31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/1

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med EU-retten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2) i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/3

(1)

I medfør af artikel 6, stk. 2, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 510/2006 er Polens og Litauens ansøgning om registrering af "Miód z Sejneńszczyny / Łoździejszczyzny" / "Seinų / Lazdijų krašto medus" blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 510/2006, bør denne betegnelse derfor registreres —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/5

(1)

Tysklands ansøgning om registrering af betegnelsen "Holsteiner Katenschinken/HolsteinerSchinken/Holsteiner Katensrauchschinken/Holsteiner Knochenschinken" er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006 blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 510/2006, bør denne betegnelse registreres —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/7

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/9

(1)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2011/12 er fastsat ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 971/2011 (3). Disse priser og beløb blev senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 59/2012 (4).

(2)

De oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, medfører, at de pågældende priser og beløb skal ændres efter artikel 36 forordning (EF) nr. 951/2006.

(3)

For at sikre at foranstaltningen finder anvendelse så hurtigt som muligt, efter de opdaterede data er blevet gjort tilgængelige, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/11

(1)

Den 31. januar 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/72/FUSP (1).

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse 2011/72/FUSP bør de restriktive foranstaltninger forlænges indtil den 31. januar 2013.

(3)

Afgørelse 2011/72/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/12

(1)

Den 5. april 2007, dvs. seks måneder efter at Kommissionen havde godkendt ydelsen af redningsstøtte som værende forenelig med det indre marked (2), anmeldte Italien en omstruktureringsplan for Legler S.p.A.

(2)

Den 25. september 2007 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende omstruktureringsplanen (3). Der blev modtaget bemærkninger fra Italien den 30. november 2007.

(3)

Den 10. december 2007 modtog Kommissionen bemærkninger fra én interesseret part. Den videresendte bemærkningerne til Italien ved brev af 3. marts 2008. Italien fremsatte sine bemærkninger ved brev af 20. maj 2008.

(4)

Den 23. juli 2008 trak de italienske myndigheder anmeldelsen af omstruktureringsstøtten tilbage med den begrundelse, at planen var blevet opgivet.

(5)

Kommissionen udbad sig supplerende oplysninger fra de italienske myndigheder den 8. august 2008, 22. oktober 2008, 9. februar 2009, 4. september 2009 og 17. marts 2010, og de italienske myndigheder reagerede herpå ved brev af 26. september 2008, 1. december 2008, 3. juni 2009, 6. oktober 2009, 24. februar 2010 og 20. april 2010.

(6)

Legler S.p.A. er moderselskab for en italiensk tekstilfremstillingskoncern (i det følgende benævnt »Legler«, »koncernen« eller »selskabet«), der blev stiftet i 1863, og som på det tidspunkt, hvor den formelle undersøgelsesprocedure blev indledt, omfattede flere juridiske enheder, nemlig: Legler Ottana S.p.A., Legler Siniscola S.p.A. og Legler Macomer S.p.A. Legler S.p.A. besad en minoritetsaktiepost i Legler Maroc SA og en andel på 40 % i Legler Ottana S.p.A. Holdingselskabet Piltar Ltd (i det følgende benævnt »Piltar«) var hovedaktionær i Legler S.p.A.

(7)

I 2007 beskæftigede Legler 1 213 (4) personer og havde fabrikker i regionen Sardinien (i Macomer — Oristano-provinsen, og i Siniscola og Ottana — Nuora-provinsen) og i regionen Lombardiet (i Ponte San Pietro—Bergamo-provinsen). Koncernens omsætning udgjorde 101 mio. EUR i 2006 og 30,9 mio. EUR i september 2007.

(8)

Leglers kerneaktivitet var fremstilling af denimstof af høj kvalitet, en sektor, i hvilken virksomheden havde været en førende aktør i Italien og Tyskland og en vigtig leverandør til Frankrig og Benelux. Ifølge de italienske myndigheder består denimmarkedet af to segmenter: pret-a-porter for berømte mærker (dette var Leglers hovedområde) og massemarkedsprodukter, hvor konkurrencen primært er prisbaseret. Leglers vigtigste konkurrenter var baseret i Italien, Grækenland, Frankrig, Tunesien og Japan. Legler begyndte at få vanskeligheder i 2003, da en betydelig del af produktionen blev flyttet til Asien eller det sydlige Middelhavsområde.

(9)

Den 30. maj 2007 blev det på et bestyrelsesmøde i SFIRS S.p.A., et investeringsselskab i regionen Sardinien, besluttet, at SFIRS fra Intex S.p.A., der var under likvidation, for 450 000 EUR skulle overtage en gældspost med en nominel værdi af 17 mio. EUR, som Intex S.p.A. havde til gode hos Legler S.p.A. og Legler Siniscola S.p.A.

(10)

På samme møde besluttede SFIRS også at konvertere en del af Leglers gæld på 17 mio. EUR, nemlig et beløb på 14,5 mio. EUR, til en andel af Leglers egenkapital.

(11)

Den 31. maj 2007 blev konverteringen af gæld til egenkapital gennemført på en generalforsamling i Legler. Ved at konvertere en del af Leglers gæld (til en pålydende værdi af 14,5 mio. EUR) til aktiekapital i Legler erhvervede SFIRS 49 % af A-aktierne (og 100 % af B-aktierne (5)) i Legler S.p.A. Piltar besad de resterende 51 %.

(12)

I januar 2008 besluttede SFIRS at afhænde sin aktiepost i Legler S.p.A. og den resterende gæld i Legler-koncernen og iværksatte en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på et samlet køb af Leglers egenkapital og gæld.

(13)

Det vindende bud, der blev afgivet af selskabet Ferratex s.r.l. (i det følgende benævnt »Ferratex«), var på i alt 2 000 001 EUR. Ifølge de italienske myndigheder afspejlede denne pris markedsprisen for SFIRS’ samlede tilgodehavender hos Legler og dets datterselskaber, der af en uafhængig ekspert blev vurderet til 2 mio. EUR, plus den symbolske pris af 1 EUR for SFIRS’ andel i Leglers egenkapital, der også var baseret på en uafhængig eksperts vurdering. Salget fandt sted den 25. januar 2008.

(14)

Legler indstillede imidlertid driften på alle sine fabrikker i perioden mellem december 2007 og august 2008, og alle virksomhedens fabrikker har siden været inaktive.

(15)

Den 23. juli 2008 ændrede Legler S.p.A. navn til Texfer S.p.A. Selskabets sardinske datterselskaber ændrede også navn til henholdsvis Texfer Ottana S.p.A., Texfer Siniscola S.p.A. og Texfer Macomer S.p.A.

(16)

Den 18. august 2008 blev koncernens moderselskab erklæret insolvent af den kompetente domstol, og den 13. november 2008 blev det sammen med sine datterselskaber taget under kollektiv insolvensbehandling (»amministrazione straordinaria«).

(17)

Banken påberåbte sig redningsstøttegarantien, kort efter at Legler havde undladt at tilbagebetale redningslånet rettidigt. Derfor tilbagebetalte det kompetente ministerium lånet med renter den 16. september 2008.

(18)

Den 21. oktober 2010 blev Texfer S.p.A. erklæret konkurs. Den 17. og 18. november 2010 blev også Texfer Ottana S.p.A., Texfer Siniscola S.p.A. og Texfer Macomer S.p.A. erklæret konkurs.

(19)

I 2006 havde Legler en negativ egenkapital på 8,6 mio. EUR sammenlignet med en fortsat positiv værdi på 17,2 mio. EUR i 2005. Selskabet indberettede tab på 25,9 mio. EUR i 2006 og 28,1 mio. EUR i 2005. Dets omsætning beløb sig til 101,4 mio. EUR i 2006, mens den havde været på 124,2 mio. EUR i 2005. EBITDA (resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger) beløb sig til – 10,9 i 2006 og – 0,7 i 2005. Også renteudgifterne var stigende.

(20)

Den 30. november 2007 havde Legler en negativ egenkapital på 16,3 mio. EUR. Tabene i perioden 2003-2007 nåede op på 94,9 mio. EUR, og selskabets situation var blevet konstant forværret med voksende tab og faldende omsætning.

(21)

Den 13. november 2008 kom koncernen under kollektiv insolvensbehandling i henhold til den nationale lovgivning, der endte med konkurs (jf. betragtning 16-18).

(22)

Den omstruktureringsplan (»piano industriale«), som Italien havde anmeldt (i det følgende også benævnt »planen«), dækkede en periode på tre år (2007-2009) og bestod af tre foranstaltninger: i) 13 mio. EUR i form af en mellemfristet garanti for omstruktureringsperioden til erstatning for den seksmåneders garanti, der var blevet godkendt som redningsstøtte (6), ii) 13,2 mio. EUR i form af et direkte tilskud, og iii) 13 mio. EUR i form af en ombytning af gæld til egenkapital. Den 31. maj 2007 gennemførte SFIRS dog en konvertering af gæld til egenkapital for et nominelt beløb på 14,5 mio. EUR.

(23)

Selv om de italienske myndigheder havde indsendt en omstruktureringsplan (»piano industriale«) for perioden 2007-2009, hævdede de, at den reelle omstruktureringsplan ville gælde fra den 1. juni 2007 til udgangen af 2012. De eneste data, der blev oplyst med henblik på at følge fremskridtet med virksomhedens omstrukturering fra 2009 til 2012, var cash flows og udviklingen i det nyoprettede selskabs (NewCo) passiver.

(24)

Inden for denne bredere tidsramme beløb de samlede omkostninger i forbindelse med oprettelsen af et nyt selskab på grundlag af fusionen mellem Legler S.p.A. og selskabets sardinske datterselskaber sig til 106,2 mio. EUR, inkl. 86,7 mio. EUR til en omfattende omstrukturering af koncernen, mens resten ville gå til at genopbygge kapitalen og dække tabene.

(25)

NewCo ville fokusere på selskabets traditionelle kerneaktivitet, dvs. denim af høj kvalitet, mens de øvrige to produktionslinjer (riflet fløjl og glat bomuld) ville blive lukket ned. Koncernens geografiske placering ville også blive samlet på to produktionsanlæg (Siniscola og Ottana), der er beliggende i samme region. De resterende aktiver ville blive solgt for at gøre det muligt for Legler selv at yde et bidrag og reducere omkostningerne til energi, transport og personale. Macomer-fabrikken indgik ikke i planen (7).

(26)

I planen blev det også overvejet at skaffe en ny aktionær sammen med SFIRS, og det blev oplyst, at det var nødvendigt at opnå kreditlinjer fra private kilder for at gennemføre omstruktureringsprocessen.

(27)

Kommissionen var i sin beslutning om at indlede proceduren i tvivl om, hvorvidt konverteringen af gæld til egenkapital var fri for statsstøtteelementer. Kommissionen tvivlede på, at en privat investor ville have accepteret at konvertere gæld til aktier i virksomheden under disse omstændigheder, navnlig da det så ud til, at en del af virksomhedens aktiviteter havde været indstillet i flere måneder, og at de italienske myndigheder ikke havde forelagt Kommissionen noget kontrafaktisk scenarie til støtte for SFIRS's antagelse af, at det var mere omkostningseffektivt at investere i Legler og afholde omstruktureringsomkostningerne end at afvikle koncernen.

(28)

Med hensyn til støttens forenelighed med det indre marked i henhold til Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (8) (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«) stillede Kommissionen først det spørgsmål, om Leglers vanskeligheder kunne være blevet løst af hovedaktionæren Piltar, og om der havde fundet en vilkårlig omkostningsfordeling sted i koncernen.

(29)

For det andet tvivlede Kommissionen på, at planen ville kunne genoprette den langsigtede rentabilitet, da den planlagte afhændelse af aktiver og produktionslinjer syntes ret uvis, og da mange antagelser om de fremtidige driftsvilkår forekom urealistiske på grund af indstillingen af Leglers produktion. Kommissionen tvivlede også på, at de foreslåede modydelser var reelle, og var af den opfattelse, at de gik ud over de foranstaltninger, der var nødvendige for at genskabe rentabiliteten, samtidig med at den tvivlede på, at selskabets eget bidrag var tilstrækkeligt, og at princippet om engangsstøtte var blevet overholdt.

(30)

Endelig anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om at fremlægge oplysninger til støtte for den tvivl, der er rejst (spørgsmålet om, hvor SFIRS’ tilgodehavende stammer fra, detaljerede oplysninger om Piltar og om omkostningsfordelingen internt i koncernen, om modydelserne, om sandsynligheden af, at Legler finder en ny aktionær, og om adgangen til den private finansiering, der er nødvendig for omstruktureringen af Legler).

(31)

Ved brev af 14. december 2007 fremsatte en interesseret part bemærkninger til afgørelsen om at indlede undersøgelsesproceduren. Tredjeparten hævdede, at de pågældende foranstaltninger ville skabe konkurrencefordrejning og fremhævede, at der var betydelig overkapacitet i sektoren. Den fremlagde tal for denimproduktionskapaciteten på verdensplan for 2006, som viste en samlet overkapacitet på 27 %.

(32)

For det første forklarede de italienske myndigheder, hvordan SFIRS var blevet hovedaktionær i Legler. I marts 2007 overtog SFIRS gælden i Legler S.p.A og Legler Siniscola S.p.A. fra selskabet Intex S.p.A., der var under likvidation, til en pris af 450 000 EUR. Den 31. maj 2007 konverterede SFIRS en del af denne gæld, der havde en nominel værdi af 14,5 mio. EUR, til andele i Leglers egenkapital, hvorved det erhvervede 49 % af Leglers A-aktier (mens Piltar beholdt de resterende 51 %) og 100 % af B-aktierne (9).

(33)

For det andet forklarede de italienske myndigheder, at Piltar blot var et instrument, der blev kontrolleret af fysiske personer. Det blev udelukkende stiftet med henblik på at erhverve en aktiepost i Legler og var ikke involveret i nogen forretningsmæssige aktiviteter. De italienske myndigheder tilføjede, at Piltar længe havde gjort det klart, at det ikke havde planer om at støtte selskabet finansielt, og at det gradvist agtede at skille sig af med sin aktiepost i koncernen. Det ser faktisk ud til, at SFIRS sammen med aktieposten på 49 % også erhvervede retten til at købe de resterende 51 % af Leglers A-aktier.

(34)

For det tredje lovede de italienske myndigheder at give oplysninger om modydelserne.

(35)

For det fjerde anførte Italien, at de markedssegmenter, der var målet for Leglers omstruktureringsplan med henblik på at genoprette den finansielle rentabilitet, og som er beskrevet i betragtning 25, viste opmuntrende tegn på bedring. De italienske myndigheder nævnte også selskabets intention om at opnå private kreditlinjer og en ny aktionær til at finansiere en del af planen, og oplyste, at der allerede var taget skridt i den henseende.

(36)

Som svar på tredjepartens bemærkninger understregede de italienske myndigheder dernæst, at Leglers markedsandel i 2006 var så lille som 0,27 %. De tilføjede, at planen som en modydelse indebar en reduktion af virksomhedens kapacitet på 22 % sammenlignet med 2006 og en reduktion på 40 % sammenlignet med 2005. De fandt derfor ikke, at støtten ville fordreje konkurrencen i et omfang, der strider mod den fælles interesse.

(37)

De italienske myndigheder anførte i deres indlæg efter tilbagetrækningen af omstruktureringsplanen, at konverteringen af gæld til egenkapital ikke kunne karakteriseres som statsstøtte i medfør af traktatens artikel 107, stk. 1, da SFIRS havde handlet i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Ifølge de italienske myndigheder ville en privat investor have handlet på samme måde for at undgå konkurs og i det mindste inddrive en del af sit tilgodehavende på den mest effektive måde, dvs. ved at konvertere det til kapital og omstrukturere virksomheden sammen med en ny kreditlinje.

(38)

I henhold til artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (10) kan den pågældende medlemsstat trække anmeldelsen som omhandlet i artikel 2 tilbage i god tid, inden Kommissionen har vedtaget en beslutning efter artikel 4 eller 7.

(39)

I dette tilfælde, hvor Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, afslutter Kommissionen denne procedure i medfør af artikel 8, stk. 2, i denne forordning.

(40)

Kommissionen bemærker, at Italien ikke har ydet det direkte tilskud på 13,2 mio. EUR, og at Italien ikke vil forfølge dette støtteprojekt videre. Da omstruktureringsplanen er blevet trukket tilbage, tjener den formelle undersøgelsesprocedure, der er indledt vedrørende denne foranstaltning, ikke længere noget formål.

(41)

Eftersom Italien gennemførte de to andre anmeldte omstruktureringsforanstaltninger på ulovlig vis, skal Kommissionen for at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure afgøre, om disse foranstaltninger udgør statsstøtte i medfør af traktatens artikel 107, stk. 1, og, i bekræftende fald, om denne støtte er forenelig med det indre marked.

(42)

Det fremgår af traktatens artikel 107, stk. 1, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(43)

Hvis der skal ydes eller er blevet ydet statsstøtte til en kriseramt virksomhed i den i traktatens artikel 107, stk. 1, anførte forstand, skal denne støttes forenelighed med det indre marked vurderes på grundlag af rammebestemmelserne. Som følge heraf kan støtten kun anses for forenelig i medfør af traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), såfremt betingelserne i rammebestemmelserne er opfyldt.

(44)

Redningsstøttegarantien på 13 mio. EUR ophørte ikke ved udløbet af den seksmåneders periode, for hvilken Kommissionen havde godkendt den, men blev derimod videreført efter meddelelsen om, at planen var blevet trukket tilbage (jf. betragtning 17).

(45)

Forlængelsen af redningsstøttegarantien blev anmeldt som en foranstaltning ydet af det kompetente ministerium, som blev finansieret over statsbudgettet. Den blev derfor ydet ved hjælp af statsmidler og kan tilregnes staten. Garantien udgør en selektiv fordel, idet den gjorde det muligt for Legler at få adgang til finansielle midler, som selskabet ellers ikke ville have fået i betragtning af sin finansielle situation. Den sparede således Legler for omkostninger, som selskabet ellers skulle have afholdt. Da Legler gennemførte en omstruktureringsproces med henblik på at genoptage produktionen, var det endvidere sandsynligt, at støtten ville fordreje konkurrencen på det indre marked og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningens fordrejende virkning blev understreget af en tredjepart, der også påpegede, at sektoren led under overkapacitet.

(46)

Derfor finder Kommissionen, at forlængelsen af redningsstøttegarantien, der også er en omstruktureringsforanstaltning, udgør statsstøtte i den i traktatens artikel 107, stk. 1, anførte forstand.

(47)

Ved beregningen af støttebeløbet henviser Kommissionen til punkt 4.1.a) i garantimeddelelsen (11), hvoraf det fremgår, at »en eventuel garant, der opererer under markedsøkonomiske forhold, ville kræve en høj præmie af kriseramte virksomheder på det tidspunkt, hvor garantien ydes, på grund af den forventede misligholdelsesgrad. Hvis der er særlig stor sandsynlighed for, at låntageren ikke vil kunne indfri lånet, eksisterer denne markedspræmie måske slet ikke, og under ekstraordinære omstændigheder kan garantiens støtteelement vise sig at være lige så højt som det beløb, der faktisk dækkes af garantien.«

(48)

I lyset af Leglers vanskelige finansielle situation på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet (voksende tab, faldende omsætning og negativ egenkapital som beskrevet i betragtning 19-21 og 52) finder Kommissionen, at det var højst usandsynligt, at selskabet kunne have opnået et banklån på markedet uden statslig indgriben; derfor konkluderer Kommissionen, at støttebeløbet svarer til det samlede lånebeløb (12).

(49)

Kommissionen bemærker, at konverteringen blev gennemført af SFIRS, en offentlig enhed, hvis beslutninger hovedaktionæren, regionen Sardinien, øver dominerende indflydelse på (13). Italien har aldrig benægtet dette. Kommissionen konkluderer derfor, at den pågældende foranstaltning kan tilregnes staten og blev ydet ved hjælp af statsmidler. Denne foranstaltning er også selektiv, da den begunstiger ét enkelt selskab, nemlig Legler. Da Legler desuden var inde i en omstruktureringsproces med det formål at genoptage produktionen, var det sandsynligt, at støtten ville fordreje konkurrencen på det indre marked og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningens mulige fordrejende virkning blev også understreget i bemærkningerne fra en tredjepart, der også påpegede, at sektoren led under overkapacitet.

(50)

I sit svar anførte Italien, at den pågældende foranstaltning ikke gav Legler nogen fordel, idet den efter Italiens opfattelse var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.

(51)

Med henblik på at fastslå, om Legler modtog en fordel hidrørende fra statsmidler, er det ifølge fast retspraksis (14) nødvendigt at overveje, om en privat investor med tilsvarende karakteristika som SFIRS under tilsvarende omstændigheder ville have været rede til at foretage en lignende konvertering af gæld til egenkapital under hensyn til de oplysninger, som var tilgængelige, og den forventede udvikling på den dato, hvor transaktionen blev gennemført.

(52)

For det første bemærker Kommissionen på grundlag af Leglers årsregnskaber, at selskabet i 2007 havde en kapital på 1,8 mio. EUR og en negativ egenkapital på 16,2 mio. EUR; i perioden 2003-2007 nåede tabene op på 94,9 mio. EUR, og virksomhedens situation forværredes markant med voksende tab og faldende omsætning.

(53)

Kommissionen bemærker også, at SFIRS trods den kritiske finansielle situation, som der er redegjort for ovenfor, ikke gennemførte en omfattende cost-benefit-analyse og en risikovurdering af transaktionen. Trods adskillige anmodninger fra Kommissionen herom har de italienske myndigheder faktisk aldrig forelagt Kommissionen et begrundet kontrafaktisk scenarie, som viser, at SFIRS’ valg var at foretrække frem for et scenarie med likvidation af Legler.

(54)

Den italienske centralbank (Banca d'Italia) fremsatte tilsvarende bemærkninger i en rapport (15), der blev offentliggjort efter en undersøgelse af SFIRS's aktiviteter. Rapporten kritiserede SFIRS for at have foretaget en mangelfuld forudgående analyse af konverteringen af gæld til egenkapital og for det iboende modsætningsforhold i at foretage en »investering« uden konkrete udsigter til nogen genopretning.

(55)

Uanset denne vurdering var selskabets finansielle situation af en sådan karakter, at ingen fornuftig privat investor i en markedsøkonomi ville have indladt sig på en tilsvarende transaktion.

(56)

I den forbindelse bemærker Kommissionen også, at den omstruktureringsplan (»piano industriale«), som selskabet har anmeldt, ikke kan betragtes som et realistisk grundlag for virksomhedens fremtidige resultater. Den omstændighed, at planen ikke dækkede hele, men kun en del af omstruktureringsperioden, og ikke indeholdt omlysninger om den efterfølgende proces i omstruktureringen (jf. betragtning 23), viser klart, at en sådan mangel på information ville have afholdt enhver privat investor fra at indlade sig på den pågældende transaktion.

(57)

For det andet havde SFIRS, for så vidt angår dets faktiske udsigter til at inddrive de penge, som Legler skyldte det, ved konverteringen af gæld til egenkapital reelt svækket sin stilling med hensyn til at gøre fordringer gældende sammenlignet med dets tidligere stilling som privilegeret kreditor.

(58)

Værdien af og fremtidsudsigterne for SFIRS’ egenkapitalinvestering på tidspunktet for konverteringen af gæld til egenkapital syntes for begrænset til at opveje de risici, der er skitseret ovenfor, navnlig set i lyset af selskabets kritiske finansielle situation. Dette blev klart fremhævet ved en uafhængig vurdering af selskabet, hvor dets værdi blev fastsat til symbolske 1 EUR.

(59)

Det kan konkluderes af ovenstående, at SFIRS ved gennemførelsen af konverteringen af gæld til egenkapital ikke handlede som en privat investor, der opererer under normale markedsvilkår. En privat investor ville ikke have indladt sig på en sådan transaktion uden en troværdig og realistisk forudgående vurdering, der viste, at det ville være mere omkostningseffektivt at konvertere gælden til egenkapital end at forblive privilegeret kreditor i selskabet.

(60)

Derfor gav SFIRS Legler en fordel ved at konvertere gælden til egenkapital.

(61)

Det følger af ovenstående, at konverteringen af gæld til egenkapital udgør statsstøtte i den i traktatens artikel 107, stk. 1, anførte forstand.

(62)

Med hensyn til beregningen af støttebeløbet skal det bemærkes, at begrebet statsstøtte er begrænset til støtte i form af offentlige midler. Støttebeløbet skal beregnes på grundlag af markedsværdien af den gæld, som SFIRS konverterede til en andel af Leglers egenkapital. Hvis den samlede pålydende værdi af Leglers gæld til SFIRS var på 17 mio. EUR, og selskabets markedsværdi på dagen før konverteringen var på 450 000 EUR, var markedsværdien af den transaktion, hvorved SFIRS konverterede 85,3 % af sit samlede tilgodehavende, dvs. en pålydende værdi på 14,5 mio. EUR, til egenkapital, således 383 850 EUR (dvs. 85,3 % af 450 000 EUR). Derfor udgjorde den fordel, der blev opnået ved hjælp af statsmidler, 383 850 EUR. På den anden side kan den pålydende værdi af det konverterede tilgodehavende ikke betragtes som en fordel undtagen i rent regnskabsmæssig forstand.

(63)

Da de to anmeldte foranstaltninger er fundet at udgøre statsstøtte i medfør af traktatens artikel 107, stk. 1, skal Kommissionen vurdere, om denne støtte er forenelig med det indre marked.

(64)

Statsstøtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked skal vurderes på grundlag af rammebestemmelserne.

(65)

Med henblik på at vurdere den offentlige garanti skal der foretages en sondring mellem forlængelsen af redningsstøtten på den ene side, og ydelsen af statsstøtte i form af en mellemfristet garanti, der også er en omstruktureringsforanstaltning (for hele omstruktureringsperioden) på den anden side.

(66)

Med hensyn til forlængelsen af redningsstøtten er det i punkt 26 i rammebestemmelserne fastlagt, at hvis medlemsstaten har fremlagt en omstruktureringsplan senest seks måneder fra godkendelsestidspunktet eller, såfremt der er tale om ikke-anmeldt støtte, efter gennemførelsen af foranstaltningen, forlænges fristen for tilbagebetaling af lånet eller ophævelse af garantien, indtil Kommissionen har taget stilling til omstruktureringsplanen, medmindre Kommissionen beslutter, at en sådan forlængelse ikke er berettiget.

(67)

Anmeldelsen af omstruktureringsplanen gjorde det muligt at fortsætte redningsstøtten efter seksmåneders perioden. Italien trak dog senere denne anmeldelse tilbage. Det følger af punkt 26 i rammebestemmelserne, at anmeldelsen af en omstruktureringsplan er en absolut betingelse for en forlængelse af redningsstøtten. Hvis en anmeldt omstruktureringsplan senere trækkes tilbage, skal den forlængelse, der er godkendt for redningsstøtten, derfor bringes til ophør.

(68)

Det følger af Kommissionens afgørelsespraksis (Ernault-sagen (16) og Huta Cynku-sagen (17)), at hvis hverken en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan er blevet anmeldt til Kommissionen, eller, som i det foreliggende tilfælde, hvis omstruktureringsplanen er blevet trukket tilbage, kan støtten ikke forlænges ud over den dato, hvor medlemsstaten trak anmeldelsen af omstruktureringsplanen tilbage.

(69)

Da den mellemfristede garanti (for hele omstruktureringsplanens varighed), der var tænkt som en anmeldt omstruktureringsstøtte, var en forlængelse af redningsstøttegarantien, var den forenelig med det indre marked, indtil Italien trak sin anmeldelse tilbage.

(70)

Spørgsmålet om, hvorvidt den forlængede statsstøttegaranti er forenelig med det indre marked, bør derfor vurderes fra dagen efter den dag, hvor Italien trak sin anmeldelse tilbage (dvs. fra den 24. juli 2008).

(71)

Ydelse af statsstøtte til en kriseramt virksomhed kan kun anses for forenelig med det indre marked i den i traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), anførte forstand, såfremt alle betingelserne i rammebestemmelserne er opfyldt.

(72)

I henhold til punkt 12 a) og 14 i rammebestemmelserne er kun kriseramte virksomheder berettiget til omstruktureringsstøtte.

(73)

I henhold til punkt 9 i rammebestemmelserne anses en virksomhed, uanset dens størrelse, for kriseramt, når virksomheden ikke med egne finansielle midler eller med de midler, som virksomheden kan opnå fra aktionærer eller på markedet, er i stand til at standse de tab, som uden de offentlige myndigheders indgriben næsten med sikkerhed vil medføre virksomhedens ophør.

(74)

I henhold til punkt 10 i rammebestemmelserne anses en virksomhed for at være kriseramt under følgende omstændigheder:

(75)

Det følger af punkt 10 a) i rammebestemmelserne, at en virksomhed, der har tabt en stor del af den tegnede kapital, uden indgriben udefra uvægerligt vil ophøre med sin aktivitet på kort eller mellemlang sigt. I en tidligere beslutning (18) konkluderede Kommissionen, at en virksomhed, der har negativ egenkapital, så meget desto mere vil blive anset for at være kriseramt. I Biria-dommen (19) bekræftede Retten også, at et massivt tab af kapital er tegn på, at virksomheden er kriseramt, og at Kommissionen havde haft ret, da den konkluderede, at en virksomhed med negativ egenkapital er en kriseramt virksomhed.

(76)

Legler opfyldte kriteriet i punkt 10 a) i rammebestemmelserne, idet selskabet havde en negativ egenkapital i 2006 (jf. betragtning 19).

(77)

Kommissionen bemærker også, at Legler allerede blev anset for at være en kriseramt virksomhed i henhold til punkt 10 a) i rammebestemmelserne pr. 22. maj 2007, da redningsstøtten blev godkendt.

(78)

Derefter blev Leglers finansielle situation ikke forbedret. Legler blev rent faktisk erklæret insolvent af den kompetente domstol i 2008 (jf. betragtning 16).

(79)

Kommissionen bemærker også, at Legler ikke er et nyoprettet selskab som omhandlet i punkt 12 i rammebestemmelserne.

(80)

I medfør af punkt 13 i rammebestemmelserne kan en virksomhed, der tilhører eller overtages af en større koncern, normalt ikke modtage rednings- eller omstruktureringsstøtte, medmindre det kan påvises, at virksomhedens vanskeligheder hidrører fra virksomheden selv og ikke er et resultat af en vilkårlig omkostningsfordeling inden for koncernen, og at virksomhedens vanskeligheder er for alvorlige til, at koncernen selv kan løse dem.

(81)

Kommissionen bemærker, at Piltar blot var et kommercielt instrument, der ikke udøvede nogen anden erhvervsmæssig aktivitet end at besidde aktier i Legler. Ingen af de oplysninger, som Kommissionen har til sin rådighed, peger på, at selskabets vanskeligheder var resultatet af en vilkårlig omkostningsfordeling inden for koncernen. Da Piltar fuldt ud var ejet af privatpersoner og ikke havde andre forretningsmæssige aktiviteter end sin aktieinvestering i Legler, var det ikke i stand til at bidrage til Leglers omstrukturering.

(82)

På grundlag af ovenstående kan det konkluderes, at betingelserne i punkt 9 i rammebestemmelserne er opfyldt.

(83)

Da Legler er berettiget til omstruktureringsstøtte, skal det nu vurderes, om betingelserne i punkt 32-51 i rammebestemmelserne vedrørende omstruktureringsstøttens forenelighed med det indre marked er opfyldt.

(84)

Italien trak imidlertid Leglers omstruktureringsplan tilbage, og det er derfor ikke længere forpligtet til nogen omstruktureringsplan som omhandlet i punkt 35 i rammebestemmelserne. Som følge heraf kan Kommissionen ikke vurdere den ulovlige støtte i lyset af kriterierne i punkt 32-51 i rammebestemmelserne.

(85)

Kommissionen finder endvidere, at den offentlige garanti og konverteringen af gæld til egenkapital ikke kan anses for at være forenelig med det indre marked ud fra noget andet retsgrundlag.

(86)

Den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 108, stk. 2, vedrørende det direkte tilskud på 13,2 mio. EUR afsluttes, da Italien har trukket sin anmeldelse tilbage og ikke agter at videreføre dette støtteprojekt.

(87)

Kommissionen konkluderer, at den offentlige garanti og konverteringen af gæld til aktier falder ind under traktatens artikel 107, stk. 1.

(88)

Disse to foranstaltninger blev gennemført af Italien i modstrid med traktatens artikel 108, stk. 3.

(89)

I overensstemmelse med traktaten og Domstolens faste retspraksis har Kommissionen kompetence til at beslutte, at den pågældende medlemsstat skal afskaffe eller ændre støtten, når den har konstateret, at den er uforenelig med det indre marked (20). Det er også Domstolens faste retspraksis, at formålet med en stats forpligtelse til at afskaffe en støtte, som af Kommissionen anses for uforenelig med det indre marked, er at genoprette den oprindelige situation (21). Domstolen har i den forbindelse slået fast, at dette mål er nået, når modtageren har tilbagebetalt de beløb, der blev ydet i form af ulovlig støtte, og dermed mister den fordel, vedkommende havde i forhold til sine konkurrenter på markedet, og situationen forud for betalingen er genoprettet (22).

(90)

Ifølge denne retspraksis bestemmer artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (23), at »i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«.

(91)

Da de foreliggende foranstaltninger anses for at være støtte, som er ulovlig og uforenelig med det indre marked, skal støttebeløbene for disse to foranstaltninger, dvs. henholdsvis 13 mio. EUR og 383 850 mio. EUR, tilbagesøges for at genoprette den situation, der eksisterede på markedet, før støtten blev ydet.

(92)

Med hensyn til den offentlige garanti skal tilbagesøgningen derfor finde sted fra dagen efter Italiens tilbagetrækning af anmeldelsen af omstruktureringsstøtten, dvs. fra den 24. juli 2008, med renters rente, indtil den er tilbagetalt.

(93)

Med hensyn til konverteringen af gæld til egenkapital skal de beløb, der tilbagesøges, tillægges renter fra den dato, hvor støtten blev stillet til rådighed for modtageren, dvs. fra den 31. maj 2007, indtil den er tilbagebetalt —

a)

det samlede beløb (hovedstol og renter), der skal tilbagebetales af støttemodtageren

b)

en detaljeret beskrivelse af allerede trufne eller planlagte foranstaltninger med henblik på at efterkomme denne afgørelse

c)

dokumenter, der godtgør, at støttemodtageren har fået besked på at tilbagebetale støtten.

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/21

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/272/EU (2) afsluttedes for regnskabsåret 2010 årsregnskaberne for alle betalingsorganer med undtagelse af det tyske betalingsorgan »Rheinland-Pfalz«, det græske betalingsorgan »OPEKEPE«, det italienske betalingsorgan »ARBEA« og det nederlandske betalingsorgan »Dienst Regelingen«.

(2)

Efter fremsendelsen af nye oplysninger og efter yderligere kontroller kan Kommissionen nu træffe beslutning om, hvorvidt de regnskaber, som det tyske betalingsorgan »Rheinland-Pfalz« og det nederlandske »Dienst Regelingen« har fremsendt, er fuldstændige, nøjagtige og pålidelige.

(3)

Artikel 10, stk. 2, første afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (3) fastsætter, at beløb, der skal tilbagebetales af eller udbetales til den enkelte medlemsstat i henhold til den beslutning om regnskabsafslutning, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, første afsnit, i nævnte forordning fastsættes ved, at de månedlige betalinger, der er foretaget for det pågældende regnskabsår, dvs. 2010, fratrækkes de udgifter, der er anerkendt for samme år i henhold til stk. 1. Kommissionen trækker dette beløb fra eller lægger det til den månedlige betaling vedrørende de udgifter, der er afholdt i den anden måned efter den måned, hvor beslutningen om regnskabsafslutning er træffes.

(4)

I henhold til artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/2005 påhviler 50 % af de finansielle konsekvenser af manglende inddrivelse som følge af uregelmæssigheder den pågældende medlemsstat og 50 % EU-budgettet, hvis inddrivelsen ikke har fundet sted enten inden for en frist på fire år efter det første led i en administrativ eller retslig konstatering eller på otte år, hvis inddrivelsen er genstand for søgsmål ved de nationale domstole. I henhold til artikel 32, stk. 3, i nævnte forordning skal medlemsstaterne i forbindelse med fremsendelsen af årsregnskaberne sende en sammenfattende oversigt over inddrivelsesprocedurer, der er iværksat som følge af uregelmæssigheder. I forordning (EF) nr. 885/2006 er der fastsat nærmere bestemmelser om medlemsstaternes forpligtelse til at indberette beløb, der skal inddrives. I bilag III til nævnte forordning er vist en modeltabel, som medlemsstaterne skal fremlægge i 2011. Kommissionen skal således på grundlag af de tabeller, som medlemsstaterne har udfyldt, træffe beslutning om de finansielle konsekvenser af manglende inddrivelse, der skyldes uregelmæssigheder, og som ligger mere end fire henholdsvis otte år tilbage. Denne beslutning foregriber dog ikke eventuelle senere overensstemmelsesbeslutninger, jf. artikel 32, stk. 8, i forordning (EF) nr. 1290/2005.

(5)

Medlemsstaten kan i henhold til artikel 32, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1290/2005 beslutte at indstille inddrivelsesproceduren. En sådan beslutning kan kun træffes, hvis de allerede påløbne og de yderligere forventede udgifter til inddrivelse tilsammen vil være større end det beløb, der skal inddrives, eller hvis inddrivelse ikke er mulig på grund af, at debitor eller de personer, der er juridisk ansvarlige for uregelmæssigheden, er insolvente, hvilket skal være konstateret og anerkendt i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning. Hvis beslutningen er truffet inden for en frist på fire år efter datoen for den første administrative eller retslige konstatering eller otte år, hvis inddrivelsen er genstand for søgsmål ved de nationale domstole, påhviler de finansielle konsekvenser af den manglende inddrivelse 100 % EU-budgettet. Den berørte medlemsstat skal i den sammenfattende oversigt, der er omhandlet i artikel 32, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1290/2005, angive de beløb, for hvilke det er blevet besluttet ikke at fortsætte inddrivelsesprocedurerne, samt begrundelsen herfor. Disse beløb afholdes ikke af de pågældende medlemsstater, og byrden påhviler derfor EU-budgettet. Denne beslutning foregriber ikke eventuelle senere overensstemmelsesbeslutninger, jf. artikel 32, stk. 8, i nævnte forordning.

(6)

Når Kommissionen afslutter regnskaberne for de berørte betalingsorganer, skal den tage hensyn til de beløb, der allerede er blevet tilbageholdt fra de berørte medlemsstater på grundlag af gennemførelsesbeslutning 2011/272/EU.

(7)

I henhold til artikel 30, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1290/2005 foregriber denne afgørelse ikke Kommissionens senere afgørelser om afvisning af EU-finansiering af udgifter, der ikke er afholdt i henhold til EU-bestemmelserne —

31.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/24

(1)

Ifølge Kommissionens beslutning 2006/502/EF (2) skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger til at sikre, at der kun markedsføres børnesikrede lightere, og forbyde markedsføringen af lightere, der kan henføres under kategorien gadgets.

(2)

Beslutning 2006/502/EF blev vedtaget i overensstemmelse med artikel 13 i direktiv 2001/95/EF, der begrænser beslutningens gyldighedsperiode til højst et år, men giver mulighed for at forlænge gyldigheden med yderligere perioder, hver gang med højst et år.

(3)

Gyldighedsperioden for beslutning 2006/502/EF er blevet forlænget med flere 1-års-perioder, første gang ved Kommissionens beslutning 2007/231/EF (3) indtil den 11. maj 2008, anden gang ved Kommissionens beslutning 2008/322/EF (4) indtil den 11. maj 2009, tredje gang ved Kommissionens beslutning 2009/298/EF (5) indtil den 11. maj 2010, fjerde gang ved Kommissionens afgørelse 2010/157/EU (6) indtil den 11. maj 2011, og femte gang ved Kommissionens afgørelse 2011/176/EU (7) indtil den 11. maj 2012.

(4)

Da der ikke findes andre tilfredsstillende foranstaltninger vedrørende børnesikring af lightere, er det nødvendigt at forlænge gyldighedsperioden for beslutning 2006/502/EF med yderligere 12 måneder.

(5)

Beslutning 2006/502/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved direktiv 2001/95/EF —