27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/1

(1)

Metoden med direkte eller indirekte at binde ydelse af bistand til køb af varer og tjenesteydelser frembragt ved hjælp af den pågældende bistand i donorlandet nedbringer bistandens effektivitet og hænger ikke godt sammen med en udviklingspolitik til gavn for de fattige. Afbindingen af bistand er ikke et mål i sig selv, men bør anvendes som middel til at fremme andre elementer inden for fattigdomsbekæmpelsen såsom ejerskab, regional integration og kapacitetsopbygning, hvor der fokuseres på at give beføjelser til lokale og regionale leverandører af varer og tjenesteydelser i udviklingslandene.

(2)

I marts 2001 vedtog Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings Komité for Udviklingsbistand (OECD/DAC) en henstilling om afbinding af offentlig udviklingsbistand til de mindst udviklede lande (»Recommendation on Untying Official Development Assistance to the Least Developed Countries«) (3). Medlemsstaterne vedtog denne henstilling, og Kommissionen anerkendte målsætningen for denne henstilling som rettesnor for Fællesskabets bistand.

(3)

Den 14. marts 2002 drog Rådet (almindelige anliggender) på en parallel samling til Det Europæiske Råds møde i Barcelona som forberedelse til den internationale konference om udviklingsfinansiering i Monterrey den 18.-22. marts 2002 den konklusion, at Den Europæiske Union ville »gennemføre DAC’s henstilling om afbinding af bistand til de mindst udviklede lande og fortsætte drøftelserne med henblik på yderligere afbinding af bilateral bistand. EU vil også overveje yderligere skridt til afbinding af Fællesskabets bistand, samtidig med at den eksisterende prispræference inden for EU-AVS-rammerne opretholdes.«

(4)

Den 18. november 2002 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om »Afbinding: Forbedre bistandens effektivitet«. I denne meddelelse gjorde Kommissionen rede for sit syn på spørgsmålet og mulighederne for at føre det ovennævnte Barcelona-tilsagn ud i livet inden for EU’s bistandssystem.

(5)

I sin konklusion af 20. maj 2003 om afbinding af bistand fremhævede Rådet det nødvendige i en yderligere afbinding af Fællesskabets bistand. Det tilsluttede sig de detaljerede bestemmelser vedrørende den ovennævnte meddelelse og traf beslutning om de foreslåede valgmuligheder.

(6)

Den 4. september 2003 bemærkede Europa-Parlamentet i sin ovennævnte beslutning om Kommissionens meddelelse (4), at det er nødvendigt med en yderligere afbinding af Fællesskabets bistand. Det støttede de detaljerede bestemmelser i den ovennævnte meddelelse og tilsluttede sig de foreslåede valgmuligheder. Det fremhævede det nødvendige i en yderligere debat med henblik på en forstærket afbinding på grundlag af supplerende undersøgelser og veldokumenterede forslag og krævede udtrykkeligt »en klar præference for lokalt og regionalt samarbejde, idet — i faldende orden — leverandører fra modtagerlandet, naboudviklingslande og andre udviklingslande prioriteres« for at styrke modtagerlandenes indsats for at forbedre deres egen produktion på nationalt, regionalt, lokalt og familiemæssigt plan, samt foranstaltninger, der har til formål at forbedre offentlighedens adgang til fødevarer og grundtjenester, der er i overensstemmelse med lokal sædvane og produktions- og handelssystemer.

(7)

Det er nødvendigt at tage en lang række elementer i betragtning ved fastlæggelsen af adgangen til Fællesskabets eksterne bistand. I reglerne om berettigelse er personers adgang fastlagt i artikel 3. Reglerne om ansættelse af eksperter og om oprindelsesreglerne for leverancer og materialer indkøbt af berettigede personer er fastlagt i henholdsvis artikel 4 og 5. Definitionen af og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende gensidighed er anført i artikel 6. Undtagelserne og disses gennemførelse er fastlagt i artikel 7. Særlige bestemmelser om foranstaltninger finansieret via en international eller en regional organisation eller samfinansieret med et tredjeland er fastlagt i artikel 8. Særlige bestemmelser med henblik på ydelse af humanitær bistand er fastlagt i artikel 9.

(8)

I basisretsakterne vedrørende den eksterne bistand sammenholdt med bestemmelserne i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (5), i det følgende benævnt »finansforordningen«, er adgangen til Fællesskabets eksterne bistand fastlagt. De ændringer af adgangen til Fællesskabets bistand, der følger af denne forordning, kræver ændringer af alle disse instrumenter. Samtlige ændringer af berørte basisretsakter er opført i bilag I til denne forordning.

(9)

Ved tildeling af udbudskontrakter via et fællesskabsinstrument vil der blive taget særlig hensyn til overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder, f.eks. konventionerne om forsamlingsfrihed og retten til at indgå overenskomster, afskaffelse af tvunget eller pligtmæssigt arbejde, bekæmpelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og afskaffelse af børnearbejde.

(10)

Ved tildeling af udbudskontrakter via et fællesskabsinstrument vil der blive taget særlig hensyn til overholdelse af følgende internationalt anerkendte miljøkonventioner: konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992, Cartagena-protokollen om biosikkerhed fra 2000 og Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer fra 1997 —

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/15

(1)

På lufttransportområdet bør handling fra Fællesskabets side først og fremmest sigte mod at sikre passagererne vidtgående beskyttelse mod sikkerhedsrisici. Derudover bør der tages fuldt hensyn til forbrugerbeskyttelseskrav i almindelighed.

(2)

En fællesskabsliste over luftfartsselskaber, der ikke opfylder relevante sikkerhedskrav, bør stilles til passagerernes rådighed for at sikre størst mulig gennemsigtighed. Denne fællesskabsliste bør være baseret på fælles kriterier fastlagt på fællesskabsplan.

(3)

De luftfartsselskaber, der er opført på denne fællesskabsliste, bør være underlagt et driftsforbud. De driftsforbud, der er anført på fællesskabslisten, bør finde anvendelse på medlemsstaternes område, hvor traktaten finder anvendelse.

(4)

Luftfartsselskaber, der ikke har trafikrettigheder i en eller flere medlemsstater, kan ikke desto mindre flyve til og fra Fællesskabet, hvis deres fly med eller uden besætning er leaset af selskaber, der har sådanne rettigheder. Der bør fastsættes bestemmelser, således at et driftsforbud, der er anført på fællesskabslisten, også gælder for sådanne luftfartsselskaber, da de ellers vil kunne flyve i Fællesskabet uden at opfylde de relevante sikkerhedsnormer.

(5)

Et luftfartsselskab, der har driftsforbud, vil kunne få tilladelse til at udøve trafikrettigheder ved at bruge fly, som er leaset med besætning (»wet leaset«) af et luftfartsselskab, der ikke har driftsforbud, forudsat at de relevante sikkerhedsnormer er opfyldt.

(6)

Proceduren for ajourføring af fællesskabslisten bør åbne mulighed for, at der kan træffes hurtige afgørelser med henblik på at skaffe relevante og ajourførte sikkerhedsoplysninger til flypassagerer, og sikre, at luftfartsselskaber, der har afhjulpet sikkerhedsmangler, slettes af listen så hurtigt som muligt. Samtidig bør procedurerne respektere luftfartsselskabernes ret til forsvar, og de bør ikke berøre internationale aftaler og konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er parter i, især Chicago-konventionen angående international civil luftfart fra 1944. Gennemførelsesbestemmelserne for procedurespørgsmål, som skal vedtages af Kommissionen, bør især tage hensyn til disse krav.

(7)

Når et luftfartsselskab har fået driftsforbud, bør der træffes relevante foranstaltninger for at hjælpe det pågældende luftfartsselskab med at afhjælpe de mangler, der førte til det pågældende forbud.

(8)

I særlige tilfælde bør medlemsstaterne have tilladelse til at træffe ensidige foranstaltninger. I nødstilfælde, og når de stilles over for uforudsete sikkerhedsproblemer, bør medlemsstaterne have mulighed for straks at udstede driftsforbud for deres eget område. Desuden bør medlemsstaterne, hvis Kommissionen har besluttet ikke at opføre et luftfartsselskab på fællesskabslisten, også kunne udstede eller opretholde et driftsforbud i forbindelse med et sikkerhedsproblem, som ikke eksisterer i andre medlemsstater. Medlemsstaterne bør i Fællesskabets interesse og for at sikre en fælles holdning til luftfartssikkerhed gøre begrænset brug af disse muligheder. Dette bør ikke berøre artikel 8 i Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (3) og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1592/2002 af 15. juli 2002 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (4).

(9)

Sikkerhedsoplysninger om luftfartsselskaberne bør offentliggøres på en effektiv måde, f.eks. på internettet.

(10)

For at selskaberne og passagererne skal få størst muligt udbytte af konkurrenceforholdene i lufttransportsektoren, er det vigtigt, at forbrugerne får alle nødvendige oplysninger til, at de kan træffe valg på et oplyst grundlag.

(11)

Identiteten på det luftfartsselskab, der faktisk udfører en given flyvning, er en væsentlig oplysning. Men forbrugere, der indgår en transportkontrakt, som kan omfatte både en udgående flyvning og en returflyvning, oplyses ikke altid om identiteten på det faktisk transporterende luftfartsselskab.

(12)

Efter Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (5), skal forbrugerne have visse oplysninger, herunder dog ikke oplysning om det transporterende luftfartsselskabs identitet.

(13)

Rådets forordning (EØF) nr. 2299/89 af 24. juli 1989 om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer (CRS) (6) giver forbrugere, der bestiller billet via et CRS, ret til oplysning om identiteten på det transporterende luftfartsselskab. Inden for ruteflyvning indebærer luftfartsselskabers praksis med at anvende wet lease eller fælles rutenummer, hvor bestilling er foregået uden om et CRS, at der opstår situationer, hvor det luftfartsselskab, der har solgt flyvningen i eget navn, ikke selv udfører den, og hvor passagererne ikke på nuværende tidspunkt har noget lovfæstet krav på at få oplyst identiteten på det luftfartsselskab, der faktisk udfører en given flyvning.

(14)

Denne praksis øger fleksibiliteten og muliggør bedre betjening af passagererne. Desuden kan ændringer i sidste øjeblik af især tekniske årsager ikke helt undgås og bidrager også til øget sikkerhed i lufttrafikken. Hensynet til denne fleksibilitet bør imidlertid afvejes med kontrollen af, at de selskaber, som rent faktisk gennemfører flyvningerne, opfylder sikkerhedskravene og med hensynet til gennemsigtighed for forbrugerne med henblik på at sikre deres ret til at træffe et valg på et fyldestgørende grundlag. Der bør tilstræbes en rimelig balance mellem luftfartsselskabernes kommercielle levedygtighed og passagerernes adgang til oplysninger.

(15)

Luftfartsselskaberne bør tilstræbe gennemsigtighed for passagererne i forbindelse med sikkerhedsoplysninger. Offentliggørelse af sådanne oplysninger vil være med til at øge passagerernes bevidsthed om, hvor pålidelige luftfartsselskaberne er for så vidt angår sikkerhed.

(16)

Luftfartsselskaberne bør have pligt til at indberette sikkerhedsmangler til de nationale luftfartsmyndigheder og til straks at afhjælpe sådanne mangler. Det bør forventes, at flybesætninger og lufthavnspersonale træffer passende foranstaltninger, når de får kendskab til indlysende sikkerhedsmangler. Det ville ikke være i luftfartssikkerhedens interesse, hvis det pågældende personale straffes for dette, jf. artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/42/EF af 13. juni 2003 om indberetning af hændelser inden for civil luftfart (7).

(17)

Bortset fra de situationer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (8), bør de berørte passagerer have ret til refusion eller til omlægning af rejsen i visse specifikke situationer, der er omfattet af nærværende forordnings anvendelsesområde, hvis der er en tilstrækkelig tæt forbindelse til Fællesskabet.

(18)

Ud over de bestemmelser, der er fastsat i denne forordning, bør konsekvenserne af ændringer i det transporterende luftfartsselskabs identitet for udførelsen af transportkontrakten være underlagt medlemsstaternes lovgivning om kontrakter og relevant fællesskabslovgivning, især direktiv 90/314/EØF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (9).

(19)

Denne forordning er et led i en lovgivningsprocedure med henblik på en effektiv og konsekvent politik til forbedring af luftfartssikkerheden i Fællesskabet, hvori Det Europæiske Luftfartsikkerhedsagentur spiller en vigtig rolle. Gennem en styrkelse af dette agenturs beføjelser, f.eks. vedrørende tredjelandes fly, kan dets rolle i henhold til denne forordning styrkes yderligere. Der bør især lægges vægt på at højne kvaliteten og øge antallet af flysikkerhedsinspektioner og harmonisere disse inspektioner.

(20)

I tilfælde af en sikkerhedsrisiko, som de berørte medlemsstater ikke har afhjulpet, bør Kommissionen have mulighed for straks at vedtage foranstaltninger af midlertidig karakter. I sådanne tilfælde bør det udvalg, der bistår Kommissionen i dens arbejde i henhold til denne forordning, handle efter rådgivningsproceduren i artikel 3 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (10).

(21)

I alle andre tilfælde bør det udvalg, der bistår Kommissionen i dens arbejde i henhold til denne forordning, handle efter forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF.

(22)

For at undgå uklarhed mellem denne forordning og artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/36/EF af 21. april 2004 om sikkerhed forbundet med tredjelandes luftfartøjer, der benytter Fællesskabets lufthavne (11), bør denne artikel ophæves, således at der skabes retssikkerhed.

(23)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne i kapitel III i denne forordning og sikre, at disse sanktioner anvendes. Sådanne sanktioner kan være af civilretlig eller administrativ art og bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(24)

Kommissionen bør analysere, hvordan forordningen anvendes, og efter en tilstrækkelig lang periode aflægge rapport om, hvor effektive dens bestemmelser har været.

(25)

Enhver kompetent civil luftfartsmyndighed i Fællesskabet kan beslutte, at luftfartsselskaber, herunder dem, der ikke flyver til og fra de medlemsstaters område, hvor traktaten gælder, kan anmode denne myndighed om at underkaste det pågældende luftfartsselskab en systematisk kontrol med henblik på at vurdere sandsynligheden for, at det vil opfylde de relevante sikkerhedsnormer.

(26)

Denne forordning bør ikke hindre medlemsstaterne i på nationalt plan og i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen at indføre et kvalitetsmærkningssystem for luftfartsselskaber, hvor kriterierne omfatter andre hensyn end de sikkerhedsmæssige minimumskrav.

(27)

En ordning vedrørende udvidet samarbejde om anvendelsen af lufthavnen i Gibraltar blev vedtaget i London den 2. december 1987 af Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige i form af en fælles erklæring fra de to landes udenrigsministre. Denne ordning er endnu ikke iværksat —

a)

om etablering og offentliggørelse af en fællesskabsliste, baseret på fælles kriterier, over luftfartsselskaber, der af sikkerhedsgrunde er underlagt et driftsforbud i Fællesskabet,

og

b)

om oplysning til passagerer om identiteten af de luftfartsselskaber, der udfører de flyvninger, som passagererne benytter.

a)

»luftfartsselskab«: et lufttrafikforetagende med en gyldig licens eller tilsvarende

b)

»transportkontrakt«: en kontrakt om lufttransportydelser eller en kontrakt, som omfatter lufttransportydelser, også i tilfælde af at transporten er sammensat af to eller flere flyvninger, der foretages af samme eller forskellige luftfartselskaber

c)

»kontraherende selskab«: et luftfartsselskab, der har indgået en transportkontrakt med en passager eller, ved en kontrakt indgået om en pakkerejse, rejsearrangøren. Enhver flybilletudsteder anses ligeledes for at være et kontraherende selskab

d)

»flybilletudsteder«: en sælger af en flybillet, der formidler en transportkontrakt med en passager, uanset om billetten kun gælder for en flyvning eller er en del af en pakkerejse, dog ikke et luftfartselskab eller en rejsearrangør

e)

»transporterende luftfartsselskab«: et lufttrafikforetagende, der udfører eller har til hensigt at udføre en flyvning i henhold til en transportkontrakt med en passager eller på vegne af en juridisk eller fysisk person, der har transportkontrakt med denne passager

f)

»tilladelse til at udføre flyvning eller teknisk tilladelse«: enhver lovgivningsmæssig eller administrativ akt fra en medlemsstats side, hvorved et luftfartsselskab enten får tilladelse til at beflyve medlemsstatens lufthavne eller dens luftrum, eller hvorved luftfartsselskabet kan udøve trafikrettigheder

g)

»driftsforbud«: nægtelse, suspendering, tilbagekaldelse eller begrænsning af et luftfartsselskabs driftstilladelse eller tekniske tilladelse af sikkerhedsmæssige grunde eller tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger over for et luftfartsselskab, der ikke har trafikrettigheder i Fællesskabet, men hvis fly ellers ville foretage flyvninger i Fællesskabet i henhold til en leasingaftale

h)

»pakkerejse«: de ydelser, der er defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314/EØF

i)

»reservation«: en billet eller et andet bevis, hvoraf det fremgår, at passagerens reservation er blevet accepteret og registreret af det kontraherende selskab

j)

»relevante sikkerhedsnormer«: de internationale sikkerhedsnormer i Chicago-konventionen og bilagene hertil, samt i givet fald sikkerhedsnormer i relevant fællesskabslovgivning.

a)

for at udstede driftsforbud over for et luftfartsselskab og opføre dette luftfartsselskab på fællesskabslisten på grundlag af de fælles kriterier

b)

for at slette et luftfartsselskab fra fællesskabslisten, såfremt de sikkerhedsmangler, der gav anledning til, at luftfartsselskabet blev opført på fællesskabslisten, er blevet afhjulpet, og der på grundlag af de fælles kriterier ikke er nogen anden grund til, at luftfartsselskabet fortsat skal stå på fællesskabslisten

c)

for at ændre betingelserne for et driftsforbud for et luftfartsselskab, der er opført på fællesskabslisten.

a)

flyvningen afgår fra en lufthavn på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse,

eller

b)

flyvningen afgår fra en lufthavn i et tredjeland og ankommer til en lufthavn på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse,

eller

c)

flyvningen afgår fra en lufthavn i et tredjeland og ankommer til en anden sådan lufthavn.

a)

det til passageren oplyste transporterende luftfartsselskab er opført på fællesskabslisten og har fået driftsforbud, hvilket har medført aflysning af den pågældende flyvning eller ville have medført en sådan aflysning, hvis den pågældende flyvning var blevet udført i Fællesskabet,

eller

b)

det til passageren oplyste transporterende luftfartsselskab er blevet erstattet af et andet transporterende luftfartsselskab, som er blevet opført på fællesskabslisten og har fået driftsforbud, hvilket har medført aflysning af den pågældende flyvning eller ville have medført en sådan aflysning, hvis den pågældende flyvning var blevet udført i Fællesskabet

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/23

(1)

Metoden med direkte eller indirekte at binde ydelse af bistand til køb af varer og tjenesteydelser frembragt ved hjælp af den pågældende bistand i donorlandet nedbringer bistandens effektivitet og hænger ikke godt sammen med en udviklingspolitik til gavn for de fattige. Afbindingen af bistand er ikke et mål i sig selv, men bør anvendes som middel til at fremme andre elementer inden for fattigdomsbekæmpelsen såsom ejerskab, regional integration og kapacitetsopbygning, hvor der fokuseres på at give beføjelser til lokale og regionale leverandører af varer og tjenesteydelser i udviklingslandene.

(2)

I marts 2001 vedtog Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings Komité for Udviklingsbistand (OECD/DAC) en henstilling om afbinding af offentlig udviklingsbistand til de mindst udviklede lande (»Recommendation on Untying Official Development Assistance to the Least Developed Countries«) (2). Medlemsstaterne vedtog denne henstilling, og Kommissionen anerkendte målsætningen for denne henstilling som rettesnor for Fællesskabets bistand.

(3)

Den 14. marts 2002 drog Rådet (almindelige anliggender) på en parallel samling til Det Europæiske Råds møde i Barcelona som forberedelse til den internationale konference om udviklingsfinansiering i Monterrey den 18.-22. marts 2002 den konklusion, at Den Europæiske Union ville »gennemføre DAC’s henstilling om afbinding af bistand til de mindst udviklede lande og fortsætte drøftelserne med henblik på yderligere afbinding af bilateral bistand. EU vil også overveje yderligere skridt til afbinding af Fællesskabets bistand, samtidig med at den eksisterende prispræference inden for EU-AVS-rammerne opretholdes.«

(4)

Den 18. november 2002 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om »Afbinding: Forbedre bistandens effektivitet«. I denne meddelelse gjorde Kommissionen rede for sit syn på spørgsmålet og mulighederne for at føre det ovennævnte Barcelona-tilsagn ud i livet inden for EU’s bistandssystem.

(5)

I sin konklusion af 20. maj 2003 om afbinding af bistand fremhævede Rådet det nødvendige i en yderligere afbinding af Fællesskabets bistand. Det tilsluttede sig de detaljerede bestemmelser vedrørende den ovennævnte meddelelse og traf beslutning om de foreslåede valgmuligheder.

(6)

Den 4. september 2003 bemærkede Europa-Parlamentet i sin ovennævnte beslutning om Kommissionens meddelelse (3), at det er nødvendigt med en yderligere afbinding af Fællesskabets bistand. Det støttede de detaljerede bestemmelser i den ovennævnte meddelelse og tilsluttede sig de foreslåede valgmuligheder. Det fremhævede det nødvendige i en yderligere debat med henblik på en forstærket afbinding på grundlag af supplerende undersøgelser og veldokumenterede forslag og krævede udtrykkeligt »en klar præference for lokalt og regionalt samarbejde, idet — i faldende orden — leverandører fra modtagerlandet, naboudviklingslande og andre udviklingslande prioriteres« for at styrke modtagerlandenes indsats for at forbedre deres egen produktion på nationalt, regionalt, lokalt og familiemæssigt plan, samt foranstaltninger, der har til formål at forbedre offentlighedens adgang til fødevarer og grundtjenester, der er i overensstemmelse med lokal sædvane og produktions- og handelssystemer.

(7)

Det er nødvendigt at tage en lang række elementer i betragtning ved fastlæggelsen af adgangen til Fællesskabets eksterne bistand. I reglerne om berettigelse er personers adgang fastlagt i artikel 3. Reglerne om ansættelse af eksperter og om oprindelsesreglerne for leverancer og materialer indkøbt af berettigede personer er fastlagt i henholdsvis artikel 4 og 5. Definitionen af og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende gensidighed er anført i artikel 6. Undtagelserne og disses gennemførelse er fastlagt i artikel 7. Særlige bestemmelser om foranstaltninger finansieret via en international eller en regional organisation eller samfinansieret med et tredjeland er fastlagt i artikel 8. Særlige bestemmelser med henblik på ydelse af humanitær bistand er fastlagt i artikel 9.

(8)

I basisretsakterne vedrørende den eksterne bistand sammenholdt med bestemmelserne i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (4), i det følgende benævnt »finansforordningen«, er adgangen til Fællesskabets eksterne bistand fastlagt. De ændringer af adgangen til Fællesskabets bistand, der følger af denne forordning, kræver ændringer af alle disse instrumenter. Samtlige ændringer af berørte basisretsakter er opført i bilag I til denne forordning.

(9)

Ved tildeling af udbudskontrakter via et fællesskabsinstrument vil der blive taget særlig hensyn til overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder, f.eks. konventionerne om forsamlingsfrihed og retten til at indgå overenskomster, afskaffelse af tvunget eller pligtmæssigt arbejde, bekæmpelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og afskaffelse af børnearbejde.

(10)

Ved tildeling af udbudskontrakter via et fællesskabsinstrument vil der blive taget særlig hensyn til overholdelse af følgende internationalt anerkendte miljøkonventioner: konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992, Cartagena-protokollen om biosikkerhed fra 2000 og Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer fra 1997 —

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/34

(1)

Ved beslutning nr. 2256/2003/EF (3) oprettedes Modinis-programmet til overvågning af e-Europa 2005-handlingsplanen, formidling af god praksis og forbedring af net- og informationssikkerheden for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005.

(2)

Beslutning nr. 2256/2003/EF blev ændret ved beslutning nr. 787/2004/EF med henblik på tilpasning af referencebeløbene af hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union.

(3)

I resolution af 9. december 2004 om fremtiden for informations- og kommunikationsteknologien (IKT) (4) opfordrede Rådet Kommissionen til at igangsætte arbejdet med opfølgning af e-Europa 2005-handlingsplanen som et vigtigt led i den nye dagsorden for informationssamfundet efter 2005.

(4)

Kommissionens meddelelse af 19. november 2004»Udfordringer for det europæiske informationssamfund efter 2005« analyserer de udfordringer, som en europæisk strategi for informationssamfundet frem til 2010 skal tage op. Meddelelsen taler for en mere udbredt anvendelse af IKT og for fortsat politisk opmærksomhed omkring IKT-spørgsmål, hvilket indebærer, at der er behov for overvågning og udveksling af god praksis. Meddelelsen var udgangspunktet for en debat, som førte til vedtagelsen af et nyt initiativ vedrørende informationssamfundet i 2005, som igangsættes i 2006.

(5)

Ved Det Europæiske Råds forårsmøde annoncerede Kommissionen i sin meddelelse af 2. februar 2005»Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, et nyt initiativ, »i2010: Det europæiske informationssamfund«, som sigter mod at fremme udbredelsen af IKT.

(6)

Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005»i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« beskriver de vigtigste politiske prioriteter i en femårs-strategi, som har til formål at fremme en åben og konkurrencedygtig digital økonomi. Fremme af udveksling af god praksis og overvågning af udbredelsen af tjenester, som bygger på IKT, vil fortsat støtte dialogen med interesseparter og medlemsstaterne, navnlig som led i den åbne koordineringsmetode.

(7)

Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation, som dækker perioden 2007-2013, og som samler de specifikke fællesskabsforanstaltninger på områderne iværksætterånd, SMV, industriel konkurrenceevne, innovation, IKT, miljøteknologi og intelligent energi, herunder også de foranstaltninger, som er fastsat i beslutning nr. 2256/2003/EF.

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 808/2004 af 21. april 2004 om EF-statistikker om informationssamfundet (5) etablerer fælles rammer for en systematisk produktion af EF-statistikker om informationssamfundet. Statistikkerne omfatter bl.a. oplysninger, der kræves til benchmarking-processen for e-Europa-handlingsplanen, og de er relevante for de strukturelle indikatorer, som understøtter overvågningen af medlemsstaternes resultater, foruden at de danner et ensartet grundlag for analyser af informationssamfundet.

(9)

I de 12 måneder mellem afslutningen på handlingsplanen e-Europa 2005 og den forventede start på rammeprogrammet i 2007, er der behov for at overvåge udbredelsen af IKT i hele økonomien og støtte denne med fortsat benchmarking og statistiske analyser på grundlag af strukturelle indikatorer, og for at udveksle oplysninger om god praksis. De programaktiviteter, som gennemføres på områderne benchmarking, god praksis og samordning af politikker i 2006, vil støtte realiseringen af målene i ovennævnte meddelelser fra Kommissionen af 2. februar 2005 og 1. juni 2005.

(10)

Mekanismerne for overvågning og udveksling af erfaringer, benchmarking-aktiviteter, formidling af god praksis og analyse af informationssamfundets økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser bør videreføres i 2006 for at nå målene i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2005, som sigter mod at stimulere udbredelsen af IKT i forlængelse af e-Europa-handlingsplanerne, og målene i Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005.

(11)

Beslutning nr. 2256/2003/EF bør derfor ændres —

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 1a

1.   Programmet for 2006 fortsætter overvågningen af udbredelsen og brugen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i hele økonomien og formidlingen af god praksis. Programmet har følgende mål:

2.   Programmets aktiviteter går på tværs af forskellige sektorer og supplerer Fællesskabets foranstaltninger på andre områder. Tiltagene vil ikke overlappe det arbejde, der udføres inden for samme områder under andre fællesskabsprogrammer. Programmets foranstaltninger vedrørende benchmarking, god praksis og samordning af politikker skal tilsigte at nå målene i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2005 til Det Europæiske Råds forårsmøde »Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, som sigter mod at stimulere udbredelsen af IKT i forlængelse af e-Europa-handlingsplanerne og navnlig fremme bredbånd, e-forvaltning, e-business, e-sundhed og e-læring, og målene i Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005»i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse«, som fremmer en åben og konkurrencedygtig digital økonomi.

3.   Formålet med programmet er endvidere at skabe en fælles ramme for samspil på europæisk plan mellem forskellige aktører på nationalt, regionalt og lokalt plan.«

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

For at nå de mål, der er opstillet i artikel 1a, vil der blive iværksat følgende kategorier af aktiviteter:

3)

Artikel 4, stk. 1, erstattes af følgende:

»Programmet dækker perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006.

Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet fastlægges til 30 160 000 EUR.«

4)

Bilaget erstattes med teksten i bilaget til denne beslutning.

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/38

(1)

Ifølge direktiv 90/544/EØF (4) skulle medlemsstaterne senest den 31. december 1992 udpege fire kanaler i frekvensbåndet 169,4 — 169,8 MHz til den fælleseuropæiske landbaserede offentlige personsøgetjeneste (i det følgende benævnt »Ermes«) og så hurtigt som muligt udarbejde planer, således at den fælleseuropæiske offentlige personsøgetjeneste kunne anvende hele 169,4 — 169,8 MHz-båndet i overensstemmelse med kommercielle behov.

(2)

Brugen af frekvensbåndet 169,4 — 169,8 MHz til Ermes i Fællesskabet er gået tilbage eller endda ophørt, hvilket betyder, at frekvensbåndet i dag ikke udnyttes effektivt af Ermes og derfor kan udnyttes bedre til at opfylde andre fællesskabspolitiske behov.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (5) etablerer en politisk og retlig ramme i Fællesskabet for at sikre samordning af tilgangen til politikkerne og, hvor det er hensigtsmæssigt, den harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne, der er nødvendig for det indre markeds oprettelse og funktion. Ifølge nævnte beslutning kan Kommissionen vedtage tekniske gennemførelsesforanstaltninger for at sikre harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne.

(4)

Frekvensbåndet 169,4 — 169,8 MHz er egnet til anvendelser til gavn for handicappede, og da det er et politisk mål for Fællesskabet at fremme sådanne systemer, såvel som et overordnet mål at sikre et velfungerende indre marked, gav Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 2, i frekvenspolitikbeslutningen Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (i det følgende benævnt »CEPT«) mandat til at undersøge bl.a. anvendelser til hjælp for handicappede.

(5)

I overensstemmelse med mandatet har CEPT opstillet en ny frekvensplan og en kanalplan, der gør det muligt at lade seks typer udvalgte anvendelser dele frekvensbåndet med henblik på at opfylde en række fællesskabspolitiske behov.

(6)

Af disse årsager og i overensstemmelse med formålet med frekvenspolitikbeslutningen bør direktiv 90/544/EØF ophæves —

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/40

(1)

Traktatens artikel 14 omhandler oprettelse af et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

(2)

Arbejdet med at gennemføre det indre marked bør forbedre livskvaliteten, sundhedsbeskyttelsen og forbrugernes sikkerhed. Dette direktiv opfylder kravet om, at der skal sikres et højt sundheds- og forbrugerbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktiviteter.

(3)

Anvendelsen af visse phtalater i legetøj og småbørnsartikler, som er fremstillet af blødgjort materiale, eller som indeholder dele, der er fremstillet af blødgjort materiale, bør forbydes, da forekomsten af visse phthalater udgør eller vil kunne udgøre en risiko for børns sundhed. Legetøj og småbørnsartikler, som kan puttes i munden, uanset om produktet er beregnet til dette formål, kan under visse omstændigheder udgøre en sundhedsrisiko for små børn, hvis disse genstande er fremstillet af blødgjort materiale eller indeholder dele fremstillet af blødgjort materiale, der indeholder visse phthalater.

(4)

Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (CSTEE) har efter at være blevet hørt af Kommissionen afgivet udtalelser om sundhedsrisiciene forbundet med disse phthalater.

(5)

Kommissionens henstilling 98/485/EF af 1. juli 1998 om artikler og legetøj til børn under tre år, som er beregnet til at blive puttet i munden, og som er fremstillet af blød PVC indeholdende visse phthalater (4) opfordrede medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til at sikre en effektiv beskyttelse af børns sundhed hvad angår disse produkter.

(6)

Siden 1999 har anvendelsen af seks phthalater i legetøj og småbørnsartikler, som er beregnet til at blive puttet i munden af børn under tre år, været genstand for et midlertidigt forbud på EU-plan efter vedtagelsen af Kommissionens beslutning 1999/815/EF (5) inden for rammerne af Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed (6). Nævnte beslutnings gyldighedsperiode forlænges regelmæssigt.

(7)

Nogle medlemsstater har allerede indført begrænsninger i markedsføringen af legetøj og småbørnsartikler på grund af indholdet af phthalater, hvilket direkte berører det indre markeds gennemførelse og funktion. Det er derfor nødvendigt at foretage en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på dette område og ændre bilag I til direktiv 76/769/EØF (7).

(8)

Forsigtighedsprincippet bør finde anvendelse, når den videnskabelige evaluering ikke gør det muligt at fastslå risikoen med tilstrækkelig sikkerhed, så der sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, navnlig for børn.

(9)

Børn er som organismer under udvikling særligt sårbare over for reproduktionstoksiske stoffer. Derfor bør den eksponering af børn, som hidrører fra alle praktisk undgåelige kilder til emission af disse stoffer, navnlig artikler, som børn putter i munden, begrænses mest muligt.

(10)

Under risikovurderingerne og/eller inden for rammerne af Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (8) er di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP), dibutylphthalat (DBP) og butylbenzylphthalat (BBP) blevet identificeret som reproduktionstoksiske stoffer og er derfor blevet klassificeret som reproduktionstoksisk i kategori 2.

(11)

Med hensyn til diisononylphthalat (DINP), diisodecylphthalat (DIDP) og di-n-octylphthalat (DNOP) mangler der enten videnskabelige oplysninger, eller de foreliggende oplysninger er modstridende; det kan dog ikke udelukkes, at disse stoffer udgør en potentiel risiko, hvis de anvendes i legetøj og småbørnsartikler, som pr. definition er beregnet til børn.

(12)

Usikkerhederne i forbindelse med evalueringen af eksponeringen for disse phthalater, såsom den tid, artiklen er i munden, samt eksponeringen for emissioner fra andre kilder, gør det nødvendigt at tage forsigtighedshensyn. Der bør derfor indføres begrænsninger i anvendelsen af disse phthalater til legetøj og småbørnsartikler samt i markedsføringen af sådanne artikler. Begrænsningerne vedrørende DINP, DIDP og DNOP bør imidlertid af proportionalitetshensyn være mindre strenge end dem, der foreslås vedrørende DEHP, DBP og BBP.

(13)

Kommissionen bør foretage en gennemgang af andre anvendelser af artikler, der er fremstillet af blødgjort materiale, eller hvori indgår dele, der er fremstillet af blødgjort materiale, og som kan udsætte mennesker for risiko, navnlig artikler, der anvendes i medicinsk udstyr.

(14)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om forsigtighedsprincippet bør foranstaltninger, der baseres på dette princip, revideres i lyset af nye videnskabelige oplysninger.

(15)

Kommissionen bør i samarbejde med de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for markedstilsyn og håndhævelse i forbindelse med legetøj og småbørnsartikler, og i samråd med de relevante producent- og importørorganisationer overvåge anvendelsen af phthalater og andre stoffer som blødgørere i legetøj og småbørnsartikler.

(16)

Med henblik på direktiv 76/769/EØF bør »småbørnsartikler« defineres.

(17)

I overensstemmelse med nr. 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (9) bør medlemsstaterne opfordres til, at de hver for sig og i Fællesskabets interesse opstiller egne oversigter, der så vidt muligt viser sammenhængen mellem dette direktiv og dets gennemførelse i national lovgivning, og offentliggør disse oversigter.

(18)

Kommissionen vil tage anvendelsen af de phthalater, der er opført i bilag I til direktiv 76/769/EØF, i andre produkter op til fornyet vurdering, når risikovurderingen i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer (10) er afsluttet.

(19)

Dette direktiv berører ikke Fællesskabets minimumsforskrifter for beskyttelse af arbejdstagerne som fastsat i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (11) og i særdirektiverne vedtaget på grundlag heraf, navnlig Rådets direktiv 90/394/EØF af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagere mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer (12) og Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (13) —

1)

Følgende litra tilføjes i artikel 1, stk. 3:

2)

Bilag I ændres som anført i bilaget til nærværende direktiv.

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/44

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/14/EF (3) har været taget op til behandling i arbejdsgruppen for maskiner til udendørs brug, nedsat af Kommissionen.

(2)

I sin rapport af 8. juli 2004 konkluderede denne arbejdsgruppe, at en række fase II-støjgrænser, der ifølge direktivet skulle anvendes fra den 3. januar 2006, ikke var teknisk gennemførlige. Det har dog aldrig været hensigten, at disse maskiner skulle afskæres fra at blive markedsført eller taget i brug af årsager, der udelukkende har med teknisk gennemførlighed at gøre.

(3)

Det er derfor nødvendigt at fastslå, at visse maskintyper, der er opført på listen i artikel 12 i direktiv 2000/14/EF, og som alene af tekniske årsager ikke vil kunne overholde fase II-støjgrænserne senest den 3. januar 2006, stadig må markedsføres og/eller tages i brug fra denne dato.

(4)

Erfaringerne fra de første fem års anvendelse af direktiv 2000/14/EF har vist, at der er behov for mere tid til at opfylde bestemmelserne i dets artikel 16 og 20, og at det er nødvendigt at tage direktivet op til revision med henblik på at foretage eventuelle ændringer, særlig med hensyn til de deri omhandlede fase II-støjgrænser. Det er derfor nødvendigt at forlænge fristen for at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet den rapport om Kommissionens erfaringer med gennemførelsen og forvaltningen af direktiv 2000/14/EF, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, i nævnte direktiv, med to år.

(5)

Det bestemmes i artikel 20, stk. 3, i direktiv 2000/14/EF, at Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om, hvorvidt og i hvilket omfang den tekniske udvikling giver mulighed for en nedsættelse af grænseværdierne for plæneklippere og plænetrimmere/plænekanttrimmere. Da de forpligtelser, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i nævnte direktiv, er mere præskriptive end de forpligtelser, der er fastsat i artikel 20, stk. 3, og for at undgå dobbeltarbejde bør disse maskintyper medtages i den almindelige rapport, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 20, stk. 1. Derfor bør forpligtelsen til at aflægge den særlige rapport, jf. nævnte direktivs artikel 20, stk. 3, udgå.

(6)

Målet med dette direktiv, nemlig at sikre at det indre marked fortsat fungerer tilfredsstillende efter indførelsen af et krav om, at maskiner til udendørs brug overholder de harmoniserede bestemmelser vedrørende støjemissioner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, da dets anvendelsesområde er begrænset til de maskintyper, hvor fase II-støjgrænserne for øjeblikket ikke kan overholdes af tekniske årsager.

(7)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (4) tilskyndes medlemsstaterne til, i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(8)

Direktiv 2000/14/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Skemaet i artikel 12 affattes således:

2)

I artikel 20 foretages følgende ændringer:

—

vibrationstromler med gående fører

—

vibrationsplader (> 3 kW)

—

vibrationsstampere

—

dozere (med stålbælte)

—

læssere (med stålbælte > 55 kW)

—

gaffeltruck med forbrændingsmotor og kontravægte

—

udlægningsmaskiner med komprimerende afstrygerbrædder

—

håndbetjente betonbrækkere og pikhammere med forbrændingsmotor (15 < m < 30)

—

plæneklippere, plænetrimmere/plænekanttrimmere.

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/47

(1)

Rådets direktiv 90/544/EØF af 9. oktober 1990 om de frekvensbånd, der skal anvendes til samordnet indførelse af fælleseuropæisk landbaseret offentlig personsøgning i Fællesskabet (Ermes-direktivet) (2) blev ophævet den 27. december 2005 ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/82/EF (3). Direktivet pålagde medlemsstaterne at udpege fire kanaler i frekvensbåndet 169,4-169,8 MHz til den fælleseuropæiske landbaserede offentlige personsøgetjeneste (herefter Ermes) og sikre, at Ermes så hurtigt som muligt kunne anvende hele 169,4-169,8 MHz-båndet i overensstemmelse med kommercielle behov.

(2)

Brugen af frekvensbåndet 169,4-169,8 MHz til Ermes i Fællesskabet er gået kraftigt tilbage eller endda helt ophørt, med det resultat, at frekvensbåndet ikke udnyttes effektivt af Ermes og derfor kan udnyttes bedre til at opfylde andre fællesskabspolitiske behov.

(3)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i frekvenspolitikbeslutningen gav Kommissionen den 7. juli 2003 Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT) mandat til at indsamle oplysninger om de nuværende og mulige fremtidige anvendelser af 169,4-169,8 MHz-båndet, opstille en liste over alternative muligheder for anvendelse af frekvensbåndet, navnlig muligheder, der ikke kun har at gøre med traditionel elektronisk kommunikation. CEPT blev bedt om for hver enkelt mulig anvendelse at undersøge muligheden for sameksistens med andre anvendelser og muligheden for at benytte andre frekvensbånd, i overensstemmelse med principperne i rammedirektivet. Frekvensbåndet, der allerede er delvist harmoniseret, er egnet til visse anvendelser, som er relevante i forbindelse med oprettelse og drift af det indre marked på en række af Fællesskabets politikområder, og nogle af disse anvendelser vil kunne gavne handicappede eller støtte samarbejdet om retlige og indre anliggender i EU.

(4)

Ifølge artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (4) skal medlemsstaterne fremme Den Europæiske Unions borgeres interesser, blandt andet ved at tilgodese særlige sociale gruppers behov, især hørehæmmede og personer, der har brug for øjeblikkelig hjælp.

(5)

På grundlag af tekniske undersøgelser og indsamling af oplysninger bekræftede CEPT, at det pågældende frekvensbånd på trods af vedtagelsen af direktiv 90/544/EØF kun er blevet anvendt i begrænset udstrækning til Ermes, og at behovet for personsøgesystemer har ændret sig i Europa, efterhånden som systemernes funktioner er blevet overtaget af andre teknologier såsom SMS (short messaging system) via GSM.

(6)

Udpegelsen af dele af frekvensbåndet 169,4-169,8 MHz til Ermes i Fællesskabet bør derfor revideres for at sikre en mere effektiv udnyttelse af dette frekvensbånd, idet frekvensbåndets harmoniserede status bevares.

(7)

I overensstemmelse med mandatet har CEPT opstillet en ny frekvensplan og en kanalplan, der gør det muligt at lade seks typer foretrukne anvendelser dele frekvensbåndet 169,4-169,8125 MHz med henblik på at opfylde en række fællesskabspolitiske behov. Disse behov omfatter støtte i form af høreapparater for hørehæmmede, for hvem et harmoniseret frekvensbånd kan medføre bedre rejsevilkår i Fællesskabet og lavere priser på høreapparater som følge af stordriftsfordele; udvikling af det indre marked for tryghedsalarmer, der gør det muligt for ældre og handicappede at foretage nødopkald; sporingssystemer, der gør det nemmere at spore og genfinde tyvekoster i hele Fællesskabet; måleraflæsningssystemer til brug for el- og vandforsyningsselskaber; og eksisterende personsøgesystemer såsom Ermes, samt midlertidig brug af private mobilradiosystemer (PMR) til dækning af særlige begivenheder af et par dages til et par måneders varighed.

(8)

Resultaterne af mandatet til CEPT, som Kommissionen anser for tilfredsstillende, bør gøres til gældende regler i Fællesskabet og gennemføres af medlemsstaterne. De eksisterende tilladelser til Ermes og/eller PMR, der ikke er i overensstemmelse med den nye frekvensplan og kanalplanen, bør kunne opretholdes, indtil de udløber, eller indtil Ermes- og/eller PMR-anvendelserne uden urimeligt besvær kan flyttes til et passende frekvensbånd.

(9)

Når der gives tilladelse til brug af radiofrekvenser, bør der benyttes et system, der er så lidt indgribende som muligt, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (5), blandt andet bør brugen ikke gøres afhængig af individuelle brugsrettigheder.

(10)

Uden at det berører muligheden for at tilgodese frekvensbehovene på bestemte politiske områder ved at udpege frekvenser på et eksklusivt grundlag, bør der generelt foreslås så generiske allokeringer som muligt for frekvensbåndene, således at brugen heraf kun styres ved at fastlægge specifikke brugsbegrænsninger, såsom »duty cycle« og effektniveau, og således at det ved hjælp af harmoniserede standarder, der er anerkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (6), sikres, at udstyr, der anvender de allokerede frekvenser, anvender så få frekvensressourcer som muligt, så der undgås skadelig interferens.

(11)

Koordineringen af kanaler i højeffektdelen af frekvensbåndet 169,4–169,8125 MHz mellem nabolande vil ske gennem bi- eller multilaterale aftaler.

(12)

For også på lang sigt at sikre, at frekvensbåndet 169,4-169,8125 MHz udnyttes effektivt bør administrationerne fortsat undersøge mulighederne for at opnå en mere effektiv udnyttelse, navnlig af det udpegede beskyttelsesbånd (»guard band«).

(13)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget —

a)

»høreapparat«: et radiokommunikationssystem, der normalt omfatter en eller flere radiosendere og en eller flere radiomodtagere, og som forbedrer hørehæmmedes høreevne

b)

»tryghedsalarm«: et pålideligt radiokommunikationssystem og –net med tilhørende bærbart udstyr, som inden for et begrænset område tillader en person i nød at tilkalde hjælp på en enkel måde

c)

»måleraflæsningssystem«: et system, der ved hjælp af radiokommunikationsudstyr muliggør fjernstyret tilstandsovervågning, måleraflæsning og driftsstyring

d)

»sporingssystem«: et system til at spore og genfinde genstande, som almindeligvis består af en radiosender, der anbringes på den genstand, der skal beskyttes, samt en modtager, og som også kan omfatte en alarm

e)

»personsøgesystem«: et system, der tillader envejs-radiokommunikation mellem en sender (basisstation) og en modtager (mobilt udstyr)

f)

»privat mobilradiokommunikation (PMR)«: en jordbaseret mobilkommunikationstjeneste, der anvender simpleks-, halv dupleks- og eventuelt fuld dupleks-modus på terminalniveau til at etablere kommunikationsforbindelse inden for en lukket brugergruppe.

a)

høreapparater, eksklusiv brug

b)

tryghedsalarmer, eksklusiv brug

c)

måleraflæsningssystemer, ikke-eksklusiv brug

d)

laveffektsendere til sporingssystemer, ikke-eksklusiv brug.

a)

højeffektsendere til sporingssystemer

b)

eksisterende personsøgesystemer eller personsøgesystemer, der flyttes fra andre kanaler i frekvensbåndet.

a)

høreapparater, ikke-eksklusiv brug i laveffektdelen af frekvensbåndet

b)

sporing, personsøgning, midlertidig brug eller privat mobilradiokommunikation på nationalt plan i højeffektdelen af frekvensbåndet.

27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/52

»2.

(…) Dette sker efter følgende tidsplan:

»2.

(…) Dette sker efter følgende tidsplan: