31.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/1

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til traktatens artikel 65, litra c), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fjerner hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)

I denne sammenhæng har Fællesskabet blandt andre foranstaltninger allerede vedtaget Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (3), Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (4), Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (5), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 omindførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (7).

(4)

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 Rådet og Kommissionen til at udarbejde fælles procedureregler for forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister om mindre krav på handels- og forbrugerområdet.

(5)

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (8). Programmet nævner forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister om mindre krav. Denne idé blev videreført i Haag-programmet (9) vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, hvori der opfordres til at arbejde aktivt videre med et instrument vedrørende krav af mindre værdi.

(6)

Kommissionen vedtog den 20. december 2002 en grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi. Med grønbogen blev der iværksat en høring om foranstaltninger vedrørende forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi.

(7)

Mange medlemsstater har indført forenklede civilretlige procedurer for småkrav, eftersom omkostningerne, behandlingstiden og kompleksiteten i forbindelse med retstvister ikke nødvendigvis mindskes i takt med kravets størrelse. Hindringerne for at opnå en hurtig og billig retsafgørelse vokser i grænseoverskridende sager. Det er derfor nødvendigt at indføre en europæisk småkravsprocedure. En sådan europæisk procedure bør have til formål at lette adgangen til domstolene. Den fordrejning af konkurrencen på det indre marked, der opstår som følge af skævheder med hensyn til virkemåden af de procesmidler, som fordringshavere råder over i de forskellige medlemsstater, nødvendiggør fællesskabslovgivning, som sikrer ensartede vilkår for fordringshavere og skyldnere overalt i Den Europæiske Union. Der bør ved fastsættelsen af omkostningerne i forbindelse med behandlingen af et krav efter den europæiske småkravsprocedure tages hensyn til principperne om enkelhed, hurtighed og rimelighed. Der bør offentliggøres en udspecificering af de omkostninger, der må påregnes, og det bør være gennemskueligt, hvordan sådanne omkostninger fastsættes.

(8)

Den europæiske småkravsprocedure bør forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og samtidig nedbringe omkostningerne ved at tilbyde et valgfrit redskab som et supplement til de muligheder, der findes i medlemsstaternes lovgivning, uden at disse i øvrigt berøres. Denne forordning bør også gøre det lettere at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat.

(9)

Denne forordning tilsigter at fremme de grundlæggende rettigheder og tager navnlig hensyn til de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten bør respektere retten til en retfærdig rettergang og princippet om en kontradiktorisk procedure, navnlig ved afgørelsen af, om et mundtligt retsmøde er nødvendigt, og ved bestemmelsen af bevismidlerne og omfanget af bevisoptagelsen.

(10)

For at lette beregningen af værdien af et krav bør der ses bort fra alle renter, udgifter og udlæg. Dette bør ikke berøre rettens beføjelse til i sin afgørelse at tilkende en part sådanne renter, udgifter og udlæg og bør heller ikke berøre de nationale regler for beregningen af renter.

(11)

For at gøre det let at indlede den europæiske småkravsprocedure bør fordringshaveren fremsætte en anmodning ved at udfylde en anmodningsformular og indgive den til retten. Anmodningsformularen bør kun indleveres til en ret, der har kompetence til at behandle sagen.

(12)

Anmodningsformularen bør, hvis det er hensigtsmæssigt, vedlægges eventuel relevant dokumentation. Dette bør dog ikke være til hinder for, at fordringshaveren, hvis det er hensigtsmæssigt, kan fremlægge yderligere beviser under retssagen. Samme princip bør gælde med hensyn til skyldnerens svar.

(13)

Udtrykkene »klart ubegrundet« i forbindelse med afvisning af et krav og »uantagelig« i forbindelse med en afvisning af en anmodning bør forstås ud fra national lov.

(14)

Den europæiske småkravsprocedure bør være skriftlig, medmindre retten anser et mundtligt retsmøde for nødvendigt, eller en part anmoder herom. Retten kan afslå en sådan anmodning. Et sådant afslag kan ikke anfægtes separat.

(15)

Parterne bør ikke være forpligtede til at lade sig repræsentere ved en advokat eller en anden jurist.

(16)

Udtrykket »modkrav« bør forstås ud fra artikel 6, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 som et krav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på. Artikel 2 og 4 samt artikel 5, stk. 3, 4 og 5, bør finde tilsvarende anvendelse på modkrav.

(17)

I tilfælde, hvor skyldneren under retssagen påberåber sig en ret til modregning, bør et sådant krav ikke udgøre et modkrav i denne forordnings forstand. Skyldneren bør derfor ikke være forpligtet til at anvende anmodningsformular A, jf. bilag I, til påberåbelse af en sådan ret.

(18)

Ved anvendelsen af artikel 6 forstås ved »modtagerstaten« den medlemsstat, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes. For at nedbringe omkostningerne og behandlingstiden bør dokumenter fortrinsvis forkyndes for parterne pr. post, og forkyndelsen attesteres ved et modtagelsesbevis, der angiver modtagelsesdatoen.

(19)

En part kan nægte at acceptere et dokument på forkyndelsestidspunktet eller ved at returnere dokumentet inden en uge, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til modtagerstatens officielle sprog (eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes) eller et sprog, som adressaten forstår.

(20)

I forbindelse med mundtlige retsmøder og bevisoptagelse bør medlemsstaterne tilskynde til anvendelse af moderne kommunikationsteknologi, forudsat at der er hjemmel herfor i loven i den medlemsstat, hvor retten er beliggende. Retten bør anvende den enkleste og billigste metode til bevisoptagelse.

(21)

Den praktiske bistand, som parterne skal kunne få, bør omfatte tekniske oplysninger om, hvor formularerne kan fås, og hvordan de udfyldes.

(22)

Oplysningerne om processuelle spørgsmål kan også gives af ansatte ved retten, hvis der er hjemmel herfor i national lov.

(23)

Retten bør, eftersom denne forordning har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager, reagere snarest muligt, selv når der i denne forordning ikke er fastsat en frist i en specifik fase af proceduren.

(24)

Ved beregningen af de frister, der er fastsat i denne forordning, bør Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (10) anvendes.

(25)

For at fremskynde inddrivelsen af småkrav bør dommen være eksigibel uanset en eventuel appel og uden krav om sikkerhedsstillelse, medmindre andet er fastsat i denne forordning.

(26)

Enhver henvisning til appel i denne forordning bør omfatte enhver form for appel, som er hjemlet i national lov.

(27)

Blandt rettens medlemmer skal der være en person, som er beføjet til at fungere som dommer i henhold til national lov.

(28)

Når retten er forpligtet til at fastsætte en frist, bør den berørte part underrettes om konsekvenserne af ikke at overholde fristen.

(29)

Den tabende part bør bære sagsomkostningerne. Sagsomkostningerne bør fastsættes efter national lov. Under hensyn til målet om en enkel og omkostningseffektiv procedure bør retten kun tilpligte den tabende part at afholde sagsomkostninger, som står i et rimeligt forhold til kravets værdi, eller som er blevet pådraget af nødvendighed, herunder f.eks. omkostninger affødt af, at modparten har været repræsenteret ved en advokat eller en anden jurist, og eventuelle omkostninger i forbindelse med forkyndelse eller oversættelse af dokumenter.

(30)

For at lette anerkendelse og fuldbyrdelse bør en retsafgørelse truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure anerkendes og være eksigibel i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

(31)

Der bør være mindstestandarder for prøvelse af en retsafgørelse i de situationer, hvor skyldneren ikke har været i stand til at bestride kravet.

(32)

Under hensyn til målet om en enkel og omkostningseffektiv procedure bør den part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, ikke være forpligtet til at have en befuldmægtiget eller en postadresse i fuldbyrdelsesstaten, ud over hos den instans, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelsesproceduren i henhold til denne stats nationale lov.

(33)

Kapitel III i denne forordning bør også finde anvendelse på den fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af embedsmænd ved retten som følge af en retsafgørelse truffet efter den procedure, der er fastsat i denne forordning.

(34)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (11).

(35)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til ajourføring eller teknisk ændring af formularerne i bilagene. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning og/eller at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol som fastsat i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(36)

Målene for denne forordning, nemlig indførelsen af en procedure, der skal forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og nedbringe omkostningerne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(37)

Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(38)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne

b)

formueforholdet mellem ægtefæller, underholdspligt samt arv efter loven eller testamente

c)

konkurs, akkord og andre lignende ordninger

d)

social sikring

e)

voldgift

f)

ansættelsesret

g)

leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra søgsmål vedrørende pengekrav, eller

h)

krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

a)

modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes, eller

b)

et sprog, som adressaten forstår,

a)

anmode om yderligere oplysninger vedrørende kravet fra parterne inden for et nærmere angivet tidsrum, dog højst 30 dage

b)

optage bevis efter artikel 9, eller

c)

indkalde parterne til et mundtligt retsmøde, der holdes senest 30 dage efter indkaldelsen.

a)

eller

b)

hvor skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet på grund af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra hans side,

a)

en genpart af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed, og

b)

en genpart af den attest, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, og om nødvendigt en oversættelse heraf til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure. Indholdet i formular D oversættes af en person, der er beføjet til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

a)

en befuldmægtiget, eller

b)

en postadresse

a)

at den tidligere retsafgørelse havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var mellem samme parter

b)

at den tidligere retsafgørelse blev truffet i fuldbyrdelsesstaten eller opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten, og

c)

at uforeneligheden ikke blev og ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen i den europæiske småkravsprocedure er truffet.

a)

begrænse fuldbyrdelsesproceduren til sikrende retsmidler

b)

gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten, eller

c)

under særlige omstændigheder udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

a)

hvilke retter der er kompetente til at træffe en retsafgørelse i den europæiske småkravsprocedure

b)

hvilke kommunikationsmidler der accepteres i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure og står til rådighed for retterne, jf. artikel 4, stk. 1

c)

hvorvidt deres processuelle regler hjemler appel af en retsafgørelse, jf. artikel 17, og til hvilken ret appellen kan indgives

d)

hvilke sprog der accepteres, jf. artikel 21, stk. 2, litra b), og

e)

hvilke myndigheder der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, og hvilke myndigheder der er kompetente i forbindelse med anvendelsen af artikel 23.

31.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/23

(1)

I sine konklusioner af 28. og 29. maj 2001 vedrørende fælles analyse og forbedret udveksling af statistiske oplysninger om asyl og migration fastslog Rådet (retlige og indre anliggender), at der er behov for en samlet og sammenhængende ramme for den fremtidige indsats til forbedring af statistikkerne.

(2)

I april 2003 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på fremlæggelse af en handlingsplan for indsamling og analyse af EF-statistikker på indvandringsområdet. Denne indeholdt en række vigtige ændringer, som skulle øge omfanget og forbedre harmoniseringen af disse statistikker. I handlingsplanen anfører Kommissionen, at den har til hensigt at foreslå lovgivning om EF-statistikker om migration og asyl.

(3)

Det fremgår af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003, at der kræves mere effektive mekanismer til indsamling og analyse af oplysningerne om migration og asyl i Den Europæiske Union.

(4)

Europa-Parlamentet anførte i sin beslutning af 6. november 2003 (3) om ovennævnte meddelelse fra Kommissionen, at der er behov for lovgivning som grundlag for udarbejdelsen af omfattende statistikker, som er nødvendige for at udforme en retfærdig og målrettet migrationspolitik på fællesskabsplan. I beslutningen giver Europa-Parlamentet sin tilslutning til Kommissionens planer om at fremsætte forslag til lovgivning om migrations- og asylstatistik.

(5)

Udvidelsen af EU har føjet en yderligere geografisk og politisk dimension til omfanget af de fænomener, der er knyttet til migration. Den har også øget behovet for præcise, aktuelle og harmoniserede statistiske oplysninger. Der er også et stigende behov for statistiske oplysninger om migranters erhverv, uddannelse, kvalifikationer og aktivitet.

(6)

Harmoniserede og sammenlignelige EF-statistikker om migration og asyl er af stor betydning for udviklingen og overvågningen af fællesskabslovgivning og -politikker om indvandring og asyl og om fri bevægelighed for personer.

(7)

Der er behov for at styrke udvekslingen af statistiske oplysninger om asyl og migration og forbedre kvaliteten af Fællesskabets statistiske undersøgelser og resultaterne heraf, der hidtil har været baseret på en række »gentleman-aftaler«.

(8)

Det er vigtigt, at oplysninger er tilgængelige i hele Den Europæiske Union til brug for overvågning af udviklingen og gennemførelsen af Fællesskabets lovgivning og politik. Generelt sikrer den nuværende praksis ikke i tilstrækkelig grad — på ensartet vis — en regelmæssig, rettidig og hurtig levering og formidling af harmoniserede data.

(9)

Denne forordning finder ikke anvendelse på skøn over det antal personer, der har ulovligt ophold i medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør ikke indberette sådanne skøn eller data om sådanne personer til Kommissionen (Eurostat), selv om disse kan medregnes i populationsopgørelser som led i undersøgelser.

(10)

De definitioner, der er anvendt i denne forordning, er så vidt muligt taget fra FN's retningslinjer for migrationsopgørelser (Recommendations for Statistics of International Migration), FN's retningslinjer for folke- og boligtællinger i ECE-området (Recommendations for the Censuses of Population and Housing in the ECE Region) eller fællesskabslovgivning og bør ajourføres i henhold til de relevante procedurer.

(11)

Nye fællesskabsbehov for statistikker over migration og asyl gør bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 311/76 af 9. februar 1976 om udarbejdelse af statistik vedrørende udenlandske arbejdstagere (4) forældede.

(12)

Forordning (EF) nr. 311/76 bør derfor ophæves.

(13)

Målet med denne forordning, nemlig fastsættelse af fælles regler for indsamling og udarbejdelse af EF-statistikker om migration og international beskyttelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne foranstaltnings omfang bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(14)

Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (5) udgør referencerammen for bestemmelserne i denne forordning. Især skal statistikkerne være karakteriseret ved upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uafhængighed, omkostningseffektivitet og de statistiske oplysningers fortrolighed.

(15)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (6).

(16)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at ajourføre definitionerne, træffe afgørelse om grupperinger af data og yderligere opdelinger og fastsætte regler for præcision og kvalitetsstandarder. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning og supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(17)

Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (7), er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i nævnte afgørelse —

a)

indvandring til og udvandring fra medlemsstaternes områder, herunder også strømme fra en medlemsstat til en anden og strømme mellem en medlemsstat og et tredjeland

b)

statsborgerskab og fødeland for personer, der har deres sædvanlige bopæl på medlemsstaternes område

c)

administrative og retslige procedurer og processer i medlemsstaterne vedrørende indvandring, meddelelse af opholdstilladelse, statsborgerskab, asyl og andre former for international beskyttelse og forebyggelse af ulovlig indvandring.

a)

»sædvanlig bopæl«: det sted, hvor en person normalt tilbringer den daglige hvileperiode, uanset om der forekommer midlertidigt fravær på grund af fritidsaktiviteter, ferie, besøg hos venner og familie, forretningsrejse, lægebehandling eller pilgrimsrejser, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger, det sted, hvor en person har lovlig eller registreret bopæl

b)

»indvandring«: den handling, hvorved en person tager sædvanlig bopæl i en medlemsstat i en periode, som varer eller forventes at vare mindst 12 måneder, efter at den pågældende person tidligere har haft sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat eller et tredjeland

c)

»udvandring«: den handling, hvorved en person, der tidligere har haft sædvanlig bopæl i en medlemsstat, ophører med at have bopæl i denne medlemsstat i en periode, som varer eller forventes at vare mindst 12 måneder

d)

»statsborgerskab«: det særlige retlige bånd, der er mellem en person og hans eller hendes stat, og som er erhvervet ved fødsel eller naturalisation, ved erklæring, valg, ægteskab eller ad anden vej i henhold til national ret

e)

»fødeland«: moderens bopælsland (inden for de nugældende grænser, hvis oplysningerne er tilgængelige) på fødselstidspunktet eller, hvis dette ikke er oplyst, det land (inden for de nugældende grænser, hvis oplysningerne er tilgængelige), hvor fødslen fandt sted

f)

»indvandrer«: en person, som foretager en indvandring

g)

»udvandrer«: en person, som foretager en udvandring

h)

»fastboende udlænding«: en person som defineret i artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (8)

i)

»tredjelandsstatsborger«: enhver person, der ikke er unionsborger som defineret i traktatens artikel 17, stk. 1, herunder statsløse

j)

»ansøgning om international beskyttelse«: en ansøgning om international beskyttelse som defineret i artikel 2, litra g), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (9)

k)

»flygtningestatus«: flygtningestatus som defineret i artikel 2, litra d), i direktiv 2004/83/EF

l)

»subsidiær beskyttelsesstatus«: subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i artikel 2, litra f), i direktiv 2004/83/EF

m)

»familiemedlemmer«: familiemedlemmer som defineret i artikel 2, litra i), i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (10)

n)

»midlertidig beskyttelse«: midlertidig beskyttelse som defineret i artikel 2, litra a), i Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (11)

o)

»uledsagede mindreårige«: uledsagede mindreårige som defineret i artikel 2, litra i), i direktiv 2004/83/EF

p)

»ydre grænser«: ydre grænser som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (12)

q)

»tredjelandsstatsborgere, som er nægtet indrejse«: tredjelandsstatsborgere, som er nægtet indrejse ved den ydre grænse, fordi de ikke opfylder alle de indrejsebetingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 562/2006, og ikke tilhører de personkategorier, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4, i samme forordning

r)

»tredjelandsstatsborgere, som anses for at have ulovligt ophold«: tredjelandsstatsborgere, som officielt anses for at opholde sig i en medlemsstat, og som ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for at have ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat

s)

»genbosættelse«: overførsel af tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, ud fra en vurdering af deres behov for international beskyttelse og en holdbar løsning, til en medlemsstat, hvor de får tilladelse til at opholde sig med en sikker retsstilling.

a)

indvandrere, der flytter til den pågældende medlemsstat, opdelt på følgende måde:

b)

udvandrere, der flytter fra den pågældende medlemsstat, opdelt på følgende måde:

c)

personer med sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat ved udgangen af referenceperioden opdelt på følgende måde:

d)

personer, som har sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat og i referenceåret har erhvervet statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, og som tidligere har haft statsborgerskab i en anden medlemsstat eller et tredjeland, eller som tidligere har været statsløse, opdelt efter alder og køn, efter den pågældendes tidligere statsborgerskab, og efter om personen tidligere var statsløs.

a)

personer, som i referenceperioden har indgivet ansøgning om international beskyttelse, eller som indgår i en sådan ansøgning som familiemedlem

b)

personer, som er omfattet af ansøgninger om international beskyttelse, der er under behandling af den ansvarlige nationale myndighed ved udgangen af referenceperioden

c)

ansøgninger om international beskyttelse, som er blevet trukket tilbage i referenceperioden.

a)

personer omfattet af afgørelser truffet i første instans af administrative eller retslige organer i referenceperioden om afslag på ansøgninger om international beskyttelse, som f.eks. afgørelser, hvorefter ansøgningerne afvises som uantagelige eller findes grundløse, og afgørelser i prioriterede sager og hastesager

b)

personer omfattet af afgørelser truffet i første instans af administrative eller retslige organer i referenceperioden om meddelelse eller inddragelse af flygtningestatus

c)

personer omfattet af afgørelser truffet i første instans af administrative eller retslige organer i referenceperioden om meddelelse eller inddragelse af subsidiær beskyttelsesstatus

d)

personer omfattet af afgørelser truffet i første instans af administrative eller retslige organer i referenceperioden om meddelelse eller inddragelse af midlertidig beskyttelse

e)

personer omfattet af andre afgørelser truffet i første instans af administrative eller retslige organer i referenceperioden om meddelelse eller inddragelse af opholdstilladelse af humanitære grunde i henhold til national lovgivning om international beskyttelse.

a)

ansøgere om international beskyttelse i referenceperioden, som af den ansvarlige nationale myndighed betragtes som uledsagede mindreårige

b)

personer omfattet af endelige afgørelser om afslag på ansøgninger om international beskyttelse, som f.eks. afgørelser, som er truffet i referenceperioden af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse, og hvorefter ansøgninger afvises som uantagelige eller findes grundløse, og afgørelser i prioriterede sager og hastesager

c)

personer omfattet af endelige afgørelser om meddelelse eller inddragelse af flygtningestatus truffet i referenceperioden af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

d)

personer omfattet af endelige afgørelser om meddelelse eller inddragelse af subsidiær beskyttelsesstatus truffet i referenceperioden af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

e)

personer omfattet af endelige afgørelser om meddelelse eller inddragelse af midlertidig beskyttelse truffet i referenceperioden af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

f)

personer omfattet af andre endelige afgørelser truffet i referenceperioden af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse om meddelelse eller inddragelse af opholdstilladelse af humanitære grunde i henhold til national lovgivning om international beskyttelse

g)

personer, der i referenceperioden har fået tilladelse til ophold i en medlemsstat inden for rammerne af en genbosættelsesordning i nationalt eller fællesskabsregi, hvis der gennemføres en sådan ordning i den pågældende medlemsstat.

a)

antallet af anmodninger om tilbagetagelse eller overtagelse af asylansøgere

b)

de bestemmelser, som de i litra a) omhandlede anmodninger er baseret på

c)

de afgørelser, der er truffet vedrørende de i litra a) omhandlede anmodninger

d)

antallet af overførsler, som de i litra c) omhandlede afgørelser medfører

e)

antallet af anmodninger om oplysninger.

a)

tredjelandsstatsborgere, som er nægtet indrejse i en medlemsstat ved den ydre grænse

b)

tredjelandsstatsborgere, som i henhold til national lovgivning om indvandring anses for at opholde sig ulovligt i en medlemsstat.

a)

antallet af opholdstilladelser udstedt til tredjelandsstatsborgere opdelt på følgende måde:

b)

antallet af fastboende tredjelandsstatsborgere ved udgangen af referenceperioden opdelt efter statsborgerskab.

a)

antallet af tredjelandsstatsborgere, som anses for at opholde sig ulovligt i en medlemsstat, og som er omfattet af en administrativ eller retslig afgørelse eller en lov, der fastslår, at deres ophold er ulovligt, og pålægger dem at forlade medlemsstaten, opdelt efter de pågældende personers statsborgerskab

b)

antallet af tredjelandsstatsborgere, som faktisk har forladt medlemsstaten i overensstemmelse med en administrativ eller retslig afgørelse eller en lov, jf. litra a), opdelt efter de tilbagevendte personers statsborgerskab.

a)

statistikker omhandlet i artikel 4 som helhed opdelt efter

b)

statistikker omhandlet i artikel 4, stk. 4, opdelt efter

c)

statistikker omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), opdelt efter:

d)

statistikker omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra b), opdelt efter:

e)

statistikker omhandlet i artikel 6 opdelt efter:

f)

statistikker omhandlet i artikel 7, opdelt efter:

a)

registre over administrative og retslige procedurer

b)

registre over administrative procedurer

c)

registre over populationen af personer eller af en undergruppe af denne population

d)

folketællinger

e)

stikprøveundersøgelser

f)

andre egnede kilder.

a)

ajourføring af definitioner, jf. artikel 2, stk. 1

b)

fastlæggelse af kategorier af grupper af fødelande, grupper af lande, hvor personerne tidligere havde sædvanlig bopæl og får sædvanlig bopæl, og grupper af statsborgerskaber, jf. artikel 3, stk. 1

c)

fastlæggelse af kategorier af begrundelser for udstedelse af opholdstilladelse, jf. artikel 6, stk. 1, litra a)

d)

fastlæggelse af yderligere opdelinger og inddelingsniveauer for variablerne, jf. artikel 8

e)

fastlæggelse af regler for præcision og kvalitetsstandarder.

31.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/30

(1)

Den 26. oktober 2004 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 2007/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (2) (herefter benævnt »agenturet«).

(2)

En medlemsstat, som står i en situation, der kræver øget teknisk og operativ bistand ved dens ydre grænser, kan, uden at det berører traktatens artikel 64, stk. 2 og i overensstemmelse med artikel 7 og 8 i forordning (EF) nr. 2007/2004, bede agenturet om bistand i form af samordning, når flere medlemsstater er berørt.

(3)

Effektiv forvaltning af de ydre grænser ved hjælp af kontrol og overvågning bidrager til at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel og forebygge enhver trussel mod medlemsstaternes indre sikkerhed, offentlige orden, offentlige sundhed og internationale forbindelser. Grænsekontrol er ikke kun i den medlemsstats interesse, ved hvis ydre grænse kontrollen foretages, men i alle de medlemsstaters interesse, der har ophævet grænsekontrollen ved deres indre grænser.

(4)

Ansvaret for kontrol af de ydre grænser ligger hos medlemsstaterne. Under hensyntagen til de kritiske situationer, som medlemsstaterne sommetider skal håndtere ved deres ydre grænser, specielt når der visse steder ved de ydre grænser ankommer et stort antal tredjelandsstatsborgere, som forsøger at indrejse ulovligt på medlemsstaternes område, kan det blive nødvendigt at bistå medlemsstater ved at stille passende og tilstrækkelige ressourcer til rådighed, navnlig personale.

(5)

De nuværende muligheder for at yde effektiv praktisk bistand vedrørende personkontrol ved de ydre grænser og overvågning af de ydre grænser på EU-plan anses ikke for at være tilstrækkelige, navnlig i situationer, hvor der til medlemsstaterne ankommer et stort antal tredjelandsstatsborgere, som forsøger at indrejse ulovligt på medlemsstaternes område.

(6)

En medlemsstat bør således have mulighed for at anmode om, at der inden for rammerne af agenturet på dens område indsættes hurtige grænseindsatshold bestående af specialuddannede eksperter fra andre medlemsstater, som midlertidigt skal bistå dens nationale grænsevagter. Indsættelse af hurtige grænseindsatshold vil bidrage til øget solidaritet og gensidig bistand mellem medlemsstaterne.

(7)

Indsættelse af hurtige grænseindsatshold til støtte i en begrænset periode bør ske i ekstraordinære og akutte situationer. Sådanne situationer opstår, når en medlemsstat er stillet over for en massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere, der forsøger at indrejse ulovligt på dens område, hvilket kræver en øjeblikkelig indsats, og hvor indsættelsen af et hurtigt grænseindsatshold bidrager til at sikre en effektiv indsats. Det er ikke hensigten, at hurtige grænseindsatshold skal yde bistand i længere tid.

(8)

De hurtige grænseindsatshold afhænger af de planlagte opgaver, mulighederne for indsættelse samt af, hvor hyppigt der er behov herfor. For at sikre, at de hurtige grænseindsatshold kan operere effektivt, bør medlemsstaterne stille et passende antal grænsevagter til rådighed (»den hurtige pulje«), under hensyn til navnlig specialiseringen og størrelsen af deres egne grænsevagtkorps. Medlemsstaterne bør derfor oprette nationale puljer af eksperter for dermed at bidrage til, at denne forordning kan gennemføres effektivt. Agenturet bør tage hensyn til forskellene i medlemsstaternes størrelse og den tekniske specialisering af deres grænsevagtkorps.

(9)

Bedste praksis fra mange medlemsstater viser, at kendskab inden indsættelsen til profilerne (færdigheder og kvalifikationer) for de grænsevagter, der stilles til rådighed, bidrager markant til effektiv planlægning og gennemførelse af operationerne. Agenturet bør således fastsætte profilerne for og det samlede antal af de grænsevagter, som skal stilles til rådighed for de hurtige grænseindsatshold.

(10)

Der bør indføres en ordning for oprettelse af hurtige grænseindsatshold, så både agenturet og medlemsstaterne får tilstrækkelig fleksibilitet, og der sikres et højt niveau af effektivitet ved udførelsen af opgaverne.

(11)

Agenturet bør blandt andet koordinere sammensætningen, uddannelsen og indsættelsen af de hurtige grænseindsatshold. Det er derfor nødvendigt at indføre nye bestemmelser i forordning (EF) nr. 2007/2004 vedrørende agenturets rolle i forhold til disse hold.

(12)

Når en medlemsstat står i en situation med massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere, der forsøger at indrejse ulovligt på dens område, eller i en anden usædvanlig situation, der i væsentlig grad berører udførelsen af nationale opgaver, kan den afstå fra at stille nationale grænsevagter til rådighed for indsættelse.

(13)

For at kunne samarbejde effektivt med de nationale grænsevagter bør medlemmerne af holdene kunne udføre opgaver vedrørende personkontrol ved og overvågning af de ydre grænser, mens de er indsat i den medlemsstat, som har anmodet om deres bistand.

(14)

Tilsvarende bør de fælles operationer, som samordnes af agenturet, gøres endnu mere effektive ved at give gæstemedarbejdere fra andre medlemsstater mulighed for midlertidigt at udføre opgaver vedrørende personkontrol ved og overvågning af de ydre grænser.

(15)

Det er derfor nødvendigt at indføre nye bestemmelser i forordning (EF) nr. 2007/2004 vedrørende de opgaver, som skal udføres af gæstemedarbejdere, som indsættes i en medlemsstat på dennes anmodning inden for rammerne af agenturet, og vedrørende disse gæstemedarbejderes beføjelser.

(16)

Denne forordning bidrager til den korrekte anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (3). Dette indebærer, at medlemmerne af holdene og gæstearbejderne ikke bør udøve forskelsbehandling, der er baseret på køn, racemæssig eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, når de varetager grænsekontrol og -overvågning. Foranstaltninger, der træffes i forbindelse med udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser, bør stå i et rimeligt forhold til målet med foranstaltningerne.

(17)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den bør bringes i anvendelse under overholdelse af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende international beskyttelse og non-refoulement.

(18)

Ved anvendelsen af denne forordning bør de forpligtelser, der følger af den internationale havret overholdes i fuld udstrækning, navnlig for så vidt angår eftersøgnings- og redningsoperationer.

(19)

Ved anvendelsen af denne forordning finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (4) anvendelse på medlemsstaternes behandling af personoplysninger.

(20)

For Islands og Norges vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (5), der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6) om visse gennemførelsesbestemmelser til den nævnte aftale.

(21)

For Schweiz' vedkommende er denne forordning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/849/EF (7) og artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/860/EF (8).

(22)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da denne forordning udbygger Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, bør Danmark inden seks måneder efter datoen for denne forordnings vedtagelse træffe afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(23)

Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (9). Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(24)

Denne forordning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (10). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(25)

I denne forordning udgør bestemmelserne i artikel 6, stk. 8 og 9, i det omfang de henviser til adgang til Schengen-informationssystemet, bestemmelser, der bygger på Schengen-reglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, som omhandlet i artikel 3, stk. 2 i tiltrædelsesakten fra 2003 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten fra 2005 —

1)

»agenturet«: Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser

2)

»medlemmer af holdene«: grænsevagter fra andre medlemsstater end værtsmedlemsstaten, som gør tjeneste i de hurtige grænseindsatshold

3)

»anmodende medlemsstat«: en medlemsstat, hvis kompetente myndigheder anmoder agenturet om at indsætte hurtige grænseindsatshold på dens område

4)

»værtsmedlemsstat«: en medlemsstat, på hvis område en indsættelse af et hurtigt grænseindsatshold finder sted

5)

»oprindelsesmedlemsstat«: den medlemsstat, i hvilken et medlem af holdet tilhører grænsevagterne.

a)

navn og nationalitet

b)

rang og

c)

et nyere digitaliseret foto.

1)

Artikel 1, stk. 4, udgår.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 1a

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

3)

I artikel 2, stk. 1, indsættes følgende nye litra:

4)

Artikel 8, stk. 3, affattes således:

»3.   Agenturet kan indkøbe teknisk udstyr til kontrol og overvågning af de ydre grænser til brug for dets eksperter og inden for rammerne af de hurtige grænseindsatshold, mens disse er indsat.«

5)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

Hurtige grænseindsatshold

Efter anmodning fra en medlemsstat, der står i en situation med et akut og ekstraordinært pres, specielt når der til steder ved de ydre grænser ankommer et stort antal tredjelandsstatsborgere, som forsøger at indrejse ulovligt på medlemsstatens område, kan agenturet i en begrænset periode indsætte et eller flere hurtige grænseindsatshold (i det følgende benævnt »hold«) i den anmodende medlemsstat i en passende periode, i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 863/2007.

Artikel 8b

Sammensætningen af hurtige grænseindsatshold

1.   I situationer, som beskrevet i artikel 8a i denne forordning, meddeler medlemsstaterne på anmodning af agenturet straks antal, navne og profiler for de grænsevagter fra deres nationale pool, som de kan stille til rådighed inden for fem dage til oprettelse af et hold. Medlemsstaterne stiller grænsevagter til rådighed efter anmodning fra agenturet, medmindre de står i en usædvanlig situation, der væsentligt berører udførelsen af nationale opgaver.

2.   Når den administrerende direktør fastlægger sammensætningen af et hold med henblik på indsættelse, tager den pågældende især hensyn til den specifikke situation, som den anmodende medlemsstat står i. Holdet sammensættes i overensstemmelse med den operative plan, som er omhandlet i artikel 8e.

Artikel 8c

Uddannelse og øvelser

Agenturet giver de grænsevagter, som er en del af den hurtige pulje, jf. artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 863/2007, den videreuddannelse, som er relevant for deres opgaver og beføjelser og afholder regelmæssige øvelser med de pågældende grænsevagter i overensstemmelse med den plan for videreuddannelse og øvelser, som er fastlagt i agenturets årlige arbejdsprogram.

Artikel 8d

Procedure for beslutningstagning om indsættelse af de hurtige grænseindsatshold

1.   En anmodning om indsættelse af holdene i overensstemmelse med artikel 8a skal indeholde en beskrivelse af situationen, eventuelle mål og forventede behov i forbindelse med indsættelsen. Om nødvendigt kan den administrerende direktør udsende eksperter fra agenturet for at vurdere situationen ved den anmodende medlemsstats ydre grænser.

2.   Den administrerende direktør underretter straks bestyrelsen om en medlemsstats anmodning om indsættelse af holdene.

3.   Når den administrerende direktør træffer beslutning om en anmodning fra en medlemsstat, tager han hensyn til resultaterne af agenturets risikoanalyser og alle andre relevante oplysninger fra den anmodende medlemsstat eller en anden medlemsstat.

4.   Den administrerende direktør træffer beslutning om anmodningen om indsættelse af holdene hurtigst muligt og senest fem arbejdsdage fra datoen for modtagelsen af anmodningen. Den administrerende direktør underretter samtidig skriftligt den anmodende medlemsstat og bestyrelsen om beslutningen. Beslutningen skal indeholde oplysninger om de vigtigste grunde, som den er baseret på.

5.   Hvis den administrerende direktør beslutter at indsætte ét eller flere hold, udarbejder agenturet og den anmodende medlemsstat straks en operativ plan i overensstemmelse med artikel 8e.

6.   Så snart den operative plan er fastlagt, underretter den administrerende direktør medlemsstaterne om det ønskede antal af og profilerne for de grænsevagter, der skal sættes ind i holdene. Disse oplysninger sendes skriftligt til de nationale kontaktpunkter, som er udpeget efter artikel 8f, og skal angive den dato, hvor indsættelsen skal finde sted. Der fremsendes også en kopi af den operative plan.

7.   I tilfælde af den administrerende direktørs forfald træffes afgørelserne om indsættelse af holdene af vicedirektøren.

8.   Medlemsstaterne stiller grænsevagter til rådighed efter anmodning fra agenturet, medmindre de står i en usædvanlig situation, der væsentligt berører udførelsen af nationale opgaver.

9.   Indsættelsen af holdene finder sted senest fem arbejdsdage efter den dato, hvor den operative plan fastlægges af den administrerende direktør og den anmodende medlemsstat.

Artikel 8e

Operativ plan

1.   Den administrerende direktør og den anmodende medlemsstat fastlægger en operativ plan, som fastsætter de præcise betingelser for indsættelsen af holdene. Den operative plan skal indeholde følgende:

2.   Alle ændringer eller tilpasninger af den operative plan skal godkendes af både den administrerende direktør og den anmodende medlemsstat. Agenturet sender straks en kopi af den ændrede eller tilpassede operative plan til de deltagende medlemsstater.

Artikel 8f

Nationale kontaktpunkter

Medlemsstaterne udpeger et nationalt kontaktpunkt med henblik på kommunikation med agenturet om alle spørgsmål vedrørende holdene. Det nationale kontaktpunkt skal kunne kontaktes til enhver tid.

Artikel 8g

Koordinationsansvarlig

1.   Den administrerende direktør udpeger en eller flere eksperter fra agenturets personale, der skal indsættes som agenturets koordinationsansvarlige. Den administrerende direktør underretter værtsmedlemsstaten om udpegelsen.

2.   Den koordinationsansvarlige handler på agenturets vegne med hensyn til alle aspekter af indsættelsen af holdene. Den koordinationsansvarlige skal navnlig:

3.   I overensstemmelse med artikel 25, stk. 3, litra f), kan den administrerende direktør bemyndige den koordinationsansvarlige til at bistå med at løse eventuel uenighed om gennemførelsen af den operative plan og indsættelsen af holdene.

4.   Den koordinationsansvarlige tager ved varetagelsen af sine opgaver kun imod instruktioner fra agenturet.

Artikel 8h

Omkostninger

1.   Agenturet dækker følgende omkostninger, som afholdes af medlemsstaterne, når de stiller grænsevagter til rådighed til de formål, som er nævnt i artikel 8a og 8c:

2.   Bestyrelsen fastsætter nærmere regler for betaling af dagpenge til medlemmerne af holdene.«

6)

Artikel 10 affattes således:

»Artikel 10

Opgaver og beføjelser for gæstemedarbejderne

1.   Gæstemedarbejderne kan udføre alle opgaver og udøve alle beføjelser i forbindelse med grænsekontrol eller grænseovervågning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (12), og som er nødvendige for at opfylde nævnte forordnings målsætning.

2.   Under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser overholder gæstemedarbejderne fællesskabslovgivningen og værtsmedlemsstatens nationale lovgivning.

3.   Gæstemedarbejderne kan kun udføre opgaver og udøve beføjelser i henhold til instrukserne fra og generelt under tilstedeværelse af en grænsevagt fra værtsmedlemsstaten.

4.   Gæstemedarbejderne bærer deres egen uniform, mens de udfører deres opgaver og udøver deres beføjelser. De bærer et blåt armbind med Den Europæiske Unions og agenturets insignier på deres uniform, som viser, at de deltager i en fælles operation eller et pilotprojekt. Med henblik på identifikation over for værtsmedlemsstatens nationale myndigheder og dens borgere medbringer gæstemedarbejderne til enhver tid et akkrediteringsdokument, jf. artikel 10a, som de fremviser på anmodning.

5.   Uanset stk. 2 kan gæstemedarbejdere bære tjenestevåben, ammunition og udstyr, som er tilladt efter oprindelsesmedlemsstatens nationale lovgivning, når de udfører deres opgaver og udøver deres beføjelser. Værtsmedlemsstaten kan imidlertid forbyde dem at bære bestemte former for tjenestevåben, ammunition eller udstyr, forudsat at der i værtsmedlemsstatens nationale lovgivning gælder samme forbud for dens egne grænsevagter. Inden indsættelsen af gæstemedarbejderne meddeler værtsmedlemsstaten agenturet, hvilke former for tjenestevåben, ammunition og udstyr der er tilladt, og hvilke betingelser der gælder for deres anvendelse. Agenturet stiller disse oplysninger til rådighed for medlemsstaterne.

6.   Uanset stk. 2 har gæstemedarbejdere tilladelse til at anvende magt, herunder tjenestevåben, ammunition og udstyr, under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser med oprindelsesmedlemsstatens og værtsmedlemsstatens samtykke, under tilstedeværelse af grænsevagter fra værtsmedlemsstaten og i overensstemmelse med værtsmedlemsstatens nationale lovgivning.

7.   Uanset stk. 6 kan tjenestevåben, ammunition og udstyr anvendes i lovligt nødværge og til lovligt forsvar af gæstemedarbejdere eller af andre personer i overensstemmelse med værtsmedlemsstatens nationale lovgivning.

8.   Med henblik på denne forordning kan værtsmedlemsstaten give tilladelse til, at gæstemedarbejdere foretager sådanne søgninger i værtsmedlemsstatens nationale databaser og europæiske databaser, der er nødvendige for grænsekontrol og -overvågning. Gæstemedarbejderne må kun søge i de data, der er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver og udøve deres beføjelser. Inden gæstemedarbejderne indsættes, meddeler værtsmedlemsstaten agenturet, hvilke nationale og europæiske databaser der kan søges i. Agenturet stiller disse oplysninger til rådighed for alle de medlemsstater, der deltager i indsættelsen.

9.   Søgning som nævnt i stk. 8 skal ske i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og værtsmedlemsstatens nationale lovgivning om databeskyttelse.

10.   Afgørelser om nægtelse af indrejse efter artikel 13 i forordning (EF) nr. 562/2006 træffes kun af værtsmedlemsstatens grænsevagter.

Artikel 10a

Akkrediteringsdokument

1.   Agenturet udsteder i samarbejde med værtsmedlemsstaten et dokument til gæstemedarbejderne på værtsmedlemsstatens officielle sprog og et andet af Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog med henblik på at identificere dem og som bevis for indehaverens ret til at udføre de opgaver og udøve de beføjelser, som er omhandlet i artikel 10, stk. 1. Dokumentet skal indeholde følgende oplysninger om gæstemedarbejderen:

2.   Dokumentet afleveres til agenturet ved afslutningen af den fælles operation eller pilotprojektet.

Artikel 10b

Civilretligt ansvar

1.   Når gæstemedarbejdere udfører opgaver i en værtsmedlemsstat, er denne medlemsstat ansvarlig for den skade, de måtte forvolde under udførelsen af deres opgaver, i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

2.   Hvis skaden er forvoldt ved grov uagtsomhed eller forsætligt, kan værtsmedlemsstaten henvende sig til oprindelsesmedlemsstaten for at få beløb, den har udbetalt til skadelidte eller disses retssucessorer, godtgjort af oprindelsesmedlemsstaten.

3.   Med forbehold af eventuelle rettigheder over for tredjemand frafalder hver medlemsstat alle sine krav mod værtsmedlemsstaten eller en anden medlemsstat for skade, den har lidt, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlighed.

4.   Tvister mellem medlemsstater om anvendelsen af stk. 2 og 3, som ikke kan løses ved forhandlinger mellem dem, indbringes af dem for De Europæiske Fællesskabers Domstol, jf. traktatens artikel 239.

5.   Med forbehold af eventuelle rettigheder over for tredjemand afholder agenturet udgifter i forbindelse med skader på agenturets udstyr under indsættelsen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlighed.

Artikel 10c

Strafferetligt ansvar

Under udførelsen af en fælles operation eller et pilotprojekt sidestilles gæstemedarbejdere med embedsmænd fra værtsmedlemsstaten for så vidt angår eventuelle strafbare handlinger, der begås mod eller af dem.

31.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/40

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, i det omfang de er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til traktatens artikel 65, litra b), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fremmer foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence.

(3)

Det Europæiske Råd støttede på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre afgørelser truffet af retslige myndigheder som hjørnestenen i det retlige samarbejde på det civilretlige område og opfordrede Rådet og Kommissionen til at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse.

(4)

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3). Programmet peger på foranstaltninger vedrørende en harmonisering af lovvalgsreglerne som foranstaltninger, der kan bidrage til at lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser.

(5)

I Haag-programmet (4) vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004 opfordredes der til at arbejde aktivt videre med lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (»Rom II«).

(6)

Af hensyn til det indre markeds funktion er det nødvendigt — for at gøre udfaldet af retssager mere forudsigeligt, skabe større sikkerhed om, hvilken lov der skal anvendes, og fremme den frie bevægelighed for retsafgørelser — at lovvalgsreglerne i medlemsstaterne udpeger samme nationale lov, uanset i hvilket land den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(7)

Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (5) (Bruxelles I-forordningen) og med instrumenter vedrørende lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser.

(8)

Denne forordning bør finde anvendelse uanset domsmyndighedens art.

(9)

Krav, der udspringer af acta jure imperii, bør omfatte krav mod embedsmænd, som handler på statens vegne, og ansvar for handlinger udført af offentlige myndigheder, herunder det ansvar, der påhviler offentligt udpegede embedshavere. Disse spørgsmål bør derfor ikke være omfattet af denne forordning.

(10)

Familieforhold bør omfatte slægtskab, ægteskab og svogerskab. Henvisningen i artikel 1, stk. 2, til forhold med virkninger svarende til virkningerne af et ægteskab og andre familieforhold bør fortolkes efter loven i den medlemsstat, hvor den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(11)

Begrebet »forpligtelse uden for kontrakt »varierer med hensyn til udlægning fra en medlemsstat til en anden. Ved anvendelsen af denne forordning bør« forpligtelse uden for kontrakt« derfor forstås som et selvstændigt begreb. Lovvalgsreglerne i denne forordning bør også omfatte forpligtelser uden for kontrakt på grundlag af objektivt ansvar.

(12)

Den lov, der anvendes, bør også være bestemmende for spørgsmålet om evnen til at pådrage sig ansvar i forhold uden for kontrakt.

(13)

Ensartede regler, der skal anvendes, uanset hvilken lov de udpeger, kan afværge risikoen for konkurrenceforvridninger mellem procesparter i Fællesskabet.

(14)

Kravet om retssikkerhed og behovet for at finde en retfærdig løsning i konkrete sager er væsentlige elementer i et område med retfærdighed. I denne forordning fastlægges de tilknytningsfaktorer, som er bedst egnet til at nå disse mål. Derfor fastlægges der i denne forordning en generel regel, men også særlige regler og i visse bestemmelser en undtagelsesklausul, som giver mulighed for at afvige fra disse regler, når det på grundlag af sagens samtlige omstændigheder er åbenbart, at et forhold uden for kontrakt oplagt har stærkere tilknytning til et andet land. Dette regelsæt skaber dermed et fleksibelt netværk af lovvalgsregler. Det giver endvidere den pågældende domstol mulighed for at behandle enkeltsager på passende vis.

(15)

Princippet lex loci delicti commissi anvendes som den grundlæggende regel i forbindelse med forpligtelser uden for kontrakt i næsten alle medlemsstater, men den konkrete udmøntning af dette princip, når sagens elementer er spredt på flere lande, varierer. Denne situation giver anledning til usikkerhed om, hvilken lov der skal anvendes.

(16)

Ensartede regler bør øge forudsigeligheden af retsafgørelser og sikre en fornuftig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser. En tilknytning til det land, hvor den direkte skade er indtrådt (lex loci damni), skaber en rimelig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser og afspejler tillige den moderne retsopfattelse inden for erstatningsret og den udvikling, der er sket med hensyn til objektivt ansvar.

(17)

Lovvalget bør afgøres ud fra, hvor skaden er indtrådt, uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger vil kunne indtræde. I forbindelse med person- og tingsskade bør det land, hvor skaden er indtrådt, følgelig forstås som det land, hvor henholdsvis personskaden er lidt, eller tingen er blevet beskadiget.

(18)

Den almindelige regel i denne forordning bør være lex loci damni, der fastsættes i artikel 4, stk. 1. Artikel 4, stk. 2, som skaber en særlig tilknytning i de tilfælde, hvor parterne har sædvanligt opholdssted i samme land, bør ses som en undtagelse fra denne almindelige regel. Artikel 4, stk. 3, bør forstås som en undtagelsesbestemmelse i forhold til artikel 4, stk. 1 og 2, i de tilfælde, hvor det af alle sagens omstændigheder fremgår, at en skadevoldende handling har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land.

(19)

Der bør fastsættes særlige regler for specielle skadevoldende handlinger, hvor den almindelige regel ikke gør det muligt at sikre en fornuftig balance mellem de implicerede interesser.

(20)

Lovvalgsreglen vedrørende produktansvar bør tilgodese en række mål: en retfærdig fordeling af de risici, der består i et moderne højteknologisk samfund, beskyttelse af forbrugernes sundhed, tilskyndelse til innovation, sikring af loyal konkurrence og fremme af samhandelen. Med opstillingen af et hierarki af tilknytningsmomenter og en bestemmelse om forudselighed er der fundet en afbalanceret løsning for så vidt angår disse mål. Det første element, der skal tages i betragtning, er loven i det land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet blev markedsført i det pågældende land. De andre elementer i hierarkiet udløses, såfremt produktet ikke blev markedsført i det pågældende land, dog med forbehold af artikel 4, stk. 2, og den mulighed, at der er en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land.

(21)

Den særlige regel i artikel 6 er ikke en undtagelse fra den almindelige regel i artikel 4, stk. 1, men snarere en tydeliggørelse af den. For så vidt angår illoyal konkurrence bør lovvalgsreglen beskytte konkurrenter, forbrugere og den almindelige offentlighed og sikre, at markedsøkonomien fungerer efter hensigten. Tilknytningen til loven i det land, hvor konkurrenceforholdene eller forbrugernes kollektive interesser påvirkes eller vil kunne blive påvirket, tilgodeser generelt disse mål.

(22)

De i artikel 6, stk. 3, omhandlede forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af en konkurrencebegrænsning, bør dække overtrædelser af både nationale konkurrenceregler og Fællesskabets konkurrenceregler. På sådanne forpligtelser uden for kontrakt bør loven i det land, hvor markedet påvirkes eller vil kunne blive påvirket, anvendes. I tilfælde hvor markedet påvirkes eller vil kunne blive påvirket i mere end ét land, bør sagsøgeren kunne vælge at støtte sit krav på lovgivningen i domstolslandet.

(23)

I denne forordning bør begrebet konkurrencebegrænsning omfatte forbud mod aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen i en medlemsstat eller inden for det indre marked, samt forbud mod misbrug af en dominerende stilling i en medlemsstat eller på det indre marked, jf. traktatens artikel 81 og 82 eller ifølge en medlemsstats lovgivning.

(24)

»Miljøskade« bør omfatte negativ ændring ved en naturressource, såsom vand, jord eller luft, eller en forringelse af en naturressources udnyttelsesmuligheder, eller en forringelse af variabiliteten i levende organismer.

(25)

Med hensyn til miljøskader er det ud fra traktatens artikel 174 — der fastsætter, at der bør være et højt beskyttelsesniveau baseret på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler — fuldt berettiget at lægge princippet om begunstigelse af den skadelidte til grund. Spørgsmålet om, hvornår den erstatningssøgende kan foretage sit lovvalg, bør afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende.

(26)

Med hensyn til krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder bør det universelt anerkendte princip lex loci protectionis fastholdes. Ved anvendelsen af denne forordning forstås ved »intellektuelle ejendomsrettigheder« eksempelvis ophavsrettigheder, beslægtede rettigheder, sui generis-ret med henblik på beskyttelse af databaser samt industrielle ejendomsrettigheder.

(27)

Begrebet »kollektive kampskridt« som f.eks. strejke eller lockout varierer med hensyn til præcis udlægning fra en medlemsstat til en anden og er underlagt den enkelte medlemsstats interne regler. Det almindelige princip i denne forordning er derfor, at det bør være loven i det land, hvor det kollektive kampskridt blev foretaget, der skal anvendes, med det sigte at beskytte arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder og pligter.

(28)

Den særlige regel for kollektive kampskridt i artikel 9 berører ikke betingelserne for iværksættelsen af sådanne kampskridt efter national ret og berører heller ikke fagforeningers eller repræsentative arbejdstagerorganisationers retlige status som fastsat i medlemsstaternes ret.

(29)

Der bør fastlægges særlige regler for skader som følge af andet end en skadevoldende handling såsom uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo.

(30)

Culpa in contrahendo bør ved anvendelsen af denne forordning forstås som et selvstændigt begreb, der ikke nødvendigvis skal fortolkes ud fra national lov. Det bør dække krænkelse af oplysningspligten og sammenbrud i forhandlingerne om en kontrakt. Artikel 12 dækker kun forpligtelser uden for kontrakt, der er direkte forbundet med forhandlingerne forud for indgåelsen af en kontrakt. Dette betyder, at artikel 4 eller andre relevante bestemmelser i denne forordning finder anvendelse, hvis en person påføres personskade under forhandlingerne om en kontrakt.

(31)

For at respektere princippet om partsautonomi og styrke den retlige sikkerhed bør parterne have mulighed for at vælge, hvilken lov der skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt. Dette valg bør udtrykkes eller fremgå med rimelig sikkerhed af sagens omstændigheder. Ved fastlæggelsen af, at der foreligger en aftale, skal domstolen tage hensyn til parternes intentioner. Den svage part bør beskyttes, ved at der stilles en række betingelser for et sådant valg.

(32)

Almene hensyn gør det berettiget, at medlemsstaternes domstole under ekstraordinære omstændigheder får mulighed for at anvende egne ordre public-regler og ufravigelige bestemmelser. Navnlig kan anvendelsen af en bestemmelse i en lov udpeget efter denne forordning, såfremt en sådan anvendelse vil medføre tilkendelse af en ikke-kompenserende erstatning såsom erstatninger med afskrækkende eller straffende formål, afhængig af sagens omstændigheder og retsordenen i den pågældende domstols medlemsstat, betragtes som værende i strid med ordre public i domstolslandet.

(33)

I henhold til gældende nationale regler om kompensation til ofre for trafikulykker, bør den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, ved fastsættelse af tabets størrelse i forbindelse med personskade, hvor ulykken er sket i en anden stat end den, hvor ofret har sit sædvanlige opholdssted, tage hensyn til skadelidtes faktiske forhold, herunder navnlig de faktiske udgifter til efterfølgende behandling og lægehjælp.

(34)

For at der kan sikres en fornuftig balance mellem parternes interesser, må der i relevant omfang tages hensyn til de sikkerheds- og adfærdsregler, der gælder i det land, hvor den skadevoldende handling er begået, også selv om forpligtelsen uden for kontrakt er underlagt et andet lands lov. Udtrykket »sikkerheds- og adfærdsregler« bør forstås som omfattende alle regler, der vedrører sikkerhed og adfærd, herunder f.eks. færdselssikkerhedsregler, når der er tale om trafikulykker.

(35)

En situation med spredning af lovvalgsregler i adskillige retsakter og med forskelle mellem disse regler bør undgås. Denne forordning udelukker imidlertid ikke muligheden for at medtage lovvalgsregler vedrørende forpligtelser uden for kontrakt i fællesskabsretlige bestemmelser på særlige områder.

Denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af andre instrumenter, der fastsætter bestemmelser, som skal bidrage til det indre markeds funktion, for så vidt de ikke kan anvendes sammen med den lov, der udpeges efter reglerne i denne forordning. Anvendelsen af bestemmelser i den lov, der finder anvendelse i medfør af denne forordnings bestemmelser bør ikke hindre den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, som reguleret af fællesskabsinstrumenter, så som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (6).

(36)

Respekten for de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået, indebærer, at denne forordning ikke bør berøre de internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse. For at gøre reglerne lettere tilgængelige bør Kommissionen på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne offentliggøre en liste over de relevante konventioner i Den Europæiske Unions Tidende.

(37)

Kommissionen vil forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag, der skal fastsætte, efter hvilke procedurer og på hvilke betingelser medlemsstaterne i enkeltstående og ekstraordinære tilfælde på egne vegne vil kunne forhandle og indgå aftaler med tredjelande om sektorspecifikke spørgsmål, der indeholder bestemmelser om lovvalg for forpligtelser uden for kontrakt.

(38)

Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(39)

I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Det Forende Kongerige og Irland i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(40)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af familieforhold eller af forhold, der ifølge den lov, der skal anvendes på sådanne forhold, anses for at have tilsvarende virkninger, herunder underholdsforpligtelser

b)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af formueforholdet mellem ægtefæller, af formueforholdet mellem partnere i forhold, der ifølge den lov, der skal anvendes på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs, eller af testamenter og arv

c)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af veksler, checks og ordregældsbreve eller af andre omsætningspapirer, i det omfang forpligtelserne ifølge sådanne andre omsætningspapirer udspringer af deres negotiable karakter

d)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer vedrørende spørgsmål såsom disses stiftelse ved registrering eller på anden måde, deres handleevne, interne organisation og opløsning samt ledelsens eller deltagernes personlige ansvar i denne egenskab for selskabets, foreningens eller den juridiske persons forpligtelser og revisorers personlige ansvar over for et selskab eller dets deltagere i forbindelse med den lovpligtige revision af regnskaberne

e)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af forholdet mellem en frivilligt oprettet trusts stiftere, trustees og begunstigede

f)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af en nuklear skade

g)

forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

a)

en skadevoldende begivenhed også skadevoldende begivenheder, der vil kunne finde sted, og

b)

en skade også skader, der vil kunne indtræde.

a)

loven i det land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet blev markedsført i det pågældende land, eller subsidiært

b)

loven i det land, hvor produktet blev erhvervet, såfremt produktet blev markedsført i det pågældende land, eller subsidiært

c)

loven i det land, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet blev markedsført i det pågældende land.

3.

a)

loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtrådte, eller

b)

såfremt parterne har sædvanligt opholdssted i samme land på det tidspunkt, hvor den skadevoldende begivenhed finder sted, dette lands lov, eller

c)

såfremt det af alle sagens omstændigheder fremgår, at den forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt, har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i litra a) og b), dette andet lands lov.

a)

ved en aftale, der indgås, efter at den skadevoldende begivenhed har fundet sted,

eller

b)

såfremt alle parterne udøver erhvervsmæssig virksomhed, også ved en aftale, der er forhandlet frit, inden den skadevoldende begivenhed fandt sted.

a)

ansvarsgrundlag og ansvarsomfang, herunder bestemmelse af, hvilke personer der kan handle ansvarspådragende

b)

ansvarsfrihedsgrunde samt ansvarsbegrænsning og ansvarsdeling

c)

en skades eksistens, dens art og vurderingen af den eller den ønskede genoprettelse

d)

hvilke forholdsregler en domstol kan træffe med henblik på at forebygge en skade eller bringe en skade til ophør eller sikre udbetaling af erstatning ifølge de beføjelser, den er tillagt ved de retsplejeregler, den er underlagt

e)

hvorvidt en ret til at kræve erstatning eller genoprettelse kan overføres, herunder ved arv

f)

hvilke personer der kan gøre krav på erstatning for en skade, de personligt har lidt

g)

ansvar for andres handlinger

h)

de forskellige måder, hvorpå forpligtelser kan ophøre, samt regler for forældelse og anden rettighedsfortabelse som følge af fristoverskridelse, herunder regler for fristers begyndelse, afbrydelse og suspension.

i)

en liste over de i stk. 1 omhandlede konventioner

ii)

de i stk. 1 omhandlede opsigelser.

i)

en undersøgelse af virkningerne af den måde fremmed ret behandles på i de forskellige retssystemer og af, i hvilken grad domstolene i medlemsstaterne anvender fremmed ret i medfør af denne forordning

ii)

en undersøgelse af virkningerne af nærværende forordnings artikel 28 med hensyn til Haag-konventionen af 4. maj 1971 om lovvalgsregler ved trafikulykker.