8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/1

(1)

Ifølge artikel 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1915/83 udbetaler Kommissionen en fast godtgørelse til medlemsstaterne for hvert korrekt udfyldt bedriftsskema, som den får tilsendt i den periode, der er fastsat i artikel 3 i nævnte forordning.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1264/2008 af 16. december 2008 om fastsættelse af den faste godtgørelse pr. bedriftsskema for regnskabsåret 2009 i informationsnettet for landøkonomisk bogføring (3) blev den faste godtgørelse for regnskabsåret 2009 fastsat til 155 EUR pr. bedriftsskema. Udviklingen i omkostningerne og dens indvirkning på omkostningerne ved udarbejdelse af bedriftsskemaet gør det berettiget at revidere godtgørelsen.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Fællesskabskomitéen for Informationsnettet for Landøkonomisk Bogføring —

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/2

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1277/2005 (2) fastlægger, i hvilke tilfælde der kræves særlige overvågningsforanstaltninger ved eksport af narkotikaprækursorer fra Den Europæiske Union. Bilag IV i denne forordning indeholder for hvert af de registrerede stoffer i kategori 2 og 3 i bilaget til forordning (EF) nr. 111/205 en liste over de lande, for hvilke der kræves en forudgående eksportanmeldelse. Listerne omfatter tredjelande, som har anmodet om at modtage forudgående eksportanmeldelser i overensstemmelse med artikel 12, stk. 10, i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988.

(2)

De Forenede Nationers Narkotikakommission har på sit andet møde den 8. marts 2010 besluttet at tilføje phenyleddikesyre i tabel I i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 1988. I henhold til artikel 12, stk. 10, i den nævnte konvention skal enhver part, fra hvis territorium et stof i tabel I eksporteres, sikre, at de kompetente myndigheder i eksportlandet forud for eksporten afgiver oplysninger om eksportforsendelsen til de kompetente myndigheder i importlandet.

(3)

Efter beslutningen om at tilføje phenyleddikesyre i tabel I i FN-konventionen er det nødvendigt at ændre bilag IV til forordning (EF) nr. 1277/2005 for at sikre, at enhver eksport af phenyleddikesyre fra Den Europæiske Union anmeldes på forhånd.

(4)

Bilag IV til forordning (EF) nr. 1277/2005 indeholder ikke alle tredjelande, som har anmodet om at modtage forudgående eksportanmeldelser vedrørende bestemte registrerede stoffer i kategori 2 og 3, siden Kommissionens forordning (EF) nr. 297/2009 (3) trådte i kraft. Afghanistan, Australien og Ghana har indgivet sådanne anmodninger og bør derfor tilføjes til listen.

(5)

Forordning (EF) nr. 1277/2005 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 30, stk. 1, i forordning (EF) nr. 111/2005 —

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/5

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/7

(1)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2010/11 er fastsat ved Kommissionens forordning (EU) nr. 867/2010 (3). Disse repræsentative priser og denne tillægstold er senest ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 219/2011 (4).

(2)

De oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, medfører, at de pågældende priser og beløb skal ændres efter bestemmelserne og reglerne i forordning (EF) nr. 951/2006 —

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/9

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og (EF) nr. 1490/2002 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet en liste over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Denne liste omfatter etridiazol.

(2)

Anmelderen trak i overensstemmelse med artikel 11e i forordning (EF) nr. 1490/2002 sin støtte til optagelsen af aktivstoffet i bilag I til direktiv 91/414/EØF tilbage inden for to måneder efter modtagelsen af udkastet til vurderingsrapport. Derfor blev det ved Kommissionens beslutning 2008/934/EF af 5. december 2008 om afvisning af at optage visse aktivstoffer i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse stoffer (4) vedtaget, at etridiazol ikke skulle optages i det pågældende bilag.

(3)

Den oprindelige anmelder (i det følgende benævnt »ansøgeren«) har i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF indgivet en ny ansøgning og anmodet om, at den blev behandlet efter den fremskyndede procedure, der er omhandlet i artikel 14-19 i Kommissionens forordning (EF) nr. 33/2008 af 17. januar 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår en almindelig og en fremskyndet procedure for vurdering af aktivstoffer, der har været omfattet af det i artikel 8, stk. 2, i samme direktiv omhandlede arbejdsprogram, men som ikke er optaget i direktivets bilag I (5).

(4)

Ansøgningen blev indgivet til Nederlandene, der blev udpeget som rapporterende medlemsstat ved forordning (EF) nr. 1490/2002. Tidsfristen for den fremskyndede procedure er overholdt. Aktivstoffets specifikation og de anvendelsesformål, der er fremlagt dokumentation for, er de samme som i beslutning 2008/934/EF. Ansøgningen opfylder ligeledes de øvrige indholdsmæssige og proceduremæssige krav i artikel 15 i forordning (EF) nr. 33/2008.

(5)

Nederlandene har evalueret de supplerende data, som ansøgeren har forelagt, og har udarbejdet en supplerende rapport. Rapporten blev den 2. december 2009 meddelt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »EFSA«) og Kommissionen. EFSA underrettede de øvrige medlemsstater og ansøgeren om den supplerende rapport, med henblik på at de kunne fremsætte bemærkninger hertil, og sendte de modtagne bemærkninger til Kommissionen. I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 33/2008 og efter anmodning fra Kommissionen forelagde EFSA sin konklusion om etridiazol for Kommissionen den 24. september 2010 (6). Udkastet til vurderingsrapport, den supplerende rapport og EFSA's konklusion er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 28. januar 2011 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om etridiazol.

(6)

Det fremgår af diverse undersøgelser, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder etridiazol, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Etridiazol bør derfor optages i bilag I for at sikre, at godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, kan finde sted i alle medlemsstater i overensstemmelse med direktivet.

(7)

Uden at det berører denne konklusion, bør der indhentes yderligere oplysninger om visse specifikke forhold. I henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF kan der fastsættes betingelser for optagelsen af et stof i bilag I. Medlemsstaterne skal således ved vurderingen af ansøgninger om godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder etridiazol, til andre anvendelsesformål end på prydplanter sikre, at de nødvendige oplysninger er fremlagt, inden en sådan godkendelse gives. Det bør desuden kræves, at ansøgeren fremlægger yderligere oplysninger til bekræftelse af specifikationen af det tekniske materiale som industrielt fremstillet, dokumenteret ved hjælp af relevante analysedata, relevansen af urenhederne, ækvivalensen mellem specifikationerne af det tekniske materiale som kommercielt fremstillet og specifikationerne af det testmateriale, der er anvendt i økotoksicitetsdossiererne, relevansen af plantemetabolitterne 5-hydroxy-ethoxyetridiazolsyre og 3-hydroxymethyletridiazol, den indirekte eksponering af grundvandet og jordbundsorganismer for etridiazol og for jordmetabolitterne heraf, dvs. dichlor-etridiazol og etridiazolsyre, samt etridiazolsyres transport over lange og korte afstande gennem luften.

(8)

Før et aktivstof optages i bilag I, bør medlemsstaterne og de berørte parter have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav, optagelsen medfører.

(9)

Uden at det berører de forpligtelser, der i henhold til direktiv 91/414/EØF følger af, at et aktivstof optages i bilag I, bør medlemsstaterne have en frist på seks måneder efter optagelsen til at tage eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder etridiazol, op til fornyet overvejelse for at sikre, at kravene i direktiv 91/414/EØF, navnlig i artikel 13, og de relevante betingelser i bilag I er opfyldt. Medlemsstaterne bør, alt efter hvad der er relevant, ændre, erstatte eller tilbagekalde eksisterende godkendelser i henhold til direktiv 91/414/EØF. Uanset ovenstående frist bør der afsættes en længere periode til indgivelse og vurdering af det fuldstændige dossier, jf. bilag III, for hvert plantebeskyttelsesmiddel og for hvert enkelt påtænkt anvendelsesformål i overensstemmelse med de ensartede principper i direktiv 91/414/EØF.

(10)

Erfaringerne fra tidligere optagelser i bilag I til direktiv 91/414/EØF af aktivstoffer, som er vurderet inden for rammerne af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (7), har vist, at der kan opstå vanskeligheder med fortolkningen af de pligter, som indehavere af eksisterende godkendelser har med hensyn til adgang til data. For at undgå yderligere vanskeligheder synes det derfor nødvendigt at præcisere medlemsstaternes pligter, især pligten til at kontrollere, at indehaveren af en godkendelse kan påvise, at han har adgang til et dossier, der opfylder kravene i bilag II til direktivet. Denne præcisering pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne eller indehavere af godkendelser nye forpligtelser i forhold til de hidtil vedtagne direktiver om ændring af bilag I.

(11)

Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

Det blev ved beslutning 2008/934/EF vedtaget, at etridiazol ikke skulle optages i bilag I, og at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende stof, skulle tilbagekaldes senest den 31. december 2011. Det er nødvendigt at slette rækken vedrørende etridiazol i beslutningens bilag.

(13)

Beslutning 2008/934/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(14)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

a)

hvis det drejer sig om et middel, der indeholder etridiazol som eneste aktivstof, om nødvendigt ændre eller tilbagekalde godkendelsen senest den 31. maj 2015, eller

b)

hvis det drejer sig om et produkt, der indeholder etridiazol som ét af flere aktivstoffer, om nødvendigt ændre godkendelsen eller trække den tilbage senest den 31. maj 2015 eller senest den dato, der er fastsat for en sådan ændring eller tilbagetrækning i det eller de pågældende direktiver, hvorved det eller de pågældende stoffer blev optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, alt efter hvilket der er det seneste tidspunkt.

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/14

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og (EF) nr. 1490/2002 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet en liste over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Denne liste omfatter fenbutatinoxid.

(2)

Anmelderen trak i overensstemmelse med artikel 11e i forordning (EF) nr. 1490/2002 sin støtte til optagelsen af aktivstoffet i bilag I til direktiv 91/414/EØF tilbage inden for to måneder efter modtagelsen af udkastet til vurderingsrapport. Derfor blev det ved Kommissionens beslutning 2008/934/EF af 5. december 2008 om afvisning af at optage visse aktivstoffer i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse stoffer (4) vedtaget, at fenbutatinoxid ikke skulle optages i det pågældende bilag

(3)

Den oprindelige anmelder (i det følgende benævnt »ansøgeren«) har i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF indgivet en ny ansøgning og anmodet om, at den blev behandlet efter den fremskyndede procedure, der er omhandlet i artikel 14-19 i Kommissionens forordning (EF) nr. 33/2008 af 17. januar 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår en almindelig og en fremskyndet procedure for vurdering af aktivstoffer, der har været omfattet af det i artikel 8, stk. 2, i samme direktiv omhandlede arbejdsprogram, men som ikke er optaget i direktivets bilag I (5).

(4)

Ansøgningen blev indgivet til Belgien, der blev udpeget som rapporterende medlemsstat ved forordning (EF) nr. 451/2000. Tidsfristen for den fremskyndede procedure er overholdt. Aktivstoffets specifikation og de anvendelsesformål, der er fremlagt dokumentation for, er de samme som i beslutning 2008/934/EF. Ansøgningen opfylder ligeledes de øvrige indholdsmæssige og proceduremæssige krav i artikel 15 i forordning (EF) nr. 33/2008.

(5)

Belgien har evalueret de supplerende data, som ansøgeren har forelagt, og har udarbejdet en supplerende rapport. Rapporten blev den 1. december 2009 meddelt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »EFSA«) og Kommissionen. EFSA underrettede de øvrige medlemsstater og ansøgeren om den supplerende rapport, med henblik på at de kunne fremsætte bemærkninger hertil, og sendte de modtagne bemærkninger til Kommissionen. I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 33/2008 og efter anmodning fra Kommissionen forelagde EFSA sin konklusion om fenbutatinoxid for Kommissionen den 23. august 2010 (6). Udkastet til vurderingsrapport, den supplerende rapport og EFSA's konklusion er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 28. januar 2011 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om fenbutatinoxid.

(6)

Det fremgår af diverse undersøgelser, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder fenbutatinoxid, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Fenbutatinoxid bør derfor optages i bilag I for at sikre, at godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, kan finde sted i alle medlemsstater i overensstemmelse med direktivet.

(7)

Uden at det berører denne konklusion, bør der indhentes yderligere oplysninger om visse specifikke forhold. I henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF kan der fastsættes betingelser for optagelsen af et stof i bilag I. Det bør derfor kræves, at ansøgeren fremlægger yderligere oplysninger til bekræftelse af resultaterne af risikovurderingen under hensyntagen til den nyeste videnskabelige viden om den relevante urenhed bis[hydroxybis(2-methyl-2-phenylpropyl)tin]oxid (SD 31723). Disse oplysninger bør omfatte følgende data: det genotoksikologiske potentiale, den økotoksikologiske relevans, spektre og urenhedens lagringsstabilitet samt analysemetoder for plantebeskyttelsesmidlerne.

(8)

Før et aktivstof optages i bilag I, bør medlemsstaterne og de berørte parter have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav, optagelsen medfører.

(9)

Uden at det berører de forpligtelser, der i henhold til direktiv 91/414/EØF følger af, at et aktivstof optages i bilag I, bør medlemsstaterne have en frist på seks måneder efter optagelsen til at tage eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder fenbutatinoxid, op til fornyet overvejelse for at sikre, at kravene i direktiv 91/414/EØF, navnlig i artikel 13, og de relevante betingelser i bilag I er opfyldt. Medlemsstaterne bør, alt efter hvad der er relevant, ændre, erstatte eller tilbagekalde eksisterende godkendelser i henhold til direktiv 91/414/EØF. Uanset ovenstående frist bør der afsættes en længere periode til indgivelse og vurdering af det fuldstændige dossier, jf. bilag III, for hvert plantebeskyttelsesmiddel og for hvert enkelt påtænkt anvendelsesformål i overensstemmelse med de ensartede principper i direktiv 91/414/EØF.

(10)

Erfaringerne fra tidligere optagelser i bilag I til direktiv 91/414/EØF af aktivstoffer, som er vurderet inden for rammerne af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (7), har vist, at der kan opstå vanskeligheder med fortolkningen af de pligter, som indehavere af eksisterende godkendelser har med hensyn til adgang til data. For at undgå yderligere vanskeligheder synes det derfor nødvendigt at præcisere medlemsstaternes pligter, især pligten til at kontrollere, at indehaveren af en godkendelse kan påvise, at han har adgang til et dossier, der opfylder kravene i bilag II til direktivet. Denne præcisering pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne eller indehavere af godkendelser nye forpligtelser i forhold til de hidtil vedtagne direktiver om ændring af bilag I.

(11)

Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(12)

Det blev ved beslutning 2008/934/EF vedtaget, at fenbutatinoxid ikke skulle optages i bilag I, og at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende stof, skulle tilbagekaldes senest den 31. december 2011. Det er nødvendigt at slette rækken vedrørende fenbutatinoxid i beslutningens bilag.

(13)

Beslutning 2008/934/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(14)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

a)

hvis det drejer sig om et middel, der indeholder fenbutatinoxid som eneste aktivstof, om nødvendigt ændre godkendelsen eller trække den tilbage senest den 31. maj 2015, eller

b)

hvis det drejer sig om et middel, der indeholder fenbutatinoxid som ét af flere aktivstoffer, om nødvendigt ændre godkendelsen eller trække den tilbage senest den 31. maj 2015 eller senest den dato, der er fastsat for en sådan ændring eller tilbagetrækning i det eller de pågældende direktiver, hvorved det eller de pågældende stoffer blev optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, alt efter hvilket der er det seneste tidspunkt.

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/18

(1)

I henhold til artikel 5, stk. 5, i direktiv 91/414/EØF kan optagelsen af et stof i direktivets bilag I til enhver tid tages op til revision, hvis der er tegn på, at de i artiklens stk. 1 og 2 omhandlede kriterier ikke længere er opfyldt.

(2)

Ved Kommissionens direktiv 2007/52/EF (2) blev pirimiphos-methyl optaget som aktivstof i bilag I til direktiv 91/414//EØF. Ifølge de særlige bestemmelser vedrørende det pågældende aktivstof skulle anmelderen dog fremlægge yderligere undersøgelser for at bekræfte vurderingen af brugernes eksponering.

(3)

Den 22. september 2009 forelagde anmelderen disse undersøgelser for Det Forenede Kongerige, der blev udpeget som rapporterende medlemsstat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (3).

(4)

Det Forenede Kongerige har evalueret undersøgelserne og forelagde den 25. februar 2010 Kommissionen et tillæg til udkastet til vurderingsrapport, der blev rundsendt med henblik på, at de øvrige medlemsstater, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og anmelderen kunne fremsætte bemærkninger hertil. Tillægget er under hensyntagen til udkastet til vurderingsrapport blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 28. januar 2011 med en ændret udgave af Kommissionens reviderede vurderingsrapport om pirimiphos-methyl af 16. marts 2007.

(5)

De undersøgelser, der indgik i den reviderede vurderingsrapport, som blev færdigbehandlet den 28. januar 2011, viser, at risikoen for brugerne ikke er acceptabel, når der anvendes bærbart udstyr.

(6)

På grundlag af udkastet til vurderingsrapport, tillægget og de bemærkninger, der er fremsat af medlemsstaterne, EFSA og anmelderen, gælder den konklusion stadig, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder pirimiphos-methyl, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Det er dog nødvendigt at fastsætte visse restriktioner for optagelsen af pirimiphos-methyl i bilag I, idet bærbart udstyr ikke tillades.

(7)

Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/21

(1)

Rådet vedtog den 8. marts 2010 afgørelse 2010/145/FUSP (1).

(2)

Foranstaltningerne i afgørelse 2010/145/FUSP bør forlænges med en ny periode på 12 måneder —

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/22

(1)

Ved brev af 2. oktober 1997 anmeldte Den Franske Republik støtteordning nr. N 679/97 — et udkast til dekret om ændring af en allerede eksisterende ordning om støtte til radiofoni (4) — til Kommissionen. Ved beslutning af 10. november 1997 (5) godkendte Kommissionen videreførelsen af denne ordning for støtte til radiofoni for en periode på ti år.

(2)

Kommissionen godkendte en ændring af støtteordningen ved beslutning af 28. juli 2003 (6). Den af de franske myndigheder foreslåede ændring vedrørte bl.a. en ændring af finansieringsbetingelserne for støtteordningen (7). I denne beslutning konkluderede Kommissionen, at den således ændrede støtteordning var forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »TEUF«). Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2003 for en periode på ti år.

(3)

Den 22. december 2008 erklærede EU-Domstolen Kommissionens beslutning af 10. november 1997 vedrørende perioden 1997-2002 for ugyldig. Kommissionen traf efterfølgende alle nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe den konstaterede ulovlighed og gennemgik på ny de franske myndigheders oplysninger (en detaljeret beskrivelse af dette forløb findes i afsnit 3, »Begrundelse for at indlede proceduren«).

(4)

Ved brev af 11. februar 2009 meddelte Kommissionen Den Franske Republik s in beslutning om at indlede proceduren efter EUF-traktatens artikel 108, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte.

(5)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (8). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(6)

Ved brev af 23. april 2009 fremsendte Den Franske Republik sine bemærkninger til foranstaltningen.

(7)

Kommissionen har ikke modtaget andre bemærkninger hertil fra interesserede tredjeparter.

(8)

Den pågældende foranstaltning består af en støtteordning til fordel for mindre, lokale radiostationer i Frankrig, der har en kommunikativ funktion i nærområder, og hvis reklame- og sponsorindtægter ikke overstiger 20 % af omsætningen.

(9)

Statsstøtten finansieredes via en skattelignende afgift på reklameindtægter fra radio og tv.

(10)

Den kompetente myndighed, Fonds de soutien à l'expression radiophonique (FSER), kan tildele tre former for støtte:

(11)

Ordningen blev indført i 1989 og er blevet ændret flere gange, hvilket altid er blevet anmeldt Kommissionen og godkendt af denne, nemlig i hhv. 1990, 1992, 1997 og 2003.

(12)

Med de franske myndigheders udkast til dekret indføres støtteordningen efter artikel 80 i lov nr. 86-1067 af 30. september 1986 om kommunikationsfrihed, ændret ved artikel 25 i lov nr. 89-25 af 17. januar 1989 og artikel 27 i lov nr. 90-1170 af 29. december 1990, der bestemmer følgende:

»Til radiofonitjenester, hvis kommercielle ressourcer, hidrørende fra meddelelser udsendt over radioen og med karakter af reklame for mærker eller sponsorer, er mindre end 20 % af deres samlede omsætning, ydes støtte efter de nærmere bestemmelser, som fastsættes ved dekret efter høring af Conseil d’État.

Til finansiering af denne støtte opkræves en afgift af indtægterne fra reklame udsendt via radio og tv.

Vederlag, som radiofonitjenester modtager i forbindelse med meddelelser til fordel for kollektive eller almennyttige foranstaltninger, tages ikke i betragtning ved bestemmelsen af det i denne artikels stk. 1 nævnte loft.«

(13)

Vedrørende finansieringen af støtteordningen bestemmes følgende i artikel 1 i det af de franske myndigheder den 2. oktober 1997 anmeldte udkast til dekret, efterfølgende dekret nr. 97-1263 af 29. december 1997 om indførelse af en skattelignende afgift til fordel for en fond til støtte for radiofoni (9):

»Med virkning pr. 1. januar 1998 og for en periode på fem år indføres en skattelignende afgift af reklame udsendt via radio og tv (herefter »reklameafgiften«) til finansiering af en støttefond til fordel for indehavere af en tilladelse til at udbyde radiofonitjenester, hvis kommercielle ressourcer, hidrørende fra meddelelser udsendt over radioen og med karakter af reklame for mærker eller sponsorer, er mindre end 20 % af deres samlede omsætning. Denne afgift har til formål at fremme radiofoni.«

Følgende bestemmes i artikel 2:

»Afgiften beregnes på grundlag af de beløb, uden mæglerkommission og uden merværdiafgift, som betales af annoncørerne for udsendelse af deres reklamemeddelelser på fransk område.

Afgiftspligtige er personer, der driver virksomhed med disse reklamemeddelelser.

Afgiftssatsen fastsættes ved fælles beslutning af budgetministeren og kommunikationsministeren på grundlag af de afgiftspligtiges kvartalsindtægter, idet der gælder følgende lofter:

[…]«

Dekretets artikel 4 bestemmer, at afgiften i artikel 2 beregnes, fastsættes og opkræves af generaldirektoratet for skatter på vegne af Fonds de soutien à l'expression radiophonique (FSER) efter de bestemmelser og med de garantier og sanktioner, der gælder for merværdiafgiften.

(14)

Disse bestemmelser blev ændret i forbindelse med ændringen af den til Kommissionen anmeldte støtteordning, som blev godkendt ved beslutning af 28. juli 2003 (10). Ifølge de nye regler pålægges den skattelignende afgift kun virksomheder, der er etableret på fransk område.

(15)

Kommissionen godkendte i 1997 med beslutning N 679/97 en ændring af støtteordningen, således at denne efterfølgende blev finansieret gennem en skattelignende afgift på radio- og tv-reklamer. Denne beslutning indeholder ikke nogen analyse af finansieringsmåden. Beslutningen fra 1997 var gældende indtil 2003, hvor den blev erstattet af en ny godkendelsesbeslutning, nr. NN42/03 (11).

(16)

Den 3. august 2004 indbragte det store franske radioselskab NRJ's reklamevirksomhed, Régie Network, en sag for retten i Lyon vedrørende den afgift, der var betalt i 2001 (152 524 EUR). Sagen var genstand for en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, der skulle tage stilling til gyldigheden af Kommissionens beslutning af 10. november 1997 om at tillade støtten.

(17)

Domstolen afgjorde med dom (12) af 22. december 2008, at Kommissionens beslutning fra 1997 ikke var lovlig, med den begrundelse at Kommissionen havde undladt at vurdere metoden for finansieringen af den undersøgte foranstaltning.

(18)

I Domstolens præmis 89 hedder det, at Kommissionen ved vurderingen af en støtteordning altid skal tage finansieringen i betragtning, når denne udgør en integrerende del af støtteordningen. I dommens præmis 99 præciserer Domstolen, at afgiften udgør en integrerende del af støtteforanstaltningen, når der består en tvungen forbindelse mellem afgiften og den pågældende støtte i medfør af den relevante nationale lovgivning, eftersom indtægterne fra afgiften nødvendigvis blev anvendt til at finansiere støtten og direkte bestemmer dennes omfang og dermed påvirker vurderingen af, om støtten er forenelig med det indre marked.

(19)

Efter at have kontrolleret, om alle disse betingelser var opfyldt i den foreliggende sag, konstaterer Domstolen i dommens præmis 112, at reklameafgiften udgør en integrerende del af støtteordningen for radiofoni, som den anvendes til at finansiere. Kommissionen skulle som udgangspunkt nødvendigvis have taget den pågældende afgift i betragtning, da den undersøgte den pågældende støtteordning, hvilket den havde undladt at gøre i beslutning NN 42/03.

(20)

Efter dommen, der fastslog, at Kommissionens beslutning af 10. november 1997 ikke var lovlig, har Kommissionen truffet alle nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe den konstaterede ulovlighed og på ny gennemgået de franske myndigheders oplysninger. Kommissionen indledte følgelig den 11. februar 2009 den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, i TEUF, med sagsnummer C4/2009 (13).

(21)

Ved brev af 23. juli 2009 fremsendte de franske myndigheder deres bemærkninger til Kommissionen:

(22)

Vurderingen af den pågældende støtteordning er baseret på artikel 107, stk. 3, i TEUF.

(23)

EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, bestemmer følgende:

»Bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(24)

Analyse af den foreliggende sag i forhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(25)

Den anmeldte støtteforanstaltnings formål og anvendelsesområde opfylder tydeligvis ikke betingelserne i artikel 107, stk. 2, i TEUF, og artikel 107, stk. 3, litra a-b), i TEUF.

(26)

Støtteordningen har til formål at begunstige radiofonitjenester, der leverer radiofoni på fransk område, og navnlig at støtte radiostationer med de mest begrænsede reklameressourcer. Den skal sikre mediernes mangfoldighed på det franske område, hvilket er et legitimt, generelt mål. Støtten til modtagerne kan derfor analyseres i forhold til betingelserne i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Her bestemmes følgende: »Støtteordninger kan betragtes som forenelige med det indre marked, når de har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, og de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.« I dette tilfælde skal Kommissionen afveje forholdet mellem foranstaltningens negative og positive følger.

(27)

Kommissionen har i sine foregående beslutninger konkluderet, at den pågældende støtteordning har positive følger og er forenelig med det indre marked, især fordi støtteordningen bidrager til at opfylde et veldefineret generelt mål. Målet er at fremme mangfoldigheden blandt radiofonitjenester på fransk område. Målgruppen for støtten er mindre radiostationer med lokale lyttere, idet der tages hensyn til sociale, kulturelle og lokale interesser, hvilket er et legitimt, generelt mål. Den konkurrencefordrejning, som støtteordningen kan forårsage ved at begunstige disse lokale radiostationer, er begrænset og ændrer ikke samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. I lyset af formålet med og størrelsen af de pågældende radiostationer er konkurrencefordrejningen mellem disse og leverandører af tilsvarende tjenester i en anden medlemsstat særligt begrænset. Følgelig er denne ordnings påvirkning af samhandelen særligt begrænset.

(28)

Det fremgår dog af gennemgangen af artikel 3 og 6 i dekret nr. 97-1263, at den måde, som benyttes til finansiering af støtteordningen, er baseret på den pågældende skattelignende afgift og udgør en integrerende del af foranstaltningen, hvilket Domstolen i øvrigt har fastslået i dommen i sagen Régie Networks (præmis 99-112).

(29)

Det hedder i præmis 89 i dommen i sagen Régie Networks, at: »metoden for finansiering af en støtte kan gøre hele den støtteordning, som den skal finansiere, uforenelig med det fælles marked. Følgelig kan undersøgelsen af en støtte ikke ske uafhængigt af virkningerne af metoden til støttens finansiering. Tværtimod skal Kommissionens undersøgelse af en støtteforanstaltning nødvendigvis også tage metoden for støttens finansiering i betragtning, såfremt denne udgør en integrerende del af foranstaltningen (jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen van Calster m.fl., præmis 49, og dom af 15. juli 2004, sag C-345/02, Pearle m.fl., Sml. 2004 I, s. 7139, præmis 29)«.

(30)

Følgelig skal Kommission tage den pågældende afgift i betragtning i undersøgelsen af støtteordningens forenelighed med det indre marked. Den pågældende reklameafgift ser ud til at stride mod det generelle princip, som Kommissionen regelmæssigt har slået fast, og som Domstolen bekræftede i sin dom af 25. juni 1970 i sag 47/69, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 487), hvor det hedder, at varer og tjenesteydelser skal fritages fra enhver afgift, der anvendes til at finansiere en støtteordning, som kun omfatter nationale virksomheder. Domstolen nævner denne analyse i præmis 115 i dommen i sagen Régie Networks.

(31)

Kommissionen finder, at den manglende fritagelse for radiofonitjenester, som leveres i Frankrig fra radiostationer, der er beliggende i andre medlemsstater, som ikke kan få støtte under den anmeldte støtteordning, ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Selv om det generelle mål med støtten til modtagerne er legitimt og kan betragtes som foreneligt med det indre marked, gælder dette ikke for den måde, som ordningen finansieres på.

(32)

Under disse omstændigheder konkluderer Kommissionen, at støtteordningen kan erklæres forenelig med det indre marked, især på baggrund af kriterierne i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Derimod kan Kommissionen ikke godkende den måde, ordningen finansieres på.

(33)

Kommissionen har således noteret sig, at de franske myndigheder i deres skrivelse af 23. april 2009 fremfører, at det ikke er muligt for dem at identificere (blandt dem, der betaler den skattelignende afgift, som finansierer støtteordningen) de udenlandske operatører, som har leveret radiofonitjenester i Frankrig fra stationer eller virksomheder, der er beliggende i andre medlemsstater, i den periode, der er omfattet af den pågældende støtteordning. Kommissionen kan godtage, at det af administrative hensyn kan være vanskeligt at foretage denne identifikation, eftersom disse forhold ligger langt tilbage i tiden. På grundlag af de franske myndigheders redegørelser ser det ikke ud til, at det lange tidsforløb i den foreliggende sag i sig selv er en uoverstigelig hindring for at identificere de afgiftspligtige. De franske myndigheder har til gengæld anført, at det ikke altid var muligt ud fra de oplysninger, de havde til rådighed, at fastslå, om de afgiftspligtige var virksomheder, som sendte fra det franske område eller fra en anden medlemsstat. I så fald skal de senest seks måneder efter meddelelsen af denne afgørelse informere de afgiftspligtige enkeltvist om deres specifikke ret til at få afgiften refunderet, hvis de pågældende har sendt radioudsendelser til Frankrig fra en anden medlemsstat. Administrationen skal tage alle de midler, den har til rådighed, i brug for at identificere de afgiftspligtige. Da det imidlertid ikke er sikkert, at de franske myndigheder selv kan identificere samtlige afgiftspligtige, påhviler det dem ligeledes at sikre en passende offentliggørelse af tilbagebetalingsforanstaltningerne, således at de pågældende operatører kan give sig til kende.

(34)

Der er intet til hinder for, at Frankrig gør det muligt for disse ukendte operatører at benytte sig af deres ret til at få tilbagebetalt de afgifter, de med urette er blevet afkrævet for perioden 1997-2002. Frankrig kan lovliggøre finansieringen af støtteordningen ved at tilbagebetale de afgifter, der er uforenelige med det indre marked, idet nedenstående betingelser skal overholdes:

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/28

(1)

I lyset af de erfaringer, der er høstet siden lanceringen af Fonden for De Ydre Grænser, er det hensigtsmæssigt at tydeliggøre forpligtelserne i Kommissionens beslutning 2008/456/EF (2) vedrørende åbenhed, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling ved gennemførelsen af projekter.

(2)

Medlemsstaterne skal rapportere om gennemførelsen af deres årlige programmer. Det er derfor hensigtsmæssigt at tydeliggøre, hvilke oplysninger medlemsstaterne skal fremlægge.

(3)

For at mindske den administrative byrde for medlemsstaterne og skabe større retssikkerhed bør reglerne om støtteberettigelsen af udgifter til foranstaltninger, der samfinansieres af Fonden for De Ydre Grænser, forenkles og tydeliggøres.

(4)

De fleste af ændringerne i denne afgørelse bør finde umiddelbar anvendelse. Da det årlige program for 2009 og for 2010 er under afvikling, bør de ændrede regler om støtteberettigelsen af udgifter til foranstaltninger, der samfinansieres af Fonden for De Ydre Grænser, finde anvendelse fra og med det årlige program for 2011. Medlemsstaterne bør dog have mulighed for på bestemte betingelser at anvende disse regler på et tidligere tidspunkt

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Danmark gennemført beslutning nr. 574/2007/EF i national ret og er derfor bundet af denne afgørelse.

(6)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (3) og Rådets senere afgørelse 2004/926/EF af 22. december 2004 om iværksættelse af nogle af Schengenreglerne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (4). Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(7)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne (5), som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne. Afgørelsen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(8)

For så vidt angår Island og Norge udgør beslutning nr. 574/2007/EF en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (6), henhørende under de områder, der er nævnt i artikel 1, litra A og B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7).

(9)

For så vidt angår Schweiz udgør beslutning nr. 574/2007/EF en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under de områder, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det fælles udvalg for solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme, som er nedsat ved beslutning nr. 547/2007/EF.

(11)

Beslutning 2008/456/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1.

Artikel 9, stk. 1, andet punktum, affattes således:

»Enhver væsentlig ændring af indholdet af indkaldelserne af forslag offentliggøres på samme vilkår.«

2.

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Kontrakter som led i gennemførelsen

Ved tildelingen af kontrakter for gennemførelsen af projekterne handler staten, de regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer og foreninger, der er dannet af en eller flere af sådanne myndigheder eller flere af sådanne offentligretlige organer, i overensstemmelse med gældende regler og principper for offentlige indkøb i EU og i medlemsstaterne.

Andre enheder end dem, der er omhandlet i stk. 1, tildeler kontrakter for gennemførelsen af projekterne efter passende offentliggørelse for at sikre overholdelsen af principperne om åbenhed, ikke-forskelsbehandling og ligebehandling. Der kan tildeles kontrakter til en værdi af mindre end 100 000 EUR, forudsat at de berørte enheder indkalder mindst tre tilbud. Med forbehold af nationale bestemmelser er kontrakter til en værdi af mindre end 5 000 EUR ikke omfattet af proceduremæssige forpligtelser.«

3.

Artikel 21, stk. 1, affattes således:

»1.   Den ansvarlige myndighed underretter ved formelt brev Kommissionen om eventuelle væsentlige ændringer af forvaltnings- og kontrolsystemerne og sender Kommissionen en revideret beskrivelse af forvaltnings- og kontrolsystemerne snarest muligt og senest, når disse ændringer har fået virkning.«

4.

Artikel 24, stk. 3, affattes således:

»3.   Finansieringsoversigterne til statusrapporterne og de endelige rapporter skal angive en fordeling af beløbene efter prioritet og særlig prioritet som defineret i de strategiske retningslinjer.«

5.

Artikel 25 ændres således:

6.

Artikel 26 affattes således:

»Artikel 26

Dokumenter udarbejdet af godkendelsesmyndigheden

1.   Godkendelsesmyndigheden udarbejder og indsender godkendelsen vedrørende anmodningen om anden forfinansieringsbetaling, jf. artikel 41, stk. 4, i den grundlæggende retsakt, til Kommissionen i det format, der er angivet i bilag VIII.

2.   Godkendelsesmyndigheden udarbejder og indsender godkendelsen vedrørende anmodningen om den endelige betaling, jf. artikel 42, stk. 1, litra a), i den grundlæggende retsakt, til Kommissionen i det format, der er angivet i bilag IX.«

7.

Artikel 37 affattes således:

»Artikel 37

Elektronisk udveksling af dokumenter

Ud over behørigt underskrevne papirversioner af de dokumenter, der er omhandlet i kapitel 3, skal oplysningerne også sendes elektronisk.«

8.

Artikel 40, stk. 3, litra b), affattes således:

9.

Bilagene ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

8.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/42

(1)

I artikel 3c i direktiv 2003/87/EF fastsættes den samlede mængde kvoter, der skal tildeles luftfartøjsoperatørerne. Denne mængde er defineret som en procentdel af de historiske luftfartsemissioner. I artikel 3, litra s), i direktiv 2003/87/EF defineres historiske luftfartsemissioner som den gennemsnitlige middelværdi af de årlige emissioner i kalenderårene 2004, 2005 og 2006 fra luftfartøjer, der udfører en af de luftfartsaktiviteter, der er nævnt i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Ifølge samme direktivs artikel 3c, stk. 2 og 3, bør den samlede mængde kvoter, der skal tildeles luftfartøjsoperatørerne, beregnes ud fra dette historiske gennemsnit.

(2)

Kommissionen har som fastsat i artikel 18b i direktiv 2003/87/EF fået bistand fra Eurocontrol. De omfattende lufttrafikdata, som Eurocontrol har indhentet fra Central Route Charges Office (CRCO) og Central Flow Management Unit (CFMU) og lagret i sin database, blev betragtet som de bedste tilgængelige data med henblik på at beregne de historiske emissioner. Disse data indeholder bl.a. en beregning af de enkelte flyvningers rutelængde. Dernæst blev emissionerne for hver enkelt flyvning beregnet ud fra ANCAT 3-metoden (Abatement of Nuisances Caused by Air Transport) og CASE-metoden (Calculation of Emissions by Selective Equivalence). Denne fremgangsmåde for beregningen af de historiske emissioner blev yderligere forbedret, ved at der blev taget hensyn til oplysninger om det faktiske brændstofforbrug, som blev indsendt på frivillig basis af et repræsentativt antal luftfartøjsoperatører, hvilket bidrog til at gøre beregningsmetoden mere nøjagtig. Der blev desuden foretaget yderligere beregninger for at indregne det brændstofforbrug, der er forbundet med anvendelsen af APU’er (Auxiliary Power Units — hjælpemotoranordninger). Først blev det beregnet, hvor meget brændstof de forskellige flytypers APU’er i gennemsnit forbruger. Derefter blev de enkelte emissionsfaktorer i APU’ernes brændstofforbrug ekstrapoleret med henblik på at beregne de samlede emissioner fra APU’er ved hjælp af en metode, som for hver flytype tager hensyn til APU’ernes faktiske andel af det brændstofforbrug, der går til flyvninger inden for rammerne af EU’s emissionshandelssystem, og til anvendelsen af strøm fra den faste strømforbindelse på jorden i lufthavnene. De emissioner, som svarer til det således beregnede samlede brændstofforbrug for APU’er, blev inkluderet i de historiske luftfartsemissioner for 2004, 2005 og 2006.

(3)

De årlige emissioner i kalenderåret 2004 fra luftfartøjer, der udførte en af de luftfartsaktiviteter, der er nævnt i bilag I til direktiv 2003/87/EF, anses for at være 209 123 585 ton CO2. De årlige emissioner i kalenderåret 2005 fra sådanne luftfartøjer anses for at være 220 703 342 ton CO2, og de årlige emissioner i kalenderåret 2006 fra sådanne luftfartøjer anses for at være 228 602 103 ton CO2. Eftersom de historiske luftfartsemissioner er defineret som det aritmetiske gennemsnit af disse emissioner, udgør de derfor 219 476 343 ton CO2.

(4)

Kommissionen har hørt Udvalget for Klimaændringer, som er nedsat i henhold til artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF af 11. februar 2004 om en mekanisme til overvågning af emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og til gennemførelse af Kyoto-protokollen (2) —