Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om strafferetlig beskyttelse af miljøet

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. berettigelse

For at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse (EF-traktatens artikel 174, stk. 2) er det nødvendigt at takle det stigende problem, som miljøkriminalitet udgør.

Fællesskabet har vedtaget talrige retsakter for at beskytte miljøet. Medlemsstaterne skal gennemføre og iværksætte disse retsakter. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 10 skal de om nødvendigt for at håndhæve fællesskabsretten vedtage sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og har afskrækkende virkning [1].

[1] Se f.eks. Domstolens dom i sag nr. C-186/98, Nunes-De Matos, Sml. 1999, I-4883,og C-77/97, Unilever, Sml. 1999, I-431. Se også Kommissionens meddelelse af 3. maj 1995 om betydningen af sanktioner for gennemførelsen af fællesskabslovgivningen vedrørende det indre marked. KOM(95)162 endelig udg., samt Rådets resolution af 29. juni 1995 om en ensartet og effektiv gennemførelse af fællesskabsretten og om sanktioner i tilfælde af overtrædelse af dens bestemmelser vedrørende det indre marked (EFT C 188 af 22.7.1995, s. 1). Kommissionen har efterfølgende tilstræbt i givet fald at sikre, at fællesskabsforanstaltninger indeholder bestemmelser om hensigtsmæssige sanktioner.

Erfaringerne viser, at de sanktioner, som for øjeblikket anvendes af medlemsstaterne, ikke altid er tilstrækkelige til at sikre fuldstændig overholdelse af fællesskabsretten. Ikke alle medlemsstater har indført strafferetlige sanktioner over for de groveste overtrædelser af miljøbeskyttelsesbestemmelserne i fællesskabsretten. Der er fortsat mange tilfælde af alvorlig tilsidesættelse af miljøbeskyttelsesbestemmelserne i fællesskabsretten, som ikke er genstand for tilstrækkelig afskrækkende og effektiv straf.

Selv om fællesskabsretten i visse tilfælde allerede pålægger medlemsstaterne at indføre strafferetlige sanktioner for så vidt angår EF-traktatens artikel 10, indeholder fællesskabsretten for øjeblikket ingen bestemmelser, der udtrykkeligt kræver sådanne sanktioner. Som følge heraf er der ikke blot lovmæssig uklarhed for så vidt angår medlemsstaternes forpligtelse til at indføre strafferetlige sanktioner, men heller ingen mindsteregler for eller gældende fællesskabsretlige bestemmelser om kriminelle handlinger, der skader miljøet.

I mange tilfælde er det kun strafferetlige sanktioner, der har tilstrækkelig afskrækkende virkning. For det første er ikendelse af strafferetlige sanktioner udtryk for social forkastelse af en helt anden kvalitativ karakter end administrative sanktioner eller civilretlige kompenseringsordninger. Der udsendes et stærkt signal med en meget større afskrækkende virkning til lovovertræderne. F.eks. kan administrative eller økonomiske sanktioner vise sig ikke at have afskrækkende virkning i tilfælde, hvor lovovertræderne enten er ubemidlede eller omvendt er økonomisk meget stærke.

For det andet er midler som retsforfølgning og strafferetlig efterforskning (samt bistand medlemsstaterne indbyrdes) meget mere virksomme end administrative værktøjer eller civilretlige bestemmelser og kan gøre efterforskningen meget mere effektiv. Endvidere er der en yderligere garanti for efterforskningsmyndighedernes upartiskhed, da andre myndigheder end de administrative myndigheder, der har udstedt driftslicenser eller forureningstilladelser, inddrages i en strafferetlig efterforskning.

Der bør derfor opstilles en mindstestandard for, hvornår det udgør en kriminel handling at overtræde fællesskabsrettens bestemmelser om miljøbeskyttelse. For at sikre en bedre og harmoniseret anvendelse i samtlige medlemsstater opfyldes målsætningen bedst på EF-plan end på medlemsstatsplan (EF-traktatens artikel 5, stk. 2).

2. Retsgrundlag

Det Europæiske Råd opfordrede på mødet den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors til, at bestræbelserne på at vedtage fælles definitioner, fælles regler for, hvad der er strafbart, og fælles sanktioner i første omgang koncentreres om et begrænset antal sektorer af særlig relevans, herunder miljøkriminalitet.

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog den 28. september 2000, at der bør vedtages en retsakt om miljøkriminalitet. Europa-Parlamentet vedtog den 7. juli 2000 [2] en positiv udtalelse om initiativet fra Kongeriget Danmark med henblik på vedtagelse af Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet [3].

[2] EP-dokument nr. A5-0178/2000.

[3] EFT C 39/4 af 11.2.2000.

Spørgsmålet om det egnede retsgrundlag er blevet drøftet intenst i Rådets arbejdsgruppe vedrørende materiel strafferet og det koordinationsudvalg, der er nedsat efter EU-traktatens artikel 36. Da spørgsmålet vedrører såvel miljøbeskyttelse og retligt samarbejde om strafferetlige spørgsmål, har der været tvivl om, hvorvidt det skal behandles efter bestemmelserne i EF-traktaten eller i EU-traktaten.

Som forklaret i Kommissionens arbejdsdokument af 7. februar 2001 [4] er det Kommissionens opfattelse, at en retsakt om miljøkriminalitet kan og bør vedtages i henhold til fællesskabsretten. Dette gælder navnlig afgrænsningen af de forurenende aktiviteter, der skal underlægges strafferetlige sanktioner, og også medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at indføre strafferetlige sanktioner. Sådanne spørgsmål falder ind under Fællesskabets beføjelser i henhold til EF-traktatens artikel 175, da formålet er at beskytte miljøet. EU-traktatens artikel 47 og 29 giver en klar fortrinsret til fællesskabsretten. Der er således ikke behov for et instrument efter EU-traktatens artikel 34.

[4] SEC(2001)227.

3. Hovedindholdet i de forskellige artikler i forslaget

a) Formål og anvendelsesområde (artikel 1 og 3)

Det foreslåede udkast til direktiv skal kun gælde aktiviteter, der udgør en overtrædelse af fællesskabsretten om miljøbeskyttelse og/eller de regler, der er vedtaget i medlemsstaterne for at efterkomme sådanne fællesskabsforskrifter. Definitionerne på, hvad der udgør kriminelle handlinger, skal derfor fortolkes som de tilsvarende definitioner i gældende fællesskabsret. F.eks. henviser begrebet "bortskaffelse af olieaffald" til direktiv 75/439/EØF om bortskaffelse af olieaffald [5].

[5] EFT L 194/23 af 25.7.1975, Jf. navnlig artikel 1 og 4 i dette direktiv.

Forslaget dækker ikke samtlige aktiviteter, der reguleres af fællesskabsretten, men kun omfattende former for forurening, der kan tilskrives privatpersoner eller juridiske personer. F.eks. vil direktivet ikke finde anvendelse på forurening forårsaget af diffuse kilder, selv om den i vidt omfang er omfattet af fællesskabsbestemmelser, hvori der opstilles kvalitetsmål.

b) Kriminelle handlinger (artikel 3)

I tråd med princippet om, at Fællesskabet kun handler i det omfang, det er nødvendigt for at nå traktatens mål (EF-traktatens artikel 5, stk. 3), omfatter direktivforslaget forurenende virksomhed, som sædvanligvis eller sandsynligvis forårsager betydelig forringelse af eller betydelige skade for miljøet. Når sådanne aktiviteter begås forsætligt eller under alvorlig forsømmelighed skal de betragtes som kriminelle handlinger.

Artikel 3 opstiller en række brud på forpligtelser i henhold til Fællesskabets miljøforskrifter og/eller af nationale lovbestemmelser, som gennemfører disse krav i den nationale retsorden. Der er kun opført forpligtelser, hvis overtrædelse kan have betydelige miljøforringelser til følge. Det forhold, at sådanne aktiviteter fortsat findes i dele af Fællesskabet, er et stærkt udtryk for, at eksisterende sanktioner ikke altid har den nødvendige afskrækkende virkning.

Af hensyn til den juridiske klarhed er der i bilaget til det foreslåede direktiv opstillet en udtømmende liste over de pågældende fællesskabsbestemmelser, der forbyder de aktiviteter, der er beskrevet i artikel 3. For samtlige sådanne tilfælde anses det som et minimum, at der er behov for strafferetlige sanktioner for at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning overalt i Fællesskabet. For så vidt angår dette direktiv vil enhver fremtidig ændring af de direktiver, der er opstillet i bilaget, automatisk også gælde dette direktiv. Med hensyn til fremtidige fællesskabsretlige bestemmelser skal der i forbindelse med den enkelte forskrift tages stilling til, om den skal indeholde bestemmelser om strafferetlige sanktioner.

En del af de aktiviteter, der er opstillet i artikel 3, er i sig selv forbudt i henhold til de forskellige fællesskabsbestemmelser, uanset om der er bevis for en konkret skadelig virkning for miljøet i den konkrete enkelte sag. Fællesskabsretten betragter sådanne aktiviteter som skadelige eller særligt farlige for miljøet. Af denne årsag bør disse aktiviteter betragtes som strafbare handlinger, da risikoen for miljøet ligger i aktiviteten som sådan, uafhængigt af den skade, som den måtte forårsage.

Anvendelsen af fællesskabsrettens miljøbestemmelser, som i vid udstrækning danner kilde for medlemsstaternes miljølovgivninger, er et anliggende, der tages meget alvorligt over alt i Fællesskabet. For så vidt angår overtrædelser i praksis rangerer miljøområdet højest blandt alle de områder, som overvåges på fællesskabsplan. Kommissionen vil undersøge, om der bør udformes et retligt instrument for strafferetlige sanktioner over for uautoriserede aktiviteter vedrørende radioaktive stoffer. Dette spørgsmål bør måske behandles inden for rammerne af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

c) Sanktioner, deltagelse og anstiftelse (artikel 4)

I overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne regulerer dette direktiv ikke spørgsmål om strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning og ej heller spørgsmål om strafferetlige procedureregler. Det er op til retsmyndighederne i medlemsstaterne at afgøre, hvorvidt overtrædelser efter artikel 3 skal retsforfølges i alle tilfælde, eller om de vil åbne mulighed for at afstå fra at ikende strafferetlige sanktioner i mindre grove tilfælde, hvor virkningerne for miljøet er ubetydelige.

For så vidt angår fysiske personer vil direktivet forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, over for de fastlagte overtrædelser af miljøbeskyttelsesbestem melserne i fællesskabsretten. For at beskytte miljøet effektivt, er det vigtigt at medtage sanktioner for meddelagtighed (deltagelse og anstiftelse) i de strafbare forhold, der er fastlagt i artikel 3. Medlemsstaterne vil i alvorlige sager skulle åbne mulighed for fængsling. De vil derfor have en skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre, hvornår der foreligger sådanne grove sager.

For så vidt angår juridiske personer, er det vigtigt for en effektiv håndhævelse af fællesskabsrettens miljøbeskyttelsesbestemmelser, at juridiske personer kan holdes ansvarlige, og at der kan iværksættes sanktioner over for juridiske personer overalt i Fællesskabet. For en række medlemsstater kan det dog være vanskeligt at indføre strafferetlige sanktioner over for juridiske personer uden at ændre ved de grundlæggende principper i deres nationale retssystemer. Medlemsstaterne får derfor mulighed for at indføre andre sanktioner end strafferetlige, når blot de er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. De vil f.eks. kunne anvende administrativt idømte bøder, anbringelse under retsligt tilsyn, likvidation efter retskendelse eller udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud.

4. Det foreslåede direktivs karakter

Forslaget opstiller en mindstestandard for strafferetlig beskyttelse af miljøet. I henhold til EF-traktatens artikel 176 står det de enkelte medlemsstater frit at opretholde eller indføre strengere beskyttelsesforanstaltninger. De kan f.eks. fastlægge yderligere strafbare forhold og/eller yderligere former for sanktioner eller bøder. De kan f.eks. overveje at indføre bestemmelser om, at fysiske personer kan frakendes retten til at udøve virksomhed, der kræver officiel tilladelse eller godkendelse, eller retten til at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab eller en fond.

5. Mulige supplerende foranstaltninger under traktaten om Den Europæiske Union

Ud over reglerne i dette direktiv bør der muligvis træffes yderligere foranstaltninger under EU-traktaten for at forbedre det retlige samarbejde. På grundlag af Rådets igangværende drøftelser som følge af Kongeriget Danmarks initiativ kan det overvejes, om der endvidere skal vedtages en rammeafgørelse i henhold til EU-traktatens artikel 34, stk. 2. En sådan kunne omfatte spørgsmål som straffemyndighed, foranstaltninger til sikring af gensidig udlevering og/eller koordinering af retsforfølgning og efterforskning.

For så vidt angår afgrænsningen af de kriminelle handlinger, kan en sådan rammeafgørelse indeholde en henvisning til nærværende fællesskabsdirektiv. I lyset af EU-traktatens artikel 31, litra e), og af Rådets og Kommissionens handlingsplan fra 1998 for indførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed [6] vil et sådant instrument kunne udformes med særligt fokus på området organiseret kriminalitet og/eller terrorisme.

[6] EFT C 19 af 23.1.1999, punkt 46.

2001/0076 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om strafferetlig beskyttelse af miljøet

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [7],

[7] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [8],

[8] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [9], og

[9] EFT C [...] af [...], s. [...].

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251 [10], og

[10] EFT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til EF-traktatens artikel 174, stk. 2, skal Fællesskabets politik på miljøområdet tage sigte på et højt beskyttelsesniveau.

(2) Fællesskabet ser med bekymring på den stigende miljøkriminalitet og virkningerne heraf, som i stadigt højere grad rækker ud over grænserne i de lande, hvor forbrydelserne begås. Sådanne forbrydelser udgør en trussel mod miljøet, og bør derfor mødes med hensigtsmæssige reaktioner.

(3) Overalt i Fællesskabet bør der på nationalt plan over for aktiviteter, der udgør en overtrædelse af fællesskabsretten og/eller de regler, der er vedtaget i medlemsstaterne for at overholde sådanne fællesskabsforskrifter, kunne iværksættes sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

(4) Erfaringerne viser, at de eksisterende sanktionsordninger ikke har været tilstrækkelige til at sikre fuldstændig overholdelse af fællesskabsretten. Sådan overholdelse kan og bør styrkes ved brug af strafferetlige sanktioner, som er udtryk for social forkastelse af en helt anden kvalitativ karakter end administrative sanktioner eller civilretlige kompenseringsordninger.

(5) Fælles regler om strafferetlige sanktioner giver mulighed for at bruge efterforskningsmetoder og samarbejdsformer i og mellem medlemsstaterne indbyrdes, som udgør langt mere effektive værktøjer end det administrative samarbejde.

(6) Når sanktioneringsansvaret lægges hos retsmyndigheder snarere end administrative myndigheder, indebærer det, at ansvaret for håndhævelsen af miljøforskrifter og efterforskningen af overtrædelser overgår til myndigheder, der er uafhængige af de myndigheder, der udsteder driftslicenser eller udledningstilladelser.

(7) For at nå til en bedre miljøbeskyttelse er der navnlig behov for sanktioner med større afskrækkende virkning for de forurenende aktiviteter, der typisk forårsager eller meget vel risikerer at forårsage betydelig forringelse af miljøet.

(8) Disse aktiviteter bør derfor betragtes som kriminelle handlinger overalt i Fællesskabet, når de begås forsætligt eller under alvorlig forsømmelighed, og bør straffes med sanktioner, der i grove tilfælde indebærer frihedsberøvelse.

(9) Deltagelse i og anstiftelse til sådanne aktiviteter bør også betragtes som kriminelle handlinger, hvis der skal nås til en effektiv beskyttelse af miljøet. Dette gælder også forsømmelse af en retlig forpligtelse til at handle, idet sådanne forsømmelser kan have samme virkning som aktiv adfærd og derfor bør sanktioneres tilsvarende.

(10) Juridiske personer bør også overalt i Fællesskabet kunne straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, idet overtrædelser af Fællesskabsretten i stor udstrækning begås i juridiske personers interesse eller for deres vinding.

(11) Medlemsstaterne bør indsende oplysninger til Kommissionen om iværksættelsen af dette direktiv for at sætte Kommissionen i stand til at vurdere direktivets virkning.

(12) I denne retsakt overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1 - Formål

Nærværende direktiv har til formål at sikre en mere effektiv anvendelse af fællesskabsretlige bestemmelser om miljøbeskyttelse ved overalt i Fællesskabet at opstille mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger.

Artikel 2 - Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) "juridisk person": enhver retlig enhed, der har denne status i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af suveræne rettigheder samt offentligretlige internationale organisationer

b) "aktiviteter": aktiv adfærd og forsømmelse, for så vidt som der er en retlig forpligtelse til at handle.

Artikel 3 - Kriminelle handlinger

Medlemsstaterne sikrer, at følgende aktiviteter udgør kriminelle handlinger, når de begås forsætligt eller under alvorlig forsømmelighed, for så vidt som de udgør en overtrædelse af fællesskabsrettens bestemmelser om miljøbeskyttelse som opstillet i bilaget og/eller de af medlemsstaterne vedtagne regler for at overholde sådanne fællesskabsforskrifter:

a) udledning af carbonhydrider, olieaffald eller kloakslam i vandmiljøet

b) deponering, emission eller udledning i luft, jord eller vand og behandling, bortskaffelse, oplagring, transport, eksport eller import af farligt affald

c) deponering af affald på eller i jorden eller i vand, herunder drift af deponeringsanlæg

d) besiddelse, indfangning/-samling, beskadigelse, drab af eller handel med beskyttede vilde dyr og plantearter eller dele heraf

e) betydelig beskadigelse af beskyttede levesteder

f) handel med stoffer, der nedbryder ozonlaget

g) drift af et anlæg, hvori der udøves en farlig aktivitet eller hvori der opbevares eller anvendes farlige stoffer eller præparater.

Artikel 4 - Sanktioner

Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 3 omhandlede kriminelle handlinger samt deltagelse i eller anstiftelse til sådanne kriminelle handlinger kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

a) For så vidt angår fysiske personer indfører medlemsstaterne strafferetlige sanktioner, der i grove tilfælde indebærer frihedsberøvelse.

b) For så vidt angår juridiske personer indfører medlemsstaterne om nødvendigt bestemmelser om bøder, udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud, midlertidig eller permanent forbud mod at udøve kommerciel virksomhed, anbringelse under retsligt tilsyn samt likvidation efter retskendelse.

Artikel 5 - Rapportering

Medlemsstaterne underretter hvert tredje år Kommissionen om iværksættelsen af dette direktiv i form af en rapport. Kommissionen forelægger på baggrund af disse rapporter en rapport for hele Fællesskabet for Europa-Parlamentet og Rådet.

Artikel 6 - Gennemførelse

(1) Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den [1. september 2003]. De underretter straks Kommissionen herom.

(2) Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

(3) Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 7 - Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 8 - Destinatarer

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, [...].

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG Liste over fællesskabsrettens bestemmelser om miljøbeskyttelse som omhandlet i artikel 3 [11]

[11] {0>The legislation referred to hereafter includes the amendments of the legislation which have been adopted until 1 March 2001.<}0{>De i det følgende nævnte forskrifter omfatter forskriftsændringer vedtaget indtil den 1. marts 2001.<0}

Rådets direktiv 70/220/EØF af 20. marts 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af udstødningsgas fra køretøjsmotorer med styret tænding [12]

[12] EFT 1970, L 76, s. 1.

Rådets direktiv 72/306/EØF af 2. august 1972 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emissionen af forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af køretøjer [13]

[13] EFT 1972, L 190, s. 1.

Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald [14]

[14] EFT 1975, L 194, s. 23.

Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald [15]

[15] EFT 1975, L 194, s. 39.

Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø [16]

[16] EFT 1976, L 129, s. 23.

Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater [17]

[17] EFT 1976, L 262, s. 201.

Rådets direktiv 77/537/EØF af 28. juni 1977 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende stoffer fra dieselmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugshjultraktorer [18]

[18] EFT 1977, L 220, s. 38.

Rådets direktiv 78/176/EØF af 20. februar 1978 om affald fra titandioxidindustrien [19]

[19] EFT 1978, L 54, s. 19.

Rådets direktiv 79/117/EØF af 21. december 1978 om forbud mod markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse virksomme stoffer [20]

[20] EFT 1979, L 33, s. 36.

Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle [21]

[21] EFT 1979, L 103, s. 1.

Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer [22]

[22] EFT 1980, L 20, s. 43.

Rådets forordning (EØF) nr. 348/81 af 20. januar 1981 om en fælles ordning for indførsel af hvalprodukter [23]

[23] EFT 1981, L 39, s. 1.

Rådets direktiv 82/176/EØF af 22. marts 1982 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra elektrolyse af alkaliske klorider [24]

[24] EFT 1982, L 81, s. 29.

Rådets direktiv 83/129/EØF af 28. marts 1983 om indførsel i medlemsstaterne af visse sælungeskind og varer heraf [25]

[25] EFT 1983, L 91, s. 30.

Rådets direktiv 83/513/EØF af 26. september 1983 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af cadmium [26]

[26] EFT 1983, L 291, s. 1.

Rådets direktiv 84/156/EØF af 8. marts 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra andre sektorer end elektrolyse af alkalichlorider [27]

[27] EFT 1984, L 74, s. 49.

Rådets direktiv 84/360/EØF af 28. juni 1984 om bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg [28]

[28] EFT 1984, L 188, s. 20.

Rådets direktiv 84/491/EØF af 9. oktober 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af hexachlorcyklohexan [29]

[29] EFT 1994, L 274, s. 11.

Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg [30]

[30] EFT 1986, L 181, s. 6.

Rådets direktiv 86/280/EØF af 12. juni 1986 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF [31]

[31] EFT 1986, L 181, s. 16.

Rådets direktiv 88/77/EØF af 3. december 1987 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter fra dieselmotorer til fremdrift af køretøjer [32]

[32] EFT 1988, L 36, s. 33.

Rådets direktiv 88/609/EØF af 24. november 1988 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg [33]

[33] EFT 1988, L 336, s. 1.

Rådets direktiv 89/369/EØF af 8. juni 1989 om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg [34]

[34] EFT 1989, L 163, s. 32.

Rådets direktiv 89/429/EØF af 21. juni 1989 om nedbringelse af luftforurening fra bestående kommunale affaldsforbrændingsanlæg [35]

[35] EFT 1989, L 203, s. 50.

Rådets direktiv 90/219/EØF af 23. april 1990 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer [36]

[36] EFT 1990, L 117, s. 1.

Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer [37]

[37] EFT 1990, L 117, s. 15.

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand [38]

[38] EFT 1991, L 135, s. 40.

Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald [39]

[39] EFT 1991, L 377, s. 20.

Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter [40]

[40] EFT 1992, L 206, s. 7.

Rådets direktiv 92/112/EØF af 15. december 1992 om fastsættelse af nærmere regler for harmonisering af programmer for nedbringelse af forureningen fra affald fra titandioxidindustrien med henblik på at bringe den til ophør [41]

[41] EFT 1992, L 409, s. 11.

Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab [42] ;

[42] EFT 1993, L 30, s. 1.

Rådets direktiv 93/76/EØF af 13. september 1993 om begrænsning af kuldioxidemissionerne gennem en forbedring af energieffektiviteten (SAVE) [43]

[43] EFT 1993, L 237, s. 28.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/12/EF af 23. marts 1994 om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer og om ændring af direktiv 70/220/EØF [44]

[44] EFT 1994, L 100, s. 42.

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/63/EF af 20. december 1994 om forebyggelse af emissioner af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved benzinoplagring og benzindistribution fra terminaler til servicestationer [45]

[45] EFT 1994, L 365, s. 24.

Rådets direktiv 94/67/EF af 16. december 1994 om forbrænding af farligt affald [46]

[46] EFT 1997, L 365, s. 34.

Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol) [47]

[47] EFT 1995, L 157, s. 1.

Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT) [48]

[48] EFT 1996, L 243, s. 31.

Rådets Direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening [49]

[49] EFT 1996, L 257, s. 26.

Rådets Direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer [50]

[50] EFT 1997, L 10, s. 13.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/68/EF af 16. december 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til montering i mobile ikke-vejgående maskiner [51]

[51] EFT 1997, L 59, s. 1.

Rådets Forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen hermed [52]

[52] EFT 1997, L 61, s. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/69/EF af 13. oktober 1998 om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 70/220/EØF [53]

[53] EFT 1998, L 350, s. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF [54]

[54] EFT 1998, L 350, s. 58.

Rådets direktiv 99/13/EF af 11. marts 1999 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg [55]

[55] EFT 1999, L 85, s. 1.

Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald [56]

[56] EFT 1999, L 182, s. 1.

Rådets direktiv 1999/32/EF af 26. april 1999 om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer og om ændring af direktiv 93/12/EØF [57]

[57] EFT 1999, L 121, s. 13.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/96/EF af 13. december 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af køretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof, og om ændring af Rådets direktiv 88/77/EØF [58]

[58] EFT 2000, L 44, s. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer [59]

[59] EFT 2000, L 269, s. 34.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF af 27. november 2000 om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe [60]

[60] EFT 2000, L 332, s. 81.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger [61]

[61] EFT 2000, L 327, s. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget [62]

[62] EFT 2000, L 244, s. 1.