BILAG I

DEN FÆLLES PENGEPOLITIK I EUROOMRÅDET

Dokumentationsgrundlag for Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer

INDHOLD

INDLEDNING

KAPITEL 1   OVERSIGT OVER DEN PENGEPOLITISKE RAMME

1.1.	Det Europæiske System af Centralbanker

1.2.	Eurosystemets mål

1.3.	Eurosystemets pengepolitiske instrumenter

1.3.1.

Markedsoperationer

1.3.2.

Stående faciliteter

1.3.3.

Reservekrav

1.4.

Modparter

1.5.	Underliggende aktiver

1.6.	Ændring af den pengepolitiske ramme

KAPITEL 2   GODKENDTE MODPARTER

2.1.	Overordnede adgangskriterier

2.2.	Udvælgelse af modparter til ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer

2.3.	Sanktioner i tilfælde af modparternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser

2.4.	Eventuelle foranstaltninger af forsigtighedshensyn eller som følge af tilfælde af misligholdelse

2.4.1.

Foranstaltninger af forsigtighedshensyn

2.4.2.

Foranstaltninger som følge af tilfælde af misligholdelse

2.4.3.

Proportional og ikke-diskriminerende anvendelse af bestemmelser om skønsbeføjelser

KAPITEL 3   MARKEDSOPERATIONER

3.1.	Tilbageførselsforretninger

3.1.1.

Generelle betragtninger

3.1.2.

Primære markedsoperationer

3.1.3.

Langfristede markedsoperationer

3.1.4.

Finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

3.1.5.

Strukturelle markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

3.2.	Egentlige købs- eller salgsforretninger

3.2.1.

Instrumenttype

3.2.2.

Juridisk status

3.2.3.

Kurser

3.2.4.

Andre operationelle karakteristika

3.3.	Udstedelse af ECB-gældsbeviser

3.3.1.

Instrumenttype

3.3.2.

Juridisk status

3.3.3.

Rentevilkår

3.3.4.

Andre operationelle karakteristika

3.4.	Valutaswaps

3.4.1.

Instrumenttype

3.4.2.

Juridisk status

3.4.3.

Valuta- og valutakursvilkår

3.4.4.

Andre operationelle karakteristika

3.5.	Modtagelse af tidsindskud fra modparter

3.5.1.

Instrumenttype

3.5.2.

Juridisk status

3.5.3.

Rentevilkår

3.5.4.

Andre operationelle karakteristika

KAPITEL 4   STÅENDE FACILITETER

4.1.	Den marginale udlånsfacilitet

4.1.1.

Instrumenttype

4.1.2.

Juridisk status

4.1.3.

Betingelser for adgang til faciliteten

4.1.4.

Løbetid og rentevilkår

4.1.5.

Suspension af faciliteten

4.2.	Indlånsfaciliteten

4.2.1.

Instrumenttype

4.2.2.

Juridisk status

4.2.3.

Betingelser for adgang til faciliteten

4.2.4.

Løbetid og rentevilkår

4.2.5.

Suspension af faciliteten

KAPITEL 5   PROCEDURER

5.1.

Auktioner

5.1.1.

Generelle betragtninger

5.1.2.

Auktionskalender

5.1.3.

Annoncering af auktioner

5.1.4.

Modparternes afgivelse af bud

5.1.5.

Tildeling af budbeløb

5.1.6.

Offentliggørelse af auktionsresultater

5.2.	Bilaterale markedsoperationer

5.2.1.

Generelle betragtninger

5.2.2.

Direkte kontakt med modparterne

5.2.3.

Markedsoperationer, der udføres via børser og mæglere

5.2.4.

Annoncering af bilaterale markedsoperationer

5.2.5.

Transaktionsdage

5.3.

Afvikling

5.3.1.

Generelle betragtninger

5.3.2.

Afvikling af markedsoperationer

5.3.3.

Procedurer ultimo dagen

KAPITEL 6   BELÅNBARE AKTIVER

6.1.	Generelle betragtninger

6.2.	Specifikationer for de underliggende aktivers belånbarhed

6.2.1.

Belånbarhedskriterier for omsættelige aktiver

6.2.2.

Belånbarhedskriterier for ikke-omsættelige aktiver

6.2.3.

Yderlige krav til anvendelse af belånbare aktiver

6.3.	Eurosystemets rammer for kreditvurdering

6.3.1.

Anvendelsesområde og elementer

6.3.2.

Fastsættelse af høje kreditstandarder for omsættelige aktiver

6.3.3.

Fastsættelse af høje kreditstandarder for ikke-omsættelige aktiver

6.3.4.

Godkendelseskriterier for kreditvurderingssystemer

6.3.5.

Performanceovervågning af kreditvurderingssystemer

6.4.	Risikostyring

6.4.1.

Generelle principper

6.4.2.

Risikostyring for omsættelige aktiver

6.4.3.

Risikostyring i forbindelse med ikke-omsættelige aktiver

6.5.	Værdiansættelsesprincipper i forbindelse med underliggende aktiver

6.5.1.

Omsættelige aktiver

6.5.2.

Ikke-omsættelige aktiver

6.6.	Grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver

6.6.1.

Korrespondentcentralbankmodellen

6.6.2.

Links mellem værdipapirafviklingssystemer

6.7.	Accept af sikkerhed denomineret i en anden valuta end euro i nødsituationer

KAPITEL 7   RESERVEKRAV

7.1.	Generelle betragtninger

7.2.	Institutter, der er underlagt reservekrav

7.3.	Beregning af mindstereserver

7.3.1.

Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienter

7.3.2.

Beregning af reservekrav

7.4.	Reservekravsindeståender

7.4.1.

Reservekravsperioden

7.4.2.

Indeståender på reservekravskonti

7.4.3.

Forrentning af reservekravsindeståender

7.5.	Rapportering, anerkendelse og verifikation af reservekravsgrundlaget

7.6.	Manglende opfyldelse af reservekrav

APPENDIKS 1

Eksempler på pengepolitiske operationer og procedurer

APPENDIKS 2

Ordliste

APPENDIKS 3

Udvælgelse af modparter til valutainterventioner og valutaswaps, der udføres i pengepolitisk øjemed

APPENDIKS 4

Rapporteringsgrundlag for Den Europæiske Centralbanks penge- og bankstatistik

APPENDIKS 5

Eurosystemets websteder

APPENDIKS 6

Procedurer og sanktioner ved modpartens manglende opfyldelse af sine forpligtelser

APPENDIKS 7

Etablering af gyldig sikkerhed på grundlag af gældsfordringer

Forkortelser

CCBM	Korrespondentcentralbankmodellen
CET	Centraleuropæisk tid
CIs	Kreditinstitut
CRD	Kapitalkravsdirektivet
CSD	Værdipapircentral
ECB	Den Europæiske Centralbank
EØF	Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
EØS	Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
ECAF	Eurosystemets rammer for kreditvurdering
ECAI	Eksternt kreditvurderingsbureau
EF	Det Europæiske Fællesskab
ENS 95	Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995
ESCB	Det Europæiske System af Centralbanker
EU	Den Europæiske Union
ICAS	Internt kreditvurderingssystem
ICSD	International værdipapircentral
IDC	Intradag kredit
IRB	Internt ratingbaseret system
ISIN	Internationalt identifikationsnummer for værdipapirer
MFI	Monetær finansiel institution
MMF	Pengemarkedsforeninger
NCB	National centralbank
PD	Probability of default
PSE	Offentlig myndighed
RMBD	Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom
RoW	Resten af verden
RT	Ratingværktøjer
RTGS	Real-time gross settlement
SSS	Værdipapirafviklingssystem
TARGET	Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system, som defineret i retningslinje ECB/2005/16
TARGET2	Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system, som defineret i retningslinje ECB/2007/2
UCITS	Institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

Indledning

I dette dokument beskrives den operationelle ramme, som Eurosystemet har valgt for den fælles pengepolitik i euroområdet. Dokumentet, der udgør en del af retsgrundlaget for Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer, skal tjene som dokumentationsgrundlag for Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer. Det har især til formål at give modparterne den nødvendige information om Eurosystemets pengepolitiske ramme.

Dokumentet indebærer i sig selv hverken rettigheder eller forpligtelser for modparterne. Retsforholdet mellem Eurosystemet og dets modparter bygger på relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser.

Dette dokument er inddelt i syv kapitler. Kapitel 1 giver et overblik over den operationelle ramme for Eurosystemets pengepolitik. Kapitel 2 omhandler adgangskriterierne for modparter, der deltager i Eurosystemets pengepolitiske operationer. I kapitel 3 beskrives markedsoperationerne, og i kapitel 4 præsenteres de stående faciliteter, som modparterne har adgang til. Kapitel 5 omhandler procedurerne i forbindelse med gennemførelse af pengepolitiske operationer. I kapitel 6 defineres belånbarhedskriterierne for de underliggende aktiver i pengepolitiske operationer. I kapitel 7 præsenteres Eurosystemets reservekravssystem.

Appendikserne indeholder eksempler på pengepolitiske operationer, en ordliste, kriterierne for udvælgelse af modparter til Eurosystemets valutainterventioner, en præsentation af rapporteringsgrundlaget for Den Europæiske Centralbanks penge- og bankstatistik, en liste over Eurosystemets websteder samt en beskrivelse af de procedurer og sanktioner, der gælder, hvis modparterne ikke overholder deres forpligtelser, samt yderligere juridiske krav i forbindelse med etablering af gyldig sikkerhed på baggrund af gældsfordringer, når disse anvendes som sikkerhed inden for Eurosystemet.

KAPITEL 1

OVERSIGT OVER DEN PENGEPOLITISKE RAMME

1.1.   Det Europæiske System af Centralbanker

Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) består af Den Europæiske Centralbank (ECB) og centralbankerne i EU's medlemsstater (1). ESCB's aktiviteter udføres i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«). ESCB er underlagt ECB's besluttende organer. I den forbindelse er ECB's styrelsesråd ansvarlig for at udforme pengepolitikken, mens direktionen er bemyndiget til at gennemføre pengepolitikken i overensstemmelse med styrelsesrådets beslutninger og retningslinjer. ECB kan i det omfang, det er muligt og relevant, og med henblik på at sikre den operationelle effektivitet, pålægge de nationale centralbanker (2) at gennemføre operationer, som er en del af Eurosystemets opgaver. Hvis det er nødvendigt for gennemførelsen af pengepolitikken, kan de nationale centralbanker udveksle individuelle oplysninger med medlemmer af Eurosystemet, fx driftsmæssige data, med tilknytning til modparter, der deltager i Eurosystemets operationer (3). Eurosystemets pengepolitiske operationer gennemføres på ensartede betingelser og vilkår i alle medlemsstater (4).

1.2.   Eurosystemets mål

Eurosystemets hovedmål er at fastholde prisstabilitet, jf. traktatens artikel 127, stk. 1. Uden at hovedmålet om prisstabilitet derved berøres, skal Eurosystemet støtte de generelle økonomiske politikker i Unionen. Eurosystemet skal desuden handle i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering.

1.3.   Eurosystemets pengepolitiske instrumenter

Eurosystemet har en række pengepolitiske instrumenter til sin rådighed med henblik på at nå sine mål. Eurosystemet udfører markedsoperationer, tilbyder stående faciliteter og pålægger kreditinstitutterne at holde mindstereserver, såkaldte reservekrav, på konti hos Eurosystemet.

1.3.1.   Markedsoperationer

Markedsoperationerne spiller en vigtig rolle i Eurosystemets pengepolitik. Operationerne har til formål at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere den pengepolitiske stramhedsgrad. Eurosystemet har fem typer af instrumenter til rådighed til at udføre markedsoperationer. Det vigtigste instrument er tilbageførselsforretninger (der udføres som genkøbsforretninger eller lån mod sikkerhed). Eurosystemet kan også benytte sig af egentlige købs- eller salgsforretninger, udstedelse af ECB-gældsbeviser, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparter. Markedsoperationerne iværksættes af ECB, der også beslutter, hvilket instrument der skal anvendes, og hvilke betingelser og vilkår der skal gælde for deres gennemførelse. De kan gennemføres som standardauktioner, ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer (5). Med hensyn til formål, regelmæssighed og procedurer kan Eurosystemets markedsoperationer inddeles i følgende fire kategorier (se også tabel 1):

a)

Primære markedsoperationer er regelmæssige likviditetstilførende tilbageførselsforretninger, der gennemføres hver uge normalt med en løbetid på en uge. Operationerne udføres af de nationale centralbanker som standardauktioner. De primære markedsoperationer spiller en afgørende rolle med hensyn til at nå målene for Eurosystemets markedsoperationer.

b)

Langfristede markedsoperationer er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger, der gennemføres hver måned normalt med en løbetid på tre måneder. Operationerne bidrager til modparternes langfristede refinansiering og udføres af de nationale centralbanker som standardauktioner. Da formålet med disse operationer som regel ikke er at sende signaler til markedet, lader Eurosystemet normalt renten tilpasse sig efterspørgslen efter likviditet.

c)

Finjusterende markedsoperationer udføres på ad hoc-basis for at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten, især med henblik på at udjævne rentevirkningen af uventede likviditetsudsving i markedet. Finjusterende markedsoperationer kan udføres den sidste dag i reservekravsperioden for at udligne likviditetsmæssige ubalancer, som kan være opbygget siden tildelingen af den sidste primære markedsoperation. Finjusterende markedsoperationer udføres hovedsagelig som tilbageførselsforretninger, men kan også gennemføres som valutaswaps eller modtagelse af tidsindskud fra modparter. De instrumenter og procedurer, som anvendes i forbindelse med finjusterende markedsoperationer, tilpasses efter transaktionens type og operationens specifikke mål. Finjusterende markedsoperationer udføres normalt af de nationale centralbanker som ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer. ECB's styrelsesråd kan beslutte, at de finjusterende bilaterale operationer under særlige omstændigheder skal udføres af ECB.

d)

Endvidere kan Eurosystemet udføre strukturelle markedsoperationer gennem udstedelse af ECB-gældsbeviser, tilbageførselsforretninger og købs- eller salgsforretninger. Operationerne udføres, når ECB ønsker at justere Eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor (på en regelmæssig eller ikke-regelmæssig basis). Strukturelle markedsoperationer i form af tilbageførselsforretninger og udstedelse af gældsbeviser udføres af de nationale centralbanker gennem standardauktioner. Strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som købs- eller salgsforretninger, udføres almindeligvis af de nationale centralbanker gennem bilaterale procedurer. ECB's styrelsesråd kan beslutte, at de strukturelle markedsoperationer under særlige omstændigheder skal udføres af ECB.

1.3.2.   Stående faciliteter

De stående faciliteter tilfører og opsuger dag-til-dag likviditet, signalerer den overordnede pengepolitiske stramhedsgrad og fastsætter grænser for dag-til-dag markedsrenten. Godkendte modparter kan på eget initiativ benytte to stående faciliteter under forudsætning af, at de opfylder visse operationelle betingelser (se også tabel 1):

a)

Den marginale udlånsfacilitet kan anvendes til at opnå dag-til-dag likviditet fra de nationale centralbanker mod sikkerhed i belånbare aktiver. Under normale omstændigheder er der intet låneloft eller andre begrænsninger på modparternes adgang til faciliteten, bortset fra kravet om tilstrækkelig sikkerhedsstillelse. Renten for den marginale udlånsfacilitet udgør normalt loftet for dag-til-dag markedsrenten.

b)	Indlånsfaciliteten kan anvendes til dag-til-dag indskud hos de nationale centralbanker. Under normale omstændigheder er der intet indskudsloft eller andre begrænsninger på modparternes adgang til faciliteten. Renten for indlånsfaciliteten udgør normalt gulvet for dag-til-dag markedsrenten.

De stående faciliteter forvaltes decentralt af de nationale centralbanker.

1.3.3.   Reservekrav

Eurosystemets reservekravssystem er rettet mod kreditinstitutter i euroområdet og har hovedsagelig til formål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud. Reservekravet for det enkelte kreditinstitut fastsættes på grundlag af en række passivposter på dets balance. Eurosystemets reservekravssystem har en indbygget gennemsnitsfacilitet, der har til formål at stabilisere renten. Hvorvidt reservekravene er overholdt, afgøres på grundlag af institutternes gennemsnitlige daglige indeståender på reservekravskonti i løbet af reservekravsperioden. Institutternes reservekravsindeståender forrentes med renten på Eurosystemets primære markedsoperationer.

Tabel 1

Eurosystemets pengepolitiske operationer

Pengepolitiske operationer	Transaktionstype		Løbetid	Frekvens	Procedure
	Likviditetstilførende	Likviditetsopsugende
Markedsoperationer
Primære markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	—	En uge	Hver uge	Standardauktioner
Langfristede markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	—	Tre måneder	Hver måned	Standardauktioner
Finjusterende markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger Valutaswaps	Tilbageførselsforretninger Tidsindskud Valutaswaps	Ikke-standardiseret	Ikke regelmæssigt	Ekstraordinære auktioner Bilaterale procedurer
Strukturelle markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	Udstedelse af ECB-gældsbeviser	Standardiseret/ikke-standardiseret	Regelmæssigt og ikke regelmæssigt	Standardauktioner
	Egentlige købsforretninger	Egentlige salgsforretninger	—	Ikke regelmæssigt	Bilaterale procedurer
Stående faciliteter
Marginal udlånsfacilitet	Tilbageførselsforretninger	—	Dag-til-dag	Adgang på modparternes eget initiativ
Indlånsfacilitet	—	Indskud	Dag-til-dag	Adgang på modparternes eget initiativ

1.4.   Modparter

Eurosystemets pengepolitiske ramme er udarbejdet med henblik på at sikre deltagelse fra en bred kreds af modparter. Institutter, der er underlagt reservekrav ifølge artikel 19.1 i ESCB-statutten, kan benytte de stående faciliteter og deltage i markedsoperationer, der udføres som standardauktioner, samt i købs- og salgsforretninger. Eurosystemet kan udvælge et begrænset antal modparter til at deltage i finjusterende markedsoperationer. Til valutaswaps, der gennemføres af pengepolitiske årsager, anvendes aktive aktører på valutamarkedet. Som modparter i disse operationer deltager kun de institutter, som er etableret i euroområdet, og som er udvalgt til Eurosystemets valutainterventioner.

Modparter skal anses for at være bekendt med og skal handle i overensstemmelse med alle forpligtelser, der påhviler dem i forbindelse med lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

1.5.   Underliggende aktiver

I henhold til artikel 18.1 i ESCB-statutten skal alle Eurosystemets kreditoperationer (dvs. likviditetstilførende pengepolitiske operationer og intradag kredit) være baseret på passende sikkerhed. Eurosystemet accepterer en lang række aktiver som grundlag for sine operationer. Eurosystemet har udarbejdet en fælles ramme for de belånbare aktiver, der gælder for alle Eurosystemets kreditoperationer (også benævnt »den samlede liste«). Den 1. januar 2007 erstattede denne fælles ramme systemet med de to lister, som havde været gældende siden starten på Den Økonomiske og Monetære Union. Den fælles ramme omfatter omsættelige og ikke-omsættelige aktiver, der opfylder de af Eurosystemet specificerede ensartede belånbarhedskriterier, der gælder for hele euroområdet. Der skelnes ikke mellem de to aktivklasser, hvad angår aktivernes kvalitet og anvendelse i Eurosystemets forskellige pengepolitiske operationer, når undtages, at Eurosystemet ikke anvender ikke-omsættelige aktiver i forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger. Alle belånbare aktiver kan benyttes på tværs af grænserne ved hjælp af korrespondentcentralbankmodellen (CCBM) og, for så vidt angår omsættelige aktiver, via godkendte links mellem EU's værdipapirafviklingssystemer.

1.6.   Ændring af den pengepolitiske ramme

ECB's styrelsesråd kan til enhver tid ændre instrumenter, betingelser, kriterier og procedurer for gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske operationer.

KAPITEL 2

GODKENDTE MODPARTER

2.1.   Overordnede adgangskriterier

Modparter i Eurosystemets pengepolitiske operationer skal opfylde visse adgangskriterier (6). Disse kriterier er defineret med henblik på at give en bred kreds af institutter adgang til Eurosystemets pengepolitiske operationer, fremme lige behandling af institutter i hele euroområdet og sikre, at modparterne opfylder visse operationelle og forsigtighedsmæssige krav:

a)

Kun institutter, der er underlagt Eurosystemets reservekravssystem i overensstemmelse med artikel 19.1 i ESCB-statutten, har adgang til at blive modparter. Institutter med dispensation fra deres forpligtelser i henhold til Eurosystemets reservekravssystem (se afsnit 7.2) har ikke adgang til at blive modparter i forbindelse med Eurosystemets stående faciliteter og markedsoperationer.

b)

Modparterne skal være økonomisk velfunderede. De skal være underlagt mindst en form for harmoniseret tilsyn ved de nationale myndigheder i EU/EØS (7). I betragtning af deres særlige institutionelle karakter i henhold til EU-lovgivningen kan finansielt sunde institutter som defineret i traktatens artikel 123, stk. 2, og som er underkastet kontrol efter normer, som er sammenlignelige med tilsyn af en kompetent national myndighed, godkendes som modparter. Finansielt sunde institutter, der er underlagt ikke-harmoniseret tilsyn af kompetente nationale myndigheder efter normer, der er sammenlignelige med harmoniserede EU/EØS-tilsyn, kan også godkendes som modparter, fx filialer etableret i euroområdet af institutter med hjemsted uden for EØS.

c)	Modparterne skal med henblik på at sikre effektiv gennemførelse af Eurosystemets pengepolitiske operationer opfylde alle operationelle kriterier, der er specificeret i de relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende centralbank (eller ECB) anvender.

Disse overordnede adgangskriterier er ensartede i hele euroområdet. Institutter, der opfylder de overordnede adgangskriterier, kan:

a)	anvende Eurosystemets stående faciliteter og

b)	deltage i Eurosystemets markedsoperationer, der udføres som standardauktioner.

Et institut har kun adgang til Eurosystemets stående faciliteter og markedsoperationer, der udføres som standardauktioner, via den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor det har hjemsted. Hvis et institut er etableret i flere medlemsstater (hovedkontor eller filialer), har hver enhed adgang til disse operationer via den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor den er etableret. Dog kan et institut kun afgive bud gennem én enhed (hovedkontoret eller en bestemt filial) i hver medlemsstat.

2.2.   Udvælgelse af modparter til ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer

I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter.

Modparter i valutaswaps, der gennemføres af pengepolitiske årsager, skal være i stand til at udføre store valutaoperationer effektivt under alle markedsforhold. Kredsen af modparter i valutaswaps svarer til de modparter i euroområdet, som er udvalgt til Eurosystemets valutainterventioner. Kriterierne og procedurerne for udvælgelse af modparter til valutainterventioner er beskrevet i appendiks 3.

Ved andre operationer, der udføres som ekstraordinære auktioner og bilaterale procedurer (finjusterende tilbageførselsforretninger og modtagelse af tidsindskud fra modparter), udvælger hver national centralbank blandt sine nationale institutter en række modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier for modparter. I den forbindelse er aktivitet i pengemarkedet det primære udvælgelseskriterium. Andre kriterier, der kan komme i betragtning, er fx det enkelte instituts handelsekspertise og budpotentiale.

I forbindelse med ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer handler de nationale centralbanker udelukkende med modparter, der har adgang som modparter i finjusterende markedsoperationer. Ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer kan også udføres med en bredere kreds af modparter.

ECB's styrelsesråd kan beslutte, at ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer. Hvis ECB selv udfører bilaterale markedsoperationer, udvælger ECB i så fald modparter i henhold til en rotationsordning blandt de modparter i euroområdet, der er godkendt til ekstraordinære auktioner og bilaterale markedsoperationer, med henblik på at sikre lige adgang for alle.

2.3.   Sanktioner i tilfælde af modparternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser

ECB pålægger sanktioner, i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (8), Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/1999 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/1999/4) (9), Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver (10) med senere ændringer og Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (11), på institutter, som ikke opfylder forpligtelserne i ECB's forordninger og afgørelser vedrørende anvendelse af mindstereserver. De relevante sanktioner og proceduren for deres anvendelse er beskrevet i ovennævnte forordninger. Desuden kan Eurosystemet ved alvorlige overtrædelser af reservekravene midlertidigt suspendere modparter fra at deltage i markedsoperationer.

I overensstemmelse med de kontraktmæssige og lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender, kan og vil Eurosystemet pålægge modparterne gebyrer eller suspendere dem fra at deltage i markedsoperationer, hvis de ikke opfylder deres forpligtelser i medfør af de nedenfor beskrevne kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker (eller ECB) anvender.

Dette gælder for overtrædelse af a) auktionsreglerne, hvis en modpart ikke overfører et tilstrækkeligt beløb i underliggende aktiver eller kontantbeløb (12) til afvikling (på afviklingsdagen) eller til sikkerhedsstillelse indtil operationens udløb ved tilsvarende margin calls af de likviditetsbeløb, som den er blevet tildelt i en likviditetstilførende operation, eller hvis den ikke overfører et tilstrækkeligt kontantbeløb til afvikling af det beløb, som den er blevet tildelt i en likviditetsopsugende operation; og b) regler om bilaterale transaktioner, hvis en modpart ikke overfører en tilstrækkelig mængde af belånbar sikkerhedsstillelse eller kontantbeløb til afvikling af det beløb, der er aftalt i en bilateral transaktion, eller ikke i en udestående bilateral transaktion på et hvilket som helst tidspunkt indtil transaktionens udløb stiller sikkerhed i form af tilsvarende margin calls.

Det gælder også for en modparts manglende overholdelse af a) reglerne om anvendelse af underliggende aktiver (hvis en modpart anvender aktiver, der ikke er eller ikke længere er belånbare, eller som ikke kan anvendes af modparten, fx på grund af en snæver forbindelse eller sammenfald mellem udsteder/garant og modpart), b) reglerne i forbindelse med procedurer ultimo dagen og betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet (hvis en modpart med en negativ saldo ultimo dagen på afviklingskontoen ikke opfylder betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet).

Endvidere kan en suspensionsforanstaltning over for en overtrædende modpart udvides til at omfatte filialer af samme institut etableret i andre medlemsstater. En modpart kan suspenderes fra alle fremtidige pengepolitiske operationer i et nærmere fastsat tidsrum, såfremt dette ekstraordinært er påkrævet, fx på grund af overtrædelsens hyppighed eller varighed.

Gebyrer pålagt af nationale centralbanker for manglende overholdelse vedrørende reglerne i forbindelse med auktioner, bilaterale transaktioner, underliggende aktiver, procedurer ultimo dagen eller betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet beregnes ud fra en på forhånd fastsat sats (som beskrevet i appendiks 6).

2.4.   Eventuelle foranstaltninger af forsigtighedshensyn eller som følge af tilfælde af misligholdelse

2.4.1.   Foranstaltninger af forsigtighedshensyn

Eurosystemet kan træffe følgende foranstaltninger af forsigtighedshensyn:

a)	i overensstemmelse med de kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank eller ECB anvender, kan Eurosystemet suspendere, indskrænke eller ekskludere en enkelt modparts adgang til pengepolitiske instrumenter

b)	Eurosystemet kan afvise, indskrænke anvendelsen af aktiver eller anvende yderligere haircuts for aktiver, som bestemte modparter har stillet som sikkerhed i Eurosystemets kreditoperationer.

2.4.2.   Foranstaltninger som følge af tilfælde af misligholdelse

Eurosystemet kan suspendere, indskrænke eller ekskludere adgangen til pengepolitiske operationer vedrørende modparter i misligholdelse i henhold til de kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker anvender.

2.4.3.   Proportional og ikke-diskriminerende anvendelse af bestemmelser om skønsbeføjelser

Alle bestemmelser om skønsbeføjelser, der sikrer forsigtig risikostyring, anvendes og tilpasses af Eurosystemet på en proportional og ikke-diskriminerende måde. Alle bestemmelser om skønsbeføjelser anvendt over for den enkelte modpart vil blive behørig begrundet.

KAPITEL 3

MARKEDSOPERATIONER

Markedsoperationerne spiller en vigtig rolle i Eurosystemets pengepolitik. De anvendes til at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere den pengepolitiske stramhedsgrad. Med hensyn til formål, regelmæssighed og procedurer kan Eurosystemets markedsoperationer inddeles i fire kategorier: primære markedsoperationer, langfristede markedsoperationer, finjusterende markedsoperationer og strukturelle markedsoperationer. Eurosystemets vigtigste instrument i markedsoperationerne er tilbageførselsforretninger, som kan benyttes til alle fire kategorier af markedsoperationer, mens ECB-gældsbeviser anvendes til strukturelle, likviditetsopsugende operationer. Strukturelle markedsoperationer kan også udføres ved hjælp af egentlige købs- eller salgsforretninger. Eurosystemet benytter endvidere to andre instrumenter til finjusterende markedsoperationer: valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparter. I de følgende kapitelafsnit beskrives Eurosystemets forskellige markedsinstrumenter nærmere.

3.1.   Tilbageførselsforretninger

3.1.1.   Generelle betragtninger

3.1.1.1.   Instrumenttype

Tilbageførselsforretninger er operationer, hvor Eurosystemet køber eller sælger belånbare aktiver som led i genkøbsforretninger eller foretager udlån mod sikkerhed i belånbare aktiver. Tilbageførselsforretninger anvendes til primære markedsoperationer og langfristede markedsoperationer. Eurosystemet kan desuden benytte tilbageførselsforretninger til strukturelle og finjusterende markedsoperationer.

3.1.1.2.   Juridisk status

De nationale centralbanker kan udføre tilbageførselsforretninger i form af enten genkøbsforretninger (dvs. ejendomsretten til et aktiv overgår til kreditor, mens parterne aftaler at tilbageføre aktivet til debitor på et senere tidspunkt) eller lån mod sikkerhed (dvs. der skabes en retsgyldig sikkerhedsret over aktivet, som forbliver debitors ejendom, idet det antages, at gældsforpligtelsen opfyldes). Yderligere forhold vedrørende tilbageførselsforretninger, der udføres som genkøbsforretninger, er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender. I aftaler om tilbageførselsforretninger, der udføres som lån mod sikkerhed, tages der højde for de forskellige procedurer og formaliteter, der kræves for at fastslå og efterfølgende realisere en relevant ret over sikkerheden (fx pantsætning, overdragelse eller pant), der gælder i de forskellige retssystemer.

3.1.1.3.   Rentevilkår

Forskellen mellem salgs- og genkøbsprisen i en genkøbsforretning svarer til renten på det lånte eller udlånte beløb i hele operationens løbetid, dvs. genkøbsprisen inkluderer den rente, der skal betales. Renten på en tilbageførselsforretning i form af et lån mod sikkerhed bestemmes ved at anvende den angivne rentesats på lånebeløbet i hele operationens løbetid. Den rentesats, som anvendes i Eurosystemets tilbageførselsforretninger, er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«.

3.1.2.   Primære markedsoperationer

De primære markedsoperationer er Eurosystemets vigtigste markedsoperationer. De spiller en afgørende rolle med henblik på at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere pengepolitikkens stramhedsgrad.

De operationelle karakteristika ved primære markedsoperationer kan opsummeres som følger:

a)	De er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger.

b)	De udføres regelmæssigt hver uge (13).

c)	De har normalt en løbetid på en uge (14).

d)	De udføres decentralt af de nationale centralbanker.

e)	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

f)	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved de primære markedsoperationer.

g)	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i primære markedsoperationer.

3.1.3.   Langfristede markedsoperationer

Eurosystemet udfører også regelmæssige markedsoperationer normalt med en løbetid på tre måneder. Da formålet med disse operationer som regel ikke er at sende signaler til markedet, lader Eurosystemet normalt renten tilpasse sig efterspørgslen efter likviditet. Langfristede markedsoperationer udføres således normalt som auktioner til variabel rente, og ECB angiver fra tid til anden mængden af likviditet, der skal tildeles ved de kommende auktioner. Under særlige omstændigheder kan Eurosystemet også udføre langfristede markedsoperationer i form af auktioner til fast rente.

De operationelle karakteristika ved langfristede markedsoperationer kan opsummeres som følger:

a)	De er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger.

b)	De udføres regelmæssigt hver måned (15).

c)	De har normalt en løbetid på tre måneder (16).

d)	De udføres decentralt af de nationale centralbanker.

e)	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

f)	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved de langfristede markedsoperationer.

g)	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i de langfristede markedsoperationer.

3.1.4.   Finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

Eurosystemet kan udføre finjusterende markedsoperationer i form af tilbageførselsforretninger. Finjusterende markedsoperationer har til formål at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten, især med henblik på at udjævne rentevirkningen af uventede likviditetsudsving i markedet. Finjusterende markedsoperationer kan udføres den sidste dag i reservekravsperioden for at udligne likviditetsmæssige ubalancer, som kan være opbygget siden tildelingen af den sidste primære markedsoperation. For at kunne handle hurtigt i tilfælde af en uventet udvikling i markedet tilstræbes en høj grad af fleksibilitet med hensyn til valg af procedurer og operationelle karakteristika i forbindelse med disse operationer.

De operationelle karakteristika ved finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger kan opsummeres som følger:

a)	De kan udføres som likviditetstilførende eller likviditetsopsugende operationer.

b)	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

c)	Deres løbetid er ikke standardiseret.

d)	Likviditetstilførende, finjusterende tilbageførselsforretninger udføres normalt som ekstraordinære auktioner, men anvendelse af bilaterale procedurer er ikke udelukket (se kapitel 5).

e)	Likviditetsopsugende, finjusterende tilbageførselsforretninger udføres som regel som bilaterale procedurer (som beskrevet i afsnit 5.2).

f)	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECB's styrelsesråd kan beslutte, at ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger).

g)	Eurosystemet kan ifølge kriterierne og procedurerne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i finjusterende operationer.

h)	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i finjusterende markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

3.1.5.   Strukturelle markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

Eurosystemet kan udføre strukturelle markedsoperationer i form af tilbageførselsforretninger med det formål at justere Eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor.

De operationelle karakteristika ved disse operationer kan opsummeres som følger:

a)	De tilfører likviditet.

b)	De udføres regelmæssigt eller ikke regelmæssigt.

c)	Deres løbetid er ikke standardiseret på forhånd.

d)	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

e)	De udføres decentralt af de nationale centralbanker.

f)	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

g)	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

3.2.   Egentlige købs- eller salgsforretninger

3.2.1.   Instrumenttype

Egentlige købs- eller salgsforretninger er operationer, hvor Eurosystemet køber eller sælger belånbare aktiver direkte i markedet. Sådanne operationer udføres kun til strukturelle formål.

3.2.2.   Juridisk status

I forbindelse med en egentlig købs- eller salgsforretning overgår ejendomsretten helt fra sælger til køber uden nogen form for tilbageførsel af ejendomsretten. Forretningerne udføres i overensstemmelse med markedskonventionerne for det gældsinstrument, der anvendes i forretningen.

3.2.3.   Kurser

Eurosystemet beregner kurser i overensstemmelse med den mest almindeligt anerkendte markedskonvention for de gældsinstrumenter, der anvendes i transaktionen.

3.2.4.   Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved egentlige købs- eller salgsforretninger kan opsummeres som følger:

a)	De kan tilføre likviditet (køb) eller opsuge likviditet (salg).

b)	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

c)	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.2).

d)	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECB's styrelsesråd kan beslutte, at ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre egentlige købs- og salgsforretninger).

e)	I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter.

f)	Kun omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) anvendes som underliggende aktiver i egentlige købs- eller salgsforretninger.

3.3.   Udstedelse af ECB-gældsbeviser

3.3.1.   Instrumenttype

ECB kan udstede gældsbeviser med henblik på at justere Eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor og dermed skabe (eller forøge) et likviditetsunderskud i markedet.

3.3.2.   Juridisk status

ECB-gældsbeviserne repræsenterer en gældsforpligtelse for ECB over for bevisernes indehavere. Beviserne udstedes og opbevares elektronisk i værdipapircentraler i euroområdet. ECB pålægger ingen begrænsninger på bevisernes omsættelighed. Yderligere bestemmelser vedrørende ECB's gældsbeviser fremgår af dokumentationsgrundlaget for denne type beviser.

3.3.3.   Rentevilkår

ECB-gældsbeviser udstedes til underkurs, dvs. til under pålydende værdi, og indfries ved udløb til pålydende værdi. Forskellen mellem den diskonterede udstedelsesværdi og indfrielsesværdien svarer til den rente, der er påløbet den diskonterede udstedelsesværdi til den aftalte rentesats i løbet af bevisets løbetid. Den anvendte rentesats er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«. Beregningen af den diskonterede udstedelsesværdi fremgår af boks 1.

BOKS 1

Udstedelse af ECB-gældsbeviser

Den diskonterede udstedelsesværdi udgør:

hvor:

N	=	den pålydende værdi af ECB-gældsbeviset
rI	=	renten (i pct.)
D	=	ECB-gældsbevisets løbetid (i dage)
PT	=	den diskonterede udstedelsesværdi til underkurs af ECB-gældsbeviset

3.3.4.   Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved ECB's gældsbeviser kan opsummeres som følger:

a)	Beviserne udstedes for at opsuge likviditet fra markedet.

b)	Beviserne kan udstedes regelmæssigt eller ikke-regelmæssigt.

c)	Beviserne har en løbetid på under 12 måneder.

d)	Beviserne udstedes gennem standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

e)	Beviserne udbydes og afvikles decentralt gennem de nationale centralbanker.

f)	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud på ECB-gældsbeviser.

3.4.   Valutaswaps

3.4.1.   Instrumenttype

Valutaswaps, der udføres af pengepolitiske årsager, består af samtidige spot- og terminsforretninger, hvor euro handles mod en udenlandsk valuta. De anvendes med henblik på finjustering, hovedsagelig for at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten.

3.4.2.   Juridisk status

Valutaswaps, der udføres af pengepolitiske årsager, er operationer, hvor Eurosystemet køber (eller sælger) euro spot mod en udenlandsk valuta og samtidig forpligter sig til at sælge (eller købe) dem tilbage på et givet tidspunkt i fremtiden. Yderligere bestemmelser vedrørende valutaswaps er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender.

3.4.3.   Valuta- og valutakursvilkår

Eurosystemet foretager som hovedregel kun transaktioner i valutaer, der handles meget, og i overensstemmelse med standardpraksis i markedet. I alle valutaswaps aftaler Eurosystemet og modparterne swappoint for transaktionen. Swappointene er forskellen mellem valutakursen for terminsforretningen og valutakursen for spotforretningen. Swappointene for euro mod den udenlandske valuta noteres i henhold til de almindelige markedskonventioner. Kursvilkårene for valutaswaps er angivet i boks 2.

3.4.4.   Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved valutaswaps kan opsummeres som følger:

a)	De kan udføres som likviditetstilførende eller likviditetsopsugende operationer.

b)	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

c)	Deres løbetid er ikke standardiseret.

d)	De udføres gennem ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer (se kapitel 5).

e)	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECB's styrelsesråd kan beslutte, at ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre bilaterale valutaswaps).

f)	Eurosystemet kan ifølge kriterierne i afsnit 2.2 og appendiks 3 udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i valutaswaps.

BOKS 2

Valutaswaps

S	=	Spotkursen (på transaktionsdagen for valutaswappen) mellem euro (EUR) og en udenlandsk valuta ABC
FM	=	Terminskursen mellem euro og ABC på tilbagekøbsdagen for swappen (M)
DM	=	Swappoint mellem euro og ABC på tilbagekøbsdagen for swappen (M) Δ M = F M – S
N(.)	=	Spotbeløb; N(.)M er terminsbeløbet:   N (ABC) = N (EUR) × S eller   N (ABC) M = N (EUR) M × F M eller

3.5.   Modtagelse af tidsindskud fra modparter

3.5.1.   Instrumenttype

Eurosystemet kan åbne for, at modparter kan placere forrentede tidsindskud hos de nationale centralbanker i den medlemsstat, hvor modparten er etableret. Modtagelse af tidsindskud anvendes kun til at opsuge likviditet fra markedet med henblik på finjustering.

3.5.2.   Juridisk status

Modparternes indskud har fast løbetid og rentesats. De nationale centralbanker stiller ingen sikkerhed for disse indskud.

3.5.3.   Rentevilkår

Rentesatsen for tidsindskud er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«. Renterne udbetales ved indskuddets udløb.

3.5.4.   Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved modtagelse af tidsindskud kan opsummeres som følger:

a)	Indskuddene har til formål at opsuge likviditet.

b)	Frekvensen for modtagelse af indskud er ikke standardiseret.

c)	Indskuddenes løbetid er ikke standardiseret.

d)	Modtagelse af indskud sker normalt gennem ekstraordinære auktioner, men anvendelse af bilaterale procedurer er ikke udelukket (se kapitel 5).

e)	Indskuddene modtages normalt decentralt gennem de nationale centralbanker (ECB's styrelsesråd kan beslutte, at ECB under særlige omstændigheder selv bilateralt kan modtage tidsindskud (17)).

f)	Eurosystemet kan ifølge kriterierne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter i forbindelse med modtagelse af indskud.

KAPITEL 4

STÅENDE FACILITETER

4.1.   Den marginale udlånsfacilitet

4.1.1.   Instrumenttype

Ved hjælp af den marginale udlånsfacilitet kan modparterne opnå dag-til-dag likviditet fra de nationale centralbanker til en på forhånd fastsat rente mod sikkerhed i belånbare aktiver (som beskrevet i kapitel 6). Faciliteten er beregnet til at opfylde modparternes midlertidige likviditetsbehov. Under normale omstændigheder udgør renten for faciliteten loftet for dag-til-dag markedsrenten. Der gælder samme vilkår for brug af faciliteten i hele euroområdet.

4.1.2.   Juridisk status

De nationale centralbanker kan tilbyde likviditet gennem den marginale udlånsfacilitet i form af enten dag-til-dag genkøbsforretninger (dvs. ejendomsretten til aktivet overgår til kreditor, samtidig med at parterne aftaler, at aktivet tilbageføres til debitor den efterfølgende bankdag) eller dag-til-dag lån mod sikkerhed (dvs. der skabes en retsgyldig sikkerhedsret over aktivet, som forbliver debitors ejendom, idet det antages, at gældsforpligtelsen opfyldes). Yderligere forhold vedrørende genkøbsforretninger er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank anvender. I aftaler om lån mod sikkerhed tages der højde for de forskellige procedurer og regler, der gælder i de forskellige retssystemer med hensyn til at fastslå og efterfølgende realisere en ret over sikkerheden (fx pantsætning, overdragelse eller pant).

4.1.3.   Betingelser for adgang til faciliteten

Institutter, der opfylder de overordnede kriterier for adgang som modparter, som beskrevet i afsnit 2.1, kan anvende den marginale udlånsfacilitet. Adgangen til den marginale udlånsfacilitet sker gennem den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende. Der er kun adgang til indlånsfaciliteten på dage, hvor TARGET2 (18) er åben (19). På de dage, hvor de relevante værdipapirafviklingssystemer ikke er åbne, gives der adgang til indlånsfaciliteten på basis af forhåndsdeponerede underliggende aktiver hos de nationale centralbanker.

Negative intradag saldi ultimo bankdagen på modparternes afviklingskonti hos de nationale centralbanker anses automatisk for anmodninger om adgang til den marginale udlånsfacilitet. Procedurerne for adgang til den marginale udlånsfacilitet ultimo dagen er beskrevet i afsnit 5.3.3.

En modpart kan også få adgang til den marginale udlånsfacilitet ved at indsende en anmodning til den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor modparten er beliggende. Anmodningen skal være modtaget af den nationale centralbank senest 15 minutter efter lukketiden for TARGET2, hvis den skal behandles af den nationale centralbank samme dag i TARGET2 (20)  (21). Som hovedregel lukker TARGET2 kl. 18.00 ECB-tid (CET). Fristen for at anmode om adgang til den marginale udlånsfacilitet forlænges med yderligere 15 minutter på Eurosystemets sidste bankdag i en reservekravsperiode. I anmodningen angives lånets størrelse, og hvis de underliggende aktiver i forbindelse med transaktionen ikke er forhåndsdeponeret hos den nationale centralbank, skal de underliggende aktiver leveres til brug for transaktionen.

Bortset fra kravet om tilstrækkelig sikkerhedsstillelse, er der ingen begrænsninger på størrelsen af det lån, der kan optages gennem den marginale udlånsfacilitet.

4.1.4.   Løbetid og rentevilkår

Lån, der ydes gennem denne facilitet, er dag-til-dag lån. For modparter, der deltager direkte i TARGET2, forfalder lånet den næste dag, hvor i) TARGET2 og ii) de relevante SSS'er er åbne, på disse systemers åbningstidspunkt.

Renten annonceres af Eurosystemet på forhånd og beregnes med en simpel rentesats efter rentekonventionen »faktisk/360«. ECB kan til enhver tid ændre renten med virkning tidligst fra næste bankdag i Eurosystemet (22)  (23). Renten forfalder til betaling sammen med lånet.

4.1.5.   Suspension af faciliteten

Adgang til faciliteten gives kun i overensstemmelse med ECB's mål og overordnede pengepolitiske hensyn. ECB kan til enhver tid ændre vilkårene i forbindelse med faciliteten eller suspendere den.

4.2.   Indlånsfaciliteten

4.2.1.   Instrumenttype

Ved hjælp af indlånsfaciliteten kan modparterne foretage dag-til-dag indskud hos de nationale centralbanker. Indskuddene forrentes med en på forhånd fastsat rentesats. Under normale omstændigheder udgør renten for faciliteten gulvet for dag-til-dag markedsrenten. Der gælder samme vilkår for brug af indlånsfaciliteten i hele euroområdet (24).

4.2.2.   Juridisk status

Modparternes dag-til-dag indskud forrentes med en fast rentesats. Modparterne modtager ikke sikkerhedsstillelse for indskuddene.

4.2.3.   Betingelser for adgang til faciliteten  (25)

Institutter, der opfylder de overordnede kriterier for adgang som modparter, som beskrevet i afsnit 2.1, kan anvende den marginale indlånsfacilitet. Adgangen til den marginale indlånsfacilitet sker gennem den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende. Indlånsfaciliteten kan kun anvendes på dage, hvor TARGET2 er åben (26).

Modparten skal anmode den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor modparten er beliggende, om at få adgang til indlånsfaciliteten. Anmodningen skal være modtaget af den nationale centralbank senest 15 minutter efter lukketiden for TARGET2, hvis den skal behandles af den nationale centralbank samme dag i TARGET2. Som hovedregel lukker TARGET2 kl. 18.00 ECB-tid (CET) (27)  (28). Fristen for at anmode om adgang til indlånsfaciliteten forlænges med yderligere 15 minutter på Eurosystemets sidste bankdag i en reservekravsperiode. I anmodningen angives indskuddets størrelse.

Der er ingen begrænsninger på størrelsen af det indskud, som en modpart kan foretage gennem faciliteten.

4.2.4.   Løbetid og rentevilkår

Indskud, der foretages gennem denne facilitet, er dag-til-dag indskud. For modparter, der deltager direkte i TARGET2, forfalder indskuddet den næste dag, hvor TARGET2 er åben, på systemets åbningstidspunkt.

Renten annonceres af Eurosystemet på forhånd og beregnes med en simpel rentesats efter rentekonventionen »faktisk/360«. ECB kan til enhver tid ændre renten med virkning tidligst fra Eurosystemets næste bankdag (29). Renten forfalder til betaling sammen med indskuddet.

4.2.5.   Suspension af faciliteten

Adgang til faciliteten gives kun i overensstemmelse med ECB's mål og overordnede pengepolitiske hensyn. ECB kan til enhver tid ændre vilkårene i forbindelse med faciliteten eller suspendere den.

KAPITEL 5

PROCEDURER

5.1.   Auktioner

5.1.1.   Generelle betragtninger

Eurosystemets markedsoperationer udføres normalt som auktioner. Eurosystemets auktioner gennemføres i seks trin som beskrevet i boks 3.

Eurosystemet skelner mellem to forskellige auktionstyper: Standardauktioner og ekstraordinære auktioner. Procedurerne for standardauktioner og ekstraordinære auktioner er ens, bortset fra tidsrammen for auktionernes udførelse og kredsen af modparter.

5.1.1.1.   Standardauktioner

Ved standardauktioner går der højst 24 timer, fra auktionen annonceres, til tildelingsresultatet bekræftes (der er ca. 2 timer mellem fristen for afgivelse af bud og tildelingsresultatets offentliggørelse). Figur 1 giver et overblik over den normale tidsramme for standardauktioner. ECB kan vælge at ændre tidsrammen for konkrete operationer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

De primære markedsoperationer, de langfristede markedsoperationer og de strukturelle markedsoperationer (med undtagelse af egentlige købs- eller salgsforretninger) udføres altid som standardauktioner. Modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier som beskrevet i afsnit 2.1, kan deltage i standardauktioner.

5.1.1.2.   Ekstraordinære auktioner

Ekstraordinære auktioner udføres normalt inden for 90 minutter efter annoncering af auktionen, og bekræftelsen sker umiddelbart efter offentliggørelsen af tildelingsresultatet. Den normale tidsramme for ekstraordinære auktioner fremgår af figur 2. ECB kan vælge at ændre tidsrammen for individuelle operationer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Ekstraordinære auktioner anvendes kun i forbindelse med finjusterende markedsoperationer. Eurosystemet kan ifølge kriterierne og procedurerne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i ekstraordinære auktioner.

5.1.1.3.   Auktioner til fast og variabel rente

Eurosystemet kan udføre auktioner til enten fast rente eller variabel rente. I en auktion til fast rente fastsætter ECB rentesatsen på forhånd, og de deltagende modparter afgiver bud på det beløb, de ønsker at handle til den faste rente (30). I en auktion til variabel rente afgiver modparterne bud på det beløb, de ønsker at handle med den nationale centralbank, og den rentesats, til hvilken de ønsker at indgå transaktionen (31).

BOKS 3

Trin i auktionerne

Trin 1   Auktionen offentliggøres

a.	ECB udsender meddelelse gennem elektroniske nyhedstjenester og ECB's websted

b.	De nationale centralbanker udsender meddelelse gennem de nationale elektroniske nyhedstjenester og direkte til de enkelte modparter (hvis det skønnes nødvendigt)

Trin 2   Modparternes afgivelse af bud

Trin 3   Eurosystemet opgør buddene

Trin 4   Beløbene tildeles, og auktionsresultaterne offentliggøres

a.	ECB træffer beslutning om tildeling

b.	ECB udsender meddelelse om tildeling gennem elektroniske nyhedstjenester og ECB's websted

Trin 5   De enkelte tildelingsresultater bekræftes

Trin 6   Afvikling af transaktionerne (se afsnit 5.3)

5.1.2.   Auktionskalender

5.1.2.1.   Primære og langfristede markedsoperationer

De primære og langfristede markedsoperationer udføres i henhold til en vejledende kalender, der offentliggøres af Eurosystemet (32). Kalenderen offentliggøres mindst tre måneder inden begyndelsen af det år, for hvilket kalenderen er gældende. De normale handelsdage for de primære og lang-fristede markedsoperationer er angivet i tabel 2. ECB tilstræber at sikre, at modparter i alle medlemsstater kan deltage i de primære og langfristede markedsoperationer. Derfor justerer ECB kalenderen for disse operationer efter behov, så der tages højde for de forskellige medlemsstaters helligdage.

5.1.2.2.   Strukturelle markedsoperationer

Strukturelle markedsoperationer i form af standardauktioner udføres ikke efter en på forhånd fastlagt kalender. De udføres og afvikles dog normalt kun på dage, som er NCB-bankdage (33) i alle medlemsstater.

5.1.2.3.   Finjusterende markedsoperationer

Finjusterende markedsoperationer udføres ikke efter en på forhånd fastlagt kalender. ECB kan beslutte at udføre finjusterende markedsoperationer på en hvilken som helst af Eurosystemets bankdage. Kun de nationale centralbanker i medlemsstater, hvor handelsdagen, afviklingsdagen og forfaldsdagen er NCB-bankdage, deltager i disse operationer.

Figur 1

Normal tidsramme for de operationelle trin i standardoperationer

(tiderne er opgivet i ECBtid (CET))

Figur 2

Normal tidsramme for de operationelle trin i ekstraordinære auktioner

Tabel 2

Normale handelsdage for de primære og langfristede markedsoperationer

Operationstype	Normal handelsdag (H)
Primære markedsoperationer	Hver tirsdag
Langfristede markedsoperationer	Sidste onsdag i hver kalendermåned (34)

5.1.3.   Annoncering af auktioner

Eurosystemets standardauktioner offentliggøres gennem elektroniske nyhedstjenester og ECB's websted. Desuden kan de nationale centralbanker sende meddelelse om auktionen direkte til modparter, der ikke har adgang til elektroniske nyhedstjenester. Den offentlige auktionsmeddelelse indeholder normalt følgende oplysninger:

a)	Auktionens referencenummer

b)	Auktionsdatoen

c)	Operationstypen (likviditetstilførende eller opsugende samt hvilket pengepolitisk instrument der benyttes)

d)	Operationens løbetid

e)	Auktionstypen (auktion til fast eller variabel rente)

f)	Tildelingsmetoden (hollandsk eller amerikansk auktion som defineret i afsnit 5.1.5)

g)	Det tilsigtede operationsbeløb (normalt kun ved langfristede markedsoperationer)

h)	Rentesatsen/kursen/antallet af swappoint (ved auktioner til fast rente)

i)	Laveste/højeste accepterede rente/kurs/swappoint (hvis det er relevant)

j)	Operationens startdato og udløbsdato (hvis det er relevant) eller instrumentets valørdato og indfrielsesdato (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser)

k)	De involverede valutaer og hovedstolsvalutaen (ved valutaswaps)

l)	Spotkursen, der anvendes ved beregning af bud (ved valutaswaps)

m)	Højeste budbeløb (hvis det er relevant)

n)	Laveste individuelle tildelingsbeløb (hvis det er relevant)

o)	Laveste tildelingskvotient (hvis det er relevant)

p)	Tidsfristen for afgivelse af bud

q)	Bevisernes pålydende værdi (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser)

r)	Udstedelsens ISIN-kode (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser).

Med henblik på at øge gennemsigtigheden af de finjusterende markedsoperationer annoncerer Eurosystemet normalt ekstraordinære auktioner på forhånd. Under særlige omstændigheder kan ECB dog beslutte ikke at annoncere dem på forhånd. Ekstraordinære auktioner annonceres efter samme procedurer som standardauktioner. I en ekstraordinær auktion, som ikke er offentliggjort på forhånd, kontaktes de udvalgte modparter direkte af de nationale centralbanker. I en ekstraordinær auktion, som er offentliggjort, kan den nationale centralbank kontakte de udvalgte modparter direkte.

5.1.4.   Modparternes afgivelse af bud

Modparternes bud skal følge den model, som de nationale centralbanker har udarbejdet for den relevante operation. Buddene indsendes til den nationale centralbank i en medlemsstat, hvor instituttet er beliggende (hovedkontor eller filial). Et institut kan kun afgive bud gennem én enhed (hovedkontoret eller en bestemt filial) i hver medlemsstat.

I auktioner til fast rente skal modparterne i deres bud angive det beløb, de ønsker at handle med den nationale centralbank (35).

I auktioner til variabel rente kan modparterne afgive bud på op til 10 forskellige rentesatser, kurser eller antal swappoint. I ganske særlige tilfælde kan Eurosystemet sætte en begrænsning på antallet af bud, der kan afgives i auktioner til variabel rente. I hvert bud skal modparterne angive det beløb, de ønsker at handle med de nationale centralbanker, og den relevante rente (36)  (37). De anførte rentesatser angives som multipla af 0,01 procentpoint. Ved valutaswapauktioner til variable swappoint opgives swappointene ifølge standardmarkedskonventioner, og buddene angives som multipla af 0,01 swappoint.

I de primære markedsoperationer er det laveste budbeløb 1 000 000 euro. Bud, der overstiger dette beløb, angives som multipla af 100 000 euro. Samme laveste budbeløb og samme multipla anvendes i forbindelse med finjusterende og strukturelle markedsoperationer. Det laveste budbeløb gælder for hver enkelt af de angivne rentesatser, kurser eller antal swappoint i modpartens bud.

I de langfristede markedsoperationer definerer hver enkelt national centralbank et laveste budbeløb i intervallet 10 000-1 000 000 euro. Bud, der overstiger det definerede laveste budbeløb, angives som multipla af 10 000 euro. Det laveste budbeløb gælder for hver enkelt af de angivne rentesatser i modpartens bud.

ECB kan fastsætte et højeste budbeløb for at hindre uforholdsmæssigt høje bud. Et eventuelt højeste budbeløb fremgår altid af den offentliggjorte auktionsmeddelelse.

Modparterne forventes altid at være i stand til at dække de beløb, som de tildeles, med et tilstrækkeligt beløb af belånbar sikkerhedsstillelse (38). De kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank anvender, giver mulighed for at pålægge gebyrer, hvis en modpart ikke er i stand til at overføre tilstrækkelig sikkerhed eller et tilstrækkeligt kontantbeløb til afvikling af det beløb, som modparten er blevet tildelt i en auktion.

Bud kan tilbagekaldes, indtil tidsfristen for afgivelse af bud er udløbet. Bud, der afgives efter udløbet af den tidsfrist, som er angivet i auktionsmeddelelsen, er ugyldige. De nationale centralbanker afgør, hvorvidt tidsfristen er overholdt. De nationale centralbanker afviser alle bud fra en modpart, hvis modpartens samlede budbeløb overstiger et eventuelt højeste budbeløb fastsat af ECB. De nationale centralbanker afviser også alle bud, der er lavere end det fastsatte laveste budbeløb, eller hvis rentesats, kurs eller antal swappoint er lavere end et eventuelt fastsat minimum eller højere end et eventuelt fastsat maksimum. Endvidere kan de nationale centralbanker afvise bud, der er ufuldstændige eller ikke følger modellen for den relevante operation. Hvis et bud afvises, underretter den pågældende nationale centralbank modparten om sin beslutning inden tildelingen af beløb i auktionen.

5.1.5.   Tildeling af budbeløb

5.1.5.1.   Auktioner til fast rente

Ved tildeling af budbeløb i en auktion til fast rente summeres buddene fra modparterne. Hvis det samlede budbeløb overstiger det samlede tildelingsbeløb, sker tildelingen på pro rata-basis i forholdet tildelingsbeløb/samlet budbeløb (se boks 4). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro. ECB kan dog beslutte at tildele hver budgiver i auktioner til fast rente et mindstebeløb eller beløb efter en mindstekvotient.

BOKS 4

Tildeling af beløb i auktioner til fast rente

Tildelingsprocenten er:

Det beløb, der tildeles modpart i, er:

alli = all % × (ai )

hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
n	=	det samlede antal modparter
ai	=	budbeløb fra modpart i
all%	=	tildelingsprocent
alli	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

5.1.5.2.   Auktioner til variabel rente i euro

Ved tildeling af beløb i likviditetstilførende auktioner til variabel rente i euro opstilles buddene i faldende orden efter den budte rentesats. Bud med den højeste rente accepteres først. Derefter accepteres bud med en stadig lavere rente, indtil hele tildelingsbeløbet er nået. Hvis det samlede budbeløb ved den laveste accepterede rente (dvs. den marginale rente) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro ratabasis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb til den marginale rente (se boks 5). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

Ved tildeling af beløb i likviditetsopsugende auktioner til variabel rente (der kan benyttes ved udstedelse af ECB-gældsbeviser og modtagelse af tidsindskud) opstilles buddene i stigende orden efter den budte rentesats (eller faldende orden efter den budte kurs). Bud med den laveste rente (højeste kurs) accepteres først. Derefter accepteres bud med en stadig højere rente (lavere kurs), indtil hele det beløb, der skal opsuges, er nået. Hvis det samlede budbeløb ved den højeste accepterede rente (laveste accepterede kurs) (dvs. den marginale rente eller kurs) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro ratabasis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb til den marginale rente eller kurs (se boks 5). Ved udstedelse af ECB-gældsbeviser afrundes det beløb, der tildeles den enkelte modpart, til nærmeste multiplum af ECB-gældsbevisernes pålydende værdi. Ved andre likviditetsopsugende operationer afrundes det beløb, som tildeles den enkelte modpart, til nærmeste euro.

ECB kan beslutte at tildele alle accepterede budgivere i auktioner til variabel rente et mindstebeløb.

BOKS 5

Tildeling af beløb i auktioner med variabel rente i euro

(eksemplet vedrører bud udtrykt som rentesatser)

Tildelingsprocenten ved den marginale rente er:

Tildelingsbeløbet til modpart i til den marginale rente er:

all (rm ) i = all%(rm ) × a(rm)i

Det samlede beløb, der tildeles modpart i, er:

hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
r s	=	rente s budt af modparterne
n	=	det samlede antal modparter
a(r s ) i	=	modpart i's budbeløb til rente s (r s )
a(r s )	=	det samlede budbeløb til rente s (r s )
r m	=	den marginale rente:   r 1 ≥ rs ≥ rm ved likviditetstilførende auktioner   rm ≥ rs ≥ r 1 ved likviditetsopsugende auktioner
r m-1	=	renten inden den marginale rente (sidste rentesats, hvor det samlede budbeløb accepteres):   rm–1 > rm ved likviditetstilførende auktioner   rm > r m–1 ved likviditetsopsugende auktioner
all%(r m )	=	tildelingsprocenten ved den marginale rente
all(r s ) i	=	tildelingsbeløbet til modpart i til rente s
all i	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

5.1.5.3.   Valutaswapauktioner til variable swappoint

Ved tildeling af beløb i likviditetstilførende valutaswapauktioner til variable swappoint opstilles buddene i stigende orden efter antal swappoint (39). Bud med det laveste antal swappoint accepteres først. Derefter accepteres bud med stadig højere antal swappoint, indtil hele tildelingsbeløbet i hovedstolsvalutaen er nået. Hvis det samlede budbeløb ved det højeste accepterede antal swappoint (dvs. det marginale antal swappoint) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb ved det marginale antal swappoint (se boks 6). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

Ved tildeling af beløb i likviditetsopsugende valutaswapauktioner til variable swappoint opstilles buddene i faldende orden efter antal swappoint. Bud med det højeste antal swappoint accepteres først. Derefter accepteres bud med stadig lavere antal swappoint, indtil hele det beløb i hovedstolsvalutaen, som skal opsuges, er nået. Hvis det samlede budbeløb ved det højeste accepterede antal swappoint (dvs. det marginale antal swappoint) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb ved det marginale antal swappoint (se boks 6). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

5.1.5.4.   Auktionstype

I forbindelse med auktioner til variabel rente kan Eurosystemet benytte en auktionstype med enten en enkelt eller flere rentesatser. I en auktion med en enkelt rentesats (hollandsk auktion) anvendes samme rente/kurs/antal swappoint ved tildeling af det samlede tildelingsbeløb. Denne svarer til den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint (dvs. det punkt, hvor tildelingsbeløbet nås). I en auktion med flere rentesatser (amerikansk auktion) anvendes forskellige renter/kurser/antal swappoint svarende til renterne/kurserne/antallet af swappoint i de enkelte bud.

BOKS 6

Tildeling af beløb i valutaswapauktioner til variable swappoint

Tildelingsprocenten ved det marginale antal swappoint er:

Tildelingsbeløbet til modpart i ved det marginale antal swappoint er:

all (Δ m ) i = all% (Δ m ) × a(Δm)i

Det samlede beløb, der tildeles modpart i, er:

hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
Δ s	=	antal swappoint s budt af modparterne
n	=	det samlede antal modparter
a(Δs) i	=	modpart i's budbeløb ved antal swappoint s (Δs)
a(Δs)	=	det samlede budbeløb ved antal swappoint s (Δs)
Δ m	=	det marginale antal swappoint:   Δ m ≥ Δ s ≥ Δ1 ved likviditetstilførende valutaswaps   Δ1 ≥ Δ s ≥ Δ m ved likviditetsopsugende valutaswaps
Δ m-1	=	sidste antal swappoint inden det marginale antal swappoint (sidste antal swappoint, hvor det samlede budbeløb accepteres),   Δ m > Δ m–1 ved likviditetstilførende valutaswaps   Δ m–1 > Δ m ved likviditetsopsugende valutaswaps
all%(Δ m )	=	tildelingsprocenten ved det marginale antal swappoint
all(Δ s ) i	=	tildelingsbeløbet til modpart i ved antal swappoint s
all i	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

5.1.6.   Offentliggørelse af auktionsresultater

Resultaterne af standardauktioner og ekstraordinære auktioner offentliggøres gennem elektroniske nyhedstjenester og på ECB's websted. Desuden kan de nationale centralbanker udsende meddelelse om auktionen direkte til modparter, der ikke har adgang til elektroniske nyhedstjenester. Den offentlige meddelelse om auktionsresultatet indeholder normalt følgende oplysninger:

a)	Auktionens referencenummer

b)	Auktionsdatoen

c)	Operationstypen

d)	Operationens løbetid

e)	Det samlede budbeløb fra Eurosystemets modparter

f)	Antallet af budgivere

g)	De deltagende valutaer (ved valutaswaps)

h)	Det samlede tildelingsbeløb

i)	Tildelingsprocenten (ved auktioner til fast rente)

j)	Spotkursen (ved valutaswaps)

k)	Den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint og tildelingsprocenten ved den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint (ved auktioner til variabel rente)

l)	Minimumsbudrente, maksimumsbudrente og den vægtede, gennemsnitlige tildelingsrente (ved auktioner med flere rentesatser)

m)	Operationens startdato og udløbsdato (hvis det er relevant) eller instrumentets valørdato og indfrielsesdato (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser)

n)	Laveste individuelle tildelingsbeløb (hvis det er relevant)

o)	Laveste tildelingskvotient (hvis det er relevant)

p)	Bevisernes pålydende værdi (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser)

q)	Udstedelsens ISIN-kode (ved udstedelse af ECB-gældsbeviser).

De nationale centralbanker bekræfter direkte de individuelle tildelingsresultater over for modparterne.

5.2.   Bilaterale markedsoperationer

5.2.1.   Generelle betragtninger

De nationale centralbanker kan udføre markedsoperationer som bilaterale procedurer. Disse procedurer kan anvendes til finjusterende markedsoperationer og strukturelle egentlige købs- eller salgsforretninger (40). De defineres bredt som alle procedurer, hvor Eurosystemet udfører en transaktion med en eller nogle få modparter uden en auktion. Der skelnes mellem to forskellige typer af bilaterale procedurer: Operationer, hvor modparterne kontaktes direkte af Eurosystemet, og operationer, der udføres via børser og mæglere.

5.2.2.   Direkte kontakt med modparterne

Ifølge denne procedure kontakter de nationale centralbanker direkte en eller nogle få indenlandske modparter udvalgt efter kriterierne i afsnit 2.2. De nationale centralbanker beslutter i henhold til instrukser fra ECB, om de vil indgå en forretning med de pågældende modparter. Transaktionerne afvikles gennem de nationale centralbanker.

Hvis ECB's styrelsesråd beslutter, at ECB (eller en eller nogle få nationale centralbanker, der foretager operationerne på vegne af ECB) under særlige omstændigheder selv kan udføre bilaterale markedsoperationer, tilpasses procedurerne for disse operationer i overensstemmelse hermed. I så fald vil ECB (eller de(n) nationale centralbank(er), der foretager operationerne på vegne af ECB) direkte kontakte en eller nogle få modparter i euroområdet, som er udvalgt efter kriterierne i afsnit 2.2. ECB (eller de(n) nationale centralbank(er), der foretager operationerne på vegne af ECB) vil derefter beslutte, om man ønsker at indgå en forretning med de pågældende modparter. Transaktionerne afvikles under alle omstændigheder decentralt gennem de nationale centralbanker.

Bilaterale markedsoperationer, der gennemføres ved direkte kontakt med modparterne, kan anvendes i tilbageførselsforretninger, egentlige købs- eller salgsforretninger, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparterne.

5.2.3.   Markedsoperationer, der udføres via børser og mæglere

De nationale centralbanker kan udføre egentlige købs- eller salgsforretninger via børser og mæglere. I forbindelse med disse operationer er der ikke fastsat begrænsninger på kredsen af modparter på forhånd, og procedurerne tilpasses efter markedskonventionerne for det gældsinstrument, der handles.

5.2.4.   Annoncering af bilaterale markedsoperationer

Bilaterale markedsoperationer annonceres normalt ikke på forhånd. ECB kan desuden beslutte ikke at offentliggøre resultaterne af bilaterale markedsoperationer.

5.2.5.   Transaktionsdage

ECB kan beslutte at udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer på enhver af Eurosystemets bankdage. Kun de nationale centralbanker i medlemsstater, hvor handelsdagen, afviklingsdagen og forfaldsdagen er NCB-bankdage, deltager i disse operationer.

Bilaterale egentlige købs- eller salgsforretninger med strukturelle formål udføres og afvikles normalt kun på dage, som er NCB-bankdage i alle medlemsstater.

5.3.   Afvikling

5.3.1.   Generelle betragtninger

Afviklingen af betalinger i forbindelse med anvendelse af Eurosystemets stående faciliteter eller deltagelse i markedsoperationer sker via modparternes konti hos de nationale centralbanker (eller konti hos afviklingsbanker, der deltager i TARGET2). Betalingerne afvikles først efter (eller samtidig med) den endelige overførsel af operationens underliggende aktiver. Det indebærer, at de underliggende aktiver enten skal være indsat på depotkonti hos de nationale centralbanker på forhånd eller skal afvikles over for centralbankerne på intradagbasis efter princippet levering mod betaling (delivery versus payment). Overførsel af de underliggende aktiver sker via modparternes afviklingskonti i værdipapirafviklingssystemer, der overholder ECB's minimumsstandarder (41). Modparter uden depotkonto hos en national centralbank eller afviklingskonto i et værdipapirafviklingssystem, der opfylder ECB's minimumsstandarder, kan afvikle transaktioner med underliggende aktiver via en korrespondentbanks afviklingskonto eller depot.

Yderligere forhold vedrørende afviklingsprocedurerne er defineret i de kontraktmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker (eller ECB) anvender i forbindelse med de specifikke pengepolitiske instrumenter. Afviklingsprocedurerne kan variere lidt mellem de nationale centralbanker på grund af forskelle i national lovgivning og operationel praksis.

Tabel 3

Normale afviklingsdage for Eurosystemets markedsoperationer  (42)

Pengepolitisk instrument	Afviklingsdag for operationer, der udføres som standardauktioner	Afviklingsdag for operationer, der udføres som ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer
Tilbageførselsforretninger	H + 1 (43)	H
Egentlige købs- eller salgsforretninger	—	Ifølge markedskonventionerne for de handlede aktiver
Udstedelse af ECB-gældsbeviser	H + 2	—
Valutaswaps	—	H, H + 1 eller H + 2
Modtagelse af tidsindskud fra modparter	—	H

5.3.2.   Afvikling af markedsoperationer

Markedsoperationer, der udføres som standardauktioner (primære markedsoperationer, langfristede markedsoperationer og strukturelle markedsoperationer) afvikles normalt den første dag efter handelsdagen, hvor TARGET2 og alle relevante værdipapirafviklingssystemer er åbne. Udstedelse af ECB-gældsbeviser afvikles dog den anden dag efter handelsdagen, hvor TARGET2 og alle relevante værdipapirafviklingssystemer er åbne. Eurosystemet tilstræber af princip at afvikle transaktioner i forbindelse med markedsoperationerne på samme tid i alle medlemsstater og med alle modparter, der har leveret tilstrækkelig sikkerhed. På grund af operationelle og tekniske begrænsninger vedrørende værdipapirafviklingssystemerne kan tidspunktet for markedsoperationernes afvikling inden for den pågældende dag dog variere i euroområdet. Tidspunktet for afvikling af primære og langfristede markedsoperationer falder normalt sammen med tidspunktet for tilbagebetaling af en tidligere operation med tilsvarende løbetid.

Eurosystemet tilstræber at afvikle markedsoperationer, der udføres som ekstraordinære auktioner og bilaterale procedurer, på handelsdagen. Af operationelle årsager anvender Eurosystemet dog undertiden andre afviklingsdage for disse operationer, især for egentlige købs- eller salgsforretninger og valutaswaps (se tabel 3).

5.3.3.   Procedurer ultimo dagen

Procedurerne ultimo dagen er fastlagt i dokumentationen i tilknytning til TARGET2. Som hovedregel lukker TARGET2 kl. 18.00 ECB-tid (CET). Der modtages ikke nye betalingsinstrukser til behandling i TARGET2 efter lukketid, men resterende betalingsinstrukser modtaget inden lukketid behandles stadig. Anmodninger fra modparterne om adgang til den marginale udlånsfacilitet eller indlånsfaciliteten skal være modtaget af den pågældende nationale centralbank senest 15 minutter efter TARGET2's lukketid. Fristen for at anmode om adgang til Eurosystemets stående faciliteter forlænges med yderligere 15 minutter på Eurosystemets sidste bankdag i en reservekravsperiode.

Negative saldi på modparters afviklingskonti i TARGET2 efter afslutning af kontrolprocedurerne ultimo dagen anses automatisk for anmodning om adgang til den marginale udlånsfacilitet (se afsnit 4.1).

KAPITEL 6

BELÅNBARE AKTIVER

6.1.   Generelle betragtninger

Ifølge artikel 18.1. i ECB-statutten kan ECB og de nationale centralbanker udføre pengepolitiske operationer i de finansielle markeder ved at købe og sælge underliggende aktiver som led i egentlige købsforretninger eller egentlige salgsforretninger eller som led i genkøbsforretninger. Alle Eurosystemets udlån skal være baseret på passende sikkerhed. Eurosystemets udlånsoperationer er derfor baseret på levering af underliggende aktiver fra modparterne i form af overførsel af ejendomsret til aktiver (ved købs- eller salgsforretninger eller genkøbsforretninger) eller pant (fx pantsætning, overdragelse eller pant) i de relevante aktiver (ved lån mod sikkerhed) (44).

Med henblik på at beskytte Eurosystemet mod tab i forbindelse med pengepolitiske operationer og sikre lige behandling af modparterne og at øge den operationelle effektivitet og gennemsigtighed skal de underliggende aktiver opfylde visse kriterier for at kunne anvendes i Eurosystemets pengepolitiske operationer. Eurosystemet har udarbejdet en fælles ramme for belånbare aktiver, som er fælles for alle euroområdets kreditoperationer. Denne fælles ramme, også benævnt »den samlede liste«, trådte i kraft den 1. januar 2007 og erstattede systemet med de to lister, som havde været gældende siden starten på Den Økonomiske og Monetære Union.

Den fælles ramme omfatter to forskellige aktivklasser, omsættelige og ikke-omsættelige aktiver. Der skelnes ikke mellem de to aktivklasser, hvad angår aktivernes kvalitet og anvendelse i Eurosystemets forskellige pengepolitiske operationer, når undtages, at Eurosystemet ikke anvender ikke-omsættelige aktiver i forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger. Aktiver, der kan benyttes i Eurosystemets pengepolitiske operationer, kan også anvendes som underliggende aktiver i forbindelse med tildeling af intradag kredit.

Belånbarhedskriterierne for de to aktivklasser er de samme over hele euroområdet og fremgår af afsnit 6.2 (45). For at sikre at de to aktivklasser opfylder de samme kreditstandarder, er der fastsat en fælles ramme for Eurosystemets kreditvurdering, der bygger på forskellige kilder. De regler og procedurer, der anvendes til at fastslå og kontrollere Eurosystemets krav om »høj kreditkvalitet« for al belånbar sikkerhed, er beskrevet i afsnit 6.3. Risikostyringen og værdiansættelsesprincipper for de underliggende aktiver fremgår af afsnit 6.4 og 6.5. Eurosystemets modparter kan anvende belånbare aktiver på tværs af grænserne (se afsnit 6.6).

6.2.   Specifikationer for de underliggende aktivers belånbarhed

ECB opretter, vedligeholder og offentliggør en liste over belånbare omsættelige aktiver (46). Eurosystemet rådgiver kun modparter om belånbarhed som sikkerhed i Eurosystemet, hvis allerede udstedte omsættelige aktiver eller udestående ikke-omsættelige aktiver forelægges Eurosystemet som sikkerhed. Der gives således ingen rådgivning inden udstedelse.

6.2.1.   Belånbarhedskriterier for omsættelige aktiver

Gældsbeviser udstedt af ECB og alle gældsbeviser udstedt af de nationale centralbanker i Eurosystemet inden euroens indførelse i de respektive medlemsstater er belånbare.

Følgende belånbarhedskriterier anvendes til at fastslå, om andre omsættelige aktiver er belånbare (se også tabel 4):

6.2.1.1.   Aktivtype

Det skal være et gældsinstrument med:

a)	en fast, ubetinget hovedstol (47), og

b)

en kuponrente, som ikke kan give en negativ betalingsstrøm. Kuponrenten skal endvidere være i) en nulkuponrente, ii) en fast kuponrente, eller iii) en variabel kuponrente baseret på en referencerente. Kuponrenten kan være knyttet til en ændring i udstederens rating. Indeksobligationer kan også anvendes.

Disse karakteristika skal være gældende, indtil forpligtelsen indfries. Gældsinstrumenterne må ikke give ret til hovedstolen og/eller den rente, som er efterstillet retten for indehavere af andre gældsinstrumenter fra samme udsteder.

Betingelse a) gælder ikke for værdipapirer af asset-backed typen, bortset fra obligationer udstedt af kreditinstitutter i henhold til kriterierne i artikel 52 i direktivet om investeringsforeninger (48) (også kaldet »særligt dækkede obligationer«). Eurosystemet vurderer belånbarheden af værdipapirer af asset-backed typen bortset fra særligt dækkede obligationer i forhold til følgende kriterier.

Aktiver, der genererer pengestrømme, og som er sikkerhed for værdipapirer af asset-backed typen, skal opfylde følgende betingelser:

a)	Aktiverne skal være erhvervet i henhold til lovgivningen i en EU-medlemsstat.

b)

De skal være erhvervet fra den oprindelige udsteder eller fra en mellemmand af det særlige selskab til securisation (special purpose vehicle) på en måde, som Eurosystemet betragter som et »egentligt salg«, der kan tvangsfuldbyrdes over for en tredjepart, og må være uden for udstederens og dennes kreditorers eller mellemmandens og denne kreditorers dispositionssfære, herunder i tilfælde af udstederens eller mellemmandens insolvens.

c)	De skal hidrøre fra og sælges til emittenten af en oprindelig udsteder eller, hvis relevant, af en mellemmand med hjemsted i EØS.

d)	De må ikke, helt eller delvist, faktisk eller potentielt, bestå af trancher af andre værdipapirer af asset-backed-typen (49). De må desuden ikke, helt eller delvist, faktisk eller potentielt, bestå af credit-linked notes, swaps eller andre derivater (50)  (51) eller syntetiske værdipapirer.

e)

Hvis de er fordringer, skal debitorer og kreditorer have hjemsted (eller hvis det er fysiske personer, være residenter) i EØS og, hvis relevant, skal det dertil knyttede værdipapir forefindes i EØS. Den anvendelige lov for disse fordringer skal være loven i et land i EØS. Hvis de er obligationer, skal udstederne have hjemsted i EØS, og de skal være udstedt i henhold til loven i et land i EØS, ligesom alle dertil knyttede værdipapirer skal forefindes i EØS (52).

Hvor de oprindelige udstedere eller, hvis relevant, mellemmænd havde hjemsted inden for euroområdet eller i Det Forenede Kongerige, har Eurosystemet kontrolleret, at der ikke var nogen væsentlige bestemmelser om tilbagesøgning i disse jurisdiktioner. Hvis den oprindelige udsteder eller, hvor relevant, mellemmanden har hjemsted i et andet land inden for EØS, kan værdipapirer af asset-backed-typen kun anses for belånbare, hvis Eurosystemet fastslår, at dets ret vil være passende værnet mod bestemmelser om tilbagesøgning, der betragtes som relevante af Eurosystemet i henhold til loven i det pågældende land inden for EØS. Af denne grund skal der forelægges en uafhængig retlig vurdering i en for Eurosystemet acceptabel form, der beskriver de anvendelige regler om tilbagesøgning i dette land, før værdipapirer af asset-backed-typen kan anses for belånbare (53). Til afgørelse af, om dets ret er tilstrækkelig værnet mod regler om tilbagesøgning, kan Eurosystemet kræve andre dokumenter, herunder et dokument for solvens fra overføreren for så vidt angår fristen for eventuel omstødelse. Regler om tilbagesøgning, som Eurosystemet anser for at være for strenge og derfor ikke acceptable, omfatter regler, hvorefter salg af underliggende aktiver kan erklæres ugyldigt af likvidator udelukkende begrundet i, at det blev gennemført inden for en bestemt periode (fristen for eventuel omstødelse) før sælgerens (den oprindelige udsteders/mellemmandens) insolvenserklæring, eller hvor en sådan omstødelse kun kan forhindres af overføreren, såfremt de kan bevise, at de ikke vidste, at sælgeren (den oprindelige udsteder/mellemmanden) var insolvent på tidspunktet for salget.

I en struktureret emission må en tranche (eller en sub-tranche), for at være belånbar, ikke være efterstillet andre trancher af samme udstedelse. En tranche (eller sub-tranche) anses for ikke at være efterstillet i forhold til andre trancher (eller subtrancher) af samme emission, hvis ingen anden tranche (eller subtranche) — i overensstemmelse med den betalingsrangfølge, som gælder efter indlevering af anmodning om tvangsfuldbyrdelse, som angivet i prospektet — tildeles en højere prioritet med hensyn til modtagelse af betaling (hovedstol og rente) og denne tranche (eller sub-tranche) derfor som den sidste af de forskellige trancher eller sub-trancher i en struktureret emission bærer tab. I strukturerede emissioner, hvor prospektet giver mulighed for afgivelse af en forfalds- og fuldbyrdelsesmeddelelse, skal en tranche (eller sub-tranche) være sikret mod at blive efterstillet i en betalingsrangfølge både i forbindelse med forfalds- og fuldbyrdelsesmeddelelser.

Eurosystemet forbeholder sig ret til at anmode enhver relevant tredjepart (fx udsteder, den oprindelige udsteder eller formidler) om forklaring og/eller retlig bekræftelse på, hvad Eurosystemet anser som nødvendigt for at kunne vurdere belånbarheden af værdipapirer af asset-backed typen.

6.2.1.2.   Kreditstandarder

Gældsinstrumentet skal overholde de høje kreditstandarder, der er specificeret i Eurosystemets rammer for kreditvurdering af omsættelige aktiver, som fremgår af afsnit 6.3.2.

6.2.1.3.   Udstedelsessted

Gældsinstrumentet skal være deponeret/registreret (udstedt) i EØS hos en centralbank eller en værdipapircentral, der opfylder ECB's mindstestandarder (54). Hvis et omsætteligt gældsinstrument udstedes af et ikke-finansielt selskab (55), der ikke har en rating, som er foretaget af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau, skal udstedelsen være sket inden for euroområdet.

6.2.1.4.   Afvikling

Gældsinstrumenterne skal kunne overføres elektronisk. De skal opbevares og afvikles i euroområdet via en konto i Eurosystemet eller et værdipapirafviklingssystem, der opfylder ECB's standarder, således at sikringsakt og realisation sker i henhold til lovgivningen i en medlemsstat.

Hvis der ikke er sammenfald mellem den værdipapircentral, som har udstedt aktivet, og det værdipapirafviklingssystem, hvor det opbevares, skal de to institutioner forbindes med et link godkendt af ECB (56).

6.2.1.5.   Godkendte markeder

Gældsinstrumentet skal være optaget til omsætning på et reguleret marked, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (57) eller handles på visse ikke-regulerede markeder, som angivet af ECB (58). Eurosystemets vurdering af ikke-regulerede markeder er baseret på tre principper — sikkerhed, gennemsigtighed og tilgængelighed (59).

6.2.1.6.   Udsteder/garant

Gældsinstrumentet kan udstedes eller garanteres af EU-landenes centralbanker, offentlige enheder, enheder i den private sektor, internationale eller overnationale institutioner.

6.2.1.7.   Udsteders/garantens hjemsted

Udsteder skal være etableret inden for EØS eller i et G10-land uden for EØS (60)  (61). Hvis det sidste er tilfældet, kan gældsinstrumenterne kun anses for belånbare, hvis Eurosystemet vurderer, at dets rettigheder er beskyttet tilstrækkeligt — dette bestemmes af Eurosystemet — i henhold til lovgivningen i det pågældende G10-land uden for EØS. Med henblik herpå fremsendes en juridisk udtalelse, hvis form og indhold skal accepteres af Eurosystemet, før aktiverne kan betragtes som belånbare. For værdipapirer af asset-backed typen gælder det, at udsteder skal være etableret inden for EØS.

Garanten skal være etableret inden for EØS, medmindre der ikke er behov for en garanti til oprettelse af de høje kreditstandarder for omsættelige aktiver, der er angivet i afsnit 6.3.2.

Internationale eller overnationale institutioner er mulige udstedere/garanter uanset, hvor de er etableret. Hvis et omsætteligt gældsinstrument udstedes af et ikke-finansielt selskab, der ikke har fået tildelt en rating af et eksternt kreditvurderingsbureau, skal udsteder/garant være etableret i euroområdet.

6.2.1.8.   Denomineringsvaluta

Gældsinstrumentet skal være denomineret i euro (62).

6.2.2.   Belånbarhedskriterier for ikke-omsættelige aktiver

Tre typer af ikke-omsættelige aktiver kan anvendes som sikkerhed i henhold til den fælles ramme for belånbare aktiver: tidsindskud fra godkendte modparter, gældsfordringer og ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (RMBD) (63).

6.2.2.1.   Gældsfordringer

For at være belånbar skal en gældsfordring (64) opfylde følgende belånbarhedskriterier (se også tabel 4):

a)

Aktivtype: Det skal være en gældsfordring, som repræsenterer en debitors gældsforpligtelse over for en modpart i Eurosystemet. Gældsfordringer, der afvikles »med løbende afdrag« (dvs. hvor hovedstolen og renterne betales i henhold til en på forhånd aftalt tidsplan) er også belånbare. Uudnyttede kreditrammer (fx uudnyttede faciliteter i forbindelse med revolverende gældsfordringer), overtræk på anfordringskonto og remburser (der tillader anvendelse af kredit, men som ikke er en gældsfordring som sådan) er ikke belånbare. Den andel, som et medlem af syndikatet står inde for i et syndikeret lån, anses for en belånbar form for gældsfordring. Gældsfordringer må ikke give ret til hovedstolen og/eller den rente, som er efterstillet retten for indehavere af andre gældsfordringer (eller andre trancher eller sub-trancher af det samme syndikerede lån) eller gældsinstrumenter fra samme udsteder.

b)

Gældsfordringen skal have: i) en fast ubetinget hovedstol og ii) en rente, der ikke kan give en negativ betalingsstrøm. Kuponrenten skal endvidere være: i) af en type med nulkuponrente, ii) med en fast kuponrente, eller iii) med en variabel kuponrente baseret på en referencerente. Endvidere er gældsfordringer med en rente, der er indekseret til inflationen, også belånbare. Disse karakteristika skal være gældende, indtil forpligtelsen indfries.

c)

Debitor/garant: Godkendte debitorer og garanter indbefatter ikke-finansielle selskaber (65), offentlige enheder og internationale eller overnationale institutioner. Hver enkelt debitor hæfter for den fulde tilbagebetaling af gældsfordringen (meddebitorer, der hæfter i fællesskab for enkelte gældsfordringer, dog undtaget).

d)

Debitors/garantens hjemsted: Debitor skal være etableret i euroområdet. Garanten skal ligeledes være etableret i euroområdet, medmindre der ikke er behov for en garanti for at opfylde de høje kreditstandarder for ikke-omsættelige aktiver som angivet i afsnit 6.3.3. Dette krav gælder ikke internationale eller overnationale institutioner.

e)	Kreditstandarder: Gældsfordringernes kvalitet vurderes ud fra debitors/garantens underliggende kreditværdighed. Gældsfordringer skal opfylde de høje kreditstandarder, der er specificeret i Eurosystemets rammer for kreditvurdering i afsnit 6.3.3.

f)

Mindstebeløb: Gældsfordringen skal på det tidspunkt, hvor modparten ønsker at anvende den i forbindelse med sikkerhedsstillelse (mobilisering), være over et vist mindstebeløb. De enkelte nationale centralbanker kan selv fastsætte mindstebeløbet for indenlandske gældsfordringer. For gældsfordringer, der anvendes på tværs af landegrænser, gælder der en enhedsordning med et mindstebeløb på 500 000 euro. Så snart som muligt, i løbet af 2013, indføres et fælles mindstebeløb på 500 000 euro for alle gældsfordringer over hele euroområdet.

g)	Håndteringsprocedurer: Gældsfordringen skal håndteres i henhold til Eurosystemets procedurer, som defineret i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

h)

Gældende lovgivning: Både aftalen om gældsfordringen og aftalen mellem modparten og den nationale centralbank, der mobiliserer gældsfordringen som sikkerhed (»mobiliseringsaftalen«) skal være underlagt lovgivningen i en medlemsstat. Desuden må det samlede antal lovgivninger, der gælder for i) modparten, ii) kreditor, iii) debitor, iv) (i givet fald) garanten, v) aftalen om gældsfordringen, vi) mobiliseringsaftalen, ikke være højere end to.

i)	Denomineringsvaluta: Gældsfordringen skal være denomineret i euro (66).

6.2.2.2.   Ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom

Følgende belånbarhedskriterier gælder for detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (se også tabel 4):

a)

Aktivtype Det skal være et gældsinstrument (en egenveksel eller en veksel), der er sikret af pant i beboelsesejendomme, og som ikke er fuldstændigt securitiseret. Det skal være muligt at substituere aktiver i den underliggende pulje, og en ordning skal være på plads, som sikrer, at Eurosystemet er foranstillet andre kreditorer (dog ikke kreditorer, der er undtaget af hensyn til almenhedens interesser) (67).

b)	Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal være med: i) en fast ubetinget hovedstol og ii) en rente, der ikke kan give en negativ betalingsstrøm.

c)	Kreditstandarder: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal overholde de høje kreditstandarder, som vurderes ved hjælp af den del af Eurosystemets rammer for kreditvurdering, der omhandler detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom, som angivet i afsnit 6.3.3.

d)	Udstedertype: Godkendte udstedere er kreditinstitutter, som er godkendte modparter.

e)	Udsteders hjemsted: Udsteder skal være etableret i euroområdet.

f)	Håndteringsprocedurer: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal håndteres i henhold til Eurosystemets procedurer, som defineret i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

g)	Denomineringsvaluta: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal være denomineret i euro (68).

6.2.3.   Yderlige krav til anvendelse af belånbare aktiver

6.2.3.1.   Yderligere juridiske krav vedrørende gældsfordringer

For at sikre, at der skabes gyldig sikkerhed på grundlag af gældsfordringer, samt at gældsfordringerne hurtigt kan realiseres i tilfælde af modpartens misligholdelse, skal yderligere juridiske krav opfyldes. Disse juridiske krav vedrører:

a)	verifikation af gældsfordringernes eksistens

b)	underretning af debitor om mobiliseringen af gældsfordringen eller registrering af denne mobilisering

c)	manglende restriktioner vedrørende bankhemmelighed og tavshedspligt

d)	manglende restriktioner med hensyn til mobiliseringen af gældsfordringen

e)	manglende restriktioner med hensyn til realisering af gældsfordringen.

Indholdet af disse juridiske krav er angivet i appendiks 7. De nationale jurisdiktioners særlige karakteristika er beskrevet nærmere i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

6.2.3.2.   Regler for anvendelse af belånbare aktiver

Omsættelige aktiver kan anvendes til alle pengepolitiske operationer, der er baseret på underliggende aktiver, dvs. markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger og egentlige købs- og salgsforretninger, og i forbindelse med den marginale udlånsfacilitet. Ikke-omsættelige aktiver kan anvendes som underliggende aktiver til tilbageførselsforretninger og i sammenhæng med den marginale udlånsfacilitet. De anvendes ikke i Eurosystemets egentlige købs- eller salgsforretninger. Alle omsættelige og ikke-omsættelige aktiver kan også anvendes som underliggende aktiver til intradag kredit.

Selv om et omsætteligt eller ikke-omsætteligt aktiv opfylder alle belånbarhedskriterier, må en modpart ikke stille et aktiv som sikkerhed, hvis den selv eller en anden enhed, som den har snævre forbindelser med, har udstedt eller garanteret dette aktiv (69).

»Snævre forbindelser« forekommer i en situation, hvor modparten er forbundet med en udsteder/debitor/garant af belånbare aktiver på en af nedenstående måder:

a)	modparten ejer — direkte eller indirekte gennem et eller flere foretagender — mindst 20 pct. af udstederens/debitorens/garantens kapital, eller

b)	udstederen/debitoren/garanten ejer — direkte eller indirekte gennem et eller flere foretagender — mindst 20 pct. af modpartens kapital, eller

c)	tredjemand ejer mere end 20 pct. af modpartens kapital og mere end 20 pct. af udstederens/debitorens/garantens kapital, enten direkte eller indirekte, gennem et eller flere foretagender.

Til brug for gennemførelse af pengepolitik, og især overvågning af reglerne om anvendelse af belånbare aktiver med hensyn til snævre forbindelser, udveksler Eurosystemet internt oplysninger om kapitalbesiddelser, som tilsynsmyndighederne har tilvejebragt til sådanne formål. Oplysningerne er undergivet de samme krav til fortrolighed, som tilsynsmyndighederne iagttager.

Ovennævnte bestemmelser om snævre forbindelser finder ikke anvendelse på: a) snævre forbindelser mellem modparten og en enhed i den offentlige sektor inden for EØS, der kan udskrive skatter, eller i tilfælde, hvor et gældsinstrument er garanteret af en enhed i den offentlige sektor inden for EØS, der kan udskrive skatter; b) særligt dækkede obligationer, der er udstedt i henhold til kriterierne i artikel 52, stk. 4, i direktivet om investeringsinstitutter (UCITS-direktivet), eller c) i tilfælde, hvor gældsinstrumenter er beskyttet af særlige retlige sikkerheder svarende til bestemmelserne for instrumenterne under b), som det fx er tilfældet med i) ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (RMBD), der ikke er værdipapirer, eller ii) strukturerede særligt dækkede obligationer med pant i boligejendomme eller med pant i erhvervsejendomme, dvs. visse obligationer, som ikke er erklæret i overensstemmelse med reglerne for investeringsforeninger (UCITS-konforme) af Europa-Kommissionen), som opfylder alle kriterier, der gælder for værdipapirer af asset-backed-typen, som angivet i afsnit 6.2 og 6.3, samt følgende yderligere kriterier:

For strukturerede særligt dækkede obligationer med sikkerhed i lån med pant i boligejendomme:

a)

Alle lån mod pant i boligejendomme, som udgør grundlag for strukturerede dækkede obligationer, skal være denominerede i euro, udsteder og debitor og garant (såfremt de er juridiske personer) skal have hjemsted i en medlemsstat, de aktiver, der er givet pant i, skal være beliggende i en medlemsstat, og den gældende lov skal være loven i en medlemsstat.

b)

Lån mod pant i boligejendomme er belånbare i sikkerhedspuljen for de relevante strukturerede særligt dækkede obligationer, såfremt de er garanteret ved en godkendt garanti eller af pant i fast ejendom. En godkendt garanti bag sådanne garanterede lån skal være betalbar inden for 24 måneder efter misligholdelse. Godkendte garantier med hensyn til disse garanterede lån kan stilles i forskellige kontraktformer, herunder forsikringskontrakter, på betingelse af at de er ydet af en enhed inden for den offentlige sektor eller en finansiel institution, der er underlagt offentligt tilsyn. Garanten for sådanne garanterede lån må ikke have snævre forbindelser til udstederen af de særligt dækkede obligationer og skal være bedømt til mindst [A+/A1/AH] af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau (ECAI) i transaktionens løbetid.

c)	Alternativ sikkerhed af høj kvalitet indtil 10 pct. af sikkerhedspuljen kan godkendes. Denne grænse kan kun overskrides, efter at den pågældende nationale centralbank har foretaget en dybdegående kontrol.

d)	Den højeste del af hvert enkelt belånbart lån, som kan finansieres gennem udstedelse af strukturerede særligt dækkede obligationer, udgør 80 pct. af belåningsprocenten. Beregningen af belåningsprocenten skal foretages ud fra en konservativ markedsvurdering.

e)	Den mindste obligatoriske yderligere sikkerhedsstillelse er 8 pct.

f)	Det højeste lånebeløb for lån med pant i boligejendom udgør 1 mio. euro.

g)	Den enkeltstående kreditvurdering af sikkerhedspuljen skal svare til et årligt PD-niveau på 10 basispoint i overensstemmelse med »single A« grænseværdi (jf. afsnit 6.3.1).

h)	En langfristet mindste grænseværdi på »single A« (»A-« hos Fitch eller Standard & Poor's eller »A3« hos Moody's eller »AL« hos DBRS) skal anvendes på udsteder og tilknyttede enheder, som har del i eller er relevante for transaktionen om den strukturerede særligt dækkede obligation.

For strukturerede særligt dækkede obligationer med sikkerhed i lån med pant i erhvervsejendomme:

a)

Alle lån mod pant i erhvervsejendomme, som udgør grundlag for strukturerede dækkede obligationer, skal være denomineret i euro, udsteder og debitor og garant (såfremt de er juridiske personer) skal have hjemsted i en medlemsstat, deres underliggende aktiver skal være beliggende i en medlemsstat, og den gældende lov skal være loven i en medlemsstat.

b)	Alternativ sikkerhed af høj kvalitet indtil 10 pct. af sikkerhedspuljen kan godkendes. Denne grænse kan kun overskrides, efter at den pågældende nationale centralbank har foretaget en dybdegående kontrol.

c)	Den højeste del af hvert enkelt belånbart lån, som kan finansieres gennem udstedelse af strukturerede særligt dækkede obligationer, udgør 60 pct. af belåningsprocenten. Beregningen af belåningsprocenten skal foretages ud fra en konservativ markedsvurdering.

d)	Den mindste obligatoriske yderligere sikkerhedsstillelse er 10 pct.

e)	Ingen låntagers andel af sikkerhedspuljen efter sammenlægning af alle individuelle udestående lånebeløb til en bestemt låntager må overstige 5 pct. af summen af sikkerhedspuljen.

f)	Den enkelte kreditvurdering af sikkerhedspuljen skal svare til kreditkvalitet trin 1 i overensstemmelse med Eurosystemets rating-skala (jf. afsnit 6.3.1).

g)	Kreditkvalitet trin 2 skal anvendes for en udsteder og tilknyttede enheder, som er en del af eller væsentlige for transaktionen i forbindelse med den strukturerede særligt dækkede obligation.

h)

Alle underliggende lån mod pant i erhvervsejendomme skal vurderes mindst én gang årligt. Prisfald på ejendomme skal afspejles fuldt ud i vurderingen. I tilfælde af prisstigninger anvendes et haircut på 15 pct. Lån, som ikke opfylder grænsen for belåningsprocenten, skal erstattes af nye lån, eller der skal stilles ekstrasikkerhed, med forbehold af den pågældende nationale centralbanks godkendelse. Den primære vurderingsmetode, der skal anvendes, er markedsværdien, dvs. en skønnet pris, som kunne opnås, såfremt aktiverne blev solgt på markedet med anvendelse af en rimelig salgsindsats. Dette skøn skal bero på de mest konservative forudsætninger. Statistiske metoder kan også anvendes, men alene som en subsidiær vurderingsmetode.

i)	En likviditetsmæssig stødpude i form af et kontantbeløb i euro, der indskydes hos en godkendt modpart, skal opretholdes til enhver tid til dækning af alle rentebetalinger i forbindelse med særligt dækkede obligationer for den efterfølgende 6-månedersperiode.

j)

Når låntagers kortfristede kreditværdighed vedrørende et underliggende realkreditlån med pant i erhvervsejendomme falder under kreditkvalitet trin 2 i de ni måneder, før dækket bankobligation til straksindfrielse forfalder, skal denne låntager stille et kontantbeløb i euro, der er tilstrækkeligt til at dække betaling af den relevante del af den særligt dækkede obligations hovedstol samt tilknyttede omkostninger, der på fastsatte tidspunkter af udsteder i henhold til den særligt dækkede obligation skal indbetales til den likviditetsmæssige stødpude.

k)

I tilfælde af likviditetsmæssige vanskeligheder kan den oprindelige forfaldsdag forlænges i op til 12 måneder til at opveje manglende overensstemmelse mellem det amortiserede lån i sikkerhedspuljen og straksindfrielsen af den særligt dækkede obligation. Den særligt dækkede obligation vil dog ophøre med at være belånbar til egen brug efter den oprindelige forfaldsdato.

For strukturerede særligt dækkede obligationer med sikkerhed i pant i boligejendomme og strukturerede særligt dækkede obligationer med sikkerhed i pant i erhvervsejendomme skal modparter dog tilvejebringe juridisk bekræftelse fra et anerkendt advokatkontor, der bekræfter, at følgende betingelser er opfyldt:

a)	Udstederen af den særligt dækkede obligation er et kreditinstitut med hjemsted i en medlemsstat i EU og er ikke et special-purpose vehicle, uanset at sådanne særligt dækkede obligationer er garanterede af et kreditinstitut med hjemsted i en medlemsstat i EU.

b)	Udsteder/udstedelse af særligt dækkede obligationer er i henhold til loven i den medlemsstat, hvor udsteder har hjemsted, eller hvor de særligt dækkede obligationer blev udstedt, undergivet særligt offentligt tilsyn til beskyttelse af indehaverne af de dækkede obligationer.

c)	I tilfælde af udsteders insolvens har indehaverne af de særligt dækkede obligationer fortrinsstilling med hensyn til tilbagebetaling af hovedstol og rentebetaling fra de (underliggende) belånbare aktiver.

d)

Beløb fra udstedelse af de særligt dækkede obligationer skal investeres (ifølge de investeringsregler, der er angivet i dokumentationen for de særligt dækkede obligationer) i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning om særligt dækkede obligationer eller anden lovgivning, der finder anvendelse på de pågældende aktiver.

Ydermere må en modpart ikke stille værdipapirer af asset-backed-typen som sikkerhed, hvis modparten (eller en tredjepart, som modparten har snævre forbindelser med) valutaafdækker disse værdipapirer ved at indgå en aftale om valutaafdækning med udsteder som modpart i afdækningen eller yder likviditetsstøtte på 20 pct. eller mere af udestående i disse værdipapirer.

Alle belånbare omsættelige og ikke-omsættelige aktiver skal kunne benyttes i grænseoverskridende operationer i hele euroområdet. Det betyder, at alle Eurosystemets modparter skal kunne benytte belånbare aktiver til at opnå kredit hos den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor de er beliggende, via links til deres nationale værdipapirafviklingssystem, hvis der er tale om omsættelige aktiver, eller via andre godkendte ordninger (se afsnit 6.6).

Tabel 4

Aktiver, der kan benyttes i Eurosystemets pengepolitiske operationer

Belånbarhedskriterier	Omsættelige aktiver (70)	Ikke-omsættelige aktiver (71)
Aktivtyper	ECB-gældsbeviser Andre omsættelige gældsinstrumenter (72)	Gældsfordringer	Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom
Kreditstandarder	Aktiverne skal opfylde høje kreditstandarder. De høje kreditstandarder bedømmes ved brug af eksterne kreditvurderingsbureauers regler for omsættelige aktiver. (72)	Debitor/garant skal opfylde høje kreditstandarder. Kreditværdigheden vurderes ved brug af eksterne kreditvurderingsbureauers regler for gældsfordringer.	Aktiverne skal opfylde høje kreditstandarder. De høje kreditstandarder bedømmes ved brug af eksterne kreditvurderingsbureauers regler for detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom.
Udstedelsessted	EØS (72)	Ikke relevant	Ikke relevant
Afvikling/håndteringsprocedurer	Afviklingssted: euroområdet Instrumenterne skal være deponeret centralt i elektronisk form i centralbanker eller et afviklingssystem, der opfylder ECB's minimumsstandarder.	Eurosystemets procedurer	Eurosystemets procedurer
Udsteder/debitor/garant	Centralbanker Offentlig sektor Privat sektor Internationale og overnationale institutioner	Offentlig sektor Ikke-finansielle selskaber Internationale og overnationale institutioner	Kreditinstitutter
Udsteders/debitors/garantens hjemsted	Udsteder (72): EØS eller G10-lande uden for EØS Debitor: EØS Garant (72): EØS	Euroområdet	Euroområdet
Godkendte markeder	Regulerede markeder Ikke-regulerede markeder, der er godkendt af ECB	Ikke relevant	Ikke relevant
Valuta	Euro	Euro	Euro
Mindstebeløb	Ikke relevant	Mindstebeløb på det tidspunkt, hvor gældsfordringen anvendes. — til indenlandsk brug: fastsættes af den nationale centralbank — til grænseoverskridende brug: et fælles mindstebeløb på 500 000 euro Så snart som muligt i løbet af 2013: Der indføres et fælles mindstebeløb på 500 000 euro i hele euroområdet.	Ikke relevant
Gældende lovgivning	For aktiver af asset-backed-typen skal den anvendelige lov for underliggende aktiver være lovgivningen i en EU-medlemsstat. Den anvendelige lov for disse gældsfordringer skal være loven i et land i EØS.	Gældende lov for aftalen om gældsfordringen og for mobiliseringsaftalen: loven i en medlemsstat. Det samlede antal forskellige lovgivninger gældende for a) modpart, b) kreditor, c) debitor, d) (i givet fald) garant, e) gældsfordringsaftalen, og f) mobiliseringsaftalen må højst være to.	Ikke relevant
Grænseoverskridende brug	Ja	Ja	Ja

6.3.   Eurosystemets rammer for kreditvurdering

6.3.1.   Anvendelsesområde og elementer

Eurosystemets rammer for kreditvurdering fastlægger de procedurer, regler og teknikker, som sikrer, at Eurosystemets krav om høje kreditstandarder for alle belånbare aktiver er opfyldt.

Inden for de overordnede rammer skelner Eurosystemet i forbindelse med opstillingen af høje kreditstandarder mellem omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (se afsnit 6.3.2 og 6.3.3) for at tage højde for disse aktivers forskellige retlige karakter og af hensyn til den operationelle effektivitet.

I forbindelse med vurderingen af belånbare aktivers kreditkvalitet tager Eurosystemet højde for kreditvurderingsoplysninger fra kreditvurderingssystemer tilhørende en af følgende fire kilder: eksterne kreditvurderingsbureauer, de nationale centralbankers interne kreditvurderingssystemer, modparternes interne ratingbaserede systemer og tredjemands ratingværktøjer. Endvidere tager Eurosystemet under vurderingen af kreditstandarden højde for institutionelle kriterier og karakteristika, der garanterer indehaveren af instrumentet den samme beskyttelse som fx garantier.

Hvad angår de eksterne kreditvurderingsbureauer, skal vurderingen baseres på offentlig rating. Eurosystemet forbeholder sig ret til at anmode om yderligere præcisering, hvor det anses for nødvendigt. For så vidt angår værdipapirer af asset-backed-typen, skal deres ratings være gennemgået i en offentlig tilgængelig rapport om kreditvurderingen. Det kan enten være en detaljeret rapport, som udarbejdes, inden værdipapirerne sælges, eller en rapport om nye emissioner, som bl.a. skal indeholde en grundig analyse af strukturelle og juridiske aspekter, en detaljeret vurdering af sikkerhedspuljen, en analyse af deltagerne i transaktionen samt en analyse af andre relevante særegenheder i transaktionen. De eksterne kreditvurderingsbureauer skal endvidere jævnligt offentliggøre overvågningsrapporter om værdipapirer af asset-backed-typen. Offentliggørelse af disse rapporter skal ske med samme hyppighed som og tidsmæssigt følge kuponbetalinger. Disse rapporter skal som minimum indeholde en opdatering af centrale transaktionsdata (fx sikkerhedspuljens sammensætning, deltagerne i transaktionen, kapitalstrukturen) samt en performanceopgørelse.

Eurosystemets benchmark for opstillingen af mindstekravet for høje kreditstandarder (dets »grænseværdier for kreditkvalitet«) er defineret som en kreditvurdering på kreditkvalitetstrin 3 i Eurosystemets harmoniserede ratingskala (73). Eurosystemet betragter en tabssandsynlighed (probability of default, PD) over et år på 0,40 pct. for at svare til kreditkvalitetstrin 3, under forbehold af jævnlig revurdering. Eurosystemets rammer for kreditvurdering følger definitionen af misligholdelse i kapitalkravsdirektivet (74). Eurosystemet offentliggør den laveste »ratinggrad«, der lever op til den krævede grænse for kreditkvalitet for alle de godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer uden dermed at påtage sig noget ansvar for vurderingen foretaget af det eksterne kreditvurderingsbureau, der også vurderes jævnligt. For så vidt angår værdipapirer af asset-backed-typen, er Eurosystemets benchmark for opstillingen af mindstekravet for høje kreditstandarder defineret som en »AAA«-kreditvurdering (75) ved udstedelsen. I løbetiden for værdipapirer af asset-backed-typen skal Eurosystemets mindste grænseværdi for kreditkvalitetstrin 2 på Eurosystemets harmoniserede ratingskala (»single A«) være opretholdt (76). Hvad angår detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom, er Eurosystemets benchmark for opstillingen af mindstekravet for høje kreditstandarder defineret som en kreditvurdering på kreditkvalitetstrin 2 i Eurosystemets harmoniserede ratingskala (»single A«). Eurosystemet anser en tabssandsynlighed (probability of default, PD) over et år på 0,10 pct. for at svare til en kreditvurdering på kreditkvalitetstrin 2, under forbehold af jævnlig revurdering.

Eurosystemet forbeholder sig ret til at fastslå, om en udstedelse, udsteder, debitor eller garant opfylder kravene til høje kreditstandarder på grundlag af enhver oplysning, som det anser for relevant. Eurosystemet kan afvise og begrænse brugen af aktiver eller anvende yderligere haircuts på dette grundlag, hvis det er nødvendigt for at sikre en passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 18.1. Sådanne tiltag kan også anvendes i forhold til specifikke modparter, især hvis der synes at være en høj grad af sammenfald mellem modpartens kreditkvalitet og kreditkvaliteten på de aktiver, som modparten stiller som sikkerhed. Såfremt en sådan afvisning er baseret på oplysninger vedrørende tilsyn, skal anvendelsen af disse oplysninger, som er tilvejebragt af enten modparter eller tilsynsmyndigheder, være i fuld overensstemmelse med og strengt nødvendige for, at Eurosystemet kan opfylde sine pengepolitiske opgaver.

Aktiver, der er udstedt eller garanteret af enheder, som er genstand for indefrysning af midler og/eller andre foranstaltninger truffet af EU eller en medlemsstat i henhold til traktatens artikel 75 vedrørende begrænsning i anvendelse af midler, eller som er omfattet af en af ECB's styrelsesråd truffet beslutning, der suspenderer eller udelukker deres adgang til markedsoperationer eller til Eurosystemets stående faciliteter, kan blive ekskluderet fra listen over belånbare aktiver.

6.3.2.   Fastsættelse af høje kreditstandarder for omsættelige aktiver

De høje kreditstandarder for omsættelige aktiver fastsættes ud fra følgende kriterier:

a)

Kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau: Mindst en kreditvurdering fra et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau (se afsnit 6.3.4) gældende for udstedelsen (eller, såfremt denne ikke findes, for udsteder) skal ligge inden for Eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet (77)  (78). ECB offentliggør grænseværdien for kreditkvalitet for alle godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer, jf. afsnit 6.3.1 (79).

b)

Kreditvurderinger af værdipapirer af asset-backed-typen foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau: For værdipapirer af asset-backed-typen udstedt på eller efter 1. marts 2010 kræver Eurosystemet mindst to kreditvurderinger foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau, som er godkendt til udstedelsen. Til afgørelse af belånbarheden af disse værdipapirer anvendes »second-best rule« (reglen om den næstbedste), hvilket betyder, at ikke blot den bedste, men også den næstbedste tilgængelige kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau skal opfylde kvalitetsgrænsen for værdipapirer af asset-backed-typen. På grundlag af denne regel kræver Eurosystemet for begge kreditvurderinger niveauet »AAA«/»Aaa« ved udstedelsen og niveauet »single A« over værdipapirets løbetid, for at værdipapirerne kan være belånbare. Fra 1. marts 2011 skal alle værdipapirer af asset-backed-typen uanset udstedelsestidspunkt have mindst to kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer, som er godkendt til den pågældende udstedelse, og reglen om den næstbedste skal være opfyldt, for at værdipapirerne kan vedblive med at være belånbare. For så vidt angår værdipapirer af asset-backed-typen, der er udstedt før 1. marts 2010, som kun har én kreditvurdering, skal endnu en kreditvurdering fremskaffes inden 1. marts 2011. For værdipapirer af asset-backed-typen, der er udstedt før 1. marts 2009, skal begge kreditvurderinger opfylde »single A«-niveauet i hele værdipapirets løbetid. For så vidt angår værdipapirer af asset-backed-typen, der er udstedt mellem 1. marts 2009 og 28. februar 2010, skal den første kreditvurdering opfylde »AAA«/»Aaa«-niveauet ved udstedelsen og »single A«-niveauet i værdipapirets løbetid, medens den anden kreditvurdering skal opfylde »single A«-niveauet både ved udstedelsen (80) og i værdipapirets løbetid. Substituerbare »tap«-udstedelser af værdipapirer af asset-backed-typen anses for nye udstedelser af værdipapirer af asset-backed-typen. Alle værdipapirer af asset-backed-typen, som er udstedt under samme ISIN-kode, skal opfylde belånbarhedskriterierne på datoen for den seneste substituerbare »tap«-udstedelse. For substituerbare »tap«-udstedelser af værdipapirer af asset-backed-typen, som ikke opfylder belånbarhedskriterierne, der er gældende på datoen for den seneste substituerbare »tap«-udstedelse, anses alle de værdipapirer af asset-backed-typen, som er udstedt under samme ISIN-kode, for at være ikke-belånbare. Denne regel gælder ikke i tilfælde af substituerbare »tap«-udstedelser af værdipapirer af asset-backed-typen, der ikke var opført på Eurosystemets liste over belånbare aktiver den 10. oktober 2010, såfremt den seneste »tap«-udstedelse skete før denne dato. Ikke-substituerbare »tap«-udstedelser anses for at være forskellige værdipapirer af asset-backed-typen.

c)

Garantier: Såfremt der ikke foreligger en (acceptabel) kreditvurdering af udsteder foretaget af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau, kan en høj kreditstandard fastslås på grundlag af garantier tilvejebragt af økonomisk velfunderede garanter. Garantens finansielle soliditet vurderes ud fra kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer, der ligger inden for Eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet. Garantien skal opfylde følgende krav: i) En garanti anses for acceptabel, hvis garanten ubetinget og uigenkaldeligt har garanteret udsteders forpligtelser med hensyn til betaling af hovedstol, rente og andre skyldige beløb i forbindelse med gældsinstrumenterne til gældsinstrumenternes indehavere, indtil disse forpligtelser er helt opfyldt. ii) Garantien skal kunne gøres gældende på anfordring (uafhængigt af den underliggende gældsforpligtelse). Garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter, skal enten kunne gøres gældende på anfordring eller på anden måde indeholde bestemmelser om omgående og rettidig betaling ved misligholdelse. Garantens forpligtelser i henhold til garantien skal mindst være ligestillet og sideordnet med garantens øvrige usikrede forpligtelser. iii) Garantien skal være underlagt lovgivningen i en EU-medlemsstat. Den skal være juridisk gyldig og bindende og skal kunne gøres gældende over for garanten. iv) Inden det garanterede aktiv kan anses for belånbart, skal der indsendes en juridisk bekræftelse af garantiens juridiske gyldighed, bindende virkning og retsgyldighed. Bekræftelsens form og indhold skal kunne accepteres af Eurosystemet. Hvis garanten er etableret i et andet retssystem end det, som garantien hører under, skal det også fremgå af den juridiske bekræftelse, at garantien er gældende og retsgyldig i henhold til den lovgivning, der gælder for garantens etablering. Den juridiske bekræftelse skal indsendes til gennemsyn i den centralbank, der indberetter et bestemt aktiv, for hvilket der er stillet garanti med henblik på optagelse på listen over belånbare aktiver (81). Kravet om en juridisk bekræftelse gælder ikke garantier for gældsinstrumenter med en individuel rating eller garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter. Kravet om retsgyldighed er underlagt de konkursretlige og billighedsretlige regler samt lignende regler og retsprincipper, der måtte gælde for garanten og berøre kreditorernes rettigheder over for garanten generelt. Såfremt der ikke foreligger en kreditvurdering fra et eksternt kreditvurderingsbureau for udstedelsen, udstederen eller garanten, fastslås de høje kreditstandarder på følgende måde: a) Udstedere eller garanter fra den offentlige sektor i euroområdet: Hvis et omsætteligt aktiv er udstedt eller garanteret af en regional regering, lokal myndighed eller en offentlig enhed etableret i euroområdet som defineret i kapitalkravsdirektivet, gælder følgende procedure: i) Udsteder eller garant placeres i en af tre klasser i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivet (82) som angivet i tabel 5. ii) En implicit kreditvurdering for udstedere og garanter under klasse 1 og 2 udledes af et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor udsteder eller garant har hjemsted. Den implicitte kreditvurdering skal ligge inden for Eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet. Der udledes ikke implicitte kreditvurderinger for udstedere/garanter i klasse 3. b) Ikke-finansielle selskaber i euroområdet, der optræder som udstedere eller garanter: Hvis de høje kreditstandarder for omsættelige aktiver, der er udstedt af ikke-finansielle selskaber (83), der er etableret i euroområdet, ikke kan fastslås på grundlag af et eksternt kreditvurderingsbureaus vurdering af udstedelsen, udstederen eller garanten, vil eksterne kreditvurderingsbureauers regler for gældsfordringer finde anvendelse, og modparter vil kunne anvende deres eget interne ratingsystem, den nationale centralbanks interne kreditvurderingssystemer eller ratinginstrumenter hos tredjemænd. De ikke-ratede omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt af ikke-finansielle selskaber, er ikke medtaget på den offentlige liste over belånbare omsættelige aktiver. Tabel 5 Implicitte kreditvurderinger for regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder i euroområdet, der optræder som udstedere, debitorer eller garanter uden en kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau   Inddeling af udstedere, debitorer og garanter ifølge kapitalkravsdirektivet Eurosystemets kreditvurderingsrammers udledning af den implicitte kreditvurdering af udsteder, debitor eller garant i den tilsvarende klasse Klasse 1 Regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder, som i henhold til kompetente tilsynsmyndigheder kan behandles på lige fod med staten, hvad angår kapitalkrav Tildeles et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor det har hjemsted Klasse 2 Regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder, som i henhold til kompetente tilsynsmyndigheder kan behandles på lige fod med (kredit)institutter, hvad angår kapitalkrav Tildeles en kreditvurdering, der er et kreditkvalitetstrin (84) under et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor det har hjemsted Klasse 3 Other PSEs Behandles som udstedere eller debitorer i den private sektor

6.3.3.   Fastsættelse af høje kreditstandarder for ikke-omsættelige aktiver

6.3.3.1.   Gældsfordringer

For at kunne fastslå, at kravet om høje kreditstandarder er opfyldt for gældsfordringernes debitorer og garanter, skal modparterne vælge en hovedkreditvurderingskilde fra de tilgængelige kilder, som er godkendt af Eurosystemet. Modparten vælger ét system hos en tilgængelig kreditvurderingskilde, undtagen i tilfælde af eksterne vurderingsbureauer, hvor alle accepterede eksterne kreditvurderingsbureauers systemer kan bruges.

Modparterne skal holde sig til den valgte kilde i mindst et år, så det undgås, at modparten »hopper« mellem kreditvurderinger (hvor modparten fx for hver enkelt debitor søger efter den bedste kreditvurdering, som garanterer belånbarhed, blandt alle tilgængelige kilder eller systemer). Modparter, der ønsker at ændre kreditvurderingskilder efter minimumsperioden på et år, skal indgive en begrundet ansøgning til den relevante nationale centralbank.

Modparter kan, efter at have indgivet en begrundet ansøgning, opnå tilladelse til at anvende mere end et system eller en kilde. Den valgte hovedkreditvurderingskilde forventes at dække hovedparten af de debitorer, som er angivet af modparten. Der skal være tilstrækkeligt forretningsmæssigt grundlag for at anvende mere end en kreditvurderingskilde eller et kreditvurderingssystem. Et sådant forretningsmæssigt grundlag kan i princippet være utilstrækkelig dækning hos den primære kreditvurderingskilde eller det primære kreditvurderingssystem.

Modparterne skal straks underrette den nationale centralbank om alle kreditbegivenheder, herunder angivne debitorers forsinkede betalinger, som modparten er vidende om, og — om nødvendigt — trække aktiverne tilbage eller erstatte dem. Modparterne har desuden ansvar for at sikre, at de anvender de nyeste kreditvurderinger, som foreligger fra deres udvalgte kreditvurderingssystem eller -kilde, af debitorerne (85) eller garanterne vedrørende angivne aktiver.

Kreditvurderinger af debitorer/garanter: Hvad angår debitorer og garanter i forbindelse med gældsfordringer, fastslås de høje kreditstandarder på grundlag af regler, hvor der skelnes mellem debitorer/garanter inden for den offentlige sektor og debitorer/garanter, som er ikke-finansielle selskaber:

a)

Debitorer og garanter inden for den offentlige sektor: Der gælder følgende regler i den angivne rækkefølge: i) Der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten, og denne anvendes til at fastslå, om debitoren eller garanten i den offentlige sektor ligger inden for grænseværdien for kreditkvalitet. ii) Såfremt der ikke findes en kreditvurdering ifølge i), anvendes en kreditvurdering af debitor eller garant fra et eksternt kreditvurderingsbureau (86). iii) Såfremt der ikke foreligger en kreditvurdering ifølge i) eller ii), gælder den samme procedure som for omsættelige aktiver: — Debitor eller garant placeres i en af tre klasser i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivet (87) som angivet i tabel 5. — En implicit kreditvurdering gældende for debitorer og garanter, der tilhører klasse 1 og 2, udledes af et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor debitor eller garant har hjemsted. Den implicitte kreditvurdering skal ligge inden for Eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet. Hvis der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten (eller fra et eksternt kreditvurderings-bureau, jf. punkt ii) vedrørende offentlige debitorer eller garanter), men denne ligger under mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant ikke godkendes.

b)

Ikke-finansielle selskaber, der optræder som debitor eller garant: Hvis den kilde, som modparten har valgt, giver en kreditvurdering, der ligger på eller over mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant godkendes (88)  (89). Hvis der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten, men denne ligger under mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant ikke godkendes. Hvis der ikke foreligger en kreditvurdering, således at kreditstandarden kan fastslås, kan debitor eller garant ikke godkendes.

Garantier: En garanti skal opfylde følgende krav:

a)

En garanti anses for acceptabel, hvis garanten ubetinget og uigenkaldeligt har garanteret debitors forpligtelser med hensyn til betaling af hovedstol, rente og andre skyldige beløb i forbindelse med gældsfordringen til dennes indehaver, indtil disse forpligtelser er helt opfyldt. I denne henseende skal en garanti, der anses for acceptabel, ikke nødvendigvis vedrøre gældsfordringen specifikt, men kan blot gælde for debitor, forudsat den også omfatter den pågældende gældsfordring.

b)

Garantien skal kunne gøres gældende på anfordring (uafhængigt af den underliggende gældsfordring). Garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter, skal enten kunne gøres gældende på anfordring eller på anden måde indeholde bestemmelser om omgående og rettidig betaling ved misligholdelse. Garantens forpligtelser i henhold til garantien skal mindst være ligestillet og sideordnet med garantens øvrige usikrede forpligtelser.

c)	Garantien skal være underlagt lovgivningen i en EU-medlemsstat. Den skal være juridisk gyldig og bindende og skal kunne gøres gældende over for garanten.

d)

Inden det garanterede aktiv kan anses for belånbart, skal der indsendes en juridisk bekræftelse af garantiens juridiske gyldighed, bindende effekt og retsgyldighed. Bekræftelsens form og indhold skal kunne accepteres af Eurosystemet. Den juridiske bekræftelse skal også angive, at garantien ikke er en personlig garanti, som kun kan gøres gældende af gældsfordringens kreditor. Hvis garanten er etableret i et andet retssystem end det, som garantien hører under, skal det også fremgå af den juridiske bekræftelse, at garantien er gældende og retsgyldig i henhold til den lovgivning, der gælder for garantens etablering. Den juridiske bekræftelse skal indsendes til gennemsyn i den nationale centralbank i den jurisdiktion, hvis lov er gældende for gældsfordringen. Kravet om en juridisk bekræftelse gælder ikke ved garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter. Kravet om retsgyldighed er underlagt de konkursretlige og billighedsretlige regler samt lignende regler og retsprincipper, der måtte gælde for garanten og berøre kreditorernes rettigheder over for garanten generelt.

6.3.3.2.   Ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom

De høje kreditstandarder for ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal være i overensstemmelse med kreditkvalitetstrin 2 på Eurosystemets harmoniserede ratingskala (90). En ramme for kreditvurdering af disse gældsinstrumenter, der relaterer sig til jurisdiktion, vil blive nærmere fastsat af de nationale centralbanker i den anvendelige nationale dokumentation.

6.3.4.   Godkendelseskriterier for kreditvurderingssystemer

Eurosystemets rammer for kreditvurdering er baseret på kreditvurderingsoplysninger fra fire kilder. For hver kilde kan der være flere kreditvurderingssystemer.

På ECB's websted www.ecb.europa.eu findes en liste over godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer, de nationale centralbankers interne kreditvurderingssystemer og ratingværktøjer udbudt af tredjemand (91).

6.3.4.1.   Eksterne kreditvurderingsbureauer som kilde

Eksterne kreditvurderingsbureauer, hvis kreditvurderinger kan anvendes af kreditinstitutter til at fastsætte risikovægtede engagementer i henhold til kapitalkravsdirektivet, kan anvendes som kilde (92). I forbindelse med Eurosystemets kreditvurderingsrammer gælder følgende generelle kriterier for godkendelse af eksterne kreditvurderingsbureauer:

a)	Eksterne kreditvurderingsbureauer skal være formelt anerkendt af de relevante EU-tilsynsmyndigheder i de eurolande, hvor de vil blive anvendt i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivet.

b)

De eksterne kreditvurderingsbureauer skal opfylde operationelle kriterier og yde relevant dækning for at sikre en effektiv gennemførelse af Eurosystemets rammer for kreditvurdering. Navnlig er anvendelsen af deres kreditvurderinger betinget af, at Eurosystemet råder over information om disse vurderinger samt information til sammenligning og tildeling (»mapping«) af vurderingerne i forhold til Eurosystemets kreditvurderingsrammers kreditkvalitetstrin og mindsteværdien for kreditkvalitet samt til gennemførelsen af performanceovervågningen (se afsnit 6.3.5).

Eurosystemet forbeholder sig ret til at afgøre, om det accepterer et eksternt kreditvurderingsbureau til sine udlånsoperationer. Afgørelsen træffes ved hjælp af bl.a. performanceovervågningen.

6.3.4.2.   Interne kreditvurderingssystemer i de nationale centralbanker anvendt som kilde

Denne kilde består på nuværende tidspunkt af de fire kreditvurderingssystemer, der drives af Deutsche Bundesbank, Banco de España, Banque de France og Oesterreichische Nationalbank. Nationale centralbanker, der beslutter at udvikle deres eget interne kreditvurderingssystem, vil skulle gennemgå en valideringsprocedure, som udføres af Eurosystemet. Interne kreditvurderingssystemer er omfattet af Eurosystemets performance-overvågning (se afsnit 6.3.5).

Desuden skal modparten øjeblikkeligt underrette den nationale centralbank med det interne kreditvurderingssystem om alle kreditbegivenheder, som kun modparten er vidende om, herunder forsinkelse i de angivne debitorers betalinger.

Endvidere opstiller den relevante nationale centralbank i lande, hvor detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom mobiliseres, rammer for kreditvurdering af denne type aktiver i overensstemmelse med Eurosystemets rammer for kreditvurdering. Disse rammer indgår i den årlige performanceovervågning.

6.3.4.3.   Interne ratingbaserede systemer som kilde

Hvis en modpart ønsker at anvende et internt ratingbaseret system til at vurdere kreditkvaliteten hos belånbare gældsinstrumenters debitorer, udstedere eller garanter, skal modparten indhente tilladelse fra sin egen nationale centralbank. Til dette formål indsendes en ansøgning sammen med følgende dokumenter (93):

a)

En kopi af afgørelsen fra den relevante banktilsynsmyndighed i EU, hvorved modparten gives tilladelse til at anvende sit interne ratingbaserede system til kapitalkravsformål på konsolideret eller ikke-konsolideret grundlag, samt eventuelle konkrete betingelser for denne anvendelse. En kopi af afgørelsen er ikke påkrævet, hvis den relevante tilsynsmyndighed sender disse oplysninger direkte til den relevante nationale centralbank.

b)	Oplysninger om fremgangsmåde ved vurderingen af debitorers sandsynlighed for misligholdelse samt data om ratingkategorier og tilknyttede sandsynligheder for misligholdelse gennem et år, som anvendes til at bestemme godkendte ratingkategorier.

c)	En kopi af de oplysninger under søjle 3 (markedsdisciplin), som modparten skal offentliggøre regelmæssigt i henhold til kravene om markedsdisciplin under søjle 3 inden for Basel II-reglerne og kapitalkravsdirektivet.

d)	Navn og adresse på både den kompetente banktilsynsmyndighed og den eksterne revisor.

Ansøgningen skal være underskrevet af modpartens administrerende direktør, økonomidirektør eller et andet medlem af den øverste ledelse eller af en underskriftsberettiget på en af disse lederes vegne.

Ovenstående bestemmelser finder anvendelse på alle modparter uanset status — moderselskab, datterselskab eller filial — og uanset om godkendelsen af det interne ratingbaserede system kommer fra tilsynsmyndigheden i det samme land (hvad angår et moderselskab og eventuelt datterselskaber) eller fra en tilsynsmyndighed i det land, hvor moderselskabet har hjemsted (hvad angår filialer og eventuelt datterselskaber).

En modparts filial eller datterselskab kan anvende moderselskabets interne ratingbaserede system, hvis Eurosystemet har godkendt anvendelsen af det interne ratingbaserede system i forbindelse med Eurosystemets rammer for kreditvurdering.

Modparter, der anvender et internt ratingbaseret system som angivet ovenfor, er også omfattet af Eurosystemets performanceovervågning (se afsnit 6.3.5). Ud over de oplysningskrav, der indgår i denne proces, har modparten også pligt til årligt (eller på anmodning af den relevante nationale centralbank) at udlevere følgende oplysninger, medmindre den relevante tilsynsmyndighed sender disse oplysninger direkte til den relevante nationale centralbank:

a)	En kopi af den nyeste vurdering af modpartens interne ratingbaserede system foretaget af modpartens tilsynsmyndighed oversat til et af den nationale centralbanks arbejdssprog.

b)	Eventuelle ændringer af modpartens interne ratingbaserede system, som tilsynsmyndigheden har anbefalet eller krævet, samt datoen, hvor disse ændringer skal være gennemført.

c)	Den årlige ajourføring af de oplysninger under søjle 3 (markedsdisciplin), som modparten skal offentliggøre regelmæssigt i henhold til kravene om markedsdisciplin under søjle 3 inden for Basel II-reglerne og kapitalkravsdirektivet.

d)	Oplysninger om den kompetente banktilsynsmyndighed og den eksterne revisor.

Disse årlige oplysninger skal være underskrevet af modpartens administrerende direktør, økonomidirektør eller et andet medlem af den øverste ledelse eller af en underskriftsberettiget på en af disse lederes vegne. Modpartens relevante tilsynsmyndighed og eventuelle eksterne revisor modtager en kopi af denne skrivelse fra Eurosystemet.

6.3.4.4.   Tredjemands ratingværktøjer som kilde

Ratingværktøjer, der anvendes som kilde, består af enheder, der vurderer debitorers kreditkvalitet, hovedsagelig ved hjælp af kvantitative modeller på en systematisk og mekanisk måde bl.a. på grundlag af reviderede regnskaber, og hvis kreditvurderinger ikke er beregnet til offentliggørelse. En leverandør af ratingværktøjer, der ønsker at deltage som eksternt kreditvurderingsbureau, skal fremsende en anmodning til den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor denne har hjemsted, og anvende den blanket, som Eurosystemet har udarbejdet, sammen med yderligere oplysninger, således som det fremgår af blanketten. Modparter, der ønsker at benytte en bestemt udbyder af ratingværktøjer som eksternt kreditvurderingsbureau, som ikke er godkendt af Eurosystemet, skal fremsende en anmodning til den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor denne har hjemsted, og anvende den blanket, som Eurosystemet har udarbejdet, sammen med yderligere oplysninger, således som det fremgår af blanketten. Eurosystemet afgør, hvorvidt udbyderen af ratingværktøjer kan godkendes. Afgørelsen sker på grundlag af en vurdering af, om udbyderen overholder de godkendelseskriterier, som Eurosystemet har opstillet (94).

Desuden skal modparten underrette udbyderen af ratingværktøjet om alle kreditbegivenheder, som kun modparten er vidende om, herunder forsinkelse i de angivne debitorers betalinger.

En udbyder af ratingværktøj, der indgår i Eurosystemets rammer for kreditvurdering, skal indgå en aftale om at være omfattet af Eurosystemets performanceovervågning (95) (se afsnit 6.3.5). Udbyderen af ratingværktøjer skal opstille og vedligeholde den nødvendige infrastruktur for overvågning af den såkaldte statiske pulje. Opbygningen og evalueringen af den statiske pulje skal opfylde de generelle krav til performanceovervågning inden for Eurosystemets rammer for kreditvurdering. Udbyderen af ratingværktøjer skal påtage sig at underrette Eurosystemet om udfaldet af evalueringen, når denne er udført af udbyderen af ratingværktøjer. Udbyderne af ratingværktøjer udarbejder derfor en rapport om ratingværktøjets resultater med hensyn til den statiske pulje. De skal forpligte sig til internt at opbevare oplysninger om statiske puljer og misligholdelse i fem år.

6.3.5.   Performanceovervågning af kreditvurderingssystemer

Performanceovervågningen inden for Eurosystemets rammer for kreditvurdering består af en årlig efterfølgende sammenligning af den observerede misligholdelsesfrekvens for alle godkendte debitorer (den statiske pulje) og Eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet, som er fremkommet ved den sandsynlighed for misligholdelse (PD), der anvendes som benchmark. Formålet er at sikre, at resultaterne af kreditvurderingerne er sammenlignelige på tværs af systemer og kilder. Overvågningsprocessen finder sted et år efter den dato, hvor den statiske pulje blev defineret.

Det første element i processen er udbyderen af kreditvurderingssystemets årlige opstilling af de statiske puljer af godkendte debitorer, dvs. samlinger bestående af alle virksomhedsdebitorer og offentlige debitorer, som får en kreditvurdering fra systemet, der opfylder en følgende betingelser:

Statisk pulje	Betingelse
Statisk Pulje til kreditkvalitetstrin 1 og 2	PD(i,t) (96) ≤ 0,10 %
Statisk Pulje til kreditkvalitetstrin 3	0,10 % < PD(i,t) ≤ 0,40 %

Alle debitorer, der opfylder en af disse betingelser i starten af perioden t, udgør den tilsvarende statiske pulje på tidspunktet t. Ved afslutningen af den fastsatte 12-måneders periode beregnes den faktiske misligholdelsesfrekvens for de statiske puljer af debitorer på tidspunktet t. Udbyderen af ratingsystemet skal indvilge i årligt at meddele Eurosystemet antallet af godkendte debitorer i de statiske puljer på tidspunktet t og antallet af debitorer i den statiske pulje (t), som misligholdt deres forpligtelser i den efterfølgende 12-måneders periode.

Den faktiske misligholdelsesfrekvens for den statiske pulje i et kreditvurderingssystem registreret i en etårig periode indgår i performanceovervågningen inden for Eurosystemets rammer for kreditvurdering, som omfatter en årlig standardvurdering og en vurdering over en længere periode. Ved en væsentlig afvigelse mellem den observerede misligholdelsesfrekvens for den statiske pulje og mindsteværdien for kreditkvalitet over en årlig og/eller flerårig periode retter Eurosystemet henvendelse til udbyderen af ratingsystemet med henblik på at analysere årsagerne til afvigelsen. Denne procedure kan munde ud i en korrigering af den mindsteværdi for kreditkvalitet, der gælder for det pågældende system.

Eurosystemet kan beslutte at suspendere eller udelukke kreditvurderingssystemet, såfremt der ikke iagttages forbedringer med hensyn til systemets performance over en årrække. Ved tilsidesættelse af reglerne inden for Eurosystemets rammer for kreditvurdering vil kreditvurderingssystemet desuden blive udelukket fra Eurosystemets rammer for kreditvurdering.

6.4.   Risikostyring

6.4.1.   Generelle principper

Risikostyringen i forbindelse med de underliggende aktiver i Eurosystemets kreditoperationer har til formål at beskytte Eurosystemet mod økonomiske tab i tilfælde af, at de underliggende aktiver skal realiseres på grund af misligholdelse fra en modparts side. Eurosystemet kan benytte sig af de risikostyringsinstrumenter, som er beskrevet i boks 7.

Eurosystemet anvender særlige risikostyringsinstrumenter, alt efter hvilken type underliggende aktiver modparten leverer. ECB fastsætter passende risikostyringsinstrumenter for både omsættelige og ikke-omsættelige belånbare aktiver. Risikostyringsinstrumenterne er stort set harmoniserede i hele euroområdet (97) og bør sikre ensartede, gennemsigtige og ikke-diskriminerende betingelser for alle typer belånbare aktiver i hele euroområdet.

Eurosystemet forbeholder sig ret til om nødvendigt at anvende yderligere risikostyringsinstrumenter for at sikre en passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 18.1. Sådanne instrumenter, som skal anvendes ensartet, gennemsigtigt og ikke-diskriminerende, kan også anvendes i forhold til specifikke modparter, hvis det er nødvendigt for at sikre en sådan beskyttelse.

BOKS 7

Risikostyringsinstrumenter

Eurosystemet anvender følgende risikostyringsinstrumenter:

a)   Haircuts

Eurosystemet anvender »haircuts« ved værdiansættelse af underliggende aktiver. Det indebærer, at værdien af det underliggende aktiv beregnes som aktivets kursværdi minus en vis procentdel (haircut).

b)   Variationsmarginer (tilpasning til markedsværdi)

Eurosystemet kræver, at kursværdien af de underliggende aktiver i likviditetstilførende tilbageførselsforretninger efter fradrag af haircut holdes på et bestemt niveau. Det indebærer, at den nationale centralbank pålægger modparten at levere yderligere aktiver eller kontanter (dvs. den foretager et margin call), hvis de underliggende aktivers værdi, målt regelmæssigt, falder til under et bestemt niveau. Tilsvarende returneres overskydende aktiver eller kontanter til modparten, hvis de underliggende aktivers værdi efter en genberegning ligger over et bestemt niveau. (De relevante beregninger i forbindelse med margin calls er beskrevet i boks 8).

c)   Begrænsninger i brugen af usikrede gældsinstrumenter

Eurosystemet anlægger begrænsninger for brugen af usikrede gældsinstrumenter, som beskrevet i afsnit 6.4.2.

Eurosystemet kan også når som helst, det er nødvendigt, anvende følgende risikostyringsinstrumenter for at sikre passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 18.1.

d)   Initialmarginer

Eurosystemet kan anvende initialmarginer i de likviditetstilførende tilbageførselsforretninger. Det indebærer, at modparterne skal levere underliggende aktiver, hvis værdi mindst svarer til den likviditet, som Eurosystemet stiller til rådighed, plus initialmarginen.

e)   Begrænsninger i forbindelse med udstedere/debitorer eller garanter

Eurosystemet kan anvende supplerende begrænsninger for eksponering i forhold til udstedere/debitorer/eller garanter ud over dem, der gælder for usikrede gældsinstrumenter. Sådanne begrænsninger kan også anvendes i forhold til bestemte modparter, især hvis der synes at være en høj grad af sammenfald mellem modpartens kreditkvalitet og kreditkvaliteten på de aktiver, som modparten stiller som sikkerhed.

f)   Anvendelse af supplerende haircuts

Eurosystemet kan anvende supplerende haircuts om nødvendigt for at sikre en passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 18.1.

g)   Yderligere garantier

Eurosystemet kan kræve yderligere garantier af økonomisk velfunderede enheder for at acceptere visse aktiver.

h)   Udelukkelse

Eurosystemet kan udelukke visse aktiver fra anvendelse i sine pengepolitiske operationer. En sådan udelukkelse kan også anvendes i forhold til bestemte modparter, især hvis der synes at være en høj grad af sammenfald mellem modpartens kreditkvalitet og kreditkvaliteten på de aktiver, som modparten stiller som sikkerhed.

6.4.2.   Risikostyring for omsættelige aktiver

Rammerne for risikostyring i forbindelse med belånbare omsættelige aktiver omfatter følgende:

a)	Belånbare omsættelige aktiver henføres til en af fem likviditetskategorier baseret på udstederklassifikation og aktivtype. Dette er beskrevet i tabel 6.

b)

De enkelte gældsinstrumenter er underlagt særlige haircuts. Ved haircuts trækkes en vis procentdel fra det underliggende aktivs kursværdi. De haircuts, der anvendes til gældsinstrumenterne i kategori I til IV varierer i forhold til restløbetid og kuponstruktur som beskrevet i tabel 7 for belånbare omsættelige gældsinstrumenter med fast kuponrente og nulkuponrente (98).

c)

Eurosystemet begrænser anvendelsen af usikrede gældsinstrumenter, der er udstedt af et kreditinstitut eller en anden enhed, med hvem en modpart i Eurosystemet har en snæver forbindelse som defineret i afsnit 6.2.3. Sådanne aktiver kan kun anvendes som sikkerhed af en modpart, for så vidt værdien, som Eurosystemet har tildelt en sådan sikkerhed, efter anvendelse af haircuts ikke overstiger 5 pct. af den samlede værdi af de sikkerheder, som pågældende modpart har stillet, efter anvendelse af haircuts. Denne begrænsning gælder ikke for aktiver, der er garanteret af en enhed inden for den offentlige sektor, der har ret til at opkræve skatter, eller hvis værdien af aktiverne efter haircuts ikke overstiger 50 mio. euro. I tilfælde af en fusion mellem to eller flere udstedere af sådanne aktiver, eller etablering af en snæver forbindelse mellem sådanne udstedere, behandles disse udstedere som en udstedergruppe i forbindelse med denne begrænsning kun op til ét år efter datoen for fusionen eller etablering af den snævre forbindelse.

d)	Individuelle gældsinstrumenter, som indgår i kategori V, er underlagt et haircut på 16 pct. uanset løbetid eller kuponstruktur.

e)

Individuelle værdipapirer af asset-backed-typen, særligt dækkede obligationer (særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen, traditionelle særligt dækkede obligationer og andre særligt dækkede obligationer) og usikrede gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter, som vurderes teoretisk i overensstemmelse med afsnit 6.5, er underlagt et yderligere haircut. Dette haircut foretages direkte i forbindelse med den teoretiske værdiansættelse af det enkelte gældsinstrument i form af en værdinedskrivning på 5 pct. Tabel 6 Likviditetskategorier for omsættelige aktiver  (99) Kategori I Kategori II Kategori III Kategori IV Kategori V Gældsinstrumenter udstedt af staten Gældsinstrumenter udstedt af regionale og lokale myndigheder Traditionelle særligt dækkede obligationer Gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter (usikrede) Værdipapirer af asset-backed-typen Gældsinstrumenter udstedt af centralbanker (100) Særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen (101) Gældsinstrumenter udstedt af ikke-finansielle virksomheder og andre udstedere (102) Gældsinstrumenter udstedt af finansielle virksomheder bortset fra kreditinstitutter (usikrede)   Gældsinstrumenter udstedt af agencies (102) Andre særligt dækkede obligationer (103)     Gældsinstrumenter udstedt af overnationale institutioner

f)	De haircuts, der anvendes i forbindelse med alle omsættelige inverse gældsinstrumenter med variabel rente, som er omfattet af kategori I til IV, er de samme og er beskrevet i tabel 8.

g)

Det haircut, der anvendes på omsættelige gældsinstrumenter, som er omfattet af likviditetskategori I til IV med variabel kuponrente (104), er det samme, som det, der gælder for en kurv af instrumenter med fast kuponrente med løbetider på 0-1 år i den likviditetskategori og den kreditkvalitetskategori, som instrumentet tilhører.

h)

De risikostyringsinstrumenter, der anvendes i forbindelse med et omsætteligt gældsinstrument med flere typer rentebetaling, som omfattes af kategorierne I til IV, afhænger alene af rentebetalingerne i instrumentets restløbetid. I forbindelse med sådanne instrumenter anvendes det højeste af de haircuts, der gælder for gældsinstrumenter med samme restløbetid, og alle rentebetalinger af de typer, der forekommer i instrumentets restløbetid, tages i betragtning.

i)	Der anvendes ikke haircuts i forbindelse med likviditetsopsugende operationer.

j)

Alt efter retssystem og nationalt operationelt system kan de nationale centralbanker tillade pooling af underliggende aktiver og/eller kræve øremærkning af de aktiver, der anvendes i den enkelte transaktion. Ved pooling samler modparten en pulje af tilstrækkelige underliggende aktiver, som den stiller til rådighed for centralbanken som sikkerhed for de relevante lån hos centralbanken. De individuelle aktiver er således ikke knyttet til bestemte kreditoperationer. Ved øremærkning er hver kreditoperation derimod knyttet til bestemte, identificerbare aktiver.

k)

Aktiverne værdiansættes dagligt. De nationale centralbanker beregner dagligt de underliggende aktivers påkrævede værdi under hensyntagen til ændringer i størrelsen af udestående lån, principperne for værdiansættelse ifølge afsnit 6.5 og de krævede haircuts. Tabel 7 Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige aktiver Kreditkvalitet Rest-løbetid (år) Likviditetskategorier Kategori I Kategori II (105) Kategori III (105) Kategori IV (105) Kategori V (105) Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente Trin 1 og 2 (AAA til A-) (106) 0-1 0,5 0,5 1,0 1,0 1,5 1,5 6,5 6,5 16 1-3 1,5 1,5 2,5 2,5 3,0 3,0 8,5 9,0 3-5 2,5 3,0 3,5 4,0 5,0 5,5 11,0 11,5 5-7 3,0 3,5 4,5 5,0 6,5 7,5 12,5 13,5 7-10 4,0 4,5 5,5 6,5 8,5 9,5 14,0 15,5 > 10 5,5 8,5 7,5 12,0 11,0 16,5 17,0 22,5 Trin 3 (BBB + til BBB-) (106) 0-1 5,5 5,5 6,0 6,0 8,0 8,0 15,0 15,0 Ikke belånbar 1-3 6,5 6,5 10,5 11,5 18,0 19,5 27,5 29,5 3-5 7,5 8,0 15,5 17,0 25,5 28,0 36,5 39,5 5-7 8,0 8,5 18,0 20,5 28,0 31,5 38,5 43,0 7-10 9,0 9,5 19,5 22,5 29,0 33,5 39,0 44,5 > 10 10,5 13,5 20,0 29,0 29,5 38,0 39,5 46,0 Tabel 8 Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige gældsinstrumenter med invers variabel rente, som omfattes af kategori I til IV Kreditkvalitet Restløbetid (år) Invers variabel rente Trin 1 og 2 (AAA til A-) 0-1 7,5 1-3 11,5 3-5 16,0 5-7 19,5 7-10 22,5 > 10 28,0 Trin 3 (BBB + til BBB-) 0-1 21,0 1-3 46,5 3-5 63,5 5-7 68,0 7-10 69,0 > 10 69,5

l)

Hvis de underliggende aktiver efter værdiansættelsen ikke opfylder kravene for den pågældende dag, udføres symmetriske margin calls. For at nedbringe frekvensen af margin calls kan de nationale centralbanker anvende en tærskelværdi, der i så fald skal være 0,5 pct. af den mængde likviditet, der tilføres. Alt efter jurisdiktion kan de nationale centralbanker kræve, at margin calls gennemføres som levering af yderligere aktiver eller som kontantbetalinger. Det indebærer, at modparterne skal levere yderligere aktiver (eller kontanter), hvis de underliggende aktivers kursværdi falder under den nedre tærskelværdi. Tilsvarende returnerer den nationale centralbank overskydende aktiver (eller kontanter) til modparten, hvis de underliggende aktivers kursværdi efter en genberegning ligger over den øvre tærskelværdi (se boks 8).

m)	I systemer med pooling kan modparterne ombytte underliggende aktiver dagligt.

n)	I systemer med øremærkning kan de nationale centralbanker tillade ombytning af underliggende aktiver.

o)

ECB kan til enhver tid beslutte at fjerne individuelle gældsinstrumenter fra listen over belånbare omsættelige aktiver (107). BOKS 8 Beregning af margin calls Den samlede mængde belånbare aktiver J (for j = 1 til J; værdien Cj,t på tidspunktet t), som en modpart skal stille til rådighed for en række likviditetstilførende operationer I (for i = 1 til I; mængden Li,t på tidspunktet t) beregnes ved følgende formel: (1) hvor: hj er det anvendte haircut i forbindelse med det belånbare aktiv j. Hvis τ er tiden mellem genberegningerne, er margin callgrundlaget på tidspunktet t + τ lig med: (2) Alt efter de operationelle karakteristika ved de nationale centralbankers sikkerhedsstyringssystemer kan de nationale centralbanker også tage hensyn til påløbne renter på den likviditet, som tilføres i udestående operationer, i beregningen af margin callgrundlaget. Margin calls gennemføres kun, hvis margin callgrundlaget er større end en given tærskelværdi. Lad k = 0,5 % angive tærskelprocenten. I et system med øremærkning (I = l) gennemføres et margin call, når:   Mt + τ > k · L i,t + τ (modparten betaler margin call til den nationale centralbank), eller   M t + τ < – k · L i,t + τ (den nationale centralbank betaler margin call til modparten). I et system med pooling skal modparten lægge flere aktiver i puljen, hvis: Omvendt kan det intradag kreditbeløb (IDC), som modparten har adgang til i et system med pooling, udtrykkes således: (hvis det er positivt) Margin calls sikrer både i forbindelse med øremærkning og pooling genoprettelse af det forhold, der udtrykkes under (1) ovenfor.

6.4.3.   Risikostyring i forbindelse med ikke-omsættelige aktiver

6.4.3.1.   Gældsfordringer

Rammerne for risikostyring i forbindelse med belånbare gældsfordringer omfatter følgende:

a)	De enkelte gældsfordringer er underlagt særlige haircuts. Der anvendes forskellige haircuts alt efter restløbetid, arten af rentebetaling (fast eller variabel), kreditkvalitetskategorien og den vurderingsmetode, der anvendes af den nationale centralbank (se afsnit 6.5), som angivet i tabel 9 (108).

b)

Det haircut, der anvendes på gældsfordringer med variable rentebetalinger, er det samme, som det, der anvendes på gældsfordringer med faste rentebetalinger, der er klassificeret i kurven med 0-1 års løbetid med samme kreditkvalitet og samme vurderingsmetode (vurdering på grundlag af en teoretisk kurs, fastsat af den nationale centralbank, eller på grundlag af det udestående beløb, fastsat af den nationale centralbank). En rentebetaling anses for variabel, hvis den er knyttet til en referencerente, og rentetilpasningsperioden for renten højst er 1 år. Rentebetalinger, hvis rentetilpasningsperiode er over 1 år, anses for faste, og den relevante løbetid i forbindelse med haircuts er gældsfordringens restløbetid.

c)

De risikostyringsinstrumenter, der anvendes i forbindelse med en gældsfordring med flere typer rentebetaling, afhænger alene af rentebetalingerne i gældsfordringens restløbetid. Hvis der er flere typer rentebetaling i gældsfordringens restløbetid, behandles de resterende rentebetalinger som faste rentebetalinger, hvor den relevante løbetid for haircuttet er gældsfordringens restløbetid.

d)

De nationale centralbanker anvender samme tærskelprocent (hvis en sådan anvendes) i margin calls for omsættelige og ikke-omsættelige aktiver. Tabel 9 Haircuts i forbindelse med gældsfordringer med faste rentebetalinger Kreditkvalitet Restløbetid (år) Vurderingsmetode Fast rentebetaling og værdiansættelse på grundlag af en teoretisk kurs, fastsat af den nationale centralbank Fast rentebetaling og værdiansættelse på grundlag af det udestående beløb fastsat af den nationale centralbank Trin 1 og 2 (AAA til A-) 0-1 8,0 10,0 1-3 11,5 17,5 3-5 15,0 24,0 5-7 17,0 29,0 7-10 18,5 34,5 > 10 20,5 44,5 Trin 3 (BBB + til BBB-) 0-1 15,5 17,5 1-3 28,0 34,0 3-5 37,0 46,0 5-7 39,0 51,0 7-10 39,5 55,5 > 10 40,5 64,5

6.4.3.2.   Ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom

Ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom er underlagt et haircut på 24 pct.

6.4.3.3.   Tidsindskud

For tidsindskud gælder intet haircut ved vurdering.

6.5.   Værdiansættelsesprincipper i forbindelse med underliggende aktiver

Ved værdiansættelse af de underliggende aktiver i tilbageførselsforretninger anvender Eurosystemet følgende principper:

6.5.1.   Omsættelige aktiver

a)	For hvert belånbart omsætteligt aktiv definerer Eurosystemet den mest repræsentative kursinformation, der skal anvendes til beregning af kursværdien.

b)

Værdien af et omsætteligt aktiv beregnes på grundlag af den mest repræsentative kurs på den sidste bankdag inden værdiansættelsesdagen. Hvis flere kurser noteres, anvendes den laveste (normalt budkursen). I mangel af en repræsentativ kurs for et bestemt aktiv på den sidste bankdag inden værdiansættelsesdagen, anvendes den seneste handelskurs. Hvis den fremkomne referencekurs er over fem dage gammel eller ikke har bevæget sig i mindst fem dage, definerer Eurosystemet en teoretisk kurs.

c)	Et gældsinstruments kursværdi eller teoretiske værdi beregnes inkl. vedhængende renter.

d)

På grund af forskelle i de nationale retssystemer og den operationelle praksis kan behandlingen af betalingsstrømmene i forbindelse med aktiver (fx rentebetalinger), der modtages i en tilbageførselsforretnings løbetid, variere mellem de nationale centralbanker. Hvis betalingsstrømmen overføres til modparten, sikrer de nationale centralbanker, at de relevante operationer stadig er helt dækket af tilstrækkelige underliggende aktiver, indtil overførslen finder sted. De nationale centralbanker tilstræber, at den økonomiske effekt af behandlingen af betalingsstrømme svarer til, at betalingen overføres til modparten på betalingsdagen (109).

6.5.2.   Ikke-omsættelige aktiver

Ikke-omsættelige aktiver tildeles en værdi svarende til enten den teoretiske kurs eller det udestående beløb.

Hvis den nationale centralbank vælger at værdiansætte til det udestående beløb, vil det ikke-omsættelige aktiv muligvis blive underlagt højere haircuts (se afsnit 6.4.3).

6.6.   Grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver

Eurosystemets modparter kan anvende belånbare aktiver på tværs af grænserne, dvs. de kan opnå likviditet fra den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor de er etableret, ved hjælp af aktiver, som befinder sig i en anden medlemsstat. Underliggende aktiver skal kunne benyttes på tværs af grænserne i hele euroområdet til afvikling af alle typer operationer, hvor Eurosystemet tilfører likviditet mod sikkerhedsstillelse i belånbare aktiver.

De nationale centralbanker (og ECB) har udviklet en mekanisme, der sikrer, at alle belånbare aktiver, som er udstedt/deponeret i euroområdet, kan anvendes på tværs af grænserne. Det drejer sig om korrespondentcentralbankmodellen (CCBM), hvor de nationale centralbanker over for hinanden (og ECB) fungerer som depotinstitutioner (»korrespondentbanker«) med hensyn til de aktiver, de modtager i deres lokale registreringsinstitution eller afviklingssystem. Særlige løsninger kan anvendes i forbindelse med ikke-omsættelige aktiver, dvs. gældsfordringer og detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom, der ikke kan overføres gennem et værdipapirafviklingssystem (110). CCBM kan bruges til sikkerhedsstillelse i forbindelse med alle former for kreditoperationer i Eurosystemet. Foruden CCBM kan kvalificerede links mellem værdipapirafviklingssystemer benyttes til grænseoverskridende overførsel af omsættelige aktiver (111).

6.6.1.   Korrespondentcentralbankmodellen

Korrespondentcentralbankmodellen er illustreret i figur 3 nedenfor.

Figur 3

Korrespondentcentralbankmodellen

Alle nationale centralbanker har depotkonti hos hinanden med henblik på grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver. CCBM's nøjagtige procedure afhænger af, om de belånbare aktiver er øremærket til bestemte transaktioner, eller om de indgår i en pulje af underliggende aktiver (112).

a)

I et system med øremærkning er proceduren følgende: Så snart en modparts bud på kredit er accepteret af den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor modparten er etableret (dvs. »hjemmecentralbanken«), instruerer modparten (evt. via sin egen depotinstitution) værdipapirafviklingssystemet i det land, hvor værdipapirerne er opbevaret, om at overføre disse til hjemmecentralbankens konto hos centralbanken i det pågældende land. Når hjemmecentralbanken af korrespondentcentralbanken er blevet underrettet om, at sikkerheden er modtaget, overføres midlerne til modparten. Centralbankerne sender ikke midler, før de er sikre på, at modparternes omsættelige aktiver er modtaget af korrespondentcentralbanken. Hvis afviklingsfristerne kræver det, kan modparterne forhåndsdeponere aktiver på hjemmecentralbankens konto hos korrespondentcentralbankerne ved hjælp af CCBM-procedurerne.

b)

I et system med pooling er proceduren følgende: Modparten kan til enhver tid levere omsættelige aktiver til hjemmecentralbankens konto hos korrespondentcentralbanken. Når hjemmecentralbanken af korrespondentcentralbanken er blevet underrettet om, at de omsættelige aktiver er indgået, indsættes disse omsættelige aktiver på modpartens puljekonto.

Der er udarbejdet særlige procedurer for grænseoverskridende anvendelse af ikke-omsættelige aktiver, dvs. gældsfordringer og detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (113). Hvis der anvendes gældsfordringer som sikkerhed i en grænseoverskridende sammenhæng, anvendes en CCBM-variant, der er baseret på overdragelse af ejendomsret til, overdragelse til pantsætning til fordel for hjemmecentralbanken eller pant til fordel for korrespondentcentralbanken som befuldmægtiget for hjemmecentralbanken. Endnu en ad hoc-variant baseret på pant til fordel for korrespondentcentralbanken som befuldmægtiget for hjemmecentralbanken er gennemført for at muliggøre grænseoverskridende anvendelse af detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom.

CCBM er åben for modparter (både med hensyn til omsættelige og ikke-omsættelige aktiver) fra kl. 9.00 til kl. 16.00 ECB-tid (CET) på alle Eurosystemets bankdage. En modpart, der ønsker at benytte CCBM, skal underrette den nationale centralbank, hvorfra den ønsker at modtage kredit, dvs. modpartens hjemmecentralbank, herom inden kl. 16.00 ECB-tid (CET). Endvidere skal modparten sikre, at sikkerheden for de pengepolitiske operationer indsættes på korrespondentcentralbankens konto senest kl. 16.45 ECB-tid (CET). Instrukser eller deponering efter disse tidsfristers udløb behandles først med henblik på kredit den følgende bankdag. Når modparterne forventer at have behov for at anvende CCBM sent på dagen, bør de så vidt muligt levere (deponere) aktiverne på forhånd. Under særlige omstændigheder, eller hvis det er påkrævet af pengepolitiske årsager, kan ECB beslutte at forlænge CCBM's åbningstid til TARGET2's lukketid.

6.6.2.   Links mellem værdipapirafviklingssystemer

Foruden gennem CCBM kan grænseoverskridende overførsel af omsættelige aktiver også ske gennem godkendte links mellem EU's værdipapirafviklingssystemer.

Et direkte eller relayed link mellem to værdipapirafviklingssystemer giver en deltager i det ene værdipapirafviklingssystem mulighed for at være i besiddelse af værdipapirer udstedt i et andet værdipapirafviklingssystem uden at være deltager i dette værdipapirafviklingssystem (114). Før disse links kan benyttes til overførsel af sikkerhed i forbindelse med Eurosystemets kreditoperationer, skal de vurderes og godkendes på grundlag af standarderne for anvendelse af EU's værdipapirafviklingssystemer (115)  (116).

Hvad angår Eurosystemet, varetager CCBM og linkene mellem EU's værdipapirafviklingssystemer samme funktion, idet begge giver modparterne mulighed for at anvende sikkerhed på tværs af grænserne. Begge systemer sætter med andre ord modparterne i stand til at stille sikkerhed i form af aktiver for at opnå kredit fra deres hjemmecentralbank, også selv om disse aktiver er udstedt i et værdipapirafviklingssystem i et andet land. CCBM og linkene mellem værdipapirafviklingssystemer varetager denne funktion på forskellig måde. I CCBM er der tale om grænseoverskridende forbindelser mellem de nationale centralbanker, der fungerer som depotinstitutioner for hinanden. Anvendes links, er der tale om grænseoverskridende forbindelser mellem værdipapirafviklingssystemerne, som åbner samlekonti hos hinanden. Aktiver, der er deponeret hos en korrespondentcentralbank, kan kun anvendes som sikkerhed i Eurosystemets kreditoperationer. Aktiver, som modparterne har gennem et link, kan anvendes til Eurosystemets kreditoperationer og til et hvilket som helst andet formål, som modparten måtte ønske. Gennem links mellem værdipapirafviklingssystemer ejer modparterne aktiverne på deres konto i deres hjemlands værdipapirafviklingssystem, så der ikke er brug for en depotinstitution.

Figur 4

Links mellem værdipapirafviklingssystemer

6.7.   Accept af sikkerhed denomineret i en anden valuta end euro i nødsituationer

I visse situationer kan Styrelsesrådet beslutte at acceptere visse omsættelige gældsinstrumenter udstedt af staten i et G10-land uden for euroområdet i landets valuta som belånbar sikkerhed. Når Styrelsesrådet træffer en sådan beslutning, skal de kriterier og procedurer, der anvendes ved udvælgelsen og mobiliseringen af udenlandsk sikkerhed, herunder de kilder og principper, som skal anvendes ved værdiansættelsen, risikostyringsinstrumenterne og afviklingsprocedurerne, meddeles modparterne.

Uanset bestemmelserne i afsnit 6.2.1 kan disse aktiver være deponeret/registreret (udstedt), opbevaret og afviklet uden for EØS, og kan, som det fremgår ovenfor, være denomineret i en anden valuta end euro. Anvender en modpart sådanne aktiver, skal de være modpartens ejendom.

Modparter, der er filialer af kreditinstitutter med hjemsted uden for EØS eller Schweiz, kan ikke anvende sådanne aktiver som sikkerhed.

KAPITEL 7

RESERVEKRAV  (117)

7.1.   Generelle betragtninger

ECB pålægger kreditinstitutterne at holde mindstereserver på konti hos de nationale centralbanker inden for rammerne af Eurosystemets reservekravssystem. Den retlige ramme for dette system er fastsat i artikel 19 i ESCB-statutten, forordning (EF) nr. 2531/98 og ECB/2003/9. Med forordning ECB/2003/9 sikres det, at betingelserne for Eurosystemets reservekravssystem er ensartede i hele euroområdet.

Størrelsen af det enkelte instituts mindstereserver fastsættes i forhold til dets reservekravsgrundlag. Eurosystemets reservekravssystem giver modparterne mulighed for at benytte sig af en gennemsnitsfacilitet. Det indebærer, at opfyldelsen af reservekravene vurderes på grundlag af de gennemsnitlige indeståender ultimo dagen på modparternes reservekravskonti målt over en reservekravsperiode. Institutternes reservekravsindeståender forrentes med renten på Eurosystemets primære markedsoperationer.

Eurosystemets reservekravssystem har følgende pengepolitiske hovedfunktioner:

a)   Stabilisering af pengemarkedsrenterne

Gennemsnitsfaciliteten i Eurosystemets reservekravssystem skal tjene til at stabilisere pengemarkedsrenterne ved at give institutterne et incitament til at udjævne virkningerne af midlertidige likviditetsudsving.

b)   Skabelse eller forøgelse af et strukturelt likviditetsunderskud

Eurosystemets reservekravssystem bidrager til at skabe eller forøge et strukturelt likviditetsunderskud. Det kan sætte Eurosystemet i stand til at operere mere smidigt som udbyder af likviditet.

I forbindelse med anvendelse af mindstereserver skal ECB handle i overensstemmelse med målsætningerne for Eurosystemet som beskrevet i traktatens artikel 127 og artikel 2 i ESCB-statutten, som bl.a. indebærer et princip om ikke at give anledning til nævneværdig uønsket flytning af indskud til institutter inden for eller uden for euroområdet, som ikke er underlagt reservekrav.

7.2.   Institutter, der er underlagt reservekrav

I henhold til artikel 19.1 i ESCB-statutten pålægger ECB kreditinstitutter, der er beliggende i medlemsstater, at holde mindstereserver. Det indebærer, at filialer i euroområdet af institutter, der ikke har hjemsted i euroområdet, også er underlagt Eurosystemets reservekrav. Omvendt er filialer uden for euroområdet af kreditinstitutter med hjemsted i euroområdet ikke underlagt dette krav.

Institutter er automatisk fritaget fra reservekravene fra starten af den reservekravsperiode, hvori deres tilladelse inddrages eller opgives, eller hvori en juridisk myndighed eller en anden kompetent myndighed i en medlemsstat træffer afgørelse om at indlede en afviklingsprocedure vedrørende instituttet. I henhold til forordning (EF) nr. 2531/98 og forordning ECB/2003/9 kan ECB også fritage institutter fra deres forpligtelser i henhold til Eurosystemets reservekrav på et ikke-diskriminerende grundlag, hvis de er genstand for omstruktureringsforanstaltninger eller indefrysning af midler og/eller andre foranstaltninger truffet af EU eller en medlemsstat i henhold til traktatens artikel 75 vedrørende begrænsning i anvendelse af midler eller omfattet af en af ECB's styrelsesråd truffet beslutning, der suspenderer eller udelukker deres adgang til markedsoperationer eller til Eurosystemets stående faciliteter, eller hvis formålet med Eurosystemets reservekrav ikke ville blive opfyldt ved at pålægge de pågældende institutter disse forpligtelser. Træffes beslutningen på basis af formålet med Eurosystemets reservekrav, tager ECB hensyn til et eller flere af følgende kriterier:

a)	Instituttet er alene godkendt til at varetage særlige funktioner

b)	Instituttet har ikke tilladelse til at drive aktiv bankvirksomhed i konkurrence med andre kreditinstitutter, og/eller

c)	Instituttet er retligt forpligtet til at have alle sine indskud øremærket udelukkende til regional og/eller international udviklingsstøtte.

ECB opretter og offentliggør en liste over institutter, der er underlagt Eurosystemets reservekrav. ECB offentliggør ligeledes en liste over institutter, som er fritaget for dette krav af andre årsager, end at institutterne er genstand for omstruktureringsforanstaltninger eller indefrysning af midler og/eller andre foranstaltninger, truffet af EU eller en medlemsstat i henhold til artikel 75 i traktaten, vedrørende begrænsning i anvendelse af midler, eller som er omfattet af en af ECB's styrelsesråd truffet beslutning, der suspenderer eller udelukker deres adgang til markedsoperationer eller til Eurosystemets stående faciliteter (118). Modparter kan ved hjælp af disse lister fastslå, om deres gældsforpligtelser er over for andre institutter, som selv er underlagt reservekrav. Listerne, som gøres offentligt tilgængelige efter arbejdstids ophør på Eurosystemets sidste bankdag i hver kalendermåned, anvendes ved opgørelsen af reservekravsgrundlaget for den reservekravsperiode, der starter to kalendermåneder senere. Den liste, der offentliggøres i slutningen af februar, gælder fx for opgørelse af reservekravsgrundlaget i den reservekravsperiode, der starter i april.

7.3.   Beregning af mindstereserver

7.3.1.   Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienter

Reservekravsgrundlaget for det enkelte kreditinstitut fastsættes på grundlag af en række passivposter på dets balance. Balancedata rapporteres til de nationale centralbanker inden for de overordnede rammer af ECB's penge- og bankstatistik (se afsnit 7.5) (119). For institutter, der er fuldt rapporteringspligtige, anvendes balancedata for slutningen af en given kalendermåned til opgørelse af reservekravsgrundlaget for den reservekravsperiode, der starter to kalendermåneder senere. Det reservekravsgrundlag, der opgøres ud fra balancen ultimo februar, anvendes fx til opgørelse af de reservekrav, som modparterne skal opfylde i den reservekravsperiode, der starter i april.

Rapporteringsgrundlaget for ECB's penge- og bankstatistik giver mulighed for at fritage små institutter for en del af rapporteringsbyrden. Institutter, for hvilke denne bestemmelse gælder, behøver kun at rapportere et begrænset sæt balancedata én gang hvert kvartal (ultimo kvartalsdata) og med en længere rapporteringsfrist end for større institutter. For disse institutter anvendes de rapporterede balancedata for et specifikt kvartal til, med to måneders forskydning, at fastsætte reservekravsgrundlaget for de efterfølgende tre reservekravsperioder. Balancen for ultimo 1. kvartal — marts — benyttes fx til opgørelse af reservekravsgrundlaget i de reservekravsperioder, der starter i juni, juli og august.

Ifølge forordning (EF) nr. 2531/98 kan ECB medtage passiver som følge af accept af midler samt passiver, der hidrører fra ikke-balanceførte poster, i institutternes reservekravsgrundlag. I Eurosystemets reservekravssystem er dog kun passivkategorierne »indlån« og »udstedte gældsinstrumenter« medtaget i reservekravsgrundlaget (se boks 9).

Passiver over for andre institutter, der er opført på listen over institutter, som er underlagt Eurosystemets reservekrav, og passiver over for ECB og de nationale centralbanker medtages ikke i reservekravsgrundlaget. I den forbindelse skal udstederne af passivkategorien »udstedte gældsinstrumenter« kunne dokumentere den faktiske størrelse af passiver holdt af andre institutter, der er underlagt Eurosystemets reservekrav, for at de kan udelades af reservekravsgrundlaget. Hvis der ikke kan føres en sådan dokumentation, kan der foretages et fradrag i reservekravsgrundlaget på en fastsat procentsats (120) for denne balancepost.

Reservekravskoefficienterne fastsættes af ECB inden for den maksimumsgrænse, der er angivet i Rådets forordning (EF) nr. 2531/98. ECB anvender den samme reservekravskoefficient, der er større end 0 pct., for de fleste poster i reservekravsgrundlaget. Denne reservekravskoefficient er angivet i forordning ECB/2003/9. ECB anvender en reservekravskoefficient på 0 pct. for følgende passivkategorier: »Tidsindskud med en løbetid på over to år«, »Indskud med opsigelsesvarsel på over to år«, »Genkøbsforretninger« og »Udstedte gældsinstrumenter med en oprindelig løbetid på over to år« (se boks 9). ECB kan til enhver tid ændre reservekravskoefficienterne. Ændringer i reservekravskoefficienterne annonceres af ECB forud for den reservekravsperiode, hvor ændringerne træder i kraft.

7.3.2.   Beregning af reservekrav

Reservekravet for det enkelte institut beregnes ved at anvende reservekravskoefficienterne for de enkelte passivposter på størrelsen af de respektive passiver.

Hvert enkelt institut indrømmes et fradrag på 100 000 euro, som fratrækkes reservekravet i hver medlemsstat, hvor det er beliggende. Indrømmelsen af dette fradrag berører ikke de juridiske forpligtelser for institutter, der er underlagt Eurosystemets reservekravssystem (121).

Reservekravet for hver reservekravsperiode afrundes til nærmeste euro.

BOKS 9

Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienter

A.    Passiver i reservekravsgrundlaget med en positiv reservekravskoefficient

Indlån (122)

—	Indlån på anfordring

—	Tidsindskud med aftalt løbetid på til og med to år

—	Indlån med opsigelsesvarsel på til og med to år

Udstedte gældsinstrumenter

—	Gældsinstrumenter med en oprindelig løbetid på til og med to år

B.    Passiver i reservekravsgrundlaget med en reservekravskoefficient på 0 pct.

Indlån (122)

—	Tidsindskud med aftalt løbetid på over to år

—	Indlån med et opsigelsesvarsel på over to år

—	Genkøbsforretninger

Udstedte gældsinstrumenter

—	Gældsinstrumenter med oprindelig løbetid på over to år

C.    Passiver, der ikke medtages i reservekravsgrundlaget

—	Passiver over for andre institutter, der er underlagt Eurosystemets reservekravssystem

—	Passiver over for ECB og de deltagende nationale centralbanker

7.4.   Reservekravsindeståender

7.4.1.   Reservekravsperioden

ECB offentliggør en kalender over reservekravsperioderne mindst tre måneder inden årets begyndelse (123). Reservekravsperioden starter på afviklingsdagen for den første primære markedsoperation efter det møde i Styrelsesrådet, hvor den månedlige vurdering af pengepolitikken finder sted. Under særlige omstændigheder kan den offentliggjorte kalender ændres, fx hvis der ændres i kalenderen over Styrelsesrådets møder.

7.4.2.   Indeståender på reservekravskonti

Et institut skal holde sine mindstereserver på en eller flere reservekravskonti hos den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet har hjemsted. Hvis et institut har mere end én enhed i en medlemsstat, er instituttets hovedkontor ansvarligt for overholdelse af det samlede reservekrav for alle instituttets indenlandske enheder (124). Hvis et institut har enheder i mere end en medlemsstat, skal det holde mindstereserver på konti hos den nationale centralbank i hver medlemsstat, hvor det har en enhed, i forhold til sit reservekravsgrundlag i den pågældende medlemsstat.

Institutternes afviklingskonti hos de nationale centralbanker kan anvendes som reservekravskonti. Reservekravsindeståender på afviklingskonti kan anvendes til intradag afvikling. Et instituts daglige reservekravsindestående beregnes som saldoen ultimo dagen på dets reservekravskonto.

Et institut kan ansøge den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende, om tilladelse til at holde alle sine mindstereserver indirekte gennem tredjemand. Muligheden for at holde mindstereserver gennem en tredjemand er som regel begrænset til tilfælde, hvor tredjemanden sædvanligvis varetager administrationsopgaver (fx likviditetsstyring) for det pågældende institut (fx kan et net af sparekasser og andelsbanker samle deres reservekravsindeståender). Opfyldelse af reservekravsforpligtelser gennem tredjemand er underlagt bestemmelserne i forordning ECB/2003/9.

7.4.3.   Forrentning af reservekravsindeståender

De obligatoriske reservekravsindeståender forrentes med den gennemsnitlige rentesats på ECB's primære markedsoperationer i reservekravsperioden (vægtet efter antallet af kalenderdage) beregnet efter formlen i boks 10. Reservekravsindeståender ud over de obligatoriske reserver forrentes ikke. Rentebetalingen forfalder på den anden NCB-bankdag efter udløbet af den reservekravsperiode, hvor renten er optjent.

BOKS 10

Beregning af renten for indeståender på reservekravskonti

Indeståender på reservekravskonti forrentes efter følgende formel:

hvor:

R t	=	renten for indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t
H t	=	gennemsnitlig daglige indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t
n t	=	antallet af kalenderdage i reservekravsperioden t
r t	=	rentesats for indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t. Der anvendes en standardafrunding til to decimaler
i	=	kalenderdag i i reservekravsperioden t
MR i	=	den marginale rente for den seneste primære markedsoperation afviklet på eller før kalenderdagen i

7.5.   Rapportering, anerkendelse og verifikation af reservekravsgrundlaget

Balanceposterne, der indgår i reservekravsgrundlaget, opgøres af institutterne selv og rapporteres til de nationale centralbanker inden for rammerne af ECB's penge- og bankstatistik (se appendiks 4). I artikel 5 i forordning ECB/2003/9 fastlægges procedurerne for meddelelse og anerkendelse af instituttets reservekravsgrundlag og reservekrav.

Proceduren for meddelelse og anerkendelse af et instituts mindstereserver er som følger: Den pågældende nationale centralbank eller instituttet tager initiativ til at beregne instituttets mindstereserver for den pågældende reservekravsperiode. Den part, der foretager beregningen, meddeler den anden part de beregnede mindstereserver mindst tre NCB-bankdage inden reservekravsperiodens start. Den pågældende nationale centralbank kan fastsætte en tidligere dag som frist for meddelelse af mindstereserver. Den kan desuden fastsætte yderligere tidsfrister for instituttets meddelelse af eventuelle revisioner af reservekravsgrundlaget samt eventuelle revisioner af de meddelte mindstereserver. Den part, som meddeles de beregnede mindstereserver, anerkender disse senest på NCB-bankdagen forud for reservekravsperiodens start. Hvis den part, som modtager meddelelsen, ikke har svaret på denne senest på NCB-bankdagen forud for reservekravsperiodens start, anses den for at have anerkendt instituttets mindstereservebeløb for den pågældende reservekravsperiode. Når instituttets mindstereserver for den pågældende reservekravsperiode er blevet anerkendt, kan de ikke revideres.

For institutter, der har tilladelse til at holde indirekte reservekravsindeståender på vegne af andre (fungere som tredjepart), er der fastlagt særlige rapporteringskrav i forordning ECB/2003/9. Institutter, der holder mindstereserver gennem tredjepart, er ikke fritaget for deres forpligtelser til selv at indberette statistiske oplysninger.

ECB og de nationale centralbanker er berettiget til at verificere nøjagtigheden og kvaliteten af de indsamlede data inden for rammerne af forordning (EF) nr. 2531/98.

7.6.   Manglende opfyldelse af reservekrav

Manglende opfyldelse af reservekravene foreligger, hvis et instituts gennemsnitlige indestående ultimo dagen på dets reservekravskonti målt over hele reservekravsperioden er mindre end reservekravet for den pågældende reservekravsperiode.

Hvis et institut helt eller delvis ikke opfylder reservekravet, kan ECB i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2531/98 pålægge en af følgende sanktioner:

a)	Betaling af op til 5 procentpoint over renten på den marginale udlånsfacilitet i forhold til det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut undlod at stille, eller

b)	betaling af op til to gange renten på den marginale udlånsfacilitet i forhold til det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut undlod at stille, eller

c)

krav om, at det pågældende institut skal indsætte et ikke-rentebærende indskud hos ECB eller de nationale centralbanker på op til tre gange det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut har undladt at levere. Indskuddets løbetid må ikke overstige den periode, hvori instituttet undlod at holde mindstereserverne.

Hvis et institut undlader at opfylde andre forpligtelser i henhold til ECB's forordninger og afgørelser vedrørende Eurosystemets reservekravssystem (hvis relevante data fx ikke fremsendes rettidigt eller ikke er nøjagtige), har ECB beføjelser til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2532/98 og ECB/1999/4. ECB's direktion kan fastsætte og offentliggøre kriterier for pålæggelse af sanktioner ifølge artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2531/98 (125).

Desuden kan Eurosystemet ved alvorlige overtrædelser af reservekravene suspendere modparter fra at deltage i markedsoperationer.

---

(1)  Det bemærkes, at de nationale centralbanker i de EU-lande, der ikke har euro som valuta, bevarer deres pengepolitiske beføjelser i henhold til national lovgivning og således ikke deltager i gennemførelsen af den fælles pengepolitik.

(2)  I dette dokument forstås ved »nationale centralbanker« de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euro som valuta.

(3)  Sådanne oplysninger er underlagt betingelser vedrørende tjenestehemmeligheder i overensstemmelse med artikel 37 i ESCB-Statutten.

(4)  I dette dokument forstås ved »medlemsstat« en medlemsstat, der har euroen som valuta i overensstemmelse med traktaten.

(5)  De forskellige procedurer i forbindelse med udførelse af Eurosystemets markedsoperationer, dvs. standardauktioner, ekstraordinære auktioner og bilaterale procedurer, er beskrevet i kapitel 5. Ved standardauktioner går der højst 24 timer, fra auktionen annonceres, til tildelingsresultatet bekræftes. Alle modparter, der opfylder de overordnede kvalifikationskriterier i afsnit 2.1, kan deltage i standardauktionerne. Ekstraordinære auktioner gennemføres normalt inden for 90 minutter. Eurosystemet kan udvælge et begrænset antal modparter, som kan deltage i ekstraordinære auktioner. Ved »bilaterale procedurer« forstås alle tilfælde, hvor Eurosystemet udfører en transaktion med en eller få modparter uden at benytte auktionsprocedurerne. Bilaterale procedurer omfatter også operationer via børser eller mæglere.

(6)  I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter.

(7)  Harmoniseret tilsyn med kreditinstitutter hviler på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1).

(8)  EFT L 318, 27.11.1998, s. 4.

(9)  EFT L 264 af 12.10.1999, s. 21.

(10)  EFT L 318 af 27.11.1998, s. 1.

(11)  EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10.

(12)  Alt efter omstændighederne med hensyn til margin calls.

(13)  De primære og langfristede markedsoperationer udføres i overensstemmelse med Eurosystemets annoncerede auktionskalender (se også afsnit 5.1.2), der findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu samt Eurosystemets websteder (se appendiks 5).

(14)  De primære og langfristede markedsoperationers løbetid kan undertiden variere, fx på grund af helligdage i medlemsstaterne.

(15)  De primære og langfristede markedsoperationer udføres i overensstemmelse med Eurosystemets annoncerede auktionskalender (se også afsnit 5.1.2), der findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu samt Eurosystemets websteder (se appendiks 5).

(16)  De primære og langfristede markedsoperationers løbetid kan undertiden variere, fx på grund af helligdage i medlemsstaterne.

(17)  Tidsindskud indsættes på konti hos de nationale centralbanker. Dette ville også være tilfældet, hvis disse operationer skulle udføres centralt af ECB.

(18)  Efter den 19. maj 2008 er den decentrale tekniske infrastruktur i TARGET blevet erstattet af TARGET2. TARGET2 består af den fælles platform (hvorigennem alle betalingsordrer sendes og bliver behandlet, og hvorigennem betalinger modtages på samme tekniske måde), og, hvor det er relevant, af de nationale centralbankers Proprietary Home Accounting systemer.

(19)  Desuden gives kun adgang til den marginale udlånsfacilitet for modparter med adgang til en konto hos den nationale centralbank, hvor transaktionen kan afvikles, fx på den fælles platform i TARGET2.

(20)  I nogle medlemsstater kan den nationale centralbank (eller nogle af dens filialer) være lukket for pengepolitiske operationer på visse af Eurosystemets bankdage på grund af nationale eller regionale helligdage. I sådanne tilfælde skal den relevante nationale centralbank på forhånd oplyse modparterne om procedurerne for adgang til den marginale udlånsfacilitet i forbindelse med helligdagen.

(21)  TARGET2-lukkedage oplyses på ECB's websted www.ecb.europa.eu samt Eurosystemets websteder (jf. appendiks 5).

(22)  Ved udtrykket »bankdag i Eurosystemet« forstås i dette dokument de dage, hvor ECB og mindst én national centralbank er åbne for udførelse af Eurosystemets pengepolitiske operationer.

(23)  Styrelsesrådet træffer som hovedregel beslutning om renteændringer ved drøftelse af ECB's pengepolitiske stilling på det første møde i måneden. Sådanne beslutninger får sædvanligvis først virkning fra begyndelsen af den næste reservekravsperiode.

(24)  Der kan forekomme operationelle forskelle mellem eurolandene på grund af de nationale centralbankers forskellige kontostrukturer.

(25)  På grund af de nationale centralbankers forskellige kontostrukturer kan ECB tillade, at de nationale centralbanker anvender adgangsbetingelser, der afviger lidt fra de heri omtalte betingelser. De nationale centralbanker oplyser om eventuelle afvigelser fra de adgangsbetingelser, der er beskrevet i dette dokument.

(26)  Desuden gives kun adgang til indlånsfaciliteten for modparter med adgang til en konto hos den nationale centralbank, hvor transaktionen kan afvikles, fx på den fælles platform i TARGET2.

(27)  Desuden gives kun adgang til den marginale udlånsfacilitet for modparter med adgang til en konto hos den nationale centralbank, hvor transaktionen kan afvikles, fx på den fælles platform i TARGET2.

(28)  Ved udtrykket »bankdag i Eurosystemet« forstås i dette dokument de dage, hvor ECB og mindst én national centralbank er åbne for udførelse af Eurosystemets pengepolitiske operationer.

(29)  Styrelsesrådet træffer som hovedregel beslutning om renteændringer ved drøftelse af ECB's pengepolitiske stilling på det første møde i måneden. Sådanne beslutninger får sædvanligvis først virkning fra begyndelsen af den næste reservekravsperiode.

(30)  I valutaswapauktioner til faste swappoint fastsætter ECB swap-pointene for operationen, og modparterne afgiver bud på det beløb i hovedstolsvalutaen, som de ønsker at sælge (og købe tilbage) eller købe (og sælge tilbage) til de pågældende swappoint.

(31)  I valutaswapauktioner til variable swappoint afgiver modparterne bud på det beløb i hovedstolsvalutaen og de swappoint, som de ønsker at indgå handel om.

(32)  Kalenderen over Eurosystemets auktioner findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu samt Eurosystemets websteder (se appendiks 5).

(33)  Ved »NCB-bankdage« forstås i dette dokument de dage, hvor den nationale centralbank i en bestemt medlemsstat er åben for udførelse af Eurosystemets pengepolitiske operationer. I nogle medlemsstater kan visse af den nationale centralbanks filialer være lukket på NCB-bankdage på grund af nationale eller regionale helligdage. I sådanne tilfælde skal den relevante nationale centralbank på forhånd oplyse modparterne om de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med transaktioner, som omfatter de pågældende filialer.

(34)  På grund af julen fremskyndes operationen for december normalt en uge, dvs. til den foregående onsdag i måneden.

(35)  I valutaswapauktioner til faste swappoint angives det beløb i hovedstolsvalutaen, som modparten ønsker at handle med Eurosystemet.

(36)  Med hensyn til udstedelse af ECB-gældsbeviser kan ECB beslutte, at bud skal angives som kurs og ikke som rentesats. I så fald skal kurserne opgives som procent af det pålydende beløb.

(37)  I valutaswapauktioner til variable swappoint angives det beløb i hovedstolsvalutaen, som modparten ønsker at handle med Eurosystemet, og det pågældende antal swappoint.

(38)  Eller at være i stand til at foretage afvikling i kontanter ved likviditetsopsugende operationer.

(39)  Swappointbuddene opstilles i stigende orden, idet der tages hensyn til deres fortegn, der afhænger af fortegnet på rentespændet mellem den udenlandske valuta og euroen. Hvis renten på den udenlandske valuta for swappens løbetid er højere end den tilsvarende rente på euroen, er swappointbuddet positivt (dvs. euroen noteres med et terminstillæg i forhold til den udenlandske valuta). Hvis renten på den udenlandske valuta derimod er lavere end den tilsvarende rente på euroen, er swappointbuddet negativt (dvs. euroen noteres med et terminsfradrag i forhold til den udenlandske valuta).

(40)  ECB's styrelsesråd kan beslutte, at disse operationer under særlige omstændigheder skal udføres af ECB.

(41)  En beskrivelse af standarderne for anvendelse af godkendte værdipapirafviklingssystemer i euroområdet og en ajourført liste over godkendte links mellem disse systemer findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(42)  H står for handelsdag. Afviklingsdag står for Eurosystemets bankdage.

(43)  Hvis den normale afviklingsdag for primære eller langfristede markedsoperationer falder på en helligdag, kan ECB beslutte at anvende en anden afviklingsdag med mulighed for afvikling samme dag som handelsdagen. Afviklingsdagene for primære og langfristede markedsoperationer er angivet på forhånd i Eurosystemets auktionskalender (se afsnit 5.1.2).

(44)  Likviditetsopsugende egentlige salgsforretninger og tilbageførselsforretninger er også baseret på underliggende aktiver. Belånbarhedskriterierne for underliggende aktiver i likviditetsopsugende tilbageførselsforretninger er de samme som for underliggende aktiver i likviditetstilførende tilbageførselsforretninger. Der anvendes dog ingen haircuts i likviditetsopsugende operationer.

(45)  I overgangsperioden indtil 2013 kan der for en bestemt gruppe af ikke-omsættelige aktivers vedkommende være forskel på et mindre antal belånbarhedskriterier og operationelle kriterier inden for euroområdet (se afsnit 6.2.2)

(46)  Listen offentliggøres og ajourføres dagligt på ECB's websted www.ecb.europa.eu/. Omsættelige aktiver udstedt af ikke-finansielle selskaber, hvor hverken udstedelsen, udstederen eller garanten har fået en rating fra et eksternt kreditvurderingsbureau, medtages ikke på den offentliggjorte liste over belånbare omsættelige aktiver. For disse gældsinstrumenter gælder det, at deres status som belånbart aktiv afhænger af den kreditvurdering, som den respektive modpart har valgt som kreditvurderingskilde, i overensstemmelse med de regler, der gælder for kreditvurdering af gældsfordringer i henhold til afsnit 6.3.3.1.

(47)  Obligationer med warrant eller andre tilsvarende rettigheder er ikke belånbare.

(48)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

(49)  Dette krav udelukker ikke værdipapirer af asset-backed-typen, såfremt udstedelsesstrukturen omfatter to special purpose vehicles, og betingelsen om »egentligt salg« er opfyldt vedrørende disse special purpose vehicles således, at de gældsinstrumenter, der er udstedt af det andet special purpose vehicle, direkte eller indirekte har sikkerhed i den oprindelige pulje af aktiver, og alle betalingsstrømme fra de aktiver, der genererer pengestrømme, overføres fra det første til det andet special purpose vehicle.

(50)  Disse begrænsninger omfatter ikke swaps, der alene anvendes til hedgingformål i transaktioner med værdipapirer af asset-backed-typen.

(51)  Værdipapirer af asset-backed-typen, som er opført på listen over belånbare omsættelige aktiver pr. 10. oktober 2010, er undtaget fra dette krav og forbliver belånbare indtil 9. oktober 2011.

(52)  Værdipapirer af asset-backed-typen, som er opført på listen over belånbare omsættelige aktiver pr. 10. oktober 2010, er undtaget fra dette krav og forbliver belånbare indtil 9. oktober 2011.

(53)  Værdipapirer af asset-backed-typen, som er opført på listen over belånbare omsættelige aktiver pr. 10. oktober 2010, er undtaget fra dette krav og forbliver belånbare indtil 9. oktober 2011.

(54)  Internationale gældsinstrumenter i form af globale ihændehavergældsinstrumenter, der er udstedt fra 1. januar 2007 gennem ICSD'erne Euroclear Bank (Belgien) og Clearstream Banking Luxembourg, skal for at være belånbare være udstedt i form af nye global notes og deponeret hos en fælles depositar, som er en ICSD, eller hvis det er relevant, en national værdipapircentral, der opfylder de mindstestandarder, der er opstillet af ECB. Internationale gældsinstrumenter som globale ihændehaverpapirer, der udstedes som Classical Global Notes før den 1. januar 2007, og fungible værdipapirer, der udstedes under samme ISIN-kode på eller efter denne dato, forbliver belånbare indtil udløb. Internationale gældsinstrumenter udstedt i globalt registreret form gennem ICSD'erne Euroclear Bank (Belgien) og Clearstream Banking Luxembourg efter den 30. september 2010 skal for at være belånbare være udstedt under den nye struktur for opbevaring af internationale gældsinstrumenter. Internationale gældsinstrumenter i globalt registreret form udstedt før denne dato forbliver belånbare, indtil de udløber. Internationale gældsinstrumenter i form af individual notes ophører med at være belånbare efter den 30. september 2010. Internationale gældsinstrumenter i form af individual notes, der er udstedt denne dato eller tidligere, forbliver belånbare, indtil de udløber.

(55)  Ikke-finansielle selskaber defineres som i Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995 (ENS 95).

(56)  En beskrivelse af standarderne for anvendelse af godkendte værdipapirafviklingssystemer i euroområdet samt en ajourført liste over de godkendte links mellem disse systemer findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(57)  EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.

(58)  En liste over godkendte ikke-regulerede markeder er offentliggjort på ECB's websted www.ecb.europa.eu/. Listen opdateres mindst en gang om året.

(59)  »Sikkerhed«, »gennemsigtighed« og »tilgængelighed« er udelukkende defineret af Eurosystemet med henblik på Eurosystemets sikkerhedsstyring. Udvælgelsesprocessen sigter ikke mod at vurdere de forskellige markeders kvalitet. Principperne forstås således: Sikkerhed forstås som transaktionssikkerhed især med hensyn til, om transaktionerne er gyldige og kan håndhæves. Gennemsigtighed forstås som uhindret adgang til oplysninger om regler for markedets procedurer og funktion, aktivernes finansielle karakteristika, prisdannelsesmekanismen samt relevante priser og mængder (noteringer, renter, omsætning, udestående beløb osv.). Tilgængelighed refererer til Eurosystemets mulighed for at deltage i og have adgang til markedet. Ud fra et sikkerhedsstyringssynspunkt er et marked tilgængeligt, hvis dets procedurer og funktion giver Eurosystemet mulighed for at opnå information og likviditet fra det, når det er nødvendigt til disse formål.

(60)  G10-lande uden for EØS omfatter indtil videre USA, Canada, Japan og Schweiz.

(61)  Omsættelige aktiver udstedt før den 1. januar 2007 af en enhed, som ikke har hjemsted inden for EØS eller i et af G10-landene uden for EØS, men som er garanteret af en enhed med hjemsted inden for EØS, forbliver belånbare indtil den 31. december 2011, såfremt de opfylder de øvrige kriterier for at være belånbare, og de ophører med at være belånbare efter denne dato.

(62)  Udtrykt i euro eller i euroens nationale denominationer.

(63)  Mellem 2007 og 2013 gælder en overgangsordning for gældsfordringer, som giver de enkelte nationale centralbanker mulighed for at fastsætte mindstebeløbet for de gældsfordringer, der er belånbare i forbindelse med sikkerhedsstillelse bortset fra grænseoverskridende anvendelse, og at bestemme, hvorvidt der skal opkræves et ekspeditionsgebyr. I løbet af 2013 indføres en enhedsordning.

(64)  Gældsfordringer benævnes også banklån. Schuldscheindarlehen og hollandske registrerede private fordringer på staten eller andre godkendte debitorer, der er omfattet af en statsgaranti (fx boligselskaber), ligestilles med gældsfordringer.

(65)  Som defineret i ENS 95.

(66)  Udtrykt i euro eller i euroens nationale denominationer

(67)  Irske egenveksler med pant i fast ejendom er på nuværende tidspunkt de eneste instrumenter i denne aktivklasse.

(68)  Udtrykt i euro eller i euroens nationale denominationer.

(69)  Hvis en modpart anvender aktiver, der på grund af sammenfald med udsteder/debitor/garant eller snævre forbindelser ikke kan eller ikke længere kan anvendes som sikkerhed for udestående lån, er modparten forpligtet til straks at underrette den relevante nationale centralbank herom. Aktiverne ansættes til nul på næste værdiansættelsesdag, og der kan udløses et margin call (se også appendiks 6). Modparten skal desuden fjerne aktivet så hurtigt som muligt.

(70)  Se nærmere i afsnit 6.2.1.

(71)  Se nærmere i afsnit 6.2.2.

(72)  Kreditstandarden for ikke-ratede omsættelige gældsbeviser udstedt eller garanteret af ikke-finansielle selskaber fastsættes på grundlag af den kreditvurderingskilde, som den relevante modpart har valgt i overensstemmelse med Eurosystemets rammer for kreditvurdering af gældsfordringer som angivet i afsnit 6.3.3. For disse omsættelige gældsinstrumenter er følgende belånbarhedskriterier for omsættelige aktiver blevet ændret: udsteders/garantens hjemsted: euroområdet; udstedelsessted:euroområdet.

(73)  Eurosystemets harmoniserede ratingskala er offentliggjort på ECB’s websted www.ecb.europa.eu/. En kreditvurdering på kreditkvalitetstrin 3 betyder som minimum en langfristet rating »BBB-« hos Fitch eller Standard & Poor's, »Baa3« hos Moody's eller »BBB« hos DBRS.

(74)  Kapitalkravsdirektivet omfatter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag (EUT L 177, 30.6.2006, s. 201).

(75)  »AAA« betyder som minimum en langfristet rating på »AAA« hos Fitch, Standard & Poor's eller DBRS eller »Aaa« hos Moody's eller, hvis denne ikke er tilgængelig, en kortfristet rating på »F1+« hos Fitch eller »A-1+« hos Standard & Poor's, eller »R-1H« hos DBRS.

(76)  »Single A« betyder som minimum en langfristet rating på »A-« hos Fitch eller Standard & Poor's, »A3« hos Moody's eller »AL« hos DBRS.

(77)  Hvis der foreligger flere, eventuelt modstridende vurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer gældende for den samme udsteder/debitor eller garant, anvendes den bedste af disse kreditvurderinger.

(78)  De høje kreditstandarder for dækkede obligationer, der er udstedt efter 1. januar 2008, vurderes på grundlag af det sæt af kriterier, som er oplistet ovenfor. Dækkede bankobligationer, som er udstedt før den 1. januar 2008, anses for at opfylde de høje kreditstandarder, hvis de fuldt ud opfylder kriterierne i artikel 52, stk. 4, i direktivet om investeringsforeninger.

(79)  Disse oplysninger offentliggøres på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(80)  For så vidt angår den anden vurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau, henviser kreditvurderingen ved udstedelse til kreditvurderingen, som først blev udgivet eller offentliggjort af det eksterne kreditvurderingsbureau.

(81)  Den nationale centralbank, der indberetter et bestemt aktiv, er normalt den nationale centralbank i det land, hvor aktivet vil blive optaget til omsætning/handlet på et godkendt marked. Ved aktiver, der optages til omsætning/handles på flere markeder, kan spørgsmål rettes til ECB's hotline for belånbare aktiver på Eligible-Assets.Hotline@ecb.europa.eu/.

(82)  Fortegnelser over enheder, som tilhører de tre klasser, samt kriterierne for opdelingen af udstedere, debitorer og garanter i de tre klasser forventes at foreligge, sammen med link til de nationale tilsynsmyndigheders relevante websteder, på Det Europæiske Banktilsynsudvalgs (EBA's) websted www.eba.europa.eu/.

(83)  Ikke-finansielle selskaber defineres som i Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995 (ENS 95).

(84)  Oplysninger om kreditkvalitetstrin offentliggøres på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(85)  Ved omsættelige aktiver udstedt af ikke-finansielle selskaber, som ikke er rated af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau, gælder dette krav for kreditvurderingen af udstedere.

(86)  Hvis der foreligger flere, eventuelt modstridende vurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer gældende for den samme udsteder/debitor eller garant, anvendes den bedste af disse kreditvurderinger.

(87)  Fortegnelser over enheder, som tilhører de tre klasser, samt kriterierne for opdelingen af udstedere, debitorer og garanter i de tre klasser forventes at foreligge, sammen med link til de nationale tilsynsmyndigheders relevante websteder, på Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) websted www.eba.europa.eu/.

(88)  Hvis modparten har valgt et eksternt kreditvurderingsbureau som kilde, kan denne anvende first best-reglen: Hvis der foreligger flere, eventuelt modstridende vurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer gældende for den samme udsteder/debitor eller garant, anvendes den bedste af disse kreditvurderinger.

(89)  Ved specifikke kreditvurderingssystemer kan mindsteværdien for kreditkvalitet justeres efter overvågningsprocessen (se afsnit 6.3.5).

(90)  Som nærmere angivet i Eurosystemets harmoniserede ratingskala, der er offentliggjort på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(91)  Eurosystemet offentliggør kun disse oplysninger i forbindelse med Eurosystemets kreditoperationer og påtager sig ikke noget ansvar for vurderingen af de godkendte kreditvurderingssystemer.

(92)  Eksterne kreditvurderingsbureauer benævnes ofte ratingbureauer på de finansielle markeder.

(93)  De angivne dokumenter oversættes om fornødent til et af den pågældende nationale centralbanks arbejdssprog.

(94)  Godkendelseskriterierne er opført på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(95)  Modparten skal øjeblikkeligt underrette udbyderen af ratingværktøjet om alle kreditbegivenheder, som kan tyde på forringelse af kreditkvaliteten.

(96)  PD(i,t) angiver tabssandsynligheden i henhold til kreditvurderingssystemet for debitor i på tidspunktet t.

(97)  På grund af operationelle forskelle mellem medlemsstaterne kan nogle forskelle gøre sig gældende med hensyn til risikokontrolinstrumenter. For eksempel på grund af operationelle forskelle mellem medlemsstaternes procedurer for modparters levering af underliggende aktiver til de nationale centralbanker (i form af en sikkerhedspulje deponeret hos den nationale centralbank eller som genkøbsforretninger baseret på individuelle aktiver angivet for hver enkelt transaktion) kan der forekomme mindre forskelle med hensyn til tidspunktet for værdiansættelse og andre operationelle karakteristika i forbindelse med rammerne for risikostyring. Desuden kan værdiansættelsesteknikkernes præcisionsgrad med hensyn til ikke-omsættelige aktiver variere, hvilket afspejles i det generelle haircuts-niveau (se afsnit 6.4.3).

(98)  De haircuts, der anvendes i forbindelse med værdipapirer med fast kuponrente, anvendes også i forbindelse med gældsinstrumenter, hvis kuponrente er knyttet til en ændring i udstederens rating eller til indeksobligationer.

(99)  Generelt er udstederklassifikationen bestemmende for likviditetskategorien. Alle værdipapirer af asset-backed typen hører dog til kategori V uanset udstederens klassifikation, og særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen hører til kategori II, mens traditionelle særligt dækkede obligationer, andre særligt dækkede obligationer og andre gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter hører til kategori III og IV.

(100)  Gældsbeviser udstedt af ECB og gældsinstrumenter udstedt af de nationale centralbanker inden euroens indførelse i de respektive medlemsstater hører til likviditetskategori I.

(101)  Kun instrumenter med en udstedelsesværdi på mindst 1 mia. euro, for hvilke mindst tre market makers løbende stiller købs- og salgspriser, hører til aktivklassen særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen.

(102)  Kun omsættelige aktiver udstedt af udstedere, som af ECB er klassificeret som »agencies«, hører til likviditetskategori II. Omsættelige aktiver udstedt af andre agencies hører til likviditetskategori III eller IV, afhængig af udsteder og aktiv.

(103)  Dækkede obligationer, som ikke er i overensstemmelse med reglerne for investeringsforeninger (non-UCITS-compliant), herunder både strukturerede særligt dækkede obligationer og multi-udsteder særligt dækkede obligationer hører til kategori III.

(104)  En kuponrente anses for variabel, hvis den er knyttet til en referencerente, og rentetilpasningsperioden for renten er højst 1 år. Kuponrenter, hvis rentetilpasningsperiode er over 1 år, anses for faste, og den relevante løbetid i forbindelse med haircuts er gældsinstrumentets restløbetid.

(105)  Individuelle værdipapirer af asset-backed-typen, særligt dækkede obligationer (særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen, traditionelle særligt dækkede obligationer og andre særligt dækkede obligationer) og udækkede bankobligationer, som vurderes teoretisk i overensstemmelse med afsnit 6.5, er underlagt et yderligere haircut. Dette haircut foretages direkte i forbindelse med den teoretiske værdiansættelse af det enkelte instrument i form af en værdinedskrivning på 5 pct.

(106)  Ratings som nærmere angivet i Eurosystemets harmoniserede ratingskala, der er offentliggjort på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(107)  Hvis et gældsinstrument anvendes i en af Eurosystemets kreditoperationer på det tidspunkt, hvor det slettes på listen over omsættelige aktiver, skal det fjernes så hurtigt som muligt.

(108)  Haircuts anvendt på gældsfordringer med faste rentebetalinger anvendes også på gældsfordringer med rentebetalinger, der er indekseret til inflationen.

(109)  De nationale centralbanker kan beslutte, at de som underliggende aktiver i tilbageførselsforretninger ikke vil acceptere gældsinstrumenter med betalingsstrømme (fx rentebetalinger), der forfalder i perioden indtil udløbet af den pengepolitiske operation (se afsnit 6.2.3).

(110)  Nærmere oplysninger herom findes i brochuren »Korrespondentcentralbankmodellen (CCBM). Procedurer for Eurosystemets modparter« på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(111)  Belånbare aktiver kan anvendes gennem en centralbanks konto i et værdipapirafviklingssystem i et andet land end det, hvor den pågældende centralbank ligger, hvis Eurosystemet har godkendt brugen af denne konto. Siden 1999 har De Nederlandsche Bank været godkendt til at anvende sin konto i Euroclear Belgium til at afvikle transaktioner med sikkerhed i de eurobonds, der er udstedt i denne internationale værdipapircentral. Siden august 2000 har Central Bank and Financial Services Authority of Ireland været godkendt til at åbne en sådan konto i Euroclear. Denne konto kan benyttes til alle belånbare aktiver i Euroclear, dvs. inkl. belånbare aktiver overført til Euroclear gennem godkendte links.

(112)  Nærmere oplysninger herom findes i brochuren »Korrespondentcentralbankmodellen (CCBM). Procedurer for Eurosystemets modparter« på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(113)  Nærmere oplysninger herom findes i brochuren »Korrespondentcentralbankmodellen (CCBM). Procedurer for Eurosystemets modparter« på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(114)  Et link mellem to værdipapirafviklingssystemer består af en række procedurer og arrangementer vedrørende grænseoverskridende overførsel af værdipapirer mellem de to værdipapirafviklingssystemer. Et link udgøres af en samlekonto, der åbnes af et værdipapirafviklingssystem (det investerende værdipapirafviklingssystem) i et andet værdipapirafviklingssystem (det udstedende værdipapirafviklingssystem). Et direkte link indebærer, at der ikke er noget mellemled mellem de to værdipapirafviklingssystemer. Relayed links mellem værdipapirafviklingssystemer kan også anvendes til grænseoverskridende overførsel af værdipapirer til Eurosystemet. Et relayed link er en kontraktbaseret og teknisk ordning, der giver to værdipapirafviklingssystemer, som ikke er indbyrdes direkte forbundet, mulighed for at foretage transaktioner og overførsler gennem et tredje værdipapirafviklingssystem, der fungerer som mellemled.

(115)  En ajourført liste over godkendte links findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(116)  Se publikationen »Standards for the use of EU securities settlement systems in ESCB credit operations«, Det Europæiske Monetære Institut, januar 1998, på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(117)  Dette kapitel tjener kun til orientering.

(118)  Listerne er offentligt tilgængelige på ECB's websted www.ecb.europa.eu/.

(119)  Rapporteringsgrundlaget for ECB's penge- og bankstatistik er beskrevet i appendiks 4.

(120)  Se forordning ECB/2003/9. Yderligere oplysninger om fradrag i reservekravsgrundlaget findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu samt på Eurosystemets websteder (se appendiks 5).

(121)  Institutter, der har tilladelse til at rapportere statistiske data som en gruppe på et konsolideret grundlag i overensstemmelse med bestemmelserne om rapportering til ECB's penge- og bankstatistik (se appendiks 4), indrømmes kun ét standardfradrag for gruppen som helhed, medmindre institutterne oplyser om reservekravsgrundlaget og reservekravsindeståender i tilstrækkelig detaljeret grad til, at Eurosystemet kan verificere oplysningernes nøjagtighed og kvalitet og fastslå størrelsen af de enkelte institutters respektive reservekrav.

(122)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 25/2009 af 19. december 2008 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (ECB/2008/32) (EUT L 15 af 20.1.2009, s. 14) kræver udtrykkeligt, at indlån rapporteres til nominel værdi. Ved det nominelle beløb forstås den hovedstol, som en debitor er kontraktligt forpligtet til at tilbagebetale en kreditor. Denne ændring er blevet nødvendig, fordi Rådets Direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT L 372 af 31.12.86, s. 1) er ændret med den virkning, at visse finansielle instrumenter skal kunne prisansættes til dagsværdi.

(123)  ECB offentliggør normalt kalenderen i en pressemeddelelse, der findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu/. Desuden offentliggøres kalenderen i EU-Tidende og på Eurosystemets websteder (se bilag 5).

(124)  Hvis et institut ikke har hovedkontor i en medlemsstat, hvor det har hjemsted, skal det anføre, hvilken filial der er ansvarlig for overholdelse af det samlede reservekrav for alle instituttets enheder i den pågældende medlemsstat.

(125)  Disse kriterier blev offentliggjort i »Meddelelse fra Den Europæiske Centralbank om pålæggelse af sanktioner i tilfælde af misligholdelse af pligten til at holde mindstereserver« (EFT C 39 af 11.2.2000, s. 3).