7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/1

(1)

Kommissionen indførte en midlertidig udligningstold på importen af visse former for tråd af rustfrit stål med oprindelse i Indien ved forordning (EU) nr. 419/2013 (2) (»forordningen om midlertidig told«).

(2)

Undersøgelsen blev indledt på grundlag af en klage indgivet den 28. juni 2012 af European Confederation of Iron and Steel Industries (Eurofer) (»klageren«) på vegne af EU-producenter, der tegnede sig for mere end 50 % af den samlede produktion i Unionen af visse former for tråd af rustfrit stål.

(3)

Kommissionen indførte i den sideløbende antidumpingundersøgelse en midlertidig antidumpingtold på importen af visse former for tråd af rustfrit stål med oprindelse i Indien ved forordning (EU) nr. 418/2013 (3).

(4)

I den foreløbige fase af undersøgelsen blev der anvendt stikprøveudtagning for de indiske eksporterende producenter, EU-producenterne og de ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Da to af importørerne, der blev udtaget til stikprøven, ikke returnerede spørgeskemabesvarelsen, kunne der ikke længere foretages stikprøveudtagning for importørerne. Alle tilgængelige oplysninger vedrørende samarbejdsvillige importører blev anvendt til at nå frem til endelige resultater, især for så vidt angår Unionens interesser.

(5)

Syv indiske eksporterende producenter uden for stikprøven anmodede om individuel undersøgelse. To af dem besvarede spørgeskemaet. Fem besvarede ikke spørgeskemaet. Af de to, som besvarede spørgeskemaet, trak en sin anmodning om individuel behandling tilbage. Som følge heraf har Kommissionen undersøgt anmodningen fra en indisk eksporterende producent, der ikke indgik i stikprøven:

(6)

Ud over ovenstående bekræftes betragtning 5, 6, 7, 8, 10, 11 12 og 14 i forordningen om midlertidig told.

(7)

Som anført i betragtning 20 i forordningen om midlertidig told omfattede undersøgelsen af subsidiering og skade perioden fra den 1. april 2011 til den 31. marts 2012 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. marts 2012 (»den betragtede periode«).

(8)

Efter fremlæggelsen af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev besluttet at indføre midlertidige udligningsforanstaltninger (»den foreløbige fremlæggelse«), indsendte en række interesserede parter, dvs. to eksporterende producenter, klageren og 11 brugere, bemærkninger. Alle parter, der anmodede derom, fik lejlighed til at blive hørt mundtligt. Kommissionen fortsatte med at indhente alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen. Parternes bemærkninger blev taget i betragtning, hvor det var relevant.

(9)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at anbefale indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse former for tråd af rustfrit stål med oprindelse i Indien og den endelige opkrævning af de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig told (»den endelige fremlæggelse«). Parterne fik også en frist til at fremsætte bemærkninger til denne endelige fremlæggelse. Alle de modtagne bemærkninger blev taget i betragtning, hvor det var relevant.

(10)

Som anført i betragtning 21 i forordningen om midlertidig told blev den pågældende vare defineret som tråd af rustfrit stål med indhold af:

i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7223 00 19 og ex 7223 00 99 og med oprindelse i Indien.

(11)

Nogle brugere udtrykte bekymring over den manglende sondring mellem de forskellige typer af den pågældende vare og den samme vare, eftersom der findes et bredt varesortiment for alle varetyper. Det vakte især bekymring, hvordan der kunne sikres en rimelig sammenligning mellem alle typer i forbindelse med undersøgelsen. Som det er tilfældet i de fleste undersøgelser, omfatter definitionen af den pågældende vare en lang række forskellige produkttyper, der deler de samme eller lignende grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber. Den omstændighed, at disse egenskaber kan variere fra varetype til varetype kan nemlig i en undersøgelse føre til, at et bredt udvalg af typer omfattes. Dette er tilfældet i nærværende undersøgelse. Kommissionen tog hensyn til forskellene mellem varetyper og sikrede en rimelig sammenligning. Der blev tildelt et unikt varekontrolnummer (PCN) til hver varetype, som blev fremstillet og solgt af de indiske eksporterende producenter, og til hver varetype, der blev fremstillet og solgt af EU-erhvervsgrenen. Kontrolnummeret var afhængigt af varens væsentlige egenskaber, i dette tilfælde stålkvalitet, brudstyrke, overtrækning, belægning, diameter og form. Derfor blev de typer tråde, der eksporteredes til Unionen, sammenlignet på grundlag af PCN med varer, der blev fremstillet og solgt af EU-erhvervsgrenen, og som har samme eller lignende egenskaber. Alle disse typer hørte ind under definitionen af den pågældende vare og den samme vare i indledningsmeddelelsen (4) og i forordningen om midlertidig told.

(12)

En part gentog sin påstand om, at de såkaldte »yderst tekniske« varetyper adskiller sig fra hinanden og ikke kan udskiftes med andre typer af den pågældende vare. Følgelig bør de efter denne parts opfattelse udelukkes fra varedefinitionen. Ifølge retspraksis er det nødvendigt, når man fastlægger, om varer ligner hinanden i et sådant omfang, at de er samme vare, at vurdere, om de har de samme tekniske og fysiske egenskaber, og om de har de samme grundlæggende anvendelsesformål og har det samme forhold mellem pris og kvalitet. I den forbindelse skal den indbyrdes udskiftelighed og konkurrence mellem disse produkter også vurderes (5). Undersøgelsen viste, at de »yderst tekniske« varetyper, der henvises til af denne part, har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber som andre varer, der indgår i undersøgelsen. De er fremstillet af rustfrit stål, og der er tale om tråde. De udgør en stålvare, som er et halvfabrikat (som i de fleste tilfælde derefter undergår videre forarbejdning med henblik på at fremstille en bred vifte af færdigvarer), og fremstillingsprocesserne ligner hinanden, idet der anvendes lignende maskiner, således at producenterne kan skifte mellem forskellige varetyper i henhold til efterspørgslen. Selv om de forskellige typer tråd ikke er direkte indbyrdes udskiftelige og ikke direkte konkurrerer, konkurrerer producenterne om kontrakter, der dækker en bred vifte af tråd af rustfrit stål. Disse varetyper produceres og sælges desuden af både EU-erhvervsgrenen og de indiske eksporterende producenter under anvendelse af en lignende produktionsmetode. Denne påstand kan derfor ikke godtages.

(13)

Som reaktion på den endelige fremlæggelse hævdede en af parterne, at den analyse, som Kommissionen gennemførte for at fastslå, om de såkaldt yderst tekniske varetyper burde indgå i undersøgelsen, var utilstrækkelig. Denne påstand afvises. Det fremgik af undersøgelsen, at den yderst tekniske varetype er omfattet af varedefinitionen, jf. betragtning 12 ovenfor. Den pågældende part antog fejlagtigt, at alle kriterier som omhandlet i retspraksis skal være opfyldt samtidigt; dette er ikke korrekt. Ifølge retspraksis har Kommissionen vide skønsbeføjelser ved definitionen af varedækningen (6), og skal basere sin vurdering på de kriterier, der er fastlagt af Den Europæiske Unions Domstol. Ofte kan visse kriterier som i den foreliggende sag pege i én retning og nogle i den anden retning; i en sådan situation skal Kommissionen foretage en samlet vurdering, som den har gjort i den foreliggende sag. Den interesserede part tog derfor fejl ved at antage, at varetyper skal have alle egenskaber til fælles for at falde ind under den samme varedefinition.

(14)

En række brugere hævdede, at den såkaldte tråd af rustfrit stål i »serie 200« bør udelukkes fra varedækningen. Navnlig hævdede de, at denne type næppe var fremstillet af EU-erhvervsgrenen. Men denne påstand er ubegrundet. For det første kan det forhold, at en bestemt varetype ikke fremstilles af EU-erhvervsgrenen, ikke være tilstrækkelig grund til at udelukke den fra undersøgelsen, når produktionsprocessen er sådan, at EU-producenterne kunne påbegynde fremstillingen af den pågældende varetype. For det andet var det i forbindelse med de yderst tekniske former for tråd (se betragtning 12) blevet konstateret, at disse typer af den pågældende vare har grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber, der er de samme eller lignende for andre typer af samme vare, der blev fremstillet og solgt af EU-erhvervsgrenen. Denne påstand kan derfor ikke godtages.

(15)

Alternativt hævdede disse brugere, at valsetråd burde medtages i definitionen af den pågældende vare. Men valsetråd er et råmateriale, som anvendes i fremstillingen af den pågældende vare, men kan også anvendes til fremstilling af forskellige varer, f.eks. skruer og søm. Derfor udgør det i modsætning til den undersøgte vare ikke en færdig stålvare. Gennem en koldformningsproduktionsproces kan valsetråd blandt andet omdannes til den pågældende vare eller samme vare. På dette grundlag kan valsetråd ikke indgå i varedækningen i grundforordningens forstand.

(16)

På grundlag af ovenstående bekræftes definitionen af den pågældende vare eller samme vare i betragtning 21 til 24 i forordningen om midlertidig told hermed.

(17)

I betragtning 25 i forordningen om midlertidig told henvises der til følgende ordninger, som angiveligt indebærer subsidiering:

(18)

EU-erhvervsgrenen hævdede, at Kommissionen havde undladt at tage hensyn til en række subsidieringsordninger, især de regionale ordninger, og var som følge heraf af den opfattelse, at de subsidier, som det var blevet konstateret, at de indiske producenter modtog, var blevet undervurderet. Denne påstand var ubegrundet. Kommissionen undersøgte alle de nationale og lokale ordninger, der var indeholdt i klagen. Kommissionen fandt imidlertid, at de eksporterende producenter i stikprøven havde modtaget subsidier i undersøgelsesperioden, men kun med hensyn til de ordninger, der er opført i betragtning 14.

(19)

EU-erhvervsgrenen fremførte også, at eftersom oplysningerne fra de indiske producenter i stikprøven blev anset for upålidelige i den sideløbende antidumpingundersøgelse, og artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (7) var blevet anvendt, burde den tilsvarende artikel 28 i grundforordningen ligeledes have været anvendt i den aktuelle undersøgelse. Imidlertid anvendes artikel 28 i grundforordningen kun, hvis alle betingelser er opfyldt, hvilket ikke har været tilfældet med hensyn til oplysningerne fra de indiske producenter i stikprøven. Denne påstand kan derfor ikke godtages.

(20)

Undersøgelsen har vist, at ordningerne DEPBS, DDS og AAS tilsammen udgør én samlet subsidieringsmekanisme, dvs. en toldgodtgørelsesordning. Indien har anvendt forskellige typer af denne ordning over en lang periode og har hyppigt ændret de enkelte underordninger. Undersøgelsen har vist, at det er hensigtsmæssigt at analysere disse underordninger samlet, da eksportørerne typisk skal vælge mellem disse (de er gensidigt udelukkende), og hvis en af underordningerne afbrydes, skiftes der til en anden.

(21)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 25 til 28 i forordningen om midlertidig told hermed.

(22)

En række af de indiske eksporterende producenter hævdede, at DEPBS ikke burde betragtes som et udligningsberettiget subsidie, da formålet med ordningen er at udligne importtold. Det blev endvidere påstået, at for den vare, der er genstand for undersøgelsen, findes der ingen indenlandsk produktion af råmaterialer, og det derfor er rimeligt at antage, at al import er blevet beskattet med 5 %, og at det loft, der er fastlagt af de indiske myndigheder (»GOI«), sikrer, at der ikke sker overkompensation. Som det fremgår af betragtning 38 i forordningen om midlertidig told, kan denne ordning ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da den ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens bilag I, punkt i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse). En eksportør, der drager fordel af DEPBS, er navnlig ikke forpligtet til rent faktisk at forbruge de toldfrit importerede varer i fremstillingsprocessen, og kreditbeløbet beregnes ikke i forhold til den faktiske værdi af de anvendte råmaterialer. Endelig er en eksportør berettiget til DEPBS-fordelene, uanset om den pågældende overhovedet importerer råmaterialer. For at opnå fordelen er det tilstrækkeligt for en eksportør blot at eksportere varer uden at påvise import af noget råmateriale.

De indiske myndigheder har undladt at indføre et system, der forbinder det toldbeløb, der er fritaget i forbindelse med importerede råmaterialer, med forbruget af råmaterialerne i de eksporterede varer. De virksomheder, der nyder godt af denne ordning, har fra deres side heller ikke en ordning, der kan påvise, at de ikke modtog eftergivelse af overskydende afgifter. Endvidere kunne virksomheden med hensyn til fraværet af overkompensation i dette særlige tilfælde ikke påvise, at dette var tilfældet; den kunne f.eks. have nydt godt af kompensation for andre importerede varer, eller den kunne have nydt godt af kompensation for importerede råmaterialer uden at have forbrugt dem i fremstillingen af den pågældende vare. Det skal også bemærkes, at påstanden om, at der ikke fandtes nogen indenlandsk produktion af råmaterialer, er ukorrekt, da mindst en af de undersøgte virksomheder fremstillede disse på hjemmemarkedet, mens de andre to undersøgte virksomheder købte af en indenlandsk producent og ikke af en indenlandsk importerende forhandler. Disse påstande kan derfor ikke godkendes.

(23)

En part hævdede, at i tilfælde af salg af en DEPBS licens lå den faktiske salgspris under licensens værdi, og derfor var den udligningsberettigede fordel lavere end den foreløbigt fastsatte. I den forbindelse blev fordelen under denne ordning beregnet ud fra størrelsen af den kredit, der blev ydet under licensen, uanset om licensen blev anvendt til udligning af tolden på import, eller om licensen rent faktisk blev solgt. Et eventuelt salg af en licens til en pris, der ligger under den pålydende værdi, er en rent forretningsmæssig beslutning, som ikke ændrer ved størrelsen af den fordel, der ydes under denne ordning. Argumentet kan derfor ikke godtages.

(24)

GOI hævdede, at DEPBS er blevet trukket tilbage i undersøgelsesperioden og derfor ikke burde udlignes. De fremførte endvidere, at da toldgodtgørelsen ikke er en videreudvikling af programmet for DEPBS, kan DEPBS-ordningen ikke udlignes. Faktisk ophørte DEPBS med at eksistere den 30. september 2011, dvs. i undersøgelsesperioden. Men subsidieringen er fortsat til stede. Som et alternativ til DEPBS blev det konstateret, at eksportørerne modtog fordelene under AAS, og især DDS. Som beskrevet i betragtning 42 til 44 i forordningen om midlertidig told blev AAS og DDS tilpasset med henblik på en smertefri overgang fra DEPBS. Desuden er ydelsernes art under de tre ordninger, dvs. indtægter, der er givet afkald på i form af toldfritagelse, præcis den samme. Virksomhederne kan således vælge, hvilken ordning der skal anvendes til udligning af told. Til trods for det forhold, at DEPBS ophørte med at eksistere halvvejs inde i UP, bør de subsidier, der blev bevilget af de indiske myndigheder i UP, udlignes, eftersom den overordnede ordning med fordele fortsatte, idet alle toldgodtgørelsesordninger udgør én subsidieordning med forskellige ofte skiftende underordninger, jf. de årsager, der er anført i betragtning 20. Påstanden kunne derfor ikke godtages.

(25)

Som reaktion på fremlæggelsen af de endelige resultater gentog de indiske myndigheder sine argumenter vedrørende tilbagetrækningen af DEPBS efter den endelige fremlæggelse. Da der imidlertid ikke blev fremført nye argumenter, som kunne føre til en ændring af konklusionen med hensyn til en udskiftning af subsidieringen under den indstillede DEPBS-ordning med den tilpassede DDS-ordning, kan dette argument ikke godtages.

(26)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 29 til 47 i forordningen om midlertidig told hermed.

(27)

Desuden blev det konstateret, at den indiske eksporterende producent KEI benyttede DEPBS i UP. Subsidiemargenen var på 0,50 %.

(28)

De indiske myndigheder hævdede, at DDS ikke burde betragtes som et udligningsberettiget subsidie, da formålet med ordningen er at udligne importtold og afgifter på råmaterialer. Som det fremgår af betragtning 58 til 60 i forordningen om midlertidig told, kan denne ordning ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da den ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens bilag I, punkt i), bilag II og bilag III. Nærmere bestemt findes der ingen ordning eller procedure, der kan fastslå, hvilke råmaterialer der forbruges ved fremstillingen af den eksporterede vare, eller om der har været tale om for stor betaling af importafgifter, jf. grundforordningens bilag I, punkt i), og bilag II og III. Desuden er en eksportør berettiget til DDS-fordelene, uanset om den pågældende overhovedet importerer råmaterialer. For at opnå fordelen er det tilstrækkeligt for en eksportør blot at eksportere varer uden at påvise import af noget råmateriale. Ovennævnte blev bekræftet af de resultater, der fremkom ved virksomhedsbesøgene, og af den tilsvarende lovgivning, nemlig de indiske myndigheders cirkulære nr. 24/2001, jf. betragtning 60 i forordningen om midlertidig told. Desuden indrømmede de indiske myndigheder selv i punkt 32, at DDS kan resultere i for stor eftergivelse af overskydende afgifter. De indiske myndigheders argument kan derfor ikke godtages.

(29)

De indiske myndigheder fremførte endvidere, at selv om kontrolordningen for forbruget af råmaterialer ikke var fuldstændig, navnlig som følge af det høje antal støttemodtagere og den administrative byrde forbundet med at kontrollere dem alle, burde den etablerede kontrolmekanisme, der er baseret på stikprøveudtagning, accepteres. Den påstand kan dog ikke godtages, da der ikke er taget højde for den i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), bilag I, punkt i), bilag II og bilag III.

(30)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 48 til 64 i forordningen om midlertidig told hermed.

(31)

Desuden blev det konstateret, at den indiske eksporterende producent KEI Industries benyttede DDS i UP. Subsidiemargenen var på 0,29 %.

(32)

En af de indiske eksporterende producenter i stikprøven hævdede, at AAS burde betragtes som en toldgodtgørelsesordning, fordi de importerede materialer anvendes til produktion af varer, som eksporteres. Som forklaret i betragtning 76 i forordningen om midlertidig told kan den underordning, der blev benyttet i den aktuelle sag, ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder ikke reglerne i grundforordningens bilag I, punkt i), bilag II og bilag III. De indiske myndigheder anvendte ikke en kontrolordning eller –procedure til effektivt at bekræfte, hvorvidt der var blevet anvendt råmaterialer ved fremstillingen af den eksporterede vare og i hvilke mængder (grundforordningens bilag II, del II, punkt 4), samt for substitutionsgodtgørelsesordningers vedkommende grundforordningens bilag III, del II, punkt 2). Dertil kommer, at de såkaldte standard input/output-normer (»SION-normer«) for den pågældende vare ikke var tilstrækkeligt præcise, og de kan ikke betragtes som en kontrolordning for det faktiske forbrug. Disse standardnormer er udformet således, at de indiske myndigheder ikke med tilstrækkelig præcision kan kontrollere, hvilke mængder råmaterialer der er brugt i fremstillingen af de eksporterede varer. De indiske myndigheder foretog desuden heller ikke nogen yderligere undersøgelse på grundlag af de faktisk involverede råmaterialer som anført i betragtning 73, selv om det normalt er nødvendigt, når der ikke findes en effektiv kontrolordning (grundforordningens bilag II, del II, punkt 5, og bilag III, del II, punkt 3). Underordningen er derfor udligningsberettiget, og påstanden afvises.

(33)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 65 til 80 i forordningen om midlertidig told hermed.

(34)

Det blev konstateret, at den indiske eksporterende producent, KEI Industries, ikke anvendte AAS i UP.

(35)

Efter den endelige fremlæggelse fremsatte en af de indiske eksporterende producenter bemærkninger i forbindelse med en regnefejl. Denne bemærkning var delvis berettiget, og der blev taget højde for den i beregningen af subsidiebeløbet. Da den samlede subsidiemargen for denne virksomhed var under bagatelgrænsen allerede før denne korrektion, ændrer justeringen hverken det endelige niveau for udligningstolden for denne virksomhed, og den påvirker heller ikke den gennemsnitlige subsidiemargen, der var beregnet for de samarbejdsvillige virksomheder, som ikke indgik i stikprøven, eller den landsdækkende subsidiemargen.

(36)

Bortset fra ovenstående bekræftes konklusionerne i betragtning 81 til 91 i forordningen om midlertidig told hermed.

(37)

Det blev konstateret, at den indiske eksporterende producent, KEI Industries, ikke drog fordel af EPCGS i undersøgelsesperioden, for så vidt angår den pågældende vare.

(38)

De indiske myndigheder fremførte, at Kommissionen i betragtning 92 i forordningen om midlertidig told fejlagtigt havde henvist til retsgrundlaget for ECS. De indiske myndigheder anførte, at cirkulæret Master Circular DBOD No. DIR(Exp) BC 01/04.02.02/2007-2008 (»MC 07-08«) og Master Circular DBOD No. DIR(Exp) BC 09/04.02.02/2008-09 (»MC 08-09«) var blevet ajourført, og disse var blevet til Master Circular DBOD No. DIR(Exp) BC 06/04.02.002/2010-11 (»MC 10-11«) og Master Circular DBOD No. DIR(Exp) BC 04/04.02.002/2011-2012 (»MC 11-12«), der udgjorde retsgrundlaget for ECS i undersøgelsesperioden. De indiske myndigheders bemærkning er korrekt i denne sammenhæng.

(39)

De indiske myndigheder fremførte yderligere, at hvis det korrekt ajourførte retsgrundlag var blevet taget i betragtning, ville Kommissionen være nødt til at tage til efterretning, at det maksimale renteloft for eksportkreditter, der tidligere blev gjort obligatorisk af Reserve Bank of India (»RBI«) for forretningsbanker, ophørte med at eksistere før undersøgelsesperioden, for så vidt angår eksportkreditter i rupees. Derfor kan denne ordning, for så vidt angår kreditter i rupees, ikke længere betragtes som et subsidie. Det fremgik af undersøgelsen, at to virksomheder i stikprøven reelt set fik støtte gennem eksportkreditter fra privatejede banker med satser under den referencesats, som RBI har fastsat. Undersøgelsen har ikke afsløret en handelsmæssig begrundelse for, hvorfor disse privatejede banker yder kredit til diskonterede og tilsyneladende tabsgivende satser. Denne udlånspraksis hos bankerne kunne tyde på, at der stadig forekommer statslig indgriben. Gennem undersøgelsen blev der imidlertid ikke fremlagt dokumentation for det niveau, der kræves i henhold til WTO’s regler for at kunne påvise, at forretningsbankerne handlede i opdrag eller efter pålæg. Kommissionen har derfor besluttet ikke at medregne fordelen ved de diskonterede satser som et subsidie i forbindelse med denne underordning i mangel af tilstrækkelige beviser for et pålæg og/eller et finansielt bidrag fra de indiske myndigheders side.

(40)

Endelig fremførte de indiske myndigheder, at den seneste opdatering af Master Circular DBOD No. DIR(Exp). BC. 06/04.02.002/2012-13 (»MC 12.-13«), som var trådt i kraft to måneder efter undersøgelsesperiodens afslutning, havde slettet de maksimale lofter for rentesatser for eksportkreditter også med hensyn til lån i fremmed valuta. Under påberåbelse af antisubsidiegrundforordningens artikel 15, stk. 1, hævder de indiske myndigheder, at i et sådant tilfælde bør dette element i eksportkreditordningen heller ikke udlignes, da bankerne ikke længere er udsat for statslig indgriben. Selv om der i det forelagte MC 12-13 findes en bestemmelse, i henhold til hvilken det er op til forretningsbankerne at fastsætte rentesatserne for eksportkreditter i udenlandsk valuta fra maj 2012 som anført af de indiske myndigheder, vil en sådan ændring i anvisningen fra RBI til de private banker i løbet af undersøgelsen i sig selv være utilstrækkelig til at udelukke denne ordning, idet den statslige indgriben kan fortsætte uformelt, hvilket ville skulle gøres til genstand for en yderligere undersøgelse. Men i lyset af ovenstående konklusion om underordningen i forbindelse med eksportkreditter i rupees har Kommissionen besluttet ikke at udligne denne underordning vedrørende lån i udenlandsk valuta på dette stadium.

(41)

I lyset af ovenstående vil toldsatserne blive justeret, hvor det er relevant.

(42)

Efter den endelige fremlæggelse fremsatte de indiske myndigheder bemærkninger om FMS. De indiske myndigheder anførte, at ordningen er geografisk knyttet til lande, der ikke er medlem af Unionen, og derfor ikke kan udlignes af Unionen. Ikke desto mindre kunne de indiske myndigheder hverken anfægte den praktiske gennemførelse af ordningen eller, at fordelen ved FMS kan anvendes til den pågældende vare, nemlig det forhold at toldkreditter under FMS er frit omsættelige, og at de kan benyttes til toldbetaling i forbindelse med efterfølgende import af ethvert råmateriale eller enhver vare, herunder også kapitalgoder. Derfor måtte dette krav afvises, da undersøgelsen har vist, at den pågældende vare kan nyde godt af denne ordning, hvilket den også gør, når den blev eksporteret til Unionen.

(43)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 101 til 111 i forordningen om midlertidig told.

(44)

Det blev konstateret, at den indiske eksporterende producent, KEI Industries, ikke anvendte FMS i UP.

(45)

Efter den endelige fremlæggelse fremsendte den eneste eksporterende producent, der blev undersøgt, og som anvendte EOUS, bemærkninger til denne ordning. Virksomheden hævdede, at Kommissionen burde anvende en anden metode til at beregne den fordel, der opnås under EOUS. Virksomheden påstod, at visse fordele under EOUS-ordningen burde betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens bilag II og III, og at de derfor ikke burde være udligningsberettigede.

(46)

Det blev imidlertid konstateret, at uanset beregningsmetoden oversteg subsidiemargenen for denne ordning ikke 0,95 %, hvilket betyder, at den samlede subsidiemargen for denne virksomhed ville forblive under bagatelgrænsen. Det blev derfor ikke anset for nødvendigt at analysere denne påstand yderligere i forbindelse med denne undersøgelse.

(47)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 112 i forordningen om midlertidig told hermed.

(48)

Det blev konstateret, at den indiske eksporterende producent, KEI Industries, ikke anvendte EOUS i UP.

(49)

Efter afgørelsen om ikke at medregne fordelene ved ESC som et subsidie, jf. betragtning 38 til 41, og korrektionen af beregningen af fordelen ved EPCGS for en af virksomhederne, som omhandlet i betragtning 35, er toldsatserne blevet justeret, hvor det er relevant. I overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningen ligger de endelige udligningsberettigede subsidiebeløb på mellem 0,79 % og 3,72 % udtrykt som værditold.

(50)

Den genberegnede subsidiemargen for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, er på 3,41 %.

(51)

Den genberegnede landsdækkende subsidiemargen ligger på 3,72 %.

(52)

Nogle brugere anfægtede antallet af EU-producenter, som anført i betragtning 116 i forordningen om midlertidig told. De hævder, at mange producenter fejlagtigt blev vurderet, og at der i virkeligheden er færre producenter på EU-markedet.

(53)

Kommissionen påpeger, at ovenstående påstand ikke var underbygget af dokumentation og bekræfter efter at have kontrolleret oplysningerne i betragtning 116 i forordningen om midlertidig told, at 27 EU-producenter fremstillede den pågældende vare i UP. Dette antal blev identificeret på grundlag af klagen i fasen, hvor repræsentativiteten blev undersøgt, og i løbet af undersøgelsen. Kommissionen kontaktede alle kendte EU-producenter og modtog oplysninger, som blev benyttet i forbindelse med den nuværende undersøgelse.

(54)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 117 til 119 i forordningen om midlertidig told hermed.

(55)

Nogle brugere hævdede, at skadeanalyserne burde have set bort fra data for 2009, fordi finanskrisen, der indtraf det år, havde forvridende virkninger navnlig på EU-forbruget. Men selv hvis 2009 blev udelukket fra analysen, ville der stadig være tale om en stigende tendens for forbruget (+ 5 %), hvilket er et tegn på en forbedring af markedet. Desuden blev de negative virkninger af finanskrisen anerkendt i betragtning 120 i forordningen om midlertidig told, men det konkluderedes, at markedssituationen var blevet bedre. Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 120 i forordningen om midlertidig told hermed.

(56)

Subsidiemargenen for KEI Industries ligger under bagatelgrænsen, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5 (se betragtning 49). Det kan derfor vurderes, at denne eksporterende producent ikke har nydt godt af subsidieordninger som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii) og artikel 3, stk. 2, i undersøgelsesperioden. Som følge heraf blev importmængderne udelukket fra mængden af den subsidierede import fra Indien. En eksporterende producent, nemlig Venus-gruppen, gjorde gældende, at visse transaktioner fejlagtigt blev talt med to gange. Kommissionen var enig med den eksporterende producent, og derfor blev disse transaktioner fjernet fra den samlede mængde subsidieret import fra Indien. Følgelig blev mængden, markedsandelen og den gennemsnitlige pris på den subsidierede import revideret.

(57)

Den subsidierede imports omfang og markedsandel

(58)

KEI Industries eksporterede begrænsede mængder af den pågældende vare i undersøgelsesperioden, og Venus-gruppens transaktioner nævnt ovenfor udgjorde også begrænsede mængder, følgelig medfører fradraget af disse importmængder fra den samlede mængde af subsidieret import fra Indien ikke ændringer i de tendenser, der er beskrevet i betragtning 123 og 124 i forordningen om midlertidig told. Derfor blev disse betragtninger i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(59)

Gennemsnitlig pris for den subsidierede import:

(60)

Som forklaret ovenfor eksporterede KEI Industries begrænsede mængder i undersøgelsesperioden, og fjernelsen af visse af Venus-gruppens transaktioner omfattede kun begrænsede mængder. Udelukkelsen af KEI Industries' importmængder og ovennævnte transaktioner i Venus-gruppen fra den samlede mængde subsidieret import fra Indien medfører derfor ikke mærkbare ændringer i den gennemsnitlige pris på den subsidierede import fra Indien eller i underbudsberegningerne. Den genberegnede underbudsmargen ligger på 11,7 %. Derudover bekræftes konklusionerne i forbindelse med undersøgelsesresultaterne i betragtning 128 til 130 i forordningen om midlertidig told.

(61)

Som reaktion på den endelige fremlæggelse anførte de indiske myndigheder, at Kommissionen kun havde anvendt den forholdsmæssige reduktion af den subsidierede import på importmængderne for de samarbejdsvillige eksporterende producenter med henblik på at tage hensyn til ubetydelige resultater vedrørende KEI og fjernelse af visse transaktioner i Venus-gruppen, der ved en fejl talte dobbelt. Denne påstand er baseret på en misforståelse. Kommissionen har anvendt den forholdsmæssige reduktion på den samlede import, herunder også de ikke-samarbejdsvillige importører. Denne påstand afvises derfor.

(62)

Visse parter hævdede, at EU-erhvervsgrenens resultater burde betragtes som relativt positive i forbindelse med den globale økonomiske krise, og at med undtagelse af en skadesindikator, nemlig markedsandelen, tydede ingen af de øvrige indikatorer på, at der forekom skade.

(63)

En af parterne hævdede, at de gennemsnitlige salgspriser for EU-erhvervsgrenen steg med ca. 34 %, hvilket er langt mere end produktionsomkostningerne, som steg med 13 % i samme periode. I den forbindelse skal det bemærkes, at ved begyndelsen af den betragtede periode, dvs. i 2009, solgte EU-erhvervsgrenen til priser under produktionsomkostningerne og var først i stand til at sælge over produktionsomkostningerne fra 2011 og fremefter.

(64)

Det fremgik af undersøgelsen, at selv om nogle skadesindikatorer, f.eks. produktionsmængde og kapacitetsudnyttelse, fulgte en positiv tendens, eller forblev stabile, f.eks. beskæftigelse, fulgte en række andre indikatorer for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation, f.eks. rentabilitet, likviditet, investering og investeringsafkast, ikke en tilfredsstillende tendens i den betragtede periode. Mens indikatoren for investeringer blev forbedret i 2010, faldt den i 2011 og i undersøgelsesperioden til under niveauet for 2009. Trods en forbedring af investeringsafkastet fra 2009 til 2011, hvor det nåede op på 6,7 %, faldt det igen til 0,8 % i undersøgelsesperioden. På samme måde forbedredes indikatorerne for rentabilitet og likviditet indtil 2011, hvor de dog igen begyndte at blive dårligere i undersøgelsesperioden. Det kan derfor konkluderes, at EU-erhvervsgrenen begyndte at genrejse sig efter 2009, men dens genrejsning blev efterfølgende bremset på grund af den subsidierede import fra Indien.

(65)

Efter anmodning fra en interesseret part bekræftes det, at lagerbeholdningerne, der var blevet fastslået i betragtning 153 i forordningen om midlertidig told, vedrørte de stikprøveudvalgte EU-virksomheders aktivitet.

(66)

EU-erhvervsgrenen hævdede, at målfortjenestmargenen på 5 %, der var blevet fastsat i den foreløbige fase, var for lav. Parten underbyggede ikke sin påstand i tilstrækkeligt omfang. I betragtning 148 i forordningen om midlertidig told forklares baggrunden for valget af denne fortjenstmargen, og undersøgelsen afslørede ikke andre grunde til at ændre den. Derfor opretholdes målfortjenesten på 5 % i forbindelse med de endelige undersøgelsesresultater.

(67)

En eksporterende producent fremførte, at EU-erhvervsgrenens vanskeligheder i høj grad skyldes strukturelle problemer. Derfor var målfortjenesten på 5 % også urealistisk.

(68)

Der mindes om, at ifølge retspraksis (11) har institutionerne behov for at fastsætte en fortjenstmargen, som EU-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forventes at have under normale konkurrencevilkår i en situation uden subsidieret import. I den foreliggende sag har det vist sig umuligt at foretage denne analyse for EU-erhvervsgrenen af den pågældende vare af følgende årsager. Tilstrækkelige oplysninger til beregning af fortjenstmargener for den pågældende vare findes først fra 2007. I 2007 var fortjenstmargenen på 3,7 %; fra 2008 blev den som følge af den finansielle og økonomiske krise negativ. I klagen blev det gjort gældende, og det fremgik af undersøgelsen, at den subsidierede import begyndte at komme til EU-markedet fra 2007, da importmængden steg fra 17 727 ton i 2006 til 24 811,3 ton. Derfor har institutionerne fastlagt målfortjenstmargenerne ud fra den reelle fortjeneste i andre dele af stålindustrien, som ikke har lidt under dumpingimport og subsidieret import (12).

(69)

Kommissionen konkluderer derfor, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade i undersøgelsesperioden.

(70)

En eksporterende producent hævdede, at forordningen om midlertidig told ikke tog højde for, at EU-erhvervsgrenen siden 2009 havde været i stand til at drage fordel af stigningen i forbruget, og at Kommissionen ikke kan antage, at EU-erhvervsgrenen vil være i stand til at bevare sin markedsandel på ubestemt tid.

(71)

Som reaktion på disse argumenter skal det bemærkes, at undersøgelsen viste, at markedsandelen for den subsidierede indiske import steg i et hurtigere tempo end forbruget på EU-markedet. Mængden af den indiske subsidierede import steg med 110 %, mens forbruget steg med 50 % i samme periode. Det fremgik også af undersøgelsen, at de gennemsnitlige indiske priser konstant var lavere end EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige pris i samme periode, at de underbød EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige pris med 11,7 % i undersøgelsesperioden. Følgelig kunne EU-erhvervsgrenen, som faktisk til en vis grad nød godt af det øgede forbrug og også kunne øge sin salgsmængde med 40 %, ikke bevare sin markedsandel, som det kunne forventes på markedsvilkår, der var under forbedring, og i betragtning af EU-erhvervsgrenens ledige produktionskapacitet.

(72)

En række af de interesserede parter hævdede, at virkningen af den ikke-subsidierede import skulle tages op til fornyet undersøgelse, da KEI Industries havde fået en ubetydelig subsidiemargen, og visse transaktioner i Venus-gruppen var blevet fjernet fra analysen, da de talte dobbelt. De fremførte også, at priserne på den ikke-subsidierede import var lavere end priserne på den subsidierede import.

(73)

Nedenstående tabel viser udviklingen i den ikke-subsidierede eksportmængde og eksportpriserne i den betragtede periode. Denne mængde udgjorde ca. en tredjedel af den indiske eksport i UP og fulgte samme tendens som den subsidierede import.

(74)

Det er således korrekt, at priserne på den ikke-subsidierede import var lavere end priserne på den subsidierede import. Imidlertid udgør mængden af den ikke-subsidierede import kun er en tredjedel af mængden af den subsidierede import. Derfor bryder den skade, der er forårsaget af den ikke-subsidierede import ikke årsagssammenhængen mellem den subsidierede import fra Indien og den væsentlige skade, der er påført EU-erhvervsgrenen i UP.

(75)

En af de indiske eksporterende producenter og de indiske myndigheder fastholdt deres påstand om, at Folkerepublikken Kina burde have været omfattet af undersøgelsen, og at indvirkningen af importen fra Folkerepublikken Kina på EU-markedet og EU-erhvervsgrenen var undervurderet.

(76)

Som nævnt i betragtning 170 i forordningen om midlertidig told blev der ikke fremlagt beviser for subsidiering hverken på det indledende stadium eller i den endelige fase, som kunne have berettiget til indledningen af en antisubsidieundersøgelse af importen med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Påstanden om, at Folkerepublikken Kina burde have været omfattet af undersøgelsen, anses derfor ikke for begrundet og afvises.

(77)

Importen fra Folkerepublikken Kina var dog stigende i den betragtede periode og nåede en markedsandel på 8,3 % i undersøgelsesperioden, jf. betragtning 168 i forordningen om midlertidig told. Endvidere var de kinesiske importpriser lavere end EU-erhvervsgrenens priser og de indiske eksporterende producenters priser på EU-markedet. Det blev derfor også undersøgt, om importen fra Folkerepublikken Kina kunne have bidraget til den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, og om den har brudt årsagssammenhængen mellem skaden og den indiske subsidierede import.

(78)

De foreliggende oplysninger i den midlertidige fase tydede på, at varesammensætningen for den kinesiske import var forskellig, og at de områder, hvor der fandtes kinesiske produkter, var forskellige i forhold til de varer, som EU-erhvervsgrenen solgte, eller endog i forhold til de indiske varer, der blev solgt på EU-markedet.

(79)

Efter offentliggørelsen af de midlertidige foranstaltninger modtog Kommissionen flere påstande om, at den kinesiske lavprisimport i undersøgelsesperioden muligvis brød årsagssammenhængen mellem den dumpede indiske import og den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(80)

Det fremgik af den analyse, der er foretaget på grundlag af importstatistikker vedrørende de to KN-koder, der er omfattet af undersøgelsen, at 29 % af den kinesiske import fandt sted i den lavere ende af markedet (under KN-kode 7223 00 99). Dette forklarer til dels, hvorfor de kinesiske priser i gennemsnit er lavere end EU-erhvervsgrenens og de indiske eksporterende producenters priser. Statistikkerne for KN-kode 7223 00 99 viste også, at de kinesiske producenters kunder var koncentreret i Det Forenede Kongerige, hvor EU-erhvervsgrenen grundlæggende ikke var til stede.

(81)

Hvad angår KN-kode 7223 00 19 fremgik det af analyserne ud fra PCN, at både EU-erhvervsgrenen og de indiske producenter især konkurrerede i den øverste ende af markedet, hvor priserne kunne være op til fire gange højere end priserne i den laveste ende under samme KN-kode (13). Undersøgelsen viste også, at prisudsving generelt er knyttet til varetypen og til nikkelindholdet. Endvidere viste undersøgelsen, at de kinesiske eksportører overvejende sælger varetyper af den lavere kvalitet, der tariferes under ovennævnte KN-kode på EU-markedet. Derfor blev varesortimentet en central faktor ved vurderingen af den kinesiske import.

(82)

For så vidt angår prisniveauet for importen fra Folkerepublikken Kina, skal det bemærkes, at fra 2009 til UP lå gennemsnitsprisen for den kinesiske import over prisen på de subsidierede indiske eksporterende producenters priser, som det fremgår af følgende tabel, der viser den gennemsnitlige pris på den subsidierede indiske eksport, der henhører under KN kode 7223 00 19.

(83)

I undersøgelsesperioden faldt de gennemsnitlige kinesiske importpriser for første gang til under den indiske importpris for subsidieret import. Dette forhold blev dog anset for at være af midlertidig karakter, da det kinesiske prisniveau i året efter undersøgelsesperioden steg og igen var højere end de indiske priser.

(84)

Desuden viste sammenligningen mellem importmængden fra Indien og importmængden fra Folkerepublikken Kina, at på et hvilket som helst tidspunkt i den betragtede periode og navnlig i undersøgelsesperioden var importen fra Folkerepublikken Kina på et meget lavere niveau end importen fra Indien. Importmængderne for Folkerepublikken Kina udgjorde grundlæggende mindre end halvdelen af den samlede import fra Indien.

(85)

På grundlag af ovenstående bekræftes det, at en betydelig del af den kinesiske import i undersøgelsesperioden er forskellig fra EU-erhvervsgrenens varesortiment, og at enhver direkte konkurrence med varer, der fremstilles og sælges af EU-erhvervsgrenen, er begrænset.

(86)

Importen fra Folkerepublikken Kina kunne derfor ikke have påvirket situationen for EU-erhvervsgrenen i det omfang, at den bryder årsagssammenhængen mellem den subsidierede import fra Indien og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. Derfor bekræftes betragtning 168 i forordningen om midlertidig told hermed.

(87)

En af parterne hævdede, at EU-producenternes ringe økonomiske resultater kunne være forvoldt af konkurrence fra andre EU-producenter, som ikke var klagere eller ikke havde givet udtryk for deres støtte til undersøgelsen ved sagens indledning.

(88)

Markedsandelen for andre producenter i Unionen udviklede sig som følger:

(89)

De EU-producenter, som ikke klagede, og som ikke specifikt gav udtryk for tilslutning til undersøgelsen, tegnede sig for 44 % af det samlede EU-salg som anført i betragtning 139 i forordningen om midlertidig told. Deres salg steg med 58 % fra ca. 34 926 ton i 2009 til 55 124 ton i den betragtede periode. Men denne vækst er relativt beskeden i forhold til væksten i den subsidierede import fra Indien i samme periode (+ 110 %). Endvidere forblev markedsandelen for disse EU-producenter relativt stabil i den betragtede periode, og det blev ikke konstateret, at deres priser var lavere end priserne hos EU-producenterne i stikprøven. Det konkluderes derfor, at deres salg på EU-markedet ikke havde bidraget til den skade, EU-erhvervsgrenen havde lidt.

(90)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 176 til 179 i forordningen om midlertidig told hermed.

(91)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 180 i forordningen om midlertidig told hermed.

(92)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 181 til 188 i forordningen om midlertidig told hermed.

(93)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger tog syv brugere og en brugersammenslutning kontakt til Kommissionen og viste interesse for at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen. Efter deres anmodning fik de tilsendt spørgeskemaer i april 2013. Det var dog kun to brugere, der indsendte en fuldstændig spørgeskemabesvarelse, og generelt set tegnede de samarbejdsvillige brugere sig for 12 % af den samlede import fra Indien i undersøgelsesperioden og for 2,5 % af det samlede EU-forbrug. Den økonomiske indvirkning af foranstaltningerne på brugerne blev taget op til fornyet vurdering på grundlag af de nye oplysninger i spørgeskemabesvarelserne, og der blev aflagt besøg hos to brugere for at kontrollere de afgivne oplysninger.

(94)

Brugerne hævdede, at et fortjenstniveau på 9 %, som anført i betragtning 191 i forordningen om midlertidig told, var for højt og ikke repræsentativt for brugerindustrien. Efter modtagelsen af supplerende spørgeskemabesvarelser blev den gennemsnitlige rentabilitet for alle samarbejdsvillige brugere beregnet igen og fastsat til 2 % af omsætningen.

(95)

Det blev også konstateret, at for så vidt angår de samarbejdsvillige brugere udgjorde indkøb fra Indien i gennemsnit 44 % af det samlede indkøb af den pågældende vare, og Indien var den eneste forsyningskilde for to samarbejdsvillige brugere. I undersøgelsesperioden udgjorde omsætningen af den vare, der indeholder den pågældende vare, gennemsnitligt 14 % af omsætningen hos de samarbejdsvillige brugere.

(96)

Selv hvis man går ud fra det værst tænkelige scenarie for EU-markedet, dvs. at der ikke kan videregives potentielle prisstigninger til distributionskæden, og brugerne fortsætter med at købe de hidtidige mængder i Indien, vil virkningen af tolden på brugernes rentabilitet, der stammer fra aktiviteter, hvor der anvendes den pågældende vare, eller hvori den indgår, betyde et gennemsnitligt fald på ca. 0,25 procentpoint til 1,75 %.

(97)

Kommissionen erkender, at virkningen bliver mere udtalt på individuelt plan for de brugere, der får deres samlede import fra Indien. Det er dog forholdsvis få rent talmæssigt (to af de samarbejdsvillige brugere). De har desuden muligheden, forudsat at deres indiske producent samarbejder, for at anmode om tilbagebetaling af told, jf. grundforordningens artikel 21, hvis alle betingelser for en sådan tilbagebetaling er opfyldt.

(98)

Visse brugere gentog deres bekymring for, at foranstaltningerne ville ramme visse typer tråd, der ikke produceres i Europa, nemlig typer fra den såkaldte »serie 200« som beskrevet i betragtning 194 i forordningen om midlertidig told. Ifølge brugerne skyldes den manglende EU-produktion den begrænsede efterspørgsel og den særlige produktionsproces.

(99)

Undersøgelsen viste dog, at sådanne typer tråd af rustfrit stål fremstilles af EU-erhvervsgrenen, og at den udgør en begrænset andel af EU-markedet. Der findes også alternative leveringskilder for brugere fra lande, der ikke er omfattet af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. Desuden fik to indiske eksporterende producenter en udligningstoldsats på 0 %, og derfor vil indførelsen af foranstaltningerne ikke få væsentlige indvirkninger på leverancer fra disse. Endvidere kan andre typer tråd af rustfrit stål anvendes til de samme formål. Følgelig kan indførelsen af foranstaltningerne ikke få en mærkbar indflydelse på EU-markedet eller på disse brugere. Påstanden afvises derfor.

(100)

Visse brugere fremhævede den længere leveringstid for samme vare fra EU-producenterne i forhold til leveringstiden for den pågældende vare fra Indien. Muligheden for, at de handlende og forhandlerne kan oplagre varer og disponere over disse hurtigt, underminerer dog ikke de faktiske beviser for de negative virkninger af den subsidierede import. Påstanden måtte derfor afvises.

(101)

Hvis man tager ovenstående i betragtning, konkluderes det, at EU-markedet generelt vil drage fordel af indførelsen af foranstaltningerne, selv om nogle brugere sandsynligvis påvirkes negativt af foranstaltningerne over for importen fra Indien mere end andre. Det er navnlig opfattelsen, at en genskabelse af redelige handelsvilkår på EU-markedet vil give EU-erhvervsgrenen mulighed for at tilpasse sine priser til produktionsomkostningerne, opretholde produktion og beskæftigelse, genvinde de tidligere tabte markedsandele og udnytte stordriftsfordelene. Det burde give erhvervsgrenen mulighed for at opnå fornuftige fortjenstmargener, der vil gøre det muligt at operere effektivt på mellemlang og lang sigt. Sideløbende vil erhvervsgrenen forbedre sin overordnede finansielle situation. Desuden fremgik det af undersøgelsen, at foranstaltningerne generelt vil få begrænset indvirkning på brugerne og på ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Det konkluderes derfor, at de samlede fordele af foranstaltningerne synes at opveje virkningerne for brugerne af den pågældende vare på EU-markedet.

(102)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 197 til 199 i forordningen om midlertidig told hermed.

(103)

På baggrund af ovenstående bekræftes vurderingen i betragtning 200 til 201 i forordningen om midlertidig told.

(104)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 203 til 206 i forordningen om midlertidig told hermed.

(105)

Der blev ikke beregnet en individuel skademargen for KEI Industries, da denne virksomheds endelige subsidiemargen lå på bagatelgrænsen, jf. betragtning 49 ovenfor.

(106)

Den metode, der anvendes i forordningen om midlertidig told, bekræftes.

(107)

På baggrund af ovenstående og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 15, stk. 1, bør der indføres en endelig udligningstold på et niveau, der er tilstrækkeligt til at afhjælpe den skade, der er forårsaget af den subsidierede import, men som ikke overstiger den konstaterede subsidiemargen.

(108)

Udligningstolden blev således fastlagt ved at sammenligne skadesmargenen og subsidiemargenerne. Udligningstolden bør derfor være som følger:

(109)

De udligningstoldsatser for de enkelte virksomheder, der er anført i denne forordning, er blevet fastsat på grundlag af resultaterne af den foreliggende undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der blev konstateret for disse virksomheder i forbindelse med undersøgelsen. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre virksomheder«) udelukkende anvendelse på importen af varer med oprindelse i Indien, der er fremstillet af de nævnte specifikke retlige enheder. Importvarer, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundne med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«.

(110)

Alle anmodninger om anvendelse af en individuel udligningstoldsats for virksomheder (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) bør omgående indgives til Kommissionen (14) med alle relevante oplysninger, især om ændringer i virksomhedens aktiviteter i forbindelse med produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Om fornødent vil forordningen om indførelse af den endelige udligningstold blive ændret ved en ajourføring af listen over virksomheder, der er omfattet af individuelle toldsatser.

(111)

På grund af størrelsen af de konstaterede subsidiemargener og omfanget af den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, anses det for nødvendigt, at de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig udligningstold, og indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt med et beløb svarende til den endelige told —

i)

nikkel på 2,5 vægtprocent og derover, undtagen tråd med indhold af nikkel på 28 vægtprocent og derover, men ikke over 31 vægtprocent, og af krom på 20 vægtprocent og derover, men ikke over 22 vægtprocent

ii)

nikkel på under 2,5 vægtprocent, undtagen tråd med indhold af krom på 13 vægtprocent og derover, men ikke over 25 vægtprocent, og af aluminium på 3,5 vægtprocent eller derover, men ikke over 6 vægtprocent

i)

nikkel på 2,5 vægtprocent og derover, undtagen tråd med indhold af nikkel på 28 vægtprocent og derover, men ikke over 31 vægtprocent, og af krom på 20 vægtprocent og derover, men ikke over 22 vægtprocent

ii)

nikkel på under 2,5 vægtprocent, undtagen tråd med indhold af krom på 13 vægtprocent og derover, men ikke over 25 vægtprocent, og af aluminium på 3,5 vægtprocent eller derover, men ikke over 6 vægtprocent

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/15

(1)

Forordning (EU) nr. 1151/2012 trådte i kraft den 3. januar 2013. Den ophæver og erstatter Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (2).

(2)

Kommissionen har i henhold til artikel 9, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006 behandlet Italiens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Casatella Trevigiana«, der er registreret i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 487/2008 (3).

(3)

Eftersom den pågældende ændring ikke er af mindre omfang, har Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 510/2006 offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 510/2006, bør ændringen godkendes —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/17

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/19

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/21

(1)

Rådet vedtog den 12. august 2010 afgørelse 2010/452/FUSP (1), som forlængede Den Europæiske Unions observatørmission i Georgien, EUMM Georgia (i det følgende benævnt »EUMM Georgia« eller »missionen«, der blev oprettet ved fælles aktion 2008/736/FUSP den 15. september 2008 (2). Afgørelse 2010/452/FUSP udløber den 14. september 2013.

(2)

EUMM Georgia bør forlænges med yderligere 15 måneder på grundlag af det nuværende mandat.

(3)

Missionen gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

1)

Artikel 6 ændres således:

2)

Artikel 8, stk. 3, affattes således:

»3.   Ansættelsesforhold og rettigheder og forpligtelser for internationalt og lokalt ansat personale fastsættes i de kontrakter, der skal indgås mellem EUMM Georgia og vedkommende medarbejder.«

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 13a

Retlige ordninger

EUMM Georgia har beføjelse til at yde tjenester og foretage leveringer, indgå kontrakter og administrative aftaler, ansætte personale, åbne bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og opnå fritagelse for sine forpligtelser samt optræde som part i retssager som påkrævet for at gennemføre denne afgørelse.«

4)

Artikel 14 affattes således:

»Artikel 14

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen mellem den 15. september 2010 og den 14. september 2011 udgør 26 600 000 EUR.

Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen mellem den 15. september 2011 og den 14. september 2012 udgør 23 900 000 EUR.

Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen mellem den 15. september 2012 og den 14. september 2013 udgør 20 900 000 EUR.

Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifter i forbindelse med missionen mellem den 15. september 2013 og den 14. december 2014 udgør 26 650 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for Den Europæiske Unions almindelige budget.

3.   Statsborgere fra tredjelande, fra værtsstaten og fra nabolande kan byde på kontrakter. Missionen kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, deltagende tredjelande og andre internationale aktører vedrørende udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EUMM Georgia.

4.   EUMM Georgia har ansvaret for gennemførelsen af missionens budget. Missionen undertegner med henblik herpå en aftale med Kommissionen.

5.   EUMM Georgia har ansvaret for eventuelle klager og forpligtelser, der opstår som følge af gennemførelsen af mandatet fra den 15. september 2013, med undtagelse af klager vedrørende en alvorlig forseelse begået af missionschefen, som vedkommende skal drages til ansvar for.

6.   De finansielle ordninger skal overholde kommandovejen, jf. artikel 5, 6 og 9, og opfylde EUMM Georgias operative krav, herunder udstyrets kompatibilitet og holdenes interoperabilitet.

7.   Udgifter er støtteberettigede fra den dato, hvor denne afgørelse træder i kraft.«

5)

Artikel 18, stk. 2, affattes således:

»Den udløber den 14. december 2014.«

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/23

(1)

Kommissionen skal fastsætte og offentliggøre standardkapacitetsudnyttelsesfaktorer, for at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, og artikel 18, stk. 3, i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU (2) kan fastsætte aktivitetsniveauerne for nytilkomne anlæg i henhold til artikel 3, litra h), i direktiv 2003/87/EF.

(2)

For at kunne beregne mængden af gratis emissionskvoter, der skal tildeles nytilkomne anlæg, der er berettiget til en sådan tildeling i perioden 2013-2020, er det nødvendigt for medlemsstaterne at fastsætte disse anlægs aktivitetsniveau. I denne sammenhæng er standardkapacitetsudnyttelsesfaktoren nødvendig for at fastsætte det produktrelaterede aktivitetsniveau for produkter, for hvilke der er fastsat et produktbenchmark i bilag I til afgørelse 2011/278/EU. For nytilkomne anlæg med undtagelse af de anlæg, der kommer til som følge af en væsentlig udvidelse, fastsættes aktivitetsniveauet ved at gange produktets indledende installerede produktionskapacitet i overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i afgørelse 2011/278/EU med standardkapacitetsudnyttelsesfaktoren. For anlæg, hvis kapacitet er blevet væsentligt udvidet eller reduceret, skal medlemsstaterne anvende standardkapacitetsudnyttelsesfaktoren for at fastsætte det produktrelaterede aktivitetsniveau for den pågældende delinstallations kapacitetsudvidelse eller kapacitetsindskrænkning.

(3)

Standardkapacitetsudnyttelsesfaktoren bør være 80-percentilen af den gennemsnitlige årlige kapacitetsudnyttelse for alle anlæg, der fremstiller det pågældende produkt. Som led i den overordnede indsamling af udgangsdata for etablerede anlæg, der blev gennemført for at fastsætte de nationale gennemførelsesforanstaltninger, indsamlede medlemsstaterne oplysninger om den gennemsnitlige årlige produktion af det pågældende produkt i perioden 2005-2008. Ved at dividere disse produktionstal med den indledende installerede kapacitet som omtalt i artikel 7, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU fastsatte medlemsstaterne på grundlag heraf kapacitetsudnyttelsesfaktorerne for de relevante anlæg på deres område. Medlemsstaterne forelagde disse oplysninger for Kommissionen som led i de nationale gennemførelsesforanstaltninger.

(4)

Efter at have modtaget de nationale gennemførelsesforanstaltninger fra medlemsstaterne og under hensyntagen til EØS-EFTA-landenes nationale gennemførelsesforanstaltninger fastsatte Kommissionen 80-percentilen af gennemsnittet af de årlige kapacitetsudnyttelsesfaktorer for anlæg, der fremstiller et produkt, for hvilket der findes et benchmark, idet den tog hensyn til behovet for at sikre neutrale konkurrencevilkår for industrielle aktiviteter, der udføres på anlæg, som drives af en enkelt operatør, og produktion på udliciterede anlæg. Beregningen er baseret på de oplysninger, Kommissionen havde til rådighed pr. 31. december 2012.

(5)

Standardkapacitetsudnyttelsesfaktorerne for hvert produkt er anført i bilaget til denne afgørelse. Disse faktorer gælder for årene 2013-2020 —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/27

(1)

Fra 2013 tildeles emissionskvoter som hovedregel til operatører af anlæg under anvendelsesområdet for EU's emissionshandelssystem ved auktionering. Dog vil berettigede operatører fortsat modtage gratis kvoter i perioden 2013-2020. Det antal kvoter, som hver operatør modtager, fastsættes på grundlag af de på EU-plan harmoniserede regler i direktiv 2003/87/EF og Kommissionens afgørelse 2011/278/EU (2).

(2)

Medlemsstaterne skulle senest den 30. september 2011 fremsende deres nationale gennemførelsesforanstaltninger til Kommissionen med en række obligatoriske oplysninger, herunder en liste over de anlæg på deres område, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF, og det foreløbige antal kvoter gratistildeling mellem 2013 og 2020, beregnet på grundlag af de på EU-plan harmoniserede regler.

(3)

Artikel 18 i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (3) fastsætter de overgangsforanstaltninger, der finder anvendelse for så vidt angår Kroatien og er anført i bilag V til akten. I henhold til punkt 10 i bilag V skal Kroatien sikre, at operatørerne overholder direktiv 2003/87/EF i hele 2013. Ligeledes modtager operatørerne af berettigede anlæg gratistildelinger for hele 2013 for at gøre det muligt for dem fuldt ud at overholde EU's emissionshandelsordning og dets princip om årlig overvågning, rapportering og verifikation af emissioner og returnering af emissionskvoter. I overensstemmelse hermed har Kroatien fremsendt de nationale gennemførelsesforanstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF og artikel 15, stk. 1, i afgørelse 2011/278/EU.

(4)

For at sikre, at dataene er af høj kvalitet og sammenlignelige, har Kommissionen udarbejdet en elektronisk model til fremsendelse af de nationale gennemførelsesforanstaltninger. Alle medlemsstaterne har i dette eller et tilsvarende format fremsendt en liste over anlæg, en tabel med alle relevante oplysninger for hvert anlæg og en metoderapport, der beskriver den proces, som medlemsstaternes myndigheder har benyttet til at indsamle oplysningerne.

(5)

Da der er tale om en lang række oplysninger og data, har Kommissionen først undersøgt fuldstændigheden af alle de nationale gennemførelsesforanstaltninger. I de tilfælde, hvor Kommissionen har konstateret, at de fremsendte oplysninger var ufuldstændige, har den anmodet om yderligere oplysninger fra de berørte medlemsstater. Som svar på anmodningerne har de relevante myndigheder fremsendt yderligere oplysninger for at fuldstændiggøre de fremsendte nationale gennemførelsesforanstaltninger.

(6)

De nationale gennemførelsesforanstaltninger, herunder det foreløbige samlede antal emissionskvoter til gratistildeling mellem 2013 og 2020, er derefter evalueret ud fra kriterierne i direktiv 2003/87/EF, særlig artikel 10a, og afgørelse 2011/278/EU, idet der er taget hensyn til Kommissionens vejledende dokumenter til medlemsstaterne, som Udvalget for Klimaændringer godkendte den 14. april 2011. I de tilfælde, hvor det var relevant, er der taget hensyn til retningslinjerne for fortolkning af bilag I til direktiv 2003/87/EF.

(7)

For hver enkelt medlemsstat har Kommissionen udført en dybdegående overensstemmelsesvurdering af de nationale gennemførelsesforanstaltninger. Som led i denne omfattende vurdering analyserede Kommissionen sammenhængen mellem dataene indbyrdes og foreneligheden af dataene med de harmoniserede regler for tildeling. Først undersøgte Kommissionen anlæggenes opfyldelse af forudsætningerne for at komme i betragtning til gratistildeling, anlæggenes opdeling i delinstallationer samt deres afgrænsning. Kommissionen analyserede herefter, om de korrekte benchmarkværdier var anvendt til de relevante delinstallationer. I betragtning af, at afgørelse 2011/278/EU for produktbenchmarkede delinstallationer i princippet fastsætter et benchmark for hvert produkt, lagde Kommissionen særlig vægt på anvendelsen af benchmarkværdien for det slutprodukt, der fremstilles i overensstemmelse med produktdefinitionen og systemgrænserne i bilag I til afgørelse 2011/278/EU. Grundet den væsentlige indvirkning på tildelingerne analyserede Kommissionen nøje beregningen af anlæggenes historiske aktivitetsniveauer, tilfælde af væsentlige kapacitetsændringer i løbet af referenceperioden såvel som tilfælde, hvor anlæg er sat i drift i løbet af referenceperioden, beregningen af det foreløbige antal emissionskvoter til gratistildeling under hensyntagen til konverteringen mellem brændsel og elektricitet, status for carbon leakage samt varmeeksporten til private husstande. Yderligere statistiske analyser og rimelighedskontroller med brug af indikatorer som f.eks. foreslåede tildelinger som funktion af historisk aktivitetsniveau sammenlignet med benchmarkværdier eller historisk aktivitetsniveau sammenlignet med produktionskapaciteten bidrog til at identificere yderligere potentielle uregelmæssigheder i anvendelsen af de harmoniserede tildelingsregler.

(8)

På grundlag af resultaterne af denne vurdering har Kommissionen udført en detaljeret vurdering af anlæg, for hvilke der var identificeret potentielle uregelmæssigheder i anvendelsen af de harmoniserede tildelingsregler, idet Kommissionen bad de kompetente myndigheder i den berørte medlemsstat præcisere yderligere.

(9)

På baggrund af resultaterne af denne overensstemmelsesvurdering anser Kommissionen, at de nationale gennemførelsesforanstaltninger I Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige er forenelige med direktiv 2003/87/EF og afgørelse 2011/278/EU. De anlæg, der er omfattet af disse medlemsstaters nationale gennemførelsesforanstaltninger, er fundet berettiget til gratistildelinger, og der er ikke påvist uoverensstemmelser hvad angår det foreløbige samlede antal emissionskvoter, som hver af disse medlemsstater har foreslået tildelt gratis.

(10)

På baggrund af resultaterne af vurderingen finder Kommissionen, at visse aspekter af de nationale gennemførelsesforanstaltninger, som Tyskland og Tjekkiet har fremsendt, er uforenelige med kriterierne i direktiv 2003/87/EF og afgørelse 2011/278/EU, når der tages hensyn til Kommissionens vejledende dokumenter til medlemsstaterne, som blev godkendt af Udvalget for Klimaændringer den 14. april 2011.

(11)

Kommissionen bemærker, at Tyskland har foreslået at øge gratistildelingerne af emissionskvoter til syv anlæg, fordi landet mener at kunne undgå urimelige byrder derved. I overensstemmelse med artikel 10a i direktiv 2003/87/EF og afgørelse 2011/278/EU beregnes det foreløbige antal gratistildelinger, som fremsendes som en del af de nationale gennemførelsesforanstaltninger, på grundlag af de på EU-plan harmoniserede regler. Afgørelse 2011/278/EU giver ikke mulighed for den justering, som Tyskland ønsker at foretage på grundlag af artikel 9, stk. 5, i den tyske lov om handel med kvoter for drivhusgasemissioner — TEHG af 28. juli 2011. Mens tildelingen af emissionskvoter var organiseret på nationalt plan indtil 2012, har lovgiveren med overlæg fastsat fuldt harmoniserede regler for gratistildeling til anlæg for 2013, således at alle anlæg behandles på samme måde. Enhver ensidig ændring af de foreløbige mængder til gratistildeling, som medlemsstaterne beregner på grundlag af afgørelse 2011/278/EU, vil underminere denne harmoniserede tilgang. Tyskland har ikke underbygget, at en tildeling til de pågældende anlæg beregnet på grundlag af afgørelse 2011/278/EU vil være åbenlyst uhensigtsmæssig, når der henses til målet om fuld harmonisering af tildelingerne. At tildele flere gratis kvoter til nogle anlæg vil fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og have grænseoverskridende virkninger, da handlen i alle de sektorer, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF, finder sted over hele EU. På baggrund af princippet om lige behandling af anlæg under EU's emissionshandelssystem og af medlemsstaterne finder Kommissionen det derfor berettiget at rejse indsigelse mod det foreløbige antal gratistildelinger til visse anlæg, som er omfattet af de tyske nationale gennemførelsesforanstaltninger og anført i punkt A i bilag I.

(12)

Kommissionen finder, at de nationale gennemførelsesforanstaltninger, som Tyskland har foreslået, også er i strid med afgørelse 2011/278/EU, fordi anvendelsen af produktbenchmarket for varmt metal i de tilfælde, der er anført i punkt B i bilag I til afgørelsen, ikke er forenelig med de relevante regler. I denne henseende bemærker Kommissionen, at der i de tyske nationale gennemførelsesforanstaltninger i tilfælde af stålproduktion i oxygenkonvertere, hvor varmt metal fra højovne ikke raffineres til stål inden for samme anlæg, men eksporteres til videre forarbejdning, ikke tildeles gratis emissionskvoter til operatøren af anlægget med højovnen til fremstillingen af det varme metal. I stedet gives gratistildelingen til det anlæg, hvor stålfremstillingen finder sted.

(13)

Kommissionen bemærker, at der med henblik på tildeling af emissionskvoter og under hensyntagen til produktdefinitionerne og produktionsprocessernes kompleksitet er fastsat sådanne produktbenchmark i afgørelse 2011/278/EU, at produktionsdata kan verificeres og produktbenchmarkene anvendes ensartet i hele EU. Ved anvendelsen af produktbenchmarkene deles anlæggene op i delinstallationer, idet en produktbenchmarket delinstallation defineres som input, output og dertil hørende emissioner i forbindelse med produktionen af et produkt, som der er fastlagt et benchmark for i bilag I til afgørelse 2011/278/EU. Benchmark bliver således fastsat for produkter og ikke for processer. Følgelig er der udviklet et benchmark for varmt metal, idet produktet defineres som flydende jern, kulstofmættet, til videre forarbejdning. Til trods for, at konvertere ligger inden for de systemgrænser for benchmarket for varmt metal, som er fastsat i bilag I til afgørelse 2011/278/EU, kan medlemsstaterne ikke se bort fra, at tildelingerne bør finde sted for produktionen af et givet produkt. Denne betragtning underbygges af, at benchmarkværdierne skulle omfatte alle produktionsrelaterede direkte emissioner. Dog er det primært produktionen af varmt metal i højovne, der forårsager emissioner, hvorimod emissionerne fra processen med at raffinere det varme metal til stål i oxygenkonverteren er forholdsvis lave. Benchmarkværdien ville derfor være meget lavere, hvis den også omfattede anlæg, der importerer varmt metal og raffinerer det til stål i en oxygenkonverter. På baggrund af den almindelige tildelingsordning, som er indført ved afgørelse 2011/278/EU, særlig med hensyn til reglerne vedrørende væsentlige kapacitetsændringer, kan den tildeling, som Tyskland foreslår, ikke anses for forenelig. Kommissionen finder derfor, at på grund af mangel på en tilsvarende delinstallation, som ville gøre det muligt at fastlægge tildelingen i overensstemmelse med artikel 10 i afgørelse 2011/278/EU, kan anlæg, der importerer varmt metal til videre forarbejdning, ikke anses for at være berettigede til at modtage gratistildelinger for mængden af importeret varmt metal på grundlag af benchmarket for varmt metal. Kommissionen gør derfor indsigelse mod de foreløbige samlede årlige gratistildelte mængder, der foreslås for de anlæg, der er anført i punkt B i bilag I til denne afgørelse.

(14)

Hvad angår den anvendelse af benchmarket for varmt metal i de nationale gennemførelsesforanstaltninger, som Tjekkiet har foreslået, bemærker Kommissionen, at tildelingen til det anlæg, der er anført under punkt C med identifikatoren CZ-existing-CZ-73-CZ-0134-11/M, ikke svarer til værdien af benchmarket for varmt metal ganget med det relevante produktrelaterede historiske aktivitetsniveau som fremsendt i de nationale gennemførelsesforanstaltninger, og den er derfor ikke i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra a) i afgørelse 2011/278/EU. Kommissionen gør derfor indsigelse mod tildelingen til dette anlæg, medmindre fejlen rettes. Kommissionen bemærker desuden, at der i tildelingen til det anlæg, der er anført under punkt C med identifikatoren CZ-existing-CZ-52-CZ-0102-05, er medregnet processer, som ligger inden for systemgrænserne for benchmarket for varmt metal. Anlægget producerer imidlertid ikke varmt metal, men importerer det. Da anlægget med identifikatoren CZ-existing-CZ-52-CZ-0102-05 ikke producerer varmt metal, og der derfor mangler den dertil svarende produktbenchmarkede delinstallation, som ville gøre det muligt at fastsætte tildelingen i overensstemmelse med artikel 10 i afgørelse 2011/278/EU, er den foreslåede tildeling ikke forenelig med tildelingsreglerne og kan give anledning til dobbelttælling. Kommissionen gør derfor indsigelse mod tildelingen til de anlæg, der er anført i punkt C i bilag I til denne afgørelse.

(15)

Kommissionen bemærker, at de anlæg, der er anført i punkt D i bilag I til denne afgørelse, modtager tildeling på grundlag af en procesemissionsdelinstallation til produktionen af zink i højovn og relaterede processer. I denne henseende bemærker Kommissionen, at de emissioner, der er omfattet af procesemissionsdelinstallationen, allerede er omfattet af den produktbenchmarkede delinstallation for varmt metal, på grundlag af hvilken et af anlæggene også modtager tildeling, og emissionerne tælles således dobbelt. Den produktbenchmarkede delinstallation for varmt metal omfatter tydeligvis input, output og dertil hørende emissioner i forbindelse med produktionen af varmt metal i højovn og alle relaterede processer som fastsat i bilag I til afgørelse 2011/278/EU, herunder slaggebehandling. De nationale gennemførelsesforanstaltninger, som Tyskland har foreslået, er derfor i strid med artikel 10, stk. 8, i afgørelse 2011/278/EU og med forpligtelsen til at undgå dobbelttælling af emissioner, fordi visse emissioner tælles med to gange i tildelingen til disse anlæg. Kommissionen gør derfor indsigelse mod tildelingen til disse anlæg på grundlag af en procesemissionsdelinstallation til produktion af zink i højovne og relaterede processer.

(16)

Kommissionen bemærker også, at listen over anlæg i de tyske nationale gennemførelsesforanstaltninger er ufuldstændig og derfor i strid med artikel 11, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF. Listen omfatter ikke anlæg, der producerer polymerer, særlig S-PVC og E-PVC, og vinylchloridmonomer (VCM), med angivelse af de mængder, som det er hensigten at tildele hvert af disse anlæg på Tysklands område, på hvilket direktivet finder anvendelse og som der henvises til i afsnit 5.1 i Kommissionens vejledning om fortolkningen af bilag I til direktiv 2003/87/EF, som Udvalget for Klimaændringer godkendte den 18. marts 2010. I denne henseende er Kommissionen bekendt med det synspunkt, som Tyskland har fremsat, at produktionen af polymerer, særlig S-PVC og E-PVC, og VCM, ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF. Kommissionen finder, at polymerer, herunder S-PVC og E-PVC, og VCM opfylder definitionen for den pågældende aktivitet (produktion af organiske kemikalier) i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Følgelig er der i tæt samarbejde med medlemsstaterne og de berørte industrisektorer fastsat produktbenchmark for S-PVC, E-PVC og VCM som anført i bilag I til afgørelse 2011/278/EU.

(17)

Kommissionen bemærker, at den kendsgerning, at den tyske liste over anlæg er ufuldstændig, har uønskede virkninger for tildelingen på grundlag af varmebenchmarket delinstallation til de anlæg, der er anført i punkt E i bilag I til denne afgørelse, som eksporterer varme til anlæg, der producerer organiske kemikalier. Mens kun eksport af varme til et andet anlæg eller en anden enhed, som ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF, giver anledning til gratistildelingen på grundlag af varmebenchmarket delinstallation, medregnes der i de tyske nationale gennemførelsesforanstaltninger eksport af varme til anlæg, der udfører aktiviteter, som falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2003/87/EF, i tildelingen til de anlæg, der er anført i punkt E i bilag I til denne afgørelse. Følgelig er de foreslåede tildelinger til anlæggene i punkt E i bilag I ikke forenelige med tildelingsreglerne. Kommissionen gør derfor indsigelse mod tildelingen til de anlæg, der er anført i punkt E i bilag I til denne afgørelse.

(18)

I overensstemmelse med artikel 9 og 9a i direktiv 2003/87/EF har Kommissionen ved afgørelse 2010/634/EU (4) offentliggjort den absolutte EU-kvotemængde for perioden 2013-2020. I denne henseende er den mængde, der beregnes i henhold til artikel 9 i direktiv 2003/87/EF baseret på den samlede mængde kvoter, som medlemsstaterne har udstedt i overensstemmelse med Kommissionens afgørelser om deres nationale tildelingsplaner for perioden 2008-2012. Efter afslutningen på handelsperioden 2008-2012 er yderligere oplysninger og mere nøjagtige data imidlertid blevet tilgængelige for Kommissionen, særlig hvad angår mængden af kvoter udstedt til nytilkomne fra medlemsstaternes reserver til nytilkomne og brugen af kvoterne i medlemsstaternes reserver til fælles gennemførelsesprojekter, som er etableret i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning 2006/780/EF (5). Desuden skal der, for så vidt angår tilpasningen af den samlede EU-kvotemængde i henhold til artikel 9a i direktiv 2003/87/EF, særlig stk. 1 og 4, tages hensyn til de seneste videnskabelige data vedrørende drivhusgassernes globale opvarmningspotentiale, Kommissionens afgørelse C(2011) 3798 og C (2012) 497 vedrørende accept af Italiens og Det Forenede Kongeriges ensidige medtagelse af yderligere drivhusgasser og aktiviteter i henhold til artikel 24 i direktiv 2003/87/EF såvel som Tysklands, Det Forenede Kongeriges, Frankrigs, Nederlandenes, Spaniens, Slovenien og Italiens udelukkelse af anlæg med ringe emissioner fra EU's emissionshandelssystem i henhold til artikel 27 i direktiv 2003/87/EF.

(19)

Derudover bør der i den absolutte EU-kvotemængde tages hensyn til Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union såvel som udvidelsen af EU's emissionskvotehandelssystem til at omfatte EØS-EFTA-staterne. I henhold til punkt 8 i bilag III til akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab forhøjes den kvotemængde, der beregnes i henhold til artikel 9 i direktiv 2003/87/EF, som følge af Kroatiens tiltrædelse med den mængde kvoter, som Kroatien auktionerer i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF. Indarbejdningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF (6) og afgørelse 2011/278/EU som ændret ved Kommissionens afgørelse 2011/745/EU (7) i EØS-aftalen ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 152/2012 (8) indebærer en forøgelse af den samlede kvotemængde i EU's emissionshandelssystem som helhed under artikel 9 og 9a i direktiv 2003/87/EF. Der er derfor behov for at tage hensyn til de relevante tal, som EØS-EFTA-staterne har fremsendt, i del A i tillægget til det nævnte direktiv i EØS-aftalen.

(20)

Afgørelse 2010/634/EU bør derfor ændres.

(21)

I 2014 og de efterfølgende år nedsættes den samlede kvotemængde, som er fastsat for 2013 på grundlag af artikel 9 og 9a i direktiv 2003/87/EF, med en lineær faktor på 1,74 % fra 2010 og udgør 38 264 246 kvoter.

(22)

Artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF begrænser den maksimale årlige kvotemængde, som danner grundlag for beregningen af gratistildelingerne til anlæg, der ikke er omfattet af artikel 10a, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF. Denne begrænsning er sammensat af de to elementer, som er omhandlet i artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), i direktiv 2003/87/EF, og som begge er fastsat af Kommissionen på grundlag af de mængder, der er fastsat i henhold til artikel 9 og 9a i direktiv 2003/87/EF, data, der er offentligt tilgængelige i EU-registret, og oplysninger, der er fremsendt af medlemsstaterne, navnlig med hensyn til andelen af emissioner fra elproducerende anlæg og andre anlæg, der ikke er berettigede til de gratistildelinger, er omhandlet i artikel 10a, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, såvel som verificerede emissioner i perioden 2005-2007 fra anlæg, der kun er omfattet af EU's emissionshandelssystem fra 2013 under hensyntagen til de seneste foreliggende videnskabelige data med hensyn til drivhusgassernes globale opvarmningspotentiale.

(23)

Den grænse, der fastsættes i artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF må ikke overskrides, og dette sikres ved at anvende en årlig tværsektoriel korrektionsfaktor, som om nødvendigt på en ensartet måde mindsker antallet af gratis kvoter for alle anlæg, der er berettiget til gratistildeling. Medlemsstaterne skal tage hensyn til denne faktor, når de på grundlag af de foreløbige tildelinger og denne afgørelse træffer beslutning om de endelige årlige tildelinger til anlæggene. Artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU kræver, at Kommissionen fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor ved at sammenligne summen af det foreløbige samlede årlige antal gratistildelte kvoter, som medlemsstaterne har fremsendt, med den grænse, der er fastsat ved artikel 10a, stk. 5, efter fremgangsmåden i artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU.

(24)

Efter at direktiv 2009/29/EF er indarbejdet i EØS-aftalen ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 152/2012, skal den begrænsning, der er fastsat i artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, de harmoniserede tildelingsregler og de tværsektorielle korrektionsfaktorer anvendes i EØS-EFTA-landene. Der er derfor behov for at tage hensyn til de foreløbige årlige mængder gratistildelte kvoter for perioden 2013-2020, som er fastsat ved EFTA-Tilsynsmyndighedens afgørelse af 10. juli 2013 vedrørende Islands, Norges og Liehtensteins nationale gennemførelsesforanstaltninger.

(25)

Den grænse, der er fastsat ved artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, er 809 315 756 kvoter i 2013. For at beregne denne grænse indsamlede Kommissionen først oplysninger fra medlemsstaterne og EØS-EFTA-landene om, hvorvidt deres anlæg kunne betragtes som et elproducerende anlæg eller andet anlæg omfattet af artikel 10a, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF. Kommissionen bestemte herefter den brøkdel af emissionerne for perioden 2005-2007, der hidrørte fra anlæg, som ikke var omfattet af den nævnte bestemmelse, men som var omfattet af EU's emissionshandelssystem i perioden 2008-2012. Kommissionen anvendte den brøkdel af 34,78289436 % på det antal, der var bestemt på grundlag af artikel 9 i direktiv 2003/87/EF (1 976 784 044 kvoter). Til resultatet af denne beregning lagde Kommissionen 121 733 050 kvoter på grundlag af de gennemsnitlige årlige verificerede emissioner i perioden 2005-2007 fra relevante anlæg, idet der blev taget hensyn til EU's emissionshandelssystems reviderede anvendelsesområde fra 2013. Hertil anvendte Kommissionen oplysninger fremsendt af medlemsstaterne og EØS-EFTA-landene til tilpasningen af loftet. I tilfælde, hvor de årlige verificerede emissioner for perioden 2005-2007 ikke var tilgængelige, ekstrapolerede Kommissionen, i det omfang det var muligt, de relevante emissionstal fra senere års verificerede emissioner ved at anvende faktoren på 1,74 % i modsat retning. Kommissionen hørte medlemsstaternes myndigheder og modtog deres bekræftelse af, at oplysninger og data kunne anvendes til dette formål. Den grænse, der er fastsat ved artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, sammenlignet med summen af de foreløbige årlige gratistildelte kvoter uden anvendelse af de faktorer, der er nævnt i bilag VI til afgørelse 2011/278/EU, giver den årlige tværsektorielle korrektionsfaktor i bilag II til denne afgørelse.

(26)

Da denne afgørelse giver bedre overblik over antallet af kvoter, der vil blive tildelt gratis, er Kommissionen bedre i stand til at foretage et skøn over de kvotemængder, der skal auktioneres i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF. Under hensyntagen til den grænse, der er fastsat ved artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, tildelingen til varmeproduktion i henhold til artikel 10a, stk. 4, i nedenstående tabel og omfanget af reserven for nytilkomne vurderer Kommissionen, at mængden af kvoter, der skal auktioneres i perioden 2013-2020 udgør 8 176 193 157.

(27)

Nedenstående tabel viser den årlige tildeling til varmeproduktion i henhold til artikel 10a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF.

(28)

Medlemsstaterne bør på baggrund af de nationale gennemførelsesforanstaltninger, den tværsektorielle korrektionsfaktor og den lineære faktor nu fastlægge det endelige årlige antal gratistildelte emissionskvoter for hvert år fra 2013 til 2020. Det endelige årlige antal gratis emissionskvoter bør fastlægges i overensstemmelse med denne afgørelse, direktiv 2003/87/EF, afgørelse 2011/278/EU og andre relevante bestemmelser i EU-lovgivningen. Ligeledes bør EØS-EFTA-staterne fastlægge det endelige årlige antal gratistildelte mængde kvoter for hvert år fra 2013 til 2020 i overensstemmelse med artikel 10, stk. 9, i afgørelse 2011/278/EU for anlæg på deres område på grundlag af deres nationale gennemførelsesforanstaltninger, den tværsektorielle korrektionsfaktor og den lineære faktor.

(29)

Kommissionen finder, at gratistildeling af kvoter til anlæg, der er omfattet af EU's emissionshandelssystem, på grundlag af de på EU-plan harmoniserede regler ikke giver en selektiv økonomisk fordel til virksomheder med potentiale for at fordreje konkurrencen og påvirke handlen inden for EU. Medlemsstaterne har ifølge EU-lovgivningen pligt til at tildele de gratis kvoter og kan ikke vælge i stedet at auktionere de pågældende mængder. Medlemsstaternes beslutninger om tildeling af gratis kvoter kan derfor ikke anses for at indebære statsstøtte efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/36

(1)

Den foreløbige aftale om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem landene i det østlige og sydlige Afrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (1) (»den foreløbige ØPA«) anvendes midlertidigt mellem Unionen og Republikken Madagaskar, Republikken Mauritius, Republikken Seychellerne samt Republikken Zimbabwe fra den 14. maj 2012.

(2)

Protokol 1 til den foreløbige ØPA om definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde omhandler oprindelsesregler for import til Unionen af produkter med oprindelse i ØSA-landene.

(3)

I henhold til artikel 42, stk. 1, i protokol 1 til den foreløbige ØPA indrømmes der undtagelser fra disse oprindelsesregler, hvis udviklingen inden for bestående industrier i ØSA-landene gør dette berettiget.

(4)

I henhold til artikel 42, stk. 5, skal en anmodning om undtagelse, såfremt den vedrører et ØSA-øland, behandles velvilligt, idet der navnlig tages hensyn til de økonomiske og sociale, herunder navnlig beskæftigelsesmæssige, følger af den afgørelse, der skal træffes, og nødvendigheden af at indrømme en undtagelse i en vis periode af hensyn til det pågældende ølands særlige situation og dets vanskeligheder.

(5)

Den 29. november indrømmede ØSA/EU-Toldsamarbejdsudvalget i henhold til artikel 42, stk. 1, i protokol 1 til den foreløbige ØPA en automatisk undtagelse (2) til de begunstigede ØSA-lande (Mauritius, Seychellerne og Madagaskar) for 8 000 ton konserveret tun og 2 000 ton tunfiskefileter.

(6)

Ud over den ovennævnte automatiske undtagelse har Mauritius anmodet om en undtagelse, der dækker en mængde på 6 000 ton konserveret tun under KN-kode 1604 14 11, 1604 14 18 og 1604 20 70 tilberedt af arterne Katsuwonus pelamis (bugstribet bonit), Thunnus alalunga (hvid tun), Thunnus albacares (gulfinnet tun) og Thunnus obesus (storøjet tun), som indføres i Unionen fra den 1. april 2013 til den 31. december 2013 i henhold til artikel 42, stk. 1, i protokol 1 til den foreløbige ØPA.

(7)

Mauritiske tunforarbejdningsindustrier er stærkt afhængige af, at de får leveret tun med oprindelsesstatus fra EU-notfartøjer i henhold til den foreløbige aftale. På det seneste er fangsten af bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) i Det Indiske Ocean faldet, hvilket har givet nye problemer for mauritiske forarbejdningsindustrier, der står over for en stigende efterspørgsel efter produkter baseret på bugstribet bonit i Unionen. At indrømme en undtagelse for produkter baseret på gulfinnet tun (Thunus albacares) er ikke berettiget, da fangsten af gulfinnet tun med oprindelsesstatus i Det Indiske Ocean er steget. Undtagelsen bør derfor kun indrømmes for bugstribet bonit.

(8)

Eksporten af dåsetun fra Mauritius til Unionen har været konstant stigende i de seneste fem år.

(9)

Mauritius nyder godt af de globale kvoter under den automatiske undtagelse, der er blevet indrømmet alle begunstigede ØSA-lande (Mauritius, Seychellerne og Madagaskar). I tilfælde af at de andre begunstigede ØSA-lande gør delvis brug af kvoterne, vil Mauritius også kunne nyde godt af mulige årlige omfordelinger af mængder, som ikke er udnyttet af disse lande. I betragtning af at den foreløbige aftale i den senere tid er blevet anvendt midlertidigt, har det endnu ikke været muligt at se på udnyttelsesgraden af den automatiske undtagelse og kontrollere, hvordan omfordelingen af uudnyttede mængder er forløbet blandt de begunstigede ØSA-lande.

(10)

Mauritius kan hente råtun med oprindelsesstatus fra områder uden for Det Indiske Ocean i henhold til artikel 4 og 5 i protokol 1 til den foreløbige ØPA.

(11)

De igangværende ØPA-forhandlinger mellem Den Europæiske Union og andre AVS-stater, ifølge hvilke Mauritius skal kunne hente råtun med oprindelsesstatus til sin forarbejdningsindustri, kan give alternative forsyningsmuligheder med hensyn til tun med oprindelsesstatus i nær fremtid.

(12)

Det er derfor hensigtsmæssigt at indrømme en undtagelse til Mauritius for 2 000 ton konserveret bugstribet bonit, som respekterer den bestående industris evne til fortsat at kunne eksportere til Unionen.

(13)

Den potentielle omfordeling af uudnyttede mængder mellem de begunstigede ØSA-lande og den i den foreløbige ØPA omhandlede kumulering gør det berettiget, at undtagelsen indrømmes midlertidigt. Af hensyn til retssikkerheden for virksomheder bør undtagelsen indrømmes for en periode på et år med virkning fra 1. april 2013.

(14)

For at kunne nyde godt af undtagelsen bør de materialer uden oprindelsesstatus, som skal anvendes til fremstilling af konserveret bugstribet bonit henhørende under KN-kode 1604 14 11, 1604 14 18 og 1604 20 70, være frosset bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) under HS-position 0303.

(15)

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (3) indeholder bestemmelser om forvaltning af toldkontingenter. For at sikre en effektiv forvaltning, der foregår i snævert samarbejde mellem myndighederne i ØSA-landene, toldmyndighederne i Unionen og Kommissionen, bør disse regler finde tilsvarende anvendelse på de mængder, der importeres i henhold til den undtagelse, der indrømmes ved denne afgørelse.

(16)

Med henblik på en effektiv overvågning af anvendelsen af undtagelsen bør myndighederne i ØSA-landene regelmæssigt meddele Kommissionen oplysninger om udstedte EUR.1-varecertifikater —

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/s3

7.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 240/s3