14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/1

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/3

(1)

I artikel 7, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 60/2004 (1) er det fastsat, at det beløb, som nævnte medlemsstater skal betale for de overskudsmængder, der ikke er fjernet, tages i betragtning ved beregningen af produktionsafgifterne for produktionsåret 2004/05.

(2)

Det beløb, der skal betales, vil ikke være kendt ved beregningen af afgifterne for produktionsåret 2004/05 i september 2005, da fristen for fremlæggelse af bevis for fjernelse er udskudt til den 31. marts 2006 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 651/2005. Det bør derfor fastsættes, at nævnte beløb tages i betragtning ved beregningen af produktionsafgifterne for produktionsåret 2005/06 i september 2006.

(3)

Forordning (EF) nr. 60/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed. Da denne ændring skal finde sted før fastsættelsen af produktionsafgifterne for produktionsåret 2004/05, bør det fastsættes, at nærværende forordning straks træder i kraft.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Sukker —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/4

(1)

Ifølge artikel 3 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 411/88 af 12. februar 1988 om den metode og den rentesats, der skal anvendes ved beregningen af finansieringsomkostninger i forbindelse med interventioner i form af opkøb, oplagring og afsætning (2), svarer den ensartede rentesats, der skal anvendes ved beregningen af finansieringsomkostninger i forbindelse med intervention, til EURIBOR-satsen for tremånederslån og tolvmånederslån med en vægtning af disse på henholdsvis en tredjedel og to tredjedele.

(2)

Kommissionen fastsætter denne sats inden begyndelsen af hvert regnskabsår for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, på grundlag af de rentesatser, som konstateres i en periode på seks måneder inden fastsættelsen.

(3)

Ifølge artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning (EØF) nr. 411/88 fastsættes der en særlig rentesats for de medlemsstater, hvis rentesats i mindst seks måneder har været lavere end den ensartede rentesats, der er fastsat for Fællesskabet. Meddeler medlemsstaten ikke inden regnskabsårets udgang gennemsnitssatsen for sine renteudgifter, fastsættes den særlige rentesats på grundlag af den referencerentesats, der er angivet i bilaget til nævnte forordning.

(4)

Artikel 4, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 411/88 fastsætter, at hvis en medlemsstats gennemsnitssats for renteudgifter for regnskabsårene 2005 og 2006 er højere end det dobbelte af den ensartede rentesats, der er fastsat for Fællesskabet, kan Fællesskabet refundere renteudgifterne på grundlag af den ensartede rentesats forhøjet med forskellen mellem det dobbelte af sidstnævnte sats og medlemsstatens faktiske sats.

(5)

Med henblik på medlemsstaternes meddelelser til Kommissionen bør rentesatserne for regnskabsåret 2006 for EUGFL, Garantisektionen, fastsættes under hensyn til ovenstående elementer.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra EUGFL-Komitéen —

1)

den ensartede rentesats, jf. artikel 5 i forordning (EØF) nr. 1883/78, til 2,2 % for andre medlemsstater end dem, der omhandles i nr. 2) og 3) i nærværende artikel

2)

den særlige rentesats, jf. artikel 4, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 411/88, til:

3)

den rentesats, der refunderes efter artikel 4, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 411/88, til:

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/6

(1)

Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 1422/95 af 23. juni 1995 om gennemførelsesbestemmelser for import af melasse inden for sektoren for sukker og om ændring af forordning (EØF) nr. 785/68 (2) betragtes cif-prisen ved import af melasse, der fastsættes i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EØF) nr. 785/68 (3), som værende den repræsentative pris. Denne pris fastsættes for den standardkvalitet, der er defineret i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 785/68.

(2)

For så vidt angår fastsættelsen af de repræsentative priser, bør der tages hensyn til alle de oplysninger, der omhandles i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 785/68, undtagen i de tilfælde, der omhandles i artikel 4 i nævnte forordning, og denne prisfastsættelse kan i givet fald foretages efter metoden i artikel 7 i forordning (EØF) nr. 785/68.

(3)

For så vidt angår den prisregulering, der ikke vedrører standardkvaliteten, bør priserne alt efter kvaliteten af den tilbudte melasse forhøjes eller nedsættes ved anvendelse af artikel 6 i forordning (EØF) nr. 785/68.

(4)

Når der eksisterer en forskel mellem udløsningsprisen for det pågældende produkt og den repræsentative pris, bør der fastsættes tillægsimporttold på betingelserne i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1422/95. Såfremt importtolden suspenderes i medfør af artikel 5 i forordning (EF) nr. 1422/95, bør der fastsættes særlige beløb for denne told.

(5)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden bør fastsættes for de pågældende produkter i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1422/95.

(6)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Sukker —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/8

(1)

I henhold til artikel 27 i forordning (EF) nr. 1260/2001 kan forskellen mellem noteringerne og priserne på verdensmarkedet for de produkter, som er nævnt i forordningens artikel 1, stk. 1, litra a), og priserne for disse produkter inden for Fællesskabet udlignes ved en eksportrestitution.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 1260/2001 skal restitutionerne for hvidt sukker og råsukker, der ikke er denatureret, og som udføres i uforarbejdet stand, fastsættes under hensyntagen til situationen på fællesskabsmarkedet og på verdensmarkedet for sukker og navnlig under hensyntagen til de pris- og omkostningsfaktorer, som er nævnt i forordningens artikel 28. Ifølge samme artikel skal der endvidere tages hensyn til de påtænkte udførslers økonomiske aspekt.

(3)

For råsukkers vedkommende skal restitutionen fastsættes for standardkvaliteten. Denne er defineret i bilag I, punkt II, i forordning (EF) nr. 1260/2001. Denne restitution fastsættes i øvrigt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 4, i nævnte forordning. Kandissukker er defineret i Kommissionens forordning (EF) nr. 2135/95 af 7. september 1995 om gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner i sukkersektoren (2). Den således beregnede restitution bør, for så vidt angår sukker tilsat smagsstoffer eller farvestoffer, gælde for det pågældende sukkers saccharoseindhold og fastsættes pr. 1 % af dette indhold.

(4)

I særlige tilfælde kan restitutionsbeløbet fastsættes i retsakter af anden karakter.

(5)

Restitutionen skal fastsættes hver anden uge. Den kan ændres i mellemtiden.

(6)

Efter artikel 27, stk. 5, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1260/2001 kan situationen på verdensmarkedet eller særlige forhold på visse markeder gøre det nødvendigt at differentiere restitutionen for de produkter, der er nævnt i den pågældende forordnings artikel 1, efter bestemmelsessted.

(7)

Den betydelige og hurtige stigning i præferenceimporten af sukker fra de vestlige Balkanlande siden begyndelsen af 2001 og eksporten af sukker fra Fællesskabet til disse lande forekommer meget unaturlig.

(8)

For at undgå misbrug i form af reimport i Fællesskabet af sukker, for hvilket der er ydet eksportrestitution, bør der for de i denne forordning omhandlede produkter ikke fastsættes restitution ved eksport til de vestlige Balkanlande.

(9)

Under hensyn til disse forhold og den nuværende situation på sukkermarkedet, navnlig noteringer og priser på sukker i Fællesskabet og på verdensmarkedet, bør der fastsættes passende restitutionsbeløb.

(10)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Sukker —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/10

(1)

I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1138/2005 af 15. juli 2005 om en løbende licitation for produktionsåret 2005/06 med henblik på fastsættelse af en eksportafgift og/eller eksportrestitution for hvidt sukker (2) foranstaltes dellicitationer med henblik på eksport af dette sukker til visse tredjelande.

(2)

I henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1138/2005 fastsættes der i påkommende tilfælde for den pågældende dellicitation et maksimalt restitutionsbeløb især under hensyntagen til situationen og den forventede udvikling på markedet for sukker i Fællesskabet og på verdensmarkedet.

(3)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Sukker —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/11

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 581/2004 af 26. marts 2004 om en løbende licitation for eksportrestitutioner for visse typer smør (2) er der fastsat bestemmelser om åbning af en løbende licitation.

(2)

I henhold til artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 580/2004 af 26. marts 2004 om en licitationsprocedure for fastsættelse af eksportrestitutioner for visse mejeriprodukter (3) og på grundlag af en gennemgang af de indgivne bud bør der fastsættes en maksimumseksportrestitution for den licitationsperiode, der udløber den 11. oktober 2005.

(3)

Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/13

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 582/2004 af 26. marts 2004 om en løbende licitation for eksportrestitutioner for skummetmælkspulver (2) er der fastsat bestemmelser om åbning af en løbende licitation.

(2)

I henhold til artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 580/2004 af 26. marts 2004 om en licitationsprocedure for fastsættelse af eksportrestitutioner for visse mejeriprodukter (3) og på grundlag af en gennemgang af de indgivne bud bør der fastsættes en maksimumseksportrestitution for den licitationsperiode, der udløber den 11. oktober 2005.

(3)

Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/14

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 27/2005 af 22. december 2004 om fastsættelse for 2005 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (3), er der fastsat kvoter for 2005.

(2)

Ifølge de oplysninger, der er meddelt Kommissionen, har fiskeriet efter bestanden omhandlet i bilaget til nærværende forordning fra fartøjer, som fører en medlemsstats flag eller er registreret i den medlemsstat, der er nævnt i bilaget, nået den tildelte kvote for 2005.

(3)

Det er derfor nødvendigt at forbyde fiskeri efter den pågældende bestand samt opbevaring om bord, omladning og landing af fangster af denne bestand —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/16

(1)

I henhold til artikel 13 i forordning (EF) nr. 1784/2003 kan forskellen mellem noteringerne eller priserne på verdensmarkedet for de produkter, der er nævnt i artikel 1 i forordningen, og priserne på disse produkter inden for Fællesskabet udlignes ved en eksportrestitution.

(2)

Restitutionerne skal fastsættes under hensyntagen til de elementer, der er nævnt i artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1501/95 af 29. juni 1995 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår ydelse af eksportrestitutioner for korn samt om de foranstaltninger, der skal træffes inden for kornsektoren i tilfælde af markedsforstyrrelser (2).

(3)

Restitutionen for mel, grove gryn og fine gryn af hvede og rug skal beregnes under hensyntagen til de kornmængder, der er nødvendige til fremstilling af de pågældende varer. Disse mængder er fastsat i forordning (EF) nr. 1501/95.

(4)

Situationen på verdensmarkedet eller visse markeder kan nødvendiggøre, at restitutionen for visse varer differentieres efter deres bestemmelsessted.

(5)

Restitutionen skal fastsættes mindst en gang om måneden. Den kan ændres inden for dette tidsrum.

(6)

Anvendelsen af disse bestemmelser på den nuværende markedssituation for korn, særlig på noteringerne eller priserne på disse produkter inden for Fællesskabet og på verdensmarkedet, fører til at fastsætte restitutionen til de beløb, som er angivet i bilaget.

(7)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/18

(1)

En licitation over restitutionen ved udførsel af byg til visse tredjelande blev åbnet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1058/2005 (2).

(2)

I overensstemmelse med artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1501/95 af 29. juni 1995 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår ydelse af eksportrestitutioner for korn samt de foranstaltninger, der skal træffes inden for kornsektoren i tilfælde af markedsforstyrrelser (3) kan Kommissionen beslutte, at licitationen skal være uden virkning.

(3)

Under henvisning til bl.a. kriterierne i artikel 1 i forordning (EF) nr. 1501/95 bør der ikke fastsættes nogen maksimumsrestitution.

(4)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/19

(1)

En licitation over eksportrestitutionen for havre, der er produceret i Finland og Sverige til eksport fra Finland og Sverige til alle tredjelande med undtagelse af Bulgarien, Norge, Rumænien og Schweiz, blev åbnet ved forordning (EF) nr. 1438/2005.

(2)

Under henvisning til bl.a. kriterierne i artikel 1 i forordning (EF) nr. 1501/95 bør der fastsættes en maksimumsrestitution.

(3)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/20

(1)

En licitation over restitutionen ved udførsel af blød hvede til visse tredjelande blev åbnet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1059/2005 (2).

(2)

I overensstemmelse med artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1501/95 af 29. juni 1995 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 for så vidt angår ydelse af eksportrestitutioner for korn samt de foranstaltninger, der skal træffes inden for kornsektoren i tilfælde af markedsforstyrrelser (3) kan Kommissionen beslutte at fastsætte en maksimumseksportrestitution under hensyntagen til kriterierne i artikel 1 i forordning (EF) nr. 1501/95. I dette tilfælde gives der tilslag til den eller de bydende, hvis bud er lig med eller lavere end maksimumsrestitutionen.

(3)

Anvendelse af ovennævnte kriterier på den nuværende markedssituation for den pågældende kornart medfører fastsættelse af maksimumseksportrestitutionen.

(4)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Korn —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/21

(1)

Fællesskabet har oprettet Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (»fonden«) for at vise solidaritet med befolkningen i katastroferamte områder.

(2)

Slovakiet indgav den 24. januar 2005 en anmodning om anvendelse af fonden i forbindelse med en stormkatastrofe.

(3)

Den interinstitutionelle aftale af 7. november 2002 giver mulighed for at anvende fonden inden for et årligt loft på 1 mia. EUR.

(4)

Stormen i Slovakiet i november 2004 opfylder kriterierne for anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/23

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/24

a)

Tallet for underudgiftsområde 1a »Den fælles landbrugspolitik« reduceres i 2006 med det beløb, der svarer til gradueringen:

b)

Tallet for underudgiftsområde 1b »Udvikling af landdistrikter« forhøjes i 2006 med det beløb, der svarer til gradueringen:

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/30

(1)

Kommissionen meddelte i sit brev af 31. januar 2003 Frankrig, at Kommissionen havde besluttet at indlede den i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, omhandlede formelle undersøgelsesprocedure (herefter benævnt »indledningsbeslutningen«) angående de finansielle foranstaltninger, som de franske myndigheder havde indført til fordel for France Télécom (herefter benævnt »FT« eller »selskabet«), og erhvervsskatteordningen for denne operatør. Beskrivelsen af, hvorfor proceduren blev indledt, gentages ikke i nærværende beslutning (2).

(2)

Indledningsbeslutningen blev meddelt Frankrig den 31. januar 2003. Efter rettelse af visse fejl blev der fremsendt en ændringsskrivelse til Frankrig den 7. marts 2003.

(3)

Frankrig sendte Kommissionen yderligere oplysninger i sine breve af 4. april 2003, 15. maj 2003 og 29. januar 2004.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de pågældende foranstaltninger.

(5)

Kommissionen modtog følgende bemærkninger herom fra forskellige interesserede tredjeparter:

(6)

Kommissionen sendte Frankrig disse bemærkninger den 16. maj 2003, så landet kunne kommentere dem.

(7)

De franske myndigheder fremlagde deres bemærkninger i breve af 30. juni 2003 og 29. juli 2003.

(8)

Kommissionen har modtaget yderligere oplysninger og dokumenter fra nedenstående tredjeparter:

(9)

Kommissionen anmodede de franske myndigheder om supplerende forklaringer i sine breve af følgende datoer:

(10)

Kommissionen videresendte den 3. maj 2004 og den 14. juni 2004 de i betragtning 8 nævnte breve til de franske myndigheder.

(11)

Kommissionen har hørt repræsentanter for forskellige tredjeparter på møder undervejs i proceduren.

(12)

Kommissionen holdt møder med de franske myndigheder og FT den 22. januar 2004 og den 16. og 23. juni 2004.

(13)

De franske myndigheder forelagde den 5. juli 2004 Kommissionen en række nye beregninger pr. fax vedrørende den særlige erhvervsskatteordning. Den 13., 15. og 16. juli 2004 fremsendte de franske myndigheder yderligere bemærkninger til Kommissionen.

(14)

Nærværende beslutning omfatter som angivet i indledningsbeslutningen kun den særlige erhvervsskatteordning, der gælder for FT.

(15)

Da den foranstaltning, der undersøges, allerede er gennemgået i detaljer i indledningsbeslutningen (7), medtages beskrivelsen heraf kun i nærværende beslutning i det omfang, det er nødvendigt.

(16)

Indtil 1990 blev de aktiviteter, som FT i dag står for, varetaget af en styrelse i det ministerium, der har ansvaret for post- og teleområdet. Som statsligt forvaltningsorgan skulle den daværende teleadministration, Direction Générale des Télécommunications, ikke betale følgende skatter: i) erhvervsskat, ii) ejendomsskat på bygninger og anden fast ejendom og iii) selskabsskat (8). Administrationen var opført på statsbudgettet, den gav et stort overskud og skulle bidrage til det overordnede budget med en del af sit driftsoverskud samt betale forskellige afgifter til finansiering af særlige foranstaltninger.

(17)

Ved lov nr. 90-568 af 2. juli 1990 om tilrettelæggelse af offentlige post- og teletjenester blev den tidligere post- og teleadministration splittet op i to særskilte offentligretlige selskaber (La Poste og FT) med selvstændig økonomi og underlagt almindelig erhvervsret. Denne opsplitning burde have medført, at de almindelige beskatningsregler gjaldt for de to selskaber. I artikel 1654 i den franske skattelov (Code général des impôts) foreskrives således, at: »Offentlige virksomheder, statslige industri- eller handelsselskaber og delvist stats- eller lokalmyndighedsejede virksomheder skal afholde de samme skatter og afgifter på almenretlige vilkår, som gælder for privatretlige selskaber, der udøver de samme aktiviteter«. FT skulle derfor være beskattet efter almindeligt gældende regler fra selskabets oprettelse den 1. januar 1991 (artikel 1 i lov nr. 90-568 af 2. juli 1990). I modstrid med dette princip, som tilmed bekræftes i lov nr. 90-568 (9), fritog lovgiverne FT fra de almindelige beskatningsregler (artikel 18-21 i lov nr. 90-568) via to ordninger, en »overgangsordning« fra 1. januar 1991 til 1. januar 1994, efterfulgt af en tidsubegrænset »permanent« ordning gældende fra 1. januar 1994:

(18)

De bemærkninger, der er modtaget fra de interesserede parter, gentager blot de argumenter, som Kommissionen fremsatte i indledningsbeslutningen. De er derfor ikke medtaget i nærværende beslutning.

(19)

De franske myndigheders argumentation fokuserer på et grundlæggende forhold, nemlig at den særordning, staten indførte for FT, ikke gav selskabet nogen fordel. De franske myndigheder erkender, at der gjaldt en særordning for erhvervsbeskatningen af FT fra 1991 til 2002, men efter deres opfattelse indebar denne ordning ingen fordel for selskabet, ligesom den ikke indvirkede på de offentlige midler, da FT blev overbeskattet i forhold til de almindelige regler. De franske myndigheder når frem til denne konklusion ud fra følgende tre punkter:

(20)

For det andet fastholder de franske myndigheder, at den pågældende foranstaltning skal betragtes som en eksisterende foranstaltning. På de møder med Kommissionen, som blev afholdt den 16. og 23. juni 2004, rejste de franske myndigheder tvivl om de beregninger, som de selv tidligere havde forelagt Kommissionen angående forskellen mellem den erhvervsskat, FT havde betalt, og den, selskabet skulle have betalt, hvis det havde været underlagt de almindelige regler. Det skulle ifølge de franske myndigheder være umuligt at beregne præcist, hvor meget erhvervsskatten for FT efter 1994 havde været for lav. Kommissionen bør derfor efter de franske myndigheders mening ikke tage stilling til dette spørgsmål. De franske myndigheder forelagde i deres skrivelse af 5. juli 2004 Kommissionen en række nye beregninger (udarbejdet af FT selv), som de på ingen måde hævdede skulle være mere præcise eller nøjagtige end de tidligere fremlagte, men som blot skulle vise, at det var umuligt at foretage en nøjagtig opgørelse af, hvilken fordel FT havde haft af den særlige erhvervsskatteordning fra 1994.

(21)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. I indledningsbeslutningen konstaterede Kommissionen, at ordningen syntes at opfylde alle kriterierne i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, for at kunne blive betragtet som statsstøtte. Beslutningens analyse gennemgås ikke igen, bortset fra de vigtigste konklusioner (13):

(22)

Hvis man skal analysere erhvervsskatteordningen i perioden 1991-1993, må man undersøge de franske myndigheders første argument om, at den afgift til det almindelige budget, som FT betalte fra 1991 til 1993, var af fiskal art og dermed kan opfattes som betaling af erhvervsskat under særlige vilkår. I den forbindelse bemærker Kommissionen, at man i henhold til retspraksis ikke kan nægte, at der i et tilfælde er tale om støtte, fordi en virksomhed, der begunstiges via en fiskal ordning, i anden forbindelse er underlagt tungere skattebyrder (14). Hver beskatningstype hviler således på sin egen logik og sine egne forudsætninger.

(23)

Hvad angår at afgiften skulle være af fiskal art, understreger Kommissionen indledningsvis, at afgiften ikke i loven har nogen udtrykkelig forbindelse med erhvervsskatten. Det angives intetsteds i loven, at afgiften skulle træde i stedet for erhvervsskatten. Afgiften blev heller ikke beregnet ud fra de samme parametre som erhvervsskatten.

(24)

Kommissionen bemærkede i øvrigt i indledningsbeslutningen, at det faste beløb, som FT betalte til staten som bidrag til det almindelige budget, svarede til det overskud, som post- og teleadministrationen indbetalte til staten i 1989 og 1990. Efter Kommissionens mening har dette beløb således nærmere karakter af en andel i FT’s driftsoverskud end en særskat, som skal gøre det ud for erhvervsskat.

(25)

Før 1990, hvor FT’s aktiviteter stadig blev varetaget af post- og teleadministrationen, var der overskud på administrationens budget. For at dække underskuddet på det almindelige statsbudget blev administrationens budget underlagt en afgift til det almindelige budget, som skulle trækkes i driftsoverskuddet, hvortil senere kom en række andre afgifter til finansiering af særlige foranstaltninger. I 1988 gav regeringen tilsagn om, at bidraget fra administrationsenhedens budget til det almindelige budget frem til 1992 ville blive holdt nede på 13,7 mia. FRF for 1989 og 14 mia. FRF for 1990. I lov nr. 90-568 blev der taget udgangspunkt i dette beløb ved fastsættelsen af den afgift, FT skulle betale til det almindelige budget i 1991, 1992 og 1993 (15).

(26)

De træk, som karakteriserer denne afgift (et fast årligt beløb fastlagt ud fra selskabets tidligere driftsresultat), hænger i øvrigt ikke sammen med de traditionelle beskatningsregler.

(27)

I betragtning af afgiftens forhistorie og fastlæggelsesmåde er der således nærmere tale om en andel i driftsoverskuddet.

(28)

Selv om afgiften ikke udtrykkeligt har forbindelse med erhvervsskatten, er den dog et led i FT’s særbeskatningsordning. Det hedder således i lov nr. 90-568, i kapitlet »Beskatning« i samme artikel, at FT ikke skal svare skat (ud over de af staten afholdte skatter), at selskabet skal betale denne afgift til det almindelige budget, og at disse to bestemmelser finder anvendelse i samme periode (1. januar 1991 til 1. januar 1994).

(29)

Afgiften indeholder desuden skattelignende elementer, idet der er tale om et absolut pengebeløb, som staten eller en anden offentlig myndighed opkræver uden modydelse. Endelig er afgiften en kilde til statsmidler.

(30)

Hensigten med lovens artikel 19 var således tilsyneladende at fastsætte en overgangsperiode på tre år, hvor FT fortsat indbetalte de samme beløb til staten som tidligere i form af andele i selskabets driftsoverskud og samtidig blev friholdt for at betale skatter (ud over de af staten afholdte). Hvis FT uden videre var blevet underlagt almindelige beskatningsregler, ville det bl.a. have medført, at selskabet skulle betale lokalskatter (til lokale myndigheder og ikke til statens almindelige budget som erhvervsskatten), hvilket kunne føre til et fald i FT’s bidrag til statsbudgettet (medmindre der samtidig blev indført en ny ordning om indbetaling af en andel af selskabets driftsresultat).

(31)

Det kan altså konkluderes, at den afgift, som FT skulle svare til det almindelige budget fra 1991 til 1993, var en flertydig størrelse, som til dels var af fiskal art og til dels en andel i selskabets driftsresultat, idet afgiften i en overgangsperiode på tre år var med til at sikre, at selskabet indbetalte et beløb til staten, der svarede til det, selskabet skulle have indbetalt, hvis det var underlagt almenretlige skatteregler, samt et yderligere beløb svarende til en andel af driftsresultatet. Den særlige afgift, som FT indbetalte til staten i perioden 1991-1993, opfyldte med andre ord to funktioner: Den gjorde det både ud for betaling af forskellige skatter og — for den overskydende dels vedkommende — for afkast af selskabets drift til staten som investor.

(32)

På baggrund af ovenstående (navnlig afgiftens delvist fiskale art og koblingen mellem afgiften og den særlige beskatningsordning for selskabet) konkluderer Kommissionen, uagtet at afgiften ikke udtrykkeligt i henhold til lovens ordlyd skal betragtes som en indirekte erhvervsskat, at afgiften i årene 1991 til 1993 udgjorde både betaling af skat, herunder navnlig erhvervsskat, og — for den overskydende dels vedkommende — afkast af selskabets drift til staten som investor.

(33)

I den forbindelse bør det tilføjes, at afgiften i 1991-1993 ifølge oplysningerne fra de franske myndigheder oversteg den skat, som FT skulle have betalt, hvis selskabet havde været underlagt almindelig erhvervs- og selskabsskat. Heraf følger, at det i denne periode ikke var nogen fordel for FT at være fritaget for erhvervsskat. Kommissionen må dog minde om, at FT i 1991-1993 kun skulle betale de skatter og afgifter, som reelt blev afholdt af staten (så selskabet f.eks. ikke indbetalte ejendomsskat). For at sikre sig, at den pågældende afgift i stedet for den erhvervsskat, som selskabet blev friholdt for, ikke gav FT nogen skattefordel, spurgte Kommissionen derfor de franske myndigheder, om afgiften oversteg samtlige skatter, som FT skulle have betalt, hvis selskabet havde været underlagt almindelige regler (og ikke kun erhvervs- og selskabsskatten) (16). På møderne med Kommissionen den 16. og 23. juni 2004 bekræftede de franske myndigheder, at afgiften faktisk oversteg samtlige andre skatter. Derfor er det Kommissionens vurdering, at FT ikke havde nogen fordel i perioden 1991-1993, idet selskabet skulle betale en blandet særafgift, som både modsvarede de forskellige skatter og — for det overskydende beløbs vedkommende — en andel af driftsresultatet, og som oversteg de samlede skatter og afgifter, som FT blev friholdt for.

(34)

Hvis man skal analysere erhvervsskatteordningen i perioden 1994-2003, må man undersøge de franske myndigheders andet og tredje argument.

(35)

De franske myndigheder fastholder, at lov nr. 90-568 »en gang for alle« indførte en særbeskatningsordning for FT fra 1991 til 2002. De mener, at der bør foretages en samlet beregning af den fordel, som ordningen kunne indebære for FT i hele perioden 1991-2002. Dermed kan FT’s »overbeskatning« i ét år efter deres mening opveje selskabets »underbeskatning« i et andet år. De franske myndigheder hævder nærmere bestemt, at underbeskatningen af FT i perioden med den »permanente« ordning (1. januar 1994-1. januar 2003) opvejes af en overbeskatning (som følge af den afgift, der skulle betales) i »overgangsperioden« (1. januar 1991-31. december 1993). Det afgiftsbeløb, som FT indbetalte til staten i 1991, 1992 og 1993, hævdes at have været så meget højere, end den almindelige beskatning ville have været, at det opvejer den fordel, FT måtte have fået som led i den »permanente« periodes særlige erhvervsskatteordning.

(36)

Dette argument kan Kommissionen ikke tilslutte sig. Lov nr. 90-568 etablerede to klart adskilte beskatningsordninger:

(37)

I henhold til retspraksis kan en støtte, der ydes til en virksomhed, ikke »opvejes« af andre særbeløb, som opkræves fra samme virksomhed i anden sammenhæng. Domstolen tillod således ikke, at en nedsættelse i visse virksomheders socialbidrag til familietilskud blev »opvejet« af et tillægsbidrag, som de samme virksomheder skulle betale til arbejdsløshedsforsikring (17).

(38)

I medfør af denne retspraksis kan Kommissionen ikke godtage, at »underbeskatningen« af FT hvad angår erhvervsskat fra 1994, skulle kunne opvejes af den særafgift, som FT betalte i 1991–1994, og som ikke udtrykkeligt havde forbindelse til erhvervsskatten. Lov nr. 90-568 indeholder således, som Kommissionen tidligere har påpeget, ingen angivelse af, at særafgiften skulle træde i stedet for erhvervsskatten. Afgiften blev heller ikke beregnet ud fra de samme parametre som erhvervsskatten, men ud fra det overskud, som post- og teleadministrationen indbetalte til staten i 1989 og 1990. I betragtning af afgiftens forhistorie og fastlæggelsesmåde er der således nærmere tale om en andel i driftsoverskuddet end om en særskat, som skal gøre det ud for erhvervsskat. Disse faktorer ville sædvanligvis få Kommissionen til at afvise enhver udligning og vurdere, at friholdelsen for erhvervsskat i »overgangsperioden« også udgjorde en særlig fordel, som selskabet havde fået.

(39)

Kommissionen medgav rent undtagelsesvist, at den afgift, som selskabet betalte i 1991-1993, også kunne gøre det ud for betaling af erhvervsskat. I betragtning af, hvor tvetydig denne afgift var med sin tilsyneladende sammenhæng med den særlige beskatningsordning for FT (18), at afgiften var højere end en almindelig beskatning ville have været, og at der var tale om en midlertidig ordning, har Kommissionen derfor besluttet at lade tvivlen komme selskabet til gode og anerkende, at afgiften til dels var af fiskal art, og at den også gjorde det ud for afholdelse af skat. Ikke desto mindre kan den del af afgiften, som måtte overstige almindeligvis gældende beskatning, kun betragtes som investeringsafkast, og dermed er der intet retsgrundlag for at foretage en modregning. Hvis de beløb, som FT betalte som afgift af driftsoverskuddet, modregnes i den erhvervsskattemæssige underbeskatning af FT, vil det således medføre en sammenblanding af forskelligartede afgifter (skattebegunstigelser over for indtægter af formueretlig art), hvilket er helt uantageligt.

(40)

Endelig mærker Kommissionen sig, at der intetsteds i lov nr. 90-568 angives, at underbeskatningen af FT fra og med 1994 skulle udlignes ved en overbeskatning af selskabet i 1991-1994. En samlet beregning som foreslået af de franske myndigheder vil imidlertid indebære, at den overbeskatning, FT betalte i »overgangsperioden«, nu med tilbagevirkende kraft omdefineres som en forskudsskat, der skulle godskrives i de efterfølgende år, hvilket på ingen måde fremgik som hensigten i lov nr. 90-568, hvori de to ordninger blev indført. Når de franske myndigheder nu mener, at man skal modregne forskellige typer indeholdelser (den blandede særafgift, som både omfatter skat og afkast, og den erhvervsskattemæssige underbeskatning af FT) i to forskellige perioder, så kan det på ingen måde henføres til almindelige franske beskatningsregler, men kun til en efterrationalisering, der skal forhindre, at den støtte, der er ydet til FT, skal tilbagebetales.

(41)

Det kan således konkluderes, at Kommissionen ikke kan godtage de franske myndigheders andet argument om, at der skal foretages en samlet beregning af den fordel, FT havde af særbeskatningsordningen i hele perioden 1991-2002.

(42)

Derfor var forskellen mellem den erhvervsskat, som FT reelt betalte, og den, selskabet skulle have betalt efter almindelige beskatningsregler, fra 1. januar 1994 til 1. januar 2003, statsstøtte, eftersom den udgjorde en fordel for FT, som blev ydet ved hjælp af midler, som ellers ville have indgået i statsbudgettet.

(43)

Kommissionen kan heller ikke godtage argumentet om, at erhvervsskatten indgår i beregningen af beskatningsgrundlaget, og at en korrektion af en eventuel erhvervsskattemæssig underbeskatning bør ledsages af en nedsættelse af selskabsskatten, fordi der skulle være en ubrydelig sammenhæng mellem selskabets erhvervsskat og selskabsskat.

(44)

Dette argument er faktisk allerede blevet afvist af Domstolen, idet: »… Kommissionen i sine beslutninger om tilbagesøgning af statsstøtte ikke skal beregne skattebetalingens konsekvenser for det støttebeløb, der søges tilbagebetalt, idet en sådan beregning falder ind under anvendelsesområdet for national ret, men kun angive det bruttobeløb, der skal tilbagesøges. Dette er ikke til hinder for, at de nationale myndigheder ved tilbagesøgningen eventuelt foretager fradrag af visse beløb fra det beløb, der skal tilbagesøges, i henhold til de nationale regler, når blot anvendelsen af disse nationale regler ikke i praksis umuliggør en sådan tilbagesøgning eller indebærer en forskelsbehandling i forhold til tilsvarende sager, som national ret finder anvendelse på« (19).

(45)

Hvad angår støttens art, fastholder Kommissionen sin foreløbige konklusion i indledningsbeslutningen om, at støtten er at betragte som ny støtte. Ordningen med friholdelse for erhvervsskat blev indført ved lov i 1990 (dvs. efter traktatens ikrafttrædelse) netop for at undgå, at oprettelsen af FT som offentlig tjenesteoperatør skulle medføre, at selskabet blev beskattet efter almindelige regler. Fra 1988 blev der i øvrigt påbegyndt en gradvis liberalisering af telesektoren. Da FT fra og med 1994 drog fordel af støtte i forbindelse med den særlige erhvervsskatteordning, og da de markeder, som FT drev virksomhed på, på dette tidspunkt i hvert fald til dels var konkurrencebaserede (20), må Kommissionen konkludere, at den pågældende foranstaltning udgør en ny støtte.

(46)

De franske myndigheder mener, at støtteordningen for FT i lov nr. 90-568 under alle omstændigheder omfatter eksisterende støtte, som ikke kan tilbagesøges. De bemærker, at ordningen blev indført ved lov nr. 90-568 af 2. juli 1990, og vurderer derfor, at støtten blev ydet modtageren den 2. juli 1990 (altså på lovens vedtagelsesdato). Da beslutningen om indledning af proceduren blev truffet den 30. januar 2003, altså over ti år efter at støtten blev bevilget, hævder de franske myndigheder, at støtten til FT i medfør af artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 skulle falde ind under EU-reglerne om forældelse af statsstøtte.

(47)

I den forbindelse må der henvises til følgende ordlyd i artikel 15:

»1.   Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år.

2.   Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte tilkendes støttemodtageren, enten som individuel støtte eller under en støtteordning. Enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen angående den ulovlige støtte, afbryder denne frist. Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra. Forældelsesfristen suspenderes i det tidsrum, hvor Kommissionens beslutning er genstand for en verserende sag for De Europæiske Fællesskabers Domstol.

3.   Enhver støtte, for hvilken forældelsesfristen er udløbet, anses for at være eksisterende støtte«.

(48)

Det må bemærkes, at tiårsfristen i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 »idet den langt fra er udtryk for et generelt princip, hvorefter ny støtte ændres til eksisterende støtte, kun udelukker tilbagebetaling af støtte, som er indført mere end ti år før Kommissionens første indgreb« (21). I medfør af forordningens artikel 15 følger heraf, at den støtte, som FT modtog via den særlige erhvervsskatteordning, ikke mister sin status af ny støtte, blot fordi ordningen blev indført for over ti år siden. Bestemmelsen foreskriver kort sagt, at Kommissionen kun kan kræve den støtte tilbagebetalt, som selskabet har modtaget de seneste ti år forud for Kommissionens indgreb. Men da FT modtog støtten fra og med regnskabsåret 1994, og da indledningsbeslutningen blev truffet den 30. januar 2003, må Kommissionen kræve hele den pågældende støtte tilbagebetalt.

(49)

Det må også bemærkes, at det i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 hedder, at »Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år«, og at denne frist løber »fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte tilkendes støttemodtageren … under en støtteordning«. Det, der tæller, er altså i henhold til forordningen den dato, hvor modtageren blev tilkendt den individuelle støtte under en støtteordning, og ikke den dato, hvor selve ordningen blev indført. Forældelsesfristen i artikel 15 går med andre ord på Kommissionens mulighed for at kræve ulovlig støtte tilbagebetalt, som er tildelt modtageren for over ti år siden, og ikke som de franske myndigheder hævder på selve støtteordningerne. Heraf følger, at forældelsesfristen for tilbagebetaling af støtte ydet under en given ordning ikke regnes fra den dag, hvor ordningen blev indført, men fra den dag, hvor støtten reelt blev ydet modtageren. I lov nr. 90-568 indførtes en støtteordning for FT (22). Forældelsesfristen for den støtte, der er tilkendt FT som led i særbeskatningsordningen, regnes således ikke fra den dato, hvor lov nr. 90-568 blev vedtaget, men fra den dato, hvor støtten reelt blev ydet FT, dvs. hvert år, hvor erhvervsskatten skulle have været betalt.

(50)

I modsætning til, hvad de franske myndigheder hævder, forudsætter en afbrydelse af forældelsesfristen ikke nogen formel beslutning fra Kommissionen. Det fremgår af artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999, at »enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen ... angående den ulovlige støtte, afbryder denne frist«. Retten i Første Instans har afsagt kendelse om, at en begæring om oplysninger er nok til at afbryde forældelsesfristen i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 (23). I den foreliggende sag fremsendte Kommissionen sin første begæring om oplysninger til de franske myndigheder vedrørende den særlige beskatningsordning for FT den 28. juni 2001. Forældelsesfristen i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 (24) blev således afbrudt på denne dato.

(51)

Dermed er det kun de støttebeløb, der blev ydet FT tidligere end ti år før den første begæring om oplysninger (dvs. før den 28. juni 1991), der ikke længere kan kræves tilbagebetalt. Men da FT modtog støtten fra og med regnskabsåret 1994 som led i den særlige erhvervsskatteordning for perioden 1994-2003, må Kommissionen kræve hele den pågældende støtte tilbagebetalt.

(52)

De franske myndigheder har ikke fremsat noget konkret argument for, at støtten skulle være forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen understreger, at den af de grunde, som anføres i indledningsbeslutningens punkt 122 og 123, opfatter støtten som uforenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, eller artikel 87, stk. 3, litra a), c) (fremme af udviklingen af visse økonomiske regioner), d) og e). Støtten hænger desuden ikke sammen med en omstruktureringsplan for virksomheden, men udgør nærmere en driftsstøtte. Derfor kan støtten ikke betragtes som forenelig i medfør af artikel 87, stk. 3, litra c) (fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene).

(53)

På baggrund af ovenstående fastslår Kommissionen, at:

(54)

I de franske skattemyndigheders rapport til Frankrigs parlament i november 2001 hed det, at »en omgående normalisering af beskatningen af France Télécom for så vidt angår erhvervsskat vil alt andet lige [dvs. uden at tage højde for, hvad lokalmyndighederne måtte beslutte] medføre en skatteforøgelse for selskabet på næsten 198 mio. euro«. De franske myndigheder forelagde i deres brev af 15. maj 2003 imidlertid Kommissionen mere nøjagtige oplysninger om underbeskatningen af FT som led i den særlige erhvervsskatteordning (se nedenstående tabel):

(55)

De franske myndigheder meddelte i deres brev af 29. januar 2004 Kommissionen, at den erhvervsskat, selskabet skulle afholde i 2003 (det første år med almindelig beskatning), beløb sig til 773 mio. EUR, hvilket er betydeligt under de 971 mio. EUR, som blev anslået på grundlag af 2002 på et tidspunkt, hvor den faktisk skyldige erhvervsskat endnu ikke var kendt. De understregede, at en tilbagevirkende ekstrapolering af dette tal på de foregående år bekræftede og understøttede deres holdning, da den pegede i retning af, at FT var blevet overbeskattet i forhold til almindelige skatteregler.

(56)

På møderne med Kommissionen den 16. og 23. juni 2004 hævdede de franske myndigheder så imidlertid, at de beregninger, de tidligere havde forelagt Kommissionen, var unøjagtige, og at det var umuligt at foretage en sikker beregning af omfanget af den støtte, som FT havde modtaget i perioden 1994-2003. Derfor opfordrede de Kommissionen til ikke at vedtage en beslutning om den statsstøtte, som FT hævdedes at have modtaget som led i den særlige erhvervsskatteordning.

(57)

For så vidt angår det sidste argument hæfter Kommissionen sig for det første ved, at det er et nyt argument, som går imod de franske myndigheders tidligere holdning i beregningerne af 15. maj 2003, som de bekræftede og underbyggede i brevet af 29. januar 2004. De franske myndigheder satte ikke på noget tidspunkt i proceduren spørgsmålstegn ved disse beregningers nøjagtighed. Det var først, da det på møderne i juni 2004 fremgik, at Kommissionen var ved at nå frem til en afgørelse, at de franske myndigheder bestred de tidligere fremlagte overslag. Under disse omstændigheder kan argumentet om, at det skulle være umuligt at beregne omfanget af støtten til FT, ikke godtages.

(58)

Den 5. juli 2004 forelagde de franske myndigheder i øvrigt Kommissionen en række nye beregninger af den erhvervsskat, som FT skulle have afholdt efter almindelige skatteregler i 1991-2002. De franske myndigheder påpegede i deres fax af 13. juli 2004 følgende: »disse beregninger tager udelukkende udgangspunkt i den nu foreliggende viden om omfanget af den erhvervsskat, som FT reelt betalte for 2003 efter almenretlige regler«. I deres fax af 16. juli 2004 udspecificerede de franske myndigheder den metodik, de havde fulgt i de nye beregninger:

(59)

På baggrund af de skiftende oplysninger, som de franske myndigheder har fremlagt, kan Kommissionen ikke på nuværende tidspunkt fastslå, hvor stort et beløb der præcist skal tilbagebetales, men efter Kommissionens vurdering har FT sandsynligvis modtaget et samlet beløb i statsstøtte, der ligger mellem 798 mio. EUR og 1 140 mio. EUR, hvortil skal lægges renter fra det tidspunkt, hvor beløbene blev tildelt modtageren, frem til tilbagebetalingsdatoen (25). Det nøjagtige beløb, der skal tilbagebetales, fastlægges af Kommissionen i samarbejde med de franske myndigheder som led i tilbagebetalingsproceduren inden den 1. november 2004.

(60)

Det kan dermed konkluderes, at den særlige erhvervsskatteordning for FT i 1994-2003 efter Kommissionens opfattelse gav selskabet en fordel, der udgjorde statsstøtte, og at selskabet blev beskattet lavere, end det ville være blevet efter almindelige regler. De franske myndigheder overholdt ikke deres forhåndsanmeldelsespligt, da de tildelte selskabet denne statsstøtte, og da støtten er uforenelig med fællesmarkedet, skal den tilbagebetales. Kommissionen opfordrer de franske myndigheder til i overensstemmelse med forpligtelsen til loyalt samarbejde at arbejde sammen med Kommissionen om at fastlægge det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagebetales —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/42

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og fugle, som kan være dødelig og forårsage forstyrrelser, der hurtigt kan udvikle sig til en epizooti, som kan udgøre en alvorlig trussel mod dyre- og folkesundheden og gå voldsomt ud over fjerkræopdrættets rentabilitet. Der er en risiko for, at sygdomsagensen kan blive indslæbt via international handel med levende fjerkræ og fjerkræprodukter.

(2)

Rumænien underrettede den 12. oktober 2005 Kommissionen om, at et aviær influenza-virus af subtype H5 indsamlet fra et klinisk tilfælde var blevet isoleret. Det kliniske billede giver anledning til mistanke om højpatogen aviær influenza, indtil neuraminidasetypen (N) og patogenicitetsindekset er blevet bestemt.

(3)

På grund af den dyresundhedsmæssige risiko, der er forbundet med den potentielle indslæbning af sygdommen i Fællesskabet, bør der derfor straks træffes foranstaltninger med henblik på suspension af import fra Rumænien af levende fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt, andre levende fugle end fjerkræ og rugeæg af disse arter.

(4)

Da import fra Rumænien af jagttrofæer, konsumæg og uforarbejdede fjer er tilladt, bør import til Fællesskabet af sådanne produkter ligeledes suspenderes på grund af den dermed forbundne dyresundhedsmæssige risiko.

(5)

Endvidere bør import fra Rumænien til Fællesskabet af fersk kød af fjerkræ, strudsefugle, vildtlevende og opdrættet fjervildt og import af tilberedt kød og kødprodukter, som består af eller indeholder kød af de ovennævnte arter, suspenderes.

(6)

Visse produkter fremstillet af fjerkræ, der er slagtet inden den 1. august 2005, bør fortsat tillades, idet inkubationsperioden for sygdommen tages i betragtning.

(7)

Ved Kommissionens beslutning 2005/432/EF om dyre- og folkesundhedsbetingelser og standardcertifikater for import fra tredjelande af kødprodukter til konsum og om ophævelse af beslutning 97/41/EF, 97/221/EF og 97/222/EF (3) er der opstillet en liste over tredjelande, hvorfra medlemsstaterne kan tillade import af kødprodukter, og der fastsættes behandlinger, der anses for effektivt at kunne inaktivere de relevante patogener. For at forebygge risikoen for, at sygdommen overføres via sådanne produkter, skal de gennemgå en relevant behandling, som afhænger af, hvilken sundhedsstatus oprindelseslandet har, og hvilke dyrearter produktet stammer fra. Det bør derfor fortsat tillades at importere fjerkrækødprodukter med oprindelse i Rumænien, som har været opvarmet (gennemvarmet) til mindst 70 °C.

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

—

levende fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt, levende fugle, bortset fra fjerkræ, som defineret i artikel 1, tredje led, i beslutning 2000/666/EF, herunder fugle, der ledsager deres ejere (selskabsdyr), samt rugeæg af disse arter

—

fersk kød af fjerkræ, strudsefugle samt vildtlevende og opdrættet fjervildt

—

tilberedt kød og kødprodukter, som består af eller indeholder kød af de ovennævnte arter.

—

råt foder til selskabsdyr og uforarbejdede fodermidler, der indeholder dele af de nævnte arter

—

konsumæg

—

ubehandlede jagttrofæer af alle fugle

—

uforarbejdede fjer og fjerdele.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/44

(1)

Som forberedelse til Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union bør samhandelen med dette land lettes gennem en forenkling af formaliteterne i samhandelen mellem dette land, Det Europæiske Fællesskab, Republikken Island, Kongeriget Norge og Schweiz.

(2)

Med henblik på en sådan forenkling bør Rumænien opfordres til at tiltræde konventionen —

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 269/46

(1)

Fremme af samhandelen med Rumænien bør lettes gennem en forenkling af formaliteterne i samhandelen mellem dette land, Det Europæiske Fællesskab, Republikken Island, Kongeriget Norge og Det Schweiziske Forbund.

(2)

Med henblik på en sådan forenkling bør Rumænien opfordres til at tiltræde konventionen —