2 timer før prøven udføres en forkontrol på følgende måde:
Flowmetrenes nøjagtighed kontrolles på samme måde som anvendt til kalibreringen i mindst to punkter med flowværdier af G DILW svarende til fortyndingsforhold på mellem 5 og 15 for den under prøven anvendte G TOTW-værdi.
Hvis det ved registreringer af den ovenfor beskrevne kalibreringsprocedure kan godtgøres, at flowmeterets kalibrering er stabil gennem et længere tidsrum, kan forprøven undlades.
2.6.4. Bestemmelse af transformationstiden
Systemindstillingerne for evaluering af transformationstid skal være nøjagtigt de samme som ved måling under prøvningsforløbet. Transformationstiden bestemmes ved følgende metode:
Et uafhængigt referenceflowmeter med et passende måleområde for sondestrømningen serieforbindes og tilsluttes sonden tæt. Dette flowmeter skal have en transformationstid på under 100 ms for den strømningstrinstørrelse, der anvendes ved måling af responstid, med strømningsbegrænsning tilstrækkelig lav til ikke at påvirke delstrømsfortyndingssystemets dynamiske funktion, og i overensstemmelse med god teknisk skik.
Tilførslen af udstødningsstrømmen (eller luftstrømmen, hvis udstødningsstrømmen beregnes) til delstrømsfortyndingssystemet skal kunne reguleres trinvis fra en lav strømning til 90 % af fuld skalavisning. Udløseren for trinændringen skal være den samme som anvendes til start af look-ahead-reguleringen under selve prøvningen. Udstødningsstrømmens trinstimulering og flowmeterets respons skal registreres med en prøvetagningshastighed på mindst 10 Hz.
For disse data bestemmes transformationstiden for delstrømsfortyndingssystemet, hvilket er tiden fra igangsættelsen af trinstimuleringen til punktet for 50 % flowmeterrespons. På samme måde bestemmes transformationstiden for delstrømsfortyndingssystemets G SE-signal og udstødningsflowmeterets G EXHW-signal. Disse signaler anvendes i den regressionskontrol, som foretages efter hver prøve (bilag 4A, tillæg 1, punkt 2.4).
Beregningen gentages for mindst 5 opadgående og nedadgående stimuli, og gennemsnittet af resultaterne beregnes. Referenceflowmeterets interne transformationstid (< 100 ms) trækkes fra denne værdi. Dette er delstrømsfortyndingssystemets "look-ahead" værdi, som anvendes efter bilag 4A, tillæg 1, punkt 2.4.
3. KALIBRERING AF CVS-SYSTEMET
3.1. Generelt
Til kalibrering af CVS-systemet skal anvendes et nøjagtigt flowmeter, og der skal være mulighed for at ændre funktionsbetingelserne.
Strømningen gennem systemet måles ved forskellige indstillinger, og systemets reguleringsparametre måles og sammenholdes med gennemstrømningen.
Der kan anvendes forskellige typer flowmetre, f.eks. kalibreret venturi, kalibreret laminart flowmeter, kalibreret turbinemeter.
På anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den godkendende myndighed kan metoderne i bilag 4B, punkt 8.1 og 8.2, benyttes som et alternativ til bestemmelserne i punkt 3 i dette tillæg.
3.2. Kalibrering af den positive fortrængningspumpe (PDP)
Alle parametre vedrørende pumpen skal måles samtidig med parametrene vedrørende en kalibreringsventuri, der er serieforbundet med pumpen. Den beregnede strømningshastighed (i m3/min ved pumpeindgangen, absolut tryk og temperatur) afsættes mod en korrelationsfunktion, der er dannet ved en specifik kombination af pumpeparametre. Den lineære ligning, som udtrykker sammenhængen mellem pumpeydelsen og korrelationsfunktionen, bestemmes. Hvis drevet på noget CVS arbejder med flere hastigheder, skal der kalibreres for hvert af de anvendte områder.
Under kalibreringen skal temperaturen holdes stabil.
Utætheder i forbindelser og rør mellem kalibreringsventurien og CVS-pumpen skal holdes på mindre end 0,3 % af det laveste strømningspunkt (højeste forsnævring og laveste PDP-hastighedspunkt).
3.2.1. Dataanalyse
Luftgennemstrømningen (Q S) ved hver indstilling af forsnævringen (mindst 6 indstillinger) beregnes i standard-m3/min på grundlag af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Luftstrømningshastigheden omregnes derefter til pumpeydelse (V 0) i m3/omdr. ved absolut pumpeindgangstemperatur og -tryk på følgende måde:
hvor:
Qs |
= |
luftstrøm ved standardbetingelserne (101,3 kPa, 273 K), (m3/s) |
T |
= |
temperatur ved pumpeindgangen (K) |
pA |
= |
absolut tryk ved pumpens indgang (p B – p 1) (kPa) |
n |
= |
pumpehastighed (omdr./s) |
For at tage hensyn til vekselvirkningen mellem trykvariationer ved pumpen og pumpens sliphastighed beregnes korrelationsfunktionen (X 0) mellem pumpehastighed, differenstryk mellem pumpeindgang og -afgang og absolut pumpeafgangstryk på følgende måde:
hvor
Δpp |
= |
differenstryk mellem pumpeindgang og pumpeafgang (kPa) |
pA |
= |
absolut afgangstryk ved pumpeudgang (kPa) |
Kalibreringsligningen beregnes ved en lineær mindste kvadraters tilnærmelse på følgende måde:
Konstanterne D0 og m er henholdsvis regressionslinjernes skæringspunkt og hældning og beskriver således disse.
For et CVS-system med flere hastigheder skal kalibreringskurverne genereret med forskellige pumpeydelser være tilnærmelsesvis parallelle, og værdierne svarende til skæringspunktet (D 0) skal stige med aftagende pumpeydelse.
De af ligningen beregnede værdier skal ligge inden for ± 0,5 % af den målte værdi af V 0. Værdien af m vil være forskellig for forskellige pumper. Derfor skal pumpen kalibreres ved opstart, efter større vedligeholdelsesindgreb samt hvis efterprøvningen af det samlede system (punkt 3.5) tyder på, at sliphastigheden har ændret sig.
3.3. Kalibrering af den kritiske venturi (CFV)
Kalibrering af CFV bygger på strømningsligningen for en kritisk venturi. Gasstrømmen er en funktion af indgangstryk og -temperatur som vist nedenfor:
hvor
Kv |
= |
kalibreringsfaktor |
pA |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang (kPa) |
T |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K). |
3.3.1. Dataanalyse
Luftgennemstrømningen (Q s) ved hver indstilling af forsnævringen (mindst 8 indstillinger) beregnes i standard-m3/min af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Kalibreringsfaktoren beregnes ud fra kalibreringsdataene for hver indstilling på følgende måde:
hvor:
Qs |
= |
luftstrøm ved standardbetingelserne (101,3 kPa, 273 K), (m3/s) |
T |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
pA |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang (kPa) |
For at bestemme området med kritisk strømning afsættes K v som funktion af venturiens indgangstryk. For kritisk (droslet) strømning vil K v være forholdsvis konstant. Når trykket aftager (vakuum øges) aftager venturiens drosselvirkning og K v mindskes, ensbetydende med at CFV-enheden arbejder uden for det tilladte arbejdsområde.
For mindst otte punkter i området med kritisk strømning beregnes gennemsnitsværdien af K v og standardafvigelsen. Standardafvigelsen må ikke være over ± 0,3 % af gennemsnitsværdien af K v.
3.4. Kalibrering af subsonisk venturi (SSV)
Kalibrering af SSV bygger på strømningsligningen for en subsonisk venturi. Gasstrømmen er en funktion af indgangstryk og -temperatur, og af tryktabet mellem SST-indgangen og forsnævringen som vist nedenfor:
hvor:
A0 = samling af konstanter og enhedskonverteringer =
0,006111 i SI-enheder
d= SVV-halsens diameter, m
Cd = SSV-udladningskoefficient
pA = absolut tryk ved venturiens indgang (kPa)
T= temperatur ved venturiens indgang (K)
r= forholdet mellem det absolutte statiske tryk ved indgang og
ß= Forholdet mellem diameteren, d, af den subsoniske venturis forsnævring og indgangsrørets
3.4.1. Dataanalyse
Luftgennemstrømningen (Q SSV) ved hver indstilling af gennemstrømningen (mindst 16 indstillinger) beregnes i standard-m3/min af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Udledningskoefficienten beregnes ud fra kalibreringsdataene for hver indstilling på følgende måde:
hvor:
QSSV |
= |
luftstrøm ved standardbetingelserne (101,3 kPa, 273 K), (m3/s) |
T |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
d |
= |
SVV-halsens diameter (m) |
r |
= |
forholdet mellem det absolutte statiske tryk ved indgang og |
ß |
= |
SSV-halsens diameter, d, i forhold til indgangsrørets |
For at bestemme området for subsonisk strømning, optegnes C d som funktion af Reynolds-tal ved SSV-halsen. Re ved SVV-halsen beregnes ved hjælp af følgende formel:
hvor:
A1 |
= |
en samling af konstanter og enhedskonverteringer |
||||||
QSSV |
= |
luftstrøm ved standardbetingelserne (101,3 kPa, 273 K), (m3/s) |
||||||
d |
= |
SVV-halsens diameter (m) |
||||||
μ |
= |
gassens absolutte eller dynamiske viskositet, beregnet efter følgende formel: hvor:
|
Da Q SSV er et input til Re-formelen, startes beregningerne med et indledende gæt af kalibreringsventuriens Q SSV eller C d og gentages, indtil Q SSV konvergerer. Konvergensmetoden skal være nøjagtig til 0,1 % af punkt eller bedre.
For mindst 16 punkter i det subsoniske strømningsområde skal de værdier for C d, der beregnes ud fra tilnærmelsesligningen for den fremkomne kalibreringskurve ligge inden for ± 0,5 % af den målte værdi for C d for hvert kalibreringspunkt.
3.5. Kontrol af det samlede system
Nøjagtigheden af det samlede CVS-prøvetagnings- og analysesystem bestemmes ved tilledning af en kendt masse af en forurenende luftart til systemet, medens dette er bragt til at fungere på normal måde. Der analyseres for den forurenende luftart, og dens masse beregnes efter bilag 4A, tillæg 3, punkt 2.4.1, bortset fra propan, for hvilket der for HC anvendes en faktor 0,000472 i stedet for 0,000479. Der skal anvendes en af følgende to teknikker.
3.5.1. Måling med blænde med kritisk strømning
En kendt mængde af en ren gas (carbonmonoxid eller propan) ledes til CVS-systemet gennem en kalibreret kritisk blænde. Hvis indgangstrykket er tilstrækkeligt højt, er strømningshastigheden, som justeres ved hjælp af den kritiske blænde, uafhængigt af blændens afgangstryk (kritisk strømning). CVS-systemet bringes til at fungere som ved en sædvanlig emissionstest af udstødningsgas i 5 til 10 minutter. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes. Den således bestemte masse må højst afvige ± 3 % fra den kendte masse af tilledt gas.
3.5.2. Gravimetrisk måling
Vægten af en lille cylinder fyldt med propan bestemmes med en præcision på ± 0,01 g. CVS-systemet bringes til at fungere som ved en sædvanlig emissionstest af udstødningsgas i 5 til 10 minutter, mens der tilledes carbonmonoxid eller propan til systemet. Den afgivne mængde ren gas bestemmes ved differentialvejning. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes. Den således bestemte masse må højst afvige ± 3 % fra den kendte masse af tilledt gas.
(1) Kalibreringsmetoden er fælles for NRSC- og NRTC-prøverne, bortset fra forskrifterne i punkt 1.11 og 2.6.
Tillæg 3
Dataevaluering og beregninger
1. DATAEVALUERING OG BEREGNINGER - NRTC-PRØVE
1.1. Evaluering af emissionsdata for luftarter
Til vurdering af emissionen af luftarter beregnes gennemsnitsaflæsningen for de sidste 60 s af hver prøvningssekvens, og gennemsnitskoncentrationerne (conc) af HC, CO, NOx og CO2 (såfremt kulstofbalancemetoden anvendes) i hver sekvens bestemmes af gennemsnitsaflæsningen på kurvebladet og de tilhørende kalibreringsdata. Anden form for registrering kan anvendes, forudsat at ækvivalent datafangst er sikret.
De gennemsnitlige baggrundskoncentrationer (conc d) kan bestemmes enten af koncentrationerne i sækkene med fortyndingsluft eller ved kontinuerlig bestemmelse (uden sæk) af baggrundskoncentrationen i forbindelse med tilhørende kalibreringsdata.
Hvis de modale cyklusser med ramper i bilag 5, punkt 1.2, afsnit a) eller b), benyttes, finder procedurerne for dataevaluering og -beregning i bilag 4B, punkt 7.8.2.2, og de relevante afsnit i punkt A.8.2, A.8.3 og A.8.4 anvendelse. De endelige prøvningsresultater beregnes i overensstemmelse med henholdsvis ligning A.8-60 og A.8-61 eller A.7-49 og A.7-50.
1.2. Partikelemissioner
Til vurdering af partikelemissionen registreres den totale masse (M SAM,i), der er ledt gennem filtrene for hver prøvningssekvens. Filtrene bringes tilbage til vejerummet og konditioneres i mindst én, men højst 80 timer, hvorefter de vejes. Filtrenes bruttovægt bestemmes, og taravægten (jf. punkt 3.1, bilag 4A) fratrækkes. Partikelmassen (M f for enkeltfiltermetoden, M f,i for flerfiltermetoden) er den samlede udskilte partikelmasse på hoved- og ekstrafilter. Skal der korrigeres for baggrund, noteres massen (M DIL) af fortyndingsluft, der er ført gennem filteret, og partikelmassen (M d). Er der foretaget flere end én måling, beregnes kvotienten M d/M DIL for hver enkelt måling, og gennemsnittet af værdierne beregnes.
Hvis de modale cyklusser med ramper i bilag 5, punkt 1.2, afsnit a) eller b), benyttes, finder procedurerne for dataevaluering og -beregning i bilag 4B, punkt 7.8.2.2, og de relevante afsnit i punkt A.8.2, A.8.3 og A.8.4 anvendelse. De endelige prøvningsresultater beregnes i overensstemmelse med henholdsvis ligning A.8-64 og A.7-53.
1.3. Beregning af emission af luftarter
De i rapporten angivne prøvningsresultater skal fremkomme i følgende trin:
1.3.1. Bestemmelse af udstødningsgasstrømmen
Udstødningsgassens strømningshastighed (G EXHW,i) bestemmes for hver prøvningssekvens i overensstemmelse med bilag A4, tillæg 1, punkt 1.2.1-1.2.3.
Anvendes totalstrømsfortynding, bestemmes den samlede strøm af fortyndet udstødningsgas (G TOTW,i) for hver prøvningssekvens i overensstemmelse med bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.2.4.
1.3.2. Korrektion ved omregning tør/våd
Korrektion for tør/våd gas (G EXHW,i) bestemmes for hver prøvningssekvens i overensstemmelse med bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.2.1-1.2.3.
Ved anvendelse af G EXHW omregnes den målte koncentration til våd basis ved hjælp af følgende formler, medmindre målingen i forvejen fandt sted på våd basis:
For ufortyndet udstødningsgas:
For den fortyndede gas:
eller:
For fortyndingsluften:
For indsugningsluften (hvis denne er forskellig fra fortyndingsluften):
hvor:
Ha |
= |
indsugningsluftens absolutte fugtindhold (g vand pr. kg tør luft) |
Hd |
= |
fortyndingsluftens absolutte fugtindhold (g vand pr. tør kg luft) |
Rd |
= |
fortyndingsluftens relative fugtindhold i % |
Ra |
= |
indsugningsluftens relative fugtindhold i % |
pd |
= |
fortyndingsluftens mætningsdamptryk (kPa) |
pa |
= |
indsugningsluftens mætningsdamptryk (kPa) |
pB |
= |
total barometerstand (kPa). |
Bemærk: H a og H d kan fås af målingen af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
1.3.3. Fugtighedskorrektionsfaktor for NOx
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx-koncentrationsdata korrigeres for temperatur og fugtindhold af den omgivende luft med faktoren K H, der er givet ved:
hvor:
(dry air basis)
T a |
= |
lufttemperatur (K) |
|||||||||
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold (g vand pr. kg tør luft): hvor:
|
Bemærk: H a kan fås af måling f den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
1.3.4. Beregning af emissionens massestrøm
For hver prøvningssekvens beregnes emissionens massestrøm som følger:
a) |
For ufortyndet udstødningsgas (1): |
b) |
For fortyndet udstødningsgas (2): |
hvor:
conc c er koncentrationen, korrigeret for baggrund
eller:
Koefficienterne u - våd anvendes efter tabel 5:
Tabel 5
Størrelsen af koefficienten u - våd for forskellige udstødningskomponenter
Gas |
u |
conc |
NOx |
0,001587 |
ppm |
CO |
0,000966 |
ppm |
HC |
0,000479 |
ppm |
CO2 |
15,19 |
% |
Densiteten af carbonhydrider er baseret på et gennemsnitligt kulstof/brintforhold på 1:1,85.
1.3.5. Beregning af specifikke emissioner
Den specifikke emission (g/kWh) beregnes for alle enkeltkomponenter som følger:
hvor
De i ovenstående beregning anvendte vægtningsfaktorer og antal prøvningssekvenser (n) er i overensstemmelse med bilag 4A, punkt 3.7.1.
1.4. Beregning af partikelemissionen
Partikelemissionen beregnes på følgende måde:
1.4.1. Fugtighedskorrektionsfaktor for partikler
Da partikelemissionen fra dieselmotorer afhænger af den omgivende lufts fugtighed, skal massestrømmen af partikler korrigeres for den omgivende lufts fugtighed ved hjælp af faktoren K p, der er givet ved følgende formel:
hvor:
H a= indsugningsluftens fugtindhold i g vand pr. kg tør luft
hvor:
R a= indsugningsluftens relative fugtindhold i %
p a= indsugningsluftens mætningsdamptryk (kPa)
p B= total barometerstand (kPa).
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
1.4.2. Delstrømsfortyndingssystem
Rapportens prøvningsresultater vedrørende partikelemission beregnes i følgende trin. Da reguleringen af fortyndingsluftens hastighed kan finde sted på forskellige måder, gælder der forskellige metoder til beregning af ækvivalent massestrøm af fortyndet udstødningsgas G EDF. Alle beregninger skal baseres på gennemsnitsværdier for de enkelte sekvenser (i) i prøvetagningsperioden.
1.4.2.1. Isokinetiske systemer
hvor r er forholdet mellem tværsnitsarealet af henholdsvis den isokinetiske prøvesonde A p og udstødningsrøret A T:
1.4.2.2. Systemer med måling af CO2- eller NOx-koncentration
hvor:
Conc E |
= |
våd koncentration af sporgassen i den ufortyndede udstødningsgas |
Conc D |
= |
våd koncentration af sporgassen i den fortyndede udstødningsgas |
Conc a |
= |
våd koncentration af sporgassen i fortyndingsluften |
Koncentrationer, der er målt på tør basis, skal omregnes til våd basis som angivet i punkt 1.3.2.
1.4.2.3. Systemer med CO2-måling og kulstofbalancemetoden
hvor:
CO 2D |
= |
CO2-koncentration i den fortyndede udstødningsgas |
CO 2A |
= |
CO2-koncentration i fortyndingsluften |
(koncentrationsangivelser i % vol. på våd basis)
Denne ligning er baseret på forudsætningen om kulstofbalance (alt kulstof, der tilføres motoren, afgives som CO2) og er udledt i følgende trin:
samt:
1.4.2.4. Systemer med flowmåling
1.4.3. Fuldstrømsfortyndingssystem
Rapportens prøvningsresultater vedrørende partikelemission beregnes i følgende trin.
Alle beregninger skal baseres på gennemsnitsværdier for de enkelte sekvenser (i) i prøvetagningsperioden.
G EDFW,i = G TOTW,i
1.4.4. Beregning af partikelmassestrømmen
Partikelmassestrømmen beregnes på følgende måde:
|
For enkeltfiltermetoden:
hvor: (G EDFW)aver i prøvningscyklussen bestemmes ved summation af gennemsnitsværdierne for de enkelte sekvenser i prøveopsamlingsperioden:
hvor i = 1, … n |
|
For flerfiltermetoden:
hvor i = 1, … n |
Partikelmassestrømshastigheden kan korrigeres for baggrund på følgende måde:
|
For enkeltfiltermetoden:
Foretages flere end én måling, skal (Md/MDIL) erstattes af (M d/M DIL)aver
eller:
|
|
For flerfiltermetoden:
Foretages flere end én måling, skal (M d/M DIL) erstattes af ((M d/M DIL)aver
eller:
|
1.4.5. Beregning af specifikke emissioner
Den specifikke partikelemission PT (g/kWh) beregnes på følgende måde (3):
|
For enkeltfiltermetoden:
|
|
For flerfiltermetoden:
|
1.4.6. Effektiv vægtningsfaktor.
For enkeltfiltermetoden beregnes den effektive vægtningsfaktor WF E, i for hver prøvningssekvens som følger
hvor i = l, … n.
Den absolutte værdi af de effektive vægtningsfaktorer må højst afvige med ± 0,005 fra de i bilag 4A, punkt 3.7.1, angivne vægtningsfaktorer.
2. DATAEVALUERING OG BEREGNINGER (NRTC-PRØVE)
Til evaluering af emissionen af forurenende stoffer i NRTC-cyklussen kan anvendes følgende to måleprincipper:
a) |
De gasformige komponenter måles i den rå udstødningsgas på realtidsbasis, og partiklerne bestemmes med et delstrømsfortyndingssystem |
b) |
Gaskomponenterne og partiklerne bestemmes ved hjælp af et fuldstrømsfortyndingssystem (CVS-system). |
2.1. Beregning af forurenende luftarter i den ufortyndede udstødningsgas og af partikelemissioner med et delstrømsfortyndingssystem
2.1.1. Indledning
De øjeblikkelige koncentrationssignaler for gaskomponenterne bruges til beregning af masseemissioner ved multiplikation med udstødningens øjeblikkelige massestrømshastighed. Udstødningens massestrømshastighed kan måles direkte eller beregnes efter de metoder, der er beskrevet i bilag 4A, tillæg 1, punkt 2.2.3 (indsugningsluft og brændstofstrøm, måling ved hjælp af sporstoffer og indsugningsluft og luft/brændstof-forhold). Man skal være særlig opmærksom på de forskellige instrumenters responstider. Der skal tages højde for forskelle ved at tidsjustere signalerne.
For så vidt angår partikler anvendes signalerne for udstødningens massestrømshastighed til at regulere delstrømsfortyndingssystemet, så det udtager en prøve, der er proportionel med udstødningens massestrømshastighed. Kvaliteten af denne proportionalitet kontrolleres ved regressionsanalyse mellem prøve- og udstødningsgasstrøm som beskrevet i bilag 4A, tillæg 1, punkt 2.4.
2.1.2. Bestemmelse af gaskomponenter
2.1.2.1. Beregning af masseemission
Massen af forurenende stoffer M gas (g/prøvning) bestemmes ved beregning af den øjeblikkelige masseemission ud fra de forurenende stoffers ufortyndede koncentration, u-værdierne af tabel 6 (se også punkt 1.3.4) og udstødningsmassestrømmen, rettet ind efter transformationstid og ved integration af de øjeblikkelige værdier gennem cyklussen. Koncentrationerne bør fortrinsvis måles på våd basis. Måles der på tør basis, skal de øjeblikkelige koncentrationer omregnes til våd basis som beskrevet nedenfor, før den videre beregning.
Tabel 6
Størrelsen af koefficienten u - våd for forskellige udstødningskomponenter
Gas |
u |
conc |
NOx |
0,001587 |
ppm |
CO |
0,000966 |
ppm |
HC |
0,000479 |
ppm |
CO2 |
15,19 |
% |
Densiteten af carbonhydrider er baseret på et gennemsnitligt kulstof/brintforhold på 1:1,85.
Der skal anvendes følgende formel
(g/prøvning)
hvor:
u |
= |
forholdet mellem udstødningskomponentens og udstødningsgassens massefylde |
conc i |
= |
øjeblikkelig koncentration af den pågældende komponent i den ufortyndede udstødningsgas (ppm) |
G EXHW, i |
= |
øjeblikkelig udstødningsmassestrøm (kg/s) |
f |
= |
datafangsthastighed (Hz) |
n |
= |
antal målinger |
Til beregning af NOx anvendes fugtighedskorrektionsfaktoren k H som beskrevet nedenfor.
Den øjeblikkelige målte koncentration omregnes til våd basis ved hjælp af følgende formler, medmindre målingen i forvejen fandt sted på våd basis.
2.1.2.2. Korrektion ved omregning tør/våd
Er den øjeblikkelige koncentration målt på tør basis, skal den omregnes til våd basis som angivet i følgende formel.
hvor:
hvor:
hvor:
conc CO2 |
= |
tør CO2-koncentration, % |
|||||||||
conc CO |
= |
tør CO-koncentration, % |
|||||||||
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold (g vand pr. kg tør luft) hvor:
|
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
2.1.2.3. NOx-korrektion for fugtindhold og temperatur
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx-koncentrationen korrigeres for temperatur og fugtindhold af den omgivende luft ved hjælp af korrektionsfaktorerne i følgende formel
hvor:
Ta |
= |
indsugningsluftens temperatur, K |
|||||||||
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold i g vand pr. kg tør luft hvor:
|
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
2.1.2.4. Beregning af specifikke emissioner
De specifikke emissioner (g/kWh) beregnes for alle enkeltkomponenter som følger:
hvor:
M gas,cold |
= |
samlet masse af forurenende luftarter i cyklussen for ikke-opvarmet motor (g) |
M gas,hot |
= |
samlet masse af forurenende luftarter i cyklussen for opvarmet motor (g) |
W act,cold |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for ikke-opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
W act,hot |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
2.1.3. Partikelbestemmelse
2.1.3.1. Beregning af masseemission
Partikelmassen M PT,cold og M PT,hot (g/prøvning) beregnes efter en af følgende metoder:
a) |
hvor:
Den samlede masse af ækvivalent fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen bestemmes på følgende måde: hvor:
|
b) |
hvor:
|
Bemærk: Er der tale om et system med totalprøveudtagning, er M SAM og M TOTW identiske.
2.1.3.2. Partikelkorrektionsfaktor for fugtighed
Da partikelemissionen fra dieselmotorer afhænger af den omgivende lufts fugtighed, skal partikelkoncentrationen korrigeres for den omgivende lufts fugtighed ved hjælp af faktoren Kp, der er givet ved følgende formel:
hvor:
H a= indsugningsluftens fugtindhold i g vand pr. kg tør luft
hvor:
R a= indsugningsluftens relative fugtindhold i %
p a= indsugningsluftens mætningsdamptryk (kPa)
p B= total barometerstand (kPa).
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
2.1.3.3. Beregning af specifikke emissioner
De specifikke emissioner (g/kWh) beregnes på følgende måde:
hvor:
M PT,cold |
= |
partikelmasse gennem cyklussen for ikke-opvarmet motor (g/prøvning) |
M PT,hot |
= |
partikelmasse gennem cyklussen for opvarmet motor (g/prøvning) |
K p, cold |
= |
fugtighedskorrektionsfaktoren for partikler gennem cyklussen for ikke-opvarmet motor |
K p, hot |
= |
fugtighedskorrektionsfaktoren for partikler gennem cyklussen for opvarmet motor |
W act, cold |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for ikke-opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
W act, hot |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh). |
2.2. Bestemmelse af forurenende luftarter og partikler med et fuldstrømsfortyndingssystem
For at beregne emissionerne i den fortyndede udstødningsgas må man kende massetrømshastigheden af den fortyndede udstødningsgas. Den totale fortyndede udstødningsgasstrøm i hele cyklussen M TOTW (kg/prøvning) beregnes af måleværdierne for hele cyklussen og de tilsvarende kalibreringsdata for flowmeteret (V 0 for PDP, K V for CFV, C d for SSV): De tilsvarende metoder, der er beskrevet i punkt 2.2.1, skal anvendes. Hvis den samlede masse af udskilte partikler (M SAM) og forurenende luftarter udgør over 0,5 % af den totale CVS-strøm (M TOTW), skal CVS-strømmen korrigeres eller partikelprøvestrømmen returneres til CVS oven for flowmeteret.
2.2.1. Bestemmelse af den fortyndede udstødningsgasstrøm
PDP-CVS system
Beregningen af massestrømmen i hele cyklussen sker, såfremt temperaturen af den fortyndede udstødningsgas inden for ± 6 K holdes konstant gennem hele cyklussen ved brug af varmeveksler, på følgende måde:
hvor:
M TOTW |
= |
masse af den fortyndede udstødningsgas på våd basis i løbet af cyklussen |
V 0 |
= |
volumen gas pumpet pr. omdrejning under testbetingelserne (m3/omdr.) |
N P |
= |
totalt antal pumpeomdrejninger pr. prøvning |
p B |
= |
atmosfæretryk i prøvebænk (kPa) |
p 1 |
= |
trykfald under atmosfæretrykket ved pumpeindgang (kPa) |
T |
= |
gennemsnitstemperatur af fortyndet udstødningsgas ved pumpeindgang gennem hele cyklussen (K) |
Anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), skal de øjeblikkelige masseemissioner beregnes og integreres over hele cyklussen. I så fald beregnes den øjeblikkelige masse af den fortyndede udstødningsgas på følgende måde:
hvor:
N P, i = totalt antal pumpeomdrejninger pr. tidsinterval
CFV-CVS system
Beregningen af massestrømmen i hele cyklussen sker, såfremt temperaturen af den fortyndede udstødningsgas inden for ± 11 K holdes konstant gennem hele cyklussen ved brug af varmeveksler, på følgende måde:
hvor:
M TOTW |
= |
masse af den fortyndede udstødningsgas på våd basis i løbet af cyklussen |
t |
= |
cyklustid (s) |
K V |
= |
kalibreringsfaktor for kritisk venturi ved standardbetingelser |
p A |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang (kPa) |
T |
= |
absolut temperatur ved venturiens indgang (K) |
Anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), skal de øjeblikkelige masseemissioner beregnes og integreres over hele cyklussen. I så fald beregnes den øjeblikkelige masse af den fortyndede udstødningsgas på følgende måde:
hvor:
Δti = tidsinterval (s)
SSV-CVS system
Beregningen af massestrømmen gennem hele cyklussen foretages som følger, hvis den fortyndede udstødnings temperatur holdes inden for ± 11 K gennem hele cyklussen ved hjælp af en varmeveksler:
hvor:
A 0 |
= |
samling af konstanter og enhedskonverteringer = 0,006111 i SI-enheder |
d |
= |
SVV-halsens diameter (m) |
C d |
= |
SSV-udladningskoefficient |
p A |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang (kPa) |
T |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
r |
= |
forholdet mellem det absolutte statiske tryk ved indgang og |
β |
= |
SSV-halsens diameter, d, |
Anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), skal de øjeblikkelige masseemissioner beregnes og integreres over hele cyklussen. I så fald beregnes den øjeblikkelige masse af den fortyndede udstødningsgas på følgende måde:
hvor:
Δti = tidsinterval (s)
Realtidsberegningen indledes med enten en rimelig værdi for C d, f.eks. 0,98, eller en rimelig værdi for Q ssv. Hvis beregningen indledes med Q ssv, anvendes begyndelsesværdien for Q ssv til anslåelse af Re.
Under alle emissionsprøvninger skal Reynolds-tallet ved SSV-halsen befinde sig inden for området af de Reynolds-tal, der anvendes til at aflede kalibreringskurven udviklet i tillæg 2, punkt 3.2.
2.2.2. NOx-korrektion for fugtindhold
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx -koncentrationen korrigeres for temperatur og fugtindhold af den omgivende luft ved hjælp af korrektionsfaktorerne i følgende formler.
hvor:
T a |
= |
lufttemperatur (K) |
|||||||||
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold (g vand pr. kg tør luft) hvor:
|
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
2.2.3. Beregning af emissionsmassestrømmen
2.2.3.1. Systemer med konstant massestrøm
For systemer med varmeveksler bestemmes massen af forurenende stoffer MGAS (g/prøvning) ved hjælp af følgende ligning:
hvor:
u |
= |
forholdet mellem densiteten af udstødningskomponenten og densiteten af fortyndet udstødningsgas som angivet i tabel 6, punkt 2.1.2.1 |
conc |
= |
baggrundskorrigerede gennemsnitskoncentrationer i cyklussen, genereret ved integration (obligatorisk for NOx og HC) eller ved måling med sæk (ppm) |
M TOTW |
= |
total masse af fortyndet udstødningsgas i cyklussen, som bestemt i punkt 2.2.1 (kg) |
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx-koncentrationsdata korrigeres for fugtindhold af den omgivende luft med faktoren k H som beskrevet i punkt 2.2.2.
Koncentrationer, der er målt på tør basis, skal omregnes til våd basis som angivet i punkt 1.3.2.
2.2.3.1.1. Bestemmelse af baggrundskorrigerede koncentrationer
Til beregning af nettokoncentrationen af forurenende gasser skal de gennemsnitlige baggrundskoncentrationer af forurenende gasser i fortyndingsluften trækkes fra de målte koncentrationer. Baggrundskoncentrationernes gennemsnitsstørrelse kan bestemmes ved prøvesækmetoden eller ved kontinuerlig måling med integration. Der skal anvendes følgende formel.
hvor:
conc |
= |
koncentration af det pågældende forurenende stof i den fortyndede udstødningsgas, korrigeret for mængden af det pågældende forurenende stof i fortyndingsluften (ppm) |
conc e |
= |
koncentration af det pågældende forurenende stof i den fortyndede udstødningsgas (ppm) |
conc d |
= |
målt koncentration af det pågældende forurenende stof i fortyndingsluften (ppm) |
DF |
= |
fortyndingsfaktor |
Fortyndingsfaktoren beregnes således:
2.2.3.2. Systemer med strømningskompensation
For systemer uden varmeveksler bestemmes massen af forurenende stoffer MGAS (g/prøvning) ved beregning af den øjeblikkelige masseemission og integration af de øjeblikkelige værdier over hele cyklussen. Desuden skal de øjeblikkelige koncentrationsværdier direkte korrigeres for baggrundskoncentration. Der anvendes følgende formler:
hvor:
conc e, i |
= |
målt øjeblikkelig koncentration af det pågældende forurenende stof i den fortyndede udstødningsgas (ppm) |
conc d |
= |
målt koncentration af det pågældende forurenende stof i fortyndingsluften (ppm) |
u |
= |
forholdet mellem densiteten af udstødningskomponenten og densiteten af fortyndet udstødningsgas som angivet i tabel 6, punkt 2.1.2.1 |
M TOTW, i |
= |
øjeblikkelig masse af fortyndet udstødningsgas (punkt 2.2.1) (kg) |
M TOTW |
= |
total masse af fortyndet udstødningsgas gennem cyklus (punkt 2.2.1) (kg) |
DF |
= |
DF fortyndingsfaktor som bestemt i punkt 2.2.3.1.1. |
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx-koncentrationsdata korrigeres for fugtindhold af den omgivende luft med faktoren k H som beskrevet i punkt 2.2.2.
2.2.4. Beregning af specifikke emissioner
De specifikke emissioner (g/kWh) beregnes for alle enkeltkomponenter som følger:
hvor:
M gas,cold |
= |
samlet masse af forurenende luftarter i cyklussen for ikke-opvarmet motor (g) |
M gas,hot |
= |
samlet masse af forurenende luftarter i cyklussen for opvarmet motor (g) |
W act,cold |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for ikke-opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
W act,hot |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh). (kWh) |
2.2.5. Beregning af partikelemissionen
2.2.5.1. Beregning af massestrømmen
Partikelmassen M PT,cold og M PT,hot (g/prøvning) beregnes efter en af følgende metoder:
hvor:
M PT |
= |
M PT,cold for cyklussen for ikke-opvarmet motor |
M PT |
= |
M PT,hot for cyklussen for opvarmet motor |
M f |
= |
partikelmasse opsamlet gennem cyklus (mg) |
M TOTW |
= |
total masse af fortyndet udstødningsgas i cyklussen, som bestemt i punkt 2.2.1 (kg) |
M SAM |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas udtaget af fortyndingstunnelen til udskillelse af partikler (kg) |
samt
, hvis disse vejes separat (mg)
M f,p |
= |
partikelmasse udskilt på hovedfilter (mg) |
M f,b |
= |
partikelmasse udskilt på ekstrafilter (mg) |
Anvendes dobbelt fortyndingssystem, skal massen af sekundær fortyndingsluft trækkes fra den samlede masse af den dobbelt fortyndede udstødningsgas udskilt af partikelfiltrene.
hvor:
M TOT |
= |
masse af dobbelt fortyndet udstødningsgas gennem partikelfilter (kg) |
M SEC |
= |
masse af sekundær fortyndingsluft (kg) |
Hvis fortyndingsluftens baggrundskoncentration af partikler bestemmes i overensstemmelse med punkt 4.4.4 i bilag 4A, kan partikelmassen baggrundskorrigeres. I så fald beregnes partikelmasserne M PT,cold og M PT,hot (g/prøvning) på følgende måde:
hvor:
M PT |
= |
M PT,cold for cyklussen for ikke-opvarmet motor |
M PT |
= |
M PT,hot for cyklussen for opvarmet motor |
M f, M SAM, M TOTW |
= |
se ovenfor |
M DIL |
= |
masse af primær fortyndingsluft, udtaget af baggrundspartikeludskiller (kg) |
M d |
= |
masse af udskilte baggrundspartikler i primær fortyndingsluft (mg) |
DF |
= |
DF fortyndingsfaktor som bestemt i punkt 2.2.3.1.1. |
2.2.5.2. Partikelkorrektionsfaktor for fugtighed
Da partikelemissionen fra dieselmotorer afhænger af den omgivende lufts fugtighed, skal partikelkoncentrationen korrigeres for den omgivende lufts fugtighed ved hjælp af faktoren K p, der er givet ved følgende formel:
hvor:
H a= indsugningsluftens fugtindhold (g vand pr. kg tør luft)
hvor:
R a= indsugningsluftens relative fugtindhold i %
p a= indsugningsluftens mætningsdamptryk (kPa)
p B= total barometerstand (kPa).
Bemærk: H a kan fås af måling af den relative fugtighed som ovenfor beskrevet eller ved dugpunktmåling, damptrykmåling eller måling med tør/våd termometerføler ved hjælp af de almindeligt anerkendte formler.
2.2.5.3. Beregning af specifikke emissioner
De specifikke emissioner (g/kWh) beregnes på følgende måde:
hvor:
M PT,cold |
= |
partikelmasse gennem NRTC-cyklussen for ikke-opvarmet motor (g/prøvning) |
M PT,hot |
= |
partikelmasse gennem NRTC-cyklussen for opvarmet motor (g/prøvning) |
K p, cold |
= |
fugtighedskorrektionsfaktoren for partikler gennem cyklussen for ikke-opvarmet motor |
K p, hot |
= |
fugtighedskorrektionsfaktoren for partikler gennem cyklussen for opvarmet motor |
W act, cold |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for ikke-opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
W act, hot |
= |
det faktiske arbejde i cyklussen for opvarmet motor som fastlagt i bilag 4A, punkt 4.6.2 (kWh) |
(1) For NOx-emissionens vedkommende skal NOx-koncentration (NOx conc eller NO xconcc) ganges med K HNOx (faktor til fugtighedskorrektion af NOx-værdier som anført i punkt 1.3.3 ovenfor) som følger: K HNOx · conc eller K HNOx · conc c
(2) For NOx-emissionens vedkommende skal NOx-koncentration (NOx conc eller NO xconcc) ganges med K HNOx (faktor til fugtighedskorrektion af NOx-værdier som anført i punkt 1.3.3 ovenfor) som følger: K HNOx · conc eller K HNOx · conc c
(3) Partikelmassestrømmen PT mass skal ganges med K p (fugtighedskorrektionsfaktoren for partikelemission omhandlet i punkt 1.4.1).
Tillæg 4
Systemer til analyse og prøvetagning
1. SYSTEMER TIL UDTAGNING AF PRØVER AF GAS OG PARTIKLER
Figur nr. |
Beskrivelse |
2 |
System til analyse af ufortyndet udstødningsgas |
3 |
System til analyse af fortyndet udstødningsgas |
4 |
Delstrømssystem med isokinetisk sonde, sugepumperegulering og delstrømsprøveudtagning |
5 |
Delstrømssystem med isokinetisk sonde, trykpumperegulering og delstrømsprøveudtagning |
6 |
Delstrømssystem reguleret af CO2- eller NOX-koncentration, delstrømsprøveudtagning |
7 |
Delstrømssystem reguleret af CO2- eller kulstofbalance, totalprøveudtagning |
8 |
Delstrømssystem med enkeltventuri, koncentrationsmåling og delstrømsprøveudtagning |
9 |
Delstrømssystem m. dobbelt venturi eller blænde, koncentrationsmåling og delstrømsprøveudtagning |
10 |
Delstrømssystem med flerrørsopdeling, koncentrationsmåling og delstrømsprøveudtagning |
11 |
Delstrømsfortyndingssystem med flowregulering og totalprøveudtagning |
12 |
Delstrømsfortyndingssystem med flowregulering og delstrømsprøveudtagning |
13 |
Totalstrømsfortyndingssystem med trykpumpe eller kritisk venturi samt delstrømsprøveudtagning |
14 |
Partikelprøvetagningssystem |
15 |
Fortyndingssystem til totalstrømssystem |
1.1. Bestemmelse af forurenende luftarter
De anbefalede systemer til prøvetagning og analyse er indgående beskrevet i punkt 1.1.1 og figur 2 og 3. Da tilsvarende resultater vil kunne opnås med afvigende udformning af systemerne, kræves der ikke nøje overensstemmelse med den i disse figurer viste udformning. Der kan anvendes supplerende komponenter såsom instrumenter, ventiler, magnetventiler, pumper og kontakter til at give yderligere oplysninger og koordinere funktionen af systemernes komponenter. Andre komponenter kan udelades, hvis de for nogle systemers vedkommende ikke er nødvendige af hensyn til nøjagtigheden, og hvis udeladelsen af dem er teknisk velbegrundet.
1.1.1. Udstødningens gaskomponenter: CO, CO2, HC, NOx
Der beskrives et analysesystem til bestemmelse af forurenende luftarter i den ufortyndede udstødningsgas. Systemet er baseret på anvendelse af følgende udstyr:
— |
HFID-analysator til bestemmelse af carbonhydrider |
— |
NDIR-analysatorer til måling af carbonmonoxid og carbondioxid |
— |
HCLD- eller tilsvarende analysator til bestemmelse af nitrogenoxid. |
For den ufortyndede udstødningsgas (figur 2) kan prøverne til bestemmelse af alle komponenter enten tages ved hjælp af en enkelt udtagningssonde eller med to tætsiddende sonder med indvendig forgrening til de forskellige analysatorer. Der skal være draget omsorg for, at der ikke kan forekomme kondensation af udstødningsgassens komponenter (herunder vand og svovlsyre) noget sted i analysesystemet.
For den fortyndede udstødningsgas (figur 3) skal prøven til carbonhydridbestemmelse tages med en anden udtagningssonde end den, der anvendes til de øvrige komponenter. Der skal være draget omsorg for, at der ikke kan forekomme kondensation af udstødningsgassens komponenter (herunder vand og svovlsyre) noget sted i analysesystemet.
Figur 2
Rutediagram over system til bestemmelse af udstødningsgassens indhold af CO, NOx og HC
Figur 3
Rutediagram over system til bestemmelse af CO, CO2, NOx og HC i fortyndet udstødningsgas
Beskrivelse — figur 2 og 3
Som hovedregel gælder:
Alle komponenter i prøvetagningsvejen skal holdes på den temperatur, der er specificeret for det pågældende system.
— SP1 prøvetagningssonde for ufortyndet udstødningsgas (kun figur 2)
En lige flerhullet sonde af rustfrit stål med lukket bund anbefales. Den indvendige diameter må ikke være større end den indvendige diameter af prøveudtagningslinjen. Sondens vægtykkelse bør ikke være over 1 mm. Sonden skal have mindst tre huller i tre forskellige, radiære planer; hullerne skal være dimensioneret således, at de optager omtrent samme mængde prøve. Sonden skal dække mindst 80 % af udstødningsrørets diameter.
— SP2 prøvetagningssonde for fortyndet udstødningsgas (kun figur 3)
Sonden skal:
— |
være defineret som de første 254 til 762 mm af carbonhydridudtagningsledningen (HSL3) |
— |
have en indvendig diameter på mindst 5 mm |
— |
være monteret i fortyndingstunnelen, DT (punkt 1.2.1.2) i et punkt, hvor fortyndingsluft og udstødningsgas er godt opblandet (dvs. ca. 10 tunneldiametre nedstrøms for det punkt, hvor udstødningsgassen tilføres tunnelen) |
— |
være placeret i tilstrækkelig (radial) afstand fra andre sonder og fra tunnelvæggen til at være upåvirket af slipstrømme og hvirvler |
— |
være opvarmet således, at gasstrømmen kan opvarmes til 463 K (190 °C) ± 10 K ved afgangen fra sonden. |
— SP3 prøveudtagningssonde for fortyndet udstødningsgas til bestemmelse af CO, CO2 NOx (kun figur 3)
Sonden skal:
— |
være beliggende i samme plan som SP2 |
— |
være placeret i tilstrækkelig (radial) afstand fra andre sonder og fra tunnelvæggen til at være upåvirket af slipstrømme og hvirvler |
— |
være opvarmet og isoleret i hele sin længde til en temperatur af 328 K (55 °C) for at forhindre dannelse af kondensvand. |
— HSL1 opvarmet prøvetagningsledning
Prøvetagningsledningen leder gasprøver fra en enkeltsonde til forgreningspunktet (-punkterne) og til HC-analysatoren.
For prøvetagningsledningen gælder, at:
— |
den skal have en indvendig diameter på mindst 5 mm og højst 13,5 mm |
— |
den skal være fremstillet af rustfrit stål eller PTFE |
— |
såfremt temperaturen af udstødningsgassen ved prøvetagningssonden er 463 K (190 °C) eller derunder, skal ledningens vægtemperatur holdes på 463 K (190 °C) ± 10 K, målt på hver sektion med særskilt temperaturregulering |
— |
såfremt udstødningsgassens temperatur ved prøvetagningssonden er over 463 K (190 °C), skal en vægtemperaturen holdes på over 453 K (180 °C) |
— |
gastemperaturen i ledningen skal holdes på 463 K (190 °C) ± 10 K umiddelbart før det opvarmede filter (F2) og HFID-enheden. |
— HSL2 opvarmet NOx-prøvetagningsledning
For prøvetagningsledningen gælder, at:
— |
ledningens vægtemperatur skal være mellem 328 og 473 K (55 og 200 °C) frem til konverteren, såfremt kølebad anvendes, og frem til analysatoren, såfremt kølebad ikke anvendes |
— |
den skal være fremstillet af rustfrit stål eller PTFE. |
Da opvarmning af prøvetagningsledningen kun er nødvendig til forhindring af kondensation af vand og svovlsyre, vil prøvetagningsledningens temperatur være baseret på brændstoffets svovlindhold.
— SL prøvetagningsledning til CO (CO2)
Ledningen skal være fremstillet af PTFE eller rustfrit stål. Den kan være opvarmet eller uopvarmet.
— BK sæk til baggrundsbestemmelse (ikke-obligatorisk; kun figur 3)
Til måling af baggrundskoncentrationer.
— BG udtagningssæk (frivillig; kun figur 3 CO og CO2)
Til måling af prøvernes koncentrationer
— F1 opvarmet forfilter (frivilligt)
Temperaturen skal være den samme som HSL1.
— F2 opvarmet filter
Filteret skal udskille alle partikler fra gasprøven før analysatoren. Temperaturen skal være den samme som HSL1. Filteret skal udskiftes efter behov.
— P opvarmet prøvetagningspumpe
Pumpen skal være opvarmet, og temperaturen svare til HSL1.
— HC
Opvarmet flammeiondetektor (HFID) til carbonhydridbestemmelse. Temperaturen skal holdes mellem 453 og 473 K (180 og 200 °C).
— CO, CO2
NDIR-analysatorer til carbonmonoxid- og carbondioxidbestemmelse.
— NO2
(H)CLD-analysatorer til bestemmelse af nitrogenoxider. Anvendes HCLD, skal temperaturen holdes i intervallet mellem 328 og 473 K (55 og 200 °C).
— C konverter
Der skal anvendes en konverter til katalytisk reduktion af NO2 til NO før bestemmelse i CLD- eller HCLD-enheden.
— B kølebad
Til køling af udstødningsgasprøven og fortætning af dennes vandindhold. Badets temperatur holdes mellem 273 og 277 K (0 og 4 °C) ved istilsætning eller køling. Kølebadet kan undlades, hvis analyseenheden er fri for interferens fra vanddamp som fastlagt i bilag 4A, tillæg 2, punkt 1.9.1 og 1.9.2.
Der må ikke benyttes kemiske tørremidler til fjernelse af vandindholdet i prøven.
— T1, T2, T3: temperaturfølere
Til overvågning af gasstrømmens temperatur:
— T4 temperaturføler
NO2-NO-konverterens temperatur.
— T5 temperaturføler
Til overvågning af kølebadets temperatur.
— G1, G2, G3: trykmålere
Til måling af trykket i prøvetagningsledningerne.
— R1, R2: trykregulatorer
Til regulering af henholdsvis luft og brændstof til HFID-analysatoren.
— R3, R4, R5: trykregulatorer
Til regulering af trykket i prøvetagningsledninger og af gastilførslen til analysatorerne.
— FL1, FL2, FL3: flowmeter
Til flowregulering af prøvegasomledning.
— FL4 til FL7: flowmeter (frivilligt)
Til overvågning af gennemstrømningshastigheden i analysatorerne.
— V1 til V6: omskifterventiler
Passende ventiler til omskiftning mellem prøve, justeringsgas eller frisklufttilførsel til analysatoren.
— V7, V8: magnetventiler
NO2-NO-konverteren.
— V9: nåleventil
Til afbalancering af gennemstrømningen gennem NO2-NO- konverteren og omledningen.
— V10, V11: nåleventil
Til regulering af gasstrømmene til analysatorerne.
— V12, V13: aftapningsventil
Til udtømning af kondensat fra bad B.
— T14 omskifterventil
Til omskiftning mellem udtagningssække for prøve og baggrund.
1.2. Partikelbestemmelse
En udtømmende beskrivelse af de anbefalede systemer til fortynding og prøvetagning er givet i punkt 1.2.1 og 1.2.2 og figur 4 til 15. Da tilsvarende resultater vil kunne opnås med afvigende udformning af systemerne, kræves der ikke nøje overensstemmelse med den i disse figurer viste udformning. Der kan anvendes supplerende komponenter såsom instrumenter, ventiler, magnetventiler, pumper og kontakter til at give yderligere oplysninger og koordinere funktionen af systemernes komponenter. Andre komponenter kan udelades, hvis de for nogle systemers vedkommende ikke er nødvendige af hensyn til nøjagtigheden, og hvis udeladelsen af dem er teknisk velbegrundet.
1.2.1. Fortyndingssystem
1.2.1.1. Delstrømsfortyndingssystem (figur 4 til 12) (1)
Der beskrives et fortyndingssystem, der er baseret på fortynding af en del af udstødningsgasstrømmen. Til deling og efterfølgende fortynding af udstødningsgasstrømmen kan forskellige typer fortyndingssystemer anvendes. Til den derpå følgende udskillelse af partikler kan enten hele mængden af udstødningsgas eller en del af den fortyndede udstødningsgas ledes til partikeludskillelsessystemet (punkt 1.2.2, figur 14). Den førstnævnte metode benævnes totalprøvetagning, den sidstnævnte delstrømsprøvetagning.
Beregningen af fortyndingsforholdet vil afhænge af den anvendte type system.
Følgende typer anbefales:
— |
isokinetiske systemer (figur 4 og 5) I denne type systemer afpasses tilførslen til overføringsrøret efter udstødningsgasstrømmens hastighed og/eller tryk, hvorfor der kræves uforstyrret og homogen strømning af udstødningsgassen ved prøvetagningssonden. Dette opnås sædvanligvis ved hjælp af en resonator og et lige tilførselsrør opstrøms for prøvetagningsstedet. Delingsforholdet kan derved beregnes af let målelige størrelser som rørdiametre. Det skal bemærkes, at isokinetiske forhold kun anvendes til tilpasning af strømningsparametrene, ikke til tilpasning af størrelsesfordelingen. Dette sidste er dog typisk unødvendigt, da partiklerne er så små, at de følger strømlinjerne. |
— |
strømningsregulerede systemer med koncentrationsmåling (figur 6 til 10) I disse systemer tages en prøve af den samlede udstødningsgasstrøm ved indstilling af strømningshastigheden af fortyndingsluft og af den samlede fortyndede udstødningsgasstrøm. Fortyndingsforholdet bestemmes af koncentrationen af sporluftarter som CO2 eller NOx, der er naturligt forekommende i motorens udstødning. Koncentrationerne i den fortyndede udstødningsgas og i fortyndingsluften måles, medens koncentrationen i den ufortyndede udstødningsgas enten kan måles direkte eller bestemmes af brændstoftilførselshastigheden og kulstofbalancen, forudsat at brændstoffets sammensætning er kendt. Systemerne kan reguleres ved det beregnede fortyndingsforhold (figur 6 og 7) eller ved størrelsen af den tilførte strøm til overføringsrøret (figur 8, 9 og 10). |
— |
strømningsregulerede systemer med flowmåling (figur 11 og 12) I disse systemer tages en prøve af den samlede udstødningsgasstrøm ved indstilling af strømningshastigheden af fortyndingsluften og af den samlede strøm af fortyndet udstødningsgas. Fortyndingsforholdet bestemmes af forskellen mellem de to strømningshastigheder. Der kræves nøjagtig indbyrdes kalibrering af flowmetrene, da den relative forskel mellem de to strømningshastigheder kan føre til væsentlige fejl ved større fortyndingsforhold. Strømningsreguleringen er ganske enkel og består i, at den fortyndede udstødningsgasstrøm holdes konstant, medens man om nødvendigt varierer strømningshastigheden af fortyndingsluften. For at udnytte fordelene ved fortyndingssystemer efter delstrømsprincippet skal der drages omsorg for at undgå eventuelle problemer med tab af partikler i overføringsrøret, idet der tages en repræsentativ prøve for motorens udstødning, og delingsforholdet bestemmes. |
I de beskrevne systemer er der taget hensyn til disse vigtige punkter.
Figur 4
Fortyndingssystem efter delstrømsprincippet med isokinetisk sonde og delstrømsprøvetagning (SB-regulering)
Den ufortyndede udstødningsgas overføres af den isokinetiske prøvetagningssonde (ISP) fra udstødningsrøret (EP) gennem overføringsrøret (TT) til fortyndingstunnelen (DT). Differenstrykket mellem udstødningsgassen i udstødningsrøret og i sondens indgang måles af tryktransduceren DPT. Dette signal føres til strømningsregulatoren FC1, som regulerer sugepumpen SB således, at der opretholdes et differenstryk på nul ved sondens yderste ende. Under disse omstændigheder er udstødningsgassens hastighed i EP og ISP ens, og strømmen gennem ISP og TT er en fast brøkdel (delingsforholdet) af udstødningsgasstrømmen. Delingsforholdet er bestemt af tværsnitsarealet af EP og ISP. Strømningshastigheden af fortyndingsluft måles med flowmeteret FM1. Fortyndingsforholdet beregnes af fortyndingsluftens strømningshastighed og delingsforholdet.
Figur 5
Fortyndingssystem efter delstrømsprincippet med isokinetisk sonde og delstrømsprøvetagning (PB-regulering)
Den ufortyndede udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP af den isokinetiske prøvetagningssonde ISP gennem overføringsrøret TT til fortyndingstunnelen DT. Differenstrykket mellem udstødningsgassen i udstødningsrøret og i sondens indgang måles af tryktransduceren DPT. Dette signal overføres til strømningsregulatoren FCI, der regulerer trykpumpen PB, således at trykdifferensen ved enden af sonden holdes på nul. Dette gøres ved at tage en lille brøkdel af fortyndingsluften (efter at dennes strømningshastighed er målt af flowmeteret FM1), og tilføre den til TT ved hjælp af en pneumatisk åbning. Under disse omstændigheder er udstødningsgassens hastighed i EP og ISP ens, og strømmen gennem ISP og TT er en fast brøkdel (delingsforholdet) af udstødningsgasstrømmen. Delingsforholdet er bestemt af tværsnitsarealet af EP og ISP. Fortyndingsluften suges gennem DT af sugepumpen SB, og strømningshastigheden måles af FM1 ved indgangen til DT. Fortyndingsforholdet beregnes af fortyndingsluftens strømningshastighed og delingsforholdet.
Figur 6
Delstrømsfortyndingssystem med måling af CO2- eller NOx-koncentration og delstrømsprøvetagning
Den ufortyndede udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP til fortyndingstunnelen DT gennem prøvetagningsrøret SP og overføringsrøret TT. Koncentrationerne af sporgasser (CO2 eller NOx) måles i den ufortyndede og fortyndede udstødningsgas samt i fortyndingsluften ved hjælp af gasanalysatoren (-erne) EGA. Signalerne herfra overføres til strømningsregulatoren FC2, der ved styring enten af trykpumpen PB eller sugepumpen SB opretholder det korrekte delings- og fortyndingsforhold i DT. Fortyndingsforholdet beregnes af sporgaskoncentrationerne i ufortyndet udstødningsgas, fortyndet udstødningsgas og fortyndingsluft.
Figur 7
Delstrømsfortyndingssystem med CO2-koncentrationsmåling, kulstofbalance og udtagning af totalstrømsprøve
Den ufortyndede udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP til fortyndingstunnelen DT gennem prøvetagningsrøret SP og overføringsrøret TT. CO2-koncentrationerne i den fortyndede udstødningsgas og i fortyndingsluften måles af gasanalysatoren(-erne) EGA. Signalerne for CO2- og brændstofstrøm GFUEL tilføres enten strømningsregulatoren FC2 eller strømningsregulatoren FC3 i partikelprøvetagningssystemet (figur 14). FC2 regulerer trykpumpen PB, medens FC3 regulerer partikelprøvetagningssystemet (figur 14) og derved indstiller systemets indad- og udadgående strømme, således at det ønskede delingsforhold og fortyndingsforhold i fortyndingstunnelen DT opretholdes. Fortyndingsforholdet beregnes af CO2-koncentrationerne og G FUEL ved hjælp kulstofbalancen.
Figur 8
Delstrømsfortyndingssystem med enkelt venturi, koncentrationsmåling og delstrømsprøvetagning
Ufortyndet udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP gennem prøvetagningssonden SP og overføringsrøret TT til fortyndingstunnelen DT som følge af det undertryk, som venturien VN skaber i DT. Gashastigheden i overføringsrøret TT afhænger af impulsudvekslingen i venturiområdet og påvirkes derfor af gassens absolutte temperatur ved afgangen fra TT. Det betyder, at udstødningsgassens delingsforhold ikke er konstant ved en given tunnelgennemstrømning, og at fortyndingsforholdet ved lav belastning er en smule lavere end ved høj belastning. Koncentrationen af sporluftarterne (CO2 eller NOx) måles i den ufortyndede udstødningsgas, den fortyndede udstødningsgas og fortyndingsluften med udstødningsgasanalysatoren (-erne) EGA, og fortyndingsforholdet beregnes af de således målte værdier.
Figur 9
Delstrømsfortyndingssystem med dobbelt venturi eller dobbelt blænde, koncentrationsmåling og delstrømsprøveudtagning
Den ufortyndede udstødningsgas føres fra udstødningsrøret EP gennem prøvetagningssonden SP og overføringsrøret TT til fortyndingstunnelen DT af en strømdeler, der indeholder et sæt blænder eller venturier. Den første (FD1) er placeret i EP, den anden (FD2) i TT. Herudover kræves to trykreguleringsventiler (PCV1 og PCV2), der holder udstødningsgassens delingsforhold konstant ved at regulere modtrykket i EP og trykket i DT. PCV1 er placeret nedstrøms for SP i EP, PCV2 mellem trykpumpen PB og DT. Koncentrationerne af sporgasser (CO2 eller NOx) måles i den ufortyndede udstødningsgas, den fortyndede udstødningsgas og fortyndingsluften ved hjælp af udstødningsgasanalysatoren (-erne) EGA. Disse værdier er nødvendige til kontrol af udstødningsgassens delingsforhold og kan anvendes til justering af PCV1 og PCV2, hvorved delingsforholdet kan reguleres nøjagtigt. Fortyndingsforholdet beregnes af sporgaskoncentrationerne.
Figur 10
Delstrømsfortyndingssystem med opdeling i flere rør, koncentrationsmåling og delstrømsprøveudtagning
Den ufortyndede udstødningsgas føres fra udstødningsrøret EP til fortyndingstunnelen DT gennem overføringsrøret TT af en strømdeler FD3, der består af en række rør af ens dimensioner (samme diameter, længde og indlejringsradius), monteret i EP. Udstødningsgassen fra et af disse rør ledes til fortyndingstunnelen DT, medens gassen fra de øvrige rør føres gennem dæmpekammeret DC. Det er således det samlede antal rør, der er bestemmende for udstødningsgassens delingsforhold. Til at holde delingsforholdet konstant kræves et differenstryk på nul mellem dæmpekammeret DC og afgangen fra overføringsrøret TT, hvilket måles af differenstryktransduceren DPT. Et differenstryk på nul opnås ved indblæsning af frisk luft i fortyndingstunnelen DT ved afgangen fra overføringsrøret TT. Koncentrationerne af sporgasser (CO2 eller NOx) måles i den ufortyndede udstødningsgas, den fortyndede udstødningsgas og fortyndingsluften ved hjælp af udstødningsgasanalysatoren (-erne) EGA. Disse værdier er nødvendige til regulering af udstødningsgassens delingsforhold og kan anvendes til styring af den indblæste lufts strømningshastighed, hvorved delingsforholdet kan reguleres nøjagtigt. Fortyndingsforholdet beregnes af sporgaskoncentrationerne.
Figur 11
Delstrømsfortyndingssystem med strømningsregulering og totalstrømsprøvetagning
Den ufortyndede udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP til fortyndingstunnelen DT gennem prøvetagningsrøret SP og overføringsrøret TT. Den samlede strømningshastighed gennem tunnelen justeres ved hjælp af strømningsregulatoren FC3 og prøvetagningspumpen P i partikelprøvetagningssystemet (figur 13).
Fortyndingsluftens strømningshastighed reguleres af strømningsregulatoren FC2, der kan benytte G EXH, G AIR eller G FUEL som styresignal til regulering af udstødningsgassens delingsforhold. Fortyndingstunnelen DT's indgående prøvegasstrøm er forskellen mellem den samlede gennemstrømning og fortyndingsluftstrømmen. Fortyndingsluftens strømningshastighed måles af flowmeteret FM1, den samlede strømningshastighed af flowmeteret FM3 i partikelprøveudtagningssystemet (figur 14). Af de to strømningshastigheder beregnes fortyndingsforholdet.
Figur 12
Delstrømsfortyndingssystem med strømningsregulering og delstrømsprøvetagning
Den ufortyndede udstødningsgas overføres fra udstødningsrøret EP til fortyndingstunnelen DT gennem prøvetagningsrøret SP og overføringsrøret TT. Udstødningsgassens delingsforhold og den indgående strøm til DT reguleres af strømningsregulatoren FC2, som styrer flow (eller hastighed) af trykpumpen PB og sugepumpen SB i forhold dertil. Dette er muligt, fordi den af partikelprøvetagningssystemet udtagne prøve returneres til DT. G EXH, G AIR ellerr G FUEL kan anvendes som styresignaler for FC2. Fortyndingsluftens strømningshastighed måles med flowmeteret FM1, den samlede gennemstrømning med flowmeteret FM2. Af de to strømningshastigheder beregnes fortyndingsforholdet.
Beskrivelse – figur 4 til 12
— EP: udstødningsrør
Udstødningsrøret kan være isoleret. For at mindske udstødningsrørets termiske træghed anbefales et forhold mellem rørets tykkelse og diameter på højst 0,015. Brugen af bøjelige rørsektioner bør begrænses til en længde af højst 12 rørdiametre. Bøjninger bør indskrænkes til det mindst mulige for at mindske inertiafsætningen. Indgår en prøvebænkslydpotte i systemet, kan denne ligeledes være isoleret.
I isokinetiske systemer skal udstødningsrøret være fri for skarpe bøjninger og bratte diameterændringer i en afstand af mindst seks rørdiametre opstrøms og tre rørdiametre nedstrøms for prøvetagningssonden. På prøvetagningsstedet skal gashastigheden være over 10 m/s, undtagen i tomgangsmodus. Udstødningsgassens tryksvingninger må i gennemsnit ikke overstige ± 500 Pa. Foranstaltninger til nedsættelse af tryksvingningerne ud over brug af et udstødningssystem af chassistype (bestående af en lydpotte og en efterbehandlingsenhed) må ikke ændre motorydelsen eller medføre partikelafsætning.
I systemer uden isokinetiske sonder anbefales, at røret i en afstand af mindst seks rørdiametre opstrøms for og tre rørdiametre nedstrøms for prøvetagningssonden er lige.
— SP: prøvetagningssonde (figur 6 til 12)
Sondens indvendige diameter skal være mindst 4 mm. Forholdet mellem diameteren af udstødningsrør og sonde skal være mindst fire. Sonden skal være et åbent, opadvendt rør beliggende i udstødningsrørets midtlinje, eller en flerhullet sonde som beskrevet under SP1 i punkt 1.1.1.
— ISP: isokinetisk prøvetagningssonde (figur 4 og 5)
Den isokinetiske prøvetagningssonde skal være placeret vendt mod strømmen og i udstødningsrørets midtlinje, hvor kravene til strømningsforholdene i afsnit EP er opfyldt, og skal være udformet således, at den giver en proportional prøve af den ufortyndede udstødningsgas. Dens indvendige diameter skal være mindst 12 mm.
For at isokinetisk opdeling af udstødningsgassen kan finde sted, kræves et reguleringssystem til opretholdelse af et differenstryk på nul mellem EP og ISP. Under disse omstændigheder er gashastigheden i EP og ISP ens, og massestrømmen gennem ISP er en fast brøkdel af udstødningsgasstrømmen. ISP tilsluttes en differenstryktransducer. Fastholdelse af differenstrykket mellem EP og ISP på nul sker gennem styring af blæserhastigheden eller ved hjælp af en strømningsregulator.
— FD1 og FD2: strømdelere (figur 9)
I udstødningsrøret (EP) og i overføringsrøret (TT) er indsat et sæt venturier eller blænder, som afgiver en proportional prøve af den ufortyndede udstødningsgas. Til proportional deling kræves et reguleringssystem bestående af to trykreguleringsventiler PCV1 og PCV2 til regulering af trykket i udstødningsrøret EP og fortyndingstunnelen DT.
— FD3: strømdeler (figur 10)
I udstødningsrøret EP er monteret et sæt rør (en flerrørsenhed), der giver en proportional prøve af den ufortyndede udstødningsgas. Det ene af rørene fører udstødningsgas til fortyndingstunnelen DT, medens de øvrige rør fører udstødningsgassen til et dæmpekammer DC. Rørene skal have ens dimensioner (samme diameter, længde, bøjningsradius), således at delingsforholdet for udstødningsgassen afhænger af det samlede antal rør. Til proportional deling kræves et reguleringssystem, der opretholder et differenstryk på nul mellem flerrørsenhedens udmunding i dæmpekammeret DC og afgangen fra overføringsrøret TT. Under disse omstændigheder er udstødningsgassens hastighed i udstødningsrøret EP og strømdeleren FD3 proportionale, og gennem overføringsrøret TT strømmer en fast brøkdel af udstødningsgasstrømmen. De to punkter skal være forbundet med en differenstryktransducer DPT. Reguleringen af differenstrykket på nul sker ved hjælp af strømningsregulatoren FC1.
— EGA: udstødningsgasanalysator (figur 6 til 10)
Der kan anvendes CO2- eller NOx-analysatorer (kun med kulstofbalancemetode CO2). Analysatorerne kalibreres på samme måde som dem, der benyttes til bestemmelse af forurenende luftarter. Til bestemmelse af koncentrationsforskelle kan anvendes en eller flere analysatorer.
Målesystemet skal kunne bestemme G EDFW,i med en præcision på ± 4 %.
— TT: overføringsrør (figur 4 til 12)
For partikelprøveoverføringsrøret gælder:
— |
røret skal være så kort som muligt, og ikke over 5 m langt |
— |
rørets diameter skal mindst være lig prøvetagningssondens, men højst 25 mm |
— |
rørets munding skal vende nedstrøms og være placeret i fortyndingstunnelens midtlinje. |
Er rørets længde 1 meter eller derunder, skal det isoleres med materiale med en varmeledningsevne på højst 0,05 W/(m · K) med en radial isoleringstykkelse svarende til sondens diameter. Er røret længere end 1 meter, skal det være isoleret og opvarmet til en vægtemperatur på 523 K (250 °C).
Alternativt kan den nødvendige vægtemperatur for røret bestemmes ved sædvanlige varmeoverføringsberegninger.
— DPT: differenstryktransducer (figur 4, 5 og 10)
Differenstryktransduceren skal have et område på højst ± 500 Pa.
— FC1: strømningsregulator (figur 4, 5 og 10)
I isokinetiske systemer (figur 4 og 5) kræves en strømningsregulator til opretholdelse af et differenstryk på nul mellem EP og ISP. Reguleringen kan finde sted på følgende måder:
a) |
ved at styre hastighed eller gennemstrømning i sugepumpen (SB) og fastholde hastigheden af trykpumpen (PB) i hver prøvningssekvens (figur 4) eller |
b) |
ved at indstille sugepumpen (SB) på en konstant massestrøm af fortyndet udstødningsgas og styre pumpehastigheden af trykpumpen (PB) og dermed udstødningsprøvegasstrømmen i et område ved enden af overføringsrøret (TT) (figur 5). |
For trykregulerede systemer må restfejlen i reguleringssløjfen ikke være over ± 3 Pa. Tryksvingningerne i fortyndingstunnelen må i gennemsnit ikke overstige ± 250 Pa.
For at opnå proportional opdeling af udstødningsgassen i flerrørssystemer (figur 10) kræves en strømningsregulator, der holder et differenstryk på nul mellem udgangen af flerrørsenheden og afgangen fra overføringsrøret (TT). Reguleringen kan ske ved styring af luftindblæsningen i fortyndingstunnelen (DT) ved afgangen fra TT.
— PCV1, PCV2: trykreguleringsventiler (figur 9)
Til proportional strømdeling i systemer med dobbelt venturi/blænde kræves to trykreguleringsventiler, der regulerer modtrykket i udstødningsrøret EP og trykket i fortyndingstunnelen DT. Ventilerne skal være placeret nedstrøms for SP i EP og mellem PB og DT.
— DC: dæmpekammer (figur 10)
Ved afgangen fra flerrørsenheden skal forefindes et dæmpekammer til minimering af tryksvingningerne i udstødningsrøret EP.
— VN: venturi (figur 8)
Fortyndingstunnelen DT er forsynet med en venturi, der skaber undertryk omkring afgangen fra overføringsrøret TT. Størrelsen af gasstrømmen gennem TT bestemmes af impulsudvekslingen i venturiområdet og er som hovedregel proportional med strømningshastigheden i trykpumpen PB, hvorved fortyndingsforholdet bliver konstant. Da impulsudvekslingen påvirkes af temperaturen ved afgangen fra overføringsrøret TT og af differenstrykket mellem udstødningsrøret EP og fortyndingstunnelen DT, er det faktiske fortyndingsforhold en smule lavere ved lav end ved høj belastning.
— FC2: strømningsregulator (figur 6, 7, 11 og 12; frivillig)
Til regulering af gennemstrømningen i trykpumpen PB og/eller sugepumpen SB kan anvendes en strømningsregulator. Den kan tilsluttes signalet udstødningsgas eller brændstofstrøm og/eller differenssignalet for CO2 eller NOx.
Anvendes en tryksat luftforsyning (figur 11), kontrollerer strømningsregulatoren FC2 luftstrømmen direkte.
— FM1: flowmeter (figur 6, 7, 11 og 12)
Gasmåler eller andet flowmeter til måling af fortyndingsluftstrømmen. FM1 er frivillig, hvis trykpumpen PB er kalibreret til måling af strømningen.
— FM2 flowmeter (figur 12)
Gasmåler eller andet flowmeter til måling af strømmen af fortyndet udstødningsgas. FM2 er frivillig, hvis sugepumpen SB er kalibreret til måling af gennemstrømningen.
— PB: trykpumpe (figur 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 12)
Til regulering af fortyndingsluftens strømningshastighed kan PB tilsluttes strømningsregulatorerne FC1 eller FC2. En trykpumpe PB kræves ikke, hvis der anvendes et drosselspjæld. Er PB kalibreret, kan den anvendes til måling af strømmen af fortyndingsluft.
— SB: sugepumpe (figur 4, 5, 6, 9, 10 og 12)
Kun til systemer med delstrømsprøvetagning. Er SB kalibreret, kan den anvendes til måling af strømmen af fortyndet udstødningsgas.
— DAF: fortyndingsluftfilter (figur 4 til 12)
Det anbefales, at fortyndingsluften filtreres og skrubbes med trækul for at fjerne baggrundsindholdet af carbonhydrider. Fortyndingsluftens temperatur skal være 298 K (25 °C) ± 5K.
På fabrikantens begæring skal der efter god teknisk skik tages prøver af fortyndingsluften til bestemmelse af baggrundspartikelkoncentrationen, som derefter fratrækkes de værdier, der måles i den fortyndede udstødningsgas.
— PSP: prøvetagningssonde for partikler (figur 4, 5, 6, 8, 9, 10 og 12)
Prøvetagningssonden, som er den forreste del af PTT,
— |
skal være placeret, så den vender mod strømmen et sted, hvor fortyndingsluft og udstødningsgas er godt opblandet, dvs. i midtlinjen af fortyndingstunnel DT, ca. ti tunneldiametre nedstrøms for det punkt, hvor udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen. |
— |
skal have en indvendig diameter på mindst 12 mm |
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
— DT: fortyndingstunnel (figur 4 til 12)
Fortyndingstunnelen:
— |
skal være tilstrækkelig lang til at sikre fuldstændig opblanding af udstødningsgas og fortyndingsluft ved turbulent strømning |
— |
skal være udført i rustfrit stål og:
|
— |
hvis tunnelen er af typen med delprøveudtagning, skal dens diameter være mindst 75 mm |
— |
hvis tunnelen er af typen med totalprøveudtagning, anbefales en tunneldiameter på mindst 25 mm |
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
Motorens udstødningsgas skal være fuldstændig opblandet med fortyndingsluft. For systemer med delstrømsprøvetagning skal opblandingens kvalitet efter idriftsættelse kontrolleres ved, at tunnelens CO2-profil bestemmes, mens motoren er i gang (mindst fire målepunkter med samme indbyrdes afstand). Om nødvendigt kan der bruges en blænde til at sikre opblanding.
Bemærk: er temperaturen af luften, der omgiver fortyndingstunnelen (DT), under 293 K (20 °C), skal der tages forholdsregler til at undgå tab af partikler som følge af afsætning på den kolde vægoverflade af fortyndingstunnelen. Derfor anbefales opvarmning og/eller isolering af disse dele inden for de grænser, der foreskrives ovenfor.
Ved stærk belastning af motoren kan tunnelen køles med ikke-aggressive midler som f.eks. roterende ventilator, forudsat at temperaturen af kølemediet ikke er under 293 K (20 °C).
— HE: varmeveksler (figur 9 og 10)
Varmeveksleren skal have tilstrækkelig kapacitet til at holde sugepumpen SB's indgangstemperatur inden for ± 11 K af den gennemsnitlige driftstemperatur, der er iagttaget under testen.
1.2.1.2. Totalstrømsfortyndingssystem (figur 13)
Der beskrives et system til fortynding af den samlede mængde udstødningsgas, baseret på prøvetagning med konstant volumen (Constant Volume Sampling (CVS)). Det samlede rumfang af blandingen af udstødningsgas og fortyndingsluft skal måles. Der kan enten anvendes et PDP-, et CF-V eller et SSV-system.
Til efterfølgende indsamling af partikler ledes en prøve af den fortyndede udstødningsgas til partikelindsamlingssystemet (punkt 1.2.2, figur 14 og 15). Gøres dette direkte, betegnes det enkelt fortynding. Fortyndes prøven en ekstra gang i den sekundære fortyndingstunnel, betegnes det dobbelt fortynding. Sidstnævnte er nyttigt, hvis kravene til filteroverfladens temperatur ikke kan opfyldes ved enkelt fortynding. Skønt det dobbelte fortyndingssystem delvis er et fortyndingssystem, beskrives det som en modifikation af partikelprøvetagningssystemet i punkt 1.2.2 (figur 15), da det for de fleste komponenters vedkommende svarer til et typisk partikelprøvetagningssystem.
Forurenende luftarter kan desuden bestemmes i fortyndingstunnelen i et fortyndingssystem af totalstrømstypen. Derfor er prøvetagningssonder for gaskomponenter vist i figur 13, men er ikke medtaget i beskrivelseslisten. De respektive krav er anført i punkt 1.1.1.
Beskrivelser (figur 13)
— EP: udstødningsrør
Længden af udstødningsrøret må ikke være over 10 m, regnet fra afgangen af motorens udstødningsmanifold, fra turboladerens afgang eller fra en efterbehandlingsenhed til fortyndingstunnelen. Er systemet over 4 m langt, skal alle rør ud over en længde af 4 m være isoleret, bortset fra en eventuel røgmåler. Isoleringens radiale tykkelse skal være mindst 25 mm. Isoleringens varmeledningsevne må ikke være over 0,1 W/(mK), målt ved 673 K (400 °C). For at mindske udstødningsrørets termiske træghed anbefales et forhold mellem rørets tykkelse og diameter på højst 0,015. Brugen af bøjelige rørsektioner bør begrænses til en længde af højst 12 rørdiametre.
Figur 13
Fuldstrømsfortyndingssystem
Hele mængden af ufortyndet udstødningsgas opblandes i fortyndingstunnelen DT med fortyndingsluft. Strømningshastigheden af den fortyndede udstødningsgas måles enten med en fortrængningspumpe PDP, med en kritisk venturi CFV, eller med en subsonisk venturi SSV. Til proportional partikeludskillelse og strømningsmåling kan benyttes en varmeveksler HE eller elektronisk strømningskompensation EFC. Da partikelbestemmelsen er baseret på den totale fortyndede udstødningsgasstrøm, behøver fortyndingsforholdet ikke beregnes.
— PDP: fortrængningspumpe
PDP måler den totale fortyndede udstødningsgasstrøm på grundlag af antal pumpeomdrejninger og pumpens slagvolumen. Modtrykket i udstødningssystemet må ikke kunstigt sænkes af PDP eller tilførselssystemet for fortyndingsluft. Modtrykket i udstødningssystemet, målt under statiske forhold når konstantvolumen-prøvetagningssystemet CVS er i funktion, må ikke afvige mere end ± 1,5 kPa fra det målte statiske tryk uden tilslutning til CVS med samme motorhastighed og -belastning.
Temperaturen af gasblandingen umiddelbart foran fortrængningspumpen PDP må ikke afvige mere end ± 6 K fra den gennemsnitlige driftstemperatur målt under prøven, når der ikke anvendes strømningskompensation.
Strømningskompensation kan kun anvendes, hvis temperaturen ved indgangen til PDP ikke er over 323 K (50 °C).
— CFV: venturi med kritisk strømning (kritisk venturi)
CFV måler den totale fortyndede udstødningsgasstrøm ved at opretholde neddroslet (kritisk) strømning. Modtrykket i udstødningssystemet, målt under statiske forhold når CFV-systemet er i funktion, må ikke afvige mere end ±1,5 kPa fra det målte statiske tryk uden tilslutning til CFV med samme motorhastighed og -belastning. Temperaturen af gasblandingen umiddelbart foran fortrængningspumpen CFV må ikke afvige mere end ± 11 K fra den gennemsnitlige driftstemperatur målt under prøven, når der ikke anvendes strømningskompensation.
— SSV subsonisk venturi
Den subsoniske venturi SSV måler den fortyndede udstødningsgasstrøm som funktion af indgangstryk og -temperatur, og af tryktabet mellem SSV-indgangen og forsnævringen. Modtrykket i udstødningssystemet, målt under statiske forhold når SSV-systemet er i funktion, må ikke afvige mere end ±1,5 kPa fra det målte statiske tryk uden tilslutning til SSV med samme motorhastighed og -belastning. Gasblandingens temperatur umiddelbart foran den kritiske venturi må ikke afvige mere end ± 11K fra den gennemsnitlige driftstemperatur, der måles under testen uden brug af strømningskompensation.
— HE: varmeveksler (frivillig når EFC anvendes)
Varmevekslerens kapacitet skal være tilstrækkelig til at holde temperaturen inden for ovennævnte grænser.
— EFC: elektronisk strømningskompensation (frivillig, når varmeveksler anvendes)
Hvis indgangstemperaturen til enten fortrængningspumpe PDP, kritisk venturi CFV eller subsonisk venturi SSV ikke holdes inden for de ovenfor angivne grænser, kræves et system til elektronisk strømningskompensation, som konstant måler strømningshastigheden og regulerer det proportionale prøveudtag i partikeludskillelsessystemet. Hertil anvendes strømningshastighedssignalerne, der afgives løbende, til at korrigere prøvegassens strømningshastighed gennem partikeludskillelsessystemets filtre (figur 14 og15).
— DT: fortyndingstunnel
For fortyndingstunnelen gælder:
— |
tunnelens diameter skal være tilstrækkelig lille til at skabe turbulent strømning (Reynolds-tal større end 4 000) og tilstrækkelig lang til at sikre fuldstændig opblanding af udstødningsgas og fortyndingsluft. Der kan bruges en blænde til at sikre opblanding |
— |
tunnelen skal have en diameter på mindst 75 mm |
— |
kan være isoleret. |
Motorens udstødning skal ledes direkte nedstrøms i det punkt, hvor den tilføres fortyndingstunnelen, og skal være godt opblandet.
Hvis der anvendes enkelt fortynding, overføres en prøve fra fortyndingstunnelen til partikeludskillelsessystemet (punkt 1.2.2, figur 14). Trykpumpen (PDP), den kritiske venturi (CFV) eller den subsoniske venturi (SSV) skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til at holde temperaturen af den fortyndede udstødningsgas på højst 325 K (52 °C) umiddelbart foran det primære partikelfilter.
Anvendes dobbelt fortynding, overføres en prøve fra fortyndingstunnelen til den sekundære fortyndingstunnel, hvor den fortyndes yderligere, og ledes derefter gennem prøveudskillelsesfiltrene (punkt 2, figur 15). PDP, CFV eller SSV skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til at holde temperaturen af den fortyndede udstødningsgas på højst 464K (191 °C) i prøvetagningszonen. Det sekundære fortyndingssystem skal tilføre tilstrækkelig fortyndingsluft til at holde temperaturen af den dobbelt fortyndede udstødningsgasstrøm på højst 325 K (52 °C) umiddelbart før det primære partikelfilter.
— DAF: fortyndingsluftfilter
Det anbefales, at fortyndingsluften filtreres og skrubbes med trækul for at fjerne baggrundsindholdet af carbonhydrider. Fortyndingsluftens temperatur skal være 298 K (25 °C) ± 5K. På fabrikantens anmodning kan der efter god teknisk skik tages prøver af fortyndingsluften til bestemmelse af baggrundspartikelkoncentrationen, som derefter fratrækkes de værdier, der måles i den fortyndede udstødningsgas.
— PSP: partikelprøvetagningssonde
Prøvetagningssonden, som er den forreste del af PTT,
— |
skal være placeret, så den vender mod strømmen et sted, hvor fortyndingsluft og udstødningsgas er godt opblandet, dvs. i midtlinjen af fortyndingstunnel DT, ca. ti tunneldiametre nedstrøms for det punkt, hvor udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen. |
— |
skal have en indvendig diameter på mindst 12 mm |
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
1.2.2. Partikelindsamlingssystem (figur 14 og 15)
Der kræves et system til udskillelse af partiklerne på partikelfilteret. Ved total prøveindsamling med delstrømsfortynding, hvor hele den fortyndede udstødningsgasprøve ledes gennem filtrene, udgør fortyndings- (punkt 1.2.1.1, figur 7 og 11) og prøvetagningssystemet sædvanligvis en helhed. Ved delvis prøveindsamling med delstrømsfortynding eller totalstrømsfortynding, hvoraf kun en del af den fortyndede udstødningsgas ledes gennem filtrene, er fortyndings- (punkt 1.2.1.1, figur 4, 5, 6, 8, 9, 10 og 12 og punkt 1.2.1.2, figur 13) og prøvetagningssystem sædvanligvis særskilte enheder.
I dette regulativ anses det dobbelte fortyndingssystem DDS (figur 15) i et fuldstrømsfortyndingssystem som en særlig modifikation af et typisk prøvetagningssystem som det i figur 14 viste. I det dobbelte fortyndingssystem indgår alle de vigtigste dele af partikelprøvetagningssystemet, og desuden visse fortyndingsfaciliteter som fortyndingslufttilførsel og en sekundær fortyndingstunnel.
For at undgå enhver påvirkning af reguleringssløjferne anbefales det at lade prøvetagningspumpen arbejde under hele prøveforløbet. Ved enkeltfiltermetoden skal der anvendes et omledningssystem til at lede prøven gennem prøvetagningsfiltrene til ønsket tid. Interferens med reguleringssløjferne fra tilkoblingsproceduren skal nedsættes til det mindst mulige.
Beskrivelse — figur 14 og 15
— PSP: partikelprøvetagningssonde (figur 14 og 15)
Partikelprøvetagningssystemet, der er vist i figurerne, udgør den forreste del af partikeloverføringsrøret PTT. Prøvetagningssonden
— |
skal vende opstrøms og være monteret på et sted, hvor fortyndingsluft og udstødningsgas er godt opblandet, dvs. i midtlinjen i fortyndingstunnelen DT (punkt 1.2.1), ca. ti tunneldiametre nedstrøms for det punkt, hvor udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen) |
— |
skal have en indvendig diameter på mindst 12 mm |
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
Figur 14
Partikelprøvetagningssystem
En prøve af den fortyndede udstødningsgas overføres ved hjælp af prøvetagningspumpen P fra fortyndingstunnelen DT i et totalstrømsfortyndingssystem eller fuldstrømsfortyndingssystem gennem partikelprøvetagningssonden PSP og partikeloverføringsrøret PTT. Prøven ledes gennem filterholderen (-holderne) FH, som indeholder partikelprøvefiltrene. Prøvestrømmens hastighed reguleres af strømningsregulatoren (FC3). Anvendes elektronisk strømningskompensation (EFC) (figur 13), benyttes strømningshastigheden af fortyndet udstødningsgas som styresignal for FC3.
Figur 15
Fortyndingssystem (kun fuldstrømssystem)
En prøve af den fortyndede udstødningsgas overføres fra fortyndingstunnelen DT i et fuldstrømsfortyndingssystem gennem partikelprøvetagningssonden PSP og partikeloverføringsrøret PTT til den sekundære fortyndingstunnel SDT, hvor den fortyndes yderligere. Prøven ledes dernæst gennem filterholderen (-holderne) FH, der indeholder partikelprøvetagningsfiltrene. Fortyndingsluftens strømningshastighed er sædvanligvis konstant, hvorimod prøvegassens strømningshastighed reguleres af strømningsregulatoren FC3. Anvendes elektronisk strømningskompensation (EFC) (figur 13), fungerer strømningshastigheden af fortyndet udstødningsgas som styresignal for FC3.
— PTT: partikeloverføringsrør (figur 14 og 15)
Partikeloverføringsrøret skal være så kort som muligt og højst 1 020 mm langt.
Dimensioneringen er gyldig for:
— |
delstrømsfortyndingssystemer og delvis prøvetagning samt totalstrømsfortyndingssystemer med enkelt fortyndingssystem fra prøvesondens ende til filterholderen. |
— |
delstrømsfortyndingssystemer med total prøvetagning fra enden af fortyndingstunnelen til filterholderen |
— |
totalstrømsfortyndingssystemer med dobbelt fortynding fra enden af sonden til den sekundære fortyndingstunnel. |
Overføringsrøret:
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
— SDT: sekundær fortyndingstunnel (figur 15)
Diameteren af den sekundære fortyndingstunnel skal være mindst 75 mm, og dens længde skal være tilstrækkelig til, at gassens opholdstid er mindst 0,25 s for den dobbeltfortyndede prøve. Den primære filterholder, FH, skal være placeret højst 300 mm fra afgangen fra SDT.
Den sekundære fortyndingstunnel:
— |
kan opvarmes til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C) ved direkte opvarmning eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C), før udstødningsgassen tilføres fortyndingstunnelen |
— |
kan være isoleret. |
— FH: filterholder(e) (figur 14 og 15)
Til hoved- og ekstrafilter kan enten anvendes ét enkelt filterhus eller separate filterhuse. Kravene i bilag 4A, tillæg 1, punkt 1.5.1.3, skal være opfyldt.
Filterholderen (-holderne):
— |
kan være opvarmet til en vægtemperatur på højst 325 K (52 °C), enten direkte eller ved forvarmning af fortyndingsluften, forudsat at lufttemperaturen ikke er over 325 K (52 °C) |
— |
kan være isoleret. |
— P: prøvetagningspumpe (figur 14 og 15)
Partikelprøvetagningspumpen skal være placeret i tilstrækkelig afstand fra tunnelen, således at gassens indgangstemperatur fastholdes (inden for en afvigelse på ± 3 K), hvis der ikke anvendes strømningskorrektion med regulatoren FC3.
— DP: fortyndingsluftpumpe (figur 15) (kun ved totalstrømssystem med dobbelt fortynding)
Fortyndingsluftpumpen skal være placeret således, at den leverer sekundær fortyndingsluft ved en temperatur af 298 K (25 °C) ± 5 K.
— FC3: strømningsregulator (figur 14 og 15)
Til at kompensere for variationer i partikelprøvegassens strømningshastighed forårsaget af svingninger i temperatur og modtryk på prøvens vej anvendes en strømningsregulator, medmindre dette kan ske på anden måde. En strømningsregulator kræves, hvis der benyttes elektronisk strømningskompensation (EFC) (figur 13).
— flowmeter (figur 14 og 15) (partikelprøvestrøm)
Gasmåler eller flowmeter skal være placeret i tilstrækkelig afstand fra prøvetagningspumpen, således at indsugningsgassens temperatur fastholdes (inden for ± 3 K), hvis der ikke anvendes strømningskorrektion med regulatoren FC3.
— FM4: flowmeter (figur 15) (kun totalstrømsfortyndingssystem med dobbelt fortynding)
Gasmåler eller flowmeter skal være placeret således, at gassens indgangstemperatur holdes på 298 K (25 °C) ± 5 K.
— BV: kugleventil (frivillig)
Kugleventilens diameter skal være mindst lig den indvendige diameter af prøvetagningsrøret, og dens omskiftningstid skal være under 0,5 sekund.
Bemærk: Hvis temperaturen omkring PSP, PTT, SDT og FH er under 239 K (20 °C), bør der tages forholdsregler til at undgå tab af partikler på de kolde overflader af væggene af disse dele. Derfor anbefales opvarmning og/eller isolering af disse dele inden for de grænser, der foreskrives i de pågældende beskrivelser. Derudover anbefales, at filteroverfladens temperatur under prøvetagningen ikke er under 293 K (20 °C).
Ved stærk belastning af motoren kan tunnelen køles med ikke-aggressive midler som f.eks. roterende ventilator, forudsat at temperaturen af kølemediet ikke er under 293 K (20 °C).
(1) I figur 4 til 12 vises mange typer delstrømsfortyndingssystemer, som normalt kan anvendes til stationær prøvning (NRSC). Men på grund af de transiente prøvningers meget strenge begrænsninger, kun de delstrømsfortyndingssystemer (figur 4 til 12), der er i stand til at opfylde alle kravene i punkt 2.4. Bilag 4a, tillæg 1 - Forskrifter for delstrømsfortyndingssystemet - accepteres i forbindelse med den transiente prøvning (NRTC).
BILAG 4B
Prøvningsmetode for motorer med kompressionstænding til montering i landbrugs- og skovbrugstraktorer og i mobile ikke-vejgående maskiner med hensyn til emission af forurenende stoffer fra motoren
1. RESERVERET
2. RESERVERET
3. DEFINITIONER, SYMBOLER OG FORKORTELSER
3.1. Definitioner
Se punkt 2.1 i dette regulativ
3.2. Almindelige symboler (1)
Symbol |
Enhed |
Udtryk |
a 0 |
— |
Regressionslinjens skæring med y-aksen |
a 1 |
— |
Regressionslinjens hældning |
α sp |
rad/s2 |
Differentialkoefficienten af motorhastigheden ved det fastsatte punkt |
A/Fst |
— |
Støkiometrisk luft/brændstofforhold |
c |
ppm, % vol. |
Koncentration (også i μmol/mol = ppm) |
D |
— |
Fortyndingsfaktor |
d |
m |
Diameter |
E |
% |
Konverteringseffektivitet |
e |
g/kWh |
På basis af bremset effekt |
egas |
g/kWh |
Specifik emission af gaskomponenter |
ePM |
g/kWh |
Specifik partikelemission |
ew |
g/kWh |
Vægtet specifik emission |
F |
|
Statistik af F-test |
F |
— |
Regenereringsbegivenhedernes frekvens, udtrykt som fraktion af de prøvninger, under hvilke regenerering forekommer |
f a |
— |
Laboratoriets atmosfærefaktor |
k r |
— |
Multiplikativ regenereringsfaktor |
k Dr |
— |
Nedjusteringsfaktor |
k Ur |
— |
Opjusteringsfaktor |
λ |
— |
Luftoverskudskoefficient |
L |
— |
% drejningsmoment |
M a |
g/mol |
Indsugningsluftens molmasse |
M e |
g/mol |
Udstødningens molmasse |
M gas |
g/mol |
Gaskomponenternes molmasse |
m |
kg |
Masse |
M gas |
g |
Masse af gasemissioner i hele prøvningscyklussen |
m PM |
g |
Masse af partikelemissioner i hele prøvningscyklussen |
n |
min-1 |
Motorens omdrejningshastighed |
n hi |
min-1 |
Høj motorhastighed |
n lo |
min-1 |
Lav motorhastighed |
P |
kW |
Effekt |
P max |
kW |
Maks. konstateret eller angivet effekt ved prøvningshastigheden under prøvningsbetingelserne (som oplyst af fabrikanten) |
P AUX |
kW |
Angivet samlet effekt optaget af hjælpeudstyr monteret ved prøven |
p |
kPa |
Tryk |
p a |
kPa |
Tørt atmosfæretryk |
PF |
% |
Penetrationsfraktion |
q maw |
kg/s |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis |
q mdw |
kg/s |
Massestrøm af fortyndingsluft, våd basis |
q mdew |
kg/s |
Massestrømshastigheden af den fortyndede udstødningsgas, våd basis |
q mew |
kg/s |
Udstødningsgassens massestrømshastighed, våd basis |
q mf |
kg/s |
Massestrømshastighed af brændstof |
q mp |
kg/s |
Prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystem |
qV |
m3/s |
CVS-volumenhastighed |
RF |
— |
Responsfaktor |
r d |
— |
Fortyndingsforhold |
r 2 |
— |
Determinationskoefficient |
ρ |
kg/m3 |
Massefylde |
σ |
— |
Standardafvigelse |
S |
kW |
Dynamometerindstilling |
SEE |
— |
Middelfejl på estimatet af y på x |
T |
°C |
Temperatur |
T a |
K |
Absolut temperatur |
T |
N·m |
Drejningsmoment |
T sp |
N·m |
Ønsket drejningsmoment med "SP"-indstillingspunkt |
u |
— |
Forholdet mellem gaskomponentens og udstødningsgassens massefylde |
t |
s |
Tid |
Δt |
s |
Tidsinterval |
t 10 |
s |
Tid mellem trinformigt input og 10 % af endelig aflæsning |
t 50 |
s |
Tid mellem trinformigt input og 50 % af endelig aflæsning |
t 90 |
s |
Tid mellem trinformigt input og 90 % af endelig aflæsning |
V |
m3 |
Mængde |
W |
kWh |
Arbejde |
y |
|
Generisk variabel |
|
|
Aritmetisk middelværdi |
3.3. Indeks
abs |
Absolut mængde |
act |
Faktisk mængde |
air |
Luftmængde |
amb |
Omgivende mængde |
atm |
Atmosfæriske mængde |
cor |
Justeret mængde |
CFV |
Venturi med kritisk strømning (kritisk venturi) |
denorm |
Denormaliseret mængde |
dry |
Tør mængde |
exp |
Forventet mængde |
filter |
PM-prøvefilter |
i |
Øjeblikkelig måling (f.eks. 1 Hz) |
i |
En individuel i en serie |
idle |
Betingelse i tomgang |
in |
Mængde i |
leak |
Utæthedsmængde |
max |
Maksimal værdi (peak) |
meas |
Målt mængde |
min |
Minimumsværdi |
mix |
Luftens molmasse |
out |
Mængde ud |
PDP |
Fortrængningspumpe |
ref |
Referencemængde |
SSV |
Subsonisk venturi |
total |
Samlet mængde |
uncor |
Ujusteret mængde |
vac |
Vakuummængde |
weight |
Kalibreringsvægt |
wet |
Våd mængde |
3.4. Symboler og forkortelser for kemiske komponenter (også anvendt som indeks)
Se punkt 2.2.2 i dette regulativ
3.5. Forkortelser
Se punkt 2.2.3 i dette regulativ
4. GENERELLE KRAV
Motorsystemet skal være konstrueret, bygget og samlet på en sådan måde, at det opfylder forskrifterne i dette regulativ. Fabrikanten træffer de nødvendige tekniske foranstaltninger til at sikre effektiv begrænsning af de nævnte emissioner i henhold til dette regulativ i hele motorens levetid og ved normal brug. I den forbindelse skal motorerne opfylde ydelseskravene i punkt 5, ved prøvning i henhold til prøvningsbetingelserne i punkt 6 og prøvningsproceduren i punkt 7.
5. YDELSESKRAV
5.1. Generelle krav
5.1.1. Reserveret (2)
5.1.2. Emission af forurenende gasser og partikler
De forurenende stoffer udgøres af:
a) |
Nitrogenoxider, NOx |
b) |
Carbonhydrider, som kan udtrykkes på følgende måder:
|
c) |
Partikler, PM |
d) |
Carbonmonoxid, CO. |
De målte værdier for forurenende luftarter og partikler opbrugt af motoren henviser til emissioner ved bremset effekt i gram pr. kilowatt-time (g/kWh). Andre systemenheder kan anvendes med passende konvertering.
Emissionerne bestemmes ved arbejdscyklusser (stabile og/eller transiente) som beskrevet i punkt 7. Målesystemerne skal opfylde kalibrerings- og ydelseskontrollen i punkt 8 med det måleudstyr, der er angivet i punkt 9.
Andre systemer eller analysatorer kan godkendes af den typegodkendende myndighed, hvis det konstateres, at de giver ækvivalente resultater i henhold til punkt 5.1.3.
5.1.3. Ækvivalens
Bestemmelsen af systemernes ækvivalens skal ske på grundlag af en korrelationsundersøgelse af 7 par (eller flere) stikprøver af det betragtede system og et af systemerne i dette bilag.
Med "resultater" menes de specifikke, vægtede emissionsværdier målt under prøvningscyklussen. Korrelationsundersøgelsen, skal udføres på samme laboratorium og prøvningscelle og på samme motor, og skal helst finde sted sideløbende. Ækvivalensen af stikprøveparrenes gennemsnit bestemmes ved hjælp af den i bilag 4A, tillæg A.2 beskrevne F-test- og t-teststatistik, som er registreret under de ovenfor beskrevne laboratorie-, prøvningscelle- og motordriftsforhold. Afvigende resultater (outliers) skal bestemmes i overensstemmelse med ISO 5725 og elimineres fra databasen. De systemer, der anvendes til korrelationsundersøgelse, skal godkendes af den typegodkendende myndighed.
5.2. Reserveret
6. TESTBETINGELSER
6.1. Laboratorieundersøgelser
Den absolutte temperatur (T a) af motorens indsugningsluft måles ved motorens luftindtag i Kelvin, det tørre atmosfæretryk (p s) måles i kPa, og parameteren f a bestemmes efter følgende anvisninger: På flercylindrede motorer med flere separate grupper af indsugningsmanifolder, f.eks. V-motorer, måles gennemsnitstemperaturen for de separate grupper. Parameteren f a skal meddeles sammen med undersøgelsesresultaterne. For at opnå bedre repeterbarhed og reproducerbarhed for undersøgelsesresultaterne anbefales det, at parameteren f a er således, at: 0,93 ≤ f a ≤ 1,07.
Motorer med naturlig indsugning og mekanisk trykladning:
|
(6-1) |
For trykladede motorer med eller uden køling af motorens indgangsluft:
|
(6-2) |
Indsugningsluftens temperatur skal opretholdes til (25 ± 5) °C målt opstrøms for en eventuel motor komponent.
Det er tilladt at anvende:
a) |
Et delt apparat til måling af atmosfæretryk, forudsat at udstyret til håndtering af indsugningsluft ved prøvning af motoren fastholder det omgivende atmosfæriske tryk på prøvningsstedet inden for ± 1 kPa af det delte atmosfæriske tryk. |
b) |
Et delt apparat til måling af fugtindhold i indsugningsluften, forudsat at udstyret til håndtering af indsugningsluft ved prøvning af motoren fastholder dugpunktet på prøvningsstedet inden for ± 0,5 °C af den delte fugtighedsmåling. |
6.2. Motorer med ladeluftkøling
a) |
Der anvendes et ladeluftkølesystem med en samlet indsugningsluftkapacitet, der er repræsentativt for det på ibrugtagne produktionsmotorer anvendte system. Laboratorieprøvningssystemet skal være udformet med henblik på minimering af akkumuleringen af kondensat. Akkumuleret kondensat skal udtømmes, og alle udtømningsdræn lukkes fuldstændigt før emissionsprøvning. Afløbene holdes lukket under emissionsprøvningen. Kølervæskeforholdene opretholdes som følger:
|
b) |
Målet er at frembringe emissioner, som er repræsentative for driften. Hvis god teknisk praksis viser, at specifikationerne i dette afsnit fører til ikke-repræsentativ prøvning (f.eks. overkøling af indsugningsluft), kan der anvendes mere avancerede punkter og kontroller af ladelufttrykfald, kølervæsketemperatur og strømningshastighed for at opnå mere repræsentative resultater. |
6.3. Motoreffekt
6.3.1. Grundlag for emissionsmåling
Grundlaget for specifik emissionsmåling er den ukorrigede effekt.
6.3.2. Hjælpeudstyr, der skal monteres
Under prøvningen skal det hjælpeudstyr, der er nødvendigt for motorens funktion, installeres i prøvebænken i henhold til kravene i bilag 7.
6.3.3. Hjælpeudstyr, der skal afmonteres
Visse former for hjælpeudstyr, hvis definition er knyttet til maskinens drift, og som kan monteres på motoren, afmonteres før prøvningen.
For hjælpeudstyr, som ikke kan afmonteres, kan den optagne tomgangseffekt bestemmes og lægges til den målte motoreffekt (jf. bemærkning g til tabel 7). Hvis denne værdi er større end 3 procent af maksimaleffekten ved prøvningshastigheden, kan det bekræftes af den prøvningsansvarlige myndigehd. Den effekt, der optages af hjælpeudstyr, anvendes til at justere de indstillede værdier og beregne motorens ydelse under prøvecyklussen.
6.4. Motorens indsugningsluft
6.4.1. Indledning
Der anvendes det på motoren monterede indsugningsluftssystem eller et system, som er repræsentativt for en ibrugtaget motor. Dette omfatter systemer til ladeluftkøling og udstødningsrecirkulation.
6.4.2. Indsnævring af luftindtag
Der skal anvendes et motorluftindtagssystem eller et laboratorietestsystem med en indsnævring, der højst afviger ± 300 Pa fra den maksimale værdi, der er angivet af fabrikanten for et rent luftfilter ved mærkehastighed og fuld belastning. Indsnævringens statiske differentialtryk måles på et sted, og ved en hastighed og et bestemt drejningsmoment, som angives af fabrikanten. Hvis fabrikanten ikke angiver en placering, måles dette tryk opstrøms for en eventuel turbolader eller system til udstødningsrecirkulation med tilslutning til luftindtagssystemet. Hvis fabrikanten ikke angiver bestemte hastigheds- og drejningsmomentværdier, måles dette tryk ved motorens maksimale effekt.
6.5. Motorens udstødningssystem
Der anvendes det på motoren monterede udstødningssystem eller et system, som er repræsentativt for en ibrugtaget motor. For efterbehandlingsanordninger, angives udstødningens indsnævring af fabrikanten i henhold til efterbehandlingens tilstand (f.eks. degreening/aging og regenerering/ladeniveau). Udstødningssystemet skal opfylde kravene til udtagning af prøver af udstødningsgas som angivet i punkt 9.3. Der skal anvendes et motorudstødningssystem eller et laboratorieprøvningssystem med et statisk modtryk i udstødningssystemet, der højst afviger 80-100 % fra den maksimale indsnævring ved den omdrejningshastighed og det drejningsmomen, der er angivet af fabrikanten. Hvis den maksimale indsnævring er på 5 kPa eller mindre, skal indstillingen foretages mindst 1,0 kPa fra maksimum. Hvis fabrikanten ikke angiver bestemte hastigheds- og drejningsmomentværdier, måles dette tryk ved motorens maksimale effekt.
6.6. Motor med system til efterbehandling af udstødningen
Har motoren et system til efterbehandling af udstødningsgassen, skal udstødningsrøret have samme diameter som det, der anvendes mindst fire rørdiametre opstrøms for den udvidelse, som indeholder efterbehandlingsenheden. Afstanden fra udstødningsmanifoldflangen eller turboladerudgangen til efterbehandlingssystemet skal være den samme som i køretøjsarrangementet eller inden for de afstandsspecifikationer, fabrikanten har angivet. Udstødningens modtryk eller indsnævring skal overholde samme kriterier som ovenfor angivet og kan være indstillet ved hjælp af en ventil. Efterbehandlingsbeholderen kan være afmonteret under forprøver og under registrering af motorens data og kan erstattes med en tilsvarende beholder med inaktiv katalysatorbærer.
De under prøvningscyklussen målte emissioner skal være repræsentative for emissionerne i praksis. Er motoren forsynet med et system til efterbehandling af udstødningen, der forbruger et reagens, skal fabrikanten oplyse, hvilket reagens, der anvendes til alle prøvningerne.
Ved motorer, der er udstyret med systemer til genbehandling af udstødningen med sjælden (periodisk) regenerering, jf. punkt 6.6.2, justeres emissionsresultaterne således, at der tages højde for regenereringsbegivenhederne. I dette tilfælde afhænger middelværdierne for emission af regenereringsbegivenhedernes frekvens og den brøkdel af prøvningsforløbet, hvor regenerering forekommer. Efterbehandlingssystemer med kontinuerlig regenerering i henhold til punkt 6.6.1 kræver ikke en særlig prøvningsprocedure.
6.6.1. Kontinuerlig regenerering
Er der tale om et system til efterbehandling af udstødningen, der er baseret på en kontinuerlig regenereringsproces, måles emissionerne på et efterbehandlingssystem, der er stabiliseret, således at der opnås repeterbarhed med hensyn til systemets optræden for så vidt angår emissioner. Regenereringsprocessen skal finde sted mindst én gang under NRTC-varmstartsprøvningen eller modal cyklus med ramper (RMC), og fabrikanten skal angive de normale betingelser, under hvilke regenerering finder sted (sodbelastning, temperatur, modtryk i udstødningssystemet, osv.). For at påvise, at regenereringsprocessen er kontinuerlig, skal der gennemføres mindst 3 NRTC-varmstartsprøvninger eller RMC-prøvninger. I tilfælde af NRTC-varmstartsprøvning, skal motoren varmes op i overensstemmelse med punkt 7.8.2.1 og henstå jf. punkt 7.4.2, hvorefter den første NRTC-varmstartsprøvning gennemføres. Efterfølgende NRTC-varmstartsprøvninger gennemføres efter henstand, jf. punkt 7.4.2. Under disse prøvninger registreres udstødningstemperatur og –tryk (temperatur før og efter efterbehandlingssystemet, modtryk i udstødningssystemet, osv.). Efterbehandlingssystemet anses for at være tilfredsstillende, hvis de betingelser, der er angivet af fabrikanten, forekommer under prøvningen i et tilstrækkeligt tidsrum, og emissionsresultaterne ikke er spredt med mere end ± 25 % eller 0,005 g/Kwh, alt efter hvad der er størst. Hvis efterbehandlingssystemet til udstødningen har en sikkerhedsmodus, der skifter til en periodisk (sjælden) regenereringsmodus, skal det kontrolleres i overensstemmelse med punkt 6.6.2. I dette særlige tilfælde kan emissionsgrænserne overskrides og vil i så fald ikke blive vægtet.
6.6.2. Sjælden (periodisk) regeneration
Denne bestemmelse gælder kun for køretøjer udstyret med emissionsbegrænsningsystemer, som har periodisk regenerering. For motorer, der drives i cyklusser i diskret modus, kan denne procedure ikke anvendes.
Emissionerne måles i mindst tre NRTC-varmstartprøvninger eller RMC-prøvninger, én med regenerering og de to andre uden regenerering, på et stabiliseret efterbehandlingssystem. Regenereringsprocessen skal finde sted mindst én gang under NRTC- eller RMX-prøvningen. Hvis regenerering kræver mere end en NRTC- eller RMC-prøvning, udføres der konsekutive NRTC- eller RMC-prøvninger, og emissionen måles fortsat uden slukning af motoren, indtil regenereringen er fuldført, og gennemsnittet af prøvningerne beregnes. Hvis regenerering fuldføres i løbet af en af prøvningerne, fortsættes hele prøvningen i fuld længde. Motoren kan være udstyret med en omskifter, der kan forhindre eller tillade regenereringsprocessen, forudsat at denne operation ikke har indflydelse på den oprindelige kalibrering af motoren.
Fabrikanten skal angive de normale parameterbetingelser, under hvilke regenereringsprocessen finder sted (sodbelastning, temperatur, modtryk i udstødningssystemet, osv.). Fabrikanten skal også oplyse regenereringshyppigheden i form af antallet af prøvninger, hvor regenerering forekommer. Den nøjagtige procedure til bestemmelse af denne hyppighed aftales med den typegodkendende myndighed på grundlag af et velbegrundet teknisk skøn.
Fabrikanten skal med henblik på regenereringsprøvning levere et efterbehandlingssystem, der er blevet ladet. Regenerering må ikke finde sted i motorens konditioneringsfase. Fabrikanten kan vælge at køre konsekutive NRTC-varmstartsprøvninger eller RMC-prøvninger, indtil efterbehandlingssystemet er ladet. Der kræves ikke emissionsmåling ved alle prøvninger.
Middelværdier for emissioner mellem regenereringsfaserne bestemmes ud fra den aritmetiske middelværdi af flere NRTC-varmstartprøvninger eller RMC-prøvninger foretaget med omtrent ens intervaller. Der skal foretages mindst én varm NRTC- eller RMC-prøvning så kort tid som muligt før en regenereringsprøvning og én varm NRTC- eller RMC umiddelbart efter en regenereringsprøvning.
Under regenereringsprøvningen registreres alle de data, der er nødvendige for at detektere regeneration (CO- eller NOx-emissioner, temperatur før og efter efterbehandlingssystemet, modtrykket i udstødningssystemet osv.). Under regenereringsprocessen kan de gældende emissionsgrænser overskrides. Prøvningsproceduren er vist skematisk i figur 6.1.
Figur 6.1
Diagram over sjælden (periodisk) regenerering med n-antal målinger og nr-antal målinger under regenerering.
Den gennemsnitlige specifikke emissionsgrad i forbindelse med varm start[g/kWh] vægtes som følger (se figur 6.1):
|
(6-3) |
hvor:
n |
= |
antal prøvninger, hvor der ikke forekommer regenerering |
nr |
= |
antal prøvninger, hvor der forekommer regenerering (mindst én prøvning) |
|
= |
den gennemsnitlige specifikke emission fra en prøvning, hvor der ikke forekommer regenerering [g/kWh] |
|
= |
den gennemsnitlige specifikke emission fra en prøvning, hvor der forekommer regenerering [g/kWh] |
På baggrund grundig teknisk analyse og efter fabrikantens valg, kan justeringsfaktoren k r for regenerering, som udtrykker den gennemsnitlige emissionsgrad, beregnes enten multiplikativt eller additivt som følger:
|
Multiplikativt:
|
|
Additivt
|
Opjusteringsfaktorerne multipliceres med eller lægges til de målte emissionsgrader for alle prøvninger, hvor der ikke forekommer regenerering. Nedjusteringsfaktorer multipliceres med eller lægges til de målte emissionsgrader for alle prøvninger, hvor der forekommer regenerering. Forekomsten af regenerering skal identificeres således, at den fremgår tydeligt ved al prøvningen. Hvis der ikke identificeres nogen regenerering, anvendes opjusteringsfaktoren.
Med henvisning til bilag 4B, tillæg A.7-8, om emissionsberegninger ved bremset effekt, gælder følgende for justeringsfaktoren for regenerering:
a) |
Den anvendes på resultaterne af den vægtede NRTC- og RMC-prøvning. |
b) |
Den kan anvendes på RMC og kold NRTC, hvis der forekommer regenerering under cyklussen. |
c) |
Den kan udvides til andre motorer i den samme motorfamilie. |
d) |
Den kan udvides til andre motorfamilier, der anvender samme efterbehandlingssystem, efter forudgående godkendelse fra den typegodkendende myndighed på grundlag af teknisk dokumentation fra fabrikanten, som godtgør, at emissionerne er tilsvarende. |
Følgende muligheder skal tages i betragtning:
a) |
En fabrikant kan vælge at undlade justeringsfaktorer for en eller flere af sine motorfamilier (eller motorkonfigurationer), fordi virkningen af regenereringen er lille, eller fordi det ikke er praktisk muligt at bestemme, hvornår regenerering forekommer. I så fald anvendes ingen justeringsfaktor, og fabrikanten er ansvarlig for overensstemmelse med grænseværdierne for emission i alle prøvninger, uden hensyntagen til om der forekommer regenerering. |
b) |
På fabrikantens anmodning kan den typegodkendende eller certificerende myndighed tage højde for regenereringen på en anden måde end anført i ovenstående afsnit a). Denne mulighed gælder dog kun for regenerering, der forekommer meget sjældent, og som det ikke er praktisk muligt at tage højde for ved hjælp af de i afsnit a) beskrevne justeringsfaktorer. |
6.7. Kølesystem
Motorkølesystemets kapacitet skal være tilstrækkelig til at holde motorens driftstemperatur på den af fabrikanten angivne normalværdi (inklusive temperaturen på indsugningsluft, olie, kølervæske, motorblok og topstykke). Laboratoriets hjælpekølere og -ventilatorer kan anvendes.
6.8. Smøreolie
Smøreolien skal være specificeret af fabrikanten og være repræsentativt for smøreolie, der findes på markedet. Specifikationerne for den ved prøvningen anvendte smøreolie skal registreres og angives sammen med prøvningsresultaterne.
6.9. Specifikationer for referencebrændstoffet
Referencebrændstoffet er specificeret i bilag 6, tabel 3.
Brændstoftemperaturen skal være i overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger. Brændstoftemperaturen skal måles ved brændstofindsprøjtningspumpens indtag eller som angivet af fabrikanten, og målestedet skal registreres.
6.10. Emissioner fra krumtaphus
Der må ikke udledes emissioner fra krumtaphuset direkte til den omgivende atmosfære, bortset fra følgende undtagelse: motorer udstyret med turboladere, pumper, blæsere eller trykladere til lufttilførsel kan udlede emissioner fra krumtaphuset til den omgivende atmosfære, hvis emissionerne lægges til udstødningsemissionerne (fysisk eller matematisk) under hele emissionsprøvningen. Fabrikanter, der benytter sig af denne undtagelse, skal montere motorerne således, at alle emissioner fra krumtaphuset kan ledes ind i emissionsprøveudtagningssystemet. I denne forbindelse betragtes udledninger fra krumtaphuset, der ved al drift føres direkte til udstødningen opstrøms for udstødningsefterbehandlingssystemet, ikke som udledt direkte til den omgivende atmosfære.
Emissioner fra åbne krumtaphuse skal ledes ind i udstødningssystemet med henblik på emissionsmåling på følgende måde:
a) |
Ledningsmaterialet skal have glatte overflader og være strømførende og må ikke reagere med emissioner fra krumtaphuset. Ledningernes længde skal begrænses så meget som muligt |
b) |
Antallet af bøjninger i krumtaphusets laboratorieledninger skal minimeres, og radius i enhver uundgåelig bøjning maksimeres. |
c) |
Krumtaphusets laboratorieudstødningsledninger skal opfylde motorfabrikantens specifikationer vedrørende modtryk i krumtaphus |
d) |
Krumtaphusets udstødningsledninger skal føres til den rå udstødning nedstrøms for eventuelle efterbehandlingssystemer eller udstødningsindsnævringer og tilstrækkeligt opstrøms for eventuel prøveudtagning til at sikre fuld opblanding med motorudstødningen før prøveudtagningen. Krumtaphusets udstødningsledning skal kunne nå ind i den frie udstødningsstrøm, således at "boundary-layer"-virkninger undgås, og opblanding fremmes. Krumtaphusets udstødningsledninger kan have en hvilken som helst retning i forhold til strømmen af rå udstødning. |
7. PRØVNINGSPROCEDURER
7.1. Indledning
I dette punkt beskrives bestemmelsen af emissioner ved bremset effekt af forurenende gasser og partikler fra de prøvede motorer. Prøvningsmotoren skal være stammotorkonfigurationen for motorfamilien som angivet i punkt 5.2.
Et laboratoriums emissionsprøvning består i at måle emissioner og andre parametre for de prøvecyklusser, der er beskrevet i dette bilag. Følgende aspekter behandles (i dette bilag 4B):
a) |
laboratorieopstillingerne til måling af emissioner ved bremset effekt(punkt 7.2) |
b) |
verifikationsprocedurer før og efter prøvning (punkt 7.3) |
c) |
prøvningscyklusserne (punkt 7.4) |
d) |
den generelle prøvningssekvens (punkt 7.5) |
e) |
optegning af motorens karakteristik (punkt 7.6) |
f) |
generering af prøvningscyklusserne (punkt 7.7) |
g) |
den specifikke procedure for afvikling af prøvningscyklusserne (punkt 7.8). |
7.2. Principper for emissionsmåling
Til måling af emissioner ved bremset effekt skal motoren gennemgå de i punkt 7.4 beskrevne relevante prøvningscyklusser. Måling af emissioner ved bremset effekt kræver, at massen af forurenende stoffer i udstødningsemissionerne (dvs. HC, NMHC, CO, NOx og PM) bestemmes og det hertil svarende motorarbejde.
7.2.1. Bestanddelens masse
Den samlede masse for hver bestanddel bestemmes under den relevante prøvningscyklus ved hjælp af følgende metoder:
7.2.1.1. Kontinuerlig prøvetagning
Ved kontinuerlig prøvetagning måles bestanddelens koncentration kontinuerligt i den rå eller fortyndede udstødning. Denne koncentration multipliceres med strømningshastigheden for udstødningen (rå eller fortyndet) ved prøvetagningsstedet med henblik på bestemmelse af bestanddelens massestrømshastighed. Emissionen af bestanddelen opsummeres kontinuerligt gennem hele prøvningsintervallet. Denne sum er den samlede masse for den emitterede bestanddel.
7.2.1.2. Batch-prøvetagning
Ved batch-prøvetagning udtages en prøve af rå eller fortyndet udstødning kontinuerligt og lagres til senere måling. Den udtagne prøve skal være proportionel i forhold til strømningshastigheden for den rå eller fortyndede udstødning. Som eksempler på batch-sampling kan nævnes indsamling af fortyndede gasformige emissioner i en sæk og indsamling af partikler (PM) i et filter. I princippet er metoden for emissionsberegning som følger: De indsamlede batch-koncentrationer multipliceres med den samlede masse eller massestrøm (rå eller fortyndet), de blev udtaget fra under prøvningscyklussen. Dette produkt er den samlede masse eller massestrøm for den emitterede bestanddel. Til beregning af partikelkoncentrationen divideres de afsatte partikler på et filter med proportionelt udtaget udstødning med mængden af filtreret udstødning.
7.2.1.3. Kombineret prøvetagning
Enhver kombination af kontinuerlig og batch-prøvetagning er tilladt (f.eks. partikler med batch-prøvetagning og gasemissioner med kontinuerlig prøvetagning).
Følgende figur viser de to aspekter af prøvningsprocedurerne for emissionsmåling: det udstyr, der anvendes til prøvetagningsledningerne i ufortyndet og fortyndet udstødningsgas og de nødvendige foranstaltninger til beregning af de forurenende emissioner i stationære og transiente prøvningscyklusser (figur 7.1).
Figur 7.1
Prøvningsprocedurer for emissionsmåling
Bemærkning til figur 7.1: Udtrykket "Delstrømsprøvetagning af partikler (PM)" omfatter delstrømsfortyndingssystemer, der udelukkende udskiller ufortyndet udstødning med konstant eller varierende fortyndingsforhold.
7.2.2. Bestemmelse af arbejdet
Arbejdet bestemmes i løbet af prøvningscyklussen ved synkront at multiplicere hastighed og bremsemoment til beregning af de øjeblikkelige værdier for motoreffekt. Motoreffekten integreres over prøvningscyklussen for at bestemme det samlede arbejde.
7.3. Verifikation og kalibrering
7.3.1. Procedurer forud for prøvningen
7.3.1.1. Forkonditionering
For at opnå stabile betingelser forkonditioneres prøvetagningssystemet og motoren, før en prøvningssekvens påbegyndes som beskrevet i punkt 7.3 og 7.4. Forkonditioneringen for nedkøling af motoren i forbindelse med en transient koldstartsprøvning er specielt anført i punkt 7.4.2.
7.3.1.2. Kontrol af HC-kontaminering (carbonhydrider)
Hvis der er en formodning om, at der forekommer en væsentlig HC-kontaminering af udstødningsgassens målesystem, kan kontamineringen kontrolleres med en nulstillingsgas, og påvirkningen kan således korrigeres. Hvis omfanget af kontaminering af målesystemet og HC-baggrundssystemet skal kontrolleres, skal det ske højst 8 timer før påbegyndelse af hver prøvecyklus. Værdierne registreres med henblik på senere korrektion. Før denne kontrol gennemføres kontrol for utætheder, og FID-analysatoren skal kalibreres.
7.3.1.3. Forberedelse af måleudstyr til prøvetagning
Følgende procedurer gennemføres, inden emissionsprøvetagningen indledes:
a) |
Kontrol for utætheder udføres højst 8 timer forud for emissionsprøvetagningen i henhold til punkt 8.1.8.7. |
b) |
Ved batch-sampling tilsluttes rene opbevaringsmedier, såsom sække, der er udsuget, eller filtre, der er korrigeret for tara. |
c) |
Alle måleinstrumenter skal opstartes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger og god teknisk praksis. |
d) |
Fortyndingssystemerne, prøvetagningspumperne, køleventilatorerne og dataindsamlingssystemet startes op. |
e) |
Prøvegasstrømmens hastighed justeres til det ønskede niveau ved omledning, hvis dette ønskes. |
f) |
Varmevekslere i prøvetagningssystemet forvarmes eller forkøles til deres driftstemperaturintervaller ved prøvningen. |
g) |
Opvarmede eller afkølede komponenter såsom prøvetagningsledninger, filtre, kølere og pumper, skal have mulighed for at stabiliseres ved deres driftstemperaturer. |
h) |
Udstødningsfortyndingssystemstrømmen skal slås til mindst 10 minutter før en prøvningssekvens. |
i) |
Kalibrering af gasanalysatorer og nulstilling af kontinuerlige analysatorer udføres i henhold til proceduren i næste punkt 7.3.1.4. |
j) |
Elektroniske integreringsanordninger skal forud for ethvert prøvningsinterval nulstilles eller gennulstilles. |
7.3.1.4. Kalibrering af analyseapparaterne
Gasanalysatorernes funktionsområder skal vælges. Det er tilladt at anvende emissionsanalysatorer med automatisk eller manuelt områdeskift. Under en RMC- eller NRTC-prøvning og i en periode for prøveudtagning af forurenende luftarter, må emissionsanalysatorernes område ikke ændres. Desuden må forstærkningsindstillingerne i en analysators analoge operationelle forstærker(e) ikke ændres i løbet af prøvningscyklussen.
Alle kontinuerlige analysatorer skal nulstilles og kalibreres ved hjælp af internationalt sporbare gasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. FID-analysatorer skal kalibreres på basis af kulstofnummeret 1 (C 1).
7.3.1.5. Forkonditionering og tarakorrektion af partikelfilter (PM-filter)
De i punkt 8.2.3 beskrevne procedurer for forkonditionering og tarakorrektion af partikelfilter følges.
7.3.2. Procedurer efter prøvningen
Følgende procedurer gennemføres efter fuldendt prøvetagning
7.3.2.1. Kontrol af proportional prøvetagning
For enhver proportionel batch-prøve, såsom en sækkeprøve eller en PM-prøve, skal det kontrolleres, at der er observeret proportional prøvetagning i henhold til punkt 8.2.1. For enkeltfiltermetoden og den diskrete stationære prøvningscyklus beregnes den effektive PM-vægtningsfaktor. Prøver, der ikke opfylder kravene i punkt 8.2.1, kasseres.
7.3.2.2. PM-konditionering og vejning efter prøvning
Brugte PM-prøvningsfiltre placeres i dækkede eller forseglede beholdere, eller filterholderne lukkes med henblik på at beskytte prøvetagningsfiltrene mod kontaminering fra omgivelserne. Således beskyttede bringes de fyldte filtre tilbage til konditioneringskammeret eller -rummet for PM-filtrene. PM-prøvetagningsfiltrene konditioneres og vejes i overensstemmelse med punkt 8.2.4. (Procedurerer for efterkonditionering og samlet vejning af PM-filter).
7.3.2.3. Analyse af batchprøvetagning af forurenende luftarter
Så snart det er praktisk muligt, udføres følgende:
a) |
Alle gasanalysatorer til batchprøvetagning nulstilles og kalibreres senest 30 minutter efter afslutning af prøvningscyklussen eller under soak-periode, hvis det er praktisk muligt at kontrollere, om gasanalysatorerne stadig er stabile. |
b) |
Alle konventionelle batchprøvetagninger af forurenende luftarter skal analyseres senest 30 minutter efter, at prøvningscyklussen med varm start er gennemført, eller under henstandsperioden (soak). |
c) |
Baggrundsprøverne analyseres senest 60 minutter efter gennemførelsen af prøvningscyklussen med varm start. |
7.3.2.4. Kontrol af forskydning
Efter kvantificering af udstødningsgas kontrolleres forskydning som følger:
a) |
For gasanalysatorer til batchanalyse eller kontinuerlig analyse registreres middelanalyseværdien efter stabilisering af en nulstillingsgas til analysatoren. Stabilisering kan omfatte tid til at rense analysatoren for en eventuel prøvegas samt eventuelle yderligere tid til redegørelse for analysatorens respons. |
b) |
Middelanalyseværdien registreres efter stabilisering af justeringsgassen til analysatoren. Stabilisering kan omfatte tid til at rense analysatoren for en eventuel prøvegas samt eventuelle yderligere tid til redegørelse for analysatorens respons. |
c) |
Disse data anvendes til at validere og korrigere for forskydning som beskrevet i 8.2.2. |
7.4. Prøvningscyklusser
Følgende prøvningscyklusser finder anvendelse:
a) |
For motorer med variabel hastighed: prøvningscyklussen med 8 sekvenser eller den tilsvarende RMC-cyklus og den transiente NRTC-cyklus som specificeret i bilag 5. |
b) |
For motorer med konstant hastighed: prøvningscyklussen med 5 sekvenser eller den tilsvarende RMC-cyklus som specificeret i bilag 5. |
7.4.1. Stationære prøvningscyklusser
De stationære prøvningscyklusser er angivet i bilag 5 som en liste over diskrete modi (funktioner), hvor hver funktion har én hastighedsværdi og én drejningsmomentværdi. En stationær prøvningscyklus måles med en opvarmet motor i drift i henhold til fabrikantens specifikationer. En stationær prøvningscyklus kan gennemføres som en diskret modus eller en RMC-cyklus som beskrevet i de følgende punkter.
7.4.1.1. Prøvningscyklusser i stationær diskret modus
Den stationære prøvningcyklus i diskret modus med 8 sekvenser består af otte hastigheds- og belastningsmodi (med relevante vægtningsfaktorer for hver modus), som indbefatter det typiske driftsområde for motorer med variabel hastighed. Cyklussen er vist i bilag 5.
Den stationære prøvningcyklus i diskret modus med 5 sekvenser ved konstant hastighed består af fem belastningsmodi (med relevante vægtningsfaktorer for hver modus) - alle ved mærkehastighed, som indbefatter det typiske driftsområde for motorer med konstant hastighed. Cyklussen er vist i bilag 5.
7.4.1.2. Stationære prøvningscyklusser med rampe
RMC-prøvningscyklusser er varme driftscyklusser, hvor målingen af emissionen påbegyndes, efter motoren er startet, opvarmet og kører som angivet i punkt 7.8.2.1. Motoren kontrolleres løbende af prøvebænkens kontrolenhed under RMC-prøvningscyklussen. De forurenende emissioner måles og prøvetages løbende under RMC-prøvningscyklussen på samme måde som i den transiente cyklus.
Ved anvendelse af den 5-sekvensers prøvningscyklus består RMC af samme rækkefølge af prøvningsmodi som den tilsvarende diskrete stationære prøvecyklus. Ved anvendelse af den 8-sekvensers prøvningscyklus, har RMC en ekstra modus (opdelt tomgangsmodus), og sekvensen er ikke den samme som i den tilsvarende stationære cyklus i diskret modus med henblik på at undgå ekstreme ændringer i efterbehandlingstemperaturen. Varigheden af de forskellige modi vælges, så de svarer til vægtningsfaktorerne for den tilsvarende diskrete stationære prøvningscyklus. Ændringen i motorhastighed og belastning fra én modus til en anden skal kontrolleres lineært i 20 ± 1 s. Modusskiftetiden indgår i den nye modus (herunder den første modus).
7.4.2. Transient prøvningscyklus (NRTC)
Den ikke-vejgående overgangscyklus (NRTC) er specificeret i bilag 5 som en sekund-for-sekund-sekvens af normaliseret hastigheds- og drejningsmomentværdier. For at udføre prøvningen på en motortestcelle skal de normaliserede værdier konverteres til ækvivalente referencesværdier for den enkelte motor, der skal prøves, på grundlag af specifikke værdier for hastighed og drejningsmoment som fastlagt i motorkarakteristikken. Denne konvertering betegnes denormalisering, og den resulterende prøvningscyklus, er NRTC-referenceprøvningscyklussen for den motor, der skal prøves (jf. punkt 7.7.2).
Det normaliserede NRTC-dynamometerskema er vist grafisk nedenfor i figur 5.
Den transiente prøvningscyklus skal gennemføres to gange (jf. punkt 7.8.3.):
a) |
Som koldstart, efter at motoren og efterbehandlingssystemet er kølet ned til rumtemperatur efter en naturlig motornedkøling eller som koldstart efter tvunget nedkøling, og temperaturen på motor, kølervæske og olie, efterbehandlingssystemer og alle motorstyringsanordninger er stabiliseret mellem 20 og 30 °C. Måling af koldstartsemission indledes samtidigt med, at den kolde motor startes. |
b) |
Hot soak-periode – Umiddelbart efter gennemførelsen af koldstartsfasen, konditioneres motoren forud for varmstarten ved at gennemgå en hot soak-periode på 20 ± 1 minut. |
c) |
Varmstarten indledes umiddelbart efter soak-perioden ved motortørning. Gasanalysatorerne tændes mindst 10 s før soak-periodens udløb for at undgå spidssignaler ved tænding. Målingen af emissioner indledes parallelt med påbegyndelsen af varmstartsfasen inklusive motortørningen. De emissioner ved bremset effekt udtrykt i (g/kWh) bestemmes ved anvendelse af procedurerne i dette afsnit for både koldstarts- og varmstartsprøvningscyklusserne. Emissioner, der vægtes sammen, beregnes ved at vægte resultaterne for koldstartsprøvningen med 10 % og resultaterne for varmstartsprøvningen med 90 % som nærmere beskrevet i bilag 4B, tillæg A.7-A.8. |
7.5. Generel prøvningssekvens
For at måle motoremissionerne udføres følgende skridt:
a) |
For den motor, der skal prøves, skal der defineres prøvningshastigheder og prøvningsbelastninger for motoren ved at måle det maksimale drejningsmoment (for motorer med konstant hastighed) eller kurven for maksimalt drejningsmoment (for motorer med variabel hastighed). |
b) |
Normaliserede prøvningscyklusser skal denormaliseres med de drejningsmomenter (for motorer med konstant hastighed) eller hastigheder og drejningsmomenter (for motorer med variabel hastighed), der er angivet i forrige underafsnit a) i punkt 7.5. |
c) |
Motor, udstyr og måleinstrumenter skal på forhånd være forberedt på følgende emissionsprøvning eller prøveserie (kold og varm cyklus). |
d) |
Der gennemføres procedurer forud for prøvningen for at kontrollere, at visse analysatorer og andet udstyr fungerer korrekt. Alle analysatorer skal kalibreres. Alle data fra disse procedurer skal registreres. |
e) |
Motoren startes (NRTC) eller holdes i gang (stationær cyklus) ved kørecyklusens indledning og prøvetagningssystemerne startes samtidig. |
f) |
Emissioner og andre påkrævede parametre måles eller registreres under prøvetagningen (for NRTC-cyklusser og stationære RMC-cyklusser måles og registreres) under hele prøvningscyklussen. |
g) |
Der gennemføres procedurer efter prøvningen for at kontrollere, at visse analysatorer og andet udstyr fungerer korrekt. |
h) |
PM-filtre forkonditioneres, vejes (tomvægt), lastes, genkonditioneres og genvejes (lastet vægt), og derefter vurderes prøverne efter de forudgående (punkt 7.3.1.5.) og efterfølgende (punkt 7.3.2.2.) procedurer. |
i) |
Resultaterne af emissionsprøvningen vurderes. |
Følgende diagram giver en oversigt over de procedurer, der er nødvendige for at kunne gennemføre NRMM-prøvningscyklusser med måling af udstødningsemissioner.
Figur 7.3
Prøvningssekvens
7.5.1. Motorstart og -genstart
7.5.1.1. Motorstart
Motoren startes:
a) |
som anbefalet i instruktionsbogen ved hjælp af en startmotor fra produktionen eller et trykluftstartsystem og enten et tilstrækkeligt opladet batteri, en passende strømforsyning eller en passende trykluftkilde eller |
b) |
ved at bruge dynamometeret til at tørne motoren, indtil den starter. Typisk skal motoren tørnes inden for ± 25 % af dens normale startomdrejningstal, eller den startes ved lineært at øge dynamometerhastigheden fra nul til 100 min–1 under laveste tomgangshastighed, men kun indtil motoren starter. |
Tørning skal ophøre inden for 1 s efter motorstart. Hvis motoren ikke starter efter 15 sekunders tørning ved startomdrejningstal, indstilles startforsøget og grunden til, at motoren ikke starter, undersøges, medmindre det af instruktionsbogen eller servicehåndbogen fremgår, at en længere starttid er normal.
7.5.1.2. Motorstop
a) |
Hvis motoren på noget tidspunkt under NRTC-koldstartsprøvningen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres. |
b) |
Hvis motoren på noget tidspunkt under NRTC-varmstartsprøvningen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres. Motoren skal henstå med fordampningsemission (soak) i overensstemmelse med punkt 7.8.3, og varmstartsprøvningen gentages. I dette tilfælde er det ikke nødvendigt at gentage koldstartsprøvningen. |
c) |
Hvis motoren på noget tidspunkt under den stationære (diskrete eller RMC-) cyklus går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres, og prøvningen gentages og indledes med motoropvarmningsproceduren. I tilfælde af partikelmåling efter flerfiltermetoden (et prøvetagningsfilter for hver driftsmodus) fortsættes prøvningen ved at stabilisere motoren i den foregående modus med henblik på konditionering af motortemperaturen, hvorefter der påbegyndes måling i den modus, hvori motoren gik i stå. |
7.6. Optegning af motorkarakteristik
Før optegningen af motorkarakteristikken påbegyndes, opvarmes motoren, idet den mod slutningen af opvarmningen køres i mindst 10 minutter ved maksimal effekt eller i henhold til fabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis for at stabilisere temperaturen i motorens kølervæske og olie. Når motoren er stabiliseret, optegnes motorkarakteristikken.
Med undtagelse af motorer med konstant hastighed optegnes motorkarakteristikken med fuldt åbnet gasspjæld eller regulator, idet der anvendes diskrete hastigheder i stigende rækkefølge. Den minimale og den maksimale motorkarakteristikhastighed er defineret således:
Minimal karakteristikhastighed |
= |
varm tomgangshastighed |
Maksimal karakteristikhastighed |
= |
n hi × 1,02, dog højst den hastighed, hvor drejningsmomentet ved maks. drejningsmoment går mod nul. |
Hvor n hi er den høje hastighed, defineret som den højeste motorhastighed, hvor der leveres 70 % af den maksimale motoreffekt.
Hvis den højeste hastighed er usikker eller ikke-repræsentativ (f.eks. for uregulerede motorer), anvendes god teknisk praksis til at optegne motorkarakteristikken op til den højeste sikre eller repræsentative hastighed.
7.6.1. Optegning af motorkarakteristik for stationær 8-sekvensers-cyklus
Ved optegning af motorkarakteristik for den stationære 8-sekvensers-cyklus (kun for motorer, der ikke skal gennemgå NRTC-cyklussen), udvælges gennem god teknisk praksis et tilstrækkeligt antal (20-30), jævnt fordelte, referencepunkter. Ved hvert referencepunkt skal hastigheden være stabiliseret, og drejningsmomentet skal have mulighed for at stabilisere sig i mindst 15 sekunder. Den gennemsnitlige hastighed og det gennemsnitlige drejningsmoment registreres ved hvert referencepunkt. Om nødvendigt bestemmes hastighederne og drejningsmomenterne til den 8-sekvensers prøvning ved hjælp af lineær interpolation. Hvis de afledte prøvningshastigheder og -belastninger ikke afviger med mere end ± 2,5 % fra de hastigheder og momenter, som fabrikanten har angivet, anvendes de af fabrikanten definerede hastigheder og belastninger. Når motorerne også skal gennemføre NRTC-cyklussen, anvendes NRTC-motorkarakteristikken til at bestemme hastighederne og momenterne til den stationære prøvning.
7.6.2. Optegning af motorkarakteristik for NRTC-cyklussen
Motorkarakteristikken optegnes efter følgende fremgangsmåde:
a) |
Motoren skal være ubelastet og gå med tomgangshastighed:
|
b) |
Førerkrav sættes til maksimum, og motorhastigheden styres til mellem varm tomgangshastighed og 95 % af varm tomgangshastighed. For motorer med referencedriftscyklusser, hvis laveste hastighed er højere end den varme tomgangshastighed, kan optegningen påbegyndes mellem den laveste referencehastighed og 95 % af den laveste referencehastighed. |
c) |
Motorhastigheden skal øges med en hastighed på gennemsnitligt 8 ± 1 min–1/s, eller motorens karakteristik optegnes ved hjælp af en kontinuerlig jævn hastighedsstigning, således at det tager 4 til 6 minutter at nå fra minimal til maksimal karakteristikhastighed. Hastighedsområdet for optegningen indledes mellem varm tomgang og 95 % af varm omgang og afsluttes ved den højeste hastighed over den maksimale effekt, hvor mindre end 70 % af den maksimale effekt indtræder. Hvis denne højeste hastighed er usikker eller ikke-repræsentativ (f.eks. for uregulerede motorer), anvendes god teknisk praksis til at optegne motorkarakteristikken op til den højeste sikre eller repræsentative hastighed. Motorens hastigheds- og drejningsmomentpunkter skal registreres med en målefrekvens på mindst 1 Hz. |
d) |
Anser en fabrikant ovennævnte teknikker til optegning af karakteristik for sikkerhedsmæssigt utilfredsstillende eller dårligt repræsentative for en given motor, kan alternative teknikker til optegning af karakteristik anvendes. Sådanne alternative teknikker skal opfylde den angivne karakteristikprocedures formål: at bestemme det maksimale drejningsmoment, der er til rådighed ved alle motorhastigheder, som gennemløbes under prøvningscyklussen. Hvis der afviges fra de teknikker til optegning af karakteristik, som er foreskrevet i dette punkt med begrundelse i sikkerhed eller repræsentativitet, skal sådanne afvigende teknikker godkendes af den typegodkendende myndighed tillige med begrundelsen for deres anvendelse. Dog må drejningsmomentkurven under ingen omstændigheder gennemkøres med faldende motorhastigheder i forbindelse med regulerede eller turboladede motorer. |
e) |
Der behøver ikke optages karakteristik af motoren før hver eneste prøvningscyklus. En motor skal genoptegnes, hvis:
|
7.6.3. Optegning af motorkarakteristik for motorer med konstant hastighed:
a) |
Motoren drives med en regulator for konstant hastighed fra produktionen, eller en sådan regulator kan simuleres ved at styre motorhastigheden med et styringssystem med førerkrav. Afhængigt af, hvad der er relevant, anvendes enten isokron- eller hastighedsfaldsregulering (speed-droop). |
b) |
Med den regulatorstyrede eller den simulerede regulatorstyring af hastigheden og anvendelse af førerkrav drives motoren ved reguleret ubelastet hastighed (ved høj hastighed, ikke lav tomgang) i mindst 15 s |
c) |
Ved hjælp af dynamometeret øges drejningsmomentet jævnt. Optegningen foretages således, at det tager 2-4 minutter at nå fra den regulerede ubelastede hastighed til det maksimale drejningsmoment. Under optegning af motorkarakteristikken registreres den faktiske hastighed og det faktisk drejningsmoment med mindst 1 Hz |
d) |
Hvis en motorgenerator anvendes til at generere 50 Hz- og 60 Hz-strøm (f.eks. 1 500 og 1 800 min–1), skal motoren prøves ved begge konstante hastigheder separat. |
For motorer med konstant hastighed anvendes på grundlag af et velbegrundet teknisk skøn andre metoder til at registrere maks. drejningsmoment og effekt ved de fastlagte driftshastigheder.
7.7. Generering af prøvningscyklus
7.7.1. Generering af stationære prøvningscyklusser (NRSC)
7.7.1.1. Mærkehastighed og denormaliseret hastighed
For motorer, som prøves med både med NRSC og NRTC, beregnes den denormaliserede hastighed i henhold til den transiente procedure (punkt 7.6.2 og 7.7.2.1 og figur 7.3). Hvis der er tale om stationær cyklus, angives den denormaliserede hastighed (n denorm) i stedet for mærkehastighed.
Hvis den beregnede denormaliserede hastighed (n denorm) ligger inden for ± 2,5 % af den denormaliserede hastighed som oplyst af fabrikanten, kan den oplyste denormaliserede hastighed (n denorm) anvendes til emissionsprøvning. Hvis tolerancen overskrides, anvendes den beregnede denormaliserede hastighed (n denorm) til emissionsprøvningen.
For motorer med variabel hastighed, der ikke er prøvet med NRTC, beregnes mærkehastigheden i tabellerne i bilag 5 til dette regulativ for den 8-sekvensers diskrete RMC og den afledte RMC i henhold den stationære procedure (punkt 7.6.1 og 7.7.2.1. og figur 7.3). Mærkehastigheden er defineret i punkt 2.1. 69.
For motorer med konstant hastighed skal mærkehastigheden og den motorstyrede hastighed i tabellerne i bilag 5 til dette regulativ for den 5-sekvensers diskrete cyklus og den afledte RMC-cyklus være som defineret i punkt 2.1.30 og 2.1.69.
7.7.1.2. Generering af stationær 8-sekvensers prøvningscyklus (diskret og RMC)
Mellemhastigheden bestemmes ud fra beregningerne i henhold til definitionen heraf (jf. punkt 2.1.42.). I overensstemmelse med punkt 7.7.1.1 skal den denormaliserede hastighed for motorer (n denorm), der prøves med både NRSC og NRTC anvendes i stedet for mærkehastigheden ved bestemmelse af mellemhastigheden.
Motorens indstilling beregnes for hver prøvningssekvens ved hjælp af formlen:
|
(7-1) |
hvor:
S |
= |
dynamometerindstilling, kW |
P max |
= |
konstateret eller angivet effekt ved prøvningshastigheden under prøvningsbetingelserne (som oplyst af fabrikanten) i kW |
P AUX |
= |
oplyst samlet effekt absorberet af det til prøvningen monterede hjælpeudstyr (jf. punkt 6.3.) ved prøvningshastigheden i kW |
L |
= |
% drejningsmoment |
Under prøvningscyklussen bringes motoren til at fungere ved den motorhastighed og det moment, der er defineret i bilag 5.
De maksimale drejningsmomentværdier ved de specificerede hastigheder udledes af karakteristikkurven (se punkt 7.6.1 og 7.6.2.). "Målte" værdier måles enten direkte under optegningen af motorkarakteristikken eller bestemmes ud fra motorkarakteristikken. "Oplyste" værdier er specificeret af fabrikanten. Når både målte og oplyste værdier er tilgængelige, kan oplyste værdier anvendes i stedet for målte momenter, hvis de ikke afviger mere end ± 2,5 %. Ellers anvendes de målte drejningsmomenter, som er afledt af motorkarakteristikken.
7.7.1.3. Generering af stationær 5-sekvensers prøvningscyklus (diskret og RMC)
Under prøvningscyklussen bringes motoren til at fungere ved den motorhastighed og det moment, der er defineret i bilag 5.
Maksimalværdien for karakteristikmomentet ved den specificerede hastighed (jf. punkt 7.7.1.1) anvendes til at generere den 5-sekvensers prøvningscyklus. Der kan oplyses et mindste varmt drejningsmoment for drift ved ibrugtagning. Hvis motoren f.eks. typisk er forbundet med en maskine, der ikke opererer under et vist mindste drejningsmoment, kan dette drejningsmoment oplyses og anvendes til generering af prøvningscyklusserne. Når både målte og oplyste værdier er tilgængelige for prøvningens største drejningsmoment for generering af prøvningscyklusser, kan den angivne værdi anvendes i stedet for den målte værdi, hvis den ligger inden for 95-100 % af den målte værdi.
Tallene for drejningsmoment er angivet som procent af drejningsmomentet svarende til primæreffekten (3). Primæreffekten defineres som den maksimale effekt, der er tilgængelig under en sekvens med variabel effekt, som kan køres i et ubegrænset antal timer årligt, mellem de oplyste vedligeholdelsesintervaller og under de oplyste omgivende forhold. Vedligeholdelsen skal udføres som foreskrevet af fabrikanten.
7.7.2. Generering af transient prøvningscyklus (NRTC denormalisering)
I bilag 5 defineres de relevante prøvningscyklusser i normaliseret format. En normaliseret prøvningscyklus består i en sekvens af parrede procentværdier for hastighed og drejningsmoment.
Normaliserede værdier for hastighed og drejningsmoment skal transformeres ved følgende konventioner:
a) |
Den normaliserede hastighed transformeres til en sekvens af referencehastigheder, n ref, i overensstemmelse med punkt 7.7.2.2. |
b) |
Det normaliserede drejningsmoment udtrykkes som procentdel af det optegnede drejningsmoment ved den tilsvarende referencehastighed. Disse normaliserede værdier transformeres til en sekvens af referencedrejningsmomenter, T ref, i overensstemmelse med punkt 7.7.2.3. |
c) |
Værdierne for referencehastighed og referencedrejningsmoment udtrykt i sammenhængende enheder multipliceres for at beregne referenceeffektværdierne. |
7.7.2.1. Denormaliseret hastighed (n denorm)
Referencehastigheden (n denorm) vælges, så den svarer til de 100 % normaliserede hastighedsværdier, der er angivet i dynamometerskemaet i bilag 5. Den referencecyklus for motoren, der fremkommer ved denormalisering til referencehastigehed, afhænger af at der vælges den korrekte denormaliserede hastighed (n denorm). Ved beregningen af den denormaliserede hastighed (n denorm), som udledes af den målte karakteristikkurve, kan en af følgende relevante formler anvendes efter aftale med de typegodkendende myndigheder.
a) |
Hvor:
|
b) |
n denorm svarende til den længste vektor, defineret som
hvor:
|
Bemærk, at hvis der findes flere maksimalværdier, vælges den denormaliserede hastighed (n denorm) som den laveste hastighed af alle punkter med samme maksimale kvadratsum. Der kan anvendes en højere oplyst hastighed, hvis længden af vektoren ved den oplyste hastighed ligger inden for 2 % af længden af vektoren ved den målte værdi.
Hvis den faldende del af kurven for fuld belastning har en meget stejl kant, kan det give problemer for korrekt afvikling af hastighederne på 105 % af NRTC-cyklussen. I dette tilfælde kan den denormaliserede hastighed (n denorm), efter forudgående aftale med de typegodkendende eller certificerende myndigheder, reduceres lidt (højst 3 %) for at sikre en så korrekt afvikling af NRTC som muligt.
Hvis den målte denormaliserede hastighed (n denorm) ikke afviger mere end ± 3 % fra den af fabrikanten angivne denormaliserede hastighed, anvendes den angivne denormaliserede hastighed (n denorm) ved emissionsprøvningen. Hvis tolerancen overskrides, anvendes den målte denormaliserede hastighed (n denorm) ved emissionsprøvningen.
7.7.2.2. Denormalisering af motorhastigheden
Motorhastigheden denormaliseres ved hjælp af følgende ligning:
|
(7-4) |
hvor:
n ref |
= |
referencehastighed |
n denorm |
= |
denormaliseret hastighed |
n idle |
= |
tomgangshastighed |
%speed |
= |
angivet NRTC-normaliseret hastighed |
7.7.2.3. Denormalisering af motorens drejningsmoment
Drejningsmomentværdierne i dynamometerskemaet i bilag 5, punkt 1.3, er normaliseret til det maksimale drejningsmoment ved den pågældende hastighed. Referencecyklussens drejningsmomentværdier denormaliseres ved hjælp af den karakteristikkurve, der er fastlagt i henhold til punkt 7.6.2, på følgende måde:
|
(7-5) |
for den pågældende referencehastighed, bestemt i punkt 7.7.2.2.
7.7.2.4. Eksempel på denormaliseringsmetode
Som eksempel vises, hvordan følgende testpunkt denormaliseres:
% hastighed |
= |
43 % |
% drejningsmoment |
= |
82 % |
Følgende værdier er givet:
n denorm |
= |
2 200 min-1 |
n idle |
= |
600 min-1 |
resulterende i
hvor det maksimale drejningsmoment, aflæst på karakteristikkurven ved 1 288 min–1, er 700 Nm
7.8. Procedure for afvikling af specifik prøvningscyklus
7.8.1. Emissionsprøvningssekvens for diskrete stationære prøvecyklusser
7.8.1.1. Motoropvarmning ved stationære prøvningscyklusser i diskret modus
Med henblik på forkonditionering opvarmes motoren i henhold til fabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis. Inden emissionsprøvetagningen kan påbegyndes, skal motoren køres, indtil motortemperaturerne (kølervæske og motorolie) er stabiliseret (normal mindst 10 minutter); denne kørsel skal foregå i modus 1 (100 % drejningsmoment og mærkehastighed for den 8-sekvensers prøvningscyklus og mærkehastighed og nominel konstant motoromdrejningshastighed og 100 % drejningsmoment for den 5-sekvensers prøvningscyklus. Prøvningscyklussens målinger påbegyndes umiddelbart efter dette motorkonditioneringspunkt.
Procedurerne forud for prøvningen, herunder analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1.
7.8.1.2. Gennemførelse af prøvningscyklusser i diskret modus
a) |
Prøvningen foretages i opstigende modusnummerrækkefølge som angivet for prøvningscyklussen (jf. bilag 5). |
b) |
Hver modus skal have en moduslængde på mindst 10 minutter. I hver modus stabiliseres motoren i mindst 5 minutter, og for forurenende luftarter udtages emissionerne i 1-3 minutter mod slutningen af hvert forløb. Det er tilladt at forlænge udtagningstiden for at forbedre partikeludtagningens nøjagtighed. Varigheden af den pågældende modus skal registreres og angives i rapporten. |
c) |
Prøveudtagning af partikler foretages enten ved enkeltfiltermetoden eller flerfiltermetoden. Da metoderne kan give let afvigende resultater, skal den anvendte metode angives sammen med resultaterne. Anvendes metoden med enkeltfilter, skal de i prøvningscyklussen angivne vægtningsfaktorer og den faktiske udstødningsstrøm tages i betragtning ved prøveindsamlingen gennem tilsvarende indstilling af gennemstrømningshastighed og/eller prøvetagningstid. Den effektive vægtningsfaktor for partikeludtagning skal ligge inden for ± 0,003 af vægtningensfaktoren for den pågældende modus. Udtagning af prøverne skal finde sted senest muligt i hvert forløb. I forbindelse med enkeltfiltermetoden skal afslutningen af partikelprøvningen inden for ± 5 s være sammenfaldende med afslutningen af målingen af forurenende luftarter. Prøvetagningstiden skal for hver sekvens være mindst 20 s for metoden med enkeltfilter og mindst 60 s for flerfiltermetoden. For systemer uden mulighed for omføring skal prøvetagningstiden pr. sekvens være mindst 60 s for enkelt- og flerfiltermetoden. |
d) |
Motorens hastighed og belastning, indsugningsluftens temperatur, brændstofstrømmen og luft- eller udstødningsgasstrømmen skal måles i hver sekvens med samme tidsinterval som for måling af gasformige koncentrationer. Eventuelle yderligere data, som er nødvendige for beregningen, registreres. |
e) |
Hvis motoren går i stå, eller emissionsudtagningen afbrydes efter påbegyndelse af emissionsudtagning for en diskret modus og enkeltfiltermetoden, kasseres prøvningsresultaterne, og prøvningen gentages med motoropvarmningsproceduren. I tilfælde af partikelmåling efter flerfiltermetoden (et prøvetagningsfilter for hver driftsmodus) fortsættes prøvningen ved at stabilisere motoren i den foregående modus med henblik på konditionering af motortemperaturen, hvorefter der påbegyndes måling i den modus, hvori motoren gik i stå. |
f) |
Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2. |
7.8.1.3. Valideringskriterier
I de enkelte sekvenser i den givne stationære prøvningscyklus efter den indledende overgangsperiode må den målte hastighed højst afvige fra referencehastigheden i ± 1 % af mærkehastigheden, dog ikke over ± 3 min-1, med undtagelse af tomgang, der skal være inden for de af fabrikanten angivne tolerancer. Det målte drejningsmoment må ikke afvige fra referencedrejningsmomentet i mere end ± 2 % af det maksimale drejningsmoment ved prøvningshastigheden.
7.8.2. RMC-prøvningscyklusser
7.8.2.1. Motoropvarmning
Før de stationære RMC-prøvningscyklusser påbegyndes, skal motoren opvarmes og være i drift, indtil motortemperaturerne (kølervæske og motorolie) er stabiliseret på 50 % af hastigheden og 50 % af drejningsmomentet for RMC-prøvningscyklussen (afledt af den 8-sekvensers prøvningscyklus) og ved mærkehastighed eller nominel motorhastighed og 50 % af drejningsmomentet for RMC-prøvningscyklussen (afledt af den 5-sekvensers prøvningscyklus). Umiddelbart efter denne konditionering af motoren, ændres motorhastighed og drejningsmoment i en lineær rampe på 20 ± 1 s til første modus i prøven. Prøvningscyklussens målinger påbegyndes mellem 5 og 10 s efter afslutningen af rampen.
7.8.2.2. Gennemførelse af RMC-prøvningscyklus
RMC-cyklusserne, der er afledt af den 8-sekvensers og 5-sekvensers prøvningscyklusser, vises i bilag 5.
Motoren skal fungere i det foreskrevne tidsrum i hver sekvens. Overgangen fra én transportform til den næste skal foregå lineært i 20 s ± 1 s efter de tolerancer, der er foreskrevet i punkt 7.8.2.4 (jf. bilag 5).
For RMC-cyklusser genereres værdierne for referencehastighed og drejningsmoment med en minimumsfrekvens på 1 Hz, og denne sekvens af punkter anvendes til kørsel af cyklussen. I overgangsfasen mellem sekvenserne skal værdierne for referencehastighed og drejningsmoment stige lineært mellem sekvenserne for at generere referencepunkter. De normaliserede værdier for referencedrejningsmoment må ikke stige lineært mellem sekvenserne og derefter denormaliseres. Hvis hastigheds- og drejningsmomentstigningen løber gennem et punkt over motorens drejningsmomentkurve, fortsættes den for at styre referencedrejningsmomenterne, og operatøren tillades af fortsætte til maksimum.
Gennem hele RMC-prøvningscyklussen (i hver sekvens og inklusive stigningerne mellem sekvenserne) måles koncentrationen af hver forurenende luftart, og der foretages udtagning af partikler. De forurenende luftarter kan måles ufortyndet eller fortyndet og registreres løbende. Hvis de fortyndes, kan de også opsamles i en prøvetagningssæk. Partikelprøven fortyndes med konditioneret og ren luft. Der tages én prøve gennem hele prøvningproceduren, som opsamles på et enkelt partikeludtagningsfilter.
For at beregne de specifikke emissioner beregnes det faktiske arbejde i cyklussen ved at integrere den faktiske motoreffekt i løbet af hele cyklussen.
7.8.2.3. Emissionsprøvningssekvens:
a) |
Gennemførelsen af RMC, udtagningen af udstødningsgasser, dataregistreringen og integreringen af de målte værdier påbegyndes samtidigt. |
b) |
Hastighed og drejningsmoment styres til den første sekvens i prøvningscyklussen. |
c) |
Hvis motoren på noget tidspunkt i løbet af RMC-cyklussen går i stå, skal prøvningsresultaterne kasseres. Motoren forkonditioneres og prøvningen gentages. |
d) |
Ved afslutning af RMC-cyklussen fortsættes prøveudtagningen, dog ikke for partikler, idet alle systemer er i drift indtil udløbet af systemets responstid. Herefter standses al prøveudtagning og registrering, herunder registrering af baggrundsprøver. Endelig standses eventuelle integreringsanordninger, og afslutningen af prøvningscyklussen anføres i de registrerede data. |
e) |
Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.4. |
7.8.2.4. Valideringskriterier
RMC-prøvninger skal valideres ved hjælp af regressionsanalyse som beskrevet i punkt 7.8.3.3 og 7.8.3.5. De tilladte RMC-tolerancer er anført i følgende tabel 7.1. Bemærk, at RMC-tolerancerne er forskellige fra NRTC-tolerancerne i tabel 7.2.
Tabel 7.1
RMC-regressionslinjernes tolerancer
|
Hastighed |
Moment |
Effekt |
Middelfejl på estimatet (SEE) af y på x |
maks. 1 % af mærkehastighed |
maks. 2 % af maksimalt motordrejningsmoment |
maks. 2 % af maksimal motoreffekt |
Regressionslinjens hældning, a 1 |
0,99-1,01 |
0,98-1,02 |
0,98-1,02 |
Determinationskoefficient |
min. 0,990 |
min. 0,950 |
min. 0,950 |
Regressionslinjens skæring med y-aksen, a 0 |
±1 % af mærkehastighed |
±20 Nm, dog mindst 2 % af maksimalt drejningsmoment |
±4 kW, dog mindst 2 % af maksimal effekt |
Hvis RMC-prøvningen ikke udføres på en transient prøvebænk med sekundvis tilgængelige værdier for hastighed og drejningsmoment, anvendes følgende valideringskriterier.
For hver sekvens er kravene til hastighed og drejningsmoment opgivet i punkt 7.8.1.3. For de 20 sekunders lineære hastigheds- og momentovergange mellem de stationære RMC-prøvningssekvenser (punkt 7.4.1.2.) gælder følgende tolerancer for hastighed og belastning for stigningen, idet hastigheden holdes lineært inden for ± 2 % af mærkehastigheden. Drejningsmomentet holdes lineært inden for ± 5 % af det maksimale drejningsmoment ved mærkehastigheden.
7.8.3. Transient prøvningscyklus (NRTC)
Kommandoer om referencehastigheder og -momenter skal foretages sekventielt med henblik på gennemførelse af den transiente prøvningscyklus. Kommandoer til hastighed og drejningsmoment foretages med en frekvens på mindst 5 Hz. Fordi referenceprøvningscyklussen er angivet til 1 Hz, skal de mellemliggende hastigheds- og drejningsmomentkommandoer interpoleres lineært fra de referenceværdier for moment, som genereres ved generering af cyklussen.
Små denormaliserede hastighedsværdier tæt på den varme tomgangshastighed kan medføre, at regulatoren for lav tomgangshastighed aktiveres, og at motorens drejningsmoment overskrider referencedrejningsmomentet, selv ved et minimalt operatørkrav. I sådanne tilfælde anbefales det at styre dynamometeret, således at det prioriterer referencedrejningsmomentet frem for referencehastigheden, og lade motoren styre hastigheden.
Under koldstartsforhold kan motorerne anvende en forbedret tomgangsanordning til hurtig opvarmning af motoren og efterbehandlingssystemet. Under sådanne forhold vil meget lave normaliserede hastigheder generere referencehastigheder, der er lavere end en sådan øget tomgangshastighed I sådanne tilfælde anbefales det at styre dynamometeret, så det prioriterer opnåelsen af referencedrejningsmomentet, og lade motoren styre hastigheden, når operatørkravet er minimalt.
Under emissionsprøvning registeres referencehastighederne, drejningsmomenterne og feedback-værdierne for hastighed og drejningsmoment med en mindste frekvens på 1 Hz, men helst 5 Hz eller endda 10 Hz. Denne større registreringsfrekvens er vigtig, fordi den hjælper med til at minimere den skævhed, der skyldes tidsforsinkelsen mellem referenceværdierne og de målte værdier for hastighed og drejningsmoment.
Referencehastighed/-drejningsmoment og feedback-hastighed/-drejningsmoment kan registreres ved lavere frekvenser (så lavt som 1 Hz), hvis gennemsnitsværdierne i tidsintervallerne mellem de registrerede værdier registreres. Gennemsnitsværdierne beregnes på grundlag af feedback-værdier ajourført ved en frekvens på mindst 5 Hz. De registrerede værdier skal anvendes til at beregne godkendelsesstatistik for cyklussen og det samlede arbejde.
7.8.3.1. Forkonditionering af motoren
For at opfylde stabilitetsvilkårene for den efterfølgende emissionsprøvning skal prøvetagningssystemet og motoren forkonditioneres enten ved at gennemkøre en komplet NRTC-forcyklus, eller ved at lade motoren og målesystemerne fungere under forhold, der svarer til selve prøvningscyklussen. Hvis den foregående prøve også var en NRTC-varmprøvning, er yderligere konditionering ikke nødvendig.
Der kan anvendes naturlig eller kunstig nedkøling. Ved kunstig nedkøling etableres i overensstemmelse med god teknisk praksis systemer til at sende køleluft hen over maskinen, sende køleolie gennem motorens smøresystem, bortlede varme fra kølemiddelet gennem motorens kølesystem og aflede varme fra udstødningens efterbehandlingssystem. Ved kunstig nedkøling af et efterbehandlingssystem, må køleluften først tilføres, når efterbehandlingssystemet er nedkølet til under den temperatur, hvor katalysen aktiveres. Køleprocedurer, der fører til ikke-repræsentative emissioner, er ikke tilladt.
Procedurerne forud for prøvningen, herunder analysatorkalibrering, foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.1.
7.8.3.2. Gennemførelse af en NRTC-transient prøvningscyklus
Prøvning påbegyndes på følgende måde:
Prøvningssekvensen påbegyndes umiddelbart efter, at motoren er startet fra nedkølet tilstand, hvis der er tale om kold NRTC-prøvning, eller fra varm soak-tilstand, hvis der er tale om varm NRTC-prøvning. Instrukserne (i bilag 5) skal følges.
Datalogging, udtagning af udstødningsgasser og integrering af de målte værdier påbegyndes samtidigt med motorstart. Prøvningscyklussen påbegyndes, når motoren starter, og gennemføres i henhold til planen i bilag 5.
Ved afslutning af cyklussen fortsættes prøveudtagningen, idet alle systemer er i drift indtil udløbet af systemets responstid. Herefter standses al prøveudtagning og registrering, herunder registrering af baggrundsprøver. Endelig standses eventuelle integreringsanordninger, og afslutningen af prøvningscyklussen anføres i de registrerede data.
Procedurerne efter prøvningen foretages i overensstemmelse med punkt 7.3.2.
7.8.3.3. Kriterier for cyklusvalidering i forbindelse med transient prøvningscyklus
For at kontrollere en prøvnings validitet anvendes kriterierne for cyklusvalidering på referenceværdierne og feedback-værdierne for hastighed, drejningsmoment, effekt og samlet arbejde.
7.8.3.4. Beregning af det udførte arbejde i cyklussen
Før beregning af det udførte arbejde i cyklussen udelades alle hastigheds- og drejningsmomentværdier registreret under start af motoren. Punkter med negative drejningsmomentværdier skal oplyses som nul arbejde. Det faktisk udførte arbejde under cyklussen W act (kWh) beregnes ved hjælp af feedback-værdier for motorhastighed og drejningsmoment. Arbejdet i cyklussen W ref (kWh) beregnes ved hjælp af referenceværdier for motorhastighed og drejningsmoment. Det faktiske arbejde W act benyttes til sammenligning med arbejdet W ref i referencecyklussen og til beregning af emissioner ved bremset effekt (jf. punkt 7.2).
W act skal ligge mellem 85 % og 105 % af W ref.
7.8.3.5. Valideringsstatistik (jf. bilag 4B tillæg A.2.)
Den lineære regression mellem referenceværdierne og feed-backværdierne for hastighed, drejningsmoment og effekt beregnes.
For at minimere den skævhed, der skyldes tidsforsinkelsen mellem værdierne for reference- og feedback-referencecyklussen, kan hele sekvensen af feedback-signaler bestående af motorhastighed og drejningsmoment fremskyndes eller forsinkes i forhold til sekvensen af referencehastigheds- og drejningsmomentsignalerne. Hvis responssignalerne forskydes, skal hastighed og drejningsmoment forskydes lige meget i samme retning.
Der anvendes mindste kvadraters metode, med bedste tilnærmelse repræsenteret ved en ligning med formen:
|
(7-6) |
hvor:
y |
= |
feedback-værdi for hastighed (min–1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW) |
a 1 |
= |
Regressionslinjens hældning |
x |
= |
referenceværdien for hastighed (min–1), drejningsmoment (Nm) eller effekt (kW) |
a 0 |
= |
regressionslinjens skæring med y-aksen |
For hver regressionslinje beregnes middelfejlen på estimatet (SEE) af y på x og determinationskoefficienten (r 2) (bilag 4B, tillæg A.2).
Det anbefales, at denne analyse foretages ved 1 Hz. For at en test kan anses for gyldig, skal kriterierne i tabel 7.2 nedenfor være opfyldt.
Tabel 7.2
Regressionslinjernes tolerancer
|
Hastighed |
Moment |
Effekt |
Middelfejl på estimatet (SEE) af y på x |
≤ 5,0 % af maks. prøvningshastighed |
≤ 10 % af motorens maks. drejningsmoment |
≤ 10 % af motorens maks. effekt |
Regressionslinjens hældning, a 1 |
0,95-1,03 |
0,83-1,03 |
0,89-1,03 |
Determinationskoefficient, r 2 |
min. 0,970 |
min. 0,850 |
min. 0,910 |
Regressionslinjens skæring med y-aksen, a 0 |
≤ 10 % af tomgang |
± 20 Nm eller ±2 % af maks. drejningsmoment; det største gælder |
± 4 kW eller ±2 % af maks. effekt; det største gælder |
Alene til brug ved regressionsanalysen tillades sletning af punkter som anført i tabel 7.3 i dette punkt, før regressionsberegningen foretages. Disse punkter må dog ikke slettes ved beregning af arbejde udført i cyklussen og emissioner. Et tomgangspunkt defineres som et punkt med et normaliseret referencedrejningsmoment på 0 % og en normaliseret referencehastighed på 0 %. Punktsletning kan anvendes på cyklussen eller enhver del af denne; de slettede punkter skal specificeres.
Tabel 7.3
Punkter, som det er tilladt at slette af regressionsanalysen
Hændelse |
Betingelser (n = motorhastighed, t = drejningsmoment) |
Tilladt punktsletning |
Minimalt operatørkrav (tomgangspunkt) |
n ref = n idle samt T ref = 0 samt T act > (T ref – 0,02 T maxmappedtorque) samt T act < (T ref + 0,02 T maxmappedtorque) |
hastighed og effekt |
Minimalt operatørkrav |
n act ≤ 1,02 n ref and T act > T ref eller n act > n ref and T act ≤ T ref' eller n act > 1,02 n ref og T ref < T act ≤ (T ref + 0,02 T maxmappedtorque) |
effekt og enten moment eller hastighed |
Maksimalt operatørkrav |
n act < n ref og T act ≥ T ref eller n act ≥ 0,98 n ref og T act < T ref eller n act < 0,98 n ref og T ref > T act ≥ (T ref – 0,02 T maxmappedtorque) |
effekt og enten moment eller hastighed |
8. MÅLINGSPROCEDURER
8.1. Kalibrering og præstationskontrol
8.1.1. Indledning
Dette afsnit beskriver den påkrævede kalibrering og verifikation af målesystemerne. Se punkt 9.4 for specifikationer, der gælder for de enkelte instrumenter.
Kalibrering eller verifikation foretages generelt gennem hele målekæden.
Hvis der ikke specificeres kalibrering eller verifikation af en del af et målesystem, kalibreres den del af systemet, og dens præstation verificeres med en frekvens, der svarer til fabrikantens anbefalinger og er i overensstemmelse med god teknisk praksis.
For at opfylde de specificerede tolerancer for kalibrering og verifikation anvendes standarder, der kan henføres til de internationale standarder for måling.
8.1.2. Sammenfatning af kalibrering og verifikation
I tabel 8.1 ses et sammendrag af den kalibrering og verifikation, der er beskrevet i punkt 8, og det angives, hvornår de skal foretages.
Tabel 8.1
Sammenfatning af kalibrering og verifikation
Type kalibrering og verifikation |
Mindste hyppighed (4) |
||
|
Nøjagtighed: Ikke påkrævet, men anbefales efter opstilling Repeterbarhed: Ikke påkrævet, men anbefales efter opstilling Støj: Ikke påkrævet, men anbefales efter opstilling |
||
|
Hastighed: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. Drejningsmoment: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. Ren gas og fortyndede udstødningsgasstrømme: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse, medmindre strømmen verificeres af propankontrol af carbon-oxygenbalancen. Ufortyndet udstødningsgasstrøm: Efter opstilling, inden for 185 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse, medmindre strømmen verificeres af propankontrol af carbon-oxygenbalancen. Gasanalysatorer: Efter opstilling, inden for 35 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. Partikelvægt: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. Stand-alone-tryk og -temperatur: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter systemændringer, der påvirker responsen. |
||
|
Efter opstilling og efter systemændringer, der påvirker responsen. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling, inden for 35 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. (Propankontrol) |
||
|
Før hver laboratorieprøvning i henhold til punkt 7.1. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Kalibrer, optimer og bestem CH4-respons: Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. Verificer CH4-respons: Efter opstilling, inden for 185 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. |
||
|
For alle FID-analysatorer: Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. For alle THC FID-analysatorer: Efter opstilling, efter større vedligeholdelse og efter FID-optimering i overensstemmelse med 8.1.10.1. |
||
|
Efter opstilling, inden for 185 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Efter opstilling, inden for 35 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. |
||
|
Uafhængig verifikation: Efter opstilling, inden for 370 dage før prøvningen og efter større vedligeholdelse. Verifikation af nulstilling, justering og referenceprøve: Senest 12 timer før vejning og efter større vedligeholdelse. |
8.1.3. Verifikation af nøjagtighed, repeterbarhed og støj
Præstationsværdierne for de enkelte instrumenter, som er angivet i tabel 9.3, danner udgangspunkt for bestemmelse af instrumentets nøjagtighed, repeterbarhed og støj.
Verifikation af instrumentets nøjagtighed, repeterbarhed eller støj er ikke påkrævet. Det kan imidlertid være nyttigt at overveje en sådan verifikation for at definere en specifikation for et nyt instrument, verificere et nyt instruments præstation efter levering eller for at løse problemer med et eksisterende instrument.
8.1.4. Linearitetskontrol
8.1.4.1. Omfang og hyppighed
Der foretages en linearitetskontrol af hvert målesystem i fortegnelsen i tabel 8.2 minimum så hyppigt som angivet i tabellen og efter anvisningerne fra målesystemets fabrikant og god teknisk praksis. Hensigten med linearitetskontrol er at konstatere, om et målesystem fungerer forholdsmæssigt i hele det relevante måleområde. En linearitetskontrol skal bestå i at indføre en række på mindst 10 referenceværdier i målesystemet, medmindre andet er angivet. Målesystemet kvantificerer hver referenceværdi. De målte værdier sammenholdes samlet set med referenceværdierne ved lineær regression efter mindste kvadraters metode og linearitetskriterierne i tabel 8.2 i dette punkt.
8.1.4.2. Præstationskrav
Hvis et målesystem ikke opfylder de gældende linearitetskriterier i tabel 8.2, korrigeres fejlen via rekalibrering eller vedligeholdelse eller udskiftning af komponenter om nødvendigt. Linearitetskontrollen gentages efter fejlkorrektion for at sikre, at målesystemet opfylder linearitetskriterierne.
8.1.4.3. Procedure
Der anvendes følgende protokol for linearitetskontrol:
a) |
Målesystemet skal anvendes ved de foreskrevne temperaturer, tryk og strømme. |
b) |
Instrumentet nulstilles som før emissionsprøvning ved at indføre et nulsignal. Til gasanalysatorer anvenedes en nulstillingsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og den indføres direkte ved analysatorporten. |
c) |
Instrumentet justeres som før emissionsprøvning ved at indføre et justeringssignal. Til gasanalysatorer anvendes en justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og den indføres direkte ved analysatorporten. |
d) |
Efter justering af instrumentet, kontrolleres nul med det samme signal, som blev anvendt i litra b) i dette punkt. Ud fra nulaflæsningen afgøres det på baggrund af god teknisk praksis, hvorvidt instrumentet skal nulstilles eller justeres igen, før man går videre til næste trin. |
e) |
I overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis udvælges for alle målte mængder de referenceværdier, y refi , der dækker hele den værdirække, som forventes under emissionsprøvning, hvorved behovet for at ekstrapolere ud over disse værdier undgås. Der vælges et nulreferencesignal som en af referenceværdierne i linearitetskontrollen. Til linearitetskontrol af stand-alone-tryk og temperatur vælges mindst tre referenceværdier. Til al anden linearitetskontrol vælges mindst ti referenceværdier |
f) |
Fabrikantens anbefalinger og god teknisk praksis anvendes til at udvælge den rækkefølge, hvori referenceværdierne vil blive indført. |
g) |
Der genereres og indføres referencemængder som beskrevet i punkt 8.1.4.4. Til gasanalysatorer anvendes gaskoncentrationer, som vides at opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1, og de indføres direkte ved analysatorporten. |
h) |
Instrument skal gives tid til at stabilisere sig, mens det måler referenceværdien. |
i) |
Med en registreringsfrekvens, som mindst har den i tabel 9.2 angivne minimumsfrekvens, måles referenceværdien i 30 s, og den aritmetiske middelværdi af de registrerede værdier, registreres. |
j) |
Trinene i litra g) til i) i dette punkt gentages, indtil alle referencemængderne er målt. |
k) |
De aritmetiske middelværdier og referenceværdierne, y refi , anvendes til at beregne parametrene for lineær regression efter mindste kvadraters metode og de statistiske værdier med henblik på sammenligning med de minimumskriterier for præstation, som er angivet i tabel 8.2. Der anvendes de beregninger, som er beskrevet i bilag 4B, tillæg A.2, punkt A.2. |
8.1.4.4. Referencesignaler
I dette punkt beskrives de anbefalede metoder til generering af referenceværdier til protokollen for linearitetskontrol i punkt 8.1.4.3. i dette afsnit. Der anvendes referenceværdier, som simulerer faktiske værdier, eller der indføres en faktisk værdi med et referencemålesystem. I sidstnævnte tilfælde er referenceværdien den værdi, der afgives af referencemålesystemet. Referenceværdier og referencemålesystemer skal være internationalt sporbare.
For temperaturmålesystemer med sensorer, som f.eks. termoelementer, RTD'er og termistorer, kan linearitetskontrollen udføres ved at fjerne sensoren fra systemet og i stedet anvende en simulator. Hvis det er relevant, anvendes en simulator, som er uafhængigt kalibreret og koldterminalkompenseret. Usikkerheden i den internationalt sporbare simulator i forhold til temperaturen skal være under 0,5 % af den maksimale driftstemperatur T max. Hvis denne mulighed anvendes, er det nødvendigt at anvende sensorer, som ifølge leverandørens oplysninger har en nøjagtighed, som er bedre end 0,5 % af T max sammenlignet med standardkalibreringskurven.
8.1.4.5. Målesystemer, som kræver linearitetskontrol
Tabel 8.2 viser, hvilke målesystemer der kræver linearitetskontrol. For denne tabel gælder følgende bestemmelser:
a) |
Der skal foretages hyppigere linearitetskontrol, hvis det anbefales af fabrikanten eller findes nødvendigt ud fra en teknisk velbegrundet vurdering. |
b) |
Ved "min" forstås den mindste referenceværdi, der anvendes under linearitetskontrol. Bemærk, at denne værdi kan være nul eller negativ afhængigt af signalet. |
c) |
Ved "max" forstås den maksimale referenceværdi, der anvendes under linearitetskontrol. F.eks. er x max for gasdeleapparater den udelte, ufortyndede koncentration af justeringsgas. Følgende er særlige tilfælde, hvor "max" refererer til en anden værdi:
|
d) |
De angivne intervaller er inklusive. F.eks. betyder et oplyst interval på 0,98-1,02 for hældningen a 1 0,98 ≤ a 1 ≤ 1,02. |
e) |
Disse linearitetskontroller er ikke påkrævet for systemer, der består verifikationen af strømningshastigheden for fortyndet udstødningsgas som beskrevet i 8.1.8.5 for propankontrol eller for systemer, der er overensstemmende inden for ± 2 % på baggrund af den kemiske carbon- eller oxygenbalance i indsugningsluften, brændstoffet og udstødningsgassen. |
f) |
a 1-kriterierne for disse mængder skal kun overholdes, hvis mængdens absolutte værdi er påkrævet, i modsætning til et signal, der kun er lineært proportionelt med den faktiske værdi. |
g) |
Stand-alone-temperaturer omfatter motortemperaturer og omgivende forhold af relevans for indstilling eller efterprøvning af motordriftsforholdene, temperaturer anvendt til at indstille eller efterprøve vigtige forhold i prøvningssystemet og temperaturer, der anvendes til emissionsberegninger:
|
h) |
Stand-alone-tryk omfatter de motortryk og omgivende forhold, der anvendes til at efterprøve motordriftsforholdene, tryk, der anvendes til at efterprøve kritiske forhold i prøvningssystemet og tryk, der anvendes i emissionsberegninger:
|
8.1.5. Verifikation af kontinuerlig respons fra gasanalysatorsystemet og opdatering/registrering
I dette afsnit beskrives den generelle verifikationsprocedure for kontinuerlig respons fra gasanalysatorsystemet og registrering af opdatering. Se punkt 8.1.6. for verifikationsprocedurer for analysatorer af kompensationstypen.
8.1.5.1. Omfang og hyppighed
Denne kontrol skal udføres efter montering eller udskiftning af en gasanalysator, der anvendes til kontinuerlig prøvetagning. Denne verifikation skal også foretages, hvis systemet er blevet omkonfigureret på en måde, der kan ændre systemresponsen. Denne verifikation er nødvendig for kontinuerlige gasanalysatorer, der anvendes til transient prøvning eller RMC-prøvning, men er ikke nødvendig for batchgasanalysesystemer eller kontinuerlige gasanalysatorsystemer, der kun anvendes til prøvning i diskret modus.
8.1.5.2. Måleprincip
Med denne prøve kontrolleres det, at opdaterings- og registreringshyppigheden er tilpasset den overordnede systemrespons ved en hurtig ændring i værdien af koncentrationerne i prøvetagningssonden. Gasanalysatorsystemer skal optimeres, således at deres overordnede respons på en pludselig ændring i koncentrationen opdateres og registreres med en passende frekvens for at forhindre tab af information. Ved prøven kontrolleres det også, at kontinuerlige gasanalysatorsystemer opfylder kravet til en minimumsresponstid.
Systemets indstillinger til evaluering af responstid skal være nøjagtigt de samme som under måling i prøvningsforløbet (dvs. tryk, strømningshastigheder, filterindstillinger på analysatorerne og alle andre ting, der har indflydelse på responstiden). Bestemmelsen af responstid skal finde sted med gasomskiftning direkte ved indgangen til prøvetagningssonden. Gasomskiftningen skal ske på under 0,1 sekund. De gasser, der anvendes til prøvningen, skal forårsage en koncentrationsændring på mindst 60 % fuldskalavisning (FS).
Koncentrationssporet for hver enkel gaskomponent registreres.
8.1.5.3. Systemkrav
a) |
Systemets responstid skal være ≤ 10 s med en stigningstid ≤ 2,5 s eller med en stignings- og faldningstid på ≤ 5 s for alle målte komponenter ( CO, NOx, CO2 og HC) og alle anvendte intervaller. Når der anvendes NMC til måling af NMHC, må systemets responstid overstige 10 s. Alle data (koncentration, brændstof- og luftstrømning) skal forskydes med den målte responstid, før emissionsberegningerne i tillæg A.7-A.8 foretages. |
b) |
For at systemet kan godkendes med hensyn til dets overordnede respons, skal det opfylde et af følgende kriterier:
|
8.1.5.4. Procedure
Følgende procedure benyttes til verifikation af responsen fra det enkelte gasanalysatorsystem:
a) |
De anvisninger for opstart og brug af instrumentet, som fabrikanten af gasanalysatorsystemet har givet, skal følges. Målesystemet skal justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen. Verifikationen foretages med analysatoren i samme driftstilstand som ved emissionsprøvning. Hvis analysatoren deler sit prøvetagningssystem med andre analysatorer, og hvis gasstrømmen til de andre analysatorer vil påvirke systemets responstid, opstartes og betjenes de andre analysatorer, mens denne verifikationsprøvning udføres. Denne verifikation kan gennemføres på flere analysatorer, der deler det samme prøvetagningssystem på samme tid. Hvis der anvendes analoge eller digitale realtidsfiltre under emissionsprøvningen, bør disse filtre anvendes på samme måde under verifikationen. |
b) |
Med hensyn til udstyr, der anvendes til at validere systemets responstid, anbefales det at anvende minimale gasledningslængder mellem alle forbindelser; der forbindes en nulluftkilde til én indsugning på en hurtigtfungerende 3-vejsventil (2 indsugninger, 1 afgang) for at styre strømmen af nulstillingsgas og blandet justeringsgas til prøvetagningssystemets indsugningssonde eller et T-stykke tæt på sondens afgang. Normalt er gasstrømmens hastighed højere end sondens prøvetagningshastighed, og overløbet sker ved sondens indgang. Hvis gassens strømningshastighed er lavere end sondens, justeres gaskoncentrationerne, så der tages højde for fortynding fra den omgivende luft, der suges ind i sonden. Der kan anvendes binære eller justeringsgasser bestående af flere gasser. Der kan anvendes en gasblandingsanordning til at blande justeringsgasserne. En gasblander eller -mikser anbefales, når justeringsgasser fortyndet i N2 skal blandes med justeringsgasser fortyndet med luft. Ved hjælp et gasdeleapparat blandes en justeringsgas af NO–CO–CO2–C3H8–CH4 (resten N2) ligeligt med en justeringsgas af NO2, resten renset syntetisk luft. Hvis det er relevant, kan der anvendes standard binære justeringsgasser i stedet for justeringsgasblanding af NO-CO-CO2-C3H8-CH4, resten N2. I så fald skal der foretages separate responsprøvninger for hver analysator. Gasdeleapparatets udgang skal være forbundet til 3-vejsventilens anden indgang. Ventilens udgang skal være tilsluttet en overstrømsventil på gasanalysesystemets sonde eller en overstrømsanordning mellem sonden og overføringsledning til alle de analysatorer, der skal verificeres. Der skal anvendes en opstillingsmetode, der forhindrer trykudsving forårsaget af standsning af strømmen gennem gasblanderanordningen. Hvis nogen af disse gasbestanddele ikke er relevante for den pågældende analysatorverifikation, udelades de. Som alternativ tillades brug af gasflasker med enkeltgasser og separat måling af responstider. |
c) |
Dataindsamlingen foretages således:
|
8.1.5.5. Evaluering af ydeevne
Data fra litra c), i punkt 8.1.5.4 i dette afsnit, anvendes til beregning af den gennemsnitlige stigningstid, T 10-90 for hver af analysatorerne.
a) |
Hvis det vælges at godtgøre overensstemmelse med litra b), i), i punkt 8.1.5.3 i dette afsnit, skal følgende procedure anvendes: Stigningstiderne (i sekunder) ganges med deres respektive registreringsfrekvenser i Hertz (1/s). Værdien for hvert resultat skal mindst være 5. Hvis værdien er mindre end 5, forhøjes registreringsfrekvensen eller strømningerne justeres eller prøvetagningssystemet ændres, således at stigningstiden øges efter behov. Desuden kan der konfigureres digitale filtre, som øger stigningstiden. |
b) |
Hvis det vælges at godtgøre overensstemmelse med litra b), ii), i punkt 8.1.5.3. i dette afsnit er det tilstrækkeligt at godtgøre overensstemmelse med kravene i litra b), ii) i punkt 8.1.5.3. |
8.1.6. Verifikation af responstid for analysatorer af kompensationstypen
8.1.6.1. Omfang og hyppighed
Denne verifikation foretages for at bestemme en kontinuerlig gasanalysators respons, hvor én gasanalysators respons kompenseres af en andens med henblik på at kvantificere de forurenende luftarter. I den forbindelse skal vanddamp anses for at være en gasformig bestanddel. Denne verifikaton er påkrævet for kontinuerlige gasanalysatorer, der anvendes til transient prøvning eller RMC-prøvning. Denne verifikation er ikke nødvendig for gasanalysatorer til batchprøvetagning eller for kontinuerlige gasanalysatorer, som kun anvendes til prøvning i diskret modus. Denne verifikation finder ikke anvendelse på korrektion for vand, der er fjernet fra prøven ved efterbehandlng, og heller ikke på NMHC-bestemmelse fra THC og CH4, som omhandlet i tillæg A.7 og A.8 vedrørende emissionsberegning. Denne verifikation foretages efter opstilling (dvs. efter ibrugtagning af prøvningsrum). Efter større vedligeholdelsesindgreb kan den ensartede respons verificeres som beskrevet i punkt 8.1.5, forudsat at der på et tidspunkt er foretaget fugtmættet ensartet responsverifikation af eventuelle udskiftede komponenter.
8.1.6.2. Måleprincip
Ved hjælp af denne procedure verificeres tidsjusteringen og den ensartede respons ved kontinuerlige kombinerede gasmålinger. I den forbindelse er det nødvendigt at sikre, at alle kompensationsalgoritmer og fugtighedskorrektioner er aktiveret.
8.1.6.3. Systemkrav
De generelle krav til responstid og stigningstid angivet i litra a), punkt 8.1.5.3, gælder også for analysatorer af kompensationstypen. Hvis registreringsfrekvensen afviger fra opdateringsfrekvensen for det kontinuerligt kombinerede signal, skal det laveste af de to frekvenser anvendes til den påkrævede verifikation i litra b), i), i punkt 8.1.5.3.
8.1.6.4. Procedure
Alle procedurer i litra a)-c), punkt 8.1.5.4, skal anvendes. Desuden måles også responstid og stigningstid for vanddamp, hvis der anvendes en kompensationsalgoritme, som er baseret på målt vanddamp. I så fald skal mindst én af de anvendte kalibreringsgasser (men ikke NO2) fugtmættes som følger:
Hvis systemet ikke anvender en prøvetørrer til at fjerne vandindholdet i gasprøven, fugtmættes justeringsgassen ved at sende gasblandingen gennem en lukket beholder, som fugtmætter gassen til det anslåede højeste prøvedugpunkt under emissionsprøvetagningen, idet den bobles igennem destilleret vand. Hvis systemet anvender en prøvetørrer under prøvningen, der har bestået verifikationskontrollen for prøvetørrere, kan den fugtmættede gasblanding indføres nedstrøms for prøvetørreren ved at boble den gennem destilleret vand i en lukket beholder ved 25 ± 10 °C eller en temperatur over dugpunktet. I alle tilfælde skal den fugtmættede gas nedstrøms for beholderen fastholdes på en temperatur, som ligger mindst 5 °C over dens lokale dugpunkt. Bemærk, at det er muligt at udelade en hvilken som helst af disse gasbestanddele, hvis de ikke er relevante for analysatorerne i den pågældende verifikation. Hvis nogen af gasbestanddelene ikke er modtagelige for vandkompensation, kan responskontrollen for disse analysatorer foretages uden fugtmætning.
8.1.7. Måling af motorparametre og omgivende forhold
Motorfabrikanten skal anvende interne kvalitetsprocedurer, der kan henføres til anerkendte nationale eller internationale standarder. I modsat fald finder følgende procedurer anvendelse.
8.1.7.1. Kalibrering af drejningsmoment
8.1.7.1.1. Omfang og hyppighed
Alle systemer til måling af drejningsmoment, herunder måletransducere til dynamometeret og systemer, kalibreres efter opstilling og efter større vedligeholdelse, bl.a. ved hjælp af referencekraft eller vippearmslængde sammenholdt med dødvægt. Kalibreringen gentages ved anvendelse af god teknisk praksis. Følg anvisningerne fra fabrikanten af momenttransducerne for at linearisere momentsensorens output. Andre kalibreringsmetoder tillades.
8.1.7.1.2. Dødvægtskalibrering
Ved denne teknik anvendes en kendt kraft, idet kendte vægte hænges i en kendt afstand langs en vippearm. Det skal sikres, at vægtenes vippearm er vinkelret på tyngdepunktet (dvs. horisontal) og vinkelret på dynamometerets rotationsakse. Der anvendes mindst seks kombinationer af kalibreringsvægte for hvert relevant momentmåleområde, idet vægtmængden fordeles ligeligt i hele området. Dynamometeret oscilleres eller roteres under kalibreringen for at reducere statisk friktionshysterese. Kraften af den enkelte vægt bestemmes ved at multiplicere den internationalt sporbare masse med den lokale acceleration af jordens tyngdekraft.
8.1.7.1.3. Kalibrering af trykføler eller prøvering
Ved denne teknik påføres kraft enten ved at hænge vægte på en vippearm (disse vægte og deres vippearmslængde indgår ikke i bestemmelsen af referencemomentet) eller ved at betjene dynamometeret ved forskellige momenter. Der anvendes mindst seks kraftkombinationer for hvert relevant momentmåleområde, idet kraftmængden fordeles nogenlunde ligeligt i hele området. Dynamometeret oscilleres eller roteres under kalibreringen for at reducere statisk friktionshysterese. I dette tilfælde bestemmes referencedrejningsmomentet ved at multiplicere kraft-output fra referencemeteret (f.eks. en trykmåler eller prøvering) med den effektive vippearmslængde, som måles fra det punkt, hvor kraftmålingen foretages til dynamometerets rotationsakse. Det skal sikres, at denne længde måles vinkelret på referencemeterets måleakse og vinkelret på dynamometerets rotationsakse.
8.1.7.2. Kalibrering af tryk, temperatur og dugpunkt
Instrumenter skal efter opstilling kalibreres til måling af tryk, temperatur og dugpunkt. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.
Til temperaturmålesystemer med termoelement, eller termistorsensorer foretages kalibrering af systemet som beskrevet i afsnit 8.1.4.4. for linearitetskontrol.
8.1.8. Strømningsrelateret måling
8.1.8.1. Kalibrering af brændselsstrøm
Brændstofflowmetere kalibreres efter opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.
8.1.8.2. Kalibrering af indsugningsluftstrøm
Flowmetere for indsugningsluften kalibreres efter opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.
8.1.8.3. Kalibrering af udstødningsstrøm
Flowmetere for udstødningsstrømmen kalibreres efter opstilling. Kalibreringen gentages efter instrumentfabrikantens anvisninger og i overensstemmelse med god teknisk praksis.
8.1.8.4. Kalibrering af fortyndet udstødningsstrøm (CVS)
8.1.8.4.1. Oversigt
a) |
I dette afsnit beskrives, hvordan man kalibrerer flowmetere til udtagning af fortyndet udstødningsgas med konstant volumen (CVS). |
b) |
Denne kalibrering foretages, mens flowmeteret er monteret i dets permanente position. Denne kalibrering foretages, efter at en del af flowkonfigurationen opstrøms eller nedstrøms for flowmeteret er blevet ændret på en måde, der kan indvirke på flowmeterets kalibrering. Denne kalibrering udføres efter opstilling af CVS-systemet, og når et korrigerende indgreb ikke resulterer i overholdelse af verifikationen for fortyndet udstødningsstrøm (dvs. propankontrol) i punkt 8.1.8.5. |
c) |
Et CVS-flowmeter kalibreres ved hjælp af et referenceflowmeter som f.eks. et flowmeter med subsonisk venturi, en måledyse med lang radius, en drøvleenhed med "smooth-approach", et laminar flow-element, et sæt venturier med kritisk strømning eller et ultrasonisk flowmeter Der anvendes et referenceflowmeter, som angiver internationalt sporbare mængder med ± 1 % usikkerhed. Dette referenceflowmeters respons på strømning anvendes som referenceværdi til kalibrering af CVS-flowmeter. |
d) |
Der må ikke anvendes opstrømsskærm eller anden begrænsning, som kan påvirke strømningen foran referenceflowmeteret, medmindre flowmeteret er blevet kalibreret med en sådan begrænsning. |
e) |
Den kalibreringssekvens, der er beskrevet i dette punkt 8.1.8.4, henviser til den molbaserede tilgang. For den tilsvarende sekvens, der anvendes i den massebaserede tilgang, henvises til bilag 8, tillæg 1. |
8.1.8.4.2. PDP-kalibrering
En fortrængningspumpe (PDP) kalibreres for at bestemme ligningen for strømninghastighed i forhold til PDP-hastighed, som tager højde for strømningsutæthed i PDP'ens overfladetætninger som funktion af PDP-indgangstryk. Der bestemmes unikke koefficienter for hver hastighed, hvormed PDP'en betjenes. Et PDP-flowmeter kalibreres således:
a) |
Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 8.1. |
b) |
Utætheder mellem kalibreringens flowmeter og DPD'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede strømning ved det laveste kalibrerede strømningspunkt, f.eks. ved det højeste begrænsningspunkt og laveste PDP-hastighedspunkt. |
c) |
Mens PDP'en er i drift fastholdes en konstant temperatur ved dens indgang på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in. |
d) |
PDP-hastigheden sættes til det første hastighedspunkt, hvor der skal kalibreres. |
e) |
Den variable begrænser indstilles til fuldt åben tilstand. |
f) |
PDP'en betjenes i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. Ved kontinuerlig drift af PDP registreres derefter middelværdierne for mindst 30 s prøvedata for hver af følgende mængder:
|
g) |
Begrænserventilen lukkes trinvis for at mindske det absolutte tryk ved PDP-indgangen, p in. |
h) |
Trinnene i litra f) og g) i punkt 8.1.8.4.2 gentages for at registrere data ved mindst seks begrænserpositioner, der afspejler det fulde område for mulige tryk ved PDP-indgangen efter ibrugtagning. |
i) |
PDP'en kalibreres ved hjælp af de indsamlede data og ligningerne i tillæg A.7-A.8. |
j) |
Trinnene i litra f)-i) i dette afsnit gentages for hver hastighed, som PDP'en betjenes med. |
k) |
Ligningerne i bilag 4B, tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller A.8 (massebaseret tilgang) anvendes til at bestemme ligningen for PDP-strømning til emissionsprøvning. |
l) |
Kalibreringen efterprøves ved at foretage CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5. |
m) |
PDP'en må ikke anvendes under de laveste indgangstryk, der prøves under kalibrering. |
8.1.8.4.3. CFV-kalibrering
En venturi med kritisk strømning (CFV) kalibreres for at efterprøve dens udladningskoefficient, C d, ved det lavest forventede statiske differenstryk mellem CFV-indgang og udgang. Et CFV-flowmeter kalibreres således:
a) |
Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 8.1. |
b) |
Ventilatoren startes nedstrøms for CFV'en. |
c) |
Mens CFV'en er i drift, fastholdes en konstant temperatur ved dens indgang på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in. |
d) |
Utætheder mellem kalibreringens flowmeter og CVF'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede strømning ved den højeste begrænsning. |
e) |
Den variable begrænser indstilles til fuldt åben tilstand. I stedet for en variabel begrænser kan trykket nedstrøms for CFV'en varieres ved at variere blæserhastigheden eller ved at frembringe en kontrolleret utæthed. Bemærk, at nogle blæsere har begrænsninger ved ubelastede forhold. |
f) |
CFV'en skal være i drift i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. CFV'en skal fortsat være i drift, hvorefter middelværdierne for mindst 30 s prøvedata for hver af følgende mængder registreres:
|
g) |
Begrænserventilen lukkes trinvis for at mindske det absolutte tryk ved CFV-indgangen, p in. |
h) |
Trinnene i litra f) og g) i dette punkt gentages for at registrere de gennemsnitlige data ved mindst ti begrænserpositioner, således at så stor en del af det praktiske område for Δp CFV, der forventes under prøvning, prøves. Det er ikke nødvendigt at fjerne kalibreringskomponenter eller CVS-komponenter for at kalibrere ved lavest mulige begrænsning. |
i) |
C d og det lavest tilladelige trykforhold r bestemmes som beskrevet i tillæg A.7-A.8. |
j) |
C d anvendes til at bestemme CFV-strøm under emissionsprøvning. CFV må ikke anvendes under det lavest tilladelige r som bestemt i tillæg A.7-A.8 |
k) |
Kalibreringen efterprøves ved at foretage CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5. |
l) |
Hvis CVS'en er konfigureret til parallelt at drive mere end én CFV ad gangen, kalibreres CVS på en af følgende måder:
|
8.1.8.4.4. SSV-kalibrering
En subsonisk venturi (SSV) kalibreres for at bestemme dens kalibreringskoefficient, C d, for det forventede indsugningstrykområde. Et SSV-flowmeter kalibreres således:
a) |
Systemet skal være tilsluttet som vist i figur 8.1. |
b) |
Blæseren startes nedstrøms for CFV'en. |
c) |
Utætheder mellem kalibreringens flowmeter og SSV'en skal være mindre end 0,3 % af den samlede strømning ved den højeste begrænsning. |
d) |
Mens SSV'en er i drift, fastholdes en konstant temperatur ved dens indgang på ± 2 % af den gennemsnitlige absolutte indsugningstemperatur, T in. |
e) |
Den variable begrænser eller blæser med variabel hastighed indstilles på en strømningshastighed over den største hastighed, der forventes under prøvningen. Strømningshastigheder må ikke ekstrapoleres ud over de kalibrerede værdier, så det anbefales at sikre, at et Reynoldsnummer, Re, ved SSV-halsen ved højeste kalibrerede strømningshastighed er større end det maksimale Re, der forventes under prøvningen. |
f) |
SSV'en skal være i drift i mindst 3 minutter for at stabilisere systemet. SSV'en skal fortsat være i drift, hvorefter gennemsnittet for mindst 30 s prøvedata for hver af følgende mængder registreres:
|
g) |
Begrænserventilen lukkes trinvist, eller blæserhastigheden reduceres for at mindske strømningshastigheden. |
h) |
Trinnene i litra f) og g) i dette punkt gentages med henblik på at registrere data ved mindst ti strømningshastigheder. |
i) |
Der bestemmes en funktionel form af C d i forhold til Re ved hjælp af de indsamlede data og ligningerne i tillæg A.7-A.8 |
j) |
Kalibreringen efterprøves ved at foretage en CVS-verifikation (dvs. propankontrol) som beskrevet i punkt 8.1.8.5 ved brug af den nye ligning C d i forhold til Re. |
k) |
SSV'en må kun anvendes mellem de laveste og højeste kalibrerede strømningshastigheder. |
l) |
Ligningerne i bilag 4B, tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller bilag 4B, tillæg A.8 (massebaseret tilgang) anvendes til at bestemme ligningen for SSV-strømning under prøvning. |
8.1.8.4.5. Ultralydskalibrering (reserveret)
Figur 8.1
Skematiske diagrammer for CVS-kalibrering af fortyndet udstødningsgasstrøm
8.1.8.5. Verifikation af CVS'er og batchudtagning (propankontrol)
8.1.8.5.1. Indledning
a) |
Propankontrol fungerer som CVS-verifikation for at afgøre, hvorvidt der er en uoverensstemmelse i de målte værdier i den fortyndede udstødningsgasstrøm. Propankontrol fungerer også som en verifikation af batchprøveudtageren for at afgøre, hvorvidt der er en uoverensstemmelse i det prøveudtagningssystem, som udtager en prøve fra CVS'en som beskrevet i litra vi) i dette punkt. På baggrund af et velbegrundet teknisk skøn og sikker praksis kan denne kontrol foretages ved brug af en anden gas end propan, som f.eks. CO2 eller CO. En ikke-bestået propankontrol kan indikere et eller flere problemer, som kan kræve korrigerende indgreb, herunder:
|
b) |
Ved propankontrol anvendes enten en referencemasse eller en referencestrømningshastighed på C3H8 som sporgas i en CVS. Hvis der anvendes referencestrømningshastighed, skal der redegøres for eventuel ikke-idéel C3H8-gasoptræden. Jf. tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller A.8 (massebaseret tilgang), som beskriver, hvordan visse flowmetere kalibreres og anvendes. I forbindelse med 8.1.8.5 og tillæg A.7 eller A.8 må ikke idéelt gasforbrug ikke finde sted. Ved propankontrol sammenlignes den beregnede masse af indsprøjtet C3H8 ved hjælp af carbonhydridmålinger og målinger af CVS-strømningshastighed med referenceværdien. |
8.1.8.5.2. Metode til at indføre en kendt propanmængde i CVS-systemet
Nøjagtigheden af det samlede CVS-prøvetagnings- og analysesystem bestemmes ved tilledning af en kendt masse af en forurenende luftart til systemet, mens dette er bragt til at fungere på normal måde. Den forurenende luftart analyseres, og massen beregnes efter bilag A.7-A.8. Der skal anvendes en af følgende to teknikker.
a) |
Der foretages gravimetrisk måling på følgende måde: Massen af en lille cylinder fyldt med carbonmonoxid eller propan bestemmes med en præcision på ± 0,01 g. CVS-systemet bringes til at fungere som ved en sædvanlig emissionsprøvning af udstødningsgas i 5 til 10 minutter, mens der tilledes carbonmonoxid eller propan til systemet. Den afgivne mængde ren gas bestemmes ved differentialvejning. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes. |
b) |
Måling med drøvleenhed foretages som følger: En kendt mængde af en ren gas (carbonmonoxid eller propan) ledes til CVS-systemet gennem en kalibreret drøvleenhed. Hvis indgangstrykket er tilstrækkeligt højt, er strømningshastigheden, som justeres ved hjælp af den kritiske blænde, uafhængigt af drøvleenhedens afgangstryk (kritisk strømning). CVS-systemet bringes til at fungere som ved en sædvanlig emissionsprøvning af udstødningsgas i 5 til 10 minutter. En gasprøve analyseres med det sædvanlige udstyr (prøvetagningssæk eller integrationsmetoden), og gassens masse beregnes. |
8.1.8.5.3. Forberedelse af propankontrol
Propankontrollen forberedes på følgende måde:
a) |
Hvis der anvendes en C3H8-referencemasse i stedet for en referencestrømningshastighed, skal der anvendes en cylinder fyldt med C3H8. Referencecylinderens C3H8-masse bestemmes med en præcision på ± 0,5 % af den mængde C3H8, der forventes anvendt. |
b) |
Der vælges passende strømningshastigheder for CVS og C3H8. |
c) |
Der vælges en C3H8-indsprøjtningsport i CVS-systemet. Portens placering vælges, så den er så tæt som muligt på det sted, hvor motorens udstødning indføres i CVS-systemet. C3H8-cylinderen forbindes til indsprøjtningssystemet. |
d) |
CVS-systemet sættes i drift og stabiliseres. |
e) |
Eventuelle varmevekslere i prøvetagningssystemet forvarmes eller forkøles; |
f) |
Opvarmede eller afkølede komponenter såsom prøvetagningsledninger, filtre, kølere og pumper, skal have mulighed for at stabiliseres ved deres driftstemperaturer. |
g) |
Hvis det er relevant, foretages tæthedskontrol i HC-prøvetagningssystemets vakuumside som beskrevet i 8.1.8.7. |
8.1.8.5.4. Forberedelse af HC-prøvetagningssystemet til propankontrol
Kontrollen af tætheden af HC-prøvetagningssystemets vakuumside kan foretages efter forskrifterne i litra g) i dette punkt. Hvis denne fremgangsmåde anvendes kan proceduren for HC-kontaminering i punkt 7.3.1.2 anvendes. Hvis der ikke foretages tæthedskontrol i vakuumsiden i henhold til litra g), skal HC-prøvetagningssystemet nulstilles, justeres og verificeres for kontaminering på følgende måde:
a) |
Der vælges det laveste HC-analysatorområde, der kan måle den forventede C3H8-koncentration for CVS- og C3H8-flowhastigheder. |
b) |
HC-analysatoren nulstilles ved hjælp af nulstillingsluft, der indføres ved analysatorporten. |
c) |
HC-analysatoren justeres ved hjælp af C3H8-justeringsgas, der indføres ved analysatorporten. |
d) |
Overstrøms-nulstillingsluft tilføres ved HC-sonden eller en samling mellem HC-sonden og overføringsledningen. |
e) |
HC-prøvetagningssystemets stabile HC-koncentration måles, mens overstrøms-nulstillingsluften flyder. For batch-HC-måling fyldes batch-beholderen (f.eks. en sæk), og HC-overstrømskoncentrationen måles. |
f) |
Hvis overstrømmens HC-koncentration er større end 2 μmol/mol, må proceduren ikke fortsætte, før kontamineringen er fjernet. Kontamineringskilden bestemmes, og der foretages korrigerende indgreb, såsom rensning af systemet eller udskiftning af kontaminerede dele. |
g) |
Når overstrømmens HC-koncentration ikke overstiger 2 μmol/mol, registreres denne værdi som x HCinit og anvendes til at korrigere for HC-kontaminering som beskrevet i bilag 4B, tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller bilag 4B, tillæg A.8 (massebaseret tilgang). |
8.1.8.5.5. Udførelse af propankontrol
a) |
Propankontrollen udføres på følgende måde:
|
b) |
Hvis der anvendes måling med drøvleenhed, kan følgende procedure benyttes til propankontrol som den alternative metode, der er nævnt i punkt 8.1.8.5.5, litra a).
|
8.1.8.5.6. Vurdering af propankontrollen
Proceduren efter prøvning er som følger:
a) |
Hvis der er anvendt batch-prøvetagning, analyseres batchprøverne så snart, det er praktisk muligt. |
b) |
Efter analyse af HC korrigeres der for kontaminering og baggrund. |
c) |
Den samlede C3H8-masse baseret på CVS og HC-data beregnes som beskrevet i tillæg A.7-A.8 ved hjælp af molmassen af C3H8, M C3H8, i stedet for den effektive molmasse af HC, M HC. |
d) |
Hvis der anvendes en referencemasse (gravimetrisk måling), bestemmes cylinderens propanmasse med en præcision på ± 0,5 %, og C3H8-referencemassen bestemmes ved at trække den tomme cylinderpropanmasse fra den fulde cylinderpropanmasse. Hvis der anvendes en drøvleenhed (måling med kritisk strømning), bestemmes propanmassen som strømningshastigheden ganget med prøvningstiden. |
e) |
C3H8-referencemassen fratrækkes den beregnede masse. Hvis denne difference er inden for ± 3,0 % af referencemassen, har CVS-systemet bestået denne verifikation. |
8.1.8.5.7. Verifikation af sekundært partikelfortyndingssystem
Når propankontrollen skal gentages for at efterprøve det sekundære partikelfortyndingssystem, anvendes følgende procedure i litra a)-d) med henblik på denne verifikation.
a) |
HC-prøvetagningssystemet konfigureres for at udtage en prøve i nærheden af batch-prøveudtagerens lagringsmedium (f.eks. et partikelfilter). Hvis det absolutte tryk ved dette sted er for lavt til at udtage en HC-prøve, kan der udtages HC fra batchprøveudtagerpumpens afgangsluft. Der skal udvises forsigtighed ved udtagning af prøver fra pumpes afgangsluft, fordi en ellers acceptabel utæthed i pumpen nedstrøms for et batch-prøveudtagerflowmeter vil medføre et falsk negativt resultat af propankontrollen. |
b) |
Propankontrol gentages som beskrevet i dette afsnit, men HC udtages fra batchprøveudtageren. |
c) |
C3H8-massen beregnes, idet der tages højde for eventuel sekundær fortynding fra batchprøveudtageren. |
d) |
C3H8-referencemassen fratrækkes den beregnede masse. Hvis denne difference er inden for ± 5,0 % af referencemassen, har batch-prøveudtageren bestået denne verifikation. Hvis ikke, skal der foretages et korrigerende indgreb. |
8.1.8.5.8. Verifikation af prøvetørreren
Hvis der anvendes en fugtighedssensor til kontinuerlig overvågning af dugpunktet ved prøvetørrerens udgang, finder denne kontrol ikke anvendelse, så længe det sikres, at fugtigheden ved tørrerens udgang er under de minimumværdier, der gælder ved kontrol af dæmpning, interferens og kompensation.
a) |
Hvis en prøvetørrer som tilladt i punkt 9.3.2.3.1 anvendes til fjernelse af vand fra prøvegassen, skal den termiske kølevne efterprøves efter montering og efter større vedligeholdelse. For tørrere med osmotisk membran efterprøves køleevnen efter montering, større vedligeholdelse og inden for 35 dage før prøvning. |
b) |
Vand kan hindre en analysators evne til at måle den relevante udstødningskomponent og fjernes således sommetider, før gassen når analysatoren. F.eks. kan vand negativt påvirke en CLD's NOx-respons gennem kollisionsdæmpning og påvirke en NDIR i positiv retning ved at fremkalde en respons, der ligner CO. |
c) |
Prøvetørreren skal opfylde de specifikationer, der er fastlagt i punkt 9.3.2.3.1 for dugpunkt, Tdew, og absolut tryk, P total, nedstrøms for tørreren med osmotisk membran eller den termiske køler. |
d) |
Følgende verifikationsprocedure for prøvetørrere anvendes til at bestemme deres tørreydelse, eller der udvikles en anden protokol hertil ved anvendelse af god teknisk praksis:
|
8.1.8.6. Periodisk kalibrering af delstrømsfortyndingssystemet for partikler og dermed forbundne målesystemer for ufortyndet udstødningsgas.
8.1.8.6.1. Specifikationer for differensflowmåling
For delstrømsfortyndingssystemer skal man især være opmærksom på nøjagtigheden af prøvningsstrømmen q mp, hvis den ikke måles direkte, men bestemmes ved differensflowmåling:
|
(8-1) |
hvor:
q mp |
= |
prøvemassens strømningshastighed af udstødning til delstrømsfortyndingssystemet |
q mdw |
= |
fortyndingsluftens massestrømshastighed (på våd basis) |
q mdew |
= |
massestrømshastighed af fortyndet udstødning på våd basis. |
I dette tilfælde skal den maksimale fejl for forskellen være således, at nøjagtigheden af q mp ligger inden for ± 5 %, når fortyndingsforholdet er mindre end 15. Den kan beregnes som den kvadratiske middelværdi af fejlene på de enkelte instrumenter.
Acceptable nøjagtigheder for q mp kan opnås med en af følgende metoder:
a) |
De absolutte nøjagtigheder for q mdew og q mdw er ± 0,2 %, hvilket garanterer en nøjagtighed for q mp på £ 5 % ved et fortyndingsforhold på 15. Større fejl vil dog forekomme ved højere fortyndingsforhold. |
b) |
Kalibrering af q mdw i forhod til q mdew foretages således, at der opnåes samme nøjagtigheder for q mp som i a). Nærmere oplysninger findes i punkt 8.1.8.6.2 |
c) |
Nøjagtigheden af q mp bestemmes indirekte ud fra nøjagtigheden af fortyndingsforholdet som bestemt ved hjælp af en sporgas, f.eks. CO2. Der kræves nøjagtigheder, der svarer til metode a) for q mp. |
d) |
Den absolutte nøjagtighed af q mdew og q mdw er inden for ± 2 % af fuldskala, den maksimale fejl for forskellen mellem q mdew og q mdw er inden for 0,2 %, og linearitetsfejlen er inden for ± 0,2 % af den højeste q mdew, der er observeret under prøvningen. |
8.1.8.6.2. Kalibrering af differensflowmåling
Delstrømsfortyndingssystemet, der skal udtage en proportional prøve af ufortyndet udstødning, kalibreres regelmæssigt med et nøjagtigt flowmeter, der kan henføres til nationale eller internationale standarder. Flowmeteret eller instrumenterne til strømningsmåling kalibreres efter en af følgende procedurer, således at sondestrømmen q mp ind i tunnelen opfylder nøjagtighedskravene i punkt 8.1.8.6.1.
a) |
Flowmeteret for q mdw serieforbindes med flowmeteret for q mdew, og differencen mellem de to flowmetere kalibreres for mindst 5 punkter med strømningsværdier ensartet fordelt mellem den laveste q mdw-værdi anvendt under prøvningen og værdien af q mdew anvendt under prøvningen. Strømmen kan ledes uden om fortyndingstunnelen. |
b) |
En kalibreret masseflowenhed serieforbindes med flowmeteret for q mdew, og nøjagtigheden kontrolleres for den ved prøvningen anvendte værdi. Derefter forbindes det kalibrerede masseflowmeter med flowmeteret for q mdw , og nøjagtigheden kontrolleres for mindst 5 indstillinger svarende til fortyndingsforholdet mellem 3 og 15, i forhold til den under prøvningen anvendte q mdew. |
c) |
Overføringsledningen TL (jf. figur 9.2) frakobles udstødningen, og en kalibreret flowmeteranordning med et passende område til måling af q mp tilsluttes overføringsledningen. Derefter indstilles q mdew til den værdi, der anvendes under prøvningen, og q mdw indstilles sekventielt til mindst 5 værdier svarende til et fortyndingsforhold på mellem 3 og 15. Alternativt kan der etableres en særlig kalibreringsvej, som leder uden om tunnelen, mens den samlede strømning og strømningen af fortyndingsluft ledes gennem de tilsvarende målere som i selve prøvningen |
d) |
En sporgas ledes ind i overføringsledningen TL for udstødningen. Denne sporgas kan være en af udstødningsgassens komponenter, f.eks. CO2 eller NOx. Efter fortynding i tunnelen måles sporgaskomponenten. Dette udføres for 5 fortyndingsforhold mellem 3 og 15. Nøjagtigheden af prøvegasstrømmen bestemmes af fortyndingsforholdet r d:
|
Der tages hensyn til gasanalysatorernes nøjagtighed for at sikre nøjagtigheden af q mp.
8.1.8.6.3. Særlige forskrifter for differensflowmåling
En carbonstrømprøve med rigtig udstødningsgas kan stærkt anbefales til at identificere måle- og kontrolproblemer og efterprøve, at delstrømsfortyndingssystemet virker korrekt. Kontrollen af carbonstrømmen bør foretages mindst hver gang en ny motor installeres, eller hvis der foretages en signifikant ændring i konfigurationen af prøvningsrummet.
Motoren skal køre med maksimalt drejningsmoment og maksimal hastighed eller enhver anden stabil modus, der frembringer 5 % CO2 eller mere. Delstrømsprøvetagningssystemet skal køre med en fortyndingsfaktor på ca. 15 til 1.
Hvis der gennemføres en carbonstrømskontrol, anvendes den metode, der er beskrevet i bilag 4B, tillæg A.4. Strømningshastighederne for carbon beregnes i overensstemmelse med ligningerne i bilag 4B, tillæg A.4. Alle strømningshastigheder for carbon skal være i overensstemmelse inden for 5 %.
8.1.8.6.3.1. Kontrol før prøvningen
Inden for 2 timer før prøven udføres en forkontrol på følgende måde:
Flowmeternes nøjagtighed kontrolleres ved samme metode som den, der anvendes til kalibrering (jf. punkt 8.1.8.6.2.) for mindst to punkter, herunder strømningsværdier for q mdw, som svarer til fortyndingsforhold mellem 5 og 15 for den q mdew-værdi, der anvendes under prøvningen.
Hvis det kan påvises ved hjælp af registreringer fra kalibreringsproceduren i punkt 8.1.8.6.2, at flowmeterkalibreringen er stabil over en længere periode, kan kontrollen forud for prøvningen undlades.
8.1.8.6.3.2. Bestemmelse af transformationstiden
Systemindstillingerne for evaluering af transformationstid skal være nøjagtigt de samme som ved måling under prøvningsforløbet. Transformationstiden, som er defineret i figur 3.1, bestemmes ved følgende metode:
Et uafhængigt referenceflowmeter med et passende måleområde for sondestrømningen serieforbindes og tilsluttes sonden tæt. Dette flowmeter skal have en transformationstid på under 100 ms for den strømningstrinstørrelse, der anvendes ved måling af responstid, med strømningsbegrænsning tilstrækkelig lav til ikke at påvirke delstrømsfortyndingssystemets dynamiske funktion ud fra et velbegrundet teknisk skøn. Tilførslen af udstødningsstrømmen (eller luftstrømmen, hvis udstødningsstrømmen beregnes) til delstrømsfortyndingssystemet skal kunne reguleres trinvis fra en lav strømning til 90 % af fuld skalavisning. Udløseren for trinændring skal være den samme som den, der anvendes til at starte "look ahead"-styringen under selve prøvningen. Udstødningsstrømmens trinstimulering og flowmeterets respons skal registreres med en prøvetagningshastighed på mindst 10 Hz.
For disse data bestemmes transformationstiden for delstrømsfortyndingssystemet, hvilket er tiden fra igangsættelsen af trinstimuleringen til punktet for 50 % flowmeterrespons. På samme måde bestemmes transformationstiden af q mp-signalet (dvs. prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystemet) og q mew,i-signalet (dvs. udstødningsgassens massestrømshastighed på våd basis, der leveres af udstødningens flowmeter). Disse signaler anvendes i den regressionskontrol, som foretages efter hver prøve (jf. punkt 8.2.1.2).
Beregningen gentages for mindst 5 opadgående og nedadgående stimuli, og gennemsnittet af resultaterne beregnes. Referenceflowmeterets interne transformationstid (< 100 ms) trækkes fra denne værdi. Hvis et system, der er i overensstemmelse med punkt 8.2.1.2, kræver "look-ahead"-metoden, skal delstrømfortyndingssystemets "look-ahead"-værdi anvendes i henhold til punkt 8.2.1.2.
8.1.8.7. Tæthedskontrol i vakuumsiden
8.1.8.7.1. Omfang og hyppighed
Efter opstilling af prøvetagningssystemet, efter større vedligeholdelse og inden for 8 timer før hver driftscyklussekvens kontrolleres det, at der ikke findes betydelige utætheder i vakuumsiden ved hjælp af en af de tæthedsprøver, der er beskrevet i dette afsnit. Denne kontrol finder ikke anvendelse på eventuelle fuldstrømsdele i et CVS-fortyndingssystem.
8.1.8.7.2. Måleprincip
En utæthed kan påvises enten ved at måle en lille strømningsmængde, hvor der skulle være nulstrøm, ved at detektere fortyndingen af en kendt koncentration af justeringsgas, når den flyder gennem prøvetagningssystemets vakuumside eller ved at måle trykstigningen i et udsuget system.
8.1.8.7.3. Tæthedskontrol ved lav strømning
Prøveudtagningssystemet prøves for lavstrømsutætheder som følger:
a) |
Systemet skal i sondeenden lukkes på en af følgende måder:
|
b) |
Alle vakuumpumper sættes i drift. Efter stabilisering kontrolleres det, at strømningen gennem prøvetagningssystemets vakuumside er under 0,5 % af systemets normale strømningshastighed ved brug. De typiske analysator- og omføringsstrømninger kan anslås ved tilnærmelse til systemets normale strømningshastighed ved brug. |
8.1.8.7.4. Tæthedskontrol ved fortynding af justeringsgas
Ved prøvningen kan alle typer gasanalysatorer anvendes. Hvis der anvendes en FID til denne prøvning, skal eventuel HC-kontaminering i prøvetagningssystemet korrigeres i henhold til tillæg A.7 og A.8 for HC om HC- og NMHC-bestemmelse. Misvisende resultater skal undgås ved udelukkende at anvende analysatorer med en repeterbarhed på 0,5 % eller bedre ved den koncentration af justeringsgas, der anvendes ved denne prøvning. Tæthedskontrol af vakuumsiden foretages som følger:
a) |
En udstødningsgasanalysator forberedes som ved emissionsprøvning. |
b) |
Der leveres justeringsgas til analysatorporten, og det kontrolleres, at justeringsgassens koncentration er målt til at være inden for den forventede nøjagtighed og repeterbarhed. |
c) |
Overstrømsjusteringsgas ledes til en af følgende placeringer i prøvetagningssystemet:
|
d) |
det kontrolleres, at koncentrationen af den målte overløbsjusteringsgas ligger inden for ± 0,5 % af justeringsgassens koncentration. Enhver målt værdi, som er mindre end forventet, indikerer en utæthed, mens en værdi, som er højere end forventet, indikerer et problem med justeringsgassen eller selve analysatoren. En værdi, som er højere end forventet, indikerer ikke en utæthed. |
8.1.8.7.5. Tæthedskontrol af vakuumsvækkelse
For at foretage denne prøvning dannes et vakuum i prøvetagningssystemets vakuumside, og systemets utæthedsgrad betragtes som en svækkelse i det dannede vakuum For at foretage denne prøvning skal volumen af prøvetagningssystemets vakuumside kendes med en nøjagtighed på ± 10 % af dets reelle volumen. Til denne prøvning anvendes også måleinstrumenter, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1. og punkt 9.4.
En tæthedsprøvning for vakuum-svækkelse foretages på følgende måde:
a) |
Systemet skal i sondeenden og så tæt på sondeåbningen som muligt lukkes på en af følgende måder:
|
b) |
Alle vakuumpumper sættes i drift. Der skabes et vakuum, som er repræsentativt for normale driftsforhold. Hvis der anvendes prøvesække, anbefales det, at den normale udpumpning af prøvesækken gentages to gange for at minimere indespærrede mængder. |
c) |
Prøvetagningspumperne slukkes, og systemet lukkes. Det absolutte tryk af den indelukkede gas og eventuelt systemets absolutte temperatur måles og registreres. Der gives tilstrækkelig tid til, at eventuelle transienter kan sætte sig, og til at en utæthed på 0,5 % har forårsaget en trykændring på mindst 10 gange opløsningen i tryktransduceren. Trykket og eventuelt også temperaturen registreres igen. |
d) |
Utæthedens strømningshastighed beregnes på baggrund af en anslået værdi på nul for udpumpede sækkemængder og på baggrund af kendte værdier for prøvetagningssystemets volumen, begyndelses- og sluttrykket, temperaturer (eventuelt) og tidsforløb. Det kontrolleres på følgende måde, at utæthedens strømningshastighed i vakuumsvækkelsen er mindre end 0,5 % af systemets normale strømningshastighed ved brug:
hvor:
|
8.1.9. Måling af CO og CO2
8.1.9.1. Kontrol af H2O-interferens for CO2-NDIR-analysatorer
8.1.9.1.1. Omfang og hyppighed
Hvis CO2 måles med en NDIR-analysator, kontrolleres mængden af H2O-interferens efter den første montering af analysatoren og efter større vedligeholdelse.
8.1.9.1.2. Måleprincip
H2O kan gennem interferens påvirke NDIR-analysatorens respons på CO2. Hvis NDIR-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af interferenskontrollen, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af konpensationsalgoritmerne under analysatorinterferenskontrollen.
8.1.9.1.3. Systemkrav
En CO2-NDIR-analysator skal have en H2O-interferens, som ligger inden for 0,0 ± 0,4 mmol/mol (af den forventede gennemsnitlige CO2-koncentration).
8.1.9.1.4. Procedure
Interferenskontrol foretages på følgende måde:
a) |
CO2-NDIR-analysatoren startes, betjenes, nulstilles og justeres som før en emissionsprøvning. |
b) |
Der laves en befugtet prøvegas ved at boble nulstillingsluft, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, gennem destilleret vand i en tæt beholder. Hvis prøven ikke ledes gennem en tørreenhed, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det maksimale niveau, der forventes under prøvningen. Hvis prøven ledes gennem en tørreenhed under prøvningen, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 9.3.2.3.1 bestemte. |
c) |
Den befugtede prøvegastemperatur holdes på mindst 5 °C over dens dugpunkt nedstrøms for beholderen. |
d) |
Den befugtede prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den befugtede prøvegas kan indføres nedstrøms for en eventuel prøvetørrer, hvis en sådan anvendes ved prøvningen. |
e) |
Vandmolbrøken, x H2O, af den befugtede prøvegas måles så tæt som muligt på analysatorens indgang. For eksempel måles dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk P total, for at beregne x H2O |
f) |
Der anvendes god teknisk praksis for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2O måles til analysatoren. |
g) |
Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden skal der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. |
h) |
Mens analysatoren måler prøvens koncentration, registreres 30 s prøvedata. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes. Analysatoren opfylder interferenskontrollen, hvis denne værdi er inden for (0,0 ± 0,4) mmol/mol |
8.1.9.2. Kontrol af H2O- og CO2-interferens for CO- NDIR-analysatorer
8.1.9.2.1. Omfang og hyppighed
Hvis CO måles med en NDIR-analysator, kontrolleres mængden af H2O- og CO2-interferens efter den første montering af analysatoren og efter større vedligeholdelse.
8.1.9.2.2. Måleprincip
H2O og CO2 kan have en positiv interferens med en NDIR-analysator ved at forårsage en CO-lignende respons. Hvis NDIR-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af interferenskontrollen, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af konpensationsalgoritmerne under analysatorinterferenskontrollen.
8.1.9.2.3. Systemkrav
En CO-NDIR-analysator skal have en kombineret H2O- og CO2-interferens, som ligger inden for ± 2 % af den forventede gennemsnitlige CO-koncentration.
8.1.9.2.4. Procedure
Interferenskontrol foretages på følgende måde:
a) |
CO-NDIR-analysatoren startes, betjenes, nulstilles og justeres som før en emissionsprøvning. |
b) |
Der laves en befugtet CO2-prøvningsgas ved at boble en CO2-justeringsgas gennem destilleret vand i en tæt beholder. Hvis prøven ikke ledes gennem en tørreenhed, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det maksimale niveau, der forventes under prøvningen. Hvis prøven ledes gennem en tørreenhed under prøvningen, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 8.1.8.5.8 bestemte. Der anvendes en CO2-justeringsgaskoncentration, der er mindst lige så høj som der maksimalt forventes under prøvningen. |
c) |
Den befugtede CO2-prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den befugtede CO2-prøvegas kan indføres nedstrøms for en eventuel prøvetørrer, hvis en sådan anvendes ved prøvningen. |
d) |
Vandmolbrøken, x H2O, af den befugtede prøvegas måles så tæt som muligt på analysatorens indgang. For eksempel måles dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk P total, for at beregne x H2O |
e) |
Der anvendes god teknisk praksis for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2O måles til analysatoren. |
f) |
Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. |
g) |
Mens analysatoren måler koncentrationen i prøven, registreres dens output i 30 s. Det aritmetiske gennemsnit af disse data beregnes. |
h) |
Analysatoren opfylder interferenskontrollen, hvis resultatet af litra g) i dette afsnit opfylder tolerancen i punkt 8.1.9.2.3. |
i) |
Interferensprocedurerne for CO2 og H2O kan også følges separat. Hvis de anvendte CO2- og H2O-niveauer er højere end de forventede maksimumniveauer ved prøvningen, nedskaleres hver enkelt observeret interferensværdi ved at multiplicere den observerede interferens med forholdet mellem den maksimale forventede koncentration og den værdi, der anvendes ved proceduren. Separate interferensprocedurer med koncentrationer af H2O (ned til 0,025 mol/mol H2O-indhold) som er lavere end de forventede maksimumniveauer ved prøvningen, kan afvikles, men den observerede H2O-interferens skal opskaleres ved multiplicering af den observerede interferens med forholdet mellem den maksimale forventede H2O-koncentration og den værdi, der anvendes ved proceduren. Summen af de to skalerede interferensværdier skal overholde tolerancen i punkt 8.1.9.2.3. |
8.1.10. Carbonhydridmålinger
8.1.10.1. FID-optimering og verifikation
8.1.10.1.1. Omfang og hyppighed
For alle FID-analysatorer gælder, at FID-enheden skal kalibreres efter den første opstilling. Kalibreringen gentages efter behov, idet der anlægges et velbegrundet teknisk skøn. Følgende skridt følges for en FID-enhed, der måler HC:
a) |
En FID-enheds respons på forskellige carbonhydrider optimeres efter opstillingen og efter større vedligeholdelse. FID-enhedens respons på propylen og toluen skal være mellem 0,9 og 1,1 i forhold til propan. |
b) |
En FID-enheds responsfaktor på methan (CH4) bestemmes efter første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4 i dette afsnit. |
c) |
Methanresponsen (CH4) skal være verificeret inden for 185 dage forud for prøvningen. |
8.1.10.1.2. Kalibrering
Ud fra en teknisk velfunderet vurdering udvikles en kalibreringsprocedure, som f.eks. er baseret på FID-analysatorfabrikantens anvisninger og den anbefalede FID-kalibreringsfrekvens. En FID-enhed, som måler HC, kalibreres ved hjælp af C3H8-kalibreringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. En FID-enhed, som måler CH4, kalibreres ved hjælp af CH4-kalibreringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. Uanset kalibreringsgassens sammensætning skal den kalibreres på basis af carbonnummeret 1 (C1).
8.1.10.1.3. Responsoptimering af HC-FID-enheden
Denne procedure er kun til FID-analysatorer, der måler HC.
a) |
Fabrikantens anvisninger følges, og der anvendes god teknisk praksis i forbindelse med den første instrumentopstart og grundlæggende driftsjustering ved hjælp af FID-enhedens brændstof og nulstillingsluft. Opvarmede FID-enheder skal være inden for det påkrævede driftstemperaturområde. FID-enheden optimeres, således at den opfylder kravene til responsfaktor for carbonhydrider og oxygeninterferenskontrol i overensstemmelse med litra a) i punkt 8.1.10.1.1 og punkt 8.1.10.2 i det mest almindelige analysatorområde, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig optimering af FID-enheden kan der anvendes et højere analysatorområde i overenstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis det almindelige analysatorområde er lavere end det minimumsområde, som instrumentfabrikanten har specificeret. |
b) |
Opvarmede FID-enheder skal være inden for det påkrævede driftstemperaturområde. FID-enhedens respons skal optimeres ved det mest almindelige analyseområde, der forventes under emissionsprøvningen. Med brændstof- og luftstrømme indstillet i henhold til fabrikantens anvisninger tilføres analysatoren en justeringsgas. |
c) |
Med henblik på optimering følges skridt i)-iv) eller den af instrumentfabrikanten anviste procedure. De procedurer, der er skitseret i SAE nr. 770141, kan eventuelt anvendes til optimering.
|
d) |
De optimale strømningshastigheder og/eller tryk for FID-enhedens brændstof og brænderluft bestemmes, og de måles og registreres med henblik på senere anvendelse. |
8.1.10.1.4. Bestemmelse af responsfaktoren HC FID CH4
Denne procedure er kun til FID-analysatorer, der måler HC. Eftersom FID-analysatorer generelt reagerer forskelligt på CH4 i forhold til C3H8, bestemmes CH4-responsfaktoren, RF CH4[THC-FID], for hver THC-FID-analysator efter FID-optimering. Den seneste RF CH4[THC-FID], der er målt som foreskrevet i dette punkt, anvendes ved beregningen af for HC som beskrevet i bilag 4B, tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller bilag 4B, tillæg A.8 (massebaseret tilgang) for at kompensere for CH4-responsen. RF CH4[THC-FID bestemmes som følger, idet det bemærkes, at RF CH4[THC-FID] ikke bestemmes for FID-enheder, som kalibreres og justeres ved hjælp af CH4 med non-methan-afskæring:
a) |
Der vælges en C3H8-justeringsgaskoncentration til justering af analysatoren før emissionsprøvningen. Der vælges kun justeringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og C3H8-koncentrationen i gassen registreres. |
b) |
Der vælges en CH4-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og CH4-koncentrationen i gassen registreres. |
c) |
FID-analysatoren betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. |
d) |
Det bekræftes, at FID-analysatoren er kalibreret ved hjælp af C3H8. Kalibrering foretages på basis af carbonnummeret 1 (C1). |
e) |
FID-enheden nulstilles med en nulstillingsgas, der anvendes til emissionsprøvning. |
f) |
FID-enheden justeres med den valgte C3H8-justeringsgas. |
g) |
Den CH4-justeringsgas, der er valgt i overensstemmelse med litra b) i dette afsnit, indføres ved FID-analysatorens prøvetagningsport. |
h) |
Analysatorens respons stabiliseres. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af analysatoren og for analysatorens respons. |
i) |
Mens analysatoren måler CH4-koncentrationen, registreres 30 s prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit af disse værdier beregnes. |
j) |
Den gennemsnitlige koncentration divideres med den registrerede justeringskoncentration af CH4-kalibringsgas. Resultatet er FID-analysatorens responsfaktor for CH4, RF CH4[THC-FID]. |
8.1.10.1.5. Verifikation af HC-FID-enhedens respons på methan (CH4)
Denne procedure er kun til FID-analysatorer, der måler HC. Hvis værdien af RF CH4[THC-FID] fra punkt 8.1.10.1.4 ligger inden for ± 5,0 % af den seneste tidligere bestemte værdi, består HC FID-enheden responsverifikationen.
a) |
Det kontrolleres først, at tryk og/eller strømningshastigheden i FID-enhedens brændstof, brænderluft og prøve ligger inden for ± 0,5 % af den seneste tidligere registrerede værdi som beskrevet i punkt 8.1.10.1.3 i dette afsnit. Hvis disse strømningshastigheder skal justeres, bestemmes en ny RF CH4[THC-FID] som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4. i dette afsnit. Det kontrolleres, at den bestemte værdi af RF CH4[THC-FID]ligger inden for den i punkt 8.1.10.1.5 specificerede tolerance. |
b) |
Hvis RF CH4[THC-FID] ikke er inden for den i punkt 8.1.10.1.5 specificerede tolerance, optimeres FID-responsen påny som beskrevet i punkt 8.1.10.1.3 i dette afsnit. |
c) |
Der bestemmes en ny RF CH4[THC-FID] som beskrevet i punkt 8.1.10.1.4. i dette afsnit. Denne nye værdi af RF CH4[THC-FID] anvendes i beregningerne for HC-bestemmelse som beskrevet i bilag 4B, tillæg A.7 (molbaseret tilgang) eller bilag 4B, tillæg A.8 (massebaseret tilgang). |
8.1.10.2. Kontrol af O2-interferens af FID-enheden ved ikke-støkiometrisk ufortyndet udstødning
8.1.10.2.1. Omfang og hyppighed
Hvis FID-analysatorer anvendes til måling af ufortyndet udstødningsgas, kontrolleres mængden af O2-interferens af FID-enheden efter opstilling og større vedligeholdelse.
8.1.10.2.2. Måleprincip
Ændringer i O2-koncentrationen i den ufortyndede udstødningsgas kan påvirke FID-enhedens respons ved at ændre dens flammetemperatur. FID-enhedens brændstof, brænderluft og prøvestrøm optimeres til at opfylde disse verifikationskrav. FID-enhedens ydeevne bekræftes med kompensationsalgoritmerne for FID-O2-interferens, som forekommer under emissionsprøvningen.
8.1.10.2.3. Systemkrav
En FID-analysator, der anvendes under prøvningen, skal opfylde verifikationskravene til FID-O2-interferens i overensstemmelse med proceduren i dette afsnit.
8.1.10.2.4. Procedure
FID-O2-interferens bestemmes som følger, idet det bemærkes, at der kan anvendes et eller flere gasdeleapparater til at lave de koncentrationer af referencegas, der er påkrævet for verifikationens gennemførelse.
a) |
Der vælges tre referencejusteringsgasser, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1 og indeholder den C3H8-koncentration, der anvendes til at justere analysatorerne før emissionsprøvning. Kun CH4-justeringsreferencegasser, der opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, må anvendes til FID-enheder, der er kalibreret med CH4 med en non-methan-afskæring. De tre balancegaskoncentrationer vælges, således at koncentrationerne af O2 og N2 repræsenterer den minimums-, maksimums- og middelkoncentration af O2, der forventes under prøvningen. Der kan ses bort fra kravet om anvendelse af gennemsnitlig O2-koncentration, hvis FID-enheden kalibreres med justeringsgas, afbalanceret med den gennemsnitlige forventede oxygenkoncentration. |
b) |
Det skal bekræftes, at FID-analysatoren opfylder alle forskrifterne i punkt 8.1.10.1. |
c) |
FID-analysatoren startes og betjenes som før en emissionsprøvning. Uanset FID-brænderens luftkilde under prøvningen anvendes i forbindelse med denne verifikation nulstillingsluft som FID-brænderens luftkilde. |
d) |
Analysatoren nulstilles. |
e) |
Analysatoren justeres ved hjælp af en justeringsgas, som bruges under emissionsprøvningen. |
f) |
Nulresponsen kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Der fortsættes til næste trin, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt. |
g) |
Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have minimumskoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2minHC. |
h) |
FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt. |
i) |
Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have middelkoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2avgHC. |
j) |
FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt. |
k) |
Analysatorresponsen kontrolleres ved hjælp af den justeringsgas, der forventes at have maksimumskoncentrationen af O2 under prøvningen. Den gennemsnitlige respons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata registreres som x O2maxHC. |
l) |
FID-enhedens nulrespons kontrolleres ved hjælp af den nulstillingsgas, der anvendes under emissionsprøvningen. Næste trin udføres, hvis den gennemsnitlige nulrespons for 30 sekunders stabiliserede prøvedata ligger inden for ± 0,5 % af justeringsreferenceværdien i litra e) i dette punkt. I modsat fald gentages proceduren fra litra d) i dette punkt. |
m) |
Den procentvise difference mellem x O2maxHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den procentvise difference mellem x O2avgHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den procentvise difference mellem x O2minHC og dens referencegaskoncentration beregnes. Den maksimale procentvise difference mellem de tre bestemmes. Dette er O2-interferensen. |
n) |
Hvis O2-interferensen ligger inden for ± 3 %, består FID-enheden interferensverifikationen. I modsat fald foretages et eller flere af følgende skridt for at korrigere fejlen:
|
8.1.10.3. Penetraktionsfraktion af non-methan-afskæring
8.1.10.3.1. Omfang og hyppighed
Hvis der anvendes en FID-analysator og en non-methan-afskæring (NMC) til at måle methan (CH4), bestemmes konverteringseffektiviteten af non-methan-afskæringen for ECH4 og ethan, EC2H6. Som angivet i dette punkt kan denne konverteringseffektivitet bestemmes som en kombination af NMC-konverteringseffektivitet og FID-analysatorens responsfaktorer, afhængigt af den konkrete konfiguration af NMC og FID.
Denne verifikation skal udføres, efter montering af non-methan-afskæring. Denne verifikation gentages inden for 185 dage forud for prøvningen for at efterprøve, at afskæringens katalytiske aktivitet ikke er forringet.
8.1.10.3.2. Måleprincip
En non-methan-afskæring er en opvarmet katalysator, som fjerner non-methan carbonhydrider fra udstødningsgasstrømmen, før FID-analysatoren måler den resterende carbonhydridkoncentration. En idéel non-methan-afskæring ville have en methan-konverteringseffektivitet E CH4 [-] på 0 (dvs. en methan-penetrationsfraktion PF CH4, på 1,000) og konverteringseffektiviteten for alle carbonhydrider ville være 1,000 som repræsenteret ved en ethan-konverteringseffektivitet E C2H6 [-] på 1 (dvs. en ethan-penetrationsfraktion PF C2H6 [-] på 0). Ved emissionsberegningerne i bilag 4B, tillæg A.7, eller 4B, tillæg A.8, anvendes de i dette punkt målte værdier for konverteringeffektivitet E CH4 og E C2H6 for at tage højde for mindre end idéel NMC-ydelse.
8.1.10.3.3. Systemkrav
NMC-konverteringseffektivitet er ikke begrænset til et bestemt område. Det anbefales dog, at en non-methan-afskæring optimeres ved at justere dens temperatur, således at der opnås E CH4 < 0,15 og E C2H6 > 0,98 (PF CH4 > 0,85 og PF C2H6 < 0,02) som bestemt i punkt 8.1.10.3.4, afhængigt af hvad der er relevant. Hvis disse specifikationer ikke opnås ved justering af NMC-temperaturen, anbefales det at udskifte katalysatorens materiale. Der anvendes de senest bestemte konverteringsværdier fra dette afsnit til beregningen af HC-emission i overensstemmelse med tillæg A.7-A.8, afhængigt af hvad der er relevant.
8.1.10.3.4. Procedure
Det anbefales at følge en af de i punkt 8.1.10.3.4.1, 8.1.10.3.4.2 og 8.1.10.3.4.3 angivne procedurer. Der kan anvendes en alternativ metode, hvis en sådan anbefales af instrumentfabrikanten.
8.1.10.3.4.1. Procedure for en FID-kalibreret med NMC
Hvis en FID-enhed altid kalibreres til at måle CH4 med NMC-enheden, skal FID justeres med NMC ved brug af en CH4-justeringsgas, og produktet af FID-enhedens CH4-responsfaktor og CH4-penetrationsfraktion, RFPF CH4[NMC-FID], sættes til 1,0 (dvs. effektiviteten E CH4 [-] sættes til 0) for alle emissionsberegninger, og den kombinerede ethanresponsfaktor (C2H6) og penetrationsfraktion RFPFC2H6[NMC-FID] (og effektivitet E C2H6 [-]) bestemmes som følger:
a) |
Der vælges både en CH4-gasblanding og en C2H6 analytisk gasblanding, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1. Der vælges både en CH4-koncentration til justering af FID-enheden under emissionsprøvningen og en C2H6- koncentration, som er typisk for den højeste NMHC-koncentration, der forventes for carbonhydridstandarden eller svarende til THC-analysatorens justeringsværdi. |
b) |
Non-methan-afskæringen startes, betjenes og optimeres i henhold til fabrikantens anvisninger, herunder temperaturoptimering. |
c) |
Det skal bekræftes, at FID-analysatoren opfylder alle forskrifterne i punkt 8.1.10.1. |
d) |
FID-analysatoren betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. |
e) |
CH4-justeringsgas anvendes til at justere FID-enheden med afskæringsenheden. FID-enheden skal justeres på C1-basis. Hvis justeringsgassen f.eks. har en CH4-referenceværdi på 100 μmol/mol, er den korrekte FID-respons på denne justeringsgas 100 μmol/mol, fordi der er et carbonatom pr. CH4-molekyle. |
f) |
C2H6-analysegasblandingen indføres opstrøms for non-methan-afskæringen. |
g) |
Analysatorens respons stabiliseres. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af non-methan-afskæring og for analysatorens respons. |
h) |
Mens analysatoren måler en stabil koncentration, registreres 30 sekunders prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit af disse datapunkter beregnes. |
i) |
Gennemsnittet divideres med referenceværdien C2H6, konverteret til C1-basis. Resultatet er den kombinerede C2H6-responsfaktor og penetrationsfraktion RFPF C2H6[NMC-FID], svarende til (1 - E C2H6 [-]). Denne kombinerede responsfaktor og penetrationsfraktion og produktet af CH4-responsfaktoren og CH4-penetrationsfraktionen, RFPF CH4[NMC-FID], som sættes til 1,0, skal i forbindelse med emissionsberegninger anvendes i henhold til tillæg A.7 eller A.8, afhængigt af hvad der er relevant. |
8.1.10.3.4.2. Procedure for en FID-enhed kalibreret med propan, der ledes uden om NMC-enheden
Hvis der anvendes en FID-enhed med en NMC-enhed, der kalibreres med propan, C3H8, der ledes uden om NMC-enheden, bestemmes penetrationsfraktionerne PF C2H6[NMC-FID] og PF CH4[NMC-FID] som følger:
a) |
Der vælges en CH4-gasblanding og en C2H6-analysegasblanding, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, med en CH4-koncentration, der er typisk for dens højeste koncentration, som forventes ved carbonhydrid-standarden, og en C2H6-koncentration, der er typisk for den højeste samlede carbonhydridkoncentration (THC), som forventes ved carbonhydridstandarden, eller svarende til THC-analysatorens justeringsværdi. |
b) |
Non-methan-afskæringen startes og betjenes i henhold til fabrikantens anvisninger, herunder temperaturoptimering. |
c) |
Det skal bekræftes, at FID-analysatoren opfylder alle forskrifterne i punkt 8.1.10.1. |
d) |
FID-analysatoren betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. |
e) |
FID-analysatoren nulstilles og justeres som under en emissionsprøvning. FID-enheden justeres ved at gå uden om afskæringen og ved at anvende C3H8-justeringsgas til justering af FID-enheden. FID-enheden skal justeres på C1-basis. |
f) |
C2H6-analysegasblandingen indføres opstrøms for non-methan-afskæringen ved det punkt, hvor der blev indført nulstillingsgas. |
g) |
Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af non-methan-afskæring og for analysatorens respons. |
h) |
Mens analysatoren måler en stabil koncentration, registreres 30 sekunders prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit af disse datapunkter beregnes. |
i) |
Strømningsvejen ændres, så den ledes uden om non-methan-afskæringen, C3H8-analysegasblandingen indføres i omledningen, og trinnene i litra g)-h) i dette punkt gentages. |
j) |
Den gennemsnitlige C2H6-koncentration, målt gennem non-methan-afskæringen, divideres med den gennemsnitlige koncentration, målt efter non-methan-afskæringens omledning. Resultatet er C2H6-penetrationsfraktionen, PF C2H6[NMC-FID], som svarer til (1 - E C2H6 [-]). Denne penetrationsfraktion anvendes også i henhold til tillæg A.7 eller A.8, afhængigt af hvad der er relevant. |
k) |
Trinnene i litra f)-j) i dette punkt gentages, men med CH4-analysegasblandingen i stedet for C2H6. Resultatet bliver CH4-penetrationsfraktionen, PF CH4[NMC-FID], som svarer til (1- E CH4 [-])). Denne penetrationsfraktion anvendes også i henhold til tillæg A.7 eller A.8, afhængigt af hvad der er relevant. |
8.1.10.3.4.3. Procedure for en FID-enhed, kalibreret med propan, der ledes uden om NMC-enheden
Hvis der anvendes en FID-enhed med NMC, som kalibreres med methan, CH4, ved at lede strømmen uden om NMC, bestemmes dens kombinerede ethan-responsfaktor (C2H6) og penetrationsfraktion, RFPF C2H6[NMC-FID], samt dens CH4-penetrationsfraktion PF CH4[NMC-FID] som følger:
a) |
Der vælges en CH4- og C2H6-analysegasblanding, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, hvor CH4-koncentrationen er typisk for den højeste koncentration, som forventes ved carbonhydridstandarden, og en C2H6-koncentration, der er typisk for den højeste samlede carbonhydridkoncentration (THC), som forventes ved carbonhydridstandarden eller THC-analysatorens justeringsværdi |
b) |
Non-methan-afskæringen startes og betjenes i henhold til fabrikantens anvisninger, herunder temperaturoptimering. |
c) |
Det skal bekræftes, at FID-analysatoren opfylder alle forskrifterne i punkt 8.1.10.1. |
d) |
FID-analysatoren startes og betjenes i henhold til instrumentfabrikantens anvisninger. |
e) |
FID-analysatoren nulstilles og justeres som under en emissionsprøvning. FID-enheden justeres med CH4-justeringsgas, idet denne ledes uden om afskæringen. Bemærk, at FID-enheden skal justeres på C1-basis. Hvis justeringsgassen f.eks. har en methanreferenceværdi på 100 μmol/mol, er den korrekte FID-respons på denne justeringsgas 100 μmol/mol, fordi der er et carbonatom pr. CH4-molekyle. |
f) |
C2H6-analysegasblandingen indføres opstrøms for non-methan-afskæringen ved det punkt, hvor der blev indført nulstillingsgas. |
g) |
Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af non-methan-afskæring og for analysatorens respons. |
h) |
Der registreres 30 sekunders prøvedata, mens analysatoren måler en stabil koncentration. Det aritmetiske gennemsnit af disse datapunkter beregnes. |
i) |
Strømningsvejen, der ledes uden om non-methan-afskæringen ændres, C2H6-analysegasblandingen indføres i omledningen, og trinnene i litra g) og h) i dette punkt gentages. |
j) |
Den gennemsnitlige C2H6-koncentration, målt gennem non-methan-afskæringen, divideres med den gennemsnitlige koncentration, målt efter non-methan-afskæringens omledning. Resultatet er den kombinerede C2H6 -responsfaktor og penetrationsfraktion RFPF C2H6[NMC-FID]. Denne kombinerede responsfaktor og penetrationsfraktion anvendes i henhold til tillæg A.7 og A.8, afhængigt af hvad der er relevant. |
k) |
Trinnene i litra f)-j) i dette punkt gentages, men med CH4-analysegasblandingen i stedet for C2H6. Resultatet bliver CH4-penetrationsfraktionen, PF CH4[NMC-FID]. Denne penetrationsfraktion anvendes i henhold til tillæg A.7 og A.8, afhængigt af hvad der er relevant. |
8.1.11. NOx-målinger
8.1.11.1. Kontrol af CLD-analysatorens CO2- og H2O-dæmpning
8.1.11.1.1. Omfang og hyppighed
Hvis der anvendes en CLD-analysator til måling af NOx, kontrolleres mængden af H2O- og CO2-dæmpning efter opstilling af CLD-analysatoren og efter større vedligeholdelse.
8.1.11.1.2. Måleprincip
H2O og CO2 kan påvirke en CLD-enhedens NOx-respons i negativ retning på grund af kolliderende dæmpning, som hindrer den kemiluminescensreaktion, som CLD-enheden udnytter til at detektere NOx. Ved denne procedure og beregningerne i punkt 8.1.11.2.3 bestemmes dæmpningen, og dæmpningsresultaterne måles i forhold til den maksimale H2O-molbrøk og den maksimale CO2-koncentration, der forventes under emissionsprøvning. Hvis CLD-analysatoren anvender dæmpningskompensationsalgoritmer, der udnytter H2O- og/eller CO2-måleinstrumenter, skal dæmpningen evalueres med disse instrumenter i funktion og med anvendelse af kompensationsalgoritmerne.
8.1.11.1.3. Systemkrav
Ved fortyndede målinger må en CLD-analysator ikke overstige en kombineret H2O- og CO2-dæmpning på ± 2 %. Ved ufortyndede målinger må en CLD-analysator ikke overstige en kombineret H2O- og CO2-dæmpning på ± 2 %. Kombineret dæmpning er summen af CO2-dæmpningen bestemt som beskrevet i punkt 8.1.11.1.4. og H2O-dæmpningen som bestemt i punkt 8.1.11.1.5. Hvis disse krav ikke er opfyldt, skal der foretages korrigerende indgreb i form af reparation eller udskiftning af analysatoren. Før der foretages emissionsprøvning, kontrolleres det, at analysatorens normale funktion er genoprettet gennem det korrigerende indgreb.
8.1.11.1.4. Procedure for kontrol af CO2-dæmpning
Følgende metode eller den af instrumentfabrikanten anviste metode kan anvendes til at bestemme CO2-dæmpning ved at anvende et gasdeleapparat, som blander binære justeringsgasser med nulstillingsgas som fortyndingsmiddel og opfylder specifikationerne i punkt 9.4.5.6, eller der kan udvikles en anden protokol gennem god teknisk praksis:
a) |
Der anvendes PTFE-rør eller rustfri stålrør til de nødvendige forbindelser. |
b) |
Gasdeleapparatet skal være konfigureret således, at næsten lige store mængder af justerings- og fortyndingsgas blandes med hinanden. |
c) |
Hvis CLD-analysatoren har en driftsform, hvor den udelukkende detekterer NO, i modsætning til samlet NOx, skal CLD-analysatoren betjenes i førstnævnte driftsform. |
d) |
Der anvendes en CO2-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der er ca. to gange den maksimale CO2-koncentration, der forventes under emissionsprøvningen. |
e) |
Der anvendes en NO-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der er ca. to gange den maksimale NO-koncentration, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overenstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret. |
f) |
CLD-analysatoren nulstilles og justeres. CLD-analysatoren justeres med NO-justeringsgassen fra litra e) i dette punkt gennem gasdeleapparatet. NO-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets justeringsport; en nulstillingsgas skal forbindes til gasdeleapparatets fortynderport; der anvendes samme nominelle blandingsforhold som valgt i litra b) i dette punkt. NO-koncentrationen ved gasdeleapparatets udgang anvendes til at justere CLD-analysatoren. Der foretages korrektion af gasegenskaberne i nødvendigt omfang for at sikre nøjagtig gasdeling. |
g) |
CO2-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets justeringsport. |
h) |
NO-justeringsgassen skal være forbundet til gasdeleapparatets fortynderport. |
i) |
Mens der strømmer NO og CO2 gennem gasdeleapparatet, stabiliseres gasdeleapparats udgang. CO2-koncentrationen fra gasdeleapparatets udgang bestemmes, idet der i fornødent omfang foretages korrektion af gasegenskaberne for at sikre en nøjagtig gasdeling. Koncentrationen, x CO2act, registreres og anvendes til kontrolberegning af dæmpningen i 8.1.11.2.3. Som et alternativ til gasdeleapparatet kan der anvendes en anden simpel gasblanderanordning. I dette tilfælde anvendes en gasanalysator til at bestemme CO2-koncentrationen. Hvis der anvendes en NDIR-analysator sammen med en simpel gasblandingsanordning, skal den opfylde kravene i dette punkt, og den justeres med den CO2-justeringsgas, der er nævnt i litra d) i dette afsnit. NDIR-analysatorens linearitet skal først kontrolleres inden for hele området op til det dobbelte af den maksimale CO2-koncentration, der forventes under prøvningen. |
j) |
NO-koncentrationen måles nedstrøms for gasdeleapparatet med CLD-analysatoren. Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. Mens analysatoren måler prøvens koncentration, registreres analysatorens måling i 30 s. Det aritmetiske gennemsnit beregnes ud fra disse data, x NOmeas. x NOmeas, registreres og anvendes til kontrolberegning af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3. |
k) |
Den faktiske NO-koncentration beregnes ved gasdeleapparatets udgang, x NOact, på grundlag af justeringsgaskoncentrationerne og x CO2act i overensstemmelse med ligningen (8-5). Den beregnede værdi anvendes i til kontrolberegning af dæmpningen i ligning (8-4). |
l) |
De værdier, der er registreret i overensstemmelse med punkt 8.1.11.1.4 og 8.1.11.1.5 i dette afsnit, anvendes til beregning af dæmpningen som beskrevet i punkt 8.1.11.2.3. |
8.1.11.1.5. Procedure for kontrol af H2O-dæmpning
Følgende metode eller den af instrumentfabrikanten anviste metode kan anvendes til at bestemme H2O-dæmpning, eller der kan udvikles en anden protokol gennem god teknisk praksis:
a) |
Der anvendes PTFE-rør eller rustfri stålrør til de nødvendige forbindelser. |
b) |
Hvis CLD-analysatoren har en driftsform, hvor den udelukkende detekterer NOx, i modsætning til samlet NOx, skal CLD-analysatoren betjenes i førstnævnte driftsform. |
c) |
Der anvendes en NO-justeringsgas, som opfylder specifikationerne i punkt 9.5.1, og en koncentration, der ligger tæt på den maksimale koncentration, der forventes under emissionsprøvningen. For nøjagtig verifikation kan der anvendes en højere koncentration i overenstemmelse med instrumentfabrikantens anbefaling og god teknisk praksis, hvis den forventede NO-koncentration er lavere end det minimumsområde for verifikationen, som instrumentfabrikanten har specificeret. |
d) |
CLD-analysatoren nulstilles og justeres. CLD-analysatoren justeres med NO-justeringsgassen i litra c) i dette punkt, justeringsgassens koncentration registreres som x NOdry, og den anvendes til kontrolberegning af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3. |
e) |
NO-justeringsgassen skal befugtes ved gennembobling i destilleret vand i en tæt beholder. Hvis den befugtede NO-justeringsgasprøve ikke går igennem en prøvetørrer i forbindelse med denne verifikationsprøvning, styres beholderens temperatur, således at der genereres et H2O-niveau, omtrent svarende til den maksimale molbrøk af H2O, der forventes under emissionsprøvningen. Hvis den befugtede NO-justeringsgasprøve ikke går igennem en prøvetørrer, skal den målte H2O-dæmpning i kontrolberegningerne af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3 måles i forhold til den højeste molbrøk af H2O, der forventes under emissionsprøvningen. Hvis den befugtede NO-justeringsgas ledes gennem en tørreenhed under denne kontrolprøvning, skal beholdertemperaturen styres, så der genereres et H2O-niveau, der er mindst lige så højt som det i punkt 9.3.2.3.1 bestemte. I dette tilfælde viser kontrolberegningerne af dæmpningen i punkt 8.1.11.2.3 ikke den målte H2O-dæmpning |
f) |
Den befugtede NO-prøvegas indføres i prøvetagningssystemet. Den kan indføres opstrøms eller nedstrøms for en prøvetørrer, der anvendes under emissionsprøvningen. Afhængigt af indføringsstedet vælges den relevante beregningsmetode i litra e). Bemærk, at prøvetørreren skal opfylde verifikationen for prøvetørrere i punkt 8.1.8.5.8. |
g) |
Molbrøken af H2O i den befugtede NO-justeringsgas måles. Hvis der anvendes en prøvetørrer, måles molbrøken af H2O i den befugtede NO-justeringsgas nedstrøms for prøvetørreren, x H2Omeas. Det anbefales at måle x H2Omeas så tæt som muligt på CLD-analysatorens indgang. x H2Omeas kan beregnes ud fra målingerne af dugpunktet, T dew, og det absolutte tryk, p total. |
h) |
Der anvendes god teknisk praksis for at undgå kondensation i overføringsledninger, fittings eller ventiler fra det punkt, hvor x H2Omeas måles til analysatoren. Det anbefales, at systemet konstrueres, således at vægtemperaturerne i overføringslinjer, fittings og ventiler fra det punkt, hvor x H2Omeas måles til analysatoren, er mindst 5 °C over dugpunktet for den lokale gasprøve. |
i) |
Koncentrationen af den befugtede NO-justeringsgas måles med CLD-analysatoren. Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. Mens analysatoren måler prøvens koncentration, registreres analysatorens måling i 30 s. Det aritmetiske gennemsnit beregnes ud fra disse data, x NOwet. x NOwet registreres og anvendes i kontrolberegningen af dæmpningen i punkt i 8.1.11.2.3. |
8.1.11.2. CLD-kontrolberegning af dæmpningen
Kontrolberegning af dæmpningen foretages som beskrevet i dette punkt.
8.1.11.2.1. Mængde vand, der forventes under prøvningen
Den maksimale forventede molbrøk af vand under emissionsprøvningen, x H2Oexp, anslås. Dette overslag foretages, hvor den befugtede NO-justeringsgas blev indført, jf. litra f) i punkt 8.1.11.1.5. I forbindelse med vurderingen af den maksimale forventede molbrøk af vand tages der højde for det maksimale forventede vandindhold i forbrændingsluften, forbrændingsprodukter fra brændstoffet samt eventuel fortyndingsluft. Hvis den befugtede NO-justeringsgas indføres i prøvesystemet opstrøms for en prøvetørrer under kontrolprøvningen, er det ikke nødvendigt at anslå den maksimale forventede molbrøk vand, og x H2Oexp sættes lig med x H2Omeas.
8.1.11.2.2. Mængde CO2, der forventes under prøvningen
Den maksimale forventede CO2-koncentration under emissionsprøvningen, xH2Oexp, anslås. Dette skøn foretages ved det punkt i prøvetagningssystemet, hvor de blandede NO- og CO2 -justeringsgasser indføres som angivet i litra j) i punkt 8.1.11.1.4. Når den maksimale forventede molbrøk af vand anslås, tages der højde for det maksimale CO2-indhold i forbrændingsprodukter fra brændstof og fortyndingsluft.
8.1.11.2.3. Beregning af kombineret H2O- og CO2-dæmpning
Den kombinerede H2O og CO2-dæmpning beregnes som følger:
|
(8-4) |
hvor:
dæmpning |
= |
mængde CLD-dæmpning |
x NOdry |
= |
målt koncentration af NO opstrøms for gennembobler i overensstemmelse med litra d) i punkt 8.1.11.1.5. |
x NOwet |
= |
målt koncentration af NO opstrøms for gennembobler i overensstemmelse med litra i) i punkt 8.1.11.1.5. |
x H2Oexp |
= |
den maksimale forventede molbrøk af vand under emissionsprøvning i overensstemmelse med punkt 8.1.11.2.1. |
x H2Omeas |
= |
målt molbrøk af vand under dæmpningskontrol i overensstemmelse med litra g) i punkt 8.1.11.1.5. |
x NOmeas |
= |
målt koncentration af NO, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med litra j) i punkt 8.1.11.1.4. |
x NOact |
= |
faktisk koncentration af NO, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med litra j) i punkt 8.1.11.1.4, og beregnet efter ligning (8-5) |
x CO2exp |
= |
den maksimale forventede molbrøk af CO2 under emissionsprøvning i overensstemmelse med punkt 8.1.11.2.2. |
x CO2act |
= |
faktisk koncentration af NO2, når NO-justeringsgas blandes med CO2-justeringsgas, i overensstemmelse med litra i) i punkt 8.1.11.1.4. |
|
(8-5) |
hvor:
x NOspan |
= |
NO-justeringsgaskoncentrationen i gasdeleapparatets indgang i overensstemmelse med litra e) i punkt 8.1.11.1.4. |
x CO2span |
= |
CO2-justeringsgaskoncentrationen i gasdeleapparatets indgang i overensstemmelse med litra d) i punkt 8.1.11.1.4. |
8.1.11.3. Kontrol af NDUV-analysatorens HC- og H2O-interferens
8.1.11.3.1. Omfang og hyppighed
Hvis NOx måles med en NDUV-analysator, kontrolleres mængden af H2O-interferens og carbonhydridinterferens efter den første opstilling af analysatoren og efter større vedligeholdelse.
8.1.11.3.2. Måleprincip
Carbonhydrider og H2O har en påvist interferens med NDUV-analysatorer, idet de forårsager respons i lighed med responsen for NOx. Hvis NDUV-analysatoren anvender kompensationsalgoritmer, der udnytter måling af andre gasser, til gennemførelsen af interferenskontrollen, skal sådanne målinger samtidig udføres med henblik på prøvning af algoritmerne under analysatorinterferenskontrollen.
8.1.11.3.3. Systemkrav
En NOx-NDUV-analysator skal have en kombineret H2O- og HC-interferens, som ligger inden for ± 2 % af den gennemsnitlige NOx-koncentration.
8.1.11.3.4. Procedure
Interferenskontrol foretages på følgende måde:
a) |
NOx-NDUV-analysatoren opstartes, betjenes, nulstilles og justeres i overensstemmelse med instrumentfabrikantens anvisninger. |
b) |
Det anbefales, at der udtrækkes udstødning fra motoren til denne kontrol. Der anvendes en CLD-analysator, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4 til kvantificering af NOx i udstødningen. CLD-responsen anvendes som referenceværdi. Desuden skal der måles HC i udstødningen med en FID-analysator, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4. FID-responsen anvendes som referenceværdi for carbonhydrider. |
c) |
Opstrøms for prøvetørreren, hvis en sådan anvendes ved prøvningen, indføres motorens udstødning i NDUV-analysatoren. |
d) |
Der skal afsættes tid til stabilisering af analysatorens respons. Ved fastsættelse af stabiliseringstiden kan der tages højde for rensning af overføringsledningen og for analysatorens respons. |
e) |
Mens alle analysatorer måler prøvens koncentration, registreres 30 sekunders prøvedata, og det aritmetiske gennemsnit for de tre analysatorer beregnes. |
f) |
CLD-gennemsnittet subtraheres fra NDUV-gennemsnittet. |
g) |
Denne difference multipliceres med forholdet mellem den forventede gennemsnitlige HC-koncentration og den HC-koncentrationen, der er målt under kontrollen. Analysatoren opfylder interferenskontrollen i dette punkt, hvis dens resultat ligger inden for ± 2 % af den forventede NOx-koncentration ved standarden:
hvor:
|
8.1.11.3.5. Krav til kølebad (køler)
Det skal påvises, at vandfjernelsesteknikken ved den højeste forventede vanddampkoncentration H m opretholder CLD-fugtigheden på ≤ 5 g vand/kg tør luft (eller ca. 0,8 % vol. H2O), hvilket svarer til 100 % relativ fugtighed ved 3,9 °C og 101,3 kPa. Denne fugtighedsspecifikation er også ækvivalent med ca. 25 % relativ fugtighed ved 25 °C og 101,3 kPa. Dette kan påvises ved at måle temperaturen ved udgangen af en varmeaffugter eller ved at måle fugtigheden på et punkt lige ovenfor CLD.
8.1.11.4. Kølebad, NO2-gennemtrængning (køler)
8.1.11.4.1. Omfang og hyppighed
Hvis der anvendes kølebad (køler) til at tørre en prøve opstrøms for et NOx-måleinstrument, men uden brug af NO2-til-NO-konverter opstrøms for kølebadet, skal denne kontrol foretages af kølebadets NO2-penetration. Denne kontrol foretages efter opstilling og større vedligeholdelse.
8.1.11.4.2. Måleprincip
En prøvetørrer (køler) fjerner vand, som ellers kan forårsage interferens ved NOx–målingen. Dog kan flydende vandrester i et ukorrekt udformet kølebad fjerne NO2 fra prøven. Hvis der anvendes et kølebad uden en opstrøms NO2-til-NO-konverter, kan det således fjerne NO2 fra prøven før NOx-målingen.
8.1.11.4.3. Systemkrav
Køleren skal tillade måling af mindst 95 % af den samlede NO2 ved maksimalt forventet NO2-koncentration.
8.1.11.4.4. Procedure
Der anvendes følgende procedure til at verificere kølerens ydeevne:
a) |
Instrumentopsætning Analysator- og kølerfabrikantens anvisninger vedrørende opstart og betjening skal følges. Analysatoren og køleren justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen. |
b) |
Opstilling af udstyr og dataindsamling
|
c) |
Evaluering af ydeevne. Hvis x NOxdry er mindre end 95 % af x NOxref, skal køleren repareres eller udskiftes. |
8.1.11.5. Kontrol af NO2-til-NO-konverter
8.1.11.5.1. Omfang og hyppighed
Hvis der anvendes en analysator, som udelukkende måler NO til at bestemme NOx, skal der benyttes en NO2-til-NO-konverter opstrøms for analysatoren. Denne kontrol skal foretages efter montering af konverteren, efter større vedligeholdelse og inden for 35 dage før en emissionsprøvning. Denne verifikation gentages med denne frekvens for at efterprøve, hvorvidt NO2-til-NO-konverterens katalytiske aktivitet er forringet.
8.1.11.5.2. Måleprincip
Ved hjælp af en NO2-til-NO-konverter kan en analysator, som udelukkende måler NO, bestemme den samlede NOx ved at konvertere NO2 i udstødningen til NO.
8.1.11.5.3. Systemkrav
En NO2-til-NO-konverter skal gøre det muligt at måle mindst 95 % af den samlede NO2 ved maksimalt forventet NO2-koncentration.
8.1.11.5.4. Procedure
Følgende procedure benyttes til verifikation af en NO2-til-NO-konverters ydelse.
a) |
Instrumenterne opstilles efter anvisningerne for ibrugtagning og betjening fra fabrikanten af analysatoren og NO2-til-NO-konverteren. Analysatoren og konverteren justeres i nødvendigt omfang for at optimere ydeevnen. |
b) |
En ozonisators indgang tilsluttes en nulluft- eller oxygenkilde, og dens udgang forbindes til én port i et 3-vejs T-stykke. En NO-justeringsgas tilsluttes en anden port, og NO2-til-NO-konverterens indgang forbindes til den sidste port. |
c) |
Der tages følgende skridt ved udførelse af denne kontrol:
|
d) |
Evaluering af ydeevne. NOx-konverterens virkningsgrad beregnes ved at udskifte de koncentrationer, der fremkommer, i følgende ligning:
|
e) |
Hvis resultatet er mindre end 95 %, skal NO2-til-NO-konverteren repareres eller udskiftes. |
8.1.12. Partikelmålinger
8.1.12.1. Verifikation af partikelvægt og af vejningsprocessen
8.1.12.1.1. Omfang og hyppighed
I dette punkt beskrives tre verifikationer.
a) |
Uafhængig verifikation af ydelsen af partikelvejningen foretaget inden for 370 dage før vejning af et partikelfilter. |
b) |
Nulstilling og justering af vægten inden for 12 timer før vejning af et partikelfilter. |
c) |
Verifikation af, at massebestemmelsen af referencefiltre før og efter vejning af filter overholder en bestemt tolerance. |
8.1.12.1.2. Uafhængig verifikation
Vægtens fabrikant (eller en repræsentant, der er godkendt af denne) skal verificere vejeydelsen inden for 370 dage efter prøvningen i overensstemmelse med de interne revisionsprocedurer.
8.1.12.1.3. Nulstilling og justering
Vejeydelsen verificeres ved at nulstille og justere den med mindst én kalibreringsvægt, og alle anvendte vægte skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.2 i forbindelse med denne kontrol. Der anvendes en manuel eller automatiseret procedure:
a) |
Ved en manuel procedure kræves, at der anvendes en vægt, som nulstilles og justeres med mindst én kalibreringsvægt. Hvis der opnås gennemsnitsværdier ved at gentage vejningsprocessen for at forbedre nøjagtigheden af partikelmålinger, anvendes samme proces til at verificere vejeydelsen. |
b) |
Der foretages en automatisk procedure med interne kalibreringsvægte, som anvendes til automatisk at verificerevejeydelsen. Disse interne kalibreringsvægte skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.2 med henblik på denne verifikation. |
8.1.12.1.4. Vejning af referenceprøver
Alle masseaflæsninger under vejningen skal verificeres ved at veje referenceprøvemedierne (f.eks. filtre) før og efter vejningen. En vejning kan vare så kort tid som ønsket, men må ikke vare længere end 80 timer og kan indbefatte masseaflæsninger både før og efter prøvning. Successive massebestemmelser af hvert PM-referenceprøvemedie skal give samme værdi inden for ± 10 μg eller ± 10 % af den forventede samlede partikelmasse, afhængigt af hvad der er højest. Hvis det efter successive vejninger af PM-prøvefiltre viser sig, at dette kriterium ikke er overholdt, ugyldiggøres alle de enkelte mellemliggende aflæsninger af prøvefiltermasse. Disse filtre kan vejes på ny i forbindelse med en ny vejning. Hvis et filter efter prøvning ugyldiggøres, er prøvningsintervallet ugyldigt. Denne verifikation foretages på følgende måde:
a) |
Der skal opbevares mindst to prøver af ikke-anvendte PM-prøvemedier i det PM-stabiliserende miljø. Disse anvendes som reference. Ubenyttede filtre af samme materiale og størrelse udvælges til referencebrug. |
b) |
Referencemedierne stabiliseres i det PM-stabiliserende miljø. Referencemedier skal anses for at være stabiliserede, hvis de har været i PM-stabiliserende miljø i mindst 30 min, og hvis det PM-stabiliserende miljø i mindst 60 min forud herfor har opfyldt specifikationerne i 9.3.4.4. |
c) |
Der udføres vejning med en referenceprøve flere gange uden registrering af værdierne. |
d) |
Vægten nulstilles og justeres. Der placeres en prøvemasse på vægten (f.eks. en kalibreringsvægt), som herefter fjernes, idet det sikres, at vægten vender tilbage til en acceptabel nulaflæsning inden for den normale stabiliseringstid. |
e) |
Hvert enkelt referencemedie (f.eks. filtre) vejes, og deres masse registreres. Hvis gennemsnitsværdierne normalt fås ved at gentage vejningsprocessen for at forbedre nøjagtigheden og præcisionen af referencemediernes (f.eks. filtrenes) masse, anvendes samme fremgangsmåde til at måle gennemsnitsværdierne af prøvemediernes (f.eks. filtrenes) masse. |
f) |
Vejningsmiljøets dugpunkt, omgivelsestemperatur og atmosfæriske tryk registreres. |
g) |
De registrerede omgivende forhold anvendes til at korrigere resultaterne for opdrift som beskrevet i punkt 8.1.12.2. Massen (korrigeret for opdrift) for hver af referencemedierne registreres. |
h) |
Massen af de enkelte referencemedier (f.eks. filtre), korrigeret for opdrift, trækkes fra den tidligere målte og registrerede opdriftskorrigerede masse. |
i) |
Hvis nogen af de observerede masser for referencefiltrene afviger mere end tilladt i dette punkt, ugyldiggøres alle PM-massebestemmelser, som er foretaget før den sidste vellykkede validering af et referencemedies (f.eks. et filters) masse. Reference-PM-filtre kan kasseres, hvis kun ét af filtrenes masse har ændret sig mere end tilladt, og hvis der foreligger en med sikkerhed identificerbar årsag til det pågældende filters masseændring, som ikke ville kunne påvirke andre filtre, der anvendes i processen. Valideringen kan således anses for at være vellykket. I dette tilfælde skal der ses bort fra det kontaminerede medium ved vurdering af overensstemmelse med dette punkts litra j), men det berørte referencefilter skal kasseres og udskiftes. |
j) |
Hvis en af referencemasserne ændres mere end tilladt i henhold til punkt 8.1.12.1.4, ugyldiggøres alle PM-resultater, som blev bestemt mellem de to tidspunkter, inden for hvilke referencemasserne blev bestemt. Hvis der kasseres PM-prøvemedier i henhold til litra i) i dette punkt, skal mindst én referencemassedifferens, som opfylder kriterierne i dette punkt 8.1.12.1.4, være til rådighed. Ellers ugyldiggøres alle PM-resultater, som blev bestemt mellem de to tidspunkter, inden for hvilke referencemediernes (f.eks. filtrenes) masse blev bestemt. |
8.1.12.2. Korrektion for opdrift af PM-prøvefilter
8.1.12.2.1. Generelt
PM-prøvefilteret skal korrigeres for dets opdrift i luft. Opdriftskorrektionen afhænger af prøvemediets og luftens massefylde og af massefylden af den kalibreringsvægt, der anvendes til at kalibrere vægten. Opdriftskorrektionen tager ikke hensyn til selve PM-opdriften, fordi PM-massen typisk kun tegner sig for 0,01 til 0,10 % af den samlede vægt. Korrektionen af denne lille brøkdel af massen ville højst udgøre 0,010 %. De opdriftskorrigerede værdier svarer til tarakorrektionen for PM-prøverne. Disse opdriftskorrigerede værdier for vejning af filteret før prøvning trækkes efterfølgende fra de opdriftskorrigerede værdier for vejning af det samme filter efter prøvning for at bestemme den PM-masse, der blev udledt under prøvningen.
8.1.12.2.2. PM-prøvefilterets massefylde
Forskellige PM-prøvefiltre har forskellig massefylde. Den kendte massefylde for prøvemedierne eller en af massefylderne for flere almindelige prøvetagningsmedier anvendes som følger:
a) |
For PTFE-coatet borsilicatglas anvendes en massefylde for prøvemedierne på 2 300 kg/m3 |
b) |
For PTFE-membranmedier (filmmedier) med en integreret støttering af polymethylpenten, der tegner sig for 95 % af mediernes masse, anvendes en massefylde for prøvemedierne på 920 kg/m3. |
c) |
For PTFE-membranmedier (filmmedier) med en integreret støttering af polymethylpenten, der tegner sig for 95 % af mediernes masse, anvendes en massefylde for prøvemedierne på 2 144 kg/m3. |
8.1.12.2.3. Luftens massefylde
Da PM-vejningsmiljøet skal styres til en præcis omgivende temperatur på 22 ± 1 °C og et dugpunkt på 9,5 ± 1 °C er luftens massefylde primært en funktion af det atmosfæriske tryk. Derfor er der angivet en opdriftskorrektion, som udelukkende er en funktion af det atmosfærisk tryk.
8.1.12.2.4. Kalibreringsvægtens massefylde
Der anvendes den oplyste massefylde for metalkalibreringsvægtens materiale.
8.1.12.2.5. Korrektionsberegning
PM-prøvefilteret korrigeres for opdrift ved anvendelse af følgende ligninger:
|
(8-8) |
hvor:
m cor |
= |
masse af PM-prøvefilter, korrigeret for opdrift |
m uncor |
= |
masse af PM-prøvefilter, ukorrigeret for opdrift |
ρ air |
= |
luftens massefylde i vejningsmiljøet |
ρ weight |
= |
massefylde af kalibreringsvægt, anvendt til justering af vægten |
ρ media |
= |
massefylde af PM-prøvefilter |
|
(8-9) |
hvor:
p abs |
= |
absolut tryk i vejningsmiljøet |
M mix |
= |
molmasse for luften i vejningsmiljøet |
R |
= |
molgassens konstant |
T amb |
= |
absolut omgivende temperatur i vejningsmiljøet. |
8.2. Instrumentvalidering i forbindelse med prøvning
8.2.1. Validering af proportional strømningsregulering for batchprøveudtagning og minimumsfortyndingsforhold for PM-batchprøveudtagning.
8.2.1.1. Proportionalitetskriterier for CVS
8.2.1.1.1. Proportionelle strømninger
For ethvert flowmeterpar anvendes den registrerede prøvestrømshastighed og den samlede strømningshastighed eller deres 1 Hz-gennemsnit i de statistiske beregninger i bilag 4B, tillæg A.2, punkt A.2.9. Middelfejlen på estimatet (SEE) for prøvestrømshastigheden i forhold til den samlede strømningshastighed bestemmes. For hvert prøvningsinterval skal det påvises, at SEE var mindre end eller lig med 3,5 % af den gennemsnitlige prøvestrømshastighed.
8.2.1.1.2. Konstante strømme
For ethvert flowmeterpar anvendes den registrerede prøvestrømshastighed og den samlede strømningshastighed eller deres 1 Hz-gennemsnit til at påvise, at hver strømningshastighed var konstant inden for ± 2,5 % af den respektive gennemsnits- eller målhastighed. Følgende muligheder kan anvendes i stedet for at registrere de respektive strømningshastigheder for hver målertype:
a) |
Venturi med kritisk strømning. For venturier med kritisk strømning anvendes de registrerede venturi-indgangsforhold eller deres 1 Hz-gennemsnit. Det skal påvises, at strømningsdensiteten ved venturiens indgang var konstant inden for ± 2,5 % af den gennemsnitlige densitet eller den tilstræbte densitet gennem hvert prøvningsinterval. For en CVS-venturi med kritisk strømning kan dette påvises ved at demonstrere, at den absolutte temperatur ved venturiens indgang var konstant inden for ± 4 % af den gennemsnitlige densitet eller af den tilstræbte absolutte temperatur gennem hvert prøvningsinterval. |
b) |
Fortrængningspumpe. Der anvendes de registrerede forhold ved pumpens indgang eller deres 1 Hz-gennemsnit. Det skal påvises, at strømningsdensiteten ved pumpens indgang var konstant inden for ± 2,5 % af den gennemsnitlige densitet eller den tilstræbte densitet gennem hvert prøvningsinterval. For en CVS-pumpe kan dette påvises ved at demonstrere, at den absolutte temperatur ved pumpens indgang var konstant inden for ± 2 % af den gennemsnitlige densitet eller af den tilstræbte absolutte temperatur gennem hvert prøvningsinterval. |
8.2.1.1.3. Påvisning af proportional prøvetagning
For enhver proportional batch-prøve, såsom en sæk eller et PM-filter, skal det påvises, at den proportionale prøvetagning blev fastholdt ved hjælp af et af følgende, idet dog op til 5 % af det samlede antal datapunkter kan udelades som afvigende:
Ved anvendelse af god teknisk praksis foretages en teknisk analyse af, at systemet til styring af den proportionale strømning sikrer proportional prøvetagning under alle de omstændigheder, der kan forventes under prøvningen. F.eks. kan CFV-systemer anvendes til både prøvestrøm og den samlede strømning, hvis det godtgøres, at de altid har samme indgangstryk og -temperatur, og at de altid opererer under kritiske strømningsbetingelser.
De målte eller beregnede strømninger og/eller sporgaskoncentrationer (f.eks. CO2) anvendes til at bestemme det mindste fortyndingsforhold for PM-batchprøvetagningen gennem prøvningsintervallet.
8.2.1.2. Validering af delstrømsfortyndingssystemet
I forbindelse med kontrol af et delstrømsfortyndingssystems evne til at udtage en proportional prøve af ufortyndet udstødning er det nødvendigt, at systemet har en kort responstid. Det er delstrømsfortyndingssystemets hurtighed, der er definerende herfor. Systemets transformationstid bestemmes efter fremgangsmåden i punkt 8.1.8.6 og den dertil hørende figur 3.1. Den egentlige kontrol af delstrømsfortyndingssystemet baseres på de aktuelt målte betingelser. Hvis den kombinerede transformationstid for målingen af udstødningsstrømmen og delstrømssystemet er ≤ 0,3 s, anvendes online-kontrol. Hvis transformationstiden er over 0,3 s, skal der anvendes look ahead-kontrol på grundlag af et allerede registret prøvningsforløb. I dette tilfælde skal den kombinerede stigningstid være ≤ 1 s, og den kombinerede forsinkelse ≤ 10 s. Den samlede systemrespons skal være konstrueret således, at den sikrer en repræsentativ partikelprøve, q mp,i (prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystem), som er proportional med udstødningsmassestrømmen. For at bestemme proportionaliteten gennemføres en regressionsanalyse af q mp,i i forhold til q mew,i (udstødningsgassens massestrømningshastighed på våd basis) med en datafangsthastighed på mindst 5 Hz, og følgende kriterier skal være opfyldt:
a) |
Korrelationskoefficienten r 2 i den lineære regression mellem q mp,i og q mew,i skal være mindst 0,95. |
b) |
Middelfejlen på estimatet for q mp,i på q mew,i må ikke være større end 5 % af q mp-maksimum. |
c) |
Regressionslinjens q mp-skæring må ikke være mere end ± 2 % af q mp-maksimum. |
Look ahead-styring er påkrævet, hvis de kombinerede transformationstider for partikelsystemet, t 50,P, og udstødningens massestrømsignal, t 50,F, er > 0,3 s. I et sådant tilfælde skal der foretages en forprøvning, og forprøvningens massestrømningssignal kan anvendes til at styre prøvestrømmen ind i partikelsystemet. Der opnås en korrekt styring af delstrømsfortyndingssystemet, hvis tidssporet af forprøvningens q mew,pre, som styrer q mp, forskydes med en look ahead-tid på t 50,P + t 50,F.
Til bestemmelse af korrelationen mellem q mp,i og qmew,i skal anvendes data opnået ved den faktiske prøve, idet q mew,i tidsmæssigt justeres ind af t 50,F i forhold til q mew,i (intet bidrag fra t 50,P til tidsjusteringen). Tidsforskydningen mellem q mewog q mp er forskellen i deres transformationstider, som bestemt i overensstemmelse med punkt 8.1.8.6.3.2.
8.2.2. Validering af gasanalysatorens område, forskydningsvalidering og forskydningskorrektion.
8.2.2.1. Validering af område
Hvis der er tale om en analysator, som betjenes over 100 % af dens område på noget tidspunkt under prøvningen, skal følgende trin foretages:
8.2.2.1.1. Batch-prøvetagning
I forbindelse med batch-prøvetagning skal prøven analyseres igen, idet der anvendes det laveste analysatorområde, som resulterer i en maksimal instrumentrespons på under 100 %. Resultatet opgives fra det laveste område for hvilket analysatoren fungerer under 100 % af dens område for hele prøvningen.
8.2.2.1.2. Kontinuerlig prøvetagning
Ved kontinuerlig prøvetagning gentages hele prøvningen ved hjælp af det næste højere analyseområde. Hvis analysatoren igen fungerer over 100 % af dens område, gentages prøvningen med anvendelse af det næste højere område. Prøvningen gentages kontinuerligt, indtil analysatoren altid fungerer ved mindre end 100 % af dens område for hele prøvningen.
8.2.2.2. Forskydningsvalidering og -korrektion
Hvis forskydningen er inden for ± 1 %, kan dataene enten godkendes uden nogen korrektion eller godkendes efter korrektion. Hvis forskydningen er over ± 1 %, beregnes to sæt specifikke emissionsresultater for hvert forurenende stof, eller prøvningen erklæres ugyldig. Et sæt beregnes ved hjælp af data fra før forskydningskorrektion, og et andet sæt data beregnes efter korrektion alle data for forskydning, jf. tillæg A.7.2 og A.8.2 i bilag 4B. Sammenligningen skal udføres som procentdel af de ukorrigerede resultater. Differencen mellem de ukorrigerede og de korrigerede specifikke emissionsværdier skal ligge inden for ± 4 % af de ukorrigerede specifikke emissionsværdier. I modsat fald erklæres hele prøvningen ugyldig.
8.2.3. PM-prøveudtagningsmedier (f.eks. filtre) forkonditionering og tarakorrektion
Før emissionsprøvning, træffes der følgende foranstaltninger for at forberede en PM-prøvefiltermedium og udstyr til PM-måling.
8.2.3.1. Regelmæssig verifikation
Det skal sikres, at vægten og det PM-stabiliserende miljø opfylder den periodiske verifikation i punkt 8.1.12. Referencefilteret vejes lige inden vejningen af prøvefiltrene for at fastsætte et passende referencepunkt (jf. nærmere herom i den i punkt 8.1.12.1 beskrevne procedure. Verifikationen af referencefiltrenes stabilitet skal foretages efter den stabiliseringsperiode, der efterfølger prøvningen, umiddelbart før vejningen efter prøvningen.
8.2.3.2. Visuel inspektion
De ubenyttede prøvefiltermedier undersøges visuelt for defekter, og defekte filtre kasseres.
8.2.3.3. Jorforbindelse
Der anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop ved håndtering af PM-tiltre som beskrevet i punkt 9.3.4.
8.2.3.4. Ubenyttede prøvemedier
Ubenyttede prøvemedier anbringes i en eller flere beholdere, der er åbne mod det PM-stabiliserende miljø. Hvis filtrene er brugte, kan de anbringes i nederste halvdel af en filterkassette.
8.2.3.5. Stabilisering
Prøvemedierne skal stabiliseres i det PM-stabiliserende miljø. Et ubenyttet prøvemedium kan anses for at være stabiliseret, hvis det har været i det PM-stabiliserende miljø i en periode på mindst 30 min, hvor det PM-stabiliserende miljø har overholdt specifikationerne i punkt 9.3.4.
8.2.3.6. Vejning
Prøvemedierne vejes automatisk eller manuelt på følgende måde:
a) |
I tilfælde af automatisk vejning forberedes prøverne til vejning som angivet af systemfabrikanten. |
b) |
I tilfælde af manuel vejning anvendes god teknisk praksis. |
c) |
Der kan vælges vejning efter substitutionsmetoden (jf. punkt 8.2.3.10.). |
d) |
Når et filter er vejet, lægges det tilbage i petriskålen og overdækkes. |
8.2.3.7. Opdriftskorrektion
Den målte vægt skal korrigeres for opdrift som beskrevet i punkt 8.1.12.2.
8.2.3.8. Gentagelse
Målingerne af filterets masse kan gentages for at bestemme filterets gennemsnitsmasse under anvendelse af god teknisk praksis og for at udelukke afvigende resultater fra beregningen af gennemsnittet.
8.2.3.9. Tarakorrektion
Ubenyttede tarakorrigerede filtre lægges i de rene filterkassetter, og disse placeres i en lukket og forseglet beholder, før de bringes til prøvekammeret med henblik på prøveudtagning.
8.2.3.10. Vejning efter substitutionsmetoden
Vejning efter substitutionsmetoden er en mulighed, som, hvis den anvendes, indebærer vejning af en referencevægt før og efter hver vejning af et PM-prøveudtagningsmedium (f.eks. et filter). Mens vejning efter substitutionsmetoden kræver flere målinger, korrigerer den for en vægts nulforskydning og er kun afhængig af vægtlinearitet i et mindre område. Dette er mest hensigtsmæssigt ved kvantificering af en samlet partikelmasse, der udgør mindre end 0,1 % af prøvemediets masse. Denne metode er dog ikke altid hensigtsmæssig, hvis den samlede partikelmasse udgør mere end 1 % af prøvemediets masse. Hvis der anvendes vejning efter substitutionsmetoden, skal denne metode også anvendes ved både vejning før og efter prøvning. Der anvendes samme substitutionsvægt til vejning før og efter prøvning. Substitutionsvægtens masse korrigeres for opdrift, hvis dens massefylde er mindre end 2.0 g/cm3. Følgende trin er et eksempel på vejning efter substitutionsmetoden:
a) |
Der anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop som beskrevet i punkt 9.3.4.6. |
b) |
Der anvendes en statisk neutralisator som beskrevet i punkt 9.3.4.6 for at minimere statisk elektricitet på alle genstande, før de placeres på vægtskålen. |
c) |
Der vælges en substitutionsvægt, som opfylder specifikationerne for kalibreringsvægte i punkt 9.5.2. Substitutionsvægten skal også have samme massefylde som den vægt, der anvendes til at justere mikrovægten, og skal i masse svare til et ubenyttet prøvmedium (f.eks. et filter). Hvis der anvendes filtre, skal vægtens masse være på ca. 80-100 mg for typisk filtre med en diameter på 47 mm. |
d) |
Den stabile værdi aflæses og registreres, og kalibreringsvægten fjernes. |
e) |
Et uudnyttet prøvemedium (f.eks. et nyt filter) vejes, den stabile værdi aflæses og registreres, og vejningsmiljøets dugpunkt, den omgivende temperatur og det atmosfæriske tryk registreres. |
f) |
Kalibreringsvægten vejes igen, og den stabile værdi aflæses og registreres. |
g) |
Den aritmetiske middelværdi af de to kalibreringsvægtaflæsninger, som blev registreret umiddelbart før og efter vejning af den ubenyttede prøve, beregnes. Denne middelværdi fratrækkes aflæsningen af den ubenyttede prøve, og derefter tilføjes kalibreringsvægtens reelle masse som angivet på kalibreringsvægtens certifikat. Dette resultat registreres. Dette er den ubenyttede prøves taravægt uden korrektion for opdrift. |
h) |
Disse substitutionsvejningstrin gentages for de resterende ubenyttede prøvemedier. |
i) |
De anvisninger, der er beskrevet i punkt 8.2.3.7-8.2.3.9 i dette afsnit, følges, så snart vejningen er afsluttet. |
8.2.4. Efterkonditionering og samlet vejning af PM-prøven.
8.2.4.1. Regelmæssig verifikation
Det skal sikres, at vejningsmiljøet og det stabiliserende PM-miljø har opfyldt de periodiske verifikationer i punkt 8.1.12.1. Når prøvningen er afsluttet, bringes filtrene tilbage til vejningsmiljøet og det PM-stabiliserende miljø. Vejningsmiljøet og det PM-stabiliserende miljø skal opfylde kravene til omgivende betingelser i punkt 9.3.4.4. I modsat fald skal prøvefiltrene forblive tildækket, indtil de relevante betingelser er overholdt.
8.2.4.2. Fjernelse fra forseglede beholdere
I det PM-stabiliserende miljø fjernes PM-prøverne fra de forseglede beholdere. Filtrene kan fjernes fra deres kassetter før eller efter stabilisering. Når et filter fjernes fra en kassette, skal den øverste halvdel af kassetten adskilles fra den nederste halvdel ved hjælp af en kassetteadskiller, der er fremstillet til formålet.
8.2.4.3. Elektrisk jordforbindelse
Til håndtering af PM-prøver anvendes jordede pincetter eller en jordforbindelsesstrop som beskrevet i punkt 9.3.4.5.
8.2.4.4. Visuel inspektion
De indsamlede PM-prøver og de filtermedier, som de stammer fra, inspiceres visuelt. Såfremt betingelserne for enten filteret eller den indsamlede PM-prøve forekommer at være misligholdt, eller hvis partiklerne har kontakt med andet end filterets overflade, må prøven ikke anvendes til bestemmelse af partikelemissioner. Hvis der har været kontakt med en anden overflade, skal den pågældende overflade renses, før proceduren fortsættes.
8.2.4.5. Stabilisering af PM-prøver
For at stabilisere PM-prøverne, skal de placeres i en eller flere beholdere, der er åbne mod det PM-stabiliserende miljø, der er beskrevet i punkt 9.3.4.3. En PM-prøve stabiliseres i lige så lang tid, som den har været i det PM-stabiliserende miljø, i en periode af en af følgende varigheder, hvorunder det stabiliserende miljø har overholdt specifikationerne i punkt 9.3.4.3:
a) |
Hvis det forventes, at et filters samlede PM-overfladekoncentration vil være større end 0,353 μg/mm2 ved at påføre pletarealet på et 38 mm-filter en belastning på 400 μg, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 60 minutter før vejningen |
b) |
Hvis det forventes, at et filters samlede PM-overfladekoncentration vil være mindre end 0,353 μg/mm2, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 30 minutter før vejningen. |
c) |
Hvis den forventede samlede PM-overfladekoncentration for et filter er ukendt, eksponeres filteret for det stabiliserende miljø i mindst 60 minutter før vejningen. |
8.2.4.6. Bestemmelse af filtermasse efter prøvning
Procedurerne i punkt 8.2.3 gentages (punkt 8.2.3.6- 8.2.3.9) for at bestemme filtermassen efter prøvning.
8.2.4.7. Samlet masse
Det enkelte filter, korrigeret for opdrift, fratrækkes dets respektive opdriftskorrigerede filtermasse efter prøvning. Resultatet er den samlede masse, m total, der skal anvendes i emissionsberegningerne i tillæg A.7 og A.8.
9. MÅLEUDSTYR
9.1. Specifikationer for motordynamometer
9.1.1. Aksler
Der anvendes et motordynamometer, som er velegnet til udførelse af den relevante arbejdscyklus, herunder opfyldelse af de relevante kriterier for validering af cyklussen. Der kan anvendes følgende dynamometre:
a) |
hvirvelstrøms- eller vandbremsedynamometre |
b) |
vekselstrøms- eller jævnstrømsmotordynamometre |
c) |
et eller flere dynamometre. |
9.1.2. Transient cyklus
Der kan anvendes momentmåler af belastningscelle- eller in line-typen til måling af moment.
Når der anvendes en belastningscelle, skal momentsignalet overføres til motorens akse, og dynamometerets inertimoment medregnes. Det faktiske motordrejningsmoment er det på belastningscellen aflæste drejningsmoment, plus bremsens inertimoment ganget med vinkelaccelerationen. Styresystemet skal udføre denne beregning i realtid.
9.1.3. Motortilbehør
Der redegøres for funktioner udført af motortilbehør, som er nødvendigt for brændstoflevering, smøring, eller opvarmning af motoren, for cirkulation af flydende kølervæske til motoren eller for drift af efterbehandlingssystemer, og disse skal være monteret i overensstemmelse med punkt 6.3.
9.2. Fortyndingsprocedure (hvis relevant)
9.2.1. Fortynderforhold og baggrundskoncentrationer
Gasformige bestanddele kan måles ufortyndede eller fortyndet, mens partikelmåling generelt kræver fortynding. Fortynding kan ske ved et fuld- eller delstrømsfortyndingssystem. Hvis der anvendes fortynding, kan udstødningen fortyndes med den omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen. Ved måling af forurenende luftarter skal fortyndingsmidlet være mindst 15 °C. For partikelprøvetagning er fortyndingsmidlets temperatur specificeret i punkt 9.2.2 for CVS-systemet og 9.2.3 for PFD med varierende fortyndingsforhold. Fortyndingssystemet skal have tilstrækkelig strømningskapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemerne. Er luftfugtigheden høj, kan det tillades, at fortyndingsluften tørres, inden den tilføres fortyndingssystemet. Fortyndingstunnelens vægge kan opvarmes eller isoleres i lighed med rørene for den samlede strøm nedstrøms for tunnelen for at forhindre vandkondensering.
Før et fortyndingsmiddel blandes med udstødningsgas, kan det forbehandles ved at øge eller reducere dets temperatur eller luftfugtighed. Der kan fjernes bestanddele fra fortyndingsmidlet for at reducere baggrundskoncentrationerne. Følgende bestemmelser gælder for fjernelse af bestanddele eller kortlægning af baggrundskoncentrationer:
a) |
Koncentrationerne i fortyndingsmidlets bestanddele kan måles, og der kan kompenseres for baggrundsvirkninger på prøvningsresultaterne. Se tillæg A.7-A.8 for beregninger, som kompenserer for baggrundskoncentrationer. |
b) |
Til kortlægning af baggrundspartikler kan følgende muligheder anvendes:
|
9.2.2. Fuldstrømssystem
Fuldstømsfortynding: Prøveudtagning ved konstant volumen (CVS). Den fulde strøm af ufortyndet udstødningsgas fortyndes i en fortyndingstunnel. Der kan opretholdes en konstant strømning ved at fastholde temperaturen og trykket ved flowmeteret inden for grænserne. Ved ikke konstant strømning måles strømmet direkte med henblik på proportional prøvetagning. Systemet skal være udformet som følger (se figur 9.1):
a) |
Der anvendes en tunnel med indvendig overflade af rustfrit stål. Hele fortyndingstunnelen skal være forbundet med jord |
b) |
Modtrykket i udstødningssystemet må ikke sænkes kunstigt af tilførselssystemet for fortyndingsluft. Det statiske tryk ved det punkt, hvor der indføres ufortyndet udstødningsgas i tunellen, skal holdes inden for ±1,2 kPa af det atmosfærisk tryk. |
c) |
For at fremme blandingen indføres den ufortyndede udstødning i tunellen ved at lede den nedstrøms langs tunnelens centerlinje. En brøkdel af fortyndingsluften kan indføres radialt fra tunnelens indre overflade for at mindske udstødningens interaktion med tunnelvæggen. |
d) |
Fortyndingsmiddel. For partikeludtagning skal temperaturen af fortyndingsmidlerne (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen, som anført i punkt 9.2.1) fastholdes på mellem 293 K og 325 K (20 °C til 52 °C) i umiddelbar nærhed af indgangen til fortyndingstunnelen. |
e) |
Reynolds-tallet, Re, skal være mindst 4 000 for den fortyndede udstødningsgasstrøm, hvor Re er baseret på fortyndingstunnelens indvendige diameter. Re er defineret i tillæg A.7-A.8. Verifikation af blandingens tilstrækkelighed skal foretages, mens en prøvesonde trækkes gennem tunnelens diameter, lodret og vandret. Hvis analysatorens respons angiver en afvigelse på mere end ± 2 % af den gennemsnitlige målte koncentration, skal CVS-systemet betjenes ved en højere strømningshastighed, eller der skal monterers en blandeplade eller -drøvleenhed for at forbedre blandingen. |
f) |
Forkonditionering af strømningsmåling. Den fortyndede udstødning kan forkonditioneres, før måling af strømningshastigheden, forudsat at denne forkonditionering finder sted nedstrøms for de opvarmede HC- eller PM-sonder som følger:
|
g) |
Vandkondensering. For at sikre, at der måles en strømning, der svarer til en målt koncentration, skal vandkondensering enten forhindres mellem prøvetagningssondens placering og flowmeterets indgang i fortyndingstunnelen, eller der tillades vandkondensering og måles fugtighed ved flowmeterets indgang. Fortyndingstunnelens vægge eller bulk-strømrør nedstrøms for tunnelen må opvarmes eller isoleres for at forhindre vandkondensering. Vandkondensering skal forhindres i hele fortyndingstunnelen. Visse udstødningsgassens komponenter kan fortyndes eller elimineres ved tilstedeværelsen af fugt. Ved partiklerudtagning gennemløber den allerede proportionale strøm fra CVS-systemet en sekundær fortynding (en eller flere) for at opnå det totale ønskede fortyndingsforhold som vist i figur 9.2 og nævnt i punkt 9.2.3.2. |
h) |
Det minimale totale fortyndingsforhold skal være mellem 5:1 og 7:1, og mindst 2:1 for det indledende fortyndingsstadie baseret på maksimal motorudstødningsstrømningshastighed i prøvningscyklussen eller prøveintervallet. |
i) |
Den samlede opholdstid i systemet skal være mellem 0,5 og 5 s målt fra punktet for indførelsen af fortyndingsmidlet til filterholderen(-holderne). |
j) |
Opholdstiden i det sekundære fortyndingssystem, hvis et sådant anvendes, skal være mindst 0,5 s målt fra punktet for indførelsen af det sekundære fortyndingsmidlet til filterholderen(-holderne). |
Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøveudtagningssystem, et partikeludtagningsfilter, en gravimetrisk vægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.
Figur 9.1
Eksempler på konfigurationer til prøveudtagning ved fuldstrømsfortynding.
9.2.3. Delstrømsfortyndingssystem (PFD)
9.2.3.1. Beskrivelse af delstrømssystemet
I figur 9.2 vises et diagram over et PFD-system. Det er et overordnet diagram, der viser principperne bag prøveudtagning, fortynding og partikeludtagning. Det betyder ikke, at alle de komponenter, der er beskrevet i figuren, er nødvendige for andre mulige prøveudtagningssystemer, der opfylder formålet med prøveudtagningen. Andre konfigurationer, som ikke svarer til diagrammet, tillades på betingelse af, at de tjener det samme formål med prøveudtagning, fortynding og partikeludtagning. Disse skal opfylde andre kriterier såsom punkt 8.1.8.6 (regelmæssig kalibrering) og 8.2.1.2 (validering) for PFD-systemer med varierende fortynding og punkt 8.1.4.5 samt tabel 8.2 (linearitetskontrol) og punkt 8.1.8.5.7 (kontrol) for PFD-systemer med konstant fortynding.
Som vist i figur 9.2 føres den ufortyndede udstødningsgas eller den primære fortyndede strøm fra udstødningsrøret (EP) eller CVS-systemet til fortyndingstunnelen DT gennem prøvesonden SP og overføringsledningen TL. Den samlede strøm gennem tunnelen justeres ved hjælp af en strømningsregulator og prøveudtagningspumpen P i partikelprøvetagningssystemet (PSS). For proportionel udtagning af ufortyndet udstødning styres fortyndingsluftsstrømmen af en strømningsregulator FC1, som kan anvende q mew (udstødningsgassens massestrømshastighed på våd basis) eller q maw (indsugningsluftens massestrømshastighed på våd basis) og q mf (brændstoffets massestrømshastighed) som styresignal til den ønskede opdeling af udstødningen. Fortyndingstunnelen DT's indgående prøvegasstrøm er forskellen mellem den samlede gennemstrømning og fortyndingsluftstrømmen. Fortyndingsluftens strømningshastighed måles af flowmeteret FM1, den samlede strømningshastighed af flowmeteret i partikelprøveudtagningssystemet. Af de to strømningshastigheder beregnes fortyndingsforholdet. Til prøvetagning med et konstant fortyndingsforhold for ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forhold til udstødningsgasstrøm (f.eks. sekundær fortynding af partikelprøvetagning) er fortyndingsluftens strømningshastighed sædvanligvis konstant og styret af strømningsregulatoren FC1 eller fortyndingsluftpumpen.
Figur 9.2
Diagram over delstrømsfortyndingssystem (af typen med totalprøveudtagning)
a |
= |
udstødning fra motoren eller primær fortyndet strømning |
b |
= |
valgfrit |
c |
= |
PM-udtagning |
Komponenter i figur 9.2:
DAF |
= |
Fortyndingsluftfilter — fortyndingsluften (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen) filtreres med et højeffektivt partikelfilter (HEPA). |
DT |
= |
Fortyndingstunnel eller sekundært fortyndingssystem |
EP |
= |
Udstødningsrør eller primært fortyndingssystem |
FC1 |
= |
Strømningsregulator |
FH |
= |
Filterholder |
FM1 |
= |
Flowmåleanordning til måling af fortyndingsluftens strømningshastighed |
P |
= |
Prøvetagningspumpe |
PSS |
= |
Partikeludtagningssystem |
PTL |
= |
Partikeloverføringsledning |
SP |
= |
Prøvetagningssonde til ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas |
TL |
= |
Overføringsledning |
Massestrømshastigheder, som kun gælder for PFD-systemet til proportionel udtagning af ufortyndet udstødning:
q mew |
= |
Udstødningsgassens massestrømshastighed, våd basis |
q maw |
= |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis |
q mf |
= |
Brændstoffets massestrømshastighed |
9.2.3.2. Fortynding
Temperaturen af fortyndingsmidlerne (omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen, som anført i punkt 9.2.1) fastholdes på mellem 293 K og 325 K (20 °C til 52 °C) i umiddelbar nærhed af indgangen til fortyndingstunnelen.
Der tillades affugtning af fortyndingsluften før den tilføres fortyndingssystemet. Delstrømsfortyndingssystemet skal konstrueres til at udtrække en proportionel prøve fra udstødningsgasstrømmen, og således reagere på vandringer i udstødningens strømningshastighed, og indføre fortyndingsluft i denne prøve for at opnå en temperatur ved prøvningsfilteret som beskrevet i punkt 9.3.3.4.3. Det er her af afgørende betydning, at fortyndingsforholdet bestemmes så nøjagtigt, at kravene i punkt 8.1.8.6.1 er opfyldt.
For at sikre, at der måles en strømning, der svarer til en målt koncentration, skal vandkondensering enten forhindres mellem prøvetagningssondens placering og flowmeterets indgang i fortyndingstunnelen, eller der tillades vandkondensering og måles fugtighed ved flowmeterets indgang. PFD-systemet kan opvarmes eller isoleres for at forhindre vandkondensering. Vandkondensering skal forhindres i hele fortyndingstunnelen.
Det minimale fortyndingsforhold skal være mellem 5:1 og 7:1 baseret på maksimal motorudstødningsstrømningshastighed i prøvningscyklussen eller prøveintervallet.
Opholdstiden i systemet skal være mellem 0,5 og 5 s målt fra punktet for indførelsen af fortyndingsmidlet til filterholderen(-holderne).
Til bestemmelse af partikelmasse kræves et prøveudtagningssystem, et partikeludtagningsfilter, en gravimetrisk vægt og et vejerum med temperatur- og fugtighedsregulering.
9.2.3.3. Anvendelse
PFD-systemet kan anvendes til at udtrække en proportionel prøve af ufortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning af partikel- eller gasemission i en transient driftscyklus, en stationær driftscyklus eller RMC-driftscyklus.
Systemet kan desuden anvendes til en tidligere fortyndet udstødningsgas, hvis en proportionel strømning allerede er fortyndet ved hjælp af et konstant fortyndingsforhold (se figur 9.2). Dette er metoden til foretagelse af sekundær fortynding fra en CVS-tunnel for at opnå det nødvendige samlede fortyndingsforhold til partikeludtagning.
9.2.3.4. Kalibrering
I punkt 8.1.8.6 behandles kalibrering af PFD-systemet med henblik på at udtrække en proportional prøve af ufortyndet udstødningsgas.
9.3. Prøveudtagningsprocedurer
9.3.1 Generelle krav til prøveudtagning
9.3.1.1. Sondens design og konstruktion
En sonde er den første komponent i et prøvetagningssystem. Dens fremskudte placering i en ufortyndet eller fortyndet udstødningsstrøm gør, at dens indre og ydre overflader er i berøring med udstødningsgassen. Prøven transporteres ud af sonden ind i en øverføringsledning.
Der fremstilles prøvetagningssonder med indre overflader i rustfrit stål eller, til prøveudtagning af udstødning, i et ikke-reagerende materiale, som kan modstå temperaturerne i den ufortyndede udstødning. Der skal placeres prøvetagningssonder, hvor der sker blanding af bestanddele for at til opnå den gennemsnitlige prøvekoncentration, og hvor interferens med andre sonder minimeres. Det anbefales, at alle sonder holdes fri for påvirkninger fra grænselag, bølger og hvirvelstrømme - navnlig i nærheden af udgangen af udstødningsrør med ufortyndet udstødningsgas, hvor der kan forekomme utilsigtet fortynding. Rensning eller retur-strømning af en sonde må ikke påvirke andre sonder under prøvningen. Der kan anvendes en enkelt sonde til at udtage en prøve af mere en én bestanddel, forudsat at sonden opfylder alle specifikationerne for hver bestanddel.
9.3.1.2. Overføringsledninger
Overføringsledninger, som transporterer en udtaget prøve fra sonden til en analysator, et lagringsmedium eller fortyndings system skal gøres så korte som muligt ved at placere analysatorerne, lagringsmedierne og fortyndingssystemerne så tæt på sonderne som praktisk muligt. Antallet af bøjninger i overføringsledningerne skal minimeres, og radius i enhver uundgåelig bøjning maksimeres.
9.3.1.3. Prøveudtagningsmetoder
For kontinuerlig og batch-prøvetagning, jf. punkt 7.2, gælder følgende betingelser:
a) |
Når der udtages ved konstant strømningshastighed, skal prøven også gennemføres ved konstant strømningshastighed. |
b) |
Når der udtages ved varierende strømningshastighed, skal prøvestrømmen varieres i forhold til den varierende hastighed |
c) |
Proportional prøvetagning skal valideres som beskrevet i punkt 8.2.1. |
9.3.2. Gasudtagning
9.3.2.1. Prøvetagningssonder
Der anvendes enten enkeltports eller multiportssonder til udtagning af forurenende luftarter. Sonderne kan være orienteret i enhver retning i forhold til den ufortyndede eller fortyndede udstødningsgas. For nogle sonder skal prøvetemperaturen styres som følger:
a) |
For sonder, der udtager NOx fra fortyndet udstødningsgas, skal sondens vægtemperatur styres, således at vandkondensering forhindres. |
b) |
For sonder, der udtager carbonhydrider fra den fortyndede udstødningsgas, anbefales det at holde sondens vægtemperatur på ca. 190 °C for at minimere kontaminering. |
9.3.2.2. Overføringsledninger
Der anvendes overføringsledninger med en indre overflade i rustfrit stål, PTFE, Viton™ eller andre materialer, der har bedre egenskaber for emissionsprøvetagning. Der skal anvendes et ikke-reaktivt materiale, der kan modstå udstødningstemperaturerne. Der kan anvendes in-line-filtre, hvis filteret og filterhuset opfylder de samme temperaturkrav som overføringsledninger i overensstemmselse med følgende:
a) |
For NOx-overføringsledninger opstrøms for enten en NO2-til-NO-konverter, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.5, eller en køler, som opfylder specifikationerne i punkt 8.1.11.4, fastholdes en prøvningstemperatur, som forhindrer vandkondensering. |
b) |
For THC-overføringsledninger fastholdes en vægtemperatur i hele ledningen på (191 ± 11) °. Hvis der udtages prøver fra ufortyndet udstødning, kan en uopvarmet isoleret overføringsledning forbindes direkte med en sonde. Overføringsledningens længde og isolering skal være konstrueret til at nedkøle den højest forventede temperatur af den ufortyndede udstødning til ikke under 191 °C, målt på overføringslednings afgangsåbning. For fortyndet prøveudtagning tillades en overgangszone mellem sonden og overføringsledningen på op 0,92 m for at få vægtemperaturen ned på (191 ± 11) °C. |
9.3.2.3. Prøvekonditionering af komponenter
9.3.2.3.1. Prøvetørrere
9.3.2.3.1.1. Krav
Det instrument, der anvendes til at fjerne fugt, skal opfylde mindstekravene i det følgende afsnit. Fugtindholdet på 0,8 % H2O anvendes i ligningen (A.8-14).
For den højeste forventede vanddampkoncentration H m skal vandfortrængningsteknikken opretholde en CLD-fugtighed på ≤ 5 g vand/kg tør luft (eller ca. 0,8 % vol. H2O), hvilket svarer til 100 % relativ fugtighed ved 3,9 °C og 101,3 kPa. Denne fugtighedsspecifikation er også ækvivalent med ca. 25 % relativ fugtighed ved 25 °C og 101,3 kPa. Dette kan påvises ved at måle temperaturen ved udgangen af en varmeaffugter eller ved at måle fugtigheden på et punkt lige ovenfor CLD.
9.3.2.3.1.2. Tilladte typer af prøvetørrere og procedure for estimering af fugtindhold efter tørreren.
Begge de typer prøvetørrer, der er beskrevet i dette punkt, kan anvendes til at mindske vandets påvirkning af målingerne af emission af forurenende luftarter.
a) |
Hvis der anvendes en osmotisk membrantørrer opstrøms for en gasanalysator eller et lagringsmedium, skal den opfylde specifikationerne i punkt 9.3.2.2. Dugpunktet T dew og det absolutte tryk, p total nedstrøms for en osmotisk membrantørrer skal overvåges. Vandmængden opgøres som anført i tillæg A.7-A.8 ved hjælp af de kontinuerligt registrerede værdier T dew og p total eller spidsværdierne herfor, som blev observeret under prøvningen, eller de fastsatte alarmpunkter. I mangel på en direkte måling gives p total af tørreens laveste absolut tryk, der forventes under prøvningen. |
b) |
Der må ikke anvendes termisk køler opstrøms for et THC-målesystem for motorer med kompressionstænding. Hvis der anvendes en termisk køler opstrøms for en NO2-til-NO-konverter eller i tilfælde af et prøvetagningssystem uden NO2-til-NO-konverter, skal køleren opfylde den i punkt 8.1.11.4 angivne kontrol af NO2-tab. Dugpunktet T dew og det absolutte tryk, p total nedstrøms for en termisk køler skal overvåges. Vandmængden opgøres som anført i tillæg A.7-A.8 ved hjælp af de kontinuerligt registrerede værdier T dew og p total eller spidsværdierne herfor, som blev observeret under prøvningen, eller de fastsatte alarmpunkter. I mangel på en direkte måling gives den nominelle p total af det laveste absolutte tryk af den termiske køler, der forventes under prøvningen. Hvis mætningsgraden i den termiske køler, T dew, gyldigt kan anslås ud fra den kendte kølereffektivitet og kontinuerlig overvågning, kan kølertemperaturen, T chiller, beregnes. Hvis værdierne for T chiller ikke registreres kontinuerligt, kan dens spidsværdi, såfremt en sådan er observeret under prøvning, eller dens fastsatte alarmpunkt anvendes som konstant værdi til at bestemme en konstant vandmængde i henhold til tillæg A.7-A.8. Hvis det gyldigt kan antages, at T chiller er lig med T dew, kan T chiller anvendes i stedet for T dewi henhold til tillælg A.7-A.8. Hvis der gyldigt kan anslås en konstant temperaturforskel mellem T chiller og T dew som følge af en kendt og fast genopvarmning af prøven mellem kølerens udgang og temperaturmålingens placering, kan denne anslåede temperaturforskel indregnes i emissionsberegninger. Validiteten af antagelser, der er tilladt ifølge dette punkt, skal demonstreres gennem teknisk analyse eller data. |
9.3.2.3.2. Prøvetagningspumper
Der anvendes prøvetagningspumper opstrøms for en analysator eller et lagringsmedium for alle gasser. Prøvetagningspumper med indre overflader af i rustfrit stål, PTFE eller andre materialer, der har bedre egenskaber for emissionsprøvetagning, skal anvendes. For nogle prøvetagningspumper skal prøvetemperaturen styres som følger:
a) |
Hvis der anvendes en NOx-prøvetagningspumpe opstrøms for enten en NO2-til-NO-konverter, som opfylder punkt 8.1.11.5, eller en køler, der opfylder punkt 8.1.11.4, skal den opvarmes for at forhindre vandkondensering. |
b) |
Hvis der anvendes en THC-prøvetagningspumpe eller et lagringsmedium, skal dens indre overflader opvarmes til en tolerance på 191 ± 11 °C. |
9.3.2.4. Prøvelagringsmedier
I tilfælde af opsamlingssække skal gasvolumen lagres i tilstrækkeligt rene beholdere, der minimerer off-gas eller tillader gasgennemsivning. Der anvendes god teknisk praksis ved fastsættelsen af de acceptable renheds- og gennemsivningstærskler for lagringsmedier. Ved rensning må en beholder gentagne gange gennemskylles og udsuges og må opvarmes. Der skal anvendes en fleksibel beholder (f.eks. en sæk) i et temperaturstyret miljø eller en temperaturstyret stiv beholder, som først udsuges eller har et rumfang, der kan forskydes, f.eks. et stempel- og cylinderarrangement. De anvendte beholdere skal opfylde specifikationerne i tabel 9.1 nedenfor.
Tabel 9.1
Beholdermaterialer til batchprøveudtagning af forurenende luftarter
CO, CO2, O2, CH4, C2H6, C3H8, NO, NO2 (6) |
Polyvinylfluorid (PVF) (7) f.eks. Tedlar™, polyvinylidenfluorid (7) f.eks. Kynar™, polytetrafluorethylen (8) f.eks. Teflon™, eller rustfrit stål (8) |
THC, NMHC |
9.3.3. Partiklerudtagning (PM)
9.3.3.1. Prøvetagningssonder
Der anvendes PM-sonder med en enkelt åbning i den ene ende. PM-sonderne skal drejes, så de vender direkte opstrøms.
PM-sonden kan være afskærmet i overensstemmelse med kravene i figur 9.3. I dette tilfælde anvendes præklassifikatoren i punkt 9.3.3.3 ikke.
Figur 9.3
Diagram over prøveudtagningssonde med hatteformet præklassifikator
9.3.3.2. Overføringsledninger
Det anbefales at anvende isolerede eller opvarmede overføringsledninger for at minimere temperaturforskellene mellem overføringsledninger og udstødningsbestanddele. Der anvendes overføringsledninger, som er inaktive med hensyn til partikler og er elektrisk ledende på de indre overflader. Det anbefales at anvende PM-overføringsledninger af rustfrit står; andre materialer end rustfrit stål skal opfylde de samme prøvetagningspræstationer som rustfrit stål. PM-overføringsledningernes indre overflade skal være jordforbundet.
9.3.3.3. Præklassifikator
Det er tilladt at benytte en PM-præklassifikator, som er monteret i fortyndingssystemet direkte før filterholderen, til at fjerne partikler med stor diameter. Der tillades kun én præklassifikator. Hvis der anvendes en hatteformet sonde anvendes (se figur 9.3), er det forbudt at anvende en præklassifikator.
PM-præklassifikatoren kan enten en inertiimpaktor eller en cyklonisk separator. Den skal være udført i rustfrit stål. Præklassifikatoren skal være opgivet til at fjerne mindst 50 % af partiklerne ved en aerodynamisk diameter på 10 μm og højst 1 % af partikerne ved en aerodynamisk diameter på 1 μm ved de strømningshastigheder, som den bruges til. Præklassifikatorens udgang skal konfigureres med en anordning, der gør det muligt at omgå et PM-prøvefilter, således at præklassifikatorstrømmen kan stabiliseres, før prøvningen påbegyndes. PM-prøvefilteret skal være placeret højst 75 cm nedstrøms for præklassifikatorens udgang.
9.3.3.4. Prøvefilter
Den fortyndede udstødning skal prøveudtages ved hjælp af et filter, der opfylder kravene i punkt 9.3.3.4.1- 9.3.3.4.4 under prøvningssekvensen.
9.3.3.4.1. Filterspecifikation
Alle filtertyper skal have en udskillelsesgrad på mindst 99,7 % for 0,3 μm DOP (dioktylphthalat). Fabrikantens målinger af prøvefilteret, som de afspejles i produktvurderingerne, kan anvendes til at demonstrere dette krav. Filtermaterialet skal være enten:
a) |
glasfiber med fluorkulstofbelægning (PTFE) eller |
b) |
fluorkulstofmembran (PTFE). |
Hvis den forventede netto PM-masse på filteret overstiger 400 μg, kan der anvendes et filter med en mindste initial opsamlingseffektivitet på 98 %.
9.3.3.4.2. Filterstørrelse
Den nominelle filterstørrelse skal være 46,50 mm ± 0,6 mm i diameter.
9.3.3.4.3. Fortynding og temperaturstyring af filterprøver
Filterprøverne fortyndes mindst én gang opstrøms for overføringsledningerne, hvis der er tale om et CVS-system og nedstrøms, hvis der er tale om et PFD-system (jf. punkt 9.3.3.2 om overføringsledninger). Prøvens temperatur skal styres til 47 ± 5 °C, målt på et vilkårligt sted inden for 200 mm opstrøms eller 200 mm nedstrøms for PM-lagringsmedierne. Det er hensigten, at partikelprøven primært opvarmes eller nedkøles ved fortyndingsforholdene som beskrevet i litra a) i punkt 9.2.1.
9.3.3.4.4. Filtreringshastighed
Filtreringshastigheden skal være mellem 0,90 og 1,00 m/s, idet mindre end 5 procent af de registrerede strømningsværdier må overskride dette interval. Hvis den samlede PM-masse overstiger 400 μg, må filtreringshastigheden nedsættes til 0,50 m/s. Gennemstrømningshastigheden måles som den volumetriske strømningshastighed i trykledningen opstrøms for filteret og filteroverfladens temperatur divideret med filterets eksponerede område. Trykket i ventilationsudsugningen eller CVS-tunnelen anvendes til opstrømstryk, hvis trykfaldet gennem PM-prøveudtageren op til filteret er på under 2 kPa.
9.3.3.4.5 Filterholder
For at minimere turbulent afsætning og for at afsætte PM jævt på filteret, anvendes en keglevinkel på 12,5° (i forhold til centrum) som overgang fra overføringsledningens diameter til filteroverfladens eksponerede diameter. Til denne overgang anvendes rustfrit stål.
9.3.4. PM-stabiliserende miljø og vejningsmiljø i forbindelse med gravimetrisk analyse
9.3.4.1. Miljø til gravimetrisk analyse
I dette afsnit beskrives de to miljøer, der er nødvendige for at stabilisere og veje PM ved gravimetrisk analyse: Det PM-stabiliserende miljø, hvor filtre opbevares før vejning; og det vejningsmiljø, som vægten befinder sig i. De to miljøer kan dele det samme område.
Både stabiliserings- og vejningsmiljøerne skal holdes fri for omgivende forurenende stoffer, såsom støv, aerosoler eller halvflygtige stoffer, som kan forurene partikelprøverne.
9.3.4.2. Renhed
Det PM-stabiliserende miljøs renhed skal verificeres ved hjælp af referencefiltre som beskrevet i punkt 8.1.12.1.4.
9.3.4.3. Temperaturen i vejerummet
Temperaturen af det vejerum (eller -lokale), hvor partikelfiltrene konditioneres og vejes, skal være 22 °C ± 1 °C ved al konditionering og vejning af filtre. Luftfugtigheden skal holdes på et niveau svarende til et dugpunkt på 9,5 °C ± 1 °C og en relativ fugtighed på 8 %. Hvis stabiliserings- og vejningsmiljøerne er separate, fastholdes stabiliseringsmiljøet ved en tolerance på 22 °C ± 3 °C.
9.3.4.4. Kontrol af omgivende forhold
Ved anvendelse af måleinstrumenter, som opfylder specifikationerne i punkt 9.4, skal følgende omgivende forhold efterprøves:
a) |
Dugpunktet og den omgivende temperatur registreres. Disse værdier skal anvendes til at bestemme om stabiliserings- og vejningsmiljøerne blev holdt inden for de tolerancer, som er angivet i punkt 9.3.4.3. i dette punkt i mindst 60 minutter før vejningen af filtrene. |
b) |
Det atmosfæriske tryk skal registreres fortløbende i vejningsmiljøet. Et acceptabelt alternativ er at bruge et barometer, som måler det atmosfæriske tryk uden for vejningsmiljøet, forudsat det kan sikres, at det atmosfæriske tryk ved vægten altid er inden for ±100 Pa af det delte atmosfæriske tryk Der skal sikres en anordning til registrering af det seneste atmosfæriske tryk, når den enkelte PM-prøve vejes. Denne værdi anvendes til beregning af PM-opdriftskorrektionen i punkt 8.1.12.2. |
9.3.4.5. Opstilling af vægt
Vægten opstilles på følgende måde:
a) |
Monteres på en vibrationsfri platform, der isolerer den fra ekstern støj og vibrationer. |
b) |
Afskærmet fra konvektive luftstrømme med et jordforbundet antistatisk skjold. |
9.3.4.6. Statiske ladninger
Statiske ladninger skal minimeres i vejningsmiljøet på følgende måde:.
a) |
Vægten skal være jordforbundet |
b) |
Der anvendes pincet af rustfrit stål ved manuel håndtering af partikelprøver. |
c) |
Pincetten forbindes med jord ved jordforbindelsesstrop, eller operatøren forbindes med jordforbindelsesstrop, således at fordforbindelsesstroppen og vægten har fælles jordforbindelse. |
d) |
Der anvendes en anordning til neutralisering af den statiske elektricitet, som har fælles elektrisk jordforbindelse med vægten, for at fjerne statiske ladninger fra partikelprøver. |
9.4. Måleinstrumenter
9.4.1. Indledning
9.4.1.1. Anvendelsesområde
I dette afsnit beskrives måleinstrumenter og dermed forbundne systemkrav i forbindelse med emissionsprøvning. Dette indbefatter laboratorieinstrumenter til måling af motorparametre, omgivende forholde, strømningsrelaterede parametre, og emissionskoncentrationer (ufortyndede eller fortyndede).
9.4.1.2. Instrumenttyper
Ethvert instrument, der er nævnt i dette bilag, skal anvendes som beskrevet i selve bilaget (se tabel 8.2 til for de målestørrelser, disse instrumenter leverer). Når et instrument, der er nævnt i dette bilag, anvendes på en ikke specificeret måde, eller når der anvendes et andet instrument i stedet, gælder ækvivalenskravene som foreskrevet i punkt 5.1.3. Hvis der er specificeret mere end ét instrument til en bestemt måling, vil den typegodkendende myndighed ved ansøgning udpege et af dem som reference med henblik på at vise, at en alternative procedure er ækvivalent med den specificerede procedure.
9.4.1.3. Overflødige systemer
Der kan med forudgående godkendelse fra den typegodkendende myndighed anvendes data fra flere instrumenter til at beregne prøvningsresultaterne for en enkelt prøvning for alle de i dette punkt beskrevne instrumenter. Resultaterne af alle målinger skal registreres og rådata skal opbevares som beskrevet i punkt 5.3 i dette bilag. Dette krav gælder, uanset om målingerne faktisk anvendes i beregningerne eller ej.
9.4.2. Dataregistrering og kontrol
Prøvningssystemet skal kunne opdatere data, registrere data og kontrolsystemer, der vedrører operatørkrav, dynamometer, prøvetagningsudstyr og måleinstrumenter. Der skal anvendes datafangst- og kontrolsystemer, der kan registrere ved de angivne minimumsfrekvenser som vist i tabel 9.2 (tabellen gælder ikke for prøvning i diskret modus).
Tabel 9.2
Dataregistrering og minimumskontrolfrekvens
Relevant punkt i prøvningsprotokollen |
Målte værdier |
Mindste styrings- og kontrolfrekvens |
Mindste kontrolfrekvens |
7.6. |
Hastighed og drejningsmoment under motortrinkarakteristik |
1 Hz |
1 gennemsnitsværdi pr. trin |
7.6. |
Hastighed og drejningsmoment under motorhastighedskarakteristik |
5 Hz |
1 Hz gnst. |
7.8.3. |
Reference for transient arbejdscyklus og feedback-hastigheder og drejningsmomenter |
5 Hz |
1 Hz gnst. |
7.8.2. |
Reference for stationær om RMC-cyklus og feedback-hastigheder og drejningsmomenter |
1 Hz |
1 Hz |
7.3. |
Kontinuerlige koncentrationer af ufortyndede analysatorer |
Ikke relevant |
1 Hz |
7.3. |
Kontinuerlige koncentrationer af fortyndede analysatorer |
Ikke relevant |
1 Hz |
7.3. |
Batchkoncentrationer af rå eller fortyndede analysatorer |
Ikke relevant |
1 gennemsnitsværdi pr. prøvningsinterval |
7.6. 8.2.1. |
Strømningshastighed af den fortyndede udstødningsgas fra et CVS-system med en varmeveksler opstrøms for strømningsmålingen |
Ikke relevant |
1 Hz |
7.6. 8.2.1. |
Strømningshastighed af den fortyndede udstødningsgas fra et CVS-system uden en varmeveksler opstrøms for strømningsmålingen |
5 Hz |
1 Hz gnst. |
7.6. 8.2.1. |
Indsugningsluftens eller udstødningens strømningshastighed (for ufortyndet transient måling) |
Ikke relevant |
1 Hz gnst. |
7.6. 8.2.1. |
Fortyndingsluft, hvis denne kontrolleres aktivt |
5 Hz |
1 Hz gnst. |
7.6. 8.2.1. |
Prøvestrøm fra et CVS-system med varmeveksler |
1 Hz |
1 Hz |
7.6. 8.2.1. |
Prøvestrøm fra et CVS-system uden varmeveksler |
5 Hz |
1 Hz gnst. |
9.4.3. Specifikationer for måleinstrumenter
9.4.3.1. Oversigt
Prøvningssystemet skal som helhed opfylde alle de gældende kriterier for kalibrering, verifikation og prøvevalidering, der er angivet i punkt 8.1, herunder kravene til linearitetskontrol i punkt 8.1.4 og 8.2. Instrumenter skal opfylde specifikationerne i tabel 9.2 for alle de områder, der anvendes under prøvningen. Desuden skal eventuel dokumentation fra instrumentfabrikanterne, der viser, at instrumenterne opfylder specifikationerne i tabel 9.2, opbevares.
9.4.3.2. Komponentkrav
I tabel 9.3 ses specifikationerne for transducere for drejningsmoment, hastighed og tryk, følere for temperatur og dugpunkt samt andre instrumenter. Det samlede system til måling af den relevante fysiske og/eller kemiske mængde skal opfylde linearitetskontrollen i punkt 8.1.4. For måling af forurenende luftarter kan der anvendes analysatorer med kompensationsalgoritmer, som er funktioner af andre målte forurenende luftarter og af brændstofegenskaberne for den relevante motorprøvning. En eventuel kompensationsalgoritme må kun give opvejningkompensation uden at påvirke forstærkningen (dvs. ingen "farvning").
Tabel 9.3
Anbefalede specifikationer for måleinstrumenter
Måleinstrument |
Symbol for målt mængde |
Komplet stigetid for systemet |
Registreringens opdateringsfrekvens |
Nøjagtighed (10) |
Repeterbarhed (10) |
Motorhastighedstransducer |
n |
1 s |
1 Hz gnst. |
2,0 % af pt. eller 0,5 % af maks. |
1,0 % af pt. eller 0,25 % af maks. |
Drejningsmomentstransducer |
T |
1 s |
1 Hz gnst. |
2,0 % af pt. eller 1,0 % af maks. |
1,0 % af pt. eller 0,5 % af maks. |
Brændstofflowmeter (brændstofsummation) |
|
5 s (Ikke relevant) |
1 Hz (Ikke relevant) |
2,0 % af pt. eller 1,5 % af maks. |
1,0 % af pt. eller 0,75 % af maks. |
Måler for samlet fortyndet udstødningsgas (CVS) (med varmeveksler før måleren) |
|
1 s (5 s) |
1 Hz gnst. (1 Hz) |
2,0 % af pt. eller 1,5 % af maks. |
1,0 % af pt. eller 0,75 % af maks. |
Målere for fortyndingsluft, indsugningsluft, udstødning og prøvestrøm |
|
1 s |
1 Hz gnst. af 5 Hz-prøver |
2,5 % af pt. eller 1,5 % af maks. |
1,25 % af pt. eller 0,75 % af maks. |
Kontinuerlig gasanalysator (ufortyndet) |
x |
2,5 s |
2 Hz |
2,0 % af pt. eller 2,0 % af gnst. |
1,0 % af pt. eller 1,0 % af gnst. |
Kontinuerlig gasanalysator (fortyndet) |
x |
5 s |
1 Hz |
2,0 % af pt. eller 2,0 % af gnst. |
1,0 % af pt. eller 1,0 % af gnst. |
Kontinuerlig gasanalysator |
x |
5 s |
1 Hz |
2,0 % af pt. eller 2,0 % af gnst. |
1,0 % af pt. eller 1,0 % af gnst. |
Batchgasanalysator |
x |
Ikke relevant |
Ikke relevant |
2,0 % af pt. eller 2,0 % af gnst. |
1,0 % af pt. eller 1,0 % af gnst. |
Gravimetrisk PM-vægt |
mPM |
Ikke relevant |
Ikke relevant |
Se afsnit 9.4.11. |
0,5 μg |
PM-inertivægt |
mPM |
5 s |
1 Hz |
2,0 % af pt. eller 2,0 % af gnst. |
1,0 % af pt. eller 1,0 % af gnst. |
9.4.4. Måling af motorparametre og omgivende forhold
9.4.4.1. Følere for hastighed og drejningsmoment
9.4.4.1.1. Anvendelse
Måleinstrumenter til input og output under motordrift skal opfylde specifikationerne i dette punkt. Det anbefales at benytte følere, transducere og målere, der opfylder specifikationerne i tabel 9.3. De overordnede systemer til måling af input og output skal opfylde linearitetskontrollerne i punkt 8.1.4.
9.4.4.1.2. Aksler
Motorarbejde og -effekt beregnes ud fra outputtet fra transducere for hastighed og drejningsmomentet i henhold til punkt 9.4.4.1. Overordnede systemer til måling af hastighed og drejningsmoment skal opfylde kravene til kalibrering og verifikation i punkt 8.1.7 og 8.1.4.
Der skal i nødvendigt omfang og ud fra god teknisk praksis kompenseres for moment stammende fra inerti i accelerations- og decelerationskomponenter, der er forbundet til svinghjulet, herunder drivaksel og dynamometerets rotor.
9.4.4.2. Tryktransducere, temperaturfølere, og dugpunktsfølere
Overordnede systemer til måling af tryk, temperatur og dugpunkt skal opfylde kravene til kalibrering i punkt 8.1.7.
Tryktransducere placeres i et temperaturstyret miljø, eller de skal kompensere for temperaturudsving i deres forventede driftsområde. Transducermaterialet skal være forenelige med den væske, der skal måles.
9.4.5. Strømningsrelateret måling
For alle typer flowmetere (til brændstof, indsugningsluft, ufortyndet udstødning, fortyndet udstødning, prøver) skal strømningen konditioneres i nødvendigt omfang for at forhindre bølger, hvirvelstrømme, cirkulationsstrømme eller strømningsudsving i at påvirke flowmeterets nøjagtighed og repeterbarhed. For nogle flowmetere kan dette opnås ved at anvende lige rør med en tilstrækkelig længde (f.eks. en længde på mindst 10 rørdiametre) eller ved at bruge specielt konstruerede rørbøjninger, udligningsfinner, mundingsplader (eller pneumatiske svingningsdæmpere til brændstofflowmeteret) til at sikre en stabil og forudsigelig hastighedsprofil opstrøms for flowmåleren.
9.4.5.1. Brændstofflowmeter
Det overordnede system til måling af brændstofstrømning skal opfylde kalibreringskravene i punkt 8.1.8.1. I alle strømningsmålinger skal der redegøres for ethvert brændstof, som ledes uden om motoren, eller returløb fra motoren til brændstofbeholderen.
9.4.5.2. Indsugningsflowmeter
Det overordnede system til måling af indsugningsluftsstrømning skal opfylde kalibreringskravene i punkt 8.1.8.2.
9.4.5.3. Flowmeter til ufortyndet udstødning
9.4.5.3.1. Komponentkrav
Det samlede system til måling af den ufortyndede udstødningsgasstrøm skal opfylde linearitetskravene i punkt 8.1.4. Et flowmeter for ufortyndet udstødning skal være konstrueret, så det på passende vis kompenserer for ændringer i den ufortyndede udstødnings termodynamiske og flydende tilstand og sammensætningstilstand.
9.4.5.3.2. Flowmeterets responstid
Med henblik på at kunne styre et delstrømsfortyndingssystem til at udtrække en proportionel prøve af ufortyndet udstødningsgas kræves et flowmeter med en responstid, der er hurtigere end anført i tabel 9.3. For delstrømsfortyndingssystemer med onlinestyring skal flowmeterets responstid opfylde forskrifterne i punkt 8.2.1.2.
9.4.5.3.3. Udstødningskøling
Køling af udstødningen opstrøms for flowmeteret er tilladt med følgende begrænsninger:
a) |
Der må ikke udtages partikler nedstrøms for kølingen. |
b) |
Hvis køling medfører, at udstødningstemperaturer på over 202 °C, nedkøles til under 180 °C, udtages der ikke NMHC nedstrøms for kølingen, |
c) |
Hvis køling medfører vandkondensering, må der ikke udtages NOx nedstrøms for kølingen, medmindre køleren opfylder ydelsesverifikationen i punkt 8.1.11.4. |
d) |
Hvis kølingen medfører vandkondensering, før strømmen når et flowmeter, måles dugpunktet T dew og trykket p total ved flowmeterets indgang. Disse værdier skal anvendes til emissionsberegninger i henhold til tillæg A.7-A.8. |
9.4.5.4. Fortyndingsluft og flowmetere til fortyndet udstødningsgas
9.4.5.4.1. Anvendelse
De øjeblikkelige strømningshastigheder af fortyndet udstødningsgas i et prøvningsinterval bestemmes ved at anvende et flowmeter til fortyndet udstødning. Strømningshastigheder af ufortyndet udstødningsgas i et prøvningsinterval kan beregnes ud fra forskellen mellem et flowmeter til fortyndet udstødningsgas og en fortyndingsluftsmåler.
9.4.5.4.2. Komponentkrav
Det overordnede system til måling af fortyndet udstødningsgasstrøm skal opfylde kravene til kalibrering og verifikation i punkt 8.1.8.4. og 8.1.8.5. Der skal anvendes følgende målere.
a) |
Til prøveudtagning ved konstant volumen (CVS) af den samlede strøm af fortyndet udstødningsgas, kan der anvendes en kritisk venturi (CFV) eller flere kritiske parallelle venturier, en fortrængningspumpe (PDP), en subsonisk venturi (SSV) eller et ultralydsflowmeter (UFM). I kombination med en opstrøms varmeveksler kan enten en CFV eller en PDP desuden fungere som passiv strømningsregulator ved at holde en konstant temperatur i den fortyndede udstødning i et CVS-system. |
b) |
Til delstrømsfortyndingssystemet (PFD) kan en kombination af et flowmeter med et aktivt strømningsregulerende system til fastholdelse af proportional prøvetagning af udstødningens bestanddele anvendes. Den samlede strømning af fortyndet udstødning eller en eller flere prøvestrømninger eller en kombination af disse kan styres for at fastholde proportional prøvetagning. |
Til andre fortyndingssystemer kan der anvendes et laminar flowelement, et ultralydsflowmeter, en subsonisk venturi, en kritisk venturi eller flere kritiske parallelle venturier, en fortrængningsmåler, en termisk massemåler, et gennemsnitligt pitotrør eller et varmetrådsanemometer.
9.4.5.4.3. Udstødningskøling
Det er tilladt at nedkøles den fortyndede udstødning opstrøms for et fortyndingsflowmeter, forudsat at alle de følgende forskrifter er opfyldt:
a) |
Der må ikke udtages partikler nedstrøms for kølingen. |
b) |
Hvis køling medfører, at udstødningstemperaturer på over 202 °C, nedkøles til under 180 °C, udtages der ikke NMHC nedstrøms for kølingen, |
c) |
Hvis køling medfører vandkondensering, må der ikke udtages NOx nedstrøms for kølingen, medmindre køleren opfylder ydelsesverifikationen i punkt 8.1.11.4. |
d) |
Hvis kølingen medfører vandkondensering, før strømmen når et flowmeter, måles dugpunktet T dew og trykket p total ved flowmeterets indgang. Disse værdier skal anvendes til emissionsberegninger i henhold til tillæg A.7-A.8. |
9.4.5.5. Prøveflowmeter til batch-prøvetagning
Der anvendes et prøveflowmeter til at bestemme prøvestrømshastighed eller den samlede strøm ind i batchprøvetagningssystemet i prøveintervallet. Forskellen mellem to flowmetere kan anvendes til at beregne prøvestrømmen ind i en fortyndingstunnel f.eks. til partikelmåling ved delstrømsfortynding og partikelmåling ved sekundært fortyndingssystem. Specifikationerne for differensflowmåling med henblik på udtagning af proportional prøve af den ufortyndede udstødning er angivet i punkt 8.1.8.6.1, og kalibreringen af differensflowmålingen er angivet i punkt 8.1.8.6.2.
Det overordnede system til prøveflowmeteret skal opfylde kalibreringen i punkt 8.1.8.
9.4.5.6. Gasdeleapparat
Der kan anvendes et gasdeleapparat til at blande kalibreringsgasserne.
Der anvendes et gasdeleapparat, som blander gasserne i overensstemmelse med specifikationerne i punkt 9.5.1 og i de koncentrationer, der forventes under prøvningen. Der kan anvendes gasdeleapparater med kritisk strømning, med flowkapillarrør eller med termisk massemåling. Der anvendes viskositetskorrektion i nødvendigt omfang (hvis dette ikke sker ved hjælp af gasdelerens interne software) for at sikre korrekt gasdeling. Gasdelersystemet skal opfylde linearitetskontrollen i punkt 8.1.4.5. Man kan vælge at kontrollere blandingsanordningen med et instrument af lineær art, f.eks. et som bruger NO-gas med CLD. Instrumentets justeringsværdi skal justeres med justeringsgassen direkte tilsluttet instrumentet. Blandingsanordningen skal kontrolleres ved de anvendte indstillinger, og den nominelle værdi skal sammenlignes med instrumentets målte koncentrationer.
9.4.6. Måling af CO og CO2
Der anvendes en ikke-dispersiv ultravioletanalysator (NDIR) til at måle CO- og CO2-koncentration i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.
Det NDIR-baserede system skal opfylde kravene til kalibrering og verifikation i punkt 8.1.9.1.
9.4.7. Carbonhydridmålinger
9.4.7.1. Flammeioniseringsdetektor
9.4.7.1.1. Anvendelse
Der anvendes en FID-analysator til at måle carbonhydridkoncentrationen i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning. Carbonhydridkoncentration skal bestemmes på basis af carbonnummeret 1 C1. Værdierne af carbonhydrider af methan og non-methan bestemmes som beskrevet i punkt 9.4.7.1.4. Opvarmede FID-analysatorer skal fastholde alle overflader, der eksponeres for emissioner på en temperatur på 191 ± 11 °C.
9.4.7.1.2. Komponentkrav
Det FID-baserede system til måling af THC og CH4 skal opfylde alle verifikationerne for carbonhydridmåling i punkt 8.1.10.
9.4.7.1.3. FID-enhedens brændstof og brænderluft
FID-enhedens brændstof og brænderluft skal opfylde specifikationerne i punkt 9.5.1. FID-enhedens brændstof og brænderluft må ikke blandes, inden tilføring til FID-analysatoren for at sikre, at FID-analysatoren opererer med diffuserflamme og ikke med færdigblandet flamme.
9.4.7.1.4. Methan
FID-analysatorer måler de samlede carbonhydrider (THC). For at bestemme non-methanholdige carbonhydrider (NMHC) skal methan (CH4) kvantificeres enten ved hjælp af en non-methan-afskæring og en FID-analysator som beskrevet i punkt 9.4.7.2, eller ved hjælp af en gaskromatograf som beskrevet i punkt 9.4.7.3. Hvis der anvendes en FID-analysator til NMHC-bestemmelse, skal dens responsfaktor på CH4, RF CH4, bestemmes som beskrevet i punkt 8.1.10.1. De NMHC-relaterede beregninger er beskrevet i tillæg A.7-A.8.
9.4.7.1.5. Methanantagelse
I stedet for at måle methan, er det tilladt at antage, at 2 % af de målte samlede carbonhydrider er methan, som beskrevet i tillæg A.7-A.8.
9.4.7.2. Enhed til non-methan-afskæring (Non-Methane Cutter)
9.4.7.2.1. Anvendelse
Der kan anvendes en non-methan-afskæring til at måle CH4 med en FID-analysator. En non-methan-afskæring oxiderer alle non-methanholdige carbonhydrider til CO2 og H2O. Der kan anvendes en non-methan-afskæring til ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas til batchvis eller kontinuerlig prøvetagning
9.4.7.2.2. Systemets ydeevne
Non-methan-afskæringens ydelse bestemmes som beskrevet i punkt 8.1.10.3, og resultaterne bruges til at beregne NMHC- emission i A.8 og A.7.
9.4.7.2.3. Konfiguration
Non-methan-afskæringen konfigureres med et omløb med henblik på den i punkt 8.1.10.3 beskrevne verifikation.
9.4.7.2.4. Optimering
En non-methan-afskæring kan optimeres til at maksimere CH4-penetration og oxideringen af alle andre carbonhydrider. En prøve kan fugtes eller fortyndes med renset luft eller oxygen (O2) opstrøms for non-methan-afskæringen for at optimere dens ydeevne. Der skal tages højde for en eventuel fugtning og fortynding i emissionsberegningerne.
9.4.7.3. Gaskromatograf
Anvendelse: Der kan anvendes en gaskromatograf til at måle CH4-koncentrationer af fortyndet udstødningsgas til batchprøvetagning. Mens der også kan anvendes en non-methan-afskæring til at måle CH4 som beskrevet i punkt 9.4.7.2, skal der anvendes en referencemetode baseret på en gaskromatograf til sammenligning af den foreslåede alternerende måleprocedure, jf. punkt 5.1.3.
9.4.8. NOx-målinger
Der er specificeret to måleinstrumenter til NOx-måling, og hvert instrument kan anvendes, hvis det opfylder forskrifterne i henholdsvis punkt 9.4.8.1 eller 9.4.8.2. Kemiluminescensdetektoren anvendes som referencemetode til sammenligning med en eventuel foreslået alternerende målemetode, jf. punkt 5.1.3 i dette bilag.
9.4.8.1. Kemiluminescensdetektor
9.4.8.1.1. Anvendelse
Der anvendes en kemiluminescensdetektor (CLD), sammenkoblet med en NO2-til-NO-konverter, til at måle NOx-koncentrationen i ufortyndet og fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.
9.4.8.1.2. Komponentkrav
Det CLD-baserede system skal opfylde linearitetskontrollen i punkt 8.1.11.1. Der kan anvendes en opvarmet eller uopvarmet CLD, som fungerer ved atmosfærisk tryk eller ved et vakuum.
9.4.8.1.3. NO2-til-NO-konverter
Der placeres en intern eller ekstern NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationskravene i punkt 8.1.11.5 opstrøms for CLD-systemet, mens konverteren konfigureres med et omløb for at lette denne verifikation.
9.4.8.1.4. Fugtvirkninger
Alle CLD-temperaturer skal fastholdes for at forhindre vandkondensering. For at fjerne fugt fra en prøve opstrøms for en CLD-enhedanvendes en af følgende konfigurationer:
a) |
En CLD forbundet nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller køler, som er placeret nedstrøms for en NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5. |
b) |
En CLD forbundet nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller termisk køler, som opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.4. |
9.4.8.1.5. Responstid
Der kan anvendes en opvarmet CLD-enhed for at forbedre dennes responstid.
9.4.8.2. Ikke-dispersiv ultravioletanalysator
9.4.8.2.1. Anvendelse
Der anvendes en ikke-dispersiv ultravioletanalysator (NDUV) til at NOx-koncentrationen i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.
9.4.8.2.2. Komponentkrav
Det NDUV-baserede system skal opfylde kravene til verifikation i punkt 8.1.11.3.
9.4.8.2.3. NO2-til-NO-konverter
Hvis NDUV-analysatoren kun måler NO, placeres en intern eller ekstern NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5, opstrøms for NDUV-analysatoren. Konverteren konfigureres med et omløb for at lette denne verifikation.
9.4.8.2.4. Fugtvirkninger
NDUV-temperaturen skal fastholdes opretholdes for at forhindre vandkondensering, medmindre der anvendes en af følgende konfigurationer:
a) |
En NDUV forbindes nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller køler, som er placeret nedstrøms for en NO2-til-NO-konverter, der opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.5. |
b) |
En NDUV forbindes nedstrøms for en eventuel tørreenhed eller termisk køler, som opfylder verifikationen i punkt 8.1.11.4. |
9.4.9. O2-målinger
Der anvendes en paramagnetisk detektor (PMD) eller en magnetpneumatisk detektor (MPD) til måling af O2-koncentration i ufortyndet eller fortyndet udstødningsgas i forbindelse med batchvis eller kontinuerlig prøvetagning.
9.4.10. Måling af luft-/brændstofforholdet
Der kan anvendes en zirconia-analysator (ZrO2) til at måle luft-/brændstofforholdet i ufortyndet udstødningsgas i forbindelse med kontinuerlig prøvetagning. O2-målinger med indsugningsluft eller brændstofstrømmålinger kan anvendes til at beregne hastigheden af udstødningsgasstrømmen i overensstemmelse med tillæg A.7-A.8.
9.4.11. Partikelmålinger med gravimetrisk vægt
Der anvendes en vægt til vejning af de nettopartikler, der er indsamlet i prøvefiltermedierne.
Minimumskravet til vægtopløsningen skal være lig med eller mindre end den repeterbarhed på 0,5 mikrogram, der anbefales i tabel 9.3. Hvis vægten benytter interne kalibreringsvægte til rutinemæssig justering og linearitetskontrol, skal disse opfylde forskrifterne i punkt 9.5.2.
Vægten konfigureres til den optimale hviletid og stabilitet på det sted, den befinder sig.
9.5. Analytiske gasser og massestandarder
9.5.1. Analytiske gasser
Analytiske gasser skal opfylde kravene til nøjagtighed og renhedsspecifikationerne i dette punkt.
9.5.1.1. Gasspecifikationer
Følgende gasspecifikationer skal tages i betragtning:
a) |
Der anvendes rensede gasser til nulstilling af måleinstrumenterne og til blanding med kalibreringsgasser. Der anvendes gasser med en kontaminering, der ikke overstiger den højeste af følgende værdier i gasflasken eller ved en nulgasgenerators udgang:
|
b) |
Følgende gasser skal anvendes med en FID-analysator:
|
c) |
Der anvendes følgende gasblandinger med gasser, der er sporbare inden for ±1,0 % af de internationale og/eller nationale anerkendte gasstandarders reelle værdi eller af andre godkendte gasstandarder:
|
d) |
Der kan anvendes andre gasarter en de i litra c) i dette punkt anførte (f.eks. methanol i luft, som kan anvendes til at bestemme responsfaktorer), forudsat at de er sporbare inden for ± 3,0 % af de internationalt og/eller nationalt anerkendte standarders reelle værdi og opfylder stabilitetskravene i punkt 9.5.1.2. |
e) |
Der kan genereres egne kalibreringsgasser ved hjælp af en præcis blandingsanordning, som f.eks. en gasdeler, til at forsynde gasser med renset N2 eller renset syntetisk luft. Hvis gasdeleapparater opfylder specifikationerne i punkt 9.4.5.6, og de blandede gasser opfylder kravene i litra a) og c) i dette punkt, kan de fremkomne blandinger anses for at opfylde kravene i dette punkt 9.5.1.1. |
9.5.1.2. Koncentration og udløbsdato
Koncentrationen i enhver kalibreringsgasstandard og dens udløbsdato som angivet af gasleverandøren skal registreres.
a) |
En kalibreringsgasstandard må ikke anvendes efter dens udløbsdato, medmindre dette tillades i litra b) i dette punkt. |
b) |
Kalibreringsgasser kan mærkes om og anvendes efter deres udløbsdato, hvis den typegodkendende myndighed på forhånd har godkendt dette. |
9.5.1.3. Gasoverføring
Gasser skal overføres fra deres kilde til analysatorerne ved hjælp af komponenter, der udelukkende er beregnet til at styre og overføre disse gasser.
For alle anvendte kalibreringsgasser skal holdbarhedsperioden overholdes. Den af fabrikanten for kalibreringsgassen angivne udløbsdato skal registreres.
9.5.2. Massestandarder
Til PM-vægte anvendes kalibreringsvægte, som er certificerede som internationalt og/eller nationalt anerkendte standarder med en sporbarhed på 0,1 % usikkerhed. Kalibreringsvægte kan certificeres af ethvert kalibreringslaboratorium, som opfylder internalt og/eller nationalt anerkendte sporbarhedsstandarder. Det skal sikres, at den laveste kalibreringsvægt ikke har over ti gange massen af et ubenyttet PM-prøvemedium. Kalibreringsrapporten skal også angive massefylden af vægtene.
(1) Særlige symboler kan ses i bilagene.
(2) Nummereringen i dette bilag er i overensstemmelse med nummereringen i NRMM, den globale teknisk forskrift nr. 11. Nogle punkter i NRMM er dog ikke påkrævet i dette bilag.
(3) For nærmere forståelse af definitionen på primæreffekt henvises til figur 2 i ISO 8528 1:2005.
(4) Foretag kalibreringer og verifikationer oftere i overensstemmelse med anvisningerne fra fabrikanten af målesystemet og god teknisk praksis.
(5) CVS-verifikation er ikke påkrævet for systemer, der er overensstemmende inden for ±2 % på baggrund af den kemiske carbon- eller oxygenbalance i indsugningsluften, brændstoffet og den fortyndede udstødningsgas.
(6) Så længe der forhindres vandkondensering i lagringsbeholderen.
(7) Op til 40 °C.
(8) Op til 202 °C.
(9) Ved (191 ± 11) °C.
(10) Både nøjagtighed og repeterbarhed bestemmes med samme indsamlede data som beskrevet i 9.4.3 og baseret på absolutte værdier; "pt" henviser til den samlede gennemsnitsværdi, der forventes ved emissionsgrænsen; (maks. henviser til den spidsværdi, der forventes ved emissionsgrænsen under prøvningscyklussen, ikke instrumentets maksimale område; "gnst." henviser til det faktiske gennemsnit under hele prøvningscyklussen.
(11) Det kræves ikke, at disse renhedsniveauer kan henføres til internationale og/eller nationale standarder.
(12) Det kræves ikke, at disse renhedsniveauer kan henføres til internationale og/eller nationale standarder.
Tillæg A.1
(Reserveret)
Tillæg A.2
Statistikker
A.2.1. Aritmetisk middelværdi
Den aritmetiske middelværdi beregnes på følgende måde:
|
(A.2-1) |
A.2.2. Standardafvigelse
Standardafvigelsen for en neutral (f.eks. N-1) prøve, σ, beregnes på følgende måde:
|
(A.2-2) |
A.2.3. Kvadratisk middelværdi (rms)
Den kvadratiske middelværdi, rms y, beregnes på følgende måde:
|
(A.2-3) |
A.2.4. t-test
Det fastsættes, hvorvidt dataene består en t-test ved anvendelse af følgende ligninger og tabeller:
a) |
For en ikke-parret t-test beregnes t-statistik og dens frihedsgrad, v, som følger:
|
b) |
For en parret t-test beregnes t-statistik og dens frihedsgrad, v, som følger, idet εi er fejlene (f.eks. differencer) mellem hvert par y refi og yi :
|
c) |
Tabel A.2.1 i dette punkt anvendes til at sammenligne t med t crit-værdier i forhold til antal frihedsgrader. Hvis t er mindre end t crit, består t t-testen. Tabel A.2.1 Kritiske t-værdier i forhold til antal frihedsgrader, n
Der anvendes lineær interpolation til at fastsætte værdier, der ikke er vist her. |
A.2.5. F-test
F-statistik beregnes som følger:
|
(A.2-7) |
a) |
For en F-test med en konfidensgrad på 90 % anvendes tabel 2 i dette punkt til at sammenligne F med F crit90-værdierne tabuleret i forhold til (N-1) og (N ref- 1). Hvis F er mindre end F crit90, består F F-testen med en konfidensgrad på 90 %. |
b) |
For en F-test med en konfidensgrad på 95 % anvendes tabel 3 i dette punkt til at sammenligne F med F crit95-værdierne tabuleret i forhold til (N-1) og (N ref- 1). Hvis F er mindre en F crit95, består F F-testen med en konfidensgrad på 95 %. |
Tabel A.2.2
Kritiske F-værdier, F crit90 i forhold til N-1 og N ref-1 ved en konfidensgrad på 90 %
N-1 |
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
12 |
15 |
20 |
24 |
30 |
40 |
60 |
120 |
1 000+ |
N ref-1 |
|
||||||||||||||||||
1 |
39,86 |
49,50 |
53,59 |
55,83 |
57,24 |
58,20 |
58,90 |
59,43 |
59,85 |
60,19 |
60,70 |
61,22 |
61,74 |
62,00 |
62,26 |
62,52 |
62,79 |
63,06 |
63,32 |
2 |
8,526 |
9,000 |
9,162 |
9,243 |
9,293 |
9,326 |
9,349 |
9,367 |
9,381 |
9,392 |
9,408 |
9,425 |
9,441 |
9,450 |
9,458 |
9,466 |
9,475 |
9,483 |
9,491 |
3 |
5,538 |
5,462 |
5,391 |
5,343 |
5,309 |
5,285 |
5,266 |
5,252 |
5,240 |
5,230 |
5,216 |
5,200 |
5,184 |
5,176 |
5,168 |
5,160 |
5,151 |
5,143 |
5,134 |
4 |
4,545 |
4,325 |
4,191 |
4,107 |
4,051 |
4,010 |
3,979 |
3,955 |
3,936 |
3,920 |
3,896 |
3,870 |
3,844 |
3,831 |
3,817 |
3,804 |
3,790 |
3,775 |
3,761 |
5 |
4,060 |
3,780 |
3,619 |
3,520 |
3,453 |
3,405 |
3,368 |
3,339 |
3,316 |
3,297 |
3,268 |
3,238 |
3,207 |
3,191 |
3,174 |
3,157 |
3,140 |
3,123 |
3,105 |
6 |
3,776 |
3,463 |
3,289 |
3,181 |
3,108 |
3,055 |
3,014 |
2,983 |
2,958 |
2,937 |
2,905 |
2,871 |
2,836 |
2,818 |
2,800 |
2,781 |
2,762 |
2,742 |
2,722 |
7 |
3,589 |
3,257 |
3,074 |
2,961 |
2,883 |
2,827 |
2,785 |
2,752 |
2,725 |
2,703 |
2,668 |
2,632 |
2,595 |
2,575 |
2,555 |
2,535 |
2,514 |
2,493 |
2,471 |
8 |
3,458 |
3,113 |
2,924 |
2,806 |
2,726 |
2,668 |
2,624 |
2,589 |
2,561 |
2,538 |
2,502 |
2,464 |
2,425 |
2,404 |
2,383 |
2,361 |
2,339 |
2,316 |
2,293 |
9 |
3,360 |
3,006 |
2,813 |
2,693 |
2,611 |
2,551 |
2,505 |
2,469 |
2,440 |
2,416 |
2,379 |
2,340 |
2,298 |
2,277 |
2,255 |
2,232 |
2,208 |
2,184 |
2,159 |
10 |
3,285 |
2,924 |
2,728 |
2,605 |
2,522 |
2,461 |
2,414 |
2,377 |
2,347 |
2,323 |
2,284 |
2,244 |
2,201 |
2,178 |
2,155 |
2,132 |
2,107 |
2,082 |
2,055 |
11 |
3,225 |
2,860 |
2,660 |
2,536 |
2,451 |
2,389 |
2,342 |
2,304 |
2,274 |
2,248 |
2,209 |
2,167 |
2,123 |
2,100 |
2,076 |
2,052 |
2,026 |
2,000 |
1,972 |
12 |
3,177 |
2,807 |
2,606 |
2,480 |
2,394 |
2,331 |
2,283 |
2,245 |
2,214 |
2,188 |
2,147 |
2,105 |
2,060 |
2,036 |
2,011 |
1,986 |
1,960 |
1,932 |
1,904 |
13 |
3,136 |
2,763 |
2,560 |
2,434 |
2,347 |
2,283 |
2,234 |
2,195 |
2,164 |
2,138 |
2,097 |
2,053 |
2,007 |
1,983 |
1,958 |
1,931 |
1,904 |
1,876 |
1,846 |
14 |
3,102 |
2,726 |
2,522 |
2,395 |
2,307 |
2,243 |
2,193 |
2,154 |
2,122 |
2,095 |
2,054 |
2,010 |
1,962 |
1,938 |
1,912 |
1,885 |
1,857 |
1,828 |
1,797 |
15 |
3,073 |
2,695 |
2,490 |
2,361 |
2,273 |
2,208 |
2,158 |
2,119 |
2,086 |
2,059 |
2,017 |
1,972 |
1,924 |
1,899 |
1,873 |
1,845 |
1,817 |
1,787 |
1,755 |
16 |
3,048 |
2,668 |
2,462 |
2,333 |
2,244 |
2,178 |
2,128 |
2,088 |
2,055 |
2,028 |
1,985 |
1,940 |
1,891 |
1,866 |
1,839 |
1,811 |
1,782 |
1,751 |
1,718 |
17 |
3,026 |
2,645 |
2,437 |
2,308 |
2,218 |
2,152 |
2,102 |
2,061 |
2,028 |
2,001 |
1,958 |
1,912 |
1,862 |
1,836 |
1,809 |
1,781 |
1,751 |
1,719 |
1,686 |
18 |
3,007 |
2,624 |
2,416 |
2,286 |
2,196 |
2,130 |
2,079 |
2,038 |
2,005 |
1,977 |
1,933 |
1,887 |
1,837 |
1,810 |
1,783 |
1,754 |
1,723 |
1,691 |
1,657 |
19 |
2,990 |
2,606 |
2,397 |
2,266 |
2,176 |
2,109 |
2,058 |
2,017 |
1,984 |
1,956 |
1,912 |
1,865 |
1,814 |
1,787 |
1,759 |
1,730 |
1,699 |
1,666 |
1,631 |
20 |
2,975 |
2,589 |
2,380 |
2,249 |
2,158 |
2,091 |
2,040 |
1,999 |
1,965 |
1,937 |
1,892 |
1,845 |
1,794 |
1,767 |
1,738 |
1,708 |
1,677 |
1,643 |
1,607 |
21 |
2,961 |
2,575 |
2,365 |
2,233 |
2,142 |
2,075 |
2,023 |
1,982 |
1,948 |
1,920 |
1,875 |
1,827 |
1,776 |
1,748 |
1,719 |
1,689 |
1,657 |
1,623 |
1,586 |
20 |
2,949 |
2,561 |
2,351 |
2,219 |
2,128 |
2,061 |
2,008 |
1,967 |
1,933 |
1,904 |
1,859 |
1,811 |
1,759 |
1,731 |
1,702 |
1,671 |
1,639 |
1,604 |
1,567 |
23 |
2,937 |
2,549 |
2,339 |
2,207 |
2,115 |
2,047 |
1,995 |
1,953 |
1,919 |
1,890 |
1,845 |
1,796 |
1,744 |
1,716 |
1,686 |
1,655 |
1,622 |
1,587 |
1,549 |
24 |
2,927 |
2,538 |
2,327 |
2,195 |
2,103 |
2,035 |
1,983 |
1,941 |
1,906 |
1,877 |
1,832 |
1,783 |
1,730 |
1,702 |
1,672 |
1,641 |
1,607 |
1,571 |
1,533 |
25 |
2,918 |
2,528 |
2,317 |
2,184 |
2,092 |
2,024 |
1,971 |
1,929 |
1,895 |
1,866 |
1,820 |
1,771 |
1,718 |
1,689 |
1,659 |
1,627 |
1,593 |
1,557 |
1,518 |
26 |
2,909 |
2,519 |
2,307 |
2,174 |
2,082 |
2,014 |
1,961 |
1,919 |
1,884 |
1,855 |
1,809 |
1,760 |
1,706 |
1,677 |
1,647 |
1,615 |
1,581 |
1,544 |
1,504 |
27 |
2,901 |
2,511 |
2,299 |
2,165 |
2,073 |
2,005 |
1,952 |
1,909 |
1,874 |
1,845 |
1,799 |
1,749 |
1,695 |
1,666 |
1,636 |
1,603 |
1,569 |
1,531 |
1,491 |
28 |
2,894 |
2,503 |
2,291 |
2,157 |
2,064 |
1,996 |
1,943 |
1,900 |
1,865 |
1,836 |
1,790 |
1,740 |
1,685 |
1,656 |
1,625 |
1,593 |
1,558 |
1,520 |
1,478 |
29 |
2,887 |
2,495 |
2,283 |
2,149 |
2,057 |
1,988 |
1,935 |
1,892 |
1,857 |
1,827 |
1,781 |
1,731 |
1,676 |
1,647 |
1,616 |
1,583 |
1,547 |
1,509 |
1,467 |
30 |
2,881 |
2,489 |
2,276 |
2,142 |
2,049 |
1,980 |
1,927 |
1,884 |
1,849 |
1,819 |
1,773 |
1,722 |
1,667 |
1,638 |
1,606 |
1,573 |
1,538 |
1,499 |
1,456 |
40 |
2,835 |
2,440 |
2,226 |
2,091 |
1,997 |
1,927 |
1,873 |
1,829 |
1,793 |
1,763 |
1,715 |
1,662 |
1,605 |
1,574 |
1,541 |
1,506 |
1,467 |
1,425 |
1,377 |
60 |
2,791 |
2,393 |
2,177 |
2,041 |
1,946 |
1,875 |
1,819 |
1,775 |
1,738 |
1,707 |
1,657 |
1,603 |
1,543 |
1,511 |
1,476 |
1,437 |
1,395 |
1,348 |
1,291 |
120 |
2,748 |
2,347 |
2,130 |
1,992 |
1,896 |
1,824 |
1,767 |
1,722 |
1,684 |
1,652 |
1,601 |
1,545 |
1,482 |
1,447 |
1,409 |
1,368 |
1,320 |
1,265 |
1,193 |
1 000+ |
2,706 |
2,303 |
2,084 |
1,945 |
1,847 |
1,774 |
1,717 |
1,670 |
1,632 |
1,599 |
1,546 |
1,487 |
1,421 |
1,383 |
1,342 |
1,295 |
1,240 |
1,169 |
1,000 |
Tabel A.2.3
Kritiske F-værdier, F crit95 i forhold til N-1 og N ref-1 ved en konfidensgrad på 95 %
N-1 |
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
12 |
15 |
20 |
24 |
30 |
40 |
60 |
120 |
1 000+ |
N ref-1 |
|
||||||||||||||||||
1 |
161,4 |
199,5 |
215,7 |
224,5 |
230,1 |
233,9 |
236,7 |
238,8 |
240,5 |
241,8 |
243,9 |
245,9 |
248,0 |
249,0 |
250,1 |
251,1 |
252,2 |
253,2 |
254,3 |
2 |
18,51 |
19,00 |
19,16 |
19,24 |
19,29 |
19,33 |
19,35 |
19,37 |
19,38 |
19,39 |
19,41 |
19,42 |
19,44 |
19,45 |
19,46 |
19,47 |
19,47 |
19,48 |
19,49 |
3 |
10,12 |
9,552 |
9,277 |
9,117 |
9,014 |
8,941 |
8,887 |
8,845 |
8,812 |
8,786 |
8,745 |
8,703 |
8,660 |
8,639 |
8,617 |
8,594 |
8,572 |
8,549 |
8,526 |
4 |
7,709 |
6,944 |
6,591 |
6,388 |
6,256 |
6,163 |
6,094 |
6,041 |
5,999 |
5,964 |
5,912 |
5,858 |
5,803 |
5,774 |
5,746 |
5,717 |
5,688 |
5,658 |
5,628 |
5 |
6,608 |
5,786 |
5,410 |
5,192 |
5,050 |
4,950 |
4,876 |
4,818 |
4,773 |
4,735 |
4,678 |
4,619 |
4,558 |
4,527 |
4,496 |
4,464 |
4,431 |
4,399 |
4,365 |
6 |
5,987 |
5,143 |
4,757 |
4,534 |
4,387 |
4,284 |
4,207 |
4,147 |
4,099 |
4,060 |
4,000 |
3,938 |
3,874 |
3,842 |
3,808 |
3,774 |
3,740 |
3,705 |
3,669 |
7 |
5,591 |
4,737 |
4,347 |
4,120 |
3,972 |
3,866 |
3,787 |
3,726 |
3,677 |
3,637 |
3,575 |
3,511 |
3,445 |
3,411 |
3,376 |
3,340 |
3,304 |
3,267 |
3,230 |
8 |
5,318 |
4,459 |
4,066 |
3,838 |
3,688 |
3,581 |
3,501 |
3,438 |
3,388 |
3,347 |
3,284 |
3,218 |
3,150 |
3,115 |
3,079 |
3,043 |
3,005 |
2,967 |
2,928 |
9 |
5,117 |
4,257 |
3,863 |
3,633 |
3,482 |
3,374 |
3,293 |
3,230 |
3,179 |
3,137 |
3,073 |
3,006 |
2,937 |
2,901 |
2,864 |
2,826 |
2,787 |
2,748 |
2,707 |
10 |
4,965 |
4,103 |
3,708 |
3,478 |
3,326 |
3,217 |
3,136 |
3,072 |
3,020 |
2,978 |
2,913 |
2,845 |
2,774 |
2,737 |
2,700 |
2,661 |
2,621 |
2,580 |
2,538 |
11 |
4,844 |
3,982 |
3,587 |
3,357 |
3,204 |
3,095 |
3,012 |
2,948 |
2,896 |
2,854 |
2,788 |
2,719 |
2,646 |
2,609 |
2,571 |
2,531 |
2,490 |
2,448 |
2,405 |
12 |
4,747 |
3,885 |
3,490 |
3,259 |
3,106 |
2,996 |
2,913 |
2,849 |
2,796 |
2,753 |
2,687 |
2,617 |
2,544 |
2,506 |
2,466 |
2,426 |
2,384 |
2,341 |
2,296 |
13 |
4,667 |
3,806 |
3,411 |
3,179 |
3,025 |
2,915 |
2,832 |
2,767 |
2,714 |
2,671 |
2,604 |
2,533 |
2,459 |
2,420 |
2,380 |
2,339 |
2,297 |
2,252 |
2,206 |
14 |
4,600 |
3,739 |
3,344 |
3,112 |
2,958 |
2,848 |
2,764 |
2,699 |
2,646 |
2,602 |
2,534 |
2,463 |
2,388 |
2,349 |
2,308 |
2,266 |
2,223 |
2,178 |
2,131 |
15 |
4,543 |
3,682 |
3,287 |
3,056 |
2,901 |
2,791 |
2,707 |
2,641 |
2,588 |
2,544 |
2,475 |
2,403 |
2,328 |
2,288 |
2,247 |
2,204 |
2,160 |
2,114 |
2,066 |
16 |
4,494 |
3,634 |
3,239 |
3,007 |
2,852 |
2,741 |
2,657 |
2,591 |
2,538 |
2,494 |
2,425 |
2,352 |
2,276 |
2,235 |
2,194 |
2,151 |
2,106 |
2,059 |
2,010 |
17 |
4,451 |
3,592 |
3,197 |
2,965 |
2,810 |
2,699 |
2,614 |
2,548 |
2,494 |
2,450 |
2,381 |
2,308 |
2,230 |
2,190 |
2,148 |
2,104 |
2,058 |
2,011 |
1,960 |
18 |
4,414 |
3,555 |
3,160 |
2,928 |
2,773 |
2,661 |
2,577 |
2,510 |
2,456 |
2,412 |
2,342 |
2,269 |
2,191 |
2,150 |
2,107 |
2,063 |
2,017 |
1,968 |
1,917 |
19 |
4,381 |
3,522 |
3,127 |
2,895 |
2,740 |
2,628 |
2,544 |
2,477 |
2,423 |
2,378 |
2,308 |
2,234 |
2,156 |
2,114 |
2,071 |
2,026 |
1,980 |
1,930 |
1,878 |
20 |
4,351 |
3,493 |
3,098 |
2,866 |
2,711 |
2,599 |
2,514 |
2,447 |
2,393 |
2,348 |
2,278 |
2,203 |
2,124 |
2,083 |
2,039 |
1,994 |
1,946 |
1,896 |
1,843 |
21 |
4,325 |
3,467 |
3,073 |
2,840 |
2,685 |
2,573 |
2,488 |
2,421 |
2,366 |
2,321 |
2,250 |
2,176 |
2,096 |
2,054 |
2,010 |
1,965 |
1,917 |
1,866 |
1,812 |
22 |
4,301 |
3,443 |
3,049 |
2,817 |
2,661 |
2,549 |
2,464 |
2,397 |
2,342 |
2,297 |
2,226 |
2,151 |
2,071 |
2,028 |
1,984 |
1,938 |
1,889 |
1,838 |
1,783 |
23 |
4,279 |
3,422 |
3,028 |
2,796 |
2,640 |
2,528 |
2,442 |
2,375 |
2,320 |
2,275 |
2,204 |
2,128 |
2,048 |
2,005 |
1,961 |
1,914 |
1,865 |
1,813 |
1,757 |
24 |
4,260 |
3,403 |
3,009 |
2,776 |
2,621 |
2,508 |
2,423 |
2,355 |
2,300 |
2,255 |
2,183 |
2,108 |
2,027 |
1,984 |
1,939 |
1,892 |
1,842 |
1,790 |
1,733 |
25 |
4,242 |
3,385 |
2,991 |
2,759 |
2,603 |
2,490 |
2,405 |
2,337 |
2,282 |
2,237 |
2,165 |
2,089 |
2,008 |
1,964 |
1,919 |
1,872 |
1,822 |
1,768 |
1,711 |
26 |
4,225 |
3,369 |
2,975 |
2,743 |
2,587 |
2,474 |
2,388 |
2,321 |
2,266 |
2,220 |
2,148 |
2,072 |
1,990 |
1,946 |
1,901 |
1,853 |
1,803 |
1,749 |
1,691 |
27 |
4,210 |
3,354 |
2,960 |
2,728 |
2,572 |
2,459 |
2,373 |
2,305 |
2,250 |
2,204 |
2,132 |
2,056 |
1,974 |
1,930 |
1,884 |
1,836 |
1,785 |
1,731 |
1,672 |
28 |
4,196 |
3,340 |
2,947 |
2,714 |
2,558 |
2,445 |
2,359 |
2,291 |
2,236 |
2,190 |
2,118 |
2,041 |
1,959 |
1,915 |
1,869 |
1,820 |
1,769 |
1,714 |
1,654 |
29 |
4,183 |
3,328 |
2,934 |
2,701 |
2,545 |
2,432 |
2,346 |
2,278 |
2,223 |
2,177 |
2,105 |
2,028 |
1,945 |
1,901 |
1,854 |
1,806 |
1,754 |
1,698 |
1,638 |
30 |
4,171 |
3,316 |
2,922 |
2,690 |
2,534 |
2,421 |
2,334 |
2,266 |
2,211 |
2,165 |
2,092 |
2,015 |
1,932 |
1,887 |
1,841 |
1,792 |
1,740 |
1,684 |
1,622 |
40 |
4,085 |
3,232 |
2,839 |
2,606 |
2,450 |
2,336 |
2,249 |
2,180 |
2,124 |
2,077 |
2,004 |
1,925 |
1,839 |
1,793 |
1,744 |
1,693 |
1,637 |
1,577 |
1,509 |
60 |
4,001 |
3,150 |
2,758 |
2,525 |
2,368 |
2,254 |
2,167 |
2,097 |
2,040 |
1,993 |
1,917 |
1,836 |
1,748 |
1,700 |
1,649 |
1,594 |
1,534 |
1,467 |
1,389 |
120 |
3,920 |
3,072 |
2,680 |
2,447 |
2,290 |
2,175 |
2,087 |
2,016 |
1,959 |
1,911 |
1,834 |
1,751 |
1,659 |
1,608 |
1,554 |
1,495 |
1,429 |
1,352 |
1,254 |
1 000+ |
3,842 |
2,996 |
2,605 |
2,372 |
2,214 |
2,099 |
2,010 |
1,938 |
1,880 |
1,831 |
1,752 |
1,666 |
1,571 |
1,517 |
1,459 |
1,394 |
1,318 |
1,221 |
1,000 |
A.2.6. Hældning
Hældningen af den lineære regression efter mindste kvadraters metode, a 1y, beregnes på følgende måde:
|
(A.2-8) |
A.2.7. Skæring
Den lineære regression efter mindste kvadraters metode, a 0y, beregnes på følgende måde:
|
(A.2-9) |
A.2.8. Middelfejl på estimatet
Middelfejlen på estimatet SEE beregnes på følgende måde:
|
(A.2-10) |
A.2.9. Determinationskoefficient
Determinationskoefficienten r 2 beregnes på følgende måde:
|
(A.2-11) |
Tillæg A.3
1980 International gravity formula
Accelerationen af jordens tyngdekraft, a g, varierer, afhængigt af beliggenheden, og a g beregnes for den relevante breddegrad som følger:
(A.3-1)
hvor:
θ= grader nordlig eller sydlig bredde.
Tillæg A.4
Kontrol af carbonstrømmen
A.4.1. Indledning
Bortset fra en meget lille del kommer al carbon i udstødningen fra brændstoffet, og bortset fra en minimal del optræder alt dette i udstødningsgassen som CO2. Dette er grundlaget for systemkontrol baseret på CO2-målinger.
Strømmen af carbon ind i systemerne til udstødningsmåling bestemmes ud fra brændstoffets strømningshastighed. Strømningen af carbon ved forskellige prøvetagningspunkter i systemerne til prøveudtagning af emissioner og partikler bestemmes ud fra CO2-koncentrationerne og gasstrømningshastighederne ved disse punkter.
På denne måde udgør motoren en kendt kilde af carbonstrømning, og ved at observere den samme carbonstrøm i udstødningsrøret og ved udgangen af delstrømsprøvetagningssystemet for partikler (PM) kontrolleres for utætheder og målenøjagtighed. Denne kontrol indebærer den fordel, at komponenterne fungerer under motorens faktiske prøvningsforhold med hensyn til temperatur og strømning.
Figur A.4.1 viser de prøvetagningspunkter, ved hvilke carbonstrømmene skal kontrolleres. De specifikke ligninger for carbonstrømmene ved hvert prøvetagningspunkt er i punkterne nedenfor.
Figur A.4.1.
Målepunkter til kontrol af carbonstrøm
A.4.2. Carbons strømningshastighed ind i motoren (målepunkt 1)
Carbons massestrøm ind i motoren q mCf [kg/s] for et brændstof CH a O e er:
|
(A.4-1) |
hvor:
qmf = brændstoffets massestrøm [kg/s]
A.4.3. Carbons strømningshastighed i den ufortyndede udstødning (målepunkt 2)
Carbons massestrøm i motorens udstødningsrør q mCe [kg/s] bestemmes ud fra den ufortyndede CO2-koncentration og udstødningsgassens massestrøm:
|
(A.4-2) |
hvor:
c CO2,r |
= |
våd CO2-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas [%] |
c CO2,a |
= |
våd CO2-koncentration i den omgivende luft [%] |
qmew |
= |
udstødningsgassens massestrøm på våd basis [kg/s] |
M e |
= |
udstødningsgassens molmasse [g/mol] |
Hvis CO2 måles på tør basis, omregnes den til våd basis i overensstemmelse med A.7.3.2 eller A.8.2.2.
A.4.4. Strømningshastighed for carbon i fortyndingssystemet (målepunkt 3)
For så vidt angår delstrømsfortyndingssystemet kan der også tages hensyn til delingsforholdet. Strømningshastighed for carbon i et tilsvarende fortyndingssystem q mCp [kg/s] (med tilsvarende menes svarende til et fuldstrømssystem, hvor den samlede strøm fortyndes) bestemmes ud fra den fortyndede CO2-koncentration, udstødningsgassens massestrøm og prøvestrømshastigheden; den nye formel er identisk med ligning A.4-2, idet de kun suppleres med fortyndingsfaktoren .
|
(A.4-3) |
hvor:
c CO2,d |
= |
våd CO2-koncentration in den fortyndede udstødningsgas ved fortyndingstunnellens udgang [%] |
c CO2,r |
= |
våd CO2-koncentration i den omgivende luft [%] |
qmdew |
= |
fortyndet prøvestrøm i delstrømsfortyndingssystemet [kg/s] |
qmew |
= |
udstødningsgassens massestrøm på våd basis [kg/s] |
qmp |
= |
prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystem [kg/s] |
M e |
= |
udstødningsgassens molmasse [g/mol] |
Hvis CO2 måles på tør basis, omregnes den til våd basis i overensstemmelse med A.7.3.2 eller A.8.2.2.
A.4.5. Beregning af udstødningsgassens molmasse
Udstødningsgassens molmasse beregnes ved hjælp af ligningen A.8-15 (jf. punkt A.8.2.4.2.).
Alternativt kan følgende molmasser for udstødningsgassen anvendes:
M e (diesel)= 28,9 g/mol
Tillæg A.5
(Reserveret)
Tillæg A.6
(Reserveret)
Tillæg A.7
Molbaserede emissionsberegninger
A.7.0. Symbolkonvertering
A.7.0.1. Almindelige symboler
Tillæg A.7 (1) |
Tillæg A.8 |
Enhed |
Mængde |
A |
|
m2 |
Område |
A t |
|
m2 |
Venturihals tværsnitsareal |
a 0 |
b, D 0 |
s. def. (7) |
Regressionslinjens skæring med y-aksen, PDP-kalibreringens skæring |
a 1 |
m |
s. def. (7) |
Regressionslinjens hældning |
β |
r D |
m/m |
Forholdet mellem diametere |
C |
|
— |
Koefficient |
C d |
C d |
— |
Udledningskoefficient |
C f |
|
— |
Strømningskoefficient |
d |
d |
m |
Diameter |
DR |
r d |
— |
Fortyndingsforhold (2) |
e |
e |
g/kWh |
Ved bremset effekt |
e gas |
e gas |
g/kWh |
Specifik emission af gaskomponenter |
e PM |
e PM |
g/kWh |
Specifik partikelemission |
f |
|
Hz |
Frekvens |
f n |
n |
min-1, s-1 |
Omdrejningsfrekvens (aksel) |
γ |
|
— |
Specifikke varmekapacitetsforhold |
K |
|
|
Korrektionsfaktor |
K s |
X 0 |
s/omdr. |
PDP-slipkorrektionsfaktor |
k Dr |
k Dr |
— |
Nedjusteringsfaktor |
|
k h |
|
Fugtighedskorrektionsfaktor for NOx. |
k r |
k r |
— |
Multiplikativ regenereringsfaktor |
k Ur |
k Ur |
— |
Opjusteringsfaktor |
μ |
μ |
kg/(m·s) |
Dynamisk viskositet |
M |
M |
g/mol |
Molmasse (3) |
M gas (4) |
M gas |
g/mol |
Gaskomponenternes molmasse |
m |
m |
kg |
Masse |
|
q m |
kg/s |
Masseforhold |
ν |
|
m2/s |
Kinematisk viskositet |
N |
|
|
Samlet antal i serier |
n |
|
mol |
Stofmængde |
|
|
mol/s |
Stofmængde, forhold |
P |
P |
kW |
Effekt |
p |
p |
kPa |
Tryk |
p abs |
p p |
kPa |
Absolut tryk |
p H2O |
p r |
kPa |
Vanddamptryk |
PF |
1 – E |
% |
Penetrationsbrøk (E = konverteringseffektivitet) |
|
qV |
m3/s |
CVS-volumenhastighed |
ρ |
ρ |
kg/m3 |
Massefylde |
r |
|
— |
Forholdet mellem tryk |
Ra |
|
μm |
Gennemsnitlig overfladeruhed |
Re # |
Re |
— |
Reynold-tal |
RH% |
RH |
% |
Relativ fugtighed |
σ |
σ |
— |
Standardafvigelse |
S |
|
K |
Sutherland-konstant |
T |
T a |
K |
Absolut temperatur |
T |
T |
°C |
Temperatur |
T |
|
N·m |
Drejningsmoment |
t |
t |
s |
Tid |
Δt |
Δt |
s |
Tidsinterval |
V |
V |
m3 |
Volumen |
|
qV |
m3/s |
Volumenhastighed |
W |
W |
kWh |
Arbejde |
W act |
W act |
kWh |
Faktisk arbejde udført i prøvningscyklus |
WF |
WF |
— |
Vægtningsfaktor |
w |
w |
g/g |
Massebrøk |
X (5) |
c |
mol/mol, % vol. |
Stofmængde molbrøk (6)/koncentration (også i μmol/mol = ppm) |
|
|
mol/mol |
Strømningsvægtet middelkoncentration |
y |
|
— |
Generisk variabel |
|
|
— |
Aritmetisk middelværdi |
Z |
|
— |
Kompressibilitetsfaktor |
A.7.0.2. Indeks
Tillæg A.7 |
Tillæg A.8 (8) |
Mængde |
abs |
|
Absolut mængde |
act |
act |
Faktisk mængde |
luft |
|
Luft, tør |
atmos |
|
Atmosfærisk |
bkgnd |
|
Sagsforløb: |
C |
|
Carbon |
cal |
|
Kalibreringsmængde |
CFV |
|
Venturi med kritisk strømning (kritisk venturi) |
cor |
|
Justeret mængde |
dil |
|
Fortyndingsluft |
dexh |
|
Fortyndet udstødning |
dry |
|
Tør mængde |
exh |
|
Ufortyndet udstødning |
exp |
|
Forventet mængde |
eq |
|
Tilsvarende mængde |
fuel |
|
Brændstof |
|
i |
Øjeblikkelig måling (f.eks. 1 Hz) |
i |
|
En individuel i en serie |
idle |
|
Betingelse i tomgang |
in |
|
Mængde ind |
init |
|
Opr. mængde, typisk før en emissionsprøvning |
max |
|
Maksimal værdi (peak) |
meas |
|
Målt mængde |
min |
|
Minimumsværdi |
mix |
|
Luftens molmasse |
out |
|
Mængde ud |
part |
|
Delvis mængde |
PDP |
|
Fortrængningspumpe |
raw |
|
Ufortyndet udstødning |
ref |
|
Referencemængde |
rev |
|
Omdreninger |
sat |
|
Mættet tilstand |
slip |
|
PDP-slip |
smpl |
|
Prøveudtagning |
span |
|
Justeringsmængde |
SSV |
|
Subsonisk venturi |
std |
|
Standardmængde |
test |
|
Prøvemængde |
total |
|
Samlet mængde |
uncor |
|
Ujusteret mængde |
vac |
|
Vakuummængde |
weight |
|
Kalibreringsvægt |
wet |
|
Våd mængde |
zero |
|
Nul mængde |
A.7.0.3. Symboler og forkortelser for kemiske komponenter (også anvendt som indeks)
Tillæg A.7 |
Tillæg A.8 |
Mængde |
Ar |
Ar |
Argon |
C1 |
C1 |
Carbonhydridækvivalent med ét carbonatom |
CH4 |
CH4 |
Methan |
C2H6 |
C2H6 |
Ethan |
C3H8 |
C3H8 |
Propan |
CO |
CO |
Carbonmonoxid |
CO2 |
CO2 |
Carbondioxid |
DOP |
DOP |
Dioktylphthalat |
H |
|
Atomar hydrogen |
H2 |
|
Molekylær hydrogen |
HC |
HC |
Carbonhydrider (hydrocarbon) |
H2O |
H2O |
Vand |
He |
|
Helium |
N |
|
Atomar nitrogen |
N2 |
|
Molekylær nitrogen |
NMHC |
NMHC |
Andre carbonhydrider end methan |
NOx |
NOx |
Nitrogenoxider |
NO |
NO |
Nitrogenoxid |
NO2 |
NO2 |
Nitrogendioxid |
O |
|
Atomar oxygen |
PM |
PM (partikler) |
Partikler |
S |
|
Svovl |
A.7.0.4. Symboler og forkortelser for brændstofsammensætning
Tillæg A.7 (9) |
Tillæg A.8 (10) |
Mængde |
wC (12) |
wC (12) |
Brændstoffets carbonindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
wH |
wH |
Brændstoffets hydrogenindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
wN |
wN |
Brændstoffets nitrogenindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
wO |
wO |
Brændstoffets oxygennindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
wS |
wS |
Brændstoffets svovlindhold massebrøk [g/g] eller [% masse] |
α |
α |
Atomart forhold af hydrogen-carbon (H/C) |
β |
ε |
Atomart forhold af oxygen-carbon (O/C) (11) |
γ |
γ |
Atomart forhold af svovl-carbon (S/C) |
δ |
δ |
Atomart forhold af nitrogen-carbon (N/C) |
A.7.0.5. Symboler for kemisk ligevægt, der anvendes i tillæg A.7
x dil/exh |
= |
Mængden af fortyndingsgas eller overskydende luft pr. mol udstødningsgas |
x H2Oexh |
= |
Vandmængde i udstødningen pr. mol udstødning |
x Ccombdry |
= |
Carbonmængde fra brændstof i udstødningen pr. mol tør udstødning |
x H2Oexhdry |
= |
Vandmængde i udstødningen pr. tør mol af tør udstødning |
x prod/intdry |
= |
Mængden af tørre støkiometriske produkter pr. tør mol indsugningsluft |
x dil/exhdry |
= |
Mængden af fortyndingsgas og/eller overskydende luft pr. mol tør udstødningsgas |
x int/exhdry |
= |
Mængde indsugningsluft, der er nødvendig for at fremstille faktiske forbrændingsprodukter pr. mol tør (ufortyndet eller fortyndet) udstødning |
x raw/exhdry |
= |
Mængden af ufortyndet udstødning, uden overskydende luft, pr. mol tør (ufortyndet eller fortyndet) udstødning. |
x O2intdry |
= |
Mængde indsugningsluft O2 pr. mol tør indsugningsluft |
x CO2intdry |
= |
Mængde indsugningsluft CO2 pr. mol tør indsugningsluft |
x H2Ointdry |
= |
Mængde indsugningsluft H2O pr. mol tør indsugningsluft |
x CO2int |
= |
Mængde indsugningsluft CO2 pr. mol indsugningsluft |
x CO2dil |
= |
Mængde fortyndingsgas CO2 pr. mol fortyndingsgas |
x CO2dildry |
= |
Mængde fortyndingsgas CO2 pr. mol tør fortyndingsgas |
x H2Odildry |
= |
Mængde fortyndingsgas H2O pr. mol tør fortyndingsgas |
x H2Odil |
= |
Mængde fortyndingsgas H2O pr. mol fortyndingsgas |
x [emission]meas |
= |
Målt emissionsmængde i prøven ved den respektive gasanalysator |
x [emission]dry |
= |
Emissionsmængde pr. tør mol af den tørre prøve |
x H2O[emission]meas |
= |
Vandmængde i prøven på emissionsdetektionsstedet |
x H2Oint |
= |
Vandmængde i indsugningsluften, baseret på fugtighedsmåling af indsugningsluften. |
A. 7.1. Grundlæggende parametre og forbindelser
A.7.1.1. Tør luft og kemiske stoffer
I dette bilag anvendes følgende værdier for sammensætningen af tør luft:
x O2airdry |
= |
0,209445 mol/mol |
x CO2airdry |
= |
0,000375 mol/mol |
I dette bilag anvendes følgende molmasser eller effektive molmasser af kemiske stoffer:
M air |
= |
28,96559 g/mol (tør luft) |
M Ar |
= |
39,948 g/mol (argon) |
M C |
= |
12,0107 g/mol (carbon) |
M CO |
= |
28,0101 g/mol (carbonmonoxid) |
M CO2 |
= |
44,0095 g/mol (carbondioxid) |
M H |
= |
1,00794 g/mol (atomar hydrogen) |
M H2 |
= |
2,01588 g/mol (molekulær hydrogen) |
M H2O |
= |
18,01528 g/mol (vand) |
M He |
= |
4,002602 g/mol (helium) |
M N |
= |
14,0067 g/mol (atomar nitrogen) |
M N2 |
= |
28,0134 g/mol (molekylær nitrogen) |
M NMHC |
= |
13,875389 g/mol (ikke-methan carbonhydrid (13)) |
M NOx |
= |
46,0055 g/mol (nitrogenoxider (14) |
M O |
= |
15,9994 g/mol (atomar oxygen) |
M O2 |
= |
31,9988 g/mol (molekylær oxygen) |
M C3H8 |
= |
44,09562 g/mol (propan) |
M S |
= |
32,065 g/mol (svovl) |
M THC |
= |
13,875389 g/mol (total carbonhydrid (13)) |
I dette bilag anvendes den følgende molare gaskonstant R for ideelle gasser:
I dette bilag anvendes følgende specifikke varmekapacitetsforhold for fortyndingsluft og fortyndet udstødningsgas:
γ air |
= |
1,399 (varmekapacitetsforhold for indsugningsluft eller fortyndingsluft) |
γ dil |
= |
1,399 (varmekapacitetsforhold for fortyndet udstødning) |
γ dil |
= |
1,385 (varmekapacitetsforhold for ufortyndet udstødning) |
A.7.1.2. Våd luft
I dette afsnit beskrives, hvordan man fastlægger vandmængden i en ideel gas:
A.7.1.2.1. Vandets damptryk
Vandets damptryk p H2O [kPa] for en given mætningstemperatur, T sat [k], beregnes på følgende måde:
a) |
For fugtighedsmålinger foretaget ved omgivende temperaturer fra 0-100 °C eller for fugtmålinger foretaget over supernedkølet vand ved rumtemperaturer fra –50-0 °C:
hvor:
|
b) |
For fugtighedsmålinger foretaget over is ved omgivende temperaturer fra (-100-0) °C:
hvor: T sat= vandets mætningstemperatur ved målte betingelse [K] |
A.7.1.2.2. Dugpunkt
Hvis luftfugtighed måles som et dugpunkt, skal vandmængden i en ideel gas x H2O [mol/mol] beregnes som følger:
|
(A.7-3) |
hvor:
x H2O |
= |
vandmængde i en ideel gas [mol/mol] |
p H2O |
= |
vandets damptryk ved det målte dugpunkt, T sat=T dew [kPa] |
p abs |
= |
vådt absolut statisk tryk ved dugpunktmålingsstedet [kPa] |
A.7.1.2.3. Relativ fugtighed
Hvis luftfugtigheden måles som relativ luftfugtighed RH%, beregnes vandmængden i en ideel gas x H2O [mol/mol] som følger:
|
(A.7-4) |
hvor:
RH% |
= |
relativ luftfugtighed [%] |
p H2O |
= |
vanddamptryk ved 100 % relativ fugtighed på stedet for den relative fugtighedsmåling, T sat=T amb [kPa] |
p abs |
= |
vådt absolut statisk tryk på stedet for den relative fugtighedsmåling [kPa] |
A.7.1.3. Brændstofegenskaber
Den generelle kemisk brændstofformel er CHαOβSγNδ, hvor α er det atomare hydrogen-carbon-forhold (H/C), β det atomare oxygen-carbon-forhold (O/C), γ er det atomare svovl-carbon-forhold (S/C) og δ det atomare nitrogen-carbon-forhold (N/C). Carbonmassebrøken for brændstoffet w c kan beregnes på grundlag af denne formel. I tilfælde af dieselbrændstof kan den simple formel CH α O β anvendes. Standardværdierne for brændstofsammensætning kan anvendes som følger:
Tabel A.7.1
Standardværdier for det atomare hydrogen-carbon-forhold, α, det atomare oxygen-carbon-forhold, β, og carbonmassebrøken for brændstof, w c, for dieselbrændstoffer.
Brændstof |
Atomare hydrogen og oxygen-carbon-forhold CHαOβ |
Carbonmassekoncentration, wC [g/g] |
Diesel |
CH1.85O0 |
0,866 |
A.7.1.4. Samlet HC-koncentration og ikke-methan HC-koncentration
A.7.1.4.1. THC-bestemmelse og THC/CH4 oprindelige kontamineringskorrektioner
a) |
Hvis der skal bestemmes THC-emission, beregnes x THC[THC-FID] ved hjælp af den oprindelige THC-kontamineringskoncentration x THC[THC-FID]initfra punkt 7.3.1.2 som følger:
hvor:
|
b) |
Ved NMHC-bestemmelsen som beskrevet i afsnit A.7.1.4.2 korrigeres x THC[THC-FID] for den oprindelige kontaminering ved hjælp af ligningen (A.7-5). Den oprindelige kontaminering af CH4-prøven kan korrigeres ved hjælp af ligning (A.7-5), idet koncentrationerne i CH4 udskiftes med THC. |
A.7.1.4.2. NMHC-bestemmelse
For at bestemme NMHC-koncentrationen, x NMHC, anvendes en af følgende:
a) |
Hvis CH4 ikke måles, kan NMHC-koncentrationerne bestemmes som følger: Den baggrundskorrigerede NMHC-masse sammenholdes med den baggrundskorrigerede THC-masse. Hvis den baggrundskorrigerede NMHC-masse er større end 0,98 gange den baggrundskorrigerede THC-masse, skal den baggrundskorrigerede NMHC-masse sættes til 0,98 gange den baggrundskorrigerede THC-masse. Hvis NMHC-beregningerne udelades, sættes den baggrundskorrigerede NMHC-masse til 0,98 gange den baggrundskorrigerede THC-masse. |
b) |
For ikke-methan afskæringer, beregnes x NMHC ved hjælp af ikke-methan afskæringens penetrationsbrøk (PF) af CH4 og C2H6 fra punkt 8.1.10.3, og ved hjælp af HC-kontamineringen og den korrigerede våd-til-tør THC-koncentration x THC[THC-FID]cor som fastsat i litra a) i afsnit A.7.1.4.1:
|
c) |
For en gaskromatograf beregnes x NMHC ved hjælp af THC-analysatorens responsfaktor (RF) på CH4 fra punkt 8.1.10.1.4 og HC-kontamineringen og den tør-til-våd-korrigerede oprindelige THC-koncentration THC[THC-FID]cor som fastsat i punkt a) som følger:
hvor:
|
A.7.1.4.3. Tilnærmelse af NMHC fra THC-enheden
NMHC (ikke-methan carbonhydrider), kan tilnærmes som 98 % af THC (samlede carbonhydrider).
A.7.1.5. Strømningsvægtet middelkoncentration
I nogle punkter i dette bilag, kan det være nødvendigt at beregne en strømningsvægtet middelkoncentration for at fastslå anvendelsesområdet for visse af bestemmelserne. En strømningsvægtet middelværdi er middelværdien af en mængde, efter at den er blevet vægtet proportionalt med en tilsvarende strømningshastighed. Hvis f.eks. en gaskoncentration måles kontinuerligt i motorens ufortyndede udstødning, er den strømningsvægtede middelværdi summen af produkterne af hver registreret koncentration gange den respektive molstrømningshastighed af udstødningen, divideret med summen af de registrerede værdier for strømningshastighed. Som et andet eksempel kan nævnes, at prøvesækkoncentrationen fra et CVS-system er den samme som den strømningsvægtede middelværdi, fordi selve CVS-systemet strømningsvægter sækkens koncentration. En vis strømningsvægtet middelkoncentration i en emission kan i visse tilfælde allerede forventes på baggrund af tidligere prøvning af lignende motorer eller prøvning af tilsvarende udstyr og instrumenter.
A.7.2. Den kemiske ligevægt af brændstof, indsugningsluft og udstødningsgas
A.7.2.1. Generelt
Den kemiske ligevægt af brændstof, indsugningsluft og udstødning kan anvendes til at beregne strømning, mængden af vand i disse strømninger og den våde koncentration af bestanddelene i disse strømninger. Med en enkelt strøm af enten brændstof, indsugningsluft eller udstødning kan den kemiske ligevægt anvendes til at bestemme strømmen af de to andre. F.eks. kan den kemiske ligevægt anvendes sammen med enten indsugningsluft eller brændstofstrøm til bestemmelse af udstødningsstrøm.
A.7.2.2. Procedurer, som kræver kemisk ligevægt
Der kræves kemisk ligevægt for at bestemme følgende:
a) |
Mængden af vand i en ufortyndet eller fortyndet udstødningsstrøm, x H2Oexh, når der ikke foretages måling af den vandmængde, der fjernes af et prøvetagningssystem, med henblik på korrektion herfor. |
b) |
Den strømningsvægtede middelandel af fortyndingsluft i fortyndet udstødningsgas, x dil/exh, når der ikke foretages måling af fortyndingsluft for at korrigere for baggrundsemissionen. Det skal bemærkes, at hvis kemisk ligevægt anvendes til dette formål, antages udstødningen at være støkiometrisk, selv om det ikke er tilfældet. |
A.7.2.3. Procedure for kemisk ligevægt
Beregningerne af en kemisk ligevægt indbefatter et system af ligninger, som kræver iteration. De oprindelige værdier på op til tre mængder anslås: mængden af vand i den målte strøm, x H2Oexh, andelen af fortyndingsluft i fortyndet udstødning (eller overskydende luft i den ufortyndede udstødning), x dil/exh, og mængden af produkter på C1-basis pr. tør mol af tør målt strøm, x Ccombdry. Der kan anvendes tidsvægtede middelværdier for forbrændingsluftens fugtindhold og fortyndelsesluftens fugtindhold i den kemiske ligevægt, forudsat at forbrændingsluftens og fortyndingsluftens fugtindhold overholder tolerancerne på 0,0025 mol/mol af deres respektive middelværdier i prøvningsintervallet. For hver emissionskoncentration, x, og vandmængde x H2Oexh, bestemmes de fuldstændigt tørre koncentrationer, x dry, og x H2Oexhdry. Desuden anvendes brændstoffets atomare hydrogen-til-carbon-forhold, α, oxygen-carbon-forhold, β og carbonmassens andel af brændstof, w C. Til prøvebrændstoffet kan α og β eller standardværdierne i tabel 7.1 anvendes.
Foretag følgende skridt for at fuldstændiggøre den kemiske ligevægt:
a) |
Målte koncentrationer som x CO2meas, x NOmeas og x H2Oint omregnes til tørre koncentrationer ved at dividere dem med et minus den vandmængde, der er til stede ved de respektive målinger, for eksempel: x H2OxCO2meas, x H2OxNOmeas og x H2Oint. Hvis den mængde vand, der er til stede under den "våde" måling", er den samme som den ukendte mængde vand i udstødningsstrømmen, x H2Oexh, skal den løses iterativt for den pågældende værdi i ligningssystemet. Hvis der kun måles samlet NOx og ikke separat måling af NO og NO2, skal den samlede NOx-koncentrations fordeling mellem NO og NO2 for den kemiske ligevægt findes efter et velbegrundet teknisk skøn. Den molære koncentration af NOx, x NOx, kan antages at være 75 % NO og 25 % NO2. For NO2-lagringssystemer til efterbehandling kan x NOx antages at være 25 % NO og 75 % NO2. Til beregning af NOx-emissionsmassen skal molmassen af NO2 for den effektive molmasse af alle NOx-arter, uanset den faktiske NO2-andel af NOx, anvendes. |
b) |
Ligningerne (A.7-10 til A7-26) i d) i dette punkt A.7.2.3 skal indføres i et computerprogram med henblik på iterativ løsning af x H2Oexh, x Ccombdry og x dil/exh. De oprindelige værdier for x H2Oexh, x Ccombdry og x dil/exh antages ud fra et velbegrundet teknisk skøn. Det anbefales at antage en oprindelig vandmængde, der er omtrent dobbelt så stor som vandmængden i indsugningsluften eller fortyndingsluften. Det anbefales at antage en oprindelig værdi på x Ccombdry som summen af de målte værdier for CO2, CO og THC. Det anbefales ligeledes at antage en oprindelig x dil på mellem 0,75 og 0,95 (0,75 < xdil < 0,95), f.eks. 0,8. Værdierne i ligningssystemet anvendes, indtil de senest opdaterede overslag alle ligger inden for 1 % af deres respektive seneste beregnede værdier. |
c) |
Følgende symboler og indekser anvendes i ligningssystemet i litra c) i dette punkt, hvor enheden x er mol/mol:
|
d) |
Følgende ligninger anvendes til iterativt at løse x dil/exh, x H2Oexh og x Ccombdry:
(A.7-15) (A.7-16)
|
Ved den kemiske ligevægt beregnes molstrømningshastigheden som beskrevet i punkt a.7.3.3 og a.7.4.3
A.7.2.4. NOx-korrektion for fugtindhold
Alle NOx-koncentrationer, herunder fortyndingsluftens baggrundskoncentration, korrigeres for indsugningsluftens fugtindhold ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.7-27) |
hvor:
x NOxuncor |
= |
ukorrigeret NOx-molær koncentration i udstødningsgassen [μmol/mol] |
x H2O |
= |
vandmængde i indsugningsluften [mol/mol] |
A.7.3. Ufortyndede forurenende luftarter
A.7.3.1. De forurenende luftarters masse
For at beregne den samlede masse for hver prøvning af forurenende luftarter m gas [g/test], multipliceres dens molære koncentration med dens respektive molstrøm og med udstødningsgassens molmasse derefter foretages integration gennem prøvecyklussen:
|
(A.7-28) |
hvor:
M gas |
= |
molmasse af den generiske forurenende luftart [g/mol] |
|
= |
udstødningsgassens øjeblikkelige molære strømningshastighed på våd basis [mol/s] |
x gas |
= |
øjeblikkelig molær koncentration af den generiske gas på våd basis [mol/mol] |
t |
= |
tid [s] |
Eftersom ligningen (A.7-28) skal løses ved hjælp af numerisk integration, transformeres den til:
|
(A.7-29) |
hvor:
M gas |
= |
molmasse af generisk emission [g/mol] |
|
= |
udstødningsgassens øjeblikkelige molære strømningshastighed på våd basis [mol/s] |
x gasi |
= |
øjeblikkelig molær koncentration af den generiske gas på våd basis [mol/mol] |
f |
= |
datafangsthastighed [Hz] |
N |
= |
antal målinger [-] |
Den generelle ligning kan ændres, afhængigt af hvilket målesystem der anvendes, om der foretages batchvis eller kontinuerlig prøveudtagning, og om der prøvetages ved varierende frem for konstant strømningshastighed.
a) |
Ved kontinuerlig prøvetagning beregnes massen af den forurenende luftart m gas [g/test], hvis der er tale om varierende strømningshastighed, ved hjælp af følgende ligning:
hvor:
|
b) |
Stadig ved kontinuerlig prøvetagning, men i det særlige tilfælde med konstant strømningshastighed, beregnes massen af den forurenende luftart m gas [g/test] ved hjælp af følgende ligning:
hvor:
|
c) |
For batch-prøvetagning, uanset strømningshastigheden er varierende eller konstant, kan ligningen (A.7-30) forenkles som følger:
hvor:
|
A.7.3.2. Omregning af koncentrationen fra tør til våd
Parametrene i dette punkt fås fra resultaterne af den kemiske ligevægt som beregnet i punkt A.7.2. Der eksisterer følgende forhold mellem gassens molære koncentration i den målte strømning x gasdry og x gas [mol/mol] udtrykt som henholdsvis tør og våd basis:
|
(A.7-33) |
|
(A.7-34) |
hvor:
x H2O |
= |
molandel vand i den målte strømning på våd basis [mol/mol] |
x H2Odry |
= |
molbrøk vand i den målte strømning på tør basis [mol/mol] |
For forurenende luftarter skal der foretages korrektion for fjernet vand for den generiske koncentration x [mol/mol] på følgende måde:
|
(A.7-35) |
hvor:
x [emission]meas |
= |
emissionens molbrøk i den målte strømning på målestedet [mol/mol] |
x H2O[emission]meas |
= |
molbrøk vand i den målte strømning ved koncentrationsmålingen [mol/mol] |
x H2Oexh |
= |
vandmængde i ved flowmeteret [mol/mol] |
A.7.3.3. Udstødningsgassens molære strømningshastighed
Den molære strømningshastighed for den ufortyndede udstødningsgas kan måles direkte eller beregnes på grundlag af den kemiske ligevægt i punkt A.7.2.3. Beregningen af den molære strømningshastighed for ufortyndet udstødningsgas foretages ud fra den målte molære strømningshastighed for indsugningsluften eller brændstoffets massestrømshastighed. Den molære strømningshastighed for den ufortyndede udstødning kan beregnes ud fra emissionsprøverne,, på grundlag af den målte molære strømningshastighed for indsugningsluften,, eller den målte massestrømshastighed for brændstoffet,, og de beregnede værdier ved hjælp af den kemiske ligevægt i punkt A.7.2.3. Den skal udregnes for den kemiske ligevægt i A.7.2.3 med samme hyppighed som eller opdateres og registreres.
a) |
Krumtaphusgassernes strømningshastighed. Den ufortyndede udstødningsstrøm kan kun beregnes på grundlag af eller , hvis mindst et af følgende gælder for strømningshastigheden af emissioner fra krumtaphuset:
|
b) |
Beregning af den molære strømningshastighed på baggrund af indsugningsluft. På baggrund af måles udstødningens molære strømningshastighed [mol/s] som følger:
hvor:
|
c) |
Beregning af den molære strømningshastighed på baggrund af brændstoffets massestrømshastighed På baggrund af beregnes som følger:
hvor:
|
A.7.4. Fortyndede forurenende luftarter
A.7.4.1. Beregning af emissionsmasse og baggrundskorrektion
Ligningerne til beregning af massen af forurenende luftarter m gas [g/test] som funktion af emissionens molære strømningshastighed er som følger:
a) |
Kontinuerlig prøveudtagning, varierende strømningshastighed
hvor:
Kontinuerlig prøveudtagning, konstant strømningshastighed
hvor:
|
b) |
Ved batch-prøveudtagning anvendes, uanset om der er tale om varierende eller konstant strømningshastighed, følgende ligning:
hvor:
|
c) |
Hvis der er tale om fortyndet udstødningsgas, korrigeres de forurenende luftarters masseværdier ved at fratrække massen af baggrundsemissionen som følge af fortyndingsluft:
Ved de to tilfælde v) og vi) anvendes følgende ligninger:
hvor:
|
A.7.4.2. Omregning af koncentrationen fra tør til våd
De samme forhold for ufortyndede gasser (punkt A.7.3.2) anvendes til omregning fra tør til våd af fortyndede prøver. Med hensyn til fortyndingsluft foretages en fugtighedsmåling for at beregne dens andel af vanddamp x H2Odildry [mol/mol]:
|
(jf. A.7-21) |
hvor:
x H2Odil= molær vandandel i fortyndingsluftstrømmen [mol/mol]
A.7.4.3. Udstødningens molære strømningshastighed
a) |
Beregning ved hjæp af kemisk ligevægt Den molære strømningshastighed[mol/s] kan beregnes ud fra brændstoffets massestrømshastighed:
hvor:
|
b) |
Måling Udstødningsgassens molære strømningshastighed kan måles ved hjælp af tre systemer:
|
A.7.4.4. Partikelbestemmelse
A.7.4.4.1. Prøveudtagning
a) |
Prøveudtagning fra en varierende strømningshastighed: Hvis der indsamles en batchprøve fra en udstødning med varierende strømningshastighed, skal der udtages en prøve, som er proportionel med udstødningens varierende strømningshastighed. Strømningshastigheden integreres gennem et prøveinterval for at bestemme den samlede strømning. Den gennemsnitlige partikelkoncentration (som allerede er i masseenheder pr. mol prøve) ganges med den samlede strømning for at få den samlede partikelmasse m PM [g]:
hvor:
|
b) |
Prøveudtagning fra en konstant strømningshastighed Hvis der indsamles en batchprøve fra en udstødning med konstant strømningshastighed, skal den gennemsnitlige molære strømningshastighed, fra hvilken prøven udtages, bestemmes. Den gennemsnitlige partikelkoncentration ganges med den samlede strømning for at få den samlede partikelmasse m PM[g]:
hvor:
Ved prøveudtagning med et konstant fortyndingsforhold (DR), m PM [g] beregnes efter følgende ligning:
hvor:
|
A.7.4.4.2. Baggrundskorrektion
Der anvendes samme tilgang som i punkt A.7.4.1 til at korrigere PM-massen for baggrunden. Ved at gange med den samlede strøm af fortyndingsluft, findes den samlede PM-baggrundsmasse (m PMbkgnd [g]). ved at trække den samlede baggrundsmasse fra den samlede masse findes den baggrundskorrigerede partikelmasse m PMcor [g]:
|
(A.7-48) |
hvor:
m PMuncor |
= |
ukorrigeret PM-mase [g] |
|
= |
middelkoncentrationen af PM i fortyndingsluft [g/mol] |
n airdil |
= |
fortyndingsluftens molære strøm [mol] |
A.7.5. Cyklusdrift og specifikke emissioner
A.7.5.1. Emission af forurenende luftarter
A.7.5.1.1. Transient cyklus og RMC-cyklus
Der henvises til punkt A.7.3.1 og A.7.4.1 for henholdsvis ufortyndet og fortyndet udstødningsgas. De resulterende værdier for effekt på P i [kW] integreres gennem et prøveinterval. Det samlede arbejde W act [kWh] beregnes som følger:
|
(A.7-49) |
hvor:
P i |
= |
øjeblikkelig motoreffekt [kW] |
n i |
= |
øjeblikkelig motorhastighed [min-1] |
T i |
= |
øjeblikkeligt motordrejningsmoment [Nm] |
W act |
= |
faktisk udført arbejde i cyklussen [kWh] |
f |
= |
datafangsthastighed [Hz] |
N |
= |
antal målinger [-] |
De specifikke emissioner e gas [g/kWh] beregnes på følgende måder, afhængigt af typen af prøvecyklus.
|
(A.7-50) |
hvor:
m gas |
= |
emissionens samlede masse [g/test] |
W act |
= |
arbejde i cyklussen [kWh] |
I forbindelse med transient cyklus skal det endelige prøvningsresultat e gas [g/kWh] være et vægtet gennemsnit for koldstartsprøvning og varmstartprøvning ved hjælp af:
|
(A.7-51) |
I tilfælde af sjælden (periodisk) regenerering af udstødningen (punkt 6.6.2) korrigeres de specifikke emissioner med den multiplikative justeringsfaktor k r (ligning (6-4)) eller med de to par separate additive justeringsfaktorer k Ur (opjusteringsfaktor, ligning (6-5)) og k Dr (nedjusteringsfaktor, ligning (6-6)).
A.7.5.1.2. Stationær cyklus i diskret modus
De specifikke emissioner e gas [g/kWh] beregnes som følger:
|
(A.7-52) |
hvor:
|
= |
emissionens gennemsnitlige massestrømshastighed [g/h] |
P i |
= |
motoreffekt for modus i [kW] med (se punkt 6.3 og 7.7.1.2.) |
WF i |
= |
vægtet faktor for modus i [-] |
A.7.5.2. Partikelemissioner
A.7.5.2.1. Transient cyklus og RMC-cyklus
De specifikke partikelemissioner beregnes ved hjælp af ligningen (A.7-50), hvor e gas [g/kWh] og m gas [g/test] erstattes af henholdsvis e PM [g/kWh] og m PM [g/test]:
|
(A.7-53) |
hvor:
m PM |
= |
Partikeleissionens samlede masse, beregnet efter punkt A.8.3.4 (g/prøvning) |
W act |
= |
arbejde i cyklussen [kWh] |
Emissionerne ved den transiente sammensatte cyklus (dvs. koldfase og varmfase) beregnes som vist i punkt A.7.5.1.
A.7.5.2.2. Stationær cyklus i diskret modus
Den specifikke partikelemission e PM (g/kWh) beregnes på følgende måde:
A.7.5.2.2.1. For enkeltfiltermetoden
|
(A.7-54) |
hvor:
P i |
= |
motoreffekt i modus i [kW], hvor (jf. punkt 6.3 og 7.7.1.2) |
WF i |
= |
vægtet faktor for modus i [-] |
|
= |
partiklernes massestrømshastighed [g/h] |
A.7.5.2.2.2. For flerfiltermetoden
|
(A.7-55) |
hvor:
P i |
= |
motoreffekt for modus i [kW] med (se punkt 6.3 og 7.7.1.2.) |
WF i |
= |
vægtet faktor for modus i [-] |
|
= |
partiklernes massestrømshastighed ved modus i [g/h] |
For enkeltfiltermetoden beregnes den effektive vægtningsfaktor WF effi for hver modus på følgende måde:
|
(A.7-56) |
hvor:
m smpldexhi |
= |
masse af fortyndet udstødningsgasprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve i modus i [kg] |
m smpldexh |
= |
masse af fortyndet udstødningsgasprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve [kg]. |
|
= |
ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas ved modus i [kg/s] |
|
= |
gennemsnitlig ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas [kg/s] |
Den absolutte værdi af de effektive vægtningsfaktorer må højst afvige med ± 0,005 fra de i bilag 5 angivne vægtningsfaktorer.
(1) Se indeks; f.eks.: for massestrøm af tør luft eller for brændstofmassestrøm.
(2) Fortyndingsforhold rd i tillæg A.8 og DR i tillæg A.7: forskellige symboler, men samme betydning og samme ligninger. Fortyndingsfaktor D i tillæg A.8 og x dil/exh x dil/exh i tillæg A.7: forskellige symboler, men samme fysiske betydning; ligning (A.7-47) viser forholdet mellem x dil/EXH og DR.
(3) Jf. punkt A.7.1.1. i dette afsnit for de værdier, der skal anvendes for molmasse. For NOx og HC specificerer regulativerne effektive molmasser baseret på formodet sammensætning frem for faktisk sammensætning.
(4) Jf. symboler og forkortelser for kemiske komponenter.
(5) Jf. særlige symboler i tabellen over kemisk ligevægt.
(6) Molbrøkerne for THC og NMHC udtrykkes på grundlag af C1-ækvivalenter.
s. def.= skal defineres.
(8) I tillæg A.8 bestemmes indeksets betydning af den relevante mængde. F.eks. kan indekset »d« indikere tør basis som i »cd = koncentration i tør basis«, fortyndingsluft som i »pd = mættet damptryk i fortyndingsluften« eller »kw,d = tør til våd korrektionsfaktor for fortyndingsluft«, fortyndingsforhold som i »rd«. Dette er grunden til, at kolonnen i tillæg A.8 næsten er tom.
(9) Henvisning til et brændstof med den kemiske formel CHαOβSγNδ.
(10) Henvisning til et brændstof med den kemiske formel CHαOεNδSγ
(11) Opmærksomheden henledes på den forskellige betydning af symbolet β i de to tillæg om emissionsberegninger: I tillæg A.8 vedrører det et brændstof med den kemiske formel CHαSγNδOε(dvs. formlen CβHαSγNδOε, hvor β = 1, ved antagelse af et carbonatom pr. pr. molekyle), mens det i tillæg A.7 vedrører forholdet for oxygen-carbon med CHαOβSγNδ. Således svarer β i tillæg A.7 til ε i tillæg A.8.
(12) Massebrøken w ledsaget af symbolet for kemisk komponent som et indeks.
(13) Den effektive molmasse af THC og NMHC defineres af et atomart hydrogen-carbon-forhold, α, på 1,85.
(14) Den effektive NOx-molmasse defineres af molmassen for nitrogenoxid, NO2.
Tillæg A.7.1
Kalibrering af fortyndet udstødningsstrøm (CVS)
I dette tillæg 1 beskrives beregningerne til kalibrering af forskellige flowmetre. Punkt A.7.6.1 i dette tillæg 1 beskriver først, hvordan man omregner aflæsninger fra reference-flowmetre til brug ved kalibreringsligningerne, som angives på molbasis. I de øvrige punkter beskrives de kalibreringsberegninger, der er specifikke for bestemte typer flowmetre.
A.7.6.1. Omregninger for referencemåler
I kalibreringsligningerne i dette afsnit anvendes molær strømningshastighed,, som referencemængde. Hvis den anvendte referencemåler viser en strømningshastighed som en anden mængde, f.eks. standardvolumenhastighed,, faktisk volumenhastighed,, eller massestrøm,, omregnes referencemålerens visning til molær strømningshastighed ved hjælp af følgende ligninger, idet det indskærpes, at mens værdierne for volumenhastighed, massestrømshastighed, tryk, temperatur og molmasse kan ændre sig under emissionsprøvningen, skal de holdes så konstant som praktisk muligt for de enkelte indstillingspunkter under kalibreringen af flowmeteret:
|
(A.7-57) |
hvor:
|
= |
molær strømningsreferencehastighed (mol/s) |
|
= |
referencevolumenhastighed, korrigeret til standardtryk og standardtemperatur [m3/s] |
|
= |
referencevolumenhastighed ved faktisk tryk og temperatur [m3/s] |
|
= |
referencemassestrøm [g/s] |
p std |
= |
standardtryk [Pa] |
p act |
= |
faktisk gastryk [Pa] |
T std |
= |
standardtemperatur [K] |
T act |
= |
faktisk gastemperatur [K] |
R |
= |
molær gaskonstant [J/(mol · K)] |
M mix |
= |
gassens molmasse [g/mol] |
A.7.6.2. PDP-kalibreringsberegninger
For hver restriktorposition beregnes følgende værdier ud fra de middelværdier, der er bestemt i punkt 8.1.8.4, som følger:
a) |
PDP-mængde pumpet pr. omdrejning, V rev (m3/rev):
hvor:
|
b) |
PDP-slipkorrektionsfaktor, KS [s/rev]:
hvor:
|
c) |
Der foretages en regression efter mindste kvadraters metode af PDP-volumen pumpet pr. omdrejning, V rev, i forhold til PDP-slipkorrektionsfaktoren, K s, ved at beregne hældningen, a 1, og skæringen, a 0, som beskrevet i bilag 4B, tillæg A.2. |
d) |
Proceduren i litra a)-c) i dette punkt gentages for hver hastighed, som PDP-enheden betjenes ved. |
e) |
Følgende tabel viser disse beregninger for forskellige værdier for : Tabel A.7.2 Eksempel på PDP-kalibreringsdata
|
f) |
For hver hastighed, ved hvilken PDP-enheden betjenes, anvendes den tilsvarende hældning, a 1, og skæringspunkt, a 0, til at beregne strømningshastigheden under emissionsprøvningen som beskrevet i punkt A.7.4.3 b). |
A.7.6.3. Venturiregulerende ligninger og tilladte antagelser
I dette afsnit beskrives de regulerende ligninger og tilladte antagelser i forbindelse med kalibrering af en venturi og beregning af strøm ved hjælp af en venturi. Fordi en subsonisk venturi (SSV) og en kritisk venturi (CFV) fungerer på lignende måde, er deres regulerende ligninger næsten de samme, med undtagelse af den ligning, der beskriver deres trykforhold (dvs., r SSV i forhold til r CFV). Disse regulerende ligninger har en éndimensionel isentropisk ikke-viskos kompressibel strømning af ideel gas. I punkt A.7.6.3 d), beskrives andre tilladte antagelser. Hvis det for den målte strøm ikke er tilladt at antage en ideel gas, omfatter de regulerende ligninger en førsteordenskorrektion for reaktion af en reel gas, nemlig kompressibilitetsfaktoren Z. Hvis der på baggrund af en teknisk velbegrundet vurdering skal bruges en anden værdi end Z = 1, kan der anvendes en passende tilstandsligning til at bestemme værdien af Z som funktion af de målte tryk og temperaturer, eller der kan udvikles særlige kalibreringsligninger baseret på en teknisk velbegrundet vurdering. Det skal bemærkes, at ligningen for strømningskoefficienten, C f, er baseret på den ideelle gasantagelse, at den sentropiske eksponent, γ, er lig med varmekapacitetsforholdet c p/c V . Hvis der på baggrund af en teknisk velbegrundet vurdering skal bruges en reel gasisentropisk eksponentværdi, kan der anvendes en passende tilstandsligning til at bestemme værdien af γ som funktion af de målte tryk og temperaturer, eller der kan udvikles særlige kalibreringsligninger. Den molære strømningshastighed, [mol/mol], beregnes som følger:
|
(A.7-60) |
hvor:
C d |
= |
Udladningskoefficient, som bestemt i punkt A.7.6.3 a) [-] |
C f |
= |
Strømningskoefficient, som bestemt i punkt A.7.6.3 b) [-] |
A t |
= |
Venturihals tværsnitsareal [m2] |
p in |
= |
Det absolutte statiske tryk ved venturindgangen [Pa] |
Z |
= |
Kompressibilitetsfaktor [-] |
M mix |
= |
Gasblandingens molmasse [kg/mol] |
R |
= |
Molær gaskonstant J/(mol · K) |
T in |
= |
Absolut temperatur ved venturiindgangen [K] |
a) |
Ved hjælp af de i punkt 8.1.8.4 indsamlede data beregnes C d gennem følgende ligning:
hvor:
Andre symboler, jf. ligning (A.7-60). |
b) |
C f bestemmes ved anvendelse af en af følgende metoder:
|
c) |
Trykforholdet r beregnes på følgende måde:
|
d) |
Der kan foretages en af følgende forenklede antagelser vedrørende de regulerende ligninger, eller der kan udvikles mere hensigtsmæssige værdier til prøvning efter en velbegrundet teknisk vurdering:
Tabel A.7.4 Eksempler på dugpunkter i fortyndingsluft og kalibreringsluft, ved hvilke der kan antages en konstant M mix
|
A.7.6.4 SSV-kalibrering
a) |
Molbaserede fremgangsmåde. Til kalibrering af et SSV-flowmeter udføres følgende trin:
|
A.7.6.5. CFV-kalibrering
a) |
Molbaserede fremgangsmåde. Nogle CFV-flowmetre består af en enkelt venturi, mens andre består af flere venturier, som indgår i forskellige kombinationer til måling af forskellige strømningshastigheder. For CFV-flowmetre, der består af flere venturier, kan hver enkelt venturi enten kalibreres uafhængigt for at bestemme en individuel udledningskoefficient, Cd, for hver enkelt venturi, eller hver kombination af venturier kan kalibreres som én venturi. Såfremt der kalibreres en kombination af venturier, anvendes summen af den aktive venturis halsområde som At, kvadratroden af summen af kvadrater for den aktive venturis halsdiameter som dt og forholdet mellem venturiens hals og indgangsdiametre som forholdet mellem kvadratroden af summen af den aktive venturis halsdiameter (dt) i forhold til diameteren for den fælles indgang til alle venturierne (D). For at bestemme Cd for en enkelt venturi eller en enkelt kombination af venturier tages følgende skridt:
|
(1) Gyldigt område for al kalibrering og emissionsprøvning i det atmosfæriske trykområde (80 000 til 103 325) kPa.
(2) Der anvendes tabulerede parametre udelukkende for de rene gasser, som angiver. Parametrene til beregning af gasblandingernes viskositet må ikke kombineres.
Tillæg A.7.2
Forskydningskorrektion
A.7.7.1. Omfang og hyppighed
Beregningerne i dette tillæg 2 foretages for at bestemme, om gasanalysatorens forskydning ugyldiggør resultaterne af prøvningsintervallet. Hvis forskydningen ikke ugyldiggør resultaterne af prøvningsintervallet, korrigeres gasanalysatorens responsværdier fra prøvningsintervallet for forskydning i overensstemmelse med dette tillæg 2. Gasanalysatorens forskydningskorrigerede responsværdier anvendes ved alle efterfølgende emissionsberegninger. Den acceptable tærskel for forskydning i gasanalysatoren under et prøvningsinterval er nærmere beskrevet under punkt 8.2.2.2.
A.7.7.2. Korrektionsprincipper
Ved beregningerne i dette tillæg 2 anvendes en gasanalysators respons på referencenulstillings- og justeringskoncentrationer af analytiske gasser som bestemt før og efter et prøvningsinterval. Beregningerne korrigerer den respons fra gasanalysatoren, som blev registreret under et prøvningsinterval. Korrektionen er baseret på en analysators gennemsnitlige respons på referencenulstillings- og justeringsgasser, og den er baseret på referencekoncentrationerne i selve nulstillings- og justeringsgasserne. Validering af og korrektion for forskydning, foretages på følgende måde:
A.7.7.3. Forskydningsvalidering
Efter anvendelse af alle de øvrige korrektioner - bortset fra forskydningskorrektion - på alle gasanalysatorens signaler beregnes emission ved bremset effekt i overensstemmelse med Punkt A.7.5. i bilag 4B, tillæg A.7. Derefter korrigeres alle gasanalysatorens signaler for forskydning efter dette tillæg. Emission ved bremset effekt genberegnes ved hjælp af samtlige forskydningskorrigerede signaler fra gasanalysatoren. Emissionsresultaterne ved bremset effekt valideres og registreres før og efter forskydningskorrektion, jf. punkt 8.2.2.2.
A.7.7.4. Forskydningskorrektion
Alle gasanalysatorsignaler korrigeres som følger:
a) |
Hver registreret koncentration, x
i, korrigeres med henblik på kontinuerlig prøvetagning eller batch-prøvetagning . |
b) |
Forskydningskorrektion foretages ved hjælp af følgende ligning: hvor: x idriftcor= koncentration korrigeret for forskydning [μmol/mol] x refzero= nulstillingsgassens referencekoncentration, som normalt er nul, medmindre de andet er påvist [μmol/mol] x refspan= justeringsgassens referencekoncentration [μmol/mol] x prespan= gasanalysatorens respons på justeringsgaskoncentrationen [μmol/mol] forud for prøvning x postspan= gasanalysatorens respons på justeringsgaskoncentrationen [μmol/mol] efter prøvning x i eller= registreret, dvs. målt, koncentration under prøvning, før forskydningskorrektion [μmol/mol] x prezero= gasanalysatorens respons på nulstillingsgaskoncentrationen [μmol/mol] forud for prøvning x postzero= gasanalysatorens respons på nulstillingsgaskoncentrationen [μmol/mol] efter prøvning. |
c) |
For alle koncentrationer før prøvningsintervallet anvendes de seneste koncentrationer som bestemt før prøvningsintervallet. For nogle prøvningsintervaller kan den seneste præ-nulstilling eller præ-justering have fundet sted før et eller flere forudgående prøvningsintervaller. |
d) |
For alle koncentrationer efter prøvningsintervallet anvendes de seneste koncentrationer som bestemt efter prøvningsintervallet. For nogle prøvningsintervaller kan den seneste post-nulstilling eller post-justering have fundet sted før et eller flere forudgående prøvningsintervaller. |
e) |
Hvis en analysators respons på justeringsgaskoncentrationen, x prespan, før prøvningsintervallet ikke er registreret, sættes x prespan lig med justeringsgassens referencekoncentration: x prespan = x refspan; |
f) |
Hvis en analysators respons på nulstillingsgaskoncentrationen, x prezero, før prøvningsintervallet ikke er registreret, sættes x preszero lig med nulstillingsgassens referencekoncentration: x prezero = x refzero; |
g) |
Normal er referencekoncentrationen for nulstillingsgassen, x refzero, nul: x refzero = 0 μmol/mol. I nogle tilfælde kan det imidlertid være en kendsgerning, at x refzero ikke har en nulkoncentration. Hvis en CO2-analysator f.eks. nulstilles ved brug af omgivende luft, kan den omgivende lufts standardkoncentration af CO2, som udgør 375 μmol/mol, anvendes. I dette tilfælde er den x refzero = 375 μmol/mol. Når en analysator nulstilles ved hjælp af en ikke-nul x refzero, indstilles analysatoren til den faktiske x refzero,-koncentration. Hvis for eksempel x refzero = 375 μmol/mol, indstilles analysatoren til at vise en værdi på 375 μmol/mol, når nulstillingsgassen strømmer til analysatoren. |
Tillæg A.8
Massebaserede emissionsberegninger
A.8.0. Symbolkonvertering
A.8.0.1. Almindelige symboler
Tillæg A.8 |
Tillæg A.7 |
Enhed |
Mængde |
b, D 0 |
a 0 |
s. def. (3) |
regressionslinjens skæring med y-aksen. |
m |
a 1 |
s. def. (3) |
Regressionslinjens hældning |
A/F st |
|
— |
Støkiometrisk luft/brændstofforhold |
C d |
C d |
— |
Udledningskoefficient |
c |
x |
ppm, % vol |
Koncentration (μmol/mol = ppm) |
c d |
1 |
ppm, % vol |
Koncentration på tør basis |
c w |
1 |
ppm, % vol |
Koncentration på våd basis |
c b |
1 |
ppm, % vol |
Baggrundskoncentration |
D |
x dil |
— |
Fortyndingsfaktor (2) |
D 0 |
|
m3/omdr. |
PDP-kalibreringens skæring |
d |
d |
m |
Diameter |
d V |
|
m |
Venturiens halsdiamter |
e |
e |
g/kWh |
Ved bremset effekt |
e gas |
e gas |
g/kWh |
Specifik emission af gaskomponenter |
e PM |
e PM |
g/kWh |
Specifik partikelemission |
E |
1 – PF |
% |
Konverteringseffektivitet (PF = penetrationsbrøk) |
F s |
|
— |
Støkiometrisk koefficient |
f c |
|
— |
Carbonfaktor |
H |
|
g/kg |
Absolut fugtighed |
K V |
|
|
CFV-kalibreringsfunktion |
k f |
|
m3/kg brændstof |
Brændstofspecifik faktor |
k h |
|
— |
Fugtighedskorrektionsfaktor for NOx, dieselmotorer |
k Dr |
k Dr |
— |
Nedjusteringsfaktor |
k r |
k r |
— |
Multiplikativ regenereringsfaktor |
k Ur |
k Ur |
— |
Opjusteringsfaktor |
k w,a |
|
— |
Omregningsfaktor for indsugningsluft fra tør til våd basis |
k w,d |
|
— |
Omregningsfaktor for fortyndingsluft fra tør til våd basis |
k w,e |
|
— |
Omregningsfaktor for fortyndet udstødningsgas fra tør til våd basis |
k w,r |
|
— |
Omregningsfaktor for ufortyndet udstødningsgas fra tør til våd basis |
μ |
μ |
kg/(m·s) |
Dynamisk viskositet |
M |
M |
g/mol |
Molmasse (3) |
M a |
1 |
g/mol |
Indsugningsluftens molmasse |
M e |
1 |
g/mol |
Udstødningens molmasse |
M gas |
M gas |
g/mol |
Gaskomponenternes molmasse |
m |
m |
kg |
Masse |
q m |
|
kg/s |
Masseforhold |
m d |
1 |
kg |
Masse af fortyndingsluftprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøver |
m ed |
1 |
kg |
Samlet masse af fortyndet udstødningsgas i løbet af cyklussen |
m edf |
1 |
kg |
Masse af ækvivalent fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen |
m ew |
1 |
kg |
Samlet masse af udstødningsgas i løbet af cyklussen |
m f |
1 |
mg |
Masse af opsamlede partikler |
m f,d |
1 |
mg |
Masse af opsamlede partikler fra fortyndingsluft |
m gas |
m gas |
g |
Masse af gasemissioner i hele prøvningscyklussen |
m PM |
m PM |
g |
Masse af partikelemissioner i hele prøvningscyklussen |
m se |
1 |
kg |
Udstødningsprøvens masse i hele prøvningscyklussen |
m sed |
1 |
kg |
Masse af fortyndet udstødningsgas gennem fortyndingstunnelen |
m sep |
1 |
kg |
Masse af fortyndet udstødningsgas, der passerer gennem filtrene til opsamling af partikler |
m ssd |
|
kg |
Masse af sekundær fortyndingsluft |
n |
f n |
min–1 |
Motorens omdrejningshastighed |
n p |
|
r/s |
PDP-pumpens hastighed |
P |
P |
kW |
Effekt |
p |
p |
kPa |
Tryk |
p a |
|
kPa |
Tørt atmosfæretryk |
p b |
|
kPa |
Totalt atmosfæretryk |
p d |
|
kPa |
Mætningsdamptryk af fortyndingsluft |
p p |
p abs |
kPa |
Absolut tryk |
p r |
p H2O |
kPa |
Vanddamptryk |
p s |
|
kPa |
Tørt atmosfæretryk |
1 – E |
PF |
% |
Penetrationsbrøk |
q mad |
(1) |
kg/s |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, tør basis |
q maw |
kg/s |
Indsugningsluftens massestrømshastighed, våd basis |
|
q mCe |
kg/s |
Carbons massestrømshastighed i den ufortyndede udstødning |
|
q mCf |
kg/s |
Carbons massestrømshastighed ind i motoren |
|
q mCp |
kg/s |
Carbons massestrømshastighed i delstrømsfortyndingssystemet |
|
q mdew |
kg/s |
Massestrømshastigheden af den fortyndede udstødningsgas, våd basis |
|
q mdw |
kg/s |
Massestrøm af fortyndingsluft, våd basis |
|
q medf |
kg/s |
Ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas, våd basis. |
|
q mew |
kg/s |
Udstødningsgassens massestrømshastighed, våd basis |
|
q mex |
kg/s |
Massestrømshastighed for prøvemasse udskilt fra fortyndingstunnelen |
|
q mf |
kg/s |
Massestrømshastighed af brændstof |
|
q mp |
kg/s |
Prøvestrøm af udstødningsgas ind i delstrømsfortyndingssystem |
|
qV |
|
m3/s |
CVS-volumenhastighed |
q VCVS |
m3/s |
CVS-volumenhastighed |
|
q Vs |
dm3/min |
Udstødningsanalysesystemets strømningshastighed |
|
qVt |
cm3/min |
Sporgassens strømningshastighed |
|
ρ |
ρ |
kg/m3 |
Massefylde |
ρ e |
|
kg/m3 |
Udstødningsgassens massefylde |
r d |
DR |
— |
Fortyndingsforhold (2) |
RH |
|
% |
Relativ fugtighed |
r D |
β |
m/m |
Diameterforhold (CVS-systemet) |
r p |
|
— |
Trykforhold for SSV |
Re |
Re# |
— |
Reynold-tal |
б |
б |
— |
Standardafvigelse |
T |
T |
°C |
Temperatur |
T a |
|
K |
Absolut temperatur |
t |
t |
s |
Tid |
Δt |
Δt |
s |
Tidsinterval |
u |
|
— |
Forholdet mellem gaskomponentens og udstødningsgassens massefylde |
V |
V |
m3 |
Volumen |
qV |
|
m3/s |
Volumenhastighed |
V 0 |
|
m3/r |
PDP-gasvolumen pumpet pr. omdrejning |
W |
W |
kWh |
Arbejde |
W act |
W act |
kWh |
Faktisk arbejde udført i prøvningscyklus |
WF |
WF |
— |
Vægtningsfaktor |
w |
w |
g/g |
Massebrøk |
X 0 |
K s |
s/omdr. |
PDP-kalibreringsfunktion |
|
|
|
Aritmetisk middelværdi |
A.8.0.2. Indeks
Tillæg A.8 (4) |
Tillæg A.7 |
Mængde |
act |
act |
Faktisk mængde |
i |
|
Øjeblikkelig måling (f.eks. 1 Hz) |
|
i |
En individuel i en serie |
A.8.0.3. Symboler og forkortelser for kemiske komponenter (også anvendt som indeks)
Tillæg A.8 |
Tillæg A.7 |
Mængde |
Ar |
Ar |
Argon |
C1 |
C1 |
Carbonhydridækvivalent med ét carbonatom |
CH4 |
CH4 |
Methan |
C2H6 |
C2H6 |
Ethan |
C3H8 |
C3H8 |
Propan |
CO |
CO |
Carbonmonoxid |
CO2 |
CO2 |
Carbondioxid |
DOP |
DOP |
Dioktylphthalat |
HC |
HC |
Carbonhydrider |
H2O |
H2O |
Vand |
NMHC |
NMHC |
Andre carbonhydrider end methan |
NOx |
NOx |
Nitrogenoxider |
NO |
NO |
Nitrogenoxid |
NO2 |
NO2 |
Nitrogendioxid |
PM (partikler) |
PM (partikler) |
Partikler |
S |
S |
Svovl |
A.8.0.4. Symboler og forkortelser for brændstofsammensætning
Tillæg A.8 (5) |
Tillæg A.7 (6) |
Mængde |
wC (8) |
wC (8) |
Brændstoffets carbonindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
w H |
w H |
Brændstoffets hydrogenindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
w N |
w N |
Brændstoffets nitrogenindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
w O |
w O |
Brændstoffets oxygennindhold, massebrøk [g/g] eller [% masse] |
w S |
w S |
Brændstoffets svovlindhold massebrøk [g/g] eller [% masse] |
α |
α |
Atomart forhold af hydrogen-carbon (H/C) |
ε |
β |
Atomart forhold af oxygen-carbon (O/C) (7) |
γ |
γ |
Atomart forhold af svovl-carbon (S/C) |
δ |
δ |
Atomart forhold af nitrogen-carbon (N/C) |
A.8.1. Grundparametre
A.8.1.1. Bestemmelse af methan og ikke-methan HC-koncentration
Beregningen af NMHC og CH4 afhænger af den anvendte kalibreringsmetode. FID-enheden for målingen uden NMC, kalibreres med propan. Til kalibrering af FID-enheden i serier med NMC, er følgende metoder tilladt:
a) |
Kalibreringsgas – propan; propan ledes uden om NMC, |
b) |
Kalibreringsgas – methan; methan strømmer gennem NMC. |
Koncentration af NMHC (c NMHC [-]) og CH4 (c CH4 [-]) beregnes på følgende måde for litra a):
|
(A.8-1a) |
|
(A.8-2a) |
Koncentration af NMHC og CH4 beregnes på følgende måde for litra b):
|
(A.8-1b) |
|
(A.8-2b) |
hvor:
c HC(w/NMC) |
= |
HC-koncentrationen med prøvegas strømmende gennem NMC [ppm] |
c HC(w/oNMC) |
= |
HC-koncentrationen med prøvegas, der ledes uden om NMC [ppm] |
RF CH4[THC-FID] |
= |
methanresponsfaktor som bestemt i punkt 8.1.10.1.4. [-] |
E CH4 |
= |
methaneffiktivitet, som bestemt i punkt 8.1.10.3. [-] |
E C2H6 |
= |
ethaneffiktivitet, som bestemt i punkt 8.1.10.3. [-] |
Hvis RFCH4[THC-FID] < 1,05, kan den udelades i ligning A.8-1a, A.8-1b
og A.8-2b.
NMHC (ikke-methan carbonhydrider), kan kan tilnærmes som 98 % af THC (samlede carbonhydrider).
A.8.2. Ufortyndede forurenende luftarter
A.8.2.1. Emission af forurenende luftarter
A.8.2.1.1. Stationære prøvninger
Emissionhastigheden af en forurenende luftart q mgas,i for hver modus i af den stationære prøvning beregnes. Koncentrationen af den forurenende emission ganges med dens respektive strømning:
|
(A.8-3) |
q mgas,I |
= |
emissionshastighed i modus i for den stationære prøvning [g/h] |
k |
= |
1 for c gasr,w,i i [ppm] og k = 10 000 for c gasr,w,i i [% vol] |
k h |
= |
NOx-korrektionsfaktoren [-], anvendes kun ved beregning af NOx-emission (jf. punkt A.8.2.2.) |
u gas |
= |
komponentspecifik faktor eller forholdet mellem gaskomponentens og udstødningsgassens massefylde; beregnes med ligning (A.8-12) eller (A.8-13) |
q mew,I |
= |
udstødningsgassens massestrøm i modus i på våd basis [kg/s] |
c gas,I |
= |
emissionkoncentrationen i den ufortyndede udstødningsgas i på våd basis [ppm] eller % vol. |
A.8.2.1.2. Transient cyklusprøvning og RMC-cyklusprøvning
Den samlede masse af forurenende luftarter m gas [g/test] beregnes ved multiplikation af de tidsjusterede øjeblikkelige koncentrationer og koncentrationerne og af udstødningsgasstrømme og integrering under prøvecyklussen i overensstemmelse med et af følgende:
|
(A.8-4) |
hvor:
f |
= |
datafangsthastighed [Hz] |
k h |
= |
NOx-korrektionsfaktoren [-], anvendes kun ved beregning af NOx-emission |
k |
= |
1 for c gasr,w,i i [ppm] og k = 10 000 for c gasr,w,i i [% vol] |
u gas |
= |
komponentspecifik faktor [-] (jf. punkt A.8.2.4.) |
N |
= |
antal målinger [-] |
q mew,i |
= |
udstødningsgassens øjeblikkelige massestrømshastighed på våd basis [kg/s] |
c gas,i |
= |
den øjeblikkelige emissionkoncentration i den ufortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm] eller [% vol]. |
De følgende punkter viser, hvordan de nødvendige mængder (c gas,i , u gas og q mew,i ) beregnes.
A.8.2.2. Omregning af koncentrationen fra tør til våd
Hvis emissionerne måles på tør basis, omregnes den målte koncentration c d på tør basis til koncentrationen c w på våd basis ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.8-5) |
hvor:
k w |
= |
omregningsfaktor for tør-til-våd |
c d |
= |
emissionskoncentration på tør basis [ppm] eller [% vol]. |
Ved fuldstændig forbrænding udtrykkes tør-til-våd omregningsfaktor for ufortyndet udstødningsgas som k w,a [-] og beregnes som følger:
|
(A.8-6) |
hvor:
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
q mf,I |
= |
brændstoffets øjeblikkelige strømningshastighed [kg/s] |
q mad,I |
= |
indsugningsluftens øjeblikkelige strømningshastighed [kg/s] |
p r |
= |
vandtryk efter køler [kPa] |
p b |
= |
samlet barometerstand [kPa] |
w H |
= |
brændstoffets hydrogenindhold (% massefylde) |
k f |
= |
forbrændingens yderligere volumen [m3/kg brændstof] |
hvor:
|
(A.8-7) |
hvor:
w H |
= |
brændstoffets hydrogenindhold [% masse] |
w N |
= |
brændstoffets nitrogenindhold [% masse] |
w O |
= |
brændstoffets oxygenindhold [% masse] |
I ligningen (A.8-6) kan forholdet p r / p b antages:
|
(A.8-8) |
Ved ufuldstændig forbrænding (fede brændstof-luftblandinger) og også ved emissionsprøvning uden måling af den direkte luftstrøm foretrækkes en anden k w,a beregningsmetode.
|
(A.8-9) |
hvor:
c CO2 |
= |
CO2-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas på tør basis [% vol]. |
c CO |
= |
CO-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas på tør basis [ppm]. |
p r |
= |
vandtryk efter køler [kPa] (jf. ligning (A.8-9)) |
p b |
= |
samlet barometerstand [kPa] (jf. ligning (A.8-9)) |
α |
= |
molforholdet mellem carbon og hydrogen [-] |
k w1 |
= |
fugt i indsugningsluft [-] |
|
(A.8-10) |
A.8.2.3. NOx-korrektion for fugtindhold og temperatur
Da NOx-emissionen påvirkes af den omgivende luft, skal NOx-koncentrationsdata korrigeres for temperatur og fugtindhold af den omgivende luft med faktoren k H [-], der er givet ved følgende ligning: Denne faktor er gyldig i fugtighedsintervallet mellem 0 og 25 g H2O/kg tør luft.
|
(A.8-11) |
hvor:
H a= indsugningsluftens fugtindhold (g H2O/kg tør luft)
A.8.2.4. Komponentspecifik faktor u
A.8.2.4.1. Tabulerede værdier
Gennem visse forenklinger (antagelse vedrørende værdien λ og indsugningsluftens forhold som vist i følgende tabel) af ligningerne i punkt A.8.2.4.2) kan tallene for u gas beregnes (jf. punkt A.8.2.4.2). U gas-værdierne er anført i tabel A.8.1.
Tabel A.8.1
Ufortyndet udstødningsgas u og komponentmassefylde (u-tallene beregnes for emissionskoncentrationen udtryk i ppm)
Gas |
NOx |
CO |
HC |
CO2 |
O2 |
CH4 |
|
ρ gas [kg/m3] |
2,053 |
1,250 |
0,621 |
1,9636 |
1,4277 |
0,716 |
|
Brændstof |
ρ e [kg/m3] |
Koefficient u gas ved λ = 2, tør luft, 273 K, 101,3 kPa |
|||||
Diesel |
1,2939 |
0,001587 |
0,000966 |
0,000479 |
0,001518 |
0,001103 |
0,000553 |
A.8.2.4.2. Beregnede værdier
Den komponentspecifikke faktor, u gas, kan beregnes af massefyldeforholdet mellem komponenten og udstødningen eller alternativt af det tilsvarende molmasseforhold:
|
(A.8-12) |
eller
|
(A.8-13) |
hvor:
M gas |
= |
gaskomponentens molmasse [g/mol] |
M e,i |
= |
øjeblikkelig molmasse af den våde ufortyndede udstødningsgas [g/mol] |
ρ gas |
= |
gaskomponentens massefylde [kg/m3] |
ρ e,I |
= |
øjeblikkelig massefylde af våd ufortyndet udstødningsgas [kg/m3] |
Udstødningens molmasse, M e,i, udledes for en generel brændstofsammensætning, CHαOεNδSγ, idet det antages, at der finder en fuldstændig forbrænding sted, som følger:
(A.8-14)
hvor:
q mf,i |
= |
udstødningsgassens øjeblikkelige massestrøm på våd basis [kg/s] |
q maw,i |
= |
indsugningsluftens øjeblikkelige massestrømshastighed på våd basis [kg/s] |
α |
= |
molforholdet mellem hydrogen og carbon [-] |
δ |
= |
molforholdet mellem nitrogen og carbon [-] |
ε |
= |
molforholdet mellem oxygen og carbon [-] |
γ |
= |
atomart forhold mellem svovl og carbon [-] |
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
M a |
= |
den tørre indsugningslufts molekylemasse = 28,965 g/mol |
Den øjeblikkelige massefylde af ufortyndet udstødningsgasρ e,i [kg/m3] udledes som følger:
|
(A.8-15) |
hvor:
q mf,I |
= |
brændstoffets øjeblikkelige massestrømshastighed [kg/s] |
q mad,I |
= |
øjeblikkelig massestrømshastighed for tør indsugningsluft [kg/s] |
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
k f |
= |
forbrændingens yderligere volumen [m3/kg brændstof] (jf. ligning A.8-7) |
A.8.2.5. Udstødningsgassens massestrømshastighed
A.8.2.5.1. Metode til måling af luft- og brændstofstrømme
Metoden omfatter måling af luftstrøm og brændstofstrøm med passende flowmetre. Beregningen af den øjeblikkelige udstødningsgasstrøm q mew,i [kg/s] foretages som følger:
|
(A.8-16) |
hvor:
q maw,i |
= |
øjeblikkelig massestrømshastighed for indsugningsluft [kg/s] |
q mf,i |
= |
brændstoffets øjeblikkelige massestrømshastighed [kg/s] |
A.8.2.5.2. Metode med måling ved hjælp af sporgas
Dette omfatter måling af koncentrationen af sporgas i udstødningen. Beregningen af den øjeblikkelige udstødningsgasstrøm q mew,i [kg/s] foretages som følger:
|
(A.8-17) |
hvor:
q Vt |
= |
Sporgassens strømningshastighed [m3/s] |
c mix,I |
= |
øjeblikkelig koncentration af sporgas efter opblanding [ppm] |
ρ e |
= |
massefylde af den ufortyndede udstødningsgas [kg/m3] |
c b |
= |
baggrundskoncentration af sporgas i indsugningsluften [ppm] |
Sporgassens baggrundskoncentration c b kan bestemmes som gennemsnittet af baggrundskoncentrationen, målt henholdsvis umiddelbart før prøvekørslen og efter prøvekørslen. Når baggrundskoncentrationen er mindre end 1 % af koncentrationen af sporgas efter blanding c mix,i ved maksimal udstødningsstrøm, kan der ses bort fra baggrundskoncentrationen.
A.8.2.5.3. Metode til måling af luftstrøm og luft/brændstofforhold
Dette indebærer beregning af udstødningsmasse ud fra luftstrøm og luft/brændstof-blandingsforhold. Beregningen af den øjeblikkelige udstødningsgasstrøm q mew,i [kg/s] foretages som følger:
|
(A.8-18) |
hvor:
|
(A.8-19) |
(A.8-20)
hvor:
q maw,I |
= |
våd massestrømshastighed for indsugningsluft [kg/s] |
A/F st |
= |
støkiometrisk forhold mellem luft og brændstof [-] |
λ I |
= |
øjeblikkeligt luftoverskudsforhold |
c Cod |
= |
CO-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas på tør basis [ppm]. |
c CO2d |
= |
CO2-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas på tør basis [%]. |
c HCw |
= |
HC-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm C1]. |
α |
= |
molforholdet mellem hydrogen og carbon [-] |
δ |
= |
molforholdet mellem nitrogen og carbon [-] |
ε |
= |
molforholdet mellem oxygen og carbon [-] |
γ |
= |
atomart forhold mellem svovl og carbon [-] |
A.8.2.5.4. Kulstofbalancemetoden 1-trinsproceduren
Følgende 1-trinsformel kan anvendes til beregning af den våde udstødnings massestrømshastighed q mew,i [kg/s]:
|
(A.8-21) |
med carbonfaktor fc [-] givet ved:
|
(A.8-22) |
hvor:
q mf,i |
= |
brændstoffets øjeblikkelige massestrømshastighed [kg/s] |
w C |
= |
brændstoffets carbonindhold ( % masse) |
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
k fd |
= |
forbrændingens yderligere volumen på tør basis [m3/kg brændstof] |
c CO2d |
= |
tør CO2-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas [%] |
c CO2d,a |
= |
tør CO2-koncentration i den omgivende luft [%] |
c Cod |
= |
tør CO-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas [ppm] |
c HCw |
= |
våd HO-koncentration i den ufortyndede udstødningsgas [ppm] |
og faktoren k fd [m3/kg fuel], der beregnes på tør basis ved subtraktion af det vand, der dannes ved forbrænding fra k f :
|
(A.8-23) |
hvor:
k f |
= |
brændstofspecifik faktor for ligningen (A.8-7) [m3/kg fuel] |
w H |
= |
brændstoffets hydrogenindhold [% masse] |
A.8.3. Fortyndede forurenende luftarter
A.8.3.1. De forurenende luftarters masse
A.8.3.1.1. Måling med fuldstrømsfortynding (CVS)
Udstødningens massestrømshastighed måles med prøvetagning med et system med konstant prøvevolumen (CVS), som kan anvende en fortrængningspumpe (PDP), en kritisk venturi (CGV) eller en subsonisk venturi (SSV).
For systemer med konstant massestrøm (dvs. varmeveksler) bestemmes massen af forurenende stoffer m gas (g/prøvning) ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.8-24) |
hvor:
u gas |
= |
forhold mellem udstødningskomponentens og luftens massefylde, jf. tabel A.8.2 eller beregnet ved ligning (A.8-35) [-] |
c gas |
= |
komponentens gennemsnitlige baggrundskorrigerede koncentration på våd basis, henholdsvis [ppm] eller [% vol] |
k h |
= |
NOx-korrektionsfaktoren [-], anvendes kun ved beregning af NOx-emission |
k |
= |
1 for c gasr,w,i i [ppm] og k = 10 000 for c gasr,w,i i [% vol] |
m ed |
= |
samlet fortyndet gasmasse gennem cyklussen [kg/prøvning] |
For systemer med strømningskompensation (uden varmeveksler) bestemmes massen af forurenende stoffer m gas [g/prøvning] ved beregning af den øjeblikkelige masseemission, ved integration og ved baggrundskorrektion efter følgende ligning:
|
(A.8-25) |
hvor:
c e |
= |
emissionkoncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm] eller [% vol]. |
c d |
= |
emissionskoncentration i fortyndingsluften, på våd basis [ppm] eller [% vol]. |
m ed,i |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas gennem tidsintervallet i (kg) |
m ed |
= |
samlet masse af fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen [kg] |
u gas |
= |
tabuleret værdi fra tabel A.8.2 [-] |
D |
= |
fortyndingsfaktor (jf. ligning (A.8-29) i punkt A.8.3.2.2.) [-] |
k h |
= |
NOx-korrektionsfaktoren [-], anvendes kun ved beregning af NOx-emission |
k |
= |
1 for c i [ppm], k = 10 000 for c i [% vol] |
Koncentrationerne c gas, c e og c d kan enten være værdier, der måles i en batchprøve (-sæk, ikke tilladt for NOx og HC) eller kan være gennemsnitsværdier beregnet ved integration fra kontinuerlige målinger. Desuden skal gennemsnittet af m ed,i beregnes ved integration gennem prøvecyklussen.
Følgende ligninger viser, hvordan de nødvendige mængder (c e, u gas og m ed) beregnes.
A.8.3.2. Omregning af koncentrationen fra tør til våd
Alle koncentrationer i punkt A.8.3.2 omregnes ved hjælp af ligningen (A.8-5) ().
A.8.3.2.1. Fortyndet udstødningsgas
Alle koncentrationer, der måles i tør tilstand, skal omregnes til våde koncentrationer ved anvendelse af en af følgende to ligninger:
|
(A.8-26) |
eller
|
(A.8-27) |
hvor:
k w,e |
= |
omregningsfaktor for tør-til-våd for den fortyndede udstødningsgas [-] |
α |
= |
molforholdet mellem carbon og hydrogen i brændstoffet [-] |
c CO2w |
= |
CO2-koncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [% vol]. |
c CO2d |
= |
CO2-koncentration i den fortyndede udstødningsgas på tør basis [% vol]. |
Korrektionsfaktoren for tør til våd, k W2 tager hensyn til vandindholdet i både indsugningsluft og fortyndingsluft:
|
(A.8-28) |
hvor:
H a |
= |
indsugningsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
H d |
= |
fortyndingsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft] |
D |
= |
fortyndingsfaktor (jf. ligning (A.8-29) i punkt A.8.3.2.2.) [-] |
A.8.3.2.2. Fortyndingsfaktor
Fortyndingsfaktoren D [-] (som er nødvendig for baggrundskorrektion og k W2-beregningen) beregnes som følger:
|
(A.8-29) |
hvor:
F S |
= |
støkiometrisk faktor [-] |
c CO2,e |
= |
CO2-koncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [% vol]. |
c HC,e |
= |
HC-koncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm C1]. |
c CO,e |
= |
CO-koncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm]. |
Den støkiometriske faktor beregnes på følgende måde:
|
(A.8-30) |
hvor:
α= molforholdet mellem carbon og hydrogen i brændstoffet [-]
Kendes brændstoffets sammensætning ikke, kan der i stedet anvendes følgende støkiometriske faktorer: F S (diesel) = 13.4
Hvis der foretages direkte måling af udstødningsgasstrømmen, kan fortyndingsfaktoren D [-] beregnes på følgende måde:
|
(A.8-31) |
hvor:
q VCVS |
= |
volumetrisk strømningshastighed for den fortyndede udstødningsgas [m3/s] |
q Vew |
= |
volumetrisk strømningshastighed for den ufortyndede udstødningsgas [m3/s] |
A.8.3.2.3. Fortyndingsluft
|
(A.8-32) |
hvor
|
(A.8-33) |
hvor:
H d= fortyndingsluftens fugtindhold [g H2O/kg tør luft]
A.8.3.2.4. Bestemmelse af den baggrundskorrigerede koncentration
Til beregning af nettokoncentrationen af forurenende gasser skal de gennemsnitlige baggrundskoncentrationer af forurenende gasser i fortyndingsluften trækkes fra de målte koncentrationer. Baggrundskoncentrationernes gennemsnitsstørrelse kan bestemmes ved prøvesækmetoden eller ved kontinuerlig måling med integration. Der anvendes følgende ligning:
|
(A.8-34) |
hvor:
c gas |
= |
de forurenende luftarters nettokoncentration [ppm] eller [% vol] |
c gas,e |
= |
emissionkoncentration i den fortyndede udstødningsgas på våd basis [ppm] eller [% vol]. |
c d |
= |
emissionskoncentration i fortyndingsluften, på våd basis [ppm] eller [% vol]. |
D |
= |
fortyndingsfaktor (jf. ligning (A.8-29) i punkt A.8.3.2.2.) [-] |
A.8.3.3. Komponentspecifik faktor u
Den komponentspecifikke faktor u gas af fortyndet gas kan enten beregnes ved følgende ligning eller tages fra tabel A.8.2; I tabel A.8.2 antages det, at massefylden af den fortyndede udstødningsgas er lig med luftens massefylde.
|
(A.8-35) |
hvor:
M gas |
= |
gaskomponentens molmasse [g/mol] |
M d,w |
= |
molmasse af den fortyndede udstødningsgas [g/mol] |
M da,w |
= |
fortyndingsluftens molmasse [g/mol] |
M r,w |
= |
molmasse af den ufortyndede udstødningsgas [g/mol] |
D |
= |
fortyndingsfaktor (jf. ligning (A.8-29) i punkt A.8.3.2.2.) [-] |
Tabel A.8.2
Fortyndet udstødningsgas u og komponentmassefylde (u-tallene beregnes for emissionskoncentrationen udtryk i ppm)
Gas |
NOx |
CO |
HC |
CO2 |
O2 |
CH4 |
|
ρ gas [kg/m3] |
2,053 |
1,250 |
0,621 |
1,9636 |
1,4277 |
0,716 |
|
Brændstof |
ρ e [kg/m3] |
Koefficient u gas ved λ = 2, tør luft, 273 K, 101,3 kPa |
|||||
Diesel |
1,293 |
0,001588 |
0,000967 |
0,000480 |
0,001519 |
0,00110 |
0,000553 |
A.8.3.4. Udstødningsgassens massestrømshastighed
A.8.3.4.1. PDP-CVS system
Beregningen af massen af den fortyndede udstødning [kg/prøvning] gennem hele cyklussen foretages som følger, hvis den fortyndede udstødnings temperatur m ed holdes inden for ± 6 K gennem hele cyklussen ved hjælp af en varmeveksler:
|
(A.8-36) |
hvor:
V 0 |
= |
volumen gas pumpet pr. omdrejning under prøvningsbetingelserne, [m3/rev] |
n P |
= |
samlede antal pumpeomdrejninger pr. prøvning [omdr./prøvning] |
p p |
= |
absolut tryk ved pumpeindgang [kPa] |
|
= |
gennemsnitstemperatur af fortyndet udstødningsgas ved pumpeindgang [K]. |
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde ved 273,15 K og 101,325 kPa |
Hvis der anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), beregnes massen af fortyndet udstødningsgas m ed,i, [kg] under tidsintervallet som følger:
|
(A.8-37) |
hvor:
V 0 |
= |
volumen gas pumpet pr. omdrejning under prøvningsbetingelserne, [m3/rev] |
p p |
= |
absolut tryk ved pumpeindgang [kPa] |
n P,i |
= |
samlede antal pumpeomdrejninger pr. tidsinterval [omdr./t] |
|
= |
gennemsnitstemperatur af fortyndet udstødningsgas ved pumpeindgang [K]. |
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde ved 273,15 K og 101,325 kPa |
A.8.3.4.2. CFV-CVS system
Beregningen af massestrømmen gennem hele cyklussen m ed [g/prøvning] foretages som følger, hvis den fortyndede udstødnings temperatur holdes inden for ± 11 K gennem hele cyklussen ved hjælp af en varmeveksler:
|
(A.8-38) |
hvor:
t |
= |
cyklustid [s] |
K V |
= |
kalibreringsfaktor for kritisk venturi ved standardbetingelser |
p p |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang [kPa] |
T |
= |
absolut temperatur ved venturiens indgang [K] |
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde [ ] ved 273,15 K og 101,325 kPa |
Hvis der anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), beregnes massen af fortyndet udstødningsgas m ed,i, [kg] under tidsintervallet som følger:
|
(A.8-39) |
hvor:
Δt i |
= |
prøvningens tidsinterval [s] |
K V |
= |
kalibreringsfaktor for kritisk venturi ved standardbetingelser |
p p |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang [kPa] |
T |
= |
absolut temperatur ved venturiens indgang [K] |
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde ved 273,15 K og 101,325 kPa |
A.8.3.4.3. SSV-CVS system
Beregningen af den fortyndede udstødnings massestrøm gennem hele cyklussen m ed [kg/prøvning] foretages som følger, hvis den fortyndede udstødnings temperatur holdes inden for ± 11 K gennem hele cyklussen ved hjælp af en varmeveksler:
|
(A.8-40) |
hvor:
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde ved 273,15 K og 101,325 kPa |
t |
= |
cyklustid [s] |
Δ VSSV |
= |
luftstrømningshastighed ved standardbetingelserne (101,325 kPa, 273,15 K), [m3/s] |
hvor
|
(A.8-41) |
hvor:
A 0 |
= |
|
d V |
= |
SVV-halsens diameter [mm] |
C d |
= |
SSV-udladningskoefficient [-] |
p p |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang [kPa] |
T in |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
r p |
= |
forholdet mellem det absolutte statiske tryk ved indgang og SVV-hals, [-] |
r D |
= |
SSV-halsens diameter i forhold til indgangsrørets indvendige diameter [-] |
Hvis der anvendes et system med strømningskompensation (dvs. uden varmeveksler), beregnes massen af fortyndet udstødningsgas m ed,i, [kg] under tidsintervallet som følger:
|
(A.8-42) |
hvor:
1,293 kg/m3 |
= |
luftens massefylde ved 273,15 K og 101,325 kPa |
Δti |
= |
Tidsinterval (s) |
q VSSV |
= |
SSV-enhedens volumetriske strømningshastighed [m3/s] |
A.8.3.5. Beregning af partikelemission
A.8.3.5.1. Transient cyklus og RMC-cyklus
Partikelmassen beregnes efter opdriftskorrektion af massen af opsamlede partikler i overensstemmelse med punkt 8.1.12.2.5 som følger:
A.8.3.5.1.1. Delstrømsfortyndingssystem
Beregning af det dobbelte fortyndingssystem er vist i punkt A.8.3.5.1.2.
A.8.3.5.1.1.1. Beregning baseret på prøvetagningskoefficient
Partikelemissionen gennem cyklussen m PM [g] beregnes ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.8-43) |
hvor:
m f |
= |
partikelmasse opsamlet gennem cyklus [mg] |
r s |
= |
gennemsnitlig prøvetagningskoefficient gennem cyklus [-] |
hvor:
|
(A.8-44) |
hvor:
m se |
= |
prøvemasse af ufortyndet udstødning gennem cyklussen [kg] |
m ew |
= |
samlet masse af ufortyndet udstødning gennem cyklussen [kg] |
m sep |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas, der passerer gennem filtrene til opsamling af partikler [kg] |
m sed |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas gennem fortyndingstunnelen [kg] |
Hvis der er tale om et system med totalprøveudtagning, er m sep og m sed identiske.
A.8.3.5.1.1.2. Beregning baseret på fortyndingsforhold
Partikelemissionen gennem cyklussen m PM [g] beregnes ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.8-45) |
hvor:
m f |
= |
partikelmasse opsamlet gennem cyklus [mg] |
m sep |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas, der passerer gennem filtrene til opsamling af partikler [kg] |
m edf |
= |
masse af ækvivalent fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen [kg] |
Den samlede masse af ækvivalent fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen m edf [kg] bestemmes på følgende måde:
|
(A.8-46) |
|
(A.8-47) |
|
(A.8-48) |
hvor:
q medf,i |
= |
øjeblikkelig ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas [kg/s] |
q mew,i |
= |
udstødningsgassens øjeblikkelige massestrømshastighed på våd basis [kg/s] |
r d,I |
= |
øjeblikkeligt fortyndingsforhold [-] |
q mdew,i |
= |
øjeblikkelige massestrømshastighed af den fortyndede udstødningsgas på våd basis [kg/s] |
q mdw,i |
= |
øjeblikkelige massestrømshastighed af fortyndingsluft [kg/s] |
f |
= |
datafangsthastighed [Hz] |
N |
= |
antal målinger [-] |
A.8.3.5.1.2. Fuldstrømsfortyndingssystem
Masseemissionen beregnes på følgende måde:
|
(A.8-49) |
hvor:
m f |
= |
partikelmasse opsamlet gennem cyklus [mg] |
m sep |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas, der passerer gennem filtrene til opsamling af partikler [kg] |
m ed |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen [kg] |
hvor
|
(A.8-50) |
hvor:
m set |
= |
masse af dobbelt fortyndet udstødningsgas gennem partikelfilter [kg] |
m ssd |
= |
masse af sekundær fortyndingsluft [kg] |
A.8.3.5.1.3. Baggrundskorrektion
Partikelmassestrømshastigheden m PM,c [g] kan korrigeres for baggrund på følgende måde:
|
(A.8-51) |
hvor:
m f |
= |
partikelmasse opsamlet gennem cyklus [mg] |
m sep |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas, der passerer gennem filtrene til opsamling af partikler [kg] |
m sd |
= |
masse af fortyndingsluft, udtaget af baggrundspartikeludskiller [kg] |
m b |
= |
masse af udskilte baggrundspartikler i fortyndingsluft [mg] |
m ed |
= |
masse af fortyndet udstødningsgas gennem cyklussen [kg] |
D |
= |
fortyndingsfaktor (jf. ligning (A.8-29) i punkt A.8.3.2.2.) [-] |
A.8.3.5.2. Beregning til stationære cyklusser i diskret modus
A.8.3.5.2.1. Fortyndingssystem
Alle beregninger skal baseres på gennemsnitsværdier for de enkelte sekvenser i prøvetagningsperioden.
a) |
Til delstrømsfortynding bestemmes den ækvivalente massestrøm af fortyndet udstødningsgas ved hjælp af systemet med strømningsmåling i figur 9.2:
hvor:
|
b) |
Til fuldstrømfortyndingssystemer anvendes q mdew som q medf. |
A.8.3.5.2.2. Beregning af partikelmassestrømmen
Partikelemissionens strømningshastighed gennem cyklussen q mPM [g/h] beregnes som følger:
a) |
For enkeltfiltermetoden
hvor:
|
b) |
For flerfiltermetoden
hvor:
|
PM-massen bestemmes for hele prøvecyklussen ved addition af gennemsnitsværdierne for de enkelte forløb i i prøvetagningsperioden.
Partikelmassestrømhastigheden q mPM [g/h] eller q mPMi [g/h] man baggrundskorrigeres på følgende måde:
a) |
For enkeltfiltermetoden
hvor:
|
b) |
For flerfiltermetoden
hvor:
Foretages flere end én måling, skal erstattes af. |
A.8.4. Cyklusdrift og specifikke emissioner
A.8.4.1. Emission af forurenende luftarter
A.8.4.1.1. Transient cyklus og RMC-cyklus
Der henvises til punkt A.8.2.1 og A.8.3.1 for henholdsvis ufortyndet og fortyndet udstødningsgas. De resulterende værdier for effekt på P [kW] integreres gennem et prøveinterval. Det samlede arbejde W act [kWh] beregnes som følger:
|
(A.8-60) |
hvor:
P i |
= |
øjeblikkelig motoreffekt [kW] |
n i |
= |
øjeblikkelig motorhastighed [min-1] |
T i |
= |
øjeblikkeligt motordrejningsmoment [Nm] |
W act |
= |
faktisk udført arbejde i cyklussen [kWh] |
f |
= |
datafangsthastighed [Hz] |
N |
= |
antal målinger [-] |
De specifikke emissioner e gas [g/kWh] beregnes på følgende måder, afhængigt af typen af prøvecyklus.
|
(A.8-61) |
hvor:
m gas |
= |
emissionens samlede masse [g/test] |
W act |
= |
arbejde i cyklussen [kWh] |
I forbindelse med transient cyklus skal det endelige prøvningsresultat e gas [g/kWh] være et vægtet gennemsnit for koldstartsprøvning og varmstartprøvning ved hjælp af:
|
(A.8-62) |
I tilfælde af sjælden (periodisk) regenerering af udstødningen (punkt 6.6.2) korrigeres de specifikke emissioner med den multiplikative justeringsfaktor k r (ligning (6-4)) eller med de to par separate additive justeringsfaktorer k Ur (opjusteringsfaktor, ligning (6-5)) og k Dr (nedjusteringsfaktor, ligning (6-6)).
A.8.4.1.2. Stationær cyklus i diskret modus
De specifikke emissioner e gas [g/kWh] beregnes som følger:
|
(A.8-63) |
hvor:
q mgas,i |
= |
emissionens gennemsnitlige massestrømshastighed ved modus i [g/h] |
P i |
= |
motoreffekt for modus i [kW] med (se punkt 6.3 og 7.7.1.2.) |
WF i |
= |
vægtet faktor for modus i [-] |
A.8.4.2. Partikelemissioner
A.8.4.2.1. Transient cyklus og RMC-cyklus
De specifikke partikelemissioner beregnes ved hjælp af ligningen (A.8-61), hvor e gas [g/kWh] og m gas [g/test] erstattes af henholdsvis e PM [g/kWh] og m PM [g/test]:
|
(A.8-64) |
hvor:
m PM |
= |
Partikeleissionens samlede masse, beregnet efter punkt A.8.3.5. (g/prøvning) |
W act |
= |
arbejde i cyklussen [kWh] |
Emissionerne ved den transiente sammensatte cyklus (dvs. koldfase og varmfase) beregnes som vist i punkt A.8.4.1.
A.8.4.2.2. Stationær cyklus i diskret modus
Den specifikke partikelemission e PM (g/kWh) beregnes på følgende måde:
a) |
For enkeltfiltermetoden
hvor:
|
b) |
For flerfiltermetoden
hvor:
|
For enkeltfiltermetoden beregnes den effektive vægtningsfaktor WF ei for hver modus på følgende måde:
|
(A.8-67) |
hvor:
m sepi |
= |
masse af fortyndet udstødningsgasprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve i modus i [kg] |
|
= |
gennemsnitlig ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas [kg/s] |
q medf |
= |
ækvivalent massestrømshastighed af fortyndet udstødningsgas ved modus i [kg/s] |
m sep |
= |
masse af fortyndet udstødningsgasprøve, som ledes gennem filtre til udtagning af partikelprøve [kg]. |
Den absolutte værdi af de effektive vægtningsfaktorer må højst afvige med ± 0,005 fra de i bilag 5 angivne vægtningsfaktorer.
(1) Se indeks; f.eks.: for massestrøm af tør luft for brændstofmassestrøm osv.
(2) Fortyndingsforhold rd i tillæg A.8 og DR i tillæg A.7: forskellige symboler, men samme betydning og samme ligninger. Fortyndingsfaktor D i tillæg A.8 og x dil i tillæg A.7: forskellige symboler, men samme fysiske betydning;
ligning (A.7-47) viser forholdet mellem x dil og DR.
(3) s. def. = skal defineres
(4) I tillæg A.8 bestemmes indeksets betydning af den relevante mængde. F.eks. kan indekset "d" indikere tør basis som i "c d = koncentration i tør basis", fortyndingsluft som i "p d = mættet damptryk i fortyndingsluften" eller "k w,d = tør til våd korrektionsfaktor for fortyndingsluft", fortyndingsforhold som i "r d".
(5) Henvisning til et brændstof med den kemiske formel CHαOεNδSγ
(6) Henvisning til et brændstof med den kemiske formel CHαOβSγNδ
(7) Opmærksomheden henledes på den forskellige betydning af symbolet β i de to tillæg om emissionsberegninger: I tillæg A.8 vedrører det et brændstof med den kemiske formel CHαSγNδOε(dvs. formlen CβHαSγNδOε, hvor β = 1, ved antagelse af et carbonatom pr. pr. molekyle), mens det i tillæg A.7 vedrører forholdet for oxygen-carbon med CHαOβSγNδ. Således svarer β i tillæg A.7 til ε i tillæg A.8.
(8) Massebrøken w ledsaget af symbolet for kemisk komponent som et indeks.
Tillæg A.8.1
Kalibrering af fortyndet udstødningsstrøm (CVS)
A.8.5. Kalibrering af CVS-systemet
CVS-systemet skal kalibreres ved hjælp af en nøjagtig strømningsmåler og en strømningsbegrænser. Strømningen gennem systemet måles ved forskellige indstillinger af forsnævringen, og systemets styreparametre måles og sammenholdes med gennemstrømningen.
Der kan anvendes forskellige typer flowmetre, f.eks. kalibreret venturi, kalibreret laminart flowmeter, kalibreret turbinemeter.
A.8.5.1. Fortrængningspumpe (PDP)
Alle parametre vedrørende pumpen skal måles samtidig med parametrene vedrørende en kalibreringsventuri, der er serieforbundet med pumpen. Den beregnede strømningshastighed (i m3/s ved pumpeindgangen, absolut tryk og temperatur) afsættes mod en korrelationsfunktion, der er dannet ved en specifik kombination af pumpeparametre. Den lineære ligning, som udtrykker sammenhængen mellem pumpeydelsen og korrelationsfunktionen, bestemmes. Hvis drevet på noget CVS arbejder med flere hastigheder, skal der kalibreres for hvert af de anvendte områder.
Under kalibreringen skal temperaturen holdes stabil.
Utætheder i forbindelser og rør mellem kalibreringsventurien og CVS-pumpen skal holdes på mindre end 0,3 % af det laveste strømningspunkt (højeste forsnævring og laveste PDP-hastighedspunkt).
Luftgennemstrømningen (q VCVS) ved hver indstilling af forsnævringen (mindst 6 indstillinger) beregnes i standard-m3/s på grundlag af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Luftstrømningshastigheden omregnes derefter til pumpeydelse (V 0) i m3/omdr. ved absolut pumpeindgangstemperatur og -tryk på følgende måde:
|
(A.8-68) |
hvor:
q VCVS |
= |
luftstrømningshastighed ved standardbetingelserne (101,325 kPa, 273,15 K), [m3/s] |
T |
= |
temperatur ved pumpeindgangen [K] |
p p |
= |
absolut tryk ved pumpeindgang [kPa] |
n |
= |
pumpehastighed [omdr./s] |
For at tage hensyn til vekselvirkningen mellem trykvariationer ved pumpen og pumpens sliphastighed beregnes korrelationsfunktionen (X 0) [s/omdr.] mellem pumpehastighed, trykdifference mellem pumpeindgang og -afgang og absolut pumpeafgangstryk på følgende måde:
|
(A.8-69) |
hvor:
Δp p |
= |
trykforskel mellem pumpeindgang og pumpeafgang [kPa] |
p p |
= |
absolut afgangstryk ved pumpeudgang [kPa] |
n |
= |
pumpehastighed [omdr./s] |
Kalibreringsligningen beregnes ved en lineær mindste kvadraters tilnærmelse på følgende måde:
|
(A.8-70) |
idet D 0 [m3/rev] og m [m3/s] er henholdsvis skæringspunkt og hældning og beskriver regressionslinjen.
For et CVS-system med flere hastigheder skal kalibreringskurverne genereret med forskellige pumpeydelser være tilnærmelsesvis parallelle, og værdierne svarende til skæringspunktet (D 0) skal stige med aftagende pumpeydelse.
De af ligningen beregnede værdier skal ligge inden for ± 0,5 % af den målte værdi af V 0. Værdien af m vil være forskellig for forskellige pumper. Tilførte partikler vil med tiden mindske pumpens slip, således at m aftager. Derfor skal pumpen kalibreres ved opstart, efter større vedligeholdelsesindgreb samt hvis efterprøvningen af det samlede system tyder på, at sliphastigheden har ændret sig.
A.8.5.2. Venturi med kritisk strømning (CFV)
Kalibrering af CFV bygger på strømningsligningen for en kritisk venturi. Gasstrømmen er en funktion af venturiens indgangstryk og –temperatur.
For at bestemme området med kritisk strømning afsættes K v som funktion af venturiens indgangstryk. Ved kritisk (droslet) strømning vil K V have en forholdsvis konstant værdi. Når trykket aftager (vakuum øges) aftager venturiens drosselvirkning og K V mindskes, ensbetydende med at CFV-enheden arbejder uden for det tilladte arbejdsområde.
Luftgennemstrømningen (q VCVS) ved hver indstilling af forsnævringen (mindst 8 indstillinger) beregnes i standard-m3/s på grundlag af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Kalibreringsfaktoren beregnes ud fra kalibreringsdataene for hver indstilling på følgende måde:
|
(A.8-71) |
hvor:
q VSSV |
= |
luftstrømningshastighed ved standardbetingelserne (101,325 kPa, 273,15 K), [m3/s] |
T |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
p p |
= |
absolut tryk ved venturiens indgang [kPa] |
Gennemsnitsværdien K V og standardafvigelsen beregnes. Standardafvigelsen må ikke være over ± 0,3 % af gennemsnitsværdien af K v.
A.8.5.3. Subsonisk venturi (SSV)
Kalibrering af SSV bygger på strømningsligningen for en subsonisk venturi. Gasstrømmen er en funktion af indgangstryk og -temperatur, og af tryktabet mellem SST-indgangen og forsnævringen som vist i ligning (A.8-41).
Luftgennemstrømningen (q VSSV) ved hver indstilling af forsnævringen (mindst 16 indstillinger) beregnes i standard-m3/s på grundlag af flowmeterdataene med den af fabrikanten foreskrevne metode. Udladningskoefficienten beregnes ud fra kalibreringsdataene for hver indstilling på følgende måde:
|
(A.8-72) |
hvor:
A 0 |
= |
|
q VSSV |
= |
luftstrømningshastighed ved standardbetingelserne (101,325 kPa, 273,15 K), [m3/s] |
T in,V |
= |
temperatur ved venturiens indgang (K) |
d V |
= |
SVV-halsens diameter [mm] |
r p |
= |
[-] |
r D |
= |
SSV-halsens diameter, d V, i forhold til indgangsrørets indvendige diameter D [-] |
For at bestemme området for subsonisk strømning optegnes C d som funktion af Reynolds-tallet Re ved SSV-halsen. Re ved SVV-halsen beregnes ved hjælp af følgende ligning:
|
(A.8-73) |
hvor
|
(A.8-74) |
hvor:
A 1 |
= |
|
q VSSV |
= |
luftstrømningshastighed ved standardbetingelserne (101,325 kPa, 273,15 K), [m3/s] |
d V |
= |
SVV-halsens diameter [mm] |
μ |
= |
gassens absolutte eller dynamiske viskositet [kg/(m · s)] |
b |
= |
er 1,458 × 106 (empirisk konstant) [kg/(m · s · K0,5)] |
S |
= |
110,4 (empirisk konstant) [K] |
Da q VSSV er et input til Re-formelen, startes beregningerne med et indledende gæt af kalibreringsventuriens q VSSV eller C d og gentages, indtil q VSSV konvergerer. Konvergensmetoden skal være nøjagtig til 0,1 % af punkt eller bedre.
For mindst 16 punkter i det subsoniske strømningsområde skal de værdier for C d, der beregnes ud fra tilnærmelsesligningen for den fremkomne kalibreringskurve, ligge inden for ± 0,5 % af den målte værdi for C d for hvert kalibreringspunkt.
Tillæg A.8.2
Forskydningskorrektion
A.8.6. Beregningerne i dette tillæg foretages som beskrevet i tillæg A.7.2-A.7 til bilag 4B.
|
(A.8-75) |
hvor:
c idriftcor |
= |
koncentration korrigeret for forskydning [ppm] |
c refzero |
= |
nulstillingsgassens referencekoncentration, som normalt er nul, medmindre de andet er påvist [ppm] |
c refspan |
= |
justeringsgassens referencekoncentration [ppm] |
c prespan |
= |
gasanalysatorens respons på justeringsgaskoncentrationen [ppm] forud for prøvning |
c postspan |
= |
gasanalysatorens respons på justeringsgaskoncentrationen [ppm] forud efter prøvning |
c
i eller
|
= |
registreret, dvs. målt, koncentration under prøvning, før forskydningskorrektion [ppm] |
c prezero |
= |
gasanalysatorens respons på nulstillingsgaskoncentrationen [ppm] forud for prøvning |
c postzero |
= |
gasanalysatorens respons på nulstillingsgaskoncentrationen [ppm] forud efter prøvning |
BILAG 5
PRØVNINGSCYKLUSSER
1. Prøvningscyklusser
1.1. Stationær prøvning i diskret modus
a) |
For motorer med variabel hastighed følges følgende cyklus (1) bestående af 8 modi ved betjening af dynamometeret på testmotoren:
|
b) |
For motorer med konstant hastighed følges følgende cyklus (4) bestående af 5 modi ved betjening af dynamometeret på testmotoren:
Belastningstallene er angivet som procent af drejningsmomentet svarende til den primæreffekt (5), der er til rådighed under en sekvens med varierende effekt og kan afgives i et ubegrænset antal timer årligt mellem de angivne vedligeholdelsesterminer og under de angivne omgivelsesbetingelser, når vedligeholdelse udføres som foreskrevet af fabrikanten. |
1.2. Stationær RMC-prøvning
a) |
For motorer med variabel hastighed gælder følgende arbejdscyklus med 9-modi ved RMC-prøvning:
|
b) |
For motorer med konstant hastighed gælder følgende arbejdscyklus med 5-modi ved RMC-prøvning:
|
1.3. Transient cyklus
a) |
For motorer med variabel hastighed gælder følgende motordynamometerskema (variabel hastighed og variabel NRTC-dynamometerskemaet er vist grafisk nedenfor
NRTC-dynamometerskemaet er vist grafisk nedenfor
|
(1) Identisk med C1-cyklus som beskrevet i punkt 8.3 i standarden ISO 8178-4:2007 (corr. 2008).
(2) Denormaliseringshastighed (n denorm) skal anvendes i stedet for mærkehastighed for motorer, der prøves i henhold til bilag 4B og er defineret i punkt 7.7.1.1 i bilag 4B. I dette tilfælde anvendes (n denorm) også i stedet for nominel hastighed ved fastsættelse af middelhastigheden.
(3) Referencehastighed gælder kun valgfrit for motorer, der prøves i henhold til bilag 4A og er defineret i punkt 4.3.1 i bilag 4A.
(4) Identisk med D2-cyklus som beskrevet i punkt 8.4 i standarden ISO 8178-4:2007 (corr. 2008).
(5) For nærmere forståelse af definitionen på primæreffekt henvises til figur 2 i ISO 8528-1:2005.
(6) Hastighedsudtryk som anvendt i fodnoten af den stationære prøvning i diskret modus.
(7) Drejningsmomentet står i forhold til det maksimale drejningsmoment ved den valgte motorhastighed.
(8) Progression fra en modus til den næste inden for en 20 s overgangsfase. I overgangsfasen vælges en lineær progression fra den aktuelle til den næste drejningsmomentindstilling, og der vælges samtidigt en tilsvarende lineær progression for motorhastigheden, hvis der forekommer hastighedsændringer.
(9) %-drejningsmomentet er i forhold til det maksimale drejningsmoment.
(10) Progression fra en modus til den næste inden for en 20 s overgangsfase. I overgangsfasen vælges en lineær progression fra den aktuelle til den næste drejningsmomentindstilling.
BILAG 6
Tekniske specifikationer for referencebrændstof, som foreskrives til godkendelsesprøvning og til kontrol produktionens overensstemmelse (1)
Tabel 1
For effektområde D-G
|
Prøvningsmetode |
|
Cetantal (5) |
min. 45 (8) maks. 50 |
ISO 5165 |
Massefylde ved 15 °C |
min. 835 kg/m3 min. 845 kg/m3 (11) |
ISO 3675, ASTM D4052 |
Destillation (4) 95 % punkt |
maks. 370 °C |
ISO 3405 |
Viskositet ved 40 °C |
Min. 2,5 mm2/s Maks. 3,5 mm2/s |
ISO 3104 |
Svovlindhold |
Min. 0,1 % masse (10) Maks. 0,2 % masse (9) |
ISO 8754, EN 24260 |
Flammepunkt |
Min. 55 °C |
ISO 2719 |
CFPP |
Min.- Maks. +5 °C |
EN 116 |
Kobberkorrosion |
Maks. 1 |
ISO 2160 |
Carbonrest efter Conradson (10 % destillationsrest) |
Maks. 0,3 % masse |
ISO 10370 |
Askeindhold |
Maks. 0,01 % masse |
ASTM D482 (12) |
Vandindhold |
Maks. 0,05 % masse |
ASTM D95, D1744 |
Syretal (stærk syre) |
Min. 0,20 mg KOH/g |
|
Oxidationsstabilitet (6) |
Maks. 2,5 mg/100 ml |
ASTM D2274 |
Tilsætningsstoffer (7) |
|
|
Tabel 2
For effektområde H-K
Parameter |
Enhed |
Grænseværdier (13) |
Prøvningsmetode |
|||
min. |
maks. |
|||||
Cetantal (14) |
|
52,0 |
54,0 |
EN-ISO 5165 |
||
Massefylde ved 15 °C |
kg/m3 |
833 |
837 |
EN-ISO 3675 |
||
Destillation: |
|
|
|
|
||
50 %-punkt |
°C |
245 |
— |
EN-ISO 3405 |
||
95 %-punkt |
°C |
345 |
350 |
EN-ISO 3405 |
||
|
°C |
— |
370 |
EN-ISO 3405 |
||
Flammepunkt |
°C |
55 |
— |
EN 22719 |
||
CFPP |
°C |
— |
–5 |
EN 116 |
||
Viskositet ved 40 °C |
mm2/s |
2,5 |
3,5 |
EN-ISO 3104 |
||
Polycykliske aromatiske kulbrinter |
% m/m |
3,0 |
6,0 |
IP 391 |
||
Svovlindhold (15) |
mg/kg |
— |
300 |
ASTM D 5453 |
||
Kobberkorrosion |
|
— |
klasse 1 |
EN-ISO 2160 |
||
Carbonrest efter Conradson (10 % DR) |
% m/m |
— |
0,2 |
EN-ISO 10370 |
||
Askeindhold |
% m/m |
— |
0,01 |
EN-ISO 6245 |
||
Vandindhold |
% m/m |
— |
0,05 |
EN-ISO 12937 |
||
Syretal (stærk syre) |
mg KOH/g |
— |
0,02 |
ASTM D 974 |
||
Oxidationsstabilitet (16) |
mg/ml |
— |
0,025 |
EN-ISO 12205 |
Tabel 3
For effektområder L-P og Q-R
Parameter |
Enhed |
Grænseværdier (17) |
Prøvningsmetode |
|||
min. |
maks. |
|||||
Cetantal (18) |
|
|
54,0 |
EN-ISO 5165 |
||
Massefylde ved 15 °C |
kg/m3 |
833 |
865 |
EN-ISO 3675 |
||
Destillation: |
|
|
|
|
||
50 %-punkt |
°C |
245 |
— |
EN-ISO 3405 |
||
95 %-punkt |
°C |
345 |
350 |
EN-ISO 3405 |
||
|
°C |
— |
370 |
EN-ISO 3405 |
||
Flammepunkt |
°C |
55 |
— |
EN 22719 |
||
CFPP |
°C |
— |
–5 |
EN 116 |
||
Viskositet ved 40 °C |
mm2/s |
2,3 |
3,3 |
EN-ISO 3104 |
||
Polycykliske aromatiske kulbrinter |
% m/m |
3,0 |
6,0 |
IP 391 |
||
Svovlindhold (19) |
mg/kg |
— |
10 |
ASTM D 5453 |
||
Kobberkorrosion |
|
— |
klasse 1 |
EN-ISO 2160 |
||
Carbonrest efter Conradson (10 % DR) |
% m/m |
— |
0,2 |
EN-ISO 10370 |
||
Askeindhold |
% m/m |
— |
0,01 |
EN-ISO 6245 |
||
Vandindhold |
% m/m |
— |
0,02 |
EN-ISO 12937 |
||
Syretal (stærk syre) |
mg KOH/g |
— |
0,02 |
ASTM D 974 |
||
Oxidationsstabilitet (20) |
mg/ml |
— |
0,025 |
EN-ISO 12205 |
||
Smøreevne (diameter af HFRR slidmærke ved 60 °C) |
μm |
— |
400 |
CEC F-06-A-96 |
||
FAME |
Ikke tilladt |
(1) Alle brændstoffets specifikationer og grænseværdier skal løbende revurderes på baggrund af markedsudviklingen.
(2) Hvis en motors eller et køretøjs termiske virkningsgrad skal beregnes, kan brændstoffets brændværdi beregnes af:
hvor:
|
d er massefylden ved 15 °C |
|
x er vandindholdet i massebrøk (%/100) |
|
y er askeindholdet i massebrøk (%/100) |
|
s er svovlindholdet i massebrøk (%/100) |
(3) De i specifikationerne anførte værdier er "sande værdier". Ved fastsættelse af deres grænseværdier er retningslinjerne i ASTM D3244 om "fastlæggelse af grundlaget for bestemmelse af olieprodukters kvalitet" blevet anvendt, og ved fastsættelse af en minimumsværdi er der taget udgangspunkt i en minimumsforskel på 2R over nul; ved fastsættelsen af maksimums- og minimumsværdi har minimumsforskellen været 4R (R = reproducerbarhed).
Til trods for dette mål, som er nødvendigt af statistiske grunde, bør brændstoffabrikanten tilstræbe en værdi på nul, når den foreskrevne maksimalværdi er 2R, og en gennemsnitsværdi i tilfælde, hvor der angives maksimal- og minimalværdier. Skulle det blive nødvendigt at afgøre, om et brændstof opfylder specifikationen, anvendes ASTM D3244.
(4) Tallene viser de fordampede mængder (% genvinding + % tab).
(5) Det angivne interval for cetan opfylder ikke kravet om et område på mindst 4R. I tilfælde af tvist mellem brændstofleverandør og -bruger kan bestemmelserne i ASTM D3244 imidlertid anvendes til afgørelse af tvistigheder, forudsat at målingerne gentages et tilstrækkeligt antal gange til, at den fornødne præcision kan opnås. Dette må foretrækkes frem for enkeltstående målinger.
(6) Selv om iltningsstabiliteten kontrolleres, må holdbarheden antages at være begrænset. Der bør indhentes retningslinjer for opbevaring og holdbarhed fra leverandøren.
(7) Dette brændstof skal være baseret på straight-run og krakdestillater af kulbrinter; afsvovling er tilladt. Det må ikke indeholde metaladditiver eller cetanforbedrende additiver.
(8) Lavere værdier er tilladt, i hvilket tilfælde det anvendte referencebrændstofs cetantal skal angives i rapporten.
(9) Højere værdier er tilladt, i hvilket tilfælde det anvendte referencebrændstofs svovlindhold skal registreres.
(10) Revurderes løbende på baggrund af markedstendenserne. Når ansøgeren anmoder om en førstegangsgodkendelse af en motor, tillades på ansøgerens anmodning et mindste svovlindhold på 0,050 % (mindst 0,03 masseprocent), og den målte partikelkoncentration skal i så fald korrigeres opad til den gennemsnitsværdi, der nominelt er angivet for brændstoffets svovlindhold (0,15 % masseprocent) efter nedenstående ligning:
hvor:
PTadj |
= |
justeret PT-værdi (g/kWh) |
PT |
= |
målt vægtet specifik emissionsværdi for partikelemission (g/kWh) |
SFC |
= |
vægtet specifikt brændstofforbrug (g/kWh) beregnet efter nedenstående formel |
NSLF |
= |
gennemsnitligt nominelt svovlindhold i massebrøk (dvs. 0,15 %/100) |
FSF |
= |
brændstoffets svovlindhold i massebrøk (%/100) |
Ligning til beregning af vægtet specifikt brændstofforbrug:
|
hvor:
|
Med henblik på vurdering af produktionens overensstemmelse i henhold til punkt 7.4.2 skal forskrifterne opfyldes ved anvendelse af referencebrændstof, som ikke afviger fra minimums-/maksimumsniveauet på 0,1/0,2 masseprocent.
(11) Højere værdier er tilladt (op til 855 kg/m3), i hvilket tilfælde det anvendte referencebrændstofs massefylde skal registreres. Med henblik på vurdering af produktionens overensstemmelse i henhold til punkt 7.4.2 skal forskrifterne opfyldes ved anvendelse af referencebrændstof, som ikke afviger fra minimums-/maksimumsniveauet på 835/845 kg/m3.
(12) Erstattes med EN/ISO 6245 med virkning fra vedtagelsesdatoen.
(13) De i specifikationerne anførte værdier er "sande værdier". Deres grænseværdier er fastsat i henhold til ISO 4259 "Petroleum products - Determination and application of precision data in relation to methods of test", idet minimumsværdien er fastsat på grundlag af en minimumsforskel på 2R over nul. Ved fastsættelsen af maksimums- og minimumsværdi har minimumsforskellen været 4R (R = reproducerbarhed).
Til trods for denne foranstaltning, som er nødvendig af statistiske grunde, bør brændstoffabrikanten tilstræbe en værdi på nul, når den foreskrevne maksimumsværdi er 2R, og en gennemsnitsværdi i tilfælde, hvor der angives maksimums- og minimumsværdier. Dersom det bliver nødvendigt at afgøre, om et brændstof opfylder kravene i specifikationerne, anvendes ISO 4259.
(14) Det angivne interval for cetan opfylder ikke kravet om et område på mindst 4R. I tilfælde af tvist mellem brændstofleverandør og -bruger kan bestemmelserne i ISO 4259 imidlertid anvendes til afgørelse af tvistigheder, forudsat at målingerne gentages et tilstrækkeligt antal gange til, at den fornødne præcision kan opnås. Dette må foretrækkes frem for enkeltstående målinger.
(15) Det faktiske svovlindhold i det brændstof, der anvendes til prøvningen, indberettes.
(16) Selv om iltningsstabiliteten kontrolleres, må holdbarheden antages at være begrænset. Der bør indhentes retningslinjer for opbevaring og holdbarhed fra leverandøren.
(17) De i specifikationerne anførte værdier er "sande værdier". Deres grænseværdier er fastsat i henhold til ISO 4259 "Petroleum products - Determination and application of precision data in relation to methods of test", idet minimumsværdien er fastsat på grundlag af en minimumsforskel på 2R over nul. ved fastsættelsen af maksimums- og minimumsværdi har minimumsforskellen været 4R (R = reproducerbarhed).
Til trods for denne foranstaltning, som er nødvendig af statistiske grunde, bør brændstoffabrikanten tilstræbe en værdi på nul, når den foreskrevne maksimumsværdi er 2R, og en gennemsnitsværdi i tilfælde, hvor der angives maksimums- og minimumsværdier. Dersom det bliver nødvendigt at afgøre, om et brændstof opfylder kravene i specifikationerne, anvendes ISO 4259.
(18) Det angivne interval for cetan opfylder ikke kravet om et område på mindst 4R. I tilfælde af tvist mellem brændstofleverandør og -bruger kan bestemmelserne i ISO 4259 imidlertid anvendes til afgørelse af tvistigheder, forudsat at målingerne gentages et tilstrækkeligt antal gange til, at den fornødne præcision kan opnås. Dette må foretrækkes frem for enkeltstående målinger.
(19) Det faktiske svovlindhold i det brændstof, der anvendes til type I-prøvning, angives.
(20) Selv om iltningsstabiliteten kontrolleres, må holdbarheden antages at være begrænset. Der bør indhentes retningslinjer for opbevaring og holdbarhed fra leverandøren.
BILAG 7
MONTERINGSFORSKRIFTER FOR UDSTYR OG TILBEHØR
Nummer |
Tilbehør og udstyr |
Monteres ved emissionsprøvning |
||||||||
1 |
Indsugningssystem |
|
||||||||
Indsugningsmanifold |
Ja |
|||||||||
System til kontrol med emission fra krumtaphus |
Ja |
|||||||||
Luftflowmeter |
Ja |
|||||||||
Luftfilter |
Ja (1) |
|||||||||
Indsugningslyddæmper |
Ja (1) |
|||||||||
Forvarmning af indsugningsmanifold |
Ja, standardudstyr. Stilles om muligt i gunstigste position |
|||||||||
2 |
Udstødningssystem |
|
||||||||
Efterbehandling af udstødningen |
Ja |
|||||||||
Udstødningsmanifold |
Ja |
|||||||||
Tilslutningsrør |
Ja (2) |
|||||||||
Lydpotte |
Ja (2) |
|||||||||
Udstødningsrør |
Ja (2) |
|||||||||
Udstødningsbremse |
Nej (3) |
|||||||||
Tryklader |
Ja |
|||||||||
3 |
Brændstoftilførselspumpe |
Ja (4) |
||||||||
4 |
Brændstofindsprøjtningsudstyr |
|
||||||||
Forfilter |
Ja |
|||||||||
Filter |
Ja |
|||||||||
Pumpe |
Ja |
|||||||||
Højtryksrør |
Ja |
|||||||||
Injektor |
Ja |
|||||||||
Elektronisk styreenhed, sensorer, osv. |
Ja |
|||||||||
Regulator/styresystem |
Ja |
|||||||||
Automatisk fuldlaststop for reguleringsstang afhængigt af de atmosfæriske betingelser |
Ja |
|||||||||
5 |
Væskekøling |
|
||||||||
Køler |
Nej |
|||||||||
Ventilator |
Nej |
|||||||||
Ventilatorskærm |
Nej |
|||||||||
Vandpumpe |
Ja (5) |
|||||||||
Termostat |
Ja (6) |
|||||||||
6 |
Luftkøling |
|
||||||||
Ventilatorskærm |
Nej (7) |
|||||||||
Ventilator eller blæser Nej. |
Nej (7) |
|||||||||
Temperaturreguleringsenhed |
Nej |
|||||||||
7 |
Elektrisk anlæg |
|
||||||||
Elværk |
Ja (8) |
|||||||||
8 |
Trykladeudstyr |
|
||||||||
Kompressor drevet direkte af motoren og/eller af udstødningen |
Ja |
|||||||||
Ladeluftkøler |
||||||||||
Kølemiddelpumpe eller ventilator (motordrevet) |
Nej (7) |
|||||||||
Kontrolsystem for kølervæskegennemstrømning |
Ja |
|||||||||
9 |
Hjælpeventilator til prøvebænk |
Ja, om nødvendigt. |
||||||||
10 |
Enhed til forureningsbegrænsning |
Ja |
||||||||
11 |
Standardudstyr |
Ja eller prøvebænksudstyr (10) |
||||||||
12 |
Smøreoliepumpe |
Ja |
||||||||
13 |
Visse former for hjælpeudstyr, hvis definition er knyttet til maskinens drift, og som kan monteres på motoren, afmonteres før prøvningen. Som eksempel gives følgende ikke-udtømmende liste:
|
Nej |
(1) Det komplette indsugningssystem skal være monteret, som det leveres til den påtænkte anvendelse:
i) |
når der er risiko for mærkbar påvirkning af motoreffekten |
ii) |
når fabrikanten kræver det. |
I andre tilfælde kan et ækvivalent system anvendes, og det skal konstateres, at indsugningstrykket ikke afviger mere end 100 Pa fra den af fabrikanten angivne øvre grænseværdi for et rent luftfilter.
(2) Det komplette udstødningssystem skal være monteret, som det leveres til den påtænkte anvendelse:
i) |
når der er risiko for mærkbar påvirkning af motoreffekten |
ii) |
når fabrikanten kræver det. |
I andre tilfælde kan et lignende system monteres, forudsat at trykket ikke afviger mere end 1 000 Pa fra den af fabrikanten angivne øvre grænseværdi.
(3) Har motoren udstødningsbremse, skal gasspjældet være fastgjort i helt åben stilling.
(4) Brændstoftilførselstrykket kan om nødvendigt justeres, så det reproducerer det tryk, der forefindes i motorkonfigurationen (navnlig når der anvendes et "brændstofretursystem").
(5) Cirkulation af kølevæske må kun ske ved hjælp af motorens vandpumpe. Kølingen kan ske gennem et ydre kredsløb, under forudsætning af at dette kredsløbs tryktab og pumpeindgangstryk i det væsentlige er de samme som i motorens kølesystem.
(6) Termostaten kan fastgøres i helt åben stilling.
(7) Når der monteres kølerventilator eller blæser med henblik på prøvningen, skal den optagne effekt tillægges resultatet undtagen for luftkølede motorer med ventilatoren monteret direkte på krumtapakslen. Effekten af ventilator eller blæser bestemmes ved de hastigheder, som anvendes ved prøvningerne, enten ved beregning ud fra standardspecifikationerne eller gennem praktiske prøvninger.
(8) Generatorens minimumseffekt: Generatoren skal kun afgive den nødvendige elektriske effekt til drift af det tilbehør, som er nødvendigt for motorens funktion. Hvis det er nødvendigt at tilslutte et batteri, skal dette være i god stand og fuldstændigt ladet.
(9) Motorer med ladeluftkøling skal afprøves med ladeluftkøling, hvad enten de er væske- eller luftkølede, men et prøvebænksystem kan efter motorfabrikantens ønske erstatte luftkøleren. I begge tilfælde skal effektmålingen ved hver given hastighed foretages med det maksimale trykfald og det minimale temperaturfald i motorluften efter passage af ladeluftkøleren i prøvebænksystemet som angivet af fabrikanten.
(10) Effekten til elektriske og andre startsystemer skal leveres fra prøvebænken.
BILAG 8
HOLDBARHEDSKRAV
1. KONTROL AF HOLDBARHEDEN AF MOTORER MED KOMPRESSIONSTÆNDING I EFFEKTOMRÅDE H-P
Dette bilag gælder udelukkende for motorer med kompressionstænding i effektområde H-P.
1.1. Fabrikanten fastsætter en forringelsesfaktor (DF) for hver af de af grænseværdier omfattede forurenende stoffer for alle motorfamilier i effektområde H-P. Sådanne forringelsesfaktorer skal anvendes til typegodkendelse og prøvning i produktionen.
1.1.1. Prøve til fastlæggelse af forringelsesfaktorer udføres således:
1.1.1.1. Fabrikanten udfører holdbarhedsprøvninger med akkumulerede motordriftstimer i henhold til en prøveplan, der efter god teknisk praksis anses for repræsentativ for motorer i brug hvad angår karakterisering af forringelsen af emissionspræstationerne. Holdbarhedsprøvningsperioden bør typisk repræsentere et tidsrum svarende til mindst en fjerdedel af emissionsholdbarhedsperioden (EDP).
Driftsakkumulering kan opnås ved at køre motoren på dynamometerprøvebænk eller ved faktisk drift af en maskine i marken. Der kan anvendes accelererede holdbarhedsprøvninger, hvorved prøveplanen for driftsakkumulering gennemføres med højere belastningsfaktor, end der typisk forekommer i marken. Accelerationsfaktoren, der kæder antal motorholdbarhedsdriftstimer sammen med det tilsvarende antal emissionsholdbarhedstimer, fastsættes af motorfabrikanten på grundlag af god teknisk skik.
I holdbarhedsprøvningsperioden må ingen emissionsfølsomme komponenter serviceres eller repareres ud over gennemførelse af den af fabrikanten anbefalede rutinemæssige serviceplan.
Prøvemotoren, dens undersystemer og de komponenter, der skal anvendes til at bestemme forringelsesfaktorer for udstødningsemissionen for en motorfamilie eller for flere motorfamilier med ensartet emissionskontrolteknik, udvælges af motorfabrikanten på grundlag af god teknisk skik. Kriteriet er, at den afprøvede motor er repræsentativ for emissionsforringelsesegenskaberne hos de motorfamilier, som skal typegodkendes efter de resulterende forringelsesfaktorer. Motorer med anden boring og slaglængde, anden opbygning, andet luftindtagssystem eller andet brændstofsystem kan anses for ækvivalente med hensyn til emissionsforringelsesegenskaber, hvis der er rimeligt teknisk grundlag derfor.
Forringelsesfaktorer fra en anden fabrikant kan anvendes, hvis der er et rimeligt grundlag for at anse teknikken for ækvivalent med hensyn til emissionsforringelse, og der er dokumentation for, at prøverne er udført i henhold til de fastlagte krav.
Emissionsprøvning udføres efter de i dette regulativ fastlagte metoder for prøvemotoren efter den første tilkørsel, men før nogen form for driftsakkumuleringsprøvning, og ved afslutning af holdbarhedsprøvningen. Emissionsprøvning kan desuden med mellemrum udføres i driftsakkumuleringsperioden og anvendes til bestemmelse af forringelsesudviklingen.
1.1.1.2. Driftsakkumuleringsprøvninger og emissionsprøvninger, som udføres til bestemmelse af forringelsen, behøves ikke overværes af den godkendende myndighed.
1.1.1.3. Bestemmelse af forringelsesfaktorer ud af holdbarhedsprøvninger
Ved en additiv forringelsesfaktor forstås en faktor, der fås ved subtraktion af den emissionsværdi, der er fastlagt ved begyndelsen af emissionsholdbarhedsperioden, fra den emissionsværdi, der er fastlagt som repræsentativ for emissionspræstationerne ved slutningen af emissionsholdbarhedsperioden.
Ved en multiplikativ forringelsesfaktor forstås emissionsniveauet ved slutningen af emissionsholdbarhedsperioden divideret med det registrerede emissionsniveau ved begyndelsen af emissionsholdbarhedsperioden.
For hvert af de af lovgivningen omfattede forurenende stoffer skal opstilles en særskilt forringelsesfaktor. Ved opstilling af en forringelsesfaktor i forhold til NOx+ HC-normen for en additiv forringelsesfaktor finder bestemmelsen sted på grundlag af summen af de forurenende stoffer, dog således, at en negativ forringelse for ét forurenende stofs vedkommende ikke kan opveje forringelsen for et andet. For en multiplikativ forringelsesfaktor for NOx + HC fastlægges særskilte forringelsesfaktorer for HC og NOx, og disse finder særskilt anvendelse ved beregning af de forringede emissionsniveauer ud fra et emissionsprøvningsresultat, før de resulterende forringede NOx- og HC-værdier kombineres for at fastslå, om normerne er overholdt.
Hvis prøvningen ikke omfatter hele emissionsholdbarhedsperioden, bestemmes emissionsværdierne ved emissionsholdbarhedsperiodens slutning ved, at den i prøvningsperioden bestemte udvikling i emissionsforringelse ekstrapoleres til hele emissionsholdbarhedsperioden.
Når der i holdbarhedsprøvningsperioden med driftsakkumulering er sket periodisk registrering af emissionsprøvningsresultater, skal emissionsniveauerne ved emissionsholdbarhedsperiodens slutning bestemmes ved hjælp af statistiske standardmetoder baseret på god praksis; til bestemmelse af de endelige emissionsværdier kan anvendes statistiske signifikanstests.
Resulterer beregningen i en værdi på mindre end 1,00 for en multiplikativ forringelsesfaktor eller mindre end 0,00 for en additiv forringelsesfaktor, sættes forringelsesfaktoren til henholdsvis 1,0 og 0,00.
1.1.1.4. Med typegodkendelsesmyndighedens godkendelse kan en fabrikant anvende forringelsesfaktorer, der er bestemt på grundlag af resultaterne af holdbarhedsprøver, som er udført til bestemmelse af forringelsesfaktorer med henblik på godkendelse af vejgående HD-motorer med kompressionstænding. Dette vil blive godtaget, hvis der er teknisk ækvivalens mellem den afprøvede vejgående motor og de ikke-vejgående motorfamilier, som skal godkendes med anvendelse af de pågældende forringelsesfaktorer. Forringelsesfaktorer, som er afledt af emissionsholdbarhedsresultater for vejgående motorer, skal beregnes på grundlag af de i punkt 3 fastsatte emissionsholdbarhedsperioder.
1.1.1.5. Når der i en motorfamilie anvendes anerkendt teknologi, kan der i stedet for prøvning anvendes en analyse baseret på god teknisk praksis til bestemmelse af en forringelsesfaktor for den motorfamilie, der skal godkendes af den typegodkendende myndighed.
1.2. Oplysning om forringelsesfaktorer i ansøgninger om godkendelse
1.2.1. I ansøgninger om godkendelse af motorer med kompressionstænding uden efterbehandlingsanordning skal angives additive forringelsesfaktorer for hvert forurenende stof.
1.2.2. I ansøgninger om godkendelse af en motorfamile med kompressionstænding med efterbehandlingsanordning skal angives multiplikative forringelsesfaktorer for hvert forurenende stof.
1.2.3. Fabrikanten skal på anmodning af den typegodkendende myndighed indsende oplysninger, der dokumenterer forringelsesfaktorerne. Sådanne oplysninger består typisk af emissionsprøvningsresultater, drifts-akkumuleringsplan, vedligeholdelsesprocedurer samt, i givet fald, oplysninger, der dokumenterer den tekniske vurdering af motorernes ækvivalens.
2. KONTROL AF HOLDBARHEDEN AF MOTORER MED KOMPRESSIONSTÆNDING I EFFEKTOMRÅDE Q-R
2.1 Generelt
2.1.1. Dette punkt gælder kun for motorer med kompressionstænding i effektområde Q-R. På anmodning af fabrikanten kan det også anvendes på motorer med kompressionstænding i effektområde H-P i stedet for kravene i punkt 1 i dette bilag.
2.1.2. Dette punkt 2 indeholder en nærmere beskrivelse af metoderne til udvælgelse af motorer til prøvning i en driftsprøveplan med henblik på at bestemme forringelsesfaktorer ved typegodkendelse og vurdering af produktionens overensstemmelse for trin IV-motorer. Forringelsesfaktorerne skal anvendes i overensstemmelse med kravene i punkt 2.4.7 på de emissioner, der er målt i overensstemmelse med bilag 4B til dette regulativ.
2.1.3. Driftsakkumuleringsprøvninger og emissionsprøvninger, som udføres til bestemmelse af forringelsen, behøves ikke overværes af den godkendende myndighed.
2.1.4. Dette punkt 2 indeholder også nærmere oplysninger om emissionsrelateret og ikke emissionsrelateret vedligeholdelse, der bør eller kan udføres på motorer, der indgår i en driftsprøveplan. Sådan vedligeholdelse skal være i overensstemmelse med den vedligeholdelse, der udføres på ibrugtagne motorer, og skal meddeles ejere af nye motorer.
2.1.5. På fabrikantens anmodning kan den typegodkendende myndighed tillade brugen af forringelsesfaktorer, der er fastsat ved anvendelse af alternative metoder til dem, der er angivet i punkt 2.4.1 til 2.4.5. I så fald skal fabrikanten på tilfredsstillende måde påvise over for den typegodkendende myndighed, at de anvendte alternative metoder ikke er mindre strenge end metoderne i punkt 2.4.1 til 2.4.5.
2.2. Reserveret
2.3. Udvælgelse af motorer til fastlæggelse af forringelsesfaktorer for emissionsholdbarhedsperioden
2.3.1. Der skal udvælges motorer fra den motorfamilie, der er defineret i bilag 1B til dette regulativ, til emissionsprøvning for at bestemme forringelsesfaktorer i emissionsholdbarhedsperioden.
2.3.2. Motorer fra forskellige motorfamilier kan yderligere kombineres i familier på grundlag af den type efterbehandlingssystem til udstødningen, der anvendes. For at placere motorer med forskellige cylinderkonfigurationer men med samme tekniske specifikationer for og samme montering af systemerne til efterbehandling af udstødningen i samme familie af motorefterbehandlingssystemer, skal fabrikanten give den typegodkendende myndighed oplysninger, der godtgør, at sådanne motorers emissionsbegrænsningspræstationer svarer til hinanden.
2.3.3. Motorfabrikanten udvælger én motor, der er repræsentativ for motorefterbehandlingssystemets familie som bestemt i henhold til punkt 2.3.2, til prøvning i den driftsprøveplan, der er omhandlet i punkt 2.4.2, og dette indberettes til den typegodkendende myndighed før påbegyndelse af prøvningen.
2.3.3.1. Hvis den godkendende myndighed bestemmer, at de mest ugunstige emissioner fra motorens efterbehandlingssystem bedre kan karakteriseres af en anden motor, udvælges prøvningsmotoren i fællesskab af den godkendende myndighed og motorfabrikanten.
2.4. Fastlæggelse af forringelsesfaktorer for emissionsholdbarhedsperioden
2.4.1. Generelt
De forringelsesfaktorer, der finder anvendelse på et motorefterbehandlingssystems familie, udvikles ud fra de udvalgte motorer på grundlag af en driftsprøveplan, der omfatter periodisk prøvning af gas- og partikelemissioner under NRSC- og NRTC-prøvningerne.
2.4.2. Driftsprøveplan
Driftsprøveplaner kan efter fabrikantens valg gennemføres ved at lade en maskine køre med den udvalgte stammotor gennem en "driftsprøveplan efter ibrugtagning" eller ved at lade den udvalgte stammotor gennemgå en "dynamometer-prøveplan."
2.4.2.1. Driftsprøveplan efter ibrugtagning og dynamometer-prøveplan
2.4.2.1.1. |
Fabrikanten bestemmer form og varighed af driftsprøveplan efter ibrugtagning og ældningscyklus for motorer i overensstemmelse med god teknisk skik. |
2.4.2.1.2. |
Fabrikanten bestemmer de prøvningspunkter, hvor gas- og partikelemissioner vil blive målt under de varme NRTC- og NRSC-cyklusser. Der skal være mindst tre prøvningspunkter, nemlig et i begyndelsen, et omtrent i midten og et i slutningen af driftsprøveplanen. |
2.4.2.1.3. |
Emissionsværdierne ved begyndelsespunktet og ved endepunktet for emissionsholdbarhedsperioden beregnet i overensstemmelse med punkt 2.4.5.2 skal ligge inden for de grænseværdier, der er gældende for motorfamilien, men individuelle emissionsresultater fra prøvningspunkterne kan overskride disse grænseværdier. |
2.4.2.1.4. |
På fabrikantens anmodning og med den typegodkendende myndigheds accept kan man nøjes med at gennemføre én prøvecyklus (varm NRTC- eller NRSC-prøvning) ved hvert prøvningspunkt, mens den anden prøvecyklus kun gennemføres ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøveplanen. |
2.4.2.1.5. |
Hvis der er tale om motorer med konstant hastighed, gennemføres kun NRSC-cyklussen ved hvert prøvningspunkt. |
2.4.2.1.6. |
Driftsprøveplanerne kan være forskellige for de forskellige familier af motorefterbehandlingssystemer. |
2.4.2.1.7. |
Driftsprøveplaner kan være kortere end emissionsholdbarhedsperioden, men må ikke være kortere end det ækvivalente af mindst en fjerdedel af den relevante emissionsholdbarhedsperiode angivet i punkt 3 i dette tillæg. |
2.4.2.1.8. |
Fremskyndet aldring er tilladt ved justering af driftsprøveplanen på grundlag af brændstofforbrug. Justeringen skal baseres på forholdet mellem det typiske brændstofforbrug under brug og brændstofforbruget i aldringscyklussen, men brændstofforbruget i aldringscyklussen må ikke overstige det typiske brændstofforbrug under brug med mere end 30 %. |
2.4.2.1.9. |
Efter anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den typegodkendende myndighed kan alternative metoder til fremskyndet aldring tillades. |
2.4.2.1.10. |
Driftsprøveplanen for motorer efter ibrugtagning skal beskrives fuldt ud i ansøgningen om typegodkendelse og indberettes til den typegodkendende myndighed før påbegyndelse af prøvningen. |
2.4.2.2. Hvis den typegodkendende myndighed bestemmer, at der skal foretages yderligere målinger mellem de punkter, der er udvalgt af fabrikanten, meddeler den fabrikanten dette. Den reviderede driftsprøveplan skal udarbejdes af fabrikanten og godkendes af den godkendende myndighed.
2.4.3. Motorprøvning
2.4.3.1. Stabilisering af motorsystemet
2.4.3.1.1. |
For hver familie af motorefterbehandlingssystemer fastsætter fabrikanten det antal driftstimer for maskinen eller motoren, der er nødvendige, for at motorefterbehandlingssystemet har stabiliseret sig. Hvis den typegodkendende myndighed anmoder herom, stiller fabrikanten de data og analyser, der er anvendt til denne fastsættelse, til rådighed. Som et alternativ kan fabrikanten vælge at lade motoren eller maskinen køre i mellem 60 og 125 timer eller et ækvivalent tidsrum i aldringscyklussen for at stabilisere motorens efterbehandlingssystem. |
2.4.3.1.2. |
Afslutningen af den stabiliseringsperiode, der er bestemt i punkt 2.4.3.1.1, anses for at udgøre starten af driftsprøveplanen. |
2.4.3.2. Prøvning efter driftsprøveplan
2.4.3.2.1. |
Efter stabilisering kører motoren i henhold til den driftsprøveplan, som fabrikanten har valgt, som beskrevet i punkt 2.3.2. Med de tidsintervaller i driftsprøveplanen, som er fastlagt af fabrikanten, og eventuelt fastsat af den typegodkendende myndighed i overensstemmelse med punkt 2.4.2.2, prøves motoren for gas- og partikelemissioner under de varme NRTC- og NRSC-cyklusser. Fabrikanten kan vælge at måle emissionerne af forurenende stoffer før et system til efterbehandling af udstødningen og efter et system til efterbehandling af udstødningen separat. Hvis det i overensstemmelse med punkt 2.4.2.1.4 er aftalt, at kun én prøvningscyklus (varm NRTC eller NRSC) skal gennemføres ved hvert prøvningspunkt, skal den anden prøvningscyklus (varm NRTC eller NRSC) gennemføres ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøveplanen. Hvis der i overensstemmelse med punkt 2.4.2.1.5 er tale om motorer med konstant hastighed, gennemføres kun NRSC-cyklussen ved hvert prøvningspunkt. |
2.4.3.2.2. |
Under driftsprøveplanen foretages vedligeholdelse af motoren i overensstemmelse med punkt 2.5. |
2.4.3.2.3. |
Under driftsprøveplanen kan der udføres vedligeholdelse af motoren eller maskinen uden for planen, f.eks. hvis fabrikantens normale diagnosticeringssystem har detekteret et problem, der ville have medført en fejlmelding til maskinens operatør. |
2.4.4. Rapportering
2.4.4.1. Resultaterne af alle emissionsprøvninger (varm WHTC og WHSC), der er gennemført under driftsprøveplanen, skal stilles til rådighed for den godkendende myndighed. Hvis en emissionsprøvning erklæres ugyldig, skal fabrikanten afgive en forklaring om, hvorfor prøvningen er blevet erklæret ugyldig. I sådanne tilfælde skal der gennemføres en ny række emissionsprøvninger inden for de følgende 100 driftstimer.
2.4.4.2. Fabrikanten skal opbevare alle oplysninger om de emissionsprøvninger og den vedligeholdelse, der er udført på motoren under driftsprøveplanen. Disse oplysninger skal indsendes til den godkendende myndighed sammen med resultaterne af emissionsprøvningerne gennemført under driftsprøveplanen.
2.4.5. Bestemmelse af forringelsesfaktorer
2.4.5.1. For hvert forurenende stof målt i varme NRTC- og NRSC-cyklusser og ved hvert prøvningspunkt i driftsprøveplanen, skal der foretages en "best fit" lineær regressionsanalyse på grundlag af alle prøvningsresultaterne. Resultaterne af hver prøvning for hvert forurenende stof skal udtrykkes med samme antal decimaler som grænseværdien for det pågældende forurenende stof som gældende for motorfamilien, plus endnu en decimal.
Hvis der i overensstemmelse med punkt 2.4.2.1.4 eller punkt 2.4.2.1.5 kun er gennemført én prøvningscyklus (varm NRTC eller NRS) ved hvert prøvningspunkt foretages regressionsanalysen kun på grundlag af resultaterne af prøvningscyklussen gennemført ved hvert prøvningspunkt.
På fabrikantens anmodning og med forudgående accept fra den godkendende myndighed er en ikke-lineær regression tilladt.
2.4.5.2. Emissionsværdierne for hvert forurenende stof ved starten af driftsprøveplanen og ved det afslutningspunkt for emissionsholdbarhedsperioden, der gælder for den motor, der prøves, beregnes ud fra regressionsligningen. Hvis driftsprøveplanen er kortere end emissionsholdbarhedsperioden, bestemmes emissionsværdierne og afslutningspunktet for emissionsholdbarheden ved ekstrapolering af regressionsligningen som bestemt i punkt 2.4.5.1.
Hvis emissionsværdierne bruges på motorfamlier inden for samme motorefterbehandlingsfamilie men med forskellige emissionsholdbarhedsperioder, bestemmes emissionsværdierne og afslutningspunktet for emissionsholdbarheden igen for hver emissionsholdbarhedsperiode ved ekstrapolering eller interpolering af regressionsligningen som bestemt i punkt 2.4.5.1.
2.4.5.3. Forringelsesfaktoren (DF) for hvert forurenende stof er defineret som forholdet mellem de anvendte emissionsværdier ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden og ved starten af driftsprøveplanen (multiplikativ forringelsesfaktor).
På anmodning fra fabrikanten og med forudgående godkendelse fra den godkendende myndighed, kan der anvendes en additiv DF for hvert forurenende stof. Den additive (DF) skal anses for at være forskellen mellem de beregnede emissionsværdier ved afslutningspunktet for emissionsholdbarhedsperioden og ved starten af driftsprøveplanen.
Et eksempel på bestemmelse af DF for NOx-emission ved hjælp af lineær regression er vist i figur 1.
Anvendelse af både multiplikative og additive DF på samme sæt af forurenende stoffer er ikke tilladt.
Hvis beregningsresultatet er en værdi på mindre end 1,00 for en multiplikativ forringelsesfaktor, eller mindre end 0,00 for en additiv forringelsesfaktor, fastsættes DF henholdsvis 1,0 eller 0,00.
Hvis det i overensstemmelse med punkt 2.4.2.1.4 er aftalt, at kun én prøvningscyklus (varm NRTC eller NRSC) skal gennemføres ved hvert prøvningspunkt, og at den anden prøvningscyklus (varm NRTC eller NRSC) kun skal gennemføres ved begyndelsen og afslutningen af driftsprøveplanen, skal den forringelsesfaktor, der er beregnet for den gennemførte prøvningscyklus ved hvert prøvningspunkt, også være gældende for den anden prøvningscyklus.
Figur 1
Eksempel på bestemmelse af forringelsesfaktor (DF)
2.4.6. Tildelte forringelsesfaktorer
2.4.6.1. Som et alternativ til at anvende en driftsprøveplan til bestemmelse af DF kan motorfabrikanter vælge at bruge følgende tildelte multiplikative DF:
Prøvningscyklus |
CO |
HC |
NOx |
PM (partikler) |
NRTC |
1,3 |
1,3 |
1,15 |
1,05 |
NRSC |
1,3 |
1,3 |
1,15 |
1,05 |
Der gives ikke tildelte additive forringelsesfaktorer (DF). Det er ikke tilladt at omregne de tildelte multiplikative DF'er til additive DF'er.
Når der anvendes tildelte DF'er, skal fabrikanten forelægge den typegodkendende myndighed solid dokumentation for, at emissionskontrolkomponenterne med rimelighed kan forventes at have den emissionsholdbarhed, der hører sammen med disse tildelte faktorer. Denne dokumentation kan baseres på en konstruktionsanalyse, prøvninger eller en kombination heraf.
2.4.7. Anvendelse af forringelsesfaktorer
2.4.7.1. Motorerne skal være i overensstemmelse med de respektive emissionsgrænser for hvert forurenende stof som gældende for motorfamilien, efter anvendelse af forringelsesfaktorerne på prøvningsresultaterne som målt i overensstemmelse med bilag 4B til dette regulativ (cyklusvægtet specifik emission af partikler og af de enkelte gasser). Afhængig af typen af forringelsesfaktor (DF), finder følgende bestemmelser anvendelse:
a) |
Multiplikativ: (cyklusvægtet specifik emission) * DF ≤ emissionsgrænseværdi |
b) |
Additiv: (cyklusvægtet specifik emission) + DF ≤ emissionsgrænseværdi |
2.4.7.2. For en multiplikativ DF for NOx + HC fastlægges særskilte DF'er for HC og NOx, og disse finder særskilt anvendelse ved beregning af de forringede emissionsniveauer ud fra et emissionsprøvningsresultat, før de resulterende forringede NOx- og HC-værdier kombineres for at fastslå, om emissionsgrænserne er overholdt.
2.4.7.3. Fabrikanten kan vælge at overføre DF for en motorefterbehandlingssystemfamilie til et motorsystem, som ikke falder ind under samme motorefterbehandlingssystemfamilie. I sådanne tilfælde skal fabrikanten over for den typegodkendende myndighed påvise, at det motorsystem, for hvilket motorefterbehandlingssystemfamilien oprindeligt blev prøvet, og det motorsystem, som DF'erne overføres til, har tilsvarende tekniske specifikationer og monteringskrav på maskinen, og at emissionerne fra sådanne motorer eller motorsystemer er tilsvarende.
Hvis DF overføres til et motorsystem med en anden emissionsholdbarhedsperiode, skal DF beregnes igen for den pågældende emissionsholdbarhedsperiode ved ekstrapolering eller interpolering af regressionsligningen som bestemt i punkt 2.4.5.1.
2.4.7.4. DF for hver af de prøvningscyklusser, der skal anvendes, skal registreres i prøvningsdokumentet i tillæg 1 til bilag 2 til dette regulativ.
2.4.8. Kontrol af produktionens overensstemmelse
2.4.8.1. Kontrol af produktionens overensstemmelse med hensyn til opfyldelse af emissionskravene foretages på grundlag af punkt 7 i dette regulativ.
2.4.8.2. Fabrikanten kan vælge at måle emissionerne af forurenende stoffer før et system til efterbehandling af udstødningen, samtidig med at typegodkendelsesprøvningen foretages. På denne måde kan fabrikanten udvikle uformelle særskilte DF'er for motoren og for efterbehandlingssystemet, som kan anvendes af fabrikanten som et værktøj til kontrol ved produktionslinjens afslutning.
2.4.8.3. For så vidt angår typegodkendelsen er det kun de DF'er, der er bestemt i henhold til punkt 2.4.5 eller 2.4.6, der skal registreres i prøvningsdokumentet i tillæg 1 til bilag 2 til dette regulativ.
2.5. Vedligeholdelse
For så vidt angår driftsprøveplanen udføres vedligeholdelse i henhold til fabrikantens instruktionsbog for service og vedligeholdelse.
2.5.1. Emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse
2.5.1.1. Emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse under motordrift med henblik på at gennemføre en driftsprøveplan skal finde sted med intervaller, der svarer til dem, der er specificeret i fabrikantens vedligeholdelsesvejledning til ejeren af maskinen eller motoren. Vedligeholdelsesplanen kan opdateres efter behov igennem hele driftsprøveplanen, hvis ingen vedligeholdelsesoperation slettes fra vedligeholdelsesplanen, efter at operationen er blevet udført på prøvemotoren.
2.5.1.2. Motorfabrikanten skal for driftsprøveplanen specificere enhver justering, rengøring og vedligeholdelse (hvor dette er nødvendigt) og planmæssig udskiftning af følgende dele:
a) |
filtre og kølere i udstødningsgassens recirkulationssystem |
b) |
ventil i aktiv krumtaphusventilation, hvis relevant |
c) |
brændstofinjektorspidser (kun rengøring er tilladt) |
d) |
brændstofinjektorer |
e) |
turbolader |
f) |
elektronisk motorstyringsenhed og tilhørende følere og aktuatorer |
g) |
partikelefterbehandlingssystem (inkl. tilhørende komponenter) |
h) |
NOx-efterbehandlingssystem (inkl. tilhørende komponenter) |
i) |
udstødningsgassens recirkulationssystem, inklusive alle tilhørende reguleringsventiler og rør |
j) |
eventuelt andet system til efterbehandling af udstødningen. |
2.5.1.3. Kritisk emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse skal kun udføres, hvis det er hensigten, at den skal udføres under brug, og nødvendigheden af at udføre sådan vedligeholdelse skal meddeles maskinens ejer.
2.5.2. Ændringer af planmæssig vedligeholdelse
2.5.2.1. Fabrikanten skal indsende en anmodning til den typegodkendende myndighed om godkendelse af ethvert nyt planmæssigt vedligeholdelsespunkt, som han ønsker at udføre under driftsprøveplanen og bagefter anbefale over for ejere af maskiner og motorer. Anmodningen skal ledsages af data til begrundelse for behovet for den nye planmæssige vedligeholdelse og vedligeholdelsesintervallet.
2.5.3. Ikke-emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse
2.5.3.1. Ikke-emissionsrelateret planmæssig vedligeholdelse, som er rimelig og teknisk nødvendig (f.eks. olieskift, udskiftning af oliefilter, udskiftning af brændstoffilter, udskiftning af luftfilter, vedligeholdelse af kølesystem, justering af tomgangshastighed, regulator, motorboltsdrejningsmoment, ventilslør, injektorslør, tidsjusteringer, justering af drivremme osv.), kan udføres på motorer eller maskiner udvalgt til driftsprøveplanen ved de mindst hyppige intervaller anbefalet af fabrikanten over for ejeren (dvs. ikke ved de anbefalede intervaller for større service).
2.5.4. Reparation
2.5.4.1. Reparationer af komponenter i en motor, der er udvalgt til prøvning i en driftsprøveplan, må kun udføres som følge af, at en komponent svigter, eller at der er en fejlfunktion i motorsystemet. Reparation af selve motoren, emissionskontrolsystemet eller brændstofsystemet er kun tilladt i det omfang, der er fastsat i punkt 2.5.4.2.
2.5.4.2. Hvis selve motoren, emissionskontrolsystemet eller brændstofsystemet svigter i løbet af driftsprøveplanen, skal driftsprøven anses for ugyldig, og en ny driftsprøve skal indledes med et nyt motorsystem, medmindre de svigtende komponenter erstattes af tilsvarende komponenter, der har været anvendt i et tilsvarende antal driftstimer.
3. EMISSIONSHOLDBARHEDEN AF MOTORER MED KOMPRESSIONSTÆNDING I EFFEKTOMRÅDE H-R
3.1. Fabrikanten benytter emissionsholdbarhedsperioden i tabel 1 i dette punkt.
Tabel 1
Emissionsholdbarheden (timer) af motorer med kompressionstænding i effektområde H-R
Kategori (effektområde) |
Emissionsholdbarhedsperiode (timer) |
≤ 37 kW (motorer med konstant hastighed) |
3 000 |
≤ 37 kW (motorer med variabel hastighed) |
5 000 |
> 37 kW |
8 000 |
BILAG 9
KRAV TIL SIKRING AF NOx-KONTROLFORANSTALTNINGERNES KORREKTE FUNKTION
1. INDLEDNING
I dette bilag fastsættes kravene til sikring af NOx-begrænsningsforanstaltningernes korrekte funktion. Det omfatter også krav til motorer, der med henblik på emissionsbegrænsning gør brug af et reagens i efterbehandlingssystemet.
2. GENERELLE KRAV
Motorsystemet skal være udstyret med et diagnosticeringssystem for NOx-kontrol (NCD-system), der kan identificere de NOx-kontrolfejl (NCM-fejl), der er omhandlet i dette bilag. Ethvert motorsystem, som er omfattet af dette punkt, skal udformes, konstrueres og monteres således, at det kan overholde disse krav i motorens normale levetid og under normale anvendelsesbetingelser. Ved opfyldelsen af dette mål er det acceptabelt, at motorer, der har været i brug ud over deres levetid som angivet i punkt 3.1 i bilag 8 til dette regulativ, udviser nogen forringelse med hensyn til funktionsdygtigheden og følsomheden af diagnosticeringssystemet for NOx-kontrol (NCD-systemet), således at de grænseværdier, der er angivet i dette bilag, kan overskrides, før advarsels- og/eller ansporingssystemet aktiveres.
2.1. Påbudte oplysninger:
2.1.1. Hvis emissionskontrolsystemet kræver et reagens, skal dets egenskaber, herunder type af reagens, oplysninger om koncentration af reagenset i opløsning, forhold vedrørende driftstemperatur og referencer til internationale standarder for sammensætning og kvalitet angives af fabrikanten i punkt 2.2.1.13 i tillæg 1 og i punkt 2.2.1.13 i tillæg 3 til bilag 1A til dette regulativ.
2.1.2. Der skal på godkendelsestidspunktet til den typegodkendende myndighed indgives detaljerede skriftlige oplysninger, der på fyldestgørende vis beskriver de funktionelle driftskarakteristika for operatøradvarselssystemet, jf. punkt 4, og operatøransporingssystemet, jf. punkt 5.
2.1.3. Fabrikanten skal levere monteringsdokumenter, som, når de anvendes af fabrikanten af oprindeligt materiel (OEM), sikrer, at motoren, herunder det emissionskontrolsystem, som udgør en del af den godkendte motortype, sammen med de nødvendige maskindele vil fungere på en måde, der er i overensstemmelse med kravene i dette bilag. Dokumentationen skal omfatte de detaljerede tekniske krav og dele til motorsystemet (software, hardware og kommunikation), der er nødvendige for korrekt montering af motorsystemet i maskinen.
2.2. Driftsbetingelser.
2.2.1. Diagnosticeringssystemet for NOx-kontrol skal være funktionsdygtigt under følgende betingelser:
a) |
ved omgivende temperaturer på mellem 266 K og 308 K (-7 °C og 35 °C) |
b) |
i alle højder under 1 600 m |
c) |
ved kølevæsketemperaturer over 343 K (70 °C). |
Dette punkt gælder ikke overvågningen af reagensniveauet i beholderen, der skal kunne finde sted under alle driftsforhold, hvis målingen er teknisk mulig (f.eks. under alle forhold, hvor et flydende reagens ikke er frosset).
2.3. Reagensfrostbeskyttelse
2.3.1. Det er tilladt at anvende en opvarmet eller ikke-opvarmet reagensbeholder og -doseringssystem. Et opvarmet system skal opfylde kravene i punkt 2.3.2. Et ikke-opvarmet system skal opfylde kravene i punkt 2.3.3.
2.3.1.1. Hvis der anvendes ikke-opvarmet reagensbeholder og -doseringssystem, skal det anføres i den skriftlige brugervejledning for maskinen.
2.3.2. Reagensbeholder og -doseringssystem
2.3.2.1. Hvis reagenset er frosset, skal reagenset være klar til brug højst 70 minutter efter start af motoren ved en omgivende temperatur på 266 K (- 7 °C).
2.3.2.2. Konstruktionskriterier for et opvarmet system
Et opvarmet system skal konstrueres på en sådan måde, at det opfylder funktionskravne i dette punkt ved prøvning efter den fastlagte procedure.
2.3.2.2.1. |
Reagensbeholderen og reagensdoseringssystemet skal henstå ved 255 K (- 18 °C) i 72 timer, eller indtil reagenset er frosset til fast is, afhængigt af hvad der først indtræffer. |
2.3.2.2.2. |
Efter henstandsperioden som omhandlet i punkt 2.3.2.2.1 startes maskinen/motoren, hvorefter den arbejder ved en omgivende temperatur på 266 K (- 7 °C) eller derunder som følger:
|
2.3.2.2.3. |
Efter afslutningen af prøvningsproceduren i punkt 2.3.2.2.2 skal reagensdoseringssystemet være fuldt funktionsdygtigt. |
2.3.2.3. Evaluering af konstruktionskriterierne kan foretages i en kølerumsprøvningscelle med en hel maskine eller med dele, der er repræsentative for dem, der skal monteres på en maskine, eller den kan baseres på prøvninger af maskinen i marken.
2.3.3. Aktivering af operatøradvarselssystem og ansporingssystem for et ikke-opvarmet system
2.3.3.1. Operatøradvarselssystemet i punkt 4 skal aktiveres, hvis der ikke finder nogen reagensdosering sted ved en omgivende temperatur på ≤ 266 K (- 7°C).
2.3.3.2. Systemet med kraftig ansporing som omhandlet i punkt 5.4 skal aktiveres, hvis der ikke finder nogen reagensdosering sted ved en omgivende temperatur på ≤ 266 K (- 7 °C) senest 70 minutter efter start af køretøjet.
2.4. Diagnosticeringskrav
2.4.1. Diagnosticeringssystemet for NOx-kontrol (NCD-systemet) skal kunne identificere de fejl i NOx-kontrollen (NCM-fejl), der er omhandlet i dette bilag, ved hjælp af diagnosefejlkoder (DTC), der er lagret i computerens hukommelse, og skal på anmodning kunne kommunikere disse informationer til uden for køretøjet.
2.4.2. Krav til diagnosefejlkoder (DTC)
2.4.2.1. NCD-systemet skal registre en DTC-kode for hver særskilt fejl i NOx-kontrollen (NCM).
2.4.2.2. NCD-systemet skal senest 60 minutter efter motorstart afgøre, om der er en detekterbar fejl til stede. På dette tidspunkt skal der lagres en "bekræftet og aktiv" DTC-kode, og advarselssystemet skal aktiveres i overensstemmelse med punkt 4.
2.4.2.3. I tilfælde, hvor der kræves mere end 60 minutters driftstid for at monitorerne nøjagtigt detekterer og bekræfter en NCM-fejl (f.eks. monitorer, der bruger statistiske modeller, eller med hensyn til maskinens væskeforbrug) kan den typegodkendende myndighed tillade en længere overvågningsperiode, hvis fabrikanten begrunder behovet for en længere periode (f.eks. tekniske overvejelser, forsøgsresultater, fabrikserfaringer osv.).
2.4.3. Krav i forbindelse med sletning af diagnosefejlkoder (DTC)
a) |
DTC-koder må ikke slettes i computerhukommelsen af NCD-systemet selv, før den fejl, der gav anledning til DTC-koden er blevet afhjulpet. |
b) |
NCD-systemet må slette alle DTC-koder efter anmodning fra et proprietært scannings- eller vedligeholdelsesværktøj, som leveres af motorfabrikanten på anmodning, eller ved hjælp af en kode leveret af motorfabrikanten. |
2.4.4. Et NCD-system må ikke programmeres eller på anden måde konstrueres til helt eller delvist at deaktivere på basis af køretøjets alder og/eller km-stand i løbet af køretøjets faktiske levetid, og systemet må heller ikke indeholde nogen algoritme eller strategi, der er konstrueret til at reducere NCD-systemets effektivitet med tiden.
2.4.5. Alle reprogrammerbare computerkoder eller driftsparametre for NCD-systemet skal være modstandsdygtige over for uautoriserede indgreb.
2.4.6. NCD-motorfamilie
Fabrikanten er ansvarlig for at bestemme sammensætningen af en NCD-motorfamilie. En gruppering af motorsystemer inden for en NCD-motorfamilie skal baseres på et velbegrundet teknisk skøn og skal godkendes af den typegodkendende myndighed.
Motorer, som ikke tilhører samme motorfamilie, kan godt tilhøre samme NCD-motorfamilie.
2.4.6.1. Parametre ved definering af en NCD-emissionsfamilie
En NCD-motorfamilie karakteriseres ved de grundlæggende konstruktionsparametre, som skal være fælles for alle motorsystemer i familien.
For at motorsystemer kan betragtes som tilhørende samme NCD-motorfamilie, skal de have følgende grundlæggende parametre til fælles:
a) |
emissionsbegrænsende systemer |
b) |
metoderne til NCD-overvågning |
c) |
kriterierne for NCD-overvågning |
d) |
overvågningsparametre (f.eks. frekvens). |
Disse fælles parametre skal påvises af fabrikanten ved relevant teknisk demonstration eller andre hensigtsmæssige procedurer og skal godkendes af den godkendende myndighed.
Fabrikanten kan anmode om godkendelse fra den typegodkendende myndighed af mindre forskelle i NCD-systemets metoder til overvågning/diagnosticering som følge af variationer i systemkonfigurationer, når disse metoder af fabrikanten anses for at være ensartede og kun adskiller sig fra hinanden for at tilpasse sig specifikke karakteristika i de relevante komponenter (f.eks. størrelse, udstødningsstrøm etc.); eller deres ligheder er baseret på en teknisk velbegrundet vurdering.
3. VEDLIGEHOLDELSESKRAV
3.1. |
Fabrikanten skal selv levere eller foranledige levering af skriftlige anvisninger om emissionskontrolsystemet og dets korrekte drift til alle ejere af nye motorer eller maskiner. Det skal fremgå af disse anvisninger, at operatøradvarselssystemet informerer operatøren om et problem, hvis emissionskontrolsystemet ikke fungerer korrekt, og at aktiveringen af operatøransporingssystemet, hvis advarselssystemet ignoreres, vil medføre, at maskinen ikke kan bruges til dens formål. |
3.2. |
Anvisningerne skal omfatte kravene til korrekt brug og vedligeholdelse af motorer, så de bevarer deres emissionspræstationer, herunder korrekt brug af forbrugsreagenser. |
3.3. |
Anvisningerne skal skrives på en klar og ikke-teknisk måde på samme sprog som i instruktionsbogen for den mobile ikke-vejgående maskine eller motoren. |
3.4. |
Det skal i anvisningerne angives, om operatøren mellem normale serviceintervaller skal påfylde forbrugsreagenser. Det skal i vejledningen også være specificeret, hvilken kvalitet reagens der skal anvendes. Det skal ligeledes fremgå, hvorledes reagensbeholderen skal påfyldes. Oplysningerne skal ligeledes omfatte en angivelse af det forventede reagensforbrug for den pågældende køretøjstype og en angivelse af, hvor ofte der skal ske påfyldning. |
3.5. |
Det skal i vejledningen angives, at det er vigtigt at anvende og påfylde den nødvendige reagens med de korrekte egenskaber, for at motoren kan opfylde kravene for udstedelse af overensstemmelsesattesten for den pågældende motortype. |
3.6. |
Det skal i anvisningerne beskrives, hvorledes operatøradvarselssystemet og -ansporingssystemet fungerer. Konsekvenserne med hensyn til funktionsdygtighed og fejlregistrering af at ignorere advarselssystemet og af at undlade at påfylde reagens eller afhjælpe et problem skal ligeledes beskrives. |
4. OPERATØRADVARSELSSYSTEM
4.1. |
Maskinen skal omfatte et operatøradvarselssystem, der bruger visuelle alarmer, der informerer operatøren, hvis der detekteres et lavt reagensniveau, forkert reagenskvalitet, afbrydelse af dosering eller fejl af den type, der er angivet i punkt 9, og som vil føre til aktivering af operatøransporingssystemet, hvis de ikke afhjælpes i tide. Advarselssystemet skal også være aktivt, når operatøransporingssystemet som beskrevet i punkt 5 er aktiveret. |
4.2. |
Advarslen må ikke være den samme som den advarsel, der anvendes til at angive fejlfunktion eller anden maskinvedligeholdelse, men må dog godt anvende samme advarselssystem. |
4.3. |
Operatøradvarselssystemet kan bestå af en eller flere lamper, eller visning af korte meddelelser, som f.eks. kan omfatte meddelelser, der klart angiver:
Når der vises meddelelser, kan det system, der bruges til at vise disse meddelelser, være det samme system, som det der bruges til andre vedligeholdelsesformål. |
4.4. |
Efter fabrikantens valg kan advarselssystemet indbefatte en akustisk komponent til at advare operatøren. Operatøren må gerne kunne slå akustiske alarmer fra. |
4.5. |
Operatøradvarselssystemet skal aktiveres som beskrevet i henholdsvis punkt 2.3.3.1, 6.2, 7.2, 8.4 og 9.3. |
4.6. |
Operatøradvarselssystemet skal deaktiveres, når de forhold, der medførte dets aktivering, ikke længere er til stede. Operatøradvarselssystemet må ikke deaktiveres automatisk, uden at årsagen til dets aktivering er blevet afhjulpet. |
4.7. |
Advarselssystemet kan afbrydes midlertidigt af andre advarselssignaler, der giver vigtige sikkerhedsrelaterede meddelelser. |
4.8. |
Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af procedurerne for aktivering og deaktivering af operatøradvarselssystemet. |
4.9. |
Fabrikanten skal som led i ansøgningen om typegodkendelse i henhold til dette regulativ foretage en demonstration af operatøradvarselssystemet, jf. tillæg 2 til dette bilag. |
5. OPERATØRANSPORINGSSYSTEM
5.1. Maskinen skal omfatte et operatøransporingssystem baseret på ét af følgende principper:
5.1.1. |
Et tofaset ansporingssystem startende med ansporing på lavt niveau (en funktionsbegrænsning) fulgt af en kraftig ansporing (effektiv forhindring af maskinens drift). |
5.1.2. |
Et enfaset system med kraftig ansporing (effektiv forhindring af maskinens drift) aktiveret under betingelserne for et system med ansporing på lavt niveau som angivet i punkt 6.3.1, 7.3.1, 8.4.1 og 9.4.1. |
5.2. Efter forudgående accept fra den typegodkendende myndigheds side kan motoren udstyres med et middel til frakobling af operatøransporingen i en nødsituation erklæret af en national eller regional regering, en sådans nødtjenester eller væbnede tjenester.
5.3. System med ansporing på lavt niveau
5.3.1. |
Systemet med ansporing på lavt niveau skal aktiveres efter indtrædelse af en af betingelserne angivet i punkt 6.3.1, 7.3.1, 8.4.1 og 9.4.1. |
5.3.2. |
Systemet med ansporing på lavt niveau skal gradvis begrænse motorens maksimale drejningsmoment i hele motorens hastighedsområde med mindst 25 % mellem omdrejningstallet ved maksimalt drejningsmoment og regulatorens "breakpoint" som vist i figur 1. Drejningsmomentet skal reduceres med mindst 1 % i minuttet. |
5.3.3. |
Andre ansporingssystemer, der over for den typegodkendende myndighed påvises at have samme eller højere ansporingsgrad, kan anvendes. |
Figur 1
Momentbegrænsning i system med ansporing på lavt niveau
5.4. System med kraftig ansporing
5.4.1. |
Systemet med kraftig ansporing skal aktiveres efter indtrædelse af en af betingelserne angivet i punkt 2.3.3.2, 6.3.2, 7.3.2, 8.4.2 og 9.4.2. |
5.4.2. |
Systemet med kraftig ansporing skal reducere maskinens anvendelighed så meget, at det er tilstrækkeligt generende til, at operatøren afhjælper alle problemer omhandlet i punkt 6-9. Følgende strategier er acceptable:
|
5.5. Af sikkerhedshensyn, og for at give mulighed for selvhelbredelsesdiagnosticering, er det tilladt at anvende en "override"-funktion til frigivelse af fuld motoreffekt, forudsat at denne
a) |
højst er aktiv for 30 minutter, og |
b) |
er begrænset til 3 aktiveringer i hver periode, i hvilken operatøransporingssystemet er aktivt. |
5.6. Operatøransporingssystemet skal deaktiveres, når de forhold, der medførte dets aktivering, ikke længere er til stede. Operatøransporingssystemet må ikke deaktiveres automatisk, uden at årsagen til dets aktivering er blevet afhjulpet.
5.7. Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af procedurerne for aktivering og deaktivering af operatøransporingssystemet.
5.8. Fabrikanten skal som led i ansøgningen om typegodkendelse i henhold til dette regulativ foretage en demonstration af operatøransporingssystemet, jf. tillæg 2 til dette bilag.
6. REAGENSMÆNGDE
6.1. Reagensindikator
Maskinen skal være udstyret med en indikator, der tydeligt informerer operatøren om reagensniveauet i reagensbeholderen. Reagensindikatoren skal som minimum kontinuerligt angive reagensniveauet, når operatøradvarselssystemet som omhandlet i punkt 4 er aktiveret. Reagensindikatoren kan være udformet med analog eller digital visning og kan vise niveauet som en brøkdel af den fulde tankkapacitet, den resterende mængde reagens eller det skønnede resterende antal driftstimer.
6.2. Aktivering af operatøradvarselssystemet
6.2.1. |
Operatøradvarselssystemet i punkt 4 skal aktiveres, når reagensniveauet falder til under 10 % af reagensbeholderens kapacitet eller en højere procentsats efter fabrikantens valg. |
6.2.2. |
Den afgivne advarsel skal, i sammenhæng med reagensindikatoren, være tilstrækkelig klar til, at operatøren forstår, at reagensniveauet er lavt. Hvis advarselssystemet omfatter et system til visning af meddelelser, skal der vises en meddelelse, der fortæller, at reagensniveauet er lavt. (f.eks. "lavt urea-niveau", "lavt AdBlue-niveau" eller "lavt reagensniveau"). |
6.2.3. |
Operatøradvarselssystemet behøver ikke i starten at være permanent aktiveret, men advarslen skal stige i intensitet, således at den er konstant aktiveret, efterhånden som reagensniveauet nærmer sig en meget lille brøkdel af reagensbeholderens kapacitet og det punkt, hvor operatøransporingssystemet aktiveres. Det skal kulminere i en operatøradvarsel på et niveau, som vælges af fabrikanten, men som er tilstrækkelig mere tydelig ved det punkt, hvor operatøransporingssystemet omhandlet i punkt 6.3 aktiveres, end ved første aktivering. |
6.2.4. |
Den kontinuerlige advarsel må ikke let kunne deaktiveres eller ignoreres. Hvis advarselssystemet omfatter et visningssystem for meddelelser, skal der vises en tydelig meddelelse (f.eks. "påfyld urea", "påfyld AdBlue" eller "påfyld reagens"). Den kontinuerlige advarsel kan afbrydes midlertidigt af andre advarselssignaler, der giver vigtige sikkerhedsrelaterede meddelelser. |
6.2.5. |
Det må ikke være muligt at afbryde operatøradvarselssystemet, før der er påfyldt reagens til et niveau, der ikke udløser aktivering. |
6.3. Aktivering af operatøransporingssystemet
6.3.1. |
Ansporingssystemet på lavt niveau som beskrevet i punkt 5.3 skal aktiveres, hvis niveauet i reagensbeholderen falder til under 2,5 % af dens nominelle fulde kapacitet, eller en højere procentsats efter fabrikantens valg. |
6.3.2. |
Systemet med kraftig ansporing som beskrevet i punkt 5.4 skal aktiveres, hvis reagensbeholderen er tom, dvs. når doseringssystemet ikke kan hente yderligere reagens fra beholderen, eller befinder sig på ethvert niveau under 2,5 % af dens nominelle fulde kapacitet, efter fabrikantens valg. |
6.3.3. |
Med undtagelse af bestemmelserne i punkt 5.5 må det ikke være muligt at afbryde systemet med ansporing på lavt niveau eller med kraftig ansporing, før der er sket påfyldning af reagens til et niveau, der ikke udløser aktivering. |
7. OVERVÅGNING AF REAGENSKVALITETEN
7.1. Motoren eller maskinen skal være forsynet med et middel til at bestemme tilstedeværelsen af et ukorrekt reagens i en maskine.
7.1.1. |
Fabrikanten skal fastsætte en acceptabel minimumsreagenskoncentration (CDmin), som resulterer i NOx-udstødningsemissioner, der ikke overstiger en grænseværdi på 0,9 g/kWh. |
7.1.1.1. |
Den korrekte værdi af CDmin skal påvises under typegodkendelsen ved den procedure, der er beskrevet i tillæg 3 til dette bilag, og registreres i den udvidede dokumentationspakke som omhandlet i punkt 5.3 i dette regulativ. |
7.1.2. |
Enhver reagenskoncentration lavere end CDmin skal detekteres og for så vidt angår anvendelsen af punkt 7.1 betragtes som ukorrekt reagens. |
7.1.3. |
En særlig tæller ("reagenskvalitetstælleren") skal overvåge reagenskvaliteten. Reagenskvalitetstælleren skal tælle antallet af motordriftstimer med en ukorrekt reagens. |
7.1.3.1. |
Som en valgfri løsning kan fabrikanten samle reagenskvalitetsfejl og en eller flere af de fejl, der er anført i punkt 8 og 9, i en gruppe i en enkelt tæller. |
7.1.4. |
Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af kriterierne og mekanismerne for aktivering og deaktivering af reagenskvalitetstælleren. |
7.2. Aktivering af operatøradvarselssystemet
Når overvågningssystemet bekræfter, at reagenskvaliteten er ukorrekt, skal operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 4 aktiveres. Hvis advarselssystemet omfatter et system til visning af meddelelser, skal det vise en meddelelse om årsagen til advarslen (f.eks. "ukorrekt urea detekteret", "ukorrekt AdBlue detekteret" eller "ukorrekt reagens detekteret").
7.3. Aktivering af operatøransporingssystemet
7.3.1. |
Systemet med ansporing på lavt niveau som beskrevet i punkt 5.3 skal aktiveres, hvis reagenskvaliteten ikke afhjælpes inden for højst 10 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 7.2. |
7.3.2. |
Systemet med kraftig ansporing som beskrevet i punkt 5.4 skal aktiveres, hvis reagenskvaliteten ikke afhjælpes inden for højst 20 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 7.2. |
7.3.3. |
Antallet af timer før aktivering af ansporingssystemerne skal i overensstemmelse med den mekanisme, der er beskrevet i tillæg 2 til dette bilag, nedsættes i tilfælde af gentagen optræden af fejlen. |
8. REAGENSDOSERINGSAKTIVITET
8.1. Motoren skal omfatte et middel til at bestemme, om doseringen er afbrudt.
8.2. Reagensdoseringsaktivitetstæller
8.2.1. |
En bestemt tæller skal afsættes til doseringsaktivitet ("doseringsaktivitetstæller"). Tælleren skal tælle antallet af motordriftstimer, hvor reagensdoseringsaktiviteten har været afbrudt. Dette er dog ikke påkrævet, hvis en sådan afbrydelse finder sted efter ordre fra motorens elektroniske styreenhed, fordi motorens driftsbetingelser er af en sådan art, at motorens emission ikke kræver reagensdosering. |
8.2.1.1. |
Som en valgfri løsning kan fabrikanten samle reagensdoseringsfejl og en eller flere af de fejl, der er anført i punkt 7 og 9, i en gruppe i en enkelt tæller. |
8.2.2. |
Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af kriterierne og mekanismerne for aktivering og deaktivering af reagensdoseringstælleren. |
8.3. Aktivering af operatøradvarselssystemet
Det operatøradvarselssystem, der er beskrevet i punkt 4, skal aktiveres i tilfælde af afbrydelse af doseringen, hvor doseringsaktivitetstælleren fungerer i overensstemmelse med punkt 8.2.1. Hvis advarselssystemet omfatter et system for visning af meddelelser, skal det vise en meddelelse om årsagen til advarslen (f.eks. "ureafejldosering", "AdBlue-fejldosering" eller "reagensfejldosering").
8.4. Aktivering af operatøransporingssystemet
8.4.1. |
Systemet med ansporing på lavt niveau som beskrevet i punkt 5.3 skal aktiveres, hvis en afbrydelse af reagensdoseringen ikke afhjælpes inden for højst 10 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 8.3. |
8.4.2. |
Systemet med kraftig ansporing som beskrevet i punkt 5.4 skal aktiveres, hvis en afbrydelse af reagensdoseringen ikke afhjælpes inden for højst 20 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 8.3. |
8.4.3. |
Antallet af timer før aktivering af ansporingssystemerne skal i overensstemmelse med den mekanisme, der er beskrevet i tillæg 2 til dette bilag, nedsættes i tilfælde af gentagen optræden af fejlen. |
9. OVERVÅGNINGSFEJL, DER KAN SKYLDES UAUTORISEREDE INDGREB
9.1. Ud over reagensniveauet i reagensbeholderen, reagenskvaliteten og afbrydelse af doseringen skal følgende fejl overvåges af systemet vedrørende uautoriserede indgreb, fordi de kan skyldes sådanne indgreb:
a) |
EGR-ventil sat ud af funktion |
b) |
fejl i diagnosticeringssystemet for NOx-kontrol (NCD-system) som beskrevet i punkt 9.2.1. |
9.2. Overvågningskrav
9.2.1. Diagnosticeringssystemet for NOx-kontrol (NCD-system) skal overvåges for elektriske fejl og for fjernelse eller deaktivering af enhver føler, der forhindrer, at systemet diagnosticerer andre af de fejl, der er nævnt i punkt 6-8. (komponentovervågning).
Blandt de følere, der påvirker diagnosticeringsevnen, er de følere, der direkte måler NOx-koncentrationen, følere for ureakvaliteten, følere for omgivende temperatur samt følere, der anvendes til overvågning af reagensdoseringsaktivitet, reagensniveau eller reagensforbrug.
9.2.2. EGR-ventil-tæller
9.2.2.1. |
Der skal forefindes en særlig tæller for en EGR-ventil, hvis korrekte funktion er hindret. EGR-ventil-tælleren skal tælle antallet af motordriftstimer, hvor det er bekræftet, at DTC'en i tilknytning til en EGR-ventil, hvis korrekte funktion er hindret, er aktiv. |
9.2.2.1.1. |
Som en valgfri løsning kan fabrikanten samle fejl, hvor EGR-ventilen er ude af funktion, og en eller flere af de fejl, der er anført i punkt 7, 8 og 9.2.3, i en gruppe i en enkelt tæller. |
9.2.2.2. |
Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af kriterierne og mekanismerne for aktivering og deaktivering af EGR-ventil-tælleren. |
9.2.3. NCD-system-tæller(e)
9.2.3.1. |
Der skal forefindes en særlig tæller for hver af de overvågningsfejl, der er omhandlet i punkt 9.1, ii). NCD-system-tællerne skal tælle antallet af motordriftstimer, hvor det er bekræftet, at DTC'en for en fejl i NCD-systemet er aktiv. Flere fejl kan grupperes i en enkelt tæller. |
9.2.3.1.1. |
Som en valgfri løsning kan fabrikanten samle fejl i NCD-systemet med en eller flere af de fejl, der er anført i punkt 7, 8 og 9.2.2, i en gruppe i en enkelt tæller. |
9.2.3.2. |
Tillæg 2 til dette bilag indeholder en nærmere beskrivelse af kriterierne og mekanismerne for aktivering og deaktivering af NCD-systemtællere(n). |
9.3. Aktivering af operatøradvarselssystemet
Operatøradvarselssystemet som beskrevet i punkt 4 skal aktiveres, hvis en af de fejl, der er omhandlet i punkt 9.1, optræder, og skal angive, at der hurtigt skal foretages en reparation. Hvis advarselssystemet omfatter et system til visning af meddelelser, skal det vise en meddelelse om årsagen til advarslen (f.eks. "reagensdoseringsventil afbrudt" eller "kritisk emissionsfejl").
9.4. Aktivering af operatøransporingssystemet
9.4.1. Systemet med ansporing på lavt niveau som beskrevet i punkt 5.3 skal aktiveres, hvis en fejl angivet i punkt 9.1 ikke afhjælpes inden for højst 36 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet i punkt 9.3.
9.4.2. Systemet med kraftig ansporing som beskrevet i punkt 5.4 skal aktiveres, hvis en fejl angivet i punkt 9.1 ikke afhjælpes inden for højst 100 motordriftstimer efter aktiveringen af operatøradvarselssystemet i punkt 9.3.
9.4.3. Antallet af timer før aktivering af ansporingssystemerne skal i overensstemmelse med den mekanisme, der er beskrevet i tillæg 2 til dette bilag, nedsættes i tilfælde af gentagen optræden af fejlen.
9.5. Som et alternativ til kravene i punkt 9.2 kan fabrikanten anvende en NOx-sensor placeret i udstødningsgassen. I så fald
a) |
må NOx-værdien ikke overskride en tærskelværdi på 0,9 g/kWh |
b) |
kan der anvendes en enkelt fejl "for høj NOx-værdi – grundlæggende årsag ukendt" |
c) |
skal der i punkt 9.4.1 stå "inden for 10 motordriftstimer" |
d) |
skal der i punkt 9.4.2 stå "inden for 20 motordriftstimer". |
Tillæg 1
Krav ved demonstration
1. GENERELT
Overensstemmelse med kravene i dette bilag skal påvises i forbindelse med typegodkendelsen ved udførelse af følgende demonstrationer som illustreret i tabel 1 og nærmere beskrevet i dette punkt:
a) |
en demonstration af aktiveringen af advarselssystemet |
b) |
i givet fald en demonstration af aktiveringen af systemet med ansporing på lavt niveau |
c) |
en demonstration af aktiveringen af systemet med kraftig ansporing. |
Tabel 1
Illustration af demonstrationsprocessens indhold i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 3 og 4.
Mekanisme |
Elementer i demonstrationen |
||||||
Aktivering af advarselssystem som angivet i punkt 3 i dette tillæg |
|
||||||
Aktivering af systemet med ansporing på lavt niveau som angivet i punkt 4 i dette tillæg |
|
||||||
Aktivering af systemet med kraftig ansporing som angivet i punkt 4.6 i dette tillæg |
|
2. MOTORFAMILIER OG NCD-MOTORFAMILIER
En motorfamilies eller en NCD-motorfamilies overensstemmelse med kravene i dette bilag kan påvises ved prøvning af en af motorerne i motorfamilien, forudsat at fabrikanten over for den typegodkendende myndighed påviser, at de overvågningssystemer, der er nødvendige for overensstemmelse med kravene i dette bilag, er tilsvarende inden for familien.
2.1. Påvisningen af, at overvågningssystemer i andre motorer i NCD-familien er tilsvarende, kan foretages ved at forelægge elementer som algoritmer, funktionsanalyser osv. for de godkendende myndigheder.
2.2. Prøvningsmotoren udvælges af fabrikanten med den typegodkendende myndigheds samtykke. Den kan, men skal ikke, være stammotoren i den pågældende motorfamilie.
2.3. Hvis motorer i en motorfamilie tilhører en NCD-motorfamilie, der allerede er blevet typegodkendt i henhold til punkt 2.1 (figur 3), anses denne motorfamilies overensstemmelse for at være påvist uden yderligere prøvning, forudsat at fabrikanten over for den godkendende myndighed påviser, at de overvågningssystemer, der er nødvendige for overensstemmelse med kravene i dette bilag, er tilsvarende inden for de pågældende motorfamilier og NCD-motorfamilier.
Figur 3
Tidligere påvist overensstemmelse af en NCD-motorfamilie
3. DEMONSTRATION AF AKTIVERINGEN AF ADVARSELSSYSTEMET
3.1. Overensstemmelse for advarselssystemets aktivering skal påvises ved udførelse af to prøvninger: manglende reagens og én fejlkategori omhandlet i punkt 7-9 i dette bilag.
3.2. Udvælgelse af de fejl, der skal foretages prøvninger på
3.2.1. Ved demonstration af aktiveringen af advarselssystemet i tilfælde af ukorrekt reagenskvalitet skal der vælges et reagens med en fortynding af den aktive ingrediens mindst svarende til den fortynding, der er meddelt af fabrikanten i henhold til kravene i punkt 7 i dette bilag.
3.2.2. Ved demonstration af aktivering af advarselssystemet i tilfælde af fejl, der kan skyldes uautoriserede indgreb, og som er defineret i punkt 9 i dette bilag, skal udvælgelsen ske i overensstemmelse med følgende krav:
3.2.2.1. |
Fabrikanten skal for den typegodkendende myndighed forelægge en liste over sådanne potentielle fejl. |
3.2.2.2. |
Den fejl, som prøvningen skal vedrøre, udvælges af den typegodkendende myndighed fra den liste, der er omhandlet i punkt 3.2.2.1. |
3.3. Påvisning:
3.3.1. Ved denne demonstration skal der udføres en separat prøvning for hver af de fejl, der er omhandlet i punkt 3.1.
3.3.2. Ved en prøvning må der ikke være andre fejl til stede end den, som prøvningen vedrører.
3.3.3. Før prøvningen påbegyndes, skal alle DTC'er være slettet.
3.3.4. Efter anmodning fra fabrikanten og efter aftale med den typegodkendende myndighed kan de fejl, for hvilke der foretages prøvninger, simuleres.
3.3.5. Detektion af andre fejl end manglende reagens
For andre fejl end manglende reagens, når først fejlen er installeret eller simuleret, skal detektionen af den pågældende fejl finde sted som følger:
3.3.5.1. |
NCD-systemet skal reagere på introduktionen af en fejl, der af den typegodkendende myndighed er udvalgt som egnet i overensstemmelse med dette tillæg. Dette anses for at være påvist, hvis aktivering finder sted inden for to på hinanden følgende NCD-prøvningscyklusser i overensstemmelse med punkt 3.3.7. Når det er specificeret i overvågningsbeskrivelsen og godkendt af den typegodkendende myndighed, at en bestemt overvågningsenhed har brug for mere end to NCD-prøvningscyklusser til at færdiggøre overvågningen, kan antallet af NCD-prøvningscyklusser øges til 3 NCD-prøvningscyklusser. Hver enkel NCD-prøvningscyklus i demonstrationsprøvningen kan adskilles af en motorslukning. Den tid, der skal gå, før motoren startes igen, bestemmes under hensyntagen til evt. overvågning, der måtte finde sted efter slukning af motoren, og evt. nødvendige betingelser, der skal være opfyldt for at overvågning finder sted ved følgende motorstart. |
3.3.5.2. |
Demonstrationen af aktiveringen af advarselssystemet anses for at være fuldført, hvis advarselssystemet efter hver demonstrationsprøvning, der er foretaget i henhold til punkt 3.2.1, har været behørigt aktiveret, og DTC'en for den udvalgte fejl har fået statussen "bekræftet og aktiv". |
3.3.6. Detektion af manglende reagensmængde
Ved demonstration af aktivering af advarselssystemet i tilfælde af manglende reagensmængde skal motorsystemet køre i en eller flere NCD-prøvningscyklusser efter fabrikantens valg.
3.3.6.1. |
Ved demonstrationens begyndelse skal der i beholderen være et reagensniveau, der aftales mellem fabrikanten og den typegodkendende myndighed, men som udgør ikke under 10 % af beholderens nominelle kapacitet. |
3.3.6.2. |
Advarselssystemet anses for at have fungeret korrekt, hvis følgende betingelser er opfyldt samtidigt:
|
3.3.7. NCD-prøvningscyklus
3.3.7.1. |
Den NCD-prøvningscyklus, der omhandles i dette punkt 10, til demonstration af NCD-systemets korrekte funktion, er den varme NRTC-cyklus. |
3.3.7.2. |
På fabrikantens anmodning og efter godkendelse fra den typegodkendende myndighed kan der anvendes alternative NCD-prøvningscyklusser (f.eks. NRSC-cyklussen) i forbindelse med en specifik overvågningsenhed. Anmodningen herom skal indeholde elementer (tekniske overvejelser, simuleringer, prøvningsresultater osv.), der påviser:
|
3.4. Demonstration af advarselssystemets aktivering anses for at være fuldendt, hvis advarselssystemet har været aktiveret korrekt ved afslutningen af demonstrationsprøvning udført i overensstemmelse med punkt 3.3.
4. DEMONSTRATION AF ANSPORINGSSYSTEMETS AKTIVERING
4.1. Demonstrationen af ansporingssystemets aktivering skal foretages ved prøvninger, der udføres på en motorprøvebænk.
4.1.1. Yderligere komponenter eller delsystemer, f.eks., men ikke begrænset til, sensorer til registrering af den omgivende temperatur, niveausensorer og operatøradvarsels- og informationssystemer, der er nødvendige for udførelsen af demonstrationerne, skal tilsluttes motorsystemet med henblik herpå eller simuleres på en for den typegodkendende myndighed tilfredsstillende måde.
4.1.2. Hvis fabrikanten ønsker det, og den typegodkendende myndighed er indforstået hermed, kan demonstrationsprøvningerne foretages på en komplet maskine eller maskinenhed enten ved at montere maskinen på en hertil egnet prøvebænk eller ved at køre med den på en prøvebane under kontrollerede forhold.
4.2. Prøvningssekvensen skal demonstrere aktiveringen af ansporingssystemet i tilfælde af manglende reagens eller i tilfælde af en af de fejl, der er omhandlet i punkt 7, 8 eller 9 i dette bilag.
4.3. Ved denne demonstration:
a) |
udvælger den typegodkendende myndighed ud over manglende reagens en af de fejl, der er omhandlet i punkt 7, 8 eller 9 i dette bilag, og som tidligere er blevet anvendt ved demonstrationen af advarselssystemets aktivering |
b) |
kan fabrikanten efter aftale med den typegodkendende myndighed fremskynde prøvningen ved at simulere, at et bestemt antal driftstimer er forløbet |
c) |
kan den drejningsmomentbegrænsning, der kræves i forbindelse med ansporing på lavt niveau, demonstreres samtidigt med den generelle procedure for godkendelse af motorens præstationer i overensstemmelse med dette regulativ. Der kræves i dette tilfælde ikke separat drejningsmomentmåling under demonstrationen af ansporingssystemet |
d) |
kan kraftig ansporing demonstreres i overensstemmelse med kravene i punkt 4.6 i dette tillæg. |
4.4. Fabrikanten skal herudover demonstrere ansporingssystemets funktion under de fejlbetingelser, der er beskrevet i punkt 7, 8 eller 9 i dette bilag, og som ikke har været valgt til demonstrationsprøvninger, der er beskrevet i punkt 4.1-4.3.
Disse yderligere demonstrationer kan foretages ved for den typegodkendende myndighed at forelægge et teknisk dossier med dokumentation som f.eks. algoritmer, funktionsanalyser og resultaterne af tidligere prøvninger.
4.4.1. Disse yderligere demonstrationer skal navnlig til den typegodkendende myndigheds tilfredshed vise, at den korrekte momentbegrænsningsmekanisme indgår i motorens elektroniske styreenhed.
4.5. Demonstrationsprøvning af systemet med ansporing på lavt niveau
4.5.1. Demonstrationen begynder, når advarselssystemet eller det pågældende system for "kontinuerlig" advarsel er blevet aktiveret som følge af detekteringen af en fejl udvalgt af den typegodkendende myndighed.
4.5.2. Når systemet kontrolleres for reaktionen på fejlen manglende reagens i beholderen, skal motorsystemet køre, indtil reagensmængden har nået en værdi på 2,5 % af beholderens nominelle fulde kapacitet eller den værdi, som fabrikanten har erklæret i henhold til punkt 6.3.1 i dette bilag, og ved hvilken systemet med ansporing på lavt niveau skal gå i gang.
4.5.2.1. |
Fabrikanten kan efter aftale med den typegodkendende myndighed simulere kontinuerlig drift ved at udtage reagens fra beholderen, enten mens motoren kører, eller mens den er standset. |
4.5.3. Når systemet kontrolleres for reaktionen på en anden fejl end fejlen manglende reagens i beholderen, skal motorsystemet køre det relevante antal driftstimer som anført i tabel 3 i dette tillæg eller, efter fabrikantens valg, indtil den relevante tæller har nået den værdi, ved hvilken systemet med ansporing på lavt niveau aktiveres.
4.5.4. Demonstrationen af systemet med ansporing på lavt niveau anses for at være fuldført, hvis fabrikanten ved afslutningen af hver demonstrationsprøvning, der udføres i overensstemmelse med punkt 4.5.2 og 4.5.3, til den typegodkendende myndigheds tilfredshed har demonstreret, at motorens elektroniske styreenhed har aktiveret momentbegrænsningsmekanismen.
4.6. Demonstrationsprøvning af systemet med kraftig ansporing
4.6.1. Denne demonstration begynder i en tilstand, hvor systemet med ansporing på lavt niveau forudgående er blevet aktiveret, og kan gennemføres som en fortsættelse af de prøvninger, der foretages for at demonstrere systemet med ansporing på lavt niveau.
4.6.2. Når systemet kontrolleres for reaktionen på manglende reagens i beholderen, skal motorsystemet køre, indtil reagensbeholderen er tom eller har nået den værdi på under 2,5 % af beholderens nominelle fulde kapacitet, som fabrikanten har erklæret vil aktivere systemet med kraftig ansporing.
4.6.2.1. |
Fabrikanten kan efter aftale med den typegodkendende myndighed simulere kontinuerlig drift ved at udtage reagens fra beholderen, enten mens motoren kører, eller mens den er standset. |
4.6.3. Når systemet kontrolleres for reaktionen på en anden fejl end manglende reagens i beholderen, skal motorsystemet køre det relevante antal driftstimer som anført i tabel 3 i dette tillæg eller, efter fabrikantens valg, indtil den relevante tæller har nået den værdi, ved hvilken systemet med kraftig ansporing aktiveres.
4.6.4. Demonstrationen af systemet med kraftig ansporing anses for at være fuldført, hvis fabrikanten ved afslutningen af hver demonstrationsprøvning, der udføres i overensstemmelse med punkt 4.6.2 og 4.6.3, til den typegodkendende myndigheds tilfredshed har demonstreret, at den kraftige ansporingsmekanisme, der er omhandlet i dette bilag, er blevet aktiveret.
4.7. Hvis fabrikanten ønsker det, og den typegodkendende myndighed er indforstået hermed, kan demonstrationen af ansporingsmekanismen alternativt foretages på en komplet maskine i overensstemmelse med kravene i punkt 5.4 enten ved at montere maskinen på en hertil egnet prøvebænk eller ved at køre med den på en prøvebane under kontrollerede forhold.
4.7.1. Maskinen skal være i drift indtil den tæller, der er knyttet til den udvalgte fejl, har nået det relevante antal driftstimer som anført i tabel 3 i dette tillæg, eller indtil enten reagensbeholderen er tom eller har nået det niveau under 2,5 % af beholderens nominelle fulde kapacitet, ved hvilket fabrikanten har valgt at aktivere systemet med kraftig ansporing.
Tillæg 2
Beskrivelse af mekanismerne til aktivering og deaktivering af operatøradvarsler og -ansporinger
1. SOM SUPPLEMENT TIL KRAVENE I DETTE BILAG VEDRØRENDE MEKANISMERNE TIL AKTIVERING OG DEAKTIVERING AF ADVARSELS- OG ANSPORINGSSYSTEMET INDEHOLDER DETTE PUNKT 2 EN NÆRMERE BESKRIVELSE AF DE TEKNISKE KRAV VEDRØRENDE GENNEMFØRELSE AF DISSE AKTIVERINGS- OG DEAKTIVERINGSMEKANISMER.
2. ADVARSELSSYSTEMETS AKTIVERINGS- OG DEAKTIVERINGSMEKANISMER
2.1. Operatøradvarselssystemet skal aktiveres, når den diagnosefejlkode (DTC), der er knyttet til en NCM-fejl, der skal foranledige dets aktivering, har den status, der fremgår af tabel 2 i dette tillæg.
Tabel 2
Aktivering af operatøradvarselssystemet
Fejltype |
DTC-status for aktivering af advarselssystemet |
bekræftet og aktiv |
bekræftet og aktiv |
afbrydelse af dosering |
bekræftet og aktiv |
EGR-ventil sat ud af funktion |
bekræftet og aktiv |
fejl i overvågningssystemet |
bekræftet og aktiv |
NOx-grænse, hvis relevant |
bekræftet og aktiv |
2.2. Operatøradvarselssystemet skal deaktiveres, når diagnosticeringssystemet konkluderer, at den fejl, der er relevant for den pågældende advarsel, ikke længere er til stede, eller hvis de oplysninger, herunder DTC'er, vedrørende fejlene, som har foranlediget dets aktivering, slettes af et scanningsværktøj.
2.2.1 Krav vedrørende sletning af "NOx-kontrolinformation"
2.2.1.1. Sletning/tilbagestilling af NOx-kontrolinformation ved hjælp af scanningsværktøj
Efter anmodning via scanningsværktøjet skal følgende data slettes fra computernes hukommelse eller tilbagestilles til den værdi, der er specificeret i dette tillæg (jf. tabel 3).
Tabel 3
Sletning/tilbagestilling af NOx-kontrolinformation ved hjælp af scanningsværktøj
NOx-kontrolinformation |
Kan slettes |
Kan tilbagestilles |
alle DTC'er |
X |
|
værdien for tælleren med det højeste antal motordriftstimer |
|
X |
antal motordriftstimer fra NCD-tælleren(-tællerne) |
|
X |
2.2.1.2. NOx-kontrolinformation må ikke slettes ved frakobling af maskinens batteri(er).
2.2.1.3. Sletning af NOx-kontrolinformation må kun kunne foretages, når motoren er slukket.
2.2.1.4. Når NOx-kontrolinformation, herunder DTC'er, slettes, må tællervisninger, der er knyttet til disse fejl, og som er nærmere angivet i dette bilag ikke slettes, men skal tilbagestilles til den værdi, der er specificeret i det relevante punkt i dette bilag.
3. OPERATØRANSPORINGSSYSTEMETS AKTIVERINGS- OG DEAKTIVERINGSMEKANISMER
3.1. |
Operatøransporingssystemet skal aktiveres, når advarselssystemet er aktivt, og den tæller, der er relevant for den type NCM, der har foranlediget dets aktivering, har nået den værdi, der fremgår af tabel 4 i dette tillæg. |
3.2. |
Operatøransporingssystemet skal deaktiveres, når systemet ikke længere detekterer en fejl, der skal foranledige dets aktivering, eller hvis de oplysninger, herunder DTC'er, vedrørende NCM’erne, som har foranlediget dets aktivering, er blevet slettet af et scanningsværktøj eller vedligeholdelsesværktøj. |
3.3. |
Operatøradvarsels- og operatøransporingssystemet skal straks aktiveres eller deaktiveres, alt efter det enkelte tilfælde, i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 6 i dette bilag efter vurdering af reagensmængden i reagensbeholderen. I så fald må aktiverings- og deaktiveringsmekanismerne ikke være afhængige af statussen for en tilknyttet DTC. |
4. TÆLLERMEKANISME
4.1. Generelt
4.1.1. |
For at opfylde kravene i dette bilag skal systemet indeholde mindst 4 tællere til registrering af det antal timer, hvor motoren har været i drift, mens systemet har detekteret et eller flere af følgende forhold:
|
4.1.1.1. |
Som en valgfri løsning kan fabrikanten anvende en eller flere tællere til at samle de fejl, der er angivet i punkt 4.1.1, i grupper. |
4.1.2. |
Hver af disse tællere skal tælle op til den maksimale værdi i en 2 byte-tæller med en opløsning på 1 time og opbevare denne værdi, medmindre betingelserne for nulstilling af tælleren er opfyldt. |
4.1.3. |
En fabrikant kan anvende et system med en enkelt eller flere NCD-systemtællere. En enkelt tæller kan akkumulere antallet af timer for 2 eller flere forskellige fejl, der er relevante for den pågældende type tæller, hvoraf ingen er nået op på den tid, som tælleren angiver. |
4.1.3.1. |
Hvis fabrikanten beslutter at anvende et system med flere NCD-systemtællere, skal systemet kunne tildele en specifik overvågningssystemtæller til hver fejl, der er relevant for den pågældende type tæller i overensstemmelse med dette bilag. |
4.2. Princip for tællermekanismen
4.2.1. |
Hver tæller skal fungere som følger:
|
5. BESKRIVELSE AF AKTIVERINGS- OG DEAKTIVERINGS- OG TÆLLERMEKANISMERNE
5.1. I dette punkt beskrives aktiverings- og deaktiverings- og tællermekanismerne for nogle typiske tilfælde. Figurerne og beskrivelserne i punkt 5.2, 5.3 og 5.4 er kun medtaget som eksempel i dette bilag og bør ikke betragtes som eksempler på kravene i nærværende regulativ eller som definitive konstateringer af de relevante processer. Tællertimerne i fig. 6 og 7 henviser til de maksimale værdier for kraftig ansporing i tabel 4. For forenklingens skyld er det i illustrationerne f.eks. ikke angivet, at advarselssystemet også vil være aktivt, når ansporingssystemet er aktivt.
Figur 4
Genaktivering og nulstilling af en tæller efter en periode, hvor dens værdi har været fastfrosset
5.2. Figur 5 viser, hvordan aktiverings- og deaktiveringsmekanismerne virker i forbindelse med overvågning af den resterende reagensmængde i fem tilfælde:
Brugseksempel 1: Operatøren bruger fortsat maskinen på trods af advarslen, indtil maskinen immobiliseres.
Genopfyldningseksempel 1 ("tilstrækkelig" genopfyldning): operatøren genopfylder reagensbeholderen til et niveau over 10 %-tærsklen. Advarsel og ansporing deaktiveres.
Genopfyldningseksempel 2 og 3 ("utilstrækkelig" genopfyldning): Advarselssystemet aktiveres. Advarselsniveauet afhænger af, hvor meget reagens der er til rådighed.
Genopfyldningseksempel 4 ("helt utilstrækkelig" genopfyldning): Ansporing på lavt niveau aktiveres straks.
Figur 5
Reagensmængde
5.3. Figur 6 viser tre eksempler på forkert reagenskvalitet:
Brugseksempel 1: Operatøren bruger fortsat maskinen på trods af advarslen, indtil maskinen immobiliseres.
Udbedringseksempel 1 ("dårlig" eller "uærlig" udbedring): Efter immobilisering af maskinen ændrer operatøren reagenskvalitet, men skifter den kort tid efter igen til en dårlig kvalitet. Ansporingssystemet genaktiveres straks, og maskinen immobiliseres efter 2 motordriftstimer.
Udbedringseksempel 2 ("god" udbedring): Efter immobilisering af maskinen skifter operatøren til korrekt reagenskvalitet. Nogen tid derefter fylder han imidlertid på igen med en dårlig reagenskvalitet. Advarsels-, ansporings- og tællerprocesserne starter igen fra nul.
Figur 6
Påfyldning af dårlig reagenskvalitet
5.4. Figur 7 viser tre eksempler på fejl i urea-doseringssystemet. Denne figur viser også den proces, der finder anvendelse i tilfælde af de overvågningsfejl, der er beskrevet i punkt 9 i dette bilag.
Brugseksempel 1: Operatøren bruger fortsat maskinen på trods af advarslen, indtil maskinen immobiliseres.
Udbedringseksempel 1 ("god" udbedring): Efter immobilisering af maskinen reparerer operatøren doseringssystemet. Nogen tid derefter virker doseringssystemet imidlertid igen ikke. Advarsels-, ansporings- og tællerprocesserne starter igen fra nul.
Udbedringseksempel 2 ("dårlig" udbedring): Under ansporingen på lavt niveau (momentbegrænsning) reparerer føreren doseringssystemet. Kort tid derefter virker doseringssystemet imidlertid igen ikke. Systemet med ansporing på lavt niveau genaktiveres straks, og tælleren begynder igen fra den værdi, den havde på tidspunktet for reparationen.
Figur 7
Fejl i reagensdoseringssystemet
Tillæg 3
Demonstration af den mindste acceptable reagenskoncentration CDmin
1. |
Fabrikanten skal demonstrere den korrekte værdi af CDmin under typegodkendelsen ved at udføre den varme del af NRTC-cyklussen under anvendelse af en reagens med koncentrationen CDmin. |
2. |
Prøvningen skal følge den/de egnede NCD-cyklus(ser) eller en af fabrikanten fastlagt prækonditioneringscyklus og give mulighed for, at et kontrolsløjfesystem for NOx kan foretage tilpasning til kvaliteten af reagensen med koncentrationen CDmin. |
3. |
Emissionerne af forurenende stoffer ved denne prøvning skal være lavere end den NOx-grænseværdi, der er fastsat i punkt 7.1.1 i dette bilag. |
BILAG 10
BESTEMMELSE AF CO2-EMISSIONER
Tillæg 1
Bestemmelse af CO2-emissioner for motorer i effektområde op til P
1. INDLEDNING
1.1. Dette tillæg indeholder bestemmelser og prøvningsmetoder for registrering af CO2-emissioner for alle effektområder op til P. Hvis fabrikanten på grundlag af valgmuligheden i punkt 5.2 i dette regulativ, vælger at anvende proceduren i bilag 4B, finder tillæg 2 i dette bilag anvendelse.
2. GENERELLE KRAV
2.1. CO2-emissioner bestemmes i den gældende prøvningscyklus som fastsat i punkt 1.1 i bilag 4A i overensstemmelse med henholdsvis punkt 3 (NRSC) eller punkt 4 (varm start NRTC) i bilag 4A til dette regulativ. For effektområder L-P, bestemmes CO2-emissioner under varmstarts-NRTC-prøvningscyklussen.
2.2. Prøvningsresultaterne skal rapporteres som gennemsnitlige værdier ved bremset effekt for cyklussen og udtrykkes i enheden g/kWh.
2.3. Hvis NRSC efter fabrikantens valg udføres som en modal cyklus med ramper, finder enten referencerne til NRTC i dette tillæg eller kravene i tillæg 2 til dette bilag anvendelse.
3. BESTEMMELSE AF CO2-EMISSIONER
3.1. Ufortyndet måling
Dette punkt finder anvendelse, hvis CO2 måles i den ufortyndede udstødningsgas.
3.1.1. Måling
CO2 i den ufortyndede udstødningsgas fra den motor, der er indleveret til prøvning, skal måles med en NDIR-analysator i overensstemmelse med henholdsvis punkt 1.4.3.2 (NRSC) eller 2.3.3.2 (NRTC) i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne for linearitet i punkt 1.5 i tillæg 2 til bilag 4A til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde kravene i henholdsvis punkt 1.4.1 (NRSC) eller punkt 2.3.1 (NRTC) i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
3.1.2. Dataevaluering
De relevante data registreres og opbevares i overensstemmelse med henholdsvis punkt 3.7.4 (NRSC) eller punkt 4.5.7.2 (NRTC) i bilag 4A til dette regulativ.
3.1.3. Beregning af gennemsnitlig emission i cyklus
Hvis der er tale om måling på tør basis, anvendes tør til våd-korrektion i overensstemmelse med henholdsvis punkt 1.3.2 (NRSC) eller 2.1.2.2 (NRTC) i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ.
I forbindelse med NRSC beregnes CO2-massen (g/h) for hver enkelt modus i overensstemmelse med punkt 1.3.4 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ. Udstødningsstrømmen bestemmes i overensstemmelse med punkt 1.2.1-1.2.5 i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
I forbindelse med NRTC beregnes CO2-massen (g/prøvning) i overensstemmelse med punkt 2.1.2.1 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ. Udstødningsstrømmen bestemmes i overensstemmelse med punkt 2.2.3 i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
3.2. Fortyndet måling
Dette punkt finder anvendelse, hvis CO2 måles i den fortyndede udstødningsgas.
3.2.1. Måling
CO2 i den fortyndede udstødningsgas fra den motor, der er indleveret til prøvning, skal måles med en NDIR-analysator i overensstemmelse med henholdsvis punkt 1.4.3.2 (NRSC) eller punkt 2.3.3.2 (NRTC) i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ. Fortynding af udstødningen foretages med filtreret omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen. Fuldstrømssystemet skal have tilstrækkelig flowkapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemer.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne for linearitet i punkt 1.5 i tillæg 2 til bilag 4A til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde kravene i henholdsvis punkt 1.4.1 (NRSC) eller punkt 2.3.1 (NRTC) i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
3.2.2. Dataevaluering
De relevante data registreres og opbevares i overensstemmelse med henholdsvis punkt 3.7.4 (NRSC) eller punkt 4.5.7.2 (NRTC) i bilag 4A til dette regulativ.
3.2.3. Beregning af gennemsnitlig emission i cyklus
Hvis der er tale om måling på tør basis, anvendes tør til våd-korrektion i overensstemmelse med henholdsvis punkt 1.3.2 (NRSC) eller 2.1.2.2 (NRTC) i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ.
I forbindelse med NRSC beregnes CO2-massen (g/h) for hver enkelt modus i overensstemmelse med punkt 1.3.4 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ. Den fortyndede udstødningsstrøm bestemmes i overensstemmelse med punkt 1.2.6 i tillæg 1 til bilag 4A til dette regulativ.
I forbindelse med NRTC beregnes CO2-massen (g/prøvning) i overensstemmelse med punkt 2.2.3 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ. Den fortyndede udstødningsstrøm bestemmes i overensstemmelse med punkt 2.2.1 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ.
Baggrundskorrektionen bestemmes i overensstemmelse med punkt 2.2.3.1.1 i tillæg 3 til bilag 4A til dette regulativ.
3.3. Beregning af emissionerved bremset effekt
3.3.1. NRSC
Emissioner e CO2 (g/kWh) ved bremset effekt beregnes som følger:
hvor
samt
|
CO2 mass,I er massen af CO2 i den enkelte sekvens (g/h) |
|
Pm,i er den målte effekt i den enkelte sekvens (kW) |
|
PAE,i er hjælpeudstyrs effekt i den enkelte sekvens (kW) |
|
WF,i er vægtningsfaktoren for den enkelte sekvens |
3.3.2. NRTC
Det cyklusarbejde, der er nødvendigt for beregningen af CO2-emissioner ved bremset effekt, bestemmes i overensstemmelse med punkt 4.6.2 i bilag 4A til dette regulativ.
Emissioner e CO2 (g/kWh) ved bremset effekt beregnes som følger:
hvor
|
m CO2, hot er CO2-masseemissioner i varmstarts-NRTC (g) |
|
W act, hot er det faktiske arbejde ved varm-NRTC (kWh). |
Tillæg 2
Bestemmelse af CO2-emissioner for motorer i effektområde Q-R
1. INDLEDNING
De i dette tillæg fastsatte bestemmelser og prøvningsmetoder til registrering af CO2-emissionerne i effektområde Q-R anvendes. Hvis fabrikanten på grundlag af valgmuligheden i punkt 5.2 i dette regulativ vælger at anvende proceduren i bilag 4B til dette regulativ, finder de bestemmelser og prøvningsmetoder for registrering af CO2-emissioner, der er fastsat i dette tillæg 2, anvendelse.
2. GENERELLE KRAV
2.1. CO2-emissionen bestemmes under varmstart-NRTC-prøvningscyklussen i overensstemmelse med punkt 7.8.3 i bilag 4B.
2.2. Prøvningsresultaterne skal rapporteres som gennemsnitlige værdier ved bremset effekt for cyklussen og udtrykkes i enheden g/kWh.
3. BESTEMMELSE AF CO2-EMISSIONER
3.1. Ufortyndet måling
Dette punkt finder anvendelse, hvis CO2 måles i den ufortyndede udstødningsgas.
3.1.1. Måling
CO2 i den ufortyndede udstødningsgas fra den motor, der er indleveret til prøvning, måles med en NDIR-analysator i overensstemmelse med henholdsvis punkt 9.4.6 i bilag 4B til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne for linearitet i punkt 8.1.4 i bilag 4B til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne i punkt 8.1.9 i bilag 4B til dette regulativ.
3.1.2. Dataevaluering
De relevante data registreres og opbevares i overensstemmelse med henholdsvis punkt 7.8.3.2 i bilag 4B til dette regulativ.
3.1.3. Beregning af gennemsnitlig emission i cyklus
Hvis der er tale om måling på tør basis, anvendes tør/våd-korrektion i overensstemmelse med punkt A.8.2.2 i tillæg 8 eller punkt A.7.3.2 i tillæg 7 til bilag 4B til dette regulativ på øjeblikkelige koncentrationsværdier før der foretages yderligere beregninger.
Massen af CO2 (g/prøvning) beregnes ved multiplikation af de tidsjusterede øjeblikkelige CO2-koncentrationer og koncentrationerne af udstødningsgasstrømme og integrering under prøvecyklussen i overensstemmelse med et af følgende:
a) |
punkt A.8.2.1.2 og A.8.2.5 i tillæg 8 til bilag 4B med anvendelse af u-værdierne for CO2 fra tabel A.8.1, eller beregning af u-værdierne i henhold til punkt A.8.2.4.2. i tillæg 8 til bilag 4B til dette regulativ. |
b) |
punkt A.7.3.1 og A.7.3.3 i tillæg 7 til bilag 4B til dette regulativ. |
3.2. Fortyndet måling
Dette punkt finder anvendelse, hvis CO2 måles i den fortyndede udstødningsgas.
3.2.1. Måling
CO2 i den fortyndede udstødningsgas fra den motor, der er indleveret til prøvning, måles med en NDIR-analysator i overensstemmelse med henholdsvis punkt 9.4.6 i bilag 4B til dette regulativ. Fortynding af udstødningen foretages med filtreret omgivende luft, syntetisk luft eller nitrogen. Fuldstrømssystemet skal have tilstrækkelig flowkapacitet til helt at udelukke dannelse af kondensvand i fortyndings- og prøvetagningssystemer.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne for linearitet i punkt 8.1.4 i bilag 4B til dette regulativ.
Målesystemet skal opfylde forskrifterne i punkt 8.1.9 i bilag 4B til dette regulativ.
3.2.2. Dataevaluering
De relevante data registreres og opbevares i overensstemmelse med henholdsvis punkt 7.8.3.2 i bilag 4B til dette regulativ.
3.2.3. Beregning af gennemsnitlig emission i cyklus
Hvis der er tale om måling på tør basis, anvendes tør/våd-korrektion i overensstemmelse med punkt A.8.3.2 i tillæg 8 eller punkt A.7.4.2 i tillæg 7 til bilag 4B til dette regulativ på øjeblikkelige koncentrationsværdier før der foretages yderligere beregninger.
Massen af CO2 (g/prøvning) beregnes ved multiplikation af de tidsjusterede øjeblikkelige CO2-koncentrationer og fortyndede udstødningsgasstrømme i overensstemmelse med en af følgende:
a) |
punkt A.8.3.1 og A.8.3.4 i tillæg 8 til bilag 4B med anvendelse af u-værdierne for CO2 fra tabel A.8.2, eller beregning af u-værdierne i henhold til punkt A.8.3.3 i tillæg 8 til bilag 4B til dette regulativ |
b) |
punkt A.7.4.1 og A.7.4.3 i tillæg 7 til bilag 4B til dette regulativ. |
Baggrundskorrektionen foretages i overensstemmelse med punkt A.8.3.2.4 i tillæg 8 eller punkt A.7.4.1 i tillæg 8 til bilag 4B til dette regulativ.
3.3. Beregning af emissioner ved bremset effekt
Det cyklusarbejde, der er nødvendigt for beregningen af CO2-emissioner ved bremset effekt, bestemmes i overensstemmelse med punkt 7.8.3.4 i bilag 4B til dette regulativ.
Emissioner eCO2 ved bremset effekt (g/kWh) beregnes som følger:
hvor
|
mCO2, hot er CO2-masseemissioner i varmstarts-NRTC (g) |
|
Wact, hot er det faktiske arbejde ved varm-NRTC (kWh). |