9.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/1

(1)

Forordning (EF) nr. 689/2008 gennemfører Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke (PIC-proceduren) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, som blev undertegnet den 11. september 1998, og som Fællesskabet har indgået ved Rådets afgørelse 2003/106/EF af 19. december 2002 om indgåelse på Fællesskabets vegne af Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (2).

(2)

Bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008 bør ændres under hensyntagen til, at der er foretaget regulerende indgreb over for visse kemikalier i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (3), Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (5).

(3)

Det er besluttet ikke at optage stofferne 1,3-dichlorpropen, benfuracarb og trifluralin som aktive stoffer i bilag I til direktiv 91/414/EØF, hvilket betyder, at disse aktive stoffer er forbudt til anvendelse som pesticid og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 1 og 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008. Da der er indgivet nye ansøgninger, som kræver nye beslutninger om optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF, bør tilføjelserne til kemikalielisten i del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008 ikke finde anvendelse, førend der foreligger beslutninger om disse kemikaliers status.

(4)

Det er besluttet ikke at optage stoffet methomyl som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF og ikke at optage stoffet methomyl som aktivt stof i bilag I, IA og IB til direktiv 98/8/EF, hvilket betyder, at dette aktive stof er forbudt til anvendelse som pesticid og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 1 og 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008. Da der er indgivet en ny ansøgning, som kræver en ny beslutning om optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF, bør tilføjelsen til kemikalielisten i del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008 ikke finde anvendelse, førend der foreligger beslutning om dette kemikalies status.

(5)

Det er besluttet ikke at optage stofferne diazinon, dichlorvos og fenitrothion som aktive stoffer i bilag I til direktiv 91/414/EØF, hvilket betyder, at disse aktive stoffer er underkastet strenge restriktioner ved anvendelse som pesticid og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008, da næsten alle anvendelser er forbudt, selv om de er identificeret og anmeldt til evaluering efter direktiv 98/8/EF og medlemsstaterne derfor stadig må tillade deres anvendelse, indtil der er truffet afgørelse om dem i henhold til nævnte direktiv.

(6)

Det bestemmes i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, at medlemsstaterne i et tidsrum af 12 år kan tillade markedsføring på deres område af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder bestemte aktive stoffer. Det tidsrum er forlænget ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2076/2002 af 20. november 2002 om forlængelse af den periode, der er angivet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF, og om afvisning af optagelse af visse aktive stoffer i bilag I til dette direktiv og tilbagetrækning af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse stoffer (6). Da de aktive stoffer azinphos-methyl og vinclozolin ikke var godkendt til optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF inden udløbet af det tidsrum, var medlemsstaterne imidlertid nødt til at trække nationale godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholdt de to stoffer, tilbage med virkning fra den 1. januar 2007. Det betyder, at de aktive stoffer azinphos-methyl og vinclozolin er forbudt til anvendelse som pesticid og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008.

(7)

Det er besluttet at underkaste anvendelsen af stofferne fenarimol, methamidophos og procymidon strenge restriktioner ved en række foranstaltninger, herunder at disse aktive stoffer kun er blevet optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF for et ganske kort tidsrum. Derefter er anvendelse af disse aktive stoffer ikke længere tilladt, hvilket betyder, at de er forbudt i kategorien »pesticid« og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 1 og 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008.

(8)

Ved Kommissionens direktiv 2003/112/EF af 1. december 2003 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage paraquat som aktivt stof (7) er det besluttet at optage stoffet paraquat som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Imidlertid er Kommissionens direktiv 2003/112/EF blevet ophævet ved dom af 11. juli 2007, afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-229/04 (8), hvilket betyder, at dette aktive stof er forbudt til anvendelse som pesticid og derfor bør tilføjes på kemikalielisten i del 1 og 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008.

(9)

Ved Kommissionens beslutning 2007/322/EF af 4. maj 2007 om beskyttelsesforanstaltninger mod forurening af drikkevand som følge af anvendelse af plantebeskyttelsesmidler indeholdende tolylfluanid (9) er det besluttet at begrænse anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder stoffet tolylfluanid, på visse betingelser. Desuden har industrien af sundhedshensyn besluttet at trække plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det aktive stof tolylfluanid, tilbage fra markedet, hvilket betyder, at dette aktive stof er forbudt til anvendelse i underkategorien pesticid i gruppen af plantebeskyttelsesmidler. Da et forbud i denne underkategori anses for at være en streng restriktion i kategorien »pesticid«, bør det aktive stof tilføjes på kemikalielisten i del 1 og 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008.

(10)

Det er besluttet at optage stoffet diuron som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF, hvilket betyder, at dette aktive stof ikke længere er forbudt til anvendelse i underkategorien »pesticid« i gruppen af plantebeskyttelsesmidler. Derfor bør det aktive stof udgå af del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008.

(11)

Da der er indgivet en ny ansøgning vedrørende de aktive stoffer cadusafos, carbofuran, carbosulfan og haloxyfop-R, som kræver en ny beslutning om optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF, bør disse kemikalier udgå af kemikalielisten i del 2 i bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008. Beslutningen om tilføjelse til kemikalielisten i del 2 i bilag I bør ikke træffes, førend den nye beslutning om stoffernes status ifølge direktiv 91/414/EØF foreligger.

(12)

Bilag I til forordning (EF) nr. 689/2008 bør ændres i overensstemmelse med ovenstående.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 133 i forordning (EF) nr. 1907/2006 —

9.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/6

9.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/8

(1)

Den 8. juli 2009 indgav Italien fire anmodninger pr. e-mail til Kommissionen i henhold til artikel 30, stk. 4, i direktiv 2004/17/EF. Kommissionen anmodede om yderligere oplysninger pr. e-mail den 24. september 2009, og efter en forlængelse af den oprindelige tidsfrist blev disse oplysninger fremsendt af de italienske myndigheder pr. e-mail den 16. oktober 2009.

(2)

Anmodningerne fra Republikken Italien på vegne af Poste Italiane S.p.A. (herefter benævnt »Poste«) vedrører forskellige finansielle tjenesteydelser, udført af Poste. Hver af de fire særskilte anmodninger, jf. artikel 30, stk. 4, vedrører forskellige finansielle tjenester, som er blevet samlet i fire forskellige afsnit. Disse tjenester er anført i anmodningerne:

(3)

Anmodningen er ledsaget af to beslutninger fra en uafhængig national myndighed, Autorità per la vigilanza sui contratti pubblici di lavori, servizi e forniture (den italienske myndighed for tilsyn med offentlige kontrakter). I sin endelige beslutning af 12. november 2008 understreger myndigheden, at hvis man skulle nå frem til, at artikel 30, stk. 1, finder anvendelse på nogle eller alle de her berørte tjenester, så ville der være behov for særlige overvågningsforanstaltninger for at sikre, at fællesskabsbestemmelserne om offentlige kontrakter fortsat finder anvendelse på alle kontrakter indgået af Poste til gennemførelse af andre aktiviteter end dem, hvor man er nået frem til, at artikel 30, stk. 1, finder anvendelse. I beslutningen konkluderer man, at Poste bør gennemføre passende foranstaltninger for at opdele kontrakterne, ud fra de aktiviteter, som er omhandlet heri.

(4)

Anmodningen er endvidere ledsaget af en udtalelse fra en uafhængig national myndighed, Autorità garante della concorrenza e del mercato (den italienske konkurrencemyndighed). Her understreger man, at den italienske finanssektor generelt er præget af åbenhed med mere end 800 banker, mere end 80 bankgrupper og mere end 170 virksomheder i forsikringssektoren, hvoraf 68 kun udbyder livsforsikringer, 77 kun forsikringer, der ikke er livsforsikringer, og 17 både livsforsikringer og andre forsikringer. Sektoren kan endvidere karakteriseres som havende en relativt lav koncentrationsgrad, eftersom de fem største grupperinger havde en andel af det samlede marked i 2007 på ca. 51,5 % i banksektoren og ca. 53 % i livsforsikringer. I sine generelle bemærkninger henviser myndigheden ligeledes til, at Poste udbyder sine finansielle tjenester gennem et distributionsnetværk, der bygger på postvirksomheden, som er meget omfattende og ikke kan sammenlignes med nogen anden operatørs. Netværket består af ca. 14 000 postkontorer (2), mens den førende bankgruppering i Italien har et samlet net på lidt over 6 000 filialer.

(5)

På grundlag af sin praksis inden for området bankfusioner har myndigheden udarbejdet detaljerede bemærkninger vedrørende de forskellige tjenester, som er omhandlet i anmodningen, og konkluderer: »Den procedure, som er indledt af Poste Italiane, vedrører en lang række aktiviteter, som er forbundet med bank- og forsikringssektorerne og sektoren for formueforvaltning. Det er konkurrencemyndighedens opfattelse, at disse sektorer, hvortil der er ubegrænset adgang, kan kendetegnes som typiske åbne markeder […]. I den forbindelse ses Poste Italiane som en særlig operatør, både som følge af de normative begrænsninger, der regulerer Bancopostas tjenester og som følge af Bancopostas kundeunderlag. Dette bekræftes af myndighedens tidligere udtalelser, i henhold til hvilke Poste Italiane aldrig fuldt ud er blevet assimileret med banker eller andre finansielle formidlere, som opererer på de pågældende markeder. Bancopostas tjenester har som helhed fungeret som supplement og været meget lig bankernes tjenester og i mindre grad udgjort et alternativ til disse […] på trods af Poste Italianes særlige karakter. Man kan konkludere, at udbuddet af banktjenester, finansielle tjenester og forsikringstjenester i Italien må siges at ske på et markedsgrundlag, hvor der ikke er begrænsninger i adgangen til markedet, hvor der er forskellige operatører, og hvor koncentrationsgraden er sammenlignelig med det europæiske gennemsnit.«

(6)

Ikke desto mindre har den italienske konkurrencemyndighed sidenhen indledt en procedure mod Poste Italiane S.p.A for misbrug af dominans inden for betalingsområdet og mere specifikt vedrørende pengeoverførsler via postgirokonti. De forpligtelser, Poste Italiane har påtaget sig vedrørende en løsning af dette spørgsmål, er ved at blive gennemgået hos konkurrencemyndigheden (3).

(7)

Opmærksomheden henledes igen på, at i henhold til artikel 6, stk. 2, litra c) i direktiv 2004/17/EF dækkes udførelse af finanstjenester, som defineret i fjerde led af omtalte litra c) kun af direktivet, for såvidt som sådanne tjenester udføres af organer, der også udfører posttjenester som defineret i litra b) i omtalte bestemmelse. Poste er den eneste ordregiver i Italien, som tilbyder de pågældende tjenester her.

(8)

I artikel 30 i direktiv 2004/17/EF er det fastlagt, at kontrakter, der indgås med henblik på at muliggøre udførelse af en af de aktiviteter, der er omhandlet i direktivet, ikke er underlagt dette direktiv, hvis den pågældende aktivitet i den medlemsstat, hvor den udøves, er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår på markeder, hvortil adgangen er fri. Om der er tale om, at man direkte er undergivet almindelige konkurrencevilkår, vurderes på grundlag af objektive kriterier, hvor der tages hensyn til den pågældende sektors særlige kendetegn. Adgangen til et marked betragtes som fri, hvis medlemsstaten har gennemført og anvender den relevante fællesskabslovgivning om åbning af en given sektor eller en del heraf. Hvis der ikke er anført relevant fællesskabslovgivning i direktivets bilag XI, hvilket gælder for de her pågældende tjenester, så er det et krav i artikel 30, stk. 3, andet afsnit, at det »skal … påvises, at der retligt og faktisk er fri adgang til det pågældende marked.«

(9)

Med hensyn til finansielle tjenester henledes opmærksomheden på, at der er blevet vedtaget en omfattende lovgivning på fællesskabsniveau med henblik på en liberalisering af etablering og udførelse af tjenesteydelser inden for denne sektor. Endvidere har Kommissionen allerede i forbindelse med forskellige statsstøttesager vedrørende Poste ment, at »banksektoren har været åben for konkurrence i mange år. Den gradvise liberalisering har styrket konkurrencen, som måske allerede skyldes den fri kapitalbevægelse, som er fastsat i EF-traktaten« (4). Den i artikel 30, stk. 3, fastlagte betingelse vedrørende fri adgang til markedet kan derfor siges at være opfyldt.

(10)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, bør afgøres på grundlag af en række forskellige kriterier, hvoraf ingen alene er afgørende. Hvad angår de markeder, der er omfattet af nærværende afgørelse, er hovedaktørernes markedsandel på et givet marked et af de kriterier, som bør tages i betragtning. Et andet kriterium er koncentrationsgraden på disse markeder. Da de forskellige aktiviteter, der er omfattet af nærværende afgørelse, ikke er underlagt samme betingelser, bør der ved undersøgelsen af konkurrencesituationen tages hensyn til de forskellige forhold på de forskellige markeder.

(11)

Selv om der i visse tilfælde kunne anvendes snævrere markedsdefinitioner, er det i forbindelse med nærværende afgørelse ikke nødvendigt at fastlægge en præcis definition af det relevante marked for så vidt angår en række af de tjenester, der er anført i Poste's anmodning, da resultatet af analysen vil være den samme, uanset om der anvendes en snævrere eller bredere definition.

(12)

Nærværende afgørelse indskrænker ikke anvendelsen af konkurrencereglerne.

(13)

Som anført i ovenstående betragtning 5 har den italienske konkurrencemyndighed behandlet spørgsmålet om forskellige fusioner (5) mellem banker eller andre finansielle institutioner i Italien og er nået frem til, at de finanstjenester, som Poste udbyder i forbindelse med sine postgirokonti, snarere »supplerer« end »erstatter« de tjenester, som banker udbyder i form af forskellige former for bankkonti. Denne praksis skal imidlertid ses i sin rette kontekst, dvs. en gennemgang af Postes muligheder for at udøve konkurrencepres på bankerne (6). Den detaljerede analyse, som blev udført af eller for den italienske konkurrencemyndighed, viser, at et stort flertal af de kunder (7), som har en bankkonto, ikke ville overveje at lukke denne konto og åbne en konto hos Poste. I 2005 havde mere end 28 mio. (juridiske eller fysiske) personer kun en bankkonto, mens mere end 3 mio. både havde en bankkonto og en konto hos Poste, og mindre end 2,3 mio. personer havde kun en konto hos Poste. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at antallet af personer, som kun har en konto hos Poste, syntes at vokse mindre end antallet af personer, som både har en konto hos Poste og en bankkonto. Disse kendsgerninger kan sandsynligvis i vid udstrækning forklares med de normative begrænsninger, som Poste opererer under, og det heraf mindre omfattende udbud af tjenester i forbindelse med Poste's konti. Kunder, hvis behov omfatter en lang række tjenester, ville derfor kun tøvende overveje et skift til en konto hos Poste, der ikke giver dem den vante række af tjenester (8). Den hyppigst anførte årsag til at have begge kontoformer var muligheden for fra tid til anden at vælge mellem den mest praktiske/letteste og/eller den mest fordelagtige/billigste løsning.

(14)

Målet med nærværende afgørelse er at fastslå, om de tjenester, Poste tilbyder, er undergivet konkurrencevilkår i et sådant omfang (på markeder, hvortil der er fri adgang), at det også ved fravær af de disciplinerende detaljerede kontraktregler i direktiv 2004/17/EF sikres, at Poste's kontrakter vedrørende udøvelsen af de her berørte aktiviteter vil blive indgået på en gennemsigtig, ikke-diskriminerende måde på grundlag af kriterier, der gør det muligt at finde den løsning, som generelt er den økonomisk mest fordelagtige. Med henblik herpå er det derfor nødvendigt at undersøge, om bankerne har mulighed for at udøve konkurrencepres på Poste.

(15)

De oplysninger, der er anført i ovennævnte betragtning 13 — især, at for en kunde hos Poste kan valget af en bankkonto byde enten på nye tjenester eller i det mindste flere muligheder, når man gør brug af tjenester, som gives i forbindelse med begge kontotyper — synes tydeligt at vise, at Poste faktisk er udsat for konkurrencepres fra bankerne. Dette synes også at fremgå af Kommissionens beslutning K(2006) 4207 endelig af 26. september 2006 (9), hvor Kommissionen satte fokus på Postes konkurrencesituation på markedet for finanstjenester og eksplicit konstaterede, at anfordringskontiene fra postvæsenet konkurrerer med bankernes anfordringskonti de steder, hvor både banker og Poste Italiane har filialer (10). Men det er værd at bemærke, at der inden for området statsstøtte gennemføres markedsanalyser på et meget generelt grundlag, forstået således, at markederne ikke er defineret, og at der ikke gennemføres specifikke markedsundersøgelser. Der er derfor ikke gennemført en markedsundersøgelse, sådan som Kommissionen har gjort det ved beslutninger om karteller og monopoler.

(16)

Følgelig er det i forbindelse med artikel 30, og uden at anvendelsen af konkurrencereglerne indskrænkes, nødvendigt at se på de tjenester, bankerne og andre finansielle institutioner tilbyder, når man skal fastslå, om Poste er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår eller ej, når de tilbyder tjenester vedrørende indlån.

(17)

Geografisk er markederne for modtagelse af indlån regionale, og Poste's markedsandel varierer fra én region til en anden. I henhold til de seneste foreliggende oplysninger, som de italienske myndigheder har fremsendt den 16. oktober 2009, ligger Poste's markedsandele på mellem 1,4 % i Trentino Alto Adige og et regionalt maksimum på 11,8 % i Molise. Ifølge de foreliggende tal udgjorde Poste's andel på nationalt plan 5,6 % i 2006 og syntes at være forblevet på et sammenligneligt eller endog lidt lavere niveau i de følgende år. I betragtning af dette markeds koncentrationsgrad, hvor de to største konkurrenter har en samlet markedsandel på nationalt niveau, som blev anslået til 44,7 % i 2008, bør disse faktorer tages som en indikation for, at Poste er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(18)

De tjenester, der er omhandlet i dette kapitel, beskrives som dækkende udlån, dvs. prioritetslån og andre lån, forbrugslån og finansiel leasing (gennem tredjepart). På grund af de normative begrænsninger, som Poste arbejder under (Poste må ikke tilbyde lån til offentligheden), arbejder man hovedsageligt som formidler, der yder de pågældende tjenester på vegne af banker og godkendte finansielle formidlere. Poste opererer gennem sin interne afdeling, BancoPosta, »hovedsageligt inden for bankmarkedet for privatkunder og finansielle tjenester og kun marginalt for erhvervslivet og den offentlige sektor«.

(19)

De pågældende tjenester her kan yderligere opdeles på mange forskellige måder ud fra faktorer såsom formålet med det optagede lån (11) eller den typiske kunde (forbrugere, små og mellemstore virksomheder, større virksomheder eller den offentlige sektor osv.). Som anført i ovennævnte betragtning 11 er det ikke nødvendigt at fastlægge en præcis definition i forbindelse med nærværende afgørelse.

(20)

Afhængigt af beregningerne udgjorde Poste's markedsandel som distributionskanal for personlige lån ca. 4,8 % (12)-5 % i 2008, mens de samlede markedsandele for Poste's tre største konkurrenter inden for området personlige lån udgjorde 43,6 % i samme år. Ved finansiel leasing var Poste's markedsandel ubetydelig i 2008, idet den kun udgjorde 0,03 %. Poste's markedsandel for så vidt angår prioritetslån kan, selv om den er noget større, stadig anses for at være næsten ubetydelig, da den kun udgjorde 1,6 % i 2008. I forbindelse med nærværende afgørelse bør disse faktorer derfor tages som en indikation for, at Poste direkte er undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(21)

Inden for investeringsområdet er Poste hovedsagelig aktiv i downstreamfasen (distribueringsfasen) med hensyn til placering af finansielle instrumenter (især obligationer) og af tillægspensioner, finansielle produkter samt forsikringsprodukter (især individuelle pensionspolicer). Disse tjenester kan opdeles på mange forskellige måder, ud fra det finansielle instruments type, niveauet i forvaltningskæden (upstream/downstream), ud fra kundetype osv. Heller ikke her er det nødvendigt at fastlægge en præcis definition i forbindelse med nærværende afgørelse (jf. ovenstående betragtning nr. 11).

(22)

Ud fra de foreliggende oplysninger varierede Poste's markedsandel inden for de her omtalte forskellige markedsområder mellem relativt begrænset — 19,8 % af de samlede indirekte indlån, herunder obligationer fra BancoPosta — til ubetydelig, som det er tilfældet med området investeringsforeninger, hvor Poste's markedsandel i 2008 udgjorde 0,7 %. På sidstnævnte område udgjorde den samlede markedsandel hos Poste's to vigtigste konkurrenter 43,4 %; når man ser på de forskellige distributionskanaler for investeringsforeninger, bliver konkurrencepresset endnu mere markant, eftersom formidlingen gennem banker (13) og investeringsprojektledere (14) står for en samlet andel på 78,3 % sammenlignet med de 0,7 %, der er solgt gennem postkontorer. Inden for området livsforsikringer tilbød Poste i 2008 forskellige former for forsikringer inden for forsikringsklasse I og III, men var ikke aktiv inden for forsikringsklasse IV, V og VI. Målt ud fra antallet af policer var Poste's markedsandel inden for livsforsikringsklasse I 17,03 %, mens de tilsvarende tal for klasse III udgjorde 19,4 %. Ser man på det samlede antal inden for alle forsikringsklasser, udgjorde Poste's samlede andel 17,5 % af livsforsikringspolicer i 2008. Ser man på indbetaling af livsforsikringspræmier (dvs. når man ser på værdien af præmierne), havde Poste en markedsandel på 10,1 % af det samlede marked i 2008, mens 43,6 % blev opkrævet gennem banker, og andelen indbetalt via forsikringsagenter udgjorde 23,8 % i samme år. I forbindelse med nærværende afgørelse bør der derfor tages hensyn til disse faktorer, som viser, at Poste er undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(23)

De her omhandlede betalingstjenester dækker kreditkorttjenester, herunder kreditkort med revolverende kredit, betalingskort og forudbetalte kort. De i ovenstående omtalte normative begrænsninger for Poste indebærer, at med hensyn til kreditkort opererer Poste hovedsagelig som formidler, der udbyder kort, udstedt af tredjemand, som har den samlede risiko for manglende betalingsdygtighed. På den anden side har Poste lov til at udstede betalingskort (Postamat) og forudbetalte kort. Ud fra de fremlagte oplysninger udgjorde Poste's markedsandel målt ud fra værdien 0,8 % i 2008 (15) for kreditkort. Ser man på betalingskort, opnåede Poste en markedsandel på 16,74 % af dette marked, hvilket udgør 44,6 % af den samlede sektor for betalingskort i Italien. Den resterende del af betalingskortsektoren udgøres af betalingskort fra banker, der kan bruges til betalinger på salgsstedet. Især med hensyn til forudbetalte kort har Poste fået en temmelig stor andel siden indførelsen af dets PostePay-kort i november 2003, og i 2008 havde Poste en markedsandel på 56,5 %, et fald fra 59,8 % i 2007. Omvendt steg den samlede markedsandel for de to største konkurrenter i samme periode fra 15,7 % til 20,4 %, mens den samlede markedsandel for de tre største konkurrenter steg fra 18,8 % i 2007 til 24,6 % i 2008. Selv om Poste's stilling på dette marked, der udgør 9,7 % af den samlede sektor for betalingskort i Italien, fortsat er stærk, udgør den samlede (og stigende) markedsandel hos Poste's tre største konkurrenter lidt mindre end halvdelen af Poste's, og på dette niveu er konkurrenterne i stand til at udøve stærkt konkurrencepres på Poste (16). I forbindelse med nærværende afgørelse viser disse faktorer derfor, at Poste er undergivet almindelige konkurrencevilkår inden for området kreditkort, betalingskort og forudbetalte kort.

(24)

Som anført i ovenstående betragtning 2, litra d) dækker anmodningen ligeledes tjenester vedrørende pengeoverførsler. Ud fra de foreliggende oplysninger udgjorde Poste's markedsandel af postanvisninger og bankoverførsler 16 % i 2008. Der føres i øjeblikket drøftelser for at fremme interoperabiliteteten og konkurrencen mellem bankoverførsler og postanvisninger. Med hensyn til internationale postanvisninger omfatter de foreliggende oplysninger ikke en specifik markedsandel for Poste, fordi der åbenbart er et problem med at få fat i sammenlignelige statistikker om internationale pengeoverførsler inden for banksystemet. Men i betragtning af at antallet af internationale postanvisninger kun når op på lidt mere end 2 % af det samlede antal postanvisninger og bankoverførsler, kan man anse disse for at være ubetydelige i forbindelse med nærværende afgørelse, også i betragtning af initiativerne til fremme af en stadig større liberalisering af pengeoverførsler på tværs af grænserne, såsom SEPA-tiltaget (det fælles eurobetalingsområde). Disse faktorer bør derfor tolkes som en indikation for, at Poste er undergivet almindelige konkurrencevilkår inden for området tjenester vedrørende pengeoverførsler.

(25)

På baggrund af de faktorer, der er gennemgået i betragtning 13-24, bør betingelsen om, at den pågældende aktivitet skal være undergivet almindelige konkurrencevilkår, jf. artikel 30, stk. 1, i direktiv 2004/17/EF, anses for at være opfyldt i Italien for:

(26)

Da betingelsen om fri adgang til markedet ligeledes er opfyldt, bør direktiv 2004/17/EF ikke finde anvendelse, når ordregivere indgår kontrakter, hvis formål er at udøve de tjenester i Italien, der er anført i betragtning 25, litra a) til d), eller når der afholdes konkurrencer med henblik på udøvelse af en sådan aktivitet i Italien.

(27)

Nærværende afgørelse bygger på den retlige og faktuelle situation i perioden fra juli til oktober 2009, som den fremgår af de oplysninger, der er indgivet af Republikken Italien. Den kan ændres, hvis betydelige ændringer af de retlige og faktiske forhold medfører, at betingelserne for at anvende artikel 30, stk. 1, i direktiv 2004/17/EF ikke længere er opfyldt —

a)

modtagelse af indlån fra offentligheden via en anfordringskonto

b)

udlån på vegne af banker og godkendte finansielle formidlere

c)

investeringstjenester og -aktiviteter

d)

tjenester vedrørende betalinger og pengeoverførsler

9.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/14

1.

Medlemmets eller suppleantens mandatperiode begynder den dag, Rådets beskikkelse træder i kraft.

2.

Mandatet som medlem eller suppleant ophører ved udtræden, ved udløb af det mandat, i kraft af hvilket han er beskikket, eller ved dødsfald.

3.

Ønsker et medlem eller en suppleant at udtræde, skal den pågældende give Regionsudvalgets formand skriftlig meddelelse herom og angive datoen for udtrædelsen. Formanden underretter derefter Rådet, som konstaterer, at der er en plads ledig, og sætter proceduren for udnævnelse af en efterfølger i gang.

4.

Udløber det mandat, i kraft af hvilket et medlem eller en suppleant er beskikket, giver den pågældende straks Regionsudvalgets formand skriftlig meddelelse herom.

5.

I de tilfælde, der nævnes i artikel 3, stk. 2, beskikker Rådet en efterfølger for resten af mandatperioden.

1.

Et medlem, som er forhindret i at deltage i et plenarmøde, kan lade sig repræsentere af en suppleant fra sin nationale delegation, også for et begrænset antal dage under plenarforsamlingen. Alle medlemmer og deres behørigt bemyndigede suppleanter skal skrive sig på deltagerlisten.

2.

Et medlem, som er forhindret i at deltage i et møde i et underudvalg eller i ethvert andet møde, der er godkendt af præsidiet, kan lade sig repræsentere af et andet medlem eller af en suppleant fra sin nationale delegation, sin politiske gruppe eller interregionale gruppe. Alle medlemmer og deres behørigt bemyndigede suppleanter skal skrive sig på deltagerlisten.

3.

Et medlem eller en suppleant, hvis navn er opført på listen over afløsere for medlemmer af en arbejdsgruppe nedsat i henhold til artikel 36 eller 57, kan repræsentere et vilkårligt medlem i sin politiske gruppe.

4.

En suppleant eller et medlem, der afløser et andet medlem, kan ikke repræsentere mere end et medlem. Han har på det pågældende møde de samme rettigheder og beføjelser som et ordinært medlem. Generalsekretariatet skal have meddelelse om overdragelsen af stemmeretten i overensstemmelse med de krav, som gælder for meddelelse. Meddelelse om stemmeoverdragelse skal være modtaget senest dagen inden mødet.

5.

I forbindelse med en plenarforsamling udbetales der ikke udgiftsrefusion til både et medlem og dennes suppleant. Præsidiet præciserer dette nærmere i sin instruks om møde- og rejsedagpenge.

6.

En suppleant, som er udpeget til ordfører, kan forelægge det forslag til udtalelse eller rapport, han er ansvarlig for, for plenarforsamlingen på det plenarmøde, på hvis dagsorden det står. Dette gælder også, når det medlem, han er stedfortræder for, selv er til stede. Medlemmet kan overdrage sin stemmeret til suppleanten, så længe dette forslag til udtalelse eller rapport behandles. Generalsekretæren skal inden det pågældende møde have skriftlig meddelelse om overdragelsen af stemmeretten.

7.

Med forbehold af artikel 23, stk. 1, mister enhver overdragelse sin gyldighed fra det øjeblik, hvor medlemmet, der er forhindret i at deltage, ophører med at være medlem af udvalget.

1.

Medlemmerne og suppleanterne fra en medlemsstat udgør en national delegation. Hver national delegation fastlægger selv sin interne organisation og vælger en formand. Formandens navn meddeles officielt Regionsudvalgets formand.

2.

Inden for Regionsudvalgets administration etablerer generalsekretæren en ordning til støtte for de nationale delegationer. Denne ordning giver bl.a. hvert enkelt medlem mulighed for at modtage informationer og støtte på sit eget officielle sprog. Ordningen varetages af en særlig tjeneste bestående af tjenestemænd eller midlertidigt ansatte i Regionsudvalget og sikrer, at de nationale delegationer i passende udstrækning kan gøre brug af Regionsudvalgets faciliteter. Generalsekretæren sørger især for, at de nationale delegationer har passende muligheder for at holde møder umiddelbart før eller under plenarmøderne.

3.

De nationale delegationer kan ligeledes få assistance fra nationale koordinatorer, som ikke hører til generalsekretariatets personale. De bidrager til at lette udøvelsen af medlemmernes mandat i udvalget.

4.

De nationale koordinatorer har ret til passende støtte fra generalsekretæren. De kan f.eks. bruge udvalgets infrastrukturer i et passende omfang.

1.

Medlemmerne og suppleanterne kan danne politiske grupper, der afspejler deres politiske tilhørsforhold. Kriterierne for medlemskab fastlægges i den enkelte gruppes forretningsorden.

2.

En politisk gruppe kan dannes af mindst 18 medlemmer/suppleanter, hvoraf dog mindst halvdelen skal være medlemmer, og som samlet repræsenterer mindst en femtedel af medlemsstaterne. Et medlem eller en suppleant kan kun tilhøre én politisk gruppe. En politisk gruppe opløses, hvis medlemstallet falder til under det antal, der kræves, for at en gruppe kan dannes.

3.

Når en politisk gruppe dannes, opløses eller på anden måde ændres, skal Regionsudvalgets formand underrettes via en erklæring. I erklæringen om gruppens dannelse angives gruppens navn, dens medlemmer og dens præsidium.

4.

Hver politiske gruppe bistås af et sekretariat, hvis medarbejdere er ansat i generalsekretariatet. De politiske grupper kan fremsætte forslag til ansættelsesmyndigheden om udvælgelse, ansættelse og forfremmelse af disse medarbejdere samt om forlængelse af deres kontrakter. Ansættelsesmyndigheden træffer afgørelse efter at have hørt formanden for den pågældende politiske gruppe.

5.

Generalsekretæren giver de politiske grupper og deres organer passende ressourcer til møder, gruppeaktiviteter, publikationer og sekretariaternes aktiviteter. Ressourcerne til hver enkelt politisk gruppe øremærkes på budgettet. De politiske grupper og deres sekretariater kan i passende udstrækning gøre brug af Regionsudvalgets faciliteter.

6.

De politiske grupper og deres præsidier kan mødes umiddelbart før eller under plenarmøderne. To gange om året kan de afholde ekstraordinære møder. En suppleant har for sin deltagelse i disse møder kun ret til godtgørelse af sine udgifter til rejse og ophold, når han repræsenterer et medlem fra sin politiske gruppe.

7.

Løsgængere bistås administrativt. Nærmere regler herfor fastlægges af Regionsudvalgets præsidium på forslag af generalsekretæren.

1.

På dette møde gør den midlertidige formand Regionsudvalget bekendt med Rådets meddelelse om beskikkelsen af medlemmerne og redegør for udøvelsen af repræsentationshvervet. Hvis der anmodes om det, kan den midlertidige formand prøve medlemmernes beskikkelse og mandater, inden han erklærer Regionsudvalgets nye mandatperiode for indledt.

2.

Det midlertidige præsidium forbliver i funktion, indtil udfaldet af valget af præsidiemedlemmer er bekendtgjort.

a)

Vedtagelse af udtalelser, rapporter og resolutioner

b)

Vedtagelse af overslaget over Regionsudvalgets indtægter og udgifter

c)

Vedtagelse af Regionsudvalgets politiske program ved begyndelsen af hver mandatperiode

d)

Valg af formand, første næstformand og de øvrige præsidiemedlemmer

e)

Nedsættelse af underudvalg

f)

Vedtagelse og revision af Regionsudvalgets forretningsorden

g)

Afgørelse om indbringelse af en klage for Den Europæiske Unions Domstol, der træffes efter prøvelse af beslutningsdygtigheden i henhold til artikel 21, stk. 1, første punktum, og med simpelt flertal, på forslag af enten Regionsudvalgets formand eller det kompetente underudvalg, som handler i overensstemmelse med artikel 53 og 54. Når en sådan afgørelse er blevet truffet, indgiver formanden klagen i udvalgets navn.

1.

Regionsudvalgets formand indkalder plenarforsamlingen mindst en gang i kvartalet. Præsidiet fastlægger i det forudgående års 3. kvartal en tidsplan for plenarmøderne. Et plenarmøde kan strække sig over en eller flere mødedage.

2.

Hvis mindst 1/4 af medlemmerne skriftligt begærer det, indkalder formanden til et ekstraordinært plenarmøde, som skal finde sted tidligst en uge og senest en måned efter begæringens fremsættelse. Den skriftlige begæring skal angive emnet for det ekstraordinære møde. Intet andet emne kan sættes på dagsordenen for et sådant møde.

1.

Præsidiet fastlægger det foreløbige forslag til dagsorden, som omfatter en foreløbig liste over forslag til udtalelser og rapporter samt resolutionsudkast og alle øvrige dokumenter, hvorom der skal træffes beslutning (beslutningsdokumenter) på den næstfølgende plenarforsamling.

2.

Formanden fremsender dagsordensforslaget og de deri nævnte beslutningsdokumenter pr. e-mail til medlemmerne og suppleanterne senest 20 arbejdsdage forud for plenarmødets åbning; mødedokumenterne fremsendes pr. e-mail til medlemmerne og suppleanterne på deres officielle sprog. Samtidig gøres dokumenterne elektronisk tilgængelige.

3.

Forslag til udtalelser og rapporter samt resolutionsudkast opføres principielt på dagsordenen i den rækkefølge, hvori de er vedtaget af underudvalgene eller forelagt i overensstemmelse med forretningsordenen, idet der dog tages hensyn til dagsordenspunkternes indholdsmæssige sammenhæng.

4.

Kan den i stk. 2 nævnte frist ikke overholdes, kan formanden i særlige begrundede undtagelsestilfælde optage et beslutningsdokument i dagsordensforslaget, forudsat medlemmerne og suppleanterne har modtaget det pågældende forslag på deres officielle sprog senest en uge forud for plenarmødets åbning. Begrundelsen for anvendelsen af denne procedure noteres af formanden på forsiden af beslutningsdokumentet.

5.

Skriftlige ændringsforslag til dagsordensforslaget skal være generalsekretæren i hænde senest 3 arbejdsdage forud for plenarmødets åbning.

6.

På et møde umiddelbart forud for plenarmødets åbning fastlægger præsidiet det endelige forslag til dagsorden. På dette møde kan præsidiet med 2/3 flertal af de afgivne stemmer på dagsordenen optage hastende eller aktuelle sager, hvis behandling ikke tåler at blive udsat til det næste plenarmøde.

7.

På forslag af formanden, en politisk gruppe eller 32 medlemmer, kan præsidiet eller plenarforsamlingen beslutte at:

Dette gælder ikke i tilfælde, hvor en frist fastsat af Rådet, Kommissionen eller Europa-Parlamentet ikke gør det muligt at udsætte vedtagelsen af et beslutningsdokument.

Et beslutningsdokument, der er udsat til en senere plenarforsamling, ledsages af samtlige dertil knyttede gyldigt fremsatte ændringsforslag.

Når beslutningsdokumentet sendes tilbage til det berørte underudvalg, bortfalder de tilhørende ændringsforslag, og ordføreren vurderer, hvorvidt deres indhold:

Dokumentet sættes på underudvalgets dagsorden til afgørelse.

1.

Plenarforsamlingens møder er offentlige, medmindre den træffer anden afgørelse for hele mødet eller for et bestemt dagsordenspunkt.

2.

Repræsentanter for Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen kan deltage i plenarmøderne. De kan tage ordet på opfordring.

3.

Formanden kan på eget initiativ eller på præsidiets anmodning indbyde gæster til at tale til plenarforsamlingen. Der kan i tilslutning hertil finde en generel debat sted, hvor de almindelige taletidsbestemmelser gælder.

4.

Præsidiet kan i henhold til artikel 15, stk. 1 og 6, foreslå plenarforsamlingen at holde en generel debat om aktuelle politiske emner af regional eller lokal relevans (aktualitetsdebat). Ved afviklingen af en aktualitetsdebat gælder de almindelige regler for taletid.

1.

Plenarforsamlingen fastsætter ved mødets begyndelse på præsidiets forslag taletiden for hvert enkelt dagsordenspunkt. Under mødet kan formanden på eget initiativ eller på anmodning af et medlem foranledige, at der træffes beslutning om at begrænse taletiden.

2.

I debatter om generelle anliggender eller specifikke punkter kan formanden på præsidiets foranledning foreslå plenarforsamlingen, at den fastsatte taletid fordeles mellem de politiske grupper og de nationale delegationer.

3.

Som almindelig regel er taletiden begrænset til 1 minut for indlæg vedrørende referatet, bemærkninger til forretningsordenen og indlæg om ændring af det endelige dagsordensforslag eller dagsordenen.

4.

Overskrider en taler sin taletid, kan formanden efter en enkelt advarsel fratage ham ordet.

5.

Et medlem kan foreslå, at debatten afsluttes; formanden sætter et sådant forslag under afstemning.

1.

Medlemmerne indtegnes på talerlisten i den rækkefølge, hvori de anmoder om ordet, og formanden tildeler ordet på grundlag af denne talerliste. Formanden lader så vidt muligt repræsentanter for forskellige politiske retninger og nationale delegationer få ordet skiftevis.

2.

Ordføreren for det kompetente underudvalg samt repræsentanter for de politiske grupper og nationale delegationer, der ønsker at få ordet på deres gruppes eller delegations vegne, kan dog få forrang for andre talere.

3.

Ingen kan uden formandens tilladelse få ordet mere end to gange i samme spørgsmål. De berørte underudvalgs formænd og ordførere skal dog, såfremt de ønsker det, tildeles taletid, hvis længde bestemmes af formanden.

1.

Når et medlem ønsker at fremsætte bemærkninger til forretningsordenen eller at gøre formanden opmærksom på en overtrædelse af forretningsordenen, skal han have ordet. Indlægget skal vedrøre emnet for forhandlingerne eller dagsordenen.

2.

En bemærkning til forretningsordenen har forrang for alle andre indlæg.

3.

Vedrørende bemærkninger til forretningsordenen træffer formanden øjeblikkelig afgørelse i overensstemmelse med forretningsordenen og meddeler denne afgørelse umiddelbart efter bemærkningen til forretningsordenen. Der stemmes ikke herom.

1.

Plenarforsamlingen er beslutningsdygtig, hvis et flertal af medlemmerne er til stede. Beslutningsdygtigheden prøves på anmodning af et medlem, under forudsætning af, at mindst 15 medlemmer stemmer for anmodningen om prøvelse af beslutningsdygtigheden. Så længe der ikke er blevet anmodet om, at beslutningsdygtigheden skal prøves, er afstemninger gyldige uanset antallet af tilstedeværende. Formanden kan afbryde plenarmødet i op til 10 minutter, inden beslutningsdygtigheden prøves. Medlemmer, som har anmodet om, at beslutningsdygtigheden prøves, men ikke længere er til stede i salen, betragtes ved optællingen som tilstedeværende. Hvis der er mindre end 15 medlemmer til stede, kan formanden konstatere, at plenarforsamlingen ikke er beslutningsdygtig.

2.

Konstateres det, at forsamlingen ikke er beslutningsdygtig, udsættes alle punkter, som kræver afstemning, til næste mødedag, hvor forsamlingens afstemninger om de udsatte punkter er gyldige, uanset hvor mange medlemmer der er til stede.

1.

Plenarforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal af de afgivne stemmer, medmindre andet er fastsat i forretningsordenen.

2.

En gyldig stemme er enten »for«, »imod« eller »hverken for eller imod«. Ved beregningen af flertallet tages der kun hensyn til stemmer »for« og stemmer »imod«. I tilfælde af stemmelighed betragtes teksten eller forslaget som forkastet.

3.

Hvis resultatet af stemmeoptællingen drages i tvivl, kan formanden dekretere ny afstemning. Et medlem kan anmode om ny afstemning, forudsat at mindst 15 medlemmer stemmer for en sådan anmodning.

4.

På forslag af formanden, en politisk gruppe eller 32 medlemmer forelagt inden godkendelsen af den endelige dagsorden kan plenarforsamlingen beslutte, at afstemning vedrørende et eller flere punkter på dagsordenen skal foregå ved navneopråb, hvilket skal fremgå af referatet for plenarforsamlingen. Med mindre plenarforsamlingen træffer anden bestemmelse, anvendes afstemning ved navneopråb ikke ved afstemning om ændringsforslag.

5.

På forslag af formanden, en politisk gruppe eller 32 medlemmer kan det besluttes at anvende hemmelig afstemning, når afstemningen vedrører beslutninger i personspørgsmål.

6.

Formanden kan til enhver tid beslutte, at afstemningen skal foregå ved hjælp af det elektroniske afstemningsanlæg.

1.

Kun medlemmer og behørigt bemyndigede suppleanter kan indgive ændringsforslag til beslutningsdokumenter. Ændringsforslag skal indgives i overensstemmelse med de krav, der gælder for indgivelse. Også ikke bemyndigede suppleanter kan indgive ændringsforslag, når de er udpeget til ordførere, men kun vedrørende deres egen udtalelse.

Retten til at indgive ændringsforslag til et plenarmøde kan udelukkende udøves af enten et medlem eller dette medlems behørigt bemyndigede suppleant. Ændringsforslag, som er indgivet i overensstemmelse med reglerne, inden et medlem eller suppleant ophører med at være henholdsvis medlem eller suppleant, eller inden stemmeoverdragelsen eller tilbagetrækningen af en stemmeoverdragelse, bevarer deres gyldighed.

2.

Under forbehold af artikel 26, stk. 1, skal ændringsforslag til beslutningsdokumenter indgives enten af en politisk gruppe eller af mindst 6 medlemmer eller behørigt bemyndigede suppleanter med angivelse af disses navne. Nationale delegationer, der har mindre end 6 medlemmer, kan dog indgive ændringsforslag, forudsat at ændringsforslagne indgives af samtlige medlemmer af delegationen eller disses behørigt bemyndigede suppleanter, og at forslagsstillernes navne angives.

3.

Ændringsforslag skal være generalsekretæren i hænde mindst 9 arbejdsdage før plenarmødets åbning. Ændringsforslag skal, så snart de er oversat, dog senest 4 arbejdsdage før plenarmødet, kunne hentes elektronisk.

Ændringsforslagene oversættes og fremsendes i første række til ordføreren, så han kan fremsende sine egne ændringsforslag til generalsekretariatet mindst 2 arbejdsdage inden åbningen af plenarmødet. Ordførerens ændringsforslag skal tydeligt være knyttet til et eller flere ændringsforslag som omhandlet i stk. 1. Ordførerens ændringsforslag er først tilgængelige ved åbningen af plenarforsamlingen.

Såfremt artikel 15, stk. 4, finder anvendelse, kan formanden forkorte fristen for indgivelse af ændringsforslag til 3 arbejdsdage. Fristen gælder ikke for ændringsforslag til hastende sager i henhold til artikel 15, stk. 6.

4.

Alle ændringsforslag fordeles til medlemmerne inden plenarmødets begyndelse.

1.

Hvis der til en tekstdel i et beslutningsdokument foreligger et eller flere ændringsforslag, kan formanden, ordføreren eller ophavsmændene til ændringsforslaget/ene undtagelsesvis fremsætte kompromisændringsforslag under debatten. Hvor det er muligt, bør kompromisændringsforslag omdeles skriftligt til formanden og generalsekretariatet, før det relevante punkt behandles.

2.

Afstemningen om ændringsforslag følger punkternes rækkefølge i teksten og behandles i følgende rangorden:

Hvis kompromisændringsforslagene og ordførerens ændringsforslag vedtages, annulleres de ændringsforslag, der ligger til grund herfor.

Formanden kan sætte flere ændringsforslag under samlet afstemning, hvis de har et lignende indhold eller sigte.

3.

Ordføreren kan opstille en liste over de ændringsforslag til hans forslag til udtalelse eller rapport, som han anbefaler vedtaget. Når ordføreren har anbefalet en stemmeafgivelse, kan formanden sætte de ændringsforslag, som anbefalingen gælder, til afstemning under ét. Ethvert medlem kan gøre indsigelse mod den anbefalede stemmeafgivelse og skal i så fald meddele, om hvilke ændringsforslag der skal stemmes separat.

4.

Ændringsforslag har forrang for og sættes til afstemning før den tekst, de vedrører.

5.

Vedrører to eller flere ændringsforslag, som udelukker hinanden, den samme tekstdel, har det forslag, der afviger mest fra den oprindelige tekst, forrang og sættes først til afstemning.

Formanden oplyser før afstemningen, om vedtagelsen af et ændringsforslag medfører, at et eller flere andre ændringsforslag bortfalder, enten fordi disse ændringsforslag udelukker hinanden, hvis de vedrører samme tekstdel, eller fordi de modsiger hinanden. Et ændringsforslag, som er bortfaldet, sættes ikke til afstemning, med mindre forslagsstillerne gør indsigelse mod bortfaldet og plenarforsamlingen accepterer at sætte det til afstemning.

6.

Til slut stemmes der om teksten som helhed, i givet fald i den ændrede form. En udtalelse, som ikke opnår simpelt flertal af de afgivne stemmer, sendes tilbage til det kompetente underudvalg eller opgives.

1.

Forslag til udtalelser eller rapporter, der er vedtaget enstemmigt af et underudvalg (i givet fald af det primært ansvarlige underudvalg), forelægges plenarforsamlingen til vedtagelse i den oprindelige form, medmindre mindst 32 medlemmer, disses behørigt bemyndigede suppleanter eller en politisk gruppe fremsætter ændringsforslag inden for den frist, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, 1. punktum. I sidstnævnte tilfælde behandles ændringsforslagene af plenarforsamlingen. Forslaget til udtalelse eller rapport fremlægges af ordføreren på plenarforsamlingen og kan gøres til genstand for debat sammen med forslaget til dagsorden.

2.

Såfremt underudvalget (i givet fald det primært ansvarlige underudvalg) er af den opfattelse, at et høringsdokument, som det har fået forelagt, ikke giver anledning til bemærkninger eller ændringsforslag fra Regionsudvalgets side, kan det foreslå, at der ikke fremsættes nogen indvendinger. Forslaget forelægges plenarforsamlingen til vedtagelse uden debat.

1.

Regionsudvalget anerkender og går ind for følgende symboler for Unionen:

2.

Regionsudvalget fejrer Europadagen den 9. maj.

3.

Europaflaget opsættes i alle Regionsudvalgets bygninger og ved officielle begivenheder.

4.

Hymnen afspilles ved åbningen af alle konstituerende samlinger ved mandatperiodens start og ved andre højtidelige lejligheder, herunder navnlig for at byde stats- og regeringschefer velkommen, eller for at modtage nye medlemmer efter en udvidelse.

a)

formanden

b)

første næstformand

c)

en næstformand pr. medlemsstat

d)

yderligere 27 medlemmer

e)

formændene for de politiske grupper.

—

:

3 pladser

:

Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien, Polen, Spanien og Tyskland

—

:

2 pladser

:

Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Grækenland, Irland, Litauen, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig

—

:

1 plads

:

Cypern, Estland, Letland, Luxembourg, Malta og Slovenien.

1.

Hver national delegation udpeger af sin midte et medlem eller en suppleant til personlig stedfortræder for delegationens medlemmer af præsidiet, med undtagelse af præsidiets formand og næstformand.

2.

Hver politisk gruppe udpeger af sin midte et medlem eller en suppleant til personlig stedfortræder for gruppens formand.

3.

En personlig stedfortræder har kun ret til at deltage, at få ordet og at stemme, når han repræsenterer præsidiemedlemmet. Generalsekretæren skal inden det pågældende møde have skriftlig meddelelse om overdragelsen af stemmeretten.

1.

Regionsudvalgets præsidium vælges af plenarforsamlingen for 2 ½ år.

2.

Valget foregår under forsæde af den midlertidige formand i overensstemmelse med artikel 11 og 12. Alle kandidatforslag skal indgives skriftligt til generalsekretæren senest en time før plenarforsamlingens åbning. Valgene kan kun finde sted, hvis mindst 2/3 af medlemmerne er til stede.

1.

Forud for valget af formand og første næstformand kan kandidaterne til disse poster fremsætte en kortfattet erklæring over for plenarforsamlingen. Alle kandidater skal have samme taletid, hvis længde bestemmes af den midlertidige formand.

2.

Regionsudvalgets formand og første næstformand vælges ved separate valghandlinger. De vælges med simpelt flertal af de afgivne stemmer.

3.

En gyldig stemme er enten en stemme »for« eller en stemme »hverken for eller imod«. Ved beregningen af det krævede flertal medregnes kun stemmerne »for«.

4.

Hvis ingen kandidat opnår flertal i første afstemningsrunde, afvikles der endnu en afstemningsrunde, hvori den kandidat, der opnår flest af de afgivne stemmer, betragtes som valgt. I tilfælde af stemmelighed træffes afgørelsen ved lodtrækning.

1.

Der kan opstilles en fælles kandidatliste med kandidaterne fra de nationale delegationer, som kun foreslår 1 kandidat til hver plads, der tilkommer dem i præsidiet. Denne liste kan vedtages ved én enkelt afstemning med simpelt flertal af de afgivne stemmer.

Hvis der ikke vedtages en fælles kandidatliste, eller hvis en national delegation opstiller flere kandidater, end den har pladser at besætte i præsidiet, besættes hver af disse pladser ved særskilte afstemninger; i den forbindelse følges samme valgprocedure som ved valg af formand og første næstformand, jf. artikel 31 og artikel 32, stk. 2, 3 og 4.

2.

Med henblik på valg af formændene for de politiske grupper til medlemmer af præsidiet forelægges plenarforsamlingen en liste med deres navne.

a)

udarbejder et politisk program og forelægger dette for plenarforsamlingen i begyndelsen af sin mandatperiode. Det overvåger programmets gennemførelse. Ved mandatperiodens afslutning aflægger præsidiet beretning for plenarforsamlingen om gennemførelsen af det politiske program

b)

tilrettelægger og koordinerer plenarforsamlingens og underudvalgenes arbejde

c)

vedtager de årlige arbejdsprogrammer for underudvalgene på forslag af disse

d)

varetager det generelle ansvar for finansielle, organisatoriske og administrative spørgsmål vedrørende medlemmerne og suppleanterne, for Regionsudvalgets interne organisation, dets generalsekretariat, herunder organisationsplanen, og dets organer

e)

kan

f)

ansætter generalsekretæren og de tjenestemænd og øvrige ansatte, der er nævnt i artikel 69

g)

forelægger i henhold til artikel 72 forslaget til overslag over Regionsudvalgets indtægter og udgifter for plenarforsamlingen

h)

godkender møder uden for det sædvanlige arbejdssted

i)

vedtager bestemmelser om medlemskab af arbejdsgrupper, blandede udvalg med ansøgerlande eller andre politiske instanser, som udvalgets medlemmer deltager i, samt om disse organers arbejdsmåde

j)

træffer afgørelse om indbringelse af en klage for Den Europæiske Unions Domstol, når plenarforsamlingen ikke er i stand til at træffe en afgørelse inden for de fastsatte frister, efter prøvelse af beslutningsdygtigheden i henhold til artikel 37, stk. 2, første punktum, og med simpelt flertal. Afgørelsen træffes på forslag af enten Regionsudvalgets formand eller det kompetente underudvalg, som handler i overensstemmelse med artikel 53 og 54. Når en sådan afgørelse er blevet truffet, indgiver formanden klagen i udvalgets navn og forelægger på førstkommende plenarmøde spørgsmålet om opretholdelse eller tilbagetrækning af klagen for plenarforsamlingen. Hvis plenarforsamlingen efter prøvelse af beslutningsdygtigheden i henhold til artikel 21, stk. 1, første punktum, og med det i henhold til artikel 13, litra g), fornødne flertal, stemmer imod klagen, trækker formanden denne tilbage.

1.

Præsidiet indkaldes af formanden, der i samråd med første næstformand fastlægger mødedato og dagsorden. Præsidiet træder sammen mindst en gang i kvartalet eller senest 14 dage efter fremsættelse af skriftlig begæring herom fra mindst en fjerdedel af dets medlemmer.

2.

Præsidiet er beslutningsdygtigt, når mindst 1/2 af dets medlemmer er til stede. Beslutningsdygtigheden prøves på anmodning af et medlem, under forudsætning af at mindst 6 medlemmer stemmer for anmodningen. Så længe ingen har anmodet om, at beslutningsdygtigheden prøves, er afstemninger gyldige uanset antallet af tilstedeværende. Konstateres det, at præsidiet ikke er beslutningsdygtigt, kan forhandlingerne fortsættes, men afstemninger udsættes til det følgende møde.

3.

Det træffer beslutning med simpelt flertal af de afgivne stemmer, medmindre andet er fastsat i forretningsordenen. I øvrigt finder artikel 22, stk. 2 og 5, anvendelse.

4.

Til forberedelse af præsidiets beslutninger pålægger formanden generalsekretæren at udarbejde baggrundsnotater og beslutningsforslag vedrørende de enkelte spørgsmål, der skal behandles; de vedføjes dagsordensforslaget.

5.

Medlemmerne skal have modtaget mødedokumenterne via e-mail senest 10 dage før mødets åbning. Ændringsforslag til præsidietekster skal indgives i overensstemmelse med de krav, der gælder for indgivelse, og være generalsekretæren i hænde senest i løbet af den tredje arbejdsdag før præsidiemødets åbning og skal, så snart de er oversat, kunne hentes elektronisk.

6.

I ganske særlige tilfælde kan formanden anvende skriftlig procedure til vedtagelse af en beslutning, undtagen når det drejer sig om en beslutning vedrørende personer. Formanden sender medlemmerne forslaget til beslutning og opfordrer dem til inden for en frist af 5 arbejdsdage at meddele ham deres eventuelle indvendinger skriftligt. Beslutningen er vedtaget, dersom der ikke er nogen indvendinger.

1.

Formanden leder Regionsudvalgets arbejde.

2.

Formanden repræsenterer Regionsudvalget udadtil. Han kan uddelegere disse beføjelser.

3.

Er formanden fraværende eller forhindret, afløses han af første næstformand; er han også fraværende eller forhindret, afløses formanden af en af de øvrige næstformænd.

a)

når Regionsudvalget høres af Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen i de tilfælde, der er nævnt i traktaterne, og i alle andre tilfælde, især vedrørende grænseoverskridende samarbejde, hvor en af disse institutioner finder det hensigtsmæssigt

b)

på eget initiativ i de tilfælde, hvor det finder det hensigtsmæssigt

c)

når Det Økonomiske og Sociale Udvalg høres i henhold til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og Regionsudvalget finder, at der er særlige regionale interesser på spil.

1.

Formanden henviser anmodninger om udarbejdelse af udtalelser fra Rådet, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet til det kompetente underudvalg. Præsidiet underrettes herom på det følgende møde.

2.

Falder emnet for en udtalelse eller en rapport inden for mere end et underudvalgs kompetenceområde, udpeger formanden det primært ansvarlige underudvalg og foreslår, om nødvendigt, præsidiet at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter for de berørte underudvalg.

3.

Er et underudvalg uenigt i en beslutning, som formanden har truffet i henhold til stk. 1 eller 2, kan det via sin formand anmode præsidiet om at træffe en afgørelse.

1.

Kan underudvalget ikke udarbejde et forslag til udtalelse eller rapport inden for den frist, som Rådet, Europa-Kommissionen eller Europa-Parlamentet har fastsat, kan præsidiet foreslå, at plenarforsamlingen udpeger en hovedordfører, som skal forelægge et forslag til udtalelse eller rapport direkte for plenarforsamlingen.

2.

I tilfælde, hvor en frist fastsat af Rådet, Europa-Kommissionen eller Europa-Parlamentet ikke levner plenarforsamlingen tid til at udpege en hovedordfører på et møde, kan formanden udpege en hovedordfører. Plenarforsamlingen underrettes herom på det næste møde.

3.

I begge tilfælde bør det relevante underudvalg så vidt muligt afholde en generel orienterende debat om spørgsmålet.

1.

Tre præsidiemedlemmer, et underudvalg repræsenteret ved sin formand eller 32 regionsudvalgsmedlemmer kan anmode præsidiet om, at der udarbejdes en initiativudtalelse eller -rapport. Sådanne anmodninger forelægges præsidiet med en begrundelse sammen med de øvrige mødedokumenter i henhold til artikel 37, stk. 4, og så vidt muligt før vedtagelsen af det årlige arbejdsprogram.

2.

Præsidiet træffer afgørelse om anmodninger om udarbejdelse af initiativudtalelser eller -rapporter med et flertal på tre fjerdedele af de afgivne stemmer. Udtalelserne eller rapporterne henvises til de kompetente underudvalg i henhold til artikel 40. Formanden underretter plenarforsamlingen om alle præsidiets beslutninger om godkendelse og henvisning af initiativudtalelser og -rapporter.

3.

For udtalelser i henhold til artikel 39, litra c), finder denne artikel tilsvarende anvendelse.

1.

Resolutioner sættes kun på Regionsudvalgets dagsorden, hvis de vedrører Den Europæiske Unions kompetenceområde, omhandler vigtige regionale og lokale anliggender og er af aktuel betydning.

2.

Resolutionsudkast eller anmodninger om, at der udarbejdes en resolution, kan forelægges Regionsudvalget af mindst 32 medlemmer eller af en politisk gruppe. Alle udkast og anmodninger indgives til præsidiet i skriftlig form og med angivelse af navnene på de medlemmer eller af den politiske gruppe, der støtter dem. De skal tilstilles generalsekretæren senest 3 arbejdsdage før præsidiemødets åbning.

3.

Beslutter præsidiet, at Regionsudvalget skal viderebehandle et resolutionsudkast eller en anmodning om udarbejdelse af en resolution, kan det

4.

Resolutionsudkast, der drejer sig om forhold, der opstår uventet efter den i stk. 2 nævnte frist (resolutioner af hastende karakter), og som opfylder kravene i stk. 1, kan indgives ved præsidiemødets åbning. Konstaterer præsidiet, at udkastet vedrører udvalgets kerneopgaver, behandles det i henhold til stk. 3 c). Ethvert medlem kan på plenarforsamlingen indgive ændringsforslag til resolutionsudkast af hastende karakter.

1.

Ved indledningen af hver femårig mandatperiode nedsætter plenarforsamlingen underudvalg, der har til opgave at forberede dens arbejde. Den fastlægger underudvalgenes sammensætning og mandat efter forslag fra præsidiet.

2.

Underudvalgenes sammensætning skal afspejle medlemmernes nationale fordeling i Regionsudvalget.

3.

Regionsudvalgets medlemmer skal have sæde i mindst ét underudvalg og må højst have sæde i to. Præsidiet kan dog give medlemmer fra nationale delegationer, der har færre medlemmer, end der er underudvalg, dispensation fra denne regel.

1.

På sit første møde udpeger hvert underudvalg af sin midte en formand, en første næstformand og yderligere højst to næstformænd.

2.

Svarer antallet af kandidater til antallet af pladser, kan valget ske med akklamation. Er dette ikke tilfældet, eller anmoder 1/6 af underudvalgets medlemmer herom, sker valget i overensstemmelse med artikel 32, stk. 2, 3 og 4, om valg af formand og første næstformand.

3.

Hvis et medlem udtræder af Regionsudvalget eller nedlægger sit hverv som formand eller næstformand for et underudvalg, genbesættes den ledige plads i overensstemmelse med denne artikel.

1.

Underudvalgene debatterer EU’s politikker i overensstemmelse med de beføjelser, de har fået tildelt af plenarforsamlingen i henhold til artikel 45. De udarbejder navnlig forslag til udtalelser og rapporter samt resolutionsudkast, som forelægges plenarforsamlingen til vedtagelse.

2.

De udarbejder et forslag til årligt arbejdsprogram i overensstemmelse med Regionsudvalgets politiske prioriteringer og forelægger det for præsidiet til vedtagelse.

1.

Mødedato og dagsorden fastlægges af underudvalgets formand i samråd med første næstformand.

2.

Et underudvalg indkaldes af formanden. Indkaldelsen til et ordinært møde sendes til medlemmerne sammen med dagsordenen senest 4 uger inden mødet.

3.

Såfremt mindst 1/4 af underudvalgets medlemmer skriftligt anmoder om det, skal formanden indkalde til ekstraordinært møde, der skal afholdes senest 4 uger efter anmodningen. Dagsordenen for det ekstraordinære møde fastlægges af de medlemmer, der har anmodet om mødet. Den sendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen.

4.

Alle forslag til udtalelser og andre mødedokumenter, som skal oversættes og stilles til rådighed før et møde, skal tilgå underudvalgets sekretariat senest 5 uger inden mødet. De sendes til medlemmerne pr. e-mail senest 10 arbejdsdage inden mødedatoen. Formanden kan i undtagelsestilfælde ændre disse frister.

1.

Underudvalgenes møder er offentlige, medmindre et underudvalg træffer anden afgørelse for hele mødet eller for et bestemt dagsordenspunkt.

2.

Repræsentanter for Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen samt andre personer kan indbydes til at deltage i underudvalgenes møder og til at besvare spørgsmål fra medlemmerne.

1.

Underudvalgene forelægger deres forslag til udtalelse eller rapport inden for den frist, som er fastsat i den interinstitutionelle tidsplan. Underudvalgene kan højst holde 2 møder til behandling af et forslag til udtalelse eller rapport, heri ikke indbefattet det møde, hvor arbejdet tilrettelægges.

2.

I undtagelsestilfælde kan præsidiet give tilladelse til yderligere møder til behandling af et forslag til udtalelse eller rapport, eller det kan forlænge fristen for dets forelæggelse.

1.

En udtalelse eller rapport fra Regionsudvalget indeholder Regionsudvalgets synspunkter og anbefalinger i forbindelse med det pågældende spørgsmål samt eventuelle konkrete ændringsforslag til høringsdokumentet.

2.

Udvalgets udtalelser indeholder en udtrykkelig henvisning til anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

3.

Disse udtalelser og rapporter skal desuden, hvor det er muligt, komme ind på de forventede konsekvenser for den administrative praksis og de regionale og lokale finanser.

4.

Om nødvendigt udarbejdes en begrundelse under ordførerens ansvar. Den sættes ikke under afstemning. Begrundelsen skal dog svare til ordlyden af udtalelsen, som der er holdt afstemning om.

1.

I tidsrummet efter vedtagelsen af en udtalelse følger ordføreren og formanden for det underudvalg, der havde fået pålagt at udarbejde forslaget til udtalelse, med bistand fra generalsekretariatet den videre behandling af det forslag, der foranledigede en høring af udvalget.

2.

Når dette underudvalg finder det nødvendigt, kan det bede præsidiet om tilladelse til at udarbejde et revideret forslag til udtalelse om samme emne så vidt muligt med samme ordfører for at tage højde for og reagere på den videre behandling af det forslag, der foranledigede høringen af udvalget.

3.

Underudvalget holder så vidt muligt møde for at afholde en debat og vedtage det reviderede forslag til udtalelse, der fremsendes til den følgende plenarforsamling.

4.

Hvis fremskridtet i den videre behandling af det forslag, der foranledigede høringen af udvalget, ikke giver underudvalget tid nok til at udtale sig, informerer formanden for dette underudvalg direkte formanden for udvalget herom, således at proceduren for udnævnelse af en hovedordfører i henhold til artikel 41 kan iværksættes.

1.

Regionsudvalgets formand eller det underudvalg, der var blevet udpeget til at udarbejde forslaget til udtalelse, kan foreslå at indbringe en klage for Den Europæiske Unions Domstol i tilfælde af krænkelse af nærhedsprincippet i forhold til en lovgivningsmæssig retsakt, når det i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde hedder, at Regionsudvalget skal høres i forbindelse med forslagets vedtagelse.

2.

Underudvalget træffer sin afgørelse med simpelt flertal af de afgivne stemmer efter på forhånd at have sikret sig, at det er beslutningsdygtigt i medfør af artikel 59, stk. 1. Underudvalgets forslag rettes til plenarforsamlingen i henhold til artikel 13, litra g), eller til præsidiet i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 36, litra j). Underudvalget begrunder sit forslag i en detaljeret rapport, og anfører herunder også om nødvendigt, om det haster med at træffe afgørelse i henhold til artikel 36 litra j).

1.

Når Regionsudvalget ikke er blevet hørt i de tilfælde, der er forudset i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, kan formanden eller et underudvalg i henhold til artikel 13, litra g) foreslå plenarforsamlingen eller præsidiet i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 36, litra j), at indbringe en klage for Den Europæiske Unions Domstol.

2.

Underudvalget træffer sin afgørelse med simpelt flertal af de afgivne stemmer efter på forhånd at have sikret sig, at det er beslutningsdygtigt i medfør af artikel 59, stk. 1. Underudvalget begrunder sit forslag i en detaljeret rapport, og anfører herunder også om nødvendigt, om det haster med at træffe afgørelse i henhold til artikel 36, litra j).

1.

Med henblik på udarbejdelsen af et forslag til udtalelse eller rapport udnævner underudvalget på forslag af dets formand en ordfører eller i begrundede tilfælde to ordførere.

2.

Underudvalgene sørger i forbindelse med udnævnelse af ordførere for at sikre en afbalanceret fordeling af udtalelser og rapporter.

3.

I hastesager kan underudvalgets formand lade ordføreren udpege ved skriftlig procedure. Formanden opfordrer medlemmerne af underudvalget til inden for en frist på 3 arbejdsdage skriftligt at fremkomme med eventuelle indvendinger mod udnævnelsen af den foreslåede ordfører. I tilfælde af indvendinger træffer formanden og første næstformand en afgørelse i fællesskab.

4.

Udpeges formanden eller en af næstformændene til ordfører, overlades mødeledelsen i forbindelse med behandlingen af det pågældende forslag til udtalelse eller rapport til en næstformand eller i mangel heraf til det ældste tilstedeværende medlem.

5.

Når en ordfører mister sit hverv som medlem eller suppleant i udvalget, udpeges der en ny ordfører fra samme politiske gruppe i underudvalget, eventuelt ved proceduren i stk. 3.

1.

I begrundede tilfælde kan underudvalgene med præsidiets samtykke nedsætte arbejdsgrupper. Arbejdsgrupper kan også have medlemmer fra andre underudvalg.

2.

Er et medlem af en arbejdsgruppe forhindret i at deltage i et møde, kan han lade sig repræsentere af et medlem eller en suppleant fra sin politiske gruppe, som er opført på listen over afløsere i denne arbejdsgruppe.

3.

Hver arbejdsgruppe kan af sin midte udpege en formand og en næstformand.

1.

Underudvalgenes medlemmer kan lade sig bistå af en ekspert.

2.

Et underudvalg kan udpege eksperter til at bistå det i arbejdet og til at bistå dets arbejdsgrupper. Efter indbydelse fra formanden kan disse eksperter deltage i underudvalgets eller en af dets arbejdsgruppers møder.

3.

Kun ordførernes eksperter og de eksperter, der er indkaldt af underudvalget, kan få refunderet deres udgifter til rejse og ophold.

1.

Et underudvalg er beslutningsdygtigt, når mere end 1/2 af dets medlemmer er til stede.

2.

Beslutningsdygtigheden prøves kun på anmodning af et medlem, under forudsætning af, at mindst 10 medlemmer stemmer for anmodningen. Så længe ingen har anmodet om, at beslutningsdygtigheden prøves, er afstemninger gyldige uanset antallet af tilstedeværende. Konstateres det, at underudvalget ikke er beslutningsdygtigt, kan underudvalget fortsætte behandlingen af de punkter på dagsordenen, der ikke kræver afstemning, og udsætte forhandlingerne og afstemningen om de resterende punkter på dagsordenen til det følgende møde.

1.

Beslutninger træffes med simpelt flertal af de afgivne stemmer. I øvrigt finder artikel 22, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

2.

Hvis et underudvalg har afbrudt afstemningen om et forslag til udtalelse, kan det beslutte med simpelt flertal af de afgivne stemmer at sætte de ændringsforslag til afstemning, som det allerede har vedtaget på mødet, igen, når det udtaler sig om forslaget som helhed.

1.

Ændringsforslag skal være underudvalgets sekretariat i hænde mindst 7 arbejdsdage inden mødedatoen. Formanden kan i undtagelsestilfælde ændre denne frist.

Ændringsforslag på underudvalgsmøder kan kun indgives af underudvalgets medlemmer eller af andre medlemmer eller behørigt bemyndigede suppleanter i henhold til betingelserne i artikel 5, stk. 2. Også ikke bemyndigede suppleanter kan indgive ændringsforslag, når de er udpeget til ordførere, men kun vedrørende deres egen udtalelse.

Retten til at indgive ændringsforslag til et underudvalgsmøde kan udelukkende udøves af enten et medlem af dette underudvalg, af et andet medlem eller af en behørigt bemyndiget suppleant. Ændringsforslag, som er indgivet i overensstemmelse med reglerne, inden et medlem eller en suppleant ophører med at være henholdsvis medlem eller suppleant, eller inden stemmeoverdragelsen eller tilbagetrækningen af en stemmeoverdragelse, bevarer deres gyldighed.

Ændringsforslagene oversættes og fremsendes i første række til ordføreren, så han kan fremsende sine egne ændringsforslag til generalsekretariatet mindst 2 arbejdsdage inden mødedatoen. Ordførerens ændringsforslag skal tydeligt være knyttet til et eller flere ændringsforslag som omhandlet i stk. 1. Ordførerens ændringsforslag skal være elektronisk tilgængelige, så snart de er oversat, og skal omdeles i skriftlig udgave senest ved mødets åbning.

I øvrigt finder artikel 24, stk. 1-5, tilsvarende anvendelse.

2.

Afstemningen om ændringsforslagene følger punkternes rækkefølge i det forslag til udtalelse eller rapport, der behandles. Til slut stemmes der om teksten som helhed.

3.

Når forslaget til udtalelse eller rapport er vedtaget i underudvalget, sender underudvalgets formand det til Regionsudvalgets formand.

1.

I ganske særlige tilfælde kan underudvalgets formand anvende skriftlig procedure til vedtagelse af en beslutning om underudvalgets funktionsmåde.

2.

Formanden sender medlemmerne beslutningsforslaget og opfordrer dem til inden for en frist af 3 arbejdsdage at meddele ham deres eventuelle indvendinger skriftligt.

3.

Beslutningen er vedtaget, dersom der ikke er nogen indvendinger.

1.

I de tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt for Regionsudvalget at udtale sig, men hvor en ny udtalelse på grund af prioritetshensyn, og/eller fordi der for relativt kort tid siden er blevet vedtaget relevante udtalelser, ikke anses for nødvendig, kan det berørte underudvalg beslutte ikke at udarbejde en ny udtalelse. I dette tilfælde kan Regionsudvalget svare EU-institutionerne via et brev underskrevet af udvalgets formand.

2.

Brevet skal udarbejdes af formanden for det kompetente underudvalg i samråd med ordførerne for de tidligere udtalelser om samme emne.

3.

Hvis fristen tillader det, skal brevet fremlægges til debat på det førstkommende møde i det relevante underudvalg, inden det forelægges Regionsudvalgets formand til underskrift.

1.

Regionsudvalget bistås af et generalsekretariat.

2.

Generalsekretariatet ledes af en generalsekretær.

3.

På forslag af generalsekretæren fastlægger præsidiet generalsekretariatets opbygning således, at det er i stand til at sikre, at Regionsudvalget og dets organer fungerer bedst muligt, og til at bistå medlemmerne i udøvelsen af deres mandat. Samtidig fastlægges generalsekretariatets bistand til medlemmerne, de nationale delegationer, de politiske grupper og løsgængerne.

4.

Generalsekretariatet udarbejder referater af møderne i Regionsudvalgets organer.

1.

Det påhviler generalsekretæren at gennemføre de afgørelser, præsidiet eller formanden træffer i henhold til denne forretningsorden og gældende retlige bestemmelser. Generalsekretæren deltager uden stemmeret i præsidiets møder, som han tager referat af.

2.

Generalsekretæren udfører sit hverv under ansvar over for formanden, der repræsenterer præsidiet.

1.

Præsidiet ansætter generalsekretæren ved beslutning truffet med 2/3 flertal af de afgivne stemmer og efter prøvelse af beslutningsdygtigheden i henhold til artikel 37, stk. 2, 1. punktum, og under anvendelse af artikel 2 og andre tilhørende artikler i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

2.

Generalsekretæren ansættes for en periode på 5 år. De nærmere ansættelsesbetingelser fastlægges af præsidiet.

Generalsekretærens mandat kan forlænges én gang for en periode på højst 5 år.

3.

For så vidt angår generalsekretæren udøves de beføjelser, som i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne tillægges ansættelsesmyndigheden, af præsidiet.

1.

De beføjelser, som i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber tillægges ansættelsesmyndigheden, udøves

2.

De beføjelser, som i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber tillægges ansættelsesmyndigheden, udøves

Kontrakter for midlertidigt ansatte i formandens eller første næstformands kabinet udløber samtidig med formandens eller første næstformands mandatperiode.

1.

Præsidiet opretter i henhold til artikel 36 et rådgivende Udvalg for Finansielle og Administrative Anliggender under forsæde af et medlem af præsidiet.

2.

Udvalget for Finansielle og Administrative Anliggender varetager følgende opgaver:

3.

Formanden for Udvalget for Finansielle og Administrative Anliggender repræsenterer Regionsudvalget over for EU's budgetmyndigheder.

1.

Udvalget for Finansielle og Administrative Anliggender forelægger præsidiet det foreløbige forslag til overslag over Regionsudvalgets indtægter og udgifter for det følgende regnskabsår. Præsidiet forelægger et forslag til overslag for plenarforsamlingen til vedtagelse.

2.

Plenarforsamlingen vedtager overslaget over indtægter og udgifter og oversender det til Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet så betids, at tidsfristerne i finansbestemmelserne kan overholdes.

3.

Formanden gennemfører budgettet — eller foranlediger dette gjort — efter høring af Udvalget for Finansielle og Administrative Anliggender og efter de interne forskrifter, som præsidiet har fastsat. Formanden udøver denne funktion i overensstemmelse med Finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

1.

Regionsudvalgets udtalelser og rapporter såvel som meddelelser om anvendelsen af forenklet procedure i henhold til artikel 26 eller om, at der i henhold til artikel 62 ikke udarbejdes nogen udtalelse eller rapport, rettes til Rådet, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. De fremsendes ligesom resolutioner af formanden.

2.

Regionsudvalgets udtalelser, rapporter og resolutioner offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

1.

Enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, har i henhold til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ret til aktindsigt i Regionsudvalgets dokumenter i overensstemmelse med de principper, betingelser og begrænsninger, der er indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001, og i henhold til de nærmere regler, der er fastlagt af Regionsudvalgets præsidium. På samme måde gives der så vidt muligt også andre fysiske og juridiske personer aktindsigt i Regionsudvalgets dokumenter.

2.

Regionsudvalget opretter et register over sine dokumenter. Præsidiet vedtager de interne regler om dokumentadgang og fastlægger en fortegnelse over de dokumenter, der er umiddelbart tilgængelige.

a)

Udvalgets debatter skal være tilgængelige på de officielle EU-sprog, med mindre præsidiet træffer anden afgørelse.

b)

På plenarforsamlingen har medlemmerne ret til at tale på det officielle EU-sprog, de ønsker. Indlæg på et af de officielle EU-sprog simultantolkes til de andre officielle sprog samt til ethvert andet sprog, som præsidiet finder nødvendigt.

c)

Ved møder i præsidiet, underudvalg og arbejdsgrupper skal der være adgang til tolkning fra og til de sprog, som anvendes af medlemmer, der har bekræftet, at de deltager i mødet.

1.

Plenarforsamlingen kan med flertal blandt medlemmerne beslutte at revidere denne forretningsorden helt eller delvist.

2.

Plenarforsamlingen pålægger et ad hoc-underudvalg at udarbejde en rapport og et tekstforslag, på grundlag af hvilke Regionsudvalget vedtager nye bestemmelser med flertal blandt medlemmerne. De nye bestemmelser træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

9.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/32

(1)

Ved brev af 30. april 2008, der blev registreret i Kommissionen samme dag, anmeldte Tyskland af hensyn til den retlige sikkerhed to foranstaltninger vedrørende erhvervsskattepligt og vedrørende fritagelse for begrænsning af underskudsfremførsel (N 221/08). Ved brev af 26. juni og 23. oktober 2008 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Tyskland svarede ved breve af 24. juli og 21. november 2008, der blev registreret samme dag.

(2)

Ved brev af 22. august 2008, der blev registreret i Kommissionen samme dag, anmeldte Tyskland af hensyn til den retlige sikkerhed desuden en tredje foranstaltning om skattelettelser for private investorer (N 413/08). Den 9. oktober 2008 afholdtes et møde mellem repræsentanter for Tyskland og Generaldirektoratet for Konkurrence. Derpå fremsendte Tyskland yderligere informationer ved brev af 19. november 2008, der blev registreret samme dag.

(3)

Den 28. januar 2009 indledte Kommissionen den formelle procedure angående alle tre foranstaltninger. Resuméet af beslutningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 14. marts 2009 (2). Tyskland fremsatte bemærkninger til beslutningen om at indlede proceduren ved brev af 3. marts 2009, der blev registreret samme dag. Tredjeparter fremsatte deres bemærkninger ved breve af 9. og 14. april 2009, der blev registreret samme dag. Tyskland blev den 23. april 2009 orienteret om disse bemærkninger og besvarede dem med brev af 22. maj 2009, der blev registreret samme dag.

(4)

Anmeldelserne omfatter tre skattemæssige foranstaltninger og indeholder to definitioner af, hvem der er de begunstigede. Foranstaltningerne blev indført ved loven om modernisering af de generelle vilkår for kapitalinvesteringer (MoRaKG). Foranstaltningerne har det samme formål, nemlig at fremme tilvejebringelsen af privat venturekapital til en bestemt gruppe virksomheder, »målvirksomhederne«.

(5)

Den første foranstaltning (registreret under N 221/08) har til formål at fremme tilvejebringelsen af venturekapital ved at opstille specifikke begrænsningskriterier for venturekapitalselskabers erhvervsskattepligt. Tyskland går ud fra, at anvendelsen af foranstaltningen vil medføre et årligt tab af skatteprovenu på 90 mio. EUR.

(6)

Den anden foranstaltning (ligeledes registreret under N 221/08) afsvækker de strenge regler om forebyggelse af misbrug i forbindelse med fradrag for underskud, idet den gør det muligt for målselskaberne at fremføre underskud, når et venturekapitalselskab erhverver andele i dem. Tyskland forventer, at denne foranstaltning vil medføre et årligt tab af skatteprovenu på 385 mio. EUR.

(7)

I henhold til den tredje foranstaltning (registreret under N 413/08) opnår fysiske personer, der investerer i målselskaber (herefter også kaldet »privatinvestorer«), indkomstskattemæssige fordele i tilfælde af, at der opnås fortjeneste i forbindelse med afståelse. Ganske vist gives skattefordelen umiddelbart til privatinvestorerne, men målselskaberne vil muligvis opnå indirekte fordele gennem denne foranstaltning ved at tiltrække flere investeringer. Tyskland forventer, at denne foranstaltning vil medføre et årligt tab af skatteprovenu på 30 mio. EUR.

(8)

De tre skattemæssige foranstaltninger i MoRaKG begunstiger venturekapitalselskaber og målselskaber som anført i MoRaKG samt privatinvestorer, for det meste velhavende privatinvestorer (herefter kaldet: Business angels), på følgende måde:

(9)

Venturekapitalselskaber er selskaber, der af det tyske finanstilsyn (Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht — BaFin) er anerkendt som venturekapitalselskab, og som ikke samtidig er registreret som porteføljeinvesteringsvirksomhed (3). Med henblik på anerkendelse som venturekapitalselskab skal følgende forudsætninger herudover være opfyldt:

(10)

Målselskaber skal være kapitalselskaber og skal desuden opfylde følgende betingelser:

(11)

Foranstaltningen indeholder ingen oplysninger om definition af et målselskab med hensyn til definitionen af kriseramte virksomheder (4).

(12)

Den tyske erhvervsskat opkræves af lokale myndigheder og svares af erhvervsaktiviteter, der udøves af et driftssted inden for en kommunes område. Dette beror på den tanke, at driftssteder skal bære en del af omkostningerne ved den lokale infrastruktur, de benytter. Erhvervsskatten skal svares af alle virksomheder, der driver erhvervsvirksomhed i erhvervs- og indkomstskattelovgivningens forstand, uanset deres retlige form. Kapitalselskaber antages altid at være erhvervsdrivende. Ved personselskaber skelnes efter aktivitet: Virksomheder, der drives som et personselskab, som udelukkende udøver virksomhed med formueforvaltning, skal ikke betale erhvervsskat. Personselskaber, der udøver erhvervsvirksomhed, er derimod erhvervsskattepligtige.

(13)

Det tyske forbundsfinansministerium har udsendt en skrivelse (5) (herefter kaldet »skrivelsen af 2003«) vedrørende afgrænsning af de formueforvaltende aktiviteter og erhvervsmæssige aktiviteter, der udøves af venturekapitalfonde og private equity-fonde. Ifølge denne skrivelse skal venturekapitalfonde/private equity-fonde betale erhvervsskat, hvis deres aktivitet klassificeres som erhvervsmæssig. Hvis de kun udøver formueforvaltning, skal de derimod ikke betale erhvervsskat. Denne skrivelse fra 2003 støttes på en dom af 25. juli 2001 afsagt af Bundesfinanzhof (BFH) (6). Ifølge dommen antages venturekapitalfonde/private equity-fonde ikke at være erhvervsdrivende, hvis følgende kriterier er opfyldt:

(14)

Disse kriterier tjener i det væsentlige til at afklare den traditionelle sondring i tyske skatteret mellem venturekapitalfondes/private equity-fondes erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige aktiviteter. Formueforvaltning anses for ikke-erhvervsmæssig aktivitet. Sondringen mellem erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige aktiviteter er en balancegang og genstand for mange domme, blandt andet fra Bundesfinanzhof. Normalt driver venturekapitalfonde eller private equity-fonde erhvervsvirksomhed, hvis handelen med aktiver (kort tidsrum mellem køb og salg af aktiver såsom værdipapirer) udgør en væsentlig del af deres aktiviteter (9).

(15)

Ifølge anmeldelsen indeholder artikel 1, § 19 i MoRaKG en »præcisering« af skrivelsen fra 2003, og angiveligt er der ingen væsentlige forskelle mellem loven og skrivelsen.

(16)

Ifølge denne bestemmelse skal venturekapitalselskaber, der er personselskaber, som udelukkende beskæftiger sig med at købe, eje, forvalte og sælge venturekapitalandele, og som udelukkende ejer andele i kapitalselskaber, indkomstskatteretligt klassificeres som formueforvaltende. Som følge heraf driver venturekapitalselskaber navnlig ikke virksomhed med formueforvaltning, hvis de udøver nedenstående eller tilsvarende aktiviteter:

(17)

Endvidere er i henhold hertil erhvervelse og opretholdelse af egne forretningslokaler og en forretningsmæssig organisation ikke til hinder for, at der antages at være tale om en formueforvaltning. De i punkt (16) nævnte aktiviteter må imidlertid udøves af et datterselskab, hvis alle dets andele ejes af venturekapitalselskabet.

(18)

En virksomhed kan som regel overføre sine underskud fra et regnskabsår, altså modregne dem i overskud i fremtidige regnskabsår. Gennem fremførsel af underskud kan der tages hensyn til underskud i hele virksomhedens levetid. Dette skaber imidlertid også mulighed for misbrug i form af såkaldte underskudsselskaber (Mantelgesellschaften), der sælges, selv om de ikke længere udøver nogen erhvervsvirksomhed, fordi deres underskudsfremførsler udgør en reel værdi: Erhververen af et sådant underskudsselskab med underskudsfremførsler drager nytte af, at de modregnes i hans fremtidige skattepligtige overskud, så han dermed, afhængig af skattesatsen, skal betale mindre skat.

(19)

Tyskland har i selskabsskatteloven (Körperschaftsteuergesetz, KStG) indført foranstaltninger, der skal forhindre misbrug i forbindelse med handel med underskud. Med loven om fortsættelse af virksomhedsskattereformen fra 1997 blev handelen med underskud i form af underskudsselskaber forbudt. Med virksomhedsskattereformloven 2008 skærpede Tyskland foranstaltningerne til forebyggelse af misbrug. Loven har virkning for alle ændringer af indirekte eller direkte andelsbesiddelse på mere end 25 % inden for en femårsperiode. KStG indeholder et forholdsmæssigt fradrag for tab, hvis mere end 25 % af den tegnede kapital, af medlemsrettighederne, af andelsrettighederne eller af stemmerettighederne direkte eller indirekte overdrages til en erhverver inden for fem år. Uudnyttede underskud kan ikke længere fradrages, hvis mere end 50 % af den tegnede kapital eller af førnævnte rettigheder indirekte eller direkte overdrages til en køber inden for fem år.

(20)

MoRaKG ville afsvække bestemmelserne om underskudsfremførsel for målselskaber erhvervet af venturekapitalselskaber, idet loven giver målselskaber med væsentligt forandret ejerstruktur mulighed fra skattemæssig fremførsel af underskud, der ellers ville bortfalde ifølge grundreglen.

(21)

Ifølge artikel 4 i MoRaKG kan ved et venturekapitalselskabs direkte erhvervelse af andele i et målselskab målselskabets underskud fortsat fradrages, for så vidt det vedrører skjulte reserver i målselskabets skattepligtige indenlandske aktiver. Det samme gælder i tilfælde af en købers erhvervelse af andele i et målselskab fra et venturekapitalselskab, når erhververen ikke er et venturekapitalselskab, hvis

(22)

Det fradragsberettigede underskud kan i det år, andelen er købt, fradrages med en femtedel inden for rammerne af underskudsfradraget ifølge bestemmelserne i indkomstskatteloven. Beløbet forhøjes i hvert af de følgende fire år med yderligere en femtedel af det fradragsberettigede underskud.

(23)

MoRaKG skal med skattelettelser for overskud fra investeringer bidrage til, at privatinvestorer som f.eks. business angels investerer i målselskaber.

(24)

Ifølge artikel 1, § 20 i MoRaKG opdeles salgsavancerne fra salg af andele i et målselskab forholdsmæssigt mellem investorerne efter andel. Det herved fremkomne beløb lægges til grund i forbindelse med indkomstbeskatningen af privatinvestorer/business angels.

(25)

Skattefordelen gælder kun ved realiserede salgsavancer. En privatinvestors/business angel's andel i et målselskab skal inden for de seneste fem år have ligget mellem 3 % og 25 % og må højst have eksisteret i 10 år. Hver privatinvestor/business angel har pr. investering på baggrund af den maksimale andel på 25 % krav på en skattefri avance på op til 50 000 EUR (200 000 EUR gange 0,25). Som følge heraf er den maksimale skattefordel ifølge Tysklands beregninger 22 500 EUR pr. business angel og investering. Ved en avance på mere end 800 000 EUR pr. investering falder skattefordelen forholdsmæssigt, så den ikke længere har virkning fra og med en samlet avance på 1 mio. EUR.

(26)

Som anført i punkt (3) vedtog Kommissionen den 28. januar 2009 en beslutning om at indlede den formelle procedure (herefter kaldet »indledningsbeslutningen«). Heri gav Kommissionen udtryk for den foreløbige opfattelse, at alle tre foranstaltninger udgør statsstøtte.

(27)

På grundlag af en sammenligning af skrivelsen fra 2003 med »præciseringen« i MoRaKG udtrykte Kommissionen tvivl om Tysklands udtalelse om, at der med MoRaKG blot sker en præcisering af skrivelsen fra 2003 inden for rammerne af en lovregulering, eftersom loven så ud til at indeholde en vis skattemæssig begunstigelse af den nyetablerede særlige kategori, venturekapitalselskaber, der defineredes i loven. Kommissionen havde det indtryk, at »præciseringen« afviger fra skrivelsen fra 2003 og indeholder mindre strenge kriterier for en erhvervsskattefritagelse.

(28)

På baggrund af denne tvivl holdt Kommissionen fast ved, at erhvervsskatteforanstaltningen ville begunstige bestemte venturekapitalselskaber i forhold til andre investeringsselskaber, der muligvis udøver de samme eller lignende aktiviteter. Desuden ville det beskrevne bortfald af erhvervsskatten medføre et årligt tab af skatteprovenu på skønsmæssigt 90 mio. EUR, hvilket muligvis tyder på, at MoRaKG ikke kun er en »præcisering« af skrivelsen fra 2003.

(29)

Principielt har Tyskland ikke udelukket, at underskudsfremførselsforanstaltningen er selektiv og således begunstiger målselskaber og venturekapitalselskaber. Tyskland anførte dog, at dette var begrundet i det tyske skattesystems natur og logik. Da den i 2008 indførte generelle begrænsning af muligheden for at udnytte underskud efter Tysklands opfattelse udgør en urimelig belastning for venturekapitalmarkedet, skal der fortsat være mulighed for dette marked for at udnytte underskud. Som følge heraf opfylder foranstaltningen kriterierne i Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte virksomhedsbeskatning (12) (herefter kaldet »meddelelse fra Kommissionen om virksomhedsbeskatning«).

(30)

Kommission henviste imidlertid til, at andre investeringsselskaber (dvs. selskaber, der ikke er omfattet af definitionen af begrebet venturekapitalselskab) ikke måtte udelukkes, hvis foranstaltningen var begrundet i det tyske skattesystems natur og logik, da andre investeringsselskaber muligvis også kunne investere i målselskaber og også skulle kunne gøre brug af retten til at udnytte underskud. Dette er imidlertid ikke tilfældet, da målselskaber, som andre investeringsselskaber har andele i, kun kan overføre deres underskud, hvis disse selskaber har erhvervet deres andel fra et venturekapitalselskab under de betingelser, der er beskrevet i punkt (21).

(31)

Tyskland gjorde endvidere gældende, at foranstaltningen ikke ville skade samhandelen mellem medlemsstater, jf. EF-traktatens artikel 87, stk. 1, da den forfølger et »internt mål«, der er foreneligt med Kommissionens meddelelse om virksomhedsbeskatning. Foranstaltningen var blot en undtagelse fra en strikt regel, der ikke har noget modstykke i andre medlemsstater. Derfor kan den ikke have grænseoverskridende virkninger på konkurrence eller samhandel.

(32)

Kommission holdt imidlertid fast ved, at de, der blev begunstiget af denne foranstaltning, udmærket kunne være aktive i samhandelen med andre medlemsstater, således at foranstaltningen kunne påvirke samhandelen. Desuden skal der i forbindelse med undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en skattemæssig foranstaltning giver bestemte virksomheder en selektiv fordel, tages udgangspunkt i den generelle ordning i den pågældende medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilke bestemmelser der finder anvendelse i andre medlemsstater, er principielt irrelevant.

(33)

Tyskland erklærede, at denne foranstaltning ikke udgør statsstøtte, da de begunstigede er fysiske personer. Da foranstaltningen imidlertid medfører, at investeringer i bestemte virksomheder — målselskaber — bliver mere attraktive for investorer, kan bestemte virksomheder (målselskaberne) blive begunstiget indirekte (13).

(34)

Derfor nåede Kommissionen frem til den opfattelse, at kriterierne »fordel« og »selektivitet« er opfyldt. Desuden ville anvendelsen af foranstaltningen medføre et årligt tab af skatteprovenu på skønsmæssigt godt 30 mio. EUR.

(35)

Kommissionen udtrykte tvivl om, hvorvidt foranstaltningerne er forenelige med Fællesskabets retningslinjer for statsstøtte til fremme af risikokapitalinvesteringer i små og mellemstore virksomheder (herefter kaldet »risikokapitalretningslinjer«) (14), da statsstøtte i form af risikovillig kapital ifølge disse retningslinjer ikke må gives til store virksomheder (15), virksomheder i økonomiske vanskeligheder samt virksomheder inden for industrigrenene skibsbyggeri, kul og stål. I det foreliggende tilfælde er det imidlertid også muligt for virksomheder, der tilhører den førnævnte gruppe, at gøre brug af foranstaltningerne. Derfor er definitionen af foranstaltningernes anvendelsesområde (med hensyn til de begunstigede) ikke i overensstemmelse med risikokapitalretningslinjerne.

(36)

Desuden skal statsstøtte i henhold til risikokapitalretningslinjernes afsnit 4.3 tage sigte på et bestemt markedssvigt, hvis tilstedeværelse skal bevises i tilstrækkelig grad. Et sådant bevis har Tyskland ikke tilvejebragt.

(37)

Endvidere udtrykte Kommissionen også tvivl om, hvorvidt de øvrige betingelser, der er anført i risikokapitalretningslinjernes afsnit 4, er opfyldt. Desuden fastholdt Kommissionen, at begrænsningen af skattefordelen til venturekapitalselskaber, der investerer i kapitalselskaber, synes at være i modstrid med det erklærede mål med foranstaltningen — at fremme tilvejebringelsen af risikovillig kapital til alle virksomheder, der har brug for risikovillig kapital. Unge, innovative virksomheder, der har brug for venturekapital, vælger nemlig muligvis andre selskabsformer end kapitalselskabet. Unge, innovative virksomheder i form at et personselskab ville imidlertid ikke blive begunstiget af foranstaltningen.

(38)

Kommissionen udtrykte tvivl om, at foranstaltningerne er forenelige med fællesmarkedets bestemmelser. Kun virksomheder med hjemsted og selskabsledelse i Tyskland kan klassificeres som venturekapitalselskab. Som følge heraf ser det ud til, at visse virksomheder — især driftssteder/afdelinger og datterselskaber af virksomheder fra fællesskabet og EØS med hjemsted uden for Tyskland — ikke kan opnå støtte. Denne betingelse kan begrænse den fri etableringsret i henhold til EF-traktatens artikel 43.

(39)

Tyskland har gjort gældende, at virksomheder med hjemsted uden for Tyskland ikke kan kontrolleres af BaFin og ville opnå en urimelig konkurrencefordel i forhold til tyske venturekapitalselskaber. Kommission udtrykte imidlertid tvivl om, at der ikke skulle være andre muligheder for at overvåge driftssteder til udenlandske virksomheder, der er registreret i Tyskland og de facto konkurrerer med venturekapitalselskaber. Derfor kom Kommissionen dengang til den konklusion, at en udelukkelse af disse virksomheder fra ordningen ikke var berettiget. Af denne grund var Kommissionen også i tvivl om, hvorvidt den kunne erklære de pågældende foranstaltninger for forenelige med fællesmarkedet.

(40)

Ved brev af 3. marts 2009 fremsatte Tyskland bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2. Bemærkningerne vedrører alle tre foranstaltninger. I brevet hævder Tyskland fortsat den opfattelse, at foranstaltningerne ikke udgør statsstøtte.

(41)

Tyskland bekræftede sin opfattelse, at erhvervsskatteforanstaltningen ikke indeholder en fritagelse for erhvervsskatten, men tjener til at skabe en afgrænsning mellem erhvervsmæssige og formueforvaltende aktiviteter og således blot deklaratorisk betydning. Hvorvidt et venturekapitalselskab er erhvervsdrivende eller formueforvaltende, bedømmes i sidste ende på grundlag af den højesteretspraksis i Tyskland, der er sammenfattet i skrivelsen fra 2003.

(42)

Hvad angår det forventede tab af skatteprovenu på 90 mio. EUR, erklærede Tyskland, at det på grund af præciseringerne i MoRaKG ville komme til færre »mislykkede« kontraktudformninger, hvor skatter a på grund af »mislykkede« udformninger.

(43)

Tyskland bekræftede sin opfattelse af, at bestemmelserne om fradrag for underskud for målselskaberne er begrundet i det tyske skattesystems natur og logik, også selv om investeringsselskaber, der ikke falder ind under definitionen i MoRaKG, investerer i målselskaber.

(44)

Efter Tysklands opfattelse ligger det inden for lovgivningsmagtens skønsmargen at afgrænse venturekapitalselskaber fra andre investeringsselskaber, da der er objektive forskelle mellem venturekapitalselskaber og andre investeringsselskaber. Derfor er en forskelsbehandling berettiget efter punkt 24 i meddelelsen fra Kommissionen om virksomhedsbeskatning.

(45)

Desuden befinder venturekapitalselskaber sig i en særlig situation. Da det for dem er typisk at investere i målselskaber med underskudsfremførsel, er den anden foranstaltning ikke en statsstøtte, men en ordning til udligning af ulemperne for venturekapitalmarkedet ved det aktuelle system.

(46)

Efter Tysklands opfattelse har skattelettelsesforanstaltningen ingen væsentlige virkninger på samhandelen mellem medlemsstater, navnlig da skattelettelsen pr. investor er begrænset til 22 500 EUR. Desuden gælder foranstaltningen ensartet for målselskaber med hjemsted i de andre medlemsstater, og der skelnes ikke mellem tyske målselskaber og målselskaber fra andre medlemsstater.

(47)

Endvidere har Tyskland anført, at de direkte begunstigede er fysiske personer, der ikke er omfattet af støttebestemmelserne. Desuden opnår målselskaberne på grund af foranstaltningens struktur ingen fordele, der på nogen måde kan kvantificeres, hvilket ligeledes udelukker, at foranstaltningen har karakter af støtte.

(48)

Ifølge Tysklands oplysninger knyttes skattefordelen ikke direkte til investeringen, men til salget af andelen i målselskabet.

(49)

Efter Tysklands opfattelse strider MoRaKG ikke imod princippet om fri etableringsret ifølge EF-traktatens artikel 43, da en begrænsning af den fri etableringsret ville være begrundet i, at hjemstedskravet udgjorde den eneste mulighed for at sikre overholdelsen af de lovmæssige forudsætninger.

(50)

Ved brev af 9. april 2009 (Bundesverband Deutscher Kapitalbeteilungsgesellschaften — German Private Equity and Venture Capital Association e. V. (BVK)) og af 14. april 2009 (Biotechnologie-Industrie-Organisation Deutschland e.V. (BIO) samt Business angels Network Deutschland e. V. (BAND)) har tre implicerede parter fremsendt bemærkninger til indledningsbeslutningen.

(51)

Efter BVK's opfattelse bevirker indførelsen af lovmæssige kriterier i MoRaKG til klassificering af et venturekapitalselskab som skattemæssigt formueforvaltende ikke en skattebegunstigelse af venturekapitalselskaber. MoRaKG bidrager snarere til yderligere usikkerhed i branchen.

(52)

Ifølge BVK er »præciseringen« ikke mindre streng end skrivelsen fra 2003, da den tyske Forbundsdags finansudvalg har givet udtryk for den opfattelse, at skrivelsen fra 2003 fortsat skal være anvendelig som supplement til MoRaKG (16). Som følge heraf skal de generelle udsagn i MoRaKG's artikel 1, § 19 konkretiseres gennem skrivelsen fra 2003. Gennem denne utilfredsstillende lovgivningsteknik forbliver kriterierne i skrivelsen fra 2003 fortsat gældende for venturekapitalselskaber. Derfor er det tab af skatteprovenu, der af forbundsregeringen er anslået til skønsmæssigt 90 mio. EUR, ifølge BVK vanskeligt at vurdere.

(53)

BVK går udtrykkeligt ind for ensartede rammebetingelser for indenlandske og udenlandske private equity-selskaber — især selskaber fra andre medlemsstater i den Europæiske Union — samt deres inden og udenlandske investorer i Tyskland.

(54)

Efter BIO's opfattelse indeholder MoRaKG ikke nogen regel, der bevirker, at venturekapitalselskaber opnår fortrin i forbindelse med fritagelse for erhvervsskatten. MoRaKG havde til formål at lovfæste den praksis, der allerede var almindelig, og som var bekræftet ved skrivelse fra 2003, at formueforvaltende fonde er fritaget for erhvervsskat.

(55)

Efter BVK's opfattelse skal den tyske lovgiver behandle udenlandske venture capital- og private equity-selskaber på samme måde som venturekapitalselskaber i henhold til MoRaKG. BVK er endvidere af den opfattelse, at dette mål kun kan realiseres gennem ensartede retlige og skattemæssige rammebetingelser for samtlige private equity-fondsselskaber. BVK foreslår, at også de venture capital-selskaber, der ikke falder ind under definitionen i MoRaKG, uden forskel skal kunne udnytte muligheden for at fradrage underskud. BVK bekræfter sin opfattelse, at den tyske selskabslovs forbud mod at fradrage underskud vedvarende hæmmer venture capital- og private equity-selskabers investeringsaktivitet.

(56)

BIO i Tyskland betegner MoRaKG som forbedring i forhold til status quo i forbindelse medunderskudsfremførsel. BIO lægger især vægt på underskudfremførslen og har den holdning, at en meget målrettet lindring af en negativ forskelsbehandling ikke udgør statsstøtte. Da de gældende regler for underskudsfremførsel især virker til ugunst for innovative små og mellemstore virksomheder, skal MoRaKG betragtes som lovgivning, der udligner skattemæssig forskelsbehandling. Efter BIO's opfattelse medfører MoRaKG en rigtig og nødvendig afgrænsning af kapitalinvesteringsselskaber, der tilfører virksomheder kapital.

(57)

BVK ser positivt på det generelle mål om skattelettelser for privatinvestorer, der fremgår af MoRaKG. Efter BVK's opfattelse er skattelettelsesforanstaltningen en rimelig støtte til privatpersoner, der investerer i det særdeles risikofyldte segment, der udgøres af den i MoRaKG omhandlede startkapitalinvesteringer.

(58)

BAND fremhæver, at sådanne skattelettelser for privatpersoner, der investerer i unge virksomheder, er almindelige i andre medlemsstater, hvor de er udformet mere generøst. BAND går ind for at indføre skattelettelser for privatinvestorer og ser som følge heraf positivt på MoRaKG. Samtidig udtrykker BAND i betragtning af de ret små skattemæssige fordele, der kun kommer til eksistens i tilfælde af en vellykket exit, tvivl om, hvorvidt MoRaKG vil have en mærkbar stimulerende virkning for Business angels. Ifølge BAND's opfattelse er den maksimale skattefordel pr. investor på grund proceduren for beskatning af indtægter fra andele i kapitalselskaber godt 14 210 EUR og ikke, som angivet af Tyskland, ca. 22 500 EUR. Ifølge BAND vil den indirekte støtte til målselskaber i realiteten altid ligger under de minimis-grænsen på 200 000 EUR. Fordelen vil, hvis overhovedet, først indtræde på tidspunktet for investorens exit.

(59)

Efter BIO's opfattelse er den maksimale fordel, der kun indrømmes en privatinvestor under helt bestemte forudsætninger, 22 500 EUR. Dette beløb er ubetydeligt og ikke knyttet til investeringen (men til salget af andele) og kan således ikke overføres til målselskaberne.

(60)

Ved brev af 22. maj 2009 har Tyskland svaret på tredjeparternes bemærkninger.

(61)

Tyskland fastholder, at BVK på trods af sin kritik af MoRaKG bekræfter, at MoRaKG ikke er en afvigelse fra retstilstanden med henblik på afgrænsningen af en formueforvaltende aktivitet fra en erhvervsmæssig aktivitet.

(62)

Tyskland har henvist til, at BVK's forslag om at udvide foranstaltningen til hele private equity-branchen ville have ubegrundede følgevirkninger. Tyskland har, for at udforme foranstaltningen på nøjagtigt som muligt, besluttet sig for den nødvendige differentiering.

(63)

Tyskland fremhæver, at BIO bekræfter Tysklands opfattelse, hvorefter MoRaKG er en sammenhængende differentiering, der hviler på objektive kriterier, med det formål at forhindre en urimelig underskudsudnyttelse.

(64)

Tyskland ser bemærkningerne fra tredjeparterne som en bekræftelse af sin opfattelse, hvorefter foranstaltningen i betragtning af sin ringe betydning og indirekte virkning, overskudsorientering og målretning mod målselskaber i alle medlemsstater ikke udgør en statsstøtte.

(65)

Kommissionens betænkeligheder med hensyn til den angivelige retlige »præcisering« i MoRaKG af skrivelsen fra 2003 angående erhvervsskattepligten er ikke blevet fjernet under den formelle procedure.

(66)

Tyskland går ud fra, at denne foranstaltning vil medføre et årligt tab af skatteprovenu på 90 mio. EUR. Tyskland forklarer dette provenutab med, at det vil komme til færre »mislykkede kontraktudformninger«. Kommissionen anser ikke denne begrundelse for overbevisende. Det er nemlig vanskeligt at tro på, at venturekapitalselskaber har så ringe kendskab til skatteretten, at de ikke kan undgå sådanne »mislykkede kontraktudformninger« og de deraf resulterende skatteforpligtelser. Desuden bekræftes Kommissionens opfattelse åbenbart af tredjeparter, idet BVK jo konstaterede, at MoRaKG bidrager til at skabe yderligere usikkerhed i branchen.

(67)

Kommissionen holder i hvert fald fast ved, at foranstaltningen entydigt ville føre til et tab af statslige midler, der ellers ville tilfalde staten (i den forudgående situation). Derfor kommer Kommissionen til det resultat, at foranstaltningen ydes ved hjælp af statslige midler.

(68)

Uanset det spørgsmål, der er irrelevant i forhold til det foreliggende tilfælde, om skrivelsen fra 2003 er forenelig med det tyske skattesystems natur og logik, har Kommissionen i indledningsbeslutningen konstateret, at MoRaKG tilsyneladende afviger fra skrivelsen, idet:

(69)

De modtagne bemærkninger i forbindelse med proceduren har ikke fjernet disse betænkeligheder. Derfor må Kommissionen drage den slutning, at MoRaKG udvider den potentielle gruppe af begunstigede, der ikke er omfattet af erhvervsskattepligten, da nogle venturekapitalselskaber, der ville være erhvervsskattepligtige ifølge skrivelsen fra 2003, muligvis klassificeres som ikke-erhvervsskattepligtige. Således giver den omtalte foranstaltning bestemte venturekapitalselskaber en skattefordel, for så vidt den tillader dem at udøve bestemte aktiviteter og alligevel være undtaget fra skattepligten — i modsætning til venturekapitalfonde/private equity-fonde, der kun er omfattet af skrivelsen fra 2003 og som følge heraf ville blive skattepligtige ved udøvelse af disse aktiviteter.

(70)

Desuden giver foranstaltningen kun venturekapitalselskaber, der falder ind under MoRaKG's anvendelsesområde, en selektiv fordel i forhold til venturekapitalfonde/private equity-fonde. Et venturekapitalselskab begunstiges nemlig kun af foranstaltningen, hvis det er omfattet af begrebsbestemmelsen i MoRaKG. Således kan venturekapitalfonde/private equity-fonde, der har investeret mindre end 70 % af deres samlede aktiver i egenkapitalandele i målselskaber, ikke gøre brug af foranstaltningen, selv om de i det væsentlige udøver de samme aktiviteter. Det samme gælder for venturekapitalfonde/private equity-fonde, der ikke har såvel deres hjemsted som selskabsledelse i Tyskland. Følgelig kan venturekapitalfonde/private equity-fonde, der blot har et driftssted i Tyskland, ikke gøre brug af ordningen ifølge MoRaKG, selv hvis de udøver nøjagtigt de samme aktiviteter som venturekapitalselskaber.

(71)

Således fritages alene virksomheder, der tilhører denne lille gruppe, ved hjælp af statslige midler for en del af deres driftsomkostninger (nemlig en bestemt skattepligt), som de normalt ifølge de gældende retlige rammer selv skulle afholde. De virksomheder, der begunstiges af denne fordel, udøver hovedsageligt virksomhed med at tilvejebringe privat indskudskapital og venturekapital og konkurrerer med andre holdingselskaber i Tyskland eller andre medlemsstater. Idet denne skattemæssige foranstaltning forøger de finansielle midler, der står til rådighed for de begunstigede til udøvelsen af deres aktivitet, styrker den deres position over for konkurrenter inden for fællesskabet. Derfor er denne støtte egnet til at skade konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater.

(72)

Kommissionen kommer derfor til det resultat, at den anmeldte erhvervsskatteforanstaltning udgør en statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87 til fordel for bestemte venturekapitalselskaber.

(73)

Som beskrevet i afsnit 4.2 indrømmer Tyskland principielt, at genindførelsen af underskudsfremførsel for venturekapitalselskaber, der investerer i målselskaber, er selektiv og begunstiger både venturekapitalselskaberne og målselskaberne. Tyskland er imidlertid af den opfattelse, at venturekapitalselskaberne og målselskaberne afgrænses på en rimelig og praktikabel måde, og at afgrænsningen ifølge pkt. 24 i meddelelsen fra Kommissionen om virksomhedsbeskatning (hvor det anføres, at visse differentieringer i skattesystemet kan være begrundet i objektive forskelle mellem skattepligtige) er begrundet i objektive forskelle mellem skattepligtige, da indførelsen af den generelle begrænsning af muligheden for udnyttelse af underskud i 2008 udgør en urimelig belastning for venturekapitalmarkedet.

(74)

For det første fastholder Kommissionen, at foranstaltningen for staten entydigt er forbundet med et tab af statslige midler. Dermed ydes den af statslige midler. Tabet i skatteindtægter kommer målselskaberne og venturekapitalselskaberne til gode, da det er dem, der begunstiges af foranstaltningen. De mindre strenge bestemmelser for underskudsfremførsel, der gælder for målselskaber, som venturekapitalselskaber erhverver andele i, rummer en økonomisk fordel for disse to grupper af virksomheder og giver dem mulighed for at spare skat. Målselskabet profiterer i første omgang af underskudsfremførslen, da den giver selskabet mulighed for at modregne underskud og derved betale mindre skat, hvilket ellers ville være udelukket på grund af bestemmelserne om forebyggelse af misbrug. Venturekapitalselskabet begunstiges for så vidt næsten direkte, idet andre erhververe ikke kan foretage modregning.

(75)

Da skattebesparelsen i det væsentlige kun kan opnås, når venturekapitalselskaber investerer i målselskaber, begunstiges målselskaberne også indirekte. Foranstaltningen giver nemlig venturekapitalselskaber en tilskyndelse til at investere i målselskaber og ikke i andre virksomheder, der ud fra rent økonomiske overvejelser ville komme på tale for venturekapitalinvestorer. Derved kan målselskaber tilvejebringe risikovillig kapital i et andet omfang og på andre vilkår end uden foranstaltningen. Således er foranstaltningen egnet til indirekte at styrke målselskabers kapitalgrundlag.

(76)

Desuden må man afvise Tysklands argumentation om, at denne foranstaltning ikke udgør en fordel for sådanne virksomheder, selv om end det ikke kan udelukkes, at virksomheder i økonomiske vanskeligheder er omfattet af definitionen af begrebet målselskab. Ifølge Tysklands argumentation vil et målselskab, der er i økonomiske vanskeligheder, ikke opnå overskud, der vil udligne tabene og vil kunne beskattes. Derfor er muligheden for at udnytte underskud fra tidligere perioder irrelevant for disse virksomheder. Som følge heraf er MoRaKG ikke en fordel for virksomheder i økonomiske vanskeligheder i den fællesskabsretlige definitions forstand. Efter Kommissionens opfattelse er argumentationen ikke plausibel, idet erhververen af en virksomhed i økonomiske vanskeligheder eller et »underskudsselskab« de facto kan være særlig interesseret i selskabets underskudsfremførsel af skattemæssige grunde.

(77)

Disse fordele er egnede til at skade samhandelen og konkurrencen. For venturekapitalselskaber har Kommissionen i punkt (71) undersøgt dette kriterium i relation til erhvervsskatteordningen. Hvad angår målselskaberne fastholder Kommissionen, at disse virksomheder kan være aktive i enhver tænkelig branche og således også i brancher, hvor der er eller kunne være fællesskabsintern samhandel. Derfor er den fordel, der gives dem, egnet til at skade konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater.

(78)

For det andet fastholder Kommissionen, at det er ubestridt, at foranstaltningen er selektiv.

(79)

For det tredje fastslår Kommissionen, at det ikke er lykkedes for Tyskland at dokumentere, at foranstaltningen er forenelig med det tyske skattesystems natur og logik. Selv hvis det var korrekt, at begrænsningen af underskudsudnyttelsen er en urimelig belastning for venturekapitalmarkedet, og en særbehandling således var begrundet, ville dette efter Kommissionens opfattelse ikke berettige til den af Tyskland foretagne differentiering af de skattepligtige, da det ikke er hele venturekapitalsektoren, der undtages fra forbuddet mod underskudsfremførsel. Hvis Tysklands antagelser var korrekte, ville der ikke være nogen objektiv grund til, at udelukke virksomheder, der ikke er venturekapitalselskaber, men investerer i de samme målselskaber, fra foranstaltningen. Virksomheder, der ikke er venturekapitalselskaber, kan imidlertid kun gøre brug af foranstaltningen i de sjældne tilfælde, hvor de erhverver en andel i et målselskab fra et venturekapitalselskab. Denne opfattelse bekræftes også af bemærkningerne fra BVK anført i afsnit 5.2.

(80)

Desuden synes foranstaltningen ikke at være forenelig med det tyske skattesystems Natur og logik, da det ikke er dokumenteret, hvorfor begrænsningen af underskudsudnyttelse skulle udgøre en urimelig belastning for venturekapitalselskaber, når de investerer i målselskaber, men ikke, når de udøver de samme aktiviteter ved at stille kapital til rådighed for andre virksomheder såsom personselskaber, der muligvis også har svært ved at tilvejebringe risikovillig kapital (især unge, innovative virksomheder).

(81)

Endvidere fastholder Kommissionen, at Tyskland med den allerede i afsnit 2.4.1 nævnte skærpelse i virksomhedsskattereformloven 2008 af foranstaltningerne til forebyggelse af misbrug i forbindelse medunderskudsfremførsel har fastsat den nye generelle skatteregel på dette område. Disse foranstaltninger til forebyggelse af misbrug ville nu til dels blive ophævet gennem mindre strenge bestemmelser for underskudsfremførsel, der gælder for en udvalgt gruppe af virksomheder, hvilket ikke synes at være begrundet i naturen af og logikken i det skattesystem, der har været gældende siden 2008.

(82)

Kommissionen kommer derfor til det resultat, at den anmeldte underskudsfremførselsforanstaltning udgør en statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, til fordel for målselskaberne og venturekapitalselskaberne.

(83)

Som anført i afsnit 4.3 hævder Tyskland, at denne foranstaltning slet ikke er en statsstøtte, da de begunstigede er fysiske personer. Samtidig gør Tyskland gældende, at målselskaberne ikke får en verificerbar og kvantificerbar fordel som følge af foranstaltningen, og at den følgelig ikke påvirker andelenes priser. Privatinvestorernes skattebesparelse er temmelig beskeden og indtræder kun ved investorens vellykkede exit af. Derfor vil foranstaltningen efter Tysklands opfattelse kun give privatinvestorer en ringe tilskyndelse til at investere i målselskaber. Tilsvarende vil der kun ske en ubetydelig forvridning af konkurrencen mellem målselskaber og andre virksomheder som følge af foranstaltningen.

(84)

Som anført i afsnit 2.1 medfører foranstaltningen for Tyskland et årligt tab af statslige midler på 30 mio. EUR. Som følge heraf finansieres foranstaltningen ved hjælp af statslige midler.

(85)

Den omtalte foranstaltning skal med skatteincitamenter tilskynde privatpersoner til at investere i en udvalgt gruppe af virksomheder (dvs. målselskaberne) og ikke i andre virksomheder, der ud fra rent økonomiske overvejelser ville komme i betragtning for venturekapitalinvestorer. Derved kan målselskaber tilvejebringe risikovillig kapital i et andet omfang og på andre vilkår end uden foranstaltningen. Således er foranstaltningen egnet til indirekte at styrke målselskabers kapitalgrundlag. Denne konklusion gælder også, når den skattefordel, der gives investorerne, gøres afhængig af fremtidige overskud og — som understreget af Tyskland og tredjeparter — beløbet er relativt beskedent. I betragtning af foranstaltningens beskaffenhed er det særdeles vanskeligt på forhånd nøjagtigt at beregne den fordel, som målselskaberne vi opnå på grund af foranstaltningen (17). Derfor kan det ikke konkluderes, at der ved støtten til målselskaberne altid er tale om de minimis-beløb. At der ved en skattelettelse for privatpersoner, der investerer i bestemte virksomheder, uafhængigt af omfanget af den fordel, der gives en privatperson, kan være tale om en statsstøtte til fordel for disse virksomheder, er blevet bekræftet af Domstolen (18).

(86)

Kommissionen kommer som følge heraf til den konklusion, at indkomstskattelettelsesforanstaltningen er selektiv og begunstiger et begrænset antal virksomheder, idet de i forhold til de normale markedsvilkår får skabt en bedre adgang til risikovillig kapital. Fordelen gives ved hjælp af statslige midler, da det i grunden er lavere skatteprovenu, der benyttes til at give privatpersoner markedsincitamenter til at stille kapital til rådighed for målselskaberne og ikke for andre virksomheder, der normalt ville komme på tale for kapitalgivere på grund af den forventede forrentning.

(87)

Hvorvidt denne støtte kan skade konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater, er behandlet punkt (77).

(88)

Kommissionen kommer derfor til den konklusion, at den ændrede indkomstskatteforanstaltning udgør en statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, til fordel for målselskaberne.

(89)

Tyskland har anmeldt MoRaKG forud for dens gennemførelse og har således opfyldt sine forpligtelser ifølge EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Da alle foranstaltninger i MoRaKG har det fælles formål at fremme tilvejebringelsen af privat venturekapital til virksomheder, har Kommissionen undersøgt deres forenelighed med fællesmarkedet på grundlag af risikokapitalretningslinjerne.

(90)

Desuden har Kommissionen undersøgt, om andre støtterammer eller -forordninger såsom Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling og innovation (19), Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) (20) (herefter kaldet »AGVO«) eller Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (21) er anvendelige på de pågældende foranstaltninger. I modsætning til de undersøgte foranstaltninger gælder ifølge disse rammebestemmelser og forordninger, at virksomheder i økonomiske vanskeligheder og virksomheder inden for industrigrenene skibsbyggeri, kul og stål er udelukket fra anvendelsesområdet, og/eller at støttemuligheden er begrænset til små og mellemstore virksomheder. Af ovenstående grunde er Kommissionen af den opfattelse, at anvendelsesområderne for disse rammebestemmelser og forordninger udelukker en anvendelighed på de anmeldte foranstaltninger.

(91)

Som beskrevet i afsnit 7.1.1 er erhvervsskatteforanstaltningen en statsstøtte til fordel for venturekapitalselskaber. Denne foranstaltning giver imidlertid ikke udtrykkeligt venturekapitalselskaber incitamenter til at foretage venturekapitalinvesteringer, men gør det blot muligt for dem at råde over større finansielle ressourcer, hvis anvendelse de frit kan træffe beslutning om (dvs. større overskudsudlodninger til deres partnere).

(92)

I modsætning til de foreliggende foranstaltninger må statsstøtte i form af risikovillig kapital ifølge risikokapitalretningslinjerne ikke gives til store virksomheder, virksomheder i økonomiske vanskeligheder eller virksomheder inden for industrigrenene skibsbyggeri, kul og stål. Erhvervsskatteforanstaltningen ville imidlertid kunne begunstige sådanne virksomheder, især store virksomheder. Derfor er anvendelsesområdet for foranstaltningen ikke foreneligt med risikokapitalretningslinjerne.

(93)

Foranstaltningen er ikke forenelig med afsnit 4 i risikokapitalretningslinjerne, da de særlige betingelser for anvendelse af dette afsnit ikke er opfyldt. Således må det maksimale omfang af investeringstrancherne pr. tolvmånedersperiode og begunstigede ifølge afsnit 4 ikke overstige 1,5 mio. EUR. Den undersøgte foranstaltning indeholder ikke en sådan øvre grænse. Ifølge risikokapitalretningslinjerne skal finansieringen i forbindelse med støtteforanstaltninger endvidere være begrænset til ekspansionsfasen for små virksomheder og til startkapitalinvesteringer for mellemstore virksomheder. Disse betingelser er ikke opfyldt, da målselskaberne også kan være store virksomheder.

(94)

Foranstaltningen er ikke i overensstemmelse med kumulerings- og rapporteringsbestemmelserne efter afsnit 6 og 7.1 i risikokapitalretningslinjerne.

(95)

Desuden ser Kommissionen sig ikke i stand til at undersøge foranstaltningen med hensyn til dens forenelighed med bestemmelserne i afsnit 5 i risikokapitalretningslinjerne. Ifølge risikokapitalretningslinjerne skal statsstøtte nemlig sigte mod et bestemt markedssvigt, hvis tilstedeværelse skal bevises i tilstrækkelig grad. Tyskland har ikke fremsendt beviser for, at målselskaberne er ramt af et bestemt markedssvigt.

(96)

Derfor kommer Kommissionen til det resultat, at erhvervsstøtteforanstaltningen ikke er forenelig med fællesmarkedet.

(97)

Som beskrevet i afsnit 7.1.2 udgør underskudsfremførselsforanstaltningen en statsstøtte i forhold til venturekapitalselskaberne og målselskaberne. Støtten tildeles i form af et skatteincitament efter afsnit 4.2, litra d, i risikokapitalretningslinjerne.

(98)

Af de i punkt (92), (93), (94) og (95) beskrevne grunde kan Kommissionen ikke betragte den foreliggende foranstaltning som forenelig med fællesmarkedet; den er hverken i overensstemmelse med udelukkelseskriterierne efter afsnit 2.1, kumulerings- og rapporteringsbestemmelserne i afsnit 6 og 7.1 i risikokapitalretningslinjerne eller kriterierne i afsnit 4 i risikokapitalretningslinjerne; desuden foreligger der ingen beviser for et markedssvigt, som målvirksomhederne og venturekapitalselskaberne kunne være berørt af, således at der ikke for Kommissionen er anledning til at indlede en mere indgående undersøgelse af foreneligheden af de pågældende foranstaltninger efter afsnit 5 i risikokapitalretningslinjerne.

(99)

Erhvervelsen af eksisterende andele (erstatningsfinansiering) i et målselskab udelukkes ikke i denne foranstaltning. Erstatningsfinansieringer er imidlertid ikke tilladt efter den i risikokapitalretningslinjerne indeholdte bestemmelse af begrebet »venturekapital«.

(100)

Desuden fastslår Kommissionen, at begrænsningen af skattefordelen til venturekapitalselskaber, der investerer i kapitalselskaber, synes at være i modstrid med det erklærede mål med foranstaltningen — at fremme risikokapitalinvesteringer. Unge, innovative virksomheder, der har brug for risikovillig kapital, vælger nemlig muligvis andre selskabsformer end kapitalselskabet. Unge, innovative virksomheder i form at et personselskab begunstiges ikke af foranstaltningen.

(101)

Derfor kommer Kommissionen til det resultat, at underskudsfremførselsforanstaltningen ikke er forenelig med fællesmarkedet.

(102)

Som beskrevet i afsnit 7.1.3 udgør indkomstskattelettelsesforanstaltningen en indirekte statsstøtte i forhold til målselskaberne. Da foranstaltningen skaber incitamenter for privatpersoner til at investere i målselskaber, kunne den begunstige venturekapitalinvesteringer efter afsnit 4.2, litra d, i risikokapitalretningslinjerne.

(103)

Af de i punkt (92), (93), (94) og (95) beskrevne grunde kan Kommissionen ikke betragte den foreliggende foranstaltning som forenelig med fællesmarkedet; den er hverken i overensstemmelse med udelukkelseskriterierne efter afsnit 2.1, kumulerings- og rapporteringsbestemmelserne i afsnit 6 og 7.1 i risikokapitalretningslinjerne eller med kriterierne i afsnit 4 i risikokapitalretningslinjerne; desuden foreligger der ingen beviser for et markedssvigt, som målvirksomhederne og venturekapitalselskaberne kunne være berørt af, således at der for Kommissionen ikke er anledning til at indlede en indgående undersøgelse af foreneligheden af de pågældende foranstaltninger efter afsnit 5 i risikokapitalretningslinjerne.

(104)

Derfor kommer Kommissionen til den konklusion, at indkomstskattelettelsesforanstaltningen i sin nuværende udformning efter ikke kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet i forhold til risikokapitalretningslinjerne. Da privatpersoner imidlertid får relativt beskedne incitamenter til at investere i målselskaber, og den fordel, der gives målselskaberne, således også ville være lille, kunne det antages, at foranstaltningen kun i ubetydelig grad forvrider konkurrencen mellem målselskaber og virksomheder, der ikke er målselskaber. Desuden er foranstaltningen for så vidt have en generelt positiv virkning, i det omfang den kan bidrage til, at virksomheder, der har brug for risikovillig kapital, får stillet risikovillig kapital til rådighed ud fra solide økonomiske betragtninger. Privatinvestorer udvælger nemlig de målselskaber, der kan komme på tale, ud fra den forventede forrentning af kapitalanbringelsen. Derfor er det Kommissionens opfattelse, at foranstaltningen gennem opfyldelse af de betingelser, der er anført i artikel 3 i denne beslutning, kan bringes i overensstemmelse med forudsætningerne i risikokapitalretningslinjerne.

(105)

Erhvervsskatteforanstaltningen og underskudsfremførselsforanstaltningen, hvorigennem venturekapitalselskaber kan begunstiges, er i strid med fællesmarkedets regler, navnlig i forhold tilden fri etableringsret i EF-traktatens artikel 43 (se afsnit 3.5).

(106)

Ifølge Tyskland indeholder MoRaKG detaljerede bestemmelser om venturekapitalselskabers struktur og erhvervsaktivitet. Disse omfatter især bestemmelser om forretningernes art, om venturekapitalselskabers investeringspolitik, om spørgsmålet om integrering i koncernstrukturer og om minimumsstørrelsen af andele i venturekapitalselskaber. Disse bestemmelser ville gælde for alle venturekapitalselskaber. Ved tyske driftssteder ejet af udenlandske kapitalinvesteringsselskaber kan det ikke sikres, at bestemmelserne overholdes af selskabet som helhed. Blot at anerkende det tyske driftssted ville som følge heraf åbne mulighed for at omgå og dermed de facto sætte bestemmelserne ud af kraft. Hver finanstilsynsmyndighed fører tilsyn med virksomhederne inden for sit ansvarsområde efter de pågældende nationale bestemmelser, idet en væsentlig del af disse bestemmelser er EU-retligt harmoniserede. Inden for venturekapitalfinansieringen findes der imidlertid ikke en sådan EU-retlig harmonisering af tilsynsreglerne.

(107)

Kommissionens konkurrenceretlige betænkeligheder er ikke ryddet af vejen. For det første burde EF- og EØS-virksomheder med hjemsted uden for Tyskland principielt være støtteberettigede, hvis de kan dokumentere, at de opfylder de i støtteordningerne anførte betingelser og bestemmelser om venturekapitalselskabers struktur og forretningsaktivitet (såfremt disse er forenelige med EF-traktaten). Argumentet om, at BaFin ikke er i stand til at føre tilsyn med disse selskaber, betyder hverken nødvendigvis, at de har en konkurrencefordel over for selskaber med hjemsted i Tyskland, eller at de de facto ikke opfylder de i støtteordningerne anførte forudsætninger og bestemmelserne om venturekapitalselskabers struktur og forretningsaktivitet. Derfor er dette argument ikke i sig selvtilstrækkeligt til at fravige en grundlæggende regel i EF-traktaten.

(108)

Sammenfattende må det fastholdes, at indtrykket er, at Tyskland kunne nå det samme mål med mindre diskriminerende midler (22). Således kunne opfyldelsen af de i støtteordningerne anførte betingelser eksempelvis verificeres ved frivillig forelæggelse til kontrol hos BaFin, ved bekræftelser fra den udenlandske tilsynsmyndighed eller ved uafhængige revisionsrapporter. Tyskland bør derfor gøre det muligt for udenlandske selskaber med driftssted i Tyskland at dokumentere, at de opfylder de i støtteordningerne anførte betingelser og bestemmelserne om venturekapitalselskabers struktur og forretningsaktivitet.

(109)

Kommissionen kommer derfor til den konklusion, at erhvervsskatteforanstaltningen og underskudsfremførselsforanstaltningen ikke er forenelige med fællesmarkedet, da de er i strid med princippet om fri etableringsret i EF-traktatens artikel 43.

(110)

Kommissionen betragter støtteforanstaltningen vedrørende venturekapitalselskabers erhvervsskattepligt som uforenelig med EF-traktaten.

(111)

Desuden betragter Kommissionen støtteforanstaltningen vedrørende underskudsfremførsel i forbindelse med målselskaber erhvervet af venturekapitalselskaber som uforenelig med EF-traktaten.

(112)

Endelig er det Kommissionens opfattelse, at det ved opfyldelse af de betingelser, der er anført i artikel 3 i denne beslutning, er muligt at sikre, at skattelettelsesforanstaltningen for privatinvestorer er i overensstemmelse med EF-traktaten —

—

Definitionen af begrebet »målselskaber« er begrænset til små og mellemstore virksomheder (SMV) i overensstemmelse med begrebsbestemmelsen i bilag I til den generelle gruppefritagelsesordning (23).

—

Definitionen af begrebet »målselskaber« udelukker virksomheder i økonomiske vanskeligheder samt virksomheder inden for industrigrenene skibsbyggeri, kul og stål.

—

Den maksimale investeringstranche udgør 1,5 mio. EUR pr. mål-SMV og tolvmånedersperiode og er begrænset til seed-, start-up- og ekspansionsfinansiering.

—

Tyskland udvikler en mekanisme, med hvilken det sikres, at foranstaltningen er i overensstemmelse med kumulerings- og rapporteringsbestemmelserne i afsnit 6 og 7.1 i risikokapitalretningslinjerne.

—

Erhvervelse af eksisterende andele (erstatningskapital) i et mål-SMV er udelukket.

—

Der er ingen særlige betingelser vedrørende målselskabets retlige form.