52002PC0136(01)

Ændret forslag til Rådets forordning om særlige foranstaltninger for tjenestemænds endelige udtræden af tjenesten i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber som følge af reformen af Kommissionen /* KOM/2002/0136 endelig udg. - CNS 2001/0027 */

EF-Tidende nr. 181 E af 30/07/2002 s. 0303 - 0305


Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om særlige foranstaltninger for tjenestemænds endelige udtræden af tjenesten i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber som følge af reformen af Kommissionen

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Kommissionen meddelte i marts 2000 i hvidbogen, at den havde til hensigt at foretage en omfordeling af de menneskelige ressourcer mellem tjenestegrenene, således at den kan koncentrere sine aktiviteter om de vigtigste politiske målsætninger.

Reformgruppen (Peer Group), der har fået til opgave at foretage en omfattende undersøgelse af situationen, afleverede sin rapport i juli 2000. Det fremgår af denne rapport, at der til trods for den rationalisering, der allerede er foretaget i 1999 og 2000, stadig mangler personale til de prioriterede aktiviteter. Det anslås, at der mangler 1 254 stillinger.

To tredjedele af disse behov vil blive dækket enten ved yderligere rationalisering (ophør eller nedskæring af aktiviteter, produktivitetsforøgelse) eller intern omrokering. Målrettede og effektive ledsageforanstaltninger skal gøre det muligt for det omrokerede personale at påtage sig andre mere prioriterede opgaver. Disse foranstaltninger vil få afgørende betydning for, om omrokeringen fører til et positivt resultat.

Uddannelse er en af disse foranstaltninger. De uddannelsesbehov, der skal sikre en så effektiv omstilling som mulig, vil blive lagt fast, og de nødvendige midler vil blive afsat. Visse tjenestemænds kvalifikationer, særlig når der er tale om de ældste i tjenesten, vil ikke i tilstrækkeligt omfang svare til de stillinger, der skal besættes.

En fratrædelsesordning, der vil gøre det muligt for sådanne tjenestemænd at forlade Kommissionen inden den normale pensionsalder og at ansætte personer med de manglende kvalifikationer, er en anden af de nødvendige ledsageforanstaltninger. Fratrædelsesordningen begrundes endvidere med, at der er behov for nye kvalifikationsprofiler og for at sikre en bedre fordeling af de stillinger, der er opført i stillingsfortegnelsen til fordel for kategorierne A, LA og B.

Det antal tjenestemænd, som kan komme i betragtning ved en fratrædelsesordning, er vurderet til 600 over en periode på tre år, på grundlag af en analyse af de specialiserede profiler og de kvalifikationer, der er behov for i Kommissionen. Det fremlagte forslag skal gøre det muligt at indføre en fratrædelsesordning for 600 tjenestemænd i Kommissionen, heraf 200 i 2002, 200 i 2003 og 200 i 2004.

De besparelser, som denne fratrædelsesordning vil medføre (forskellen mellem udgifterne til fuld løn og udgifterne til fratrædelsesgodtgørelsen) skulle gøre det muligt at ansætte ca. 273 nye tjenestemænd, således at der bliver tale om en budgetneutral foranstaltning.

2001/0027 (CNS)

Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om særlige foranstaltninger for tjenestemænds endelige udtræden af tjenesten i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber som følge af reformen af Kommissionen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 283,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, fremsat efter høring af vedtægtsudvalget, i overensstemmelse med artikel 10a i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber [1],

[1] Herefter kaldt "vedtægten".

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [2],

[2] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Domstolen [3],

[3] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten [4], og

[4] EFT C af , s. .

ud fra følgende betragtninger :

(1) Der er indledt en reform af Kommissionen, som særlig har til formål at koncentrere anvendelsen af ressourcerne om de prioriterede aktiviteter.

(2) Af en meddelelse fra Kommissionen [5] fremgår det, at der til trods for den indsats, der allerede er gjort i 1999 og 2000, stadig er mangel på personale til at udføre visse af de prioriterede opgaver.

[5] Dok. nr. 6343/00 INST 4

(3) Kommissionen agter at dække en væsentlig del af dette behov ved rationalisering og intern omrokering.

(4) Kommissionen agter at træffe foranstaltninger til ved hjælp af uddannelse at sikre, at det omrokerede personale omskoles så tilfredsstillende og effektivt som muligt.

(5) Visse tjenestemænds kvalifikationer, og det gælder især de ældste i tjenesten, svarer imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang til de stillinger, der skal besættes.

(6) Kommissionen har behov for nye kvalifikationsprofiler og for at kunne sikre en bedre fordeling af de stillinger, der er opført i stillingsfortegnelsen, og det antal tjenestemænd, der har nået pensionsalderen, vil ikke være stort nok til inden for en rimelig tidsfrist at gøre det muligt for Kommissionen at sikre sig de nødvendige kvalifikationer ved at ansætte nye tjenestemænd.

(7) Derfor bør der træffes særlige foranstaltninger for endelig udtræden af tjenesten, som i øvrigt vil blive suppleret med interne administrative bestemmelser til effektiv kontrol med gennemførelsen af denne forordning.

(8) Disse foranstaltninger skal afvikles i overensstemmelse med principperne for denne forordning, idet der i så vidt omfang som muligt tages hensyn til en geografisk ligevægt.

(9) Disse foranstaltninger skal respektere budgetneutraliteten.

(10) Foranstaltningerne i denne forordning bør meget snart gennemføres af hensyn til arbejdet i Kommissionens tjenestegrene.Disse kan for Kommissionens vedkommende gennemføres direkte, hvilket ikke er tilfældet for de øvrige institutioners vedkommende.

(11) Det er udelukket, at Kommissionen kan træffe andre ad hoc-foranstaltninger i lighed med denne forordning i forbindelse med reformen, også selv om de her planlagte foranstaltninger ikke fører til det ønskede resultat -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges til indtil 31. december 2004 i tjenestens interesse og under hensyntagen til behovet for nye kvalifikationer som følge af en større koncentration af ressourcerne på prioriterede aktiviteter at træffe foranstaltninger til endelig udtræden af tjenesten i den i artikel 47 i vedtægten omhandlede forstand for tjenestemænd, der er fyldt 55 år, og som har mindst femten års anciennitet i tjenesten, med undtagelse af tjenestemænd i lønklasse A1 og A2, uden hensyn til det (drifts- eller forsknings)budget, disse hører ind under, på de i denne forordning fastsatte betingelser.

Artikel 2

I alt 600 tjenestemænd kan omfattes af de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger. Denne foranstaltning berører ikke de afgørelser, der træffes i forbindelse med den årlige budgetprocedure.

Artikel 3

Kommissionen vælger under hensyntagen til tjenestens interesse og til de i artikel 2 fastsatte lofter, efter høring af det paritetiske udvalg, blandt de tjenestemænd, der anmoder om endelig udtræden af tjenesten i henhold til artikel 1, dem, der kan omfattes af den pågældende foranstaltning.

Ansøgere, som er berørt af foranstaltningerne til omstrukturering og koncentration af ressourcerne på de prioriterede aktiviteter, navnlig omstrukturering, og hvis kvalifikationer ikke i tilstrækkeligt omfang svarer til de stillinger, der skal besættes, kommer først i betragtning. Der tages hensyn til den uddannelse, der med henblik på de nye opgaver vil være behov for, samt til alder, kvalifikationer, produktivitet, adfærd i tjenesten, familieforhold og anciennitet i tjenesten.

Artikel 4

1. Forhenværende tjenestemænd, der omfattes af de i artikel 1 fastsatte foranstaltninger, har ret til en månedlig godtgørelse, der fastsættes i procent af den seneste grundløn, idet denne procentsats i henhold til vedlagte bilag til denne forordning (bilag 1) afhænger af alder og anciennitet i tjenesten på udtrædelsestidspunktet. Den seneste grundløn er den ved udtræden af tjenesten udbetalte grundløn i overensstemmelse med den pågældendes lønklasse og løntrin i henhold til den løntabel i artikel 66 i vedtægten, der gælder den første dag i den måned, godtgørelsen udbetales.

2. Forhenværende tjenestemænd kan på et hvilket som helst tidspunkt anmode om at få udbetalt alderspension på de betingelser, der gælder i henhold til vedtægten. I så tilfælde ophører retten til godtgørelse. Den ophører under alle omstændigheder senest den sidste dag i den måned, i hvilken den forhenværende tjenestemand fylder 65 år, og under alle omstændigheder når den pågældende inden dette tidspunkt opfylder betingelserne for at få udbetalt alderspensionens maksimumsbeløb på 70% (artikel 77 i vedtægten).

Den forhenværende tjenestemand får da automatisk udbetalt alderspension fra den første dag i den kalendermåned, der følger efter den måned, i hvilken der for sidste gang er udbetalt godtgørelse.

3. Den i stk. 1 omhandlede godtgørelse korrigeres med den justeringskoefficient, der er fastsat for det land i Fællesskaberne, hvor den godtgørelsesberettigede kan dokumentere at have sin bopæl. Denne fremlægger hvert år bevis for sit opholdssted.

Såfremt den godtgørelsesberettigede bosætter sig uden for en af Fællesskabernes medlemsstater, er den gældende justeringskoefficient lig 100.

Godtgørelsen udtrykkes i euro. Den udbetales i valutaen i det land, hvor den pågældende har sin bopæl. Den udbetales dog i euro, når den i henhold til andet afsnit korrigeres med justeringskoefficienten 100.

Såfremt godtgørelsen udbetales i en anden valuta end euro, beregnes den på grundlag af de i vedtægtens artikel 63, andet afsnit, omhandlede vekselkurser.

4. De bruttoindtægter, den pågældende oppebærer i forbindelse med anden beskæftigelse, fratrækkes den i stk. 1 fastsatte godtgørelse, hvis disse indtægter sammenlagt med godtgørelsen når op over den pågældendes sidste samlede bruttoløn, beregnet på grundlag af den løntabel, der gælder den første dag i den måned, i hvilken godtgørelsen udbetales. Denne korrigeres med den i stk. 3 omhandlede justeringskoefficient.

De i første afsnit omhandlede bruttoindtægter og den sidste samlede bruttoløn er de beløb, der fremkommer efter fradrag af sociale bidrag og skat.

Den pågældende er formelt forpligtet til at fremlægge den skriftlige dokumentation, der måtte blive stillet krav om, herunder årlig indtægtsopgørelse i form af lønsedler eller reviderede regnskaber og en beediget eller attesteret erklæring om, at han ikke har andre indtægter i forbindelse med ny beskæftigelse, samt meddele institutionen ethvert forhold, der ville kunne ændre retten til godtgørelsen. I modsat fald udsætter den pågældende sig for de i artikel 86 i vedtægten fastsatte sanktioner.

5. På de i vedtægtens artikel 67 samt i artikel 1, 2 og 3 i bilag VII til vedtægten anførte betingelser udbetales husstandstillæg, børnetilskud og uddannelsestillæg til den, der modtager den i stk. 1 fastsatte godtgørelse eller til den eller de personer, som i henhold til lovbestemmelser, efter retsafgørelse eller afgørelse truffet af den ansvarlige administrative myndighed har forældremyndigheden over barnet eller børnene, idet husstandstillægget beregnes på grundlag af denne godtgørelse.

6. For så vidt som den godtgørelsesberettigede ikke har nogen indtægtsgivende erhvervsaktivitet, har han for sig selv og for de gennem ham forsikrede personer ret til de i artikel 72 i vedtægten omhandlede sociale sikringsydelser, såfremt der betales bidrag til denne ordning, beregnet på grundlag af den i stk. 1 nævnte godtgørelse.

7. I den periode, i hvilken den forhenværende tjenestemand har ret til godtgørelse, erhverves fortsat, dog maksimalt i 65 måneder, nye alderspensionsrettigheder på grundlag af den løn, der svarer til den pågældendes lønklasse og løntrin, på betingelse af at der i denne periode er indbetalt det i vedtægten fastsatte bidrag, beregnet på grundlag af denne løn, og uden at den samlede pension kan nå op over det i artikel 77, andet afsnit, i vedtægten fastsatte maksimumsbeløb. Ved anvendelsen af artikel 5 i bilag VIII til vedtægten anses denne periode for aktiv tjenestetid.

8. Med forbehold af artikel 1, stk. 1, og artikel 22 i bilag VIII til vedtægten har en ægtefælle, der overlever en forhenværende tjenestemand, som er afgået ved døden på et tidspunkt, hvor den pågældende var berettiget til at modtage den i henhold til stk. 1 fastsatte månedlige godtgørelse, hvis ægteskabet har varet mindst et år på tidspunktet for dennes udtræden af tjenesten i institutionen, ret til en efterladtepension på 60% af den alderspension, som den forhenværende tjenestemand uden hensyn til anciennitet eller alder ville have været berettiget til på tidspunktet for sin død.

Den i første afsnit omhandlede efterladtepension må ikke være lavere end de i vedtægtens artikel 79, andet afsnit, fastsatte beløb. Den må dog under ingen omstændigheder være højere end den første udbetaling af den alderspension, som den forhenværende tjenestemand ville have været berettiget til, hvis han stadig havde været i live og, efter at have udtømt sine rettigheder til den nævnte godtgørelse, var blevet alderspensionsmodtager.

Den i første afsnit fastsatte betingelse om ægteskabets varighed finder ikke anvendelse, såfremt der er et eller flere børn fra et ægteskab, som den forhenværende tjenestemand har indgået, inden han udtrådte af tjenesten, for så vidt den efterlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn.

Det samme er tilfældet, hvis den forhenværende tjenestemands død skyldes en af de i artikel 17, andet afsnit, in fine, i bilag VIII til vedtægten nævnte omstændigheder.

9. Såfremt den forhenværende tjenestemand, der er berettiget til den i stk. 1 omhandlede godtgørelse, afgår ved døden, er de børn, som han har forsørgerpligt over for i henhold til artikel 2 i bilag VII til vedtægten, berettiget til børnepension på de i artikel 80, første, andet og tredje afsnit, i vedtægten samt artikel 21 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelser.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG 1

GODTGØRELSESPROCENT

Den godtgørelsesprocent, der er omtalt i artikel 4, stk. 1, i denne forordning, fastsættes på grundlag af tjenestemandens alder og anciennitet i tjenesten på fratrædelsestidspunktet i henhold til følgende skema:

>TABELPOSITION>

Godtgørelsesniveau på grundlag af alder og anciennitet i tjenesten

Alder og anciennitet i tjenesten beregnes i forhold til datoen for den pågældende tjenestemands fratræden.

En afbalanceret anvendelse af disse betingelser på den pågældende målgruppe af tjenestemænd giver et gennemsnitligt godtgørelsesniveau på 62,5%.

FINANSIERINGSOVERSIGT

1. FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE

Godtgørelse ved endelig udtræden af tjenesten som led i den fratrædelsesordning, der er behov for i forbindelse med reformen af Kommissionen

(Rådets forordning EKSF/EØF/EURATOM nr. ....)

2. BUDGETPOSTER

A11 - Tjenstgørende personale

A1218 - Godtgørelser og tillæg til personale, der er fratrådt tjenesten

A1230 - Arbejdsgiverbidrag til den fælles sygeforsikringsordning

A1290 - Justeringskoefficient for det personale, der er fratrådt tjenesten

A1291 - Eventuel tilpasning af forskellige godtgørelser

A400 - Provenu af skat

A401 - Provenu af personalets bidrag til pensionsordningen

A403 - Provenu af det midlertidige bidrag

3. RETSGRUNDLAG

Artikel 283 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

4. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

4.1 Foranstaltningens generelle formål

Foranstaltningen skal gøre det muligt for 600 tjenestemænd, der berøres af personaleomrokeringerne i Kommissionen i 2002, 2003 og 2004, og som ikke vil være i stand til omlægge deres karriere og påtage sig nye opgaver, at forlade Kommissionen, inden de har nået den normale pensionsalder. Disse tjenestemænds udtræden af tjenesten skal gøre det muligt at ansætte nye tjenestemænd med de faglige kvalifikationer, der er behov for.

4.2 Foranstaltningens varighed og nærmere betingelser for dens forlængelse.

De 600 tjenestemænd fratræder tjenesten i tre omgange (200 i henholdsvis 2002, 2003 og 2004). Virkningerne for budgettet bliver først og fremmest mærkbare i årene 2002 til 2012. På grundlag af de beregninger, der er foretaget for den i bilaget til denne finansieringsoversigt omhandlede gennemsnitsgruppe, vil den udbetalte godtgørelse blive mindre fra 2009, efterhånden som de fratrådte tjenestemænd når pensionsalderen, og ophøre i 2012, når disse tjenestemænd falder ind under pensionsordningen.

5. KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE/INDTÆGTERNE

5.1 OBLIGATORISKE UDGIFTER

5.2 IKKE-OPDELTE BEVILLINGER

5.3 Indtægtstype : Indeholdelser i de udbetalte godtgørelser

6. UDGIFTERNES/INDTÆGTERNES ART

Driftsbudgettet - administrative udgifter: Godtgørelse i forbindelse med udtræden af tjenesten, bidrag til sygeforsikringsordningen, indeholdelser i de udbetalte godtgørelser

7. FINANSIELLE VIRKNINGER

Den grundlæggende forudsætning er foranstaltningens budgetneutralitet. De besparelser, der opnås ved, at 600 tjenestemænd udtræder af tjenesten (forskellen mellem udgifterne til løn til tjenestemænd i aktiv tjeneste og til den godtgørelse, de får udbetalt, når de er fratrådt) vil gøre det muligt at ansætte 273 nye tjenestemænd i kategorierne A/LA og B.

I alt bliver der tale om tilbageførsel af 327 stillinger (forskellen mellem 600 fratrådte og 273 nyansatte). Fra 2009 vil der blive tale om en besparelse. Mellem 2009 og 2012 bliver der tale om et gradvis fald i udgifterne til godtgørelser, efterhånden som det fratrådte personale kommer ind under pensionsordningen. De hermed opnåede besparelser kommer til at svare til de 327 stillinger, der vil være tilbageført omkring 2012.

7.1 Beregningsmetode for de samlede omkostninger ved foranstaltningen fordelt pr. år

Jf. yderligere detaljer i det til denne finansieringsoversigt vedlagte bilag. Når der i finansieringsoversigten henvises til lønklasserne A3, A4, A5 og A7, er der både tale om kategori A og den særlige sprogtjeneste LA.

De fratrådte tjenestemænds profil, antallet af fratrædelser i 2002, 2003 og 2004, den årlige budgetbelastning pr. tjenestemand i aktiv tjeneste, den årlige budgetbelastning pr. fratrådt tjenestemand, den årlige besparelse som følge af fratrædelsen, den periode, i hvilken der udbetales godtgørelse (inden den pågældende tjenestemand falder ind under pensionsordningen), fremgår af nedenstående skema:

>TABELPOSITION>

Budgetsituationen, set over hele den periode, i hvilken der udbetales godtgørelse til de fratrådte tjenestemænd, fremgår af nedenstående skema, hvor de enkelte kolonner viser:

- Antallet af fratrådte tjenestemænd

- Antallet af udbetalte godtgørelser

- De omkostninger, der ville have været forbundet med de fratrådte tjenestemænds forbliven i aktiv tjeneste

- Omkostningerne til de udbetalte godtgørelser

- Besparelserne som følge af fratrædelsesordningen

>TABELPOSITION>

Den årlige budgetbelastning for en nyansat tjenestemænd A7 er på 68 955 EUR og for en nyansat tjenestemand B5 på 48 383 EUR (disse omkostninger omfatter en justeringskoefficient, der tager hensyn til karriereforløbet i den pågældende periode). De disponible finansielle midler, som følge af 600 tjenestemænds fratrædelse, gør det altså muligt at ansætte 273 nye tjenestemænd (henholdsvis 182 tjenestemænd A7 og 91 tjenestemænd B5) for en samlet årlig budgetbelastning på 16 952 663 EUR.

>TABELPOSITION>

8. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Ikke relevant

9. OPLYSNINGER OM COST/EFFECTIVENESS

Se punkt 7.1

10. UDGIFTER TIL ADMINISTRATION (DEL A, SEKTION III, I DET ALMINDELIGE BUDGET)

10.1 Indvirkningen på antallet af stillinger

Kontor ADMIN.B.6, som skal forvalte fratrædelsesordningen, får brug for yderligere ressourcer, skønsmæssigt en ansat i kategori C.

10.2 Den samlede finansielle indvirkning som følge af de supplerende menneskelige ressourcer

Ingen

10.3 Forøgelse af andre driftsudgifter som følge af foranstaltningen, navnlig udgifter i forbindelse med møder i udvalg og ekspertgrupper

Ingen

BILAG TIL FINANSIERINGSOVERSIGTEN

BEREGNINGSGRUNDLAG FOR BUDGETNEUTRALITET

Dette bilag indeholder detaljerede oplysninger om forudsætningerne for beregningerne af de elementer, der er medtaget i budgetoverslaget. Udgangspunktet er foranstaltningens budgetneutralitet. Med denne beregning skal det fastslås, hvilken besparelse der er forbundet med de 600 tjenestemænds udtræden af tjenesten (forskellen mellem lønnen til tjenestemændene i aktiv tjeneste og den godtgørelse, der skal udbetales, når de er fratrådt) og herefter hvor mange nyansættelser denne besparelse muliggør. Der er tale om hele den periode, i hvilken der udbetales godtgørelse, indtil det tidspunkt, hvor de fratrådte tjenestemænd falder ind under pensionsordningen.

Første forudsætning: Identifikation af den gruppe, der kan fratræde

Det kommer til at dreje sig om 600 tjenestemænd, for størstedelens vedkommende "i slutningen af karrieren". Baseret på den aktuelle målgruppe af tjenestemænd kommer fordelingen stort set til at se således ud:

>TABELPOSITION>

Anden forudsætning: De fratrådte tjenestemænds gennemsnitsprofil

Omkostningerne er beregnet på grundlag af følgende standardprofiler:

Profil A3 : Tjenestemand A3/3, gift, uden forsørgelsesberettigede børn, ansat som 32-årig

Profil A4 - A5 : Tjenestemand A4/2, gift, uden forsørgelsesberettigede børn, ansat som 32-årig

Profil B1 - B2 : Tjenestemand B1/2, gift, uden forsørgelsesberettigede børn, ansat som 30-årig

Profil C1 - C2 : Tjenestemand C1/2, gift, uden forsørgelsesberettigede børn, ansat som 28-årig

Profil D1 - D2 : Tjenestemand D1/5, gift, uden forsørgelsesberettigede børn, ansat som 30-årig.

Gennemsnitsalderen for denne samlede gruppe på over 50 år er 55.

Tredje forudsætning: De nyansatte tjenestemænds gennemsnitsprofil

De fratrådte tjenestemænd erstattes med tjenestemænd i kategorierne A og B (i samme forhold som det nuværende antal tjenestemænd, nemlig ca. to tredjedele A/LA og en tredjedel B), som vil blive ansat i de laveste lønklasser (henholdsvis A7/3 og B5/3), og som forudsættes at være gift og have et forsørgelsesberettiget barn.

Fjerde forudsætning: Den gennemsnitlige godtgørelse

En afbalanceret anvendelse af betingelserne i bilag 1 på den aktuelle målgruppe af tjenestemænd (som opfylder kriterierne for alder og anciennitet i tjenesten), giver en gennemsnitsgodtgørelse på 62,5%. Dette tal anvendes som grundlag for beregningerne.

Femte forudsætning: Andre beregningshypoteser

Beløbene (løn, godtgørelse, osv.) tager hensyn til en hypotetisk indeksering på 2,5% af de nuværende beløb (løntilpasning i henhold til metoden for 2000 og ajourføring sommeren 2001).

Udlandstillægget, som er en del af det aktive personales løn, anslås til 12% (gennemsnit af 0%, 4% og 16% afhængig af den enkelte tjenestemands situation).

Den justeringskoefficient, der anvendes på de fratrådte tjenestemænds løn, anslås til 105 (afhængigt af, hvor den enkelte vælger at have bopæl efter fratrædelsen).

Årlig budgetbesparelse som følge af fratrædelsen

Den årlige budgetbelastning pr. tjenestemand inden fratrædelsen fremgår af følgende skema:

>TABELPOSITION>

Den årlige budgetbelastning pr. fratrådt tjenestemand fremgår af følgende skema (omkostningerne i forbindelse med udtræden af tjenesten er ikke ekstra omkostninger, men snarere forventede omkostninger og er ikke taget med i beregningerne) :

>TABELPOSITION>

Den årlige budgetbesparelse som følge af fratrædelsen (besparelse pr. fratrådt tjenestemand og den samlede besparelse) fremgår af følgende skema:

>TABELPOSITION>

Den samlede årlige budgetbesparelse er på 16 984 382 EUR.

Omkostninger til nyansættelser og ansættelsesmuligheder

Den gennemsnitlige årlige budgetbelastning for en ny tjenestemand fremgår af følgende skema (justeringskoefficienten tager hensyn til karriereudviklingen i den pågældende periode; omkostningerne i forbindelse med tiltrædelse af tjenesten er ikke inkluderet i beregningerne):

>TABELPOSITION>

Den årlige budgetbelastning i forbindelse med ansættelsen af 273 nye tjenestemænd (to tredjedele A/LA og en tredjedel B) svarer til den samlede årlige budgetbesparelse som følge af fratrædelsen :

>TABELPOSITION>

Besparelsen som følge af 600 tjenestemænds udtræden af tjenesten gør det muligt at ansætte 273 nye tjenestemænd (to tredjedele A/LA og en tredjedel B).