52002PC0174

Forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i AVS/EF-Ministerrådet til forlængelse af afgørelse nr. 1/2000, som blev truffet af AVS/EF-Ministerrådet den 27. juli 2000, om overgangsforanstaltninger, der skal gælde fra den 2. august 2000 indtil AVS-EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden /* KOM/2002/0174 endelig udg. */

EF-Tidende nr. 203 E af 27/08/2002 s. 0045 - 0046


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om Fællesskabets holdning i AVS/EF-Ministerrådet til forlængelse af afgørelse nr. 1/2000, som blev truffet af AVS/EF-Ministerrådet den 27. juli 2000, om overgangsforanstaltninger, der skal gælde fra den 2. august 2000 indtil AVS-EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den nye AVS/EF-partnerskabsaftale blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og skal nu ratificeres. Ifølge artikel 366, stk. 3, i den aktuelle Lomé-konvention skal AVS/EF-Ministerrådet træffe alle fornødne overgangsforanstaltninger, indtil de nye bestemmelser træder i kraft.

Der blev allerede taget skridt til at dække perioden fra og med udløbet af reviderede fjerde AVS/EF-konvention den 29. februar 2000 (AVS/EF-Ambassadørudvalgets afgørelse af 28. februar). Denne afgørelse var gældende indtil den 1. august 2000. I denne periode blev flertallet af bestemmelserne i den aktuelle Lomé-konvention videreført.

AVS/EF-Ministerrådet har for perioden fra den 2. august 2000 til den nye aftales ikrafttræden truffet afgørelse nr. 1/2000 af 27. juli 2000 om overgangsforanstaltninger, hvorved de fleste bestemmelser i den nye aftale allerede anvendes.

Ifølge artikel 7 i afgørelse nr. 1/2000 gælder afgørelsen kun indtil den 1. juni 2002. Det fremgår dog også, at AVS/EF-Ministerrådet kan træffe afgørelse om at forlænge dens anvendelse. Der er nødvendigt at træffe en sådan afgørelse, da afgørelsen på grund af forsinkelser i ratificeringsprocessen ikke kan træde i kraft før juni 2002.

Rådet for Den Europæiske Union skal i medfør af artikel 300, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastlægge Fællesskabets holdning til de overgangsforanstaltninger, der skal træffes for den pågældende periode. Kommissionen skønner, at Rådet bør vedtage vedlagte forslag til AVS/EF-Ministerrådets afgørelse om forlængelse af overgangsforanstaltningerne fra den 2. juni 2002 til aftalens ikrafttræden.

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om Fællesskabets holdning i AVS/EF-Ministerrådet til forlængelse af afgørelse nr. 1/2000, som blev truffet af AVS/EF-Ministerrådet den 27. juli 2000, om overgangsforanstaltninger, der skal gælde fra den 2. august 2000 indtil AVS-EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR-

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 300, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med artikel 310,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved artikel 30 i fjerde AVS/EF-konvention, ændret ved den aftale, der blev undertegnet på Mauritius den 4. november 1995, i det følgende benævnt "konventionen", oprettes der et Ministerråd med beslutningsbeføjelser som omhandlet i konventionen.

(2) Ifølge artikel 366, stk. 3, i konventionen skal Ministerrådet træffe eventuelle nødvendige overgangsforanstaltninger, indtil en ny konvention træder i kraft.

(3) AVS/EF-Ministerrådet traf den 27. juli 2000 en afgørelse om, hvilke overgangsforanstaltninger der skulle gælde fra den 2. august 2000 til AVS/EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden, dog kun frem til den 1. juni 2002. Da ratificeringsprocessen er forsinket, må der træffes afgørelse om forlængelse.

(4) Fællesskabets holdning i Ministerrådet til sidstnævntes afgørelse om overgangsforanstaltninger, der skal gælde ved udløbet af gyldighedsperioden for de i øjeblikket gældende overgangsforanstaltninger, bør fastlægges -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Fællesskabets holdning i Ministerrådet til overgangsforanstaltninger for perioden fra den 2. juni 2002 til AVS/EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden baseres på vedlagte udkast til afgørelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG

Udkast til

AFGØRELSE TRUFFET AF AVS/EF-MINISTERRÅDET

om forlængelse af afgørelse nr. 1/2000 af 27. juli 2000 om overgangsforanstaltninger, der skal gælde fra den 2. august 2000 til AVS/EF-parternskabsaftalens ikrafttræden

AVS/EF-MINISTERRÅDET HAR -

under henvisning til fjerde AVS/EF-konvention, undertegnet i Lomé den 15. december 1989 og revideret i Port Louis den 4. november, i det følgende benævnt "konventionen", særlig artikel 366, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den nye AVS/EF-partnerskabsaftale, i det følgende benævnt "aftalen", blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000. Aftalen vil ikke træde i kraft, før kravene i artikel 93, stk. 3, er opfyldt.

(2) AVS/EF-Ministerrådet traf den 27. juli 2000 en afgørelse om, hvilke overgangsforanstaltninger der skulle gælde fra den 2. august 2000 til AVS/EF-partnerskabsaftalens ikrafttræden.

(3) I overensstemmelse med artikel 7 i afgørelse nr. 1/2000 skal afgørelsen anvendes indtil aftalen træder i kraft, dog kun frem til den 1. juni 2002. Da aftalen ikke vil være trådt i kraft på denne dato, skal Ministerrådet træffe afgørelse om at forlænge anvendelsen af afgørelse nr. 1/2000 i en begrænset periode -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse nr. 1/2000/EF foretages følgende ændringer:

1. Artikel 7 affattes således:

"Denne afgørelse træder i kraft den 2. august 2000. Den anvendes, indtil aftalen træder i kraft, dog kun frem til den 31. juli 2003. Ministerrådet kan træffe afgørelse om at forlænge dens anvendelse".

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i

På AVS/EF-Ministerrådets vegne

Formand