6.12.2007

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/1

---

Kun de originale UN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af UN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343, der findes på adressen: http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html.

Regulativ nr. 14 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE) — Ensartede bestemmelser for godkendelse af køretøjer for så vidt angår forankringer til sikkerhedsseler, Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

Tillæg 13: Regulativ nr. 14

Revision 4

Supplement 2 til ændringsserie 06 — Ikrafttrædelsesdato: 18. januar 2006

INDHOLD

REGULATIV

1.	Anvendelsesområde

2.	Definitioner

3.	Ansøgning om godkendelse

4.	Godkendelse

5.	Specifikationer

6.	Prøvninger

7.	Inspektion under og efter statisk prøvning af sikkerhedsseleforankringer

8.	Tilpasninger af køretøjstypen og udvidelse af godkendelsen af en køretøjstype

9.	Produktionens overensstemmelse

10.	Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse

11.	Brugsvejledninger

12.	Endeligt ophør af produktionen

13.	Navne og adresser på tekniske tjenester, der udfører godkendelsesprøvninger, og på de administrative myndigheder

14.	Overgangsbestemmelser

BILAG

Bilag 1-

Meddelelse vedrørende godkendelse (eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen) af en køretøjstype med hensyn til sikkerhedsseleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer i henhold til regulativ nr. 14.

Bilag 2 —

Udformning af typegodkendelsesmærket

Bilag 3 —

Placering af effektive seleforankringer

Bilag 4 —

Metode til bestemmelse af H-punkt og faktisk torsovinkel for siddepladser i motorkøretøjer

Tillæg 1 —

Beskrivelse af den tredimensionale H-punktmaskine

Tillæg 2 —

Tredimensionalt referencesystem

Tillæg 3 —

Referencedata for siddepladser

Bilag 5 —

Trækanordning

Bilag 6 —

Mindste antal forankringspunkter og placering af nedre forankringer

Tillæg 1 —

Placering af nedre forankringer — kun krav til vinkler

Bilag 7 —

Dynamisk prøvning som alternativ til statisk prøvning af seleforankringers modstandskraft

Bilag 8 —

Specifikationer for prøvedukker

Bilag 9 —

Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på sikkerhedsseleforankringer, som er beregnet til voksne personer på fremadvendte eller bagudvendte sæder i køretøjer af klasse M og N (1).

Det finder også anvendelse på Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer til Isofix-barnefastholdelsesanordninger monteret i køretøjer i klasse M1. Køretøjer i klasse N1 med Isofix-forankringer monteret skal også opfylde forskrifterne i dette regulativ.

2.   DEFINITIONER

I dette regulativ forstås ved:

2.1.   »Godkendelse af et køretøj«: godkendelse af en køretøjstype, som er udstyret med forankringer til en given type sikkerhedsseler.

2.2.   »Køretøjstype«: en klasse af motordrevne køretøjer, der ikke frembyder væsentlige indbyrdes forskelle, navnlig på følgende punkter: mål, udformning og materialer af de dele af køretøjets og sædets stel, hvorpå sikkerhedsseleforankringerne og Isofix-forankringssystemerne og Isofix-topstropforankringerne er fastgjort og, såfremt forankringernes styrke prøves ved den dynamiske test, egenskaber for dele af fastholdelsessystemet, især kraftbegrænsningsfunktionen, som har betydning for de kræfter, der påvirker sikkerhedsselernes forankringer.

2.3.   »Seleforankringer«: de dele af køretøjets stel eller sædets opbygning eller enhver anden del af køretøjet, hvortil sikkerhedsselerne fastgøres.

»Effektiv seleforankring«: det sted, der tjener til, for hver dels vedkommende, at bestemme sikkerhedsselens vinkel i forhold til bæreren, som fastsat i punkt 5.4; det vil sige det sted, hvortil en sele skulle være fæstnet for at give samme stilling som sikkerhedsselen har under brug — uanset om det er den faktiske forankring — afhængigt af sikkerhedsselens form og den måde, hvorpå den er fastgjort til forankringen.

2.4.1.   For eksempel, hvis

2.4.1.1.   der bruges et selestyr på selve køretøjet eller på sædet, anses den effektive seleforankring for at være midtpunktet af selestyret dér, hvor selen forlader styret på den anden side af selebæreren, og

2.4.1.2.   selen går direkte fra bæreren til en retraktor, der er fastgjort til køretøjet eller sædet uden et selestyr som mellemled, anses den effektive forankring for at være skæringspunktet mellem oprulningsrullens akse og gjordens midterplan på rullen.

2.5.   »Køretøjets bund«: karrosseriets underste del, der forbinder køretøjets sidevægge. I denne forstand omfatter »køretøjets bund« forstærkningsribber, udpressede profiler og andre forstærkningsdele, selv om disse befinder sig under selve bunden, for eksempel længdevanger og tværgående vanger.

»Sæde«: en konstruktion, der — uanset om den er en integrerende del af køretøjets stel eller ej — er forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for en voksen person. Udtrykket dækker både et enkelt sæde og en del af et bænkesæde med plads til én person.

2.6.1.   »Forreste passagersæde«: alle sæder, hvis »forreste H-punkt« befinder sig i eller foran det lodrette tværplan, som går gennem førerens R-punkt.

2.7.   »Gruppe af sæder«: enten et sæde af bænktypen eller sæder, som er adskilte, men placeret ved siden af hinanden (dvs. med de forreste forankringer for det ene sæde på linje med eller foran de bageste forankringer og på linje med eller bagved de forreste forankringer for det andet sæde), og som kan tjene som siddeplads for en eller flere siddende voksne personer.

2.8.   »Bænkesæde«: en konstruktion forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for mere end én voksen person.

2.9.   »Klapsæde«: ekstra sæde, der er til lejlighedsvis brug og normalt er sammenklappet.

»Sædetype«: en kategori af sæder, der ikke udviser forskelle indbyrdes på væsentlige områder som f.eks.:

2.10.1.   sædestellets udformning, dimensioner og materialer

2.10.2.   indstillingssystemernes og alle låsesystemernes type og mål

2.10.3.   type og dimensioner for selernes forankring på sæder og de berørte dele af køretøjets stel.

2.11.   »Sædeforankring«: det system, hvormed sædet er fastgjort til køretøjets stel, herunder de berørte dele af køretøjets stel.

»Indstillingsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele heraf kan indstilles, således at det tilpasses kropsbygningen af den person, der bruger det. Denne anordning kan især give mulighed for:

2.12.1.   længdeindstilling

2.12.2.   højdeindstilling

2.12.3.   vinkelindstilling.

2.13.   »Forskydningsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele deraf kan forskydes eller drejes uden faste mellemstillinger, med det formål at lette adgangen til området bag det pågældende sæde.

2.14.   »Spærreanordning«: en anordning, der sikrer fastholdelse af sædet og dele deraf i enhver brugsstilling, og som omfatter mekanismer til låsning af ryglænet i forhold til sædet og af sædet i forhold til køretøjet.

2.15.   »Referenceområde«: området mellem to lodrette planer i længderetningen, som har en indbyrdes afstand på 400 mm, er symmetriske omkring H-punktet og er dannet ved drejning af det i regulativ nr. 21, bilag 1, beskrevne hovedattrapapparat fra lodret til vandret. Apparatet skal være anbragt som beskrevet i nævnte bilag og indstillet til sin maksimale længde på 840 mm.

2.16.   »Kraftbegrænsende anordning for brystkassen«: enhver del af sikkerhedsselen og/eller sædet og/eller køretøjet, som har til formål at begrænse omfanget af den belastning, som personens brystkasse udsættes for i tilfælde af en kollision.

2.17.   »Isofix«: et system til fastgørelse af en barnefastholdelsesanordning i køretøjer med to stive forankringer i køretøjet, to tilsvarende stive fastgørelsesbeslag på barnefastholdelsesanordningen og en anordning til begrænsning af barnefastholdelsesanordningens rotation.

2.18.   »Isofix-position«, et system, der tillader montering af:

a)	enten en universal fremadvendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

b)	eller en semi-universal fremadvendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

c)	eller en semi-universal bagudvendt Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

d)	eller en semi-universal sidevendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

e)	eller en specifik Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44.

2.19.   »Nedre Isofix-forankring«: en stiv, rund horisontal stang med en diameter på 6 mm, der stikker ud fra køretøjets eller sædets konstruktion til fastgørelse og fastholdelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning ved hjælp af Isofix-beslag.

2.20.   »Isofix-forankringssystem«: et system bestående af to nedre Isofix-forankringer, der er konstrueret til fastgørelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning sammen med en antirotationsanordning.

2.21.   »Isofix-beslag«: en af de to forbindelser, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som stikker ud fra Isofix-barnefastholdelsesanordningens konstruktion og er kompatibel med en nedre Isofix-forankring.

2.22.   »Isofix-barnefastholdelsesanordning«: en barnefastholdelsesanordning, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som er fastgjort til et Isofix-forankringssystem.

2.23.   »Anordning til statisk belastning« (Static force application device — SFAD): en prøvningsanordning, der går i indgreb med Isofix-forankringssystemerne og anvendes til ved statisk prøvning at kontrollere deres styrke samt køretøjets eller sædekonstruktionens evne til at begrænse rotation. Prøvningsanordningen er beskrevet i bilag 9, figur 1 og 2.

2.24.   »Antirotationsanordning«

a)	En antirotationsanordning for en universal Isofix-barnefastholdelsesanordning består af en Isofix-topstrop.

b)	En antirotationsanordning for en Isofix semi-universal barnefastholdelsesanordning består af enten en topstrop, køretøjets instrumentbræt eller et støtteben, der skal begrænse fastholdelsesanordningens rotation ved frontalt sammenstød.

c)	For så vidt angår universale og semi-universale Isofix-barnefastholdelsesanordninger udgør køretøjets sæde i sig selv ikke en antirotationsanordning.

2.25.   »Isofix-topstropforankring«: en anordning, f.eks. en stang, der er placeret i et nærmere bestemt område og er beregnet til fastgørelse af en Isofix-topstropkonnektor og overføre fastholdelseskraften til køretøjets stel.

2.26.   »Isofix-topstropkonnektor«: en anordning beregnet til fastgørelse til en Isofix-topstropforankring.

2.27.   »Isofix-topstropkrog«: en Isofix-topstropkonnektor, der typisk anvendes til at fastgøre en Isofix-topstropgjord til en Isofix-topstropforankring som defineret i dette regulativs bilag 9, figur 3.

2.28.   »Isofix-topstropgjord«: en gjord (eller tilsvarende), der går ud fra toppen af Isofix-barnefastholdelsesanordningen og til Isofix-topstropforankringen, og som er forsynet med en justeringsanordning, en aflastningsanordning og en Isofix-topstropkonnektor.

2.29.   »En styreanordning«: en anordning der skal hjælpe den person, der monterer Isofix-barnefastholdelsesanordningen, ved fysisk at styre Isofix-beslagene på Isofix-barnefastholdelsesanordningen, så de rettes korrekt ind efter de nedre Isofix-forankringer og lettere går i indgreb med disse.

2.30.   »Isofix-afmærkning«: mærkning, der fortæller en person, der ønsker at montere en Isofix-barnefastholdelsesanordning, hvor i køretøjet Isofix-positionerne og de enkelte Isofix-forankringssystemer er placeret.

2.31.   »Et barnefastholdelsesfikstur«: en anordning i henhold til en af de syv Isofix-størrelsesklasser defineret i bilag 17, tillæg 2, punkt 4, til regulativ nr. 16, og hvis mål er opgivet i figur 1 til 7 i ovennævnte punkt. Disse barnefastholdelsesfiksturer bruges i regulativ nr. 16 til at bestemme, hvilke størrelsesklasser af Isofix-barnefastholdelsessystemer, der kan monteres på køretøjets Isofix-positioner. En af barnefastholdelsesfiksturerne, den såkaldte ISO/F2 (B), som beskrives i figur 2 i ovennævnte punkt 4, anvendes også i dette regulativ til at kontrollere placering af og adgangsmulighederne til eventuelle Isofix-forankringssystemer.

3.   ANSØGNING OM GODKENDELSE

3.1.   Ansøgningen om typegodkendelse af et køretøj, for så vidt angår seleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer indgives af køretøjets fabrikant eller dennes repræsentant.

Ansøgningen skal bilægges nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger:

3.2.1.   tegninger af køretøjets stel i passende målestok, som viser seleforankringernes og (i påkommende tilfælde) de effektive seleforandringers, Isofix-forankringernes og de eventuelle Isofix-topstropforankringers placering, samt detaljerede tegninger af seleforankringerne, af de eventuelle Isofix-forankringssystemer, af de eventuelle Isofix-topstropforankringer og af disses fastgørelsespunkter

3.2.2.   en angivelse af de anvendte materialer, der kan have indflydelse på seleforankringernes, Isofix-forankringssystemernes og eventuelle Isofix-topstropforankringers modstandskraft

3.2.3.   en teknisk beskrivelse af seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer

hvis seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne eller eventuelle Isofix-topstropforankringer er fastgjort til sædets ramme:

3.2.4.1.   en detaljeret beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til sædernes udformning, sædeforankringerne samt sædernes justerings- og låsesystemer

3.2.4.2.   tegninger af sæderne, af deres forankring til køretøjet og af deres indstillings- og spærreanordninger, i passende målestok og tilstrækkeligt detaljerede

3.2.5.   bevis for, at den sikkerhedssele eller fastholdelsesanordning, som anvendes ved godkendelsesprøvningen af forankringerne, er i overensstemmelse med regulativ nr. 16, såfremt fabrikanten vælger den alternative dynamiske styrkeprøvning.

3.3.   Fabrikanten skal enten stille et køretøj, der er repræsentativt for den type, der skal godkendes, eller de dele af køretøjet, der af den tekniske tjeneste, der foretager godkendelsesafprøvningerne, betragtes som væsentlige for afprøvning af forankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer til rådighed for den tekniske tjeneste.

4.   GODKENDELSE

4.1.   Hvis den køretøjstype, der ansøges om godkendelse for i henhold til dette regulativ, opfylder de relevante forskrifter i regulativet, udstedes der godkendelse for den pågældende køretøjstype.

4.2.   Hver godkendt type tildeles et godkendelsesnummer. De første to cifre (i øjeblikket 06, svarende til ændringsserie 06) angiver den serie ændringer, som omfatter de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på godkendelsens udstedelsestidspunkt. Samme kontraherende part kan ikke tildele samme godkendelsesnummer til en anden type køretøj som defineret i punkt 2.2 ovenfor.

4.3.   Meddelelse om godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen af en køretøjstype i henhold til dette regulativ skal gives de kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved brug af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

Ethvert køretøj, som er i overensstemmelse med en type, som er godkendt efter dette regulativ, skal på et let synligt og let tilgængeligt sted, der er angivet i godkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af følgende:

4.4.1.   en cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (2)

4.4.2.   dette regulativs nummer til højre for den cirkel, der er foreskrevet i punkt 4.4.1.

4.4.3.   bogstavet »e« til højre for dette regulativs nummer, såfremt der er udstedt typegodkendelse i henhold til den dynamiske afprøvning i bilag 7.

4.5.   Er køretøjet i overensstemmelse med en køretøjstype, som i henhold til et eller flere andre af de til overenskomsten vedføjede regulativer er godkendt i samme stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det i punkt 4.4.1 ovenfor foreskrevne symbol ikke gentages. I så tilfælde skal yderligere godkendelsesnumre og symboler for alle de regulativer, som godkendelsen er udstedt efter i det land, hvor godkendelsen er udstedt i henhold til dette regulativ, placeres i lodrette kolonner til højre for det symbol, der er beskrevet i punkt 4.4.1.

4.6.   Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og må ikke kunne fjernes.

4.7.   Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den fabrikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

4.8.   Bilag 2 til dette regulativ indeholder eksempler på sammensætning af godkendelsesmærket.

5.   SPECIFIKATIONER

5.1.   Definitioner (jf. bilag 3)

H-punktet er et referencepunkt som defineret i bilag 4, punkt 2.3, i dette regulativ, som bestemmes på den i samme bilag angivne måde.

5.1.1.1.   Punkt H' er et referencepunkt i overensstemmelse med det i punkt 5.1.1 definerede H, som bestemmes for alle normale brugsstillinger for sædet.

5.1.1.2.   R-punktet er siddepladsens referencepunkt som defineret i punkt 2.4 i bilag 4 til dette regulativ.

5.1.2.   Det tredimensionale referencesystem er defineret i tillæg 2 til dette regulativs bilag 4.

5.1.3.   Punkterne L1 og L2 er de nedre effektive seleforankringer.

5.1.4.   Punkt C er et punkt, som befinder sig 450 mm lodret over R-punktet. Hvis den i punkt 5.1.6 definerede afstand S ikke er under 280 mm, og hvis fabrikanten har anvendt den alternative formel, BR = 260 mm + 0,8 S, som er specificeret i punkt 5.4.3.3, skal den lodrette afstand mellem C og R være 500 mm.

5.1.5.   Vinklerne α1 og α2 er vinklerne mellem et vandret plan og de planer, som er vinkelrette på køretøjets langsgående midterplan, og som går gennem punktet H1 og punkterne L1 og L2.

S er afstanden i mm mellem de øvre effektive seleforankringer og et referenceplan P, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og defineres således:

5.1.6.1.   Hvis siddestillingen er veldefineret ved sædets form, defineres planet P som sædets midterplan.

Hvis der ikke findes en veldefineret siddestilling:

5.1.6.2.1.   Planet P for førersædet er et lodret plan, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og går gennem rattets centrum (er det indstilleligt, skal det være i midterposition), idet rattets centrum regnes for at være beliggende i ratkransens plan.

5.1.6.2.2.   Forsædepassagerens referenceplan P er symmetrisk med førerens.

5.1.6.2.3.   Planet P for en af de bageste yderpladser er det af fabrikanten opgivne på betingelse af, at følgende grænser for afstanden A mellem køretøjets langsgående midterplan og referenceplanet P overholdes:

A er større end eller lig med 200 mm, hvis bænkesædet fra fabrikantens side kun er beregnet til 2 passagerer

A er større end eller lig med 300 mm, hvis bænkesædet fra fabrikantens side er beregnet til mere end to passagerer.

5.2.   Almindelige specifikationer

Forankringer til sikkerhedsseler skal udformes, fremstilles og placeres, således at de:

5.2.1.1.   muliggør montering af en egnet sikkerhedssele. Seleforankringerne til de forreste pladser i siderne bør tillade anbringelse af sikkerhedsseler med retraktor og en forbindelsesgjord til sidestolpen under særligt hensyn til karakteristika for forankringernes modstandsdygtighed, med mindre fabrikanten leverer køretøjet udstyret med andre typer sikkerhedsseler med retraktorer. Hvis forankringerne kun passer til visse typer sikkerhedsseler, bør disse typer angives på den i punkt 4.3 nævnte formular

5.2.1.2.   minimerer risikoen for, at selen glider, når den bæres korrekt

5.2.1.3.   minimerer risikoen for beskadigelse af gjorden ved kontakt med de fremspringende dele af køretøjets stel eller sædets opbygning

5.2.1.4.   tillader køretøjet at overholde dette regulativs forskrifter under normal anvendelse.

5.2.1.5.   Når det drejer sig om forankringsbeslag, der har én indstilling for at tillade personer at stige ind i køretøjet og en anden for at fastholde dem, finder dette regulativs forskrifter anvendelse på forankringsbeslag i fastholdelsespositionen.

Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, der er monteret eller er beregnet til montering, til Isofix-barnefastholdelsesanordninger skal udformes, fremstilles og placeres som følger:

5.2.2.1.   Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel topstropforankring skal tillade, at køretøjet ved normal anvendelse opfylder forskrifterne i dette regulativ.

Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, som vil kunne tilføjes i et køretøj, skal også overholde forskrifterne i dette regulativ. Sådanne forankringer skal derfor beskrives i ansøgningen om typegodkendelse.

5.2.2.2.   Den konstruktionsmæssige modstandskraft for Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer skal svare til enhver Isofix-barnefastholdelsesanordning for massegruppe 0, 0+ og 1, som defineret i regulativ nr. 44.

5.2.3.   Isofix-forankringssystemer, konstruktion og placering:

5.2.3.1.   Ethvert Isofix-forankringssystem skal bestå af en vandret tværgående stiv stang (stænger) med en diameter på 6 mm (± 0,1 mm), som dækker to områder med en mindste effektiv længde på 25 mm og er placeret i den akse, der er defineret i figur 4 i bilag 9.

5.2.3.2.   Ethvert Isofix-forankringssystem monteret på en siddeplads i et køretøj skal være placeret mindst 120 mm bag ved det konstruktivt bestemte H-punkt som bestemt i dette regulativs bilag 4, målt horisontalt til stangens midte.

5.2.3.3.   For ethvert Isofix-forankringssystem monteret i køretøjet skal det kontrolleres, at det er muligt at fastgøre Isofix-barnefastholdelsesfiksturet »ISO/F2« (B), der er beskrevet i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2).

5.2.3.4.   Undersiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), som defineret i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), skal have stillingsvinkler inden for følgende grænser, idet vinklerne måles i forhold til køretøjets referenceplaner som defineret i bilag 4, tillæg 2, til dette regulativ:

a)	hældning: 15° ± 10°

b)	rulning: 0° ± 5°

c)	giring: 0° ± 10°.

5.2.3.5.   Isofix-forankringssystemerne skal hele tiden være i anvendelsesposition eller skal være sammenklappelige. Hvis der er tale om sammenklappelige forankringer, skal forskrifterne for Isofix-forankringssystemer være opfyldt i anvendelsespositionen.

Hver Isofix nedre forankringsstang (i anvendelsespositionen) eller hver permanent monteret styreanordning skal være synlig uden sammenpresning af sædehynden eller ryglænet, når stangen eller styreanordningen i et vertikalt længdeplan, der går gennem stangens eller styreanordningens center, betragtes langs en linje med en vinkel på 30 grader opad fra et horisontalt plan.

Som et alternativ til ovennævnte forskrift skal køretøjet have permanente afmærkninger ved siden af hver stang eller styreanordning. Denne afmærkning skal efter fabrikantens valg være en af følgende:

5.2.3.6.1.   Som et minimum symbolet i bilag 9, figur 12, bestående af en cirkel med en diameter på mindst 13 mm indeholdende et piktogram, der opfylder følgende krav:

a)	Piktogrammet skal kontrastere med cirklens baggrund.

b)	Piktogrammet skal befinde sig i nærheden af hver stang i systemet.

5.2.3.6.2.   Ordet »Isofix« med store bogstaver med en højde på mindst 6 mm.

5.2.4.   Isofix-topstropforankringer, konstruktion og placering:

På bilfabrikantens anmodning kan metoderne beskrevet i punkt 5.2.4.1 og 5.2.4.2 bruges som alternativer.

Metoden beskrevet i punkt 5.2.4.1 kan kun anvendes, hvis Isofix-positionen befinder sig på et sæde i køretøjet.

I henhold til bestemmelserne i punkt 5.2.4.3 og 5.2.4.4 placeres den del af hver Isofix-topstropforankring, som er designet til at blive forbundet med en Isofix-topstropkonnektor, højst 2 000 mm fra skulderreferencepunktet i det gråtonede område, som vist i figur 6-10 i bilag 9, for den siddeplads, hvorpå den er monteret, med henvisning til den i SAE J 826 (juli 1995) beskrevne skabelon, som også er vist i bilag 9, figur 5, i overensstemmelse med følgende betingelser:

5.2.4.1.1.   Skabelonens »H«-punkt svarer til det unikke konstruktivt bestemte H-punkt for sædet i laveste og bageste indstilling, dog placeres skabelonen midtvejs mellem de to nedre Isofix-forankringer

5.2.4.1.2.   Skabelonens torsolinje har samme vinkel til det vertikale tværplan som ryglænet indstillet i mest lodrette position, og

5.2.4.1.3.   Skabelonen placeres i det vertikale længdeplan, som indeholder skabelonens H-punkt.

5.2.4.2.   Alternativt kan Isofix-topstropforankringsområdet bestemmes ved hjælp af testfiksturet »ISO/F2« (B), jf. definitionen i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), ved en Isofix-position udstyret med Isofix nedre forankringer som vist i figur 11 i bilag 9.

Indstillingen skal være sædets bageste og laveste indstilling med ryglænet i normal indstilling eller som anbefalet af køretøjsfabrikanten.

Set fra siden skal Isofix-topstropforankringen ligge bag »ISO/F2« (B)-testfiksturets bagside.

Tværsnittet mellem bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B) og den horisontale linje (bilag 9, figur 11, reference 3), som indeholder det sidste stive punkt med en hårdhed på over 50 Shore A øverst i ryglænet, definerer referencepunkt 4 (bilag 9, figur 11) på centerlinjen for testfiksturet »ISO/F2« (B). På dette referencepunkt definerer en maksimal vinkel på 45° over den horisontale linje topstropforankringsområdets øverste grænse.

Det område, som forankringen for Isofix-topstroppen skal ligge inden for, afgrænses set oppefra af en vinkel på maks. 90°, der går skråt bagud gennem referencepunktet 4 (bilag 9, figur 11), og set bagfra af en vinkel på maks. 40°.

Isofix-topstropgjordens befæstelsespunkt (5) er det punkt, hvor »ISO/F2« (B)-testfiksturens centerlinje (6) skærer et plan, der ligger 550 mm over testfiksturets horisontale overflade (1).

Desuden skal Isofix-topstropforankringen være mere end 200 mm, men under 2 000 mm fra Isofix-topstropgjordens besfæstelsespunkt på bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), målt langs gjorden, når den trækkes hen over ryglænet til Isofix-topstropforankringen.

Den del af Isofix-topstropforankringen i et køretøj, som er designet til at blive forbundet med Isofix-topstropkonnektoren, kan placeres uden for de i punkt 5.2.4.1 eller 5.2.4.2 nævnte grå områder, hvis der ikke kan findes en passende placering inden for området, og bilen er udstyret med en selestyrsanordning, som

5.2.4.3.1.   sikrer, at Isofix-topstropgjorden fungerer, som om den del af forankringen, der er udformet til at blive forbundet med Isofix-topstropforankringen, var placeret inden for det grå område, og

5.2.4.3.2.   er mindst 65 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om selestyranordninger af den ikke-stive stroptype eller en aftagelig styranordning, eller mindst 100 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om en fastmonteret stiv selestyranordning, og

5.2.4.3.3.   anordningen udviser ved prøvning, efter at været installeret i overensstemmelse med den tilsigtede anvendelse, tilstrækkelig styrke til med Isofix-topstropforankring at modstå den belastning, som er beskrevet i punkt 6.6 i dette regulativ.

5.2.4.4.   En stropforankring kan være nedsænket i ryglænet, såfremt den ikke befinder sig i gjordens anvendelsesområde øverst på køretøjets ryglæn.

5.2.4.5.   Isofix-topstropforankringen skal være dimensioneret således, at det er muligt at fastgøre en Isofix-topstropkrog som illustreret i figur 3.

Det skal sikres, at der er frigang rundt om hver Isofix-topstropforankring, således at gjorden kan spændes og spændes op. For hver Isofix-topstropforankring, som befinder sig under et dække, skal dette være markeret med f.eks. et af symbolerne (evt. spejlvendt) i figur 13 i bilag 9; dette dække skal kunne fjernes uden brug af værktøj.

5.3.   Fastsat mindste antal seleforankringer

Alle køretøjer i klasse M og N (bortset fra køretøjer i klasse M2 og M3, der tilhører gruppe I eller II i overensstemmelse med regulativ nr. 36, gruppe A i overensstemmelse med regulativ nr. 52 og gruppe I eller II og A i overensstemmelse med regulativ nr. 107) skal være udstyret med sikkerhedsseleforankringer, der opfylder forskrifterne i nærværende regulativ.

5.3.1.1.   Forankringerne i et H-selesystem godkendt som en S-typesele (med eller uden retraktorer) i overensstemmelse med regulativ nr. 16 skal overholde forskrifterne i regulativ nr. 14, men yderligere forankring(er) til montering af skridtgjord (enhed) er undtaget fra dette regulativs forskrifter om modstandsdygtighed og placering.

5.3.2.   Det mindste antal sikkerhedsseleforankringer for hver fremadrettet eller bagudrettet siddeplads er angivet i bilag 6.

5.3.3.   I køretøjer af klasse N1 vist i bilag 6 og markeret med symbolet Ø tillades imidlertid for ydre siddepladser, som ikke er forsæder, to nedre forankringer, såfremt der er passage mellem et sæde og køretøjets nærmeste sidevæg, som tjener til at give passagerer adgang til andre dele af køretøjet.

Pladsen mellem et sæde og sidevæggen betragtes som en passage, hvis afstanden, når alle døre er lukkede, mellem denne sidevæg og et lodret længdeplan, som går igennem det pågældende sædes midterlinje målt ved R-punktet og vinkelret på køretøjets langsgående midterplan, er mere end 500 mm.

5.3.4.   For så vidt angår de midterste forsædepladser, som er vist i bilag 6 og markeret med symbolet *, anses de to nedre forankringer for at være tilstrækkelige, såfremt forruden befinder sig uden for det referenceområde, som er defineret i bilag 1 til regulativ nr. 21; såfremt den befinder sig inden for referenceområdet, kræves tre forankringer.

For så vidt angår seleforankringerne, betragtes forruden som del af referenceområdet, hvis den kan komme i statisk kontakt med prøvningsanordningen efter den metode, som beskrives i regulativ nr. 21, bilag 1.

For hver siddeplads, som i bilag 6 er markeret med symbolet , skal der være tre forankringer. Der kan anvendes to forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.3.5.1.   der er et sæde eller andre dele af køretøjet, som er i overensstemmelse med regulativ nr. 80, tillæg 1, punkt 3.5, direkte foran, eller

5.3.5.2.   ingen del af køretøjet befinder sig eller kan befinde sig i referenceområdet, når køretøjet er i bevægelse, eller

5.3.5.3.   dele af køretøjet, der befinder sig inden for det nævnte referenceområde, overholder de krav til energioptagelse, som er angivet i regulativ nr. 80, tillæg 6.

5.3.6.   For så vidt angår alle klapsæder eller sæder, som kun er beregnet til anvendelse, når køretøjet holder stille, samt for alle sæder i ethvert køretøj, som ikke er omfattet af punkterne 5.3.1 til 5.3.4, er forankringer ikke påkrævet. Hvis imidlertid køretøjet har forankringer til sådanne sæder, skal disse være i overensstemmelse med dette regulativs bestemmelser. Hvis dette er tilfældet, er det tilstrækkeligt med to nedre forankringer.

5.3.7.   For øverste dæk på et todækkerkøretøj gælder kravene til forsædepladserne i midten også for forsædepladserne ved siderne.

5.3.8.   Fastsat mindste antal Isofix-positioner.

5.3.8.1.   Ethvert køretøj i klasse M1 skal være forsynet med mindst to Isofix-positioner.

Mindst to af Isofix-positionerne skal være udstyret med både et Isofix-forankringssystem og en Isofix-topstropforankring.

Typen og antallet af Isofix-fiksturer, som kan monteres på hver Isofix-position, er angivet i regulativ nr. 16.

5.3.8.2.   Uanset punkt 5.3.8.1 kræves der ingen Isofix-position for køretøjer, der kun har én sæderække.

5.3.8.3.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal mindst ét af de to Isofix-placeringssystemer være monteret ved anden sæderække.

5.3.8.4.   Hvis der er monteret et Isofix-forankringssystem på en forsædeplads, hvor der er airbag til beskyttelse ved frontalkollision, skal der monteres en anordning til deaktivering af denne airbag.

5.3.8.5.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal antallet af Isofix-positioner ved integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger være mindst to minus antallet af integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger af massegruppe 0, 0+ eller 1.

5.3.8.6.   Uanset bestemmelsen i punkt 5.3.8.1 skal køretøjer af cabriolettypen, jf. definitionen i bilag 7, punkt 8.1, i den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3) (3), med mere end en sæderække monteres med mindst to nedre Isofix-forankringer. Såfremt der er monteret en Isofix-topstropforankring på sådanne køretøjer, skal den overholde de relevante bestemmelser i dette regulativ.

5.3.9.   For sæder, der kan benyttes drejet eller anbragt i en anden retning, når køretøjet holder stille, finder kravene i punkt 5.3.1 kun anvendelse, når sædet vender i den retning, der i overensstemmelse med dette regulativ svarer til normal brug, når køretøjet kører på vej. Oplysningsskemaet skal indeholde en bemærkning herom.

5.4.   Placering af seleforankringer (jf. bilag 3, figur 1)

5.4.1.   Generelt

5.4.1.1.   Forankringerne til en og samme sele kan enten alle monteres på køretøjets stel eller sædets opbygning, på enhver anden del af køretøjet, eller monteres fordelt på disse anbringelsesmuligheder.

5.4.1.2.   To naboseler kan fastgøres til samme forankring, såfremt prøveforskrifterne er opfyldt.

5.4.2.   Placering af effektive nedre seleforankringer

5.4.2.1.   Forsæder, køretøjsklasse M1

Hos motorkøretøjer af klasse M1 skal vinklen α1 (modsat lukkebeslaget) være mellem 30° og 80°, og vinklen α2 (ved lukkeanordningen) skal være mellem 45° og 80°. Begge krav til vinklerne gælder for alle normale kørestillinger for forsæderne. Såfremt mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant (f.eks. forankring fastgjort til sædet) i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10°. For så vidt angår justerbare sæder med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1) kan vinklen α1 være under den nævnte minimumsværdi (30°), forudsat at den ikke er mindre end 20° i enhver normal brugsstilling.

5.4.2.2.   Bagsæder, køretøjsklasse M1

I køretøjer af klasse M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30o og 80o for alle bagsæder. Hvis bagsæderne er justerbare, skal ovennævnte vinkler gælde for alle normale kørestillinger.

5.4.2.3.   Forsæder, andre køretøjsklasser end M1

Hos andre motorkøretøjsklasser end M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30o og 80° for alle normale kørestillinger for forsæderne. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 tons, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

5.4.2.4.   Bagsæder og særlige for- eller bagsæder, andre køretøjsklasser end M1

Ved køretøjer af andre klasser end M1 gælder for:

a)	bænkesæder

b)	justerbare sæder (for- og bagsæder) med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1), og

c)	andre bagsæder

at vinklerne α1 og α2 må være mellem 20° og 80° i alle normale brugsstillinger. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 tons, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

For sæder, bortset fra forsæderne, i køretøjer af klasse M2 og M3 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 45° og 90° i alle normale brugsstillinger.

5.4.2.5.   Afstanden mellem de to lodrette planer, der er parallelle med køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem hver af de to nedre effektive forankringer L1 og L2, må for samme sele ikke være mindre end 350 mm. Såfremt der er midtersæder i den bageste sæderække hos køretøjer af klasse M1 og N1, må den nævnte afstand ikke være mindre end 240 mm, forudsat at det midterste bagsæde ikke kan udskiftes med andre af køretøjets sæder. Punkterne L1 og L2 skal befinde sig på hver sin side af sædets midterplan i længderetningen og i en afstand af mindst 120 mm fra dette.

5.4.3.   De øvre effektive forankringers placering (jf. bilag 3)

5.4.3.1.   Såfremt der er anvendt et selestyr eller en lignende anordning, og denne berører den øvre effektive forankrings position, bestemmes denne ud fra forankringens stilling, når gjordens midterlinje i længderetningen går gennem punktet J1, som er defineret af R-punktet og følgende tre afsnit:

RZ	:	afsnit af referencelinjen for torsoen, der opad fra R-punktet måler 530 mm
ZX	:	afsnit af vinkelret linje på køretøjets midterplan, og som fra punktet Z i retning af forankringen måler 120 mm
XJ1	:	afsnit af en fremadrettet linje vinkelret på det af RZ og ZX definerede plan, og som fra punktet X måler 60 mm.

Punktet J2 er symmetrisk med punkt J1 om planet i længderetningen gennem den torsolinje, som er defineret i punkt 5.1.2, for den dukke, der er placeret i det pågældende sæde.

Hvis der anvendes et todørssystem til at give adgang til både for- og bagsæderne, og de øvre forankringer er monteret til B-stolpen, skal systemet udformes, så det ikke hindrer adgang til og udstigning af køretøjet.

5.4.3.2.   Den øvre effektive forankring skal være anbragt under planet FN, som er vinkelret på sædets midterplan i længderetningen og danner en vinkel på 65° med torsolinjen. For bagsædernes vedkommende kan denne vinkel reduceres til 60°. Planet FN skal være placeret således, at det skærer torsolinjen i et punkt D, således at DR = 315 mm + 1,8 S. Når S ≤ 200 mm, er DR = 675 mm.

5.4.3.3.   Den øvre effektive forankring skal befinde sig bagved et plan FK, der står vinkelret på sædets midterplan i længderetningen, og som skærer torsolinjen i punktet B i en vinkel på 120o, således at BR = 260 mm + S. For værdier af S ≥ 280 mm kan fabrikanten vælge BR = 260 mm + 0,8 S.

5.4.3.4.   S må ikke være mindre end 140 mm.

5.4.3.5.   Den øvre effektive forankring skal anbringes bag et lodret plan vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem punktet R som angivet i bilag 3.

5.4.3.6.   Den øvre effektive forankring skal anbringes oven over et horisontalt plan, som går gennem punktet C som defineret i afsnit 5.1.4.

Ud over den i punkt 5.4.3.1 angivne øvre forankring kan der være monteret andre øvre effektive forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.4.3.7.1.   De yderligere forankringer overholder forskrifterne i afsnit 5.4.3.1 til 5.4.3.6.

5.4.3.7.2.   De øvre forankringer kan benyttes uden brug af værktøj, er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.5 og 5.4.3.6 og befinder sig i et af de områder, der er bestemt ved, at det i dette regulativs bilag 3, figur 1, afgrænsede område forskydes 80 mm lodret opefter eller nedefter.

Forankringen(-erne) er bestemt for en H-sele og er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.6, såfremt de(n) er beliggende bag planet i tværretningen gennem referencelinjen og er placeret således:

5.4.3.7.3.1.   Såfremt der er en enkelt forankring: i det fælles område af de to diedre, som begrænses af de to lodrette linjer gennem de i punkt 5.4.3.1 definerede punkter J1 og J2, og hvis vandrette tværsnit er vist i dette regulativs bilag 3, figur 2.

5.4.3.7.3.2.   Såfremt der er to forankringer: i det af ovenstående diedre, som er passende, forudsat at ingen forankring er længere end 50 mm fra det punkt, som er symmetrisk med og spejlvendt i forhold til den anden forankring omkring planet P, der er defineret i punkt 5.1.6, for det pågældende sæde.

5.5.   Dimensioner for forankringshuller med gevind

5.5.1.   Forankringsbeslagene skal have et gevindskåret boltehul på 11,11 mm (7/16 tomme) 20 UNF 2B.

5.5.2.   Såfremt køretøjet fra fabrikantens side er monteret med sikkerhedsseler, som er fæstnet til alle for det pågældende sæde foreskrevne forankringer, behøver disse forankringer ikke overholde de i punkt 5.5.1 fastsatte forskrifter, forudsat at de overholder de andre bestemmelser i dette regulativ. I øvrigt gælder kravet i punkt 5.5.1 ikke de ekstra forankringer, som opfylder kravet i punkt 5.4.3.7.3.

5.5.3.   Det skal være muligt at afmontere sikkerhedsselen fra forankringen, uden at denne beskadiges.

6.   PRØVNINGER

6.1.   Almindelige prøvninger af sikkerhedsseleforankringer

Forudsat, at forskrifterne fra punkt 6.2 er opfyldt og i henhold til fabrikantens anmodning:

6.1.1.1.   kan prøvningerne udføres enten på køretøjets stel eller på et komplet køretøj

6.1.1.2.   Prøvningerne kan indskrænkes til at omfatte forankringer for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at:

a)	de pågældende forankringer har samme konstruktionsmæssige egenskaber som dem, der tilhører de andre sæder eller grupper af sæder, og

b)	når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne forankringer, har sædet eller gruppen af sæder samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder

6.1.1.3.   kan ruder og døre være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede

6.1.1.4.   kan ethvert element, der hører til køretøjstypen, og som kan virke afstivende på køretøjets stel, være monteret.

6.1.2.   Sæderne skal være monteret og anbragt i den kørsels- eller brugsstilling, der af den prøveanstalt, som foretager godkendelsesafprøvningerne, anses for at være den ugunstigste med hensyn til modstandsdygtighed. Sædernes stilling skal angives i prøverapporten. Hvis ryglænet er indstilleligt, fastlåses det som angivet af fabrikanten, eller hvis intet er angivet, på en sådan måde, at den faktiske hældningsvinkel ved køretøjer af klasse M1 og N1 ligger så nær 25° og ved andre køretøjsklasser så nær 15° som muligt.

6.2.   Fastgørelse af køretøjet til prøvning af sikkerhedsseleforankringer og Isofix-forankringer

6.2.1.   Den metode, der anvendes til fastgørelse af køretøjet under prøvningen, må ikke bevirke, at sele- eller Isofix-forankringerne eller deres forankringsområder forstærkes, eller at stellets normale deformering formindskes.

6.2.2.   En fastgørelsesanordning anses for tilfredsstillende, når den ikke påvirker et område, der strækker sig over hele stellets bredde og, hvis stellet eller køretøjet er blokeret eller fastgjort foran, i en afstand af mindst 500 mm fra den forankring, der afprøves, og hvis det er fastgjort bagtil, mindst 300 mm fra forankringen.

6.2.3.   Det tilrådes at lade stellet hvile på støtter, som er anbragt tilnærmelsesvis lodret under hjulakslerne eller, hvis dette ikke er muligt, under ophængningspunkterne.

6.2.4.   Såfremt der benyttes en anden fastgørelsesmetode end den i dette regulativs punkt 6.2.1 til 6.2.3 foreskrevne, skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.3.   Almindelige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.3.1.   Alle forankringer for samme gruppe sæder skal afprøves samtidig. Hvis der imidlertid er risiko for, at asymmetrisk belastning af sæderne og/eller forankringerne fører til svigt, kan der gennemføres en supplerende prøvning uden asymmetrisk belastning.

6.3.2.   Trækkraften påføres i en retning, der svarer til en siddeposition i en vinkel på 10° ± 5° over vandret i et plan parallelt med køretøjets midterplan i længderetningen.

Der påføres en foreløbig belastning på 10 % med en tolerance på ± 30 % af målbelastningen; belastningen øges til 100 % af den relevante målbelastning.

6.3.3.   Den fulde belastning påføres så hurtigt som muligt og inden for en maksimal belastningstid på 60 sek.

Fabrikanten kan dog anmode om, at belastningen påføres i løbet af 4 sek.

Seleforankringerne skal modstå den specificerede belastning i mindst 0,2 sek.

6.3.4.   De trækanordninger, der skal anvendes ved de under punkt 6.4 beskrevne afprøvninger, er beskrevet i bilag 5. De anordninger, som er vist i figur 1 i bilag 5, placeres på sædehynden og skubbes så vidt muligt op mod ryglænet, mens selegjorden strammes omkring den. Den anordning, der er vist i figur 2 i bilag 5, sættes på plads, selegjorden placeres omkring den og strammes til. Under denne del må der ikke påføres nogen foreløbig belastning af sikkerhedsseleforankringerne ud over den minimumsbelastning, som er nødvendig for placere prøvningsanordningen korrekt.

Den trækanordning på enten 254 mm eller 406 mm, der anvendes ved hver siddeplads, skal være af en sådan art, at dens bredde så vidt muligt svarer til afstanden mellem de nedre forankringer.

Ved placering af trækanordningen skal enhver påvirkning under trækprøvningen, som har en negativ indvirkning på belastningen og fordelingen heraf, forhindres.

Forankringerne til pladser, der har øvre forankringer, skal underkastes afprøvninger under følgende forhold:

Forreste pladser i siderne:

Forankringerne skal underkastes de i punkt 6.4.1 nævnte afprøvninger, under hvilke de påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsikkerhedssele omfattende retraktor og forbindelsesgjord eller selestyr ved den øvre forankring. Er der flere forankringer end det i punkt 5.3 foreskrevne antal, skal forankringerne underkastes den i punkt 6.4.5 foreskrevne prøve, under hvilken kræfterne overføres til forankringerne ved hjælp af en anordning, der svarer til den type sikkerhedssele, der skal anvendes i forbindelse med de pågældende forankringer.

6.3.5.1.1.   Hvis retraktoren ikke er fæstnet til den ydre nedre seleforankring, eller hvis retraktoren er fæstnet til den øvre seleforankring, skal den nedre seleforankring også underkastes den i punkt 6.4.3 foreskrevne afprøvning.

6.3.5.1.2.   I ovennævnte tilfælde kan de i punkt 6.4.1 og 6.4.3 foreskrevne afprøvninger på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.2.   Bageste pladser i siderne og alle midterpladser:

Forankringerne underkastes de under punkt 6.4.2 nævnte afprøvninger, under hvilke disse forankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsele uden retraktor, og den under punkt 6.4.3 nævnte afprøvning, under hvilke de to nedre seleforankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en hoftesele. De to afprøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.3.   Når en fabrikant leverer sit køretøj forsynet med sikkerhedsseler, kan de tilsvarende forankringer på fabrikantens anmodning nøjes med at blive underkastet en afprøvning, under hvilken de påvirkes ved hjælp af en anordning med samme geometri som den type sikkerhedsseler, der skal monteres på forankringerne.

6.3.6.   Når de bageste pladser ved siderne og midterpladserne ikke er forsynet med øvre forankringer, skal de nedre forankringer underkastes den i punkt 6.4.3 nævnte afprøvning, under hvilken de påvirkes af en anordning med samme geometri som en hoftesele.

6.3.7.   Hvis køretøjet er beregnet til andre anordninger, som forhindrer selerne i at blive forbundet direkte til forankringerne uden ruller eller lignende som mellemled, eller som nødvendiggør forankringer ud over de i punkt 5.3 nævnte, skal sikkerhedsselen eller et arrangement af kabler, ruller osv., der er repræsentativt for sikkerhedsseleudstyret, forbindes til forankringerne med en sådan anordning i køretøjet, og forankringerne skal underkastes afprøvninger i overensstemmelse med de i punkt 6.4 nævnte, alt efter omstændighederne.

6.3.8.   Der kan benyttes en anden afprøvningsmetode end den i punkt 6.3 foreskrevne, men i så tilfælde skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.4.   Særlige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.4.1.   Afprøvning ved en 3-punktsele med retraktor, der har en forbindelsesgjord til sidestolpe fæstnet til den øvre forankring

6.4.1.1.   En trisse eller et forbindelseskabel eller en forbindelsesgjord, der er specielt tilpasset til at overføre den kraft, der kommer fra trækmekanismen, eller den forbindelsesgjord, fabrikanten har stillet til rådighed, monteres på øvre forankring.

6.4.1.2.   En afprøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.1.3.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de to nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.   Afprøvning ved en 3-punktsele uden retraktor eller med retraktor ved øvre forankring

6.4.2.1.   En afprøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 2) forbundet med øvre forankring og den modstående nedre forankring til samme sele; hvis fabrikanten har leveret en retraktor til den øvre forankring, benyttes denne. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.3.   Afprøvning ved hofteseler

En forsøgsbelastning på 2 225 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1), der er forbundet til de to nedre forankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 1 110 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 740 ± 20 daN.

6.4.4.   Afprøvning når forankringsbeslagene alle sidder på de dele, der indgår i sædets konstruktion eller er fordelt på køretøjets stel og sædets konstruktion

6.4.4.1.   Alt efter omstændighederne udføres de i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 specificerede afprøvninger, idet der for hvert sæde og for hver gruppe af sæder tilføjes den nedenfor angivne supplerende kraft.

6.4.4.2.   De i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 omhandlede belastninger suppleres med en kraft svarende til 20 gange vægten af det komplette sæde. Inertibelastningen påføres sædet eller relevante dele af dette i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

For køretøjer af klasse M2 og N2 skal denne kraft svare til 10 gange vægten af det komplette sæde. For køretøjer af klasse M3 og N3 skal den svare til 6,6 gange vægten af det komplette sæde.

6.4.5.   Afprøvning ved særlige seletyper

6.4.5.1.   En afprøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord(e).

6.4.5.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 3) forbundet med de to nedre seleforankringer.

6.4.5.3.   Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal afprøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.6.   Afprøvning ved bagudvendte sæder

6.4.6.1.   Forankringspunkterne afprøves ved de kræfter, som er foreskrevet i punkt 6.4.1, 6.4.2 eller 6.4.3. I hvert tilfælde skal prøvebelastningen svare til den belastning, der foreskrives for henholdsvis M3 og N3-køretøjer.

6.4.6.2.   Afprøvningsbelastningen skal påføres i fremadgående retning i forhold til det pågældende sædes placering i overensstemmelse med den i punkt 6.3 foreskrevne procedure.

6.5.   For så vidt angår en gruppe af sæder som beskrevet i punkt 1 i bilag 7 kan bilfabrikanten vælge at anvende den i bilag 7 beskrevne dynamiske prøvning i stedet for den i punkt 6.3 og 6.4 foreskrevne statiske prøvning.

6.6.   Statiske prøvningsforskrifter

6.6.1.   Isofix-forankringssystemernes styrke prøves ved at påføre anordningen til statisk belastning (static force application device — SFAD) med Isofix-beslagene i korrekt indgreb de kræfter, som er angivet i punkt 6.6.4.3.

Ved Isofix-topstropforankring gennemføres en yderligere prøvning, jf. punkt 6.6.4.4.

Alle Isofix-positioner på samme sæderække, som kan anvendes samtidigt, skal prøves samtidigt.

6.6.2.   Prøvningen kan foretages enten på et fuldt færdigt køretøj eller på tilstrækkelige dele af et køretøj, som er repræsentative for køretøjsstellets styrke og stivhed.

Ruder og døre kan være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede.

Ethvert element, der normalt monteres og hører til køretøjstypen, kan være monteret.

Prøvningen kan indskrænkes til at omfatte Isofix-positionen for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at:

a)	den pågældende Isofix-position har samme konstruktionsmæssige egenskaber som Isofix-positionen for de andre sæder eller grupper af sæder, og

b)	når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne Isofix-positioner, har sædet eller gruppen af sæder samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder.

6.6.3.   Hvis sæderne og nakkestøtterne er justerbare, prøves de i den af den tekniske tjeneste definerede indstilling inden for det begrænsede område, som er foreskrevet af fabrikanten, jf. regulativ nr. 16, bilag 17, tillæg 3.

6.6.4.   Belastninger, retninger og bevægelsesgrænser

6.6.4.1.   Midtpunktet på den nedre forreste tværstang på SFAD-anordningen påføres en belastning på 135 N ± 15 N for at justere frem- og tilbagepositionen for SFAD-anordningens baglæns forskydning og således fjerne eventuel slaphed eller spænding mellem SFAD-anordningen og dens støtte.

6.6.4.2.   Anordningen til statisk belastning (SFAD) påføres kræfter i fremadgående og skrå retning i overensstemmelse med tabel 1.

Tabel 1

Prøvebelastningernes retning

Fremad	0° ± 5°	8 kN ± 0,25 kN
Skrå	75° ± 5° (til begge sider, eller hvis der er en særlig ugunstig side, eller hvis begge sider er symmetriske, kun én side)	5 kN ± 0,25 kN

De enkelte prøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på forskellige stel.

Belastninger i fremadgående retning påføres med en initial kraftpåføringsvinkel på 10 ± 5° over det horisontale plan. Skrå belastninger påføres horisontalt 0° ± 5°. En foreløbig kraft på 500 N ± 25 N påføres ved det foreskrevne belastningspunkt X som vist i figur 2 i bilag 9. Den fulde belastning skal være påført i løbet af højst 2 sek. Belastningen opretholdes i mindst 0,2 sek.

Alle målinger foretages i overensstemmelse med ISO 6487 med CFC på 60 Hz eller tilsvarende metode.

Udelukkende prøvning af Isofix-forankringssystemet:

6.6.4.3.1.   Belastningsprøve ved fremadgående retning:

Horisontal bevægelse i længderetningen (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse, hvis den påkrævede kraft fastholdes i den foreskrevne periode.

6.6.4.3.2.   Belastningsprøve ved skrå retning:

Bevægelse i belastningens retning (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 5 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse, hvis den påkrævede kraft fastholdes i den foreskrevne periode.

6.6.4.4.   Prøvning af Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankring:

Der påføres en foreløbig trækkraft på 50 N ± 5 N mellem SFAD-anordningen og topstropforankringen. Horisontal bevægelse (efter foreløbig kraft) for punkt X under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer og topstropforankringer eller området omkring disse, hvis den påkrævede kraft fastholdes i den foreskrevne periode.

Tabel 2

Bevægelsesgrænser

Belastningsretning	Maksimal bevægelse for punkt X på SFAD-anordningen
Fremad	125 mm i længderetningen
Skrå	125 mm i belastningsretningen

6.6.5.   Supplerende belastninger

6.6.5.1.   Sædeinertikræfter

Ved installationspositioner, hvor kraften overføres til køretøjets sæde og ikke direkte til køretøjets stel, udføres en prøvning, der skal sikre, at køretøjets sæder er tilstrækkeligt stærkt forankret på køretøjets stel. En kraft svarende til 20 gange massen af de relevante dele i sædekonstruktionen påføres sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen horisontalt og i længderetningen fremad mod sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

På fabrikantens anmodning kan en supplerende belastning påføres ved SFAD-anordningens X-punkt under de statiske prøvninger, der er beskrevet ovenfor.

Hvis topstropforankringen er integreret i køretøjets sæde, udføres denne prøvning med Isofix-topstropgjorden.

Der må ikke forekomme brud, og bevægelsesgrænserne i tabel 2 skal overholdes.

Bemærk: Denne prøvning er ikke påkrævet, såfremt nogle af forankringerne i køretøjets sikkerhedsselesystem er integreret i køretøjets sædekonstruktion, og sædet allerede er afprøvet og har bestået dette regulativs forankringsbelastningsprøvninger for fastholdelse af voksne passagerer.

7.   INSPEKTION UNDER OG EFTER STATISK PRØVNING AF SIKKERHEDSSELEFORANKRINGER

Alle forankringer skal kunne holde til den i punkt 6.3 og 6.4 fastsatte afprøvning. Der kan tillades en varig deformering, herunder et helt eller delvist brud, af en forankring eller i det område, der omgiver den, såfremt den foreskrevne kraft er opretholdt i den fastsatte tid. Under afprøvningen skal minimumsafstandene mellem de i punkt 5.4.2.5 nævnte nedre forankringer og de i punkt 5.4.3.6 opstillede krav vedrørende de øvre effektive forankringer overholdes.

7.1.1.   For køretøjer af klassen M1, som har en tilladt totalmasse på maksimalt 2,5 tons, og hvis øvre sikkerhedsseleforankring er fastgjort til sædets konstruktion, må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes længere fremad end til et tværplan, som går gennem R-punktet og punkt C for det pågældende sæde (jf. figur 1 i bilag 3 til dette regulativ).

For andre køretøjer end de ovennævnte må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes længere fremad end til et tværplan, som hælder 10° fremad og går gennem sædets R-punkt.

Den maksimale forskydning af det øvre effektive forankringspunkt måles under prøvingen.

Hvis forskydningen af det øvre effektive forankringspunkt overstiger ovennævnte grænse, skal fabrikanten over for den tekniske tjeneste godtgøre, at personen i bilen ikke udsættes for fare. Eksempelvis kan prøvningsproceduren i regulativ nr. 94 følges, eller der kan udføres en slædeprøve med tilsvarende effekt for at illustrere, at der er tilstrækkelig plads til at overleve.

7.2.   I køretøjer, som har forskydnings- og spærreanordninger, der gør det muligt for personer på alle sæder at stige ud af køretøjet, skal sådanne anordninger stadig kunne betjenes med hånden, efter at trækkraftens påvirkning er ophørt.

7.3.   Efter afprøvningerne opmåles enhver beskadigelse af forankringerne og af de konstruktionsdele, der har været udsat for belastning under afprøvningerne.

7.4.   Undtaget herfra er de øvre forankringer til et eller flere sæder i køretøjer i klasse M2 over 3,5 tons og M3, som overholder forskrifterne i regulativ nr. 80, idet disse ikke skal opfylde bestemmelserne i punkt 7.1 om overholdelse af punkt 5.4.3.6.

8.   TILPASNINGER AF KØRETØJSTYPEN OG UDVIDELSE AF GODKENDELSEN AF EN KØRETØJSTYPE

Enhver ændring af køretøjstypen skal anmeldes til den administrative myndighed, som har godkendt køretøjstypen. Denne myndighed kan så enten:

8.1.1.   vurdere, at de foretagne ændringer ikke har en væsentlig negativ virkning, og at køretøjet under alle omstændigheder stadig opfylder kravene; eller

8.1.2.   anmode om en yderligere testrapport fra den tekniske tjeneste, der har ansvaret for afprøvningen.

8.2.   Godkendelse eller afslag på godkendelse skal sammen med detaljer om ændringerne meddeles i henhold til fremgangsmåden beskrevet i afsnit 4.3 ovenfor til de kontraherende parter, der anvender dette regulativ.

8.3.   Den kompetente myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de andre kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

9.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

Procedurer til sikring af produktionens overensstemmelse skal opfylde bestemmelserne i overenskomstens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2) med følgende krav:

9.1.   Ethvert køretøj, som bærer et godkendelsesmærke som foreskrevet i dette regulativ, skal være i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype for så vidt angår enkeltheder, der har betydning for seleforankringernes, Isofix-forankringssystemets og Isofix-topstropforankringernes egenskaber.

9.2.   For at kontrollere overensstemmelsen med de i punkt 9.1 foreskrevne krav, skal der undersøges et tilstrækkeligt antal stikprøver af serieproducerede køretøjer, som bærer det godkendelsesmærke, som kræves ifølge dette regulativ.

9.3.   Som hovedregel skal ovennævnte kontrol begrænses til måltagning. Imidlertid underkastes køretøjer i nødvendigt omfang nogle af de i punkt 6 beskrevne prøvninger, som udvælges af den tekniske tjeneste, der forestår godkendelsesprøvningerne.

10.   SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

10.1.   Godkendelser, som er meddelt for en type køretøj i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 9.1 ovenfor ikke er opfyldt, eller hvis køretøjets sikkerhedsseleforankringer eller Isofix-forankringssystemet og Isofix-topstropforankringen ikke har bestået den i punkt 9 foreskrevne kontrol.

10.2.   Hvis en kontraherende part, der anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har meddelt, skal den straks underrette de øvrige kontraherende parter, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en anmeldelsesformular, som er i overensstemmelse med modellen i bilag 1 til dette regulativ.

11.   BRUGSVEJLEDNINGER

De nationale myndigheder kan kræve, at fabrikanter af det køretøj, som indregistreres, i brugsvejledningen for køretøjet klart angiver:

11.1.   hvor forankringerne befinder sig, og

11.2.   til hvilke seletyper forankringerne skal anvendes (jf. bilag 1, punkt 5).

12.   ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN

Hvis indehaveren af godkendelsen endeligt ophører med at fremstille en type sikkerhedsseleforankring eller en type Isofix-forankringssystem og Isofix-topstropforankring, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen, herom. Efter modtagelse af den pågældende meddelelse underretter myndigheden de andre parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

13.   NAVNE OG ADRESSER PÅ TEKNISKE TJENESTER, DER UDFØRER GODKENDELSESPRØVNINGER, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, meddeler til FN's sekretariat navn og adresse på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøverne, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelse, og til hvem formularer med attestering af godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelser, som er udstedt i andre stater, skal fremsendes.

14.   OVERGANGSBESTEMMELSER

14.1.   Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 06 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender regulativet, nægte at udstede ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 06.

14.2.   2 år efter ikrafttrædelsen af ændringsserie 06 til dette regulativ skal kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun udstede ECE-typegodkendelser, hvis forskrifterne i dette regulativ, som ændret ved ændringsserie 06, er overholdt.

14.3.   7 år efter ikrafttrædelsen af ændringsserie 06 til dette regulativ kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser, som ikke er meddelt i overensstemmelse med ændringsserie 06 til dette regulativ.

14.4.   For køretøjer, som ikke påvirkes af ovenstående punkt 7.1.1, forbliver godkendelser meddelt i overensstemmelse med 04-ændringsserien til dette regulativ, gyldige.

14.5.   For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 4 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.6.   Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for supplement 5 til ændringsserie 05 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at udstede ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.7.   For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.8.   Fra den 20. februar 2005 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun udstede ECE-godkendelser til køretøjer i klasse M1, hvis forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05 er overholdt.

14.9.   Fra den 20. februar 2007 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse M1, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

14.10.   Fra den 16. juli 2006 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun udstede ECE-godkendelser til køretøjer i klasse N, hvis køretøjstypen overholder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.11.   Fra den 16. juli 2008 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse N, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

---

(1)  Som defineret i den konsoliderede resolution (R.E.3, bilag 7), dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved ændring 4 (Amend.4).

(2)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Tjekkiet, 9 for Spanien, 10 for Serbien og Montenegro, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (ubenyttet), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (ubenyttet), 31 for Bosnien-Hercegovina, 32 for Letland, 33 (ubenyttet), 34 for Bulgarien, 35 (ubenyttet), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (ubenyttet), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (ubenyttet), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symbol), 43 for Japan, 44 (ubenyttet), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika, 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta, 51 for Republikken Korea, 52 for Malaysia og 53 for Thailand. Efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer og udstyr og dele, som kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer, og vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser udstedt på grundlag af sådanne forskrifter, og de således tildelte numre meddeles af FN's generalsekretær til de kontraherende parter.

(3)  Dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved ændring 4 (Amend.4).

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---

6.12.2007

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/55

---

Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343/, der findes på adressen: http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html

Regulativ nr. 66 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE) — Ensartede tekniske forskrifter for godkendelse af store køretøjer til personbefordring hvad angår overbygningens styrke

Tillæg nr. 65: Regulativ nr. 66

Revision 1

Supplement 1 til den oprindelige udgave af regulativet — Trådt i kraft: 3. september 1997

Ændringsserie 01 — Trådt i kraft: 9. november 2005

INDHOLDSFORTEGNELSE

REGULATIV

1.	Anvendelsesområde

2.	Vilkår og definitioner

3.	Ansøgning om godkendelse

4.	Godkendelse

5.	Almindelige specifikationer og forskrifter

6.	Ændring og udvidelse af godkendelsen af køretøjstype

7.	Produktionens overensstemmelse

8.	Sanktioner ved produktionens manglende overensstemmelse

9.	Endeligt ophør af produktionen

10.	Overgangsbestemmelser

11.	Navne og adresser på tekniske tjenester, som forestår godkendelsesprøvning, og på de administrative myndigheder

BILAG

Bilag 1 —

Meddelelse om køretøjstype hvad angår overbygningens styrke i henhold til regulativ nr. 66

Bilag 2 —

Udformning af godkendelsesmærket

Bilag 3 —

Bestemmelse af køretøjets tyngdepunkt

Bilag 4 —

Synsvinkler for overbygningens strukturelle beskrivelse

Bilag 5 —

Vælteprøvning som grundlæggende godkendelsesmetode

Bilag 6 —

Vælteprøvning af karrosserisektioner som ækvivalent godkendelsesmetode

Bilag 7 —

Kvasistatisk belastningsprøvning af karrosserisektioner som ækvivalent godkendelsesmetode

Tillæg 1 —

Bestemmelse af tyngdepunktets lodrette bevægelse under vælteprøvning

Bilag 8 —

Kvasistatisk beregning på grundlag af komponentprøvning som ækvivalent godkendelsesmetode

Tillæg 1 —

Plastiske hængslers karakteristika

Bilag 9 —

Computersimuleret vælteprøvning af et komplet køretøj som ækvivalent godkendelsesmetode

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på enkeltdækkerkøretøjer eller leddelte køretøjer, der er konstrueret og fremstillet til befordring af over 22 passagerer, stående eller siddende, ud over chaufføren og besætningen.

2.   VILKÅR OG DEFINITIONER

I dette regulativ forstås ved:

2.1.   Måleenheder

Der er anvendt følgende måleenheder:

størrelser og lineære afstande	meter (m) eller millimeter (mm)
masse eller last	kilogram (kg)
kraft (og vægt)	Newton (N)
moment	Newtonmeter (Nm)
energi	Joule (J)
gravitationskonstant	9,81 (m/s2)

2.2.   »køretøj«: en bus, der er konstrueret og udstyret til passagerbefordring, og som er individuelt repræsentativ for en køretøjstype

2.3.   »køretøjstype«: en kategori af køretøjer, der er fremstillet med samme tekniske konstruktionsspecifikationer, væsentligste dimensioner og konstruktionsmæssige indretning; køretøjstypen defineres af køretøjsfabrikanten

2.4.   »familie af køretøjstyper«: de fremtidige eller eksisterende køretøjstyper, der er omfattet af worst case-godkendelsen i henhold til dette regulativ

2.5.   »worst case«: den køretøjstype blandt en gruppe af køretøjstyper, der med størst sandsynlighed ikke opfylder forskrifterne i dette regulativ med hensyn til overbygningens styrke; de tre parametre, der definerer worst case, er strukturel styrke, referenceenergi og tilbageværende rum

2.6.   »godkendelse af køretøjstype«: den fulde officielle procedure, hvor en køretøjstype kontrolleres og prøves med henblik på at påvise, at den opfylder samtlige forskrifter i dette regulativ

2.7.   »udvidelse af godkendelse«: den fulde officielle procedure, hvor en ændret køretøjstype godkendes på grundlag af en tidligere godkendt køretøjstype ved sammenligning med hensyn til struktur, potentiel energi og tilbageværende rum

2.8.   »leddelt køretøj«: et køretøj, som består af to eller flere stive sektioner, der er indbyrdes leddelt, og hvor sektionernes passagerkabiner står i forbindelse med hinanden, således at passagererne frit kan bevæge sig mellem disse; de stive sektioner er permanent forbundet med hinanden og kan normalt kun adskilles på værksted

2.9.   »passagerkabine«: det areal, som er beregnet til brug for passagererne, bortset fra det areal, der optages af faste installationer, f.eks. bar, tekøkken eller toiletter

2.10.   »førerkabine«: det areal, der udelukkende er bestemt til brug for føreren, og hvor førersæde, rat, betjeningsudstyr, instrumenter og andre anordninger, som kræves til at køre køretøjet, er anbragt

2.11.   »fastholdelsesanordning«: en anordning, der fastholder en passager, fører eller besætningsmedlem til sædet i tilfælde af væltning

2.12.   »lodret midterplan i længderetningen (VLCP))«: det lodrette plan, der går gennem midterpunkterne på den forreste og bageste sporvidde

2.13.   »tilbageværende rum«: det rum, der bevares i passagernes, førerens og besætningens kabine for at øge chancerne for overlevelse for passagerer, fører og besætning i tilfælde af væltning

2.14.   »masse i ulastet stand (Mk)«: massen af køretøjet i køreklar stand, uden personer eller last, men med en tillægsvægt på 75 kg for førerens masse, en brændstofmasse svarende til 90 % af den fulde tankkapacitet som specificeret af fabrikanten, og masser for kølevæske, smøremiddel, værktøjssæt og reservehjul (evt.)

2.15.   »samlet passagermasse (Mm)«: den kombinerede masse af alle passagerer og besætningsmedlemmer, der benytter sæder med fastholdelsesanordning

2.16.   »samlet effektiv køretøjsmasse (Mt)«: køretøjets masse i ulastet stand (Mk) kombineret med en del (k = 0,5) af den samlede passagermasse (Mm), der anses for at være fastgjort til køretøjet

2.17.   »individuel passagermasse (Mmi)«: en individuel passagers masse med en værdi på 68 kg

2.18.   »referenceenergi (ER)«: den potentielle energi af den køretøjstype, der skal godkendes, målt i forhold til gravens nedre vandrette niveau ved den begyndende, ustabile position i vælteprocessen

2.19.   »vælteprøvning af komplet køretøj«: en prøvning af et komplet køretøj i fuld størrelse til påvisning af overbygningens påkrævede styrke

2.20.   »vippebænk«: en teknisk anordning bestående af en vippeplatform, en grav og et grundareal af beton til vælteprøvning af et komplet køretøj eller karrosserisektioner

2.21.   »vippeplatform«: en fast overflade, der kan drejes omkring en vandret akse for at vippe et komplet køretøj eller en karrosserisektion

2.22.   »karrosseri«: det komplette køretøjs struktur i køreklar stand, herunder alle strukturelle elementer, der udgør passagerkabinen, førerkabinen, bagagerummet og rum til mekaniske enheder og komponenter

2.23.   »overbygning«: de bærende komponenter af karrosseriet som defineret af fabrikanten og omfattende de sammenhængende dele og elementer, der bidrager til karrosseriets styrke og energiabsorberende evne og beskytter det tilbageværende rum under vælteprøvning

2.24.   »fag«: en strukturel sektion af overbygningen, der danner en lukket overgang mellem to planer, der er vinkelrette i forhold til køretøjets lodrette midterplan i længdegående retning; et fag omfatter en vinduesstolpe (eller dørstolpe) på hver side af køretøjet og sidevægselementer, en sektion af tagstrukturen og en sektion af gulv- og undergulvstrukturen

2.25.   »karrosserisektion«: en strukturel enhed, der udgør en del af overbygningen med henblik på godkendelsesprøvning; en karrosserisektion omfatter mindst to fag, der er samlet med repræsentative sammenkoblingselementer (side, tag, undergulv, strukturer)

2.26.   »original karrosserisektion«: en karrosserisektion bestående af to eller flere fag af nøjagtig samme form og indbyrdes placering som på det pågældende køretøj; alle sammenkoblingselementer mellem fagene placeres ligeledes nøjagtig som på det pågældende køretøj

2.27.   »kunstig karrosserisektion«: en karrosserisektion, der er bygget af to eller flere fag, men ikke i samme position eller i samme indbyrdes afstand som på det pågældende køretøj; sammenkoblingselementerne mellem disse fag skal ikke nødvendigvis være identiske med den pågældende karrosseristruktur, men skal være ækvivalente i strukturel henseende

2.28.   »stiv del«: en strukturel del eller et strukturelt element, hvor der ved vælteprøvning ikke sker væsentlig deformation eller energiabsorption

2.29.   »plastisk zone (PZ)«: en særlig geometrisk afgrænset del af overbygningen, hvor der som følge af dynamiske anslagskræfter:

—	opstår store plastiske deformationer

—	opstår væsentlig skævhed af den originale form (tværsnit, længde eller andre geometriske størrelser)

—	opstår tab af stabilitet på grund af lokal sammentrykning

—	absorberes kinetisk energi på grund af deformering

2.30.   »plastisk hængsel (PH)«: en simpel plastisk zone på et stavlignende element (enkeltrør, vinduesstolpe osv.)

2.31.   »kantbjælke«: den strukturelle del af karrosseriet i længderetningen over sidevinduerne inklusive den krumme overgang til tagstrukturen; ved vælteprøvning rammer kantbjælken grundfladen først

2.32.   »taljebjælke«: den strukturelle del af karrosseriet i længderetningen under sidevinduerne; ved vælteprøvning kan taljebjælken være det område, der som det andet rammer grundfladen efter deformering af køretøjets tværsnit.

3.   ANSØGNING OM GODKENDELSE

3.1.   Ansøgning om godkendelse af en køretøjstype hvad angår overbygningens styrke skal indgives af køretøjets fabrikant eller dennes befuldmægtigede repræsentant til den administrative myndighed.

Følgende dokumenter skal vedlægges i tre eksemplarer med følgende oplysninger:

De væsentligste identifikationsoplysninger og parametre for køretøjstypen eller gruppen af køretøjstyper:

3.2.1.1.   generelle skitsetegninger af køretøjstypen, dens karrosseri og indvendige indretning samt væsentligste dimensioner; sæder med fastholdelsesanordninger skal være tydeligt markeret og deres placering i køretøjet skal være korrekt dimensioneret

3.2.1.2.   køretøjets masse i ulastet stand og de tilsvarende akselbelastninger

3.2.1.3.   den nøjagtige placering af det ulastede køretøjs tyngdepunkt sammen med målingsrapporten; tyngdepunktets placering bestemmes ved hjælp af måle- og beregningsmetoderne i bilag 3

3.2.1.4.   køretøjets samlede effektive masse og de tilsvarende akselbelastninger

3.2.1.5.   den nøjagtige placering af tyngdepunktet af køretøjets samlede effektive masse sammen med målingsrapporten; tyngdepunktets placering bestemmes ved hjælp af måle- og beregningsmetoderne i bilag 3.

Alle nødvendige data og oplysninger til vurdering af worst case-kriterier for en gruppe af køretøjstyper:

3.2.2.1.   værdien af referenceenergien (ER), der er resultatet af køretøjsmassen (M), gravitationskonstanten (g) og højden (h1) af tyngdepunktet med køretøjet i en ustabil ligevægtsposition ved starten af vælteprøvningen (jf. figur 3)

hvor:

M	=	Mk, køretøjstypens masse i ulastet stand, hvis der ikke forefindes fastholdelsesanordninger, eller Mt, køretøjets samlede effektive masse, hvis der forefindes fastholdelsesanordninger, og
Mt	=	Mk + k × Mm, hvor k = 0,5
h0	=	højden (i meter) af køretøjets tyngdepunkt for den valgte masse (M)
t	=	vinkelret afstand (i meter) mellem køretøjets tyngdepunkt og dets lodrette midterplan i længderetningen
B	=	vinkelret afstand (i meter) fra køretøjets lodrette midterplan i længderetningen til vælteprøvningens omdrejningsakse
G	=	gravitationskonstant
h1	=	højden (i meter) fra køretøjets tyngdepunkt i dets ustabile udgangsposition til gravens vandrette nedre plan

3.2.2.2.   tegninger og detaljeret beskrivelse af overbygningen for køretøjstypen eller gruppen af køretøjstyper, jf. bilag 4

3.2.2.3.   detaljerede tegninger af det tilbageværende rum for hver køretøjstype, der skal godkendes, jf. punkt 5.2.

3.2.3.   Yderligere detaljeret dokumentation, parametre og data afhængig af den godkendelsesmetode, som fabrikanten vælger, jf. bilag 5, 6, 7, 8 og 9.

3.2.4.   Alle disse oplysninger skal i tilfælde af et leddelt køretøj gives separat for hver sektion af køretøjstypen, undtagen for punkt 3.2.1.1, der vedrører det komplette køretøj.

3.3.   Der skal efter anmodning fra den tekniske tjeneste indgives et komplet køretøj (eller et køretøj fra hver køretøjstype, hvis der anmodes om godkendelse for en gruppe af køretøjstyper) med henblik på kontrol af dets masse i ulastet stand, akselbelastninger, tyngdepunktets placering og alle andre oplysninger og data, der er relevante med hensyn til overbygningens styrke.

3.4.   Afhængig af den godkendelsesmetode, der vælges af fabrikanten, skal der indgives passende prøveeksemplarer efter anmodning fra den tekniske tjeneste. Udformningen og antallet af disse prøveeksemplarer skal aftales med den tekniske tjeneste. Hvis prøveeksemplarerne tidligere er blevet prøvet, skal prøvningsrapporterne fremlægges.

4.   GODKENDELSE

4.1.   Hvis den køretøjstype eller gruppe af køretøjstyper, der søges godkendt efter dette regulativ, opfylder forskrifterne i punkt 5 nedenfor, meddeles godkendelse af denne køretøjstype.

4.2.   Hver godkendt køretøjstype tildeles et godkendelsesnummer. De første to cifre (i øjeblikket 01 svarende til ændringsserie 01) angiver den serie ændringer med de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på godkendelsens udstedelsestidspunkt. Den samme kontraherende part må ikke tildele det samme nummer til en anden køretøjstype.

4.3.   Meddelelse om godkendelse eller udvidelse eller nægtelse af godkendelse af køretøjstypen i henhold til dette regulativ meddeles de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, ved hjælp af en formular (jf. bilag 1) sammen med tegninger og diagrammer, leveret af ansøgeren, i et format, der aftales mellem fabrikanten og den tekniske tjeneste. Papirdokumentation skal kunne foldes til A4-format (210 mm × 297 mm).

På alle køretøjer, der er i overensstemmelse med en køretøjstype, der er godkendt i henhold til dette regulativ, skal der anbringes et internationalt godkendelsesmærke på et synligt og nemt tilgængeligt sted, der er angivet i godkendelsesformularen:

4.4.1.   en cirkel, hvori er anbragt bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret for det land, der har udstedt godkendelsen (1)

4.4.2.   nummeret på dette regulativ efterfulgt af bogstavet »R«, en bindestreg og godkendelsesnummeret til højre for cirklen, der er beskrevet i punkt 4.4.1.

4.5.   Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og må ikke kunne fjernes.

4.6.   Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den identifikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

4.7.   Bilag 2 til dette regulativ indeholder et eksempel på godkendelsesmærkets udformning.

5.   ALMINDELIGE SPECIFIKATIONER OG FORSKRIFTER

5.1.   Forskrifter

Køretøjets overbygning skal have en tilstrækkelig styrke til at sikre, at det tilbageværende rum under og efter en vælteprøvning af et komplet køretøj forbliver intakt. Det betyder følgende:

5.1.1.   Ingen dele af køretøjet, der ved prøvningens start befinder sig uden for det tilbageværende rum (f.eks. stolper, sikkerhedsringe, bagagebærere) må under prøvningen trænge ind i det tilbageværende rum. Der skal ved vurderingen af indtrængningen i det tilbageværende rum ses bort fra strukturelle dele, der oprindeligt befandt sig i det tilbageværende rum (f.eks. lodrette håndstøtter, skillevægge, tekøkkener og toiletter).

Ingen del af det tilbageværende rum må rage uden for den deformerede konstruktions kontur. Den deformerede konstruktions kontur skal bestemmes sekventielt mellem hver tilstødende vindues- og/eller dørstolpe. Konturen mellem to deformerede stolper skal bestå af en teoretisk overflade, der bestemmes af lige linjer, som forbinder de indre konturpunkter for de stolper, der var i samme højde over gulvniveau inden vælteprøvningen (jf. figur 1).

Figur 1

Specifikation af den deformerede strukturs kontur

5.2.   Tilbageværende rum

Skabelonen for køretøjets tilbageværende rum defineres ved at oprette et lodret tværplan inde i køretøjet, der har den omkreds, som er beskrevet i figur 2 a) og 2 c), og ved at bevæge dette tværplan i køretøjets længderetning (jf. figur 2 b)) på følgende måde:

5.2.1.   SR-punktet befinder sig på ryglænet af hver ydre fremad- eller bagudvendende sæde (eller formodede sædeposition), 500 mm over gulvet under sædet og 150 mm fra sidevæggens indre overflade. Der skal ikke tages højde for hjulkasser og andre variationer af gulvhøjden. Disse dimensioner finder også anvendelse i tilfælde af indadvendende sæder i deres midterplan.

5.2.2.   Hvis køretøjets to sider ikke er symmetriske i forhold til gulvets indretning, og SR-punkternes højde derfor varierer, skal trinnet mellem de to gulvlinjer i det tilbageværende rum anvendes som køretøjets lodrette midterplan i længderetningen (jf. figur 2(c)).

5.2.3.   Den bageste position af det tilbageværende rum er et lodret plan 200 mm bag SR-punktet for det bageste ydersæde eller den indre side af køretøjets bageste væg, hvis denne befinder sig mindre end 200 mm bag dette SR-punkt.

Den forreste position af det tilbageværende rum er et lodret plan 600 mm foran SR-punktet for køretøjets forreste sæde (sæde til passager, besætningsmedlem eller fører) i dets yderste fremadrettede position.

Hvis de bageste og forreste sæder i de to sider af køretøjet ikke befinder sig i samme tværplaner, vil længden af det tilbageværende rum på hver side være forskellig.

5.2.4.   Det tilbageværende rum i passagerernes, besætningens og førerens kabine er fortløbende mellem dets bageste og forreste plan, og det defineres ved at bevæge det definerede lodrette tværplan i køretøjets længderetning langs lige linjer gennem SR-punkterne i begge sider af køretøjet. De lige linjer bag det bageste sædes og foran det forreste sædes Sr-punkt er vandrette.

5.2.5.   Fabrikanten kan definere et større tilbageværende rum end nødvendigt for et givent sædearrangement for at simulere worst case for en gruppe køretøjstyper med henblik på fremtidig designudvikling.

Figur 2

Specifikation af tilbageværende rum

5.3.   Specifikation af vælteprøvning af et komplet køretøj som grundlæggende godkendelsesmetode

Vælteprøvningen er en lateral vippeprøvning (jf. figur 3) som specificeret nedenfor:

5.3.1.   Det komplette køretøj anbringes på vippeplatformen med blokeret affjedring, og det vippes langsomt frem til dets ustabile ligevægtsposition. Hvis køretøjstypen ikke er udstyret med fastholdelsesanordninger, skal den prøves med sin masse i ulastet stand. I modsat fald prøves den med køretøjets samlede effektive masse.

5.3.2.   Vælteprøvningen starter i denne ustabile position med en vinkelhastighed på nul og med en omdrejningsaksel, der går gennem hjulenes berøringspunkt med grundfladen. På dette tidspunkt er køretøjet kendetegnet ved en referenceenergi ER (jf. punkt 3.2.2.1 og figur 3).

5.3.3.   Køretøjet tipper ned i en grav med en 800 mm dyb, vandret, tør og jævn betonoverflade.

5.3.4.   De detaljerede tekniske specifikationer for vælteprøvningen af en komplet køretøj som grundlæggende godkendelsesprøvning fremgår af bilag 5.

Figur 3

Specifikation af vælteprøvning af et komplet køretøj med visning af tyngdepunktets bevægelse fra den ustabile ligevægtsposition

5.4.   Specifikationer for ækvivalente godkendelsesprøvninger

Fabrikanten kan i stedet for en vælteprøvning af et komplet køretøj vælge en af nedenstående ækvivalente godkendelsesprøvninger:

5.4.1.   Vælteprøvning af karrosserisektioner, der er repræsentative for et komplet køretøj, jf. bilag 6.

5.4.2.   Kvasistatisk belastningsprøvning af karrosserisektioner, jf. bilag 7.

5.4.3.   Kvasistatiske beregninger på grundlag af resultaterne af komponentprøvninger, jf. bilag 8.

5.4.4.   Computersimulation — med dynamiske beregninger — af den grundlæggende vælteprøvning af et komplet køretøj, jf. bilag 9.

5.4.5.   Det grundlæggende princip er, at den ækvivalente godkendelsesmetode skal udføres på en sådan måde, at den er repræsentativ for den grundlæggende vælteprøvning som specificeret i bilag 5. Hvis der med den ækvivalente godkendelsesmetode, som vælges af fabrikanten, ikke kan tages højde for visse særlige egenskaber ved køretøjet eller køretøjets særlige konstruktion (f.eks. klimaanlæg på taget, skiftende højde af taljebjælken, skiftende taghøjde), kan den tekniske tjeneste anmode om, at det komplette køretøj underkastes vælteprøvning som specificeret i bilag 5.

5.5.   Prøvning af leddelte busser

For leddelte køretøjer skal hver af køretøjets stive sektioner opfylde de generelle forskrifter i punkt 5.1. Hver stiv sektion af et leddelt køretøj kan prøves separat eller sammen som beskrevet i punkt 2.3 i bilag 5 eller punkt 2.6.7 i bilag 3.

5.6.   Vælteretning

Vælteprøvningen skal udføres til den side af køretøjet, hvor der er størst fare for indtrængning i det tilbageværende rum. Afgørelsen træffes af den tekniske tjeneste på grundlag af fabrikantens forslag og ud fra følgende kriterier:

5.6.1.   tyngdepunktets sideafvigelse og dets indvirkning på referenceenergien i køretøjets ustabile udgangsposition, jf. punkt 3.2.2.1

5.6.2.   det tilbageværende rums asymmetri, jf. punkt 5.2.2

5.6.3.   de forskellige, asymmetriske konstruktionsmæssige egenskaber af køretøjets to sider, og den støtte, der opnås med skillevægge eller indre rum (f.eks. garderobe, toilet, tekøkken). Vælteprøvningen skal foregå til den side, der har mindst støtte.

6.   ÆNDRING OG UDVIDELSE AF GODKENDELSE AF KØRETØJSTYPE

Enhver ændring af en godkendt køretøjstype skal meddeles den administrative myndighed, som har godkendt køretøjstypen. Den administrative myndighed kan da enten:

6.1.1.   anse det for usandsynligt, at ændringerne vil få en mærkbar negativ virkning, og at den ændrede køretøjstype under alle omstændigheder fortsat opfylder forskrifterne i dette regulativ og udgør en del af samme familie af køretøjstyper som den godkendte køretøjstype, eller

6.1.2.   kræve en yderligere prøvningsrapport fra den tekniske tjeneste, der forestår prøvningerne, med henblik på at bevise, at den nye køretøjstype opfylder forskrifterne i dette regulativ og udgør en del af samme gruppe af køretøjstyper som den godkendte køretøjstype, eller

6.1.3.   nægte at udvide godkendelsen og kræve, at der gennemføres en ny godkendelsesprocedure.

Den administrative myndighed og den tekniske tjeneste træffer afgørelse på grundlag af det tredobbelte worst case-kriterium:

6.2.1.   det strukturelle kriterium går på, om der er sket en ændring af overbygningen (jf. bilag 4), og det anses for at være opfyldt, hvis der ikke er sket nogen ændring, eller hvis overbygningen er gjort stærkere

6.2.2.   det energimæssige kriterium går på, om der er sket en ændring af referenceenergien, og det anses for at være opfyldt, hvis den nye køretøjstype har samme eller en mindre referenceenergi end den godkendte type

6.2.3.   kriteriet vedrørende det tilbageværende rum er baseret på konturen af det tilbageværende rums overflade, og det anses for at være opfyldt, hvis den nye køretøjstypes tilbageværende rum ingen steder er mindre end den godkendte køretøjstypes tilbageværende rum.

6.3.   Hvis alle tre kriterier i punkt 6.2 er opfyldt, kan der uden yderligere undersøgelse meddeles udvidelse af godkendelsen.

Hvis ingen af de tre kriterier er opfyldt, kræves der en ny godkendelsesprocedure.

Hvis kun nogle af kriterierne er opfyldt, kræves der yderligere undersøgelser (f.eks. prøvninger, beregninger, strukturel analyse). Disse undersøgelser fastlægges af den administrative myndighed i samarbejde med fabrikanten.

6.4.   Godkendelse eller afslag på godkendelse skal sammen med detaljer om ændringerne meddeles i henhold til fremgangsmåden i punkt 4.3 ovenfor til aftaleparterne, der anvender dette regulativ.

6.5.   Den administrative myndighed, der udsteder udvidelse af godkendelser, skal tildele et serienummer til hver enkelt meddelelsesblanket, der udarbejdes i forbindelse med en sådan udvidelse.

7.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

7.1.   Procedurerne til sikring af produktionens overensstemmelse skal være i overensstemmelse med dem, som er fastlagt i aftalens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2).

7.2.   Et køretøj, der er godkendt i henhold til dette regulativ, skal være fremstillet således, at det svarer til den godkendte type, idet det skal opfylde forskrifterne i punkt 5 ovenfor. Kun det elementer, som fabrikanten udtrykkeligt angiver som en del af overbygningen, skal kontrolleres.

7.3.   Inspektioner, der er godkendt af den administrative myndighed, skal normalt finde sted hvert andet år. Hvis der i forbindelse med en inspektion konstateres manglende overensstemmelse, kan den administrative myndighed øge hyppigheden af disse inspektioner for at genetablere produktionens overensstemmelse så hurtigt som muligt.

8.   SANKTIONER VED PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

8.1.   En godkendelse, som er meddelt for en køretøjstype i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 7 ovenfor ikke er opfyldt.

8.2.   Hvis en kontraherende part, der anvender dette regulativ, trækker en tidligere udstedt godkendelse tilbage, skal den straks underrette de andre kontraherende parter, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en kopi af godkendelsesformularen, som i slutningen med store typer er forsynet med den underskrevne og daterede påskrift »GODKENDELSEN TRUKKET TILBAGE«.

9.   ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN

Hvis indehaveren af godkendelsen helt ophører med at fremstille en køretøjstype, der er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han meddele dette til den administrative myndighed, der har udstedt godkendelsen. Ved modtagelse af den relevante meddelelse skal den administrative myndighed meddele dette til de andre kontraherende parter, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en en kopi af godkendelsesformularen, som i slutningen med store typer er forsynet med den underskrevne og daterede påskrift »PRODUKTION OPHØRT«.

10.   OVERGANGSBESTEMMELSER

10.1.   Fra den officielle ikrafttrædelsesdato for 01-ændringsserien kan ingen kontraherende part, som anvender dette regulativ, nægte at meddele ECE-godkendelse i henhold til dette regulativ som ændret ved 01-ændringsserien.

10.2.   Fra 60 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen må kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelse for nye køretøjstyper som defineret i dette regulativ, hvis den køretøjstype, som skal godkendes, opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved 01-ændringsserien.

10.3.   Kontraherende parter, der anvender dette regulativ, må ikke nægte at bevilge udvidelse af godkendelser til den forudgående ændringsserie til dette regulativ.

10.4.   ECE-godkendelser, der er meddelt i henhold til dette regulativ i sin originale udgave tidligere end 60 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen, og alle udvidelser af godkendelser forbliver gyldige på ubestemt tid, jf. dog punkt 10.6 nedenfor. Når køretøjstypen, der er godkendt i henhold til den forudgående ændringsserie opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 01, skal den kontraherende part, der meddelte godkendelsen, underrette de øvrige kontraherende parter, der anvender dette regulativ, derom.

10.5.   Ingen kontraherende part, som anvender dette regulativ, kan nægte at meddele national godkendelse af en køretøjstype, der er godkendt i henhold til dette regulativ som ændret ved 01-ændringsserien.

10.6.   Fra 144 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for 01-ændringsserien til dette regulativ kan kontraherende parter, som anvender dette regulativ, nægte den første nationale indregistrering (første ibrugtagning) af et køretøj, som ikke opfylder forskrifterne i 01-ændringsserien til dette regulativ.

11.   NAVNE OG ADRESSER PÅ DE TEKNISKE TJENESTER, SOM FORESTÅR GODKENDELSESPRØVNING, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De kontraherende parter, som anvender dette regulativ, meddeler til FN's sekretariat navn og adresse på de tekniske tjenester, som forestår godkendelsesprøvninger, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelser. Formularer, der er udstedt i andre lande til attestering af godkendelse eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse, skal sendes til de administrative myndigheder hos alle kontraherende parter, der anvender dette regulativ.

---

(1)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Tjekkiet, 9 for Spanien, 10 for Serbien og Montenegro, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (fri), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (fri), 31 for Bosnien-Hercegovina, 32 for Letland, 33 (fri), 34 for Bulgarien, 35 (fri), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (fri), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (fri), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symbol), 43 for Japan, 44 (fri), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika og 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta og 51 for Republikken Korea. Efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter, og de således tildelte numre meddeles af FN's generalsekretær til overenskomstens parter.

---

---

---

---

---

---

---

---

---

---