(1)

Ifølge artikel 136, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 er importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00 , 1001 90 91 , ex 1001 90 99 (blød hvede af høj kvalitet), 1002 , ex 1005 undtagen hybridmajs til udsæd, og ex 1007 undtagen hybridsorghum til udsæd, lig med interventionsprisen for sådanne produkter ved import forhøjet med 55 % minus cif-importprisen for den pågældende sending. Denne told kan dog ikke overstige toldsatsen i den fælles toldtarif.

(2)

Ifølge artikel 136, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 skal der med henblik på beregning af importtolden som omhandlet i nævnte artikels stk. 1 regelmæssigt fastsættes repræsentative cif-importpriser for de pågældende produkter.

(3)

Ifølge artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1249/96 er den pris, der skal anvendes ved beregning af importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00 , 1001 90 91 , ex 1001 90 99 (blød hvede af høj kvalitet), 1002 00 , 1005 10 90 , 1005 90 00 og 1007 00 90 den daglige repræsentative cif-importpris fastlagt efter metoden i nævnte forordnings artikel 4.

(4)

Importtolden bør fastsættes for perioden fra den 16. marts 2009 og gælde, indtil en ny importtold træder i kraft —

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvist er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke fællesskabsforskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ved anvendelse af nævnte almindelige tariferingsbestemmelser skal de varer, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i de i kolonne 2 nævnte KN-koder i henhold til de begrundelser, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2), i et tidsrum på tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

(1)

Forordning (EF) nr. 2160/2003 har til formål at sikre, at der træffes hensigtsmæssige og effektive foranstaltninger til påvisning og bekæmpelse af salmonella og andre zoonotiske agenser på alle relevante trin i produktionen, forarbejdningen og distributionen og navnlig i den primære produktionsfase med henblik på at mindske forekomsten heraf og de risici, de indebærer for folkesundheden.

(2)

Forordning (EF) nr. 2160/2003 finder ikke anvendelse på primærproduktion til brug i private husholdninger eller direkte levering fra producenten af små mængder primærprodukter til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer primærprodukterne direkte til forbrugerne. I henhold til forordning (EF) nr. 2160/2003 skal sådan direkte levering være omfattet af nationale bestemmelser, der sikrer at forordningens mål nås.

(3)

I henhold til forordning (EF) nr. 2160/2003 skal der opstilles et EF-mål for mindskelse af forekomsten af alle salmonellaserotyper af betydning for folkesundheden i slagtekyllinger og kalkuner i primærproduktionen. Det er ligeledes fastsat, at EF-målet skal omfatte en fastlæggelse af de kontrolordninger, der er nødvendige for at efterprøve, om målet er nået.

(4)

Kommissionens forordning (EF) nr. 646/2007 (2) gennemfører forordning (EF) nr. 2160/2003 for så vidt angår et EF-mål for mindskelse af forekomsten af visse salmonellatyper hos slagtekyllinger i primærproduktionen. Den fastsætter endvidere den fornødne kontrolordning til efterprøvning af, hvordan det går med at nå EF-målet. Kontrolordningen anvendes fra den 1. januar 2009.

(5)

Kommissionens forordning (EF) nr. 584/2008 (3) gennemfører forordning (EF) nr. 2160/2003 for så vidt angår et EF-mål for mindskelse af forekomsten af visse salmonellatyper hos kalkuner i primærproduktionen. Den fastsætter endvidere den fornødne kontrolordning til efterprøvning af, hvordan det går med at nå EF-målet. Kontrolordningen anvendes fra den 1. januar 2010.

(6)

Forordning (EF) nr. 2160/2003 finder ikke anvendelse på visse typer primærproduktion. Den finder dog anvendelse på flokke af slagtekyllinger og kalkuner, hvor producenten har til hensigt at levere små mængder fersk kød fra sådanne flokke til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer det ferske kød direkte til den endelige forbruger. I henhold til kontrolordningerne i forordning (EF) nr. 646/2007 og (EF) nr. 584/2008 er sådant fjerkræ således omfattet af obligatorisk kontrol inden slagtning.

(7)

Kontrol af sådanne flokke af slagtekyllinger og kalkuner medfører praktiske problemer for producenter med et meget lille antal dyr, da der skulle kræves løbende kontrol inden slagtning. Det kan således ske, at salg skal afbrydes, fordi testresultaterne skal foreligge inden slagtningen.

(8)

For at undgå, at en dispensation fra den obligatoriske løbende kontrol af sådanne flokke øger folkesundhedsrisikoen, bør medlemsstaterne fastsætte nationale bestemmelser om producentens levering af det ferske kød, således at målet med forordning (EF) nr. 2160/2003 nås.

(9)

Der bør derfor fastsættes en overgangsforanstaltning, således at flokke af slagtekyllinger og kalkuner, hvor producenten har til hensigt at levere små mængder fersk kød fra sådanne flokke til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer det ferske kød direkte til den endelige forbruger, udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 2160/2003.

(10)

Levering af den pågældende type forekommer sjældent om vinteren, og overgangsforanstaltningen bør derfor anvendes fra foråret 2009.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

(1)

Lufthavnenes hovedopgave og forretningsvirksomhed består i at betjene fly fra ankomst til afgang samt passagerer og fragt, så luftfartsselskaberne kan levere lufttransporttjenester. Til dette formål stiller lufthavnene en række faciliteter og tjenesteydelser til rådighed i forbindelse med flydriften samt passager- og fragtekspedition, og omkostningerne herved får de generelt dækket gennem lufthavnsafgifter. Lufthavnsdriftsorganer, der leverer faciliteter og tjenesteydelser, for hvilke der opkræves lufthavnsafgifter, bør bestræbe sig på at operere på et omkostningseffektivt grundlag.

(2)

Det er nødvendigt at fastlægge en fælles ramme for regulering af de centrale aspekter af lufthavnsafgifter og den måde, hvorpå afgifterne fastsættes, da der i mangel af en sådan ramme er risiko for, at grundlæggende krav i forholdet mellem lufthavnsdriftsorganerne og lufthavnsbrugerne ikke opfyldes. En sådan ramme bør ikke berøre en medlemsstats mulighed for at fastlægge, hvorvidt og i hvilket omfang der kan tages hensyn til indtægter fra en lufthavns kommercielle aktiviteter ved fastlæggelsen af lufthavnsafgifterne.

(3)

Dette direktiv bør gælde for lufthavne i Fællesskabet over en vis minimumsstørrelse, da forvaltningen og finansieringen af små lufthavne ikke kræver, at der anvendes en fællesskabsramme.

(4)

I en medlemsstat, hvor ingen lufthavn har den krævede minimumsstørrelse, for at dette direktiv finder anvendelse, indtager den lufthavn med flest passagerbevægelser en så privilegeret stilling som indrejsested til den pågældende medlemsstat, at det er nødvendigt at lade dette direktiv finde anvendelse på denne lufthavn for at sikre overholdelsen af visse grundlæggende principper i forholdet mellem lufthavnens driftsorgan og dens brugere, navnlig hvad angår afgifters gennemsigtighed og ikke-diskrimination af lufthavnens brugere.

(5)

Med henblik på at fremme territorial samhørighed bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende et fælles afgiftssystem, der skal dække et lufthavnsnet. Økonomiske overførsler mellem lufthavne i sådanne net bør være i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(6)

Af hensyn til fordelingen af trafikken bør medlemsstaterne kunne tillade, at et lufthavnsdriftsorgan for lufthavne, der trafikmæssigt dækker samme by eller bygruppe, anvender et fælles og gennemsigtigt afgiftssystem. Økonomiske overførsler mellem disse lufthavne bør være i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning.

(7)

Incitamenter til oprettelse af nye ruter for bl.a. at fremme udviklingen af ugunstigt stillede områder og fjernområder bør kun indrømmes i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(8)

Opkrævning af afgifter i forbindelse med luftfarts- og groundhandlingydelser er allerede blevet behandlet i henholdsvis Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (4) og Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til groundhandlingmarkedet i Fællesskabets lufthavne (5). Opkrævning af afgifter i forbindelse med ydelse af bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (6).

(9)

Rådet for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO-Rådet) vedtog i 2004 nogle principper for lufthavnsafgifter, der bl.a. omfatter principperne om, at afgifterne bør være omkostningsrelaterede og ikke-diskriminerende, og at der bør være en uafhængig mekanisme til den økonomiske regulering af lufthavne.

(10)

ICAO-Rådet har udtalt, at lufthavnsafgifter er gebyrer, der er beregnet på og specielt anvendes til dækning af omkostningerne i forbindelse med faciliteter og tjenesteydelser, der stilles til rådighed for civil luftfart, mens skatter er gebyrer, der er beregnet på at forøge de nationale eller lokale offentlige indtægter, som generelt ikke anvendes på civil luftfart i deres helhed eller på en omkostningsspecifik basis.

(11)

Lufthavnsafgifter bør ikke medføre forskelsbehandling. Der bør iværksættes en obligatorisk procedure for regelmæssigt samråd mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne, og begge parter bør have mulighed for at klage til en uafhængig tilsynsmyndighed, hvis en afgørelse om lufthavnsafgifter eller ændring af afgiftssystemet anfægtes af lufthavnsbrugerne.

(12)

For at sikre upartiske afgørelser og en korrekt og effektiv anvendelse af dette direktiv bør der oprettes en uafhængig tilsynsmyndighed i hver medlemsstat. Den uafhængige tilsynsmyndighed bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre sine opgaver.

(13)

Det er af afgørende betydning for lufthavnsbrugerne, at de jævnligt modtager oplysninger fra lufthavnsdriftsorganet om, hvordan og på hvilket grundlag lufthavnsafgifterne beregnes. En sådan åbenhed vil give luftfartsselskaberne indsigt i, hvilke omkostninger lufthavnen har, og hvor produktive lufthavnens investeringer er. For at gøre det muligt for lufthavnsdriftsorganet at vurdere behovet for fremtidige investeringer korrekt bør der stilles krav om, at lufthavnsbrugerne i god tid underretter lufthavnsdriftsorganet om alle deres driftsprognoser, udviklingsplaner samt særlige behov og forslag.

(14)

Lufthavnsdriftsorganerne bør underrette lufthavnsbrugerne om større infrastrukturplaner, da disse har en væsentlig indflydelse på lufthavnsafgiftssystemerne eller -niveauet. Disse oplysninger bør fremlægges for at gøre det muligt at overvåge infrastrukturomkostningerne og sikre, at der stilles passende og omkostningseffektive faciliteter til rådighed i den pågældende lufthavn.

(15)

Lufthavnsdriftsorganer bør have mulighed for at anvende lufthavnsafgifter, der svarer til den infrastruktur og/eller det serviceniveau, der tilbydes, eftersom de pågældende luftfartsselskaber har en legitim interesse i at kræve ydelser fra lufthavnsdriftsorganet, der svarer til pris/kvalitetsforholdet. Imidlertid bør alle luftfartsselskaber, der ønsker det, have adgang til infrastruktur og ydelser på ikke-diskriminerende vilkår og i differentieret udstrækning. Hvis efterspørgslen er større end udbuddet, bør der gives adgang på grundlag af objektive og ikke-diskriminerende kriterier, der opstilles af lufthavnsdriftsorganet. Enhver differentiering i lufthavnsafgifterne bør være gennemskuelig, objektiv og baseret på utvetydige kriterier.

(16)

Lufthavnsbrugerne og lufthavnsdriftsorganet kan indgå en aftale om et serviceniveau for kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne. Som led i det regelmæssige samråd kan der forhandles om kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne.

(17)

Der er i medlemsstaterne forskellige systemer til forfinansiering af lufthavnsinvesteringer. I de medlemsstater, hvor forfinansiering forekommer, bør den/det pågældende medlemsstat eller lufthavnsdriftsorgan henholde sig til ICAO's politikker og/eller indføre deres egne beskyttelsesmekanismer.

(18)

Dette direktiv bør ikke berøre traktaten, særlig artikel 81-89.

(19)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge fælles principper for opkrævning af lufthavnsafgifter i Fællesskabets lufthavne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da der ikke kan opnås en ensartet løsning i hele Fællesskabet, hvis lufthavnsafgiftssystemerne fastlægges på nationalt plan, og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

1)

»lufthavn«: et område, der er specielt indrettet til landing, start og manøvrering af luftfartøjer, herunder også eventuelle tilknyttede anlæg, der er nødvendige af hensyn til flytrafikken og service af luftfartøjer, bl.a. nødvendige anlæg til betjening af den erhvervsmæssige lufttrafik

2)

»lufthavnsdriftsorgan«: et organ, som eventuelt i tilknytning til andre aktiviteter, i henhold til nationale love, bestemmelser eller kontrakter har fået til opgave at administrere og forvalte lufthavnsinfrastrukturen eller lufthavnsnetinfrastrukturen og at koordinere og kontrollere de aktiviteter, der udføres af de forskellige virksomheder, der opererer i de pågældende lufthavne eller lufthavnsnet

3)

»lufthavnsbruger«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for flybefordring af passagerer, post og/eller fragt til eller fra den pågældende lufthavn

4)

»lufthavnsafgift«: en afgift, som lufthavnsbrugerne betaler til lufthavnsdriftsorganet for brug af de faciliteter og tjenesteydelser, der udelukkende stilles til rådighed af lufthavnsdriftsorganet, og som er knyttet til landing, start, afmærkning af flyvepladsen, parkering af fly samt passager- og fragtekspedition

5)

»lufthavnsnet«: en gruppe lufthavne, der er behørigt udpeget som sådan af medlemsstaten og drives af samme lufthavnsdriftsorgan.

(1)

Rådets direktiv 72/245/EØF af 20. juni 1972 om køretøjers radiointerferens (elektromagnetiske kompatibilitet) (2) er et af særdirektiverne under den EF-standardtypegodkendelsesprocedure, der er indført ved Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (3). De bestemmelser i direktiv 70/156/EØF, der vedrører systemer, komponenter og separate tekniske enheder til køretøjer, finder derfor anvendelse på direktiv 72/245/EØF.

(2)

I henhold til punkt 3.2.9 i bilag I i direktiv 72/245/EØF behøver komponenter, der sælges som efterfølgende monteret udstyr, og som er beregnet til montering i motorkøretøjer, ingen typegodkendelse, hvis de ikke har forbindelse til immunitetsrelaterede funktioner. I en overgangsperiode på fire år fra den 3. december 2004 skal en teknisk tjeneste afgøre, om den komponent, der ønskes bragt i omsætning, er immunitetsrelateret eller ej, og udstede en erklæring i overensstemmelse med eksemplet i bilag III C. Medlemsstaterne skal rapportere alle tilfælde af afvisninger af sikkerhedsgrunde til Europa-Kommissionen. På grundlag af de praktiske erfaringer med dette krav og på grundlag af medlemsstaternes rapporteringer afgør Kommissionen inden overgangsperiodens udløb, om denne erklæring stadig er påkrævet ud over overensstemmelseserklæringen.

(3)

Som det følger af punkt 3.2.9 i bilag I til direktiv 72/245/EØF, og i betragtning af at Europa-Kommissionen ikke har modtaget underretning fra medlemsstaterne om tilfælde, hvor en teknisk tjeneste har afvist at udstede den pågældende erklæring, foreslås det nu at bringe den ordning til ophør, hvorefter en teknisk tjeneste afgør, om komponenter, der sælges som efterfølgende monteret udstyr, og som er beregnet til montering i motorkøretøjer, har forbindelse til immunitetsrelaterede funktioner, og ikke længere at kræve en erklæring i overensstemmelse med eksemplet i bilag III C, jf. punkt 3.2.9 i bilag I.

(4)

Direktiv 72/245/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer —

1)

I listen over bilag udgår følgende reference til bilag III C:

2)

I bilag I, punkt 2.3.9, udgår stk. 2.

3)

Bilag III C udgår.