—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2004 (1),

—

der henviser til det endelige årsregnskab for De Europæiske Fællesskaber for regnskabsåret 2004, Bind III (N6-0027/2005 — C6-0361/2005),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning for regnskabsåret 2004 med institutionernes svar (2),

—

der henviser til Revisionsrettens erklæring om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. EF-traktatens artikel 248 (3),

—

der henviser til Rådets henstilling af 14. marts 2006 (5971/2006 — C6-0092/2006),

—

der henviser til EF-traktatens artikel 272, stk. 10, og artikel 275 og 276,

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (4), særlig artikel 50, 86, 145, 146 og 147,

—

der henviser til finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 71 og bilag V,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A6-0113/2006),

1.

bemærker, at Revisionsretten i 2004 administrerede et budget på 96 925 410 EUR med en udnyttelsesgrad på 81,5 %;

2.

henviser til, at Revisionsrettens årsregnskab for 2004 er revideret af et eksternt firma, KPMG, der konkluderer som følger (6):

»Det er vores opfattelse, at regnskabsmaterialet og vedlagte årsregnskab er opstillet i henhold til finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne hertil, i henhold til de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper samt i henhold til de interne regler gældende for Den Europæiske Revisionsret, og at de giver et retvisende billede af Den Europæiske Revisionsrets aktiver og finansielle stilling pr. 31. december 2004 samt af resultatet for det regnskabsår, der afsluttedes pr. 31. december 2004«;

3.

mærker sig med interesse følgende formulering i revisionspåtegningen (7) fra Revisionsrettens revisor, KPMG, hvori opmærksomheden for første gang henledes på:

»oplysningen i note 1 i bilaget til årsregnskabet: I medfør af regnskabsregel nr. 12, »Avantages du personnel« (»Personalegoder«), som Kommissionens regnskabsfører har fastsat ved sin afgørelse af 28. december 2004 i overensstemmelse med artikel 133 i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, har Retten pr. 31. december 2004 for første gang opført en hensættelse til pensioner til medlemmerne af Den Europæiske Revisionsret og en langfristet fordring på medlemsstaterne på i alt 43 689 621 EUR. Beløbet for hensættelsen er fastsat på grundlag af en aktuarmæssig undersøgelse udført af Europa-Kommissionen«;

4.

konstaterer, at tilbygningen til Revisionsrettens hovedkontor i Luxembourg, som har været under opførelse siden 2001, blev taget i brug i oktober 2003 inden den planlagte dato i juni 2004; konstaterer endvidere, at regnskaberne for dette projekt er ved at blive afsluttet, og at budgetmyndigheden til den tid vil få forelagt en fyldestgørende beretning;

5.

henleder desuden opmærksomheden på en henvisning i KPMG's revisionsberetning under »Forpligtelser uden for balancen«, hvor Revisionsretten forpligter sig til at træffe foranstaltninger til at kunne erhverve grunde til en yderligere udvidelse (K3-projektet); påpeger, at formålet med K3-projektet er at dække Revisionsrettens forventede behov som følge af Bulgariens, Rumæniens og endnu et lands tiltrædelse, og at omkostningerne i den forbindelse anslås til 26 450 000 EUR (8) (i april 2003-priser); konstaterer, at Revisionsretten ønsker at fordele risiciene i forbindelse med et sådant projekt på en bredere kreds, således at disse ikke i sidste ende i altovervejende grad skal bæres af de europæiske skatteborgere; anmoder om at blive holdt orienteret om, hvorledes dette mål vil blive realiseret med særlig vægt på det økonomiske ansvar for budgetoverskridelser;

6.

går ind for, at der med regelmæssige mellemrum indkaldes bud med henblik på udpegelse af det eksterne firma, som skal revidere Revisionsrettens regnskaber, og giver samtidig udtryk for sine betænkeligheder ved, at et relativt lille antal store revisionsfirmaer i Luxembourg og andre steder indtager en temmelig dominerende stilling på markedet; opfordrer til, at der gennemføres en åben, retfærdig og for Parlamentet kontrollerbar udvælgelsesprocedure ved udpegelsen af et eksternt revisionsfirma;

7.

konstaterer, at Revisionsretten efter den seneste udvidelse i 2004 og forhøjelsen af medlemstallet til 25 har foretaget en omstrukturering, således at der nu findes fire revisionsgrupper og en koordinationsgruppe; spørger sig selv, om en struktur med 25 medlemmer og deres respektive kabinetter er den mest effektive løsning, der findes; opfordrer Revisionsretten til at undersøge muligheden for at reducere antallet af medlemmer til en tredjedel af antallet af medlemsstater;

8.

henviser til nedenstående synspunkt, der blev fremsat af det særlige EU-udvalg i det britiske House of Lords i forbindelse med forhandlingerne om Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid:

Der er behov for en ændring af Revisionsrettens nuværende struktur med 15 medlemmer (et medlem fra hver medlemsstat), der alle har samme status, og som fungerer som et kollegium, og en sådan ændring vil senest blive aktuel i forbindelse med udvidelsen. En Revisionsret med over 20 fuldtidsbeskæftigede medlemmer vil være svær at håndtere samt arbejde trægt og ineffektivt. Forslaget om et system baseret på »kamre« — et koncept, som nu er inkorporeret i Nice-traktaten — forekommer mere end noget andet at være en mekanisme, som skal absorbere medlemmer uden at øge effektiviteten, og er ikke tilstrækkelig radikalt til at løse problemet;

9.

gør opmærksom på, at Revisionsrettens formand, Weber, i sin tale til Budgetkontroludvalget den 14. november 2005 i Strasbourg sagde, at Revisionsretten var i færd med selv at foretage en vurdering af sin organisation og sine arbejdsmetoder, som ville blive fulgt op af en »peer review«; håber, at det vil være muligt at arbejde sig frem til en mere rationel struktur for Revisionsretten inden den næste udvidelse;

10.

foreslår, at man som led i en sådan gennemgang af Revisionsrettens arbejdsmetoder som en af valgmulighederne overvejer forslaget fra House of Lords om at erstatte den nuværende struktur med en højt kvalificeret ledelse bakket op af et kompetent revisionspersonale, som aflægger beretning til et deltidsbeskæftiget »non-executive« organ bestående af repræsentanter fra de enkelte medlemsstater;

11.

glæder sig over den årlige aktivitetsrapport fremsendt til dechargemyndigheden sammen med den undertegnede erklæring fra den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede;

12.

glæder sig over, at den årlige beretning om de interne revisionsfunktioner er blevet fremsendt til dechargemyndigheden, men beklager, at denne én side lange beretning trods anmodningen i punkt 15 i Parlamentets beslutning af 12. april 2005 (9) stadig ikke giver et klart billede af det aktuelle kontrolmiljø;

13.

henviser til, at det i sin beslutning af 27. oktober 2005 (10), for så vidt angik revisionsretsmedlemmernes brug af tjenestebiler, opfordrede Revisionsretten til inden den 1. november 2005 at ændre sin administrative afgørelse af 15. juni 2004, således at ikke-tjenstlig benyttelse af tjenestebiler blev udelukket;

14.

opfordrer Revisionsretten til at overveje at offentliggøre medlemmernes erklæringer om økonomiske interesser på Revisionsrettens hjemmeside og dermed bidrage til større åbenhed i EU-institutionerne; mener, at man ville kunne øge gennemskueligheden, hvis der blev skabt større åbenhed over for offentligheden omkring Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 om lønningsregulativ for Revisionsrettens medlemmer (11), eventuelt ved at offentliggøre denne forordning på Revisionsrettens hjemmeside;

15.

gør opmærksom på, at der på grundlag af en undersøgelse foretaget af OLAF er indledt retslige skridt mod et tidligere medlem af Revisionsretten, og at sagen gennem længere tid har ligget til behandling ved domstolene i Storhertugdømmet Luxembourg; beklager, at det alt for ofte er tilfældet, at sagsrapporter, som OLAF fremsender til medlemsstaternes myndigheder, simpelthen henlægges, uden at der foretages yderligere; mener ikke, at en forhaling fra domstolenes side er en acceptabel reaktion på en potentielt pinlig sag; agter at følge nøje med i de luxembourgske domsmyndigheders behandling af ovennævnte sag.