25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/1

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 479/92 af 25. februar 1992 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier) (2) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (3). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Traktatens artikel 81, stk. 1, kan i henhold til traktatens artikel 81, stk. 3, erklæres uanvendelige på kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder de i traktatens artikel 81, stk. 3, nævnte betingelser.

(3)

Bestemmelserne for anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3, skal i henhold til traktatens artikel 83 fastsættes ved forordning eller ved direktiv. I henhold til traktatens artikel 83, stk. 2, litra b), skal disse bestemmelser fastlægge de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3, under hensyntagen til nødvendigheden af dels at sikre et effektivt tilsyn, dels at forenkle den administrative kontrol mest muligt. I henhold til traktatens artikel 83, stk. 2, litra d), skal disse bestemmelser fastlægge opgavefordelingen mellem Kommissionen og Domstolen.

(4)

Linjeskibsfart er en kapitalintensiv branche. Den øgede brug af containere har gjort behovet for samarbejde og rationalisering mere påtrængende. Medlemsstaternes skibsfartssektorer bør kunne opnå de nødvendige stordriftsfordele for at kunne klare sig i konkurrencen på det internationale linjeskibsfartsmarked.

(5)

Fælles aftaler mellem linjerederier, der indgås med det formål at rationalisere deres farter gennem tekniske, driftsmæssige og/eller kommercielle arrangementer (i skibsfartssektoren betegnet som »konsortier«), kan bidrage til at øge produktiviteten inden for linjetransportydelser og fremme den tekniske og økonomiske udvikling.

(6)

Søtransport er af stor betydning for udviklingen i handelen i Fællesskabet, og konsortieaftaler kan spille en rolle i den forbindelse under hensyn til den internationale linjeskibsfarts særlige forhold. Legaliseringen af disse aftaler bidrager positivt til at forbedre konkurrenceevnen inden for Fællesskabets søtransportsektor.

(7)

Brugerne af de transportydelser, konsortierne tilbyder, kan få andel i fordelene ved forbedringerne i produktiviteten og ydelserne i form af bl.a. regelmæssig besejling, omkostningsbesparelser i kraft af en højere kapacitetsudnyttelse, bedre servicekvalitet som følge af brug af bedre fartøjer og udstyr.

(8)

Kommissionen bør bemyndiges til ved en forordning at erklære, at traktatens artikel 81, stk. 1, ikke finder anvendelse på visse kategorier af konsortieaftaler, herunder vedtagelser og samordnet praksis, således at virksomhederne får lettere adgang til at samarbejde under former, der er økonomisk hensigtsmæssige og ikke har skadelige virkninger for konkurrencen. Kommissionen bør være i stand til i et nært og løbende samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder at foretage en klar afgrænsning af anvendelsesområdet for disse fritagelser og de dertil knyttede betingelser.

(9)

Konsortier inden for linjeskibsfart er en særlig, kompleks form for joint ventures. Der findes en lang række forskellige former for konsortieaftaler, der er indgået under forskellige omstændigheder. Der foretages hyppigt ændringer i konsortieaftalernes anvendelsesområde, deltagere, indhold eller bestemmelser. Kommissionen bør derfor have beføjelse til til enhver tid at fastsætte, for hvilke konsortier gruppefritagelsen gælder.

(10)

For at sikre, at alle betingelserne i traktatens artikel 81, stk. 3, er opfyldt, bør der til gruppefritagelsen knyttes betingelser, som navnlig skal sikre, at afskiberne får en rimelig andel af fordelene, og at konkurrencen ikke udelukkes —

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/5

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/7

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 80/2001 af 16. januar 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår meddelelser om anerkendelse af producentorganisationer og fastsættelse af priser og interventioner i forbindelse med den fælles markedsordning for fiskerivarer (2) og akvakulturprodukter er ændret væsentligt ved flere lejligheder (3). Da der skal foretages yderligere ændringer for at tilpasse listen over medlemsstaternes regioner og de valutakoder, der skal anvendes med henblik på denne forordning, bør den af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Ifølge artikel 13, stk. 6, i forordning (EF) nr. 104/2000 offentliggør Kommissionen hvert år en liste over anerkendte producentorganisationer og anerkendte brancheorganisationer. Medlemsstaterne meddeler de passende oplysninger med henblik herpå.

(3)

Kommissionen bør kunne følge med i producentorganisationernes prisregulering og deres anvendelse af ordningerne med udligning og prolongationsstøtte.

(4)

De EF-interventionsordninger, der er fastsat i artikel 21-26 i forordning (EF) nr. 104/2000, forudsætter kendskab til bl.a. noteringerne i bestemte områder, som medlemsstaterne skal fremsende med regelmæssige mellemrum.

(5)

Som led i forvaltningen af den fælles fiskeripolitik blev der iværksat en ordning for elektronisk fremsendelse af data mellem medlemsstaterne og Kommissionen (FIDES II). Ordningen bør anvendes til at indsamle de data, der er omfattet af nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fiskerivarer —

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/34

(1)

I artikel 67, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (2) fastsættes det, at Det Europæiske Lægemiddelagenturs (herefter benævnt »agenturet«) indtægter udgøres af et bidrag fra Fællesskabet og de gebyrer, virksomhederne betaler til agenturet. I forordning (EF) nr. 297/95 fastlægges kategorierne for sådanne gebyrer og deres størrelse.

(2)

I henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 297/95 skal Kommissionen gennemgå agenturets gebyrer og ajourføre dem i overensstemmelse med inflationssatsen med virkning fra den 1. april hvert år.

(3)

Disse gebyrer bør derfor ajourføres på grundlag af inflationssatsen for 2008. Inflationssatsen i Fællesskabet, som offentliggjort af De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (Eurostat), var 3,7 % i 2008.

(4)

For nemheds skyld bør de ajourførte gebyrer afrundes til nærmeste 100 EUR.

(5)

Forordning (EF) nr. 297/95 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Af hensyn til retssikkerheden bør denne forordning ikke finde anvendelse på gyldige ansøgninger, der endnu ikke er færdigbehandlet den 1. april 2009.

(7)

I henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 297/95 skal ajourføringen foretages med virkning fra den 1. april 2009. Denne forordning bør derfor træde i kraft så hurtigt som muligt og finde anvendelse fra nævnte dato —

1)

Artikel 3 ændres således:

2)

I artikel 4 ændres »60 600 EUR« til »62 800 EUR«.

3)

Artikel 5 ændres således:

4)

I artikel 6 ændres »36 400 EUR« til »37 700 EUR«.

5)

Artikel 7 ændres således:

6)

Artikel 8 ændres således:

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/37

(1)

På baggrund af et meget stort eksternt finansieringsbehov er de lettiske kapital- og finansmarkeder i den seneste tid kommet under pres, hvilket afspejler en generel forværring i stemningen på markedet og stigende bekymringer over den lettiske økonomis sundhed som følge af dens store ubalancer med hensyn til et stort underskud over for udlandet og en meget stor udlandsgæld, som svækker de offentlige finanser, samt høje omkostninger og prisinflation. Den lettiske banksektor har oplevet alvorlige likviditets- og tillidsproblemer. Valutareserverne er faldet, idet centralbanken har grebet ind for at bevare valutakursbindingen.

(2)

Rådet gennemgår regelmæssigt de økonomiske politikker, der gennemføres af Letland, navnlig i forbindelse med Letlands konvergensprogram og nationale reformprogram samt i forbindelse med konvergensrapporterne.

(3)

Letlands samlede eksterne finansieringsbehov frem til første kvartal af 2011 anslås til 7,5 mia. EUR.

(4)

De lettiske myndigheder har anmodet om omfattende finansiel bistand fra EU og andre internationale finansielle institutioner og lande med henblik på at understøtte holdbarheden af betalingsbalancen.

(5)

Letlands betalingsbalance er udsat for en alvorlig trussel, som berettiger, at Fællesskabet hurtigt yder gensidig bistand sammen med IMF og andre bidragsydere. I betragtning af sagens hastende karakter er det endvidere absolut nødvendigt at fravige den periode på seks uger, der er nævnt i del I, punkt 3, i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber.

(6)

Den finansielle bistandspakke vil blive tilvejebragt på betingelse af, at de lettiske myndigheder afgiver et stærkt tilsagn om at gennemføre et ambitiøst program for finanspolitikken, for det finansielle system og for strukturreformer med det formål at fremme de nødvendige eksterne og interne justeringer, stabilisere økonomien og genskabe troværdigheden af den økonomiske politik. Sammen med EFC vil Kommissionen regelmæssigt og omhyggeligt føre tilsyn med, om de økonomisk-politiske vilkår, der er knyttet til bistanden, opfyldes fuldt ud —

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/39

(1)

Ved beslutning 2009/289/EF (2) besluttede Rådet at yde gensidig bistand til Letland.

(2)

På baggrund af et meget stort eksternt finansieringsbehov er de lettiske kapital- og finansmarkeder i den seneste tid kommet under pres, hvilket afspejler en generel forværring i stemningen på markedet og stigende bekymringer over den lettiske økonomis sundhed som følge af dens store ubalancer med hensyn til et stort underskud over for udlandet og en meget stor udlandsgæld, som svækker de offentlige finanser, samt høje omkostninger og prisinflation. Den lettiske banksektor har oplevet alvorlige likviditets- og tillidsproblemer. Valutareserverne er faldet, idet centralbanken har grebet ind for at bevare valutakursbindingen.

(3)

Letlands samlede eksterne finansieringsbehov frem til første kvartal af 2011 anslås til 7,5 mia. EUR.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at yde fællesskabsstøtte til Letland på op til 3,1 mia. EUR under mekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne, som blev oprettet ved forordning (EF) nr. 332/2002. Denne bistand bør stilles til rådighed i sammenhæng med et lån fra Den Internationale Valutafond (IMF) på 1,5 mia. SDR (1 200 % af Letlands IMF-kvote, ca. 1,7 mia. EUR) i henhold til et standby-arrangement, som blev godkendt den 23. december 2008. De nordiske lande (Sverige, Danmark, Finland, Estland og Norge) skal tilsammen bidrage med 1,9 mia. EUR, Verdensbanken — 0,4 mia. EUR, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Tjekkiske Republik og Polen — i alt 0,4 mia. EUR, hvilket bringer det samlede beløb op på 7,5 mia. EUR i perioden frem til første kvartal af 2011.

(5)

Fællesskabets bistand bør forvaltes af Kommissionen. De særlige økonomisk-politiske vilkår, der aftales med Letlands myndigheder efter høring af EFC, bør nedfældes i et aftalememorandum. De bør bl.a. omfatte foranstaltninger, der er beregnet til at dæmme op for det umiddelbare likviditetspres, genskabe den langsigtede stabilitet ved at styrke banksektoren, korrigere finanspolitiske ubalancer og vedtage nationale politikker, som forbedrer konkurrenceevnen. Foranstaltningerne bør omfatte en omgående og varig finanspolitisk konsolidering, en omfattende løsningsstrategi for bankerne, større krisestyringsmuligheder for de lovgivende myndigheder, omfattende strukturreformer samt andre vigtige foranstaltninger. De nærmere finansielle vilkår bør fastsættes af Kommissionen i låneaftalen.

(6)

Bistanden bør gives med henblik på at dæmme op for det umiddelbare likviditetspres og på betingelse af politikker, som skal genskabe den langsigtede stabilitet ved at styrke banksektoren, korrigere finanspolitiske ubalancer og vedtage nationale politikker, som forbedrer konkurrenceevnen, samtidig med at det snævre udsvingsbånd for valutakursen fastholdes omkring den eksisterende centralkurs —

a)

vedtagelse af et klart fastlagt mellemfristet finanspolitisk program med det formål at reducere det offentlige underskud til ikke over traktatens referenceværdi på 3 % af BNP senest i 2011

b)

gennemførelse af budgettet for 2009 som ændret ved tillægsbudgettet, der blev vedtaget den 12. december 2008 (og som vil blive indgivet i detaljer ultimo marts 2009) med henblik på at nå et offentligt cash flow underskud på højst 5 % af BNP eller 5,3 % efter ENS 95

c)

reduktion af de gennemsnitlige lønninger i den offentlige sektor i nominelle termer i 2009 med mindst 15 % i forhold til det oprindelige budget af 14. november 2008 og yderligere 2 % i 2010-2011

d)

fortsættelse af foranstaltninger påbegyndt i 2008 til reduktion af beskæftigelsen i centralregeringen, der skal sikre en reduktion på mindst 5 % ved udgangen af 2008 og en total reduktion på 10 % senest den 30. juni 2009

e)

styrkelse af udformningen og gennemførelsen af budgetprocedurerne gennem vedtagelse af en finanspolitisk ramme og en lov om budgetreformer ved hjælp af en ændring af den eksisterende lov om budget- og finansforvaltning

f)

indførelse af et tydeligt og gennemsigtigt lønudbetalingssystem for ansatte i den offentlige administration og indførelse af et enkelt system for personaleplanlægning og -forvaltning i de offentlige administrationer

g)

mekanismer, som skal sikre større stabilitet i banksektoren på mellemlang til lang sigt, herunder en lang række tilsynsmæssige, forsigtighedsmæssige og pengepolitiske foranstaltninger. Disse bør begrænse væksten i låntagningen til et holdbart niveau og hindre stor afhængighed af udenlandsk finansiering uden sikkerhedsstillelse. Der skal gennemføres målrettede undersøgelser i banksystemet for at sikre, at alle banker er solvente og råder over tilstrækkelig kapital

h)

passende foranstaltninger vedrørende omlægningen af den private sektors gæld. Det passende retsgrundlag for en omlægning af den eksisterende gæld med hensyn til løbetid og valuta skal styrkes. Fremme af insolvensprocedurer og hurtig gennemførelse af saneringsplaner bør også have høj prioritet

i)

foranstaltninger til at sikre, at de tilbageværende mindretalsaktionærer i Parex Bank ikke får fordel af løsningsplanen for banken, samt foranstaltninger til at forbedre den finansielle stabilitet gennem en fuldstændig nationalisering af Parex Bank

j)

strukturreformforanstaltninger, som støttes i forbindelse med Lissabonstrategien og gennemføres i Letlands nationale reformprogram, herunder aktive arbejdsmarkedspolitikker og politikker for livslang læring, større inddragelse af den private sektor i F&U- og innovationsaktiviteter, eksportfremmende foranstaltninger og fjernelse af administrative byrder for virksomhederne

k)

gennemførelse af EU-finansierede projekter på det planlagte niveau for at hjælpe med til at forbedre den konkurrenceudsatte sektors bidrag til den økonomiske vækst

l)

foranstaltninger til at forbedre adgangen til finansiering for virksomheder og iværksættere, hvis ansøgninger om strukturfondsmidler er blevet godkendt, eller som eventuelt planlægger at ansøge om sådanne midler.

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/42

(1)

Den 25. juni 2008 underrettede de irske myndigheder, jf. proceduren i artikel 19, stk. 2, i direktiv 2000/13/EF, Kommissionen om et udkast til bekendtgørelse på sundhedsområdet om obligatorisk mærkning af fjerkrækød, svinekød og fårekød med oprindelsesland (Health (Country of Origin of Poultrymeat, Pigmeat and Sheepmeat) Regulations).

(2)

Ifølge udkastet til bekendtgørelse skal alt fjerkrækød, svinekød og fårekød samt alle fødevarer, der indeholder mindst 70 vægtprocent af sådant kød, mærkes med en angivelse af kødets oprindelsesland i klart læselig skrift på irsk og/eller engelsk. Ved »oprindelse« forstås det land, hvor dyret blev opdrættet gennem det meste af sit liv, og ellers det land, hvor det blev slagtet.

(3)

Direktiv 2000/13/EF indebærer harmonisering af bestemmelserne om mærkning af fødevarer ved at foreskrive dels en harmonisering af visse nationale bestemmelser dels en ordning for ikke-harmoniserede nationale bestemmelser. Omfanget af harmoniseringen fremgår af artikel 3, stk. 1, hvori der opstilles en liste over, hvilke obligatoriske oplysninger mærkningen skal omfatte »på de betingelser og med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4-17«. Artikel 4, stk. 2, giver endvidere mulighed for, at der kan foreskrives flere obligatoriske oplysninger end dem, der er opregnet i artikel 3, stk. 1, for bestemte fødevarer i form af fællesskabsbestemmelser eller, såfremt der ikke foreligger sådanne bestemmelser, i form af nationale bestemmelser.

(4)

For så vidt angår vedtagelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, skaber direktivets artikel 18, stk. 2, mulighed herfor, bl.a. hvis de er begrundet i hensyn til bekæmpelse af bedrageri og beskyttelse af folkesundheden, under forudsætning af at de ikke er til hinder for anvendelsen af de definitioner og regler, der er fastsat i direktiv 2000/13/EF; når en medlemsstat påtænker at udarbejde et udkast til nationale bestemmelser om mærkning, bør det derfor undersøges, om udkastet er i overensstemmelse med ovennævnte krav og bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(5)

Det fastsættes i artikel 3, stk. 1, nr. 8, i direktiv 2000/13/EF, at det er obligatorisk at angive det sted, hvor fødevaren har oprindelse eller kommer fra, »i de tilfælde, hvor undladelse heraf ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til levnedsmidlets virkelige oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet egentlig kommer fra«. Den pågældende bestemmelse, der omhandler en forpligtelse til at angive, hvor fødevaren har oprindelse eller kommer fra, når andre angivelser på et givet produkts mærkning kunne tyde på, at produktet har en anden oprindelse, er en hensigtsmæssig mekanisme til at imødegå risikoen for, at forbrugerne vildledes.

(6)

For så vidt angår fjerkrækød, svinekød og fårekød gør de argumenter, som de irske myndigheder har fremlagt, det ikke muligt at konkludere, at de irske forbrugere som hovedregel fejlagtigt kunne tro, at det pågældende produkt har en bestemt oprindelse.

(7)

Irland har ikke fremlagt dokumentation for, at udkastet til bekendtgørelse er nødvendigt for at opfylde en af målsætningerne i ovennævnte artikel 18, eller at den derved skabte hindring står i et rimeligt forhold dertil. Det nævnes kun i udkastet til bekendtgørelse, at formålet er at oplyse forbrugerne om det pågældende produkts oprindelse. Denne begrundelse er ikke i sig selv tilstrækkelig til at berettige udkastet til bekendtgørelse.

(8)

På dette grundlag gør Kommissionen indsigelse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i direktiv 2000/13/EF.

(9)

De irske myndigheder bør derfor anmodes om ikke at vedtage det pågældende udkast til bekendtgørelse.

(10)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/44

(1)

Kommissionens beslutning 1999/177/EF af 8. februar 1999 om betingelserne for, at plastkasser og -paller kan undtages fra de bestemmelser om koncentrationsniveauer for tungmetaller, der er fastlagt i direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (2), udløb den 9. februar 2009.

(2)

På det tidspunkt, hvor beslutning 1999/177/EF udløb, var der på markedet stadig et stort antal plastkasser og -paller med et højere indhold af tungmetaller end det i direktiv 94/62/EF fastsatte. Da der i branchen ikke er kapacitet til at udskifte alle sådanne kasser og paller, er der stor risiko for, at de vil blive bortskaffet ved deponering eller forbrænding. Begge løsninger ville være til skade for sundhed og miljø.

(3)

Målet med direktiv 94/62/EF er at begrænse tilstedeværelsen af tungmetaller i emballage og at nå et højt niveau af miljøbeskyttelse, herunder ved genbrug og genvinding.

(4)

For at give branchen tid til at udskifte de pågældende plastkasser og -paller under anvendelse af den bedste tilgængelige teknik bør der fastsættes betingelser for at undtage plastkasser og -paller, der befinder sig i produktcyklusser inden for en lukket og kontrolleret kæde. I de videnskabelige rapporter, Kommissionen har fået forelagt, anbefales det, at der indrømmes en sådan undtagelse.

(5)

Da Kommissionen efter fem år har til hensigt at vurdere, hvordan systemet i denne beslutning fungerer, og hvilke fremskridt der er gjort med hensyn til udfasning af plastkasser og -paller, der indeholder tungmetaller, er det påkrævet, at medlemsstaterne indgiver de relevante oplysninger. For ikke at forøge medlemsstaternes nuværende administrative byrde ved at pålægge dem bestemte rapporteringskrav er det tilstrækkeligt, at de pågældende oplysninger indgår i de rapporter, der indsendes til Kommissionen i medfør af artikel 17 i direktiv 94/62/EF.

(6)

Af hensyn til retssikkerheden bør nærværende beslutning finde anvendelse fra dagen efter den dato, hvor beslutning 1999/177/EF udløb, således at eventuelle negative virkninger som følge af udløbet undgås.

(7)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 21 i direktiv 94/62/EF —

1)

»tungmetaller«: bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom

2)

»bevidst tilsætning af tungmetaller«: bevidst anvendelse af et stof, der indeholder tungmetaller, i sammensætningen af en emballage eller emballagekomponent med det formål at give det endelige produkt en bestemt egenskab, et bestemt udseende eller en bestemt kvalitet

3)

»tilfældig forekomst af tungmetaller«: forekomst af tungmetaller som en utilsigtet bestanddel i en emballage eller emballagekomponent.

25.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 79/47

(1)

De Forenede Nationers Sikkerhedsråd vedtog den 2. juni 2008 resolution 1816 (2008), hvori det anmoder alle stater om at samarbejde om at fastlægge domstolskompetencen og om at efterforske og retsforfølge personer, der er ansvarlige for piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster. Disse bestemmelser blev bekræftet ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1846 (2008), der blev vedtaget den 2. december 2008.

(2)

Rådet vedtog den 10. november 2008 fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (1) (operation »Atalanta«).

(3)

I fælles aktion 2008/851/FUSP fastsættes det, at personer, der har begået eller mistænkes for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier i Somalias territorialfarvande, og som pågribes og tilbageholdes med henblik på foretagelse af retsforfølgning, samt de genstande, der er anvendt til at udføre disse handlinger, kan overføres til en tredjestat, der ønsker at udøve sin domstolskompetence i forhold til de ovennævnte personer og genstande, forudsat at betingelserne for en sådan overførsel er aftalt med den pågældende tredjestat under iagttagelse af gældende international ret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning, særligt for at sikre, at ingen underkastes dødsstraf, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

(4)

I overensstemmelse med traktatens artikel 24 har formandskabet bistået af generalsekretæren/den højtstående repræsentant forhandlet en brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kenyas regering om betingelserne og de nærmere bestemmelser for overførsel af personer, der mistænkes for at have begået piratvirksomhed, og som tilbageholdes af den EU-ledede flådestyrke (EUNAVFOR), og beslaglagte genstande i EUNAVFOR's varetægt, fra EUNAVFOR til Kenya og for behandling heraf efter en sådan overførsel.

(5)

Brevvekslingen bør godkendes —