EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (»TILSYNSMYNDIGHEDEN«) HAR —

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

1.   SAGSFORLØB

Ved brev af 14. marts 2007 (ref. nr. 393563) fremsendte Tilsynsmyndigheden en anmodning om oplysninger til Liechtensteins myndigheder og forespurgte om forskellige skatteundtagelser for visse selskabsformer i henhold til Liechtensteins skattelov. Liechtensteins myndigheder svarede ved brev af 30. maj 2007 (ref. nr. 423398).

Der fulgte derefter en udveksling af korrespondance og møder mellem repræsentanter for Tilsynsmyndigheden og Liechtensteins myndigheder, og endelig vedtog Tilsynsmyndigheden den 24. september 2008 beslutning nr. 620/08/KOL med henblik på at indlede en formel undersøgelsesprocedure. Beslutningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende samt i EØS-tillægget hertil (3). Myndigheden opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger og modtog sådanne bemærkninger fra 12 interesserede parter. Ved brev af 22. juli 2009 (ref. nr. 525074) sendte Tilsynsmyndigheden disse til Liechtensteins myndigheder med henblik på en kommentar. Dette blev gjort ved brev af 2. oktober 2009 (ref. nr. 532480).

2.   SÆRLIGE SKATTEBESTEMMELSER VEDRØRENDE KONCERNINTERNE FORSIKRINGSSELSKABER

Ved lov af 18. december 1997 om ændring af Liechtensteins skattelov (4) indførte Liechtensteins myndigheder særlige skatteregler, der skulle gælde for koncerninterne forsikringsselskaber. Den nye art. 82a og 88d, stk. 3, blev indført i skatteloven med virkning pr. 1. januar 1998 og er fortsat gældende.

2.1.   Indkomst- og kapitalskat

Del 4, overskrift B, i skatteloven — Særlige selskabsskatter (»Besondere Gesellschaftssteuern«) — art. 82-88, indeholder særlige skattebestemmelser for visse selskabsformer, f.eks. forsikringsselskaber, holdingselskaber, domicilselskaber og investeringsvirksomheder. Art. 82a i skatteloven henviser til koncerninterne forsikringsselskaber.

I henhold til art. 82a, stk. 1, i skatteloven skal: »forsikringsselskaber i overensstemmelse med definitionen i loven om forsikringstilsyn, der udelukkende beskæftiger sig med koncerninterne forsikringsaktiviteter (»Eigenversicherung«), betale en kapitalskat på 1 ‰ af selskabets egenkapital, jf. art. 82a, stk. 1, i skatteloven. Ved en kapital på over 50 mio. CHF reduceres satsen til ¾ ‰ og ved en kapital på over 100 mio. til ½ ‰«  (5).

I stedet for at betale den normale kapitalskat på 0,2 % er koncerninterne forsikringsselskaber med andre ord kun forpligtet til at betale 0,1 %, og denne sats reduceres yderligere for beløb, der overstiger 50 mio. CHF og 100 mio. CHF.

I medfør af art. 82a, stk. 2, i skatteloven skal forsikringsselskaber, der beskæftiger sig med både koncerninterne forsikringsaktiviteter og normale forsikringsaktiviteter for interesserede parter, betale den almindelige kapital- og indkomstskat (fastsat i artikel 73-81 i skatteloven) for den del af deres aktiviteter, der vedrører forsikring af interesserede parter.

Da art. 82a i skatteloven foreskriver en lex specialis med hensyn til art. 73 i samme lov, kan det konkluderes, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke skal betale indkomstskat (6).

Konklusionen er, at koncerninterne forsikringsselskaber kun betaler en reduceret kapitalskat som beskrevet i art. 82a, stk. 1, i skatteloven og ingen indkomstskat.

2.2.    »Kuponskat« (kildeskat)

I henhold til Liechtensteins lovgivning pålægges der en kuponskat af kuponrenten på værdipapirer eller dokumenter svarende til værdipapirer, der er udstedt af en nationalbank, på 4 % på al udbetaling af udbytte. I medfør af art. 88d, stk. 3, i skatteloven er aktier eller andele i koncerninterne forsikringsselskaber fritaget for betaling af kuponskat.

2.3.   Formålet med støtteforanstaltningen

Liechtensteins myndigheder har anført, at disse bestemmelser blev indført med henblik på at tiltrække virksomheder til Liechtenstein samt etablere og udvikle den koncerninterne forsikringssektor.

2.4.   Begrundelse for at indlede proceduren

I beslutningen om at indlede den formelle procedure rejste Tilsynsmyndigheden tvivl om foreneligheden af skatteklassificeringen for koncerninterne forsikringsselskaber med statsstøttereglerne. I modsætning til de argumenter, der er fremsat af Liechtensteins myndigheder, var Tilsynsmyndigheden indledningsvis af den opfattelse, at udbud af forsikringer er en tjenesteydelse, som principielt er en økonomisk aktivitet, og at enhver enhed, der udfører en økonomisk aktivitet, klassificeres som virksomhed uanset selskabsform, datterselskabsstatus eller finansiering. Desuden rejste Tilsynsmyndigheden tvivl om, hvorvidt skattefritagelsen til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber kunne siges at falde inden for karakteren af og anses for at være en logisk følge af skattesystemet, som det blev fremført af Liechtensteins myndigheder.

På basis heraf kan Tilsynsmyndigheden ikke udelukke, at de skatteregler, der gælder for koncerninterne forsikringsselskaber (fuldstændig fritagelse for betaling af indkomst- og kuponskat og en delvis fritagelse for betaling af kapitalskat), udgør statsstøtte i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen. Tilsynsmyndigheden var også i tvivl om, hvorvidt disse foranstaltninger kan anses for at være forenelige med bestemmelserne om statsstøtte i EØS-aftalen, især artikel 61, stk. 3, litra c).

3.   BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

Følgende bemærkninger blev modtaget fra interesserede parter i løbet af den formelle procedure.

3.1.   Bemærkninger fra selskab A

Selskab A fremsatte bemærkninger i to breve af 22. maj og 9. september 2009, modtaget fra dets bemyndigede repræsentanter. Selskab A RE har drevet et koncerninternt genforsikringsselskab i Liechtenstein siden 1997 via sit datterselskab A RE Aktiengesellschaft.

Det er selskabs A's opfattelse, at Liechtensteins foranstaltninger vedrørende beskatning af koncerninterne forsikringsselskaber ikke udgør statsstøtte. Alternativt mener selskab A, at såfremt Tilsynsmyndigheden måtte konkludere, at der er tale om statsstøtte, bør det anses for at være eksisterende støtte, og ellers hævder selskabet, at det havde en berettiget forventning om, at lovgivningen var legitim, og at der derfor ikke bør kræves tilbagebetaling af støtte.

Selskab A fremførte, at de skattemæssige foranstaltninger ikke udgør statsstøtte af følgende årsager:

—

dets koncerninterne forsikringsselskab er ikke en virksomhed i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen, da det ikke opererer på et frit marked (7), og fordi koncerninterne genforsikringsaktiviteter ligger fjernt fra aktiviteter på det frie marked, da de risici, som dækkes af det koncerninterne forsikringsselskab, enten ikke er forsikringsbare eller kun ville kunne forsikres med en prohibitivt høj præmie

—

den skattemæssige behandling af koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein er en generel foranstaltning, da etableringen af et koncerninternt forsikringsselskab ikke kræver en bestemt økonomisk styrke og gælder for alle selskabsformer, under henvisning til Kommissionens beslutninger vedrørende en irsk ordning for holdingselskaber (8) og en spansk ordning med reduceret skat på indtægter fra visse immaterielle anlægsaktiver (9)

—

alternativt fremførte selskab A, at hvis foranstaltningen er selektiv, er den ikke desto mindre berettiget på basis af karakteren af og som en logisk følge af skattesystemet i Liechtenstein, da koncerninterne genforsikringsselskaber og genforsikringsselskaber på det frie marked opererer under forskellige juridiske og faktuelle forhold, og at en differentieret (lavere) skattemæssig behandling er berettiget, hvis ordningen er begrænset til koncerninterne aktiviteter, og

—	koncerninterne genforsikringsselskaber fordrejer hverken konkurrencen eller påvirker samhandlen inden for EØS, da det koncerninterne selskab ikke konkurrerer om markedsandele, og fordi de leverede tjenesteydelser ikke er omsættelige.

Selskab A fremførte desuden, at Liechtensteins skattemæssige foranstaltninger vedrørende koncerninterne forsikringsselskaber blev indført i 1997, dvs. inden Tilsynsmyndigheden eller Kommissionen begyndte at vurdere, at en sådan beskatning af koncerninterne aktiviteter kunne udgøre statsstøtte. Alternativt fremførte selskabet, at Tilsynsmyndigheden i lyset af principperne om berettigede forventninger og retssikkerhed ikke bør kræve tilbagebetaling, hvis den konkluderer, at der er ydet statsstøtte.

I sin anden bemærkning udbyggede selskabet sin påstand om, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke er i en juridisk og faktuelt sammenlignelig situation i forhold til forsikringsselskaber, der udbyder tjenesteydelser til utilknyttede selskaber, og at en differentieret skattemæssig behandling er begrundet under henvisning til Kommissionens beslutning vedrørende den nederlandske groepsrentebox-ordning (10).

3.2.   Bemærkninger fra selskab B

Selskab B er et direkte tegnende koncerninternt forsikringsselskab med base i Liechtenstein, der ejes af selskab C. Selskab C gør ikke alene brug af sit koncerninterne forsikringsselskab, men køber også både forsikring og genforsikring på de internationale markeder. Selskabet understregede imidlertid, at det ikke kan forsikre alle sine risici, enten fordi en sådan forsikringsdækning ikke er til rådighed, eller fordi det ikke er effektivt rent økonomisk.

Selskab B blev grundlagt i Liechtenstein i 2004 som en reaktion på en uønsket udvikling på forsikringsmarkederne efter 2001, hvor kommercielle forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber begyndte at kræve højere retention-beløb, begrænsede deres kapacitet og solgte forsikring og genforsikring til højere priser og på mere restriktive vilkår og betingelser.

Selskab C fremførte især, at en kommerciel risikooverførsel (til en almindelig forsikringsgiver) altid indebærer, at kunden bevarer en vis del af risikoen. Selskabet angav, at det anses for at være uøkonomisk og ineffektivt at søge risikooverførsel op til et vist niveau af risikotilbageholdelse. Selskabet hævdede, at der hersker enighed på markedet om risikoniveauer, som selskaberne overholder, og at der under dette niveau »ikke kan tales om et likvidt forsikringsmarked«.

Selskab C anså ligeledes visse risici for at være ikke forsikringsbare, og at de derfor fastholdes af selskaberne, og at koncerninterne forsikringsselskaber på dette område ikke erstatter kommercielle forsikringsgivere.

Selskab C forklarede, at etableringen af koncerninterne forsikringsselskaber efter selskabets opfattelse udelukkende er en måde at formalisere og organisere tilbageholdt risiko på, og at dette ikke er en mulighed, der er begrænset til større virksomheder, og at det ikke giver nogen økonomisk fordel i sammenligning med selskaber, der ikke etablerer koncerninterne forsikringsselskaber. Selv om selskab C anførte, at det ikke er en mulighed, der er begrænset til større virksomheder, accepterede det imidlertid også, at større selskaber har en lavere omkostningsrisiko (på grund af stordriftsfordele, kapitalstruktur og risikospredning) end mindre selskaber, og at de har større sandsynlighed for at eje koncerninterne forsikringsselskaber.

Selskab C fremhævede, at selskab B kun kan operere inden for sin egen gruppe af selskaber, og at det ikke deltager på det kommercielle direkte tegnende forsikringsmarked.

Endelig hævdede selskab C, at dets koncerninterne forsikringsselskab ikke konkurrerer med andre markedsaktører, og da selskab C ikke kan købe de tjenesteydelser fra andre markedsaktører, som dets koncerninterne forsikringsselskab udbyder, har det ingen indflydelse på konkurrencen på tværs af landegrænserne.

3.3.   Bemærkninger fra selskab D

Selskab D beskrev sig selv som det førende koncerninterne management-selskab i Liechtenstein, der leverer ledelsestjenesteydelser til 6 ud af de 12 koncerninterne forsikringsselskaber, der i øjeblikket findes i fyrstendømmet.

I sit brev, der blev modtaget den 11. maj 2009, mente selskab D ikke, at de skattemæssige foranstaltninger, som koncerninterne forsikringsselskaber er underlagt, virker konkurrencefordrejende, da selskaberne ikke har nogen konkurrenter, og at der således ikke er tale om noget marked.

Selskab D anerkendte, at det med hensyn til substitution på udbudssiden er en kendsgerning, at mange kommercielle forsikringsgivere kan forsikre de samme risici som koncerninterne forsikringsselskaber, men hævdede, at det med hensyn til substitution på efterspørgselssiden ikke forholder sig således, at forsikringstagere opfatter de tjenesteydelser, der udbydes af koncerninterne forsikringsselskaber og kommercielle forsikringsgivere, som værende alternativer til hinanden, men derimod som særskilte produkter. Det skyldes, at kommerciel forsikring ikke anses for at være et ligeså effektivt risikohåndteringsværktøj som anvendelse af et koncerninternt forsikringsselskab, da de ikke forsikringsbare risici er forskellige (produkterne komplementerer mere end de substituerer hinanden); og fordi kommercielle forsikringsgivere og koncerninterne forsikringsselskaber i nogle lande konfronteres med forskellige licens- og lovkrav (selskab D indtog den holdning, at det er urimeligt at klassificere koncerninterne forsikringsselskaber som operatører på det samme marked som kommercielle forsikringsgivere, når de ikke har den samme mulighed for at deltage i markedet).

Selskab D fremførte desuden, at enhver beslutning fra Tilsynsmyndigheden med krav om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte fra koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein ville være i modstrid med de almindelige retsprincipper, da den ville være med tilbagevirkende kraft og i strid med selskabernes legitime forventning om, at de ikke ville blive pålagt en øget skattebyrde.

3.4.   Bemærkninger fra selskab E

Selskab E er et koncerninternt forsikringsselskab med base i Liechtenstein. I sit brev, som Tilsynsmyndigheden modtog den 12. maj 2009, hævdede selskab E, at Tilsynsmyndigheden havde foretaget ukorrekte antagelser i sin beslutning om at indlede den formelle procedure. Selskab E fremførte, at et koncerninternt forsikringsselskab ikke opvejer risikoen gennem køb af genforsikring som anført af Kommissionen (og som Tilsynsmyndigheden henviste til) i dens beslutning vedrørende støtte til koncerninterne forsikringsselskaber på Ålandsøerne (Finland) (11), hvoraf fremgik, at et koncerninternt forsikringsselskab bærer alle risiciene for sit moderselskab. Selskab E fremførte desuden, at forsikring gennem et koncerninternt forsikringsselskab ikke er et alternativ til at tegne forsikring på det »almindelige marked«, og at koncerninterne forsikringsselskaber reelt er dårligt stillede i forhold til almindelige forsikringsgivere, idet de ikke har mulighed for at pulje risici, og at de dermed ikke bør sammenlignes med almindelige forsikringsgivere, men med de uforsikrede risici, som selskaber bærer.

Selskab E anførte, at det ikke i øjeblikket tilbyder forsikring til sin virksomhedsgruppe, som ikke kan købes på det internationale marked. Selskab E anførte, at etablering af et koncerninternt forsikringsselskab indebærer væsentlige omkostninger og kun kan begrundes i hensynet til kommercielle interesser. Man meddelte Tilsynsmyndigheden, at en af grundene til, at selskabet blev grundlagt i Liechtenstein, var, at fyrstendømmet var »ikke ufordelagtig« i skattemæssig forstand i sammenligning med andre placeringer, og at en ændring af skattesystemet »vil have en negativ indvirkning på Liechtensteins levedygtighed som centrum for koncerninterne forsikringsselskaber«.

3.5.   Bemærkninger fra selskab F

Selskab F startede med at forklare, hvordan koncerninterne forsikrings- og genforsikringsselskaber, og især selskab F som del af […] Holding, er organiseret. Selskabet fremhævede den kendsgerning, at koncerninterne forsikringsselskaber rent faktisk puljer risici inden for en virksomhedsgruppe med henblik på at opnå effektiv risikostyring og finansiering. Selskabet fandt ligeledes, at etableringen af koncerninterne forsikringsselskaber øger gennemsigtigheden af risici inden for gruppen.

Selskab F henviste til de færre krav til markedsintegration, der eksisterer blandt EFTA-staterne i EØS-samarbejdet i forhold til EU. Selskabet henviste især til EUF-traktatens artikel 113, artikel 114, stk. 2, samt artikel 115 vedrørende indbyrdes tilnærmelse af love på skatteområdet, som ikke har tilsvarende bestemmelser i EØS-aftalen.

Selskab F fremførte, at skattemæssige foranstaltninger til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber ikke omfatter statsstøtte i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen. Denne udtalelse var baseret på to forhold: koncerninterne forsikringsselskaber er ikke virksomheder, og ingen virksomhed har nogen selektiv fordel af de skattemæssige foranstaltninger.

Under henvisning til en beslutning fra Tilsynsmyndigheden vedrørende det norske vejdirektorats distriktskontor for Møre og Romsdal, (12) fremførte selskab F, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke er virksomheder, fordi de udelukkende udbyder koncerninterne forsikringstjenesteydelser. Desuden er den aktivitet, som udføres af koncerninterne forsikringsselskaber, ikke af økonomisk art, da den udelukkende er begrænset til overførsel af interne risici fra aktiviteter for den resterende del af […] Holding Group. I modsætning til de argumenter, som Tilsynsmyndigheden fremførte i åbningsbeslutningen, hævdede selskab F, at baggrunden for at etablere et koncerninternt forsikringsselskab ikke er, at det er økonomisk fordelagtigt, men derimod, at gruppens risici puljes for at opnå en mere effektiv risikostyring og øget gennemsigtighed. Denne særlige funktion kan et »eksternt« selskab ikke påtage sig, og derfor er der ikke noget marked for denne særlige type af aktiviteter. Selskab F hævdede også, at der ikke er noget alternativ på det frie marked til den tjenesteydelse, som det udbyder.

Desuden fremførte selskab F, at henvisningen til Kommissionens beslutning om Ålandsøerne er tvivlsom, idet Tilsynsmyndigheden ikke er bundet af Kommissionens beslutninger, men skal vurdere foranstaltningerne uafhængigt og udelukkende baseret på bestemmelserne i EØS-aftalen.

Selskab F fremførte endvidere, at de skattemæssige foranstaltninger ikke er knyttet til nogen virksomhed, men til en særlig funktion, og at de således ikke er selektive. Selskab F fandt, at selektivitet ikke er relateret til virksomhedens økonomiske styrke, og at spørgsmålet om, hvorvidt det kan etablere et koncerninternt forsikringsselskab, blev fremført ukorrekt af både Tilsynsmyndigheden og af Kommissionen i sagen vedrørende Ålandsøerne. Selskab F fremførte, at Kommissionen i sidstnævnte tilfælde ikke havde vurderet selektiviteten fuldt ud, da den ikke vurderede, hvorvidt foranstaltningerne falder inden for karakteren af og kan anses for at være en logisk følge af skattesystemet. Under henvisning i denne sammenhæng til Kommissionens beslutning i sagen om den irske (13) ordning for holdingselskaber fremførte selskab F, at Tilsynsmyndigheden burde have vurderet, hvorvidt koncerninterne forsikringsselskaber faktuelt og juridisk befinder sig i samme situation, og nået frem til den konklusion, at de særlige lovbestemmelser, der gælder herfor (især Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF (14), som indeholder en definition af koncerninterne forsikringsselskaber, samt Solvens II-direktivet), dokumenterer, at dette ikke er tilfældet. Under henvisning til EFTA-Domstolens retspraksis fremførte F, at »enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling, der kan anses for at være begrundet, skal være affødt af det almindelige systems iboende logik og være et resultat af objektive forhold inden for det almindelige system«.

Som sekundære argumenter vurderede selskab F, at den skattemæssige foranstaltning eksisterede forud for EØS-aftalens ikrafttrædelse i Liechtenstein, og at selskabet havde været omfattet af de samme skatteregler siden dets grundlæggelse i 1990. Disse regler havde været eksplicit gældende for koncerninterne forsikringsselskaber siden januar 1998 og var ikke blevet ændret væsentligt siden dengang. Selskab F hævdede, at det udelukkende er udviklingen af EØS-regler, der har ført til, at de skattemæssige foranstaltninger, der gælder for koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein, anses for at være statsstøtte. I henhold til Kommissionens beslutningspraksis i perioden 1960-1990, hvori den liechtensteinske ordning blev indført, blev de skattemæssige foranstaltninger ikke betragtet som statsstøtte.

Endelig fandt selskab F under henvisning til Kommissionens tidligere beslutninger, hvoraf nogle havde vurderet tilsvarende skatteordninger til ikke at udgøre statsstøtte, at der ikke skulle kræves tilbagebetaling af støtte i dette tilfælde på grund af retssikkerheden og beskyttelsen af legitime forventninger.

3.6.   Bemærkninger fra selskab G

I breve af 1. december 2008 og 25. maj 2009 gav selskab G udtryk for sin overraskelse over den pågældende procedure, og at det havde haft tillid til legitimiteten af Liechtensteins skattesystem i mere end ti år, og at der hidtil ikke havde været nogen indikationer i retning af, at de gældende regler for koncerninterne forsikringsselskaber kunne være statsstøtte. Efter selskabets mening kan en virksomhed ikke forventes at skulle verificere, om den lovgivning, som har været gældende i mere end ti år, er blevet notificeret til Tilsynsmyndigheden. Derudover mener selskabet, at der kan sættes spørgsmålstegn ved betalingen af skatter med tilbagevirkende kraft ud fra et juridisk synspunkt, og at den kunne give bagslag ud fra et økonomisk synspunkt, navnlig i forbindelse med den nuværende finanskrise. Selskab G henviste også til principperne om legitime forventninger og retssikkerhed.

3.7.   Bemærkninger fra selskab H

I breve af 17. oktober 2008 og 27. maj 2009 gav selskab H udtryk for sin bekymring for, at skattelovgivningen til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein kunne blive betragtet som uforenelig statsstøtte. Selskabet angav, at det havde haft tillid til den gældende lovgivnings legitimitet i mere end ti år, og at det ikke ville være realistisk at kræve, at det skulle sikre, at lovgivningen er i overensstemmelse med reglerne for statsstøtte i EØS-aftalen. Inddrivelse af skatter ville krænke principperne om legitime forventninger og retssikkerheden, og det ville stride mod princippet om lige behandling inden for EØS på et tidspunkt, hvor Kommissionen har ydet millioner af euro i statsstøtte for at afbøde følgerne af finanskrisen.

3.8.   Bemærkninger fra selskab I

Selskab I gav udtryk for sin bekymring for, at beskatningen af koncerninterne forsikringsselskaber kan udgøre uforenelig statsstøtte, og understregede sin tillid til den lovgivning, der har været gældende i Liechtenstein i ti år. Dette begrundede efter selskabets mening gyldigheden af legitime forventninger og retssikkerheden i forhold til tilbagebetaling af statsstøtte.

3.9.   Bemærkninger fra selskab J

Selskab J fremlagde sine bekymringer vedrørende den eventuelle uforenelighed af Liechtensteins beskatning af koncerninterne forsikringsselskaber med reglerne for statsstøtte i breve af 13. november 2008 og 20. april 2009.

Selskab J fremførte, at de særlige bestemmelser for koncerninterne forsikringsselskaber i den nye Solvens II-lovgivning er en indikation om, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke er aktive på det samme marked og ikke er underlagt den samme lovgivningsmekanisme som andre forsikringsselskaber. Selskab J fremførte desuden, at enhver virksomhed kan oprette et koncerninternt forsikringsselskab, og at foranstaltningen således ikke er selektiv.

Selskabet mente, at beskatning af koncerninterne forsikringsselskaber »over hele linjen« af deres nettoindtægter ville betyde ulige behandling af virksomheder. Selskabet fremførte, at koncerninterne forsikringsselskaber er et instrument til selvforsikring og kun bør beskattes af deres indtægter fra forsikringsfilialer, som er underlagt en lovlig forsikringsforpligtelse i forsikringsgiverens hjemland. Ellers blev det anført, at virksomheder, der etablerer et koncerninternt forsikringsselskab, vil være dårligere stillet ud fra et skattemæssigt synspunkt end dem, der ikke har et koncerninternt forsikringsselskab, og som vælger ikke at forsikre risici, der ikke skal forsikres i henhold til lovgivningen. Koncerninterne forsikringsselskaber tegner forsikringspolicer for risici, som der ikke er noget marked for, og indtægter fra disse aktiviteter bør derfor ikke beskattes.

Selskabet fremførte, at det ville være i strid med princippet om retssikkerhed at forvente, at en virksomhed skal sætte spørgsmålstegn ved lovgivning, der har været gældende i mere end ti år. Selskabet angav, at det havde haft berettiget tillid til legitimiteten af de skattemæssige foranstaltninger, og hævdede, at såfremt Tilsynsmyndigheden skulle nå frem til, at det udgør statsstøtte, ville der i forbindelse med foranstaltningerne være tale om eksisterende støtte, eller (alternativt) ville tilbagebetaling være i strid med grundlæggende retsprincipper.

Endelig henviste selskab J til finanskrisen og dens indvirkning på vurderingen af statsstøtte. Efter selskabets mening vil mange af de foranstaltninger, som adskillige EU-medlemsstater har vedtaget, være af permanent og ikke midlertidig karakter. På den baggrund forventede selskab J, at Tilsynsmyndigheden ikke ville anmode om en ændring af Liechtensteins skattelovgivning vedrørende koncerninterne forsikringsselskaber.

3.10.   Bemærkninger fra selskab K

Selskab K fremsatte bemærkninger i december 2008 og april 2009. Det gav udtryk for overraskelse over, at den skattelovgivning, der har været gældende i Liechtenstein i de seneste ti år, ville medføre tildeling af uforenelig statsstøtte. Selskabet fremførte, at ethvert krav om tilbagebetaling af statsstøtte ville være i modstrid med princippet om retssikkerhed og påpegede, at liechtensteinsk lovgivning har en forældelsesfrist på fem år for anfægtelse af skattemæssige forpligtelser. Selskab K redegjorde for selskabets historie og betonede, at det ville være skattefritaget i Schweiz og i øvrigt kun forsikrer koncerninterne risici. Det er et nonprofitselskab, og det forsikrer også risici, som der ikke er eller ikke er fuldstændig dækning for på forsikringsmarkedet, og dets præmier beregnes på grundlag af skadeshyppighed/-forløb. Såfremt Tilsynsmyndigheden skulle konkludere, at der blev ydet uforenelig statsstøtte, mener selskab K, at en tilbagebetaling af statsstøtten ville krænke princippet om retssikkerhed, homogenitet og legitime forventninger.

4.   BEMÆRKNINGER FRA MYNDIGHEDERNE I LIECHTENSTEIN

4.1.   Bemærkninger om åbningsbeslutningen

I et brev af 25. november 2008 henviste Liechtensteins myndigheder til udviklingen i vurderingen af statsstøtten i forbindelse med beskatning af virksomheder fra begyndelsen af 1980'erne til spørgsmålet om en meddelelse vedrørende gyldigheden af statsstøtteregler for direkte virksomhedsbeskatning i 1998, og til Kommissionens beslutninger i begyndelsen af 2000'erne (f.eks. om de belgiske koordinationscentre (15)).

Liechtensteins myndigheder fremførte, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke opererer på et frit marked, da deres aktiviteter er begrænset til styring af koncerninterne risici, dvs. risici inden for deres egen virksomhedsgruppe. Alle indtægter, som genereres af det koncerninterne forsikringsselskab gennem transaktioner inden for gruppen, er ikke almindelige indtægter, der er underlagt indkomstbeskatning, da forvaltningen af egne aktiver ikke udgør en økonomisk aktivitet, der skal beskattes. Efter myndighedernes opfattelse kan en enhed, som ikke udøver sine aktiviteter på et marked i fri konkurrence med andre markedsaktører, ikke anses for at være beskæftiget med økonomisk aktivitet som en virksomhed (16). Selv om de skulle levere tjenesteydelser på det »frie« marked, sikrer det liechtensteinske system, at de almindelige skattesatser gælder for disse aktiviteter på det frie marked. Efter de liechtensteinske myndigheders mening, er det kun i det omfang, at selskaberne beskæftiger sig med disse »frie« aktiviteter, at de skal klassificeres som virksomheder.

Liechtensteins myndigheder fremførte, at koncerninterne forsikringsselskaber (ligesom forsikringsselskaber) udgør et særskilt marked i forhold til det direkte tegnende forsikringsmarked på grund af risikoallokeringen inden for en virksomhedsgruppe, de anderledes lovbestemmelser og den styringsfunktion, som koncerninterne forsikringsselskaber påtager sig inden for virksomhedsgruppen. Koncerninterne forsikringsselskaber forsikrer kun risici inden for deres egen virksomhedsgruppe (hvor der ikke er noget marked, eller hvor omkostningerne er for høje) og ikke interesserede parters risici.

For så vidt angår selektivitet, bemærkede Liechtensteins myndigheder under henvisning til Ålandsøernes system for koncerninterne forsikringsselskaber og den irske ordning for holdingselskaber, at det skattesystem, som gælder for koncerninterne forsikringsselskaber, ikke er materielt selektivt. Dette skyldes, at vilkårene for disse selskaber er af horisontal art og vil kunne opnås af enhver virksomhed, dvs., at der ikke kræves nogen særlig økonomisk styrke af virksomhederne for at etablere et koncerninternt forsikringsselskab, og det gælder derfor for alle selskabstyper. På den baggrund kan enhver juridisk person, uafhængigt af aktivitetsområde eller aktiviteternes omfang, kvalificere sig til skattelettelsen via ejerskab af et koncerninternt forsikringsselskab.

I overensstemmelse med den retspraksis, der blev fastlagt i forbindelse med Gil Insurance-sagen (17), fremførte Liechtensteins myndigheder alternativt, at foranstaltningerne er begrundet ud fra skattesystemets karakter og forvaltning, hvoraf fremgår: »Det afgørende er, om den tilsyneladende fritagelse rent faktisk er i overensstemmelse med foranstaltningens interne logik. (…) En skattemæssig foranstaltning er kun særlig, hvis den i urimelig grad øver forskelsbehandling mellem situationer, der er juridisk og faktuelt sammenlignelige i lyset af de mål, der er fastsat af skattesystemet«. I henhold til Liechtensteins skattelov kan et koncerninternt forsikringsselskab defineres som en forsikringsenhed med et begrænset formål, der er etableret med det specifikke formål at finansiere risici, der hidrører fra deres egen virksomhedsgruppe: »Derfor er det et redskab til koncernintern selvforsikring. Det koncerninterne forsikringsselskab er etableret med midler fra sin egen virksomhedsgruppe. Det koncerninterne forsikringsselskab følger således princippet om, at ansvarsdækning af egne midler skal behandles anderledes til skatteformål«.

Derudover fremhævede Liechtensteins myndigheder den anderledes behandling af koncerninterne forsikringsselskaber i forhold til almindelige forsikringsselskaber under henvisning til EU/EØS-loveksempler i henhold til genforsikringsdirektivet og Solvens II-direktivet. Disse tager efter sigende højde for koncerninterne forsikrings- og genforsikringsselskabers særlige karakter. De fremførte, at det er almindeligt anerkendt, at disse selskaber kun dækker risici, der har relation til den industri- eller virksomhedsgruppe, som de tilhører, og at der tages hensyn til deres særlige (og anderledes) stilling.

Endelig (alternativt) fandt Liechtensteins myndigheder, at skatteloven fra 1997 udgør eksisterende støtte, fordi den på tidspunktet for dens ikrafttræden ikke udgjorde nogen støtte, men efterfølgende blev til støtte som følge af udviklingen af EØS-lovgivningen. Hvis Tilsynsmyndigheden karakteriserer foranstaltningerne som ny støtte, fremførte de, at der er tilstrækkelige grunde til ikke at kræve tilbagebetaling af støtten. Der er to grunde hertil. Den første er legitime forventninger baseret på en tillid til den tilgang, som Kommissionen havde i forbindelse med sine beslutninger om skattelettelser til koncerninterne finansieringsselskaber i Frankrig og skattelettelserne i forbindelse med internationale finansielle aktiviteter i Nederlandene. Den anden er retssikkerheden, da det ved Liechtensteins indtræden i EØS-samarbejdet i 1995 forholdt sig således, at Kommissionens beslutningspraksis om statsstøtte (der er en del af den gældende fællesskabsret) ikke anså beskatningen af koncerninterne aktiviteter for at være relevant i forbindelse med reglerne for statsstøtte.

4.2.   Kommentarer til bemærkninger fra interesserede parter

Liechtensteins myndigheder understregede, at næsten alle koncerninterne forsikringsselskaber, der driver virksomhed i Liechtenstein, fremsatte kommentarer under den formelle undersøgelse, hvilket afspejlede spørgsmålets vigtighed. De fremhævede, at beslutningen om at indlede en formel undersøgelse kom som en overraskelse for virksomhederne, eftersom Liechtensteins skatteordning var blevet vedtaget for mere end ti år siden. Overensstemmende med kommentarerne fra interesserede parter fremførte myndighederne i Liechtenstein at:

4.2.1.   Koncerninterne forsikringsselskaber opfylder ikke betingelserne for virksomheder

Liechtensteins myndigheder mente, at bemærkningerne fra Selskab B gav en god oversigt over koncernintern forsikringsvirksomhed. De er især enige i, at der ikke er noget »likvidt forsikringsmarked« for alle koncerninterne forsikringsselskabers aktiviteter. I den forbindelse henviste Liechtensteins myndigheder til et diskussionsoplæg om koncerninterne forsikringsselskaber fra International Association of Insurance Supervisors (IAIS), hvoraf det fremgår, at:

Liechtensteins myndigheder gentog, at alle koncerninterne forsikringsselskaber oprettet i Liechtenstein er begrænset til kun at håndtere koncerninterne risici. Endvidere kan risici, der er forsikret af koncerninterne forsikringsselskaber, ofte ikke overdrages til andre kommercielle forsikringsselskaber. Koncerninterne forsikringsselskaber er derfor i stand til at dække risici, hvor det traditionelle forsikringsmarked ikke tilbyder økonomisk levedygtige løsninger. Koncerninterne forsikringsselskaber er endvidere væsentligt forskellige fra direkte forsikringsselskaber, idet sidstnævnte forsikrer mange risikotyper og derfor har en risikopulje til at udligne krav. Et koncerninternt forsikringsselskab forsikrer på den anden side kun dets egne virksomheders risici og er ikke i stand til at udligne disse risici. Liechtensteins myndigheder fremfører derfor, at det koncerninterne forsikringsmarked adskiller sig fra traditionel forsikringsvirksomhed, og at koncerninterne forsikringer ikke konkurrerer med forsikringsselskaber. Der blev desuden henvist til Domstolens retspraksis, idet det blev konkluderet, at en enhed, der ikke udøver sin aktivitet på et marked »i konkurrence med andre markedsaktører«, ikke kan anses for at drive en økonomisk aktivitet som en virksomhed, og til Tilsynsmyndighedens beslutning i sagen vedrørende det norske vejdirektorat, som — gøres det gældende — viser, at enheder, der kun leverer interne tjenester, ikke er virksomheder, idet de ikke udfører økonomiske aktiviteter.

4.2.2.   Skattebehandlingen af koncerninterne forsikringsselskaber udgør en generel foranstaltning

4.2.2.1.   Materiel selektivitet

Myndighederne i Liechtenstein fremførte, at skattebehandlingen af koncerninterne forsikringsselskaber ikke er materielt selektiv, da det er en mulighed, som er til rådighed for alle, og som ikke kræver en vis økonomisk styrke. Skattereglerne er ikke begrænset til bestemte sektorer, bestemte virksomhedstyper eller bestemte dele af Liechtenstein — ligesom der heller ikke er restriktioner med hensyn til omsætning, størrelse, antal medarbejdere eller et krav om at være del af en multinational koncern. De fremfører derfor, at deres skattebestemmelser for koncerninterne forsikringsselskaber ikke er materielt selektive.

Liechtensteins myndigheder henviste til Europa-Kommissionens beslutninger om Ålandsøernes skattesystem for koncerninterne forsikringsselskaber, den irske ordning for holdingselskaber, den spanske skattenedsættelse i forbindelse med immaterielle aktiver og den nederlandske lavere skat på indtægter fra koncernlån (groepsrentebox) (18), for at understøtte påstanden om, at beskatning af koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein ikke er materielt selektive. Den nederlandske beslutning blev citeret som følger:

4.2.2.2.   Begrundelse ud fra systemets karakter eller forvaltning

Selv hvis Tilsynsmyndigheden ville anse den pågældende foranstaltning for at være materielt selektiv, fremfører Liechtensteins myndigheder, at de under alle omstændigheder er begrundede ud fra Liechtensteins skattesystems karakter eller forvaltning. De er således enige i de interesserede parters synspunkter om dette punkt.

Liechtensteins myndigheder støttede argumenterne med relation til definitionen og behandlingen af koncerninterne forsikringsselskaber under EU's genforsikringsdirektiv og Solvens II-direktivet, idet de hævdede, at koncernintern forsikringsvirksomhed skal adskilles fra klassisk forsikringsvirksomhed. Liechtensteins myndigheder var enige i, at forskellig behandling af koncerninterne forsikringsselskaber er berettiget i lyset af koncerninterne forsikringsselskabers begrænsede virkefelt og deres specielle tilhørsforhold til en koncern.

4.2.3.   Ingen konkurrenceforvridning og ingen påvirkning af handel mellem kontraherende parter

Liechtensteins myndigheder tilsluttede sig Selskab A, om at de tjenester, som ydes af koncerninterne forsikringsselskaber, ikke er omsættelige, idet der for nogle af risiciene ikke er nogen »fri markedsløsning« til rådighed. De pågældende foranstaltninger er således hverken konkurrenceforvridende eller påvirker handlen mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen.

4.2.4.   Hvis der foreligger støtte, er det eksisterende støtte

Liechtensteins myndigheder fremførte, at de pågældende foranstaltninger skulle betragtes som eksisterende støtte efter artikel 1, stk. 1, i del I og artikel l, litra b), nr. v), i del II af protokol 3, hvis de overhovedet skal karakteriseres som statsstøtte. På dette punkt var de således igen af samme opfattelse som de interesserede parter.

De hævdede, at koncerninterne forsikringsselskaber er blevet beskattet med en reduceret kapitalskat på 0,1 % siden 1989, før der var vedtaget nogen særlig lovgivning for koncerninterne forsikringsselskaber. Liechtensteins myndigheder støttede desuden synspunktet om, at de skattemæssige foranstaltninger blev støttet som resultat af udviklingen af EØS-aftalen. Samstemmende med Selskab F mente Liechtensteins myndigheder, at udviklingen, som skete i slutningen af 1990'erne, fandt sted efter, de særlige foranstaltninger med relation til koncerninterne forsikringsselskaber blev indført ved loven af den 18. december 1997.

4.2.5.   Tilbagebetaling af støtte vil være uforeneligt med fællesskabsrettens generelle principper

Overensstemmende med erklæringerne fra Selskab A og F anførte Liechtensteins myndigheder, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke kunne have forudset, at reglerne, da de blev vedtaget i 1997, kunne være statsstøtte i lyset af lighederne mellem deres holdning og sager om koncernaktiviteter. Alle interesserede parter hævder, at der ikke på det pågældende tidspunkt var tegn på, at nogen af Tilsynsmyndighedens første resultater var sandsynlige eller forudsigelige.

I overensstemmelse med erklæringerne fra alle interesserede parter gav Liechtensteins myndigheder også udtryk for, at tilbagebetaling ville være i strid med retssikkerhedsprincippet. Det grundlæggende krav om retssikkerhed er at sikre, at anvendelsen af EU/EØS-lovgivning er sikker og forudsigelig. Det fremføres desuden, at denne nødvendighed skal håndhæves så meget desto strengere, når der er økonomiske konsekvenser. Det er anført, at den gældende fællesskabsret (herunder Kommissionens beslutningspraksis om statsstøtte), da Liechtenstein tilsluttede sig EØS-aftalen i 1995, ikke betegnede beskatningen af koncernaktiviteter som statsstøtte, og at der ikke var nogen udvikling mellem 1995 og 1997 (da reglerne blev vedtaget), som tydede på, at denne holdning ville ændre sig.

II.   VURDERING

1.   STATSSTØTTE

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, har følgende ordlyd:

1.1.   Statsmidler

Støtteforanstaltningerne skal være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler.

Mens kapitalskatten i Liechtenstein i øjeblikket er fastsat til 0,2 %, betaler koncerninterne forsikringsselskaber en reduceret sats på 0,1 % (og 0,075 % for kapital på over 50 mio. CHF og 0,05 % for kapital på over 100 mio. CHF). Koncerninterne forsikringsselskaber er endvidere fuldstændigt fritaget fra at betale indkomstskat og kuponskat.

Bevillingen af fuldstændig eller delvis skattefritagelse betyder et tab af skatteindtægter for staten, der svarer til forbruget af statsmidler i form af skatteudgifter (19). Liechtensteins myndigheder giver afkald på indtægter svarende til den manglende betaling af indkomstskat, betalingen af en nedsat kapitalskattesats samt den manglende betaling af kuponskat.

Med den begrundelse mener Tilsynsmyndigheden, at de særlige skatteregler, der finder anvendelse på koncerninterne forsikringsselskaber, ydes gennem statsmidler.

1.2.   Begunstigelse af visse virksomheder eller produktionen af visse varer

1.2.1.   Virksomhed

Der kan kun ydes statsstøtte til virksomheder, der er engageret i erhvervsmæssige aktiviteter.

Ifølge EU-Domstolen omfatter begrebet virksomhed i betydningen af artikel 87 EF (nu artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), der svarer til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen, »enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset dens retlige status og finansieringsmåde«  (20). Domstolen har desuden konsekvent fastholdt, at enhver virksomhed, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på markedet, er erhvervsmæssig virksomhed (21).

Forsikring er en tjenesteydelse, der i princippet er erhvervsmæssig virksomhed (22). Koncerninterne forsikringsselskaber tilbyder forsikringsydelser til en præmie på markedet. Den kendsgerning, at deres kunder er begrænset til virksomheder i samme koncern, som de tilhører, påvirker ikke denne konklusion. De virksomheder i koncernen, som det koncerninterne forsikringsselskab tilhører, har valgt at købe forsikring af et andet selskab i koncernen, der leverer sådanne tjenesteydelser i stedet for at købe fra eksterne forsikringsselskaber. Som angivet nedenfor er Tilsynsmyndigheden derfor af det synspunkt, at koncerninterne forsikringsselskabers tjenesteydelser er et alternativ til at købe forsikring af et eksternt forsikringsselskab. Den kendsgerning, at koncerninterne forsikringsselskaber sørger for efterspørgsel efter forsikring fra visse virksomheder, er nok til at konkludere, at de tilbyder deres tjenesteydelser på markedet. Ved at etablere et koncerninternt forsikringsselskab er forsikringen af disse risici kontrolleret af et selskab i koncernen, hvilket betyder, at ingen af de øvrige forsikringsselskaber, der er aktive på markedet, kan konkurrere om forsikring af koncernens risici. Forsikring af disse risici ville normalt ske ved at vælge en anden erhvervsudbyder, men her leveres tjenesteydelsen i stedet af det koncerninterne forsikringsselskab, der er dannet af koncernen.

Et koncerninternt forsikringsselskab etableres som en separat juridisk enhed i Liechtenstein og er opbygget som ethvert andet selskab. Der betales for de tjenesteydelser, som selskabet yder, risiko overføres på normale vilkår, selskabet fører særskilt regnskab og er skattepligtig i henhold til national lovgivning. Koncerninterne forsikringsselskaber er som udgangspunkt underlagt beskatning i Liechtenstein, da de udøver erhvervsmæssig virksomhed i denne jurisdiktion. Oprettelse af et selvstændigt selskab er et bevidst valg hos de selskaber, der vælger at danne koncerninterne forsikringsselskaber, og det er almindelig praksis at placere det koncerninterne forsikringsselskab i en jurisdiktion med lav beskatning for at drage fordel af de lave skattesatser. Hvis der ikke blev oprettet et nyt, selvstændigt selskab, og risiciene blev selvforsikret i den eksisterende selskabsform, ville nytteværdien ved at beslutte ikke at betale erhvervsforsikringsselskaber i det store og hele blot være afspejlet i lavere omkostninger — og derfor større overskud, betalt til normal takst i den jurisdiktion, hvor selskabet er hjemmehørende. At etablere et selskab og placere det offshore betyder, at forsikringsydelserne kan leveres uden for den jurisdiktion, hvor selskabet skattemæssigt er hjemmehørende, hvorved koncernen (bl.a. (23) kan drage fordel af lavere beskatning på det overskud, der genereres som følge af beslutningen om at selvforsikre (24).

Under den formelle undersøgelse hævdede nogle af de involverede parter, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke er virksomheder, for det første fordi de kun leverer forsikringsydelser »in-house«, og for det andet fordi de leverede tjenesteydelser ikke udbydes på det åbne marked, hovedsageligt fordi de vedrører almindelige højfrekvente risici, der normalt oppebæres af selskaber, eller komplekse, værdimæssigt høje risici, der ikke kan forsikres på markedet eller kun forsikres til en uforholdsmæssig udgift.

»In-house«-bestemmelser

Som angivet ovenfor blev der i løbet af undersøgelsen foretaget specifikke henvisninger til tilsynsyndighedens beslutning vedrørende distriktskontoret for Møre og Romsdal under det norske vejdirektorat. Det norske vejdirektorat blev reorganiseret i 1995 og delt i distriktskontorer, hver med en produktionsafdeling med ansvar for konstruktion og vedligeholdelse af veje, tunneller og broer, samt en administrativ afdeling med ansvar for bestilling af arbejder og administration af offentlige udbud. Produktionsafdelingerne udførte alle opgaver henhørende under vejdirektoratets ansvarsområder i overensstemmelse med gældende kvalitetsstandarder og rammebetingelser, men deltog ikke i andet arbejde, der ikke henhørte under vejdirektoratets ansvarsområder, f.eks. på det åbne marked. Siden produktionsafdelingen ved distriktskontoret for Møre og Romsdal udførte sine aktiviteter begrænset til »in-house«, konkluderede myndigheden, at de aktiviteter ikke konkurrerer på et marked med andre markedsdeltagere. I overensstemmelse hermed blev afdelingen ikke betragtet som en virksomhed, og dens finansiering var derfor ikke statsstøtte.

Interesserede parter har argumenteret, at samme ræsonnement bør gælde koncerninterne forsikringsselskaber. Tilsynsmyndigheden er ikke enig heri. I overensstemmelse med retspraksis (25), gælder principperne, hvortil der henvises i beslutningen vedrørende det norske vejdirektorat, i forbindelse med offentlige myndigheder, der udøver deres ret til selv at udføre offentlige tjenesteydelser uden at udbyde det i licitation på det åbne marked. Jf. Domstolen i Stadt Halle-dommen (26): »En offentlig myndighed, som er en ordregivende myndighed, kan opfylde de opgaver, som påhviler den med hensyn til imødekommelse af almenhedens behov, gennem anvendelse af sine egne administrative, tekniske eller andre ressourcer, uden at være forpligtet til at gøre brug af eksterne organer, som ikke hører til dens tjenestegrene.« Med henvisning til forskellen mellem et sådant scenarie og et scenarie, der omfatter en privat virksomhed, angav Domstolen endvidere »det skal i denne forbindelse bemærkes ... at forholdet mellem en offentlig myndighed, som er en ordregivende myndighed, og dets egne tjenestegrene styres af hensyn og krav, som tjener forfølgelsen af almene formål. Derimod styres private investeringer i virksomheder af overvejelser, som tjener private interesser og forfølger formål af en anden karakter.«

I overensstemmelse med dette ræsonnement skønner myndigheden, at koncerninterne forsikringsselskabers retlige og faktuelle position er meget anderledes end positionen for offentlige myndigheder, der leverer tjenesteydelser til offentligheden. Koncerninterne forsikringsselskaber leverer erhvervsmæssige tjenesteydelser til private virksomheder og er ikke i en sammenlignelig position — og enhver hjælp til dem fra staten i form af skattefritagelser skal betragtes i den kontekst.

Koncerninterne forsikringsselskaber, der leverer tjenesteydelser, som ikke udbydes af erhvervsforsikringsselskaber

Europa-Kommissionen afsluttede for nylig en undersøgelse af den europæiske forsikringssektor. Kommissionen forklarede i sin interimsrapport (27), at forsikrings-virksomheder kan klassificeres på forskellige måder, f.eks. (28):

—	private forsikringsselskaber eller gensidige forsikringsselskaber

—	den type forsikringer, de tegner

—	direkte tegnende (primære) forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber

—	uafhængige af en særlig køber af forsikring eller nært knyttet til en særlig køber eller gruppe af købere (koncerninterne forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber).

Konkurrencen på forsikringsmarkedet er påvirket af, hvorvidt der er alternativer til traditionelle forsikringsprodukter (29). Tilsynsmyndigheden er af det synspunkt, at der er tre primære alternativer: selvforsikring, koncerninternt forsikringsselskab og alternativ risikooverførsel (30). I hvert tilfælde er den primære årsag til at bruge et forsikringsalternativ muligheden for at reducere omkostningerne. Med et koncerninternt forsikringsselskab er det muligt at fastholde investeringsafkast i koncernen og dermed skabe større fleksibilitet med hensyn til præmierne. Selv om disse ikke nødvendigvis er et perfekt forsikringsalternativ, udgør de til dels en konkurrencebegrænsning på forsikringsmarkedet. Koncerninterne forsikringsselskaber betragtes derfor som et alternativ til den eksterne forsikring på markedet. Ifølge Kommissionens rapport kan store kommercielle kunder (og de bliver i stigende grad større, eftersom mange er produktet af sammenslutninger og overtagelser) nu bruge deres størrelse til at retfærdiggøre købet af mindre og ikke mere forsikring. De sørger for mindre eksponering, har større selvrisiko og bruger i stigende grad koncerninterne forsikringsselskaber og andre selskabsformer frem for fuld erhvervsforsikring (»large commercial clients (and they are increasingly large, since many are themselves the product of M&A activity) may now use their size to justify buying less insurance rather than more. They retain more exposures, take bigger deductibles, and increasingly use captives and other corporate vehicles in preference to full commercial insurance«).

I Kommissionens rapport angives det, at de primære formål med at etablere et koncerninternt forsikringsselskab er:

—	at opnå den fulde fordel af moderselskabets/koncernens risikokontrolteknikker ved at betale præmier, der er baseret på selskabets egne erfaringer

—	at undgå de direkte forsikringsselskabers udgifter og administrative omkostninger

—	at fastholde så stor en del af præmierne og investeringsafkastet på dem som muligt i koncernen

—	at opnå skattefordele og den lavere omkostning ved (mindre streng) regulering på et offshore grundlag

—	at opnå en lavere overordnede risikopræmie ved at købe genforsikring »en gros« og til en lavere omkostning end den, der opkræves af den traditionelle eller direkte tegnende forsikringsgiver.

Tilsynsmyndigheden er ikke enig i visse interesserede parters påstand om, at de ydelser, som koncerninterne forsikringsselskaber yder, ikke er alternativer til erhvervsforsikring. Som angivet ovenfor skønner Tilsynsmyndigheden, at koncernintern forsikring er en ydelse, der kan fungere som alternativ til erhvervsforsikring (31). Selv om visse risici muligvis ikke kan forsikres på markedet (eller mere sandsynligt, ikke kan forsikres til det, den mulige køber betragter som en rimelig pris), accepterer Tilsynsmyndigheden ikke, at koncerninterne forsikringsselskaber udelukkende tilbyder forsikringsydelser, som ikke kan købes hos erhvervsforsikringsselskaber. Tilsynsmyndigheden accepterer ydermere ikke, at det, der måtte være prohibitiv prissætning hos erhvervsforsikringsselskaberne, betyder, at koncerninterne forsikringsselskaber ikke har erhvervsmæssig virksomhed i konkurrence med de forsikringsselskaber. Virksomheder, der tilhører en koncern, kan vælge at forsikre (obligatorisk eller frivilligt) deres risici hos et erhvervsforsikringsselskab eller etablere et koncerninternt forsikringsselskab. Såfremt de vælger sidstnævnte, udelukker de forsikringsmarkedet, for så vidt angår deres risici. Der er derfor konkurrence med andre forsikringsudbydere ved etableringen af det koncerninterne forsikringsselskab, og hver gang kunden hos det koncerninterne forsikringsselskab beslutter, i hvilket omfang denne ønsker at fastholde risikoen i det koncerninterne forsikringsselskab eller købe forsikring (eller genforsikring) på det åbne marked.

Tilsynsmyndigheden bemærker ligeledes, at koncerninterne forsikringsselskaber på nuværende tidspunkt er skattepligtige i Liechtenstein som andre virksomheder, om end med undtagelser og ved anvendelse af andre satser.

Tilsynsmyndigheden har derfor konkluderet, at de aktiviteter, der udføres af koncerninterne forsikringsselskaber, i forbindelse med forsikringsydelser (eller genforsikringsydelser) til deres affilierede selskaber udgør erhvervsmæssig virksomhed. Selskaberne er på det grundlag virksomheder i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen.

1.2.2.   Fordel

Foranstaltningen bibringer koncerninterne forsikringsselskaber, der henhører under art. 82a i skatteloven, en fordel ved at fritage dem for afgifter (manglende betaling af indkomstskat og kun nedsat betaling af kapitalskat), der normalt ville blive afholdt over deres budgetter.

Betalingen af skatter er en driftsomkostning, der påløber ved en virksomheds økonomiske aktiviteter, og som normalt afholdes af virksomheden. Generelt giver kvalificering til en lavere skattesats end den, der normalt ville være betalbar, eller en fritagelse fra at betale skat, de egnede virksomheder en fordel. Disse virksomheder får en fordel, fordi deres driftsomkostninger reduceres i forhold til driftsomkostningerne hos andre i en lignende faktuel og retlig position.

En af de interesserede parter hævdede, at koncerninterne forsikringsselskaber leverer forsikringsdækning af risici, for hvilke der ikke er et marked, og indkomst fra disse aktiviteter bør derfor ikke beskattes. Tilsynsmyndigheden accepterer heller ikke dette argument. Det er et bevidst valg i koncernen at forsikre sine risici i form af et selvstændigt uafhængigt selskab, der betales for sine ydelser. Skattereglerne vedrører ikke de forsikrede risici, men den genererede indkomst uanset kilden. Virksomheden opnår en fordel i form af lavere eller ingen beskatning af den indkomst og kapital, den udleder af denne kilde af erhvervsmæssige aktiviteter.

Ved at fritage andele eller dele af koncerninterne forsikringsselskaber fra kuponskat, gør Liechtenstein-lovgivningen det også mere attraktivt at investere i koncerninterne forsikringsselskaber end i andre virksomheder. Investorer i koncerninterne forsikringsselskaber får derfor en fordel (32). Fritagelsen giver også koncerninterne forsikringsselskaber en fordel, da de får nemmere adgang til kapital (33).

1.2.3.   Selektivitet

Hvis en foranstaltning skal være hjælp, skal den være specifik eller selektiv, forstået således, at den begunstiger »visse virksomheder eller visse produkter«.

1.2.3.1.   Vurdering af væsentlig selektivitet

I overensstemmelse med artikel 73 i skatteloven betaler juridiske personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed i Liechtenstein (herunder udenlandske selskaber med filial i Liechtenstein) indkomst- og kapitalskat. Den årlige nettoindkomst hos selskaber i Liechtenstein er underlagt selskabsskat (»Ertragssteuer«) (34) på mellem 7,5 % og 15 % (35). I slutningen af selskabets regnskabsår (normalt den 31. december) betaler selskaber beliggende i Liechtenstein også kapitalskat (»Kapitalsteuer«) af indbetalt aktiekapital, andre typer aktiekapital eller startkapital samt af de af selskabets reserver, der udgør egenkapital, til en sats på 0,2 % (36). Der opkræves desuden en kuponskat på kuponrenten på værdipapirer eller dokumenter svarende til værdipapirer udstedt af en »nationalbank« til en sats på 4 % på al udbetaling af udbytte.

I medfør af art. 82a i Liechtensteins skattelov betaler koncerninterne forsikringsselskaber (»Eigenversicherung«) imidlertid en reduceret kapitalskat på 0,1 % i stedet for den almindeligt gældende sats på 0,2 %. Denne sats reduceres yderligere for beløb, der overstiger 50 mio. CHF og 100 mio. CHF. Myndighederne i Liechtenstein har bekræftet, at koncerninterne forsikringsselskaber på baggrund af samme bestemmelser ikke betaler indkomstskat. På basis af art. 88d, stk. 3, i skatteloven er koncerninterne forsikringsselskaber også fritaget fra betaling af kuponskat.

Ved hverken at være underlagt indkomst- eller kuponskat og kun reduceret kapitalskat får koncerninterne forsikringsselskaber en selektiv fordel i forhold til andre virksomheder, der er underlagt almindelig beskatning af indtægter fra deres erhvervsmæssige virksomhed. Ifølge lovgivningen i Liechtenstein, især art. 82a, stk. 1, i skatteloven, er disse skattereduktioner kun gældende for forsikringsselskaber, der kun er engageret i koncernintern forsikring (»Eigenversicherung«). Andre forsikringsselskaber og andre typer virksomheder, der er aktive i andre sektorer i økonomien, er underlagt almindelige skatteregler.

Tilsynsmyndigheden er også af den opfattelse, at de skattemæssige foranstaltninger indeholder et yderligere element af selektivitet, da de også foreskriver større skattereduktioner til forsikringsselskaber med kapital på over 50 mio. CHF og 100 mio. CHF.

Der har i forbindelse med vurderingen af selektivitet været henvist til Europa-Kommissionens beslutning om Finlands støtteordning til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber på Ålandsøerne (37). I denne beslutning skønnede Kommissionen, at koncerninterne forsikringsselskaber, der havde en skattefordel sammenlignet med den normale selskabsskat, havde haft en selektiv fordel, da denne udelukkende begunstigede koncerninterne forsikringsselskaber som de primære begunstigede af skattelettelsen. Tilsynsmyndigheden er enig i dette synspunkt og mener, at det i sig selv er tilstrækkeligt til at gøre foranstaltningen selektiv (38). Med henvisning til EU-Domstolens konklusioner i GIL Insurance-sagen (39) »Artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation«. Tilsynsmyndigheden konkluderer, at virksomheder i samme retlige og faktiske situation i dette tilfælde er dem, der betaler den (fulde) indkomst-, kapital- og kuponskat i Liechtenstein — og i sammenligning med dem får koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein en selektiv fordel. Ulig mange nylige komplekse skattemæssige støtteordninger var formålene med den pågældende foranstaltning ligetil. Standardskattesatsen genererer indtægter til staten, men den gældende reduktion og fritagelse for koncerninterne forsikringsselskaber var (indrømmet af myndighederne i Liechtenstein) designet til at tiltrække en mobil (og skattefølsom) servicesektor til fyrstendømmet. Til gengæld etableres der koncerninterne forsikringsselskaber, som normalt er placeret væk fra resten af koncernen (i det mindste til dels), for at drage nytte af lavere beskatning af indtægter genereret af en formaliseret form for selvforsikring.

Tilsynsmyndigheden er derfor af den opfattelse, at der ikke er grund til at konkludere, at koncerninterne forsikringsselskaber er i en anden retlig og faktisk situation end andre virksomheder, der er underlagt beskatning i Liechtenstein.

1.2.3.2.   Vurdering af selektivitet i tidligere beslutninger om statsstøtte vedrørende skattemæssige foranstaltninger

Visse interesserede parter hævdede under den formelle undersøgelse, at fritagelserne fra skat i Liechtenstein ikke er selektive, da alle erhvervsmæssige virksomheder har ret til at etablere et koncerninternt forsikringsselskab. Tilsynsmyndigheden er ikke enig i, at dette er en gyldig retslig betragtning og er i alle tilfælde uenig i det faktiske grundlag for argumentet. Tilsynsmyndigheden mener, at der er to betingelser, som skal være opfyldt for at kunne etablere et koncerninternt forsikringsselskab. Den første er, at kun virksomheder, der kan absorbere de faste omkostninger, som er forbundet med at danne et koncerninternt forsikringsselskab, kan drage fordel af det. Den anden, og vigtigere, betingelse er en konsekvens af den kendsgerning, at etablering af et koncerninternt forsikringsselskab i alt væsentligt er formaliseret selvforsikring. Tilsynsmyndigheden er af det synspunkt, at kun virksomheder med betydelige ressourcer (hovedsagelig store virksomheder) kan dække risiciene ved selvforsikring (40) og, at forsikringsprincipperne betyder, at virksomhederne skal have en vis størrelse og diversitet for at forvalte risikoen uden brug af ekstern forsikringsdækning. Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at dette behov for størrelse og diversitet er indlysende, da de mindste virksomheder, alt efter deres aktivitet, kan udsætte sig for et stort erstatningsansvar (f.eks. via forringelse af faste aktiver som følge af ulykker eller brand eller via skader som følge af uagtsomt leverede produkter eller tjenesteydelser), som de ikke ville kunne betale. Kommissionen skønnede ligeledes (i beslutningen vedrørende Ålandsøerne), at betingelserne for foranstaltningen (evnen til at etablere et koncerninternt forsikringsselskab) implicit krævede en vis økonomisk styrke og derfor kun kunne gælde selskaber af en tilstrækkelig størrelse (41).

Tilsynsmyndigheden er derfor af den opfattelse, at foranstaltningen kun er tilgængelig for og kan gælde virksomheder med tilstrækkelige ressourcer til at etablere et koncerninternt forsikringsselskab, og bemærker, at en restriktion af denne art førte til, at Retten i Første Instans konkluderede, at skattefritagelser i Territorio Histórico de Álava-sagen (42) var selektive.

Der blev under undersøgelsen også henvist til Europa-Kommissionens beslutning vedrørende den irske ordning for holdingselskaber. I den sag fandt Kommissionen, at en fritagelse fra skat på kapitaludbytte på aktiekapital af investorer, der havde haft mindst 5 % af den ordinære aktiekapital i det investerede selskab i en uafbrudt periode på mindst 12 måneder, ikke var væsentligt selektiv. Kommissionen konkluderede, at et krav om en beholdning på 5 % ikke begunstigede nogen virksomheder i en sammenlignelig retlig og faktisk situation i lyset af målsætningen med foranstaltningen, eftersom denne var tilgængelig for virksomheder uanset størrelse og juridiske form (43). Den skattemæssige foranstaltning, der vurderes i denne beslutning, finder til gengæld kun anvendelse på en særlig type virksomheder, der beskæftiger sig med en særlig form for erhvervsmæssige aktiviteter (koncerninterne forsikringsselskaber), og disse er under alle omstændigheder selskaber, der kun kan dannes af dem med tilstrækkelige ressourcer til at etablere et sådant selskab og til at selvforsikre mod forretningsmæssige risici.

En spansk reduceret skat på immaterielle aktiver blev ligeledes citeret under undersøgelsen. I det tilfælde skønnede Kommissionen, at privilegeret behandling af indkomst fra immaterielle aktiver afveg fra de almindelige regler for selskabsbeskatning. Kommissionen konkluderede imidlertid, at foranstaltningen ikke var selektiv, da den var åben for enhver virksomhed, der var underlagt selskabsskat i Spanien, og som udvikler immaterielle aktiver, og enhver betaler af selskabsskat (uanset størrelse, juridiske form og sektor), hvori der opereres, kan være den begunstigede. De spanske myndigheder havde forsynet Kommissionen med statistik, der viste, at stort set alle sektorer i økonomien, herunder servicesektoren, besad immaterielle aktiver (og de forsknings- og udviklingsaktiviteter, der var gået forud). Kommissionen skønnede, at foranstaltningen ikke styrker positionen for en særlig gruppe af virksomheder i forhold til andre, der konkurrerer inden for handelen i Fællesskabet, (44) og finder anvendelse uden skelnen til alle økonomisk aktive personer (45). Igen skønner Tilsynsmyndigheden, at denne beslutning ikke er relevant for beskatningen af koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein.

Afslutningsvis har der været henvist til Kommissionens beslutning om »groepsrentebox-ordningen«, en hollandsk foranstaltning rettet mod en mindskelse af forskellen i den skattemæssige behandling mellem to finansieringsinstrumenter inden for samme koncern, gæld og egenkapital. I henhold til foranstaltningen beskattes den positive balance mellem modtagne og betalte renter på finansieringstransaktioner inden for samme koncern i en »groepsrentebox« med en sats på 5 % i stedet for 25,5 %, som er standardselskabsskattesatsen. Kommissionen skønnede, at den fordel, der gives til et selskab, der yder et lån til et tilknyttet selskab, ikke kan betragtes som diskriminerende, da et lån til et tilknyttet selskab ikke kan sammenlignes med et lån til et selskab, der ikke er tilknyttet. Kommissionen var af det synspunkt, at kravet om at have kontrol med et andet selskab er et horisontalt kriterium, der gælder alle selskaber uanset størrelse, sektor eller anden skelnen — en anden skattesats for finansiering af gæld mellem relaterede selskaber afspejler derfor objektive forskelle og berører ikke skatteneutralitet.

Selv om Tilsynsmyndigheden accepterer, at der er visse ligheder mellem ovennævnte sager og de skattemæssige foranstaltninger der undersøges, især i relation til det koncerninterne aspekt af den irske og hollandske sag, accepterer Tilsynsmyndigheden ikke, at Kommissionens ræsonnement finder anvendelse i denne sag. En vigtig del af Kommissionens ræsonnement i hver af disse sager var, at den handling, der førte til den fordelagtige skattemæssige behandling, er åben for alle virksomheder, og Tilsynsmyndigheden finder det i den sammenhæng signifikant, at mindstebeløbene i de finansielle transaktioner (til etablering af et selskab i Nederlandene og mindsteværdien af det relevante holdingselskab i Irland) blev ophævet. Tilsynsmyndigheden er af ovennævnte årsager af det synspunkt, at etablering af et koncerninternt forsikringsselskab ikke er åbent for alle virksomheder (og konkluderer, at en skattefritagelse, der er specifik for en type selskab, i alle tilfælde adskiller sig fra omstændighederne i denne sag).

1.2.4.   Logik bag skattesystemet

En specifik eller selektiv skatteforanstaltning kan ikke desto mindre retfærdiggøres af logikken bag skattesystemet (46). Foranstaltninger, der helt eller delvist skal fritage firmaer i en særlig sektor fra afgifter, der opstår som følge af den normale anvendelse af det generelle system, kan udgøre statsstøtte, hvis der ikke er nogen begrundelse for fritagelsen på basis af det generelle skattesystems karakter og logik (47). Det er derfor muligt, at de specifikke skatteregler, der gælder koncerninterne forsikringsselskaber, ikke bliver selektive, hvis de begrundes med karakteren og forvaltningen af beskatningssystemet i Liechtenstein. Tilsynsmyndigheden skal vurdere, om den differentierede behandling af virksomheder med hensyn til fordele og byrder, der indføres ved den pågældende skatteforanstaltning, opstår som følge af karakteren og forvaltningen af den overordnede ordning, der finder anvendelse. Såfremt en sådan differentiering er baseret på andre formål end dem, der tilstræbes ved den generelle ordning, ville den pågældende foranstaltning i princippet blive anset for selektiv.

I overensstemmelse med gældende retspraksis skal den EFTA-stat, der har indført forskelsbehandling af virksomheder, bevise, at det er begrundet i karakteren og forvaltningen af det pågældende system (48). Tilsynsmyndigheden skal derefter vurdere, om de særlige skatteregler for koncerninterne forsikringsselskaber opfylder de formål, der er forbundet med selve beskatningssystemet, eller om de tilstræber andre formål.

Myndighederne i Liechtenstein har anført, at denne skattebegunstigelse blev indført med henblik på at etablere og udvikle den koncerninterne forsikringssektor som en ny erhvervsmæssig virksomhed i Liechtenstein. Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at dette tydeligvis er et økonomisk og politisk formål, der ikke står i forbindelse med en skatteindtægt, som derfor ikke henhører under logikken bag et beskatningssystem (49).

Myndighederne i Liechtenstein har yderligere hævdet, i tråd med visse interesserede parter, at differentieret behandling af koncerninterne forsikringsselskaber sammenlignet med andre forsikringsselskaber anerkendes af EØS-lovgivningen via afledt ret vedrørende forsikringsselskaber, især direktivet om genforsikringsvirksomhed (direktiv 2005/68/EF) og det nye Solvens II-direktiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (50). Det siges, at der i EU-genforsikringsdirektivet og Solvens II-direktivet skelnes mellem koncerninterne forsikringsselskaber og traditionelle eller erhvervsforsikringsselskaber, og det hævdes, at dette svarer til den differentierede skattemæssige behandling i henhold til lovgivningen i Liechtenstein.

Tilsynsmyndigheden anerkender, at der kan være gyldige årsager til at differentiere mellem koncerninterne forsikringsselskaber og andre forsikringsselskaber, for så vidt angår reguleringsmæssige krav i det indre marked, der skal sikre tilbageholdelse af f.eks. et vist kapitalniveau. Tilsynsmyndigheden kan imidlertid ikke se, hvordan sådanne krav kan retfærdiggøre en forskel i beskatning af kapitaludbytte og indkomst genereret ved erhvervsmæssig virksomhed i form af forsikringsydelser. Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at disse betragtninger, uanset hvor gyldige de er, ikke vedrører logikken i indkomst- og kapitalbeskatningssystemet og derfor ikke kan betragtes som en retfærdiggørelse af den samlede eller delvise fritagelse fra skat, for så vidt angår koncerninterne forsikringsselskaber alene. Logikken bag indkomst- og kapitalbeskatningssystemet er at opnå indtægter fra kapital og indkomst genereret ved erhvervsmæssig virksomhed. Hvorvidt denne virksomhed er underlagt mere eller mindre strenge regulatoriske krav er irrelevant i denne sammenhæng.

Tilsynsmyndigheden skønner af disse årsager, at skattefritagelserne for koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein ikke er retfærdiggjort som følge af Liechtenstein-skattesystemets karakter eller forvaltning.

1.3.   Konkurrenceforvridning og påvirkning af handel mellem kontraherende parter

Foranstaltningen skal for at henhøre under artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen forvride eller true med at forvride konkurrencen og påvirke handelen mellem kontraherende parter.

For at en foranstaltning forvrider konkurrencen, er det tilstrækkeligt, at modtageren af støtten konkurrerer med andre virksomheder på markeder, der er åbne for konkurrence, og at den pågældende foranstaltning påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne ved økonomisk at styrke en virksomheds status i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet (51). Som angivet ovenfor skønner Tilsynsmyndigheden, at koncerninterne forsikringsselskaber udøver økonomisk virksomhed, når de tilbyder forsikringsydelser som et alternativ til erhvervsmæssig forsikring. Forsikringsmarkedet er åbent for konkurrence, og derfor vil eventuelle fordele til koncerninterne forsikringsselskaber have en forvridende effekt. Det udgør et incitament for visse grupper af virksomheder til at etablere deres eget forsikringsselskab til forsikring af risici, som ellers havde været forsikret på det åbne marked.

Eftersom de forsikringsydelser, som de egnede virksomheder leverer, er aktiviteter, der gøres til genstand for samhandel mellem de kontraherende parter, skønnes handelen i EØS også at være påvirket (52). Desuden skønnes det, at handelen vil være påvirket, da foranstaltningen også kan være til gavn for de grupper, som koncerninterne forsikringsselskaber tilhører, og som kan være aktive på markeder, der er åbne for grænseoverskridende konkurrence.

1.4.   Konklusion

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at de særlige skatteregler for koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein udgør statsstøtte i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen.

2.   PROCEDUREMÆSSIGE KRAV

I henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 skal EFTA-Tilsynsmyndigheden informeres i tilstrækkelig god tid til at kunne fremsætte sine kommentarer til eventuelle planer om at yde eller ændre støtte (»the EFTA Surveillance Authority shall be informed, in sufficient time to enable it to submit its comments, of any plans to grant or alter aid. (…)«. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til en endelig beslutning (»The State concerned shall not put its proposed measures into effect until the procedure has resulted in a final decision«).

De særlige regler vedrørende kapital-, indkomst- og kuponskat gældende for koncerninterne forsikringsselskaber blev indført i skatteloven i december 1997, dvs. efter EØS-aftalens ikrafttrædelse. Myndighederne i Liechtenstein meddelte ikke denne ændring af skatteloven til Tilsynsmyndigheden.

Myndighederne i Liechtenstein og visse interesserede parter har hævdet, at skatteordningen i Liechtenstein til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber udgør eksisterende støtte. De hævder, at de skattemæssige foranstaltninger kun blev støtte som følge af udviklingen i EØS-lovgivningen, eftersom der ikke var regler eller fortilfælde, da de trådte i kraft den 1. januar 1998  (53), der angav et forhold mellem statsstøtten og de skattemæssige foranstaltninger (54). I artikel l(b)(v) i del II i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen angives det, at støtte skønnes at være eksisterende støtte, hvis det kan godtgøres på tidspunktet for støttens ikrafttrædelse, at den ikke udgjorde støtte, men efterfølgende blev støtte som følge af udviklingen i EØS, og hvis foranstaltningen ikke efterfølgende er blevet ændret af EFTA-staten.

Tilsynsmyndigheden mener imidlertid, at EU-Domstolen helt tilbage i 1970'erne gjorde det klart, at skattefritagelser med samme karakter som det, der her vurderes, kunne være statsstøtte. I henhold til en dom afsagt af Domstolen i 1974 (55) udgør en foranstaltning statsstøtte, hvis den har til formål at fritage virksomhederne i en bestemt sektor fra de afgifter, som følger af en normal anvendelse af skattesystemet (uden at denne fritagelse er berettiget på basis af dette systems karakter eller forvaltning). I 1987 (56) angav Domstolen udtrykkeligt, at tab af skatteprovenu svarede til forbrug af statslige ressourcer i form af skatteudgifter.

Denne fremgangsmåde afspejles også i Tilsynsmyndighedens beslutninger før gennemførelsen af skatteloven i Liechtenstein, hvor Tilsynsmyndigheden konkluderede, at fritagelse fra den skat, der skal betales af virksomheder, var (inkompatibel) statsstøtte i Finland i 1994 (57) og i Norge i 1995 (58) og 1997 (59). Efter en bred drøftelse angående behovet for en samordnet indsats på fællesskabsplan for at bekæmpe skadelig skattekonkurrence vedtog Rådet den 1. december 1997 en række konklusioner og gav sin tilslutning til en resolution om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (60). Som en del af den opnåede enighed forpligtede Kommissionen sig til at bidrage til at bekæmpe skadelig skattekonkurrence ved at gennemføre en meddelelse (61) om anvendelse af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte erhvervsbeskatning og forpligtede sig til »omhyggeligt at påse, at statsstøttereglerne anvendes strengt på sådan støtte«. Da den blev offentliggjort i december 1998, var det angivet i meddelelsen, at »Ifølge en administrativ praksis og en retspraksis (62), udgør en skatteforanstaltning, der hovedsageligt har til virkning at begunstige en eller flere erhvervssektorer, støtte.«  (63) Kommissionen forpligtede sig derfor til strengere anvendelse af de allerede eksisterende regler (64).

Tilsynsmyndigheden accepterer ikke, at argumenterne fremført af myndighederne i Liechtenstein og interesserede parter viser, at kriterierne for etablering af selektivitet anvendt af Kommissionen (eller Tilsynsmyndigheden) i vurderingen af skattespørgsmål har ændret sig siden vedtagelsen af de her undersøgte skattemæssige foranstaltninger. Kommissionens meddelelse om erhvervsbeskatning, og Tilsynsmyndighedens tilsvarende retningslinjer, er baseret på gammel retspraksis ved EU-Domstolen og Retten i Første Instans og bekræfter, at (henholdsvis) artikel 107 og 108 i EUF-traktaten og artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen finder anvendelse på skattemæssige foranstaltninger. Selv hvis det kunne godtgøres, at der havde været en sådan ændring af praksis, kunne argumentet om, at de skattemæssige foranstaltninger er eksisterende støtte, desuden stadig ikke accepteres, i overensstemmelse med retspraksis, da det ikke påviser en ændring i kriterierne for fastsættelse af selektivitet anvendt af Kommissionen eller Tilsynsmyndigheden skyldes »udviklingen på Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde« i betydningen af artikel 1(b)(v) i del II i protokol 3 (65).

Tilsynsmyndigheden accepterer derfor ikke, at foranstaltningerne kan defineres om eksisterende støtte gennemført før en udvikling i EØS-aftalen. Foranstaltningen er derfor ny støtte, som ikke blev meddelt til Tilsynsmyndigheden. Myndighederne i Liechtenstein overholdt derfor ikke deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

3.   STØTTENS FORENELIGHED

Støtteforanstaltninger fastsat som statsstøtte i henhold til artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen er i almindelighed uforenelige med EØS-aftalen, medmindre en af undtagelserne i artikel 61, stk. 2 eller 3, i EØS-aftalen finder anvendelse.

Undtagelsen i artikel 61, stk. 2, er ikke relevant for den pågældende støtte, som ikke har til formål at opnå nogen af målene anført i denne bestemmelse. EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a) eller litra b), finder heller ikke anvendelse.

Den pågældende støtte er ikke forbundet med investeringer i produktionskapital. Den sænker udelukkende de omkostninger, som virksomheder normalt skal afholde i forbindelse med deres daglige forretningsaktiviteter, og klassificeres derfor som driftsstøtte. Driftsstøtte anses i almindelighed ikke for at være egnet til at lette udviklingen af visse økonomiske aktiviteter eller af bestemte regioner som anført i artikel 61, stk. 3, litra c), i EØS-aftalen. Driftsstøtte er kun tilladt under særlige omstændigheder (f.eks. til visse typer af miljømæssig eller regional støtte), når Tilsynsmyndighedens retningslinjer tillader en sådan udtagelse. Ingen af retningslinjerne er relevante for den pågældende støtte.

Tilsynsmyndigheden konkluderer derfor, at de særlige skatteregler, der gælder for koncerninterne forsikringsselskaber, ikke er forenelige med EØS-aftalen.

4.   BERETTIGEDE FORVENTNINGER OG RETSSIKKERHED

Støttemodtagere kan påberåbe sig de grundlæggende retsprincipper om berettigede forventninger og retssikkerhed for at udskyde en kendelse om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte. Principperne gælder imidlertid kun under ekstraordinære omstændigheder, og en virksomhed kan ikke normalt have berettigede forventninger om, at støtten er lovlig, medmindre den er givet i overensstemmelse med proceduren for anmeldelse af støtten til Tilsynsmyndigheden (eller Europa-Kommissionen, alt efter tilfældet (66)). Dette princip er for nylig blev bekræftet igen af Domstolen, som følger: »I en situation som den i hovedsagen foreliggende kan tilstedeværelsen af en ekstraordinær omstændighed ikke gøres gældende i forhold til retssikkerhedsprincippet, idet Domstolen allerede i det væsentlige har fastslået, at så længe Kommissionen ikke har vedtaget en beslutning om godkendelse, … har støttemodtageren ikke vished med hensyn til lovligheden af støtten, hvorfor hverken princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller retssikkerhedsprincippet kan påberåbes«  (67).

Domstolens retspraksis har i princippet fastslået, at en berettiget forventning om, at den pågældende støtte er lovlig, ikke kan påberåbes, medmindre denne støtte er givet i overensstemmelse med proceduren i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (68), hvori det bemærkes, at en påpasselig erhvervsdrivende normalt er i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er fulgt (69).

Uanset dette har Domstolen også accepteret, at en modtager af støtte, som er givet ulovligt, fordi den ikke var anmeldt, under ekstraordinære omstændigheder kan påberåbe sig berettigede forventninger om, at støtten var lovlig for at modsætte sig tilbagebetaling heraf (70). Ifølge Domstolen kan en enhed påberåbe sig princippet om beskyttelse af berettigede forventninger, hvis en fællesskabsmyndighed har givet berettigede forventninger (71). Det betyder i denne sammenhæng, at en stat eller en støttemodtager skal have påberåbt sig Tilsynsmyndighedens tidligere foranstaltninger f.eks. ved godkendelse af samme eller lignende støtteforanstaltning. Tilsynsmyndigheden har ikke truffet sådanne foranstaltninger, og rent faktisk (som anført ovenfor (72) burde Tilsynsmyndighedens beslutninger om ikke at tillade skattemæssige støtteforanstaltninger i Finland og Norge kort tid før gennemførelsen af Liechtensteins skattelov have gjort det klart, at de skattemæssige foranstaltninger til fordel for bestemte virksomheder eller koncerner skulle anmeldes til Tilsynsmyndigheden (73).

De skattemæssige foranstaltninger blev indført af Liechtensteins myndigheder på et tidspunkt med betydelig udvikling i håndhævelsen af reglerne med relation til statsstøtte i form af skattelempelser. Drøftelser om konkurrencen om selskabsskat i Europa havde foregået i nogen tid, da der i 1996 blev nedsat en gruppe med det formål at udarbejde en adfærdskodeks mellem EU's medlemsstater rettet mod at udrydde skadelig skattepraksis. Som omtalt i det foregående blev adfærdskodeksen endeligt vedtaget i slutningen af 1997 (74) (før de særlige skattemæssige foranstaltninger blev indført), efterfulgt af Kommissionens meddelelse og Tilsynsmyndighedens retningslinjer om anvendelsen af reglerne for statsstøtte på bestemmelserne om direkte virksomhedsbeskatning, som indeholder særlige henvisninger til beskatning af koncerninterne aktiviteter. Denne udvikling tyder igen på, at de særlige skatteregler for koncerninterne forsikringsselskaber skulle anmeldes til Tilsynsmyndigheden.

Liechtensteins myndigheder og visse interesserede parter har imidlertid henvist til Kommissionens konklusioner i sager med relation til koordinationscentre i Belgien. I to beslutninger truffet i 1984 (75) og 1987 vurderede Kommissionen, at en skatteordning til fordel for koordinationscentre, der sørgede for koncerninterne tjenesteydelser til multinationale virksomheder, ikke udgjorde statsstøtte, og i et svar til et parlamentarisk spørgsmål offentliggjort i 1991 henviste Kommissionen til, at den ikke havde fremsat indsigelser mod den pågældende ordning. Som omtalt tidligere begyndte Kommissionen imidlertid at genvurdere sådanne sager (76) efter vedtagelsen af en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (den 1. december 1997). Den 17. juli 2000 informerede Kommissionen Belgien om, at ordningen sandsynligvis ville omfatte støtte. Den 11. juli 2001 foreslog Kommissionen relevante foranstaltninger for at fjerne virkningen af ordningen, og den 27. februar 2002 indledte den en formel undersøgelse, der blev afsluttet den 17. februar 2003 med konklusionen, at koordinationscentrenes beskatningsordning omfattede støtte, der var uforenelig med fællesmarkedet (77).

Tilsynsmyndigheden erkender, at der kan have været nogen grad af forvirring med hensyn til beskatning især af koncerninterne aktiviteter efter Kommissionens beslutninger om de belgiske koordinationscentre og som følge af en række andre lignende ordninger i brug i EU's medlemsstater. Tilsynsmyndigheden accepterer desuden, at der er visse lighedspunkter mellem sagen om koordinationscentrene og sagen om beskatningen af koncerninterne forsikringsselskaber. Det kan derfor have været berettiget, at koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein forventede, at beskatningen af den koncerninterne tjenesteydelse, de står for (forsikring), kunne beskattes anderledes, uden at dette omfatter statsstøtte.

Tilsynsmyndigheden er endvidere af den opfattelse, at det i den bredere EØS-sammenhæng er muligt, at støttemodtagere i EFTA-staterne kunne have påberåbt sig Europa-Kommissionens foranstaltninger eller Domstolens retspraksis. Tilsynsmyndigheden er også klar over Kommissionens tilgang i begyndelsen af 2000 til spørgsmålet om berettigede forventninger ved forbuddet mod lignende skatteregler (78). På baggrund af Kommissionens praksis og for at sikre en ensartet tilgang til dette spørgsmål i hele EØS konkluderer Tilsynsmyndigheden således, at støttemodtagere kan have haft berettigede forventninger om, at skattereglerne ikke udgjorde statsstøtte, da de blev indført.

Sådanne forventninger kunne imidlertid ikke have fortsat i det uendelige i betragtning af udviklingen i statsstøttevurderingen af skattereglerne i denne periode. Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure om skattefritagelse til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber på Ålandsøerne, Finland, den 11. juli 2001  (79) og udtrykte tvivl om, hvorvidt foranstaltningerne kunne være forenelige med reglerne for statsstøtte. Denne undersøgelse var resultatet af anmeldelsen af de finske myndigheders foranstaltninger den 15. juli 1998 — syv måneder efter, at reglerne var gennemført i Liechtenstein. De finske myndigheder stillede indførelsen af skattereglerne i bero og afventede Kommissionens beslutning. En beslutning, der specifikt konkluderede, at skattefritagelse til koncerninterne forsikringsselskaber var ulovlig statsstøtte, fulgte den 10. juli 2002. I betragtning af, at Liechtensteins skatteregler i det væsentlige er de samme som de regler, der blev foreslået for koncerninterne forsikringsselskaber med base på Ålandsøerne, Finland, mener Tilsynsmyndigheden, at alle støttemodtagere (80) senest på datoen for offentliggørelse af beslutningen om at indlede en formel undersøgelse af lignende skatteregler på Ålandsøerne den 6. november 2001, burde have været klar over, at det var sandsynligt, at reglerne ville omfatte ulovlig statsstøtte. Kommissionens klare tvivl med hensyn til foreneligheden af særlige skattefritagelser til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber var i modstrid med eventuelle berettigede forventninger, som koncerninterne forsikringsselskaber, der kunne drage nytte af skattefritagelserne i Liechtenstein, kunne have.

Tilsynsmyndigheden konkluderer derfor, at modtagere kan have haft berettigede forventninger om, at de skattefritagelser, der gjaldt for koncerninterne forsikringsselskaber i Liechtenstein, ikke udgjorde statsstøtte fra indførelsen heraf den 1. januar 1998 indtil datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelse af den koncerninterne forsikringsordning på Ålandsøerne den 6. november 2001, men ikke senere.

Endelig kan Tilsynsmyndigheden ikke anerkende, at argumenter med relation til retssikkerhed kan gøres gældende i denne sag i betragtning af Domstolens retspraksis og den brede anvendelse af artikel 61 (i EØS-aftalen) og 107 (TEUF). En konklusion om, at skattereglerne, der blev undersøgt, kunne omfatte statsstøtte, kunne til enhver tid klart forudses.

5.   KONKLUSION

Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at de særlige skatteregler, der finder anvendelse på koncerninterne forsikringsselskaber i henhold til art. 82a, og art. 88d, stk. 3, i Liechtensteins skattelov gennemført den 18. december 1998, udgør støtte i den i artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen anførte betydning. Af ovennævnte årsager kan disse regler ikke anses for at være forenelige med statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

Tilsynsmyndigheden er desuden af den opfattelse, at de anfægtede støtteregler er blevet gennemført under overtrædelse af artikel 1, stk. 3, i del I af protokol 3 og således udgør ulovlig støtte.

I overensstemmelse med artikel 14 i protokol 3 beslutter Tilsynsmyndigheden, hvor negative beslutninger om ulovlig støtte er truffet, at den pågældende EFTA-stat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtagerne. Tilsynsmyndigheden kræver ikke tilbagebetaling, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EØS-lovgivningen. På baggrund af usikkerheden om statsstøttevurderingen af koncerninterne skatteregler erkender Tilsynsmyndigheden, at virksomheder kunne have haft visse forventninger om, at skattereglerne i Liechtenstein eventuelt ikke indebar støtte. Disse forventninger kunne ikke længere fastholdes, efter at Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure om skattereglerne til fordel for koncerninterne forsikringsselskaber på Ålandsøerne. Tilsynsmyndigheden kræver derfor kun tilbagebetaling fra datoen for offentliggørelsen af Kommissionens beslutning i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 6. november 2001.

Støttebeløbet, der skal tilbagebetales, skal beregnes ud fra en vurdering af koncerninterne forsikringsselskabers skattepligt med hensyn til indtægter, kapital og udbytte, hvis skattepligten ikke havde været omfattet af særlige regler, minus kapitalskattebeløbet, som støttemodtagerne allerede har betalt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (»TILSYNSMYNDIGHEDEN«) HAR —

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

1.   SAGSFORLØB

Tilsynsmyndigheden anmodede ved brev af 14. marts 2007 Liechtensteins myndigheder om oplysninger om forskellige former for skattefritagelse, der tilsyneladende var mulige for visse typer selskaber i henhold til Liechtensteins skattelov. Efter flere brevvekslinger meddelte Tilsynsmyndigheden ved brev af 18. marts 2009 Liechtensteins myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 med hensyn til beskatning af investeringsvirksomheder. Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 149/09/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og EØS-tillægget med en opfordring til interesserede parter til at fremsætte bemærkninger (2). Tilsynsmyndigheden har modtaget bemærkninger fra interesserede parter. Ved brev af 26. januar 2010 videresendte Tilsynsmyndigheden disse til Liechtensteins myndigheder og opfordrede dem til at udtale sig derom, hvilket skete ved brev af 17. marts 2010.

2.   BESKRIVELSE AF DEN PÅGÆLDENDE FORANSTALTNING

2.1.   Benævnelse

Undersøgelsen vedrørte behandlingen af investeringsvirksomheder i henhold til Liechtensteins skattelov (»Gesetz über die Landes- und Gemeindesteuern«) (3) (»skatteloven«) i perioden 1996-2006.

2.2.   Definition af investeringsvirksomheder

I Liechtensteins lov fra 1996 om investeringsvirksomheder (»Gesetz über Investmentunternehmen«) (»lov om investeringsvirksomheder«) defineres investeringsvirksomheder som:

»aktiver, der indskydes af offentligheden, efter at der har været reklameret, med henblik på kollektiv kapitalinvestering, og som normalt investeres og forvaltes for de enkelte investorers kollektive regning efter risikospredningsprincippet«  (4)

Efter liechtensteinsk ret kan en investeringsvirksomhed oprettes i form af en kollektiv fond, en såkaldt investeringsfond (»Anlagefonds«) (5), eller i form af et investeringsselskab (»Anlagegesellschaft«) (6). En investeringsfond forvaltes af en særskilt enhed (»fondsledelsen«) (7), mens forvaltningen af et investeringsselskab varetages af selskabet selv. I modsætning til en investeringsfond udgør investeringsselskabet derfor en enkelt enhed. I begge tilfælde gennemfører de enheder, der udfører forvaltningsfunktionerne, økonomiske aktiviteter ved at yde tjenester mod et gebyr.

Uanset den organisatoriske form skal de aktiver, som forvaltes på investorernes vegne, være adskilte fra forvaltningsselskabets egne aktiver. For forvaltningen får forvaltningsselskabet et forvaltningsgebyr, som kommer til at indgå i dets egne aktiver. Desuden kan der opkræves resultatrelaterede gebyrer eller andre gebyrer (8), som også vil indgå i et forvaltningsselskabs egne aktiver.

3.   SKATTEREGLER FOR INVESTERINGSVIRKSOMHEDER I LIECHTENSTEIN

3.1.   Liechtensteins selskabsskat

3.1.1.   Indkomst- og kapitalskat

Skattelovens artikel 73-81 i del 4, afsnit A, »Selskabsskatter« (»Die Gesellschaftssteuern«) omfatter to former for selskabsskat (9):

—

Indkomstskat (»Ertragssteuer«), der efter skattelovens artikel 77 pålignes indtægter minus fradragsberettigede udgifter (inklusive afskrivninger). Indkomstskattesatsen afhænger af forholdet mellem nettoindkomsten og den skattepligtige kapital og ligger på mellem 7,5 % og 15 % (10). Denne sats kan forhøjes med mellem 1 og 5 procentpoint afhængigt af forholdet mellem udbytte og skattepligtig kapital. Den maksimale indkomstskat udgør derfor 20 %.

—

Kapitalskat (»Kapitalsteuer«), der efter skattelovens artikel 76 pålignes et selskabs indbetalte kapital, nominelle kapital, aktiekapital og startkapital samt reserverne, som udgør selskabets egenkapital. Skatterne pålignes ved afslutningen af selskabets regnskabsår (normalt den 31. december). Satsen udgør 2 ‰ (0,2 %).

Efter skattelovens artikel 73 betaler juridiske personer, som driver erhvervsvirksomhed i Liechtenstein, både indkomst- og kapitalskat. Det samme gælder udenlandske selskaber, som har en filial i Liechtenstein.

3.1.2.   Kuponskat

Skattelovens del 5 vedrører kuponskat. Efter skattelovens artikel 88(a)(1) opkræver Liechtenstein skat på kuponer af værdipapirer (eller dokumenter svarende til værdipapirer), der udstedes af »en valutaindlænding«. Dette begreb omfatter alle personer, der opholder sig eller har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i Liechtenstein. Det omfatter også virksomheder, der er registreret i det offentlige register i Liechtenstein. Kuponskatten gælder for virksomheder, hvis kapital er opdelt i aktier, f.eks. anparts- og aktieselskaber og selskaber med begrænset ansvar (11). Den opkræves med en sats på 4 % på udlodning af dividende eller udbyttedeling (herunder udbetaling i form af aktier).

3.2.   Beskatning af investeringsvirksomheder fra 1996 til 2006

3.2.1.   Beskatning af aktiver, der forvaltes på investorernes vegne

Med indførelsen af skattelovens artikel 84(5) begyndte Liechtenstein i 1996 at beskatte aktiver, der forvaltes af investeringsvirksomheder, på samme måde som domicilselskaber (»Sitzgesellschaften«) (12). Da domicilselskaber ikke betalte indkomstskat, var de aktiver, investeringsvirksomhederne forvaltede, heller ikke indkomstskattepligtige. Efter skattelovens artikel 84(1) blev der kun opkrævet en nedsat kapitalskat på 1 ‰ (i stedet for 2 ‰) (13). Denne sats blev yderligere reduceret til 0,4 ‰ på investeringsvirksomhedernes kapital, der overstiger 2 mio. CHF, i henhold til skattelovens artikel 85(2) (14). Kuponskatten på udlodning af overskud af fondskapitalen blev også afskaffet i 1996 (15).

3.2.2.   Beskatning af forvaltningsselskabets egne aktiver

3.2.2.1.   Beskatning af investeringsfondes forvaltningsvirksomhed

I lighed med alle andre virksomheder, der opererer i Liechtenstein, var en investeringsfonds ledelse (fondens forvaltningsvirksomhed) forpligtet til at betale indkomst-, kapital- og kuponskat af sin egen indkomst og kapital. Fondsledelsen havde også været fuldt skattepligtig før 1996 i henhold til artikel 84(2) i skatteloven fra 1961.

3.2.2.2.   Beskatning af investeringsselskabers forvaltningsvirksomhed

Ved investeringsselskaber blev der dog ikke skattemæssigt set skelnet mellem forvaltningsselskabets egne aktiver og de forvaltede aktiver. Investeringsselskabernes egne aktiver var derfor også underlagt reglerne for domicilselskaber i henhold til skattelovens artikel 84(2). Det betød, at der ikke blev opkrævet indkomstskat af forvaltningsaktiviteterne eller de forvaltede aktiver, at kapitalskatten var på 1 ‰ i stedet for 2 ‰ (og blev nedsat yderligere for kapital på over 2 mio. CHF i henhold til skattelovens artikel 85(2)), og at der ikke blev opkrævet nogen kuponskat. Investeringsfondenes og investeringsselskabernes skattemæssige situation fra 1996 til 2006 kan illustreres således:

Investeringsfond (»Anlagefond«)
Fondsledelse (egne aktiver) Indkomstskat Fuld kapitalskat Kuponskat	Fondskapital, dvs. forvaltede aktiver Ingen indkomstskat Nedsat kapitalskat Ingen kuponskat

Investeringsselskab (Anlagegesellschaft)
Forvaltningsselskabets egne aktiver Ingen indkomstskat Nedsat kapitalskat Ingen kuponskat	Fondskapital, dvs. forvaltede aktiver Ingen indkomstskat Nedsat kapitalskat Ingen kuponskat

3.3.   Situationen fra 2006 til i dag

Efter den lovgivning, der blev indført i 2005, skulle investeringsselskaberne registrere og forvalte deres egne aktiver og deres forvaltede aktiver adskilt. Skatteloven blev også revideret, og der blev indføjet en ny artikel 73(f), som pålagde både en investeringsfonds ledelse og investeringsselskaber at betale indkomst-. kapital- og kuponskal af deres egne aktiver (16).

Investeringsfondes og investeringsselskabers skattemæssige situation fra 2006 og frem kan illustreres således:

Investeringsfond (Anlagefond)
Fondsledelse (egne aktiver) Indkomstskat Kapitalskat Kuponskat	Fondskapital, dvs. forvaltede aktiver Ingen beskatning

Investeringsselskab (Anlagegesellschaft)
Forvaltningsselskabets egne aktiver Indkomstskat Kapitalskat Kuponskat	Fondskapital, dvs. forvaltede aktiver Ingen beskatning

3.4.   Begrundelse for indledning af proceduren

Tilsynsmyndigheden gav i sin beslutning om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure udtryk for tvivl om, hvorvidt skattefritagelsen for investeringsselskabernes egne aktiver var forenelig med statsstøttereglerne. I modsætning til de argumenter, som Liechtensteins myndigheder havde fremført, var det Tilsynsmyndighedens foreløbige vurdering, at skattelovgivningen gav investeringsselskaberne en selektiv fordel, som fordrejede konkurrencen og påvirkede samhandelen inden for EØS. På denne baggrund kunne Tilsynsmyndigheden ikke udelukke, at de skatteregler, der gælder for investeringsselskabers egne aktiver (fuldstændig fritagelse for betaling af indkomst- og kuponskat og delvis fritagelse for betaling af kapitalskat), udgør statsstøtte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Tilsynsmyndigheden udtrykte også tvivl om, hvorvidt disse foranstaltninger kunne anses for at være forenelige med EØS-aftalens statsstøtteregler, især aftalens artikel 61, stk. 3, litra c).

4.   BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

Bemærkningerne fra de interesserede parter kan opsummeres således:

—

Under henvisning til Europa-Kommissionens beslutninger om en irsk skattefritagelsesordning (Irish Company Holding Regime) (17) og om et skattefradrag i indtægterne af visse immaterielle aktiver i Spanien (18) fremførte de interesserede parter, at enhver fysisk eller juridisk person kunne oprette en investeringsvirksomhed og dermed opnå skattefritagelser, og at skattefritagelsen derfor ikke var en selektiv foranstaltning.

—	Da lovgivningen blev indført i 1996, var det ikke klart, at statsstøttereglerne ville finde anvendelse på skatteforanstaltninger.

—	Hvis Tilsynsmyndigheden konkluderede, at fritagelserne udgjorde statsstøtte, burde de betragtes som eksisterende støtte, idet de havde været gældende siden 1996.

—	Under henvisning til artikel 15 i protokol 3 (hvor det er fastsat, at tilbagesøgning er omfattet af en forældelsesfrist på ti år) fremførte de interesserede parter, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af støtte, fordi skattefritagelsen blev indført i 1996.

—	Det blev fremført, at tilbagesøgning ville stride mod princippet om berettigede forventninger og retssikkerhedsprincippet.

—	I nogle tilfælde kunne der ikke kræves tilbagesøgning, fordi skattefritagelserne ville falde ind under de minimis-reglen.

5.   BEMÆRKNINGER FRA LIECHTENSTEINS MYNDIGHEDER

Ved brev af 17. marts 2010 og 16. juli 2010 fremsatte Liechtensteins myndigheder følgende kommentarer:

—

Skattefritagelsen udgør ikke statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, da den ikke er selektiv. Til støtte for dette argument henviste de også til Europa-Kommissionens to beslutninger om henholdsvis en irsk skattefritagelsesordning (Irish Company Holding Regime) og et skattefradrag i indtægterne af visse immaterielle aktiver i Spanien.

—

Subsidiært fremføres det, at eventuel støtte skal betragtes som eksisterende støtte på grundlag af den tiårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra b), nr. iv), sammenholdt med artikel 15 i del II i protokol 3, og ud fra den betragtning, at foranstaltningen kun blev til støtte som følge af udviklingen i Det Europæiske Samarbejdsområde (artikel 1, stk. 1, litra b), nr. v), i del II i protokol 3).

—	Hvis Tilsynsmyndigheden ikke accepterede dette, mente Liechtensteins myndigheder ikke, at den burde kræve støtten tilbagebetalt, da dette ville stride mod EØS-rettens generelle principper, især med hensyn til beskyttelse af de berettigede forventninger og retssikkerheden.

II.   VURDERING

1.   STATSSTØTTE

EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fastsætter følgende:

1.1.   Statsmidler

Støtteforanstaltningen skal være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler.

Bevilling af fuldstændig eller delvis skattefritagelse påfører staten et tab af skatteindtægter, der svarer til forbruget af statsmidler i form af skatteudgifter (19). Liechtensteins myndigheder går glip af indtægter svarende til de indkomst-, kapital- og kuponskatter, som ikke bliver betalt.

Tilsynsmyndigheden mener derfor, at de skatteregler, der gælder for investeringsselskaber, indebærer brug af statsmidler.

1.2.   Begunstigelse af visse virksomheder eller produktionen af visse varer

For det første skal en støtteforanstaltning give støttemodtagerne fordele, der fritager dem for omkostninger, som de normalt selv skal afholde.

Da investeringsselskaberne er fritaget for indkomst- og kuponskat og kun skal betale en nedsat kapitalskat af deres egne aktiver, opnår de en fordel i forhold til andre virksomheder, som er forpligtede til at betale almindelig indkomstskat af deres erhvervsaktiviteter.

Fordelen er selektiv, da den kun kom de investeringsvirksomheder til gode, der er organiseret som investeringsselskaber. Tilsynsmyndigheden kan ikke godtage de argumenter, som Liechtensteins myndigheder og de interesserede parter har fremsat, nemlig at alle virksomheder i Liechtenstein, der udøver sådanne erhvervsaktiviteter, principielt frit kan vælge den mest fordelagtige retlige organisationsform og dermed opnå skattelettelserne. En skattefordel, som er begrænset til en bestemt gruppe virksomheder, kan ikke karakteriseres som en generel foranstaltning med den begrundelse, at alle interesserede virksomheder kan opfylde bestemte kriterier og komme i betragtning, hvis de organiserer sig i en bestemt form (20).

EU-Domstolen fastslog i GIL Insurance-sagen (21), at »artikel 87, stk. 1, EF kræver en stillingtagen til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation«. Tilsynsmyndigheden konkluderer, at virksomheder i samme retlige og faktiske situation i dette tilfælde er de virksomheder, der betaler den (fulde) indkomst-, kapital- og kuponskat i Liechtenstein — og at investeringsselskaber i Liechtenstein får en selektiv fordel i forhold til disse. Især opnår investeringsselskaber fordele i forhold til fondsledelsen i virksomheder, der er organiseret som investeringsfonde, og som udøver samme aktiviteter, men er skattepligtige i lighed med alle andre virksomheder i Liechtenstein.

En bestemt foranstaltning kan dog være begrundet i skattesystemets karakter. De særlige skatteregler, der gælder for investeringsselskaber, er ikke selektive som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvis reglen er begrundet i det liechtensteinske skattesystems karakter og generelle forvaltning (22). I modsætning til mange nylige komplekse skattestøtteordninger er formålene med det pågældende skattesystem ukomplicerede. Skatternes formål, eller karakter, er at skaffe staten indtægter. Ifølge Liechtensteins skattelov skal juridiske personer, som opererer i Liechtenstein, betale indkomstskat af deres indtægter og kapitalskat af den kapital, der udgør selskabets egenkapital. Virksomheder, hvis kapital er opdelt i aktier, skal også betale kuponskat af udbyttet. Investeringsselskaber er juridiske personer, som er indregistreret efter liechtensteinsk ret som anparts- og aktieselskaber, og er som sådanne underlagt de generelle bestemmelser om indkomst-, kapital- og kuponskat i Liechtensteins skattelov. Ifølge Tilsynsmyndigheden falder skattelettelsen for forvaltningsselskabets egne aktiver hverken ind under formålet med det generelle skattesystem i Liechtenstein, eller noget særligt formål med beskatningen af investeringsvirksomheder. Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse er der intet i investeringsselskabers organisationsform, som kan berettige en særlig skattefritagelse for et investeringsselskabs forvaltningsaktiviteter i forhold til en investeringsfonds forvaltningsaktiviteter (23). Skattenedsættelsen og -fritagelsen for domicilselskaber (24) og investeringsselskaber tog sigte på at fremme disse aktiviteter i Liechtenstein. Tilsynsmyndigheden indtager derfor det foreløbige synspunkt, at skattefritagelsen for forvaltningsselskabets egne aktiver ikke kan begrundes i det liechtensteinske skattesystems karakter eller generelle forvaltning.

I 2006 blev lovgivningen ændret, og investeringsselskaber blev derefter underlagt den almindelige erhvervsbeskatning i lighed med investeringsfondes ledelse og alle andre juridiske personer, som udøver virksomhed i Liechtenstein. Ifølge Liechtensteins myndigheder fjernede dette den »uensartethed«  (25), der bestod i, at der ikke blev opkrævet skatter af virksomhedernes egne aktiver tidligere.

Af disse årsager mener Tilsynsmyndigheden, at foranstaltningerne udgjorde en selektiv fordel for investeringsselskaberne, hvilket blev afhjulpet af den lovgivning, der gjaldt fra 2006 og frem.

For det tredje skal støtteforanstaltningen begunstige virksomheder, der udøver økonomiske aktiviteter. I BBL-sagen (26) behandlede EU-Domstolen de aktiviteter, der udøves af investeringsselskaber (»SICAVs« efter belgisk ret), og som består i kollektiv investering i værdipapirer af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden. Domstolen fastslog, at dette udgør en økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette momsdirektivs artikel 4, stk. 2. Investeringsselskaber beskæftiger sig med at samle og forvalte forskellige investorers aktiver med det formål at opnå fortjeneste via de forskellige gebyrer for de leverede ydelser. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at investeringsselskaber udøver økonomiske aktiviteter i form af aktivforvaltning og dermed er virksomheder i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1 (27).

1.3.   Konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen mellem de kontraherende parter

Støtteforanstaltningen skal fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter.

Ifølge fast retspraksis gælder forbuddet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, på enhver form for støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, uanset beløbet, for så vidt som støtten påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter (28). Kommissionen har også konkluderet, at investeringsvirksomheder opererer på internationale markeder og udøver kommercielle og andre økonomiske aktiviteter på markeder, hvor konkurrencen er intens (29). Tilsynsmyndigheden er derfor af den opfattelse, at skattelettelserne i forbindelse med investeringsselskabers egne aktiver fra 1996 til 2006 styrkede disse selskabers konkurrencemæssige stilling inden for EØS, fordi skattelettelserne reducerede selskabernes driftsomkostninger i forhold til andre virksomheders omkostninger (30). Investeringsselskaber konkurrerer med andre finansielle virksomheder og opererer på et åbent marked, som er præget af en betydelig samhandel inden for EØS. Handelen mellem de kontraherende parter påvirkes også (31).

Tilsynsmyndigheden indtager derfor det foreløbige synspunkt, at skattelettelserne fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.

1.4.   Konklusion

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at den lempede beskatning af forvaltningsselskabernes egne aktiver i henhold til Liechtensteins skattelov fra 1996 til 2006 udgjorde statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

2.   PROCEDUREMÆSSIGE KRAV

Det er fastsat i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, at »EFTA-tilsynsmyndigheden skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil (…). Den pågældende stat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte procedure har ført til endelig beslutning«. Liechtensteins myndigheder anmeldte ikke støtteforanstaltningerne til Tilsynsmyndigheden. Liechtensteins myndigheder har fremført, at støtten udgør eksisterende støtte, idet foranstaltningerne kun blev til støtte på grund af udviklingen inden for EØS og/eller som følge af artikel 1, stk. 1, litra b), nr. iv), og artikel 15 i del II i protokol 3, hvor det er fastsat, at Tilsynsmyndighedens beføjelser til at kræve tilbagesøgning af støtte er underlagt en forældelsesfrist på 10 år. Tilsynsmyndigheden mener imidlertid, at EU-Domstolen helt tilbage i 1970'erne gjorde det klart, at skattefritagelser af den art, der er omfattet af denne undersøgelse, kunne være statsstøtte. Domstolen fastslog i 1974 (32), at foranstaltninger, der har til formål at fritage virksomhederne inden for en bestemt sektor for de byrder, som følger af den normale anvendelse af et skattesystem (uden at denne fritagelse er berettiget på grundlag af dette systems karakter eller forvaltning), udgjorde statsstøtte. I 1987 (33) fastslog Domstolen udtrykkeligt, at et skatteprovenutab svarede til brug af statsmidler i form af skatteudgifter.

Denne fremgangsmåde afspejles også i Tilsynsmyndighedens beslutninger før gennemførelsen af Liechtensteins skattelov, idet Tilsynsmyndigheden konkluderede, at fritagelse for selskabsskat var (uforenelig) statsstøtte i Finland i 1994 (34) og i Norge i 1995 (35) og 1997 (36). Efter en bred drøftelse af behovet for en samordnet indsats på fællesskabsplan for at bekæmpe skadelig skattekonkurrence vedtog Rådet den 1. december 1997 en række konklusioner og en resolution om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (37). Ved denne lejlighed forpligtede Kommissionen sig til at bidrage til at bekæmpe skadelig skattekonkurrence ved at udarbejde en meddelelse (38) om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne og til »omhyggeligt at påse, at statsstøttereglerne anvendes strengt på sådan støtte«. I meddelelsen, der blev offentliggjort i december 1998, var det anført, at en skatteforanstaltning ifølge fast administrativ praksis og retspraksis (39) skal betragtes som støtte, når den hovedsagelig bevirker, at en eller flere erhvervssektorer begunstiges (40). Kommissionen forpligtede sig derfor til omhyggeligt at påse, at de gældende statsstøtteregler anvendes strengt (41).

Tilsynsmyndigheden er ikke enig i, at de argumenter, som Liechtensteins myndigheder og interesserede parter har fremført, viser, at Kommissionens (eller Tilsynsmyndighedens) kriterier for påvisning af selektivitet ved vurderingen af skattespørgsmål har ændret sig siden vedtagelsen af skatteforanstaltningerne i den foreliggende sag. Kommissionens meddelelse om beskatning af virksomheder, og Tilsynsmyndighedens tilsvarende retningslinjer, er baseret på EU-domstolenes faste retspraksis og bekræfter, at (henholdsvis) artikel 107 og 108 i TEUF og artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen finder anvendelse på skattemæssige foranstaltninger. Selv om det kunne godtgøres, at der var sket en sådan ændring af praksis, kan det argument, at skatteforanstaltningerne udgør eksisterende støtte, heller ikke godtages, jf. retspraksis, da det ikke viser, at den eventuelle ændring i Kommissionens eller Tilsynsmyndighedens kriterier for fastsættelse af selektivitet skyldes udviklingen i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), nr. v), i del II i protokol 3 (42).

Tilsynsmyndigheden er derfor ikke enig i, at foranstaltningerne kan betragtes som eksisterende støtte, der er ydet før en bestemt udvikling i EØS. Foranstaltningen skal derfor betragtes som ny støtte, der ikke blev anmeldt til Tilsynsmyndigheden. Liechtensteins myndigheder opfyldte derfor ikke deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

Hvad angår tiårsfristen, er Tilsynsmyndigheden enig i, at støtte, der er ydet inden den 15. marts 1997, ikke kan tilbagesøges i henhold til artikel 1, stk. 1, litra b), nr. iv), og artikel 15 i del II i protokol 3. Tilsynsmyndigheden er dog ikke enig i, at den omstændighed, at de relevante lovbestemmelser blev gennemført inden den 15. marts 1997, indebærer, at al støtte, der ydes derefter, er eksisterende støtte. I tilfælde, hvor der gentagne gange udbetales støtte, (såsom en ordning eller skattereglerne i den foreliggende sag), begynder fristen at løbe den dag, hvor den konkrete støtte ydes (i modsætning til det tidspunkt, hvor foranstaltningen eller ordningen først blev anvendt). Retten i Første Instans har fastslået følgende: »I tilfælde af en støtteordning, der er indført mere end ti år før den første afbrydelse af forældelsesfristen, kan den ulovlige og med fællesmarkedet uforenelige støtte, der er ydet i henhold til ordningen i løbet af de seneste ti år, derfor kræves tilbagebetalt«  (43).

3.   STØTTENS FORENELIGHED

Støtteforanstaltninger, der betragtes som statsstøtte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er i almindelighed uforenelige med EØS-aftalen, medmindre en af undtagelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 eller 3, finder anvendelse. Undtagelsen i artikel 61, stk. 2, kan ikke anvendes på den pågældende støtte, som ikke tager sigte på at nå nogen af målene i denne bestemmelse. EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a) eller litra b), finder heller ikke anvendelse.

Den pågældende støtte er ikke forbundet med investeringer i produktionskapital. Den sænker udelukkende de omkostninger, som virksomheder normalt skal afholde i forbindelse med deres daglige forretningsaktiviteter, og må derfor klassificeres som driftsstøtte. Driftsstøtte anses normalt ikke for at kunne fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner som anført i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c). Driftsstøtte er kun tilladt under særlige omstændigheder (f.eks. til visse typer miljø- eller regionalstøtte), hvor Tilsynsmyndighedens retningslinjer tillader en sådan udtagelse. Ingen af disse retningslinjer finder anvendelse på den pågældende støtte.

Tilsynsmyndigheden konkluderer derfor, at den støtte, der er udbetalt i henhold til særlige skatteregler for investeringsforvaltningsselskaber, er uforenelig med EØS-aftalen.

4.   BERETTIGEDE FORVENTNINGER OG RETSSIKKERHED

Liechtensteins myndigheder og udenforstående støttemodtagere har fremført, at tilbagesøgning af støtte ville bryde grundlæggende EØS-retlige principper, og har begrundet det med, at Europa-Kommissionen skabte forventning hos støttemodtagerne om, at støtten var lovlig. Det er også blevet fremført, at beskatningen af investeringsselskaber ikke involverede statsstøtte og heller ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor Liechtenstein tiltrådte EØS-aftalen.

Støttemodtagere kan påberåbe sig de grundlæggende retsprincipper om berettigede forventninger og retssikkerhed til at anfægte et krav om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte. Principperne gælder imidlertid kun under ekstraordinære omstændigheder, og en virksomhed kan normalt ikke have berettigede forventninger om, at støtten er lovlig, medmindre den er ydet i overensstemmelse med proceduren for anmeldelse af støtte til Tilsynsmyndigheden (eller i givet fald Europa-Kommissionen) (44). Dette princip blev for nylig stadfæstet af Domstolen: »I en situation som den i hovedsagen foreliggende kan tilstedeværelsen af en ekstraordinær omstændighed ikke gøres gældende i forhold til retssikkerhedsprincippet, idet Domstolen allerede i det væsentlige har fastslået, at så længe Kommissionen ikke har vedtaget en beslutning om godkendelse, (…) har støttemodtageren ikke vished med hensyn til lovligheden af støtten, hvorfor hverken princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller retssikkerhedsprincippet kan påberåbes«  (45). Ifølge Domstolens retspraksis kan der principielt ikke bestå en berettiget forventning hos støttemodtagerne om, at den pågældende støtte er lovlig, medmindre denne støtte er ydet i overensstemmelse med proceduren i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (46), og det er endvidere fastsat, at en påpasselig erhvervsdrivende normalt må være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er fulgt (47).

Ikke desto mindre har Domstolen også accepteret, at en modtager af uanmeldt og dermed ulovlig støtte under ekstraordinære omstændigheder kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at støtten var lovlig for at modsætte sig tilbagebetaling heraf (48). Ifølge Domstolen kan enhver retsundergiven påberåbe sig princippet om beskyttelse af berettigede forventninger, som en fællesskabsinstitution har givet anledning til (49). Det betyder i denne sammenhæng, at en stat eller en støttemodtager skal have påberåbt sig Tilsynsmyndighedens (eller Europa-Kommissionens) tidligere foranstaltninger som f.eks. godkendelse af samme eller en lignende støtteforanstaltning. Hverken Tilsynsmyndigheden eller Kommissionen har truffet sådanne foranstaltninger, og i praksis burde Tilsynsmyndighedens beslutninger om ikke at tillade skattemæssige støtteforanstaltninger i Finland og Norge umiddelbart inden gennemførelsen af Liechtensteins skattelov have gjort det klart, at skatteforanstaltninger til fordel for bestemte virksomheder eller koncerner skulle anmeldes til Tilsynsmyndigheden (50).

Endelig kan Tilsynsmyndigheden ikke acceptere, at argumenter vedrørende retssikkerhed kan gøres gældende i denne sag i betragtning af Domstolens retspraksis og den brede anvendelse af artikel 61 (i EØS-aftalen) og 107 (i TEUF). Den konklusion, at de pågældende skatteregler kunne omfatte statsstøtte, kunne klart forudses.

Tilsynsmyndigheden er derfor ikke enig i, at denne afgørelse er i strid med grundlæggende EØS-retlige principper.

5.   KONKLUSION

Tilsynsmyndigheden konkluderer, at Liechtensteins myndigheder har gennemført de pågældende støtteforanstaltninger ulovligt i strid med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

Af ovennævnte årsager er støtten ikke forenelig med EØS-aftalen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: