(1)

Ved brev af 8. februar 2001, modtaget den 9. februar 2001, anmeldte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union over for Kommissionen den pågældende foranstaltning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(2)

Ved brev af 21. august 2001, modtaget den 24. august 2001, ved brev af 3. december 2001, modtaget den 5. december 2001, og ved brev af 11. april 2002, modtaget den 17. april 2002, sendte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union de supplerende oplysninger til Kommissionen, som de italienske myndigheder var blevet bedt om ved breve af 9. april og 27. september samt via uformelle kontakter.

(3)

Ved brev af 5. juni 2002 underrettede Kommissionen Italien om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2 vedrørende ovennævnte støtte.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (1). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende støtte.

(5)

Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(6)

Ved brev af 16. september 2002, modtaget den 17. september 2002, sendte Italien yderligere oplysninger til Kommissionen om den planlagte støtte.

(7)

Cooperativa Agricola Moderna S.c.r.l. er en af de virksomheder, der er berettiget til at modtage den redningsstøtte, som Kommissionen har undersøgt og godkendt i sag N 354/2000 (2). I beslutningen om godkendelse blev det fastsat, at redningsstøtten skal ændres til støtte til omstrukturering på betingelse af, at Italien inden for seks måneder fra støttens bevilling sender en omstruktureringsplan for virksomheden i overensstemmelse med punkt 23 i EF-rammebestemmelserne om statsstøtte til redning og omstrukturering af virksomheder i vanskeligheder (3). De italienske myndigheder har overholdt dette krav og har sendt omstruktureringsplanen for kooperativet. Nærværende beslutning koncentrerer sig derfor om støtten til omstrukturering.

(8)

I henhold til omstruktureringsplanen blev den betalte redningsstøtte på 900 000 000 ITL (464 810 EUR) ændret til støtte i form af et kapitaltilskud.

(9)

Cooperativa Agricola Moderna S.c.r.l. er et mindre kooperativ, bestående af 69 partnere, der er specialiseret i vin- og korndyrkning (primærproduktion) Kooperativet driver på nuværende tidspunkt 75 hektarer, som det ejer og 207 hektarer, som det lejer. Desuden modtager det produktionen fra yderligere 178 hektarer.

(10)

Ifølge de italienske myndigheder er kooperativets primære aktivitet dyrkning af druer til vinfremstilling (80 % af den salgbare bruttoproduktion). Det relevante marked i denne sammenhæng er derfor vinmarkedet. Den samlede vinproduktion for regionen Le Marche beløber sig til 147 mia. ITL. Regionen har et vindyrkningsareal på 23 500 hektarer, hvoraf de 13 000 hektarer producerer vine med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse DOC. Med sine 125 hektarer vinmarker dækker Cooperativa Agricola Moderna S.c.r.l. 0,53 % af regionens samlede vindyrkningsareal og 0,96 % af det areal, hvor der produceres vine med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse DOC. Kooperativets produktion udgør 0,38 % af regionens gennemsnitsproduktion (tal for de sidste tre år).

(11)

De nuværende tendenser i vinsektoren går mod et forbrug af bedre kvalitetsvine (forbruget af vin med kontrolleret oprindelsesbetegnelse (DOC) er stigende, mens forbruget af bordvin er faldende (4). De internationale markeder får stadig større betydning, og italiensk vins omdømme bliver stadigt bedre i udlandet, selv om den skal hamle op med den hårde konkurrence fra de traditionelle producenter og andre nye lande i sektoren. Næsten tre fjerdedele af de vindyrkende virksomheder eksporterer til udlandet: Det drejer sig for de meste om små og mellemstore virksomheder med en årlig omsætning på mindre end 50 mia. ITL. Vinene fra Le Marche med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse DOC har gode muligheder for succes. Verdicchio dei Castelli di Jesi, der regnes for en af de bedste italienske hvidvine, er sammen med Rosso Conero en af de mest populære vine fra Le Marche både i Italien og verden over. Den eksporterede mængde beløber sig til 30 % (5). Fremtidsudsigterne i forbindelse med omstruktureringen viser et jævnt optimistisk billede af vinmarkedets udvikling. Der forventes ikke nedgang i efterspørgslen af kvalitetsvine, som produceres i geografisk begrænsede områder. Cooperativa Modernas omstruktureringsplan omfatter en delvis ændring af produktionen til vine af denne type.

(12)

Ifølge de italienske myndigheder skyldes kooperativets økonomiske vanskeligheder følgende:

(13)

Ifølge de italienske myndigheder kan kooperativets tab sammenfattes (ændret udgave) således:

(14)

Kommissionen havde i henhold til støtteordning N 354/2000 aftalt, at Italien kunne benytte nedenstående kriterier til at vurdere omfanget af vanskelighederne for de fem virksomheder, der havde fået redningsstøtte. De støtteberettigede virksomheder skulle vise mindst to indeks for økonomisk levedygtighed og to finansielle/strukturelle indeks.

I det foreliggende tilfælde opfylder kooperativet Moderna disse betingelser. Kooperativets vanskelige situation blev fastsat på baggrund af følgende forhold: Finansielle omkostninger/omsætning, omsætning/lagerbeholdning (omsætningsaktiver –vinlager)/passiver, kortfristede banklån/passiver.

(15)

Kooperativets omstruktureringsplan omfatter en ændring af en del af vindyrkningsområderne til produktion af vine med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse, der kendetegner regionens mest kendte vine (Verdicchio dei Castelli di Jesi og Rosso Conero) samt til investering i maskiner for at reducere udgifterne til arbejdskraft og øge virksomhedens rentabilitet. Der skal gøres følgende:

(16)

Investeringsomkostningerne til den modernisering og omstrukturering af vinbedriften, der skal gennemføres i den femårige periode, der er dækket af planen, er følgende:

(17)

Kooperativets partnere øgede aktiekapitalen med yderligere 100 mio. ITL (51 650 EUR). Aktiekapitalen steg derfor fra 92,7 mio. ITL (47 880 EUR) til 192,7 mio. ITL (99 520 EUR) i regnskabsåret 2000. Partnerne bevilgede ligeledes et lån til kooperativet på 500 mio. ITL (258 230 EUR).

(18)

Omstruktureringsstøtten dækker ligeledes omkostningerne til konsulentbistand og tutorvirksomhed i forbindelse med omstruktureringsplanen for et beløb på 120 000 000 ITL (61 975 EUR). Disse opgaver blev betroet Moncaro-kooperativet for en periode på tre år. Omstruktureringsplanens finansielle struktur er derfor følgende:

(19)

Ændringen af redningsstøtten på 900 000 000 ITL (464 811 EUR) til et støtte i form af et kapitaltilskud gør det muligt at reducere ovenstående samlede gæld med 792 000 000 ITL (409 034 EUR) og dække købet af en druehøster og omkostningerne til tutorvirksomhed delvist i forbindelse med gennemførelsen af omstruktureringsplanen.

(20)

Kooperativet forpligter sig som modydelse til at reducere dets egen produktionskapacitet i vinsektoren. Den 31. december 2001 var denne kapacitet 1 674,10 ton, når der tages højde for de forskellige dyrkede sorter og produktionsbestemmelserne, som er fastsat af specifikationerne for de forskellige vine med kontrolleret oprindelsesbetegnelse. Med den planlagte reduktion på 16 % over en femårig periode i overensstemmelse med EF-rammebestemmelsernes punkt 74, stk. i), reduceres produktionskapaciteten til 1 406,20 ton. Dette niveau opretholdes indtil 2005. Omstruktureringsplanen blev fremlagt i starten af 2001.

(21)

Kooperativets årsregnskab viste først negative nettoresultater i 1996. Kommissionen nærede derfor tvivl om kooperativets reelle gældssituation og vanskelige situation i perioden 1995-1999.

(22)

Kommissionen nærede tvivl om muligheden for, at virksomheden kunne genoprette sin økonomiske levedygtighed med en reduktion på 16 % af dens produktionskapacitet. Kommissionen nærede især tvivl om de tal, som Italien havde oplyst, der viste, at en mindre produktion ville påvirke virksomhedens økonomiske ligevægt ubetydeligt (ud fra et fald i salget på knap 1-2 % i perioden 2002-2005).

(23)

Kommissionen nærede ligeledes tvivl om beløbet på den planlagte støtte, der syntes at overstige det minimum, som var nødvendigt til gennemførelsen af omstruktureringen. Kommissionen tvivlede især på, om de afskrivninger, der ikke var blevet hensat, kunne betragtes som tab ved beregningen af det reelle behov. Kommissionen udtrykte ligeledes tvivl om berettigelsen til støtte i sammenhæng med en omstruktureringsplan til investering af udstyr til en produktion, der ikke havde lidt underskud.

(24)

Kommissionen udtrykte endelig en vis usikkerhed i forbindelse med omkostningerne til omstruktureringsplanens tutorvirksomhed, da det ikke kunne udelukkes, at det kooperativ, der skulle udføre disse opgaver, således ville modtage indirekte støtte.

(25)

Ved brev af 16. september forelagde Italien yderligere oplysninger og forklaringer.

(26)

Med hensyn til kooperativets vedblivende vanskeligheder bekræftede Italien, at Moderna-kooperativet opfyldte de fire kriterier, der anvendtes af regionen som godkendt i sammenhæng med statsstøtte nr. 354/2000. Italien fremhævede de særlige kendetegn ved kooperativer, som generelt har tendens til at komme ud med et resultat i balance, selv om de er i vanskeligheder. Det er de finansielle omkostninger, som følger den meget høje gældsstiftelse, ligeledes et vidnesbyrd på, idet det viser et så stort driftsresultat, at det kan opveje de finansielle omkostninger.

(27)

Italien specificerede, at virksomheden for at opnå balance i regnskaberne i årene 1994-1999, havde gjort følgende ved nogle af regnskabets poster: a) Reduktion i betalingen for produktionen fra partnernes jordområder (mindre end markedspriserne), hvilket reelt betød, at partnerne blev bedt om at yde med et betragteligt økonomisk bidrag (434 mio. ITL), b) nedskæring i hensættelserne til afskrivninger til 50 % af det, der var nødvendigt for at holde maskineri og andet udstyr i god stand. Det betød, at der manglede økonomiske midler til modernisering af udstyret, hvilket også virkede negativt på den økonomiske forvaltning.

(28)

Desuden blev de store tab i regnskabsåret 1996 (182 mio. ITL svarende til 13 % af omsætningen) ikke blevet udlignet af indtægterne fra de efterfølgende regnskabsår. Regnskabsårene 1998 og 1999 viste ekstraordinære omkostninger på 78 mio. ITL og 134 mio. ITL på grund af færre indtægter end forventet fra produktionen af landbrugsprodukterne.

(29)

Med hensyn til virksomhedens genoprettelse af den økonomiske levedygtighed på trods af reduktionen i produktionskapaciteten understregede og bekræftede Italien, at kravet om at nedbringe virksomhedens vinproduktion med 16 % over en periode på fem år (hvor maksimumsproduktionen blev holdt inden for grænsen på 1 406,2 ton druer), ikke medførte en tilsvarende procentvis reduktion af produktionsværdien, eftersom produktionsændringen til mere ædle druer ville give en meget mindre reduktion af indtægterne fra salg. Italien bekræftede de beregninger, der var blevet fremlagt under proceduren.

(30)

Med hensyn til berettigelsen til støtte til investeringer i maskineri (i det foreliggende tilfælde druehøsteren) præciserede Italien, at dette indkøb var nødvendigt for genoprettelsen af virksomhedens økonomiske levedygtighed, da den pågældende maskine ville gøre det muligt at mekanisere nogle dyrknings- og høstningsprocesser. Dette ville betyde en reduktion af det nødvendige antal timer til arbejdskraft i vinmarkerne og således en reduktion (på 185 mio. ITL) af produktionsudgifterne. Dette ville gøre virksomhedens vinsektor rentabel igen.

(31)

Italien fremlagde en tabel, der viste, at de reelle omkostninger for vinbedrifters anlæg på kraftigt skrånende terræn i forhold til de referenceværdier, der var blevet udbetalt statsstøtte til, medførte et indtægtstab på 179 363,240 ITL.

(32)

Italien afklarede desuden omkostningerne til konsulent- og tutorvirksomhed. Beløbet på 120 000 000 ITL dækkede specifikt omkostningerne til analyse af de økonomiske forhold og aktiverne i årene 1994-1999, til udarbejdelsen af omstruktureringsplanen, til udarbejdelsen af budgetter indtil 2005, til den nødvendige teknisk/administrative bistand til gennemførelsen af de planlagte projekter, til overvågning af de initiativer, der var taget samt til vurderingen af eventuelle korrigerende indgreb. Hvad angår beregningen af omkostningerne til konsulent- og tutorvirksomhed samt beløbets berettigelse, henviser Italien til præsidentdekretet af 10. oktober 1994, nr. 645, der fastsætter honorarer for revisorers professionelle ydelser.

(33)

Efter artikel 87, stk. 1, i traktaten: »er statsstøtte eller støtte, som ydes af en medlemsstat eller med statsmidler af enhver tænkelig form, som forvrider eller truer med at forvride konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, uforenelig med fællesmarkedet«.

(34)

Den pågældende støtte svarer til denne definition, eftersom den giver en bestemt virksomhed en økonomisk fordel. Støtten finansieres af offentlige midler (regionale), og den bidrager væsentligt til at påvirke samhandelen på grund af Italiens position inden for vindyrkningssektoren (Italien er den næststørste producent af vin i Den Europæiske Union, og i 1998 producerede landet 32 % af EU's produktion).

(35)

Dog kan visse foranstaltninger i henhold til de tilfælde, der angives i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3 undtagelsesvist anses for at være forenelige med fællesmarkedet.

(36)

I det foreliggende tilfælde er den eneste undtagelse, der kan anvendes, den i artikel 87, stk. 3, litra c), hvor der kan ydes støtte for at fremme udviklingen af visse økonomiske aktiviteter og økonomiske områder, på den betingelse, at de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(37)

Den pågældende støtte skal, når der tages højde for støttetypen, være forenelig med de angivne vilkår i EF-rammebestemmelserne om statsstøtte til redning og omstrukturering af virksomheder i vanskeligheder (6) for at kunne blive omfattet af undtagelsen (i det følgende benævnt »rammebestemmelser«).

(38)

Ovennævnte rammebestemmelser fastsætter følgende generelle vilkår for bevilling til omstruktureringsstøtte:

(39)

Efter at have gjort opmærksom på, at der ikke findes en fællesskabsdefinition på »en virksomhed i vanskelighed« (punkt 4), angiver rammebestemmelserne, at med henblik på vurdering af redningsstøtte og omstruktureringsstøtte anses en virksomhed for at være i vanskeligheder, når den ikke, enten med egne økonomiske midler eller de midler, den kan få fra ejer/aktionærer eller kreditorer, ikke er i stand til at begrænse de tab, som uden et eksternt indgreb fra de offentlige myndigheder uden tvivl ville bringe virksomheden til økonomisk sammenbrud på kort eller lidt længere sigt. En virksomheds vanskeligheder viser sig normalt ved stadigt stigende tab, nedgang i omsætningen, voksende lagerbeholdning, overdreven stor produktionskapacitet, forringet likviditet, øget gældsstiftelse og stigende renteudgifter samt lav eller ikke-eksisterende egenkapital.

(40)

I det foreliggende tilfælde var virksomhedens vanskeligheder allerede konstateret i forbindelse med en redningsstøtteordning (nr. 354/2000 godkendt af Kommissionen ved beslutning SG(2000) D/106283) på grundlag af den vurderingsmetode, der beskrives i punkt (14) ovenfor, som udgjorde en integreret del af bevillingsbeslutningen. Kooperativet var blevet erklæret i vanskeligheder ud fra følgende kriterier: Finansielle omkostninger/omsætning, omsætning/lagerbeholdning, omsætningsaktiver – vinlager/passiver, kortfristede banklån/passiver.

(41)

Ikke desto mindre vurderes og bevilges den redningsstøtte og omstruktureringsstøtte, som allerede er godkendt og som ligger til grund for denne beslutning, på forskellige måder. I det foreliggende tilfælde udgør redning og omstrukturering to forskellige aspekter af samme handling, selv om de indebærer forskellige processer (rammebestemmelsernes punkt 9). Kommissionen mener derfor, at virksomhedens status af at være i vanskeligheder kan tages for givet (da den tidligere er kategoriseret som sådan).

(42)

En tilbundsgående analyse af oplysningerne fra Italien styrker i øvrigt en sådan konklusion. Udligningen af regnskaberne, som havde vakt tvivl hos Kommissionen, er en regnskabsmetode, der, i det foreliggende tilfælde og i sig selv, ikke giver et fuldstændigt billede af virksomhedens faktiske økonomiske levedygtighed. I Moderna-kooperativets tilfælde viste udligningen af regnskabsresultatet at være en kunstig oplysning, som var opnået takket være partnernes væsentlige overtagelse af tabene ved at acceptere en mindre betaling for produktionen fra deres jordområder (7) og takket være de manglende hensættelser til afskrivninger, der – selv om italiensk lov tillader det (8) – afspejler, at virksomheden ikke var i stand til at finansiere den normale moderniseringsproces af produktionsudstyret via virksomhedens likviditet.

(43)

Beviset for virksomhedens vanskeligheder skal søges i kortfristet gæld og manglende likviditet relateret til et fald i omsætningen. Med en gæld på 1 254 832 000 ITL (648 070 EUR) i 2000, tabgivende økonomisk forvaltning (-238 951 430 ITL i 2000) (123 408 EUR) og en likviditetsgrad på 0,555 i 2000 synes Moderna-kooperativet, som står over for en faldende omsætning, at være ude af stand til at genoprette dets økonomiske levedygtighed med egne eller dets partneres midler. Disse sidstnævnte er allerede trådt til flere gange (med lån og ringere betaling for produktionen fra deres jordområder).

(44)

Tildelingen af støtte er underlagt gennemførelsen af en omstruktureringsplan, hvis varighed skal være så kort som muligt, og som skal genoprette virksomhedens økonomiske levedygtighed på lang sigt inden for rimelig tid og på grundlag af realistiske skøn for de fremtidige driftsforhold. Der skal især foretages en markedsundersøgelse. Forbedringen af den økonomiske levedygtighed skal især udspringe af de interne foranstaltninger til økonomisk genoprettelse. Omstruktureringen skal medføre, at de aktiviteter opgives, som også efter omstruktureringen ville være strukturelt tabgivende (punkt 32 i rammebestemmelserne).

(45)

De italienske myndigheder fremlagde en omstruktureringsplan sammen med en markedsundersøgelse og en vurdering af kooperativets udsigter med og uden den offentlige støtte på 900 000 000 ITL.

(46)

Omstruktureringsplanen, der er beskrevet i punkt (15) og fordelt over tre år, identificerer årsagerne til virksomhedens krise og fastsætter en række interne foranstaltninger til genoprettelsen af den økonomiske levedygtighed.

(47)

De planlagte foranstaltninger er følgende:

(48)

Kommissionen nærede tvivl om berettigelsen til støtte til investeringer i udstyr, der ikke forekom at være strengt nødvendigt for genoprettelsen af den økonomiske levedygtighed (druehøsteren). En tilbundsgående undersøgelse af de indsendte oplysninger viste imidlertid, at mekaniseringen af produktionen er et nøgleelement i genoprettelsen af virksomhedens økonomiske levedygtighed. I henhold til de beregninger, som Italien har oplyst, ville købet af den pågældende maskine medføre en årlig besparelse på 185 000 000 ITL for vinbedriften, der ville skabe 80 % af kooperativets salgbare bruttoproduktion uden en stigning i produktionen.

(49)

Italien har forpligtet sig til at reducere vinproduktionskapaciteten med 16 % over en periode på fem år. Kommissionen udtrykte tvivl om Italiens påstand om, at en sådan reduktion ikke ville medføre en væsentlig reduktion i salgsindtægterne. En nøje undersøgelse af de tabeller, som Italien havde fremlagt (punkterne (50) og (51)) bekræftede ikke desto mindre teorien om, at ændring til produktion af druesorter med kontrolleret oprindelsesbetegnelse (Verdicchio Superiore, Verdicchio Riserva, Verdicchio Passito) med en mere fordelagtig markedspris, skaber højere indtægter, som i stort omfang opvejer den fastsatte reduktion i produktionskapaciteten. Genoprettelsen af virksomhedens økonomiske levedygtighed forringes derfor ikke af den fastsatte reduktion af produktionskapaciteten.

(50)

Beregning af indtægter fra salg uden reduktion af produktionskapaciteten:

(51)

Beregning af indtægter fra salg med reduktion af produktionskapaciteten

(52)

Punkt 32 i rammebestemmelserne angiver, at omstruktureringen skal medføre, at de aktiviteter opgives, der også efter omstruktureringen forbliver strukturelt tabgivende. I det foreliggende tilfælde er de pågældende produktioner ikke tabgivende, da virksomhedens vanskeligheder hovedsageligt er af finansiel art, og med købet af det pågældende udstyr kan kooperativet øge dets avance på vindyrkningen. Omstruktureringsplanen er derfor ikke i modstrid med rammebestemmelsernes krav.

(53)

I overensstemmelse med punkterne 35-39 i rammebestemmelserne er det nødvendigt at vedtage foranstaltninger, der, så vidt det er muligt er i stand til, at opveje støttens negative følger for konkurrenterne, ofte i form af begrænsninger af virksomheden på markedet (modydelse). Gennemførelsesmetoderne for et sådant generelt princip i landbrugssektoren er specificeret i rammebestemmelsernes afsnit 5. Da selv støtte til meget små virksomheder kan forvride konkurrencen i landbrugssektoren, kræver Kommissionen principielt en modydelse i form af en reduktion af produktionskapaciteten fra alle, der er berettiget til omstruktureringsstøtte. I tilfælde af primærproduktion fastsættes der en kapacitetsreduktion eller en lukning på mindst fem år.

(54)

I forbindelse med foranstaltninger, der er rettet mod specifikke produkter eller aktører, skal produktionskapaciteten som helhed være lig med 16 % af den kapacitet, der er bevilget omstruktureringsstøtte til. Reduktionen kan nedsættes til 14 % i de regioner, der ydes bistand til. I det foreliggende tilfælde har Italien angivet en kapacitetsreduktion på 16 % af virksomhedens produktionskapacitet i en periode på fem år. Denne betingelse er derfor opfyldt.

(55)

I overensstemmelse med punkt 40 i rammebestemmelserne skal støttens beløb og intensitet begrænses til det mindst nødvendige, som kræves for at omstruktureringen kan gennemføres i forhold til virksomhedens finansielle aktiver. Støttemodtagerne skal derfor bidrage betydeligt til omstruktureringsprogrammet både med egne midler og ved hjælp af ekstern finansiering. Til formindskelse af konkurrenceforvridningen mest muligt skal det undgås, at støtten tillader virksomheden at råde over ekstra likviditet, der kan benyttes til markedsforstyrrende og aggressive initiativer, som ikke har nogen relation til omstruktureringsprocessen.

(56)

Kommissionen har taget højde for følgende elementer i sin undersøgelse af, om disse krav i rammebestemmelserne blev opfyldt:

(57)

Omstruktureringsplanen vil generelt komme til at nyde godt af følgende offentlig støtte:

(58)

En del af de 900 000 000 ITL går til dækning af allerede afholdte reelle udgifter (tab på grund af ugunstige vejrforhold, tabgivende investeringer, utilstrækkelige hensættelser til afskrivninger). En del benyttes til at gennemføre omstruktureringsplanen (omkostninger til tutorvirksomhed og bidrag til køb af udstyr). Støtten vil kort sagt være begrænset til at dække virksomhedens gæld og til at finansiere de investeringer, der er nødvendige for omstruktureringen.

(59)

På baggrund af den forretningsplan, som virksomheden har fremlagt, vil der i de efterfølgende regnskabsår efter omstruktureringen ikke blive skabt en så stor likviditet, at virksomheden kan foretage aggressive handlinger, som ikke er direkte forbundet med de angivne investeringer i omstruktureringsplanen. Virksomhedens reducerede størrelse og dens beskedne betydning i regionens vindyrkningssektor (0,38 % af den regionale produktion) garanterer desuden, at støtten kun påvirker konkurrencen i ubetydelig grad.

(60)

I forbindelse med omkostningerne til tutorvirksomheden har de forklaringer, som Italien har fremlagt (jf. punkt (32) ovenfor), overbevist Kommissionen om, de planlagte beløb er passende. Forklaringerne har også fjernet enhver tvivl om, at betalinger til Moncaro-kooperativet, som skal yde de pågældende tjenester, skal ses som støtte.

(61)

Med hensyn til kooperativets og partnernes bidrag til omstruktureringen er det hensigtsmæssigt at bemærke, at de investeringer, der angives i omstruktureringsplanen, finansieres med mindst 50 % af kooperativet selv. For at generere de nødvendige midler øgede partnerne aktiekapitalen med 100 000 000 ITL i 2000 og gav kooperativet et lån på 500 000 000 ITL. Det modsvarende krav i rammebestemmelserne kan derfor anses for at være opfyldt.

(62)

I rammebestemmelsernes punkt 48 angives det, at omstruktureringsstøtte kun skal bevilges én gang. Italien har bekræftet, at det vil overholde dette princip.

(63)

Foranstaltningen er i overensstemmelse med EF-rammebestemmelserne om statsstøtte til redning og omstrukturering af virksomheder i vanskeligheder.

(1)

Ved brev af 27. maj 2002, der blev registreret den 31. maj 2002 (A/14263), modtog Kommissionen en klage over afgørelse nr. 57-5400 af 25. februar 2002, der var truffet af de regionale myndigheder i Piemonte.

(2)

De italienske myndigheder blev anmodet om yderligere oplysninger ved brev D/55115 af 13. september 2002. Klageren, der blev underrettet om opfølgningen af klagen ved Kommissionens brev D/55127 af 16. september 2002, fremsatte supplerende oplysninger ved brev A/38090 af 5. november 2002.

(3)

De italienske myndigheder svarede ved brev nr. 12998 af 24. oktober 2002, der blev registreret den 8. november 2002 (A/38204).

(4)

Ved brev af 21. marts 2003 (SG(2003)D/229057) meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til ovennævnte støtteordning, der blev anvendt i stort set hele Italien, og ikke kun i regionen Piemonte.

(5)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2). Kommissionen opfordrede i denne forbindelse andre interesserede parter til at fremsætte bemærkninger.

(6)

Ved brev af 6. juni 2003 (A/33954) modtog Kommissionen bemærkninger fra andre interesserede parter og videregav dem til Italien ved brev D/55630 af 4.9.2003. Italien anmodede ved brev A/37007 af 10. oktober 2003 om en forlængelse af svarfristen og sendte sine bemærkninger ved brev A/37736 af 11. november 2003.

(7)

Efter et møde mellem de italienske myndigheder og Kommissionens tjenestegrene den 16. april 2003 sendte Italien ved brev A/34148 af 13. juni 2003 sine bemærkninger til indledningen af proceduren.

(8)

Ved brev af 18. december 2003 (D/58151) anmodede Kommissionen Italien om yderligere oplysninger.

(9)

De italienske myndigheder anmodede ved brev A/31204 af 19. februar 2004 om en forlængelse af fristen, hvilket Kommissionen godkendte ved brev D/51435 af 26. februar 2004. De ønskede oplysninger blev fremsendt ved brev A/32487 af 7. april 2004 og brev A/32628 af 14. april 2004.

(10)

Ifølge klageren var der ydet ulovlig støtte til visse erhvervsuddannelsesinstitutioner i regionen Piemonte i henhold til afgørelse nr. 57-5400, der blev truffet af de regionale myndigheder i Piemonte den 25. februar 2002, og som var gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(11)

Det fremgik dog umiddelbart af den dokumentation, der var vedlagt de italienske myndigheders svar på Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger (A/38204), at regionen Piemonte med afgørelse 57-5400/2002, der var årsag til klagen, blot havde gennemført ministerielt dekret 173/2001 (i det følgende benævnt dekret 173/2001) og især et af dets delprogrammer, nemlig »tilskud til indfrielse af gamle forpligtelser«.

(12)

Støtten over ovennævnte delprogram skal fortrinsvis anvendes til tilbagebetaling af uddannelsesinstitutionernes gæld i form af renteomkostninger og lønkrav, og ydes som tilskud, der ikke skal tilbagebetales. Støtten kan ydes til erhvervsuddannelsesinstitutioner uanset deres organisationsform, dvs. både til institutioner, der arbejder med gevinst for øje, og til almennyttige institutioner. Store uddannelsesinstitutioner er heller ikke udelukket.

(13)

Dekret 173/2001 omfatter også andre delprogrammer, som anført nedenfor:

(14)

De italienske myndigheder bekræftede ved brev A/38204 af 8. november 2002, at støtten blev ydet over en national fond på i alt 180 mia. ITL (ca. 93 mio. EUR), der var fordelt mellem de forskellige italienske regioner i henhold til dekret 173/2001. Dette dekret indeholder gennemførelsesbestemmelserne til lov nr. 388 af 23. december 2000 om »bestemmelser om opstilling af statens årlige og flerårige budgetter (finanslov 2001)« (i det følgende benævnt lov 388/2000), som i artikel 118, stk. 9, indeholder bestemmelse om en reform af erhvervsuddannelsesinstitutionerne med henblik på godkendelse.

(15)

Ved det brev, der er omhandlet i nr. 14, bekræftede de italienske myndigheder desuden, at de ikke betragtede foranstaltningen som statsstøtte, da den efter deres opfattelse var af generel interesse og ikke havde til formål at støtte kommercielle aktiviteter.

(16)

Italien har desuden fremført, at den godkendelsesordning, der skulle indføres, i hvert fald i praksis var forbundet med en reform af erhvervsuddannelsesinstitutionerne gennem den aftale mellem staten og regionerne, der blev indgået i maj 2000 på grundlag af artikel 17 i lov nr. 196 af 24. juni 1997 om »regler for fremme af beskæftigelsen« (i det følgende benævnt lov 196/97). Dette blev stadfæstet ved artikel 118, stk. 9, i lov 388/2000, der blev gennemført ved dekret 173/2001.

(17)

Ifølge Italien tog støtten til uddannelsesinstitutionerne sigte på at fjerne støttemodtagernes organisatoriske mangler, som ville kunne skade godkendelsesprocessen. Det forholder sig nemlig sådan, at det med virkning fra juli 2003 principielt kun er de godkendte erhvervsuddannelsesinstitutioner, der må gennemføre offentligt finansierede erhvervsuddannelsesaktiviteter.

(18)

På den anden side havde erhvervsuddannelsesinstitutionerne allerede fra 1997 mulighed for at tilbyde en slags »privat« faglig uddannelse – dvs. konkurrenceudsatte, kommercielle uddannelsesaktiviteter – som følge af udbygningen af det relevante nationale retsgrundlag (i det foreliggende tilfælde den såkaldte »pacchetto Treu«: lov nr. 144 af 17. maj 1999 om »investeringsforanstaltninger, bemyndigelse af regeringen til at omlægge beskæftigelsesincitamenterne og reglerne for INAIL, samt bestemmelser om reform af socialsikringsinstitutterne«, og aftalen mellem staten og regionerne af marts 2000), og i mange tilfælde udnyttede de også denne mulighed i praksis.

(19)

Ifølge Italien har den pågældende foranstaltning dog ikke medført nogen konkurrencemæssig fordel, da den tager sigte på at beskytte de traditionelle uddannelsesinstitutioners erfaringer og knowhow (det er f.eks. en af forudsætningerne for at modtage støtte, at der er indgået en aftale med de offentlige finansieringsinstitutter med en minimumløbetid på mellem 3 og 5 år), ligesom støtten var nødvendig i denne fase, for at uddannelsesinstitutionerne kunne opfylde betingelserne for godkendelse, så de kunne fortsætte deres uddannelsesvirksomhed på et liberaliseret marked. Disse institutioner, der i de fleste tilfælde kun opererer på lokalt plan, ville heller ikke kunne påvirke samhandelen.

(20)

Med hensyn til gennemførelsen af den pågældende foranstaltning på det italienske territorium fremgår det af Italiens oplysninger, at regionerne Friuli- Venezia Giulia, Sicilia og Campania ikke har gennemført ordningen, og at Sardegna og den autonome provins Trento har gennemført foranstaltningen på grundlag af Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (3) (i det følgende benævnt »de minimis-forordningen«). Regionerne Toscana og Umbria har valgt den samme løsning efter indledningen af proceduren i denne sag. Det er kun den autonome provins Bolzano, der ikke har modtaget nogen form for støtte i henhold til dekret 173/2001, og denne provins har derfor slet ikke gennemført foranstaltningen. Andre regioner har i virkeligheden kun gennemført de pågældende delprogrammer til en vis grad.

(21)

Kommissionen bemærker for det første, at det kun er erhvervsuddannelsesinstitutioner, der kan modtage støtten, som ydes via en fond, der udtrykkeligt er oprettet ved en national bestemmelse. Endvidere udvælges disse institutioner på grundlag af særlige kriterier, der fastlægges af regionerne, og det må derfor konstateres, at den pågældende foranstaltning er selektiv og indebærer anvendelse af statsmidler.

(22)

For det andet har Kommissionen udtrykt stærk tvivl om, hvorvidt erhvervsuddannelse som helhed kan betragtes som en almengyldig aktivitet uden kommercielt formål, som de italienske myndigheder hævdede i begyndelsen. Kommissionen har i denne forbindelse givet udtryk for, at disse tilskud kunne forbedre støttemodtagernes finansielle situation ved at nedbringe de omkostninger, som støttemodtagerne normalt selv skulle have afholdt.

(23)

Endelig kan det ikke udelukkes, at nogle erhvervsuddannelsesinstitutioner opererer på EU-plan, selv om samhandelen mellem medlemsstaterne formodentlig kun i begrænset omfang omfatter uddannelse. Disse institutioner kunne være interesserede i at komme ind på det italienske marked.

(24)

Kommissionen har derfor fastslået, at den pågældende foranstaltning kan betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(25)

Hvis foranstaltningen skal betragtes som statsstøtte, skal den vurderes på grundlag af traktatens bestemmelser og de øvrige relevante EU-regler.

(26)

Kommissionen har i denne forbindelse givet udtryk for, at støtten til »tilpasning af bygninger og udstyr« kun kan fritages delvis, i det omfang den ydes til dækning af ekstraomkostninger i forbindelse med ansættelse af handicappede. Tilsvarende kan støtten til »uddannelse af undervisningspersonalet« fritages, hvis den opfylder kriterierne i Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (4).

(27)

Derimod mener Kommissionen, at alle de øvrige delprogrammer på nuværende tidspunkt må betragtes som driftsstøtte og derfor ikke kan undtages efter nogen bestemmelser i traktaten.

(28)

Kommissionen har kun modtaget bemærkninger fra en italiensk erhvervsuddannelsesinstitution, der er særdeles aktiv, på i hvert fald nationalt plan, og som også er omfattet af den pågældende foranstaltning.

(29)

Selv om denne uddannelsesinstitution er af den opfattelse, at de italienske regler for adgang til markedet for faglig uddannelse er de samme for både italienske virksomheder og andre EU-virksomheder, bemærker den også, at uddannelsesinstitutionerne for at kunne drive uddannelsesvirksomhed med offentlige midler i praksis skal have opnået en vis effektivitet ved sin tidligere virksomhed og have nære forbindelser til samfundet og erhvervslivet efter kriterier, der fastsættes af regionerne. Dette er årsagen til, at udenlandske uddannelsesinstitutioner hidtil ikke har kunnet opfylde de fastsatte betingelser.

(30)

Ifølge Italien påvirker den pågældende foranstaltning ikke samhandelen mellem medlemsstaterne, da godkendelsesordningen, der er baseret på objektive kriterier, som er fastsat i de regionale gennemførelsesbestemmelser, ikke på nogen måde forhindrer eller begrænser etableringsretten for andre regioners eller medlemsstaters erhvervsuddannelsesinstitutioner.

(31)

De italienske myndigheder mener heller ikke, at støtten til de italienske erhvervsuddannelsesinstitutioner vil være til skade for nytilkomne institutioner, da de italienske institutioner formodentlig i forvejen har vanskeligt ved at betjene hele territoriet, som det fremgår af de tidligere tab, som den pågældende foranstaltning skal dække. Ifølge Italien skal støtten, der skal dække tidligere tab i forbindelse med uddannelsesinstitutioners erhvervsuddannelsesvirksomhed, som de udfører som led i det offentlige undervisningssystem, ikke betragtes som støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(32)

Italien mener heller ikke, at udenlandske virksomheder kan have nogen interesse i at komme ind på det italienske marked for »offentlig« uddannelse, da det ikke er rentabelt, hvilket bl.a. fremgår af, at den pågældende støtte er nødvendig.

(33)

Endelig mener de italienske myndigheder ikke, at den urentable faglige uddannelse, der finansieres ved offentlige midler og ikke betales direkte af støttemodtagerne, og som er omfattet af det offentlige undervisningssystem, bør betragtes som kommerciel virksomhed, og de henviser i denne forbindelse til retspraksis i sagerne »Humbel« (5) og »Wirth« (6).

(34)

Regionen Piemonte er ganske vist enig i, at foranstaltningen er selektiv og indebærer anvendelse af offentlige midler, men afviser, at den skulle medføre nogle fordele eller påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Med hensyn til førstnævnte aspekt mener den, at støtten kun blev ydet til dækning af uddannelsesinstitutionernes ydelser, for så vidt som der var tale om uddannelse som led i det offentlige undervisningssystem. Hvad andet aspekt angår, mener regionen Piemonte ikke, at der foregår nogen handel med uddannelsesydelser mellem medlemsstaterne, og at de største hindringer herfor er sproget og de manglende forbindelser til det lokale samfund. Derimod mener den, at der i praksis kan eksistere et EU-marked for »privat« faglig uddannelse (eller konkurrenceudsatte, kommercielle uddannelsesydelser).

(35)

Under alle omstændigheder vil disse foranstaltninger ikke på nogen måde skade nytilkomne institutioner, fordi disse ikke har skullet bære de omkostninger, som støttemodtagerne tidligere har skullet afholde. Hvis der skulle vise sig at være tale om en sådan fordel, mener regionen Piemonte, at det kun drejer sig om forvridning af et rent lokalt marked, og at traktatens artikel 87, stk. 1, derfor ikke ville finde anvendelse.

(36)

Kommissionens undersøgelse vedrører den pågældende generelle støtteordning og ikke individuelle støtteprojekter til bestemte institutioner. Fra proceduren blev indledt, har de italienske myndigheder været fuldstændig klar over, at Kommissionen nærede tvivl om ordningen. Hvis de havde ment, at nogle bestemte tilfælde burde vurderes på individuelt grundlag, skulle de have underrettet Kommissionen om de særlige forhold, der gjorde sig gældende, og have fremsendt alle de oplysninger, der var nødvendige for en individuel undersøgelse.

(37)

Efter traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(38)

Støtten i den foreliggende sag er ydet ved offentlige midler over en fond på 180 mia. ITL (ca. 93 mio. EUR), som udtrykkeligt er oprettet ved en national bestemmelse og fordelt mellem næsten samtlige italienske regioner, som det fremgår af bilaget til dekret 173/2001. Det må derfor undersøges, om betingelsen for anvendelse af offentlige midler er opfyldt.

(39)

Støtteordningen gælder kun for erhvervsuddannelsesinstitutioner. Desuden udvælges støttemodtagerne på regionalt plan på grundlag af de disponible finansielle midler og eventuelle supplerende kriterier i de enkelte regioner, og foranstaltningen har således to selektivitetsaspekter.

(40)

De italienske myndigheder har i øvrigt i deres bemærkninger bekræftet, at der var tale om både selektivitet og anvendelse af offentlige midler.

(41)

Det skal først og fremmest understreges, at begrebet virksomhed inden for konkurrenceretten ifølge fast praksis omfatter enhver enhed, som udøver en økonomisk aktivitet, uanset denne enheds retlige status (f.eks. at den ikke arbejder med gevinst for øje) og finansieringsmåde, og at enhver aktivitet, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på markedet, er en økonomisk aktivitet, jf. Domstolens retspraksis (7).

(42)

Denne praksis er også omhandlet i Kommissionens meddelelse af 1996 (8) og af 2000 (9) om forsyningspligtydelser i Europa og i Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd i Laeken (10).

(43)

Hvad specielt angår sondringen mellem tjenesteydelser af økonomisk art og tjenesteydelser af ikke-økonomisk art, har Kommissionen for nylig understreget (jf. især punkt 44 i grønbogen om forsyningspligtydelser (11), der bl.a. er citeret i hvidbogen om samme emne (12)), at enhver aktivitet, der består i at udbyde varer og tjenester på et givet marked, betragtes som en økonomisk aktivitet. Økonomiske og ikke-økonomiske tjenester kan således eksistere side om side inden for samme sektor og undertiden leveres af samme organisation. Reglerne for det indre marked, konkurrence og især statsstøtte gælder for de førstnævnte.

(44)

Derimod gælder reglerne for det indre marked og for konkurrencen ikke for aktiviteter, der ikke er af økonomisk art, og påvirker derfor på ingen måde forsyningspligtydelser, som ikke er af økonomisk art. Med henvisning til undervisning inden for det nationale undervisningssystem fastslog EF-Domstolen i Humbel-dommen, at staten, når den organiserer og driver et sådant system, ikke derved søger at drive virksomhed mod betaling, men at varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område (13).

(45)

I Humbel-dommen fastslår Domstolen, at undervisning på en teknisk skole i det nationale undervisningssystem ikke kan anses for »tjenesteydelser« som omhandlet i traktatens artikel 50. I denne artikels første stykke fastslås det nemlig, at det kun er ydelser, som normalt udføres mod betaling, der kan betragtes som tjenesteydelser i traktatens forstand.

(46)

Wirth-dommen (14) bekræfter Domstolens konklusioner i Humbel-sagen, nemlig at det væsentlige kendetegn ved betalingen findes i det forhold, at den udgør det økonomisk modstykke til tjenesteydelsen og normalt fastlægges i forholdet mellem den, der præsterer tjenesteydelsen, og den, der modtager den. I samme dom har Domstolen udtalt, at dette særlige kendetegn ikke foreligger med hensyn til undervisning i det nationale undervisningssystem.

(47)

Generelt kan det på grundlag af Domstolens dom i Wirth-sagen fastslås, at mange aktiviteter, der udøves af organisationer, som fortrinsvis udøver sociale funktioner, som ikke arbejder med gevinst for øje, og som ikke har til formål at drive industriel eller kommerciel virksomhed, normalt ikke er omfattet af EU's regler på konkurrenceområdet og for det indre marked. (15).

(48)

I den foreliggende sag fremgik det af Italiens oplysninger, at erhvervsuddannelsesinstitutionerne udøvede to former for aktiviteter. På den ene side varetog de den institutionelle samfundsrettede undervisning af privatpersoner. Denne undervisning indgik i det offentlige undervisningssystem og blev finansieret af staten eller regionerne ved refusion af bestemte støtteberettigede omkostninger. På den anden side havde de mulighed for at udøve kommercielle uddannelsesaktiviteter, som var rettet mod såvel virksomheder og deres ansatte som privatpersoner og blev udbudt til markedspris, og i mange tilfælde udnyttede de denne mulighed i praksis. De italienske myndigheder pålagde derfor støttemodtagerne en forpligtelse til at holde regnskaberne for de to områder adskilte.

(49)

Det kan således fastslås, at første type aktiviteter ikke er af økonomisk art. Det betyder, at den ikke er omfattet af konkurrencereglerne og reglerne for det indre marked, og dermed heller ikke falder ind under traktatens artikel 87, stk. 1.

(50)

Ikke desto mindre bemærker Kommissionen, at begrebet økonomisk aktivitet, som det også fremgår af den nyere retspraksis, er et begreb, der udvikler sig og er delvis forbundet med de enkelte medlemsstaters politik. Medlemsstaterne kan beslutte at overdrage virksomhederne en række opgaver, som traditionelt anses for at påhvile staten. Medlemsstaterne kan også indføre de betingelser, der er nødvendige for at sikre, at der eksisterer et marked for et produkt eller en tjeneste, som ellers ikke ville eksistere. Resultatet af et sådant indgreb er, at de pågældende aktiviteter bliver økonomiske og falder ind under konkurrencereglernes anvendelsesområde.

(51)

Domstolen har f.eks. fastslået, at sygetransport er en aktivitet, der udbydes mod vederlag af forskellige aktører på markedet for udrykningskørsel og sygetransport. I den sag, der blev forelagt Domstolen, blev disse tjenester varetaget af virksomheder, der ikke arbejdede med gevinst for øje. Domstolen erindrede dog om, at dette ikke udelukkede, at de blev klassificeret som virksomheder efter traktatens artikel 87 i de tilfælde, hvor de også udøvede økonomiske aktiviteter (16).

(52)

Domstolen har også fastslået, at der er tale om en økonomisk aktivitet, når et hospital internt fremstiller et produkt, der anvendes som led i medicinsk behandling på hospitalet. Den omstændighed, at behandlingen ikke betales direkte af patienten, men finansieres af det offentlige, betyder ikke, at fremstillingen af produktet mister sin økonomiske karakter (17).

(53)

Denne holdning er blevet stadfæstet i to andre domme, som Domstolen har afsagt (18). Nogle medlemsstater fremførte, at medicinsk behandling ikke skal betragtes som en økonomisk aktivitet, da patienter, som gennemgår en hospitalsbehandling, ikke nødvendigvis betaler for den. Domstolen fastslog, at medicinsk behandling skal betragtes som en økonomisk aktivitet, også selv om den ikke betales direkte af patienterne, men af de offentlige myndigheder eller sygekasserne.

(54)

At der er tale om et solidaritetselement udelukker heller ikke nødvendigvis muligheden for at udøve kommerciel virksomhed. Nogle virksomheder kan acceptere, at de skal tage hensyn til sådanne solidaritetsaspekter i betragtning af de øvrige fordele, de kan opnå ved at operere inden for den pågældende sektor. Derimod kan virksomheder, der arbejder uden gevinst for øje, konkurrere med kommercielle virksomheder og dermed betragtes som virksomheder efter traktatens artikel 87.

(55)

Kommissionen kan derfor ikke udelukke, at nogle aktiviteter, der udøves af uddannelsesinstitutionerne, skal betegnes som økonomiske aktiviteter, selv om det drejer sig om faglig uddannelse som led i det offentlige undervisningssystem.

(56)

I sidstnævnte tilfælde anvendes traktatens artikel 86, stk. 2, der vedrører virksomheder, som har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. I denne artikel fastslås det, at sådanne virksomheder falder ind under traktatens bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Den fastslår endvidere, at udviklingen af samhandelen ikke må påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse.

(57)

I betragtning af, at uddannelsesinstitutionerne som led i de nationale og regionale bestemmelser på området havde fået pålagt en public service-funktion gennem bindende foranstaltninger, dvs. aftalerne mellem de italienske regioner og uddannelsesinstitutionerne, og at der ikke var risiko for overkompensation, idet støtten ikke kunne overstige de relevante omkostninger, som fremgik af de særskilte regnskaber, kan der derfor indrømmes en undtagelse efter traktatens artikel 86, stk. 2.

(58)

Derimod konkluderer Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at den anden form for aktiviteter, der er omtalt i nr. 48, er af økonomisk art, hvilket også fremgår af de italienske myndigheders egne oplysninger.

(59)

For at falde ind under traktatens artikel 87 skal støtteforanstaltninger fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Disse to kriterier er ofte forbundet, når det gælder statsstøtte.

(60)

Med hensyn til samhandelen mellem medlemsstaterne har Førsteinstansretten (19) fastslået, at finansiel støtte, som styrker en virksomheds stilling i konkurrencen med andre virksomheder på det fælles marked, påvirker dette marked. Det gælder, når støttemodtageren er aktivt involveret i samhandelen mellem medlemsstaterne eller deltager i kontrakter, der er indgået ved udbud i flere medlemsstater.

(61)

Støtte kan også påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, selv om støttemodtageren, der konkurrerer med virksomheder i andre medlemsstater, ikke deltager direkte i grænseoverskridende aktiviteter. Når en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan det indenlandske udbud forblive uændret eller endog stige, hvilket betyder, at virksomheder i andre medlemsstater får mere begrænsede muligheder for at udbyde deres tjenester på den pågældende medlemsstats marked.

(62)

Det er derfor ikke nødvendigt for at bevise, at samhandelen påvirkes, at støttemodtagerne er direkte involveret i eksportaktiviteter (20), eller at der er tale om faktisk samhandel mellem medlemsstaterne inden for det samme markedssegment. Et begrænset støttebeløb eller en forholdsvis lille støttemodtager gør det heller ikke muligt på forhånd at drage den konklusion, at samhandelen ikke påvirkes.

(63)

Kommissionen bemærker i denne forbindelse, at nogle støttemodtagere i den foreliggende sag opererer på i hvert fald regionalt eller overregionalt plan (og undertiden på nationalt plan) og har en betydelig omsætning, som må formodes at give dem mulighed for at overvinde hindringerne for at udbyde uddannelsestjenester på EU-markedet. Kommissionen bemærker desuden, at nogle støttemodtagere i forvejen opererer på internationalt plan.

(64)

En enkelt støttemodtager opererer således i flere medlemsstater, som f.eks. Belgien ( 4 afdelinger), Frankrig (7 afdelinger), Tyskland (4 afdelinger) og Det Forenede Kongerige (1 afdeling), i tredjelande som for eksempel Schweiz og i stater uden for Europa (Argentina). Den pågældende støttemodtager deltager også i det internationale net, »Exemplo«, som består af 14 europæiske uddannelsesinstitutioner og beskæftiger sig med udveksling af viden, benchmarking, samarbejde inden for EU-projekter, udvikling af særlige markedssegmenter for e-handel og online-uddannelse.

(65)

På baggrund af ovenstående må Kommissionen konkludere, at de pågældende foranstaltninger skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, fordi de kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne mærkbart.

(66)

Kommissionen bemærker, at anmeldelsespligten efter traktatens artikel 88, stk. 3, ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

(67)

Da ovennævnte støtteordning ikke er blevet anmeldt på forhånd, så Kommissionen kunne undersøge, om den var forenelig med statsstøttereglerne, er den iværksat i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, og dermed ulovlig.

(68)

Delprogrammet »tilskud til indfrielse af gamle forpligtelser« kan principielt falde ind under »de minimis«-forordningen (21), da støtteordningen ikke omfatter hverken sektorer, der er udelukket fra de minimis-forordningen, eller støtte, som er forbundet med eksportaktiviteter, eller som er betinget af, at der fortrinsvis anvendes indenlandske produkter. Det skal dog understreges, at støttebeløbet ofte overstiger maksimumbeløbet på 100 000 EUR.

(69)

Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den pågældende foranstaltning ikke kan anses for at være i overensstemmelse med de minimis-forordningen. De italienske myndigheder har heller aldrig fremført, at støtten over den pågældende ordning skal betragtes som de minimis-støtte.

(70)

Da dette delprogram ikke omfatter nogen af de støtteberettigede omkostninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 7, litra a)-f), i forordningen om uddannelsesstøtte (22), kan det ikke fritages efter denne forordning. De italienske myndigheder har heller aldrig betegnet støtten som uddannelsesstøtte.

(71)

Hvis støtten vurderes på grundlag af Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (23), bemærker Kommissionen, at det pågældende delprogram ikke omfatter støtte til investeringer i hverken materielle eller immaterielle goder. Det tager derimod udelukkende sigte på at reducere de løbende udgifter gennem tilskud til indfrielse af gamle forpligtelser, og kan dermed betegnes som driftsstøtte, som Kommissionen normalt ikke godkender.

(72)

Driftsstøtte, der ikke er forbundet med supplerende omkostninger ved udøvelsen af en public service-funktion, kan nemlig medføre en reduktion i generalomkostningerne, som virksomhederne normalt selv skal afholde.

(73)

Driftsstøtte kan kun ydes ekstraordinært i områder, der er støtteberettigede efter artikel 87, stk. 3, litra a), forudsat at den opfylder betingelserne i punkt 4,15 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (24). I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at de relevante nationale bestemmelser finder anvendelse uden forskel på hele det italienske territorium uden at tage sigte på at opveje regionale ulemper.

(74)

Kommissionen fastslår, at den pågældende ordning ikke opfylder nogen af ovennævnte betingelser. De italienske myndigheder har heller ikke omtalt forordningen om støtte til små og mellemstore virksomheder eller retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt ordningen er forenelig med fællesmarkedet.

(75)

Det ser heller ikke ud til, at den pågældende støtte fremmer virkeliggørelsen af horisontale fællesskabsmål efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), såsom F&U, beskæftigelse, miljøbeskyttelse eller redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder i henhold til de relevante retningslinjer, rammebestemmelser og forordninger.

(76)

Det er derfor klart, at undtagelsen efter traktatens artikel 87, stk. 2, litra a)-c) (25) ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Samme konklusion kan drages med hensyn til undtagelserne i artikel 87, stk. 3, litra b)-d) (26).

(77)

Med hensyn til delprogrammerne »incitamenter til frivillig personaleafgang« og »tilpasning af IT-systemerne« kan man i vid udstrækning anvende samme begrundelse som anført i forbindelse med delprogrammet »tilskud til indfrielse af gamle forpligtelser«.

(78)

Kommissionen mener nemlig, at størsteparten af denne støtte skal betragtes som driftsstøtte, og at den derfor ikke kan undtages.

(79)

Det må især fastslås, at støtten til fremme af frivillig personaleafgang, som tilsyneladende medfører en uberettiget konkurrencemæssig fordel ved, at de uddannelsesinstitutioner, der modtager støtten, kan foretage en kunstig nedskæring i personaleomkostningerne i forhold til konkurrenterne, slet ikke kan fritages, hverken efter Kommissionens forordning (EF) nr. 2204/2002 af 12. december 2002 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til beskæftigelse (27) eller på grundlag af andre gældende regler.

(80)

Udgifterne til tilpasning af IT-systemerne kan heller ikke fritages, da der ikke er tale om nogen initialinvestering som omhandlet i forordningen om støtte til SMV (28) eller om noget regionaludviklingsinstrument som omhandlet i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (29).

(81)

Støtten til tilpasning af bygninger og udstyr efter de obligatoriske sikkerhedsregler kan ikke fritages i henhold til de nugældende statsstøtteregler af de grunde, der er omhandlet i nr. 68-76.

(82)

Derimod kan den del af støtten til tilpasning af bygninger og udstyr, der vedrører supplerende omkostninger i forbindelse med beskæftigelse af handicappede, fritages i henhold til forordningen om beskæftigelsesstøtte (30).

(83)

Den støtte, der ydes efter delprogrammet »uddannelse af undervisningspersonalet«, kan ligeledes fritages i henhold til forordningen om uddannelsesstøtte (31).

(84)

Når den faglige uddannelse af privatpersoner som led i det offentlige undervisningssystem (som omhandlet i nr. 44-49), hvorover der føres særskilt regnskab, ikke betragtes som en økonomisk aktivitet, falder støtten til dækning af omkostningerne i denne forbindelse ikke ind under traktatens artikel 87, stk. 1, og betragtes derfor ikke som statsstøtte.

(85)

Når aktiviteter som led i det offentlige undervisningssystem, betragtes som økonomiske aktiviteter som følge af udviklingen i dette begreb, jf. nr. 50-55, kan støtten derimod undtages efter traktatens artikel 86, stk. 2.

(86)

Derimod opfylder støtte til omkostninger i forbindelse med kommercielle aktiviteter samtlige betingelser for at kunne betragtes som statsstøtte og falder derfor ind under traktatens artikel 87, stk. 1.

(87)

Kommissionen finder det beklageligt, at støtteordningen for en reform af erhvervsuddannelsesinstitutionerne er blevet gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, i det omfang, hvor den omfatter statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, og dermed er ulovlig.

(88)

Delprogrammerne »tilpasning af bygninger og udstyr efter de obligatoriske sikkerhedsregler og af hensyn til handicappede«, for så vidt angår supplerende omkostninger ved beskæftigelse af handicappede, og »uddannelse af undervisningspersonalet med henblik på opfyldelse af godkendelseskriterierne« kan fritages efter henholdsvis Kommissionens forordning 2204/2002 af 12. december 2002 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på beskæftigelsesstøtte (32) og Kommissionens forordning 68/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (33).

(89)

Støtten til delprogrammerne »tilskud til indfrielse af gamle forpligtelser«, »incitamenter til frivillig personaleafgang« og »tilpasning af bygninger og udstyr efter sikkerhedsreglerne og af hensyn til handicappede«, hvad angår den del, der vedrører tilpasning efter de obligatoriske sikkerhedsregler, er uforenelig med fællesmarkedet.

(90)

Kommissionen bemærker, at de minimis-forordningen (34) principielt kan anvendes på de pågældende foranstaltninger, idet de ikke omfatter hverken sektorer, der er udelukket fra forordningens anvendelsesområde, eller støtte til eksportvirksomhed eller støtte, der er betinget af, at der fortrinsvis anvendes indenlandske produkter. Hvis man derfor forudsætter, at samtlige betingelser i de minimis-forordningen er opfyldt, og især at tærsklen på 100 000 EUR i hver relevant treårsperiode overholdes med hensyn til de enkelte støttemodtagere, kan støtten i den foreliggende sag betragtes som de minimis, og den falder derfor ikke ind under traktatens artikel 87, stk. 1.

(91)

Denne beslutning om støtteordningen skal gennemføres omgående. Det er i henhold til traktatens artikel 87 Kommissionens faste praksis, at støtte, som efter traktatens artikel 88 er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, skal kræves tilbagebetalt fra støttemodtageren. Denne praksis er blevet stadfæstet ved artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/99, om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (35).

(92)

Kommissionen bemærker desuden, at en beslutning om en støtteordning ikke foregriber den mulighed, at de individuelle foranstaltninger ikke skal betragtes som støtte (fordi den individuelle støtte er omfattet af de minimis-reglerne), eller at støtten helt eller delvis kan anses for forenelig med fællesmarkedet på grund af sine karakteristika (f.eks. i henhold til en gruppefritagelsesforordning).

(93)

Efter artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/99 skal den støtte, der kræves tilbagebetalt, pålægges renter efter en bestemt sats, som Kommissionen fastsætter. Renterne påregnes fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte er stillet til støttemodtagerens rådighed, og indtil tilbagebetalingstidspunktet.

(94)

Renterne skal beregnes efter bestemmelserne i kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/99 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF- traktatens artikel 93 (36).

(95)

Italien pålægger derfor de potentielle støttemodtagere at tilbagebetale støtten med renter, som omhandlet i nr. 94, inden to måneder efter vedtagelsen af denne beslutning. Beløbet skal være fuldt tilbagebetalt senest ved udgangen af det første regnskabsår efter meddelelsen af denne beslutning.

(96)

Italien giver Kommissionen de ønskede oplysninger ved at udfylde det spørgeskema, der er vedlagt som bilag I til denne beslutning, og udarbejder en liste over de involverede støttemodtagere og angiver klart, hvilke foranstaltninger, der er planlagt og allerede vedtaget, for at den ulovlige statsstøtte omgående kan tilbagebetales fuldt ud. Italien forelægger senest to måneder efter vedtagelsen af beslutningen Kommissionen alle dokumenter, der beviser, at der er indledt en tilbagesøgningsprocedure over for modtagerne af den ulovlige støtte (såsom cirkulærer, bestemmelser om tilbagebetaling osv.) -

(1)

I januar 2004 blev Kommissionen af en britisk statsborger underrettet om nogle investeringer, som var blevet foretaget på Shetlandsøerne med de shetlandske myndigheders deltagelse, og som muligvis udgjorde statsstøtte. I sine breve af 17. februar 2004 og 1. september 2004 bad Kommissionen Det Forenede Kongerige om yderligere oplysninger om disse investeringer, og Det Forenede Kongerige svarede med sine breve af 30. april 2004 og 13. december 2004.

(2)

I sit brev af 20. april 2005 meddelte Kommissionen Det Forenede Kongerige, at den havde besluttet at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 2. Det Forenede Kongerige fremsatte sine bemærkninger til sagen i sit brev af 19. maj 2005.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 10. juni 2005 (2). Kommissionen opfordrede samtidig alle interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til sagen. Den har ingen bemærkninger modtaget.

(4)

Shetlandsøernes amtsråd (Shetland Islands Council - SIC), der er offentlig myndighed på Shetlandsøerne, har oprettet to fonde, Shetland Development Trust (Development Trust) og Shetland Islands Council Charitable Trust (Charitable Trust).

(5)

Development Trust blev oprettet for at være hovedkilden til finansiering af økonomiske udviklingsprojekter på Shetlandsøerne. Det stiller finansieringsmidler til rådighed i form af lån. Fondsbestyrelsen består af amtsrådsmedlemmerne plus to uafhængige.

(6)

Charitable Trust er en forvaltningsfond, som tilhører SIC og yder lån til velgørende formål. Charitable Trust’s fondsbestyrelse består af amtrådsmedlemmerne plus to uafhængige.

(7)

Både Charitable Trust’s og Development Trust’s midler stammer fra en reservefond, der blev oprettet af SIC. Denne reservefond finansieres selv ved hjælp af en aftale, som blev indgået den 12. juli 1974 mellem SIC og de olieselskaber, der benytter havneanlæggene i Sullum Voe. Aftalen går ud på, at selskaberne skal betale afgift »for importen af råolie og som godtgørelse for de ulemper, den forvolder«.

(8)

Til erhvervs- og udviklingsformål har SIC oprettet Shetland Leasing and Property Ltd (SLAP), som er et aktieselskab med erhvervsformål, der helt og holdent ejes af Charitable Trust. SLAP har til opgave at anbringe kapital i lokale virksomheder, at yde lån til den lokale industri til bankrente og at opføre industribygninger til udlejning til markedspriser.

(9)

Da SLAP er et aktieselskab med erhvervsformål, som ejes helt af Charitable Trust, finansieres dets aktiviteter dels af Charitable Trust, dels af dets eget udbytte. Til bestemte projekter kommer der også finansieringsmidler fra Development Trust.

(10)

I 1999 besluttede SLAP’s bestyrelse at investere i en virksomhed ved navn Shetland Seafish Ltd. Denne virksomhed blev oprettet den 7. oktober 1999 ved en økonomisk sammenslutning af Williamson Ltd og Ronas Ltd. Begge virksomheder var på det tidspunkt tabsgivende og blev betragtet som insolvente. Ved at oprette Shetland Seafish Ltd og slå de to tabsgivende virksomheder sammen forventede man, at udbyttet ville vokse, og den nye virksomhed i løbet af kort tid ville blive udbyttegivende. Det blev anslået at Shetland Seafish Ltd i slutningen af 2002 ville få et udbytte på over 460 000 GBP.

(11)

SLAP investerede i Shetland Seafish Ltd ved at opkøbe 156 250 stamaktier (62,5 %) på hver 1 GBP og 1 000 000 referenceaktier (100 %) på hver 1 GBP. De øvrige stamaktionærer var Shetland Seafish Producers Organisation Ltd (43 750 aktier), Mr. L.A. Williamson (18 750 aktier), Mr. R.A. Carter (18 750 aktier) og Shetland Fisheries Centre Ltd (12 500 aktier).

(12)

I juni 2000 vedtog SLAP’s bestyrelse endnu engang at investere i Shetland Seafish Ltd, da denne virksomhed havde besluttet at overtage aktiviteterne i Whalsay Ltd, en tabsgivende fiskeforarbejdningsvirksomhed med hjemsted på Shetlandsøerne. SLAP’s finansiering af denne overtagelse bestod i, at SLAP overtog endnu 2 000 000 præferenceaktier i Shetland Seafish Ltd, som SLAP tegnede i to omgange. I november 2000 erhvervede SLAP 1 200 000 præferenceaktier og den 16. februar endnu 800 000 præferenceaktier.

(13)

Fra den 16. februar 2001 bestod Shetland Seafish Ltd’s tegnede aktiekapital således af 250 000 stamaktier og 3 000 000 præferenceaktier, der blev ejet i samme forhold af de samme aktionærer som ved den oprindelige aktieudstedelse i 1999.

(14)

Ifølge en særlig erklæring, som Shetland Seafish Ltd’s bestyrelse vedtog den 17. december 1999, giver præferenceaktierne i Shetland Seafish Ltd »ret til et fast, ikke-kumulativt præferentielt udbytte på 10 % om året (eksklusive den dermed forbundne skattegodtgørelse) af den aktuelt indbetalte kapital eller den dertil henførte godtgørelse, og det påløber fra tegningstidspunktet og udbetales (hvis der er overskud til udlodning) hvert år den 31. januar for de tolv forudgående måneder; aktierne kan indløses til pari (dvs. 1 pund pr. præferenceaktie) plus eventuelt ubetalt præferentielt udbytte efter selskabets valg på et hvilket som helst tidspunkt efter årsdagen for præferenceaktiernes tildeling.«

(15)

Af de forelagte oplysninger fremgår det, at Shetland Seafish Ltd har været tabsgivende siden 1999.

(16)

I sine breve af 30. april 2004 og 13. december 2004 hævdede Det Forenede Kongerige, at investeringerne skulle betragtes som private investeringer, da SLAP er et privat foretagende, og både SIC og SLAP på investeringstidspunktet havde berettigede forventninger om, at de involverede beløb kunne betragtes som private midler.

(17)

For det andet hævdede Det Forenede Kongerige, at hvis de involverede beløb skal betragtes som offentlige midler, er de investeringer, SLAP har foretaget, investeringer, som en normal privat virksomhed kunne have foretaget. Til støtte for denne påstand har Det Forenede Kongerige forelagt to rapporter om de pågældende investeringer: rapporten om Shetland Seafish-sammenslutningen og Whalsay-rapporten.

(18)

Rapporten af 27. september 1999 om Seafish-sammenslutningen er udarbejdet af M. Goodlad og S. Gillani til SLAP’s direktører og drejer sig om en foreslået strukturomlægning og sammenslutning af L.A. Williamson & Sons (Shetland) Limited & Ronas Fisheries Limited.

(19)

Ifølge rapportens tal og prognoser skulle sammenslutningen af L.A. Williamson & Sons (Shetland) Limited & Ronas Fisheries Limited ved oprettelse af Shetland Seafish Ltd begynde at give udbytte i løbet af tre år.

(20)

Whalsay-rapporten er udarbejdet af John Inkster, som på dette tidspunkt var administrerende direktør i Whalsay Fish Processors Ltd, og den forelå i juni 2000. Rapporten indeholder en analyse af de involverede virksomheders situation, markedsudviklingen og de mulige fordele for Shetland Seafish Ltd ved at overtage Whalsay Ltd.

(21)

Kommissionen mente ikke, det kunne fastslås på grundlag af tallene og oplysningerne i de rapporter, Det Forenede Kongeriges myndigheder havde forelagt, om disse investeringer kunne betragtes som udbyttegivende, og om SLAP havde optrådt som en normal privat investor. Da investeringerne desuden var til de involverede virksomheders klare fordel, og disse virksomheder lå i direkte konkurrence med andre fiskeforarbejdningsvirksomheder både i Det Forenede Kongerige og andre medlemsstater, fandt Kommissionen, at investeringerne måtte være statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87 anvendte betydning.

(22)

Da investeringerne blev foretaget i 1999 og 2000, blev de vurderet på grundlag af retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren fra 1997 (3). Ifølge disse retningslinjers punkt 2.3 skal støtte, der ikke opfylder betingelserne i retningslinjerne, bedømmes i hvert enkelt tilfælde. Ifølge punkt 1.2 er statsstøtte, der ydes uden krav om en forpligtelse fra modtagernes side, og som har til formål at forbedre deres driftsøkonomi og bevirker en forbedring af deres indkomst, at betragte som driftsstøtte og derfor uforenelig med fællesmarkedet. Ifølge retningslinjerne kan driftsstøtte kun erklæres for forenelig med fællesmarkedet, hvis den er forbundet med en omstruktureringsplan, der skønnes at være forenelig med fællesmarkedet. Da Kommissionen ikke har fået en sådan omstruktureringsplan forelagt, fandt den, at investeringerne var uforenelige med fællesmarkedet.

(23)

I sit svar af 19. maj 2005 erklærer Det Forenede Kongerige, at SLAP bør betragtes som et privat foretagende. Det hævder desuden, at alt bevismateriale i sagen allerede var blevet sendt til Kommissionen, at oplysningerne i rapporten om Seafish-sammenslutningen må betragtes som tilstrækkeligt grundlag for de opstillede hypoteser, og at de hypoteser, der opstilles i rapporten, må betragtes som forsigtige, og at de oprindelige forretningsmæssige argumenter for sammenslutningen, således som de fremstilles i rapporten, var rimelige i betragtning af SLAP’s egenskab af privat investor.

(24)

Det Forenede Kongerige hævder, at tilbagebetaling af støtten ikke bør forlanges, hvis Kommissionen vedtager en negativ beslutning, da det ville stride mod princippet beskyttelse af berettigede forventninger. Det Forenede Kongerige henviser til slut til Kommissionens beslutning 2003/612/EF af 3. juni 2003 om lån til opkøb af fangstkvoter på Shetlandsøerne (Det Forenede Kongerige) (4) og fremfører, at de britiske myndigheder hele tiden har optrådt sådan, at det med rimelighed kunne konkluderes, at fonden er en privat fond, der omfattes af reglerne for Fællesskabets strukturfonde.

(25)

Det må først afgøres, om foranstaltningen kan betragtes som statsstøtte, og om denne statsstøtte i så fald er forenelig med fællesmarkedet.

(26)

I EF-traktatens artikel 87, stk. 1, hedder det: »Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«. Fire betingelser skal være opfyldt, for at en foranstaltning kan klassificeres som statsstøtte: for det første skal foranstaltningen bibringe de virksomheder, der modtager den, visse fordele, for det andet skal støtten ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler, for det tredje skal den forvride eller true med at forvride konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder, og endelig skal den påvirke handelen mellem medlemsstaterne.

(27)

De SLAP-midler, der er blevet benyttet til investeringen, skyldes finansieringsmidler fra Charitable Trust. Charitable Trust blev oprettet af SIC for på det shetlandske samfunds vegne at modtage den ulempegodtgørelse, olieindustrien var gået ind på betale.

(28)

Som Kommissionen allerede påpegede i sin beslutning af 3. juni 2003 om lån til opkøb af fangstkvoter på Shetlandsøerne, kan disse midler, der knytter sig direkte til de ulemper, Shetlandsøernes befolkning udsættes for, men ikke til det forhold, at der stilles havneanlæg til rådighed, ikke betragtes som private midler, men må anses for at være »statsmidler«, i den i EF-traktatens artikel 87 anvendte betydning.

(29)

De SLAP-investeringer, undersøgelsen gælder, er finansieret på samme grundlag. På baggrund af konklusionerne i den beslutning, der nævnes i punkt 24, og i betragtning af, at Det Forenede Kongerige ikke har givet yderligere bevis på, at disse midler er private midler, mener Kommissionen, at investeringerne må anses for at være finansieret med statsmidler.

(30)

I den allerede nævnte beslutning påpegede Kommissionen også, at Charitable Trust’s fondsbestyrelse består af SIC’s medlemmer. Selv om disse amtrådsmedlemmer optræder som fondsbestyrelse ex officio, betyder den kendsgerning, at de udnævnes af SIC, at SIC er i stand til at udøve en dominerende indflydelse både over fonden og over SLAP samt over de midler, de råder over. Der er derfor en række forhold, som viser, at der ikke kan træffes beslutninger uden at tage hensyn til de offentlige myndigheders krav.

(31)

På baggrund af Stardust-sagen (5), da SLAP’s midler skyldes offentlig finansiering, og da den offentlige myndighed er i stand til direkte eller indirekte at udøve en dominerende indflydelse over både Charitable Trust og dets midler, må beslutninger, der træffes om disse midler, betragtes som beslutninger, der kan tilskrives den offentlige myndighed og udføres ved hjælp af statsmidler.

(32)

Offentlige investeringer betragtes som statsstøtte, hvis investeringsbeslutningen træffes på vilkår, der ikke ville være acceptable for en privat investor, der handler efter normale markedsøkonomiske principper.

(33)

Ifølge Det Forenede Kongerige optrådte SLAP som en normal markedsøkonomisk investor, da det investerede i Shetland Seafish Ltd, og da Shetland Seafish Ltd overtog Whalsay Ltd. Det fremgår angiveligt af de to rapporter, der blev forelagt bestyrelsen på investeringstidspunktet: Rapporten om Shetland Seafish-sammenslutningen og Whalsay-rapporten.

(34)

En investering kan anses for at være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, hvis investeringen foretages på vilkår, der ville være acceptable for en privat investor, som optræder på normale markedsøkonomiske betingelser. En investering anses ikke for at være i overensstemmelse med princippet, hvis virksomhedens økonomiske situation, navnlig gældens størrelse og struktur, er af en sådan art, at der ikke inden for en rimelig tid kan forventes et normalt afkast af investeringen.

(35)

Udbytteprognoserne i rapporten af 27. september 1999 om Seafish-sammenslutningen bygger på en række hypoteser, som ikke er tilstrækkeligt begrundede. Rapporten indeholder en anslået resultatopgørelse, en anslået statusopgørelse og et anslået likviditetsregnskab for 2000, 2001 og 2002. Tallene i disse regnskaber viser, at Shetland Seafish Ltd ville blive udbyttegivende, og at omsætningen forventedes at vokse med mere end 16 % i 2001 og med 26 % i 2002 i forhold til 2000. Rapporten indeholder imidlertid ikke tilstrækkelige tal og begrundelser til at godtgøre disse overslags pålidelighed, da de nødvendige tal for udbud, priser og produktion, som kan understøtte disse forventninger, ikke er medtaget i rapporten.

(36)

Bortset fra, at Kommissionen ikke kan godtgøre disse overslags og hypotesers troværdighed, selv om de måske kunne betragtes som nøjagtige og pålidelige, uden at have tallene for udbud, priser og produktion, er de ikke tilstrækkelige til, at en normal privat investor ville være villig til at investere i et sådant foretagende.

(37)

I rapporten nævnes det, at tilrettelæggelsen af den nye ledelsesstruktur og produktionsstrategi er blevet omhyggeligt planlagt for at afhjælpe tidligere underskud i de pågældende to virksomheder. Kernen i den nye tankegang er imidlertid den erkendelse, at kun en markedsorienteret fremgangsmåde vil sikre succes og fortsat forarbejdning af helt på Shetlandsøerne, og det viser ifølge Det Forenede Kongerige, at hensigten på investeringstidspunktet var at sikre, at virksomhederne blev drevet på en måde, der var i overensstemmelse med deres marked for at sikre deres levedygtighed på længere sigt.

(38)

På baggrund af rapportens tal og data noterer Kommissionen, at Det Forenede Kongerige ikke har anvendt sine argumenter korrekt og gennemført. Da der ikke findes omfattende data til støtte for investeringsbeslutningen, mener Kommissionen, at investeringen ikke kan betragtes som en udbyttegivende investering, og at SLAP ikke har optrådt som en normal privat investor.

(39)

Whalsay-rapporten blev udarbejdet af den administrerende direktør for Whalsay Ltd og kan ikke betragtes som en uafhængig rapport om Whalsay og om Shetland Seafish Ltd’s eventuelle overtagelse af virksomheden. Det fremgår af rapporten, at begge virksomheder klart lider under markedets begrænsede udbud af laks, og at en sammenslutning af dem ikke blot er den bedste, men måske den eneste mulighed for at sikre fortsat, bæredygtig beskæftigelse i denne industri.

(40)

Rapporten konkluderer desuden, at beslutningen i SLAP’s bestyrelse, hvis den godkender forslaget om at investere i sammenslutning mellem Seafish og Whalsay, derfor skal træffes under den forudsætning, at forsyningerne af laks sikres varigt. Risikoen for at dette ikke sker, vil gøre det til en yderst risikabel beslutning at godkende sammenslutningen, og både SLAP og Seafish bliver sårbare.

(41)

Rapporten giver klart udtryk for tvivl, når det gælder udbyttet af virksomhedssammenslutningen og spørgsmålet om at sikre beskæftigelsen i industrien. Desuden indeholder rapporten ikke tilstrækkelige data til at kunne godtgøre den pågældende investerings rentabilitet. Den viser, at der hverken forelå eller blev fremført yderligere oplysninger, da investeringsbeslutningen blev truffet. Det Forenede Kongerige har udtrykkeligt bekræftet, at investeringsbeslutningen udelukkende blev truffet på grundlag af denne rapport. Når Kommissionen derfor tager hensyn til den tvivl, der kommer til udtryk i rapporten, og manglen på yderligere oplysninger, der viser andet, kan den kun konkludere, at en normal privat investor heller ikke ville have truffet beslutning om at foretage denne investering.

(42)

På dette grundlag mener Kommissionen, at SLAP’s investeringer i Shetland Seafish Ltd i 1999 og 2000 ikke er normale erhvervsmæssige investeringer, som en normal privat investor også kunne have foretaget.

(43)

På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderer Kommissionen, at de involverede virksomheder, L.A. Williamson Ltd og Ronas Ltd, som blev sammensluttet til Shetland Seafish Ltd og Whalsay Ltd, ikke ville have kunnet fortsætte driften uden den pågældende investering. I hvert fald har investeringen styrket deres markedsstilling, hvad der ellers ikke ville være sket.

(44)

Investeringerne er til fordel for de involverede virksomheder, og disse virksomheder konkurrerer direkte med andre fiskeforarbejdningsvirksomheder både i Det Forenede Kongerige og i andre medlemsstater. Derfor forvrider de eller truer med at forvride konkurrencen.

(45)

På baggrund af det foregående betragtes SLAP’s investeringer i Shetland Seafish Ltd som statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87 anvendte betydning.

(46)

Statsstøtte kan erklæres for forenelig med fællesmarkedet, hvis den er i overensstemmelse med en af undtagelserne i EF-traktaten. Hvad statsstøtte til fiskerisektoren angår, kan statsstøtteforanstaltninger anses for forenelige med fællesmarkedet, hvis de opfylder betingelserne i retningslinjerne for behandling af statsstøtte til fiskeri og akvakultur fra 2004 (6). Ifølge disse retningslinjers punkt 5.3 skal »ulovlig støtte« i den betydning, der anvendes i artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, bedømmes efter de retningslinjer, som var gældende på det tidspunkt, hvor den retsakt, som indførte støtten, trådte i kraft.

(47)

Da SLAP’s investeringer fandt sted i 1999 og 2000, skal støttens forenelighed bedømmes efter retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren fra 1977 (i det følgende benævnt »retningslinjerne«, se punkt 22)), som var gældende på det pågældende tidspunkt.

(48)

Ifølge retningslinjernes punkt 2.3 kan investeringsstøtte til behandling, forarbejdning og afsætning af fiskerivarer betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den ydes på betingelser, der svarer til dem, som er fastsat i forordning (EF) nr. 3699/93 og er mindst lige så strenge, og hvis støtten endvidere udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den samlede sats for statsstøtte og EF-støtte, som er tilladt i henhold til den nævnte forordning. Hvis støtten desuden vedrører investeringer, som i henhold til forordning (EF) nr. 3699/93 ikke er berettiget til EF-tilskud, undersøger Kommissionen i hvert enkelt tilfælde, om den er forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål.

(49)

Ifølge artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2468/98, som afløste forordning (EF) nr. 3699/93 den 3. november 1998 (7), kan medlemsstaterne på de betingelser, der er anført i bilag II, træffe foranstaltninger til at fremme materielle investeringer inden for forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter. Ifølge punkt 2.4 i bilag II skal investeringer i forarbejdning og afsætning især gælde opførelse og erhvervelse af bygninger og anlæg, erhvervelse af nyt udstyr og nye anlæg, der er nødvendige for forarbejdning og afsætning af fiskerivarerne og akvakulturprodukterne mellem landing og færdigvarer, eller anvendelsen af ny teknik, der navnlig skal forbedre konkurrenceevnen og øge værditilvæksten.

(50)

SLAP’s investeringer kan ikke betragtes som investeringer, der gælder nogen af disse forhold, og skal derfor i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 2.3 vurderes i hvert enkelt tilfælde.

(51)

Da investeringernes virkning er, at Shetland Seafish Ltd’s generelle økonomiske situation forbedres, må støtten betragtes som driftsstøtte.

(52)

Ifølge de generelle principper i retningslinjernes punkt 1.2 er støtte, der ydes uden krav om en forpligtelse fra modtagernes side, og som har til formål at forbedre deres driftsøkonomi, og som andrager beløb, der er afpasset efter de producerede eller afsatte mængder, varernes pris, produktionsanlægget eller produktionsmidlerne, og som endelig kun bevirker en nedsættelse af modtagernes produktionsomkostninger eller en forbedring af deres indkomst, at betragte som driftsstøtte og derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(53)

Det påpeges i samme punkt i retningslinjerne, at Kommissionen skal vurdere en sådan driftsstøtte i hvert enkelt tilfælde, når støtten er direkte forbundet med en omstruktureringsplan, der anses for at være forenelig med fællesmarkedet.

(54)

Det Forenede Kongerige har ikke forelagt nogen omstruktureringsplan, som Kommissionen har skullet vurdere. Da driftsstøtte ifølge retningslinjerne kun kan erklæres for forenelig med fællesmarkedet, hvis den er forbundet med en omstruktureringsplan, der er forenelig med fællesmarkedet, er investeringerne ikke i overensstemmelse med retningslinjerne.

(55)

Ifølge artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 fastsætter Kommissionen, i sine negative beslutninger om ulovlig støtte, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det ville være i strid med et generelt princip i Fællesskabets lovgivning. Princippet beskyttelse af berettigede forventninger er et generelt princip i Fællesskabets lovgivning. Kommissionen mener af følgende grunde, at dette princip udelukker tilbagebetaling i det foreliggende tilfælde.

(56)

Den 3. juni 2003 traf Kommissionen med beslutning 2003/612/EF en negativ beslutning om lån til opkøb af fangstkvoter på Shetlandsøerne (8). I denne beslutning erklærede Kommissionen, at der, skønt der ikke nødvendigvis var sammenhæng mellem Kommissionens aktioner og beslutninger vedrørende anvendelsen af Fællesskabets strukturfonde inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1260/1999 (9) og Kommissionens beslutninger vedrørende statsstøtte, under de særlige omstændigheder i den pågældende sag kunne være skabt berettigede forventninger med hensyn til den private karakter af den pågældende fond som følge af en kombination af begivenheder.

(57)

Kommissionen fandt, at både den britiske regering og Kommissionen konsekvent havde optrådt på en sådan måde, at det med rimelighed kunne konkluderes, at fonden var en privat fond i henhold til reglerne for Fællesskabets strukturfonde, og selv om de to spørgsmål juridisk set ikke uden videre hang sammen, kunne dette med rimelighed have fået de nationale myndigheder og fiskerne til at antage, at tilskud fra en sådan fond ikke hørte under reglerne for statsstøtte og dermed skabt berettigede forventninger herom.

(58)

Kommissionen tog desuden i sin beslutning hensyn til, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) i Highlands and Islands’ mål 1-program 1994-1996 havde betragtet finansiering fra SLAP som et privat bidrag. Da der desuden er tætte forbindelser mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne, vidste de shetlandske myndigheder sandsynligvis, at den parallelle Orkney Reserve Fund (sag C 87/2001 (10)) i praksis blev betragtet som en fond af privat karakter af de britiske myndigheder og Kommissionen, og at det derfor havde været muligt at yde et privat samfinansieringsbidrag i forbindelse med finansieringen fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

(59)

Kommissionen fandt derfor, at disse elementer tilsammen havde skabt berettigede forventninger hos de shetlandske myndigheder, de involverede foretagender og fiskerne. Kommissionen konkluderede, at de i lyset heraf fejlagtigt kunne have antaget, at traktatens regler for statsstøtte ikke fandt anvendelse, selv om der juridisk set ikke uden videre var sammenhæng mellem de to spørgsmål.

(60)

De SLAP-investeringer, denne undersøgelse gælder, blev finansieret med den samme form for finansiering inden for den samme tidsramme. Ligesom i det andet tilfælde blev SLAP’s foranstaltninger betragtet som et privat selskabs foranstaltninger i forbindelse med privat finansiering over Shetland Islands Charitable Trust. I betragtning af omstændighederne og det shetlandske samfunds særlige forhold må Shetland Seafish Ltd desuden have haft kendskab til låneordningen for opkøb af fiskekvoter, og nærmere betegnet til den forklarende folder, som omtales i punkt 68 i beslutning 2003/612/EF, og som oplyser, at tilskud og lån fra Charitable Trust ikke betragtes som offentlige tilskud.

(61)

Det er fast retspraksis, at støttemodtageren ikke kan have haft berettigede forventninger på grundlag af de nationale myndigheders adfærd, hvis proceduren i traktatens artikel 88 ikke er blevet fulgt (Domstolens dom i Alcan Deutschland (11)). Da Kommissionen imidlertid også har optrådt på en sådan måde, at der kunne opstå formodning om, at fonden var en privat fond, mener Kommissionen, at både SLAP og støttemodtageren, Shetland Seafish Ltd, i betragtning af sagens omstændigheder og Kommissionens allerede omtalte beslutning, kunne antage, at det kun drejede sig om private midler, og at traktatens statsstøtteregler derfor ikke fandt anvendelse.

(62)

Af disse grunde og på grundlag af artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 samt fordi princippet beskyttelse af berettigede forventninger er »et generelt princip i Fællesskabets lovgivning«, vil tilbagebetaling af den støtte, Shetland Seafish Ltd har modtaget, ikke blive forlangt.

(63)

På baggrund af vurderingen i afsnit IV konstaterer Kommissionen, at Det Forenede Kongerige ulovligt har ydet støtte til Shetland Seafish Ltd i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, ved at erhverve virksomhedens aktier under omstændigheder og på vilkår, der ikke ville have været acceptable for en normal privat markedsøkonomisk investor.

(64)

Kommissionen mener ikke, at disse investeringer er forenelige med fællesmarkedet, da de ikke kan anses for normale erhvervsmæssige investeringer, som kunne have været foretaget af en normal privat investor –