29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/1

(1)

Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 713/2005 (2) en endelig udligningstold på importen af visse bredspektrede antibiotika, nemlig amoxicillin trihydrat, ampicillin trihydrat og cefalexin, ikke i doseret stand eller i former eller pakninger til detailsalg (i det følgende benævnt »den pågældende vare«), med oprindelse i Indien og henhørende under KN-kode ex 2941 10 10, ex 2941 10 20 og ex 2941 90 00. Toldsatsen varierer fra 17,3 % til 30,3 % for individuelt nævnte eksportører, og resttolden udgør 32 % på importen fra andre eksportører.

(2)

Efter at den endelige udligningstold var blevet pålagt, fremsatte den indiske regering bemærkninger om, at forholdene for så vidt angår to subsidieordninger (toldgodtgørelsesordningen DEPBS og indkomstskatteordningen i henhold til Section 80HHC i Income Tax Act) har ændret sig, og at ændringerne er af varig art. Følgelig blev det anført, at subsidieringen sandsynligvis var faldet, og således burde de foranstaltninger, der til dels var blevet indført i forbindelse med disse ordninger, tages op igen.

(3)

Kommissionen undersøgte den dokumentation, der var fremlagt af den indiske regering, og fandt den tilstrækkelig til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 19. Efter høring af det rådgivende udvalg indledte Kommissionen ved en meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3) en delvis interimsundersøgelse på eget initiativ af forordning (EF) nr. 713/2005.

(4)

Formålet med den delvise interimsundersøgelse er efter fremlæggelse af tilstrækkeligt bevis i henhold til de relevante bestemmelser i indledningsmeddelelsen at evaluere, om der er behov for at fortsætte, afskaffe eller ændre de gældende foranstaltninger over for de virksomheder, som har nydt godt af én af de ændrede subsidieordninger eller begge. Med den delvise interimsundersøgelse vil man også, afhængigt af resultaterne, kunne vurdere behovet for at ændre de foranstaltninger, der gælder for andre virksomheder, der samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til fastsættelse af omfanget af de gældende foranstaltninger og/eller den foranstaltning, der gælder for alle andre virksomheder.

(5)

Undersøgelsen omfattede perioden fra 1. april 2006 til 31. marts 2007 (i det følgende benævnt »den fornyede undersøgelsesperiode«).

(6)

Kommissionen underrettede officielt den indiske regering og de i forordning (EF) nr. 713/2005 nævnte og i indledningsmeddelelsen om den delvise interimsundersøgelse anførte indiske eksporterende producenter, som havde samarbejdet i den forrige undersøgelse, og som havde draget fordel af én af de to angiveligt ændrede subsidieordninger, såvel som de EF-producenter, der er anført i indledningen af den delvise interimsundersøgelse. De interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt. Parternes mundtlige og skriftlige bemærkninger blev overvejet og taget i betragtning, hvor det var relevant.

(7)

I betragtning af det tilsyneladende store antal parter, der er involveret i denne undersøgelse, blev det overvejet at anvende stikprøver i forbindelse med undersøgelsen af subsidieringen, jf. grundforordningens artikel 27.

(8)

Men kun to eksporterende producenter gav sig til kende og afgav de oplysninger, der var ønsket til stikprøven. Det blev derfor ikke anset for nødvendigt at benytte stikprøver.

(9)

Imidlertid anførte én af de ovennævnte eksporterende producenter i sin stikprøvebesvarelse, at den pågældende ikke havde nydt godt af de to angiveligt ændrede subsidieordninger (dvs. toldgodtgørelsesordningen DEPBS og indkomstskatteordningen i henhold til Section 80HHC i Income Tax Act) hverken i den undersøgelsesperiode, der førte til de gældende foranstaltninger, eller i den fornyede undersøgelsesperiode. Desuden samarbejdede denne virksomhed ikke i den oprindelige undersøgelse, og der blev ikke udpeget noget særligt behov for at tilpasse resttolden, der gælder for alle andre virksomheder, til at omfatte denne. Dermed opfyldte virksomheden ikke bestemmelserne om støtteberettigelse i den delvise interimsundersøgelse som fastsat i punkt 4 i indledningsmeddelelsen og kunne derfor ikke deltage i denne fornyede undersøgelse. Den pågældende virksomhed blev underrettet herom.

(10)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til den eneste samarbejdende eksporterende producent, som kom i betragtning i forbindelse med denne undersøgelse (Ranbaxy Laboratories Ltd.), og til den indiske regering. Der blev modtaget besvarelser både fra producenten og fra den indiske regering.

(11)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på konstatering af subsidiering. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende interesserede parter:

(12)

Den indiske regering og de andre interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen agtede at foreslå en ændring af toldsatsen for den eneste samarbejdende indiske producent og forlænge de gældende foranstaltninger for alle andre virksomheder, som ikke samarbejdede i den delvise interimsundersøgelse. De fik også en rimelig frist til at fremsætte bemærkninger. Der blev taget behørigt hensyn til alle indlæg og bemærkninger, jf. nedenstående.

(13)

Den vare, der er omfattet af denne fornyede undersøgelse, er samme vare som i forordning (EF) nr. 713/2005, nemlig amoxicillin trihydrat, ampicillin trihydrat og cefalexin, ikke i doseret stand eller i former eller pakninger til detailsalg, med oprindelse i Indien og henhørende under KN-kode ex 2941 10 10, ex 2941 10 20 og ex 2941 90 00.

(14)

På grundlag af oplysninger fra den indiske regering og den eneste samarbejdende eksporterende producent og besvarelserne af Kommissionens spørgeskema undersøgte Kommissionen følgende ordninger, som angiveligt indebærer, at der ydes subsidier:

(15)

De nævnte ordninger fra litra a) til d) er baseret på loven om udenrigshandel (Foreign Trade (Development and Regulation) Act 1992) (nr. 22 af 1992), der trådte i kraft den 7. august 1992. Ved loven om udenrigshandel bemyndiges den indiske regering til at udstede bekendtgørelser om eksport- og importpolitikken. Disse bekendtgørelser opføres i de dokumenter om eksport- og importpolitikken, som udstedes af handelsministeriet hvert femte år og regelmæssigt ajourføres. Et af disse dokumenter er relevant for den fornyede undersøgelsesperiode i denne sag, nemlig femårsplanen for perioden 1. september 2004 til 31. marts 2009 (i det følgende benævnt »eksport- og importpolitikken for 2004-09«). Desuden fastlægger den indiske regering også de procedurer, der styrer eksport- og importpolitikken for 2004-09 i procedurehåndbogen (Handbook of Procedures — 1 September 2004 to 31 March 2009, Volume I) (i det følgende benævnt »Procedurehåndbogen I 04-09«). Procedurehåndbogen ajourføres også regelmæssigt.

(16)

De under litra e) nævnte indkomstskatteordninger er baseret på indkomstskatteloven af 1961, som ændres årligt ved finansloven.

(17)

Den under litra f) nævnte eksportkreditordning er baseret på Section 21 og 35A i bankloven af 1949 (Banking Regulation Act 1949), der tillader Reserve Bank of India (i det følgende benævnt »RBI«) at vejlede forretningsbanker på eksportkreditområdet.

(18)

I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 10, opfordrede Kommissionen den indiske regering til at deltage i yderligere høringer om både ændrede og uændrede ordninger med det formål at skabe klarhed over den faktiske situation vedrørende de påståede ordninger og nå frem til en fælles løsning. Da der efter disse høringer ikke forelå en gensidigt acceptabel løsning med hensyn til disse ordninger, inkluderede Kommissionen alle disse ordninger i undersøgelsen af spørgsmålet om subsidiering.

(19)

Ordningen er beskrevet detaljeret i punkt 4.1.1 — 4.1.14 i eksport- og importpolitikken for 2004-09 og i kapitel 4.1 — 4.30 i Procedurehåndbogen I 04-09. Denne ordning blev kaldt Advance Licence Scheme i den forrige undersøgelse, der førte til indførelsen af den gældende endelige udligningstold ved forordning (EF) nr. 713/2005.

(20)

AAS består af seks underordninger, der er beskrevet nærmere i betragtning 21. Disse underordninger er bl.a. forskellige med hensyn til støtteberettigelsen. Producent-eksportører og forhandler-eksportører, der er »forbundet« med støttende producenter, er berettiget til støtte efter AAS-ordningerne for fysisk eksport og årligt behov. Producent-eksportører, der leverer til den endelige eksportør, er støtteberettiget efter AAS-ordningen for mellemleverancer. Hovedleverandører, der leverer til kategorier »ligestillet med eksport« som nævnt i punkt 8.2 i eksport- og importpolitikken for 2004-09, såsom leverandører til eksportorienterede virksomheder, er berettigede til AAS-ordningen for transaktioner ligestillet med eksport. Endelig er mellemleverandører til producent-eksportører berettigede til fordele i forbindelse med transaktioner ligestillet med eksport i henhold til underordningerne for attester til forudgående frigivelse (i det følgende benævnt »ARO« (Advance Release Order) og løbende indenlandsk remburs.

(21)

Der kan udstedes AAS for:

(22)

Efter indførelsen ved forordning (EF) nr. 713/2005 af den gældende endelige udligningstold ændrede den indiske regering kontrolordningen for AAS. Det betyder rent konkret, at af hensyn til de indiske myndigheders kontrol er licensindehavere retligt forpligtede til at føre et korrekt og behørigt regnskab over forbrug og anvendelse af toldfri importerede varer eller varer købt på hjemmemarkedet i et nærmere angivet format (kapitel 4.26 og 4.30 i Procedurehåndbogen I 04-09 samt bilag 23), dvs. en fortegnelse over det faktiske forbrug. Denne fortegnelse skal revideres af en ekstern statsautoriseret revisor/omkostningsrevisor, der udsteder en erklæring, i henhold til hvilken de foreskrevne fortegnelser og relevante optegnelser er blevet gennemgået, og de oplysninger, der er anført i henhold til bilag 23, er sande og korrekte i alle henseender. Imidlertid gælder ovennævnte bestemmelser kun for AAS udstedt den 13. maj 2005 eller derefter. For alle AAS eller forhåndslicenser, der er udstedt før den dato, anmodes licensholderne om at følge tidligere gældende kontrolbestemmelser, dvs. at føre et korrekt og behørigt regnskab over forbrug og anvendelse af importerede varer i forbindelse med licensen i det format, der er angivet i bilag 18 (kapitel 4.30 i og bilag 18 til Procedurehåndbogen I 02-07).

(23)

Med hensyn til de underordninger, som den eneste samarbejdende eksporterende producent anvendte i den fornyede undersøgelsesperiode, dvs. fysisk eksport og mellemleverancer, er både importtilladelsen og eksportforpligtelsen fastsat i mængde og værdi af den indiske regering og anført på licensen. Desuden skal de tilsvarende transaktioner bekræftes på licensen af statens embedsmænd på import- og eksporttidspunktet. Den mængde import, der er tilladt i henhold til denne ordning, fastsættes af den indiske regering ud fra såkaldte standard input/output-normer (i det følgende benævnt »SION«). Der er fastsat sådanne normer for de fleste varer (herunder den pågældende vare), og de er offentliggjort i Procedurehåndbogen I 04-09. Efter indførelsen ved Rådets forordning (EF) nr. 713/2005 af den gældende endelige udligningstold blev SION-normerne for den pågældende vare kun anvendt indtil september 2005. Der blev udstedt nye normer for amoxicillin trihydrat i september 2006 og for ampicillin trihydrat og cefalexin i april 2007. I den mellemliggende tid blev der anvendt ad hoc-normer.

(24)

Importerede råmaterialer kan ikke afhændes og skal bruges til at fremstille den færdige eksportvare. Eksportforpligtelsen skal opfyldes inden for en fastsat frist efter udstedelsen af licensen (24 måneder med mulighed for to forlængelser på hver seks måneder).

(25)

I den fornyede undersøgelse blev det fastslået, at der blev importeret råmaterialer i henhold til forskellige licenser og SION-normer, som derefter blev blandet og fysisk integreret i produktionsprocessen for de samme eksporterede varer. I betragtning af ovenstående var det ikke muligt at fastslå, hvorvidt kravene til SION-normerne, der var anført i specifikke licenser, for toldfri råmaterialer overstiger den materialemængde, der er nødvendig for at producere referencemængden af det deraf resulterende eksportprodukt.

(26)

I den fornyede undersøgelse blev det også fastslået, at kravene til kontrol, som de indiske myndigheder har anført, enten ikke blev opfyldt eller endnu ikke var blevet afprøvet i praksis. For forhåndslicenser udstedt før den 13. maj 2005 fandtes der ikke de nødvendige fortegnelser over det faktiske forbrug og den aktuelle lagerbeholdning (dvs. bilag 18). For forhåndslicenser udstedt efter den 13. maj 2005 blev de nødvendige fortegnelser over det faktiske forbrug og den aktuelle lagerbeholdning anvendt, men den indiske regering havde endnu ikke kontrolleret, om disse fortegnelser var i overensstemmelse med kravene i eksport- og importpolitikken. I sidstnævnte tilfælde blev fortegnelserne kun kontrolleret af en ekstern statsautoriseret revisor, jf. den relevante indiske lovgivning, der er anført i betragtning 22. Ikke desto mindre blev det ikke registreret, hverken hos virksomheden eller den eksterne revisor, hvordan certificeringen fandt sted. Der forelå ingen revisionsplan eller dokumentation for den udførte revision, ingen optegnelser over den anvendte metode og de specifikke krav i forbindelse med en så kritisk gennemgang, der kræver detaljeret teknisk viden om produktionsprocesser, krav i forbindelse med eksport- og importpolitikken og regnskabsprocedurer. I betragtning heraf er det opfattelsen, at den undersøgte eksportør ikke var i stand til at påvise, at de relevante betingelser i eksport- og importpolitikken var blevet opfyldt.

(27)

Den eneste samarbejdende eksporterende producent fremsatte bemærkninger om AAS. Virksomheden hævdede, at på trods af den i betragtning 24 beskrevne situation var det muligt at fastslå, om de krav til SION-normerne, der var anført i specifikke licenser, oversteg den materialemængde, som var nødvendig for at producere referencemængden af det deraf resulterende eksportprodukt, og at virksomheden førte omhyggelige fortegnelser over det faktiske forbrug. I den forbindelse skal det bemærkes, at fortegnelserne over den faktiske produktion bekræftede, at det ikke var muligt at fastsætte en pålideligt benchmarking pr. afgivne licens (dvs. den materialemængde, der var nødvendig for at producere referencemængden) i betragtning af de forskellige gældende SION-normer og den diffuse blanding af råmaterialer, der anvendes i produktionen. Endvidere blev det konstateret, at de råmaterialer, der var omfattet af ordningen, blev anvendt til andre varer end den pågældende. Således var det næsten umuligt at beregne afkastet for den undersøgte vare. Desuden førte virksomheden ikke — i strid med de relevante indiske bestemmelser — den fortegnelse over forbrug, som kræves i henhold til eksport- og importpolitikken (dvs. bilag 18), og som har til formål at sikre en forståeligt måde at føre tilsyn og kontrol med det faktiske forbrug på. Virksomheden hævdede også, at grundforordningens artikel 26, stk. 1, ikke bemyndiger Kommissionen til at undersøge den uafhængige statsautoriserede revisors regnskaber. Ifølge virksomheden skal certificeringen godkendes, medmindre der er grund til at formode, at den statsautoriserede revisor har udarbejdet en urigtig certificering. I den forbindelse mindes der om, at den kontrolproces, som den statsautoriserede revisor udfører, og udfærdigelsen af den relevante certificering indgår i den kontrolordning, som den indiske regering har indført i sin eksport- og importpolitik, jf. betragtning 22. Kommissionen var derfor nødt til at undersøge, om ovennævnte kontrolordning blev anvendt effektivt. Endvidere var Kommissionen i tråd med bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 8, nødt til at undersøge de oplysninger, der var frembragt i løbet af den undersøgelse, som danner grundlag for resultaterne.

Den omstændighed, at hverken virksomheden eller den udpegede statsautoriserede revisor fører regnskab med den kontrol, der er udført for at kunne udstede det i eksport- og importpolitikken anførte certifikat, viser, at virksomheden ikke var i stand til at bevise, at de relevante krav i eksport- og importpolitikken blev opfyldt. Virksomheden bestred, at den indiske regering endnu ikke har kontrolleret, om dens fortegnelser overholder kravene i eksport- og importpolitikken, men fremlagde ikke noget konkret bevis for sin påstand. Det blev også fremført, at den eneste samarbejdende producents faktiske forbrug havde været højere end SION-normerne for hver enkelt råmateriale, og at der ikke havde fundet eftergivelse af for store afgifter sted. I betragtning af den faktiske situation på stedet (dvs. en blanding af råmaterialer og producerede varer, anvendelse af forskellige SION-normer, manglende fortegnelser over det faktiske forbrug, som anført af eksport- og importpolitikken) og i afventning af den indiske regerings afsluttende kontrol var det imidlertid ikke muligt at foretage en beregning af det faktiske forbrug og efterfølgende eftergivelse af for store afgifter i forbindelse med den enkelte licens og SION-norm. Derfor måtte alle ovennævnte påstande afvises. Endelig fremsatte virksomheden bemærkninger til en regnefejl, der blev anset for berettiget, og som der blev taget højde for i beregningen af subsidiebeløbet.

(28)

Fritagelsen for importtold er et subsidie i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii) og artikel 2, stk. 2, dvs. et finansielt bidrag fra den indiske regering, der har medført en fordel for den undersøgte eksportør.

(29)

Desuden er AAS-ordningerne for fysisk eksport og mellemleverancer klart retligt betingede af eksportresultater og anses derfor for at være specifikke og udligningsberettigede, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a). Uden en eksportforpligtelse kan en virksomhed ikke opnå fordele under disse ordninger.

(30)

Ingen af de to underordninger, der blev benyttet i den aktuelle sag, kan betragtes som tilladte toldgodtgørelsesordninger eller substitutionsgodtgørelsesordninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). De overholder ikke reglerne i grundforordningens bilag I, punkt i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse). Den indiske regering anvendte ikke sin kontrolordning eller -procedure til effektivt at bekræfte, om der blev forbrugt råmaterialer ved fremstillingen af den eksporterede vare og i hvilke mængder (grundforordningens bilag II, del II, punkt 4, samt for substitutionsgodtgørelsesordninger grundforordningens bilag III, del II, punkt 2). SION-normerne i sig selv kan ikke betragtes som en kontrolordning i forbindelse med det faktiske forbrug, idet toldfri råmaterialer, der importeres i henhold til licenser med forskellige SION-afkast, indgår i den samme produktionsproces for en eksportvare. Denne form for proces gør det ikke muligt for den indiske regering med tilstrækkelig nøjagtighed at verificere, hvilke råmaterialemængder der blev anvendt i eksportproduktionen, og med hvilken SION-benchmarking de bør sammenlignes. Endvidere foretog den indiske regering enten ikke en effektiv kontrol ud fra korrekte fortegnelser over det faktiske forbrug, eller en sådan er endnu ikke afsluttet. Den indiske regering foretog desuden heller ikke nogen yderligere undersøgelse på grundlag af de faktisk involverede råmaterialer, selv om det normalt er nødvendigt, når der ikke findes en effektiv kontrolordning (grundforordningens bilag II, del II, punkt 5, og bilag III, del II, punkt 3). Endelig førte inddragelsen af en statsautoriseret revisor i kontrolprocessen ikke til en forbedring af kontrolordningen, da der ikke findes detaljerede bestemmelser om, hvordan statsautoriserede revisorer bør udføre pålagte opgaver, og de oplysninger, der er blevet fremlagt i undersøgelsen, ikke garanterede, at ovennævnte bestemmelser i grundforordningen var blevet opfyldt.

(31)

Disse to underordninger er derfor udligningsberettigede.

(32)

Da der ikke er tale om tilladte toldgodtgørelsesordninger eller substitutionsgodtgørelsesordninger, er den udligningsberettigede fordel eftergivelsen af den samlede importafgift, der normalt betales ved import af råmaterialer. I den forbindelse bør det bemærkes, at grundforordningen ikke kun indeholder bestemmelser om udligning af for store eftergivne afgiftsbeløb. Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og dens bilag I, punkt i), kan der kun foretages udligning af for store eftergivne afgiftsbeløb, hvis betingelserne i grundforordningens bilag II og III er opfyldt. Disse betingelser var imidlertid ikke opfyldt i dette tilfælde. Hvis det konstateres, at der ikke findes en passende kontrolprocedure, finder ovennævnte undtagelse for godtgørelsesordninger således ikke anvendelse, og i stedet anvendes den normale regel om, at det er de ubetalte afgiftsindtægter, der er givet afkald på, som skal udlignes, og ikke de beløb, som angiveligt er eftergivet for meget. Som det fremgår af grundforordningens bilag II, del II, og bilag III, del II, påhviler det ikke undersøgelsesmyndigheden at beregne sådanne eftergivelser af for store beløb. Tværtimod skal den ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), kun fastslå, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at en angivelig kontrolordning ikke er hensigtsmæssig.

(33)

Subsidiebeløbet for den eksportør, der benyttede AAS, blev beregnet på grundlag af de importafgifter, som der var givet afkald på (basistold og særlig tillægstold) for de materialer, der var importeret i henhold til de to underordninger, som blev benyttet for den pågældende vare i den fornyede undersøgelsesperiode (tæller). I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), blev de gebyrer, som var nødvendige for at opnå subsidiet, fratrukket subsidiebeløbet, når der blev fremsat berettigede krav herom. Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt over den samlede eksportomsætning i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(34)

Den subsidiesats, der blev fastsat for den eneste samarbejdende producent i forbindelse med denne ordning i den fornyede undersøgelsesperiode, er på 8,2 %.

(35)

DEPBS-ordningen er beskrevet detaljeret i punkt 4.3 i eksport- og importpolitikken for 2004-09 og i kapitel 4 i Procedurehåndbogen I 04-09.

(36)

Enhver producent-eksportør og forhandler-eksportør er berettiget til denne ordning.

(37)

En støtteberettiget eksportør kan anmode om DEPBS-kreditter, der beregnes som en procentdel af værdien af de varer, der eksporteres i henhold til denne ordning. De indiske myndigheder har fastsat sådanne DEPBS-satser for de fleste varer, herunder den pågældende vare. De fastsættes på grundlag af SION-normer under hensyntagen til det formodede indhold af importerede råmaterialer i eksportvaren og tolden på disse angiveligt importerede råmaterialer, uanset om der rent faktisk er betalt importafgift eller ej.

(38)

For at være berettiget til fordelene under denne ordning skal en virksomhed foretage eksport. På tidspunktet for eksporttransaktionen skal eksportøren udfærdige en erklæring til de indiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at eksporten finder sted i henhold til DEPBS-ordningen. For at varerne kan eksporteres udsteder de indiske toldmyndigheder under forsendelsesproceduren et eksportforsendelsesdokument. Af dette dokument fremgår bl.a. størrelsen af den DEPBS-kredit, der skal indrømmes for den pågældende eksporttransaktion. Eksportøren kender på dette tidspunkt størrelsen af den fordel, den pågældende vil modtage. Når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, har den indiske regering ingen beføjelser til at indrømme en DEPBS-kredit. Den DEPBS-sats, der benyttes ved beregningen af fordelen, er den sats, der var gældende på tidspunktet for eksporterklæringen. Det er derfor ikke muligt at ændre fordelens størrelse med tilbagevirkende kraft.

(39)

DEPBS-kreditter er frit omsættelige og gyldige i en periode på 12 måneder fra udstedelsesdatoen. De kan benyttes til at betale told på senere import af enhver vare, der kan indføres uden restriktioner, undtagen investeringsgoder. Varer, der er indført ved anvendelse af sådanne kreditter, kan sælges på hjemmemarkedet (og pålægges omsætningsafgift) eller anvendes på anden måde.

(40)

Ansøgninger om DEPBS-kreditter arkiveres elektronisk og kan omfatte en ubegrænset mængde eksporttransaktioner. I realiteten findes der ingen faste frister med hensyn til at søge om DEPBS-kreditter. Det elektroniske system, der anvendes til at forvalte DEPBS, ekskluderer ikke automatisk eksporttransaktioner, der falder uden for de frister for indsendelse, der er nævnt i kapitel 4.47 i Procedurehåndbogen I 04-09. Endvidere som anført i kapitel 9.3 i Procedurehåndbogen I 04-09 kan ansøgninger, der blev modtaget efter udløbet af fristerne for indsendelse altid tages i betragtning ved pålæggelse af en mindre bøde (f.eks. 10 % af godtgørelsen).

(41)

Efter meddelelsen om undersøgelsen fremsatte den eneste samarbejdende eksporterende producent bemærkninger om DEPBS. Virksomheden anførte, at fordelen i forbindelse med DEPBS ikke bør udlignes, da den ikke blev udnyttet til den pågældende vare. Imidlertid fremlagde virksomheden ikke noget modargument med hensyn til den praktiske anvendelse af ordningen som anført under betragtning 37 til 40. Virksomheden hævdede også, at kun kreditbeløbet for den eksport, der fandt sted i den fornyede undersøgelsesperiode, bør anvendes i beregningen af toldgodtgørelsen, men var ikke i stand til at underbygge, hvorfor den beregningsmetode, der var anvendt i både den nuværende og den tidligere undersøgelse, som førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger, ikke er i overensstemmelse med grundforordningens bestemmelser. Disse påstande måtte derfor afvises. Endelig fremsatte virksomheden bemærkninger til en regnefejl, der blev anset for berettiget, og som der blev taget højde for i beregningen af subsidiebeløbet.

(42)

Ved DEPBS-ordningen ydes der subsidier, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 2, stk. 2. En DEPBS-kredit er et finansielt bidrag fra den indiske regering, da kreditten senere vil blive benyttet til at udligne importafgifter, hvorved den indiske regering giver afkald på toldindtægter, den ellers ville have fået. Desuden medfører DEPBS-kreditten en fordel for eksportøren, fordi virksomhedens likviditet forbedres.

(43)

Endvidere er DEPBS retligt betinget af eksportresultater, og ordningen anses derfor for specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a).

(44)

Ordningen kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder ikke de strenge regler i bilag I, punkt i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen. En eksportør er ikke forpligtet til rent faktisk at forbruge de toldfrit importerede varer i produktionsprocessen, og kreditbeløbet beregnes ikke i forhold til de faktisk anvendte råmaterialer. Desuden findes der ingen ordning eller procedure med henblik på at fastslå, hvilke råmaterialer der forbruges ved fremstillingen af den eksporterede vare, eller om der har været tale om for stor betaling af importafgifter, jf. grundforordningens bilag I, punkt i), og bilag II og III. Endelig er eksportører berettiget til DEPBS-fordelene, uanset om de overhovedet importerer råmaterialer. For at opnå fordelen er det tilstrækkeligt for en eksportør blot at eksportere varer uden at påvise, at der blev importeret råmateriale. Selv eksportører, der anskaffer alle deres råmaterialer lokalt og ikke importerer varer, der kan benyttes som råmaterialer, er således stadig berettigede til fordelene ved DEPBS.

(45)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 5 og beregningsmetoden for denne ordning i forordning (EF) nr. 713/2005 blev det udligningsberettigede subsidiebeløb beregnet og udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i den fornyede undersøgelsesperiode. I den forbindelse var det opfattelsen, at modtageren opnår fordelen på det tidspunkt, der foretages en eksporttransaktion i henhold til denne ordning. På dette tidspunkt er det sandsynligt, at den indiske regering giver afkald på tolden, hvilket udgør et finansielt bidrag, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). Den indiske regering har ingen mulighed for at bestemme, om subsidiet skal indrømmes eller ej, og heller ingen mulighed for at fastsætte beløbets størrelse, når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, hvoraf bl.a. størrelsen af den DEPBS-kredit fremgår, som skal indrømmes for den pågældende eksporttransaktion. Eventuelle ændringer af DEPBS-satserne mellem den faktiske eksporttransaktion og udstedelsen af en DEPBS-licens har ingen tilbagevirkende følger for størrelsen af den indrømmede fordel. Endvidere har den eneste samarbejdende eksporterende producent bogført DEPBS-kreditterne på et periodiseringsgrundlag som en indtægt på eksporttransaktionstidspunktet.

(46)

Når der blev fremsat berettigede krav herom, blev gebyrer, som var nødvendige for at opnå subsidiet, fratrukket kreditterne for at nå frem til subsidiebeløbene (tæller), jf. grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a). Dette subsidiebeløb er i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt over den samlede eksportomsætning i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(47)

Den subsidiesats, der blev fastsat for den eneste samarbejdende eksporterende producent under denne ordning i den fornyede undersøgelsesperiode, er på 2,1 %.

(48)

EPCGS-ordningen er beskrevet detaljeret i kapitel 5 i eksport- og importpolitikken for 2004-09 og i kapitel 5 i Procedurehåndbogen I 04-09.

(49)

Denne ordning kan benyttes af producent-eksportører, forhandler-eksportører forbundet med støtteproducenter samt leverandører af tjenesteydelser.

(50)

Med forbehold af en eksportforpligtelse har en virksomhed lov til at importere (nye og siden april 2003 også indtil ti år gamle brugte) investeringsgoder til nedsat told. Med henblik herpå udsteder den indiske regering efter anmodning og betaling af et gebyr en EPCGS-licens. Siden april 2000 har ordningen betydet, at der anvendes en reduceret importtoldsats på 5 % på alle investeringsgoder, der indføres under ordningen. Indtil den 31. marts 2000 blev der anvendt en reel toldsats på 11 % (inklusive et tillæg på 10 %), mens højværdiimportvarer var pålagt en nultold. For at opfylde eksportforpligtelsen skal de importerede investeringsgoder anvendes til at fremstille en vis mængde eksportvarer inden for en bestemt periode.

(51)

Indehaveren af EPCG-licensen kan også anskaffe investeringsgoderne i Indien. I så fald kan den lokale producent af investeringsgoder benytte fordelen ved toldfri import af dele, der er nødvendige til fremstilling af sådanne investeringsgoder. Alternativt kan den lokale producent gøre krav på fordelen ved transaktioner ligestillet med eksport for så vidt angår levering af investeringsgoder til en indehaver af en EPCGS-licens.

(52)

Efter meddelelsen om undersøgelsen fremsatte den eneste samarbejdende eksporterende producent bemærkninger om EPCGS. Virksomheden hævdede, at ud fra almindeligt anerkendte regnskabsprincipper blev investeringsgoderne anvendt i produktionsprocessen. Her skal det bemærkes, at virksomheden ikke var i stand til at underbygge denne påstand ved eksplicit at anføre de såkaldt almindeligt anerkendte regnskabsprincipper og tilvejebringe en analyse af de relevante bestemmelser om EPCGS i eksport- og importpolitikken endsige definitionen på de råmaterialer, der var anvendt i produktionsprocessen, jf. bilag II til grundforordningen. Det blev også fremført, at virksomhedens afskrivningsperiode skulle have været anvendt som den normale afskrivningsperiode. Ikke desto mindre er en sådan tilgang i modstrid med den relevante bestemmelse i grundforordningens artikel 7, stk. 3. Disse påstande måtte derfor afvises. Endelig fremsatte virksomheden bemærkninger til en regnefejl, der blev anset for berettiget, og som der blev taget højde for i beregningen af subsidiebeløbet.

(53)

Ved EPCG-ordningen ydes der subsidier, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 2, stk. 2. Toldnedsættelsen er et finansielt bidrag fra den indiske regering, da denne indrømmelse reducerer de toldindtægter, som staten ellers ville have haft. Desuden medfører toldnedsættelsen en fordel for eksportøren, fordi toldbesparelsen ved import forbedrer virksomhedens likviditet.

(54)

Endvidere er EPCG-ordningen retligt betinget af eksportresultater, da licenser ikke kan opnås uden en eksportforpligtelse. Den anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a).

(55)

Ordningen kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelses- eller substitutionsgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). Investeringsgoder er ikke omfattet af anvendelsesområdet for sådanne tilladelige ordninger (jf. grundforordningens bilag I, punkt i), da de ikke forbruges ved produktionen af de eksporterede varer.

(56)

Subsidiebeløbet blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, beregnet på grundlag af den ikke betalte told på importerede investeringsgoder, fordelt over en periode, der afspejler den normale afskrivningsperiode for sådanne investeringsgoder i antibiotikaindustrien. Efter fast praksis er det således beregnede beløb for den fornyede undersøgelsesperiode blevet justeret ved at tillægge renter i denne periode, så der sker en afspejling af den fulde værdi af fordelen over tid. Markedsrenten i den fornyede undersøgelsesperiode i Indien blev anset for passende i den forbindelse. Gebyrer, som var nødvendige for at opnå subsidiet, blev, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), fratrukket dette beløb som tæller, når der blev fremsat berettigede krav herom, og resultatet heraf var subsidiebeløbet. Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, blevet fordelt over eksportomsætningen i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(57)

Den subsidiesats, der blev fastsat for den eneste samarbejdende eksporterende producent i forbindelse med denne ordning i den fornyede undersøgelsesperiode, er på 0,1 %.

(58)

De nærmere detaljer i forbindelse med ordningen findes i Master Circular DBOD No. DIR.(Exp). BC 01/04.02.02/2007-08 udarbejdet af RBI, som er adresseret til alle forretningsbanker i Indien.

(59)

Denne ordning kan benyttes af producent-eksportører og forhandler-eksportører.

(60)

Under denne ordning fastsætter RBI obligatoriske maksimumsrentesatser for eksportkreditter både i indiske rupees og i udenlandsk valuta, som forretningsbankerne kan pålægge en eksportør. ECS består af to underordninger, nemlig en ordning for eksportkredit før forsendelse (pakkekredit), som omfatter kreditter, der ydes en eksportør med henblik på finansiering af køb, forarbejdning, fremstilling, pakning og/eller forsendelse af varer forud for eksporten, samt en ordning for eksportkredit efter forsendelse, der tilvejebringer arbejdskapitallån til finansiering af eksporttilgodehavender. RBI pålægger også bankerne at afsætte en vis andel af deres nettobankkredit til eksportfinansiering.

(61)

Som følge af et sådant Master Circular fra RBI kan eksportører opnå eksportkreditter til rentesatser, der er gunstigere end renter for almindelige kommercielle kreditter (kontantkreditter), der udelukkende fastsættes på markedsvilkår. Forskellen i satserne kan indskrænkes for virksomheder med god kreditværdighed. Det kan faktisk være muligt for virksomheder med høj kreditværdighed at opnå eksportkreditter og kontantkreditter på samme vilkår.

(62)

Efter meddelelsen om undersøgelsen fremsatte den eneste samarbejdende eksporterende producent bemærkninger om ECS. Virksomheden fremførte, at i) der ikke er nogen offentlig finansiering af bevillingerne af eksportkredit i udenlandsk valuta, ii) de lave satser for eksportkreditten i udenlandsk valuta skyldtes virksomhedens høje kreditværdighed, og iii) den rentesats, der anvendes som benchmarking på eksportkredit i udenlandsk valuta, ikke bør være den samme som den, der anvendes på en kredit i indiske rupees. I den forbindelse bør det bemærkes, at både den indiske rupee og eksportkreditten i udenlandsk valuta indgår i det samme Master Circular fra RBI, hvor den praktiske gennemførelse er beskrevet i betragtning 60 og 61, og hvis detaljerede og restriktive bestemmelser viser, at finansiering af eksportkredit i udenlandsk valuta og rentesatser er klart knyttet til de direktiver, som regeringen har indført. Med hensyn til benchmarkingsatsen skal det bemærkes, at den blev indberettet af virksomheden i forbindelse med kreditten i indiske rupees, og i tråd med de relevante politikker i Master Circular fra RBI har eksportørerne mulighed for frit at skifte mellem kredit i rupees og kredit i udenlandsk valuta for den samme eksporttransaktion. Det anses derfor for hensigtsmæssigt som benchmarking at anvende den eneste sats, som virksomheden har indberettet, som sin normale indiske rentesats. Disse påstande måtte derfor afvises. Endelig fremsatte virksomheden bemærkninger til en regnefejl, der blev anset for berettiget, og som der blev taget højde for i beregningen af subsidiebeløbet.

(63)

De præferentielle rentesatser for en ECS-kredit, der er fastsat i det i betragtning 58 nævnte Master Circular fra RBI, kan reducere en eksportørs renteomkostninger i forhold til renter, der udelukkende er fastsat på markedsvilkår, og medfører i dette tilfælde en fordel for en sådan eksportør, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. Eksportfinansiering er ikke i sig selv mere sikker end hjemmemarkedsfinansiering. Den betragtes faktisk sædvanligvis som mere risikabel, og den sikkerhed, der kræves for en bestemt kredit, er uanset finansieringsobjektet en rent kommerciel afgørelse for den enkelte forretningsbank. Forskelle i rentesatserne mellem forskellige banker er et resultat af RBI’s metode til at fastsætte individuelle udlånsrentesatser for hver enkelt forretningsbank. Desuden ville forretningsbankerne ikke være forpligtede til at give låntagere af eksportfinansiering en muligvis mere fordelagtig rente for eksportkreditter i udenlandsk valuta.

(64)

Selv om de præferentielle kreditter i henhold til ECS ydes af forretningsbanker, er denne fordel et finansielt bidrag fra staten, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv). I den forbindelse skal det bemærkes, at det hverken i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv), eller i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger kræves, at der udbetales penge fra det offentlige — dvs. godtgørelse fra den indiske regering til forretningsbankerne — for at der skal være tale om subsidier, men kun at staten giver pålæg om at udføre funktioner, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), ii) eller iii). RBI er et offentligt organ og er derfor omfattet af den definition af »staten«, der er givet i grundforordningens artikel 1, stk. 3. Banken er 100 % statsejet, forfølger mål for den offentlige politik (f.eks. pengepolitikken), og dens ledelse udpeges af den indiske regering. RBI giver instrukser til private organer, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv), andet led, idet forretningsbankerne er forpligtet til at overholde bl.a. de maksimumsrentesatser for eksportkreditter, der er fastsat i Master Circular fra RBI, samt RBI’s bestemmelser om, at forretningsbanker skal afsætte en vis del af deres nettobankkredit til eksportfinansiering. Det forpligter forretningsbankerne til at udføre funktioner, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i dette tilfælde långivning i form af præferentiel eksportfinansiering. En sådan direkte overførsel af midler i form af lån på særlige vilkår ville normalt påhvile staten, og denne praksis afviger ikke reelt fra normal statslig praksis, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv). Dette subsidie anses for at være specifikt og udligningsberettiget, da de præferentielle rentesatser kun indrømmes ved finansiering af eksporttransaktioner og derfor er betinget af eksportresultater, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a).

(65)

Subsidiebeløbet er blevet beregnet på grundlag af forskellen mellem den rente, som blev betalt for eksportkreditter, der blev benyttet i den fornyede undersøgelsesperiode, og den rente, der skulle have været betalt for de almindelige kreditter på markedsvilkår, der blev anvendt af den eneste samarbejdende eksporterende producent. Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt i forhold til den samlede eksportomsætning i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(66)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den fornyede undersøgelsesperiode for den eneste samarbejdende eksporterende producent i forbindelse med denne ordning, er på 1,3 %.

(67)

Under denne ordning kunne eksportørerne drage fordel af en delvis skattefritagelse på fortjeneste ved eksportsalg. Retsgrundlaget for denne fritagelse er Section 80HHC i ITA.

(68)

Denne bestemmelse i loven blev afskaffet fra og med ligningsåret 2005-2006 (dvs. for regnskabsåret fra 1. april 2004 til 31. marts 2005), og således giver 80HHC i ITA ingen fordele efter den 31. marts 2004. Den eneste samarbejdende eksporterende producent anvendte ingen af fordelene ved denne ordning i den fornyede undersøgelsesperiode. Da ordningen er blevet trukket tilbage, udlignes den derfor ikke, jf. grundforordningens artikel 15, stk. 1.

(69)

Der gives en detaljeret beskrivelse af ITIRAD i Section 35(2AB) i ITA.

(70)

Virksomheder, der beskæftiger sig med bioteknologi eller fremstilling af lægemidler, medicinalvarer, kemiske stoffer, elektronisk udstyr, computere, telekommunikationsudstyr eller enhver anden artikel, der måtte blive meddelt, kan opnå fordele i henhold til denne ordning.

(71)

Det er for så vidt angår indkomstskat tilladt at fratrække et beløb svarende til 150 % af de rent faktisk påløbne omkostninger for alle udgifter (undtagen jord eller bygninger) til interne forsknings- og udviklingsfaciliteter som godkendt af den indiske regerings Department of Scientific and Industrial Research. Gennem et fradrag på 50 % for fiktive udgifter (dvs. udgifter, der ikke reelt er afholdt) nedbringes skattegrundlaget og derved skattebyrden således kunstigt.

(72)

Der er ikke blevet fremsat bemærkninger om ITIRAD efter meddelelsen om undersøgelsen.

(73)

Ved ITIRAD ydes der subsidier, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 2, stk. 2. Den kunstige reduktion af beskatningsgrundlaget i henhold til Section 35(2AB) i ITA udgør et finansielt bidrag fra den indiske regering, da dette formindsker de indkomstskatteindtægter, som staten ellers ville have haft. Desuden medfører indkomstskattenedsættelsen en fordel for virksomheden, fordi dens likviditet forbedres.

(74)

Formuleringen i Section 35(2AB) i ITA beviser, at ITIRAD retligt er specifik og dermed udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2, litra a). Retten til at opnå støtte under denne ordning er ikke baseret på objektive kriterier, der er neutrale i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, litra b). Fordele i forbindelse med denne ordning er kun tilgængelige for visse erhvervsgrene, da den indiske regering ikke har sikret alle sektorer adgang til denne ordning. En sådan begrænsning udgør specificitet, da kategorien »gruppe af erhvervsgrene« i grundforordningens artikel 3, stk. 2, synonymt beskriver sektorspecifikke begrænsninger. Denne begrænsning er ikke af økonomisk art og udtryk for horisontal anvendelse, som f.eks. en begrænsning i antallet af ansatte eller virksomhedens størrelse.

(75)

Subsidiebeløbet er blevet beregnet på grundlag af forskellen mellem den skyldige indkomstskat for den fornyede undersøgelsesperiode med og uden anvendelse af bestemmelsen i Section 35(2AB) i ITA. Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt over den samlede omsætning i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da dette subsidie vedrører alt hjemmemarkeds- og eksportsalg og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(76)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den fornyede undersøgelsesperiode for den eneste samarbejdende eksporterende producent i forbindelse med denne ordning, er på 0,1 %.

(77)

FMS-ordningen er beskrevet detaljeret i kapitel 3.9 i eksport- og importpolitikken 04-09 og i kapitel 3.20 i Procedurehåndbogen I 04-09.

(78)

Enhver producent-eksportør og forhandler-eksportør er berettiget til denne ordning.

(79)

Under denne ordning er eksporten af alle varer til lande, der er meddelt i henhold til bilag 37-C i Procedurehåndbogen I 04-09, berettiget til en toldkredit på 2,5 % af fob-værdien af de varer, der er eksporteret i henhold til denne ordning. Visse former for eksportaktiviteter er udelukket fra denne ordning, f.eks. eksport af importerede eller omladede varer, transaktioner ligestillet med eksport, eksport af tjenester og eksportomsætning fra enheder, der opererer i særlige økonomiske områder. Visse former for varer er også udelukket fra denne ordning, f.eks. diamanter, ædelmetaller, malme, korn, sukker og olieprodukter.

(80)

Toldkreditterne i forbindelse med FMS er frit omsættelige og gyldige i en periode på 24 måneder fra datoen for udstedelse af det relevante toldgodtgørelsesdokument. De kan benyttes til at betale told på senere import af ethvert råmateriale eller enhver vare, herunder også investeringsgoder.

(81)

Toldgodtgørelsesdokumentet udstedes i eksporthavnen, efter at eksporten eller afsendelsen af varerne har fundet sted. Så længe ansøgeren tilvejebringer kopier af al relevant eksportdokumentation til myndighederne (f.eks. eksportordrer, fakturaer, forsendelsespapirer, bankbekræftelser), kan den indiske regering ikke frit bestemme, om der skal indrømmes toldkreditter.

(82)

Efter meddelelsen om undersøgelsen fremsatte den eneste samarbejdende eksporterende producent bemærkninger om FMS. Virksomheden anførte, at ordningen er geografisk knyttet til andre lande, og at den ikke kan udlignes af EF. Imidlertid var den ikke i stand til hverken at fremføre argumenter, der kan sætte spørgsmålstegn ved den praktiske gennemførelse af ordningen eller den måde, hvorpå fordelen ved FMS anvendes, jf. betragtning 79 til 81. Denne påstand måtte derfor afvises. Endelig fremsatte virksomheden bemærkninger til en regnefejl, der blev anset for berettiget, og som der blev taget højde for i beregningen af subsidiebeløbet.

(83)

Ved FMS ydes der subsidier, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 2, stk. 2. En FMS-toldkredit er et finansielt bidrag fra Indiens regering, da kreditten senere vil blive benyttet til at udligne importafgifter, hvorved den indiske regering giver afkald på toldindtægter, den ellers ville have fået. Desuden medfører FMS-toldkreditten en fordel for eksportøren, fordi virksomhedens likviditet forbedres.

(84)

Endvidere er FMS retligt betinget af eksportresultater, og ordningen anses derfor for specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a).

(85)

Ordningen kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder ikke de strenge regler, der er fastsat i grundforordningens bilag I, punkt i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse). En eksportør er ikke forpligtet til rent faktisk at forbruge de toldfrit importerede varer i produktionsprocessen, og kreditbeløbet beregnes ikke i forhold til de faktisk anvendte råmaterialer. Der findes ingen ordning eller procedure med henblik på at fastslå, hvilke råmaterialer der forbruges ved fremstillingen af den eksporterede vare, eller om der har været tale om for stor betaling af importafgifter, jf. grundforordningens bilag I, punkt i), og bilag II og III. Eksportører er berettiget til fordelene ved FMS, uanset om de overhovedet importerer råmaterialer. For at opnå fordelen er det tilstrækkeligt for en eksportør blot at eksportere varer uden at påvise import af noget råmateriale. Selv eksportører, der anskaffer alle deres råmaterialer lokalt og ikke importerer varer, der kan benyttes som råmaterialer, er således stadig berettigede til fordelene ved FMS. Desuden kan en eksportør anvende FMS-toldkreditter til at importere investeringsgoder, selv om disse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for tilladelige toldgodtgørelsesordninger (jf. grundforordningens bilag I, punkt i)), da de ikke forbruges ved produktionen af de eksporterede varer.

(86)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet og udtrykt ved den fordel, som det blev konstateret, at modtageren har opnået i den fornyede undersøgelsesperiode, og som den samarbejdende eksporterende producent på tidspunktet for eksporttransaktionen har opført på et periodiseringsgrundlag som indtægt. Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, blevet fordelt over eksportomsætningen i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(87)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den fornyede undersøgelsesperiode for den eneste samarbejdende eksporterende producent i forbindelse med denne ordning, er på 0,1 %.

(88)

Det bør erindres, at det udligningsberettigede subsidiebeløb, der blev indført ved forordning (EF) nr. 713/2005, udtrykt ad valorem, var på 35,1 % for den eneste eksporterende producent, som samarbejdede i forbindelse med denne delvise interimsundersøgelse.

(89)

I løbet af denne delvise interimsundersøgelse blev det konstateret, at det udligningsberettigede subsidiebeløb udtrykt ad valorem var på 11,9 %, som anført nedenfor.

(90)

I betragtning af ovennævnte konkluderes det, at subsidieringen med hensyn til den eneste samarbejdende eksporterende producent er faldet.

(91)

I tråd med bestemmelserne i grundforordningens artikel 19 og de i punkt 3 i indledningsmeddelelsen anførte begrundelser for denne delvise interimsundersøgelse fastsættes det, at subsidieringen med hensyn til den eneste samarbejdende producent er faldet fra 35,1 % til 11,9 %, og at den udligningstold, der pålægges denne eksporterende producent ved forordning (EF) nr. 713/2005, derfor skal ændres.

(92)

I den forbindelse mindes der om, at subsidiesatsen over for Ranbaxy Laboratories Ltd. fastsat ved forordning (EF) nr. 713/2005 var højere end skadestærskelen. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 15, stk. 1, blev den lavere told, der afspejler skadestærskelen, anset for tilstrækkelig til at fjerne den skadevoldende virkning for EF-erhverhvsgrenen, og derfor blev udligningstolden for import fra Ranbaxy Laboratories Ltd. fastsat til 30,3 %.

(93)

I betragtning af ovenstående, og da subsidiesatsen nu er lavere end skadestærskelen, fastsættes den virksomhedsspecifikke udligningstoldsats for den enkelte virksomhed, som gælder for den eneste samarbejdende eksporterende producent, Ranbaxy Laboratories Ltd., til 11,9 %.

(94)

For alle andre virksomheder, som ikke samarbejdede i forbindelse med denne delvise interimsundersøgelse, bemærkes det, at de nærmere bestemmelser i de undersøgte ordninger og deres udligningsberettigelse er uændret i forhold til den tidligere undersøgelse. Der er således ingen grund til at foretage en ny beregning af subsidiet og tolden for de virksomheder, der ikke samarbejdede i denne delvise interimsundersøgelse. Følgelig er toldsatsen for alle andre virksomheder end Ranbaxy Laboratories Ltd., der er nævnt i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 713/2005, uforandret.

(95)

De virksomhedsspecifikke udligningstoldsatser i denne forordning er udtryk for den situation, der blev konstateret under den delvise interimsundersøgelse. De finder derfor udelukkende anvendelse ved import af den pågældende vare, der er fremstillet af disse virksomheder. Importen af varer, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning, herunder enheder som er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«.

(96)

Anmodninger om anvendelse af disse individuelle udligningstoldsatser (f.eks. efter ændring i den pågældende enheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) indgives omgående til Kommissionen (4) sammen med alle relevante oplysninger, herunder især ændringer i virksomhedens aktiviteter vedrørende produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Efter høring af det rådgivende udvalg er Kommissionen bemyndiget til, om nødvendigt, at ændre forordningen i overensstemmelse hermed ved at ajourføre listen over virksomheder, som er omfattet af individuelle toldsatser —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/14

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/16

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1165/98 er der fastlagt en fælles ramme for udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker om konjunkturudviklingen.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1503/2006 af 28. september 2006 om gennemførelse og ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår definitionen af variabler, listen over variabler og hyppigheden af udarbejdelsen af data (2) indeholder metodologiske definitioner af de variabler, der anvendes i konjunkturstatistikken.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 657/2007 af 14. juni 2007 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår etableringen af europæiske stikprøveprogrammer (3) er der fastsat regler og betingelser for indberetningen af data for de medlemsstater, som deltager i de europæiske stikprøveprogrammer vedrørende konjunkturstatistik.

(4)

Det er nødvendigt at opdatere listen over variabler, de inddelings- og aggregeringsniveauer, der skal anvendes for visse variabler, og reglerne og betingelserne for de europæiske stikprøveprogrammer efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 451/2008 af 23. april 2008 om oprettelse af en ny statistisk aktivitetstilknyttet produktklassifikation (CPA) og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3696/93 (5).

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Statistiske Program —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/21

(1)

Der er fastlagt gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i direktiv 2008/55/EF i Kommissionens direktiv 2002/94/EF (2). Erfaringen har imidlertid vist, at et direktiv på grund af sin juridiske natur ikke er det mest effektive retsinstrument til fuldt ud at nå målet om en ensartet procedure for gensidig bistand. Derfor er det hensigtsmæssigt at erstatte direktivet med en forordning.

(2)

For at gøre det lettere for de kompetente myndigheder i medlemsstaterne at udveksle oplysninger med hinanden bør alle anmodninger om bistand og alle ledsagedokumenter og oplysninger så vidt muligt meddeles ad elektronisk vej.

(3)

For at sikre, at der fremsendes relevante data og oplysninger, bør der fastlægges modeller til formularer til anmodning om gensidig bistand mellem nationale myndigheder i medlemsstaterne. Det bør være muligt at opdatere strukturen og layoutet af de elektroniske formularer, uden at modellerne ændres, således at formularerne kan tilpasses kravene og mulighederne i det elektroniske kommunikationssystem, under forudsætning af at anmodningerne indeholder de nødvendige data og informationer.

(4)

For at Kommissionen regelmæssigt skal kunne evaluere effekten og effektiviteten af de procedurer, der er fastlagt i direktiv 2008/55/EF, bør det fastsættes, hvilke oplysninger medlemsstaterne skal indsende til Kommissionen hvert år.

(5)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Inddrivelsesudvalget —

1)

fremsendelse »ad elektronisk vej«: fremsendelse ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering), hvor der anvendes tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler

2)

»CCN/CSI«-nettet: en fælles platform baseret på det fælles kommunikationsnet (CCN) og den fælles systemgrænseflade (CSI), som er udviklet af Fællesskabet for at sikre alle fremsendelser ad elektronisk vej mellem kompetente myndigheder på området for told og beskatning.

1)

skyldneren

2)

enhver anden person, der hæfter for betaling af fordringen i henhold til gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor den myndighed, der anmoder om bistand, befinder sig (i det følgende benævnt »medlemsstaten for den myndighed, der anmoder om bistand«)

3)

enhver tredjepart, som er i besiddelse af aktiver, der tilhører en af de i nr. 1) eller 2) nævnte personer.

a)

bekræfte modtagelsen af anmodningen

b)

bede den myndighed, der anmoder om bistand, om at supplere anmodningen, hvis den ikke indeholder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 7 i direktiv 2008/55/EF.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/44

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 2584/2000 af 24. november 2000 om indførelse af en ordning for fremsendelse af oplysninger om visse leveringer af okse- og svinekød til Den Russiske Føderations område (2) er blevet ændret væsentligt (3). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

I artikel 2 i protokol 2 om gensidig bistand til korrekt anvendelse af toldlovgivningen, der er knyttet som bilag til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side (4), er det fastsat, at parterne yder hinanden bistand med henblik på at sikre, at toldlovgivningen anvendes korrekt, særlig ved at forebygge, påvise og undersøge overtrædelser af denne lovgivning. For at iværksætte denne administrative bistand har Kommissionen, der er repræsenteret ved Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (i det følgende benævnt »OLAF«), og de russiske myndigheder indgået en aftale om oprettelse af en mekanisme for meddelelser om varebevægelser mellem Fællesskabet og Den Russiske Føderation.

(3)

I forbindelse med denne administrative bistand bør der specifikt for transporter af okse- og svinekød til Den Russiske Føderation fastlægges, hvilke oplysninger de erhvervsdrivende skal sende til medlemsstaternes myndigheder, og fastsættes en ordning for fremsendelse af disse oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder, OLAF og de russiske myndigheder.

(4)

Disse oplysninger samt ordningen for fremsendelse af oplysninger bør gøre det muligt at følge udførslen af de pågældende produkter til Den Russiske Føderation og eventuelt afsløre tilfælde, hvor restitutionen er uretmæssigt udbetalt og skal inddrives.

(5)

Anvendelsen af bestemmelserne i nærværende forordning vil blive evalueret efter udgangen af en signifikant anvendelsesperiode. En revision på dette grundlag kan eventuelt føre til, at de udvides til også at omfatte udførsel af andre produkter, samt få finansielle følger i tilfælde af overholdelse eller ej af de fastsatte betingelser.

(6)

Ifølge artikel 16, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (5) kan Kommissionen i visse særlige tilfælde fastsætte, at indførselsbeviset betragtes som ført ved hjælp af særskilte dokumenter eller på anden måde. For de udførsler, der er fastsat i denne forordning, bør oplysningerne fra de russiske myndigheder derfor betragtes som et nyt bevis, der supplerer de allerede eksisterende beviser.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

a)

udførselsangivelsens nummer, udførseltoldstedet og datoen for afslutningen af toldformaliteterne for udførsel

b)

produkternes betegnelse med angivelse af den kombinerede nomenklaturs ottecifrede produktkoder

c)

nettomængden i kg

d)

nummeret på TIR-carnet eller referencenummeret på det interne russiske forsendelsesdokument DKD eller nummeret på erklæringen om overgang til frit forbrug i Rusland TD1/IM40

e)

i givet fald containerens nummer

f)

transportmidlets identifikationsnummer og/eller navn ved leveringens ankomst til Rusland

g)

licensnummeret for det lager under toldkontrol, hvortil produktet er leveret i Rusland

h)

datoen for levering af produktet på lageret under toldkontrol i Rusland.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/47

(1)

I artikel 5, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 616/2007 (3) er det fastsat, at der skal stilles en sikkerhed på 50 EUR/100 kg på tidspunktet for indgivelse af licensansøgningen.

(2)

Da der gælder nye betingelser for import af produkter med oprindelse i Brasilien, bør der fastsættes et licenssikkerhedsbeløb af passende størrelse for at garantere, at toldkontingenterne forvaltes korrekt, og sikre de erhvervsdrivende tilfredsstillende adgang til toldkontingenterne.

(3)

Da sikkerheden også nedsættes med henblik på en passende forvaltning, bør den største mængde, som hver importør har ret til at ansøge om for kontingenterne i gruppe 1, forhøjes.

(4)

Forordning (EF) nr. 616/2007 bør derfor ændres.

(5)

Da perioden for indgivelse af ansøgninger til den næste delperiode begynder den 1. december 2008, bør forordningen anvendes fra nævnte dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/49

(1)

Efter artikel 28 i forordning (EF) nr. 1234/2007 kan der ydes støtte til privat oplagring af smør.

(2)

Udviklingen i priser for og lagre af smør viser, at der er en markedsuligevægt, som kan fjernes eller begrænses gennem sæsonbestemt oplagring. Under hensyn til den nuværende markedssituation bør der ydes støtte til privat oplagring af smør fra og med den 1. januar 2009.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 826/2008 af 20. august 2008 om fælles bestemmelser for støtte til privat oplagring af bestemte landbrugsprodukter (2) er der fastsat fælles bestemmelser for støtten til privat oplagring.

(4)

Ifølge artikel 6 i forordning (EF) nr. 826/2008 kan der ydes en forudfastsat støtte efter de nærmere regler og på de betingelser, der er fastsat i nævnte forordnings kapitel III.

(5)

For at lette gennemførelsen af denne foranstaltning og under hensyn til nuværende praksis i medlemsstaterne bør artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 826/2008 kun anvendes for produkter, der er fuldstændigt indlagret. Bestemmelser om fravigelse af nævnte artikel bør derfor vedtages.

(6)

I henhold til artikel 29 i forordning (EF) nr. 1234/2007 fastsættes støtten under hensyn til oplagringsomkostningerne og den forventede udvikling i priserne for frisk smør og lagersmør.

(7)

Der bør fastsættes støtte til dækning af omkostningerne ved ind- og udlagring af de pågældende produkter og de daglige kølelager- og finansieringsomkostninger.

(8)

Med henblik på administrativ effektivitet og forenkling bør det, hvis de nødvendige oplysninger om oplagringen allerede findes i støtteansøgningen, være muligt at fravige kravet om at meddele de samme oplysninger efter indgåelsen af kontrakten, jf. artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 826/2008.

(9)

Med henblik på forenkling og logistisk effektivitet bør kravet om at mærke kontraktnummeret på hver lagerenhed kunne fraviges, hvis kontraktnummeret er indført i lagerregistret.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

—

15,62 EUR pr. ton lagermængde for de faste oplagringsomkostninger

—

0,44 EUR pr. ton pr. dag af den kontraktlige oplagringsperiode.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/51

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1019/2002 (2) er der fastsat en ordning med visse fakultative angivelser for olivenolie. I henhold til forordningens artikel 5, litra c), må jomfruoliers organoleptiske egenskaber kun angives på mærkningen, hvis de er baseret på resultater fremkommet ved hjælp af en af de analysemetoder, der er fastlagt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2568/91 af 11. juli 1991 om kendetegnene for olivenolie og olie af olivenpresserester og de i den forbindelse anvendte metoder (3). Ifølge artikel 12, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1019/2002 bør denne bestemmelse anvendes fra den 30. november 2008.

(2)

Det forskningsarbejde vedrørende nye metoder til organoleptisk vurdering, der skal bidrage til at udvide viften af positive egenskaber for jomfruolier, som Det Internationale Olivenolieråd (COI) påbegyndte, blev afsluttet i november 2007. Tilpasningen af EF-bestemmelserne om COI's reviderede metode indebærer, at artikel 5, litra c), i forordning (EF) nr. 1019/2002 skal ændres. Denne tilpasning indgår i en ændring af flere regler om mærkning af olivenolie, der skal træde i kraft den 1. juli 2009. Det er hensigtsmæssigt specielt for de erhvervsdrivende, der skal tilpasse mærkningen af deres produkter, at de nuværende bestemmelser i artikel 5, litra c), anvendes i en begrænset periode, nemlig fra den 30. november 2008 til den 30. juni 2009.

(3)

Datoen for anvendelsen af artikel 5, litra c), i forordning (EF) nr. 1019/2002 bør derfor udsættes til den 1. juli 2009.

(4)

Forordning (EF) nr. 1019/2002 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/52

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 40/2008 af 16. januar 2008 om fastsættelse for 2008 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), er der fastsat kvoter for 2008.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den tildelte kvote for 2008 er opbrugt.

(3)

Fiskeri efter den pågældende bestand samt opbevaring om bord, omladning og landing af fangster af denne bestand bør derfor forbydes —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/54

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1579/2007 af 20. december 2007 om fastsættelse for 2008 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande for Sortehavet (3) fastsættes der kvoter for 2008.

(2)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget, har fiskeriet efter den bestand, der er omhandlet i bilaget til denne forordning, fra fartøjer, der fører den i samme bilag omhandlede medlemsstats flag eller er registreret i den pågældende medlemsstat, nået et sådant omfang, at den tildelte kvote for 2008 er opbrugt.

(3)

Fiskeri efter den pågældende bestand samt opbevaring om bord, omladning og landing af fangster af denne bestand bør derfor forbydes —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/56

(1)

Ifølge artikel 136, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 er importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00, 1001 90 91, ex 1001 90 99 [blød hvede af høj kvalitet], 1002, ex 1005 undtagen hybridmajs til udsæd, og ex 1007 undtagen hybridsorghum til udsæd, lig med interventionsprisen for sådanne produkter ved import forhøjet med 55 % minus cif-importprisen for den pågældende sending. Denne told kan dog ikke overstige toldsatsen i den fælles toldtarif.

(2)

Ifølge artikel 136, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007 skal der med henblik på beregning af importtolden som omhandlet i nævnte artikels stk. 1 regelmæssigt fastsættes repræsentative cif-importpriser for de pågældende produkter.

(3)

Ifølge artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1249/96 er den pris, der skal anvendes ved beregning af importtolden for produkter henhørende under KN-kode 1001 10 00, 1001 90 91, ex 1001 90 99 (blød hvede af høj kvalitet), 1002 00, 1005 10 90, 1005 90 00 og 1007 00 90 den daglige repræsentative cif-importpris fastlagt efter metoden i nævnte forordnings artikel 4.

(4)

Importtolden bør fastsættes for perioden fra den 1. december 2008 og gælde, indtil en ny importtold træder i kraft.

(5)

I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2008 af 26. juni 2008 om midlertidig suspension af importtolden for visse kornarter i produktionsåret 2008/09 (3) er anvendelsen af visse toldsatser, der er fastsat ved nærværende forordning, dog suspenderet —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/59

(1)

Det transeuropæiske transportnet, som er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1692/96/EF af 23. juli 1996 om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (3), har stor betydning for den europæiske integration og samhørighed samt for opnåelsen af et højt velfærdsniveau. Der bør i den forbindelse navnlig skabes garanti for et højt sikkerhedsniveau.

(2)

Kommissionen nævnte i sin hvidbog af 12. september 2001»Den Europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg« behovet for at gennemføre sikkerhedsmæssige konsekvensanalyser og trafiksikkerhedsrevisioner for at udpege og forvalte vejstrækninger i Fællesskabet med en høj ulykkeskoncentration. Målet om at halvere antallet af trafikdræbte på vejene i Den Europæiske Union mellem 2001 og 2010 blev også fastsat i denne.

(3)

I sin meddelelse af 2. juni 2003»Europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden — Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave« udpegede Kommissionen vejinfrastrukturen som den tredje søjle i trafiksikkerhedspolitikken, der bør yde et betydeligt bidrag til at opfylde EU’s mål om at nedbringe antallet af ulykker.

(4)

I løbet af de seneste år er der sket betydelige forbedringer af køretøjerne (sikkerhedsforanstaltninger, udvikling og anvendelse af ny teknologi), som har medvirket til at nedbringe antallet af trafikofre. Hvis målet for 2010 skal nås, er det imidlertid nødvendigt at yde en indsats på andre områder. Der er gode muligheder for at forbedre forvaltningen af vejinfrastrukturens sikkerhed, og de skal udnyttes.

(5)

Indførelsen af egnede procedurer er afgørende som værktøj til at forbedre sikkerheden i det transeuropæiske vejnets infrastruktur. Trafiksikkerhedsmæssige konsekvensanalyser i forbindelse med projektplanlægningen bør på et strategisk niveau påvise konsekvenserne for trafiksikkerheden af forskellige varianter af et infrastrukturprojekt, og de bør spille en vigtig rolle i forbindelse med udvælgelse af strækninger. Resultaterne af trafiksikkerhedsmæssige konsekvensanalyser kan registreres i en række dokumenter. Desuden bør trafiksikkerhedsrevisioner på en udførlig måde afdække sikkerhedskompromitterende faktorer i et vejinfrastrukturprojekt. Det er derfor hensigtsmæssigt at etablere procedurer for disse to områder med henblik på at øge sikkerheden i vejinfrastrukturen på det transeuropæiske vejnet, men vejtunneller bør dog ikke være omfattet, når de hører under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/54/EF af 29. april 2004 om minimumssikkerhedskrav for tunneler i det transeuropæiske vejnet (4).

(6)

En række medlemsstater har allerede velfungerende systemer til sikkerhedsforvaltning af vejinfrastrukturerne. Disse lande bør have mulighed for fortsat at anvende deres nuværende metoder, for så vidt som de er i overensstemmelse med dette direktivs mål.

(7)

Forskning er et vigtigt instrument til forbedring af sikkerheden på vejene i Den Europæiske Union. Udvikling og demonstration af komponenter, foranstaltninger og metoder (herunder telematik) og formidling af forskningsresultater spiller en vigtig rolle for forbedring af vejinfrastrukturens sikkerhed.

(8)

De eksisterende vejes sikkerhed bør forbedres ved at målrette investeringer mod vejstrækninger med den højeste ulykkeskoncentration og/eller med det største potentiale for at reducere antallet af ulykker. For at sætte trafikanterne i stand til at tilpasse deres adfærd og i højere grad overholde færdselsreglerne, navnlig hvad angår hastighedsbegrænsninger, bør de advares på vejstrækninger med en høj ulykkeskoncentration.

(9)

Rangordning af vejnettets sikkerhed kan umiddelbart skabe mærkbare resultater efter indførelsen. Når vejstrækninger med en høj ulykkeskoncentration er blevet undersøgt, og der er truffet afhjælpende forholdsregler, bør forebyggende sikkerhedsinspektioner få en mere betydende rolle. Jævnlige inspektioner er et vigtigt redskab til at forebygge mulige farer for alle trafikanter, herunder bløde trafikanter, bl.a. ved vejarbejder.

(10)

Det bør ved uddannelse og certificering af sikkerhedspersonale på grundlag af undervisningsplaner og værktøjer til efterprøvelse af kompetencer, som er valideret af medlemsstaterne, sikres, at fagfolkene tilegner sig den nødvendige, ajourførte viden.

(11)

Med henblik på at forbedre sikkerheden på vejene i Den Europæiske Union bør der sikres en mere hyppig og samordnet udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne.

(12)

For at sikre et højt trafiksikkerhedsniveau på vejene i Den Europæiske Union bør medlemsstaterne anvende retningslinjer for forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed. Anmeldelsen af sådanne retningslinjer til Kommissionen og regelmæssig rapportering om gennemførelsen af disse bør bane vejen for en systematisk forbedring af sikkerheden i infrastrukturen på fællesskabsplan og med tiden danne grundlag for at effektivisere systemet. Rapporteringen om gennemførelsen af retningslinjerne vil endvidere gøre det muligt for andre medlemsstater at finde frem til, hvilke løsninger der er mest effektive for dem, og den systematiske indsamling af data fra forudgående og opfølgende undersøgelser bør gøre det muligt at udvælge de mest effektive forholdsregler med henblik på den fremtidige indsats.

(13)

Dette direktivs bestemmelser om investeringer i trafiksikkerhed bør finde anvendelse uden at indskrænke medlemsstaternes kompetence med hensyn til investeringer i vedligeholdelse af vejnettet.

(14)

Målet for dette direktiv, nemlig at etablere procedurer for at sikre et ensartet, højt trafiksikkerhedsniveau på hele det transeuropæiske vejnet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens virkninger bedre nås på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(15)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5).

(16)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at fastsætte de nødvendige kriterier for forbedring af praksis for forvaltning af trafiksikkerheden og for tilpasning af bilagene til den tekniske udvikling. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(17)

Et tilstrækkeligt antal parkeringspladser langs vejene er meget vigtigt, ikke blot for forebyggelse af kriminalitet, men også for trafiksikkerheden. Parkeringspladser gør det muligt for førerne at holde hvilepauser i tide og at fortsætte rejsen fuldt koncentreret. Tilrådighedstillelse af et tilstrækkeligt antal sikre parkeringspladser bør derfor være en fast del af forvaltningen af vejinfrastrukturens sikkerhed.

(18)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (6) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

1)

»det transeuropæiske vejnet«: det vejnet, der er anført i afsnit 2 i bilag I til beslutning nr. 1692/96/EF

2)

»kompetent instans«: en offentlig eller privat organisation, som er oprettet på nationalt, regionalt eller lokalt niveau, og som på grund af dens kompetencer er inddraget i gennemførelsen af dette direktiv, herunder organisationer, der var udpeget som kompetente instanser allerede inden dette direktivs ikrafttræden, såfremt de opfylder kravene heri

3)

»trafiksikkerhedsmæssig konsekvensanalyse«: en sammenlignende strategisk analyse af, hvilke konsekvenser en ny vej eller en væsentlig ændring af det eksisterende vejnet vil få for sikkerheden på vejnettet

4)

»trafiksikkerhedsrevision«: en uafhængig, udførlig, systematisk og teknisk kontrol af sikkerhedsaspektet ved et vejinfrastrukturprojekts designmæssige karakteristika, som omfatter alle faser fra planlægningsfasen til første del af driftsfasen

5)

»rangordning af vejstrækninger med en høj ulykkeskoncentration«: en metode til at udpege, analysere og klassificere strækninger på vejnettet, som har været i brug i mere end tre år, og hvor der i forhold til trafikstrømmen har fundet et stort antal dødsulykker sted

6)

»rangordning af vejnettets sikkerhed«: en metode til at udpege, analysere og klassificere strækninger på det eksisterende vejnet ud fra mulighederne for at forbedre sikkerheden og nedbringe ulykkesomkostningerne

7)

»sikkerhedsinspektion«: en ordinær periodisk kontrol af forhold og mangler, som indebærer vedligeholdelsesarbejde af hensyn til sikkerheden

8)

»retningslinjer«: foranstaltninger, som vedtages af medlemsstaterne, og som fastsætter de trin, der skal følges, og de faktorer, der skal overvejes, i forbindelse med anvendelsen af sikkerhedsprocedurerne i dette direktiv

9)

»infrastrukturprojekt«: et anlægsprojekt for ny vejinfrastruktur eller en væsentlig ændring af det eksisterende vejnet, som indvirker på trafikstrømmen.

a)

de har relevant erfaring eller uddannelse i vejdesign, sikkerhedsrelateret vejteknik og ulykkesanalyse

b)

to år efter, at medlemsstaterne har vedtaget retningslinjer i medfør af artikel 8, må trafiksikkerhedsrevisioner kun foretages af revisorer eller hold, der omfatter revisorer, som opfylder kravene i stk. 2 og 3

c)

revisorer må ikke på tidspunktet for revisionen deltage i udformningen eller driften af det pågældende infrastrukturprojekt, der skal revideres.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/68

(1)

Der er i bilag IV til direktiv 2000/29/EF fastsat særlige krav til træemballeringsmateriale og træ, der anvendes til at fastkile eller understøtte anden last end trælast, som indføres til Fællesskabet. Kravene er baseret på FAO's »International Standard for Phytosanitary Measures (ISPM) No 15« om »Guidelines for regulating wood packaging material in international trade« (2).

(2)

Ud over de krav, der er godkendt i henhold til ISPM nr. 15, indeholder bilag IV til direktiv 2000/29/EF et krav om, at importeret træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket træ. Anvendelsen af dette krav om afbarkning er blevet udsat to gange.

(3)

Fællesskabet har anmodet om, at ISPM nr. 15 ændres, således at der tilføjes en bestemmelse, der omhandler Fællesskabets bekymring over, at der findes bark på træemballeringsmateriale i international samhandel.

(4)

Det tekniske udvalg vedrørende karantæne for skovbrugsprodukter (Technical Panel on Forest Quarantine), der er oprettet i henhold til den internationale plantebeskyttelseskonvention (IPPC) og er sammensat af internationalt anerkendte skovbrugseksperter, har nu analyseret de foreliggende forskningsdata om den plantesundhedsmæssige risiko ved, at der findes bark på træemballeringsmateriale. Det tekniske udvalg konkluderede dels, at det fagligt kan begrundes, at træemballeringsmateriale i international samhandel skal være afbarket, idet der fastsættes en præcis tolerancetærskel for tilstedeværelse af små stykker bark, som sikrer, at den plantesundhedsmæssige risiko holdes på et acceptabelt niveau, dels at dette krav bør indsættes i den ændrede ISPM nr. 15.

(5)

For at beskytte Fællesskabets område mod indslæbning af skadegørere bør fællesskabsbestemmelserne vedrørende tilstedeværelse af bark på træemballeringsmateriale og stuvholt bringes i overensstemmelse med det tekniske udvalgs faglige konklusioner, uden at det afventes, at IPPC's komité for plantesundhedsspørgsmål vedtager en ændring af ISPM nr. 15.

(6)

Kravet om afbarkning bør derfor tilpasses den teknisk berettigede tolerancetærskel for tilstedeværelse af bark.

(7)

Bilag IV til direktiv 2000/29/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Kravet om, at træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket rundtræ, jf. Kommissionens direktiv 2006/14/EF (3) om ændring af bilag IV til direktiv 2000/29/EF, finder anvendelse fra den 1. januar 2009. Det er derfor nødvendigt, at foranstaltningerne i nærværende direktiv også anvendes fra den 1. januar 2009. For at gøre det muligt for tredjelande at foretage de nødvendige tilpasninger bør det dog fastsættes, at kravet vedrørende afbarkning finder anvendelse fra den 1. juli 2009.

(9)

Foranstaltningerne i nærværende beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/71

(1)

I henhold til direktiv 2000/29/EF må læggekartofler med oprindelse i Canada ikke indføres i EF. Nævnte direktiv tillader dog undtagelser fra denne regel, forudsat at der ikke er risiko for spredning af skadegørere.

(2)

Ved Kommissionens beslutning 2003/61/EF (2) fastsættes en undtagelse vedrørende import af læggekartofler med oprindelse i visse provinser i Canada til Grækenland, Spanien, Italien, Cypern, Malta og Portugal på bestemte betingelser.

(3)

Portugal har anmodet om en forlængelse af undtagelsen.

(4)

De forhold, der begrunder undtagelsen, er uændrede, og undtagelserne bør derfor fortsat gælde.

(5)

Beslutning 2003/61/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

1)

Artikel 1, stk. 2, litra c), affattes således:

2)

I artikel 15 ændres »31. marts 2008« til »31. marts 2011«.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/73

(1)

Indførelsen af euro i Slovakiet pr. 1. januar 2009 medfører, at kreditinstitutter og kreditinstitutters filialer, der er beliggende i Slovakiet, underlægges reservekrav fra denne dato.

(2)

Integrationen af disse enheder i den Europæiske Centralbanks (ECB) mindstereservesystem kræver indførelse af overgangsbestemmelser for at sikre en gnidningsløs integration, uden at der skabes en uforholdsmæssigt stor byrde for kreditinstitutter i de deltagende medlemsstater, herunder Slovakiet.

(3)

Statuttens artikel 5 sammenholdt med artikel 10 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne til på nationalt plan at udforme og gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre indsamlingen af den statistiske information, der er nødvendig for at opfylde ECB’s statistiske rapporteringskrav og sikre rettidige forberedelser på statistikområdet med henblik på indførelsen af euro —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/76

(1)

I henhold til artikel 12.1 i ESCB-statutten fastsætter Styrelsesrådet de retningslinjer og træffer de beslutninger, der er nødvendige for at udføre de opgaver, der er pålagt Eurosystemet. Styrelsesrådet har således beføjelse til at træffe afgørelse om tilrettelæggelsen af hjælpeaktiviteter som f.eks. indkøb af varer og tjenesteydelser, der er nødvendige for udførelse af Eurosystemets opgaver.

(2)

Det Europæiske Fællesskabs lovgivning om offentlige indkøb giver mulighed for, at flere ordregivende myndigheder kan foretage fælles indkøb af varer og tjenesteydelser. Dette princip kommer til udtryk i betragtning 15 og i artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1), der åbner for anvendelse af centrale indkøbsteknikker.

(3)

Eurosystemet bestræber sig på at handle i overensstemmelse med principperne om rentabilitet og effektivitet og tilstræber at få mest valuta for pengene ved indkøb af varer og tjenesteydelser. Fælles indkøb af varer og tjenesteydelser er efter Styrelsesrådets opfattelse et middel til at opnå disse mål gennem udnyttelse af synergier og stordriftsfordele.

(4)

Med opstilling af et grundlag for fælles indkøb i Eurosystemet ønsker Den Europæiske Centralbanks (ECB) at bidrage til, at ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, som har indført euroen, kan deltage i sådanne fælles indkøb.

(5)

Styrelsesrådet har oprettet et Eurosystemets Koordinationskontor for Indkøb (Eurosystem Procurement Coordination Office, EPCO) med henblik på at koordinere fælles indkøb. Styrelsesrådet har udnævnt Banque centrale du Luxembourg til at have værtskabet for EPCO for perioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2012.

(6)

Denne afgørelse berører ikke centralbankernes mulighed for at anmode EPCO om støtte i forbindelse med deres indkøb af varer og tjenesteydelser, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne afgørelse.

(7)

De nationale centralbanker i de medlemsstater, som endnu ikke har indført euroen, kan have ønske om at deltage i EPCO’s aktiviteter og i fælles udbudsprocedurer, som vil foregå under samme betingelser som dem, der gælder for centralbanker —

a)

»Eurosysteme«: ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen

b)

»Eurosystemets opgaver«: de opgaver, som i henhold til traktaten og ESCB-statutten er henlagt til Eurosystemet

c)

»centralbank«: ECB eller den nationale centralbank i en medlemsstat, som har indført euroen

d)

»ledende centralbank«: den centralbank, som har til opgave at forestå den fælles udbudsprocedure

e)

»værts-centralbanken«: den centralbank, som Styrelsesrådet har udnævnt til at have værtskabet for EPCO

f)

»EPCO Styrekomitéen«: den styrekomité, som Styrelsesrådet har nedsat til at styre aktiviteterne i EPCO. EPCO-Styrekomitéen består af ét medlem fra hver centralbank, der udvælges blandt overordnede medarbejdere med kendskab og ekspertise vedrørende organisatoriske og strategiske spørgsmål inden for deres respektive institutioner og eksperter vedrørende udbud. EPCO-Styrekomitéen rapporterer til Styrelsesrådet via direktionen. ECB fører formandskabet og stiller sekretariat til rådighed for EPCO-Styrekomitéen

g)

»fælles udbudsprocedure«: den procedure for fælles indkøb af varer og tjenesteydelser, som foreståes af den ledende centralbank til gavn for de centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure.

a)

at bidrage til gennemførelse af bedste praksis ved offentlige indkøb inden for Eurosystemet

b)

at udvikle infrastrukturen (bl.a. færdigheder, funktionelle redskaber, informationssystemer, processer), som er nødvendige for fælles indkøb

c)

at udpege mulige eksempler med henblik på fælles indkøb, som ligger inden for eller uden for anvendelsesområdet for denne afgørelse, på grundlag af de indkøbsbehov, som centralbanker fremfører over for EPCO

d)

at udarbejde og om fornødent ajourføre en årlig indkøbsplan for fælles udbudsprocedurer på grundlag af den vurdering, der er beskrevet under punkt c)

e)

at udarbejde fælles krav i samarbejde med de centralbanker, der deltager i en fælles udbudsprocedure

f)

at bistå centralbankerne i fælles udbudsprocedurer, og

g)

at bistå centralbanker i forbindelse med indkøb i forbindelse med fælles projekter inden for Det Europæiske System af Centralbanker, såfremt den ledende centralbank anmoder herom.

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/79

(1)

I henhold til artikel 10, stk. 1, i fælles aktion 2008/736/FUSP bemyndiges Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité i overensstemmelse med traktatens artikel 25 til at træffe de relevante afgørelser med henblik på at udøve den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUMM Georgia, herunder afgørelsen om udnævnelse af en missionschef.

(2)

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant har indstillet Hansjörg HABER til missionschef for EUMM Georgia —

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/80

(1)

Rådet har i medfør af artikel 6 i fælles aktion 2004/570/FUSP bemyndiget Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til at træffe yderligere afgørelser om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken.

(2)

Ved PSC’s afgørelse BIH/11/2007 (2) af 25. september 2007 blev general Ignacio MARTIN VILLALAIN udnævnt til øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions militæroperation i Bosnien-Hercegovina.

(3)

Den øverstbefalende for EU-operationen har indstillet general Stefano CASTAGNOTTO som den nye øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions militæroperation i Bosnien-Hercegovina.

(4)

EU’s Militærkomité har støttet indstillingen.

(5)

I medfør af artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

(6)

Det Europæiske Råd vedtog på mødet i København den 12. og 13. december 2002 en erklæring, hvorefter »Berlin plus«-ordningerne og gennemførelsen heraf kun gælder for de EU-medlemsstater, der også er enten NATO-medlemmer eller parter i »partnerskab for fred«, og som derfor har indgået bilaterale sikkerhedsaftaler med NATO —