30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/1

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2001/748/EF af 16. oktober 2001 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af De Forenede Nationers protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, der er knyttet som bilag til De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (2), undertegnede Kommissionen denne protokol (i det følgende benævnt »FN's våbenprotokol«) på Fællesskabets vegne den 16. januar 2002.

(2)

FN's våbenprotokol, der har til formål at fremme, lette og styrke samarbejdet mellem de kontraherende parter for at forebygge, bekæmpe og udrydde ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, trådte i kraft den 3. juli 2005.

(3)

For at lette sporingen af skydevåben og effektivt bekæmpe ulovlig handel med skydevåben samt dele, væsentlige komponenter og ammunition hertil er det nødvendigt at forbedre udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne, navnlig gennem bedre udnyttelse af eksisterende kommunikationskanaler.

(4)

Personoplysninger skal behandles i overensstemmelse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3) og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (4).

(5)

Kommissionen anførte i sin meddelelse af 18. juli 2005 om foranstaltninger til at skabe større sikkerhed med hensyn til sprængstoffer, detonatorer, udstyr til fremstilling af bomber og våben (5), at den agtede at gennemføre artikel 10 i FN's våbenprotokol som led i de foranstaltninger, der skal træffes, for at Unionen kan blive i stand til at indgå protokollen.

(6)

FN's våbenprotokol kræver, at parterne indfører eller forbedrer administrative procedurer eller systemer til at udøve en effektiv kontrol over fremstilling, mærkning, indførsel og udførsel af skydevåben.

(7)

Efterlevelsen af FN's våbenprotokol forudsætter også, at ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, væsentlige komponenter og ammunition hertil anses for strafbare handlinger, og at der træffes foranstaltninger, således at sådanne ulovligt fremstillede eller handlede produkter kan konfiskeres.

(8)

Denne forordning bør ikke gælde for skydevåben og dele, væsentlige komponenter eller ammunition hertil, som specifikt er beregnet til militære formål. Foranstaltningerne til at imødekomme kravene i artikel 10 i FN's våbenprotokol bør tilpasses, så der bliver forenklede procedurer for skydevåben til civil brug. Derfor bør der sikres visse lempelser med hensyn til tilladelse til flerdobbelte forsendelser, transitforanstaltninger og midlertidig udførsel til lovlige formål.

(9)

Denne forordning påvirker ikke anvendelsen af artikel 346 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som henviser til væsentlige sikkerhedsinteresser for medlemsstaterne, og denne forordning har ingen indvirkning på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for Fællesskabet (6) eller på Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af våben (7). Desuden finder FN's våbenprotokol, og som følge deraf denne forordning, ikke anvendelse på transaktioner mellem stater eller på statsoverførsler i de tilfælde, hvor anvendelsen af protokollen ville gribe ind i en kontraherende parts ret til at handle af hensyn til den nationale sikkerhed i overensstemmelse med FN's charter.

(10)

Direktiv 91/477/EØF omhandler overførsel af skydevåben til civil brug inden for Unionens område, hvorimod denne forordning fokuserer på foranstaltninger i forbindelse med udførsel fra Unionens toldområde til eller gennem tredjelande.

(11)

Skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil, som indføres fra tredjelande, er omfattet af EU-retten og navnlig af kravene i direktiv 91/477/EØF.

(12)

Det bør sikres, at der er overensstemmelse med gældende bestemmelser for registrering i henhold til EU-retten.

(13)

For at sikre, at denne forordning anvendes korrekt, bør medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der giver de kompetente myndigheder passende beføjelser.

(14)

For at kunne føre listen over skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil, som der kræves tilladelse til i henhold til denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at tilpasse bilag I til denne forordning til bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (8) og til bilag I til direktiv 91/477/EØF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(15)

Unionen har vedtaget en samling af toldregler, som er indeholdt i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (9) og dens gennemførelsesbestemmelser som fastlagt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (10). Der bør også tages hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (11), hvis bestemmelser er gældende i forskellige faser i henhold til dennes artikel 188. Intet i nærværende forordning indskrænker de beføjelser, der gælder i henhold til og i kraft af EF-toldkodeksen og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

(16)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og sikre, at de gennemføres. Disse sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

(17)

Denne forordning berører ikke Unionens ordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse, som er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 (12).

(18)

Denne forordning er i overensstemmelse med de andre relevante bestemmelser om skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil til militær brug, sikkerhedsstrategier, ulovlig handel med håndvåben og lette våben og eksport af militærteknologi, herunder Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (13).

(19)

Kommissionen og medlemsstaterne bør underrette hinanden om foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, og om andre relevante oplysninger, de har kendskab til i forbindelse med denne forordning.

(20)

Denne forordning forhindrer ikke medlemsstaterne i at anvende deres forfatningsmæssige bestemmelser vedrørende aktindsigt i offentlige dokumenter, under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (14) —

a)

en udførselsprocedure som omhandlet i artikel 161 i forordning (EØF) nr. 2913/92

b)

en genudførsel som omhandlet i artikel 182 i forordning (EØF) nr. 2913/92, dog ikke varer, der forsendes under proceduren for ekstern forsendelse, jf. artikel 91 i nævnte forordning, hvor formaliteterne for genudførsel som omhandlet i artikel 182, stk. 2, i nævnte forordning ikke er blevet opfyldt

a)

en enkelt tilladelse eller licens, der udstedes til en bestemt eksportør til en enkelt forsendelse af et eller flere skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil til en identificeret slutmodtager eller modtager i et tredjeland, eller

b)

en flerdobbelt tilladelse eller licens, der udstedes til en bestemt eksportør til flerdobbelte forsendelser af et eller flere skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil til en identificeret slutmodtager eller modtager i et tredjeland, eller

c)

en global tilladelse eller licens, der udstedes til en bestemt eksportør til flerdobbelte forsendelser af et eller flere skydevåben og dele, væsentlige komponenter og ammunition hertil til flere identificerede slutmodtagere eller modtagere i et eller flere tredjelande

a)

transaktioner mellem stater eller statsoverførsler

b)

skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil, som er specielt konstrueret til militær anvendelse, og under ingen omstændigheder fuldautomatiske skydevåben

c)

skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil, som er beregnet til de væbnede styrker, politiet eller de offentlige myndigheder i medlemsstaterne

d)

samlere og institutter, der har kulturelt eller historisk sigte på området for skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, og som er anerkendt som sådanne ved anvendelse af denne forordning af den medlemsstat, på hvis område de har hjemsted, forudsat at der er sikret sporingsforanstaltninger

e)

deaktiverede skydevåben

f)

antikke skydevåben og efterligninger heraf som fastsat i henhold til national lovgivning, forudsat at de antikke skydevåben ikke omfatter skydevåben, der er fremstillet efter 1899.

a)

indførselstredjelandet har givet tilladelse til den relevante indførsel, og

b)

eventuelle transittredjelande senest inden forsendelsen har givet skriftlig meddelelse om, at de ingen indvendinger har mod transitten. Denne bestemmelse gælder ikke:

a)

datoerne for udstedelse og udløb

b)

stedet for udstedelse

c)

udførselslandet

d)

indførselslandet

e)

i givet fald transittredjelandet eller -landene

f)

modtageren

g)

slutmodtageren, hvis denne kendes på tidspunktet for forsendelsen

h)

nødvendige oplysninger til identifikation af skydevåbnene og dele, væsentlige komponenter samt ammunitionen hertil samt mængden heraf, herunder, senest inden forsendelsen, om mærkning på skydevåbnene.

a)

Der kræves ikke udførselstilladelse for

b)

Når jægere eller konkurrenceskytter forlader Unionens toldområde via en anden medlemsstat end den, hvor de har deres bopæl, fremviser de et europæisk skydevåbenpas, jf. artikel 1 og 12 i direktiv 91/477/EØF, til de kompetente myndigheder. I tilfælde af rejse med fly skal det europæiske skydevåbenpas fremvises til de kompetente myndigheder, der hvor de relevante genstande overlades til luftfartsselskabet til transport ud af Unionens toldområde.

Når jægere og konkurrenceskytter forlader Unionens toldområde via den medlemsstat, hvor de har deres bopæl, kan de i stedet for det europæiske skydevåbenpas vælge at fremvise et andet dokument, som den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat betragter som værende gyldigt til dette formål.

c)

En medlemsstats kompetente myndigheder suspenderer i en periode på højst ti dage udførselsprocessen eller hindrer på anden vis, hvis dette er nødvendigt, at skydevåben og dele, væsentlige komponenter eller ammunition hertil forlader Unionens toldområde via den pågældende medlemsstat, når der er begrundet mistanke om, at de af jægere eller konkurrenceskytter dokumenterede grunde ikke er i overensstemmelse med de relevante betragtninger og de forpligtelser, der er fastsat i artikel 10. Under særlige omstændigheder og af behørigt begrundede årsager kan perioden i dette litra forlænges til 30 dage.

a)

genudførsel af skydevåben efter midlertidig indførsel med henblik på vurdering eller udstilling uden salg, eller aktiv forædling til reparation, forudsat at skydevåbnene fortsat tilhører en person, der er etableret uden for Unionens toldområde, og at skydevåbnene genudføres til denne person

b)

genudførsel af skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil, hvis de opbevares midlertidigt fra det øjeblik, de indføres på Unionens toldområde, til de udføres fra dette

c)

midlertidig udførsel af skydevåben med henblik på vurdering og reparation og udstilling uden salg, forudsat at eksportøren dokumenterer den lovlige besiddelse af disse skydevåben og udfører dem under toldproceduren for passiv forædling eller midlertidig udførsel.

a)

deres forpligtelser og tilsagn som parter i relevante internationale udførselskontrolordninger eller relevante internationale traktater

b)

den nationale udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder hensyn, der er omfattet af fælles holdning 2008/944/FUSP

c)

den tiltænkte endelige anvendelse, modtageren, den identificerede slutmodtager og risikoen for omdirigering.

a)

afslår at udstede en udførselstilladelse, hvis ansøgeren ikke har en ren straffeattest på grund af adfærd, der udgør en lovovertrædelse som nævnt i artikel 2, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (15), eller på grund af enhver anden adfærd, der udgjorde en strafbar handling, der kan straffes med frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf

b)

annullerer, suspenderer, ændrer eller tilbagekalder en udførselstilladelse, hvis betingelserne for udstedelsen ikke eller ikke længere er til stede.

a)

indsamle oplysninger om alle ordrer eller transaktioner vedrørende skydevåben og dele, væsentlige komponenter samt ammunition hertil og

b)

fastslå, om kontrolforanstaltningerne vedrørende udførsel anvendes korrekt, hvilket navnlig kan indebære adgang til forretningssteder, der anvendes af personer, der har interesse i en udførselstransaktion.

a)

relevante oplysninger ikke blev taget i betragtning, da tilladelsen blev udstedt, eller

b)

omstændighederne har ændret sig væsentligt, siden tilladelsen blev udstedt.

a)

nærmere oplysninger om eksportører, hvis ansøgning om en tilladelse er blevet afvist, eller vedrørende eksportører, som er genstand for beslutninger, der er truffet af medlemsstaterne i henhold til artikel 11

b)

oplysninger om modtagere eller andre aktører, der er involveret i mistænkelige aktiviteter og, hvis sådanne oplysninger er tilgængelige, anvendte ruter.

30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/16

(1)

I sin rapport af 4. maj 2007 til Rådet og Europa-Parlamentet foretog Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2004 (3) en evaluering af anvendelsen af fosfater i vaske- og rengøringsmidler. På baggrund af yderligere undersøgelser er det blevet konkluderet, at anvendelsen af fosfater i tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål bør begrænses for at mindske vaske- og rengøringsmidlers bidrag til risikoen for eutrofiering og for at reducere omkostningerne ved fjernelse af fosfater i spildevandsrensningsanlæg. Disse omkostningsbesparelser opvejer omkostningerne ved at reformulere tekstilvaskemidler til husholdningsformål med alternativer til fosfater.

(2)

Effektive alternativer til fosfatbaserede tekstilvaskemidler til husholdningsformål kræver små mængder af andre fosforholdige stoffer, nemlig fosfonater, der kan være skadelige for miljøet, hvis de anvendes i stigende mængder. Selv om det er vigtigt at tilskynde til at anvende alternative stoffer med en mere miljøvenlig profil end fosfater og andre fosforholdige stoffer i fremstillingen af tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål, burde disse stoffer under normale anvendelsesforhold udgøre ingen eller en lavere risiko for mennesker og/eller miljøet. REACH (4)-systemet bør derfor, hvor det er relevant, anvendes til at vurdere sådanne stoffer.

(3)

Samspillet mellem fosfater og andre fosforholdige stoffer gør det nødvendigt, at omfanget af og niveauet for begrænsningen af anvendelsen af fosfater i tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål fastsættes omhyggeligt. Begrænsningen bør ikke kun gælde for fosfater, men for alle fosforholdige stoffer for at undgå, at fosfater blot erstattes af andre fosforholdige stoffer. Grænsen for fosforindholdet bør være så lav, at den forhindrer markedsføring af fosfatbaserede formuleringer af tekstilvaskemidler til husholdningsformål, og samtidig så høj, at den tillader den mindstemængde fosfonater, der er nødvendig for alternative formuleringer.

(4)

Begrænsningerne i anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål bør på nuværende tidspunkt ikke udvides til at omfatte vaske- og rengøringsmidler til erhvervsmæssig brug og til brug i institutioner på EU-plan, fordi der endnu ikke findes velegnede teknisk og økonomisk gennemførlige alternativer til fosfater i disse vaske- og rengøringsmidler. For så vidt angår maskinopvaskemidler til husholdningsformål vil der sandsynligvis være flere alternativer til rådighed i nær fremtid. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en begrænsning for anvendelsen af fosfater i disse midler. En sådan begrænsning bør finde anvendelse fra og med et fremtidigt tidspunkt, hvor alternativer til fosfater må forventes at være almindeligt tilgængelige, med henblik på at stimulere udviklingen af nye produkter. Der bør ligeledes fastsættes et maksimalt tilladt indhold af fosfor på grundlag af forskellige oplysninger, herunder eksisterende nationale begrænsninger på fosfor i maskinopvaskemidler til husholdningsformål. Det er imidlertid også nødvendigt at fastsætte, at Kommissionen, før en sådan begrænsning bliver gældende i hele Unionen, bør foretage en grundig vurdering af grænseværdien baseret på de nyeste til rådighed værende data og, hvis begrundet, fremsætte et forslag til retsakt. Denne vurdering bør omfatte virkningerne på miljøet, erhvervslivet og forbrugere af maskinopvaskemidler til husholdningsformål med et fosforindhold over og under grænseværdien i bilag VIa og af alternativer, under hensyntagen til forskellige faktorer, herunder deres omkostninger, tilgængelighed, rengøringseffektivitet og indvirkning på spildevandsrensningen.

(5)

Et af formålene med denne forordning er at beskytte miljøet ved at formindske eutrofiering forårsaget af fosfor i vaske- og rengøringsmidler, der anvendes af forbrugere. Det ville derfor ikke være hensigtsmæssigt at tvinge medlemsstater, som allerede har begrænsninger for fosfor i maskinopvaskemidler til husholdningsformål, til at tilpasse disse begrænsninger, før EU-begrænsningen træder i kraft. Det er desuden ønskeligt, at medlemsstaterne får lov til at indfase begrænsningerne i denne forordning så tidligt som muligt.

(6)

Med henblik på at lette læsbarheden bør forordning (EF) nr. 648/2004 i stedet for en henvisning til den relevante ISO-standard indeholde en definition af »rengøring«, og den bør ligeledes indeholde definitioner af »tekstilvaskemidler til husholdningsformål« og »maskinopvaskemidler til husholdningsformål«. Desuden bør definitionen af »markedsføring« gøres tydeligere, og der bør indføres en definition af »gøre tilgængelig på markedet«.

(7)

Med henblik på at give korrekt information inden for den kortest mulige tidshorisont er det hensigtsmæssigt at modernisere den måde, hvorpå Kommissionen offentliggør listen over kompetente myndigheder og godkendte laboratorier.

(8)

For at tilpasse forordning (EF) nr. 648/2004 til den videnskabelige og tekniske udvikling, at indføre bestemmelser om vaske- og rengøringsmidler, der er baseret på opløsningsmidler, og at opstille hensigtsmæssige risikobaserede koncentrationsgrænser for allergene parfumestoffer bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår de ændringer af bilagene til nævnte forordning, der er nødvendige for at opfylde disse målsætninger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(9)

Medlemsstaterne bør fastlægge regler om sanktioner for overtrædelse af forordning (EF) nr. 648/2004 og sikre, at de gennemføres. Disse sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(10)

Anvendelsen af de begrænsninger, der er fastsat i denne forordning, bør udskydes for at give aktørerne, især små og mellemstore virksomheder, mulighed for at reformulere deres fosfatbaserede tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål med alternativer som led i deres normale reformuleringscyklus for at reducere omkostningerne herved mest muligt.

(11)

Målene for denne forordning, nemlig at reducere bidraget fra fosfater i vaske- og rengøringsmidler til husholdningsformål til risikoen for eutrofiering, at reducere omkostningerne til fjernelse af fosfater i spildevandsrensningsanlæg samt at sikre, at det indre marked for tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål fungerer gnidningsløst, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet nationale foranstaltninger med forskellige tekniske specifikationer ikke kan sikre en omfattende forbedring af vandkvaliteten på tværs af nationale grænser, og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(12)

Forordning (EF) nr. 648/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, stk. 2, tredje og fjerde led, affattes således, og der tilføjes et femte led:

2)

Artikel 2 ændres således:

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 4a

Begrænsninger i indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer

Vaske- og rengøringsmidler, der er opført i bilag VIa, og som ikke opfylder de i nævnte bilag fastlagte begrænsninger med hensyn til indhold af fosfater og andre fosforholdige stoffer, må ikke markedsføres fra de deri anførte tidspunkter.«

4)

Artikel 8, stk. 4, affattes således:

»4.   Kommissionen gør den i stk. 1 omhandlede liste over kompetente myndigheder og den i stk. 2 omhandlede liste over godkendte laboratorier offentlig tilgængelig.«

5)

Artikel 11, stk. 4, affattes således:

»4.   Desuden skal emballagen til tekstilvaskemidler til husholdningsformål og maskinopvaskemidler til husholdningsformål være forsynet med de angivelser, der er omhandlet i bilag VII, punkt B.«

6)

Artikel 12, stk. 3, udgår.

7)

Artikel 13 og 14 erstattes af følgende:

»Artikel 13

Tilpasning af bilag

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13a med henblik på at indføre de ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilag I-IV, VII og VIII til den videnskabelige og tekniske udvikling. Kommissionen skal i videst muligt omfang følge europæiske standarder.

2.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13a med henblik på at indføre ændringer af bilagene til denne forordning, hvad angår vaske- og rengøringsmidler, der er baseret på opløsningsmidler.

3.   Opstiller Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed individuelle risikobaserede koncentrationsgrænser for allergene parfumestoffer, vedtager Kommissionen delegerede retsakter i henhold til artikel 13a med henblik på at tilpasse den i bilag VII, punkt A, fastsatte grænse på 0,01 % i overensstemmelse hermed.

Artikel 13a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 13, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 19. april 2012. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest den 19. juli 2016. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for yderligere perioder på fem år, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 13 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 13 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 14

Klausul vedrørende fri bevægelighed

1.   Medlemsstaterne må ikke af grunde, der er omfattet af denne forordning, forbyde, begrænse eller hindre, at vaske- og rengøringsmidler og/eller overfladeaktive stoffer til vaske- og rengøringsmidler, der opfylder kravene i denne forordning, gøres tilgængelig på markedet.

2.   Medlemsstaterne kan opretholde eller fastsætte nationale regler for begrænsninger i indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler, for hvilke der ikke er fastsat indholdsmæssige begrænsninger i bilag VIa, når det er begrundet i navnlig hensynet til f.eks. beskyttelse af folkesundheden eller miljøet, og når der foreligger teknisk og økonomisk mulige alternativer.

3.   Medlemsstaterne kan opretholde nationale regler, som var i kraft den 19. marts 2012, for begrænsninger i indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler, på hvilke begrænsningerne i bilag VIa endnu ikke finder anvendelse. Sådanne eksisterende nationale foranstaltninger indberettes til Kommissionen senest den 30. september 2012 og kan forblive i kraft indtil den dato, hvor de i bilag VIa fastsatte begrænsninger finder anvendelse.

4.   Fra den 19. marts 2012 og indtil den 31. december 2016 kan medlemsstaterne vedtage nationale regler, der gennemfører den begrænsning på indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer, som er fastsat i bilag VIa, punkt 2, når det er begrundet i navnlig hensynet til f.eks. beskyttelse af folkesundheden eller miljøet, og når der findes teknisk og økonomisk mulige alternativer. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om sådanne foranstaltninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (5).

5.   Kommissionen gør den i stk. 3 og 4 omtalte liste over nationale foranstaltninger offentlig tilgængelig.

8)

Artikel 15, stk. 1, affattes således:

»1.   Såfremt en medlemsstat har berettigede grunde til at antage, at et bestemt vaske- og rengøringsmiddel, selv om det opfylder kravene i denne forordning, udgør en sikkerheds- eller sundhedsrisiko for mennesker eller dyr eller en risiko for miljøet, kan den træffe alle passende midlertidige foranstaltninger, der står i forhold til risikoens art, til at sikre, at det pågældende vaske- eller rengøringsmiddel ikke længere udgør den risiko, trækkes tilbage fra markedet eller tilbagekaldes fra markedet inden for en rimelig frist, eller at dets tilgængelighed på anden måde begrænses.

Den pågældende medlemsstat underretter omgående de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom og begrunder sin afgørelse.«

9)

Artikel 16 affattes således:

»Artikel 16

Rapport

1.   Senest den 31. december 2014 foretager Kommissionen under hensyntagen til oplysninger fra medlemsstaterne om fosforindholdet i de maskinopvaskemidler til husholdningsformål, der markedsføres på deres område, og i lyset af alle eksisterende eller nye videnskabelige oplysninger, som den har til rådighed, vedrørende stoffer, der anvendes i fosfatbaserede og alternative formuleringer, en evaluering ved hjælp af en grundig vurdering af, om begrænsningen i bilag VIa, punkt 2, bør ændres. Denne vurdering bør omfatte en analyse af indvirkningen på miljøet, erhvervslivet og forbrugere af maskinopvaskemidler til husholdningsformål med et fosforindhold over og under grænseværdien i bilag VIa, under hensyntagen til forskellige faktorer, herunder omkostninger, tilgængelighed, rengøringseffektivitet og indvirkninger på spildevandsrensningen. Kommissionen forelægger denne grundige vurdering for Europa-Parlamentet og Rådet.

2.   Mener Kommissionen yderligere på grundlag af den i stk. 1 omhandlede grundige vurdering, at begrænsningen af fosfater og andre fosforholdige stoffer, der anvendes i maskinopvaskemidler til husholdningsformål, skal revideres, fremsætter den senest den 1. juli 2015 et passende lovgivningsmæssigt forslag. Ethvert forslag af denne art skal have til formål at minimere den negative indvirkning af alle maskinopvaskemidler til husholdningsformål på miljøet generelt og samtidig tage hensyn til eventuelle økonomiske omkostninger, der er blevet påvist under den pågældende grundige vurdering. Medmindre Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af et sådant forslag træffer anden afgørelse senest den 31. december 2016, bliver den grænseværdi, der er angivet i bilag VIa, punkt 2, grænseværdi for fosforindholdet i maskinopvaskemidler til husholdningsformål fra og med den i nævnte punkt fastsatte dato.«

10)

Artikel 18 affattes således:

»Artikel 18

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Dette kan også omfatte passende foranstaltninger, der giver medlemsstaternes kompetente myndigheder mulighed for at forhindre, at vaske- og rengøringsmidler eller overfladeaktive stoffer til disse, der ikke overholder denne forordning, gøres tilgængelig på markedet. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler omgående Kommissionen disse regler og eventuelle senere ændringer, som påvirker disse regler.

Disse regler skal omfatte foranstaltninger, der giver medlemsstaternes kompetente myndigheder mulighed for at tilbageholde partier af vaske- og rengøringsmidler, der ikke overholder denne forordning.«

11)

Teksten i bilaget til nærværende forordning indsættes som bilag VIa til forordning (EF) nr. 648/2004.

12)

I bilag VII foretages følgende ændringer:

30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/22

(1)

Oprettelsen af et integreret marked for elektroniske betalinger i euro uden sondring mellem indenlandske og grænseoverskridende betalinger er en forudsætning for, at det indre marked kan fungere hensigtsmæssigt. Projektet med det fælles eurobetalingsområde (i det følgende benævnt »SEPA«) tager derfor sigte på at udvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuværende indenlandske betalingstjenester. Med indførelsen af åbne, fælles betalingsstandarder, regler og praksisser og gennem integreret betalingsbehandling burde SEPA give Unionens borgere og virksomheder sikre, brugervenlige og pålidelige betalingstjenester i euro til konkurrencedygtige priser. Dette bør gælde for SEPA-betalinger inden for og på tværs af nationale grænser på de samme grundlæggende betingelser og i overensstemmelse med de samme rettigheder og forpligtelser, uanset placering inden for Unionen. SEPA bør virkeliggøres på en måde, der letter adgangen for nye markedsdeltagere og udviklingen af nye produkter og skaber gunstige betingelser for øget konkurrence inden for betalingstjenester og for uhindret udvikling og hurtig gennemførelse i hele Unionen af innovationer vedrørende betalinger. Som følge heraf bør forbedrede stordriftsfordele, bedre driftseffektivitet og øget konkurrence føre til et pristryk i nedadgående retning for elektroniske betalingstjenester i euro. Det bør få store konsekvenser, særlig i medlemsstater hvor betalinger er relativt dyre sammenlignet med andre medlemsstater. Overgangen til SEPA bør derfor ikke blive ledsaget af generelle prisstigninger for betalingstjenestebrugerne (herefter »brugerne«) i almindelighed, og forbrugerne i særdeleshed. I de tilfælde, hvor brugeren er forbruger, bør princippet om ikke at opkræve højere gebyrer i stedet fremmes. Kommissionen vil fortsat overvåge prisudviklingen i betalingssektoren og opfordres til at fremlægge en årlig analyse heraf.

(2)

SEPA's succes er meget vigtig i økonomisk og politisk henseende. SEPA er helt på linje med Europa 2020-strategien, som sigter mod en mere intelligent økonomi, hvor velstand skyldes innovation og mere effektiv anvendelse af forhåndenværende ressourcer. Både Europa-Parlamentet, i sine beslutninger af 12. marts 2009 (4) og 10. marts 2010 (5) om gennemførelsen af SEPA, og Rådet, i sine konklusioner af 2. december 2009, har understreget, hvor vigtigt det er at sikre hurtig omstilling til SEPA.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked (6) indfører et moderne retsgrundlag for oprettelsen af et indre marked for betalinger, hvor SEPA er et grundlæggende element.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet (7) indfører også en række foranstaltninger, som kan medvirke til at gøre SEPA til en succes, f.eks. en udvidelse af princippet om lige store gebyrer til at omfatte grænseoverskridende direkte debiteringer og sikring af adgang for direkte debiteringer.

(5)

Den europæiske banksektors selvregulerende tiltag gennem SEPA-initiativet har vist sig ikke at være tilstrækkelige til at sikre fælles omstilling til EU-dækkende ordninger for kreditoverførsler og direkte debiteringer både på udbuds- og efterspørgselssiden. Der er navnlig ikke blevet taget hensyn til forbruger- og andre brugerinteresser på en fyldestgørende og gennemsigtig måde. Alle relevante interessenter bør komme til orde. Endvidere har denne selvreguleringsproces ikke været underlagt passende styringsforanstaltninger, hvilket muligvis er en del af forklaringen på efterspørgselssidens langsomme ibrugtagning. Selv om den nylige oprettelse af SEPA-Rådet er en væsentlig forbedring af styringen af SEPA-projektet, ligger styringen grundlæggende og formelt stadig i høj grad hos Det Europæiske Betalingsråd (EPC). Kommissionen bør derfor foretage en gennemgang af styringsordningerne for hele SEPA-projektet inden udgangen af 2012 og, om nødvendigt, fremsætte forslag. Denne gennemgang bør blandt andet undersøge sammensætningen af EPC, samspillet mellem EPC og en overordnet ledelsesstruktur, såsom SEPA-Rådet, og denne overordnede strukturs rolle.

(6)

Kun en hurtig og omfattende omstilling til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debitering vil kunne skabe de fulde fordele ved et integreret marked for betalinger, således at de store omkostninger, der er forbundet med at anvende både »traditionelle« produkter og SEPA-produkter samtidigt, kan fjernes. Der bør derfor indføres regler om gennemførelse af alle kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner foretaget i euro i Unionen. Korttransaktioner bør dog ikke være omfattet på indeværende tidspunkt, idet de fælles standarder for EU-kortbetalinger stadig er under udarbejdelse. Pengeoverførsler, internt behandlede betalinger, betalingstransaktioner med store beløb, betalinger mellem betalingstjenesteudbydere for deres egen regning og betalinger via mobiltelefon eller anden form for telekommunikation eller digital eller informationsteknologisk anordning bør ikke være omfattet af disse regler, idet disse betalingstjenester ikke kan sammenlignes med kreditoverførsler eller direkte debiteringer. Anvendes betalingskort ved salgsstedet eller en anden anordning, såsom mobiltelefon, som middel til at initiere en betalingstransaktion enten ved salgsstedet eller på afstand, hvilket umiddelbart medfører en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der kan identificeres ved det eksisterende nationale grundlæggende bankkontonummer (BBAN-nummer) eller internationale bankkontonummer (IBAN-nummer), bør denne betalingstransaktion dog være omfattet. I betragtning af de specifikke karakteristika ved betalinger, der behandles i betalingssystemer for store beløb, dvs. at de har høj prioritet, er hastesager og fortrinsvist omhandler store beløb, er det endvidere ikke hensigtsmæssigt, at sådanne betalinger er omfattet af denne forordning. Denne undtagelse bør ikke omfatte direkte debitering, medmindre betaleren eksplicit har anmodet om, at betalingen sendes via et betalingssystem for store beløb.

(7)

På indeværende tidspunkt findes der flere betalingstjenester — hovedsagelig til betalinger over internettet — som også anvender IBAN-nummeret og forretningsidentifikationskoden (BIC), og som er baseret på kreditoverførsler eller direkte debiteringer, men som har yderligere egenskaber. Disse tjenester forventes udbredt ud over de nuværende nationale grænser, og dette kan muligvis imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter innovative, sikre og billige betalingstjenester. For ikke at udelukke sådanne tjenester fra markedet bør reguleringen af slutdatoerne for kreditoverførsler og direkte debiteringer i denne forordning kun finde anvendelse på disse transaktioners underliggende kreditoverførsel eller direkte debitering.

(8)

Ved langt størsteparten af de betalingstransaktioner, der finder sted i Unionen, er det muligt at fastslå en specifik betalingskonto alene ved brug af IBAN-nummeret, uden at det også er nødvendigt at angive BIC-koden. Som følge af denne kendsgerning har bankerne i en række medlemsstater allerede etableret en nummeroversigt, database eller andet teknisk middel til at identificere den BIC-kode, der svarer til et specifikt IBAN-nummer. Der er kun behov for BIC-koden i et meget lille, resterende antal tilfælde. Det forekommer ubegrundet og uforholdsmæssigt byrdefuldt at forpligte alle betalere og betalingsmodtagere i hele Unionen til altid at angive BIC-koden samtidig med IBAN-nummeret for det begrænsede antal tilfælde, hvor dette på nuværende tidspunkt er nødvendigt. En meget enklere fremgangsmåde ville være, at betalingstjenesteudbydere og andre aktører finder en løsning på og fjerner de tilfælde, hvor en betalingskonto ikke kan identificeres utvetydigt ved angivelse af et givent IBAN-nummer. Der bør således udvikles de tekniske midler, der er nødvendige for, at alle brugere kan identificere en betalingskonto utvetydigt alene ved hjælp af IBAN-nummer.

(9)

For at kunne gennemføre en kreditoverførsel skal der være adgang til betalingsmodtagerens betalingskonto. For at fremme ibrugtagning af EU-dækkende kreditoverførsels- og direkte debiteringstjenester bør der indføres en pligt til at sikre adgang i hele Unionen. For at forbedre gennemsigtigheden bør denne pligt og den pligt til at sikre adgang, der allerede er indført for direkte debiteringer ved forordning (EF) nr. 924/2009, endvidere konsolideres i en fælles retsakt. Der bør til alle betalingsmodtageres betalingskonti, hvortil der er adgang for en indenlandsk kreditoverførsel, også være adgang for en EU-dækkende kreditoverførselsordning. Der bør til alle betaleres betalingskonti, der er tilgængelige for en indenlandsk direkte debitering, også være adgang for en EU-dækkende direkte debiteringsordning. Dette bør gælde, uanset om en betalingstjenesteudbyder beslutter at deltage i eller stå uden for en given ordning om kreditoverførsel eller direkte debitering.

(10)

Teknisk interoperabilitet er en forudsætning for konkurrence. Med henblik på at oprette et integreret marked for elektroniske betalingssystemer, som anvender euro, er det afgørende, at behandlingen af kreditoverførsler og direkte debiteringer ikke hindres af forretningsregler eller tekniske vanskeligheder, såsom obligatorisk deltagelse i mere end ét system for afvikling af grænseoverskridende betalinger. Kreditoverførsler og direkte debiteringer bør gennemføres via en ordning, hvis grundlæggende regler følges af et antal betalingstjenesteudbydere, som udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne i et flertal af medlemsstaterne, og udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne inden for Unionen, og som er de samme for både grænseoverskridende og rent indenlandske kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner. Hvis der findes mere end ét betalingssystem til behandling af sådanne betalinger, bør de pågældende betalingssystemer være interoperable gennem anvendelse af EU-dækkende og internationale standarder, således at alle brugere og alle betalingstjenesteudbydere kan udnytte fordelene ved problemfrie detailbetalinger i euro i hele Unionen.

(11)

I betragtning af de særlige karakteristika ved erhvervsmarkedet og eftersom ordninger for kreditoverførsel eller direkte debitering mellem virksomheder skal opfylde alle øvrige bestemmelser i denne forordning, herunder at der skal gælde de samme regler for grænseoverskridende og indenlandske transaktioner, bør kravet om, at deltagere skal udgøre et flertal af betalingstjenesteudbyderne i flertallet af medlemsstater, kun finde anvendelse for så vidt som de betalingstjenesteudbydere, der leverer kreditoverførsels- eller direkte debiteringstjenester mellem virksomheder, udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne i flertallet af de medlemsstater, hvor sådanne tjenester er til rådighed, og udgør et flertal af de betalingstjenesteudbydere, der leverer sådanne tjenester inden for Unionen.

(12)

Det er meget vigtigt at fastslå tekniske krav, der utvetydigt fastlægger de egenskaber, som EU-dækkende betalingsordninger udarbejdet under passende styringsforanstaltninger skal opfylde for at sikre interoperabilitet mellem betalingssystemerne. Sådanne tekniske krav bør ikke begrænse fleksibilitet og innovation og bør være åbne og neutrale i forhold til potentielle nye udviklinger og forbedringer på betalingsmarkedet. Tekniske krav bør udformes under hensyntagen til de særlige karakteristika ved kreditoverførsler og direkte debiteringer, særlig for så vidt angår dataelementerne i betalingsmeddelelsen.

(13)

Det er vigtigt at træffe foranstaltninger til at styrke brugernes tillid til anvendelsen af betalingstjenester, især hvad angår direkte debiteringer. Sådanne foranstaltninger bør sætte betalerne i stand til at give deres betalingstjenesteudbydere instruks om at begrænse direkte debiteringsopkrævning til et vist beløb eller en vis periodicitet og til at etablere specifikke tilladelses- eller udelukkelseslister over betalingsmodtagere. Inden for rammerne af etableringen af EU-dækkende direkte debiteringsordninger er det hensigtsmæssigt, at forbrugerne kan få gavn af sådanne kontroller. Hvad angår den praktiske implementering af sådanne kontroller over for betalingsmodtagere, er det dog vigtigt, at betalingstjenesteudbyderne sættes i stand til at udføre kontroller på grundlag af IBAN-nummer og, i en overgangsperiode og udelukkende i nødvendigt omfang, af BIC-kode eller et andet unikt kreditor-identifikationsnummer for specificerede betalingsmodtagere. Øvrige relevante brugerrettigheder er allerede blevet fastsat ved direktiv 2007/64/EF og bør sikres fuldt ud.

(14)

Teknisk standardisering er en hjørnesten i integrationen af netværk såsom Unionens marked for betalinger. Brugen af standarder udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer bør fra en given dato være obligatorisk for alle relevante transaktioner. I betalingssammenhæng er sådanne obligatoriske standarder IBAN, BIC og standarden for meddelelser om finansielle tjenester »ISO 20022 XML«. Forudsætningen for fuld interoperabilitet i hele Unionen er derfor, at alle betalingstjenesteudbydere bruger sådanne standarder. Obligatorisk brug af IBAN-numre og BIC-koder bør især, om nødvendigt, fremmes ved hjælp af omfattende kommunikations- og hjælpeforanstaltninger i medlemsstaterne for at sikre en gnidningsfri og let overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer, særlig for forbrugerne. Betalingstjenesteudbyderne bør have mulighed for i bi- eller multilateralt regi at træffe aftale om udvidelse af det grundlæggende latinske tegnsæt for at understøtte regionale variationer af SEPA-standardmeddelelser.

(15)

Det er aldeles afgørende, at alle aktører og især unionsborgerne, er grundigt og rettidigt informeret, således at de er fuldstændig forberedte på de ændringer, som SEPA medfører. De centrale interessenter, såsom betalingstjenesteudbyderne, offentlige forvaltninger og nationale centralbanker såvel som andre aktører, der gør intensivt brug af regelmæssige betalinger, bør derfor føre specifikke og omfattende oplysningskampagner, der i fornødent omfang er forholdsmæssigt afpasset og skræddersyet til deres målgrupper, med det formål at højne offentlighedens kendskab til og forberede borgerne på omstillingen til SEPA. Der er navnlig behov for at gøre borgerne fortrolige med omstillingen fra BBAN-numre til IBAN-numre. De nationale SEPA-koordinationsudvalg er mest velegnet til at koordinere sådanne oplysningskampagner.

(16)

For at muliggøre en samordnet overgangsproces, der kan sikre klarhed og enkelthed for forbrugerne, er det passende at fastsætte en enkelt omstillingsfrist, efter hvilken alle kreditoverførsler og direkte debiteringstransaktioner bør opfylde disse tekniske krav, samtidig med at markedet dog forbliver åbent over for yderligere udvikling og innovation.

(17)

Det bør være muligt for medlemsstaterne i en overgangsperiode at tillade betalingstjenesteudbyderne at lade forbrugere fortsætte med at bruge BBAN-numre til indenlandske betalingstransaktioner på den betingelse, at interoperabiliteten sikres ved, at den relevante betalingstjenesteudbyder teknisk og sikkert konverterer BBAN-nummeret til den tilsvarende unikke betalingskontoidentifikationskode. Betalingstjenesteudbyderen bør ikke opkræve nogen direkte eller indirekte gebyrer eller andre afgifter i forbindelse med denne tjeneste.

(18)

Selv om udviklingsniveauet for kreditoverførsels- og direkte debiteringstjenester varierer fra én medlemsstat til en anden, ville en fælles frist ved slutningen af en rimelig implementeringsperiode, som gør det muligt at gennemføre alle de nødvendige processer, bidrage til en koordineret, sammenhængende og integreret omstilling til SEPA og bidrage til at forhindre et SEPA i to hastigheder, hvilket ville skabe større forvirring blandt forbrugerne.

(19)

Betalingstjenesteudbydere og brugere bør have tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de tekniske krav. Tilpasningsperioden bør dog ikke unødigt forsinke fordelene for forbrugerne eller straffe proaktive operatører, der allerede har taget skridt til at gå over til SEPA. Når det gælder indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner, bør betalingstjenesteudbyderne stille de nødvendige tekniske tjenester til rådighed for deres detailkunder for at sikre en gnidningsfri og sikker omstilling til de tekniske krav, der er fastsat i denne forordning.

(20)

Det er vigtigt at sørge for retssikkerhed for betalingsbranchen vedrørende forretningsmodeller for direkte debitering. Regulering af multilaterale interbankgebyrer for direkte debiteringer er væsentligt for at skabe lige konkurrencevilkår for betalingstjenesteudbyderne og dermed gøre det muligt at skabe et fælles marked for direkte debiteringer. Sådanne gebyrer for transaktioner, der afvises, afslås, returneres eller tilbageføres, fordi de ikke kan gennemføres korrekt, eller som resulterer i undtagelsesvis behandling (såkaldte R-transaktioner, der kan dække over afvisninger, afslag, returneringer, tilbageføringer, tilbagekaldelser eller anmodninger om annullering), vil kunne medvirke til en effektiv fordeling af omkostningerne inden for det indre marked. Derfor synes et forbud mod multilaterale interbankgebyrer pr. transaktion at kunne bidrage til at skabe et effektivt europæisk marked for direkte debiteringer. Alligevel bør gebyrer for R-transaktioner være tilladte, hvis de opfylder visse betingelser. Af hensyn til gennemsigtigheden og forbrugerbeskyttelsen er det nødvendigt, at betalingstjenesteudbyderne giver forbrugerne klare og letforståelige oplysninger om gebyrer for R-transaktioner. Under alle omstændigheder berører reglerne for R-transaktioner ikke anvendelsen af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det bør endvidere bemærkes, at direkte debitering og betaling med kort overordnet set har forskellige karakteristika, særlig derved, at betalingsmodtagerne har flere muligheder for at give betalerne incitament til at benytte direkte debitering via en forudgående kontrakt mellem betalingsmodtageren og betaleren, mens der for kortbetalingers vedkommende ikke eksisterer en sådan forudgående kontrakt, og betalingstransaktionen er ofte en enkeltstående og uregelmæssig foreteelse. Derfor berører bestemmelserne om multilaterale interbankgebyrer for direkte debitering ikke analysen i henhold til Unionens konkurrenceregler af multilaterale interbankgebyrer for betalingskorttransaktioner. Yderligere valgfrie tjenester er ikke omfattet af forbuddet i denne forordning, såfremt de tydeligt og utvetydigt kan skelnes fra kernetjenesterne for direkte debitering, og såfremt det står betalingstjenesteudbyderne og brugerne frit for at udbyde eller anvende sådanne tjenester. De er dog fortsat underlagt Unionens og de nationale konkurrenceregler.

(21)

Derfor bør muligheden for at anvende multilaterale interbankgebyrer pr. transaktion i forbindelse med indenlandske og grænseoverskridende direkte debiteringer begrænses tidsmæssigt, og der bør indføres generelle betingelser for anvendelse af interbankgebyrer for R-transaktioner.

(22)

Kommissionen bør overvåge niveauet for gebyrerne for R-transaktioner i hele Unionen. Gebyrer for R-transaktioner på det indre marked bør med tiden konvergere, således at de ikke varierer fra medlemsstat til medlemsstat i et sådant omfang, at det udgør en trussel mod lige konkurrencevilkår.

(23)

I nogle medlemsstater findes der visse traditionelle betalingstjenester, som svarer til kreditoverførsler eller direkte debiteringer, men som har meget specifikke funktionaliteter, ofte af historiske eller juridiske årsager. Normalt tegner sådanne tjenester sig for et marginalt transaktionsvolumen. De kunne derfor klassificeres som nicheprodukter. En overgangsperiode for sådanne nicheprodukter, som er tilstrækkelig lang til at minimere omstillingens konsekvenser for brugerne, bør gøre det lettere for begge sider af markedet først at fokusere på omstillingen af hovedmassen af kreditoverførsler og direkte debiteringer, hvorved størstedelen af de potentielle fordele ved et integreret EU-marked for betalinger vil kunne udnyttes på et tidligere tidspunkt. I visse medlemsstater findes der specifikke instrumenter for direkte debitering, som tilsyneladende minder meget om betalingskorttransaktioner på den måde, at betaleren på salgsstedet anvender et kort til at initiere betalingstransaktionen, men den underliggende betalingstransaktion er en direkte debitering. Kortet bruges i en sådan betalingstransaktion kun til en udlæsning med henblik på den elektroniske generering af debiteringsmandatet, som skal underskrives af betaleren på salgsstedet. Selv om sådan en betalingstjeneste ikke kan klassificeres som et nicheprodukt, er der behov for en overgangsperiode for sådanne betalingstjenester på grund af den betragtelige mængde af transaktioner, de tegner sig for. For at sætte interessenterne i stand til at implementere en passende SEPA-erstatning herfor, bør overgangsperioden være af tilstrækkelig længde.

(24)

For at det indre marked for betalinger fungerer tilfredsstillende, er det meget vigtigt at sikre, at betalere, såsom forbrugere, virksomheder eller offentlige myndigheder, kan foretage kreditoverførsler til betalingskonti, som betalingsmodtagerne har oprettet hos betalingstjenesteudbydere etableret i andre medlemsstater, og som der er adgang til i henhold til denne forordning.

(25)

For at sikre en gnidningsløs overgang til SEPA bør en gyldig bemyndigelse af en betalingsmodtager til at opkræve tilbagevendende direkte debiteringer via en traditionel ordning fortsat være gyldig efter udløbet af den omstillingsfrist, der er fastsat i denne forordning. En sådan bemyndigelse bør antages at udgøre samtykke til, at betalerens betalingstjenesteudbyder udfører de tilbagevendende direkte debiteringer, som opkræves af betalingsmodtageren i overensstemmelse med denne forordning, i mangel af nationale bestemmelser vedrørende mandatets fortsatte gyldighed eller af kundeaftaler om ændring af direkte debiteringsmandater med henblik på at sikre deres videreførelse. Forbrugerrettighederne skal imidlertid beskyttes og i tilfælde af, at eksisterende direkte debiteringsmandater omfatter ubetinget ret til refusion, bør sådanne rettigheder opretholdes.

(26)

De kompetente myndigheder bør tillægges beføjelse til at udføre deres overvågningsopgaver effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder klagebehandling, for at sikre, at betalingstjenesteudbyderne opfylder kravene i denne forordning. Medlemsstaterne bør desuden sikre, at der kan indgives klager over brugere, der ikke overholder denne forordning, og at denne forordning kan håndhæves på virkningsfuld og effektiv vis via administrative eller retslige midler. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater bør med henblik på at fremme overholdelsen af denne forordning samarbejde med hinanden og, hvor det er relevant, med Den Europæiske Centralbank (ECB) og medlemsstaternes nationale centralbanker og andre relevante kompetente myndigheder, såsom Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (8) (EBA), der er udpeget i henhold til EU- eller national lovgivning gældende for betalingstjenesteudbydere.

(27)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om de sanktioner, der pålægges for overtrædelse af denne forordning, og bør sikre, at disse sanktioner er effektive, forholdsmæssigt afpassede og har afskrækkende virkning, samt at de anvendes. Disse sanktioner bør ikke finde anvendelse på forbrugerne.

(28)

For at sikre muligheden for erstatning, hvis denne forordning ikke anvendes korrekt, eller hvis der opstår tvister mellem brugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning, bør medlemsstaterne indføre tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, at disse procedurer kun skal gælde for forbrugere eller kun for forbrugere og mikrovirksomheder.

(29)

Kommissionen bør forelægge en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, EBA og ECB om anvendelsen af denne forordning. Rapporten bør om nødvendigt ledsages af et forslag til ændring af denne forordning.

(30)

For at sikre, at de tekniske krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro holdes opdateret, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår disse tekniske krav. I erklæringen (nr. 39) ad artikel 290 i TEUF, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, tog konferencen til efterretning, at Kommissionen i overensstemmelse med sin faste praksis også fremover agter at søge bistand fra eksperter udnævnt af medlemsstaterne, når den udarbejder udkast til delegerede retsakter på området finansielle tjenesteydelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante og gennemsigtige høringer under sit forberedende arbejde, herunder af ECB og alle relevante interessenter. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(31)

Da det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere, der er etableret i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, at foretage et særligt forberedende arbejde uden for betalingsmarkedet for deres nationale valuta, bør sådanne betalingstjenesteudbydere kunne udsætte anvendelsen af de tekniske krav i en bestemt periode. Medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, bør dog opfylde de tekniske krav med henblik på at etablere et fuldgyldigt europæisk betalingsområde, hvilket vil styrke det indre marked.

(32)

For at sikre en bred offentlig opbakning til SEPA er det afgørende, at betalerne er sikret en høj grad af beskyttelse, navnlig for direkte debiteringstransaktioner. Den nuværende og eneste paneuropæiske direkte debiteringsordning for forbrugere, som EPC har udviklet, fastsætter ubetinget ret til refusion, uden at der stilles spørgsmål for autoriserede betalinger, inden for en periode på otte uger fra den dato, hvor pengene blev debiteret, hvorimod denne refusionsret er underlagt flere betingelser i henhold til artikel 62 og 63 i direktiv 2007/64/EF. I lyset af den nuværende markedssituation og nødvendigheden af at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, bør effekterne af disse bestemmelser vurderes i den rapport, som Kommissionen i overensstemmelse med artikel 87 i direktiv 2007/64/EF senest den 1. november 2012 skal forelægge for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og ECB, ledsaget, hvis hensigtsmæssigt, af forslag til revision.

(33)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (9) finder anvendelse på behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning. Omstillingen til SEPA og indførelsen af fælles standarder og regler for betalinger bør være baseret på overholdelse af national lovgivning om beskyttelse af følsomme personoplysninger i medlemsstaterne og bør værne om unionsborgernes interesser.

(34)

Finansielle meddelelser vedrørende betalinger og overførsler inden for SEPA er ikke omfattet af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater af 28. juni 2010 om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (10).

(35)

Målet for denne forordning, nemlig at fastsætte tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(36)

Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 924/2009 ophæve afregningsbaserede indenlandske indberetningsforpligtelser, som er pålagt betalingstjenesteudbyderne, gældende for betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner på op til 50 000 EUR. Indsamlingen af afregningsbaserede betalingsbalancestatistikker begyndte efter ophøret af kontrol med valutavekslinger og har udgjort en betydelig kilde til data sammen med andre kilder, såsom direkte statistiske undersøgelser, som bidrager til statistikker af god kvalitet. Fra begyndelsen af 1990'erne valgte flere medlemsstater i højere grad at benytte oplysninger indberettet direkte af firmaer og husstande, snarere end data indberettet af banker på vegne deres kunder. Selv om afregningsbaseret indberetning er en løsning, der for samfundet som helhed reducerer omkostningerne ved sammenfatning af betalingsbalancer og sikrer statistikker af god kvalitet, vil bibeholdelsen af denne indberetningsform i nogle medlemsstater, hvad grænseoverskridende betalinger angår, kunne nedsætte effektiviteten og øge omkostningerne. Eftersom et af formålene med SEPA er at reducere omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger, bør afregningsbaserede betalingsbalanceindberetninger fuldstændig afskaffes.

(37)

For at øge retssikkerheden bør fristerne for interbankgebyrer i artikel 7 i forordning (EF) nr. 924/2009 tilpasses bestemmelserne i nærværende forordning.

(38)

Forordning (EF) nr. 924/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

a)

betalingstransaktioner gennemført mellem og internt hos betalingstjenesteudbydere, herunder deres agenter eller filialer, for deres egen regning

b)

betalingstransaktioner behandlet og afviklet ved hjælp af betalingssystemer for store beløb, bortset fra betalingstransaktioner ved direkte debitering, hvor betaleren ikke udtrykkeligt har anmodet om, at transaktionen sendes via et betalingssystem for store beløb

c)

betalingstransaktioner ved hjælp af et betalingskort eller lignende anordning, herunder hævning af kontanter, medmindre betalingskortet eller den lignende anordning kun benyttes til at frembringe de oplysninger, der er nødvendige for direkte at foretage en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer

d)

betalingstransaktioner ved hjælp af et telekommunikations-, digital- eller informationsteknologiredskab, hvis sådanne betalingstransaktioner ikke fører til en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved et BBAN- eller IBAN-nummer

e)

pengeoverførselstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 13), i direktiv 2007/64/EF

f)

betalingstransaktioner, hvor der overføres elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (11), medmindre sådanne transaktioner resulterer i en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer.

a)

de har de samme regler for indenlandske og grænseoverskridende kreditoverførselstransaktioner inden for Unionen og tilsvarende for indenlandske og grænseoverskridende direkte debiteringstransaktioner inden for Unionen, og

b)

deltagerne i betalingsordningen repræsenterer et flertal af betalingstjenesteudbyderne i et flertal af medlemsstaterne og udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne inden for Unionen, idet der kun medregnes betalingstjenesteudbydere, der udbyder henholdsvis kreditoverførsler eller direkte debiteringer.

a)

de skal anvende den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til at identificere betalingskonti, uanset hvor den pågældende betalingstjenesteudbyder er etableret

b)

de skal anvende de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater ved videresending af betalingstransaktioner til en anden betalingstjenesteudbyder eller via et detailbetalingssystem

c)

de skal sikre, at brugere anvender den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til identificering af betalingskonti, uanset om betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder involveret i betalingstransaktionen er etableret i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater

d)

de skal sikre, at de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater anvendes, hvor en bruger, der ikke er en forbruger eller mikrovirksomhed, initierer eller modtager individuelle kreditoverførsler eller individuelle direkte debiteringer, der ikke overføres individuelt, men videresendes samlet.

a)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at betaleren oplyser de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra a)

b)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra b), til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

c)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse eller stille de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra d), til rådighed for betalingsmodtageren.

a)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at:

b)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra b), til betalerens betalingstjenesteudbyder

c)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra c), til eller stille dem til rådighed for betaleren

d)

betaleren skal have ret til at give sin betalingstjenesteudbyder instruks om:

a)

ordningen sigter mod en effektiv tildeling af omkostningerne til den betalingstjenesteudbyder eller dennes bruger, alt efter hvad der er relevant, der er årsag til R-transaktionen, under hensyntagen til transaktionsomkostninger, og sikrer, at betaleren ikke automatisk pålægges omkostningerne, og at betalingstjenesteudbyderen ikke må pålægge brugere omkostninger, for så vidt angår en given type R-transaktion, der overstiger de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderen afholder for sådanne transaktioner

b)

gebyrerne er udelukkende omkostningsbaserede

c)

gebyrerne overstiger ikke de faktiske omkostninger, der er forbundet med en R-transaktion, som håndteres af den mest omkostningseffektive sammenlignelige betalingstjenesteudbyder, der er en repræsentativ part i ordningen for så vidt angår transaktionsvolumen og tjenesteydelsernes art

d)

gebyrer anvendt i overensstemmelse med litra a), b) og c) forhindrer betalingstjenesteudbyderen i at opkræve yderligere gebyrer i forbindelse med de omkostninger, som dækkes af interbankgebyrerne, af deres respektive brugere

e)

der findes ikke noget praktisk og rentabelt alternativ til ordningen, som ville indebære en tilsvarende eller mere effektiv håndtering af R-transaktioner med tilsvarende eller lavere omkostninger for forbrugerne.

1)

Artikel 2, nr. 10), affattes således:

»10)   »midler«: sedler og mønter, kontopenge og elektroniske penge som defineret i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (15).

2)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger af betalingstjenester i forbindelse med grænseoverskridende betalinger skal være de samme som de gebyrer, som denne udbyder af betalingstjenester opkræver af brugere af betalingstjenester for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta.«

3)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.   Med virkning fra den 1. februar 2016 ophæver medlemsstaterne de nationale forpligtelser for udbydere af betalingstjenester til at foretage indberetninger til brug for afregningsbaserede betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner.«

5)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 8 udgår.

30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/38

(1)

Flere på hinanden følgende reformer af den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, nu indeholdt i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (4), har haft markedsorientering som formål, dvs. at lade prissignaler styre landbrugernes beslutninger om, hvad og hvor meget de skal fremstille, for at styrke mejerisektorens konkurrencesituation og dens bæredygtighed i forbindelse med global handel. Det blev derfor besluttet gradvist at øge kvoterne gennem vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 72/2009 af 19. januar 2009 om ændringer af den fælles landbrugspolitik ved ændring af forordning (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 320/2006, (EF) nr. 1405/2006, (EF) nr. 1234/2007, (EF) nr. 3/2008 og (EF) nr. 479/2008 samt om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1883/78, (EØF) nr. 1254/89, (EØF) nr. 2247/89, (EØF) nr. 2055/93, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 2596/97, (EF) nr. 1182/2005 og (EF) nr. 315/2007 (5) (»sundhedstjekket« i 2008-2009), og dette skete med henblik på at sikre en gnidningsløs afvikling af mælkekvoteordningen i 2015.

(2)

I perioden fra 2007 til 2009 forløb udviklingen på markederne for mælk og mejeriprodukter på en usædvanlig måde, som kulminerede med et prissammenbrud i 2008/09. Indledningsvis forårsagede ekstreme vejrforhold i Oceanien en væsentlig nedgang i udbuddet, hvilket medførte en hurtig og væsentlig prisstigning. Selv om udbuddet på verdensplan var i fremgang, og priserne begyndte at vende tilbage til mere normale niveauer, påvirkede den efterfølgende finansielle og økonomiske krise Unionens mælkeproducenter negativt, hvilket medførte en forværring af prisvolatiliteten. Højere varepriser medførte væsentlige stigninger i foderpriser og råvareomkostninger, herunder energiomkostninger. Efterfølgende medførte et fald i efterspørgslen globalt og i Unionen, herunder efterspørgslen efter mælk og mejeriprodukter, samtidig med at produktionen i Unionen var stabil, at Unionens priser styrtdykkede til det laveste niveau i sikkerhedsnettet. Denne kraftige nedgang i mejerivarepriserne udmøntede sig ikke fuldt ud i lavere mejeripriser på forbrugerniveau, hvilket for downstreamsektorerne medførte en forøgelse af bruttofortjenesten for de fleste mælke- og mejeriprodukter og lande og forhindrede, at efterspørgslen derefter tilpassede sig de lave varepriser, hvilket bremsede prisfremgangen og forværrede konsekvenserne af de lave priser for mælkeproducenterne, som i mange tilfælde var alvorligt truet på deres eksistens.

(3)

Som reaktion på den vanskelige markedssituation for mælk blev der i oktober 2009 oprettet en gruppe af højtstående eksperter på mælkeområdet med det formål at drøfte mellem- og langsigtede ordninger for mælke- og mejerisektoren, der i forbindelse med afviklingen af mælkekvoteordningen i 2015 kan bidrage til at stabilisere markedet og mælkeproducenternes indkomst samt øge gennemsigtigheden i sektoren.

(4)

Gruppen af højtstående eksperter modtog mundtlige og skriftlige indlæg fra de vigtigste europæiske interessegrupper inden for forsyningskæden i mejerisektoren, der repræsenterede landbrugere, mælkeproducenter, forarbejdningsvirksomheder i mejerisektoren, forhandlere og forbrugere. Desuden modtog gruppen af højtstående eksperter bidrag fra indbudte akademiske eksperter, repræsentanter fra tredjelande, nationale konkurrencemyndigheder og fra Kommissionens tjenestegrene. Der blev også afholdt en konference for de vigtigste interessegrupper i mejerisektoren den 26. marts 2010, hvor et større antal aktører inden for forsyningskæden fik lejlighed til at udtrykke deres synspunkter. Gruppen af højtstående eksperter fremlagde sin rapport den 15. juni 2010. Rapporten indeholdt en analyse af mejerisektorens aktuelle tilstand og en række anbefalinger, der fokuserede på kontraktforhold, producenternes forhandlingsposition, erhvervs- og brancheorganisationer, gennemsigtighed (herunder videreudviklingen af prisovervågningsværktøjet for europæiske fødevarer), markedsforanstaltninger og futures, handelsnormer og oprindelsesmærkning samt innovation og forskning. Som et første skridt omfatter denne forordning de fire første af disse områder.

(5)

Gruppen af højtstående eksperter gjorde opmærksom på, at mejeriproduktions- og forarbejdningssektorerne er meget forskellige i de enkelte medlemsstater. Der er også en meget variabel situation mellem operatører og typer af operatører i de enkelte medlemsstater. Dog er koncentrationen af udbuddet i mange tilfælde lav, hvilket medfører en uligevægt i forhandlingsposition i forsyningskæden mellem landbrugere og mejerier. Denne uligevægt kan medføre urimelig handelspraksis. Det skal navnlig bemærkes, at landbrugere på leveringstidspunktet ikke kender den pris, som de får for deres mælk, fordi prisen ofte fastsættes meget senere af mejerierne på basis af den opnåede merværdi, hvilket ofte ligger uden for landbrugerens kontrol.

(6)

Der er derfor et problem med pristransmission i kæden, især hvad angår priser ab bedrift, der generelt ikke udvikler sig i takt med stigende produktionsomkostninger. Udbuddet af mælk tilpassede sig heller ikke straks til den nedsatte efterspørgsel i løbet af 2009. I nogle store producentmedlemsstater reagerede landbrugere endog på de lavere priser ved at producere mere end i det foregående år. Merværdien i mejerikæden bliver i stadigt større omfang koncentreret i downstreamsektorerne, især hos mejerier og detailhandlere, som fastsætter en endelig forbrugerpris, der ikke afspejles i den pris, der betales til mælkeproducenten. Alle aktører i mejerikæden, inklusive i distributionsleddet, bør tilskyndes til at samarbejde med henblik på at afhjælpe denne skævhed.

(7)

Når det gælder mejerier er den mælkemængde, som de får leveret i løbet af en sæson, ikke altid velplanlagt. Selv i forbindelse med mejerikooperativer, der ejes af landbrugere, og hvis forarbejdningsfaciliteter forarbejder 58 % af Unionens råmælk, er der et potentielt problem med at tilpasse udbuddet til efterspørgslen, idet landbrugerne er forpligtede til at levere deres samlede mælkemængde til deres kooperativ, og kooperativet skal modtage hele denne mælkemængde.

(8)

Anvendelsen af formelle, skriftlige kontrakter indgået forud for levering, der indeholder de mest grundlæggende elementer, er ikke udbredt. Sådanne kontrakter kunne imidlertid bidrage til at pålægge operatørerne i mejerikæden et større ansvar for at tage mere hensyn til markedssignalerne, forbedre pristransmissionen og tilpasse udbuddet til efterspørgslen samt bidrage til at undgå visse urimelige handelspraksisser.

(9)

Da sådanne kontrakter ikke er omfattet af Unionens lovgivning, kan medlemsstater inden for deres egen kontraktlovgivning beslutte at gøre anvendelsen af sådanne kontrakter obligatorisk, såfremt Unionens lovgivning overholdes, navnlig i spørgsmål vedrørende det indre markeds og den fælles markedsordnings funktion. I betragtning af de mange forskellige forhold, der gør sig gældende på dette område i hele Unionen, bør en sådan beslutning i overensstemmelse med nærhedsprincippet henhøre under medlemsstaternes kompetence. Der bør være ensartede betingelser for leverancer af råmælk inden for et givet område. Hvis en medlemsstat derfor beslutter, at hver leverance af råmælk på dens område fra en landbruger til en forarbejdningsvirksomhed skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, bør denne betingelse også gælde for leverancer af råmælk fra andre medlemsstater, men ikke for leverancer til andre medlemsstater. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør det overlades til medlemsstaterne at bestemme, om en første køber skal afgive et skriftligt tilbud til en landbruger om at indgå en sådan kontrakt.

(10)

For at sikre passende minimumsstandarder for sådanne kontrakter og for at sikre, at det indre marked og den fælles markedsordning fungerer efter hensigten, bør visse grundlæggende betingelser for anvendelse af sådanne kontrakter dog fastsættes på EU-plan. Alle disse grundlæggende betingelser bør dog gøres til genstand for frie forhandlinger. Med henblik på at styrke stabiliteten af mejerimarkedet og afsætningsmulighederne for mælkeproducenter i visse medlemsstater, hvor anvendelsen af yderst kortfristede kontrakter er forholdsvis udbredt, bør medlemsstaterne endvidere kunne fastsætte en mindste gyldighedsperiode, der skal indgå i sådanne kontrakter og/eller tilbud. En sådan mindste gyldighedsperiode bør imidlertid kun fastsættes for kontrakter indgået mellem første købere og mælkeproducenter eller for tilbud afgivet af første købere til mælkeproducenter. Endvidere bør dette ikke udgøre nogen hindring for det indre markeds funktionsevne, og mælkeproducenter bør frit kunne fravælge eller afvise en sådan mindste gyldighedsperiode. Blandt de grundlæggende betingelser er det vigtigt, at den pris, der skal betales for leverancen, efter de kontraherende parters valg kan fastsættes i kontrakten som en statisk pris eller en pris, der varierer i henhold til nærmere definerede faktorer såsom den leverede mængde og kvaliteten eller sammensætningen af den leverede råmælk, eventuelt som en kombination af en statisk pris for en bestemt mængde og en formelbaseret pris for en supplerende mængde af råmælk leveret i henhold til en enkelt kontrakt.

(11)

Mejerikooperativer, som i deres vedtægter eller i regler og afgørelser, som bygger herpå, har bestemmelser med tilsvarende virkning som de betingelser for kontrakter, der er fastsat i denne forordning, bør af forenklingshensyn være undtaget fra et krav om at indgå skriftlige kontrakter.

(12)

For at styrke effektiviteten af at et kontraktbaseret system, som beskrevet ovenfor, hvor mellemmænd indsamler mælk hos landbrugere for at aflevere den hos forarbejdningsvirksomheder, bør medlemsstater have mulighed for også at lade samme system finde anvendelse på de pågældende mellemmænd.

(13)

I artikel 42 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsættes det, at Unionens konkurrenceregler kun finder anvendelse på produktionen af og handelen med landbrugsprodukter, i det omfang Europa-Parlamentet og Rådet beslutter dette inden for rammerne af artikel 43, stk. 2, i TEUF, hvori oprettelsen af den fælles ordning for markederne for landbrugsprodukter fastsættes.

(14)

For at sikre en rentabel udvikling af produktionen og dermed sikre en rimelig levestandard for mælkeproducenter bør deres forhandlingsposition i forhold til forarbejdningsvirksomhederne i mejerisektoren styrkes, hvilket bør resultere i en mere rimelig fordeling af merværdi i forsyningskæden. For at realisere disse mål med den fælles landbrugspolitik bør der i henhold til artikel 42 og artikel 43, stk. 2, i TEUF vedtages en bestemmelse, der gør det muligt for producentorganisationer, der udelukkende består af mælkeproducenter eller disses sammenslutninger, at forhandle kontraktbetingelser, herunder pris, med et mejeri for hele eller dele af medlemmernes produktion. Imidlertid bør kun producentorganisationer, der søger om og opnår anerkendelse i henhold til artikel 122 i forordning (EF) nr. 1234/2007, have mulighed for at drage fordel af denne bestemmelse. Endvidere bør bestemmelsen ikke gælde anerkendte producentorganisationer, herunder kooperativer, der forarbejder al råmælk fra deres medlemmer, eftersom der ikke er tale om leverancer af råmælk til andre forarbejdningsvirksomheder. Der bør endvidere åbnes mulighed for, at eksisterende producentorganisationer, som er anerkendt i national ret, kan opnå en de facto-anerkendelse i henhold til denne forordning.

(15)

For ikke at undergrave kooperativernes effektive drift og af hensyn til klarheden bør det præciseres, at når en landbrugers medlemskab af et kooperativ indebærer en forpligtelse til at levere hele eller en del af den pågældende landbrugers mælkeproduktion som råmælk i henhold til betingelser, der er fastlagt i kooperativets vedtægter eller i regler og afgørelser, som bygger herpå, bør disse betingelser ikke være genstand for forhandlinger gennem en producentorganisation.

(16)

For at bevare en effektiv konkurrence på mejerimarkedet bør denne mulighed desuden være underlagt passende begrænsninger udtrykt i form af en procentdel af produktionen i Unionen og produktionen i enhver medlemsstat, der er genstand for sådanne forhandlinger. Begrænsningen udtrykt i form af en procentdel af den nationale produktion bør i første omgang gælde den mængde råmælk, der produceres i producentmedlemsstaten eller i hver af producentmedlemsstaterne. Den samme procentgrænse bør desuden gælde den mængde råmælk, der leveres til en given bestemmelsesmedlemsstat.

(17)

I betragtning af den vigtige rolle, som spilles af beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB) og beskyttede geografiske betegnelser (BGB), navnlig i sårbare landdistrikter, og for at sikre merværdien og opretholde kvaliteten, navnlig af oste med BOB eller BGB, samt i lyset af, at mælkekvoteordningen er under afvikling, bør medlemsstaterne have tilladelse til at anvende regler til regulering af udbuddet af sådanne oste, der er produceret inden for det pågældende geografiske område. Sådanne regler bør gælde for den samlede produktion af den pågældende ost og fastlægges efter anmodning fra en brancheorganisation, en producentorganisation eller en sammenslutning som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (6). En sådan anmodning bør støttes af et stort flertal af mælkeproducenter, der repræsenterer en stor part af den mælkemængde, der indgår i produktionen af den pågældende ost, og for så vidt angår brancheorganisationer og sammenslutninger, af et stort flertal af osteproducenter, der repræsenterer en stor part af produktionen af den pågældende ost. Disse regler bør endvidere være underlagt strenge betingelser, navnlig for at undgå, at de skader handelen med produkter på andre markeder, og for at beskytte mindretalsrettigheder. Medlemsstaterne bør straks offentliggøre de pågældende regler og underrette Kommissionen herom, sørge for regelmæssige tilsyn og ophæve reglerne i tilfælde af manglende overholdelse.

(18)

Der er på EU-plan blevet indført regler for brancheorganisationer i nogle sektorer. Disse organisationer kan spille nyttige roller med hensyn til at muliggøre dialog mellem aktørerne i forsyningskæden og med hensyn til at fremme bedste praksis og gøre markedet mere gennemsigtigt. Sådanne regler bør også anvendes i mælke- og mejerisektoren sammen med de bestemmelser, der præciserer sådanne organisationers position i henhold til konkurrencelovgivningen, under forudsætning af at disse organisationers aktiviteter ikke medfører konkurrenceforvridning eller påvirker det indre markeds funktion eller den fælles markedsordning for landbrugsprodukter i negativ retning. Medlemsstaterne bør tilskynde alle relevante aktører til at deltage i brancheorganisationer.

(19)

For at følge udviklingerne på markedet har Kommissionen behov for rettidige oplysninger om den mængde af råmælk, der leveres. Det bør derfor sikres, at den første køber regelmæssigt meddeler sådanne oplysninger til medlemsstaterne, og at disse underretter Kommissionen herom.

(20)

Kommissionen har endvidere behov for underretninger fra medlemsstaterne med hensyn til kontraktforhandlinger, anerkendelse af producentorganisationer og deres sammenslutninger og brancheorganisationer og kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren for at kunne overvåge og analysere anvendelsen af denne forordning, navnlig med henblik på de rapporter, som Kommissionen bør forelægge for Europa-Parlamentet og Rådet om udviklingen på mejerimarkedet.

(21)

De foranstaltninger, der er fastlagt i denne forordning, har deres begrundelse i de nuværende økonomiske forhold på mejerimarkedet og i forsyningskædens struktur. De bør derfor anvendes i en så lang periode, at de har mulighed for at få den fulde effekt. I betragtning af deres vidtrækkende karakter bør de dog være midlertidige og underlagt revision for at se, hvordan de har fungeret, og om de skal fortsætte med at gælde. Dette bør behandles i to rapporter fra Kommissionen om udviklingen på mejerimarkedet, hvori der især bør fokuseres på potentielle incitamenter for landbrugere til at indgå i fælles produktionsaftaler, og hvoraf den først rapport forelægges senest den 30. juni 2014 og den anden rapport senest den 31. december 2018.

(22)

Visse ugunstigt stillede regioner i Unionen er økonomisk meget afhængige af mælkeproduktionen. Som følge af disse regioners specifikke forhold bør de overordnede politikker tilpasses, så de bedre kan opfylde deres behov. Den fælles landbrugspolitik omfatter i forvejen særlige foranstaltninger for disse ugunstigt stillede regioner. Supplerende politiske foranstaltninger i denne forordning kan bidrage til at styrke mælkeproducenternes stilling i de ugunstigt stillede regioner. Virkningerne heraf bør imidlertid gøres til genstand for en vurdering i ovennævnte rapporter, og på grundlag heraf bør Kommissionen om nødvendigt forelægge forslag for Europa-Parlamentet og Rådet.

(23)

For at sikre en klar definition af mål og ansvarsområder for producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer i mælke- og mejerisektoren bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår betingelserne for anerkendelse af tværnationale producentorganisationer og tværnationale sammenslutninger af producentorganisationer, reglerne vedrørende fastlæggelsen af og betingelserne for administrativ bistand i tilfælde af tværnationalt samarbejde samt beregningen af de mængder af råmælk, der er omfattet af en producentorganisations forhandlinger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører passende høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(24)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Gennemførelsesbeføjelserne i forbindelse med gennemførelsen af betingelserne for anerkendelse af producentorganisationer og deres sammenslutninger og brancheorganisationer, disse organisationers meddelelser vedrørende de mængder af råmælk, der er omfattet af forhandlinger, medlemsstaternes meddelelser til Kommissionen vedrørende disse organisationer og reglerne for regulering af udbuddet af ost, der er omfattet af en BOB eller BGB, detaljerede regler vedrørende aftaler, afgørelser og samordnede praksisser i mælke- og mejerisektoren, indholdet, formatet og timingen af obligatoriske anmeldelser i den pågældende sektor, visse aspekter af kontrakterne om landbrugernes leverancer af råmælk samt meddelelser til Kommissionen om de valg, medlemsstaterne har truffet i denne forbindelse, bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (7).

(25)

På baggrund af Kommissionens beføjelser inden for Unionens konkurrencepolitik og i betragtning af de pågældende tiltags særlige karakter bør Kommissionen, uden at anvende forordning (EU) nr. 182/2011, afgøre hvorvidt visse aftaler og former for samordnet praksis i mælke- og mejerisektoren er uforenelige med Unionens konkurrenceregler, hvorvidt en producentorganisation kan få tilladelse til at føre forhandlinger, der vedrører mere end én medlemsstat, og hvorvidt bestemte regler, som medlemsstaterne har fastsat til regulering af udbuddet af ost omfattet af en BOB eller en BGB, bør ophæves.

(26)

Forordning (EF) nr. 1234/2007 bør ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 122, stk. 1, litra a), indsættes følgende nummer:

2)

I artikel 123 tilføjes følgende stykke:

»4.   Medlemsstaterne kan også anerkende brancheorganisationer:

3)

I del II, afsnit II, kapitel II, indsættes følgende afdeling:

»Afdeling IIA

Regler for producentorganisationer og brancheorganisationer i mælke- og mejerisektoren

Artikel 126a

Anerkendelse af producentorganisationer og deres sammenslutninger i mælke- og mejerisektoren

1.   Medlemsstaterne anerkender som producentorganisationer i mælke- og mejerisektoren alle juridiske enheder eller klart definerede dele af juridiske enheder, der ansøger om en sådan anerkendelse, forudsat at de:

2.   En medlemsstat kan imødekomme en ansøgning om anerkendelse af en sammenslutning af anerkendte producentorganisationer i mælke- og mejerisektoren, såfremt den pågældende medlemsstat skønner, at denne sammenslutning effektivt kan udføre alle aktiviteterne i en anerkendt producentorganisation, og at den opfylder betingelserne i stk. 1.

3.   Medlemsstaterne kan bestemme, at producentorganisationer, der har opnået anerkendelse efter national ret før 2. april 2012, og som opfylder betingelserne i stk. 1, skal betragtes som anerkendte producentorganisationer i henhold til artikel 122, stk. 1, litra a), nr. iiia).

Producentorganisationer, der har opnået anerkendelse efter national ret før 2. april 2012, men som ikke opfylder betingelserne i stk. 1, kan fortsætte med at udøve deres aktiviteter i henhold til national ret indtil 3. oktober 2012.

4.   Medlemsstaterne:

Artikel 126b

Anerkendelse af brancheorganisationer i mælke- og mejerisektoren

1.   Medlemsstaterne kan anerkende brancheorganisationer i mælke- og mejerisektoren, hvis sådanne organisationer:

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at brancheorganisationer, der har opnået anerkendelse efter national ret før 2. april 2012, og som opfylder betingelserne i stk. 1, skal betragtes som anerkendte brancheorganisationer i henhold til artikel 123, stk. 4.

3.   Når medlemsstaterne gør brug af muligheden for at anerkende en brancheorganisation i medfør af stk. 1 og/eller 2:

Artikel 126c

Kontraktforhandlinger i mælke- og mejerisektoren

1.   En producentorganisation i mælke- og mejerisektoren, som er anerkendt i henhold til artikel 122, kan på vegne af dens landbrugermedlemmer for så vidt angår hele eller en del af deres fælles produktion føre forhandlinger om kontrakter om levering af råmælk fra en landbruger til en virksomhed, der forarbejder råmælk, eller til en virksomhed, der indsamler råmælk, som defineret i artikel 185f, stk. 1, andet afsnit.

2.   En producentorganisation kan føre forhandlinger:

3.   Uanset stk. 2, litra c), nr. ii) og iii), kan en producentorganisation føre forhandlinger i henhold til stk. 1, såfremt denne producentorganisations mængde råmælk, som er genstand for forhandlingerne, og som produceres eller leveres i en medlemsstat med en samlet årlig råmælkeproduktion på under 500 000 t, ikke overstiger 45 % af den samlede nationale produktion i den pågældende medlemsstat.

4.   I denne artikel omfatter henvisninger til producentorganisationer også sammenslutninger af sådanne producentorganisationer.

5.   Med henblik på anvendelsen af stk. 2, litra c), og stk. 3 offentliggør Kommissionen ved hjælp af de midler, som den finder hensigtsmæssige, produktionsmængderne af råmælk i Unionen og medlemsstaterne under anvendelse af de mest tidssvarende, tilgængelige oplysninger.

6.   Uanset stk. 2, litra c), og stk. 3 kan den konkurrencemyndighed, der henvises til i dette stykkes andet afsnit, selv i tilfælde, hvor de deri fastsatte tærskler ikke overskrides, beslutte i individuelle tilfælde, at producentorganisationens forhandling enten skal begynde forfra, eller slet ikke bør finde sted, hvis myndigheden finder, at dette er nødvendigt for at forhindre, at konkurrence udelukkes, eller for at undgå en alvorlig negativ påvirkning af SMV'er, der forarbejder råmælk, på dens område.

For forhandlinger, der omfatter mere end én medlemsstat, træffes den beslutning, der henvises til i første afsnit, af Kommissionen uden at anvende proceduren i artikel 195, stk. 2, eller artikel 196b, stk. 2. I andre tilfælde træffes den af den nationale konkurrencemyndighed i den medlemsstat, som er omfattet af forhandlingerne.

De beslutninger, der henvises til i dette stykke, kan ikke anvendes fra en dato, der ligger før datoen for beslutningens meddelelse til de pågældende virksomheder.

7.   I denne artikel forstås ved:

a)   en »national konkurrencemyndighed«: den myndighed, der henvises til i artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 101 og 102 (8)

b)   »SMV'er«: mikrovirksomheder, små eller mellemstore virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (9).

8.   De medlemsstater, hvori der foregår forhandlinger i henhold til denne artikel, giver Kommissionen meddelelse om anvendelsen af stk. 2, litra f), og stk. 6.

Artikel 126d

Regulering af udbuddet af ost med beskyttet oprindelsesbetegnelse eller beskyttet geografisk betegnelse

1.   På anmodning af en producentorganisation, som er anerkendt i henhold til artikel 122, stk. 1, litra a), en brancheorganisation, som er anerkendt i henhold til artikel 123, stk. 4, eller en sammenslutning af erhvervsdrivende, jf. artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 510/2006, kan medlemsstaterne i en begrænset periode fastlægge bindende regler til regulering af udbuddet af ost, der er omfattet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller af en beskyttet geografisk betegnelse i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 510/2006.

2.   Reglerne i stk. 1 skal overholde de betingelser, der er fastsat i stk. 4, og skal være genstand for en forudgående aftale mellem parterne i det geografiske område, som er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 510/2006. En sådan aftale skal være indgået mellem mindst to tredjedele af mælkeproducenterne eller deres repræsentanter, der skal repræsentere mindst to tredjedele af den råmælk, der anvendes til produktion af den ost, der er omhandlet i stk. 1, og, hvis det er relevant, mindst to tredjedele af producenterne af den pågældende ost, der skal repræsentere mindst to tredjedele af produktionen af den pågældende ost i det geografiske område, som er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 510/2006.

3.   For så vidt angår ost med en beskyttet geografisk betegnelse, jf. stk. 1, skal det geografiske område, som råmælken stammer fra i henhold til varespecifikationen for osten, være det samme som det geografiske område for den pågældende ost, jf. artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 510/2006.

4.   De i stk. 1 omhandlede regler:

5.   Reglerne i stk. 1 skal offentliggøres i en officiel publikation i den pågældende medlemsstat.

6.   Medlemsstaterne foretager kontrol for at sikre, at betingelserne i stk. 4 overholdes, og ophæver de i stk. 1 omhandlede regler i tilfælde, hvor de kompetente nationale myndigheder har konstateret, at betingelserne ikke er blevet overholdt.

7.   Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om de regler, de har vedtaget i henhold til stk. 1. Kommissionen oplyser medlemsstaterne om enhver meddelelse om sådanne regler.

8.   Kommissionen kan til enhver tid vedtage gennemførelsesretsakter med krav til en medlemsstat om at ophæve de regler, den har fastlagt i henhold til denne artikels stk. 1, hvis Kommissionen konstaterer, at reglerne ikke overholder betingelserne i denne artikels stk. 4, hindrer eller forvrider konkurrencen på en væsentlig del af det indre marked, skader den frie samhandel eller bringer opnåelsen af målene i artikel 39 i TEUF i fare. Sådanne gennemførelsesretsakter vedtages uden at anvende proceduren i artikel 195, stk. 2, eller artikel 196b, stk. 2.

Artikel 126e

Kommissionens beføjelser i forhold til producent- og brancheorganisationer i mælke- og mejerisektoren

1.   For at sikre en klar definition af mål og ansvar for producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer i mælke- og mejerisektoren samt for at bidrage til, at disse organisationer kan udføre deres aktiviteter effektivt og uden at pålægge en unødig byrde, tillægges Kommissionen beføjelse til i overensstemmelse med artikel 196a at vedtage delegerede retsakter, som fastsætter:

2.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, hvori der fastlægges detaljerede regler, som er nødvendige for:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 196b, stk. 2.

4)

I artikel 175 ændres henvisningen »jf. artikel 176 til 177 i denne forordning« til »jf. artikel 176 til 177a i denne forordning«.

5)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 177a

Aftaler, vedtagelser og samordnet praksis i mælke- og mejerisektoren

1.   Artikel 101, stk. 1, i TEUF finder ikke anvendelse på aftaler, vedtagelser og samordnet praksis vedtaget af anerkendte brancheorganisationer med henblik på gennemførelse af de aktiviteter, der er nævnt i artikel 123, stk. 4, litra c), i denne forordning.

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse såfremt:

3.   Aftalerne, vedtagelserne og tilfældene af samordnet praksis må ikke bringes i anvendelse før udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 2, litra b).

4.   Aftaler, vedtagelser og tilfælde af samordnet praksis erklæres under alle omstændigheder for uforenelige med EU-reglerne, såfremt de:

5.   Konstaterer Kommissionen efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 2, litra b), at betingelserne for at anvende stk. 1 ikke er opfyldt, vedtager den uden at anvende proceduren i artikel 195, stk. 2, eller artikel 196b, stk. 2, en afgørelse om, at artikel 101, stk. 1, i TEUF finder anvendelse på den pågældende aftale, vedtagelse eller samordnede praksis.

Kommissionens afgørelse kan ikke anvendes fra en dato, som ligger før datoen for afgørelsens meddelelse til den pågældende brancheorganisation, medmindre denne har givet urigtige oplysninger, eller har misbrugt den undtagelse, der er omhandlet i denne artikels stk. 1.

6.   For flerårige aftaler gælder meddelelsen for det første år også for aftalens følgende år. I dette tilfælde kan Kommissionen dog på eget initiativ eller på anmodning af en anden medlemsstat til enhver tid afgive en udtalelse om manglende overensstemmelse.

7.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, hvori der fastlægges foranstaltninger, som er nødvendige for en ensartet anvendelse af denne artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 196b, stk. 2.«

6)

Artikel 184 ændres således:

7)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 185e

Obligatoriske anmeldelser i mælke- og mejerisektoren

Fra 1. april 2015 anmelder første købere af råmælk den mængde råmælk, der er blevet leveret til dem hver måned, til den kompetente nationale myndighed.

I denne artikel og i artikel 185f forstås ved en »første køber« en virksomhed eller sammenslutning, som køber mælk af producenter med henblik på at:

Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om den mængde råmælk, der er omhandlet i Stk. 1.

Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med regler for indholdet, formatet og timingen af sådanne anmeldelser og foranstaltninger vedrørende de meddelelser, medlemsstaterne skal afgive i henhold til denne artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 196b, stk. 2.

Artikel 185f

Kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren

1.   Hvis en medlemsstat beslutter, at hver leverance af råmælk på dens område fra en landbruger til en virksomhed, der forarbejder råmælk, skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, og/eller beslutter, at første købere skal afgive et skriftligt tilbud om at indgå en kontrakt med landbrugerne om levering af råmælk, skal en sådan kontrakt og/eller et sådant tilbud om en kontrakt opfylde betingelserne i stk. 2

Såfremt medlemsstaten beslutter, at en landbrugers leverancer af råmælk til en virksomhed, der forarbejder råmælk, skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, skal den samtidig beslutte, hvilket eller hvilke trin i leveringen der skal være omfattet af en sådan kontrakt mellem parterne, i tilfælde af at råmælken leveres gennem en eller flere virksomheder, der indsamler mælk. I denne artikel betyder en »virksomhed, der indsamler mælk«, en virksomhed, der transporterer råmælk fra en landbruger eller en anden virksomhed, der indsamler mælk, til en virksomhed, der forarbejder råmælk, eller en anden virksomhed, der indsamler mælk, hvor der i hvert tilfælde sker en overdragelse af ejendomsretten til råmælken.

2.   Kontrakten og/eller tilbuddet om en kontrakt skal:

3.   Uanset stk. 1 er en kontrakt og/eller et tilbud om en kontrakt ikke nødvendig, hvis råmælken leveres af en landbruger til et kooperativ, hvor landbrugeren er medlem, hvis kooperativets vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har samme virkning som dem, der er fastsat i stk. 2, litra a), b) og c).

4.   Alle elementer i de kontrakter om levering af råmælk, som landbrugere, virksomheder, der indsamler råmælk, eller virksomheder, der forarbejder råmælk, har indgået, herunder de elementer, der henvises til i stk. 2, litra c), forhandles frit mellem parterne.

Uanset bestemmelserne i første afsnit gælder følgende:

Bestemmelserne i andet afsnit berører ikke landbrugerens ret til at afslå en sådan mindste gyldighedsperiode, forudsat at dette sker skriftligt. I så fald kan parterne frit forhandle alle elementerne i kontrakten, herunder dem, der er omhandlet i stk. 2, litra c).

5.   Medlemsstater, som gør brug af valgmulighederne i denne artikel, meddeler Kommissionen, hvordan disse anvendes.

6.   Kommissionen kan ved gennemførelsesretsakter vedtage de nødvendige foranstaltninger til en ensartet anvendelse af stk. 2, litra a) og b), og stk. 3, samt foranstaltninger vedrørende de meddelelser, medlemsstaterne skal afgive i henhold til denne artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 196b, stk. 2.«

8)

I del VII, kapitel I, indsættes følgende artikler:

»Artikel 196a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 126e, stk. 1, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra 2 april 2012. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 126e, stk. 1, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning fra dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 126e, stk. 1, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 196b

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg, der benævnes Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter. Denne komité er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (10).

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

9)

I artikel 204 tilføjes følgende stykke:

»7.   For mælke- og mejerisektoren anvendes artikel 122, stk. 1, litra a), nr. iiia), artikel 123, stk. 4, samt artikel 126a, 126b, 126e og 177a fra 2. april 2012 indtil den 30. juni 2020 og artikel 126c, 126d, 185e og 185f fra 3. oktober 2012 indtil den 30. juni 2020.«

30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/49