(1)

Behovet for at indføre regler om lokal grænsetrafik for at konsolidere Fællesskabets retlige rammer om ydre grænser blev understreget i Kommissionens meddelelse »På vej mod en integreret forvaltning af de ydre grænser for medlemslandene af Den Europæiske Union«. Dette behov blev bekræftet af Rådet den 13. juni 2002 med godkendelsen af »planen for forvaltning af EU-medlemsstaternes ydre grænser«, der efterfølgende blev godkendt af Det Europæiske Råd i Sevilla den 21. og 22. juni 2002.

(2)

Det er i det udvidede EU's interesse at sikre, at grænserne til nabolandene ikke udgør hindringer for handel, social og kulturel udveksling eller regionalt samarbejde. Der bør derfor udvikles et effektivt system for lokal grænsetrafik.

(3)

Ordningen for lokal grænsetrafik er en undtagelse fra de generelle regler for grænsekontrol af personer, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (2).

(4)

Fællesskabet bør fastsætte de kriterier og betingelser, der skal overholdes, når passagen af de ydre landgrænser lettes for indbyggere i grænseområderne under ordningen for lokal grænsetrafik. Disse kriterier og betingelser bør sikre ligevægt mellem på den ene side lettelse af grænsepassagen for bona fide-indbyggere i grænseområderne, der har legitime grunde til hyppigt at passere en ydre landgrænse, og på den anden side behovet for at forhindre ulovlig indvandring samt mulige sikkerhedstrusler fra kriminelle aktiviteter.

(5)

For at hindre misbrug bør tilladelse til lokal grænsetrafik generelt kun udstedes til personer, der har haft lovlig bopæl i grænseområdet i mindst et år. Bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tilgrænsende tredjelande kan indeholde krav om en længere bopælsperiode. I ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde, f.eks. i sager vedrørende mindreårige, ændringer i civilstand eller i tilfælde af arv af jord, kan disse bilaterale aftaler også fastsætte en kortere bopælsperiode.

(6)

Tilladelsen til lokal grænsetrafik bør udstedes til indbyggere i grænseområder, uanset om de er visumpligtige i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (3). Heraf følger, at nærværende forordning bør sammenholdes med Rådets forordning (EF) nr. 1932/2006 (4) om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001, som skal fritage indbyggere i grænseområder, der har en tilladelse til lokal grænsetrafik i henhold til denne forordning, fra visumpligten. Nærværende forordning kan derfor kun træde i kraft sammen med denne ændringsforordning.

(7)

Fællesskabet bør fastlægge særlige kriterier og betingelser for udstedelse af en tilladelse til lokal grænsetrafik til indbyggere i grænseområder. Disse kriterier og betingelser skal være i overensstemmelse med indrejsebetingelserne for indbyggere i grænseområder, der passerer en ydre landgrænse under ordningen for lokal grænsetrafik.

(8)

Den ret til fri bevægelighed, som er tillagt unionsborgere og deres familiemedlemmer, og den tilsvarende ret, som er tillagt tredjelandsstatsborgere og deres familiemedlemmer i henhold til aftaler mellem Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden side, bør ikke berøres af indførelsen af regler om lokal grænsetrafik på fællesskabsplan. Hvis indbyggere i et grænseområde imidlertid indrømmes en forenklet grænsepassage ifølge ordningen for lokal grænsetrafik, og dette fører til mindre systematisk kontrol, bør grænsepassage uden videre forenkles for enhver person, som er tillagt ret til fri bevægelighed ifølge fællesskabsretten, og er bosat i det pågældende grænseområde..

(9)

I forbindelse med gennemførelsen af ordningen for lokal grænsetrafik bør medlemsstaterne bemyndiges til om nødvendigt at bibeholde eller indgå bilaterale aftaler med tilgrænsende tredjelande, forudsat at de overholder de regler, der er fastsat i denne forordning.

(10)

Denne forordning berører ikke de særlige bestemmelser for Ceuta og Melilla, der henvises til i Kongeriget Spaniens erklæring om byerne Ceuta og Melilla i slutakten til aftalen om Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 (5).

(11)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national lovgivning indføre sanktioner for indbyggere i grænseområder i tilfælde af overtrædelse af den ordning for lokal grænsetrafik, der indføres ved denne forordning.

(12)

Kommissionen bør fremsende en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning. Denne rapport bør om nødvendigt ledsages af lovgivningsmæssige forslag.

(13)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender.

(14)

Da formålet med denne forordning, nemlig fastlæggelse af kriterier og betingelser for indførelse af en ordning for lokal grænsetrafik ved de ydre landgrænser, direkte berører fællesskabsrettens bestemmelser om de ydre landgrænser og derfor på grund af forordningens omfang eller virkninger bedre kan opfyldes på fællesskabsniveau end af medlemsstaterne alene, kan Fællesskabet vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(15)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter vedtagelsen af denne forordning, der udbygger Schengen-reglerne efter bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i nævnte protokol.

(16)

Hvad angår Island og Norge, udgør denne forordning en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne som omhandlet i den aftale, Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne (6), som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (7) om visse gennemførelsesbestemmelser til den pågældende aftale.

(17)

Denne forordning er en videreudvikling af visse bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (8). Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(18)

Denne forordning er en videreudvikling af visse bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (9). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(19)

For Schweiz' vedkommende er denne forordning en videreudvikling af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i afgørelse 2004/849/EF (10) og 2004/860/EF (11).

(20)

Artikel 4, litra b), og artikel 9, litra c), i denne forordning er bestemmelser, der bygger på Schengen-reglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 —

a)

længerevarende ophold

b)

adgang til og udøvelse af erhvervsvirksomhed

c)

told- og skatteforhold.

1)

»ydre landgrænse«: den fælles landgrænse mellem en medlemsstat og et tilgrænsende tredjeland

2)

»grænseområde«: et område, som ikke strækker sig over mere end 30 kilometer regnet fra grænsen. De kommuner, der betragtes som grænseområdet, skal præciseres af de pågældende stater i de i artikel 13 omhandlede bilaterale aftaler. Hvis en del af sådanne kommuner er beliggende mere end 30 kilometer fra grænsen, men ikke over 50 kilometer, skal området ikke desto mindre betragtes som en del af grænseområdet

3)

»lokal grænsetrafik«: regelmæssig passage af en ydre landgrænse af indbyggere i grænseområdet i et naboland med henblik på ophold i grænseområdet, f.eks. af sociale, kulturelle eller dokumenterede økonomiske årsager eller af familieårsager, af en varighed, der ikke kan overstige den tidsgrænse, som er fastsat i denne forordning

4)

»personer, der er omfattet af fællesskabsrettens ret til fri bevægelighed«:

5)

»tredjelandsstatsborgere«: enhver, der ikke er unionsborger som defineret i artikel 17, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og som ikke er omfattet af nr. 4)

6)

»indbyggere i grænseområder«: tredjelandsstatsborgere, der har haft lovlig bopæl i grænseområdet i et land, der er nabo til en medlemsstat, i en periode, der er fastsat i de i artikel 13 omhandlede bilaterale aftaler, dog mindst et år. I ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde, der er præciseret i de bilaterale aftaler, kan en bopælsperiode på mindre end et år anses for tilstrækkelig

7)

»tilladelse til lokal grænsetrafik«: det særlige dokument, der indføres ved kapitel III, og som giver indehaveren ret til at passere en ydre landgrænse under ordningen for lokal grænsetrafik

8)

»Schengen-konventionen«: konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis afskaffelse af kontrollen ved de fælles grænser (13).

a)

er i besiddelse af en tilladelse til lokal grænsetrafik og, hvis det kræves i den relevante bilaterale aftale, der er omhandlet i artikel 13, et gyldigt rejsedokument eller gyldige rejsedokumenter

b)

ikke er indberettet som uønskede i Schengen Informationssystemet (SIS)

c)

ikke udgør en trussel for nogen medlemsstats offentlige orden, nationale sikkerhed, folkesundheden eller internationale forbindelser og navnlig ikke af samme årsager er indberettet som uønskede i nogen af medlemsstaternes nationale databaser.

a)

indehaverens for- og efternavn(e), fødselsdato, nationalitet og bopælssted

b)

navn på udstedende myndighed, udstedelsesdato og gyldighedsperiode

c)

det grænseområde, inden for hvilket indehaveren har ret til at bevæge sig

d)

nummeret på det gyldige rejsedokument eller de gyldige rejsedokumenter, der i henhold til artikel 9, litra a), tillader indehaveren at passere de ydre grænser.

a)

er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument eller gyldige rejsedokumenter, der tillader dem at passere de ydre grænser, jf. artikel 17, stk. 3, litra a), i Schengen-konventionen

b)

kan fremvise dokumenter, der beviser, at de har status som indbyggere i grænseområder, og at de har legitime grunde til hyppigt at passere den ydre landgrænse under ordningen for lokal grænsetrafik

c)

ikke er indberettet som uønskede i SIS

d)

ikke anses for at udgøre en trussel for nogen medlemsstats offentlige orden, nationale sikkerhed, offentlige sundhed eller internationale forbindelser og navnlig ikke af samme årsager er indberettet som uønskede i medlemsstaternes nationale databaser.

a)

opretter særlige grænseovergangssteder, der kun er åbne for indbyggere i grænseområder

b)

forbeholder særlige baner for indbyggere i grænseområder ved de almindelige grænseovergangssteder

c)

under hensyntagen til lokale forhold, og hvis der undtagelsesvist er et særligt krav, giver indbyggere i grænseområder ret til at passere den ydre landgrænse på bestemte steder ud over de godkendte grænseovergangssteder og uden for åbningstiden.

a)

indeholder tilladelsen til lokal grænsetrafik foruden de i artikel 7, stk. 3, anførte oplysninger også oplysninger om grænsepassagested og omstændigheder, hvorunder passage af den ydre landgrænse er tilladt

b)

gennemfører den pågældende medlemsstat lejlighedsvis kontrol og opretholder overvågning for at hindre grænsepassage, der ikke er tilladt.

(1)

Sammensætningen af listerne over tredjelande i bilag I og II til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (1) bør være og bør forblive i overensstemmelse med kriterierne i betragtning 5 hertil. En række tredjelande bør overføres fra det ene bilag til det andet, specielt af hensyn til illegal indvandring og den offentlige orden.

(2)

Bolivia bør overføres til bilag I til forordning (EF) nr. 539/2001. Datoen for indførelsen af visumpligt for bolivianske statsborgere bør give medlemsstaterne mulighed for at opsige deres bilaterale aftaler med Bolivia i tide og træffe alle de administrative og organisationsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at indføre den nævnte visumpligt.

(3)

Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Mauritius, Saint Christopher og Nevis og Seychellerne bør overføres til bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001.

Fritagelsen for visumpligt for statsborgere fra disse lande bør ikke træde i kraft, før der er indgået en bilateral visumfritagelsesaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og det pågældende land.

(4)

De to bilag til forordning (EF) nr. 539/2001 bør være udtømmende. I hvert af bilagene til forordning (EF) nr. 539/2001 bør der derfor tilføjes en rubrik, der gør det muligt at fastsætte den visumordning, som medlemsstaterne skal anvende på en række kategorier af personer, der hidtil har været underlagt visumpligt i visse medlemsstater og fritaget fra visumpligt i andre. Der bør i bilag I til forordning (EF) nr. 539/2001 tilføjes forskellige kategorier af britiske statsborgere, som ikke er statsborgere i Det Forenede Kongerige i fællesskabsrettens forstand, og statsborgere med status som British Nationals (Overseas) tilføjes i bilag II hertil.

(5)

Medlemsstaterne kan fastsætte undtagelser fra visumpligten for indehavere af visse andre pas end almindelige pas. Det er vigtigt at præcisere betegnelsen for disse særlige pas. Desuden er det nødvendigt i forordning (EF) nr. 539/2001 at henvise til de procedurer, der finder anvendelse, hvis disse undtagelser benyttes.

(6)

Medlemsstaterne har mulighed for at fritage konventionsflygtninge, alle statsløse, det vil sige både dem, der falder ind under konventionen om statsløse personers retsstilling af 28. september 1954, og dem, der ikke gør, og skoleelever, der deltager i en skolerejse, når disse personkategorier har bopæl i et tredjeland i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001, for visumpligt.

Disse tre personkategorier er alle fuldt ud fritaget for visumpligt, når de har bopæl i Schengen-området og indrejser eller genindrejser i dette område; der bør indføres en generel undtagelse for personer i disse kategorier, når de har bopæl i en medlemsstat, som endnu ikke er optaget i Schengen-området, for så vidt angår deres indrejse eller genindrejse i en anden medlemsstat, der er omfattet af Schengen-reglerne.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006 af 20. december 2006 om fastsættelse af regler for mindre grænsetrafik ved medlemsstaternes ydre landgrænser og om ændring af Schengen-konventionen (2) gør det nødvendigt at indføre en ny fritagelse for visumpligt for indehavere af en tilladelse til mindre grænsetrafik.

(8)

Ordningerne for mulighederne for undtagelser fra visumpligten bør fuldt ud afspejle de faktiske forhold. Visse medlemsstater fritager statsborgere fra tredjelande i bilag I til forordning (EF) nr. 539/2001, der er medlemmer af de væbnede styrker og rejser inden for rammerne af Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) eller Partnerskab for Fred, for visumpligt. Af retssikkerhedsmæssige årsager bør der i nævnte forordning henvises til disse fritagelser, som er baseret på internationale forpligtelser, der ligger uden for fællesskabsrettens område.

(9)

De successive ændringer i forordning (EF) nr. 539/2001 gør det nødvendigt at forbedre dens struktur og gøre den lettere at læse, og med henblik herpå bør der foretages en omarbejdning på et senere tidspunkt.

(10)

For så vidt angår Island og Norge er denne forordning en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne (3), der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den pågældende aftale (4).

(11)

Det Forenede Kongerige og Irland er ikke bundet af forordning (EF) nr. 539/2001. De deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(12)

For så vidt angår Schweiz er denne forordning en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (5) —

1)

Artikel 1 ændres som følger:

2)

Artikel 3 i forordning (EF) nr. 539/2001 ophæves.

3)

Artikel 4 ændres som følger:

4)

Bilag I ændres som følger:

5)

Bilag II ændres som følger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 980/2005 er Republikken Belarus (i det følgende benævnt »Belarus«) et begunstiget land, der er omfattet af Fællesskabets arrangement med generelle toldpræferencer.

(2)

Den 29. januar 2003 indgav Den Frie Faglige Internationale (FFI), Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og Den Kristelige Faglige Internationale (WCL) en fælles anmodning til Kommissionen om en undersøgelse i henhold til artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 2501/2001 af 10. december 2001 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004 — Erklæringer til Rådets forordning om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004 (2) af påståede overtrædelser af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i Belarus.

(3)

Efter at have gennemgået anmodningen og hørt Udvalget for Generelle Præferencer besluttede Kommissionen ved afgørelse af 29. december 2003 (3) at iværksætte en undersøgelse. Kommissionen offentliggjorde en meddelelse (4), hvori de berørte parter blev anmodet om oplysninger.

(4)

De belarussiske myndigheder blev formelt underrettet om indledningen af undersøgelsen. De benægtede enhver overtrædelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention nr. 87 (om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig) og nr. 98 (om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger).

(5)

De oplysninger, som Kommissionen modtog i løbet af undersøgelsen, der er foretaget i samråd med Udvalget for Generelle Præferencer, bekræftede dog, at der er tale om alvorlige og systematiske overtrædelser af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i henhold til ILO-konvention nr. 87 og 98. Kommissionen erfarede bl.a., at ILO undersøgte situationen i Belarus, for så vidt angår de to konventioner, og selv havde indledt en undersøgelse i november 2003. Den efterfølgende rapport, som ILO's undersøgelseskommission fremlagde i juli 2004, indeholdt tolv henstillinger til konkrete skridt til at forbedre situationen i Belarus. Belarus blev indtrængende bedt om at efterkomme henstillingerne senest den 1. juni 2005, hvilket ikke skete. På baggrund af disse oplysninger og sin egen vurdering fandt Kommissionen det derfor berettiget at tilbagetrække præferenceordningen midlertidigt.

(6)

Den 17. august 2005 besluttede Kommissionen at overvåge og evaluere situationen med hensyn til arbejdstageres rettigheder i Belarus (5). I meddelelsen om indledning af overvågnings- og evalueringsperioden på seks måneder (6) bekendtgjorde Kommissionen, at den ville fremlægge et forslag for Rådet om midlertidig tilbagetrækning af handelspræferencerne, medmindre Belarus inden fristens udløb havde givet tilsagn om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme principperne i ILO-erklæringen fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde, som udtrykt i de tolv henstillinger i ILO's undersøgelseskommissions rapport fra juli 2004. De belarussiske myndigheder blev formelt underrettet om afgørelsen og meddelelsen.

(7)

Belarus har ikke afgivet det nødvendige tilsagn inden for overvågnings- og evalueringsperioden på seks måneder og heller ikke som anført ovenfor i de efterfølgende måneder. I stedet forelagde de belarussiske myndigheder den 30. marts 2006 Kommissionen en redegørelse for situationen vedrørende organisationsfriheden i Belarus. Kommissionen har gennemgået denne redegørelse, men konkluderede, at den ikke indeholder tilstrækkeligt bevis for et passende tilsagn.

(8)

I mellemtiden har ILO's styrelsesråd i marts 2006 vedtaget den opfølgningsrapport, Komitéen for Organisationsfrihed har udarbejdet, og hvori det påtales, at situationen vedrørende fagforeningsrettigheder faktisk forværredes i Belarus, og de belarussiske myndigheder indtrængende anmodes om straks at træffe konkrete foranstaltninger.

(9)

Kommissionen har desuden modtaget en meddelelse dateret den 16. maj 2006 fra de belarussiske myndigheder om situationen vedrørende organisationsfriheden i Belarus. Ligesom med hensyn til redegørelsen af 30. marts 2006 nåede Kommissionen efter nøje gennemgang til den konklusion, at heller ikke denne meddelelse indeholdt noget tegn på tilsagn eller et overbevisende vidnesbyrd om, at situationen har forbedret sig. Denne vurdering af situationen i Belarus blev også delt af ILO's Internationale Arbejdskonferences udvalg om anvendelse af standarder, som i sin rapport fra juni 2006 beklagede, at den belarussiske regering stadig ikke har efterkommet henstillingerne, og understregede nødvendigheden af hurtig handling for at sikre reelle og håndgribelige fremskridt. Også Den Internationale Arbejdskonference, der i juni 2006 blev holdt under ILO's auspicier, betegnede den manglende efterkommelse af de tolv henstillinger, som Belarus har ladet upåagtet siden juli 2004, som en vedvarende krænkelse. Denne usædvanlige betegnelse anvendes kun ved meget alvorlige og systematiske tilfælde af manglende overholdelse af en ratificeret konvention.

(10)

Kommissionen har nøje undersøgt den seneste udvikling i Belarus, herunder et brev fra Belarus dateret den 14. oktober 2006 og forelagt for Kommissionen den 17. oktober 2006. I stedet for et konkret tilsagn eller et klart bevis på, at situationen har forbedret sig, indeholder også dette brev udelukkende hensigtserklæringer, men intet tegn på, at principperne i ILO-konvention nr. 87 og 98 faktisk er blevet gennemført. Overtrædelserne af principperne i ILO-konvention nr. 87 og 98 finder fortsat sted.

(11)

På baggrund af ovenstående bør præferenceordningen for produkter med oprindelse i Belarus midlertidigt tilbagetrækkes, indtil det besluttes, at begrundelsen for den midlertidige tilbagetrækning ikke længere er til stede.

(12)

Denne forordning bør træde i kraft seks måneder efter vedtagelsen, medmindre det inden da besluttes, at begrundelsen for forordningen ikke længere er til stede —

(1)

I løbet af det sidste årti har Fællesskabet vedvarende styrket sine bilaterale forbindelser med en lang række industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier i forskellige regioner i verden, først og fremmest i Nordamerika, Østasien og Australasien, men også i Sydøstasien og Golfregionen. Disse forbindelser har desuden udviklet sig til at omfatte stadig flere især økonomiske, men også andre emner og områder.

(2)

Det er i Fællesskabets interesse yderligere at uddybe sine forbindelser med industrialiserede lande og territorier, som ofte har politiske, økonomiske og institutionelle strukturer og værdier, der svarer til Fællesskabets, og som er vigtige bilaterale politiske partnere og handelspartnere og vigtige aktører i multilaterale fora og inden for global governance. Dette vil være en vigtig faktor i forbindelse med styrkelsen af Den Europæiske Unions rolle og placering i verden, konsolideringen af multilaterale institutioner og arbejdet med at skabe balance i og udvikle verdensøkonomien og det internationale system.

(3)

Den Europæiske Union og industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier er enige om at ville styrke deres indbyrdes forbindelser og samarbejde på de områder, hvor de har fælles interesser, gennem en række bilaterale instrumenter som f.eks. aftaler, erklæringer, handlingsplaner og andre lignende dokumenter.

(4)

Fællesskabet fører med udgangspunkt i principperne i disse bilaterale instrumenter en politik for samarbejde, der tager sigte på at skabe et klima, der kan befordre dets forbindelser med disse lande og territorier. Samarbejdsaktiviteter vil bidrage til at styrke den europæiske tilstedeværelse og synlighed i disse lande og tilskynder til udvekslinger med dem, navnlig på det økonomiske, handelsmæssige, akademiske og kulturelle plan, og til kontakter mellem en række forskellige aktører på begge sider.

(5)

Den Europæiske Union bygger på principperne om demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Fællesskabets tiltag inden for rammerne af denne forordning bør gennem dialog og samarbejde bidrage til at opfylde det overordnede mål om udvikling og konsolidering af disse principper i partnerlande og -regioner.

(6)

Fremme af forskellige bilaterale samarbejdsinitiativer med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier inden for et enkelt instrument vil kunne føre til stordriftsfordele, synergieffekter, større effektivitet og synlighed i forbindelse med Fællesskabets aktion.

(7)

For at nå målene i denne forordning er det nødvendigt at følge en differentieret tilgang og udforme et samarbejde med partnerlandene, der tager hensyn til deres økonomiske, sociale og politiske situation samt til Fællesskabets særlige interesser, strategier og prioriteter.

(8)

Denne forordning gør det nødvendigt at ophæve Rådets forordning (EF) nr. 382/2001 af 26. februar 2001 om gennemførelse af projekter til fremme af samarbejde og handelsmæssige forbindelser mellem Den Europæiske Union og de industrialiserede lande i Nordamerika, Fjernøsten og Australasien og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1035/1999 (1).

(9)

Målene for denne forordning, nemlig at fremme et udvidet samarbejde mellem Fællesskabet og industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den planlagte aktions omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(10)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (2) —

1)

fremme af samarbejde, partnerskaber og fællesforetagender mellem økonomiske, akademiske og videnskabelige aktører i Fællesskabet og partnerlandene

2)

stimulering af bilateral handel, investeringsstrømme og økonomiske partnerskaber

3)

fremme af dialoger mellem politiske, økonomiske og sociale aktører og andre ikke-statslige organisationer inden for relevante sektorer i Fællesskabet og partnerlandene

4)

fremme af mellemfolkelige forbindelser, uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer og intellektuel udveksling og fremme af gensidig forståelse mellem kulturer og civilisationer

5)

fremme af samarbejdsprojekter på områder som forskning, videnskab og teknologi, energi, transport og miljø — herunder klimaændring, told og finansielle spørgsmål samt andre spørgsmål af gensidig interesse mellem Fællesskabet og partnerlandene

6)

styrkelse af kendskabet til og forståelsen af Den Europæiske Union og af dens synlighed i partnerlandene

7)

støtte til specifikke initiativer, herunder forskningsarbejde, undersøgelser, pilotordninger eller fælles projekter, som på en effektiv og fleksibel måde skal bidrage til at nå de mål for samarbejde, der følger af udviklingen i Fællesskabets bilaterale forbindelser med partnerlandene, eller som kan medvirke til yderligere at uddybe forbindelserne med dem og inddrage flere områder i disse forbindelser.

a)

følgende enheder og organer i medlemsstaterne og i partnerlandene:

b)

partnerlande og deres regioner, institutioner og decentraliserede organer

c)

internationale organisationer, herunder regionale organisationer, i det omfang de bidrager til målene for denne forordning

d)

fysiske personer i medlemsstaterne og i partnerlande eller tredjelande, i det omfang de bidrager til målene for denne forordning

e)

fælles organer, som partnerlandene og -regionerne og Fællesskabet har oprettet

f)

fællesskabsinstitutioner og -organer, i det omfang de gennemfører de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 9

g)

Den Europæiske Unions agenturer.

a)

tilskudsaftaler (herunder stipendier)

b)

indkøbskontrakter

c)

arbejdskontrakter

d)

finansieringsaftaler.

a)

medlemsstaterne og deres regionale og lokale myndigheder, og navnlig deres offentlige og halvoffentlige organer

b)

partnerlande, særlig deres offentlige og halvoffentlige organer

c)

internationale og regionale organisationer, herunder internationale og regionale finansieringsinstitutioner

d)

selskaber, virksomheder og andre organisationer og erhvervsdrivende i den private sektor og andre ikke-statslige aktører

e)

partnerlande, som modtager midler, og andre organer, som kan få støtte i henhold til artikel 7.

—

den 1. januar 2007

—

datoen for denne forordnings ikrafttræden.

1)

Australien

2)

Bahrain

3)

Brunei

4)

Canada

5)

Kinesisk Taipei (7)

6)

Hongkong

7)

Japan

8)

Republikken Korea

9)

Kuwait

10)

Macao

11)

New Zealand

12)

Oman

13)

Qatar

14)

Saudi-Arabien

15)

Singapore

16)

De Forenede Arabiske Emirater

17)

USA

(1)

Rådet vedtog den 20. juli 2001 fælles aktion 2001/555/FUSP om oprettelse af et EU-satellitcenter (1).

(2)

I henhold til artikel 22 i nævnte fælles aktion forelagde generalsekretæren/den højtstående repræsentant den 28. juli 2006 en rapport om aktionens gennemførelse med henblik på en eventuel revision.

(3)

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), der fører politisk tilsyn med centrets aktiviteter, noterede sig den 22. september 2006 denne rapport og anbefalede Rådet at ændre den fælles aktion på en række punkter i lyset af rapporten.

(4)

Fælles aktion 2001/555/FUSP bør således ændres —

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Opgaver

1.   Centret støtter i overensstemmelse med den europæiske sikkerhedsstrategi (2) Den Europæiske Unions beslutningstagning inden for FUSP, især ESFP, herunder Den Europæiske Unions krisestyringsoperationer ved, når det er relevant, at levere produkter, der tilvejebringes gennem analyse af satellitbilleder og supplerende data, herunder luftfotos, samt dertil knyttede ydelser i henhold til artikel 3 og 4.

2.   Inden for rammerne af disse opgaver giver generalsekretæren/den højtstående repræsentant efter anmodning herom centret instrukser om, hvis centrets kapacitet tillader det, at levere produkter eller ydelser til

2)

Artikel 8, stk. 2, affattes således:

»2.   Direktøren udpeger centrets vicedirektør med bestyrelsens godkendelse. Vicedirektøren udpeges for en periode på tre år med mulighed for forlængelse én gang for en periode på tre år. Direktøren er ansvarlig for rekruttering af centrets øvrige personale.«

3)

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Arbejdsprogram

1.   Direktøren udarbejder inden den 30. september hvert år et udkast til et årligt arbejdsprogram, der ledsages af et udkast til langsigtet arbejdsprogram med vejledende perspektiver for yderligere to år, og forelægger det for bestyrelsen.

2.   Bestyrelsen godkender det årlige og det langsigtede arbejdsprogram senest den 30. november hvert år.«

4)

Artikel 12, stk. 3, affattes således:

»3.   Centrets indtægter består af bidrag fra medlemsstaterne, med undtagelse af Danmark, i forhold til bruttonationalindkomst (BNI)-fordelingsnøglen, betalinger for ydelser og diverse indtægter.«

5)

Artikel 12, stk. 4, affattes således:

»4.   For anmodninger om opgaver i henhold til artikel 2, stk. 2, kan der blive opkrævet omkostningsdækkende gebyrer efter retningslinjerne i de finansielle regler for centret, som omhandlet i artikel 15.«

6)

Artikel 13 affattes således:

»Artikel 13

Budgetprocedure

1.   Direktøren forelægger senest den 30. september hvert år bestyrelsen et årligt forslag til budget for centret med angivelse af driftsudgifter, aktionsudgifter og forventede indtægter for det følgende regnskabsår samt langsigtede vejledende overslag over udgifter og indtægter på grundlag af udkastet til langsigtet arbejdsprogram.

2.   Bestyrelsen godkender centrets årlige budget med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter senest den 30. november hvert år.

3.   I tilfælde af uundgåelige, helt usædvanlige eller uforudsete omstændigheder kan direktøren forelægge bestyrelsen et forslag til ændringsbudget. Bestyrelsen godkender under behørig hensyntagen til sagens eventuelt hastende karakter ændringsbudgettet med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter.«

7)

Artikel 17 affattes således:

»Artikel 17

Udstationering

1.   Efter aftale med direktøren kan eksperter fra medlemsstaterne og tjenestemænd fra EU's institutioner eller agenturer i en bestemt periode udstationeres ved centret til stillinger inden for centrets organisationsstruktur og/eller til bestemte opgaver og projekter.

2.   I tilfælde af en krise kan centret forstærkes med specialister, der udstationeres fra medlemsstaterne, Kommissionen eller Generalsekretariatet for Rådet. Behovet konstateres, og udstationeringsperioden fastsættes af generalsekretæren/den højtstående repræsentant i samråd med centrets direktør.

3.   Bestyrelsen vedtager på forslag af direktøren bestemmelserne om udstationering.

4.   Medlemmer af personalet kan i en bestemt periode i tjenestens interesse udstationeres til en stilling uden for centret i overensstemmelse med centrets personalevedtægter.«

8)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 20a

Kommissionens tilknytning

Kommissionen tilknyttes fuldt ud centrets arbejde. Centret fastlægger de nødvendige administrative ordninger og arbejdsforbindelser med Kommissionen med henblik på at opnå størst mulig synergi og undgå unødvendig overlapning ved at udveksle ekspertise og rådgivning på de områder, hvor Fællesskabets aktiviteter har indvirkning på centrets opgaver, og hvor centrets aktiviteter er relevante for Fællesskabets aktiviteter.«

9)

Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

Rapportering

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant forelægger senest den 31. juli 2011 Rådet en rapport om, hvordan centret fungerer, om nødvendigt med passende anbefalinger med henblik på dets videreudvikling.«

10)

Artikel 1, stk. 3, artikel 9, stk. 1, andet punktum, artikel 12, stk. 5, og artikel 23, stk. 1, 2, 4, 5 og 6, udgår.