19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/1

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/3

(1)

I henhold til artikel 10, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1445/95 af 26. juni 1995 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2377/80 (2) udstedes eksportlicenser den femte arbejdsdag efter den dag, ansøgningen indgives, forudsat at Kommissionen ikke træffer særlige foranstaltninger inden for denne frist.

(2)

På grund af fri- og helligdagene i 2005 og den uregelmæssige offentliggørelse af Den Europæiske Unions Tidende i forbindelse med de pågældende dage er ovennævnte frist på fem arbejdsdage for kort til at sikre god forvaltning af markedet, og den bør derfor forlænges.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/5

(1)

Kommissionen for Fiskeriet i Det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC) anbefalede på sit årlige møde i november 2002, med henblik på bedre forvaltning af fiskeressourcerne i de internationale farvande under dens kompetenceområde, at de internationale organer, der har ansvaret for indsamling og udarbejdelse af fangststatistikker, bør anmodes om at foretage en hensigtsmæssig opdeling i underafsnit af de statistiske områder.

(2)

Arbejdsgruppen for Dybhavsfiskeri under Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har anbefalet en opdeling i underafsnit af de statistiske afsnit i det nordøstlige Atlanterhav for bedre at kunne kortlægge dybhavsfiskeriet.

(3)

Den Internationale Østersø-Fiskerikommissions beslutning om at forvalte ressourcerne i Østersøafsnit 28 som to særskilte enheder kræver, at der er statistikker til rådighed for disse enheder.

(4)

ICES, der træffer beslutning efter rådgivning fra Den Rådgivende Komité for Forvaltning af Fiskeriet, har derfor anmodet FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) om at ændre Statlant 27A-spørgeskemaet og anmodet de nationale myndigheder om at indberette mere detaljerede statistikker over fangsterne i visse farvande i det nordøstlige Atlanterhav.

(5)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Landbrugsstatistiske Komité, der er nedsat ved Rådets afgørelse 72/279/EØF (2) —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/28

(1)

I artikel 6 i Kommissionens forordning (EF) nr. 174/1999 af 26. januar 1999 om særlige gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 for så vidt angår anvendelsen af eksportlicenser og eksportrestitutioner for mælk og mejeriprodukter (2) fastsættes eksportlicensernes gyldighedsperiode.

(2)

Den Russiske Føderation har indført nye krav vedrørende godkendelsen af mælkeforarbejdningsvirksomheder i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet (i det følgende benævnt »de nye medlemsstater«), der eksporterer til Rusland.

(3)

På trods den mejerikontrol, som de russiske veterinærmyndigheder har udført de seneste måneder, har de russiske myndigheder endnu ikke fremsendt en liste over godkendte virksomheder til de nye medlemsstaters kompetente myndigheder.

(4)

Mange erhvervsdrivende er i forventning om mejeriernes godkendelse, idet disse opfylder kravene i Rådets direktiv 92/46/EØF af 16. juni 1992 om sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter (3), ikke ophørt med løbende at ansøge om eksportlicenser for at opretholde deres normale handelsforbindelser med Rusland. De vil imidlertid ikke være i stand til at anvende disse licenser inden gyldighedsperiodens udløb.

(5)

De nye russiske godkendelseskrav medfører, at EF-eksportørerne senest fra den 1. januar 2005 inden eksporten skal kunne fremlægge et bevis for, at dyr og animalske produkter, der har oprindelse i en anden medlemsstat end eksportmedlemsstaten, og som forekommer i det færdige produkt, overholder veterinær- og sundhedsbestemmelserne.

(6)

Da det tager nogen tid, før der kan indføres en ny administrativ ordning og relevante procedurer mellem medlemsstaterne for udstedelse og udveksling af de omhandlede før-eksportcertifikater, og da ordningen er ikke fuldt ud operativ i alle medlemsstater, vil nogle eksportører i mangel af før-eksportcertifikater ikke være i stand til at anvende eksportlicenser, der udløber den 31. januar 2005.

(7)

Det er under disse omstændigheder hensigtsmæssigt at forlænge gyldighedsperioden for de eksportlicenser, der blev udstedt i juli, august, september, oktober og november 2004.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/30

(1)

Ifølge artikel 31, stk. 10, tredje led, i forordning (EF) nr. 1255/1999 ydes restitutionen, hvis der er tale om en differentieret restitution, når det godtgøres, at produkterne har nået den destination, der er anført på licensen, eller en anden destination, som der er fastsat restitution for. Der kan gøres undtagelser fra denne bestemmelse efter proceduren i samme forordnings artikel 42, såfremt der fastlægges betingelser, der frembyder tilsvarende garantier.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 351/2004 af 26. februar 2004 om fastsættelse af eksportrestitutioner for mælk og mejeriprodukter (2) har indført en differentiering af restitutionerne alt efter mejeriprodukternes destination med virkning fra den 27. februar 2004.

(3)

I artikel 16 i Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (3) er det angivet, hvilke dokumenter der kan udgøre et bevis for, at toldformaliteterne i forbindelse med import i et tredjeland er afsluttet, når der er tale om en eksportrestitution, der er differentieret efter destinationen. I henhold til nævnte artikel kan Kommissionen i visse særlige tilfælde, som skal fastlægges, beslutte, at beviset for import som omhandlet i samme artikel kan føres ved hjælp af et særskilt dokument eller på anden måde.

(4)

Hvis udbetalingen af restitutioner underlægges kravene i artikel 16 i forordning (EF) nr. 800/1999, vil det medføre væsentlige ændringer i de administrative procedurer for både de nationale myndigheder og eksportørerne, hvilket vil få administrative følger og resultere i betydelige finansielle byrder. Det kan i visse lande være forbundet med store administrative vanskeligheder at fremskaffe det bevis, der er omhandlet i artikel 16 i nævnte forordning.

(5)

For at lette eksportørernes administrative og finansielle byrder og for at gøre det muligt for myndighederne og eksportørerne at indføre de nye ordninger for de pågældende produkter samt de nødvendige procedurer for korrekt gennemførelse af alle de formaliteter, der skal afsluttes, er der i Kommissionens forordning (EF) nr. 519/2004 af 19. marts 2004 om fravigelse af forordning (EF) nr. 800/1999 for så vidt angår udførsel af mælk og mejeriprodukter (4) fastsat bestemmelser om en overgangsperiode, hvori det er lettere at føre bevis for afslutning af toldformaliteterne i forbindelse med import. Disse bestemmelser udløber den 31. december 2004.

(6)

I mange af destinationslandene er der imidlertid endnu ikke indført hensigtsmæssige procedurer eller tilstrækkelige midler til fremskaffelse af de nødvendige dokumenter. For at undgå, at eksportørerne ikke får udbetalt eksportrestitutionerne som følge af manglende administrative procedurer i tredjelandene, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om en overgangsordning for 2005. På grundlag af erfaringerne med anvendelsen af forordning (EF) nr. 519/2004 bør den overgangsordning, der blev indført herved, tilpasses således, at der fastsættes bestemmelser om forelæggelse af yderligere dokumentation.

(7)

Der henvises til bestemmelserne i artikel 20 i forordning (EF) nr. 800/1999, efter hvilke medlemsstaternes myndigheder, hvis der er tvivl om de eksporterede produkters faktiske destination, og i forbindelse med alle restitutioner kan kræve yderligere dokumentation for, at produktet faktisk er markedsført i det importerende tredjeland.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter —

a)

en kopi af transportdokumentet

b)

et bevis for losning udfærdiget af en officiel myndighed i det pågældende tredjeland eller af de officielle myndigheder i en medlemsstat, der er etableret i destinationslandet, eller af et internationalt overvågningsselskab, der er godkendt i overensstemmelse med artikel 16a-16f i forordning (EF) nr. 800/1999, som attesterer, at produktet har forladt losningsstedet, eller i det mindste, at produktet, så vidt det er den bevisudstedende myndighed eller det bevisudstedende selskab bekendt, ikke efterfølgende er blevet lastet med henblik på reeksport

c)

et bankdokument udstedt af godkendte mellemmænd, der er etableret i EF, hvori det attesteres, at betaling for den pågældende eksport er krediteret eksportørens konto hos dem, eller betalingsbeviset.

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/32

(1)

Med artikel 1 i forordning (EF) nr. 2247/2003 åbnes der mulighed for udstedelse af importlicenser for produkter fra oksekødssektoren med oprindelse i Botswana, Kenya, Madagaskar, Swaziland, Zimbabwe og Namibia. Indførslerne må imidlertid ikke overstige de mængder, som er fastsat for hvert af disse eksporterende tredjelande.

(2)

De licensansøgninger, der er indgivet fra den 1. til den 10. marts 2005, udtrykt som udbenet kød, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2247/2003, overstiger for produkter med oprindelse i Botswana, Kenya, Madagaskar, Swaziland, Zimbabwe og Namibia ikke de disponible mængder for disse lande. Det er derfor muligt at udstede importlicenser for de mængder, der er anmodet om licens for.

(3)

De restmængder, for hvilke der kan ansøges om licenser fra den 1. april 2005, bør fastsættes, uden at den samlede mængde på 52 100 t overskrides.

(4)

Det bør understreges, at denne forordning ikke tilsidesætter bestemmelserne i Rådets direktiv 72/462/EØF af 12. december 1972 om sundhedsmæssige og veterinærpolitimæssige problemer i forbindelse med indførsel af kvæg, svin, får og geder samt fersk kød og kødprodukter fra tredjelande (4) —

Det Forenede Kongerige:

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/34

(1)

De ansøgninger om importlicenser, der er indgivet for perioden 1. april til 30. juni 2005, vedrører mængder, der er mindre end eller lig med de disponible mængder, og de kan derfor imødekommes fuldt ud.

(2)

De handlende bør gøres opmærksom på, at licenserne kun kan anvendes for produkter, der opfylder alle gældende EF-bestemmelser på veterinærområdet —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/36

(1)

De ansøgninger om importlicenser, der er indgivet for andet kvartal 2005, vedrører for visse produkters vedkommende mængder, der er mindre end de disponible mængder, og de kan derfor imødekommes fuldt ud.

(2)

Den disponible mængde i den følgende periode bør bestemmes.

(3)

De handlende bør gøres opmærksom på, at licenserne kun kan anvendes for produkter, der opfylder alle gældende EF-bestemmelser på veterinærområdet —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/38

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/40

(1)

Ifølge artikel 4 i forordning (EF) nr. 1051/2001 fastsættes der regelmæssigt en verdensmarkedspris for ikke-egreneret bomuld på grundlag af den konstaterede verdensmarkedspris for egreneret bomuld under hensyntagen til det historiske forhold mellem den fastlagte verdensmarkedspris for egreneret bomuld og den beregnede pris for ikke-egreneret bomuld. Dette historiske forhold er fastlagt i artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1591/2001 af 2. august 2001 om gennemførelsesbestemmelser for støtteordningen for bomuld (3). Hvis verdensmarkedsprisen ikke kan fastsættes således, beregnes den på grundlag af den seneste fastsatte pris.

(2)

I henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 1051/2001 fastsættes verdensmarkedsprisen for ikke-egreneret bomuld for et produkt med visse egenskaber under hensyntagen til de højeste af de udbud og noteringer på verdensmarkedet, der anses for at være repræsentative for markedets faktiske tendens. Ved denne fastsættelse tages der hensyn til et gennemsnit af udbuddene og noteringerne konstateret på en eller flere repræsentative europæiske børser for et produkt leveret cif en havn i Fællesskabet fra de forskellige leverandørlande, der anses for at være mest repræsentative for den internationale handel. Der er dog fastsat justeringer af disse kriterier ved fastsættelsen af verdensmarkedsprisen for egreneret bomuld af hensyn til forskelle, der er begrundet i det leverede produkts kvalitet eller udbuddenes og noteringernes art. Disse justeringer er fastsat i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1591/2001.

(3)

Anvendelsen af ovennævnte kriterier fører til fastsættelsen af verdensmarkedsprisen for ikke-egreneret bomuld på nedennævnte niveau —

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/41

(1)

Den 21. maj 1996 fandt der et møde sted i Bruxelles mellem repræsentanter for Frankrig og Kommissionen. Drøftelserne drejede sig om visse erhvervssektorer på Korsika, bl.a. fiskeriet. Kommissionen erfarede på dette møde, at fiskerisektoren havde modtaget offentlig støtte, uden at Kommissionen havde fået meddelelse herom med henblik på en undersøgelse i henhold til traktatens artikel 93 (nu artikel 88).

(2)

Kommissionen anmodede derfor ved brev af 14. juni 1996 de franske myndigheder om yderligere oplysninger om den pågældende støtte.

(3)

Ved brev af 7. juli 1996 informerede de franske myndigheder Kommissionen om, at de havde kontaktet de regionale myndigheder på Korsika for at få de ønskede oplysninger. Da Kommissionen imidlertid ikke havde modtaget oplysningerne, sendte den en første påmindelse den 12. september 1996.

(4)

Siden har Frankrig ved brev af 17. december 1996 fremsendt en række oplysninger om den pågældende støtte. Disse blev den 6. januar 1997 indført i registret over ikke-meddelt støtte under nr. NN 11/97.

(5)

Kommissionen konstaterede, at den ikke havde alle de detaljer, der var nødvendige for undersøgelsen af støtteordningen, og udbad sig derfor yderligere oplysninger ved brev af 24. april 1997. Siden er et vist antal dokumenter tilgået Kommissionen ved breve af henholdsvis 3. december 1997 og 11. august 1998.

(6)

Kommissionen har dernæst ved brev af 11. februar 1999 endnu en gang udbedt sig supplerende oplysninger. Siden holdt Kommissionen et møde den 22. februar 2000 med deltagelse af repræsentanter for de regionale myndigheder på Korsika. Efter mødet sendte Kommissionen Frankrig en ny liste over oplysninger, den havde brug for for at kunne gennemføre undersøgelsen af støtteforanstaltningerne. Efter endnu to påmindelser modtog Kommissionen en stor del af de ønskede oplysninger ved brev af 11. april 2001.

(7)

Desuden har Kommissionen haft lejlighed til at sætte sig ind i beretning nr. 1077 fra den franske nationalforsamling, udarbejdet af undersøgelsesudvalget om anvendelse af offentlige midler og forvaltningen af offentlige tjenesteydelser på Korsika (1) (i det følgende benævnt »Nationalforsamlingens beretning«). I beretningen, som blev offentliggjort i 1998, beskrives den støtte, som er blevet tildelt fiskeri- og akvakultursektoren i 1997 (jf. punkt. I.C.1.b i beretningen).

(8)

Kommissionen har ved brev af 30. oktober 2001 orienteret Frankrig om sin beslutning om at indlede en formel undersøgelse i medfør af traktatens artikel 88, stk. 2, af følgende støtteordninger, der er anvendt på Korsika:

(9)

I samme beslutning meddelte Kommissionen Frankrig, at den havde vedtaget at anse støtte til ombygning og udrustning af fartøjer, som ikke indebærer en forøgelse af fartøjernes motorkraft, og støtte til faciliteter for fiskerne på landjorden, for forenelig med fællesmarkedet.

(10)

Ved denne beslutning pålagde Kommissionen desuden Frankrig at lægge alle de oplysninger frem, som Kommissionen havde brug for ved undersøgelsen af støtten til akvakultursektoren.

(11)

Ved brev af 21. december 2001 fremsatte Frankrig sine bemærkninger angående den støtte, der er genstand for en formel undersøgelse, og fremsendte oplysninger om akvakulturstøtten.

(12)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger angående den omhandlede støtte. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger efter offentliggørelsen.

(13)

Denne beslutning omhandler de støtteforanstaltninger, som har givet anledning til iværksættelse af en formel undersøgelse, og dem, som Kommissionen har pålagt Frankrig at forelægge oplysninger om. Beslutningen omhandler dermed følgende fire former for støtte:

(14)

Støtten til fiskerflåden blev indført af den korsikanske regionalforsamling, som den 29. marts 1985 ved en beslutning (délibération 85/10 bis) vedtog en støtteforanstaltning til modernisering af fiskerflåden. Denne beslutning er blevet ændret flere gange: beslutning af 30. november 1990 (90/99), af 19. december 1991 (91/1032), af 23. februar 1993 (93/25), af 9. marts 1995 (95/16), af 11. september 1995 (95/79) og af 11. april 1997 (97/36). Frankrig har understreget, at sidstnævnte beslutning (97/36) ikke blev ændret indtil afslutningen af programmeringsperioden for det enhedsprogrammeringsdokument for strukturfondsforanstaltninger, der var gældende på daværende tidspunkt, hvilket vil sige indtil den 31. december 1999. Med hensyn til akvakulturen oplyste Frankrig, at de regionale myndigheder på Korsika havde gjort direkte brug af fællesskabslovgivningen i overensstemmelse med den »støtteguide«, som er udarbejdet af Kontoret for Korsikas Økonomiske Udvikling. Kommissionen er blevet orienteret om indholdet af den del af guiden, der vedrører fiskeri og akvakultur, og som beskriver de former for støtte, der kan ydes.

(15)

Støtten daterer sig fra 1985. Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (3) angiver ingen forældelsesfrist, for så vidt angår undersøgelsen af ulovlig støtte som defineret i forordningens artikel 1, litra f), dvs. gennemført uden at Kommissionen har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger om støttens forenelighed med fællesmarkedet. Imidlertid indeholder forordningens artikel 15 en bestemmelse, hvorefter Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år, hvorefter forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor støtten tilkendes støttemodtageren, og hvorefter fristen afbrydes af enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen. Derfor finder Kommissionen ikke, at der er grund til at undersøge støttesager, der er faldet for forældelsesfristen, dvs. sager, hvor støtten er tildelt mere end ti år før eventuelle foranstaltninger desangående fra Kommissionens side.

(16)

Kommissionen mener, at anmodningen om oplysninger fra Kommissionen til Frankrig den 14. juni 1996 udgør en afbrydelse af fristen. Følgelig gælder forældelsesfristen for støtte, som modtageren er blevet bevilget inden den 14. juni 1986. Forældelsesfristen gælder således bl.a. støtte, som de regionale korsikanske myndigheder bevilgede inden den 14. juni 1986, men som først blev udbetalt til modtagerne i de efterfølgende år, da de støtteberettigede investeringer rent faktisk blev realiseret. Kommissionens nedenstående undersøgelse drejer sig derfor om støtte, som er blevet bevilget i tiden fra den 14. juni 1986 til den 31. december 1999.

(17)

Ifølge beslutning 85/10 bis fra 1985 kunne der ydes støtte til anskaffelse af fartøjer på mindre end 18 meter til fiskerisektoren på Korsika på den betingelse, som der kun undtagelsesvis kunne dispenseres fra, at fartøjerne var bygget i Frankrig. Støtten udgjorde 20 % af anskaffelsesprisen, hvortil kunne lægges et yderligere støttebeløb på 10 %, hvis der var tale om en førstegangsetablering (første anskaffelse af nyt fartøj), og endnu et på ligeledes 10 %, hvis fartøjet var bygget på Korsika. For at fremme de traditionelle træskibsbyggerier på øens skibsværfter var det muligt at øge støtten med endnu 20 % af anskaffelsesprisen, hvis man søgte om finansiering under den særlige foranstaltning til fremme af træindustrien. Skibsejeren selv skulle bidrage med mindst 10 %.

(18)

Ved beslutning 90/99 blev støttesatsen ændret, således at basisstøtten hævedes fra 20 % til 30 %. Den supplerende støtte på 20 % for træbyggeri blev sænket til 5 %.

(19)

Ved beslutning 95/16 ændredes støttesatsen som følger: Basissatsen forblev 30 %, og det præciseredes, at den støtteberettigede investering kunne omfatte anskaffelse af skibsskrog, udrustning og 80 styk net (6 400 meter); støtten i tilfælde af førstegangsetablering forblev 10 %, og den særlige støtte til fartøjer bygget på Korsika blev sat ned fra 10 % til 5 %, som dog kunne øges med 5 %, hvis fartøjet blev bygget af træ. Kravet om, at fartøjet skulle bygges i Frankrig, bortfaldt.

(20)

Med beslutning 95/79 indskrænkedes støtten til køb af net til de tilfælde, hvor der var tale om en førstegangsetablering for ansøgeren. Desuden er støtten på 5 % til fartøjer bygget i træ og på et korsikansk skibsværft ligeledes blevet opgivet.

(21)

Beslutning 97/36 medførte ingen væsentlige ændringer af de beskrevne bestemmelser. Det forblev stadig et udtrykkeligt krav, at skibsejeren selv skulle bidrage med mindst 10 %.

(22)

Ifølge beslutning 85/10 bis fra 1985 kunne der ydes støtte til ombygning af fartøjer på mindre end 18 meter, når omkostningerne androg mindst 25 000 FRF, og når formålet var at bidrage til en væsentlig forbedring af fangstpotentialet (hejseværk, spilanlæg, ekkolod, kran, navigationsudstyr, nettromle osv.) og gøre det muligt at opbevare fisken køligt eller forbedre drivkraftens energieffektivitet (dieselmotor med en ydeevne, der er afpasset efter fartøjets størrelse, skrue med foranderlig stigning, dyser osv.).

(23)

Det maksimale støttebeløb, der kunne ydes, var på 15 % af udrustningsomkostningerne. Ved beslutning 93/25 hævedes denne sats til 30 % af investeringsomkostningerne.

(24)

I beslutning 95/79 præciseredes det, uden at ændre interventionssatsen, at såfremt skibsejeren anmodede om fællesskabsstøtte, ville Korsikas bidrag blive beregnet efter de interventionssatser, som fremgår af den relevante EF-bestemmelse. Tærsklen for, hvornår omkostningerne er støtteberettigede, er blevet nedsat til 20 000 FRF. I beslutning 95/79 bestemtes det endvidere, at såfremt anmodningen om støtte til ombygning eller udrustning af et fartøj blev indgivet som led i en førstegangsetablering (en fiskers førstegangsanskaffelse af et fartøj, nyt eller brugt), kunne de første 80 styk net subventioneres efter en sats på 30 %.

(25)

Ifølge beslutning 85/10 bis fra 1985 kunne der ydes et tilskud på 10 % af anskaffelsesprisen for et brugt fartøj, når anskaffelsesprisen udgjorde mindst 50 000 FRF. Hertil kunne komme en støtte på yderligere 5 % i tilfælde af førstegangsanskaffelse. Køberen selv skulle bidrage med mindst 15 % af udgifterne til fartøjet.

(26)

Ved beslutning 91/1032 hævedes basissatsen fra 10 % til 15 %. Ved beslutning 95/16 hævedes denne sats til 20 % for fartøjer, der er under 20 år gamle.

(27)

Støtten til akvakultur er fastlagt inden for rammerne af programkontrakten fra 1994 mellem stat og region og ved enhedsprogrammeringsdokumentet for EF-støtte under mål 1. Der er blevet gennemført en række projekter med EF-støtte i henhold til forordningen for Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF).

(28)

Støtten er blevet ydet til offentlige eller private investeringer. De offentlige investeringer vedrører fremme af produkter fra havet og markedsundersøgelser samt teknisk støtte til akvakulturvirksomheder. Investeringerne i virksomhederne skal styrke akvakulturvirksomhedernes konkurrenceevne i den hensigt at højne produkternes kvalitet på markedet; disse investeringer har at gøre med tilpasning til gældende hygiejnenormer og forbedring af afsætningsvilkårene: udstyr til emballering, oplagringsfaciliteter, servicefartøjer, edb-udstyr, ismaskiner, kølefartøjer osv.

(29)

Støttebeløbet androg maksimalt 25 % af investeringen for at tage højde for et eventuelt tilskud over FIUF.

(30)

Kommissionen har ved beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse taget hensyn til de forskellige udgaver af retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri og akvakultur (i det følgende benævnt »retningslinjerne«). I henhold til punkt 3.4 i de aktuelt gældende retningslinjer fra 2001 (4) undersøges ulovlig støtte i henhold til de retningslinjer, der gælder på det tidspunkt, hvor støtten ydes. I 1986 og 1987 var de gældende retningslinjer dem, der var blevet offentliggjort i 1985 (5). Siden har de gældende retningslinjer været følgende: for støtte tildelt fra 1. januar 1989 retningslinjerne offentliggjort i 1988 (6), for støtte tildelt fra 1. juli 1992 retningslinjerne offentliggjort i 1992 (7), for støtte tildelt fra 1. januar 1995 retningslinjerne offentliggjort i 1994 (8) og for støtte tildelt fra 1. januar 1997 retningslinjerne offentliggjort i 1997 (9).

(31)

Kommissionen har desuden taget hensyn til Rådets forordninger om EF’s strukturfondsforanstaltninger i fiskeri- og akvakultursektoren, hvortil der løbende henvises i retningslinjerne, bl.a. for så vidt angår de støtteberettigede investeringer og satserne for godkendt støtte. Der er tale om følgende forordninger: Rådets forordning (EØF) nr. 2908/83 af 4. oktober 1983 om en fælles foranstaltning til omstrukturering, modernisering og udvikling af fiskeriet og akvakulturen (10), Rådets forordning (EØF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om fællesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne (11), Rådets forordning (EF) nr. 3699/93 af 21. december 1993 om kriterier og betingelser for EF- strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (12) og Rådets forordning (EF) nr. 2468/98 af 3. november 1998 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (13).

(32)

Kommissionen har af to årsager udtrykt tvivl om, at disse støtteforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet.

(33)

Kommissionen har på grundlag af retningslinjerne for det første gjort opmærksom på, at støtten til anskaffelse af nye fartøjer var i overensstemmelse med fællesmarkedet, hvis formålet var at støtte investeringer i overensstemmelse med målsætningerne i det flerårige udviklingsprogram (FUP) for fiskerflåden. Programmet indebærer en række forpligtelser, og med henblik på opfyldelsen af disse forpligtelser indeholder det desuden en liste over nødvendige foranstaltninger, bl.a. tilpasning for hvert enkelt land af fiskerflådens kapacitet i forhold til de fiskeressourcer, de har adgang til. Frankrig havde imidlertid ikke opfyldt målsætningerne i FUP III (14) for 1992-1996. Følgelig var det blevet pålagt Frankrig at ophøre med at yde støtte til bygning og modernisering af fiskerfartøjer fra den 1. januar 1997. Senere, ved brev af 28. oktober 1998, meddelte Kommissionen Frankrig, at der på visse betingelser atter kunne ydes investeringsstøtte. I sit brev af 30. oktober 2001, hvori Kommissionen oplyste Frankrig om sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse, fremsatte Kommissionen den formodning, at den støtte, der var blevet tildelt mellem 1. januar 1997 og 28. oktober 1998, var i modstrid med de gældende retningslinjer for denne periode.

(34)

For det andet konstaterede Kommissionen — med henvisning til den støttesats, der kunne opnås, og muligheden for kumulering med anden støtte — at den maksimalt tilladte sats var blevet overskredet ved tildelingen af støtte.

(35)

Kommissionen har betvivlet foreneligheden med fællesmarkedet af støtte tildelt fra den 1. januar 1997 til den 28. oktober 1998 til ombygning og udrustning af fartøjer, for så vidt som arbejdet har medført en forøgelse af fartøjernes motorkraft, eftersom støtte af denne type i lighed med støtte til anskaffelse af fartøjer ikke indgik i målsætningerne i FUP.

(36)

Kommissionen har udtrykt tvivl om foreneligheden med fællesmarkedet af støtte til anskaffelse af brugte fartøjer fra 1. januar 1989, eftersom denne form for støtte i henhold til den korsikanske regionalforsamlings beslutning kunne ydes, uden at der var fastsat en øvre grænse for fartøjernes alder, medens retningslinjerne fra 1988, som var gældende på det tidspunkt, udelukkede, at der kunne ydes støtte til fartøjer, som var mere end 15 år gamle. Denne øvre grænse blev nedsat til 10 år i såvel retningslinjerne fra 1992, der trådte i kraft den 1. juli 1992, som i de efterfølgende retningslinjer.

(37)

Kommissionen har desuden påpeget over for de franske myndigheder, at det i henhold til retningslinjerne fra 1988 og de efterfølgende retningslinjer kun var tilladt at yde støtte til unge fiskeres førstegangsetablering eller eventuelt til anskaffelse af fartøjer på delebasis eller til erstatning for et fartøj, der var gået tabt. Kommissionen påpegede videre — med henvisning til den støttesats, der kunne opnås, og muligheden for kumulering med anden støtte — at der forelå en mulighed for, at den maksimalt tilladte sats var blevet overskredet ved tildelingen af støtte.

(38)

I deres svar giver de franske myndigheder en lang redegørelse for, hvorfor der ikke er tale om nogen overskridelse af de tilladte satser, heller ikke ved kumulering med støtte fra andre kilder, herunder anden EF-støtte. Til støtte for sin argumentation har de vedlagt den støtteguide, som Kontoret for Korsikas Økonomiske Udvikling har udarbejdet.

(39)

De franske myndigheder forklarer videre, at de alderskrav, som fartøjerne ifølge retningslinjerne skulle opfylde, for at der kunne ydes støtte til anskaffelse af brugte fartøjer, var gengivet i støtteguiden og var blevet overholdt.

(40)

Samtidig med deres bemærkninger til indledningen af den formelle undersøgelse har de franske myndigheder fremsendt de oplysninger om akvakulturstøtten, som de fik pålæg om at fremlægge i Kommissionens brev af 30. oktober 2001.

(41)

De omhandlede støtteforanstaltninger har givet en bestemt type virksomheder, der udøver et bestemt erhverv, nemlig fiskeri eller akvakultur, en økonomisk fordel. Gennemførelsen af foranstaltningerne beror på offentlige midler. Eftersom de støttemodtagende virksomheders produkter afsættes på fællesmarkedet, bidrager foranstaltningerne til at styrke de pågældende virksomheders position såvel på det franske marked i forhold til de virksomheder fra andre medlemsstater, som ønsker at afsætte deres produkter på dette marked, som på markedet i andre medlemsstater i forhold til de virksomheder, som sælger deres produkter på disse markeder. Følgen er, at foranstaltningerne fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene. Der er således tale om statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(42)

Foranstaltningerne kan ikke anses for at være forenelige med fællesmarkedet, medmindre de kan henføres under en af de i traktaten hjemlede undtagelser. Støtteordningerne er til gavn for virksomheder i fiskeri- og akvakultursektoren og skal derfor, for at en undtagelse kan komme på tale, modsvare en af de undtagelser, der gives mulighed for i retningslinjerne (hvoraf de forskellige versioner, der har været gældende siden 1985, er opregnet i betragtning 30).

(43)

Frankrig har i sine bemærkninger erklæret, at de maksimale støttesatser er blevet overholdt. Kommissionen har da også kunnet konstatere, at støtteguiden fra Kontoret for Korsikas Økonomiske Udvikling nævner, at den maksimale sats ikke må overstige den sats, som er fastsat i forordningen om strukturfondsforanstaltningerne under FIUF. Denne støtte er set under denne synsvinkel forenelig med fællesmarkedet, dog med forbehold af nedenstående.

(44)

Tilbage står nemlig det særlige problem vedrørende støtte tildelt mellem den 1. januar 1997 og den 28. oktober 1998, hvor Frankrig i medfør af den fælles fiskeripolitiks bestemmelser havde forbud mod at yde nogen som helst form for støtte til bygning eller modernisering af fiskerfartøjer. Forbuddet blev ophævet ved brev af 28. oktober 1998 (15). I sit brev af 30. oktober 2001, hvori Kommissionen oplyste Frankrig om sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse, fremsatte Kommissionen den formodning, at der var blevet ydet støtte i denne periode. Denne formodning var baseret på to forhold. På den ene side det forhold, at den korsikanske regionalforsamlings beslutning 97/36 ifølge brevet fra de franske myndigheder af 11. april 2001 ikke havde undergået senere ændringer, hvilket implicit lader formode, at denne beslutning blev fulgt uafbrudt fra sin vedtagelse frem til udgangen af 1999, og på den anden side det forhold, at Nationalforsamlingens beretning udtrykkeligt nævnte, at der var blevet tildelt støtte til bygning af fartøjer i 1997 (punkt I.C.1.b i beretningen).

(45)

Der er grund til at citere et uddrag af Nationalforsamlingens beretning:

»…. — støtte til fiskeri og havbrug:

(46)

De franske myndigheder har ikke fremsat bemærkninger til formodningen i Kommissionens brev af 30. oktober 2001, hverken for f.eks. at forklare, at anvendelsen af den omhandlede beslutning 97/36 var blevet suspenderet, eller for at oplyse, at der ikke var blevet tildelt støtte i den pågældende periode. Der er således grund til at gå ud fra, at der er blevet ydet støtte i perioden.

(47)

Det fremgik hver gang af de successive retningslinjer, at støtte til anskaffelse af nye fartøjer var forenelig med fællesmarkedet, hvis den blev ydet med henblik på investeringer, der var i overensstemmelse med målsætningerne i FUP (16). For så vidt angår støtte tildelt mellem den 1. januar 1997 og den 28. oktober 1998, som var omfattet af retningslinjerne for 1997, hed det mere konkret i punkt 2.2.3.1 i retningslinjerne, at støtte til bygning af nye fiskerfartøjer kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet med forbehold af betingelserne i artikel 7 og 10 i forordning (EF) nr. 3699/93 og i bilag III (nr. 1.3) til samme forordning.

(48)

I artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 3699/93 hedder det: »Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fordel for bygning af fiskerfartøjer, for så vidt de inden for de fastsatte frister overholder de mellemliggende samlede årlige og de endelige mål i de flerårige udviklingsprogrammer. Medlemsstaterne meddeler samtidig med de pågældende støtteprojekter Kommissionen de foranstaltninger, de har truffet for at sikre, at denne betingelse overholdes.« Det var i henhold til denne bestemmelse, at Kommissionen ved brev af 4. juli 1997 mindede de franske myndigheder om, at de skulle standse al tildeling af støtte til bygning og modernisation fra den 1. januar 1997.

(49)

Ved brev af 8. august 1997 svarede de franske myndigheder bl.a.: Allerede i begyndelsen af 1996 havde de franske myndigheder, da de mellemliggende målsætninger i FUP II ikke var blevet opfyldt pr. 31. december 1995, taget de nødvendige skridt til at standse de investeringsprojekter, der indebar en forøgelse af fiskerflådens kapacitet. Desuden blev der for at fremskynde reduktionen af fiskerflåden iværksat en plan for udtagning af fiskerfartøjer i juli 1996. …, ifølge planen skulle 10 000 fartøjer a 15 000 kW udtages. I begyndelsen af 1997 mente de franske myndigheder desuden, at de ville kunne opfylde målsætningerne for FUP III. Der blev derfor i begrænset omfang givet tilladelse til investeringer og i tilknytning hertil tildelt statsstøtte først og fremmest til hårdt tiltrængte udskiftninger af fartøjer eller udskiftning af motorer. … Imidlertid kunne den fulde virkning af udtagningen af fartøjer først konstateres ved udgangen af første halvår 1997 ….

(50)

Det var først i løbet af andet halvår 1998, at det lykkedes Frankrig at opfylde målsætningerne i FUP. Den 28. oktober sendte Kommissionen de franske myndigheder et brev med bl.a. følgende indhold: »På baggrund af vores samtale den 21. oktober 1998, vores tidligere møder og de redegørelser, de har givet i brevene af henholdsvis 5. og 22. oktober 1998, er det mig en glæde at kunne meddele Dem, at Generaldirektoratet for Fiskeri kan acceptere, at De genoptager investeringerne, således som De planlægger, dvs. i et meget beskedent omfang og i særdeleshed til projekter, der er til gavn for unge fiskere, som ikke giver sig udslag i en forøgelse af kapaciteten, og som er i overensstemmelse med målsætningerne i FUP.«

(51)

Det kan aflæses af denne brevveksling, at de franske myndigheder var helt på det rene med, at de mellemliggende målsætninger i FUP III ikke kunne opfyldes, og at der dette til trods er blevet bevilget støtte til anskaffelse af nye fartøjer. Betingelsen i artikel 10 i forordning (EF) nr. 3699/93 er således ikke blevet overholdt. Det fremgår under henvisning til punkt 2.2.3.1 i retningslinjerne for 1997, at den støtte, der er ydet i denne periode til anskaffelse af nye fartøjer, ikke er forenelig med fællesmarkedet.

(52)

Den formelle undersøgelse blev indledt med henblik på en nærmere gennemgang af den støtte, der blev tildelt fra den 1. januar 1997 til den 28. oktober 1998 til ombygning og udrustning af fartøjer, for så vidt som arbejdet har medført en forøgelse af fartøjernes motorkraft, eftersom støtte af denne type i lighed med støtte til anskaffelse af nye fartøjer ikke indgik i målsætningerne i FUP.

(53)

I beretningen fra Nationalforsamlingen (punkt I.C.1.b) gives der en redegørelse for støtten til modernisering af fartøjer. Ligesom det oplyses, at der er blevet bygget 10 fartøjer, nævnes det også, at »… 38 fartøjer er blevet ombygget og forsynet med forskelligt udstyr, …«. Det fremgår således med tydelighed, at der er blevet ydet støtte i perioden.

(54)

Det fremgår af de successive beslutninger truffet af de regionale myndigheder på Korsika, at støtten kunne anvendes til at udruste fartøjer med en »motor med en motorkraft, der er tilpasset til fartøjets størrelse.« Denne formulering sandsynliggør, at moderniseringsstøtten kunne anvendes til anskaffelse af en kraftigere motor. Som det er tilfældet med støtten til anskaffelse af fartøjer har de franske myndigheder ikke fremsat bemærkninger til Kommissionens formodning i brevet af 30. oktober 2001 om, at der i løbet af perioden skulle være blevet bevilget støtte med det formål at udskifte en motor med en anden og kraftigere. Der er således grund til at formode, at der i visse tilfælde faktisk er blevet ydet moderniseringsstøtte, der har haft en forøgelse af motorkraften til følge.

(55)

Ligesom for støtten til bygning fremgik det af punkt 2.2.3.2 i retningslinjerne fra 1997, at støtten til modernisering af fiskerfartøjer i erhvervsaktivitet kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet med forbehold af betingelserne i artikel 7 og 10 i forordning (EF) nr. 3699/93 og i bilag III (nr. 1.4) til samme forordning […]. I artikel 10, stk. 2 i forordning (EF) nr. 3699/93 hedder det: »Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fordel for modernisering af fiskerfartøjerne. Foranstaltningerne er underkastet de i stk. 1 [bygning af fartøjer] nævnte betingelser, hvis investeringerne kan medføre, at fiskeriindsatsen øges.«

(56)

Betingelsen i artikel 10 i forordning (EF) nr. 3699/93 er således ikke blevet overholdt. Det fremgår under henvisning til punkt 2.2.3.2 i retningslinjerne for 1997, at den støtte, der er ydet i løbet af perioden til modernisering, for så vidt som denne modernisering har medført en forøgelse af motorkraften, ikke er forenelig med fællesmarkedet.

(57)

Som allerede nævnt under betragtning 39 har de franske myndigheder oplyst, at alderskriterierne var blevet overholdt. Den tvivl, som Kommissionen gav udtryk for ved indledningen af den formelle undersøgelse, er dermed ryddet af vejen. Det samme gælder tvivlen med hensyn til den maksimale støttesats.

(58)

Desuden har de franske myndigheder i deres svar af 21. december 2001 angående forpligtelsen til kun at yde denne form for støtte til unge fiskeres førstegangsetablering eller til erstatning af et fartøj, der var gået tabt, meddelt, at den pågældende form for støtte i denne henseende er blevet ydet i overensstemmelse med de gældende EF-bestemmelser. Følgelig kan denne form for støtte anses for at være forenelig med fællesmarkedet.

(59)

I henhold til de successive retningslinjer er akvakulturstøtten forenelig med fællesmarkedet, såfremt betingelserne i forordningen om EF-strukturfondsforanstaltningerne i fiskerisektoren er overholdt.

(60)

Som de franske myndigheder oplyste i deres brev af 21. december 2001, er der i støtteguiden taget højde for de nævnte betingelser, bl.a. er det nævnt, at den maksimale tilladte støttesats skal ses i sammenhæng med støtte fra andre kilder.

(61)

Følgelig kan støtte til fordel for akvakulturen anses for at være forenelig med fællesmarkedet.

(62)

De statsstøtteordninger, de franske myndigheder har indført i regionen Korsika ved den korsikanske regionalforsamlings beslutning 85/10 bis af 29. marts 1985, senere ændret ved beslutning af 30. november 1990 (90/99), af 19. december 1991 (91/1032), af 23. februar 1993 (93/25), af 9. marts 1995 (95/16), af 11. september 1995 (95/79) og af 11. april 1997 (97/36), er uforenelige med fællesmarkedet, for så vidt angår:

(63)

I henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 skal Frankrig søge de pågældende støttebeløb tilbagebetalt.

(64)

Følgende former for støtte er forenelige med fællesmarkedet:

a)

støtte til anskaffelse af nye fartøjer tildelt mellem den 1. januar 1997 og den 28. oktober 1998

b)

støtte til ombygning og udrustning af fartøjer tildelt mellem den 1. januar 1997 og den 28. oktober 1998, når arbejdet har ført til en motorkraftsforøgelse.

a)

støtte til anskaffelse af nye fartøjer, såfremt støtten ikke er tildelt i perioden 1. januar 1997 til 28. oktober 1998

b)

støtte til ombygning og udrustning af fartøjer, såfremt støtten ikke er tildelt i perioden 1. januar 1997 til 28. oktober 1998, eller som er tildelt i denne periode, men uden at arbejdet har ført til en motorkraftsforøgelse

c)

støtte til anskaffelse af brugte fartøjer

d)

støtte til fordel for akvakulturen tildelt mellem 1994 og 1999.

19.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 74/49

(1)

Ved brev af 21. juni 2000 informerede Frankrig Kommissionen om de foranstaltninger, landet havde truffet for at yde erstatning til fiskere og akvakulturbrugere for de skader, som de havde lidt dels som følge af olieforureningen i forbindelse med tankeren Erikas forlis i Biscayabugten den 12. december 1999, dels som følge af den usædvanligt kraftige storm den 27. og 28. december 1999. Der blev efter anmodning fra Kommissionen sendt yderligere oplysninger ved brev af 28. november 2000, 6. april og 13. august 2001. Da foranstaltningerne var blevet iværksat, før Kommissionen havde haft lejlighed til at udtale sig om deres forenelighed med fællesmarkedet, blev sagen registreret som ikke-anmeldt støtte under nummer NN 80/2000.

(2)

Ved brev af 11. december 2001 underrettede Kommissionen Frankrig om sin beslutning om på den ene side at betragte nogle af foranstaltningerne som forenelige med fællesmarkedet og på den anden side at indlede den officielle undersøgelsesprocedure i traktatens artikel 88, stk. 2, over for de øvrige foranstaltninger. Frankrig fremsatte sine bemærkninger ved brev af 5. marts 2002.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede den officielle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende  (1). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de pågældende foranstaltninger. Den modtog ingen bemærkninger.

(4)

Den officielle undersøgelsesprocedure blev indledt over for følgende foranstaltninger:

(5)

Kommissionen minder om, at de foranstaltninger, der blevet betragtet som forenelige med fællesmarkedet, og som Frankrig var blevet underrettet om ved brev af 11. december 2001, vedrørte anlæg i atlanterhavskyst-departementerne fra Finistère til Gironde og gik ud på følgende:

(6)

Denne foranstaltning var beregnet på to kategorier af akvakulturbrugere: dem, hvis lagre og driftsmateriel blev skadet som følge af stormen i december 1999, og som modtog støtte til retablering af lagre, og dem, der led tab som følge af olieforureningen fra Erika, og som modtog forskud på de erstatninger, som IOPFC skal betale.

(7)

Det drejede sig om en målrettet foranstaltning, som blev iværksat på grund af anlæggenes situation. Den blev anvendt i en, to eller tre måneder afhængigt af, hvor omfattende skaderne på anlæggene var. Der skulle overhovedet ikke betales sociale bidrag i den pågældende periode.

(8)

Anmodningerne blev behandlet af nogle særlige erstatningsinstanser, som blev oprettet til formålet i hvert af de berørte departementer under præfekten med deltagelse af de berørte myndigheder, erhvervsorganisationer, banker og forsikringsselskaber. Listen over erstatningsmodtagere blev udarbejdet af »direction des pêches maritimes et des cultures marines« (direktoratet for havfiskeri og havbrug) på forslag af præfekterne. Der stod 1 476 anlæg på listen. Der blev indrømmet fritagelser for i alt 0,87 mio. EUR.

(9)

Denne foranstaltning var beregnet på de samme anlæg som dem, der er nævnt i 6. og 8. betragtning. Den gik ud på som led i individuelle gældssaneringsplaner at overtage en del de renter, der var forfaldet eller skulle forfalde i 2000, 2001 og 2002, på mellemfristede og langfristede lån og lån til virksomhedskonsolidering. Formålet med disse foranstaltninger var ifølge Frankrigs brev af 13. august 2001 at mindske likviditetsbyrden for de anlæg, som var ramt af stormen og olieforureningen.

(10)

Dossiererne skulle indgives senest den 1. april 2000. De blev behandlet af »directions départementales des affaires maritimes« (departementernes direktorater for maritime anliggender) og forelagt for erstatningsinstansen. Støtten blev differentieret efter lokalt opstillede kriterier. Erstatningsinstanserne skulle bl.a. tage hensyn til, hvor store tab der reelt var lidt i løbet af vinteren 1999-2000, hvor stor en gæld anlæggene havde, og hvor svækkede de var, driftsindtægternes størrelse i de to seneste regnskabsår, eventuelle udefrakommende indtægter, som de pågældende kunne have haft i samme periode, og de pågældende anlægs levedygtighed. De berørte anlægs kreditorer (banker og leverandører) blev bedt om at gøre en særlig indsats. Støtten måtte ikke overstige 48 000 franske franc (FRF) (dvs. 7 317 EUR), medmindre erstatningsinstansen fandt situationen særlig kritisk, i hvilket tilfælde loftet blev hævet til 62 000 FRF (9 451 EUR).

(11)

De individuelle gældssaneringsplaner, som blev udarbejdet efter denne procedure, resulterede i, at der blev indgået en overenskomst, som blev godkendt af alle parter, og hvori alle parters bidrag blev fastlagt. Præfekten for de enkelte departementer traf afgørelse om tildeling af støtten. Den samlede støtte var på ca. 8 mio. FRF (1,2 mio. EUR) til 1 083 anlæg.

(12)

Ud over de foranstaltninger, som allerede er nævnt, det være sig foranstaltninger, som Kommissionen har indledt den officielle undersøgelsesprocedure over for, eller som den allerede har godkendt, besluttede landbrugs- og fiskeriministeren at træffe supplerende foranstaltninger til fordel for disse anlæg for ifølge Frankrigs udsagn at afhjælpe de vanskeligheder, som fiskeri- og akvakultursektoren stod over for som følge af både stormen og olieforureningen, og for at tage hensyn til de skader, som anlæggene var blevet påført på grund af den faldende efterspørgsel.

(13)

Ifølge de oplysninger, som Frankrig gav ved brev af 21. juni 2000, dvs. før beslutningen om at indlede den officielle undersøgelsesprocedure, var fritagelsen for statsafgifter for 2000 blevet indrømmet til indehavere af bevilling til at drive havbrug i offentlige havområder og til indehavere af bevilling til at indvinde vand til forsyning af private parceller.

(14)

Frankrig meddelte ved brev af 5. marts 2002, hvori landet fremsatte sine bemærkninger til indledningen af proceduren, at denne foranstaltning indgik i de supplerende foranstaltninger til fordel for alle akvakulturbrugere på Frankrigs europæiske område og i de oversøiske departementer.

(15)

Efter anmodning fra Kommissionen bekræftede Frankrig ved brev af 24. september 2002, at denne fritagelse ved beslutning af 12. september 2000 var blevet udvidet til at gælde for alle havbrug.

(16)

Fritagelserne var på i alt 3,81 mio. EUR.

(17)

Landbrugs- og fiskeriministeren besluttede ved to cirkulærer af henholdsvis 15. april 2000 og 13. juli 2000 at nedsætte de sociale bidrag for alle virksomheder i sektoren med 50 % — for akvakulturbrugerne for perioden 15. april 2000 til 15. juli 2000 og for fiskerne for perioden 15. april 2000 til 15. oktober 2000.

(18)

Arbejdsgiverbidragene og lønmodtagerbidragene blev nedsat for alle fiskere og akvakulturbrugere på Frankrigs europæiske område og i de oversøiske departementer.

(19)

Nedsættelsen foregik efter forskellige regler, alt efter om det drejede sig om bidrag til ENIM (Etablissement National des Invalides de la Marine, national forsikring for medlemmer af skibsfartssektoren) eller til MSA (Mutualité Sociale Agricole, forsikring for landbruget).

(20)

Bidragene til ENIM blev nedsat med 50 %, både når det gjaldt lønmodtagerbidrag og arbejdsgiverbidrag. For fartøjer, der ikke anvender udbyttedeling, blev arbejdergiverbidragene dog nedsat med 75 %. Den større nedsættelse skyldes ifølge Frankrig, at rederiet og besætningen i forbindelse med udbyttedeling har et fælles økonomisk ansvar for vanskeligheder ved udøvelsen af fiskeri, især når det gælder faldende omsætning, mens de industrielle rederier, som ikke har udbyttedeling, derimod påtager sig størstedelen af ansvaret for økonomiske vanskeligheder.

(21)

Reglerne for nedsættelse af bidragene til MSA for akvakulturbrugere, der er omfattet af denne ordning, blev fastsat ved et cirkulære udstedt af landbrugs- og fiskeriministeriet af 25. april 2000. Nedsættelsen svarede til overtagelsen af 50 % af de bidrag, som akvakulturbrugere og virksomhedsledere selv skulle betale for et kvartal af 1999, og af de bidrag, som de skulle betale for deres ansatte for det sidste kvartal af 1999.

(22)

Disse fritagelser svarede til 119 mio. FRF (18,2 mio. EUR).

(23)

De foranstaltninger, der er beskrevet i afdeling A og B, blev vedtaget som følge af den olieforurening, som tankeren Erikas forlis den 12. december 1999 forårsagede, og som følge af den voldsomme storm den 26. og 27. december 1999.

(24)

De blev analyseret på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), hvorefter »støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder« er foreneliga med fællesmarkedet. På den ene side kan forureningen som følge af olietankeren Erikas forlis betragtes som en usædvanlig begivenhed i overensstemmelse med nævnte artikel. På den anden side kan stormen den 26. og 27. december 1999 betragtes som naturkatastrofe på grund af dens ekstreme og usædvanlige voldsomhed.

(25)

Det er i den forbindelse Kommissionens opgave at undersøge, at der ikke er blevet ydet overkompensation for skaderne som følge heraf.

(26)

De foranstaltninger, som den officielle undersøgelsesprocedure blev indledt over for, var fritagelsen for sociale bidrag for første kvartal af 2000 (eller et gennemsnitskvartal), nedsættelsen af de finansielle omkostninger og fritagelsen for statsafgifter.

(27)

Fritagelsen for sociale bidrag blev iværksat, efter at erstatningsinstansen havde undersøgt forholdene for anlæg, der kunne komme i betragtning. Fritagelsens varighed blev fastsat til mellem en og tre måneder alt efter skadens omfang. Denne fritagelsesforanstaltning supplerede andre foranstaltninger (gennemførelse af ordningen vedrørende katastrofer i landbruget, støtte til retablering af materiel og lagre samt forskud på erstatninger fra IOPCF). På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen havde fået, mente den ikke, at den kunne undersøge, om der med denne fritagelse for sociale bidrag sammenlagt var ydet overkompensation for de skader, som var lidt.

(28)

Nedsættelsen af de finansielle omkostninger supplerede også de øvrige foranstaltninger, der var vedtaget. På samme måde kunne Kommissionen heller ikke her kontrollere, om der med denne nedsættelse af de finansielle omkostninger sammenlagt var ydet overkompensation for de skader, som var lidt.

(29)

Fritagelsen for statsafgifter supplerede også de øvrige foranstaltninger, der var vedtaget. Endvidere syntes alle akvakulturbrugere i de seks pågældende departementer ifølge Kommissionens oplysninger at have været omfattet af foranstaltningen. Frankrig havde ikke meddelt årsagerne til, at fritagelsen var blevet udvidet til at gælde alle inden for erhvervet i disse departementer. Kommissionen kunne derfor heller ikke i dette tilfælde kontrollere, om der med fritagelsen for statsafgifter sammenlagt var blevet ydet overkompensation for de skader, der var lidt.

(30)

Da Kommissionen ikke kunne kontrollere, om der var ydet overkompensation for de skader, der var lidt, kunne de forskellige foranstaltninger ikke erklæres for forenelige med fællesmarkedet på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(31)

Da støtten ikke var anmeldt, blev disse foranstaltninger analyseret på grundlag af retningslinjer for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren (2), som blev vedtaget i 1997, og som var gældende på tidspunktet for de omtalte begivenheder (i det følgende benævnt »retningslinjer fra 1997«). Da den pågældende støtte har karakter af driftsstøtte, anvendte Kommissionen punkt 1.2, fjerde afsnit, tredje led, i retningslinjer fra 1997, der omhandler et generelt princip, hvorefter driftsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen mente på grundlag af de foreliggende oplysninger, at der herskede tvivl om, hvorvidt de pågældende foranstaltninger var forenelige med fællesmarkedet.

(32)

Ifølge Frankrig blev den supplerende foranstaltning for alle akvakulturbrugere og fiskere på Frankrigs europæiske område og i de oversøiske departementer vedtaget for at yde kompensation for de økonomiske skader, som virksomhederne i sektoren havde lidt på grund af den faldende efterspørgsel, som skyldtes det dårlige image, som fiskevarer og akvakulturprodukter havde fået efter Erikas forlis.

(33)

Nedsættelsen af de sociale bidrag gjaldt for perioden 15. april til 15. juli 2000.

(34)

Ifølge Frankrig medførte den faldende efterspørgsel en nedgang i detailsalget af skaldyr i første halvår af 2000 på 9 % mængdemæssigt og 5 % værdimæssigt. Desuden havde stormen negative følger for hele skaldyrsbranchens økonomiske situation, idet Charente-Maritime spiller en central rolle for afsætningen af østers i Frankrig.

(35)

Frankrig gav imidlertid ingen oplysninger om forbindelsen mellem omfanget af de økonomiske tab, som alle skaldyrsproducenterne skulle have lidt på grund af olieforureningen, og omfanget af fritagelsen for sociale bidrag i den pågældende periode. Kommissionen kunne derfor ikke kontrollere, om denne fritagelse svarede til værdien af de tab, der var lidt, uden at der var ydet overkompensation.

(36)

Da denne foranstaltning havde karakter af driftsstøtte, mente Kommissionen på grundlag af punkt 1.2, fjerde afsnit, tredje led, i retningslinjer fra 1997, at der med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger herskede tvivl om, hvorvidt foranstaltningen var forenelig med fællesmarkedet.

(37)

Nedsættelsen af de sociale bidrag gjaldt for perioden fra den 15. april til den 15. oktober 2000.

(38)

Ifølge Frankrig var der konstateret en generel vigende tendens på markedet for fiskevarer med en vedvarende nedgang i efterspørgslen som følge af forbrugernes bekymring over olieforureningens sundhedsmæssige konsekvenser.

(39)

Frankrig havde udleveret forskellige statiske oplysninger om detailsalget af fiskevarer som begrundelse for denne nedsættelse. Kommissionen havde taget disse oplysninger ad notam. Kommissionen havde i sit brev til Frankrig, hvori den meddelte, at den officielle undersøgelsesprocedure ville blive indledt, dog gjort opmærksom på, at ifølge andre oplysninger var værdien af auktionssalget i første kvartal af 2000 steget med 3 % i forhold til året før, og tilbagetagelserne udgjorde mindre end 1,5 % af de landede mængder af alle de vigtigste arter, dvs. samme procentsats som registreret i 1999 i samme periode. Fritagelsen gjaldt desuden for alle franske fiskerivirksomheder, inkl. fiskerivirksomhederne i de oversøiske departementer.

(40)

Endvidere havde Kommissionen fået kendskab til nogle oplysninger, som var udsendt af Agence France-Presse, eller som stod i den skrevne presse, i henhold til hvilke formålet med nedsættelserne af de sociale bidrag i virkeligheden var at kompensere for den stigning i brændstofpriserne, som var blevet iagttaget gennem flere måneder.

(41)

Under henvisning til alle disse oplysninger mente Kommissionen ikke, at Frankrig havde fremlagt de data, som skulle til for at fastslå, at de påberåbte foranstaltninger skulle råde bod på en økonomisk skade, som virksomhederne havde lidt som følge af den faldende efterspørgsel efter fiskevarer. Da denne foranstaltning havde karakter af driftsstøtte, mente Kommissionen på grundlag af punkt 1.2, fjerde afsnit, tredje led, i retningslinjer fra 1997, at der med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger herskede alvorlig tvivl om, hvorvidt foranstaltningen var forenelig med fællesmarkedet.

(42)

Frankrig meddelte, at formålet med nedsættelserne af de finansielle omkostninger som led i gældssaneringsplaner var at hjælpe de vanskeligst stillede virksomheder med at klare en usædvanlig situation som følge af de indtrufne katastrofer og ikke at kompensere for indkomsttab. Kun de mest udsatte virksomheder kunne komme i betragtning i forbindelse med denne foranstaltning.

(43)

Hvad angår muligheden for overkompensation for de skader, der var lidt, gjorde Frankrig opmærksom på, at formålet med den procedure, der var indført i forbindelse med nedsættelsen af de sociale bidrag og de finansielle omkostninger, netop var at undgå dette. De erstatningsinstanser, som var oprettet i katastroferamte departementer, vurderede hver enkelt virksomheds samlede økonomiske situation og godkendte de beløb, der var tilkendt, under henvisning til den skade, som var lidt.

(44)

Frankrig konstaterede, at det ikke var tilstrækkeligt kun at lade nedsættelsen gælde for akvakulturbrugere, som blev ramt af stormen og olieforureningen. Branchens situation som helhed var tilstrækkeligt foruroligende til at retfærdiggøre en generel foranstaltning. Mediernes dækning af olieforureningen fik forbrugerne til at miste tilliden til fiskevarer og akvakulturprodukter, og især opdrættede skaldyr uanset deres oprindelse. Ifølge en undersøgelse foretaget for Office national interprofessionnel des produits de la mer et de l'aquaculture (brancheorganisationen for fiskevarer og akvakulturprodukter) (OFIMER) blev skaldyrssektorens omsætningsnedgang anslået til 51 mio. FRF (7,77 mio. EUR) i en periode på fire måneder fra den 17. december 1999 til den 16. april 2000.

(45)

Derfor blev der truffet afgørelse om at indføre generelle foranstaltninger, herunder en generel nedsættelse af de sociale bidrag og en fritagelse for statsafgifter. Nedsættelsen af de sociale bidrag svarede til en støtte på 3,35 mio. EUR. Fritagelsen for statsafgifter svarede til 3,81 mio. EUR. Den samlede støtte lå således under den omsætningsnedgang på 7,77 mio. EUR, som blev anslået i den undersøgelse, som blev foretaget for OFIMER's regning.

(46)

Frankrig anfægtede de argumenter, som Kommissionen lagde til grund for at indlede den officielle undersøgelsesprocedure. Frankrig mente, at det chok, som olieforureningen forårsagede, og mediernes omtale af dens bevislige eller frygtede konsekvenser medførte, at fiskevarernes og akvakulturprodukternes image blev stærkt forringet, og at ingen sektorer eller områder gik ram forbi.

(47)

Frankrig anførte, at den periode, nedsættelsen gjaldt for (15. april-15. oktober 2000), i praksis svarede til fartøjernes aktivitet i årets første seks måneder, fordi de sociale bidrag i realiteten betales for virksomhedernes aktiviteter i de foregående tre måneder. På grund af denne tidsforskydning kunne der helt præcist tages højde for fiskernes aktiviteter i perioden med de største vanskeligheder, dvs. i de første seks måneder efter de to katastrofer i december 1999. Derfor mente Frankrig, at det var forkert, at Kommissionen i sin analyse refererede til OFIMER's konjunkturmeddelelse Flash Eco af 16. februar 2001.

(48)

Kommissionen burde ifølge Frankrigs opfattelse heller ikke have refereret til OFIMER's konjunkturmeddelelse for januar-april 2000, fordi den var baseret på skøn, idet dataene for marts og april i vid udstrækning var skønsmæssige. De forskelle, som Kommissionen havde afsløret, skyldtes ikke forskellige vurderinger, men normale statistiske afvigelser mellem de direkte rådata og den endelige vurdering af dem. Man burde derfor holde sig til dataene i den note af 6. april 2001, som Frankrig sendte til Kommissionen i forbindelse med dette dossier, da disse data var definitive for den pågældende periode.

(49)

Frankrig oplyste i øvrigt, at de landede mængder i de første seks måneder ifølge OFIMER's månedlige oversigter var nogenlunde uændrede i forhold til samme periode i 1999, selv om der blev registreret undertiden kraftige fald i korte perioder, der tilsyneladende falder sammen med den voldsomste mediedækning. I denne periode steg tilbagetagelserne dog med 28 % i forhold til 1999, især i årets første måneder (januar + 92 %, februar + 66 % og marts + 35 %). For nogle arters vedkommende var tilbagetagelserne yderst omfattende (jomfruhummer + 175 %, havtaske + 161 % og edderkopkrabbe + 400 %), hvilket illustrerer olieforureningens psykologiske indflydelse på forbrugernes adfærd.

(50)

Da de landede mængder i første halvår af 2000 var relativt stabile, mens der skete en markant stigning i de tilbagetagne mængder, faldt salget. Forbruget af ferske fiskevarer og akvakulturprodukter faldt med 7 % (6 % for fisk, 9 % for skaldyr og 6,5 % for krebsdyr, især rejer).

(51)

Priserne faldt med 6 % i forhold til januar 1999, og denne tendens holdt sig for de arter, som er afgørende for virksomhedernes økonomiske ligevægt. Ud af de 49 vigtige arter, som OFIMER holder øje med, registreredes der et fald for 34 i januar 2000, 26 i februar 2000 og 21 i marts 2000. På samme måde blev der registreret et stadigt prisfald for de vigtigste fangstarter i hele perioden.

(52)

Frankrig tilføjede, at forbrugerne ikke havde mulighed for let at afgøre, hvor fiskevarerne og akvakulturprodukterne stammede fra, og at nedgangen i forbruget af dem skete uafhængigt af produktionsområdet. Mistilliden som følge af olieforureningen opstod derfor uafhængigt af, om produkterne stammede fra Frankrigs europæiske område eller fra de oversøiske departementer. Ifølge Frankrig vidnede tolddataene for disse departementer om samme nedgang i efterspørgslen som følge af olieforureningen, og der var ingen grund til, at fiskerne i disse departementer skulle udelukkes fra at modtage den indførte statsstøtte.

(53)

Endelig bemærkede Frankrig, at Kommissionen ikke havde fæstet større lid til de nyhedsartikler, som blev sendt til orientering, men til gengæld havde lagt større vægt på visse journalisters korridorsnak i forbindelse med fagmesser. Til Frankrigs bemærkninger var der vedlagt diverse artikler og supplerende dokumenter, der viste, hvilken mediebevågenhed denne begivenhed fik, og vidnede om den atmosfære af mistillid, der fik forbrugerne til at ophøre med at købe fiskevarer og akvakulturprodukter. Frankrig afviste i øvrigt den hypotese, som Kommissionen fremsatte i sit brev, om, at den officielle undersøgelsesprocedure ville blive indledt, i henhold til hvilken nedsættelsen af de sociale bidrag reelt havde til formål at kompensere for den stigning i brændstofpriserne, som havde kunnet noteres gennem flere måneder.

(54)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(55)

De forskellige foranstaltninger, der omhandles i denne beslutning (nedsættelse af de sociale bidrag og de finansielle omkostninger samt fritagelse for statsafgifter), er foranstaltninger, som giver virksomheder, der udøver bestemte aktiviteter, nemlig akvakultur og fiskeri, en fordel. Virksomhederne fritages nemlig for nogle omkostninger, som de normalt skulle have afholdt.

(56)

Disse foranstaltninger medfører et provenutab for staten, enten direkte (nedsættelse af de finansielle omkostninger og fritagelse for statsafgifter) eller indirekte, idet staten skal kompensere for de tab, som det organ, der opkræver socialsikringsbidrag, har lidt. Der er derfor tale om statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

(57)

Da de støttemodtagende virksomheders produkter sælges på EU's marked, styrker de foranstaltninger, som Frankrig har vedtaget, endvidere disse virksomheders stilling både på det franske marked i forhold til de øvrige medlemsstaters virksomheder, som ønsker at introducere deres egne produkter på dette marked (akvakulturprodukter og fiskevarer eller andre konkurrerende fødevarer), og på de øvrige medlemsstaters markeder i forhold til de virksomheder, som er aktive på disse markeder (for de samme produkters vedkommende). Derfor fordrejer de pågældende foranstaltninger konkurrencevilkårene eller truer med at fordreje dem og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(58)

Sådanne foranstaltninger er principielt forbudt i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. De kan kun betragtes som forenelige med fællesmarkedet, hvis de falder ind under en af de undtagelser, som er fastsat i traktaten. Da det drejer sig om støtte til akvakultur- og fiskerivirksomheder, skal den undersøges på baggrund af retningslinjerne fra 1997, lige som det skete ved den indledende undersøgelse.

(59)

Kommissionen havde indledt den officielle undersøgelsesprocedure for så vidt angår visse foranstaltninger, der var vedtaget til fordel for akvakulturbrugere efter begivenhederne i december 1999, fordi den ikke kunne skaffe sig sikkerhed for, at der ikke alt i alt, når man lagde de forskellige former for støtte sammen, herunder støtte, som Kommissionen allerede havde afgivet positiv udtalelse om, var ydet overkompensation i forhold til de lidte skader.

(60)

Kommissionen erindrer om, at den officielle undersøgelsesprocedure vedrørte følgende støtteforanstaltninger:

(61)

For så vidt angår fritagelsen for sociale bidrag og nedsættelsen af de finansielle omkostninger var formålet med, at Frankrig i hvert af de berørte departementer nedsatte en erstatningsinstans, hvor de forskellige statslige myndigheder, pengeinstitutter og erhvervsinteresser var repræsenteret, ifølge de supplerende oplysninger, der blev givet, netop at undgå risikoen for overkompensation. Frankrig har påpeget, at erstatningsinstanserne undersøgte hvert enkelt dossier, og at støtten dermed kunne differentieres afhængigt af virksomhedernes situation, således at man undgik overkompensation.

(62)

Under henvisning til disse oplysninger kan Kommissionen fastslå, at Frankrig indførte en passende procedure for at undgå at yde overkompensation for de lidte skader. Derfor mener den, at det eneste formål med denne støtte faktisk var at kompensere for de skader, der var lidt som følge af de to usædvanlige begivenheder, nemlig stormen i december 1999 og Erikas forlis.

(63)

Fritagelsen for sociale bidrag og nedsættelsen af de finansielle omkostninger bør derfor erklæres for forenelige med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(64)

Fritagelsen for statsafgifter behandles i afdeling C.1, da denne foranstaltning blev indført for alle akvakulturbrugere i Frankrig i modsætning til, hvad Kommissionen havde fået oplyst, før den officielle undersøgelsesprocedure blev indledt. Frankrig havde således ved brev af 21. juni 2000 meddelt Kommissionen, at indehavere af bevilling til at drive havbrug og indehavere af bevilling til at indvinde vand i de pågældende departementer var fritaget for at betale statsafgifter for 2000. Da Frankrig ikke omtalte denne fritagelse yderligere i sine senere breve til Kommissionen, hvori de iværksatte foranstaltninger blev beskrevet i detaljer, spurgte Kommissionen ved brev af 21. juni 2001 Frankrig om, hvorvidt denne fritagelse var blevet anvendt i praksis, og bad i givet fald myndighederne om at sende oplysninger herom. Frankrig meddelte i sit svar af 13. august 2001, at »akvakulturbrugerne i departementet Finistère, Morbihan, Loire-Atlantique, Vendée, Charente-Maritime og Gironde faktisk var blevet fritaget for at betale statsafgifter i 2000«, uden at nævne, at fritagelsen ikke blot kom til at gælde i de seks nævnte departementer. Frankrig oplyste først i sit svar på indledningen af den officielle undersøgelsesprocedure, at denne foranstaltning lige som nedsættelsen af de sociale bidrag var en generel foranstaltning, som altså gjaldt for alle akvakulturbrugere i Frankrig.

(65)

Alle akvakulturbrugere på Frankrigs europæiske område og i de oversøiske departementer blev fritaget for statsafgifter for 2000 og fik nedsat deres sociale bidrag for perioden 15. april til 15. juli 2000.

(66)

Ifølge Frankrig blev disse foranstaltninger indført for at kompensere for den omsætningsnedgang, som hele erhvervet havde oplevet på hele Frankrigs område, fordi forbrugerne efter Erikas forlis havde mistet tilliden til opdrættede skaldyr. Ifølge en undersøgelse, som blev foretaget for OFIMER's regning, skulle omsætningen efter denne begivenhed være faldet med 7,7 mio. EUR i forhold til året før.

(67)

Med fritagelsen for statsafgifter på 3,81 mio. EUR og nedsættelsen af de sociale bidrag på 3,35 mio. EUR kunne der således kompenseres delvis for indkomsttabet. Den samlede støtte androg således 7,16 mio. EUR for hele Frankrig, dvs. ikke så meget som det skønnede tab (7,7 mio. EUR).

(68)

På grundlag af de foreliggende oplysninger anfægter Kommissionen ikke, at markedet for opdrættede skaldyr blev midlertidigt svækket. Som den gjorde opmærksom på i sin beslutning om at indlede den officielle undersøgelsesprocedure, skal denne svækkelse af markedet dog ses i sammenhæng med, at forbrugerne ikke mistede tilliden til produkterne fra den ene dag til den anden.

(69)

Ifølge OFIMER's rapport for 2000 var værdien af akvakulturproduktionen (skaldyropdræt og fiskeopdræt) i 1999 for hele Frankrigs vedkommende på 502 mio. EUR. I den tabel, som dette tal stammer fra, er fiskeopdrættets andel ikke angivet. Ifølge en anden kilde (akvakultursiden på landbrugsministeriets internetsted (3)) udgør denne andel (saltvandsfiskeopdræt og ferskvandsfiskeoprdræt) 221 mio. EUR. Skaldyropdrættets værdi kan derfor anslås til 281 mio. EUR.

(70)

Omsætningsnedgangen som følge af mistilliden til skaldyr kan derfor anslås til 7,7/281, dvs. 2,7 % af produktionens værdi året før. De tildelte erstatninger på 7,16 mio. EUR udgør derfor 7,16/281, dvs. 2,5 % af omsætningen.

(71)

Kommissionen mener, at skader af mindre omfang må betragtes som omkostninger, som virksomhederne selv må bære som led i den normale drift. Enhver økonomisk aktivitet er jo forbundet med forskellige større eller mindre risici (svingende priser på rå- og hjælpestoffer, svingende salgspriser, eventuelt stigende omkostninger m.m.) som følge af de mest forskelligartede uventede begivenheder. Ifølge Kommissionens opfattelse kan disse risici, når de medfører skader af beskedent omfang, ikke give adgang til kompensation, fordi det ville betyde, at de erhvervsdrivende ville kunne kræve en sådan kompensation, så snart de havde måttet bære følgerne af en eller anden uventet begivenhed. Således skal der ifølge Kommissionen inden for landbrug være lidt et tab på mindst 30 % (20 % i ugunstigt stillede områder), for at en støtte kan erklæres som forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktaten artikel 87, stk. 2, litra b).

(72)

Derfor kan nedsættelsen af de sociale bidrag og fritagelsen for statsafgifter som kompensation for en omsætningsnedgang på kun 2,7 % principielt ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Desuden svarer disse støtteforanstaltninger ikke til nogen af de undtagelser, der er nævnt i retningslinjerne fra 1997. De må altså principielt betragtes som uforenelige med fællesmarkedet.

(73)

Kommissionen fastslår dog, at formålet med de foranstaltninger, der blev anvendt over for akvakulturbrugerne i atlanterhavskyst-departementerne fra Finistère til Gironde, var at kompensere for en skade, som var direkte forbundet med en af de to begivenheder i december 1999, nemlig stormen eller Erikas forlis. Disse støtteforanstaltninger kan altså vurderes generelt sammen med de øvrige former for støtte, der blev ydet som følge af disse begivenheder. Det drejer sig om støtte, som Kommissionen allerede har erklæret for forenelig med fællesmarkedet i sit brev af 11. december 2001 (gennemførelse af ordningen vedrørende katastrofer i landbruget, støtte til retablering af materiel og lagre og forskud på erstatninger fra IOPCF), eller støtte, som Kommissionen udtaler sig positivt om i denne beslutning (nedsættelse af sociale bidrag for første kvartal af 2000 og nedsættelse af de finansielle omkostninger — jf. afdeling B).

(74)

Da disse former for støtte allerede er blevet eller bliver erklæret for forenelige med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b), skal der medregnes en supplerende erstatning på 2,5 % af omsætningen i den samlede støtte til akvakulturbrugerne (de 2,5 %, der er beregnet for hele Frankrig, svarende til 7,16 mio. EUR/281 mio. EUR kan altså anvendes som gennemsnit for hver bedrift). I betragtning af den lave relative værdi og det forhold, at støtten ikke kompenserer fuldt ud for de skader, der er lidt, er der ingen risiko for overkompensation.

(75)

Vurderingen af tabene og tildelingen af støtte som kompensation skulle have fundet sted for hver enkelt bedrifts vedkommende for at afgøre, om hver enkelt virksomheds samlede skader, inkl. den anslåede omsætningsnedgang på 2,7 % som følge af mistilliden til skaldyr, repræsenterede et betydeligt beløb. Den metode, som Frankrig valgte, var ikke i overensstemmelse hermed, fordi den gjaldt for alle producenterne i det pågældende område (atlanterhavskyst-departementerne fra Finistère til Gironde). Ifølge Kommissionen kan denne metode dog accepteres af administrative årsager, når det tages i betragtning, hvor stort et område begivenhederne havde indvirkning på, og hvor mange virksomheder der blev ramt.

(76)

Følgelig kan fritagelsen for statsafgifter og nedsættelsen af sociale bidrag ikke betragtes som forenelige med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), når foranstaltningerne blev anvendt over for akvakulturbrug, der ligger uden for de departementer, som blev berørt af de pågældende begivenheder. De samme foranstaltninger kan derimod betragtes som forenelige med fællesmarkedet, når de blev anvendt over for anlæggene i atlanterhavskyst-departementerne fra Finistère til Gironde.

(77)

Formålet med den generelle nedsættelse af de sociale bidrag for fiskerne i hele Frankrig var ifølge Frankrig at kompensere for afmatningen på markedet for fiskevarer. Nedsættelsen gjaldt for perioden 15. april til 15. oktober 2000.

(78)

Kommissionen følte sig ikke overbevist af de data, som Frankrig havde fremlagt, navnlig efter gennemgang af andre oplysninger fra OFIMER (oplysninger på dette offentlige organs internetsted (4)), og besluttede at indlede den officielle undersøgelsesprocedure.

(79)

I en note af 5. marts 2002 som svar på indledningen af den officielle undersøgelsesprocedure meddelte Frankrig, at de oplysninger, som blev givet i noten af 5. april 2001, var de definitive oplysninger for den pågældende periode, og at Kommissionen ikke skulle være gået ud fra de oplysninger, som den havde fundet på OFIMER's internetsted.