Kommissionens meddelelse om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet

(C/2026/3962)

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING: ADGANG TIL KLAGE OG DOMSTOLSPRØVELSE PÅ MILJØOMRÅDET I EU

LOVGIVNINGSRAMMERNE: NATIONALE DOMSTOLE, EU-MILJØRETTEN OG ÅRHUSKONVENTIONEN

SIKRING AF ADGANG TIL KLAGE OG DOMSTOLSPRØVELSE PÅ MILJØOMRÅDET

OFFENTLIGHEDENS INTERESSE. FORPLIGTELSER OG RETTIGHEDER I FORBINDELSE MED RETSBESKYTTELSE

1.1.

Indledning

1.2.

Offentlighedens interesse, forpligtelser og rettigheder

1.3.

Sikring af en aktiv rolle for offentligheden, beskyttelse af rettigheder og opretholdelse af forpligtelser

SØGSMÅLSKOMPETENCE

2.1.

Indledning

2.2.

Anmodninger om miljøoplysninger og ret til at modtage oplysninger

2.3.

Bestemte aktiviteter, der er underlagt krav om offentlig deltagelse

2.4.

Anmodninger om handling i henhold til regler om miljøansvar

2.5.

Andet, f.eks. national gennemførelseslovgivning, generelle retsakter, planer og programmer samt undtagelser

DOMSTOLSPRØVELSERS RÆKKEVIDDE

3.1.

Indledning

3.2.

Mulige begrundelser for domstolsprøvelse

3.3.

Prøvelsens intensitet/prøvelsesstandard

EFFEKTIVE RETSMIDLER

4.1.

Indledning

4.2.

Retsmidler i tilfælde af mindre processuelle fejl

4.3.

Suspension, tilbagekaldelse eller annullation af ulovlige afgørelser eller retsakter, herunder undladelse af at anvende lovgivning og regelfastsættende retsakter

4.4.

Påbud om vedtagelse af undladte foranstaltninger

4.5.

Genopretning af uretmæssig skade forårsaget af en ulovlig afgørelse, handling eller undladelse

4.6.

Foreløbige forholdsregler

UDGIFTER

5.1.

Indledning

5.2.

Kriterier for vurdering af, om omkostninger er uoverkommeligt høje

5.3.

Fri proces

TIDSGRÆNSER, BETIMELIGHED OG EFFEKTIVE PROCEDURER

PRAKTISKE OPLYSNINGER

KONKLUSION

BILAG I

BILAG II

BILAG III

A. INDLEDNING: ADGANG TIL KLAGE OG DOMSTOLSPRØVELSE PÅ MILJØOMRÅDET I EU

Beskyttelse af Den Europæiske Unions miljø er vigtig ud over den iboende værdi. Miljøbeskyttelse er afgørende for Unionens modstandsdygtighed, velstand og konkurrenceevne. Sundheden og trivslen hos de mennesker, der bor i Unionen, samt vores økonomis modstandsdygtighed og strategiske autonomi afhænger af vores miljø og af, at der er tilstrækkelige rene naturressourcer til rådighed. 19 ud af 23 økonomiske sektorer i EU er stærkt afhængige af naturen (1). Bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøets kvalitet er et fælles mål, der er fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og i EU's miljølovgivning fastsættes der en ramme af rettigheder og forpligtelser for projektudviklere, offentlige myndigheder og offentligheden, herunder individuelle interessenter.

I Kommissionens nyligt vedtagne meddelelse "Forbedret adgang til domstolsprøvelse på miljøområdet i EU og medlemsstaterne" (2) understreges det, at når forpligtelser eller rettigheder i henhold til EU's miljølovgivning påvirkes på nationalt plan, skal der være adgang til nationale domstole i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde og princippet om effektiv domstolsprøvelse som fastsat i artikel 4, stk. 3, og artikel 19, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) (3) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (4) (også benævnt "chartret").

Som anført i meddelelsen om Kommissionens arbejdsprogram 2025, "Fremad i fællesskab: En modigere, enklere og hurtigere Union", er det nødvendigt at forenkle lovgivningen for at strømline meddelelse af tilladelser, godkendelser og rapporteringskrav med henblik på at styrke konkurrenceevnen, velstanden og modstandsdygtigheden i Unionen. Samtidig med at der arbejdes på at gøre procedurerne mere effektive, skal standarderne for deltagelsesrettigheder, herunder offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, overholdes i overensstemmelse med EU-lovgivningen, der bygger på internationale forpligtelser, som påhviler Unionen og dens medlemsstater (5).

I Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (6) ("Århuskonventionen"), og navnlig artikel 9 heri, er det fastsat, at fysiske og juridiske personer (f.eks. ikke-statslige organisationer (NGO'er)) i visse tilfælde inden for rammerne af national lovgivning kan anlægge sag ved en domstol eller en anden uvildig instans for at opnå en prøvelse af offentlige eller private organers handlinger eller undladelser (7).

Det er afgørende for at nå Unionens miljø- og konkurrenceevnemål, at der sikres en afbalanceret og effektiv ramme for deltagelsesrettigheder, herunder adgang til klage og domstolsprøvelse, sideløbende med effektive miljøvurderinger og tilladelsesprocedurer. Århuskonventionen er fortsat en hjørnesten i sikringen af legitimiteten og ansvarligheden i beslutningstagningen, mens veludformede administrative og retslige prøvelsessystemer kan forbedre både resultaternes kvalitet og offentlighedens accept. I denne sammenhæng fokuseres der i den igangværende indsats på at forbedre klarheden, forudsigeligheden og effektiviteten i procedurerne, herunder gennem digitalisering, standardiserede vurderingskriterier og klarere regler om søgsmålskompetence. Sådanne foranstaltninger kan fremme rettidige administrative afgørelser, navnlig for projekter af strategisk betydning (8), samtidig med at gennemsigtighed, meningsfuld offentlig deltagelse og effektiv retsbeskyttelse bevares fuldt ud.

Ud over at opfylde en international forpligtelse er det at sikre, at enkeltpersoner og NGO'er har adgang til klage og domstolsprøvelse i henhold til Århuskonventionen, også et vigtigt middel til at sikre ensartet anvendelse og håndhævelse af EU's miljølovgivning i alle medlemsstater, uden at der er behov for Kommissionens indgriben.

I kraft af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (9) ("Århusforordningen") anvendes Århuskonventionen på EU's institutioner og organer. Desuden indeholder flere afledte retsakter særlige bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse, som afspejler bestemmelserne i konventionen (10).

Gennem årene har Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen) afsagt væsentlige kendelser, hvori den har præciseret-kravene om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, både i forbindelse med den harmoniserede afledte ret og i andre sammenhænge. Dette har resulteret i en omfattende retspraksis hos Domstolen vedrørende alle aspekter af emnet.

På denne baggrund er der påpeget en række udfordringer:

—	Offentlige forvaltninger og nationale domstole står over for retssager, der er centreret om spørgsmål vedrørende adgang til klage og domstolsprøvelse. En afklaring på grundlag af Domstolens praksis vil bidrage til retssikkerhed, en mere effektiv offentlig forvaltning og retspleje.

—	Hurtige administrative procedurer og klare retlige rammer er særligt relevante for erhvervslivet, herunder små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som ikke kan leve med unødigt langvarige godkendelsesprocedurer og usikkerhed om risikoen for og udstrækningen af mulige retssager.

—

Enkeltpersoner og NGO'er kan støde på praktiske vanskeligheder på grund af uklare regler om søgsmålskompetence, der gør adgangen til nationale domstole mindre effektiv. Antallet af anmodninger om præjudiciel afgørelse, som nationale retter har forelagt Domstolen, kan også afspejle behovet for en præcisering af betingelserne for, hvornår der skal gives adgang til domstolsprøvelse. Samtidig skal udformningen og anvendelsen af reglerne om søgsmålskompetence forene adgangen til retsmidler med retssikkerhed, procesøkonomi og behovet for rettidig beslutningstagning, navnlig inden for sektorer, der er underlagt fremskyndede tilladelsesprocedurer.

—

Virksomheder påvirkes negativt af uforholdsmæssigt store forsinkelser i administrative afgørelsesprocesser i forbindelse med langtrukne retssager. Dette kan skyldes uklare regler om adgang til klage og domstolsprøvelse, f.eks. om søgsmålskompetence og domstolsprøvelsens rækkevidde. Nationale domstole udfylder i stigende grad hullerne i den nationale procesret, navnlig med hensyn til søgsmålskompetence, men da deres afgørelser vedrører konkrete sager, kan de ikke altid skabe al den klarhed og forudsigelighed, der er nødvendig for at danne grundlag for investeringsbeslutninger.

Endvidere har Europa-Kommissionen siden den første revision af gennemførelsen af miljøreglerne (EIR) i 2017 vedtaget yderligere tre revisioner af gennemførelsen af miljøreglerne, i 2019 (11), 2022 (12), og 2025 (13), samt en undersøgelse af gennemførelsen af Århuskonventionen i forbindelse med adgang til klage og domstolsprøvelse i 2019 (14). I disse dokumenter udpeges hindringer for adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet: de uoverkommelige omkostninger ved at anvende nationale retssystemer, NGO'ers manglende søgsmålskompetence til at anfægte EU-relaterede miljøspørgsmål, proceduremæssige hindringer, langvarige retssager og inkonsekvent gennemførelse af EU's miljølovgivning i medlemsstaterne (15).

10.

En fortolkningsmeddelelse om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (dvs. denne meddelelse (16)) kan bidrage til at afhjælpe disse problemer. Ved at samle al Domstolens væsentlige retspraksis og drage omhyggelige konklusioner på dette grundlag kan det fremme større klarhed og tjene som en referencekilde for følgende: (i) de nationale forvaltninger, der har ansvaret for anvendelsen af EU's miljølovgivning, (ii) de nationale domstole, som garanterer overholdelse af EU-retten og har kompetence til at forelægge Domstolen spørgsmål om dens gyldighed og fortolkningen af den, (iii) offentligheden, navnlig enkeltpersoner og miljøorganisationer, som ofte varetager offentlighedens interesser, og iv) erhvervsdrivende, der har en fælles interesse i, at anvendelsen af lovgivningen er forudsigelig.

11.

Denne meddelelse er baseret på bestemmelser i EU-retten, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, og Domstolens praksis. I meddelelsen præciseres det, hvordan offentligheden kan anfægte offentlige myndigheders afgørelser, handlinger eller undladelser ved en domstol eller en tilsvarende instans, idet der fokuseres på søgsmålskompetence, granskningers omfang, de effektive retsmidler, som nationale domstole skal sikre, og en række andre garantier.

12.

Hvis medlemsstaterne er nødt til at træffe foranstaltninger for at sikre overholdelse, støtter Kommissionen dem i at foretage de nødvendige ændringer, bl.a. gennem udveksling inden for rammerne af revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne (17). Det fremgår af disse revisioner (i 2017, 2019, 2022 og 2025), at miljøpolitikker og -lovgivning virker, og i revisionerne fremhæves den gode praksis, som medlemsstaterne har vedtaget. Disse rapporter viser dog også, at der fortsat er forskelle i gennemførelsen af EU's miljøpolitik og miljølovgivning i praksis i visse medlemsstater. Disse forskelle kan påvirke opfyldelsen af EU's miljømål. Forskelle på gennemførelsen i EU-medlemsstaterne findes inden for politikområderne cirkulær økonomi og affaldshåndtering, natur og biodiversitet, luftkvalitet samt vandkvalitet og -forvaltning. De 27 landespecifikke revisioner af gennemførelsen af miljøreglerne danner grundlag for en positiv og konstruktiv tilgang til at forbedre gennemførelsen af EU-retten, og denne meddelelse bør læses som et supplement hertil.

13.

I tilfælde af manglende overholdelse af gældende retlige krav i EU-reglerne vil Kommissionen desuden fortsat bruge overtrædelsesprocedurer til at sikre, at kravene overholdes (18).

14.

I meddelelsen er der fokus på miljøet, men den er samtidig i overensstemmelse med Kommissionens bredere indsats vedrørende retsstatsprincippet og adgang til klage og domstolsprøvelse, navnlig den årlige rapport om retsstatssituationen og EU's resultattavle for retlige anliggender samt den europæiske e-justiceportal (19). Effektive retssystemer spiller en afgørende rolle med hensyn til at opretholde retsstatsprincippet og Den Europæiske Unions grundlæggende værdier, herunder respekten for de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, samt med hensyn til at sikre en effektiv anvendelse af EU-retten og gensidig tillid. Dette er også grunden til, at forbedring af effektiviteten af de nationale retssystemer er et af de højt prioriterede mål i det europæiske semester – EU's årlige cyklus for samordning af de økonomiske politikker. I retsstatsrapporten fremhæves en betydelig udvikling, både positiv og negativ, med hensyn til retsstatsprincippet i medlemsstaterne (20). EU's resultattavle for retlige anliggender gør det lettere for medlemsstaterne at opnå et mere effektivt retsvæsen ved at tilvejebringe sammenlignende data om de nationale retssystemers kvalitet, effektivitet og uafhængighed (21). Kommissionen har også forskellige reaktionsmekanismer til rådighed til at reagere på overtrædelser af retsstatsprincippet – f.eks. traktatbrudsprocedurer og den fremgangsmåde, der er angivet i artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union. Respekten for retsstatsprincippet er en forudsætning for, at alle de grundlæggende værdier, der er anført i traktaterne, kan beskyttes, herunder respekten for de grundlæggende rettigheder i henhold til chartret. Den europæiske e-justiceportal indeholder desuden oplysninger om retssystemerne og om forbedring af adgangen til klage og domstolsprøvelse i hele EU på 23 sprog. Den indeholder et underordnet websted om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, som indeholder lettilgængelige oplysninger om, hvordan der indledes en sag ved en uafhængig domstol eller indgives en klage til et administrativt organ (22).

15.

Denne meddelelse vedrører adgang til klage og domstolsprøvelse med hensyn til medlemsstaternes offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser. Den omhandler ikke miljørelaterede retstvister mellem private parter (23). Den omhandler heller ikke administrativ prøvelse eller domstolsprøvelse af EU-institutioners administrative handlinger og undladelser ved Retten, som er omfattet af Århusforordningen. Endvidere kan kun Domstolen selv foretage endelige fortolkninger af EU-retten, selv om denne meddelelse i høj grad afspejler Domstolens praksis.

16.

Inden for disse begrænsninger har denne meddelelse til formål at bidrage til bedre gennemførelse af EU's miljølovgivning i medlemsstaterne fordi det præciseres, hvordan offentligheden kan gøre brug af de nationale domstole, som ofte er bedre klædt på til at udpege hensigtsmæssige løsninger, da de befinder sig tættere på fakta og sammenhængene. Herved vil meddelelsen også bidrage til respekten for retsstatsprincippet, som er en grundlæggende værdi i EU's retsorden.

B. LOVGIVNINGSRAMMERNE: NATIONALE DOMSTOLE, EU-MILJØRETTEN OG ÅRHUSKONVENTIONEN

17.

De nationale domstole er de "almindelige" domstole, der normalt gennemfører EU-retten i medlemsstaternes retssystemer (24). De har kompetence til at prøve afgørelser, som er uforenelige med EU-retten og pålægge erstatning for den skade, der er påført (25).

18.

Adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet bygger på generelle principper i EU-retten, der afspejles i bestemmelserne i EU-traktater, chartret, Århuskonventionen og afledt ret som fortolket i Domstolens praksis.

19.

EU's miljølovgivning omfatter EU-lovgivning, der bidrager til at forfølge følgende mål for EU's miljøpolitik (26), der er fastsat i artikel 191, stk. 1 i TEUF:

—	bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten

—	beskyttelse af menneskers sundhed

—	en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne

—	fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer.

20.

I denne lovgivning fastlægges forpligtelser, som de kompetente offentlige myndigheder i medlemsstaterne skal opfylde, og den er relevant i forbindelse med et betydeligt antal afgørelser, handlinger og undladelser inden for deres ansvarsområde.

21.

Da det i lovgivningen understreges, at EU-retten er en særskilt og autonom retsorden, har Domstolen godkendt og udviklet generelle principper – om bl.a. ækvivalens og effektivitet (27) – for at definere og understøtte den, idet Domstolen anerkender medlemsstaternes procesautonomi (28), dvs. kompetencen til at bestemme deres egne detaljerede processuelle krav.

22.

I henhold til retsstatsprincippet kræves der effektiv retsbeskyttelse af rettigheder, der gives i EU-retten. Dette afspejles i EU's primærret. I artikel 19, stk. 1, i TEU er det fastsat, at medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten (29). Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre adgang til klage og domstolsprøvelse omfatter både rettigheder i henhold til Århuskonventionen og rettigheder, der følger af EU-lovgivning, som ikke er omfattet af konventionen. Som Domstolen gentagne gange har understreget, indeholder traktaterne et "omfattende retsbeskyttelsessystem", hvor ingen af EU-institutionernes eller medlemsstaternes retsakter grundlæggende set kan undtages fra domstolsprøvelse (30). Derudover er medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, bundet af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, som i første afsnit fastsætter retten til effektive retsmidler, idet det bestemmes, at "enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, har ret til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel" (31). Artikel 19, stk. 1, alene giver imidlertid ikke enkeltpersoner direkte processuelle rettigheder. Artikel 47 i chartret svarer til artikel 6 og artikel 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), som fastlægger retten til henholdsvis en retfærdig rettergang og adgang til effektive retsmidler.

23.

Effektiv retsbeskyttelse hænger tæt sammen med en ensartet fortolkning af EU-retten ved Domstolen og mulighed for – og undertiden krav om – at nationale domstole forelægger Domstolen præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af handlinger, som EU-institutioner og -organer har foretaget, i henhold til artikel 267 i TEUF.

24.

Siden EU ratificerede Århuskonventionen, og den trådte i kraft, har den som en del af EU's retsorden været bindende for medlemsstaterne på de vilkår, der er anført i artikel 216, stk. 2, i TEUF (32). Inden for rammerne af denne retsorden har Domstolen således i princippet kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser vedrørende fortolkningen af en sådan aftale (33).

25.

Formålet med Århuskonventionen er "at bidrage til beskyttelsen af den ret, der tilkommer ethvert menneske i denne og kommende generationer, til at leve i et miljø, der er tilfredsstillende for hans eller hendes sundhed og velbefindende" (34). I den henseende pålægger konventionen de kontraherende parter at sikre tre overordnede kategorier af rettigheder for enkeltpersoner og deres sammenslutninger, nemlig retten til adgang til miljøoplysninger, deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.

26.

Adgang til klage og domstolsprøvelse behandles i Århuskonventionens artikel 9. I sin opbygning afspejler denne bestemmelse de tre ovennævnte "søjler" i konventionen, og det fremhæves, at retten til adgang til klage og domstolsprøvelse er af supplerende art og understøtter andre rettigheder (35). De vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen (36), som konventionens sekretariat har offentliggjort, rummer yderligere vejledning til de kontraherende parter om fortolkning og gennemførelse af kravene i Århuskonventionen. Domstolen fastslog, at retningslinjerne for anvendelsen af Århuskonventionen, hvor det er hensigtsmæssigt, kan tages i betragtning sammen med andet relevant materiale, selv om retningslinjerne ikke har nogen "bindende virkning [og ikke har] den normative rækkevidde, der er knyttet til bestemmelserne i Århuskonventionen" (37). Det samme gælder de nyligt offentliggjorte konklusioner og rådgivningen fra komitéen til overvågning af overholdelse af Århuskonventionen (38).

27.

Domstolen har fastslået, at det med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU's miljølovgivning, tilkommer den nationale domstol at træffe alle passende foranstaltninger og fortolke den nationale ret på en sådan måde, at den i videst muligt omfang er i overensstemmelse med de formål og forpligtelser, der er fastsat i Århuskonventionen, og at den er i overensstemmelse med chartrets artikel 47 (39).

28.

Domstolens omfattende praksis på området for adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet stammer primært fra anmodninger om præjudicielle afgørelser fra nationale domstole i henhold til artikel 267 i TEUF. En væsentlig del af disse sager vedrører fortolkningen af bestemmelserne om adgang til klage og domstolsprøvelse i den afledte EU-ret. Der findes også sager, som fremhæver betydningen af de generelle principper i EU-retten – navnlig effektivitetsprincippet (40).

29.

Ovenstående udgør i brede træk rammerne for adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet i EU's medlemsstater. Disse rammer er oprettet på EU-plan, men det er på medlemsstatsplan – navnlig ved de nationale domstole – at de får en praktisk betydning.

C. SIKRING AF ADGANG TIL KLAGE OG DOMSTOLSPRØVELSE PÅ MILJØOMRÅDET

1. OFFENTLIGHEDENS INTERESSE. FORPLIGTELSER OG RETTIGHEDER I FORBINDELSE MED RETSBESKYTTELSE

1.1. INDLEDNING

Adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet har til formål at gøre det muligt for enkeltpersoner og deres sammenslutninger at udøve de rettigheder, som de er tillagt i henhold til EU's miljølovgivning. Denne adgang bidrager desuden til at sikre, at målene og forpligtelserne i EU's miljølovgivning opfyldes.

30.

I medfør af EU-retten udgør adgangen til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet en række understøttende rettigheder, som tjener to formål. Den gør det muligt for enkeltpersoner og deres sammenslutninger at udøve de rettigheder, som de har i henhold til EU-lovgivningen, ligesom den bidrager til at sikre, at de forpligtelser, der følger af EU's miljølovgivning, overholdes (41).

1.2. Offentlighedens interesse, forpligtelser og rettigheder

EU's miljølovgivning sigter mod at beskytte generelle samfundsinteresser såsom ren luft, sikre og tilstrækkelige vandressourcer, sund jordbund og en sund biodiversitet. Aktiv inddragelse af offentligheden er i den fælles miljømæssige interesse og understøtter disse almene samfundsinteresser.

31.

I bestræbelserne på at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten har EU-lovgiver i vid udstrækning fastsat bestemmelser, der gavner generelle samfundsinteresser såsom ren luft (42), sikre og tilstrækkelige vandressourcer (43), sund jordbund (44), sund biodiversitet og forebyggelse af affald og plastforurening (45). Her er der tale om generelle samfundsinteresser, da hele samfundets trivsel afhænger af dem (46).

32.

Blandt de foranstaltninger, som EU-lovgiveren har truffet for at sikre disse generelle samfundsinteresser, kan nævnes

a.	bindende målsætninger og forpligtelser vedrørende miljøkvalitet, som medlemsstaterne skal overholde (47)

b.	krav til medlemsstaterne om at overvåge miljøets tilstand (48)

c.	krav til offentlige myndigheder om at udarbejde planer og programmer, der skal mindske forureningen og affaldsmængden (49)

d.	krav om, at visse aktiviteter kun må finde sted, efter at der er indhentet tilladelse eller samtykke fra en offentlig myndighed (50)

e.	krav om, at der udarbejdes miljøvurderinger, før der gives samtykke til visse former for planer og projekter (51).

Disse foranstaltninger skal fuldføres på medlemsstatsplan gennem national gennemførelseslovgivning og generelle retsakter og af individuelle offentlige myndigheders afgørelser og handlinger.

33.

EU har desuden siden 1980'erne gradvist truffet en række foranstaltninger for at anerkende samfundsinteressen i aktivt at inddrage borgerne i disse foranstaltninger (52). Domstolen har bemærket sammenhængen mellem adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet og "EU-lovgivers ønske om at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten og at give offentligheden en aktiv rolle med henblik herpå" (53).

1.3. Sikring af en aktiv rolle for offentligheden, beskyttelse af rettigheder og opretholdelse af forpligtelser

De samfundsinteresser og andre interesser, der udpeges i EU's miljølovgivning, og de tilhørende forpligtelser, som de offentlige myndigheder pålægges, fører til processuelle og materielle rettigheder for enkeltpersoner og deres sammenslutninger. Disse rettigheder skal beskyttes af de nationale domstole.

34.

Domstolen har anerkendt, at ovennævnte samfundsinteresser og de forpligtelser, som de offentlige myndigheder pålægges, giver enkeltpersoner og deres sammenslutninger visse rettigheder, som skal sikres af de nationale domstole. Der er tale om både processuelle og materielle rettigheder. Flere processuelle og materielle rettigheder kan påberåbes samtidig, f.eks. hvis en offentlig myndigheds afgørelse, handling eller undladelse både rejser spørgsmål om offentlighedens deltagelse og om opfyldelse af materielle forpligtelser til at beskytte miljøet. Denne betragtning ansporede Domstolen i sagen Stichting Varkens in Nood m.fl. til at bemærke, at udøvelsen af retten til deltagelse kræver, at den berørte part også har ret til at blive informeret om udkastet og om den tilsigtede procedure samt ret til aktindsigt i informationsdokumenterne (54). Medlemsstaterne skal derfor give disse oplysninger og adgang til informationsmateriale på en passende og rettidig måde (55). Offentlighedens skal deltage i beslutninger, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, på et tidligt tidspunkt, når alle muligheder stadig er åbne, og der kan opnås en effektiv offentlig deltagelse. Hensigten om at inddrage offentligheden inden vedtagelsen af endelige afgørelser er f.eks. udtrykkeligt anført på vandbeskyttelsesområdet i betragtning 46 i vandrammedirektivet (56).

35.

Som det fremgår af sagen IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, kan manglende overholdelse af en proceduremæssig forpligtelse også gøre andre af offentlighedens rettigheder virkningsløse (57). I dette tilfælde blev offentlighedens mulighed for at deltage i beslutningsprocessen undergravet af manglen på relevante oplysninger. Manglende overholdelse af kravene om offentlig deltagelse i miljøvurderingsdirektivet (VVM) (2011/92/EU) kan dermed anses for at påvirke resultatet af den endelige afgørelse.

36.

I LZ II-sagen afgjorde Domstolen følgende på baggrund af habitatdirektivet (92/43/EØF): "Det ville imidlertid være uforeneligt med den bindende virkning, som artikel 288 TEUF tillægger et direktiv, principielt at udelukke, at de forpligtelser, som det pålægger, kan påberåbes af de berørte personer" (58). Dette rationale blev gentaget i forbindelse med vandrammedirektivet (2000/60/EF) i sagen IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen (59). Domstolen fastslog, at når EU-lovgiver ved et direktiv har pålagt medlemsstaterne at følge en bestemt fremgangsmåde, ville effektiviteten af en sådan fremgangsmåde blive svækket, hvis borgerne ikke kunne påberåbe sig den ved deres nationale domstole. De nationale domstole skal derfor kunne tage hensyn til denne forpligtelse til at følge en bestemt fremgangsmåde som en del af EU-retten ved afgørelsen af, om den nationale lovgiver ved udøvelsen af den mulighed, som tilkommer denne med hensyn til gennemførelsens form og -midler, har holdt sig inden for de afstukne grænser for sit skøn (60).

37.

Begrundelsen for at give adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet kan bl.a. baseres på et behov for at sikre opfyldelse af forpligtelserne i henhold til EU's miljølovgivning. Betingelserne for at kunne anlægge sag ved en national domstol kan imidlertid variere, afhængigt af hvem der anses for at være berørt. I denne forbindelse er det nødvendigt at skelne mellem miljøorganisationer og enkeltpersoner. Spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, kan enten være betinget af, at der foreligger en tilstrækkelig søgsmålsinteresse, eller af, at en sagsøger gør gældende, at en rettighed er krænket (61). Begreberne "tilstrækkelig interesse" og "krænkelse af en rettighed" undersøges nærmere i afsnit 2.3.1. For at sikre konsekvens i EU-lovgivningen er det i den forbindelse vigtigt at tage hensyn til ordlyden af og formålet med de tilsvarende bestemmelser i Århuskonventionen ved fortolkningen af afledt EU-miljølovgivning (62).

Miljøorganisationer har en interesse i at beskytte miljøet og har proceduremæssige rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte, hvorved de sættes i stand til at bidrage til at sikre overholdelsen af forpligtelserne i EU's miljølovgivning.

38.

Definitionen af "offentligheden" er udformet således, at den ikke blot omfatter enkeltpersoner, men også deres sammenslutninger (63). I Domstolens praksis anerkendes det da også, at miljøorganisationer – ikke-statslige miljøorganisationer eller miljø-NGO'er – spiller en rolle for at sikre overholdelse af forpligtelserne i EU's miljølovgivning. Med henblik herpå og i overensstemmelse med Århuskonventionens artikel 2, stk. 5, anses ikke-statslige organisationer, der arbejder for at fremme miljøbeskyttelse og opfylder alle krav i henhold til national ret, for at have en interesse i beslutningsprocessen på miljøområdet (64).

39.

I LZ I (også kendt som "de slovakiske brune bjørne") afgjorde Domstolen følgende: "Det tilkommer (…) den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de processuelle regler vedrørende de betingelser, der skal være opfyldt for at iværksætte en administrativ eller retslig procedure, i overensstemmelse med såvel formålene med denne konventions artikel 9, stk. 3, som formålet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, med henblik på at gøre det muligt for en miljøbeskyttelsesorganisation, såsom zoskupenie, ved en retsinstans at anfægte en afgørelse truffet efter en administrativ procedure, som kan være i strid med Unionens miljøret" (65). Den søgsmålsret, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, ville desuden blive frataget enhver effektiv virkning, hvis visse kategorier af "den berørte offentlighed", såsom miljøorganisationer, der opfylder kravene i Århuskonventionen, blev frataget enhver ret til at anlægge sag via indførelsen af disse betingelser (66).

40.

Dommen i LZ I-sagen er også bemærkelsesværdig, fordi den vedrører en offentlig myndigheds afgørelse om at tillade jagt på brune bjørne som en undtagelse fra bestemmelserne om artsbeskyttelse i habitatdirektivet (92/43/EØF). Formålet med de pågældende bestemmelser er ikke at beskytte enkeltpersoner, men derimod at beskytte miljøet i offentlighedens interesse. Således anerkendte Domstolen, at sagsøgeren – en miljøorganisation – havde en ret, som fortjente beskyttelse i den konkrete sag, nemlig retten til at gøre bestemmelserne i habitatdirektivet retskraftige.

41.

Dette er særligt relevant på området for naturbeskyttelse, da det her kan være vanskeligt at fastslå, at offentlige myndigheders afgørelser, handlinger eller undladelser kan påvirke enkeltpersoners særlige rettigheder, f.eks. med hensyn til menneskers sundhed.

42.

Domstolens stillingtagen i LZ I er også i overensstemmelse med betragtning 7, 13. og 18.i Århuskonventionen, hvori der udtrykkes anerkendelse af den vigtige rolle, som miljø-NGO'er spiller i miljøbeskyttelsen. Domstolens afgørelse i LZ I er endvidere ikke en isoleret afgørelse. Den stemmer overens med den tidligere trufne afgørelse i Janecek-sagen med hensyn til, at både juridiske og fysiske personer kan påberåbe sig EU-miljølovgivning, som har til formål at beskytte menneskers sundhed (67).

43.

Ud over den ret, som Domstolen tilskriver miljøorganisationerne i LZ I- og Janecek-sagerne (68), findes der flere EU-retsakter, der anerkender miljøorganisationernes rolle ved at give dem søgsmålskompetence de lege for så vidt angår særlige aktiviteter, der kræver offentlig deltagelse, og situationer med miljøskader. Der ses nærmere på disse i afsnit C.2. Et eksempel findes i Domstolens dom i Protect Natur-sagen, hvor Domstolen fastslog, at for at sikre, at vandrammedirektivet er effektivt, skal en miljøorganisation kunne påberåbe sig det i retssager, og de nationale domstole skal kunne tage direktivet i betragtning ved prøvelsen af, om en tilladelse til et projekt, der kan påvirke vandtilstanden, er i overensstemmelse med direktivet (69).

EU's miljølovgivning tillægger enkeltpersoner processuelle og materielle rettigheder. Disse vedrører navnlig krav til offentlige myndigheder om omhyggeligt at følge procedurer, som har til formål at inddrage offentligheden, og bestemmelser, der vedrører menneskers sundhed og ejendom.

(a) Proceduremæssige rettigheder

44.

"Offentligheden" som omhandlet i artikel 2, stk. 4, i Århuskonventionen omfatter også enkeltpersoner, og de spiller også en anerkendt rolle med hensyn til at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten. Retten til at påberåbe sig forpligtelser, som EU's miljølovgivning pålægger nationale myndigheder, ved en national domstol kan dog i den nationale lovgivning begrænses til tilfælde, hvor der kan påvises en tilstrækkelig interesse eller krænkelse af rettigheder (70). Adgangen til en national domstol kan således være begrænset til håndhævelse af de bestemmelser, som ikke blot pålægger offentlige myndigheder forpligtelser, men også tillægger enkeltpersoner rettigheder. I henhold til Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, kan medlemsstaterne imidlertid ikke nægte visse kategorier af "offentligheden" ret til at anlægge sag med henblik på at påberåbe sig mere vidtgående rettigheder til at deltage i den beslutningsprocedure, som kan tillægges dem i henhold til national miljølovgivning (71).

45.

Processuelle rettigheder vedrører normalt offentlig deltagelse. De påberåbes typisk i forbindelse med praktiske foranstaltninger, hvor en offentlig myndighed informerer offentligheden om en foreslået afgørelse, modtager og tager hensyn til eventuelle indlæg og derefter offentliggør sin afgørelse. Offentlig deltagelse tilstræbes i Århuskonventionen for

a.	afgørelser vedrørende konkrete aktiviteter (72)

b.	planer, programmer og politikker vedrørende miljøet (73)

c.	ministerielle bestemmelser og/eller generelt anvendelige og juridisk bindende, normative instrumenter (74).

I forbindelse med beslutninger om specifikke aktiviteter er det imidlertid kun den berørte offentlighed, der kan få adgang til beslutningsprocessens faser med offentlig deltagelse (75). De processuelle rettigheder, der er forbundet med disse faser, og som er fastsat i Århuskonventionens artikel 6, tilkommer derfor kun medlemmer af den berørte offentlighed (76).

46.

Bestemmelser, der udtrykkeligt omhandler offentlighedens deltagelse, findes hovedsagelig – men ikke udelukkende – i følgende EU-miljødirektiver: VVM-direktivet (2011/92/EU), direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), direktivet om offentlig deltagelse (2003/35/EF) og direktivet om strategisk miljøvurdering (2001/42/EF). Derudover anlagde Domstolen i LZ II-sagen en bred fortolkning af kravene om obligatorisk offentlig deltagelse i artikel 6, stk. 1, litra b), i Århuskonventionen, idet den læste dem sammen med artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet (92/43/EØF) (77). Domstolen bekræftede i den forbindelse i sagen Kommissionen mod Polen (Bonne Pratique Forestières), at habitatdirektivet konkretiserer kravene til vurdering af betydningen af miljøvirkninger på naturbeskyttelsesområdet i henhold til EU-retten. Negative virkninger på bevaringsmålsætningerne for europæiske beskyttede områder bør således i princippet betragtes som væsentlige som omhandlet i Århuskonventionens artikel 6, stk. 1, litra b). Miljøorganisationer har på dette grundlag ret til at anmode de kompetente myndigheder om fra sag til sag at kontrollere, om de foreslåede aktiviteter kan forventes at få en væsentlig indvirkning på miljøet (78).

47.

Som bemærket af Domstolen i Kraaijeveld-sagen tjener processuelle rettigheder i øvrigt det formål at sikre effektiv gennemførelse af EU's miljølovgivning: "Især i de tilfælde, hvor fællesskabsmyndighederne ved et direktiv har pålagt medlemsstaterne en bestemt fremgangsmåde, ville den tilsigtede virkning af en sådan retsakt formindskes, såfremt de retsundergivne var forhindret i at påberåbe sig den under retssager" (79). Den bestemte fremgangsmåde, der omtales i den pågældende sag, bestod i at foretage en miljøkonsekvensvurdering, som omfattede offentlig høring. Det samme rationale gælder for andre bestemmelser i EU's miljølovgivning, hvor der kræves offentlig høring, f.eks. bestemmelserne i direktivet om strategisk miljøvurdering (2001/42/EF) (80).

48.

Den nationale lovgiver har de skønsbeføjelser, der er nødvendige for at fastsætte processuelle regler, der fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt for at få adgang til administrative og/eller retslige procedurer med henblik på at anfægte handlinger og undladelser, der er i strid med disse rettigheder i henhold til national ret, så længe disse betingelser ikke fratager visse kategorier af "offentligheden" adgangen til administrative eller retslige procedurer (81). Lovgivning, der fastsætter en sådan adgang til en procedure, skal desuden opfylde de krav om klarhed og præcision, der er fastsat i miljølovgivningen. De nationale myndigheders praksis kan ikke i sig selv skabe den klarhed og præcision, der er nødvendig for at opfylde kravene om retssikkerhed (82).

49.

Medlemsstaterne kan vedtage foranstaltninger, der giver processuelle rettigheder, som er gunstigere end dem, der er fastsat i Århuskonventionen og EU-lovgivningen (83).

(b) Materielle rettigheder

50.

Ud over processuelle rettigheder har Domstolen anerkendt, at visse former for afledt EU-miljølovgivning tillægger enkeltpersoner og deres sammenslutninger materielle rettigheder.

51.

I Janecek-sagen anførte Domstolen, at "i alle tilfælde, hvor manglende opfyldelse af de foranstaltninger, der kræves af direktiverne om luftkvalitet og drikkevand, og som har til formål at beskytte den offentlige sundhed, vil kunne bringe menneskers sundhed i fare, skal disse kunne påberåbe sig de bindende retsregler, som er indeholdt i direktivet" (84).

52.

Der er to årsager til, at den materielle rettighed, der anerkendes i Janecek-sagen – dvs. retten til beskyttelse af ens sundhed i kraft af EU's miljølovgivning – har mere overordnet relevans.

53.

For det første gjorde Domstolen i den senere sag, Stichting Natuur en Milieu (85), selv det samme rationale gældende for lovgivning om luftkvalitet, som dækker bredere end det lokale plan, der var relevant i Janecek-sagen. Dette antyder, at beskyttelse af menneskers sundhed ikke bør begrænses til beskyttelse mod umiddelbare lokale trusler (86).

54.

For det andet indgår beskyttelse af menneskers sundhed ofte i målsætningerne for EU's miljølovgivning, hvilket er i tråd med artikel 35 i EU's charter om grundlæggende rettigheder (87). Menneskers sundhed nævnes specifikt i nogle af de vigtigste EU-retsakter på miljøområdet såsom affaldsrammedirektivet (2008/98/EF) (88), vandrammedirektivet (2000/60/EF) (89) og direktivet om nationale emissioner ((EU) 2016/2284) (90). Rationalet i Janecek-sagen kan derfor være relevant i sager, der rækker et godt stykke ud over lovgivningen om luftkvalitet eller drikkevandskvalitet.

55.

En mulig krænkelse af ejendomsrettigheder og deraf følgende formuetab, der hidrører fra en offentlig myndigheds afgørelse, handling eller undladelse, som tilsidesætter miljølovgivningen, kan også give en enkeltperson ret til at påberåbe sig EU's miljølovgivning ved en domstol.

56.

I Leth-sagen afgjorde Domstolen, at "forebyggelse af formuetab, for så vidt som de er direkte økonomiske følger af et offentligt eller privat projekts indvirkninger på miljøet, er omfattet af det beskyttelsesformål, der forfølges med direktiv 85/337/EØF [nu direktiv 2011/92/EU]" (91). Rationalet i Leth-sagen gælder også for andre EU-retsakter på miljøområdet såsom direktivet om strategisk miljøvurdering (2001/42/EF).

57.

I EU's miljølovgivning er der ikke fastsat nogen generel ret til et sundt og uberørt miljø for enhver, men der er fastsat et mål om at bevare, beskytte og forbedre miljøets kvalitet og beskytte menneskers sundhed. En fysisk eller juridisk person kan dog have opnået ret til at bruge miljøet til en bestemt økonomisk eller almennyttig aktivitet. Eksempelvis kan vedkommende have fået en fiskerirettighed i et nærmere angivet farvand. Dette kan give anledning til at anfægte en eventuel afgørelse, handling eller undladelse, som forringer den pågældende ret til at bruge miljøet. Indehavere af sådanne rettigheder skal derfor kunne anmode om en klageprocedure vedrørende miljøskader i henhold til direktiv 2004/35 (92). I dette direktiv, navnlig artikel 12, fastsættes det, at der er tre kategorier af personer, der kan meddele bemærkninger vedrørende miljøskader, anmode om, at den kompetente myndighed træffer foranstaltninger, og indlede en procedure ved en domstol eller et andet kompetent offentligt organ. Disse tre kategorier er personer: a) som er berørt af eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade, b) som har en tilstrækkelig interesse i beslutningsprocessen vedrørende miljøskaden eller c) som hævder, at en rettighed er krænket, hvis en medlemsstats administrative regler stiller krav herom (93). Medlemsstaterne har skønsbeføjelse til at afgøre, hvad der udgør en tilstrækkelig interesse i henhold til artikel 12, stk. 1, litra b), eller en krænkelse af en rettighed i henhold til artikel 12, stk. 1, litra c), men det følger af artikel 12, stk. 1, litra a), at de ikke har en sådan skønsbeføjelse i forhold til dem, der er berørt eller sandsynligvis vil blive berørt af miljøskader (94).

58.

Dette er navnlig relevant for EU's lovgivning på vand- og naturområdet. Her defineres "forurening" i det overordnede instrument for vand, vandrammedirektivet (2000/60/EF), som udledning af stoffer eller varme, der kan "medføre (…) forringelse eller forstyrrelse af naturfaciliteter og anden legitim anvendelse af miljøet". I både fugledirektivet (2009/147/EF) og habitatdirektivet (92/43/EØF) omtales en lang række måder, som naturen kan bruges på, herunder rekreative aktiviteter (såsom jagt), forskning og uddannelse. I sagerne IL m.fl. (95) og Prandl (96) fastslog Domstolen, at vand kunne være genstand for en retmæssig anvendelse. Denne ret kan blive tilsidesat, når medlemsstater ikke overholder EU-miljøretlige bestemmelser, der har til formål at forebygge og mindske forurening, med det resultat, at indehaveren af denne ret forhindres i at anvende denne vandressource eller pådrager sig yderligere omkostninger i forbindelse hermed (97). Dette ræsonnement kan på tilsvarende vis udvides til at omfatte andre miljøelementer og deres legitime anvendelse.

59.

På den baggrund fokuseres der i de resterende afsnit i denne meddelelse på emnet adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet fra flere forskellige perspektiver:

—	på hvilket grundlag og hvilke betingelser enkeltpersoner og miljøorganisationer kan forvente at opnå søgsmålskompetence

—	prøvelsens rækkevidde, dvs. grunden til prøvelsen og omfanget af den granskning, der foretages af anfægtede afgørelser, handlinger og undladelser

—	effektiv adgang til domstolsprøvelse med henblik på behandling af afgørelser, handlinger og undladelser, som viser sig at være behæftet med retlige fejl

—	sagsomkostningerne og de faktorer, som der skal tages hensyn til for at undgå, at disse er uoverkommelig høje og

—	betimelige procedurer og behovet for at give offentligheden praktiske oplysninger.

2. SØGSMÅLSKOMPETENCE

2.1. Indledning

Søgsmålskompetence er retten til at anfægte en afgørelse om lovligheden af en offentlig myndigheds afgørelse, handling eller undladelse ved en domstol eller et andet uafhængigt og uvildigt organ for at beskytte en rettighed eller interesse hos sagsøgeren. Søgsmålskompetencen kan variere afhængigt af genstanden for den anfægtede afgørelse, handling eller undladelse. Den kan også variere afhængigt af, om sagsøgeren er en enkeltperson eller en anerkendt miljøorganisation.

60.

Søgsmålskompetence — som undertiden benævnes locus standi — er retten til at anfægte en afgørelse ved en domstol eller et andet uafhængigt og uvildigt organ for at beskytte en rettighed eller interesse hos sagsøgeren. Retten til anfægtelse gælder offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser, som kan tilsidesætte en sådan rettighed eller interesse. Begrebet "afgørelser, handlinger og undladelser" dækker over de måder, hvorpå offentlige myndigheder varetager – eller forholder sig til – opgaver, som de pålægges i kraft af EU's miljølovgivning, f.eks. at sikre, at affaldsanlæg og industrianlæg drives af operatører, der har en tilladelse til det (98). Ud over at sikre beskyttelse af rettigheder og interesser udgør søgsmålskompetence et middel til sikre ansvarlighed i forbindelse med disse afgørelser, handlinger og undladelser.

61.

Nogle få EU-miljødirektiver indeholder bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse, hvori medlemsstaterne udtrykkeligt pålægges at sikre søgsmålskompetence (99). I størstedelen af den afledte EU-miljølovgivning findes der dog ingen udtrykkelige bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse, herunder søgsmålskompetence. Hvis der ikke findes udtrykkelige lovbestemmelser, skal kravene om søgsmålskompetence fortolkes i lyset af de principper, der er fastlagt i Domstolens praksis. Det skal i denne henseende bemærkes, at det tilkommer den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de processuelle regler vedrørende betingelserne for at anlægge sag, således at en miljøorganisation kan anfægte en afgørelse, der kan være i strid med EU-miljøretten. Det følger endvidere af Domstolens faste praksis, at en national domstol om nødvendigt skal give EU-retten fuld virkning ved at nægte at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lovgivning, selv om den vedtages efterfølgende. Domstolen behøver ikke at anmode om eller afvente, at en sådan bestemmelse ophæves på grund af lovgivningsmæssige eller andre forfatningsmæssige midler. Enhver national bestemmelse, der kan fratage den nationale ret beføjelsen til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at tilsidesætte nationale lovbestemmelser, der kan forhindre EU-reglerne i at få fuld virkning, er uforenelig med kravet om at undlade at anvende modstridende national lovgivning (100).

62.

Grundlaget for søgsmålskompetencen varierer afhængigt af genstanden for den afgørelse, handling eller undladelse, der søges anfægtet. I de følgende afsnit behandles afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende

—	anmodninger om miljøoplysninger og berettigelse til at modtage oplysninger (afsnit C.2.2)

—	særlige aktiviteter, som er underlagt krav om offentlig deltagelse (afsnit C.2.3)

—	anmodninger om handling i henhold til regler om miljøansvar (afsnit C.2.4)

—	andet, f.eks. national gennemførelseslovgivning, generelle retsakter, planer og programmer samt undtagelser (afsnit C.2.5).

63.

For så vidt angår de første tre kategorier findes der i vid udstrækning udtrykkelige rettigheder med hensyn til søgsmålskompetence i afledt EU-miljølovgivning (101). Hvad angår den sidste kategori afhænger søgsmålskompetencen af de generelle principper, der gælder for den, som fortolket af Domstolen.

64.

Søgsmålskompetencens omfang afhænger desuden af, om den person, der ønsker at anfægte en afgørelse, er en enkeltperson eller en repræsentant for en miljøorganisation eller en anden enhed. Dette aspekt behandles i de forskellige afsnit nedenfor.

2.2. Anmodninger om miljøoplysninger og ret til at modtage oplysninger

Enhver fysisk eller juridisk person, der indgiver en anmodning om oplysninger, har søgsmålskompetence til at anfægte en afgørelse, handling eller undladelse hos den offentlige myndighed, som har ansvaret for at behandle anmodningen. En ret til at modtage oplysninger gennem aktiv formidling kan også give enkeltpersoner og sammenslutninger ret til at anlægge sager.

65.

EU's miljølovgivning tillægger fysiske og juridiske personer ret til at anmode om miljøoplysninger. Direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger, 2003/4/EF, fastslår navnlig, at det har til formål at sikre retten til adgang til miljøoplysninger, som offentlige myndigheder er i besiddelse af, med henblik på gradvist at stille miljøoplysninger til rådighed for offentligheden og formidle dem til offentligheden (102). De nationale myndigheder kan i overensstemmelse med dette formål ikke kræve, at en ansøger, der anmoder om adgang til miljøoplysninger, angiver en særlig interesse, der begrunder udleveringen af disse oplysninger (103).

66.

Udtrykket "offentlige myndigheder" i Århuskonventionen og direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger, 2003/4/EF, henviser til administrative myndigheder (104) og ikke til retslige organer eller domstole, da administrative organer som led i udøvelsen af deres opgaver skal være i besiddelse af miljøoplysninger (105). Retten til adgang til miljøoplysninger er derfor ikke absolut. Direktivet giver ikke ret til adgang til miljøoplysninger, der er indeholdt i sagsakter i retssager (106). De nationale myndigheder, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, kan desuden nægte adgang under henvisning til de undtagelser, der er opført i direktivets artikel 4. Et afslag på adgang til miljøoplysninger skal imidlertid altid bygge på en afvejning af de involverede interesser på grundlag af en faktisk og konkret undersøgelse af den enkelte situation, og den nationale myndighed skal angive grundene til afslaget (107). Denne konstatering er ikke til hinder for, at de nationale lovgivere fastsætter kriterier, der gør det lettere at foretage en sammenlignende vurdering af de foreliggende interesser. I lyset af målet om at sikre offentligheden adgang til miljøoplysninger har offentlige myndigheder pligt til at vurdere, om nogle af de ønskede oplysninger kan adskilles fra de oplysninger, der er omfattet af den gældende undtagelse fra retten til adgang, således at der kan ske delvis videregivelse (108).

67.

I artikel 6 i direktiv 2003/4/EF er der også fastsat bestemmelser om en procedure med retlig efterprøvelse for at undersøge offentlige myndigheders handlinger eller undladelser i forbindelse med anmodninger om miljøoplysninger, der henhører under direktivets anvendelsesområde. Retten til efterprøvelse bygger på kravene i artikel 9, stk. 1, i Århuskonventionen og skal beskytte retten til at fremsætte anmodninger om oplysninger (109). Enhver fysisk eller juridisk person, der indgiver en anmodning om oplysninger i henhold til direktivet, har søgsmålskompetence (110).

68.

EU's miljølovgivning giver fysiske og juridiske personer ret til ikke blot at anmode om miljøoplysninger, men til også at modtage disse (111). Det fremgår klart af Domstolens afgørelse i East Sussex-sagen, at personer, der anmoder om miljøoplysninger, bl.a. har ret til at kræve, at den kompetente offentlige myndighed fuldt ud opfylder de betingelser, der gælder for udlevering af oplysninger (112). Den pågældende sag handlede om retten til at modtage oplysninger efter anmodning, men offentligheden har også ret til at modtage oplysninger i kraft af de kompetente offentlige myndigheders aktive formidling heraf (113). Domstolen bekræftede i Land Baden-Württemberg-sagen, at Direktiv 2003/4/EF har til formål at sikre retten til adgang til miljøoplysninger, som offentlige myndigheder er i besiddelse af, samt at sikre, at miljøoplysninger som en selvfølge gradvis stilles til rådighed for og formidles til offentligheden (114). Offentlige myndigheders opfyldelse af deres forpligtelse til aktivt at formidle miljøoplysninger kan bl.a. have stor betydning med hensyn til at sikre borgernes ret til beskyttelse af deres sundhed (115).

2.3. Bestemte aktiviteter, der er underlagt krav om offentlig deltagelse

I forbindelse med krav om offentlig deltagelse, der gælder for konkrete aktiviteter, tillægges de berørte parter visse rettigheder, ligesom de har ret til at anmode om domstolsprøvelse af den pågældende afgørelse, handling eller undladelse.

69.

I EU's miljølovgivning er der fastsat en lang række forpligtelser, hvor offentlige myndigheder pålægges at træffe afgørelser om konkrete aktiviteter, som kan påvirke miljøet. Eksempelvis kræver anlæggelse af en foreslået motorvej, at en offentlig myndighed giver sit samtykke til det i en afgørelse, før anlægsarbejdet kan påbegyndes. Ligeledes kan en foreslået industriel aktivitet kræve, at en offentlig myndighed træffer afgørelse om en tilladelse til udledning af industrielle emissioner, før operatøren kan påbegynde arbejdet. Endvidere kræver en stor del af den afledte EU-miljølovgivning offentlig høring under beslutningsprocessen (116). Ved obligatorisk høring tillægges der ret til deltagelse til de borgere, som er berettiget til at deltage.

70.

Søgsmålskompetence til at anfægte afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende bestemte aktiviteter, der er underlagt krav om offentlig deltagelse med henblik på at anfægte deres materielle og processuelle lovlighed (117), er baseret på både udtrykkelige bestemmelser om søgsmålskompetence i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen og i tilknyttet afledt EU-ret (118) samt på Domstolens praksis. Navnlig har Domstolen i Kraaijeveld-sagen bekræftet (119), at en offentlig myndigheds afgørelse, handling eller undladelse, som tilsidesætter en ret til deltagelse, giver ret til at søge domstolsprøvelse.

71.

Siden Kraaijeveld-dommen blev afsagt, er en udtrykkelig ret til søgsmålskompetence baseret på retten til at deltage blevet indarbejdet i Århuskonventionen. Navnlig kræves det i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen, at berørte parter ved en domstol og/eller et andet ved lov etableret uafhængigt og upartisk organ (120) har adgang til at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af bestemmelserne om offentlig deltagelse i artikel 6 i Århuskonventionen.

72.

Beslægtet afledt EU-miljølovgivning (121) indeholder bestemmelser, der er baseret på ordlyden i artikel 9, stk. 2. Denne afledte lovgivning omfatter dog ikke alle beslutningsprocesserne i artikel 6 – og i forlængelse heraf artikel 9, stk. 2 – i konventionen. Da artikel 9, stk. 2, omhandler situationer, hvor bestemmelserne om offentlig deltagelse i Århuskonventionens artikel 6 finder anvendelse, er medlemsstaterne forpligtet til at have et system med domstolsprøvelse på plads, når der i artikel 6 i konventionen gælder en forpligtelse vedrørende offentlig deltagelse. Ved fastsættelsen af reglerne for denne ordning for domstolsprøvelse skal medlemsstaterne forfølge målsætningen om vid adgang til klage og domstolsprøvelse (122).

73.

I LZ II-sagen (123) afgjorde Domstolen, at kravet om offentlig deltagelse i artikel 6, stk. 1, litra b), i Århuskonventionen også gælder i forbindelse med artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet (92/43/EØF) i situationer, hvor en offentlig myndighed er forpligtet af national lovgivning til at afgøre, om der skal foretages en vurdering af et projekt, som kan have en betydelig indvirkning på en beskyttet Natura 2000-lokalitets integritet. Endvidere afgjorde Domstolen, at da kravene i artikel 6, stk. 1, litra b), i konventionen gælder for sådanne situationer, gælder kravene i artikel 9, stk. 2, ligeledes.

74.

Med denne dom har Domstolen præciseret, at kravene i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen sammenholdt med artikel 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder også kan gælde for de områder af miljølovgivningen, hvor der ikke findes særlige krav vedrørende adgang til klage og domstolsprøvelse. Mens LZ II-sagen vedrørte habitatdirektivet (92/43/EØF), kan rationalet bag Domstolens fortolkning da også anvendes analogt på beslutningsprocesser i andre dele af EU's miljølovgivning om bl.a. vand (124) og affald.

75.

Det er »den berørte offentlighed«, der drager fordel af bestemmelserne om offentlig deltagelse i artikel 6, stk. 2, i Århuskonventionen og i forlængelse heraf bestemmelserne om adgang til domstolsprøvelse i artikel 9, stk. 2, og den tilsvarende afledte EU-ret. Den berørte offentlighed defineres som "den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i beslutningsprocesser, der vedrører miljøet" (125). "Offentligheden" defineres som "en eller flere fysiske eller juridiske personer og i henhold til national lovgivning eller praksis, disses foreninger, organisationer eller grupper" (126). Ifølge Stichting Varkens-sagen bestemmer, for så vidt angår miljøbeskyttelsesorganisationer, Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, andet afsnit, andet og tredje punktum, at ikke-statslige organisationer, der opfylder betingelserne i konventionens artikel 2, stk. 5, anses for at have enten en tilstrækkelig interesse eller rettigheder, der kan krænkes, alt efter om national ret anvender det ene eller det andet af disse antagelighedskriterier (127). NGO'er indrømmes således automatisk søgsmålskompetence i henhold til artikel 9, stk. 2, når de opfylder betingelsen om at tilhøre "den berørte offentlighed" (128).

76.

Medlemsstaterne er i henhold til Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, forpligtet til at sikre, at medlemmer af den "berørte offentlighed" har adgang til en prøvelsesprocedure ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk organ med henblik på at anfægte lovligheden af enhver afgørelse vedrørende en aktivitet, der er underlagt krav om offentlig deltagelse (129). Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, og bestemmelserne i den afledte EU-ret har imidlertid ikke til formål at give medlemmer af offentligheden ubetinget adgang til klage og domstolsprøvelse, men kun at sikre denne ret for de medlemmer af den "berørte offentlighed", der opfylder visse betingelser (130). Med henblik herpå giver konventionen og lovgivningen de kontraherende parter og medlemsstaterne mulighed for at fastsætte visse betingelser for at undgå en generel søgsmålskompetence for alle i miljøspørgsmål (actio popularis) (131). Det tilkommer derfor medlemsstaterne at fastsætte disse betingelser på rimelig vis og i overensstemmelse med målsætningen om at give den berørte offentlighed vid adgang til klage og domstolsprøvelse (132). Endvidere er der i både Århuskonventionen og den afledte EU-ret fastsat bestemmelser om differentiering af retten til søgsmålskompetence. Her skelnes der mellem enkeltpersoner, sammenslutninger, organisationer og grupper på den ene side og på den anden side anerkendte miljøorganisationer.

2.3.1. Enkeltpersoner

For så vidt angår enkeltpersoner skal forudsætningen om at påvise »krænkelse af en rettighed« eller en tilstrækkelig interesse for at opnå søgsmålskompetence for at kunne anfægte en bestemt aktivitet fortolkes og anvendes i lyset af forpligtelsen til at sikre vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet. De rettigheder, der kan krænkes, kan være både processuelle rettigheder, som enkeltpersoner har i kraft af EU's miljølovgivning (f.eks. ret til offentlig deltagelse) og materielle rettigheder, der tillægges den enkelte (f.eks. ret til beskyttelse af menneskers sundhed eller ejendomsret).

77.

I henhold til artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen samt artikel 11 i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU), artikel 25 i direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) og artikel 12 i miljøansvarsdirektivet (2004/35/EF) kan de kontraherende parter og medlemsstaterne begrænse adgangen til domstolene til enkeltpersoner, der kan påvise enten en tilstrækkelig interesse eller alternativt krænkelse af en rettighed. Medlemsstaterne bør i den forbindelse fastlægge, hvad der udgør en tilstrækkelig interesse eller alternativt en krænkelse af en rettighed i overensstemmelse med målet om at give enkeltpersoner vid adgang til klage og domstolsprøvelse. Den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne tillægges ved miljøansvarsdirektivet, må ikke fortolkes således, at den tillader udelukkelse af hele grupper af rettighedshavere (133). Doktrinen om »krænkelse af en rettighed« beskrives nærmere i afsnit C.2.5.3. I lyset heraf skal enhver person, der opfylder disse kriterier, kunne anfægte den materielle og processuelle lovlighed af en bestemt aktivitet for et ved lov oprettet uafhængigt og upartisk organ (134).

2.3.2. Miljø-NGO'er med søgsmålskompetence de lege

2.3.2.1. Generelt princip

Anerkendte miljøorganisationer har søgsmålskompetence de lege til at anfægte offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende konkrete aktiviteter, som er underlagt krav om offentlig deltagelse i henhold til EU-retten.

78.

I artikel 2, stk. 5, og artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen og den beslægtede EU-ret, der gennemfører den, anerkendes den vigtige rolle, som bl.a. miljøorganisationer spiller som en del af den "berørte offentlighed", ved at give dem en form for søgsmålskompetence de lege ud fra den formodning, at de opfylder de relevante krav, der er fastlagt i national lovgivning. For disse NGO'ers vedkommende betragtes forudsætningerne for søgsmålskompetence som opfyldt på basis af en tilstrækkelig interesse eller krænkelse af en rettighed (135). Denne søgsmålskompetence de lege har følgevirkninger for ikke blot et kravs antagelighed, men også for rækkevidden af den prøvelse, som den nationale dommer foretager (se afsnit C.3.2.2.2).

79.

Domstolen har præciseret omfanget af de krav i national lovgivning, som NGO'er kan forventes at opfylde for at opnå denne søgsmålskompetence. Domstolen har fastslået, at selv om det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte regler, der definerer sådanne krav, må de ikke udformes på en måde, der gør det umuligt for NGO'er at udøve en ret til at anlægge sag ved en domstol med henblik på at beskytte den almene interesse (136). De nationale bestemmelser "skal (…) sikre en vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse" (137).

80.

Domstolen har afgjort, at national lovgivning er i strid med artikel 11 i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU), hvis den i en sag ved en domstol, hvor der anfægtes en afgørelse, som tillader projekter, der er "af en sådan beskaffenhed, at de vil kunne påvirke miljøet væsentligt", jf. artikel 1, stk. 1, i samme direktiv, ikke gør det muligt for NGO'er som omhandlet i samme direktivs artikel 1, stk. 2, at påberåbe sig tilsidesættelse af en bestemmelse, der følger af EU-retten, og som har til formål at beskytte miljøet, med den begrundelse, at denne bestemmelse alene beskytter almene interesser og ikke borgernes interesser (138).

81.

Dette ræsonnement finder anvendelse i alle sager, der omfatter de lege søgsmålskompetence, dvs. sager, der er omfattet af artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen.

De kriterier, som miljøorganisationer skal opfylde for at opnå søgsmålskompetence de lege, må ikke være for vanskelige at opnå, og der skal tages hensyn til små og lokale NGO'ers interesser.

2.3.2.2. Specifikke kriterier for søgsmålskompetence de lege

82.

Nationale regler kan definere de krav, som NGO'er skal opfylde for at kvalificere sig til søgsmålskompetence de lege. Domstolens praksis kaster lys over, hvor strenge disse bestemmelser må være. Lovgivning, der giver en sådan adgang til en domstol, skal desuden opfylde de krav om klarhed og præcision, der er fastsat på det miljøretlige område i overensstemmelse med Domstolens praksis (139).

(a) Aktiv på miljøområdet

83.

Engagement på miljøområdet medvirker til at sikre, at en NGO besidder nyttig ekspertise og viden. I Djurgården-sagen bekræfter Domstolen, at "der i en national lov [kan] stilles krav om, at en sådan forening, der har til hensigt ad rettens vej at anfægte et projekt, der er omfattet af direktiv 85/337/EØF [nu direktiv 2011/92/EU], har et vedtægtsmæssigt formål, der har relation til natur- og miljøbeskyttelse" (140). Det kan ikke udledes af denne formulering, at Domstolen godkender et krav om, at en NGO skal have miljøbeskyttelse som eneste formål. Det synes dog tilladeligt for en medlemsstat at kræve, at beskyttelse af miljøet er et fremherskende formål hos en NGO.

(b) Krav om medlemskab

84.

En NGO's medlemstal kan være en vigtig indikator for, om den er aktiv. I Djurgården-sagen så Domstolen nærmere på et krav i den nationale lovgivning om, at en NGO skulle have et bestemt antal medlemmer. Domstolen afgjorde, at antallet af krævede medlemmer ikke må sættes så højt, at det strider mod målsætningen om at lette adgangen til domstolsprøvelse (141). Domstolen fremhævede desuden vigtigheden af at fremme lokalt baserede NGO'er, da disse med størst sandsynlighed vil anfægte mindre projekter, som ikke har national eller regional betydning, men alligevel har en væsentlig indvirkning på miljøet (142). Det bør bemærkes, at ikke alle NGO'er, som har søgsmålskompetence de lege i medlemsstaterne, har denne kompetence i kraft af medlemskab. Nogle af dem er almennyttige organisationer. Krav fra sådanne institutioner har faktisk dannet baggrund for vigtig praksis ved Domstolen.

85.

I praksis stiller nogle medlemsstater krav om, at en NGO skal opfylde andre kriterier for at opnå søgsmålskompetence de lege. Der kan være tale om, hvorvidt NGO'erne er uafhængige eller almennyttige eller er en særlig juridisk person i henhold til national lovgivning. Der kan være tale om, at NGO'erne skal påvise, at de har et solidt økonomisk grundlag til at forfølge mål vedrørende fremme af miljøbeskyttelsen. Eller de kan bestå i, at en NGO skal have eksisteret i et vist tidsrum, før der gives søgsmålskompetence de lege. I denne henseende bør der tages hensyn til Domstolens rationale i Djurgården-sagen ovenfor med hensyn til krav om medlemskab (143).

2.3.3. Ikke-forskelsbehandling af udenlandske NGO'er

De betingelser, som miljøorganisationer skal opfylde for at opnå søgsmålskompetence de lege, må ikke være skrappere for udenlandske organisationer end for indenlandske.

86.

Miljøorganisationer i nabomedlemsstater kan have et ønske om at deltage i en beslutningsproces om en bestemt aktivitet eller forholde sig aktivt til den på andre måder. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor en bestemt aktivitet kan have en grænseoverskridende miljøpåvirkning. I artikel 3, stk. 9, i Århuskonventionen foreskrives det, at »offentligheden [har] adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, uden at der sker diskrimination på grund af statsborgerskab, nationalitet eller bopæl og, i tilfælde af en juridisk person, uden diskrimination på grund af det sted, hvor den har sit registrerede hovedsæde eller et reelt sæde for dens aktiviteter«. Hvis en udenlandsk NGO anmoder om søgsmålskompetence, skal den således behandles på lige fod med indenlandske NGO'er for så vidt angår de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå søgsmålskompetence de lege.

87.

Da artikel 3, stk. 9, i Århuskonventionen kun forbyder forskelsbehandling, kan en medlemsstat kræve, at udenlandske NGO'er opfylder de samme betingelser som dem, der gælder for indenlandske NGO'er. Disse betingelser, navnlig proceduren for opnåelse af status som NGO med søgsmålskompetence de lege, må dog ikke hindre eller gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt for en udenlandsk NGO at opnå denne status (144).

2.3.4. Andre sammenslutninger, organisationer og grupper

Andre sammenslutninger, organisationer og grupper har muligvis ikke søgsmålskompetence de lege, men i kraft af den nationale lovgivning kan de have søgsmålskompetence på lige fod med enkeltpersoner.

88.

Som allerede bemærket kan »offentligheden« i henhold til Århuskonventionen bestå af »en eller flere fysiske eller juridiske personer og i henhold til national lovgivning eller praksis, disses foreninger, organisationer eller grupper«. Således kan sammenslutninger, organisationer og grupper have søgsmålskompetence de lege på lige fod med enkeltpersoner, selv om de ikke har en sådan kompetence. Dette kan fremme en samling af flere krav, som ellers skulle gøres gældende hver for sig af de enkelte sagsøgere, hvilket rummer fordele for både offentligheden (takket være deling af retsomkostningerne) og de offentlige myndigheder (ved at mindske risikoen for at skulle behandle mange forskellige sager) (145). I henhold til Deutsche Umwelthilfe-sagen skal en forening, der er oprettet i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i national ret, og som derfor har fået partsevne i en retssag på miljøområdet, endvidere anses for at være tilstrækkeligt berørt af tilsidesættelsen af bestemmelserne i EU-miljøretten til at kunne anfægte en sådan tilsidesættelse ved de nationale domstole (146).

2.3.5. Tidligere deltagelse

Medlemsstaterne må ikke begrænse søgsmålskompetencen til at anfægte en offentlig myndigheds afgørelse til de medlemmer af den berørte offentlighed, der deltog i den forudgående administrative procedure for vedtagelsen af denne afgørelse.

89.

Manglende adgang til at deltage i den administrative procedure i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse kan indebære problemer ved vurdering af, om en efterfølgende anfægtelse af afgørelsen kan antages (147). I Domstolens praksis fremhæves den rolle, som de nationale domstole spiller med hensyn til at beskytte materielle rettigheder, der tildeles enkeltpersoner og sammenslutninger i henhold til EU-retten, og samtidig understreges det, at de administrative og retlige procedurer tjener forskellige formål. Eksempelvis kan en offentlig myndigheds afgørelse føre til en potentiel krænkelse af en sagsøgers ret til beskyttelse af dennes sundhed, uanset hvilke processuelle rettigheder vedkommende har.

90.

I denne henseende afgjorde Domstolen i Djurgården-sagen, at "deltagelsen i beslutningsprocedurerne på miljøområdet [er] (…) forskellig fra og har et andet formål end iværksættelse af søgsmål, idet sidstnævnte i givet fald kan benyttes til prøvelse af den afgørelse, som denne procedure munder ud i", hvis der er tale om en afgørelse, der er relevant, hvad angår miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) (148). Således gælder det, at »den berørte offentlighed (…) skal kunne anfægte den afgørelse, hvorved et organ, der henhører under en medlemsstats domstolsorganisation, har taget stilling til en ansøgning om tilladelse til at gennemføre et projekt, uanset hvilken rolle den har kunnet spille ved behandlingen af ansøgningen ved at deltage i proceduren for det nævnte organ og ved i den anledning at gøre sine synspunkter gældende«.

2.4. Anmodninger om handling i henhold til regler om miljøansvar

91.

Direktivet om miljøansvar (2004/35/EF) sigter bl.a. mod at tilskynde fysiske og juridiske personer til at hjælpe de kompetente myndigheder med at tage hånd om situationer med miljøskader, der er omfattet af regler om miljøansvar (149). Det åbner mulighed for, at fysiske eller juridiske personer, der berøres af sådanne skader, har en tilstrækkelig interesse i skaderne eller kan påvise krænkelse af en rettighed på grund af skaderne, kan indgive indlæg og fremsætte anmodninger over for den kompetente nationale myndighed om at træffe nødvendige foranstaltninger. Der lægges op til, at visse NGO'er vil blive anset for at have en tilstrækkelig interesse eller rettigheder, der risikerer at blive krænket, og at de således får ret til at anmode om handling. Den kompetente myndighed skal træffe afgørelse om en sådan anmodning (150). Hvis en sådan skade vedrører skade på vandmiljøet (151), må national ret ikke udelukke, at skade, der har en betydelig negativ indvirkning på vandets økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale, kategoriseres som miljøskade, alene med den begrundelse, at den er omfattet af en tilladelse, der er meddelt i henhold til denne lovgivning (152) .

92.

Retten til at indgive indlæg og anmode om handling er formuleret på en måde, som ligger meget tæt op ad ordlyden i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen og i de beslægtede bestemmelser i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU). De, der har ret til at indgive indlæg og anmode om handling, er faktisk også berettiget til ved en domstol at anfægte den processuelle og materielle lovlighed af en kompetent myndigheds afgørelser, handlinger eller undladelser på basis af disse indlæg og anmodninger (153). I henhold til miljøansvarsdirektivet, 2004/35/EF, er der tre kategorier af fysiske og juridiske personer, som kan anmode den kompetente myndighed om at træffe foranstaltninger, og som derfor er berettiget til at indlede en procedure ved en domstol eller ethvert andet kompetent offentligt organ (154). Disse kategorier er "personer, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade", "personer, som har en tilstrækkelig interesse involveret i beslutningsprocessen på miljøområdet for så vidt angår skaden" eller "personer, som hævder, at en rettighed er krænket, hvis en medlemsstats administrative regler stiller krav herom" (155). Medlemsstaterne har et bredt skøn ved afgørelsen af, hvilke personer der kan falde ind under de to sidstnævnte kategorier. De har imidlertid ikke en sådan skønsbeføjelse med hensyn til personer, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade (156).

93.

De enslydende formuleringer, bl.a. med hensyn til miljøorganisationers særlige rettigheder, betyder, at der også kan tages hensyn til Domstolens praksis vedrørende søgsmålskompetence som beskrevet i afsnit C.2.3 ved fortolkning af direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

2.5. Andet, f.eks. national gennemførelseslovgivning, generelle retsakter, planer og programmer samt undtagelser

2.5.1. Det generelle grundlag for søgsmålskompetence

Det generelle grundlag for søgsmålskompetence til at anfægte medlemsstaternes afgørelser, handlinger og undladelser på de områder, der er omfattet af EU's miljølovgivning, er fastlagt i national lovgivning, men bestemmelserne skal fortolkes i overensstemmelse med kravene i artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen, artikel 19, stk. 1, i TEU og artikel 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

94.

I artikel 19, stk. 1, i TEU, som omfatter det knæsatte princip om effektiv retsbeskyttelse (157), er det fastsat, at "medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten". Samtidig står der i artikel 47, stk. 1, i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som medlemsstaterne skal respektere, når de gennemfører EU-retten, at »enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel«.

95.

For så vidt angår miljøområdet er det i artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen fastsat, at de kontraherende parter skal sikre, at medlemmer af offentligheden, der opfylder eventuelle kriterier i national ret, har adgang til administrative eller retslige procedurer for at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger og undladelser, der er i strid med de bestemmelser i national ret, der vedrører miljøet. Som tidligere bemærket er miljøorganisationer omfattet af definition af »offentligheden«.

96.

Artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen har et bredere anvendelsesområde end artikel 9, stk. 2, da den tilsigtede begunstigede målgruppe for søgsmålskompetence er »offentligheden«, der som defineret i konventionen dækker bredere end »den berørte offentlighed«. Artikel 9, stk. 3, henviser til alle påståede overtrædelser af national miljølovgivning, herunder privatpersoners handlinger og undladelser, mens artikel 9, stk. 2, er begrænset til offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser (158). På den anden side giver artikel 9, stk. 3, de kontraherende parter valget mellem en administrativ og en retslig prøvelsesprocedure. Endvidere omtales der ingen kriterier for adgang såsom en tilstrækkelig interesse eller krænkelse af en rettighed, ligesom der ikke findes bestemmelser om søgsmålskompetence de lege for miljøorganisationer. I Protect Natur-sagen fastslog Domstolen, at deltagelse i beslutningsprocessen på miljøområdet er forskellig fra den retslige procedure, da sidstnævnte kan anfægte en afgørelse, der er truffet ved afslutningen af den nævnte proces. Offentlig deltagelse kan endvidere finde sted skriftligt eller ved en offentlig høring ved at indsende alle oplysninger, der anses for relevante for den foreslåede aktivitet. Der skal være "adgang til offentlig deltagelse tidligt i processen, mens alle muligheder stadig er åbne, og effektiv offentlig deltagelse kan finde sted" (159). Domstolen fastslog endvidere, at artikel 14, stk. 1, i vandrammedirektivet (2000/60/EF) skal fortolkes således, at det er til hinder for national procesret, der fratager enkeltpersoner og miljøorganisationer muligheden for at deltage i retssager med den begrundelse, at de ikke har status som part i en tidligere administrativ procedure, da dette vil undergrave effektiviteten af deres adgang til efterprøvelse og medlemsstaternes forpligtelse til aktivt at tilskynde alle relevante parter til at deltage i den beslutningsproces, som direktivet foreskriver (160).

97.

Derfor har Domstolen i LZ I-sagen præciseret, at artikel 9, stk. 3, ikke indeholder nogen klar og præcis forpligtelse, som i sig selv kan fastlægge enkeltpersoners retsstilling, da der her kræves, at de kontraherende parter udsteder yderligere retsakter (161). Domstolen har imidlertid også fastslået, at bestemmelserne i artikel 9, stk. 3 har til formål at sikre en effektiv miljøbeskyttelse (162), selv om de er formuleret bredt, og at det herefter ikke vil "være muligt i praksis [...] at fortolke bestemmelserne i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, således, at det i praksis gøres umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten" (163). Medlemsstaterne kan som sådan ikke fastsætte betingelser, der ville føre til, at visse kategorier af "medlemmer af offentligheden" fratages enhver ret til at anlægge sag, hvilket ville fratage Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, enhver effektiv virkning (164).

98.

I kraft af artikel 216, stk. 2, i TEUF er Århuskonventionen en del af EU's retsorden (165). I EU's retsorden, som er bindende for medlemsstaterne ved gennemførelsen af artikel 9, stk. 3, i konventionen, stilles der bl.a. krav om ensartet anvendelse og fortolkning af EU-retten. For at sikre dette, er det afgørende, at de nationale domstole har mulighed for — og undertiden pligt til — at henvise sager til Domstolen i overensstemmelse med artikel 267 i TEUF om gyldigheden og fortolkningen af bestemte krav i EU-lovgivningen. Dette forudsætter adgang til de nationale domstole.

99.

I lyset af alle disse betragtninger er medlemsstaterne forpligtet til at fastsætte regler om søgsmålskompetence for at sikre adgang til et effektivt retsmiddel til beskyttelse af de processuelle og materielle rettigheder, som tillægges ved EU-miljølovgivningen, selv om den omhandlede EU-miljølovgivning ikke indeholder særlige bestemmelser herom (166). Domstolen fastslog i Protect Natur-sagen, at denne søgsmålskompetence også skal indrømmes miljøorganisationer. I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke de processuelle regler om betingelserne for at anlægge sag således, at en miljøorganisation kan anfægte en afgørelse, der eventuelt er i strid med EU-miljølovgivningen (167).

2.5.2. Søgsmålskompetence til beskyttelse af processuelle rettigheder i henhold til EU-miljøretten

Enkeltpersoner og miljøorganisationer skal tildeles søgsmålskompetence for at sikre overholdelse af EU's processuelle miljøbestemmelser såsom dem, der fastlægger beslutningsprocesser, som omfatter offentlig deltagelse, f.eks. med hensyn til planer og programmer.

100.

Processuelle rettigheder er særlig relevante, når der er tale om planer og programmer. I mange EU-retsakter på miljøområdet kræves det, at der vedtages planer og programmer for at sikre, at tilstræbte miljømålsætninger opnås. Disse dokumenter kan tjene som middel til at forvalte indgreb over tid (f.eks. vandområdeplaner) (168) eller til at fastlægge foranstaltninger til at håndtere specifikke problemer (f.eks. luftkvalitetsplaner med henblik på at nedbringe for høje luftforureningsniveauer) (169). Ud over at kræve, at visse former for planer og programmer vedtages, fastsætter EU's miljølovgivning også krav om miljøvurdering af planer og programmer (f.eks. arealanvendelsesplaner), som kan få væsentlig indvirkning på miljøet (170). Som Domstolen har fastslået i forbindelse med vandrammedirektivet, kan disse krav have bindende virkning i hver fase af den procedure, der er foreskrevet i EU's miljølovgivning, herunder på niveauet for konkrete projekter (171).

101.

I en stor del af den pågældende lovgivning findes der bestemmelser om obligatorisk offentlig høring i løbet af beslutningsprocessen. Eksempelvis kræves der i artikel 7 i Århuskonventionen offentlig høring om planer og programmer, der ligger inden for dens brede anvendelsesområde. Således kan der ved miljørelaterede planer og programmer, som er obligatoriske i henhold til EU-retten, men for hvilke der ikke er fastsat bestemmelser om offentlig deltagelse, stadig være behov for offentlig høring.

102.

Søgsmålskompetencen til at anfægte offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende planer og programmer, der er omfattet af artikel 7 i konventionen, kan fastlægges i lyset af Domstolens praksis om offentlig deltagelse. På baggrund af rationalet i Kraaijeveld-dommen (172) (som vedrørte et projekt snarere end en plan eller et program) kan enheder, som er berettiget til deltagelse, ved en domstol anmode om prøvelse af, om den krævede fremgangsmåde er fulgt i beslutningsprocessen for en plan eller et program. Det skal imidlertid bemærkes, at lovgivning, hvorefter søgsmål anlagt af privatpersoner kun kan antages til realitetsbehandling på betingelse af, at de gør gældende, at en rettighed er krænket, og som samtidig gør det muligt for privatpersoner at påberåbe sig en procedurefejl, der påvirker offentlighedens deltagelse i beslutningsprocessen, selv om denne fejl ikke har haft nogen indvirkning på den omhandlede afgørelses indhold, også gør det muligt at anlægge søgsmål i tilfælde, hvor dette ikke kræves i henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/92/EU (173). For så vidt angår handlingsprogrammer som dem, der er omhandlet i artikel 5 i nitratdirektivet 91/676/EØF, fremgår det af Domstolens praksis, at fysiske og juridiske personer, der er ansvarlige for vandforsyningen, eller som har mulighed for at anvende en vandbrønd, skal kunne kræve, at de kompetente nationale myndigheder ændrer et eksisterende program eller vedtager supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger, når de grænser, der er fastsat i bilag III til nævnte direktiv, overskrides (174).

103.

Domstolens praksis viser, at søgsmålskompetence ikke kun er relevant i forbindelse med afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende enkelte planer og programmer, men også for national lovgivning og overordnede retsakter, hvori de processuelle krav for sådanne planer og programmer er fastsat. I sagerne Terre Wallonne og Inter-Environnement Wallonie (175) afgjorde Domstolen nemlig, at et handlingsprogram, som skal gennemføres i henhold til nitratdirektivet (91/676/EØF), i princippet også kræver en strategisk miljøvurdering (som omfatter offentlig høring) i medfør af direktivet om strategisk miljøvurdering (2001/42/EF). Derfor annullerede en national domstol dele af en national bekendtgørelse om et handlingsprogram for nitrater på det grundlag, at der ikke forelå en strategisk miljøvurdering. I den efterfølgende sag, Inter-Environnement Wallonie, bekræftede Domstolen, at en sådan annullering er passende under disse omstændigheder (176). Den nationale lovgiver har desuden ret til at gøre antagelsen til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen om godkendelse af et projekt på grund af processuelle fejl betinget af, at den faktisk fratager sagsøgerne deres ret til at deltage i beslutningsprocessen, når denne fejl ikke kan ændre afgørelsens indhold (177).

104.

Både enkeltpersoner og miljø-NGO'er kan drage fordel af søgsmålskompetence til at beskytte processuelle rettigheder. Dette skyldes, at begge har ret til at udøve sådanne rettigheder og skal kunne kræve, at de kompetente myndigheder sikrer beskyttelsen af disse rettigheder, om nødvendigt ad rettens vej (178).

2.5.3. Søgsmålskompetence til beskyttelse af materielle rettigheder

Medlemsstaterne skal sikre søgsmålskompetence til at anfægte et meget bredt spektrum af afgørelser, handlinger og undladelser for at garantere, at en lang række materielle rettigheder kan udøves.

105.

Det fremgår klart af Domstolens praksis, at enkeltpersoner og miljøorganisationer skal indrømmes søgsmålskompetence for at beskytte menneskers sundhed gennem EU's miljølovgivning, ejendomsrettigheder, der er omfattet af målene for denne lovgivning og – for så vidt angår miljøorganisationer – for at beskytte miljøet i kraft af kravene i lovgivningen. Følgelig ville den ret til at anlægge sag, der er fastsat i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, blive frataget sin effektive virkning, hvis det skulle anerkendes, at visse kategorier af "den berørte offentlighed", såsom miljøorganisationer, der opfylder kravene i Århuskonventionens artikel 2, stk. 5, blev nægtet enhver ret til at anlægge sag (179).

106.

»Doktrinen om krænkelse af rettigheder« (den doktrin, som anvendes af visse medlemsstater og handler om, at den enkelte over for en domstol skal godtgøre, at en af vedkommendes rettigheder er blevet krænket) har skabt udfordringer, da miljøbeskyttelse normalt tjener offentlighedens interesse og ikke sigter mod udtrykkeligt at tillægge enkeltpersoner rettigheder. Den alternative tilgang, hvor der kræves en tilstrækkelig interesse, synes at skabe færre udfordringer, men der bør foretages overvejelser i stil med dem, der beskrives for doktrinen om krænkelse af rettigheder.

107.

Domstolen har bekræftet, at det er op til medlemsstaterne at definere, hvad der udgør krænkelse af en rettighed (180). Den har dog også præciseret, at ordlyden i artikel 11, stk. 3, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og andet afsnit i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen indebærer, at dette råderum begrænses af behovet for at respektere målet om at sikre vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse for den berørte offentlighed (181). Medlemsstaternes skønsbeføjelse med hensyn til, hvad der udgør en krænkelse af en rettighed, kan desuden ikke gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at beskytte de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten, idet visse kategorier af "medlemmer af offentligheden" fratages enhver adgang til administrative og retslige procedurer. Derfor kan søgsmålskompetencen for medlemmer af offentligheden, der er berørt af de afgørelser, handlinger eller undladelser, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, ikke fortolkes restriktivt (182). Dette ræsonnement gælder så meget desto mere for situationer, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, eftersom denne bestemmelse giver medlemsstaterne en endnu videre skønsbeføjelse end samme konventions artikel 9, stk. 2 (183). Den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 11, stk. 3, i direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet til at afgøre, hvad der skal forstås som en krænkelse af en rettighed som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), giver dem imidlertid mulighed for at begrænse søgsmålskompetencen ved ikke at anerkende krænkelsen af en borgers rettigheder, hvis procedurefejlen ikke har en påviselig indvirkning på afgørelsen; for hvis manglen ikke påvirker afgørelsen, kan den ikke anses for at have krænket en rettighed. (184) I modsat fald giver alternativet anledning til et retsmiddel i tilfælde, hvor artikel 11, stk. 1, litra b), i VVM-direktivet (2011/92) ikke kræver det. Hvis procedurefejlen derfor ikke påvirker den endelige afgørelse, kan medlemsstaterne kræve, at sagsøgerne beviser, at procedurefejlen helt fratog dem deres deltagelsesrettigheder (185).

108.

Domstolen har beskyttet de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, i forbindelse med følgende afgørelser, handlinger og undladelser fra offentlige myndigheders side: lovpligtige luftkvalitetsplaner (eller undladelser af at vedtage dem) (186), vedtagne nationale emissionsreduktionsprogrammer (187), indrømmelse af en fravigelse i henhold til naturbeskyttelseslovgivningen (188), vedtagne nitrathandlingsprogrammer (189), tilladelser udstedt i henhold til vandlovgivningen (190) og administrative afgørelser om EF-typegodkendelse af køretøjer (191). Retspraksis understreger derfor behovet for, at medlemsstaterne og de nationale domstole sikrer søgsmålskompetence til at anfægte meget brede kategorier af afgørelser, handlinger og undladelser, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 6 og af andre artikler i konventionen, når national ret foreskriver det (192), på grundlag af en lang række materielle og processuelle rettigheder. Dette rationale afspejles i WertInvest Hotelbetrieb, hvor Domstolen fastslog, at VVM-direktivets artikel 11, stk. 1, ikke fastsætter nogen begrænsning af de anbringender, der kan påberåbes til støtte for en anmodning om prøvelse (193).

109.

Yderligere retspraksis præciserer, at fysiske og juridiske personer, der er direkte berørt af en tilsidesættelse af bestemmelser i et direktiv, som minimum har ret til at kræve, at de kompetente myndigheder overholder disse forpligtelser, om nødvendigt ad rettens vej. Dette bygger på den opfattelse, at når et direktiv har pålagt medlemsstaterne en forpligtelse til at følge en bestemt handlemåde, vil det svække effektiviteten af denne handlemåde, hvis personer forhindres i at påberåbe sig den ved de nationale domstole, og medlemsstaterne forhindres i at tage den i betragtning, når de skal afgøre, om national ret gennemføres inden for rammerne af det skøn, der er fastsat heri (194). Retten til at anlægge sag, der er omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, vil endvidere være uden effektiv virkning, hvis miljø-NGO'er ikke fik mulighed for at indbringe deres sager for domstolene, når de opfylder de nødvendige kriterier herfor (195). Denne fratagelse vil også være i strid med princippet om loyalt samarbejde, hvorefter det tilkommer de nationale domstole at sikre retsbeskyttelsen af rettigheder, der tilkommer personer, herunder juridiske personer såsom miljø-NGO'er, i henhold til EU-retten (196). I forbindelse med nitratdirektivet 91/676/EØF anerkendes søgsmålskompetence vedrørende fysiske og juridiske personer, der har mulighed for at anvende grundvand, og som er direkte berørt af en forhøjelse af tærsklen for nitratforekomst i vand og deraf følgende vandforurening som følge af medlemsstaternes manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i nævnte direktiv (197), og for personer, der anfægter en tilladelse til et projekt, der kan påvirke vandtilstanden (198).

2.5.4. Kriterier, som enkeltpersoner og NGO'er skal opfylde for at opnå søgsmålskompetence

Medlemsstaterne kan fastsætte kriterier, som enkeltpersoner og NGO'er skal opfylde for at opnå søgsmålskompetence, men disse kriterier må ikke gøre det umuligt eller alt for vanskeligt at udøve materielle og processuelle rettigheder, der gives i EU-retten.

110.

Ordlyden i artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen (»der opfylder eventuelle kriterier i national ret«) indrømmer de kontraherende parter et vist råderum med hensyn til at fastsætte kriterierne for opnåelse af søgsmålskompetence. Det skal bemærkes, at Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, ikke regulerer prøvelsesprocedurer vedrørende aktiviteter, der er omfattet af Århuskonventionens artikel 6, og håndhævelsen af den tilknyttede ret til at deltage, men kun procedurer vedrørende andre bestemmelser i Århuskonventionen. Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til at fastsætte procedureregler, der fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt for at indlede en prøvelsesprocedure som omhandlet i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3 (199). Disse forudsætninger kan imidlertid udgøre en begrænsning af retten til effektive retsmidler, som kræver begrundelse i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1 (200).

111.

Ifølge ordlyden i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, kan sådanne processuelle regler imidlertid kun vedrøre fastlæggelsen af, hvem der har søgsmålskompetence, og ikke fastlæggelsen af sagens genstand, for så vidt som denne vedrører tilsidesættelse af bestemmelser i national miljøret. Medlemsstaterne kan således ikke indskrænke det materielle anvendelsesområde for artikel 9, stk. 3, ved at udelukke visse kategorier af bestemmelser i national miljølovgivning fra søgsmålets genstand. Ved at nægte miljøorganisationer enhver ret til at anlægge sag, f.eks. til prøvelse af en afgørelse om godkendelse af et "produkt", såsom en afgørelse om at meddele eller ændre en EF-typegodkendelse, er den relevante nationale procesret i strid med de krav, der følger af Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, sammenholdt med chartrets artikel 47 (201).

112.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at give søgsmålskompetence til enhver borger (actio popularis) eller enhver NGO. Ifølge de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen skal sådanne kriterier dog stemme overens med konventionens mål om at sikre adgang til klage og domstolsprøvelse (202). Den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over i forbindelse med fastsættelsen af kriterierne for søgsmålskompetence, begrænses således af målet om at sikre "vid adgang til klage og domstolsprøvelse" (203). Domstolen bekræftede i Protect Natur-sagen, at miljøorganisationer, der opfylder kravene i konventionens artikel 2, stk. 5, og som derfor anses for at være den berørte offentlighed, i retslige procedurer skal kunne påberåbe sig nationale regler til gennemførelse af EU's miljølovgivning (204). Parterne må ikke bruge formuleringen "der opfylder eventuelle kriterier i national ret" som en undskyldning for at fastlægge eller opretholde kriterier, der er så strenge, at de i realiteten udelukker alle eller næsten alle miljøorganisationer eller andre juridiske personer fra at anfægte handlinger eller undladelser, som er i modstrid med national lovgivning på miljøområdet (205). Sådanne regler er normalt i offentlighedens interesse snarere end i visse enkeltpersoners interesse. Eftersom miljøorganisationer har til formål at forsvare den almene interesse, skal de kunne gøre brug af muligheden for adgang til en domstolsprøvelsesprocedure (206). Medlemsstaterne har imidlertid ret til at kræve, at andre juridiske personer, som ikke er miljøorganisationer, godtgør, at deres "legitime private interesse" er blevet berørt, for at kunne anlægge sag til prøvelse af en forvaltningsakt, som de ikke er adressat for (207).

113.

Endvidere må medlemsstaterne i overensstemmelse med effektivitetsprincippet ikke fastsætte kriterier, som gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (208). Domstolen har ikke desto mindre fastslået, at en national regel, der fastsætter en frist for offentlig deltagelse, kan være berettiget, hvis den er fastsat ved lov, respekterer denne rettigheds væsentligste indhold, er nødvendig og forholdsmæssig og opfylder mål af almen interesse eller er nødvendig for at beskytte andres rettigheder og friheder (209). Den vil imidlertid blive anset for en uforholdsmæssig begrænsning, når den fører til, at parten fortaber både sin partsstatus i den administrative procedure og sin ret til at anlægge sag til prøvelse af den afgørelse, der er truffet ved afslutningen af denne procedure (210).

114.

Passende kriterier, som medlemsstaterne har fastsat i forbindelse med artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen, vil også være passende i forbindelse med artikel 9, stk. 3. I modsætning til artikel 9, stk. 2, fastsættes der i artikel 9, stk. 3, imidlertid ikke udtrykkeligt søgsmålskompetence de lege for miljø-NGO'er. Den adgang til administrative eller retslige procedurer, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, ville imidlertid blive frataget sin effektive virkning, hvis de betingelser, der pålægges miljøorganisationer som en del af den berørte offentlighed, ville føre til, at de blev nægtet enhver adgang til administrative eller retslige procedurer (211). Dette indebærer, at medlemsstaterne har ret til at anvende doktrinen om krænkelse af rettigheder uden at tage hensyn til, at en NGO ikke kan påvise en krænkelse på samme måde som en enkeltperson. I betragtning af den rolle, som miljøorganisationerne spiller for at beskytte generelle miljømæssige interesser såsom luftkvaliteten og biodiversiteten, skal de medlemsstater, der anvender doktrinen om krænkelse af rettigheder, i denne sammenhæng gøre dette på en måde, så det sikres, at miljøorganisationerne får søgsmålskompetence til at anfægte afgørelser, handlinger og undladelser, som vedrører denne rolle.

3. DOMSTOLSPRØVELSERS RÆKKEVIDDE

3.1. Indledning

En domstolsprøvelses rækkevidde er afgørende for, hvordan nationale domstole vurderer lovligheden af anfægtede afgørelser, handlinger og undladelser. Der er to aspekter ved rækkevidden. Det første vedrører det mulige rationale bag prøvelsen, dvs. de lovområder og juridiske argumenter, der bringes i spil. Det andet vedrører granskningernes omfang (eller prøvelsesstandarden).

115.

Domstolsprøvelsers rækkevidde er et centralt element ved et effektivt retssystem, da den er afgørende for, hvordan nationale domstole vurderer lovligheden af anfægtede afgørelser, handlinger og undladelser. Der er to hovedaspekter ved rækkevidden. Det første vedrører de områder af lovgivningen og de juridiske argumenter, som kan blive bragt i spil ved anfægtelse af en afgørelse, navnlig med hensyn til, hvorvidt en sagsøger er berettiget til at påberåbe sig alle relevante bestemmelser i EU's miljølovgivning for at underbygge sin sag. Dette behandles i afsnit C.3.2. Det andet aspekt vedrører omfanget af dommernes granskninger, når de vurderer lovligheden, og dette behandles i afsnit C.3.3.

116.

En række EU-direktiver, som udtrykkeligt sikrer adgang til klage og domstolsprøvelse, indeholder bestemmelser om prøvelsernes rækkevidde (212). Størstedelen af den afledte miljølovgivning mangler dog sådanne bestemmelser, og for at forstå rækkevidden er det nødvendigt at tage afsæt i Domstolens praksis, ligesom det gælder for søgsmålskompetence.

3.2. Mulige begrundelser for domstolsprøvelse

117.

Dette aspekt er særlig relevant i jurisdiktioner, som kun indrømmer søgsmålskompetence på det grundlag, at sagsøgerens rettigheder er blevet krænket. I disse jurisdiktioner begrænser de mulige begrundelser for domstolsprøvelse sig ofte traditionelt til lovbestemmelser, som giver de individuelle rettigheder, der danner grundlag for den påberåbte søgsmålskompetence.

3.2.1. 3.2.1. Særlige aktiviteter, som er underlagt krav om offentlig deltagelse

118.

Denne kategori er omfattet af artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen. Som bemærket ovenfor sigtes der i artikel 9, stk. 2, mod at sikre adgang til klage og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende konkrete aktiviteter, der er omfattet af kravene om offentlig deltagelse i konventionens artikel 6.

119.

Som også bemærket gør artikel 9, stk. 2, det muligt for medlemsstaterne at begrænse søgsmålskompetencen, idet sagsøgere i form af enkeltpersoner skal påvise enten krænkelse af en rettighed eller en tilstrækkelig interesse. For så vidt angår de mulige begrundelser for domstolsprøvelse kan der være forskel på, hvordan enkeltpersoners og miljøorganisationers krav behandles. Dette er navnlig relevant for afgørelser, handlinger og undladelser, der vedrører miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), som er de vigtigste afledte EU-retsakter, der gennemfører artikel 9, stk. 2. I LZ II-sagen (213) bekræftede Domstolen dog, at artikel 6 i Århuskonventionen – og således også artikel 9, stk. 2 – har et bredere anvendelsesområde end disse EU-direktiver.

3.2.1.1. Enkeltpersoner

Hvis en medlemsstat gør antageligheden af enkeltpersoners anfægtelser af afgørelser betinget af, at en af vedkommendes rettigheder er blevet krænket, kan medlemsstaten også bestemme, at annullation af en national domstols administrative afgørelse forudsætter tilsidesættelse af en af sagsøgerens rettigheder.

120.

I sagen Kommissionen mod Tyskland fastslog Domstolen, at hvis en medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne om adgang til klage og domstolsprøvelse i VVM-direktivet, 2011/92/EU, og direktivet om industrielle emissioner, 2010/75/EU, begrænser enkeltpersoners søgsmålskompetence til situationer, hvor rettigheder er blevet krænket, "kan denne medlemsstat også fastsætte, at den kompetente domstols annullation af en forvaltningsafgørelse kræver en tilsidesættelse af en subjektiv ret fra sagsøgerens side" (214). Denne fortolkning kan også anvendes med hensyn til andre anfægtede afgørelser, handlinger og undladelser, som er omfattet af artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen.

121.

Dette betyder, at en national domstol i forbindelse med en enkeltpersons anfægtelse af en afgørelse, hvor der er tale om tilsidesættelse af rettigheder, kan begrænse sin behandling til de bestemmelser, som giver den enkelte ret til at anfægte afgørelsen.

3.2.1.2. Anerkendte miljøorganisationer

For så vidt angår anfægtelse af en afgørelse, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen, er der ingen grænser for, hvilket retsgrundlag anerkendte miljøorganisationer kan henvise til, og de kan påberåbe sig enhver bestemmelse i EU's miljølovgivning.

122.

Den begrænsning af anbringender, der beskrives i afsnit C.3.2.1.1, gælder ikke for miljøorganisationer, som opfylder de kriterier for at opnå søgsmålskompetence de lege, der er fastlagt i national ret.

123.

I Trianel-sagen præciserede Domstolen, at disse NGO'er har ret til at påberåbe sig enhver bestemmelse i EU's miljølovgivning, som har en direkte indvirkning på den nationale lovgivning, der gennemfører EU-retten. Domstolen afgjorde, at "selv om det er tilladt den nationale lovgiver at begrænse de rettigheder, hvis tilsidesættelse kan påberåbes af en borger i forbindelse med et søgsmål (…) til kun at omfatte offentlige subjektive rettigheder, kan en sådan begrænsning ikke finde anvendelse som sådan for miljøbeskyttelsesforeninger, idet formålene med artikel 10a, stk. 3, sidste punktum, i direktiv 85/337/EØF ellers ville blive tilsidesat" (215).

124.

Dette betyder, at en miljøorganisation, som anfægter en afgørelse på grundlag af søgsmålskompetence de lege, har ret til at henvise til enhver bestemmelse i EU's miljølovgivning, som efter organisationens mening er tilsidesat.

3.2.2. Emneområde, der henhører under artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen

De anbringender, der skal prøves i forbindelse med domstolsprøvelser, som henhører under artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen, bør som minimum omfatte de bestemmelser i lovgivningen, som sagsøgerens ret til søgsmålskompetence bygger på.

125.

Artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen sikrer søgsmålskompetence til at anfægte handlinger og undladelser, der ikke er omfattet af artikel 9, stk. 1 eller 2, i Århuskonventionen. I Prandl-sagen fastslog Domstolen, at offentligheden også omfattes af de rettigheder, der er fastsat i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, når de kriterier, der er fastsat i national ret, er opfyldt (216).

3.2.2.1. Enkeltpersoner

126.

I henhold til artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen, har den enkelte borger adgang til retslige procedurer, hvis vedkommende opfylder de kriterier, der er fastlagt i national ret. Dette hænger sammen med og skal derfor sammenholdes med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og medlemsstaterne er således i medfør heraf forpligtet til at sikre en effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, der gives i EU-retten, herunder med særligt fokus på miljøretlige bestemmelser (217). I tilfælde af tilsidesættelse af rettigheder kan medlemsstaterne således begrænse prøvelsens omfang til retlige anbringender vedrørende de rettigheder, som ifølge sagsøgeren er blevet tilsidesat.

3.2.2.2. Miljø-NGO'er

127.

I mangel af søgsmålskompetence de lege har miljøorganisationer som minimum ret til domstolsprøvelse for så vidt angår de bestemmelser i lovgivningen, der danner grundlag for rettigheder og interesser, som kan retsforfølges. Som det fremgår af afsnit C.1 og 2 – og navnlig Domstolens dom i LZ II-sagen – har miljøorganisationer i udstrakt grad ret til at beskytte miljøet og påberåbe sig miljømæssige forpligtelser ved de nationale domstole. Konventionens artikel 9, stk. 3, ville endvidere miste sin praktiske betydning, hvis visse kategorier af medlemmer af offentligheden, såsom miljøorganisationer, der overholder Århuskonventionens artikel 2, stk. 5, blev frataget adgangen til administrative eller retslige procedurer (218).

3.2.3. Udelukkelse og andre begrænsninger

128.

I sagen Kommissionen mod Tyskland afgjorde Domstolen, at det ikke er muligt at begrænse »omfanget af domstolsprøvelsen til de indsigelser, der allerede er blevet rejst inden for indsigelsesfristen i den administrative procedure, som har ført til vedtagelsen af afgørelsen«. Domstolen begrundede sin holdning med henvisning til forpligtelsen i artikel 11 i direktiv 2011/92/EU og artikel 25 i direktiv 2010/75/EU til at sikre prøvelse af både den materielle og den processuelle lovlighed af den anfægtede afgørelse i sin helhed (219). Denne dom er relevant for afgørelser, handlinger og undladelser, der er omfattet af artikel 11 i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og artikel 25 i direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), og for afgørelser, handlinger og undladelser, som henhører under artikel 9, stk. 2, og artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen (220).

129.

Denne retlige vurdering bygger på en EU-retlig ramme for adgang til domstolsprøvelse, der ikke udtrykkeligt omfatter en mulighed for at afskære anbringender fra at blive gjort gældende ved en domstol, hvis de ikke er blevet gjort gældende i den administrative fase (221).

3.3. Prøvelsens intensitet/prøvelsesstandard

I henhold til artikel 9, stk. 2 og 3, i Århuskonventionen skal medlemsstaterne sikre effektiv domstolsprøvelse af den materielle og processuelle lovlighed af afgørelser, handlinger og undladelser, der henhører under anvendelsesområdet for disse bestemmelser, selv om der i afledt EU-ret ikke udtrykkeligt omtales nogen prøvelsesstandard, som omfatter begge disse lovlighedsaspekter.

Undersøgelserne skal om nødvendigt omfatte lovligheden af lovgivning og retsakter, hvis disse indskrænker eller forringer processuelle og materielle rettigheder.

130.

Granskningernes omfang eller prøvelsesstandarden er afgørende for, hvor grundigt de nationale domstole er forpligtet til at vurdere den pågældende afgørelses, handlings eller undladelses lovlighed. Der anlægges meget forskellige tilgange i de forskellige medlemsstater. Disse tilgange strækker sig lige fra fokus på processuelle problemstillinger til en fuldstændig prøvelse af anfægtede afgørelser, handlinger eller undladelser, idet dommerne har mulighed for at erstatte administrationens konklusioner med deres egen vurdering.

131.

Der er ikke fastsat nærmere bestemmelser om granskningers omfang eller prøvelsesstandard i Århuskonventionen eller afledt EU-ret. Domstolens praksis belyser dog til en vis grad det minimumskrav, der skal opfyldes for, at domstolsprøvelsen betragtes som effektiv. I Craeynest-sagen fastslog Domstolen, at det skøn, der er tillagt nationale myndigheder eller organer, ikke betyder, at deres afgørelser på nogen måde er undtaget fra domstolsprøvelse, navnlig med henblik på at vurdere, om grænserne for deres skønsbeføjelser er overskredet (222), og om afgørelsen var baseret på solide videnskabelige data, der var fremlagt som omfattende dokumentation (223). Hvor indgående domstolsprøvelsen af nationale afgørelser, der er vedtaget i henhold til EU-retten, skal være, fastlægges under hensyntagen til retsaktens formål og ved efterprøvelse af, at dens effektive virkning ikke bringes i fare (224). I tilfælde, hvor retsakten forpligter medlemsstaterne til at følge en bestemt fremgangsmåde, vil effektiviteten af en sådan fremgangsmåde blive svækket, hvis borgerne forhindres i at påberåbe sig den ved de nationale domstole. Dette ville også være tilfældet, hvis sidstnævnte var forhindret i at tage hensyn hertil ved afgørelsen af, om den nationale lovgiver har holdt sig inden for grænserne for sit skøn (225). Alt dette berører ikke den omstændighed, at de nationale domstole bør intensivere kontrollen, når de står over for tekniske og komplekse vurderinger.

3.3.1. Anmodninger om miljøoplysninger

Medlemsstaterne skal sikre effektiv domstolsprøvelse af den ret til at anmode om miljøoplysninger, som er omfattet af de relevante principper og bestemmelser i EU-retten. Sidstnævnte omfatter særlige betingelser, som offentlige myndigheder skal opfylde i henhold til bindende EU-bestemmelser om adgang til miljøoplysninger.

132.

Anfægtelser af afgørelser om anmodninger om miljøoplysninger henhører under anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, i Århuskonventionen. Direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF) indeholder bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse (226), som afspejler kravene i konventionens artikel 9, stk. 1. Her foreskrives det, at medlemsstaterne skal sikre, at enhver person, der anmoder om oplysninger i henhold til direktivet, har adgang til prøvelse af en afgørelse ved en domstol eller et andet ved lov oprettet uafhængigt og upartisk organ, som kan efterprøve den pågældende offentlige myndigheds handlinger eller undladelser, og hvis afgørelser kan gøres endelige. Rækkevidden af den domstolsprøvelse, der kræves i direktivet, fastlægges dog ikke.

133.

I East Sussex-sagen blev Domstolen anmodet om at fortolke bestemmelserne om prøvelsers rækkevidde i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF). Domstolen fandt, at "da der ikke findes specifikke EU-bestemmelser, henhører fastlæggelsen af denne rækkevidde under medlemsstaternes interne retsorden, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes" (227). Specifikt vedrørende direktivets bestemmelser om adgang til domstolsprøvelse præciserede Domstolen, at effektiv prøvelse skal sikre opfyldelse af målet om at fastsætte en generel ordning for at sikre, at enhver fysisk eller juridisk person i en medlemsstat har ret til adgang til miljøoplysninger, som de offentlige myndigheder er i besiddelse af, eller som opbevares for dem, uden at vedkommende skal gøre rede for en interesse heri (228). Hvad angår den anfægtede administrative afgørelse om at pålægge en sagsøger omkostninger for at reagere på en anmodning om oplysninger, afgjorde Domstolen i East Sussex-sagen, at den nationale domstol som minimum skal undersøge, om de relevante betingelser i direktivet er opfyldt (229).

3.3.2. Andre forhold såsom specifikke aktiviteter, der kræver offentlig deltagelse, miljøansvar, planer og programmer, undtagelser samt national gennemførelseslovgivning og nationale retsakter

Domstolens praksis rummer retningslinjer for, hvordan granskninger af afgørelser, handlinger og undladelser i henhold til EU's miljølovgivning skal foretages.

3.3.2.1. Behovet for at granske både processuel og materiel lovlighed

134.

Den domstolsprøvelse, som der findes bestemmelser om i artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen — og den afledte EU-ret, der gennemfører den — er nødvendig for at vurdere anfægtede afgørelsers, handlingers og undladelsers materielle og processuelle lovlighed. I hverken Århuskonventionen eller den afledte EU-ret præciseres det imidlertid, hvor omfattende den prøvelse af den materielle og processuelle lovlighed, der skal foretages, skal være. Dette spørgsmål er som sådan forbeholdt medlemsstaternes procesautonomi, forudsat at de overholder effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet (230).

135.

Artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen omfatter heller ikke en udtrykkelig forpligtelse til at etablere et prøvelsessystem til vurdering af den materielle og processuelle lovlighed af en handling eller undladelse. For så vidt angår afledt EU-ret er det kun direktivet om miljøansvar (2004/35/EF), der i skrivende stund indeholder bestemmelser om dette. Ikke desto mindre viser Domstolens praksis, navnlig i East Sussex- og Janecek-sagerne, at et EU princip om effektiv domstolsprøvelse, som omfatter materiel og processuel lovlighed, gælder for handlinger og undladelser, der henhører under artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen. Ellers ville det ikke kunne sikres, at EU's miljølovgivnings mål og de rettigheder, der tillægges ved den, beskyttes tilstrækkeligt af de nationale domstole. Ifølge de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen er den prøvelsesstandard, som skal anvendes i forbindelse med artikel 9, stk. 3, den samme som den, der skal anvendes i forbindelse med artikel 9, stk. 2, i konventionen, hvilket betyder, at de nationale domstole skal undersøge både den materielle og den processuelle lovlighed (231).

136.

Uanset ovenstående kan enkeltpersoner, når et direktiv fastsætter klare, præcise og ubetingede forpligtelser, påberåbe sig disse ved en domstol over for den nationale kompetente myndighed. Dette er tilfældet med luftkvalitetsdirektivet (direktiv 2008/50 (232). De nationale domstole skal sikre, at de nationale foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til disse forpligtelser, er i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats samt principperne om loyalt samarbejde, effektiv retsbeskyttelse og direktivers bindende virkning (233).

137.

Domstolens praksis gør det klart, at en prøvelse, som begrænses til processuel lovlighed, ikke opfylder de forpligtelser, der følger af artikel 9, stk. 2, og den afledte EU-ret. I sagen Kommissionen mod Tyskland afgjorde Domstolen, at "selve det mål, der forfølges med artikel 11 i direktiv 2011/92/EU og med artikel 25 i direktiv 2010/75/EU, ikke blot [består] i at sikre den retsundergivne den videst mulige adgang til domstolsprøvelse, men ligeledes i at muliggøre, at denne prøvelse vedrører den materielle og processuelle lovlighed af den anfægtede afgørelse i dens helhed" (234).

138.

Mere generelt afgjorde Domstolen i East Sussex-sagen (235), at et system til domstolsprøvelse overholder princippet om effektivitet, "hvis det gør det muligt for den domstol eller retsinstans, der behandler et søgsmål om annullering af en sådan afgørelse, at anvende de relevante principper og bestemmelser i EU-retten, når de vurderer afgørelsers lovlighed". De nationale domstoles minimumsstandarder for prøvelse skal desuden være dem, som Unionens retsinstanser anvender ved vurderingen af lignende foranstaltninger truffet af institutionerne, da EU-retten ikke forpligter medlemsstaterne til at sikre en mere omfattende prøvelse end den, som Domstolen foretager i lignende sager (236). Effektivitetsprincippet pålægger imidlertid ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser (237). Medlemsstaterne kan derfor vedtage nationale processuelle regler, hvorefter sagens genstand fastlægges på grundlag af de anbringender, som parterne har fremsat på tidspunktet for sagens anlæg (238).

139.

Selv om prøvelsesstandarden ikke er udspecificeret i EU-retten, skal den måde, hvorpå en prøvelse foretages, ikke desto mindre være effektiv med hensyn til at beskytte rettigheder og sikre, at målene for den pågældende EU-ret opnås. I forbindelse med komplekse eller tekniske vurderinger indrømmes myndighederne som hovedregel en bredere skønsmargen. Dette skøn er imidlertid begrænset til visse tilfælde og skal undergives en mere indgående prøvelse med fokus på indgrebet i de grundlæggende rettigheder (239).

3.3.2.2. Processuel lovlighed

140.

I de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen defineres processuel ulovlighed som forhold, hvor en offentlig myndighed overtræder procedurer, der er fastlagt i lovgivningen (240).

141.

Processuelle mangler, som kan gøre en afgørelse, handling eller undladelse ulovlig, kan vedrøre 1) myndighedens kompetence til at træffe den pågældende afgørelse eller foretage den pågældende handling, (2) en obligatorisk procedure, der er fastlagt for beslutningsprocessen (f.eks. offentlig høring eller miljøkonsekvensvurdering) eller 3) den form, som en afgørelse, handling eller undladelse antager.

142.

Mens 1) og 3) normalt fastlægges af medlemsstaterne i tråd med deres procesautonomi, er det mere sandsynligt, at 2) fastlægges i EU-retten, hvor obligatoriske krav om offentlig deltagelse er fastsat i Århuskonventionen og den afledte EU-ret. Eksempelvis er der i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) fastlagt formelle krav om offentlig høring, som offentlige myndigheder skal opfylde, når de foretager miljøkonsekvensvurderinger. Det er afgørende at opfylde disse krav for at sikre effektiv offentlig deltagelse i beslutningsprocessen. Ved anvendelse af ovennævnte tilgang skal de nationale domstole derfor have bemyndigelse til at undersøge overholdelsen af disse formelle krav og træffe afgørelse om brug af passende retsmidler i tilfælde af mangler ved proceduren. Det er ikke op til de offentlige myndigheder at fastlægge obligatoriske formelle krav.

143.

Granskning af processuel lovlighed kan vedrøre råderummet til at lovliggøre en privat parts eller offentlig myndigheds ulovlige foranstaltninger. Domstolen har åbnet mulighed for lovliggørelse, men den har knyttet betingelser hertil (241). I Križan-sagen vedrørende en tilladelse til et deponeringsanlæg blev Domstolen anmodet om at vurdere mulighederne for at udbedre en fejl begået af en offentlig myndighed (mere specifikt manglende forelæggelse af visse oplysninger ved en procedure til godkendelse af et deponeringsanlæg) i forbindelse med en administrativ appel af den pågældende myndigheds afgørelse. Domstolen bekræftede, at lovliggørelse var mulig, forudsat at alle krævede muligheder og løsninger fortsat var åbne på appelstadiet (242). Det var op til den nationale domstol at afgøre dette (243). Med hensyn til at lovliggøre et projekt, der finder sted, uden at der er foretaget en miljøvurdering, idet vurderingen skal have fundet sted forud for denne udvikling, bekræftede Domstolen i Comune di Corridonia-sagen, at lovliggørelsen ikke må give ansøgeren mulighed for at omgå EU-retlige regler eller undlade at anvende dem (244). Enhver vurdering med henblik på lovliggørelse, der foretages, skal tage hensyn til virkningerne på miljøet fra tidspunktet for projektets færdiggørelse og til dets fremtidige virkninger på miljøet (245).

3.3.2.3. Materiel lovlighed

144.

Materiel ulovlighed defineres i vejledningen til gennemførelse af Århuskonventionen som et tilfælde, hvor lovens materielle indhold er blevet tilsidesat (246).

(a) Sagens faktiske forhold

145.

Et af de mest relevante aspekter ved en prøvelse af den materielle lovlighed vedrører sagens faktiske omstændigheder. Oplysningerne om disse omstændigheder, som indsamles af administrationen og senere kan ændres ved en offentlig høring, udgør det grundlag, hvorpå den kompetente myndighed træffer beslutning om en eventuel afgørelse eller foranstaltning samt dennes indhold og begrundelse. Hvis de faktiske omstændigheder er ufuldstændige eller urigtige eller fortolkes forkert, påvirker dette direkte kvaliteten af den administrative afgørelse, der træffes, og det kan være til fare for opnåelsen af målene for EU's miljølovgivning.

146.

I East Sussex-sagen bekræftede Domstolen, at det i mangel af EU-regler er op til den enkelte medlemsstats retssystem at fastlægge de nærmere processuelle bestemmelser om foranstaltninger til sikring af de rettigheder, som enkeltpersoner har i kraft af EU-retten. I denne henseende må det ikke gøres umuligt eller alt for vanskeligt i praksis at udøve rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (princippet om effektivitet) (247). De nærmere processuelle bestemmelser, der fastsættes i en medlemsstat, skal desuden overholde princippet om ækvivalens og må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i henhold til national ret (248).

147.

De nationale domstole er generelt ikke forpligtet til selv at indsamle oplysninger eller foretage faktuelle undersøgelser. For at sikre effektiv prøvelse af de pågældende afgørelser, handlinger og undladelser, skal der dog anvendes en minimumsstandard for undersøgelse af fakta for at garantere, at en sagsøger kan udøve sin ret til at anmode om effektiv prøvelse — også for så vidt angår undersøgelse af fakta. Hvis en national domstol aldrig kunne efterprøve de fakta, som administrationen har baseret sin afgørelse på, kunne en sagsøger fra starten være forhindret i at fremsætte et potentielt berettiget krav. I Craeynest-sagen fastslog Domstolen, at undersøgelsen af de faktiske omstændigheder også indebærer, at de nationale domstole sikrer, at foranstaltninger truffet af medlemsstaterne er i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i det gældende direktiv (249).

(b) Vurdering af en afgørelses, handlings eller undladelses materielle rigtighed

148.

Beslutningstagere inden for administrationen har normalt et bredt råderum, når de drager konklusioner på baggrund af en sags faktiske omstændigheder og gældende lovgivning. Domstolen anerkender, at begrænset prøvelse af en afgørelses, handlings eller undladelses materielle rigtighed kan være forenelig med EU-retten. Som bemærket ovenfor fandt Domstolen i East Sussex-sagen, at begrænset domstolsprøvelse ikke i sig selv gør det uforholdsmæssig vanskeligt at udøve de rettigheder, der gælder efter EU-retten, men prøvelsen skal som minimum gøre det muligt for den domstol, der behandler en retssag, at gøre effektiv brug af de relevante principper og bestemmelser i EU-retten (250). Med hensyn til beslutningstagernes skønsbeføjelser, navnlig inden for vandpolitik, bemærkede Domstolen i Folk-sagen (251), at en godkendelse, der dækker skader, som den ikke anser for at henhøre under begrebet miljøskade, ikke er en undtagelse i henhold til direktivet om miljøansvar, artikel 2, stk. 1, litra b) (252). Ifølge denne bestemmelse gælder der nemlig kun en undtagelse for så vidt angår negative virkninger, der er omfattet af artikel 4, stk. 7, i direktiv 2000/60.

149.

Dette betyder, at den prøvelsesstandard, der anvendes, skal sikre beskyttelse af den pågældende EU-rets mål og anvendelsesområde. Der skal desuden i standarden tages hensyn til beslutningstagernes råderum, når de vurderer fakta og drager konklusioner ud fra dem. I sag C-529/15, Folk, fastsatte Domstolen visse grænser for de skønsbeføjelser, som de beslutningstagende myndigheder i medlemsstaterne har (253). I forbindelse med sager, der er anlagt i henhold til miljøansvarsdirektivet, skal de nationale domstole således prøve indholdet af de nationale myndigheders anfægtede afgørelser og prøve, om sidstnævnte har overholdt de betingelser, der er fastsat i den relevante overordnede EU-lovgivning (i dette tilfælde vandrammedirektivet) (254).

150.

Domstolens praksis skaber klarhed over, hvordan nationale domstole skal granske offentlige myndigheders råderum i flere specifikke sammenhænge. På det vandpolitiske område har Domstolen i sin praksis fastslået, at den omstændighed, at en skade, som har en betydelig negativ indvirkning på vandets økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale, er omfattet af en godkendelse, der er udstedt i henhold til national ret, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at denne skade kan kategoriseres som en miljøskade. Miljøansvarsdirektivet, 2004/35/EF, skal derfor fortolkes således, at det er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvori det modsatte fastsættes (255), og en sådan udelukkelse henhører ikke under offentlige myndigheders skøn.

151.

På baggrund af miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) har Domstolen i Mellor- og Gruber-sagerne (256) fastslået, at berørte borgere ved en national domstol kan anfægte en administrations beslutning om ikke at foretage en miljøkonsekvensvurdering af et projekt. Navnlig skal effektiv domstolsprøvelse afdække lovligheden af begrundelserne for den anfægtede afgørelse om screening (257). Her skal der bl.a. tages stilling til, om projektet sandsynligvis vil have en væsentlig indvirkning på miljøet. I forbindelse med det samme direktiv afgjorde Domstolen desuden i sagen Kommissionen mod Tyskland, at en medlemsstat ikke må begrænse en domstolsprøvelses rækkevidde til spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om ikke at foretage en miljøkonsekvensvurdering er gyldig. Domstolen bemærkede, at det stort set ville gøre bestemmelserne i direktivet om offentlig deltagelse betydningsløse, hvis brugen af domstolsprøvelse blev udelukket i sager, hvor en gennemført miljøkonsekvensvurdering erklæres ugyldig på grund af mangler – selv alvorlige mangler (258). I sagen Kommissionen mod Polen blev det endvidere bemærket, at en miljøorganisation, der opfylder kravene i konventionens artikel 2, stk. 5, i forbindelse med et søgsmål som omhandlet i konventionens artikel 9, stk. 2, ikke blot skal kunne anfægte afgørelsen om ikke at foretage en passende vurdering af virkningerne på lokaliteten af den pågældende plan eller det pågældende projekt, men også den vurdering, der er foretaget, for så vidt som den angiveligt er behæftet med mangler (259).

152.

Med udgangspunkt i artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet (92/43/EØF) afgjorde Domstolen i Waddenzee-sagen (260), at de kompetente offentlige myndigheder kun må tillade aktiviteter på en beskyttet Natura 2000-lokalitet, hvis der på baggrund af konklusionerne fra en passende vurdering ikke er nogen rimelig videnskabelig tvivl om, at disse aktiviteter ikke vil have en negativ indvirkning på lokalitetens integritet i betragtning af dens bevaringsmålsætninger. Dette betyder, at når de nationale domstole bliver bedt om at prøve en afgørelse, der tillader sådanne aktiviteter, skal de fastslå, om den videnskabelige dokumentation, som den offentlige myndighed lægger til grund, efterlader nogen rimelig tvivl.

153.

De nationale domstole kan således blive bedt om at tage hensyn til den relevante videnskabelige dokumentation, som miljøforanstaltninger normalt baseres på. Formuleringen af dommen i Waddenzee-sagen viser, at prøvningen af, om der findes nogen rimelig tvivl, er helt objektiv, og at de nationale domstole ikke kan betragte den som en subjektiv prøvning, der udelukkende ligger inden for den offentlige myndigheds eget råderum. De nationale domstole skal derfor kunne efterprøve tekniske og komplekse vurderinger i lyset af de formål og mål, der forfølges med den relevante EU-ret (261).

154.

I forbindelse med et krav om at udarbejde luftkvalitetsplaner i henhold til lovgivningen om luftkvaliteten bemærkede Domstolen i Janecek-sagen, at "selv hvis medlemsstaterne således har en skønsbeføjelse, medfører artikel 7, stk. 3, i direktiv 96/62/EF begrænsninger i udøvelsen af denne, som kan påberåbes ved de nationale domstole (jf. i denne retning dom af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I 1996, s. 5403, præmis 59), for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de foranstaltninger, som handlingsplanen skal omfatte, er tilstrækkelige i forhold til formålet om at mindske risikoen for overskridelse og om begrænsning af dens varighed under hensyntagen til den balance, der skal være mellem dette formål og de forskellige berørte offentlige og private interesser" (262). I denne dom mener Domstolen således, at den nationale domstols granskning skal udvides, så den omfatter en afklaring af, om foranstaltningerne er tilstrækkelige i lyset af de relevante interesser, der er på spil i sagen. I Stichting Natuur en Milieu-sagen, som omhandlede et krav om, at medlemsstaterne skal udforme programmer med det mål at mindske udledningen af bestemte forurenende stoffer for at holde sig inden for grænser, der er fastsat i direktivet om nationale emissioner ((EU) 2016/2284) (263), fandt Domstolen endvidere, at det bl.a. skulle prøves, om de nationale programmer omfattede hensigtsmæssige og sammenhængende politikker og foranstaltninger, der kunne mindske udledningerne til det krævede niveau (264).

155.

I forbindelse med luftkvalitetsdirektivet 2008/50 fastslog Domstolen endvidere i Craeynest-sagen, at det er afgørende at placere prøvetagningssteder i områder med høje forureningskoncentrationer korrekt for at opfylde direktivets formål, nemlig beskyttelse af menneskers sundhed. Borgerne har derfor ret til at holde myndighederne ansvarlige for forvaltningen af luftkvaliteten, hvis sådanne prøvetagningssteder mangler eller er placeret forkert (265). De nationale domstole sikrer også, at myndighederne under udøvelsen af deres skønsbeføjelser sikrer, at prøvetagningsstedernes placering er effektiv. Det skal mindske risikoen for, at hændelser, hvor grænseværdierne overskrides, ikke opdages. Afgørelser om denne placering træffes på grundlag af solide videnskabelige data (266). Disse afgørelser kan gøres til genstand for domstolsprøvelse med henblik på at kontrollere, at myndighederne ved valget af prøvetagningsstedernes faktiske placering ikke har overskredet grænserne for deres skønsbeføjelse (267).

156.

Ligeledes er omfanget af den domstolsprøvelse, som Domstolen lagde op til i sagerne Janecek og Stichting Natuur en Milieu, relevant i forbindelse med EU-lovgivningen om vand og affald, hvor krav til kompetente offentlige myndigheder om at udarbejde planer og programmer også spiller en central rolle med hensyn til at opnå miljømålsætninger. Domstolen udtalte i Prandl-sagen, at kravene til domstolskontrol i forbindelse med vurderingen af, om handlingsprogrammer og andre nødvendige supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger, der har til formål at reducere vandforurening forårsaget af nitrater, er tilstrækkelige og effektive, er i overensstemmelse med formålet med nitratdirektivet 91/676/EØF (268). Sådanne foranstaltninger og aktioner bør navnlig træffes, når det fremgår af erfaringerne med gennemførelsen af handlingsprogrammet, at de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4, i nitratdirektivet 91/676/EØF, ikke er tilstrækkelige til at nå dets mål. Disse foranstaltninger skal desuden være genstand for domstolsprøvelse, navnlig for at bekræfte, at grænserne for udøvelsen af disse beføjelser ikke er overskredet (269).

157.

I Stichting Natuur en Milieu-sagen nævnte Domstolen medlemsstaternes generelle forpligtelse til at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der indebærer en alvorlig risiko for at vanskeliggøre opnåelsen af et resultat, som kræves i et direktiv (270). Dette er relevant i sager, hvor det over for den nationale domstol hævdes, at en afgørelse, der sigter mod at gennemføre én EU-miljølov, vil skade gennemførelsen af en anden.

158.

Den røde tråd, som løber gennem ovennævnte sager og East Sussex-sagen, er den store betydning, der ligger i de særlige egenskaber ved de enkelte stykker EU-lovgivning, og korrekt fortolkning af EU-retten i forbindelse med beslutningsprocessen. En stor del af den nævnte retspraksis opstår på baggrund af anmodninger om præjudicielle afgørelser fra nationale domstole, som skal sætte dem i stand til at kontrollere, om administrative beslutningstagere har fortolket EU-retten korrekt. I denne sammenhæng er det også vigtigt at minde om, at de nationale domstole er forpligtet til at anvende den relevante EU-ret af egen drift, uanset hvad parterne i sagen påberåber sig, hvis de i medfør af national ret skal rejse retsspørgsmål på grundlag af bindende nationale regler, som parterne ikke har påberåbt sig (271).

159.

Proportionalitetsprincippet er også relevant, når der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for EU's miljølovgivning (272).

160.

Som bemærket i afsnit C.1.2 afhænger den EU-miljølovgivning, der skal beskytte generelle samfundsinteresser — bl.a. med hensyn til offentlig inddragelse — til dels af den nationale gennemførelseslovgivning og de generelle nationale retsakter. Det kan ikke udelukkes, at selve lovgivningen og retsakterne undertiden er fejlbehæftede og mere restriktive med hensyn til at anerkende de i afsnit C.1 omhandlede rettigheder, end hvad den pågældende EU-miljølovgivning berettiger. National gennemførelseslovgivning og nationale retsakter, der er behæftet med fejl, kan medføre uensartet anvendelse af EU's miljølovgivning, og Domstolen har derfor anerkendt nødvendigheden af at sikre gennemgang af lovene og retsakterne under visse omstændigheder.

161.

Århuskonventionen udelukker lovtekster fra sit anvendelsesområde (273), og miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) udelukker "projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig national lov". I Boxus- og Solvay-sagerne bekræftede Domstolen dog, at de nationale domstole skal være klar til at granske nationale lovtekster for at sikre, at de opfylder eventuelle betingelser, der berettiger undtagelse fra krav om miljøkonsekvensvurdering. Disse sager omhandlede national lovgivning, der har til formål at fastsætte krav til bestemte elementer af lufthavns- og jernbaneinfrastruktur uafhængigt af de normale administrative procedurer. Domstolen fandt, at undtagelsen vedrørende lovtekster kun gælder, hvis bestemte betingelser er opfyldt, og den bemærkede, at de relevante bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse i Århuskonventionen og miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) ville miste al retskraft, hvis alene den kendsgerning, at et projekt er vedtaget ved en lovgivningsmæssig retsakt, gjorde den immun over for enhver prøvelse af dens materielle og processuelle lovlighed (274). De nationale domstole er derfor forpligtet til at efterprøve, om de betingelser, der retfærdiggør undtagelse, er opfyldt (275).

162.

I sagen Inter-Environnement Wallonie fremhævede Domstolen vigtigheden af, at nationale domstole gransker lovtekster for at sikre overholdelse af kravene i EU's miljølovgivning vedrørende planer og programmer (276). I Stadt Wiener Neustadt-sagen henviste Domstolen til den rolle, som de nationale domstole spiller med hensyn til at fastslå, om national lovgivning stemmer overens med miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU), for så vidt angår lovliggørelse af ulovlige foranstaltninger (277). I den pågældende sag fastslog Domstolen, at EU-retten udelukker national lovgivning, ifølge hvilken det skal skønnes, at der er foretaget en forudgående miljøkonsekvensvurdering for bestemte projekter, som der faktisk ikke er foretaget en vurdering af. Domstolen bemærkede, at lovgivning af denne art kan stå i vejen for muligheden for opnå effektive retsmidler på rimelige betingelser (278).

(d) Prøvelse af gyldigheden af retsakter vedtaget af EU's institutioner og organer

163.

Artikel 267 i TEUF rummer mulighed for, at nationale domstole kan forelægge Domstolen spørgsmål om gyldigheden af EU-lovgivning og -retsakter. Brugen af denne mulighed illustreres af Standley-sagen, hvor Domstolen på grundlag af spørgsmål forelagt af en national ret bl.a. prøvede gyldigheden af nitratdirektivet, 91/676/EØF, i lyset af princippet om, at forureneren betaler, som er fastsat i artikel 191 i TEUF (279). Tilsvarende prøvede Domstolen i Safety Hi Tech-sagen gyldigheden af ozonforordningen, forordning (EF) nr. 3093/94 [nu forordning (EF) nr. 2037/2000], i forhold til bestemmelsen i artikel 191 i TEUF, hvorefter Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau (280). Sagen Eco-Emballages SA, hvori der bl.a. blev rejst et spørgsmål om gyldigheden af et direktiv fra Kommissionen, der var vedtaget i henhold til direktivet om emballage og emballageaffald, 94/62/EF, viser, hvordan artikel 267 i TEUF kan anvendes i forbindelse med en afledt retsakt, der er vedtaget på EU-plan (281). Vereniging Hoekschewaards Landschap-sagen viser, hvordan artikel 267 i TEUF kan anvendes i forbindelse med gennemførelsesafgørelser. Denne sag vedrørte lovligheden af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/72, hvorved størrelsen af et særligt bevaringsområde blev reduceret, idet der skulle foreligge videnskabelig dokumentation for at begrunde, at størrelsen af en Natura 2000-lokalitet kan reduceres (282).

4. EFFEKTIVE RETSMIDLER

4.1. Indledning

Alle medlemsstaternes instanser er underlagt et generelt krav om at bringe ulovlige følgevirkninger af en tilsidesættelse af EU's miljølovgivning til ophør. Medlemsstaterne skal desuden afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der i alvorlig grad kan vanskeliggøre opnåelsen af et resultat, som foreskrives i EU's miljølovgivning. Medlemsstaterne har et vist råderum med hensyn til effektive retsmidler, forudsat at de overholder principperne om ækvivalens og effektivitet.

164.

Det vil generelt ikke være tilstrækkeligt, hvis det ved en domstolsprøvelse blot fastslås, om en bestemt afgørelse, handling eller undladelse er lovlig. Det vil også være nødvendigt, at en national domstol tager stilling til tilstedeværelsen af effektive retsmidler, hvis den offentlige myndigheds adfærd viser sig at være i modstrid med EU-retten. På basis af det princip om samarbejde i god tro, der nu er fastlagt i artikel 4, stk. 3, i TEU, har Domstolen fastsat et krav om, at medlemsstaternes instanser skal bringe ulovlige følgevirkninger af en tilsidesættelse af EU-retten til ophør (283). Pligten til at samarbejde indebærer også, at tilsidesættelser skal forebygges, før de forekommer, idet medlemsstaterne forpligtes til at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der i alvorlig grad kan vanskeliggøre opnåelsen af et resultat, som foreskrives i EU's miljølovgivning (284). Medlemsstaternes retssystemer skal således sikre effektive retsmidler under overholdelse af disse krav.

165.

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte processuelle regler for foranstaltninger til at beskytte de rettigheder, som EU-retten giver borgerne, i overensstemmelse med princippet om procesautonomi. Dette gælder, forudsat at de ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i henhold til national ret (ækvivalensprincippet), og at de ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges ved Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (285). Med hensyn til sidstnævnte princip har Domstolen også baseret sig på standarder, der følger af artikel 47, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, som fastslår retten til effektive retsmidler for en upartisk domstol (286). Chartrets artikel 47 finder anvendelse, når medlemsstaterne gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, og dermed også i situationer, hvor en medlemsstat fastsætter procesretlige regler, der finder anvendelse på spørgsmål vedrørende udøvelsen af rettigheder, som følger af Århuskonventionen eller EU's miljølovgivning (287). Den skønsmargen, som medlemsstaterne har ved fastsættelsen af regler om retten til at anlægge sag, berører ikke deres forpligtelse til at sikre retten til effektive retsmidler (288). Når en miljøorganisation nægtes adgang til klage og domstolsprøvelse med henblik på at anfægte en national myndigheds afgørelse, handling eller undladelse, som er i strid med en EU-retlig bestemmelse på miljøområdet, udgør dette en begrænsning af retten til effektive retsmidler, som er sikret ved chartrets artikel 47, og denne begrænsning kan ikke begrundes (289). Chartrets artikel 47 finder desuden direkte og horisontal anvendelse og behøver ikke at være præciseret i bestemmelser i EU-retten eller national ret for at tillægge borgerne en ret, som de kan påberåbe sig. Denne artikel kan derfor påberåbes som en grænse for det skøn, der er overladt medlemsstaterne i denne henseende (290).

166.

Effektive retsmidler omtales også i Århuskonventionen. I artikel 9, stk. 4, fastsættes retten til effektive retsmidler, idet det kræves, at procedurerne for domstolsprøvelse med henblik på at anfægte afgørelser, handlinger og undladelser skal give adgang til tilstrækkelige og effektive retsmidler, herunder foreløbige retsmidler, hvor dette findes passende (291). Dette er et krav, der supplerer kravene i artikel 9, stk. 1, 2 og 3, i Århuskonventionen. Der vil i praksis ikke være adgang til effektive retsmidler, hvis en medlemsstats retsorden tillader en situation, hvor en retsafgørelse forbliver ineffektiv på grund af manglende midler til at sikre dens overholdelse. Det tilkommer de nationale domstole at fortolke national ret på en måde, der i videst muligt omfang er i overensstemmelse med såvel de formål, der er fastsat i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3 og 4, og med målet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten. Hvis en sådan fortolkning ikke er mulig, har en national ret pligt til at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der er i strid med EU-retten (292). En lov, der giver en domstol beføjelse til at frihedsberøve en person, skal være tilstrækkelig tilgængelig, præcis og forudsigelig i sin anvendelse for at undgå enhver risiko for vilkårlighed, således som det kræves i chartrets artikel 52, stk. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, kan den nationale ret ikke anordne tvangsfængsling alene på grundlag af effektivitetsprincippet og retten til effektiv domstolsbeskyttelse. Enhver begrænsning af retten til frihed skal være fastsat i en lov, der opfylder kravene i chartrets artikel 52, stk. 1 (293). Endvidere er offentlige myndigheder i overensstemmelse med EU-rettens forrang forpligtet til at undlade at anvende national lovgivning, der er i strid med EU-retten (294). Dette styrker behovet for at sikre EU-rettens fulde virkning, dvs. forpligtelsen blandt alle medlemsstaternes organer til at afholde sig fra at anvende national ret, der er i strid med EU-retten, samt forpligtelsen til at sikre EU-rettens fulde virkning inden for rammerne af den kompetence, der er tildelt det pågældende organ.

4.2. Retsmidler i tilfælde af mindre processuelle fejl

Mindre processuelle fejl kræver ikke adgang til retsmidler, hvis det — uden at pålægge sagsøgeren en byrde vedrørende domstolsprøvelse — kan fastslås, at manglerne ikke har påvirket den anfægtede afgørelse.

167.

I Altrip-sagen, som vedrørte spørgsmål om fortolkning, der opstod på baggrund af påståede uregelmæssigheder ved en miljøkonsekvensvurdering af et foreslået vandbindingsområde, bemærkede Domstolen, at det "ikke [kan] bestrides, at ikke enhver processuel fejl nødvendigvis har konsekvenser, som kan berøre en (…) afgørelses indhold" (295). Domstolen fastslog, at effektive retsmidler såsom tilbagekaldelse ikke er påkrævet, hvis den anfægtede afgørelse ikke ville have været anderledes uden den påberåbte procedurefejl (296). Domstolen fastslog imidlertid også, at den, der anmoder om domstolsprøvelse, ikke kan pålægges at påvise en årsagssammenhæng mellem procedurefejlen og den anfægtede afgørelse (297). I stedet påhvilede det andre at fremlægge dokumentation for, at procedurefejlen ikke ville have haft nogen betydning for resultatet (298).

4.3. Suspension, tilbagekaldelse eller annullation af ulovlige afgørelser eller retsakter, herunder undladelse af at anvende lovgivning og regelfastsættende retsakter

De nationale domstole skal overveje at træffe almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe manglende overholdelse af EU's miljølovgivning. Blandt andet kan det være nødvendigt at suspendere, tilbagekalde eller ophæve ulovlige afgørelser eller handlinger eller fritage enheder for lovgivning eller retsakter.

168.

I Wells-sagen, som vedrørte samtykke til minedrift, uden at der først var foretaget en miljøkonsekvensvurdering, tog Domstolen stilling til omfanget af forpligtelsen til at afhjælpe den manglende gennemførelse af en miljøkonsekvensvurdering. Domstolen fandt, at "de kompetente myndigheder (…) er forpligtet til inden for rammerne af deres kompetence at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at råde bod på, at der ikke er blevet foretaget en vurdering af indvirkningerne på miljøet af et projekt" (299). Den bemærkede endvidere, at "det tilkommer den nationale ret at afgøre, om der efter national ret er mulighed for at tilbagekalde eller suspendere en tilladelse, der allerede er meddelt, således at projektet kan undergives en vurdering af dets indvirkninger på miljøet" (300). Domstolen anså suspensionen eller tilbagekaldelsen af den anfægtede tilladelse for at være et skridt i retning af at opfylde et udeladt krav, nemlig foretagelsen af en miljøkonsekvensvurdering (301).

169.

I Boxus- og Solvay-sagerne behandlede Domstolen, hvordan en national domstol skulle håndtere en situation, hvor den nationale lovgivning ikke opfyldte kriterierne for at begrunde ikkeanvendelse af kravene om miljøkonsekvensvurdering. Den afgjorde, at den nationale domstol skulle være indstillet på at tilsidesætte den mangelfulde lovgivning (302). I Stadt Wiener Neustadt-sagen fandt Domstolen, at national ret, der kan hæmme muligheden for at opnå effektive retsmidler af den art, som omtales i Wells-sagen, er uforenelig med kravene i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) (303). Det var op til den nationale domstol at fastslå dette (304).

Nogle nationale domstole har kompetence til at begrænse effekten af en ophævelse af en retsakt, som vurderes at være i modstrid med EU's miljølovgivning. Denne kompetence kan dog kun udøves, hvis visse strenge betingelser er opfyldt.

170.

I AquaPri-sagen undersøgte Domstolen de mulige afhjælpende foranstaltninger i en situation, hvor der er meddelt endelig tilladelse til et projekt efter en vurdering, der ikke var i overensstemmelse med kravene i habitatdirektivet 92/43 (305). Domstolen fastslog, at selv om tilladelsen er endelig, kan projektet ikke anses for at være lovligt tilladt (306). Der er flere passende retsmidler, som den kompetente myndighed kan overveje. For det første kan den kun foretage en efterfølgende undersøgelse af projektet og dets virkninger på grundlag af artikel 6, stk. 2, i habitatdirektivet 92/43 (307). For det andet kan myndigheden også tilbagekalde eller suspendere den tidligere meddelte tilladelse og foretage en ny vurdering, forudsat at denne foranstaltning træffes inden for en rimelig frist, og der tages hensyn til afgørelsens eventuelle endelige karakter (308). I dette scenarie, og hvis situationen falder ind under de ekstraordinære omstændigheder, der er fastsat i national ret, kan den kompetente myndighed lovliggøre situationen. For det tredje kan den kompetente myndighed, hvis national ret kræver en ny tilladelse til videreførelse af projektet, afhjælpe den oprindelige mangel ved at foretage en passende vurdering i forbindelse med en senere tilladelsesprocedure (309). Uanset hvilken type retsmiddel der gøres gældende, kan den medlemsstat, der er ansvarlig for denne tilsidesættelse, holdes ansvarlig for den skade, som tilbagekaldelsen eller ændringen af tilladelsen måtte have forvoldt den person, der nød godt af denne tilladelse (310).

171.

Hvis tilsidesættelse af EU's miljølovgivning kræver ophævelse af retsakter (i overensstemmelse med de beføjelser, som domstolene har i henhold til national ret), kan den nationale domstol havne i et dilemma: Hvordan er det muligt at begrænse eventuelle uønskede miljøvirkninger, der forårsages af selve ophævelsen, navnlig hvis der går et stykke tid, før der kan fastsættes bestemmelser, som erstatter de ophævede retsakter? Domstolen har fastlagt kriterier for afklaring af denne problemstilling i sagen Inter-Environnement Wallonie (311), der vedrørte et handlingsprogram om nitrater, som var behæftet med retlige fejl, og Association France Nature Environnement-sagen (312), der handlede om et juridisk mangelfuldt dekret om strategisk miljøkonsekvensvurdering. Domstolen bekræftede, at en national domstol har ret til at begrænse retsvirkningerne af en ophævelse, forudsat at denne begrænsning er nødvendig på grund af tungtvejende hensyn til miljøbeskyttelse.

172.

Den nationale rets beføjelse til at begrænse retsvirkningerne af en annullation kan dog kun udøves, hvis visse betingelser er opfyldt (313):

i.	Den anfægtede bestemmelse i national ret udgør en foranstaltning, hvorved EU-retten om miljøbeskyttelse er korrekt gennemført.

ii.	Vedtagelsen og ikrafttrædelsen af en ny bestemmelse i national ret gør det ikke muligt at undgå de skadelige virkninger på miljøet, der følger af annullationen af den anfægtede bestemmelse i national ret.

iii.	Annullationen vil medføre et retligt tomrum med hensyn til gennemførelsen i national ret, som vil være mere skadeligt for miljøet, for så vidt som denne annullation vil medføre en ringere beskyttelse.

iv.	Virkningerne af en anfægtet bestemmelse, som undtagelsesvis holdes i kraft, varer kun i en periode, som er strengt nødvendig for at vedtage foranstaltninger, der afhjælper uregelmæssigheden.

4.4. Påbud om vedtagelse af undladte foranstaltninger

De kompetente administrative myndigheder skal overveje at træffe almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe manglende overholdelse af EU's miljølovgivning. Hvis de ikke gør dette, er det op til de kompetente nationale domstole at træffe eventuelle nødvendige foranstaltninger.

173.

I Janecek-sagen (314), hvor Domstolen skulle tage stilling til en offentlig myndigheds manglende vedtagelse af en lovpligtig handlingsplan til bekæmpelse af luftforurening, som skulle afhjælpe et problem med for høje partikelniveauer, bekræftede Domstolen, at en national domstol kan kræve, at den offentlige myndighed vedtager en sådan plan. I denne sag fremhæves således de nationale domstoles rolle med hensyn til at pålægge vedtagelse af udeladte foranstaltninger. I Comune di Corridonia-sagen (315) fastslog Domstolen, at medlemsstaterne skal bringe ulovlige følgevirkninger af en manglende gennemførelse af en påkrævet miljøkonsekvensvurdering til ophør. De har også mulighed for at afhjælpe en sådan mangel ved at foretage en konsekvensanalyse, efter at det pågældende projekt er færdiggjort og sat i drift. Dette er muligt på betingelse af, at det ikke giver ansøgeren mulighed for at omgå EU-retten eller undlade at anvende den, og at der i en sådan vurdering tages hensyn til de miljøvirkninger, der er forekommet fra det tidspunkt, hvor det pågældende projekt afsluttes, samt projektets fremtidige virkninger.

174.

I Deutsche Umwelthilfe e.V. mod Freistaat Bayern-sagen, behandlede Domstolen en offentlig myndigheds vedholdende afvisning af at efterkomme en retsafgørelse, der pålagde den at overholde en forpligtelse i henhold til EU-retten (316). I denne sag fastslog Domstolen, at EU-retten ikke giver de nationale domstole beføjelse til at pålægge embedsmænd forvandlingsstraffe, men at det påhviler de nationale domstole at iværksætte sådanne foranstaltninger, når national ret giver et tilstrækkeligt tilgængeligt, præcist og forudsigeligt retsgrundlag for en sådan frihedsberøvelse, og når denne foranstaltning opfylder betingelserne i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder. Retten til et effektivt retsmiddel, der er fastsat i chartrets artikel 47, bliver så meget desto vigtigere, når formålet med den pågældende bestemmelse er at beskytte menneskers sundhed (317).

175.

I sagerne om Janecek (318), Client Earth (319) og Altrip (320) går Domstolen endnu videre, idet den påpeger, at det også er de nationale domstoles opgave at kontrollere indholdet af afgørelser og handlinger for at sikre, at de opfylder kravene i EU-retten. Derfor skal effektive retsmidler omfatte foranstaltninger, der afhjælper indholdsmæssige mangler, f.eks. et påbud om, at en allerede vedtaget handlingsplan for luftkvalitet skal revideres (321).

4.5. Genopretning af uretmæssig skade forårsaget af en ulovlig afgørelse, handling eller undladelse

Retsmidlerne bør omfatte foranstaltninger, hvor der sigtes mod at sikre genopretning af uretmæssig skade forårsaget af en ulovlig afgørelse, handling eller undladelse. Disse foranstaltninger skal dække både erstatning for formuetab og ret til retlig prøvelse i tilfælde af uretmæssig skade på miljøet.

176.

EU-rettens fulde virkning og den effektive beskyttelse af de rettigheder, som borgerne afleder heraf, kan i givet fald sikres ved princippet om statens ansvar for tab eller skade, der er forvoldt borgerne som følge af tilsidesættelser af EU-retten (322). På det tidspunkt, hvor en anfægtet afgørelse, handling eller undladelse anfægtes juridisk, kan der allerede være forvoldt skade. I Wells-sagen afgjorde Domstolen, at en medlemsstat er forpligtet til at råde bod på enhver skade, der skyldes manglende overholdelse af EU's miljølovgivning (323). I den pågældende sag pålagde Domstolen betaling af økonomisk erstatning til sagsøgeren. Senere retspraksis, navnlig Grüne Liga Sachsen-sagen (324), viser imidlertid, at retten til retlig prøvelse også omfatter selve miljøet – navnlig hvis overholdelse af de tilsidesatte krav ville have medført undgåelse af eller kompensation for miljøskader.

4.5.1. Erstatning for formuetab

I medfør af reglerne om statens skadesansvar kan en tilsidesættelse af kravene i EU's miljølovgivning tillægge den berørte offentlighed en ret til erstatning for formuetab. Det er op til de nationale domstole at fastslå, om de tre betingelser for skadesansvar i den EU-ret, der gælder for retten til erstatning, er opfyldt.

177.

I Leth-sagen, som vedrørte et krav om erstatning for påstået værdiforringelse af en ejendom på grund af udvidelsen af en lufthavn uden nogen miljøkonsekvensvurdering, belyste Domstolen muligheden for at opnå økonomisk erstatning for manglende opfyldelse af et krav i EU's miljølovgivning. Den bekræftede, at forebyggelse af formuetab er omfattet af det mål for beskyttelse, der tilstræbes i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU), og at det er op til hver enkelt medlemsstat i sin retsorden at fastsætte detaljerede processuelle bestemmelser, som dækker erstatningskrav, dog med forbehold af principperne om ækvivalens og effektivitet (325). Domstolen mindede om den faste praksis med regler om statens skadesansvar, hvor det er fastsat, at personer, som har lidt skade, har ret til erstatning, hvis tre betingelser er opfyldt:

—	den tilsidesatte bestemmelse i EU-retten skal have til hensigt at tillægge de pågældende personer rettigheder

—	tilsidesættelsen af bestemmelsen skal være tilstrækkelig alvorlig og

—	der skal være en årsagssammenhæng mellem tilsidesættelsen og de pågældende personers tab eller skade (326).

—

Domstolen understregede, at der skal tages hensyn til den tilsidesatte bestemmelses art, idet det betvivles, at alene det at undlade at foretage en miljøkonsekvensvurdering kan forårsage et fald i en ejendoms værdi (327). Endvidere bekræftede den, at det er op til de nationale domstole at afgøre, om betingelserne for erstatning er til stede. Det skal bemærkes, at Domstolen i sagen JP mod Ministre de la Transition ecologique fastslog, at selv om luftkvalitetsdirektiverne pålægger klare og præcise forpligtelser, som medlemsstaterne skal opfylde, er formålet med disse at beskytte miljøet og folkesundheden som helhed og ikke den enkeltes ret til sundhed og miljøbeskyttelse (328). Enkeltpersoner bør i disse tilfælde henvende sig til det nationale niveau for at opnå en retsafgørelse, der forpligter myndighederne til at udarbejde de relevante planer (329).

178.

Rationalet bag dommen i Leth-sagen gælder også for andre tilsidesættelser af EU's miljølovgivning, hvor denne har til formål at beskytte eller tillægge individuelle rettigheder, herunder retten til klage og domstolsprøvelse.

4.5.2. Uretmæssig skade på miljøet

179.

I Grüne Liga Sachsen-sagen blev Domstolen bedt om at fortolke habitatdirektivet (92/43/EØF) i en situation, hvor en bro var blevet opført på en lokalitet, som direktivet skal beskytte, uden at de fornødne garantier var blevet stillet. Domstolen krævede, at sagen blev behandlet med tilbagevirkende kraft på en måde, der så vidt muligt svarede til, at der var tale om et projekt, som endnu ikke var gennemført. Tilsvarende betingelser skulle opfyldes mutatis mutandis. Således skulle broens indvirkning vurderes omhyggeligt, og selv en nedrivning af broen skulle overvejes som en mulig løsning for at forebygge miljøskader (330). Endvidere fremgik det af dommen, at der skulle ydes erstatning for enhver uretmæssig skade, som allerede var påført den beskyttede lokalitet (331).

180.

Enhver skade på miljøet skal afhjælpes effektivt på en måde, som harmonerer med målsætningerne for den pågældende EU-miljølovgivning (332).

4.6. Foreløbige forholdsregler

En national domstol, der behandler en tvist, som skal afgøres efter EU's miljølovgivning, skal have mulighed for at træffe beslutning om foreløbige forholdsregler.

181.

Foreløbige forholdsregler — som benævnes »foreløbige retsmidler« i artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen — gør det muligt for en domstol at beslutte, at en anfægtet afgørelse eller handling ikke må gennemføres, eller at der skal træffes visse positive foranstaltninger, før domstolen afsiger sin endelige dom. Målet er at undgå skader, der skyldes afgørelser eller handlinger, som i sidste ende kan vise sig at være ulovlige.

182.

I Križan-sagen, som vedrørte en tilladelse til et deponeringsanlæg, blev Domstolen spurgt om, hvorvidt bestemmelserne om adgang til domstolsprøvelse i det, der nu er direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), åbnede mulighed for foreløbige forholdsregler (selv om disse ikke blev nævnt specifikt). Den anførte, at »udøvelsen af den søgsmålsadgang, der er fastsat i [det daværende] artikel 15a i direktiv 96/61, (…) imidlertid ikke [gør det] muligt effektivt at forebygge nævnte forurening, hvis det er umuligt at forhindre, at et anlæg, der kan have fået tildelt en tilladelse i strid med direktivet, fortsætter med at være i drift, indtil der træffes endelig afgørelse vedrørende lovligheden af denne tilladelse. Heraf følger, at det med henblik på at sikre effektiviteten af den ret til at anlægge sag, som er fastsat i nævnte artikel 15a, kræves, at den berørte offentlighed har ret til ved den domstol eller andet ved lov nedsat uafhængigt og upartisk organ, der har kompetence, at begære, at der træffes foreløbige forholdsregler, som kan forebygge denne forurening, herunder i givet fald ved midlertidigt at udsætte den anfægtede tilladelse" (333) .

183.

I Križan-sagen erindrede Domstolen endvidere om, at muligheden for at træffe foreløbige forholdsregler generelt kræves i EU's retsorden. I mangel af EU-regler og i tråd med princippet om procesautonomi er det op til medlemsstaterne at fastsætte nærmere betingelser for indrømmelse af foreløbige forholdsregler.

184.

Domstolen har fastlagt kriterier for afgørelse af begæringer om foreløbige forholdsregler, i det omfang den selv har kompetencen. I nogle af de afgørelser, som Domstolen har truffet, bl.a. inden for EU's miljølovgivning, fremhæver den behovet for, at den får forelagt en fumus boni juris-sag, at sagen er uopsættelig, og at der er tale om afvejede interesser (334). Domstolen har beføjelse til at anordne enhver foreløbig forholdsregel, herunder tvangsbøder, som den finder nødvendig for at sikre, at den kommende endelige afgørelse får fuld virkning (335). Med henblik herpå har den fortsat en vid skønsbeføjelse til at fastlægge genstanden for og rækkevidden af de foreløbige forholdsregler, som sagsøgeren har begæret, men også til, hvis den finder det hensigtsmæssigt, af egen drift at træffe eventuelle andre foranstaltninger (336).

5. UDGIFTER

5.1. Indledning

Medlemsstaterne skal sikre, at domstolsprøvelse af afgørelser, handlinger og undladelser vedrørende EU's miljølovgivning ikke er uoverkommelig dyr.

185.

Omkostningerne til domstolsprøvelse kan i høj grad afskrække personer og andre fra at anlægge sag ved en national domstol. Dette gælder navnlig i miljøsager, som ofte anlægges for at beskytte almene samfundsinteresser og uden økonomisk gevinst for øje. Efter at have afvejet de mulige fordele ved at anlægge en retssag og risikoen for at skulle betale høje sagsomkostninger vil den berørte offentlighed i mange tilfælde afholde sig fra at søge domstolsprøvelse – selv i velbegrundede tilfælde.

186.

For at afhjælpe den afskrækkende virkning, som høje omkostninger kan have, foreskrives det i Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, at domstolsprøvelse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, 2 og 3, ikke må være uoverkommelig dyr. Da den har karakter af et supplerende krav til bestemmelserne i Århuskonventionens artikel 9, stk. 1, 2 og 3, er omkostningsbestemmelsen i artikel 9, stk. 4, relevant for de forskellige former for retlige anfægtelser vedrørende EU's miljølovgivning, som disse bestemmelser omfatter (337). Denne bestemmelse anses derfor for at omfatte en procedure, hvormed en tilladelsesprocedure søges anfægtet (338), og den del af en tvist, som ikke ville være omfattet heraf, for så vidt som formålet er at sikre overholdelsen af national ret, der vedrører miljøet (339).

187.

Domstolen fastslog desuden i Klohn-sagen, at hverken Århuskonventionens artikel 9, stk. 4 (340), eller artikel 10a, femte afsnit, i direktiv 85/337 (341) fandt direkte anvendelse på sagen. De nationale retter skal imidlertid ved fortolkningen af national ret tage hensyn til reglen om, at procedurer ikke må være uoverkommeligt dyre, som er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, således at borgere ikke forhindres i at anlægge en retssag eller fortsætte retsforhandlinger, der falder inden for anvendelsesområdet for samme artikel, som følge af den økonomiske byrde, der vil kunne følge deraf (342). Dette er på betingelse af, at medlemsstaten ikke har gennemført artiklen, og at gennemførelsesfristen er udløbet. Den samme regel om, at domstolsprøvelse ikke må være uoverkommeligt dyr er skitseret i artikel 11, stk. 4, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92).

188.

Nogle EU-direktiver indeholder et udtrykkeligt krav om omkostninger, der er baseret på ordlyden i artikel 9, stk. 4 (343). I en del af Domstolens praksis fortolkes bestemmelserne om omkostninger i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) (344), som begge bygger på bestemmelsen om omkostninger i artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen. Klohn-sagen bygger videre på denne fortolkning, hvor Domstolen fastslog, at direktiv 2011/92/EU om vurdering af indvirkningen på miljøet indeholder en generel regel om, at domstolsprøvelse ikke må være uoverkommeligt dyr, og at denne regel ikke skaber tilstrækkeligt præcise forpligtelser for medlemsstaterne. Ifølge ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet har medlemsstaterne et vist spillerum ved gennemførelsen af bestemmelserne om adgang til klage og domstolsprøvelse i nævnte direktiv (345). Reglen om, at procedurer ikke må være uoverkommeligt dyre, som er fastsat i direktiv 85/337, skal imidlertid fortolkes således, at de nationale retter er forpligtet til at fortolke den nationale ret i overensstemmelse med nævnte direktiv, når de træffer afgørelse om størrelsen og fordelingen af sagsomkostningerne i retslige procedurer, der verserede på den dato, hvor fristen for gennemførelse af reglen udløb, uanset på hvilken dato disse omkostninger blev afholdt (346). Den retskraft, der er knyttet til en endelig afgørelse om, hvordan sagsomkostningerne skal bæres, er ikke til hinder herfor, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve (347).

189.

Ifølge Domstolen i North East Pylon-sagen skal alle omkostninger, der følger af en retssag, tages i betragtning (348). Dette omfatter omkostninger ved at opnå bevilling til at anlægge et søgsmål, når dette kræves i henhold til national procesret (349), og ved at anlægge søgsmål til prøvelse af afgørelser, som afslutter en tilladelsesprocedure, på de stadier, hvor medlemsstaterne tillader det (350).

190.

Endvidere fastslog Domstolen i sagen Edwards og Pallikaropoulo, at kravet om, at omkostningerne ved en procedure ikke må være uoverkommeligt høje, "på miljøområdet [bidrager] til overholdelse af adgangen til effektive retsmidler, som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt effektivitetsprincippet, hvorefter processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden" (351). Der skal derfor udformes en omkostningsordning, som sikrer, at de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, kan udøves.

191.

I denne henseende har Domstolen opstillet en række kriterier, som skal forhindre, at sagsomkostningerne bliver uoverkommelig høje.

5.2. Kriterier for vurdering af, om omkostninger er uoverkommeligt høje

Kravet om, at domstolsprøvelse ikke må være uoverkommeligt dyr, er genstand for fortolkning på EU-plan. Det vedrører alle omkostningerne til prøvelse, herunder finansielle garantier, som en sagsøger anmodes om at stille, og gælder for alle stadier af prøvelsen. Sagsøgere har ret til at kunne forudsige deres omkostninger rimeligt præcist. Hvis en national domstol har bemyndigelse til at fastsætte de omkostninger, som en sagsøger skal betale, hvis vedkommende taber en sag, kan den tage subjektive overvejelser vedrørende sagsøgeren i betragtning, idet den samtidig sikrer, at omkostningerne objektivt set ikke er urimelige.

(a) Nationale domstole og bestemmelser om omkostninger

192.

I artikel 3, stk. 8, i Århuskonventionen foreskrives det, at de nationale domstoles beføjelser til at idømme rimelige sagsomkostninger ikke kan påvirkes. Endvidere bekræfter Domstolens praksis, at bestemmelserne om omkostninger ikke forhindrer de nationale domstole i at afsige kendelser vedrørende sagsomkostninger (352).

193.

I henhold til artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen må disse omkostninger dog ikke være uoverkommeligt høje. I denne henseende har Domstolen bekræftet, at det ikke må overlades til de nationale domstole alene at fortolke begrebet "uoverkommeligt dyre" procedurer, men at det skal fortolkes autonomt og ensartet i hele EU for at sikre ensartet anvendelse af EU-retten og lighedsprincippet (353).

194.

Domstolen har bemærket, at kravet i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) om, at domstolsprøvelse ikke må være uoverkommeligt dyr, "indebærer, at personer, der er omfattet af disse bestemmelser, ikke må forhindres i at anlægge en retssag eller fortsætte retsforhandlinger, der falder inden for anvendelsesområdet for disse artikler, som følge af den økonomiske byrde, der følger deraf" (354).

195.

Domstolen har set nærmere på, hvordan bestemmelserne om omkostninger er nedfældet i national ret. Domstolen har afgjort, at gennemførelsen (355) skal sikre sagsøgeren rimelig forudsigelighed med hensyn til både omfanget af omkostningerne til den retslige procedure, som vedkommende involveres i, og hvorvidt vedkommende skal betale disse (356). I betragtning af den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne har ved gennemførelsen af Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, anses det imidlertid ikke for uforeneligt med kravet i denne artikel om, at omkostningerne ikke må være uoverkommeligt høje, at der i national lovgivning ikke foretages en detaljeret fastsættelse af omkostningerne i miljøsager (357).

196.

Domstolen har afgjort, at bestemmelserne om omkostninger skal fortolkes som gældende for alle omkostningerne til deltagelse i en retslig procedure (358). Derfor skal alle den pågældendes omkostninger medregnes, herunder omkostninger til juridisk repræsentation, retsgebyrer samt omkostninger til bevisførelse og honorarer til sagkyndige.

197.

Domstolen har desuden for så vidt angår foreløbige forholdsregler præciseret, at bestemmelserne om omkostninger også gælder for omkostninger til foranstaltninger, som nationale domstole måtte pålægge som betingelse for at fastsætte foreløbige forholdsregler i forbindelse med tvister, der opstår på baggrund af miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) (359). Mere specifikt har Domstolen set på omkostninger med relation til finansielle garantier (såsom forpligtelseserklæringer og løfter om erstatning), som en sagsøger anmodes om at fremsætte for at kompensere for forsinkelse af et projekt, der skyldes søgsmål, hvor vedkommende ikke har fået medhold. På den ene side har Domstolen anført, at kravet om, at retssager ikke må være uoverkommeligt dyre, ikke kan tolkes som et krav, der umiddelbart udelukker fremsættelse af en økonomisk garanti, hvis denne garanti foreskrives i national ret (360). På den anden side har den gjort gældende, at "[det] påhviler (…) den ret, som træffer afgørelse herom, at sikre sig, at den for sagsøgeren heraf følgende økonomiske risiko ligeledes er omfattet af de forskellige omkostninger, der er affødt af sagen, når denne ret vurderer, hvorvidt proceduren er uoverkommeligt dyr" (361).

198.

Et andet kriterium vedrører de retsinstanser, hvor bestemmelserne om omkostninger gælder. Domstolen har præciseret, at bestemmelserne gælder på alle stadier i et sagsforløb, dvs. ikke kun i første instans, men også ved en eller flere appeller (362). Omkostningernes uoverkommelige karakter skal vurderes samlet under hensyntagen til alle de omkostninger, som den pågældende part har afholdt (363). Ved vurderingen af omkostningerne kan de nationale domstole tage hensyn til faktorer som f.eks., om søgsmålet har rimelig udsigt til at føre til medhold, eller om det er åbenbart grundløst, idet det dog altid forudsættes, at de omkostninger, der pålægges sagsøgeren, ikke er urimeligt høje (364).

(b) Anvendelse af »princippet om, at den tabende par betaler« og andre tilgange til omkostningsfordeling i forbindelse med afgørelser om omkostninger

199.

Domstolen har taget stilling til, hvordan de nationale domstole skal anvende »princippet om, at den tabende part betaler«, når de afsiger kendelser vedrørende betaling af sagsomkostninger over for sagsøgere, der har tabt en miljøsag. I henhold til dette princip kan en national domstol pålægge den part, der taber en sag, at bære alle sagens omkostninger, herunder modpartens. Ifølge retspraksis gælder det, at både subjektive og objektive overvejelser er relevante i forbindelse med de nationale domstoles afgørelser vedrørende betaling af omkostninger. I retspraksis afvises desuden den antagelse, at omkostningerne ikke kan have været uoverkommeligt høje for en sagsøger, blot fordi denne har indbragt sagen for en domstol (365).

200.

Blandt subjektive overvejelser kan nævnes

—	den pågældendes økonomiske situation

—	om sagsøgeren har en rimelig chance for at vinde sagen

—	betydningen af sagens genstand for sagsøgeren og for beskyttelsen af miljøet

—	den pågældende lovgivnings og prøvelses kompleksitet

—	fordringens potentielt uvederhæftige art på de forskellige stadier (366).

201.

Samtidig med, at de nationale domstole tager hensyn til den enkelte sagsøgers situation (subjektiv prøvelse) og sagens faktiske omstændigheder, skal de primært foretage en objektiv prøvelse, hvor det tilstræbes at sikre, at omkostningerne objektivt set ikke er urimelige. Dette har Domstolen understreget i sammenhæng med, at medlemmer af offentligheden og deres sammenslutninger spiller en aktiv rolle med hensyn til at beskytte miljøet (367). Sagsomkostningerne må således under ingen omstændigheder overstige den pågældendes økonomiske formåen eller objektivt set forekomme urimelige (368).

202.

Hvis princippet om, at den tabende part betaler, finder anvendelse, kan det vise sig nyttigt at anlægge en tilgang til omkostningsfordeling, der omfatter lofter over omkostningerne. Dette gør omkostningerne mere forudsigelige og øger kontrollen over dem. Ved denne tilgang afsiges der en kendelse om sagsomkostningsbeskyttelse, hvor der ved indledningen af en retssag fastsættes øvre grænser for, hvor store omkostninger en sagsøger kan komme til at betale, hvis vedkommende taber sagen, og hvor stort et beløb han eller hun kan få tildelt, hvis sagen vindes. Ved et ensidigt loft begrænses de omkostninger, som sagsøgeren skal betale, hvis en sag tabes, til et bestemt beløb, hvorved den økonomiske risiko gøres mere forudsigelig. Ved et gensidigt loft begrænses også de omkostninger, som den offentlige myndighed skal betale til en sagsøger, der vinder sin sag, idet et eventuelt restbeløb skal dækkes af sagsøgeren selv.

203.

I en sag mellem Kommissionen og Det Forenede Kongerige tog Domstolen stilling til et system med lofter over omkostninger. Her bemærkede den, at den mulighed, som den domstol, der behandler en sag om afsigelse af en kendelse vedrørende sagsomkostninger, har, i princippet sikrer øget forudsigelighed med hensyn til sagsomkostningerne og bidrager til overholdelse af kravet om at undgå uoverkommeligt høje omkostninger (369). Domstolen mente dog, at flere kendetegn ved medlemsstaternes systemer på dette område — såsom den manglende forpligtelse til at yde beskyttelse, hvis sagsomkostningerne objektivt set er urimelige, og udelukkelsen af beskyttelse, hvis der kun er tale om sagsøgerens særlige interesse — indebærer, at systemerne ikke sikrer en metode, der kan opfylde kravet om, at omkostningerne ikke må være uoverkommelig høje.

204.

Den begrundelse, som Domstolen anvendte for et bestemt system til begrænsning af omkostninger i sagen mellem Kommissionen og Det Forenede Kongerige, kan anvendes analogt for andre tilgange til omkostningsfordeling. Således gælder det, at hvis en national domstol har råderum til at pålægge begge parter — herunder en sagsøger, der har vundet sagen — at betale sine egne omkostninger (»back-to-back«-omkostningsfordeling), skal den tage hensyn til Domstolens kriterium om, at sagsomkostningerne objektivt set ikke må være urimelige. Det kan hævdes, at det at pålægge en sagsøger i en miljøsag at betale sine egne omkostninger, selv om vedkommende vinder sagen, i sagens natur er urimeligt og i strid med kravene i artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen om, at procedurerne skal være rimelige og retfærdige.

205.

»Ensidig dækning af omkostninger« er en tilgang til omkostningsfordeling, hvor en sagsøger, der vinder en miljøsag, kan få dækket sine egne omkostninger (som ved princippet om, at den tabende part betaler), mens en sagsøger, som ikke vinder sin sag, helt eller delvist slipper for at skulle betale modpartens omkostninger. Anvendelsesområdet for princippet om dækning af omkostninger kan udvides, så staten betaler en del af omkostningerne for en sagsøger, der taber sin sag — f.eks. hvis retstvisten anses for at have udbredt samfundsinteresse. Således kan ensidig dækning af omkostninger rumme elementer, som kan afhjælpe eventuelle mangler ved andre tilgange til omkostningsfordeling (med hensyn til behovet for at sikre, at omkostningerne objektivt set ikke må blive urimelige, og at domstolsprøvelsen skal være rimelig og retfærdig).

206.

Nogle systemer til omkostningsfordeling er underlagt visse betingelser for at begrænse brugen af dem. De nationale domstole, der skal fordele omkostningerne, skal gøre dette på grundlag af visse kriterier, bl.a. sagens betydning, indvirkningen på miljøet, konsekvenserne af tilsidesættelsen af lovgivningen og parternes adfærd. Hvis domstolenes råderum er for vidtrækkende, kan det gøre omkostningerne mindre forudsigelige – et aspekt, der betragtes som vigtigt i Domstolens praksis, navnlig hvis den retslige procedure indebærer høje advokatsalærer. Det kan også medføre, at systemet ikke kan opfylde det overordnede kriterium om, af omkostningerne objektivt set ikke må være urimelige (370).

5.3. Fri proces

207.

I artikel 9, stk. 5, i Århuskonventionen pålægges de kontraherende parter at overveje at etablere passende støtteordninger til at fjerne eller reducere finansielle og andre barrierer for adgangen til klage og domstolsprøvelse. I denne bestemmelse går man ikke så vidt som til at kræve, at der etableres en retshjælpsordning, og i den afledte EU-miljølovgivning behandles emnet ikke. Medlemsstaterne kan således selv vælge, om de vil have en retshjælpsordning, som bidrager til at mindske omkostningsrisikoen i forbindelse med retstvister i miljøsager. Det er imidlertid ikke sikkert, at en veletableret retshjælpsordning i sig selv sikrer, at omkostningerne ikke er uoverkommeligt høje, hvis adgangen til retshjælp er indtægtsbestemt og kun gælder for enkeltpersoner. Dette skyldes, at kravet om, at omkostningerne ikke må være uoverkommeligt høje, gælder for enkeltpersoner, som er i stand til at betale, og sammenslutninger.

208.

Samtidig bør det erindres, at det i artikel 47, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder kræves, at »der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse«. Denne bestemmelse overlader det frit til medlemsstaterne, hvordan de vil yde en sags parter retshjælp for at sikre, at de har effektiv adgang til domstolsprøvelse. Medlemsstaterne kan således indrette deres retshjælpsordninger helt efter eget ønske. Blandt eksempler herpå kan nævnes rådgivning forud for retssager, juridisk bistand og repræsentation i retten samt fritagelse for — eller støtte til — sagsomkostningerne. Retten til retshjælp er ikke en absolut ret. Der kan være visse begrænsninger, ligesom det er tilfældet for adgangen til domstolsprøvelse. Medlemsstaterne kan således fastsætte betingelser for at yde retshjælp, f.eks. på baggrund af mulighederne for, at en sagsøger vinder sagen. Disse betingelser må dog ikke fratage enkeltpersoner muligheden for i praksis at få adgang til den domstolsprøvelse, som de har ret til (371).

6. TIDSGRÆNSER, BETIMELIGHED OG EFFEKTIVE PROCEDURER

Medlemsstaterne har ret til at kræve, at sagsøgere i miljøsager anmoder om domstolsprøvelse inden for en nærmere bestemt og rimelig tidsgrænse. I henhold til artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen skal medlemsstaterne sikre, at domstolsprøvelser gennemføres betimeligt.

209.

En række tidsmæssige aspekter er relevante i forbindelse med adgang til domstolsprøvelse i miljøsager. Der stilles bl.a. krav om, at sagsøgere i miljøsager skal anlægge deres sager inden for et nærmere bestemt tidsrum, og at domstolsprøvelsen skal gennemføres betimeligt.

210.

I Stadt Wiener Neustadt-sagen bekræftede Domstolen, at det af hensyn til retssikkerheden harmonerer med EU-retten at fastsætte rimelige tidsgrænser for anlæggelse af retssager. Herved beskyttes både den enkelte og den pågældende forvaltningsmyndighed (372). Som anført i Protect Natur-sagen skal Århuskonventionens artikel 9, stk. 3 og 4, ikke desto mindre fortolkes således, at den er til hinder for en national processuel regel, der fastsætter en frist for en miljøorganisation, i henhold til hvilken organisationen fortaber sin status som part i proceduren og derfor ikke kan anlægge sag til prøvelse af den deraf følgende afgørelse, hvis organisationen ikke har gjort sine indsigelser gældende rettidigt under den administrative procedure (373).

211.

Betimelighed i forbindelse med domstolenes procedurer er en vigtig garanti for effektiv domstolsprøvelse. Derfor kræves det i artikel 9, stk. 4, i Århuskonventionen, at de i artikel 9, stk. 1, 2 og 3, omhandlede procedurer skal være betimelige.

212.

Betimelige procedurer tjener flere formål. De gør det muligt at skabe juridisk klarhed og sikre afklaring af sager, hvor afgørelser anfægtes, uden unødig forsinkelse. Langvarige procedurer indebærer typisk højere sagsomkostninger, hvilket øger den økonomiske byrde for parterne i en retstvist. De kan også forårsage forsinkelse af projekter og andre økonomiske aktiviteter, som i sidste ende viser sig at være lovlige. Betimelige procedurer er således fordelagtige for ikke blot sagsøgere i miljøsager, men alle parter i retstvister, herunder økonomiske aktører.

213.

Kravet i Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, om, at procedurerne skal være betimelige, er ikke formuleret så klart og betingelsesløst, at det umiddelbart er gældende, og det skal derfor gennemføres i national ret for at få retsvirkning.

214.

En generel forpligtelse til at sikre procedurer af en rimelig varighed er også fastsat i artikel 47, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som svarer til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som omhandler retten til retfærdig rettergang.

7. PRAKTISKE OPLYSNINGER

Praktiske oplysninger om adgangen til domstolsprøvelse skal formidles til offentligheden.

215.

I henhold til artikel 9, stk. 5, i Århuskonventionen skal de kontraherende parter »[sikre], at offentligheden informeres om adgangen til (…) domstolsprøvelse«. Der tages også hensyn til forpligtelsen til at informere offentligheden om adgangen til domstolsprøvelse i visse afledte EU-retsakter, der gennemfører kravene i Århuskonventionen (374). Denne forpligtelse gælder for procedurerne i artikel 9, stk. 1, 2 og 3, i konventionen.

216.

Under henvisning til den forpligtelse, der nu findes i artikel 11, stk. 5, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) (375), understregede Domstolen i sin dom i sagen mellem Kommissionen og Irland, at "forpligtelsen til at stille praktiske oplysninger om adgang til klage og domstolsprøvelse til rådighed for offentligheden (…) [i denne forbindelse skal] fortolkes som en forpligtelse til et præcist resultat, som medlemsstaterne skal sikre opnåelsen af" (376). Domstolen fastslog desuden, at "i mangel af en særlig lovregel eller administrativ bestemmelse vedrørende oplysninger om offentlighedens rettigheder kan offentliggørelse eller elektronisk meddelelse om bestemmelserne vedrørende administrativ klage og domstolsprøvelse samt den mulige adgang til retsafgørelser ikke i sig selv betragtes som en tilstrækkelig klar og præcis garanti for, at den berørte offentlighed er i stand til at kende sine rettigheder og adgangen til domstolsprøvelse på miljøområdet" (377).

217.

Medlemsstaterne har et stort råderum med hensyn til, hvordan de opfylder denne forpligtelse. Dommen i sagen Kommissionen mod Irland bekræfter imidlertid, at medlemsstaterne ikke blot kan nøjes med at offentliggøre nationale bestemmelser om adgang til domstolsprøvelse og gøre relevante nationale retsafgørelser tilgængelige. Domstolens henvisning til at sikre, at den berørte offentlighed gøres opmærksom på adgangen til klage og domstolsprøvelse på en tilstrækkelig klar og præcis måde, understreger behovet for, at medlemsstaterne overvejer for det første, hvem modtagerne af oplysningerne er, for det andet oplysningernes indhold og for det tredje, hvordan de fremlægges.

218.

For så vidt angår modtagere skal det sikres, at oplysningerne kan nå ud til den brede og repræsentative offentlighed. Det er sandsynligvis ikke tilstrækkeligt kun at fremlægge praktiske oplysninger på et websted, da en stor del af befolkningen muligvis ikke har adgang til internettet. Denne fremgangsmåde er effektiv, men den skal suppleres med andre foranstaltninger.

219.

Hvad angår indhold, skal oplysningerne om adgang til klage og domstolsprøvelse omfatte alle relevante aspekter for at gøre det lettere for den enkelte borger at beslutte, om vedkommende skal anlægge sag ved en domstol.

220.

Oplysningerne skal være fyldestgørende, præcise og opdaterede (378), og relevante ændringer med hensyn til prøvelsesprocedurer skal fremhæves. Brug af forældede eller vildledende oplysninger kan få alvorlige konsekvenser, og der skal træffes foranstaltninger for at undgå dette. Alle de retskilder, der anvendes til at fastlægge betingelserne for adgang til domstolsprøvelse, skal medtages, herunder national retspraksis, hvis denne spiller en vigtig rolle.

221.

Hvad angår præsentationen af oplysningerne skal de være tydelige og letforståelige for andre end jurister.

222.

I denne sammenhæng er artikel 3, stk. 3, i Århuskonventionen også relevant, idet det her bestemmes, at hver part »fremmer uddannelse og offentlig opmærksomhed på miljøområdet, især om, hvordan man kan få adgang til oplysninger, deltage i beslutningsprocesser og få adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet«.

D. KONKLUSION

223.

De gældende krav i EU's regelværk, navnlig de krav, der stammer fra afledt EU-miljølovgivning og internationale forpligtelser, danner en omfattende ramme for adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, således som de fortolkes af Domstolen. De gældende krav tager hånd om alle centrale aspekter ved emnet, idet det sikres, at offentligheden, herunder miljøorganisationerne, har ret til at anlægge sager ved de nationale domstole, få disse sager prøvet korrekt og få adgang til effektive retsmidler. Desuden understreger efterfølgende domme, som er afsagt i det seneste årti, hvor stor en betydning Domstolen tillægger adgang til nationale domstole som et middel til at sikre en effektiv EU-ret. Sager, der anlægges ved de nationale domstole, udgør ikke blot et middel til at anfægte medlemsstaternes offentlige myndigheders afgørelser, handlinger og undladelser på basis af EU's miljølovgivning. Gennem anmodninger om præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 267 i TEUF giver de også Domstolen mulighed for at træffe afgørelser om fortolkning af EU-retsakter og disses gyldighed.

224.

Domstolens rolle vil fortsat være af afgørende betydning i forbindelse med fortolkningen af EU-retten, der er relevant for adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, herunder opfyldelsen af de krav, der udspringer af artikel 19, stk. 1, i TEU om effektiv retsbeskyttelse og i overensstemmelse med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. I denne henseende afspejler retspraksis de fine resultater af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale domstole i tilknytning til artikel 267 i TEUF. Dette kan forventes at fortsætte.

(1) COM(2025) 980 final.

(2) COM(2020) 643 final.

(3) Se også sag C-64/16, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, præmis 30, 34–38, og den deri nævnte retspraksis.

(4) EUT C 326 af 26.10.2012, s. 1.

(5) COM(2022) 438 final.

(6) http://www.unece.org/fileadmin/DAM/env/pp/documents/cep43e.pdf. Århuskonventionen blev godkendt ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005 på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (EUT L 124 af 17.5.2005, s. 1).

(7) Se navnlig artikel 9, stk. 2 og 3, i Århuskonventionen.

(8) COM(2025) 980 final.

(9) EUT L 264 af 25.9.2006, s. 13.

(10) F.eks. direktivet om vurdering af virkning på miljøet, 2011/92/EU, direktivet om industrielle emissioner, 2010/75/EU, direktivet om miljøansvar, 2004/35/EF, Seveso III-direktivet, 2012/18/EU, direktivet om rensning af byspildevand, direktiv (EU) 2024/3019, skovrydningsforordningen, forordning (EU) 2023/1115, direktivet om luftkvaliteten og renere luft i Europa, direktiv (EU) 2024/2881, forordningen om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening, forordning (EU) 2025/2365, og direktivet om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed, direktiv (EU) 2025/2360.

(11) Revision af gennemførelsen af miljøreglerne 2019: Et Europa, der beskytter sine borgere og forbedrer deres livskvalitet COM(2019) 149 final.

(12) Revision af gennemførelsen af miljøreglerne 2022: Udviklingen skal vendes gennem overholdelse af miljøreglerne, COM(2022) 438 final.

(13) Revision af gennemførelsen af miljøreglerne 2025: Gennemførelse af miljøreglerne skaber velstand og sikkerhed, COM(2025) 420 final.

(14) Milieu Consulting, "Undersøgelse af EU's gennemførelse af Århuskonventionen på området adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet – endelig rapport (07.0203/2018/786407/SER/ENV.E.4.)" (September 2019).

(15) Ibid. Se også COM(2020) 643 final.

(16) C(2017) 2616 final. Denne meddelelse erstatter og ajourfører den tidligere meddelelse C/2017/ 2616, EUT C 275 af 18.8.2017, s. 1.

(17) https://environment.ec.europa.eu/law-and-governance/environmental-implementation-review_en#country-reports.

(18) Meddelelse fra Kommissionen: Håndhævelse af EU-retten for et Europa, der skaber resultater, COM(2022) 518 final. Se også sag C-416/17, Kommissionen mod Frankrig, præmis 106, der indebærer en styrkelse af den forpligtelse, som nationale domstole, der træffer afgørelse i sidste instans, har til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen, når der er anledning til rimelig tvivl om et spørgsmål om fortolkning af EU-retten. I dette tilfælde fastslog Domstolen for første gang, at når en national domstol, der træffer afgørelse i sidste instans, undlader at forelægge præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten i henhold til artikel 267 TEUF, kan det føre til overtrædelsesprocedurer og en dom om traktatbrud fra Domstolens side.

(19) https://e-justice.europa.eu/home.do?action=home.

(20) () https://commission.europa.eu/strategy-and-policy/policies/justice-and-fundamental-rights/upholding-rule-law/rule-law/rule-law-mechanism_da.

(21) I 2008 iværksatte Kommissionen et program for uddannelse af dommere i EU's miljølovgivning. Ved hjælp af uddannelsesmoduler, som er tilgængelige online, kan nationale dommere og uddannelsesinstitutioner indhente opdaterede og præcise oplysninger om forskellige elementer af EU's miljølovgivning, f.eks. med hensyn til adgang til klage og domstolsprøvelse, miljøansvar, vand og affald. Dette uddannelsesprogram suppleres af Kommissionens andre kapacitetsopbyggende initiativer (såsom LIFE-projektet "Adgang til klage og domstolsprøvelse for et grønnere Europa") og løbende samarbejde med retsvæsenet gennem Den Europæiske Unions forum for miljødommere.

(22) https://e-justice.europa.eu/300/EN/access_to_justice_in_environmental_matters.

(23) Dette spørgsmål behandles i Kommissionens henstilling om kollektive retsmidler (2013/396/EU).

(24) Udtalelse 1/09, Indførelse af en fælles patentdomstolsordning, ECLI:EU:C:2011:123, punkt 80.

(25) Meddelelse fra Kommissionen – "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse", C/2016/8600, EUT C 18 af 19.1.2017, s. 10.

(26) Se artikel 37 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

(27) Se f.eks. sag C-115/09, Bund für Umwelt und Naturschutz, præmis 43, og sag C-570/13, Gruber, præmis 37.

(28) Sag C-416/10, Križan, præmis 106.

(29) Se også sag C-64/16, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, præmis 30, 34-38, og den deri nævnte retspraksis.

(30) Sag C-294/83, Les Verts, præmis 23.

(31) Sag C-685/15, Online Games Handels GmbH, præmis 54.

(32) Sag C-243/15, Lesoochranarske zoskupenie VLK II (LZ II), præmis 45.

(33) Se C-240/09, Lesoochranarske zoskupenie VLK I (LZ I), præmis 30, for så vidt angår fortolkningen af artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen.

(34) Artikel 1 i Århuskonventionen.

(35) I artikel 9, stk. 1, omtales den særskilte ret til adgang til oplysninger. Artikel 9, stk. 2, vedrører retten til deltagelse i beslutningsprocesser i forbindelse med bestemte aktiviteter. Artikel 9, stk. 3, omfatter handlinger og undladelser, som tilsidesætter miljølovgivningen generelt. Artikel 9, stk. 4, omhandler adgang til betimelige retsmidler og omkostninger til de i de foregående stykker omhandlede procedurer.

(36) Århuskonventionen: An Implementation Guide, anden udgave 2014 http://www.unece.org/env/pp/implementation_guide.html.

(37) Se sag C-182/10, Solvay m.fl., præmis 27.

(38) Digest of Selected Findings and Advice of the Aarhus Convention Compliance Committee, 10. februar 2026 – UNECE releases digest of Aarhus Convention Compliance Committee findings and advice | UNECE.

(39) Se sag C-240/09, LZ I, præmis 50, samt sag C-664/15, Protect Natur, præmis 45, og sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 39 og 40. Disse domme ligger inden for rammerne af artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen.

(40) Der er skabt en del klarhed om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet i kraft af direkte foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til artikel 258 i TEUF for at afhjælpe problemer med gennemførelse af miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU). Se f.eks. sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, og sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige.

(41) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 52, sag C-72/95, Kraaijeveld, præmis 56, og sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 34 og 40.

(42) I sag C-723/17, Craeynest, præmis 47, blev arsenalet af retsmidler, som enkeltpersoner har til rådighed for at kræve renere luft, udvidet ved at anføre, at placeringen af prøvetagningsstederne er central for ordningen for vurdering og forbedring af luftkvaliteten i luftkvalitetsdirektivet 2008/50/EF, og at selve formålet med direktiv 2008/50 – dvs. beskyttelsen af menneskers sundhed – ville blive bragt i fare, hvis de prøvetagningssteder, der findes i en given zone eller et byområde, ikke blev etableret i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat heri. Denne sag bygger videre på sagerne Janecek og ClientEarth, som vedrørte retten til at anfægte manglen på tilstrækkelige luftkvalitetsplaner. Craeynest-sagen vil give borgerne ret til at anmode om pålidelige og nøjagtige oplysninger om luftkvaliteten, da Domstolen i denne sag i henhold til præmis 42 fandt, at de relevante regler om prøvetagningssteder som indeholdt i ovennævnte direktiv "fastsætter visse klare, præcise og ubetingede forpligtelser, således at private kan gøre dem gældende mod staten". Borgerne kan således anfægte overvågningsnetværkenes tilstrækkelighed, og domstolene har beføjelse til at træffe alle passende foranstaltninger for at sikre, at prøvetagningsstederne er korrekt placeret.

(43) I sag C-535/18, IL m.fl., præmis 128, bekræftes det, at vandrammedirektivet (2000/60/EF) også forfølger det specifikke mål at beskytte grundvandet som en ressource, der udnyttes af mennesker.

(44) Se direktiv (EU) 2025/2360 om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed (direktiv om jordbundsovervågning).

(45) Se forordning (EU) 2025/2365 om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening.

(46) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 58.

(47) Herunder grænseværdier for vigtige luftforurenende stoffer såsom svovldioxid, partikler og nitrogendioxid i overensstemmelse med artikel 13 i direktivet om luftkvalitet (2008/50/EF), passende vandkvalitetsmålsætninger for overfladevand og grundvand i overensstemmelse med artikel 4 i vandrammedirektivet (2000/60/EF) samt en gunstig bevaringsstatus for en bred vifte af arter og naturtyper i overensstemmelse med artikel 2 i habitatdirektivet (92/43/EØF).

(48) Eksemplerne omfatter forpligtelser til at overvåge badevand i henhold til artikel 3 i badevandsdirektivet 2006/7/EF, til at vurdere luftkvaliteten i henhold til artikel 5-11 i luftkvalitetsdirektivet 2008/50/EF og til at overvåge og vurdere jordbundssundheden i henhold til artikel 6-9 i direktiv (EU) 2025/2360 om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed (direktiv om jordbundsovervågning). Se også sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 56.

(49) Eksempler herpå er krav om udarbejdelse af vandområdeplaner i henhold til artikel 13 i vandrammedirektivet, 2000/60/EF, luftkvalitetsplaner i henhold til artikel 23 og 24 i luftkvalitetsdirektivet, 2008/50/EF, affaldshåndteringsplaner i henhold til artikel 28 i affaldsrammedirektivet, 2008/98/EF og handlingsprogrammer for nitratreduktion og -forebyggelse i henhold til artikel 1 og 5 i nitratdirektivet 91/676/EØF. Se også sag C-197/18, Prandl m.fl. præmis 46, 69 og 73 og sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 30.

(50) Herunder en forpligtelse til at have en tilladelse til affaldsbehandling i overensstemmelse med artikel 23 i affaldsrammedirektivet (2008/98/EF), have en tilladelse i overensstemmelse med artikel 4 i direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) og indhente samtykke i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet (92/43/EØF). Se også sagerne C-196/16 og 197/16, Comune di Corridonia, præmis 37 til 43.

(51) Herunder artikel 3 i direktivet om strategisk miljøvurdering (direktiv 2001/42/EF) og artikel 2 i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU). Se også sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 76.

(52) I henhold til det oprindelige miljøvurderingsdirektiv (85/337/EØF) kræves det, at offentligheden får mulighed for at give sin holdning til kende om miljøoplysninger, som fremlægges af projektudviklere, med det formål at supplere dem. I det oprindelige direktiv om offentlig adgang til miljøoplysninger (90/313/EØF) står der i betragtningerne, at »adgang til miljøoplysninger, som offentlige myndigheder ligger inde med, vil øge miljøbeskyttelsen«. Disse bestemmelser blev styrket yderligere i kraft af vedtagelsen af Århuskonventionen og flere afledte EU-retsakter. Sag C-280/18, Flausch, præmis 58 bekræfter i den forbindelse, at offentligheden skal støttes i at deltage i miljøbeslutninger med passende midler, herunder ved at give tilstrækkelige og rettidige oplysninger.

(53) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 32.

(54) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 43.

(55) Sag C-280/18, Flausch, præmis 58.

(56) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, Generaladvokat Hogan, præmis 50.

(57) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 62.

(58) Sag C-243/15, LZ II, præmis 44.

(59) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 121.

(60) Ibid., præmis 122.

(61) Ibid., præmis 54-55.

(62) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse, præmis 36. Ordlyden af Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, giver kun medlemmer af "den berørte offentlighed" og ikke "offentligheden" ret til adgang til klage og domstolsprøvelse, og artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92 samt artikel 24 og 25 i direktiv 2010/75 skal derfor fortolkes i lyset af de tilsvarende bestemmelser i Århuskonventionens artikel 6 og artikel 9, stk. 2.

(63) Eksempelvis omfatter "offentligheden" i Århuskonventionen foreninger, organisationer og grupper af fysiske eller juridiske personer.

(64) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 35.

(65) Sag C-240/09, LZ I, præmis 50 og 51.

(66) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 46.

(67) C-237/07, Janecek, præmis 39.

(68) C-237/07, Janecek, præmis 39.

(69) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 34.

(70) Se f.eks. artikel 11, stk. 1, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen.

(71) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 51.

(72) Artikel 6. Se også sag C-529/15, Folk, om deltagelse af enkeltpersoner, som har fiskerirettigheder.

(73) Artikel 7. Se også sag C-197/18, Prandl m.fl., og sag C-723/17, Craeynest, om henholdsvis nitrat- og luftkvalitetsprogrammer.

(74) Artikel 8.

(75) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 39 og 41.

(76) Ibid., præmis 38-42.

(77) Sag C-243/15, LZ II, præmis 45.

(78) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 175.

(79) Sag C-72/95, Kraaijeveld, præmis 56.

(80) Sag C-41/11, Inter-Environnement Wallonie, præmis 42.

(81) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 49 og 50.

(82) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 177.

(83) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 47.

(84) C-237/07, Janecek, præmis 38. Janecek-dommen efterfulgte en række domme, hvori Domstolen understregede behovet for korrekt gennemførelse af direktiverne om luftkvalitet og drikkevandskvalitet for at sikre, at de berørte personer kan udøve deres rettigheder i fuld udstrækning. Se sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, præmis 24, og sag C-59/89, Kommissionen mod Tyskland, præmis 13.

(85) Forenede sager C-165 til C-167/09, Stichting Natuur en Milieu, præmis 94.

(86) Janecek-sagen vedrørte lokale luftkvalitetsforanstaltninger i München, mens sagen om Stichting Natuur en Milieu handlede om det nationale emissionsloft i Nederlandene.

(87) Her står der, at "der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter".

(88) Se artikel 13.

(89) Se definitionen af "forurening" i artikel 2, stk. 33.

(90) Se artikel 1.

(91) Sag C-420/11, Leth, præmis 36.

(92) Sag C-529/15, Folk, præmis 50.

(93) Ibid., præmis 44.

(94) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 126–131.

(95) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 126–131.

(96) Sag C-197/18, Prandl, præmis 36–39.

(97) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 132 og 133. Se også sag C-197/18, Prandl, præmis 40 og 41.

(98) Sådanne opgaver findes i affaldsrammedirektivet (2008/98/EF) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU).

(99) Artikel 6, stk. 2, i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF), artikel 13 i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar, artikel 25 i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner, artikel 11 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af virkningerne på miljøet artikel 23 i Seveso III-direktivet (2012/18/EU), artikel 19 i forordning (EU) 2025/2365 om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening og artikel 23 i direktiv (EU) 2025/2360 om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed. Se også betragtning 27 i direktivet om nationale emissioner ((EU) 2016/2284), hvor der henvises specifikt til Domstolens praksis vedrørende adgang til klage og domstolsprøvelse.

(100) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 54, 56 og 57.

(101) Se også sag C-243/15, LZ II. Domstolen fastsætter krav om søgsmålskompetence for sager, der rækker ud over den afledte EU-ret, på basis af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen for så vidt angår afgørelser, handlinger og undladelser, for hvilke bestemmelsen i artikel 6 i Århuskonventionen om offentlig deltagelse gælder.

(102) Sag C-619/19, Land Baden-Württemberg, præmis 30.

(103) Sag C-619/19, Land Baden-Württemberg, præmis 61.

(104) I henhold til sag C-279/12 Fish Legal, præmis 73, er virksomheder såsom vandforsyningsselskaber, der leverer offentlige tjenesteydelser med tilknytning til miljøet, underlagt kontrol af et organ eller en person, der er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), eller litra b), i direktiv 2003/4/EF, og bør klassificeres som "offentlige myndigheder" i henhold til artikel 2, stk. 2, litra c), i ovennævnte direktiv, hvis virksomheden ikke på reelt selvstændig vis bestemmer, hvordan den leverer disse tjenesteydelser.

(105) Sag C-470/19, Friends of the Irish Environment, præmis 28 og 34.

(106) Sag C-470/19, Friends of the Irish Environment, præmis 44.

(107) Sag C-619/19, Land Baden-Württemberg, præmis 58, 59, 60, 67 og 69.

(108) Sag C-619/19, Land Baden-Württemberg, præmis 59 og 66.

(109) Retten til at fremsætte en anmodning om oplysninger er fastlagt i artikel 4 i Århuskonventionen.

(110) Jf. Århus-gennemførelsesvejledningen, s. 191, og sag C-470/19, Friends of the Irish Environment, præmis 39.

(111) Disse findes i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF) og i flere stykker sektorspecifik miljølovgivning.

(112) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 56.

(113) Se f.eks. artikel 7 i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF) og artikel 11 i Inspire-direktivet (2007/2/EF).

(114) Sag C-619/19, Land Baden-Württemberg, præmis 30.

(115) Blandt særlige eksempler kan nævnes artikel 12, stk. 1, litra e), i badevandsdirektivet (2006/7/EF), hvor det kræves, at offentligheden informeres om, hvorvidt badning er forbudt eller frarådes, og artikel 8, stk. 3, i drikkevandsdirektivet (98/83/EØF), hvor det kræves, at forbrugerne straks informeres om forurening af drikkevand, som bringer borgernes sundhed i fare.

(116) Gode eksempler er artikel 24 i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner, , artikel 6, stk. 4, i

miljøvurderingsdirektivet, direktiv 2011/92/EU, og artikel 15 i Seveso III-direktivet, direktiv2012/18/EU. Der findes et mere vagt formuleret krav om offentlig høring i artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet (92/43/EØF), som dog skal læses sammen med artikel 6, stk. 1, litra b), i Århuskonventionen. Se sag C-243/15, LZ II, præmis 45.

(117) Sag C-535/18, IL m.fl., præmis 54.

(118) Artikel 25 i direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), artikel 11 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af virkningerne på miljøet og artikel 23 i direktiv 2012/18/EU (Seveso III). Artikel 11 i direktiv 2011/92 overlader det til en skønsbeføjelse at afgøre, hvad der udgør en krænkelse af en rettighed som omhandlet i direktivets artikel 11, stk. 1, litra b), idet det er tilladt i national ret ikke at anerkende en sådan krænkelse, hvis det godtgøres, at det i lyset af sagens konkrete omstændigheder er tænkeligt, at den anfægtede afgørelse ikke ville have været anderledes uden den påberåbte procedurefejl. Se sag C-535/18, IL m.fl., præmis 59.

(119) Sag C-72/95, Kraaijeveld, præmis 56.

(120) Hvor det er relevant, skal henvisninger til nationale domstole i denne meddelelse også mutatis mutandis anses for at gælde andre ved lov etablerede uafhængige og upartiske organer.

(121) Se f.eks. artikel 25 i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner, artikel 11 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af virkningerne på miljøet artikel 23 i Seveso III-direktivet, 2012/18/EU, artikel 19 i forordning (EU) 2025/2365 om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening og artikel 23 i direktiv (EU) 2025/2360 om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed.

(122) Sag C-280/18, Flausch, præmis 57. Jf. ligeledes præmis 60, hvor Domstolen fastslog, at VVM-direktivets artikel 9 og 11 i lyset af målet om vid adgang til klage og domstolsprøvelse og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning, der fastsætter en søgsmålsfrist, der løber fra meddelelsen om tilladelse til et projekt på internettet, når denne lovgivning påberåbes over for medlemmer af den berørte offentlighed, som ikke tidligere har haft tilstrækkelig mulighed for at få kendskab til tilladelsesproceduren i overensstemmelse med dette direktivs artikel 6, stk. 2.

(123) Sag C-243/15, LZ II, og sag C-664/15, Protect Natur, præmis 38 og 39.

(124) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 128 og 132, og sag C-664/15, Protect Natur.

(125) Se artikel 2, stk. 5, i Århuskonventionen og artikel 1, stk. 2, litra d) og e), i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU).

(126) Se artikel 2, stk. 4, i Århuskonventionen.

(127) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 57.

(128) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse, præmis 142.

(129) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 34.

(130) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 36.

(131) Se også de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen, s. 199.

(132) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 38.

(133) Sag C-529/15, Folk, præmis 50, og generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse, præmis 94 og 95.

(134) Sag C-575/21, WertInvest Hotelbetrieb, præmis 70 og 71.

(135) Se artikel 11, stk. 3, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og artikel 9, stk. 2, i Århuskonventionen.

(136) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 60. I sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, bemærkede Domstolen, at selv om Århuskonventionen, og navnlig dens artikel 6, stk. 1, litra b), overlader de kontraherende stater et vist skøn med hensyn til at undersøge en given aktivitets væsentlige indvirkning på miljøet, konkretiserer habitatdirektivet de krav, der skal formuleres med hensyn til betydningen af indvirkningerne på miljøet inden for europæisk naturbeskyttelse, præmis 175.

(137) Sag C-263/08, Djurgården, præmis 45.

(138) Sag C-115/09, Bund für Umwelt und Naturschutz, præmis 59.

(139) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 117.

(140) Sag C-263/08, Djurgården, præmis 46.

(141) Sag C-263/08, Djurgården, præmis 47.

(142) I forbindelse med netop denne sag mente Domstolen, at et krav om 2 000 medlemmer ikke harmonerede med formålene med miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU).

(143) Sag C-263/08, Djurgården, præmis 47.

(144) Se også punkt 18 i henstillingen om kollektive retsmidler (2013/396/EU), hvori det anbefales at anvende en anden mekanisme for tildeling af søgsmålskompetence til NGO'er fra en anden medlemsstat. Denne mekanisme baseres på anerkendelse af søgsmålskompetence, der er tildelt i den medlemsstat, hvor NGO'en er hjemmehørende. Det vil navnlig for de NGO'er fra medlemsstater, hvor vilkårene for tillæggelse af søgsmålskompetence er mindre strenge end i andre medlemsstater, være mere gunstigt end princippet om ikke-diskrimination. Derfor vil anvendelsen af den mekanisme for gensidig anerkendelse, som er omhandlet i henstillingen, fremme NGO'ers aktiviteter yderligere for sager, der henhører under anvendelsesområdet for både Århuskonventionen og henstillingen.

(145) Se sag C-197/18, Prandl m.fl., hvor en kommunal vandforening er part i sagen.

(146) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 74.

(147) Se også de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen, s. 195.

(148) Sag C-263/08, Djurgarden, præmis 38.

(149) Disse regler omfatter detaljerede bestemmelser om "afhjælpende foranstaltninger" for miljøskader, der henhører under direktivets anvendelsesområde. Se artikel 7 i direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

(150) Artikel 12 i direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

(151) Artikel 2, stk. 1, litra b), i direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

(152) Sag C-529/15, Folk, præmis 34.

(153) Artikel 13 i direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

(154) Sag C-529/15, Folk, præmis 46.

(155) Artikel 12 i direktivet om miljøansvar (2004/35/EF).

(156) Sag C-529/15, Folk, præmis 47.

(157) Se f.eks. sag C-432/05, Unibet, præmis 37.

(158) Denne meddelelses anvendelsesområde fremgår af afsnit A. Denne afgrænsning mellem Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 og 3, fremhæves i sag C-664/15, Protect Natur, præmis 42 og 43.

(159) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 63.

(160) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 75, 78, 80, 81 og 101.

(161) Sag C-240/09, LZ I, præmis 45.

(162) Sag C-240/09, LZ I, præmis 46.

(163) Sag C-240/09, LZ I, præmis 49.

(164) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood, præmis 50.

(165) Sag C-243/15, LZ II, præmis 45.

(166) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 172 og 173.

(167) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 54.

(168) Se artikel 13 i vandrammedirektivet (2000/60/EF).

(169) Se artikel 23 i direktivet om luftkvalitet (2008/50/EF).

(170) Se artikel 4 i direktivet om strategisk miljøvurdering (2001/42/EF).

(171) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 73 og 74.

(172) Sag C-72/95, Kraaijeveld, præmis 56.

(173) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 60.

(174) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 73.

(175) Forenede sager C-105/09 og C-110/09, Terre Wallonne og Inter-Environnement Wallonie. Se også sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 73.

(176) Sag C-41/11, Inter-Environnement Wallonie, præmis 46.

(177) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 61.

(178) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 123.

(179) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 46.

(180) Sag C-115/09, Bund für Umwelt und Naturschutz, præmis 44.

(181) Sag C-570/13, Gruber, præmis 39, og sag C-115/09, Bund für Umwelt und Naturschutz, præmis 44.

(182) Sag C-570/13, Gruber, præmis 40.

(183) Sag C-252/22, Societatea Civila Profesionala de Avocati AB & CD, præmis 59 og 60.

(184) Sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, præmis 59.

(185) Ibid., præmis 60.

(186) Sag C-237/07, Janecek. Sag C-723/17, Craeynest, præmis 47. .

(187) Forenede sager C-165 til C-167/09, Stichting Natuur en Milieu.

(188) Sag C-240/09, LZ I.

(189) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 46;

(190) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 58.

(191) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 81.

(192) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 167.

(193) Sag C-575/21, WertInvest Hotelbetrieb, præmis 70.

(194) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 30-34.

(195) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 44-46 og 54.

(196) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 35.

(197) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 44-46.

(198) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 34.

(199) Sag C-826/18, Stichting Varkens in Nood m.fl., præmis 49.

(200) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 90.

(201) C-873/19, Deutsche Umwelthilfe, præmis 66, 68 og 71.

(202) Se de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen, s. 198.

(203) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 67.

(204) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 39.

(205) Se de vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen, s. 198, se også sag C-197/18 Prandl, præmis 33 og 34.

(206) ( ) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 46-48. Se også sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 68.

(207) Sag C-252/22, Societate Civila Profesionala de Avocati AB & CD, præmis 63.

(208) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 48.

(209) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 90.

(210) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 98. Se også sag C-280/18, Flausch, præmis 60, hvor Domstolen fremhævede, at medlemsstaterne ikke kan begrænse adgangen til domstolsprøvelse ved at fastsætte en søgsmålsfrist, der løber fra meddelelsen af en afgørelse, når den berørte offentlighed ikke har haft passende mulighed for at blive informeret om denne afgørelse.

(211) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 46.

(212) Artikel 6, stk. 2, i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (2003/4/EF), artikel 13 i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar, artikel 25 i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner, artikel 11 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af virkningerne på miljøet artikel 23 i Seveso III-direktivet (2012/18/EU), artikel 23 i direktiv (EU) , 2025/2360 om jordbundsovervågning og jordbundsmodstandsdygtighed og artikel 19, stk. 4, i forordning (EU) 2025/2365 om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening. Se også betragtning 27 i direktivet om nationale emissioner ((EU) 2016/2284), hvor der henvises specifikt til Domstolens praksis vedrørende adgang til klage og domstolsprøvelse.

(213) Sag C-243/15, LZ II.

(214) Sag C-137/14, Kommissionen mod Tyskland, præmis 32. Sag C-535/18, IL m.fl., præmis 57.

(215) Sag C-115/09, Bund für Umwelt und Naturschutz, præmis 45.

(216) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 33.

(217) Ibid., præmis 33.

(218) Ibid., præmis 34, og sag C-664/15, Protect Natur, præmis 46.

(219) Sag C-137/14, Kommissionen mod Tyskland, præmis 80.

(220) Sag C-137/14, Kommissionen mod Tyskland, præmis 80.

(221) I Kommissionens forslag COM(2025) 984 final til en forordning om fremskyndelse af miljøvurderinger foreslås en bestemmelse om materiel præklusion med garantier, der sikrer retten til adgang til domstolsprøvelse. Hvis medlovgiverne når til enighed om denne bestemmelse, vil den præcisere betingelserne og garantierne for præklusion.

(222) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 45.

(223) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 51.

(224) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 46.

(225) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 34.

(226) Artikel 6, stk. 2.

(227) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 53.

(228) Sag C-279/12, Fish Legal og Shirley, præmis 36.

(229) Som fastsat i artikel 5, stk. 2.

(230) Sag C-280/18, Flausch, præmis 27 og 51.

(231) De vejledende retningslinjer for anvendelsen af Århuskonventionen, s. 199.

(232) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 42-43.

(233) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 31, 32 og 34.

(234) Sag C-137/14, Kommissionen mod Tyskland, præmis 80 (Kommissionens fremhævelse).

(235) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 58.

(236) Forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott i sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 42.

(237) Sag C-721/21, Eco Advocacy CLG mod An Bord Pleanala, præmis 22.

(238) Sag C-721/21, Eco Advocacy CLG mod An Bord Pleanala, præmis 23.

(239) Forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott i sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 43.

(240) Se side 196.

(241) I sag C-215/06, Kommissionen mod Irland, fastslog Domstolen i præmis 57, at "selv om fællesskabsretten ikke kan være til hinder for, at de gældende nationale regler i visse tilfælde gør det muligt at lovliggøre operationer eller handlinger, der er i strid hermed, skal en sådan mulighed imidlertid være underlagt den betingelse, at den ikke giver de berørte anledning til at omgå fællesskabsreglerne eller til at undlade at anvende dem, og at en sådan lovliggørelse kun sker undtagelsesvis".

(242) Sag C-416/10, Križan, præmis 87-91.

(243) Sag C-416/10, Križan, præmis 91.

(244) Forenede sager, C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia, præmis 38. Disse sager vedrører afgørelser om, at biogasanlæg til produktion af elektrisk energi var i overensstemmelse med miljøstandarderne og de fulgte efter afslutningen af de vurderingsprocedurer, der blev gennemført efter opførelsen og idriftsættelsen af disse anlæg og annulleringen af den oprindelige tilladelse.

(245) Sag C-196/16 og 197/16, Comune di Corridonia, præmis 41.

(246) Se side 196.

(247) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 52.

(248) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 54.

(249) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 52.

(250) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 58.

(251) Sag C-529/15, Folk, præmis 28.

(252) Ibid 151.

(253) Sag C-529/15, Folk, præmis 31: Medlemsstaterne er forpligtede til at nægte at godkende projekter, der kan medføre, at et vandområdes tilstand forringes, medmindre disse projekter er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 7, i direktiv 2000/60. Denne bestemmelse finder anvendelse på alle situationer med forringelse af vandområder, uanset om de kan tilskrives et anlæg eller ej, og den fastsætter tilfælde, hvor medlemsstaterne på trods af en sådan forringelse ikke er forpligtede til at gribe ind. Dette vedrører ikke kun projekter, der skal godkendes, og har ikke betydning for begrebet miljøskade.

(254) Ibid., præmis 37-38.

(255) Sag C-529/15, Folk, præmis 51.

(256) Sag C-570/13, Gruber, præmis 42-50.

(257) Sag C-75/08, Mellor, præmis 59.

(258) Sag C-137/14, Kommissionen mod Tyskland, præmis 48. og sag C-72/12, Altrip, præmis 37.

(259) Sag C-432/21, Kommissionen mod Polen, præmis 120.

(260) Sag C-127/02, Waddenzee, præmis 59.

(261) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 52.

(262) C-237/07, Janecek, præmis 46.

(263) Tidligere 2001/81/EF.

(264) Sagerne C-165 til C-167/09, Stichting Natuur en Milieu.

(265) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 46, 47 og 49.

(266) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 50-51.

(267) Sag C-723/17, Craeynest m.fl., præmis 44-45.

(268) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 36.

(269) Sag C-197/18, Prandl m.fl., præmis 52, 55, 61 og 72.

(270) Sagerne C-165 til C-167/09, Stichting Natuur en Milieu, præmis 78 og 79.

(271) Se sag C-72/95, Kraaijeveld, præmis 57.

(272) I de forenede sager C-293/12, Digital Rights Ireland Ltd, og C-594/12 om reglerne for generel lagring af metadata i forbindelse med kommunikation bemærkede Domstolen i præmis 47: "Hvad angår domstolskontrollen med overholdelsen af disse betingelser, når der er tale om indgreb i grundlæggende rettigheder, vil rækkevidden af EU-lovgivers skønsbeføjelse kunne være begrænset under hensyn til en række faktorer, herunder navnlig det omhandlede område, karakteren af den omhandlede rettighed, som er sikret ved chartret, karakteren og alvoren af indgrebet samt formålet hermed".

(273) Dette skyldes, at definitionen af "offentlig myndighed" i artikel 2, stk. 2, i Århuskonventionen udelukker instanser eller institutioner, der handler som dømmende eller lovgivende myndighed.

(274) Forenede sager C-128/09 til C-131/09, C-134/09 og C-135/09, Boxus, præmis 53.

(275) Forenede sager C-128/09 til C-131/09, C-134/09 og C-135/09, Boxus.

(276) Sag C-41/11, Inter-Environnement Wallonie, præmis 42 til 47.

(277) Sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, præmis 38.

(278) Sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, præmis 47 og 48.

(279) C-293/97, Standley, præmis 51 og 52.

(280) C-284/95, Safety Hi Tech, præmis 33 til 61.

(281) Forenede sager C-313/15 og C-530/15, Eco-Emballages SA.

(282) Sag C-281/16, Vereniging Hoekschewaards Landschap, præmis 29, 31, 33, 34, 36, 37 og 39.

(283) Sag C-201/02, Wells, præmis 64-65.

(284) Sag C-129/96, Inter-Environnement Wallonie, præmis 45.

(285) Sag C-201/02, Wells, præmis 67, og sag C-420/11, Leth, præmis 38.

(286) Sag C-71/14, East Sussex, præmis 52.

(287) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 65.

(288) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 79.

(289) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 72.

(290) Sag C-873/19, Deutsche Umwelthilfe mod Bundesrepublik Deutschland, præmis 79.

(291) Sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 34.

(292) Sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 34-42.

(293) Sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 46.

(294) Sag C-378/17, Justits- og ligestillingsministeren og kommissæren for An Garda Síochána mod Workplace Relations Commission, præmis 52.

(295) C-72/12, Altrip, præmis 49.

(296) C-72/12, Altrip, præmis 51.

(297) C-72/12, Altrip, præmis 52-54.

(298) Muligheden for at se bort fra mindre processuelle fejl for at sikre effektive retsmidler udelukker dog ikke en dommer fra at erklære, at der er tale om en processuel fejl.

(299) Sag C-201/02, Wells, præmis 65.

(300) Sag C-201/02, Wells, præmis 69.

(301) Sag C-201/02, Wells, præmis 60.

(302) Forenede sager C-128/09 til C-131/09, C-134/09 og C-135/09, Boxus, præmis 57, og sag C-182/10, Solvay m.fl., præmis 52.

(303) Sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, præmis 45-48.

(304) Sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, præmis 31.

(305) Sag C-278/21, AquaPri, præmis 39-43.

(306) Ibid., præmis 39.

(307) Ibid., præmis 40.

(308) Ibid., præmis 42.

(309) Ibid., præmis 43.

(310) Ibid., præmis 46.

(311) Sag C-41/11, Inter-Environnement Wallonie.

(312) Sag C-379/15, Association France Nature Environnement.

(313) Sag C-379/15, Association France Nature Environnement, præmis 38.

(314) ag C-237/07, Janecek, præmis 39-42.

(315) Sag 196/16 og 197/16, Comune di Corridonia, præmis 42-43.

(316) Sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 57.

(317) Ibid., præmis 36.

(318) C-237/07, Janecek, præmis 46.

(319) Sag C-404/13, Client Earth, præmis 58. I denne sag om bindende grænseværdier for luftkvalitet i henhold til direktivet om luftkvalitet (2008/50/EF) afgjorde Domstolen, at »[når] en medlemsstat ikke har efterkommet de krav, der følger af artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/50, samtidig med at den ikke har ansøgt om udsættelse af fristen på de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 22, tilkommer det den nationale ret, der eventuelt forelægges sagen, at træffe enhver nødvendig foranstaltning over for den kompetente nationale myndighed — såsom et påbud — med henblik på, at denne myndighed opstiller den luftkvalitetsplan, som nævnte direktiv kræver, på de betingelser, som dette fastlægger«.

(320) Sag C-72/12, Altrip.

(321) Se fodnote 163.

(322) Sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe mod Freistaat Bayern, præmis 54.

(323) Sag C-201/02, Wells, præmis 66.

(324) Sag C-399/14, Grüne Liga Sachsen.

(325) Sag C-420/11, Leth, præmis 36 og 38.

(326) Sag C-420/11, Leth, præmis 41.

(327) Sag C-420/11, Leth, præmis 46.

(328) Sag C-61/21, JP mod Ministre de la Transition écologique, præmis 55 og 56.

(329) Ibid., præmis 60.

(330) Sag C-399/14, Grüne Liga Sachsen, præmis 75.

(331) Dette skyldtes, at Domstolen krævede, at der skulle tages hensyn til broens fremtid på baggrund af artikel 6, stk. 4, i habitatdirektivet (92/43/EØF). Her kræves der kompenserende foranstaltninger, hvis et skadeligt projekt får grønt lys til at fortsætte på grund af mangel på alternative løsninger og tungtvejende samfundsinteresser.

(332) Se også sag C-104/15, Kommissionen mod Rumænien, præmis 95, med hensyn til vigtigheden af at tage hensyn til krav om resultater ved behandling af spørgsmål om manglende overholdelse. Denne sag vedrørte artikel 4 og artikel 13, stk. 2, i direktivet om minedriftsaffald (2006/21/EF).

(333) Sag C-416/10, Križan, præmis 109.

(334) Se f.eks. Technische Glaswerke Ilmenau GmbH mod Kommissionen , C-404/04 P-R, præmis 10: "Ifølge fast retspraksis kan Fællesskabets retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen." Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning. I præmis 11 hedder det: "Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt".

(335) C-441/17 R, Kommissionen mod Polen, præmis 96 og 108.

(336) Ibid., præmis 99.

(337) Se også sag C-268/06, Impact, præmis 51.

(338) Sag C-470/16, North East Pylon, præmis 49.

(339) Sag C-470/16, North East Pylon, præmis 58.

(340) Sag C-167/17, Klohn, præmis 32.

(341) Sag C-167/17, Klohn, præmis 33.

(342) Sag C-167/17, Klohn, præmis 36.

(343) Artikel 11, stk. 4, i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU), artikel 25, stk. 4, i direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU) og artikel 23 i direktiv 2012/18/EU (Seveso III).

(344) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige.

(345) Sag C-167/17, Klohn, præmis 28-30.

(346) Sag C-167/17, Klohn, præmis 55.

(347) Sag C-167/17, Klohn, præmis 71.

(348) Ibid. 268.

(349) Ibid. 269.

(350) Sag C-470/16, North East Pylon, præmis 33.

(351) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 33.

(352) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, præmis 92.

(353) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 29-30.

(354) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 35.

(355) Retspraksis vedrører de bestemmelser om omkostninger, der findes i miljøvurderingsdirektivet (2011/92/EU) og direktivet om industrielle emissioner (2010/75/EU), som er underlagt den gennemførelsespligt, der gælder for direktiver.

(356) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 58.

(357) Sag C-252/22, Societatea Civila Profesionala de Avocati AB & CD, præmis 81.

(358) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, præmis 92.

(359) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 66. Analogt er dette også relevant for Seveso III-direktivet (2012/18/EU).

(360) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 67.

(361) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 68.

(362) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 45 og 48.

(363) Ibid. 268.

(364) Sag C-470/16, North East Pylon, præmis 61.

(365) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 43.

(366) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 42.

(367) Sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, præmis 40.

(368) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 47.

(369) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 54.

(370) Sag C-530/11, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 47.

(371) Se "Forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder", artikel 47, stk. 3.

(372) Sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, præmis 41.

(373) Sag C-664/15, Protect Natur, præmis 101.

(374) F.eks. artikel 11, stk. 5, i direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet, 2011/92/EU, og artikel 19, stk. 5, i forordning (EU) 2025/2365 om forebyggelse af tab af plastgranulat for at mindske mikroplastforurening.

(375) Tidligere artikel 10, stk. 6, i direktiv 85/337/EØF.

(376) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, præmis 97 (Kommissionens fremhævelse).

(377) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, præmis 98.

(378) Se også de oplysninger om adgang til klage og domstolsprøvelse, der findes på e-justice-portalen, og som medlemsstaterne skal opdatere regelmæssigt: https://e-justice.europa.eu/content_access_to_justice_in_environmental_matters-300-en.do.