23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/1

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/3

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1063/2005 (2) blev der indledt en løbende licitation med henblik på eksport af 275 911 t blød hvede, som er i det tjekkiske interventionsorgans besiddelse.

(2)

Tjekkiet har underrettet Kommissionen om, at landets interventionsorgan har til hensigt at forøge den mængde, der udbydes i licitation med henblik på udførsel, med 120 000 t. I betragtning af de disponible mængder og markedssituationen bør Tjekkiets anmodning imødekommes.

(3)

Forordning (EF) nr. 1063/2005 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/4

(1)

I henhold til artikel 10, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1445/95 af 26. juni 1995 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2377/80 (2) udstedes eksportlicenser den femte arbejdsdag efter den dag, ansøgningen indgives, forudsat at Kommissionen ikke træffer særlige foranstaltninger inden for denne frist.

(2)

På grund af fri- og helligdagene i 2006 og den uregelmæssige offentliggørelse af Den Europæiske Unions Tidende i forbindelse med de pågældende dage er nævnte frist på fem arbejdsdage for kort til at sikre god forvaltning af markedet, og den bør derfor forlænges.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/6

(1)

I henhold til artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1518/2003 af 28. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen med eksportlicenser inden for svinekødssektoren (2) udstedes eksportlicenserne onsdagen efter den uge, hvor licensansøgningerne er indgivet, medmindre Kommissionen inden da har truffet en særforanstaltning.

(2)

På grund af helligdagene i 2006 og den uregelmæssige offentliggørelse af Den Europæiske Unions Tidende i de dage er perioden mellem ansøgningernes indgivelse og licensernes udstedelse for kort til at sikre en god forvaltning af markedet. Denne periode bør derfor forlænges.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Svinekød —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/8

(1)

Kapitel II i grundforordningen indeholder procedurer for ajourføring af fællesskabslisten over luftfartsselskaber med driftsforbud i Fællesskabet og procedurer, som under visse omstændigheder gør det muligt for medlemsstaterne at vedtage undtagelsesbestemmelser, hvorved der nedlægges driftsforbud på deres område.

(2)

Der bør vedtages visse gennemførelsesbestemmelser med henblik på at sikre detaljerede regler vedrørende disse procedurer.

(3)

Navnlig bør det specificeres, hvilke oplysninger medlemsstaterne bør afgive, når de anmoder Kommissionen om at træffe en afgørelse i henhold til artikel 4, stk. 2, i grundforordningen med henblik på at ajourføre fællesskabslisten ved at nedlægge et nyt driftsforbud, ophæve et eksisterende forbud eller ændre betingelserne i forbindelse dermed.

(4)

Der bør fastsættes betingelser for udøvelsen af den ret, som luftfartsselskaber, der er omfattet af Kommissionens afgørelser om ajourføring af fællesskabslisten, har til forsvar.

(5)

I forbindelse med ajourføringen af listen er det i grundforordningen fastsat, at Kommissionen tager behørigt hensyn til nødvendigheden af, at der træffes hurtige afgørelser, og om nødvendigt fastlægger en hasteprocedure.

(6)

Kommissionen bør i tilstrækkeligt omfang underrettes om alle driftsforbud, som medlemsstaterne nedlægger som undtagelsesbestemmelser i henhold til artikel 6, stk. 1 og 2, i grundforordningen.

(7)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Luftfartssikkerhed (2) —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/14

(1)

Kapitel II i forordning (EF) nr. 2111/2005 (i det følgende benævnt »grundforordningen«) indeholder procedurer for opstilling af fællesskabslisten over luftfartsselskaber med driftsforbud i Fællesskabet og procedurer, som under visse omstændigheder gør det muligt for medlemsstaterne at vedtage undtagelsesbestemmelser, hvorved der nedlægges driftsforbud på deres område.

(2)

I henhold til artikel 3, stk. 3, i grundforordningen har hver medlemsstat givet Kommissionen meddelelse om, hvilke luftfartsselskaber der har driftsforbud inden for dens område, ledsaget af årsagerne til vedtagelsen af disse forbud samt alle andre relevante oplysninger.

(3)

Kommissionen har underrettet alle berørte luftfartsselskaber enten direkte eller, hvor dette ikke har været muligt, via de myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med luftfartsselskaberne, med angivelse af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der kan træffes afgørelse om at nedlægge driftsforbud for dem i Fællesskabet.

(4)

I henhold til artikel 7 i grundforordningen gav Kommissionen de berørte luftfartsselskaber lejlighed til at gennemgå de af medlemsstaterne fremlagte dokumenter, fremsætte skriftlige bemærkninger og give Kommissionen en mundtlig redegørelse inden for 10 arbejdsdage samt at give Udvalget for Luftfartssikkerhed en mundtlig redegørelse (2).

(5)

Bilaget til grundforordningen indeholder fælles kriterier med henblik på indførelse af et driftsforbud på fællesskabsplan af sikkerhedsmæssige grunde.

(6)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Air Bangladesh, for så vidt angår visse af dette luftfartsselskabs luftfartøjer. Disse mangler er konstateret under rampeinspektioner foretaget af Tyskland i SAFA-programmets regi (3).

(7)

Air Bangladesh reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile tyske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat. Til dato har Tyskland ikke haft mulighed for at efterprøve, om disse sikkerhedsmangler er afhjulpet.

(8)

De myndigheder i Bangladesh, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Air Bangladesh, førte ikke passende tilsyn med et bestemt luftfartøj, der blev benyttet af dette luftfartsselskab, i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til Chicago-konventionen.

(9)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Air Bangladesh bør underlægges en streng driftsmæssig begrænsning og optages i bilag B.

(10)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Air Koryo. Disse mangler er konstateret af Frankrig og Tyskland under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (4).

(11)

Vedholdende undladelse fra Air Koryos side af at afhjælpe mangler, som tidligere var meddelt af Frankrig, blev konstateret under andre rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (5).

(12)

Veldokumenterede oplysninger fra Frankrig vedrørende alvorlige hændelser tyder på latente systemiske sikkerhedsmangler hos Air Koryo.

(13)

Air Koryo udviste manglende evne til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe disse sikkerhedsmangler.

(14)

Air Kyoro reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile franske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på en forespørgsel fra den pågældende medlemsstat.

(15)

Den plan for afhjælpende foranstaltninger, som Air Koryo fremlagde som svar på Frankrigs forespørgsel, var ikke hensigtsmæssig og tilstrækkelig til at afhjælpe de konstaterede alvorlige sikkerhedsmangler.

(16)

De myndigheder i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Air Koryo, førte ikke passende tilsyn med dette luftfartsselskab i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen.

(17)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Air Kyoro ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(18)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos visse luftfartøjer, der drives af Ariana Afghan Airlines. Disse mangler er konstateret af Tyskland under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (6).

(19)

Ariana Afghan Airlines udviste manglende evne til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe disse sikkerhedsmangler.

(20)

Ariana Afghan Airlines reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile tyske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(21)

De kompetente myndigheder i Afghanistan, hvor de af Ariana Afghan Airlines benyttede luftfartøjer er registreret, førte ikke fyldestgørende tilsyn med de af dette luftfartsselskab benyttede luftfartøjer i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen.

(22)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Ariana Afghan Airlines ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder for alle de luftfartøjer, som det driver, med undtagelse af A310 registreringsnummer F-GYYY, der er registreret i Frankrig og underlagt de franske myndigheders tilsyn.

(23)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos BGB Air. Disse mangler er konstateret af Italien under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (7).

(24)

BGB Air udviste manglende evne eller vilje til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe sikkerhedsmanglerne, som det blev demonstreret, da selskabet fremlagde en selvvurdering i forhold til ICAO-standarder på grundlag af en »Foreign Operator Check List« udarbejdet af Italien, og vurderingen viste sig ikke ikke at være i overensstemmelse med resultaterne af de efterfølgende SAFA-inspektioner.

(25)

BGB Air reagerede ikke hensigtsmæssigt på en forespørgsel fra Italiens civile luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på breve fra Italien.

(26)

BGB Air har ikke fremlagt noget bevis for gennemførelse af en passende plan for afhjælpende foranstaltninger vedrørende de alvorlige sikkerhedsmangler som svar på forespørgslen fra Italien.

(27)

De myndigheder i Kasakhstan, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med BGB Air, samarbejdede ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Italien, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af BGB Air, der er certificeret i den pågældende stat, således som det kom til udtryk ved deres mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(28)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at BGB Air ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(29)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Buraq Air, for så vidt angår dets lasteoperationer. Disse mangler er konstateret af Sverige og Nederlandene under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (8).

(30)

Buraq Air reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile tyske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets lasteoperationer og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(31)

De myndigheder i Libyen, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Buraq Air, førte ikke tilstrækkeligt tilsyn med dette luftfartsselskabs lasteoperationer i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen.

(32)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Buraq Air bør underlægges strenge driftsmæssige begrænsninger og optages i bilag B.

(33)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Air Service Comores. Disse mangler er konstateret af en medlemsstat, Frankrig, under en rampeinspektion i SAFA-programmets regi (9).

(34)

Air Service Comores har ikke fremlagt noget bevis for gennemførelse af en passende plan for afhjælpende foranstaltninger vedrørende de alvorlige konstaterede sikkerhedsmangler som svar på forespørgslen fra Frankrig.

(35)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Air Service Comores, udviste manglende evne til at træffe foranstaltninger for at afhjælpe sikkerhedsmanglerne.

(36)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Comorerne, samarbejdede ikke rettidigt med den civile luftfartsmyndighed i Frankrig, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af et luftfartsselskab, der har fået tildelt licens eller er certificeret i den pågældende stat.

(37)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Air Service Comores ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(38)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos GST Aero Air Company. Disse mangler er konstateret af Italien under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (10).

(39)

GST Aero Air Company udviste manglende evne eller vilje til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe sikkerhedsmanglerne.

(40)

GST Aero Air Company reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile italienske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(41)

GST Aero Air Company har ikke fremlagt noget bevis for gennemførelse af en passende plan for afhjælpende foranstaltninger vedrørende de alvorlige konstaterede sikkerhedsmangler som svar på forespørgslen fra Italien.

(42)

De myndigheder i Kasakhstan, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med GST Aero Air Company, samarbejdede ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Italien, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af et luftfartsselskab, der har fået tildelt licens eller er certificeret i den pågældende stat, således som det kom til udtryk ved deres begrænsede svar på brevet fra denne medlemsstat.

(43)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at GST Aero Air Company ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(44)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Kirgisistan, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder, for så vidt angår Phoenix Aviation. Selv om Phoenix Aviations AOC var udstedt af Kirgisistan, er det bevist, at luftfartsselskabet har sin hovedvirksomhed i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), hvilket er i strid med kravene i bilag 6 til Chicago-konventionen. Det fremgår af US National Transportation Safety Board's Factual Report (11) om et havari, som involverede Kam Air-flyvning 904, der blev drevet af Phoenix Aviation, at Phoenix Aviation har sit hovedsæde i UAE.

(45)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Phoenix Aviation ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(46)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Phuket Airlines. Disse mangler er konstateret af medlemsstaterne Det Forenede Kongerige og Nederlandene under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (12).

(47)

Phuket Airlines udviste manglende evne til rettidigt og hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger til at afhjælpe sikkerhedsmanglerne.

(48)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Thailand, samarbejdede ikke fuldt ud med de civile luftfartsmyndigheder i Nederlandene, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden ved Phuket Airlines, der er certificeret i den pågældende stat, således som det kom til udtryk ved deres mangel på relevante svar på brevene fra denne medlemsstat.

(49)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Phuket Airlines ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(50)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Reem Air. Disse mangler er indledningsvis konstateret af Nederlandene under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (13).

(51)

Vedholdende undladelse fra Reem Airs side af at afhjælpe mangler blev bekræftet af Nederlandene under efterfølgende rampeinspektioner af et bestemt luftfartøj i SAFA-programmets regi (14).

(52)

Reem Air udviste manglende evne eller vilje til at træffe foranstaltninger til at afhjælpe sikkerhedsmanglerne.

(53)

Reem Air reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile nederlandske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(54)

Reem Air har ikke fremlagt noget bevis for gennemførelse af en passende plan for afhjælpende foranstaltninger vedrørende de alvorlige konstaterede sikkerhedsmangler som svar på forespørgslen fra Nederlandene.

(55)

De myndigheder i Kirgisistan, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Reem Air, førte ikke tilstrækkeligt tilsyn med dette luftfartsselskab i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen, således som det kommer til udtryk i de vedholdende alvorlige sikkerhedsmangler. Desuden fremgik det af de oplysninger, som Reem Air afgav til Kommissionen under den høring, som Kommissionen indrømmede dette selskab, at selv om Reem Airs AOC var udstedt af Kirgisistan, havde dette luftfartsselskab sin hovedvirksomhed i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), hvilket er i strid med kravene i bilag 6 til Chicago-konventionen.

(56)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Reem Air ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(57)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Silverback Cargo Freighters. Disse mangler er konstateret af Belgien under en rampeinspektion i SAFA-programmets regi (15).

(58)

Silverback Cargo Freighters, der også vedligeholder (A- og B-checks) sine egne luftfartøjer, reagerede ikke hensigtsmæssigt på en forespørgsel fra denne medlemsstats civile luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på relevant svar på forespørgsler fra denne medlemsstat.

(59)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Silverback Cargo Freighters ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(60)

På trods af den gjorte indsats har de civile luftfartsmyndigheder i Den Demokratiske Republik Congo (RDC) vedholdende vanskeligheder ved at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder, således som det er påvist af ICAO-USOAP — Audit Summary Report fra Den Demokratiske Republik Congos direktorat for civil luftfart (Kinshasa, 11.-18. juni 2001). Navnlig findes der ikke i øjeblikket noget system til certificering af luftfartsselskaber.

(61)

De myndigheder i RDC, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn, har derfor udvist manglende evne til at føre tilstrækkeligt sikkerhedstilsyn.

(62)

Der er nedlagt driftsforbud for Central Air Express som følge af veldokumenterede mangler med tilknytning til internationale sikkerhedsstandarder og mangel på samarbejde med en medlemsstat.

(63)

Belgien (16) og Hewa Bora Airways (HBA) har afgivet oplysninger, som viser, at de mangler, som de belgiske myndigheder tidligere har konstateret vedrørende HBA, i væsentlig grad er afhjulpet for visse luftfartøjers vedkommende. Desuden har Belgien meddelt Kommissionen, at landet agter at foretage systematiske rampeinspektioner af HBA. Der drages den konklusion heraf, at det bør tillades dette luftfartsselskab at fortsætte dets nuværende drift.

(64)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at samtlige luftfartsselskaber, der er certificeret i Den Demokratiske Republik Congo (RDC), bør optages i bilag A, idet dog Hewa Bora Airways (HBA) bør optages i bilag B.

(65)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Ækvatorialguinea, samarbejdede ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Det Forenede Kongerige, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af luftfartsselskaber, der har fået tildelt licens eller er certificeret i den pågældende stat. Det Forenede Kongerige skrev den 27. marts 2002 (17) til generaldirektøren for civil luftfart i Ækvatorialguinea med anmodning om yderligere oplysninger på følgende punkter:

I brevet blev det også meddelt generaldirektøren for civil luftfart, at Det Forenede Kongerige ikke ville kunne give luftfartsselskaber i Ækvatorialguinea tilladelse til yderligere forretningsmæssig drift på britisk område, før de britiske myndigheder havde fundet det godtgjort, at der blev ført fyldestgørende tilsyn med disse luftfartsselskaber. Ækvatorialguinea besvarede ikke dette brev.

(66)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Ækvatorialguinea, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder, navnlig i forbindelse med revisioner og dermed forbundne planer for afhjælpende foranstaltninger udarbejdet under ICAO’s verdensomspændende program for kontrol med sikkerheden (USOAP). Der blev i maj 2001 foretaget en sådan USOAP-revision af Ækvatorialguinea, og det blev i revisionsrapporten (18) anført, at den civile luftfartsmyndighed på revisionstidspunktet ikke kunne føre et fyldestgørende tilsyn med landets luftfartsselskaber og sikre, at de drev virksomhed i overensstemmelse med ICAO's standarder. Revisionsresultaterne omfattede bl.a. følgende:

Desuden har Generaldirektoratet for Civil Luftfart i Ækvatorialguinea til dato ikke forelagt ICAO en plan til afhjælpning af de mangler, der blev konstateret som led i denne revision (19), og der er derfor ikke foretaget nogen opfølgende revision.

(67)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Ækvatorialguinea, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen. I virkeligheden havde nogle indehavere af AOC udstedt af Ækvatorialguinea ikke deres hovedvirksomhed i Ækvatorialguinea, hvilket er i strid med kravene i bilag 6 til Chicago-konventionen (20).

(68)

De myndigheder i Ækvatorialguinea, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med følgende luftfartsselskaber, udviste manglende evne til at føre passende sikkerhedstilsyn med følgende luftfartsselskaber: Air Consul SA, Avirex Guinée Equatoriale, COAGE — Compagnie Aeree de Guinée Equatorial, Ecuato Guineana de Aviación, Ecuatorial Cargo, GEASA — Guinea Ecuatorial Airlines SA, GETRA — Guinea Ecuatorial de Transportes Aéreos, Jetline Inc., King Transavia Cargo, Prompt Air GE SA, UTAGE — Union de Transport Aéreo de Guinea Ecuatorial.

(69)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at der bør nedlægges driftsforbud for samtlige luftfartsselskaber, der er certificeret i Ækvatorialguinea, og at de bør optages i bilag A.

(70)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos International Air Services, der er certificeret i Liberia. Disse mangler er konstateret af Frankrig under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (21).

(71)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Liberia, samarbejdede ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Det Forenede Kongerige, da de blev underrettet om de alvorlige sikkerhedsmangler, der blev konstateret under en rampeinspektion af et liberiansk registreret luftfartøj foretaget af den civile britiske luftfartsmyndighed den 5. marts 1996 (22). Der opstod straks betænkeligheder ved sikkerheden i driften af luftfartøjer, der har fået tildelt licens eller er certificeret i Liberia, da den civile britiske luftfartsmyndighed den 12. marts 1996 meddelte det liberianske direktorat for civil luftfart, at alle anmodninger om tilladelser til liberiansk registrerede luftfartøjers forretningsmæssige drift i Det Forenede Kongerige ville blive afvist, indtil de liberianske myndigheder kunne påvise, at der fandtes et effektivt lovpligtigt system til sikring af luftdygtigheden for luftfartøjerne i det liberianske register. Der blev aldrig modtaget noget svar fra de liberianske myndigheder. Tilsvarende samarbejdede de liberianske myndigheder ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Frankrig, idet de nægtede at svare, da sidstnævnte medlemsstat gav udtryk for betænkeligheder ved sikkerheden i driften af et luftfartsselskab, der har fået tildelt licens eller er certificeret i Liberia.

(72)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Liberia, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder. Liberias regering medgav selv i 1996 (23), at den som følge af de interne uroligheder var ude af stand til at opretholde lovpligtig kontrol med luftfartøjer registreret i Liberia. Selv om den samlede fredsaftale blev undertegnet i 2003, og FN og den nationale overgangsregering i Liberia langsomt er i færd med at træffe foranstaltninger til forbedring af sikkerheden, er det usandsynligt, at regeringens muligheder for at føre landets register er forbedret siden 1996. ICAO har som følge af sikkerhedssituationen endnu ikke foretaget en USOAP-revision af Liberia.

(73)

De myndigheder i Liberia, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med følgende luftfartsselskaber, udviste manglende evne til at føre passende sikkerhedstilsyn med følgende luftfartsselskaber: International Air Services Inc., Satgur Air Transport Corp., Weasua Air Transport Co. Ltd.

(74)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at der bør nedlægges driftsforbud for samtlige luftfartsselskaber, der er certificeret i Liberia, og at de bør optages i bilag A.

(75)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Air Universal Ltd. Disse mangler er konstateret af Sverige under en rampeinspektion i SAFA-programmets regi (24).

(76)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Sierra Leone, samarbejdede ikke fuldt ud med den civile luftfartsmyndighed i Sverige, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af Air Universal Ltd, der er certificeret i den pågældende stat, således som det kom til udtryk ved deres mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(77)

Det Forenede Kongerige har tidligere nægtet eller tilbagekaldt driftstilladelse eller teknisk godkendelse for ethvert luftfartsselskab, som Sierra Leone fører tilsyn med.

(78)

Selv om AOC for Air Universal Ltd. var udstedt af Sierra Leone, er det bevist, at luftfartsselskabet i øjeblikket har sin hovedvirksomhed i Jordan, hvilket er i strid med kravene i bilag 6 til Chicago-konventionen.

(79)

De myndigheder i Sierra Leone, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med Air Universal Ltd, har ikke ført passende tilsyn med dette luftfartsselskab i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen.

(80)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at Air Universal Ltd ikke opfylder de relevante sikkerhedsstandarder.

(81)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos luftfartsselskaber, der er certificeret i Sierra Leone. Disse mangler er konstateret af tre medlemsstater, Det Forenede Kongerige, Malta og Sverige, under rampeinspektioner i SAFA-programmets regi (25).

(82)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Sierra Leone, samarbejdede ikke fuldt ud med de civile luftfartsmyndigheder i Sverige og Malta, da der opstod betænkeligheder ved sikkerheden i driften af Air Universal Ltd, der er certificeret i den pågældende stat, således som det kom til udtryk ved deres mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(83)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Sierra Leone, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen. Sierra Leone har ikke noget egnet system til at føre kontrol med landets operatører eller luftfartøjer og har hverken tekniske muligheder eller ressourcer til at påtage sig en sådan opgave. Nogle indehavere af AOC udstedt af Sierra Leone havde ikke deres hovedvirksomhed i Sierra Leone, hvilket er i strid med kravene i bilag 6 til Chicago-konventionen.

(84)

Den plan for afhjælpende foranstaltninger, som Sierra Leone fremlagde, blev ikke anset for hensigtsmæssig (eller tilstrækkelig) til at afhjælpe de konstaterede alvorlige sikkerhedsmangler. Sierra Leones civile luftfartsmyndighed har indgået kontrakt med et privat selskab, International Aviation Surveyors (IAS), om visse tilsynsaktiviteter på direktoratet for civil luftfarts vegne. De arrangementer, der er indgået mellem de to parter i et aftalememorandum (26), sikrer dog ikke et passende tilsynssystem for luftfartøjerne i Sierra Leones register. Navnlig skal følgende fremhæves:

(85)

De myndigheder i Sierra Leone, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med følgende luftfartsselskaber, udviste manglende evne til at føre passende sikkerhedstilsyn med disse luftfartsselskaber: Aerolift Co. Ltd, Afrik Air Links, Air Leone Ltd, Air Rum Ltd, Air Salone Ltd, Air Universal Ltd, Destiny Air Services Ltd, First Line Air (SL) Ltd, Heavylift Cargo, Paramount Airlines Ltd, Star Air Ltd, Teebah Airways, West Coast Airways Ltd.

(86)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at der bør nedlægges driftsforbud for samtlige luftfartsselskaber, der er certificeret i Sierra Leone, og at de bør optages i bilag A.

(87)

Der er beviser for alvorlige sikkerhedsmangler hos Jet Africa, et luftfartsselskab, der er certificeret i Swaziland. Disse mangler er konstateret af Nederlandene under en rampeinspektion i SAFA-programmets regi (27).

(88)

Jet Africa reagerede ikke hensigtsmæssigt og rettidigt på en forespørgsel fra den civile nederlandske luftfartsmyndighed vedrørende de sikkerhedsmæssige aspekter ved dets drift og udviste mangel på gennemsigtighed eller kommunikation, således som det kom til udtryk ved dets mangel på svar på brevet fra denne medlemsstat.

(89)

Jet Africa har ikke fremlagt noget bevis for en plan for afhjælpende foranstaltninger vedrørende de alvorlige sikkerhedsmangler som svar på forespørgslen fra Nederlandene.

(90)

De myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn i Swaziland, udviste manglende evne til at gennemføre og håndhæve de relevante sikkerhedsstandarder, navnlig som påvist ved en USOAP-revision, der fandt sted i marts 1999. I revisionsrapporten (28) blev der draget den konklusion, at Swaziland på det tidspunkt, hvor revisionen fandt sted, ikke var i stand til på tilfredsstillende vis at påtage sig ansvar i form af kontrol med sikkerheden i tilknytning til landets luftfartsselskabs- og luftfartøjsregister. Desuden blev det bemærket, at det ikke var muligt at fastlægge det faktiske antal luftfartøjer i registret, da det ikke blev ajourført behørigt. Fremdeles var det ikke muligt for revisionsholdet at fastlægge det faktiske antal personcertifikater, der var udstedt af Swaziland og stadig var gyldige, fordi registrene ikke blev ajourført. Der er ikke foretaget nogen opfølgende USOAP-revision, fordi Swaziland ikke har givet ICAO oplysning om nogen fremskridt med gennemførelsen af planen for foranstaltninger til afhjælpning af de ved revisionen påviste mangler.

(91)

De myndigheder i Swaziland, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med følgende luftfartsselskaber, udviste manglende evne til at føre passende sikkerhedstilsyn med disse luftfartsselskaber: Aero Africa (Pty) Ltd, African International Airways (Pty) Ltd, Airlink Swaziland Ltd, Northeast Airlines (Pty) Ltd, Scan Air Charter Ltd, Swazi Express Airways, Jet Africa.

(92)

Det vurderes derfor på grundlag af de fælles kriterier, at der bør nedlægges driftsforbud for samtlige luftfartsselskaber, der er certificeret i Swaziland, og at de bør optages i bilag A.

(93)

Da det ikke vil udgøre en fare for sikkerheden, bør det tillades samtlige ovennævnte luftfartsselskaber at udøve trafikrettigheder ved at benytte wet-leasede luftfartøjer fra et luftfartsselskab, der ikke er omfattet af et driftsforbud, forudsat at de relevante sikkerhedsstandarder er opfyldt.

(94)

Fællesskabslisten skal ajourføres jævnligt og så snart, det er nødvendigt, for at tage hensyn til den sikkerhedsmæssige udvikling i de berørte luftfartsselskaber, og på grundlag af yderligere beviser for trufne afhjælpende foranstaltninger.

(95)

Der drages den konklusion af de beviser, der er fremlagt af Tuninter og de tunesiske myndigheder vedrørende det lovpligtige tilsyn dermed, og den yderligere bekræftelse fra Italien, at der foreligger et veldokumenteret bevis for, at de sikkerhedsmangler, der blev konstateret under to inspektioner foretaget af de italienske myndigheder på stedet, er blevet afhjulpet af dette luftfartsselskab.

(96)

Der drages den konklusion af de oplysninger, der er afgivet af Tyskland, at der ikke længere foreligger noget veldokumenteret bevis for manglende evne eller vilje hos de myndigheder i Tadsjikistan, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med luftfartsselskaber, der er certificeret i denne stat.

(97)

Der drages den konklusion af de oplysninger, der er afgivet til Belgien, og hvoraf det fremgår, at de mangler, der førte til et nationalt forbud for I.C.T.T.P.W. og South Airlines, er blevet afhjulpet fuldt ud, at der ikke foreligger noget veldokumenteret bevis for fortsatte alvorlige sikkerhedsmangler ved disse luftfartsselskaber.

(98)

Der drages den konklusion af de oplysninger, der er afgivet af Tyskland, og hvoraf det fremgår, at det bestemte luftfartøj, der førte til, at der blev fastsat en driftsmæssig begrænsning for Atlant Soyuz, ikke længere indgår i selskabets flåde, at der ikke foreligger noget veldokumenteret bevis for fortsatte alvorlige sikkerhedsmangler ved dette luftfartsselskab.

(99)

Der drages den konklusion af de i øjeblikket foreliggende oplysninger, at der ikke foreligger noget veldokumenteret bevis for ikke-afhjulpne sikkerhedsmangler hos Air Mauritanie. Alligevel bør kompetenceniveauet for de mauretanske myndigheder, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med dette luftfartsselskab, vurderes yderligere. I dette øjemed bør Kommissionen bistået af enhver interesseret medlemsstats myndigheder inden for 2 måneder foretage en evaluering af de myndigheder i Mauretanien, der har ansvaret for det lovpligtige tilsyn med dette luftfartsselskab og de foretagender, der henhører under dets ansvar.

(100)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Luftfartssikkerhed —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/29

(1)

I artikel 9 i forordning (EF) nr. 1159/2003 er der fastsat bestemmelser om fastlæggelse af leveringsforpligtelserne med nultold for varer i KN-kode 1701, udtrykt som hvidt sukker, for indførsel fra lande, der har undertegnet AVS-protokollen og aftalen med Indien.

(2)

I artikel 16 i forordning (EF) nr. 1159/2003 er der fastsat bestemmelser om fastlæggelse af toldkontingenter med nultold for varer i KN-kode 1701 11 10, udtrykt som hvidt sukker, for indførsel fra lande, der har undertegnet AVS-protokollen og aftalen med Indien.

(3)

I artikel 22 i forordning (EF) nr. 1159/2003 er der fastsat bestemmelser om åbning af toldkontingenter med en afgift på 98 EUR pr. ton for varer i KN-kode 1701 11 10, for indførsel fra Brasilien, Cuba og andre tredjelande.

(4)

I henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1159/2003 blev der i ugen fra den 13. til den 17. marts 2006 indgivet ansøgninger til myndighederne om udstedelse af importlicenser for en samlet mængde, som overstiger den leveringsforpligtelse for et givet land, der er fastsat i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1159/2003 for præferencesukker AVS-Indien.

(5)

Under disse omstændigheder skal Kommissionen fastsætte en nedsættelseskoefficient, så der kan udstedes licenser i forhold til den disponible mængde, og oplyse, at den pågældende grænse er nået —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/31

(1)

I henhold til artikel 173-177 i forordning (EØF) nr. 2454/93 skal Kommissionen fastsætte periodiske enhedsværdier for de varer, der er anført i grupperingen i forordningens bilag 26.

(2)

Anvendelsen af de regler og kriterier, som er fastsat i ovennævnte artikler, på de oplysninger, der er blevet meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 173, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2454/93, fører til fastsættelse af enhedsværdier for de pågældende varer som angivet i bilaget til denne forordning —

23.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/37

(1)

Ved sit brev af 7. januar 2003 (registreret den 10. januar 2003 som nummer A/30189) anmeldte Nederlandene en driftsstøtte til AVR Nutsbedrijf Gevaarlijk Afval BV (offentligt affaldsbehandlingsanlæg - i det følgende benævnt »AVR Nuts«) til behandling i Nederlandene af farligt affald til bortskaffelse. Størstedelen af støtten gælder forbrænding af denne type affald i to roterovne (i det følgende benævnt »RO«). Nederlandene har henvist til traktatens artikel 86, stk. 2, og anmodet Kommissionen om at fastslå, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, da det drejer sig om en passende kompensation for en forpligtelse til at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse i den betydning, der benyttes i traktatens artikel 86, stk. 2. Sagen blev registreret som støtteforanstaltning nr. N 43/2003.

(2)

I sine breve af 7. februar (reference D/50847) og 22. april 2003 (reference D/52566) bad Kommissionen om supplerende oplysninger. Nederlandene gav de supplerende oplysninger i sine breve af 24. marts 2003 (registreret den 18. marts 2003 som nummer A/32279) og 19. juni 2003 (registreret den 25. juni som nummer A/34394). Repræsentanter for Nederlandene og Kommissionen mødtes den 21. maj 2003. To konkurrenter indgav med deres brev af 2. maj 2003 (registreret den 5. maj 2003 som nummer A/33155) en fælles klage over støtten. I deres brev af 20. maj 2003 (endnu samme dag registreret som nummer A/33548) meddelte de Kommissionen, at et datterselskab tilhørende dem havde tilsluttet sig denne klage.

(3)

Med sin beslutning C(2003) 1763 af 24. juni 2003 indledte Kommissionen proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for den anmeldte støtte. Sagen blev registreret som støtteforanstaltning nr. C 43/2003. Beslutningen blev meddelt Nederlandene med brev af 26. juni 2003 (reference D/230250). Beslutningen blev derpå offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 20. august 2003 (2). Kommissionen har modtaget bemærkninger fra fire interesserede parter (registreret med numrene A/36309, A/36463, A/36645, A/36679, A/36870, A/37077, A/37480 og A/37569), heriblandt også en af de konkurrenter, der allerede havde indgivet klage i maj. Denne klage blev også indgivet på vegne af endnu en virksomhed, som var med i den koncern, den ene af de to oprindelige klageindgivende konkurrenter tilhørte (i det følgende kaldes disse fire parter tilsammen »de to fællesoptrædende konkurrenter«). Kommissionen sendte disse bemærkninger videre til Nederlandene med sine breve af 1. oktober (reference D/56129), 29. oktober (reference D/56898), 7. november (reference D/57120) og 12. november 2003 (reference D/57185). Disse breve indeholdt også en række yderligere spørgsmål fra Kommissionen.

(4)

I deres brev af 13. august 2003 (registreret den 14. august 2003 som nummer A/35706) meddelte de to fællesoptrædende konkurrenter Kommissionen, at en del af støtten til AVR Nuts var blevet udbetalt, og bad Kommissionen træffe en beslutning i henhold til artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (3) og pålægge Nederlandene at indstille yderligere betaling og foreløbig forlange den udbetalte støtte tilbagebetalt. Efter en henvendelse fra Kommissionen den 20. august 2003 (et brev med referencen D/55321) meddelte Nederlandene i deres brev af 25. september 2003 (den 30. september 2003, registreret som nummer A/36690) bekræftede Nederlandene, at den anmeldte støtte for året 2002 og første kvartal 2003 var blevet udbetalt til AVR Nuts. I sit brev af 20. oktober 2003 (reference D/56735) meddelte Kommissionen de to fællesoptrædende konkurrenter, at den ikke havde i sinde at træffe den pågældende beslutning. De to fællesoptrædende konkurrenter gentog og forstærkede deres anmodning i deres brev af 14. november 2003 (den 17. november 2003 registreret som nummer A/37909) og deres brev af 1. december 2003 (den 2. december 2003 registreret som A/38325). Det sidste brev krydsede faktisk Kommissionens svar af 24. november 2003 (reference D/57541), hvori den bekræftede sit standpunkt.

(5)

Efter en anmodning om udsættelse (ved brev af 14. juli 2003, registreret den 18. juli 2003 som nummer A/35109, og ved brev af 29. oktober 2003, registreret den 5. november 2003 som nummer A/37568), der blev indrømmet ved brev af 23. juli 2003 (reference D/54737), fremsatte Nederlandene i deres brev af 18. december 2003 (registreret den 8. januar 2004 A/30088) bemærkninger til Kommissionens beslutning. Nederlandene fremsatte desuden bemærkninger til de interesserede parters bemærkninger i deres breve af 23. december 2003 (registreret den 8. januar 2004 som nummer A/30090), af 23. januar 2004 (registreret den 29. januar 2004 som nummer A/30621), af 25. februar 2004 (registreret den 27. februar 2004 som nummer A/31451) og af 23. april 2004 (registreret den 30. april 2004 som nummer A/33118). I de to sidste breve underrettede Nederlandene endvidere Kommissionen om den løbende udvikling hos AVR Nuts. Da de voksende underskud ville kræve stadig større støttebeløb, blev det besluttet at lukke en af de to RO den 1. juli 2004. En eventuel lukning af den anden RO blev stadig overvejet. Det fremgik, at den oprindelige støtteaftale indeholdt bestemmelser, hvorefter Nederlandene ville yde en vis godtgørelse for lukningsomkostninger.

(6)

På baggrund af de nye oplysninger traf Kommissionen sin endelige beslutning C(2004) 2640 af 17. juli 2004 for at udvide proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, til at omfatte godtgørelsen af de to RO's (eventuelle) lukningsomkostninger. Beslutningen blev den 16. juli 2004 sendt til Nederlandene, der bad om en forlængelse af fristen for at kunne fremsætte sine bemærkninger og om et møde for at kunne drøfte den løbende udvikling (ved brev af 30. juli 2003, registreret den 4. august 2004 som nummer A/35996). Den 23. august 2004 blev der afholdt et møde mellem Nederlandenes og Kommissionens repræsentanter. Den 26. august 2004 blev der afholdt endnu et møde mellem Kommissionen og de to fællesoptrædende konkurrenter. I øvrigt repræsenterede advokatkontoret endnu en konkurrent. Nederlandene fremsatte bemærkninger til Kommissionens beslutning i deres brev af 10. september 2004 (registreret den 17. september 2004 som nummer A/36999). Kommissionen bad om yderligere oplysninger i sit brev af 30. september 2004 (reference D/56902), som Nederlandene gav i deres brev af 22. oktober 2004 (registreret den 27. oktober 2004 som nummer A/38271). I disse to breve bekræftede Nederlandene, at støtte for resten af 2003, for de tre første kvartaler 2000 og for lukning af et af anlæggene var blevet udbetalt til støttemodtageren.

(7)

Beslutningen om at udvide proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 9. oktober 2004 (4). Kommissionen modtog bemærkninger fra de to fællesoptrædende konkurrenter (ved brev af henholdsvis 16. og 19. november 2004, registreret som nummer A/38860 og A/38978). Kommissionen sendte disse bemærkninger videre til Nederlandene med sit brev af 22. november 2004 (reference D/58307). Nederlandene fremsatte bemærkninger til disse bemærkninger og besvarede Kommissionens spørgsmål i deres breve af 22. december 2004 (registreret den 5. januar 2005 som nummer A/30171) og 12. januar 2005 (registreret den 17. januar 2005 som nummer A/30525). I disse breve underrettede Nederlandene ikke blot Kommissionen om deres beslutning om at lukke den tilbageværende RO, men også om den aftalemæssige godtgørelse af lukningsomkostningerne.

(8)

Til slut bekræftede de to fællesoptrædende konkurrenter deres protest mod støtten i deres breve af 25. april 2005 (endnu samme dag registreret som A/33476) og 2. maj 2005 (registreret den 12. maj 2005 som nummer A/33884). Efter disse breve blev der den 26. maj 2005 holdt endnu et møde mellem Kommissionen og de to fællesoptrædende konkurrenter. Også denne gang repræsenterede advokatkontoret den samme tredje konkurrent (i det følgende benævnes denne konkurrent og de to øvrige tilsammen »de tre fællesoptrædende konkurrenter«). På dette møde drøftede man et dokument, som tydede på, at der var blevet udbetalt yderligere støtte til AVR Nuts for 2004.

(9)

I artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 75/442/EF af 15. juli 1975 om affald (5) hedder det, at »medlemsstaterne træffer i samarbejde med andre medlemsstater, når dette viser sig nødvendigt eller hensigtsmæssigt, egnede foranstaltninger med henblik på oprettelse af et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter, hvorved der tages hensyn til den bedste teknologi, der er til rådighed, og som ikke medfører uforholdsmæssigt store omkostninger. Dette net skal sætte Fællesskabet som helhed i stand til at bortskaffe sit affald og gøre det muligt for de enkelte medlemsstater hver især at nå dette mål under hensyn til de geografiske forhold eller behovet for særlige faciliteter til bestemte typer affald«. I artikel 5, stk. 2, i samme direktiv hedder det, at »nettet […] endvidere [skal] muliggøre bortskaffelse på et af de nærmeste egnede anlæg under anvendelse af de mest hensigtsmæssige metoder og teknologier til sikring af et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden«.

(10)

I begyndelsen af 1990erne blev der til disse formål taget en særlig deponeringsplads (i det følgende benævnt »C2-deponeringspladsen«) i brug i Nederlandene. C2-deponeringspladsen benyttes til hensigtsmæssig bortskaffelse af farligt affald, der ikke kan forbrændes (i det følgende benævnt »C2-affald«). RO benyttes til hensigtsmæssig bortskaffelse af farligt affald, der trods ringe brændværdi kan behandles ved hjælp af forbrænding (6) (i det følgende benævnt »RO-affald«). Til denne forbrænding kræves medfyring, og i praksis er det omkostningseffektive brændsel farligt affald med en høj brændværdi.

(11)

Medlemsstaterne kan ifølge artikel 8, stk. 3, i direktiv 75/442/EF og artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (7), forbyde eksport af »affald til bortskaffelse«. Først når der er foretaget forskellige former for kontrol, kan den slags affald afsættes. Medlemsstaterne kan dog ikke i almindelighed forbyde, at »affald til nyttiggørelse« eksporteres til andre medlemsstater (8). Begreberne »affald til bortskaffelse« og »affald til nyttiggørelse« er i flere tilfælde blevet forklaret i Domstolens domme (9). I forhold til den fortolkning, Nederlandene hidtil har benyttet, er følgen blevet, at en mindre del af det farlige affald skal betragtes som »affald til bortskaffelse«, og at mere affald er »affald til nyttiggørelse«. Denne forskel afhænger ikke af affaldets brændværdi, men derimod af det primære formål med det anlæg, hvori affaldet behandles, og af affaldets art.

(12)

C2- og RO-affald kommer fra virksomheder i alle økonomiske sektorer. Blandt de vigtige sektorer er metalsektoren, forretning og administration, den petrokemiske sektor, transport og mineraludvinding. Det meste af affaldet afhentes af specialiserede mellemmænd, hvis tjenesteydelser gennemgående omfatter de forskellige former for affald fra en bestemt virksomhed: C2- og RO-affald, andet farligt affald og ufarligt affald. Disse tjenester er naturligvis for størstedelens vedkommende knyttet til det sted, hvor affaldet frembringes, men de mere specielle affaldstyper bliver transporteret over større afstande. En række store industrielle affaldsvirksomheder arbejder på internationalt plan med afdelinger i flere lande.

(13)

I de seneste år er mulighederne for nyttiggørelse af affald blevet videreudviklet. Stadig større mængder bruges i cementindustrien (især i Belgien) eller til opfyldning af lukkede miner (især i Tyskland). Domstolens strenge fortolkning af begrebet »affald til bortskaffelse« har fremmet denne udvikling. Samtidig har producenterne begrænset affaldsfrembringelsen yderligere. Inden for lovens grænser kan de, i hvert fald til en vis grad, blande en del af det med mindre farligt affald, hvad der muliggør en billigere bortskaffelse eller nyttiggørelse. Herved er udbuddet af RO-affald faldet fra ca. 80 000/100 000 t i 1995 til ca. 34 000 t in 2002. In 2002 forventede man stadig, at der ville blive produceret38 500 t om året. I midten af 2004 anslog AVR Nuts, at det kun ville få tilbudt 16 000 t RO-affald om året (10). Udbuddet af C2-affaldet faldt fra ca. 6 000 t in 2000 til ca. 4 000 t in 2002. Eksporten af farligt affald fra Nederlandene er vokset til 36 000 t, heraf ca. 4 000 t RO-affald, hvad der har ført til overkapacitet på bortskaffelsesanlæggene. Dette fænomen gør sig også gældende i større målestok og forekommer f.eks. i Det Forenede Kongerige, Tyskland og Belgien.

(14)

C2-deponeringspladsen og de forskellige RO blev oprindelig etableret af AVR Chemie CV (i det følgende benævnt »AVR Chemie«), hvori staten har 30 % af aktierne og Holding AVR Bedrijven NV (i det følgende benævnt »AVR Holding« eller simpelthen »AVR«) 70 %. AVR er en vigtig deltager på det nederlandske affaldsmarked. For øjeblikket er Rotterdam kommune indehaver af 100 % af aktierne i AVR, men den har for nylig meddelt, at den har til hensigt at sælge sine aktier i AVR. Fra midten af 1990erne havde AVR Chemie tab (10,9 mio. EUR i 2000 og 7,2 mio. EUR i 2001). Derfor ville AVR lukke de tre RO, det på dette tidspunkt havde i drift. Nederlandene fik dog en strukturomlægningsaftale i stand. Ifølge denne blev AVR Chemie opdelt. AVR Nuts blev oprettet for, når en af de tre RO var blevet lukket, at fortsætte behandlingen af C2- og RO-affald. AVR-Industrial Waste Services Rotterdam BV (i det følgende benævnt »AVR IW«) blev oprettet med henblik på de øvrige aktiviteter på markedet for (farligt) affald, som AVR har sine egne, forretningsmæssige grunde til at ville forblive aktivt på. Begge er nu helt i hænderne på AVR. AVR Chemies eneste tiloversblevne aktivitet er udlejning af anlæg til AVR Nuts. AVR Nuts og AVR IW samarbejder tæt. En serviceaftale fastsætter, at størstedelen af AVR Nuts’ ledelses- og forretningsmæssige opgaver varetages af AVR IW.

(15)

Den kapacitet, som AVR har tilladelse til at behandle på de to RO, er på 100 000 t farligt affald om året. Den teoretisk set disponible kapacitet er på 80-85 % af den tilladte kapacitet. AVR behandlede i 2001 84 880 t farligt affald (RO-affald og andet), 81 274 t i 2002 og 78 297 i 2003. Til forbrænding af RO-affald kræves nogenlunde den samme mængde andet farligt affald som brændsel. Den mængde RO-affald, som faktisk behandles i RO, anslås at have udgjort 19 000 t i 2002 og 23 000 t i 2003. Bestemte typer RO-affald kan i øvrigt også behandles på forbrændingsanlæg til husholdningsaffald, som benytter en lavere forbrændingstemperatur.

(16)

AVR Nuts er forpligtet til at føre adskilte regnskaber i overensstemmelse med Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (11).

(17)

Støtten og de aktiviteter, den gives til, er beskrevet i en koncessionsbeslutning, udstedt af ministeriet for boliganliggender, arealplanlægning og miljø den 3. juli 2002, og i en koncessionsaftale mellem Nederlandene, AVR Holding, AVR Nuts, AVR IW og en række andre datterselskaber, som blev underskrevet den 10. juli 2002. I koncessionsbeslutningen giver staten »AVR Nuts eneret på i et tidsrum på fem år at foretage deponering af C2-affald og behandling af farligt affald i roterovne med forpligtelse til at tilbyde offentligheden deponering af C2-affald og behandling af farligt affald i roterovne som tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse på rimelige, gennemsigtige vilkår uden forskelsbehandling og til samfundsmæssigt acceptable takster under overholdelse af de betingelser og bestemmelser, som fastsættes nærmere i koncessionsaftalen«. Aftalen fastlægger AVR Nuts’ driftsbetingelser i enkeltheder. Aftalen løber fra den 1. januar 2002 til og med den 31. december 2006.

(18)

Støtten er på 100 % af det forudberegnede driftsunderskud, der beregnes efter en metode, som er udarbejdet af en uafhængig revisor. Hvis der på forhånd konstateres et driftsoverskud, skal 70 % benyttes til tilbagebetaling af den støtte, der blev udbetalt det foregående år. Det forudberegnede driftsunderskud beløb sig i 2002 til 1,5 mio. EUR og i 2003 til 2,8 mio. EUR. I bilag I til denne beslutning findes en kort beskrivelse af metoden og dens anvendelse i 2002, 2003 og 2004. Størstedelen af støtten gælder RO. For C2-deponeringspladsen beløb det forudberegnede underskud sig f.eks. i 2003 til 370 000 EUR.

(19)

Ifølge serviceaftalen udfører AVR IW størstedelen af AVR Nuts’ administrative og operationelle opgaver. Til gengæld modtager det en godtgørelse, der iberegnes det forudberegnede underskud. Beregningen sker på grundlag af kostprisen (»activity based costing«). I perioden 2002-2004 betød det i praksis, at gennemsnitligt 30 % af AVR’s generelle omkostninger blev tilskrevet AVR Nuts.

(20)

En yderligere udgiftspost, som indgår i det forudberegnede budget, og som AVR Nuts får støtte til, som det videregiver til AVR IW, drejer sig om anskaffelse af affald. I betragtning af de faste udgifters store andel, blev aktiv anskaffelse af affald anset for at være nødvendig for at udnytte kapaciteten maksimalt og holde driftsudgifterne så lave som muligt. De forudberegnede og de faktiske udgifter fremgår af tabel 1.

Tabel 1

De forudberegnede og de faktiske anskaffelsesudgifter

(21)

Det blev til at begynde med forventet, at underskuddet ville stige til 3,8 mio. EUR i 2006, men markeds- og driftsbetingelserne viste sig at være meget vanskeligere end forventet og gav ringe håb om forbedring. I 2002-2003 led AVR Nuts foruden det forudberegnede underskud et tab på 12 mio. EUR. Det forventes, at det forudberegnede underskud for 2004 og årene derefter bliver langt større end forudset. For 2004 beløb det forudberegnede underskud sig således til 8,898 mio. EUR (12). Der er i denne beregning blevet taget hensyn til beslutningen om at lukke RO.

(22)

På grund af de voksende driftsunderskud har Nederlandene, som allerede nævnt i betragtning 5 og 7, besluttet at revidere sin politik. I slutningen af 2003 blev det besluttet at lukke en af de to RO pr. 1. juli 2004. I sommeren 2004 blev det besluttet at lukke begge RO pr. 1. januar 2005. For de resterende år forventes de forudberegnede tab på afhentning af C2-affald at være små.

(23)

Ifølge koncessionsaftalen skal staten give AVR en finansiel godtgørelse for den resterende bogførte værdi af de endnu ikke afskrevne investeringer, som i aftalens løbetid er blevet foretaget til fordel AVR Nuts med statens godkendelse. Ved at foregribe denne bestemmelses anvendelse er de nederlandske myndigheder i deres beregning nået frem til en godtgørelse på 8 670 108 EUR af den første RO’s lukningsomkostninger. Dette beløb omfatter forskellige investeringer, som er blevet afskrevet med 50 %, hvis de gjaldt begge RO, og med 100 %, hvis de kun gjaldt den RO, der er blevet lukket. De vigtigste dele af dette beløb er 1,9 mio. EUR til investering i brandsikring, 3,3 mio. EUR til et homogeniseringsanlæg, 1,5 mio. EUR til udskiftning af kokssiloer, og 0,5 mio. EUR til en tromlebund og en Steffersonring. Til lukning af den anden RO indgår der 11 151 000 EUR til anlæggenes og de materielle anlægsaktivers resterende bogførte værdi i beregningen. Dette beløb omfatter de øvrige 50 % af den resterende bogførte værdi af de ovenfor nævnte investeringer, som er blevet foretaget med statens godkendelse, og 100 % af de investeringer, som er blevet foretaget med statens godkendelse og kun gælder den anden RO. Det sidste omfatter navnlig den investering i den omfattende renovering af den tilbageværende RO, som blev foretaget i 2004. Denne renovering krævede omkostninger på 3 273 000 EUR, hvad der var mere end forudset. Det viste sig bagefter at være en uheldig investering.

(24)

Da Nederlandene desuden ifølge koncessionsaftalen i princippet var forpligtet til at godtgøre budgetunderskuddene til og med 2006, måtte staten forhandle med AVR om en godtgørelse for ekstraomkostningerne i forbindelse med lukningen af den anden RO pr. 1. januar 2004 – i stedet for på det oprindelige tidspunkt for aftalens udløb. Godtgørelsen omfatter derfor følgende yderligere beløb:

(25)

Under disse forhandlinger blev Nederlandene bistået af en uafhængig revisor, hvis rapport blev stillet til rådighed for Kommissionen. I alt beløb den aftalte godtgørelse til lukning af den anden RO sig til 27,85 mio. EUR. Dette beløb er mindre end det, AVR selv havde anslået, idet det var på 58,544 mio. EUR (eller 46,828 mio. EUR, når AVR Nuts’ ekstratab i 2002 og 2003 ikke medregnes). Nederlandene forklarede, at hvis den tilbageværende RO var forblevet i drift til slutningen af 2006, ville de anslåede driftsunderskud i 2005 og 2006 og godtgørelsen for lukning i slutningen af 2006 have beløbet sig til 31 mio. EUR. Aftalen om den fremskyndede lukning førte således til en formindskelse af statens omkostninger.

(26)

På grund af denne lukningsgodtgørelse kommer den samlede støtte i tidsrummet 2002-2004 op på 49 718 108 EUR, således som det fremgår af oversigten i tabel 2.

Tabel 2

Oversigt over godtgørelsen til AVR

(27)

Nederlandene erkendte, at AVR havde fået udbetalt 19 543 608 EUR i støtte. Godtgørelsen i forbindelse med lukning af den anden RO er blevet indbetalt på en spærret konto.

(28)

Koncessionsaftalen indeholder også en garanti for, at staten, hvis AVR Chemie nedlægges, skal betale 30 % af de afmonterings- og oprydningsomkostninger, som skal afholdes ved fjernelse og rengøring af anlæggene. Denne procentdel svarer til statens aktier i AVR Chemie.

(29)

Før koncessionsaftalen blev indgået, havde AVR Chemie allerede forhøjet sine modtagelsestakster til 700 NLG/t (317,6 EUR/t). Endnu højere takster ville ifølge Nederlandene have ført til undvigemanøvrer som iblanding i andre affaldsstrømme og illegal bortskaffelse, og ville således ikke have været hensigtsmæssige, når det gælder formindskelse af driftsunderskuddet. Modtagelsestaksterne er høje i sammenligning med nabolandenes, hvad der er muligt, fordi den nederlandske politik forbyder eksport af affald til bortskaffelse. Formålet med støtteforanstaltningerne var at holde taksterne på det eksisterende niveau – ikke at sænke dem. Derfor indeholder koncessionsaftalen et bilag med rammebestemmelser for takststruktur, takstgrundlag og beregning af brugertakster. De nederlandske myndigheder har kontrol over taksternes størrelse, da de på forhånd skal godkende det forudberegnede budgetunderskud, og taksterne naturligvis er et afgørende element i beregningen af det.

(30)

Modtagelsestaksterne for farligt affald med høj brændværdi, der benyttes som brændsel, er langt lavere end taksterne for RO-affald. AVR Nuts modtager den første affaldskategori til takster, som er i overensstemmelse med markedet, dvs. til de takster, der beregnes for f.eks. behandling i RO i udlandet eller i cementindustrien.

(31)

Da de faste omkostninger er ret høje i sammenligning med de variable omkostninger, søger AVR Nuts at udnytte sin kapacitet maksimalt for at gøre sine tab så små som muligt. Derfor bliver de modtagelsestakster, der afkræves leverandørerne af farligt affald, formindsket, når den årligt tilbudte mængde er større. Denne »mængderabat« fastsættes på forhånd, og gælder, når der sammen med en mængde RO-affald tilbydes en affaldsmængde, som har en høj brændværdi, og svarer til mindst 75 % af den.

(32)

Alle takster er på forhånd blevet fastsat for hele koncessionsperioden (13), og de gælder både for AVR's konkurrenter og for IW. Fra koncessionsaftalens begyndelse har taksterne på C2- og RO-affald været offentlige og tilgængelige for enhver leverandør. Fra begyndelsen af 2004 gjaldt dette også farligt affald med høj brændværdi.

(33)

For at kunne planlægge sin kapacitetsudnyttelse beder AVR IW hvert år sine leverandører om at angive, hvor meget affald de har tænkt sig at tilbyde, og i årets løb beregnes modtagelsestaksterne på grundlag af den aftalemæssige mængderabat. Hvis den faktisk leverede mængde ved årets slutning er større eller mindre end angivet, følger en tilbagebetaling eller en supplerende opkrævning, der beregnes, så den korrekte mængderabat ydes på grundlag af den faktisk leverede mængde. Aftalerne indeholder gennemgående ingen forpligtelse til at levere den aftalte mængde.

(34)

I sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens 88, stk. 2, har Kommissionen givet udtryk for tvivl med hensyn til følgende punkter.

(35)

Allerførst tvivlede Kommissionen på, om AVR Nuts’ aktiviteter virkelig kunne betragtes som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i den betydning, der anvendes i traktatens artikel 86, stk. 2, da det f.eks. ikke var klart, om AVR var den eneste virksomhed, der var i stand til at tilbyde den slags tjenesteydelser på de samme eller tilsvarende vilkår. Desuden var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt Nederlandene havde fulgt den rigtige procedure ved udvælgelsen af AVR Nuts. Endvidere tvivlede Kommissionen på, om overtrædelse af princippet »forureneren betaler« i det hele taget undgås, idet de modtagelsestakster, de pågældende affaldsproducenter skulle betale, kunne betragtes som normale omkostninger.

(36)

For det andet» stillede Kommissionen sig tvivlende over for den eventuelle overkompensation«, der risikerede at smitte af på andre dele af affaldsmarkedet. Kommissionen frygtede især, at overkompensationen også kunne skyldes, at støtten byggede på en forudberegning, der betød, at AVR Nuts kunne beholde en del af den eventuelt positive saldo mellem det faktiske og det forudberegnede overskud eller underskud.

(37)

For det tredje var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt der, hvis foranstaltningen skulle bedømmes efter artikel 87 i EF’s rammebestemmelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse (14) (i det følgende benævnt »miljøstøttereglerne«), kunne være grundlag for at erklære støtten for forenelig med fællesmarkedet.

(38)

I sin beslutning om at udvide proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, forklarede Kommissionen, at den nærede en tilsvarende tvivl, når det gjaldt det betydelig højere støttebeløb for 2004 og godtgørelsen for den fremskyndede lukning af RO.

(39)

Fire interesserede parter har efter Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, sendt deres bemærkning.

(40)

Den første interesserede part hævdede, at foranstaltningen ville forvride konkurrencen på det irske marked, da AVR - i kraft af sine 50 % af aktierne i et fælles foretagende med det irske selskab Safeway Warehousing / South Coast Transport - kunne beregne takster, som lå under kostprisen og langt under de normale priser på det irske marked.

(41)

Også den anden interesserede part pegede på den illoyale konkurrencefordel for AVR's og Safeways fælles foretagende. Store mængder farligt affald blev indført fra Irland. Denne part hævdede desuden, at foranstaltningen forvred konkurrencen på det internationale marked for »nøglefærdige oprydningsprojekter« for pcb, pesticider og andet farligt organisk affald.

(42)

Den tredje part, Edelchemie, henviste til det indenlandske marked. Dette foretagende har udviklet sin egen teknologi for behandling af affaldsstoffer fra galvaniske virksomheder og fotografiske processer (»eco-optie«) og for genvinding af værdifulde materialer fra disse affaldsstoffer (bl.a. ædelmetaller og obsidian). Foranstaltningerne til fordel for AVR skadede ikke blot virksomheden forretningsmæssigt, men hæmmede også den teknologiske udvikling. EdelChemies bemærkninger gælder AVR Nuts, AVR Chemie og dets forgængere indtil 1963. Desuden blev der givet oplysninger om den nederlandske politik for farlige affaldsstoffer gennem alle disse år.

(43)

Endelig har de tre fællesoptrædende konkurrenter peget på det nederlandske marked for RO-affald. Både i Nederlandene og i andre medlemsstater findes der kapacitet, som kan sidestilles med AVR's RO. Udvidelsen af AVR's aktiviteter havde således skabt overkapacitet for RO-affald på det nederlandske marked, og dataene for RO-affald gav ikke noget fuldstændigt og korrekt billede. I midten af 1990'erne havde AVR lukket en af sine RO, og allerede dengang kunne det forventes, at udbuddet af farligt affald ville falde yderligere. I betragtning af disse udsigter ville det have været hensigtsmæssigt at lukke én af de to tilbageværende RO. På mødet den 26. maj 2005 erklærede en repræsentant skriftligt, at »den rigtige beslutning [i 2002] havde været at lukke en RO«. Desuden havde AVR misbrugt sin dominerende stilling ved at beregne højere takster, ved at forlange, at RO også skulle have leveret affald med høj brændværdi, og i kraft af sin takststruktur, som hverken var gennemsigtig eller offentlig. På denne måde kunne AVR IW også beregne takster for bestemte typer RO-affald og derpå behandle dette affald i ristovnene på forbrændingsanlæg til husholdningsaffald, hvad der gav lavere driftsomkostninger, da disse ovne kunne fungere ved en lavere temperatur.

(44)

Foranstaltningen udgjorde driftsstøtte og var uforenelig med fællesmarkedet. Tjenesteydelsen var ingen tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, og de fire kriterier i Altmark-dommen, som er afgørende for, om en kompensation er statsstøtte eller ikke (15), var ikke opfyldt. Hvis Kommissionen skulle godkende (en del af) støtten, så måtte det ske på forskellige betingelser for at forhindre krydssubsidiering, forpligtelse til sammenkoblet affaldsmodtagelse (tying) og prisdiskrimination. Desuden skulle Nederlandene ikke kunne forlænge foranstaltningen med endnu ti år.

(45)

De to fællesoptrædende konkurrenter indsendte også bemærkninger, efter at Kommissionen havde besluttet at udvide proceduren. De fastholdt alle punkter i den første erklæring og fremlagde supplerende dokumenter, der skulle vise, at der var tale om krydssubsidiering. Derefter blev desuden følgende punkter gjort gældende.

(46)

For det første vakte det undren, at det forudberegnede driftsunderskud, trods lukningen af en af RO, var så meget højere end oprindeligt forudset. Hvis det fjerde kriterium i Altmark-dommen (effektivitet) var blevet fulgt, skulle driftsunderskuddet have været mindre.

(47)

For det andet rejste de indvendinger mod støtten til godtgørelse af RO's lukning. Der var ikke knyttet nogen modydelse fra AVR's side til den. Denne godtgørelse kunne ikke kaldes for en skadeserstatning og var uberettiget, blandt andet fordi investeringerne blev foretaget med henblik på ti års drift, men udnyttet i mindre end tre år. De satte også spørgsmålstegn ved enkelthederne i disse beregninger, især det beløb, der skulle afskrives, fratrædelsesomkostningerne og de faste, løbende udgifter. Det samlede beløb var temmelig højt og lå også over de 2 mio. EUR, der tales om i artikel 21.2 i koncessionsaftalen. Endvidere blev det i et officielt dokument anført, at »der ved fastsættelsen af skadeserstatningen til affaldsbehandlingsanlægget Rijnmond i forbindelse med lukningen af roterovnene også er opnået enighed om en endnu udestående fordring, som ministeriet for boliganliggender, fysisk planlægning og miljø har på AVR i forbindelse med Lickebaertpolders forurening med dioxin«. Som følge deraf havde ministeriet modtaget et beløb på 2,5 mio. EUR, der ikke var afsat for 2004. De tre fællesoptrædende konkurrenter frygtede, at denne forskel kunne have »forurenet« beregningen af kompensationen. Det gav dem en fornemmelse af, »at noget var blevet stukket under stolen«.

(48)

For det tredje klagede de over yderligere fordele, som AVR fik i kraft af artikel 21.5 i koncessionsaftalen, navnlig det forhold, at staten, hvis AVR Chemie blev nedlagt, skulle betale 30 % af afmonteringsomkostningerne og udgifterne for at fjerne forureningen fra anlæggene. Ifølge statsstøttereglerne havde staten aldrig måttet påtage sig sådanne forpligtelser.

(49)

For det fjerde var der ikke tale om en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, idet en sådan tjenesteydelse ikke var nødvendig, når man så på de forskellige alternativer, der fandtes, f.eks. pyrolyse, forarbejdning i cementindustrien, deponering i saltminer eller bortskaffelse på energiproduktionsanlæg og i udenlandske RO. De pågældende aktiviteter blev udelukkende betragtet som tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, fordi de var tabsgivende. Koncessionsaftalen var kun blevet indgået med det formål at finansiere investeringen i de RO, som AVR havde fået eneret på. Endvidere betvivlede de to fællesoptrædende konkurrenter, at støtten sikrede overkommelige priser for disse tjenesteydelser, idet AVR's modtagelsestakster var højere end taksterne i nabolandene. De høje takster skulle forklares med AVR's praksis med tying og krydssubsidiering i forbindelse med affald af høj brændværdi, der blev benyttet som brændsel. Taksterne var hverken gennemsigtige eller offentlige. Indtægterne var blevet bogført af AVR IW og tabene af AVR Nuts. Derved kunne AVR IW beregne højere modtagelsestakster for RO-affald. Endvidere kunne AVR afslå at modtage RO-affald, hvis der ikke blev leveret affald af høj brændværdi sammen med det, og misligholdt således sin forpligtelse i henhold til koncessionsaftalen ved ikke at tilbyde alle kunder disse tjenesteydelser. Endelig blev tjenesteydelsens kvalitet i modsætning til andre alternativer hverken opretholdt eller forbedret.

(50)

For det femte opfyldte støtten ikke Altmark-kriterierne. Der havde ikke fundet nogen offentlig udbudsprocedure sted, før koncessionen var blevet tilkendt, og støtten var ikke blevet fastsat på grundlag af en gennemsnitlig, veldrevet virksomheds omkostninger. Støtten var heller ikke blevet fastsat efter objektive, gennemsigtigt opstillede kriterier. Den var større end nødvendigt, og der ville ske en afsmitning på andre markeder. RO i udlandet kunne - uden statsstøtte - tage lavere takster. Heller ikke billigere bortskaffelsesmetoder var blevet taget i betragtning. Endvidere kunne AVR beholde en del af fortjenesten, hvis foretagendet fungerede bedre end forventet.

(51)

Endelig bemærkede de to fællesoptrædende konkurrenter, at Nederlandene havde i sinde at videreføre sin overtrædelse af statsstøttereglerne, idet de nederlandske myndigheder, i tilfælde af en ugunstig beslutning fra Kommissionen, ville drøfte denne med AVR og prøve at finde en løsning på de finansielle problemer, AVR kunne få i det ene eller andet tilfælde.

(52)

Da medlemsstaterne ifølge Fællesskabets lovgivning har tilladelse til at forbyde eksport af affald til bortskaffelse, skulle støtten ikke forvride konkurrencen mellem medlemsstaterne.

(53)

Nederlandene hævdede, at støtten udelukkende var blevet tildelt til en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som blev udført af AVR Nuts. Et offentligt udbud blev ikke anset for hensigtsmæssigt, idet AVR Nuts var det eneste foretagende i Nederlandene, som var i stand til og villigt til at behandle alt det pågældende C2- og RO-affald. Koncessionen blev dog offentliggjort i Staatscourant (statstidende), hvorefter eventuelle interesserede parter havde haft mulighed for at gøre indsigelse. Dette var ikke sket. Desuden havde de nederlandske myndigheder allerede før deres beslutning om at lukke RO truffet de nødvendige foranstaltninger til at kunne foretage et offentligt udbud med henblik på en eventuel forlængelse.

(54)

Foranstaltningen opfyldte Altmark-kriterierne og skulle derfor ikke betragtes som statsstøtte. Således fik staten f.eks. bistand af et uafhængigt revisionsfirma til forudberegning af underskuddet. Foranstaltningen var ikke nogen overtrædelse af princippet »forureneren betaler«, da taksterne var højere end i nabolandene.

(55)

Det var simpelthen ikke rigtigt, at AVR Nuts kun ville aftage RO-affald, hvis det blev tilbudt sammen med affald med høj brændværdi. Desuden var det udtrykkeligt fastsat, at de takster, de andre AVR-foretagender tog for behandling af andet affald, skulle være de samme som dem, der blev benyttet overfor tredjemand (16). Nederlandene havde bedt et revisionsfirma om råd for at kunne gøre gennemsigtigheden i aftalerne mellem AVR Nuts og AVR IW større. De foreslåede henstillinger var blevet accepteret og fulgt.

(56)

Hvad AVR Nuts’ resultater angår, bemærkede Nederlandene, at der ved beregning af bedriftsunderskuddet overhovedet ikke var blevet taget hensyn til nogen fortjenstmargen. I det usandsynlige tilfælde af et forudberegnet driftsoverskud ville fortjenesten være begrænset til 30 % af overskuddet, indtil hele den forrige støtte var blevet tilbagebetalt.

(57)

Nederlandene bemærkede, at det i bemærkningerne ikke blev begrundet, hvordan støtten kunne indvirke på AVR's og Safeways fælles foretagendes kostpris. Dette foretagende skulle i Rotterdam betale de samme takster for behandlingen som de indenlandske affaldsleverandører. Desuden blev kun en tredjedel af det affald, det fælles foretagende havde modtaget, behandlet i Rotterdam, og kun en lille del af dette affald var C2- og RO-affald i koncessionsaftalens betydning. Konkurrencedygtige priser kunne forklares med forskellige andre forhold: 1) Safeway var det eneste foretagende i Irland, der rådede over en omlastningsstation, hvor affaldet blev hensigtsmæssigt sorteret og adskilt, inden det blev sendt til det bedst egnede behandlingsanlæg, 2) der var direkte forbindelse med transportvirksomheden Southcoast, hvad der betød logistiske fordele og omkostningsbesparelser, og 3) i Irland var takstniveauet tidligere betydelig højere på grund af den manglende konkurrence.

(58)

For behandling af affald, der stammede fra nøglefærdige oprydningsprojekter, beregnede AVR sig takster, som var højere end dem, der gjaldt for indenlandske leverandører. Den gennemsnitlige takst for alt affald fra andre lande lå lidt højere end den gennemsnitlige indenlandske takst. Endvidere førte lavere takster ikke til højere støtte, da støtten afhang af det forudberegnede driftsunderskud.

(59)

På det tidspunkt, hvor koncessionsaftalen blev underskrevet arbejdede begge RO på fuldt kraft. På grund af de rigelige forsyninger blev der forventet fuld kapacitetsudnyttelse. Det nuværende kapacitetsoverskud skyldtes næppe, at konkurrenternes markedsandel var vokset, men snarere større genanvendelse af affald, f.eks. efter at loven havde tilladt fortynding med andre affaldstyper.

(60)

Hvad pyrolyse angår, bemærkede Nederlandene, at AVR's takster var højere end dem, der blev benyttet af det eneste foretagende i Nederlandene, der rådede over pyrolyseanlæg.

(61)

Nederlandene erklærede, at udbetalingen af en del af støtten til AVR Nuts på grund af dets finansielle problemer var sket på baggrund af Altmark-dommen og af hensyn til den tid, som var nødvendig for at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure i traktatens artikel 88, stk. 2.

(62)

Nederlandene bemærkede, at Edelchemie fortrinsvis beskæftigede sig med farlige affaldsstoffer fra fotografiske processer, og at dette affald af effektivitetsgrunde ikke kunne behandles af AVR. Virksomheden havde forskellige anlæg, blandt hvilke pyrolyseovnen spillede den største rolle for denne sag. I modsætning til AVR's anlæg egnede denne teknologi sig imidlertid ikke til alle typer RO-affald. Ifølge miljøgodkendelsen måtte denne ovn kun behandle op til 10 000 tons, hvad der var fuldstændig utilstrækkeligt i forhold til strømmene af farligt affald i Nederlandene. Nederlandene kunne ikke indse, hvordan støtten kunne skade Edelchemies interesser, da AVR ikke behandlede affald fra fotografiske processer og benyttede normale markedstakster. Den teknologiske udvikling blev fremmet ved hjælp af f.eks. særlige stimuleringsprogrammer og ved at stille krav om den bedste tilgængelige teknologi ved tildeling af miljøgodkendelser. Disse godkendelsers løbetid var begrænset til fem år. Eventuel tidligere støtte lå uden for den tiårige frist i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999, og da anlæggene var blevet afskrevet på ti år, ville den under ingen omstændigheder have nogen indflydelse på forudberegningen af AVR's driftsunderskud.

(63)

Nederlandene hævdede, at der ikke havde fundet nogen overkompensation sted, hverken til fordel for AVR Nuts eller AVR IW. AVR IW fungerede som mellemled, men havde ikke mulighed for at udnytte denne stilling for at få overkompensation og havde da heller ikke gjort det. Således blev f.eks. det affald, der af konkurrenter blev leveret til AVR Nuts, selv når det på papiret blev modtaget af AVR IW på AVR Nuts’ vegne, ikke taget i betragtning, når mængderabatten på taksterne for det affald, AVR IW selv havde modtaget, skulle beregnes. Dette affald blev straks leveret til RO - men ikke på AVR IW's lokalitet - da dette ikke var de ekstra logistikomkostninger værd.

(64)

Støtten til godtgørelse af udgifterne til anskaffelse af affald var berettiget. Aktiv anskaffelse af RO-affald var nødvendig, fordi muligheden for at fortynde denne type affald eller tilpasse dens emballering - hvorefter denne affaldstype ikke længere gjaldt for RO-affald - blev benyttet i voksende omfang. Uden denne anskaffelse ville AVR Nuts have set sin markedsandel svinde ind og ville have tabt sin markedsandel til alternative behandlingsmuligheder, især i udlandet. Dermed ville kapacitetsudnyttelsen være faldet, og tabene ville være vokset. Godtgørelsen af AVR IW's udgifter til anskaffelse af farligt affald med høj brændværdi kunne forklares med, at det var nødvendigt at råde over tilstrækkelige mængder af denne type affald til brændsel. Anskaffelsesomkostningernes fordeling mellem AVR Nuts og AVR IW byggede dette forhold. Ved lukning af RO ville de syv arbejdspladser, der svarede til de beregnede anskaffelsesomkostninger, gå tabt. Det beviste, at disse syv arbejdspladser tegnede sig for de ekstra omkostninger, som udelukkende var påløbet i AVR Nuts’ interesse.

(65)

De nederlandske myndigheder har forelagt en undersøgelse over den fremtidige udvikling af alternativer til bortskaffelse og nyttiggørelse af de pågældende affaldsstoffer i Nederlandene og nabolandene. Der henvises til denne undersøgelse i betragtning 13. Det fremgår af undersøgelsen, at der med henblik på fremtiden er blevet planlagt tilstrækkelige alternativer til at garantere en sikker og hensigtsmæssig bortskaffelse og nyttiggørelse af denne form for affald.

(66)

Nederlandene har også forelagt en økonomisk analyse af koncessionsaftalen og den eventuelle overkompensation, som efter anmodning fra AVR er blevet foretaget af en konsulent. Det bemærkes bl.a. i undersøgelsen, at AVR's vigtigste konkurrenter for det første alle havde mulighed for at få større mængderabat, men at de tydeligvis foretrak at levere en del af det indsamlede affald til bortskaffelse eller nyttiggørelse hos udenlandske alternativer. For det andet ligger den godtgørelse, Nederlandene faktisk vil give for lukning af RO, betydeligt under de omkostninger på 45 mio. EUR, AVR selv har beregnet, og de omkostninger på næsten 40 mio. EUR, som blev beregnet af en uafhængig revisor. Den vigtigste forskel skyldes forskellige omkostningsberegninger for personalefratrædelser.

(67)

Nederlandene har forelagt detaljerede beregninger af budgetunderskuddet i 2004. Trods lukningen af den ene RO er det større end i de foregående år, idet situationen på markedet er blevet forværret, ikke mindst fordi taksterne for farligt affald med høj brændværdi er gået ned.

(68)

Om betalingen for afmontering og opfølgning ved nedlægning af AVR Chemie skal der føres drøftelser mellem staten og AVR, idet staten har 30 % af aktierne i AVR Chemie. En eventuel ugunstig beslutning om den anmeldte støtte fra Kommissionens side skal naturligvis også drøftes, og der skal findes en løsning, men ikke uden at tage hensyn til Kommissionens afgørelse.

(69)

Ifølge traktatens artikel 87, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(70)

Driftsstøtten til AVR Nuts og godtgørelsen af dets omkostninger ved lukning af RO bliver, ifølge beskrivelsen i betragtning 17 til og med 27 tildelt af staten og direkte finansieret ved hjælp af statsmidler. Disse foranstaltninger er selektive, da de først og fremmest påvirker AVR, AVR Nuts og AVR IW. Disse foretagender udbyder deres tjenesteydelser på markedet for affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse. Det samme gælder statens betaling af afmonterings- og oprydningsomkostningerne, som staten har stillet en garanti på 30 % for.

(71)

Foranstaltningerne må anses for at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne negativt. Markederne for affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse er uløseligt forbundet med hinanden, og trods lovgivningsrammen og streng kontrol med affald til bortskaffelse er handel mellem medlemsstaterne almindelig praksis på begge disse markeder. Følgende kan anføres som eksempel: efter meddelelsen om lukning af RO er antallet af ansøgninger om tilladelse til at eksportere affald til andre medlemsstater vokset stærkt. Heraf slutter Kommissionen, at den støtte, der fortsat skulle holde RO i gang, har haft en begrænsende virkning på samhandelen mellem medlemsstaterne.

(72)

Foranstaltningerne begunstiger ikke leverandørerne af farligt affald. Modtagelsestaksterne for affald med høj brændværdi, der benyttes som brændsel, er fastsat på markedsniveau i forhold til taksterne i Nederlandene og nabolandene. Modtagelsestaksterne for C2- og RO-affald er af politiske grunde blevet fastsat på et samfundsmæssigt acceptabelt niveau, men var højere end i nabolandene. Dette kunne lade sig gøre, fordi der var eksportrestriktioner for affald til bortskaffelse. Højere takster er under normale markedsforhold ikke nogen oplagt eller realistisk løsning, da mere affald i så fald ville eksporteres, blandes i andre affaldsstrømme eller deponeres lovligt eller ulovligt, hvad der ikke ville få AVR Nuts’ indtægter til at stige. Da RO blev lukket, blev det således lettere for leverandørerne at benytte sig af de lavere modtagelsestakster i Belgien og Tyskland. Uden støtte ville RO være blevet lukket på et tidligere tidspunkt, og der ville hurtigere være opstået større mulighed for at eksportere affald til bortskaffelse i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 259/93. Dette bekræftes af pris- og mængdeudviklingen efter lukningen af den anden RO. Kommissionen mener derfor ikke, at foranstaltningen har fritaget leverandørerne af farligt affald for omkostninger, der under normale omstændigheder ville have indgået i deres budget.

(73)

Uanset vurderingen af foranstaltningen på grundlag af traktatens artikel 86, stk. 2, mener Kommissionen ikke, at det fjerde kriterium i Altmark-dommen er opfyldt. For det første er AVR Nuts ikke blevet udvalgt efter en offentlig udbudsprocedure, og meddelelsen om koncessionsaftalen i Staatscourant - hvorefter interesserede parter kunne rejse indvending i et tidsrum på seks uger - kan ikke træde i stedet for en gennemsigtig udbudsprocedure. For det andet er kompensationen ikke blevet fastsat på grundlag af de omkostninger, en gennemsnitlig veldrevet virksomhed, som var forsynet med en passende affaldsbehandlingskapacitet havde haft. I betragtning af C2-deponeringspladsens og RO's enestående stilling i landet, ser det faktisk ikke ud til, at en sådan gennemsnitlig virksomhed findes i Nederlandene. Det forudberegnede budgetunderskud er snarere en afspejling af de særlige betingelser, hvorunder AVR Nuts benytter disse anlæg, og omkostningerne i forbindelse med tilsvarende anlæg i udlandet er ikke blevet taget i betragtning. Det er tydeligt, at AVR ikke var forsynet med en passende behandlingskapacitet: overkapacitet førte til underudnyttelse af RO og i sidste ende til lukning. Begge dele havde virkning på støtteforanstaltningerne, især underskuddet i 2004 og lukningsgodtgørelsen. Under disse omstændigheder må foranstaltningerne anses for at give AVR Nuts en selektiv fordel og kan ikke blot betragtes som en kompensation, andre virksomheder ville have fået på lignende betingelser i en tilsvarende situation, hvis forpligtelsen til at udføre disse tjenesteydelser var blevet pålagt dem.

(74)

Der opstår en selektiv fordel, ikke blot i kraft af driftsunderskuddet og godtgørelsen af lukningsomkostningerne, men også af statsgarantien på 30 % af anlæggenes afmonterings- og oprydningsomkostninger. At disse omkostninger stemmer overens med statens interesser i AVR Chemie, anfægter ikke den konklusion, at det drejer sig om statsstøtte, idet staten som sleeping partner i AVR Chemie kun var ansvarlig for sit aktiebeløb - ikke for yderligere krav, som overskred det. Garantien synes snarere at skyldes et politisk ønske fra statens side om at forhindre en situation, hvor ingen anden virksomhed - efter afviklingen af AVR Nuts og AVR Chemie - kunne gøres ansvarlig for den relevante afmontering og oprydning. Garantien har muligvis i hele koncessionsaftalens løbetid indebåret en fordel, da virksomheden - uden garanti - i anlæggenes driftsaktive levetid ville have været nødt til at opbygge de nødvendige reserver for dermed - uden støtte - at kunne afholde afmonterings- og oprydningsomkostningerne.