(1)

Ved skrivelse af 4. august 2003 anmodede Kommissionen om oplysninger vedrørende kontrol med statsstøtte i Polen, herunder eventuelle foranstaltninger til omstrukturering af støttemodtageren. Kommissionen drøftede derefter sagen med de polske myndigheder på diverse tekniske møder, ligesom den var genstand for intensiv korrespondance mellem Kommissionen og Polen.

(2)

Den 23. januar 2004 fremsendte konsulenten med ansvar for den uafhængige vurdering af omstruktureringsprogrammet i Polen i henhold til protokol nr. 8 sin vurdering af sagen til Kommissionen.

(3)

Ved skrivelse af 19. maj 2004 meddelte Kommissionen Polen, at den havde besluttet at indlede proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende foranstaltningerne og anmodede om oplysninger om en række forhold.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2) Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger om foranstaltningen.

(5)

Ved skrivelse af 26. juni 2004 svarede Polen på de rejste spørgsmål. Polen anmodede ligeledes Kommissionen om at træffe beslutning i henhold til punkt 10 i protokol nr. 8 vedrørende en aftale om at ændre det polske program for strukturomlægning af jern- og stålindustrien.

(6)

Kommissionen modtog bemærkninger fra interesserede parter og videresendte dem til Polen ved skrivelse af 27. september 2004.

(7)

Ved skrivelse af 22. november 2004 svarede Polen på bemærkningerne fra de interesserede parter. Kommissionen mødtes efterfølgende ved flere lejligheder med de polske myndigheder. Yderligere oplysninger fremsendtes efterfølgende ved skrivelse af 8. juni 2005.

(8)

Støttemodtageren er en kriseramt virksomhed, nemlig stålproducenten Huta Częstochowa S.A. (i det følgende benævnt »HCz«, se punkt 2, litra a)). I oktober 2002 udlejede HCz sine produktionsaktiver til en ny virksomhed, Huta Stali Częstochowa Sp z o.o. (i det følgende benævnt »HSCz«, se punkt 2, litra b)).

(9)

Det drejer sig om to typer foranstaltninger: den økonomiske omstrukturering af HCz (se punkt 3) og flere andre direkte foranstaltninger (se punkt 4).

(10)

»Omstruktureringen« foregik i tre faser, hvoraf kun den sidste er af interesse i forbindelse med kontrol af statsstøtte: Et første forsøg i november 2001 under en forligsprocedure i retten endte som en fiasko. Følgelig var HCz nødt til at indgive konkursbegæring i oktober 2002. I februar 2003 blev HCz godkendt til omstrukturering i henhold til en ny lov, og konkursbehandlingen blev derfor udsat. I henhold til omstruktureringsplanen skal aktiverne deles mellem forskellige virksomheder, og virksomhederne eller aktiverne sælges. Én virksomhed overtager stålproduktionsaktiverne med henblik på at betale gælden til de kommercielle kreditorer (banker og offentlige tjenesteudbydere), og en anden virksomhed modtager fortrinsvis fast ejendom med henblik på at betale gælden til offentlige kreditorer (gæld til offentlige institutioner, f.eks. skat). Derudover sælges HCz' resterende dattervirksomheder med henblik på at betale den offentlige og kommercielle gæld, der ikke kan omstruktureres.

(11)

HCz er den næststørste stålproducent i Polen. Virksomheden fremstiller fortrinsvist kvartoplade (3), en type stål, der udgør over 60 % af omsætningen. Produktet anvendes til skibsbygning og konstruktion.

(12)

HCz' første anlæg blev etableret i perioden 1896-1902. I dag består HCz af et forholdsvist moderne stålværk og et pladevalseværk med en elektrisk lysbueovn, et strengstøbningsanlæg og et valseværk til tykke plader med færdigbehandlingsfaciliteter. Den nominelle kapacitet for stålproducenten (som fremstiller halvfabrikata, dvs. plader) er 700 000 tons, og for pladevalseværket (som omdanner halvfabrikata til færdige produkter) er kapaciteten ca. 780 000 tons.

(13)

HCz ejer 14 dattervirksomheder, som yder andre tjenester. Disse omfatter rørproducenten Rurexpol Sp. z o o (4), koksværket Koksownia Sp. z o o. og elselskabet Elsen Sp. z o o. Sammen med sine dattervirksomheder beskæftigede HCz ca. 5 000 medarbejdere i 2002.

(14)

HCz ejes 100 % af det polske finansministerium. Selskabets aktiekapital udgør 370 mio. zloty (ca. 70 mio. EUR) (5). Selskabets indre værdi udgjorde den 31. december 2003768,5 mio. zloty (ca. 160 mio. EUR).

(15)

Siden sommeren 2001 har HCz haft alvorlige økonomiske problemer. Eftersom virksomheden ikke var i stand til at betale sin gæld (som ultimo 2003 udgjorde ca. 1,4 mia. zloty, ca. 310 mio. EUR), er størstedelen af dens aktiver, herunder alle stålaktiver, stillet som pant til store kreditorer.

(16)

Den 11. november 2001 søgte HCz om en forligsprocedure i retten, hvorefter virksomheden gik i betalingsstandsning. Hensigten med forligsproceduren er at give virksomheden mulighed for omstrukturering gennem en delvis afskrivning af gælden fra kreditorernes side. I oktober 2002 annullerede retten forligsproceduren, da kreditorerne ikke var nået til enighed om en omstruktureringspakke. Ifølge de polske myndigheder mislykkedes forligsproceduren, fordi kreditorerne forlangte, at HCz skulle bruge statsstøtte til at betale sin gæld helt ud.

(17)

Den 28. oktober 2002 indgav HCz konkursbegæring. I henhold til polsk lovgivning var HCz forpligtet til at indgive konkursbegæring efter afslutningen af forligsproceduren, fordi den ikke kunne betale sin gæld, som forfaldt, da forligsproceduren blev opgivet. Samme dag udlejede HCz sine produktionsaktiver og indstillede stålproduktionen og har siden udelukkende handlet som et holdingselskab for sine dattervirksomheder. I dag består virksomheden kun af et ledelsesorgan bestående af ca. 40 personer.

(18)

I lyset af HCz' konkursbehandling og for at sikre kontinuitet i produktionen uden risiko for, at støttemodtageren indstillede driften under behandlingen, blev der oprettet en ny virksomhed, HSCz, under kontrol af Towarzystwo Finansowe Silesia Sp. z o.o. (i det følgende benævnt »TFS« , et aktieselskab i stålindustrien, hvis aktiekapital ejes af finansministeriet).

(19)

Den 28. oktober 2002 lejede HSCz HCz' stålproduktionsfaciliteter (herunder stålværket, pladevalseværket, koksværket og visse vigtige tjenester). I henhold til lejeaftalen skal HSCz betale [...] (*1) mio. zloty pr. måned for udlejningen og overtage 2 057 medarbejdere fra HCz (i øjeblikket 1 950).

(20)

Lejeaftalen gav HSCz 14 måneders udsættelse med betalingen af lejegebyret. Selv om aftalen ikke indeholder specifikke bestemmelser om betaling af rente for udsættelsen, blev der den 30. november 2004 beregnet lovpligtig rente for for sen betaling, et beløb på i alt [...] zloty, som HSCz betalte til HCz.

(21)

TFS gav kun HSCz en minimumskapital på 50 000 zloty. For at kunne operere på markedet uden driftskapital afkortede HSCz derfor betalingsfristen for tilgodehavender til ca. 15 dage, samtidig med at betalingsfristen for gæld blev forlænget til 50 dage. Dette var muligt, fordi alle nøgleleverandører med en enkelt undtagelse var parate til at acceptere disse kreditvilkår for at beholde HSCz som en stor kunde. I praksis indgik mange leverandører såkaldte naturalieaftaler, hvorved råmaterialer, særligt skrot, blev betalt med slutprodukter som f.eks. stålplader, der var beregnet til gensalg til specifikke slutbrugere. Virksomhederne kontrollerede nøje HSCz' produktion og regnskaber og stillede krav om store driftsoverskud til gengæld for den risiko, de påtog sig.

(22)

Det blev kun stillet krav om yderligere sikkerhed for forpligtelser i forbindelse med energi leveret af det polske energiforsyningsselskab Polskie Sieci Energetyczne S.A. (i det følgende benævnt »PSE« ). TFS blev anmodet om at underskrive tre garantiaftaler på hver [...] zloty. De omfatter på den ene side sikkerhed bestående af tre veksler med løfte om betaling af et beløb på [...] mio. zloty hver og på den anden side tre samtykkeerklæringer om strakshåndhævelse i henhold til den polske retsplejelov (artikel 777), hvilket gav PSE en samlet kaution på omkring [...] mio. zloty. Den 28. november 2002 blev der udstedt to veksler/garantier på hver [...] mio. zloty, som var gældende til den 30. juni 2003, mens der den 30. december 2002 blev udstedt en anden veksel på [...] mio. zloty, der var gældende indtil den 31. marts 2005. For alle veksler og garantien betalte HSCz en fast præmie på [...] zloty, og for garantien på [...] mio. zloty et beløb svarende til ca. 0,8 %. De udestående elregninger udgjorde imidlertid på intet tidspunkt mere end [...] mio. zloty, da garantiaftalen indeholdt en mekanisme, som forpligtede HSCz til at betale alle udestående beløb inden for fem uger.

(23)

I juni 1998 vedtog det polske ministerråd et indledende omstruktureringsprogram for den polske jern- og stålindustri. Programmet blev opdateret i 2001, og omstruktureringsloven (for jern- og stålindustrien) (6) af 24. august 2001, som udgjorde lovgrundlaget for den polske stålindustri, blev vedhæftet.

(24)

Den 5. november 2002 godkendte det polske ministerråd et ændringsforslag til det første omstruktureringsprogram, som efterfølgende blev kaldt omstrukturerings- og udviklingsprogrammet for den polske jern- og stålindustri indtil 2006 (i det følgende benævnt »det nationale omstruktureringsprogram« eller »KPR« ). Denne plan gør det muligt at tildele statsstøtte til den polske stålindustri med henblik på omstrukturering i perioden 1997-2006 på op til 3,387 mia. zloty (713 mio. EUR).

(25)

Ifølge det nationale omstruktureringsprogram findes der 17 stålvirksomheder i Polen, fordelt på tre grupper. Den første gruppe omfatter otte virksomheder, som modtager statsstøtte i henhold til det nationale omstruktureringsprogram. Størstedelen af støtten blev tildelt til konsolidering af de fire største stålproducenter i Polen, som er blevet sammenlagt til Polens største stålproducent, Polskie Huty Stali S.A. (i det følgende benævnt »PHS«), som i dag bærer navnet Mittal Steel Poland (i det følgende benævnt »MSP«), efter den blev solgt til LNM holdings (7), som for nylig blev omdannet til Mittal Steel (8). Den anden gruppe omfatter seks virksomheder, som ikke var omfattet af omstruktureringsprogrammet, fordi deres største virksomhedsaktivitet ikke vedrørte stålproduktion, eller fordi de ikke havde modtaget støtte. Den tredje gruppe omfatter tre virksomheder, som havde modtaget støtte, men for hvilke der i mellemtiden var indledt konkursbehandlinger.

(26)

HCz var opført på listen for den tredje gruppe. I lyset af HCz' konkursbegæring konkluderedes det i det nationale omstruktureringsprogram, hvad angår HCz, at yderligere omstrukturering af stålværket ville fortsætte under afviklingen (afsnit 3.1.2 og punkt 5.1). Faktisk anføres HCz i punkt 3.1.3.3 som et af de stålværker, for hvilke der er indledt konkursbehandling, ligesom det anføres, at værket nu administreres af den midlertidige bobestyrer. I punkt 5.4.2 i det nationale omstruktureringsprogram anføres det, at det for at muliggøre omstrukturering af HCz vil være nødvendigt at yde virksomheden et beløb på 1 milliard zloty i statsstøtte. Resultaterne ville dog stadig ikke være som forventet. Under sådanne omstændigheder omstruktureres virksomheden ved hjælp af afvikling, og produktionsaktiverne administreres af HSCz, som fortsætter HCz' produktionsaktivitet uden statsstøtte til omstrukturering. HCz' aktiver overtages ikke af en anden modtager af statsstøtte (afsnit 3.1.3.1).

(27)

Det nationale omstruktureringsprogram blev sendt til EU. Det blev afsluttet den 25. marts 2003 efter en intensiv dialog med Kommissionen. Efter sin vurdering stillede Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse om at forlænge perioden for at yde statsstøtte i den polske stålindustri i henhold til Europaaftalen (som oprindeligt kun var gældende indtil 1997) til slutningen af 2003 under forudsætning af at dette kan gennemføres inden 2006, hvilket blev godkendt af Rådet i juli 2003 (9).

(28)

EU afveg således fra sine regler og tillod Polen at yde omstruktureringsstøtte til stålindustrien (10). De vigtigste resultater i det nationale omstruktureringsprogram blev omdannet til en protokol til tiltrædelsestraktaten, protokol nr. 8 om strukturomlægning af den polske jern- og stålindustri. I henhold til protokol nr. 8 kan der ydes statsstøtte til de otte angivne virksomheder (ikke HCz) på op til 3,387 mia. zloty. På den anden side understreges det i protokol nr. 8, at der ikke kan ydes yderligere strukturomlægningsstøtte til den polske stålindustri.

(29)

Den 30. oktober 2002, kort efter at HCz havde indgivet konkursbegæring, vedtoges lov om statsstøtte til virksomheder af særlig vigtighed for arbejdsmarkedet (ændret i november 2003 (11) og i det følgende benævnt »lov af 30. oktober 2002 «) (12). I henhold til denne lov kan virksomheder gennemføre en omstrukturering for at undgå afvikling. Med henblik herpå indførtes der med loven en ny fremgangsmåde i forbindelse med omstrukturering, da den indeholder bestemmelser om omstrukturering (dvs. en delvis afskrivning) af den offentlige gæld, som indtil da kun kunne omlægges eller udsættes.

(30)

I henhold til artikel 7, stk. 1, i lov af 30. oktober 2002 er en virksomhed under omstrukturering berettiget til konkursbeskyttelse fra begyndelsen af omstruktureringen, til omstruktureringen afsluttes eller afbrydes. Omstruktureringen skal afsluttes senest 24 måneder efter beslutningen om omstruktureringen blev truffet (artikel 19, stk. 2, i lov af 30. oktober 2002).

(31)

Lov af 30. oktober 2002 indeholder bestemmelser om finansiel omstrukturering af kommercielle forpligtelser, der er indgået inden juli 2002, og af offentlige forpligtelser, der er indgået inden juni 2002 (artikel 3 i lov af 30. oktober 2002, hvorefter sidstnævnte periode blev forlænget med et år). Hvor den private finansielle omstrukturering af kommercielle forpligtelser er baseret på en omstruktureringsaftale, som mindst 50 % af kreditorerne skal indgå (i henhold til kapitel 4 i lov af 30. oktober 2002), kan offentlige forpligtelser delvis afskrives på baggrund af en afgørelse fra formanden for det polske industriudviklingsagentur (Agencja Rozwoju Przemysłu S.A., i det følgende benævnt »ARP«), som er det organ, der er ansvarligt for at kontrollere omstrukturering af virksomheder i henhold til lov af 30. oktober 2002 (i henhold til kapitel 5).

(32)

Endvidere blev det med ændringen af 14. november 2003 i kapitel 5a i lov af 30. oktober 2002 muligt at få tilbagebetalt beløb fra offentlige fordringer på baggrund af en særlig omstruktureringsordning, hvorved støttemodtageren overfører ejerskabet af aktiver, der er fri for kautioner, til en dattervirksomhed under ARP (»Operator«) med en værdi svarende til mindst 25 % af den samlede gæld. Disse aktiver sælges efterfølgende for at betale de offentlige kreditorer (artikel 32d i lov af 30. oktober 2002). De offentlige kreditorer skal dog godkende den særlige omstruktureringsordning (artikel 32h i lov af 30. oktober 2002).

(33)

Med kapitel 5a og den særlige omstruktureringsordning udvides endvidere det midlertidige og materielle anvendelsesområde for fordringer, der kan omstruktureres. Fordringer skal omstruktureres i mere end et år (indtil den 30. juni 2003) og kan omfatte flere forskellige typer offentlig gæld i henhold til artikel 32a, stk. 1, i lov af 30. oktober 2002 (13).

(34)

Den 21. januar 2003 ansøgte HCz sammen med ARP om omstrukturering i medfør af lov af 30. oktober 2002. Den 21. februar 2003 accepterede formanden for ARP ansøgningen og henstillede, at der indledtes omstruktureringsprocedurer i henhold til artikel 10, stk. 1, i lov af 30. oktober 2002, som beskyttede HCz mod konkurs.

(35)

Den 18. april 2003 sendte HCz en omstruktureringsplan til ARP. Den grundlæggende idé med planen var at opdele HCz' aktiver i produktionsaktiver og andre aktiver og sælge produktionsaktiverne som en going concern til en privat investor. Den 2. juli 2003 godkendte ARP omstruktureringsplanen. Planen blev derefter sendt til kontoret for konkurrence- og forbrugerbeskyttelse (i det følgende benævnt »OCCP«), som accepterede den 25. juli 2003, forudsat at der ikke ville blive ydet statsstøtte (14).

(36)

Den 7. august 2003 traf formanden for ARP beslutning om omstruktureringen i henhold til artikel 10, stk. 4, i lov af 30. oktober 2002. I oktober 2003 blev omstruktureringsplanen ændret, så den omfattede OCCP's krav. Den 1. december 2003 godkendte ARP omstruktureringsplanen og ændrede dermed den oprindelige omstruktureringsbeslutning.

(37)

Den 30. april 2004 udstedte ARP's formand endnu en beslutning om ændring af omstruktureringsbeslutningen. Beslutningen var baseret på en opdateret forretningsplan af 26. april 2004. Det var nødvendigt at ændre planen for at tage højde for ændringerne i lov af 30. oktober 2002. Den nye udgave indeholdt endvidere en mere detaljeret beskrivelse af opdelingen af aktiver (15).

(38)

I omstruktureringsplanen identificeres flere grupper af kreditorer på baggrund af forpligtelsernes juridiske beskaffenhed:

(39)

Den første gruppe indeholder offentlig institutionel gæld (beløb pr. 30. juni 2003),

sociale sikringsbidrag (til Zakład Ubezpieczeń Społecznych (i det følgende benævnt » ZUS «)) på ca. [...] mio. zloty ([...] millioner kan omstruktureres, og [...] millioner kan ikke);

De »offentlige institutionelle kreditorer« er således: ZUS, FGSP og PFRON, som er ansvarlige over for økonomi- og arbejdsministeriet, Częstochowa-kommunen, herunder skattekontoret og byrådet, samt Silesia-provinsen. Endvidere har forskellige andre kommuner, herunder Poraj, mindre fordringer.

(40)

Den anden gruppe består af kommercielle fordringer (beløb pr. 30. september 2003), som kan underopdeles i fordringer fra offentlige og private kreditorer. Den første undergruppe (i det følgende benævnt »offentlige kommercielle kreditorer«) består af:

(41)

Den anden undergruppe og den tredje gruppe omfatter følgende private kreditorer (beløb pr. 30. september 2003):

(42)

Omstruktureringsplanen indeholder bestemmelser om finansiel omstrukturering af disse forpligtelser, hvorved aktiverne opdeles i tre virksomheder.

(43)

I omstruktureringsplanen anføres det, at kreditorer med kommercielle fordringer skal tilbydes stålproduktionsaktiver i stedet for deres fordringer. De skal bytte gæld for aktier i en nyetableret dattervirksomhed, MH, som skal eje al udstyret i stålfabrikken, pladevalseværket og administrationsbygningen.

(44)

Værdien af aktiverne blev fastlagt i overensstemmelse med polsk lovgivning om statsejede virksomheder, i henhold til hvilken der skal foretages en vurdering af aktiverne inden et salg. Således vurderede ATEST (16) i august 2003 højovnen (støberi) til en værdi af [...] mio. zloty. Endvidere blev valseværket vurderet af PROFCEN i Częstochowa til [...] mio. zloty. Da de kommercielle kreditorer imidlertid satte spørgsmålstegn ved disse vurderinger og hævdede, at de var for optimistiske i forhold til den anvendte metode, gennemførte ATEST i december 2003 endnu en vurdering på baggrund af den tilbagediskonterede fremtidige indtjening af den kombinerede højovn og støberi, og denne gang lød vurderingen på [...] mio. zloty. Desuden blev der foretaget en vurdering efter schweizisk metode (2/3 tilbagediskonteret fremtidig indtjening, 1/3 værdiansættelse af aktiver), som resulterede i vurderingen [...] PLN. Denne værdi blev mere eller mindre bekræftet af LNM's bud i december 2003, hvor disse aktiver blev vurderet til [...] mio. zloty, i slutningen af 2003 rettet til [...] mio. zloty (som følge af de betydelige prisstigninger på stål var denne værdi imidlertid næsten fordoblet i marts 2005 til [… mellem 600 og 650] mio. zloty).

(45)

Den 13. oktober 2003 underskrev de kommercielle kreditorer en aftale om omstrukturering af deres gæld, antedateret juni 2002 (i det følgende benævnt »omstruktureringsaftalen«), som trådte i kraft den 9. december 2003. På baggrund af MH's virksomhedsaktivers bogførte værdi, dvs. 320 mio. zloty, blev det i denne aftale først og fremmest fastlagt, at de kommercielle kreditorers fordringer pr. 30. juni 2002 skulle betales via en delvis konvertering til 80,44 % af aktierne i MH. Heraf blev 72,47 % betalt i forhold til de kommercielle kreditorers eksisterende fordringer, og 7,97 % blev fordelt i forhold til kreditorernes eksisterende kautioner. Dette medførte en afskrivning af gælden på ca. 60 % i 2003 og ca. 30 % i 2005.

(46)

Dernæst anførtes det i kreditoraftalen, at RFG skulle anvende de resterende 19,56 % af aktierne i MH til at betale samtlige renter på de forpligtelser, der var indgået før juni 2002 og frem til ikrafttrædelsesdatoen for aftalen, dvs. den 9. december 2003 (derefter erstattes den af kreditoraftalen), og de forpligtelser, der er indgået efter juni 2002 samt tilhørende renter.

(47)

Kreditoraftalen blev efterfølgende ændret flere gange med henblik på at ændre tidsfristen for, hvornår de deltagende kreditorer skulle modtage aktierne i MH, og med henblik på at ændre tidsplanen for afgivelse af bud på MH fra strategiske investorer.

(48)

Kreditoraftalen blev indledningsvist indgået af kreditorer, der repræsenterede 54 % af det krævede gældsbeløb, nemlig følgende kommercielle offentlige kreditorer: PSE, Zakład Energetyczny, ARP, PKP og PGNiG samt følgende private kreditorer: BPH Bank og BPK Logo. Kredyt Bank, ING BSK, Citibank Handlowy, Bank Millenium, CZW Węglozbyt og Kompania Węglowa indgik ikke oprindeligt aftalen. Ifølge artikel 23, stk. 2, i lov af 30. oktober 2002 er aftalen bindende for alle kreditorer med kommercielle fordringer.

(49)

I marts 2004 godkendte Bank Millenium, CZW Węglozbyt og Kompania Węglowa kreditoraftalen. Efterfølgende har Kredyt Bank, ING og Citibank Handlowy ligeledes accepteret det økonomiske rationale i omstruktureringsprogrammet.

(50)

Kommissionen er klar over, at MH skal sælges sammen med den resterende pant i virksomhedens aktiver, idet midlerne fra salget vil blive anvendt til at tilbagebetale den resterende kommercielle offentlige gæld, der ikke kan omstruktureres, og først herefter vil kautionerne blive frigivet.

(51)

I henhold til omstruktureringsplanen som godkendt af omstruktureringsbeslutningen påtager Operator sig ansvaret for alle offentlige institutionelle fordringer pr. 30. juni 2003, som skal omstruktureres.

(52)

Til gengæld overfører HCZ i henhold til artikel 32, litra d), i lov af 30. oktober 2002 aktiver, der er fri for kautioner, til Operator til en værdi af mindst 25 % af de fordringer, der er overført til Operator. Disse aktiver er identificeret i omstruktureringsplanen og omfatter fast ejendom, hvoraf en del skal udgøre en industripark, energiselskabet Elsen og 10 mio. zloty i tilgodehavender. Operator forsøger at fremskaffe så mange likvide beholdninger som muligt af disse aktiver. Salget af hovedparten af aktiverne forventes ikke afsluttet før december 2005.

(53)

Værdien af den faste ejendom, som Operator skal modtage, er af en uafhængig revisor vurderet til 120,6 mio. zloty. Sammen med aktierne i Elsen, der er vurderet til ca. 25,4 mio. zloty og tilgodehavender til en værdi af 10 mio. zloty, bør Operators aktiver udgøre 156 mio. zloty (17). Denne vurdering blev gennemført for ARP af BRE Corporate Finance, investeringsbanken under Commerzbank i Polen (18).

(54)

Overførslen af tilgodehavenderne til Operator medfører automatisk en frigivelse af kautionerne for disse forpligtelser. På grund af de forpligtelser, der ikke kan omstruktureres, vil visse offentlige kreditorer imidlertid stadig have kautioner, som vil være gældende, indtil HCz/RFG kan betale sine forpligtelser efter salget af MH.

(55)

ZUS, Częstochowa-kommunen, PFRON Silesia-provinsen har tilkendegivet deres støtte til den særlige omstruktureringsordning. Polen har anført, at skattekontoret i Częstochowa, FGŚP og de kommunale myndigheder i Poraj i begyndelsen af juni 2005 afviste den særlige omstruktureringsordning, da de mente, at der kunne opnås bedre resultater med en konkurs. Deres gæld betragtes derfor som gæld, der ikke kan omstruktureres, og den skal således betales af HCz/RFG. De polske myndigheder har forsikret, at disse fordringer vil blive betalt fuldt ud.

(56)

HCz vil på et tidspunkt få navnet RFG. RFG skal eje flere af de resterende aktiver, særligt de fleste af HCz' dattervirksomheder som f.eks. Rurexpol og koksværket, hvoraf de fleste skal sælges til den strategiske investor. Derudover vil flere aktiver, der blev udlejet af HSCz, blive overført til et andet af HCz' dattervirksomheder, Majątek Hutniczy Plus (i det følgende benævnt »MH Plus«) med henblik på salg til den strategiske investor til fordel for RFG.

(57)

RFG's aktiver blev første gang vurderet i slutningen af 2003 af konsulenter hos virksomheden PROFCEN i Częstochowa og blev indarbejdet i ATEST's efterfølgende vurderinger af dattervirksomhederne. Værdien af MH og MH Plus blev yderligere underbygget af bud fra strategiske investorer. Grundlaget for den anden vurdering blev fastlagt i begyndelsen af 2005 efter modtagelsen af tilbuddet om at købe aktier i forskellige dattervirksomheder (se punkt 62) og afspejler det store opsving på stålmarkedet. Dattervirksomhedernes værdi er angivet herunder:

Tabel 1

Vurdering af dattervirksomheder, der skal sælges af RFG

(58)

RFG skal tilbagebetale al den offentlige institutionelle gæld, der ikke kan omstruktureres (ca. [...] mio. zloty) (19). RFG skal ligeledes betale rente på de kommercielle forpligtelser, der er omstruktureret i form af omdannelse til aktier i MH for perioden fra 1. juli 2002 til 9. december 2003 ([...] mio. zloty) og eventuelt nye kommercielle forpligtelser med rente, som er indgået efter juni 2002 (anslået ca. [...] mio. zloty) (20). Derfor vil [...] mio. zloty ud af de [...] mio. zloty, som RFG modtager fra salget af dattervirksomhederne, blive brugt til at betale al udestående gæld, mens [...] mio. zloty vil blive brugt til at betale omstruktureringsomkostninger, og [...] mio. zloty forbliver i RFG.

(59)

Sammen med HCz' kreditorer og under finansministeriets kontrol vil HCz og TFS sælge aktier i MH, MH Plus, koksværket, Rurexpol og visse andre dattervirksomheder sammen med aktierne i HSCz til en strategisk investor. Processen skal kontrolleres af et forhandlingsudvalg, som skal omfatte repræsentanter for HCz, TFS og ni af HCz' kreditorer (BPH, Citibank Bank Handlowy, Bank Millennium, Kredyt Bank, ING BSK, PSE, PKP, PGNiG og ARP).

(60)

Efter et indledende udbud er LNM holdings N.V (som nu er fusioneret i Mittal Steel, men i det følgende benævnt »LNM«) og fagforeningen Donbass (i det følgende benævnt »Donbass«) af TFS og HCz blevet udvalgt som de foretrukne tilbudsgivere, som der skal indledes eneforhandlinger med. Den 31. marts 2004 blev en foreløbig aftale paraferet, som efterfølgende blev annulleret. I efteråret 2004 blev der igen lanceret et udbud med de foretrukne tilbudsgivere.

(61)

I februar 2005 fik LNM eneretten på baggrund af tilbudsprisen. Prisen var steget markant i lyset af opsvinget på koks- og stålmarkedet. Den 15. april 2005 blev der paraferet en aftale med LNM. Den 16. maj 2005, efter at LNM's forhandlinger med fagforeningerne brød sammen, blev der indledt forhandlinger med Donbass. Ifølge de polske myndigheder er Donbass nu også parat til at betale den pris, som blev tilbudt af LNM, og følgelig blev der den 16. juni 2005 paraferet en aftale, som danner grundlag for en endelig aftale om at sælge virksomhederne til Donbass.

(62)

Der betales en pris på ca. [...] mio. zloty for en pakke bestående af MH (ca. […(mellem 600 og 650)] mio. zloty), MH Plus (ca. [...] mio. zloty), Koksownia (ca. [...] mio. zloty), Rurexpol og otte andre af HCz' dattervirksomheder (ca. [...] mio. zloty i alt) og HSCz (ca. [...] mio. zloty — dette beløb modtages af TFS).

(63)

I oktober 2004 fremlagde TFS en opdateret individuel forretningsplan (i det følgende benævnt »forretningsplanen«) for HSCz for årene 2004-2006 under forudsætning af, at HSCz' drift og aktiver forenes i én virksomhed (omfattende MH, MH Plus og HSCz). Denne forretningsplan omfatter investeringer på 252,6 mio. zloty i det eksisterende værk. Der er endvidere planlagt flere andre omstruktureringsforanstaltninger som omkostningsreduktion og et miljøprogram. På baggrund af disse foranstaltninger forventes der i forretningsplanen et investeringsafkast på over 10 % for 2004-2006 og en kapitalforrentning på over 5 %.

(64)

Ifølge udbuddet skulle investoren gennemføre investeringsprogrammet senest 24 måneder efter at fået bestemmende indflydelse i HSCz, MH og MH Plus. Endvidere må investoren i henhold til salgsaftalen ikke øge produktionskapaciteten for færdigvarer før den 31. december 2006 og må særligt ikke foretage investeringer i produktionslinjer til varmvalset stål.

(65)

For at vurdere virkningerne af omstruktureringen gennemførte PriceWaterhouseCoopers en detaljeret økonomisk analyse på Polens vegne (i det følgende benævnt »PWC-analysen«), hvori omfanget af gældsbetalingen sammenlignes i to forskellige scenarier, nemlig omstrukturering og konkurs. Omstruktureringsordningerne blev taget fra kreditoraftalen fra oktober 2003 og fra omstruktureringsbeslutningen fra august/december 2003. I konkursscenariet er ordningerne baseret på den hypotetiske anvendelse af konkurslovgivningen (21) og på det bedste resultat for de offentlige institutionelle investorer.

(66)

I analysen antages det, at konkurs og omstrukturering i første tilfælde skal foregå den 31. december 2003 (se tabel 2) og i det andet tilfælde den 31. marts 2005 (se tabel 3). Antallet af tilgodehavender og værdien af aktiverne beregnes på baggrund af nutidsværdien på det pågældende tidspunkt (f.eks. vil værdien af MH i 2003 være […(mellem 325 og 375)] mio. zloty, mens den for 2005 vil være […mellem 600 og 650)] mio. zloty). Årsagen til, at analysen blev gennemført for to forskellige tidsperioder er, at de kommercielle kreditorer allerede har accepteret omstrukturering på baggrund af tabel 2, men de offentlige institutionelle investorer ikke endeligt godkendte dette i 2003, men først senere i forhold til scenariet i marts 2005. På det tidspunkt ændrede tallene sig imidlertid væsentligt, da kreditorernes tilgodehavender på den ene side steg som følge af yderligere påløbne renter, og provenuet på den anden side i både konkurs- og omstruktureringsscenariet forbedredes, eftersom værdien af de pågældende aktiver steg.

Tabel 2

Sammenligning mellem provenuer i december 2003

Tabel 3

Sammenligning mellem provenuer i december 2005

(67)

I perioden 1997 til maj 2002 modtog HCz finansiel støtte fra staten på i alt 25 161 072,08 zloty (5,3 mio. EUR).

(68)

19 699 452 zloty (4,15 mio. EUR) blev ydet som driftsstøtte og omstrukturering af beskæftigelsen:

(69)

Endvidere ydede Komitet Badań Naukowych (udvalget for videnskabelig forskning, i det følgende benævnt »KBN«) 5 461 620 zloty (1,15 mio. EUR) til HCz. Disse subsidier var baseret på aftaler mellem HCz og KBN og instituttet for metallurgi i Gliwice og var udviklet med henblik på yderligere projekter inden for forskning og udvikling (i det følgende benævnt »F&U«). Tilskuddene omfatter:

(70)

HSCz drog fordel af en række forskellige finansielle foranstaltninger i perioden november 2002 — januar 2004.

(71)

HCz udsatte sin gæld til ZUS og FGSP, men den er dog blevet betalt siden hen. For sene betalinger (betalt senere end to uger efter forfaldsdatoen) udgør i alt 18 155 302 zloty. For disse for sene betalinger, som generelt ikke blev betalt mere end seks måneder for sent, blev HSCz opkrævet lovpligtig rente, dvs. 560 383 zloty.

(72)

Skattekontoret i Częstochowa accepterede udsættelsen af skattebetalinger på ca. 7 mio. zloty mod betaling af lovpligtig rente, som blev behørigt betalt. Kontoret eftergav dog en del af den lovpligtige rente, som blev pålagt i kraft af de for sene betalinger. Forskellen mellem den betalte rente og den samlede lovpligtige rente er 31 145 zloty.

(73)

Formanden for PFRON eftergav rentefordringer mod HSCz på 22 821 zloty og accepterede betaling af disse fordringer i afdrag på ca. 350 000 zloty, dvs. en støtteværdi svarende til 8 150 zloty. Når de skattemæssige fordele af 31 145 zloty indregnes, blev HSCz fritaget for fordringer til en værdi af i alt 62 116 (ca. 13 077 EUR).

(74)

Til sidst ydede KBN den 27. november 2002 og den 20. november 2003 tilskud på i alt 1 100 000 zloty og 280 000 zloty (1 380 000 zloty) i forhold til samlede omkostninger på 4 370 000 zloty (30,4 %) til industriel forskning og førkonkurrencemæssig udviklingsvirksomhed til et projekt, der er beregnet til at hjælpe med at analysere metoder til modernisering af den teknologiske proces i støberier ved at ændre sammensætningen af de komponenter, der anvendes til at fremstille stål med henblik på at øge både kvalitet og effektivitet (43).

(75)

I sin beslutning om at indlede en procedure betvivlede Kommissionen, at de foranstaltninger, som Polen havde gennemført, omfattede støtte, navnlig af tre årsager:

(76)

Kommissionen udtrykte ligeledes bekymring over, om LNM i lyset af punkt 4a i protokol nr. 8 ville være berettiget til at købe aktier i HCz, eftersom LNM allerede ejede MSP, som i henhold til protokollen er modtager af statsstøtte.

(77)

I en skrivelse af 9. september 2004 anfører UK Steel, der handler på vegne af HCz' britiske konkurrenter, at afskrivning og udsættelse af gæld svarer til statsstøtte, indtil den er betalt fuldt ud. Den støtter Kommissionens tanker om, at HCz' stålaktiver under normale markedsforhold ville være blevet afviklet og ikke udlejet til HSCz. UK Steel opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at anvende punkt 4b i protokol nr. 8, som efter UK Steels mening fuldstændig ville forhindre LNM i at købe HCz' aktiver.

(78)

I en skrivelse af 10. september 2004 erklærede Tjekkiet som ejer af et andet pladefremstillende stålværk, Vítkovice Steel, sin interesse i Kommissionens procedure.

(79)

I en skrivelse af 10. september 2004 griber LNM ind i Kommissionens procedure som en af de potentielle tilbudsgivere. LNM anfører, at dens mål er at hjælpe med at vise, at privatiseringen af HCz-stålvirksomhederne og forholdet mellem andre virksomheder i LNM-koncernen er fuldt ud forenelige med tiltrædelsestraktaten og reglerne om statsstøtte. Navnlig bekræfter den, at dens dattervirksomhed MSP ikke er i gang med at købe HCz-virksomhederne. Den gentager sin entydige forsikring om, at den, hvis den skulle få held med at købe HCz-virksomhederne, vil drive dem som en uafhængig enhed, fuldstændig adskilt fra MSP, og at den vil sikre, at der ikke overføres nogen statsstøtte eller kapacitet mellem dem og MSP. Virksomhedernes forhold vil være rent kommercielt, idet MSP vil levere plader til HCz. Dette forhold vil blive organiseret på en gennemsigtig måde og til markedspriser, der ikke adskiller sig fra virksomhedens konkurrenters priser.

(80)

Donbass greb ind i Kommissionens procedure som en af de potentielle tilbudsgivere i en skrivelse af 13. september 2004. Donbass mente, at omstruktureringen foregår på markedsmæssige vilkår. I lyset af den omstændelige og langvarige konkursbehandling tvivler den på, at den vil være interesseret i at købe HCz' aktiver, hvis der blev indledt en konkursbehandling.

(81)

De polske myndigheder gav yderligere oplysninger. De forsøger at forklare, at hverken omstruktureringen af HCz eller driften af HSCz omfattede omstruktureringsstøtte. De indrømmer blot, at HCz modtog nogen støtte inden slutningen af 2002. Endelig forklarer Polen, hvorfor Kommissionen bør acceptere en ændring af det nationale omstruktureringsprogram.

(82)

De polske myndigheder giver først nye argumenter for, hvorfor omstruktureringen af HCz ikke bør omfatte statsstøtte. I den forbindelse fremlægger de ovennævnte analyse af konkursscenariet, som PWC har gennemført. De ønsker at vise, at alle offentlige kreditorers fordringer i højere grad vil blive betalt i tilfælde af omstrukturering end i tilfælde af en konkurs.

(83)

Analysen er baseret på en analyse af værdierne af kautionerne, som ikke var blevet gennemført tidligere. Rent faktisk fremhæves det i PWC-analysen, at de offentlige kreditorers fordringer fortrinsvist er sikret ved ikke-produktionsaktiver med kun en lille del af sikkerheden i produktionsaktiverne, mens de private kreditorers fordringer primært er sikret ved produktionsaktiver, som er de mest værdifulde. Selv i tilfælde, hvor offentlige kreditorers fordringer er sikret ved HCz' produktionsaktiver, blev de registreret med en senere dato end de private kreditorers fordringer. I henhold til den polske konkurslov kan sådanne fordringer ikke indfries, før tidligere registrerede fordringer er blevet indfriet (dvs. de private kreditorers fordringer).

(84)

På baggrund af denne analyse påstår Polen, at omstruktureringen opfylder kriterierne for den private kreditor. Kun få offentlige kreditorer modtager mindre ved en omstrukturering end ved en konkurs (de, der er anført med et minus i sidste kolonne i tabel 2 og 3), men dette vil under alle omstædigheder stadig være mere end i et realistisk konkursscenario.

(85)

Polen anfører, at PWC-analysen for 2003 er et meget optimistisk scenario for offentlige institutionelle kreditorer. I realiteten er en yderligere reduktion af provenuet fra konkursbehandlingen primært resultatet af de særlige konkursbehandlinger under domstolene i Polen, som omfatter den midlertidige bobestyrers omkostninger, der sædvanligvis udgør 5 % af indtægterne fra salget og, i HCz' tilfælde, sandsynligvis helt op til 10 %. Endvidere er konkursbehandlinger langvarige, hvilket yderligere kan reducere værdien.

(86)

De polske myndigheder anfører endvidere, at konkurs kan medføre, at aktiverne ikke sælges i en ensartet proces, eftersom visse kreditorer har overført ejendomsrettigheder på enkelte aktiver og dermed kan sælge dem særskilt. I lyset heraf kan investorer ikke være sikre på, at de får hele produktionslinjen, hvilket kan medføre, at prisen reduceres. Polen har givet flere eksempler på salg under en konkursbehandling, herunder i forbindelse med Huta Andrzej, hvor en opdeling af ejendomsrettighederne til produktionsaktiverne i høj grad besværliggjorde salget og medførte en reduktion af prisen. Et salg under en konkursbehandling kan derfor medføre en meget lavere pris end et salg under en omstruktureringsproces.

(87)

De polske myndigheder anfører endvidere, at de offentlige kreditorer, der lider tab, stadig er bedre stillet end private kreditorer, som under alle omstændigheder valgte omstrukturering (se også tabel 2 og 3) (44).

(88)

De polske myndigheder forklarer, at den primære årsag til, at kreditorerne ikke ville underskrive kreditoraftalen, var manglende tillid til, at omstruktureringsprogrammet ville give positive resultater. De polske myndigheder anfører desuden, at private kreditorer generelt er tilbageholdende over for nye forslag, navnlig fordi bankerne ikke vil bytte kautioner og pant i aktiver for aktier, da dette betyder, at deres tilgodehavender nedvurderes af revisorerne eller af bankinspektionen, ligesom de er forpligtede til at bogføre eventuelle tab. Hvis de derimod fastholder status quo, kan de bogføre en højere værdi, selv om denne ikke er realistisk.

(89)

Da omstrukturering imidlertid synes at være et realistisk scenario, da der er forholdsvis kort tid til at opnå resultater, og da der er en god chance for at få betalt tilgodehavender, er der tendens til, at sådanne aftaler falder på plads. Rent faktisk har Polen tilvejebragt skrivelser fra Kredyt Bank og ING BSK, som viser, at selv de banker, der mister mest på en omstrukturering, nu ser omstruktureringsprogrammer som en bedre løsning end konkurs. I mellemtiden har de private kommercielle kreditorer anført, at de er parate til en yderligere reduktion i rentebetalingen for at sikre, at HCz har tilstrækkelige midler til at tilbagebetale alle de forpligtelser, der ikke kan omstruktureres, og dertil hørende omkostninger.

(90)

Polen anfører endvidere, at de offentlige kommercielle kreditorer, som på baggrund af PWC-analysen ville få mindre ud af et omstruktureringsscenario end af en konkurs, under ingen omstændigheder ville have beføjelser til at forhindre, at der bliver indgået en forligsaftale i henhold til polsk lovgivning. I praksis ville et mindretal af utilfredse kreditorer derfor ikke have magt til at fremtvinge afvikling.

(91)

Hvad angår offentlige institutionelle kreditorer, har de polske myndigheder anført, at frigivelse af sikkerhedsstillelse fra de offentlige kreditorer og overførsel af fordringer til en ny enhed, Operator, ikke foregår automatisk. I stedet krævet en sådan handling en individuel godkendelse fra hver af de offentlige institutionelle kreditorer, og denne godkendelse er ifølge de polske myndigheder skønsmæssig. Dette illustreres bedst af de tre offentlige institutionelle kreditorer (skattekontoret i Częstochowa, FGSP og de kommunale myndigheder i Poraj), som afviste den særlige omstruktureringsordning med den begrundelse, at de ville være bedre stillet efter en konkurs.

(92)

Polen har ligeledes givet yderligere oplysninger om driften af HSCz. Det anfører, at HCz' udlejning af stålproduktionsaktiver til HSCz er en handling, som enhver privat kreditor normalt ville være enig i. Hvor domstolens midlertidige bobestyreres standardfremgangsmåde ville have medført, at produktionsaktiviteterne ophørte, betyder løsningen med at udleje disse aktiver inden en konkurs til en uafhængig virksomhed, der ikke er under bobestyrerens kontrol, at aktivernes værdi bevares som going concern. Til dette formål ville en privat kreditor også have accepteret en udsættelse af betalingerne i henhold til lejeaftalen.

(93)

Derudover er de polske myndigheder ikke enige i, at deres aktiviteter udgør statsstøtte, idet finansieringen kom fra lån, der blev ydet på kommerciel basis af leverandører og forudbetalinger fra stålværkets kunder, som ikke ville miste HCz/HSCz som kunde.

(94)

Hvad angår betaling af energiregninger til PSE, anfører Polen, at garantierne ikke udgør statsstøtte, da HSCz betalte TFS markedsrenten for kautionerne, i alt 2 % af deres reelle værdi. Denne værdi er beregnet med udgangspunkt i, at det samlede garanterede beløb aldrig oversteg 6 mio. zloty, hvorved præmien på 120 000 zloty reelt skulle svare til 2 %. Til sammenligning citerer de polske myndigheder den nationale fond for kreditgarantier, som tilbyder »lånegarantier« til kunderne hos over 25 banker til en aktuel rente på 1 % for et år, 1,2 % for to år og 1,4 % for tre år. De polske myndigheder mener således, at omkostningerne i forbindelse med garantierne og de dertil hørende beløb afspejler de gældende markedsvilkår på det pågældende tidspunkt.

(95)

For det første tilkendegiver Polen, at støtten til HCz på 19 699 452 zloty (4 147 332 EUR), der blev ydet i perioden 1997 til maj 2002, var omstruktureringsstøtte.

(96)

For det andet mener de polske myndigheder, hvad angår støtten til KBN, at de pågældende tilskud opfylder kriterierne i EF-rammebestemmelserne om statsstøtte til forskning og udvikling (i det følgende benævnt »F&U-rammebestemmelserne«) (45) og bør behandles som denne type støtte.

(97)

De polske myndigheder anfører, at denne støtte delvis dækkes af det program af 30. november 2001, som formanden for KBN tiltrådte, om kriterierne for og metoderne til at yde finansiel statsstøtte til videnskaben, som var opført på listen over eksisterende støtte i tiltrædelsestraktaten. Dette gælder som minimum støtten til HSCz på 1 380 000 zloty, som blev ydet, efter at programmet var vedtaget.

(98)

Polen mener endvidere, at selvom KBN's tilskud til HCz på 5 461 620 zloty ikke blev givet under programmet, bør de anses for forenelige, da de opfylder de tilsvarende betingelser i F&U-rammebestemmelserne. Selv om støtten blev givet, inden programmet trådte i kraft, blev den ikke desto mindre vurderet efter samme kriterier i programmet og stemmer derfor overens med F&U-rammebestemmelserne. Polen anfører, at der ikke findes yderligere oplysninger om den i del II beskrevne støtte, da KBN i mellemtiden er blevet opløst.

(99)

For det tredje anfører Polen, at der i mellemtiden er blevet betalt diverse finansielle foranstaltninger til fordel for HSCz. De udsatte lejebetalinger til HCz samt den skyldige rente til ZUS og FGSP blev betalt med den lovpligtige rentesats på 16 % mellem juli 2002 og den 21. januar 2003, 13 % indtil den 24. september 2003 og 12,25 % indtil den 25. november 2004.

(100)

Endelig er støtten i form af skattefordele fra PFRON og skattekontoret på 62 116 zloty (ca. 13 077 EUR) ikke blevet betalt, fordi skattemyndighederne ikke accepterede tilbagebetalingen uden en beslutning om tilbagebetaling. Polen påstår imidlertid, at dette er de minimis-støtte.

(101)

Polen anmoder om, at Kommissionen godkender ændringer i det nationale omstruktureringsprogram i henhold til punkt 10 i protokol nr. 8. De polske myndigheder har forsikret, at HCz vil fortsætte sin drift uden støtte og ikke vil blive afviklet. Til gengæld lover Polen, at HCz ikke vil modtage yderligere statsstøtte i perioden 1997-2006 og ikke vil øge den ovenfor beskrevne kapacitet før slutningen af 2006, hvor omstruktureringsperioden i henhold til protokol nr. 8 slutter.

(102)

De polske myndigheder har forklaret, at det ikke blev anset for muligt at omstrukturere HCz uden statsstøtte, da det nationale omstruktureringsprogram blev udarbejdet i efteråret 2002. Så længe, der syntes at være mulighed for en fuldstændig tilbagebetaling af gælden ved hjælp af statsstøtte, var der ingen kreditorer, der var villige til at give afkald på sin del af gælden. Først da det nationale omstruktureringsprogram afviste at yde støtte til HCZ, indvilligede virksomhedens kreditorer i at reducere deres tilgodehavender. Endvidere var det først med ikrafttrædelsen af lov af 30. oktober 2002, at polsk lovgivning fik et effektivt instrument, der gjorde det muligt at afskrive offentlige fordringer og betale kreditorer i procedurer, som de kontrollerede.

(103)

Polen har forsikret Kommissionen, at aftalerne om salg for MH, HSCZ og andre virksomheder til en strategisk investor vil udelukke muligheden for at overføre statsstøtte fra en af støttemodtagerne i henhold til protokol nr. 8 til HCz. Med dette for øje indarbejdes der i salgsaftalen med investoren en særlig bestemmelse vedrørende alle nødvendige kontrolforanstaltninger.

(104)

I punkt 1 i protokol nr. 8 fastsættes det, at »uanset artikel 87 og 88 i EF-traktaten anses statsstøtte, som Polen yder til bestemte dele af den polske stålindustri til strukturomlægningsformål, for at være forenelig med det fælles marked«, forudsat bl.a. at betingelserne i protokollen er opfyldt.

(105)

Ifølge punkt 3 i protokol nr. 8 er det kun virksomheder, der er opført i bilag 1, der er berettigede til statsstøtte. Polen har udvalgt otte virksomheder, der skal opføres på denne liste. Hverken HCz, HSCz eller andre af HCz' dattervirksomheder er opført.

(106)

I henhold til punkt 6, afsnit 3, i protokol nr. 8 må Polen ikke yde den polske stålindustri nogen yderligere statsstøtte til strukturomlægningsformål. Til dette formål får Kommissionen i henhold til punkt 18 beføjelse til at træffe »de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at virksomheder, der måtte være berørt, tilbagebetaler al støtte, der er ydet«, hvis kontrollen viser, at Polen har »ydet supplerende uforenelig statsstøtte til stålindustrien« og dermed ikke opfyldt betingelserne.

(107)

Rådet forlængede perioden, hvor der kunne ydes omstruktureringsstøtte til den polske stålindustri i henhold til Europaaftalen, til den 31. december 2006. Denne foranstaltning blev anerkendt i protokol nr. 8 som led i Polens tiltrædelse til Den Europæiske Union. For at nå dette mål dækker den tidsmæssigt en periode, der strækker sig før og efter tiltrædelsen. Mere præcist godkendes en begrænset strukturomlægningsstøtte i perioden 1997-2003, mens det i perioden 1997-2006 forbydes at yde den polske stålindustri yderligere statsstøtte til strukturomlægningsformål. I den henseende adskiller den sig klart fra bestemmelserne i tiltrædelsestraktaten som f.eks. den midlertidige mekanisme i bilag IV (»procedurerne vedrørende eksisterende støtte«), som udelukkende vedrører statsstøtte, som er trådt i kraft inden tiltrædelsesdatoen, og som »fortsat gælder« efter den dato. Protokol nr. 8 kan derfor anses som lex specialis, som i de forhold, den dækker, tilsidesætter alle andre bestemmelser i tiltrædelsestraktaten (46).

(108)

Således udvides kontrollen af statsstøtte i henhold til EF-traktaten ifølge bestemmelserne i protokol nr. 8 til al støtte, der er ydet til omstrukturering af den polske stålindustri i perioden 1997-2006, selv om traktatens artikel 87 og 88 normalt ikke finder anvendelse på støtte, der er ydet inden tiltrædelsen, og som ikke anvendes efter tiltrædelsen.

(109)

Beslutningen kan træffes efter Polens tiltrædelse i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2, idet de normale regler og principper bør finde anvendelse, da der ikke findes særskilte bestemmelser herfor i protokol nr. 8. Derfor finder Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (i det følgende benævnt »procedureforordningen«) (47) ligeledes anvendelse.

(110)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte enhver støtte, som ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder, idet den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, således at den er uforenelig med fællesmarkedet. I EF-traktatens artikel 86, stk. 1, fastlægges det, at traktatens artikel 87 ligeledes finder anvendelse på offentlige virksomheder, dvs. virksomheder, der kontrolleres af staten.

(111)

Myndighedernes afskrivning af gæld udgør en økonomisk fordel, idet det er en aftale om at give afkald på indtægter og dermed støtte fra statslige midler. Ifølge retspraksis udgør en statslig foranstaltning imidlertid kun støtte i medfør af EF-traktatens artikel 87, hvis støttemodtageren får en konkurrencemæssig fordel, som den ikke ville have fået under normale markedsforhold. Det er fastslået, at en markedsøkonomisk investor kan føre en strukturel politik under hensyntagen til de langsigtede muligheder for at få et afkast af den investerede kapital. Ifølge retspraksis vil en markedsøkonomisk kreditor imidlertid typisk søge at få inddækket de beløb, der skyldes ham af en økonomisk kriseramt debitor inden for en rimelig tidsfrist (48).

(112)

Retten i første instans mener derfor, at hvor en økonomisk kriseramt debitor foreslår omstrukturering af gælden med henblik på at undgå afvikling, skal de enkelte kreditorer som minimum nøje afveje fordelene ved det tilbudte beløb i henhold til omstruktureringsplanen og det beløb, de ville kunne få ved en afvikling af virksomheden (denne vurdering benævnes i det følgende »princippet om den private kreditor«) (49). Retten i Første Instans har fastslået, at der i forbindelse med princippet om den private kreditor er en række faktorer, der spiller ind, såsom om kravet er pantesikret, privilegeret eller simpelt, arten og omfanget af eventuel anden sikkerhed, en vurdering af mulighederne for genopretning af virksomheden og det udbytte, han vil kunne opnå ved en afvikling.

(113)

Hvad angår omstruktureringen af HCz, har Kommissionen vurderet den dokumentation og de oplysninger, som Polen har stillet til rådighed, og konkluderet, at den tvivl, den gav udtryk for, da proceduren blev indledt, efterfølgende er blevet bortvejret. I stedet mener Kommissionen, at omstruktureringen opfylder princippet om den private kreditor.

(114)

På baggrund af PWC-analysen mener Kommissionen ikke længere, at afvikling i lyset af de garantier, der indehaves af de offentlige institutionelle kreditorer, vil give et bedre afkast end omstrukturering. På baggrund af forklaringerne i PWC-analysen er Kommissionen klar over, at de offentlige kreditorer havde samme garantier som de private kreditorer på de samme produktionsaktiver, men at deres garantier blev registreret senere end de private kreditorers garantier. Betaling af de private kreditorer prioriteres således først, hvilket betyder, at de offentlige institutionelle kreditorer i mindre omfang får indfriet deres fordringer.

(115)

Derudover kan Kommissionen nu konkludere, at alle offentlige kreditorer med det aktuelle omstruktureringsforlag kan drage fordel af omstrukturering af HCz. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at vurderingen vedrørende kommercielle kreditorer bør foretages under henvisning til situationen i december 2003. Selv om kreditoraftalen efterfølgende er blevet ændret, er aftalens grundlæggende elementer stadig gyldige og bindende. Den relevante dato for de institutionelle offentlige kreditorer er juni 2005, da disse kreditorer endnu ikke ubetinget har accepteret betingelserne i omstruktureringsbeslutningen.

(116)

Analysen, der viser, at omstrukturering vil være mere rentabel for kreditorerne end konkurs, er også gældende i det bedste konkursscenario for de offentlige kreditorer. I det bedste konkursscenario for de offentlige kreditorer kunne kun tre offentlige institutionelle kreditorer i 2005 og kun én kommerciel kreditor i 2003 (50) have fået et mindre afkast i tilfælde af omstrukturering end i tilfælde af konkurs. Alle tre offentlige institutionelle kreditorer har imidlertid stemt imod omstruktureringen, og de polske myndigheder har garanteret, at deres fordringer vil blive indfriet fuldt ud af RFG's aktiver. Disse offentlige kreditorer har derfor ikke betydet nogen fordel for debitor, ligesom de ikke har forpligtet offentlige ressourcer, dvs. at deres adfærd ikke kan omfatte statsstøtte (51).

(117)

Hvad angår den kommercielle kreditor Zakład Energetyczny, som er energiforsyningsselskab i regionen Częstochowa, skal det indledningsvist bemærkes, at forskellen i indfrielsen af dens fordringer i omstruktureringsscenariet og i konkursscenariet er minimal. For det andet er Kommissionen klar over, at en privat kreditor, der yder tjenester til HCz, i de fleste tilfælde vil være mod konkurs, da den ville miste en vigtig kunde, hvis HCz' produktion blev afbrudt i længere tid eller ganske enkelt blev opgivet. Dette er navnlig relevant for Zakład Energetyczny, som ville have mistet sin største kunde. Denne kreditor handlede derfor i overensstemmelse med sine forretningsinteresser og gav ikke HCz en unødig fordel.

(118)

Derudover er Kommissionen klar over, at princippet om den private kreditor forudsætter en realistisk vurdering af konkurs over for omstrukturering i lyset af ovennævnte retspraksis (52) ifølge hvilken »det udbytte, han vil kunne opnå ved en afvikling« skal sammenlignes med »en vurdering af mulighederne for genopretning af virksomheden«.

(119)

I dette tilfælde er der tydeligvis en stor sandsynlighed for, at virksomheden kan genoprettes. De kommercielle forpligtelser sælges til en strategisk investor, og der var (i 2003) og er stadig (i 2005) tegn på, at der er givet seriøse bud. Derudover synes overførslen af fordringer til operatøren ligeledes at være baseret på et fornuftig økonomisk grundlag. Værdien af aktiverne er bekræftet af en troværdig vurderingsvirksomhed.

(120)

Kommissionen er ligeledes klar over, at tilgodehavendet i tilfælde af konkurs som foreslået som eksempel i PWC-analysen på ingen måde er garanteret. Analysen blev snarere foretaget på baggrund af det bedste scenario for offentlige kreditorer, og er baseret på samme forventninger til salget af aktiverne som i tilfælde af omstrukturering. Det er dog ingen garanti for, at aktiverne vil blive solgt sammen af den midlertidige bobestyrer i en ensartet proces. I stedet kan visse kreditorer fjerne aktiver, som de har pant i, og salget vil således give et mindre afkast end omstruktureringen. Polen har tilvejebragt empiriske beviser, der bekræfter denne hypotese.

(121)

De private kreditorers adfærd viser med al tydelighed, at de ville vælge en markedsbaseret fremgangsmåde. Faktisk stemte private kreditorer også for omstrukturering, selv om konkurs ifølge tabel 2 og 3 ville tjene til deres fordel. For eksempel stod den private bank BPH i 2003 til at miste tilgodehavender til en værdi af 75 mio. zloty, svarende til 19 % (14 mio. zloty) i tilfælde af en konkurs, mens den i tilfælde af omstrukturering forventedes at ville miste ca. 49 % (37 mio. zloty). Således gav omstrukturering på det pågældende tidspunkt i forhold til det bedste konkursscenario et afkast på blot 62 %. Ikke desto mindre stemte BPH for kreditoraftalen.

(122)

Hvis samme målestok skulle anvendes for de offentlige kreditorer, dvs. alle offentlige kommercielle kreditorer og de fleste offentlige institutionelle kreditorer, burde næsten alle have været for en omstrukturering.

(123)

Kommissionen er heller ikke længere i tvivl om, hvorvidt udliciteringen af HCz' produktion til HSCz omfattede støtte. Kommissionen bemærker, at rationalet bag udlejningen af stålaktiverne inden en konkurs til en særskilt virksomhed, som ligger uden for den midlertidige bobestyrers kontrol, var en metode til at bevare aktivernes værdi som en going concern

(124)

Endvidere konkluderer Kommissionen, at HSCz fik sin driftskapital og garantien fra TFS på en kommerciel basis, der er i overensstemmelse med princippet om den private kreditor. Kommissionen er klar over, at HSCz blev finansieret af lån, der blev ydet af leverandører på kommerciel basis og forudbetalinger fra stålværkskunder, som havde en kapitalinteresse i fortsættelsen af stålproduktionen i Huta Częstochowa.

(125)

Hvad angår garantien fra TFS, mener Kommissionen, at den på baggrund af Kommissionens praksis med vurdering af individuelle garantier ikke udgør statsstøtte (53).

(126)

For det første var HSCz ikke i økonomiske vanskeligheder som defineret i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (54). I stedet er det en ny virksomhed uden gæld, som allerede har et betydeligt antal ordrer i sine bøger. For det andet var virksomheden i stand til at optage lån fra det finansielle marked uden statslig intervention. Og for det tredje er garantien knyttet til et fast maksimumbeløb og er ikke tidsubegrænset.

(127)

Hvad angår prisen på garantien har Kommissionen ikke noget bevis på, at den betalte præmie ikke svarer til markedsprisen. Det fremgår klart efter de polske myndigheders udsagn, at på grund af kontraktforholdet oversteg det samlede garantibeløb ikke 6 millioner zloty, og præmien udgjorde derfor 2 %. Men selv i tilfælde af en præmie på 0,8 % viser eksempler på lignende garantier med præmier på 1 %, at præmien var en markedspris, navnlig i lyset af at TFS havde omfattende oplysninger om HSCz og dermed havde været i stand til at opstille et kontrolsystem, der gjorde det muligt at begrænse det samlede garantibeløb. Endvidere minder Kommissionen om, at den i andre stålsager mente, at den korrekte præmie var lavere end i nærværende sag.+ (55)

(128)

De finansielle foranstaltninger, som HCz modtog i perioden juni 1997 — maj 2002, i alt 25 161 072,08 zloty (ca. 5,3 mio. EUR) blev ydet til virksomheden af statslige midler. Da stålplader som produkt er genstand for stor handel i hele Europa, kan en sådan støtte fra Polen muligvis forvride konkurrencen ved at begunstige HCz og påvirke handlen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningerne udgør dermed statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(129)

KBN's tilskud på 1 328 000 zloty gav ligeledes HSCz en økonomisk fordel og udgør dermed statsstøtte, da tilskuddene ligesom tilskuddene til HCz påvirker handlen og truer med at forvride konkurrencen.

(130)

Kommissionen ser imidlertid ingen fordele, hvad angår HCz' for sene betaling af offentlige afgifter. Eftersom HSCz ikke var kriseramt, har Kommissionen ingen grund til at tro, at en privat kreditor i de offentlige institutioners sted ville have valgt kortsigtet inddrivelse af sin gæld (56).

(131)

Derudover betalte HSCz lovpligtig rente på for sene betalinger i overensstemmelse med polsk lovgivning. Denne rente er højere end Kommissionens referencesats. Kommissionen minder om, at målet med en procedure vedrørende ulovlig støtte i henhold til artikel 14 i procedureforordningen er at identificere det beløb, der skal tilbagebetales for at genoprette situationen, som om der ikke var blevet ydet nogen støtte. Hvis støttemodtageren imidlertid har tilbagebetalt støtten med et beløb, der svarer til eller er større end rentes rente at regne fra den dag, hvor støtten blev ydet, og til den blev tilbagebetalt i overensstemmelse med Kommissionens praksis, udgør foranstaltningen ikke længere statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(132)

Den lovpligtige rente, som i perioden 2002-2004 lå mellem 16 % og 12,25 % (se punkt 99) er rent faktisk højere end den referencesats, som Kommissionen anvender i forbindelse med tilbagebetaling af støtte. I henhold til artikel 9 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (i det følgende benævnt »gennemførelsesforordningen«) (57) er dette den femårige interbank swap-sats for de sidste tre måneder i det foregående år, plus 75 basispoint. Pr. 1. maj 2004 var denne referencesats 7,62 % for Polen (58). Før maj 2004 fandtes der ingen femårs interbank swap-sats i Polen. Under alle omstændigheder var også andre indikatorer som f.eks. det gennemsnitlige afkast på etårige statsobligationer klart lavere (8,24 % i 2002, 5,34 % i 2003 og 6,63 % i 2004).

(133)

Kun udsættelse af betalinger til skattekontoret i Częstochowa og PFRON, i alt 62 116,09 zloty, som ikke er blevet tilbagebetalt, kan udgøre statsstøtte.

(134)

Støtten på PLN 25 161 072,08 zloty, som HCz modtog i perioden juni 1997 — maj 2002, blev tildelt i lyset af, at den efterfølgende ville blive godkendt som statsstøtte i henhold til det nationale omstruktureringsprogram og protokol nr. 8, men blev senere afvist i lyset af HCz' konkurs. Da denne støtte imidlertid ikke var godkendt i henhold til protokol nr. 8, udgør den ulovlig omstruktureringsstøtte, medmindre den er forenelig i henhold til andre regler om statsstøtte.

(135)

Kommissionen bemærker, at indtil den 23. juli 2002 var reglerne om statsstøtte til stålsektoren at finde i Kommissionens beslutning nr. 2496/96/EKSF af 18. december 1996 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien (59) (i det følgende benævnt »fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien«) (60).

(136)

I artikel 2 i fællesskabsreglerne for støtte til jern- og stålindustrien godkendes støtte, der er forenelig med F&U-rammebestemmelserne. Kommissionen mener, at de fem foranstaltninger, som blev ydet af KBN til en værdi af 5 461 620 zloty, ikke giver anledning til alvorlig tvivl om foreneligheden deraf med F&U-rammebestemmelserne i henhold til bilag IV, stk. 3, nr. 2, i tiltrædelsestraktaten (61).

(137)

For det første synes Polen ikke at have vurderet sin støtte anderledes, før programmet blev godkendt, selv om subsidierne fra KBN til HCz ikke direkte er dækket af dekretet fra formanden for KBN om kriterierne for at yde finansiel støtte til videnskaben af 30. november 2001 (som er godkendt af Kommissionen som eksisterende støtte i henhold til foranstaltning PL 6 i bilag IV til tiltrædelsestraktaten). Faktisk havde de polske myndigheder allerede i det nationale omstruktureringsprogram identificeret KBN's ressourcer som autoriseret statsstøtteinstrumenter i form af subsidier til F&U (62). Dette nationale omstruktureringsprogram er blevet vurderet af Kommissionen og blev godkendt af Rådet i en afgørelse i juli 2003 (se punkt 25).

(138)

For det andet er støtteforanstaltningerne forenelige med F&U-rammebestemmelserne. Støtten blev tydeligvis ydet med henblik på F&U. Derudover er støtten stadig under loftet for forenelig støtte som angivet i F&U-rammebestemmelserne under forudsætning af en yderligere bonus på 10 %, eftersom støttemodtageren befandt sig i en region i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a) (63). Det er enten støtte til industriel forskning, hvorved det holder sig under loftet på 60 % (punkt 69 i afsnit 1, 2 og 4) eller støtte, som anvendes til enten industriel forskning eller førkonkurrencemæssig udvikling, hvorved det bliver under loftet for førkonkurrencemæssig udvikling på 35 % (punkt 69 i afsnit 3, 4 og 5). Støtten har ligeledes en ansporende virkning, eftersom de polske myndigheder på overbevisende vis har vist, at HCz ikke ville have indledt F&U uden denne støtte.

(139)

Kommissionen mener derfor, at den ikke ville have gjort indsigelser mod KBN's støtteforanstaltning i perioden 1997-2001 i henhold til bilag IV til tiltrædelsestraktaten, og mener således, at denne støtte er forenelig F&U-støtte og ikke omstruktureringsstøtte inden for betydningen af protokol nr. 8.

(140)

Hvad angår den resterende omstruktureringsstøtte til drift og beskæftigelse på 19 699 452 zloty, kan Kommissionen ikke se, i henhold til hvilke bestemmelser i fællesskabsreglerne for støtte til jern- og stålindustrien denne støtte skulle være forenelig. Det er tydeligvis ikke støtte til F&U eller støtte til lukning (artikel 4). Endvidere er støtten ikke tilladt driftsstøtte inden for betydningen af fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (64). Under alle omstændigheder gjorde de polske myndigheder ikke nogen undtagelser gældende, hverken i henhold til fællesskabsreglerne for støtte til jern- og stålindustrien eller fællesskabslovgivningen.

(141)

I lyset af, at disse foranstaltninger ikke var dækket af en anden undtagelse i henhold til fællesskabsreglerne for støtte til jern- og stålindustrien mener Kommissionen, at de udgør omstruktureringsstøtte i henhold til artikel 1 i fællesskabsreglerne for støtte til jern- og stålindustrien, hvilket i henhold til protokol nr. 8 skønnes at være uforenelig med fællesmarkedet.

(142)

I 2002 og 2003 ydede KBN 1 380 000 zloty til HSCz. Denne støtte kan betragtes som eksisterende støtte i henhold til foranstaltning PL 6 i bilag IV til tiltrædelsestraktaten. Polen bekræftede, at støtten blev ydet under ordningen i henhold til foranstaltning PL 6. Disse foranstaltninger giver således ikke anledning til alvorlig tvivl om foreneligheden deraf med F&U-rammebestemmelserne i henhold til bilag IV, stk. 3, nr. 2, i tiltrædelsestraktaten.

(143)

I lyset af foreneligheden af den støtte, som KBN ydede til HCz, udgør den potentielt uforenelige støtte, som HSCz modtog, i alt 62 116,09 zloty (ca. 13 077 EUR). Dette beløb opfylder imidlertid betingelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (65), hvorefter Kommissionen kan konkludere, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte inden for betydningen af EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(144)

Af alle disse årsager konkluderer Kommissionen, at de foranstaltninger, som Polen har gennemført for omstruktureringen af HCz som led i omstruktureringsplanen af 7. august 2003 som ændret den 1. december 2003 og 30. april 2004 ikke udgør støtte inden for betydningen af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. De foranstaltninger, som Polen har gennemført vedrørende driften af HSCz, udgør heller ikke støtte inden for betydningen af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Endvidere er den støtte, som KBN har ydet til HCz og HSCz til F&U, forenelig med fællesmarkedet.

(145)

Den omstruktureringsstøtte, som HCz modtog i perioden 1997-2002 på 19 699 452 zloty (4,1 mio. EUR), er imidlertid ikke forenelig med fællesmarkedet og skal tilbagebetales i henhold til punkt 18 i protokol nr. 8.

(146)

Den virksomhed, som rent faktisk drog fordel af støtten, vil blive anmodet om at tilbagebetale den. På det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, udgjorde den økonomiske enhed, der modtog den, en del af den juridiske enhed HCz. Eftersom aktiverne og forpligtelserne i den oprindelige HCz vil blive fordelt til tre efterfølgende virksomheder, RFG, MH og Operator, er den økonomiske enhed, der modtog støtte, ikke længere begrænset til den juridiske enhed, HCz, men bør også omfatte de enheder, der modtog HCz' aktiver og forpligtelser. HCz, RFG, MH og Operator, der hæfter solidarisk, vil derfor blive anmodet om at tilbagebetale støtten.

(147)

De beløb, der skal tilbagebetales, pålægges rente, der beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningen. Navnlig kan Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 4, i gennemførelsesforordningen, hvor der ikke findes en femårig interbank swap-sats, i tæt samarbejde med den pågældende medlemsstat fastsætte en rentesats for tilbagebetaling af statsstøtte ved hjælp af en anden metode og på baggrund af de tilgængelige oplysninger. Eftersom der ikke fandtes nogen gældende femårige interbank swap-satser for Polen i den periode, hvor den uforenelige støtte blev ydet, bør rentesatsen for tilbagebetalingen anvendes på baggrund af en tilgængelige rentesats, der anses for hensigtsmæssig for den pågældende periode.

(148)

Polen har annonceret en ændring i det nationale omstruktureringsprogram med henblik på at anføre, at HCz ikke vil blive afviklet, men kan omstruktureres uden statsstøtte. I henhold til punkt 10 i protokol nr. 8 har Kommissionen ingen indvendinger mod denne ændring.

(149)

I henhold til punkt 10 i protokol nr. 8, skal eventuelle efterfølgende ændringer i den overordnede strukturomlægningsplan og de individuelle planer godkendes af Kommissionen og eventuelt af Rådet". Eftersom Kommissionens afgørelse vedrører statsstøtte, er det hensigtsmæssigt at henvise til de proceduremæssige bestemmelser i EF-traktatens artikel 88 og til forordning nr. 659/99. I denne forbindelse træffes beslutninger af Kommissionen, dog ikke hvor en beslutning om at behandle den forenelige støtte berettiges af ganske særlige omstændigheder inden for betydningen af artikel 88, stk. 2, tredje afsnit.

(150)

Kommissionen er derfor berettiget til at godkende den foreslåede ændring, eftersom de vigtigste tal i protokollen vedrørende statsstøtte, kapacitet, tidsplan og proportionalitet vedrørende statsstøtte forbliver uændrede (66). Ændringen i det nationale omstruktureringsprogram påvirker ikke protokol nr. 8. HCz bliver ikke støttemodtager i henhold til protokol nr. 8, ligesom den overordnede fastlagte kapacitetsreduktion for den polske stålindustri i punkt 7 heller ikke ændres.

(151)

Derudover har Polen givet tilstrækkelig begrundelse for ændringen. Omstruktureringen af HCz synes at være en markedsbaseret mulighed, og ovennævnte vurdering har vist, at HCz i modsætning til situationen i 2003 kan omstruktureres uden statsstøtte.

(152)

Kommissionen konkluderer imidlertid, at den ikke kan acceptere den statsstøtte, der blev ydet til HCz i perioden 1997-2002. En accept af denne støtte vil betyde, at HCz skal opføres på listen over støttemodtagere. Dette vil forøge det beløb for statsstøtte, der kan ydes til den polske stålindustri, hvilket vil forstyrre balancen mellem statsstøtteforpligtelser og konkurrenceforvridning. Kommissionen kan ikke godkende en sådan ændring uden Rådets godkendelse.

(153)

Kommissionen mener ikke, at salget af HCz' og HSCz' dattervirksomheder er i strid med punkt 4 i protokol nr

(154)

I punkt 4 i protokol nr. 8 anføres følgende: »En begunstiget virksomhed må:

I det nationale omstruktureringsprogram (se punkt 26) gentages det, at hensigten med denne bestemmelse var at forhindre en støttemodtager i henhold til protokol nr. 8 i at købe HCz' aktiver eller aktier.

(155)

Kommissionen mener, at der i nærværende sag bør tages højde for punkt 4, litra a), og ikke punkt 4, litra b), eftersom den ikke omfatter salg af aktiver, men salg af aktier, hvilket betragtes som en fusion (67). I praksis vil den strategiske investor kun købe aktier i virksomheder og ikke individuelle aktiver. Endvidere er det tilstrækkeligt at anvende punkt 4, litra b), vedrørende HCz' konkurs, hvilket ikke er blevet erklæret.

(156)

Kommissionen ser ingen overtrædelse af punkt 4, litra a), i protokol nr. 8, eftersom bestemmelsen tydeligvis er henvendt til støttemodtagere i henhold til protokol nr. 8, og hverken Donbass eller LNM er støttemodtagere i henhold til den pågældende protokol.

(157)

Det er sandt, at LNM har købt en støttemodtager, nemlig MSP. Kommissionen har imidlertid ingen beviser for, at LNM handler på vegne af eller som agent for MSP. I stedet køres LNM og MSP som særskilte virksomheder på selvstændig basis. Selv om Kommissionen så begrundelsen for ovennævnte bestemmelse som et forbud mod krydssubsidiering mellem støttemodtagere (muligvis MSP) og ikke-støttemodtagere (i dette tilfælde HCz), har Kommissionen fået tilstrækkelige forsikringer for, at enhver køber vil afstå fra at yde krydssubsidiering til HCz på baggrund af den støtte, der er modtaget i henhold til det nationale omstruktureringsprogram. Ikke blot Polen, men også LNM har lovet (se punkt 77 og 104) at understrege disse forsikringer.

(1)

Ved brev af 22. juni 2005, der registreredes i Kommissionen 27. juni 2005, anmeldte Belgien sit forslag om at yde støtte til Ford, Genk. Kommissionen anmodede om yderligere oplysninger ved brev af 27. juli 2005, som de belgiske myndigheder fremsendte ved brev af 15. september 2005, der registreredes samme dag.

(2)

Ved brev af 9. november 2005 underrettede Kommissionen Belgien om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte. Der blev holdt et møde med de belgiske myndigheder den 25. november 2005.

(3)

De belgiske myndigheder fremsatte deres bemærkninger i et brev af 13. januar 2006, der registreredes samme dag.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 25. februar 2006 (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den omhandlede støtte, men den har ikke modtaget nogen bemærkninger.

(5)

Støttemodtager er Ford-Werke GmbH, Ford-fabrikkerne i Genk (i det følgende benævnt »Ford Genk«). Ford-Werke GmbH er en del af Ford Motor Company. Fabrikken blev åbnet i 1964. Som led i Ford Europes generelle omstrukturering gennemførte fabrikken i slutningen af 2003 en kraftig nedskæring af arbejdsstyrken med i alt ca. 3 000 ansatte. Samtidig offentliggjorde selskabet et investeringsprogram på ca. 700 mio. EUR, hovedsagelig med henblik på indførelse af et nyt fleksibelt produktionssystem. Ifølge programmet skulle den igangværende produktion af Mondeo-modellen udvides med produktion af en ny generation af Galaxy og et tredje køretøj. Fabrikken beskæftiger i øjeblikket ca. 5 000 personer. I 2004 blev der produceret 207 163 køretøjer på fabrikken. I Belgien ejer Ford-gruppen også en Volvo-fabrik i Gent.

(6)

Ifølge oplysningerne fra Belgien andrager de samlede støtteberettigede udgifter til uddannelsesprogrammet 33,84 mio. EUR. Dette beløb omfatter 25,34 mio. EUR til særlig uddannelse og 8,5 mio. EUR til generel uddannelse.

(7)

De støtteberettigede omkostninger samt de respektive beløb i programmet fordeler sig således:

(8)

De samlede støtteberettigede omkostninger fordelt på udgiftstype:

(9)

Den foreslåede støtte består i et direkte tilskud til Ford Genk på 12 279 423 EUR i perioden 2004-2006. Heraf dækker 4 677 408 EUR (38 %) generelle uddannelsesforanstaltninger og 7 602 015 EUR (61 %) særlige uddannelsesforanstaltninger. Støtten ydes som »ad hoc«-støtte af Vlaamse Gemeenschap (det flamske fællesskab). Belgien garanterer, at uddannelsesstøtten ikke kumuleres med anden støtte for at dække samme udgifter.

(10)

Ovennævnte støttebeløb svarer til en støtteintensitet på 55 % for de generelle uddannelsesforanstaltninger og 30 % for de særlige uddannelsesforanstaltninger.

(11)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure gav Kommissionen udtryk for tvivl med hensyn til 1) de belgiske myndigheders fortolkning af de støtteberettigede omkostningers omfang og 2) den foreslåede fordeling af visse udgiftsposter på generel og særlig uddannelse.

(12)

Med hensyn til de støtteberettigede omkostninger undersøgte Kommissionen, om en række af de af Belgien foreslåede omkostninger var forenelige med artikel 4, stk. 7, i Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (3); det drejede sig om:

(13)

Med hensyn til fordelingen af udgifterne på »generel« og »særlig« uddannelse frygter Kommissionen, at de belgiske myndigheder i forbindelse med visse projektudgifter har anvendt en definition på generel uddannelse, der er alt for bred. Denne tvivl vedrører bl.a. posterne »omkostninger ved konsulentbistand« og »udgifter til medarbejdere, medens de ikke er aktive i produktionen«. Ifølge de belgiske myndigheder vurderede Ford Genks uddannelsesafdeling, at ca. 70 % af disse udgifter vedrørte generel uddannelse. Der er dog ikke fremlagt dokumentation til støtte for dette argument.

(14)

Som svar på indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure har de belgiske myndigheder fremsat følgende bemærkninger:

(15)

Den af Belgien anmeldte foranstaltning til fordel for Ford Genk udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. Den tildeles i form af tilskud, der finansieres af staten eller af statslige midler. Foranstaltningen er selektiv, fordi den kun vedrører Ford Genk og vil kunne fordreje konkurrencen i fællesskabet, idet den begunstiger denne virksomhed i forhold til andre konkurrenter, der ikke modtager støtte. Endelig er bilmarkedet præget af meget stor samhandel mellem medlemsstaterne, og støtten kan derfor påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(16)

Belgien anmoder om, at støtten godkendes på grundlag af forordning (EF) nr. 68/2001. Støtten ydes til et uddannelsesprogram.

(17)

I overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EF) nr. 68/2001 er støtten, hvis støttebeløbet til en virksomhed til et individuelt uddannelsesprojekt overstiger 1 mio. EUR, ikke fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen noterer sig, at støtten i det omhandlede tilfælde andrager 12 279 423 EUR, at den tildeles en enkelt virksomhed, og at uddannelsesprojektet er et individuelt projekt. Kommissionen fastslår derfor, at anmeldelsespligten gælder for den foreslåede støtte, og at den er opfyldt af Belgien.

(18)

I betragtning 16 til forordning (EF) nr. 68/2001 forklares, hvorfor denne type støtte ikke kan fritages for anmeldelsespligten: »Store støttebeløb bør fortsat vurderes individuelt af Kommissionen, før de ydes«.

(19)

Når den vurderer en individuel uddannelsesstøtte, som på grund af støttebeløbet ikke er omfattet af fritagelsen i forordning (EF) nr. 68/2001, og som derfor skal vurderes på grundlag af artikel 87, stk. 3, litra c), anvender Kommissionen samme retningslinjer som dem i forordning (EF) nr. 68/2001. På baggrund af betragtning 4 i forordning (EF) nr. 68/2001, ifølge hvilken Kommissionen især vurderer disse anmeldelser efter de kriterier, der er fastsat i denne forordning, undersøger Kommissionen desuden, om alle de støtteberettigede omkostninger kan godkendes og gør dermed igen brug af sine store skønsbeføjelser på basis af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Sådanne foranstaltninger skal vurderes på en måde, der sikrer sammenhæng i beslutningspraksis og lige behandling (4).

(20)

Ved Kommissionens vurdering af støttens forenelighed med fællesmarkedet skal det derfor undersøges, om alle de punkter, hvorom der herskede tvivl ved indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, er i overensstemmelse med fællesmarkedet i medfør af forordning (EF) nr. 68/2001 og traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Især

(21)

Kommissionen noterer, at artikel 4, stk. 7, i forordning (EF) nr. 68/2001 bestemmer, at følgende omkostninger ved et uddannelsesprojekt er støtteberettigede:

(22)

Belgien har forelagt en oversigt over uddannelsesomkostningerne, der giver Kommissionen mulighed for at fastslå de støtteberettigede omkostninger. Ifølge de belgiske oplysninger overstiger lønomkostningerne for de medarbejdere, der deltager i uddannelsesprojektet ikke de øvrige samlede støtteberettigede omkostninger.

(23)

Ifølge artikel 4, stk. 7, litra d), i forordning (EF) nr. 68/2001 er det muligt at betragte afskrivning af hjælpemidler og instrumenter som støtteberettigede i det omfang de udelukkende anvendes til uddannelsesprojektet. Blandt de omkostninger, der eventuelt kan godkendes nævnes ikke bygninger. I det foreliggende tilfælde består »undervisningslokalerne« af forskellige faciliteter, der er installeret i lokaler afskærmet af glasvægge. Disse lokaler anvendes til undervisningsaktiviteter. Da de ligger i fabrikshaller, er der ikke tale om bygninger og de kan derfor falde ind under kategorien »hjælpemidler og instrumenter« som defineret i forordning (EF) nr. 68/2001.

(24)

Under disse omstændigheder betragter Kommissionen disse lokaler som støtteberettigede omkostninger.

(25)

Kommissionen konstaterer, at store virksomheder principielt har større chancer for at have deres egen uddannelsesafdeling og derfor er mindre tilbøjelig til at anmode om støtte til ekstern konsulentbistand. For at være forenelig med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), skal støtteforanstaltningen endvidere stå i et rimeligt forhold til målet og ikke fordreje konkurrencen på en måde, der strider mod den fælles interesse. Under disse omstændigheder finder Kommissionen, at det vil være diskriminerende over for store virksomheder at afvise at anvende artikel 4, stk. 7, litra e), i forordning (EF) nr. 68/2001 på omkostninger, der vedrører en intern uddannelsesafdeling. Kommissionen accepterer derfor at betragte disse omkostninger som støtteberettigede omkostninger.

(26)

Kommissionen vil anvende de kriterier, der anvendes i denne beslutning, i tilsvarende sager, der anmeldes.

(27)

Kommissionen afviser dog det belgiske argument om, at alle de pågældende omkostninger skal betragtes som generel uddannelse. Den mener, at konsulentbistand har samme (generelle/særlige) rækkevidde som de uddannelsesforanstaltninger, den vedrører. For at undgå at der ydes for stor støtte til konsulentbistand, skal der gælde samme maksimale støtteloft for uddannelsesafdelingens udgifter til »generel« eller »særlig« uddannelse som den tilsvarende uddannelsesforanstaltning. Som led i hele uddannelsesprojektet bliver uddannelsesafdelingens omkostninger derfor fordelt på »generelle« og »særlige« omkostninger i forhold til projektets generelle og særlige uddannelsesforanstaltninger. Baseret på de uddannelsesforanstaltninger, som Kommissionen godkender som støtteberettigede resulterer det i det foreliggende tilfælde i en sats på 57,8 % for generel uddannelse og 42,2 % for særlig uddannelse.

(28)

Højere støtteintensiteter medfører urimelig konkurrencefordrejning. Kommissionen mener især, at forpligtelsen for virksomhederne til selv at finansiere en rimelig del af omkostningerne bidrager til at gøre foranstaltningen effektiv og praktisk gennemførlig. Den mener derfor, at en højere støtteintensitet vil påvirke samhandelen i et omfang, der er i strid med den fælles interesse. Denne del af foranstaltningen kan derfor ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(29)

Inden der tages stilling til omstruktureringsforanstaltninger sammenligner en virksomhed nutidsværdien af den forventede nedgang i de fremtidige omkostninger med omstruktureringsomkostningerne. Udgifterne til uddannelse af medarbejdere, der skal varetage nye funktioner efter omstruktureringen, er en del af de normale omkostninger og nødvendige for omstruktureringen. Så snart virksomheden har besluttet at afskedige en stor del af sine medarbejdere, er den midlertidige uddannelse af ovennævnte medarbejdere nødvendig for at sikre kontinuitet i produktion og kvalitet. Virksomheden har ikke andet valg end at finansiere disse uddannelsesomkostninger for de medarbejdere, der bliver tilbage, og som skal erstatte de afskedigede medarbejderes kvalifikationer. Formålet med støtten vil derfor kun være at støtte de omkostninger, der er normale og nødvendige for omstruktureringen af virksomheden, og som den under alle omstændigheder skulle finansiere selv uden støtte. Den forekommer derfor ikke nødvendig og resulterer ikke i yderligere uddannelse.

(30)

I betragtning 10 i forordning (EF) nr. 68/2001 redegøres der for sigtet med statsstøtte til uddannelse: »uddannelse har normalt positive eksterne virkninger for samfundet som helhed, da den forøger antallet af uddannede arbejdstagere, som andre virksomheder kan benytte, og forbedrer industriens konkurrenceevne i Fællesskabet«. I det foreliggende tilfælde medfører omstruktureringen en formindskelse af antallet af uddannede arbejdstagere; den forekommer derfor at være i strid med formålet i forordning (EF) nr. 68/2001.

(31)

For at være forenelig med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), skal støtteforanstaltningen stå i et rimeligt forhold til målet, og den må ikke fordreje konkurrencen på en måde, der strider mod den fælles interesse. Da Ford Europe imidlertid er en af de største aktører på EU's automobilmarked, burde markedskræfterne alene være tilstrækkelig til at sikre den uddannelse, der er en følge af omstruktureringen. Enhver statsstøtte til denne uddannelse vil ifølge kriterierne i betragtning 11 i forordning (EF) nr. 68/2001 overstige det nødvendige minimum for at virkeliggøre det fælles mål, som ikke kan realiseres alene ved hjælp af markedskræfterne, og vil derfor medføre en urimelig konkurrencefordrejning. Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at Belgien trods den tvivl, der blev givet udtryk for ved procedurens indledning, ikke har forklaret, hvorfor virksomheden ikke har iværksat uddannelsesforanstaltningerne uden støtte.

(32)

Kommissionen finder derfor, at der ikke kan ydes uddannelsesstøtte til disse omstruktureringsomkostninger.

(33)

Inden for det seneste års tid har Kommissionen samlet beviser for, at visse bilproducenter bringer deres produktionsanlæg i forskellige medlemsstater i konkurrence med hinanden i forbindelse med produktion af deres nye modeller. De sammenligner flere lokaliteter med henblik på produktion af et nyt produkt og træffer beslutning om produktionssted på basis af de samlede produktionsomkostninger, dvs. alle omkostningstyper, men også alle former for statsstøtte, især uddannelsesstøtte. På baggrund af denne økonomiske realitet og den heri indbyggede risiko for, at visse former for uddannelsesstøtte ikke bidrager til målet om den fælles interesse i betragtning 10 til forordning (EF) nr. 68/2001, men simpelthen indebærer driftsstøtte, der fordrejer konkurrencen, skal Kommissionen mere omhyggeligt undersøge behovet for støtte »for at sikre, at statsstøtte begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at nå Fællesskabets mål, hvilket ville være umuligt alene ved markedskræfternes hjælp« (betragtning 11 i forordning (EF) nr. 68/2001 (5). Denne vurdering er navnlig berettiget i øjeblikket, hvor bilsektoren er præget af stor overkapacitet.

(34)

I tidligere sager har Kommissionen ikke foretaget en nærmere undersøgelse af behovet for særlig uddannelsesstøtte i forbindelse med indkøringsomkostninger (6). Den kan imidlertid gøre det, hvis det konstateres, at de økonomiske betingelser har udviklet sig på de pågældende markeder. I præmis 52 i dom af 30. september 2003 i de forenede sager C-57/00 P (7) og C-61/00 P anfører EF-Domstolen »uanset hvilken fortolkning Kommissionen tidligere har givet traktatens artikel 92, stk. 2, litra c) [nu artikel 87, stk. 2, litra c)], kan denne ikke anfægte rigtigheden af Kommissionens fortolkning af bestemmelsen i den anfægtede beslutning og dens gyldighed« . I præmis 177 i sin dom af 15. juni 2005 i sag T 171/02 (8) anførte Førsteinstansretten ligeledes: »Det er nemlig kun inden for rammerne af artikel 87, stk. 3, litra c), EF, at gyldigheden af en kommissionsbeslutning, hvorefter ny støtte ikke opfylder betingelserne for anvendelse af denne undtagelse, skal vurderes, og ikke i lyset af Kommissionens tidligere beslutningspraksis, hvis denne forudsættes godtgjort« .

(35)

Kommissionen bemærker, at produktion af en ny model er nødvendig inden for bilindustrien for at fastholde konkurrenceevnen. Lanceringen af en ny model er derfor en normal og regelmæssig begivenhed inden for denne industri. For at kunne producere nye modeller skal bilproducenterne uddanne deres medarbejdere i nye teknikker. De uddannelsesomkostninger, der er forbundet med lancering af en ny model, bæres derfor normalt af producenterne på basis af et kommercielt incitament. Virksomheden burde derfor under alle omstændigheder have tilrettelagt de omhandlede uddannelsesforanstaltninger, især uden støtte. Uddannelsesstøtten er derfor ikke nødvendig i det foreliggende tilfælde. Den tilskynder ikke virksomheden til at iværksætte »yderligere« uddannelsesaktiviteter ud over dem, der allerede er gennemført alene ved hjælp af markedskræfterne. Den ville dække driftsudgifter, der normalt bæres af virksomheden, og udgør derfor driftsstøtte, der fordrejer konkurrencen.

(36)

Opførelse af et enkelt anlæg i Genk medfører utvivlsomt at de nye modeller kan produceres mere effektivt. Virksomheden får derfor direkte fordel af et nyt anlæg. Markedskræfterne alene er derfor tilstrækkelige til at tilskynde virksomheden til at gennemføre denne rationalisering af produktionsprocessen og bære omkostninger i forbindelse hermed. Støtten er derfor ikke nødvendig, fordi den ville dække de omkostninger, der normalt er i forbindelse med omstrukturering af en virksomhed.

(37)

Endvidere gælder de samme argumenter som dem, der er nævnt i betragtning 31 om støttens proportionalitet og forbud mod uberettiget konkurrencefordrejning som betingelser for at sikre forenelighed med bestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), også for uddannelse i forbindelse med lancering af nye modeller. Enhver statsstøtte til en sådan uddannelse vil derfor overstige det minimum, der er nødvendigt for at virkeliggøre det fællesskabsmål, som ikke kan realiseres alene ved hjælp af markedskræfterne og vil derfor medføre en konkurrencefordrejning i strid med den fælles interesse. Kommissionen bemærker i denne forbindelse især, at Belgien trods den tvivl, der kom til udtryk i beslutningen om procedurens indledning, ikke har redegjort for, hvorfor virksomheden ikke har gennemført uddannelsesaktiviteterne uden støtte.

(38)

Der kan derfor ikke ydes uddannelsesstøtte til indkøringsomkostningerne.

(39)

I deres svar til beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure har de belgiske myndigheder givet solide og detaljerede garantier for, at den officielle støtteanmodning blev fremsat forud for uddannelsesprogrammet. Ifølge Kommissionen er disse garantier tilstrækkelige til at rydde ovennævnte tvivl af vejen.

(40)

På basis af ovenstående argumenter skal projektets støtteberettigede omkostninger nedjusteres til 20,31 mio. EUR. Heraf dækker 13,29 mio. EUR, dvs. 65 % af det samlede beløb, personaleomkostningerne ved deltagelse i uddannelsesprojektet.

(41)

Ifølge artikel 4, stk. 7, litra f), i forordning (EF) nr. 68/2001 er disse omkostninger støtteberettigede, dog højst et beløb svarende til de samlede øvrige støtteberettigede omkostninger (9). Der skal derfor foretages en yderligere justering i dette tilfælde for at bringe disse omkostninger på et niveau, der svarer til de samlede øvrige omkostninger. Det resulterer i et beløb på 14,04 mio. EUR for de samlede støtteberettigede omkostninger.

(42)

I artikel 4 i forordning (EF) nr. 68/2001 skelnes der mellem særlige og generelle uddannelsesforanstaltninger.

(43)

Artikel 2, litra d), i forordning (EF) nr. 68/2001 definerer særlig uddannelse som uddannelse, herunder undervisning, som arbejdstageren primært kan benytte direkte til udførelse af sine nuværende eller fremtidige arbejdsopgaver i den støttemodtagende virksomhed, og som giver kvalifikationer, der ikke eller kun i begrænset omfang kan benyttes i andre virksomheder eller på andre arbejdsområder.

(44)

Artikel 2, litra e), i forordning (EF) nr. 68/2001 definerer generel uddannelse som uddannelse, herunder undervisning, som arbejdstageren ikke kun eller ikke primært kan benytte til udførelse af sine nuværende eller fremtidige arbejdsopgaver i den støttemodtagende virksomhed, men som giver kvalifikationer, der i vidt omfang kan benyttes i andre virksomheder eller på andre arbejdsområder og derved væsentligt forbedrer arbejdstagerens beskæftigelsesmuligheder. Uddannelsen anses som generel, hvis den f.eks. tilrettelægges af flere selvstændige virksomheder i fællesskab, eller hvis medarbejdere i forskellige virksomheder kan deltage i uddannelsen.

(45)

For at være forenelig med fællesmarkedet må uddannelsesstøtten ikke overstige de maksimale støtteintensiteter i forhold til de støtteberettigede omkostninger, der er fastsat i artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 68/2001. Disse lofter afhænger bl.a. af den støttemodtagende virksomheds størrelse, det område, hvor virksomheden ligger, og hvilken kategori af arbejdstagere, der er omfattet. Kommissionen noterer, at Ford Genk er en stor virksomhed, at projektet ligger i et område (Limbourg-provincen), som er støtteberettiget i medfør af artikel 87, stk. 3, litra c), og at der blandt de beskæftigede, der deltager i uddannelsen, ikke findes nogen dårligt stillede arbejdstagere som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning (EF) nr. 68/2001. De godkendte maksimumsintensiteter udgør derfor 30 % for særlig uddannelse og 55 % for generel uddannelse.

(46)

Ifølge Kommissionen har Belgien i sit svar til procedurens indledning forelagt tilstrækkelige oplysninger og garantier vedrørende uddannelsens indhold. Belgien har bl.a. meddelt navne på de eksterne virksomheder, der skal forestå den generelle uddannelse. Belgien har endvidere efterfølgende forpligtet sig til at korrigere enhver afvigelse i den andel, som den foreslåede generelle uddannelse tegner sig for. Denne korrektion foretages efter den revision, der gennemføres af de økonomiske tjenester i den flamske region (og på grundlag af hvilken den generelle uddannelses andel vil blive fastlagt).

(47)

Kommissionen konstaterer, at undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, ikke finder anvendelse i forbindelse med den omhandlede støtteforanstaltning, da støtteforanstaltningen ikke opfylder nogen af de nævnte mål. Belgien har endvidere ikke fremsat argument til støtte herfor. Den anmeldte støtte har ikke til formål at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi eller at fremme kultur og bevarelse af kulturarven. Kommissionen finder derfor, at støtte, der skal dække de omkostninger, der er anført i betragtning 7, ifølge traktatens artikel 87, stk. 3, litra b) og d), ikke kan være omfattet af en undtagelse fra princippet om, at statsstøtte grundlæggende er uforeneligt med fællesmarkedet. Undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra a), finder heller ikke anvendelse, for foranstaltningerne har til formål at fremme uddannelse i et område, der ikke er omfattet af denne bestemmelse i traktaten. Endelig finder artikel 87, stk. 3, litra c), anvendelse i det omfang, der er tale om fremme af uddannelse og regional udvikling. Der er allerede taget hensyn til dette aspekt i ovennævnte undersøgelse.

(48)

Kommissionen finder, at en del af de anmeldte foranstaltninger, f.eks. dem, der er beskrevet i betragtning 21-41, vedrører omkostninger, der ikke er støtteberettigede, eller foranstaltninger, som ikke er nødvendige for, at de omhandlede uddannelsesforanstaltninger gennemføres. Denne støtte er ikke forenelig med fællesmarkedet i medfør af nogen af de undtagelser, der er fastsat i traktaten, og derfor forbudt. Ifølge de belgiske myndigheder er støtten endnu ikke ydet, og den skal derfor ikke kræves tilbagebetalt.

(49)

De øvrige foreslåede foranstaltninger, som repræsenterer 14,04 mio. EUR i støtteberettigede omkostninger, hvilket svarer til en støtte på 6 240 555 EUR, opfylder kriterierne for forenelighed med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3 -

(1)

Ved brev af 26. januar 2004, som blev registreret den 11. februar 2004, underrettede de nederlandske myndigheder Kommissionen om deres planer om i medfør af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, i det følgende benævnt rammebestemmelserne (2), at yde omstruktureringsstøtte til KG Holding NV, i det følgende benævnt »Kliq Holding« eller »KH«. Efter denne anmeldelse anmodede Kommissionen i april, august og november Nederlandene om oplysninger. I december 2004 anmodede de nederlandske myndigheder om en forlængelse af svarfristen, idet de oplyste, at virksomheden stadig ikke kunne udvise gode resultater, og at en anden virksomhed muligvis var interesseret i en overtagelse.

(2)

Ved brev af 5. august 2005 meddelte Kommissionen Nederlandene, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for den pågældende foranstaltning.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (3). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte bemærkninger om den pågældende foranstaltning.

(4)

Ved brev af 7. september 2005 anmodede de nederlandske myndigheder om en forlængelse af fristen til at indsende deres bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren. Kommissionen imødekom denne anmodning ved brev af 15. september 2005.

(5)

Nederlandene sendte sine bemærkninger og oplysninger ved brev af 29. september 2005, som blev registreret den 30. september 2005, brev af 13. januar 2006, som blev registreret den 18. januar 2006, og brev af 17. februar 2006, som blev registreret den 23. februar 2006.

(6)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra interesserede parter.

(7)

KH blev oprettet i 2002 som led i en privatisering af det nederlandske beskæftigelses- og socialministeriums reintegrationstjenester, som blev overført til et privatretligt selskab (4). Mod udgangen af 2003 havde KG reduceret sit personale betydeligt som følge af tiltagende tab, som blandt andet skyldtes de ugunstige markedsforhold og dårlig ledelse.

(8)

I november 2003 meddelte Nederlandene, at man i medfør af rammebestemmelserne havde til hensigt at yde virksomheden et lån på 45 mio. EUR i form af redningsstøtte, med det formål at holde virksomheden kørende, mens denne udarbejdede en bredt anlagt omstruktureringsplan. I december 2003 godkendte Kommissionen redningsstøtten til KH (5), mod at Nederlandene inden for seks måneder fremsendte en udførlig omstruktureringsplan.

(9)

KH er et holdingselskab, hvis hovedaktivitet består i at tilbyde tjenester i forbindelse med reintegration af arbejdstagere på det nederlandske arbejdsmarked. Selskabet, der har været en del af den nederlandske statsadministration med ca. 3 000 ansatte, blev privatiseret den 1. januar 2002. Den nederlandske stat er den eneste aktionær. KH beskæftiger i dag 700 ansatte.

(10)

Ud over datterselskabet Kliq Reïntegratie, i det følgende: »Oud Kliq« eller »OK« med 1 450 ansatte, hvorunder reintegrationstjenesterne henhørte, var der et andet vigtigt datterselskab med navnet Kliq Employability, i det følgende: »KE« med 200 ansatte. Desuden havde KH interesser i seks meget små datterselskaber og joint ventures, som sammen med KE i det følgende omtales som »AD« (andre datterselskaber) med et personale, der varierede mellem 4 og 20 ansatte; det drejer sig om følgende: Kliq Experts, Brug- en Instroomprojecten, Flexpay BV, Simnet BV, Kliq Match BV og Kliq Business School.

(11)

De to største datterselskabers kerneaktiviteter omfattede reintegration og beskæftigelse af personer, der har svært ved at finde arbejde, herunder handicappede, men også hjælp til virksomenheder, der har vanskeligheder med at finde de rette personer til bestemte job.

(12)

Det vigtigste marked er i dette tilfælde markedet for tjenester vedrørende integration på arbejdsmarkedet. Både myndighederne og private virksomheder benytter de virksomheder, som tilbyder disse integrationstjenester. For KH er den offentlige sektor imidlertid i første instans det vigtigste marked. Lokale myndigheder og UWV (Uitvoeringsinstituut Werknemersverzekeringen) udliciterer opgaver til virksomheder som KH. KH havde en markedsandel på 16 % på UWV-markedet mod henholdsvis 12 % (Alexander Calder), 10 % (Argonaut) og 9 % (Randstad) for de andre vigtige markedsdeltagere. Det næstvigtigste marked for KH er markedet for udliciteringer fra kommuner, hvor KH's markedsandel andrager ca. 38 %. De andre vigtige deltagere på dette marked er Alexander Calder (25 %) og TMP (25 %).

(13)

Som led i omstruktureringsplanen afvikler KH sit største og tabsgivende datterselskab, sælger eller likviderer alle de virksomheder, der hører ind under AD, og opretter et nyt, særligt datterselskab under navnet Kliq BV, i det følgende benævnt »Nieuw Kliq« eller »NK«, som først og fremmest skal koncentrere sig om at fortsætte KH's kerneaktivitet, dvs. reintegrationstjenester (6). Ifølge omstruktureringsplanen skal NK på lang sigt genoprette KH's rentabilitet.

(14)

Hovedelementerne i det grundlæggende scenario i omstruktureringsscenariet var:

(15)

Skemaet nedenfor giver en oversigt over KH's struktur og ejerforholdene i overensstemmelse med omstruktureringsplanen.

Den nederlandske stat

100 % ejet

Redningslån 45 mio. EUR

KG Holding (KH)

Redningslån 9,25 mio. EUR

100 % ejet

100 % ejet

Redningslån 35,75 mio. EUR

100 % ejet og joint ventures

Kliq B.V.

[Nieuw Kliq (NK)]

Kliq Reintegratie

[Oud Kliq (OK)]

Afvikles

Andre datterselskaber (AD)

Sælges/afvikles

(16)

Da de alvorlige problemer imidlertid fortsatte, anmodede KH og OK om henstand, hvilket blev imødekommet den 20. januar 2005 af henholdsvis domstolen i Rotterdam og domstolen i Utrecht. Den 7. februar 2005 anmodede KH's og OK's kuratorer domstolene om at ændre henstanden til konkurs. Den 8. februar 2005 blev KH og OK erklæret konkurs af de nævnte domstole.

(17)

I perioden mellem udgangen af 2003 og udgangen af 2004 bogførte NK tab på ca. 12 mio. EUR set i forhold til en egenkapital på 5,75 mio. EUR, som KH havde indskudt ved stiftelsen. NK's fremtid var desuden yderst usikker, da virksomheden ikke havde nået de mål, der var fastsat i omstruktureringsplanen og desuden stod over for ugunstige markedsvilkår, da det pågældende marked var reduceret som følge af en lovændring, hvorefter kommunerne ikke længere var forpligtede til at afsætte en del af deres budget til reintegrationstjenester.

(18)

I sin beslutning fra august 2005 om at indlede proceduren kom Kommissionen til den konklusion, at den omstruktureringsstøtte, som Nederlandene ville yde til KH, ved at konvertere redningslånet på 45 mio. EUR plus påløbne renter til egenkapital, ikke syntes at opfylde betingelserne i rammebestemmelserne. Desuden tvivlede Kommissionen på, om støtten i realiteten vil være begrænset til et minimum, og især om støttemodtageren ville yde et betydeligt bidrag af egne midler. Derfor gav Kommissionen udtryk for tvivl om, hvorvidt omstruktureringsstøtten i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kunne betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

(19)

Ved brev fra september 2005 sendte de nederlandske myndigheder en reaktion på Kommissionens beslutning om at indlede proceduren, hvori de giver nærmere oplysninger om henholdsvis: i) Forløbet af konkursbehandlingen af KH og OK, ii) KH's finansielle resultater og afkast og iii) forløbet af retssagen mellem NK og den nederlandske stat. Denne retssag drejer sig især om det krav, som NK indbragte for den kompetente nederlandske domstol i kølvandet på KH' og OK's konkurs om at forpligte staten til at konvertere redningslånet på 9,25 mio. EUR, som KH efter Kommissionens godkendelse af redningsstøtten ydede til NK, til egenkapital. Selv om denne form for støtte ifølge rammebestemmelserne skal være likviditetsstøtte og af begrænset varighed og først kan betragtes som permanent, når Kommissionen har godkendt omstruktureringsstøtten, meddelte de nederlandske myndigheder i sommeren 2005 Kommissionen, at den kompetente nederlandske domstol havde forpligtet dem til at konvertere lånet til egenkapital.

(20)

Endvidere har Nederlandene ved brev fra januar 2006 orienteret Kommissionen om NK's konkurs pr. 14. december 2005 og den heraf følgende procedure. Endelig har Nederlandene ved brev fra februar indsendt opdaterede oplysninger om konkursproceduren for KH og OK.

(21)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(22)

For det første vedrører foranstaltningen en konvertering af statens redningsstøtte til KH plus påløbne renter til egenkapital, og den kan derfor tilskrives staten og betragtes som statsstøtte. Redningslånet til KH og konverteringen heraf i egenkapital indebærer desuden en fordel, som en virksomhed, der befinder sig i sådanne vanskeligheder og er på randen af konkurs, ikke ville have kunnet opnå på finansmarkedet.

(23)

Selv om KH opererer alene på det nederlandske marked, kan det ikke udelukkes, at en sådan fordel for KH fordrejer konkurrencen eller truer med at fordreje konkurrencen og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Desuden er der, som de nederlandske myndigheder har nævnt, mindre internationale virksomheder, der er aktive på det nederlandske marked, såsom TMP og Creyff's (datterselskab af Solvus, Belgien). Fordelen synes følgelig at begunstige en virksomhed i forhold til dennes konkurrenter, hvorved den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(24)

På grundlag af det foregående skal den anmeldte foranstaltning til fordel for KH betragtes som statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, anvendte betydning og skal vurderes i henhold hertil.

(25)

Støtteforanstaltningen skal af Kommissionen vurderes som ad hoc-støtte. Traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, hjemler undtagelser fra det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet i denne artikels stk. 1.

(26)

Denne foranstaltning kan tydeligvis ikke omfattes af de undtagelser, der er nævnt i artikel 87, stk. 2. Den anmeldte støtteforanstaltning er nemlig ikke nogen foranstaltning af social karakter til enkelte forbrugere, den har heller ikke til formål at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder, og den er lige så lidt en støtteforanstaltning for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling.

(27)

Traktatens artikel 87, stk. 3, litra a)-d), hjemler andre undtagelser. Da støttens hovedmålsætning ikke er af regional karakter, men vedrører en omstrukturering af en kriseramt virksomhed, forekommer kun undtagelsesbestemmelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), relevant, for så vidt denne åbner mulighed for godkendelse af statsstøtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, når denne ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(28)

Med henblik på vurdering af rednings- og omstruktureringsstøtte har Kommissionen fastsat rammebestemmelser. Nederlandene har anmodet Kommissionen om at undersøge foranstaltningen på baggrund af rammebestemmelserne.

(29)

I rammebestemmelsernes afsnit 3.2. (punkt 28-63), særlig punkt 30-47, nævnes de betingelser, som omstruktureringsstøtte skal opfylde for at kunne godkendes af Kommissionen. Vurderingen findes i betragtningerne fra betragtning 30 til og med betragtning 55.

(30)

I henhold til punkt 30 i rammebestemmelserne skal virksomheden kunne betragtes som en kriseramt virksomhed i overensstemmelse med definitionen i afsnit 2.1. (punkt 4-8) i rammebestemmelserne. Ifølge rammebestemmelsernes punkt 6 viser en virksomheds vanskeligheder sig sædvanligvis ved voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overskudskapacitet, faldende selvfinansiering, stigende gældsætning, stigende finansieringsudgifter og faldende nettoformue.

(31)

I rammebestemmelsernes punkt 5, litra a), betragtes en virksomhed som kriseramt, hvis der er tale om et selskab med begrænset ansvar, når over halvdelen af den tegnede kapital er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste 12 måneder.

(32)

Ifølge anmeldelsen er dette tilfældet for KH. På grundlag af det kontrollerede regnskab fra 31. december 2002 kan det konkluderes, at holdingselskabets tegnede kapital (konsolideret) pr. 1. januar 2002 androg ca. 73 mio. EUR. Mod slutningen af det år var dette beløb sundet ind til 22 mio. EUR. Dette svarer til et fald på ca. 70 %. Derudover skrumpede kapitalen i de ni måneder frem til september 2003 yderligere ind.

(33)

De nederlandske myndigheder har til hensigt at yde denne omstruktureringsstøtte til KH. KH vil på sin side fordele denne støtte på sine to datterselskaber, NK og OK, med henblik på at afslutte omstruktureringen.

(34)

Det er Kommissionens opfattelse, at KH kan betragtes som en kriseramt virksomhed, jf. rammebestemmelsernes punkt 4-8, og derfor kan komme i betragtning til omstruktureringsstøtte.

(35)

For at der kan ydes støtte, skal der iværksættes en omstruktureringsplan, der skal godkendes af Kommissionen, for al individuel støtte som den foreliggende foranstaltning. Rammebestemmelsernes punkt 31-34 kræver følgende:

(36)

For det første skal der mindes om, at den anmeldte omstruktureringsplan var ufuldstændig. De nederlandske myndigheder har for eksempel undladt at forelægge en opdateret likviditetsplan. Omstruktureringsplanen gav ikke Kommissionen de oplysninger, den havde brug for til at kunne foretage en fuldstændig vurdering på grundlag af rammebestemmelserne. Kommissionen måtte anmode om oplysninger om KH' likviditetsomkostninger og anmode om en følsomhedsanalyse med hensyn til de forskellige driftsscenarier. På grund af forretningsgangen i KH syntes de nederlandske myndigheder ikke på noget tidspunkt at have været i stand til at skaffe de krævede oplysninger.

(37)

Kommissionen har lige fra begyndelsen haft sine tvivl om, hvorvidt omstruktureringsplanen kunne skabe den krævede vending på grund af den utilstrækkelige interne rentabilitet sammenlignet med det forventede afkast på egenkapitalen, på grund af den omstændighed, at NK's resultater ikke kunne leve op til resultatkravene i omstruktureringsplanen, på grund af de vedvarende alvorlige strukturproblemer, som havde bragt KH i vanskeligheder og endelig på grund af det forhold, at de nederlandske myndigheder havde undladt at opfylde sin forpligtelse til at nævne det betydelige bidrag, som støttemodtageren skal yde til omstruktureringen med egne midler. Som følge af disse betragtelige problemer har rammebestemmelsernes betingelser for godkendelse af omstruktureringsstøtten ikke kunnet opfyldes.

(38)

Desuden bemærker Kommissionen, som det allerede er nævnt i præmis (16), at KH blev erklæret konkurs i februar 2005. Da KH ikke har haft held med ifølge planen at skabe den krævede vending, må det derfor fastslås, at også virksomhedens rentabilitet på lang sigt ikke længere kan genoprettes ved hjælp af den aktuelle eller en ændret omstruktureringsplan. Desuden bemærkes det, sådan som det blev nævnt efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, at selv NK, den særligt oprettede virksomhed, der skulle have vendt udviklingen i KH, er erklæret konkurs, hvilket er en bekræftelse af NK's alvorlige vanskeligheder, som der blev redegjort for i beslutningen om indledning af proceduren, og en bekræftelse af, at omstruktureringsplanen ikke var formålstjenlig.

(39)

Da de i rammebestemmelserne nævnte kerneværdier for ydelse af omstruktureringsstøtte ikke er opfyldt, kan Kommissionen ikke godkende omstruktureringsplanen og derfor heller ikke omstruktureringsstøtten. Af disse grunde kan den anmeldte foranstaltning heller ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(40)

På denne baggrund finder Kommissionen det ikke nødvendigt at foretage en grundigere undersøgelse af, om rammebestemmelsernes øvrige betingelser for godkendelse af omstruktureringsstøtte er opfyldt, herunder kravet i punkt 40 i rammebestemmelserne om, at støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum, og at støttemodtageren selv skal yde et betydeligt bidrag af egne midler.

(41)

I overensstemmelse med punkt 24 i rammebestemmelserne blev redningsstøtten til KH i første omgang godkendt for en periode af højst seks måneder. Inden for seks måneder efter godkendelsen af redningsstøtten til KH anmeldte de nederlandske myndigheder omstruktureringsplanen for KH.

(42)

I overensstemmelse med den omstruktureringsplan, der er anmeldt af de nederlandske myndigheder, har KH af redningslånet overdraget 35,75 mio. EUR til OK og 9,25 mio. EUR til NK.

(43)

De nederlandske myndigheder orienterede Kommissionen om, at den kompetente nederlandske domstol i henhold til artikel 53 og 69 i den nederlandske konkurslov havde pålagt dem at konvertere lånet på 9,25 mio. EUR til egenkapital. Konverteringen fandt sted den 22. august 2005. Konverteringen kan derfor betragtes som en delvis gennemførelse af den anmeldte foranstaltning.

(44)

Kommissionen minder de nederlandske myndigheder om princippet om, at fællesskabsretten har forrang for national ret. Gennemførelsen af den kendelse, der er afsagt af den nationale domstol, og som er nævnt i betragtning (43), er derfor i strid med forbuddet om at gennemføre en støtteforanstaltning, før denne er godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3. Konverteringen af redningslånet til egenkapital som led i omstruktureringen skal derfor betragtes som ulovlig omstruktureringsstøtte. Da den anmeldte støtte desuden ikke opfylder betingelserne i rammebestemmelserne, er en foranstaltning, som udgør en delvis gennemførelse heraf, ligeledes uforenelig. Det forhold, at foranstaltningen er gennemført efter påbud fra en national domstol, er ikke relevant i denne forbindelse, fordi de nationale domstole, ligesom andre statslige instanser, er forpligtede til at overholde traktatens bestemmelser.

(45)

Følgelig skal konverteringen af det redningslån på 9,25 mio. EUR, der blev overdraget til NK som følge af den nationale domstols kendelse, betragtes som ydelse af ulovlig og uforenelig omstruktureringsstøtte til NK. Da denne omstruktureringsstøtte ikke kan godkendes, er den uforenelig med fællesmarkedet.

(46)

I overensstemmelse med artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 (7) om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 skal Kommissionen i negative beslutninger om ulovlig støtte fastsætte, at den pågældende medlemsstat træffer alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Kommissionen må imidlertid ikke kræve tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen. I den foreliggende sag kan der ikke henvises til et sådant princip. Derfor skal al den støtte, der er ydet i form af konvertering til egenkapital af redningslånet på 9,25 mio. EUR, kræves tilbagebetalt.

(47)

For at genoprette KH's rentabilitet på lang sigt overdrog KH i overensstemmelse med den anmeldte omstruktureringsplan 35,75 mio. EUR af det samlede redningslån fra staten på 45 mio. EUR til OK, før denne virksomhed blev lukket. I modsætning til redningslånet på 9,25 mio. EUR, som blev overdraget til NK, er dette lån ikke blevet konverteret til egenkapital. Derfor skal denne foranstaltning fortsat betragtes som redningsstøtte.

(48)

I henhold til rammebestemmelsernes punkt 23, litra d), skal medlemsstaten senest seks måneder fra godkendelsen af redningsstøtten tilsende Kommissionen enten en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan eller dokumentation for, at lånet er blevet fuldstændig tilbagebetalt.

(49)

I dette tilfælde gik de pågældende virksomheder konkurs, kort efter at omstruktureringsplanen blev indsendt til Kommissionen. Kommissionen kunne derfor ikke godkende planen.

(50)

De nederlandske myndigheder underrettede imidlertid Kommissionen om, at den formelle konkurs- og likvidationsprocedure var indledt. Dette er i overensstemmelse med punkt 23, litra d), i rammebestemmelserne, hvori der som alternativ til fuldstændig tilbagebetaling af lånet eller indsendelse af en omstruktureringsplan kræves, at der forelægges en likvidationsplan. Kommissionen godkendte denne likvidationsplan, forudsat at følgende betingelser blev opfyldt:

(51)

Selv om de tidligere offentlige lån til KH falder uden for rammerne af denne omstruktureringspakke og denne procedure (8), vil Kommissionen give sin holdning til kende for at bidrage til at sikre, at der ikke opstår yderligere modstrid mellem fællesskabsreglerne om statsstøtte og de kompetente domstoles anvendelse af den nationale lovgivning, som det har været tilfældet med den foranstaltning, der er beskrevet i præmis (43)-(46). Den holdning skal især understreges i forbindelse med den sag, der er anlagt ved den nederlandske domstol, som der er redegjort nærmere for i præmis (52)-(55).

(52)

Som led i den anmeldte omstruktureringsplan skulle KH før 2016 tilbagebetale alle gamle lån til et beløb af i alt 41 mio. EUR, inklusive en betinget kreditfacilitet i løbende regning på 17 mio. EUR, i det følgende benævnt »kreditfacilitet«, som blev ydet af staten i 2002 efter KH's stiftelse, og som falder uden rammerne af omstruktureringspakken.

(53)

Ved brev fra februar 2006 meddelte Nederlandene Kommissionen, at bobestyrerne som led i konkursprocedurerne for KH og OK havde anmodet de kompetente domstole om at forpligte staten til at foretage den fuldstændige udbetaling af kreditfaciliteten, som efter betalingshenstanden i afventning af KH's og OK's konkurs var blevet indefrosset af staten i februar 2005.

(54)

Kommissionen bemærker, at denne sag falder ind under den kompetente domstols retlige kompetence, og at det er denne domstol, der skal fastslå, om statens beslutning var i overensstemmelse med aftalen om at bringe kreditfaciliteten til ophør.

(55)

Kommissionen indtager den holdning, at hvis statens beslutning var i overensstemmelse med aftalen, skal den kompetente domstol bekræfte statens beslutning og afvise bobestyrernes krav. Hvis domstolen imidlertid måtte bestemme, at staten, til trods for at den har holdt sig til alle sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, alligevel som led i konkursproceduren skal betale det fulde beløb af kreditfaciliteten til bobestyrerne, da kan en sådan kendelse betragtes som tildeling af ny statsstøtte til fordel for KH's kreditorer, og denne støtte skal i så fald anmeldes til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3.

(56)

På baggrund af ovenstående må Kommissionen konkludere, at den undersøgte foranstaltning er statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. De oplysninger, som de nederlandske myndigheder har givet, herunder også i forbindelse med den formelle undersøgelse, har bekræftet, at den omstruktureringsstøtte, som Nederlandene har til hensigt at yde til KH ved at konvertere redningslånet på 45 mio. EUR og de påløbne renter til egenkapital, ikke opfylder betingelserne i rammebestemmelserne og derfor ikke er i overensstemmelse med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(57)

For så vidt støtteforanstaltningen allerede er gennemført ved konvertering til egenkapital af det til KH overdragne redningslån på 9,25 mio. EUR, skal dette beløb kræves tilbagebetalt -

(2)

Ved brev D/50716 af 12. februar 1999 anmodede Kommissionen Luxembourg om at fremsende oplysninger om selskaber, der er skattefritaget efter en lov af 1929. Ved brev A/32604 af 26. marts 1999 sendte de luxembourgske myndigheder Kommissionen en beskrivelse af 1929-ordningen for skattefritagelse for holdingselskaber (i det følgende benævnt »1929-holdingselskaber«), som ændret ved lov af 29. december 1971 og ved lov af 30. november 1978 .

(3)

Ved brev D/53671 af 5. juli 2000 anmodede Kommissionen Luxembourg om yderligere oplysninger om 1929-holdingselskaberne og især om lov af 17. december 1938 vedrørende ordningen for skattefritagelse for de såkaldte milliardær-holdingselskaber (i det følgende benævnt »milliardær-holdingselskaber«. De luxembourgske myndigheder fremsendte de ønskede oplysninger ved brev A/36150 af 20. juli 2000.

(4)

Ved brev D/51279 af 26. marts 2001 anmodede Kommissionen om supplerende oplysninger, især lovteksterne om indførelsen af skatteordninger til fordel for 1929-holdingselskaberne og milliardær-holdingselskaberne. De luxembourgske myndigheder fremsendte de ønskede oplysninger ved brev A/33928 af 11. maj 2001.

(5)

Ved brev D/50571 af 11. februar 2002 meddelte Kommissionen de luxembourgske myndigheder, at den foreløbigt betragtede denne foranstaltning som støtte og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger i henhold til den samarbejdsprocedure vedrørende eksisterende støtteordninger, der er indført ved artikel 17, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 [nu artikel 88] (4). Efter et møde mellem Kommissionen og de luxembourgske myndigheder den 19. april 2002 fremsendte sidstnævnte de ønskede oplysninger ved brev A/33288 af 2. maj 2002. Der blev afholdt et nyt møde mellem de luxembourgske myndigheder og Kommissionen den 17. oktober 2002.

(6)

Ved brev A/51743 af 9. marts 2004 anmodede Kommissionen Luxembourg om at ajourføre oplysningerne om den pågældende ordning og underrette den om alle nye bestemmelser, der var blevet foreslået eller allerede var vedtaget om skattebehandlingen af 1929-holdingselskaberne, med henblik på at afslutte den foreløbige undersøgelse af ordningen i overensstemmelse med proceduren efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999. Luxembourg meddelte Kommissionen de ønskede oplysninger ved brev af 6. maj 2004.

(7)

Den 15. september 2004 blev der afholdt et tredje møde mellem de luxembourgske myndigheder og Kommissionen, hvor Kommissionen modtog en række oplysninger om lovforslag nr. 5231 vedrørende ændringer i lov af 31. juli 1929 om skatteordningen for 1929-holdingselskaberne.

(8)

Ved brev D/53536 af 4. maj 2005 anmodede Kommissionen om at få tilsendt samtlige oplysninger om godkendelsen af lovforslag nr. 5231 den 19. april 2005, for at den kunne afslutte sin foreløbige vurdering af den pågældende ordning. De luxembourgske myndigheder meddelte Kommissionen de ønskede oplysninger ved brev af 1. juni 2005 (A/34536) og 23. juni 2005 (A/35047).

(9)

Ved brev af 11. juli 2005 (D/55311) meddelte Kommissionen blandt andet Luxembourg, at den på grundlag af sin foreløbige vurdering mente, at den pågældende ordning (som ændret ved Parlamentets vedtagelse af lovforslag nr. 5231 den 29. april 2005, der blev til lov af 21. juni 2005 om ændring af artikel 1 i lov af 31. juli 1929 om skatteordningen for holdingselskaber) skulle betragtes som en støtteforanstaltning, der var uforenelig med fællesmarkedet.

(10)

Den 25. juli 2005 blev der afholdt et fjerde møde mellem de luxembourgske myndigheder og Kommissionen, hvor sagen blev drøftet på baggrund af blandt andet ændringerne i ordningen som følge af lov af 21. juni 2005.

(11)

Ved brev af 28. juli 2005 (D/55780) meddelte Kommissionen Luxembourg, at den på grundlag af sin foreløbige vurdering mente, at lov af 31. juli 1929, som ændret ved lov af 21. juni 2005, skulle betragtes som en støtteforanstaltning, der var uforenelig med fællesmarkedet, og den opfordrede Luxembourg til at fremsætte bemærkninger, jf. artikel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999.

(12)

Ved brev af 5. september 2005 (D/56729) og af 19. september 2005 (D/57172) sendte Kommissionen de luxembourgske myndigheder en påmindelse om de ønskede bemærkninger.

(13)

Da Kommissionen ikke havde modtaget noget svar ved fristens udløb, foreslog den ved brev af 25. november 2005 (5) Luxembourg en række foranstaltninger i henhold til traktatens artikel 88, stk. 1, der gik ud på, at Luxembourg:

(14)

Ved samme brev opfordrede Kommissionen ligeledes de luxembourgske myndigheder til senest en måned efter modtagelsen af forslaget skriftligt at meddele, om Luxembourg i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 uforbeholdent og utvetydigt accepterede alle de foreslåede foranstaltninger, og samtidig meddele, hvornår ordningen ville ophøre. Kommissionen fremførte, at den i modsat fald kunne indlede proceduren efter artikel 4, stk. 4, som fastsat i forordningens artikel 19, stk. 2.

(15)

Ved brev af 9. december 2005 (A/40451) meddelte de luxembourgske myndigheder Kommissionen, at de ikke kunne acceptere de foreslåede foranstaltninger. På dette grundlag og på baggrund af de luxembourgske myndigheders bemærkninger i ovennævnte brev, besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2.

(16)

Ved brev af 9. februar 2006 (SG D/200621) og af 28. marts 2006 (SG D/201345) meddelte Kommissionen Luxembourg sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, samt et korrigendum til denne beslutning.

(17)

Kommissionens beslutning (i den ændrede version) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (6). Kommissionen opfordrede i sin beslutning interesserede parter til at fremsætte bemærkninger. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(18)

Luxembourg fremsendte sine bemærkninger ved brev af 13. april 2006 (A/32917).

(19)

Den 6. juli 2006 blev der afholdt et supplerende møde mellem de luxembourgske myndigheder og Kommissionen, hvor førstnævnte fremlagde supplerende oplysninger om 1929-holdingselskabernes finansieringsvirksomhed og deres berettigede forventning om fortsat at kunne være omfattet af fritagelsesordningen i en overgangsperiode.

(20)

Ved lov af 31. juli 1929 om ordningen for skattefritagelse for holdingselskaber blev der indført et skatteinstrument, som skulle fremme udlodningen af overskud, der akkumuleres i en multinational koncerns driftsselskaber, og samtidig forhindre dobbeltbeskatning af de overskud, som udbetales til holdingselskaberne og dernæst udloddes til deres aktionærer. Efter at der i 1937 blev gennemført en række ændringer af lov af 31. juli 1929, indførte Luxembourg yderligere fritagelse for milliardær-holdingselskaber, der dannes ved indskud af en indbetalt startkapital på mindst 1 mia. luxembourgske franc (LUF). Luxembourg indførte desuden en fritagelsesordning, således at udbytter, royalties, kapitalgevinster og provenuet ved salg af aktier i de selskaber, hvor holdingselskabet har kapitalandele, ikke er skattepligtige, hvis bestemte betingelser er opfyldt. Ud over den generelle fritagelsesordning for kapitalandele, der henhører under de almindelige retsregler (artikel 166 i lov om indkomstskat (LIR)) og implementerer direktiverne om »moder- og datterselskaber« og »renter-royalties« (7), har Luxembourg således i dag en særlig ordning for 1929-holdingselskaber og milliardær-holdingselskaber.

(21)

I henhold til lov af 31. juli 1929 er 1929-holdingselskaberne fritaget for direkte beskatning i Luxembourg, såsom selskabsskat, kommunal erhvervsskat (8) og nettoværdiskat (9). De er dog forpligtede til at betale kapitalskat, såsom ejendomsskat (10) og årlige tegningsafgifter (11). Dividender, renter, royalties og kapitalgevinster, som et 1929-holdingselskab modtager, er derfor ikke skattepligtige i Luxembourg, og dets udbetaling af dividende, royalties (12) og renter er fritaget for kildeskat (13). Endelig opkræves der ingen kildeskat af renter, som udbetales i udlandet af 1929-holdingselskaber, hvad der også er tilfældet for andre luxembourgske selskaber. Renter, som luxembourgske selskaber, der ikke er skattefritaget, får udbetalt, betragtes altid som skattepligtige indtægter.

(22)

Det skal bemærkes, at renter, som udbetales af 1929-holdingselskaber (som af ethvert andet luxembourgsk selskab) til fysiske personer — retmæssige ejere i henhold til Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (14) — der har bopæl i en medlemsstat, pålægges kildeskat som fastsat i dette direktiv. Der findes en tilsvarende kildeskat på 10 % med fuldt frigørende virkning, som Luxembourg indførte den 1. januar 2006 for rentebetalinger til fysiske personer, der er valutaindlændinge. Den opkræves også af renter, som udbetales af 1929-holdingselskaberne.

(23)

1929-holdingselskaberne er normalt ikke omfattet af de bilaterale aftaler vedrørende dobbeltbeskatning og skattesvig, som Luxembourg indgår.

(24)

Hvad kapitalbeskatning angår, er et 1929-holdingselskab forpligtet til at betale en kapitaltilførselsafgift på 1 % ved kapitalindskud eller tilførsel af aktiver (15). Det skal desuden betale en årlig tegningsafgift på 0,2 % af den indbetalte selskabskapital og af emissionspræmiernes værdi, som opgjort på det tidspunkt, hvor det foregående regnskabsår afsluttes (16). Et 1929-holdingselskab kan optage lån hos sine aktionærer, banker eller andre kreditinstitutter og kan udstede obligationer. For at hindre unddragelse af tegningsafgiften anvendes reglerne om underkapitalisering, hvis finansiering gennem lånoptagelse i stedet for aktieudstedelse overstiger visse finansielle kvoter. Endelig opkræves der kildeskat på 20 % af tantiemer, der udbetales til valutaindlændinge eller valutaudlændinge, som er medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller er revisorer i et 1929-holdingselskab.

(25)

Ordningen for 1929-holdingselskaber gælder kun for selskaber (17), der er indregistreret i Luxembourg, og ikke for enkeltmandsvirksomheder, konsortier, der ikke er organiseret i selskabsform, udenlandske selskabers faste driftssteder og datterselskaber eller lokale filialer. Hvor stor et 1929-holdingselskabs tegnede kapital er, afhænger af den valgte selskabsform. I henhold til et luxembourgsk dekret af 29. juli 1977 skal et 1929-holdingselskab have en fuldt indbetalt selskabskapital på mindst 24 000 EUR.

(26)

De selskaber, der etableres i Luxembourg, kan indregistreres som 1929-holdingselskaber på betingelse af, at de kun beskæftiger sig med køb, besiddelse og udnyttelse af enhver form for kapitalinteresser i andre luxembourgske eller udenlandske selskaber, blandt andet ved at yde lån, besidde patenter eller udstede licenser på ophavsrettigheder eller knowhow til selskaber, som de har kapitalinteresser i. Et 1929-holdingselskab kan ikke udøve erhvervsvirksomhed for egen regning eller drive en erhvervsvirksomhed, som er åben for offentligheden. Hvis det udvider sin virksomhed til at omfatte mere end ovennævnte område, mister det sin status og behandles som en fuldt skattepligtig erhvervsvirksomhed.

(27)

Et 1929-holdingselskabs tilladte aktiviteter omfatter blandt andet:

(28)

De forbudte aktiviteter omfatter blandt andet:

(29)

1929-holdingselskaberne er undergivet tilsyn af det luxembourgske organ, »Administration de l'enregistrement et des domaines«, der har bemyndigelse til at gennemgå deres bøger, men udelukkende for at sikre, at de aktiviteter, de udøver, falder inden for de grænser, der er fastsat i loven af 1929.

(30)

Blandt 1929-holdingselskaberne findes der en særlig form for holdingselskab, nemlig milliardær-holdingselskabet. Det kan etableres enten ved tilførsel af aktier fra udenlandske selskaber, eller ved at forhøje den fuldt indbetalte selskabskapital og reserverne til et beløb på mindst 24 mio. EUR (1 mia. LUF). Milliardær-holdingselskaber kan vælge en skatteordning, hvor tegningsafgiften erstattes af en såkaldt indkomstskat. I henhold til det luxembourgske dekret af 1937 om milliardær-holdingselskaber opkræves denne indkomstskat af renter, der udbetales til indehavere af obligationer og andre værdipapirer, af dividende, der udloddes til aktionærerne, og af tantiemer, der udbetales til et sådant selskabs ledende medarbejdere, revisorer og kuratorer.

(31)

Når de samlede renter, der udbetales til indehavere af obligationer eller andre værdipapirer for det pågældende regnskabsår, beløber sig til mindst 2,4 mio. EUR, beregnes skatten efter en skala, der omfatter 3 % af de udbetalte renter, 1,8 % af dividender, tantiemer og vederlag af et udbetalt beløb på op til 1,2 mio. EUR og 0,1 % af dividender, tantiemer og vederlag, der overstiger denne tærskel. Når de samlede renter, der udbetales til indehavere af obligationer eller andre papirer for det pågældende regnskabsår er lavere end 2,4 mio. EUR, beregnes skatten efter en anden skala, der omfatter 3 % af de udbetalte renter, 3 % af dividender, tantiemer og vederlag op til et beløb svarende til forskellen mellem 2,4 mio. EUR og de samlede udbetalte renter, 1,8 % af den del af dividenderne, der overstiger denne tærskel, op til et beløb på 1,2 mio. EUR, og 0,1 % af de resterende dividender, tantiemer og vederlag, der overstiger denne tærskel. Milliardær-holdingselskaberne er således ikke undergivet de almindelige regler for underkapitalisering, der gælder for tegningsafgifter, og der opkræves ikke kildeskat af tantiemer og vederlag.

(32)

Et milliardær-holdingselskabs tilladte aktiviteter omfatter blandt andet:

(33)

Den skattefritagelse, der er beskrevet ovenfor, er på visse betingelser blevet udvidet til at omfatte »finansielle holdingselskaber«, som er en underkategori af 1929-holdingselskaberne. De beskæftiger sig med finansiering af de aktiviteter, der udøves af en koncerns datter- eller søsterselskaber. I denne forbindelse anses selskaber for at indgå i en koncern, hvis de benytter en fælles betegnelse, der er symbol på gensidig afhængighed, eller hvis koncernselskaberne har en betydelig andel (på mindst 25 %) i deres selskabskapital og indbyrdes har varige økonomiske forbindelser.

(34)

I lighed med milliardær-holdingselskaberne kan et finansielt holdingselskab udøve flere aktiviteter end et 1929-holdingselskab, når det gælder koncernintern finansiering. Mens 1929-holdingselskaberne kun kan finansiere de selskaber, hvor de har en direkte kapitalandel, kan de finansielle holdingselskaber yde lån til samtlige selskaber i deres koncern. Et finansielt holdingselskabs tilladte aktiviteter omfatter blandt andet:

(35)

Den 6. november 2003 forelagde den luxembourgske regering parlamentet lovforslag nr. 5231 om ændring af lov af 31. juli 1929 om ordningen for1929-holdingselskaber. Det luxembourgske parlament vedtog lovforslaget med en række ændringer den 19. april 2005. Den nye lov blev indført den 21. juni 2005 og offentliggjort i Luxembourgs lovtidende den 22. juni 2005. Loven af 21. juni 2005 trådte i kraft den 1. juli 2005.

(36)

I henhold til denne lov vil holdingselskaber, som modtager mindst 5 % af det samlede udbytte, der er udloddet i det pågældende regnskabsår af selskaber, som er valutaudlændinge, og som ikke skal betale en selskabsskat svarende til den luxembourgske, miste deres status som 1929-holdingselskab og dermed blive underlagt de almindelige skatteregler. I de parlamentsdokumenter, der ledsager lovforslaget, forklares det, at en indkomstskat skal opkræves efter en sats på mindst 11 % (dvs. 50 % af den luxembourgske selskabsskat), for at den kan betragtes som svarende til den luxembourgske indkomstskat, ligesom dens beregningsgrundlag skal være det samme som det, der anvendes i Luxembourg.

(37)

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at disse ændringer er vedtaget for at bringe skattereglerne for 1929-holdingselskaberne i overensstemmelse med de henstillinger, som Rådet rettede til de luxembourgske myndigheder den 3. juni 2003 ved evalueringen efter adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning. Den nye lov har således indført en overgangsordning, som sikrer de eksisterende fordele for virksomheder med status som 1929-holdingselskaber eller milliardær-holdingselskaber fra lovens ikrafttræden til den 1. januar 2011.

(38)

Kommissionen fastslog i sin beslutning af 9. februar 2006, at ordningen for 1929-holdingselskaber måtte betragtes som støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen mente nemlig, at ordningen alene gav de pågældende holdingselskaber en række økonomiske fordele, som bestod i ekstraordinær fritagelse for selskabsskat, kildeskat, nettoværdiskat og ejendomsskat. Disse fordele gav sig udslag i, at holdingselskaberne og de koncerner, de tilhører, fik reduceret deres skattemæssige forpligtelser over for den luxembourgske stat.

(39)

Kommissionen mente, at det på grund af disse fordele så ud til, at der blev anvendt statsmidler i form af et skatteprovenutab for den luxembourgske stat. Ordningen syntes at være selektiv, da den var forbeholdt virksomheder, der var organiseret som holdingselskaber, og som udelukkende udøvede bestemte typer aktiviteter, især finansieringsvirksomhed, forvaltning, udstedelse af licenser og långivning. Ordningen var desuden begrænset til koncerninterne aktiviteter, idet virksomhederne skulle operere inden for en koncern for at være omfattet af ordningen. Ordningen var dermed ikke åben for alle virksomheder, men kun for virksomheder, der indgik i en koncernstruktur med etablering af et holdingselskab i Luxembourg, som udelukkende skulle udøve bestemte aktiviteter, såsom finansiering, forvaltning af kapitalinteresser, samordning og udstedelse af licenser og patenter.

(40)

Kommissionen fremførte i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at denne fordel indebar konkurrenceforvridninger og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne, da de finansierings- og forvaltningsaktiviteter, som 1929-holdingselskaberne normalt udøver, generelt foregår på de internationale markeder, hvor konkurrencen er intens. Det kunne også skabe konkurrenceforvridninger, at 1929-holdingselskaberne blev favoriseret i forhold til leverandører af tjenesteydelser og uafhængige finansielle mellemmænd, bl.a. banker og traditionelle konsulentvirksomheder. Samhandelen syntes at blive påvirket af de fordele, som ordningen for 1929-holdingselskaber indebar, da denne ordning kun favoriserer de holdingselskaber, der udøver en række finansielle aktiviteter, som hovedsagelig er grænseoverskridende.

(41)

Ingen af undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, kunne tilsyneladende anvendes, da den pågældende foranstaltning måtte betragtes som driftsstøtte, der ikke var forbundet med gennemførelse af særlige projekter, men kun syntes at mindske støttemodtagernes normale omkostninger uden at bidrage til at nå et fællesskabsmål.

(42)

Kommissionen konkluderede endvidere, at der var tale om eksisterende støtte efter artikel 1, litra b), punkt i), i forordning (EF) nr. 659/1999. I denne forbindelse så det ikke ud til, at lov af 2005 om ændring af ordningen for 1929-holdingselskaber ændrede den pågældende støttes status som eksisterende, idet den ikke ændrede de fordele, som ordningen indebærer, men midlertidigt begrænsede antallet af støttemodtagere til virksomheder, der ikke modtager bestemte former for dividende, som er undergivet en reduceret beskatning uden for Luxembourg.

(43)

Ved indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure opfordrede Kommissionen de luxembourgske myndigheder til at fremsende alle de oplysninger, der kunne være nyttige for vurderingen af den pågældende ordnings virkninger for samhandelen, navnlig inden for sektoren for finansielle tjenester. Den opfordrede også Luxembourg og andre interesserede parter til at udtale sig om, hvorvidt støttemodtagerne eventuelt havde en berettiget forventning, som kunne begrunde vedtagelse af overgangsforanstaltninger i det tilfælde, hvor den pågældende ordning blev krævet ophævet.

(44)

Efter offentliggørelsen af Kommissionens beslutning af 9. februar 2006 i Den Europæiske Unions Tidende (18) blev der ikke formelt fremsat bemærkninger fra andre interesserede parter. Flere repræsentanter for 1929-holdingselskaberne tog dog uformelt kontakt til Kommissionen for blandt andet at få oplysninger om, hvilke juridiske konsekvenser Kommissionens formelle undersøgelsesprocedure efter traktatens artikel 88, stk. 2, ville få for privatpersoner, og hvorvidt de skattefritagelser, som de havde opnået, var lovlige.

(45)

De luxembourgske myndigheder fremsatte bemærkninger ved brev af 13. april 2006. De gav i denne forbindelse udtryk for, at de var uenige i, at ordningen for skattefritagelse for 1929-holdingselskaberne skulle anses for støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. Luxembourg kommenterede ikke den pågældende skattefritagelsesordnings forenelighed med fællesmarkedet.

(46)

Ved brev af 13. april 2006 afslog Luxembourg desuden at fremsende oplysninger, der kunne være nyttige for vurderingen af den pågældende foranstaltning og dens virkninger for konkurrencen og samhandelen, bl.a. inden for sektoren for finansielle tjenester, koncerninterne aktiviteter og forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder. Der blev ikke fremsendt oplysninger om de investeringer, som 1929-holdingselskaberne har forvaltet, og heller ikke nogen fortegnelse over 1929-holdingselskaberne. De luxembourgske myndigheder fremførte i denne forbindelse, at 1929-holdingselskaberne ikke skulle godkendes administrativt, og at det derfor var umuligt at opstille en liste over dem.

(47)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de virksomheder, som er omfattet af fritagelsesordningen, kan have en berettiget forventning, som kan begrunde vedtagelse af overgangsforanstaltninger i tilfælde af en endelig negativ beslutning, bemærkede de luxembourgske myndigheder, at en eventuel ophævelse af ordningen for 1929-holdingselskaber ville få en sådan indvirkning på skattesystemet i Luxembourg, at det ville være nødvendigt at beskytte forventningerne hos de virksomheder, der er omfattet af denne ordning. Disse kan nemlig ikke udsættes for, at deres juridiske status afskaffes helt »fra den ene dag til den anden«.

(48)

Ved brev af 13. april 2006 benægter de luxembourgske myndigheder af nedenstående årsager, at den pågældende skatteordning skal betragtes som støtte.

(49)

For det første indebar ordningen for 1929-holdingselskaber ikke nogen fordele i forhold til de almindelige beskatningsregler for holdingselskaber. Den tog udelukkende sigte på at undgå en mangedobling af den skattebyrde, der er forbundet med overskud, som udloddes af driftsselskaber. Uden den pågældende fritagelsesordning ville 1929-holdingselskaberne nemlig blive straffet skattemæssigt, fordi et driftsselskabs overskud i første omfang beskattes som selskabets overskud og i anden omgang, ved udlodningen, beskattes som holdingselskabets indtægter og endelig — ved yderligere udlodning — som aktionærens udbytte.

(50)

For det andet mener de luxembourgske myndigheder ikke, at ordningen for 1929-holdingselskaber er selektiv og dermed fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Alle virksomheder i den samme faktiske og retlige situation, især med hensyn til køb af kapitalinteresser, forvaltning, finansiering og udnyttelse af kapitalinteresser i kontrollerede selskaber, kan nemlig være omfattet af ordningen.

(51)

Endelig kan ordningen for 1929-holdingselskaber ikke fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, da de holdingselskaber, der er omfattet, udelukkende er passive indkomstmodtagere og ikke befinder i samme situation som de øvrige operatører, der præsterer tjenesteydelser uafhængigt. Under alle omstændigheder har Kommissionen ikke påvist, at den pågældende ordning styrker 1929-holdingselskabernes stilling i forhold til de øvrige typer holdingselskaber.

(52)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, er »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(53)

Kommissionvven har omhyggeligt undersøgt ordningen for 1929-holdingselskaberne på grundlag af de luxembourgske myndigheders bemærkninger. De mange indvendinger har dog ikke givet Kommissionen mulighed for at ændre sin foreløbige vurdering, nemlig at de skattefordele, som ordningen giver disse selskaber, skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(54)

Det skal erindres, at følgende kumulative betingelser skal være opfyldt, for at en national foranstaltning kan betragtes som statsstøtte: 1) den pågældende foranstaltning indebærer en fordel, 2) denne fordel gives ved hjælp af statsmidler, 3) fordelen er selektiv, og 4) den pågældende foranstaltning fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (19).

(55)

I den foreliggende sag mener Kommissionen, at lov af 1929 giver skattefordele, som ikke er begrænset til afskaffelsen af dobbeltbeskatningen af andre holdingselskabers indkomster i Luxemburg, dvs. selskaber, der principielt er skattepligtige, men er fradragsberettigede med hensyn til de skatter, der allerede er betalt enten i Luxembourg eller i udlandet.

(56)

Kommissionen mener i denne forbindelse, at ordningen giver en række skattefordele i forhold til de almindelige regler, og at disse fordele begunstiger visse virksomheder, der udøver et begrænset antal aktiviteter i Luxembourg, som generelt er af finansiel art. Ordningen er derfor selektiv. I betragtning af de mange indvendinger, Luxembourg har rejst, finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at redegøre nærmere for årsagerne til, at den pågældende ordning, som er beskrevet ovenfor, opfylder alle de betingelser, der er nævnt i betragtning (53).

(57)

Luxembourg fremførte i sine bemærkninger af 13. april 2006, at ordningen for 1929-holdingselskaberne var en generel skatteordning, der fandt anvendelse på virksomheder, som kun havde passive indkomster, der allerede var beskattet på indtjeningstidspunktet, uanset virksomhedernes størrelse, aktivitetsområde og retlige form. Luxembourg hævdede desuden, at ordningen var berettiget i henhold til det luxembourgske skattesystem, der tager sigte på at undgå dobbeltbeskatning, idet fuldt skattepligtige virksomheder har adgang til andre tilsvarende ordninger for at undgå dobbeltbeskatning. Ifølge Luxembourg indebar ordningen ingen fordele af nedenstående hovedårsager.

(58)

For det første omfattede selskabsskattesystemet i Luxembourg en række ordninger, der kunne anvendes alternativt i tilsvarende situationer, og som alle virksomheder havde adgang til uden forskelsbehandling. Et sådant system kunne derfor ikke medføre fordele som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1, i overensstemmelse med Domstolens dom i »Banks«-sagen (20). I denne dom havde Domstolen nemlig fastslået, at der ikke er tale om støtte, når alle virksomheder uden forskelsbehandling har adgang til forskellige beskatningsformer, som eventuelt indebærer fordele alt efter, hvad virksomhederne rent faktisk vælger.

(59)

For det andet mente de luxembourgske myndigheder, at den skattebyrde, der påhviler 1929-holdingselskaberne, burde evalueres under hensyn til alle ordningens elementer, såvel de fordelagtige som de ufordelagtige. Det var dog indlysende, at Kommissionen ikke havde fulgt denne fremgangsmåde. De luxembourgske myndigheder fremførte, at de ved brev af 13. april 2006 havde givet tre eksempler på 1929-holdingselskaber, som anvendelsen af den pågældende ordning havde defavoriseret i forhold til de skattepligtige holdingselskaber.

(60)

Kommissionen er ikke enig i de luxembourgske myndigheders konklusioner, for i modsætning til, hvad de har fremført, er den pågældende ordning kendetegnet ved flere skattefritagelser, især fritagelse for indkomstskat, kommunal erhvervsskat og nettoværdiafgiften. Disse fritagelser må betragtes som en undtagelse fra de normale regler for beskatning af disse selskaber. De tager heller ikke udelukkende sigte på at undgå dobbeltbeskatning af indkomster, men at fritage visse økonomiske aktiviteter, der er omhandlet af lov af 31. juli 1929, og som udøves af de skattefritagne holdingselskaber, for en række skatter.

(61)

Selv om ordningen for 1929-holdingselskaber ikke omfatter alle de skatter, som luxembourgske selskaber principielt skal betale (21), omfatter denne procedure kun de påviste skattefritagelser og en række personskatter, som selskaberne er fritaget for (22). 1929-holdingselskaberne er helt fritaget for direkte skatter, især indkomstskat, kommunal erhvervsskat og nettoværdiskat (formueskat).

(62)

I betragtning af ovenstående erkender Kommissionen, at 1929-holdingselskaberne skal betale ejendomsskat i henhold til lov af 1. december 1936, og at de ikke opnår fordele i denne forbindelse, således som Kommissionen havde fremført i sin beslutning af 9. februar 2006.

(63)

1929-holdingselskabernes fritagelse for indkomstskat og kommunal erhvervsskat strækker sig for holdingindkomsternes (udbytter og kapitalgevinster) vedkommende langt videre end den skattefritagelse for udbytter og kapitalgevinster, der gives skattepligtige holdingselskaber for at undgå dobbeltbeskatning. 1929-holdingselskaberne er således fritaget uafhængigt af, om de opfylder betingelserne for at være omfattet af de almindelige regler for fritagelse, der tager sigte på at undgå dobbeltbeskatning (23). De er dermed automatisk fritaget i modsætning til de skattepligtige holdingselskaber. Under disse omstændigheder mener Kommissionen, at den pågældende fritagelse giver 1929-holdingselskaberne en fordel ved at reducere de omkostninger, de normalt selv skal afholde over deres budget (24).

(64)

Med hensyn til indkomstskat og kommunal erhvervsskat skal Kommissionen tilføje, at renter og royalties, som 1929-holdingselskaber får udbetalt, er helt fritaget i strid med de almindelige skatteregler, der finder anvendelse på andre holdingselskaber i Luxembourg. Denne fritagelse kan dog ikke begrundes med ønsket om at forhindre dobbeltbeskatning af disse indtægter, da omkostningerne herved fradrages i de foregående led af dem, der afholder dem. Fritagelsen for disse indtægter i henhold til lov af 31. juli 1929 er dermed en undtagelse og i strid med det princip, at renter og royalties pålægges indkomstskat mindst én gang. Da der hermed er tale om en undtagelse, mener Kommissionen også, at 1929-holdingselskaberne i dette tilfælde opnår en reduktion af de omkostninger, de normalt selv skal afholde over deres budget.

(65)

Hvad angår kildeskat af udloddet overskud, udbytter og royalties, som 1929-holdingselskaberne har udbetalt, konstaterer Kommissionen, at disse holdingselskaber ikke er forpligtede til at indeholde den normale kildeskat i Luxembourg for betalinger til valutaudlændinge, herunder — for milliardær-holdingselskabernes vedkommende — kildeskat af tantiemer. Kommissionen mener derfor, at 1929-holdingselskaberne også i dette tilfælde opnår en reduktion af de omkostninger, de normalt selv skal afholde over deres budget.

(66)

Selv om man antager, at denne fritagelse for kildeskat favoriserer indkomstmodtagerne direkte og kun favoriserer 1929-holdingselskaberne indirekte, mener Kommissionen, at den under alle omstændigheder medfører, at sidstnævnte fritages for omkostninger, som udloddende selskaber, der er skattepligtige selskaber i Luxembourg, normalt selv skal afholde. Denne vurdering bekræftes af, at den anvendte sats i forbindelse med kildeskat er højere, hvis omkostningerne afholdes af det udloddende selskab, og at dette selskab ikke er juridisk forpligtet til i så fald at vælte skatten over på indkomstmodtageren. Desuden opnår 1929-holdingselskaberne en indirekte fordel ved den lettere adgang til risikovillig kapital/lånekapital, der er forbundet med det højere afkast, som investorernes skattefritagelse medfører.

(67)

Endelig er 1929-holdingselskaberne ikke forpligtede til at betale den nettoværdiskat, som gælder for selskaber, der er skattepligtige i Luxembourg. Selv om man antager, at denne fritagelse kun har begrænset økonomisk betydning, fritager den dog 1929-holdingselskaberne for en omkostning, der normalt påhviler selskaber i Luxembourg.

(68)

Det fremgår af det ovenstående, at de pågældende fordele efter Kommissionens opfattelse skal betragtes som undtagelser, der kan favorisere visse virksomheder i forhold til andre, som befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation, når det gælder ordningens målsætning — nemlig at forhindre dobbeltbeskatning. Kommissionen mener i denne forbindelse, at de luxembourgske myndigheders henvisning til Banks-dommen er irrelevant. I denne sag er der nemlig ingen af de forskellige beskatningsformer, der på forhånd optræder som den mest fordelagtige. I den foreliggende sag må det dog konstateres, at skattefritagelse principielt er mere fordelagtig end indkomstbeskatning. Kommissionen konkluderer derfor, at 1929-holdingselskaberne ikke alene har mulighed for at få nedsat de omkostninger, der normalt skal afholdes over deres budget, men faktisk opnår en sådan nedsættelse i praksis.

(69)

De tre eksempler, som de luxembourgske myndigheder nævnte i deres brev af 13. april 2006, kan ikke ændre den konklusion, at den pågældende ordning medfører fordele, som er en undtagelse fra de almindelige skatteregler, og som ikke er begrundet i det luxembourgske skattesystems art. For det første vedrører de nemlig tilfælde, der ikke er repræsentative for den faktiske anvendelse af ordningen for 1929-holdingselskaber, og for det andet vedrører de udelukkende situationer, hvor de almindelige retsregler allerede indebærer en fuldstændig indkomstskattefritagelse. Til gengæld tager Luxembourg ikke hensyn til de situationer, hvor de almindelige retsregler ikke indebærer fritagelse, mens det, som tidligere konstateret, udelukkende er i disse situationer, at ordningen giver de begunstigede mulighed for at opnå en speciel fordel i forhold til de almindelige retsregler.

(70)

Kommissionen mener derfor ikke, at der er nogen grund til at tage hensyn til alle de direkte og indirekte skatter, der finder anvendelse, for at fastslå, om der er tale om en reel skattemæssig fordel for 1929-holdingselskaberne, idet det allerede i vid udstrækning er blevet påvist, at der er tale om en sådan fordel. Desuden konstaterer Kommissionen, at det ville være umuligt at foretage en sådan analyse i betragtning af det store antal situationer, der skal tages i betragtning.

(71)

Kommissionen konkluderer, at den pågældende ordning indebærer en fordel for 1929-holdingselskaberne.

(72)

Det skal erindres, at en statsforanstaltnings særlige karakter, dvs. dens selektive karakter, er et af de afgørende elementer i statsstøttebegrebet efter traktatens artikel 87, stk. 1. I denne forbindelse er det vigtigt at efterprøve, om de pågældende skatteregler medfører fordele, som udelukkende gavner bestemte virksomheder eller bestemte sektorer (25). I den foreliggende sag mener de luxembourgske myndigheder ikke, at ordningen for 1929-holdingselskaberne er selektiv, fordi den gælder for alle virksomheder i tilsvarende situationer, dvs. virksomheder, som udelukkende beskæftiger sig med forvaltningsaktiviteter og valorisering af kapitalinteresser i kontrollerede selskaber samt opkrævning af provenuet af disse aktiviteter.

(73)

Kommissionen er i enig med de luxembourgske myndigheder i, at en foranstaltnings selektivitet, såsom skattefritagelse for holdingaktiviteter, nødvendigvis må vurderes på grundlag af tilsvarende situationer (26). Kommissionen mener dog, at der som sammenligningsgrundlag i det foreliggende tilfælde skal tages hensyn til selskaber, der opnår et provenu svarende til 1929-holdingselskabernes. Men Kommissionen bemærker, at det blandt de luxembourgske selskaber kun er 1929-holdingselskaberne, der er helt fritaget for beskatning af alle deres indtægter uafhængigt af, om deres indkomster eventuelt allerede er blevet beskattet i de foregående omsætningsled af de selskaber, hvori de har kapitalinteresser

(74)

Under disse omstændigheder kan Kommissionen kun konkludere, at en sådan fritagelsesordning er selektiv, fordi den blandt alle de forskellige virksomheder og aktiviteter, der er udsat for risikoen for dobbeltbeskatning, favoriserer bestemte virksomheder, der udelukkende udøver bestemte aktiviteter.

(75)

Denne vurdering bekræftes desuden af, at lov af 31. juli 1929 ifølge de luxembourgske myndigheder tager sigte på at forhindre, at denne ordning i for høj grad udvides til at omfatte andre selskaber end 1929-holdingselskaberne, så det undgås, at ordningen bliver for stor en belastning for statsbudgettet. Kommissionen erindrer i denne forbindelse om, at »princippet om, at en støtteforanstaltning kan være begrundet i skattesystemets karakter eller opbygning, henviser til en konkret skattemæssig foranstaltnings overensstemmelse med det generelle skattesystems art og indretning« (27). Dette kan dog ikke være tilfældet i den foreliggende sag, da Luxembourg ikke har begrundet den skattefritagelsesordning, der kun gælder for 1929-holdingselskaberne, med det nationale skattesystems karakter og opbygning.

(76)

Kommissionen konstaterer desuden, at fritagelsen efter lov af 31. juli 1929 blandt andet er betinget af, at der findes et registreringssystem, som myndighederne fører tilsyn med, at en række retlige krav med hensyn til den minimale nettoværdi overholdes, og at selskaberne kun udøver en række strengt definerede aktiviteter. Efter Kommissionens opfattelse styrker disse strenge kriterier den pågældende ordnings selektive karakter.

(77)

I denne forbindelse konstaterer Kommissionen, at 1929-holdingselskaberne skal begrænse deres aktiviteter til erhvervelse af kapitalinteresser under en hvilken som helst form i andre virksomheder og til forvaltning og valorisering af disse kapitalinteresser. Den korte definition af valorisering af kapitalinteresser, som lov af 31. juli 1929 indeholder, er blevet præciseret af myndighederne (Administration de l'Enregistrement et des Domaines), som har anlagt en bred fortolkning og fremført, at den bør omfatte flere økonomiske aktiviteter, der er direkte eller indirekte forbundet med valoriseringen af kapitalinteresser, og det vil især sige finansieringsvirksomhed. Holdingselskaberne har således tilladelse til at yde forskud og lån på lang eller kort sigt til selskaber, hvor de har en direkte kapitalinteresse (28).

(78)

I henhold til lov af 31. juli 1929 omfatter begrebet valorisering af kapitalinteresser også sikkerhedsstillelse over for kreditorer, når det drejer sig om selskaber, hvor 1929-holdingselskaberne har en kapitalinteresse, samt kaution for deres kapitaludvidelser. Ud over kapitalinteresser i form af aktier kan 1929-holdingselskaberne være indehavere af offentlige eller private obligationer, der eventuelt kan være noteret på regulerede eller uofficielle markeder, og kan være udstedt af den offentlige sektor eller ej. 1929-holdingselskaberne kan således kun være i besiddelse af obligationer uafhængigt af eller sideløbende med forvaltningsaktiviteterne. For finansielle holdingselskaber er det således muligt at udvide kredsen af potentielle begunstigede i forbindelse med finansieringer og i denne forbindelse yde lån til alle de selskaber, der indgår i koncernen, og dermed til alle selskaber med samme navn, som for mindst 25 % vedkommende ejes af et fælles moderselskab.

(79)

Desuden antages en række aktiviteter at være sidestillet med erhvervelse af kapitalinteresser, selv om det pågældende 1929-holdingselskab ikke er i besiddelse af nogen andel. Et holdingselskab kan således være indehaver af patenter og kan, selv om det ikke kan udnytte eller sælge dem, meddele licenser på udnyttelsen af dem til andre udenforstående selskaber eller andre selskaber i den koncern, det tilhører, og dermed opkræve royalties, uden at fritagelsen bortfalder.

(80)

Blandt de tilladte aktiviteter for 1929-holdingselskaberne figurerer også rådgivningsvirksomhed i forbindelse med forvaltning og investering gennem investeringsfonde. Denne aktivitet tager sigte på at rådgive investeringsforeninger med hensyn til forvaltningen af den portefølje, de har fået overdraget, og den udøves normalt af et rådgivningsselskab, der principielt er skattepligtigt i henhold til de almindelige skatteregler. Når visse betingelser er opfyldt, er det dog muligt for et rådgivningsselskab at vælge status som 1929-holdingselskab (29).

(81)

Det fremgår af ovenstående, at de aktiviteter, et 1929-holdingselskab kan udøve, er stærkt begrænset af lov af 31. juli 1929, og at udøvelse af andre aktiviteter straffes med, at de fratages deres status som skattefritaget. Kommissionen mener, at disse restriktioner bekræfter, at skattefritagelsesordningen for 1929-holdingselskaberne er selektiv. Som Kommissionen har nævnt i sin beslutning af 9. februar 2006, kan man også konstatere, at en række erhvervssektorer ikke kan opnå de fordele, som denne ordning giver. Virksomheder, der udøver andre aktiviteter end dem, der er tilladt med hensyn til valorisering af kapitalinteresser og aktiviteter vedrørende flere andre sektorer, såsom fremstillingsvirksomhed, landbrug eller handel, er således udelukket fra denne ordning.

(82)

Kommissionen mener ikke, at der kan gives nogen objektiv begrundelse for en sådan skattemæssig behandling, der specielt er forbeholdt 1929-holdingselskaber, og som ved at være begrænset til bestemte virksomheder tager sigte på at favorisere disse i forhold til deres konkurrenter.

(83)

Denne vurdering styrkes desuden af, at den pågældende ordning kun er tilgængelig for luxembourgske selskaber, der udøver et begrænset antal aktiviteter. For at kunne være omfattet af ordningen skal selskaber, der ønsker at valorisere deres investeringer, oprette et særskilt selskab i Luxembourg, som udelukkende har til formål at udøve de aktiviteter, der er tilladt efter loven af 1929. Etableringen af et sådant selskab medfører dermed yderligere investeringer i forhold til de normale omkostninger ved en investeringsaktivitet. Denne ordning kan således kun omfatte virksomheder med en koncernstruktur og betydelige økonomiske ressourcer (30), som er tilstrækkelige til, at de kan etablere et selskab i Luxembourg, der skal varetage forvaltning og finansiering af kapitalinteresser. Det drejer sig for eksempel om milliardær-holdingselskaberne.

(84)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de fordele, som anvendelsen af den pågældende ordning indebærer, skyldes statsmidler, skal det erindres, at støttebegrebet er mere generelt end tilskudsbegrebet, fordi det ikke blot omfatter positive ydelser, såsom selve tilskuddet, men også omfatter indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (31). Det følger heraf, at en ordning som den foreliggende, hvorved de offentlige myndigheder fritager en række virksomheder for normal beskatning, der ganske vist ikke medfører overførsel af statsmidler, men sætter de begunstigede virksomheder i en bedre økonomisk situation end andre skatteydere, skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1 (32). Selv om fritagelserne efter ordningen for 1929-holdingselskaberne i det foreliggende tilfælde ikke medfører overførsel af statsmidler, kan det dog ikke nægtes, at de medfører et skatteprovenutab og dermed skal betragtes som statsfinansiering.

(85)

Ifølge de luxembourgske myndigheder vil ordningen for 1929-holdingselskaberne ikke kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, da de begunstigede holdingselskaber udelukkende er passive indkomstmodtagere og ikke befinder sig i samme situation som andre aktører, der fungerer som selvstændige tjenesteydere. De mener heller ikke, at Kommissionen har påvist, at ordningen styrker 1929-holdingselskabernes stilling i forhold til andre holdingselskabers.

(86)

Kommissionen bemærker, at det fremgår af EF-Domstolens faste retspraksis, dels at det er tilstrækkeligt for, at en foranstaltning kan anses for at fordreje konkurrencen, at støttemodtageren konkurrerer med andre virksomheder på konkurrenceudsatte markeder (33), dels at en foranstaltning påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, når statsstøtten styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet (34).

(87)

Kommissionen finder, at 1929-holdingselskaberne tilhører finanssektoren, hvor de udøver særlige aktiviteter, såsom långivning til andre koncernselskaber, udstedelse af obligationer, factoring og forvaltning af kontantindskud for selskaber, som de kontrollerer direkte og indirekte, og for andre selskaber i en koncern, som et 1929-holdingselskab tilhører, eller rådgivning i forbindelse med formueforvaltning. Som nævnt ovenfor har de finansielle holdingselskaber og milliardær-holdingselskaberne i henhold til lov af 1929 en større fleksibilitet, når det gælder udøvelsen af finansielle aktiviteter af denne art. 1929-holdingselskaberne beskæftiger sig ligeledes med køb og forvaltning af patenter og udstedelse af licenser på vegne af datterselskaber, som de ejer direkte og indirekte, eller for andre koncernselskaber.

(88)

I overensstemmelse med den liberaliseringsproces, der har præget det fælles marked for finansielle tjenesteydelser, bygger konkurrencen i denne sektor hovedsagelig på afskaffelse af enhver form for institutionelle restriktioner ved udøvelsen af finansielle aktiviteter inden for fællesmarkedet og på gennemsigtighed og lige vilkår ved udøvelsen af disse aktiviteter, når de er sammenlignelige. Konkurrencen forvrides dog af denne ordning, fordi 1929-holdingselskaberne er helt fritaget for direkte skatter, som normalt opkræves i Luxembourg på indtægter af disse aktiviteter, mens disse aktiviteter er skattepligtige, når de udøves af tjenesteydere, der er uafhængige eller ikke er organiseret specielt som 1929-holdingselskaber.

(89)

I betragtning af at koncerner af internationalt omfang eller med aktiviteter, der omfatter flere sektorer, bl.a. handel, ofte vælger at organisere sig som 1929-holdingselskaber, påvirkes samhandelen mellem medlemsstaterne på grund af de skattefordele, som de multinationale handelsselskaber opnår gennem 1929-holdingselskabernes ydelser. Desuden leverer 1929-holdingselskaberne koncerninterne tjenesteydelser og kan med visse begrænsninger blande sig i de erhvervsaktiviteter, der udøves af de selskaber, som de har kapitalinteresser i, hvilket skal betragtes som en fuldstændig økonomisk aktivitet, som Domstolen fastslog i sin dom for nylig i sagen Fondazione Cassa di Risparmio di Firenze (35). Af alle disse årsager er der tale om påvirkning af samhandelen og fordrejning af konkurrencen på koncernniveau, dvs. de koncerner, som 1929-holdingselskaberne tilhører, og på grund af den handelsvirksomhed, som disse koncerner udøver.

(90)

Disse konklusioner underbygges af den betydelige indvirkning, disse skattefritagelser har på valget af Luxembourg som foretrukket finanscenter. I denne forbindelse finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at henvise til artikler i pressen (36) om, at det luxembourgske finansieringssystem bygger på holdingselskabernes skattefritagelsesordning. Herved er det muligt at påvise, at de multinationale finansieringsselskaber benytter holdingstrukturerne i Luxembourg, herunder 1929-holdingselskabet, til at reducere deres skattebyrde mest muligt. Ifølge disse artikler i pressen er der ca. 15 000 1929-holdingselskaber indregistreret i Luxembourg.

(91)

Til trods for at de luxembourgske myndigheder ikke har fremlagt oplysninger, der giver mulighed for at fastslå 1929-holdingselskabernes samlede omsætning, mener Kommissionen ikke, at det kan benægtes, at denne ordning har stor betydning for den finansielle sektor i Luxembourg, og at den medfører konkurrencefordrejninger og påvirkning af samhandelen.

(92)

Kommissionen mener ikke, at statsstøtten til 1929-holdingselskaberne kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet. I denne forbindelse skal det understreges, at de luxembourgske myndigheder ikke har argumenteret for, at nogen af undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, skulle finde anvendelse i den foreliggende sag.

(93)

Det er indlysende, at undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, der vedrører støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, som skal råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, og støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

(94)

Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), der giver mulighed for at tillade støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse. Ordningen kan heller ikke betragtes som et projekt af fælleseuropæisk interesse eller som middel til at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den luxembourgske økonomi, som fastsat i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Den tager heller ikke sigte på fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven, som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(95)

Hvad angår traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), der tillader støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, konstaterer Kommissionen, at skattefordelene for 1929-holdingselskaberne ikke er forbundet med investeringer, jobskabelse eller bestemte projekter. De består blot i en nedsættelse af de omkostninger, som de pågældende selskaber normalt selv burde afholde ved udøvelsen af deres virksomhed, og må derfor betragtes som driftsstøtte. I overensstemmelse med Kommissionens faste praksis kan en sådan støtte ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den ikke fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse økonomiske regioner, og hvis den ikke er tidsbegrænset, degressiv eller står i forhold til det, der er nødvendigt for at afhjælpe bestemte økonomiske problemer.

(96)

Kommissionen noterer, at alene den omstændighed, at de pågældende skattefordele er forbeholdt selskaber, der er indregistreret i Luxembourg som 1929-holdingselskaber, er i strid med den fri etableringsret for virksomheder, der ligeledes er etableret i Luxembourg, samtidig med at de er oprettet i andre medlemsstater (37).

(97)

Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at det alene er virksomheder med selskabsform i Luxembourg, der kan opnå de fordele, som det luxembourgske skattesystem giver 1929-holdingselskaberne, og at dette ikke er berettiget af skattesystemets art. En udenlandsk virksomhed, der udøver aktiviteter svarende til 1929-holdingselskabernes, især gennem et fast forretningssted, et agentur, en filial eller et datterselskab af et udenlandsk selskab, som omhandlet i traktatens artikel 43, kan således ikke opnå de fordele, som ordningen giver 1929-holdingselskaberne. Kommissionen kan derfor ikke acceptere de luxembourgske myndigheders tilsagn om ikke at modsætte sig, at faste forretningssteder i Luxembourg af udenlandske selskaber, der overholder betingelserne i lov af 31. juli 1929, også kan fritages i henhold til denne lov. Traktatens artikel 87, stk. 1, skelner nemlig ikke efter grundene til eller hensigten med statsinterventionerne, men definerer dem alene på grundlag af deres virkninger (38). Kommissionen bekræfter derfor sin foreløbige vurdering, nemlig at den pågældende ordning først og fremmest forfordeler de udenlandske virksomheder, der opererer i Luxembourg og ikke er oprettet som et selskab efter luxembourgsk ret, i forhold til holdingselskaber, der er etableret i selskabsform i Luxembourg. Denne forskelsbehandling kan derfor udgøre en hindring for den frie etableringsret i Luxembourg for udenlandske selskaber, hvilket er i strid med traktaten og dermed uforeneligt med fællesmarkedet.

(98)

Kommissionen erindrer i denne forbindelse, at proceduren efter traktatens artikel 88 aldrig må medføre et resultat, der er i strid med andre traktatbestemmelser. Kommissionen kan derfor ikke erklære statsstøtte, som på visse områder er i strid med andre traktatbestemmelser, for forenelig med fællesmarkedet (39). Som fastslået ovenfor gælder ordningen i den foreliggende sag ikke for et udenlandsk selskab, der opererer i Luxembourg gennem et andet selskab i form af et fast forretningssted, et agentur, en filial eller et datterselskab, som omhandlet i traktatens artikel 43, idet disse er skattepligtige i Luxembourg. Hvis en medlemsstat, også indirekte, giver virksomheder med hovedsæde på dens område en skattemæssig fordel, men samtidig nægter virksomheder med hovedsæde i en anden medlemsstat, men med et sekundært driftssted i Luxembourg, den samme fordel, er forskelsbehandlingen af disse to kategorier af støttemodtagere principielt forbudt ved traktaten, når der ikke findes en objektiv forskel mellem dem.

(99)

På baggrund af alle ovenstående betragtninger mener Kommissionen ikke, at den pågældende ordning kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

(100)

Kommissionen fastslår, at den skatteordning, der gælder for 1929-holdingselskaber i Luxembourg, skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, og at ingen af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, kan finde anvendelse. Kommissionen fastslår desuden, at ordningen for 1929-holdingselskaberne til trods for de ændringer, der blev foretaget ved lov af 21. juni 2005, fortsat indebærer alle de pågældende skattefordele, selv om antallet af støttemodtagere er begrænset til de holdingselskaber, som opnår mindst 5 % af deres dividende fra udenlandske selskaber, der er undergivet selskabsskat på mindst 11 %, og de holdingselskaber, som modtager dividende fra udenlandske selskaber, der er undergivet selskabsskat på mindst 11 %, eller fra luxembourgske selskaber. Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at ordningen for 1929-holdingselskaber, som ændret ved lov af 21. juni 2005, skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, og at ingen af undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, finder anvendelse.

(101)

Kommissionen konstaterer, at ordningen for skattefritagelse efter loven af 1929 ikke er blevet ændret væsentligt siden traktatens ikrafttræden. Kommissionen mener derfor, at denne ordning skal betragtes som eksisterende støtte efter artikel 1, litra b), nr. i), i forordning (EF) nr. 659/1999. Kommissionen er af den opfattelse, at ændringerne i ordningen for 1929-holdingselskaberne i henhold til lov af 21. juni 2005 ikke indfører nye støtteelementer og heller ikke øger antallet af støttemodtagere; foranstaltningen må derfor stadig betragtes som eksisterende støtte.

(102)

De luxembourgske myndigheder har fremført det argument, at Kommissionen har godkendt de ændringer, der blev indført ved lov af 21. juni 2005, i Rådets »kodeksgruppe«, der skulle undersøge, hvilke skatteforanstaltninger der kunne være skadelige i henhold til adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning (40), og at ordningen for 1929-holdingselskaberne derfor er i overensstemmelse med traktaten. Kommissionen fastslår for det første, at artikel 87 ikke udelukker nogen form for skatteforanstaltninger fra sit anvendelsesområde. Kommissionen fastslår for det andet, at hverken lov af 31. juli 1929 eller ændringerne dertil, herunder de ændringer, der blev indført ved lov af 21. juni 2005, er blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen har derfor ikke haft lejlighed til at fastslå, om den pågældende ordning er forenelig med statsstøttereglerne.

(103)

Der kan derfor ikke drages nogen konklusion af, at kommissionen deltog i »kodeksgruppens« arbejde, hvis formål var at undersøge, om den pågældende skatteforanstaltning var skadelig. Det skal i denne forbindelse blot erindres, at undersøgelsen af skatteordninger ud fra et statsstøttesynspunkt juridisk set er uafhængig af »kodeksgruppens« arbejde. Desuden havde den ordning for 1929-holdingselskaber, som »kodeksgruppen« undersøgte, et mere begrænset anvendelsesområde end den ordning, som den foreliggende beslutning vedrører. Gruppens undersøgelse vedrørte nemlig udelukkende skattefritagelse for dividender, som 1929-holdingselskaberne fik.

(104)

Det følger heraf, at denne undersøgelse hverken kan hindre Kommissionen i at foretage den foreliggende vurdering eller så tvivl om Kommissionens konklusion om, at ordningen for 1929-holdingselskaberne i henhold til lov af 31. juli 1929, som ændret ved lov af 21. juni 2005, skal betragtes som statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(105)

Kommissionen mener, at de forskellige fordele ved ordningen for skattefritagelse for 1929-holdingselskaber bør ophøre, enten ved at de helt afskaffes, eller ved at ordningen ændres, så den bliver forenelig med fællesmarkedet. Fra tidspunktet for meddelelsen af denne beslutning kan fordelene ved hele eller dele af denne ordning ikke længere ydes nye selskaber, der er indregistreret som 1929-holdingselskaber. De luxembourgske myndigheder skal derfor ændre deres lovgivning inden den 31. december 2006.

(106)

Med hensyn til de eksisterende 1929-holdingselskaber, der for øjeblikket er omfattet af den skattefritagelsesordning, som er beskrevet i denne beslutning, erkender Kommissionen, at den støtte, der er ydet inden vedtagelsen af denne beslutning, ikke kan kræves tilbagebetalt, da ordningen betragtes som eksisterende støtte.

(107)

Kommissionen tager til efterretning, at den ikke har modtaget bemærkninger eller andre nyttige oplysninger fra andre interesserede parter, så det kan fastslås, om der for de pågældende støttemodtagere er tale om en berettiget forventning, der gør det rimeligt at gennemføre særlige overgangsforanstaltninger, inden støtteordningen afskaffes. Kommissionen har desuden undersøgt de luxembourgske myndigheders oplysninger om 1929-holdingselskabernes finansieringsaktiviteter og deres øvrige argumenter vedrørende de nuværende støttemodtageres berettigede forventning. De tager sigte på at give de nævnte støttemodtagere mulighed for at være fuldt omfattet af ordningen i en overgangsperiode, inden den afskaffes endeligt.