27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/1

(1)

Den 2. oktober 2003 trådte det italienske lovdekret nr. 269 af 30. september 2003 vedrørende »Hastebeslutning til fordel for udviklingen og for at rette op på statsbudgettet« (DL 269/2003) i kraft efter offentliggørelse i Det Italienske Statstidende nr. 229 af 2. oktober 2003. Lovdekretet er ændret til lov nr. 326 af 24. november og offentliggjort i Det Italienske Statstidende nr. 274 af 25. november 2003. Artikel 12 i DL 269/2003 fastsætter, at kapitalindtægter fra visse investeringsinstitutter, som investerer kollektivt i værdipapirer og med speciale i små og mellemstore virksomheder, der er noteret på en reguleret fondsbørs i Den Europæiske Union, indrømmes en erstatningsskat på 5 % i stedet for den ordinære selskabsskat på 12,5 %, som gælder for ikke-specialiserede investeringsvirksomheder.

(2)

Ved brev af 22. oktober 2003 (D/56756) opfordrede Kommissionen de italienske myndigheder til at fremsætte oplysninger om omhandlede skatteincitament samt dato for iværksættelse, således at Kommissionen kunne fastslå, hvilken type statsstøtte der er ydet i henhold til artikel 87 i traktaten. I samme brev gør Kommissionen Italien opmærksom på, at enhver støtteforanstaltning skal anmeldes til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(3)

Ved brev af 11. november 2003 (A/37737) og ved brev af 26. november 2003 (A/38138) fremsatte de italienske myndigheder de ønskede oplysninger. Den 19. december 2003 (D/58192) gjorde Kommissionen igen opmærksom på den anmeldelsespligt, der i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, påhviler Italien, og opfordrede de italienske myndigheder til at underrette eventuelle støttemodtagere om følgerne i henhold til traktaten og i henhold til artikel 14 i Rådets nr. 659/1999 (2) om gennemførelse af statsstøtteordninger, hvis det viser sig, at omhandlede skatteincitamenter udgør en ulovlig ydet støtte, som er gennemført uden forudgående tilladelse fra Kommissionen.

(4)

Ved brev af 11. maj 2004 (SG 2004 D/202046) underrettede Kommissionen Italien om sin beslutning af 7. maj 2004 om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtteforanstaltning.

(5)

Ved brev af 14. juli 2004 (A/35463) fremsatte de italienske myndigheder deres bemærkninger.

(6)

Kommissionens beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 9. september 2004. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning senest en måned efter offentliggørelsen (3).

(7)

Den 16. og 27. september 2004 blev der afholdt to møder mellem repræsentanter fra Kommissionen og de italienske skattemyndigheder for at undersøge visse aspekter ved støtteforanstaltningen.

(8)

Ved brev af 7. oktober 2004 (A/37679) har Kommissionen modtaget bemærkninger fra den italienske sammenslutning af forvaltningsselskaber (Assogestione). Ved brev af 28. oktober 2004 (D/57696) har Kommissionen videresendt disse bemærkninger til de italienske myndigheder. Ved brev af 6. december 2004 (A/39479) fremsatte de italienske myndigheder deres bemærkninger til de allerede fremsendte bemærkninger.

(9)

Ved brev af 18. februar 2005 (A/31490) fremsatte Assogestioni yderligere uddybende bemærkninger i forhold til dem, der allerede var fremsendt den 7. oktober 2004. Ved brev af 24. februar 2005 (D/51366) videresendte Kommissionen disse bemærkninger til de italienske myndigheder. Ved brev af 4. april 2005 (A/32813) fremsatte de italienske myndigheder deres bemærkninger til de allerede fremsendte bemærkninger.

(10)

Ved brev af 28. februar 2005 (A/31724) modtog Kommissionen bemærkninger fra investeringsforeningernes europæiske brancheorganisation (European Federation of Investment Funds and Companies — FEFSI). Eftersom disse bemærkninger blev fremsat efter den fastsatte frist for fremsendelse (jf. punkt 6), og eftersom disse bemærkninger lignede dem, som Assogestioni havde fremsat, blev de ikke videresendt til Italien, og der er derfor ikke taget højde for dem i nærværende beslutning.

(11)

Artikel 12 i DL 269/2003 i den italienske lov omhandler skattefordele til visse virksomheder, som investerer kollektivt i værdipapirer (investeringsvirksomheder). Lovdekretet fastsætter frem for alt, at fra det skatteår, hvor visse specifikke krav er opfyldt, skal der betales en skat på 5 % i stedet for den ordinære selskabsskat på 12,5 % af kapitalindtægter, som stammer fra visse investeringsvirksomheder (»specialiserede investeringsvirksomheder«), der investerer kollektivt i værdipapirer og med speciale i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs i Den Europæiske Union. Inden for det italienske skattesystem for kollektive investeringer er reglerne normalt sådan, at den omhandlede skat hvert år opkræves af de kollektive investeringsinstitutter på baggrund af et beskatningsgrundlag, der udregnes ud fra det beløb, der svarer til den årlige stigning af de daglige registreringer af formuens værdi (»kapitalindtægter«). På denne måde beskattes eventuelle opsparede overskud af de investorer, der investerer i disse investeringsvirksomheder. Takket være dette system bliver investorerne ikke opkrævet yderligere skat ved fordeling af fortjeneste, som stammer fra denne investering.

(12)

Den omhandlede støtteforanstaltning ændrer de gældende italienske skatteregler for kapitalindtægter, som stammer fra investeringsforeninger, deriblandt åbne investeringsfonde, reguleret i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) (4), de såkaldte »Historic Luxembourg's Funds«, SICAV-investeringsforeninger og lukkede investeringsfonde, jf. de italienske lovregler, der regulerer investeringsvirksomheder. Der er følgende interessante bestemmelser i den italienske lovgivning:

(13)

De omhandlede investeringsforeninger består af kollektive investeringer i værdipapirer, det vil sige obligationer, aktier og andre værdipapirer eller certifikater fra noterede og ikke-noterede selskaber, med flere investorer (kaldet »deltager« eller »tegner«). Investeringsvirksomhederne kan både være en investeringsfond med kontraktmæssig form, uden juridisk person (f.eks. en unit trust eller en investeringsforening), som varetages af et forvaltningsselskab, der forvalter formuen, og som investeringsfond med form som selskab (f.eks. SICAV) (5), samt som pensionsfond (6). Investeringsvirksomhederne, der repræsenteres af investeringsforeninger, kan være enten »åbne« eller »lukkede« fonde (7).

(14)

Artikel 12 i DL 269/2003 fastsætter, at der fra det skatteår, hvor støtteforanstaltningen træder i kraft, skal betales en skat på 5 % i stedet for 12,5 % af de tilskrevne kapitalindtægter, som svarer til den årlige stigning af de daglige registreringer af formuens værdi, som stammer fra specialiserede investeringsvirksomheder, som er omfattet af omhandlede lov.

(15)

I henhold til artikel 12 i DL 269/2003 betragtes følgende som specialiserede investeringsvirksomheder:

(16)

I henhold til artikel 12 i DL 269/2003 er førnævnte investeringsinstitutter virksomheder, der investerer i små og mellemstore virksomheder, og hvis kapital ikke overstiger 800 mio. EUR, beregnet på basis af den gennemsnitlige markedspris for selskabets aktier på den sidste handelsdag i hvert af årets kvartaler (9).

(17)

Ordningen gælder kun fra det skatteår, hvor en investeringsvirksomheds vedtægter fastsætter, at virksomheden skal investere, eller fra det tidspunkt virksomheden iværksættes, og der fastsættes krav om, at disse virksomheder investerer mindst to tredjedele af sine samlede aktiver i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en officiel fondsbørs i Den Europæiske Union.

(18)

Ordningen ændrer skattereglerne for alle de forskellige italienske investeringsvirksomheder, som investerer kollektivt, hvilket både er dem, der ledes i Italien eller hører under italiensk lovgivning samt datterselskaber i Italien. Alle indrømmes en erstatningsskat på indtægter, som stammer fra disse investeringsvirksomheder (investeringsvirksomheder, der beskattes i Italien). Desuden kan der være tale om udenlandske virksomheder og datterselskaber, der beskattes i Italien som italienske tegnere med hensyn til fordeling af fortjeneste. Ordningen ændrer nemlig med samme effekt de fastsatte skattebestemmelser for udenlandske investeringsvirksomheder, som er omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS) (10), hvis kapitalindtægter uddeles til italienske investorer, eller hvis andele tilfalder italienske investeringsvirksomheder (11).

(19)

Til tydeliggørelse af virkningen af støtteforanstaltningen og af, hvordan den indirekte udvider skattereduktionen for ikke-specialiserede investeringsvirksomheder og andre deltagere, er det nødvendigt at foretage en undersøgelse af hver eneste skattebestemmelse, som gælder for kapitalindtægter i investeringsvirksomheder og deres deltagere, som alle er ændret ved artikel 12 i DL 269/2003. Det er i denne henseende hensigtsmæssigt at skelne mellem »investeringsvirksomheder, der opererer som kapitalformidlere, hvis indtægt er underlagt italiensk beskatning« og »investeringsvirksomheder, der hører under ordningen med erstatningsskatten, som vedrører dem, der opererer som deltager i andre investeringsvirksomheder«, da en og samme investeringsvirksomhed kan fungere både som kapitalformidler (f.eks. ved at investere i værdipapirer) og som tegner-deltager (f.eks. ved at investere i andre investeringsvirksomheder). Indtægter fra andre investorer, som ikke er indrømmet den erstatningsskat, der er indrømmet andre investeringsvirksomheder, beskrives i et separat kapitel.

(20)

På baggrund af det generelle system skal investeringsvirksomhedernes indtægter ikke beskattes. Alle kapitalindtægter fra investeringsvirksomheder beskattes normalt med en skat på 12,5 %, som er udregnet på baggrund af samme virksomheds nettoresultat. Der er som regel tale om en fast sats, som erstatter enhver ekstra skattesats, der ellers kunne gælde for investeringsforeningernes uddeling af indtægter.

(21)

Kapitalindtægt beregnes ved at tage fondens egenkapital før skat ved udgangen af året, fratrukket de henlagte erstatningsskatter, indberegnet indfrielser og eventuelle indtægter, der er uddelt i løbet af året, samt fratrække fondens egenkapital i begyndelsen af året og indtægter fra investeringer i kollektive investeringsvirksomheder, der er omfattet af den nedsatte erstatningsskat, samt fritaget indtægter og de indtægter, som ikke er skattepligtige (12).

(22)

Artikel 12 i DL 269/2003 ændrer på det generelle skattesystem ved at indføre den omhandlede skattesats på 5 % af kapitalindtægter, som stammer fra specialiserede investeringsvirksomheder.

(23)

Med udgangspunkt i det generelle skattesystem er alle uddelte indtægter til tegnerne (inklusive andre investeringsvirksomheder) fra investeringsvirksomheder, og som er omfattet af den italienske ordning med erstatningsskat, undtaget enhver anden beskatning. Den undersøgte ordning bevarer dette undtagelsessystem i forhold til indtægter, der hidrører fra specialiserede investeringsforeninger (omfattet af nedsat skat på 5 %). Ordningen reducerer endvidere den direkte beskatning af indtægter i ikke-specialiserede investeringsvirksomheder, hvor indtægterne stammer fra udenlandske specialiserede investeringsforeninger, som ikke er omfattet af den italienske skattesats, men som derved opnår et tilsvarende niveau med en selskabsskat på 5 % (13).

(24)

De indtægter, der stammer fra italienske eller udenlandske investeringsvirksomheder og gives til italienske tegnere, som ikke er omfattet af yderligere beskatning i Italien, da de allerede er blevet beskattet af investeringsvirksomheden (indeholdt skat). Hvis tegneren er en virksomhed, der opererer inden for erhvervsvirksomhedens regnskabsår, vil de opnåede indtægter bidrage til at skabe en indtægt for virksomheden, der beskattes med en selskabsskat på 33 %. Der indrømmes en skattelettelse på 15 % til disse modtagervirksomheder, hvilket fuldstændigt neutraliserer dobbeltbeskatningen på den opnåede kapitalindtægt. Ordningen bekræfter i realiteten den nævnte skattelettelse, også når indtægterne kommer fra specialiserede investeringsvirksomheder (14).

(25)

På baggrund af ordningen i artikel 18 i den sammenfattende lovbekendtgørelse om beskatning af indtægter (TUIR) er indtægter fra udenlandske eller italienske investeringsvirksomheder omfattet af en skat på 12,5 %. Ordningen reducerer skattesatsen til 5 %, hvis indtægterne stammer fra specialiserede investeringsvirksomheder. Denne bestemmelse sikrer lige behandling af tegnere med andele i enten udenlandske og italienske investeringsvirksomheder.

(26)

De tilskrevne indtægter fra investeringsvirksomheder bidrager til kapitalindtægten i de pensionsfonde, som har andele i disse investeringsvirksomheder. Disse indtægter beskattes endvidere med en skat på 11 %. Der er fastsat en skattelettelse på 15 % af samme indtægt, som skal fratrækkes erstatningsskatten, som disse pensionsfonde indkræver, for at forhindre dobbeltbeskatning af den tilskrevne indtægt fra pensionsfondene. Skatteforanstaltningen er med til at udligne pensionsfondenes særlige skattesystem, så det passer ind i det nye skattesystem med reduceret skat for specialiserede investeringsvirksomheder.

(27)

Samtidigt med at skatten for specialiserede investeringsvirksomheder nedsættes, sørger ordningen for, at indtægter fra italienske investeringsvirksomheder nyder godt af en skattelettelse på 6 %. Artikel 12 i DL 269/2003 indrømmer endvidere, at pensionsfonde, hvis aktiver stammer fra udenlandske specialiserede investeringsvirksomheder, er omfattet af en effektiv skattebyrde på 5 % i stedet for den normale skattebyrde på 11 % (15).

(28)

Til indledning af den formelle undersøgelsesprocedure fandt Kommissionen, at skatteforanstaltningerne levede op til alle påtænkte kriterier for at komme i betragtning som modtager af statsstøtte til fordel for investeringsvirksomheder, der specialiserer sig i investeringer i små og mellemstore virksomheder, hvis aktier indehaves af omhandlede specialiserede investeringsvirksomheder i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, mens Kommissionen var i tvivl omkring nedsættelsen af den direkte skat til tegnerne i de specialiserede investeringsvirksomheder, da der er tale om en generel foranstaltning, som gælder alle investorer.

(29)

Når der rejses tvivl om, hvorvidt det er en støtte til fordel for specialiserede investeringsvirksomheder, har Kommissionen betragtet disse sidstnævnte »virksomheder« i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, eftersom disse enten har selskabsform og i sig selv er en virksomhedsenhed, eller de er kapitalformuer, der forvaltes af virksomheder, som konkurrerer på investeringsmarkederne. Kommissionen bemærkede desuden, at de specialiserede investeringsvirksomheder enten har direkte fordel ved nedsættelsen af skattebyrden, eller at de nyder indirekte godt af det ved at investere yderligere kapital for på den måde at opnå nedsat skat, som foranstaltningerne tildeler sine tegnere, når disse hovedsagligt investerer i små og mellemstore virksomheder, der er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa. Kommissionen bemærkede endvidere, at fordelenes størrelse ikke er proportional med mængden af andele i små og mellemstore virksomheder, der ejes af en specialiseret investeringsvirksomhed, men udelukkende afhænger af deres status som specialiserede investeringsvirksomhed.

(30)

I forbindelse med små og mellemstore virksomheder understregede Kommissionen, at foranstaltningen indebærer en indirekte fordel for virksomheder, hvis andele ejes af specialiserede investeringsvirksomheder, idet disse virksomheders likviditet øges og sikrer en lettere adgang til kapital. Fordelen afhænger af deres status som små eller mellemstore virksomheder, der er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa, og ikke af deres indtægt, andre betingelser eller deres investeringer.

(31)

Både Italien og Assogestioni har i deres bemærkninger påberåbt sig, at de omhandlede investeringsvirksomheder ikke skal betragtes som virksomheder, eftersom de udgør simple aktiver, der forvaltes af enkeltstående virksomheder. I henhold til artikel 12 i DL 269/2003 hører disse sidstnævnte ind under ordinær beskatning af formue og drager ikke fordel af den nedsatte skat.

(32)

Både Italien og Assogestioni har endvidere bekræftet, at den omtalte foranstaltning var at betragte som en generel skattepolitisk foranstaltning, som direkte begunstiger investorerne, og kun indirekte har en effekt på små og mellemstore virksomheder samt investeringsvirksomheder. Ifølge de interesserede parter er foranstaltningens formål at begunstige markedsomsætningen af små og mellemstore virksomheder i forhold til andre virksomheder, som er noteret på en fondsbørs i Europa, og dermed hører de ikke ind under virksomheder, som modtager statsstøtte. Både Italien og interesserede parter har begrundet, at foranstaltningen hverken omfatter støtte til specialiserede investeringsvirksomheder eller til visse forvaltningsselskaber. For denne virksomhedsprofil har de italienske myndigheder påberåbt sig, at foranstaltningen er åben for de virksomheder, som skaber investeringsvirksomheder, der som formål og grundlag har at investere hovedsagligt i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa, og at det derfor er en generel foranstaltning.

(33)

Derudover og på baggrund af disse bemærkninger ville foranstaltningen ikke få indflydelse på konkurrencen, da vilkårlige små og mellemstore virksomheder i Europa kunne drage nytte af en lettere adgang til kapital. Endvidere ville foranstaltningen ikke omfatte en støtte til små og mellemstore virksomheder, selv om investeringsvirksomhederne, eller deres forvaltningsselskaber, besluttede sig for at investere i disse for at maksimere deres fortjeneste.

(34)

Assogestione fremlagde supplerende oplysninger om systemets virke i den første driftsperiode (2004). Ved udgangen af 2004 var der tre aktive specialiserede investeringsvirksomheder: De to var eksisterende fonde, der havde ændret sine vedtægter med det formål hovedsageligt at eje værdipapirer i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en officiel fondsbørs i Europa. Den tredje fond var ny. Assogestioni anførte, at de statslige omkostninger for 2004 i forbindelse med foranstaltningen havde været minimale. På baggrund af de af Assogestioni anførte data har Kommissionen beregnet, at tabet på skatteindtægter for 2004 beløber sig til 1,1 mio. EUR, når der tages højde for de nødvendige udligninger for at udligne indførelsen af de virtuelle skattelettelser vedrørende tidligere års beskatning. Både Italien og interesserede parter anser, at disse data påviser, at den pågældende foranstaltning ville påvirke konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne i ubetydelig grad, når der tages højde for, at også udenlandske små og mellemstore virksomheder og udenlandske investeringsvirksomheder kunne nyde godt af den omhandlede nedsatte skattebyrdes indirekte virkning.

(35)

Efter at have taget højde for de fremsatte bemærkninger fra de italienske myndigheder og de interesserede parter bekræfter Kommissionen igen deres holdning. Det vil sige, at den nedsatte skattebyrde til fordel for investorer udgør statsstøtte for at begunstige specialiserede investeringsvirksomheder, som investerer i værdipapirer i små og mellemstore virksomheder, der er noteret på en officiel fondsbørs i Europa samt små og mellemstore virksomheder, hvis andele ejes af disse investeringsvirksomheder, eftersom disse kan sammenlignes med de kriterier, der er anført i traktatens artikel 87, stk. 1.

(36)

Kommissionen bekræfter endvidere den teori, som den udtrykte i brevet med begrundelsen for at indlede en formel undersøgelsesprocedure, at i visse tilfælde er investeringsvirksomhederne virksomheder i henhold traktatens artikel 87, og de kan derfor drage fordel af den nedsatte skat i henhold til artikel 12 i DL 269/2003. I særdeleshed betragter Kommissionen, at selv om de specialiserede investeringsvirksomheder ikke begunstiges direkte med en nedsat skattebyrde, som aftalt med deres tegnere, så får de alligevel en indirekte økonomisk fordel, eftersom den nedsatte skattebyrde på investeringer i investeringsvirksomheder gør det attraktivt for deltagerne at købe andele i investeringsvirksomhederne og derved give sidstnævnte større likviditet og ekstra indtægter i form af provision til forvaltning og deltagelse.

(37)

På baggrund af Kommissionens skrivelse om statsstøtte og risikokapital (16) i de tilfælde, hvor en statslig foranstaltning giver mulighed for at oprette en fond eller en anden investeringsvirksomhed, er det vigtigt at konstatere, hvorvidt denne fond eller investeringsvirksomhed kan betragtes som værende berettiget til at drage fordel af statsstøtten. I det foreliggende tilfælde hæfter Kommissionen sig ved bemærkningen fra de italienske myndigheder, der udtrykker, at de specialiserede investeringsvirksomheder, som anvender den nedsatte skattesats i overensstemmelse med artikel 12 i DL 269/2003, kun udgør simple formueaktiver, og de kan derfor ikke betragtes som virksomheder under ét i henhold til traktatens artikel 87. Kommissionen bemærker endvidere, at disse investeringsvirksomheder i nogle tilfælde har form af et selskab, og at de individuelt kan nyde godt af fordelene, selv om deres beskatning er adskilt fra beskatningen af den formue, de forvalter. Kommissionen bemærker også, at andre investeringsvirksomheder uden juridisk person forvaltes af virksomheder, der konkurrerer med andre virksomheder, som opererer inden for forvaltning af opsparede midler, og derfor kan de nævnte virksomheder nyde godt af fordelene.

(38)

Kommissionen skønner, at de specialiserede investeringsvirksomheder udøver en økonomisk aktivitet og hidrører under virksomheder, som beskrevet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. Dette bekræftedes af domstolens retspraksis for Området for Indirekte Skatter (moms). Navnlig har domstolen for nylig (17) fastslået, at SICAV-investeringsforeninger, som omfatter kollektiv investering i værdipapirer, udgør en økonomisk aktivitet, udført af passive aktører i henhold til artikel 4, stk. 2, i det sjette direktiv om moms (18). På baggrund af retspraksis (19) og ved i betragtningerne at inddrage det første direktiv (20) kan det udledes, at den harmoniserede lovgivning om moms er gennemført for at fjerne de faktorer, der kan ændre betingelserne for konkurrence og derved skabe konkurrenceneutralitet. Hvis der tages højde for, at disse bestemmelser for statsstøtte og direktiverne om harmonisering af moms har samme sigte, anser Kommissionen det som passende at henvise til den retspraksis vedrørende førnævnte direktiver, som bekræfter, at de omtalte investeringsvirksomheder, der har form som selskab eller ej, udøver en økonomisk aktivitet og udgør derfor en virksomhed i henhold til artikel 87, stk. 1.

(39)

Som en konsekvens heraf anser Kommissionen, at en skattefordel, der ydes til investorer, som investerer i specialiserede investeringsvirksomheder, favoriserer selv samme virksomheder samt virksomheder, når disse har form som selskab, eller de virksomheder, som forvalter disse virksomheder, når disse har en kontraktform. Det er især stigningen i efterspørgslen på andele i investeringsvirksomheder, der bestemmer stigningen i den afkrævede provision for forvaltning og deltagelse fra virksomhedens side eller fra de virksomheder, der forvalter disse.

(40)

Argumentet for at foranstaltningen ikke skulle være selektiv, fordi den ikke begunstiger bestemte investeringsvirksomheder og forvaltningsvirksomheder, hvad angår deres størrelse, nationalitet, registreringssted eller sammensætning, er irrelevant, eftersom det, der tæller, er, at foranstaltningen giver en ekstraordinær reduktion af skattebyrden og er begrænset til at omfatte specialiserede investeringsvirksomheder, som investerer i små og mellemstore virksomheder, der er noteret på en officiel fondsbørs, samt forvaltningsvirksomheder. På baggrund af den samlede retspraksis (21) er det faktum, at en støtte ikke er rettet mod en eller flere specifikke modtagere, som defineret tidligere, men som er underlagt en række objektive kriterier kan ikke starte en diskussion om det selektive ved en statslig foranstaltning. Kommissionen er ligeledes af den mening, at den opnåede fordel fra foranstaltningen begunstiger de virksomheder, der forvalter specialiserede investeringsvirksomheder, og det være sig udelukkende indirekte, og de kan ikke udelukke eksistensen af en statsstøtte, når, og jf. domstolens samlede retspraksis (22), de direkte skattemæssige fordele, som bliver tildelt investorer, der ikke er en virksomhed, hvilket berettiger statsstøtte til de virksomheder, som investorerne investerer i.

(41)

Kommissionen er derfor nået til den konklusion, at foranstaltningen er en indirekte specifik fordel for de fremstillede investeringsvirksomheder og for de virksomheder, som forvalter midler for andre virksomheder, til skade for virksomheder, som tilbyder andre former for investering.

(42)

Kommissionen bekræfter ligeledes, som angivet i sit brev, sin begrundelse for at indlede en formel undersøgelsesprocedure, og som ifølge denne har som sigte at begunstige små og mellemstore virksomheder, hvis aktier ejes af specialiserede investeringsvirksomheder, der drager fordel af den nedsatte skat i henhold til artikel 12 i DL 269/2003. Kommissionen er især af den opfattelse, at foranstaltningen er en indirekte selektiv fordel for små og mellemstore virksomheder, hvis aktier ejes af specialiserede investeringsvirksomheder, da der kommer en øget efterspørgsel efter deres aktier og en stigning i deres likviditet. Argumenter for, at der ikke er nogen fordel for små og mellemstore virksomheder, eftersom fonde og investorer opererer for at maksimere fortjenesten, kan ikke godtages, eftersom gunstige skatteforanstaltninger gør investeringen mere attraktiv, hvilket vil medføre større likviditet til små og mellemstore virksomheder, også uden at disse virksomheder er aktive i søgen efter at udnytte denne fordel.

(43)

Det er heller ikke muligt at godtage argumentet om, at den omtalte foranstaltning er en generel skattepolitisk foranstaltning med det sigte at begunstige små og mellemstore virksomheder i Europa, og som ligger uden for de anvendelige bestemmelser for statsstøtte. Kommissionen anser, at den skattemæssige fordel, der ydes, giver betydelige skævheder i skattebyrden mellem på den ene side kollektive investeringer i små og mellemstore, børsnoterede virksomheder, og på den anden side kollektive investeringer i andre virksomheder eller enkelte investeringer i ikke-børsnoterede virksomheder. Foranstaltningen kan ikke retfærdiggøres på baggrund af det faktiske specifikke mål, fordi den begrænser sig til en skattereduktion vedrørende kollektive investeringer i små og mellemstore virksomheder, der er noteret på en reguleret fondsbørs, og derfor ikke har proportionalt sigte i forhold til formålet at begunstige kapitaldannelse i disse virksomheder, men det er mere eller mindre underlagt betingelsen om, at investeringerne skal realiseres gennem specialiserede investeringsvirksomheder.

(44)

Kommissionen anser, at de omhandlede fordele ydes af staten eller via statsmidler. Når der tages højde for, at Italien ikke har fremsat indsigelser til sagen, bekræfter Kommissionen den vurdering, der er anført i indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, hvor det angives, at støtten stammer fra skat, da den udgøres af afkald på skatteindtægter (jf. bestemmelse), som normalt tilfalder den italienske statskasse.

(45)

I betragtning af foranstaltningens effekt bekræfter Kommissionen den vurdering, som er foretaget i indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, hvor det fremgår, at foranstaltningen kan forvride konkurrencen mellem virksomheder og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, da støttemodtagerne kan operere på internationale markeder og udøve erhvervsaktiviteter og andre økonomiske aktiviteter på de markeder, der kendetegnes af hård konkurrence. Ifølge den samlede retspraksis (23) om hvorvidt en foranstaltning forvrider konkurrencen, er det tilstrækkeligt, at støttemodtageren er i konkurrence med andre virksomheder på de markeder, der er åbne over for konkurrence. Investeringsvirksomheder, der investerer kollektivt i værdipapirer og med speciale i små og mellemstore virksomheder, er i særdeleshed i konkurrence med andre finansieringsvirksomheder, og de opererer på et åbent marked, der kendetegnes af en betydelig samhandel mellem medlemsstaterne. Hvad angår de små og mellemstore virksomheder, hvis aktier er tegnet af specialiserede investeringsforeninger i henhold til artikel 12 i DL 269/2003, er nogle af dem alligevel aktive i sektorer, hvor der er samhandel mellem medlemsstaterne.

(46)

Kommissionen er af den opfattelse, at hverken den begrænsede skatteudgift, der er bestemt af denne foranstaltning i 2004 (1,1 mio. EUR), eller det lille antal specialiserede virksomheder, som udøvede virksomhed i det omtalte år (tre), i forhold til det store antal børsnoterede små og mellemstore virksomheder, hvis aktier ejes af investeringsvirksomheder, kan ændre konklusionen om, at foranstaltningen omfatter en støtte, der først og fremmest, ifølge domstolenes samlede retspraksis (24), også i beskedent omfang kan påvirke konkurrencen. For det andet udelukker Italien ydermere ikke, at den omtalte foranstaltning med tiden kan have en økonomisk indvirkning, som er mere markant. Det skal bemærkes, at foranstaltningens lille indvirkning også kan forklares ved, at Kommissionen straks indledte en formel undersøgelsesprocedure, hvilket kan have haft indflydelse på aktørernes adfærd. Endelig, og selv om antallet af støtteberettigede små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa, er relativt konstant i forhold til omfanget af den nedsatte skat for 2004, giver de af Italiens fremsatte data ikke mulighed for at konkludere, om støtten til de enkelte støttemodtagere kan falde ind under de minimis-støtte.

(47)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omhandlede støtteforanstaltning medfører en ændring (gennem beskatning af investorer) af konkurrencesituationen for visse virksomheder, som udøver forretningsaktiviteter, og at den, i det omfang de opererer på markeder, som er åbne for international konkurrence, er konkurrenceforvridende.

(48)

De italienske myndigheder har iværksat støtteordningen uden forudgående anmeldelse til Kommissionen og respekterede dermed ikke sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3. De foranstaltninger, der i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. berettiger til statsstøtte og som iværksættes uden forudgående godkendelse fra Kommissionen, betragtes som ulovligt ydet støtte.

(49)

Den omtalte foranstaltning berettiger til statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, og forenelighed med fællesmarkedet skal vurderes på grundlag af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og artikel 87, stk. 3.

(50)

De italienske myndigheder har ikke udtrykkeligt bestridt Kommissionens vurdering om at indlede en formel undersøgelsesprocedure, som angivet ved brev af 11. maj 2004, hvor det fremgår, at der ingen mulighed i det foreliggende tilfælde er for at anvende undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, så statsstøtten kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen er ikke kommet i besiddelse af nye oplysninger, som skaber tvivl om denne konklusion.

(51)

Fordelene ved det foreliggende tilfælde er ikke, at de kan relateres til nogle udgifter, eller at de er forbundet med ikke-støtteberettigede udgifter i henhold til fritagelsesforordninger for visse kategorier af støtte eller eksisterende rammebestemmelser.

(52)

Undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, vedrørende støtte af social karakter tildelt den enkelte forbruger, støtte til forårsagede naturkatastrofer eller til andre ekstraordinære begivenheder og til støtte, der tildeles bestemte områder i Forbundsrepublikken Tyskland, gælder ikke i disse tilfælde.

(53)

Det er heller ikke muligt at anvende undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), som giver mulighed for bevilling af støtte, der er beregnet på at fremme udviklingen i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der er meget stor arbejdsløshed, da støtteforanstaltningen skal anvendes på hele det italienske territorium og ikke kun i de italienske områder, der ydes bistand, i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a). Endelig synes støtteordningen ikke at bidrage til nogen form for udvikling i de nævnte områder.

(54)

På samme måde kan støtteordningen heller ikke betragtes som vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller at have til hensigt at afhjælpe et alvorligt problem i den italienske økonomi, som fastsat i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Ordningens sigte er heller ikke tiltænkt til opnåelse af kulturfremme eller bevarelse af kulturarv i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(55)

Endelig skal den pågældende støtte vurderes i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Denne artikel fastsætter, at støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske områder kan betragtes som støtte, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Skattelettelser, der tildeles gennem denne støtteforanstaltning, svarer ikke til specifikke investeringer, til skabelse af arbejdspladser eller til specifikke projekter til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske områder i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). De kan derfor ikke betragtes som forenelige med fællesmarkedet på baggrund af de kriterier, Kommissionen har udstukket for »Statsstøtte og risikokapital« (25), når de gunstige investeringer er rettet mod virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa. De italienske myndigheder har heller ikke bevist, at de pågældende virksomheder ikke begunstiges ved en lettere adgang til finansiering af aktier og at de er tilgængelige, ved kapitaltilførsel, til en højere kurs end i andre virksomheder. Kommissionen bemærker slutteligt, som bekræftet af Domstolen i forbindelse med anden støtteforanstaltning, at støtten begunstiger specifikke investeringer: »Det er ikke udelukket, at samme ordning kunne finde anvendelse i forhold til virksomheder i vanskeligheder eller aktører inden for udsatte sektorer, reguleret i henhold til specifikke bestemmelser i forbindelse med støtte« (26). Kommissionen konkluderer, at de fordele, som den tildelte støtte medfører, reducerer støttemodtagerens omkostninger i løbet af deres økonomiske aktivitet, og støtten skal derfor betragtes som statsstøtte, der, ifølge gældende praksis og retspraksis, er uforenelig med fællesmarkedet.

(56)

Kommissionen konkluderer, at de i foranstaltningen omtalte tildelte skattelettelser, udgør statsstøtte til formål, som ikke er anvendelige med nogen af de undtagelser i de generelle forbud for lignende støtte, og at de derfor er uforenelige med fællemarkedet. Kommissionen skønner endvidere, at Italien har iværksat den omhandlede støtte ulovligt.

(57)

Når det konstateres, at der er ydet ulovlig statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, er det en naturlig konsekvens, at støtten skal tilbagebetales for at genoprette den tidligere konkurrencedygtighed, som forelå, inden støtten blev tildelt.

(58)

Nærværende beslutning angår den omhandlede støtteordning og skal udføres omgående, herunder tilbagebetaling af ulovligt ydet støtte i overensstemmelse med artikel 14 i forordning nr. 659/1999 (27) om gennemførelse.

(59)

Kommissionen finder det nødvendigt for det første at anmode Italien om at ophæve støtteordningen omgående, som består af forskellen i beskatning af kapitalindtægter til fordel for kapitalindtægter fra investeringsvirksomheder med speciale i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs i Europa, ved at oplyse alle involverede i ordningen, der skulle have anvendt de omhandlede skatteincitamenter, i henhold til relevante nationale bestemmelser i artikel 12 i DL 269/2003, vedrørende iværksættelse, der er gennemført af nærværende beslutning fra Kommissionen.

(60)

For det andet skal Italien kræve den ydede støtte tilbagebetalt af investeringsvirksomhederne eller af de virksomheder, der forvalter de investeringsvirksomheder, der har kontraktmæssig form, som samtidigt er de første støttemodtagere og forpligtede til at betale erstatningsskat af kapitalindtægter til den italienske stat. Støtten, der skal tilbagebetales, svarer til forskellen på den ordinære erstatningsskat og den nedsatte skat fra det omhandlede skatteincitament. Nærværende beslutning påvirker ikke investeringsvirksomhedernes eller de virksomheder, der forvalter dem, mulighed for at inddrive et tilsvarende beløb fra deres tegnere, hvis denne mulighed er omfattet af national retspraksis. Tilbagebetalingspligt af støtten udelukker ikke muligheden for, at hele eller en del af den støtte, som er tildelt enkelte støttemodtagere, er forenelig i henhold til artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 vedrørende anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 om støtte i mindre omfang (»de minimis«) (28).

(61)

Kommissionen beder Italien om at fremsende de anmodede oplysninger ved at anvende det spørgeskema, der er vedlagt denne beslutning, hvor der skal noteres navne på kapitalformidlere og andre aktører, som er tilbagebetalingspligtige i forhold til det omhandlede skatteincitament. Desuden skal de fastsatte foranstaltninger og dem, der allerede hidrører som foranstaltninger til omgående og effektiv tilbagebetaling af ulovligt ydet statsstøtte, tydeligt specificeres. Kommissionen anmoder Italien om senest to måneder efter anmeldelsen af denne beslutning at fremvise gyldig dokumentation vedrørende den indledte procedure for tilbagebetaling af den ulovligt ydede statsstøtte (f.eks. cirkulærer, påkrav om tilbagebetaling osv.).

(62)

Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter, som beregnes i henhold til Kommissions forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 vedrørende bestemmelserne om iværksættelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 vedrørende gennemførelsesmetoder for artikel 93 i EF-traktaten (29).

27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/12

(1)

Ved brev af 31. juli 2003 anmeldte Italien ovennævnte støtteforanstaltning til Kommissionen og fremsendte yderligere oplysninger ved brev af 16. september, 6. november og 1. december 2003, 4., 12. og 26. februar, 5. april, 25. maj, 23. juni og 8. juli 2004.

(2)

Ved brev af 22. oktober 2004 underrettede Kommissionen Italien om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til ovennævnte foranstaltning.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(4)

Kommissionen modtog bemærkninger fra interesserede parter. Disse bemærkninger blev videresendt til Italien med anmodning om eventuelle kommentarer. Italien fremsendte sine kommentarer ved brev af 12. april 2005.

(5)

Kommissionen modtog andre breve fra Italien af henholdsvis 25. november 2005, 18. maj 2005 og 12. oktober 2005.

(6)

I henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1540/98 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien (»skibsbygningsforordningen«), som regulerer kontraktbetinget driftsstøtte, har Italien anmodet Kommissionen om forlængelse af en leveringsfrist, der er fastsat til den 31. december 2003. Denne forlængelse, som Fincantieri har anmodet om, vedrører leveringen af fem krydstogtskibe til en samlet kontraktværdi på 2,1 mia. EUR og med et støttebeløb på 243 mio. EUR.

(7)

Fincantieri er et offentligt selskab med seks værfter i Italien (Monfalcone, Marghera, Sestri Ponente, Ancona, Palermo, Castellammare, Muggiano og Riva Trigoso). Det er specialiseret i bygning af krydstogtskibe, men bygger også andre skibstyper, der er beregnet til hav- eller kystsejlads, og militærfartøjer.

(8)

Italien har forklaret, at de endelige kontrakter om de pågældende skibe blev undertegnet i december 2000, og at leveringen ifølge kontraktbestemmelserne skulle ske i juni eller december 2003. Skibene var blevet bestilt af forskellige datterselskaber af det amerikanske krydstogtselskab, Carnival Corporation (»Carnival«). På dette grundlag havde Italien lovet kontraktbetinget driftsstøtte til bygningen af skibene.

(9)

Italien har præciseret, at rederiet i efteråret 2001 anmodede om udsættelse af en række leveringstidspunkter i 2004 og 2005 med den begrundelse, at terrorangrebene den 11. september 2001 havde påvirket krydstogtsejladsen i alvorligt omfang. Fincantieri efterkom anmodningen, og Italien bad Kommissionen om en forlængelse af leveringsfristen, for at der fortsat kunne ydes driftsstøtte til bygningen af skibene.

(10)

De italienske myndigheder henviste i deres anmeldelse til Kommissionens beslutning af 5. juni 2002 (4), hvorved den godkendte en tilsvarende forlængelse af leveringsfristen for et krydstogtskib, der var under bygning på det tyske værft Meyer Werft. Italien understregede lighederne mellem de to sager, hvad angår (i) begrundelsen for forlængelsen (virkningen af terrorangrebene den 11. september 2001), (ii) det berørte marked (krydstogtsejlads) og (iii) det kommercielle afhængighedsforhold mellem værftet og rederiet (Carnival er Fincantieris største kunde).

(11)

Ved beslutning af 20. oktober 2004 forlængede Kommissionen leveringsfristen for fire af skibene, men udtrykte tvivl om muligheden for at forlænge leveringsfristen for det femte. Tvivlen vedrørte skib nr. 6079, der efter planen skulle leveres i oktober 2005. Leveringsfristen for dette skib var oprindelig 2005, men senere, hen imod udgangen af 2000, blev leveringsfristen ændret til december 2003, da der ellers ikke kunne ydes driftsstøtte til bygning af skibet.

(12)

Den støtte, som Italien ville yde Fincantieri, hvis Kommissionen forlængede leveringsfristen for skib nr. 6079, var på ca. 33 mio. EUR (9 % af skibets kontraktværdi).

(13)

Der var især to årsager til indledningen af den formelle procedure. For det første var der tvivl om, hvorvidt der var tale om en realistisk plan, når et af de fem skibe (skib nr. 6077) skulle bygges på skibsværftet i Ancona, hvilket ville medføre en kompliceret produktionsproces, da dele af skroget skulle samles på et andet værft (ATSM Trieste) for derefter at blive flyttet tilbage til Ancona, idet Anconas dok var kortere end skibet. Desuden var der aldrig blevet bygget så komplicerede skibe i Ancona, hvilket såede tvivl om, hvorvidt værftet kunne klare en sådan operation, ikke mindst når det gjaldt apteringen. I denne forbindelse skal det præciseres, at bygning af skib nr. 6077 i Ancona ville medføre et usædvanlig stort apteringsarbejde på værftet i Palermo på grund af flytningen af produktionen fra Ancona til Palermo.

(14)

For det andet var der tvivl om det apteringsarbejde, som Fincantieri skulle have påtaget sig, hvis alle fem skibe skulle have været leveret i 2003. Efter Kommissionens skøn ville der for 2003 have været tale om det dobbelte af det apteringsarbejde, som Fincantieri hidtil havde udført. For Marghera-værftets vedkommende ville den planlagte aptering for 2003 have udgjort ca. 40 % mere end det arbejde, værftet hidtil havde udført på dette område. Kommissionen tvivlede derfor på, at produktionsplanen for Fincantieri i almindelighed og for Marghera i særdeleshed var realistisk.

(15)

Af disse to årsager betvivlede Kommissionen, at de fem skibe kunne have været leveret i 2005, men på grundlag af de samme oplysninger og analyser erkendte Kommissionen, at det ville have været muligt at levere fire.

(16)

Ifølge Kommissionen hersker der størst tvivl om skib nr. 6079, som er tredje søsterskib til 6077, og som også bygges på Marghera-værftet og efter planen skulle leveres i oktober 2005. Leveringen af dette skib er blevet udsat væsentligt i forhold til produktionsplanen fra december 2000 som følge af beslutningen om at bygge skib nr. 6077 i Marghera. Kommissionens tvivl skyldes desuden oplysninger om, at det nuværende produktionsforløb med et meget forsinket leveringstidspunkt for skib nr. 6079 havde været planlagt allerede fra begyndelsen (der var blevet undertegnet en hensigtserklæring, inden de endelige kontrakter blev undertegnet i december 2000).

(17)

Fincantieri fremsendte sine bemærkninger ved brev af 3. marts 2005.

(18)

Fincantieri har fremført, at et hvilket som helst af selskabets anlæg, hvad enten det hørte ind under afdelingen for krydstogtskibe eller afdelingen for fragtskibe, ville have kunnet fremstille de samme skibsdele uden at skulle ændre produktionsmetoderne eller arbejdsplanlægningen, da de også kunne regne med et net af underleverandører, der i påkommende tilfælde var i stand til at opfylde produktionskravene med hensyn til kvalitet og mængde.

(19)

Fincantieri har desuden fremført, at værftet i Ancona uden problemer kunne have fremstillet et helt krydstogtskib af de samme dimensioner og med de samme egenskaber som skib nr. 6077 (søsterskib til nr. 6079), inklusive alle apteringsaktiviteterne, ved udelukkende at benytte sine egne produktionsstrukturer, infrastrukturer og anlæg, hvis blot den aftale mellem Fincantieri, de lokale og regionale myndigheder, havnemyndighederne og metalarbejdernes fagforeninger, der var nedfældet i hensigtserklæringen af 6. december 1999, var blevet gennemført omgående. Dette var dog ikke tilfældet.

(20)

Ved undersøgelsen af produktionsmetoderne vedrørende skib nr. 6077 (søsterskib til nr. 6079) blev det besluttet at bygge skibet i to dele: den største del i Ancona og den mindste i Riva Trigoso. Den samme produktionsplan var blevet fastlagt for bygningen af hangarskibet, Conte di Cavour, på værftet i Riva Trigoso og Muggiano og var allerede blevet anvendt på værftet i Ancona og Marghera i 1997 i forbindelse med krydstogtskibet Disney Magic. Forlængelsen af skibet skulle efter planen finde sted i ATSM's tørdok i Trieste. Da ATSM råder over et velegnet anlæg til aptering og færdiggørelse af skibe, kunne det have løst alle Ancona-værftets eventuelle produktionsvanskeligheder, ud over at det også indebar den betydelige fordel — der absolut ikke må undervurderes — at det ikke ligger langt fra industriområdet omkring Monfalcone-værftet.

(21)

Ved at vælge at bygge skib nr. 6077 i Ancona, i hvert fald når det gjaldt en stor del af skroget og meget af apteringen, vedtog Fincantieri i sidste instans en effektiv og fremsynet strategi, som gik ud på, at der i tilfælde af problemer kunne benyttes en række alternative produktionsmuligheder baseret på værfternes integration og fleksibilitet for at sikre, at det ville være muligt at levere skibet ved udgangen af 2003 som fastsat i kontrakten.

(22)

De italienske myndigheders bemærkninger som led i den formelle procedure afspejler Fincantieris, dvs. at planen fra december 2000 ganske vist var en udfordring, men realistisk. De italienske myndigheder mener, at leveringstidspunktet kunne have været overholdt på grund af Fincantieris produktionsfleksibilitet, dvs. dens mulighed for at bygge skibet med bistand fra andre værfter (herunder værfter, der normalt ikke bygger krydstogtskibe), som følge af et infrastruktur- og anlægsinvesteringsprojekt med dette formål for øje og som følge af avancerede skibsbygningsmetoder.

(23)

Hvad angår ATSM's planlagte medvirken ved bygningen af et af skibene, afspejler de italienske myndigheders bemærkninger Fincantieris, dvs. at ATSM let kunne have samlet de to apterede sektioner i forbindelse med skib nr. 6077, selv om denne metode er et alternativ, som på visse måder er mindre tilfredsstillende end det normale bygningsforløb. Under alle omstændigheder er samling af forskellige sektioner nu blevet rutinearbejde for Fincantieri. Med hensyn til Kommissionens tvivl om, hvorvidt Ancona-værftet havde tilstrækkelige erfaringer inden for bygning af lige så komplicerede skibe, nævner Italien værftets erfaringer med bygning og aptering af ca. halvdelen af skibet Disney Magic og med passagerskibet »Danielle Casanova«.

(24)

De italienske myndigheder fremfører desuden, at Palermo-værftet tidligere (1996-1997) har gennemført mere krævende produktionsplaner end den, der var fastsat for 2000. Med hensyn til Kommissionens vurdering af, at produktionsplanen fra 2000 ville have medført en apteringsmængde i 2003 svarende til det dobbelte af det apteringsarbejde, Fincantieri hidtil havde udført, benægtes dette af de italienske myndigheder, som desuden fastslår, at produktionsplanen fra 2000 ville have medført, at næsten alle værfter ville have udnyttet »standardkapaciteten«, og at det kun var nogle enkelte, der ville være nået op på maksimumskapaciteten.

(25)

Som svar på Kommissionens udtalelse om, at det apteringsarbejde, der var planlagt for 2003 på Marghera-værftet, ville have oversteget værftets hidtidige aktiviteter på dette område med ca. 40 %, fastslår de italienske myndigheder, at arbejdsbyrden (herunder aptering) for Marghera-værftet ifølge planen fra 2000 absolut var i overensstemmelse med værftets faktiske kapacitet og muligheder, som det tidligere havde leveret beviser på, da det var lykkedes for det at levere fire skibe på femten måneder, som planlagt for 2003.

(26)

Italien havde desuden fået lejlighed til at udtale sig om væsentlige elementer i udtalelsen fra den uafhængige ekspert, som Kommissionen havde bedt om at vurdere Italiens oplysninger inden indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure.

(27)

I svaret af 18. maj 2005 fremsatte de italienske myndigheder kommentarer til tre hovedpunkter i ekspertudtalelsen.

(28)

Ifølge de italienske myndigheder har eksperten først og fremmest baseret sine vurderinger på den samlede leverede tonnage i 2003 uden at tage hensyn til produktionscyklen, dvs. den gradvise forøgelse af de kompenserede bruttoregisterton (k.brt) i hele bygningsperioden. Eksperten har glemt at fordele tonnagen vedrørende de nye skibe, der efter planen skulle leveres i 2003 (hvor bygningsfasen for nogles vedkommende allerede var langt fremskreden sidst i 2002), over det tidsrum, der er nødvendigt for den faktiske produktion, og konkluderer, at Fincantieri i 2003 skulle producere dobbelt så mange k.brt som tidligere. Denne konklusion er ifølge de italienske myndigheder forkert, fordi den tonnage, der blev leveret i 2003, ikke falder sammen med den faktisk producerede tonnage i samme år. Italien fremfører, at produktionstallene var i overensstemmelse med den tidligere kapacitet, og at de under ingen omstændigheder overskred maksimumskapaciteten.

(29)

Ifølge de italienske myndigheder viser produktionstallene, at produktionsmængderne for værfterne Monfalcone, Marghera og Genova-Sestri Ponente selv for de travleste år, 2002 og 2003, ikke ville afvige med mere end 20 % fra de tidligere tal. Hvad angår den såkaldte »payload« (aptering og aircondition), der er den væsentlige og karakteristiske del af denne skibstype, er afvigelsen absolut mere markant i forbindelse med værftet Genova-Sestri Ponente (nemlig fra 1 863 tons i 1998 til 14 303 tons i 2003); en så betydelig forøgelse er blevet muliggjort ved anvendelse af underleverandører og udvidelse af deres arbejdsområde gennem kontrakter om »nøglefærdig levering«.

(30)

Produktionstallene udtrykt i arbejdskrafttimer (internt/eksternt) viser, at der i årene før produktionsplanen er anvendt underleverancer i højere grad end i forbindelse med planen fra 2000.

(31)

Endelig fremfører Italien, at frygten for, at der ikke, eller ikke i tilstrækkeligt omfang, skulle være underleverandører til stede, er fuldstændig ubegrundet, også ud fra den betragtning, at apteringen af skibenes »hotelafdeling« (som falder sammen med den sidste produktionsfase på værftet) involverer leverandører, som Fincantieri har et mangeårigt samarbejde med. Selv i det ret usandsynlige tilfælde, hvor der ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang er specialiserede håndværkere, ville problemet let kunne løses ved at udbyde arbejdet i underleverance til bygge- og anlægssektoren, især virksomheder, der bygger store hoteller, da der er stor lighed mellem indretningen af hoteller og skibenes hotelafdeling.

(32)

Endelig er de italienske myndigheder helt enige i Fincantieris bemærkninger.

(33)

Ved brev af 12. oktober 2005 kommenterede Italien de konklusioner, der blev draget af den anden ekspert, som Kommissionen havde konsulteret, og som havde foretaget en vurdering af de argumenter, Italien havde fremsat i sit svar på indledningen af proceduren.

(34)

Det er fastsat i traktatens artikel 87, stk. 1, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er EF-Domstolens faste retspraksis, at kriteriet vedrørende fordrejning af samhandelen finder anvendelse, hvis den støttemodtagende virksomhed udøver erhvervsaktiviteter, som omfatter samhandel mellem medlemsstater.

(35)

Kommissionen bemærker, at spørgsmålet om forlængelse af leveringsfristen er afgørende for, om der kan ydes kontraktbetinget driftsstøtte til skibet i henhold til artikel 3 i skibsbygningsforordningen. Den pågældende driftsstøtte består i, at en del af de omkostninger, som det pågældende værft normalt selv skal afholde ved bygning af et skib, finansieres over statsmidler. Hertil kommer, at skibsbygning er en erhvervsaktivitet, der indebærer samhandel mellem medlemsstater. Den pågældende støtte falder derfor ind under traktatens artikel 87, stk. 1.

(36)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra e), kan »andre former for støtte, hvorom Rådet på forslag af Kommissionen træffer beslutning med kvalificeret flertal«, betragtes som forenelige med fællesmarkedet. Kommissionen bemærker, at Rådet vedtog skibsbygningsforordningen den 29. juni 1998 på dette grundlag.

(37)

Kommissionen påpeger, at der ved skibsbygning i skibsbygningsforordningen forstås bygning af selvdrevne, søgående handelsskibe. Kommissionen bemærker desuden, at Fincantieri bygger denne skibstype, og at der derfor er tale om en virksomhed, der er omfattet af denne forordning.

(38)

De italienske myndigheders anmodning skal vurderes på grundlag af skibsbygningsforordningen, selv om denne ikke har været i kraft siden udgangen af 2003. Den ordning, hvorover Italien har ydet støtten, er blevet godkendt i henhold til denne forordning, og støtten blev ydet, mens forordningen stadig var i kraft, ligesom bestemmelserne om den treårige leveringsfrist er fastsat i denne forordning.

(39)

Efter skibsbygningsforordningens artikel 3, stk. 1, kan der indtil den 31. december 2000 ydes kontraktbetinget driftsstøtte op til en maksimumgrænse på 9 %. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, er den maksimale støtte i forbindelse med en kontrakt den, der er gældende på datoen for undertegnelsen af den endelige kontrakt. Dette gælder dog ikke for skibe, der leveres senere end 3 år efter datoen for undertegnelsen af den endelige kontrakt. I sådanne tilfælde er maksimumgrænsen for den pågældende kontrakt den, der var gældende 3 år før datoen for skibets levering. Sidste frist for levering af et skib, hvortil der kunne ydes driftsstøtte, var derfor principielt den 31. december 2003.

(40)

I artikel 3, stk. 2, er det dog fastsat, at Kommissionen kan forlænge treårsleveringsfristen, når det er berettiget på grund af det pågældende skibsbygningsprojekts komplicerede tekniske karakter eller på grund af forsinkelser som følge af uventede, betydelige og undskyldelige forstyrrelser i et skibsværfts arbejdsprogram, der skyldes ekstraordinære omstændigheder, som værftet ikke har kunnet forudse eller kontrollere. Det skal bemærkes, at Italien begrunder sin anmodning om forlængelse af leveringsfristen med ekstraordinære omstændigheder, der ikke kunne forudses.

(41)

Kommissionen understreger, at Førsteinstansretten har anlagt en tilsvarende fortolkning i dom af 16. marts 2000 (5), og at den har fastslået, at denne bestemmelse skal fortolkes snævert.

(42)

Kommissionen skal først og fremmest bemærke, at denne beslutning vedrører et enkelt skib, men at vurderingen beror på hele Fincantieris planlagte produktion i december 2000. Levering af alle de 5 skibe, som anmeldelsen vedrører, i 2003 foruden de øvrige skibe, der efter planen skulle leveres i 2003, ville have givet Fincantieri en enorm arbejdsbyrde. Kommissionen fandt det derfor nødvendigt at kontrollere, om Fincantieri teknisk set var i stand til at levere de pågældende skibe inden udgangen af 2003.

(43)

De seneste oplysninger fra Italien og Fincantieri som følge af den tvivl, Kommissionen gav udtryk for i beslutningen, er blevet analyseret af Kommissionen og af en uafhængig teknisk ekspert (6) efter anmodning fra Kommissionen. Ekspertens udtalelse blev videregivet til de italienske myndigheder ved Kommissionens brev af 26. august 2005, så de kunne fremsætte deres bemærkninger dertil. Italien fremsatte sine bemærkninger til ekspertudtalelsen ved brev af 12. oktober 2005.

(44)

Kommissionen tvivlede i første omgang på, at Ancona-værftet havde kapacitet til sammen med ATSM-værftet i Trieste at bygge et af de fem krydstogtskibe (nr. 6077), som anmeldelsen vedrørte.

(45)

Italien fremfører, at det ville være muligt at bygge et af de fem skibe i Ancona og på ATSM-værftet, selv om Anconas tørdok er kortere end det pågældende skib. Man ville benytte en særlig fremgangsmåde, der allerede tidligere havde været anvendt ved bygning af et krydstogtskib, nemlig samling af skibet i to dele. Ved indledningen af proceduren gav Kommissionen ikke udtryk for, at dette var umuligt, men understregede, at det var kompliceret, hvilket Italien erkendte, idet der var tale om en »mindre tilfredsstillende skibsbygningsmetode«.

(46)

I beslutningen om indledning af proceduren fremførte Kommissionen i denne forbindelse, at der hidtil ikke var blevet bygget så komplicerede skibe i Ancona, hvortil Italien svarede, at Ancona-værftet havde bygget hovedsektionen til tre tilsvarende skibe samt et passagerskib af dimensioner på næsten det halve af det pågældende skib (44 000 brt mod 82 500 brt). Sektionerne og skibene var dermed betydeligt mindre end det krydstogtskib nr. 6077, som det var planen at bygge. Da kompleksiteten i forbindelse med bygning af krydstogtskibe er stærkt afhængig af dimensionen, konkluderer Kommissionen i denne forbindelse, at Italien ikke har kunnet modbevise de forhold, som Kommissionen havde fremhævet i beslutningen om indledningen af proceduren.

(47)

I ovennævnte beslutning havde Kommissionen desuden fremført, at bygningen af et af krydstogtskibene i Ancona og på ATSM-værftet i Trieste ville betyde, at bygningen af andre planlagte skibe skulle flyttes til et andet Fincantieri-værft, nemlig værftet i Palermo, som Kommissionen tvivlede på havde tilstrækkelig kapacitet til at klare denne forøgelse af apteringsarbejdet. De italienske myndigheder fastholder, at dette arbejde teoretisk set ville være muligt. De har dog ikke fremlagt nogen beviser, og svaret fokuserede hovedsagelig på bygningen udtrykt som kompenserede bruttoregisterton i stedet for det specifikke apteringsspørgsmål. Kommissionen konstaterer dog, at produktionen i Palermo i 2003 var på 33 000 k.brt, dvs. langt mindre end den påståede maksimumsproduktion på 63 000 k.brt, som de italienske myndigheder har anført, og mindre end den produktion på 53 000 k.brt, der var fastsat i planen fra december 2000.

(48)

Endvidere har de italienske myndigheder oplyst, at der allerede i juni 2001 (mindre end seks måneder efter undertegnelsen af kontrakten om de fem krydstogtskibe) havde været en produktionskrise i Palermo, selv uden det planlagte ekstraarbejde, som gjorde det nødvendigt at udsætte leveringen. Kommissionen fastholder derfor, at værftet i Palermo ikke ville være i stand til at gennemføre planen fra december 2000, hvad angår aptering (hvilket Italien ikke har besvaret).

(49)

Kommissionen bemærker i øvrigt, at de italienske myndigheders og Fincantieris oplysninger tyder på, at det i december 2000 var uklart, om apteringen af skib nr. 6077 skulle finde sted på ATSM-værftet eller på værftet i Ancona. Ifølge produktionsplanen fra december 2000 og bilag 5 til brev af 25. maj 2005 skulle apteringen finde sted i Ancona, men i Fincantieris brev af 3. marts 2005 var det anført, at apteringen skulle finde sted hos ATSM for at overvinde eventuelle produktionsvanskeligheder på værftet i Ancona.

(50)

Ifølge den ekspert, som Kommissionen har konsulteret, har Italien ikke givet overbevisende oplysninger om organisationen og om de ressourcer, der skulle koncentreres om ATSM's tørdok, og eksperten tvivler derfor kraftigt på, at et værft, der fortrinsvis benyttes til reparation af skibe og ikke har erfaringer med bygning af krydstogtskibe, kan omdannes til et perfekt organiseret værft, der er i stand til at levere et krydstogtskib på kort tid.

(51)

De italienske myndigheder kommenterede dette punkt ved brev af 12. oktober 2005. De fremførte, at Fincantieris organisationsmuligheder ville være tilstrækkelige til på kort tid at sætte ATSM i stand at udføre det planlagte arbejde. Italien understregede desuden, at ATSM havde et samarbejde i gang med Fincantieri om reparation af skibe i tørdok. Kommissionen er dog endnu ikke overbevist om, at ATSM, som hævdet af Italien, på kort tid skulle kunne omdannes fra skibsreparationer i tørdok til et egentligt skibsbygningsværft.

(52)

Konklusionen er derfor, at selv Fincantieri tvivlede på Anconas kapacitet til at foretage apteringen af skibet, og at virksomheden heller ikke har fremlagt beviser på, at ATSM skulle være i stand til det. På grundlag af ovenstående mener Kommissionen, at programmet fra 2000 var urealistisk og upræcist, både med hensyn til bygning af et skib på Ancona-/ATSM-værftet og med hensyn til situationen i Palermo, og at dens tvivl om disse punkter derved blev bekræftet.

(53)

I beslutningen om indledningen af proceduren fremførte Kommissionen, at levering af alle fem skibe ud over alle de øvrige planlagte skibe ville have medført en aptering på det dobbelte af Fincantieris hidtidige apteringsarbejde, og at Marghera-værftets apteringsarbejde for 2003 ville have været ca. 40 % større end dets hidtidige aktiviteter på dette område.

(54)

Italien har svaret, at kapaciteten til bygning af skroget var tilstrækkelig. Dette argument er dog irrelevant, da Kommissionen ikke har anfægtet mulighederne for at bygge skibsskrogene.

(55)

Fincantieri og de italienske myndigheder sætter også spørgsmålstegn ved Kommissionens skøn over apteringsmængden i forhold til det foregående år: de udtaler f.eks., at stigningen ikke ville være på over 20 %. Endvidere fastholder de, at det ville have været muligt at foretage den nødvendige aptering inden for den fastsatte frist ved hjælp af et net af underleverandører.

(56)

Som anført ved indledningen af proceduren fastholder Kommissionen dog, at apteringsspørgsmålet er relevant, og den støttes i denne forbindelse af den tekniske ekspert. Selv om Italien har anført, at de enkelte værfter kunne have forøget produktionen op til maksimumskapaciteten ved at anvende toholdsskift, mener Kommissionen, at anvendelse af en sådan fremgangsmåde i alle eller de fleste skibsværfter samtidig ville indebære meget store risici og betydelige omkostninger samt et stort ledelsesmæssigt pres, især i betragtning af den centrale ledelsesstruktur i Fincantieris produktionsproces, som Italien har gjort opmærksom på.

(57)

Desuden er apteringen særlig kritisk, når det gælder skib nr. 6078 og 6079, som begge skulle bygges på Marghera-værftet og leveres inden udgangen af 2003 med kun to måneders mellemrum. Efter Kommissionens opfattelse, der bekræftes af ekspertvurderingen, har de italienske myndigheder ikke givet noget fyldestgørende svar på dette vigtige spørgsmål, selv om de ganske vist har fremsendt nogle tal for, hvordan hele apteringen efter planen skulle gennemføres.

(58)

Ved brev af 12. oktober 2005 kommenterede Italien det punkt, som eksperten har gjort opmærksom på, og fremførte, at det ville være muligt at levere to skibe i løbet af to måneder, og at der f.eks. var afsat ni måneder til skib nr. 6078 mod syv måneder for skib nr. 6079, så det om nødvendigt ville være muligt at arbejde på nr. 6079. Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at den periode, der var afsat til aptering af søsterskibene nr. 6075, 6076 og 6077, var på henholdsvis, ni, otte og ti måneder. En periode på ni måneder til nr. 6078 forekom derfor ikke særlig lang, ligesom perioden på syv måneder til nr. 6079 var usædvanlig kort, eftersom det var planen, at apteringen skulle ske sideløbende med arbejdet på skib nr. 6078.

(59)

Kommissionen bemærker, at det ifølge de italienske myndigheder tidligere har været muligt at reducere apteringstiden for visse skibe til syv eller endog seks måneder. Dette var dog sket på værfter, der kunne arbejde efter den normale procedure, dvs. aptering af et skib ad gangen.

(60)

At det tidligere er lykkedes for Marghera-værftet at levere flere skibe på femten måneder fjerner ikke Kommissionens tvivl, som fortrinsvis vedrører den planlagte levering af to skibe i løbet af to måneder. Kommissionen bemærker desuden, at den effektive produktion på Marghera-værftet i 2003, der stadig var et travlt år for Fincantieri (7), var på ca. 130 000 k.brt, dvs. langt mindre end den produktion på 160 000 k.brt, der var fastsat for 2003 i planen fra december 2000.

(61)

Ifølge den ekspert, som Kommissionen konsulterede, ville levering af fire skibe i løbet af en kort periode desuden have skabt vanskeligheder for rederiet, som formodentlig ville være stødt på alvorlige organisationsproblemer, hvis det skulle have taget imod fire skibe i løbet af to måneder.

(62)

Hvad angår skib nr. 6078 og 6079, der efter planen skulle leveres af Marghera-værftet, var den planlagte produktionstid på henholdsvis atten og nitten måneder usædvanlig kort ifølge ekspertens udtalelse. Han bestred i denne forbindelse de italienske myndigheders udtalelse i brev af 25. maj 2005 om, at der var tale om en indlæringskurve, som ville nedsætte den nødvendige tid til de sidste skibe i en serie. Dette argument er ganske vist korrekt, når skibene bygges på samme værft og efter de samme metoder, men gælder ikke, når den samme skibstype bygges på forskellige værfter med forskellige arbejdshold, som det var tilfældet efter planen fra december 2000.

(63)

Ved brev af 12. oktober 2005 kommenterede Italien dette spørgsmål og udtalte, at der også var en indlæringskurve, når skibene bygges på forskellige værfter. Kommissionen kan tilslutte sig, at der er tale om en vis indlæringskurve, også når produktionen sker på forskellige værfter, f.eks. med hensyn til de aspekter, der er knyttet til den centrale ledelsesstruktur, leveringen af det vigtigste udstyr osv. Ikke desto mindre er det indlysende, at denne indlæringskurve er af langt mindre betydning, når skibene bygges på forskellige værfter og endog med forskellige produktionsmetoder, end når produktionen gennemføres på det samme værft.

(64)

Kommissionen fastslår, at de tre søsterskibe nr. 6077, 6078 og 6079 ikke skulle bygges på de samme værfter og med de samme produktionsmetoder ifølge planen fra 2000. Kommissionen bemærker desuden, at skib nr. 6079 ifølge Italien faktisk ikke er det tredje i en serie, men det femte, og at der allerede var opnået arbejdskraftbesparelser på 16 % og 8 % i forbindelse med henholdsvis det første og det andet søsterskib. At forvente yderligere effektivitetsforbedringer og tidsbesparelser for hvert yderligere skib forekommer mindre realistisk for de sidste to skibe ud af en serie på fem skibe end ud af en serie på tre. Kommissionen mener derfor, at den anslåede reduktion i produktionstiden for skib nr. 6078 og 6079 i planen fra 2000 var urealistisk.

(65)

Den tekniske ekspert, som Kommissionen henvendte sig til efter indledningen af proceduren, gav Kommissionen nogle eksempler på den type oplysninger, som de italienske myndigheder/Fincantieri skulle have givet som belæg for, at Fincantieri virkelig havde planer om og kapacitet til at levere alle fem skibe inden udgangen af 2003.

(66)

Et eksempel herpå er ordrer til leverandørerne på vigtige komponenter, herunder fremdriftssystemer eller hovedgeneratorer, der skal bestilles i den indledende fase, for at værftet kan være sikker på at få dem leveret til tiden. Et andet eksempel er kontrakter med underleverandører, som ifølge Italiens oplysninger skulle have været indgået inden udgangen af juli 2001 og under alle omstændigheder inden september 2001. Italien har dog kun fremsendt en liste over underleverandører, som potentielt arbejder for Fincantieri. Endelig nævnes som tredje eksempel de faktiske tidspunkter for acontoudbetaling på kontrakter eller garantier for opfyldelse af kontrakten/bankgarantier i forbindelse med ordrerne, som normalt fremlægges i forbindelse med betalingen af første afdrag på det nyt skib.

(67)

Italien og Fincantieri har ikke fremlagt nogen af disse beviser på Fincantieris planer om og kapacitet til at levere samtlige skibe inden udgangen af 2003, herunder skib nr. 6079, selv om Kommissionen ved brev af 26. august 2005 underrettede Italien om, at netop denne type oplysninger ville være nyttige. At disse oplysninger ikke foreligger, bekræfter yderligere Kommissionens opfattelse af, at produktionsplanen fra 2000 ikke var realistisk, og at skib nr. 6079 ikke kunne være leveret inden udgangen af 2003.

(68)

Endelig bemærker Kommissionen, at skib nr. 6079 med navnet »MS Noordam« ifølge en pressemeddelelse af 20. juni 2005 fra operatøren (Holland America Line), leveres i januar 2006. Hvis disse oplysninger om leveringstidspunktet er korrekte, kunne Italien ikke have ydet støtten, selv om Kommissionen havde efterkommet Italiens anmodning om en forlængelse af leveringsfristen indtil udgangen af oktober 2005.

(69)

Kommissionen har undersøgt de oplysninger, de italienske myndigheder har givet som følge af dens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure af de tekniske muligheder for at levere samtlige skibe i løbet af 2003, som fastsat i Fincantieris plan fra december 2000, men især skib nr. 6079. Italiens oplysninger fjerner ikke Kommissionens tvivl om, hvorvidt den plan fra 2000, som Italien havde fremlagt, var realistisk. En uafhængig ekspert delte Kommissionens opfattelse. De nye oplysninger blev vurderet af en anden uafhængig ekspert, som dog også nåede frem til samme konklusion som Kommissionen. Italien fik lejlighed til at kommentere konklusionerne i de to ekspertudtalelser.

(70)

På grundlag af en vurdering af alle de foreliggende forhold er Kommissionen nået frem til den konklusion, at den oprindelige produktionsplan med levering af de fem krydstogtskibe inden udgangen af 2003, ikke var realistisk. Dens tvivl med hensyn til kapaciteten til at levere skib nr. 6079 inden udgangen af 2003 er derfor blevet bekræftet.

(71)

Kommissionen bemærker, at den allerede har tilladt en forlængelse af leveringsfristen for fire skibe, der produceres af Fincantieri, i henhold til skibsbygningsforordningens artikel 3, stk. 2. Denne bestemmelse gælder udelukkende uventede, betydelige og undskyldelige forstyrrelser, der skyldes ekstraordinære omstændigheder, som værftet ikke har kunnet forudse eller kontrollere, og Domstolen har fastslået, at den skal fortolkes strengt.

(72)

I betragtning af konklusionen i nr. 70 er det ikke berettiget at forlænge leveringsfristen, og Kommissionen kan derfor ikke tillade en forlængelse af leveringsfristen for skib nr. 6079 -

27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/19

(1)

De slovenske myndigheder informerede den 18. oktober 2002 Kommissionen om en statsstøtteordning, ifølge hvilken visse kategorier af virksomheder er berettiget til afgiftslempelser som led i den nationale CO2-afgiftsordning. Kommissionen registrerede ordningen som sag SI 1/2003. Ordningen var tidligere blevet godkendt af Sloveniens nationale organ for statsstøtte i medfør af stk. 2, kapitel 3, i bilag IV til traktaten om Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse til Den Europæiske Union (2) (tiltrædelsestraktaten) på grundlag af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (miljørammebestemmelser) (3).

(2)

Da oplysningerne var ufuldstændige, bad Kommissionen Slovenien om yderligere forklaringer, og ordningen kunne ikke optages på listen over eksisterende støtteforanstaltninger i tillægget til tiltrædelsestraktatens bilag IV.

(3)

De slovenske myndigheder tilsendte Kommissionen yderligere oplysninger den 7. november 2002, den 1. april 2003, den 16. maj 2003, den 1. oktober 2003, den 4. februar 2004, den 1. juni 2004, den 17. september 2004 og den 28. september 2004. De slovenske myndigheder og Kommissionen mødtes to gange, nemlig den 24. november 2003 og den 8. marts 2004.

(4)

I mellemtiden er der sket vigtige ændringer i EU-lovgivningen, som har haft følger for det slovenske CO2-afgiftssystem:

som trådte i kraft på dagen for deres offentliggørelse.

(5)

De slovenske myndigheder besluttede derfor at ændre deres afgiftsordning og meddelte Kommissionen udkastet til den nye forskrift. Kommissionen registrerede den nye ordning i juni 2004 under nr. N 402/2004.

(6)

Kommissionen var ud fra de foreliggende oplysninger i tvivl om, hvorvidt visse dele af de to foranstaltninger SI 1/2003 og N 402/2004 var forenelige med fællesmarkedet. Den indledte derfor den 14. december 2004 den formelle undersøgelsesprocedure i medfør af artikel 4, stk. 4, og artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (7) og anmodede de slovenske myndigheder om at fremsætte deres bemærkninger (»beslutning om indledning af proceduren«). Et kort resumé af ovennævnte beslutning om indledning af proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22. februar 2005 (8). Alle interesserede parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger senest en måned efter offentliggørelsen.

(7)

Efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure registrerede Kommissionen sag SI 1/2003 under sagsnummer C 47/2004 og sag N 402/2004 under sagsnummer C 44/2004.

(8)

De slovenske myndigheder fremsatte, ved brev af 18. januar 2005, registreret den 20. januar 2005, deres bemærkninger vedrørende de tvivlsspørgsmål, Kommissionen havde givet udtryk for i sin beslutning om at indlede proceduren. Kommissionen forelagde den 4. april og den 7. juli 2005 de slovenske myndigheder følgende spørgsmål, som de besvarede ved brev af henholdsvis 17. maj og 8. august 2005.

(9)

Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra tredjemand.

(10)

For at lette forståelsen af de ændringer, der blev indført med den nye forskrift, omfattede beslutningen om indledning af proceduren både den gamle ordning for afgiftslempelse (sag SI 1/2003) og den nye ordning (sag N 402/2004). Af hensyn til klarhed og sammenhæng omfatter nærværende beslutning begge sager, dvs. både C 44/2004 og C 47/2004.

(11)

Støtteordningen er baseret på »Uredbi o okoljski dajatvi za onesnaževanje zraka z emisijo ogljikovega dioksida« (forordning om miljøafgift på CO2-udledninger) af 17. oktober 2002, som trådte i kraft i Slovenien i oktober (»forordningen«). Den nye, ændrede forskrift (ordning C 44/2004) trådte i kraft den 1. maj 2005 og afløste forordningen.

(12)

I nærværende beslutning vurderer Kommissionen derfor forordningens forenelighed med fællesmarkedet for perioden 1. maj 2004 (dato for Sloveniens tiltræden til EU) til 1. maj 2005 (forordningens ophør).

(13)

Forordningen indførte en afgift på grundlag af mængden af CO2,-udledninger fra hvert enkelt anlæg. Den indeholdt tre kategorier af afgiftslempelser, som blev forelagt Kommissionen til godkendelse som driftsstøtte i medfør af miljørammebestemmelserne:

(14)

Kommissionen undersøgelsesprocedure drejede sig derfor først og fremmest om statsstøtteforanstaltningerne under punkt (ii) ovenfor.

(15)

Forordningen var stadig i kraft på datoen for Kommissionens beslutning om indledning af proceduren (14. december 2004). De slovenske myndigheder fremførte imidlertid i deres brev af 17. maj 2005, at de ikke siden datoen for modtagelsen af Kommissionens beslutning (22. december 2004) havde truffet administrative afgørelser om CO2-afgiftslempelser i medfør af forordningen. Den nye forskrift trådte i kraft den 1. maj 2005 og afløste forordningen.

(16)

Efter anmodning fra Kommissionen (brev af 4. april 2005) fremsendte de slovenske myndigheder en liste over alle støttemodtagere, som i medfør af forordningen har modtaget støtte i form af afgiftslempelser efter datoen for Sloveniens tiltrædelse til EU, såvel som de pågældende beløb, indtil forordningens ophør (brev af 17. maj 2005).

(17)

Af disse oplysninger fremgik det, at afgiftslempelserne i perioden 1. maj 2004 til 1. maj 2005 i alt beløb sig til 998 771 EUR, og at støtten var ydet til i alt 153 virksomheder. Ingen virksomhed havde modtaget mere end 100 000 EUR. Kun to virksomheder havde modtaget mere end 27 000 EUR, men ingen af dem over 100 000 EUR.

(18)

De slovenske myndigheder fremfører derfor, at det støttebeløb, der er ydet under denne ordning — som følge af den kortvarige anvendelse af forordningen efter Sloveniens tiltrædelse — er lavere end det loft på 100 000 EUR, der er fastsat i artikel 2 i Kommissionens forordning om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (9).

(19)

De slovenske myndigheder har ved brev af 8. august 2005 nøje beskrevet ordningen for kontrol med de minimis-støtten i Slovenien. Ifølge disse oplysninger har Slovenien indført en ordning for kontrol og overvågning af støttetildeling efter de minimis-reglen ved at oprette et centralt register for de minimis-støtte i finansministeriets afdeling for overvågning af statsstøtte. Inden der ydes de minimis-støtte fra et hvilket som helst organ, skal denne afdeling undersøge, om betingelserne i Kommissionens forordning om de minimis-støtte er opfyldt. Centralregistret blev oprettet inden Sloveniens tiltrædelse.

(20)

De slovenske myndigheder bekræftede ved brev af 8. august 2005, at støttemodtagere som følge af dette centraliserede system ikke har kunnet modtage støtte på over 100 000 EUR pr. modtager over en treårsperiode.

(21)

De slovenske myndigheder indstillede straks anvendelsen af den omhandlede afgiftslempelsesordning på dagen for modtagelsen af Kommissionens beslutning om indledning af proceduren (22. december 2004). Nogle måneder senere, den 1. maj 2005, trådte en væsentligt ændret ny ordning i kraft. Den forordning, der vurderes i nærværende beslutning, har således været anvendt i Slovenien i et år efter tiltrædelsen — i virkeligheden dog mindre end 8 måneder (fra den 1. maj 2004 til den 22. december 2004).

(22)

Som følge af denne korte anvendelsesperiode er den støtte, der er godkendt som led i ordningen, lavere end det loft på 100 000 EUR pr. støttemodtager, som er fastsat i artikel 2 i Kommissionens forordning om de minimis-støtte.

(23)

De slovenske myndigheder forpligtede sig ved brev af henholdsvis 17. maj 2005 og 8. august 2005 til at opfylde betingelserne i Kommissionens forordning om de minimis-støtte og beskrev deres overvågningsordning til sikring af reglernes overholdelse.

(24)

Kommissionen konkluderer derfor, at foranstaltningen opfylder betingelserne i Kommissionens forordning om de minimis-støtte, og at den i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, må anses for ikke at udgøre statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(25)

De slovenske myndigheder informerede ved brev, registeret den 1. juni 2004, Kommissionen om visse væsentlige ændringer i den slovenske lovgivning, som bl.a. førte til ændringer i forordningen om CO2-afgifter, som havde været gældende fra 2002. Den nye række nationale forskrifter består af en ny lov om miljøbeskyttelse (10), en lov om ændring og supplering af loven om forbrugsafgifter (11) og en forordning om miljøafgifter på CO2-udledning (»forordningen«), som trådte i kraft den 1. maj 2005.

(26)

Forordningen viderefører princippet i det foregående CO2-afgiftssystem: afgiften er baseret på den mængde CO2, de enkelte anlæg udleder.

(27)

Den indeholder tre afgiftslempelsesforanstaltninger, som Kommissionen har fået forelagt til godkendelse i medfør af miljørammebestemmelserne. Alle tre foranstaltninger gælder i 5 år: fra 1. januar 2005 til 31. december 2009

(28)

De slovenske myndigheder ændrede forordningsudkastet på grundlag af Kommissionens beslutning om indledning af proceduren. I den endelige udgave af forordningen, som trådte i kraft i maj 2005, erstattes denne kategori af afgiftslempelser med følgende kategorier:

(29)

Virksomheder omhandlet i forordningens artikel 18, tredje afsnit, der deltager i EU’s emissionshandelsordning i medfør af direktivet om emissionshandel, og som ikke er energiintensive, er berettigede til afgiftslempelser som led i det nationale CO2-afgiftssystem.

(30)

Virksomheder omhandlet i artikel 18, fjerde afsnit, som indgår frivillige miljøaftaler, er også berettigede til afgiftslempelser.

(31)

Satsen for afgiftslempelser nedtrappes med 8 procentpoint hvert år:

Det sidste år for afgiftslempelse er 2009: fra 2010 er afgiftslempelse ikke længere mulig.

(32)

Fjernvarmeværker er berettiget til en afgiftslempelse på 26 % i 2005, som nedtrappes med 8 procentpoint hvert år.

(33)

De slovenske myndigheder anmeldte støtteforanstaltningen til Kommissionen, inden den trådte i kraft.

(34)

Den foranstaltning, der er genstand for Kommissionens undersøgelse, er især baseret på forordningens artikel 18, tredje og fjerde afsnit, og artikel 22 til 24. Forordningen trådte i kraft under Kommissionens undersøgelsesprocedure, men de slovenske myndigheder fremførte i deres brev af 17. maj 2005, at artikel 18, fjerde afsnit, og artikel 23 og 24 først ville træde i kraft efter godkendelse fra Kommissionen. Hvad disse artikler angår, har de derfor opfyldt deres forpligtelser efter EF-traktatens artikel 88, stk. 3, og artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93.

(35)

De foranstaltninger til godtgørelse af afgifter, der er genstand for Kommissionens undersøgelsesprocedure, kan imidlertid også baseres på forordningens artikel 18, tredje afsnit, og artikel 22. Efter de slovenske myndigheders opfattelse (12) var disse artikler bragt i overensstemmelse med EF-traktaten efter Kommissionens beslutning om indledning af proceduren, og de udsatte derfor ikke ikrafttrædelsen heraf, indtil Kommissionens endelige godkendelse forelå. Disse artikler gælder således fra 1. maj 2005, hvilket er ensbetydende med overskridelse af artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93.

(36)

Kommissionen mener, at de ændringer, de slovenske myndigheder har indført i afgiftslempelsesforanstaltningen efter beslutningen om indledning af proceduren, på ingen måde ændrer vurderingen i beslutningen om indledning af proceduren, hvad angår forekomsten af støtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, nævnte betydning. Kommissionen finder derfor, at foranstaltningen udgør statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, anførte betydning.

(37)

Kommissionen fastslår, at de slovenske myndigheder har udformet ordningen på grundlag af miljørammebestemmelserne og direktivet om energibeskatning.

(38)

Kommissionen vurderer navnlig, om foranstaltningerne er forenelige med punkt 51.2 og punkt 51.b), første afsnit, i miljørammebestemmelserne. Det slovenske CO2–afgiftssystem blev indført i oktober 2002. Ifølge punkt 51.2 kan bestemmelserne i punkt 51.1 derfor kun anvendes, hvis følgende to betingelser begge er opfyldt:

(39)

Kommissionen mener derfor, at også den anden betingelse i punkt 51.2 i miljørammebestemmelserne er opfyldt.

(40)

I lyset af overstående og i overensstemmelse med punkt 51.2 i miljørammebestemmelserne kan bestemmelserne i punkt 51.1 anvendes på denne foranstaltning.

(41)

I medfør af punkt 51.1.b), første afsnit, kan Kommissionen, hvis lempelsen vedrører en EF-afgift, godkende en undtagelsesperiode på højst 10 år, hvis det af virksomhederne faktisk betalte beløb efter fradrag stadig er højere end EF-minimumsbeløbet.

(42)

Ifølge direktivet om energibeskatning skal energiafgifterne i medlemsstaterne være harmoniseret fra den 1. januar 2004. I overensstemmelse med artikel 4 i nævnte direktiv mener Kommissionen, at det slovenske afgiftssystem, som er baseret på den mængde CO2, virksomhederne udleder, beskatter energiprodukter som defineret i artikel 2 i direktivet om energibeskatning, og at det dermed falder ind under direktivets anvendelsesområde. Det slovenske afgiftssystem vedrører således en EF-afgift som omhandlet i miljørammebestemmelsernes punkt 51.1.b), første afsnit.

(43)

Lempelsen gælder kun for en periode på under 5 år, dvs. mindre end fristen i punkt 51.1.

(44)

Da der anvendes forskellige afgiftsniveauer i Slovenien for forskellige brændsler, afhænger den afgiftssats, et givet anlæg skal betale, af, hvilken form for brændsel det anvender til sin drift. Kommissionen kan derfor ikke i forvejen kontrollere og sikre sig, at minimumsafgiftsniveauerne, som fastsat i direktivet om energibeskatning, overholdes for hvert anlægs vedkommende. De slovenske myndigheder forpligtede sig på ny ved brev af 17. maj 2005 til, at de for begge kategorier af støttemodtagere vil sikre, at den afgift, de skal betale efter lempelsen, vil være højere end Fællesskabets minimumsafgift, som fastsat i direktivet om energibeskatning. Da afgiftslempelse gives i form af afgiftsgodtgørelse, kan det kompetente nationale organ kontrollere overensstemmelsen med det harmoniserede minimumsniveau for hvert enkelt anlæg, inden det foretager tilbagebetalingen.

(45)

Kommissionen tager også hensyn til nedtrapningen af afgiftslempelserne, som fører til betydeligt mindre lempelser hvert år.

(46)

I lyset af ovenstående mener Kommissionen, at betingelsen i punkt 51.1.b), første afsnit, er opfyldt, dvs. at det af virksomhederne faktisk betalte beløb efter fradrag stadig er højere end EF-minimumsbeløbet.

(47)

Betingelserne i miljørammebestemmelsernes punkt 51.1.b), første afsnit, er således opfyldt for begge kategorier af støtteberettigede virksomheder.

(48)

Ifølge artikel 17, stk. 1, i direktivet om energibeskatning kan medlemsstaterne, under overholdelse af minimumsafgiftssatserne, kun give afgiftslempelser til energiintensive virksomheder eller til virksomheder, der har indgået en særlig aftale om opfyldelse af miljømålsætninger, eller som deltager i emissionshandelsordningen.

(49)

Støtteberettigede virksomheder, som er omfattet af forordningens artikel 18, tredje afsnit, skal deltage i EU’s emissionshandelsordning under direktivet om handel med emissionskvoter (13) for at kunne modtage støtte i form af afgiftslempelse.

(50)

Støtteberettigede virksomheder, som er omfattet af forordningens artikel 18, fjerde afsnit, skal indgå miljøaftaler for at kunne modtage støtte i form af afgiftslempelse. Det miljømål, de støtteberettigede virksomheder skal nå som led i en miljøaftale, består i en nedskæring af CO2–emissionerne på 2,5 % inden udgangen af 2008 i forhold til emissionerne i referenceperioden (1999 til 2002).

(51)

I lyset af ovenstående mener Kommissionen, at begge kategorier af afgiftslempelser er forenelige med kravene i direktivet om energibeskatning -

27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/25

(1)

I sit brev af 15. december 2003, registeret den 16. december 2003, gav Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, Kommissionen meddelelse om en række interventioner til fordel for den italienske citrusfrugtavl.

(2)

Kommissionen anmodede ved brev af 20. januar 2004 de italienske myndigheder om yderligere oplysninger om disse interventioner.

(3)

Da Kommissionen ikke modtog svar på sin anmodning om oplysninger af 20. januar 2004, sendte den de italienske myndigheder en rykkerskrivelse den 30. april 2004.

(4)

Ved brev af 24. maj 2004, registreret den 25. maj 2004, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen en anmodning fra de italienske myndigheder om forlængelse af fristen for besvarelse af anmodningen om oplysninger i brevet af 20. januar 2004.

(5)

De italienske myndigheder fik forlænget fristen ved brev af 3. juni 2004.

(6)

Ved brev af 30. juni 2004, registeret den 2. juli 2004, meddelte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger, der var anmodet om i brevet af 20. januar 2004.

(7)

De nævnte interventioner bestod i tildeling af en yderligere bevilling til finansiering af foranstaltninger godkendt som led i støtteordning nr. N 313/01 (2). En del af denne bevilling skulle imidlertid, ifølge oplysningerne i anmeldelsen, anvendes til at finansiere foranstaltninger til bekæmpelse af tristeza-virus hos citrusfrugttræer — foranstaltninger, som ikke var blevet undersøgt som led i sag nr. N 313/01. Da Kommissionen havde konstateret, at den havde adgang til alle de fornødne oplysninger til at vurdere finansieringen af de foranstaltninger, der var godkendt som led i sag nr. N 313/01, men endnu ikke havde tilstrækkelige oplysninger om foranstaltningerne til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer, har Kommissionen — for ikke at blokere for finansieringen af de allerede godkendte foranstaltninger — besluttet at opdele sagen i to dele: en del A til den ovennævnte genfinansiering og en del B til foranstaltningerne til bekæmpelse af tristeza-virus hos citrustræer.

(8)

Del A er godkendt af Kommissionen (3).

(9)

Kommissionen anmodede ved brev af 12. august 2004 de italienske myndigheder om yderligere oplysninger om del B.

(10)

Ved brev af 27. september 2004, registeret den 29. september 2004, meddelte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger, der var anmodet om i brevet af 12. august 2004.

(11)

Da oplysningerne fra de italienske myndigheder var ufuldstændige, anmodede Kommissionen på ny om nærmere oplysninger ved brev af 11. oktober 2004.

(12)

Ved brev af 25. oktober 2004, registeret den 27. oktober 2004, og ved brev af 9. november 2004, registreret den 15. november 2004, meddelte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger, der var anmodet om i brevet af 11. oktober 2004.

(13)

Da oplysningerne fra de italienske myndigheder fortsat var ufuldstændige, anmodede Kommissionen på ny om nærmere oplysninger ved brev af 23. november 2004.

(14)

I mellemtiden sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union, ved brev af 19. november 2004, registreret den 24. november 2004, Kommissionen et brev fra de italienske myndigheder vedlagt det program for bekæmpelse af tristeza-virus, som Campania havde vedtaget.

(15)

Ved brev af 19. december 2004 gjorde Kommissionen de italienske myndigheders opmærksom på, at eftersom sagen vedrørte flere regioner, ville undersøgelsen af de påtænkte foranstaltningers forligelighed først finde sted, når Kommissionen havde modtaget planerne for bekæmpelse af tristeza-virusen fra alle de berørte regioner.

(16)

Ved brev af 16. december 2004, registreret den 20. december 2004, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et brev, hvori de italienske myndigheder anmodede om, at hvert enkelt program blev vurderet umiddelbart efter fremsendelsen heraf.

(17)

Ved brev af 10. januar 2005, registreret den 11. januar 2005, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et brev fra de italienske myndigheder vedlagt det program for bekæmpelse af tristeza-virusen, som Basilicata havde vedtaget.

(18)

Denne fremgangsmåde foranledigede Kommissionen til, ved brev af 19. januar 2005, at minde de italienske myndigheder om, at der af rent administrative grunde ville blive vedtaget en samlet beslutning for alle de forelagte bekæmpelsesprogrammer, og opfordrede samtidig de italienske myndigheder til at angive, hvornår de regnede med at have fremsendt samtlige programmer for bekæmpelse af tristeza-virusen. Denne position blev fastholdt på mødet den 25. januar 2005, hvor de italienske myndigheder til slut gik med til, at de ville give Kommissionen besked, så snart fremsendelsen af programmerne kunne anses for at være afsluttet.

(19)

Ved brev af 26. januar 2005, registreret den 27. januar 2005, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et brev fra de italienske myndigheder vedlagt det program for bekæmpelse af tristeza-virusen, som Calabria havde vedtaget.

(20)

Ved brev af 14. februar 2005, registreret den 15. februar 2005, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et brev, hvori de italienske myndigheder anmoder om, at der træffes en beslutning om foranstaltningerne i Calabrias, Campanias og Basilicata programmer til bekæmpelse af tristeza-virusen.

(21)

Ved brev af 28. februar 2005, registreret den 1. marts 2005, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et brev fra de italienske myndigheder vedlagt det program for bekæmpelse af tristeza-virusen, som Sicilien havde vedtaget.

(22)

I løbet af marts 2005 anmodede de italienske myndigheder — på trods af den aftale, der var nået frem til på mødet den 25. januar 2005 — gentagne gange om, at der blev truffet en særskilt beslutning om Calabrias bekæmpelsesprogram.

(23)

Kommissionen besluttede på ny og for sidste gang at opdele sag nr. N 580/03, så en ny del C omfattede Calabrias bekæmpelsesprogram. Sideløbende hermed sendte Kommissionen, ved brev af 5. april 2005, endnu en anmodning om yderligere oplysninger om visse aspekter ved sagens del B, dvs. om finansieringen af bekæmpelsesforanstaltningerne i Campanias, Basilicatas og Siciliens programmer.

(24)

Ved brev af 13. maj 2005, registeret den 18. maj 2005, meddelte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger, den havde anmodet om i brevet af 5. april 2005, men kun om Campanias og Basilicatas programmer.

(25)

Ved brev af 10. juni 2005, registeret den 17. juni 2005, meddelte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger om Siciliens program, der var blevet anmodet om i brev af 5. april 2005.

(26)

Ved brev af 22. juli 2005 (4), meddelte Kommissionen Italien sin beslutning om, at den ikke ville gøre indsigelser mod de af Campania og Basilicata forelagte bekæmpelsesprogrammer og mod de foranstaltninger til forebyggelse og teknisk bistand, der var indeholdt i Siciliens bekæmpelsesprogram, og at den ikke ville indlede proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende finansieringen af forskningsaktiviteterne i Siciliens bekæmpelsesprogram.

(27)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (5). Kommissionen har opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende støtteordning.

(28)

Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra de interesserede parter.

(29)

Siciliens program til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer omfatter forskning i de biologiske og agronomiske faktorer i forbindelse med sygdommens opståen.

(30)

Budgettet til fuld dækning af denne forskning andrager 4 200 000 EUR. Midlerne er overført fra de nationale budgetressourcer i medfør af dekret nr. 25486 af 29. december 2003 og dekret nr. 1090 af 14. juli 2004. Forskningsaktiviteternes varighed afhænger af analysen og af offentliggørelsen af forskningsresultaterne.

(31)

Kommissionen har indledt proceduren for så vidt angår finansieringen af forskningsaktiviteterne i Siciliens program til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer, fordi den nærede tvivl om, hvorvidt reglerne om statsstøtte til forskning og udvikling var overholdt.

(32)

Ifølge disse regler kan der kun ydes fuldstændig finansiering af forskning i landbrugssektoren på følgende fire betingelser fastsat i Kommissionens meddelelse fra 1998 om ændring af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (»1998-bestemmelserne«) (6).

(33)

De fire betingelser er:

(34)

Kommissionen har ikke i lyset af de foreliggende oplysninger kunnet fastslå, om disse fire betingelser var opfyldt fyldestgørende, eftersom de italienske myndigheder hverken havde forpligtet sig til at sikre lige betingelser for adgang til forskningsresultaterne eller opfyldelse af kravene i bilag 2 til landbrugsaftalen indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (de havde forelagt dokumentation for opfyldelsen af de andre krav).

(35)

Under disse omstændigheder måtte Kommissionen derfor undersøge finansieringen af forskningsaktiviteterne i programmet til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer i lyset af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (8). Kommissionen kunne heller ikke ud fra de foreliggende oplysninger fastslå, om den planlagte finansiering var i overensstemmelse med de nævnte EF-bestemmelser. Kommissionen kunne derfor ikke være sikker på, om støtten til finansiering af de planlagte forskningsaktiviteter opfyldte bestemmelserne.

(36)

Ved brev af 16. september 2005, registreret den 20. september 2005, sendte Italiens faste repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de italienske myndigheders bemærkninger til indledningen af proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende finansieringen af forskningsaktiviteterne i Siciliens program til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer.

(37)

I disse bemærkninger præciserede de italienske myndigheder, at alle interesserede parter ville får lige adgang til resultaterne af den pågældende forskning, både hvad angår omkostninger og tid. De anførte også, at kravene i bilag 2 til landbrugsaftalen indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi ville blive opfyldt, da der ikke ville blive tale om direkte betalinger til producenter eller forarbejdningsvirksomheder, og da foranstaltningerne ikke ville være ensbetydende med prisstøtte. Da der er tale om et grundforskningsprogram, har det ikke nogen direkte indflydelse på produktionen af landbrugsprodukter eller agroindustrielle produkter.

(38)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Den pågældende finansiering svarer til denne definition, fordi den berører visse virksomheder (citrusdyrkningsvirksomheder), og fordi den kan påvirke samhandelen som følge af Italiens fremtrædende plads i landbrugsproduktionen (i 2003 var Italien således den største producent af grønsager i EU).

(39)

I de i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, omhandlede tilfælde kan nogle foranstaltninger dog undtagelsesvis anses for forenelige med fællesmarkedet.

(40)

I betragtning af arten af den pågældende støtteforanstaltning er den eneste mulige undtagelse i dette tilfælde den i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), anførte, nemlig støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(41)

For at denne undtagelse kan finde anvendelse, skal den pågældende foranstaltning (fuldstændig finansiering af forskningsaktiviteter) opfylde de fire betingelser i 1998-bestemmelserne.

(42)

Af de nærmere oplysninger, som de italienske myndigheder fremsendte sammen med deres bemærkninger til indledningen af proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, synes det at fremgå, at de to betingelser i den ovennævnte meddelelse, som der herskede tvivl om, vil blive opfyldt.

(43)

Kommissionen kan derfor fastslå, at finansieringen af forskningsaktiviteterne i det sicilianske program til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer vil finde sted på betingelser, der opfylder bestemmelserne i den nævnte meddelelse.

(44)

Da de italienske myndigheder har vist, at forskningsaktiviteterne i det sicilianske program til bekæmpelse af tristeza hos citrustræer vil blive finansieret på betingelser, der opfylder de relevante krav i 1998-bestemmelserne, kan den pågældende finansiering omfattes af undtagelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), idet der er tale om støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, som ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse,

27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/29

(1)

Ved skrivelse af 23. februar 2000, registreret den 28. februar 2000, meddelte Italiens faste repræsentation ved EU, i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, Kommissionen bestemmelserne i artikel 35 i Venetos regionallov nr. 5/2000 (LR 5/2000) (2), der fastsætter støtte til sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.

(2)

Ved skrivelse af 12. maj 2000, registreret den 18. maj 2000, skrivelse af 1. august 2000, registreret den 7. august, skrivelse af 15. november 2000, registreret den 16. november 2000 og skrivelse af 24. januar 2001, registreret den 30. januar 2001 sendte Italiens faste repræsentation ved EU Kommissionen de supplerende oplysninger, som de italienske myndigheder var blevet anmodet om ved skrivelser af 18. april 2000, 5. juli 2000 og 21. september 2000 samt på et bilateralt møde afholdt den 13. december 2000.

(3)

Ved skrivelse af 2. april 2001 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for ovennævnte støtte.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3) . Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

(5)

De italienske myndigheder fremsatte deres bemærkninger til de pågældende foranstaltninger i skrivelser dateret den 12. juni 2001 og den 22. juni 2001. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra andre interesserede parter.

(6)

Artikel 35 i LR 5/2000 indeholder bestemmelser om tildeling af støtte til forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter til fordel for agroindustrielle virksomhedsprojekter, for hvilke der er indsendt en anmodning om finansiering i henhold til Rådets forordning nr. 951/97 af 20. maj 1997 om forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (4) i programmeringsperioden 1994-1999 (5), hvoraf nogle har iværksat konkrete arbejder, men ikke har modtaget nogen medfinansiering på grund af manglende finansielle midler.

(7)

I henhold til regionsstyrets beslutning nr. 4202 af 14. september 1993 kunne de interesserede virksomheder i ovennævnte periode fremsende ansøgninger om finansiering til disse projekter til den kompetente regionale myndighed (Regionsstyret — afdeling for landbrug og forbindelserne til EF) mellem den 30. april og den 30. september hvert år, så deres projekter kunne indgå i det medfinansierede program. Efter projektudvælgelsesprocedurens afslutning udarbejdede de kompetente myndigheder en prioriteret liste og underrettede de potentielle støttemodtagere, hvis projekter var blevet udvalgt, om »godkendelsen til finansiering«, mens regionsstyrets beslutning om godkendelse af listen blev offentliggjort i regionens »Bollettino Ufficiale«. De virksomheder, hvis investeringsprojekter ikke blev anset for at være berettigede til støtte, modtog et brev med begrundelsen for, hvorfor de var blevet udelukket.

(8)

Offentliggørelsen i regionens »Bollettino Ufficiale« af beslutningen om godkendelse af ovennævnte liste havde ifølge de nationale myndigheder i henhold til loven om offentliggørelse af retsakter (6) gyldighed af en meddelelse fra den offentlige administration til de interesserede parter om, at deres ansøgning om finansiering til de indsendte projekter var blevet godkendt, hvilket ifølge de nævnte myndigheder gav lederne af de virksomheder, der var opført på listen, en berettiget forventning om, at de ville få tildelt støtte.

(9)

Ifølge de nationale myndigheder kunne investeringerne foretages efter modtagelsen af meddelelsen om, at udgifterne til projektet var støtteberettigede, og under alle omstændigheder efter fremsendelsen af ansøgningen om finansiering (7).

(10)

Der skulle udarbejdes halvårlige, prioriterede lister, indtil de tilgængelige midler, der var afsat i det regionale operationelle program for Veneto, var opbrugt. En endelig prioritering af de ansøgninger, der var modtaget frem til den 14. juli 1999 (8), blev offentliggjort med regionsstyrets beslutning nr. 4102 af 23. november 1999. De tilgængelige ressourcer blev opbrugt, inden alle de ansøgninger, der var opstillet på den sidste liste, var blevet imødekommet. En række projekter (i alt 36) kunne ikke finansieres, selv om de var blevet accepteret med offentliggørelsen af dem.

(11)

I denne situation blev flere finansieringskilder taget i brug (f.eks. ressourcer fra overbooking, de agromonetære midler samt midlerne i artikel 29 i regionallov nr. 88 af 31. oktober 1980 (9)), således at 36 ud af de 150 støtteberettigede projekter på den sidste liste manglede at blive finansieret.

(12)

Artikel 35 i lov 5/2000 indeholder bestemmelser om finansiering af de 36 projekter, der ikke havde modtaget offentlig støtte i programmeringsperioden 1994-1999, men som optrådte på listen over udvalgte projekter, idet arbejdet for nogle af disse projekters vedkommende allerede var blevet iværksat.

(13)

Der var afsat et budget til finansiering af denne støtte på 5 mia. ITL (2 582 284 EUR), men de italienske myndigheder oplyste, at de, såfremt der på et senere tidspunkt blev frigjort andre finansielle ressourcer, ville afsætte yderligere finansiering til disse projekter. Ordningen vil vare, indtil det tilgængelige budget (det oprindelige budget eller det budget, der efterfølgende er blevet forøget) er opbrugt.

(14)

Denne støtte kan ikke kumuleres med anden støtte til samme formål.

(15)

Regionens intervention er en ekstraordinær og tidsbegrænset foranstaltning, og den vedrører initiativer, der på tidspunktet for deres godkendelse med offentliggørelsen af den prioriterede liste overholdt de sektorielle grænser og forskrifter, der var fastsat i det regionale operationelle program for Veneto, som Kommissionen har godkendt, samt i Kommissionens beslutning 94/173/EF af 22. marts 1994 om fastlæggelse af udvælgelseskriterier for investeringer vedrørende forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugs- og skovbrugsprodukter og om ophævelse af beslutning 90/342/EØF (10) og i forordning (EF) nr. 951/97, der har dannet grundlag for de regionale myndigheders godkendelse af støtteansøgningerne.

(16)

De italienske myndigheder har endvidere præciseret, at projekternes forenelighed med fællesmarkedet, selv om der er tale om programmeringsperioden 1994-1999, i den foreliggende sag skal vurderes i henhold til de retningslinjer, der er fastlagt i EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren  (11) (herefter rammebestemmelserne), idet den nuværende støtteordning blev meddelt efter disse rammebestemmelsers ikrafttrædelse. De har nærmere bestemt forpligtet sig til at overholde betingelserne, begrænsningerne og forskrifterne i punkt 4.2 i ovennævnte rammebestemmelser, nemlig:

(17)

Med hensyn til de i punkt 16, b), c) og d), omhandlede elementer har de italienske myndigheder oplyst, at de vil følge angivelserne i udviklingsplanen for landdistrikterne: (udviklingsplanen for landdistrikterne for regionen Veneto 2000-2006) (12). Støtten vil blive tildelt i form af kapitalstøtte, og støtten kan ikke overstige 40 % af den behørigt kontrollerede tilladte udgift og skal opfylde betingelserne, begrænsningerne og forskrifterne i punkt 4.2. i rammebestemmelserne. De udgifter, der er en følge af artiklens anvendelse, afholdes fuldt ud af regionen, og støtten må ikke kumuleres med nuværende støtteinstrumenter eller -ordninger.

(18)

Projekter, der ikke overholder forbuddene og restriktionerne i de fælles markedsordninger, og som vedrører fremstilling eller afsætning af imitationsprodukter eller erstatningsprodukter for mælk eller mejeriprodukter, er ikke støtteberettigede.

(19)

Kommissionen indledte den i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, omhandlede procedure, fordi den var i tvivl om, hvorvidt den nye støtteordning, der blev indført med artikel 35 i LR 5/2000, var forenelig med fællesmarkedet.

(20)

Denne tvivl var begrundet i den omstændighed, at støtten også kunne tildeles til virksomheder, der allerede havde foretaget de investeringer, der var planlagt i et projekt, som de havde indsendt en støtteansøgning til i programmeringsperioden 1994-1999, altså inden for rammerne af en medfinansieret støtteordning.

(21)

Kommissionen kunne altså ikke på det tidspunkt, hvor proceduren blev indledt, udelukke, at der var tale om en støtte, der blev tildelt med tilbagevirkende kraft til aktiviteter, som støttemodtagerne allerede havde iværksat, og som således ikke indeholdt det nødvendige incitament, og støtten måtte derfor anses for at udgøre en driftsstøtte, som blot havde til formål at fritage støttemodtagerne for en finansiel byrde.

(22)

I henhold til punkt 3.5 og 3.6 i rammebestemmelserne skal støtteforanstaltninger for at blive betragtet som værende forenelige med fællesmarkedet indeholde et incitament eller kræve en modydelse af støttemodtageren (13).

(23)

Den indberettede ordning ser altså ud til at henhøre under anvendelsesområdet for punkt 3.5 og 3.6 i rammebestemmelserne. Ud fra de oplysninger, som Kommissionen var i besiddelse af på det tidspunkt, hvor proceduren blev indledt, forekom de italienske myndigheders begrundelser således ikke at være tilstrækkelige til hverken i forbindelse med støtteordningen inden for programmeringsperioden 1994-1999 eller i forbindelse med den indberettede støtteordning at påvise en juridisk forpligtelse over for (de potentielle) støttemodtagere, som havde kunnet skabe (og begrunde eksistensen af) en berettiget forventning hos sidstnævnte og således udgøre et tilstrækkeligt incitament til at påbegynde arbejdet.

(24)

Kommissionen mente, at hverken offentlighedsloven (14) eller de skrivelser, som de regionale myndigheder havde udsendt, og hvori de bekræftede over for de pågældende, at de havde modtaget deres ansøgning om finansiering (15), eller eksistensen af en »praksis« gående ud på at de regionale myndigheder altid havde tildelt den forventede finansiering til de projekter, der efter en evaluering og efter regionsstyrets beslutning var blevet opført på den prioriterede liste over projekter, der var berettiget til offentlig finansiering, kunne have skabt en berettiget forventning hos de virksomheder, hvis navn optrådte på den pågældende liste, om at de ville modtage den finansiering, der skulle tildeles i programmeringsperioden 1994-1999.

(25)

Kommissionen mener ikke, at de regionale myndigheder har nogen juridisk forpligtelse i forbindelse med de ansøgninger om finansiering, der blev anset for at være støtteberettigede og opført på den liste, der blev offentliggjort i regionens Bollettino Ufficiale i perioden 1994-1999, hvilket indebærer, at de berørte virksomheder heller ikke kan have nogen berettiget forventning. At der ikke findes et sådant incitament bekræftes af følgende betragtninger: De virksomheder, der var berettigede til finansiering, har ikke, da den egentlige finansiering fra de kompetente myndigheder udeblev, taget skridt til at gøre deres rettigheder gældende, rettigheder, som regionen mener er erhvervede rettigheder, navnlig i henhold til den nationale forvaltningsret. Kommissionen mener, at der ikke er blevet anlagt sag, fordi de potentielle støttemodtagere, da der ikke findes nogen gyldig juridisk forpligtelse fra de regionale myndigheders side, sandsynligvis ikke havde ret til at kræve, at denne støtte blev udbetalt.

(26)

Kommissionen gav udtryk for tvivl med hensyn til, om støtte til udgifter, afholdt inden godkendelsen af projekterne var blevet bekræftet, stadig kunne betragtes som støtte til udvikling af visse økonomiske aktiviteter i betydningen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Efter Kommissionens faste praksis, som EF-Domstolen (16) har fastslået kan støtte til udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner kun betragtes som sådan, hvis Kommissionen er i stand til at fastslå, at markedskræfterne uden denne støtte ikke i sig selv ville gøre det muligt for de støttemodtagende virksomheder at bidrage til gennemførelsen af det fastsatte mål. Imidlertid har virksomhederne i det omhandlede tilfælde tydeligvis gennemført de pågældende investeringer uden støtten.

(27)

Et andet punkt, der efter Kommissionens mening gav anledning til tvivl om eksistensen af et incitament, er udarbejdelsen af listerne. I regionsstyrets beslutning nr. 4202 af 1993 præciseres det, at ansøgningerne skal fremsendes til regionsstyret mellem den 31. januar og den 30. september hvert år. Disse initiativer skulle give anledning til en prioritering af de indsendte projekter, mens afslag på de ansøgninger, der ikke opfyldte de opstillede betingelser, skulle sendes til de berørte parter. Hvis ordningen skulle fortolkes på denne måde, kunne man konkludere, at oprettelsen af en halvårlig liste ville have gjort det muligt for de regionale myndigheder at foretage en nøjagtig og regelmæssigt ajourført beregning af de ressourcer, der fortsat var tilgængelige, hvilket ville have gjort det muligt at undgå offentliggørelsen af nye indkaldelser og modtagelsen af nye ansøgninger, der ikke kunne imødekommes på grund af de utilstrækkelige ressourcer, der stod til rådighed.

(28)

Et andet punkt, der efter Kommissionens mening gav anledning til tvivl om eksistensen af et incitament, er det budgetbeløb, der er afsat i artikel 35 i den pågældende lov, støtteintensiteten og det nøjagtige støttebeløb. Da de finansielle midler, som regionen havde annonceret, skulle beløbe sig til 5 mia. ITL (2,5 mio. EUR), så de ud til kun at kunne finansiere en begrænset procentdel af det udgiftsbeløb, som de eventuelle støttemodtagere allerede havde afholdt (omkring 70 mia. ITL — 35 mio. EUR), og det var uklart, hvorfor de italienske myndigheder havde fastslået, at »kapitalstøtten ikke vil være højere end de tilladte udgifter, når de en gang er kontrolleret«, når man tog i betragtning, at støtteintensiteten så ud til at blive på under 10 % i henhold til oplysninger, Kommissionen var i besiddelse af (17). Den omstændighed, at de italienske myndigheder anser en så ringe støttesats for at være tilstrækkelig til at sikre et incitament, mens en betydeligt højere støttesats i det regionale operationelle program anses for at være nødvendig til den samme type projekter (18), er en yderligere indikation af, at de projekter, man agter at støtte, ikke indebærer noget incitament.

(29)

Endvidere svarede de sidste supplerende oplysninger (registreret den 30. januar 2001) ikke helt til de oplysninger, der tidligere var blevet givet:

(30)

Et andet aspekt, der skulle klarlægges var interventionsfrekvensen: Oprindeligt oplyste de italienske myndigheder, at der var tale om en ekstraordinær og tidsbegrænset foranstaltning (jf. punkt 15). Dette stemmer imidlertid ikke overens med det, de pågældende myndigheder i øvrigt har oplyst (19) om muligheden for i fremtiden at tildele yderligere finansiering til de samme projekter. I den oprindelige meddelelse blev det således fastslået, at »såfremt der efter en ekstra undersøgelse af ansøgningerne skulle vise sig at være behov for yderligere ressourcer, skal disse begrænses til det strengt nødvendige for at imødekomme ikke-afsluttede ansøgninger for programmeringsperioden 1994-1999«. Med dette formål for øje har de pågældende regionale myndigheder forpligtet sig til at indberette tilfælde, der ikke henhører under anvendelsesområdet for 20 %-reglen, der er fastsat i Kommissionens meddelelse 54/94/D24823 (af 22.2.1994). Denne mulighed for at finde andre finansieringskilder og de eventuelle retningslinjer for udbetaling har aldrig været omhandlet i de supplerende oplysninger fra de pågældende myndigheder og ser ud til at modsige oplysningerne om den indberettede foranstaltnings ekstraordinære karakter.

(31)

Endelig har de italienske myndigheder bekræftet, at de projekter, for hvilke der blev fremsendt støtteansøgninger, og som blev udvalgt i programmeringsperioden 1994-1999, men i forbindelse med hvilke arbejdet endnu ikke er blevet påbegyndt, vil blive finansieret i henhold til den nye udviklingsplan for landdistrikterne 2000-2006, når de er blevet erklæret forenelige med den nye fællesskabslovgivning inden for landbrugssektoren. Denne bekræftelse forekommer imidlertid vanskeligt forenelig med oplysningerne om den endelige generelle prioritering, dvs. de ansøgninger, der var godkendt til finansiering, som var omhandlet i de sidste supplerende oplysninger (registreret den 30.1.2001). Ud af de i alt 134 godkendte projekter var 20 blevet finansieret med agromonetære ressourcer, 10 med ressourcer fra overbooking, 54 via regionallov 88/80, 4 i henhold til lovdekret nr. 173/98, mens 10 var blevet annulleret. Ud fra disse oplysninger manglede 36 projekter stadig at blive finansieret: Selv om finansiering i henhold til den nye udviklingsplan for landdistrikterne 2000-2006 kunne være en mulighed, fremgår det imidlertid ikke klart, hvilke »andre projekter udvalgt i den foregående programmeringsperiode«, de italienske myndigheder henviste til.

(32)

Kommissionen forbeholdt sig ret til at undersøge spørgsmålet om anvendelse af den agromonetære støtte og støtten fra overbooking: Anvendelsen af disse finansieringskilder kunne være et udtryk for misbrug af beslutningerne om godkendelse af støtte eller kunne endog slet ikke være indberettet til Kommissionen.

(33)

Ved skrivelse af 22. juni 2001 fremsendte Italien sine bemærkninger til den pågældende støtte til Kommissionens tjenestegrene i forlængelse af beslutningen om at indlede den i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, omhandlede procedure. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede tredjeparter.

(34)

De italienske myndigheder gennemgik i deres svar først den administrative procedure, der var blevet fulgt ved tildelingen af støtte i programmeringsperioden 1994-1999, for at vise, at denne procedure medfører en juridisk forpligtelse over for de potentielle modtagere af finansiering, der kunne skabe og således berettige eksistensen af en berettiget forventning hos de pågældende om, at de ville få tildelt støtte, som kunne udgøre et tilstrækkeligt incitament til, at de iværksatte arbejdet, inden støtten blev tildelt. I forhold til beskrivelsen i den fase, der gik forud for indledningen af proceduren, præciserede de nationale myndigheder, at, når de virksomheder, der havde ansøgt om støtte, en gang var blevet opført på enhedslisten over projekter berettiget til støtte til interventioner inden for agrofødevaresektoren, så blev de der, indtil regionen var i besiddelse af de finansielle ressourcer. Så snart der blev frigivet midler (enten fra det regionale budget — artikel 29 i regionallov nr. 88/1980 eller fra det regionale operationelle program for Veneto — Rådets forordning (EØF) nr. 866/90 af 29. marts 1990 om forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (20) og forordning 951/97, eller fra centralregeringen — overbooking og agromonetære ressourcer), udvalgte de ved hjælp af en til lejligheden vedtaget forvaltningsakt de virksomheder, der skulle modtage finansiering, fra enhedslisten i henhold til et prioriterings- og præferencekriterium, herunder de virksomheder, hvis ansøgninger bidrog til en fuldstændig udnyttelse af de tilgængelige midler.

(35)

Regionen rådede således over en projektbeholdning, som kunne aktiveres hurtigt på rette tidspunkt, når ressourcer blev frigivet. De regionale myndigheder mener ikke, at opstillingen af en prioriteret liste over projekter, der er godkendt til at modtage støtte med løfte om en konkret finansiering på et senere tidspunkt, selv om der ikke findes nogen umiddelbart tilgængelige ressourcer, er i modstrid med nogen fællesskabsbestemmelse.

(36)

Artikel 35 i LR 5/2000 skulle ifølge de kompetente myndigheder finde anvendelse på de 36 projekter/virksomheder, der endnu er opført på listen. Disse projekter/virksomheder er blevet undersøgt på ny, og to af dem er blevet henlagt, fordi de var uforenelige med rammebestemmelserne. De kompetente myndigheder bekræfter endvidere, at 15 af virksomhederne havde indgivet en ansøgning i henhold til den regionale udviklingsplan for Veneto 2000-2006 — foranstaltning 7 (forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter) og derved giver afkald på deres tidligere krav, hvis de tildeles finansiering i den nye programmeringsperiode 2000-2006. Regionen udelukker ikke, at andre virksomheder trækker deres ansøgninger tilbage, fordi de af forskellige årsager ikke længere er interesserede i det oprindelige projekt. Antallet af potentielle modtagere af den pågældende støtte vil derfor blive halveret i forhold til den oprindelige liste.

(37)

De italienske myndigheder mener ikke, at der findes noget retsgrundlag for Kommissionens holdning, der kommer til udtryk i åbningsskrivelsen i forbindelse med den i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, omhandlede procedure, og som endog er i modstrid med Kommissionens praksis.

(38)

Kommissionen har indledt proceduren vedrørende den pågældende støtte, fordi den også vil kunne tildeles til virksomheder, der endnu står på listen, men som har iværksat eller gennemført investeringerne efter indsendelsen af støtteansøgningen for programmeringsperioden 1994-1999. Kommissionen mener således, at støtte, der udbetales med tilbagevirkende kraft, ikke, eftersom regionen ikke har nogen bindende juridisk forpligtelse over for de potentielle støttemodtagere, indeholder det nødvendige incitament og derfor bør betragtes som driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

(39)

De italienske myndigheder mener, at såvel punkt 3.6 i rammebestemmelserne (21) som Kommissionens anvendelse af dette (22) har skabt en berettiget forventning hos ansøgerne om, at de ville modtage en finansiering, når de fremsendte en støtteansøgning til den kompetente myndighed. I den foreliggende sag garanterede regionsstyrets beslutning nr. 4202/93 med fastlæggelsen af retningslinjerne for indsendelse af ansøgninger og opstilling af de prioriterede lister og med henvisningen til bestemmelserne i regionallov nr. 1/1991 (23) de potentielle støttemodtagere adgang til offentlig finansiering af de investeringer, de havde foretaget efter indsendelsen af ansøgningen, men før tildelingen af støtten. Endvidere er ansøgernes berettigede forventning i forbindelse med indsendelsen af ansøgningen blevet styrket af den omstændighed, at de optræder på listen over støtteberettigede projekter.

(40)

Det skal endvidere bemærkes, at de potentielle støttemodtagere, der vidste, at de havde indsendt deres ansøgning på behørig vis, og at de opfyldte de krav, der var fastsat i loven, med rimelighed kunne forvente, at deres ansøgninger blev accepteret, hvilket rent faktisk skete, da de blev opført på den prioriterede liste, selv om de fortsat måtte afvente tildelingen af finansieringen.

(41)

De italienske myndigheder minder ligeledes om, at Kommissionens praksis går ud på at acceptere en forlængelse af støtteordninger, der allerede er godkendt, for at tillade realiseringen af målene med disse ordninger (24), og denne praksis går i samme retning som de pågældende myndigheders anmodning, da de præsenterede den støtteordning, der blev indført med artikel 35 i regionallov 5/2000. Med andre ord vil en sådan støtte ifølge de italienske myndigheder være forenelig med traktaten, forudsat at den er blevet tildelt senest i 1999, dvs. i anvendelsesperioden for den eller de ordninger, i forbindelse med hvilken/hvilke støtteansøgningerne var blevet fremsendt.

(42)

De italienske myndigheder har forklaret, at den italienske forvaltningsret åbner mulighed for at appellere til en forvaltningsdomstol for at bestride retsakter fra den offentlige administration, der er skadelige ikke blot for de subjektive rettigheder, men også for de legitime interesser. Disse legitime interesser defineres som privatpersoners interesser i forbindelse med den offentlige administrations korrekte anvendelse af sine beføjelser, både med hensyn til udvidelse af den juridiske privatsfære (»interessi pretensivi«, interesser med et krav over for administrationen) og med hensyn til en korrekt anvendelse af de proceduremæssige krav, der er pålagt dem (»interessi procedimentali«, proceduremæssige interesser), og som navnlig er omhandlet i lov om offentliggørelse af den offentlige administrations retsakter. I henhold til den italienske kassationsrets praksis (25) kan en privatperson anlægge sag ved en administrativ ret ikke blot for at opnå annullation af en retsakt fra den offentlige administration, der er skadelig for en af dennes legitime interesser eller subjektive rettigheder, men også for at opnå vedtagelse af en forventet foranstaltning og godtgørelse af den skade, som personen har lidt som følge af vedtagelsen eller den manglende vedtagelse af retsakten.

(43)

I den foreliggende sag skulle den legitime interesse (for så vidt angår den offentlige finansiering) for de ansøgere, der endnu er opført på listen, have karakter af et krav, for de forventede med rette, at deres rettigheder blev udvidet til at omfatte støttetildelingsforanstaltningen.

(44)

På baggrund af kassationsrettens ovennævnte praksis udelukker de italienske myndigheder ikke muligheden for, at den administrative ret, som sagen eventuelt er indbragt for, beslutter at dømme den regionale administration til at godtgøre de skadelidte de tab, de har lidt.

(45)

De italienske myndigheder bekræfter, at ingen af de støtteberettigede virksomheder, der endnu er opført på listen, har indbragt sagen for den administrative ret for at opnå retfærdighed, for de forventer rimeligvis, at støtten bliver tildelt. De pågældende virksomheder skal for at kunne anlægge sag mod Veneto-regionen, have en interesse i at anlægge sagen i form af en handling, der rent faktisk skader dem. Denne handling består i de italienske myndigheders manglende tildeling af finansieringen og annullering af den prioriterede liste: Kun en tilbagekaldelse af støtten eller annullering af beslutning 4102/99 vil lovligt kunne bestrides, for en sådan handling ville skade ansøgernes reelle og berettigede forventning om at opnå de tildelte midler.

(46)

Med hensyn til de forbehold, som Kommissionen har givet udtryk for i forbindelse med spørgsmålet om anvendelse af den agromonetære støtte og støtten fra overbooking, der er omhandlet i punkt 31 i åbningsskrivelsen, præciserer de italienske myndigheder, at:

(47)

De italienske myndigheder er uenige i metoden til beregning af støtten og i Kommissionens ræsonnement i punkt 27 i åbningsskrivelsen. Det afsatte beløb (5 mia. ITL, dvs. omkring 2,5 mio. EUR) vil blive anvendt til at sikre en betydelig intervention, nemlig 30 % af de støtteberettigede investeringer, der beløber sig til 15 mia. ITL (omkring 7,5 mio. EUR). Det tidligere angivne beløb til de støtteberettigede investeringer er rent teoretisk, idet der skal foretages en teknisk reevaluering af projekterne, en ny analyse af procedurerne, en ny kontrol af modtagernes støtteberettigelse, en omdefinering af investeringernes omfang osv. Denne reevaluering skal finde sted, når de konkrete finansieringsperspektiver er blevet fastlagt, for ikke at skade de virksomheder, der er potentielle støttemodtagere, yderligere.

(48)

Med hensyn til finansieringen af de investeringer, der endnu er opført på listen inden for rammerne af udviklingsplanen for landdistrikterne 2000-2006 (15 virksomheder på listen har indsendt en ansøgning inden for rammerne af den regionale udviklingsplan for Veneto 2000-2006, jf. betragtning 32 ovenfor), har de kompetente myndigheder bekræftet, at de vil kunne finansieres, såfremt de opfylder alle de betingelser, der er opstillet i den pågældende regionale udviklingsplan, herunder kravet om, at de arbejder, som ansøgningen vedrører, ikke må være påbegyndt.

(49)

I henhold til artikel 87, stk. 1, i EF-traktaten er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. De foranstaltninger, der er fastlagt i denne beslutning, er i overensstemmelse med denne definition af nedenstående årsager.

(50)

De pågældende foranstaltninger, der finansieres via Veneto-regionens midler, begunstiger flere virksomheder og aktører (virksomheder inden for sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter) og kan påvirke samhandelen, idet den italienske produktion udgør omkring 15,3 % af den europæiske landbrugsproduktion (27).

(51)

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 87, stk. 2 og 3, i traktaten, kan visse foranstaltninger imidlertid være omfattet af undtagelsesbestemmelser og betragtes som værende forenelige med fællesmarkedet.

(52)

I den foreliggende sag er den eneste undtagelsesbestemmelse, der kan gøres gældende på grund af de ovenfor beskrevne foranstaltningers karakter, undtagelsesbestemmelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), i henhold til hvilken støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

(53)

Investeringsstøtten inden for sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter skal for at kunne være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), i traktaten være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23. december 2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (28). Såfremt denne forordning ikke finder anvendelse, eller hvis ikke alle kravene er opfyldt, skal støtten vurderes i lyset af de relevante bestemmelser i rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren.

(54)

Da den pågældende ordning ikke er begrænset til små og mellemstore virksomheder, finder forordning (EF) nr. 1/2004 ikke anvendelse. Derfor skal støttens forenelighed vurderes på grundlag af rammebestemmelserne, nærmere betegnet punkt 3.5, 3.6 og 4.2 i de pågældende rammebestemmelser.

(55)

I overensstemmelse med punkt 3.5 og 3.6 i rammebestemmelserne mener Kommissionen, at støtteforanstaltningerne for at være forenelige med fællesmarkedet skal indeholde et incitament eller kræve en modydelse af støttemodtageren. En støtte, der tildeles til investeringer, som støttemodtageren allerede har foretaget, indeholder ikke længere det nødvendige incitament, og den bør derfor betragtes som driftsstøtte. I alle støtteordninger med undtagelse af ordninger, der har karakter af kompensation, må det derfor forbydes at tildele støtte til arbejder, der allerede er iværksat, eller aktiviteter, der allerede er gennemført, inden støtteansøgningen fremsendes behørigt til den kompetente myndighed.

(56)

Den støtteordning, der indføres med artikel 35 i LR 5/2000, omfatter udelukkende bestemmelser om finansieringen af projekter fra agroindustrielle virksomheder, der, når de har indsendt deres ansøgning om at blive omfattet af de medfinansierede foranstaltninger i programmeringsperioden 1994-1999, er blevet erklæret for støtteberettigede og opført på den særlige liste, som de regionale myndigheder opstiller, men som ikke har modtaget de pågældende beløb, fordi de offentlige midler er utilstrækkelige (herefter »de projekter, der fortsat står på listen«). I forbindelse med nogle af de projekter, der fortsat står på listen, var investeringerne blevet foretaget efter indsendelsen af ansøgningerne om finansiering for programmeringsperioden 1994-1999.

(57)

Kommissionen skønner på grundlag af de oplysninger, der blev indhøstet i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, at den indberettede ordning er forenelig med fællesmarkedet. Alle de projekter, der fortsat står på listen, skal for at kunne modtage den støtte, der er fastsat i den indberettede ordning, opfylde alle de betingelser, der er opstillet i betragtning 16 svarende til bestemmelserne i punkt 4.2 i rammebestemmelserne, navnlig kravet om, at støtte kun kan tildeles:

(58)

Det vil rent undtagelsesvist være muligt at yde støtte til investeringsprojekter, hvis ansøgninger, der er indsendt i den programmeringsperiode, der udløber den 31. december 1999, betragtes som støtteberettigede, men som ikke er blevet behandlet på grund af utilstrækkelige finansielle ressourcer. Kun de investeringsprojekter, der er gennemført efter indsendelsen af ansøgningen om finansiering til de kompetente myndigheder vil kunne modtage støtte.

(59)

Kommissionen anser investeringsstøtten i punkt 59 i denne beslutning for at være støtteberettiget efter at have undersøgt dokumentationen vedrørende den administrative procedure, som de kompetente myndigheder anvendte ved tildelingen af støtte i programmeringsperioden 1994-1999, og i henhold til den fortolkningspraksis, der blev fulgt på daværende tidspunkt (29). Inden for rammerne af en støtteordning, der fungerer som et supplement til en tidligere ordning, frembyder den støtte, der tildeles til aktiviteter, som støttemodtagerne allerede har gennemført, efter at de har indsendt ansøgningen om finansiering i forbindelse med det foregående udbud, ifølge denne praksis det nødvendige incitament og kan derfor ikke betragtes som driftsstøtte, forudsat at arbejdet er blevet iværksat, eller aktiviteterne er blevet gennemført efter den behørige fremsendelse af ansøgningen til de kompetente myndigheder og disses accept af det projekt, der skal modtage støtte.

(60)

Kommissionen minder de italienske myndigheder om, at dens nuværende fortolkningspraksis går i retning af at anse støtte, der tildeles til aktiviteter, der er iværksat efter indsendelsen af ansøgningen til den kompetente myndighed, men inden godkendelse af denne ansøgning ved en retsakt, der er juridisk bindende for den offentlige administration over for de (potentielle) støttemodtagere, for ikke at have nogen form for incitament (30).

(61)

Med hensyn til de italienske myndigheders anvendelse af agromonetær støtte og støtte fra overbooking til finansiering af de projekter, der fortsat stod på listen den 31. december 1999, har de italienske myndigheder fastslået, at anvendelsen af midler fra reevalueringen af den italienske lire i henhold til forordning (EF) nr. 724/97 til foranstaltninger, der er fastlagt i det regionale operationelle program for Veneto omhandlet i forordning (EF) nr. 951/97, var blevet godkendt af Kommissionen i note nr. 5372 af 2. juli 1999. Med hensyn til beløbene fra overbooking stammer de fra supplerende finansiering i forhold til den finansiering, der allerede var tildelt af fonden med revolverende midler til gennemførelse af fællesskabspolitikkerne i det regionale operationelle program for Veneto. Derfor konkluderer Kommissionen, at der ikke har været tale om nogen form for misbrug af beslutningerne om indrømmelse af støtte og heller ikke om støtte, der ikke er indberettet, idet finansieringerne har omfattet de foranstaltninger, der er fastlagt i det regionale operationelle program, der var gældende på det pågældende tidspunkt.

(62)

Med hensyn til ordningens ekstraordinære karakter har de kompetente myndigheder forklaret, at dette udtryk er blevet anvendt for at understrege, at ordningen ikke kan kumuleres med andre ordninger, at den udelukkende henvender sig til de virksomheder, der fortsat er opført på listen, og at den ikke kan anvendes til andre foranstaltninger: Når listen er udtømt, vil ordningen ikke længere have nogen juridiske og finansielle virkninger. Myndighederne har oplyst, at de finansielle beløb er på omkring 2,5 mio. EUR og vil kunne suppleres med andre ressourcer, såfremt beløbet skulle vise sig at være utilstrækkeligt til at opretholde en betydelig offentlig støttesats til de godkendte projekter. De kompetente myndigheder har forpligtet sig til at indberette enhver forhøjelse på over 20 % af det oprindelige budget til Kommissionen.

(63)

Kommissionens faste praksis går ud på at acceptere stigninger i de oprindelige budgetter til eksisterende ordninger. Denne praksis blev stadfæstet i artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (31). I henhold til denne norm mener Kommissionen ikke, at en forøgelse af det oprindelige budget, der ikke overstiger 20 %, udgør en ændring af den eksisterende støtte. Såfremt de nationale myndigheder overskrider denne procentsats, skal ændringen indberettes i henhold til retningslinjerne i artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 794/2004. De italienske myndigheder kan imidlertid frit øge det oprindelige budget til den pågældende ordning i overensstemmelse med ovennævnte procedurer.

(64)

Henset til ovenstående mener Kommissionen, at den støtte, der er omhandlet i artikel 35 i LR 5/2000 til virksomheder, der forarbejder og afsætter landbrugsprodukter, er i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 4.2 i fællesskabsrammebestemmelserne inden for landbrugssektoren. Støtteforanstaltningen kan derfor være omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), i traktaten.

27.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/37

(1)

Ved brev af 19. december 2003, registreret af Kommissionen den 22. december 2003, underrettede Det Forenede Kongerige Kommissionen om de statsstøttemæssige konsekvenser, som udkastet til loven om oprettelse af Nuclear Decommissioning Authority (NDA), i det følgende benævnt »foranstaltningen«, vil have.

(2)

Ved brev D/51248 af 20. februar 2004 stillede Kommissionen spørgsmål til foranstaltningen. Det Forenede Kongerige sendte sit svar ved brev af 29. marts 2004, registreret af Kommissionen den 15. april 2004.

(3)

Ved brev D/54319 af 16. juni 2004 stillede Kommissionen yderligere spørgsmål til foranstaltningen. Det Forenede Kongerige sendte sit svar ved brev af 14. juli 2004, registreret af Kommissionen den 19. juli 2004.

(4)

Det Forenede Kongerige fremsendte supplerende oplysninger om foranstaltningen ved brev af 10. september 2004, registreret af Kommissionen den 14. september 2004, og ved brev af 14. oktober 2004, registreret af Kommissionen den 19. oktober 2004.

(5)

Ved brev af 1. december 2004 underrettede Kommissionen Det Forenede Kongerige om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende støtten.

(6)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren (i det følgende benævnt procedureindledningen) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger.

(7)

Det Forenede Kongerige meddelte Kommissionen sine bemærkninger til procedureindledningen ved brev af 31. januar 2005, registreret af Kommissionen samme dag.

(8)

Kommissionen modtog bemærkninger fra interesserede parter. Disse videresendte den til Det Forenede Kongerige, som fik mulighed for at reagere. Det Forenede Kongeriges bemærkninger blev sendt til Kommissionen ved brev af 4. marts 2005, registreret af Kommissionen den 7. marts 2005.

(9)

Der blev afholdt møder mellem Det Forenede Kongeriges myndigheder og Kommissionen den 20. april, den 25. august og den 11. oktober 2005.

(10)

Det Forenede Kongerige fremsendte supplerende oplysninger om foranstaltningen ved brev af 23. januar 2006, registreret af Kommissionen samme dag. En ændringsskrivelse hertil blev sendt ved brev af 1. februar 2006, registreret af Kommissionen samme dag. Yderligere supplerende oplysninger om foranstaltningen blev fremsendt af Det Forenede Kongerige ved brev af 7. februar 2006, registreret af Kommissionen samme dag. Yderligere supplerende oplysninger om foranstaltningen blev fremsendt af Det Forenede Kongerige ved brev af 7. februar 2006, registreret af Kommissionen den 10. februar 2006. Yderligere supplerende oplysninger om foranstaltningen blev fremsendt af Det Forenede Kongerige ved brev af 29. marts 2006, registreret af Kommissionen den 30. marts 2006.

(11)

Det Forenede Kongerige var et af de første lande i verden, der begyndte at anvende nuklear teknologi til såvel civile som militære formål.

(12)

Dengang branchen tog hul på denne teknologi, blev der lagt vægt på videnskabelige forbedringer og effektivitetsforbedringer. Der blev generelt ikke eller kun i meget begrænset omfang taget hensyn til forvaltningen af nukleare forpligtelser.

(13)

Den stigende bevidsthed om behovet for i sidste ende at gennemføre en gradvis nedlukning af atomkraftværker gjorde, at der blev afsat midler til forvaltningen af nukleare forpligtelser. Imidlertid var de afsatte midler generelt ikke tilstrækkelige til at dække forpligtelserne, hvis omfang endnu var usikkert, men stigende. Selv ved udgangen af det 20. århundrede blev nukleare forpligtelser stadig forvaltet selvstændigt af den enkelte ejer og i høj grad på ad hoc-basis.

(14)

Den britiske regering vurderede, at denne type forvaltning havde nået sin grænse, og at der skulle indføres en ny og mere effektiv metode, så det var muligt at forvalte de nukleare forpligtelser effektivt og samtidig fastholde det højest mulige sikkerhedsniveau.

(15)

I 2001 besluttede den britiske regering at igangsætte en undersøgelse af, hvordan forvaltningen af den offentlige sektors nukleare forpligtelser kunne samles hos et enkelt offentligt organ. I juli 2002 offentliggjordes en hvidbog med titlen Managing the Nuclear Legacy — A strategy for action. Efter en høringsproces blev hvidbogens indhold gennemført i lovgivningen i form af Energy Act fra 2004.

(16)

I henhold til bestemmelserne i denne lov blev der oprettet et nyt, ikke-ministerielt offentligt organ under betegnelsen Nuclear Decommissioning Authority (NDA). NDA vil gradvis få ansvaret for forvaltningen af de fleste offentlige nukleare forpligtelser i Det Forenede Kongerige (3). Ejerskabet af atomkraftværker og aktiver vil derfor blive overført til NDA. Sammen med ejerskabet af aktiver og værker vil NDA overtage ansvaret for de tilknyttede nukleare forpligtelser samt alle de finansielle aktiver, som tydeligvis hører til disse værker.

(17)

Formålet med NDA er en effektiv og sikker forvaltning af de nukleare forpligtelser. NDA kan fortsætte driften af de fysiske aktiver, som bliver overført til den, hvis den fortsatte drift af disse aktiver dækker mere end de uundgåelige omkostninger herved og derfor bidrager til at nedbringe værdien af forpligtelserne. NDA er en offentlig myndighed og har ikke noget kommercielt formål. Den skal hverken investere i nye aktiver eller igangsætte nye aktiviteter.

(18)

NDA står ikke selv for nedlukningen af værkerne, som den får ansvaret for. Opgaven vil blive udliciteret til andre enheder. På samme måde kan NDA udlicitere den fortsatte drift af de nukleare aktiver. Enheder, til hvem NDA har udliciteret forvaltningen af et værk, kaldes Site Licensee Companies (SLC). Som udgangspunkt vil SLC være værkets tidligere ejer. Senere vil selskabet blive udvalgt ved en udbudsprocedure for at sætte gang i udviklingen af et reelt nukleart nedluknings- og saneringsmarked.

(19)

Til at finansiere sine aktiviteter bruger NDA de overførte finansielle aktiver og den nettofortjeneste, som de overførte fysiske aktiver genererer. Eftersom disse ressourcer sandsynligvis ikke vil kunne dække alle omkostningerne ved forvaltningen af de nukleare forpligtelser, vil staten finansiere underskuddet.

(20)

Aktiver, der tilhører United Kingdom Atomic Energy Agency (UKAEA), er blevet overført til NDA. Dette aspekt ved foranstaltningen har Kommissionen allerede truffet beslutning om ved den i betragtning (3) anførte beslutning. Kommissionen fandt, at dette aspekt ved foranstaltningen ikke udgjorde statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(21)

NDA har også modtaget aktiver, der tilhørte British Nuclear Fuels Limited (BNFL). Dette element i foranstaltningen er genstand for nærværende beslutning. Det skal bemærkes, at briterne iværksatte overgangsordninger for at sikre, at der, selv om BNFL's aktiver formelt blev overført til NDA, ikke blev givet statsstøtte til dette selskab, førend Kommissionen havde truffet en endelig beslutning i sagen.

(22)

BNFL er et offentligt ejet aktieselskab, der driver virksomhed inden for mange områder af den nukleare sektor. Det er aktuelt til stede på næsten alle trin af det nukleare brændselskredsløb: Selskabet beriger uran (via Urenco), leverer nukleart brændsel, producerer el og forvalter brugt nukleart brændsel.

(23)

Ikke alle, men de fleste af BNFL's nukleare aktiviteter og værker er blevet overført til NDA. Der er tale om:

(24)

Andre BNFL-aktiviteter, navnlig under Urenco og Westinghouse, vil ikke blive overført til NDA. De vil blive omorganiseret til en mindre restkoncern.

(25)

Sammen med ovennævnte værker får NDA overført en række tilknyttede finansielle aktiver, som i sin tid blev oprettet til (delvis) finansiering af værkernes nedlukning. Der er tale om følgende aktiver:

(26)

Teknisk set overføres disse aktiver ikke direkte til NDA, men konsolideres i en statslig fond benævnt Nuclear Decommissioning Funding Account. Staten finansierer i stedet NDA ved hjælp af tilskud.

(27)

I underretningen til Kommissionen havde de britiske myndigheder givet en vurdering af de nukleare forpligtelser og aktiver, som skulle overføres til NDA, sammen med en opdeling af disse beløb efter, om de stammede fra kommercielle eller ikke-kommercielle aktiviteter.

(28)

Alle forpligtelser i tilknytning til UKAEA's værker blev anset for ikke-kommercielle i procedureindledningen.

(29)

For at vurdere andelen af forpligtelser i tilknytning til BNFL-værkerne, som hidrører fra ikke-kommercielle aktiviteter, valgte briterne den metode, at kun finansielle forpligtelser, der stadig blev anerkendt af enten forsvarsministeriet eller UKAEA, var ikke-kommercielle. Forpligtelser knyttet til aktiver med dobbelt (kommerciel og ikke-kommerciel) anvendelse, som stadig ikke blev anerkendt af enten forsvarsministeriet eller UKAEA, blev tillagt BNFL's kommercielle aktiviteter, eftersom BNFL var driftsherre og ejer af disse aktiver, selv om de ikke førhen var blevet brugt af forsvarsministeriet eller UKAEA.

(30)

Opdelingen af de vurderede forpligtelser knyttet til værker, der før var ejet af BNFL, i kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter blev som følger:

Tabel 1

Nukleare forpligtelser, der skal overføres til NDA, vurderet pr. marts 2003, i 2003-priser, diskonteret med 5,4 % nominelt, beløb i mia. GBP (4).

(31)

Følgende tabel blev også leveret af de britiske myndigheder i deres underretning. Heri blev den vurderede værdi af den kommercielle del af de forpligtelser, der var knyttet til værker, som skulle overføres fra BNFL til NDA, sammenlignet med den økonomiske værdi af de aktiver, der skulle overføres til NDA sammen med værkerne. For de fysiske aktivers vedkommende blev den økonomiske værdi anset for at være lig med det cashflow, som den fortsatte drift af aktivet forventedes at generere.

Tabel 2

Forskel mellem kommercielle forpligtelsers og aktivers værdi pr. 31. marts 2004, i 2004-priser, diskonteret med 5,4 % nominelt, beløb i mia. GBP (6).

(32)

I procedureindledningen rejste Kommissionen først tvivl om, hvilken enhed der ville være modtager af statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen så ikke kun på situationen i NDA, som måske ville modtage direkte betalinger fra staten, men også i BNFL, som måske kunne blive fritaget for afgifter, som selskabet ellers ville have skullet betale efter princippet om, at forureneren betaler.

(33)

Kommissionen undersøgte herefter, om en sådan statsstøtte kunne være forenelig med EF-traktaten. Den udtrykte alvorlig tvivl om, hvorvidt denne støtte var forenelig med retningslinjerne om statsstøtte til miljøbeskyttelse (7). Den udtrykte ligeledes alvorlig tvivl om, hvorvidt støtten kunne anses for forenelig med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (8).

(34)

Kommissionen vurderede herefter ved direkte anvendelse af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og ud fra målsætningerne i Euratom-traktaten, om en sådan statsstøtte kunne anses for forenelig. Kommissionen havde den opfattelse, at en sådan tilgang i princippet kunne være valgt, men udtrykte også tvivl om, hvorvidt de britiske myndigheder havde leveret tilstrækkeligt bevis for, at den positive indvirkning, som foranstaltningen ville have på opfyldelsen af Euratom-traktatens målsætninger, ville opveje dens negative indvirkning på konkurrencen i det indre marked.

(35)

Endelig rejste Kommissionen tvivl om fraværet af statsstøtte, fordi BNFL, før udbudsproceduren faktisk kan finde sted, optræder som SLC på midlertidig basis.

(36)

Efter offentliggørelsen af procedureindledningen og inden den heri fastsatte tidsfrist modtog Kommissionen bemærkninger fra tre interesserede parter. Bemærkningerne opsummeres i det følgende:

(37)

EDF støtter foranstaltningens generelle indhold. Selskabet mener, at den bidrager til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten. EDF finder det nødvendigt at fastlægge egentlige betingelser for den endelige bortskaffelse af nukleart affald. For så vidt angår finansieringen af nedlukningen af atomkraftværker, mener EDF, at det finansielle og industrielle ansvar hænger sammen, og at der skal afsættes og sikres tilstrækkeligt med midler i driftsperioden. Selskabet bifalder Kommissionens initiativer til at skabe en EU-ramme for løsningen af disse problemer og glæder sig over, at Kommissionen tager hensyn til Euratom-traktaten i den forbindelse.

(38)

BE bifalder oprettelsen af NDA. Selskabet finder det ikke sandsynligt, at foranstaltningen kan få negative følger for konkurrencen.

(39)

BE påpeger, at det selv er kunde hos BNFL, nærmere betegnet inden for de nuværende brændselsforsynings- og affaldshåndteringsaktiviteter. Efter overførslen af disse aktiviteter til NDA og denne myndigheds udlicitering af driften heraf, kan det meget vel tænkes, at den udvalgte nye driftsherre bliver en af BE's konkurrenter. BE er bekymret over denne situation, hvor selskabet kunne gå hen og blive kunde hos en af sine konkurrenter.

(40)

BE henleder også Kommissionens opmærksomhed på, at oprettelsen af NDA og Kommissionens analyse heraf ikke bør sætte BE's egen omstruktureringsplan, som Kommissionen har godkendt, på spil.

(41)

BE forklarer videre, at det ikke mener, at foranstaltningen har nogen handelsmæssig indflydelse på forsyningen af AGR-brændsel og oparbejdning af brugt AGR-brændsel, for selv om BNFL's eneste konkurrent i EU AREVA skulle etablere sig i Det Forenede Kongerige, ville BE ikke kunne skifte til dette selskab, fordi det allerede har indgået aftaler med BNFL om sine AGR-værker for resten af disses levetid.

(42)

Med hensyn til Magnox-kraftværkerne og el-markedet tror BE ikke, at foranstaltningen, om end den nedbringer SRMC-omkostningerne (Short Run Marginal Costs) på BNFL's kraftværker, kan få indflydelse på den pris, som BE kan sælge sin egen nukleare og fossile produktion til. På baggrund af sin egen erfaring tror BE heller ikke, at foranstaltningen kunstigt vil forlænge BNFL's værkers levetid, eftersom disse kraftværker, stadig ifølge BE's vurdering, burde være i stand til at dække deres egne SRMC-omkostninger.

(43)

BE tilkendegiver sin holdning til samspillet mellem EF- og Euratom-traktaten. Denne del af selskabets bemærkninger, som det dog ikke er let at fortolke, synes at antyde, at kun de foranstaltninger, der ikke er nødvendige for, eller som strækker sig ud over, hvad der er nødvendigt for opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten, kan analyseres i forhold til EF-traktaten.

(44)

Greenpeace mener, at foranstaltningen omfatter statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Organisationen erklærer, at det er altafgørende at sørge for sikker nedlukning af atomkraftværker, samt at princippet om, at forureneren betaler, anvendes i den nukleare industri.

(45)

Greenpeace mener, at støtten ikke bør anses for forenelig med fællesmarkedet. Den mener, at den positive virkning på opnåelsen af en sikker og effektiv forvaltning af nukleare forpligtelser ikke opvejer foranstaltningens indvirkning på konkurrencen.

(46)

Greenpeaces høringsbidrag er meget omfattende og indeholder mange bilag. En stor del af bemærkningerne vedrører Greenpeaces skepsis over for atomkraft i almindelighed og den måde, den er blevet håndteret på i Det Forenede Kongerige, i særdeleshed. I henhold til Greenpeace indebærer atomkraft særdeles store risici for miljøet. Også oparbejdningen af nukleart affald ville i modsætning til direkte bortskaffelse være et farligt og bekosteligt alternativt.

(47)

Ifølge Greenpeace har BNFL, som er en af de vigtigste aktører i denne sektor i Det Forenede Kongerige og offentligt ejet, været styret på en særligt risikabel og uigennemsigtig måde. Dets regnskaber er vanskelige at analysere. Dårlig likviditetsstyring og risikable investeringer, som har vist sig at være uøkonomiske, har kompromitteret selskabets evne til at finansiere sine nukleare forpligtelser. En del af de hensættelser, der har skullet dække disse forpligtelser, er enten ikke likvide eller som i tilfældet med Magnox Undertaking af virtuel art. Endvidere har BNFL altid undervurderet sine forpligtelser og overvurderet sin fremtidige indtjening, hvilket har forværret dets stilling yderligere. Greenpeace fremsender en rapport, hvori den analyserer og kritiserer BNFL's investeringspolitik og regnskab.

(48)

For så vidt angår foranstaltningen mere specifikt, fastholder Greenpeace, at den bør ses som den britiske regerings måde at omstrukturere et skrantende selskab — BNFL — på ved at befri det for dets dårligste aktiver og de dertil knyttede potentielt ufinansierede forpligtelser og således gøre det muligt for selskabet ikke blot at forblive på markedet, men også få succes.

(49)

Greenpeace sætter også spørgsmålstegn ved arten af det fremtidige forhold mellem BNFL og NDA. Når BNFL bliver en SLC for NDA, vil det ifølge Greenpeace blive vanskeligt at afgøre, hvilken af de to enheder der er af kommerciel art. Hvis det var NDA, ville indtægter fra kommercielle aktiviteter være i modstrid med myndighedens formål. Og fordi det er vanskeligt at afgøre, hvilken af de to enheder der faktisk er den kommercielle, vil det følgelig blive lige så svært at afgøre, hvilken af dem der modtager statsstøtte.

(50)

Greenpeace tilføjer, at NDA sandsynligvis vil generere nyt affald med sine aktiviteter, og at det ikke står klart, om den vil afsætte penge til finansiering af affaldshåndteringen.

(51)

Greenpeace sætter også spørgsmålstegn ved fremtiden for selskabet Westinghouse, som BNFL ejer, men som ikke skal overføres til NDA. Greenpeace betvivler selskabet Westinghouses levedygtighed, når det står uden moderselskabets støtte. Kommissionen opfatter det således, at Greenpeace mener, at hvis Westinghouse fortsætter driften af sine aktiviteter som en del af BNFL, kan de historiske såvel som de fremtidige bånd mellem BNFL og NDA resultere i en krydssubsidiering fra NDA til Westinghouse. Greenpeace frygter også, at en sådan krydssubsidiering kan påvirke de interesser, som Westinghouses konkurrenter har på markedet for konstruktion af kernereaktorer. Bekymringen vedrørende krydssubsidieringen ville vokse, hvis det, som Greenpeace frygter, planlægges at sælge dele af BNFL til den private sektor.

(52)

Greenpeace går herefter over til at beskæftige sig specifikt med BNFL's oparbejdningsaktiviteter. Greenpeace anfægter de britiske myndigheders argument om, at statens tilskud til disse aktiviteter ikke kan påvirke handlen, fordi nukleart affald er vanskeligt at transportere, og at det derfor ville være uøkonomisk for konkurrenterne at investere i nye oparbejdningsaktiver i Det Forenede Kongerige. Ifølge Greenpeace tages der hermed ikke højde for, at nukleart affald ikke nødvendigvis skal oparbejdes, men også kan bortskaffes ved direkte oplagring. Ny investering i direkte oplagringsfaciliteter ville være et reelt økonomisk alternativ, som BNFL's konkurrenter kunne tilbyde.

(53)

Greenpeace bemærker også, at de priser, som BNFL tilbyder i sine brændselsoparbejdningskontrakter, ifølge de tal, som har været tilgængelige for Greenpeace, forekommer for lave til at dække omkostningerne. BNFL og dermed NDA ville derfor generere endnu større tab af disse aktiviteter og dermed skabe et behov for driftsstøtte. Til støtte for denne udtalelse citerer Greenpeace et tal på GBP 140 000/ton i fast betaling til BNFL for at håndtere BE's brugte brændsel. Greenpeace sammenligner dette tal med vurderinger på GBP 330-533 000/ton for den omfattende håndtering af denne type affald, der fremgår af en række uafhængige undersøgelser fra Harvard University og NIREX.

(54)

Greenpeace betvivler SMP's driftsprognoser. SMP ville være vanskelig at sætte i drift, og MOX-produktionen ville være en mindre og mindre attraktiv mulighed med hensyn til håndtering af plutonium.

(55)

For Magnox-værkernes vedkommende mener Greenpeace, at den fortsatte drift heraf påvirker konkurrencen på el-markedet, navnlig el fra vedvarende energikilder. Greenpeace mener også, at brugt Magnox-brændsel bør bortskaffes direkte frem for at blive oparbejdet.

(56)

Det Forenede Kongerige indleder med at minde om sit engagement i nuklear nedlukning og sanering. Briterne ser oprettelsen af NDA som et forsøg, der er enestående i Europa, på at håndtere historiske nukleare forpligtelser på en systematisk måde. Det ville blive forventet af NDA, at den ikke kun ville gøre nedlukningerne mere sikre og effektive, men også berede vejen for et reelt marked for nuklear nedlukning.

(57)

Det Forenede Kongerige mener, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte til BNFL, eftersom BNFL ikke længere ville eje nogen af de aktiver, som staten eventuelt delvis finansierer nedlukningen med. Briterne tilføjer, at heller ikke den overgangsperiode, hvor BNFL bliver SLC, før SLC'erne reelt kan vælges i en udbudsprocedure, vil medføre, at der gives statsstøtte til BNFL, fordi alle betalinger til selskabet i denne periode vil blive sammenholdt med internationale kontrolpunkter.

(58)

Det Forenede Kongerige fastholder imidlertid, at selv om Kommissionen måtte mene, at foranstaltningen rummer statsstøtte til BNFL, så vil denne støtte være forenelig med EF-traktaten, fordi den understøtter flere målsætninger i Euratom-traktaten (fremme af F&U, sundhed og sikkerhed, investering, regelmæssig og rimelig forsyning, fællesmarkedet og konkurrencefordele i den nukleare sektor). Desuden ville foranstaltningen levere miljømæssige fordele i overensstemmelse med målene i EF-traktatens artikel 174.

(59)

Det Forenede Kongerige konstaterer, at det accepterer, at foranstaltningen udgør støtte til NDA, men fastholder, at støtten i givet fald bør anses for forenelig med fællesmarkedet af de samme grunde. Briterne medsender en liste over fordelene ved foranstaltningen i lyset af målsætningerne i Euratom-traktaten. For hver af disse fordele gives der både en kvalitativ bedømmelse og en kvantitativ vurdering, hvor det menes muligt.

(60)

Briterne angiver i en detaljeret fortegnelse, hvilke aktiviteter der fastholdes i BNFL, samt en vurdering heraf. De forklarer også, hvordan BNFL vil modtage betaling, når selskabet drives som SLC i overgangsperioden, indtil der kan vælges SLC i en udbudsprocedure. BNFL vil kun modtage betaling for tilladte udgifter. Det betyder, at NDA får pligt til at opnå en omkostningseffektivisering på 2 % pr. år. Tilladte omkostninger vil i princippet udelukke ethvert kapitalafkast. Desuden lægges der loft over dem i form af den budgetmæssige grænse for den årlige finansiering af værket, som NDA fastsætter.

(61)

Betalingerne kan også omfatte såkaldt resultatbaserede incitamenter, som kun bliver udløst, hvis de krævende omkostningsbaserede resultatmål bliver nået. Værdien af disse incitamenter er baseret på omhyggelig benchmarking af de gennemsnitlige indtjeningsmarginer hos internationale ingeniør- og entreprenørvirksomheder.

(62)

Briterne fremsætter herefter deres syn på virkningen af foranstaltningen for konkurrencen på hvert af de markeder, der er berørt af de værker, der overføres fra BNFL til NDA.

(63)

Hvad angår Magnox-kraftværkerne, mener briterne, at foranstaltningen ikke får nogen indflydelse på el-markedet. Placeringen af Magnox-anlæggene i SRMC-omkostningernes rangorden vil altid være under det marginale anlæg, også i perioder med minimal efterspørgsel. Dette ville betyde, at enhver nedbringelse af SRMC-omkostningerne som følge af foranstaltningen hverken kunne påvirke det tidsrum, hvori konkurrenterne kan drive deres anlæg, eller den pris, som de kunne afsætte deres produktion til.

(64)

Med hensyn til THORP-anlægget i Sellafield-værket forklarer briterne, at det oparbejder brugt nukleart AGR- og LWR-brændsel. At gå ind som ny aktør i oparbejdning af brugt AGR-brændsel ville være økonomisk meget lidt attraktivt, især på grund af transportomkostningerne til og fra Det Forenede Kongerige, som er det eneste land, hvor dette brændsel anvendes. Mens oplagring ganske rigtigt ville være et muligt alternativ til oparbejdning af AGR-brændsel, fastholder briterne også, at de strenge tids- og lovgivningsmæssige krav til opførelsen af nye AGR-oplagringssteder selv inden for Det Forenede Kongeriges grænser ville gøre det lige så lidt økonomisk attraktivt for nye aktører, navnlig i lyset af det begrænsede marked for bortskaffelse af brugt AGR-brændsel. Den samme type argumenter anvendes for Springfields-værket, som kun producerer AGR- og Magnox-brændsel.

(65)

Med hensyn til brugt LWR-brændsel anfører briterne, at størstedelen af denne type brændsel, der skal oparbejdes af THORP, allerede befinder sig i Det Forenede Kongerige, og at den vanskelige transport heraf til kontinentet ville begrænse det økonomiske incitament for konkurrenterne.

(66)

For så vidt angår SMP-anlægget på Sellafield-værket, anfører briterne, at det ville være ødelæggende for konkurrencen, hvis anlægget skulle standse driften. Faktisk ville det fjerne en vigtig aktør på et meget koncentreret marked. Desuden ville lukningen af SMP betyde, at betydelige mængder plutonium regelmæssigt skulle transporteres ud af Det Forenede Kongerige, hvilket ville være meget dyrt for kunderne og desuden potentielt farligt.

(67)

Med hensyn til Drigg-anlægget, hvor der deponeres lavaktivt affald, anfører briterne, at eftersom de fleste lande ikke tillader import af udenlandsk radioaktivt affald til oplagring eller bortskaffelse, ville den eneste måde at tilbyde konkurrence på være at opbygge endnu et værk i Det Forenede Kongerige. Dette ville ikke være en attraktiv investering, idet det ville være vanskeligt at opnå alle de fornødne tilladelser. Det ville også betyde overskydende kapacitet, som ville gøre investeringen endnu mindre interessant. NDA's udlicitering af driften af Drigg-værket ville være mere effektivt med hensyn til at fremme konkurrencen på markedet.

(68)

Det Forenede Kongerige glæder sig over EDF's støtte til foranstaltningen.

(69)

Det Forenede Kongerige glæder sig over BE's bifaldende bemærkninger til foranstaltningen.

(70)

Det Forenede Kongerige mener, at man med velegnet lovgivning kunne sikre sig mod problemer som følge af, at BE's konkurrenter eventuelt skal drive nogle af NDA's værker.

(71)

Det Forenede Kongerige er sikker på, at Kommissionen fuldt ud vil tage hensyn til baggrunden for sin beslutning om en omstruktureringsplan for BE (9), når den overvejer forholdene i nærværende sag.

(72)

Briterne mener, at deres bemærkninger til procedureindledningen allerede yder tilstrækkelig oplysning om de emner, som Greenpeace tager op. Deres svar på Greenpeaces bemærkninger begrænser sig derfor til en række udtalelser af generel art.

(73)

Briterne erklærer, at foranstaltningen faktisk er fuldt ud forenelig med princippet om, at forureneren betaler. BNFL-koncernen ville bidrage til over 88 % af forpligtelserne gennem aktiver, der overføres til NDA (10). Støtten fra den britiske regering ville begrænse sig til det, der er nødvendigt under hensyntagen til regeringens ultimative ansvar for landets nukleare sikkerhed og sikring. BNFL ville ikke drage direkte fordel af de aktiver og kommercielle indtægter, som det overfører til NDA. Selskabet vil kun nyde godt af potentielle resultatbaserede incitamenter i den tid, det driver værkerne, hvis det opnår bedre resultater end regeringens fastlagte målsætninger.

(74)

Briterne afgiver en detaljeret forklaring på den nye struktur i BNFL-koncernen og dens bånd til NDA.

(75)

Briterne erklærer også, at NDA's primære funktion er nedlukning af værker. Hvis NDA's drift af visse aktiver på kommerciel basis sætter denne myndighed i stand til at sikre sit formål på en mindre bekostelig måde, samtidig med at den fastholder samme høje sikkerhedsstandard, har den tilladelse til det. Det er NDA, der træffer sådanne beslutninger, ikke BNFL.

(76)

Briterne bemærker, at Kommissionen allerede i sin beslutning om omstruktureringsstøtten til British Energy har behandlet spørgsmålet om den pris, som BNFL tager af BE for håndtering af selskabets brugte brændsel.

(77)

Endelig anfægter briterne Greenpeaces synspunkt om, at driften af NDA ville være uigennemsigtig og kunne medføre krydssubsidiering med BNFL. Briterne hævder, at NDA tværtimod ville være en »mester i offentlig kommunikation«. Myndighedens vedtægter ville omfatte adskillige åbenhedsmekanismer for dens regnskaber, udgifter og samlede programmering.

(78)

I hvert fald en del af foranstaltningen vedrører spørgsmål, der er dækket af Euratom-traktaten og derfor skal vurderes i henhold hertil (11). I det omfang den ikke er nødvendig for eller rækker ud over målsætningerne i Euratom-traktaten eller forvrider eller truer med at forvride konkurrencen på det indre marked, skal den imidlertid vurderes i henhold til EF-traktaten.

(79)

Oprettelsen af NDA og måden, hvorpå den skal finansieres, vil pr. definition få indflydelse på forvaltningen og finansieringen af de nukleare forpligtelser, herunder nedlukningen af mange nukleare anlæg og behandlingen af store mængder radioaktivt affald. Nedlukning og affaldshåndtering udgør en vigtig del af livscyklussen og dermed udgifterne i den nukleare industri og giver anledning til risici, som skal styres ansvarligt. Faktisk er en af nuklearindustriens vigtigste opgaver at beskytte mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling. Kommissionen bemærker, at efter mere end 50 års drift af den nukleare industri i Det Forenede Kongerige bliver spørgsmålene om nedlukning og affaldshåndtering stadig vigtigere, idet flere anlæg når til slutningen af deres levetid, og der kræves vigtige beslutninger og bestræbelser for at sikre både arbejdstagernes og befolkningens sundhed og sikkerhed.

(80)

Euratom-traktaten tager behørigt hensyn til dette vigtige spørgsmål om sundhed og sikkerhed, samtidig med at den sigter mod at skabe »betingelserne for udviklingen af en stærk kerneenergiindustri, der vil kunne stille store mængder energi til rådighed …«. I Euratom-traktatens artikel 2, litra b), hedder det endvidere, at til opfyldelse af sin opgave skal Fællesskabet indføre ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed og overvåge deres anvendelse. Og i Euratom-traktatens artikel 2, litra c), hedder det desuden, at Fællesskabet i relevante sammenhænge skal lette investering i den nukleare sektor. På denne baggrund oprettes med Euratom-traktaten Det Europæiske Atomenergifællesskab sammen med de nødvendige instrumenter og beføjelser til at nå disse mål. Som bekræftet af Domstolen hører nuklear sikkerhed således ind under Fællesskabets kompetencer og skal knyttes til beskyttelse mod farer fra ioniserende stråling, som omhandlet i artikel 30 i Euratom-traktatens kapitel 3 om sundhedsbeskyttelse (12). Kommissionen skal sikre, at traktatens bestemmelser finder anvendelse, og kan derfor træffe beslutninger som angivet i traktaten eller afgive udtalelser, hvis den anser det for nødvendigt.

(81)

Kommissionen noterer sig, at virkningerne af den meddelte foranstaltning ifølge de bilag, som de britiske myndigheder har fremsendt, bl.a. bliver sikring af både aktive og forældede nukleare anlæg, korrekt, rettidig og sikker nedlukning af forældede nukleare anlæg samt oplagring og tilvejebringelse af langsigtede løsninger for brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

(82)

Kommissionen har i forbindelse med at skulle vurdere disse oplysninger og navnlig afgøre, om foranstaltningen er nødvendig eller falder ind under Euratom-traktatens målsætninger, bemærket, at den finansielle støtte, som regeringen har givet til NDA, har skullet lette opfyldelsen af førnævnte målsætninger i traktaten. De britiske myndigheder har besluttet at oprette og finansiere NDA for at sikre en korrekt indførelse af en nedluknings- og affaldshåndteringsproces, som i tilstrækkelig grad ville beskytte både arbejdstagernes og befolkningens sundhed og sikkerhed. Kommissionen erkender derfor, at de britiske myndigheder har opfyldt deres forpligtelse i henhold til Euratom-traktaten til at sørge for sikker og tilstrækkeligt finansieret nedlukning på en korrekt og ansvarlig måde, der er forenelig med Euratom-traktatens målsætninger.

(83)

Den meddelte foranstaltning styrker endvidere opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten ved at modvirke, at offentlig indgriben anvendes til andre formål end nedlukning af forældede nukleare anlæg og sikker forvaltning af radioaktivt affald i forbindelse med varetagelsen af nukleare forpligtelser. Et system med loft og tærskel vil sikre, at der stilles tilstrækkeligt med midler til rådighed for opfyldelsen af disse målsætninger, samtidig med at det offentliges indgriben begrænses til det nødvendige minimum, for at det kan lade sig gøre.

(84)

Kommissionen konkluderer, at de foranstaltninger, som de britiske myndigheder foreslår, er egnede til at opfylde de kombinerede målsætninger og er i fuld overensstemmelse med målsætningerne i Euratom-traktaten.

(85)

Ifølge EF-traktatens artikel 87, stk. 1, defineres statsstøtte som støtte, der ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(86)

For at undersøge, om foranstaltningen rummer statsstøtte til BNFL og/eller til NDA, vurderede Kommissionen først, om den gav disse enheder en fordel.

(87)

At give en fordel skal i denne forbindelse forstås sådan, at staten betaler udgifter, som hver af de to enheder normalt ville have båret selv. Det er derfor nødvendigt først at fastlægge et referenceniveau for normale omkostninger, der skal bæres af et selskab, for siden at kunne analysere, om staten betaler en del af disse udgifter.

(88)

I henhold til EF-traktatens artikel 174 skal den fælles miljøpolitik navnlig bygge på princippet om, at forureneren betaler.

(89)

Ifølge EF-traktatens artikel 6 skal miljøbeskyttelseskravene være integreret i definitionen og gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne.

(90)

I praksis betyder det, at Kommissionen normalt mener, at forurenerne skal internalisere forureningsomkostningerne, for at princippet om, at forureneren betaler, kan anses for gennemført i statsstøttepolitikken (13). Det betyder, at disse omkostninger skal betragtes præcis som omkostninger, der normalt skal bæres af forureneren, hvilket igen betyder, at statens dækning heraf skal betragtes som en fordel, der gives af staten.

(91)

I nærværende tilfælde vil staten dække enhver mangel i NDA's evne til at betale omkostningerne ved de nukleare forpligtelser, der er knyttet til de aktiver, som skal overføres til NDA. Eftersom disse forpligtelser vedrører sanering af værker, der er forurenet af radioaktivitet, mener Kommissionen, at der er tale om forureningsomkostninger, som i henhold til ovenstående normalt skulle bæres af forureneren, nemlig værkernes driftsherrer. Da staten vil betale for en del af disse omkostninger, bør en sådan betaling anses for at være en fordel, der gives forurenerne.

(92)

Kommissionen er således uenig i briternes påstand om, at foranstaltningen opfylder forureneren betaler-princippet, fordi driftsherrerne ifølge de britiske tal selv betaler over 88 % af omkostningerne. Kommissionen mener, at disse vurderinger viser, at ca. 12 % af forureningsomkostningerne ikke bliver dækket af forurenerne, og at foranstaltningen dermed ikke fuldt ud opfylder princippet om, at forureneren betaler.

(93)

Mens det som forklaret ovenfor er forholdsvis enkelt i dette tilfælde at fastslå, at foranstaltningen overordnet resulterer i, at forurenerne får en fordel, fordi de ikke betaler de fulde omkostninger ved forureningen, er det straks vanskeligere at bestemme det præcise omfang af den enkelte driftsherres forurening og dermed den præcise fordel, denne får ved at blive fritaget for en del af forureningsomkostningerne.

(94)

Faktisk er størsteparten af de forureningsomkostninger, der er på tale i nærværende sag, forbundet med nedlukningen af atomkraftværker, som havde flere driftsherrer gennem deres samlede levetid. Gennemførelsen af forureneren betaler-princippet i denne sag kræver, at det kan bestemmes, hvilken i rækken af driftsherrer der er ansvarlig for en given del af omkostningerne.

(95)

Nedlukningsomkostningerne genereres på én gang ved selve idriftsættelsen af værkerne. De forhøjelser af omkostningerne, der kommer til siden, er marginale sammenlignet med dem, der opstår i udgangspunktet.

(96)

En fuldkommen direkte gennemførelse af princippet om internalisering af omkostningerne, som er udmøntningen af forureneren betaler-princippet, ville derfor kræve, at alle værkets nedlukningsomkostninger blev indregnet i prisen på den første energienhed, som værket solgte.

(97)

Det er klart, at denne fortolkning af forureneren betaler-princippet ville være i fuldstændig modstrid med de økonomiske vilkår for el-produktion og så umulig at praktisere, at formålet end ikke kunne realiseres. Det er derfor generelt accepteret, at for at forureneren betaler-princippet kan anvendes på disse omkostninger på en praktisk mulig måde, skal der findes en metode til at sprede forureningsomkostningerne (eller nærmere bestemt den lovbestemte pligt til at dække dem) over værkets levetid — i det mindste den forventede.

(98)

Måden, disse forureningsomkostninger spredes på, har særlig relevans for anvendelsen af statsstøttereglerne på tilfælde, hvor staten træder til med betaling af omkostningerne ved nedlukning af værker, der har haft flere ejere. I sådan et tilfælde afgør spredningen af forureningsomkostninger på rækken af ejere nemlig også fordelingen af den potentielle fordel, som staten giver hver af dem.

(99)

Der findes ikke noget harmoniseret EU-system for fordeling af nedlukningsomkostninger på de på hinanden følgende ejere af et nukleart anlæg. Medlemsstaterne har forskellige systemer for gennemførelse af den lovbestemte pligt til at honorere de nukleare forpligtelser, og disse systemer resulterer i forskellige fordelingsnøgler for omkostningerne på rækken af værksejere (14).

(100)

Trods manglen på et harmoniseret system mener Kommissionen, at det stadig er muligt at identificere to brede kategorier.

(101)

Den første type system består i at betragte nedlukningsforpligtelserne som investeringsomkostninger. I så fald skabes forpligtelsen til at dække disse omkostninger på tidspunktet for idriftsættelsen af værket, og omkostningen bliver uundgåelig fra da af. I regnskabsmæssig henseende kan forpligtelserne sammenlignes med gæld til en hypotetisk nedlukningsoperatør. Som enhver anden gæld kan denne gæld afdrages og erhverves eller overdrages af forskellige parter. Men under alle omstændigheder genereres den i sin helhed ved driftsstart.

(102)

Den anden type system består i at betragte nedlukningsforpligtelserne som driftsomkostninger. I sådanne tilfælde opstår den lovbestemte forpligtelse til at dække disse omkostninger periodevis, normalt på årsplan, og følger med driften af værket. De efterfølgende trancher bliver dermed uundgåelige. I regnskabsmæssig henseende kan forpligtelserne sammenlignes med en årlig afgift, der erlægges til en hypotetisk nedlukningsoperatør. Det lovbestemte ansvar for at erlægge denne afgiftslignende betaling udløses ikke fuldt ud ved driftsstart, men løbende i tilknytning til driften af værket.

(103)

De to ovennævnte systemer kan i praksis føre til samme adfærd i mange tilfælde, navnlig i økonomisk effektive kraftværker (15). I nærværende sag ville driftsherrerne ved anvendelse af det første system normalt sætte penge til side til at honorere deres oprindeligt udløste forpligtelse på samme regelmæssige måde, som de ville gøre, hvis de skulle betale en årlig afgift.

(104)

Imidlertid fører de to systemer til to forskellige fortolkninger i statsstøtteanalysen i sager, hvor et økonomisk ineffektivt kraftværk overføres fra en ejer til en anden i henhold til statens løfte om at dække manglende evne til at betale nedlukningsomkostningerne.

(105)

Ved anvendelse af det første system kan den første ejer ikke undgå forpligtelsen til at finansiere hele nedlukningen. Hvis ejeren ikke kan afstå en del af denne forpligtelse på markedsvilkår til den nye ejer, forbliver den tidligere ejer ansvarlig for denne del, og den nye ejer kan ikke gøres ansvarlig for den, uanset den pågældende dels størrelse i forhold til den faktiske varighed af den første ejers drift af værket. Dette kan medføre en situation, hvor den første ejer står med en byrde, som er uforholdsmæssigt stor i forhold til det tidsrum, hvori ejeren drev værket, og omvendt står den nye ejer med en byrde, som er uforholdsmæssigt lille. Kraftværkets økonomiske situation er den afgørende faktor for fordelingen af forpligtelserne. I det ekstreme tilfælde, at kraftværket er så ineffektivt, at det kun kan dække sine driftsomkostninger, ville den første ejer være ansvarlig for alle nedlukningsomkostningerne, og den nye ejer ikke for nogen. Statslig indgriben ville da blive fortolket udelukkende som en fordel for den første ejer.

(106)

Efter det andet system ville den nye driftsherre under alle omstændigheder skulle betale de beløb, der ifølge den periodiske forpligtelsesmekanisme fremover ville blive opkrævet hos ham. Disse forpligtelser er på den anden side uundgåelige for den første driftsherre, eftersom lovpligten til at betale dem kun udløses af den faktiske drift af værket. Derfor kan den første driftsherre ikke få ansvaret for fremtidige forpligtelser, som den nye driftsherre ved en markedstransaktion måtte ifalde, medmindre denne modtager korrekt kompensation. I henhold til dette system forbliver driftsherrerne derfor altid ansvarlige for deres del af nedlukningsomkostningerne, uanset kraftværkets økonomiske situation.

(107)

Det Forenede Kongeriges metode til behandling af nukleare forpligtelser falder hverken sammen med det ene eller andet referencesystem med hensyn til at gennemføre forureneren betaler-princippet som beskrevet i betragtning (101) og (102) ovenfor, idet metoden som nævnt ikke fuldt ud opfylder princippet om, at forureneren betaler. Det er ikke desto mindre nødvendigt at kunne sammenligne med et enkelt, velegnet referencepunkt for at vurdere foranstaltningen. Ellers ville det ikke være muligt at bedømme, i hvor høj grad forureneren betaler-princippet er blevet gennemført eller ej.

(108)

På det nuværende trin i lovanalysen kan Kommissionen ikke afgøre, om den efter EU-retten har lov til at anvende den ene af førnævnte to metoder i forbindelse med analysen af virkningerne af forureneren betaler-princippet i henhold til statsstøttereglerne. Kommissionen mener, at det under alle omstændigheder er unødvendigt at afgøre dette spørgsmål i nærværende sag, eftersom de to metoder ifølge nedenstående udredning munder ud i samme konklusion, for så vidt angår BNFL og NDA, dvs. at foranstaltningen ikke rummer statsstøtte til BNFL, men at den udgør en statsstøtte til NDA, som kan anses for forenelig med det fælles marked.

(109)

Kommissionen har analyseret, om foranstaltningen indebærer en fordel for BNFL ifølge hvert af de to referencesystemer, der beskrives nærmere i betragtning (101) og (102) ovenfor. Som forklaret ovenfor sigtes der med begge analyser mod at fastslå, at BNFL i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet udelukkende ved egne midler og navnlig ikke ved hjælp af statsstøtte har dækket den del af de nukleare forpligtelser, som kan tillægges selskabet.

(110)

Ved udførelsen af disse to analyser tog Kommissionen hensyn til de berørte aktivers ejerskabshistorie såvel som til statens række af indgreb til ejernes fordel, der opsummeres i det følgende.

(111)

Magnox-kraftværkerne var oprindelig ejet og drevet af to offentligt ejede selskaber, som også ejede andre kraftværker i Det Forenede Kongerige, der ikke producerede Magnox-brændsel. Den britiske nukleare sektor blev herefter omstruktureret over flere omgange.

(112)

I første omgang blev Magnox-værkerne adskilt fra ikke-Magnox-værker. Førstnævnte blev samlet i et enkelt offentligt ejet selskab under navnet Magnox Electric. En gældspost svarende til den bogførte værdi af de overførte værker blev oprettet. Kreditor var Magnox Electric og skyldnerne de selskaber, der nu kun ejede ikke-Magnox-værkerne (i det følgende benævnt ikke-Magnox-driftsherrerne). Gælden blev senere øremærket til at dække Magnox-værkernes fulde nukleare forpligtelser.

(113)

I næste omgang købte den britiske regering gælden af Magnox Electric og udskiftede den med et selskab til betaling af manglende nukleare forpligtelser, med samme loft som værdien af gælden og reguleret med de samme satser. Det skal bemærkes, at denne transaktion ikke ændrede Magnox Electrics stilling, idet selskabet var berettiget til at modtage disse midler som et resultat af den første transaktion. På den anden side lettede staten dermed gældsbyrden for ikke-Magnox-driftsherrerne.

(114)

I tredje omgang købte BNFL Magnox Electric af staten for den symbolske sum af et pund. På det tidspunkt blev førnævnte statslige selskab udskiftet med et nyt, hvis værdi blev fastsat til kraftværkets netop vurderede negative bogførte værdi af GBP 3,7 mia. Det skal bemærkes, at dette selskab, i modsætning til hvad Kommissionen troede på tidspunktet for procedureindledningen, ikke har nogen forbindelse til det »letter of comfort«, der blev godkendt af Kommissionen i henhold til statsstøttesag N 34/90 (16).

(115)

Foranstaltningen udgør fjerde og sidste omgang af omstruktureringen. BNFL overfører kraftværkerne til NDA sammen med alle de tilhørende finansielle aktiver, herunder førnævnte selskab (i det følgende benævnt Magnox Undertaking).

(116)

Magnox-værkerne Calder Hall og Chapelcross adskiller sig fra ovenfor beskrevne proces. De har hørt under BNFL's ansvar siden 1971, da BNFL blev oprettet, og de blev overført dertil. BNFL overtog ejerskabet af og ansvaret for Springfields-værket på samme tid.

(117)

De andre aktiver, der blev overført til NDA, og navnlig THORP og SMP, var ejet af BNFL fra idriftsættelsen og indtil overførslen heraf til NDA.

(118)

Som det forklares i betragtning (102), kan køberen ifølge denne analyse, hvis anlægget skifter ejer, ikke drages til ansvar for andre nukleare forpligtelser end dem, han er parat til at erhverve af sælgeren. Det betyder, at i dette referencesystem, hvor et aktiv har en negativ bogført værdi bestående af nukleare nedlukningsforpligtelser, forbliver gældsbyrden hos sælger, og køber har, såfremt han accepterer at overtage ansvaret for forpligtelserne, ret til at modtage betaling for disse forpligtelser i form af en negativ pris.

(119)

I dette referencesystem var BFNL, da det købte værkerne af Magnox Electric, derfor berettiget til at modtage værdien af Magnox Undertaking som en negativ pris for enhedens negative bogførte værdi. Magnox Undertaking kan derfor ikke fortolkes som en fordel, der blev givet BNFL, og kunne med rette medtages i selskabets balance som et aktiv, det ejede. Magnox Undertaking kan således regnes for et bidrag fra BNFL til at opfylde de nukleare forpligtelser, som det havde påtaget sig det fulde ansvar for.

(120)

Den samme slutning må drages med hensyn til overførslen af aktiver fra BNFL til NDA, nemlig at BNFL som følge af, at NDA i henhold til dette referencesystem overtager alle forpligtelser, samtidig burde forsyne NDA med positive aktiver til en samlet værdi, der var lig med værdien af de overførte forpligtelser. Hvis det ikke gjorde det, ville forskellen udgøre støtte til BNFL.

(121)

Følgende tabel tilvejebragt af de britiske myndigheder indeholder ajourførte værdier af forpligtelser og aktiver overført af BNFL til NDA før procedureindledningen. Det skal understreges, at den fulde værdi som forklaret ovenfor af Magnox Undertaking kan ses som et bidrag fra BNFL, eftersom BNFL var berettiget til at få værdien selv som betaling på det tidspunkt, det købte værkerne.

Tabel 3

2005-vurderinger af aktiver og forpligtelser, der skal overføres fra BNFL til NDA, hvilket viser BNFL's bidrag til sine nukleare forpligtelser. Marts 2005-priser, diskonteret med 5,4 % nominelt, beløb i mia. GBP.

(122)

Tabellen ovenfor er baseret på BNFL's regnskaber. Disse regnskaber er blevet revideret. Bortset fra den forøgede værdi af Magnox Undertaking som følge af reguleringen består den primære ændring — i sammenligning med tallene i procedureindledningen — faktisk i, at BNFL fremover skal overføre flere finansielle aktiver til NDA.

(123)

Kommissionen er klar over, at vurderingerne af Sellafield-værkets fremtidige indtægt kan være kontroversielle. Greenpeace havde til sit høringssvar vedlagt en rapport, hvori relevansen af investering i disse aktiver, og navnlig SMP, betvivles.

(124)

Kommissionen bemærker dog, at THORP's fremtidige cashflow primært bygger på kontrakter, der allerede er undertegnet, og som vil blive gennemført i værkets resterende levetid. Vurderingerne af THORP's fremtidige cashflow er derfor sandsynligvis ikke misvisende i betydelig grad. Det kan endda være, som Greenpeace hævder, at oparbejdning ikke er den miljømæssigt bedst mulige løsning til sluthåndtering af nukleart affald. Men Kommissionen mener, at kompetencen til at træffe denne beslutning udelukkende beror hos de berørte lande, og at spørgsmålet er den fælles statsstøttepolitik uvedkommende.

(125)

SMP's situation er en anden, eftersom SMP stadig skal udlicitere det meste af sin drift. Kommissionen sammenlignede den værdi, de britiske myndigheder opgav, med den værdi, der fremgår af vurderingen af BNFL's økonomiske sag vedrørende MOX-anlægget i Sellafield (17). Kommissionen fandt, at det tal, som de britiske myndigheder bruger, ligger inden for det gennemsnitlige spænd af rimelige scenarier, der blev resultatet af den analyse, som uafhængige konsulenter har udført med henblik på nærværende vurdering (18).

(126)

Kommissionen noterer sig Greenpeaces bemærkning om, at førnævnte vurdering af BNFL's økonomiske sag vedrørende MOX-anlægget på Sellafield fandt sted, efter at hovedparten af investeringsomkostningerne i SMP var blevet irreversible. Denne timing betød, at der ikke blev taget hensyn til investeringsomkostningerne, da det skulle afgøres, om driften af anlægget var økonomisk begrundet eller ej. Kommissionen forstår, at det positive resultat af vurderingen i den forbindelse kunne give det forkerte indtryk, at investering i SMP samlet set var en fordelagtig beslutning, mens resultatet faktisk blot betød, at det var mere logisk at drive anlægget med det formål at minimere tabet, eftersom investeringen allerede var foretaget. Imidlertid bemærker Kommissionen, at denne sondring kun påvirker gyldigheden af valget af vurderingstidspunkt, ikke gyldigheden af vurderingens fremtidige overslag over cashflowet.

(127)

I overslagene over det fremtidige cashflow i Magnox-anlæggene tages der hensyn til de sidste nye elpriser i Det Forenede Kongerige. De britiske elpriser var særlig høje i slutningen af 2005. Det er uklart, om de bliver liggende på det niveau i en længere periode. Nogle af de oftest fremførte begrundelser for høje elpriser, navnlig stigningen i gaspriserne og virkningen af handlen med udledningskvoter, ser imidlertid ud til fortsat at gøre sig gældende og vil for handlen med udledningskvoters vedkommende måske endda få endnu større betydning. Endvidere er de tal, der er brugt til at vurdere dette cashflow, om end der er taget højde for stigningstendensen, stadig meget forsigtige sammenlignet med de priser, vi ser i dag (19). Kommissionen mener derfor, at denne vurdering er acceptabel for de få år, der er tilbage af Magnox-anlæggenes levetid.

(128)

NDA beregner og offentliggør sine egne vurderinger af de samlede nukleare forpligtelser. Disse vurderinger er højere en dem, der indgår i BNFL's regnskaber. NDA skelner ikke mellem økonomiske og ikke-økonomiske forpligtelser, da denne sondring, som er betydningsfuld i forbindelse med kontrol af statsstøtte, er irrelevant for NDA's aktiviteter. Ifølge briterne vil en opdeling af NDA's seneste vurderinger (20) af de samlede forpligtelser i økonomiske og ikke-økonomiske forpligtelser efter samme målestok, som anvendtes i førnævnte beregning, imidlertid resultere i, at de vurderede samlede økonomiske nukleare forpligtelser når op på GBP 18,2 mia. i marts 2005-priser (sammenlignet med GBP 15,1 mia. ifølge BNFL's regnskab). Det samlede bidrag fra BNFL, der fremkommer ved samme beregning som i ovenstående tabel 3, ville blive negativt med GBP 1,9 mia. (i stedet for et positivt beløb på GBP 1,1 mia. (21).

(129)

Kommissionen erkender, at nukleare forpligtelser er vanskelige at vurdere, eftersom de relaterer sig til aktiviteter, der finder sted langt ude i fremtiden, og som vi stadig kun har sporadisk erfaring med. Det er især tilfældet med nedlukningsaktiviteter, som vedrører ganske bestemte værker, bl.a. dem, der er overført til NDA. I lyset af disse usikkerhedsmomenter mener Kommissionen, at en usikkerhedsmargin på GBP 3,1 mia. i forhold til en samlet sum på GBP 15-18 mia. er acceptabel.

(130)

Det er forståeligt, at BNFL's vurderinger af forpligtelserne er mere beskeden end NDA's. Det er da også klart i BNFL's interesse at have en mindre sum af forpligtelser opført på sin balance. På den anden side er det i NDA's interesse at vurdere konservativt for at opnå tilstrækkelig finansiering af sine aktiviteter, navnlig i en budgetnedskæringsperiode. At NDA er forpligtet til at opnå en årlig effektivitetsforøgelse på 2 %, er et yderligere incitament til at fremlægge vurderinger, der som udgangspunkt er temmelig konservative.

(131)

Den britiske regering oplyser, at lignende om end allerede mere udbygget erfaring i USA viser, at vurderingerne af nedlukningsomkostningerne har en tendens til at følge en kurve, hvor de efter en indledende stigning til sidst falder som følge af øget erfaring og teknologiske forbedringer.

(132)

Over de seneste 10 år har den amerikanske regering indført resultatbaserede kontrakter for nuklear sanering. Det er den saneringstilgang, som NDA nu har sat sig for at indføre. Erfaringen i USA viser, at det over en periode på ca. fem år er muligt at vende forpligtelsesvurderingernes tendens til at stige og i stedet få dem til at falde ved at fremskynde nedbringelsen af arbejdstimer og omkostninger. F.eks. i det amerikanske finansministeriums beretning for 2003 noteres det, at energiministeriet nedbragte sine miljømæssige forpligtelser med USD 26,3 mia. eller 12,5 % i regnskabsåret 2003. Det var andet år i træk, at energiministeriets forpligtelser faldt. Nedbringelsen i 2003 skyldtes primært omstruktureringen af saneringsprogrammet, så fokus blev rettet mod kerneopgaven og en fremskyndelse af saneringsaktiviteterne (22). En nyere beretning fra det amerikanske Government Accountability Office (GAO) indeholdt en gennemgang af energiministeriets omkostningsreduktionsmål for nuklear sanering. GAO fandt ud af, at energiministeriet pr. marts 2005 var ajour eller foran tidsplanen for mange af de 16 saneringsaktiviteter, som det har mål for, og bagud med tre krævende og bekostelige aktiviteter. GAO konstaterer i beretningen, at energiministeriet stadig forventer betydelige omkostningsbesparelser i forhold til det oprindelige mål på 50 mia. USD (23).

(133)

På denne baggrund mener Kommissionen, at den ud af de to vurderinger med rimelighed kan anse BNFL's vurdering som den, der formentlig kommer tættest på sandheden.

(134)

Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen ikke udgør støtte til BNFL inden for dette referencesystem.

(135)

For at beregne BNFL's bidrag i henhold til dette referencesystem skal første trin bestå i en korrekt fordeling af de nukleare forpligtelser på rækken af ejere af aktiverne, sådan at der er overensstemmelse med de afgifter, som en hypotetisk nedlukningsoperatør ville have opkrævet hos hver af dem. Profilen af denne afgift ville sandsynligvis være tæt knyttet til indtjeningen på aktiverne.

(136)

For Magnox-anlæggenes vedkommende mener Kommissionen, at den mest egnede måde at gøre det på er at fordele forpligtelserne efter en tidsfordelingsnøgle, idet disse kraftværker leverer et meget stabilt output over tid.

(137)

I Springsfields-tilfældet skelnede man i fordelingen mellem forpligtelser forbundet med oparbejdning af brugt Magnox-brændsel, forpligtelser forbundet med oparbejdning af brugt AGR-brændsel og øvrige forpligtelser. Magnox-forpligtelserne er fordelt efter samme mønster, som er anvendt på Magnox-værkerne ovenfor, eftersom generering af nukleart affald er direkte forbundet med værkets el-produktion. AGR-forpligtelserne er tildelt BNFL i overensstemmelse med selskabets ordning med BE, hvorved BE bevarede ansvaret for disse forpligtelser indtil 1995. Den samme metode er brugt til Magnox-relaterede forpligtelser på Sellafield-værket (24).

(138)

Øvrige (ikke-Magnox og ikke-AGR) forpligtelser i Springfields fordeles efter en tidsfordelingsnøgle. Samme tidsfordelingsnøgle bruges til værkerne Drigg og Capenhurst.

(139)

THORP- og SMP-anlæggene på Sellafield-værket er i en anden situation. Disse aktiver blev opført af BNFL. THORP blev drevet af BNFL i begyndelsen, men fortsætter med NDA som driftsherre. SMP skal drives helt eller delvis af NDA. En fordeling af forpligtelserne efter en tidsfordelingsnøgle ville derfor føre til, at en stor del af disse forpligtelser ville blive tillagt NDA.

(140)

I modsætning til kraftværker eller brændselsforsyningsværker er det imidlertid ikke meningen med disse aktiver, at de skal have en jævnt fordelt forretningsplan. Normalt drives de kommercielt med det formål at generere hovedparten af deres indtjening i begyndelsen af driftsperioden. De første kontrakter, der tegnes i den forbindelse, kaldes grundlastkontrakter. Driftsherrerne sigter mod om muligt at få dækket alle nedlukningsomkostningerne gennem den indtægt, som disse kontrakter genererer. Det er typisk tilfældet med THORP og SMP. I sådanne tilfælde mener Kommissionen, at det selv i dette referencesystem er rimeligt at tillægge den første ejer alle forpligtelserne, fordi en omhyggelig regulerende myndighed sandsynligvis ville fastsætte bidragene til dækning af de fulde nedlukningsomkostninger på en sådan måde, at bidragene helt eller delvis blev opkrævet på grundlag af grundlastkontrakter, der var indgået af denne ejer.

(141)

Kommissionen bemærker, at Greenpeace i sine kommentarer påpeger, at det er ret sandsynligt, at THORP's og SMP's forretningsudsigter ikke er så gode, som de oprindelig forekom. Kommissionen mener dog ikke, at man af denne grund bør afvige fra fordelingsmetoden, eftersom selv en nedsættelse af værkernes samlede aktiviteter ikke bør påvirke den overordnede indtjeningsprofil (dvs. hvor størsteparten af indtægten genereres i begyndelsen).

(142)

Dermed har Kommissionen tillagt BNFL alle nukleare forpligtelser på THORP- og SMP-anlæggene.

(143)

Næste skridt i beregningen består i at bestemme værdien af BNFL's bidrag til disse forpligtelser

(144)

I bidraget skal der tages hensyn til forpligtelser, der allerede er blevet afsluttet. Således har et antal værker, herunder navnlig nogle Magnox-anlæg, allerede standset driften og indledt nedlukningen. BNFL har brugt GBP 5,1 mia. på at opfylde disse forpligtelser. I den forbindelse forsømte selskabet at kontrollere, om de forpligtelser, det var i færd med at afslutte, kunne tillægges det ifølge det nuværende referencesystem. Imidlertid kan hele dette bidrag inddrages i beregningen, eftersom de afsluttede forpligtelser enten skulle tilskrives BNFL og derfor direkte kan inddrages i beregningen eller ikke kunne tilskrives BNFL, men alligevel bør inddrages i beregningen, fordi BNFL bidrog til flere forpligtelser, end det havde behøvet, og derfor fortjente en kompensation.

(145)

For det andet skal der i beregningen tages hensyn til de finansielle aktiver, som BNFL skal overdrage til NDA. Værdien af disse aktiver, som vil blive overført til NDA, skal fratrækkes den værdi, som BNFL modtog ved købet af Magnox-anlæggene, eftersom kun aktivernes værdiforøgelse udgør et bidrag fra BNFL.

(146)

Endelig bør også SMP's og THORP's fremtidige cashflow, som NDA modtager i stedet for BNFL, medregnes som BNFL's bidrag for at sikre sammenhængen med førnævnte beslutning om at tillægge BNFL alle disse anlægs forpligtelser.

(147)

I oversigten herunder opsummeres resultaterne af beregningen efter dette referencesystem.

Tabel 4

Vurdering af bidraget fra BNFL til dets tildelte andel af forpligtelserne. 2005-priser, diskonteret med 5,4 % nominelt, beløb i mia. GBP.

(148)

Tabellen ovenfor er leveret af de britiske myndigheder. Den bygger på tal fra BNFL's regnskaber som vist i Tabel 3.

(149)

Indholdet i betragtning (125) til (130) gælder også i dette tilfælde.

(150)

Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen ikke udgør støtte til BNFL inden for dette referencesystem.

(151)

De to ovenfor beskrevne beregninger kunne også anvendes til at bestemme, i hvilket omfang foranstaltningen giver NDA en fordel.

(152)

Imidlertid mener Kommissionen, at beregningen i dette tilfælde ikke er nødvendig. Foranstaltningen giver nemlig en ubegrænset garanti for, at staten vil dække alle NDA's udgifter, hvis disse ikke kan dækkes af myndighedens indtægter fra kommercielle aktiviteter eller gennem finansielle aktiver, der overføres til den. Ej heller er denne garanti begrænset, for så vidt angår anvendelsesområde eller tid. Den udelukker ikke omkostninger knyttet til konkurrerende aktiviteter, navnlig hvor disse aktiviteter gradvis kan generere yderligere forpligtelser, og er ikke beløbsmæssigt begrænset.

(153)

Kommissionen mener, at denne ubegrænsede garanti i sig selv er en fordel, som staten giver NDA.

(154)

Da garantien er finansieret ved hjælp af statsmidler med specifikt sigte på NDA, og NDA fortsat vil have visse kommercielle aktiviteter på markeder, hvor der handles mellem medlemsstaterne, konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen rummer statsstøtte til NDA efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(155)

Kommissionen bemærker, at Det Forenede Kongerige ikke bestred, at foranstaltningen udgør statsstøtte til NDA.

(156)

I EF-traktatens artikel 87, stk. 1, fastlægges det generelle princip om forbud mod statsstøtte inden for EU.

(157)

I EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, fastlægges undtagelserne til den generelle uforenelighed, der er fastlagt i stk. 1 i samme artikel.

(158)

Undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, gælder ikke i dette tilfælde, fordi foranstaltningen ikke har social karakter og ikke gives til enkelte forbrugere, ikke udgør erstatning for skader opstået som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder og ikke skal gavne økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling.

(159)

Yderligere undtagelser fastlægges i EF-traktatens artikel 87, stk. 3. Undtagelserne i artikel 87, stk. 3, litra a), b) og d), gælder ikke i dette tilfælde, fordi støtten ikke fremmer den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, ikke fremmer virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælper en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi og ikke fremmer kulturen eller bevarelsen af kulturarven.

(160)

Kun undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kan derfor finde anvendelse. Artikel 87, stk. 3, litra c), hjemler statsstøtte til fremme af udviklingen i visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(161)

Det er praksis, at Kommissionen fortolker ordlyden i artikel 87, stk. 3, litra c), på den måde, at en foranstaltning kan findes forenelig med traktaten, hvis dens positive bidrag til opfyldelsen af visse fælleseuropæiske målsætninger opvejer dens negative indvirkning på konkurrencesituationen i det indre marked.

(162)

I afsnit 7.1 forklares nærmere, hvordan foranstaltningen er forenelig med målsætningerne i Euratom-traktaten. Kommissionen glæder sig over oprettelsen af NDA og ser den som en glimrende foranstaltning til effektiv håndtering af byrden med de nukleare forpligtelser, der hidrører fra den fjerne fortid, hvor miljøpolitik endnu ikke havde nået nutidens standard. Kommissionen mener, at NDA på afgørende vis vil bidrage til den bedst mulige afvikling af det nukleare brændselskredsløbs slutfase. Den vil således uomtvisteligt bidrage til opfyldelsen af EU's nukleare politik, som den er fastlagt i Euratom-traktaten. Foranstaltningens positive bidrag er derfor meget betydeligt og i Kommissionens øjne veldokumenteret.

(163)

Hvis NDA havde haft pligt til snarest muligt at standse sin kommercielle drift af de aktiver, den var ansvarlig for, ville foranstaltningen sandsynligvis ikke have haft nogen betydende negativ indvirkning på konkurrencen. Men Det Forenede Kongerige traf ikke dette valg og tillod NDA at fortsætte sin kommercielle drift af aktiverne på visse betingelser. Kommissionen kan kun bemærke, at Det Forenede Kongerige dermed har gjort det muligt for NDA's aktiviteter at få indvirkning på det indre marked. For at vurdere foranstaltningen er det derfor nødvendigt at analysere indvirkningens omfang.

(164)

Kommissionen mener, at NDA's fortsatte kommercielle drift af aktiverne med den underliggende statsstøtte har stort set samme indvirkning på konkurrencen, som hvis et selskab, der modtog omstruktureringsstøtte, stod for den fortsatte drift. I så henseende er der en slående lighed med BE's omstruktureringssag (25). I lyset af disse ligheder mener Kommissionen, at den mest egnede måde at vurdere foranstaltningens indvirkning på konkurrencen og at fastlægge grænserne for dens forenelighed med det fælles marked på vil være at anvende den argumentation, der ligger til grund for Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (26) og navnlig behovet for i fornødent omfang at finde rimelige kompensationsforanstaltninger til afbødning for støttens virkninger.

(165)

Før Kommissionen fortsætter med en nærmere analyse af konkurrencesituationen for hver af aktiverne, har den to generelle bemærkninger til foranstaltningens påvirkning af konkurrencesituationen.

(166)

For det første bemærker Kommissionen, at NDA's vedtægter i sig selv afbøder foranstaltningens virkning på konkurrencen, selv for aktiver, der fortsat skal være i drift. Et selskab med et kommercielt mål ville sandsynligvis benytte sig af driftsstøtte til at nedbringe sine omkostninger og sælge til en lav pris. NDA vil derimod kun drive aktiverne, hvis driften kan værdiforøge dens primære opgave, nemlig nedlukningen af anlæggene. NDA vil derfor ikke have noget incitament til at bruge støtten til at levere tjenesteydelser til under markedsprisen og slet ingen interesse i at anvende støtte til at nedbringe sine omkostninger. Og selv om NDA fortsætter med at drive de eksisterende aktiver, vil den ikke investere i nye. Derfor vil det heller ikke være i dens interesse at have en kommerciel politik med sigte på at vinde indflydelse og markedsandele.

(167)

NDA vil ej heller investere i nye aktiver eller gå ind i nye aktiviteter. Cashflowet fra den fortsatte drift af visse aktiver vil kun blive brugt til at sikre flere midler til varetagelsen af de nukleare forpligtelser. De driftsmæssige rammer for NDA lægger stramme bånd på alle NDA's indtægter, så de ikke kan anvendes til andre formål.

(168)

Alle driftsherrer af atomkraftværker bør i princippet dække deres egen andel af de nukleare forpligtelser ifølge forureneren betaler-princippet. Derfor forlangte briterne, at NDA og kraftværkernes SLC'er skulle yde enhver rimelig indsats, for at deres priser kunne dække den del af forpligtelserne, der kan tillægges NDA. Hvis målet ikke nås, vil briterne meddele Kommissionen årsagerne hertil.

(169)

Kommissionens anden bemærkning går på, at det udbudssystem, som Det Forenede Kongerige vil indføre til udpegning af SLC'er, i sig selv har en meget gavnlig virkning på konkurrencen i det indre marked. Det vil skabe grundlag for et reelt marked for drift af bestemte atomkraftværker i Det Forenede Kongerige og, hvad der er vigtigere, nedlukningen heraf. Kommissionen mener, at udviklingen af dette marked er en glimrende mulighed for EU's samlede økonomi. Det vil gøre det muligt at få spredt knowhow til den nukleare industri i hele EU. Foranstaltningen vil derfor have betydelige positive eksterne indvirkninger, som kan blive nyttige, navnlig i betragtning af de utallige nukleare aktiver, der skal lukkes ned i EU i de kommende årtier.

(170)

Kommissionen har også analyseret konkurrencesituationen for hver af de typer aktiver, som NDA fortsat vil drive kommercielt.

(171)

Magnox-kraftværkerne drives på det meget konkurrenceprægede britiske el-marked.

(172)

Kommissionen noterer sig briternes mikroøkonomiske argumenter om, at foranstaltningen ikke, selv om den nedbragte værkernes SRMC-omkostninger, ville få indvirkning på det tidsrum, som konkurrenterne driver værkerne i, og den pris, som de sælger el-produktionen til.

(173)

Men Kommissionen har forbehold i så henseende. Argumenterne kan givetvis være gyldige på et indre, hovedsagelig kortsigtet, perfekt marked med perfekt information, fortrinsvis baseret på el-børshandel. Imidlertid er det aktuelle el-marked i Det Forenede Kongerige ikke af den type. Det er primært baseret på bilaterale kontrakter med flere terminskontrakter. Endvidere er markedet grundlæggende delt i grossistsalg og direkte forsyning til forretninger, hvoraf sidstnævnte tydeligvis har større kommerciel værdi. Uden at påvirke den faktiske mængde el, der sælges af en af NDA's konkurrenter, kan foranstaltningen tvinge NDA til delvis at skifte til en mindre attraktiv del af markeder, hvilket ville få følger for dens resultater.

(174)

Kommissionen mener derfor, at foranstaltningen forvrider eller truer med at forvride konkurrencen på dette marked, hvorfor dens virkninger skal afbødes.

(175)

Den ideelle måde at mildne den negative indflydelse af støtten på markedet ville være at standse driften af kraftværkerne.

(176)

Kommissionen erkender dog, at en umiddelbar nedlukning af disse kraftværker kunne skade nedlukningsaktiviteternes effektivitet og sikkerhed. Fordi Sellafield-værket ikke ville kunne igangsætte affaldsoparbejdning for flere kraftværker med så kort varsel, ville der da også skulle skaffes midlertidige oplagringsløsninger. Det ville komplicere nedlukningsarbejdet, øge omkostningerne og eventuelt vække bekymring for sikkerheden. Det kunne også skabe problemer for forsyningssikkerheden på det allerede anstrængte britiske el-marked. Kommissionen mener, at det derfor er en urimelig foranstaltning til afbødning af konkurrenceproblemerne at kræve umiddelbar lukning af værkerne.

(177)

Kommissionen bemærker, at selv om værkerne ikke vil blive lukket straks, har briterne et program for nedlukning af dem alle på forholdsvis kort sigt, nemlig med den sidste lukning i 2010 efter planen. Det betyder, at enhver virkning af foranstaltningen ville svækkes og snart ophøre. Navnlig er perioden mellem tidspunktet for nærværende beslutning og den sidste lukning af samme størrelsesorden som den tid, en ny aktør på markedet har brug for for at udvikle et nyt elværksprojekt indtil idriftsættelsen. Desuden vil NDA ikke indlede nye el-produktionsaktiviteter eller opføre nye aktiver.

(178)

For at afbøde virkningen af foranstaltningen på markedet i mellemtiden undersøgte Kommissionen muligheden for at kræve, at NDA traf den virkningsmæssigt samme type foranstaltninger, som den havde krævet af BE i forbindelse med sagen om statsstøtte til selskabets omstrukturering (27). Der var tale om tre sådanne kompensationsforanstaltninger.

(179)

Den første kompensationsforanstaltning bestod i at kræve en opsplitning af BE's nukleare produktion, ikke-nukleare produktion og handelsvirksomhed. I nærværende sag har NDA ikke nogen betydende ikke-nuklear produktionsvirksomhed. Kommissionen mener derfor ikke, at en sådan kompensationsforanstaltning ville give mening her.

(180)

Den anden kompensationsforanstaltning bestod i at pålægge BE et seks år langt forbud mod at øge sin kapacitet. I nærværende sag vil NDA i praksis ikke kun undlade at øge sin el-produktionskapacitet, men også gradvis udfase den over fire år. Virkningen af denne foranstaltning er derfor allerede opfyldt gennem NDA's normale virksomhed.

(181)

Den tredje kompensationsforanstaltning bestod i at forbyde BE at sælge el ved direkte salg til forretningssegmentet under grossistmarkedsprisen.

(182)

Kommissionen mener, at en lignende foranstaltning er nødvendig i NDA's tilfælde. Dette har briterne igangsat.

(183)

I praksis vil samme type undtagelser, som gælder for BE i tilfælde af usædvanlige markedsvilkår, finde anvendelse. Kommissionen mener, at sådanne usædvanlige undtagelser er nødvendige for ikke at sætte selve formålet med foranstaltningen på spil. Erfaringer fra tilsynet med Kommissionens beslutning i BE-sagen viser, at undtagelserne ikke medførte misbrug.

(184)

I nærværende sag ligesom i BE-sagen vil det blive afgjort ved konkrete og driftsmæssige forsøg, om der foreligger usædvanlige markedsvilkår.

(185)

Forsøgene vil imidlertid blive lidt mindre besværlige end i BE's tilfælde. Kommissionen mener, at det er berettiget og rimeligt, fordi NDA's andel af markedet er meget mindre end BE's, og at foranstaltningens virkning på el-markedet derfor også er mindre.

(186)

De britiske myndigheder har tilbudt at gennemføre foranstaltningen med de regler, der er defineret i betragtning (187) til (190).

(187)

Under normale markedsforhold, hvor NDA ønsker at indgå nye kontrakter om salg til slutbrugere, vil ministeren udpege en uafhængig sagkyndig til årligt at indberette, at sådanne kontrakter har vedrørt priser, hvor energidelen var fastsat på eller over det herskende niveau for grossistmarkedspriser.

(188)

Under usædvanlige markedsvilkår kan NDA sælge nye kontrakter, hvor energidelen er fastsat lavere end den herskende grossistmarkedspris, men kun efter at NDA's revisorer eller revisorerne hos selskaber, der optræder på NDA's vegne, har konkluderet, at et af nedenstående to kriterier for usædvanlige markedsvilkår er opfyldt.

(189)

Hvis det ene af kriterierne er opfyldt, vil en periode med usædvanlige markedsvilkår være indledt. NDA ville da kunne sælge nye kontrakter for indtil […] til slutbrugere for kontrakter til priser under den herskende grossistmarkedspris under forudsætning af, at en sådan prissætningsadfærd er en kommerciel nødvendighed i en periode med usædvanlige markedsvilkår.

(190)

En periode med usædvanlige markedsvilkår kan ikke overstige […]. For at der senere kan optræde en periode med usædvanlige markedsvilkår, skal enten kriterium A eller B igen være opfyldt.

(191)

Kommissionen mener, at denne mekanisme er en passende måde at iværksætte en kompensationsforanstaltning på. Den bygger på kriterier, der er tilstrækkeligt gennemsigtige og praktiserbare til at tillade en sund og effektiv beslutningstagning. Den vil derfor gøre det muligt at afbøde konkurrenceforvridningen på markedet i betydelig grad i den periode, der henstår indtil lukningen af Magnox-anlæggene.

(192)

På denne baggrund mener Kommissionen, at den konkurrenceforvridning, som følger af foranstaltningen og afbødes af den snarlige lukning af anlæggene samt af den kommende kompensationsforanstaltning, opvejes af foranstaltningens positive bidrag til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten.

(193)

Kommissionen mener, at foranstaltningens virkning på NDA's videreførelse af THORP-aktiviteterne er meget begrænset.

(194)

Først og fremmest udgør AGR-brændsel en vigtig del af oparbejdningen i THORP. På det område har den ingen konkurrenter i øjeblikket. Eftersom BE nu er den eneste kilde til brugt nukleart AGR-brændsel i Europa, mener Kommissionen, at det er indlysende, at ingen markedsinvestor ville overveje at investere i et nyt oparbejdningsanlæg til brugt AGR-brændsel.

(195)

Greenpeace anfører, at direkte oplagring kan være et alternativ til oparbejdning af AGR-brændsel og måske en mere attraktiv løsning for en investor.

(196)

Kommissionen finder imidlertid, at selv om investering i direkte oplagring kan være mindre bekostelig, ville det stadig være en meget lidt attraktiv mulighed. Som briterne da også bemærker, har BE som eneste producent af brugt AGR-brændsel allerede en livstidsaftale om håndtering af det brugte AGR-brændsel. Kommissionen påpeger, at BFNL, i modsætning til hvad Greenpeace synes at påstå, ikke havde pligt til faktisk at oparbejde dette affald. Det har kun pligt til at forvalte det. I henhold til de oplysninger, som Kommissionen har fået, havde BNFL ikke i sinde at oparbejde det hele.

(197)

Disse aftaler er resultatet af en genforhandling af de oprindelige aftaler, som fandt sted i forbindelse med omstruktureringen af selskabet. Priserne er derfor særlig interessante for BE, idet BNFL i den forbindelse og lige som enhver anden privat investor i en markedsøkonomi var klar til at tilbyde priser helt ned til grænsen for sine marginale omkostninger og således give afkald på nogle eller samtlige af sine faste omkostninger (det skal dog bemærkes, at den pris på GBP 140 000/ton, som Greenpeace nævner, og som angives i betragtning (47), ikke er korrekt, idet priserne i disse aftaler afhænger af elpriserne som beskrevet i tabel 7 i førnævnte kommissionsbeslutning om omstrukturering af BE).

(198)

Kommissionen finder det umuligt, at en konkurrent, som enten ville være nødt til at opføre ny oplagringskapacitet med betydelige faste omkostninger eller indregne høje transportomkostninger for farlige materialer i sine priser, under de omstændigheder ville kunne afgive konkurrencedygtige tilbud til BE.

(199)

Konkurrenceproblemerne er derfor begrænset til THORP's oparbejdning af brugt LWR-brændsel.

(200)

Med hensyn til disse aktiviteter mener Kommissionen, at direkte oplagring ikke reelt kan konkurrere med oparbejdning. Under de øjeblikkelige vilkår på uranmarkedet og i en overskuelig fremtid er oparbejdning af brugt brændsel faktisk et betydeligt mere bekosteligt alternativ end direkte oplagring (29). Valget af oparbejdning frem for direkte oplagring er derfor meget ofte et politisk motiveret valg, der træffes af regeringen i lande, hvor der drives atomkraftværker. Et sådant politisk valg, som ofte gennemføres ved lov, giver kun driftsherrerne ringe eller slet ingen mulighed for konkurrencebetinget arbitrage mellem de to alternativer.

(201)

THORP har derfor kun én konkurrent i EU inden for oparbejdning af ikke-AGR-brændsel, nemlig det franske selskab Areva.

(202)

I den forbindelse mener Kommissionen, at kravet om en fremskyndet lukning af THORP for at afbøde konkurrenceproblemerne som følge af foranstaltningen risikerede at skabe flere konkurrenceproblemer, end den løste. Det ville endda gøre Areva til et monopol, som givetvis ville få en meget lang levetid i lyset af de teknologiske og finansielle vanskeligheder, der er forbundet med at komme ind på dette marked.

(203)

Kommissionen mener, at det på denne baggrund vil være bedre at afbøde foranstaltningens virkning på konkurrencen ved at sørge for, at de statslige midler i løbet af NDA's driftsperiode ikke anvendes til at sætte THORP i stand til at konkurrere med Areva på et skævvredet grundlag.

(204)

Det blev påvist i afsnit (108), at BNFL havde hensat midler nok til at betale THORP's fastlagte nedlukningsomkostninger. Kommissionen mener derfor, at det for at sikre, at NDA ikke bliver i stand til at tilbyde konkurrenceforvridende priser, er tilstrækkeligt at kræve, at NDA med hensyn til nye kontrakter for THORP inddrager alle omkostninger i prisen, herunder påløbne nukleare forpligtelser.

(205)

Det Forenede Kongerige er i færd med at iværksætte denne fuldstændige prissætningsmekanisme. Den skal gælde alle nye kontrakter, der indgås af NDA efter datoen for nærværende beslutning. Denne begrænsning vil ikke finde anvendelse på kontrakter, der indgås før datoen for Kommissionens beslutning, eller på kontrakter, hvor der er afgivet formelle tilbud, der er godkendt af Nuclear Decommissioning Authority og det britiske handels- og industriministerium, og som er til forhandling før denne dato, eller på kontrakter, der er indgået efter denne dato i henhold til en hensigtserklæring, der er indgået før denne dato.

(206)

På denne baggrund mener Kommissionen, at den konkurrenceforvridning, som følger af foranstaltningen og afbødes af den kommende kompensationsforanstaltning, opvejes af foranstaltningens positive bidrag til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten.

(207)

SMP's konkurrencesituation er også meget specifik. SMP producerer MOX-brændsel. MOX kan kun bruges i et begrænset antal atomkraftværker, som oprindelig eller senere er tilpasset anvendelsen heraf. SMP har for nuværende kun to kommercielle konkurrenter, nemlig Areva og Belgonucléaire. Disse to konkurrenter er forbundet i betydelig grad. Kommissionen erfarer bl.a., at Belgonucléaire har den teknologiske kapacitet til at producere MOX, men er afhængig af Areva til at samle et slutprodukt, der kan bruges i atomkraftværkerne. Desuden sælger Belgonucléaire sine produkter via Commox, som er et fælles ejet datterselskab af Areva (60 %) og Belgonucléaire (40 %).

(208)

Hvis SMP forsvandt, ville konkurrencen på markedet være reduceret til i bedste fald to selskaber med betydelige fælles interesser og muligvis endda til et enkelt selskab. Det er ikke umuligt, at japanske og russiske operatører, som i dag ejer ikke-kommercielle MOX-produktionsanlæg, påbegynder kommerciel drift inden for de næste år. Men det er ikke sikkert, og det tidsrum, hvor SMP's driftslevetid overlapper disse eventuelle nye kommercielle tredjelandsoperatørers aktiviteter, kan være begrænset til nogle få år.

(209)

I den forbindelse mener Kommissionen, at kravet om en tidlig lukning af SMP for at afbøde konkurrenceproblemerne som følge af foranstaltningen risikerede at skabe flere konkurrenceproblemer, end den løste.

(210)

Kommissionen mener, at det på denne baggrund er bedre at afbøde foranstaltningens virkning på konkurrencen ved at sørge for, at de statslige midler i løbet af NDA's driftsperiode ikke anvendes til at sætte SMP i stand til at konkurrere med Areva og/eller Belgonucléaire på et skævvredet grundlag.

(211)

Det blev påvist i afsnit 7.3, at BNFL havde hensat midler nok til at betale SMP's fastlagte nedlukningsomkostninger. Kommissionen mener derfor, at det for at sikre, at NDA ikke bliver i stand til at tilbyde konkurrenceforvridende priser, er tilstrækkeligt at kræve, at NDA med hensyn til nye kontrakter for SMP inddrager alle omkostninger i prisen, herunder påløbne nukleare forpligtelser.

(212)

Det Forenede Kongerige er i færd med at iværksætte denne fuldstændige prissætningsmekanisme. Den skal gælde alle nye kontrakter, der indgås af NDA efter datoen for nærværende beslutning. Denne begrænsning vil ikke finde anvendelse på kontrakter, der indgås før datoen for Europa-Kommissionens beslutning, eller på kontrakter, hvor der er afgivet formelle tilbud, der er godkendt af Nuclear Decommissioning Authority og det britiske handels- og industriministerium, og som er til forhandling før denne dato, eller på kontrakter, der er indgået efter denne dato i henhold til en hensigtserklæring, der er indgået før denne dato.

(213)

På denne baggrund mener Kommissionen, at den konkurrenceforvridning, som følger af foranstaltningen og afbødes af den kommende kompensationsforanstaltning, opvejes af foranstaltningens positive bidrag til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten.

(214)

Inden udgangen af 2006 vil Springfields' aktiviteter blive begrænset til produktion af Magnox og nukleart AGR-brændsel.

(215)

Disse nukleare brændsler anvendes kun i Det Forenede Kongerige. Magnox-brændsel bruges kun i Magnox-anlæggene, hvoraf det sidste skal lukkes inden 2010. AGR-brændsel bruges kun af BE, som genforhandlede sine langsigtede aftaler med BNFL om levering af AGR-brændsel i forbindelse med selskabets omstrukturering.

(216)

De argumenter, der gøres rede for i betragtning (194) til (196), gælder også her. Ingen konkurrent ville finde det økonomisk attraktivt at investere i et aktiv for at konkurrere med Springfields' aktiviteter. Kommissionen mener derfor, at foranstaltningens indvirkning på konkurrencen med hensyn til Springfields-værket er ubetydelig, og finder ikke en kompensationsforanstaltning nødvendig.

(217)

På denne baggrund mener Kommissionen, at konkurrenceforvridningen som følge af foranstaltningen opvejes af dennes positive bidrag til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten.

(218)

Drigg-anlægget er et deponeringssted for lavaktivt nukleart affald. Det er det eneste i Det Forenede Kongerige.

(219)

De britiske myndigheder oplyste Kommissionen om, at dette deponeringssted ville have tilstrækkelig kapacitet til at rumme alt det affald af denne type, som ville blive genereret i de britiske værker frem til 2050. NDA kommer til at producere ca. 90 % af denne mængde affald.

(220)

Langdistancetransport af nukleart affald frarådes, og visse lande forbyder endda import heraf.

(221)

Kommissionen mener, at en ny aktørs mulighed for at konkurrere med Drigg-anlægget under disse omstændigheder er meget begrænset og ville gøre opførelsen af et konkurrerende deponeringssted for lavaktivt affald økonomisk omsonst.

(222)

Kommissionen mener derfor, at foranstaltningens indvirkning på konkurrencen med hensyn til Drigg-værket er ubetydelig, og finder ikke en kompensationsforanstaltning nødvendig.

(223)

På denne baggrund mener Kommissionen, at konkurrenceforvridningen som følge af foranstaltningen opvejes af dennes positive bidrag til opfyldelsen af målsætningerne i Euratom-traktaten.

(224)

I procedureindledningen udtrykte Kommissionen bekymring over, at BNFL muligvis fik støtte fra NDA i den periode, hvor selskabet er midlertidig SLC for NDA's værker, indtil der kan indføres en udbudsprocedure til udpegning af SLC'er.

(225)

Kommissionen bemærker, at Det Forenede Kongerige har leveret en fuldstændig og detaljeret forklaring på, hvordan SLC'erne, herunder BFNL, vil blive honoreret. Kun nødvendige omkostninger vil blive dækket, og det vil ske med et årligt loft. Overskud bliver holdt ude fra normal betaling og kan kun udbetales, hvis regeringens effektivitetsmål bliver nået. Selv i så fald vil disse overskud blive sammenlignet med internationale referencepunkter for sektoren.

(226)

Kommissionen mener, at denne proces gør det muligt at konkludere, at SLC-finansiering ikke udgør statsstøtte.

(227)

I den forbindelse understreger Kommissionen desuden, at den som udgangspunkt ikke kan finde anledning til at tro, at SLC-kontrakterne, selv med BNFL, vil medføre krydssubsidiering. Tværtimod mener den, at dette system giver meget bedre muligheder for gennemsigtighed end den situation, hvor BNFL drev alle sine aktiviteter i en enkelt koncern.

(228)

Kommissionen konkluderer, at foranstaltningen ikke udgør støtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og at den efter samme bestemmelse heller ikke udgør støtte til NDA. For så vidt som der ikke foreligger statsstøtte, berører denne beslutning ikke anvendelsen af Euratom-traktaten. For så vidt som denne støtte er forenelig med målsætningerne i Euratom-traktaten og ikke påvirker konkurrencen i et omfang, som strider mod den fælles interesse, er den pågældende foranstaltning forenelig med fællesmarkedet. Denne beslutning berører ikke Kommissionens syn på eventuel statsstøtte til andre modtagere end BNFL og NDA -

(a)

Hvis Nuclear Decommissioning Authority tilbyder at sælge […] i en periode af […] et mindstekvantum af […] i vintersæsonen og […] i sommersæsonen til den herskende grossistmarkedspris på grossistmarkedet, og et sådant tilbud ved udløbet af denne periode ikke er blevet accepteret (kriterium A), eller

(b)

Hvis den rapporterede handel forud for sæsonen med grundlastelektricitet på det britiske grossistmarked for el beløber sig til under […] (brutto) som et gennemsnit over de foregående […] uger (kriterium B).