32003D0457

2003/457/EF: Rådets afgørelse af 13. maj 2003 om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel

EU-Tidende nr. L 154 af 21/06/2003 s. 0079 - 0079


Rådets afgørelse

af 13. maj 2003

om undertegnelse af aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel

(2003/457/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 170 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved afgørelse 1999/224/EF af 22. februar 1999(1) indgik Rådet en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel; aftalen trådte i kraft den 8. marts 1999. I henhold til aftalen kan Israel deltage i alle særprogramaktiviteter under Det Europæiske Fællesskabs femte rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration.

(2) I aftalens artikel 12, stk. 4, er det fastsat, at "når Fællesskabet vedtager et nyt flerårigt rammeprogram for forskning og udvikling, kan denne aftale genforhandles eller forlænges på gensidigt acceptable vilkår".

(3) Den 5. november 2002 gav Rådet bemyndigelse til forhandlinger om forlængelse af den nuværende aftale og åbnede mulighed for midlertidig anvendelse af den forlængede aftale. Denne midlertidige anvendelse ville give israelske enheder mulighed for at deltage i de første forslagsindkaldelser under sjette rammeprogram.

(4) Forhandlingerne mundede ud i et aftaleudkast, som parternes bemyndigede repræsentanter paraferede den 17. december 2002.

(5) Aftalen som paraferet den 17. december 2002 bør undertegnes med forbehold af senere indgåelse og anvendes midlertidigt fra undertegnelsen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Undertegnelsen af aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel godkendes herved på Fællesskabets vegne med forbehold af Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den (de) person(er), der er beføjet til at undertegne aftalen teknisk på Fællesskabets vegne med forbehold af dens indgåelse.

Artikel 3

Aftalen anvendes midlertidigt fra undertegnelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2003.

På Rådets vegne

A.-A. Tsochatzopoulos

Formand

(1) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 50.